DET INFORMATIONSVIDENSKABELIGE AKADEMI

DET INFORMATIONSVIDENSKABELIGE AKADEMI
SPECIALE 2. MARTS 2015
VEJLEDER: NIELS D. LUND
ANTAL TEGN: 179.689
Abstract
This master thesis studies the relations between digitalization and archival documents in
a cultural memory perspective.
Digitized cultural artefacts are widely available on the internet and digital portals. They
are part of cultural memory practices when being used, shared and carried on to the next
generations.
The digitalization process of documents are not a neutral, technical transfer from analog
to digital as the perception changes and consequently the meaning changes. Given this
fact, the aim of the thesis is a result of wondering why digitalized archival documents
affect the way the past is perceived and understood.
Through four interviews, I examine how concrete projects of digitalization and
dissemination of archival records are carried out. The findings form the structure of the
analysis by five trends that derived from the empirical research.
The findings show, among other factors, how digitization of cultural heritage results in
new practices, tools and digital arenas that reconfigure and reinterpret not only the
collections, but also the memory institutions themselves as well as the roles they
respectively play on a societal level.
The past is perceived in a contemporary frame and thus becomes transient when
interpreted in the present moment.
Cultural heritage institutions, including the archives, are redefined in their development
of digitized document collections and hence undergoing a transition from stasis to
motion.
Indholdsfortegnelse
Indledning .................................................................................................................................. 3
Arkivet som politisk og historisk institution .......................................................................... 4
Arkivet som en del af ABM-feltet ......................................................................................... 5
Arkivet som erindringsinstitution .......................................................................................... 6
Problemfelt................................................................................................................................. 7
Metode ....................................................................................................................................... 8
Socialkonstruktivistisk ramme ............................................................................................... 8
Teoretisk udgangspunkt ....................................................................................................... 10
Litteraturafgrænsning ........................................................................................................... 10
Officiel og uofficiel erindring .............................................................................................. 13
Valg af arkiver...................................................................................................................... 14
Empirisk udgangspunkt ........................................................................................................ 15
Kvalitative interview ............................................................................................................ 17
Fælles terminologi ................................................................................................................ 18
Begrebsafklaring .................................................................................................................. 18
Arkivalier .......................................................................................................................... 18
Digitalisering, tilgængeliggørelse og formidling ............................................................. 19
Erindring og fortidsbrug .......................................................................................................... 20
Erindring som social konstruktion ....................................................................................... 22
Kollektiv eller kulturel erindring? ........................................................................................ 23
Brugbare fortider .................................................................................................................. 26
Fortiden rykker tættere på .................................................................................................... 28
Arkivernes bevarings- og kassationsstrategi som udvælgelsesproces ..................................... 29
Kassationspolitik er erindringspolitik .................................................................................. 34
1
Når arkivalier gøres digitale .................................................................................................... 35
Digital autenticitet? .............................................................................................................. 39
Opretholdelse af proveniensprincippet? ............................................................................... 42
Analyse - Arkivernes digitale udfordringer ............................................................................. 45
Samlede digitale løsninger ................................................................................................... 47
Arkivalier som genanvendelige i nye sammenhænge .......................................................... 50
Synlighed gennem registrering og metadata ........................................................................ 54
Tilgængeliggørelse via crowdsourcing af registrering og transskribering ........................... 57
Brugerunderstøttelse som nøgleord...................................................................................... 60
Diskussion – digitaliserede arkivalier i et erindringsperspektiv .............................................. 64
Tilgængeliggørelse kontra formidling.................................................................................. 64
Massedigitalisering kontra kritisk digitalisering .................................................................. 70
Forgotten a data .................................................................................................................... 73
Konstruktion frem for genfinding ........................................................................................ 75
Konklusion ............................................................................................................................... 77
Digitalisering i et digitalt humaniora perspektiv ..................................................................... 80
2
Indledning
Fredag d. 20. februar 2015 lanceredes arkivportalen arkiv.dk. Samme weekend besøgte
145.000 brugere portalen, der i medierne blev omtalt som en ”massiv succes”.
Besøgstallet svarer nogenlunde til det antal besøg, som lokalarkiver og stadsarkiver får
på deres læsesale om året.
De ca. 550 lokal- og stadsarkiver, som deler materiale på arkiv.dk har siden slutningen af
1980’erne arbejdet med at registrere og indscanne arkivalier elektronisk. Knap 30 år
senere høstes frugterne af ansatte og frivilliges indsats. Portalen samler de mange
arkivers materiale og gør det synligt for brugerne via en fælles arkivdatabase.
Tilgængeliggørelsen af dokumenter, lyd og billedmateriale gavner de mange historisk
interesserede, slægtsforskere og skoleelever, der nemt kan få et overblik over, hvad de
forskellige arkiver ligger inde med. En fælles database kan samtidig blive et boost for
formidling og for udnyttelsen af lokalhistorisk materiale i formidling og forskning.
Arkivernes digitalisering af analogt materiale foregår i disse år i vidt omfang med
henblik på bevaring og tilgængeliggørelse. De fleste større arkiver har længe arbejdet
med deres søgeportaler, vejledninger og digitale formidling. Arkiv.dk repræsenterer
imidlertid en landsdækkende samling af arkivalier, som gør det til et banebrydende
projekt i Danmark.
I et informationsvidenskabeligt perspektiv ændrer digitale databaser ved måden at
organisere information og viden på. Organiseringen af arkivalier, som traditionelt er
ordnet efter det hierarkiske proveniens-princip, gennemgår væsentlige ændringer, når
brugerne digitalt kan mikse og matche søgeresultater og konstruere nye sammenhænge.
I et kulturformidlingsperspektiv udgør digitalisering og tilgængeliggørelse et nyt område,
som arkiverne kan udfolde sig på. Digital formidling fungerer som et vindue til arkivets
samling og kan bruges til at vise arkivaliernes potentiale. En stor udfordring for arkiverne
er imidlertid, hvordan brugerne bedst understøttes i deres informationsbehov gennem
digital vejledning og præsentation af søgeresultater.
Digital teknologi har tvunget arkiverne til at forholde sig til rollen som relevante og
aktuelle kulturarvsinstitutioner og har nødvendiggjort en nyfortolkning af arkivernes
funktion og formål. Arkivinstitutionen er formet af en lang historisk tradition og indgår
samfundsmæssigt i forskellige sammenhænge og samarbejder.
3
Arkivet som politisk og historisk institution
Gehejmearkivet, som var det statslige centralarkiv i Danmark, fungerede indtil midten af
1800-tallet alene som myndighed for kongen. Historisk har arkivernes rolle været at tjene
den herskende klasse med nødvendige oplysninger. I bureaukratiske
organisationsstrukturer fungerer arkivalier som redskaber til symbolsk legitimering af
magt (Assmann 2008a:102).
Det politiske arkiv kendetegnes ved arkivaliernes samtidige brugsværdi. Når denne værdi
forældes skifter arkiverne karakter til historiske arkiver, der bevares, fordi de skønnes at
have historisk eller videnskabelig interesse.
Det var kultusminister D.G. Monrad, der i 1848 ønskede at åbne arkiverne op og gøre
rigets historiske hovedarkiv tilgængeligt for forskningen. Med oprettelse af en læsesal,
ansættelser af videnskabelige medarbejdere og en øget indsats i registreringsarbejdet,
ønskede man at udvikle arkivet til en videnskabelig institution af stor betydning for staten
og folket (Engberg 2005:43).
Tiltag i slutningen af 1800-tallet, der først sammenlagde Kongerigets Arkiv og
Gehejmearkivet til ét Rigsarkiv i 1889, og senere etableringen af tre provinsarkiver i
1891 (landsarkiver siden 1906), bidrog til tilgængeliggørelsen af arkivernes dokumenter,
idet videnskaben hidtil havde været tungt centreret i hovedstaden. Desuden ville
oprettelsen af provinsarkiver føre til en ny danmarkshistorie, som nu også kom til at
omfatte bondestanden. Bønderne ville få bedre mulighed for at dyrke og skrive deres
egen historie (Engberg 2005:50).
Efter Grundlovens indførelse (1849) ses dermed et tydeligt skift i arkivernes funktion fra
en administrativ og juridisk praksis til en mere forskningsorienteret retning, hvor arkivet
opfattes som en videnskabsorienteret institution. Arkivets historiske funktion bliver
tydeligere, og det er i et erindringsperspektiv også arkivet som historisk institution, der
lægges vægt på i det følgende.
Arkivernes politiske funktion ophører imidlertid ikke, da arkivaliers status som kulturarv
i høj grad bruges aktivt som erindringspolitik og legitimering af magt. Arkiverne spiller
en aktiv rolle i samfundets fortidsbrug, hvis udgangspunkt er de historiske (udvalgte)
samlinger, der danner grundlag for fortiden.
4
Arkivet som en del af ABM-feltet
Arkivet som institution er i politisk regi placeret som en del af ABM-feltet, der udtrykker
forbindelsen mellem arkiver, biblioteker og museer, og som er et resultat af en generel
institutionsudbygnings- og sammenlægningsproces af kulturinstitutionerne.
Feltet er omfattet af et lovregulerende ansvar og forpligtelse for indsamling, bevaring,
registrering, tilgængeliggørelse og formidling. Institutionssystemet sikrer nationsmæssig
identitet og fri adgang til fortidens genstande for fagfolk og almindelige borgere (Lund
2012:130).
ABM-begrebet blev lanceret i Norge ved årsskiftet 1999-2000 med oprettelsen af en
tværsektoriel institution ABM-utvikling, som havde det overordnede udviklings- og
koordineringsansvar på hele ABM-området. Som fælles træk ved disse institutioner blev
bl.a. fremhævet, at alle arbejder systematisk med dokumentation og derfor må have en
bevidst og formuleret politik med hensyn til, hvad der skal samles ind og bevares. Et
samarbejde skulle resultere i en bedre brugerbetjening og koordinering af f.eks.
informationsteknologiske indsatser, herunder digitalisering og konkrete projekter om
udvikling af portaler (Kulturdepartementet, 1999-2000).
Det norske initiativ ledte i dansk regi Kulturministeriet til at nedsætte en arbejdsgruppe
med det kommissorium at vurdere mulighederne for at etablere fælles præsentation af
data om materialer fra arkiver, biblioteker og museer og stille relevante forslag til
standarder for datapræsentation, med henblik på at sikre ensartethed og kompatibilitet
(Kulturministeriet 2003:114).
Institutionerne indeholder da også mange overlap af materialetyper, ligesom de i dag ofte
har elementer af de andre i sig. Det Kongelige Bibliotek rummer eksempelvis både
Håndskriftsamlingen og Museum for Dansk Bladtegning.
Den digitale udvikling har samtidig været en stor drivkraft i formuleringen af en fælles
platform, fordi ABM-institutionerne står med mange af de samme udfordringer og
muligheder i forhold til interne arbejdsprocesser, synliggørelse og tilgængeliggørelse
(Lund 2012:132). ABM-feltets synergi har medført muligheder for nye digitale strukturer
og ny sammenkædning af viden i form af fælles metadata-standarder og fælles digitale
platforme.
5
Digitalisering, og især formidlingen af kulturarv, har sløret grænserne mellem bibliotek,
museum og arkiv, som det også bemærkes i den norske rapport ved oprettelsen af ABMutvikling: ”Sett frå eit brukarsynspunkt har det mindre å seia kva institusjonstype som
kan formidla informasjon om eit definert tema, og i praksis vil ofte tilfang frå både arkiv,
bibliotek og museum vera naudsynt for å kunna skapa ei integrert forståing av eit
sakstilhøve” (Kulturdepardementet, 1999-2000, kap. 3.2).
Selvom arkivet kan opfattes som en del af et samlet felt, skal ABM-begrebet først og
fremmest forstås som en politisk retorisk måde at tale om kulturinstitutionerne på.
Samlebegrebet imødekommer hele kulturarvstænkningen og fokuserer på
kulturinstitutionernes fælles opgave, der består i at værne om en fællesskabsfølelse, der
har rødder i en fælles fortid. Denne opgave gør også kulturinstitutionerne til
erindringsinstitutioner.
Arkivet som erindringsinstitution
I et erindringsperspektiv adskiller arkiver sig fra biblioteker og museer.
Erindringsforsker, Aleida Assmann, skelner i sin artikel ”Canon and Archive” mellem
kulturinstitutioner, der repræsenterer henholdsvis aktiv og passiv erindring. Ved aktiv
erindring forstås bevaring af fortiden i et nutidigt perspektiv (past as present), hvorimod
passiv erindring bevares fortidigt (past as past). Aktiv erindring betegnes som kanon,
mens sidstnævnte betegnes som arkiv.
Kulturel erindring baseres dermed på to separate funktioner. Den ene er aktiv
præsentation af et smalt udvalg af hellige tekster, kunstneriske mesterværker eller
historiske centrale genstande i en tidløs ramme. Den anden er passiv lagring af
dokumenter og genstande fra fortiden, som ikke lever op til disse standarder, men ikke
desto mindre anses som vigtige og interessante nok til langtidsbevaring (Assmann
2008a:101).
Biblioteker og museer varetager en aktiv, kononiseret erindringsfunktion, ved
henholdsvis at udskifte materialer jævnligt for at pleje samtidens interesser, og ved
skiftende kuraterede udstillinger at præsentere et udvalgt udsnit af fortiden.
Arkiver varetager i den forstand en passiv erindringsfunktion, hvor bevarede genstande
lagres i et slags vakuum mellem fortid og nutid. Arkivalier er, ifølge Assmann, hele tiden
i risikozonen for at blive glemt, og bidrager ikke til rekonstruktion af fortiden.
6
Arkiver bevarer, hvad samfundet har glemt og former således en”second-order”
erindring: ”The function of the archive, the reference memory of a society, provides a
kind of counterbalance against the necessarily reductive and restrictive drive of the
working memory. It creates a meta-memory, a second-order memory that preserves what
has been forgotten. The archive is a kind of “lost-and-found office” for what is no longer
needed or immediately understood” (Assmann 2008c:106).
Citatet fremhæver, hvordan arkivaliers brug er afgørende for, om den information, de
repræsenterer, bliver en del af samfundets erindringsarbejde eller forbliver glemte.
Problemfelt
Arkivet som et vakuum af fortiden hviler på tanken om arkivet som stabil modvægt til en
flygtig omverden, hvilket ikke længere er tilfældet. Computeren og opfindelsen af internettet
har været medvirkende til den måde, arkiverne opfattes på i dag. Den betydeligste ændring,
teknologien har medført er, i et arkivperspektiv, skiftet fra stilstand til bevægelse (Røssaak
2010:19).
”It seems quite clear today, that we are moving away from an old European culture
concearned primarily with storage, to a new media culture built on permanent transfer”
(Wolfgang Ernst 2002, her i Røssaak 2010:19)
Arkiverede informationer repræsenterer en strategi for organisering af fremtiden og skaber
kontrol over fortiden (Assmann 2008a:102). Udvælgelsen af den information, der danner
grundlag for fortiden, er samtidig afgørende for, hvilke potentielle sammenhænge fremtidens
brugere kan konstruere.
Opfattelsen af sammenhænge mellem fortid, nutid og fremtid er en del af menneskers
erindringspraksis, som fører til meningskonstruktion og opretholdelse af identitet. Professor i
komparative mediestudier, José Van Dijck skriver: “Remembering is vital to our well-being,
because without autobiographical memories we would have no sense of past or future, and
we would lack any sense of continuity” (van Dijck 2007: 3).
Billedet af, hvem man er, strækker sig ud over individets egen levetid og baseres på kulturel
erindring. Arkiver indsamler og bevarer informationer, der bruges i samfundets
erindringsarbejde. Erindringsbegrebet omfatter en del af det konstante arbejde med at forstå
sig selv i en historisk og kulturel kontekst. Den måde, arkiverne strukturerer og håndterer
arkivalier på, får derfor konsekvenser for erindringen.
7
Digitalisering af arkivalier har gjort fortiden tilgængelig på en helt ny måde. Digitalisering er
ikke bare et praktisk-teknisk anliggende, der transformerer tekst og billeder til data, som en
uafhængig og ligefrem overførsel til brugeren. Når kulturarv digitaliseres og tilgængeliggøres
på digitale platforme, så forandres forholdet mellem genstand og bruger, afhængig af mediet.
Der synes at være en udbredt enighed om, at digitalisering øger materialernes synlighed og
informationspotentiale, men processen har hverken medført meget diskussion eller refleksion
over, hvad digitaliseringen medfører (Pileberg 2015).
Den digitale udvikling konfronterer arkivet med sin mobilitetsevne, der er afgørende for,
hvordan arkivinstitutionen både praktisk og begrebsmæssigt kan opretholde sin
samfundsfunktion som erindringsinstitution.
Problemformuleringen tager således udgangspunkt i en undren over:
Hvorfor digital tilgængeliggørelse af arkivalier forandrer vilkårene for kulturel
erindring?
Herunder:
Hvilke funktioner arkivalier har i forbindelse med kulturel erindring, og hvordan de
ændres når arkivalier digitaliseres?
Hvordan arkiverne konkret forholder sig til digitalisering og tilgængeliggørelse?
Metode
Socialkonstruktivistisk ramme
Videnskabsteoretisk tager probemstillingerne afsæt i et konstruktivistisk perspektiv, hvor
antagelsen er, at vores virkelighed kontinuerligt konstrueres i sociale processer (Justesen
& Mik-Meyer 2010:13). Ved at forsøge at indfange den kompleksitet, der kendertegner
kulturel erindring opererer konstruktivismen med en subjektiv, anti-essentialistisk
ontologi, der konstrueres løbende og erkender, at den konstruerede virkelighed er
flertydig og ustabil.
Verden er kollektivt konstrueret med fokus på bl.a. sprog og institutionelle diskurser og
kontekst (Justesen & Mik-Meyer 2010:27-31). Tesen om, at erindring bearbejdes løbende
og tilpasses menneskers ændrede livsvilkår er i tråd med konstruktivismens formål at
8
vise, at virkelighedens konstruktion altid kunne se anderledes ud. Konstruktivistiske
analyser er anti-essentialistiske, fordi de gør op med tanken om, at virkeligheden har
iboende, essentielle egenskaber, der findes uafhængigt af den, der undersøger
virkeligheden.
Kulturel erindring er omdrejningspunktet for dette speciale og begrebet tager afsæt i
ovennævnte konstruktivistiske verdenssyn. Erindring skal forstås som et socialt
konstrueret begreb, som derfor påvirkes af sit omgivende miljø og er kontekstbestemt.
Metodisk anvendes en empirisk-induktiv metode, der baseres på at konkludere noget
generelt ud fra enkelte tilfælde. På baggrund af udvalgte dele af virkeligheden, her i form
af fire arkiv-faglige aktuelle projekter, søges det at udlede generelle udfordringer for
arkiverne, når det gælder digital tilgængeliggørelse.
Projekterne, og de tilhørende interview, danner udgangspunkt for udledningen af fem
tendenser, der herefter diskuteres i analysen. Den induktive metode giver mulighed for at
opdage nye hypoteser eller teorier, som kan bruges til at forklare hovedspørgsmålet.
Metoden giver, gennem interview mulighed for at afdække og udforske ukendte sider af
virkeligheden, udvikle forklaringer og skabe sammenhæng i de erfaringer, som
observationer og interview giver (Langerggard, Rasmussen & Sørensen 2006:70).
Modellen viser, hvordan specialet er bygget op:
9
Teoretisk udgangspunkt
Hovedspørgsmålet undersøges i et kulturelt institutionelt perspektiv, da udgangspunktet
er strategierne bag og udformningerne af digitaliserede arkivaliers tilgængelighed på
nettet og i arkivportaler. Fokus er dermed på digitaliserede arkivaliers ontologi og disses
funktioner og forandring. Spørgsmålet undersøges således med en undren af, hvorfor
digitaliseringen af arkivalier forandrer vilkårene for kulturel erindring, snarere end hvad
der erindres eller hvordan.
Den måde sammenhænge mellem fortid og nutid konstrueres på, er stærkt knyttet til
erindringsbegrebet, fordi bearbejdning af fortiden sker på nutidens præmisser. Erindring
er derfor et helt centralt begreb, som først undersøges teoretisk for derefter at danne en
overordnet ramme for diskussionen.
Underspørgsmålene fokuserer på forskellige aspekter af hovedspørgsmålet og undersøges
med en henholdsvis teoretisk og praktisk tilgang. Teoretisk undersøges det, hvordan
arkivalier spiller en rolle for kulturel erindring, og endvidere hvordan digitaliserede
arkivaliers ontologi har indflydelse på, hvordan sammenhænge mellem fortid og nutid
opfattes. Empirien er indsamlet med en praktisk tilgang til problemstillingen i form af
fire interview og undersøger, hvordan arkiverne konkret forholder sig til digitalisering og
tilgængeliggørelse.
Litteraturafgrænsning
Arkivernes udfordringer med digitalisering, tilgængeliggørelse og formidling er, i forhold
til udviklingen på museer og biblioteker, næsten ikke berørt i nyere dansk litteratur. På
trods af italesættelsen af ABM som et samlet felt inden for erindring og kulturarv, er
arkiverne ikke behandlet i samme grad som biblioteker og museer i
forskningslitteraturen.
Bevarings- og kassationspolitikken har, trods sin afgørende rolle for samfundets
fremtidige potentielle viden, ikke formået at skabe en offentlig debat på nær en
kronikserie i Kristeligt Dagblad i 2005, som i 2006 blev fulgt op af antologien At vogte
kulturarven eller at slette alle spor: om arbejdet med den danske bevaringsstrategi
udgivet af Arkivforeningen. Siden har debatten kun vist sig sporadisk i dagspressen, når
10
konkrete sager dukker op, som f.eks. kassation af børnesager1 eller annonceringen af
lukningen af Erhvervsarkivet i Aarhus2. Fagligt diskuteres arkiverne i dansk kontekst i
tidsskrifterne Arkiv - Tidsskrift for arkivforvaltning og arkivteknik, OmSlaget, udgivet af
Sammenslutningen af lokalarkiver (SLA) og i diverse årsskrifter for lokalhistoriske
arkiver. Mere sporadisk diskuteres arkivfaglige problemstillinger også i mere generelle
tidsskrifter på kulturområdet som f.eks. Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og
Kulturformidling.
Herudover behandles arkiverne i politiske publikationer om bevaring og digitalisering af
kulturarv, der giver indsigt i Kulturministeriets synspunkter og ønsker til den fremtidige
udvikling.
På internationalt plan er der imidlertid en del litteratur, der diskuterer arkivet som
kulturinstitution i en digital verden. Norge har eksempelvis satset massivt på
digitalisering og tilgængeliggørelse af kulturarvsmateriale de seneste år, og er, sammen
med Holland, Frankrig og Canada, foregangslande på arkivområdet. Norges prioritering
af retrodigitalisering på hele abm-feltet viser sig også i forskningslitteraturen, hvor
konsekvenserne af digitalisering undersøges3. Det norske forskningsprojekt ”The Archive
in motion” undersøger, hvordan arkivbegreber og arkiveringspraksisser forandres i kraft
af dramatiske ændringer i skrift- og lagringsteknologier det seneste århundrede, og
særligt efter indføringen af digitale teknologier. Forskningsprojektet løber fra 2011-2015
og blev skudt i gang med antologien af samme navn i 2011, der undersøger arkivet som
institution (Røssaak 2010).
Grundet den omfattende internationale forskningslitteratur, anvendes den til mere
generelle spørgsmål, hvor det vurderes at tendenserne og udfordringerne med
digitaliserede arkivalier kan overføres til danske forhold. Forhold, der er specifikke for
de danske arkiver er udelukkende behandlet ud fra dansk litteratur og med udgangspunkt
i de fire arkivalske projekter, som ligger til grund for analysen.
1
Debatten om makulerede børnesager blussede op i efteråret 2014 efter borgere, der ønskede aktindsigt i
deres egne sager måtte gå forgæves, da arkiverne ifølge loven kun er forpligtet til at bevare stikprøver (se
eks. Nilsson 2014).
2
Statens Arkiver meddelte den 23. sep. 2014, at Erhvervsarkivet skal flyttes til Viborg, fordi forholdene i
Aarhus er for dårlige (se eks. Dalhoff 2014)
3
Se eks. Det norske kulturråds rapport ”Litteratur i digitale omgivelser” (Prytz 2013)
11
Erindringsteori er et komplekst felt og svært at afgrænse, da erindringsperspektivet er
blevet omdrejningspunkt for et alsidigt og bredt forskningsfelt inden for kultur og
humaniora.
Med udgangspunkt i noget af den tidlige erindringsforskning fra Frankrig og Tyskland,
repræsenteret af henholdsvis Maurice Halbwachs, Pierre Nora og det tyske Assmann-par,
introduceres Halbwachs’ tanker om kollektiv erindring, som både Nora og Assmannparret bygger videre på.
Assmannernes erindringsteorier kredser om kollektive og politiske aspekter ved
erindring, som en kanonisering af fortiden.4 Særligt bruges Aleida Assmanns tekster, der
diskuterer historie over for erindring og senere beskriver arkivet i et erindringsperspektiv.
Indførelsen af begrebet kulturel erindring, som bl.a. behandles af erindringsforsker
Barbara Misztal gør op med opfattelsen af erindring som kollektiv, og lægger i stedet
vægt på de mange individuelle erindringer, som i bestemte sociale og kulturelle
kontekster samles i en fælles erindring (Misztal 2003).
Vægtningen af litteratur om erindringsteori er således fordelt så de mere generelle
spørgsmål kan behandles ud fra international litteratur. I en dansk kontekst anvendes
historiker, Bernard Eric Jensens synspunkter om historie, erindring og fortidsbrug med
særlig inspiration fra hans nyeste bog ”historie – fortidsbrug og erindringsspor”, som
giver et solidt bud på erindringskultur i en dansk historietradition.
Arkivteorier og erindringsteorier sættes i forbindelse med udviklingen af digital
teknologi. Med hensynet til, hvad der er relevant for kulturinstitutioner anvendes
litteratur, der beskæftiger sig med, hvordan de digitale teknologier har indflydelse på de
arkivalske processer med vægt på de formater og platforme, der gør arkivalierne
tilgængelige for brugerne. Her har Attila Martons doktordisputats ” Forgotten as Data –
Remembered through Information” været til særlig inspiration og skabt sammenhæng
mellem arkivinstitutionen og kulturel erindring.
4
Det politiske perspektiv er også omdrejningspunktet for erindringsforsker Laurajane Smith, der
anvender begrebet ”authorized heritage discourse”, når politiske diskurser tager kontrol over processen
med skabelsen kulturarv (Smith 2006).
12
Officiel og uofficiel erindring
De statslige kulturinstitutioner er, ved lov, garanter for indsamling, bevaring og
formidling af Danmarks officielle kulturelle erindring. Særlige udvælgelseskriterier
afgør, hvornår noget er bevaringsværdigt og dermed, hvad der skal være en del af den
fælles erindring i fremtiden. Italesættelsen af udvalgte materialer som kulturarv er med til
at skabe pondus og konstruktionen af genstande idealiseret som kulturarv er med til at
afspejle visionen og ansvaret for disse institutioner.
