docBachelor pdf
download 
Report Transcription
Bachelor pdf
KOMMUNIKATIONENS BETYDNING FOR MENNESKER MED NEDSAT FUNKTIONSEVNE Bachelor Projekt, udarbejdet af Michelle Schøber Christensen JUNI, 2015 ANTAL TEGN: 54.973 VEJLEDER: BRITT SKOV MAURITZEN Pædagoguddannelsen, UCSyd Aabenraa Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Indholdsfortegnelse 1. Indledning ............................................................................................................................... 2 1.2 Problemformulering ......................................................................................................... 3 1.3 Emneafgræsning ............................................................................................................... 3 1.4 Metode ............................................................................................................................. 3 2. Case ........................................................................................................................................ 4 3. Mennesker med nedsat funktionsevne ................................................................................. 5 3.2 Fn’s handicapkonvention.................................................................................................. 5 3.3 Historisk perspektiv .......................................................................................................... 6 4. Axel Honneth .......................................................................................................................... 8 5. Kommunikation .................................................................................................................... 10 5.2 Alternativ supplerende kommunikation ........................................................................ 12 5.3 Janice Light om alternativ og supplerende kommunikation .......................................... 14 5.4 Totalkommunikation ...................................................................................................... 14 5.5 Konsekvenser af kommunikationsvanskeligheder ......................................................... 15 5.5.2 Vold som udtryksform ............................................................................................. 15 6. Relationer ............................................................................................................................. 17 6.2 Fælles oplevelsesverden ................................................................................................. 17 7. Michel Foucault om magt..................................................................................................... 18 8. Sammenfatning af teori og praksis ...................................................................................... 19 9.0 Konklusion .......................................................................................................................... 25 10. Litteraturliste ...................................................................................................................... 27 Side 1 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 1. Indledning Samfundets syn har ændret sig meget over de seneste århundrede i forhold til mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. I middelalderen vidste man ikke hvad det ville sige at være udviklingshæmmet, og man blev derfor stigmatiseret, blev kaldt narrer, tosser og anbragt i dårekister. Først senere hen fandt man ud af, hvad det ville sige at være udviklingshæmmet, og man forstod, at når man var udviklingshæmmet, var man ikke syg, og man kunne derfor ikke helbredes. Efterfølgende har man som udviklingshæmmet i midten og i slutningen af 1900-tallet fået flere og flere rettigheder. Der kæmpes nu for, at udviklingshæmmede lever et så normalt liv som muligt, hvor de skal vokse op i trygge rammer i eget hjem med forældre og søskende, hvorefter de tilbydes at komme på et beskyttet værksted, og kommer til at bo i egen lejlighed. De udviklingshæmmede skal i dag respekteres, og har fået lige rettigheder som alle andre. Dog er det interessant, at tænke på om man som udviklingshæmmet er i stand til at tage ansvar for sig selv, eller om ens funktionsnedsættelse medfører, at man ikke er i stand til det. Endvidere siger lovgivningen, at borgere med nedsat fysisk og psykisk funtionsevne har ret til selv- og medbestemmelse, hvilket kan give udfordringer i det daglige pædagogiske arbejde (Henriksen, 2011, s. 174-180). Som pædagog arbejdes der indenfor alle områder ud fra en anerkendende tilgang, som er utroligt vigtig i forhold til at opbygge relationer til både børn og voksne. Det er relevant, at opbygge stærke relationer til de borgere man arbejder med, da det er igennem dem, man lærer borgerne at kende, og der man har mulighed for at udvikle dem. Da man som menneske med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne har fået lige rettigheder som alle andre, kræver det også, at man skal have muligheden for at kunne give udtryk for følelser, behov og holdninger. Dette kan være et dilemma for borgere, der ikke har noget ekspressivt verbalt talesprog, hvilket kan have mange følgevirkninger for borgeren. Én af måderne hvorpå, man kan arbejde på at udvikle borgernes kommunikation, er igennem alternativ og supplerende kommunikation, hvor borgerne kan få muligheden og retten til at give udtryk for sig selv. Side 2 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 1.2 Problemformulering Hvordan kan pædagogen på baggrund af en anerkendende tilgang og alternativ og supplerende kommunikation øge kommunikationsmuligheder for en borger med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne? Hvilken betydning har kommunikationen for borgeren? 1.3 Emneafgræsning Jeg vil i opgaven tage udgangspunkt i en case, som omhandler en kvinde, som jeg har arbejdet med i løbet af min 3. praktik. Kvinden kaldes i casen Marie, hun er 55 år og har både fysisk og psykisk nedsat funktionsevne. 1.4 Metode Jeg vil i opgaven starte med, at skrive en case om en kvinde, som kaldes Marie. Jeg vil ud fra casen tage udgangspunkt i teorier, som kan besvare problemstillingerne i casen. Efter casen vil jeg beskrive, hvilken lovgivning der er gældende for mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Derudover har jeg valgt at beskrive FN’s handcapkonvention, hvor rettighederne for personer med handicap står beskrevet. Jeg har valgt at anvende handicapkonventionen, da jeg synes den beskriver rettighederne grundigt, samtidigt er det interressant, at gøre sig nogle overvejelser omkring, om konventionen har fået samfundet til at ændre deres syn på mennesker med funktionsnedsættelser. Herefter vil jeg beskrive historien for, at belyse hvordan samfundet har set ud førhen, og dermed også for at belyse den udvikling, der er sket alene i 1900’tallet. Det historiske perspektiv vil jeg anvende, i forbindelse med Axel Honneths definition på anerkendelse, hvor jeg vil tage udgangspunkt i de tre sfærer. Jeg har valgt at anvende Honneths teori, da jeg ved hjælp af den, kan gå mere i dybden i casen om Marie, ved at analysere ud fra de tre sfærer, hvor jeg i den forbindelse kan beskrive, hvordan Maries opvækst højst sandsynligt har været ud fra egen viden og ud fra det historiske perspektiv. Herefter vil jeg beskrive, hvilken betydning kommunikation har for den enkelte, herunder hvilke barrierer der kan være i arbejdet med udviklingen af kommunikation. Til at beskrive disse, vil jeg anvende teorier om kommunikation af Per Lorentzen, som er uddanet psykolog. Side 3 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 I forlængelse af afsnittet omkring kommunikation, vil jeg gøre brug af Socialstyrelsens hjemmeside samt anvende Janice Light, som er forsker i ASK. Jeg vil beskrive, hvad ASK er, og hvilke hjælpemidler man kan anvende i sit kommunikationsarbejde. Dog vil jeg også have fokus på, hvad der er vigtigt at huske som fagperson i arbejdet med kommunikationshjælpemidler. Herefter vil jeg gøre brug af SIKONs bog, som jeg kan anvende i forhold til at analysere casen ud fra den viden, at Marie ofte er selvskadende. Bogen beskriver grundigt, hvilke forskellige former for vold der findes. Endvidere vil jeg anvende Anders Bang Lehnsteds udtalelse om borgere der udøver vold mod dem selv, da hans udtalelse ligger tæt på den opfattelse, jeg selv har i forhold til borgere, der er selvkadende. Tilsidst vil jeg kort anvende Michel Foucaults teori om magt og magtforhold. Jeg har valgt at anvende hans teori om magt, da han i modsætning til mange andre opfatter magten som noget positivt. 