fyr din terapeut! og gør det selv? - Roskilde University Digital Archive

Transcription

FYR DIN TERAPEUT!
OG GØR DET SELV?
Fagmodulsprojekt Psykologi, 4. Semester forår 2015
Roskilde universitet
Vejleder: Stephan Søndergaard Sieland
Projektgruppe nr.: 113
Anne-Christine Engstrøm - 51561
Lotus Isabella Søberg Gregers - 51596
Olivia Stæhr - 49777
Maia Rebecca Birch Thomsen - 53171
4. semester, Psykologi, F2015
Roskilde Universitet
Fyr din terapeut! Og gør det selv?
17. Maj 2015
Abstract This project will investigate the different therapeutic tools a non-psychotic individual with a mental
disorder- whom can be defined as capable of leading a somewhat well-functioning life despite the
disorder - can obtain via respectively psychoeducation with mentalization, and three popular selfhelp books. Psychoeducation consists of a teaching course for the patient and the patient’s closest
relatives, which serves to inform these about the illness and the complications that follows. In
addition to this the patient is offered group therapy, a safe arena in which the patients can share
problems that exists in their everyday life, discuss them with the group, and get a new perspective
and new suggestions to alternative ways to cope with these difficulties; it is a safe environment to
obtain the ability to mentalize. Mentalization is the ability to ‘holding mind in mind’, in other words
to view yourself from the outside and others from the inside. Our main focus is to compare the
theory behind the tools that occur in the different approaches, in order to account for which
nonspecific factors are included in the healing-process of the patient, and how they differ - or don’t
differ - in the different approaches. We will view this through the concepts of recovery, Lissa
Rankin's theory of natural recovery and empowerment in order to explore what this can tell us about
what the therapist can contribute to the individuals work with his or her own limitations.
Furthermore we will look at this through Giddens and his view of the individual; according to
Giddens, it is necessary for the individual in the late modern society to relate to the world in a
reflecsive manner, since we are living in a ever changeable world, which makes the individual ever
changeable as well. We rely on expert systems, which according to Giddens is a precondition for
the individual to prosper in this world.
2 4. semester, Psykologi, F2015
17. Maj 2015
Indholdsfortegnelse
Abstract ......................................................................................................................................................... 2 Indledning ..................................................................................................................................................... 4 1.1. Problemfelt ....................................................................................................................................................... 6 1.1.1. Problemformulering ............................................................................................................................................... 7 1.2. Motivation ....................................................................................................................................................... 8 1.3. Begrebsafklaring .......................................................................................................................................... 9 1.3.1. Natural Recovery ....................................................................................................................................................... 9 1.3.2. Recovery ....................................................................................................................................................................... 9 1.3.3. Empowerment ............................................................................................................................................................ 9 1.3.4. Mentalisering ........................................................................................................................................................... 10 1.3.5. Modernitet ................................................................................................................................................................ 10 1.3.6. Selvidentitet ............................................................................................................................................................. 10 1.3.7. Individet ..................................................................................................................................................................... 10 1.3.8. Eksistentiel Angst ................................................................................................................................................... 10 1.3.9. Tilstand ....................................................................................................................................................................... 10 2. Teori ....................................................................................................................................................... 10 2.1. Anthony Giddens ....................................................................................................................................... 11 2.1.1. Fundamental tillid -‐ den ontologiske sikkerhed ....................................................................................... 12 2.1.2. Eksistentiel angst ................................................................................................................................................... 12 2.1.3. Skam, det ideelle selv og kroppen ................................................................................................................... 13 2.1.4. Institutionelle afsondring processer og eksistentiel isolation ........................................................... 14 2.1.5. Selvet ........................................................................................................................................................................... 15 2.1.6. Globaliserings påvirkning .................................................................................................................................. 16 2.2. Lissa Rankin og Natural Recovery ....................................................................................................... 17 2.2.1. Placebo ........................................................................................................................................................................ 18 2.2.2. The power of suggestion – forslagets effekt ............................................................................................... 19 2.2.3. The power of belief – overbevisningens effekt ......................................................................................... 21 2.2.4. The Relaxation response ..................................................................................................................................... 22 2.2.2. The Whole Health Cairn ...................................................................................................................................... 23 2.3. Recovery ....................................................................................................................................................... 25 2.3.1. Social Recovery ....................................................................................................................................................... 28 2.3.2. Total Recovery ......................................................................................................................................................... 28 2.4. Empowerment ............................................................................................................................................ 28 3. Metode ................................................................................................................................................... 30 3.1. Semistruktureret interview .................................................................................................................. 30 3.2. Komparativ analyse .................................................................................................................................. 31 4. Analyse .................................................................................................................................................. 31 4.1. At mentalisere optimalt, og det refleksive individ. ....................................................................... 36 4.2. Terapeutens rolle ...................................................................................................................................... 39 4.3. Omgivelsernes indflydelse og individets relationer ..................................................................... 40 4.4. Selvudvikling og det refleksive individ ............................................................................................. 41 4.5. Nuets refleksive kræft ............................................................................................................................. 44 4.6. Grundmelodi og informationsbearbejdningssystem ifl. til overbevisninger ....................... 45 4.7. Begrænsninger, skam og negative følelser ....................................................................................... 47 4.8. Overbevisninger og optimisme. ........................................................................................................... 49 4.9. At blive velfungerende ............................................................................................................................ 52 6. Diskussion ............................................................................................................................................ 53 3 4. semester, Psykologi, F2015
17. Maj 2015
6.1.Videnskabsteoretisk diskussion af styrker og begrænsninger ved teorierne i forhold til det empiriske objekt ........................................................................................................................................ 54 6.2. Hvad kan forskellene og lighederne i det empiriske objekt sige om terapeutens bidrag til individets helbredelsesproces, set med Giddens individsyn, Natural Recovery, Recovery og Empowerment som udgangspunkt? ........................................................................................................... 62 6.3. Kan terapeuten erstattes af selvhjælp i lyset af analysen og teorien? Er behandleren blot endnu et redskab, på lige fod med en selvhjælpsbog. ........................................................................... 67 7. Konklusion ........................................................................................................................................... 70 8. Perspektivering .................................................................................................................................. 71 9. Litteraturliste ...................................................................................................................................... 73 9.1. Bøger: .............................................................................................................................................................................. 73 9.2. E-‐bøger: .......................................................................................................................................................................... 73 9.3. Artikler: .......................................................................................................................................................................... 74 9.4. Internetsider: ............................................................................................................................................................... 74 9.5. Bilag Kartotek: ............................................................................................................................................................ 74 Indledning
Der ønskes i dette projekt, at kigge på nogle af de redskaber individet har til rådighed, når det skal
komme sig over ikke-psykotiske sindstilstande, her i form af teoretiske hovedpointer og begreber.
17. Maj 2015
Projektets erkendelsesinteresse er at forstå hvad terapeuten som redskab, kan bidrage med i
individets helbredelsesproces. Vores interesse er depression, men vi er klar over at ikke-psykotiske
sindslidelser er mange ting, og at de redskaber der bruges til at behandle ikke-psykotiske tilstande
bruges i forskellige sammenhænge, og kan i dette projekt anskues som behandlinger, relationer,
objekter eller muligheder, som kan bidrage til at hjælpe individet med at varetage sine
begrænsninger og komme sig i sådan en grad, at individet selv oplever at være mere velfungerende.
Individet har i dag mange muligheder for, at arbejde med sine begrænsninger. Af samme grund
ønskede vi, at undersøge redskaber som sigtede mod det samme mål: at hjælpe individet med at
blive mere velfungerende, eller acceptere sine begrænsninger i sådan en grad, at individet ikke
bliver generet af dem.
Det empiriske objekt består af en redegørelse for teoretiske hovedpointer, begreber og tilgang til
individet, for henholdsvis terapiformen ‘Psykoedukation med MBT (Mentaliseringsbaseret terapi)’
og tre selvhjælpsbøger; ‘Stå fast’ af psykolog Svend Brinkmann, ‘Honeymoon effekten’ af
cellebiologen Bruce Lipton og ‘Miracles Now’ af coachen Gabrielle Bernstein, som alle er valgt på
baggrund af læser- popularitet, og at de opfyldte vores krav om at sigte mod samme mål som
psykoedukation med MBT.
Vi er opmærksomme på, at selvhjælp kan anses som pop-psykologi, men fordi projektets fokus, er
de redskaber individet kan bruge til, at arbejde med sine begrænsninger, så anser vi
selvhjælpsbøger, som et lige så muligt redskab at undersøge, som alt andet. Selvhjælp er derudover
populært i dag, og der kan købes selvhjælpsbøger med redskaber til at arbejde med sig selv og sit
liv i de fleste boghandlere.
Vi ligestiller psykoedukation med MBT og selvhjælp, under redskaber, ligeså vel som vi ligestiller
terapeuten
og
selvhjælpsbogen
som
værende
redskaber
individet
kan
bruge
i
sin
helbredelsesprocess. Begge dele er mulige komponenter i den process ‘at komme sig’, og begge
dele indebærer muligheder for, at arbejde med sine begrænsninger som individet kan vælge at
benytte, som en del af hverdagen. Der fokuseres på ikke-psykotiske sindstilstande, og hermed
individer der kan siges, at have “kronisk ondt i livet”, men være velfungerende nok, til at leve en
hverdag og som ikke har selvskadende adfærd (Bilag 2: Psykoedukation med mentaliseringsbaseret
terapi). Af samme grund inddrager vi i projektet Anthony Giddens individsyn- samt identitetens
rolle, som ud fra hans synspunkt opfattes som formbar, og under konstant udvikling. Han mener, at
vi lever i en evig foranderlig verden, og at individet hele tiden er nødt til, at forholde sig til sin
17. Maj 2015
omverden og sig selv. Denne balance kan for individet være svær at finde, da det refleksive
menneske hele tiden skal forholde sig til sig selv, samtidigt med, at det på den anden side er
afhængig af ekspertsystemer, som vi ikke kan styre, men må have tillid til, for at kunne fungere som
menneske. Disse ekspertsystemer kan anses som mulige valg og redskaber i individets helbredelse.
1.1. Problemfelt
Vi ønsker at kigge på om der er ligheder i de teoretiske hovedpointer og begreber i materialet bag
henholdsvis ‘Psykoedukation med MBT’ og selvhjælp, med udgangspunkt i selvhjælpsbøger. I
forlængelse heraf, hvad individet kan tilegne sig ved henholdsvis egen hjælp, her i form af
selvhjælp, og ved hjælp af en terapeut, her i form af terapiformen ‘psykoedukation med MBT’.
Individets evne til at have selvbestemmelse i arbejdet med sig selv vil blive forstået gennem
empowerment begrebet, som det fremstilles af Maja Lundemark Andersen, Pernille Brok og Henrik
Mathiasen i bogen ‘Empowerment på dansk’.
I lyset af det, ønsker vi at forstå hvad terapeuten potentielt kan bidrage med, som et redskab i det
ikke-psykotiske senmoderne individs helbredelsesprocess, på vejen til at komme sig. Det
senmoderne individ vil blive forstået gennem Anthony Giddens teori om individet og selvidentitet.
Det empiriske objekt er valgt på baggrund af tilgængelighed. Både psykoedukation med MBT og
selvhjælpsbøgerne har samme mål for deres bidrag: at hjælpe individet med at blive mere
velfungerende, eller acceptere sine begrænsninger i sådan en grad, at individet ikke bliver generet
af dem. Helbredelse og helbredelsesprocessen forstås gennem Recovery som process og begreb som
det fremstilles af Ron Coleman, Alan Torpor og Jette Christensen, og Natural recovery som det
fremstilles af Dr. Lissa Rankin.
Vi ønsker at besvare følgende problemstillinger:
•
Er der ligheder mellem de teoretiske hovedpointer og begreber, i henholdsvis
‘Psykoedukation med MBT’ og de tre selvhjælpsbøger: ‘Stå fast’ af psykologen Svend
Brinkmann, ‘Honeymoon effekten’ af cellebiologen Bruce Lipton og ‘Miracles Now’ af
coachen Gabrielle Bernstein?
•
I det tilfælde at der er ligheder mellem de teoretiske hovedpointer og begreber i henholdsvis
terapiformen og selvhjælp, hvad kan det sige om terapeutens bidrag til individets
helbredelsesproces?
•
17. Maj 2015
Kan terapeutens bidrag rent teoretisk undværes eller erstattes, i lyset af de teoretiske
hovedpointer?
•
Kan individet, i lyset af de teoretiske hovedpointers ligheder og forskelle, potientielt
gennemgå en helbredelsesprocess på egen hånd, uden terapeuten som redskab?
•
Hvilke mangler ville der være, hvis individet skulle gennemgå en helbredelsesprocess på
egen hånd, kun ved brug af selvhjælp, eksempelvis selvhjælpsbøger som redskab?
•
Hvilket fordele og begrænsninger er der ved henholdsvis terapiformen ‘Psykoedukation med
MBT’ og selvhjælp med fokus på selvhjælpsbøger, set igennem Anthony Giddens teori om
det senmoderne individ og Dr. Lisa Rankins teori om Natural Recovery, og begreberne
recovery og empowerment.
1.1.1. Problemformulering Med udgangspunkt i redskaber det senmoderne individ har til rådighed, til at komme sig over
begrænsninger, med fokus på psykoedukation med mentalisering og selvhjælp - her tre udvalgte
selvhjælpsbøger - vil vi undersøge om der er ligheder i de teoretiske hovedpointer bag redskaberne,
som de to muligheder kan give det ikke-psykotiske individ, og hvad terapeuten som redskab kan
bidrage med i forhold til det ikke-psykotiske individs arbejde med sine begrænsninger, med
udgangspunkt i natural recovery, recovery og empowerment begrebet.
1.1.1.1. Begrebsafklaring af problemformuleringen 1.1.1.1.1. Begrænsninger. Med begrænsninger menes der tilstande, tanker, adfærdsmønstre eller overbevisninger, som
forhindrer individet i at udfolde sit potentiale, eller som giver individet en følelse af ikke at være
velfungerende i sin hverdag.
1.1.1.1.2. Redskaber. Med redskaber mener vi objekter, relationer, teorier, filosofier, behandlinger, metoder,
fremgangsmåder, tilgange og forløb som individet kan vælge at deltage i eller benytte i sin
helbredelsesproces, her forstået gennem recovery begrebet og Natural recovery.
1.1.1.1.3. Ikke-‐psykotisk. Her tages der udgangspunkt i Psykiatrisk Center Nordsjællands ambulatoriums definition, som
lægger vægt på, at man for at være ikke-psykotisk, ikke har brug for indlæggelse og at man ikke
plages af en alvorlig sindslidelse, som eksempelvis skizofreni. Det er sindstilstande som påvirker
17. Maj 2015
individets evne til at fungere optimalt i hverdagen, men som ikke er skadelige eller lægger an til
selvskade i alvorlig grad, men nærmere opleves som værende begrænsende.
1.2. Motivation Motivationen
til
dette
projekt
tog
udgangspunkt
i
en
fælles
interesse
for
transpersonlighedspsykologien, og om man ved hjælp af behandlingsmetoder såsom hypnose og
meditation, kan opleve et skift fra en bevidsthedstilstand til en anden, og ændre sit perspektiv på
livet og verden, og derigennem optimere helbredelsesprocessen. Vi var interesserede i hvad det er
for helbredende faktorer der spiller ind i dette, og om hvorvidt man ville kunne bruge det som et
redskab til at skifte fra en depressiv og begrænsende tilstand, til en tilstand hvor individet føler sig
velfungerende og optimistisk. Dette fik os til at kontakte vores nuværende interviewperson, en af
gruppemedlemmernes tætte veninder. Hun er en ung kvinde, som har lidt af en depression i ca. 5 år,
hvor hun har arbejdet med adskillige og forskellige terapeuter, uden at terapien har haft nogen
mærkbar helbredende effekt i hendes liv. Hun er i starten af år 2015 blevet tilbudt at påbegynde et
forløb med psykoedukation med mentaliseringsbaseret gruppeterapi, hvor hun ville blive undervist i
mentalisering, via hjemmeopgaver, klasseundervisning og øvelser der bestod af at dele erfaringer
med de andre gruppemedlemmer og arbejde på at navigere følelsesmæssigt, ved at tillære sig en
øget evne til at se sig selv udefra og andre indefra. Vi bevægede os væk fra at undersøge
behandlingsmetoder som hypnose og meditation, og besluttede os for at fokusere på de redskaber
man som patient får ud af psykoedukation med mentaliseringsbaseret terapi, i forhold til hvilke
redskaber man som patient kan få ud af at læse en selvhjælpsbog. På trods af selvhjælpsbogens
status
som
værende
pop-psykologisk
besidder
den
ikke
desto
mindre
redskaber,
behandlingsmetoder og øvelser som sagtens kan være helbredsfremmende, hvis læseren har en vis
mængde tillid til at disse redskaber kan fungere (Rankin, 2013).
Selvhjælpsbøger blev aktuelle i forhold til vores projekt, fordi vi havde reflekteret over følgende
tanker, i forbindelse med vores informants knap så udbytterige oplevelser med samtaleterapi; er
terapeuten nødvendig for at blive helbredt, eller kan patienten med de rette redskaber helbrede sig
selv? Hvad er det for non-specifikke faktorer der finder sted i de specifikke fremgangsmåder, og
hvor stor forskel er der på de helbredende faktorer der finder sted i de forskellige former for terapi?
Eftersom vores informants nuværende terapiforløb består af et psykoedukativt forløb med
mentaliseringsbaseret gruppeterapi, og med to terapeuter som støtte og netop ikke af samtaleterapi
med én terapuet, valgte vi at vi ikke direkte vil undersøge terapeutens rolle i forhold til patientens
17. Maj 2015
helbredelsesproces, men hvilke redskaber individet kan få ud af henholdsvist psykoedukationen,
mentaliseringsbaseret terapi og selvhjælpsbøger. Vi blev på baggrund af læser-popularitet
inspirerede af tre meget forskellige forfattere, til at vælge tre selvhjælpsbøger. Bøgerne er skrevet af
henholdsvist en cellebiolog, en psykolog og en coach. Dr. Lissa rankin har desuden været en stor
inspiration for os, med hendes teori om hvordan, at krop og sind hænger sammen, og hvordan
individet via sindet og nonspecifikke faktorer som håb og optimisme kan helbrede sig selv. Vi
inddrager denne teori, og begreberne recovery og empowerment til at afgrænse og forstå hvilke
komponenter der spiller ind i helbredelsesprocessen.
1.3. Begrebsafklaring I dette afsnit ønsker vi at afklare hyppigt brugte begreber i projektet.
1.3.1. Natural Recovery Natural Recovery forstås i dette projekt gennem Dr. Lissa Rankins fremstilling af fænomenet.
Hendes teori bygger på den forståelse, at individet er i stand til at helbrede sig selv ved hjælp af
følgende komponenter; suggestion, attitude, tro, håb, overbevisninger, optimisme og ‘the relaxation
response’. Natural recovery som fænomen, kan forstås som en spontan helbredelse, uden nogen
given logisk evidensbaseret, medicinsk forklaring, og begrundes oftest i non-specifikke faktorer:
Alt det der foregår i behandlingen og uden for behandlingen, som ikke er en planlagt del af
behandlingsforløbet.
1.3.2. Recovery At komme sig, at blive rask. Recovery bygger i projektet på en forståelse af, at det er muligt at
blive rask ligegyldig hvor alvorlig en sindslidelse man lider under. Der skelnes mellem to former
for recovery; social recovery: patienten er stadig til en vis grad plaget af symptomer, men er i stand
til at deltage i det sociale på almindelig vis, og total recovery: patienten oplever ingen symptomer,
og er på samme funktionsniveau som før sygdommen. Recovery vil primært blive brugt som
begreb, som her forstås som ‘at komme sig’.
1.3.3. Empowerment Empowerment forstås som at give individet medbestemmelse over sin fremgang og/eller
selvbestemmelse over sin helbredelsesproces. Inden for sundhedssektoren betyder det ofte at give
individet hjælp til selvhjælp, og langsomt give ansvaret for eget liv tilbage til individet, i et tempo
der passer til individets udvikling og begrænsninger. At gøre individet mere uafhængigt at
ekspertsystemet og behandlere, og gøre individet mere selvstændigt.
17. Maj 2015
1.3.4. Mentalisering At se sig selv udefra og at se andre indefra. Mentalisering forstås i projektet gennem definitionen af
Peter Fonagy, og de forklaringer der gives i materialet om MBT fra Psykiatrisk center,
Nordsjællands ambulatorium. Mentalisering er evnen til at sætte sig ind i sine egne og andres
reaktioner, følelser og handlinger, og dermed sætte sig i en andens sted, eller se sine egne
reaktioner, følelser og handlinger, og deres rødder fra et nyt perspektiv.
1.3.5. Modernitet Modernitet forstås gennem Anthony Giddens teori om det senmoderne individ, og repræsenterer
projektets
syn
på
nutiden.
Modernitet
er
præget
af
globalisering,
ekspertsystemer,
institutionalisering og rodløshed.
1.3.6. Selvidentitet Individets selv-billede, og subjektive opfattelse af ‘hvem man er’. Individets oplevelser,
tankeverden og fortælling om sig selv er en vigtig del af selvidentiteten. Ontologisk sikkerhed er et
vigtigt fundament for en sund selvidentitet.
1.3.7. Individet Projektets individsyn anskues gennem Anthony Giddens teori om det senmoderne individ; En
omskiftelig størrelse, under konstant udvikling, der begår sig i mange forskellige sammenhænge, og
derfor har brug for en stabil kerne, en ontologisk sikkerhed, for at holde styr på selvfølelsen.
1.3.8. Eksistentiel Angst En angst der kan fremprovokeres af farer og trusler, som individet udsættes for i interaktion med
samfundet. Situationer hvor man kan blive i tvivl om, hvor man er på vej hen i livet, om man kan
tackle det, eller det opleves som en blokering i ens livsudfoldelse.
1.3.9. Tilstand Tilstand forstås i projektet som individet nuværende måde at eksistere, tænke, handle og fungere i
hverdagen. Den måde hvorpå individet er som helhed.
2. Teori Dette afsnit vil indeholde en redegørelse for projektets analytiske objekt. Projektet vil gøre brug af
Anthony Giddens teori om det senmoderne individ og Dr Lissa Rankins teori om Natural Recovery.
Giddens teori udgør projektets individ,- og samtidsforståelse og Rankins teori udgør projektets
forståelse for de non-specifikke faktorer og hvordan helbredelsesprocessen styrkes og påvirkes af
disse. Derudover vil Recovery begrebet blive medtaget, som projektets måde at forstå det ‘at
17. Maj 2015
komme sig eller blive rask’ og Empowerment begrebet vil blive inddraget, som en måde at sige
noget om individets evne til at yde selvhjælp og have selvbestemmelse over sin process. Recovery
begrebet og Recovery som proces, dækker derudover over den tilgang, der er til
helbredelsesprocessen på Psykiatrisk center Nordsjællands ambulatorium, som udgør den ene
halvdel af det empiriske objekt. Recovery anses i projektet som den mere almene måde at anskue
helbredelsesprocessen på, og hermed som en del af de specifikke faktorer i samspil med de
teoretiske hovedpointer i det empiriske objekt. Natural Recovery anses som individets evne til at
komme sig på alternativ vis, og ikke nødvendigvis gennem den anvendte alment gældende
procedure.
Teorierne og begreberne anvendes med det formål at kigge på de teoretiske hovedpointer og
begreber der kan fremanalyseres i det empiriske objekt, og derigennem hvordan de kan støtte
nutidens individ, samt hvilke redskaber individet har til rådighed i helbredelsesprocessen, når
individet skal helbrede noget der begrænser individet, og om de redskaber ‘empower’ individet.
Vi ønsker ikke at fokusere på terapeut/klient forholdet, men derimod anser vi terapeuten som et
muligt redskab, som individet kan vælge at benytte i sin helbredelsesprocess, her med
udgangspunkt i Recovery og Natural recovery som projektets måde at anskue ‘den process at få det
bedre’. Da vi vælger at anskue terapeuten som et redskab der kan bidrage til helbredelsesprocessen,
og som et muligt valg for individet blandt andre muligheder, har vi valgt at inddrage
‘Empowerment’ begrebet med det formål at anskue redskaberne som noget der støtter individets
egen proces. Enten som en måde at give individet det fulde ansvar for sin proces, her gennem
selvhjælpsbøger som redskab, eller som ‘hjælp til selvhjælp’ gennem psykoedukation med MBT .
2.1. Anthony Giddens Anthony Giddens er født i 1938 og er britisk professor i sociologi.
Det moderne individ, som Anthony Giddens specielt fokuserer på i bogen, Modernitet og
selvidentitet, er ifølge ham et refleksivt individ, der forholder sig til sig selv og sine omgivelser. Det
vil sige, at vi i det senmoderne samfund tvinges til, at reflektere over vores valg, da svaret ikke er
givet på forhånd og vi selv står til ansvar for de valg vi træffer.