Det kulturelle erindringsarbejde foregår imidlertid ikke kun via kulturinstitutioner, men
praktiseres i høj grad i mindre og uofficielle, lokale fællesskaber, som organisationer,
familier og andre grupper, der deler en fælles fortid. Med internet-teknologien og sociale
medier er den uofficielle del af kulturel erindring blev endnu tydeligere, da disse
uofficielle fællesskabers erindring synliggøres på internettet i form af fortællinger i ord,
billeder og videoer. Initiativerne og delingen af personlige og gruppers historier, initieres
bottom-up, dvs. initiativet skabes uden om kulturinstitutionerne og er en del af den
uofficielle kulturelle erindring. Det afføder helt andre typer erindringsfællesskaber uden
om den institutionaliserede erindring.
Lokalarkiverne ligger et sted imellem det officielle og det uofficielle, idet de varetager
opgaver med indsamling og bevaring af lokalsamfundets historie, men da de ikke er
underlagt arkivloven, skal de ikke nødvendigvis forholde sig til kriterier for
bevaringsværdi. De indsamler lokalsamfundets fortællinger, der er med til at danne et
erindringsfællesskab om en fælles stedsbundet historie.
Digitale teknologier har været med til at synliggøre de uofficielle kanaler til kulturel
erindring, men grænsen mellem uofficiel og officiel sløres, når kulturinstitutionerne
eksempelvis bruger sociale medier til markedsføring eller som integreret del af deres
hjemmeside. Dermed tilføjes en ny dimension til klassisk kulturarvsformidling ved at
lade brugere kommentere, dele og arbejde med den officielle del af kulturarven og den
kulturelle erindring.
De to dimensioner udgør en væsentlig del af menneskers fortidsbrug og giver en unik
opfattelse af historisk sammenhæng. Digital kommunikationsteknologi udfordrer
kulturinstitutionernes monopol som formidlere af kulturarv, fordi ekspertrollen ikke
længere begrænses til bibliotekarer, arkivarer og kuratorer. Digitalt indtager brugerne i
13
stigende grad den position og de forhenværende eksperter indtager nye roller i
forbindelse med facilitering og vejledning.
En konstruktivistisk angrebsvinkel erkender, at erindringsinstitutionerne kun er en del af
den samlede kulturelle erindring, som dermed kunne opfattes anderledes.
Et væsentligt aspekt i håndteringen af kulturarv, hvor der ligger en forskel mellem
officielle og uofficielle kanaler, er dog bevaringsdelen og tilliden til, at den kulturarv der
tilgængeliggøres bevares langsigtet. De offentlige institutioner forpligter sig, gennem
loven, til at bevare analoge og digitale materialer på den lange bane, hvorimod de
uofficielle kanaler ikke nødvendigvis tager disse forholdsregler.
Valg af arkiver
Udfordringerne for arkiverne er mange og de danske arkiver er meget forskelligartede –
bl.a. fordi ikke alle hører ind under arkivloven. Rigsarkivet, og de tilhørende fire
landsarkiver er underlagt arkivloven og bevarer arkivalier fra alle myndigheder i
centraladministrationen, de regionale og lokale danske statslige myndigheder,
virksomheder og privatpersoner samt privatpersoner og organisationer, der har
landsdækkende almenkulturel betydning. Stadsarkiverne hører ligeledes under arkivloven
og bevarer offentlige arkivalier fra kommunen og ofte privatarkiver med tilknytning til
lokalområdet. Lokalarkiverne er ikke underlagt nogen lov og indsamler og bevarer
private arkiver med tilknytning til lokalområdet (Mohr 2014).
Selvom arkivtyperne har vidt forskellige budgetter og indsamler forskellige typer
arkivalier er der, ud over et overordnet ens formål, også flere ting der binder arkiverne
sammen, som f.eks. en fælles nøgleudfordring i digitalisering og præsentation af
digitaliseret materiale i et søgesystem.
Problemstillingen undersøges derfor uden afgrænsning af arkivtype, idet digitalisering og
tilgængeliggørelse af arkivalier er noget der sker både på lokalarkiverne og i de offentlige
arkiver. Vejen dertil, kompetencer, budget, omfang, arkivalietype etc. er meget
forskellige, men hovedspørgsmålet omfatter ikke selve digitaliseringsprocessen, men i
højere grad hvad der sker, når arkivalierne er eller skal gøres digitalt tilgængelige.
14
Arkibas5, som samler arkivalier fra både lokalarkiver og stadsarkiver i én samlet database
vidner desuden om, at arkivalier på sigt skal sammentænkes mere, selvom de
organisatorisk indsamles forskelligt.
Empirisk udgangspunkt
Den empiriske del udarbejdes fortrinsvis på bagrund af fire interview, hvor formålet er at
analysere begreber som erindring, kulturarv og tilgængeliggørelse i konkrete
sammenhænge.
Empirien bygger imidlertid også på deltagerobservation ved arrangementer i arkivmæssig
sammenhæng. Arrangementerne har været præget af en vis diversitet og bidraget til en
overordnet forståelsesramme af arkivinstitutioner, hvordan der arbejdes med arkivalier
og observationerne fungerer således som en bagvedliggende, praktisk erfaringskontekst. 6
Løbende orientering i forummet på Arkibas’ hjemmeside for projektets udvikling, har
desuden givet indblik i, hvilke problemstillinger og udfordringer, der melder sig, når 550
arkiver skal konvertere sine samlinger til et nyt registreringsprogram. Derudover har
orientering i slægtsforskningsforummet DIS-Danmark givet indblik i, hvilke spørgsmål
slægtsforskerne har brug for hjælp til, når de arbejder med arkivalier.
Analysen bidrager til et indblik i de danske arkivers problemstillinger og igangværende
projekter. Fire interview om aktuelle projekter foretaget fra oktober 2014 til januar 2015
har dannet udgangspunkt for analysens indhold ved at fokusere på de overordnede
strategier, som arkiverne vælger i forhold til tilgængeliggørelse. Analysens form er
resultatet er en løbende proces, som har formet sig i takt med interviewenes
gennemførelse.
De fire interview er foretaget henholdsvis ved Dansk Data Arkiv, Arkibas, Københavns
Stadsarkiv og Rigsarkivet.
Dansk Data Arkiv (DDA) er valgt ud i kraft af sine udelukkende digitale arkivalier og sit
konverteringsprojekt til DDI-L standarden, som løfter arkivet op på internationalt niveau.
DDA arbejder ikke med digitalisering og tilgængeliggørelse som de andre udvalgte
projekter gør. DDA har stort fokus på genanvendelse af de indsamlede forskningsdata,
5
6
Se side 13
Se listen af arrangementer efter litteraturlisten.
15
som kan udnyttes til andre forskningsprojekter og analyser. Begrebet sekundæranalyse
dækker over en forskningsdisciplin, der baserer sig på genbrug af eksisterende data til
besvarelse af nye forskningsproblemstillinger. I denne analyse bruges i stedet begrebet
genanvendelighed, der vurderes til at dække bredere end en forskningsdisciplin og
således også omfatter kulturinstitutioners brug af API’er (application programming
interface), der inviterer brugere til at genanvende arkivalier i nye sammenhænge.
Arkibas er ejet af Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA) og er et udviklingsprojekt af
registreringsstystemet Arkibas5 og internetportalen arkiv.dk. Arkibas repræsenterer
primært lokalarkivernes udfordringer og løsninger i forhold til digital tilgængeliggørelse.
Hele projektet har afgørende betydning for lokalarkivernes synlighed og potentiale til at
øge brugen af deres arkivalier. Interviewet blev foretaget under udarbejdelsen af
formidlingsportalen. Lanceringen af arkiv.dk trak imidlertid ud, og det har, ud over en
demoversion, derfor ikke været muligt at afprøve, hvordan den samlede portal sætter
arkivalierne i spil.7
Københavns Stadsarkiv har længe været meget aktive på sine digitale platforme og
arkivet er derfor valgt ud for at få indsigt i konkrete tilgængelighedsprojekter og
processen omkring det. Især er der fokus på deres crowdsourcing initiativer, der er en
direkte årsag til arkivets mange transskriberede registranter.
Rigsarkivet har løbende digitaliserings- og tilgængelighedsprojekter kørende, og
emneordsprojektet, som her repræsenterer Rigsarkivets tilgang til tilgængeliggørelse,
gjorde Signe Trolle Gronemann fra Københavns Stadsarkiv opmærksom på i sit
interview. Projektet omhandler samlingens analoge arkivalier, som registreres og
opgraderes med deskriptive metadata for at sætte dem i forbindelse med hinanden og
gøre dem søgbare i arkivets portal. Emneprojektet giver indsigt i den dybere
emnestruktur, og berører derved et kerneelement i tilgængeliggørelsesproblematikken.
Samtidig er Rigsarkivet som institution toneangivende for arkivalske praksisser som
f.eks. digitalisering og tilgængeliggørelse.
7
Arkiv.dk blev lanceret 20.februar 2015
16
Kvalitative interview
Formålet med interviewene er at få indsigt i eksisterende strategier og overvejelser, og
derfor vælges en eksplorativ tilgang, som gør det muligt at stille åbne spørgsmål.
Metodens konstruktivistiske tilgang erkender, at interviewene er gennemført med en
agenda i forhold til problemformuleringen, hvilket er en epistemologisk konsekvens.
Svarene vil følgeligt være i overensstemmelse med det respektive formål og de
konstruerede interview-guides.8 Derfor kan de gennemførte interview og specialet ikke
ses isoleret som tekst, men som resultat af den skabte kontekst.
Interviewguiderne er, som følge af formålet, organiseret som semi-strukturerede. Det
giver mulighed for at have nogle retningslinjer, som korresponderer med
problemformuleringens overordnede emne, samtidig med at det er muligt at forfølge og
udforske uventede vinkler og synspunkter undervejs (Kvale, 2009: 135).
I overensstemmelse med en empirisk-induktiv metode har udgangspunktet for
interviewene været af udforskende og undersøgende karakter.
Analysen bygger på fire gennemførte interview:
Der er udarbejdet individuelle interviewguides, idet projekternes forskellige karakter
lagde op til forskellige spørgsmål. Dog er strukturen forsøgt den samme med
overordnede temaer og nøglespørgsmål (Justesen & Mik-Meyer 2010:53). Således er
interviewene bygget op omkring nogle overordnede research spørgsmål, som herefter
udmøntes i konkrete underspørgsmål. Forskningsspørgsmålene fungerer som retningslinjer
for de respektive temaer.
8
Se bilag
17
Alle fire interview foregik på de interviewedes respektive arbejdspladser og skete i form
af samtaler af fortællende karakter i en uformel tone. Alle anvendte citater er
efterfølgende godkendt. Citaternes henvisninger har form af tidsstempler (min:sek),
således at tidsstemplet angiver citatets start i de respektive lydfiler.
Fælles terminologi
Arkiverne har traditionelt altid arbejdet med standardisering, der erkender behovet for
fælles retningslinjer og således kan standarder defineres når der opnås konsensus mellem
de relevante aktører. Standarder tjener tekniske formål, der gør det muligt at inkorporere
metadata fra mange forskellige systemer i ét samlet skema. Standarder dækker også over
et sprogligt fællesskab, idet der kan henvises til bestemte felter, uden der er tvivl om
betydningen og indholdets mening.
Den internatonale OAIS model (Standard for an Open Archival Information System) har
vist sig nyttig som fælles referenceramme mellem arkiver verden over. OAIS er en
funktionel model og giver et overordnet billede af et data flow fra arkivskaber til arkiv og
fra arkiv til bruger. Det er ikke en standard som sådan, men har givet kulturinstitutioner
en måde at tale et fælles sprog i forhold til, hvordan arkivet fungerer.
Det er afgørende med en fælles terminologi på arkivområdet, der ikke kun omhandler
tekniske termer, men også abstrakte begreber, der relaterer sig til hele kulturområdet og
strategierne bag tilgængeliggørelse og formidling.
Begrebsafklaring
Arkivalier
Arkivalier defineres her som informationsbærende data og dokumenter, som kan
dokumentere en given virksomhed og historie. Ud over dokumenter kan arkivalier tage
form af bl.a. kort, tegninger, fotos, lyd og video.
Arkivalier adskiller sig ved andre dokumenter ved at indeholde data, der er skabt med
henblik på fortolkning til information i en begrænset, veldefineret kontekst og ikke i en
kontekst, der er udstrakt i både tid og rum. Når data ikke længere skal anvendes i den
oprindelige kontekst, overføres de til arkiv på grund af genanvendelses-værdien, og samtidig
løsrives de fra konteksten. Jo mere dokumentation eller jo flere kilder, der er til konteksten,
18
jo bedre grundlag har en fremtidig forsker for at fortolke data til information. Arkiverne skal
derfor sikre så meget forudviden fra den oprindelige kontekst som muligt.
Digitale arkivalier er her defineret som materiale, der er fremstillet digitalt i
originalversion, og derfor er maskinlæsbart, søg- og findbart. De offentlige digitale
arkivalier stammer f.eks. fra IT-systemer, som myndighederne har brugt i deres
sagsbehandling. Indscannede arkivalier betragtes ikke som digitale, men som
digitaliserede arkivalier og henviser til den transformation af analog tekst og billeder til
data, der kan lagres og vises på et digitalt medium (informationsordbogen.dk).
Digitaliserede arkivalier kan have mange af de samme funktioner som de digitale, hvis de
eksempelvis gøres maskinlæsbare ved transskribering eller indeksering. Tekst
udelukkende som et digitalt billede (fotograferet eller scannet) er ikke maskinlæsbare
eller søgbare og opfylder strengt taget ikke kravene til digital tekst. Dog kan billeder
gøres maskinlæsbare med OCR-scanning, som er en elektronisk
tegngenkendelsesteknologi.
Det er de digitaliserede arkivalier, der først og fremmest behandles i specialet, da det er
denne form for arkivalier, der primært indgår i arkivernes aktuelle problemstillinger om
digitalisering, tilgængeliggørelse og formidling. I forhold til indsamling fra den
offentlige forvaltning betyder det arkivalier fra før ca.1980, da forvaltningerne herefter
for alvor begynder at arbejde med elektroniske systemer. Langt de fleste indscannede
arkivalier er ikke maskinlæsbare, men derfor kan de godt være findbare. Det kræver
oprettelse af deskriptive metadata, som bruges til fremfinding og identifikation og
beskriver det intellektuelle indhold.
En del af empirien drager desuden erfaringer fra arkiver, som tilgængeliggør analoge
arkivalier, men i kraft af arbejdet med metadata, som gør oplysninger og materialet
søgbart, betegnes det derfor som en del af den digitale tilgængeliggørelse, der
undersøges.
Digitalisering, tilgængeliggørelse og formidling
Ved digitalisering forstås den transformation af tekst og billeder til data der kan lagres og
vises på et digitalt medium (informationsordbogen.dk). Digitalisering hentyder altså
alene til den praktiske og tekniske proces.
19
Problemformuleringen fremhæver tilgængeliggørelse af arkivalier, hvilket betyder, at
selve digitaliseringsprocessen og tilhørende problemstillinger ikke behandles. Det
erkendes dog at digitaliseringsprocessen er afgørende for, hvilket materiale der
tilgængeliggøres digitalt.
Tilgængeliggørelse forstås som, når digitaliserede arkivalier tilgængeliggøres på nettet
eller i arkivernes egne søgeportaler og databaser. Tilgængeliggørelse handler om evnen
til at finde relevante oplysninger ved hjælp af kataloger, indekser, søgefaciliteter eller
andre værktøjer. Hertil kommer, hvordan resultaterne præsenteres, og hvilke muligheder
brugeren har for at arbejde med dokumentet.
Formidling forstås som det at udvælge og arrangere genstande, dokumenter eller værker,
der skal udstilles, typisk efter et bestemt princip eller tema. Arkivernes digitale
formidling forgår ved tilpassede undervisningsforløb, tematiske samlinger af arkivalier,
fortællinger om livforløb og samfundsforhold mm. Formidling indgår i diskussionen i en
bredere forstand, som hentyder til de arkivalier der udvælges til digitalisering og således
formidles via arkivernes portaler.
Erindring og fortidsbrug
Erindring er blevet et begreb som bruges flittigt af kulturinstitutioner, og som breder sig i
takt med en opprioritering af kulturhistorie som forskningsfelt.
Arkiver, biblioteker og museer betegnes også som erindringsinstitutioner (memory
institutions), der endnu mere eksplicit lægger et erindringsperspektiv ned over
institutionerne som bærere af fælles erindring. Sondringen mellem erindring og historie
er langt fra entydig og der findes utallige variationer og gråzoner, som både
repræsenterer en klar skelnen og tilnærmelsesvis synonymisering.
Fig. 1 viser karakteristika, hvor historie (videnskabelig og faghistorie) adskiller sig fra
erindring. Erindring skal, som historie, ikke ses som noget faktuelt og plausibelt, men
derimod som menneskets måde at opfatte sig selv på ved at skabe sammenhæng mellem
fortid, nutid og fremtid. Hvor historie-disciplinen nøgternt søger at etablere en universel
ramme, der er uafhængig af samfundsinstitutioner og gruppers identiteter, fungerer
erindring i stedet selektivt og som en integreret del af identitetsskabelse.
20
Fig.1 Assmann 2008b s.61
Selvom forholdet mellem historie og erindring, og hvad der karakteriserer dem hver især,
er et fagligt stridspunkt, er de fleste enige om, at det ikke giver mening at skelne
principielt mellem dem (Warring 2011:29).
I et socialkonstruktivistisk perspektiv kan videnskabelig historie ikke skelnes fra det
faktum, at de kulturhistoriske levn, historikere har mulighed for at fortolke i dag, kun
repræsenterer et udsnit af fortidens genstande. Ved at udvide den videnskabelige historie
og lade den indgå i en større helhed, der omfatter alle historiekulturens dimensioner,
ændres fokus til at være forskning i historiekultur og erindringshistorie. Perspektivet
skifter således at konstruktionen af, hvordan en begivenhed erindres, og hvad der lægges
vægt på, kan overskygge den faktiske historiske begivenhed.
Historiekultur knytter sig til den måde et samfund eller en gruppe opfatter og bruger
historie på. Det er tæt knyttet til historiebevidsthed, som relaterer sig til det faktum, at
man er bevidst om at være historieskabt og dermed være påvirket af den kultur og det
samfund, man lever i. Historiebevidstheden udvikles i den enkeltes livsverden og gennem
erfaringer. Det er en erkendelse af, at det levede liv er en fortsat proces, og at ens
handlinger ikke blot er styret af en nutidsforståelse, men refererer til hele det samspil, der
findes mellem menneskers fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning
(Jensen 2008:58).
21
Historiker, Bernard Eric Jensen, begrebsliggør historie på et nutidigt og praktisk niveau
ved at pege på, at det handler om at udmønte en tilgang til historie som både kan rumme
fagfolks og lægfolks opfattelse af begrebet (Jensen 2014). Han mener ikke, at der altid
kan sættes lighedstegn mellem historie og fortid og afvikler dermed et ”fortidsfikseret
historiebegreb”.
I stedet udvikler Jensen begrebet fortidsbrug på baggrund af antagelsen om, at vi har at
gøre med historie, når nogen bruger noget fortidigt i en nutidig sammenhæng. Historie
bliver dermed den fortidsbrug, der danner erindringsspor (Jensen 2014:13).
Arkivet bevarer materiale, der skønnes at være af historisk værdi for fremtidens forskere.
Arkivalier knytter sig til videnskabelig historie i kraft af sin nøgterne
dokumentationsværdi og originale kildestatus. Omvendt kan det argumenteres, at det er
brugen af arkivalierne og den kulturhistoriske sammenhæng, de sættes i, der definerer
deres fortolkning. Når arkivalier således bringes i en nutidig sammenhæng bliver de en
del af et større erindringsarbejde.
Erindring som social konstruktion
Tanken om erindring som et socialt konstrueret fænomen opstod i 1920’erne med den
franske sociolog, Maurice Halbwachs´(1877-1945) teori om kollektiv erindring.
I On Collective Memory (Les Cadres sociaux de la mémoire) fra 1941 (1992), som er det
tredje værk i rækken om erindringer, fremlægger Halbwachs tanken om, at individet kun
er i stand til at erindre i kraft af dets medlemskab af en social gruppe.
Der er, ifølge Halbwachs, ligeså mange kollektive erindringer, som der er sociale grupper
og institutioner. Alle har karakteristiske erindringer, som er konstrueret, ofte over
længere tid. Det er stadig de enkelte individer i gruppen, der erindrer, men selv når man
er fysisk alene, fungerer bevidstheden ved hjælp af de instrumenter, såsom normer og
sprog, som man har tilegnet sig fra omgivelserne (Halbwachs 1992, s.22 og Warring
1996, s.210-211).
”(..)just as people are members of different groups at the same time, so the memory of
the same fact can be placed within many frameworks, which result from distinct
collective memories.” (Halbwachs 1992, s.52)
22
Den franske historiker, Pierre Nora, bygger senere videre på Halbwachs’ teori, men
inddæmmer den i den overordnede betegnelse, kulturel erindring, der i højere grad ser på
dannelsen og videreførelsen af erindring som et netværk af symboler, værdier og ritualer,
der tilsammen udgør et sammenhængende samfund. Nora er, ligesom Halbwachs,
opmærksom på erindringens ekskluderende natur:”Memory is life, borne by living
societies founded in its name. It remains in permanent evolution, open to the dialectic of
remembering and forgetting; unconscious of its successive deformations, vulnerable to
manipulation and appropriation, susceptible to being long dormant and periodically
revived. History, on the other hand, is the reconstruction, always problematic and
incomplete, of what is no longer.” (Nora 1989:8).
Erindring er udadskillelig fra historie, men fungerer i praksis på sine egne præmisser i en
samfundsmæssig kontekst. Erindringsforsker, Aleida Assmann, som er inspireret af både
Halbwachs og Nora, beskriver, hvordan erindringsfællesskaber udgør større grupper som
individet inkorporerer i sin identitet ved at referere til dem som ”vi”, og ved at følge de
respektive sociale rammer. Hvert ”vi”-fællesskab er konstrueret gennem fælles praksisser
og diskurser, der definerer grænser og principper for inklusion og eksklusion (Assmann
2008b:51-52). For at blive en del af fællesskabet skal individdet dele og antage gruppens
historie, som overgår grænserne for ens egen levetid: ”The individual participates in the
group's vision of its past by means of cognitive learning and emotional acts of
identification and commemoration. This past cannot be "remembered"; it has to be
memorized.” (Assmann 2008b:51-52).
Kollektiv eller kulturel erindring?
Assmann repræsenterer den forskningstradition, som er særligt interesseret i de medier
og politiske processer, hvor erindring objektiveres eller lagres. Hun bruger overvejende
termen kollektiv erindring, som oprindeligt også blev brugt af Halbwachs.9
Den kollektive erindring krydser overgangen mellem semantisk og episodisk erindring,
hvor semantisk erindring i særlig grad har rødder i det sociale, og episodisk erindring
indeholder de erfaringer, man selv har gjort sig.
9
Assmann opererer også med begrebet kulturel erindring, men begrebet ændrer sig en del gennem hendes
og Jan Assmanns arbejde, og der er hele tiden stærke undertoner af det politiske spil, der kanoniserer
fortiden og derfor lægger sig tættere op ad det oprindelige begreb kollektiv erindring (se eks. Assmann
2008c).
23
Kollektiv erindring tilegnes gennem en internaliserende læring, dvs. ved en kropslig
proces, der f.eks. sker gennem ritualer og handlinger. Kun som internalisering og ritualer
for deltagelse kan erindringsarbejdet konstruere identiteten af ”vi” (Assmann 2008b:52).
Krydsfeltet uddybes også af historiker Anette Warring, som peger på, at der er to
modsatrettede tendenser i dynamikken mellem individuelle (episodiske) og kollektive
(semantiske) erindringer. Nemlig på den ene side, hvor den store variation af individuelle
erindringer udfordrer eksistensen af den kollektive, og på den anden side, hvor den
kollektive erindring har tendens til at opsluge den individuelle erindring (Warring
1996:214).
Begrebet er blevet kritiseret af flere erindringsforskere, som peger på, at termen kollektiv
er problematisk, fordi det vildledende antyder, at et samfund erindrer på samme måde
som den enkelte bevidsthed (Warring 1996, Jensen 2006 & 2014, Mitztal 2003).
Halbwachs’ position må dog forstås historisk, da han gjorde op med en samtidig
forestilling om erindring som noget individuelt opbevaret i det enkelte menneskes psyke
(Warring 1996:216). Med Halbwachs’ erkendelse af, at der findes lige så mange
kollektive erindringer som identiteter, viser det et syn på erindring som har rødder i det
individuelle og ikke erindring som kollektiv konsensus.
Forestillingen om erindring og historie som modsætninger er siden blevet overbevisende
kritiseret for at bygge på en positivistisk forestilling om historievidenskabens objektivitet
(Warring 2011:30). Warring peger på bl.a. historiker, Peter Burkes argumentation om, at
historievidenskab på samme måde som erindring kan forstås som et produkt af en social
gruppe – altså professionelle historikere. Desuden pointerer hun, hvordan historiefaget
både søger og faktisk udfylder en erindrende funktion i samfundet ved at
opretholde,bearbejde og forandre foreliggende erindringsfællesskaber (Warring
2011:30).
At erindring er socialt konstrueret og bruges i sociale sammenhænge er imidlertid ikke
identisk med, at erindring ikke er personlig og individuel.
Erindringsteoretiker, Barbara Misztal, anvender begrebet kulturel erindring. Hun
argumenterer for, at begrebet skal forstås i et intersubjektivistisk perspektiv, der gør os i
stand til at se bort fra teorier, der, på den ene side bunder i social determinisme (kollektiv
erindring), og på den anden side individualistiske erindringsteorier, som ikke erkender
det sociale aspekt (Misztal 2003:10).
24
Hendes hovedtese er derfor, at erindring, samtidig med at være konstrueret af kulturelle
former og begrænset af social kontekst, er en individuel mental handling:
”…while it is an individual who remembers, his and her memory exists, and is shaped by,
their relation with, what has been shared with others and that it is, moreover, always
memory of an intersubjective past, of a past lived in relation to other people” (Misztal
2003:6).
Erindring skal ses som en aktiv orientering mod fortiden, der ikke refererer til en levende
erindring, men til organiserede, kulturelle praksisser, der supplerer måder at forstå verden
på, og giver håb og mening, som gør mennesker i stand til at handle. Det er med dette
afsæt, at en fælles erindring skal forstås som konstituerede, fælles rammer af individuelle
erindringer. Misztal skelner på denne baggrund mellem forenet erindring, der har afsæt i
kollektiv erindring og forenet mening, som erkender de variationer, der må være mellem
individer, men som skaber en fælles sammenhæng.
Med begrebet kulturel erindring er der mere fokus på de kulturelle værdier og traditioner
som betydningsfulde for, hvordan en forenet mening skabes og opretholdes.