2. Case Marie er en kvinde på 55 år. Marie har både psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, idet hun er autist, lider af meget hypermobile led og er kørestolsbruger. Marie er mobil, og kan selv gå rundt, men vurderer hvornår hun vil benytte sin kørestol. Marie har ikke noget verbalt sprog, og kommunikerer ved hjælp af af lyde. Marie giver ikke selv udtryk for sine behov. Marie har boet i boinstititutioner hele sit liv, og er for 3 år siden flyttet til en boinstitution i Sønderjylland. Hun har aldrig kendt sin biologiske familie, da hendes biologiske mor ikke havde et ønske om at beholde hende efter fødslen. Marie havde en besøgven på sit tidligere bosted, men har det ikke længere, efter hun er flyttet til Sønderjylland. Hun har ikke fået en ny besøgsven, efter hun er flyttet. Marie er dagligt tilknyttet et værksted for brugere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. De personer Marie har kontakt til i løbet af ugen er fagpersonalet på værkstedet samt brugerne på værkstedet, pædagogerne og beboerne i botilbuddet. Marie er dagligt selvskadende i form af, at hun slår sig selv hårdt i maven. Hun slår hovedet imod andre genstande, og hiver hår ud af sit hovede. Når hun er selvskadende skriger hun Side 4 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 også meget højt. Derudover sker det af og til, at Marie kan være udadreagerende, hvor hun nipper eller kradser ud efter pædagogerne enten i boinstitutionen eller på værkstedet. 3. Mennesker med nedsat funktionsevne §81 i Lovgivningen siger, at der i Danmark skal tilbydes en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med det formål, at forebygge at problemerne forværres, at forbedre udviklingsmuligheder, samt at forbedre mulighederne for den enkteltes livsudfoldelse gennem tilbud om kontakt, samvær, aktivitet, omsorg og pleje (serviceloven, 2015). FN definerer i 1994 begrebet funktionsnedsættelse ”"funktionsnedsættelse" dækker et stort antal forskellige funktionsmæssige begrænsninger, der forekommer i alle befolkningsgrupper i samtlige lande i verden. Mennesker kan have funktionsnedsættelse på grund af en fysisk, intellektuel eller sansemæssig funktionshæmning, en medicinsk betinget tilstand eller en sindslidelse. Sådanne funktionshæmninger, tilstande eller sygdomme kan være af permanent eller forbigående art” (FN, 1994, s. 9). Endvidere giver de også en definition af handicap ”"handicap" betyder tab eller begrænsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Den beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Formålet med denne betegnelse er at sætte fokus på mangler ved omgivelserne og mange af de i samfundet iværksatte aktiviteter, som for eksempel information, kommunikation og uddannelse, der forhindrer mennesker med funktionsnedsættelse i at deltage på lige vilkår med andre” (FN, 1994, s.9). 3.2 Fn’s handicapkonvention I 2006 vedtog FN en konvention om rettigheder for personer med handicap. Konventionen handlede om, at personer med handicap skal have samme muligheder og rettigheder som Side 5 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 andre mennesker. Hermed skal alle ansatte i staten, regionerne og kommunerne følge konventionen, og dermed sikre at personer med handicap får de rettigheder, de kan gøre krav på (Socialministeriet, 2010, s. 9) Selvom konventionen er vedtaget, er landende stadig bekymret for om personer med handicap ikke bliver respekteret, og har de rettigheder de bør have. Landende mener, at alle mennesker er værdifulde. Dog håber man, at konventionen kan være med til at skabe bedre livsvilkår for den enkelte (Socialminiteriet, 2010, s. 11) Konventionen har nogle grundlæggende holdninger, som eksempelvis er, at alle mennesker er værdifulde, alle har ret til at bestemme over eget liv, ingen skal udsættes for diskrimination, alle skal respekteres og have lige muligheder, mænd og kvinder skal være ligestillet, samt skal alle have ret til at være sig selv (Socialministeriet, 2010, s.15) 3.3 Historisk perspektiv For at være i stand til at ændre og forbedre livsvilkårene hos en borger, der har behov for hjælp, omsorg og støtte i sin hverdag, har det stor betydning, at man har indsigt i samufndet som det har været, og samfundet som det er i dag (Henriksen, 2011, s. 174). Det er næsten umuligt at finde spor fra udviklingshæmmede fra 1700-tallet. I denne tid kunne man ikke blive diagnosticeret som udviklingshæmmet, og man blev derfor i stedet defineret som værende anderledes og sær og dermed også usynliggjort. I midten af 1800-tallet definerer J. R. Hübertz mennesker som ikke kan anvende deres fulde fornuft, som idioter. Han definerede også afsindige, som personer der havde haft deres fulde fornuft, men senere hen mistet den (Rønn, 1996, s. 69-71). I middelalderen så man udviklingshæmmede som værende tosser, og de blev derfor anbragt i blandt andet dårekister (Henriksen, 2011, s. 174-175). Fra 1840’erne til slutningen af 1800’tallet, var lægevidenskaben meget fokuseret på, at kunne helbrede alt og alle, og mente derfor også, at de kunne helbrede udviklingshæmmede. På dette tidspunkt, blev der ikke skelnet mellem sindssyge og åndssvage, som de blev kaldt dengang, og derved fandt man frem til, at der var helbredelige afvigere og uhelbredelige Side 6 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 afvigere. Man byggede derfor i 1840’erne anstalter, hvor de udviklingshæmmede kunne bo, da kun få, ville kunne bo uden for anstalterne (Henriksen, 2011, s. 175). Fra slutningen af 1800’tallet og frem til starten af 1900’tallet fandt man frem til, at udviklingshæmmede var syge, og det blev derfor accepteret, at de ikke var i stand til at arbejde. Der blev derfor besluttet, at de skulle bo et sted, hvor de kunne få behandling. De steder, hvor de kom til at bo, led de ikke af fysiske overgreb, men derimod havde de intet privatliv, da de sov i store sovesale, og havde ingen ejendele. I tilfælde af, at borgerne ikke kunne affinde sig med dette, blev de fikseret (Henriksen, 2011, s. 175-176) Med Steinckes socialreform i 1933, blev de udviklingshæmmedes forhold igen taget op til overvejelse. Ved denne tid, så man de udviklingshæmmede som anstaltsmennesker, som man kunne gøre med, hvad man ville (Henriksen, 2011, s. 176). Lov om åndsvageforsorgen trådte i kraft d. 5. juni 1959. Her blev der foreslået, at ledelsen på institutionerne for udviklingshæmmede fremover skulle være tværfaglig. Fremover skulle der både være lægelig, social og administrations personale tilstede, hvorimod der før kun var læger ansat på anstalterne. Endvidere skulle der fremover arbejdes pædagogisk med at udvikle de bedst fungerende borgere. Samfundet skulle ikke længere beskytte sig selv imod dem, og de udviklingshæmmede skulle ligesom alle andre have ret til undervisning, skole og til at komme på beskyttede værksteder. Forsorgschef N. E. Bang-Mikkelsen var fortaler for, at udviklingshæmmede så vidt muligt skulle tilbydes en opvækst som alle andre børn, hvor de kunne vokse op derhjemme, og flytte hjemmefra når de blev voksne. Hvis dette ikke var en mulighed, skulle de tilbydes en bolig på en institution, hvor de ville få egen lejlighed eller værelse. I