At eksistere i senmodernitetens tid, kræver at traditioner ikke nedarves og herved ikke er
bestemmende overfor vores måder at handle på. Vi er blevet dybt afhængige af ekspertsystemer,
(såsom transportsystemet, hvilket har muliggjort øget mobilitet), som vi ikke kan styre, men må
17. Maj 2015
have tillid til, for at kunne fungere som menneske. Det moderne menneske lever i en risikofyldt
verden, hvor de handlinger vi foretager os, ikke altid falder ud, som vi regnede med:
”Moderne institutioner adskiller sig fra alle tidligere former for social orden ved deres dynamik,
graden hvormed de underminerer traditionelle vaner og skikke samt deres globale påvirkning.
Moderne institutioner repræsenterer imidlertid ikke blot ekstensionelle forandringer; moderniteten
ændrer radikalt karakteren af det daglige sociale liv og påvirker de mest personlige aspekter af
vores erfaring. Moderniteten må forstås på et institutionelt niveau. Den forvandling, som moderne
institutioner fører med sig, fletter sig imidlertid direkte sammen med individets tilværelse og derfor
med selvet” (Modernitet og selvidentitet, 1996. 9).
2.1.1. Fundamental tillid -‐ den ontologiske sikkerhed Anthony Giddens mener, at fra barnets første dage spiller rutine og vane en helt fundamentalt rolle i
skabelsen af relationer i det potentielle rum mellem spædbarn og omsorgsgiveren. De
grundlæggende forbindelser etableres mellem rutine, koordinerende konventioners reproduktion og
følelsen af ontologisk sikkerhed i individets senere aktiviteter og udvikling (Giddens, 1996, 53). For
at individet kan opnå en sammenhængende personlig fortælling og herved kan komme igennem den
forvirring og det ansvar, som vi i dag konstant udsættes for, er det som Giddens siger, vigtigt at
have ontologisk sikkerhed/tillid. Denne tillid opbygges igennem den første del af livet via barnets
omsorgspersoner og gennem deres kærlighed og rutiner i hverdagen. Hermed skabes der en
grundlæggende tryghed for barnet, da det bevirker, at barnet herigennem lærer, at adskille sig fra
sine omgivelser, uden at blive traumatiseret. Ydermere skaber barnet sin egen sammenhængende
fortælling, da man gennem den grundlæggende tillid til verden bliver i stand til, at træffe
meningsfulde og sammenhængende livsvalg. Giddens mener, at skabelsen af fundamental tillid er
forudsætningen for opbyggelsen af selvidentitet, som andre personers og objekters identitet.
(Giddens, 1996, 50-56). Denne accept af disse er samtidigt begyndelsen til selvidentitet, da man
lærer, hvad der er ”ikke-mig”.
2.1.2. Eksistentiel angst Omsorgspersonerne, hjælper individet mod det, som Giddens beskriver som eksistentiel angst.
Denne angst indeholder farer og trusler, som individet udsættes for i interaktion med samfundet.
Hvis et individ oplever, at være ontologisk usikkert, vil det ofte mangle en stabil grundfølelse og
følelsen af, at hænge sammen som menneske. Individet kan her opleve angst i forhold til de mulige
trusler dens eksistens kan udsættes for. Ydermere vil personen heller ikke føle tillid til sin
17. Maj 2015
selvintegritet. Individet oplever altså en manglende beskyttelse fra angsten, som bevirker, at det
ikke oplever, at kunne udvikle tillid til sig selv og kan derfor heller ikke skabe stabilitet i forhold til
sin egen selvfortælling. Angst skal forstås i relation til det overordnede sikkerhedssystem, som
hvert individ udvikler og ikke kun som et specifikt fænomen forbundet med særlige risici og farer.
Angst er individets generelle følelsestilstand (Giddens, 1996, 58):
”Angst er frit flydende, fordi den er så diffus: Da den ikke har et specifikt objekt, kan den blive
hæftet på genstande, træk eller situationer, som har en indirekte (om end ubevidst nøjagtig)
tilbagevirkning på det, der oprindeligt fremkaldte dem” (Giddens 1996, 59). Giddens taler om, at
angst er substituerende: ”Symptomet erstatter den angst, som ”sluges” af det rigide
adfærdsmønster, individet tager til sig. Dette mønster er ikke desto mindre fyldt med spændinger,
fordi angsten vælder frem, når personen ikke kan have – eller forhindres i at have – den
pågældende adfærd” (Giddens 1996, 59).
Der er to fordele ved substitutions-skabelsen, når det handler om, at håndtere angsten: ”Den
forhindrer den direkte oplevelse af psykisk konflikt, der stammer fra ambivalens, og den blokerer
for videre udvikling af angst fra den oprindelige kilde”(Giddens, 1996: 59).
Med dette mener Giddens, at angsten ikke stammer fra ubevidst fortrængning, men at fortrængning
og de adfærdsmæssige symptomer, som er forbundet med fortrængningen, er skabt af angsten. Alle
individer udvikler, en form for ramme, for ontologisk sikkerhed, som bygger på forskellige former
for rutine. Her håndterer folk farer, samt den frygt der er forbundet med den, på baggrund af en
følelses- og adfærdsmæssig ”formel”, som er blevet en del af deres daglige adfærd og overvejelser
(Giddens, 1996: 59).
2.1.3. Skam, det ideelle selv og kroppen Giddens kommer ligeledes ind på skam, som er et vigtigt begreb i forhold til individets oplevelse af
sig selv og selvets integritet. Skamfølelsen er direkte forbundet med ens selvidentitet, eftersom den
grundlæggende er en angst for, hvorvidt den fortælling, hvorved individet opretholder en
sammenhængende biografi er tilstrækkelig. Ifølge Giddens skal skam forstås som individets angst
for at være utilstrækkelig i sig selv. Følelsen af skam har en betydning for individets tillid, da denne
følelse skal ses i sammenhæng med barnets angst for, at blive forladt. Hvis skamfølelsen får lov til,
at vokse frem i individet, kan dette true eller ødelægge individets tillid og herved kan individet føle
sig fremmed i den verden det lever i. Dette kan medføre at personen har svært ved, at svare på:
17. Maj 2015
”hvem er jeg?” og ”hvor hører jeg til?”. Ydermere skaber dette en usikkerhed hos individet i
forhold til sig selv og oplever nu verden som fremmed (Giddens 1996: 82-84).
Giddens beskriver også skam i forhold til det han kalder ”det ideale selv”, hvilket skal forstås, som
det selv man ønsker at være. Dette selv er en vigtig del af ens selvidentitet, da det er en del, af de
positive forhåbninger, hvilket er med til, at udgøre den baggrund, hvorpå selvfortællingen fortælles
(Giddens 1996: 84-86).
Gennem selvets refleksivitet og påvirkninger fra abstrakte systemer påvirkes kroppen og de
psykiske processer. Giddens mener, at kroppen er noget udefra ”givet”, der fungerer uden for
modernitetens internt referentielle systemer (Giddens 1996: 17). Kroppen spiller en stor rolle i
forhold til selvet. Den er ikke kun et værktøj, men en aktiv del af vores refleksive selv. Den er en
del, af den måde hvorpå vi som mennesker ændrer og kontrollere os selv, i forhold til at vise hvem
vi er og ligeledes opretholde en sammenhængende fornemmelse af vores selvidentitet.
2.1.4. Institutionelle afsondring processer og eksistentiel isolation Giddens taler om institutionelle afsondrings-processer, som foregår på forskellige områder. De har
alle den virkning, at basale aspekter af livserfaringen og særligt moralkriser, flyttes fra hverdagens
regelmæssigheder, som modernitetens abstrakte systemer har skabt.
Udtrykket ”erfaringens afsondring” referer her til de forbundne processer af usynliggørelse, som
adskiller hverdagslivets rutiner fra følgende fænomener: vanvid, kriminalitet, død og sygdom,
seksualitet og natur. ”Jeg vil helt overordnet hævde, at den ontologiske sikkerhed, som moderniteten
skaber i hverdagens rutiner, er afhængige af, at det sociale liv institutionelt ekskluderes fra
fundamentale eksistentielle spørgsmål, som skaber centrale moralske dilemmaer for mennesket.
Der er behov for en vis mængde historisk materiale for at kunne spore og udvikle dette tema”
(Giddens 1996, 184).
Det der før betragtedes som ”vanvid”, kriminalitet og fattigdom, ansås, før den moderne periode,
som ydre træk ved den menneskelige eksistens og ikke som sociale problemer, som man ser dem i
dag. Moderne institutioner har skabt et udviklingspres i form af handlingsrammer, der er
struktureret ud fra modernitetens egen dynamik og er adskilt fra eksterne kriterier. Det vil sige, at
faktorerne er eksterne i forhold til modernitetens sociale systemer (Giddens, 1996: 18). ”Personlig
17. Maj 2015
meningsløshed –den følelse, at livet ikke har noget værdifuldt at tilbyde-bliver et fundamentalt
psykisk problem i sen-moderniteten”(Giddens, 1996: 19). Dette fænomen skal forstås på baggrund
af en fortrængning, af de moralske spørgsmål, som dagliglivet rejser, men som nægtes besvarelse.
Giddens kalder det ”eksistentiel isolation”, som er en adskillelse fra de moralske ressourcer, som er
nødvendige for, at kunne have en tilfredsstillende tilværelse. Moralske ressourcer skal forstås, som
passende former for social handling, herunder love, værdier og normer, hvilket styrer social
interaktion (Giddens, 1996: 19).
Praktisk bevidsthed er det kognitive og emotive forankringspunkt for de følelser af ontologisk
sikkerhed, som er karakteristiske for store dele af menneskelig aktivitet i alle kulturer. Giddens
nævner, at begrebet ontologisk sikkerhed er tæt forbundet med den praktiske bevidstheds uudtalte
karakter. Med praktisk bevidsthed mener Giddens, den viden som er tavs, det vil sige de ting som er
implicitte. Vi ved for eksempel hvordan vi skal handle i bestemte sociale sammenhænge, og ofte er
de handlinger vi foretager os rutinebaserede (Giddens 1996, 50). ”Tillid til virkelighedens
eksistentielle forankring hviler i emotionel og til en vis grad også i kognitiv henseende på tiltro til
andre personers pålidelighed -en tiltro, som skabes i spædbarnets tidligste erfaringer” (Giddens,
1996: 52).
2.1.5. Selvet Selvet ses ifølge Giddens som et refleksivt projekt, som individet selv er ansvarlig for. ”Vi er ikke,
hvad vi er, men hvad vi gør os selv til” (Giddens, 1996: 94).
Selvet former en udviklingsbane fra fortid til foregrebet fremtid. Individet tilpasser sin fortid ved at
vurdere den i lyset af, hvad der kan forventes af en organiseret fremtid. Selvets bane har en
sammenhæng, som udspringer af en kognitiv bevidsthed om de forskellige faser i ens livsforløb.
Selvet er konstant refleksivt og foretager hele tiden selvforhør i forhold til det, der sker omkring
det. Herved bliver individet vant til, at stille sig selv spørgsmål som ”hvordan kan jeg bruge dette
øjeblik til forandring?”. Selvidentitet som sammenhængende fænomen, forudsætter en fortælling:
”Selvets fortælling gøres eksplicit. Det anbefales først og fremmest at føre dagbog og arbejde på en
selvbiografi for at opretholde en sammenhængende selvfølelse. Selvbiografier er udtryk for en
lovprisning af særligt fremtrædende personers liv og gerninger: ”Biografierne er en måde, hvorpå
man kan fremhæve sådanne personers særlige oplevelser i forhold til den almindelige befolkning”
(Giddens, 1996: 95). Endvidere mener Giddens, at selvbiografien er selve kernen af selvidentiteten
i den moderne sociale tilværelse, set som en fortolkende selvhistorie skabt af den person det drejer
17. Maj 2015
sig om. Ydermere mener Giddens, at selvets refleksivitet forlænges til kroppen, og kroppen er en
del af et handlingssystem, og ikke kun et passivt objekt. Bevidsthed omkring ens krop har stor
betydning for at man kan ”overskue øjeblikket i fuldt omfang”, hvilket medfører en bevidst kontrol
af sanseindtryk fra forskellige miljøer (Giddens, 1996:96).
Selvrealisering skal ses på baggrund af en balance mellem mulighed og risiko. Her mener Giddens,
at man gennem forskellige teknikker kan løsrive sig fra tyngende følelsesmæssige vaner og derved
give slip på fortiden. Men ligeledes er individet nødt til, at konfrontere nye farer som en
nødvendighed af det, at bryde med etablerede adfærdsmønstre- og herunder risikoen for, at tingene
kan blive meget værre (Giddens, 1996: 96).
Ligeledes er ontologisk sikkerhed afhængig af, i hvilken udstrækning normale fremtrædender
udføres i overensstemmelse, med individets biografiske fortælling. Alle mennesker bevarer en
adskillelse mellem selvidentitet og de roller, de har i forskellige sociale kontekster. Det kan ske, at
individet i nogle situationer, kan føle, at aktiviteterne er påtagede eller falske i forhold til dens egen
biografiske fortælling. Dette kan medføre, at individet ikke føler sig identisk med sin krop og sig
selv, og herved kan kroppen føles som et objekt eller et falsk selv. Dette vil oftest opstå på
baggrund af eksistentiel angst, og disse falske aktiviteter skal ses som et udtryk fra individet om, at
komme i skjul fra angsten (Giddens, 1996: 74-77).
Refleksiv kropskontrol har en stor rolle i forhold til selvet. Kroppen skal ikke kun ses som et
værktøj, men som en aktiv del af det refleksive selv. Vi bruger kroppen til at udtrykke os med, i
forhold til, at vise hvem vi er over for andre. Ydermere bruger vi kroppen til at opretholde en
sammenhængende fornemmelse af selvidentiteten. Giddens nævner kontinuerlig kontrol af kroppen,
hvilket er særlig vigtigt eftersom denne er med til, at udtrykke det vi ønsker i forskellige situationer.
Kropskontrol er også vigtigt i forhold til at opretholde selvidentitetens biografi. Derfor er det vigtigt
for individet, at have en rar følelse i egen krop, samt at føle sig tryg og godt tilpas i sig selv
(Giddens, 1996: 72-74, 120-122).
2.1.6. Globaliserings påvirkning Giddens mener, at de forandringsprocesser, som moderniteten fremkalder er forbundet med
globaliseringens påvirkninger ”…og netop denne rene følelse af at være fanget i den massive
globale forandringsbølge er foruroligende(...)Den gennemsyrer i stigende grad selve fundamentet
for den individuelle aktivitet og konstitueringen af selvet” (Giddens, 1996: 215).
17. Maj 2015
Giddens konkluderer, at kriser i moderniteten bliver en mere eller mindre fast bestanddel på både
individuelt og kollektivt niveau. I et system der hele tiden er under forandring og ligeledes
kontinuerligt, opstår mange omstændigheder der kan opfattes som ”kriser”. ”En ”krise” eksisterer,
når handlinger forbundet med vigtige mål i et individs eller kollektivs tilværelse pludselig
forekommer utilstrækkelige” (Giddens, 1996: 215). Kriser bliver således en normal del af livet. I et
forvirrende valg af muligheder, må selvet selv skabes refleksivt i en proces, som konstant skal
forholde sig til nye informationer- samt viden. I vores senmoderne samfund er traditioner og
sædvaner ikke længere nedarvede og kan dermed ikke bestemme over vores normer. Herved må
selvet selv skabes refleksivt gennem en lang proces af valg, tillid, kriser- samt en afhængighed af
ekspertsystemerne, som vi hverken forstår eller kan styre.
2.2. Lissa Rankin og Natural Recovery Dr. Lissa Rankin er certificeret praktiserende psykiater. Hun er uddannet ved Duke University,
University of South Florida og Northwestern University, før hun blev praktiserende OB/GYN
psykiater i en konventionel medicinsk praksis igennem 8 år. Senere grundlagde hun ‘The Whole
Health
Medicine
Institute’,
som
er
et
træningsprogram
udformet
til
psykiatere
og
sundhedspersonale. Hun skriver på instituttets hjemmeside:“You can keep doing what we were
trained to do or you can step fully into what YOU were called here to do on earth” (Web 2). Hun er
derudover opfinderen af redskabet ’the Whole Health Cairn’, som er et redskab til at opspore
ubalancer i patientens liv, som kan have medført symptomer og begrænsende tilstande.
Hendes tilgang til psykiatrien og sundhedssystemet er, at vi skal være taknemlige for moderne
medicin, som kan sy vores fingre på igen og støtte individet i at beholde håbet, men at det er vigtigt
som doktor og patient, at huske at der er en grund til at det hedder ’health care’, fordi omsorg er en
af de vigtigste komponenter i behandlingen af en patient med en diagnose. At det der virkelig
helbreder er håb og ikke føle sig alene med sin sygdom, men føle sig støttet af omgangskredsen og
et kompetent, optimistisk sundhedsfagligt personale (Rankin, 2013).
Hun beskriver sig selv som ’mind-body medicine’ psykiater, og hun er kendt for at være en kvinde
der ønsker at genetablere omsorgen i sundhedssystemet (to put ”care” back in health care). Hendes
tilgang til sygdomme er at vi ofte skal finde roden til symptomerne i hverdagslivets konfliktfulde og
pressende situationer og relationer, og at individet kan helbrede en del skavanker ved selv at ændre
17. Maj 2015
på de områder der ikke fungerer, og udløser stress, for eksembel et demotiverende job, et
dysfunktionelt parforhold eller indlært hjælpeløshed. Hun skriver:
”In modern medicine, emotional and mental health often take a backseat to biochemically rooted
physical-health concerns. We tend to relegate emotional and mental health to the dark recesses of
psychiatrists’ offices, focusing instead on more physical preventive-health measures, such as a
healthy diet, exercise, smoking cessation and weight management. But the scientific data linking
happiness and health is shocking enough that it just might convince you that treatments aimed at
increasing happiness, along with happiness’s twin sister, optimism, should take center stage when
you’re interested in preventing disease. Multiple studies shows that happiness and health are
inextricably linked” (Rankin, 2013: 2188)
Dette afsnit er baseret på Rankins bog ‘Mind over Medicine: Scientific Proof You Can Heal
Yourself’, som bygger på hendes egen viden og ekspertise, og en masse eksempler på studier af
behandlinger, fra Caryle Hirshberg og Brendan O’Regans projekt ’the Spontaneous Remission
Project, med i alt 3500 referencer, fra 800 journaler på 20 forskellige sprog (Rankin, 2013: 568).
2.2.1. Placebo Placebo er latin for ‘jeg skal behage’, og har siden det 19’ende århundrede været en måde at teste
effekten af kliniske forsøg. Det var nu et krav for videnskabelige forsøg, at effekten af medicinen,
skulle overgå den potentielle helbredende virkning af placebo effekten. Placeboeffekten var en
måde at adskille ’rigtige’ læger fra alternativerne, fordi rigtige læger benyttede sig af evidensbaseret
medicin (Dr Henry Beecher, i Rankin, 2013: 396).
Rankin pointerer at Placeboeffekten i virkeligheden kan siges, at være et bevis på at sindet kan
påvirke fysikken: “If a percentage of people in clinical trials get better simply because the believe
they’re getting a real drug or surgery, the response they are getting is triggered solely by the
mind.” (Rankin, 2013: 395).
Ifølge Rankin er der en række videnskabeligt påviselige komponenter der bidrager til naturlig
recovery:
•
The power of Suggestion. Den information man får at vide om effekten af noget, og
den måde informationen siges på og hvorledes den formuleres.
o
17. Maj 2015
Attitude. Om doktoren og patienten er optimistisk og positiv eller
pessimistisk og negativ.
•
The power of belief. Den overbevisning patienten kobler til et symbol, eksempelvis
et redskab eller en behandling, kan have afgørende indflydelse på effekten.
o
Behandleren som medicin. Eksempelvis en læge kan være et symbol på
mulig recovery og ’at få det bedre’, og dermed kan individets tillid til, at tro
på behandleren være helbredende i sig selv.
o
Håb. Den tryghed der findes i troen på et muligt positivt resultat af en
behandling eller et præparat. I patientens tilfælde, om patienten mangler håb,
fordi vedkommende er plaget af indlært hjælpeløshed.
•
The Relaxation response, og dens effekt på stress responsen. Herunder kroppens
evne til at komme tilbage til Homeostasis (Rankin, 2013).
2.2.2. The power of suggestion – forslagets effekt Ifølge Rankin er ‘suggestionen’ et af de virkningsfulde elementer i naturlig helbredelse. Suggestion
er en måde, at foreslå udfaldet af et redskab eller en behandling, gennem den måde man italesætter
effekten; en måde at foreslå individet et muligt udfald, og dermed påvirke individet.
Det er en effekt der optræder i forbindelse med advarsler og løfter, og virker som en slags
selvopfyldende profeti: ”For example, if you tell a patient treated with placebo he might experience
nausea, he’s likely to feel nauseous. If you suggest that he might get a headache, he may. In other
words, the power of suggestion is powerful” (Matina Amanzio, i Rankin, 2013: 665). Attituden og
den måde suggestionen foreslås, har afgørende effekt for hvordan den fortolkes.
2.2.2.1. Attitude Den måde en læge fremstiller og formulerer en diagnose eller situation, kan ifølge Rankin påvirke
udfaldet af en behandling. En pessimistisk formulering kan dæmpe håbet og troen på helbredelse,
mens en optimistisk formulering kan forstærke håbet og troen på helbredelse. Hun illustrerer det
gennem det hun kalder ’#1Door’ og ’#2Door’, og beskriver forskellen på den attitude behandleren
har. Hun illustrerer effekten af behandlerens attitude gennem to forskellige måder man kan fortælle
en patient, at vedkommende har kræft, men #1Door og #2Door gælder for alle situationer, hvor
individet får forklaret effekten af et redskab eller en mulighed.
17. Maj 2015
2.2.2.1.1. #1Door Dør 1 er den pessimistiske behandler, der aktiverer stress responsen i patienten, ved at benytte sig af
formuleringer som ikke motiverer til håb, og som ikke tager højde for at omgivelserne er afgørende
for om patienten er tryg og afslappet, eller utryg og stresset:
”If you’d like, we can give you chemotherapy, but it will just be palliative, not curative. I’m
very sorry to give you this news, and of course, we’ll do everything we can to keep you
comfortable. But this would be a good time to get your affairs in order. If you haven’t updated
your will, you might want to do that, because only 1 in 20 people with your kind of cancer
survive five years and most die within three to six months. I’m terribly sorry to have to tell
you this. “(Rankin 2013: 1095)
Rankin pointerer, at når dårlige nyheder leveres på #1Door facon, så efterlades patienten i en
presset tilstand, hvor vedkommende ikke føler de er blevet givet nogle muligheder, andet end at
acceptere, at effekten virker på denne ene formulerede måde. Håb mangler altså, da der ikke gives
alternative mulige udfald (Rankin, 2013: 1095).
2.2.2.1.2. #2Door Dør 2 er den optimistiske behandler, som sørger for at de omgivelser, hvori effekten af et redskab
eller en behandling overleveres, er behagelige og trygge, og støtter patienten i at bevare roen. Ifølge
Rankin efterlader #2Door tilgangen patienten med håb:
”I have good news and bad news, so I’ll get the bad news out of the way first. I’m afraid the
cancer isn’t limited to one organ, the way we hoped it would be(…) I know that’s a lot to hear
right now, but let me share with you the good news. The good news is that a percentage of
people with exactly this diagnosis survive(…) The body is designed to repair itself when it
gets sick, and we have clear evidence that those who nurture their bodies, minds and spirits
while staying hopeful and believing in their ability to get well are more likely to be cured(…)I
want you to know that I believe that it’s possible for you to be cured from this cancer, and I
will be here to support you every step of the way (…) I know this isn’t the news you wanted to
hear today, but please, never give up hope. I believe in miracles, and you just might be that
miracle (Rankin, 2013: 1111).
Pointen med de to tilgange er, at illustrere at det er vigtigt, at det redskab som individet benytter sig
af i sin recovery proces er støttende og optimistisk, og opretholder håb. At man faciliterer processen
17. Maj 2015
på en måde, der opretholder positive overbevisninger og åbner for forskellige, mulige udfald af
behandlingen, og dermed håb (Rankin, 2013: 1127).
2.2.3. The power of belief – overbevisningens effekt Rankin understreger, at individets egen overbevisning om et redskab, en behandling eller en
behandler, har en afgørende indflydelse på hvad udfaldet bliver af det redskab, den behandling eller
i hvilken grad behandleren er i stand til at hjælpe individet. I forhold til at komme sig naturligt, så
er det individets overbevisning om behandleren, om redskabet/behandlingen og om deres egne
evner der er afgørende.
