Euroforbeholdet - Europabevægelsen

Transcription

Euroforbeholdet
– baggrund og argumenter
for deltagelse i euroen
ISBN: 87-87803-40-2
Euroforbeholdet
Udgivet af tænketanken Ja til Europa
© 2003 Europabevægelsen
Produktion: VBO Speed Tryk
Design: Dark Design Cph
Gengivelse er kun tilladt med tydelig kildeangivelse
Euroforbeholdet
Udgivet af Europabevægelsens
tænketank Ja til Europa
Den danske Europa-debat er indadvendt. Den handler mest om Danmarks
forhold til EU. Konstruktiv og fremadrettet debat om Europa har trange kår.
Derfor har Den Danske Europabevægelse etableret den tværpolitiske
tænketank Ja til Europa.
Ja til Europa samler forskere, politikere, erhvervsledere, kommentatorer
og kulturpersoner med et grundlæggende positivt syn på EU-samarbejdet.
Med løbende produktion af debatoplæg og bøger vil Ja til Europa arbejde
for en mere konstruktiv og fremadrettet dansk Europa-debat.
Synspunkter som udtrykkes i Ja til Europas udgivelser, er forfatternes egne
og kan ikke tilskrives Ja til Europa eller Europabevægelsen.
Formand:
Europabevægelsens landsformand, Erik Boel
Rådgivende komité:
• MEP Lone Dybkjær, Det Radikale Venstre
• Tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, Venstre
• Bestyrelsesformand Niels Due Jensen, Grundfos
• Redaktør Annegrethe Rasmussen, Berlingske Tidende
• Chefredaktør, Tøger Seidenfaden, Politiken
• Professor Niels Thygesen, Københavns Universitet
• Direktør Asger Aamund
Sekretariat:
Anders Panum Jensen, sekretariatsleder
Henriette Rald, medlem af Europabevægelsens forretningsudvalg
Søren Toft, sekretariatsleder
Søren Sass Pedersen, informationskonsulent
Kontakt:
Tlf: 33 141 141
E-post: [email protected]
Hjemmeside: www.europabevaegelsen.dk
Indholdsfortegnelse
Forord: Euroen et år efter...
7
Af Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen
Faktaboks 1: Danmarks forbehold overfor
“Den Økonomiske og Monetære Union”
Hvorfor kom euroen?
8
11
Af Professor Niels Thygesen
Faktaboks 2: “Fra EMS til euro”
12
Bør stabilitetspagten ændres?
25
Nationalbanken – fra centrum til periferi
33
Af Nationalbankdirektør Jens Thomsen
Danmark, eurolandene og
den økonomiske politik i EU
37
Af Afdelingschefer Henrik Fugmann og Per Callesen
Faktaboks 3: Det Økonomiske samarbejde i EU
39
Hvor skal det fremtidige
økonomiske samarbejde i EU hen?
43
Af Karin Riis-Jørgensen, Medlem af Europa-Parlamentet for
Venstre, og næstformand i Europabevægelsen
Devalueringens irrelevans
som økonomisk politisk instrument
48
Af projektchef Christian Thygesen
Forbrugerpriser og inflation
52
Af Villy Dyhr, chef for Forbrugerrådets Politiske Afdeling
Argumentsamling om euroforbeholdet
57
Ordforklaring
68
Euroen et år efter…
Af Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen
Vi har nu i godt et år levet med euro-mønter
og -sedler i omløb. For Europabevægelsen er
det en naturlig anledning til at gøre status over
konsekvenserne af den danske afvisning af at
deltage i den fælles valuta. Derfor dette argumentationshæfte, hvor vi har bedt en række
personer, som til daglig arbejder professionelt
med euro-spørgsmålet, om at bidrage med deres viden om euro-samarbejdet anno 2003.
Europabevægelsen har også samlet en række
argumenter for og imod Danmarks deltagelse i
euroen, både dem vi hørte under folkeafstemningen i 2000, samt en række nye argumenter,
der er kommet til i de sidste par år.
Prisen for at stå uden for euro-samarbejdet har været langt højere, end selv
de mest inkarnerede ja-sigere fra folkeafstemningen i 2000 forudså. Og under alle omstændigheder må nej-sigerne i dag sidde tilbage med røde ører.
Det kan konstateres, at udviklingen har demonstreret, at det danske forbehold i virkeligheden er udtryk for suverænitetsafgivelse. Hvis vel at
mærke suverænitet er at have indflydelse på forhold, der under alle omstændigheder påvirker Danmark.
I virkeligheden er vi medlemmer i økonomisk henseende, i den forstand at
Danmark følger de økonomiske spilleregler og den linie, euro-landene
anlægger – vi har blot sagt nej til den politiske indflydelse. Det er vel højst
enkelte fantaster blandt nej-sigerne, der kunne drømme om at benytte sig
af den devaluering, vi i princippet har mulighed for som ikke-medlem.
Danmark efterlever som en duksedreng i klassen de krav, der stilles til den
økonomiske politik i euro-samarbejdet.
Men danske virksomheder kan kun benytte sig af euroen som finansieringsvaluta, hvis de er parate til at betale transaktionsomkostninger og
valutarisiko. Det samme gælder forbrugerne, når de f.eks. tager på skiferie
7
eller ønsker at handle i udlandet. Danmark er allerede med i den økonomiske integrationsproces, på bl.a. finans- og kapitalmarkederne, men vi er
ikke med til at bestemme spillereglerne for disse markeder.
Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at de politiske argumenter
for euroen er blevet styrket, siden Danmark afviste at deltage i samarbejdet.
Mange har spurgt, om EU ville konsolidere sig i bredden eller i dybden. Svaret har vist sig at være både-og. Den fælles valuta er i realiteten det mest
vidtrækkende integrationsprojekt i Europa siden oprettelsen af EF i sin tid.
Men Danmark har sat sig selv uden for indflydelse i f.eks. den europæiske
Centralbank og i det samarbejde, euro-landene har etableret omkring
Faktaboks 1. Danmarks forbehold overfor ”Den Økonomiske og
Monetære Union”
1. Protokollen om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er
knyttet til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
giver Danmark ret til at underrette Rådet for De Europæiske Fællesskaber om sin holdning vedrørende deltagelse i tredje fase af Den
Økonomiske og Monetære Union. Danmark har meddelt, at det ikke
vil deltage i tredje fase. Denne meddelelse vil få virkning samtidig
med, at denne afgørelse træder i kraft.
2. Danmark vil derfor ikke deltage i ordningen med en fælles valuta og
vil ikke være bundet af de regler vedrørende økonomisk politik, som
kun gælder for medlemsstater, der deltager i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, og det vil bevare sine nuværende beføjelser med hensyn til pengepolitik i henhold til danske love og forskrifter, herunder Danmarks Nationalbanks beføjelser i
pengepolitiske anliggender.
3. Danmark vil deltage fuldt ud i anden fase af Den Økonomiske og
Monetære Union og vil fortsat deltage i valutasamarbejdet inden for
EMS.
Kilde: Edinburgh afgørelsen – Protokol tilknyttet Maastricht traktatens slutakt.
8
E u r o f o r b e h o l d e t
økonomi, beskæftigelse og miljø. Selv den såkaldte Lissabon-proces, hvor
EU-landene har forpligtet sig til at skabe verdens mest konkurrencedygtige økonomi bliver først diskuteret blandt euro-gruppens medlemmer,
inden den efterfølgende kommer på ECOFIN-mødet. I virkeligheden ved vi
meget lidt om, hvad der overhovedet foregår i dette samarbejde. Den
danske minister får kun en nødtørftig orientering efter møderne.
Alle de lande, der på topmødet i København fik grønt lys for EU-medlemskab har sagt ja til at deltage i euroen. Når de i løbet af en kortere
årrække kommer med i samarbejdet, vil den pris Danmark betaler for at
stå udenfor blive forøget. Det vil genere os handels- og investeringsmæssigt, især fordi en række af disse lande er blevet vigtige økonomiske partnere for Danmark, først og fremmest Polen og de baltiske lande. Vi stiller
os simpelthen uden for det dynamiske vækstcenter som Østersøregionen
har mulighed for at udvikle sig til, hvor alle lande omkring Østersøen på
nær Danmark, Sverige og Rusland vil bruge euro som en fælles handelsvaluta.
Den svenske statsminister Göran Persson har besluttet sig for en svensk
folkeafstemning om deltagelse i euroen til september. Hvis Persson vinder
den folkeafstemning, hvilket bestemt ikke er usandsynligt, står Danmark
isoleret og alene med sit forbehold over for en central del af det europæiske samarbejde. Vi kan ikke dække os ind under, at Storbritannien
stadig ikke lever op til kravene for medlemskab. For det er jo en helt
anden situation end den danske – vi har for længst tilpasset vores økonomi til medlemskab, men vi mangler kun at høste frugterne.
Udviklingen fremover vil utvivlsomt gå stærkt i retning af en styrkelse af
euro-samarbejdet. Der har været talt om fælles repræsentation af eurolandene i Den internationale Valutafond og i Verdensbanken. Det vil
styrke EU’s rolle i verden. Som situationen er nu har USA, i kraft af dollarens dominans, mulighed for at bestemme, hvilke lande der skal have lån
og hvilke der ikke skal og på hvilke betingelser. Heri ligger en utrolig magt
til at være med til at skabe en bedre verden. I takt med, at euroen bliver
en mere og mere betydningsfuld internationalt valuta, vil det være naturligt at bruge euroen som led i den mangesidet udenrigspolitik, som EU
allerede i dag fører.
9
Det understreger behovet for øget koordination, hvilket har fået flere af
euro-landene, mest markant Frankrig, til at udtrykke ønske om en ”økonomisk regering” i Europa.
Der er næppe tvivl om, at des mere indgribende samarbejdet bliver, f.eks.
omkring beskæftigelsen, des stærkere vil kravet blive om, at det også får
en styrket demokratisk legitimering.
Det hører med i en vurdering af euro-samarbejdet, at det har vist sig at
være tilpasningsdygtigt. Blandt andet har Frankrig og Tyskland haft svært
ved at opfylde kravene om budgetdisciplin. Og Romano Prodi, formanden
for den Kommission, der har til opgave at overvåge euro-samarbejdet, har
sågar kaldt stabilitetspagten for ”stupid”. Nu har Kommissionen lagt op
til, at de eksisterende grundregler i euro-samarbejdet fastholdes. Men at
der samtidig gives mulighed for at sætte gang i økonomien, når der er behov for det. Der er tale om et fornuftigt kompromis, som også vil fremme
den folkelige forståelse for projektet.
Befolkningen har for længst taget bestik af situationen: I meningsmålingerne fører ja-siden med 25%. Nu venter vi blot på politikerne.
10
Hvorfor kom euroen?
For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at gå omkring 20 år tilbage. I midten af 1980’erne var De Europæiske Fællesskaber ved at genvinde noget af den
dynamik og ambition, som havde præget de
første 15 år efter underskrivelsen af Romtraktaten. Efter 1970’ernes økonomiske tilbageslag og medlemslandenes meget forskellige reaktioner på de voldsomme
forstyrrelser i form af olieprisstigninger og
overgangen til flydende valutakurser i det
internationale monetære system, var der fra
Niels Thygesen, 1934
1979 kommet lidt fastere rammer for og en
Dr.polit., 1971, Danske Bank
noget bredere deltagelse i valutasamarbejProfessor i international
det inden for Det Europæiske Monetære
økonomi ved Københavns
Universitet 1998-; Professor
System (EMS). Forskelle i den økonomiske
siden 1971; Blandt andet
politik i de to vigtigste deltagerlande, Tyskmedlem af Delors-udvalget
land og Frankrig, i 1981-83, gjorde imidlerom ØMU 1988-89. Dansk
medlem af EF-kommissiotid en hurtig konsolidering af dette samnens udvalg om skabelsen af
arbejde umulig. Men fra omlægningen af
økonomisk og monetær
Frankrigs økonomiske politik i mere
union, af ekspertgrupper
om valutakurs- og pengestabilitetspræget retning i foråret 1983,
politik, 1973-1977; har
blev der en forståelse inden for EMS om, at
skrevet adskillige bøger om
deltagerne fremover ikke kunne påregne,
økonomiske forholds indvirkninger på samfundet.
at valutakursændringer ville blive accepteret som en sikkerhedsventil i samme omfang som hidtil, når et lands økonomiske
politik og resultater afveg fra de øvriges. Omkostningerne ved et så løst
system, med tiltagende inflation i det devaluerende land samtidig med,
at devalueringer betød pludselige forringelser af afsætningsforholdene
hos handelspartnerne, oversteg simpelthen fordelene ved at fastholde
en høj grad af selvstændighed i de enkelte deltagerlandes økonomiske
politik.
11
Handlingsplanen for det indre marked
Faktaboks 2.
”Fra EMS til euro”
1969 – Efter flere
års ustabilt valutasamarbejde i verden
kom et tættere
europæisk samarbejde om økonomisk og monetær
politik på dagsordnen i den såkaldte
Barre-rapport. Rapportens forslag udmøntede sig i, at
landene på topmødet i Haag i
december 1969 besluttedes at gøre
Den Økonomiske og
Monetære Union til
et officielt mål og
nedsatte en gruppe
med den luxembourgske premierminister Pierre Werner som formand.
1970 – Wernerrapporten forelå i
oktober 1970. Gruppen foreslog, bl.a.
at man indførte den
økonomiske og monetære union over
en tiårig periode efter en tre fase-plan.
12
Den ændrede ramme for det monetære samarbejde var en vigtig forudsætning for det
dristige initiativ, som blev taget af Kommissionen i 1985 gennem fremlæggelsen af
en Hvidbog om gennemførelsen af det indre
marked. Efter den hurtige afvikling af toldsatserne inden for EF i 1960’erne var der reelt
kun sket lidt for at udbygge EF’s centrale formål: At skabe et velfungerende fælles marked for varer og tjenesteydelser ledsaget af
fri bevægelse af kapital og arbejdskraft. Den
opfattelse bredte sig, at den skuffende udvikling i produktivitet og vækst igennem de seneste 15 år næppe alene kunne tilskrives
uhensigtsmæssig og ukoordineret pengeog
finanspolitik i de europæiske lande. Strukturelle hindringer på produkt- og faktormarkederne måtte også spille en rolle, og
hvad kunne give en mere virkningsfuld saltvandsindsprøjtning til europæisk økonomi
med sklerotiske træk end en markant fordybelse af markedsintegrationen? Denne
diskussion tog særlig fart i 1983-85, hvor det
viste sig, at en sammenligning med USA efter
den internationale recession i begyndelsen af
1980’erne absolut ikke faldt ud til Europas
fordel. Klimaet for Kommissionens Hvidbog
for det indre marked var derfor gunstigt –
samtlige regeringer, tilsluttede sig den omfattende arbejdsplan, og tillige den markante
udvidelse af spillerummet for flertalsafgørelser snarere end enstemmighed, som var en
forudsætning for Hvidbogens gennemførelse.
Kommissionsformand Jacques Delors søgte allerede under traktatforhandlingerne i 1985 at
inddrage dannelsen af en økonomisk og
monetær union i regeringskonferencen i er-
kendelse af, at selv et rimeligt velfungerende
EMS ville være for svag en underbygning af
markedsintegrationen. Hvordan skulle man
kunne bevare fremdriften og tålmodigheden
i gennemførelsen af Hvidbogens næsten 300
konkrete forslag i en situation, hvor betydelige valutakursændringer kunne ændre vilkårene for samhandlen markant? Målet
burde være en eliminering af valutakursændringer mellem deltagerlandene. Men der
var ikke tid til at tage denne udfordring op i
1985. Den fundamentale inspiration for ØMU
med en fælles valuta som et komplement til
det indre marked fremstod dog helt klart
allerede på dette tidspunkt.
Frigivelse af kapitalbevægelserne
Vekselvirkningen mellem dannelsen af det indre marked og en fælles valuta kom tydeligere frem, da regeringerne i det næste par år
nåede frem til at forhandle om frigivelse af
kapitalbevægelserne. Med den fjernelse af
alle resterende restriktioner, der var lagt op
til med det indre marked, ville selv et velfungerende EMS blive sårbart over for små
forskelle imellem den økonomiske politik i
deltagerlandene – eller blot over for politisk
debat om fremtidige ændringer i denne. Det
var en almindelig opfattelse, mest tydeligt i
Storbritannien, Tyskland og Holland, at frigivelse af kapitalbevægelserne – udover at
medføre effektivitetsgevinster af samme type
som fri varehandel – også giver en væsentlig
disciplinerende effekt på den økonomiske politik i deltagerlandene. Men så snart Frankrig,
Belgien og Italien – og i et langsommere
tempo Spanien og Portugal – havde accepte-
Første fase kom
imidlertid aldrig i
gang, på grund af
oliekrisen og den
internationale
valutauro, der opstod som følge af
Bretton Woodssystemets sammenbrud.
1978/1979 – Det
europæiske monetære system – EMS –
blev oprettet. Der
var to hovedelementer i EMSsamarbejdet: fastkurssamarbejdet
ERM og ECU. ERM
står for “Exchange
Rate Mechanism”,
og skulle sikre valutakursstabiliteten
ved at begrænse valutakursernes udsving til +/- 2,25%.
ERM fungerede
gennem en aftale
blandt de deltagende staters nationalog centralbanker
om gensidigt at
købe og sælge
valuta for at rette
kursen op, hvis en
valuta nåede ud-
13
svingsgrænsen, og
samtidig hæve renten, hvis valutaerne
kom under pres.
ECU’en – European
Currency Unit – blev
brugt af EU’s
institutioner som
regneenhed ved
fastlæggelse af
landbrugspriser og
udmåling af
strukturfonde og
budget.
1986 – Vedtagelsen
om at oprette Det
Indre Marked, hvor
både varer, tjenester,
arbejdskraft og kapital kan bevæge sig
frit mellem landene.
