Århus Studenternes Filmklub
Transcription
Århus Studenternes Filmklub
Århus Studenternes Filmklub åbner for alle Efteråret 2010 1 Århus Studenternes Filmklub blev startet i 1953 blandt de studerende på Aarhus Universitet. I 1973 blev ÅSF filial af Det Danske Filmmuseum og er således det eneste sted vest for Valby Bakke, hvor det er muligt at se film fra en af Europas største filmsamlinger. Originaltitler med ´ kommer fra Cinemateket. Filmene vises med professionelt biografudstyr og Dolby Surround. Medlemsskab Udkommer omkring sæsonstart. Alle der har været medlem inden for de sidste tre sæsoner får automatisk det nye program. Husk derfor at meddele os adresseændringer. Programmet kan hentes på filmklubbens kontor, biblioteker eller rekvireres ved at ringe i kontortiden. Billetter Billetter købes på forevisningsdagen fra og med den 13. september på Filmklubbens kontor i kontortiden, dvs. en halv time før hver forestilling. Priser Medlemskort kr. 70,- (gyldigt til både ÅSF og Cinemateket i Århus i to semestre). Billetter kr. 35,- pr. forevisning. Stumfilm: kr. 20,Ikke-medlemmer kan købe billetter til Cinematekets forestillinger til kr. 60,- og til stumfilm kr. 30,- Information in english Since 1953 the Aarhus Students’ Film Society has presented students in Aarhus with a broad variety of quality films, in a professional cinema setting. A large part of the films are presented by The Danish Film Institute –´. This gives us a unique opportunity to expand our repertoire with the most important film classics. Check this programme for titles you will not find anywhere nearby. Membership is only 70 DDK a year and admission 35 DDK per ticket. All films are shown in their original language, usually with Danish subtitles. Opening hours: Half an hour before each screening. Handicap-adgang Salen har nu to kørestolspladser. Der er mulighed for adgang for kørestolsbrugere og gangbesværede, vha. instituttets elevatorer. AND GEL LAN ÆRØG BUS 17 & 53 ADE BUS 4 & 7 BUS 7, 17 & 53 KASERN BUS 4 ADE Programmet er fremstillet hos AKA-PRINT A/S Oplag: 6000. HER! Auditorium E EBOULE VA R D E N BUS 4 FYNSGADE A DE 2 Kontortid En halv time før hver forestilling. Billeder er venligst udlånt af DFI / Billed- & Plakatarkiv. KEG NY MUN http://filmklub.au.dk/ Kasserer Meiki Calaminus Tordenskjoldsgade 65, 3.th. 8200 Århus N Tel: 86 10 55 05 Andre aktive Bjarne Hedegaard, Theis Gjedsted, Ulrik Kruhøffer, Christian Gang Larsen, Jesper Lauridsen, Inger Lund, Pernille Lund, Thomas Pedersen, Jesper Riemer, Lasse O. Z. Speiser, Synne Steinrud, Mette Yde. Layout Lars J. Lykke. DE Mail: [email protected] Bestyrelse Formand Ole Caspersen Holmkærvej 54 8380 Trige Tel: 86 18 71 98 Frank Dabelstein Lars J. Lykke Steffen D. Moestrup Henrik Sørensen Niels P. Weisberg NKEGA NY MU Det Danske Filminstitut/ Museum & Cinematek Institut for Matematiske Fag Ny Munkegade DK-8000 Århus C Tlf.: 8612 7488 Forside Maciste i underverdenen. FALSTERSG Århus Studenternes Filmklub SGA DE Alle over 15 år kan blive medlem. Adgang til alle forevisningerne kan kun ske ved fremvisning af både medlemskort og billet. Medlemskortet er strengt personligt og erstattes ikke ved bortkomst. Der er adgang til Cinematekets forestillinger for ikke-medlemmer til forhøjet pris. Legitimation kan kræves ved indgangen. Indmeldelse sker ved betaling på Filmklubbens kontor i kontortiden, dvs. en halv time før hver forestilling. Program BUS 4 Efteråret 2010 • Indholdsfortegnelse Klassisk svenske s. 4 Stille lys blev aflyst i sidste sæson så vi forsøger igen. Downtown Berrytown s. 20 Stille lys Torsdag 14. oktober kl 19:00 Kate winslet s. 10 Berlinalen s. 22 Italiensk stilhed