2.2.3.1. Behandleren som medicin ”Patients get well, at least in part, because they believe in the power of modern medicine and
expect to feel relief when they see doctors and other healthcare specialists they trust(…)Many
people experience similar conditioned responses when visiting the doctor. Patients become
accustomed to going to the doctor and subsequently feeling better, so the mind may work its magic
before the therapeutic encounter has actually happened, even with no directed therapeutic
intervention” (Rankin, 2013: 940).
En af Rankins pointer er at behandleren i sig selv er helbredende, fordi individet forventer at det har
en effekt at besøge en behandler. Omvendt kan behandleren også være skadende, hvis individet
forbinder behandleren med noget skadeligt. Hun pointerer, at i sidste ende handler det ikke om at
behandleren kan finde ud af, at bruge sin viden og sine redskaber, men det handler om behandleren
i sig selv (Rankin, 2013: 956).
2.2.3.2. Håb Den primære drivkraft bag en behandling er ifølge Rankin, det håb som behandlingen indgyder.
Hvis individet har håb, så beholder denne en optimistisk attitude, som gør at denne ikke giver op,
men holder fast i troen på et positivt udfald, ved at være åben for at afprøve forskellige tilgange,
metoder og muligheder. Man kan sige at håb motiverer individet til, at få succes med at komme sig,
og selv arbejde for sagen. Hvis individet ikke selv arbejder mod et positivt resultat, så er
behandlingen næsten en garanteret fiasko, og det er derfor en vigtig faktor i naturlig recovery, at
individet selv tror på at denne er i stand til, at blive helbredt, og ifølge Rankin: helbrede sig selv
(Rankin, 2013: 339, 777, 871). ”As a physician, here’s what I’ve learned, somewhere in the
intersection of hope, optimism, nurturing care and full partnership with the empowered patient, a
recipe for healing lies” (Rankin 2013: e-book, 886).
17. Maj 2015
2.2.3.2.1. Indlært hjælpeløshed Ifølge Rankin er pessimisme og indlært hjælpeløshed tæt forbundet. Hun skriver at det der adskiller
optimisten fra pessimisten er ’indlært hjælpeløshed’. Her er den helt store forskel, at når dårlige ting
sker, så begynder optimisten at komme sig hurtigere end pessimisten:
”Optimists might feel demoralized, even temporarily depressed, but they pick themselves up, brush
themselves off, and get back to the business of living a happy life. Pessimists, on the other hand,
continue to feel helpless over an extended period of time, which often spirals downward into fullblown clinical depression. Studies show that when pessimists fail – in relationships, in business, in
the achievement of personal goals – they feel helpless, since it feels like the negative experience will
last forever, will ruin everything, and has come about as a result of internal personal failure. Over
time, they learn helplessness that leaves them feeling in the dumps, often for a long time. (Martin
Seligman, i Rankin, 2013: 2338).
Fordi hjælpeløshed er stressende, har man ved forsøg fundet ud af, at langvarig hjælpeløshed kan
svække immunforsvaret på samme måde, som langvarig stress, fordi kroppen ikke får mulighed for
at helbrede sine ubalancer. For at kroppen skal helbrede sig selv, skal den være i en tilstand af
tryghed, eller det som Rankin kalder ’the Relaxation response’ (Rankin 2013: 2366).
2.2.4. The Relaxation response Den gennemgående forklaring på placeboeffekten, suggestion, håb og overbevisningerne, er
forskellen på kroppens reaktioner og evner når den er i henholdsvis en tilstand af stress og i en
afslappet, tryg tilstand. The Relaxation response er opdaget af Herbert Benson, og anses som
modsætningen til fight-or-flight reaktionen: ”Just as the body has a natural survival mechanism
built to help you run away from a wild animal, the body also has an inducible, physiologic state of
quietude, which allows the body to repair damage done by the fight-or-flight response” (Rankin,
2013: 2648).
Benson fandt ud af, at der var 4 essentielle komponenter i en aktiveret afslappende, tryg tilstand i
menneskekroppen:
1. Stille omgivelser.
2. Et mentalt redskab, som en sætning man gentager, ord, lyde, eller en bøn.
3. En passiv, og ikke dømmende attitude.
4. En behagelig position (Rankin, 2013: 2648).
17. Maj 2015
Det er dog kun 2) Et mentalt redskab og 3) En passiv, ikke dømmende attitude, som er nødvendigt
for bevidst at aktivere ’the Relaxation response’, og lette stress.
The Relaxation response forklares på følgende måde:
”When the conscious forebrain thinks positive thoughts and feels things like love, connection,
intimacy, pleasure, and hope, the hypothalamus stops triggering the stress responses. When you
feel optimistic and hopeful, loved and supported, in the flow in your professional and creative life,
spiritually nourished, or sexually connected to another person, the relaxation response takes the
place of the stress response(…) I now firmly believe that positive belief and nurturing care turn off
the stress response, trigger the relaxation response and return the body to its natural state of
physiological rest so it can do what it does best – heal itself. One of the most profound ways your
mind can heal your body is through the relationships in your life” (Rankin, 2013: 1552).
Rankin fremhæver at Herbert Benson har udviklet modellen ’den trebenede stol’ til helbredelse,
hvor hvert ben er en uundværlig del af et helt sundhedssystem:
1) Medicin, 2) operation og andre procedurer, og 3) omsorg for en selv.
Et sundhedssystem skal kunne rumme alle komponenterne for at kunne behandle et helt menneske,
og ikke kun dele af individet. Her er individet selv også en vigtig samarbejdspartner og medspiller i
behandlingen, og ikke kun noget der skal fikses af en anden (Rankin, 2013: 2865). I behandlinger
kan afslapnings responsen aktiveres gennem tryghed, positive overbevisninger, omsorg fra
behandleren, tillid til behandleren og håb (Rankin, 2013: 1239).
2.2.2. The Whole Health Cairn The Whole Health Cairn er Rankins bud på en model for naturlig helbredelse og diagnosticering.
Redskabet bygger på hendes viden som psykiater, og hendes viden om kroppens evne til, at skade
og helbrede sig selv, grundet stress responsen og afslapnings responsen.
17. Maj 2015
Rankins forskning i naturlig helbredelse har været fundamentet for hendes model, som illustrerer
hvordan fysisk helbred og mental helbred hviler på en række andre elementer, som er afgørende for
at man lever et sundt og nærende liv, som er ens intuition, en følelse af formål i livet og på arbejdet,
relationer, en spirituel sundhed, kreativitet, seksualitet, ens miljø, og ens økonomiske status. Alle
elementerne holdes sammen af den ’helbredende lim’, som er kærlighed, nydelse, service og
taknemlighed (Rankin, 2013: 3000).
Udover at bygge på Rankins forskning i Placebo effekten, så bygger hendes model på
epigenetikkens observationer af miljøets indflydelse på mental og fysisk sundhed. Hun refererer her
til den anerkendte cellebiolog Bruce Lipton, som har bevist, at det miljø celler udsættes for, er
afgørende for hvordan cellerne udtrykker sig, og når miljøet ændrer sig, så ændrer cellerne og deres
funktion sig også. Det skyldes at vores genetiske kode er som et fingeraftryk der kan udtrykke sig
på mange forskellige måder. Det betyder også at sygdomme ikke altid fremprovokeres fordi de har
været i familien længe, men simpelthen fordi vi ved stress aktiverer sygdommene. De fleste
sygdomme kan i det lys forklares med miljøet som cellerne udsættes for (Bruce Lipton, i Rankin,
2013: 734).
17. Maj 2015
Miljøet kan forstås som alle ydre og indre faktorer, som påvirker individet, hvor de indre faktorer
også er sindet og hvilken overbevisning du har om noget:
”When I asked him how belief can change the cellular environment, Lipton explained
that the brain is perception, but the mind is interpretation. It’s all about how the mind
interprets a life event. For example, you can open your eyes and see a person. (This is
your brain’s objective perception). Your mind may recognize the person as someone
you love. (This is the mind’s interpretation)”(Rankin, 2013: 766).
Det betyder også at overbevisninger kan aktivere stressende hormoner og faresignaler, som skader
cellerne, og afslappende hormoner og positive signaler, som styrker de sunde celler i at styrke hele
kroppens velbefindende:
”Lipton says: ”When we shift the mind’s interpretation of illness from fear and
danger to positive belief, the brain responds biochemically, the blood changes the
body’s cell culture, and the cells change on a biological level”(…) When our beliefs
are hopeful and optimistic, the mind releases chemicals that put the body in a state of
physiological rest, controlled primarily by the parasympathetic nervous system, and
in this state of rest, the body’s natural self-repair mechanisms are free to get to work
fixing what’s broken in the body” (Rankin, 2013:766).
2.3. Recovery Recovery vil sige at komme sig, at blive rask. Den bygger på en forståelse af, at det er muligt at
komme sig, ligegyldig hvor alvorlig en sindslidelse man lider under, og at selve diagnosticeringen
og definitionen på sygdommen kan virke hæmmende - eller fremmende - for helbredelsesprocessen.
Recovery kan ikke sidestilles med rehabilitering eller helbredelse, da recovery er tilknyttet
patientens egen aktive indsats. Andre kan ikke gøre recovery-arbejdet for patienten, men ydre
faktorer såsom familieliv eller eventuel gruppeterapi kan både hæmme eller fremme recoveryprocessen.
Ron Coleman er konsulent blandt andet i WHO-regi, recovery coach og debattør og har selv brugt
13 år af sit liv i det psykiatriske system, hvor han har været under behandling for skizofreni. Han er
siden da kommet sig helt. Coleman har haft mange uoverensstemmelser med professionelle i
psykiatrien vedrørende definitionen på Recovery; mange mener at recovery handler om, at patienten
kan leve et nogenlunde stabilt liv og fungere i hverdagen, men ofte bliver patientens egne ønsker
17. Maj 2015
ikke taget med i betragtning. Ifølge Ron Coleman er recovery blot en konstruktion, og hvorvidt man
er kommet sig eller ej, kan kun defineres af patienten selv. Coleman fremhæver desuden, at der
findes fire faktorer på rejsen mod recovery (Coleman, 2007: 28):
1. Andre mennesker. Coleman snakker om andre mennesker i individets liv som plan- og
korttegnere. Det sociale liv og det at kunne spejle sig selv i sine medmennesker, er for
mange forbundet med deres selvforståelse og identitet, og samtidig bruger vi menneskerne i
vores liv som navigatører, som en hjælp til at navigere sig mod det ønskede mål. Coleman
nævner at størstedelen af dem, som har fungeret som navigatører for ham, ikke har været
professionelle, men blot har bestået af relationer i hans liv. Coleman uddyber; ”En af mine
fundamentale overbevisninger, er at recovery ikke kan lykkes i isolation. Jeg mener også, at
recovery heller ikke kan finde sted, hvis alle vores relationer er af professionel karakter.
Recovery handler om helhed, og ingen kan være et helt menneske, hvis de isoleres fra den
omverden de lever og arbejder i”.
1. Selvet. Coleman har en teori om, at det er menneskets manglende evne til at fungere i
samfundet, der forårsager psykiske sygdomme. Han mener derudover at samfundet ikke er
klar til at tage ansvar for at muliggøre recoveryprocesser for psykisk syge, netop fordi at
man i vores kultur har den forestilling at der ligger en biologisk forklaring bag de psykiske
problemer.
Selvtillid,
selvagtelse
og
selvaccept
er
nødvendige
faktorer
i
helbredelsesprocessen, da forholdet til os selv er en af de vigtigste faktorer for recovery; vi
bliver nødt til at stole på, at vi kan ændre vores situation ved hjælp af egne evner, og stoppe
med at være afhængige af, at andre gør alting for os; ”Systemet har muligvis konstrueret
vores diagnoser, men det er ofte os selv der forstærker dem”. Coleman mener desuden at det
først er når vi bliver bevidste om hvem og hvad vi er, at vi bliver i stand til, at se hvad og
hvem vi kan blive.
1. Egne valg. Den tredje trædesten er tæt forbundet med den anden. Coleman mener at vi har
en enorm indflydelse på hvordan vi opfatter os selv. Hvis vi ser på os selv som et stakkels,
sygt og hjælpeløst menneske er det nemmere at blive ved med at vende tilbage til at få hjælp
af det psykiatriske system, og på den måde være ’systemets ofre’. Når vi tænker på os selv
som ’en syg person’, som et offer i stedet for en sejrherre, som underlagt et system i stedet
17. Maj 2015
for at tage kontrollen, bliver vejen til recovery pludselig meget længere og mere kringlet.
Det er nemmere at lade psykiatrien tage kontrollen, for så er det også dem der står til ansvar,
når der bliver taget dårlige beslutninger. Vi skal tage kontrollen tilbage, og lære, at træffe
vores egne valg; ”Hvis andre mennesker er recoverys byggesten, og selvet er hjørnestenene,
så er valg den mørtel, der skal holde murstenene sammen”(Coleman, 2007: 23).
1. Ejerskab. At få ejerskab over egne oplevelser er ligeledes vigtigt, da man ifølge Coleman
kun kan komme sig over sine psykiske problemer, ved at vedkende sig oplevelsen og
forståelsen af dem; Vores læger, psykologer, ergoterapeuter og pårørende ejer ikke vores
oplevelser, og de er kun en lille del af rejsen mod recovery, som vi kan dele med andre; den
største del af rejsen tilhører os, og det er inde i os selv at vi finder de redskaber vi har brug
for, for at nå vores mål. Det er inde i os selv at rejsen finder sted (Christensen, 2012: 29).
Faktorer som håb, mening og sammenhæng, og ikke at blive stigmatiseret og kategoriseret som
patient, er desuden noget af det der bliver lagt stor vægt på i forbindelse med Recovery; Vi snakker
her om en række non-specifikke faktorer der spiller ind.
Alain Topor har meget fokus på kategoriseringen ’kronisk sygdom’, og hvad det kan gøre ved
patientens selvopfattelse og om hvorvidt patienten føler der er en mulighed for recovery, på trods af
at være underlagt en ’uhelbredelig sygdom’. Ifølge Topor, fokuseres der ikke når man behandler
kroniske sygdomme, på decideret helbredelse, men nærmere på symptomreduktion – dvs. palliativ
behandling - som gør patienten i stand til, at føre et nogenlunde almindeligt og stabilt liv, fremfor
helbredelse. Der er dermed begyndt at dukke et nyt aspekt op ved kroniciteten af sygdomme;
nemlig kroniciteten som identitet (Topor, 2003: 29). Vi har som mennesker nogle helt specielle
forventninger til psykiatrien – og til sundhedssystemet generelt – Coleman mener, at når man først
har lagt sin selvbestemmelse i deres hænder, er det næsten umuligt at genvinde den;
”psykiatere har pakket deres praksis ind i et videnskabeligt sprog, som kun kan forstås af få uden
for disse cirkler. De har indhyllet sig selv i talemåder, som fremmedgør deres klienters oplevelser
og
får
det
til
at
fremstå,
som
om
psykiaterne
forstår
sindets
virkelige
hemmeligheder” (henvisning?).
Ifølge Jette Christensen er der to forskellige former for recovery;
17. Maj 2015
2.3.1. Social Recovery Her kan patienten stadig opleve at være plaget af symptomer, men i sådan en grad at vedkommende
stadig er i stand til at deltage i det sociale på almindelig vis. Patienten – eller personen som er den
mest hensynsfulde måde at omtale patienten på – er her i stand til at arbejde, og økonomisk og
boligmæssig- selvstændighed er en mulighed, hvis ikke ydre faktorer spiller ind såsom for eksembel
lavkonjunktur og manglende uddannelse.
2.3.2. Total Recovery Her oplever personen ingen symptomer i forbindelse med tidligere diagnose og er på samme
funktionsniveau som før sygdommen. Der forekommer her hverken kontakt til psykiatrien, og der
er heller ikke medicinering.
2.4. Empowerment Som en del af vores valg af begrebet recovery har vi valgt at inddrage begrebet empowerment. Til
den følgende redegørelse for begrebet har vi valgt at inddrage bogen ‘Empowerment på dansk’,
skrevet af Maja Lundemark Andersen, Pernille Brok og Henrik Mathiasen, hvilke alle tre har en
baggrund som socialrådgivere.
Empowerment begrebet er meget bredt, og dækker derfor over et bredt udvalg af metoder og
problemstillinger, hvilket kan være alt fra managementteorier til personlighedsudvikling. Begrebet
bruges ofte indenfor social- og sundhedssektoren, men vi har dog valgt at se på den del af
empowerment begrebet, der bruges til personlighedsudvikling, da det er den del, vi ønsker at bruge
i forbindelse med vores recovery teori.
Ifølge de tre forfattere dækker Empowerment begrebet over ”… et betydningsfuldt og stringent
begreb i det professionelle arbejde med socialt udsatte mennesker, som kan være med til at give
dem mest mulig magt over eget liv”(Andersen, Brok & Mathiasen, 2000). Udover dette citat fra
bogen er der også fremhævet flere definitioner på empowerment begrebet. Ud fra disse definitioner
har vi valgt at tage udgangspunkt i de tre nedenstående, da de tager udgangspunkt i den del af
Empowerment begrebet vi ønsker at benytte, hvor individet selv får ansvaret eller får hjælp til
selvhjælp.
”Empowerment kan defineres som at opnå kontrol over eget liv. Det vil sige, at opnå kontrol over
de kritiske og afgørende faktorer, der holder mennesket fast i undertrykkelse eller afmagt, hvis de
ikke har kontrollen. (...)Empowerment sigter mod en tilstand, hvor mennesker opnår en
fornemmelse af kontrol og meningsfuldhed. Empowerment er både følelse og handling, og derfor er
det afgørende, at mennesket bruger fornemmelsen til at handle for at opnå sociale eller
17. Maj 2015
sundhedsmæssige forandringer. (...) Magtbegrebet er essentielt i empowerment. Det handler både
om at afgive magt og tage magt. De professionelle skal opgive deres ekspertrolle og udfordres på
deres magtpositioner. Brugerne skal udvikle deres egen magt.” (Andersen, Brok & Mathiasen,
2000: 14).
Empowerment begrebet henviser overordnet til magt, kraft og styrke, hvor indsigt og styrke hænger
sammen med den udførende og handlende kraft og magt. Empowerment giver individet mulighed
for at tage ansvar for eget helbred, alt efter hvilken en vinkel man anskuer det fra. Inddragelse af
empowerment i en recoveryproces kan være rigtig givende. Når der tages udgangspunkt i
empowerment er ovenstående redegørelse ret sigende for begrebet og metoden af denne, men hvis
man tager udgangspunkt i empowerment på dansk ser det lidt anderledes ud (Andersen, Brok &
Mathiasen, 2000: 17).
Da vi i Danmark har en velfærdsstat, er der derfor nogle særlige rammer der skal tages højde for,
ved empowerment i Danmark. Velfærden i Danmark er baseret på solidaritet, så vi følger en nordisk
velfærdsmodel. Denne model bygger på, at meget af det arbejde de professionelle udfører,
beskæftiger sig med ”almindelige” mennesker, hvilke i en kortere periode får brug for hjælp eller
ender i situationer, som kræver velfærdsydelser. I Danmark bygger empowerment på involvering og
selvbestemmelse. Man inddeler her empowerment, som en dialektisk proces, i tre forskellige
niveauer; individ, gruppe og lokalsamfund. Disse inddelinger i niveauer opstår, da man tager
udgangspunkt i tre forskellige aspekter af ”problemet”, men samtidig kan empowerment begrebet
ikke eksistere uden alle tre aspekter. Man kan ikke kun kigge på individet, uden også at kigge på
gruppe og lokalsamfund hvis der ønskes helbredelse, men det skal pointeres, at empowerment
sagtens kan eksistere hvis man griber niveauerne an en ad gangen, så længe de alle inddrages i
processen (Andersen, Brok & Mathiasen, 2000: 18).
Der er flere anskuelser i forhold til magt i empowerment begrebet, da det bliver et redskab til at
gøre de magtesløse i stand til, at genvinde magten til at kontrollere deres eget liv. Det er på
individniveauet vigtigt, at der tages højde for magtesløshed, men samtidig også at individet selv
fortæller hvad de mener er deres problem, og at den professionelle ikke tager magten og dermed
styrer behandlingen i den retning, hvor man mener at problemet findes. Ved at give magten til den
der føler sig magtesløs, gives magten og lysten til helbredelse til individet, så der her er mulighed
17. Maj 2015
for, at tage ansvar for eget liv og helbredelse (Andersen, Brok & Mathiasen, 2000: 21).
Empowerment begrebet argumenterer for, at de professionelle og relationer er en nødvendig del af
processen, og er en nødvendighed for magt og helbredelse.
3. Metode Vi vil i dette afsnit gøre rede for de metoder og fremgangsmåder der er blevet gjort brug af i
projektet. Vi har benyttet os af den kvalitative metode i form af et semistruktureret interview, til at
indsamle data om individets oplevelse af at samarbejde med en terapeut, og hvordan terapeuten
påvirker helbredelsesprocessen. Derudover gøres der brug af komparativ analyse, med det formål,
at finde frem til forskelle og ligheder mellem ‘Psykoedukation med MBT’ og de tre
selvhjælpsbøger.
3.1. Semistruktureret interview Vi gør i projektet brug af en case, som omhandler vores informant og hendes terapiforløb. Til vores
undersøgelser af informanten, har vi valgt at udføre et semistruktureret interview, for at opnå det
bedste indblik i hendes forløb.
Vi valgte at interviewe informanten i hjemlige omgivelser på baggrund af informantens eget ønske.
Interviewet blev foretaget af det gruppemedlem, der havde haft kendskab til informanten igennem
en årrække. Vi er klar over at dette kan spille ind som en fejlkilde, da det kan påvirke svarene.
Måske er informanten tilbøjelig til at tilbageholde information, og tilsvarende kan det eksisterende
forhold skabe tryghed og mere ærlige svar. Derudover var vi også opmærksomme på, at det var
vigtigt, at interviewer forholdt sig neutral, og ikke gav efter for lysten til at visse enighed eller
ståsted, i forbindelse med projektet, da informant og interviewers venskab gør at de kender
hinandens ståsteder i de fleste andre aspekter af hverdagen. Det var altså vigtigt ikke at påvirke
informanten yderligere (Bilag 1) Kvale understreger vigtigheden af at give plads til frie svar, og at
man skal: ”Lytte, undgå at afbryde eller give gode råd og i al almindelighed undgå alt, hvad der
kunne gøre en ende på den enkeltes frie udtryk” (Mayo 1993: 65, i Kvale 2009: 26).
Spørgsmålene var udformet efter problemformuleringens undren om hvad terapeuten kan bidrage
med. Interviewene blev optaget på bånd og efterfølgende transskriberede, med henblik på en
kategorisering af informationen (Bilag 6, Bilag 7).
Der blev i alt foretaget to interviews. Det første interview tjente som baggrundsviden til os selv, og
som en måde at spore os ind på interviewpersonens grad af empowerment, og hvad hun tidligere har
17. Maj 2015
været igennem. Dette interview vil ikke blive inddraget i selve analysen, men tjener udelukkende
som en måde at validere brugen af informanten. Det interview der benyttes i analysen blev afholdt
cirka 2. måneder efter det indledende interview, og havde fokus på informantens oplevelse af
terapeuten, hende selv, og de andre deltagere, i henholdsvis den psykoedukative undervisning og
den mentaliseringsbaserede gruppeterapi. Begge interviews var semistrukturerede, med åbne
spørgsmål, som gav informanten mulighed for at snakke frit og trække på erindringer (Kvale 2009:
sidetal).
Vi forholdt os eksplorative, med det formål at være åbne og lærer af informanten. Vores tilgang til
at være eksplorative, kan tilskrives Steiner Kvales definition (Kvale 2009: 104). Grunden til den
eksplorative tilgang, var gruppens ønske om, at undersøge noget materiale der ikke allerede var
tilgængeligt, og derfor skulle produceres.
3.2. Komparativ analyse Casen og den kategoriserede transskribering anvendes efterfølgende i det empiriske objekt, hvor
informantens udtalelser om hendes forløb med psykoedukation og mentalisering vil blive belyst fra
forskellige sider. Til dette vil de to teoretikere, Anthony Giddens og Lissa Rankin- samt begreberne
Recovery, Natural Recovery, Empowerment og de specifikke og non-specifikke faktorer blive
benyttet, for at skabe et mere nuanceret billede af Marie og hendes hverdag. Ydermere vil der
komme en diskussion, hvor de pågældende teoretikere vil blive stillet op imod hinanden og der vil
dermed blive vurderet hvorvidt deres teorier stemmer overens med den konkrete case. Vi vælger i
projektet at analysere med Giddens subjekt syn, som kendetegnes ved at fokusere på forholdet
mellem subjekt og struktur. Fra dette perspektiv mener man ikke, at subjekt er et dækkende begreb,
men benytter betegnelsen ‘selvet’. Vi forholdt os deduktive, da vi kun i et begrænset omfang havde
adgang til viden, og da vi var begrænset af en tidsramme, var vi nødt til at tage udgangspunkt i
enkelte tilfælde og deres præmisser, og generalisere på baggrund heraf.