sidste ende viste det sig dog, at det var svært at få ideerne indført i det omfang man havde håbet på (Henriksen, 2011, s. 176-177). Den 1. januar 1980 kom der en udlægning af særforsogen. Intentionen med denne var, at integrere udviklingshæmmede i normalsamfundet. Målet med dette var, at alle skulle kunne henvende sig ved kommunen og få den nødvendige hjælp. Derudover skulle udviklingshæmmede også have ret til egen bolig, at have en selvstændig økonomi og modtage pædagogisk støtte (Henriksen, 2011, s. 177-178). Side 7 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Lov om social service trådte i kraft i 1998. Denne lov skulle sikre udviklingshæmmede i form af, at de skulle tilbydes et individuelt bo- og beskæftigelsestilbud. Derudover blev institutionsbegrebet ophævet, da udviklingshæmmede skulle ses som voksne, selvstændige mennesker, med lige rettigheder som andre (Henriksen, 2011, s. 178). Nøglebegreberne i denne lovgivning er, at borgeren skal være i centrum, afinstitutionalisering, medborgerskab, inklusion, medindflydelse og medansvar (Henriksen, 2011, s. 182). I dag har samfundet ændret sig på den måde, at de udviklingshæmmede vokser op på en måde, der minder meget om den måde alle andre børn også vokser op på. De bliver ikke gemt væk, men har derimod en familie, som er der for dem, og oftest kæmper for dem og for deres rettigheder (Henriksen, 2011, s. 179-180). 4. Axel Honneth Axel Honneth er født i 1949, og er professor i socialfilosofi (Honneth, 2003, s.7). Honneth er kendt for sin teori om anerkendelse, og mener, at anerkendelse er en nødvendighed for, at mennesket kan udvikle sig fuldt ud. Anerkendelse betyder, at kunne værdsætte andre individeres individualitet, samt være åbne overfor den andens oplevelsesverden, samt måde at agere på. Her er det vigtigt, at man som professionel, opbygger og vedligeholder interessen for individets værdier og følelser, selvom individets holdninger er meget forskellige fra ens egne værdier (EMU). Honneth ser mennesket, som værende individer søgende efter anerkendelse. Honneths anerkendelsesteori defineres ud fra tre anerkendelsessfærer. Privatsfæren, som indebærer den kærlighed, man bliver mødt med gennem familie og venskaber. Den retslige sfære, som handler om det, at blive respekteret, og på den måde føle sig ligeværdig. Tilsidst den solidariske sfære, som indebærer kulturelle, politiske og arbejdsmæssige sammenhænge, hvor man har et håb om at blive værdsat (Honneth, 2003, s. 14). Honneth mener, at et individ bør opleve anerkendelse inden for alle tre sfærer for fuldt ud, at kunne blive den person, man virkelig er. Derudover mener Honneth, at det er vigtigt, at forstå at man ikke kun, kan opleve anerkendelse i forhold til én sfære for at få et fuldt realiseret liv. Side 8 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Man er nødt til at opleve anerkendelse gennem alle tre sfærer, og derved lære de forskellige måder, hvorpå man kan forholde sig til sig selv (Honneth, 2003, s. 15). Den private sfære adskiller sig fra de andre sfærer, idet denne sfære bygger på kærlighedsforhold. Kærlighedsforholdet som man kan have som familie, enten som mor, far og barn eller som ægtefæller, har stor betydning, da kærligheden til hinanden er gensidig. Man gør sig herved nogle erfaringer i forhold til at være i forhold, hvor begge parter på en måde er afhængige af hinanden. Igennem disse kærlighedsforhold kan individet opbygge en tryghed og fortrolighed til egne komptencer og værdier, og samtidigt se disse blive anerkendt af den anden part. Honneth mener herved, at anerkendelsen man får igennem kærlighed og venskab er den, der gør individet i stand til at udtrykke sig selv, samt får individet til at opfatte sig selv, som én der kan indgå i nære fællesskaber (Honneth, 2003, s. 15). Anerkendelsen gennem den retslige sfære kommer fra de handlinger og beslutninger som individet selv er i stand til at tage. Der er i samfundet nogle universelle rettigheder, som gælder for alle. Disse rettigheder kan give individet en selvrespekt, som gør det i stand til at kunne indgå i offentlige drøftelser. Derved betyder det, at den anerkendelse man får igennem sine rettigheder, gør det lettere for individet selv, at være i stand til at handle og tage beslutninger, og derved blive mere selvstændig (Honneth, 2003, s. 16). I den solidariske sfære sker anerkendelsen igennem relationen til fællesskabet, gruppen eller samfundet, hvor deltagelsen af individet anerkendes. Det er i disse fællesskaber, at individet kan genkende sig selv og også blive anerkendt. I dette fællesskab føler individet, at det kan bidrage på sin individuelle måde, og derved bidrage til fællesskabet og samfundet. I denne sfære kan det derfor siges, at individet kan forholde sig til sig selv på en anden måde, og i dette tilfælde er det, at individet værdsætter sig selv som medlem i et solidarisk fællesskab (Honneth, 2003, s. 16-17) I forlængelse af disse tre sfærer, mener Honneth, at den solidariske sfære er emotionel og fornuftsbaseret. Den retslige er kun fornuftsbaseret og den private sfære bygger på en emotionel form for anerkendelse. Den solidariske sfære er nødt til at være både emotionel og fornuftsbaseret, da man skal kunne opbygge relationer som er fornuftsbaseret (Honneth, 2003, s.17). Side 9 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Derudover mener Honneth, at den kærlighed individet bør opleve, er en nødvendighed for, at få et vellykket møde med samfundet. Anerkendelsen i forhold til de universelle rettigheder, er nødvendig i forbindelse med, at individet kan se sig selv som værende ligværdig med andre individer. Tilsidst er solidariteten også nødvendig for, at kunne se sig som værende ligeværdig, dog kræver det, at fællesskabet og samfundet er åbne for, at anerkende og acceptere et andet individs værdier og kompetencer (Honneth, 2003, s. 17). Hvis et individ ikke anerkendes, kan det have den konsekvens, at individet mister det positive forhold til sig selv. Dog er det ikke kun mangel på anerkendelse, der kan medføre dette, men også hvis individets krænkes, kan det miste det positive forhold til sig selv. Det er vigtigt, at individet har et positivt forhold til sig selv, da det er grundlæggende for dets udvikling. Eksempler på krænkelser kan være fysisk misbrug, voldtægt og tortur, da disse alle forvolder skade på individets selvtillid. I forhold til retsforhold, kan selvagtelsen ødelægges, hvis individet ignoreres i forhold til sine rettigheder, som eksempelvis bedrageri eller diskrimination. I fællesskaberne, hvor individet bliver ydmyget eller krænket, kan det også medføre skade på den enkeltes selvværd (Honneth, 2003, s. 18-19). 5. Kommunikation Kommunikation kan forbindes med det latinske ord communatis, som betyder fællesskab. Derfor kan det forståes, at kommunikation handler om at være fælles om noget. Endvidere handler kommunikation om, at kunne dele sine tanker, følelser og erfaringer med andre. For at kunne udvikle kommunikation, er det relevant, hvordan man selv opfatter kommunikation. Nogle opfatter kommunikation på den måde, at borgeren skal udvikle sin forståelse, så borgeren forstår når han/hun bliver bedt om at tage jakke, sko eller evt. tøj på. Derimod opfatter andre kommunikation som et samspil mellem flere personer, hvor man kan udveksle meninger og følelser (SUS, 2005, s. 26). Når man som er pædagog arbejder med at udvikle kommunikation, vil der altid være nogle barrierer i forbindelse med arbejdet, da man som pædagogen er den professionelle og derved indgår i en støtterelation, hvilket påvirker kommunikationsformen. Uanset hvor nær en relation man prøver at opbygge til borgeren, vil man som den professionelle pædagog altid Side 10 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 sætte nogle grænser. Derudover får pædagogen løn for sit arbejde, og er også forpligtet til at arbejde ud fra lovgivningen (SUS, 2005, s- 