Etableringen af det
indre marked har til
formål at bidrage til
større vækst og lavere priser gennem
større konkurrence.
Mange mente, at
det indre marked
ikke ville få sin fulde
virkning, på grund
af de forholdsvis
høje vekselomkostninger og usikkerhed om bare små
valutaudsving. Der-
14
ret at frigive kapitalbevægelserne i juni 1988,
kunne disse lande vende spørgsmålet om: Var
det ikke rimeligt, at lande, som nu viste sig
villige til at udsætte deres økonomiske politik
og resultater for de internationale finansmarkeders vurdering, fik en øget sikkerhed
for, at en nationalt orienteret pengepolitik –
også fra tysk side – med risiko for efterfølgende divergenser ikke længere var mulig?
Tyskland havde svært ved at afvise denne argumentation på baggrund af den vægt, tyske
forhandlere havde lagt på den disciplinerende virkning af frie kapitalbevægelser. To
uger efter beslutningen herom i ECOFINrådet vedtog Det Europæiske Råd at nedsætte Delors-udvalget om ØMU.
Mens koblingen til udviklingen af det indre
marked, herunder ikke mindst frigivelsen af
kapitalbevægelserne, er åbenbar og det afgørende økonomiske element i forklaringen
af, hvorfor ØMU-planerne tog form sidst i
1980’erne, vil nogen utvivlsomt efterlyse
hvilke mere rent politiske motiver, der spillede ind. Hvad var den politiske dagsorden?
Et “politisk” argument: Mere symmetri
Det væsentligste politiske argument var, at
efterhånden som flere andre deltagere i EMS
i løbet af anden halvdel af 1980’erne nåede
resultater af deres økonomiske politik, der
ikke var markant ringere end Tysklands mht.
prisstabilitet, og uden at dette havde givet alvorlige indre balanceproblemer, var det svært
at se, hvorfor pengepolitikken inden for hele
området skulle indrettes alene med tyske indikatorer for øje, således som det skete i det
af Forbundsbanken ledede EMS. En sådan
asymmetri mellem deltagerne savnede i
stigende grad begrundelse, hævdede især
Frankrig. Indflydelsen burde snarere lægges i
en fælles europæisk centralbank, hvis beslutningsgrundlag ville være den økonomiske situation i hele deltagerkredsen, og hvor alle
deltog i beslutningerne. Det var igen et synspunkt, som det var vanskeligt at afvise på anden måde end ved at kræve en vidtdreven
forudgående konvergens i retning af stabil
økonomi i et EMS-land, som følte sig parat til
at tage medansvar for europæisk pengepolitik.
Forståeligt nok var de mest stabilitetsorienterede lande – Tyskland og Holland – bekymrede over udsigten til, at gennemsnitlig adfærd mht. inflation kunne blive normen for
et kommende fælles valutaområde. Selv om
større lande som Frankrig og Italien – ligesom
en række mindre EMS-deltagere – havde
gjort gode fremskridt gennem deltagelsen i
det mere stabile EMS i retning af lav inflation, kunne der endnu rejses tvivl om holdbarheden i denne tendens. Bekymringerne
blev bestyrket af den franske og italienske
forkærlighed for den såkaldte parallelvalutastrategi, iht. hvilken den europæiske valutaenhed, ECU’en, et gennemsnit af de 12 daværende valutaer i EF, gradvis skulle udbredes
som værdiopbevarings- og transaktionsmiddel. Det tyske svar på denne udfordring
var at insistere på, at en kommende fælles valuta og fælles centralbank skulle ligne
D-marken, hhv. Forbundsbanken, mest
muligt.
for kom diskussionen om en fælles
valuta igen på dagsordnen.
1988 – I juni godkendte Det Europæiske Råd, at EU
havde som mål
gradvist at skabe en
økonomisk union.
Der blev nedsat et
udvalg ”Delorsudvalget”, med
bl.a. EF-landenes
centralbankchefer,
Alexandre Lamfalussy, daværende
generaldirektør for
Den Internationale
Betalingsbank, Niels
Thygesen, professor
i økonomi ved
Københavns Universitet, og Miguel
Boyer, daværende
chef for Banco Exterior de España. Udvalgets arbejde
mundende ud i
“Delors-rapporten”,
der foreslog en
overgang til en økonomisk og monetær
union i tre adskilte,
men fremadskridende faser.
15
Var der i øvrigt en politisk dagsorden?
1989 – På grundlag
af Delors-rapporten
besluttede Det
Europæiske Råd i
juni 1989, at første
fase af Den Økonomiske og Monetære
Union skulle indledes 1. juli 1990,
hvor alle restriktioner i kapitalens frie
bevægelighed mellem medlemsstater i
princippet blev ophævet.
1991 – Der blev afholdt en regeringskonference om
ØMU’en parallelt
med regeringskonferencen om
Den Politiske Union.
Resultatet af forhandlingerne blev
Maastricht-traktaten, som blev underskrevet den 7.
februar 1992. Protokollen om statutten
for Det Europæiske
System af Centralbanker og den
Europæiske Centralbank og protokollen om statutten for
Det Europæiske
16
Der er, ikke mindst i den danske debat, en tilbøjelighed til at betegne ØMU som et politisk, snarere end et økonomisk projekt. En
fælles valuta ses i dette perspektiv først og
fremmest som en løftestang for dybere politisk integration. Det var klart, at overgangen
til ØMU ville medføre en tendens til europæisering af tilrettelæggelsen af økonomisk
politik mere generelt og ikke blot af pengeog valutapolitikken. Men der var samtidig
tegn i det politiske system, i lidt mindre grad i
centralbankerne, på, at argumenterne for
centralisering af beslutningerne var langt svagere uden for det pengeog valutapolitiske
område. Her havde synspunkterne ændret sig
markant siden den 20 år ældre plan for en
økonomisk og monetær union – “Wernerplanen” – som måtte skrinlægges i løbet af
første halvdel af 1970’erne. Denne version
havde med overdreven optimisme mht. de
finanspolitiske styringsmuligheder – og med
en overraskende politisk naivitet – lagt op til
en omdannelse af ECOFIN-rådet til et beslutningscentrum ved siden af en føderalt opbygget europæisk centralbank. Problemstillingen
to årtier senere var mere realistisk, både økonomisk og politisk: at nøjes med at begrænse
den nationale handlefrihed i den øvrige økonomiske politik til, hvad hensynet til en stabil
fælles valuta måtte kræve.
Der kan måske yderligere fremhæves to andre elementer af delvis politisk karakter, som
inspirerede ambitionen om at igangsætte
ØMU-processen:
For det første et ønske om at styrke den europæiske indflydelse i det internationale mone-
tære system. Denne ambition havde allerede
inspireret de to initiativtagere til det langt
mindre vidtgående EMS i 1978, de daværende tyske og franske politiske ledere,
forbundskansler Helmut Schmidt og præsident Valery Giscard d’Estaing. Det var en torn
i øjet på disse og andre ledere, at det var så
svært for de europæiske lande at få en indflydelse på globale økonomiske beslutninger,
der svarede til deres relative størrelse sammenlignet med USA. Illustrationer herpå var
vanskelighederne ved at koordinere den økonomiske politik med USA med henblik på at
afdæmpe voldsomme udsving i de europæiske valutaer i forhold til dollaren og den
svage europæiske indflydelse på styring af internationale finansielle problemer, i
1980’erne mest markant den globale gældskrise. Det blev i løbet af 1980’erne klart, at
EMS-samarbejdet reelt ikke bidrog til løsningen af disse problemer; sårbarheden over
for de store udsving i dollarkursen forblev
særdeles markant, så længe D-marken var
den eneste reelle alternative valuta til dollaren i Europa. Ved at indføre en fælles valuta
for en række europæiske lande kunne man
gøre sig mindre sårbar over for udsving i dollaren; den ville i al fald ikke længere true relationerne mellem de europæiske valutaer.
Samtidig hermed kunne skabelsen af en europæisk reservevaluta danne grundlaget for
større indflydelse bilateralt i forhold til USA,
hvis økonomiske politik med store betalingsbalance- og offentlige underskud fortsat gav
anledning til stærk kritik fra europæisk side i
de internationale institutioner.
Monetære Institut
(EMI) trådte i kraft
1. november 1993.
1992/1993 – Efter
mange års stabile
valutakurser, blev
en række europæiske valutaer
inkl. den danske
krone udsat for
voldsom spekulation og ERM-udsvingsbåndet blev
afløst af et bånd på
+/- 15%.
1994 – 1. januar
markerede indledningen af ØMU’ens
anden fase, og samtidig opløstes
Centralbankchefkomitéen.
1995 – Det Europæiske Råd besluttede i december
1995, at den nye
europæiske valutaenhed skulle kaldes
“euro”, og at
ØMU’ens tredje fase
skulle indledes 1. januar 1999.
For det andet viste det sig uundgåeligt i EMS
at hindre jævnlig gensidig kritik i fuld offent-
17
1996 – I december
forelagde EMI de
udvalgte designserier af eurosedler,
der skulle sættes i
omløb 1. januar
2002, for Det Europæiske Råd og senere for offentligheden.
1997 – Hovedelementerne i den
nye valutakursmekanisme (ERM II),
blev vedtaget i juni.
Ligeledes vedtog
Det Europæiske Råd
stabilitets- og
vækstpagten i juni
1997 de respektive
forpligtelser blev
uddybet i en deklaration fra Det Europæiske Råd i maj
1998.
1998 – Den 2. maj
besluttede Rådet for
Den Europæiske
Union enstemmigt,
at 11 medlemsstater
(Belgien, Tyskland,
Spanien, Frankrig,
Irland, Italien,
Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Por-
18
lighed deltagerne imellem. Det var destabiliserende i relation til de finansielle markeder
ved at nære forventninger om forestående
kursjusteringer, og det var politisk belastende.
Ved at fjerne muligheden for sådanne justeringer og flytte diskussionerne om den økonomiske politik, især pengepolitikken, til europæiske institutioner, kunne man reducere de
økonomiske og politiske irritationsmomenter.
De europæiske politikere, som støttede tanken om en økonomisk og monetær union, var
realistiske med hensyn til dette projekts
stærkt begrænsede muligheder for at løfte
en vidtgående politisk integration igennem
på områder, som ingen direkte forbindelse
havde til økonomi og valuta. Her tænkes
først og fremmest på de to store områder,
som senere i Maastricht-traktaten blev skilt
ud som selvstændige “søjler” i et samarbejde
mellem regeringerne omkring fælles sikkerheds- og udenrigspolitik på den ene side, og
retligt samarbejde på den anden side. Ingen
har vel illusioner om, at en inddragelse af
disse store politiske områder i et traktatfastsat samarbejde skulle kunne afgøres på
andet end på egne præmisser.
Delors-udvalgets arbejde
På Det Europæiske Råds møde i Hannover i
juni 1988 nedsattes det såkaldte Delorsudvalg, med henblik på at undersøge og
foreslå konkrete etaper hen imod en økonomisk og monetær union. Spørgsmålet til udvalget, som skulle besvares inden stats- og
regeringschefernes møde i Madrid et år senere, havde reelt karakter af et klassisk eksa-
mensspørgsmål: “Antag, at man ønsker at
danne en økonomisk og monetær union.
Hvordan skal den se ud, og gennem hvilke
skridt kan den realiseres?” Udvalget blev ikke
bedt om at vurdere, om ØMU var ønskelig eller ej. Det var der delte meninger om i det
noget usædvanligt sammensatte udvalg, bestående af de daværende 12 centralbankchefer, Kommissionens formand og næstformand samt tre uafhængige eksperter.
Centralbankcheferne var for en dels vedkommende naturligt nok tilhængere af det EMS,
de selv havde udviklet med betydelig succes
og bekymrede over politisering af samarbejdet og afdækning af underliggende meningsforskelle, især mellem Tyskland og Frankrig,
som kunne ventes, i al fald i overgangsfasen.
Men der var også den gensidige tillid og
åbenhed mellem dem, som er resultatet af
mange års tæt samarbejde – aktiver, som
foreløbig kan iagttages i dag i Den Europæiske Centralbank. De øvrige medlemmer af
Delors-udvalget havde den implicitte rolle at
bidrage til at øge tempoet i diskussionerne
og afprøve mere radikale ideer.
Navnlig de britiske og danske holdninger til
initiativet var kritiske. Begge havde insisteret
på, at udvalget skulle beskæftige sig ikke blot
med en monetær union, men også med det
noget vagere begreb, en økonomisk union,
og de havde modsat sig omtale af en fælles
centralbank og en fælles mønt i mandatet.
Begge ventede tilsyneladende, at Forbundsbankens præsident ville blokere for enighed i
udvalget. Det skete imidlertid ikke; imødekommelsen af tyske snarere end sydeuropæiske visioner for processen var tilstrækkelig
til ikke at give problemer med tysk tilslutning.
tugal og Finland)
opfyldte de nødvendige betingelser for
at kunne indføre
den fælles valuta 1.
januar 1999. Direktionen for ECB blev
udpeget.
1999 – 1. januar indledtes ØMU’ens
tredje og sidste fase
med fastlåsning af
vekselkurserne for
valutaerne i de 11
medlemsstater.
2000 – 19. juni traf
Rådet for Den Europæiske Union beslutning om, at
Grækenland opfyldte konvergenskriterierne.
2001 – 1. januar
steg antallet af deltagende medlemsstater til 12, da
Grækenland gik ind
i ØMUens tredje
fase.
2002 – 1. januar
kom euromønterne
og sedlerne i omløb
i de 12 euro-lande.
19
Ser man tilbage på forløbet gennem 1990’erne med dannelsen af ØMU,
må man betegne Delors-udvalgets besvarelse af de stillede spørgsmål som
tilfredsstillende. Den kom til at give retningslinierne for regeringskonferencen om Maastricht-traktaten, og ØMU’en blev gennemført i de
tre etaper, som var foreslået og med flere deltagere, end man kunne have
forestillet sig i 1988-89. Man kan imidlertid indvende, at udvalgets rapport
kun svarede tilfredsstillende på det første af de to stillede hovedspørgsmål
– skitsen til den fuldt udbyggede ØMU – mens overgangsfaserne var beskrevet så vagt og med så mange udskydelser af beslutninger og manglende forberedelse af fælles styring, at projektets overlevelseschancer så
ret skrøbelige ud. Men tiltrækningskraften ved udformningen af slutfasen
var tilstrækkelig til at overvinde problemerne på trods af en decentral tilrettelæggelse af de to overgangsfaser. EMS-krisen i 1992-93 blev i denne
sammenhæng en afgørende faktor i overvindelsen af problemerne.
Hovedkonklusionerne i Delors-udvalgets rapport
Udvalget koncentrerede sig om at beskrive en europæisk centralbank med
to afgørende karakteristika: lav og stabil inflation som primær målsætning, og en høj grad af uafhængighed i pengepolitikkens tilrettelæggelse
af nationale og europæiske myndigheder. Disse to grundpiller var solidt
funderet i økonomisk teori og i de europæiske landes praktiske erfaringer.
Herudover konkluderede udvalget hurtigt, at det ville være ønskeligt, af
hensyn til projektets troværdighed og en dybtgående integration af de
europæiske finansielle markeder at overgå til en fælles valuta kort efter
starten på slutfasen. Der er væsentlige forskelle mellem selv det mest veludviklede fastkurssystem og en fælles valuta i disse henseender.
Mest kontroversielle var udvalgets konklusioner mht. kravene til den
nationale finanspolitik i slutfasen. Her ansås det for nødvendigt at fastsætte bindende regler for øvre grænser for offentlige budgetunderskud,
samt at udelukke muligheden for direkte lån hos centralbanken og andre
former for monetær finansiering heraf. Disse konklusioner, som vakte megen diskussion også i udvalget, var især baseret på en forventning om, at
deltagerlandene ville udvise overdreven finanspolitisk ekspansionslyst, når
risikoen for markedsmæssige sanktioner gennem stigninger i det nationale renteniveau og valutauro fortonede sig i ØMU’ens slutfase. Der var
betydelig skepsis mht. de finansielle markeders evne til at sanktionere af-
20
vigende adfærd efter etableringen af den fælles valuta, en vurdering, der
synes bekræftet gennem de små kreditrisikopræmier, som eksisterer i dag
inden for euro-området.
Det var måske ikke så overraskende, at Delors-udvalgets konklusioner
vandt tilslutning inden for udvalgets noget specielle medlemskreds. Det
var mere overraskende, at forslagene vandt bred tilslutning i det politiske
system under Maastricht-forhandlingerne, hvor også de foreslåede bindende retningslinier for offentlige budgetunderskud blev vedtaget i ganske
håndfast form – og siden væsentligt præciseret gennem den i 1997 vedtagne “stabilitetspagt”.
Ratifikationen af Maastricht-traktaten og EMS-krisen
Ratifikationen af Traktaten trak væsentligt længere ud end ventet. Danmark stemte nej den 2. juni 1992, og en fransk folkeafstemning blev kun
knebent vundet, selv om ØMU’en ikke mindst var et fransk projekt. Da
Danmark havde sagt nej, suspenderede Storbritannien sin ratifikation et
års tid, og behandlingen i Tysklands forfatningsdomstol forsinkede tysk tiltræden til efteråret 1993.
Samtidig, og i høj grad forbundet med den politiske usikkerhed, kom EMSsamarbejdet ind i en række kriser, først gennem angreb på to klart overvurderede valutaer – den italienske lire og sterling – devalueringer af tre
andre og flere angreb på de tilbageblevne EMS-valutaer, trods pæne økonomiske nøgletal for disse økonomier.
Forløbet var en klar illustration af nogle af de svagheder ved det eksisterende samarbejde. EMS-samarbejdet var blevet utilstrækkeligt, ikke
mindst som følge af den større kapitalmobilitet. Tilrettelæggelsen af
pengepolitik i deltagerlandene især på baggrund af tyske indikatorer, som
i perioden 1991-93 var klart afvigende fra andre landes pga. genforeningen i 1990, vakte stærk kritik blandt de øvrige EMS-deltagere. Det
store flertal af deltagerlande drog den konklusion, at gennemførelsen af
ØMU’en nu var blevet påtrængende. Desværre drog beslutningstagerne i
Storbritannien og Danmark – til dels som følge af ønsketænkning, inspireret af disse to landes stilling med forbehold over for ØMU-deltagelse – den
modsatte konklusion: når man ikke engang kunne fastholde et vel-
21
indarbejdet løsere samarbejde som EMS, måtte den fælles valuta udskydes
som et utopisk projekt og energien koncentreres om andre udfordringer,
ikke mindst udvidelsen med en række central- og østeuropæiske lande.
Som følge af det økonomiske tilbageslag i de fleste europæiske lande i
1991-93 måtte tidsplanen for at nå frem til slutfasen strækkes til det yderste. Afgørende for projektets gennemførelse blev formentlig, at der i
Maastricht-forhandlingernes sidste stadier blev nået et kompromis omkring automatisk start på slutfasen senest den 1. januar 1999 selvom kun
et mindretal af lande måtte være økonomisk forberedte til at indtræde.
Frygten for at blive midlertidigt udelukket fra en central del af samarbejdet inspirerede lande, som mange iagttagere i begyndelsen anså for
usandsynlige deltagere, til at yde en stor anstrengelse for at opfylde kvalifikationskravene: Italien, Spanien, Portugal, Irland og Finland. Slutfasen
kunne således begynde i 1999 med ikke mindre end 11 deltagere, uden
det blev påkrævet at foretage nogen egentlig udvanding af konvergenskriterierne.
Det centrale resultat af dannelsen af ØMU
Fra begyndelsen af det pengepolitiske samarbejde i EF var hovedemnet,
hvorledes man kunne reducere ændringer i de indbyrdes valutakurser som
tilpasningsinstrument. Der blev gjort gode fremskridt hermed under EMSsamarbejdet, men ikke tilstrækkelige til de opgaver ambitionen i markedsintegrationen krævede. Samtidig gav den høje inflation i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne en stærk motivation til at indføre en mere
stabilitetsorienteret økonomisk politik i deltagerlandene med henblik på
at opnå en lav og stabil inflation i hele området.
Andre lande har nået dette sidste hovedresultat fuldt så godt som de nuværende deltagere i euroen. Sverige og Storbritannien har efter deres
ufrivillige udtræden af et valutasamarbejde med imponerende konsekvens
fået inflationen under kontrol. Men forventningen om, at en inflationsudvikling, parallel med euro-områdets, indirekte også ville stabilisere
valutakursen for svenske kroner og sterling over for euroen, har vist sig
illusorisk. Hvis man vil opnå begge de to væsentlige velfærdsgevinster –
både lav inflation og stabil valuta over for de vigtigste handelspartnere –
er der ikke noget alternativ til deltagelse i euroen.
22
Forfatterne til Maastricht-traktaten – og Delors-udvalgets medlemmer –
var så opsatte på at nå dette dobbelte resultat, at andre mulige ambitioner ved dannelsen af ØMU trådte i baggrunden. Man kan se det klarest
ved at betragte, hvordan Traktaten behandler de tre mulige trusler imod
pengepolitisk stabilitet og en centralbanks muligheder for at opfylde
dette mål: Store offentlige underskud, valutamarkedsinterventioner og
løsning af kriser i den finansielle sektor. Disse trusler blev søgt begrænset
ved at fastsætte overgrænser for offentlige underskud og udelukke monetær finansiering, ved at lave regler for beslutninger om interventioner,
som gjorde det usandsynligt, at de ville blive taget i anvendelse, samt ved
at lægge ansvaret for opretholdelsen af finansiel stabilitet uden for den
kommende centralbanks ansvarsområde.
Udfordringen i dag, efter at euroen succesfuldt blev introduceret 1. januar 2002, er at vurdere, hvorledes ønsker om tættere koordination af
national finanspolitik, om lejlighedsvise operationer på valutamarkedet –
og især mere fælles optræden udadtil fra euro-området – samt en koordinerende rolle for ECB i opretholdelsen af finansiel stabilitet kan tilgodeses inden for Traktatens forskrifter. En vis udstrækning af samarbejdet i
disse retninger, der alle blev diskuteret for 10-12 år siden i foreløbig form,
synes ikke at kræve nye traktatbestemmelser, men blot en mere intensiv
udnyttelse af allerede eksisterende muligheder. Men det er klart, at udviklingen i verdensøkonomien risikerer at påvirke alle de europæiske økonomier, hvilket i stigende grad forudsætter et tættere samarbejde mellem
de nationale politiske myndigheder med en central rolle for ECOFIN-rådet
og eurogruppen. Hvordan det tætte samarbejde skal udvikles er under
diskussion, og vi vil løbende opleve forbedringer og justeringer af samarbejdet.
Mens Danmark spillede en væsentlig rolle i opbygningen af den fælles valuta er situationen nu en helt anden. Efter at danskerne i september 2000
besluttede, at Danmark ikke skulle deltage i eurosamarbejdet, måtte vi
samtidig acceptere at stå udenfor indflydelse på opbygningen af det økonomiske samarbejde, vi ellers indtil nu har været med til at præge. Det
danske Formandskab for EU i sidste halvår af 2002 viste tydeligt de politiske problemer. Danmark var kun formelt set formand for ECOFIN-rådet,
mens Grækenland spillede en langt mere afgørende rolle i de uformelle,
men reelle beslutninger i euro-gruppen.
23
Danmark står derfor i en helt anderledes situation, end vi har gjort før.
Virkeligheden er nu omsider ved at indhente os og vil desto hurtigere indhente os, hvis svenskerne stemmer ja til euroen den 14. september 2003,
og hvis Storbritannien efterfølgende tager en folkeafstemning. Helt klart
er det allerede nu, at de nye medlemslande fra Central- og Østeuropa vil
gøre alt for at blive parate til at komme med i euro-samarbejdet. Vi vil i de
kommende år opleve et handlekraftigt europæisk samarbejde, som vi ikke
er tjent med ikke at kunne påvirke.
24
Bør Stabilitetspagten ændres?
Af Professor Niels Thygesen*
I de senere måneder er det europæiske regelsæt for medlemslandenes
finanspolitiske adfærd – Maastricht Traktatens overgrænse for nationale
budgetunderskud og elaboreringen heraf i den såkaldte Stabilitets- og
Vækstpagt (herefter “Stabilitetspagten”) – kommet under alvorlig beskydning. Med stærkt aftagende økonomisk vækst i 2001-02 har de offentlige
indtægter overalt været mindre end forudset ved budgetlægningen. Et
par lande – Portugal i 2001, Tyskland i 2002 – og muligvis flere har allerede
overskredet overgrænsen for de offentlige underskud og vanskelighederne ved at holde sig inden for grænsen synes nærmest at tiltage under de fortsat vanskelige konjunkturer, der forudses for 2003. Det er på
denne baggrund ikke overraskende, at ønskerne om en revision af regelsættet fremføres af flere af de lande, der er under observation. Kan det
virkelig være rimeligt at stramme finanspolitikken og dermed bidrage
yderligere til at svække en i forvejen svag efterspørgsel? Således formulerede den franske premierminister det for nylig, og mange økonomer og
iagttagere uden for EU synes at være enige.
I oktober 2002 sluttede selv den øverste vogter af Stabilitetspagten, Kommissionsformand Romano Prodi, sig tilsyneladende til kritikken ved at
hæfte adjektivet “stupid” på Stabilitetspagten. Kommissionen fremkom i
slutningen af november med forslag til smidiggørelse af fortolkningen af
reglerne, dog således at der ikke sættes spørgsmålstegn ved den traktatmæssigt fastsatte overgrænse på 3% for budgetunderskud. Kommissionens forslag er gennemgående blevet velvilligt modtaget, og de vil formentlig blive godkendt i ECOFIN-rådet og Det Europæiske Råd i løbet af
de nærmeste måneder. Nogle lande vil imidlertid gerne gå videre end det
forestående, og en kommende version af Traktaten giver principielt mulighed herfor. Men er kritikken af Stabilitetspagten overhovedet velbegrundet? 1
* Se side 11.
1. Udgangspunktet for denne artikel er et notat udarbejdet til Europaparlamentets Økonomiske og Monetære Udvalg (EMAC) i november 2002: “The Stability and Growth Pact:
Any Need for Revision?”, note for EMAC, 15 November 2002.
25
Finanspolitiske regler i en monetær union
Under forhandlingerne om Maastricht Traktaten i 1990-91 var der bred tilslutning til det synspunkt, at den forskellige behandling af pengeog
finanspolitikken – fuld centralisering af pengepolitikken i et europæisk
centralbanksystem på den ene side, og opretholdelse af national suverænitet i finanspolitikken på den anden side – gjorde det påkrævet at indføre et minimalistisk regelsæt til begrænsning af spillerummet for divergerende national adfærd. Under de tidligere samarbejdsformer i Det
Europæiske Monetære System (EMS) udøvede stigende nationale rentesatser, ofte ledsaget af pres på et afvigende lands valuta, en disciplinerende begrænsning på lande, der førte ekspansiv finanspolitik. I en monetær union forsvinder dette pres og tanken om at lade det erstatte af
gensidig overvågning baseret på regler for budgetunderskuddet – og
eventuelt den offentlige gældsstørrelse – vandt tilslutning, først blandt
centralbankerne, men derefter også hos de finanspolitiske beslutningstagere, i første række finansministrene.
Tankerne om nogle simple økonomiske regler gik tilbage fra Delorsudvalget (se ØMU’ens historie) i 1988-89. Her blev det diskuteret, om
man kunne nøjes med at sætte en overgrænse for de faktiske underskud,
eller om man tillige eller især burde sætte normer for det konjunkturrensede eller strukturelle underskud for at undgå at presse lande, der var
kommet i nærheden af en overgrænse for det faktiske underskud til at
rette op på det under dårlige konjunkturer og derved svække finanspolitikkens automatiske stabiliseringsvirkninger. I udvalget var der klar
præference for at basere reglerne på det faktiske underskud, fordi regeringer kan fastholdes på et ansvar for det faktiske underskud, mens de
har gode muligheder for at bestride rigtigheden af det beregnede strukturelle underskud.
I planerne for ØMU’en blev det også diskuteret, om den finanspolitiske
regel burde lægge hovedvægten på størrelsen af den offentlige gæld snarere end på de løbende ændringer i denne, der vil sige det årlige underskud (eller overskud). Dette synspunkt kunne finde støtte både i økonomiske analyser af den langsigtede holdbarhed af de offentlige finanser og
i de store forskelle i udgangssituationen mellem deltagerlandenes offentlige gæld. Men da måden til at kontrollere gældens størrelse ligger i de
offentlige finansers udvikling fra år til år, valgte man at lægge hovedvægten herpå – dog med fastholdelse af det mål, at den offentlige gæld
26
ikke burde overstige 60% af bruttonationalproduktet (BNP). Dette tal svarede nogenlunde til gennemsnittet for de 12 EU-medlemslande i 1990.
Er der et objektivt grundlag for de 3% af BNP, som Maastricht Traktaten
fastsatte som overgrænse for de offentlige underskud? Det vil være svært
at finde nogen økonom, som ville svare bekræftende herpå, men tallet var
dog ikke grebet ud af luften. Dels havde dette tal vundet tilslutning som
målsætning i nogle lande, især Frankrig, i løbet af 1980’erne, dels har de
3% en logisk sammenhæng med normen på 60% for
”Der vil undertiden
den offentlige gæld – under forudsætninger, som ved
opstå situationer,
Traktatens underskrivelse forekom realistiske, nemlig at
hvor det forekommer
(det nominelle) BNP i deltagerlandene trendmæssigt
hensigtsmæssigt at
ville vokse med ca. 5% om året, eksempelvis som sumanlægge en fleksibel
men af 3% realøkonomisk vækst og 2% inflation. Det
fortolkning af reger måske værd at betænke for dem, der ønsker en
lerne eller endda susvækkelse af ØMU’s regelsæt, at de seneste års udvikspendere dem midlerling nærmest tilsiger det modsatte i et mere langsigtet
tidigt. Når de alligevel
perspektiv. Efter nogle år med skuffende produktiviopretholdes over
tetsudvikling anslås den trendmæssige vækst i BNP nu
lange perioder er det
kun at være 11⁄2-2%, og ECB’s pengepolitiske strategi
kan fortolkes som sigtende på en inflationstakt på 11⁄2%
fordi de positive virkom året. Hvis den typiske vækst i det nominelle BNP
ninger af stabilitet og
dermed er aftaget fra 5 til 3% om året, og målet om
forudsigelighed i
ikke over 60% gæld fastholdes, kan det kun nås ved at
gennemsnit anses for
sænke det maksimale budgetunderskud fra 3 til 1,8%
fuldt ud at opveje ta(dvs. 60% af 3%).
bet af fleksibilitet.”
Ideelt set bør en finanspolitisk regel tilfredsstille en række kriterier, især
enkelthed, gennemskuelighed, mulighed for håndhævelse og fleksibilitet.
Maastricht Traktatens 3%-regel for underskud, og de dertil knyttede procedurer for gensidig overvågning prioriterede klart de første tre af disse
kriterier højt på bekostning af fleksibilitet. Fleksibiliteten kunne i princippet være tilgodeset gennem hensyntagen til de enkelte deltagerlandes
specifikke situation ved at inddrage f.eks. balancen mellem privat opsparing og investering, størrelsen af offentlige investeringer og gældsniveauet, som nu fra flere sider foreslås inddraget. Men regeringerne
valgte ikke at tage denne opfordring op ved udformningen af Maastricht
Traktaten – fornuftigvis så længe der ikke var villighed til at lægge
væsentligt større politisk autoritet i ECOFIN-rådet. Trods de indhøstede er-
27
faringer med gensidig overvågning over det seneste tiår synes dette argument for enkelthed frem for fleksibilitet stadig at gælde.
En simpel finanspolitisk regel har i princippet samme rationale som normer i pengepolitikken i form af en fast valutakurs eller en inflationsmålsætning. De er alle metoder til at binde de økonomisk-politiske beslutningstagere til et adfærdsmønster, som er stabilt og tillidvækkende. Der vil
undertiden opstå situationer, hvor det forekommer hensigtsmæssigt at anlægge en fleksibel fortolkning af reglerne eller endda suspendere dem
midlertidigt. Når de alligevel opretholdes over lange perioder er det fordi
de positive virkninger af stabilitet og forudsigelighed i gennemsnit anses
for fuldt ud at opveje tabet af fleksibilitet. I tilfældet med Maastricht Traktatens overgrænse for budgetunderskud er fordelene ved reglen også
knyttet til de relativt klare bestemmelser om, hvorledes overskridelser behandles. I forberedelsesfasen til ØMU var sanktionerne særligt klare: Et
land, der overskred de 3% kunne ikke påregne optagelse i ØMU’ens tredje
fase. Dette fremmede en markant budgetkonsolidering igennem de sidste
tre år inden beslutningen om deltagerkredsen skulle tages, om end denne
budgetkonsolidering også blev kraftigt hjulpet, direkte og indirekte, af
rentefald til et historisk lavt niveau i de lande, der havde de største underskud. Det var hele tiden hensigten at 3%-reglen skulle fortsætte uændret
efter ØMU’ens start pr. 1. januar 1999 mellem de oprindelige elleve deltagere, men det var samtidig erkendt, at sanktionerne ved overskridelser
derefter ville blive mindre håndfaste.
Det var baggrunden for det tyske forslag om en stabilitetspagt fra 1995,
endeligt vedtaget i Amsterdam i juni 1997. For at styrke deltagerlandenes
motiver til at holde sig på sikker afstand af overgrænsen på 3% blev det
nu vedtaget, at deltagerne skulle tilstræbe budgetbalance eller et lille
overskud i gennemsnit på mellemfristet sigt. Ved at klargøre en strategi,
der rakte ud over det enkelte år – og derved imødekomme mange økonomers ønske om større vægt på den strukturelle budgetbalance – søgte
man at minimere risikoen for at presse et deltagerland til at skulle føre
stram finanspolitik i dårlige tider. Spejlbilledet af dette var selvsagt, at deltagerne skulle afstå fra i gode tider at benytte de automatisk voksende offentlige indtægter til større udgifter og/eller ufinansierede skattelettelser,
således som det var sket under det kraftige opsving i Europa i slutningen
af 1980’erne.
28
Med øget vægt på den gennemsnitlige budgetbalance over en årrække
genåbnedes muligheden for at tage individuelle hensyn til karakteristika
ved de enkelte deltageres økonomier. Afgørende for størrelsen af det
spillerum inden for den uændrede overgrænse på 3%, som fortsat er gældende for det årlige faktiske underskud, er graden af følsomhed i et lands
budgetbalance over for konjunkturudsving. Det var derfor logisk, at de tre
nordiske EU-lande – Finland, Sverige og Danmark – var ansvarlige for at
skærpe kravet til den strukturelle budgetbalance. Disse lande med relativt
store offentlige sektorer og høje og progressive indkomstskatter har
særligt konjunkturfølsomme budgetsaldi, og de har i praksis siden tilstræbt små overskud på omkring 2% af BNP som mellemfristet norm, hvor
en del andre EU-lande kunne hævde at kunne klare sig med en mindre sikkerhedsmargen. De tre nordiske lande er i dag de mest loyale håndhævere
af Stabilitetspagtens regler – uanset at to af dem ikke endnu har indført
euroen.
Ved Stabilitetspagtens vedtagelse blev imidlertid også et andet motiv til at
skærpe de langsigtede krav til finanspolitikken synligt. Den offentlige
gældsbyrde måtte i en række deltagerlande tilstræbes reduceret i et overgangsvis hurtigere tempo end oprindeligt tilsigtet i Maastricht Traktaten
for at skabe plads for øgede offentlige udgifter som følge af aldringen af
befolkningerne. Ser man 2-3 årtier frem kan øgede udgifter til pensioner
og sundhedsvæsen, hvis lovgivningen ikke ændres, anslås at ville vokse
med mellem 4 og 8% af BNP. En relativ håndfast fortolkning af Stabilitetspagten kunne således forsvares ved mere fundamentale argumenter end
den korte eller mellemfristede stabilisering af økonomierne. Konvergens i
retning af et væsentligt lavere gældsniveau end Traktatens 60% – i princippet nul så længe strukturel budgetbalance iagttages konsekvent – og
dermed klart lavere offentlig rentebyrde stillede i realiteten større krav til
finanspolitikken end Stabilitetspagtens regler. Som bekendt har det været
et vigtigt træk i den danske debat om finanspolitikken siden midten af
1990’erne at lægge hovedvægten på dette argument for en forsigtig linie,
hvilket har givet en større vælgermæssig forståelse end i f.eks. de tre
største EU-lande, selv om det “nationale” argument burde have mindst
lige så stor vægt som i Danmark. Indtrykket af, at en forsigtig finanspolitik
især er et resultat af udefra kommende pres for at overholde regler af til
dels vilkårlig karakter, har ikke gjort det lettere for regeringerne i de
største EU-lande at vinde tilslutning.
29
Desværre gentog navnlig Tyskland og Frankrig omkring år 2000 nogle af
fejltagelserne fra det tidligere opsving ti år tidligere. Med den pæne økonomiske vækst i 1998-2000 kom der flere penge i de offentlige kasser og
fristelsen til at anvende dem, især til ufinansierede skattelettelser, blev for
stærk. En gradvis forringelse af det strukturelle budget blev synlig; og med
tilbageslaget i 2001-02 blev det faktiske underskud forøget som følge af
såvel strukturelle som konjunkturbestemte årsager. Særligt skuffende var
afmatningen i den tyske økonomi, hvor det tyske underskud i 2002 nåede
op på 3,8%. I Portugal måtte en ny regering i sommeren 2002 konstatere,
at underskuddet i 2001 var blevet groft undervurderet; det viste sig at
være 4,1% i stedet for de tidligere indberettede 2,8%. Kommissionen
måtte derfor bruge de procedurer som Stabilitetspagten foreskriver med
henblik på budgetkonsolidering til under 3% i året efter overskridelsen.
Det synes p.t. som om Portugal netop har klaret at presse sit underskud
ned under grænsen i 2002, og Tyskland har taget skridt til at opnå et lignende resultat i 2003. Frankrig udgør i dag den mest åbenlyse udfordring
til regelsættet, idet den franske regering har tilkendegivet, at den ikke har
til hensigt at styrke den strukturelle budgetposition. Med en nedjustering
af forventningerne til fransk økonomisk vækst fra 21⁄2 til 11⁄2% i 2003 kan
det næppe undgås, at det faktiske budgetunderskud (også) i år vil ligge
over 3%. Er Stabilitetspagten ved helt at smuldre eller kan Kommissionens
nylige forslag give et grundlag for at bevæge sig i retning af mere fleksibilitet uden at sætte hele regelsættet på spil?
Den aktuelle diskussion
Det er tydeligt, at det uventet hurtigt efter ØMU’ens endelige gennemførelse har vist sig vanskeligt at fastholde intentionerne bag såvel
Maastricht Traktatens enkle overgrænse for det faktiske budgetunderskud
som de mere komplicerede regler for det mellemfristede eller strukturelle
underskud i Stabilitetspagten, og de dertil knyttede gensidige overvågningsprocedurer. Der er sket en markant indsnævring i flere af de store
landes tidshorisont i finanspolitikken. Og den aktuelle diskussion afspejler
en noget større tillid til finanspolitikkens stabiliserende rolle på kortere
sigt end den holdning, der var udslagsgivende ved Traktatens og
Stabilitetspagtens udformning. Det er ikke en tillid, der finder støtte i nyere økonomisk forskning, som nærmest trækker i retning af en yderligere
afsvækkelse af forventningerne til stabiliseringspolitikken, i hvert fald så
30
længe den ikke er fulgt af nødvendige reformer, der løser mere grundlæggende strukturelle problemer i landenes økonomier. Men holdningsændringen er ikke desto mindre en politisk realitet – og den skærpes naturligt i situationer, hvor en regering reelt anmodes om at korrigere sin
forgængers fejltagelser, som det er tilfældet i Frankrig, Portugal og i nogen grad Italien. Her er det en tidligere regerings overoptimistiske politik
to-tre år tidligere, som har indskrænket råderummet eller helt fjernet det.
I næsten alle lande har der været tale om en undervurdering af omfanget
af opbremsningen i europæisk økonomi gennem de seneste to år.
Disse fejlskøn har samtidig undermineret de fornuftige procedurer for
gensidig overvågning, som blev indført med Stabilitetspagten. Kommissionen har herunder den opgave at udstede såkaldt tidlige advarsler, når udviklingen i det faktiske budgetunderskud nærmer sig overgrænsen. Med
de undervurderinger heraf, som især det portugisiske tilfælde illustrerer,
vil sådanne advarsler ofte komme for sent til at være nyttige. ECOFINrådet afviste tilmed i begyndelsen af 2002 at følge op på Kommissionens
forslag om advarsler til Portugal og Tyskland, som siden viste sig særdeles
velbegrundede. Og for lande, som endnu befinder sig et langt stykke fra
overgrænsen, har mulighederne for kritiske vurderinger været endnu
skrøbeligere. I bagklogskabens lys burde der være givet advarsler til Tyskland og Frankrig for disse landes finanspolitiske lempelser i år 2000, men
det kom ikke dengang på tale.
Forslagene til forbedret gensidig overvågning, som Kommissionen har foreslået 2, sigter på at styrke rettidige advarsler gennem en forskydning af
overvågningen af udviklingen i de strukturelle underskud. Mere konkret
er hovedforslaget, at lande, der ikke opfylder kravet om et strukturelt
underskud “tæt på nul eller i overskud”, skal forpligtes til at reducere deres underskud mindst svarende til 0,5% af BNP pr. år, indtil kravet er opfyldt. Forpligtelsen bør skærpes for de lande, der har de højeste underskud og/eller gæld. Foreløbig har kun Frankrig fremført reservationer over
for denne skærpelse af overvågningen. Til gengæld foreslår Kommissionen
samtidig, at der ses med mere velvilje på finanspolitiske lempelser i lande,
der klart har nået balance eller et lille overskud, ligesom det antydes, at
man for lande med en gæld på et stykke under 60% af BNP kan forestille
sig, at “tæt på balance” for det strukturelle underskud fortolkes som et
2. Communication from the Commission to the Council and the European Parliament,
“Strengthening the Coordination of Budgetary Policies”, Brussels, 21 November 2002.
31
lille underskud. Under alle omstændigheder fremhæves det flere steder i
Kommissionens forslag, at deltagerlandene bør fastholde en “tilstrækkelig
sikkerhedsmargin” i forhold til den traktatmæssige overgrænse for det
faktiske budgetunderskud på 3%.
Kommissionen er utvivlsomt gået så langt, som den kan i retning at smidiggøre den gensidige overvågning inden for Stabilitetspagtens rammer. Forslaget går imidlertid ikke langt nok for enkelte lande. Storbritannien har
lagt særlig vægt på at skabe plads for de øgede offentlige investeringer,
som ligger i de britiske budgetplaner for dette og de kommende år, men i
betragtning af den store usikkerhed i en grænsedragning mellem forbrug
og investeringer, ville en imødekommelse heraf være meget svær at håndtere i praksis. Den mere fleksible fortolkning af udviklingen i det strukturelle budgetunderskud vil ikke kunne give nogen løsning for de lande, hvis
faktiske underskud allerede ligger i nærheden af 3% – og det er tilfældet
også for Storbritannien (som for Tyskland og Frankrig). Smidiggørelsen,
kombineret med forpligtelsen til at nedbringe strukturelle budgetunderskud med mindst 0,5% af BNP årligt, vil kunne virke hensigtsmæssigt ved
på længere sigt at undgå dristige finanspolitiske eksperimenter i fremtidige
mere gunstige udgangssituationer, med andre ord en gentagelse af lempelserne i 2000. De nye procedurer vil bidrage til at skabe større klarhed over
den ubehagelige kendsgerning, at størstedelen af de aktuelle underskud
efterhånden er af strukturel karakter.
Så længe 3%-grænsen håndhæves er der således næppe nogen vej uden
om igangsættelse af de i Traktaten forudsete sanktionsprocedurer over for
flere lande i 2003-04. Det vil være en politiske belastning, men de økonomiske konsekvenser er trods alt til at overskue. Sanktionerne er forsigtigt
udformede; hvis det viser sig i løbet at det år, der følger den konstaterede
overskridelse, at et land ikke har taget skridt til at korrigere situationer
skal det i de følgende to år “kun” deponere et beløb på rentefri konto, og
det går således kun glip af renteindtægterne på det deponerede beløb.
Det har således yderligere to år til at tilpasse budgettet med henblik på at
undgå en egentligt tyngende bøde. Det er ganske milde sanktioner – især
når man erindrer de langt mere omfattende økonomiske omkostninger
ved store budgetunderskud inden ØMU’en blev dannet.
32
Nationalbanken – fra centrum til periferi
Af Nationalbankdirektør Jens Thomsen
Togene kører, posten bringes ud, og solen
står op hver dag. Euroens indførelse 1. januar
1999 medførte ingen jordskælv i Danmark.
Det gjorde den introduktion af euro-sedler
og mønter, der blev gennemført i januar 2002
ej heller.
Jens Thomsen, 1942
Cand. polit., 1969, Nationalbankdirektør, 1995-; tidl.
Departementschef i
Økonomiministeriet 198894, og bl.a. Stedfortræder i
EF’s Monetære Komité 197988, Personlig repræsentant
ved regeringskonferencen
om Den Økonomiske og
Monetære Union 1990-91,
mv.
Den 30. juni 1998 var der stor festivitas i den
gamle opera i Frankfurt. Wim Duisenberg hilste på flere hundrede gæster ved indgangen.
Riverdance var på scenen. Taler blev holdt.
Man fejrede starten på Den Europæiske
Centralbank, ECB. Der var etableret en ny EUinstitution med 11 lande som deltagere. Alle
femten lande var inviteret med til festen,
men så var det også slut med den fulde deltagelse for Danmark, Grækenland, Sverige og
UK. Grækenland blev først fuldt medlem fra
2001.
Fra Danmarks indtræden i EF i 1973 havde vi
været en del af inderkredsen i det monetære
samarbejde i Fællesskabet. Først som et af få lande, som “holdt ud” hele
vejen igennem i det såkaldte slangesamarbejde i 1970’erne. Siden som et
af “kernelandene” i samarbejdet inden for Det Europæiske Monetære System, EMS, fra 1979 – og navnlig fra skiftet til den erklærede danske fastkurspolitik fra 1982.
Den 30. juni 1998 var derfor skelsættende for Nationalbanken. Vi havde
bevæget os fra at være en del af kernen til at befinde os et sted i periferien blandt den lille flok af såkaldte “udelande”.
33
Nationalbanken og ECB
Hvad er så konsekvenserne blevet for Nationalbanken af denne udestatus. Indtil oprettelsen af ECB i maj 1998 deltog Nationalbanken fuldt og
helt i Det Europæiske Monetære Institut, EMI, som var ECB’s forgænger og
forberedte ØMUen fra 1994-98. I samarbejdet i Den Europæiske Centralbank er Nationalbanken derimod blevet marginaliseret på næsten alle
punkter. De tolv landes centralbankchefer mødes hver 14. dag i Styrelsesrådet. Enkelte af disse møder afholdes dog som telefonmøder. Møderne i
Det Generelle Råd, som omfatter alle 15 centralbanker, afholdes kun hver
3. måned og varer højst en time og kan erstattes af telefonmøder. Disse
telefonmøder foregår så ved, at de 12 nationalbankdirektører og ECB’s 6
direktører er samlet i Frankfurt og de 3 udelandes nationalbankdirektører
sidder ved telefonen på deres eget kontor. Når man er færdig med telefonmødet fortsættes med et normalt møde i Styrelsesrådet.
Når de nye medlemslande begynder at deltage i samarbejdet, vil antallet
af udelande øges stærkt. Det må imidlertid forventes, at de fleste nye
lande hurtigt vil opfylde betingelserne for medlemskab af euroen.
Det var ikke nogen overraskelse, at ECB fik et Styrelsesråd, hvor kun eurolandene deltager og et Generelt Råd, hvor alle EU-lande deltager. Det
kunne man læse i Maastricht-traktaten! Til gengæld var udelandenes deltagelse i ECB’s komitéstruktur overladt til ECB’s beslutning. Selv de sager,
der henhører under Det Generelle Råd som statistik, drøftes først blandt
Styrelsesrådets medlemmer. Derefter tages de på dagsordenen i Det Generelle Råd, og nogen bredere drøftelser bliver der ikke lejlighed til. ECB’s 12
komiteer og store mængde af underkomiteer og arbejdsgrupper har vi fra
dansk side kun meget begrænset adgang til. Kun på nogle få tekniske områder og på tilsynsområdet har vi fuld adgang. Europas finansielle engrosmarked befinder sig i London. Derfor er drøftelser af finansiel stabilitet i
Europa ikke særlig interessante uden engelsk deltagelse. Nationalbanken
har for eksempel heller ikke deltaget i ECB’s samarbejde med de 12
ansøgerlande til EU på trods af, at udvidelsen er et område, der i mange år
har været en officiel dansk mærkesag.
Hvorfor er det af betydning at være med i ECB’s arbejde? Vi klarede os fra
dansk side udmærket uden at deltage i Bundesbanks interne arbejde, selv
om vi i 25 år deltog i et snævert valutasamarbejde omkring D-marken.
34
Tidligere bestod Europa af en række selvstændige valutaer, 10 flere end i
dag. For alle disse økonomier, specielt de små åbne økonomier, spillede
valutakursen en overordentlig stor rolle. Hver centralbank måtte sikre sin
egen valutas stabilitet. Intern stabilitet afhang i vid udstrækning af ekstern
stabilitet. Med etableringen af euroen blev risikoen for uheldige virkninger
af ekstern ustabilitet reduceret væsentligt. Da verdensøkonomien i efteråret 1998 blev rystet af en omfattende finansiel krise og senere trykket af
økonomisk afmatning, var der alt andet lige lagt op til betydelig valutauro.
Der er næppe tvivl om, at etableringen af ECB og eurosamarbejdet i høj
grad medvirkede til at forskåne Europa for samme turbulens på de europæiske valutamarkeder, som vi blev vidner til i forbindelse med lignende
finansielle kriser i 1992/1993 og igen i 1995.
”Indtil oprettelsen af
ECB i maj 1998 deltog
Nationalbanken fuldt
og helt i Det Europæiske Monetære Institut, EMI, som var
ECB’s forgænger og
forberedte ØMUen fra
1994-98. I samarbejdet
i Den Europæiske Centralbank er Nationalbanken derimod blevet marginaliseret på
næsten alle punkter.”
Såfremt Danmark aldrig skulle deltage i ØMUen, var det
ikke relevant at være med i ECB’s interne arbejde. Men
kun 17 pct. af de adspurgte i en analyse fra Greens i september 2001 mente, at Danmark aldrig vil blive medlem
af eurosamarbejdet. Danmarks Nationalbank må således
permanent være forberedt på, ligesom Bank of England,
at der kan træffes en politisk beslutning om at holde
folkeafstemning om deltagelse i eurosamarbejdet. Det
er derfor hensigtsmæssigt, at der i nye systemer indbygges en eurokompatibilitet. Dette kan ofte gøres med
ringe omkostninger ved indretningen af nye systemer,
såvel IT-systemer som de almindelige procedurer, mens
det er dyrere, når eksisterende systemer skal ombygges.
Ved at deltage i ECB’s aktiviteter fås en løbende orientering om de for tiden gældende systemer og kravene til
dem. Og endnu vigtigere, man diskuterer den fremtidige indretning af
f.eks. betalingssystemer, sikkerhedsstillelse m.m.
Den internationale baggrund har også ændret sig fundamentalt. Indtil
2000 havde alle større danske banker koncernhovedsæde i Danmark. Men
herefter fik Nordea koncernhovedsæde i Stockholm, og man fik fire banker – der alle er af betydelig størrelse henhørende under fire centralbanker med ét koncernhovedsæde. En anden tendens er, at internationaliseringen af danskernes aktiver og passiver øges. Ingen tænkte på
realkreditlån i udenlandsk valuta for få år siden. I dag har realkreditinstitutterne givet store beløb i eurolån til danske låntagere. I 1980 havde
livs- og pensionssektoren kun danske aktiver. Nu er bøtten vendt; en
35
stor del af aktiverne er udenlandske. Internationaliseringen af de finansielle markeder øger de danske myndigheders behov for at følge med i den
internationale udvikling.
De, som ikke har betalt skolepenge, kan naturligvis ikke komme ind i
skolegården, men må stå uden for og kigge ind. En gang imellem kommer
der da også nogle af dem fra skolegården hen til hegnet og snakker med
dem uden for! Med tiden er der nogen, der går ud af skolen og nye kommer til. De, der står uden for, bliver også gradvis skiftet ud, og efterhånden mister de kontakten med dem, der er inden for i skolegården.
36
Danmark, eurolandene og
den økonomiske politik i EU
Af Afdelingschef Henrik Fugmann og Afdelingschef Per Callesen
Afdelingschef Henrik Fugmann, 1942
Cand.polit, 1970. Afdelingschef i Finansministeriet 2001-.