4. Analyse Formålet med vores analyse er at sammenholde og analysere to mulige forløb og dets redskaber,
som individet har til rådighed når det skal arbejde med sig selv: henholdsvis de teoretiske
hovedpointer og begreber bag behandlingsformen psykoedukation med MBT og de teoretiske
hovedpointer og begreber bag tre udvalgte selvhjælpsbøger.
Formålet med at sammenholde ‘psykoedukation med MBT’ og ‘selvhjælp med selvhjælpsbøger’ er
at se om der er forskelle og ligheder på de teoretiske pointer og den viden der er bag redskabet, og i
17. Maj 2015
det tilfælde at der er ligheder, hvad det teoretisk kan sige om hvad terapeuten kan bidrage med, som
redskab i individets helbredelsesprocess, set gennem Recovery, Natural Recovery og teoriens
begreber: suggestion, attitude, tro, håb, overbevisning og ‘the relaxation response, og
Empowerment begrebet. Teorien i det empiriske objekt anskues som teori vi analyserer på, og
dermed bruger som empiri. Det fungerer ikke som bærende teori i projektet, men anskues som en
måde at få indblik i nogle redskaber og muligheder individet har for at forme sin helbredelsesproces
med. Vi har valgt kort at opridse de centrale pointer i det empiriske objekt (Bilag 2, Bilag 3).
Psykoedukation med mentalisering er en behandling for ikke-psykotiske sindslidelser. De teoretiske
hovedpointer er baseret på information fra Psykiatrisk Center Nordsjællands hjemmeside, materiale
fra behandlingsforløbet og et interview med en klient i behandlingen på Psykiatrisk Center
Nordsjællands ambulatorium. Psykiatrisk Center Nordsjælland er en del af Regions Hovedstadens
Psykiatri, og centret har afdelinger i Hillerød, Helsingør og Frederikssund. Vores interviewperson
er tilknyttet afdelingen i Hillerød (Bilag 4).
Der skelnes her mellem henholdsvis ‘Psykoedukation’ og ‘mentaliseringsbaseret gruppeterapi’,
herunder mentalisering, som to dele af forløbet. Psykoedukation er ifølge ambulatoriets materiale
en kognitiv terapi, som er en blanding af samtaler med klienten og diskussion af hjemmeopgaver i
et klasserum. Under psykoedukation lærer klienten om sin tilstand, og om at metallisere, som vil
sige ’at se andre indefra, og se sig selv udefra’ (Bilag 2). Det materiale om MBT der bruges på
Psykiatrisk Center Nordsjælland i interviewpersonens forløb, er baseret på Allen, Fonagy og
Batemans artikel ’Mentalisering i klinisk praksis’ fra år 2010, som er en artikel interviewpersonen
er blevet givet (Bilag 8). Fonagy og MBT vil være forankret i artiklen fra interviewpersonens
materiale, og i bogen ”Tilknytningsteori og psykoanalyse” fra år 2006 af Fonagy. Psykiatrisk
Ambulatorium
tilbyder
ambulant
gruppebehandling
med
kognitiv
adfærdsterapi
eller
mentaliseringsbaseret psykoterapi, der har et psykodynamisk grundlag (Bilag 9.1). Det er
sidstnævnte vores interviewperson gennemgår i kombination med psykoedukation (Web 1).
Det samlede program for klienter med personlighedsforstyrrelser, angst og/eller depression er ifølge
materialet ”Psykoedukation for personlighedsforstyrrelser – Mentaliseringsbaseret terapi”(Bilag 4):
·
Hvad er en personlighedsforstyrrelse?
·
Hvad betyder mentalisering?
·
Mentaliseringssvigt
·
Følelser: at opdage og udtrykke dem,
·
Følelser: hvordan reguleres de?
·
Betydningen af tilknytningsforhold
·
Tilknytning og mentalisering
·
Følelser: angst og depression
·
Mentaliseringsbaseret behandling
·
Evaluering
17. Maj 2015
Deltagerne skal i alt gå til psykoedukation i en måned, to gange om ugen. Efter hver gang skal
deltagerne reflektere over hvad de har lært, ved blandt andet at lave nogle hjemmeopgaver, hvor
vedkommende skal reflektere over undervisningen og hvordan personen kan genkende, og bruge
det lærte i sin egen hverdag. Alle opgaverne består af en forklaring og en opgave, som begge passer
til det lærte i undervisningen, og som giver deltageren mulighed for at nedskrive sine tanker. Idéen
er at undervise deltageren i sin tilstand på en måde, så vedkommende kan lære at forstå hvordan den
optræder i sit eget liv, og derved blive mere bevidst om hvordan man kan leve med tilstanden.
Deltageren får opgaver i undervisningen, i pauserne og med sig hjem, som hjemmeopgaver.
Terapiformen mentalisering er udviklet af Peter Fonagy og Anthony Bateman, og metoden tager
udgangspunkt i tilknytningsteorien og psykoanalysen. Fonagy inddrager også neurofysiologiske
aspekter, som vi dog vil undlade at inkludere, grundet pladsmangel. Kort sagt mener Fonagy, at
psykologiske principper er naturligt bundet af neurofysiologiske begrænsninger, men at dette ikke
betyder at psykologien helt kan reduceres til biologi. Det er vigtigt at påpege, at mentalisering er en
terapiform der både gør brug af kognitive og emotionelle processer. Vi fokuserer hovedsageligt på
Fonagy, da det er hans arbejde med mentalisering der er mest fremtrædende.
Mentaliseringsbaseret terapi (MBT) er ofte en del af det psykoedukative forløb, og er noget af det
som vores case-person blandt andet bliver undervist i. Mentalisering går ud på at have fokus på
mentale tilstande, både hos sig selv og hos andre; det vil sige at have forståelse for følelser, behov,
grundlag og mål, for at opnå en bedre adfærdsforståelse generelt, og tilmed formodentlig en større
accept af andres handlinger og ens reaktioner derpå, og omvendt. Empati – evnen til indlevelse – er
en yderst vigtig evne når det kommer til at mentalisere, og ikke kun i forhold til ens medmennesker;
man skal også kunne føle empati med sig selv. Mentaliserings-baseret terapis fader Peter Fogany
definerer mentalisering som at have “sind på sinde” (holding mind in mind), med andre ord, at være
i stand til at rumme både sig selv og den anden i sin bevidsthed; at se sig selv udefra og andre
17. Maj 2015
indefra. Det er et utroligt vigtigt element i mentaliseringsprocessen, at man er i stand til at tage
tanker og følelser op til genovervejelse, og forsøge at se dem udefra; hvis man ikke kan træde ud af
sig selv og se objektivt på sin virkelighedsopfattelse, fremstår den som en selvfølge og som den
eneste rigtige måde, at anskue verden omkring én og ens reaktioner på. Det er vigtigt at vide, at ens
synsvinkel blot er éné blandt mange mulige. MBT handler om at blive bedre til at mentalisere i
relationer. Det indebærer mulighed for, at man får en tydeligere oplevelse af, at have en kerne,
bliver følelsesmæssigt mere robust og bliver bedre istand til at håndtere samspil med andre mere
hensigtsmæssigt. Gruppeterapi giver mulighed for, at dele sine vanskeligheder med andre, at turde
knytte sig til andre og kan bruges som en træningsarena for mentalisering (Bilag 9.2).
Behandlingen som deltagerne skal igennem kan bestå af følgende dele, men forløbet er tilpasset den
enkelte deltager:
•
Psykoedukation: viden om og fokus på mentalisering for at øge opmærksomhed og
forestillingsevne overfor sig selv, andre og samspil.
•
Gruppeterapi: fokus på mentalisering, følelsesregulering og relationer
•
B-BAT: Basic Body Awareness Therapy, fysioterapeutisk behandlingsform med fokus på
kropslig forankring, vejrtrækning og centrering
•
Medicin: til håndtering af indre pres fra følelser og tanker (Bilag 4)
Deltageren skal bidrage til forløbet ved at medbringe hændelser fra sit eget liv ind i gruppen - helst
relativt aktuelle - der har været præget af problemer med mentalisering. Deltageren forsøger
sammen med resten af gruppen, at blive klogere på disse hændelser gennem en mentaliserende
holdning, og ved at være åben for at lade gruppens øvrige medlemmer deltage i processen og
forsøge at knytte sig til gruppen, gruppens medlemmer og gruppeterapeuterne. Det handler om at
sætte følelser og tanker i spil og dele sine egne opfattelser og refleksioner (Bilag 4).
Selvhjælpsbøgerne er skrevet af henholdsvis en psykolog, en cellebiolog og en coach. Bøgerne er
valgt på baggrund af læserpopularitet og med udgangspunkt i at vi ønskede at inddrage teori fra lidt
forskellige perspektiver og områder, men med fokus på det samme: Hvordan individet kan hjælpe
og helbrede sig selv. Psykologen Svend Brinkmann med bogen ‘Stå fast’, forsøger med sin 7- trins
guide, at skabe en metode til, hvordan vi som mennesker kan udvikle os så lidt så muligt, i en evig
omskiftelig verden, som han kalder den accelererende kultur. Han tager skarpt afstand til den
selvhjælpsbølge, som vores samfund er præget af. Hans teori bygger på:
17. Maj 2015
1. Hold op med at mærke dig selv
2. Fokuser på det negative i dit liv
3. Tag nej-hatten på
4. Undertryk dine følelser
5. Fyr din coach
6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog
7. Dvæl ved fortiden (Bilag 3.1)
Cellebiologen Bruce Lipton med bogen ‘Honeymoon-effekten’ forankrer hans teori i hans viden
om kvantefysik og hans viden som cellebiolog, og hvordan biologien bliver påvirket af vores
omgivelser, adfærdsmønstre og trossystemer. Hans teori bygger på:
1. Forståelsen for celler og kvantefysik i en sådan grad, at vi kan forstå at alt er energier
2. Vores energier påvirkes af andres energier på en sådan måde, at vi har mulighed for både at
give og tage energi, og hvordan det på én gang kan virke styrkende men også drænende,
både med positiv og negativ energi
3. Vi er forprogrammerede og har allerede dannet grundessensen af vores personlighed når vi
bliver født. Denne programmering bestemmes af vores forældres ydre påvirkninger, samt
moderens følelser helt fra fosterdannelsen til fødslen.
4. Vi skal glemme kommunikation gennem sproget og følge vores mavefornemmelser.
5. Vores rationelle sind, er det der hjælper os med, at styrke vores positive energier, hvilket er
vigtigt vi følger, da det kommer til udtryk i perioder hvor vi har omprogrammeret vores
energier.
Hele Liptons Idéologi er, at vi alle er vores egen lykkes smed. Så hvis ikke vi selv gør en aktiv
indsats i kampen om et positivt og lykkeligt liv, vil det nuværende liv ikke forbedres (Bilag 3.2).
Coachen, den motiverende foredragsholder og Kundalini yoga instruktør Gabrielle Bernsteins bog
‘Miracles Now’ er baseret på en opfattelse af at vores sind, krop og oplevelse af livet, hænger
uadskilleligt sammen, og hun kobler viden om det biologiske system i kroppen sammen med viden
om sind, tanker og overbevisninger. Miracles now er opbygget af et forord, et efterord og 108 små
kapitler der hver især indeholder en opgave, en huskeregel og en forklaring. Opgaverne er:
1. Meditationer fra Kundaliniyogaen der bruger både stemme, bevægelse og vejrtrækning til at
afslappe kroppen og arbejde med hjernen og tankerne.
17. Maj 2015
2. Tapping (og snapping), som er en metode hvor man trykker på bestemte områder af kroppen
for at kommunikere med hjernen, og fremprovokere bestemte reaktioner.
3. Positive affirmationer, som er sætninger der kommunikerer intentioner til os selv og koder
vores bevidsthed til at tro på noget.
4. Visualisering, som går ud på at forestille sig noget som man vil have det skal være, eller
udfolde sig.
5. Personlige ritualer, som er selvvalgte styrkende handlinger, som man udfører for at
forberede en selv på en bestemt, ønsket forandring.
6. Prioritering - nej er en hel sætning, og at respektere og kende sine grænser er vigtigt.
Det er meningen at man skal arbejde med et kapitel om dagen i 108 dage (Bilag 3.3).
Vi vil forsøge at klargøre de forskellige faktorer der kan have en helbredende effekt for individet;
både Lipton og Bernstein påstår, at en terapeut ikke er nødvendig for at ændre sine tankemønstre og
dermed sin adfærd og forståelse af verden, og denne påstand vil vi blandt andet gerne undersøge
nærmere, ved at belyse de helbredende faktorer de fremstiller i deres bøger. Hvilke redskaber giver
de individet, til at arbejde med sig selv? Vi vil i forhold til dette også benytte vores informants
udleverede materiale fra det psykoedukative forløb samt inkorporere interviewet om samme, for
også her at belyse hvilke faktorer der er medbestemmende for patientens helbredelsesproces. I
interviewpersonens forløb blev der taget brug af den mentaliseringsbaserede terapi (MBT). Evnen
til at mentalisere er en af de mest basale for social overlevelse, da det er bestemmende overfor vores
opfattelse af vores medmennesker og tilmed os selv, og dermed vores ageren i verden.
4.1. At mentalisere optimalt, og det refleksive individ. Psykologen Svend Brinkmann mener, at vores samfund i dag, handler om individet og det, at have
fokus på en selv. Vi lever i det han kalder ‘den accelererende kultur’, og vi har svært ved, som
mennesker, at stoppe op og se os selv udefra. Grundet denne kultur, bliver vi som mennesker mere
og mere rodløse ifølge Brinkmann, og dette bevirker, at vi søger “hjælp” gennem forskellige
terapiformer og selvhjælpsbøger. Vi søger som mennesker hele tiden at finde os selv, vi dyrker
vores indre og kigger ind ad, og dette mener Brinkmann har en konsekvens, for des mere vi
fokuserer på det indre, des mere opdager vi ting i os selv, som vi ikke havde kendskab til før, og
som egentlig ikke havde en betydning til at starte med, men som får en betydning fordi vi har fundet
det frem. Man kan sige at Brinkmann antager at individet har en velfungerende praktisk bevidsthed
og en sund ontologisk sikkerhed. Hvis tilfældet er at individet har disse, og er velfungerende, så har
17. Maj 2015
individet ikke brug for at reflektere over sig selv i samme grad, for at undgå angsten, da individet
sandsynligvis ville være tættere på sit ideelle selv, end et individ der ikke havde en velfungerende
praktisk bevidsthed og ontologisk sikkerhed. Brinkmann kan sige at antage, at individet som
udgangspunkt selv er i stand til at reflektere over sig selv, på en måde så individet hele tiden er så
tæt på sit ideelle selv som muligt - eller han udtrykker at det er hans ideal - og den måde hvorpå
individet kan stå fast ved sig selv, uafhængigt af ekspertsystemet. Hvis en ustabil ontologisk
sikkerhed, eller en hæmmet praktisk bevidsthed ikke er begrænsende for individet, så burde
individet i princippet kunne ‘stå i sig selv’ og stå fast, eller hvis individet er velfungerende i
forvejen ifølge sig selv og de sociale systemer. Fra Giddens ståsted, henvender Brinkmann sig til
det individ der ikke døjer med begrænsninger, men gennem selvudvikling og selvrealisering,
opfinder begrænsningerne selv, i sine refleksioner over sig selv. Individer der ikke er inde i
systemerne allerede, men i sine refleksioner, selv vælger konstant at udvikle sig, selvom de ifølge
Brinkmann ikke behøver. Men det er netop at få øje på disse ting inde i os selv og reflektere, som vi
ikke havde kendskab til før, der kan være hæmmende, som vores interviewperson fremhæver på en
positiv måde i forbindelse med psykoedukationen og gruppeterapien; “Ja helt sikkert, for når du er
i gruppeterapi, så får du jo alle mulige andre folks input, ting som du ikke nødvendigvis tænker
selv” - “Altså igen, vi tænker jo forskelligt, så, så der kan jo være en der siger noget, altså,
mentaliserer over en hændelse jeg har haft på, også … så ja, så giver det, så kommer der nogle
aspekter af det som jeg slet ikke havde set. Så på den måde så synes jeg helt sikkert at det er rigtig
godt”(Bilag 7).Vores interviewperson oplever altså at disse nye aspekter af hendes situationer,
fremmer helbredelsesprocessen i form af et nyt perspektiv, frem for at skabe fortvivlelse og nye
problemer, som Brinkmann mener at det gør.
At ‘kigge indad’ og opdage ting man før ikke havde kendskab til, er blot en anden måde at sige
mentalisering på. Men er det mentaliseringsevnen Brinkmann dermed kritiserer? Det er nok ikke
mentaliseringsevnen i sig selv, men risikoen for at ‘overmentalisere’ der kan være usundt;
mentalisering er en fin balance, hvor arousalniveauet hverken skal være for lavt - følelsesforladt eller for højt - overfølsom. Ligeledes mener Giddens, at vi i det samfund vi lever i idag, søger, at
finde en egen identitet, og at vi gennem det senmoderne samfund tvinges til selv at reflektere over
vores egne valg, da svaret ikke på forhånd er givet, og at vi herved selv står til ansvar over for de
valg vi træffer. Dette kan ifølge Giddens skabe en rodløshed hos individet, da vi konstant påvirkes
af udefrakommende ekspertsystemer, som vi er afhængige af, men samtidigt er dem, som er med til
17. Maj 2015
at gøre os rodløse, dem der forårsager en evig omskiftelig verden og hermed nye valg. Individet er
omskifteligt og i konstant forandring. Det er her også vigtigt at huske på, at ifølge empowerment
begrebet skal der inddrages alle tre aspekter og ikke kun et, så selvom individet er i terapi hos en
terapeut, er gruppeterapien stadig et led i processen. Gruppen giver individet meget som terapeuten
ikke kan, hvilket kan have en positiv effekt for vejen til helbredelse, som det begrænsede individ
foretager i processen.Vores interviewperson fremhæver den positive effekt det har, at andre
simpelthen “er i samme båd” som hende, og at hun har nogle at spejle sig i (Bilag 7);
“...og så synes jeg også bare at det er rart at vide at der er andre der kan se genkendelse i de ting,
de problemer man kommer med, det er rart at der er nogle der kan… kan have det på samme måde.
A: At man deler noget?
B: Ja, at man deler noget… når man sidder med det alene, så kan man godt føle sig rigtig fortabt,
tror jeg, så det er rart når man, når man, er der er nogen der siger, at det kender jeg godt det der” .
Et af redskaberne som vores interviewperson får fra denne form for terapi, kommer dermed af den
tryghed hun finder i gruppen, og den forståelse og accept hun får fra de andre gruppemedlemmer.
Dette udgør nogle af de non-specifikke faktorer der forekommer i vores informants
helbredelsesproces. Disse faktorer er dem der ofte er afgørende for et bæredygtigt patient-terapeut
forhold, men i netop denne proces virker det som om, at psykologerne har fungeret mere som læger
end som psykologer, og at den nødvendige tilknytning og tryghed der skal finde sted som
forudsætning for en optimal helbredelsesproces, nærmere ligger mellem interviewpersonen og de
øvrige gruppemedlemmer. Hvis individet ikke tidligere har oplevet ontologisk sikkerhed - og
dermed heller ikke besidder en praktisk bevidsthed - kan det via interaktion og spejling med de
andre gruppemedlemmer og psykologer udvikle og opleve dette, og dermed opbygge en stabil
selvidentitet. Men dette kræver i høj grad også refleksion over individets og de andre
gruppemedlemmers selvhistorier, for at nå til en konsensus om en fælles praktisk bevidsthed.
Individet kan ikke længere støtte sig op af traditioner, normer og arv i samme grad ifølge Giddens,
og den tryghed disse skabte, er blevet overtaget af individets evne til at reflektere inden for
institutionernes rammer og hverdagslivet. Gruppeterapien kan i det lys siges at rumme både den
tryghed institutionerne giver, og støtte op om det refleksive individ. Gruppeterapi bliver en måde at
ophæve den eksistentielle isolation, da man behandler hverdagslivs-problemer, inden for de trygge
institutionelle rammer, hvor man ifølge Giddens normalt adskiller de sociale systemer og
privatlivet. Psykiatrien kan siges at være et billede på en institution der arbejder mod at få individet
17. Maj 2015
til at acceptere sig selv og sin eksistens, og blive velfungerende inden for de sociale systemet, hvor
institutioner ifølge Giddens, grundet eksistentiel isolation, normalt ikke fokuserer på de moralske
ressourcer og spørgsmål individet har. Terapi bliver i det lys en måde hvorpå individet kan forene
sig selv som en der navigerer i sociale systemer, og en der reflekterer over moralske spørgsmål, og
hvor det er accepteret og ikke indgyder skam. De sociale afsondrings processer har opdelt individets
hverdagsliv, i forskellige muligheder for at udtrykke sig selv, inden for forskellige rammer, hvor
forskellige normer og forventninger er gældende.
4.2. Terapeutens rolle Rankin fremhæver effekten af en omsorgsfuld person, som støtter individet i at komme sig. Ifølge
hende er det der helbreder ‘håb’ og at kunne hvile i sig selv og sin situation. Gruppeterapi kan være
en arena hvor de non-specifikke faktorer kan udfolde sig som en integreret del af terapien. Den
funktion psykologen i denne forbindelse har, er at presse individet, for at holde denne i de
ubehagelige følelser, - som de måske helst vil undgå - med det formål at få en større forståelse for
deres situation. Giddens mener, at vi som mennesker indgår i forskellige arenaer, og vi igennem
disse udvikler os på godt og ondt. Hertil kan der argumenteres for, at der i disse arenaer også indgår
non-specifikke faktorer. Psykologerne danner rammen om den terapeutiske arena, og fremsætter
viden, og i gruppeterapien - i samspil med de andre patienter - dykkes der dybere ned i problemerne
der fortolkes. Man kunne dog forestille sig at terapeuternes nødvendighed i dette tilfælde bunder i at
deres simple tilstedeværelse giver en følelse af at være i trygge hænder for patienterne, og at deres
autoritet i kraft af vores tilvænning til ekspertsystemer, hjælper individet med at finde sin rolle i
arenaen. Netop terapeuternes professionelle optræden fremhæver informanten som en afgørende
faktor for behandlingens virkning:
“ A: okay, hvad er der anderledes ved dem?
B: At jeg har ikke noget personligt forhold til dem, at de er ææh, de er ikke en, de er ikke nogle jeg
har i mit liv, andet end, de er nogle jeg arbejder….. med nogle helt vildt sværre ting med, men, men,
men de er ikke nogen jeg spiser med hver onsdag, eller sådan noget…. Det er jo ligesom med ens
psykologer, dem snakker man jo heller ikke med, altså bag efter, jeg tror man ville have rigtig svært
ved at åbne op på samme måde, hvis det var nogen som man havde et andet forhold til”(Bilag 7).
En af de komponenter der ifølge Rankin bidrager til Natural Recovery er netop behandleren som
medicin; lægen kan fungere som et symbol på mulig Recovery, og dermed kan individets tillid til
behandleren, og tro på at denne hjælper være helbredende i sig selv. Det vil sige at bare det at
17. Maj 2015
psykologerne er til stede i vores informants helbredelsesproces kan have en helbredende virkning i
sig selv. Ifølge Empowerment ønskes der at give magten tilbage til individet, men med fokus på, at
individet selv bidrager til helbredelsen, og blot benytter terapeuten som et redskab. Terapeuten kan
beskrives som et symbol på håb, som minder individet om at opretholde håbet under
helbredelsesprocessen, og herigennem fastholde sit fokus på individets egen medbestemmelse og
mulighed for at gøre en indsats. Terapeuten bliver derfor et redskab der kan empower individet til at
bidrage til sin helbredelsesproces.
4.3. Omgivelsernes indflydelse og individets relationer Interviewpersonen nævner også, at materialet ikke i sig selv er dybdegående nok, men lægger op til
gruppeterapien, og forbereder individet på gruppeterapien, som er det essentielle i terapiformen.
