doc
download 
Report Transcription
pdf
ARBEJDSSKADER –E N GUIDE TIL PRAKTISK HÅNDTERING AF FYSISKE OG PSYKISKE ARBEJDSSKADER Af Finn Schwarz og Maria Schmiegelow Arbejdsskader – En guide til praktisk håndtering af fysiske og psykiske arbejdsskader April 2015 Indholdsfortegnelse Det erstatnings- og forsikringsretlige system....................................... 1 1. Det erstatnings- og forsikringsretlige system...........................................2 1.1. Erstatnings- og forsikringssystemet....................................................2 1.2.Differencekrav............................................................................................. 3 1.3.Differencekrav og forsikringsdækning.............................................. 4 1.4.Arbejdsgiverens erstatningsansvar..................................................... 5 1.5.Ansvarsvurderingen.................................................................................. 5 1.6.Arbejdsgivers ansvar for fysiske arbejdsskader............................. 6 Praktisk håndtering af en arbejdsskadesag...........................................9 2.Praktisk håndtering af en arbejdsskadesag.............................................10 2.1.Fem faser af en arbejdsulykke.............................................................10 2.2.Gode råd........................................................................................................ 11 Arbejdsmiljøstrafferet............................................................................. 13 3. Arbejdsmiljøstrafferet.......................................................................................14 3.1.Arbejdsmiljølovens strafbestemmelser............................................14 3.2.Ansvarssubjektet – hvem kan straffes?............................................. 15 3.3.Ansvar efter straffeloven........................................................................ 15 Arbejdsgiverens ansvar for fysiske arbejdsskader.............................. 17 4. Arbejdsgiverens ansvar for fysiske arbejdsskader................................18 4.1.Arbejdsgiverens omsorgspligt.............................................................18 4.2.Arbejdsstedets indretning.....................................................................18 4.3. Tilrettelæggelsespligten (planlægning og tilrettelæggelse)........................................................................................19 4.4.Instruktion og tilsyn................................................................................20 4.5.Maskiner og tekniske hjælpemidler.................................................... 21 Betydningen af egen skyld.................................................................... 23 8.2.Arbejdets planlægning og tilrettelæggelse.................................... 51 5. Betydningen af egen skyld............................................................................24 8.2.1Det rette personale.......................................................................... 51 8.2.2Den rette fremgangsmåde.......................................................... 52 Psykiske arbejdsskader.......................................................................... 25 8.2.3De rette arbejdsredskaber.......................................................... 55 6. Psykiske arbejdsskader...................................................................................26 8.3.Instruktions- og tilsynsforpligtelsen.................................................56 6.1.Psykisk arbejdsskade som begreb....................................................26 8.4.Maskiner og tekniske hjælpemidler..................................................64 6.2.Retspraksis om psykiske arbejdsskader..........................................26 8.5.Materialesvigt............................................................................................ 67 6.3.Mobning og chikane................................................................................ 31 8.6.Typetilfælde...............................................................................................69 6.4. Opsummering............................................................................................36 8.6.1 .Værnemidler................................................................................69 8.6.2 .Stilladser........................................................................................70 Arbejdsskader og ansættelsesret..........................................................37 8.6.3 .Stiger.............................................................................................. 73 7. Arbejdsskader og ansættelsesret...............................................................38 8.6.4 .Løfteopgaver...............................................................................79 7.1.Handicapbegrebet og tilpasningsforpligtelsen............................38 8.6.5 .Hjælpemidler eller alternativ fremgangsmåde................81 7.2.Opsummering om forståelse af handicap i lovens forstand....39 8.6.6 .Snævre adgangsforhold..........................................................83 7.3.Opsummering om kravet om tilpasningsforanstaltninger...... 40 8.7.Psykiske arbejdsskader..........................................................................84 7.4.Forskelsbehandlingslovens ”formkrav”.......................................... 40 8.8.Handicap.....................................................................................................84 Domssamling........................................................................................... 43 8. Domssamling..................................................................................................... 44 8.1.Arbejdsstedets indretning................................................................... 44 8.1.1. .Farlig virksomhed..................................................................... 44 8.1.2. .Gulve og adgangsveje............................................................. 44 8.1.3. .Tilstrækkelig belysning............................................................46 8.1.4. .Adgangsveje og alternative adgangsveje........................46 8.1.5. .Trapper, lignende arealer samt »spring«...........................46 8.1.6. .Døre, porte og lignende..........................................................47 8.1.7. .Glatte forhold..............................................................................47 8.1.8. .Arbejdsstedets ryddelighed..................................................48 8.1.9. .Pladsforhold.................................................................................49 8.1.10. .Arbejdet udføres uden for arbejdsgiverens plads.........50 8.9.Øvrige domme, herunder om overtrædelse af arbejdsmiljøloven.................................................................................... 85 9. .Noteark................................................................................................ 86 Det erstatnings- og forsikringsretlige system 1 1. Det erstatnings- og forsikringsretlige system 1.2. Differencekrav 1.1. Erstatnings- og forsikringssystemet Nedenstående skema viser, hvilke erstatningsposter en arbejdsskade kan udløse. Arbejdsgiveren er efter arbejdsskadesikringsloven forpligtet til at tegne en arbejdsulykkesforsikring i et anerkendt forsikringsselskab, samt at tilmelde sig til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Indtræder der en arbejdsskade, skal den skadelidte i første omgang søge sit erstatningskrav dækket gennem det lovpligtige forsikringssystem. Dækning efter arbejdsskadesikringsloven er primær i forhold til de krav, skadelidte kan rette mod arbejdsgiveren. Dækning efter arbejdsskadesikringsloven er ikke betinget af, om arbejdsgiveren er erstatningsansvarlig for skaden. Det er dog en betingelse, at der er årsagsforbindelse/kausalitet mellem det udførte arbejde og personskaden, og mellem personskaden og den lidelse, som den skadelidte er blevet påført. Arbejdsgiverens eventuelle erstatningsansvar efter erstatningsansvarsloven bliver derfor relevant, hvis ulykken ikke anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven, eller hvis der er et såkaldt differencekrav. Erstatningskravet mod arbejdsgiveren bliver derfor særligt være relevant i relation til de erstatningsposter, som ikke dækkes gennem det lovpligtige forsikringssystem, jf. afsnit 1.2. I modsætning til at opnå dækning efter arbejdsskadesikringsloven skal skadelidte for at opnå dækning efter erstatningsansvarsloven kunne føre bevis for, at arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende, samt at de øvrige erstatningsretlige betingelser er opfyldt. Arbejdsskade Det lovpligtige arbejdsskadesystem Ulykke Erhvervssygdom Ikke anerkendelse/ differencekrav Som det fremgår, kan erstatningsposterne tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, begravelsesudgifter, tort, andet tab, samt advokatudgifter alene søges dækket efter erstatningsansvarsloven. Under forudsætning af at en arbejdsskade anerkendes af Arbejdsskadestyrelsen, vil skaden kunne udløse krav på betaling af varigt mén, erhvervsevnetab, forsørgertabserstatning, overgangsbeløb ved dødsfald og forsørgertabserstatning, samt helbredsudgifter. Nogle af disse poster kan tillige søges dækket efter erstatningsansvarsloven, men da det lovpligtige forsikringssystem er primært, vil en sådan dækning alene være relevant, hvis der opstår et differencekrav, eller hvis arbejdsskaden ikke anerkendes af Arbejdsskadestyrelsen. Erstatningskravet EAL ASL Tabt arbejdsfortjeneste X Svie og smerte X Varigt mén (X) dækkes af ASL X Erhvervsevnetab X - difference X Forsørgertabserstatning (X) dækkes (nok) af ASL X Overgangsbeløb v/ forsørgertab X Begravelsesudgifter X Tort X Helbredsudgifter (X) dækkes af ASL X Andet tab X Advokatudgifter X Anerkendelse/ ikke-anerkendelse Arbejdsgiveren 2 3 Erstatningen efter arbejdsskadesikringsloven trækkes fra i den erstatning, skadelidte har krav på efter erstatningsansvarsloven, og differencekravet udgør således forskellen mellem erstatningen efter erstatningsansvarsloven og erstatningen efter arbejdsskadesikringsloven, jf. arbejdsskadesikringslovens § 77. Da opgørelsen af erhvervsevnetabet foretages forskelligt i arbejdsskadesikringsloven og i erstatningsansvarsloven, og skadelidte derfor i nogle situationer kun får delvist dækket sit erhvervsevnetab gennem arbejdsskadesikringsloven, ses der ofte at opstå et differencekrav vedørende erhvervsevnetabet. 1.3. Differencekrav og forsikringsdækning 1.4. Arbejdsgiverens erstatningsansvar Som beskrevet i afsnit 1.3 har arbejdsgiveren et eventuelt erstatningsansvar i relation til et differencekrav, dvs. de krav, der ikke dækkes gennem arbejdsskadesikringslovens efter arbejdsskadesikringsloven § 77 og U1995.843H. Arbejdsgiveren er alene forpligtet til at betale differenceerstatning, såfremt arbejdsgiveren —— selv har handlet ansvarspådragende, eller Erstatningskravet EAL ASL Tabt arbejdsfortjeneste X Svie og smerte X Varigt mén (X) dækkes af ASL X Erhvervsevnetab X - difference X 1.5. Ansvarsvurderingen Forsørgertabserstatning (X) dækkes (nok) af ASL X Vurderingen af, om en person er erstatningsansvarlig, kan beskrives på følgende måde: Overgangsbeløb v/ forsørgertab X Begravelsesudgifter X Tort X Helbredsudgifter (X) dækkes af ASL X Andet tab X Advokatudgifter X Dækkes af eventuel erhvervsansvarsforsikring —— hvis arbejdsgiveren har undladt at handle, og dette i sig selv er ansvarspådragende, eller Dækkes af arbejdsskadeforsikring Udbetaling af erstatning efter arbejdsskadesikringsloven sker ikke fra Arbejdsskadestyrelsen, men fra det underliggende forsikringsselskab eller fra Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Arbejdsgiveren kan have tegnet en erhvervsansvarsforsikring, der dog ikke er lovpligtig. Erhvervsansvarsforsikringen vil, såfremt de erstat4 ningsretlige betingelser i øvrigt er opfyldt, dække de erstatningsposter, som ikke dækkes under den lovpligtige arbejdsskadeforsikring. —— hvis én af medarbejderne har handlet ansvarspådragende, og arbejdsgiveren hæfter for dette (husbondansvar). ”En person er erstatningsansvarlig for den skade, han forvolder ved en retsstridig handling eller undladelse, der kan tilregnes personen som forsætlig eller uagtsom. Det objektive krav om retsstridig handling kan (nok) mere præcist beskrives som et krav om, at der hos skadevolder skal være begået en fejl, som har øget risikoen for, at en skade kan indtræde. Det subjektive krav om forsæt eller uagtsomhed ses i praksis primært vurderet ud fra, hvorvidt den pågældende handlemåde eller undladelse afviger fra et anerkendt eller sædvanligt adfærdsmønster, der bl.a. kan være fastlagt ved lov, sædvane eller retspraksis.” (”Ansvar for arbejdsskader – det fysiske og psykiske arbejdsmiljø” af Martin Haug & Finn Schwarz, 2012) Ansvarsgrundlaget for arbejdsgiveren er det traditionelle culpaansvar, varierende fra en streng vurdering af ansvaret for arbejdsgiveren eventuelt ved en bevislettelse for den skadelidte til et meget lempeligt ansvar for arbejdsgiveren. 5 ”Ansvarsgrundlaget er ligeledes vanskeligt at indplacere præcist. Man kan ikke beskrive retsstillingen således, at der generelt er tale om et skærpet ansvar indenfor arbejdsskadeområdet – dertil er der for mange almindeligt culpabaserede domme. Som det vil fremgå af denne bog, kan ansvaret – afhængig af de konkrete omstændigheder, hvorunder skaden er sket – variere fra det traditionelle udgangspunkt, culpaansvaret, til et ansvar, der nærmer sig det objektiverede ansvar.” Er dette ikke tilfældet, vil en række yderligere momenter skulle inddrages i ansvarsvurderingen. Disse momenter har en intern sammenhæng, således at en kompliceret arbejdsproces, der er usædvanlig for den pågældende medarbejder, stiller betydelige krav til medarbejderens uddannelse og erfaring og til den instruktion og det tilsyn, som arbejdsgiveren skal initiere og gennemføre. (”Ansvar for arbejdsskader – det fysiske og psykiske arbejdsmiljø” af Martin Haug & Finn Schwarz, 2012) —— Tidligere sket skade/et uheld det pågældende sted eller ved den pågældende arbejdsproces 1.6. Arbejdsgivers ansvar for fysiske arbejdsskader Det afgørende spørgsmål i en arbejdsskadesag er, om arbejdsgiveren ved sin handlemåde eller undladelse, eller ved en medarbejders (som arbejdsgiveren hæfter for) handlemåde eller undladelse, afviger fra et anerkendt eller sædvanligt adfærdsmønster. I givet fald har arbejdsgiveren handlet ansvarspådragende og derved pådraget sig et erstatningsansvar. Hvorvidt arbejdsgiverens handlemåde eller undladelse afviger fra et anerkendt eller sædvanligt adfærdsmønster, beror i første omgang på, om der konkret er sket en overtrædelse af regler for eksempelvis brug af værnemidler, maskiner, arbejdets udførelse, arbejdsstedets indretning mv. Matrix om betydende momenter —— Farlig arbejdsproces —— Skadelidtes uddannelse —— Skadelidtes erfaring/alder —— Kompliceret eller ukompliceret arbejdsproces —— Sædvanlig eller usædvanlig arbejdsproces —— Forventelig eller uforventelig problemstilling opstået ved arbejdet Foreligger der: —— Generelle forskrifter for udførelse af arbejdet? —— Specielle forskrifter for udførelse af arbejdet? —— Sædvaner for udførelse af arbejdet? —— … ellers må vurderingen bero på vores/domstolenes sunde fornuft i relation til arbejdsgiverens ”omsorgspligt” Kan der ikke konstateres en overtrædelse af gennerelle eller specielle forskrifter eller sædvane, må der inddrages en række yderligere betydende momenter i vurderingen. Nedenstående forsøg på en matrix viser, at hvor der tidligere er sket et uheld i en tilsvarende situation, eller hvor arbejdsprocessenen generelt er farlig, er der ved domstolenes ansvarsvurdering en betydelig risiko for, at der vil blive statueret ansvar for en arbejdsskade. 6 7 Praktisk håndtering af en arbejdsskadesag 8 9 2. Praktisk håndtering af en arbejdsskadesag 2.2.Gode råd 2.1. Fem faser af en arbejdsulykke GODE RÅD Fase 1: Uheldet —— Få fastlagt faktum —— Få vidner til at skrive deres forklaringer ned —— Tag billeder —— Få evt. testet maskiner Hvad sker der ved at vente? 1) Anerkend ikke ansvar før fuldt overblik over sagen Hvis beviser går tabt kan det have store konsekvenser for udfaldet af en senere erstatningssag eller straffesag. 2) Indhent relevante vidneudsagn – gerne skriftligt —— Behold ødelagte dele mv. —— Behandl det skete i sikkerhedsorganisationen —— Forsøg at opnå enighed om, hvad der er sket, og hvordan det kan undgås i fremtiden —— Behandl AT’s medarbejdere loyalt, men også kritisk —— Stil spørgsmålstegn i processen forud for et evt. påbud —— Sørg for at være med, når AT færdes i virksomheden —— Husk, at AT’s afgørelse kan indbringes for rekursinstans 4) Er der fortsat ”blind spots” – forsøg at afdække dem 5) Saml al fakta og gennemgå matrixen Fase 2: Internt i organisationen Fase 3: Over for arbejdstilsynet (AT) 3) Indhent Arbejdstilsynets og politiets oplysninger – eventuelt via advokat 6) Tag stilling til ansvarsvurderingen 7) Tag stilling til eventuel strafferetlig vurdering Er der en risiko ved at ændre på forretningsgange, maskiner mv., fordi man er blevet klogere? Ja, Arbejdstilsynet vil i nogle sammenhænge betragte det som en ”erkendelse” af forholdet – men domspraksis viser, at det ikke kommer arbejdsgiveren til skade, at man bliver klogere. Fase 4: Over for politiet —— Husk, at arbejdsgiveren taler med en sigtets rettigheder —— Husk, at det måske kan ende med en straffesag mod arbejdsgiveren Fase 5: Når det hele er overstået —— Efterbearbejd i virksomheden Sagen skal nødigt udarte sig til ”klassekamp”. —— Foretag evt. ændringer —— Lav en afsluttende behandling i sikkerhedsudvalget 10 11 Arbejdsmiljøstrafferet 12 13 3. Arbejdsmiljøstrafferet 3.2.Ansvarssubjektet – hvem kan straffes? 3.1. Arbejdsmiljølovens strafbestemmelser Overholdelse af arbejdsmiljølovens regler er strafsanktioneret i lovens kapitel 15, hvor der findes hjemmel til tiltalerejsning over for personer. Hvis det kan påvises, at en person, herunder en arbejdsgiverrepræsentant, har handlet forsætligt eller uagtsomt i forbindelse med en overtrædelse af arbejdsmiljøloven, kan der pålægges et ansvar (det subjektive ansvar). Ansvar kan pålægges en arbejdsgiver, hvis nogen i organisationen har handlet forsætligt eller uagtsomt (det objektive hæftelsesansvar). Arbejdsgiveren kan altså i disse tilfælde blive straffet for andres fejl. En juridisk person, fx en kommune, kan ligeledes ifalde et strafansvar. Loven indeholder hjemmel til fængselsstraf, men det praktiske udgangspunkt er idømmelse af bøde. Det subjektive strafansvar § 82: Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den, der 1) overtræder § 15, § 15 a, § 16, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 19, § 20, stk. 1, § 20 a, stk. 1, § 21, stk. 1, § 23, §§ 25-34, § 37, stk. 1 og 6, § 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 45, stk. 1, § 48, stk. 1, § 63, stk. 5, § 75, stk. 4, § 76, stk. 1, eller de af Det Europæiske Fællesskabs forordninger vedrørende forhold omfattet af denne lov, 2) lader arbejde udføre i strid med kapitel 9 og 10, leder eller fører tilsyn med sådant arbejde eller udfører arbejde i strid med kapitel 9, 3) ikke efterkommer påbud efter § 77, § 77 a, stk. 1 eller 4) undlader at meddele oplysninger efter § 22, stk. 2. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig personskade eller døden til følge. 14 Det objektive hæftelsesansvar Juridiske personer § 83: For overtrædelse af § 15, § 15 a, § 16, § 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 45, stk. 1, § 48, stk. 1, § 82, stk. 1, nr. 2 og 3, kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom, jf. dog stk. 3. Det er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf. § 86: Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. § 83, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Der kan blive tale om tiltalerejsning for overtrædelse af arbejdsmiljølovens regler, hvis der er tale om en overtrædelse af klare og velkendte regler, og hvor overtrædelsen indebærer en konkret sikkerheds- og sundhedsfare (Rigsadvokatens meddelelse 8/2006). Tiltalerejsning kan ske over for private såvel som over for offentlige arbejdsgivere. Arbejdsgiveren er det umiddelbare ansvarssubjekt og kan være en fysisk person eller en juridisk person/enhed. Arbejdsmiljølovens § 23 fastslår, at ”lovens bestemmelser om arbejdsgiverens pligter gælder også for den, som leder eller deltager i ledelsen af virksomheden”, og tiltalerejsning kan derfor også ske over for en leder, eller en, der sidestilles med arbejdsgiveren. Ansvaret er dog ikke helt så vidtgående som arbejdsgiverens. Er lederen ikke tillige at betragte som arbejdsgiver, vil den pågældende leder efter arbejdsmiljølovens § 85 ikke kunne pålægges et objektivt hæftelsesansvar. Lederen kan derfor kun straffes, hvis der er subjektiv tilregnelse. De ansatte har efter arbejdsmiljølovens §§ 27-29 en række pligter til bl.a. at medvirke til, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige inden for deres arbejdsområde og kan efter omstændighederne pådrage sig et ansvar efter disse bestemmelser. For arbejdsledere er bødeniveauet typisk mellem 1.000 og 5.000 kr., og for ansatte er bødeniveauet 1.000 kr., der dog under skærpende omstændigheder kan stige til 2.500 kr. Straffen for arbejdsgiverens overtrædelse af arbejdsmiljølovens regler er bøde og/eller fængselsstraf. Bødesatserne er differentierede, således at der ved fastsættelse af bødens størrelse tages hensyn til virksomhedens størrelse, dvs. antal medarbejdere, relevante forstraffe, uheldets karakter, herunder om der er sket alvorlig personsskade eller dødsfald. Ansvarsvurderingen i erstatningssager og straffesager er ikke den samme, men det ses i erstatningssager, at hvis arbejdsgiveren har vedtaget eller blevet pålagt en bøde, indgår dette i domstolenes vurdering af sagen. 3.3.Ansvar efter straffeloven Arbejdsgiveren vil som juridisk person kunne idømmes straf for overtrædelse af straffelovens bestemmelser, jf. straffelovens § 306. 15 Den foreliggende retspraksis om overtrædelse af straffelovens bestemmelser, herunder uagtsomt manddrab, er: —— U2011.1144Ø: Vandforsyningssagen —— U2014.687Ø: Efterskolesagen —— U2015.296Ø: El-bilen på Strøget Arbejdsgiverens ansvar for fysiske arbejdsskader 16 17 4. Arbejdsgiverens ansvar for fysiske arbejdsskader 4.1. Arbejdsgiverens omsorgspligt Som illustrationen viser, indebærer arbejdsgiverens omsorgspligt en pligt til at sikre, at arbejdsstedet er forsvarligt indrettet, så arbejdet kan udføres under betryggende forhold. Omsorgspligten indebærer endvidere, at arbejdsgiveren skal planlægge og tilrettelægge arbejdet på forsvarlig vis, samt sikre, at de ansatte modtager instruktion, der sætter dem i stand til at udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og sidst, men ikke mindst, at der føres tilsyn med, at instruktionen bliver fulgt. Kravene til arbejdsstedets indretning, når arbejdet udføres på arbejdsgiverens plads, omhandler bl.a. nedenstående forhold: —— Farlig virksomhed (Eternit-dommen U1989.1108H) —— Gulve og adgangsveje —— P roduktionsgulve (U1955.992H, FED1998.813Ø, FED2003.939V) —— Alternative adgangsveje (FED1994.185V) —— Trapper, lignende arealer samt ”spring” —— Døre, porte og lignende —— Glatte forhold (FED2001.2123V) Arbejdsstedets indretning Planlægning og tilrettelæggelse —— Manglende rengøring Instruktion- og tilsynsforpligtelse 4.2.Arbejdsstedets indretning Rækkeviden af arbejdsgiverens ansvar for, at arbejdsstedet indrettes sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt kan beskrives på følgende måde: ”Ansvaret for arbejdsstedets indret§ 42: Arbejdsstedet skal ning er, som det vil fremgå af genindrettes således, at det nemgangen nedenfor, i vid udstræksikkerheds- og sundhedsning karakteriseret ved et ligefremt mæssigt er fuldt forsvarligt. culpaansvar, og skadelidte skal såStk. 2. Anerkendte normer og ledes føre bevis for, at indretningen standarder, som har sikkerobjektivt set er uforsvarlig, og at heds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. dette kan tilregnes arbejdsgiveren som uagtsomt. Der findes dog også afgørelser, der er baseret på en strengere ansvarsvurdering, mest markant af disse er Eternit-dommen. Det udløser som udgangspunkt ikke ansvar for arbejdsgiveren, at arbejdspladsen er indrettet uhensigtsmæssigt.” —— Arbejdsstedets ryddelighed (U2002.519H) —— Pladsforhold Udføres arbejdet udenfor arbejdsgiverens plads, er arbejdsgiveren stadig forpligtet af arbejdsmiljølovens regler, men ofte vil arbejdsgiveren have begrænset eller ingen indflydelse på arbejdsstedets indretning. Ansvaret kan i denne type sager efter omstændighederne placeres hos ejeren. Der henvises til retspraksis bl.a. FED1994.951V og FED2002.1096Ø. 4.3 Tilrettelæggelsespligten (planlægning og tilrettelæggelse) Tilrettelæggelsespligten indebærer overordnet en pligt til at sikre, at de personer, der sættes til at udføre opgaven, har de faglige og erfaringsmæssige forudsætninger for at § 16. Arbejdsgiveren skal sørløse opgaven på forsvarlig vis, at medarge for, at der føres effektivt bejderne udstyres med de nødvendige og tilsyn med, at arbejdet udføforsvarlige redskaber, og at en forsvarlig res sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. metode anvendes. Arbejdsgiverens ansvar for tilrettelæggelsen af arbejdet er principielt karakteriseret ved et almindeligt culpaansvar. § 17, stk. 2: Arbejdsgiveren skal endvidere sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. (”Ansvar for arbejdsskader – det fysiske og psykiske arbejdsmiljø” af Martin Haug & Finn Schwarz, 2012) 18 19 og ledelsen har pligten til at kontrollere, om instruktionen er fyldestgørende og løbende kontrollere om instruktion overholdes.” Planlægning og tilrettelæggelse Faglighed og erfaring Nødvendige redskaber Forsvarlig metode Forpligtelsen indebærer i praksis en pligt til at sikre: —— Det rette personale (FED2006.181V og FED2005.3V) —— Den rette fremgangsmåde (FED1994.577V) —— De rette arbejdsredskaber (FED1997.1758V) 4.4 Instruktion og tilsyn Det er arbejdsgiverens opgave at sikre, at de ansatte får en instruktion, som sætter dem i stand til at udføre deres arbejde sikkerhedsmæssigt forsvarligt for herved at begrænse risikoen for arbejdsskader. Hertil kommer, at uanset om arbejdsgi§ 38: Arbejdet skal planlægveren har instrueret sine ansatte behøges, tilrettelægges og udrigt og dermed opfyldt sin instruktionsføres således, at det sikkerpligt, følger det af ledelsesforpligtelsen, at heds- og sundhedsmæssigt arbejdsgiveren tillige er forpligtet til føre er fuldt forsvarligt. tilsyn med, at instruktionen bliver fulgt. Instruktionsforpligtelsen og tilsynsforpligtelsen er direkte anført i arbejdsmiljølovens §§ 16 og 17, stk. 2. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Instruktionen og tilsynet skal som udgangspunkt komme fra arbejdsgiveren, men det er helt almindeligt, at instruktionen sker ved såkaldt ”sidemandsoplæring”, hvor en arbejdskollega giver instruktionen. Retspraksis viser, at det ikke er afgørende hvem, der har givet instruktionen, så længe instruktionen i kvalitet og omfang er tilstrækkelig i forhold til de foreliggende faremomenter. 4.5 Maskiner og tekniske hjælpemidler Mange arbejdsopgaver er med tiden blevet mekaniserede, og brugen af tekniske hjælpemidler har i vidt omfang afløst den manuelle håndtering. Den intensiverede brug af tekniske § 45: Maskiner, maskindele, hjælpemidler indebærer krav til arbejds- beholdere, præfabrikerede giveren. Den overordnede bestemmelse i konstruktioner, apparater, arbejdsmiljøloven vedrørende maskiner og redskaber og andre tekniske hjælpemidler skal være indtekniske hjælpemidler er § 45. Arbejdsgiveren skal således sikre, at maskiner og tekniske hjælpemidler er indrettet og fungerer forsvarligt. Det er ligeså væsentligt, at det sikres, at den ansatte er uddannet og instrueret i en korrekt og forsvarlig anvendelse. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Typetilfælde —— Eksempler fra retspraksis: —— FED1997.47V —— FED2001.179V —— FED2003.2625V —— Særligt om materialesvigt: —— U1970.483H —— FED2007.105V —— Værnemidler (FED2000.874V og FED1995.1286V) —— Stilladser og stiger (U1974.1014H og FED1997.728V) —— Løft (U2004.3040/2H og FED1997.944Ø) Der henvises til Arbejdstilsynets udtalelse refereret i FED1994.643Ø: —— Løft mv. i sundhedssektoren ”Der er efter Arbejdstilsynets opfattelse intet i vejen for, at en ikkeledende medarbejder gennemfører oplæring og instruktion af en ny medarbejder. Det er dog på ledelsens ansvar, at instruktionen foregår, —— Computermus 20 rettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige —— Teambuilding 21 Betydningen af egen skyld 22 23 5. Betydningen af egen skyld Skadelidtes subjektive forhold (medvirken og egen skyld) kan principielt få lige så stor indflydelse på resultatet af en arbejdsskadesag som skadevolders. En gennemgang af praksis viser dog, at selvom egen skyld regelmæssigt gøres gældende af skadevolder, er det sjældent, at anbringendet får en betydning for dommens formulering – ofte kan en frifindelse af arbejdsgiveren reelt være begrundet i egen skyld. Den bestemmelse i arbejdsmiljøloven, der påberåbes som udtryk for de forpligtelser, den ansatte har på arbejdspladsen er § 28. Bevisbyrden for egen skyld hos den ansatte påhviler skadevolder. Det må kræves, at det står den ansatte klart, at hans handling indebærer et oplagt moment af uforsvarlighed. § 28, stk. 1: De ansatte skal medvirke til, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige inden for deres arbejdsområde, herunder at de foranstaltninger, der træffes for at fremme sikkerhed og sundhed, virker efter deres hensigt. Psykiske arbejdsskader Almindelig ubetænksomhed eller et øjebliks uopmærksomhed fører ikke uden videre til relevant egen skyld. Den skyld eller uforsvarlighed, der skal være udvist fra den skadelidtes side, skal således være kvalificeret, eller, som det til tider anføres i domspræmisserne, relevant. Momenter af betydning for vurderingen af egen skyld: —— Overtrådt sikkerhedsforskrifter —— Tilsidesat instruktion —— Erfaring/uddannelse —— Uopfordrede handlinger —— Skadelidtes ansættelsesretlige status 24 25 6. Psykiske arbejdsskader 6.1. Psykisk arbejdsskade som begreb Arbejdsmiljølovens regler finder efter § 1a også anvendelse på det psykiske arbejdsmiljø. Der er ikke i arbejdsmiljøloven eller i øvrigt i lovgivningen fastsat nogen definition af psykiske skader eller psykisk sundhed. Det psykiske arbejdsmiljø omfatter generelt påvirkninger, der forringer den psykiske sundhedstilstand hos medarbejderen. Psykisk arbejdsmiljø kan bl.a. angå arbejdsmængde og tidspres, mobning og seksuel chikane, samspillet mellem ledelse og medarbejdere, og uklare krav til udførelsen af arbejdet. I arbejdsskadesikringssystemet anerkendes en psykisk skade som en arbejdsskade, når skaden sker pludseligt eller inden for fem dage og er en følge af arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under. Det er en betingelse, at der er årsagssammenhæng mellem hændelsen og den psykiske skade, herunder at påvirkningen er egnet til at forårsage den psykiske skade. Visse psykiske påvirkninger er anerkendt som erhvervssygdomme. 6.2.Retspraksis om psykiske arbejdsskader Retspraksis kan overordnet inddeles i sager om 1) forbigående psykisk skade uden alvorlig begivenhed, 2) alvorlige begivenheder/oplevelser og 3) stress, for stor arbejdsmængde mv. Nedenstående gennemgang tager udgangspunkt i denne opdeling. Domsreferaterne i domssamlingen er i det væsentligste taget fra ”Ansvar for arbejdsskader – det fysiske og psykiske arbejdsmiljø” af Martin Haug & Finn Schwarz, 2012. 1) Forbigående psykisk skade – uden alvorlig begivenhed: U1998.492V En funktionær havde været sygemeldt i en periode på 91 dage angiveligt på grund af stress. Hendes sygeperiode ophørte samtidig med, at hendes opsigelsesvarsel ophørte, idet virksomheden havde opsagt hende på grund af sygdom. Funktionæren gjorde et svie- og smertegodtgørelseskrav gældende for sygdomsperioden, idet funktionæren påstod, at arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende over for hende i relation til hendes arbejdsforhold. 26 Bl.a. på baggrund af oplysningerne om arbejdets tilrettelæggelse, antallet af overarbejdstimer samt beskrivelse af funktionærens forhold udtalte Retslægerådet, at såfremt funktionærens beskrivelse af de store jobkrav, modstridende krav i organisationen, uklare vekslende ledelsesforhold og manglende påskønnelse af funktionæren kunne lægges til grund ”…vil sådanne arbejdsforhold kunne medføre psykosomatisk betinget sygdom hos medarbejdere. Samtlige ovennævnte arbejdsmiljøfaktorer vil kunne medvirke til at udløse psykosomatiske symptomer”. Vestre Landsret frifandt arbejdsgiveren med følgende begrundelse: ”Af forarbejderne til arbejdsmiljøloven fremgår, at et sikkert og sundt arbejdsmiljø blandt andet indebærer en beskyttelse mod et forjaget arbejde. Ved vurderingen af, om trivselsproblemer er omfattet af arbejdsmiljøloven, fremgår det videre, at det afgørende er, om problemerne aktuelt kan sættes i direkte forbindelse med sikkerhed og sundhed. I den foreliggende sag finder landsretten ikke, at [funktionæren] har godtgjort, at hun i forbindelse med sit arbejde som stedfortræder i — — — har været udsat for sådanne direkte sundhedsskadelige påvirkninger, at der er grundlag for at gøre [arbejdsgiveren] ansvarlig i anledning af sygefraværet.” 2) Alvorlige begivenheder/oplevelser: U2012.524H En børnehavepædagog var ansat i en børnehave på særlige vilkår som følge af en ryglidelse. I forbindelse med en personaleweekend for børnehavens personale med deltagelse af en supervisor udefra drøftedes samarbejdsklimaet i børnehaven. Herunder kom børnehavepædagogens forhold til drøftelse, og da drøftelserne ”eskalerede”, besluttede lederen og souschefen samt supervisoren i enerum at drøfte situationen. Herefter meddelte lederen – ifølge børnehavepædagogen – i alles nærvær, at ledelsen havde besluttet at opsige børnehavepædagogen. Efterfølgende meldte børnehavepædagogen sig syg af psykiske årsager. Efter en sygeperiode blev der indgået en fratrædelsesaftale med børnehavepædagogen. Under sagen krævede børnehavepædagogen sig tillagt en svie og smertegodtgørelse på grund af uforsvarlig afvikling af personaleweekenden med psykisk skade til følge. 27 Ankestyrelsen anerkendte det passerede som en ulykke med personskade. Ankestyrelsen begrundede bl.a. dette med: ”…Vi har vurderet, at De ved det beskrevne hændelsesforløb har været udsat for chikanøs adfærd, der har været subjektivt krænkende og grænseoverskridende. Vi finder det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at forløbet den … var så ekstraordinært psykisk belastende, at det var egnet til at medføre en psykisk skade i form af en umiddelbar psykisk reaktion – en krise.” Landsretten frifinder arbejdsgiveren, dømmer arbejdsgiveren: men Højesteret ”Efter dansk rets almindelige erstatningsregler omfatter en personskade såvel fysiske som psykiske følger af en ansvarspådragende handling. Erstatningsansvarslovens kapitel 1 angår erstatning og godtgørelse for personskade og tab af forsørger. Lovens § 1 omfatter ”personskade”, og det er i § 1, stk. 1, fastsat, at den, der er erstatningsansvarlig for en ”personskade”, bl.a. skal betale godtgørelse for svie og smerte. Udtrykket ”personskade” i erstatningsansvarslovens § 1 må forstås i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler. [Børnehavepædagogen] blev sygemeldt efter personaleweekenden den 13. og 14. november 2004, og det er ubestridt, at hun blev påført en psykisk skade som følge af begivenhedsforløbet under personaleweekenden… Højesteret tiltræder, at [børnehavepædagogens] psykiske skade er omfattet af erstatningsansvarslovens § 1. … Det lægges til grund, at den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden medførte en betydelig forøgelse af risikoen for en psykisk skade af den foreliggende karakter hos en medarbejder, som, hvilket ledelsen må have forstået, befandt sig i en psykisk anspændt situation. Højesteret finder herefter, at [børnehavepædagogens] psykiske skade er en påregnelig følge af den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden. [Børnehavepædagogen] er direkte skadelidt som følge af den ansvarspådragende adfærd, og der er ikke grundlag for at anse den psykiske skade for at falde uden for, hvad der er omfattet af kommunens erstatningspligt.” 28 FED2006.181V En soldat udviklede efter hjemsendelse fra tjeneste i Irak en skizoaffektiv lidelse. Soldaten anlagde sag mod Ankestyrelsen og nedlagde påstand om, at den psykiske lidelse skulle anerkendes som en erhvervssygdom (udelades her). Soldaten anlagde tillige sag over for forsvaret, idet han nedlagde påstand om, at forsvaret skulle anerkende erstatningspligten i relation til den psykiske lidelse, han havde pådraget sig under sin udstationering. Under sagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, der bl.a. fastslog, at det ikke forud for soldatens udsendelse til Irak havde været muligt ved undersøgelse, test eller lignende at afdække, om soldaten havde udviklet, var ved at udvikle eller var disponeret for at udvikle en psykisk lidelse. Vestre Landsret frifinder forsvaret, idet landsretten i præmisserne tager stilling til forsvarets udsendelse af soldaten, reaktionen over for soldaten, da de psykiske problemer opstod samt forsvarets handlemåde over for soldaten efter hjemsendelsen. 3) Stress, for stor mængde af arbejde mv.: U2008.1156H En sygeplejerske arbejdede fra 1990 på en hjerteafdeling, hvor der var meget travlt. Med virkning fra 1. januar 1996 var sygeplejersken tillige valgt tillidsrepræsentant. I januar 1998 sygemeldte sygeplejersken sig på grund af stress, og der skete anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen af den psykiske skade som en arbejdsskade. Skaden blev afvist flere gange af både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen. Sygeplejersken blev tildelt mellemste førtidspension i 2003. Herefter anlagde sygeplejersken sag mod arbejdsgiveren (sygehuset) og påstod sig tilkendt méngodtgørelse og erhvervsevnetab, idet Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet méngraden til 20% og erhvervsevnetabet til 65%. Både Vestre Landsret og Højesteret frifinder arbejdsgiveren. Vestre Landsret lægger til grund, ”…at et belastende arbejdsmiljø med stort arbejdspres sandsynligvis har været medvirkende [til sygeplejerskens psykiske lidelse].” 29 Herefter anfører Vestre Landsret følgende på baggrund af detaljerede oplysninger om konstaterede arbejdsmiljøproblemer: ”Arbejdstilsynet har efter et besøg … på de medicinske afdelinger på [sygehuset] … påpeget nogle arbejdsmiljømæssige problemer, som i det væsentlige er erkendt af afsnitsledelsen…, men Arbejdstilsynet foretog sig herefter ikke videre i sagen. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at der på sygehuset har været etableret en forsvarlig ledelsesstruktur, der har gjort det muligt at følge situationen på blandt andet de medicinske afdelinger og at foretage fornødne ændringer i arbejdstilrettelæggelsen og den organisatoriske struktur. Det må efter bevisførelsen, herunder de fremlagte mødereferater og [oversygeplejerskens forklaring] endvidere lægges til grund, at sygehusets ledelse løbende har været opmærksom på de arbejdsmiljømæssige problemer på blandt andet [afdelingen], og at der blev iværksat en række tiltag for at imødegå disse problemer. Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at fastslå, at afdelingen generelt har været undernormeret set i forhold til andre afdelinger. Det må tværtimod lægges til grund, at normeringen på baggrund af de særlige arbejdsforhold på en hjerteafdeling med mange akutte patienter har været højere end på andre afdelinger. Det må endvidere lægges til grund, at [sygeplejersken] vel har tilkendegivet over for ledelsen, at hun havde svært ved at overkomme sit arbejde og tillidshvervet, men det kan ikke lægges til grund, at hun i den forbindelse har givet udtryk for, at hun som følge heraf havde psykiske problemer, eller at ledelsen selv burde være blevet opmærksom herpå. Under disse omstændigheder kan det ikke anses for godtgjort, at arbejdsforholdene på [afdelingen] har været af en sådan karakter, at de kan begrunde et erstatningsansvar for sygehuset for [sygeplejerskens] psykiske lidelser…” Højesteret stadfæster landsrettens frifindelse af arbejdsgiveren i henhold til de anførte grunde, idet Højesteret derudover tilføjer: ”[Sygeplejersken] var som sygeplejerske på [sygehuset], i tiden op til sygemeldingen i januar 1998 udsat for stressfremkaldende belastninger. Hun måtte imidlertid være forberedt på, at arbejdet som sygeplejerske på en 30 hjerteafdeling i perioder ville være belastende. Hun måtte også være forberedt på, at det kunne medføre en ekstra belastning for hende, at hun påtog sig hvervet som tillidsrepræsentant.” Sammenfatning vedørende stress, for stor mængde af arbejde mv.: Sammenfattende synes den foreliggende retspraksis om stress og for stor mængde af arbejde særdeles restriktiv i relation til at pålægge en arbejdsgiver ansvaret for en medarbejders psykiske lidelse opstået som følge af stress, store arbejdsmængder, talrige deadlines, udbrændthed etc. Retspraksis adskiller sig således tillige markant fra den praksis, der er refereret ovenfor i relation til at anerkende psykiske lidelser opstået som følge af de anførte forhold som erhvervssygdomme efter arbejdsskadesikringsloven. 6.3.Mobning og chikane Hvad er mobning og chikane? Der er tale om rovmobning, når ofrene ikke har gjort noget, som kan fremkalde ”mobbernes” adfærd. Det kan fx være tilstrækkeligt, at ofrene tilhører en bestemt minoritetsgruppe på arbejdspladsen, fx på grund af deres køn, alder eller etniske oprindelse. I forbindelse med rovmobning er der således typisk tale om, at ofrene har en særlig udsat position på arbejdspladsen og derfor udpeges som syndebukke. Konfliktmobning er resultatet af en uløst konflikt mellem to eller flere parter på arbejdspladsen. Der kan fx opstå konflikter omkring arbejdets organisering, omstillingsprocesser og kulturforskelle. Konflikter findes på alle arbejdspladser og kan udvikle sig til alvorlige personkonflikter, hvis de ikke bliver løst. I sådanne tilfælde sker der typisk det, at en konflikt over tid mere og mere kommer til at handle om parterne som personer frem for om konfliktens oprindelige indhold. Parternes negative følelser for hinanden forstærkes, efterhånden som konflikterne udvikler sig. Objektiv eller subjektiv vurdering? Som nedenstående uddrag af bemærkningerne til forskelsbehandlingslovens definition af chikane i lovens § 1, stk. 4, viser (FT 2003-04, Tillæg A, s. 1218), har både den krænkedes egen opfattelse af krænkelsen (den subjektive vurdering) og den objektive vurdering betydning for bedømmelsen: 31 ”Om en adfærd har været uønsket, beror dels på en subjektiv vurdering af, om den pågældende adfærd har været uønsket af den person, der udsættes for den påståede chikane, dels på en mere objektiv vurdering af den pågældende adfærd. Det indgår i den objektive vurdering, om den person, der udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at adfærden var uønsket. Som eksempler på forhold, der kan indgå i denne vurdering, kan – foruden den krænkende persons eget udsagn – nævnes krænkelsens grovhed, den krænkede persons reaktion, og om der er tale om en gentagen adfærd. Det indgår endvidere i den objektive vurdering, om krænkelsen er af så mild karakter, at adfærden ikke kan karakteriseres som chikane. En meget fintfølende person, der føler sin værdighed krænket på grund af en enkelt bemærkning af forholdsvis mild karakter, vil således ikke være beskyttet i denne situation.” Nedenstående refererede afgørelse fra Erhvervssygdomsudvalget om anerkendelse af uspecifik belastningsreaktion giver biddrag til fastlæggelsen af det relevante ”krænkelsesniveau”: ”En 39-årig mand arbejdede som salgsassistent i et større supermarked, hvor han samtidig var valgt som tillidsrepræsentant. Han fik på et tidspunkt ny afdelingschef, som kort tid efter sin tiltræden begyndte at angribe ham verbalt i mange forskellige sammenhænge. Salgsassistenten oplevede blandt andet at blive overfuset og råbt højlydt ad flere gange, at få rykket sin ferie lige før planlagte påbegyndelser og få ændret arbejdstider. Han blev tillige beskyldt for tyveri og blev kortvarigt suspenderet. Beskyldningen blev derefter trukket tilbage. Han fik også oplyst af afdelingschefen, at alle de ansatte havde klaget over ham. Der blev derefter indkaldt til fællesmøde i afdelingen, hvor det blev klart, at der ikke var klager imod ham. Endelig oplevede han, at afdelingschefen smed to stole efter ham i kantinen, mens han råbte, at han var træt af ham, og at han burde finde andet arbejde. To tidligere kolleger understøttede, at der var tale om en ekstremt ubehagelig chef. Det virkede som om, han var ude på at knække salgsassistenten, muligvis fordi denne var tillidsrepræsentant, populær hos personalet og ikke bange for at stå frem. De bekræftede også, at de beskrevne hændelser havde fundet sted. Han udviklede i 32 relation til de forskellige hændelser psykiske gener i form af depression, øget usikkerhed, støjoverfølsomhed, isolationstrang og forstyrret nattesøvn. I sagen havde forskellige psykiatriske speciallæger stillet diagnoserne angstdepressionsreaktion, tilpasningsreaktion og posttraumatisk belastningsreaktion. Udvalget fandt, at salgsassistentens symptomer svarede til en uspecifik belastningsreaktion. Et flertal i udvalget fandt det endvidere overvejende sandsynligt, at sygdommen var opstået som følge af arbejdet som salgsassistent, hvor han havde været udsat for en meget belastende psykisk chikane i længere tid, herunder beskyldninger om tyveri, fra den nærmeste daglige chef. Et mindretal i udvalget bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere mente ikke, at den psykiske sygdom var forårsaget af forhold på arbejdet.” (Redegørelse til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg for Erhvervssygdomsudvalgets arbejde i 2006, s. 21) Ansvar for arbejdsgiveren Retspraksis om arbejdsgiverens ansvar for mobning/chikane uden for forskelsbehandlings- og ligebehandlingsloven er særdeles begrænset. I situationer, hvor arbejdsgiveren ikke selv har stået for krænkelsen, er spørgsmålet endvidere, om arbejdsgiveren ud fra et DL 3-19-2 synspunkt, identifikation eller manglende reaktion over for medarbejderes mobning/chikane pådrager sig et selvstændigt ansvar. Vestre Landsrets dom af 14. juni 2004, 6. afd., sag B-2016-03: En lærling anlagde sag mod sin arbejdsgiver, efter at Tvistighedsnævnet havde besluttet, at lærlingen kunne ophæve en uddannelsesaftale, idet lærlingen havde været udsat for uacceptabel adfærd fra flere af de ansattes sider. Lærlingen påstod under sagen, at arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende over for lærlingen ved ikke at have grebet ind over for mobningen. Byretten dømmer arbejdsgiveren med følgende begrundelse: ”På baggrund af [lærlingens] forklaring og de lægelige oplysninger, findes det godtgjort, at han på [virksomheden], som lærling, er blevet udsat for chikane og anden dårlig behandling fra flere af de ansatte… 33 Ved bedømmelsen af spørgsmålet om erstatning lægger retten til grund, at der ifølge vidnerne … var en hård og til tider spydig tone mellem medarbejderne på værkstedet. Der påhviler på den baggrund virksomheden et særligt ansvar for at holde øje med, at nye medarbejdere kan finde sig til rette og trives. Dette skal sammenholdes med, at det må betragtes som almindeligt kendt, at et ”mobbeoffer” på grund af usikkerhed og reduceret selvtillid ikke kan forventes at sige fra og påkalde sig hjælp fra kolleger og ledere. På den baggrund burde [virksomhedens] ledelse ved værkstedschefen … have været klar over problemerne eller have undersøgt forholdene nærmere. Det må imidlertid lægges til grund, at [virksomheden] intet foretog sig i den retning, idet man i stedet overlod det til [lærlingen] selv at klare problemerne. [Virksomheden] er som følge heraf ansvarlig for, at situationen fortsatte og forværredes, så [lærlingen] måtte sygemeldes, og siden var nødsaget til at ophæve uddannelsesaftalen.” Vestre Landsret frifinder derimod arbejdsgiveren med følgende begrundelse: ”Som anført i byrettens dom var omgangsformen på arbejdspladsen hård og til tider spydig, men det er ikke godtgjort, at tonen over for [lærlingen] var væsentlig anderledes end mellem medarbejderne indbyrdes i øvrigt. Det er heller ikke godtgjort, at de faktiske forhold på arbejdspladsen var væsentlig anderledes for [lærlingen] end for andre. [Værkstedslederens] samtale med [lærlingen] fandt sted, fordi medarbejdere havde udtrykt utilfredshed med [lærlingens] evne til at modtage tilrettevisninger, og [lærlingen] gav ikke under samtalen udtryk for, at arbejdsmiljøet var en psykisk belastning for ham. Først under samtalen med [værkstedlederen] den 2. november 2001 fortalte [lærlingen], at han følte sig forfulgt. Det er derfor ikke godtgjort, at [virksomheden] ved selskabets overordnede medarbejdere på et tidligere tidspunkt var eller burde have været klar over, at arbejdsmiljøet, der ikke tidligere havde givet anledning til påtale på værkstedet, af [lærlingen] blev oplevet som belastende. Under samtalen den 2. november 2001 anbefalede [værkstedlederen] at [lærlingen], der tidligt havde trukket sig tilbage fra samværet med andre, selv skulle søge forholdet til de øvrige medarbejdere bedret og bad ham holde sig underrettet herom. Herefter forløb der 12 dage, hvoraf 5 34 dage var feriedage, inden [lærlingen] blev sygemeldt, og under sygemeldingen blev der fortsat arbejdet på [lærlingens] tilbagevenden til arbejdspladsen. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at statuere, at [virksomheden] forud for den 2. november 2001 eller i tiden derefter har pådraget sig erstatningsansvar over for [lærlingen].” De lege ferenda med udgangspunkt i U2008.1353V Sagen omhandlede en bagersvend, der efter ca. seks års ansættelse fortalte arbejdsgiveren, at han var homoseksuel. Herefter begyndte arbejdsgiveren at chikanere bagersvenden på grund af hans seksuelle orientering. På baggrund af de faktiske omstændigheder i sagen kom byretten frem til følgende resultat, der blev stadfæstet af landsretten: [Arbejdsgiveren] har ved førnævnte ydmygende og nedværdigende udtalelser, som i sagens natur har været uønsket af [bagersvenden], hvilket må have stået klart for [arbejdsgiveren], og som til sidst resulterede i [bagersvendens] sygemelding, gjort sig skyldig i chikanøs forskelsbehandling og derved overtrådt forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 4, Den godtgørelse, [bagersvenden] herefter er berettiget til, jf. lovens § 7, findes passende at kunne fastsættes til 100.000 kr. Der er herved på den ene side taget hensyn til [bagersvendens] anciennitet og grovheden af [arbejdsgiverens] adfærd, og på den anden side de trods alt begrænsede følger, den har haft for [bagersvenden]. Det afgørende i dommen var kravet om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, men et krav om erstatning efter erstatningsansvarsloven kunne (også) være blevet rejst. De lege ferenda med udgangspunkt i FED2001.1636V En ansat i en restaurant blev over en længere periode udsat for sexchikane af restaurantens bestyrer. Som følge heraf udviklede den ansatte stress-symptomer. Generne, der bestod i psykiske traumer og rygsmerter, blev anerkendt som en arbejdsskade i Arbejdsskadestyrelsen. Under sagen var det selskab, der drev restauranten sagsøgt. Identifikation og DL 3-19-2 blev gjort gældende. Af byrettens 35 præmisser, der blev tiltrådt af landsretten, fremgår det bl.a.: ”...