Erindringen er central for at skabe forbindelse mellem fortiden og nutiden, idet grupper
hele tiden giver den kollektive fortid mening med afsæt og drivkraft i samtidige og
skiftende behov (Warring 1996, s.220).
At erindringen tjener nutidige formål afføder spørgsmål om erindringens funktioner, og
hvordan den bruges og videreføres. Behovet for at skabe mening, og det at være en del af
en meningsfuld kontekst, har en enorm betydning for kulturel erindring. Det vigtigste ved
erindringen, mener Misztal, er derfor den identitet, den former (Misztal 2003:383).
For at forstå erindringskulturens funktioner, er det centralt at forstå den sociale
organisering af den måde, erindring overføres på, og som gør det muligt at erindre i
fællesskab.
Med udgangspunkt i arkivet som erindringsinstitution, er det derfor Misztals opfattelse af
kulturel erindring som danner grundlag for specialets referenceramme. Kulturel erindring
kan undersøges gennem kulturelle værdier og traditioner, som netop er noget af det
styrende for arkivet som institution. Samtidig erkender begrebet den individuelle
erindring og indeholder et begrebsapparat med uendelige versioner af fortiden. Derfor
25
bruges fortidsbegrebet også fremover i pluralis for at understrege, hvordan en
erindringstilgang tillader mange fortolkninger af fortiden.
Arkivets hjemmel til udvælgelse af bevaringsværdige dokumenter kunne hurtigt lede
tankerne hen på en kollektiv erindringsform, som forsøger at styre en fortidig
sammenhæng. Som Misztal imidlertid pointerer, så sker der en fragmentering af national
erindring i kraft af diversiteten af kulturer, etniciteter, religioner og traditioner.
Globaliseringens spredning af sociale interesser bidrager yderligere til at styrke
omdannelsen af én stor fortælling om nationer til episodiske fortællinger bundet til
grupper (Misztal 2003:18).
Digitale teknologier tydeliggør demokratiseringen af fortidskonstruktioner, fordi især
internettet lader helt almindelige brugere tage aktiv del i deres historie. En kollektiv
erindringstilgang vil i højere grad kunne anvendes til at undersøge, hvordan specifikke
historiske begivenheder erindres og plejes af forskellige interessenter.
Med erkendelsen af, at mennesket både er historieskabt og historieskabende, opstår der et
behov for at kunne placere sig i en meningsfuld sammenhæng. Dermed bliver
historiebevidsthedens vigtigste funktion, at den kan anvendes til at orientere sig i tid og
rum, som gensidigt er forbundet med andre mennesker i en socio-kulturel sammenhæng
(Jensen 2008:71).
Brugbare fortider
Det er kun de brugbare og brugte fortider der danner erindringsspor hos mennesker. Det
er det, der tilskrives betydning og brugsværdi, der erindres og derfor bearbejdes
erindringen løbende og tilpasses ændrede livsvilkår (Jensen 2014:14). Det er således ikke
alle fortider der er nærværende. I praksis vil kun udvalgte fortider være i brug (Jensen
2013).
De dokumenter, der erklæres bevaringsværdige på arkiverne repræsenterer de fortider,
der kan danne grundlag for samfundets fortidsbrug. Det betyder at eksempelvis den
arkivalske kulturarv skal bruges, dvs. arkivalierne skal sættes i spil og være en aktiv
aktør i fortidsbrugen for at blive husket.
26
Når verden ændrer sig, ændrer de bevaringsværdige erindringer sig. Begivenheder
ændrer karakter efter nutidens ståsted, hvilket vil sige, at der sker en omtolkning – der
fyldes ikke bare mere og mere på (Jensen 2013).
Den erindring, som videreføres i et samfund er udvalgt, fordi den giver mening i en
historisk bestemt kontekst. Erindringen videreføres i form af materiel og immateriel
kulturarv og disse to begreber kan derfor sidestilles med de samme karakteristika.
Geograf, David Lowenthal, erstatter således erindringsbegrebet med kulturarv i
argumentationen af, at mennesker vil mishandle og misbruge fortiden, hvis de anskuer og
bruger den som kulturarv, da kulturarv skal bruges til at tjene nutidens behov og
interesser:
”The idea of history as universal, and universally accesible, is widely endorsed. To be
sure, such a history is still alien to many. But within the global community of scholars it
is normative. It is such history that I contrast here with heritage. Other kinds of history –
tribal, exclusive, patriotic, redemptive, or self-aggrandizing – are, by large, heritage
masqarading as history” (Lowenthal 1998:120).
Lowenthal arbejder med et snævert historiebegreb, der opfatter den universelle historie
som normativ, og alt hvad der er forløsende, selvforherligende og på andre måder
eksklusivt kan betegnes som kulturarv.
Arkiverne er kilde til udformningen af kulturel erindring, idet deres formålsbestemte
praksisser knytter sig direkte til repræsentation af fortiden og dermed indflydelsen på,
hvad et samfund erindrer – og hvad det glemmer (Marton 2011a:2 & Misztal 2003:19).
Det er den institutionaliserede proces, der ved udvælgelse, klassifikation og bevaring,
forvandler kulturgenstande til kulturarvsgenstande.
Arkivalier er ikke erindring i sig selv, men fungerer som en repræsentation heraf i kraft
af deres status som kulturarv.
Det er gennem kulturarv, at erindringspraksisser videreføres, og det er derfor arkivaliers
funktion, der overvejende knytter dem til det kulturelle erindringsparadigme.
27
Fortiden rykker tættere på
Hvor historien og traditionen tidligere garanterede nutidens stabilitet, har det senmoderne
erindringsparadigme, ifølge kulturteoretiker Andreas Huyssen, opløst den fastlagte og
absolutte grænse mellem fortid og nutid:
”The desire for narratives of the past, for re-creations, re-readings, re-productions,
seems boundless at every level of our culture. History in a certain canonival form may
be delegitimized as far as its core pedagogical and philosophical mission is concerned,
but the seduction of the archive and its trove of stories of human achievement and
suffering has never been greater” (Huyssen 2003:5).
Arkivet kan således betegnes som en erindringsinstitution, der tilsyneladende kan levere,
hvad historie ikke længere synes at kunne tilbyde.
“The scale of collecting expands in inverse proportion to our depth perception, so as the
importance attached to artificial and symbolic substitutes for memory increases,
historians have ‘less and less to say about more and more” (Nora 1996: 13).
Grænserne mellem fortid og nutid sløres, når erindringsperspektivet bruger fortiden til
nutidige behov og kan ændre måden at opfatte et midlertidigt liv.
Huyssen identificerer et skift omkring 1980’erne fra et fokus på nærværende fremtid
(present futures) til den nærværende fortid (present pasts), som han til dels begrunder
med mediers re-produktioner, internettet, kulturhistorisk forskning, og hvad han kalder
den stadigt mere grådige museale kultur (Huyssen 2003:1&11).
Huyssens hypotese er, at erindring bliver: "called upon to provide a bulwark against
obsolescence and disappearance [andj tocounter our deep anxiety about the speed of
change and the ever-shrinking horizons of time and space" (Huyssen 2003:22).
Han argumenterer for, at jo hurtigere samfundet bliver skubbet ind i en global fremtid,
der ikke er tillidsvækkende, jo stærkere vil behovet blive for at bremse op (Huyssen
2003:25).
Nutiden udvides så at sige, når der trækkes på både fortid og fremtid som
meningsdannende, og viser sig i paradokset:
28
“The more present of advanced consumer capitalism prevails over the past and the
future, sucking both into an expanding synchronous space, the weaker its grip on itself,
the less stability or identity it provides for contemporary subjects” (Huyssen 2003:23).
Der sker en indskrænkning af tid og sted som følge af informations- og
kommunikationsteknologier, mens computerhukommelser og de offentlige
erindringsdiskurser udvides (Huyssen 2003:23). Hvor arkivet før har kunnet opfattes som
modvægt til den stadigt stigende forandringshastighed, ophæves denne funktion dog af
digital teknologi, der tydeliggør arkivalier i en nutidig og flygtig kontekst, når de
digitaliseres.
Kriterierne for bevaringsværdi relateres til kulturelle strømninger og offentlig tilslutning,
som danner grundlag for udformning af kriterier for bevaringsværdige genstande og
kulturarv. Kriterierne defineres på den måde et sted mellem konsensus og hegemoni, da
de formuleres som led i en fælles historisk tradition, men udformes i praksis som et
repræsentativt udsnit af fortiden.
I det følgende afsnit undersøges det, hvordan især Rigsarkivets syn på bevaring og
kassation har været genstand for en grundlæggende debat om, hvorfor og hvordan en
bevarings- og kassationsstrategi formuleres og udføres.
Arkivernes bevarings- og kassationsstrategi som
udvælgelsesproces
Bevarings- og kassationspolitikken er et resultat af en række valg, der træffes og et
udtryk for en diskurs, der opstiller rammer for, hvad der skal bevares, og hvad der skal
kasseres; med andre ord, hvilke arkivalier der er af historisk værdi, og hvilke der ikke er.
En diskurs definerer en bestemt sprogbrug og er med til at definere den virkelighed og
kultur, man arbejder inden for rammerne af. Derfor er en diskurs i sig selv et udtryk for
magt (Sode-Pedersen 2006:21).
Den danske kassationsdiskurs har medført, at arkivalier bevarings- og kassationsvurderes
ud fra struktur, arkivskaberens placering i det administrative hierarki og arkivalierne som
processuel dokumentation eller som indeholdende informationer af historisk værdi
(Sode-Pedersen 2006:21).
29
Kassation af arkivalier har i dansk sammenhæng traditionelt været tæt knyttet til
økonomiske overvejelser. De offentlige myndigheders arkivproduktion har antaget
enorme dimensioner, og en forestilling om at bevare samtlige hyldekilometer papirer
anses som urealistisk. Kassation er dermed bevaringens forudsætning, som den kommer
til udtryk i Arkivlovens §4 stk.2 om Statens Arkivers formål:
”at sikre muligheden for kassation af ikkebevaringsværdige offentlige arkivalier i
samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov” (LBK nr. 1035 af 21.
aug. 2007)
Det økonomiske rationale udtrykkes allerede i bemærkningerne til den tilsvarende
bestemmelse i Arkivloven fra 1992:
”Allerede af ressourcemæssige grunde er det klart, at kun en mindre del af de offentlige
myndigheders arkivalier kan bevares. Kassation foretages således af økonomiske hensyn,
ikke af forskningsmæssige. Der skal kasseres indtil grænsen for, hvad der er forsvarligt
under hensyn til de formål, der søges opnået ved bevaring af arkivalier, og under
anvendelse af metoder, der omkostningsmæssigt står i rimeligt forhold til den opnåede
pladsgevinst. Kassationsprocessen er med andre ord en imødekommelse af samfundets
berettigede krav om økonomisering med de ressourcer, der skal anvendes i forbindelse
med bevaring” (Statens Arkiver, 2008:17).
I Arkivbekendtgørelsen fra 2003 er disse bemærkninger udmøntet som:
”Bevaring og kassation af offentlige arkivalier skal gennemføres således, at det sikres,
2) at kassation kan gennemføres systematisk og effektivt, således at de ressourcer, der
anvendes i forbindelse med bevaring, udnyttes mest hensigtsmæssigt” (BEK nr. 591 af
26. juni 2003 § 4).
Bevaringskriteriet er de arkivalier ”(..)der har historisk værdi eller tjener til
dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og
myndigheder” (BEK nr. 591 af 26. juni 2003 § 4 stk.1). I en redegørelse om bevaring og
kassation fra 2008 gør Statens Arkiver dog opmærksom på, at vurderes dokumenter til at
være af retlig eller administrativ betydning, men uden en egentlig historisk værdi, har
denne vurdering alene betydning for fastsættelse af kassationstidspunktet (Statens
Arkiver 2008:23). Derfor bliver den historiske værdi altafgørende.
30
Vurderingerne sker jf. Arkivlovens § 4 stk.2 i samarbejde med myndigheder, men den
endelige beslutning tages af Statens Arkiver, og det er derfor op til Rigsarkivaren at
udstede retningslinjer for, hvordan ”historisk værdi” skal tolkes.
Kulturministeren indskrænkede i 2003 termen ”historisk værdi” til ”dokumentation til
beskrivelse af det danske samfund og dets udvikling” (Bekendtgørelsen nr. 591 af 26.
juni 2003) Stadsarkivarerne Henrik D. Gautier og Asbjørn Hellum (Rigsarkivar siden
2009) fra hhv. Københavns Stadsarkiv og Vejle Byhistoriske Arkiv rettede i 2006 en
skarp kritik mod Statens Arkivers bevaringsformål, idet de mente, at den snævre
formulering i bekendtgørelsen alene tilgodeså samfundsvidenskabelig forskning og
derved udelod bl.a. medicinsk og teknisk historie og den bredere kulturhistorie (Gautier
og Hellum 2006:33). De pointerer i den forbindelse, at jo snævrere man definerer
formålet med bevaringen og begrebet ”historisk værdi”, jo højere kan
kassationsprocenten blive (ibid.).
Den danske debat om bevaring og kassation af arkivalier tog for alvor fart op gennem
1960’erne og kulminerede ved et seminar i 1969, hvor principperne for den retrospektive
kassation, der var foretaget mellem 1870-1919, blev fremlagt. Kassationerne var
foretaget ud fra subjektive skøn og ud fra opfattelsen, at både arkivets og forskningens
tarv blev varetaget ved denne form for kassation (Hansen 2006:55). Landsarkivar Harald
Jørgensen, som var manden bag kassationerne, mente at kassation var ”en nyttig gerning
over for den historiske videnskab, som forskånes for at gennemgå en række arkivpakker
med aldeles ligegyldigt materiale for at finde noget, der har historisk relevans”. Desuden
mente han, at det var ”utilfredsstillende for en arkivmand at gå rundt med bevidstheden
om, at der ligger irrelevant materiale på hylderne” (Hansen 2006:54).
Harald Jørgensens synspunkter stod i kontrast til det mere moderne synspunkt, der lagde
vægt på at skabe en mere aktiv rolle for arkivvæsenet, hvor man i stedet for subjektive
kriterier skulle påvirke den kommende arkivdannelse ved at udskille kassabilia ud fra
objektive kriterier. Inspireret af den amerikanske arkivar Schellenbergs teorier, fik den
danske arkivdebat for første gang et teoretisk islæt, og begreberne om det processuelle og
det informative aspekt blev indført.
1970’ernes debat drejede sig om at finde objektive kassationskriterier, og den
kvantitative forskningsmetoder i historiefaget, som sideløbende fandt sted, prægede
overvejelserne om repræsentative udsnit og mulighederne for lodrette kassationer
31
(Hansen 2006:63, Sode-Pedersen, 2006:19). Arkivarerne beskæftigede sig ikke længere
med indhold udover skelnen mellem processuelle og informative oplysninger og
bedømmelse af muligheden for at opnå repræsentativitet. Arkivaliernes indhold blev først
og fremmest beskrevet ud fra analyser af proveniensforhold.10
Diskussionen om udsnitstørrelser blev igen taget op i 1990’erne efter et årti, der var
præget af nedskæringer og skepsis over for offentlige udgifter. Denne gang var det dog
mere et spørgsmål om økonomisk forsvarlighed, hvor 1970’ernes diskussion bundede i et
spørgsmål om historiefaglig forsvarlighed (Hansen 2006:71). De kvantitative mål
udmøntede sig i specificerede procedurer ved kassation med henblik på at opnå
konsekvens og forudsigelighed. I stedet for at se på, hvilke emner der fandtes i
arkivalierne, brugte man det ca. 100 år gamle proveniensprincip som kassationsvurdering
med udgangspunkt i arkivalietype, myndighedspraksis og myndighedstype (Hansen
2006:72).
Arkivar Anders Sode-Pedersen påpeger, at kassations- og bevaringspolitikken ikke alene
er et udtryk for rent praktiske og økonomiske overvejelser, men at valget af
kassationspolitik også er et udtryk for det historiesyn, som forfatterne til retningslinjerne
repræsenterer (Sode-Pedersen 2006:21).
Når arkivalier kassationsbehandles efter proveniensprincippet, forudsætter det en klar og
entydig ressort- og opgavefordeling og en opfattelse af, at arkivalier, der dokumenterer
overordnede og generelle beslutninger, er mere historisk værdifulde end enkeltafgørelser
truffet af lavere rangerende myndigheder. Dermed er det ikke arkivaliernes indhold, men
det, arkivskaberen foretager sig med dem, der er det interessante. Derved oversættes
historien til administrative og politiske problemstillinger (Sode-Pedersen 2006:24).
Kassationspolitikkens repræsenterede historiesyn er en nøgle til at forstå, hvad der
opfattes som værdifuldt og kan give et indblik i, hvilke historier det bliver muligt at
forske i for fremtidens historikere.
Den bagvedliggende diskussion går på, om det er muligt at løsrive sig fra sin samtids
historiesyn og opstille objektive kriterier for bevaring og kassation.
Et eksempel er Skolesundhedstjenesten i København, hvis arkiv bestod af informationer
om samtlige skolebørn i København fra 1936 og adskillige årtier frem, baseret på
10
Se afsnittet ”opretholdelse af proveniens” for nærmere beskrivelse af proveniens.
32
børnenes årlige besøg hos skolelægen. Arkivet blev i 1980’erne frasorteret, men blev ved
en tilfældighed reddet af en afdelingsleder hos Kræftens Bekæmpelse. Arkivet rummer
en nøgle til viden om en meget stor gruppe personer over meget lang tid, hvilket gør
arkivet unikt i verden. Sammen med nyere oplysninger rummer dokumenterne
sammenlignelige data om 350.000 børn med fødselsdato fra 1930 til 1998 og gør det
muligt at forske i, hvordan forskellige sygdomme udvikler sig over længere tid (Hansen
2007).
Arkivarer kan selvsagt ikke spå om fremtidens forskeres behov, men som forvaltere af
bevaringspraksisser skal arkivarerne forholde sig til fremtidens behov ud fra en faglig
vurdering.
Stadsarkivarerne Henrik Gautier og Asbjørn Hellum gjorde i en kronik opmærksom på,
hvordan:” emner som ”offentlighed i forvaltningen” og ”tilgængelighed til arkivalier”
ofte tiltrækker sig offentlighedens, politikeres og forskeres opmærksomhed, mens
kassation af arkivalier yderst sjældent gør det; selvom kassation udgør et markant
indgreb i retten til aktindsigt og begrænser adgangen til arkivalier langt mere afgørende
end tilgængelighedsfristerne” (Hansen 2007).
Historikerne har som nævnt været mere optaget af, at der var adgang til arkiverne, end
hvilke materialer der blev gemt i dem. Kritikken handlede i 00’erne overvejende om, at
retningslinjerne siden 1970 har lagt op til, at en stadig større del af arkivmaterialet kan
kasseres, blandt andet skattesager, socialsager og byggesager i kommunerne (Mikkelsen
& Pedersen 2005).
Udviklingen af kvantitative mål for, hvornår et dokument er bevaringsværdigt kan
umiddelbart opfattes som den mest objektive, faglige vurdering, fordi
kassationspraksissen i så fald er den samme over tid og dermed udelukker subjektive
skøn, som næppe kan løsrives fra sin historiske og samfundsmæssige samtid.
Chefkonsulent ved Rigsarkivets Bevarings- og Kassationsafdeling, Jan Kanstrup,
forsvarede i 2005 Statens Arkivers kassationspolitik efter den massive kritik:
”Forskerne har et historiesyn, som skifter over tid. Det har Statens Arkiver ikke: Hvis vi
havde - og baserede vores virksomhed på det - ville det være udtryk for bedreviden eller
totalitær tankegang” (Kanstrup 2005).
33
Et centralt og tilbagevendende element i Statens Arkivers bevarings- og kassationspolitik
er dog alligevel historiesynet bag, der opstod i forbindelse med 1960'ernes og 1970'ernes
samfundsvidenskabeligt inspirerede historieforskning. Sammen med
proveniensprincippet udgør strategien et historiesyn, der anser staten som det
dominerende tema i menneskehedens historie og den højeste orden af de moralske
kræfter, som bestemmer "tidernes gang".
Men historieforskningen, og dermed forskernes interesser, ændrer sig over tid:”I de
sidste 20 år har den i stigende grad interesseret sig for minoriteter, marginaliserede
grupper og andre randzonefænomener. For den kriminelle underverden blandt natmænd
og rakkere, for mentaliteten blandt 1700-tallets tiggere og verdensbilleder hos lignende
udstødte, der befinder sig lysår fra den såkaldte politiske beslutningsmyndighed”
(Petersen & Henningsen 2005).
Kassationspolitik er erindringspolitik
Bevarings- og kassationspolitikken spiller en afgørende rolle for fremtidens forskning og
den måde, man vil opfatte fortiden på. Det materiale, der er til rådighed, vil danne
grundlag for, hvilke spørgsmål man kan stille, og som konsekvens heraf, hvilke svar man
får.
Sociolog Annemaree Lloyd advarer i sin artikel ”Guarding against collective amnesia”
mod den ultimative konsekvens af en smal og struktureret erindringspolitik, som vil
mislykkes i at afspejle diversiteten i det kulturelle liv og øge risikoen for kollektiv
glemsel (Lloyd 2007:64). Det er kulturinstitutionernes opgave at formulere kriterier for,
hvad der er bevaringsværdigt, men ifølge Lloyd anerkender institutionerne ikke, at de
kriterier er understøttet af ideologiske, politiske, økonomiske, kulturelle og sociale
påvirkninger: ”The act of assigning significance is a social action that is constituted
through a symbolic need to establish or maintain a social thread or connection, to
preserve a footprint that is deemed important, and to ensure the continuity of a
community’s memory” (Lloyd 2007:54).
Bevarings- og kassationsprocessen vil dermed altid afspejle retningerne og bevidstheden
af samfundets mest dominante grupper, som vil forme tolkningerne og historierne om
fortiden.
34
Når noget udpeges som bevaringsværdigt, bør man se på grundlaget for denne
udvælgelse, fordi det bliver genstand for fortolkning af historien, der kan give langvarige
konsekvenser. Ved at være opmærksom på sondringen mellem bevaringsværdigt og ikkebevaringsværdigt har arkivarer en indirekte indflydelse på fremtidige fortolkninger og
opfattelser af fortiden. Identifikationsprocessen har, ifølge Lloyd, en symbolsk funktion,
da udvælgelsen skaber viden om et dokuments betydning og om arkiver som
vidensinstitutioner, der former den fremtidige kulturelle erindring (Lloyd 2007:54).
Glemsel er en konsekvens af erindring, fordi erindringen kun kan træde frem, ved at
nogle aspekter sorteres fra. Glemsel er, i et kulturelt erindringsperspektiv, en social
handling, som gør et samfund i stand til at konstruere en levedygtig, genkendelig og
fælles fortid. Skelnen mellem erindring og glemsel gør os i stand til at relatere til fortiden
og derigennem skabe sammenhæng i vores virkelighed (Rasmussen 2010:111).
Adressing the distinction criteria is a key to understanding the social reproduction of
institutional and national identity” (Rasmussen 2010:24)
Arkivet som institutionel aktør i sorteringen mellem relevant og irrelevant, kan således
også ses som ”glemselsinstitution”. Bevaringsværdige dokumenter bevares for eftertiden
på bekostning af ikke-bevaringsværdige dokumenter. Arkivet modtager samtidig også
meget store mængder materiale til bevaring, som, i kraft af tilgængelighedsfrister,
gemmes væk og opbevares med risiko for at blive glemt i processen, indtil det kan gøres
tilgængeligt.
Når arkivalier gøres digitale
Digitalisering og tilgængeliggørelse af dansk kulturarv er en proces, der foregår i stort og
bredt omfang i danske kulturinstitutioner.
Formålet med digitalisering regnes først og fremmest for bevaring, beskyttelse og
tilgængeliggørelse. Med beskyttelse menes det værn mod slid, uheld og tyveri, som
ligger i, at originalmaterialet ikke længere behøver håndteres ved brug.
Tilgængeliggørelse fremhæves af Kulturministeriet som afgørende og et vigtigt spring i
borgernes mulighed for hurtig og nem adgang til kulturarven (Kulturministeriet 2009).
35
Tilgængeliggørelse af arkivalier tager både form af faksimiler, dvs. som visuelle
repræsentationer af originalerne og i transskriberet form (Brinch 2004). Gennem
databaser kan kildematerialet præsenteres i en kombination af transskriberet information
og en repræsentation af kilden som digital faksimile. Transskription præsenterer
dokumentets semantiske indhold, mens faksimilens overordnede egenskab er, at den som
repræsentation af det oprindelige dokument, gengiver dets udtryk og visuelle udformning
(Brinch 2004:252).
Den norske professor, Terje Rasmussen identificerer tre principper, som har indflydelse
på transformationen af analoge dokumenter til digitale, og som bør adresseres:
Det første er det digitale princip, som foretrækker information som digital, der gør den
mere relevant, effektiv og fleksibel. Derfor vil alt, der kan opbevares elektronisk, blive
det. I arkivverdenen digitaliseres der både af tilgængeligheds- og bevaringshensyn.
Netop udvælgelsen af dokumenter til digitalisering er yderst aktuel, fordi det ganske
enkelt ikke er muligt at digitalisere så store mængder retrospektivt. Derfor er det
nødvendigt med en strategi for, hvad der skal digitaliseres i forhold til givne ressourcer
(Rasmussen 2010:118).
Det andet princip, som Rasmussen fremhæver, handler om ”information overload”, der
fastslår, at den enorme produktion af information i det moderne samfund fører til
redundans og overskydende konstruktioner af meninger (Rasmussen 2010:118).
Sammenhænge skal holdes nede for at tjene sin funktion. Informationer skal således
elimineres, og kunsten at glemme skal praktiseres for at muliggøre en sammenhængende
meningsproduktion. Rasmussen kalder det også for selektionsprincippet.
Princippet fremhæver glemsel som en konsekvens af erindring, og rejser spørgsmålet,
hvordan information filtreres, og ved hjælp af hvilke kulturelle og mekaniske
mekanismer princippet praktiseres (Rasmussen 2010:112). Glemsel er i det kulturelle
erindringsperspektiv en social proces, som er relativt uafhængig af individuelle
beslutninger. Selektionen af relevant og irrelevant information bidrager til solidaritet og
sammenhængen af vores aktuelle virkelighed.
Det tredje princip kaldes ”data versus information”, da information lagres i digital form
som data og altså ikke som information i sig selv. Data kan ikke læses af mennesker, men
kun af computere med passende software, og digitale data udgør derfor et ekstra lag
mellem tekst og medium (Rasmussen 2010:118).
36
Dette emne er også behandlet af den amerikanske teknolog, David Weinberger, som
identificerer tre grader af ordener (orders of orders). Ordenerne henviser til graden af
organisering af materiale, som gradvis stiger i kompleksitetsniveau.
1.grads orden er organiseret efter tingene selv, hvor sølvtøj eksempelvis lægges i skuffer,
bøger på hylder og fotos i album (Weinberger 2007:18). 2.grads orden eksemplificeres
ved bibliotekernes katalogkort, som skiller informationen om genstanden fra genstanden
selv. I stedet henviser katalogkortet, der er opbygget efter abstrakte kriterier for
katalogisering og orden, til genstanden. Katalogerne følger en logik som tilpasser sig
uendelige mængder viden medieret af kommunikationsmedier og kulturelle artefakter
(Marton 2011a:44). I den forstand rummer kortkataloget et højere abstraktionsniveau i
kulturel erindring.