Psykoedukationen vores interviewperson har gennemgået, inddrager de pårørende som en vigtig del
af helbredelsesprocessen, da de i undervisningen får den samme viden og den samme forståelse for
sygdommen, som patienten gør. Dette stemmer i høj grad overens med en af de fire trædesten, som
Ron Coleman mener er essentielle på rejsen til Recovery; nemlig andre mennesker som plan- og
korttegnere; en hjælp til at navigere rundt i livet. Det er utroligt vigtigt for patientens selvforståelse
og skabelse af selvidentitet at kunne spejle sig i sine medmennesker i sit sociale liv, hvilket
stemmer overens med at vi ifølge Giddens igennem de arenaer vi som mennesker færdes i, konstant
spejler os i andre og konstant må forholde os refleksivt i en globaliseret verden.
Det er som bekendt også således, at barnet i de tidligste stadier lærer at mentalisere, gennem et trygt
tilknytningsforhold, hvor det kan spejle sig i omsorgspersonen. Giddens mener, at fra barnets første
dage spiller rutine og vane en fundamental rolle i skabelsen af relationer i det rum, som finder sted
mellem barnet og omsorgsgiveren. Disse forbindelser skabes mellem rutine og koordinerede
enigheder - samt med følelsen af ontologisk sikkerhed/tillid. Denne tillid opbygges igennem den
første del af livet via barnets omsorgspersoner og gennem deres kærlighed og rutiner i hverdagen.
Hermed skabes der en grundlæggende tryghed for barnet, hvilket bevirker, at barnet herigennem
lærer, at adskille sig fra sine omgivelser, uden at det bliver traumatiseret, og som desuden ligger et
grundlag for, at barnet kan blive i stand til at skabe sin egen personlige fortælling Barnet lærer i de
tidlige stadier at mentalisere, hvis det har et tæt tilknytningsforhold til sin omsorgsperson, oplever
ontologisk sikkerhed/tillid i forhold de tidligste relationer, og at dette finder sted gennem
omsorgspersonen. Relationen med andre er også et vigtigt fokus ifølge Lipton, da omgivelserne har
en stor effekt på den måde individet opfatter og oplever sig selv og verden, og bliver fundamentet
17. Maj 2015
for individets grundlæggende programmering. Lipton deler vores sind op i to. Det han kalder det
bevidste- og ubevidste sind. Ved, at vi bliver mere opmærksomme på hvordan vi kan
omprogrammere “vores to sind”, kan vi selv bestemme hvilket slags menneske vi ønsker at være,
og dermed skabe honeymoon-effekten.
“.. Men det er heller ikke nødvendigt at gå til psykolog for at forstå det hele. Du behøver ikke
krænge alle dine følelser ud. Du er ikke nødt til at fokusere på de mennesker der har “skylden” for
din programmering. Det er ikke nødvendigt at slå budbringeren ihjel. Det er budskabet der skal
skrives om, fordi det er budskabet der har affødt din adfærd.”
Med dette citat mener Lipton, at terapi ikke er værktøjet til, at skille os af med den negative
programmering; vi mennesker har ikke behov for at gå til psykolog, da et sådant forløb kun vil
fremprovokere gamle, samt dårlige minder. Herved vil man som menneske fokusere på den skyld
og skam, som disse gamle minder og følelser kan medbringe, i stedet for, at have fokus på, at
omprogrammere disse. Fokus skal altså ikke være på det der er forkert, men på det man ønsker at
opnå. Ved at fokusere på skyld og skam, og det man kan lave om, bruger man sin energi mindre
konstruktivt, end hvis man i stedet fokuserede på at omskrive budskabet og på det man ønskede at
budskabet skulle indeholde.
Inden for mentalisering er det vigtigt at skrue tilbage, og at holde sig i de ubehagelige følelser, for
at finde et svar på hvorfor man opfatter hændelser i nutiden som man gør. Man er nødt til at forstå
hvordan ens omgivelser har påvirket en, og hvad man har med sig fra sine relationer. Det er altså en
forudsætning at fokusere på det man vil lave om, for at forstå hvad man ønsker, og hvordan man
gerne vil have det skal være. I det lys forudsætter Lipton, at individet er i stand til at mentalisere, og
er bevidst om hvad der begrænser denne, og derfor i stedet skal fokusere på hvad denne vil opnå,
frem for hvad denne holdes tilbage af.
4.4. Selvudvikling og det refleksive individ Brinkmann og Lipton er enige i, at vi som mennesker ikke har brug for, at gå til psykolog, for at
ændre ting i vores liv. Lipton mener, at de områder vi er utilfredse med i vores tilværelse, kan vi
selv omprogrammere gennem egne erfaringer, men som nævnt i ovenstående kan det at gå tilbage
og fremkalde de følelser der har skabt grundlaget for vores dårlige programmering, vække de
dårlige følelser til live igen, hvilket er dem vi ønsker forsvinder, og ikke vender tilbage. Det er i
stedet budskabet vi skal omskrive, da det er budskabet, som har affødt vores adfærd. Dette virkede
på os i starten lettere paradoksalt, da vi opfattede det som om at Lipton både mener at vi kan
17. Maj 2015
omprogrammere os selv gennem egne erfaringer - som umuligt kun kan bestå udelukkende af
positive minder - men samtidig mener han, at denne omprogrammering ikke skal finde sted hos en
psykolog, da der her bliver fremprovokeret dårlige minder der hæmmer helbredelsen. Efterfølgende
gik det op for os, at Lipton blot mente at det er vigtigt at kunne reflektere over sine erfaringer på en
sund måde, men at undgå at ‘dyrke’ dem sammen med en terapeut så problemerne ikke risikerer at
få større betydning end de egentlig har. Lipton mener altså, at vi ikke behøver en terapeut for at
omskrive vores ‘budskab’. I forlængelse heraf, er man nødt til at tage højde for, at hvis man i løbet
af sin opvækst, ikke har haft nogle stabile omsorgsrelationer at spejle sig i - dvs har oplevet
ontologisk usikkerhed - kan der være risiko for at man ikke har lært at affektregulere og
mentalisere, og som konsekvens heraf ikke er i stand til at omskrive budskabet selv, og opfatte sine
egne negative erfaringer som en mulighed for at regulere selvet. Ifølge Giddens er vi ikke i stand til,
at knytte tillid til omverden, hvis ikke vi fra barnsben føler tilknytning til vores omsorgsperson.
Individet kan i forbindelse med dette ikke opleve en velfungerende grundfølelse, dvs følelsen af at
hænge sammen som menneske. Dette kan føre individet ind i et stadie af eksistentiel angst,
hvorunder individet ikke vil være i stand til at føle tillid til sin egen selvintegritet, og dermed være i
tvivl om hvor og hvorledes denne hører til i verden. Ifølge Fonagy medfører mentaliseringsevnen en
evne til at affektregulere, og dermed automatisk regulere og organisere selvet, så Liptons tese om at
man kan omprogrammere selvet uden hjælp udefra, må kræve en grundlæggende evne til
selvorganisering og selvforståelse, hvilket forudsætter ontologisk sikkerhed og dermed
selvintegritet. Denne grundlæggende evne til selvorganisering og selvforståelse ses i Giddens optik,
som de rutiner og vaner barnet udsættes for i løbet af opvæksten. Gruppeterapi kan være en god
arena at øve mentalisering i, hvis egenskaben ikke er udviklet på forhånd, eller hvis ens
mentaliseringsevne er hæmmet; mentalisering indlæres gennem en tryg tilknytning til - og en
mulighed for at spejle sig selv i - andre, og ifølge vores interviewperson forekommer dette i
gruppeterapien. Giddens mener at en omsorgsperson for individet er nøglen til fundamental tillid og
dermed forudsætningen for at barnet har tillid til omverdenen og kan spejle sig i den.
For Brinkmann er coaching blevet et allestedsnærværende udviklingsværktøj i vores accelererende
kultur, at din coach hjælper dig med at se indad og finde svarene i dig selv, nøjagtig som Lipton
beskriver psykologens arbejde. Brinkmann mener ligesom Lipton, at man ikke behøver at gå til en
terapeut, da han mener, at coaching insisterer på udvikling og forandring uafhængigt af
udviklingens retning og indhold. Men ifølge Giddens er denne konstante og accelererende udvikling
17. Maj 2015
ikke noget vi som mennesker kan tage afstand fra, da han mener at den forvandling, som moderne
institutioner fører med sig, fletter sig direkte sammen med individets tilværelse og derfor med
selvet. Udviklingen er en integreret del af den globaliserede verden vi lever i og det er denne verden
ekspertsystemerne forholder sig til, hvormed der skabes en ‘usynlig’ retning for individet.
Brinkmann ser coaching, som en omfattende verdensanskuelse, der har selvet i centrum og kalder
det en standardiseret måde, at iscenesætte interpersonelle relationer på, altså måden hvorpå vi
forstår andre mennesker. Han kalder coaching for selvets religion. ”Præsten er blevet til
psykoterapeut eller coach; religiøse bekendelsesformer er blevet til terapi, coaching og andre
teknikker til personlig udvikling; nåden og frelsen som tilværelsens mål er erstattet af
selvrealisering, kompetenceudvikling og livslang læring. Og endelig, måske som det vigtigste, er
Guds plads som universets centrum nu indtaget af selvet”(Brinkmann 2014:87-88).
Giddens er af den mening, at individet skal have sig selv i centrum, og kende sin egen selvidentitet,
for at være et refleksivt individ og dermed forholde sig til sine omgivelser, men også til sig selv. En
del af det, at kende sig selv er, at man hele tiden spejler sig i de arenaer man befinder sig i, men
stadig kan vende tilbage til sig selv, og ikke “farer vild”. Ydermere mener Giddens, at vi “påtager”
os forskellige roller, ud fra den arena vi befinder os i, og det er derfor vigtigt, at vi kender vores
egen biografiske fortælling og føler ontologisk sikkerhed, så vi altid kan vende tilbage til vores
egen selvidentitet. Brinkmann mener, at coaching-bølgen, er blevet mere af den medicin, som gør
os syge. For ham opstår paradokset, når mennesket stræber efter noget bestemt, som samtidigt
afskærer en fra at opnå det. Spørgsmålet er, at hvis du hele tiden stræber efter at udvikle dig selv,
hvornår er du så ikke længere begrænset? Giddens mener at vi hele tiden prøver at “finde” vores
egen identitet i en evig omskiftelig verden, men at denne omskiftelighed genererer flere valg for
individet og derved skaber en rodløshed hos mennesket. Hvis det at hjælpe mennesker, leder til, at
de bliver mere afhængige og herved får brug for mere hjælp, vil dette for Brinkmann være et
paradoks. Her kan man medtage Rankins pointe om suggestion; den måde hvorpå effekten af en
mulighed formuleres og foreslås til individet. Hvis selvhjælp generelt opfattes som en måde at
‘ordne sig selv’, har Brinkmann ret i at der er et paradoks i italesættelsen af fænomenet, som
medfører at individet bliver mere “sygt”. Definitionen af hvad selvhjælp kan bidrage med, og den
måde selvhjælps bidrag formuleres, italesættes og opfattes, kan påvirke individets selvforståelse
17. Maj 2015
negativt, fordi definitionen af selvhjælp lægger op til at individet konstant skal stræbe efter at
forbedre og hjælpe sig selv.
Terapeut-klient forholdet har en helt central rolle, når det kommer til patientens helbredelsesproces;
det er ikke nødvendigvis terapiformen eller metoden - hvilke kan defineres som specifikke faktorer
- der er medbestemmende ift. bedringen, men derimod de nonspecifikke faktorer i form af at
klienten føler sig forstået, accepteret og interessant for terapeuten. Terapeuten giver også klienten et
håb om bedring og en tillid til terapeutens evner, som ligeledes er nogle af de vigtigste helbredende
komponenter ifølge Rankin. Man kan ikke mentalisere uden forståelse, og uden tillid, så
mentalisering i terapeut-klient forholdet er en forudsætning for et vellykket resultat. Rankin
pointerer som sagt at behandlerens tilstedeværelse i sig selv kan være helbredende, hvis
behandleren har en optimistisk tilgang til klienten, hvor behandleren benytter #2Door metoden: at
skabe fremtidsorienterede, alternative løsninger og håb, og ikke fokusere på det dårlige, men
fremstille det dårlige på en konstruktiv måde.
4.5. Nuets refleksive kræft Bernstein pointerer, at alt hvad der eksisterer er i nuet, og at dvæle ved fortiden er, at man ikke ser
nuet for hvad det er og hvad det potentielt kan indeholde. Vi skal altså ikke dvæle ved følelser og
historier fra fortiden, men vi skal forstå dem, og se dem som redskaber vi kan lære af, for at kunne
ændre kurs. Følelser er altså et redskab til at navigere i vores potentialer, og ikke noget vi skal blive
fanget af. Fortiden er et redskab til at forstå hvad vi har erfaret ikke virker for os, og hvad vi ikke
skal gentage. Det er et redskab til at lære taknemlighed, gennem alle de gode minder og tidligere
succeser, men meningen med fortiden er at vi skal erkende den ikke er her mere, og give slip på
den. Lipton og især Bernstein lægger vægt på, at vi skal være mere tilstede i nuet, og ikke tænke
over vores fortid. Helt modsat ligger Brinkmann meget vægt på, at der i vores samfund i dag
fokuseres enormt meget på, at vi skal leve i nuet, og at vi er ekstremt optagede af fremtiden i stedet
for, at være optaget af fortiden. Han mener, at terapiformer som mindfulness er en af de teknikker,
som ”hjælper” os med, at være tilstede i nuet: ”Hvis du synes, at tingene er dårlige lige nu, så forvis
dig selv om, at de altid kan blive værre. Og sikkert bliver det. Fortiden har det derimod med at blive
lysere og lysere, jo længere væk vi kommer fra den” (Brinkmann, 2014:119).
Brinkmann er dog lidt dobbeltmoralsk, da han både mener vi skal dvæle ved fortiden, men
samtidigt siger, at vores hukommelse er udviklet for, at vi kan agere i nye ukendte situationer, og
17. Maj 2015
ikke for, at vi skal genkalde os fortiden. For Giddens kunne disse nye ukendte situationer, være
kriser, som vi hver især udsættes for i livet eller eksistentiel angst.
”Angst er frit flydende, fordi den er så diffus: Da den ikke har et specifikt objekt, kan den blive
hæftet på genstande, træk eller situationer, som har en indirekte (om end ubevidst nøjagtig)
tilbagevirkning på det, der oprindeligt fremkaldte dem” (Giddens 1996, 59).
Ifølge Brinkmann, er det at genkalde sig fortiden, kendetegner et voksent menneske, da det netop
kan trække på fortiden samt tidligere erfaringer og dels i relation til ens egen livsførelse og
kulturens udvikling. En af de vigtigste ting ved, at kunne dvæle ved fortiden er, at vi i fortiden
finder rødderne til vores identitet og at det, at kende sin fortid er forudsætningen for, at kunne stå
fast. Uden fortiden er der ikke noget, at stå fast på ”Det at kende til sine fortidige fejl – og dvæle ved
dem uden selvfølgelig at dyrke dem på en selvpinende måde – vil hjælpe dig til at handle godt”
(Brinkmann, 2014: 124). Lipton er lidt inde på det samme, da han mener, at vi skal gøre noget ved
det problem vi nu har, uden at dyrke det, og herved vil det ligeledes hjælpe dig til, at være positiv.
Han mener dog, at vores fortid spiller en rolle for hvem vi er, men ikke har indflydelse på hvem
eller hvad vi kan blive til. Ron Coleman er enig i, at vores fortidige oplevelser spiller en stor rolle i
helbredelsesprocessen, da en af de 4 vigtigste trædesten på rejsen mod recovery er ejerskab. Med
dette mener han, at det er vigtigt at få ejerskab over egne oplevelser, da man kun kan komme sig
over sine psykiske problemer, ved at vedkende sig oplevelsen og forståelsen af dem; man skal
kendes ved sine oplevelser, negative som positive, og acceptere dem som en del af en, før man kan
begynde at komme sig helt. Hans argument for dette er, at det ikke er vores psykologer eller
pårørende der ejer vores oplevelser men os selv, og at det kun er en lille del af rejsen vi kan dele
med andre, da størstedelen af den finder sted inde i os selv.
4.6. Grundmelodi og informationsbearbejdningssystem ifl. til overbevisninger Ifølge Lipton er det signaler fra miljøet som kontrollerer genernes udtryk. Dette medvirker, at et
fosters udvikling er påvirket af mere end bare næringsstoffer fra moderens blod. Barnets hjerne
reagerer ikke kun på de kemiske signalstoffer, men dens hukommelse lagrer de kemiske kaskader,
af oplevelser det er blevet påvirket af, mens det ligger i livmoderen. Disse er altså indoptaget når
barnet fødes. Dette kalder Lipton for en “grundmelodi”, hvilken følger barnet resten af livet, fordi
det har indprogrammeret de følelser det oplevede, mens det lå i moderkagen. Ydermere mener
Lipton, at barnet efter fødslen, selv skaber sin egne livserfaringer på baggrund af den
“grundmelodi” det udviklede i moderens mave, og denne melodi forbliver i dets underbevidsthed.
17. Maj 2015
Herved har det stor betydning for barnet, hvilke omgivelser det har været i, mens det lå inde i
maven, da disse handlemønstre kommer til, at påvirke barnet fremover. Her er en af pointerne med
psykoedukation at få en forståelse for sin “grundmelodi” - ens mentale og emotionelle processer og hvordan de indprogrammerede reaktioner og handlemønster påvirker ens relationer og en selv.
Man skal lære at mentalisere og anskue sin egen grundmelodi i forhold til andres grundmelodi, og
ved at forholde sig mentaliserende, lære at forstå og få øje på hvorfor de forskellige mentale og
emotionelle processer i en situation, medførte en bestemt reaktion eller resultat. Der er dog en
forskel i Liptons definition af grundmelodi og definitionen indenfor mentalisering; når man
mentaliserer omkring et andet menneske, og skal forsøge at forstå grunden til en bestemt reaktion,
leger man ‘detektiv’ ved at prøve at undersøge, om en hændelse i løbet af barndommen kan have
påvirket vedkommendes måde at forholde sig til nogle ting, og måden denne opfatter verden på.
Liptons grundmelodi - til trods for at den menes at skabes imens barnet lever i moderens livmoder minder til forveksling om det informationsbearbejdningssystem der ifølge Fonagy udvikles i de
tidlige tilknytningsrelationer med omsorgspersonerne, også kaldet den interpersonelle interpretative
mekanisme (IIM). Informationsbearbejdningssystemet bestemmer hvordan vi opfatter en bestemt
situation, og vi fortolker det der sker omkring os igennem dette; det er således at vores individuelle
genotype kommer til udtryk. Liptons grundmelodi er også bestemmende for, hvordan den samme
situation kan påvirke os mennesker forskelligt, alt efter vores grundmelodi. Grundmelodien og
informationsbearbejdningssystemet kan sammenlignes med Giddens selvfortælling, som er den
måde hvorpå individet anskuer sig selv på i forhold til resten af verden. Hvis det er en god og
positiv selvfortælling kan den beskytte individet mod angst og fungerer som en milepæl som
individet kan vende tilbage til og støtte sig til hvis det har bevæget sig rundt i nye og ukendte og
arenaer. Det er igennem vores selvfortælling, grundmelodi eller informationsbearbejdningssystem
vi anskuer verden og får den til at give en mening som stemmer overens med vores
verdenssyn. Terapeutens rolle er ifølge interviewpersonen at fastholde deltageren i de svære
følelser, og de tanker som er styrende for deltageren, som man har svært ved at håndtere. Den del af
ens grundmelodi som begrænser en, på en destruktiv måde. Hun forklarer:
“(...)de spørger måske også om ting, ehm og prøver at holde en fast i følelserne og sådan noget,
hvis man foreksempel er lidt ked af det, så prøver de at holde en fast i det, så man kan prøve at
finde ud af, hvorfor det er jeg bliver ked af det nu… ehm… ja de er, de er sådan lidt ligesom
lærerne tænker jeg, ville jeg sige, hvis de var noget… de er lærere…(...)Jeg synes faktisk de er lidt
irriterende! Men det er fordi igen, at de, altså, de presser lidt en, altså…. For at man, man, altså
17. Maj 2015
det er jo godt… de holder lidt en i følelserne og sådan…. De sørger for at man arbejder med de
ting man har svært ved, som man måske heller ville prøve at undgå ik… så det, så jeg synes at mit
forhold til dem, er at jeg synes de er lidt irriterende, men det er jo kun fordi de gør noget godt for
mig… som bare er svært…”(Bilag 7).
Ifølge Lipton er det kun os selv der står i vejen for vores egen lykke. Han mener, at ved at vi
omprogrammere vores ubevidste sind, på en sådan måde, at vi omstiller alle vores negative energier
til det positive, vil vi ikke kun blive mere positive og lykkelige, men også tiltrække alt det gode, i
stedet for det negative der bekræfter os i vores dårlige tankemønstre. Ved at vi omprogrammerer
vores sind til det positive, tiltrækker vi det positive og skaber derfor evig lykke, hvilket han kalder
for honeymoon-effekten. Lipton mener, at hvis vi skriver vores ønsker ned, både for det bevidste og
ubevidste sind, vil vi automatisk arbejde på at opnå de ønsker, også selvom vi handler med det
ubevidste sind. Det mener han er et vigtigt redskab, fordi ved at vi styrker de gode energier, styrker
vi livet. Samme tanke bygger psykoedukationen på, i den forstand at det er vigtigt at bevidst sætte
ord på hvad der foregår i ens tanker og følelser når man mentaliserer. En vigtig del af
psykoedukation er derfor de selvstændige opgaver i materialet, hvor deltageren skal mentalisere
over sig selv og andre og reflektere over et bestemt emne. Deltageren skal samtidig bevidstgøre
refleksionerne ved at formulere opdagelserne for sig selv, og nedskrive dem i materialet. Rankin
understreger vigtigheden af at være optimistisk, da pessimisme ofte forbindes med indlært
hjælpeløshed, og denne hjælpeløshed er en begrænsning for individets udvikling og evne til at
komme videre og forandre sig. Jo mere optimistisk individet er, jo hurtigere kommer det sig over,
det som Giddens kalder angst, da individet har tillid til sine egne evner, og dermed undgår
individet lettere usikkerhed og skam.
4.7. Begrænsninger, skam og negative følelser Brinkmann mener, at vi skal lære at tøjle vores følelser, og især de negative. Negative følelser skal i
Brinkmanns optik forstås, som noget godt. De negative følelser har flere fordele. Du får lov til, at
tænke og tale, som du vil, og herved får du også mulighed for at brokke dig. Her mener Bernstein at
vi skal forstå vores lyst til brok, som et signal fra vores tanker om at der er noget vi kan forandre.
Hun pointerer: ”Worry is a prayer for chaos”. Brok og bekymring er altså ikke konstruktivt hvis vi
dyrker det, men det er konstruktivt hvis vi bruger det som et signal om at det er tid til at regulere
noget. Bekymringer er altså et signal om at man er på vej ud af det spor, som fører en derhen, som
man prøver at undgå.
17. Maj 2015
Det er Brinkmann enig i, i den forstand at fokus på det negative, giver fokus på det negatives
mulighed for, at det problematiske kan ændres. “For det tredje vil en besindelse på alt det negative,
der kan ske for dig-og uundgåeligt vil ske for dig (ja , selv positive psykologer skal dø en dag)- føre
til en større taknemmelighed for og glæde ved det liv, du fører nu” (Brinkmann, 2014:40). Vi føler
ofte skyld, skam og vrede, men dette betyder ikke, at de negative følelser skal elimineres fra vores
følelsesregister. Det at følelserne er negative betyder kun, at de responderer på negative
begivenheder i vores liv, og når der sker noget negativt, er det godt, at vores følelsesliv kan fortælle
os det. Ydermere mener han, at det, at føle skam kun er sundt da vi uden den ikke ville kunne
mærke den omgivende fællesskabs reaktion på vores handlinger. Det er netop denne reaktion, vi
som mennesker skal tage imod, og denne vi lærer noget af. Men den bagvedliggende grund til ens
frustrationer og negative tanker, er ikke altid krystalklar, og når man lærer at mentalisere omkring
sig selv, lærer man at træde ud af sig selv og iagttage sig selv udefra; det kunne eksempelvis lyde
således; “kan de negative emotioner jeg oplever lige nu, evt have noget at gøre, med en episode der
skete i min barndom som kan påvirke hvordan jeg oplever denne situation lige nu?” Ifølge Fonagy
lærer man med mentaliseringsevnen til selvorganisering, affektregulering og at selvreflektere, som
er et vigtigt led i at acceptere negative følelser. Giddens mener at skam er et vigtigt begreb i forhold
til individets oplevelse af sig selv og selvets integritet. Skamfølelsen er direkte forbundet med ens
selvidentitet eftersom den grundlæggende er en angst for, hvorvidt den fortælling, hvorved individet
opretholder en sammenhængende biografi er tilstrækkelig. Ifølge Giddens skal skam ses som
individets angst for at være utilstrækkelig i sig selv, og følelsen af skam spiller en stor rolle i
forhold til individets tillid, da denne følelse skal ses i sammenhæng med barnets angst for at blive
forladt. Hvis denne følelse får lov til, at vokse i individet, kan denne true eller ødelægge individets
tillid, og individet vil nu føle sig fremmed i den verden det lever i. Bernstein mener ikke skam og
skyld er konstruktive, men en måde at begrænse os selv, hvis vi lader skylden og skammen
forhindre os i at udfolde os på en måde, som vi føler er rigtig, selvom det ikke nødvendigvis er det
omgivelserne synes er rigtigt. Nogle gange er vi begrænset af vores omgivelser, og vores
omgivelser og miljø kan være en forhindring for vores potentiale. En løsning kan være at skabe en
forandring, acceptere situationen eller forlade den situation der skaber skyld og skam, men det skal
ikke være følelser der styrer os, men derimod følelser der gør os opmærksomme på at vi står ved en
skillevej hvor vi kan ændre omgivelserne eller ændre os selv.