[Bestyreren] har indtaget en overordnet stilling hos [virksomheden] og på [virksomhedens] vegne ledet personalet i ... restauranten i…. [Bestyrerens] sexchikane er sket i forbindelse med udførelsen af arbejdet og har indeholdt elementer, hvor hans ledelsesmæssige beføjelser blev betonet. Selvom [virksomheden] ikke har haft kendskab til forholdet, finder retten, at [virksomheden] under de foreliggende omstændigheder ansvarsmæssigt må identificeres med den ansatte bestyrer, som har udøvet chikanen. …[Bestyrerens] adfærd over for [den ansatte] er ikke normalt forekommende på danske arbejdspladser, men er på den anden side ej heller af en sådan sjældenhed, at arbejdsgivere kan tillade sig at gå ud fra, at sådanne overgreb ikke finder sted. Den udøvede sexchikane kan således ikke antages at være så atypisk eller et så abnormt eller upåregneligt skridt fra [bestyrerens] side, at det af den grund fritager [virksomheden] for ansvar.” Da der endvidere var årsagsforbindelse, blev virksomheden dømt til at betale erstatningskravene svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste. Arbejdsskader og ansættelsesret I sagen kunne det have være overvejet, hvorvidt der skulle rejses et godtgørelseskrav mod bestyreren og/eller krav på godtgørelse efter ligebehandlingsloven. 6.4.Opsummering Nyere retspraksis viser, at der er betydelig fokus på det psykiske arbejdsmiljø og eventuelle ”skader” opstået hos medarbejderne. Man må forvente i fremtiden at se sager, der ”blander” erstatningsret og ansættelsesret sammen, og hvor krav forfølges i forskellige systemer, fx arbejdsskadestyrelsen vedrørende arbejdsskader, difference(erstatnings)krav mod arbejdsgivere, mulige krav efter anti-diskriminationslovgivning fx forfulgt gennem Ligebehandlingsnævnet. Hvad kan arbejdsgiveren gøre? —— Sikre dokumentation fx igennem MUsamtaler, APV, gennemførelse af undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø —— Hurtig og effektiv indgriben ved konstatering af problemstillinger relateret til det psykiske arbejdsmiljø 36 37 7. Arbejdsskader og ansættelsesret 7.1. Handicapbegrebet og tilpasningsforpligtelsen Forskelsbehandlingsloven, der udspringer af beskæftigelsesdirektivet (2000/78/EF), fastslår, at der ikke må forskelsbehandles på grund af handicap. Forskelsbehandlingen skal dog ses i forhold til § 2a, der omhandler arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse. Der findes hverken i forskelsbehandlingsloven eller i direktivet en definition på handicapbegrebet. § 2a: Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Lettes denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor. Forarbejderne til forskelsbehandlingsloven lyder: ”En fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation.” EU-Domstolen fastslog i Chacón Navas-dommen, at handicapbegrebet skal forstås således, ”at det omfatter en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, der hindrer, at vedkommende kan deltage i arbejdslivet.” Af præamblen til beskæftigelsesdirektivet (2000/78/EF) fremgår: (11) Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan hindre opfyldelsen af målene i EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt beskæftigelsesniveau og et højt socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed og solidaritet samt fri bevægelighed for personer. (16) Iværksættelse af foranstaltninger, der tager hensyn til behovene hos personer med handicap på arbejdspladsen, spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af handicap. (17) Med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver dette direktiv hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsent38 lige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling eller at følge en given uddannelse. (20) Der bør vedtages passende, dvs. effektive og praktiske foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr, arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og instruktion. (21) Når det vurderes, om disse tilpasninger medfører en uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de finansielle og andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til organisationens eller virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte. Beskæftigelsesdirektivet afspejles i forskelsbehandlingslovens § 2 a. I EU-Domstolens dom af 11. april 2013 i C-335/11 OG C-337-11 udtaler Domstolen, at begrebet handicap skal fortolkes således: At det omfatter en tilstand, der forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, Når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, Som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person fuldt ud og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, Og denne begrænsning er langvarig. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb 7.2. Opsummering om forståelse af handicap i lovens forstand Både EU-domme, forarbejder og retspraksis giver bidrag til fortolkningen af handicapbegrebet. Med den sædvanlige forståelse af begrebet handicap vil mange af 39 diagnoserne i praksis være omfattet af handicapbegrebet, men diagnosen er ikke den afgørende faktor. 5 centrale begreber: —— Tilstand —— Begrænsning —— I samspil med barrierer —— Forhindrer i at deltage på lige fod —— Langvarig Deformiteter er måske ikke direkte en funktionshindring men nok handicap, hvis det begrænser en person i at deltage på lige fod. 7.3. Opsummering om kravet om tilpasningsforanstaltninger Tilpasningsforpligtelsen i forskelsbehandlingslovens § 2a kan eksempelvis bestå i at indrette lokaler eller tilpasse udstyr, arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og instruktion. Listen er ikke udtømmende, og foranstaltningerne kan også bestå i, at vedkommende medarbejder går ned på deltid: ”… en nedsættelse af arbejdstiden kan udgøre en af de tilpasningsforanstaltninger, der er omfattet af artiklen” (C-335/11 og C-337/11) Omvendt følger det af forskelsbehandlingslovens regler, at tilpasningsforanstaltninger ikke skal være urimeligt byrdefulde for arbejdsgiver. Arbejdsgiveren har pligt til at undersøge, om der er mulighed for offentlige tilskud for at vurdere, om tilpasningsforpligtelsen er urimeligt byrdefuld. 1) Kan afskedigelse komme på tale som følge af medarbejderens fysiske forhold som følge af arbejdsskaden, skal det vurderes, om situationen kan karakteriseres som et handicap 2) Er dette tilfældet, skal arbejdsgiveren afdække det eller de behov for foranstaltninger, der er påkrævet for, at en handicappet kan fungere på lige fod med andre medarbejdere i virksomheden. Denne afdækningsproces kan gennemføres i samarbejde med den handicappede, handicaporganisationer eller andre sagkyndige – og bør dokumenteres 3) Når de relevante foranstaltninger er afdækket, er arbejdsgiveren forpligtet til evt. i samarbejde med den handicappede, relevante organisationer, kommunen mv. at afdække muligheden for at få økonomisk støtte eller anden hjælp, der kan opfylde behovet for foranstaltninger, således at den handicappede kan fungere på lige fod med de øvrige medarbejdere – også denne del af processen bør kunne dokumenteres 4) Når arbejdsgiveren herefter har afdækket behovet for foranstaltningerne og muligheden for at opnå økonomisk og/ eller anden støtte, skal arbejdsgiveren vurdere, om arbejdsgiveren i relation til fx valget af, hvem der skal afskediges, »pålægges en uforholdsmæssig stor byrde« i relation til en beslutning om ikke at afskedige den handicappede medarbejder Der foreligger endnu ikke retspraksis om betydningen af – i forhold til tilpasningsforpligtelsen – at arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende. HUSK: Den handicappede skal fortsat være kompetent, egnet og disponibel. 7.4.Forskelsbehandlingslovens ”formkrav” I afskedigelsessituationen skal arbejdsgiveren i relation til en handicappet gennemgå følgende (skematiske) »proces«: 40 41 Domssamling 42 43 8. Domssamling 8.1. Arbejdsstedets indretning 8.1.1. Farlig virksomhed U1989.1108H - Eternitdommen Et antal ansatte på virksomheden Dansk Eternit-Fabrik A/S pådrog sig sygdommen asbestose, efter i en længere årrække, at have arbejdet i produktionen, hvor stoffet asbest forekom. Herved havde nogle af de ansatte, som følge af indånding af asbeststøv pådraget sig asbestose, og i enkelte tilfælde kræft. Virksomheden var fra det daværende Fabrikstilsyn flere gange blevet gjort opmærksom på de sundhedsskadelige forhold ved arbejdsprocessen, og der var bl.a. afgivet påbud. Der var endvidere af flere omgange foretaget støvmålinger, første gang i 1949. Højesteret pålagde virksomheden ansvar med følgende præmisser: »[Eternitfabrikken] er en større fabriksvirksomhed, der gennem en lang årrække anvendte store mængder asbest ved fremstillingen af sine produkter, hvorved arbejderne i vid udstrækning blev udsat for indånding af asbeststøv. Det har længe været erkendt, at langvarig udsættelse for asbeststøv kan fremkalde alvorlige erhvervssygdomme med betydelig fare for liv og helbred. Virksomhedens ledelse har tidligt haft kendskab hertil og har med mellemrum måttet foretage anmeldelser om tilfælde af asbestose til vedkommende forsikringsselskab i henhold til ulykkes- og arbejdsskadeforsikringslovgivningen. Det stadigt øgede kendskab til asbestens farlighed har medført, at [Eternitfabrikken] har måttet omlægge sin produktion således, at anvendelsen af asbest ophørte fra 1. januar 1988. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at [Eternitfabrikken] bør være erstatningsansvarlig for følgerne af sygdomme, som de i virksomheden beskæftigede arbejdere må antages at have pådraget sig ved påvirkningerne fra asbeststøv.« 8.1.2. Gulve og adgangsveje Produktionsgulve: U1955.992H En ansat på en ilt- og acetylenfabrik kom til skade da en stålflaske eksploderede. Ulykken skete i forbindelse med flytning af nogle flasker, hvorved en af flaskerne væltede pga. gulvets mangelfulde tilstand og eksploderede i faldet. Højesteret dømte arbejdsgiveren med bl.a. følgende begrundelse: »Det må lægges til grund, at også den i sagen omhandlede sprængning har sin årsag i fejl ved fabrikationen, idet det af den i dommen nævnte erklæring af 22. juli 1948 fra Statsprøveanstalten fremgår, at sprængningen skyldes dårlige svejsninger eventuelt i forbindelse med svejsespændinger, der udløstes ved beholderens fald mod gulvet. Idet der hos gulvets mangelfulde tilstand må anses at have været medvirkende til, at flasken væltede, findes [virksomheden], af hvem der under hensyn til virksomhedens farlige art måtte kunne kræves særlig omhu, at måtte være erstatningspligtige overfor [den ansatte].« FED1998.813Ø En murer, der arbejdede på en procesovn, skulle transportere sten ind i ovnen, hvorved han trådte ned i et hul inde i ovnens gulv og kom til skade med ryggen. Ud over at der var huller i gulvet, lå der murbrokker og andet materiale som følge af det nedbrydningsarbejde, der fandt sted inde i ovnen. Landsretten frifandt arbejdsgiveren og lagde til grund, at der havde været tale om en ukompliceret arbejdsopgave, ligesom det ikke var godtgjort, at gulvet i ovnen havde været mere ujævnt eller mindre ryddeligt, end man kan forvente, når der udføres nedbrydnings- og murerarbejde. 44 FED1999.398Ø En erfaren og uddannet kranfører skulle hente en betonform, der angiveligt vejede mellem 120 og 150 kilo. Betonformen lå imidlertid forkert, og løftekrogene kunne ikke sættes på. Han forsøgte da alene og manuelt at vende formen, så løftekrogene kunne sættes på, hvorved han mistede fodfæstet pga. løst grus på stedet, og fik beskadiget sit skinneben, da formen ramte ham. Arbejdsgiveren blev frifundet i byretten, og dommen blev stadfæstet i henhold til byrettens begrundelse. Byretten lagde til grund, at den måde, hvorpå den ansatte alene forsøgte at vende formen, havde været uforsvarlig. Men det blev vurderet, at en sådan handlemåde var upåregnelig for arbejdsgiveren. Endvidere fastslog byretten tillige, at det måtte betragtes som uundgåeligt, at der på en byggeplads, som den pågældende, lå løst grus på betonfladerne. FED2003.939V En slagteriarbejder kom til skade med ryggen i forbindelse med, at han skulle skubbe kroppe fra en svalehal til et kølerum. Han gled i noget rygmarvsfedt, der stammede fra en bristet rygmarvshinde. Der blev rejst krav over for slagteriet, det bestred at være erstatningsansvarlig. Det blev af retten lagt til grund, at det var ubestridt, at der var glat, og at der blev vasket hver 2-3 time. Af veterinære årsager kunne gulvet ikke affedtes i løbet af arbejdsdagen, men først når dagens produktion var afsluttet. Det blev også lagt til grund, at skadelidte havde skridsikre gummistøvler på. Endvidere forklarede sikkerhedsrepræsentanten, at man havde drøftet, om det var muligt at gøre hyppigere rent, men at man i sikkerhedsudvalget var kommet frem til, at det var det ikke. På denne baggrund blev slagteriet frifundet af både by- og landsret. FED2009.73V En ansat på et mejeri faldt på gulvet i mejeriets kassevask. Han rejste krav over for mejeriet, der bestred at være ansvarlig for faldskaden. Han havde almindelige træsko på, der blev skiftet efter behov. I kassevasken blev mejeriets kasser, der blev anvendt i produktionen vasket. Det kunne ikke under sagen fastslås, hvor vandet på gulvet stammede fra, men det blev af landsrettens flertal lagt til grund, at det var et ofte forekommende problem, at der var vand på gulvet. Flertallet dømte mejeriet som ansvarlig for skaden, idet der burde have været truffet foranstaltninger eksempelvis i form af jævnlig rengøring af gulvet i løbet af arbejdsdagen, etablering af mere skridsikker gulvbelægning, yderligere afskærmning af vaskemaskinerne mv. Byretten var kommet til samme resultat. Østre Landsrets dom af 21. maj 2010, 3. afd., B-301-10 (FEF-Portalen) En slagteriarbejder faldt på gulvet i slagteriet. Han rejste krav over for slagteriet, der bestred at være ansvarlig. Faldet skete ved efterkontrollen, som fandtes på et produktionsareal. Landsrettens flertal frifandt slagteriet og begrundede afgørelsen med, at der var etableret en særlig adgangsvej af beton, som de ansatte skulle benytte, når de skulle til pause. Endvidere blev det anført, at den vej, som skadelidte benyttede, hvor han passerede efterkontrollen, kunne være glat, men at faldrisikoen var minimeret, idet der løbende blev fjernet affald fra området ved skrabning og spuling, og at dette skete i gennemsnit en gang i timen, hvorfor der ikke kunne rejses kritik af rengøringsprocedurerne. FED2011.211V Arbejdsgiver var ikke erstatningsansvarlig for den skade, som en erfaren arbejdstager pådrog sig, da hun faldt, fordi hun fik sin fod ind i et tæpperør på gulvet. FED2013.36Ø Arbejdsgiver ansvarlig for ansats knæskade, da han faldt i uafdækket fordybning i produktionsgulv. Ikke grundlag for reduktion af erstatning pga. egen skyld eller konkurrerende psykisk lidelse. Fuld dækning for løntab for bijob. 45 8.1.3. Tilstrækkelig belysning Vestre Landsrets dom af 24. marts 2000, 7. afd. (B-0013-99) FED2001.928V En ansat på en betonelementfabrik arbejdede ved et formbord, der blev anvendt til støbning af betonelementer. Noget af arbejdet blev udført oppe på selve bordet, og der var trin i hver ende af bordene. Den ansatte var kommet til skade under et spring ned fra et af bordene, hvor han landede på en trykluftslange, der lå på gulvet. Byretten frifandt arbejdsgiveren. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet det blev lagt til grund, at der ikke ved trinene var monteret en håndliste, at der ofte lå slanger og flød på gulvet, og at arbejdsgiveren var bekendt med, at de ansatte ikke benyttede trinene.1 En ansat på et mejeri kom bærende på en kasse og snublede over en 3-4 cm høj betonkant, der lå uden for de egentlige ganglinjer, men i disses umiddelbare nærhed. Lysforholdene på stedet var formentlig ikke gode. Landsrettens flertal pålagde arbejdsgiveren ansvar, idet kanten indebar et faremoment for ansatte, der færdedes på pladsen bærende på kasser i dårlig belysning, ligesom kanten let kunne have været udjævnet. 8.1.4. Adgangsveje og alternative adgangsveje FED1999.414Ø FED1994.185V I et lokale, hvor en ansat arbejdede, var der en rullebane på skinner med nogle tværvogne på. På vej til sin plads i virksomhedens reparationsafdeling ville den ansatte skræve over en af vognene, men fik ikke løftet sit ben højt nok op, hvorved hun faldt. Det blev lagt til grund, at dette var en almindeligt brugt adgangsvej, og at ledelsen var bekendt hermed. Arbejdsgiveren blev dømt, idet den af skadelidte valgte adgangsvej ikke havde været forsvarlig. En tømrer med ca. 12 års erfaring arbejdede på en byggeplads, hvor der var opstillet et stillads. Der var 1,5 meter mellem stilladsdæk og jorden. Man kom op på stilladset via en wienerstige, men man sprang ned, da stigen var ustabil, pga. jordbunden. I forbindelse med et spring, blev den hammer, som skadelidte - en tømrer - havde i bæltet slået op i brystet på ham, hvorved han kom til skade. Landsretten ændrede byrettens afgørelse og pålagde arbejdsgiveren ansvar, idet adgangsvejen ikke havde været i overensstemmelse med bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder, og som følge heraf ikke forsvarlig. U2012.2177V FED2014.39V Sygehusregion ikke erstatningsansvarlig for, at ansat stødte hovedet mod lav dørkarm på vej ind til nødbehandlingsafsnit i kælderen. En rengøringsmedarbejder faldt på en udendørs trappe, efter at have færdiggjort sit arbejde på en skole Efter ulykken rettede rengøringsmedarbejderen et erstatningskrav mod kommune, som var ansvarlig for vedligeholdelsen af trappen. Landsretten frifandt kommunen med bemærkning om, at rengøringsmedarbejderen ikke havde ført tilstrækkelig bevis for, at årsagen til hendes skade var mangelfuld glatførebekæmpelse. 8.1.5. Trapper, lignende arealer samt »spring« U1966.394H Under arbejde i en bygning gled eller snublede en tømrersvend på trappeafsatsen på 2. sal og styrtede ned af trappen med benbrud til følge. Det fremgik af et byggeregulativ, at en sådan type trappe skulle være forsynet med rækværk til afværgelse af nedstyrtningsfaren. Da arbejdsgiveren ikke havde opsat rækværk, og da det måtte antages, at ulykken havde forbindelse til det manglende rækværk, pålagdes arbejdsgiveren ansvar. FED1997.667V En ansat var beskæftiget med gipspudsning for firmaet A. Arbejdet foregik i et trappetårn på en skole. På trappen havde firmaet B monteret spånplader for at skåne trappen under arbejdet. Disse beskyttelsestrin ragede ud over de permanente trins forkant. Trappen var endvidere afskærmet af et tov, der hang løst i buer mellem nogle jernstænger. Den ansatte, der kom til skade ved et fald, rejste krav over for både A og B. I byretten blev både A og B frifundet. Frifindelserne blev anket, og Landsretten ændrede byrettens afgørelse således, at A blev dømt. Landsretten fandt, at omstændighederne omkring ulykken var uafklarede, og at der efter det oplyste omkring monteringen, ikke var noget at bebrejde B. Derimod vurderede landsretten, at da den ansatte skulle færdes på en vindeltrappe, udgjorde tovet, der hang løst på jernstængerne, ikke en tilstrækkelig afskærmning af trappen. FED2007.92V En maler skulle udføre arbejde hos en privat kunde. For ikke at der skulle komme maling på et tæppe, som lå på trappen, blev der lagt afdækningsplastic på trappen. På vej ned af trappen faldt maleren, idet hun mistede fodfæstet. Det var arbejdsgiveren (faderens virksomhed), der havde instrueret om afdækningen. Maleren rejste erstatningskrav, og fik medhold i by- og landsret. Det blev lagt til grund, at kombinationen af plastic og det underliggende tæppe ikke udgjorde noget stabilt underlag. 8.1.6. Døre, porte og lignende U1975.425H En malersvend, der arbejdede på en byggeplads styrtede ned i en trappeskakt, der havde været tildækket med bølgepap. Højesteret dømte arbejdsgiveren og en anden entreprenør på pladsen, der havde været inddraget i tildækningen, med bl.a. følgende præmisser: »[Arbejdsgiveren] findes at have haft en selvstændig pligt til at afværge fare på grund af den uafskærmede trappeåbning. Da selskabet ikke traf foranstaltninger mod denne fare - og idet også henses til, at den hos selskabet ansatte malersvend, efter sin egen forklaring medvirkede ved den fareforøgende tildækning af trappeåbningen - findes [arbejdsgiveren] solidarisk med bygmester at have pådraget sig ansvar for den [den ansatte] overgåede skade.« 8.1.7. Glatte forhold U2001.2123V En ansat gled på et ikke gruset areal klokken syv om morgenen. Der var tale om en parkeringsplads, der tilhørte arbejdsgiveren. Landsretten pålagde arbejdsgiveren ansvar, idet landsretten fandt, at der måtte påhvile arbejdsgiveren »en - set i forhold til det almindelige grundejeransvar - videregående forpligtelse til at sørge for, at de ansatte kan færdes sikkert på et areal, som benyttes under udførelsen af arbejdet.« FED2001.288V En tjener, der arbejdede i en restaurationsvirksomhed, kom til skade ved at falde på køkkengulvet, da han skulle hente nogle glas. Gulvet var glat, da det netop var blevet vasket, 1 Se også FED2004.218V (byrettens dom), hvor en ansat springer ned fra en traktor og kommer til skade. 46 47 og de måtter, der normalt lå på gulvet, var af samme grund blevet fjernet. Såvel byret som landsret pålagde arbejdsgiveren ansvar, idet det ikke var tjenerens opgave at påse, at måtterne lå på gulvet, også under hensyn til at der ikke var skiltet om det glatte gulv. FED1994.466V Fra en frokoststue til en produktionshal var en vinylbelagt trappe, som de ansatte benyttede. En ansat, der ikke havde fodtøj på, faldt på trappen og kom alvorligt til skade. Arbejdsgiveren blev frifundet i såvel byret som landsret, idet man fandt, at selvom det måtte lægges til grund, at arbejdsgiveren var bekendt med, at de ansatte gik i strømpesokker på arealet, var dette ikke ansvarspådragende i sig selv, og ulykken måtte betragtes som et hændeligt uheld. FED2011.220V En fabriksarbejder godtgjorde ikke, at han i 2003 var faldet under arbejdet og kommet til skade, fordi han gled i en plamage af gammel lim fra en maskine, som var blevet glat grundet vand og som burde have været fjernet. Erstatningskravet blev først rejst 2 1/2 år efter uheldet, og det var først ved denne lejlighed, at skadelidte skildrede tildragelsen. Ingen af vidnerne bekræftede oplysningerne om limplamagens størrelse og alder. regelmæssigt. Byretten frifandt arbejdsgiveren og lagde bl.a. til grund, at tømreren var erfaren og havde arbejdet selvstændigt med rundsaven i flere år, samt at han havde instruktionsbeføjelse i forhold til den arbejdsmand, der forestod fejeopgaven. Landsretten stadfæstede. FED2006.242Ø En ansat, der kom gående med nogle flamingoplader, stødte ind i en jerntråd, der stak ud i et gangareal. Der blev rejst krav mod arbejdsgiver, der afviste at være ansvarlig. Landsretten dømte arbejdsgiver med bl.a. følgende præmisser: »Det kan ikke lægges til grund, at placeringen af den pågældende jerntråd, der efter det oplyste ragede 20-25 cm ud fra armeringsnettene, måtte anses for forventeligt ved udførelsen af det pågældende støbearbejde - også selv om [medarbejderen] måtte anses for en erfaren og dygtig medarbejder ...« Er der tale om større objekter, der henligger på adgangsveje og lignende arealer, er arbejdsgiverens pligt til at sikre ryddelige og forsvarlige forhold mere udtalt: FED1997.201V Arbejdsgiver ikke ansvarlig for ansats fald som følge af glat føre på område tilhørende arbejdsgiver. En ansat kom til skade i forbindelse med, at hun kom gående med en stabel æggebakker og snublede over en europalle, der lå på gulvet. Europallen havde ligget i et gangareal og dermed en adgangsvej. Gangarealet var normalt ryddeligt. Pallen var tilsyneladende blevet smidt af en kollega. Arbejdsgiveren blev pålagt ansvar. FED2013.8V U2002.519H En arbejdstager var i november 2009 udsat for en arbejdsulykke, da han under lastning af et kartoffelskib faldt ned af lejderen og landede på dækket. Landsretten fandt ikke, at A havde bevist, at lejderen var glat, og heller ikke at arbejdsgiver havde tilsidesat reglerne i arbejdsmiljøloven. En ansat kom til skade i forbindelse med, at han kom bærende på en sengegavl. Skaden skete ved, at den ansatte gik baglæns med sengegavlen, hvorved han faldt over en palleløfter. Virksomheden havde ingen retningslinjer for placering af palleløftere, og disse blev i vidt omfang placeret tilfældigt. Landsretten og Højesterets flertal bestående af 3 dommere pålagde arbejdsgiveren ansvar. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at tilfældig placering af en palleløfter i et maskinværksted, hvor der håndteres forholdsvis tunge emner ved løft, udgør en risiko for uheld. Arbejdsgiveren burde på den baggrund have udarbejdet faste retningslinjer for placering af palleløftere. En enkelt af de 3 dommere, der udgjorde flertallet, ville dog pålægge ansvar på grundlag af DL 3-19-2. U2012.1528V U2014.25Ø Ansat faldt på isen tæt ved arbejdsgiverens parkeringsplads. Uanset om der var tale om et arbejdsgiveransvar eller et grundejeransvar, havde arbejdsgiberen levet op til de sædvanlige krav, der kan stilles til glatførebekæmpelse. Arbejdsgiveren var derfor ikke ansvarlig for arbejdstagers tilskadekomst. U2014.1851V Dagplejemor, der faldt i forbindelse med glatførebekæmpelse om morgenen, inden dagplejebørnene ankom, var omfattet af den personkreds, der er sikret efter lov om arbejdsskadesikring. FED1996.560V En kartonnagearbejder kom til skade i forbindelse med, at han på vej op af en trappe i firmaets arbejdshal gled i et stykke pap, hvorved han mistede balancen. Landsretten frifandt og lagde til grund, at arbejdspladsen generelt var ryddelig, og at arbejdsprocesserne var forsvarligt tilrettelagt - der blev gjort rent efter hvert skift. 8.1.9. Pladsforhold U2014.2205V FED2000.1674V Udlejer af erhvervsejendom, hvor mange ansatte havde deres daglige gang, havde ikke tilsidesat pligten til som grundejer at være særligt opmærksom på tilstrækkelig glatførebekæmpelse. 8.1.8. Arbejdsstedets ryddelighed Efter kort tids ansættelse kom en ansat til skade med ryggen, da et træemne i form af en låge, som hun skulle tage fra en vogn for at lægge på en maskine, gled fra hende. Byretten, hvis afgørelse stadfæstedes, lagde til grund, at der blev arbejdet under snævre pladsforhold, men at der ikke var udstedt påbud af Arbejdstilsynet. Da ulykken, der skete ved, at den ansatte foretog en drejning for at undgå, at emnet faldt på gulvet, i øvrigt måtte karakteriseres som hændelig, frifandtes arbejdsgiveren. FED1994.947V FED1999.738V En tømrer med over 20-års erfaring gled på gulvet angiveligt pga. savsmuld og fik herved sin hånd ind i savklingen på den rundsav, han stod og betjente. Ifølge forklaringerne var det sædvanligt, at der faldt savsmuld ned på gulvet, men også at der blev fejet En tømrer kom til skade under et tagarbejde, hvor han i forbindelse med et løft af 6 tagsten med en vægt på 30 kilo, stødte foden mod en stabel tagsten. Landsretten pålagde arbejdsgiveren ansvar bl.a. med følgende begrundelse: »Det lægges ... til grund, 48 49 at stablerne med tagsten blev oplagt på taget under et vist tidspres, og at disse stabler blev placeret, hvor der var plads, hvilket betød, at [den ansatte] under tagarbejdets udførelse blev nødt til at flytte stabler af tagsten. Under disse omstændigheder og under hensyn til tagstenenes vægt, den begrænsede plads mellem stablerne af tagsten og til, at [den ansatte] skulle balancere på lægterne på det skrå tag, findes arbejdsstedet ikke at være indrettet og arbejdets udførelse ikke at være tilrettelagt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.« FED1997.60V En tømrer kom til skade med knæet, da han under stilladsarbejde stødte dette ind i et forankringsjern, som ragede ud i gangarealet. Forankringsjernet stødte 30 cm ud i det kun 60 cm brede gangareal. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet det blev lagt til grund, at der var en ikke ubetydelig risiko for at støde ind i forankringsjernet under færdsel på stilladset, ligesom tilsvarende forhold var konstateret andre steder på stilladset, og at den tilsynsførende var blevet gjort opmærksom på problemet, uden at der var sket en udbedring. 8.1.10.Arbejdet udføres uden for arbejdsgiverens plads FED1994.951V En renovationsarbejder slog hovedet mod muren eller dørkarmens overlægger, idet han med en kærre og affaldsbeholder gik ned af en stejl trappe i en kælderhals med en frihøjde på 1,55 m. Den ansatte var selv 1,86 m høj. Renovationsarbejderen lagde sag an mod både husejeren og arbejdsgiveren. Byretten frifandt husejeren, idet arbejdsgiveren, her renovationsselskabet, ikke over for denne havde stillet krav om anden anbringelse af skraldespandene. Arbejdsgiveren blev pålagt ansvar af både by- og landsret. Landsretten lagde vægt på, at adgangsvejen ikke havde været forsvarlig, og at arbejdsgiveren havde været bekendt hermed uden at foretage noget. Det blev, ud over den lave frihøjde, tillagt betydning, at belysningsforholdene var dårlige på stedet. Husejeren var ikke inddraget i landsretssagen. FED2002.1096Ø En isolatør kom til skade under arbejde i et loftsrum på en skole. Højden mellem gulv og loft var 70-80 cm ude ved tagets sider og 180 cm i loftsrummets midte. Skaden skete ved, at isolatøren havde ligget på knæ og arbejdet, og idet han rejste sig stødte han hovedet mod et jernspær, hvorefter han gik baglæns, faldt på hug, og idet han rejste sig på ny, slog han issen mod en vinkelskinne. Arbejdsgiveren frifandtes i såvel by- som landsret, idet landsretten stadfæstede i henhold til grundene. Af byrettens præmisser fremgår bl.a. følgende: »[Den ansattes] arbejde med at isolere ventilationskanaler var en rutineopgave, som han havde mange års erfaring i. Da vidnerne elektriker [navn] og isolatør [navn] har forklaret, at de fandt arbejdsforholdene gode mht. pladsforhold, lys og gulv, og at ophængningen af rørene i ventilationsskinner ikke var usædvanlig, findes arbejdet pga. loftets indretning ikke at have indebåret en speciel risiko.« FED2003.2105Ø (Chauffør kom til skade under aflæsning. Hverken kunden (en brugs) eller arbejdsgiver blev dømt). FED2004.1501Ø (Chauffør gled på lastvognens trappe, der var våd som følge af regn. Arbejdsgiver frifundet). FED2006.93V (Chauffør gled under læsning af fisk på lastvognens isglatte gulv. Arbejdsgiver dømt). FED2008.206V (Forvridning af knæ på trappe op til container. Arbejdsgiver frifundet). FED2009.9V (Chauffør faldt ned af løs metaltrappe hos kunde. Kunden frifundet af bevismæssige årsager). 50 FED2013.28V Skadelidte kom under sit arbejde som elektriker til skade, da han kom i kontakt med et strømførende kabel, som en anden medarbejder havde efterladt. Arbejdsgiveren blev fundet erstatningsansvarlig for den anonyme medarbejders fejl. 8.2.Arbejdets planlægning og tilrettelæggelse 8.2.1. Det rette personale I FED2006.181V rejste en soldat erstatningssag mod Forsvarets Personeltjeneste, idet han udviklede en sindslidelse efter en udsendelse til Irak. Personeltjenesten blev frifundet, og landsretten fandt, at der hverken ved udvælgelsen, forberedelsen, udstationeringen eller efterfølgende var begået fejl, eller at det havde været muligt at afdække, at soldaten var disponeret for eller kunne udvikle en sindslidelse. U1965.198Ø En soldat, der ikke tidligere havde forrettet vagttjeneste, havde fået til opgave at holde vagt ved kaserneudgangen en aften, hvor der samtidig blev afholdt hjemsendelsesfest for de værnepligtige. En menig værnepligtig blev stoppet af vagten for påklædningskontrol. I et forsøg på at gennemtvinge kontrollen kom vagten til at affyre sit afsikrede gevær og ramte den menige i benet. Det var blevet indskærpet vagten, at påklædningskontrollen skulle gennemføres efter gældende regler. Ledelsen på kasernen havde været klar over, at der netop denne aften kunne opstå problemer med vagttjenesten. Landsretten dømte forsvarsministeriet bl.a. som følge af uforsvarlig arbejdstilrettelæggelse. FED2005.3V En ansat afskindede ålefileter ved en afskindermaskine. Maskinen bestod bl.a. af en valse, der førte fileten frem mod en kniv. Den ansatte kom til skade med hånden, da den kom i berøring med valsen. Der blev rejst krav mod arbejdsgiver, der blev frifundet af begge instanser i henhold til byrettens grunde. Byretten anførte bl.a., at maskinen var almindeligt brugt i fiskeindustrien, og at arbejdsprocessen var simpel og rutinepræget, men også farlig - hvilket den rutinerede ansatte var bekendt med. Arbejdstilsynet havde endvidere ikke haft bemærkninger til maskinen, og der var indført jobrotation ved arbejdsstationen. FED2011.18Ø En transportvirksomhed var erstatningsansvarlig for en arbejdsskade, som virksomhedens medarbejder forårsagede ved kørsel med en el-palleløfter. Skadelidte havde ikke noget differencekrav. U2011.3243V Efter Danske Lov 3-19-2 var et selskab erstatningsansvarlig som arbejdsgiver for arbejdsmand, der havde begået en murerfaglig klar fejl, over for en anden ansat, der som følge af fejlen kom til skade. U2012.3086V Arbejdsgiver erstatningsansvarlig for en ansats skadegørende handling mod en anden ansat. Arbejdsgiveren havde ikke ret til regres mod skadevolderen. FED2012.61V En rygskade anset for forvoldt af en kollega ved en uagtsomhed, der ikke kunne betegnes som grov. Arbejdsgiveren hæftede for skadevolder i medfør af DL 3-19-2. 51 8.2.2.Den rette fremgangsmåde FED1996.600V FED1994.577V En tømrer havde været med til at lægge stålplader med en vægt på 150 kilo på et tag, som dækkede hullerne, hvor der senere skulle lægges ovenlysvinduer. Under arbejdet med at fjerne pladerne, slog en af pladerne op og ramte tømrerens håndled, hvorved han kom til skade. Landsretten frifandt arbejdsgiveren, da det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at den anvendte metode var både sædvanlig og forsvarlig.2 En ansat var kommet til skade ved påsprøjtning af rustfrit stål på nogle skrueaksler. En såkaldt »brille« skulle bruges til at understøtte drejebænken, og under arbejdet med at få brillen placeret, faldt dennes overdel ned over den ansattes hånd, med skade til følge. Der var en alternativ arbejdsproces, og det fremgår bl.a. af byrettens præmisser, der blev stadfæstet af landsretten, at: »Den anvendte arbejdsmetode, der i forhold til andre mulige arbejdsmetoder indebærer en større risiko for arbejdsskader, findes derfor ikke forsvarlig, og [arbejdsgiveren], der havde undladt at tilrettelægge en arbejdsmetode, der sikrede, at arbejdet kunne udføres uden unødig risiko, findes herefter erstatningsansvarlig«. FED1995.139V En tømrer skulle sammen med en kollega bære nogle gipsplader op til 3. etage i en ejendom. Pladerne vejede ca. 36 kilo og var over 3 meter lange. På vej op af trappen mistede tømreren fodfæstet, idet han troede, at der var et trin mere på trappen. Han kom til at slippe gipspladen med den ene hånd og pådrog sig en nakkeskade. Det blev lagt til grund af Landsretten, at arbejdsgiveren måtte påregne, hvilken metode de ansatte ville vælge, og at der under normale forhold ikke var noget uforsvarligt i, at to mænd løftede den pågældende plade. Særlige forhold gjorde sig gældende i den konkrete situation, idet pladen var uhåndterlig under de meget snævre forhold, som forefandtes på den smalle trappe. Dette indebar, at de ansatte skulle løfte i akavede stillinger. Såvel byret som landsret dømte arbejdsgiveren for mangelfuld tilrettelæggelse af arbejdet, idet der burde have været anvendt en anden fremgangsmåde; eksempelvis kunne pladerne have været foldet eller lign. I FED2003.1130Ø faldt en tømrer ned fra et tag, angiveligt fordi det tegl, han stod på, knækkede. Landsretten lagde til grund, at der ikke var basis for at fastslå, at taget ikke var bæredygtigt, og arbejdsgiver havde således ikke haft anledning til at foretage nærmere undersøgelser og blev frifundet. I U2004.36H skulle Højesteret tage stilling til, om en håndbetjent moppepresse havde været forsvarlig i brug, eller om arbejdet skulle have været tilrettelagt anderledes. Højesterets flertal fandt, at der var begået en fejl ved, at sikkerhedsudvalget ikke var blevet inddraget før købet af moppepresserne, men at resultatet ikke kunne antages at være blevet et andet, såfremt de var blevet inddraget, og arbejdsgiveren blev frifundet. FED2006.159Ø En lærling hos en smed kom til skade, da han skulle beskære en pony. Lærlingen var halvvejs igennem sit uddannelsesforløb, da han blev sendt alene ud på opgaven. Skaden skete ved, at han under beskæringen af ponyens hove, og i forbindelse med at ponyen havde rejst sig, var blevet sparket i hovedet. Lærlingen rejste krav mod arbejdsgiver, der bestred at være ansvarlig. Under sagen blev der indhentet en udtalelse fra Landbohøjskolen, og af denne fremgik det, at beskæring af heste altid indebærer en sikkerhedsmæssig risiko, og at det var nødvendigt at vurdere forskellige forhold så som hestens temperament, omgivelser og smedens og ejerens forkundskab til hesten. Smeden havde ikke undersøgt disse forhold på forhånd. Landsretten frifandt imidlertid arbejdsgiveren, da det kunne lægges til grund, at ponyen var rolig af temperament og i øvrigt var blevet beskåret tidligere. Skaden måtte betragtes som hændelig. FED2010.124Ø En pony i zoologisk have sparkede en ansat, mens denne sad på gulvet i skolestuens thekøkken. Ponyen var i bygningen for at træne i at være blandt mennesker og klare støj. Ponyen var i snor. Der blev rejst krav over for den zoologiske have, der bestred at være ansvarlig. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet arbejdssituationen ikke havde været forsvarligt tilrettelagt, og der havde endvidere ikke været ført det fornødne tilsyn. 52 FED1997.1902Ø En ansat kom til skade i forbindelse med løft af en fustage. Det bræt, som fustagen stod på, knækkede, og for at fustagen, der indeholdt 120 kilo lim, ikke skulle vælte, greb den ansatte ud efter fustagen og fik herved et ryk i armen. Der var en alternativ metode, som de ansatte dog betragtede som besværlig. Den alternative metode indebar ikke det samme faremoment. Arbejdsgiveren blev dømt, idet landsretten lagde til grund, at den anvendte metode havde været i strid med forskrifterne, samt at arbejdsgiveren havde været bekendt hermed. FED1999.777V En ansat havde i flere år fungeret som truckfører. Arbejdet bestod i at køre palletanke, der rummede 900 liter, til produktionshallen og herefter fjerne de tomme tanke, der vejede ca. 90 kilo. Under en bortkørsel af en tilsyneladende tom tank, faldt tanken af trucken, og da den ansatte forsøgte at rejse tanken op, fik han smerter i ryggen og måtte sygemeldes. Det viste sig, at tanken, på grund af en uerfaren medarbejders fejl, ikke var blevet tømt fuldstændigt. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet det blev lagt til grund, at det måtte have været ledelsen bekendt, at de tomme tanke, når de blev tabt af trucken, blev håndteret manuelt. Da arbejdsgiveren ikke i sin tilrettelæggelse af arbejdet havde sikret, at tankene var tomme inden afhentningen, eller at arbejdet med de delvis tomme tanke blev udført forsvarligt, havde arbejdsgiveren pådraget sig et ansvar.3 FED1995.897V En ansat havde gennem 6 år været beskæftiget med polstringsarbejde. Arbejdet havde været fysisk belastende og medførte ofte smerter i hænder, albuer og skuldre med sygemeldinger og lægebehandling til følge. Det blev lagt til grund af byretten, at det årelange, ensartede og muskelbelastende arbejde havde fremkaldt den ansattes lidelse. Den ansatte havde endvidere flere gange beklaget sig til værkføreren over sine problemer. Byretten dømte arbejdsgiveren for at have forholdt sig passiv uden at foretage sig noget for at løse problemet med det belastende arbejde, eksempelvis ved jobrotation. Ansvarsspørgsmålet blev endeligt afgjort af byretten, idet landsretten alene tog stilling til den ansattes erhvervsevnetab. FED1998.1764V En ansat havde i ca. 4 år været beskæftiget med at hente emner og ophænge disse på et såkaldt conveyorbånd. Som følge af en golf- og tennisalbue måtte den ansatte dog opgive sit arbejde. Landsretten, der omgjorde byrettens frifindelse, lagde til grund, at arbejdet havde været ensformigt og præget af talrige daglige løft og armdrejninger, et forhold som arbejdsgiveren allerede før den ansattes sygemelding burde have indset. FED2000.898V Under sit arbejde med ophængning af kyllinger på et fjerkræslagteri pådrog en ansat sig en håndledslidelse. Såvel byret som landsret dømte arbejdsgiveren for ikke at have tilrettelagt arbejdet således, at den ansatte ikke udsattes for så stor en belastning. Selvom Arbejdstilsynet først kort forinden den ansattes sygemelding havde afgivet påbud, blev 2 3 Se også FED2001.428V (løfteskade). Se også FED2010.125Ø (tung kasse). 53 det lagt til grund, at arbejdsgiveren på et tidligere tidspunkt burde have været klar over risikoen forbundet med det ensformige og tunge arbejde.4 FED2003.3098Ø En ansat arbejdede i en årrække med fremstilling af pensler, og udviklede lidelser i nakke, skuldre og albue. Der havde tidligere været klager fra over halvdelen af medarbejderne i afdelingen. Som følge af travlhed blev der ikke etableret en rotationsordning. Arbejdsgiveren blev dømt for uforsvarlig tilrettelæggelse af arbejdet. Vestre Landsrets dom af 30. september 2009 2. afd., B-2121-08 (FEF-Portalen). En ansat havde gennem 5 år arbejdet på et mejeri og været beskæftiget ved en opskæremaskine og et pakkebord. Den ansatte havde pådraget sig en tennisalbue. Landsretten idømte mejeriet ansvar for lidelsen med bl.a. følgende præmisser: »Efter bevisførelsen ... lægges det til grund, at [den ansattes] daglige arbejde ... har haft karakter af ensidigt, gentaget arbejde, og at arbejdet ... har været højrepetitivt ... at arbejdet ... har været forbundet med stor kraftanvendelse. Det lægges til grund, at [virksomheden] i forbindelse med Arbejdstilsynets besøg i 1996 blev gjort bekendt med, at arbejdet i pakkeriet var forbundet med helbredsrisiko ... at arbejdet ved disse arbejdsfunktioner var forbundet med et større sygefravær blandt andet på grund af smerter i arme og skuldre. [Virksomheden] burde som arbejdsgiver have sørget for at tilrettelægge arbejdet, således at belastningen af arbejdet ved opskærebordet og pakkebordet blev mindsket. U2005.1363V En teknisk assistent arbejdede meget med tegnearbejde på en CAD-computer siden 1992. Systemet blev opgraderet og brugen intensiveret, og det var ikke længere muligt at anvende genvejstaster i samme omfang som tidligere. Den ansatte fik på et tidspunkt smerter i højre arm og havde flere sygemeldinger. Den ansatte blev til sidst afskediget i forbindelse med en rationaliseringsrunde. Skaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, der afviste at anerkende skaden som en arbejdsskade. Afgørelsen blev stadfæstet af Ankestyrelsen. Landsrettens flertal fandt, at arbejdsgiver fra omkring midt i 1990’erne havde været klar over, at arbejde med computermus kunne give bevægeapparatsgener. Det blev endvidere fremhævet, at arbejdsgiveren ikke havde gjort det fornødne for at følge op på en spørgeskemaundersøgelse og anbefalingerne fra BST. På denne baggrund fandt flertallet, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig. FED2007.32V En reklametegner blev ansat i en virksomhed, og udviklede med tiden stivhed i fingrene. Det blev angivet i virksomhedens APV, og at BST skulle kontaktes. BST uarbejdede en rapport og her anbefalede man brug af trådløs mus og headset. Tegneren fik imidlertid tiltagende problemer med sin arm, og skaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, der afviste at anerkende skaden som en arbejdsskade. Afgørelsen blev stadfæstet af Ankestyrelsen. Der blev rejst krav over for virksomheden, der bestred at være ansvarlig. Landsretten frifandt virksomheden og begrundede det med, at virksomheden løbende havde søgt vejledning hos BST, og i det hele rettet sig efter anvisningerne. Endvidere havde BST konkret vejledt tegneren om det væsentlige i at variere arbejdet og holde pauser i fornødent omfang. U2009.1977V En ansat på et trykkeri havde gennem en længere periode fra slutningen af 1970’erne til 2002 haft intensivt computerarbejde. Hun blev afskediget i 2002 grundet for stort sygefravær, der skyldtes gener i hænder og arme/skuldre. Den ansatte rejste krav over for virksomheden, der bestred at være ansvarlig for generne. Den ansatte fik anerkendt sin 4 Se også U2003.833H, der vedrørte arbejde med håndpudsning af pibehoveder (landsrettens dom). 54 højresidige tennisalbue som en arbejdsskade, men øvrige gener blev afvist af Arbejdsskadestyrelsen/Ankestyrelsen. Landsretten lagde til grund, at virksomheden først omkring 1998 begyndte at tale om jobrotation, men at man heller ikke efter dette tidspunkt gjorde noget effektivt for at begrænse det omfattende arbejde med computermus. Herefter og i øvrigt at de grunde, som byretten havde anført, blev virksomheden dømt som ansvarlig. FED2000.2470V En sprøjtemaler havde gennem 16 år været ansat på den samme virksomhed. Arbejdet bestod i at sprøjtemale og metallisere forskellige emner. Den ansatte fik skulderproblemer, der viste sig i midten af 80’erne. Han blev løbende behandlet med piller og blokader, hvilket hjalp nogen tid, idet han i øvrigt håbede at generne fortog sig. Der havde ifølge sprøjtemalerens egen forklaring været sygemeldinger af en til to dages varighed. Den 27. juni 1992 gik han til læge, idet han ikke kunne klare smerterne mere. Lægen meddelte ham, at han skulle sygemeldes, og at han måtte vælge mellem sit arbejde og sit helbred. Det fremgik af forklaringerne, at der tilsyneladende ikke var andre på virksomheden, der havde haft tilsvarende problemer, og at sprøjtemalerens gener formentlig ikke var kommet til virksomhedens kundskab. Såvel by- som landsret dømte arbejdsgiveren, idet det blev lagt til grund, at arbejdet havde været stærkt belastende for muskulaturen, og at arbejdsgiveren burde have sørget for at tilrettelægge arbejdet, således at belastningen kunne mindskes. FED1997.1745V En uddannet tømrer kom til skade under et tagarbejde. Ulykken skete ved, at en 3035 kilo tung og uhåndterlig finérplade tippede under oplægning, hvorved tømreren fik overbalance og faldt 1,5 meter ned. Såvel byret som landsret dømte arbejdsgiveren for overtrædelse af instruktions- og tilrettelæggelsespligten og anførte, at opgaven burde have været udført af to mand. Landsrettens stadfæstelse blev yderligere begrundet med, at der blev arbejdet under betydeligt tidspres, og at dette skærpede pligten hos arbejdsgiveren. FED2004.419V En skibsreparatør kom til skade da han skulle fra en beddingsvogn ind på kajkanten, idet han trådte ned i en spalte, som ikke var afdækket. Der blev rejst krav over for arbejdsgiver, der bestred at være ansvarlig. Landsretten dømte arbejdsgiveren som ansvarlig og anførte bl.a.: »Passage over den meget dybe og ca. 15 cm brede spalte var den eneste mulighed for at komme direkte fra beddingsvognen til kajen. I et tilfælde som det foreliggende, hvor det for [den ansatte] som led i arbejdets udførelse hastede med at hente en wire, var der risiko for, at han - på trods af kendskab til spalten - kunne komme til at træde ned i denne med skade til følge.« FED2005.259Ø En ansat afgik ved døden i forbindelse med en arbejdsulykke. Den ansatte havde arbejdet som chauffør og skulle hente betonelementer. I forbindelse med en kranmanøvre fik den ansatte et betonelement ned over sig og afgik ved døden. Byretten, hvis præmisser blev stadfæstet, lagde til grund, at der var tale om farligt arbejde. Retten fastslog endvidere, at arbejdsprocessen ikke var forsvarligt tilrettelagt, idet der var en fare for, at den som styrede kranen ikke kunne se, om krogene greb fat i elementer utilsigtet. Endelig fastslog retten, at det ikke var forsvarligt, at den ansatte udførte farligt arbejde efter at have været på arbejde i ca. 20 timer. Arbejdsgiveren dømtes. 8.2.3.De rette arbejdsredskaber FED2006.93V omhandlede et tilfælde, hvor en chauffør gled på lastbilens glatte gulv i forbindelse med læsning af fisk, og landsretten fastslog, at arbejdsgiveren var ansvarlig, idet der ikke var truffet forholdsregler til imødegåelsen af faldrisikoen fx ved at afdække gulvet med plastik eller udstyre den ansatte med rengøringshjælpemidler. 55 FED1994.621Ø En erfaren og faguddannet tømrer kom til skade under anvendelsen af en rundsav. Han havde tidligere på dagen bedt sin overordnede bringe sikkerhedsudstyr til saven ud til arbejdspladsen. Efter 2 timer besluttede han sig alligevel for at gå i gang med arbejdet. Da rundsavens ene ben under arbejdet faldt af, blev tømreren trukket frem mod klingen, der ikke var forsynet med sikkerhedsafskærmning. Han mistede herved det yderste led på fingeren. Landsretten stadfæstede delvist i henhold til byrettens grunde frifindelsen, idet man lagde vægt på tømrerens erfaring, hans status som formand, samt hans kendskab til at saven var uforsvarlig at anvende. FED1998.732V En fisker kom til skade under arbejde på en fiskekutter. Skaden skete under et manuelt løft af en tung dæksluge. Lugen var ikke forsynet med håndtag, idet den normalt blev løftet af kutterens bom. Af tidsbesparende årsager havde man dog valgt at løfte lugen manuelt. Landsretten pålagde arbejdsgiveren ansvar for uforsvarlig tilrettelæggelse af arbejdet, idet den sædvanlige anvendelse af kutterens bom kunne have hindret skaden. FED2000.1525Ø En ansat skulle flytte nogle ca. 40 kilo tunge jernplader og udførte opgaven manuelt, hvorved han kom til skade med sin tommelfinger. Den pågældende løfteopgave blev normalt udført af en gaffeltruck, og da skaden kunne have været undgået ved benyttelse af en gaffeltruck, blev arbejdsgiveren dømt. FED1997.1758V En ansat i en stoleproduktion pådrog sig en arbejdsskade som følge af arbejdet med en rystepudser. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse i henhold til byrettens begrundelse. Byretten lagde til grund, at arbejdet med rystepudseren var belastende for de ansatte, og anførte bl.a.: »Retten finder ikke, at [arbejdsgiveren] har opfyldt de en arbejdsgiver påhvilende forpligtelser til løbende at være opmærksom på, om arbejdet udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og forsøge at afhjælpe eventuelle mangler, hvorved bemærkes, at det på ingen måde kan anses for tilstrækkeligt at overlade det til de ansatte selv at afgøre, om der eventuelt skal anvendes andre typer værktøj, specielt ikke når det samtidig tilkendegives, at der forventes opretholdt den samme effektivitet.