Genstanden i sig selv er glemt. Det er reglerne i katalogiseringen, der bliver husket.
Rækkefølgen af genstandene selv er opgivet og erstattet af den professionelle
repræsentation af ting eller såkaldte surrogater. (Marton 2011a:44). Bøgers indhold er
glemt og filtreret af de beskrivende kategorier, der passer ind på et katalogkort.
Katalogkortet henviser til placeringen af genstanden, og organiseringen af 2. grad vil
derfor typisk opstå, når samlingen af genstande er så stor, at man har brug for et system
til at minde om placeringen.
Kataloger kan, i princippet, endvidere inkludere metadata fra andre kilder, hvilket udgør
et skift fra organiseringen af genstande i sig selv til en organisering af katalogkortene,
som er genstandenes repræsentationer (Marton 2011a:219).
Problemet med de første to ordner af organisering er imidlertid, at fysiske genstande kun
kan placeres ét sted ad gangen.
Det er digitaliseringen af genstande, som fører til den 3.orden af organisering. Når noget
digitaliseres lagres det i bits, og informationen om det lagres også i bits. 3.orden fjerner
alle de restriktioner, der tidligere blev opfattet som uundgåelige i den måde, information
organiseres på (Weinberger 2007:19).
Den første restriktion, der brydes, er antagelsen om, at etiketten (eks. katalogkortet) skal
være mindre end genstanden. Et online ”katalogkort” kan indeholde eller linke til
uendelige mængder af information, inklusive selve genstanden. F.eks. kan hele indholdet
af en digitaliseret bog være en del af katalogkortet og være søgbart. Organisering af
3.grad er præget af heterogenitet og diversitet, men har det til fælles, at den aktuelle
37
organisering ikke afgør, hvordan det samme indhold omorganiseres på utallige nye
måder:
”These examples are miscellaneous because users don’t need to know the inner
organization, because that inner order doesn’t result in a preferred order of use, and
because users have wide flexibility to order the pieces they want, even and especially in
unanticipated ways” (Weinberger 2007:100).
Weinberger formulerer fire nye strategiske principper for håndteringen af organisering i
3.orden (Weinberger 2007:102-106):
1. Filtrer på vej ud, ikke på vej ind
2. Sæt hvert blad på så mange grene som muligt
3. Alt er metadata og alt kan være en etiket
4. Opgiv kontrollen
Hvor Rasmussens tre principper tog udgangspunkt i nogle overordnede tendenser som
følge af digitalisering, så adresserer Weinbergers principper håndteringen af digitaliseret
og digitalt materiale.
Alt er sammenblandet (miscellaneous) i 3.orden, hvor der er adgang til en overflod af
ressourcer. Ved at filtrere ”på vej ud” øger man værdien af den overflod ved at give
brugeren værktøjer til selv at sortere i bunken af information, i stedet for at præsentere
brugeren for et præ-defineret udvalg. Filtrering ”på vej ind” præsenterer netop kun
brugeren for et udvalg af resultater ud fra selektive kriterier defineret af afsender.
Princippet minder om Rasmussens andet princip om redundans, hvor han fremhæver
nødvendigheden af selektion for at reducere meningskompleksitet.
I den fysiske verden kan genstande, som nævnt ovenfor, kun have én placering.
Katalogkortet eksemplificerer et øget abstaktionsniveau i forhold til selektionen af, hvad
der erindres, og hvad der glemmes. Genstandene er i sig selv glemt i den forstand, at de
ikke nødvendigvis er placeret for at blive fundet. Hvad der erindres, er dét, der passer på
et katalogkort og former en abstraktion af det fysiske lager med meget specifikke veje til
genfinding (Marton 2011a:219). Derfor er det en fordel, jf. Weinberger, at sætte så
mange blade, dvs. kategorier, emneord osv. som muligt på hver gren for at øge
findbarheden.
38
I en organiseringsorden præget af diversitet og heterogenitet er det eneste skel mellem
data og metadata, at metadata er det, man allerede ved, mens data er det, man prøver at
finde ud af (Weinberger 2007:104). Når indholdet af metadata i princippet er uendeligt,
kan der opstå forbindelser, som aldrig var blevet opdaget ud fra indholdets ex-ante
kategorier på et katalogkort i 2.orden. Ingen personer eller grupper vil være i stand til at
organisere information på alle (u)tænkelige måder. Derfor, argumenterer Weinberger, er
det så kraftfuldt at lade brugere blande informationerne selv.
Dr. Phil. Attila Marton konkluderer, at kulturel erindring i abstrakte termer skifter fra at
være organiseret i præ-definerede, statiske ex-ante kategorier til ex-post performative,
computertekniske beregninger (Marton 2011a:50). Når erindringsinstitutioner
tilgængeliggør digitaliseret materiale er findbarheden delvist faciliteret af søgemaskiner
og, i nogle tilfælde, semantiske web-teknologier, og dermed er metadata ikke reduceret
til at kunne passe på et katalogkort.
Kulturel erindring spirer således ud af et internt forbundet informationslandskab af
netværksbaserede data og brugerinddragelse, som er baseret på rationalet om 3. ordens
organisering med filtrering på vej ud.
Med digitale databaser ændres anvendelsen af kildematerialet og dets data, fordi
materialet, og information herom, gøres mere fleksibelt og tilgængeligt for brugeren i
kraft af databasernes komplekse struktur (Brinch 2004:252). Samtidig gøres systemet
mere enkelt at operere med, når der f.eks. er flere søgeindgange, der ikke forudsætter
særlig viden om arkivserie eller arkivskaber.
Digital teknologi øger forventningerne om arkivaliernes potentiale og arkivernes
håndtering af tilgængelighed og bevaring.
Digital autenticitet?
Når arkiverne tilgængeliggør deres samlinger digitalt, sker der noget med præsentationen
af arkivalierne, som kommer til udtryk på en anden måde. Receptionen og fortolkningen
ændres, hvilket har genintroduceret spørgsmål om aura, originalitet og autenticitet, og om
oplevelsen af den oprindelige og ægte genstand versus den digitale kopi (Rudloff
2013:54).
39
Dét, der forsvinder mellem det oprindelige dokument og den digitale faksimile, er
dokumentets haptiske karakter, dvs. sansningen af stoflighed. Samtidig er det denne
karakter, der fungerer som den mest begrænsende for brugsværdien, da det fysiske
eksemplar kun kan befinde sig ét sted ad gangen (Brinck 2004:253).
En god gengivelse af kildemateriale kan derfor fungere som en nyttig erstatning og et
godt alternativ som arbejdsredskab. Digitale tilgængeliggørelser er geografisk
uafhængige og skaber helt andre muligheder for repræsentation og præsentation end de
fysiske originaler.
Medieforsker Sara Brinch påpeger, hvordan digitale muligheder udfordrer vores
forestillinger om, hvad tekst, værk og medie er. Hypertekstens struktureringsprincip
repræsenterer et alternativ til den konventionelle lineære og sekventielle struktur, som
dominerer skriftlige og audiovisuelle kommunikationsteknologier. ”Den viktigste
funksjonen lenkingen har, er allikevel å definere og etablere forbindelser mellom de ulike
innholdsenhetene teksten består av” (Brinch 2004:243). Digitalisering kan være med til
at skabe en merværdi, når brugernen får indsigt i arkivaliernes fulde potentiale og
kontekst.
Digitale repræsentationer hævder ikke at være genstanden selv, men tilbyder brugeren
andre perspektiver, som i sin simpleste form f.eks. kan repræsenteres af en zoom-visning.
Spørgsmålet er, hvordan nye måder at opfatte og arbejde med tekster på, vil påvirke
arkivaliers integritet og autenticitet.
Tilgængeliggørelse inviterer brugeren til at opløse arkivaliers principielle indre orden ved
at arbejde med teksternes fragmenter og på den måde danne sin egen historie og sin egen
tolkning af fortiden. Det ophæver den garanti, som i analog sammenhæng blev
repræsenteret af en faglig autoritet, som sørgede for, at brugeren fik den rigtige
udlægning eller tolkning af fortiden, og kan medvirke til en egentlig
autenticitetsnedbrydende effekt (Skouvig 2009:82). Som medieforsker Jack Andersen
påpeger:
”digitaliseringshandlingen både genfortæller og skaber en ny fortælling” (Andersen
2009:67).
Digitaliseringens genfortælling åbner således også op for en klassisk diskussion om
original/kopi. Diskussionen af, hvordan digitaliserede genstande opfattes anderledes,
40
foregår imidlertid på et abstrakt niveau, hvor meningskonstruktionerne af autenticitet fra
den fysiske verden, overføres til den digitale.
”Authenticity in the physical world implies genuineness, and with physical objects a
sense that it is the actual original” (Seadle 2012:546).
I den digitale verden er der ingen originaler, kun kopier, og foranderligheden ved digitale
objekter gør spørgsmålet om autenticitet ekstra udfordrende. Rent teknisk kan autenticitet
måles på, om dokumentets integritet er intakt, dvs. om der er sket ændringer i den
bitstrøm, der definerer dokumentet i sekvenser af binære koder (Seadle 2012:550).
I en digital kontekst fungerer autenticitet og integritet nærmest som synonymer, fordi
bitstrømmen er den eneste tekniske måde at verificere, om et dokument er blevet ændret
siden dets tilblivelse.
Bevaringsinstitutioner kan overordnet vælge at følge en migreringsstrategi eller en
emuleringsstrategi. Emuleringsstrategien baserer sig på, at man til stadighed kan udvikle
eksempelvis programmer og operativsystemer, som efterligner (emulerer) og fungerer
som de programmer, der blev anvendt, da de digitale arkivalier blev skabt. På den måde
kan man bevare den originale bitstrøm intakt i forventning om, at den til stadighed kan
bevares og stilles til rådighed på alle fremtidige platforme, idet man kan afvikle gamle
programmer på moderne maskiner.
Emuleringsstrategien er derfor tiltrækkende ud fra et autenticitetshensyn, idet man ikke
foretager ændringer i det oprindelige digitale materiale (Statens Arkiver 2013a og Seadle
2013).
Emuleringsstrategien er imidlertid risikabel, fordi der mangler dokumentation for, at den
vil kunne fungere i stor skala, dvs. som bevaringsmetode for samtlige typer af digitale
dokumenter og databaser, som anvendes i den offentlige forvaltning. Samtidig vil der
være store omkostninger forbundet med en emuleringsstrategi (Statens Arkiver 2013a).
Migrationsstrategien baserer sig på at foretage ændringer i kodningen af data,
dokumenter og strukturer fra forældede formater til kompatible formater, der kan læses af
moderne software-værktøjer. Statens Arkiver har valgt denne strategi, der indebærer, at
arkivskaberne skal migrere digitalt skabte arkivalier til få, veldefinerede
standardformater, som arkivet har udvalgt til langtidsbevaring.
41
Migration har den fordel at man derved kan bevare data systemuafhængigt. Det vil sige,
at genanvendelsen og fortolkningen af data ikke må afhænge af, at man fortsat har
adgang til det system, hvor data oprindelig blev skabt. Data skal kunne fortolkes og
genanvendes i andre systemer (Statens Arkiver 2013a).
Brugervenlighed vægtes højere end autenticitet ved migreringsstrategier, da en for stor
vægt på at bevare det præcise udseende af en ældre dokument vil tvinge brugere til kun at
læse faksimile udgaver, hvorimod migrering vægter det intellektuelle indhold af
arkivalier, og i forbindelse med præsentations- og analyseværktøjer kan arkivet dermed
tillade brugeren at arbejde aktivt med det digitale materiale (Seadle 2013).
Afhængig af, hvilke fortolkninger af autenticitet, man tager udgangspunkt i, så vil man
ofte ende i en gråzone, fordi dokumenter kan være autentiske på flere niveauer. Mange
vil måske ikke synes, at digitaliserede (migrerede) arkivalier er autentiske, men omvendt
kan det kan man argumentere for, at de er i en kontinuerlig tilstand af tilblivelse, og deres
autenticitet er betinget og foranderlig.
Digitalt skabte arkivalier, der kan indeholde indbyggede linkstrukturer, kan ikke
bedømmes ud fra autenticitetskriterier, der er udviklet på analoge præmisser.
Digitaliserede arkivalier omfatter derimod ikke oprindeligt digitale strukturer og
migrationsstrategier kan derfor have meningsforstyrrende konsekvenser for, hvordan
arkivalierne læses og opfattes. Når læsbarhed og brugervenlighed erstatter stoflighed
bliver ledsagende digitale faksimiler afgørende for fremtidens opfattelse af fortiden.
Opretholdelse af proveniensprincippet?
Digitale arkiver udfordrer på mange måder arkivernes traditionelle, disciplinære tilgange
og metoder. Et af de mest hellige og traditionelle principper er proveniensprincippet, som
inden for arkivvæsenet er en måde at ordne arkivalier på, der respekterer deres
oprindelige ordning, og hvorefter den enkelte arkivskabers arkiv søges bibeholdt som en
enhed.
Proveniensprincippet opretholdes først og fremmest i sin ydre orden, dvs. ud fra
grundtanken om, at en arkivskabers fond ikke må sammenblandes med en anden
arkivskabers fond (respect des fonds). Proveniensprincippets anden del handler om den
indre orden med princippet om, at arkivaliernes indre orden ikke må ændres (respect de
l’ordre interieure). Arkivskaberen kan have ordnet arkivalierne i en fysisk rækkefølge,
42
der kan beskrives, og som gør det nemt at finde de enkelte dokumenter, eller
arkivskaberen har selv haft et søgemiddel i form af f.eks. et register eller en journal
(Jespersen 2005:20).
Grundprincippet om proveniens kan imidlertid, sammen med implementeringen af
digitale teknologier i arkivernes formidlingspraksis, medføre forandringer og
transformationer af fundamental institutionel karakter. Digitalisering af arkiver kan
medføre nedbrud af gældende taksonomier og hierarkier og kaste lys over det
konstruktivistiske aspekt af tidligere tiders måder at organisere viden på (Rudloff 2013).
Arkivaliers tilhørsforhold til en proveniens blev indført af V.A. Secher i en artikel i 1918
og har siden været centralt i beskrivelsen og registreringen af arkivalier (Sode-Pedersen
2005:24). Modsætningen er i denne sammenhæng pertinens, som vil sige at høre til sagen
eller emnet. Før proveniensprincippets indførelse, anvendte man pertinens, der pålagde
arkivarer at ompakke og omregistrere de samme arkivalier gang på gang efter emne. Det
var en dyr metode, men vigtige oplysninger om arkivalierne gik også tabt, fordi de blev
trukket ud af deres oprindelige kontekst (Sode-Pedersen 2005:24).
Arkivalier er ikke noget i sig selv, men skal forstås i deres kontekst, som her primært
forstås som arkivskaberen. Derfor er arkivalier heller ikke bare tekster, men tekster, der
primært har interesse, fordi de er en del af et arkiv (Sode-Pedersen 2005:24).
Håndhævelsen af proveniensprincippet har de sidste knap 100 år været så fast et princip,
at det har været styrende for kassationsbehandlingen (jf. afsnittet ” Arkivernes bevaringsog kassationsstrategi som udvælgelsesproces”) Arkivskaberen er i centrum og det
interessante ved arkivalier er (jf. ovenfor) ikke deres indhold, men det, arkivskaberen
foretager sig med dem. Provenienstanken fordrer altså et administrations- og politiskhistorisk historiesyn, der opfatter beslutninger truffet af offentlige myndigheder, som det
vigtigste (mest bevaringsværdige), og helst på højeste niveau i det administrative hierarki
(Sode-Pedersen 2005:24).
Flere parametre i det postmoderne samfund, som omfattende kompleksitet i moderne
administrationer og den digitale revolution, gør sig dog gældende, og udfordrer
arkivernes måde at opfatte proveniens, og dermed kontekst, på (Cook 2011:2).
I kassationssammenhæng forudsætter proveniensprincippet nemlig en meget klar og
entydig opgavefordeling i forvaltningen, ligesom det forudsætter en opfattelse af, at
arkivalier, der dokumenterer overordnede og generelle beslutninger, er mere historisk
43
værdifulde end enkeltafgørelser truffet af lavere rangerende myndigheder (Sode-Pedersen
2005:24).
Disse forudsætninger har ifølge arkivar Terry Cook svære betingelser, idet bl.a. en
postmoderne, intellektuel tilgang har: ”(..) endret arkivinstitusjonene fra å være
autoritative oppbevaringssteder for historisk kunnskap som har ventet på å bli funnet, til
å bli omstridte steder for identitets- og minnedanning, der de arkivale prosessene,
arkivdokumentene og deres kontekster blir oppfattet som svært problematiske”(Cook
2011:2).
På baggrund af de indsigter mener Cook ikke, at arkivarer skal forstå proveniens som et
universelt begreb, der bare venter på at blive anvendt, men lige så meget som et udtryk
for arkivarernes professionshistorie og identitetsdannelse. Fokus for proveniensen vil
dermed ikke længere være centreret om strukturer, kontorer og ophav, men skifte til at
handle om funktion, aktivitet, diskurs og adfærd. Det kan, ifølge Cook, åbne op for
arkivbeskrivelserne, som kan præsentere mange ophav og mange ordener, som
arkivalierne kan relateres til.
Proveniens handler derfor om virtuelle koblinger, som gennem flydende, dynamiske og
mangfoldige relationer, skaber arkivets aktiviteter mellem arkivskaberne og arkivets
brugere:
”Arkivarens intellektuelle og faglige kjerneoppgave blir dermed å gjennomføre forskning
på historien og karakteren til disse sammensatte relasjonene, slik at vi kan kaste lys over
de omfattende kontekstene som omgir arkivene i den virkelige verden, til beste for oss
selv og våre brukere. Ved å gjøre dette kan vi gi arkivene deres fulle proveniens tilbake
og omdanne informasjonen i våre arkiver til kilder for kunnskap” (Cook 2011:7).
En historisk ”flydende” opfattelse af kontekst stemmer godt overens med Weinbergers
fire strategiske principper, der, set i lyset af Rasmussens tre principper, sender budskabet
om at slippe kontrollen med organisering af information, men i stedet kaste lys over
kontekster og sammenhænge ved at gøre brugeren i stand til selv at eksperimentere sig
frem.
Spørgsmålet er så, hvorvidt proveniensbegrebet teoretisk og praktisk er brugbart i forhold
til digitale og digitaliserede arkivalier.
44
Den del af proveniensprincippet, der omhandler den indre orden, er vanskelig at
opretholde for digitale arkivalier. Når papirarkivalier afleveres til arkiv, bevares
sammenhængen mellem medie, indhold og struktur, da de er fysisk uadskillelige.
Sammenhængen kan derimod ikke bevares ved digitale arkivalier, fordi indhold og
struktur er adskillelige, og derfor må denne dokumenteres.
Faktisk er der mange indre ordener. Der er en indre orden i den enkelte fil eller tabel,
imellem tabellerne, hvis det er en relationel database, og en indre logisk orden i den
kombination af data, der præsenteres for brugeren (Jespersen 2005:20).
Konsulent for Rigsarkivet, Lone Smith Jespersen, pointerer, at der i forbindelse med
nogle digitale arkivalier er tale om multiproveniens, hvor strukturen har én proveniens,
mens data kan have mange andre provenienser (Jespersen 2005:22).
Elektronisk foregår den mindste betydningsadskillende enhed helt ned på bit-niveau,
hvilket kan gøre en forskel, men ikke altid synligt for det menneskelige øje. Når
information lagres som datafragmenter, bliver det centralt for en fortolkning af data at
kende kommunikationsfællesskabet, som er snævert forbundet med den organisatoriske
kontekst og oprindelsen (Jespersen 2005:21).
Konteksten var på skabelsestidspunktet en del af en fælles forudgående viden og ligger
dermed ikke eksplicit i arkivaliet. Bevaring af oplysninger om oprindelse bliver en
forudsætning for at kunne fortolke de bevarede data til information. Derudover er
oplysninger om oprindelsen af data nødvendige for at kunne vurdere pålideligheden, og
for at kunne foretage kildekritik (Jespersen 2005:24).
Arkivordnen efter proveniensprincippet skal derfor opretholdes internt, som ex-ante
kategorisering, men via digitale platforme sløres den til fordel for en ex-post orden, der
giver brugeren mulighed for at annotere, emneopdele, søge på tværs og kan på den måde
skabe nye meningssammenhænge.
Analyse - Arkivernes digitale udfordringer
Når arkivalier gøres direkte tilgængelige for brugerne via internettet, er det ikke længere
kulturinstitutionerne, der har monopol på svarene om fortiden. Kanonisering, der udgør
formidlingen af én fortid frem for mange, kan ikke eksistere i samme betydning i en
45
digital kontekst. Derfor skal arkiverne konstant legitimere deres tilstedeværelse ved at
være relevante og brugbare for omverdenen. Arkivet skal parallelforskyde sin identitet og
sin samling ind i en digital kontekst. Det indebærer, foruden håndtering af nye, digitalt
skabte arkivalier, at arkiverne formår at gøre sin fysiske samling tilgængelig via
databaser og digitale platforme.
Når noget skal udvælges frem for andet til retrospektiv digitalisering, så lægger
Kulturministeriet vægt på: ”materialer, hvor man af erfaring ved, at der er stor potentiel
efterspørgsel, men hvor det er kompliceret at få adgang til originalmaterialet: arkiver,
kortsamling, billedsamlinger, småtrykssamlinger, Statsbibliotekets samling af danske
aviser mv..” Kriteriet er: ”materialekategorier, der er samlet ét sted, og hvor søgning,
bestilling og fremfinding i dag er besværlig og langsommelig, mens brugstiden ofte er
kort, fordi brugeren måske blot har behov for at finde en enkelt reference”
(Kulturministeriet 2009:9).
Som nævnt tidligere har ABM-tankegangen været med til at italesætte arkiver,
biblioteker og museer som et samlet felt, der beskrives som vogterne af dansk kulturarv.
Digitalisering og forventningen om digital tilgængeliggørelse i ABM-regi er således en
udfordring, som for alvor tvinger kulturinstitutionerne til at forholde sig til spørgsmålet,
hvordan de skal opretholde deres rolle som erindringsinstitutioner i en digital verden,
som er i konstant bevægelse.
Ud fra empirien kan der identificeres flere fælles træk i problemstillingerne, og mange af
de metodiske overvejelser, som f.eks. hvordan præsentation af søgeresultater skal
udformes, går igen i alle projekter. En fælles udfordring ved digitalisering og facilitering
af data kan eksemplificeres i processen:
Fig. 2, kilde: Australian National Data Service
46
Oversigten ovenfor tydeliggør, hvordan arkivernes arbejde med digitalisering og
tilgængeliggørelse skal føre til at transformere uhåndterbare, ikke-forbundne, usynlige og
engangs-brugte arkivalier til strukturerede samlinger af håndterbare, forbundne, findbare
og genanvendelige arkivalier. Egenskaberne er ikke specielt knyttet til digitale eller
digitaliserede dokumenter, idet de fysisk allerede kan tilskrives egenskaberne i en fysisk
struktureret samling. Forskellen ligger i de digitale egenskaber, hvor information lagres
som data, og som gør måden, hvorpå data håndteres, forskellig fra den fysiske samling.
Organisering af digitale informationer er meget mere kompleks end fysisk organisering
jf. Weinbergers fire strategiske principper, og stiller selv organiseringseksperter som
arkivarer over for helt nye udfordringer og arbejdspraksisser.
Med udgangspunkt i fire gennemførte interview, som repræsenterer arkiver og aktuelle
projekter, analyseres det i følgende afsnit, hvordan arkiverne arbejder med
problemstillingerne affødt af digital tilgængeliggørelse. Med baggrund i teorien og
interviewene kan udledes fem tendenser, der vurderes repræsentative og beskrivende for
arkivernes arbejde med tilgængeliggørelse. Tendenserne danner rammen for
præsentationen af de respektive arkiver og projekter og omfatter:
- arbejdet med at samle arkivernes materialer i større og færre digitale portaler
- genanvendelighed af arkivalier i nye sammenhænge
- registrering og tildelelse af deskriptive metadata til ikke-digitaliserede arkivalier
- crowdsourcing af transskribering og registrering af arkivalier til digital
tilgængeliggørelse
- arbejdet med brugerunderstøttelse og vejledning af brugeren.
Samlede digitale løsninger
Organisationen Danske Arkiver (ODA) afholdte årsmøde i november 2014, hvor
hovedtemaet var tilgængelighed, og det blev diskuteret, hvordan arkiverne skal
samarbejde, og hvem der skal være med til at bestemme retningen (ODA 2014). Oplæg
og præsentationer, repræsenteret af arkiver, bar præg af ønsket om fælles standarder og
samlede digitale løsninger: ”Vores vigtigste udfordring er de udfordringer, vores brugere
stiller os overfor… Hvordan skriver vi vejledninger på nettet? Hvordan forklarer vi
47
indforståede arkivord? Hvordan forholder vi os til og præsenterer digitaliseret materiale
i vores søgesystem? Hvordan hjælper vi generelt vores brugere med at finde det, de har
brug for? Og er det ikke i virkeligheden en fælles udfordring for arkiverne? ” (Mohr
2014).
Et tilbagevendende tema fra oplægsholderne var ønsket om samarbejde, både på
sparringsniveau, men også helt konkret som fælles løsninger i en koordineret indsats i
form af en fælles metadata-standard, der kan føre til integration af retrodigitaliserede data
i en samlet digital løsning (ODA årsmøde 2014).
Oplæggene var generelt præget af mange spørgsmål frem for svar, der vidner om
arkivernes akutte situation og behov for at løse konkrete tilgængelighedsopgaver.
Spørgsmålene varierede fra et generelt plan: Skal arkivalierne blot stilles til rådighed på
læsesalen eller retrodigitaliseres, eller bør vi tænke nye tanker og gå nye veje for at
imødekomme forskellige brugergruppers behov og Hvad skaber gode metadata? til det
helt konkrete: Hvilke systemer er gode til hvad? og Hvilke standarder skal vi anvende?
På trods af de mange tiltag og digitaliserings- og tilgængelighedsprojekter landet over, er
der stadig mange generelle uklarheder, der naturligt afføder spørgsmålet:
Er tiden kommet til en koordineret indsats i Danmark?
Arkibas imødekommer med lanceringen af en digital formidlingsportal efterspørgslen af
en fælles database. Arkiv.dk er først og fremmest en landsdækkende søgeportal med
registrering af lokalarkivers materialer, men indeholder også direkte tilgængelige
billeder, som arkiverne de sidste mange år har gjort en stor indsats for at digitalisere.
Arkibas har knap 550 medlemmer, som ønsker at synliggøre deres materialer (og fysiske
eksistens) i en samlet portal. Det er hovedsageligt lokal- og egnsarkiver samt
stadsarkiver, der ikke registrerer i Starbas.11 Desuden tæller Arkibas’ medlemsarkiver
virksomheder og specialarkiver.
Initiativet blev taget af SLA og Arkibas og projektet har, ifølge direktør for Arkibas,
Dorthe Søborg Skriver, været længe undervejs, men kunne endelig, trods afslag om
midler fra Kulturministeriet, realiseres med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine
Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 1,8 mio. kr. i 2013.
11
1] Fælles søgeportal for de stads-, kommune- og byarkiver, der registrerer arkivalier i Starbas-systemet.
17 danske arkiver landet over har tilsluttet sig Starbas-samarbejdet (2014), som drives af Københavns
Stadsarkiv.
48
Arkibas-projektet er to-delt, hvor 1.del omhandler overgangen fra det interne
registreringssystem Arkibas4 til Arkibas5. Opdateringen var en nødvendighed for at få
en bedre struktur og sammenhæng i databasen:
” Der var mange problemer med Arkibas4 – vi bliver nødt til at have en opdatering. Det
var et farligt rod med strukturen i den gamle database, det var stort set umuligt at finde
ud af, hvordan tingene hang sammen” (Skriver, 6:00).
2.del af projektet består af oprettelsen af den fælles formidlingsportal, som er den
offentlige del af registreringssystemet, hvor hvert enkelt arkiv afgør, hvilke materialer
der skal offentliggøres. De enkelte arkiver har dermed stadig fuld råderet over deres
materiale, men registrerer efter fælles standarder, der dermed gør samlingerne
kompatible, så de kan indgå i en større sammenhæng.
Skriver mener, at tidspunktet er rigtigt for lanceringen af en formidlingsportal:”Med den
bevågenhed der er i samfundet, interessen for historie. Og så er det specielt lige nu med
alle de programmer der kører: ”Ved du hvem du er” osv. Så det er et rigtig godt
tidspunkt at kunne præsentere data. Og det er jo både for forskere, slægtsforskere og
folk, der bare interesserer sig almindeligt for historie .”
Som nævnt er det dog først og fremmest kun registreringen af arkivalier, man kan finde
på formidlingsportalen. Arkibas’ medlemmer består af en broget skare af arkiver, som
ofte består af frivillig arbejdskraft, som derfor medfører forskellige arbejdsindsatser
(Skriver 11:20). Formidlingsdelen af Arkibas har siden 2011 kørt som ”mini-arkibasportaler”, hvor de enkelte arkiver har digitaliseret og tilgængeliggjort billeder. Det har
vist sig at være nyttigt til at identificere ukendte folk på billeder, hvilket har givet
tilgængeliggørelsen et uventet vidensdelingsaspekt.
En fælles portal giver desuden et overblik over, hvad de mange små arkiver ligger inde
med. Indtil nu har det været ekstremt ressourcekrævende for forskere, der eksempelvis
forsker i andelsmejerier, at få et landsdækkende overblik, fordi man har skullet kontakte
hvert eneste lokalarkiv. Dorthe Søborg Skriver har i sin tid som arkivar på lokalarkiver
ikke fået mange henvendelser fra forskere:
”Det er primært slægtsforskere. (..) jeg tror mange forskeres forståelse af et arkiv er
Statens Arkiver, og det har nok også været for uoverskueligt, hvis man skulle ud til alle
de små arkiver og høre, hvad de har liggende. (..) Så det vil blive nemmere i fremtiden at
finde noget, selvom man måske ikke finder alt” (Skriver 50:40)
49
En samlet portal gør det derfor praktisk mere håndterbart at forske på tværs af landet og
med udgangspunkt i emnet frem for geografisk område eller arkivskaber. Samlede
omfangsrige databaser øger dermed sandsynligheden for at finde sammenhænge på tværs
af bl.a. faggrænser samt fysiske, administrative og sociale skel.
Pendanterne til Arkiv.dk er Starbas, der tæller 17 kommunale arkiver, Danpa (Danmarks
Nationale Privatarkivdatabase) og Daisy, der omfatter Statens Arkivers samlinger.12
Dorthe Søborg Skriver er overbevist om, at én national indgangsportal vil blive en
realitet: ” Det er jo helt sikkert, at der på sigt vil komme en samsøgningsdatabase, hvor
man både vil kunne søge Statens Arkiver og de private og dem, der bruger Starbas –
altså hvor man ligesom laver en eller anden portal, hvor man kan søge det hele frem,
men det er heller ikke noget, der sådan ligger i kortene lige nu. Men på sigt kommer det”
(Skriver 5:14).
Aktuelt er det dog ikke en samsøgningsdatabase, der præger billedet, men flere
forskellige portaler, der udvikler sig sideløbende. Mens Arkibas kæmper for at sætte
lokalarkiverne på det digitale landkort, så arbejder Københavns Stadsarkiv, der driver
Starbas, for at forbedre brugervenligheden og de arkivnære beskrivelser i deres database.
Selvom tendensen peger mod samarbejde i form af fælles standarder og samlede portaler
sker det i første omgang ikke på nationalt plan. Dansk Data Arkiv valgte således i 2012 at
konvertere sin samling til den internationale DDI-L-standarden og valgte dermed at
lægge større vægt på sin tilknytning til og samarbejde med andre internationale
dataarkiver frem for de danske arkiver. Dog er der flere sammenfald med 1007standarden, som Rigsarkivet bruger, hvor adgang til nogle elementer kan udnyttes til
fordel for serviceringen af brugerne, og derfor er der potentiale for integration af de to
standarder (DDA 2013:8).
Arkivalier som genanvendelige i nye sammenhænge
Incitamentet for Arkibas’ medlemmer er at kunne dele deres materiale og synliggøre sig i
samfundet. Portalen indekseres i Google: ”Vi tror, mange vil komme ind den vej. Og så
er der vores kernebrugere, der ved, hvem vi er – dem er vi ikke så bekymrede for. Men
12
Dansk Data Arkiv, herunder også Dansk Demografisk Database hører organisatorisk under Statens
Arkiver, men har deres egne søgefaciliteter, da de anvender en anden datadokumentationsstandard.
50
dem, som slet ikke ved noget om et arkiv, kan risikere at ramme ind i os på google”
(Skriver 33:25). På sigt er muligheden for at udbyde data til den fælles europæiske
søgeportal Europeana også tænkt ind: ”Det kunne meget vel være. Det er i hvert fald
tanken, at data skal kunne trækkes ud og eksempelvis blive en del af Europeana. Det er
ikke noget, der er taget beslutning om endnu, men det er en tanke, der har været med”
(Skriver 52:18). Ved at udvikle en såkaldt API (Application programming interface) vil
Arkibas samtidig gøre det muligt for arkiverne at trække data ud til deres egne projekter,
som for eksempel et egnsmuseum, der gerne vil kunne trække data til en app, som kan
bruges i udstillingen.
”Når man kan trække data ud, kan man selv udvikle sine egne apps eller nye
søgemuligheder – altså lokale søgemuligheder, der kun lige rammer det enkelte arkiv.
Også hvis virksomhedsarkiverne vælger at sige nej til arkibas.dk (arkiv.dk red.), men
gerne vil tilbyde medarbejderne at kunne søge i virksomhedens historie på intranettet.
Eller kommunerne kan lave en søgeportal for arkiverne i deres kommune” (Skriver
53:08).
It-baseret fortidsbrug fordrer aktive fortidsbrugere, og derfor skal tilgængeliggørelse
følges op af værktøjer, der understøtter brugernes ønske om at tage aktiv del i at tolke og
bruge fortiden. Et af nøgleordene for arkivernes arbejde med digital tilgængeliggørelse er
derfor genanvendelighed, forstået som anvendelse af en samling arkivalier i en
brugerdefineret kontekst.
Arkiverne åbner via API’er sine samlinger op, og inviterer interessenter og brugere til at
udvælge det materiale, de kan bruge ud fra eksempelvis emne eller geografiske kriterier.
Herefter kan arkivalierne i en digital kontekst omorganiseres og tilpasses meget
specifikke sammenhænge.
Dansk Data Arkiv, der indsamler og bevarer elektroniske forskningsdata, opfatter
genanvendelighed som et af sine vigtigste formål ved at formidle forskningsdata til
sekundære analyser. De åbner op for, at andre brugere kan udvælge de udsnit af tidligere
forskningsdata, som de kan bruge til nye forskningsprojekter.
Dansk Data Arkiv er på mange måder anderledes end traditionelle arkiver, da det er et
relativt nyt arkiv oprettet i 1973, og er begrænset til at indsamle og bevare forskningsdata
fra samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab og historie. Forskningsdata passer godt til
samtidsbrug, da der ikke er de samme tidsmæssige restriktioner, der gør traditionelle
51
arkivalier meget gamle, før de tages i brug. Derfor er arkivet også meget fokuseret på
formidling af deres indhold (Thilsing-Engholm).
Når forskningsdata skal kunne anvendes i sekundære analyser er nærmere dokumentation
af, hvordan data og dokumenter er blevet skabt og anvendt, en forudsætning for
fortolkning for fremtidig forskning: ”det er vigtigt, at det ikke bare er et excelark vi får,
men også alt det metadata vi kan få fingrene i til at kunne dokumentere så grundigt som
muligt” (Thilsing-Engholm 32.40). Ligesom lokalarkiverne, der ikke er omfattet af
afleveringspligt, må DDA nøjes med at tage imod de data, der indleveres.
”Data skal bevares men selvom det er til det fælles gode er der mange der holder lidt
igen. Det fælles gode er principielt meget fint, men der ligger noget arbejde i det og det
kræver ofte noget overtalelse. Ofte vil mange forskere gerne vente til de er færdige med
at analysere på data. Når det så sker ender det med at mange forskere allerede er videre
med nye projekter og derfor ikke har tid og ressourcer til at grave, for dem, gammelt
materiale frem igen” (Thilsing-Engholm 13:00).
Det er, ifølge it-arkivar Mads Thilsing-Engholm, først ved at blive interessant for
forskere at blive citeret for deres data og nogle tidsskrifter begynder også at kræve, at
data stilles offentligt til rådighed (Thilsing-Engholm 10:30).
DDA har i øjeblikket en stor opgave i at dokumentere data på studieniveau og
variabelniveau på udvalgte datasæt, så søgemulighederne bliver mere fleksible. Det skal
f.eks. kunne være muligt at begrænse sin søgning til de undersøgelser, der involverer de
18-25 årige (Thilsing-Engholm 21:30).
DDA begyndte som nævnt i 2012 at konvertere hele sin samling til den internationale
standard DDI-L, der giver mulighed for langt mere fleksibel og præcis søgning (DDA
årsrapport 2013:8). Standarden understøtter bl.a. simpel tekstsøgning, avanceret søgning
inden for specifikke metadataelementer f.eks. spørgsmål og variable, emneordssøgning,
Google-søgning mv., ekstern eksponering og udnyttelse af relationer mellem datasæt
(DDA årsrapport 2013:7). Ca. Halvdelen af DDA’s studier, de stiller til rådighed, er en
del af en serie. Det vil sige, at de på den ene eller anden måde relaterer sig til eller kan
kobles sammen med andre undersøgelser. Serier giver bl.a. mulighed for at forske i
sammenlignelige data over tid (Thilsing-Engholm 23:20).
Desuden udstyres undersøgelserne med persistent identifikation (DOI), som er uafhængig
af URL’en, og derved kan man altid finde frem til ressourcen. Brugen af URL'er kan ikke
52
betragtes som en pålidelig metode til tilgængeliggørelse af data på grund af linkenes
strukturelle ustabilitet. Links kan eksempelvis føre til domæner, som ikke længere er
tilgængelige, hvis ressourcerne er flyttede eller ajourført.
Den nuværende brug af URL'en øger risikoen for at miste kulturelle dokumenter, og
kulturelle samlinger risikerer ikke at blive opdaget. I et kulturarvsfagligt domæne er det
derfor vigtigt ikke blot at identificere en ressource, men også at sikre kontinuerlig adgang
til den. Når en persistent identifikation tilknyttes en digital ressource, separeres
identifikation af objektet og dets placering, så ressourcen forbliver den samme, uanset
hvor den placeres digitalt. Persistens er tæt knyttet til interoperabilitet, der vedrører
systemers evne til at kommunikere med hinanden, dvs. at uafhængige systemer kan
udveksle relevante oplysninger, som eksempelvis metadata.
Tilknytningen af persistente identifikationer bliver især relevant, når kulturinstitutionerne
åbner op for deres data til fri afbenyttelse for brugerne og andre institutioner. Statens
Arkiver har sammen med Kulturministeriet og Det Kongelige Bibliotek tre gange været
værter for et såkaldt hackathon, hvor alle interesserede parter inviteres til at skabe nye
sammenhænge og applikationer ved at bruge åbne data fra danske arkiver, biblioteker og
museer.
Den europæiske internetportal, Europeana, åbnede i 2012 op for alle sine metadata med
en aftale om udveksling af data (Data Exchange Agreement) og gjorde dermed alt i
Europeanaportalen frit tilgængeligt som åbne data (open data). Aftalen har været populær
både blandt brugere og dataudbydere. Dataudbyderne, som ofte er kulturinstitutioner,
bliver nemlig mere synlige i søgemaskiner, da disse bygger på linkstrukturer.
Genanvendeligheden og brugen af digitaliserede kulturarvsmaterialer er i nogen grad
afhængig af, at det kan findes på nettet. I 2010 advarede direktøren for Det Kongelige
Bibliotek, Erland Kolding Nielsen, om risikoen for, at dansk kulturarv vil blive skyllet
væk af især engelsksproget materiale, hvis ikke Danmark formår at gøre sig synlig med
andet end reklamer og firmahjemmesider. ”Flodbølgen truer med at udslette vor fælles
fysiske hukommelse, det vil sige alt det, der ikke ligger på nettet, eller hvortil der er
adgang over nettet” udtalte Kolding Nielsen til Information og fortsætter:
”Konsekvensen vil være, at dansk erstattes med engelsksproget materiale i et omfang,
der vil udradere vort eget sprog og viske den arv, vi har skabt, indsamlet, op- og
53
udbygget og formidlet gennem århundreder, ud af brug, tradition og hukommelse”
(Dahlin 2010).
Det er den kulturarv, der er i brug, der erindres og videreføres, og derfor er det afgørende,
at dansk kulturarv får sat sit digitale præg og gjort sig synlig både nationalt og
internationalt. En stor konsekvens ved digitalisering, som vi i kraft af digitaliseringens
relativt tidlige stadie stadig kun kender begyndelsen af, er opfattelsen af, at hvis det ikke
findes på nettet, findes det ikke: ”Der sker et eller andet – måske er det et større tab for
vores kulturelle kulturforståelse, at man kun får øje på det, der er digitalt nu, for hvis det
ikke findes, når jeg søger, så er det der ikke” (Gronemann 47:25).
Den udvikling kræver, at arkiverne også fokuserer på de dele af samlingerne, som
sandsynligvis aldrig bliver digitaliseret. Både Arkibas, Rigsarkivet og Københavns
Stadsarkiv arbejder for bedre registrering og fleksibilitet af analoge arkivalier.
På den baggrund har Rigsarkivet netop afsluttet et emneordsprojekt, som ved
beskrivelser af arkivskaber skal skabe flere søgemuligheder på tværs af myndighederne i
søgeportalen Daisy (Krogh 1:38).
Synlighed gennem registrering og metadata
Emneordsprojektet var, ligesom Arkiv.dk, længe undervejs, og man diskuterede i ti år,
hvordan man skulle gribe det an. I 2008 begyndte man at lave beskrivelser af samtlige
fysiske enheder for at kunne lægge dem på nettet og efterfølgende forbedre
søgemulighederne. I første omgang beskrev man derfor arkivskaberne med autentiske,
kildenære emneord, som var knyttet til emnegrupper. De originale emneord er tilknyttet
ud fra arkivalske principper, som i teorien kan holde evigt, mens emnegrupperne er laget
ovenpå og kan udskiftes alt efter samfundets tilgang til dem. De er så at sige bundet i tid
(Gronemann 46.00).
Selvom arbejdet med beskrivelserne af 106.858 arkivskabere med tilknyttede emneord
først lige blev afsluttet i december 2014, så pointerer projektleder Tyge Krogh, hvordan
projektet allerede betragtes som lidt gammeldags:
”De materialebeskrivelser er lidt gammeldags og så alligevel relevante. I dag modtager
vi alle arkivalier digitalt, og det stilles til rådighed med de begrænsninger, der nu er. Det
giver på sigt fuldstændig anderledes muligheder. Her har man f.eks. millioner af ord til
54
at beskrive et arbejdsområde, og det er fremtiden, men også på mange måder en
problematisk fremtid, fordi hvor bliver overblikket af ?” (Krogh 0:10).
Beskrivelserne af myndighedernes arbejdsopgaver op gennem tiden udmøntedes i
autentiske emneord, dvs. at de er beskrevet ud fra lovtekster og anordninger og ud fra den
såkaldte Hof- og Statskalender, der siden 1842 er udgivet med beskrivelser af den
offentlige forvaltnings opgaver helt ned på departementsniveau (Krogh 39:08). Alle
centraladministrationens arkiver sorteres efter kontorarkiver, og derfor er det meget
vigtigt at vide, hvilket afsnitsnummer kontoret har: ” Hvis man søger på
Justitsministeriet så får man bare at vide at der er 7 kontorer, men det er fuldstændig
umuligt at vide hvad der er i det. Med det her så vil man kunne gå ind specifikt for hvert
årstal og se hvilke arbejdsopgaver de har haft” (Krogh 41.55).
Emneordene er ifølge Tyge Krogh interessante, fordi man får en idé om, hvilke
arbejdsopgaver der f.eks. ligger under artilleriet, og man mindes om, at der også indgik
eksempelvis mandskabspleje (Krogh 10:50). Desuden giver emneordene oplysninger om
de navneændringer, der har fundet sted. Rytteriet ændrer sig f.eks. til kampvognsenheder
og børnebidrag har heddet alimentationsbidrag eller bare alimentation.
Emneordene er en del af nogle emnegrupper, som skal gøre det muligt at få at vide, at der
foruden Rytteriet også er noget, der hedder mandskabspleje inden for Statsbanerne,
fodfolket, søværnet osv. På samme måde optræder alimentationssager både under amt og
under herred, hvilket brugeren så bliver gjort opmærksom på.
Status ved projektets udgang var udformningen af ca. 37.000 forskellige emneord, som
yderligere blev opdelt i emnegrupper og tildelt knap 107.000 arkivskabere. Når projektet
alligevel omtales som gammeldags, kan det bl.a. have noget at gøre med organiseringen
som refererer mere til Weinbergers 2.orden end til 3.orden. Selvom arkivskaberne
registreres og beskrives digitalt og har flere søgeindgange, så brugerne ikke behøver at
kende til arkivets indre orden (om proveniensprincippet), så tager organiseringen form af
2.ordens katalogkort pga. beskrivelsernes begrænsning til arbejdsopgaver. Online
katalogkort der, ifølge Weinberger, kan indeholde eller linke til uendelige mængder af
information inklusive selve genstanden, er ikke udført i praksis i emneordsprojektet, og
det indfrier derfor ikke brugernes forventninger til indhold organiseret i 3.orden: ”Vi
kommer til at skuffe rigtig mange, fordi de søger på et eller andet emne, og så tror de, de
55
får en sag i den anden ende, og det gør de ikke. Altså de får justitsministeriet og Holbæk
amt” (Krogh 48:32).
Emneordsprojektet er designet til Rigsarkivets ikke-digitaliserede materiale og stopper
derfor også i 1980. Grænsen blev sat, dels pga. løbende afleveringer, der ville give en
masse komplikationer og dels fordi det var omkring 1980, at Centraladministrationen fik
elektroniske journaler, som fordrer en ny måde at tænke organisering på. Herefter er det
ikke længere relevant at beskrive ressort for de enkelte kontorer, da journalerne fungerer
for hele ministerier og endda på tværs af ministerier og underorganisationer. Derfor er
det ifølge Tyge Krogh ”nok i virkeligheden et afsluttet projekt”(Krogh 48:20).
Arkivaliernes analoge natur kræver, at flere relaterede emneord laves manuelt, og som
med de fleste projekter handler det om prioritering og ressourcer.
Arkivernes internetbaserede databaser er bl.a. kilden til alt det ikke-digitaliserede
materiale, som arkiverne ligger inde med, og derfor er en løbende indsats nødvendig for
at synliggøre materialet. Arkibas, som ud over billeder, overvejende registrerer analoge
arkivalier, tog konsekvensen af det rodede Arkibas4 registreringsprogram og
opgraderede til Arkibas5, som gør metadata mere ensartede og nemmere at relatere til
hinanden. Det er Arkibas’ ambition, at lokalarkivernes materiale skal bringes i spil i
forskellige kontekster og synliggøres, selvom de ikke er digitale.
På samme måde argumenterer arkivar Signe Trolle Gronemann for, hvorfor man fortsat
vil arbejde for videreudvikling af Starbas: ”Lige meget hvad vi gør, så er det jo kun en
lille del af samlingen, som vi faktisk får digitaliseret. Det kan godt være det er det
brugerne efterspørger allermest men der ligger et kæmpe isbjerg nedenunder som der
aldrig kommer til at ske noget med, og det har jeg en fornemmelse af bare bliver endnu
mindre brugt. Og det er derfor at mange har sådan en stærk holdning til at vi skal blive
ved med at forbedre Starbas som jo er den tilgang der er til det arkivmateriale, der ikke
er digitalt. Det skylder vi næsten resten af samlingen når vi nu prøver at gøre noget for
den digitale” (Gronemann 47:40).
På trods af at arkivernes samlinger er af meget forskelligartet karakter, så er det ofte kun
en lille procentdel, der er i cirkulation hos brugerne. Hvis arkiverne lader det være op til
brugerne at digitalisere og derigennem få indflydelse på, hvad der tilgængeliggøres, så vil
det have en selvforstærkende effekt inden for de få procent, der allerede bruges, hvor
meningen er at åbne op for samlingerne, så de bruges bredere (Gronemann 46:10).
56
Registreringen af resten af samlingen er derfor med til at inkludere alt det, som mange
brugere aldrig får øje på.
Bl.a. derfor har Rigsarkivet valgt at gennemføre emneordsprojektet internt. Formidlingen
af arkivalier sker ifølge Tyge Krogh ofte med baggrund i de 80-90 % af brugerne, der
bruger 1 % af samlingen. Den relativt lille mængde arkivalier kan derfor formidles mere
ukompliceret, idet man kan generalisere og tage udgangspunkt i denne gruppes
interesser. ”Det her (red. Emneprojektet) er jo så omvendt. Det er de 3 % af vores
brugere, som vil spille på hele klaveret, og som siger, jeg vil gerne have alt, der vedrører
det her. Jeg vil gerne have alle de mærkelige ting I har, der vedrører det her. Og dem
skal vi jo også servicere. Og derfor bliver det her noget andet noget, hvor man er nødt til
at sætte sig ind i noget for at forstå det” (Krogh 28:45).
Tilgængeliggørelse via crowdsourcing af registrering og transskribering
For de dele af arkivernes samlinger, som er meget brugte, kan crowdsourcing af
transskription og registrering vise sig meget effektiv. Crowdsourcing henviser til det, at
man anvender mange forskellige bidragsydere til løsning af en opgave.
Københavns Stadsarkiv har gennemført flere projekter, hvor frivillige har transskriberet
nogle af de mest efterspurgte arkivalier for dermed at gøre dem søgbare, navigerbare og
ikke mindst tilgængelige online. Det har ifølge arkivar Signe Trolle Gronemann været en
læringsproces, da arkivet undervejs har måttet tage ved lære af, hvad der virker, og hvad
der ikke gør og justere hen ad vejen (Gronemann 0:10).
Transskribering af Politiets Registerblade var et af de allerførste crowdsourcing-projekter
af sin slags, fordi det var netbåret, hvor brugerne ikke skulle melde sig og hente et
program ned, ligesom f.eks. Dansk Demografisk Database har gjort i flere år
(Gronemann 10:10). Projektet blev initieret af en gruppe slægtsforskere, som henvendte
sig til stadsarkivet, der besluttede sig for at kaste sig ud i det.
”(..)det her projekt har forandret hele Stadsarkivet, kan man sige, fordi det simpelthen
tog os med storm og har ændret hele den måde, vi begyndte at tænke omkring
digitalisering og brugerinddragelse generelt. Folk var overraskede over den kraft, der lå
ude i det her communty – hvor meget de ville, og hvor aktive de var” (Gronemann 1:07)
57
Forarbejdet til tilgængeliggørelsen, nemlig selve digitaliseringen af registerbladene, var
allerede lavet af Family Search, som siden 1950’erne har sikkerhedsfilmet materiale i de
danske arkiver.13 En kopi af filmrullerne til registerbladene satte de frivillige i gang. I
dag har det store frivillige arbejde resulteret i 80 % total transskribering (Gronemann
2:40). Der er oprettet en tilhørende søgedatabase, hvor man kan søge på navn, fødested,
fødselsdato eller stilling. Ud fra søgeresultaterne kan man klikke på et navn og få vist det
indscannede blad samt indtastede oplysninger om registerbladet. Personens tidligere
adresser er ligeledes indtastet og visualiseret på et kort.
Siden har Stadsarkivet eksperimenteret med andre former for crowdsourcing.
Tilgængeliggørelse af Fattigvæsenets Hovedregistrant var meget efterspurgt af brugerne,
og her lavede man en løsning med at lægge bøgerne på nettet som pdf’er, der er søgbare,
men uden andre søgefaciliteter. Dels var man ikke klar til endnu et stort
indtastningsprojekt som Politiets Registerblade, og dels var det en erkendelse af, at
selvom det var nogle meget efterspurgte arkivalier, var det ikke noget materiale, hvor
brugerne kunne komme særlig langt. ”Du kan slå et navn op, og så skal du på læsesalen
og bestille det rigtige materiale, så det er ligesom ikke gevinst nok for brugerne til, at det
virkelig batter” (Gronemann 3:20). Alligevel fik ”lokkemaden” ifølge Gronemann flere
brugere til at komme på arkivet, fordi de havde muligheden for at lave deres
forundersøgelse derhjemme, og på den måde blev overbevist om, at en tur på arkivet var
besøget værd (3.30).14
Senest lancerede Stadsarkivet i slutningen af 2014 resultaterne af endnu et
crowdsourcing-projekt på baggrund af Family Search’ mikrofilming af politiets
mandtaller i København. Løsningen havde form af et mini-indtastningsprojekt, bl.a. på
baggrund af tilbagemeldinger fra Stadsarkivets bruger-community, som ønskede at gøre
Politiets registerblade færdige, før et nyt stort projekt blev sat i værk. Man besluttede
derfor at tilgængeliggøre mandtallerne som en bladreløsning i stil med Rigsarkivets
Arkivalier Online-visning.
Grundet materialets omfang på 3-4 millioner billeder og dårlige metadata lavede man en
grovregistrering, hvor frivillige har gjort en stor indsats for at inddele de lange
billedrækker efter år, gade og måned, der betegnes som basal navigation (Gronemann
13
Family Search er en amerikansk organisation af mormoner, der arbejder med slægtsforskning
Prioriteringen af tilgængeliggørelsen er også et oplagt eksempel på Kulturministeriets
udvælgelseskriterier om retrospektiv digitalisering (se s.3 eller Kulturministeriet 2009:9).