17. Maj 2015
Lipton mener, at hvis man bliver ved med, at “dyrke” en given skyldfølelse man har haft i sit liv, vil
denne følelse automatisk forfølge en, og påvirke ens positivitet, og det negative ville forstærke ens
skyldfølelse. Det er derfor vigtigt, at ændre de negative tanker til positive, så man derigennem kan
skabe honeymoon-effekten.
4.8. Overbevisninger og optimisme. For Bernstein skifter vi fokus igennem affirmationer, og disse er med til, at vi kan omprogrammere
vores tanker gennem forskellige meditationsformer. Her kan man drage en parallel til ‘the
relaxation response’, som ifølge Rankin er den afgørende faktorer bag al Natural Recovery. For
bevidst at aktivere ‘the relaxation response’ skal man bruge et mentalt redskab, som eksempelvis
kunne være en affirmation, og have en neutral attitude, som kunne være meditationen, hvor
meningen er at man skal fokusere på sin vejrtrækning i stedet for ens tanker, da vejrtrækningen er
ens vej tilbage til nuet, og til det der egentlig ‘er’ ifølge Bernstein. En af disse meditationsformer er
kundalini meditation, som handler om ens vejrtrækning. Idéen med kundalini øvelserne er, at få
personen til, at være mere tilstede i nuet, i stedet for, at koncentrere sig om fremtiden eller fortiden.
Kundalini yogaen, skal ses, som et af de redskaber som kan bruges til, at ændre en stresset hverdag.
Ifølge Rankin er ‘the relaxation response’ helbredende, fordi at kroppen kun er i stand til at ordne
alle ubalancer i sind og krop, når vi er i et stadie af ro og tryghed. Når stress responsen er slået til
slukker kroppen for evnen til at helbrede sig selv. Af samme grund er det vigtigt for
helbredelsesprocessen, at man så vidt muligt lever i en tilstand af tryghed til omgivelserne og
situationen. Her er Lipton og Bernstein enige, da han mener, at vi kan skabe forandring ved at være
mere tilstede, dette er dog gennem meditation og mindfulness, hvilket har en del ligheder med
kundalini yogaen.
Brinkmann taler om den accelererende kultur, som vi i dag er omgivet af, men mener ikke som
Bernstein, at meditationsformer er vejen frem til, at mærke sig selv i nuet, men at man i stedet for
skal lade være med, at mærke så meget efter, og fokusere på ens ydre og ikke det indre. Nogle af de
108 kapitler i Bernsteins bog, handler om positive affirmationer, som er sætninger der
kommunikerer intentioner til os selv og koder vores bevidsthed til, at tro på noget. Disse
affirmationer hjælper en til, at holde sig fokuseret og minde sig selv om, hvad der virkelig er vigtigt
i sit liv. Ydermere er positivitet at turde være den bedste udgave af sig selv, samt fokusere og
handle konstruktivt. Ifølge Lissa Rankin er attitude en af de komponenter der spiller ind på og
påvirker helbredelsesprocessen, dvs. hvorvidt man besidder en positiv eller en negativ indstilling til
17. Maj 2015
de ting man oplever i sit liv. Patientens generelle indstilling er en af de non-specifikke faktorer, der
påvirker helbredelsesprocessen. Det at være positiv er, at være bevidst om, hvad man selv føler er
det rigtige, samt at man ligeledes handler på det, uanset hvad omverden tænker. Her er Lipton enig
med Bernstein, især ved brugen af vores bevidsthed til at fokusere på det vigtige i vores liv, så vi
kan forblive positive og glade. Bernstein mener, at når vi tager disse valg, hvor vi oprigtigt føler, at
vi gør det rigtige for os, og er ærlige, så vil resten falde på plads, fordi vi fuldt ud respekterer os
selv. Hun mener, at hvis ikke vi lytter til os selv, men adlyder vores omgivelsers forventninger og
normer, leder dette til stress, da vi begrænser vores muligheder for at udtrykke os selv.
Bernstein bruger ordet “nej” som eksempel, og siger, at nej nogen gange er det mest konstruktive
svar, fordi jo bedre du er ved dig selv, samt jo bedre du har det, des bedre fungerer du i omverden,
og jo mere overskud har du til, at være i verden. Brinkmann mener ligeledes, at vi skal blive bedre
til, at sige nej. Man er ifølge ham kun et modent menneske med integritet, hvis man kan finde ud af,
at sige nej. Han mener, at et menneske kun har karakter, hvis det kan stå fast ved bestemte værdier,
og som her kan sige nej, når disse værdier trues. ”Hvis du altid er glad og positiv, vil andre
mennesker tolke dine begejstrede ord som falske. Og hvis du ikke kan lægge låg på din vrede, er du
som et uregerligt barn. Som et voksent menneske skal du vælge værdigheden frem for
autenticiteten” (Brinkmann, 2014:69). Med dette citat mener han, at positive illusioner er indbildte
forestillinger om en selv, som er lettere opblæst i en positiv retning. For ham skal optimisme ikke
være noget vi vælger, grundet indbildninger, men noget vi er, hvis vi skal være det. I modsætning til
Brinkmann, men ligesom Bernstein, mener Lipton også, at det, at tænke positivt er godt og, at det
kan være med til, at føre en i den rigtige retning, i forhold til, at være tilstede i nuet.
Ifølge Lipton, er det vigtigt, at vi mærker efter inde i os selv, hvordan vi har det, og handler på den
følelse vi mærker, men, ikke dyrker den. Ydermere mener han, at vi kan hjælpe os selv af med de
ubevidste negative følelser vi har. For at bryde med den negative følelse, er det vigtigt, at vi
gentager en positiv følelse. For eksempel ved, at sige til sig selv, at man er god nok. Den
gentagende effekt sætter sig, som Lipton siger, i det ubevidste sind, og skubber nu den gamle
negative følelse ud.
”…når man har kigget indad længe nok- når man har mærket efter og været i terapi for at finde sig
selv-så slår depressionen ind, i det øjeblik man erkender, at der faktisk ikke er noget derinde. For
hvis livets mening på den ene side skal findes indeni, som vi konstant får at vide, og hvis der på den
anden side er tomt derinde, ja, så er det hele jo meningsløst”
17. Maj 2015
Med ovenstående citat mener Brinkmann, at vi konstant påduttes nye metoder inden for selvhjælp,
og jo mere lægevidenskaben udvikler sig, des mere syge bliver vi. Han mener, at der gennem
selvhjælpsbøgerne opstår et falsk selv, som binder os til forestillingen om et indre selv, som ikke
eksisterer. Man skal som menneske nægte denne udvikling og affinde sig med sig selv. Giddens
taler ligeledes om et falsk selv; det kan ske, at individet i nogle situationer kan føle, at hans
aktiviteter føles påtagede eller falske i forhold til dennes egen biografiske fortælling. Hvis man er
usikker på sig selv og ikke føler tillid til omverdenen, kan de roller man påtager sig, være falske og
dette bevirker, at personen ikke føler sig identisk med sin krop, og den kan derfor føles som et
objekt, eller et falsk selv. Men samtidigt kan disse roller også have andre konsekvenser og i værste
fald lede til skizofreni.
Bernstein er enig med Brinkmans pointe om at hvis man kigger indad længe nok, så vil man opdage
at der ikke er noget derinde. Det er i denne tomhed at vi finder følelsen af ro og accept, muligheden
for at være hvem vi ønsker at være, samt opnå vores potentialer. Meningsløsheden er vores
hvilested. Giddens siger: ”Personlig meningsløshed –den følelse, at livet ikke har noget værdifuldt
at tilbyde - bliver et fundamentalt psykisk problem i sen-moderniteten”. Med ovenstående citat,
mener han, at dette er et fænomen, som skal forstås på baggrund af en fortrængning af de moralske
spørgsmål, som dagliglivet rejser, men som nægtes besvarelse. Giddens kalder det ”eksistentiel
isolation”, som er en adskillelse fra de moralske ressourcer, som er nødvendige for, at kunne have
en tilfredsstillende tilværelse. Moralske ressourcer skal forstås, som passende former for social
handling, herunder love, værdier og normer, som styrer social interaktion. Vi er ikke andet end det
vi beslutter at være, og de symboler og oplevelser vi omgiver os med, har kun den værdi vi selv
giver dem. Der er intet der fra start af, har en anden mening, end at det ér. Det åbner også op for den
mulighed, at individet til enhver tid, gennem eksempelvis affirmationer, ritualer og visualisationer,
kan ændre den mening deres oplevelser, følelser og tanker har. Man kan så at sige ændre pointerne i
de historier man opfatter sine oplevelser, omgivelser og sig selv igennem. Denne tankegang ligger
sig tæt op af den der forekommer inden for mentalisering; her er det et utroligt vigtigt element i
processen, at man formår at genoverveje de tanker og følelser man oplever i forskellige situationer;
man kan blive fastlåst i en bestemt måde at opfatte verden på, da det er vigtigt at forsøge at anskue
virkeligheden gennem andre briller, og at se objektivt på den. Hvis man formår at gøre dette, kan
kan man finde at der er mange måder at anskue tilværelsen på, i stedet for kun ét indsnævret
17. Maj 2015
perspektiv, der måske er så negativt at det påvirker livskvaliteten på en negativ måde; der er ikke
nogen ‘virkelighed’ som sådan, men derimod er der en masse forskellige individuelle virkeligheder.
Idéen med kundalini øvelserne er, at få os mennesker til, at være mere tilstede i nuet, og ikke
fokusere på fortiden. Det at være positiv, er det samme, som at være den bedste udgave af sig selv, i
den forstand at vores fulde potentiale ikke er begrænset af vores adfærdsmønstre og trossystemer.
Gennem det positive handler vi konstruktivt. Hermed bliver det konstruktive det, man som
menneske, mener er bedst at gøre, uanset hvad ens omverden mener og tænker. Ydermere mener
Bernstein, at det, at være positiv og sund er lig, at kende ens egne grænser, og følge sig selv og ikke
omverdenens forventninger. Brinkmann mener ikke at vi bør have positive illusioner, men at det
negative giver os mulighed for, at ændre det problematiske, som finder sted i vores liv.
Formålet med psykoedukation er at undervise individet i nogle retningslinier for hvordan man kan
forstå sine handlinger og reaktioner, og hvilke bagvedliggende grunde der er til en bestemt
adfærd. Derefter er det meningen at man skal bruge sin viden i gruppeterapien, til aktivt, i samspil
med de andre i gruppen, at se indad og forstå sig selv, for at finde frem til en forklaring der giver
mening, i forhold til en hændelse der virker meningsløs for individet. Man kan sige, at man skal
finde frem til de bagvedliggende grunde, til en irrationel reaktion i en given situation, og give
handlingen en tilfredsstillende mening:
“… så kan det være det åbner lidt op, også forstår jeg måske bedre det her, hvorfor jeg har reageret
som jeg har, eller hvorfor min mor har reageret som hun har, eller et eller andet, sådan, så man
ligesom, man kommer ligesom ud i rigtig mange kroge af det her…problem” (bilag 7).
Psykoedukation handler i den forstand om at forstå og erkende sine begrænsninger, hvor
Brinkmann ville pointere at man skal passe på at man ikke reagere på disse erkendelse, med
illusioner, i forsøget på at gøre verden mere positiv, og med Giddens ord, i jagten på det ideelle
selvbillede, som disse illusioner kan ünderstøtte.
4.9. At blive velfungerende At opretholde positiviteten og håbet, er i forbindelse med Recovery, og ifølge Rankin, nogle af de
non-specifikke faktorer der har størst indflydelse på helbredelsesprocessen. Brinkmann pointerer
det samme, men er god til at være dobbelttydig, og gemme sine pointer væk i kontroversielle
udtalelser; hvis man er syg, så mener han højst sandsynligt ikke at man skal opgive alle de positive
tanker og sit håb, og udelukkende tænke negativt med det formål at kunne ytre sig frit. Han mener
derimod at illusionen om lykke kan lægge sig som et pres på individet, og et krav om at man kan og
17. Maj 2015
helst skal være lykkelig hele tiden; for det nogenlunde velfungerende individ, kan det dermed virke
som et nederlag, hvis man ikke er oppe i skyerne af ekstatisk lykke hver eneste dag.
Lipton taler om det vandrende sind, som opstår grundet vores tanker, og det er ofte de tanker, som
gør os ulykkelige. Når man arbejder med mentalisering, lærer man at blive mere bevidst om, hvad
det er for tanker der gør én frustreret eller direkte ulykkelig, og får redskaber til at regulere de
negative følelser der følger med de negative tanker. Der forekommer dog en vigtig forskel på
Liptons tankegang og tankegangen indenfor mentalisering; når man mentaliserer er det vigtigt at
tænke tilbage for at finde ud af om der foreligger en dybere grund til ens negative følelser, så i
stedet for at bevæge sig væk fra dem, er det vigtigt at forsøge at finde den bagvedliggende grund til
dem; er der sket noget, i løbet af det sidste stykke tid som ubevidst kan have en indflydelse på ens
reaktioner? Eller har man været ude for noget i ens barndom, som ligeledes kan være med til at
have indflydelse på hvordan man opfatter hændelser i nutiden? ‘Fortidens baggage’ kan ofte have
en indflydelse på, hvordan man opfatter og fortolker mennesker og hændelser i nuet, da vores måde
at se verden på ubønhørligt er farvet af vores fortid. Det er derfor interessant for os, at Bernstein
mener at vi ikke skal beskæftige os med de negative følelser, da de står imellem os og vores
lykkelighed, da de i mentaliseringen bliver brugt på en konstruktiv måde. I Liptons øjne bliver de
negative følelser viftet væk som værende ukonstruktive; men en ting der faktisk er uhyre vigtigt når
man skal mentalisere - både overfor sig selv og andre - er at man netop ikke bliver ‘væk’ i sine
følelser. Man må hverken mentalisere for meget eller for lidt, og man kan ofte mentalisere
misfortolkende. Hvis ens arousal niveau er for højt tager fight or flight reaktionen over, og man
bliver dermed ‘væk i sine følelser’. Lipton mener også at vi skal være bevidste om, hvad vi begærer
i vores liv; “Hvis hormonerne styrer os vælger vi anderledes, vi bliver biologiske maskiner der
bliver drevet af vores begær. Tilføjer vi vores bevidsthed er det os der styrer maskineriet, og er
derfor ikke længere forudsigelige”. Når man er bevidst om sine tanker og følelser, er det det samme
som at mentalisere; man tager kontrollen over sit eget sind, og i stedet for at lade følelserne styre
én, klargør man hvor disse følelser kommer fra, og bliver dermed i stand til at selvorganisere og
affektregulere.
6. Diskussion I forlængelse af projektets analyse ønskes der en diskussion om hvorvidt Anthony Giddens, Lissa
Rankin og vores begreber om Recovery og Empowerment kan besvare projektets problemstillinger,
17. Maj 2015
og give et billede af hvad terapeuten kan bidrage med i helbredelsesprocessen. Selve diskussionen
er inddelt i tre undergrupper, hvor vi her vil komme rundt om projektets problemstillinger og
diskutere disse.
Analysen har afledt tre overordnede spørgsmål:
1. Hvilke styrker og begrænsninger er der ved den valgte teori og de valgte begreber, i
udforskningen af projektets empiriske objekt? Er teorierne og begreberne, med deres styrker
og begrænsninger fyldestgørende nok, til at belyse vores erkendelsesinteresse og besvare
problemstillingen.
2. Hvad kan forskellene og lighederne i det empiriske objekt sige om terapeutens bidrag til
individets helbredelsesproces, set med Giddens individsyn, Natural Recovery, Recovery og
Empowerment som udgangspunkt? Hvad siger det individorienterede perspektiv i teorierne
og begreberne om effekten af de valgte redskaber og muligheder.
3. Kan terapeuten erstattes i lyset af analysen og teorien? Er behandleren blot endnu et
redskab, på lige fod med en selvhjælpsbog.
Vi vil diskutere ovenstående i lyset af analysen, med det formål at besvare vores
problemformulering, i forhold til om der er ligheder i de teoretiske hovedpointer bag projektets
udvalgte redskaber, og i forlængelse heraf, hvad terapeuten som redskab kan bidrage med i forhold
til det ikke-psykotiske individs arbejde med sine begrænser, med udgangspunkt i Natural Recovery,
Recovery og Empowerment begrebet.
6.1.Videnskabsteoretisk diskussion af styrker og begrænsninger ved teorierne i forhold til det empiriske objekt Vi vælger i dette projekt at diskutere de vigtigste af vores videnskabsteoretiske overvejelser i et
separat afsnit, da projektet gør brug af teorier som ’Natural Recovery’, og pop-psykologisk
materiale, og da projektets empiriske objekt er produceret af gruppen selv. Af samme grund
vurderer vi, at det er vigtigt at diskutere fordele og begrænsninger ved de valgte teorier og begreber,
samt hvordan deres styrker og begrænsninger bidrager til projektet på en valid og videnskabelig
måde, i forhold til det empiriske objekt med dets fordele og begrænsninger. Vi vil reflektere over
begrænsningerne og styrkerne ved projektets to teorier: henholdsvis Giddens teori om det
senmoderne individ, og Rankins teori om Natural Recovery, samt hvordan valget af de to teorier
påvirker og bidrager til projektet. Derudover vil vi diskutere, hvad inddragelsen af Recovery og
Empowerment begreberne kan sige om vores empiriske objekt med deres begrænsninger.
17. Maj 2015
Der er to dominerende videnskabsteoretiske ståsteder til stede i projektet: Socialkonstruktivismen
og positivisme med fænomenologiske træk. Vi ser på individet og samtiden med Giddens teori om
det senmoderne individ og socialkonstruktivismen, og vi forstår helbredelsesprocessen som
Recovery og Rankins teori om Natural Recovery, og hvilket komponenter der spiller ind på spontan
helbredelse. Rankins teori kan kategoriseres som både positivistisk og fænomenologisk, og bærer
præg af, at hendes fokus primært har været at finde et dækkende svar på sin undren.
Recovery-begrebet indgår som en vigtig komponent i vores projekt, da det beskriver noget om
hvilke faktorer der spiller ind på individets mulighed for at blive rask. Eftersom vi i vores projekt
beskæftiger os med, hvilke faktorer der har en helbredende effekt, er det vigtigt for os at inkludere
nogle af de begrænsninger og muligheder, der beskrives inden for Recovery, som vi selv og
psykiatrien sætter for os i forbindelse med at komme sig; definitioner og kategoriseringer er i høj
grad afgørende for, hvordan patienten anskuer sine muligheder for at komme sig helt. De diskurser
vi benytter os af til at definere os selv og vores situation, er medbestemmende faktorer i
helbredelsesprocessen. Recovery kan derfor siges blandt andet at have et strukturalistisk ståsted,
eftersom man konstruerer sig selv og sin sygdom gennem lingvistikken; historier og udtryk har en
stor betydning for sygdomsforløbet, da det virker bestemmende for, om der foreligger en
optimistisk eller en pessimistisk tilgang til helbredelsesprocessens, om patienten ser sig selv som
’patient’ i forhold til at se sig selv som en ’person’, og om individet får at vide at denne lider af en
’kronisk’ sygdom. Sidstnævnte kan fungere som en selvopfyldende profeti, eftersom individet højst
sandsynligt vil tro på det eksperterne siger.
Indenfor den strukturalistiske tankegang hersker der en forståelse af, at man via diskurser skaber sin
egen viden. Denne identitet der indenfor Recoverys forståelse enten skal skabes eller genvindes
efter sygdomsforløbet, uden at denne identitet er knyttet til eller under påvirkning af sygdom eller
handicap. Ifølge den socialkonstruktivistiske tilgang er begreber som ‘syg’ og ‘rask’ sociale
konstruktioner, og det er dem og deres greb i én man skal gøre sig fri af; Ron Coleman
argumenterer for, at det er et vigtigt skridt i rejsen mod Recovery at vikle sig ud af det psykiatriske
systems greb, og konstruere sin egen virkelighed og selvbestemmelse, gennem hvilken man kan
helbredes. Der er dermed tale om en nedbrydning og rekonstruktion af de allerede eksisterende
konstruktioner der findes i forhold til de kategoriseringer der finder sted inden for psykiatrien.
Indenfor den socialkonstruktivistiske tankegang findes der ikke noget universelt eller objektivt
udgangspunkt, hvorfra man kan opnå en endelig sandhed, da der altid er flere forskellige
17. Maj 2015
perspektiver på en sag. Det samme gælder indenfor Recovery, eftersom individet selv skaber sine
egne forståelsesformer og redskaber.
Individet er den vigtigste agent i egen helbredelsesproces, da patientens perspektiv er afgørende for
helbredelsesprocessen, men samtidigt kan ydre faktorer såsom familieliv – eller for eksempel
gruppeterapi – enten hæmme eller fremme recovery-processen. Dette tages der højde for i det
psykoedukative forløb vores interviewperson gennemgår; det er krævet af patientens pårørende at
deltage i undervisningen, for at de dermed kan få et større indblik i patientens sygdom og
muligheder for bedring. I forhold til socialkonstruktivismen, er vores forhold til individerne
omkring os med til at konstruere selvet, så på denne måde må de også kræves at være en del af
nedbrydningen af de allerede eksisterende konstruktioner og opbygningen af de nye.
Udgangspunktet for Natural Recovery kan være et samspil i en relation, eller en overbevisning
individet har. Natural Recovery kan altså i Rankins forstand både anskues fra et konstruktivistisk
perspektiv, men også fra et fænomenologisk perspektiv. Rankin gør derudover brug af
epigenetikken, som har en positivistisk tilgang til mennesket, hvor man gennem forsøg kan teste
hypoteser eller reaktioner, og dermed skabe viden der siger noget om verden, som eksempelvis, at
cellernes udtryk og egenskaber formes af deres omgivelser. Der er så at sige en påstand som kan
falsificeres eller valideres, fordi man kan bevise at celler påvirkes af deres omgivelser gennem
laboratorieforsøg.
Rankins version af Recovery, som hun benævner Natural Recovery, er i den forstand
tværvidenskabelig, fordi Rankins teori bygger på teorier fra forskellige videnskaber, som hun
integrerer for at få en samlet forståelse for det hele menneskes naturlige helbredelse og hvad der
spiller ind, hvilket hendes teori afspejler ikke kun kan besvares af en enkelt disciplin. Hun forbinder
psykologien, en fænomenologisk tilgang, og biologien med en positivistisk tilgang med hendes
egne observationer og erfaringer. Af samme grund kan en begrænsning ved hendes teori være at
den blandt andet er formet af hendes eget førstepersonsperspektiv og subjektivitet, og der er en
intention bag den måde hendes teori er formuleret og sammensat på. Man kan sige hun er
eklektisistisk, da hun bevidst vælger at kombinere forskellige teorier fra forskellige videnskaber, for
at illustrere hendes pointer og forskning. Hendes teori bærer så at sige præg af, at hun har søgt
nogle bestemte svar for at få et helt billede af menneskets naturlige helbredelsesprocess, uden at
lade sig binde af et paradigme fra start af. Hun stiller sig dog kritisk overfor placebo effekten, og er
i den forstand ikke fænomenologisk anlagt, men præget af en positivistisk tilgang til viden da hun
17. Maj 2015
ønsker forklaringer på placeboeffekten, som er hypotetisk-deduktive, og som kan valideres. Denne
holdning passer godt til hendes titel som praktiserende psykiater, til trods for at hun vælger at
basere hendes teori på en effekt, som ifølge hende selv, íkke opfattes som evidensbaseret indenfor
hendes felt.
