nyhedsbrev Strandskolen december 2015
Transcription
nyhedsbrev Strandskolen december 2015
Nellikevej 1 8240 Risskov E-post: [email protected] Tlf: 87138800 Fax: 86176139 Net: www.strandskolen.dk Strandskolen, 1. december 2015 Kære forældre til børn på Strandskolen Fælles juledag 30. november 2015 I går summede Strandskolen af juleliv. Der var julemusik, duft af småkager, lys og gran rundt omkring på skolen. I nogle klasser blev der klippet og klistret, andre lavede miniaturekulisser til Snedronningen, andre skrev vandrehistorier om Jens Petter. Tak til de forældre der deltog i løbet af dagen og til de der donerede boller, pebernødder eller juletræer. Luciaoptog den 11. december – 5. årgang Traditionen tro er det 5. årgang, der går luciaoptog på Strandskolen. Det finder sted fredag d. 11. december kl. 8.30. Forældre til børn i 5. årgang er inviteret. Det samme gør eleverne i 0.-4. årgang. Vi har desværre ikke mulighed for at invitere alle forældre til den afsluttende del i aulaen. Juleafslutning 18. december 2015 Fredag den 18. december er der sidste skoledag før en lang juleferie. 0.-4. årgang afslutter bla. med kirkegang i Risskov Kirke. 5.-9. årgang har forskellige aktiviteter i klasserne. Klasseteamet skriver ud til børn og forældre om dagen. Dagen afsluttes med en fælles samling i aulaen ca. kl. 13-13.30. Strandskolens Legohold vinder teknologiprisen – hilsen fra Team ROBTOP Lørdag (i november) var Strandskolens Legohold Team ROBTOP til First Lego League konkurrence i Århus. Vi konkurrerede i 5 kategorier: forskning, robotkørsel, samarbejde, marketing og programmering. I konkurrencen deltog 45 hold, og vi endte med at snuppe 1.pladsen i teknologikonkurrencen med vores meget avancerede kalibreringsprogram, der kort fortalt får robotten til at læse farverne på banen og gemme dem, så den kan bruge dem til at finde rundt med. Strandskolens Legohold bestod i år af 6.årgang og en enkelt elev fra 5.årgang. Tusind tak til 6. årgangs lærerne for at give os tid til at forberede vores projekt og tusind tak for at lade Aksel fra 5. deltage. Hilsen Team ROBTOP 7.z har vundet volleykamp over andre skoler i Aarhus Kommune Mandag den 23. november var 7. årgang og 8.y fra Strandskolen til Teenvolleyball- stævne i Risskov Hallerne, hvor de skulle spille mod andre skoler. Eleverne var hjemmefra blevet delt op i kønsintegrerede hold og skulle på tværs spille mod de andre og hinanden. De kæmpede om at blive den bedste klasse og det bedste hold. På 7. årgang var det 7.z, der både løb med sejren for bedste hold og bedste klasse. Stort tillykke til dem. Eleverne har forud for stævnet øvet sig på spillet og reglerne i idrætsundervisningen. Se billeder på vedlagte. Jeres børns net-etik – sms, ASK, Facebook mm. Vi har oplevet nogle tilfælde hvor børn kommunikerer med hinanden på en uhensigtsmæssig måde over sms, facebook eller ASK – på sidstnævnte kan børnene (og andre) kommunikere anonymt med hinanden. Som skole skal vi give børnene viden, kundskaber og færdigheder omkring etik på nettet. Som forældre er I dem, der kan tage hånd om dette uden for skoletiden. I kan hente inspiration til dette på http://www.bornsvilkar.dk/Temaer/Born-medier.aspx. Mobning kan finde sted døgnet rundt og ikke kun i skoletiden eller i afgrænsede situationer, netop pga. lettilgængelige sociale medier. Tal med jeres barn om hvordan de skal håndtere digital kommunikation uanset hvilke situation, de står i. Nellikevej 1 8240 Risskov E-post: [email protected] Tlf: 87138800 Fax: 86176139 Net: www.strandskolen.dk Sidste nyt fra forældreforeningen på Strandskolen I november afholdt vi det første møde i forældreforening. En håndfuld engagerede forældre mødte op. Den nyoprettede forening vil arbejde videre med at støtte op om nogle af skolens i forvejen planlagte aktiviteter: bl.a. juledag 2016 (som i går) og en dag i foråret 2016. Der vil komme særskilt info omkring dette. Alle forældre er velkomne i foreningen. Musical 2015 – tak til børn, personale og forældre Tak til endnu en forrygende musical med engagerede elever og lærere. Tak til forældre, der havde travlt med bage, lave popcorn og ikke mindst stå for salget af dette de tre aftener i november. Overskuddet går til 8. årgangs lejrskole. Og naturligvis tak til jer, der har bakket op omkring musical ved at købe billetter. Uden jer var det ikke muligt i samme omfang. Forældretilfredshedsundersøgelse 2015 – tak for jeres deltagelse Tak for jeres deltagelse i undersøgelsen - svarprocent 68,7%. Vi vender tilbage med resultatet, når vi i det nye år modtager dette. Resultatet bliver behandlet i skolebestyrelsen og i skolens kvalitetsrapport Pædagogisk leder – stilling opslået Vi har opslået stilling som pædagogisk leder i 5.-9. årgang og med souscheffunktion. På skolens hjemmeside og på www.aarhus.dk kan I se stillingsopslaget. Vi forventer at få stilling besat pr. 1. marts 2016. Personalenyt Stine Sønderdahl er startet som lærer i går, den 30. november 2015. Velkommen til Stine. Stine skal undervise i 3.-4. klasse, primært i 3.d og 4.b. Gudrun Andersen fratræder sin stilling på Strandskolen. Gudrun har været bh.klasseleder i c-klassen. Resten af skoleåret 2015-16 er Morten Olsen og Michael Hansen ansvarlige for 0.c. Mange hilsner Marie, Skoleleder