14
58
7:45). Halvvejs gennem arbejdet valgte arkivet så at tilgængeliggøre alt det, man allerede
var klar med i et nyt værktøj, Kildeviseren, som arkivet også forventer at bruge fremover
til nye projekter. ”Vi synes lidt, det er en forbrydelse, at vi har digitalt materiale, som vi
ikke har lagt på nettet, for vi ved, der er folk, som gerne vil bruge det, og som gerne vil
have det ud hurtigst muligt” (Gronemann 7:35).
Kildeviseren er et generisk værktøj som nu ”bare skal fodres”. Parallelt arbejder
Stadsarkivet på udviklingen af en såkaldt kildetaster, som ligeledes skal fungere som et
generisk indtastningsværktøj, som passer til forskellige materialetyper, der skal
transskriberes.
Den aktive gruppe af frivillige har spillet en stor rolle i realiseringen af ovenstående
projekter, men faciliteringsarbejdet har også skabt stof til eftertanke. Det tager tid at
fastholde de frivillige, udrede konflikter og hjælpe, når der er uklarheder. Gronemann
pointerer, hvordan der er sket en udvikling, siden det første projekt med politiets
registerblade blev lanceret, mht. antallet af udbudte crowdsourcing-projekter.
Spørgsmålet er, om Stadsarkivet kan blive ved med at fastholde frivillige, og i hvor høj
grad kulturinstitutioner skal facilitere det community, der er omkring indtastning, eller
om man i højere grad skal overlade det til private projekter (Gronemann 11:00).
”Det (crowdsourcing red.) giver en masse, men det er spørgsmålet, om vi kan blive ved
at have ressourcer til at gøre det. Hvis nogen kan gøre det bedre end os, så kan vi ikke
fastholde folk, så hopper de et andet sted hen og indtaster. Så det er lidt den balance vi
er i, i øjeblikket” (Gronemann 12:00).
En anden form for crowdsourcing, hvor Københavns Stadsarkiv har indset, at det bliver
svært at følge med, er brugernes egne internetbaserede fora. Rigtig mange brugere har
ifølge Gronemann svært ved at omsætte arkivets vejledningstekster til praksis: ”Rigtig
mange brugere kan ikke omsætte dem (vejledninger red.) til praksis. Det skal
omformuleres til noget, der griber fat i lige præcis deres historier, og den omformulering
vil vi aldrig have ressourcer til at løfte for dem”(Gronemann 29:35). De selvhjulpne fora,
der ofte består af slægtsforskere, giver derimod en lynhurtig og præcis servicering, som
arkivet får svært ved at hamle op med.
”Vi forsøger at fortælle, at vores vejledninger ikke er at få svar, men hjælp til selvhjælp.
Det er at blive henvist til den ressource eller måde at søge på, men det er jo tit ikke det,
59
folk efterspørger, de vil gerne vide, hvor Annegrethe Hansdatter blev født”(Gronemann
30:37).
Det at vejlede brugeren i, hvordan man bruger arkivmaterialet er en del af
tilgængeliggørelsen. Københavns Stadsarkiv har skåret sine platforme ned til tre primære
med hjemmesiden som fælles indgangsportal. Derudover arbejdes der på bedre
beskrivelser af arkivalierne i Starbas (og med tiden i Kildeviseren) og brugervenlige
vejledningstekster i stadsarkivets wiki. Gronemann pointerer, hvordan arkivet må tænke
anderledes i vejledningerne ved at fokusere på de ting, som brugerne rent faktisk har
svært ved at finde ud af, frem for beskrivelse af, hvad man ved om materialet.
Starbas indeholder de arkivnære beskrivelser knyttet til metadata, og derfor skal de være
så tidløse som muligt. Herudfra skal man kunne bedømme arkivaliernes kildeværdi på en
historievidenskabelig måde. Konteksten for tilblivelsen af arkivaliet kan være
altafgørende for forståelsen og for analyser af sammenhænge. Wikien derimod, er et
hjælperedskab, som naturligt forandrer sig over tid, når kilder digitaliseres undervejs og
nye opslagsværker udkommer.
Brugerunderstøttelse som nøgleord
I takt med stigende digitalisering og tilgængeliggørelse sløres skellet mellem ekspert og
lægmand på hele ABM-området. Især ændringen i bibliotekarernes forhenværende
ekspert-position som kilden til viden, til nye roller som vejledere og undervisere i
søgemaskiner, har været tydelig. Arkivarer har kunnet bibeholde ekspertrollen lidt
længere i kraft af deres virke som mellemmand mellem arkivalier og bruger i forbindelse
med de analoge materialer. Digitale portalers søgefunktioner og facetterede
søgeindgange indbyder i langt højere grad brugeren til at gå på opdagelse i samlingen,
blande indholdet og sortere det på nye måder. Arkivarernes jobfunktioner i forhold til
brugerne, nærmer sig dermed bibliotekarernes med fokus på søgestrategier og ”(..) å
gjennomføre forskning på historien og karakteren til disse sammensatte relasjonene, slik
at vi kan kaste lys over de omfattende kontekstene” (Cook 2011:7,jf. afsnittet
”opretholdelse af proveniensprincippet?”).
60
Brugerunderstøttelse er derfor et centralt begreb i tilgængeliggørelsesprocessen, der
indebærer vejledning og støtte til brugeren, som skal gøres i stand til selv at søge og
navigere i arkivernes online fora og databaser.
I efteråret 2014 offentliggjorde det nye europæiske initiativ, E-ARK (European Archival
Records and Knowledge), en såkaldt Gap-rapport, der analyserer kløften mellem
brugernes krav til digital tilgængelighed og aktuelle adgangsløsninger til arkivernes
materiale. E-ARK arbejder for at lave fælles standarder og Open Source værktøjer til
digital arkivering i Europa. På trods af meget forskelligartede nationale vilkår, hvad
angår kulturelle og juridiske forhold, så forsøger man at fremme samarbejde og gøre det
nemmere at bruge data på tværs af landegrænser til glæde for både borgere og forskere.
I GAP-rapporten, som er udarbejdet af bl.a. to forskere fra Statens Arkiver, konkluderes
det, at der, blandt arkiver, der har adgangstjenester, generelt er mangel på
interoperabilitet, hvilket forringer brugeroplevelsen og forhøjer omkostningerne. Denne
hindring afhjælpes dog gradvist ved fuldt udbyggede homogene tjenester, der udbydes af
serviceudbydere eller af arkivernes egne udviklede løsninger (E-ARK:4).
Brugerbehovet centreres omkring brugervenlighed samt kvaliteten af søgningen og
tilgængeliggørelsesversionen, som er den version af data, der må anvendes af arkivets
brugere.15 Brugervenlighed omfatter fleksibilitet, behandlingstid, hvor nemt det er for
brugeren at finde ud af, samt interoperabilitet, der gør det muligt for systemer at
interagere. Kvalitet af søgningen omfatter samlede og forståelige metadata,
søgemaskinens mulighed for forskellige indgange til søgninger, meningsfulde
præsentationer af søgeresultater, nem adgang til tilgængelighedsversionen og værktøjer,
der støtter analyse (E-ARK:4).
Ud fra empirien er det tydeligt, at arkiverne er meget opmærksomme på brugernes
forventninger til tilgængeliggørelse, og det diskuteres fagligt, hvordan arkiverne bedst
muligt imødekommer disse behov. Helt konkret skal arkiverne forholde sig til
problemstillingen i forhold til tilgængeliggørelse: Hvordan forholder vi os til og
præsenterer digitaliseret materiale i vores søgesystem? (Mohr 2014).
15
Terminologien stammer fra den internationale OAIS-standard, der opererer med tre versioner af data
gennem flowet fra arkivskaber til arkiv (SIP), arkiveringsversionen (AIP) og fra arkiv til bruger (DIP, her
tilgængelighedsversion). Se CCSDS 2012: Reference model for an open archival information system
(OAIS)
61
To store barrierer for tilgængelighed kan identificeres som lovgivning og mangel på
modenhed af arkiver og/eller arkivale løsninger. Den danske lovgivning på arkivområdet
indeholder tilgængelighedsfrister, der ofte gør arkivalierne meget gamle, før de kan gøres
tilgængelige for offentligheden. Udviklingen af løsninger for tilgængeliggørelse af
arkivalier er stadig i startfasen, og derfor kan det argumenteres, at optimale digitale
løsninger er en forudsætning, før man har tilstrækkelig grund til at diskutere
tilgængelighedsfrister.
Søgefaciliteter og præsentation af resultater er essentielt for brugerens oplevelse af en
søgeportal og en problematik, som arkiverne skal tage stilling til meget tidligt i
tilgængeliggørelsesprocessen. På Rigsarkivet igangsatte man emneordsprojektet uden at
have udviklet det tilhørende søgemodul, og derfor måtte man lave emnestrukturen uden
præcist at vide, hvordan det blev tilgængeligt (Krogh 13:30). Derfor har man undervejs
måtte tage nogle forbehold og lave strukturen, så den kan indrettes efter, hvordan
visningen bliver. En facetteret søgemulighed bliver bl.a. en visuel geografisk
afgrænsning, hvor man på et Danmarkskort kan klikke på et område og få resultater på
tværs af emner og arkivskabere. Et lignende kort under udvikling kendes også fra det
digitale projekt Historisk Atlas, der drives af Odense Bys Museer og i 2014 omfattede
199 kulturhistoriske institutioner, der tilsammen leverede indhold til knap 5000
lokaliteter (historiskatlas.dk).
Et visuelt kort gør det overskueligt for brugeren, hvilke muligheder der er, og Historisk
Atlas øger overblikket yderligere ved at bruge forskellige symboler, der kategoriserer,
hvad de tilknyttede arkivalier og museumsgenstande beskriver. En geografisk søgefacet
forudsætter, at informationerne er en del af arkivaliernes metadata. Når arkiverne
digitaliserer restrospektivt, er det metadatas standardisering og indhold, der afgør,
hvordan arkivalierne kan sættes i spil i søgemodulet. Rigsarkivets emneordsprojekt er
begrænset til beskrivelser af arkivskabers arbejdsopgaver, periode og geografi, hvor det
er muligt. Man bevarer på den måde proveniensen og den oprindelige kontekst ved at
beskrive arkivskaber, selvom man mister denne ordningsmåde udadtil i et søgemodul.
Mængderne taget i betragtning i forhold til ressourcer gør det for alle arkivers
tilgængeliggørelsesproces nødvendigt at vælge, hvordan brugeren skal kunne tilgå
materialet, og det får konsekvenser for de potentielle måder, som arkivalierne, og dermed
også historierne, kan sammensættes på.
62
Et andet søgeperspektiv, som især for arkivalier har meget stort potentiale, er
sammenkædningen af personmateriale på tværs af arkivalietyper som eksempelvis skrift
og billeder. Slægtsforskeres møjsommelige, manuelle, detektivarbejde vil få en helt
anden karakter med f.eks. semantisk web-teknologier, der ved tagging kan kaste lys over
nogle sammenhænge, som man ikke før har været i stand til at lave.
I europæisk sammenhæng konkluderes det i E-ARK rapporten, at arkiverne i forbindelse
med søgefaciliteter, generelt er gode til at møde brugerens behov ved at tilbyde nem
adgang til søgefaciliteter med flere søgeindgange. Til gengæld finder rapporten mange
huller relateret til udtømmende metadata og adgangen hertil, som får konsekvenser for
kvaliteten og brugervenligheden (E-ARK:31-36). Ligeledes bedømmes præsentationen af
søgeresultater generelt som dårlig, primært på grund af mangel på muligheder for at
eksportere og analysere indhold samt at søge internt i de såkaldte
”informationspakker”.16
Rapportens konklusioner vidner om et umodent felt, hvor arkiverne skal nytænke
behandlingen af arkivalier markant anderledes og tilføre dem digital smidighed og
fleksibilitet, hvilket modstrider alle arkivalske principper, heriblandt provenienstankegangen og opfattelsen af samlingerne som tidsløse.
Med ovenstående analyse er det, ud fra eksempler på projekter, uddybet ved interview,
beskrevet hvordan arkiverne forholder sig til tilgængeliggørelse og arbejder for at gøre
data til strukturerede samlinger. Gode, anvendelige metadata er en forudsætning for at
gøre samlingerne håndterbare og dermed også findbare og genanvendelige (jf. ANDS
oversigt).
Selvom mange arkiver har udviklet digitale løsninger, bærer det f.eks. på Rigsarkivet
præg af, at brugergrupperne har været tænkt adskilt, hvilket har resulteret i ikke mindre
end seks forskellige tilgængelighedsværktøjer til søgning og præsentation17. Det gør det
svært for brugeren at orientere sig og få et overblik over den digitale samling. Der
16
Terminologien stammer fra OAIS-standarden, der opererer med tre versioner af data, hhv SIP, AIP og
DIP, som alle kaldes informationspakker. Se CCSDS 2012: Reference model for an open archival
information system (OAIS)
17
Værktøjerne omfatter: Dansk Data Arkivs søgekatalog til forskningsdata, DAISY med
arkiveringsversioner med data fra offentlige myndigheder, private personer, organisationer og
virksomheder, ArkivalierOnline til visning af digitaliserede materialer, Dansk Demografisk Database til
søgning i indtastet data, Sofia til opslag i myndigheders data fra it-systemer og SABA til opslag i
arkiveringsversioner fra private arkivskabere.
63
arbejdes dog, ifølge Rigsarkivet på at lave en fælles indgang til identifikation af alle
former for digitalt materiale i Rigsarkivet via Daisy (Rigsarkivet 2014).
Løsningerne skal være gennemsigtige for brugeren, dvs. brugeren skal kunne
gennemskue, hvilke muligheder der er, og hvad der kan forventes af søgeresultat. Hertil
hører, at brugeren skal vide, i hvilke samlinger der søges for at kunne bedømme sine
resultater og for at kunne vurdere genfindingskvotienten. 18
Retrospektiv digitalisering er ressourcekrævende for arkiverne. Dog synes
tilgængeliggørelsesprocessen endnu mere omkostningstung, fordi en egentlig merværdi
for brugerne kræver løbende arbejde med opretholdelse og udvikling af hele
tilgængeliggørelsesmiljøet, som både omfatter selve arkivalierne, men også
søgefaciliteter, vejledning og al den relaterede kontekstuelle information. Det er derfor
ikke nok for arkiverne at stille sig tilfredse med en lille del af samlingen, der er gjort
tilgængelig. Hvis retrodigitalisering skal udgøre en merværdi, skal arkivalierne kunne
tilgås med digitale analyse- og arbejdsværktøjer. Dertil kommer at mængden, forstået
som bredden og diversiteten i samlingen, øger chancen for at arkivportaler kan fungere
som seriøse arbejdsredskaber, hvor brugernes informationsbehov dækkes og det er muligt
at få søgeresultater, der belyser et tema omfattende. Én samlet national arkivdatabase vil
øge den totale genfinding, fordi den dermed vil give adgang til alt det materiale, der er
registreret i danske arkiver.
Diskussion – digitaliserede arkivalier i et
erindringsperspektiv
Tilgængeliggørelse kontra formidling
Digital tilgængeliggørelse øger arkivers eksponeringspotentiale markant. Digitalisering
af arkivmateriale åbner samlingerne op for flere brugergrupper, da brugerne frit kan søge
i arkivets databaser og få adgang til arkivalier, der i digital form er uafhængige af fysiske
unika, som kun findes i ét eksemplar. Desuden gør digital tilgængeliggørelse arkivalierne
geografisk uafhængige, da de kan søges frem helt andre steder end arkivernes læsesale.
18
Forholdet mellem antallet af fremfundne relevante dokumenter og det antal relevante dokumenter, som
findes i databasen/informationssystemet (www.informationsordbogen.dk)
64
Tilgængeliggørelse øger brugen af arkivalier, som både giver omtale til arkivinstitutionen
og knytter sig specifikt til arkivalierne.19
Yderligere eksponering sker i form af arkivernes formidling, der kommer til udtryk
gennem online udstillinger, temasider, ”dagens billede” og andre formidlingstiltag, hvor
arkiverne plukker i samlingerne og konstruerer historier, og på den måde lader
formidlingen være et vindue ind til samlingerne. Rationalet bag formidling er at lade
udvalgte arkivalier agere lokkemad og dermed øge kendskabet til arkivernes samlinger
og forhåbentlig få interesserede brugere til selv at dykke ned i arkiverne.
Brugerne er vant til den formidlende form fra andre kulturinstitutioner, især museerne,
men hidtil er fysiske arkivalier også først og fremmest blevet eksponeret i bearbejdede og
formidlede versioner af originalteksterne. Forskningsresultater kan være opstået på
baggrund af arkivalier, ligesom formidling af historie kan tage sit udgangspunkt her, men
informationerne har allerede gennemgået en analyse- og fortolkningsproces, når de
videreformidles.
Digital tilgængeliggørelse åbner op for samlingerne på en helt ny måde. Arkivalier
indeholder svar, men det er op til brugerne at stille spørgsmålene. Brudstykker af
information, der tilsammen udgør en samling, lægges åbent frem, og hjælpeværktøjer
støtter brugerne i navigation af de store datamængder. Brugeren præsenteres for et sæt
arkivalier som resultat af opsatte søgekriterier. Brugeren behøver dermed ikke
nødvendigvis at kende sit slutresultat, men skal blot være i stand til at formulere et
informationsbehov.
Den socialkonstruktivistiske konsekvens er konstruktionen af mange sandheder og
mange fortider, når arkivaliernes metadata kombineres på nye måder for hver individuel
søgning. Spørgsmålet om øget kompleksitet bliver for alvor en realitet, når divergerende
fortider sidestilles. Spørgsmålet melder sig, hvor mange fortider mennesket kan rumme,
hvis fortidsbrug skal være meningsskabende og skabe sammenhæng. Jævnfør Eric
Jensens teori fyldes der ikke mere på, men der sker i stedet en omtolkning, hvilket
medfører en øget kompleksitet i stedet for at virke kompleksitetsreducerende. Den
historisk store produktion af information fører, med Terje Rasmussens ord, til redundans
og må derfor holdes nede for at tjene sin funktion og lede til meningsproduktion.
19
Der blev fra Arkivalieronline.dk i 2007 foretaget eksterne download af 105 mio. sider; i 2008 steg dette tal til over
151 mio. sider (Kulturministeriet 2009).
65
Formidlingspraksis mestrer kunsten at eliminere store mængder information og bidrager
via sammenhængende historier til solidaritet og skaber en fælles, aktuel virkelighed på
nutidens præmisser.
Med henvisning til Aleida Assmanns artikel ”Canon and Archive” (Assmann 2008a) kan
formidling betegnes som det aktive aspekt ved kulturel erindring, mens arkivalierne i sig
selv udgør det passive (jf. afsnittet ”Arkivet som erindringsinstitution”). Fortidens
genstande kan i denne forstand inddeles som beskeder (messages) og spor (traces).
Beskeder repræsenteres af tekster, der er rettet til eftertiden og ofte skrives og
iscenesættes af magthavere og statslige institutioner. Spor bærer ikke samme tildelte
forventning, men fungerer som historisk modvægt til den kanoniserede fortid, som
sammenhængen af de udvalgte beskeder konstruerer. Arkivalier udgør disse kulturelle
spor. De er ikke umedierede, men har mistet deres umiddelbare adressater. Arkivalier er
de-kontekstualiserede og løsrevet fra de oprindelige rammer, som gav dem betydning.
Som del af et arkiv er de åbne for nye sammenhænge og egner sig til nye fortolkninger
(Assmann 2008a:99).
Nogle arkivalier er imidlertid valgt ud som en del af en kanon, der i Assmanns perspektiv
ikke skal ses som en hitliste, men snarere som uafhængige af historiske ændringer og
immune over for den kulturelle skala af god og dårlig smag. Den kanoniserede tekst er en
stabil reference, der bruges kontinuerligt over århundreder og årtusinder til fortolkning
og litterære studier. Denne konstante interaktion med et lille udvalg af genstande holder
dem i omløb og fastholder tilstedeværelsen af et lille segment af fortiden (Assmann
2008a:100).
Arkivet som institution er en del af den passive erindringsdimension:”It stores materials
in the intermediary state of ”no longer” and ”not yet”, deprived of their old existence
and waiting for a new one” (Assmann 2008a:103). Den viden, som arkivalierne
repræsenterer, er inaktiv, men i kraft af deres bevaring er de potentielt tilgængelige, men
uden at være blevet fortolket.
Digital tilgængeliggørelse ændrer ikke ved dette forhold, da adgang i sig selv ikke
stimulerer kulturel erindring. Værdien i en aktiv erindring skabes ved at bruge indholdet
af arkivalierne til at danne mening og sammenhæng, hvilket forudsætter en
arbejdsindsats fra brugere og forskere.
66
Arkivernes arbejde med digitalisering og tilgængeliggørelse kan øge potentialet og
sandsynligheden for aktiv brug, men herefter må brugerne tage over. Formidling er i den
forbindelse arkivernes mulighed for at blande sig i den videre proces og sætte gang i en
aktiv fortidsbrug.
Arkivernes kassationspraksis er, ligesom formidling, en af de kulturelle mekanismer, der
praktiserer selektionsprincippet ved at eliminere store mængder af den offentlige
administrations dataproduktion.
Fremtidige konsekvenser af den praktiserede bevarings- og kassationsstrategi kan i nogen
omfang kortlægges, men som eksemplet med det reddede arkiv fra Skoletjenesten i
København viser (se afsnittet ”Arkivernes bevarings- og kassationsstrategi som
udvælgelsesproces”), så kan det ikke forudsiges, hvilke dokumenter, og hvilken type
information, der anses som værdifuld i fremtiden.
Forventning om tilgængelighed til større mængder information divergerer med
Rasmussens selektionsprincip og Eric Jensens teori om, at antallet af fortider ikke øges,
men omformuleres. Alene bevidstheden om, at store mængder potentiel værdifuld
information er tilgængelig, kan imidlertid være tilfredsstillende i sig selv, også uden det
nogensinde bliver brugt.
Opgaven for forskere i kulturel erindring er derfor, ifølge Rasmussen: ”(..)to detect
consequences, by which society can make judgements for future precautions”
(Rasmussen 2010:112).
Digitalisering og tilgængeliggørelse udgør i sig selv også en selektion af tilgængelig
information ved at fravælge noget for at fremhæve andet. Synliggørelse af dansk
kulturarv diskuteres i en international kontekst, hvor dansk kulturarv overses på
internettet i forhold til eksempelvis tysk og fransk digitaliseret materiale, der bl.a.
tilgængeliggøres via Europeana. Men der sker også en selektion internt i arkivernes
materiale, når noget vælges ud til digitalisering frem for andet.
Mangel på en samlet digitaliseringsstrategi for arkiverne har medført, at arkiverne på
egen hånd skal tage stilling til, hvordan opgaven bedst løses. På Københavns Stadsarkiv
har de hidtil gennemførte crowdsourcing-projekter båret præg af, at beslutningen om,
hvilket indhold, der skulle registreres, stort set har været styret af ønsker fra brugerne.
Der er visse hensyn, der må tages, når der er tale om frivillig arbejdskraft. Til gengæld
67
risikerer samlingen at blive meget snæver, hvilket man har undgået i Rigsarkivets
emneordsprojekt ved selv at registrere og tildele emneord til hele samlingen.
Diversitet og bredde øger kompleksiteten i samlingen. Det giver en større indsigt i
tværgående problemstillinger og mulighed for at sammenligne mange enkeltstående
tilfælde eller tendenser.
Fig.3 viser en matrix, der epistemologisk forholder sig til den samlede viden, der opfattes
af et individ, en gruppe eller et samfund over for den potentielt opnåelige viden.
Fig.3 The known-unknown matrix, Dalkir 2005
Jo flere forbindelser af metadata, der kan laves, jo højere bliver serendipiteten, dvs.
uplanlagte informationsfund, hvor man finder uden at søge, og herefter er i stand til at
erkende værdien i det, man har fundet.
Serendipitet opstår, når brugeren får utilsigtede søgeresultater, men erkender værdien i
det, sådan at sammenhænge ses i et helt nyt lys. Søgefaciliteter med filtrering på vej ud
(jf. Weinberger), således at søgningen tager udgangspunkt i hele samlingen og derefter
snævres ind, øger utilsigtet findbarhed eller serendipitet, og dermed opnås viden om det
”man ikke ved, man ikke ved”.
Serendipitet opstår, når brugeren får utilsigtede søgeresultater, men erkender værdien i
det, sådan at sammenhænge ses i et helt nyt lys. Søgefaciliteter med filtrering på vej ud
(jf. Weinberger), således at søgningen tager udgangspunkt i hele samlingen og derefter
snævres ind, øger utilsigtet findbarhed eller serendipitet, og dermed opnås viden om det
”man ikke ved, man ikke ved”.
68
Serendipitet er en styrke ved digitale databaser, som ved søgefacetter kan gøres meget
mere strategisk end den fysiske serendipitet, hvor man tilfældigt ”snubler” over noget.
Arkivets styrke er netop samlingernes bredde, der giver brugeren en unik mulighed for at
konstruere historier ud fra rå data. Den forventning om oplevelse og brugerinddragelse,
der de seneste ti år har præget udviklingen af biblioteker og museer, har ikke haft samme
gennemslagskraft på arkiverne.
Arkivet har altid været brugerinddragende i kraft af adgang til ufortolkede unika, men
institutionens passive tilværelse har ikke formået at gøre opmærksom på det, før
biblioteker og museer overhalede arkiverne indenom.
Formidling er på mange måder mere brugervenlig end tilgængeliggørelse, fordi
informationen gøres spiselig og nem tilgængelig i form af konkrete historier, hvor
information allerede er bundet sammen og skrevet. Det forarbejde er meget
ressourcekrævende, men prioriteres alligevel højt af mange arkiver. Det er samtidig en
synlig måde at legitimere sig som samfundsrelevant kulturinstitution. Hvis formidling
imidlertid prioriteres med argumentet om at generere opmærksomhed til hele samlingen,
så kræver det, at tilgængeliggørelsen følger med på samme niveau.
Mængderne af arkivmateriale rummer uendelige historier, som det er oplagt at dykke ned
i og videreformidle, men arkivernes unikke funktion med bevaring og offentlig
tilgængeliggørelse af autentisk, historisk dokumentation er hele grundlaget for, at den
formidling kan finde sted. Der skal være plads til begge dele, men problemet opstår, når
ressourcespørgsmål begrænser udviklingen af begge, eller når arkivet skal vælge, hvilket
ben det skal satse på. Skal der være en tilstrækkelig stor andel digitaliserede arkivalier
tilgængelig for brugeren, før formidling af dem batter? Eller skal samlingerne formidles,
så interessen stiger, før der for alvor satses på digital adgang?
Forholdet diskuteres i arkivsammenhæng og vil på sigt være med til at definere arkivet
som institution. Spørgsmålet blev meget aktuelt for Københavns Stadsarkiv, da de i 2014
blev organisatorisk sammenlagt med Københavns Museum, Thorvaldsens Museum og
Nikolaj Kunsthal, som led i etableringen af en samlet museumsorganisation (Københavns
Stadsarkiv, nyheder 2014). De fire institutioner skal finde balancen med at styrke
hinanden bedst muligt samtidig med at sikre hvert sit særpræg. Formidling er der, hvor
arkivet ligner museerne mest. Arkivet kan derfor vælge at lade sig inspirere meget mere
69
af museumskyndig ekspertise, eller vælge at stå fast og værne om sit særpræg ved at
satse på bred tilgængeliggørelse.
Massedigitalisering kontra kritisk digitalisering
Et væsentligt aspekt ved arkivernes digitaliseringsstrategi angår den løsningsmodel, som
vælges, når store mængder materiale skal digitaliseres med henblik på efterfølgende
tilgængeliggørelse. To yderpunkter er massedigitalisering over for kritisk digitalisering.
Massedigitalisering er inklusiv og opererer med en omfattende skala af materiale, hvor
store samlinger kan digitaliseres via simpel automatiseret scanning på relativt kort tid.
Modellen er kvantitativ og samtidig den nemmeste og billigste løsning. Kritisk
digitalisering adskiller sig for det første ved at have et kvalitativt formål, der på en
manuel, intellektuel og kritisk måde muliggør bearbejdning af det digitaliserede materiale
med eksempelvis avancerede søgemuligheder. Det er en eksklusiv strategi, fordi
løsningen er omkostningstung og omhandler et mindre udsnit af samlinger (Dahlström
2009).
Et banebrydende projekt i disse år, og et eksempel på kritisk digitalisering, er “Samuel
Beckett Digital Manuscript Project”. Ved systematisk digitalisering, der både omfatter
faksimiler og transskriptioner, tilgængeliggøres alle Becketts manuskripter i alle
versioner fra udkast og renskrifter til korrekturtryk (INSS konference). Formålet er,
ifølge tovholderne på projektet, at bidrage til studiet af Becketts værker på forskellige
måder. Læserne får, for det første, mulighed for at opdage nye dokumenter, men
digitaliseringen samler også de mange forskellige udgivelser, der fysisk opbevares opdelt
og spredt over mange biblioteker. Det giver et unikt indblik i udgavernes indbyrdes
relation og værkets tilblivelse i sin helhed. Tilgængeligheden øges markant til
manuskripterne, og med søgbare transskriptioner fremhæves relevante fortolkninger af
intertekstuelle referencer, og forskellige oversættelser kan sammenlignes. En berigende
feature er f.eks. en topografisk zoom, hvor man nemt kan navigere hen over de digitale
faksimiler og gennem denne form for linse få de håndskrevne bogstaver ”oversat” med
trykte bogstaver (se billede).
70
Eksempel på topografisk zoom, Samuel Beckett Digital Manuscript Project
Arkivet begrænser sig til Samuel Becketts arbejde og er derfor et afgrænset projekt, som
passer godt til kritisk digitalisering. I store arkivsamlinger betyder den begrænsede
volumen i digitaliseringen imidlertid, at der kan mangle kritisk masse i forhold til at give
brugeren mulighed for at bevæge sig frit i materialet som helhed, fordi digitaliserede
dokumenter ikke nødvendigvis belyser et emne samlet. Uanset tværgående
søgemuligheder vil materialet fortsat fremstå som enkeltsamlinger.
I forlængelse af den mediepolitiske aftale for 2007-10 blev der i oktober 2006 nedsat et
udvalg i forbindelse med digitalisering af kulturarven. En midtvejsrapport fra
Digitaliseringsudvalget i 2008 fremlagde en række forslag til digitalisering af kulturarven
med henblik på bevaring, formidling og tilgængeliggørelse heraf. Den endelige rapport
udkom i 2009 med tre forslag til, hvordan man prioriterer og udvælger dele af
kulturarven til digitalisering, hvor forslag 1 er den billigste og mindst omfattende løsning
og forslag 2 og 3 stiger i hhv. volumen og omkostningsniveau.
Kulturministeriet afsatte 7 mio. kr. årligt i 2010-2012 til en forstærket digitalisering af
kulturarven (Kulturministeriet 2009:31). Digitaliseringsudvalgets endelige rapport
påpeger nødvendigheden af en væsentlig højere sum penge, hvis hhv. forslag 2 eller 3
skal realiseres, idet niveauet opregnes til en merudgift på hhv. 300 mio. kr. eller 570 mio.
kr. i perioden 2010-2019 foruden de allerede afsatte midler.
Niveau 3, som repræsenterer det dyreste og mest omfattende niveau, sikrer digitalisering
af en meget stor volumen materiale, som vil skabe kritisk masse i forhold til alle
brugergrupper. Især vil det give en ekstra dimension for de brugere, der arbejder meget
seriøst med det digitaliserede materiale, fordi et bredt og fyldigt kildemateriale muliggør
seriøs bearbejdelse med dybde og kvalitet. Den økonomiske ulempe er, at man med den
71
større volumen og mere konsekvente digitalisering af samlinger vil digitalisere materiale,
der kun vil blive meget lidt brugt (Kulturministeriet 2009).
Risikoen ved massedigitalisering kan imidlertid være et politisk eller brugerudtalt pres på
arkiverne for at tilgængeliggøre materiale hurtigst muligt, hvilket fører til forhastede
løsninger. Det kan have den konsekvens, at store mængder materiale indscannes og
tilgængeliggøres, uden at brugerne kan finde rundt i materialet. Grovregistrering og
bladreløsninger er basal navigation (jf. Københavns Stadsarkivs Kildeviser), men ikke
desto mindre acceptabel, når det handler om at imødekomme utålmodige brugere.
” Jeg kan mærke på vores brugere at mange som kun kender den digitale verden har
store problemer med at forstå omfanget af den opgave som arkivet står overfor i forhold
til at digitalisere og lægge på nettet. De kan simpelthen ikke forstå det går så langsomt
og det kan jeg også godt forstå for det går også eventyrligt langsomt men det er også en
stor opgave. De har ikke nogen begreber om mængder for det ligner jo ingenting på
nettet i forhold til det arbejde der ligger bag eller hvor mange billeder det drejer sig om”
(Gronemann 41:17).
En erfaring, som Københavns Stadsarkiv har gjort sig, som også kommer til udtryk i
Rigsarkivets og Arkibas’ løsninger, er fordelen ved at udvikle et generisk værktøj, som
kan bearbejde forskellige typer af filer og materialer. Retrospektiv digitalisering af store
uhomogene samlinger bliver endnu mere omfattende, hvis præsentations-værktøjerne
skal skræddersys afhængig af materialetype, og det kan samtidig begrænse muligheden
for at få et overblik over et samlet emne på tværs af dokumenter, billeder, film osv. Et
generisk værktøj er dog ofte meget simpelt, og derfor udnyttes materialernes
bearbejdelsesmuligheder ikke til fulde.
Statens Arkiver formulerer opsamlende om godkendelse af retrospektiv scanning og
digitalisering: ”Ved en digitalisering skal det sikres, at kommende brugere ikke stilles
dårligere med hensyn til f.eks. søgemuligheder end tilfældet var med de analoge
arkivalier. Det er derfor nødvendigt, at systemets indhold kan afgrænses, og at der kan
foretages søgninger i systemet” (Statens Arkiver 2013b).
Statens Arkiver nævner overraskende ikke noget om læsbarhed, hvilket kan forringe
brugernes faktiske adgang til arkivaliet markant. Således viser nedenstående billede en
indscanning af samme opslag fra en kirkebog i en hhv. gammel og ny version fra
søgeportalen Daisy:
72
Sammenligning af opslag fra kirkebog fra Falslev, Kærby i Randers amt, bog nr. 4 1791-1814, opsl. 2
Trods zoom-effekt er de gamle indscanninger nærmest ulæselige og praktisk talt
ubrugelige. Digital tilgængeliggørelse er ikke noget værd, hvis det ikke har værdi for
brugeren og reelt kan læses som et minimum. Den teknologiske udvikling går så relativt
stærkt, at arkiverne risikerer at lancere dødfødte projekter og halte evigt bagefter andre
digitaliseringsprojekter, hvis der ikke satses helhjertet.
Dokumenter skal ikke digitaliseres bare for at være digitalt tilgængelige. Der er brug for
en diskussion af, hvad man ønsker af det retrospektive digitaliseringsprojekt, og hvad det
må koste. Synlighed kan spille en stor rolle i den politiske velvilje til finansiering, og
derfor kan man med rette spørge, om formidling af arkivalier måske kan være midlet til
at nå målet om tilgængelighed?
Med tanke på tilgængeliggørelsessuccesen arkiv.dk affødes imidlertid også spørgsmålet,
om nogle typer af arkivalier fremover vil blive overrepræsenteret i digital format.
Hovedattraktionen på portalen er de knap 1 million billeder, som kan fremfindes og vises
direkte via hjemmesiden. Billeder udgør en umiddelbar værdi, fordi det giver brugeren en
direkte oplevelse, som arkivalier i dokumentform ikke giver. Det visuelle aspekt
appellerer til brugerens umiddelbare synssans, ligesom lydfiler og video appellerer til
høresansen.
Forgotten a data
I forlængelse af diskussionen om prioritering af materiale til digitalisering er det vigtigt
at understrege, at digitaliserede arkivalier i sig selv ikke udgør erindring eller
repræsenterer en viden, som vil blive videreført.
73
Attila Marton pointerer, inspireret af Weinberger, hvordan digitale kulturelle genstande
lagres som data, men genfindes som information. Uden de respektive muligheder for at
gøres til findbare og brugbare kulturgenstande, forbliver de data (Marton 2011a:235).
“The continuous sustainment of data or rather of its potentiality to be rendered as
cultural heritage artefacts feeds back into the data. Be it the description of the content or
the structure of the cultural artefact, it is all, in the end, data that performs as metadata
by virtue of how the various elements (digital artefact, surrogate, contextualization) are
related to one another” (Marton 2011a:235).
Med arkivering af data sikres let tilgængelige og bestandige(?) reservoirer af
informationer, men bevarede data indeholder ikke nødvendigvis løftet om, at de
genstande, som data repræsenterer, indgår i en fælles kulturel referenceramme og
videreføres som kulturel erindring. Tilgængeliggjorte arkivalier skal først og fremmest
kunne genfindes enten via kulturinstitutioners søgeportaler eller via internettet. For det
andet skal de ledsages af vejledning og metadata, som gør det muligt at læse dokumentet
og sætte det i en historisk samfundsmæssig kontekst. Desuden skal digitaliserede
arkivalier kunne indlæses i analyse- og arbejdsværktøjer, der gør brugeren i stand til at
udnytte det intellektuelle potentiale fuldt ud.
Når arkivalier bevares som data, øges distancen mellem bruger og genstand.
Digitaliserede arkivalier forsvinder ikke, men skal, i kraft af sin lagring som data,
remedieres af digitale medier baseret på binære koder og computerbaserede processer. I
et erindringsperspektiv glemmes arkivalierne som data, fordi mennesket ikke er i stand til
at erindre binære koder, og de kan derfor kun erindres som emuleret information.
Opfattelsen af arkivet som et reservoir kan relateres til Assmanns begreb om passiv
erindring, hvor arkivet ses som et strukturerende element til dokumentlagring.
Sara Brinch pointerer, hvordan perspektivet på databaser, som følge af digitalisering og
tilgængeliggørelse ændrer sig til at være en formidlende instans, fordi arkivaren som
mellemled og forhenværende formidler af arkivalier, kan undværes, når arkivalier gøres
direkte tilgængelige for brugeren. Det ændrer synet på databaser som lagringsmedie og
klassifikationssystem til i højere grad at være en kommunikationsform (Brinch
2004:262).
På den anden side så bibeholder arkivet en funktion som lagringsmedie, når emuleringen
af data til information kræver digitale maskiner til afkodning. Jævnfør Weinbergers tre
74
grader af organisering, så øges distancen mellem genstand og beskuer for hver grad af
organiseringsorden.
3. grads orden gør i princippet mængden af metadata uendelig, hvilket gør metadata
umulige at erindre. Til gengæld erindres de sammenhænge, som metadata danner med
andre metadata i non-lineære strukturer. De konstruktioner af sammenhænge, der vælges
ud som en del af en erindringspraksis forandrer sig over tid i sociale og historiske
kontekster. Arkivet husker ikke, men skaber rammen for, hvilke bevaringsværdige
arkivalier, der potentielt kan indgå i fremtidige meningskonstruktioner.
Når metadata har indflydelse på, hvilke sammenhænge dokumenter indgår i, er
dokumenterne ikke længere stabile, idet en ny kontekst kan ændre dokumentets
betydning eller mening. Søgemaskiner er den primære metode til at søge og finde
information digitalt, og med konstante potentielle opdateringer gøres resultaterne
flygtige, og hele søgemaskinens infrastruktur mangler derved evnen til statisk bevaring.
"Minderne bliver passive i digital form. De eksisterer kun midlertidigt for brugerne, når
de downloades, og kun, hvis de har et formål lige nu og her” (Ina Blom, citeret i Søgaard
2015).
Brugeren oplever således, at teksten skabes i nuet (Brinch 2004:244). Samtidig ændrer
digitale formater sig hele tiden, hvilket har konsekvenser for, hvordan teksten
præsenteres. I et erindringsperspektiv bidrager arkivers migreringsstrategier derfor til
digitaliserede arkivaliers flygtighed, da udtrykket ændres, når forældede formater skal
migreres. Medier indeholder iboende epistemologier, dvs. måder at opfatte verden på,
som gør, at tekster skabt i ét medie vil opfattes anderledes, hvis det præsenteres i et andet
(Rasmussen 2010:138). I dette perspektiv er det vigtigt også at bevare selve mediet
gennem emulering, som ellers vil gå tabt i det digitale arkiv.
Konstruktion frem for genfinding
Søgemaskiner konstruerer resultatsider som reaktion på individuelt gennemførte
søgninger, der igen slettes, når resultatsiden lukkes ned (Marton 2011b:8). Afhængig af
søgemaskinens søgefunktioner og facetter kan hver enkelt bruger forme sine resultater
efter behov. Bedømmelsen af hvad der er brugbare fortider ændrer sig kontinuerligt, fordi
den er afhængig af nutiden og derfor bliver fortiden flygtig. Fortider konstrueres med
75
udgangspunkt i hvert individ og internaliseres så at sige på en implicit måde. Det er
naturligt, at det bliver de brugbare og interessante fortidstolkninger som vil aflejre sig
som varige erindringsspor.
Eric Jensen påpeger, hvordan læreprocesser er præget af selvforvaltning og frivillighed,
der skal give den lærende en følelse af ejerskab for det, man er ved at lære (Jensen
2014:218). Man vænnes til aktivt at tilegne sig, hvordan fortiden føles og man vil have
indflydelse på, hvilke fortider man beskæftiger sig med. På den måde indlæres en
kompleks kulturarv, der i kraft af sin internaliserede form, er svær for udeforstående at
sætte sig ind i og svær for den enkelte at videreformidle. Marton pointerer, hvordan
erindringsstrukturen skifter fra et genfindingsparadigme (paradigm of information
retrieval) til et performativt informationskonstruktions-paradigme (paradigm of
information construction) (Esposito 2002, her i Marton 2011b:8).
Det performative aspekt fremhæver, hvordan en kontinuerlig konstruktion af mening
bliver afgørende for videreførelsen af erindringspraksisser.
Analog information er opbygget kontinuerligt, mens digital information lagres i bidder.
Det gør, at al søgbar information kan søges uafhængig af de andre informationer, der
knytter sig til det digitaliserede materiale. Afhængig af, hvilke værktøjer, der stilles til
rådighed, opfordres brugeren til arbejde med de informationer, som arkivalierne
repræsenterer og f.eks. skabe et visuelt produkt som et kort, en tidslinje eller andet. Det
er ikke noget nyt at lade brugere arbejde med arkivalier og lade informationer indgå i nye
sammenhænge, men den digitale tilgang øger fokus på kreativitet og idérigdom, idet der
kan slettes og tilføjes information uden konsekvenser sammenlignet med et fysisk
”klippe-klister”-projekt. Der er ikke nogen orden der ødelægges ved at eksperimentere
med sammenhængene i en samling, for der findes ikke nogen orden i traditionel forstand.
Den digitale orden findes i søgeportalernes bagvedliggende databaser.
Data og metadata indgår og opfattes i højere grad som en del af selve teksten. Arkivernes
digitale wikier knytter f.eks. arkivalier til en historisk baggrund, relaterede artikler og en
liste med forklaringer af, hvilke andre arkivalier, der knytter sig til en bestemt kategori
(se eksempel).
76
Eksempel fra Københavns Stadsarkivs wiki
Det er strukturelle links og de informationer, som præsenteres sammen med det enkelte
arkivalie, der gør brugeren i stand til at sætte det i en kontekst og generere viden.
Tagging kan f.eks. bruges til at udvide arkivaliers relationer og samspil.
Datafragmenter lader sig ikke organisere som traditionel klassifikation, idet 3.ordens
organisering af dokumenter med uendelige etiketter tilknyttet kan opfattes i uendelige
perspektiver. Et dokument kan, i dette princip, ikke begrænses til bestemte
klassifikationer, da den information brugeren søger, i princippet kan findes overalt i
teksten.
Denne måde at opfatte blandt andet arkivalier på fordrer en forståelse af dokumenter som
omdrejningspunkt for skabelsen af ny viden og formidling af denne viden.
Konstruktioner af sammenhænge, historier og processer sker imidlertid som konsekvens
af genfinding og de søgeværktøjer, der er til rådighed.
Konklusion
Kulturel erindring skal ses som en aktiv orientering mod fortiden, der ikke refererer til en
levende erindring, men til organiserede, kulturelle praksisser, der supplerer måder at
forstå verden på, og giver håb og mening, som gør mennesker i stand til at handle.
Erindringsbegrebet omfatter en del af det konstante arbejde med at forstå sig selv i en
historisk og kulturel kontekst. Den måde, arkiverne strukturerer og håndterer arkivalier
på, får derfor konsekvenser for erindringen.
77
På baggrund af antagelsen om, at vi har at gøre med historie, når nogen bruger noget
fortidigt i en nutidig sammenhæng, udvikles begrebet fortidsbrug af Bernard Eric Jensen.
Det er de brugbare fortider, som kan fortolkes i en nutidig kontekst, der danner
erindringsspor.
Arkiverne er kilde til udformningen af kulturel erindring, idet deres formålsbestemte
praksisser knytter sig direkte til repræsentation af fortiden og dermed indflydelsen på,
hvad et samfund erindrer – og hvad det glemmer.
Arkivernes bevarings-og kassationsstrategi danner ramme for, hvilket materiale, der skal
bevares for eftertiden. Denne udvælgelsesproces bliver udgangspunkt for, hvilke
spørgsmål man kan stille, og som konsekvens heraf, hvilke svar man får.
Arkivalier udgør såkaldte kulturelle spor. De er alle løsrevet fra deres oprindelige
rammer og uden umiddelbare adressater. Som del af et arkiv er de åbne for nye
sammenhænge og egner sig til nye fortolkninger.
Digital teknologi udfordrer arkivet, som ændrer status fra at være noget statisk til at være
i bevægelse. Digitaliserede arkivalier tilgængeliggøres i arkivdatabaser, og gøres søgbare
med deskriptive metadata, registrering og transskription. Transskribering giver indholdet
af arkivalier en helt ny dimension, og måderne, man kan arbejde med tekster og billeder
på ændres derved markant. I digital form genintroducerer arkivalierne derfor spørgsmål
om aura, originalitet og autenticitet. Desuden udfordres det traditionelle
proveniensprincip, som i en digital kontekst ikke har nogen betydning for brugeren.
Organiseringen af arkivalier tager form af 3.grads orden, som er præget af heterogenitet
og diversitet, men har det tilfælles, at den aktuelle organisering ikke afgør, hvordan det
samme indhold omorganiseres på utallige nye måder.
At arbejde med arkivalier er forbundet med forskellige former for viden, og i forhold til
tilgængeliggørelse er det arkivets fornemste opgave at ruste brugeren til at kunne forstå
og tolke arkivalier bedst muligt.
Hvis det lykkes kan digitaliserede arkivalier være med til at skabe en merværdi, når
brugeren får indsigt i arkivaliernes fulde potentiale og kontekst. Søgefaciliteter og
præsentation af resultater er essentielt for brugerens oplevelse af en søgeportal og en
problematik, som arkiverne skal tage stilling til meget tidligt i
tilgængeliggørelsesprocessen.
78
Hvert søgeresultat skaber potentielt en ny samling af arkivalier. Derfor må arkivets fokus
være at slippe kontrollen med organisering af information, og i stedet kaste lys over
kontekster og sammenhænge ved at gøre brugeren i stand til selv at eksperimentere sig
frem. Konstruktionerne af meningssammenhænge kan potentielt ændre sig konstant i
søgemaskiner.
Samtidig ændrer digitale formater sig hele tiden, hvilket har konsekvenser for, hvordan
teksten præsenteres. Derfor forandrer digitaliseringen måden, hvorpå fortidstolkninger
kan konstrueres, videregives og bruges.
Grænserne mellem fortid og nutid sløres, fordi erindring sker i et nutidigt perspektiv.
Fortiden bliver flygtig, når perspektivet ændres, og digitaliserede arkivalier tydeliggør
denne flygtighed, når de bearbejdes med nutidens teknologi.
Hvis retrodigitalisering skal udgøre en merværdi, skal arkivalierne kunne tilgås med
digitale analyse- og arbejdsværktøjer. Dertil kommer, at mængden, forstået som bredden
og diversiteten i samlingen, øger chancen for, at arkivportaler kan fungere som seriøse
arbejdsredskaber, hvor brugernes informationsbehov dækkes, og det er muligt at få
søgeresultater, der belyser et tema omfattende.
Arkivportalerne skal være gennemsigtige for brugeren, dvs. brugeren skal kunne
gennemskue, i hvilke samlinger der søges, hvilke søgemuligheder der er, og hvad der kan
forventes af søgeresultat. Det er det søgbare indhold, der udgøres af metadata og de
digitaliserede arkivaliers maskinlæsbare elementer, der afgør, hvordan arkivalierne kan
sættes i spil i søgemodulet.
Søgefaciliteter med filtrering på vej ud (jf. Weinberger), således at søgningen tager
udgangspunkt i hele samlingen og derefter snævres ind, øger serendipitet, og dermed
opnås potentiel viden om det, ”man ikke ved, man ikke ved”.
Brugerne spiller en aktiv rolle i konstruktionen af sammenhænge mellem fortid, nutid og
fremtid, og digitale arkivportaler fordrer derfor aktive fortidsbrugere.
Formidling øger arkivernes aktive rolle i samfundets erindringsarbejde, og det øger
synligheden for arkivinstitutionen såvel som de arkivalier, der sættes i spil. Kuraterede
samlinger af udvalgte arkivalier fungerer på den måde som vindue ind til arkivets
samling og gør opmærksom på arkivaliers potentiale.
79
Arkivet er dermed et samfundsmæssigt omdrejningspunkt for identitets- og
erindringsdannelse og indgår med denne funktion som en del af ABM-samarbejdet.
Biblioteker og museer oplever mange af de samme udfordringer ved digital
tilgængeliggørelse som arkiverne. Derfor kan den overordnede problemstilling relateres
til det samlede ABM-felt, der som erindringsinstitutioner har en direkte indflydelse på,
hvordan fortider konstrueres, og hvordan vilkårene herfor forandres - som konsekvens af
digitalisering.
Et digitalt humaniora perspektiv
De forandringer erindringsinstitutionerne står over for, gør det nødvendigt at turde tænke
samlingerne i helt nye kontekster og brugspotentialer.
Digital humaniora kan tilbyde et perspektiv, som fordrer nytænkning, kreativitet og
konvergens af humanistiske discipliner og medieformer.
Perspektivet kan betegnes som et bredt forskningsfelt og et paraplybegreb, der danner bro
mellem ældre og nye medieformer, analoge og digitale tilgange. Det er udtryk for en
nyere tendens, hvor teknologiske værktøjer bruges til at frembringe ny viden fra et stort
uhomogent felt af humanistisk forskningsmateriale. Forskningsfeltet er i høj grad en
praktisk disciplin, idet forskningen tager udgangspunkt i undersøgelsen af, hvordan
humaniora forholder sig til digitalisering og derved forudsætter en anerkendelse af de
digitale redskabers indvirkning på den humanvidenskabelige forskning.
En af disciplinerne inden for digital humaniora er ”distant reading”. Det er en kvantitativ
form for tekstanalyse, der udnytter informationsteknologien til at påvise mønstre i store
mængder data.20 Det er især litteraturforskning, der har udnyttet den revolutionerende
måde at forske i tekster på.
Londons ældste domhus, Old Bailey har behandlet alvorlige forbrydelse i over 400 år.
Sagerne er ført til protokols og arkiveret – og siden hen digitaliseret og udgivet online.
En gruppe forskere har ved hjælp af distant reading gransket arkiverne og som resultat
kunnet afsløre en fortid, der var mere voldelig end hidtil antaget (Ouelette 2014).
Gennem omfattende sproganalyser og komplicerede algoritmer mener forskerne at kunne
20
Distant reading blev introduceret i 2000 af italieneren, Franco Moretti. Han er grundlægger af Stanford
Literary Lab, som udvikler computerbaserede modeller til kvalitativ humanistisk forskning.
80
påvise, hvordan vold gradvist er blevet kriminaliseret. Ved denne fremgangsmåde
bevæger man sig ud over en optælling af de enkelte voldsforbrydelser og tager forholdet
mellem ord og forbrydelser samt domsafsigelserne med i betragtning. Det er ifølge en af
forskerne meget svært at påtage sig opgaven med at kortlægge et arkiv og læse det
forskelligt fra de mennesker, som skabte det. Men ved hjælp af digitaliseringen er det
muligt at bryde teksterne ned og se sammenhængen i fugleperspektiv (Ouelette 2014).
Forskere samarbejder tværfagligt om at opdage sammenhænge som det ellers kan være
svært at identificere ved traditionelle metoder.
Billedligt talt handler det om at se skove i stedet for træerne (Matthiesen 2013). I stedet
for at lave grundige analyser af enkelte fortællinger, giver teknologiske værktøjer nye
muligheder for at stille helt andre spørgsmål, og dermed også få andre svar.
For ABM-institutionerne kan digital humaniora tilbyde en diskussion af digital
kommunikation og være en inspiration for udadvendt formidling og kreative redskaber til
datahåndtering og lagringsformer (Lund 2012).
Digital humaniora anerkender formidling som et centralt element i fremtidige
humanistiske discipliner, forstået som en argumentation gennem genstande, ord, billeder
og lyd (The Digital Humanities Manifesto 2.0). Ifølge ”Digital Humanities Manifesto”
følger der imidlertid også et ansvar med institutioners formidling af deres samlinger, idet
der gøres opmærksom på, hvor relativt få dele af samlingerne der bruges kontinuerligt. I
en verden med uendelige mængder af data fordrer formidlingen informationsdesign og
udvælgelse. Gennem kanalisering, filtrering og organisering er det
erindringsinstitutionernes opgave at gøre opmærksom på nye eller glemte
kulturgenstande via forståelig og brugbar information.
Digitale humanister skal i samarbejde med arkivarer og bibliotekarer tænke kritisk og
diskutere digitaliseringens potentiale for humanvidenskabelig forskning og
vidensfacilitering.
Digital humaniora handler ikke blot om at udforske konvergensen mellem humanistiske
discipliner og medieformer, men også sammenfaldene mellem kunst, videnskaber og
teknologier. Selv om maskiner kan være med til at afsløre mønstre, så skal disse dog
stadig tolkes i en bestemt historisk kontekst.
81
Biblioteker, arkiver og museer ligger inde med nogle af de største og mest strukturerede
datapakker, som selvsagt indeholder et enormt informationspotentiale for humanister. De
strukturerede data kan bl.a. bruges til visualiseringer, som eksempelvis en virtuel model
over antikkens Rom eller digitale kort med pile, der viser, hvordan Rosseau og Voltaires
idéer blev spredt over Europa i oplysningstiden (Voldgaard 2012). Visualiseringer af den
slags bunder ofte i skriftligt materiale og skaber rum til ideer og kreativitet.
Digital humaniora kan levere digitale værktøjer og redskaber, som gør forskere i stand til
at stille spørgsmål til materialet.
Mulighederne fører til øget interesse for at bruge ABM-institutionernes katalogdata på
nye måder og hele tankegangen kan være med til at inspirere erindringsinstitutionerne.
Det store fokus på udvikling fordrer en brugsorienteret tilgang til fortiden og tydeliggør
potentialet for digitaliseret kulturarvsmateriale.
82
Litteratur
Andersen, J. (2009). Kulturarv er budskabet. En medieteoretisk diskussion af digital
formidling af kulturarv, I: Niels D. Lund m.fl. (red.), Digital formidling af kulturarv.
Fra samling til sampling (pp. 65-79). København, Forlaget Multivers.
Assmann, A. (2008b): Transformations between History and Memory, Social Research
vol. 75 (1), Spring 2008, pp. 49–72
Assmann, J. (2008c): Communicative and cultural memory, in: Erll, A., Nünning, A.
(red.): Cultural Memory Studies. An International and Interdisciplinary Handbook,
Berlin, New York 2008, pp. 109-118
Assmann, A. (2008a): Canon and Archive, in: Erll, A., Nünning, A. (red.): Cultural
Memory Studies. An International and Interdisciplinary Handbook, Berlin, New York
2008, pp. 97-108
Bloch, E. & Larsen, C. red.(2006): At vogte kulturarven eller at slette alle spor: om
arbejdet med den danske bevaringsstrategi, Bd. 1, Arkivforeningen
Bloch, E. & Larsen, C. red.(2006): At vogte kulturarven eller at slette alle spor: om
arbejdet med den danske bevaringsstrategi, Bd. 2, Arkivforeningen
Brinch, S. (2004): Digital og interaktiv historieformidling, I: Historietimer for
mediesamfunnet. En studie au dokumentarfjernsynets historieformidlende egenskaper
pp.238-263, Trondhjem: NTNU
Bryld, C. et al. (1999): At formidle historie, Roskilde Universitetsforlag
CCSDS (2012): Reference Model for an Open Archival Information System (OAIS),
Recommended Practice, Issue 2, Magenta Book, Washington, DC, USA
Cook, T. (2011): Proveniens i den digitale tida: Gammel bør eller fremtidshåp for
arkivarprofesjonen?, Tidsskriftet Arkiv, vol.2, Oslo
Dahlström, M. (2009): Kritisk digitalisering: en ny strategi? I: Niels D. Lund m.fl.
(red.), Digital formidling af kulturarv. Fra samling til sampling (pp.171-191).
København, Forlaget Multivers.
Dahlin, U. (2010, 26.aug.): Kulturarven kom aldrig helt på nettet, Information,
rekvireret på http://www.information.dk/228324
Dalhoff, Maria (2014, 3.dec.): Byråd fortsætter kamp om Erhvervsarkivet,
Jyllandsposten
Dalkir, K. (2005): Knowledge management in theory and practice, Elsevier
83
Dansk Data Arkiv: Årsrapport 2012, Statens Arkiver (til orientering om DDA’s
opgaver og udvikling) lokaliseret 28.februar 2015:
http://samfund.dda.dk/dda/beretning/beretning2012/DDA_aarsberetning_2012.pdf
Dansk Data Arkiv: Årsrapport 2013, Statens Arkiver (til orientering om DDA’s
opgaver og udvikling) lokaliseret 28.februar 2015:
http://www.sa.dk/media(5829,1030)/%C3%85rsrapport_2013_data_om_sundhed_og_s
amfund.pdf
Digitaliseringsudvalget (2008): Digitalisering af kulturarven – midtvejsrapport fra
Digitaliseringsudvalget, Kulturministeriet
Dijck, J.V. (2007). Mediated memories in the digital age. Stanford, CA: Stanford
University Press.
E-ark (2014): GAP report between requirements for access and current access
solutions, European Archival Records and Knowledge, lokaliseret 28.februar 2015:
http://www.eark-project.com/resources/project-deliverables/3-d51-e-ark-gap-report
Engberg, J. (2005): Rigsarkivet og provinsarkiverne, I: Magten og kulturen – dansk
kulturpolitik 1750-1900, Bind 3: Under grundlovsstyret, Gads Forlag
Gausdal, R.L. red. (2006): Kulturarven til alle - om digitalisering, digital bevaring og
digital formidling i abm-sektoren, Rapport fra Arbeisgruppa for digitalisering, Norsk
digitalt bibliotek
Gautier, H.D. & Hellum, A.(2006): Udenfor murene, I: Bloch, E. & Larsen, C.
red.(2006): At vogte kulturarven eller at slette alle spor: om arbejdet med den danske
bevaringsstrategi, Bd. 1, Arkivforeningen
Halbwachs, M. (1992): On Collective Memory, The University of Chicago Press
Hansen, j.B. (2007): Den store offentlige papirkurv, Weekendavisen, IDEER, s. 7
Hansen, E. (2006): Principper for bevaring og kassation – diskussionen i Danmark
efter 1966, I: Bloch, E. & Larsen, C. red.(2006): At vogte kulturarven eller at slette alle
spor: om arbejdet med den danske bevaringsstrategi, Bd. 1, Arkivforeningen
Huyssen (2003): Present Pasts: Urban Palimpsests and the Politics of Memory,
Stanford University Press
Jensen, Bernard Eric (2012): Appropos: Hukommelse, P1, DR, lokaliseret 28.februar
2015: http://podcast.dr.dk/P1/apropos/2012/apropos_120807.mp3
Jensen, B. E. (2013): Forskning i fortidsbrug – på vej fra bindestregshistorie til fagligt
nybrud, bearbejdede PowerPoint-slides fra oplæg ved et nordisk seminar om
Historiebrugere og erindringsarbejde, Roskilde, januar 2013
84
Jensen, B. E. (2006): Harald Welzer som erindringsforsker – en videreførsel af
Halbwachs-Assmann-traditionen? Tidsskriftet Antropologi, nr.52, 2005/2006
Jensen, Bernard Eric (2014): Historie – fortidsbrug og erindringsspor, Univers
Jensen, B. E. (2008): Kulturarv – et identitetspolitisk konfliktfelt, Gylling, Gads Forlag
Jespersen, L.S., (2005): En informationsvidenskabelig og arkivteoretisk undersøgelse af
arkivalier og forslag til dokumentation af data i systemuafhængige arkiveringsversioner
af elektroniske arkivalier, UMTS-projekt, Digitalisering af dokumentation af ITarkivalier, Statens Arkiver, lokaliseret 28.februar 2015:
https://www.sa.dk/media%283128,1030%29/Dokumentation_af_elektroniske_arkivalie
r.pdf
Justesen, L. & Mik-Meyer, L.(2010): Kvalitative metoder i organisations- og
ledelsesstudier, Hans Reitzels Forlag
Kanstrup, J. (2005, 18.jun.): Kronik giver et uretvisende billede af Statens Arkiver,
Kristeligt Dagblad, s.10
Kulturdepardementet (1999-2000): Kjelder til kunnskap og oppleving. 3 Kulturpolitiske
perspektiv på arkiv, bibliotek og museum i det neste hundreåret, meldinger til
Stortinget, Stortingsmelding nr. 22, Oslo, lokaliseret 28.februar 2015:
https://www.regjeringen.no/nb/dokumenter/stmeld-nr-22-1999-2000/id192730/?docId=STM199920000022000DDDEPIS&q=&navchap=1&ch=3
Kulturministeriet (2007): Bekendtgørelse af Arkivloven, LBK. nr. 1035 af 21. aug. 2007
Kulturministeriet (2003): Bekendtgørelse om offentlige arkivalier og om offentlige
arkivers virksomhed, BEK. Nr. 591 af 26. jun. 2003
Kulturministeriet (2009): Digitalisering af kulturarven – endelig rapport fra
Digitaliseringsudvalget, Kulturministeriet
Kulturministeriet (2003): Udredning om bevaring af kulturarven, Kulturministeriet
Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009): InterView – Introduktion til et håndværk. 2. Udg.
Hans Reitzels Forlag, København.
Københavns Stadsarkiv (2014, 29.jul.): Sammenlægning og ny midlertidig ledelse i
Stadsarkivet, online rekvireret på http://www.kbharkiv.dk/nyheder/forarkivbrugere/sammenlaegning-og-ny-midlertidig-ledelse).
Langerggard, L.L.& Rasmussen, S.B., & Sørensen, A.: Viden, videnskab og
virkelighed, 1.udgave, 2.oplag, Forlaget Samfundslitteratur
85
Lloyd, A. (2007): Guarding against Collective amnesia? Making Significance
Problematic: An exploration of issues, I: Library Trends, Volume 56 (1), Summer 2007,
pp. 53-65, The Johns Hopkins University Press
Lowenthal, D. (1998). The Heritage Crusade and the Spoils of History, Cambridge
University Press.
Lund, N.D (2012): Forskningsbibliotekers udstillingsvinduer og digitalisering som
opmærksomhed, I: Høyrup, H., Nielsen, H.J., Hjørland, B. (red.) (2012): Viden i spil,
1.udg, Samfundslitteratur
Marton, A. (2011a): Forgotten as Data – Remembered through Information Social
Memory Institutions in the Digital Age: The Case of the Europeana Initiative,
Information Systems and Innovation Group, Department of Management, London
School of Economics and Political Science
Marton, A. (2011b): Social memory and the digital domain: The canonization of digital
cultural artefacts, Paper presented at the 27th European Group for Organizational
Studies colloquium (EGOS), 6-9 July 2011, Gothenburg, Sweden.
Matthiesen, J. (2013): Når humaniora bliver digital, teknologi, online artikel fra
videnskab.dk, lokaliseret 28.februar 2015: http://videnskab.dk/teknologi/narhumaniora-bliver-digital
Mikkelsen, M. og Pedersen, M.B. (2005, 9.jun.): Der skal skæres ind til benet,
Kristeligt Dagblad, s. 2
Misztal, B. (2003): Theories of Social Remembering, McGraw-Hill International
Mohr, H. (2014): Københavns Stadsarkiv om brugerbehov og tilgængelighed til
arkivmateriale?, ppt præsentation ved ODA’s årsmøde 13.nov. 2014, lokaliseret
28.februar 2015: http://www.dkarkiver.dk/index.php?u=59
Nilsson, K. (2014, 8.okt.): Børnesager bliver gemt i stadsarkivet: Ingen ved, hvad
eftertiden har brug for, at vi bevarer, Politiken, s. 5
Nora, P. (1989): Between memory and history: Les Lieux de Mémoire,
Representations, No. 26, Special Issue: Memory and Counter-Memory, spring, pp. 7-24
Nora, P. (ed.) (1996) Realms of Memory, vol. 1, trans. A. Goldhammer. New York:
Columbia University Press.
ODA Årsmøde 13.-14. november 2014: Tema: Tilgængelighed, Aarhus, program med
præsentationer, lokaliseret 28.februar 2015: http://www.dkarkiver.dk/index.php?u=59
Ouelette, J. (2014, 28.sep.): Domsudskrifter afslører en voldelig fortid, Jyllands-Posten,
Newton, s. 6-8
86
Petersen, M. og Henningsen, P. (2005, 13.jun.): Når ræven vogter gæs, Kristeligt
Dagblad, s. 7
Pileberg, S. (2015, 1.jan.): Digitalisering endrer vår kollektive hukommelse, online
artikel på forskning.no, lokaliseret 28.februar 2015: http://forskning.no/kulturhistoriemedievitenskap/2014/12/digitalisering-kollektiv-hukommelse
Prytz, Ø. (2013): Litteratur i digitale omgivelser, rapport udgivet af Kulturrådet, Norge,
lokaliseret 28.februar 2015: http://www.kulturradet.no/vis-publikasjon/-/publikasjonlitteratur-i-digitale-omgivelser
Rasmussen, T. (2010): Devices of memory and forgetting: a media-centred perspective
on the "present past" I: Røssaak, E. (red.), The archive in motion: new conceptions of
the archive in contemporary thought and new media practices. Novus, Oslo, pp. 109126
Rigsarkivet 2014: Digital bevaring – status og viden 2014, lokaliseret 28.februar 2015:
http://www.sa.dk/media%285939,1030%29/Digital_bevaring__status_og_viden_2014.pdf
Rudloff, M. (2013): Det medialiserede museum - digitale teknologiers transformation af
museernes formidling, Mediekultur Vol. 29(54)
Røssaak, E. red. (2010): The archive in motion: new conceptions of the archive in
contemporary thought and new media practices, Novus Press, Oslo
Sammenslutningen af Lokalarkiver: Årsberetining 13/14, lokaliseret 28.februar 2015:
http://issuu.com/lokalarkiver/docs/2013-14___rsberetning
Seadle, M. (2012): Archiving in the networked world: authenticity and integrity, Digital
Archival Primer, Institut für Bibliotheks und Informationswissenschaft, Humboldt
Universität zu Berlin
Seadle, M. (2013): Introduction: Migration and emulation, Digital Archival Primer,
Institut für Bibliotheks und Informationswissenschaft, Humboldt Universität zu Berlin
Skouvig, L. (2009): Troværdighed eller buzzword? Diskursen om autenticitet, I: Niels
D. Lund m.fl. (red.), Digital formidling af kulturarv. Fra samling til sampling (pp. 8196). København: Forlaget Multivers.
Smith, Laurajane (2006): Uses of heritage, Abingdon and New York, Routledge
Sode-Pedersen, A. (2006): Tekstreduktion og historiesyn – Et forsøg på dekonstruktion
af den danske kassationskurs, I: Bloch, E. & Larsen, C. red. (2006): At vogte
kulturarven eller at slette alle spor: om arbejdet med den danske bevaringsstrategi, Bd.
1, Arkivforeningen
87
Statens Arkiver (2008): Redegørelse om bevaring og kassation af arkivalier fra det
militære forsvar, lokaliseret 28.februar 2015:
http://www.sa.dk/media(1034,1030)/redeg%C3%B8relse_for_bevaring_og_kassation_f
orsvaret_2008.pdf
Statens Arkiver (2013a): Statens Arkivers strategi for arkivering af digitalt skabte
arkivalier, lokaliseret 28.februar 2015:
https://www.sa.dk/media%284658,1030%29/Statens_Arkivers_strategi_for_arkivering_
af_digitalt_skabte_arkivalier.pdf
Statens Arkiver (2013b): Vejledning til Bekendtgørelse om anmeldelse af skanning og
digitalisering af bevaringsværdige arkivalier i analog form i kommuner og regioner,
lokaliseret 28.februar 2015:
https://www.sa.dk/media%285018,1030%29/Vejledning_til_skanningsbek_740.pdf
Søgaard, L. (2015, 16.jan.): Digitalisering rammer vores kollektive hukommelse,
Kristeligt Dagblad, Liv & Sjæl, s. 11
Villum, C. (2014, 9.jan.): Hvorfor digitaliserer vi ikke som Norge? Information,
lokaliseret 28.februar 2015: http://www.information.dk/protokol/484190
Voldgaard, V.A. (2012, 14.dec.): Ny værktøjskasse til humanistiske forskere,
Magisterbladet, lokaliseret 28.februar 2015:
http://magisterbladet.dk/magisterbladet/2012/202012/202012_p16
Warring, A. (2011): Erindring og historiebrug: Introduktion til et forskningsfelt. TEMP
- tidsskrift for historie, (2), 6-35.
Warring, A. (1996): Kollektiv erindring – et brugbart begreb? I: Jensen, B.E., Nielsen,
C.T. &Weinreich, T. (red.) Erindringens og glemslens politik, Roskilde
Universitetsforlag
Weinberger, D. (2007). Everything is miscellaneous: The power of the new digital
disorder. New York, Times Books.
Digitale kilder
Arkibas’ arkivdatabase: http://arkiv.dk/
Arkibas udviklingsprojekt af Arkibas5 og www.arkiv.dk:
http://www.arkibasudvikling.dk/
Dansk Data Arkiv: http://samfund.dda.dk/dda/data-forside.asp
DIS-Danmark forum (Slægt og Data): https://www.slaegtogdata.dk/forum
Europeana: http://www.europeana.eu/
88
Historisk atlas: http://historiskatlas.dk/
Informationsordbog for fagområdet biblioteks-, dokumentations- og
informationskundskab: www.informationsordbogen.dk
Københavns Stadsarkiv: http://www.kbharkiv.dk/
Manifesto for digital humanities, 2009:
http://www.humanitiesblast.com/manifesto/Manifesto_V2.pdf
Samuel Beckett Digital Manuscript Project: http://www.beckettarchive.org/
Statens Arkiver: http://www.sa.dk/
Interview
28.oktober 2014: Interview med Mads Thilsing-Engholm, Dansk Data Arkiv,
interviewet som lydfil kan rekvireres på http://zettabyte.dk/interview.zip
10.november 2014. Interview med Dorthe Søborg Skriver, Arkibas, Vejle, interviewet
som lydfil kan rekvireres på http://zettabyte.dk/interview.zip
8.december 2014: Interview med Signe Trolle Gronemann, Københavns Stadsarkiv,
interviewet som lydfil kan rekvireres på http://zettabyte.dk/interview.zip
5.januar 2015: Interview med Tyge Krogh, Rigsarkivet, København, interviewet som
lydfil kan rekvireres på http://zettabyte.dk/interview.zip
Øvrige Arrangementer
7.oktober 2014: Introduktion til arkivdatabasen Daisy, Rigsarkivet, København
21.oktober 2014: Rundvisning i Rigsarkivet, København v/ arkivar, dr.phil. Karl Peder
Pedersen
8.november 2014: Arkivernes Dag, Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia
18.november 2014: Foredrag i Arkivforeningen: Om at skrive det hemmelige politis
historie v/ arkivar, dr.phil. Karl Peder Pedersen, Rigsarkivet
5.december 2014: INSS konference: Arkiver i det moderne (program), arr. Anders Juhl
Rasmussen, Institut for nordiske sprog og studier, lokaliseret 28.februar 2015:
http://inss.ku.dk/kalendera/arkiver-i-det-moderne/program/
89
Bilag – Interviewguides
Dansk Data Arkiv, 28.oktober 2014
Interview med: It-arkivar, Mads Thilsing-Engholm
DDA
Hvad er det for en slags data I tager imod? (hvad skal bevares og er der noget der ikke er relevant?)er der noget perspektiv for lyd og billeder?
Hvad adskiller DDA fra resten af Statens Arkiver?
Hvad er specielt ved forskningsdata?
Bevaring og tilgængeliggørelse
Hvad er udfordringerne ved at skulle langtidsbevare digitalt?
Hvad er udfordringerne ved at tilgængeliggøre/formidle digitalt?
Er der forskel på, hvordan i bevarer data til sekundære analyser og til langtidsbevaring?
Hvad er vigtigt at vide om de data I får ind? (metadata)
Stilles der andre krav når data skal kunne bruges igen?
Hvad forstår du ved autenticitet i DDA-sammenhæng og hvilken rolle spiller det for bevaringen?
Brugere
Hvem er jeres brugere?
Hvordan understøtter DDA sine brugere i søgning og fremfinding af forskningsdata?
Perspektivering til digitalisering
Hvilke muligheder giver det for forskningen (og andre interessenter) at man kan arbejde med digitale
dokumenter (til forskel fra analoge)?
Hvordan kan man tilføje værdi til forskningsdata?
Betyder digitaliseringen af arkivalier at vi kan/skal bevare mere?
Arkibas, 10. november 2014
Interview med: Direktør, Dorthe Søborg Skriver
Indledende
Først og fremmest vil jeg sige tak fordi du har taget dig tid til at tale med mig. Jeg kan forstå, I er i
fuld gang med lanceringen af Arkibas5? Har i sat gang i den endelige konvertering?
Om Arkibas
1
Hele konverteringsprocessen til A5 skal munde ud i en fælles indgangsportal. Kan du kort beskrive
hvad det er for et 2-delt projekt i arbejder på?
Hvor kom initiativet fra? Arkibas eller lokalarkiverne selv? (ikke Kulturministeriet)
Hvorfor var det vigtigt at projektet blev sat i gang?
Hvor mange lokalarkiver kommer til at være en del af Arkibas.dk?
Formidlingsbasen
Hvad består Arkibas.dk af? (Service provider) Hvor stor en del af arkivalierne er eksempelvis
digitaliseret?
Giver det nogle fordele for det enkelte arkiv?
Hvad betyder det for brugeren at arkivalier er samlet ét sted?
Søgning og præsentation af resultater
Hvilke metadata er søgbare i Arkibas.dk? (oplysninger på stamkortet?)
Giver søgefunktionerne mulighed for noget andet end før? Eks. Emnesøgning på tværs af materialer?
Jeg læste på Arkibasudvikling.dk om jeres konverteringsproces hvilket gav et lille indblik i tankerne
omkring præsentation af søgeresultater. Her lægger I vægt på en kort, men præcis beskrivende tekst
så man hurtigt kan overskue mange søgeresultater; kan du uddybe det lidt nærmere?
Hvilke andre tiltag og tanker har I gjort jer i forbindelse med præsentation af søgeresultater? F.eks.
for at hjælpe brugeren med relevansbedømmelse?
Hvad er udfordringerne ved at lægge digitalt materiale på nettet?
Perspektivering til digitalisering
Hvilken rolle spiller konteksten? Er der forskel på digitale og analoge arkivalier?
Kan kontekst/metadata skabe værdi til arkivalier?
Hvad kan eks. Granuleret metadatasøgning betyde for resultater?
Betyder digitaliseringen af arkivalier at vi kan/skal bevare mere?
Københavns Stadsarkiv, 8. december 2014
Interview med: Webredaktør og arkivar, Signe Trolle Gronemann
Om Københavns Stadsarkiv
Helt generelt – hvornår startede i hele den her digitaliseringsprocess?
Digitaliseringsprocessen
Hvornår er noget digitalisering? (Er Starbas f.eks. digitalisering og hvorfor/ikke?)
Hvilke projekter arbejder i på i øjeblikket?
Hvad har i planer om i fremtiden, digitaliseringsmæssigt?
Formidlingsbasen
2
I gør en del ud af formidling på forskellige niveauer på hjemmesiden. Er formidling af arkivalier lige
så vigtigt som tilgængeliggørelse?
Meget arkivmateriale er ikke særlig formidlingsegnet. Hvad skal der til for at formidle arkivalier?
Søgning og præsentation af resultater
Hvilke tanker har I gjort jer i forbindelse med præsentation af søgeresultater?
Kan I gøre noget for at hjælpe brugeren med relevansbedømmelse?
(Jeg kan se, at i bl.a. hjælper brugeren videre med ”efterfølgere” og ”Indgange hertil” og ” Andre
arkivskaberes arkivalier, der omhandler emneordet”, ”Henvisninger til andre arkivskaberes
arkivserier”, beskrivelse af arkivskaber samt officielle navne og kaldenavne op gennem tiden. (eks.
Det Kongelige Opfostringshus 1945) - Hvordan gør I det?
Hvad kan emnesøgningen gøre for brugeren?
Åbner de her tiltag op for nye typer af brugere? (ud over geografisk)
Hvad er udfordringerne ved at lægge digitalt materiale på nettet?
Digitalisering af arkivalier
Hvad er vigtigt når man digitaliserer?
Hvilken rolle spiller konteksten? Er der forskel på digitale og analoge arkivalier?
Kan kontekst/metadata skabe værdi til arkivalier?
Hvad kan eks. Granuleret metadatasøgning betyde for resultater?
hvordan metadata og tagging kan kæde informationer sammen på nye måder.
Perspektivering til digitalisering
Er der nogen grænser for, hvad der skal digitaliseres hvis ressourcer ikke er en hindring?
Betyder digitaliseringen af arkivalier at vi kan/skal bevare mere?
Rigsarkivet, 5. december 2015
Interview med arkivar og seniorforsker, dr. Phil. Tyge Krogh
Om projektet
Hvad handler projektet om?
Hvad er formålet? (opdager brugeren det eller hvor gør det en forskel?)
Hvor kom initiativet fra?
Hvorfor var det vigtigt at projektet blev sat i gang?
Hvor omfangsrigt er det? Hvornår
Hvor får i emneordene fra?
Digitaliseringsprocessen
3
Hvilke projekter arbejder i på i øjeblikket?
Rigsarkivet har gang i rigtig mange projekter – er der en overordnet plan eller hvordan bestemmes
det, hvilke projekter der skal sættes igang?
Hvad har i planer om i fremtiden, digitaliseringsmæssigt? (Er der nogen grænser for, hvad der skal
digitaliseres hvis ressourcer ikke er en hindring?)
Formidlingsbasen
I gør en del ud af formidling på forskellige niveauer på hjemmesiden. Er formidling af arkivalier lige
så vigtig som digitalisering og tilgængeliggørelse?
Meget arkivmateriale er ikke særlig formidlingsegnet. Hvad skal der til for at formidle arkivalier?
Søgning og præsentation af resultater
Hvilke tanker har I gjort jer i forbindelse med præsentation af søgeresultater?
Kan I gøre noget for at hjælpe brugeren med relevansbedømmelse?
Hvad kan emnesøgningen gøre for brugeren?
Åbner de her tiltag op for nye typer af brugere? (ud over geografisk)
Hvad er udfordringerne ved at lægge digitalt materiale på nettet?
Digitalisering af arkivalier
Hvad er vigtigt når man digitaliserer? (kritisk digitalisering)
Hvilken rolle spiller konteksten? Er der forskel på digitale og analoge arkivalier?
Kan kontekst/metadata skabe værdi til arkivalier?
Hvad kan eks. Granuleret metadatasøgning betyde for resultater?
hvordan kan metadata og tagging kæde informationer sammen på nye måder?
Perspektivering til digitalisering
Er der nogen grænser for, hvad der skal digitaliseres hvis ressourcer ikke er en hindring?
Betyder digitaliseringen af arkivalier at vi kan/skal bevare mere?
4