Rankin forankrer primært sin teori i Placebo effekten, og argumenterer for effekten gennem
suggestion, håb, overbevisninger og the Relaxation response. Placeboeffekten ses som belyst i
teorien ofte som modsætningen til det evidensbaserede. Det er et fænomen som kan observeres i
form af dets effekt, men som er svært at bevise. Da man gennemgående har brugt eksperimentelle
metoder og observation til at undersøge placeboeffekter, er det et fænomen man grundlæggende
kun har kunnet beskrive, og ikke forklare empirisk. Placeboeffekten sættes i Rankins teori i
forbindelse med suggestion, og herunder suggestibilitet, hvilket er et fænomen, man har omtalt og
undersøgt inden for de tidligste skoler af den etablerede psykologi, hvor man ofte så suggestion og
suggestibilitet i forbindelse med hypnose, og hypotetisk-deduktive forsøg med hypnose i
behandling.
I værket ’Suggestion and Suggestibility’ af psykologerne Vladimir A. Gheorghiu, Petra Netter,
Hans J. Eysenck og Robert Rosenthal, defineres suggestion på følgende måde: “suggestion is any
stimulus, external or internal, accompanied or unaccompanied by consciousness, which touches off
a determining tendency(…)in other words, by using authoritative affirmations leading to automatic
obedience on the part of the subject and by suspending his will and his critical sense ” (Gheorghiu i
Gheorghiu, Netter, Eyseneck & Rosenthal 1989: 12,33).
Suggestion er kontekstafhængigt, og er en måde at definere en mulig effekt af en mulig handling.
Den der udøver suggestion har dermed en indflydelse på suggestionen, og suggestionens effekt, da
personen ifølge Rankin formulerer de mulige effekter. Den idé er formodentlig formet af denne
persons subjektivitet, eller som Rankin pointerer: attitude, og om personen formulerer sin
suggestion med optimisme eller pessimisme.
I lyset af suggestion har ordet en stor magt, da ordet kan konstruere sin egen effekt, og dermed er en
handling og et udtryk i én. Placeboeffekten kan i den forstand siges at være en reaktion der opstår
som respons på en sproghandling: en formulering af hvad en given handling har for en effekt.
Suggestionen er i det lys effekten der skabes, gennem italesættelsen af den mulige effekt, og er
ifølge Rankin afhængig af at der eksisterer et magtforhold mellem afsender og modtager.
17. Maj 2015
Som ’the power of belief’ pointerer, formuleres suggestionen oftest af en autoritet, som er sat i sin
position med sin indflydelse, i kraft af den mening som individet har givet til behandleren.
Eksempelvis kan ‘læge’ betyde det samme som ‘at få det bedre’. Dermed bliver lægen et symbol på
helbredelse, og kan være helbredende i sig selv. Placeboeffekten er altså aktiveret af suggestion,
men også af individets egen indre verdens konstruktion, det vil sige hvilke overbevisninger
individet sammenkobler med hvilke symboler. For at placeboeffekten kan aktiveres, skal
suggestionen formuleres af en behandler i en position, på en sådan måde at individet kan
identificere sig med suggestionen og dermed aktivere placeboeffekten. Hvis suggestionen ikke
stemmer overens med individets overbevisninger, så har den ingen effekt (Gheorghiu i Gheorghiu,
Netter, Eyseneck & Rosenthal 1989: 42). Af samme grund understreger Rankin vigtigheden af, at
behandleren fra start er optimistisk og indgyder håb hos individet, så det er den tilgang og attitude
individet tager med i sin nyerfarede behandling, og skaber sin egen erfaring ud fra.
De primære redskaber der er at finde i selvhjælpsbogen må siges, at være de budskaber og
formuleringer der er af effekterne. Derudover hvilken status og ekspertise forfatteren har. I lyset af
det kan der argumenteres for at selvhjælpsbogen er afhængig af suggestionen, og for at en
selvhjælpsbog skal have en effekt, skal læseren på forhånd kunne identificere sig med bogens
ståsted, tilgang og måde at forklare sig på. Man kunne sige, at selvhjælpsbogen skal støtte op om
individets allerede eksisterende syn på - og overbevisninger om - verden, men bruge disse på en
konstruktiv måde.
Psykoedukation med mentaliseringsbaseret terapi er derimod bygget op omkring undervisning og
efterfølgende brug af undervisningen. Man kan her argumentere for, at psykoedukationen tjener det
formål at give individet en række suggestioner, som senere kan blive aktiveret i gruppeterapien. I og
med at der også deltager en behandler, som tjener som en autoritet og en mulighed for at påvirke
individet gennem sin attitude og sine formuleringer, kan psykoedukationen med MBT og forløbets
overbevisninger erstatte individets egne overbevisninger med nye. Terapiformens budskaber er ikke
afhængige af at skulle stemme overens med individets allerede eksisterende overbevisninger, men
har mulighed for at påvirke dem, da behandleren og omgivelserne ifølge Rankin har indflydelse på
den måde individet forholder sig til den information denne får.
Rankins teori bygger altså på en opfattelse af, at viden også kommer fra bevidstheden og
perceptionen. Tanken er her, at al videnskab udspringer af et førstepersons perspektiv, hvilket også
forklarer hvorfor placeboeffekten er subjektiv og kontekstafhængig, og derfor ikke altid virker eller
17. Maj 2015
ikke virker på den samme måde. Fra det perspektiv anskues individet i Natural Recovery som
kilden til viden om verden, og effekten af terapien er afhængig af den viden, fordi effekten påvirkes
af individets overbevisninger.
Fælles for alle Rankins bærende argumenter, bortset fra ‘the Relaxation response’, er at suggestion,
håb og overbevisninger alle er fænomener der primært finder sted i individets bevidsthed, og derfor
ikke er målbare. Man kan observere deres tilstedeværelse i form af deres effekt og udtryk, men alle
findes umiddelbart kun i kraft af individets bevidsthed herom. Hendes teori ville derfor fra et
positivistisk ståsted - som hendes baggrund inden for medicinen er præget af, i form af det
evidensbaserede - ikke være troværdig, hvis ikke hun understøttede de andre argumenter med ‘the
Relaxation response’, hvilket er effekten af de andre komponenter og kan observeres, måles og
forklares gennem epigenetikken.
Epigenetikken er et interessant element i Rankins teori, da det er en disciplin der kan siges
at forene fænomenologien, og den ikke målbare bevidsthed med naturvidenskaben i hendes teori,
idet at påstanden lyder således: omgivelserne og cellernes miljø påvirker cellernes udtryk,
men individets perception medtages som en del af miljøet, idet at det er individets tolkning af det
opfattede, som aktiverer ‘the Relaxation response’ eller fight-or-flight reaktionen, og dermed
bestemmer om cellernes miljø skal være helbredende eller nedbrydende. Fænomener som håb og
overbevisninger får altså et fysisk udtryk igennem ‘the Relaxation response’, som kan give en
forklaring på den effekt bevidstheden har, som kan observeres ved hjælp af en påstand der kan
falsificeres: optimistiske attituder som håb, positive overbevisninger og optimistiske suggestioner,
kan observeres i kroppen som ro og afklarethed, som medføres af ‘the Relaxation response’, og som
danner grundlaget for et helbredende miljø i kroppen, som fører til sunde celler. Miljøet i alle dens
former, som omgivelser, attitude og perception er altså en grundsten for teorien.
I projektet valgte vi at inddrage Giddens og hans teori om det senmoderne samfund. Giddens er
socialkonstruktivist og hævder, at moderniteten er præget af en institutionel refleksivitet, som
underminerer traditionelle vaner. Institutionerne er under global påvirkning og samspillet skaber
forandringer i de samfundsmæssige institutioner, som i hverdagslivet- personlighed, identitet og
intime relationer. Dette bevirker at selvet bliver et refleksivt projekt, som hele tiden skal opretholde
sammenhænge og revidere sin biografiske fortælling, hvilket vil sige bibeholde en positiv
selvbiografi. Informationsmængden stiger og der stilles hele tiden større krav til mennesket om, at
forholde sig til forhold, som det ikke er tæt på fysisk. Giddens mener, at vi som mennesker er i
17. Maj 2015
stand til, at håndtere dette fordi vi er præget af en øget refleksivitet. Som socialkonstruktivist
anskuer Giddens individet som værende påvirket af sociale strukturer - samt de arenaer vi færdes i,
hvilket betyder, at vi formes af det samfund vi lever i. Det vil sige at vi formes gennem sprog, magt
relationer, interaktion samt spejling i andre mennesker. Refleksivitet handler om, at anskue sig selv
og sin omverden udefra. For at man kan dette kræves det, at man fra barnsben føler ontologisk tillid
til verden, da dette er en fundamental forudsætning for, at individet kan skabe sin egen
sammenhængende fortælling som konstant udvikler sig i samspil med den konstant udviklende
verden. Ontologisk tillid skabes via omsorgspersoner i de første dage af barnets liv. Giddens har
været vigtig for opgaven, da han netop sammentænker forholdet mellem det handlende individ, og
de samfundsmæssige institutioner og strukturer som finder sted. Han har i opgaven været vores
ståsted i forhold til, at se og forstå individet i det senmoderne samfund, hvor individet på utallige
områder- globalt og lokalt er dybt afhængigt af ekspertsystemer, som vi hverken kan styre eller
forstå, men som individet alligevel må handle med tillid til. Herved eksisterer det moderne
menneske i en verden, hvor der hele tiden er risiko for, at handlingens udfald ikke bliver det man
forventede. Giddens stiller spørgsmål ved, hvordan den enkeltes identitet udvikles under sådanne
betingelser.
Vores verden er i dag præget af globaliseringen, som konstant påvirker individet. Denne påvirkning
medfører, at vi hele tiden må holde os orienteret om baggrunden for vores valg og forholde os til
nye informationer. Disse valg kan skabe et falsk selv, da individet gennem arenaer og informationer
hele tiden påtager sig forskellige roller. Individet kan føle sig fremmed i den verden det lever i,
fordi det simpelthen ikke kan følge med. Herved kan der opstå en rodløshed hos mennesket, og
dette kan yderligere føre til angst eller depression af forskellig grad. Giddens taler om, at individet i
dag er den ustabile samfundsborger, fordi vi gennem valg og muligheder mister os selv, og selv skal
skabe vores identitet. I det traditionelle samfund eksisterede den stabile samfundsborger som fulgte
de normer og regelsæt, som individet mangler i dag. Da vores informant lider af en depression, har
det været interessant at have Giddens med, for at belyse nogle af de magtstrukturer som præger og
former individet.
Begrebet Empowerment har vi valgt at inddrage i projektet, da det passer ind i de andre valgte
teorier og begreber, og kan siges at blive det der forbinder teorierne med det fokus vi har haft:
terapeuten som et redskab, som det senmoderne individ kan vælge. Empowerment er et meget bredt
begreb, hvilket kan benyttes i mange sammenhænge; vi har valgt den del der passer til vores
projekt. Begrebet er med til at give magten tilbage til individet - dog gennem professionel hjælp -
17. Maj 2015
og det er er både kritisk, men samtidig socialkonstruktivistisk. Man ønsker at inddrage individerne i
beslutningsprocesserne. Dette viser, at den opfattelse begrebet har af verden er, at dem der har det
svært og føler sig magtesløse, sagtens kan få hjælp til at komme videre i livet og få magten over
eget liv tilbage igen.
Vi ser Empowerment som en form for hjælp til selvhjælp, da individet får professionel hjælp til at
hjælpe sig selv. Set fra denne vinkel støtter begrebet vores informant, der netop gennemgår disse tre
vinkler i sit psykoedukative forløb. Da professionel hjælp kan bestå af fysisk tilstedeværelse af en
psykolog, men samtidig også redskaber til at arbejde med sig selv, kan dette både være en fordel og
en begrænsning, da der ikke er noget estimat på hvor stor en indflydelse den professionelle har.
Grunden til vi ikke ved det, er fordi det afhænger af individet og ikke af metoden. Fordelen ved
Empowerment er den frihed det giver individet, da man med professionel hjælp får mulighed for at
tage ansvaret for egen helbredelse. Det kan dog være en begrænsning, da individet kan have svært
ved at omstille sig på at tage ansvar over eget liv, modsat tidligere erfaringer hvor andre har taget
sig af individet. I projektet ønsker vi netop at sætte fokus på at hjælpe individet til at få magten
tilbage over eget liv, hvilket er derfor vi finder begrebet relevant for projektet, da vi bruger det
aktivt, fordi teorien bag begrebet er en del at det overordnede emne i projektet.
Empowerment kan som tidligere nævnt anskues som hjælp til selvhjælp, men kan set fra Giddens
teori om det senmoderne individ, også anskues som selvhjælp i sig selv. Man kan sige at projektets
tanke om selvhjælp spirede fra tanken om, at individet kunne hjælpe sig selv ved at lade sig blive
hjulpet af en anden. Men individet kan også hjælpe sig selv, ved bevidst at vælge sin egen vej, ved
at købe en bestemt bog. Individet har i den forstand mulighed for at vælge at udvikle sig alene, og
sammen med andre, så længe man antager at individet ikke lider af noget psykotisk eller
selvskadende, men at vi snakker om ’kronisk ondt i livet’, som potentielt kan ændres ved en ny
opfattelse eller et ændret trossystem. Selvhjælpsbøgerne antager at individet kan klare sig alene
med illusionen om nærværet fra en anden, gennem det skrevne ord, men spørgsmålet er om man
kan det? Spørgsmålet er om afstanden eller nærheden mellem terapeut og individ kan have en
indflydelse på helbredelsesprocessen, og i forlængelse heraf om individet er i stand til at klare det
ved eget nærvær og egen optimisme, og derigennem opleve det der kategoriseres som Natural
Recovery. Recovery i sig selv ville ikke kunne dække det perspektiv på helbredelse, da Recovery
antager at der er en relation, hvorimod Natural Recovery pointerer, at relationer kan styrke
17. Maj 2015
helbredelsen, da de kan indgyde håb og optimisme, og dermed aktivere the Relaxation response,
men de er ikke nødvendige for helbredelsen. Det nødvendige er individets evne til at vælge
redskaber der aktiverer og opretholder dennes optimisme, håb og Relaxation response, men at
individet i sig selv i princippet også kan opretholde og fuldføre den proces alene. Individets ønske
om at være rask, kan eksempelvis være et redskab der motiverer. I lyset af det kan man argumentere
for, at individets grad af selvtillid eller ontologiske sikkerhed har en afgørende rolle for, om
individet har brug for at blive støttet i at være optimistisk af andre, eller om individet kan
opretholde optimismen ved egen hjælp.
Derudover er det også værd at medtage den refleksion, at individet i kraft af ekspertsystemerne ikke
altid får lov til at vælge sin behandling frit, men fordi individet stoler på eksperternes vurdering,
kan få valgt sin behandling for sig, som eksempelvis psykoedukation med MBT. Det havde ikke
været en behandling, som individet havde fundet af sig selv på samme måde som en selvhjælpsbog,
og tilgængelighed spiller også ind på, hvilke redskaber individet har til rådighed. Dette er en vigtig
overvejelse når man vælger at sammenligne en behandlingsform der foregår inden for
institutionerne og en der foregår i privatlivet.
6.2. Hvad kan forskellene og lighederne i det empiriske objekt sige om terapeutens bidrag til individets helbredelsesproces, set med Giddens individsyn, Natural Recovery, Recovery og Empowerment som udgangspunkt? Det kan diskuteres hvorvidt helbredelsesprocessen kan ske udelukkende ved selvhjælp, da der
findes mange redskaber til hjælp til selvhjælp, men ikke nogen garantier for at det virker. Ud fra
vores problemstillinger ses et tydeligt mønster i redskaber der giver individet mulighed for hjælp til
selvhjælp, hvilke er selvhjælpsbøger, psykologforløb og gruppeterapi med mentalisering. Disse
findes der rigtig mange af, hvoraf flere kan anskues på forskellige måder, hvilket kan gøre det svært
at overskue hvordan redskaberne skal benyttes, men samtidig - og nok endnu vigtigere - hvordan
man kontrollerer at disse redskaber har en helbredende virkning.
Et argument for, at en selvhjælpsbog ikke ville være et optimalt redskab at benytte sig af er at
individet her ofte handler helt alene og på egen hånd, hvilket kan gøre processen mere vanskelig, da
man kun har sig selv til at reflektere med og hjælpe sig igennem krisen. Dog kunne en
selvhjælpsbog også være det perfekte redskab til et individ der har modstand mod
ekspertsystemerne, og derfor er mere interesseret i at helbrede sig selv på egen hånd, uden
yderligere hjælp fra eksempelvis en terapeut. Terapeuten kan dog anskues fra den vinkel, at det
bliver et redskab til hjælp til selvhjælp, da denne fungerer som en fortrolig man kan dele alle sine
17. Maj 2015
oplevelser og bekymringer i livet, hvilket kan fylde meget for et individ med ”ondt i livet”. Vi ved
fra vores selvhjælpsbøger, at mennesker er gode til at dyrke følelserne i kroppen oppe i hovedet, og
dermed gøre dem til noget de overhovedet ikke behøver at være. Det er derfor vigtigt, at vi kommer
af med alt det negative der fylder indeni os, og dermed udvikle os væk fra det pessimistiske, og hen
imod det optimistiske. Terapeuten bliver derfor et redskab individet kan ”læsse” af på, hvilket kan
give en form for lettelse, hvilket dog ikke kan være en helbredelse i sig selv, men vejen derhen til,
da det kan være en hjælp til at fokusere på det positive, fordi terapeuten her bliver et redskab til at
lægge alt det negative væk. Ved at individet får afløb for tanker og følelser, får terapeuten nemmere
ved at nå ind til individet og arbejde med det virkelige problem. Dette problem kan terapeuten have
en effekt på, hvilket giver individet mulighed for at arbejde med sig selv, og dermed hjælpe sig selv
til helbredelse. Men hvor stor en rolle har terapeuten så? Sammenlignet med selvhjælpsbogen, har
terapeuten mulighed for at gå ind aktivt og skubbe individet i den rigtige retning, og dermed holde
individet fast i arbejdet med sig selv, hvorimod en bog kan lægges væk, hvis ikke individet finder
den tilstrækkeligt brugbar. Måske handler det om, at en bog kan være for kompleks for individet at
sætte sig ind i, hvis individet ikke tænker i samme overbevisninger som bogen, og dermed måske
ikke ender med at forstå redskabet og dets metode rigtigt, hvilket kan resultere i, at den ikke bliver
anvendt på den rigtige måde. Men måske har vi som mennesker en tendens til at give op for hurtigt,
og især når der ikke er nogen til at holde os i hånden undervejs og støtte os når det bliver for
vanskeligt at arbejde med os selv. Vores interviewperson nævner for eksempel i interviewet, at
psykologerne der er knyttede til psykoedukationen, blandt andet havde den funktion at ‘holde dem
fast’ i de negative følelser, selvom det var ubehageligt og irriterende. Man kan tvivle på, at man på
samme måde alene kan holde sig i de negative tanker, eller om individet nærmere vil være tilbøjelig
til at vælge den lette løsning, og som informanten udtrykker det: feje problemerne og følelserne ind
under gulvtæppet. Det store spørgsmål er; hvad gør at redskaberne virker? Hvorfor virker de? Er det
fordi vi tror på at de virker, og derfor overbeviser os selv om, at når jeg er færdig med det her
forløb, så er jeg blevet rask? Eller er det virkelig fordi det er et effektivt redskab med gode metoder
til vores vej mod helbredelse? Men yderligere, hvad der nok er endnu vigtigere, hvorfor virker det
ikke? Det kunne være fordi det er besværligt at tage hånd om problemerne på egen hånd, og herved
bliver det for svært for individet at overskue samt ordne tingene selv, i stedet for at der er nogen
der tager hånd om problemet og gør en aktiv indsats for at fastholde individet i processen. Har
personlige årsager indflydelse, begår individet sig i det forkert miljø eller er metoderne til
redskaberne bare ikke gode nok til at virke på det enkelte individ, men mere samfundsmæssigt set et
17. Maj 2015
velfungerende redskab? Vi ved fra Empowerment begrebet, at det ikke kan fungere kun med fokus
på individet, men at der også skal inddrages grupper og samfund i processen. Ifølge dette begreb er
det derfor vigtigt, at vi ser nøje på alle faktorer, og ikke kun fokuserer på et aspekt, men i stedet på
alle tre, for at kunne opnå helbredelse.
Hvis vi skal kigge væk fra at stå alene med redskaberne uden at have nogen at holde i hånden
undervejs når det bliver svært, er gruppeterapi en mulighed. Her er det muligt for det enkelte
individ ikke kun at ”læsse” af som ved terapeuten men også at tage ind hvad de andre deler af
oplevelser, følelser og tanker. I det materiale vi har valgt at inddrage er udgangspunktet at man
deler og mentaliserer, så det enkelte individ reflekterer over nye perspektiver og måder at være og
handle på, men ikke modtager eller giver gode råd. Gode råd kan i MBT virke dømmende, men
mest af alt, så afbryder det vores mentalisering, da man ved at give gode råd, bliver fastlåst i sin
sag, og dermed kan mentaliseringen ikke opretholdes. Men hvorfor mentalisere og gå i
gruppeterapi? Kan man overhovedet lære noget af andre, og i så fald, hvordan vil det så hjælpe
individet, og dets mulighed for at ændre adfærd? Og er det overhovedet muligt? Gruppeterapiens
formål er ikke så meget, at gruppens deltagere skal ændre på hinanden, men mere at de skal lære af
hinanden. Igennem gruppeterapien er det muligt at lære om os selv, da vi som mennesker spejler os
i andre. Ved at andre individer italesætter hvordan de har det, er der mulighed for det enkelte
individ at spejle sig i de andre og måske få følelsen af ikke at være alene. Men er det en god ide?
Og hjælper det i så fald på helbredelsen? Kunne det tænkes, at vi i stedet for at få en følelse af, at
det er okay at føle som vi gør, kommer til at dyrke denne følelse?
Et af gruppemedlemmerne har siden det sidste interview vi foretog lavet en tilfældig og uofficiel
opfølgning på informantens psykoedukative forløb. Det har ikke været planlagt, og er derfor ikke en
besvarelse på et decideret interviewspørgsmål, men er mere opstået på baggrund af interesse fra et
af gruppemedlemmerne, og er blevet udtalt over en uformel kop kaffe. Vi har i løbet af processen
sørget for, at udføre nogle uofficielle samtaler med interviewpersonen vedrørende hendes tilstand
og behandling, for at bibeholde en autencitet og samtidig tage hånd om hende. Vi har i forbindelse
med hendes ytring i denne uofficielle sammenhæng overvejet det etiske aspekt af at inddrage det i
vores projekt, men da et gruppemedlem - som har et personligt forhold til informanten, og er hende
der har mødtes med informanten en gang imellem - spurgte om hun måtte inddrage det i
projektmæssig sammenhæng, svarede interviewpersonen med det samme grinende “Ja ja, det gør i
17. Maj 2015
bare”. Vi har derfor besluttet at inddrage det, på trods af at det er viden vi har erhvervet i privatlivet.
Da gruppemedlemmet spurgte interviewpersonen, om forløbet stadig var tilfredsstillende svarede
hun, at det var et rigtig godt og brugbart forløb, og at hun havde lært en masse. Dog er den primære
grund til hendes regelmæssige fremmøde, at hun vil miste sin plads på holdet - og dermed sine
sygedagpenge - hvis hun undlader at komme bare én gang. Hvis hun ikke modtager
sygedagpengene, vil hun være tvunget til at finde et job, hvilket informanten udtalte, at hun ikke
havde overskud til. Så det der driver individet til helbredelse er måske ikke længere ønsket om at
blive helbredt, men i større grad et spørgsmål om overlevelse? Det bliver et spørgsmål om
overlevelse, da sygedagpengene er informantens eneste indtægt, og uden denne ville hun være
nødsaget til at skulle tjene penge på egen hånd, for eksempel ved at få et job, hvilket i hendes
situation virker helt urealistisk og uoverskueligt. Dette ændrer lidt synet på de individer der
medvirker i forløbet, da vores første antagelse var, at de alle ønskede bedring, men informantens
udtalelse åbnede op for den mulighed, at den motiverende faktor for at deltage i gruppeterapien,
også kan skyldes et ønske om at få hverdagen til at hænge samme rent praktisk, og ikke kun
psykisk. Dette er en interessant vinkel, da vi ikke er i tvivl om, at vores informant ønsker
helbredelse, men at den primære drivkraft blandt andet også viste sig at være en helt anden end først
antaget.
Den specifikke faktor - psykoedukationen og gruppeterapi - er ikke nødvendigvis medbestemmende
over for de nonspecifikke faktorer. To forskellige personer kan parallelt undergå det samme forløb,
men det kan være nogle forskellige non-specifikke faktorer der har en indflydelse. For vores
interviewpersonen fungerer det økonomiske aspekt mest som en nonspecifik faktor, da det er det
der trækker, og dermed er det der er motivationen for at hun skal blive ved med at møde op til
terapien, og man kan nemt forestille sig at denne drivkraft erstatter den drivkraft der måtte være bag
ønsket om at blive rask. Det er ikke nok at møde op, da der er nogle usynlige kræfter - eller
hemmelige ingredienser - der er bestemmende overfor hvilken retning helbredelsesprocessen tager;
de nonspecifikke faktorer.