197). Kommunikation gør det muligt for os, at dele verden, som vi hver især oplever den med hinanden. For at kunne kommunikere, skal begge parter, kunne give udtryk for meninger og holdninger. ”Vi kommunikerer det vi tænker, synes, fornemmer, mener og er optaget af, og vi henvender os til andre for at få adgang til at høre deres synspunkt, opfattelser, meninger og tanker om det, som vi selv er optager af” (Lorentzen, 2013, s. 201-202). Når vi kommunikerer med andre, som ytrer deres meninger, får vi en bedre forståelse for egne holdninger og meninger, samt en bedre forståelse for måden, vi selv ytrer vores holdninger på. Man kan i en forstand tale om kommunikation, som en udviklingsbetingelse, idet vi ved hjælp af kommunikation, får en bedre forståelse for os selv, andre og vores omgivelser (Lorentzen, 2013, s. 202). ”Kommunikation må forstås som noget mere end at kunne meddele sig til hinanden, overføre et budskab, give information, beskeder og udtrykke behov” (Lorentzen, 2013, s. 201). Finn Steenfat Thomsen mener, at det er pædagogens ansvar at sørge for gode livsbetingelser i forhold til den enkeltes livskvalitet. Pædagogen skal derfor være åben, imødekommende, lyttende og reagere på borgerens behov og signaler. Derudover skal pædagogen også være i stand til at stimulere den emotionelle, sociale, kognitive, motoriske og sproglige udvikling. Derudover er det vigtigt, at pædagogen anvender sig selv som redskab i forbindelse med at etablere en relation til borgeren, og lærer borgeren at indgå i andre relationer, så borgeren får samme udviklingsmuligheder som andre borgere (Thomsen, 2011, s. 165). ”Den pædagogiske opgave i forhold til kommunikation handler om at give mennesker de bedste muligheder for at blive aktive og værdsatte deltagere i det sociale liv” (Christensen, 2011, s. 144) Side 11 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 5.2 Alternativ supplerende kommunikation Alternativ supplerende kommunikation, også kaldet ASK, omhandler de mange forskellige måder, man kan kommunikere på. Tanken om at anvende andre kommunikationsformer er nyttig i forbindelse med borgere, der ikke har noget verbalt sprog, da de ved hjælp af ASK, kan lære måder hvorpå de kan udtrykke sig (socialstyrelsen, 2015). Borgerne kan aflæses på mange måder, eksempelvis gennem kropssprog, mimik, åndedræt eller andre personlige tegn. Dog kræver det at man kender borgeren for, at kunne forstå disse. Der findes også flere hjælpemidler, som kan anvendes. Nogle af disse er eksempelvis fotos, konkreter, kommunikationstavler, kommunikationsbøger, talemaskiner eller talecomputere. Disse kan alle anvendes af fagpersoner i forbindelse med at hjælpe den enkelte borgere til at kunne udtrykke sig (Socialstyrelsen, 2015). ”At være i kommunikation med sine omgivelser er noget helt grundlæggende ved det at være menneske. Det er gennem kommunikationen med andre mennesker, at vi udvikler og og får viden om os selv, om andre mennesker og om den verden vi lever i. Og det er gennem kommunikation med andre, at vi skaber vores identitet og bliver deltagere i det sociale liv” (Christensen, 2011, s. 145). Alle mennesker kommunikerer, dog kan mennesker med funktionsnedsættelser have problemer i forbindelse med at kunne kommunikere, idet deres funktionsnedsættelse kan være, at de ikke har noget verbalt sprog eller, at de har problemer med at forstå sproget. I sådanne tilfælde, kan man anvende ASK (Christensen, 2011, s. 145). I arbejdet med alternativ og supplerende kommunikation kan man gøre brug af symboler, som kan være konkreter, personlige tegn, foto og grafiske symboler. Disse symboler kan være gode at anvende, da de kan hjælpe en borger uden sprog med at udvikle en holdning til det er der er på billedet, samt hjælpe borgeren til at forklare ud fra billedet. Billedet kan have forskellig betydning for dem der ser det. Dog skal billedet opleves i situationer, hvor man er sammen med andre, da de ikke opnår nogen bestemt betydning, hvis de ikke er forbundet med en bestemt situation (Christensen, 2011, s. 153-154). Side 12 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Selvom en borgeren ikke har noget verbalt sprog, betyder det ikke nødvendigvis at borgerens impressive sprog ikke er udviklet, og der er derfor sandsynlighed for, at borgeren forstår mere end man tror, da det ekspressive sprog ikke er lige så udviklet (Christensen, 2011, s. 154). I arbejdet med andre kommunikationsformer, er det vigtigt, at huske på at kommunikationshjælpemidlerne ikke skal erstatte kropsbaserede udtryksmåder, såsom kropsspændinger, blink med øjnene og andet. Meningen med hjælpmidlerne er tilføje metoder, som borgeren kan anvende i forhold til at kunne kommunikere (Christensen, 2011, s. 176). Når man skal implementere et kommunikationshjælpemiddel, kan det være en fordel selv at anvende hjælpemidlet, så man på den måde er et forbillede for borgeren. Derudover er det vigtigt, at man som fagpersonen sætter ord på det man gør og husker på, at man ikke skal ændre på det som borgeren i forvejen kan udtrykke. Eksempelvis skal borgeren ikke nødvendigvis lære at sige ja ved hjælp af en talemaskine, hvis borgeren er vant til at sige ja ved hjælp af et kropsudtryk (Socialstyrelsen, 2015). Når man arbejder med nye kommunikationsformer, eksempelvis med billeder, pictogrammer eller konkreter kan der være andre fordele ved dem, end at skabe kommunikation mellem borgeren og fapersonalet. Èn anden fordel ved hjælpemidlet er, at det kan være med til at skabe mere forudsigelighed i en borgers hverdag. Der er har i flere år, været fokus på anvendelsen af referenceobjeker/konkreter, som netop kunne hjælpe borgeren i forhold til en mere forudesigelig hverdag. Et eksempel kan være, hvis borgeren ser konkreten, som eksempelvis kunne betyde, at skulle spise, ville borgeren kende den næste aktivitet. Herudover kunne konkreterne også bruges af borgerne selv. Ved at borgeren tillærer sig betydningen af konkreten eller billedet, vil borgeren kunne anvende dem som kommunikationsmiddel ved, at vise dem til pædagogerne, og derved være med til at give udtryk for behov eller ønsker i forhold til måltider eller aktiviteter (Lorentzen, 2013, s. 200201). Selvom der i flere år har været fokus på dette, har flere fagpersoner dog også oplevet den negative side ved anvendelsen af konkreter, da det ofte er endt med, at disse er blevet anvendt i forbindelse med at styre borgernes adfærd, i stedet for reelt at blive anvendt som et kommunikationsredskab (Lorentzen, 2013, s. 201). Side 13 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 5.3 Janice Light om alternativ og supplerende kommunikation Janice Light, som er en amerikansk forsker indefor ASK omtaler fire forskelige formål i forbindelse med kommunikation. Det første formål er, at udtrykke ønsker og behov, hvor målet med kommunikationen er, at regulere den anden persons adfærd, så personen er i stand til at få sine behov dækket, i den forstand at borgeren lærer en bestemt måde, hvorpå han/hun kan give udtryk for et behov, som man som fagperson, vil kunne dække (Christensen, 2011, s. 156-157). Det andet formål er, at udvikle social nærhed, hvor målet er at opbygge relationer til hinanden. Dette kommunikative formål omhandler derfor selve samspillet og relationen. Det tredje formål er, at udveksle information, hvor man enten modtager eller giver information. Det sidste formål handler om, at opfylde sociale konventioner/etiketter, hvor fokus ligger på, at skulle tilpasse sig sociale høflighedskonventioner (Christensen, 2011, s. 157) Light mener, at oftest når der arbejdes med ASK, så handler det om, at give borgeren mulighed for, at vælge mad, aktivitet, hjælp og pauser. Derfor mener Light, at det er vigtigt som fagperson at huske, at inddrage andre kommunkative funktioner, og huske at give borgeren mulighed for at opbygge sociale relaioner, som understøtter udvikling af social nærhed (Christensen, 2011, s. 158). 5.4 Totalkommunikation Britta Hansen ser totalkommunikation som en filosofi og ikke en metode. Derved mener hun, at totalkommunikation handler om, at man er villig til at anvende samtlige midler der er til rådighed for at forstå og blive forstået. Når man prøver at kommunikere, er der et ønske om kommunikation fra begge parter, hvor samtalen har større betydning end den egentlige indlæring af bestemte sprogformer (Christensen, 2011, s. 158). Endvidere er det derfor en del af pædagogernes/fagpersonalet opgave, at være villige til at tolke borgerens lyde, mimik og kropssprog, og samtidigt være villige til selv at anvende disse kommunikationsformer i samspillet med borgeren. Én af fordelene ved totalkommunikation er, at borgeren bliver støttet i sin kommunikation, og kan være med til at tilpasse, hvordan han/hun vil kommunikere med modtageren. Borgeren Side 14 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 kan derved være med til at vurdere, hvordan budskabet skal gives videre til modtageren, så modtageren også vil få mest ud af det (Kirkebæk, 1996, 6. modul, s. 2-3). 5.5 Konsekvenser af kommunikationsvanskeligheder Når man i praksis oplever, at der er kommunikationsvanskeligheder, er det vigtigt, at være meget opmærksom på, hvordan man selv kommunikerer og hvordan andre kommunikerer for, at få en forståelse for den andens kommunikation (Thomsen, 2014, s. 43). 5.5.2 Vold som udtryksform Overordnet set, kan vold defineres på mange forskellige måder. Eksempler på dette, kan være aktiv fysisk vold, hvor et menneske bliver påført skade af en anden person. Man kan også tale om både aktiv og passiv psykisk vold, hvor man som menneske kan blive krænket verbalt, eller hvor man lider af omsorgssvigt eller understimulation (SIKON, 1990, s. 10). Vold mellem mennesker forståes ofte på den måde, at voldsudøveren har et behov, som personen ikke kan opnå, da en anden part står i vejen for opnåelsen af målet. Derved risikerer den anden person eller genstand at volden bliver rettet mod dem. Endvidere er det vigtigt, at man gør sig nogle overvejelser omkring individet selv, sociale forhold og samfundet/kulturen, da disse kan have haft stor betydning i voldudøverens liv. Det er relevant, at man er opmærksom på alle disse forhold, da det kan være helheden, der har betydning for den udadreagerende adfærd (SIKON, 1990, s. 12-13). Nogle mennesker vælger, at rette volden mod dem selv i stedet for mod andre. Denne form for adfærd kan kaldes både selvbeskadigende, selvdestruktiv eller selvskadende adfærd, (SIKON, 1990, s. 14). Sociologen Anders Bang Lehnsted har udtalt følgende ”Det menneske, som gennem vold mod egen krop er i færd med at maltraktere sin selvfølelse, kan således opfattes som et skræmmende spejlbillede af en omverden, der handlingsmæssigt og kommunikatiovt ikke har levnet mulighed for, hvad du og jeg ville kalde et udviklende livgivende tilhørsforhold. Jeg vil gætte på at hendes indre tilkstand kan beskrives, som det vi forstår ved en følelse blandet af magtesløshed, meningsløshed, håbløshed, angst” (Boinstitutionen Bosager, 1993, s. 18-19). Side 15 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Når man arbejder med mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, har det stor betydning, at man er i stand til at se på deres tilværelse som en helhed. Mennesker med nedsat funktionsevne kan have svært ved at give udtryk for egne følelser og behov, og dette kan resultere i, at de ikke bliver forstået (Sikon, 1990, s. 25-26). Det er derfor vigtigt, at vi som fagpersoner er meget opmærksomme på, hvad borgeren prøver at fortælle med sin voldelige adfærd. Derudover er det vigtigt, at vi sørger for at skabe succesoplevelser, og giver borgeren komplimenter, når han/hun gør noget positivt, også selvom borgeren ikke nødvendigvis forstår alt der bliver sagt. Dette er med håbet om, at mindske selvskadende adfærd (SIKON , 1990, s. 87). Lorentzen mener, at i de fleste tilfælde har selvskadende adfærd ikke nogen direkte forbindelse til psykisk udviklingshæmning og forskellige diagnoser. Lorentzen forstår derimod selvskadende adfærd som en funktion af en mangelfuld eller problematisk tilpasning mellem den udviklingshæmmede og omverdensmiljøet, herunder andre mennesker (Lorentzen, 2013, s. 175). Lorentzen fortæller, at hvis der kommer mere fokus på den udviklingshæmmedes sociale samspil samt livsbetingelser, så vil omfanget af den selvskadende adfærd i mange tilfælde reduceres, og derved vil den udviklingshæmmede, kunne udvise en mere meningsfuld væremåde og mere hensigtmæssig adfærd. Det afgørende i forhold til dette, vil være at den udviklingshæmmede har en primær person, som den uviklingshæmmede føler sig tryg ved, og har en stabil og nær relation til. Det er også vigtigt, at den primære person har en god forståelse for den udviklingshæmmede, som kan forstå personens kommunikation, samt få den udviklingshæmmede til at deltage i kreative samspil baseret på på den udviklingshæmmedes initiativer og interesser, udviklingsniveau og fysiske forudsætninger (Lorentzen, 2013, s. 175-176). Når man er udviklingshæmmet hæmmes muligheden ofte for at deltage i sociale fællesskaber, og man får derfor færre oplevelser sammen med andre. Det er derfor relevant, at pædagoger prøver, at gøre den udviklingshæmmede til en aktiv og kreativ deltager gennem aktiviteter, som ikke fokuserer på funktioner og færdigheder, men derimod på sociale samspil, fællesskaber og relationer (Lorentzen, 2013, 174). Side 16 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 6. Relationer Relationer har generelt rigtig stor betydning for fagpersoner i forbindelse med at arbejde med forskellige kommunikationsformer. Derfor er relationskompetencen relevant i forhold til faglige kompetencer (Thomsen, 2014, s. 39-40). Herved menes det også, at det er den professionelle, der skal kunne tage ansvar for relationen til borgeren. Det er den professionelle der skal have komptencerne til, at kunne opbygge en relation til borgeren. Derudover er det også den professionelles ansvar at vedligeholde relationen igennem en positiv og anerkendende tilgang. Endvidere skal den professionelle også kunne afslutte relationen på en god måde (Thomsen, 2014, s. 39). Relationskompetence omhandler det, at være i stand til at have en forståelse for andres liv og oplevelser, samt forså hvad der sker i samspillet med andre mennesker. Derved er man som den professionelle nødt til at være meget bevidst omkring sig selv. Man skal kende sig selv og sine grænser for, at være i stand til at kunne forstå en andens tanker og oplevelser, og derved kunne opbygge en relation til borgeren (Thomsen, 2014, s. 39-40). Som pædagog handler arbejdet med en borgergruppe om forandringer og udvikling. Pædagogen skal forholde sig til meget i forhold til den enkelte borger, og netop i forhold til arbejdet med udvikling, læring og forbedrede funktioner, har gode og stærke relationer rigtig stor betydning. Som pædagog skal man hjælpe borgerne i deres hverdag i form af en anerkendende tilgang, hvor man gør hverdagen mere forudsigelig, skaber tillid og tryghed. Det er igennem gode relationer, at udviklingen sker (Thomsen, 2014, s. 64). I arbejdet med relationer, kan det være nyttigt, som fagperson at have fokus på et fælles tredje. Det fælles tredje, handler om, at finde et interesseområde som man har til fælles med borgeren, da man herved kan opbygge en relation til hinanden, som også vil kune virke som motivationsfaktor. Det vigtige i forhold til dette, er at det er borgerens behov der skal være i fokus (Platz, 2010, s. 33-34). 6.2 Fælles oplevelsesverden Som mennesker behøver vi et fællesskab og en fælles oplevelsesverden for, at blive til dem vi virkelig er. For at finde frem til, hvem vi er, er vi nødt til at agere i sociale fællesskaber. Når Side 17 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 man arbejder med andre mennesker og med kommunikation, vil der skabes en kultur og man kommer til at indgå i et bestemt fællesskab (Thomsen, 2014, s. 50). ”For at komme i dialog med en anden person og starte den proces, det er at opbygge en relation, må den ene part tage et initiativ. Man må udvise interesse, henvende sig, vove sig frem for at blive imødekommet” (Thomsen, 2014, s. 50-51). Det er den professionelles ansvar, at opbygge denne relation, og støtte borgeren så borgeren er i stand til at rumme samværet og handlingerne. Ofte sker det, at professionelle tror borgeren kan rumme mere end han/hun egentligt kan, og derfor kan relationen og arbejdet med kommunikationsformer blive belærende overfor borgeren, hvilket ikke er intentionen, når man forsøger at indgå i en fælles oplevelsesverden. Derfor er det relevant, at man som den professionelle, er meget opmærksom på dette. Som den professionelle, skal man skabe en relation, hvor man er aktivt lyttende, så man kan forstå det budskab den anden part prøver at forklare, og i sidste ende, være sikre på, at begge parter har fået samme opfattelse ud af samtalen (Thomsen, 2014, s. 51-52). Endvidere er det vigtigt for mennesket, at opleve at have selvbestemmelse over eget liv, da det har stor betydning for livskvalitet og sundhed. Hvis ikke mennesket oplever dette, og i stedet styres af andre mennesker, er der større risiko for, at de udvikle psykiske gener (Thomsen, 2014, s. 52). 7. Michel Foucault om magt Michel Foucault (1926-1984) er født i Frankrig, og var filosof og forsker. Han forskede i, hvordan vi som mennesker bliver formet og dannet til dem, vi er i dag, samt hvilken betydning kulturen har for os som personer. Foucault mener, at individet skal tilpasses igennem disciplin og straf i forhold til normer og regler for, at kunne blive en del af samfundet. Det er i forlængelse af denne holdning, at Foucault er begyndt at beskæftige sige med magt og magtens former (Meyer, s. 107-108). Foucault forbinder ikke noget negativt med magt, dog mener han, at den er en nødvendighed for at bevare orden i samfundet. Magten foregår gennem uddannelse, vejledning og opdragelse, hvilket vil sige, at magten indgår i den måde mennesket bliver dannet i kulturen Side 18 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 på. Endvidere mener Foucault, at man igennem magten lærer individer, at agere på bestemte måder (Meyer, s. 112). Foucault havde den opfattelse, at der ikke fandtes magtfrie forhold. Foucault mener at magt er en del af alle relationer, om det så er i hjemmet eller på en arbejdsplads. Dog mener han ikke, at når én person har total magt over én anden, at man så ville kunne tale om en magtrelation, men derimod om domians og undertrykkelse. Når man indgår i en magtrelation, vil der altid være en modpart, der kan have en anden holdning, og derved en modmagt (Nilsson, 2009, s. 87-89). I forhold til den danske lovgivning, har §124 har til formål, at begrænse magtanvendelser og indgreb i selvbetemmelsesretten, da disse aldrig må erstatte omsorg og pleje (Serviceloven, 2015). 8. Sammenfatning af teori og praksis I casen om Marie, beskrives der forskellige udfordringer og problematikker hun har i sit liv, heriblandt at hun ikke har noget verbalt sprog, hun er selvskadende og af og til udadreagerende. Derudover er hun også autist, hvilket forsinker Maries udvikling i forhold til sociale samspil, kommunikation, adfærd og interesser. Dermed vil det sige, at Marie kan have det svært i sociale sammenhænge. Endvidere har opvækst, intelligens og omgivelsernes handlemåder stor betydning for i hvor høj grad autismen kommer til udtryk. Selvom man fødes med autisme, så udvikles tilstanden i samspil med andre (Socialstyrelsen, Om autisme, 2015). Lovgivningen siger i dag, at mennesker med nedsat funktionsevne skal tilbydes en særlig indsats, hvor man tilbydes kontakt, samvær og omsorg. Dermed siger lovgivningen, at borgere som Marie også skal tilbydes dette. Dog har Marie grundet sin opvækst ikke været vant til at få denne kontakt og omsorg, og Marie holder sig derfor meget til sig selv. Hvis Marie er deltager i sociale sammenhænge, er det vigtigt, at hun har et sted, som hun kan søge til, når hun ikke længere har overskud til at være social. Ofte har man observeret, at Marie er blevet selvskadende, hvis hun ikke har haft sit eget sted, hvor hun har kunne finde ro, hvilket jeg tænker skyldes hendes autisme og hendes opvækst. Side 19 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Marie er født i 1960, som er året efter at loven om åndsvageforsorgen trådte i kraft. Ved denne tid, fik samfundet at vide, at de ikke længere skulle være bange og beskytte sig imod mennesker med nedsat funktionsevne. Derudover begyndte man at arbejde pædagogisk med de bedst fungerende af borgerne. Det var også ved denne tid, at Bang-Mikkelsen kæmpede for, at udviklingshæmmede fik en så normal opvækst som muligt, hvilken Marie ikke har fået, da hun har boet på institutioner hele sit liv. Selvom ånsvageforsorgen blev vedtaget i 1959, var det svært at få samfundet til at ændre deres holdninger til uviklingshæmmede, og de nye ideer var derfor svære at få implementeret. Grundet dette har Marie i de første leveår ikke levet efter, hvordan samfundet burde have været, men stadig levet i en tid, hvor man ikke har givet udviklingshæmmede nogen værdi. I 1980 var Marie 20 år gammel, og her gjorde man endnu et forsøg på at få udviklingshæmmede til at blive en del af samfundet, hvor de fik ret til egen bolig, selvstændig økonomi og pædagogisk støtte. Da der tidligere kun har været givet pædagogisk støtte til de bedre fungerende borgere, kunne jeg forestille mig, at Marie først er begyndt at få lidt pædagogisk støtte i en alder af 20 år, hvilket har påvirket hende meget i forhold til hele hendes udvikling. I 1998 trådte lov om social service i kraft, som skulle sikre, at udviklingshæmmede nu skulle ses som voksne, selvstændige mennesker med samme rettigheder som andre, og det er først ved denne tid, at udviklingshæmmede i højere grad bliver inkluderet i samfundet og får medindflydelse på eget liv. På dette tidspunkt har Marie været omkring 40år, hvilket vil sige, at hun har levet omkring halvdelen af sit liv, og først på dette tidspunkt oplever hun at have en smule medbestemmelse over eget liv. Konsekvenserne af at Marie ikke har oplevet at have indflydelse før i en alder af 40 år, og heller ikke har været vant til at blive værdsat eller lyttet til, har Marie vænnet sig til, at skulle være alene, og hun har vænnet sig til ikke, at skulle have nogen holdning til det der foregår i hendes liv, og hun er heller ikke blevet anerkendt for den person, hun er. Axel Honneth mener at anerkendelse er et af de væsentligste betingelser for individets indentitet og oplevelsen af dets selv, da det er afgørende for, om man som person kan indgå i sociale sammenhænge. Det er i forhold til dette, at Honneth taler om den private sfære, den retslige sfære og den solidariske sfære. Side 20 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Ud fra Axel Honneth teori, kan det vurderes, at Marie ikke har opnået anerkendelse i forhold til nogle af de tre sfærer, idet hun har nedsat fysisk og psykisk funktionsevne og er vokset op i en periode, hvor samfundet syn på udviklingshæmmede generelt har ændret sig rigtig meget. I forhold til den første sfære, som er privatsfæren, har Marie aldrig levet sammen med sin familie. Hun har derfor aldrig oplevet et mor, far, barn forhold, hvilket medfører, at hun ikke har oplevet et forhold til sine forældre, hvor kærligheden og afhængigheden til hinanden har været gensidig. Igennem det kærlighedsforhold hun skulle have haft til sine forældre, skulle hun have opbygget en tryghed og fortrolighed til egne komptencer og værdier, og blive anerkendt for den person hun er igennem sine forældre. Dette har ikke været muligt for Marie, da hun har boet på institutioner