Afdelingschef i Økonomiministeriet, 1988-2001. Blandt andet
medlem af Den Økonomiske og Finansielle Komité (EFC) i EU; den
Nordisk-baltiske Monetære og Finansielle Komité; formand for
Finansministeriets EU-specialudvalg vedr. Økonomisk Politik. I 1990
formand for Den Monetære Komités stedfortrædere og medlem
af den danske delegation vedr. forhandling af Maastrichttraktaten.
Afdelingschef Per Callesen, 1958
Cand.polit, 1984. Afdelingschef i Finansministeriet 1993-. Blandt
andet: medlem af Den Økonomisk-Politiske Komité (EPC) i EU;
næstformand og formand for arbejdsgruppen ”landeeksaminationer” 1999-2002; medlem af Den Økonomisk-Politiske Komité
(EPC) i OECD.
Danmarks forbehold over for eurosamarbejdet har både økonomiske og
politiske konsekvenser. De økonomiske konsekvenser vedrører bl.a. betydningen for rente og finanspolitik af bevægelser på valutamarkederne. De
mest direkte politiske konsekvenser mærkes nok i arbejdet omkring ECOFIN-ministerrådet (finansministrene). Det uformelle forum af ECOFINministre fra euroområdet – eurogruppen – har efterhånden udviklet sig til
stedet for de mest åbenhjertige og grundige politiske drøftelser med den
afgørende betydning for ECOFIN’s formelle stillingtagen til bl.a. de finanspolitiske spørgsmål. Det må forventes, at eurogruppens betydning vil stige
fremover, til dels som følge af udvidelsen. Derfor vil den danske mulighed
for indflydelse blive yderligere reduceret.
Økonomi og politik
Man skal ikke overdrive mulighederne for at sondre mellem de økonomiske og politiske konsekvenser af forbeholdet overfor eurosamarbejdet. De
fleste spørgsmål kan rummes under den sammenhængende overskrift
37
økonomisk politik. Alligevel kan det tjene en vis klargøring at søge konsekvenserne opdelt efter de to kriterier.
Der er omkostninger og besvær ved forskellig valutaer og dermed måleenheder i lande med tæt samkvem, herunder gennemsigtigheden af prisforskelle og mulighederne generelt for at høste de fulde gevinster af et
fælles indre marked. De kortsigtede konsekvenser heraf er måske blandt
dem, som den enkelte borger og virksomhed lettest selv kan gøre op.
De overordnede økonomiske effekter vedrører pengeog finanspolitikken.
Fastkurspolitikken, frem for eurosamarbejdet, er friheden til, at rentespændet kan svinge som følge af konjunkturer eller spekulative kapitalbevægelser. Udsvingene er nok begrænsede, så længe de samfundsøkonomiske nøgletal holdes bedre end i eurolandene. De historiske erfaringer
viser imidlertid, at udsving i rentespændet typisk forstærker konjunkturbevægelserne. Når der er god vækst og pæn offentlig budgetbalance er
rentespændet lavt – så er der ingen spekulation, i at landet måtte ønske
sig en lavere pengepolitisk rente, der kunne svække valutakursen. Ringere
vækst og svagere offentlige finanser presser modsat rentespændet op og
forstærker derfor en økonomisk nedgang. Forbeholdets betydning på
valutaområdet kommer derfor først til rigtig afprøvning i en ensidig dansk
lavkonjunktur.
Fordi eurolandene ikke længere er udsat for disciplinerende sanktioner fra
de finansielle markeder (i form af valutapres og stigende rentespænd ved
høje budgetunderskud) er der i stedet indført rammer for finanspolitikken, herunder de meget omtalte – men i realiteten mildere – økonomiske
sanktioner.
På grænsen mellem økonomi og politik er det naturligvis en konsekvens af
forbeholdet, at Danmark ikke deltager, når den fælles europæiske centralbank, ECB, fastlægger den pengepolitiske rente. Fravalget heraf er blandt
det sværeste at forklare folk fra mindre eurolande, der også selv tidligere
førte fastkurspolitik. Her ses ECB ofte som en ret enestående historisk mulighed for indflydelse på pengepolitiske beslutninger, man følger alligevel.
Den politiske betydning af forbeholdet strækker sig fra de umiddelbare
praktiske konsekvenser for arbejdet omkring ministerrådet ECOFIN (alle
EU’s finansministre) og eurogruppen til de indirekte effekter på bredere
38
dele af EU-samarbejdet så som opfattelsen af commitment til samarbejdet,
uformel indflydelse og integrationen i EU.
Faktaboks 3. Det Økonomiske samarbejde i EU
Eurolandene
Landene uden for euroen
Eurolandene er fælles om:
• Deres valuta, euroen
• Penge- og valutakurspolitik
• Den Europæiske Centralbank, ECB
• Eurogruppen
Landene uden for euroen har
egen:
• Valuta
• Penge- og valutakurspolitik:
Danmark: Fastkurspolitik over
for euroen (ERM II) og dermed
stort set samme rentepolitik
som i euroområdet.
Sverige og Storbritannien:
Flydende valutakurs og rentepolitik styret af et inflationsmål.
Fælles for alle EU’s medlemslande:
Samarbejdet om den økonomiske politik i ØMU’en.
EU-landene har selv ansvaret for den økonomiske politik inden for
rammerne af Traktaten. Samarbejdet om den økonomiske politik
varetages af EU-landenes finansministre i ECOFIN:
• De overordnede økonomisk-politiske retningslinjer.
• Finanspolitik: stabilitets- og vækstpagten uddyber og præciserer
traktatens regler om budgetunderskud på højst 3 pct. af BNP og
sanktioner over for eurolande, der vedvarende har underskud på
over 3 pct. af BNP; offentlig gæld på højst 60 pct. af BNP 1; skat.
• Strukturpolitik og beskæftigelsespolitik samt finansielle
markedsspørgsmål i samarbejde med andre ministerråd i EU.
1. Sanktionerne gælder kun for eurolandene.
39
Samarbejdet om den økonomiske politik i EU
Det enkelte EU-land har selv ansvaret for at tilrettelægge sin finanspolitik
og strukturpolitik inden for rammerne af traktaten og de fælles spilleregler om finanspolitik i stabilitets- og vækstpagten. Danmark deltager
fuldt ud i ØMU’ens samarbejde om den økonomiske politik, selv om vi ikke
deltager i euroen, den fælles pengeog valutapolitik og ECB. EU-landene
er enige om, at det – som følge af den indbyrdes afhængighed mellem
landenes økonomier – er nødvendigt at samarbejde om den økonomiske
politik. Eurosamarbejdet gør imidlertid en forskel på deltagelse og indflydelse, som vil være stigende med tiden.
ECOFIN træffer beslutninger og giver anbefalinger til finanspolitikken,
skatter og afgifter, det finansielle indre marked mv. ECOFIN vedtager bl.a.
de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer, der indeholder anbefalinger til EU-landenes økonomiske politik. En række andre ministerrådsformationer arbejder, i overensstemmelse hermed, mere detaljeret på deres specifikke områder.
I visse spørgsmål er det kun eurolandene, der har stemmeret i ECOFIN. Det
vedrører bl.a. euroen, den fælles valutapolitik og ECB, samt økonomiske
sanktioner mod eurolande, der vedvarende bryder EU-landenes forpligtelse til at undgå offentlige budgetunderskud på over 3 pct. af BNP. At
Danmark – ligesom Storbritannien og Sverige – ikke har stemmeret i disse
spørgsmål er en naturlig konsekvens af, at vi står uden for euroen.
Eurogruppen
Realiteten er imidlertid, at ECOFIN’s økonomiske og finansielle sager i stigende grad drøftes i eurogruppen, hvor kun eurolandenes ministre deltager. Eurogruppen er et uformelt forum - og det er fortsat ECOFIN, der
træffer de formelle politiske beslutninger – men den reelle fastlæggelse af
holdninger blandt eurolandene til en række sager sker i eurogruppen, der
holder møder umiddelbart inden møderne i ECOFIN. Eurolandene har ikke
behov for, at der i ECOFIN er grundig behandling af en sag, som allerede
er drøftet – og måske reelt afgjort – i eurogruppen.
40
Under det danske EU-formandskab var den danske finansminister formand
for ECOFIN og dermed leder af EU’s forhandlinger på det økonomiske område. Men finansministeren kunne ikke, selv som formand for ECOFIN, deltage i møderne i eurogruppen, hvor formandskabet blev varetaget af det
næste formandskabsland, eurolandet Grækenland. Betegnelsen ”sat uden
for døren” skal således forstås meget bogstaveligt. Dette er et problem,
fordi den økonomiske politik i eurolandene har stor betydning for Danmark, bl.a. som følge af fastkurspolitikken overfor euroområdet.
Konsekvensen er, at Danmark godt nok er med til at træffe de formelle
beslutninger i ECOFIN, men ikke har den fulde information eller kan være
med til at præge indholdet i beslutninger i samme grad
”Den politiske betydsom medlemmer af eurogruppen. Informationerne fra
ning af forbeholdet
eurogruppen er begrænsede, fordi eurolandene skal
strækker sig fra de
have mulighed for at have fortrolige drøftelser og nå
umiddelbare praktifrem til en fælles forståelse i spørgsmål af fælles interske konsekvenser for
esse. Endvidere er den politiske realitet, at Kommissioarbejdet omkring
nen nu prioriterer eurolandene relativt højt i sit arministerrådet ECOFIN
bejde. I bredere perspektiv har medlemmer af
og eurogruppen til de
eurosamarbejdet fra andre små lande i et fortroligt og
indirekte effekter på
åbenhjertigt forum opnået en indsigt i og en mulighed
bredere dele af EUfor indflydelse på den generelle økonomiske politik i de
samarbejdet.”
store lande, som aldrig har eksisteret før.
Et eksempel er det igangværende arbejde med at styrke det finanspolitiske samarbejde. Arbejdet skal munde ud i et initiativ til bedre gennemførelse af EU-landenes eksisterende spilleregler for finanspolitik i stabilitets- og vækstpagten. Dette arbejde er vigtigt for alle EU-lande, idet alle
lande deltager i samarbejdet om finanspolitik. Det er ECOFIN, der har
ansvaret for sagen, men det har indtil nu været eurogruppen, der har
drøftet sagen. ECOFIN har på nuværende tidspunkt slet ikke drøftet forslaget.
Det Europæiske Råd på topmødet i Luxembourg i 1997 konkluderede, at
”ministrene fra de stater, der deltager i euro-området, kan mødes uformelt for at drøfte spørgsmål vedrørende det fælles specifikke ansvar, som
de har for den fælles valuta”, og at ”hver gang der er tale om spørgsmål
af fælles interesse, drøftes disse af alle medlemsstaternes ministre”. Eurogruppen har haft en stadig stigende betydning, især siden indførelsen af
41
euroen i starten af 1999. Realiteten er naturligvis, at eurogruppen drøfter
de spørgsmål, som de ønsker at drøfte.
Indflydelse i fremtiden – indflydelse på fremtiden
EU-landene skal på den kommende regeringskonference træffe beslutning
om et nyt traktatgrundlag for EU, bl.a. på baggrund af oplæg fra EU’s
Konvent. De foreløbige drøftelser peger på, at eurolandenes position vil
blive styrket, og at der vil ske en forøgelse af antallet af emner, som kun
eurolandene drøfter og har mulighed for at træffe beslutning om.
I Konventet har en række medlemmer og Kommissionen foreslået, at der
skal oprettes et ECOFIN for euroområdet, hvor kun eurolandenes finansministre deltager, og hvor disse ministre har beføjelser til at træffe beslutninger på flere nye områder, der er af fælles interesse for eurolandene.
Også Tyskland og Frankrig har i et fælles udspil understreget nødvendigheden af, at eurolandene selv skal bestemme i ECOFIN i større omfang end
nu.
Disse forslag skal bl.a. ses i lyset af, at eurolandene – der i dag udgør 12 ud
af de 15 EU-lande – kun vil udgøre omkring halvdelen af alle EU-lande
efter udvidelsen af EU til 25 lande i 2004. De nye lande ønsker alle at deltage i euroen og vil kunne optages, efterhånden som de opfylder adgangskravene. En stor del af de nye EU-lande kan dog ikke ventes optaget i euroen i en årrække efter udvidelsen. Derfor vil eurolandene kunne
argumentere for, at det vil føre til handlingslammelse, hvis 25 lande skal
træffe beslutning om forhold, der primært vedrører eurolandene.
I det omfang der har været en dansk medvirken i forberedelsen af eurogruppemøderne, bl.a. som følge af sammenfald mellem sagerne i eurogruppen og ECOFIN, vil udvidelsen også medføre en reduktion heraf. Den
nye vægt mellem antallet af lande i og uden for eurosamarbejdet vil alt i
alt føre til en øget rolle for eurogruppen.
42
Hvor skal det fremtidige
økonomiske samarbejde i EU hen?
Af Karin Riis-Jørgensen, Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre,
og næstformand i Europabevægelsen
Karin Riis-Jørgensen, 1952
Cand. Jur., 1978, medlem af
Europa-Parlamentet for Venstre siden 1994, næstformand for den liberale
gruppe i Europa-Parlamentet; medlem af økonomiudvalget i Europa-Parlamentet,
leder af Venstres eurokampagne 2000, og næstformand i Europabevægelsen
siden 2001.
I den europæiske debat diskuterer man, hvordan man bedst sikrer nogle fornuftige rammer
for den overordnede økonomiske politik for
de lande, der er med i euroen. Blandt de ideer
der er på dagsordnen er bl.a. en ”europæisk
økonomisk regering”. Begrebet kræver naturligvis en oversættelse. Taler vi om en fast samling af økonomisk indsigtsfulde politikere, som
fremover skal have det overordnede ansvar for
den økonomiske politik i EU og dermed medlemslandene? Eller taler vi om et forstærket
samarbejde, men bygget på de grundpiller, vi
allerede kender fra det nuværende samarbejde? Her er jeg enig med flertallet i Det
Europæiske Konvent, som i øjeblikket arbejder
med forslag til en kommende forfatningstraktat for EU, og Europa-Parlamentet som
faktisk er enig om mere styring uden regering.
Et nej tak til en økonomisk regering i traditionel forstand på europæisk plan betyder altså
ikke nej tak til en grundlæggende revidering
af samarbejdet om den økonomiske politik. I
stedet for at tale om en “europæisk økonomisk regering” (government)
kan man derfor tale om “økonomisk governance” i EU, som altså dækker
over det regelsæt eller samarbejdsstruktur, man har på området.
I dag består den af to grundpiller. På den ene side det monetære, dvs.
pengepolitiske samarbejde, og på den anden side samarbejdet om de
overordnede, makro-økonomiske retningslinjer. Disse to elementer skal
også fremover være grundpillerne i den økonomiske governance i EU,
men samarbejdsstrukturerne skal forbedres. Spørgsmålet er naturligvis,
hvordan dette kan opnås.
43
Fællesskabsmetodens succes – og dens begrænsninger
Den succes man på andre områder har opnået ved brug af den såkaldte
fællesskabsmetode, bør være en lære, der tages til efterretning og bruges
konstruktivt, når man skal fastlægge regelsættet for den fremtidige økonomiske governance. Det, der hidtil ikke har fungeret tilfredsstillende i
samarbejdet, kan gøres bedre, hvis vi vælger også på dette område at
gøre brug af de grundlæggende elementer i fællesskabsmetoden.
Fællesskabsmetoden kan kort fortalt beskrives ved, at den deler kompetencerne mellem de forskellige institutioner – Kommission, Parlament og
Råd (og dermed også medlemsstaterne) – og således skaber en balance
mellem det overstatslige og det nationale i EU. I fællesskabsmetoden har
Kommissionen initiativretten, mens det er landenes regeringer i Rådet og
de direkte folkevalgte i Europa-Parlamentet, der træffer beslutningerne.
Efterfølgende er det Kommissionen, der overvåger, at de trufne beslutninger bliver korrekt og rettidigt ført ud i livet af medlemslandene, og
agerer ”politimand”, hvis medlemslandene svigter deres forpligtelser.
Fællesskabsmetoden har på mange politikområder været fundamentet for
de mange resultater, der er opnået i EU. Man kan derfor med rette spørge,
hvorfor vi ikke for længst har taget fællesskabsmetoden i brug i samarbejdet om den økonomiske politik. Det mest åbenlyse svar er, at den økonomiske politik er så fundamental for medlemslandene, at man ikke har ønsket at overføre denne kompetence til EU.
Samtidig er det et særligt træk ved det europæiske samarbejde, at der altid har været en arbejdsdeling mellem, hvad der besluttes i fællesskab i EU
og, hvad der besluttes af medlemslandene hver for sig. Det er også grundtanken i subsidiaritetsprincippet om at beslutninger skal træffes så nært
på borgerne som muligt, og at der kun skal samarbejdes, når der er tale
om spørgsmål, der ikke kan løses lige så godt eller bedre af medlemsstaterne hver for sig.
Vi må derfor erkende, at den klassiske fællesskabsmetode ikke direkte kan
overføres på det økonomiske samarbejde. Økonomisk governance har
nemlig en række særkender, som vi må forholde os til.
44
Særlige træk ved økonomisk governance i EU
Den nuværende økonomiske governance-struktur bygger på to søjler. Dels
på det pengepolitiske samarbejde og dels på samarbejdet om de overordnede økonomiske retningslinjer.
Første søjle, pengepolitikken, bestemmes – for de lande der er med i euroen – allerede i dag på overnationalt plan. Netop derfor kan man heller
ikke blot overføre fællesskabsmetoden til dette område. I praksis fastlægges pengepolitikken i dag ene og alene af den Europæiske Central
Bank (ECB). Sådan bør det også være i fremtiden, og det er der heldigvis
bred enighed om i Europa. Pengepolitikken bør ikke kunne gøres til genstand for daglige politiske opgør.
Den anden del af den økonomiske governance – nemlig i samarbejdet om
de overordnede (makro-)økonomiske retningslinjer – kan derimod drage
stor nytte af erfaringerne med fællesskabsmetoden. Lad mig slå fast at en
styrkelse af samarbejdet om de overordnede økonomiske retningslinjer
ikke drejer sig om at overlade hverken finanspolitiske eller indkomstskattepolitiske beslutninger til EU. Til gengæld drejer det sig om i langt
højere grad at skabe et regelsæt, der sikrer, at landene lever op til deres
gensidige forpligtelser.
Som traktaten er udformet i dag, betragter man allerede nu de økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse. Og det fastslås at medlemsstaterne fører deres økonomiske politikker med henblik på at bidrage
til virkeliggørelsen af fællesskabets mål. Dette er for så vidt ganske ædelt,
men hidtil har det knebet en del med at leve op til ordene.
Dette illustreres bedst ved de problemer, der for nogle landes vedkommende har været med til at overholde stabilitets- og vækstpagten. Man
skal huske på, at stabilitets- og vækstpagten er det stærkeste og egentlig
også eneste sæt af faktiske økonomiske mål, som landene gensidigt har
forpligtet sig til at leve op til. En slags minimumskrav. Det er ikke svært at
argumentere for, at man i virkeligheden burde stille en række yderligere
krav, hvis det skal tages alvorligt, at de økonomiske politikker betragtes
som et spørgsmål af fælles interesse. Og det bør tages alvorligt, for det er
den eneste måde, vi også for fremtiden kan sikre en bæredygtig vækst, så
45
der bliver råd til at bevare vores samfund med en høj grad af social tryghed og muligheder for den enkelte.
Indtil nu må man desværre konstatere, at en række lande har haft svært
ved blot at leve op til disse minimumskrav, som er udtrykt i stabilitets- og
vækstpagten. Hvordan skulle det da kunne lade sig gøre ikke blot at sikre
overholdelsen af denne, men også mere generelt at styrke samarbejdet
om den økonomiske politik, og derved reelt komme til at overholde, hvad
traktaten allerede i dag lover?
Det er her, at fællesskabsmetoden og balancen mellem institutionerne
kommer ind i billedet. For selvom stabilitets- og vækstpagten af mange
regnes for at være “streng”, så er det i al for høj grad op til medlemslandene i fællesskab at tage stilling til, om de nu gør det godt nok. Der er
simpelthen ingen, der effektivt kontrollerer dem.
Sagt på en anden måde så spiller hverken Kommissionen eller EuropaParlamentet deres sædvanlige rolle i det nuværende system. Løsningen
bør derfor være både at styrke Kommissionen og Europa-Parlamentet.
Kommissionen bør gives mulighed for at kunne konstatere, hvornår et
medlemsland er på vej til at bryde stabilitetspagten, og dermed kunne
sende det pågældende land en såkaldt “tidlig advarsel”. I dag træffes
denne beslutning af Rådet selv, som dermed kan tilsidesætte Kommissionens indstilling. Det skal Rådet ikke kunne gøre fremover.
Kommissionen bør også gives kompetence til at stille formelt forslag om
de overordnede økonomiske retningslinjer i stedet for kun at kunne lave
en henstilling til Rådet, som det er tilfældet i dag. Ved formelt at være
den, der stiller forslag får Kommissionen indflydelse til at sikre koordineringen af de overordnede økonomiske retningslinjer. Man giver kort sagt
Kommissionen et nyt redskab til at kontrollere Rådet og dermed medlemslandene. I sidste ende vil det betyde en bedre koordinering af de økonomiske politikker til gavn for den økonomiske udvikling i alle medlemslande.
Endelig bør Europa-Parlamentet høres om de overordnede økonomiske
retningslinjer i stedet for blot at blive underrettet, som det sker i dag. En
vigtig gevinst ved at inddrage Europa-Parlamentet er den øgede åbenhed,
46
der hermed skabes, da udvalgsmøder i Europa-Parlamentet som bekendt
er åbne for offentligheden. I en situation, hvor et medlemsland ikke lever
op til sine forpligtelser vil denne åbenhed medvirke til at skabe større pres
på det pågældende medlemsland, og dermed i sidste ende være med til at
sikre en bedre koordinering af de økonomiske politikker landene imellem.
Endelig kan åbenheden også sikre en større forståelse i offentligheden for
de beslutninger der tages. Medlemmerne af Europa-Parlamentet fra de
pågældende medlemslande vil jo være med til at blåstemple beslutningerne.
Med disse tiltag nærmer man sig den måde EU fungerer på i den klassiske
fællesskabsmetode, og gevinsten heraf burde være åbenlys for enhver: Vi
sikrer et effektivt samarbejde, der kan være med til skabe bedre økonomiske rammer til glæde for borgerne, samtidig med, at vi skaber åbenhed
om økonomiske beslutninger, der hidtil har været skabt i lukkede rum i de
enkelte medlemsstater.
47
Devalueringens irrelevans
som økonomisk politisk instrument
Af projektchef Christian Thygesen
Når Danmark tilslutter sig den Monetære
Union, opgiver vi muligheden for at føre selvstændig pengepolitik i Danmark. Det er
imidlertid værd at lægge vægt på, at vi ikke
har ført pengepolitik i Danmark i mange,
mange år.
Hvis man vil være lidt polemisk kan man
påstå, at vi ikke har ført pengepolitik siden vi
importerede kronen fra Sverige i 1873, hvor
begge lande indtrådte i den Nordiske Møntunion. Den Nordiske Krone var knyttet til
Christian Thygesen, 1967
guldet. Det var stort set alle andre valutaer
Cand.Polit 1996, MBA fra Inogså, og dermed var der reelt et globalt fastternational University of Jakurssamarbejde. Det brød sammen ved udpan 1995, Projektchef i Roskilde Bank 2002-, tidligere
bruddet af Første Verdenskrig. Efter krigen
ansat i Danmarks Nationalforsøgte flere lande, herunder Danmark, at
bank 1995-1998, den Eurokomme tilbage til guldet, men det var knap
pæiske Centralbank 19982002.
nok lykkedes, før 30’ernes verdenskrise ødelagde verdenshandelen og rev tæppet væk
under guldstandarden. Nedgangen i verdenshandelen og medfølgende valutarestriktioner var i sig selv med til at forværre verdensøkonomien. Det
var klart, at det verdensøkonomiske sammenbrud var en af de væsentligste årsager til Anden Verdenskrig, og allerede under krigen arbejdede de
allierede på at opbygge de institutioner, der skulle forhindre en gentagelse. En af dem var Bretton-woods aftalerne, der genindførte en form for
guldstandard, hvor valutaerne bandt sig op mod dollaren, der igen bandt
sig til guldet. Dette var Danmark del af indtil 1973, hvor systemet brød
sammen, tildels pga. begivenheder tilknyttet Vietnamkrigen. Brettonwoods fandt ingen global afløser, men på europæisk plan indførtes først
’valutaslangen’, så EMS (det Europæiske Monetære System), ERM (Exchange rate Mechanism) og endelig ØMU. Danmark er som bekendt med i
ERM men ikke i ØMU.
48
I stedet for pengepolitik kan et land vælge at føre valutakurspolitik.
Valutapolitik er en variant af pengepolitik, hvor Nationalbanken i stedet
for at fastsætte renten, fastsætter en kurs over for en anden valuta, hvis
rentepolitik man så kopierer. Ideen med at føre valutakurspolitik er dels at
forhindre, at ens valuta svinger for meget i forhold til ens vigtigste
handelspartner, dels at importere stabilitet fra et større land, lige som en
jolle kan fortøje sig ved en olietanker for ikke lige pludselig at være alene
på verdenshavet. Valutapolitik findes i forskellige grader af ’strenghed’.
Hvis valutapolitikken er fuldstændig løs, sådan at man i virkeligheden slet
ikke har noget valutakursmål, så er det det samme som at føre almindelig
pengepolitik. Nationalbanken kan frit fastsætte renten. Til gengæld er der
ikke noget ’reb’ til det større land, og det lille land importerer ingen stabilitet.
I den anden ende af spekteret findes den strenge valutakurspolitik – fastkurspolitiken – hvor rebet er en tyk stålwire. Hvis et land fører fastkurspolitik, så er der ingen mulighed for at fastsætte renten selvstændigt. Hvis
en bølge rammer det store skib, så følger jollen med op og ned. Til gengæld sørger den tykke stålwire for, at risikoen for, at jollen lige pludselig
er alene på havet, er minimal.
Danmark har med stigende succes ført valutakurspolitik i mange år. Siden
70’erne har vi kopieret den tyske Bundesbank, og siden 1999 ECB (den
Europæiske Centralbank). Når jeg skriver, at det er med stigende succes,
skyldes det lige netop devalueringerne. De første ca. 10 år, altså fra midten
af 70’erne til midten af 80’erne, førte Danmark ikke en særlig streng
valutapolitik. Vi havde ganske vist et valutakursmål, men vi ændrede det
for et godt ord lige netop ved at devaluere. Og det var en rigtig dårlig ide.
Set i bakspejlets klare lys er det indlysende, at devalueringerne var en del
af den negative spiral, hvis øvrige bestanddele bestod af inflation, høje
renter og dyrtidsreguleringer, og som førte til økonomisk krise herhjemme. Med tiden blev vi mere disciplinerede. Danmark gik fra at være
et højrente til et lavrenteland. Devalueringerne blev mindre og sjældnere,
og siden januar 1987 har kursen overfor D-mark/euro overhovedet ikke
bevæget sig. Det har betydet en fuldstændig fralæggelse af den selvstændige pengepolitik. Når Bundesbank/ECB satte renten op, fulgte vi efter, og det samme når de satte renten ned. Til gengæld har Danmark nydt
godt af en meget høj økonomisk stabilitet. Fastkurspolitikken har nok
været den vigtigste grundsten i denne økonomiske stabilitet, og det er
49
efterhånden så forudsigeligt, at det næsten er overflødigt, når enhver ny
regering i sit regeringsgrundlag gør klart, at de agter at fortsætte
fastkurspolitikken i Danmark.
Hvad er det, der er så skidt med en devaluering? En devaluering gennemføres typisk, når et land taber konkurrenceevne, enten fordi dets produktivitet (dets tekniske udvikling) udvikler sig for langsomt, eller når lønningerne udvikler sig for hurtigt. Hvis vi fremstiller for lidt per time, eller hvis vi
får for meget i løn i forhold til de lande, vi konkurrerer med, så bliver vores produkter dyrere og kan ikke sælges. Den nemmeste løsning er at devaluere, sådan at vi gør hele landet mindre værd, og dermed også de produkter vi sælger. Det er imidlertid en kortsigtet løsning. Devalueringer
øger inflationen især for et lille land, der importerer en stor del af sine
varer. De bliver alle sammen dyrere, når vi devaluerer. For ikke at tabe
købekraft vil folk kræve mere i løn, hvilket yderligere øger inflationen –
og svækker vores konkurrenceevne, og så er vi tilbage, hvor vi startede.
Devalueringer er en kortsigtet løsning. Det langsigtede problem, at vores
produktivitet ikke kan følge med, løses aldrig af devalueringer. Det løses
af investeringer, teknisk snilde og nye måder at organisere arbejdet på.
Før investeringerne virker og den ny teknologi breder sig i samfundet, kan
der imidlertid godt gå lang tid. Når vi i Danmark en overgang var meget
glade for at devaluere var det bla. med den undskyldning, at vi ville afbøde den værste krise, indtil investeringerne begyndte at virke. Problemet
er bare, at hvis erhvervslivet bliver vant til at devaluere sig ud af krisen
frem for at konkurrere sig ud af den, så kommer investeringerne aldrig.
Dermed opstår der det dobbelte problem, at devalueringerne i sig selv er
en dårlig løsning, og at de desuden fortrænger den gode løsning. Det var
denne dobbelte problematik, der prægede dansk økonomi op gennem
70’erne, hvor vi med Knud Heinesens berømte ord ”kørte mod afgrunden
på 1. klasse”.
Det tredje problem med devalueringer er, at det er en dybt usolidarisk politik. Hvis et land forsøger at løse sine økonomiske problemer ved at devaluere er det ensbetydende med at skubbe problemerne over på naboen.
Når den danske krone nedskrives og dermed gør danske varer billigere, så
er det jo nøjagtig det samme som, at den svenske krone, euroen, pundet
osv. op-skrives og gør varerne fra disse lande dyrere. For at undgå arbejdsløshed herhjemme eksporterer vi den. Groft sagt var det manglen på internationalt, økonomisk samarbejde, der gav 30’ernes krise kraft til at udvikle
50
sig til en verdenskrig. Det var netop for at undgå devaluerings konkurrencer mellem landene, at Bretton-woods blev indført med dets få og kontrollerede devalueringer.
Op gennem 80’erne ophørte Danmark med at bruge devalueringer, og
som skrevet så er de helt udgået som økonomisk-politisk instrument siden
1987. Kan vi så være sikre på, at vi aldrig nogen sinde vil få brug for dem
igen? Det tror jeg faktisk. Som ovenfor beskrevet har det aldrig rigtigt
været en god ide at benytte dem i Danmarks tilfælde. Det betyder ikke, at
man ikke kan forestille sig en situation, hvor devalueringer kan blive anvendelige. Fra tid til anden opstår der begivenheder, der øver en voldsom
påvirkning af et enkelt lands økonomi. I så tilfælde kan devalueringer
blive berettiget: Frafald af et lands væsentligste
”At opgive muligeksportmarked som for Finland i slutningen af 80’erne
heden for devaluering
ved Sovjets opløsning, naturkatastrofer, der ødelægger
er en uhyre begrænen væsentlig del af produktionsapparatet som det er
set pris for at opnå
sket flere gange i Mellem- og Sydamerika og Asien.
den sikre økonomiske
såvel som politiske
Det kan ikke udelukkes, at Danmark vil blive ramt af
fordel, vi vil vinde ved
økonomiske problemer, der ville få nogen til at overat deltage i ØMUen.”
veje, om devaluering ville være en løsning. Naturligvis
kan det godt være, at der kommer en ny økonomisk
krise. Eksempelvis ville det være uansvarligt at udelukke, at der kunne
komme en oliekrise pga. en udbredt væbnet konflikt i Mellemøsten.
Pointen er imidlertid, at alle de store og små bølger man kan forestille sig
kunne ramme den danske økonomi også vil ramme den øvrige europæiske
økonomi. I det omfang man overhovedet kunne forestille sig, at en devaluering ville være en god ide, ville det være, når den lille jolle blev ramt
af en (stor) bølge, som ikke påvirkede den supertanker, den havde fortøjet
sig ved. Sandsynligheden herfor må anses for marginal.
At opgive muligheden for devaluering er derfor en uhyre begrænset pris
for at opnå den sikre økonomiske såvel som politiske fordel, vi vil vinde
ved at deltage i ØMUen.
51
Forbrugerpriser og inflation
Af Villy Dyhr, chef for Forbrugerrådets Politiske Afdeling
“Ølprisen i Berlin er den samme, man skal
bare betale den i euro i stedet for i D-mark”.
Det var en af mine venners første møde med
euroen – nærmest en fordobling af ølprisen.
Ikke ligefrem noget der gjorde ham glad.
Afdelingschef Villy Dyhr,
1964
Cand.scient. i geofysik, 1992.
Afdelingschef for Politisk Afdeling i Forbrugerrådet,
2001-; Afdelingschef for andre afdelinger i Forbrugerrådet 1999-2001. Har blandt
andet været landsformand
og international sekretær i
SF-Ungdom. Medforfatter til
debatbogen “Forsvar for
fællesskabet” 2002.
305 millioner forbrugere skiftede i 2002 deres
velkendte nationale valuta ud med euroen.
Undersøgelser viser, at mange af forbrugerne
føler, at overgangen til euroen medførte
ualmindeligt store prisstigninger. Desværre er
forbrugerens (og turistens) oplevelse reel
nok. Inden for nogle sektorer er valutaskiftet
blev brugt til at gennemføre store prisstigninger. Generelt har overgangen dog ikke ført til
ekstraordinære prisstigninger.
Udviklingen i euro-zonen
Den europæiske forbrugerorganisation BEUC
overvåger gennem en række nationale forbrugerorganisationer prisudviklingen i forbindelse med indførelse af euroen. Allerede
midt i 2002 stod det klart, at valutaskiftet i en række brancher blev brugt
til at give priserne et ekstra løft. Det fik en række nationale forbrugerorganisationer til at iværksætte protester i blandt andet Frankrig,
Grækenland, Holland og Italien. I Tyskland valgte regeringen at indkalde
forbrugerorganisationer og erhvervsorganisationer til en dialog om, hvordan de ubegrundede og urimelige prisstigninger kunne bekæmpes.
Forbrugerrådet i Danmark får henvendelser fra mange danskere, som har
været på ferie i euro-zonen og har oplevet store prisstigninger på de ydelser, turister bruger mest. Og som turist oplever man virkelig problemet, for
det er størst i forhold til hoteller, restauranter, cafeer og lignende.
52
Eurostat offentliggjorde i november 2002 en undersøgelse af forholdene.
De konstaterer helt på linje med BEUC, at der inden for en række sektorer
er sket væsentlige prisstigninger. Disse sektorer er ud over ovennævnte
blandt andet aviser, tidsskrifter, frisører, mindre håndværkere og en del
madvarer.
Eurostats rapport bringer imidlertid også et samlet og vægtet bud på de
ekstraordinære prisstigninger. Og det viser sig, at overgangen til den fælles valuta kun har ført til ekstraordinære prisstigninger på under 0,2%. At
overgangen ikke har medført en stigende inflation, kan ses i nedenstående figur, hvoraf det fremgår, at inflationen i euro-zonen ikke har udviklet sig væsentligt forskelligt fra landene udenfor.
Kilde: Indførelse af eurosedler og -mønter et år senere, KOM (2002) 747.
Eurostat må desværre konstatere, at forbrugerne imidlertid har en helt anden opfattelse. Ifølge Eurostat mener 4 ud af 5 forbrugere, at priserne generelt er blevet rundet op i forbindelse med overgangen til euroen. Under
3% har den modsatte vurdering – at priserne er blevet rundet ned. Derfor
har forbrugerne efter introduktionen af euroen en oplevelse af, at inflationen er væsentligt højere end den faktisk er. Det fremgår af figuren på
næste side.
53
Opfattet inflation
(venstrekurve)
Målt inflation
(% pr. år, højre kurve)
Kilde: Indførelse af eurosedler og -mønter et år senere, KOM (2002) 747.
Forklaringen på denne store kløft i oplevet og faktisk inflation er, at priserne på større forbrugsgoder (f.eks. biler og hvidevarer) og tjenesteydelser (f.eks. telefoni) er faldet. Det modsvarer prisstigningerne på mad,
restauranter, aviser m.m. Eller sagt på en anden måde, så er de priser, forbrugeren oplever i dagligdagen, steget ekstraordinært, mens de priser,
forbrugeren kun møder en gang imellem, er faldet.
Den samlede konklusion er altså, at forbrugeren oplever, at valutaskiftet
har ført til prisstigninger, hvilket desværre ikke er helt forkert. Og det skyldes ene og alene, at dele af erhvervslivet i euro-zonen ikke kunne nære
sig for at snige urimelige prisstigninger ind i forbindelse med valutaskiftet.
Det Indre Marked
Økonomisk teori – og vel nok også sund fornuft – siger, at den fælles
valuta skaber mere gennemsigtige markeder og en større konkurrence
med deraf følgende lavere priser. På lang sigt vel at mærke. Det er ikke
noget, som forbrugeren endnu har haft fornøjelse af. Dertil er der fortsat
for mange reelle og mentale barrierer hos erhvervslivet og forbrugerne.
Geografi, transportomkostninger, uigennemskuelige markeder og national
54
lovgivning spænder dagligt ben for den europæiske forbrugers mulighed
for reelt at shoppe i Det Indre Marked. Særligt de sidste to forhold må der
tages politiske initiativer til at ændre.
”Så længe forbrugeren forhindres i at
høste fordele af det
europæiske projekt, er
det ikke overraskende, at projektet i
brede kredse opfattes
som erhvervslivets og
elitens projekt. Synlige fordele på den
private pengepung vil
give en bredere folkelig forankring af EUprojektet.”
Problemerne med at gennemskue markederne og
usikkerhed om forbrugerrettigheder bremser udviklingen af Det Indre Marked. Der blev i foråret
2002 offentliggjort en undersøgelse, som viser, at
6 ud af 10 danskere har tillid til, at butikkerne i
Danmark overholder forbrugerlovgivningen. Kun
2 ud af 10 har tillid til, at det samme er tilfældet
ved køb uden for Danmark.
Så længe forbrugeren forhindres i at høste fordele af det europæiske projekt, er det ikke overraskende, at projektet i brede kredse opfattes
som erhvervslivets og elitens projekt. Synlige fordele på den private pengepung vil give en bredere folkelig forankring af EU-projektet.
Hvis Danmark skal tilslutte sig euroen
På grund af de noget blandede erfaringer med overgangen til euro, må
der stilles en række krav til overvågning og undersøgelser af prisudviklingen, hvis danskerne ved en kommende folkeafstemning vælger at lade
Danmark træde ind i den fælles valuta.
For at forhindre, at en række brancher udnytter situationen, kan for eksempel Forbrugerrådet foretage nogle før og efter undersøgelser af prisniveauet inden for de brancher, som må forventes at have svært ved at
nære sig for at skrue lidt ekstra op for priserne. Det er ikke at forvente, at
det er muligt at gøre noget fra officielt hold. Pris- og avancestop er ikke
ligefrem velanskrevne instrumenter i disse årtier.
Men det kan måske være et godt råd til de kræfter, som ønsker, at danskerne stemmer ja ved en kommende afstemning, at de forpligter sig til i
god tid før overgangen at stille redskaber til rådighed, så forbrugeren kan
se prisudviklingen måned for måned. Især med fokus på de brancher, hvor
55
erfaringerne fra euro-zonen siger, at det er vigtigst. Hvis det ikke gøres, vil
man forære modstanderne nogle billige point, fordi de kan dokumentere,
at der er en fare for, at overgangen til en fælles valuta kan medføre prisstigninger i nogle sektorer.
Det andet gode råd til de kræfter, som ønsker at danskerne stemmer ja
ved en kommende afstemning, er, at de prioriterer, at forbrugerne oplever, at de kan høste gevinster ved indførelse af Det Indre Marked. Det vil
uden tvivl styrke forbrugernes ønske om en dansk overgang til euroen,
hvis de inden afstemningen oplever, at løfterne i forbindelse med Det Indre Marked bliver indfriet.
56
Argumentsamling om euroforbeholdet
Da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten i 1992 og efterfølgende
i 1993 ja til Edinburgh-aftalen med de fire forbehold, blev den fælles
mønt omfattet af et forbehold. Danskerne blev igen i 2000 bedt om at
tage stilling til det hensigtsmæssige i forbeholdet, og de stemte nej. To
gange har der været folkeafstemninger om en valuta, hvis udformning
eller konsekvenser ingen kendte. Baggrunden for begge folkeafstemninger har fra det politiske systems side været at give danskerne mulighed for at beslutte, om de vil være med til at præge det europæiske
samarbejde på et vigtigt område, eller om de hellere vil stå udenfor. EUmodstanderne har da også ved samtlige folkeafstemninger spillet på, at
danskerne jo altid kan stemme nej, for de får en chance til. Dette “vent
og se” argument har været effektivt i en tid, hvor vælgerne ikke kendte
euroen. I dag er situationen anderledes: Vi kender euroen, og vi kender
også konsekvenserne af at deltage. Derfor er det nu udelukkende et
spørgsmål, om vi i fremtiden vil være med til at betale prisen for at stå
udenfor indflydelse på et så vigtigt område som den økonomiske politik.
Dette kapitel vil i kort form opridse nogle af de argumenter som debatten
om euro-forbeholdet stadig handler om.
Vi har ventet og set – Danmark bør med i euroen
Danmark er sat udenfor indflydelse
ØMU’en har skabt en ramme om det økonomiske samarbejde, som Danmark ikke er fuldt ud med i. Inden EU-landenes finansministre mødes i de
såkaldte ECOFIN-møder, har eurolandenes ministre et særligt møde, hvor
de diskuterer en lang række spørgsmål, der vedrører Europas økonomiske
politikker uden dansk deltagelse. På disse møder bliver rammerne for de
efterfølgende ECOFIN-møder skabt, hvilket betyder, at Danmark mister
indflydelse på EUs økonomiske politik, selvom den også påvirker os. Også
på det pengepolitiske område taber Danmark indflydelse. De pengepolitiske beslutninger – eksempelvis rentesatser – i Euroområdet træffes
på møder, hvor Danmark ikke er repræsenteret. Dette er problematisk,
fordi Danmarks økonomiske tilstand ikke bliver taget med i overvejel-
57
serne, når ECB fastlægger rentesatser. Og det er skadeligt for Danmark, da
rentesatserne har direkte indvirkning på danske forhold.
Vi lever op til euroens krav, men vi høster ikke fordelene
Vi opfører os som om, vi allerede har indført euroen i Danmark: Vores økonomiske politik overholder alle de krav, som indgår i vækst- og stabilitetspagten, vores rentepolitik følger den Europæiske Centralbanks, og kronekursen er låst fast til eurokursen og bevæger sig stort set ikke. En
tilslutning til euroen ville have meget små ulemper – primært besværet
med at udskifte de fysiske penge – men store fordele såsom besparelser
for virksomheder, rejsende og låntagere samt en mulighed for Danmark
for at påvirke de beslutninger, der påvirker os.
Euroen er her allerede
Allerede nu er euroen nærmest en parallelvaluta til kronen i Danmark.
Størsteparten af butikker i København og i ferielandet tager mod euro.
Mange danskere har deres huslån i euro, og et stort antal virksomheder
aflægger regnskab i euro.
Med euroen får vi bedre mulighed for at føre økonomisk politik i Danmark
Når Danmark indfører euroen, får vi flere frihedsgrader i vores økonomiske politik, da vi ikke længere behøver at frygte valutamarkedernes reaktion på den danske økonomiske politik. Nu er Danmark nemlig tvunget til
at føre en strammere finanspolitik end landene i Eurozonen, fordi vi er afhængige af valutamarkedernes tiltro til kronen for at opretholde den
faste kurs over for euroen.
Euro-samarbejdet er et vigtigt og nødvendigt politisk redskab i en
globaliseret verden
Eurosamarbejdet er et vigtigt redskab til at løse en lang række af de problemer, nationalstaterne står overfor mht. at bevare deres mulighed for at
føre økonomisk politik i en mere og mere globaliseret verden. EMSsamarbejdets sammenbrud i 1992/93 viste, at selv store europæiske lande
som Storbritannien ikke kunne modstå de internationale valutamarkeders
pres. Nationalstaterne står som en konsekvens af dette overfor et fundamentalt valg: Enten at indordne sig 100% efter de globale valutamarkeders
krav eller forsøge at opbygge nye redskaber, der kan genskabe muligheden
for en økonomisk politik, som ikke udelukkende skal tilfredsstille en benhård markedslogik. Et af de mest effektive redskaber er eurosamarbejdet,
58
fordi en stor valutazone er mindre sårbar overfor valutakursudsving end
en lille valutazone.
Euroen er med til at sikre stabilitet på de internationale valutamarkeder
Undersøgelser viser, at euroen har haft en stabiliserende effekt på valutamarkederne. For eksempel viste en undersøgelse fra 2000 lavet af Bank of
International Settlements et fald på 20% i omsætningen på de internationale valutamarkeder siden euroens indførelse. Det har også givet mere
økonomisk ro i euro-landene. I Frankrig var der for eksempel fuldstændig
ro omkring valutakursen, da der var præsidentvalg i 2002, mens sidst man
havde præsidentvalg i 1995 oplevede store udsving på op til 10% i kursen
på den franske Franc, hvilket krævede store interventioner fra nationalbankernes side – interventioner der ofte koster landene dyrt, mens valutaspekulanter tjener formuer.
Euroen er en betydningsfuld international valuta ligesom dollaren
På internationalt plan er euroen den anden mest anvendte valuta, og
euroens rolle stiger stadig gradvist. Euroens markedsandel som reservevaluta hos udenlandske nationalbanker er nu mellem 25-35% i forhold til
dollarens 50%. Yennens markedsandel er mellem 5-20% og andre valutaers markedsandel er ca. 5%.
Euroen giver EU mulighed for at føre en mere effektiv udenrigspolitik
Udviklingen fremover vil utvivlsomt gå i retning af en styrkelse af eurosamarbejdet. Der har været talt om fælles repræsentation af euro-landene
i Den Internationale Valutafond og i Verdensbanken. Det vil styrke EU’s
rolle i verden. Som situationen er nu, har USA, i kraft af dollarens dominans, mulighed for at bestemme, hvilke lande der skal have lån og hvilke
der ikke skal og på hvilke betingelser. Heri ligger en stor magt til at være
med til at skabe en bedre verden. I takt med at euroen bliver en mere og
mere betydningsfuld international valuta, vil det være naturligt at bruge
den magt, som en stærk international valuta giver, som led i den mangesidede udviklingspolitik og udenrigspolitik, som EU allerede i dag fører.
Eurosamarbejdet er solidarisk og modvirker kortsigtede og asociale
løsninger på økonomiske problemer
I Europa, hvor vi i stigende grad handler på tværs af nationalgrænserne, er
vores økonomiske situation og økonomiske politik afhængig af hinanden.
Derfor betyder et styrket samarbejde om den økonomiske politik, at vi
59
slipper af med tidligere tiders egoistiske nationale interesser, der ofte kun
resulterede i, at vi eksporterede vores økonomiske problemer til hinanden
gennem f.eks. konkurrerende devalueringer (der skaffer kortsigtede konkurrencefordele på bekostning af de andre lande).
Euroen er en logisk forlængelse af det indre marked
Når man først har skabt en fælles markedsplads som det indre marked, er
det praktisk at bruge den samme slags penge. Forskellige valutaer skaber
usammenlignelige priser og fungerer dermed som en handelshindring. Det
mindsker konkurrencen, hvilket i sidste ende koster forbrugerne dyrt.
Danske forbrugere betaler højere priser end forbrugerne i andre EU-lande
Konkurrencerådet har i 2002 anslået, at den svage konkurrence på det danske marked sammenlignet med de øvrige europæiske markeder betyder, at
danske forbrugere hvert år betaler 24 mia. kroner ekstra for varerne. Det
svarer til mere end 4.500 kr. pr. år pr dansker. Forbrugerne ville spare en del
penge, hvis vi havde euro i stedet, fordi det vil skabe en større prissammenlignelighed på tværs af grænserne og give øget konkurrence.
Euroen fjerner vekselomkostninger og giver lavere omkostninger for
virksomheder
Takket være euroen er de samlede udgifter i forbindelse med veksling ved
udlandsrejser til eurolandene kraftigt reduceret, hvor danske virksomheder før skulle indregne udgifter til veksleudgifter og kurssikring overfor
12 europæiske valutaer, har de nu kun udgifter i forhold til euroen. Til
gengæld betyder det, at danske virksomheder fortsat har nogle udgifter,
som deres europæiske konkurrenter ikke har. Dermed stilles danske virksomheder i en dårligere konkurrencesituation, så længe vi står udenfor
euroen. Det kan i sidste ende risikere at koste jobs og investeringer.
Danmark betaler for at stå udenfor valutasamarbejdet
Så længe Danmark ikke er med i euro-samarbejdet, må vi acceptere, at det
koster det danske samfund hele tiden at skulle føre en stram økonomisk
politik. Hvis ikke vi gør det, kan vi risikere at markedet begynder at spekulere i den danske krone, som vi oplevede i 1992 og 1993. Konsekvensen vil
være at Danmark skal bruge mange ressourcer på at lave støtteopkøb for
den danske krone. Samtidig betyder det også, at Danmark ikke kan tillade
sig at føre en økonomisk politik, der væsentligt udskiller sig fra den, vi
fører nu.
60
Euroen vil gøre det nemmere at tiltrække udenlandske investeringer
Når udenlandske virksomheder skal beslutte sig for, hvor de vil investere,
er det en ulempe for Danmark, at vi ikke har indført Euroen. Udenlandske
virksomheder, der ønsker at betjene det europæiske marked vil hellere investere i et euroland, da de derved undgår valutarisici og ikke behøver at
have det dobbeltarbejde, det er at operere i to valutaer.
Selv euromodstanderne synes, at euroen er praktisk
Selv euroens argeste modstandere i Danmark synes, at euroen er praktisk.
Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU har således udtalt til Politiken:
”Euroen er bare skidepraktisk. Det må jeg også indrømme fra min egen
hverdag”. Det er vist på tide, at det ikke kun er EU-modstandernes elite,
der nyder godt af euroens fordele på deres mange udlandsrejser, men
også almindelige danskere.
Euroen støtter integrationen i Østersøregionen – Danmark isoleres fra
vores nærområde
Alle de lande, der på topmødet i København i december 2002 fik grønt lys
for EU-medlemskab, har sagt ja til at deltage i euroen. Når de i løbet af en
kortere årrække kommer med i samarbejdet, vil den pris, Danmark betaler
for at stå udenfor, blive forøget. Det vil genere os handels- og investeringsmæssigt, især fordi en række af disse lande er blevet vigtige økonomiske
partnere for Danmark, først og fremmest Polen og de baltiske lande. Vi stiller os udenfor det dynamiske vækstcenter, som Østersøregionen har mulighed for at udvikle sig til, hvor alle lande omkring Østersøen på nær Danmark, Sverige og Rusland vil bruge euro som en fælles handelsvaluta.
Sverige har allerede taget bestik af situationen og afholder folkeafstemning 14. september 2003.
Storbankerne er blevet europæiserede, derfor er det logisk,
at Nationalbankerne også bliver det
Indtil 2000 havde alle større danske banker koncernhovedsæde i Danmark. Men herefter fik Nordea koncernhovedsæde i Stockholm, og man
fik fire banker – der alle er af betydelig størrelse henhørende under fire
centralbanker med ét koncernhovedsæde. En anden tendens er, at
internationaliseringen af danskernes aktiver og passiver øges. Ingen
tænkte på realkreditlån i udenlandsk valuta for få år siden. I dag har
realkreditinstitutterne givet store beløb i eurolån til danske låntagere. I
1980 havde livs- og pensionssektoren kun danske aktiver. Nu er bøtten
61
vendt; en stor del af aktiverne er udenlandske. Internationaliseringen af
de finansielle markeder øger de danske myndigheders behov for at følge
med i den internationale udvikling, og derfor har Nationalbanken behov
for at være fuldt inddraget i ECB’s beslutningsprocesser.
EU-modstanderne holder stadig fast i de gamle skræmmebilleder
Mister vi kronen mister vi vores nationale identitet
Påstand: Under folkeafstemningen om euroen i 2000 mente mange, at
mister vi kronen, mister vi en vigtig del af vores nationale identitet.
Svar: Hvis euro-modstanderne virkelig har ret i, at kronen er en afgørende
del af den danske nationale identitet, står det meget sløjt til med
danskheden. Hvis man kigger på de lande, der har indført euroen, er der
intet, der tyder på, at de har mistet deres nationale identitet. Tyskere er
ikke blevet mindre tyske og franskmænd ikke mindre franske – de har
bare fået en ny mønt, men stadig med deres egne nationale symboler på.
Desuden er kronen, som vi kender den i dag fra 1873, hvor Danmark gik
med i Den Skandinaviske Møntunion sammen med Norge og Sverige.
Møntunionen bestod frem til 1914, hvor 1. Verdenskrig brød ud. Men det
samarbejde kan vel ikke siges at have svækket, hverken den danske, svenske eller norske identitet.
Lidt mere bramfrit har Ebbe Kløvedal Reich udtrykt det: ”Jeg er sgu da ophøjet ligeglad med, hvordan mønterne ser ud. En national identitet, der er
bundet til noget så usselt som mammon, er alligevel ikke noget værd.”
Mister vi kronen mister vi suverænitet
Påstand: Med indførslen af euroen afgiver Danmark suverænitet. Vi har
ikke længere råderet over den danske økonomi.
Svar: Danmark mister måske formel suverænitet ved at indføre euroen,
idet vi ikke længere vil kunne føre en selvstændig pengepolitik – men ikke
reel suverænitet, da Danmarks pengepolitiske frihed i de sidste 20 år har
ligget i at følge først den tyske Bundesbanks og siden den Europæiske
Centralbanks beslutninger. Tværtimod vil tilslutningen til euroen betyde
en øget reel suverænitet, fordi vi får reel mulighed for at påvirke de økonomiske beslutninger, der påvirker os, hvilket vi ikke har nu, hvor vi i stedet må indrette os efter, hvad andre lande har besluttet.
62
ØMU’en er udemokratisk
Påstand: ØMU’ens styring er helt udemokratisk og overladt til en samling
teknokrater, der ikke står til ansvar for befolkningerne.
Svar: Der er ikke nogen grundlæggende forskel på organiseringen af
pengepolitikken i euro-området eller i Danmark. I Danmark er det Nationalbanken, der bestemmer pengepolitikken. Folketinget og regeringen kan
skrue på statens finanser, men ikke på renten. Det har man demokratisk besluttet er den bedste måde at indrette sin økonomi på.
Euroen er endnu et skridt mod Europas Forenede Stater
Påstand: Euroen er et skridt på vejen mod Europas Forenede Stater, og
indførslen af euroen vil tvinge os ind i en proces, der vil resultere i Danmarks ophør som reel politisk enhed.
Svar: Tilslutningen til euroen vil ikke tvinge Danmark til at acceptere en
hel masse andre uspiselige integrationsinitiativer. En valutaunion er ikke
det samme som en statsdannelse, hvilket den nordiske møntunion (18731914 se ovenfor), møntunionen mellem Belgien og Luxembourg, Franczonen i Afrika, den Caribiske møntunion eller de mange lande, som har
valgt at benytte den amerikanske dollar, er tydelige beviser på. Men naturligvis vil et succesfuldt eurosamarbejde betyde, at landene får interesse i at
samarbejde tættere om en række andre problemer, som de er fælles om.
Men udgangspunktet er, at det enkelte land skal kunne høste fordele af
samarbejdet.
Euroen er en trussel mod velfærdsstaten
Påstand: Mønt- og valutaunionen vil være til skade for den danske velfærdsstat, som den brede befolkning hidtil har haft glæde af. Fælles
valutapolitik kan nemlig ikke føres ordentligt uden en vis inddragelse af
social- og skattepolitikken, og denne fælles politik vil være på et lavere niveau end den danske.
Svar: Euroen er ikke en trussel mod velfærdsstaten, men snarere et vigtigt
redskab i at sikre den europæiske velfærdsmodel i fremtiden. Hvis Danmark deltog fuldt og helt i euro-samarbejdet, ville vi kunne påvirke samarbejdet til at beskæftige sig med det, som vi fra dansk synspunkt mener
er vigtigt, f.eks. beskæftigelsespolitik og erhvervsbeskatning på et højere
niveau. I stedet for pr. automatik at tro, at niveauet sænkes, så kunne man
også forestille sig at et tæt samarbejde med europæiske lande kunne lære
os noget om, hvorfor Belgien næsten ikke har ventelister på deres sygehuse, hvorfor det franske sundhedssystem virker bedre end det danske,
63
hvorfor skoleelever fra andre europæiske lande lærer mere end danske
elever, hvorfor Danmark har verdens højeste skatte og afgiftstryk, når
velfærden stort set er den samme i andre europæiske lande.
ØMU’en tager ikke hensyn til arbejdsløshed
Påstand: ØMU’en lægger kun vægt på lav rente og bekæmpelse af inflation. Det var Tysklands betingelse for at opgive den stærke D-mark, at den
Europæiske Centralbank skulle holde inflation og rente nede. På den
måde kan landene ikke føre en politik, der bekæmper arbejdsløsheden.
Svar: Den Europæiske Centralbank prioriterer rentestabilitet og lav inflation, men det forhindrer ikke ECB i at støtte eurolandenes generelle økonomiske politikker – f.eks. med henblik på at sikre høj vækst og beskæftigelse – hvis dette kan ske, uden at målet om lav inflation bringes i fare.
Men ECB har kun ansvaret for pengepolitikken, mens de nationale regeringer selv tilrettelægger deres finanspolitik og deres arbejdsmarkedspolitik. Danmark vil fortsat kunne bekæmpe arbejdsløsheden, hvis vi var
med i euro-zonen. Faktisk ville det være nemmere, fordi vi ikke i samme
grad skulle tilfredsstille valutaspekulanternes krav om en stram finanspolitik. Danmarks økonomi vil indgå som en del af det samlede beslutningsgrundlag i eurozonen, dermed er vores økonomiske udvikling et af
grundlagene for beslutninger om rentens udvikling.
Vent og se – vi kan altid melde os ind, når det går godt
Påstand: Man kan roligt stemme nej til møntunionen, da vi altid kan
melde os ind på et senere tidspunkt. Vi ved ikke, hvordan euro-samarbejdet vil udvikle sig. Derfor skal vi vente, for når vi først er med, er der ingen
vej tilbage.
Svar: Vi har ventet, og vi har set. Euro-samarbejdet fungerer, derfor er der
ingen grund til at vente længere. I det hele taget er ideen om, at vi i Danmark skal vente og se, om den fælles valuta bliver en succes, før vi beslutter os til at deltage, udtryk for en snæversynet tankegang. Vi kan ikke i
længden forvente at få alle goderne ud af fællesskabet, når de andre har
etableret det. Så er det mere ærligt at sige, at vi slet ikke under nogen
omstændigheder ønsker at være med i fællesskabet. Derudover betyder al
den venten bare, at vi i mellemtiden har sat os uden for indflydelse, og
ikke er med til at præge et samarbejde som vi alligevel kommer med i på
et senere tidspunkt.
64
Euroen er en kunstig konstruktion
Påstand: Euroen er en kunstig konstruktion, der tvinger alle medlemslandene til at holde samme rente og afskærer dem fra at bruge valutakursen til at regulere deres økonomi. De 15 EU-landes økonomiske strukturer er vidt forskellige, og det er kunstigt at tvinge dem til at bruge
samme rente og opfylde samme mål i den økonomiske politik.
Svar: Valutazoner findes ikke i naturen, derfor er det selvfølgeligt korrekt,
at euroen er en kunstig konstruktion – på lige fod med kronen. Faktum er,
at de 15 EU-landes økonomiske strukturer er så sammensvejsede, at EU i
dag er en uafhængig økonomi, hvor eksternes forhold kun har mindre betydning for den interne udvikling. Kun 14% af efterspørgslen stammer fra
lande udenfor EU.
Den økonomiske værktøjskasse bliver mindre
Påstand: Indfører vi euroen, mister vi et vigtigt pengepolitisk redskab:
Muligheden for at devaluere.
Svar: Allerede i begyndelsen af 1980’erne opgav Danmark at bruge devalueringer som en økonomisk løsning, fordi vores erfaringer med devalueringer
langt fra var gode. Konsekvensen af devalueringer har næsten altid været
usolidariske i forhold til de mindre velstående grupper af danskere, fordi deres løn og opsparede penge bliver mindre værd. Det rammer i særlig hård
grad offentligt ansatte, personer på overførselsindkomster, pensionister (der
ofte har lav gæld og en evt. opsparing placeret i obligationer), mens de relativt velhavende bolig- og aktieejere mister relativt mindre. De tjener måske
endda på det, fordi deres lån også relativt bliver mindre.
Stabilitetspagten vil forværre en krise
Påstand: Stabilitetspagtens regler angående størrelsen af budgetunderskuddet vil forværre krisetendenser i økonomierne i de enkelte eurolande, da de forhindrer, at der kan føres en ekspansiv finanspolitik for at
imødegå en lavkonjunktur.
Svar: Stabilitetspagten er indført som en mekanisme, der skal sikre en
sammenhængende og ansvarlig finanspolitik i euro-landene og modvirke,
at det enkelte euroland kan føre en uansvarlig finanspolitik på de andre
landes bekostning. Hvis der opstår en exceptionel situation – som eksempelvis en meget ondsindet lavkonjunktur kan forventes at være – åbner
stabilitetspagtens bestemmelser op for, at man kan overskride reglerne for
budgetunderskud. Det er endvidere værd at bemærke, at et underskud på
3% af BNP er et ret stort finanspolitisk råderum – for Danmarks vedkom-
65
mende giver det mulighed for et underskud på de offentlige finanser på
op mod 40 mia. kr. (pr. 1/11 2002 forventede Finansministeriet et overskud
på ca. 30. mia. kr. i 2002).
Nej uden konsekvenser
Påstand: Danmarks nej til euroen har ikke haft de konsekvenser, som jasiden forudsagde forud for afstemningen om euroens indførsel i september
2000. Kronen står stærkt. Forskellen mellem eurolandenes renteniveau, og
det danske renteniveau er langt mindre, end der blev forudsagt. Den danske
produktion og beskæftigelse misundes af så godt som samtlige euro-lande.
Svar: Euroskeptikerne har (heldigvis) ret i, at Danmarks økonomiske situation er gunstig sammenlignet med en række eurolande, men det skyldes
ikke, at vi ikke har indført euroen, men derimod at det er lykkedes for de
skiftende regeringer at føre en fornuftig økonomisk politik samt at skabe
stor troværdighed om vores fastkurspolitik ved at følge ECB’s beslutninger
om renteniveau. At vores økonomiske situation er relativt gunstig betyder
heller ikke, at den ikke ville være endnu bedre, hvis vi havde indført euroen, idet virksomhederne så ville kunne høste konkurrencefordelene. Euroens fordele vil især komme til udtryk i krisetider, hvor den vil kunne medvirke til at sikre stabilitet.
”Teuroen” – den dyre euro
Påstand: Euroen har medført prisstigninger overalt i Europa.
Svar: Historierne om, at euroen har medført store prisstigninger er stærkt
overdrevne og baseret på anekdotiske eksempler. Det er ubestrideligt, at
visse handlende har udnyttet situationen til at sætte deres priser i vejret,
men de officielle inflationsmålinger viser, at inflationen i eurolandene generelt har været faldende siden indførslen af euroen. Nationalbanken har
i deres sidste kvartalsoversigt for 2002 fastslået at inflationen generelt
ikke er steget i euro-landene efter euroens indførsel, men at forbrugerne
psykologisk har følt, at priserne er steget kraftigt. Årsagen til misforholdet
er sandsynligvis, at varer og tjenesteydelser der købes ofte er steget i pris,
mens mere sjældent indkøbte varer er faldet i pris. F.eks. er café- og
restaurant-priser steget betydeligt, men dette modsvares af prisfald på
andre varer, der handles sjældnere. For eksempel er el, telefoni, hvidvarer,
computere, fjernsyn osv. blevet billigere i euro-landene. Det har ligeledes i
Tyskland fremkaldt modbegrebet ”Freuro” (”den glade euro”). I øvrigt er
Forbrugerrådet klædt på til at holde øje med erhvervslivet og sørge for, at
de ikke lader sig friste i tilfælde af euroens indførsel i Danmark.
66
Euroen er en svag valuta
Påstand: Mange euroskeptikere fremhævede under kampagnen op til
folkeafstemningen euroens faldende kurs som udtryk for, at euroen er en
svag valuta:
• Pia Kjærsgård: ”Euroen er en junk-valuta, et sammensurium af forskellige landes valutaer, som man skraber sammen.”
• Jens-Peter Bonde: ”Flugten fra euroen markerer en grundlæggende mistillid til den nuværende konstruktion af ØMU’en.”
Svar: Euroen er en stærk valuta, som i dag er blevet en vigtig reservevaluta
for Nationalbanker udenfor eurozonen, der bruger euroen som alternativ
til dollaren. På internationalt plan er euroen den anden mest anvendte valuta, og euroens rolle stiger stadig gradvist. Euroens markedsandel som reservevaluta hos udenlandske Nationalbanker ligger nu mellem 25-35% i
forhold til dollarens 50% yennens er mellem 5-20% og andre valutaers ca.
5%. Euroen var flere gange i løbet af 2002 stærkere end dollaren.
Euroen er giftig
Påstand: Euroen er giftig og kan give allergi på grund af mængden af
nikkel.
Svar: Euroen er ikke giftig. I Danmark bruger vi også nikkel i vores mønter
– ligesom alle de nu hedengangne europæiske valutaer indeholdt nikkel.
Faktisk har vi i Danmark nikkel i alle danske mønter på nær 25-øren og 50øren. Euroen derimod indeholder kun nikkel i 2 ud af 8 mønter, nemlig 1og 2-euroen. Indførelsen af euroen har betydet, at den samlede mængde
mønter med nikkel i EU er faldet fra 75 pct. til 14 pct. til glæde for nikkelallergikere i hele EU. Nikkel i mønter kan ikke helt undgås og har siden
det 19. århundrede indgået i mønter, bl.a. fordi nikkel øger sikkerheden
mod falskmøntneri.
67
Ordforklaring
Inflation
En vedvarende stigning over tid i det generelle prisniveau. Normalt målt
via et vægtet indeks af priser for et stort og repræsentativt udvalg af varer
og services, der ofte handles i den pågældende økonomi.
Pengepolitik
Den del af en stats økonomiske politik, der forsøger at kontrollere pengemængden i den nationale økonomi med det formål at opnå politiske mål,
som ofte er delvist modstridende: Styre prisniveauet (inflationen), påvirke
den økonomiske vækst gennem renteniveauet, eller påvirke valutakursen.
Finanspolitik
Den del af en stats økonomiske politik, der omhandler skabelsen af indtægter via skat og udgifter gennem offentligt forbrug. Gennem opkrævningen af skatter og de offentlige udgifter, kan staten påvirke efterspørgslen i samfundet og dermed påvirke den økonomiske udvikling.
Devaluering
At reducere prisen (valutakursen) på et lands valuta i forhold til andre valutaer. Dette gøres som oftest af stater for at sænke prisen på landets eksportvarer og hæve prisen på importerede varer for at styrke den hjemlige
produktion.
Strukturelt underskud
Økonomier udvikler sig i økonomiske cykler, hvor økonomien skiftevis udvider sig (opsving) og trækker sig sammen (recession). Et nationalbudget,
der er i strukturel balance vil således have overskud i højkonjunkturer,
mens der vil være underskud i lavkonjunkturer. Et strukturelt underskud
derimod opstår, når der er underskud på budgettet selvom alle produktionsfaktorer er fuldt udnyttet (det reale BNP er lig med det potentielle
BNP).
68
I denne argumentationssamling sætter Europabevægelsen fokus på euroforbeholdet med baggrund og argumenter. Da euroforbeholdet blev vedtaget som et af de fire forbehold, der fulgte med Edinburgh-aftalen i
1993, var der mange der mente, at en fælles mønt ikke ville have en
chance. Den opfattelse blev også ”markedsført”, da danskerne endnu engang blev bedt om at stemme om euro-forbeholdet i 2000. Det forhold og
argumentet om, at vi kan vente og se, om euroen bliver en succes, var
slagkraftige argumenter i folkeafstemningen. Nu er euroen en realitet. 12
lande bruger den i dagligdagen, og blandt andet Sverige har besluttet at
sende euro-spørgsmålet til folkeafstemning den 14. september 2003. På
den baggrund mener Europabevægelsen, at der er opstået en ny situation, og vi har derfor bedt en række indsigtsfulde personer om at give deres bud på vigtige euro-spørgsmål anno 2003. Bidragsyderne er professor i
økonomi Niels Thygesen, nationalbankdirektør Jens Thomsen, afdelingscheferne Per Callesen og Henrik Fugmann, fra Finansministeriet, medlem
af Europa-Parlamentet og næstformand for Europabevægelsen Karin RiisJørgensen, projektchef Christian Thygesen og afdelingschef i Forbrugerrådet, Villy Dyhr. Endelig har Europabevægelsen samlet argumenterne
for- og imod euroen.
Støt Europabevægelsen – bliv medlem
Send mig venligst information om Europabevægelsen
Jeg ønsker medlemsskab af Europabevægelsen
Pris kr. 195,- for alm. årskontingent, kr. 100,- for unge under 25 og pensionister
Som medlem af Europabevægelsen ønsker jeg gratis abonnement
på udgivelser fra Tænketanken Ja til Europa
Jeg vil gerne bestille ____ eksemplarer af Euroforbeholdet (gratis)
Navn
Fødselsdato
Gade
Postnummer
By
E-post
Kuponen sendes eller faxes til:
Bremerholm 6, 1069 København K
Telefon 33 141 141, telefax 33 155 434
[email protected]
www.europabevaegelsen.dk

Euroforbeholdet - Europabevægelsen

Transcription

Similar documents

Euroen og de finansielle markeder i lyset af finanskrisen

Kapitel 5 5.1 Redegør for, hvad begrebet

Dansk Folkeblad nr. 1 2011

Almindelige bestemmelser for lån og kreditter - Privat

Projekt 2. semester

ProjektopgaveValuta pdf

- Se video: Intro - Forbered opgaven og læs synopsis

gunstige forhold for øget eksport

Finanspagten