« FED1998.1952Ø En ansat arbejdede ved en drejebænk. Drejebænken kunne efter en flytning ikke understøttes ordentligt, ligesom der var problemer med en defekt remskive. Den ansatte pådrog sig som følge af vibrationer armlidelser ved anvendelsen af maskinen og måtte sygemeldes. Der var tale om en kraftbetonet arbejdsproces. Af landsrettens præmisser, der dømte arbejdsgiveren, fremgår det bl.a.: »Retten finder, at [arbejdsgiveren] under de foreliggende omstændigheder henset til drejebænkens placering og defekt remskive, den beskrevne arbejdsproces og tilrettelæggelse af arbejdet har bevisbyrden for, at disse forhold har været uden betydning for de konstaterede lidelser, og at arbejdet har været forsvarligt tilrettelagt.« 8.3.Instruktions- og tilsynsforpligtelsen FED1995.124V En uddannet murer skulle arbejde med montage af ventilationsanlæg til staldbygninger. Under arbejdet på et tag kom han til skade i en situation, hvor han forsøgte at undgå at styrte ned. Af byrettens præmisser, der blev stadfæstet af landsretten fremgår det bl.a. »Ved sin ansættelse som montør hos [arbejdsgiveren] blev [den ansatte] sat sammen med en af [arbejdsgiverens] erfarne montører, der således i nødvendigt omfang kunne oplære [den ansatte], som normalt har arbejdet sammen med samme erfarne montør. Når henses hertil og til, at montagearbejdet som sådan ikke efter det oplyste har været 56 forbundet med tydelige faremomenter, findes en særskilt instruktion af [den ansatte] - udover den af den erfarne montør udøvede - ikke at have været påkrævet.« Arbejdsgiveren blev frifundet i både by- og landsret. Vestre Landsrets dom af 28. juni 2001, 9. afd. (B-0795-00) En svejser var i færd med at svejse et tungt emne, der var placeret på to bukke. Under denne opgave tippede emnet pludselig rundt og faldt mod gulvet. Svejseren, hvis ene hånd havde fat i emnet, fik et ryk i armen og kom til skade. Byretten frifandt arbejdsgiveren, men landsretten dømte. Landsretten lagde bl.a. til grund, at det omhandlede arbejde indebar en sikkerhedsmæssig risiko, og at der på denne baggrund forelå en instruktionspligt. Landsretten fandt, at instruktionen, der var sket gennem erfarne medarbejdere, ikke var tilstrækkelig, da instruktionen var sket uden, at der fra arbejdsgiveren var fastsat nærmere retningslinjer herfor. Det kunne som følge heraf ikke udelukkes, at uheldet kunne have været undgået ved en nærmere instruktion af svejseren. FED1996.1453 En tømrer kom til skade ved en nedstyrtningsulykke under arbejdet med oplægning af tagplader i knap 3 meters højde. Arbejdsgiveren havde alene givet en generel instruktion om at undgå at falde ned, men ikke givet nogen instruktion om nedstyrtningsrisikoen ved det aktuelle byggeri. Arbejdsgiveren, der ud over skadelidte havde en yderligere ansat, blev dømt, idet hverken arbejdsgiveren personligt eller den anden ansatte havde instrueret om den konkrete nedstyrtningsrisiko. Retten i Horsens, dom af 31. august 1999, 1. afd. En tagdækker kom til skade i forbindelse med, at han snublede over en gasslange, der lå på et tag. Manglende instruktion og tilsyn blev bl.a. gjort gældende af skadelidtes advokat. Hertil bemærkede byretten bl.a.: »På taget arbejder to erfarne tagdækkere, der er i gang med en sædvanlig opgave. At tale om manglende tilrettelæggelse, instruks og tilsyn i en sådan situation er uden mening, da det drejer sig om en ganske ukompliceret arbejdsproces. Postmesteren instruerer jo heller ikke det nyansatte postbud i, hvordan man bestiger en cykel og betjener ringeklokken ... Hertil kommer, at man jo kan snuble over alting, selv en slange, der ligger på jorden - ja, man kan snuble over ingenting, og ens egne ben ...«. Arbejdsgiveren frifandtes. FED1997.833V I forbindelse med at en ansat skulle løfte et dæksel, som sad fast, fik han et smæld i ryggen, da dækslet »smuttede« for ham. Af landsrettens præmisser fremgår det: »Da [den ansatte] var rutineret i arbejde af den pågældende art, og da der var tale om en ukompliceret arbejdsopgave, er der heller ikke grundlag for at fastslå, at [arbejdsgiveren] har udvist et uforsvarligt forhold ved at lade [den ansatte] udføre arbejdet uden instruktion.« Arbejdsgiveren frifandtes. FED1999.402V En tømrer med 18 års erfaring kom under optagning af nogle cementrør til skade med ryggen. Det hedder i landsrettens præmisser: »Under hensyn til, at der var tale om udførelse af en for en erfaren og færdiguddannet medarbejder enkel arbejdsopgave, som han tidligere havde udført, også uden anvendelse af tekniske hjælpemidler, og som ikke i sig selv indeholdt særlige faremomenter, der nødvendiggjorde instruktion og tilsyn, findes der ikke af [arbejdsgiveren] at være udvist et erstatningsbegrundende forhold ...« FED2000.556Ø En ansat kom under arbejde med en borehammer til skade med ryggen. Det fremgår af landsrettens præmisser: »Også efter bevisførelsen for landsretten må det antages, at den opgave, som A som erfaren medarbejder skulle udføre, havde en enkel og rutinepræget karakter og ikke indebar særlige vanskeligheder eller faremomenter. Under disse 57 omstændigheder findes [arbejdsgiveren] ikke at have udvist erstatningspådragende adfærd ved at overlade opgaven til A uden særlig instruktion eller tilsyn.«. Arbejdsgiveren frifandtes. FED2003.2763V En jord- og betonarbejder kom til skade under et støbearbejde, idet han sprang ned fra en forskallingsform, der blev holdt af en kran. I faldet ramte han noget materiale og pådrog sig en knæskade. Landsretten frifandt med bl.a. følgende præmisser: »Det lægges endvidere til grund, at der var tale om udførelse af en ret rutinepræget opgave udført af erfarne jord- og betonarbejdere, og det findes herefter ... i øvrigt ikke at kunne bebrejdes [arbejdsgiveren], at [skadelidte] ikke blev instrueret nærmere om udførelsen af den konkrete opgave.« FED1998.1209V En nyansat kom til skade under arbejde ved en såkaldt kehlemaskine, idet hun forsøgte at frigøre et stykke træ, der havde sat sig fast. Landsretten pålagde arbejdsgiveren ansvar og lagde vægt på, at den ansatte hverken havde uddannelsesmæssige forudsætninger for at arbejde med den pågældende maskine eller havde arbejdet med en tilsvarende maskine tidligere og i øvrigt ikke havde modtaget behørig instruktion. U1963.557H På sin første arbejdsdag blev en 15-årig arbejdsdreng sat til at styre en valsemaskine, der blev anvendt til opspoling af trådnet. Under dette arbejde fik arbejdsdrengen sin højre hånd ned i netåbningerne og ind i valserne med skade til følge. Det kunne lægges til grund, at maskinen ikke havde været uforsvarlig. Arbejdsdrengen havde modtaget sikkerhedsmæssig instruktion. Højesterets flertal dømte arbejdsgiveren, idet pligten til at instruere var skærpet, når der var tale om en ung og nyansat medarbejder. U1968.462H FED2011.3Ø En blikkenslager skulle demontere en varmtvandsbeholder i et parcelhus. Beholderen vejede 50 kg og befandt sig i et skab. I forbindelse med demonteringen fik blikkenslageren et knæk i ryggen. Der blev rejst krav over for arbejdsgiver. Landsretten gav blikkenslageren medhold, idet de særlige pladsforhold indebar, at blikkenslageren burde have været instrueret om en anden tilrettelæggelse af arbejdsopgaven, herunder en eventuel nedtagning af skabet. FED1994.596V En chauffør arbejdede med tømning af affaldscontainere og anvendte hertil en lastbil med kran. På et tidspunkt skulle han løfte en container med kranen, men øjet, hvori krogen var fastgjort, gik i stykker. Problemet blev meddelt arbejdsgiveren. Chaufføren var herefter i en periode uarbejdsdygtig som følge af mavesår. Da han vendte tilbage til arbejdet, løftede han fortsat containerne på den samme måde, som hidtil. Kort efter sin tilbagevenden brast øjet på ny på en af containerne, og chaufføren blev ramt af containeren. Efter det første uheld havde arbejdsgiveren instrueret de ansatte om, at der skulle løftes på en anden måde, og at man i mellemtiden ville iværksætte udskiftning af containernes øjer. Chaufføren var efter sin tilbagekomst gået ud fra, at der var udskiftet øjer, og at den gamle løftemetode skulle anvendes igen. Landsretten dømte arbejdsgiveren bl.a. begrundet i, at chaufføren ikke efter sin tilbagekomst var blevet instrueret om, at den midlertidige løftemetode fortsat skulle benyttes. FED2000.2628Ø Under flytning af krydsfinérplader med en vægt på ca. 25 kilo kom en ansat angiveligt til skade, da et vindstød tog fat i en plade, hvorved han fik et vrid i skulderen. Byretten frifandt og anførte: »... det af [den ansatte] beskrevne manuelle løft af krydsfinerpladen og vægmonteringen heraf må anses for sædvanligt for en tømrer og ikke i sig selv kan anses for vanskelig eller farefuld - ej heller ved udendørs arbejde ...« Arbejdsgiveren havde således ikke tilsidesat sin instruktions- og tilsynsforpligtelse. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. En 20-årig mand fik på den første arbejdsdag begge hænder i klemme i en kantpresser og mistede derved 9 fingre. Den ansatte forklarede under sagen, at han var blevet instrueret af sin mester i brugen af kantpressen. Af denne instruktion fremgik det, at den ansatte skulle træde tilbage fra maskinen, inden han udløste maskinens stempel. Det blev ligeledes fortalt, at han skulle have hænderne væk fra pressen, når materialet var lagt ind, og at han aldrig måtte have foden på eller ved udløserpedalen, når han arbejdede med indlægning eller udtagning af materialer. Under arbejdet var han flere gange blevet kontrolleret af sin mester. Af landsrettens afgørelse, der blev tiltrådt af Højesteret, fremgår det bl.a.: »Kantpressens anvendelse som sket i [arbejdsgiverens] virksomhed finder imidlertid, navnlig som følge af, at igangsætningspedalen ikke var fastgjort i passende afstand fra pressen, at have frembudt en så betydelig fare for en uøvet arbejder, at det, selvom det må lægges til grund, at skadelidte er blevet instrueret som af mester Andersen forklaret, ikke kan anses som forsvarligt, at det blev overladt ham at betjene maskinen på egen hånd uden yderligere effektivt tilsyn og - som det må antages - uden at han blev udtrykkeligt vejledet om vigtigheden af, at pedalen til stadighed var placeret i tilbørlig afstand fra maskinen.« FED2000.2544Ø U2001.452V Vestre Landsrets dom af 15. februar 2000, 7. afd. (B-3103-98) En elektriker skulle opsætte installationer på nogle spærbjælker i en ejendom. Det var forinden aftalt mellem elektrikerens arbejdsgiver og en tømrermester, at der først skulle sættes dampspærre op, efter at elektrikeren havde sat sin installation op. Alligevel blev dampspærren sat op først. Det havde været forudsat, at elektrikeren skulle udføre arbejdet fra en stige, men pga. den opsatte dampspærre kunne dette ikke lade sig gøre, hvorfor elektrikeren valgte, efter forgæves at have forsøgt at få kontakt til sin arbejdsgiver, at udføre installationen uden stige fra loftet. Elektrikeren faldt ned og kom til skade. Arbejdsgiveren blev frifundet, idet landsretten fandt, at da arbejdsgiveren dagen forinden havde tilrettelagt arbejdet forsvarligt og truffet aftale med tømrermesteren, kunne det ikke bebrejdes denne, at han ikke dagen efter førte tilsyn med arbejdet. En ansat ved kommunen skulle rense et vandløb for grøde med en le. Under nedstigningen i vandløbet mistede han fodfæstet og greb fat i de siv, der forefandtes på bredden, hvorved han fik et stykke siv i fingeren med skade til følge. Vandløbet havde på ulykkestidspunktet en høj vandstand og stejle skrænter. Kommunen blev dømt som ansvarlig i såvel by- som landsret, og landsretten bemærkede: »Det lægges til grund, at [kommunen] ikke havde instrueret [den ansatte] om, hvordan henholdsvis nedstigning i og opstigning fra vandløb kunne foregå mest sikkert. Der kan ikke ses bort fra, at instruktion fra [kommunen] om disse faser af arbejdet kunne have medført, at uheldet ikke var sket.«5 58 En erfaren tømrer skulle sammen med en kollega flytte en vinduesramme på 2,51,5 meter. Et vindstød tog fat i vinduespartiet, hvorved tømreren fik en rygskade. Landsretten pålagde arbejdsgiveren ansvar bl.a. under henvisning til, at vindstød i den foreliggende situation ikke var specielt usædvanlige, samt at der var tale om et vinduesparti, der var væsentligt større og tungere end sædvanligt. FED2008.285V En tagarbejder kom til skade i forbindelse med, at han blev ramt af en løst monteret ovenlyskuppel. Der blev rejst krav mod arbejdsgiveren, der afviste at være ansvarlig. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet det blev lagt til grund, at man i branchen var bekendt med, at kupler under særlige forhold kunne blæse af, og at det også kunne ske for færdigmonterede kupler. Under sådanne omstændigheder var det uforsvarligt at lade den ansatte arbejde uden sikkerhedsline eller anden passende sikkerhedsforanstaltning. 5 Se for en tilsvarende ansvarsvurdering i FED2004.340V (nedstigning i rende). 59 FED1995.595V En jord- og betonarbejder deltog i flytningen af en 150-200 kilo tung parasol og kom til skade. Opgaven blev udført manuelt med bistand fra bl.a. den ansattes formand og en pedel. Under opgaven væltede parasollen ned over den ansatte, der pådrog sig en skulderlæsion. Landsrettens flertal dømte arbejdsgiveren, idet opgaven blev betragtet som liggende uden for den ansattes sædvanlige arbejdsområde, og arbejdsgiveren havde på denne baggrund pligt til at sikre sig, at der ikke opstod unødig risiko for den ansatte. FED1998.309Ø En landbrugsmedhjælper kom til skade i forbindelse med, at han skulle beskære nogle træer. Arbejdet blev udført med den ansattes egen motorsav og fra en platform dannet af nogle stynede piletræer i 4 meters højde. Under arbejdet sprang en gren, der næsten var gennemskåret, tilbage mod den ansatte, der brækkede sin arm. Landsretten frifandt arbejdsgiveren bl.a. under henvisning til, at der ikke fandtes generelle regler for det pågældende arbejde. FED1995.966V Under arbejde med rengøring af en damptromle kom en asfaltarbejder til skade, da han skulle fjerne hjelmklappen til motoren, idet han faldt og fik et smæld i ryggen. Landsretten konstaterede at fjernelse af hjelmklappen hørte til smedens arbejdsområde, og at der ikke på ulykkestidspunktet var særlige hindringer for at tilkalde smeden. Endvidere blev det lagt til grund, at der ikke var grundlag for at fastslå, at arbejdsgiveren skulle have givet den ansatte anledning til at gå ud fra, at han ikke kunne tilkalde smeden i en situation, som den opståede. Arbejdsgiveren blev frifundet i såvel byret som landsret. U1988.858H En fabriksansat blev dræbt, da han fik sin overkrop i klemme mellem en jernstolpe og en bevægelig transportør i en formatsav. Der var placeret et nødstop på et rækværk i 0,5 meters afstand fra maskinen. Den ansatte havde fået en almindelig håndværksmæssig instruktion i savens brug. Såvel landsret som Højesteret dømte arbejdsgiveren, idet den ansatte ikke var blevet instrueret om, at nødstoppet skulle aktiveres, hvis man bevægede sig inden for rækværket, ligesom der ikke havde været ført tilsyn med arbejdet ved maskinen. Østre Landsrets dom af 15. april 2005 2. afd., B-2828-04 (Arbejdsretsportalen). En ansat blev dræbt i forbindelse med en kranulykke. Ulykken skete i forbindelse med, at den ansatte skulle hente nogle tunge betonelementer. Betonelementerne skulle løftes fra pladsen op på en lastvogn, og under denne arbejdsproces fik kranens kæder utilsigtet fat i et af betonelementerne, der herefter væltede ned over den ansatte med døden til følge. Landsretten dømte arbejdsgiveren og anførte, at der var tale om farligt arbejde og lagde herudover vægt på, at den ansatte på ulykkestidspunktet havde været på arbejde i 20 timer. FED2000.258V En arbejdsmand blev - mod vederlag i materiale - sat til et nedbrydningsarbejde, hvor en gavl skulle brydes ned. Arbejdsmanden havde ingen uddannelse men havde fungeret som arbejdsmand i mange fag. Han havde ingen instruktion modtaget i tilknytning til den konkrete opgave. Under nedbrydningsarbejdet faldt der pludselig en jerndrager og nogle mursten ned, som ramte arbejdsmanden, der kom til skade. I landsrettens præmisser hedder det bl.a.: »Det må antages, at nedbrydningsarbejde generelt indebærer særlig risiko for blandt andet nedstyrtning af bygningsdele. Det må derfor antages, at manglende sikkerhedsinstruktion medfører en væsentligt forøget fare. ... Det lægges ... endvidere til grund, at [arbejdsmanden], der ikke var rutineret i denne form for nedbrydning, ikke fik konkrete instruktioner om, hvorledes arbejdet skulle udføres for at være sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Der kan på denne baggrund ikke ses bort fra, at ulykken ville være 60 undgået, hvis den fornødne instruktion var givet.« Landsretten pålagde arbejdsgiveren ansvar. FED1999.848V En bygningssnedker skulle sætte nogle branddøre op, der hver vejede ca. 55 kilo. Under opsætningen mistede han grebet på en af dørene, hvorved han fik en finger i klemme. Bygningssnedkeren havde 20 års erfaring. Landsretten lagde til grund, at arbejdet burde have været udført af to personer og med brug af koben. Da arbejdsgiveren ikke havde instrueret herom, blev han dømt for manglende instruktion. FED1996.1326V En fisker var beskæftiget med at skovle is til et transportbånd i et skibs lastrum. Da han ville kravle op, skred han ned af isen og fik sin fod i klemme i transportbåndet. Arbejdet i lastrummet blev normalt udført af to mand, men da skibet havde en mand færre ombord end normalt, blev arbejdet med isen i lastrummet alene udført af den skadelidte, der var yngste og mest urutinerede mand ombord. Landsretten dømte arbejdsgiveren for tilsidesættelse af instruktions- og tilsynsforpligtelsen bl.a. begrundet i, at den skadelidte, urutinerede medarbejder, under de givne omstændigheder ikke burde have udført det pågældende arbejde alene. FED1997.1745V En uddannet tømrer kom til skade under et tagarbejde. Ulykken skete ved, at en 3035 kilo tung og uhåndterlig finérplade tippede under oplægning, hvorved tømreren fik overbalance og faldt 1,5 meter ned. Såvel byret som landsret dømte arbejdsgiveren for overtrædelse af instruktions- og tilrettelæggelsespligten og anførte, at opgaven burde have været udført af to mand. Landsrettens stadfæstelse blev yderligere begrundet med, at der blev arbejdet under betydeligt tidspres, og at dette skærpede pligten hos arbejdsgiveren.6 FED1999.398Ø En erfaren og uddannet kranfører skulle hente en betonform, der angiveligt havde vejet mellem 120 og 150 kilo. Betonformen lå imidlertid forkert, og løftekrogene kunne ikke sættes på. Han forsøgte da alene og manuelt at vende formen så løftekrogene kunne sættes på, hvorved han mistede fodfæstet og fik beskadiget sit skinneben, da formen ramte ham. Arbejdsgiveren blev frifundet i byretten, og dommen blev stadfæstet af landsretten i henhold til byrettens begrundelse. Byretten lagde til grund, at den måde, hvorpå den ansatte alene havde forsøgt at vende formen, havde været uforsvarlig. Men det blev vurderet, at en sådan handlemåde var upåregnelig for arbejdsgiveren. FED2003.2729V En ansat kom til skade med ryggen, da han løftede et rør op fra en kasse, og et andet faldt ned over det han løftede. Der blev rejst krav over for arbejdsgiver, der bestred at være ansvarlig. Rørene vejede 30-40 kilo og var ca. 4 m lange. Den ansatte var netop startet på natholdet, hvor man anvendte en anden type rør. Byretten pålagde ansvar med bl.a. følgende begrundelse: »En medvirkende årsag til uheldet må have været, at han var alene om at håndtere de lange tunge rør ...« og » at [arbejdsgiverens] ledelse ikke havde nærmere kendskab til, hvordan man håndterede rørene i den pågældende arbejdsproces. Der var således ikke givet nogen nærmere instruktion i, hvordan man skulle udføre arbejdet for at undgå at komme til skade.« Landsretten stadfæstede i henhold til grundene. 6 Se også FED2006.20Ø (løfteskade), hvor en nyansat (ifølge telefonisk instruks og i strid med de generelle retningslinjer) havde udført et personløft alene. 61 FED1999.2412Ø FED1995.1448Ø En bygningssnedker skulle på egen hånd bl.a. opsætte en skillevæg og pådrog sig i den forbindelse et knæk i ryggen. I arbejdet indgik løft af spånplader, der vejede ca. 35 kilo. Landsretten frifandt arbejdsgiveren, idet der blev lagt vægt på, at der var tale om en ansat med 6 års relevant erfaring, at han tidligere havde oplært en lærling i samme arbejde, at der var tale om en ukompliceret opgave, at arbejdsopgaven skulle kunne udføres uden tunge løft eller akavede arbejdsstillinger, samt at der var stillet de fornødne hjælpemidler til rådighed. En ansat, der var ufaglært, fik sin hånd i klemme i en hydraulisk presse, som han på ulykkestidspunktet selv havde omstillet fra to-håndssystem til fodpedalsbetjening i strid med instruktionen. Omstillingen var sket ved brug af en nøgle, som var anbragt på maskinen. Arbejdstilsynet havde efterfølgende udstedt påbud om, at nøglen skulle opbevares af en ansvarlig person. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse med følgende begrundelse: »Det findes uforsvarligt, at maskinen var indrettet således, at den ikke straks standsede, når pedalen blev sluppet. Det findes endvidere uforsvarligt, at nøglen til omskiftning mellem tohåndsbetjening og fodbetjening sad i maskinen, selv om nøglen kun måtte benyttes af værkføreren eller en anden tilsvarende ansvarlig person. Disse forhold har gjort den skete ulykke mulig, og landsretten finder, at [arbejdsgiven] som følge af disse forhold er erstatningsansvarlig over for [den ansatte].« FED1994.1469V En chauffør skulle aflevere en lastvogn til et værksted. Under værkstedsbesøget ville chaufføren assistere mekanikeren med at udskifte en teleskopstang på bilen. Han trådte op på nogle hylder anbragt i lastvognen, og da han ville tage fat i teleskopstangens lås, mistede han balancen og faldt ned. Landsretten frifandt arbejdsgiveren, bl.a. med disse præmisser: »Det lægges endvidere til grund, at det pågældende arbejde kunne udføres af mekanikeren alene, og at denne ikke havde bedt [chaufføren] om at hjælpe sig. Landsretten finder på denne baggrund, at [chaufførens] handling må karakteriseres som en uopfordret og unødvendig handling, som falder udenfor hans arbejdsområde som chauffør ...« FED2010.60V En lagermedarbejder med truckcertifikat kom til skade i forbindelse med en lageroptælling. Lageroptællingen foregik på den måde, at den ansatte stod på gaflerne af en truck, mens en kollega - uden truckcertifikat - førte trucken. Skaden skete i forbindelse med, at kollegaen ikke kunne styre trucken, hvorved lagermedarbejderen faldt ned fra 2 meters højde. Landsretten dømte arbejdsgiveren som ansvarlig og lagde til grund, at det ikke var usædvanligt på virksomheden, at lageroptællingen foregik på den beskrevne måde, og at arbejdsgiveren ikke havde opfyldt sin tilsyns- og instruktionsforpligtelse. Den ansatte måtte dog tåle et fradrag for egen skyld, idet landsretten fandt, at det havde været forbundet med stor fare at lade sig løfte op i 2 meters højde af en kollega uden truckcertifikat.7 FED1998.567V En ansat arbejdede ved en loddemaskine, hvorpå der var 6 roterende arme indeholdende varmelegemer. Under oplæring af en nyansat i brug af loddemaskinen, rakte den ansatte sin hånd ind over noget beskyttelsesplast og forklarede den nyansatte, at nu gjorde hun noget, man normalt ikke skulle gøre. Hendes arm blev herved fanget af en af de roterende arme og presset ind mod et varmelegeme, hvorved hun kom til skade. Det var ubestridt, at skadelidte havde fået behørig instruktion, ligesom det ikke var almindelig praksis, at denne instruks blev tilsidesat. Landsretten frifandt arbejdsgiveren bl.a. under hensyntagen til, at skadelidte, i en situation hvor hun skulle instruere en ny medarbejder, havde en særlig anledning til at overholde en klar sikkerhedsforskrift, hvis betydning hun ikke var i tvivl om. FED2000.322V En tømrersvend fik læderet sin hånd under arbejdet med en rundsav. Svenden havde forinden arbejdet blev påbegyndt konstateret, at saven var uden en sikkerhedsoverdækning - en overdækning der dog havde været sat på tidligere på dagen. Såvel landsret som byret frifandt arbejdsgiveren. Frifindelsen blev bl.a. begrundet med, at der var tale om en ikke usædvanlig arbejdsopgave, og at svenden havde modtaget den nødvendige instruktion, selvom han ikke havde modtaget instruktionen samme dag. Svenden var endvidere selv klar over, at det var farligt at benytte rundsaven uden overdækning. Der var ikke grundlag for at bringe DL 3-19-2 i anvendelse, grundet den af svenden udviste betydelige uforsigtighed. FED2011.17Ø En virksomheds ansvarsforsikring havde ikke bevist, at virksomheden havde sikret, at afdøde kunne udføre sit arbejde i overensstemmelse med reglerne i stærkstrømsreglementet, og var følgelig ansvarlig for dødsulykken. FED2011.48V Arbejdsgiver var ikke erstatningsansvarlig for den skade, som arbejdstager pådrog sig, da arbejdstager havde udvist egen skyld. U2012.2142H Arbejdsgiver var ikke ansvarlig for ulykke ved nedstyrtning fra lift, da ansat handlede i strid med instruktioner. U2012.2322/2H Det var i betragtning af arbejdstagers erfaring og arbejdsopgavens enkle karakter ikke uforsvarligt, at arbejdsgiver havde overladt tilrettelæggelsen af arbejdet til A uden særskilt instruktion eller tilsyn. FED2011.53V Arbejdsgiver var ikke erstatningsansvarlig, da arbejdstager pådrog sig skade ved indfangning af grise. Landsretten lagde til grund, at hændelsen var en følge af omstændigheder, som arbejdsgiveren ikke var ansvarlig for, og frifandt arbejdsgiveren. FED2011.56V Arbejdsgiver havde ikke tilrettelagt arbejdstagers arbejde således, at det kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt eller givet arbejdstager fornøden instruktion i arbejdets udførelse og var derfor erstatningsansvarlig for arbejdstagers skade. FED2012.18Ø Arbejdstager ansat som tømrer, slog hovedet mod et stillads, der var opstillet af en tredjemand. Landsretten fandt, at arbejdsstedet på uheldstidspunktet ikke var forsvarligt indrettet, ligesom arbejdsgiveren ikke havde ført tilsyn med, om den givne instruks om, at stilladset skulle hæves efter arbejdstids ophør, blev efterlevet. Arbejdsgiveren havde således handlet ansvarspådragende. 7 Se en tilsvarende afgørelse i FED2010.44V (slibemaskine) og FED2009.80Ø (sporarbejde). 62 63 8.4.Maskiner og tekniske hjælpemidler U1982.50H FED2001.124V En arbejdsmand skulle skære stålrør på en maskinsav. I forbindelse med at han ville fjerne nogle afskårne rør, greb klingen fat i hans trøje, og armen kom ind i den roterende savklinge, hvorved han kom alvorligt til skade. Arbejdstilsynet havde konstateret, at saven manglede en afskærmning, som fremgik af producentens tegning. Arbejdstilsynet mente dog ikke, at skærmen ville have haft betydning for ulykkens indtræden. Landsretten frifandt arbejdsgiveren, men Højesteret dømte med bl.a. følgende begrundelse: »Den omhandlede maskine var ikke forsynet med den tilhørende bevægelige beskyttelsesskærm, og dens farlighed i brug var derved væsentligt forøget. Der findes ikke at kunne bortses fra muligheden af, at ulykken ville være undgået, hvis beskyttelsesskærmen havde været monteret. Det kan ikke udelukkes, at en noget omhyggeligere instruktion af og tilsyn med [den ansatte] i hans betjening af maskinen kunne have afværget skaden.« En ansat havde siden 1960 fungeret som chauffør. Efter en operation i 1989 fik han et mindre stressende arbejde og overgik til et truckførerjob. I vinteren 1994-95 fik truckføreren rygproblemer og blev sygemeldt. Truckføreren gjorde gældende, at sygemeldingen og dermed rygproblemerne skyldtes tunge løft, uhåndterlige byrder samt indretningen af trucken, der ifølge truckføreren ikke var forsvarlig, da den ikke havde lukket førerhus med varme, belastende ind- og udstigningsforhold samt dårlig affjedring. Byretten frifandt arbejdsgiveren, da der hverken var påvist uforsvarlige forhold eller årsagsforbindelse. Landsretten stadfæstede i henhold til byrettens begrundelse. FED1997.47V En produktionsmedarbejder støvsugede med en industristøvsuger, og i forbindelse hermed kom han til at berøre et rør med jordforbindelse, hvorved han fik 220 volt igennem sig med forbrændinger til følge. Det blev lagt til grund, at træk i støvsugeren over gulvet havde slidt ledningen igennem til lederne, og at kontakten til de øvrige dele på støvsugeren havde resulteret i, at håndgrebet på støvsugeren var blevet strømførende. Der blev foretaget syn og skøn af støvsugeren, og det fremgik heraf, at støvsugeren skulle efterses 2 gange årligt. Det fremgik ikke af sagen hvilke vedligeholdelsesforanstaltninger/ eftersyn der havde været foretaget. Landsretten dømte arbejdsgiveren som ansvarlig for ulykken, idet han ikke havde sikret sig at støvsugeren var i forsvarlig stand, idet den ansatte ikke havde været instrueret i at foretage eftersyn af støvsugerledningen. FED1998.1801Ø En ufaglært var beskæftiget med forefaldende arbejde, herunder betjening af rundsave. På ulykkestidspunktet var den ansatte i færd med at afkorte træ på en rundsav, som i forvejen var blevet indstillet af en anden ansat. Under dette arbejde smuttede den ene hånd og kom i berøring med klingen med alvorlige læsioner til følge. Direktoratet for Arbejdstilsynet havde udtalt sig i sagen og bl.a. på baggrund af denne udtalelse lagde landsretten til grund, at afstanden mellem klinge og afskærmning var over det accepterede, samt at afskærmningen ikke var tilpasset størrelsen af de emner, der skulle afkortes. Da landsretten endvidere fandt, at den ansatte ikke havde været instrueret behørigt, blev arbejdsgiveren dømt. FED1999.1742Ø FED1999.1521V En jernbinder udførte arbejde under opførelsen af Storebæltsbroen. Under dette arbejde kom han til skade, idet han angiveligt blev ramt af en jerndrager eller en træklods, der faldt ned på hans hånd. Årsagen til ulykken var, at de lærredsstropper, som nogle hejsedibbe var fastgjort i, var defekte. Der var ifølge sjakbejdsens forklaring over en periode på 14 dage, både før og efter ulykken, blevet klaget til formanden over de defekte stropper. Arbejdsgiveren blev dømt i både by- og landsret under henvisning til, at det var blevet påtalt, at stropperne var defekte, og at en udskiftning ikke havde fundet sted. En jord- og betonarbejder benyttede ind i mellem en rundsav under sit arbejde. I forbindelse med at han skulle save et bræt igennem, vippede endestykket pludselig op, formentlig fordi klingen havde ramt en knast. Den ansatte tog fat i træet for at føre det ned til klingen, hvorved en finger kom for tæt på klingen og blev beskadiget. Det blev af landsretten lagt til grund, at savens beskyttelsesskærm ikke var monteret korrekt, og at den ansatte ikke havde brugt en fremføringspind. Landsretten dømte arbejdsgiveren, da det ikke kunne udelukkes, at ulykken kunne have været undgået, såfremt skærmen havde været korrekt monteret, og fremføringspind havde været brugt. Endvidere fandt landsretten, at arbejdsgiveren ikke havde ført det fornødne tilsyn. FED2004.592Ø En ansat anvendte en truck i en terminal, men kom til skade da han ikke kunne få den stoppet, hvorved han ramte et truckværn. Der blev rejst krav over for arbejdsgiver, der afviste at være ansvarlig, idet man gjorde gældende, at der var tale om en udførelsesfejl. Både by- som landsret dømte arbejdsgiveren, og landsretten stadfæstede byretsafgørelsen med følgende præmisser: »Efter bevisførelsen lægger også landsretten til grund, at ulykken skyldtes bremsesvigt på trucken. Det kan endvidere lægges til grund, at [arbejdsgiver] på tidspunktet for ulykken ikke gennemførte de foreskrevne hovedeftersyn, og det fremgår af skønserklæringen, at periodiske eftersyn af bremsesystemet nedsætter risikoen for svigt.« FED1994.1563V En maskinfører brækkede håndleddet under et forsøg på at starte en dieselstamper, idet startsvinget kammede over. Dieselstamperen var indkøbt brugt og nyrenoveret og var løbende efterset, senest få uger før ulykken. Der var fra arbejdsgiveren fremlagt faktura på den stedfundne vedligeholdelse. På denne baggrund lagde landsretten til grund, at dieselstamperen på ulykkestidspunktet ikke havde været defekt eller dårligt vedligeholdt. Da der heller ikke var noget at bebrejde arbejdsgiveren i instruktion og tilsyn af den erfarne medarbejder, eller at arbejdet i øvrigt ikke skulle være forsvarligt tilrettelagt, blev arbejdsgiveren frifundet. 64 FED2001.179V En erfaren syerske kom til skade, da hendes højre hånds lillefinger kom i klemme under symaskinens trykfod, hvorved den blev klemt. Symaskinen var ikke udstyret med en sikkerhedsbøjle. Arbejdstilsynet besvarede under sagen spørgsmål og fastslog bl.a., at sikkerhedsbøjlens primære formål var at forebygge, at nålen kom i kontakt med fingrene. Endvidere vurderede Arbejdstilsynet, at sikkerhedsforanstaltningen mod klemning primært bestod i en grundig instruktion. Landsrettens flertal omgjorde byrettens afgørelse og frifandt arbejdsgiveren, idet det blev lagt til grund, at den manglende sikkerhedsbøjle ikke kunne have forhindret ulykken. FED1994.621Ø En erfaren og faguddannet tømrer kom til skade under anvendelsen af en rundsav. Han havde tidligere på dagen bedt sin overordnede bringe sikkerhedsudstyr til saven ud til arbejdspladsen. Efter 2 timer besluttede han sig alligevel for at gå i gang med arbejdet. Da rundsavens ene ben under arbejdet faldt af, blev tømreren trukket frem mod klingen - der ikke var forsynet med sikkerhedsafskærmning - og han mistede det yderste led på fingeren. Landsretten stadfæstede delvist i henhold til grundene byrettens frifindelse, idet der lagdes vægt på tømrerens erfaring, hans status som formand, samt at han var fuldt bekendt med, at saven var uforsvarlig at anvende. 65 FED2000.322V FED1997.833V En tømrersvend fik sin højre hånd læderet under anvendelsen af en rundsav. Rundsaven var uden sikkerhedsskærm. Sikkerhedsafskærmningen var blevet fjernet af en anden ansat. Arbejdsopgaven havde bestået i at skære cellotexplader i strimler på rundsaven. Landsretten stadfæstede byrettens frifindende dom i henhold til dens begrundelse. Af byrettens præmisser fremgår bl.a., at det blev lagt til grund, at der ikke var tale om en usædvanlig opgave, at tømrersvenden var udlært og instrueret i en sikkerhedsmæssig brug af saven, samt at tømrersvenden var klar over det forøgede risikomoment, der var forbundet med savens brug uden afskærmning. På baggrund heraf fandt byretten, at tømrersvenden havde udvist en sådan grad af uforsigtighed, at der ikke var grundlag for et ansvar for arbejdsgiveren. I forbindelse med, at en ansat skulle løfte et dæksel, der befandt sig i jorden ved en benzintank, fik han en rygskade. Løftet blev foretaget ved hjælp af nogle dækseljern. Rygskaden opstod i forbindelse med, at det ene dækseljern smuttede, hvorved det gav et smæld i den ansattes ryg. Arbejdstilsynet havde besigtiget benzintanken og dækslerne og bl.a. udtalt, at der var risiko for at pådrage sig sundhedsskader på kroppens muskler, sener og led i forbindelse med løft af dæksler med en vægt på over 30 kilo. Ifølge det oplyste skulle dækslet have vejet mellem 32-43 kilo, og der var ikke givet instruktion i opgaven. Landsretten frifandt arbejdsgiveren bl.a. med følgende begrundelse: »... at det ikke kan tillægges afgørende betydning, at Arbejdstilsynet har udtalt, at de benyttede vinkeldækseljern ikke var egnede tekniske hjælpemidler, da det ikke under sagen er godtgjort, at der fandtes andre bedre hjælpemidler. Ved vurderingen af de anvendte hjælpemidler er det tillige tillagt betydning, at Arbejdstilsynet ikke har udstedt påbud ...« Landsretten lagde endvidere til grund, at fremgangsmåden havde været sædvanlig og forsvarlig, og under hensyntagen til at der var tale om en ukompliceret arbejdsopgave og en rutineret medarbejder, havde arbejdsgiveren heller ikke tilsidesat sin instruktions- og tilsynsforpligtelse. U1960.1022H En maskinarbejder blev dræbt i forbindelse med udførelsen af en boreopgave. Til boreopgaven var en elektrisk boremaskine blevet benyttet. Ulykken skyldtes bl.a., at maskinarbejderen havde anvendt en tolederledning i stedet for en trelederledning. Lokalet, hvor der blev boret, var fugtigt, og endvidere var kontakterne i lokalet blevet udboret, hvilket muliggjorde benyttelsen af en tolederledning. Arbejdsgiveren blev pålagt ansvar for ulykken, idet der ikke var ført tilstrækkeligt tilsyn med, at der ved et sådant arbejde alene anvendtes trelederledning, og at sådanne ledninger var til rådighed i fornødent omfang, samt at kontakterne var udborede. Erstatningen nedsattes med 1/3 som følge af egen skyld. FED1995.1448Ø En ansat, der var ufaglært, fik sin hånd i klemme i en hydraulisk presse, som han på ulykkestidspunktet selv havde omstillet fra to-håndssystem til fodpedalsbetjening. Omstillingen var sket ved brug af en nøgle, som var anbragt på maskinen. Arbejdstilsynet havde efterfølgende udstedt påbud om, at nøglen skulle opbevares af en ansvarlig person. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse med følgende begrundelse: »Det findes uforsvarligt, at maskinen var indrettet således, at den ikke straks standsede, når pedalen blev sluppet. Det findes endvidere uforsvarligt, at nøglen til omskiftning mellem tohåndsbetjening og fodbetjening sad i maskinen, selv om nøglen kun måtte benyttes af værkføreren eller en anden tilsvarende ansvarlig person. Disse forhold har gjort den skete ulykke mulig, og landsretten finder, at [arbejdsgiveren] som følge af disse forhold er erstatningsansvarlig over for [den ansatte].« Landsretten fandt endvidere ikke grundlag for at nedsætte erstatningskravet som følge af egen skyld. U1951.136H En 16-årig lærling var på et slagteri sat til at passe en kødhakkemaskine. Maskinens oprindelige låg og fødeanordning fandtes ikke længere, og fødningen af maskinen foregik af denne grund med hånden. Lærlingen havde fået besked på at passe på ved brugen af maskinen. Alligevel fik »sneglen« i kødhakkemaskinen fat i lærlingens hånd, som blev knust. Højesteret dømte arbejdsgiveren med følgende begrundelse: »Uanset om det må anses for godtgjort, at [skadelidte] er blevet advaret om at passe på fingrene, må det under hensyn til maskinens tilstand efter de foretagne ændringer anses uforsvarligt, at [arbejdsgiveren] har ladet den 16 år gamle lærling betjene maskinen på den anførte måde.« U1966.355Ø En falckredder var blevet sat til at aflæsse en maskine fra en lastvogn ved anvendelsen af en kranvogn. Det viste sig, at maskinens vægt væsentligt oversteg kranens løfteevne, hvorved kranvognens forende vippede i vejret. Redderen forsøgte da at fire af med kranens spil, men spillets håndsving tog magten fra ham og ramte hans højre arm, der brækkede. Redderen var instrueret om selv at undersøge byrdernes vægt og efter omstændighederne tilkalde en anden vogn. Det var dog redningsinspektøren, der havde udpeget den pågældende vogn til opgaven. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet redningsinspektøren burde have undersøgt byrdens vægt, således at en kran med den rette dimensionering kunne have været anvendt. 66 FED2003.2625V En smed kom til skade med sine fingre i forbindelse med anvendelsen af en pladesaks. Smeden havde benyttet en kort pladesaks, men burde have anvendt en lang pladesaks. Landsrettens flertal fandt, at den korte pladesaks ikke var forsvarlig at anvende til den konkrete opgave. Da smeden endvidere ikke var instrueret i at han ikke måtte anvende pladesaksen ifaldt arbejdsgiveren ansvar. Det blev under sagen oplyst, at andre ansatte lejlighedsvis havde anvendt den korte pladesaks på samme måde som smeden. FED2012.26V Arbejdstager blev under sit arbejde på et gartneri fastklemt i en maskine og afgik ved døden. Der var ingen vidner til ulykken. Efterladte fik medhold i et krav om forsørgertabserstatning gældende mod gartneriet. 8.5.Materialesvigt U1952.981H En uerfaren arbejdsmand skulle opstille et mindre stillads. Til stilladset havde han bl.a. brugt en rideplanke, der havde en indtørringsrevne. Under opbygningen trådte arbejdsmanden på planken, der knækkede, og arbejdsmanden faldt ned og kom til skade. Højesteret pålagde arbejdsgiveren ansvar. Højesterets flertal konstaterede, at rideplanken havde været mangelfuld, og at arbejdsmanden, der alene havde begrænset kendskab til stilladsbygning, ikke havde modtaget fornøden instruktion. FED1996.157V En jord- og betonarbejder kom til skade i forbindelse med, at han skulle bukke armeringsjern bagover, hvorved armeringsjernet brækkede, og den ansatte faldt og slog ryggen. På baggrund af en syns- og skønsrapport blev det konstateret, at armeringsjernene burde have været bukket anderledes. Landsretten fandt på den baggrund, at der ikke var givet en korrekt instruktion, og dømte arbejdsgiveren, der var bekendt med risikoen for materialebrud ved bukningsmetoden. FED1994.1510V En fisker omkom under fiskeri i Nordsøen. Ulykken skete i forbindelse med udsætning af trawl, idet han blev ramt af en bristet trawlwire. Skibstilsynet havde ikke fundet fejl ved materiellet eller ved den valgte fremgangsmåde. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet den fandt, at arbejdet ikke havde været tilrettelagt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet kutterens fører ikke havde sikret sig, at den wire, der ramte fiskeren, var fastgjort, før han satte trækkraft til skruen. 67 U1959.93H Skibstømrerne A og B riggede i overensstemmelse med praksis på stedet på egen hånd et stillads op til en kutter, de skulle kalfatre. A anbragte sig under dette arbejde på en støtteplanke, der viste sig at være mørnet. Den mørnede planke kunne ikke bære A, og som følge heraf faldt han ned og kom til skade. Højesteret frifandt arbejdsgiveren bl.a. med følgende begrundelse: »Det findes ikke at kunne bebrejdes [arbejdsgiveren], at han i overensstemmelse med sædvanlig praksis på stedet har overladt det til skibstømrerne, der må anses at være sagkyndige på området, selv at udvælge de planker, som de fandt egnede som stilladsplanker i hvert enkelt tilfælde, og at kassere de planker, som med tiden måtte være blevet dårlige. Herefter findes [den ansatte] ikke at kunne gøre erstatningsansvar gældende mod [arbejdsgiveren] på grund af plankens tilstand.« U1970.483H I forbindelse med en løfteopgave hvor en S-formet krog blev anvendt, blev krogen rettet ud i en 90 graders vinkel, hvorved byrden faldt af krogen, og en arbejdsmand kom til skade. Det måtte antages, at den anvendte krog havde haft den fornødne styrke til byrden, som var nogle jerndragere. Den egentlige årsag til, at krogen var blevet rettet ud, kunne ikke klarlægges, idet krogen var forsvundet hos Arbejdstilsynet. Landsretten fandt anvendelsen af krogen uforsvarlig, uanset om udretningen af krogen antoges at være sket inden ophejsningen af den ulykkesforvoldende jerndrager eller først under ophejsningen af denne. Højesteret tiltrådte landsrettens afgørelse og tilføjede, at der måtte påhvile arbejdsgiveren ansvar for den ved krogens svigten forvoldte skade, hvad enten svigtet skyldtes materialet, eller der måtte være begået en fejl af anhuggeren ved anbringelsen af krogen i spunsjernet. U1974.1014H En arbejdsmand faldt ned fra ca. 5 meters højde og kom til skade. Skaden skete som følge af, at en stikbom knækkede. Materialebruddet skyldtes formentligt, at stikbommen havde været udsat for tryk under en storm, som havde svækket træbommens bæreevne. Ved et almindeligt eftersyn af arbejdspladsen og stikbommen kunne stormskaden ikke konstateres, idet dette forudsatte en grundig undersøgelse af træets foldelinier. At stilladset i øvrigt ikke var opført i overensstemmelse med forskrifterne, var ifølge Arbejdstilsynet uden betydning for ulykken. Højesteret dømte arbejdsgiveren bl.a. med følgende begrundelse: »Under de foreliggende omstændigheder, hvor den omhandlede bom ikke har opfyldt de krav til styrke, som i betragtning af den særlige risiko ved stilladsarbejde med føje kunne stilles, findes [arbejdsgiveren] at måtte anses [erstatningsansvarlig].« Vestre Landsrets dom af 22. november 2000, 2. afd. (B-2345-99) En ansat kom til skade, da han befandt sig på et stillads, hvor en træbom pludselig knækkede. Landsretten lagde til grund, at stilladset var egnet til opgaven og korrekt opstillet, og at træbommen var af den rette dimension og korrekt monteret. Endvidere fandt landsretten, at det ikke havde været muligt for arbejdsgiveren ved et sædvanligt eftersyn at opdage fejlen ved træbommen. Arbejdsgiveren blev herefter frifundet (dissens). FED2007.105V En ansat faldt ned af en 4 meter høj trælejder, idet et af trinene brast, hvorved han kom alvorligt til skade med ryggen. Der blev rejst erstatningskrav mod arbejdsgiver, der afviste kravet. Under sagen blev der foretaget syn og skøn. Landsretten dømte arbejdsgiveren med følgende præmisser: »Det er ubestridt, at [medarbejderens] fald skyldes et materialesvigt i lejderen. Det lægges efter skønsmandens besvarelse til grund, at lejder og repos, der var eneste adgangsvej for [medarbejderen] til toppen af silotårnet, var mere end 30 år gamle, og at reposen ikke opfyldte de styrkekrav, der stilles til personalelast. [Arbejdsgiveren] har ikke godtgjort, at der er ført tilsyn med styrken af lejder og repos, og det kan ikke tillægges afgørende betydning, at skønsmanden har vurderet, at de trin på lejderen, som han besigtigede, opfylder kravene til personlast.« Landsretten henviste herudover til byrettens præmisser, der bl.a. anførte, at det ikke var muligt at fastslå den 68 nøjagtige årsag til materialesvigtet, og om defekterne havde kunnet konstateres ved et regelmæssigt tilsyn. U1962.11H En maskinarbejder skulle betjene en løftestang på en løftevogn. I forbindelse hermed knækkede stangen, hvorved maskinarbejderen faldt bagover og kom til skade. Højesteret frifandt med den begrundelse, at ulykken ikke skyldtes en fejlkonstruktion, at benyttelsen af løftestangen ikke kunne påregnes at indebære fare af betydning, og at der som følge heraf ikke påhvilede arbejdsgiveren en pligt til at foranstalte særligt tilsyn, som ikke kunne opdages af arbejderne under disses daglige benyttelse af løftevognen, eller at der i øvrigt var et behov for særlig instruktion om vognens betjening. 8.6.Typetilfælde 8.6.1. Værnemidler FED1994.488V En ansat arbejdede ved et fjernvarmeprojekt med en lufthammer. Den ansatte havde ikke beskyttelsesbriller på, og da lufthammeren pludselig smuttede, fik han noget stenstøv i øjnene og gled ned i en udgravning, hvorved hans knæ blev beskadiget. Landsretten dømte arbejdsgiveren, og anførte bl.a.: »Efter arbejdets karakter findes der efter bekendtgørelse nr. 32 af 29. januar 1979 at burde være benyttet beskyttelsesbriller under arbejdet, og [arbejdsgiveren] burde ved instruktion og tilsyn have sikret, at der under et arbejde som det omhandlede blev anvendt beskyttelsesbriller. Efter bevisførelsen må det imidlertid lægges til grund, at [arbejdsgiveren] ikke har opfyldt denne forpligtelse, og det må endvidere lægges til grund, at der ikke var beskyttelsesbriller på arbejdsstedet.« FED1994.447V En ansat i en vaskehal kom til skade, idet han gled på gulvet. Gulvet i vaskehallen var glattere i denne hal end i arbejdsgiverens øvrige haller. Arbejdsgiveren havde betalt den ansattes fodtøj, men den ansatte havde selv valgt de gummistøvler, han havde på. Det blev konstateret, at den ansattes gummistøvler var slidte og dermed uhensigtsmæssige på det glatte gulv. Det var intet sikkerhedsmæssigt at udsætte på gulvet i øvrigt. Landsretten dømte arbejdsgiveren som ansvarlig, som følge af at han havde overladt det til de ansatte selv at indkøbe sikkerhedsfodtøj, og ikke havde ført det nødvendige tilsyn med fodtøjets tilstand og hensigtsmæssighed. FED1999.631V En matros befandt sig i et lastrum, hvor han havde til opgave at fastgøre krogen i wiren fra den kran, der blev benyttet ved losning af nogle grabbe. Under dette arbejde fik han foden i klemme mellem grabbens bevægelige dele, formentlig fordi skibet var kommet til at gynge som følge af en dønning. Da arbejdet havde været udført under omstændigheder, der indebar en klemningsrisiko, uden at den ansatte var udstyret med sikkerhedssko, havde arbejdet ikke været udført under fuldt forsvarlige forhold, og arbejdsgiveren blev pålagt ansvar. FED1999.2194V En murer kom til skade, da et lille stykke beton borede sig ind i håndleddet. Ulykken skete i forbindelse med, at han bankede beton væk med en hammer og skyldtes manglende brug af arbejdshandsker. Mureren havde 20 års erfaring. Det blev af landsretten lagt til grund, at der havde været arbejdshandsker til rådighed på arbejdspladsen. Landsretten frifandt arbejdsgiveren. Under hensyntagen til arbejdsopgavens karakter og murerens erfaring var instruktions- og tilsynspligten ikke tilsidesat. 69 FED2000.2341V En tømrersvend kom til skade med sin tommelfinger ved håndtering af nogle stålplader med skarpe kanter. Der var ikke blevet anvendt handsker til arbejdet. Arbejdsgiveren havde instrueret om en anden metode, der havde været egnet til at forebygge uheldet. Da arbejdsgiverens tilsynsførende imidlertid ikke havde påtalt den risikable fremgangsmåde, blev arbejdsgiveren dømt for tilsidesættelse af tilsynspligten. FED2000.2723Ø En næsten færdiguddannet glarmesterlærling kom til skade, da en 75 kilo tung rude faldt ud af en trækasse. Ulykken skete ved, at to ruder pga. et vakuum hang sammen. Lærlingens hånd kom i klemme mellem ruderne med snitsår til følge. Arbejdsgiveren blev dømt som ansvarlig bl.a. under henvisning til, at der ikke var blevet anvendt tilstrækkelige personlige værnemidler. FED2000.874V En ansat arbejdede ved en valsemaskine og brugte til dette arbejde et sæt handsker, som han havde fået udleveret af arbejdsgiveren. I forbindelse med at en metalplade blev ført ind i maskinen, blev den ene handske pludselig grebet af valsen, og der skete skade på to af fingrene. Det blev af landsretten lagt til grund, at ulykken skete som følge af brugen af handsker. Det var fra arbejdsgiverens side blevet henstillet, at de ansatte ikke brugte handsker, men såfremt en medarbejder - for at nedsætte risikoen for at skære sig på metalpladerne - ønskede handsker udleveret, fik han disse. Landsretten dømte arbejdsgiveren bl.a. med følgende begrundelse: »Ved således at overlade til den enkelte medarbejder, om denne ønskede at følge henstillingen om ikke at anvende handsker, har [arbejdsgiveren] tilsidesat sine forpligtelser til at tilrettelægge arbejdet, således at det kunne udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt« FED1995.1286V En chauffør var beskæftiget med ammoniakkørsel. Chaufføren fik, som følge af at ammoniak sprøjtede ud af en ventil, ødelagt sit ene øje. Ulykken skete ved, at chaufføren, da han skulle trække i en slange, i stedet for at holde i en sikkerhedsbøjle kom til at tage fat i selve ventilen, hvorved der blev åbnet. Forinden uheldet havde chaufføren skubbet sine sikkerhedsbriller op i panden, da de duggede. Arbejdsgiveren blev frifundet i både byog landsret, da ulykken ikke kunne bebrejdes arbejdsgiveren, der havde anskaffet sikkerhedsbrillerne som dugfri, og da Arbejdstilsynet ikke i øvrigt havde haft bemærkninger til, at de pågældende briller anvendtes som værnemiddel under arbejdsprocessen. FED2000.2856Ø En erfaren skovarbejder kom til skade, da hans motorsav ramte en gren, der ikke blev savet over, hvorved saven blev kastet tilbage og ramte skovarbejderens ben. Selvom skovarbejderen havde sikkerhedsbukser på, blev han alligevel savet i benet. En syns- og skønsmand kom frem til, at sikkerhedsbukserne havde levet op til dagældende krav. Producenten blev sagsøgt, og landsrettens flertal dømte producenten, idet sikkerhedsbukserne fandtes at have lidt af en defekt, jf. produktansvarslovens § 5. Landsrettens flertal fandt, at de nederste ca. 15 cm af bukserne på grund af udførelsen af sikkerhedsindlægget ikke tilnærmelsesvis ydede den beskyttelse mod gennemskæring som den øverste del af bukserne. Dette var et forhold, som ikke havde været kendeligt for den ansatte, og grundet manglende brugervejledning havde han ikke haft mulighed for at indrette sin arbejdsstilling herefter. 8.6.2.Stilladser U1974.1014H havde været udsat for tryk under en storm, som havde svækket træbommens bæreevne. Ved et almindeligt eftersyn af arbejdspladsen og stikbommen kunne stormskaden ikke konstateres, idet dette forudsatte en grundig undersøgelse af træets foldelinier. At stilladset i øvrigt ikke var opført i overensstemmelse med forskrifterne, var ifølge Arbejdstilsynet uden betydning for ulykken. Højesteret dømte arbejdsgiveren bl.a. med følgende begrundelse: »Under de foreliggende omstændigheder, hvor den omhandlede bom ikke har opfyldt de krav til styrke, som i betragtning af den særlige risiko ved stilladsarbejde med føje kunne stilles, findes de indstævnte at måtte anses erstatningsansvarlige.« FED1995.200V En tømrer stod på en 10 cm bred indermur i 2,5 meters højde og hjalp med at placere en stak spær, der blev hejst på plads med en kran. Som følge af at spærstakken satte sig forkert i bevægelse, måtte tømreren springe fra muren ned på et cementgulv, hvorved han kom til skade. Landsretten lagde til grund, at arbejdsgiveren havde været bekendt med, at tømrerne hjalp til med at lægge spærene på plads, og da dette ikke foregik forsvarligt, blev arbejdsgiveren dømt. Ud fra det oplyste i sagen havde det været mere forsvarligt, såfremt der havde været et stillads opstillet, i stedet for at de ansatte var henvist til at gå på selve muren. FED1999.414Ø En tømrer med ca. 12 års erfaring arbejdede på en byggeplads, hvor der var opstillet et stillads. Der var 11/2 meter mellem stilladsdæk og jorden. Man kom op på stilladset via en wienerstige, hvorimod man sprang ned, da stigen var blevet ustabil pga. af mudret jordbund. I forbindelse med et spring blev den hammer, som tømreren havde i bæltet, slået op i brystet på ham, hvorved han kom til skade. Landsretten omgjorde byrettens afgørelse og dømte arbejdsgiveren, idet adgangsvejen ikke havde været i overensstemmelse med § 40 i Bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder, og som følge heraf ikke forsvarlig. FED2001.271V En tømrer beskadigede ryggen, idet han faldt i forbindelse med, at han ville kravle fra et tag ned til stilladset. Såvel byret som landsret dømte arbejdsgiveren. Landsretten anførte bl.a.: »Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det, at [arbejdsgiveren] har tilsidesat sin pligt til at planlægge og tilrettelægge arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet der ikke var etableret en sikker adgangsvej til brug for arbejdet på taget. Det er herved - som af byretten - lagt til grund, at der var ca. 1 meters afstand fra stilladset til tagfoden, at der ikke var andet end spær eller lægter at tage fat i, og at benyttelsen af stiger som adgangsvej under de foreliggende forhold ikke har været hensigtsmæssig eller sikker.« FED1997.1212Ø Under udførelse af bygningsarbejde kom en elektriker til skade, da han stødte hovedet mod et stillads, der skulle afdække en trappe, mens et gelænder var nedtaget. Elektrikeren havde i dagene forinden kunnet passere stedet uhindret, men stilladspladerne var efterfølgende blevet placeret anderledes. Landsretten dømte både arbejdsgiveren og hovedentreprenøren, idet placeringen af stilladspladerne uden nogen form for afmærkning udgjorde en fare for personer, der færdedes på stedet. FED1997.60V En tømrer kom til skade med sit knæ, idet han stødte det ind i et forankringsjern, der stak ud i gangarealet. Gangarealet var 60 cm bredt, og forankringsjernet stak 30 cm ud. Arbejdsgiveren blev dømt, idet landsretten lagde til grund, at der var en ikke ubetydelig risiko for tilskadekomst. Endvidere var tilsvarende forhold konstateret andre steder på stilladset, hvilket den tilsynsførende var blevet gjort opmærksom på. En arbejdsmand faldt ned fra ca. 5 meters højde og kom til skade. Skaden skete som følge af, at en stikbom knækkede. Materialebruddet skyldtes formentligt, at stikbommen 70 71 FED2004.1308Ø FED2001.246V En ansat faldt om morgenen på et stillads. Ulykken skete ved et hjørne af stilladset, hvor der var en niveauforskel på 50 cm, hvor han hoppede fra det ene stilladsdæk til det næste. Han vrikkede om på foden, der brækkede. Der blev rejst krav mod arbejdsgiver, der bestred ansvaret. Byretten lagde til grund, at det var mørkt på skadestidspunktet, og at der ikke var tilstrækkeligt med lys på selve stilladset, samt at der lå murbrokker og flød på ulykkesstedet. Arbejdsgiveren blev herefter gjort erstatningsansvarlig. En murer kom til skade, da han på et stilladsdæk trådte ud på en løs tralle, der vippede op, hvorved han faldt ned og pådrog sig en skulderskade. Uheldet skete efter fyraftenstid, og den løse tralle skyldtes, at den ikke var blevet låst fast. Der havde i løbet af dagen været fremmede håndværkere, der havde kørt materialer ind på stilladset. Arbejdsgiveren blev dømt i såvel byret som landsret. Af byrettens afgørelse, der blev stadfæstet i henhold til grundene hedder det: »Retten finder, at sagsøgte som arbejdsgiver er ansvarlig for, at stilladser, hvorfra [arbejdsgiverens] ansatte skal arbejde, er forsvarligt monterede, herunder at trallerne er låste. Det er generelt forbundet med en vis risiko at arbejde fra et stillads, og efter det oplyste er det en eklatant fejl ikke at låse trallerne på et stillads. Det er imidlertid efter det oplyste almindeligt forekommende, at kantbrædderne afmonteres, når der bliver bragt materialer ind over stilladset til det byggeri, der måtte være i gang. Under disse omstændigheder er arbejdsgiverens forpligtelse til at kontrollere, at trallerne er låste, skærpet.« FED1996.638Ø En tømmerlærling og en svend kom til skade, da et træstillads, som de selv havde opstillet, brød sammen. Landsretten lagde til grund, at ulykken skyldtes en monteringsfejl. Da det endvidere kunne lægges til grund, at de to ansatte ikke havde været behørigt instruerede, og at der endvidere ikke havde været ført tilsyn eller kontrol med det opstillede stillads, som i øvrigt ikke var let at samle, blev arbejdsgiveren pålagt ansvar. Østre Landsrets dom af 18. september 1985, 6. afd. (504/1984) FED2008.10Ø En maler udførte arbejde på et kraftværk. Arbejdet udførtes bl.a. fra et stillads, som var lejet og opstillet af udlejeren. Under arbejdet faldt den ansatte 6 meter ned og kom til skade. Det viste sig, at et løst gelænder var årsag til ulykken. Landsretten fastslog, at arbejdsgiveren, selvom stilladset var lejet, bar ansvaret for, at de ansatte på stilladset kunne færdes under betryggende forhold. Dette indebar, at han bl.a. skulle sikre sig, at gelænderet på det benyttede stillads var forsvarligt fastgjort. Arbejdsgiveren blev pålagt ansvaret for ulykken. En blikkenslager skulle sætte tagrender op på et byggeri, hvor også andre entreprenører udførte arbejde. Det var opsat et bukkestillads, som man var fælles om at benytte. En af de andre entreprenører (A) havde om morgenen flyttet stilladset ud fra væggen. Endvidere kunne trallerne nu vippe. Da blikkenslageren gik op på stilladset vippede en rist, og han faldt ned. Der blev anlagt sag mod A og landsretten fandt, at eftersom stilladset umiddelbart fremstod som sammenhængende og intakt, og da Arbejdstilsynet ville have forbudt anvendelse af det, var A ansvarlig efter DL 3-19-2 for skaden. Der var ikke noget arbejdsgiveransvar, idet blikkenslageren var selvstændig. FED1997.1924Ø Vestre Landsrets dom af 5. november 1985, 7. afd. (837/1985, 813/1985) En tømrer arbejdede fra et stillads, der var et 90 cm højt bukkestillads. Stilladset havde han selv lavet af materialer, han havde fundet på stedet. Bl.a. var der anvendt en løs krydsfinérplade som »stilladsdæk«. Da han skulle ned fra stilladset, faldt han forover og ned på gulvet med hovedet først, idet hans bukseben eller snørebånd hang fast i bukken. Byretten dømte arbejdsgiveren, men landsrettens flertal frifandt, da det blev lagt til grund, at bukkestilladset var en sædvanlig og i sig selv forsvarlig indretning, og at nedstigning fra et stillads var en ukompliceret proces for en rutineret håndværker. I forbindelse med sit arbejde som opsynsmand på et stadion, skulle en ansat, der var uddannet tømrer, foretage afdækning af nogle vinduer med træplader. Arbejdet med afdækningen foregik fra et stillads i 6 meters højde. Opstigningen på stilladset foregik ved, at ribberne på ydersiden anvendtes, da der ikke var indvendige stiger i stilladset. Der var ikke monteret hejseværk på stilladset, og transport af materialer herunder træplader foregik ved, at man havde træpladen i den ene hånd, og herefter klatrede op af siden på stilladset. Det var i forbindelse med en sådan opklatring, at den ansatte mistede grebet og faldt ned fra ca. 6 meters højde. Landsretten pålagde arbejdsgiveren ansvar. Landsretten fastslog, at den anvendte arbejdsmetode ikke havde været forsvarlig, idet der ikke var etableret mellemdæk, hejseværk eller lignende, der kunne sikre, at opstigning og transport af træpladerne kunne foregå uden unødig risiko. Herudover fandt Landsretten, at arbejdsgiveren havde tilsidesat sin instruktions- og tilsynsforpligtelse. FED1996.190Ø En maskinsnedker udførte tagarbejde på en ejendom sammen med en kollega. Til opgaven blev der benyttet et rullestillads forsynet med rækværk. For at lette arbejdet med at løfte finérplader op på taget blev rækværket midlertidigt fjernet. De to ansatte var herefter gået i gang med at fæstne finérpladerne midlertidigt. Efter at maskinsnedkeren havde sømmet pladerne fast, sprang han ned på stilladsdækket, hvor hans ene fod dog blev fanget, og han faldt ud over stilladset og ned på jorden. Landsretten dømte arbejdsgiveren. Landsretten bemærkede, at det uden, at der forelå nogen særlig instruktion fra arbejdsgiverens side, i et vist omfang var accepteret, at stilladsets rækværk af praktiske grunde kunne fjernes, mens byggematerialer blev langet op. FED2011.45V Arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for den skade, som arbejdstager pådrog sig, fordi en del af et stillads var fjernet. U2011.722Ø FED2008.44Ø Arbejdsgiver ansvarlig for ansats tilskadekomst ved fald fra 3 meters højde. En tømrer faldt 11/2 meter ned fra et stillads, idet stilladspladerne var dækket af sort plastik, hvorunder der manglede stilladsplader. Der blev rejst krav mod arbejdsgiver, der bestred at være ansvarlig. Byretten lagde til grund, at stilladset var korrekt opstillet, men at nogle håndværkere i løbet af dagen havde fjernet plader, hvorefter plastikken var trukket hen over hullerne. Byretten fandt herefter, at arbejdsgiver ikke havde opfyldt sin tilsynsforpligtelse. Landsretten stadfæstede. U2015.830V Arbejdsgiver erstatningsansvarlig for tømrers fald fra et tag. 8.6.3.Stiger FED1996.211Ø En skorstensfejersvend kom til skade to gange med en måneds mellemrum, da han uden hjælpemidler besteg en tagryg i 3-4 meters højde. Landsretten pålagde i modsætning til 72 73 byretten arbejdsgiveren ansvar for begge uheld, idet det bl.a. blev lagt til grund, at der ikke havde været tagstige til rådighed, og at det havde været overladt til de ansatte selv at vurdere forsvarligheden ved at gå til skorstenen over taget. stigen var mindre velegnet til formålet og fastslog, at der burde have været anvendt en wienerstige eller etableret en stationær trappe. Arbejdsgiver blev herefter pålagt ansvar i sagen. FED1997.1686V Østre Landsrets dom af 28.5.1982 i sag 10/82 En tømrer kom til skade i forbindelse med opførelsen af et boligbyggeri, da han faldt ned fra en bygning. Tømreren var kommet op til første etage ved hjælp af en stige og var herefter klatret op af murens trækonstruktion, der bestod af en række bjælker anbragt med 50 cm’s afstand. Tømreren gled imidlertid og kom til skade. Landsretten fandt det bevist, at der generelt var for få stiger til rådighed, og at ledelsen var bekendt hermed. Da arbejdsgiveren endvidere ikke havde sandsynliggjort, at der fandtes en anden og sikrere adgangsvej, blev han dømt for ikke at have tilrettelagt arbejdet forsvarligt. Isoleringsarbejder A, der havde 8 års erfaring og var rutineret i det pågældende arbejde, kom til skade, da han fra 1 meters højde faldt ned af en stige, idet stigen, der manglede gummidupper i den ene ende, skred på et glat verandagulv. Landsretten udtalte: »Det lægges til grund, at stigen har været mangelfuld, og at der ikke af [arbejdsgiveren] er foretaget eftersyn eller givet instruktion om brugen af stiger. Under disse omstændigheder findes [arbejdsgiveren] at have pådraget sig erstatningsansvar.« FED1997.1823Ø FED1997.121V En ansat beskæftiget med rørlægningsarbejde kom til skade, da han ville stige ned i en ca. 1,4 meter dyb fjernvarmekanal for at kontrollere udgravningen. Under nedstigningen skred han på jordvolden, faldt og pådrog sig en revne i det ene skinneben og en knæskade. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet den af den ansatte valgte nedstigningsmåde til arbejdsområdet ikke var et forsvarligt alternativ til brug af stige, der ikke var stillet til rådighed. En ansat, der udførte finisharbejde, anvendte en afkortet stige, der imidlertid skred ud, hvorved den ansatte kom til skade. Den afkortede stige var ikke efterfølgende blevet forsynet med gummidupper i den afkortede ende. Der blev i produktionen anvendt flere afkortede stiger, uden at de var forsynet med nye gummidupper; et forhold som arbejdslederen var bekendt med. Landsretten pålagde, som følge heraf, arbejdsgiveren ansvar, da den risiko, der var forbundet med anvendelsen af de defekte stiger, ikke gennem effektiv instruktion og kontrol var søgt afværget. FED2000.188V FED2007.105V En tømrerlærling kom til skade med sit knæ, da han skulle afdække et tag med presenning. Lærlingen, der ikke havde stige til rådighed, benyttede et bukkestillads i stedet, da han skulle ned fra huset. Ulykken skete ved, at lærlingens fod gled på bukken, som var glat. Landsretten lagde til grund, at en forsvarlig adgang til stilladset ved huset forudsatte en stige, at der var stiger til rådighed på pladsen men ikke ved stilladset, og at det var almindeligt kendt, at de ansatte benyttede bukkene i stedet for en stige. På denne baggrund blev arbejdsgiveren dømt for manglende instruktion. En ansat faldt ned fra en 4 meter høj trælejder, idet et af trinene gik i stykker. Der blev rejst krav mod arbejdsgiver, der bestred at være ansvarlig. Landsretten lagde til grund, at ulykken skete som følge af et materialesvigt, og at lejder og repos var over 30 år gammelt. Da arbejdsgiver endvidere ikke havde godtgjort, at der var ført tilsyn med forholdene, blev arbejdsgiver pålagt ansvaret for ulykken. FED1997.141V En tømrer med 10 års erfaring kom til skade i forbindelse med, at han skulle fjerne udhænget på et skur. Ulykken skete ved, at han stod på en stige, der pludselig skred væk under ham. Stigen var ikke arbejdsgiverens, men en der var på stedet. Det blev konstateret, at stigen var defekt, idet den ikke var forsynet med skridsikre klodser. Gulvet var tillige glat. Arbejdstilsynet havde besigtiget stedet og fastslået, at stigen var defekt, og at den burde have været fastgjort på grund af gulvets stand. Landsrettens flertal lagde til grund, at der var forsvarlige stiger til rådighed på arbejdspladsen, og at arbejdsgiveren havde haft en berettiget forventning om, at de ansatte benyttede disse. Da der yderligere var tale om en begrænset og rutinepræget opgave, og at skadelidte havde betydelig erfaring, blev arbejdsgiveren frifundet. En tømrer skulle i et supermarked sætte prisbånd på en hylde. Til dette arbejde benyttede han en sodavandskasse, men da han ville træde ned fra kassen, faldt han og pådrog sig en knæskade. Det blev lagt til grund, at plasticsodavandskassen havde stået på et glat terrazzogulv, samt at det havde været nødvendigt for tømreren at benytte begge hænder ved arbejdsopgaven. Landsretten pålagde arbejdsgiveren ansvar for manglende tilrettelæggelse og tilsyn med arbejdet. FED1997.728V FED1994.133V En klejnsmed kom alvorligt til skade ved fald fra en stige i ca. 5 meters højde. Der var blevet anvendt en aluminiumsstige på 6 meter, der dog kun ragede ca. 20-30 cm op over murkanten. Adgangsvejen var endvidere vanskeliggjort ved, at der var mange spær. Arbejdsgiveren havde ikke ført bevis for, at en længere stige ikke ville have hindret ulykken. Samlet fandt landsretten, at arbejdsgiveren ikke havde sikret en forsvarlig nedstigning fra taget, og arbejdsgiveren dømtes som erstatningsansvarlig. I præmisserne henviste landsretten også til byrettens præmisser, der bl.a. konstaterede, at stigens opstilling ikke var i overensstemmelse med det dagældende stigeregulativ.8 Det fremgik af den i sagen fremhævede forskrift, at stigen skulle rage mindst 1,2 meter op over adgangsstedet. FED1997.1307Ø FED2006.293V FED1997.1328Ø En ansat skulle hente en sækkevogn, der fandt sig på en repos ude på et lager. Han anvendte en stige, han fandt på stedet. Da han gik ud på stigen skred den. Der blev rejst krav mod arbejdsgiver, der bestred at være ansvarlig. Landsretten lagde til grund, at En tømrer skulle udføre tagarbejde og benyttede en wienerstige til at komme op og ned fra taget. Stigen stod på et bukkestillads og på vej ned tippede stigen pludselig, hvorved tømreren faldt og kom til skade. Tømreren havde 25 års relevant erhvervserfaring. Herudover havde en aluminiumsstige været til rådighed. Denne kunne have været brugt til op og nedstigning fra taget. Landsretten frifandt arbejdsgiveren og ændrede herved 8 74 Se AT-vejledning B.3.1.1, Juli 2005, »Brug af transportable stiger.« Under arbejdet med at fastgøre et nedløbsrør fra et stillads, der var under nedtagning, faldt en blikkenslager og beskadigede sin ryg. Blikkenslageren var udlært i 1964. Han havde bevæget sig op af en aluminiumsstige med en værktøjskasse i hånden, da han pludselig lå på jorden. Ulykken kunne ikke tilskrives arbejdsgiveren som et udslag af mangelfuld instruktion eller tilsyn. Under hensyn til blikkenslagerens mangeårige erfaring bemærkede byretten i øvrigt, at en særskilt instruktion af blikkenslageren ikke havde været påkrævet. Landsretten stadfæstede i henhold til byrettens grunde. 75 byrettens afgørelse, der havde pålagt arbejdsgiveren ansvar men foretaget fradrag med 50 % for egen skyld. Landsretten fandt, under hensyn til at der var tale om en erfaren medarbejder, ikke, at det kunne bebrejdes arbejdsgiveren, at der ikke var instrueret i brug af den korrekte stige. under vanskelige forhold, idet den ansatte skulle manøvrere sig ned af en løs stige, der stod på et glat underlag, mens han bar på tungt udstyr. FED1998.1254V To ansatte skulle lægge ståltagplader på en ejendom. Da det begyndte at regne, fortsatte man arbejdet, hvorefter den ene ansatte mistede fodfæstet og kom til skade. Der blev rejst krav mod arbejdsgiver, der bestred ansvaret. Landsretten fastslog med henvisning til bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder samt AT-Vejledningen om nedstyrtnings- og gennemstyrtningsfare, at der ikke kunne anvendes tagstiger til det pågældende arbejde, men at der skulle anvendes sikkerhedsline. De ansatte havde sikkerhedsliner med i bilen. Skadelidte havde endvidere forklaret, at han godt vidste, at de ikke måtte arbejde i regnvejr. På den baggrund frifandt landsretten arbejdsgiveren. En skorstensfejer kom til skade ved et fald fra et tag. Skorstensfejeren havde fået en almindelig skriftlig og håndværksmæssig instruktion i, hvorfra på taget opstigning skulle ske, således at skader på taget kunne undgås. Der var ikke givet anden instruktion eller stillet stiger eller fastgørelsesmateriel til rådighed. På denne baggrund pålagde landsretten arbejdsgiveren ansvar, idet instruktionen havde været utilstrækkelig og uforenelig med det dagældende stigeregulativ. Landsretten fandt dog, at der forelå egen skyld, idet den erfarne skorstensfejer havde brugt to stiger på en måde, der åbenbart indebar en fare for nedstyrtning. FED2007.275Ø FED2010.63V FED1995.726Ø En ansat skulle opsætte nogle beslag i et betonloft og benyttede en wienerstige, der væltede. Han havde på dette tidspunkt været ansat i ca. 8 mdr. Der blev rejst krav mod arbejdsgiver, der afviste at være ansvarlig. Landsretten fandt, at det havde været uforsvarligt at benytte stige til den konkrete arbejdsopgave, og selvom der var et rullestillads på pladsen, blev dette ikke tillagt betydning, idet skadelidte ikke havde en håndværksmæssig baggrund, hvorfor arbejdsgiver havde pligt til at instruere om brugen. En erfaren tømrer brækkede fingeren, da han sammen med to kollegaer skulle nedtage en 8 meter lang markise, der vejede mellem 80 og 120 kilo. Der blev anvendt wienerstiger til arbejdet. Ulykken skete ved, at en kollega ikke længere kunne holde fast i sin del af markisen, hvorved den svingede op og ramte tømrerens finger. Landsretten lagde - ud over markisens vægt og dimensioner - vægt på, at arbejdet foregik i 21/2-3 meters højde, uden at de ansatte havde noget at støtte sig til, ligesom der under sagen var blevet oplyst om alternative og mere forsvarlige metoder. FED1998.713V FED1996.228Ø En elektriker skulle udføre et installationsarbejde hos en kunde. Til opgaven havde han lånt en stige hos kunden. Der var strid om, hvorvidt en lærling var blevet bedt om at holde stigen. Gulvet var glat, og stigen gled, hvorved elektrikeren faldt og kom til skade. Landsretten dømte arbejdsgiveren for manglende instruktion af lærlingen. Landsretten kunne ikke tillægge det afgørende betydning, at elektrikeren havde brugt stigen uden at sikre sig, at lærlingen holdt den. En tømrer med 16 års erfaring faldt under et montagearbejde ned fra en wienerstige og kom til skade. Begge hænder skulle bruges til montageopgaven, og arbejdet, der stod på over flere timer, krævede stort pres med en skruemaskine. Såvel byret som landsret pålagde arbejdsgiveren ansvar. FED1998.836Ø En uddannet VVS-montør skulle foretage opmåling og montage af nogle rør. Under dette arbejde mistede han balancen og faldt ned fra den wienerstige, som han benyttede til opgaven, hvorved han brækkede håndleddet. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet der blev lagt vægt på, at begge hænder blev brugt til arbejdet, at arbejdet blev udført over længere tid, og at der ikke var instrueret om brug af stilladser. En ansat kom til skade med ryggen ved fald fra en stige i forbindelse med arbejdet på et brobyggeri. Stigen, der stod på et plastikunderlag, gled, da den ansatte i 4-5 meters højde skulle gå ned. Der blev ikke anvendt fodmand eller fastgørelse. Landsretten dømte arbejdsgiveren bl.a. med følgende begrundelse: »I et tilfælde som det foreliggende, hvor bunden af betonelementet efter sin karakter frembød risiko for, at en stige ville vælte eller skride, og hvor stigen ikke ved fx beslag, fodbræt eller andet var indrettet med henblik på at sikre, at stigen ikke kunne vælte eller skride, måtte det til arbejdsstedets forsvarlige indretning høre, at der var fodmand ved stigen eller i det mindste, at stigen foroven var blevet fastgjort eller fastholdt, indtil den første fra sjakket var steget ned og kunne agere fodmand.« FED1997.760V FED1997.1666V En erfaren tømrer skulle montere nogle stålskinner på en væg, hvortil han brugte en wienerstige, der klappede sammen under ham, hvorved han kom til skade. Arbejdsopgaven indebar, at tømreren skulle bruge begge hænder, samtidig med at det var nødvendigt at strække sig. Såvel byret som landsret pålagde arbejdsgiveren ansvar. FED1998.113V FED1999.715V En tagdækker kom til skade, da en lånt stige, som stod på et terrazzogulv uden fastgørelse, skred. Årsagen til, at stigen skred, var en kombination af en glat overflade og muligvis nedslidte gummidupper. Landsretten lagde til grund, at der ikke var givet behørig instruktion, og at den pågældende stige ikke havde været egnet til opgaven, ligesom arbejdsgiveren ikke på forhånd havde sikret sig, at der var stiger af passende længde til rådighed. Arbejdsgiveren blev på denne baggrund pålagt ansvar. En uddannet tømrer skulle udføre malerarbejde for en malermester. Der skulle males en tagflade, og arbejdet blev udført fra en aluminiumsstige med en sprøjtepistol. Det var nødvendigt at bruge begge hænder til sprøjten. Under dette arbejde væltede stigen, og tømreren kom til skade. Landsretten vurderede, at arbejdsopgaven, der jævnligt skulle udføres, ikke var forsvarligt tilrettelagt og dømte arbejdsgiveren. FED2003.162V En ansat skulle rengøre en fiskecontainer, og anvendte en stige som adgangsvej. På vej ned i containeren faldt han. Der blev rejst krav mod arbejdsgiver, der bestred at være ansvarlig. Landsretten fastslog, at der var ansvar, idet arbejdet var farligt og skulle udføres 76 FED2000.2625Ø En tømrer med ca. 5 års erfaring kom til skade i forbindelse med, at han skulle skrue gipsplader fast med en skruemaskine fra en ca. 2 meter høj wienerstige, idet han faldt ned fra stigen. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet det ikke havde været forsvarligt at udføre en arbejdsopgave, der indebar brug af begge hænder fra en wienerstige. 77 FED2006.108Ø FED2014.07Ø En tømrer arbejdede med en rundsav, mens han stod på en wienerstige. Arbejdsopgaven bestod i at save tagspær, og ulykken skete i forbindelse med, at saven satte sig fast, hvorved han mistede balancen. Der blev rejst krav over for arbejdsgiver, der bestred at være ansvarlig. Landsretten pålagde ansvar, idet der burde have været anvendt stillads. Arbejdsgiver fandtes ansvarlig for arbejdsulykken i forbindelse med fald fra stige under anvendelse af fugepistol, uanset at arbejdstageren var erfaren og havde udført tilsvarende opgaver flere gange tidligere. (Dissens) U2007.699Ø En ansat skulle fra en stige i 11/2 meters højde skrue nogle såkaldte »supertech«-skruer til brug for montering af lysbeslag. Stigen var placeret på jordbunden i et væksthus. Stigen væltede og den ansatte kom til skade og rejste krav mod arbejdsgiveren, der afviste ansvaret. Såvel by- som landsret statuerede ansvar, idet den ansatte - det benyttede begge hænder til arbejdet - ikke var instrueret om at udføre arbejdet på farefri måde, eksempelvis ved brug af stigefod. FED1997.1869Ø En tømrer med 25 års erfaring skulle fra en wienerstige montere stålplader på en væg ved hjælp af en boremaskine. Boremaskinen blev holdt i den ene hånd og skruen i den anden, og den ene albue blev støttet mod væggen. Tømreren havde presset sin krop mod boremaskinen, hvorved den ene fod var smuttet på stigen og medførte et fald. Byretten dømte arbejdsgiveren dog med fradrag for egen skyld, men landsretten frifandt. Det blev lagt til grund, at det arbejde, der skulle udføres, var af en sådan karakter, at det ikke forudsatte nærmere instruks, når tømrerens erfaring blev taget i betragtning. Arbejdsgiveren kunne derfor ikke bebrejdes, at tømreren havde valgt at placere wienerstigen i forskelligt niveau med det resultat, at den var ustabil at arbejde fra.9 FED2014.10Ø Landsretten lagde til grund, at stigen som skadelidte stod på ved ulykken var defekt, da den manglede gummidupper på begge stigefødder i den ene ende af stigen. Arbejdsgiveren måtte bære ansvaret for, at det ved effektiv instruktion og kontrol sikrede, at det anvendte materiel var i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. 8.6.4.Løfteopgaver U2004.3040/2H En murer med 43 års erfaring pådrog sig en diskusprolaps under manuel transport af 2 murerspande med mørtel. Højesteret frifandt arbejdsgiveren bl.a. med følgende præmisser: »Arbejdsopgaven bestod i i løbet af 1-2 dage at transportere 200-300 liter mørtel op i 1. sals højde ad en godt 1 meter bred trappe. På baggrund af opgavens karakter og omfang finder Højesteret, at det ikke var uforsvarligt, at arbejdet blev tilrettelagt, således at transporten skete manuelt. Højesteret tiltræder, at det ikke var uforsvarligt, at arbejdsgiveren overlod det til en erfaren murer at udføre denne enkle og sædvanlige opgave uden særskilt instruktion eller tilsyn.«10 FED1997.1706V FED2001.198V En blikkenslager kom til skade under arbejde i Tyskland, da han var i færd med at afslibe sprosser i et vindue med en rystepudser. Blikkenslageren havde stået med den ene fod på en stige og med den anden på en sålbænk. Med den ene hånd førte han rystepudseren og med den anden støttede han mod muren. Efter ca. 1 times arbejde ville han ned fra stigen og tog foden fra sålbænken over på stigen, hvorved han forvred knæet og faldt. Såvel byret som landsret frifandt arbejdsgiveren, idet man fandt, at der var tale om en simpel arbejdsopgave, at den kunne udføres med en hånd og i lav højde (1 meter), og at der havde været mulighed for at skifte arbejdsstilling. En ansat havde siden maj 1991 arbejdet med trykprøvning af kølere. Trykprøvningen indebar løft af kølere af varierende vægt men gennemsnitligt vejede de 15-20 kilo. Den ansatte blev i januar 1993 sygemeldt som følge af ryg- og hoftelidelser og fik efterfølgende tilkendt mellemste førtidspension. Arbejdstilsynet havde i oktober 1993 afgivet påbud om reduktion af den samlede løftemængde til et sundhedsmæssigt acceptabelt niveau. Retslægerådet havde i sagen udtalt, at kraftigt rygbelastende arbejde, herunder løft på mellem 10-14 tons dagligt kunne medvirke til kroniske ryglidelser. Landsretten frifandt arbejdsgiveren bl.a. med følgende begrundelse: »[Den ansattes] daglige løftemængde må i overensstemmelse med det ovenfor anførte antages at have ligget væsentligt under de 10-14 tons, og han har kun udført det pågældende arbejde hos [arbejdsgiveren] i en periode på ca. 1 år og 8 måneder. Det fremgår i øvrigt af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 5, at ryglidelser og hoftelidelser af karakter som hos [den ansatte] er almindeligt forekommende også hos mennesker uden rygbelastende arbejde ... Herefter findes det ikke godtgjort, at det er arbejdsforholdene hos [arbejdsgiveren], der er årsag til [den ansattes] ryg- og hoftelidelse.« U2012.2322/2H Arbejdsgiver ikke erstatningsansvarlig for erfaren murers fald fra stige. Det var i betragtning af arbejdstagerens erfaring og arbejdsopgavens enkle karakter ikke uforsvarligt, at arbejdsgiver havde overladt tilrettelæggelsen af arbejdet til ham uden særskilt instruktion eller tilsyn. FED2012.30V Under et sammenbrud af en maskine kravlede skadelidtes kollega op på taget. Skadelidte, som var instrueret i at holde stigen, fulgte i stedet efter. Da skadelidte havde nået toppen skred stigen, og han faldt 8 meter ned. Da stigearbejde ikke var en del af skadelidtes arbejde, og at der var en fast procedure for at kontakte smeden ved maskinsammenbrud, arbejdsgiveren ikke ansvarlig. 9 Se også FED2001.1038V, hvor en ansat kom til skade ved en stigeulykke, men hvor arbejdsgiveren blev frifundet bl.a. som følge af, at den ansatte var den mest erfarne og rutinerede blandt medarbejderne. 78 U2007.1066H En ansat havde siden 1970 arbejdet i radio- og tv-branchen. Han havde dagligt og alene løftet ganske mange apparater gennem årene. I september 1995 skulle han løfte et apparat, der vejede 45 kg. I oktober 1995 fik han konstateret en diskusprolaps og måtte efterfølgende søge førtidspension. Der blev rejst erstatningskrav over for arbejdsgiveren, der bestred at være ansvarlig. Både landsret og Højesteret afviste, at der var årsagsforbindelse. Retslægerådet havde under sagen bl.a. udtalt: »Der er ikke dokumentation for, at enkeltløft i sig selv i noget nævneværdigt omfang forårsager diskusprolaps. Ud fra sagsakterne er [den ansattes] daglige hyppighed af løft lavere end det angivne, som kan give øget risiko for diskusprolaps, og Retslægerådet skønner derfor ikke, at lidelsen med nogen form for sikkerhed kan tilskrives arbejdet.« 10 I sagen var skadelidte meget erfaren. Er dette ikke tilfældet, vil arbejdsgiver efter omstændighederne kunne ifalde ansvar som følge af mangelfuld instruktion og tilrettelæggelse af arbejdet, jf. FED2007.287V (dissens) og FED2006.49V. 79 FED2001.124V En ansat havde siden 1960 fungeret som chauffør. Efter en operation i 1989 fik han et mindre stressende arbejde og overgik til et truckførerjob. I vinteren 1994-95 fik truckføreren rygproblemer og blev sygemeldt. Truckføreren gjorde gældende, at sygemeldingen og dermed rygproblemerne skyldtes tunge løft, uhåndterlige byrder samt indretningen af trucken, der ifølge truckføreren ikke var forsvarlig, da den ikke havde lukket førerhus med varme og tillige belastende ind- og udstigningsforhold samt dårlig affjedring. Byretten frifandt arbejdsgiveren, da der hverken var påvist uforsvarlige forhold eller årsagsforbindelse. Landsretten stadfæstede i henhold til grundene. FED1995.663Ø En tømrer skulle i forbindelse med opførelsen af et skur montere en port, der vejede ca. 80-85 kilo. Da tømreren ville vippe porten op, skred opklodsningen, og den vægt han da stod med blev væsentligt forøget, hvorved han fik et smæld i ryggen. Skaden skete i december 1991, og tømreren havde været færdiguddannet siden 1988. Et sagkyndigt vidne fra Arbejdstilsynet havde under sagen udtalt, at han ville have afgivet et strakspåbud, fordi den valgte arbejdsmetode havde været sundhedsskadelig. Såvel byret som landsret frifandt imidlertid arbejdsgiveren, landsretten bl.a. med følgende begrundelse: »Indledningsvis bemærkes, at det afgørende for [arbejdsgiverens] erstatningsansvar ikke er, om den af A anvendte fremgangsmåde med hensyn til at løfte alene eller løftestilling eller opklodsningsmetode efter Arbejdstilsynets opfattelse indebar fare for A’s helbred, men om det var forsvarligt, at [arbejdsgiverens] holdleder uden yderligere drøftelse af opgaven end sket overlod opgaven til A’s nærmere udførelse ...« Da landsretten i øvrigt ikke fandt, at opgaven rummede særlige vanskeligheder eller faremomenter, samt at der for en faguddannet havde været tale om en enkel opgave, blev arbejdsgiveren frifundet. FED1999.777V En ansat havde i flere år fungeret som truckfører. Arbejdet bestod i at køre palletanke, der rummede 900 liter, til produktionshallen, og herefter fjerne de tomme tanke, der vejede ca. 90 kilo. Under en bortkørsel af en tilsyneladende tom tank, faldt tanken af trucken, og da den ansatte forsøgte at rejse tanken op, fik han smerter i ryggen og måtte sygemeldes. På grund af en uerfaren medarbejders fejl, var tanken ikke blevet tømt fuldstændigt. Landsretten dømte arbejdsgiveren, idet det blev lagt til grund, at det måtte have været ledelsen bekendt, at de tomme tanke, når de blev tabt af trucken, blev håndteret manuelt. Da arbejdsgiveren ikke i sin tilrettelæggelse af arbejdet havde sikret, at tankene var tomme inden afhentningen, eller at arbejdet med de delvis tomme tanke blev udført forsvarligt, havde arbejdsgiveren pådraget sig et ansvar. FED1997.916Ø En butiksansat i et supermarked mente at have pådraget sig lidelser i ryg, arme og fingre bl.a. som følge af tunge løft. Den ansatte havde haft mangeårigt løftearbejde i forbindelse med varemodtagelse og opfyldning af varer på hylderne. Landsretten dømte arbejdsgiveren som ansvarlig for de pådragne lidelser, idet der bl.a. ved varemodtagelsen blev brugt igangsætningskraft på over 40 kilo ved brug af løftevogn, hvor Arbejdstilsynet ved et besøg havde påbudt 40 kilo som det maksimale. Der var dissens på spørgsmålet om årsagsforbindelse. FED1997.944Ø En tømrer havde gennem en periode på seks år blandt andet arbejdet med opstilling af gasbetonelementer som vægge ved nybygning af huse. Elementerne vejede for størstedelens vedkommende mellem 45 og 110 kilo. Elementerne blev primært håndteret manuelt. Der var ikke givet instruktion i transporten af elementerne, men en montagevogn var stillet til rådighed, der dog grundet byggepladsernes beskaffenhed alene havde begrænset anvendelighed. Landsretten lagde til grund, at tømreren primært havde været beskæftiget med montage af gasbetonelementer, hvis vægt i overvejende grad oversteg Arbejdstilsynets grænser. Endvidere blev det fastslået, at arbejdet havde indebåret 80 tunge løft i akavede og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, samt at der ikke var givet særlig instruktion, og egnede tekniske hjælpemidler ikke havde været stillet til rådighed. Arbejdsgiveren pålagdes herefter ansvar. FED2010.32Ø En ansat fik i januar 2002 lændesmerter med udstråling til benene med sygemelding til følge. Den ansatte rejste krav over for arbejdsgiveren, der bestred at være ansvarlig. Det kom under sagen frem, at den ansatte over en 7-årig periode foretog mange tunge løft i akavede stillinger under trange pladsforhold, idet der kun i begrænset omfang var hjælpemidler til rådighed. Arbejdsgiveren havde efterfølgende fået forbedret arbejdsforholdene. Landsretten fandt arbejdsgiver ansvarlig, men frifandt som følge af manglende årsagsforbindelse. FED2001.186V En tømrer havde været beskæftiget fra efteråret 1991 til sommeren 1992 med montering af gipsvægge. Til gipsvæggene blev anvendt gipsplader med en vægt på ca. 30 kilo. Et stort antal gipsplader blev manuelt håndteret af tømreren. Dette løftearbejde udløste en »tennisalbue« hos tømreren. Landsrettens flertal pålagde arbejdsgiveren ansvar under henvisning til, at en anden fremgangsmåde og tekniske hjælpemidler kunne have gjort arbejdsprocessen mindre fysisk belastende, selvom specifikke handlenormer ikke var tilsidesat. U2011.2993V Arbejdsgiver erstatningsansvarlig i forbindelse med arbejdstagers tilskadekomst ved aflæsning af en 70 kg tung tvangsblander fra en trailer. FED2012.34Ø Arbejdsgiver var ikke erstatningsansvarlig for erfaren kranførers rygskade i forbindelse med skrotning af jernbånd, da arbejdet måtte karakteriseres som ufarligt, og det i flere år forud for rygskaden var blevet udført af sagsøgeren under dennes ansættelse. U2012.1838H Arbejdsgiver erstatningsansvarlig for skade pådraget ved løft af 58 kg tung bjælke. Højesteret udtalte, at det pågældende løft måtte anses for sundhedsskadeligt efter anvisningerne i Arbejdstilsynets vejledning, og at B’s ledelse ikke kunne have været ubekendt med, at sådanne løft blev foretaget uden anvendelse af kran. FED2013.31V Kommune erstatningsansvarlig overfor ansat sygehjælper i anledning af arbejdsulykke. Sygehjælperen skulle sammen med en kollega flytte en tung beboer ved hjælp af en lift. Da liften blev opstillet forkert af kollegaen væltede den ned på skadelidte, som pådrog sig en skulderskade. U2013.2415V Kirkegård frifundet for erstatningskrav fra kirkegårdsgartner, der var kommet til skade i forbindelse med anbringelse af kiste i kølerum. 8.6.5.Hjælpemidler eller alternativ fremgangsmåde FED1995.595V En jord- og betonarbejder kom til skade under flytning af en 150-200 kilo tung parasol. Opgaven blev udført manuelt med deltagelse af bl.a. den ansattes formand og en pedel. I forbindelse med løfteopgaven væltede parasollen ned over den ansatte, der pådrog sig 81 en skulderlæsion. Landsrettens flertal pålagde arbejdsgiveren ansvar, idet opgaven blev betragtet som værende uden for den ansattes sædvanlige arbejdsområde, og idet arbejdsgiveren på denne baggrund havde en særlig pligt til at sikre sig, at der ikke opstod unødig risiko for den ansatte. FED1998.732V En fisker kom til skade i forbindelse med et manuelt løft af en dæksluge på en fiskekutter. Skaden skete ved, at han sammen med tre andre løftede den tunge luge, hvorved han fik sin ene finger i klemme. Lugen var ikke indrettet til manuelt løft, idet der ikke var monteret håndtag. Byretten dømte arbejdsgiveren, og landsretten stadfæstede i henhold til byrettens grunde, idet det blev lagt til grund, at lugen kunne have været løftet med kutterens bom, hvorved skaden kunne have været undgået. FED1999.2208V En ansat stod på en trappelignende skammel og anbragte manuelt emner på ca. 18 kilo i en maskine. Idet den ansatte mistede balancen, forsøgte han samtidig at gribe emnet, som han havde mistet grebet om og pådrog sig herved en ryglidelse. På baggrund af en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet lagdes det til grund, at fremgangsmåden med løft af emnerne indebar en risiko for tilskadekomst, hvorfor arbejdsgiveren blev pålagt ansvar. En arbejdsmiljøchef hos arbejdsgiveren havde forklaret, at der til emner af en vægt af 5-6 kilo og opefter normalt blev anvendt kran. det ikke kan tillægges afgørende betydning, at Arbejdstilsynet har udtalt, at de benyttede vinkeldækseljern ikke var egnede tekniske hjælpemidler, da det ikke under sagen er godtgjort, at der fandtes andre bedre hjælpemidler. Ved vurderingen af de anvendte hjælpemidler er det tillige tillagt betydning, at Arbejdstilsynet ikke har udstedt påbud ...« Landsretten lagde endvidere til grund, at fremgangsmåden havde været sædvanlig og forsvarlig, og under hensyntagen til at der var tale om en ukompliceret arbejdsopgave og en rutineret medarbejder, havde arbejdsgiveren heller ikke tilsidesat sin instruktionsog tilsynsforpligtelse. FED1999.848V En bygningssnedker med 20 års erfaring skulle sætte nogle branddøre op, der hver vejede ca. 55 kilo. Under opsætningen mistede han grebet på en af dørene, hvorved han fik en finger i klemme. Landsretten lagde til grund, at arbejdet burde have været udført af to personer og med brug af koben. Da arbejdsgiveren ikke havde instrueret herom, blev han pålagt ansvar. 8.6.6.Snævre adgangsforhold FED1995.139V En chauffør kom til skade med ryggen i forbindelse med læsning af en kassevogn. Rygskaden opstod, da chaufføren stod med en tung kasse inde i kassevognen og samtidig måtte sikre en stabel kasser mod at vælte på grund af rystelser i bilen. Herved kom chaufføren ud af balance og fik et vrid i ryggen. Arbejdsmetoden, der blev anvendt, var sædvanlig for virksomheden. Landsretten pålagde arbejdsgiveren ansvar for ikke at have tilrettelagt arbejdet forsvarligt. En tømrer skulle sammen med en kollega bære nogle gipsplader op til 3. etage i en ejendom. Pladerne vejede ca. 36 kilo og var over 3 meter lange. På vej op af trappen mistede tømreren fodfæstet, idet han troede, at der var et trin mere på trappen. Han kom til at slippe gipspladen med den ene hånd og pådrog sig en nakkeskade. Det blev af Landsretten lagt til grund, at arbejdsgiveren måtte påregne, hvilken metode de ansatte ville vælge, samt at der under normale forhold ikke var noget uforsvarligt i, at to mand løftede den pågældende plade. Der gjorde sig dog særlige forhold gældende, idet pladen var uhåndterlig under de meget snævre forhold, som forefandtes på den smalle trappe. Dette indebar, at de ansatte skulle løfte i akavede stillinger. Såvel byret som landsret dømte arbejdsgiveren for mangelfuld tilrettelæggelse af arbejdet, idet der burde have været anvendt en anden fremgangsmåde. Eksempelvis kunne pladerne have været foldet eller lign. FED2000.667Ø FED2010.36V En ansat kom under arbejde til skade med sit knæ, da han sammen med en kollega var beskæftiget med at opsætte radiatorer, der for visses vedkommende havde en vægt på 70 kilo og skulle bæres manuelt op til 4. sal. Arbejdsgiveren blev dømt i såvel by- som landsret, idet der ikke var stillet forsvarlige tekniske hjælpemidler til rådighed, hvorved en manuel håndtering kunne have været undgået. En gulvsliber havde sammen med en kollega båret en gulvslibemaskine på 73 kilo under vanskelige forhold og havde pådraget sig en rygskade. Der blev rejst krav over for arbejdsgiverne (et konkursbo og det fortsættende selskab), der blev dømt i begge instanser. Af byrettens præmisser, der til dels blev stadfæstet af landsretten, fremgik det, at det var en skærpende omstændighed, at løftet foregik ved gang og op af trapper. Vestre Landsrets dom af 3. oktober 2005 FED1998.1623V En ansat skulle levere et elskab til en kunde. Elskabet vejede ca. 400 kilo. Under aflæsningen, hvor der blev brugt en palleløfter, væltede skabet ned over den ansatte. Han havde tidligere transporteret genstande af samme størrelse men ikke modtaget en konkret instruktion. Der blev rejst krav over for arbejdsgiver, der bestred at være ansvarlig. Landsretten fandt, at der ikke var tale om en rutinemæssig opgave for den ansatte, og at arbejdsgiver ikke havde opfyldt sin tilrettelæggelsespligt, hvorfor der blev pålagt ansvar. (Dissens) En sygehjælper skulle sammen med en kollega løfte en madras, der vejede ca. 12 kilo, fra en sygestue til en anden. Der var vanskelige adgangsforhold. Sygehjælperen pådrog sig et »knæk« i ryggen, angiveligt fordi kollegaen mistede taget i madrassen, hvorefter sygehjælperen faldt hen over en af sygestuens senge. Sygehjælperen var blevet undervist i løfteteknik. Landsretten stadfæstede byrettens frifindende afgørelse, bl.a. med følgende begrundelse: »Det kan efter bevisførelsen ikke anses for godtgjort, at madrassen var mangelfuld, at madrassen ikke kunne bøjes, eller at der ikke var tilstrækkelig plads til at få madrassen ud uden at løfte den op over sengen i gangsiden. Det findes herefter, og som sagen i øvrigt er oplyst, ikke godtgjort, at pladsforholdene har vanskeliggjort 2 personers flytning af en madras med en vægt på ca. 12 kg på en sådan måde, at særlig instruktion herom var nødvendig ...« FED2000.400V FED1997.833V I forbindelse med at en ansat skulle løfte et dæksel, der befandt sig i jorden ved en benzintank, fik han en rygskade. Løftet blev foretaget ved hjælp af nogle dækseljern. Rygskaden opstod i forbindelse med, at det ene dækseljern smuttede, hvorved det gav et smæld i den ansattes ryg. Arbejdstilsynet havde besigtiget benzintanken og dækslerne og bl.a. udtalt, at der var risiko for at pådrage sig sundhedsskader på kroppens muskler, sener og led i forbindelse med løft af dæksler med en vægt på over 30 kilo. Ifølge det oplyste skulle dækslet have vejet mellem 32-43 kilo. Der var ikke givet instruktion i opgaven. Landsretten frifandt arbejdsgiveren bl.a. med følgende begrundelse: »... at 82 U2012.780V Tømrermester erstatningsansvarlig for ansats fald på en arbejdsbuk, som blev anvendt som adgangsvej til et rullestillads. 83 8.7. Psykiske arbejdsskader U2015.16H FED2012.17Ø Afslag på anmodning om yderligere orlov i anledning af datters psykiske tilstand var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. Arbejdstageren påkørte en person i forbindelse med sit erhverv som politibetjent. Påkørslen udløste en psykisk reaktion hos betjenten. Landsretten fandt ikke, at betjenten havde godtgjort, at han som følge af personpåkørslen og det 20-30 minutter efterfølgende forløb på uheldsstedet, havde påført ham en psykisk skade. Betjenten havde således ikke godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem hændelsen og betjentens psykiske reaktion. U2012.524H 8.9.Øvrige domme, herunder om overtrædelse af arbejdsmiljøloven FED2013.29V Aktieselskabet blev idømt en bøde på kr. 25.000 for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, da Arbejdstilsynet ved tilsyn kunne konstatere, at medarbejdere betjente motorsav uden at anvende hjelm eller benbeskyttelse. Arbejdsgiver blev pålagt erstatningspligt for psykisk arbejdsskade pådraget i forbindelse med en personaleweekend. U2011.2425V H.D. 13. januar 2015 Arbejdstager kom til skade i forbindelse med skibsbyggeri i Århus Havn. Værft havde i forbindelse med leje af arbejdskraft overtaget det sikkerhedsmæssige ansvar og var erstatningsansvarlig for arbejdstagers tilskadekomst. En pædagogs psykiske symptomer, der var opstået i forlængelse af arbejdsgiverens håndtering af en række klager om grænseoverskridende adfærd, var ikke en erhvervssygdom 8.8.Handicap Sag C-354/13 (FOA) U2013.2525Ø Arbejdsgiver tildelt bøde for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, idet selskabets ansatte, der udførte arbejde med og i nærheden af nogle bowlingmaskiner, ikke var effektivt sikret mod at komme i kontakt med maskinernes bevægelige dele. Arbejdstagers fedme udgør et »handicap« som omhandlet i direktivet, når denne tilstand indebærer en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i hovedsagen. U2014.2571V Sag C-363/12 U2012.2392H Et afslag på at give orlov med løn svarende til barselsorlov eller adoptionsorlov til en arbejdstager, der ikke er i stand til at bære et barn, og som har benyttet sig af en surrogataftale, udgør ikke forskelsbehandling på grund af handicap. Den omstændighed, at den sociale mor ikke kan få et barn på traditionel vis, udgør nemlig principielt ikke i sig selv en hindring for, at hun kan få adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller have fremgang i den. Erstatning for tab af erhvervsevne og varigt men kunne ikke kræves tilbagebetalt, selv om det ved en senere afgørelse blev fastslået, at der ikke forelå en erstatningspådragede arbejdsulykke. Bøde på 110.000 kr. for overtrædelse af arbejdsmiljøloven til virksomhed, idet en ansat havde arbejdet tæt på kanten af en altan i en højde af 20 m, uden at der var truffet effektive foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning. Sag C- 335/11 og C-337/11 (Ring-Skouboe) Direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en arbejdsgiver kan opsige en handicappet arbejdstager med et forkortet varsel, hvis den pågældende har oppebåret løn under sygdom i i alt 120 dage inden for 12 på hinanden følgende måneder, når sygefraværet er en følge af arbejdstagerens handicap, medmindre denne bestemmelse forfølger et legitimt mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at vurdere. Sag C-312/11 (Kommissionen mod Italien) Det påhvilede den Italienske Republik (og alle andre medlemsstater) at indføre en forpligtelse for alle arbejdsgivere til at foretage rimelige tilpasninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for alle handicappede. U2013.2575H Bortvisning af advokatsekretær, som havde diagnosen ADHD, var uberettiget og udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap. 84 85 9.Noteark ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ _______________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ _______________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ 86 ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ 87 ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ 88 ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ 89 ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ ________________________________________________ 90 91 Horten Advokatpartnerselskab Philip Heymans Allé 7 2900 Hellerup København Tlf. 3334 4000 horten.dk 92 April 2015