hele sit liv. Marie har ikke noget verbalt sprog, og har aldrig haft et tæt forhold til nogen, da hun igennem sit liv er flyttet meget rundt. Den person hun havde det tætteste forhold til, var sin tidligere besøgsven. Honneth mener at den anerkendelse man får igennem kærlighed og venskab, er den, der gør individet i stand til at udtrykke sig selv, samt får individet til at opfatte sig selv, som én der kan indgå i nære fællesskaber. Da Marie som barn aldrig har opnået denne form for anerkendelse, har hun højst sandsynligt nogle problematikker i forbindelse med sig selv. Hun har ikke udviklet sig til at blive det menneske, hun kunne være blevet med den rette mængde anerkendelse. I forhold til den retslige sfære, kan det siges, at der i al den tid Marie har levet, har der været en lovgivning i det danske samfund, som man har skulle agere ud fra. Denne er der ikke blevet ageret fuldt ud fra, og Marie har derfor ikke fået den behandling hun har kunne gøre krav på, idet hun ikke har noget verbalt sprog. Dog har lovgivningen ændret sig meget igennem hendes levetid, fra at se hende som et anstaltsmenneske til, at se hende som et voksent, respekteret og selvstændigt menneske. Selvom lovgivningen har været der, er der stadig mange mennesker den dag i dag, som ikke ser udviklingshæmmede som noget værdifuldt, men nærmere som en samfundsudgift. Denne diskrimination mærkes af mange lidt bedre fungerende udviklingshæmmede. Det er ikke til, at vide, om Marie opfatter sig selv som anderledes end andre, da hun ikke verbalt kan give udtryk for det. Side 21 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Derudover har Marie ikke noget verbalt sprog, hvilket også påvirker hende meget i forbindelse med den retslige sfære, da hun ikke har muligheden for verbalt at give udtryk for ønsker, behov, holdninger, værdier eller andet. Da Marie ikke verbalt har kunne give udtryk for noget, er der ikke blevet lyttet til hendes behov. Marie er højst sandsynligt blevet misforstået hele sit liv, hvilket man kan mærke på hende i form af hendes selvskadende adfærd. Hun føler sig ikke tilpas i sine omgivelser, og omgivelserne har svært ved at tilpasse sig til Maries oplevelsesverden. Endvidere har Marie førhen kun haft et bestemt antal minutter, hvori hun har måtte spise sin mad, og hvis hun ikke har været hurtig nok, er maden blevet taget fra hende. Dette har medført at Marie i dag, har det instinkt, at når hun får maden serveret, så fylder hun munden, og får maden galt i halsen. Hun stopper ikke før tallerknen er tom. Derudover gør hun alt, hvad hun kan for at komme i køkkenskabe og køleskabe for at finde yderligere mad. Marie kræver derfor meget pædagogisk hjælp og støtte i sin hverdag, så hun kan leve et så godt liv som muligt. Marie er blevet svigtet igennem hendes opvækst, og det er derfor de mest basale behov som fylder i hendes liv den dag i dag, og det kræver daglig pædagogisk vejledning og støtte, at få Maries dag til at fungere så godt som muligt, og forsøge af mindske hendes selvskadende adfærd. I den solidariske sfære sker anerkendelsen igennem relationen til fællesskabet, gruppen eller samfundet, hvor deltagelsen af individet anerkendes. Marie har igennem sit liv ikke selv været med til at vælge sine fællesskaber, da de eneste fællesskaber hun har indgået i er på de boinsititutioner hun har boet, samt på de værksted, hvor hun har arbejdet. I de første af Maries leveår, er der som tidligere skrevet ikke blevet lyttet til Maries behov, og hun er ikke blevet anerkendt af sine omgivelser. Hun er blevet krænket i forhold til sin selvbestemmelsesret, som dengang var taget fra hende. Endvidere har Marie i de seneste år boet i et botilbud, hvor personalet har været opmærksomme på hende og hendes behov, og hvor hun samtidigt har boet sammen med andre borgere med både psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, som hun også selv har. Dette har muligvis medført, at Marie ikke har følt sig forskellig fra andre. Dog vides dette ikke med sikkerhed. Side 22 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Ud fra Honneths teori om anerkendelse, hvor han mener, at man som menneske bør opnå anerkendelse inden for alle tre sfærer for, at blive til den person man egentligt bør være, kan det siges at Marie grundet sine tidligere leveår ikke har opnået den anerkendelse, hun som individ har haft behov for, og dette har udviklingsmæssigt påvirket Marie rigtig meget. Man kan derfor undre sig i forhold til, om Marie vil kunne magte at opleve anerkendelsen og have selvbestemmelse, eller om det er med til, at øge hendes selvskadende adfærd. Da Marie ikke er blevet anerkendt, kan hun ud fra Honneths teori have mistet det positive forhold til sig selv, idet hun ikke har opnået selvtillid, selvagtelse og selværdsættelse. Marie har ikke noget verbalt sprog, og hun kan ikke give udtryk for det hun synes, tænker og fornemmer, og har derfor heller ikke mulighed for at høre andres holdninger i forhold til hendes egne interesser, og kan derved heller ikke udvikle sin egen identitet eller selvforståelse. Derfor er det meget vigtigt, at man i det pædagogiske arbejde med Marie har fokus på at være lyttende og imødekommenede overfor det, hvad hun kunne prøve at udtrykke. Marie anvender sin krop og kropslyde til at give udtryk for glæde og utilfredshed, og det er derfor vigtigt, at man som pædagogen er god til at aflæse Marie, så man har mulighed for at forstå hende som person, så hun derved kan føle sig anerkendt. For at være god til at aflæse hende, kræver det, at man har opbygget en nær relation til hende. Mennesker med nedsat funktionsevne bliver i dag præsenteret for mange kommunikationshjæpemidler, som kan støtte dem i deres kommunikation. Dog er det ofte sådan, at dem der er på Maries alder eller ældre, ikke oplever samme glæde ved kommunikationshjælpemidlerne. De er ikke vokset op med nogle tekniske hjælpemidler, og det kan derfor være svært at implementere nye hjælpemidler i hverdagen med borgere, der ikke har nogen forståelse for hjælpemidlerne, og for borgere som ikke har været vant til at give udtryk for dem selv. Selvom Marie igennem sit liv ikke er blevet præsenteret for hjælpemidler, har hun dog oplevet at have nogle konkreter, som skulle give Marie en forudsigelighed i forhold til den næste aktivitet. Ulempem ved konkreter er, at i stedet for at blive anvendt som kommunikationsform, blive de hurtigt brugt til at forklare, hvad borgeren skal, i stedet for at forsøge at kommunikere med borgeren, og derved finde frem til, hvad borgeren ønsker. Side 23 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 I første omgang når der arbejdes med kommunikationshjælpemidler eller ASK, kan det dog være nyttigt at starte op med konkreter, foto eller grafiske symboler, da de kan være gode til at få borgeren til, at udvikle en holdning til, hvad der er på billedet. Her er det relevant at borgeren oplever billedet eller konkreten i en bestemt social sammenhæng for, at det giver mening. Senere hen kan man begynde at anvende mere avancerede hjælpemidler, såfremt borgeren har mulighed for at få en forståelse for hjælpemidlet. I min sidste praktik arbejdede jeg på, at implementere en boardmakertavle i Maries lejlighed, som skulle have til formål, at skabe mere forudsigelighed i hendes hverdag, samt øge hendes ret til selv- og medbestemmelse ved, at vise hende fotos af forskellige aktiviteter, hvor målet var, at få Marie til at lære, at anvende billederne i forbindelse med ønsker om eksempelvis aktiviteter, som hun ville have lyst til at lave. Da Marie i den tid hun har boet i Sønderjylland ikke har oplevet at have et hjælpemiddel, som kan understøtte hende i hendes kommunikation, forstod hun til at starte med ikke konceptet med tavlen. Hun blev selvskadende når man viste hende billederne til tavlen, og havde ingen forståelse for deres betydning. Derefter valgte jeg derfor at anvende billederne