Fællesmøde på Ådalskolen

Transcription

Fællesmøde på Ådalskolen
Invitation til fællesmøde
med lokale grundtvig-koldske friskoler og Odense Valgmenighed
torsdag d. 29. september 2016 kl. 17:00 på Ådalskolen
Rolf Jensen, Danmarks førende fremtidsforsker, kigger dybt i krystalkuglen og fortæller, hvad han ser.
Selvrealisering synes at være på tapetet for det moderne menneske, og
man kan spørge, om der fremover vil være interesse for at indgå i gensidigt forpligtende fællesskaber som fx valgmenigheder eller grundtvigkoldske friskoler?
Rolf påpeger, at trenden går i retning af, at vi får flere subkulturer eller
stammer med nogenlunde fælles værdigrundlag. Det passer godt til friskolerne, når det erindres, at autoritetstroen er aftagende – ikke mindst
troen på de fjernere autoriteter. Dem, der er tillid til, er de nære – venner,
bekendte, kolleger og - gerne - skolen.
”Grundtvig og Kold må vist kaldes ’fritænkere’, og de gik ind for frihed
fra det autoriserede. De var desuden for det nationale – og det kan meget vel være en trend, der får mere vind i sejlene”, fremfører Rolf.
Med blik på fremtiden kigger Rolf på holdninger og værdier, der for
tiden karakteriserer danskerne.
Rolf Jensen er uddannet cand.scient.pol. Efter en periode – 1970 til
1983 – som fuldmægtig i henholdsvis Forsvars- og Udenrigsministeriet
tog interessen for fremtiden over, og han blev ansat som forskningschef og siden som administrerende direktør for Instituttet for Fremtidsforskning. I 2001 grundlagde han egen virksomhed, Dream Company.
Rolf har bl.a. skrevet bestselleren Dream Society, som er oversat til 10
sprog og har givet ham international anerkendelse.
Foto: MIK ESKESTAD
Desuden har han holdt mere end 1000 foredrag over det meste af
verden. Interessen for fremtiden er intakt – fremtiden eksisterer – og
dens puls slår hastigere. Samtidig ser han med stigende undren og
efterhånden vrede på, at folkestyret i nutidens Danmark er blevet
udhulet og er endt som en reality-serie i tv. Respekten for folkestyret
skal genoprettes.