The Dodo bird Verdict er interessant at inddrage her; ifølge the Dodo Bird Verdict som er fremsat
af Rozensweig, er alle former for terapi - ligegyldigt fremgangsmåden - lige effektive på grund af
de fælles - eller nonspecifikke - faktorer der indgår i terapien. Disse faktorer kan for eksempel bestå
af et forhold til en terapeut der er varm, respektfuld og har høje forventninger til at terapien er
17. Maj 2015
succesfuld. Men dette forudsætter, at der findes en terapeut i alle former for terapi, og der er netop
ikke en terapeut til stede i forbindelse med en selvhjælpsbog, udover når forfatterens holdninger
skinner igennem. Dermed medtages selvhjælp i princippet, ikke som terapi ifølge the Dodo Bird
Verdict.
Både psykoedukation med gruppeterapi, terapeut og selvhjælpsbøger kan bidrage med redskaber,
som et individ kan benytte sig af i løbet af sin helbredelsesproces, men spørgsmålet er om disse
redskaber i de forskellige fremgangsmåder kan sidestilles med hinanden og eventuelt kan fungere
som erstatning for hinanden. Dette ville kræve, at de indeholder præcist de samme komponenter, og
selvom læringsstoffet måske har nogenlunde det samme budskab, er viden ikke den eneste
indflydelsesrige faktor der har en betydning i forhold til helbredelsesprocessen.
Terapeut, gruppeterapi og relationer besidder alle nogle fælles faktorer, idet de alle kan bidrage med
omsorg, tillid, tryghed og forståelse til individet - komponenter der alle har en helbredende virkning
- men spørgsmålet er om disse tre kan ligestilles fuldstændigt med hinanden? Terapeuten kan
bidrage med noget, som almindelige relationer ikke kan; nemlig behandleren som medicin. Ifølge
Rankin, kan selve terapeutens tilstedeværelse i patientens liv have en helbredende effekt, eftersom
terapeuten kan være et symbol på bedring, og dette kan være helbredende i sig selv, selv inden der
bliver åbnet en dialog mellem psykologen og patienten. Terapeutens tilstedeværelse i patientens
proces indgyder en af de vigtigste faktorer for helbredelsen; håb. Dette håb fungerer som en
tryghedsfaktor, idet der fra patientens side opstår en tro på et positivt udslag af behandlingen.
Men hvordan kan det så være, at folk kan gå til psykolog over en længere periode - præcis ligesom
vores informant- uden at der sker fremskridt? Rankin nævner endvidere, at endnu en af de
helbredende faktorer, består af hvorvidt terapeuten har en pessimistisk eller en optimistisk attitude i
forhold til patienten, og dennes mulighed for Recovery. Det er dermed ikke blot et spørgsmål om
hvorvidt man modtager den ‘rigtige’ behandling, men også om hvorvidt behandleren er den rigtige
for én. Lige meget hvad, er der en person inde bag titlen som psykolog eller terapeut, på trods af
den professionelle arena der eksisterer i terapi, og denne person anskuer verden gennem sin egen
grundmelodi, nøjagtigt som patienten gør. Det er netop derfor, at mentalisering er en forudsætning
for vellykket terapi, eftersom terapeuten skal forsøge at se verden gennem patientens grundmelodi;
17. Maj 2015
uden dette kan der ikke forekomme forståelse, som er en af de vigtige helbredende nonspecifikke
faktorer.
Men hvor er omsorgspersonen i selvhjælpsbogen? Eftersom selvhjælpsbogens forfatter ikke
nødvendigvis er en autoritet, kan den helbredende faktor ‘behandleren som medicin’ selvfølgelig
ikke spille ind her. Men hvis man er overbevist om at en selvhjælpsbog besidder de redskaber, der
kan hjælpe en i den rigtige retning, kan den helbredende faktor i denne forbindelse være ‘the power
of belief’. Det er patientens egen overbevisning om behandlingsredskabet der i sidste ende afgør
udfaldet af behandlingen.
6.3. Kan terapeuten erstattes af selvhjælp i lyset af analysen og teorien? Er behandleren blot endnu et redskab, på lige fod med en selvhjælpsbog. At eksistere i senmodernitetens tid kræver at traditioner ikke nedarves, og herved ikke bestemmer
vores måder at handle på. I det traditionelle samfund skulle individet ikke træffe valg på samme
måde, som vi skal i det senmoderne samfund. I det traditionelle samfund troede man ubetinget på
Gud som autoritet og accepterede de klasseforskelle der eksisterede. Tidligere var mennesker i
udpræget grad påvirket af de traditioner, der herskede i lokalområdet. Religiøse normer, familie- og
lokale landsbytraditioner var tidligere de primære kilder til dannelse af meninger og identitet blandt
mennesker. Man kan argumentere for, at individet i det traditionelle samfund brugte Gud som sin
terapeut og kirken som den sociale arena, hvilket individet brugte i forhold til sig selv og andre.
Faste traditioner er under opløsning, og identitet er i dag ikke længere noget forudbestemt, men
noget det enkelte menneske selv må skabe gennem sociale relationer, samt de valg og handlinger
man foretager i sit liv. Identitet opfattes i dag som noget der konstrueres. Grundet denne opløsning
af traditioner og normer søger individet i dag at finde sig selv gennem forskellige aktiviteter. Mange
søger tilbage til det at tro, for herved at finde en mening- samt et holdepunkt i livet. Sport er blevet
vor tids religion, hvor vi søger aflad på løbebåndet, hvis vi har spist for ”meget” eller det ”forkerte”.
Ligeledes mener Brinkmann, at præsten er blevet til psykoterapeut eller coach, og at de religiøse
bekendelsesformer er blevet til terapi og coaching, der bruges som redskaber til personlig udvikling.
Herved mener han også, at nåden og frelsen som tilværelsens mål nu er erstattet af selvrealiseringog Gud som førhen sås som individets største autoritet nu er erstattet af selvet. Der er forskellige
grader af begrænsninger, og det er derfor svært at svare på, hvorvidt terapeuten blot er et redskab
der kan erstattes af selvhjælpsbøger, mentalisering og psykoedukation. Gennem de mange valg, vi
hele tiden må foretage og den refleksivitet dette medfører, kan der opstå en følelse af angst og
17. Maj 2015
usikkerhed hos det enkelte individ. Denne forvirring samt rodløshed har medført, at flere og flere
søger hjælp hos en psykolog. Psykologer og coaches er blevet et allestedsnærværende værktøj. På
samme måde som man førhen så Gud som autoritet, kan man argumentere for, at individet i dag ser
autoriteter som psykologen og coachen, som nogle man kigger mod når der er krise, ligesom at man
så mod højere magter tidligere som “Gud”, og der kan opstå en form for afhængighedsforhold.
Mennesket kan have brug for at finde støtte et sted fra, når det overvældes af angsten eller
begrænsningerne. Det er her man kan stille spørgsmålet om, hvorvidt individet, uden terapeuten
eller coaches ville kunne klare sig ud af kriser, og om vi søger psykologen og coachen fordi vi kan,
og fordi det er nemt. Det leder videre til spørgsmålet om, om vi som mennesker kan helbrede os
selv? Vores verden er præget af udlejringsmekanismer og krav om egne reflektioner over egne
holdninger og handlemønstre som relaterer sig til de arenaer vi bevæger os i; venner, børn, partnere
med mere. Disse leder også til usynlige magtstrukturer, som vi ubevidst tager til os og træffer
bevidste og ubevidste valg ud fra. Den globale forandringsbølge gennemsyrer individets
individuelle aktivitet, og dette medfører ifølge Giddens, at kriser bliver en mere eller mindre fast
bestanddel på individuelt - men også kollektivt plan. I dette ligger der også, at vi ikke kan styre
disse ekspertsystemer, og her kan man argumentere for, at de ubevidste aktiviteter og valg individet
skal tage, har stor indflydelse på de kriser som opstår, og herved kan være nødsaget til, at søge
hjælp hos en psykolog. Vi lever i dag i et samfund, hvor en udpræget del af individet handler om, at
iscenesætte sig selv og realisere sig selv som menneske, og at være den bedste udgave af sig selv.
Dette sker gennem øget sundhed, økologi, motion og det at opsøge en terapeut, psykolog eller
coach. De bruges i høj grad som et ekstra værktøj til at blive “sund”, men måske ikke fordi man er
syg. I denne sundhedsbølge ligger der også, at vi søger at være tilstede i nuet. Brinkmann mener, at
vores samfund er en selvopfyldende profeti, hvilket at det vil sige, at der opstår en falsk opfattelse
af den virkelighed vi lever i, som vi i dag er en del af og sikkert kun bliver værre, da verden bliver
mere og mere globaliseret, uden at vi som individer kan gøre noget ved det. Rankins tilgang til
sygdomme er at individet kan helbrede en del skavanker ved selv at ændre på de områder der ikke
fungerer, og udløser stress, for eksempel et demotiverende job, et dysfunktionelt parforhold eller
indlært hjælpeløshed. Dette sker gennem en optimisme og positivitet hos individet, men som i en
verden som vores kan være svær at finde.
En anden interessant overvejelse, er forskellene på de forskellige redskaber og muligheder i
projektet, og den struktur redskabet eller muligheden tilbyder. Lipton antager ligesom Brinkmann,
17. Maj 2015
at individet er bevidst om sine begrænsninger i sådan en grad, at det kan ændre sine adfærdsmønstre
gennem egne valg. Fra Liptons perspektiv antager man, at individet har forudsætningerne for at
kunne fokusere på det denne ønsker i stedet for sine begrænsningerne, og samtidig er bevidst om
hvad individet ønsker, mens man fra Brinkmanns perspektiv antager, at individet kan vælge at hvile
i sin eksisterende, veletablerede sunde ontologiske sikkerhed og velfungerende praktiske
bevidsthed, og lade være med at reflektere problemer frem, som ikke var der fra starten, ved ikke at
fokusere på at skulle udvikle sig. De to bøger adskiller sig fra psykoedukation med MBT grundet
strukturen. Lipton og Brinkmanns bøger giver ikke individet en fast trin for trin struktur, læseren
kan bruge til at udvikle sig med, men nærmere et muligt nyt perspektiv på tilværelsen. Her adskiller
Bernsteins bog sig fra de to andre, ved at dens fremgangsmåde er at give individet en ny opgave
hver dag i 108 dage, og at bogen giver individet en struktur denne kan bruge i sin hverdag, som
støtter individet i at udvikle sig og forandre sig et trin af gang. Hun antager dog at læseren er villig
til at udvikle sig, hvilket informanten også understreger som en forudsætning for at psykoedukation
med MBT virker. Uden villighed til forandring og at individet bevidst vælger at udføre trinene i
henholdsvis Bernsteins bog og psykoedukation med MBT, så kan forandringen ikke indtræde. De
108 opgaver i Bernsteins bog, opfordrer derudover individet til at reflektere over sig selv på en
konstruktiv måde, hvor individet skal lære at hvile i sig selv, have tillid til sig selv og støtte sig selv.
Man kan altså argumentere for at Bernsteins bog og psykoedukation er redskaber der tager individet
i hånden og viser denne vejen, hvor Brinkmann og Liptons bøger er redskaber der hjælper individet
med at mentalisere, ved at give denne et nyt perspektiv på hvordan man kan opfatte tilværelsen.
Bernsteins bog tilbyder læseren et netværk i form af en hjemmeside og affirmationer læseren kan
dele med sine bekendtskaber, men det bygger på at individet selv tager denne kontakt, og
selvstændigt støtter sin egen proces, modsat psykoedukation med MBT, hvor informanten
understreger det element, at terapeuten bidrager til helbredelsesprocessen ved at fastholde individet
i processen.
En anden interessant forskel på de undersøgte redskaber og muligheder, er attituden. Man kan
argumentere for, at Brinkmann er det mere pessimistiske modspil til Psykoedukationen med MBT,
Lipton og Bernsteins optimisme. I lyset af Suggestion, kan man argumentere for at Brinkmann ville
kunne nå ud til en gruppe, som Lipton og Bernstein ikke ville kunne, fordi forskellige individer,
med forskellige attituder resonerer med forskellige formuleringer af effekter og budskaber.
Selvhjælpsbøgerne vil ifølge Suggestion være afhængig af at læseren havde nogenlunde samme
opfattelse som forfatteren, og at læseren kunne identificere sig med bogens form og budskaber.
17. Maj 2015
Selvom Bernsteins selvhjælpsbog tilbyder en vej og en struktur for læseren, er bogens virkning
stadig afhængig af at læseren kan resonere med den opfattelse bogen udstråler i form af omslag,
titel og bagsidetekst, og i forlængelse heraf køber bogen, men samtidig at læseren er villig nok til at
holde sig selv fast i processen og udviklingen, og ikke bare stiller bogen tilbage på hylden, når
individet ikke er enig i dens budskaber eller daglige opgave. Psykoedukation med MBT kræver
derimod at individet møder op i en gruppe, og er villig til at skabe bånd til de andre i gruppen og
terapeuten, dele ud af sig selv og være aktivt interesseret i de andre. Her bruges relationerne som en
måde at motivere og fastholde individet, og der kan argumentere for, at det derfor ikke længere kun
er individets ansvar at behandlingen og redskaberne har en effekt. Terapeuten fastholder individets
fokus på en bestemt opgave, som skal udføres på en bestemt måde, for at have en bestemt ønsket
effekt, som institutionen og gruppen har sat rammerne for, hvilket motiverer individet til at opnå et
bestemt resultat, som en anden holder fokus på sammen med individet.
7. Konklusion De to primære områder hvor selvhjælp og terapiformen adskilte sig, var om de lærte individet at
reflektere over sig selv og mentalisere, eller om de tilbød individet et muligt perspektiv på verden,
som individet kunne bruge i sin personlige mentalisering.
Både de tre selvhjælpsbøger og psykoedukatiaon med mentalisering har det formål at individet skal
lære om sin tilstand for at ændre den, samt at give individet mulighed for at se tingene fra et nyt
perspektiv. Dette kan hjælpe individet til at ændre destruktive perceptioner og adfærd til
konstruktive adfærdsmønstre, samt tilegne sig en optimistisk tankegang. Derudover er målet med
både selvhjælp og terapiformen, at ændre individets begrænsninger til handlekraft, og at motivere
individet til at bevæge sig væk fra indlært hjælpeløshed. En anden lighed er, at både selvhjælp og
terapiformen begge mener man skal bruge sine følelser til at navigere på en konstruktiv måde i den
sociale verden; i terapiformen, i den forstand at arousal-niveauet skal være i balance, og i følge
selvhjælpsbøgerne, i den forstand at man hverken dyrker følelserne eller ignorer dem.
Der er forskel på selvhjælpsbøgernes struktur idet, at Brinkmann og Lipton begge giver et bud på et
nyt muligt perspektiv, som individet kan opfatte verden igennem, mens terapiformen og Bernstein
giver individet en vejledende struktur, som har til formål at lære individet at reflektere over sig selv
og den måde hvorledes denne opfatter verden. Brinkmann og Lipton giver individet et perspektiv på
en verdensopfattelse, som kan bruges i mentaliseringen, mens terapiformen og Bernstein nærmere
ønsker at lære individet at mentalisere.
17. Maj 2015
Indlært hjælpeløshed og evnen til at mentalisere, er de elementer der primært afgør om et individ
kan benytte selvhjælp. Hvis individet har indlært hjælpeløshed, vil det have brug for en vejledende
struktur, der kan fastholde individet i processen, indgyde håb, og støtte individet i at arbejde med
sig selv, grundet dennes manglende tro på egne evner eller effekten af behandlingen. Denne struktur
kan potentielt både findes i terapiformen og i Bernsteins selvhjælpsbog. Men hvis individet har
indlært hjælpeløshed, vil Bernsteins bog ikke være en mulighed, da individet her forventes at kunne
drive processen selv og have en villighed til at ændre sig som er de to egenskaber, der er hæmmet
hos individer med indlært hjælpeløshed. Evnen til at mentalisere er afgørende, da individet ikke kan
benytte selvhjælpsbøger som Liptons og Brinkmanns uden at kunne mentalisere, da de ikke tilbyder
individet redskaber til at lære at mentalisere, men tager udgangspunkt i at individet har en sund
ontologisk sikkerhed, praktisk bevidsthed og velfungerende evne til at mentalisere.
Terapeuten som redskab bidrager med den støtte, og det håb, som kan aflære indlært hjælpeløshed,
eller fungere som erstatning for individets manglende handlekraft og villighed, ved at motivere
individet og holde styr på helbredelsesprocessen for individet.
Hvis individet ikke er i stand til at mentalisere, og er påvirket af indlært hjælpeløshed, vil denne
have behov for en støtte i form af en terapeut, gruppeterapi der kan fungere således at de holder
individet fast i behandlingen, og samtidig indgyder nogle helbredende nonspecifikke faktorer i form
af tryghed og håb.
8. Perspektivering Vi kunne i projektet have valgt at definere ’redskab’ igennem virksomhedsteorien, som har fokus på
det aktive subjekt, som deltager i at forme verden, som gensidigt former subjektet.
Virksomhedsteorien kunne have bidraget til projektet, ved at lade os uddybe yderlige hvordan
terapeuten kan forstås som et redskab, og på hvilken måde terapeuten fungerer som et redskab, i
individets helbredelsesproces, igennem teoriens opfattelse af mennesket som redskabsbrugere, der
tilpasser omgivelserne efter dem selv igennem interaktion ved brug af værktøjer som sprog, ting,
omgivelser og relationer.
Hvis ikke kravet for projektet havde været en teoretisk diskussion, kunnet det have været interessant at gribe det mere empirisk an, ved at have to interviewpersoner, en der brugte terapi-‐ og en der brugte selvhjælpsbøger til at overkomme sine begrænsninger. Projektet kunne have redegjort og sammenlignet flere former for terapi/behandling som for eksempel 71 4. semester, Psykologi, F2015
17. Maj 2015
hypnose, yoga, coaching, mindfulness, meditation, psykoterapi eller neurolingvistisk programmering(NLP), for at få et overordnet billede af, hvad de forskellige former for terapi/behandling bidrager med af redskaber. Det kunne også have været interessant hvis gruppen selv havde deltaget eller observeret forskellige former for terapi/behandling. Man kunne i den forbindelse også have kigget mere på hvorfor vi har brug for alle de forskellige redskaber i vores hverdag. Her kunne man have inddraget Rankins health cairn model med alle dens elementer, og dermed kigget på både behovet hos individet, men også set på det samfundsmæssige behov. Ydermere kunne det være interessant, at sammenligne forskellige religioner eller lande – for eksempel et storbysamfund overfor et stammesamfund -‐ for at kigge på forskelle og ligheder der kunne være. Her kunne man undersøge om de non-‐
specifikke faktorer indgår på samme måde i helbredelsesprocessen, som vi i dette projekt har erfaret de gør, og om der dermed eksister de samme non-‐specifikke faktorer. 72 4. semester, Psykologi, F2015
17. Maj 2015
9. Litteraturliste 9.1. Bøger: Andersen, M. L. & Brok, P. & Mathiasen, H. Empowerment på dansk, 2000. Dafolo A/S. 1.
udgave, 3. oplag, 2010.
Brinkmann Svend: Stå fast. Gyldendal Business 1. udgave, 7. oplag, 2014.
Brinkmann, S. & Tanggaard, L. Kvalitative metoder - en grundbog. Hans reitzels forlag, 2010. 1.
Christensen, Jette: ‘Recovery fra psykisk lidelse’, 2012. Frydenlund Forlag. 1. udgave
Coleman, R. ‘Recovery; et nyt perspektiv i psykiatrien’, 2007. PsykoVisions Forlag, Søborg, 1.
udgave, 1. Oplag
Elliot, K. Barker, K. Hunsley, J. ‘Dodo Bird Verdict in Psychology’, 2015, John Wiley and Sons,
Inc.
Gheorghiu, Vladimir A. Netter, P. Eysenck, Hans J. og Rosenthal, Robert.: ‘Suggestion and
Suggestibility’ . 1. udg. Springer-Verlag Berlin Heidelberg, 1989.
Giddens, A. Modernity and self-identity. Dansk udgave, Gyldendal akademisk, 1996.
Lipton, B. The Honeymoon effect. Dansk udgave, Forlaget det blå hus, Gyldendal A/S, 2013. 1.
Sonne-Ragans, V. Anvendt videnskabsteori - reflekteret teoribrug i videnskabelige opgaver.
Samfundslitteratur, 2012. 1.udgave, 2. oplag, 2013.
Topor, A. ‘Recovery; At komme sig efter alvorlige psykiske lidelser’. Hans Reitzel Forlag, 1.
udgave, 2003.
Wallroth, P. ‘Mentaliseringsbogen’. Hans Reitzel Forlag, 1. udgave, 2. oplag, 2011.
9.2. E-‐bøger: Benson, Herbert, Z. Klipper, Miriam: ‘The Relaxation Response’, digital version 2009,
HarperCollins Publisher, ISBN 978-0-06-196600-2 (Digital), Kindle
Bernstein, Gabrielle: ‘Miracles Now’, 2014, 1 udgave, Hay House, ISBN 978-1-4019-4434-6
(Digital), Kindle
Rankin, Lisa:’Mind over Medicine: Scientific Prove That You Can Heal Yourself’, 1.udgave, 2013,
Hay House Inc, United Kingdom, ISBN 978-1-4019-4000-3(digital), Kindle
17. Maj 2015
Singh, Dharam, O’Keeffe, Darryl: ‘The Kundalini Yoga Experience: Bringing Body, Mind and
Spirit together’, 2002, A Fireside Book, Simon & Schuster, ISBN-13:978-0-7432-3399-6 (digital),
Kindle
9.3. Artikler: Fonagy, Peter. Bateman, Anthony. Allen, Jon: ‘Mentalisering i klinisk praksis’, 2010. Hans Reitzel
Forlag. 1. udgave
9.4. Internetsider: Web1:https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/Psykiatriske-centre/PsykiatriskCenter-Nordsjaelland/Undersoegelse-og-behandling/Ambulant-behandling/Sider/Psykiatriskambulatorium.aspx, Anne Cohn Malmros, d. 5. maj 2015 kl. 10.05
Web 2: http://wholehealthmedicineinstitute.com/whmi-2015-2-introduction, Lissa Rankin, d. 4. maj
2015 kl. 14:50
9.5. Bilag Kartotek: Bilag 1: Interviewguide
Bilag 2: Psykoedukation med mentaliseringsbaseret terapi
Bilag 3: Selvhjælpsbøgerne:
3.1. ‘Stå fast’ af psykolog Svend Brinkmann
3.2. ‘Honeymoon effekten’ af cellebiolog Bruce Lipton
3.3. ‘Miracles Now’ af coachen Gabrielle Bernstein.
Bilag 4: Transskribering af hjemmeopgaver og materiale fra Psykiatrisk Center Nordsjællands
ambulatorium.
Bilag 5: Interviewguide
Bilag 6: Transskribering af indledende interview
Bilag 7: Transskribering af brugt interview
Bilag 8: ’Mentalisering i klinisk praksis’ fra år 2010 af Allen, Fonagy og Bateman, fra
psykoedukativt materiale fra Psykiatrisk Center Nordsjællands ambulatorium.
Bilag 9: Baggrundsmateriale fra Psykiatrisk Center Nordsjælland
9.1. PDF – At måle en effekt – udfordringer og løsninger
17. Maj 2015
9.2. PDF – Recover – fra begreb til virkelighed
9.3. PDF – Psykiatrinyt maj 2014
9.4. PDF – Velkommen til psykiatrisk ambulatorium
9.5. PDF – Ny rolle- og magtfordeling mellem patienter og sundhedsprofessionelle
9.6. PDF – Psykoedukation - Grundfolder
9.7. PDF - Empowerment
9.8. PDF – Ændring af professionel praksis på sundhedsområdet gennem
praksisforskning
9.9. PDF – Interviewguide til projekt om terapi og dagligliv
75

fyr din terapeut! og gør det selv? - Roskilde University Digital Archive

Transcription

Similar documents

Temaeftermiddag om RECOVERY og kognitiv terapi, botilbud

RECOVERY - Rehabiliteringsforum Danmark

HENT SOM PDF - heidiroemersomjerespraktikant.dk

Porsche Danmark tilbyder originale Porsche fælge til

DSB færger - hauerslev.com

Skolen for Recovery

AARHUS UNIVERSITET

maskinteknik diplomingeniør - Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet