Skat ved partistøtte - Tommy V. Christiansen
Transcription
Skat ved partistøtte - Tommy V. Christiansen
14 Erhverv PENGE Lørdag den 6. juni 2015 . Spørg om penge Skat ved partistøtte N Givere og modtagere bør overveje de skattemæssige konsekvenser ved private bidrag til partier og enkeltkandidater. Skat har den 29. maj 2015 offentliggjort en afgørelse fra 28. april 2015 med et højaktuelt emne, nemlig beskatning ved privates støtte til politiske partier. Privates bidrag til politiske partier og enkeltkandidater har i sig selv og ud fra mange synsvinkler en væsentlig offentlig interesse. De enkelte givere og modtagere bør endvidere overveje de skattemæssige konsekvenser ved private bidrag. Bidragene kan således i nogle tilfælde få uventede konsekvenser både for giveren og for modtageren. ! Offentlige tilskud efter partistøtteloven Tilskud fra det offentlige efter partistøtteloven er efter en udtrykkelig bestemmelse i loven skattefri for modtageren. Dette gælder også tilskudsbeløb, der udbetales til enkeltpersoner. Tilskud fra private Er der tale om tilskud fra private, dvs. fra enkeltpersoner, virksomheder, fonde mv., er de skattemæssige forhold mere komplicerede. Beskatning af modtageren For støttemodtageren er der væsentlig forskel på, om et bidrag ydes til partiet eller til den enkelte kandidat. Bidrag til et parti er skattefrit for partiet. Det skyldes, at politiske partier efter særlige skatteregler som udgangspunkt kun skal svare skat af indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed, og bidrag fra private anses som indtægter af ikke-erhvervsmæssig karakter. Bidrag til enkeltpersoner i partiet eller til enkeltpersoner uden for partierne i forbindelse med valgkampagner, dvs. i første række til kandidater, anses derimod som skattepligtig personlig indkomst for den pågældende modtager. Dette gælder, uanset om bidraget gives i form af et kontant tilskud eller i form af ”naturalier”, f.eks. i form af betalte støtteannoncer eller pjecer om den konkrete enkeltperson. For så vidt angår særligt støtteannoncer m.v. tilkendegav skatteministeren i 1997 efter en henvendelse fra et fagforbund, at der dog må sondres mellem på den ene side »faglige og andre oplysende eller orienterende artikler, som ikke direkte har til formål at profilere enkeltkandidater i forbindelse med et valg« og på den anden side artikler og annoncer, hvori »den enkelte eller flere profileres«. Denne sondring omtales stadig i skattevæsenets egen vejledning og står altså med andre ord efter skattevæsenets opfattelse fortsat ved magt. Er der herefter tale om en betalt (sponsoreret) profilering af en kandidat, skal kandidaten efter skattevæsenets opfattelse beskattes af støtteannoncens økonomiske værdi. Efter myndighedernes opfattelse skal den økonomiske værdi opgøres med udgangspunkt i, hvad en støtteannonce med et tilsvarende budskab vil koste. For den enkelte kandidat synes der at kunne blive tale om en ganske hårfin afgrænsning mellem de for ham skattepligtige og de skattefri annoncer m.v. En person, der modtager et bidrag, kan ikke frigøre sig fra skattepligten ved at give af-kald på bidraget til fordel for partiet. Det skyldes, at den pågældende person skatteretligt anses at have erhvervet ret til bidraget og herefter – i kraft af afkaldet – har disponeret over bidraget. Da personen endvidere ikke har fradragsret for udgifter afholdt for at fremme politiske synspunkter, skal personen altså beskattes af bidraget. Har den pågældende på forhånd afslået at modtage private bidrag, vil der ikke blive tale om beskatning. Men efter skattevæsenets praksis kræves det som udgangspunkt her, at den pågældende »udtrykkeligt har frabedt sig at modtage et bidrag«. Skattevæsenets synspunkt er nemlig her, at personer og enkeltkandidater, der involverer sig i politik og opstillet til valg, »må anses for at være indforstået med at modtage støtte på den ene eller den anden vis, dog typisk via partiet. Der er dog tale om et område, hvor de pågældende kandidater også stiltiende accepterer at modtage bidrag i form af bl.a. lokale støtteannoncer«. Bidrag til partiet som mellemled Den situation, at et parti bruger private bidrag til at promovere en bestemt politiker under en valgkampagne, indebærer efter praksis ikke, at den pågældende politiker skal anses som modtager af bidraget. Den pågældende politiker skal derfor ikke beskattes af bidrag anvendt af partiet på denne måde. Med henvisning til denne praksis tilkendegav skatteministeren i 1995 videre, at der typisk ikke vil være noget beskatningsproblem i tilfælde, hvor en privat bidragsyder ønsker at yde et bidrag til en politiker og anvender den fremgangsmåde at give bidraget til partiet, der herefter kanaliserer bidraget ud til den enkelte kandidat. Set i lyset af skattevæsenets praksis på andre områder med lignende problemstillinger synes der her at være tale om en ganske politikervenlig skattepraksis. Ingen fradragsret for bidragsyder For bidragsyderen er de skattemæssige forhold for så vidt mere enkle: Når bortset fra indirekte støtte ydet gennem f.eks. fradragsberettigede faglige kontingenter, er der som det meget klare udgangspunkt ingen fradragsret for udgifter til bidrag til støtte af politiske partier eller politiske formål. Skattelovrådet formulerede i 1990 begrundelsen herfor på den måde, at der er tale om en udgiftstype, som det ikke forekommer rimeligt eller ønskeligt at give fradrag for. Uanset om et sådant bidrag kan siges at have en eller anden form for tilknytning til indkomsterhvervelsen, er der ganske enkelt aldrig fradragsret for udgifter til at støtte politisk arbejde eller til at fremme politiske synspunkter. Således har hverken enkeltpersoner, virk- somheder eller selskaber fradragsret for bidrag til politiske partier eller enkeltpersoner. Tilskud gennem eget selskab Sagen offentliggjort af Skat den 29. maj viser endvidere, at bidrag, som en hovedakti-onær yder gennem sit selskab, vil medføre, at hovedaktionæren skal udbyttebeskattes af selskabets bidrag til det politiske formål. Beløbet anses for hævet af hovedaktionæren og herefter overdraget til det politiske parti. Den pågældende sag drejede sig om et selskab, der i 2013 havde valgt at støtte tre politiske foreninger i to forskellige kommuner i forbindelse med valg til kommunalbestyrelsen. Selskabet oplyste, at støtten var USKIFTET BO Hensynet til afdødes børn har fortsat væsentlig betydning Jeg har gemt din artikel om uskiftet bo fra JP den 10. maj 2014. Du skriver om misbrug af uskiftet bo, som ægtefællen kan tænkes at foretage sig. Men det undrer mig stadig, at børnene skal have indflydelse på, hvad den efterlevende ægtefælle kan gøre. Kan du forklare, hvad der er baggrunden for det? Det er jo penge, som ægteparret selv har samlet sammen. Og børnene er jo ikke børn længere, men voksne mennesker med job. De må da kunne forsørge sig selv! Jeg synes faktisk ikke, at det er rimeligt med denne kontrol. Med venlig hilsen Ea ? Som anført i Spørg om Penge den 10. maj 2014 indebærer etablering af et uskiftet bo, at afdødes formue ikke fordeles mellem afdødes arvinger ved dødsfaldet. I stedet overtager den længstlevende ægtefælle rådigheden over afdødes formue. Efter dødsfaldet råder den længstlevende ægtefælle således både over sin egen hidtidige formue og over den formue, der tilhørte den afdøde ægtefælle før dødsfaldet. Først når det uskiftede bo ophører, skal der udredes arv til afdødes børn. Det uskiftede bo gør de økonomiske forhold for den længstlevende ægtefælle enklere, da ægteparrets fællesformue så at sige bevares ! intakt efter dødsfaldet. Den længstlevende ægtefælle råder fortsat over egen andel af fællesformue samt længstlevendes eventuelle særeje og kan efter dødsfaldet også disponere over afdødes andel af fællesformuen. Ikke sjældent ses det, at muligheden for uskiftet bo er en nødvendig forudsætning for, at længstlevende kan blive boende i det parcelhus, som har tjent til familiens bopæl før dødsfaldet. Administrerer arven Men arvingerne har en interesse i, hvordan den længstlevende forvalter det uskiftede bo. I princippet administrerer den længstlevende nemlig ikke blot sin egen formue, men også over arven efter den førstafdøde ægtefælle. Emnet er behandlet flere gange, og der har været nogle reaktioner fra læsere om det råd, at man som særejebarn skal tænke sig om to gange, før man accepterer, at stedmoderen eller stedfaderen overtager et bo til uskiftet bo. Som anført i en besvarelse kan dette naturligvis gå godt og blive til alles glæde. Men ofte – meget ofte – står særbarnet tilbage med en uventet kraftig reduceret arv. En situation, der måske på forskellig vis kunne være undgået. Reglerne om uskiftet bo rækker meget langt tilbage i tid, og rammerne for det uskiftede bo skal ses i lyset Opretholdelsen af reglerne om tvangsarv til børn er et andet udslag af et ønske om at fastholde slægtens arveret. af baggrunden for disse regler. Overgangen af arv fra forældre til børn eller andre medlemmer af slægten har dybe rødder i historien. Fra et udgangspunkt, der i høj grad favoriserede slægten frem for ikkebeslægtede personer, herunder ægtefæller, er ægtefællens stilling imidlertid gradvist blevet styrket gennem de seneste flere hundrede år. Tilgodese længstlevende Muligheden for uskiftet bo, således som dette har udviklet sig over tid, var en måde at tilgodese hensynet til den længstlevende ægtefælle. Som det anføres i ældre litteratur, »…er der navnlig det Hensyn til Ægtefællen – Lørdag den 6. juni 2015 . PENGE Erhverv 15 Tommy V. Christiansen, advokat (H), cand merc. Spørgsmål, der udvælges til besvarelse, kan bringes under mærke, men redaktionen skal kende spørgerens identitet og adresse. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte spørgsmål. Svarene i brevkassen er ikke individuel rådgivning, men generel orientering, der bringes uden ansvar for Jyllands-Posten. Spørgsmål besvares ikke privat. Læs mere på jyllands-posten.dk/sporgompenge. Skriv til Morgenavisen Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J E-mail: [email protected] SKAT Bidrag til enkeltpersoner i et parti eller til enkeltpersoner uden for partierne i forbindelse med valgkampagner anses som skattepligtig personlig indkomst for den pågældende modtager. Foto: Sebastian Buur Gunvald især til Ægtemanden, der hyppigt vil have tjent Formuen eller dog have haft Raadigheden over den – at Ægtefællen ikke skal tvinges til det Opgør, til den indgribende Ændring i sine økonomiske Forhold, som et Skifte med Børnene vilde medføre«. Udgangspunktet for denne udvikling var, at skiftet ”blot” blev udsat. Det oprindelige udgangspunkt beskrives i ældre litteratur således, at »Man har sikkert oprindeligt fastholdt, at den efterlevende skulde bestyre Boet i alles Interesse, at Øjemedet var Arvens Bevaring som den forelaa ved den førstes Død, at Ægtefællen kort sagt var Arvingerne et vist Regnskab skyldig«. givet til de tre foreninger, fordi netop disse foreninger havde vist speciel interesse i at støtte projekter, som havde betydning for selskabets forretningsområde. Efter ledelsens opfattelse var det derfor i selskabets interesse, at de kommende kommunalbestyrelser i de to kommuner var mere positivt stemt for kommende projekter i kommunerne. Selskabet henviste i den forbindelse til særligt den ene kommunes tidligere behandling af konkrete projekter inden for selskabets forretningsområde. Det var i den forbindelse selskabets opfattelse, at en styrkelse af det pågældende parti ved kommunalvalget ville betyde gunstigere vilkår for kommende projekter og dermed bedre forhold for selskabet, og videre, at den ydede støtte stod i et naturligt forhold til de Over tid blev udviklingen dog den, at den længstlevendes dispositioner over fællesboet var gyldige på samme måde, som hvis ejeren (afdøde) havde foretaget dispositionen, men dog inden for visse grænser – som det anføres i litteraturen – »Da det gælder at dele retfærdigt imellem Ægtefællens og Arvingernes Interesser, hvor de maatte støde sammen«. Der blev imidlertid ikke oprindeligt fastsat nærmere regler om begrænsning af rådigheden, uanset at sådanne regler var på tegnebrættet, og domstolene antog derfor, at rådigheden var meget fri. I 1926 blev der imidlertid vedtaget nye regler om ægtefællers arveret og om gunstige indtjeningsmuligheder, der var i branchen. At hovedaktionæren tidligere havde været politisk aktiv, først som folketingsmedlem for et andet parti og nu som medlem af det parti, hvis vælgerforening modtog støtten, var efter selskabets opfattelse uden betydning for vurderingen af, om støtten var afholdt i selskabets interesse. På den baggrund ønskede selskabet at få Skatterådets bekræftelse på, at selskabet kunne yde støtte til de politiske foreninger uden skattemæssige konsekvenser for selskabets hovedaktionær. Efter Skatterådets opfattelse havde selskabets støtte til de politiske foreninger ingen tilknytning til selskabets erhvervsmæssige virksomhed, men blev kun ydet i hovedaktionærens personlige interesse. Hovedaktionæren skulle derfor udbyttebeskattes af bidragene til de tre politiske foreninger. Skatterådets afgørelse ligger helt på linje med tidligere afgørelser om bidrag til valgkampagner. Og det er med den seneste afgørelse knæsat, at manglende fradragsret i selskabet og udbyttebeskatning af hovedaktionæren er ganske uafhængig af, om selskabet ønsker at fremme erhvervslivets vilkår på generelt niveau, eller om selskabet kan sandsynliggøre en nærmere forbindelse mellem de politiske synspunkter, som et givet parti forfægter, og selskabets konkrete forretningsområde. Sammenfatning På modtagersiden kan der således – set ud fra et skattemæssigt synspunkt – være god grund til at sikre sig, at private bidrag til valgkampagner m.v. allokeres til partiet som sådant frem for til den enkelte kandidat. På giversiden er der mindre grund til overvejelser om de skattemæssige konsekvenser for giveren ved bidrag, idet der i ingen tilfælde er fradragsret for bidrag. At bidraget ydes gennem et hovedaktionærselskab, medfører ingen ændring, da selskabet ikke har fradragsret, og hovedaktionæren herudover skal udbyttebeskattes af bidraget. uskiftet bo, herunder om forholdet mellem ægtefællen og afdødes børn. I denne lov blev der bl.a. fastsat regler om bl.a. misbrug af det uskiftede bo. Udgangspunktet for disse regler var følgende afvejning: »…at dele retfærdigt (og praktisk) mellem Ægtefællens Interesse i den friest mulige Raaden og Arvingernes ikke sjældent modstaaende Interesser; det gælder jo en Udsættelse af saadanne Arvingers Nyden af Arven, som er Arvinger af første Klasse og har en Tvangsarveret.« Principperne fastholdt Principperne i reglerne fra 1926 er siden blevet fastholdt, herunder i arveloven fra 2007. Det er således den grundlæggende afvejning mellem på den ene side hensynet til afdødes børn og på den anden side hensynet til den længstlevende ægtefælle, der har formet de gældende regler. Ved denne afvejning har hensynet til afdødes børn fortsat væsentlig betydning. Opretholdelsen af reglerne om tvangsarv til børn er et andet udslag af et ønske om at fastholde slægtens arveret. Spørgsmålet om tvangsarv blev drøftet nøje i forbindelse forberedelsen af arveloven fra 2007. Men efter Folketingets opfattelse var der ikke grundlag for at ophæve reglerne om tvangsarv. Løbende ydelse til familien giver intet fradrag Vi vil gerne have svar på følgende spørgsmål om fradragsret for penge, som udlændinge sender til familien i hjemlandet. Vi mener at kunne huske, at indvandrere har haft fradragsret for beløb, som de sendte hjem til familien i hjemlandet. Gælder det stadigvæk for indvandrere? Og hvad med østarbejdere, der arbejder på anlægsprojekter i Danmark? ? Vh. R.L Skattelovgivningen har i mange år indeholdt regler om visse fradrag for forsørgelsesydelser og andre løbende ydelser, som en borger påtager sig at udrede over for andre borgere, foreninger m.v. Skattereglerne om tilfælde, hvor en person betaler en anden persons udgifter, er ganske komplicerede. Der kan sagtens blive tale om dobbeltbeskatning derved, at ikke kun modtageren beskattes, men også giveren beskattes. Reglerne om fradragsret for løbende ydelser reducerer denne dobbeltbeskatning. Løbende ydelser kan være et led i en aftale, der indebærer forpligtelser for begge parter, f.eks. ved salg af en landbrugsejendom fra fader til søn, hvor sønnen som en del af købesummen påtager sig at stille en aftægtsbolig til rådighed. ! Men der kan også være tale om, at den løbende ydelse udredes uden modydelse, f.eks. hvor en søn påtager sig at forsørge sin gamle moder, uden at sønnen modtager nogen betaling i den anledning. Der tales her om ensidigt påtagne forpligtelser. Fradragsretten for ensidigt påtagne forpligtelser er blevet begrænset flere gange, og der er nu kun i særlige tilfælde fradragsret. I hovedpunkter kommer fradragsret således kun på tale, hvis der er tale om løbende ydelser til almenvelgørende foreninger m.v. eller religiøse samfund, som er godkendt af Skat, og da kun inden for visse økonomiske rammer. Endvidere kan fradragsret komme på tale, hvis der stilles en fribolig til rådighed for andre personer end den nære familie. Til den nære familie henregnes børn og børnebørn m.v. eller disses ægtefæller. Som udgangspunkt er der således nu ikke længere fradragsret for beløb, som udlændinge i Danmark sender hjem til slægtninge i oprindelseslandet med henblik på løbende forsørgelse. Det er korrekt, at der – for mange år siden – var adgang for såvel danskere som indvandrere til at fratrække løbende ydelser til familiemedlemmer. Reglen blev ophævet som følge af konstateret misbrug både hos indvandrere og danskere. Udlændinge har ikke længere fradragsret for penge, de løbende sender hjem til familien i hjemlandet. Arkivfoto: Lærke Posselt/Polfoto