sammen med noget konkret, som hun kunne forholde sig til. Eksempelvis når hun skulle vælge en aktivitet, som kunne være at gå tur, kunne jeg vise hende billedet af en gåtur og hendes jakke, som hun har på, og forklare hende billedets betydning, samt vise hende et billede af et puslespil, og konkret vise hende et rigtigt puslespil. Herved var Marie i stand til at vælge, hvad hun kunne tænke sig. Dette er noget der skal arbejdes videre med, da Marie på sigt kan få en større forståelse for tavlen, og derved kan man over tid, få muligheden for at udvikle på hendes kommunikationsformer, så hun får større mulighed for at give udtryk for behov og holdninger. Hvis det lykkedes at udvikle nogle kommunikationsformer, som fungerer for Marie, er håbet, at Marie lærer at give udtryk for behov, og dermed vil blive mindre selvskadende, og føle sig mere forstået i en hverdag, hvor omgivelserne på nuværende tidspunkt, har svært ved at forstå hende. Når pædagogerne arbejder på, at udvikle Maries kommunikation, vil der ifølge Michel Foucault altid være en magt i relationen. Dog ser Foucault magten som noget positivt, hvor Side 24 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 Marie vil blive vejledt og støttet af pædagogerne, som skal være med til at lære Marie, hvordan man skal og bør agere i samfundet. Derudover mener Foucault at magt generelt er en del af alle relationer, om det så er i hjemmet eller på en arbejdsplads. Foucault beskriver også, at hvis et forhold er præget af dominans og undertrykkelse, er det ikke en magtrelation. I forhold til Marie, kan der ud fra Foucaults teori vurderes, at der altid vil indgå en magtrelation i det pædagogiske arbejde med hende, men så længe man er anerkende, lyttende og vejledende, er det ikke et negativt magtforhold, hvor pædagogen er den dominante. 9.0 Konklusion Ud fra den udvalgte teori og problemformuleringen kan jeg konkludere, at det er vigtigt, at man som pædagog altid arbejder ud fra en anerkendende tilgang. Herved kan Axel Honntehs teori anvendes, og man skal derfor have fokus på både den private, retslige og solidariske sfære i arbejdet med borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, da borgerne herigennem udvikler sig til at blive de individer, de er ment til at blive. Endvidere er det derfor også vigtigt, at have en anerkendende tilgang til borgerne i arbejdet med at udvikle borgerens kommunikation, da man herigennem kan opbygge en solid relation til borgeren, som gør at man som pædagog er i stand til at aflæse borgerens kropssprog og mimik. Kommunikation er noget helt centralt for alle mennesker, da man igennem kommunikation lærer sig selv og sine omgivelser at kende. Det er igennem kommunikation man skaber sin identitet, og bliver i stand til at deltage i sociale sammenhænge. Derfor har muligheden for at kommunikere rigtig stor betydning for mennesket. Uden eventuelle andre kommunikationsformer, vil borgeren ikke kunne give udtryk for behov eller holdninger, og dette kan have nogle konsekvenser for borgerens livsmuligheder, blandt andet i forhold til, at borgeren kan blive selvskadende, da han/hun ikke bliver forstået af sine omgivelser. Derfor kan man arbejde med ASK ved, at gøre brug af symboler, som eksempelvis kan være konkreter, personlige tegn, foto og grafiske symboler. Disse symboler kan være gode at Side 25 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 anvende, da de kan hjælpe en borger uden sprog med at udvikle en holdning til det er der er på billedet, samt hjælpe borgeren til at forklare ud fra billedet. Det kan være en fordel, at anvende sig selv som et forbillede for borgeren, når man starter med at implementere ASK i hverdagen, dog skal man huske, at kommunikationshjælpemidlerne ikke skal erstatte kropsbaserede udtryksmåder, såsom kropsspændinger, blink med øjnene og andet. Meningen med hjælpmidlerne er at tilføje metoder, som borgeren kan anvende i forhold til, at kunne kommunikere. Som pædagog, kan man derfor øge kommunikationsmulighederne for en borger ved, at have et godt kendskab til borgerens opvækst og historie, samt indgå i aktivteter med borgeren, og opbygge en nær relation. Herefter kan der arbejdes med ASK, for at hjælpe borgeren til at kunne kommunikere, så borgerens herved vil føle sig forstået. Det er relevant, at man er imødekommende og lyttende overfor borgeren og borgerens tiltag til måder at kommunikere på, for at kunne udvikle borgerens kommunikation bedst muligt. Side 26 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 10. Litteraturliste Boinstitutionen Bosager (1993). Selvskadende adfærd som kommunikationsmiddel. EMU. Anerkendelse fra et teorietisk perspektiv. http://www.emu.dk/modul/anerkendelse-fra-et-teoretisk-perspektiv Tilgået d. 25.05.15 Christensen, Mette (2011). ”Alternativ og supplerende kommunikation – pædagogisk arbejde med mennesker uden talesprog” I: Sørensen, Mogens (red.) (2011). Dansk, kultur og kommunikation – et pædagogisk perspektiv. 3. udgave, 2. oplag. København: Akademisk forlag. FN (1994). Standardregler om lige muligheder for handicappede. København: Socialministeret. http://www.dch.dk/fnregl/fnregl.pdf Tilgået d. 08.06.2015. Henriksen, Michael (2011). ”Udviklingshæmmede – en helt særlig gruppe i det danske sociale samfund” I: Jensen, Anja Kastrup & Vivi Topp Meyer (red.). Pædagogens bog om individ, institution og samfund. København: Akademisk forlag. Honneth, Axel (2002). Behovet for anerkendelse. København: Hans Reitzels forlag. Kirkebæk, Birgit (red.)(1996). >>I tunnelen – hvilken vej?<< Mennesker med udviklingshæmning og kommunikation. Holstebro: Forlaget LEV. Lorentzen, Per (2013). Fra tilskuer til deltager – Samspil og kommunikation med voksne udviklingshæmmede”. 6. oplag. Aalborg: Materialecentret. Meyer, Vivi Topp (2011). ”Michel Foucault og magtens ansigter i pædagogisk arbejde” I: Jensen, Anja Kastrup & Vivi Topp Meyer (red.). Pædagogens bog om individ, institution og samfund. København: Akademisk forlag. Nilsson, Roddy (2009). Michel Foucault – en introduktion. København: Hans Reitzels forlag. Platz, Flemming (2010). Relationer og anerkendelse – specialpædagogisk værktøjskasse for lærere og pædagoger. Århus: Via Systime Rønn, Edith Mandrup (1996). De fattige i ånden – assays om kultur, normalitet og ufornuft. København: Museum Tusculanums forlag. Serviceloven (2015). https://www.retsinformation.dk/FORMS/r0710.aspx?id=167849 Tilgået d. 09.06.15. Side 27 af 28 Michelle Schøber Christensen Bachelor Juni 2015 SIKON/Socialstyrelsens Informations- og Konsulentvirksomhed (1990). Vold som udtryksform. Ry Bogtrykkeri Socialministeriet (2010). FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap – på let dansk. http://bmhandicap.dk/upload/SFR/Bmhandicap.dk/Files/Inspiration-ogfakta/Rapporter/FN-handicapkonvention.pdf Tilgået d. 31.05.15 Socialstyrelsen (2015). Alternativ og supplerende kommunikation. http://socialstyrelsen.dk/handicap/multiple-funktionsnedsaettelser/om-multiplefunktionsnedsaettelser-uden-talesprog/alternativ-og-supplerende-kommunikation Tilgået d. 28.05.15 Socialstyrelsen (2015). Kommunikationshjælpemidler og materialer. http://socialstyrelsen.dk/handicap/multiple-funktionsnedsaettelser/om-multiplefunktionsnedsaettelser-uden-talesprog/kommunikationshjaelpemidler-og-materialer Tilgået d. 31.05.15 Socialstyrelsen (2015). Om autisme. http://socialstyrelsen.dk/handicap/autisme/omautisme SUS/Social udviklingscenter (2005). Der skal to til en tango – om kommunikation og relationer i støtten til mennesker uden et ekspressivt verbalt sprog. Thomsen, Finn Steenfat (2014). At forstå & blive forstået – om kommunikation og samhandling i praksis. Viborg: Varius forlag. Thomsen, Finn Steenfat (2011). ”Mening skaber vi sammen – kommunikation med mennesker med nedsat psykisk funktionsevne” I: Mark, Kirsten (red.)(2011). Pædagogers arbejde med sprog og billeder. København: Akademisk forlag. Side 28 af 28