s. 14 Sært skandinavisk s. 26 Cykeltyve og Luderkarle s. 16 robert bresson s. 28 filmliste side 30 ”Den mexicanske instruktør Carlos Reygadas fortæller en historie om et kærlighedsdrama i en familie af udvandrede europæiske mennonitter, kristne, der minder ganske meget om amishfolket, nøjsomme, mådeholdne, disciplinerede mennesker, stærke i troen, hengivne til bøn, fordybelse og næstekærlighed. De taler et plattyskhollandsk klingende sprog, der er rejst med deres forældre over havet for 100 år siden eller mere. Vores familie - far Johan og mor Esther og de seks børn - er ikke yderligtgående i deres religiøse udøvelse. De kører bil og køber visse moderne varer, men de lever asketisk uden medier eller telefon…Johan har længe været Esther utro med Marianne inde fra byen. Han har kæmpet for at stå imod – og siden for at rive sig løs, men han evner det ikke, selv om det flår ham midt over. Esther kæmper desperat for at leve med det, for hun elsker ham jo, også selv om det bryder hendes hjerte i stykker. Filmens kunst er dens ubærlige langsomhed. Handlingen udvikler sig minutviseragtigt langsomt, små, små bevægelser, umærkelige forandringer – men de er der, og skæbnen er i dem. Det er i meget høj grad billederne, der fortæller filmens historie. Dialogen er meget knap, der er slet ingen musik. Spillerne er alle amatører, taget ud af hverdagen, mennesker mærket af liv og arbejde. Det er med til at give en stærk følelse af virkelighed, at de ikke spiller, men næsten bare markerer følelser og udviklinger, kun lige akkurat registreret af et kamera, der er konstant til stede som en usynlig, meget diskret iagttager. Følelserne i filmen – og i os – er spændt helt ud, da handlingen endelig begynder at rykke – i filmens sidste del. Her forløses i et meget stærkt tempo, chokerende oven på det lange, sejtrækkende forløb, alt hvad der er sparet op. Og her folder filmens virkelige magi sig ud på en måde, der er både uantagelig og fuldkommen logisk i historien. Det er en udfordrende stærk, men også dybt tilfredsstillende slutning, som ikke kan undgå at komme til at dele publikum i dem, der tror, og dem, der ikke tror. Her flyttes grænser.” (Lars Borberg) Stellet Licht Mexico/Frankrig/Holland 2007 Instr.: Carlos Raygadas. Manus.: Carlos Reygadas. Foto: Alexis Zabé. Medv.: Cornelio Wall, Miriam Toews, Maria Pankratz, Peter Wall. Længde: 142 minutter. Danske undertekster. 3 Klassisk Svensk Sange fra anden sal Tirsdag 21. september kl 19:00 ”Verden er vistnok ved at gå under, og det er selvfølgelig frygtelig sørgeligt. Men mærkeligt nok er det også meget morsomt. Hvorfor vores civilisation er i færd med at gå i opløsning, må man selv finde ud af, men symptomerne er ikke til at tage fejl af, sådan som de skildres i Roy Anderssons svenske film Sange fra anden sal. For i den er trafikken brudt sammen i kaos, flokke af flagellanter drager gennem gaderne, personerne er rådvilde eller handlingslammede, og myndighederne må være desperate, siden de vælger at ofre en lille piges liv ved en bizar form for ritual, overvåget af adskillige biskopper og mange andre honoratiores. Sange fra anden sal er med andre ord en usædvanlig film. Det er ikke kun dens apokalyptiske emne, der gør filmen ganske ekstraordinær, men i lige så høj grad dens stil. Sange fra anden sal er nemlig formet i 46 separate scener eller tableauer, filmet af et fuldstændig ubevægeligt kamera, og i disse scener sker der mange mærkelige ting, som tilsyneladende ikke hænger sammen, men nok gør det alligevel. Det er en minimalistisk og uhyre virkningsfuld stil, som Roy Andersson tidligere har benyttet i sine to fremragende kortfilm Der er sket noget fra 1987 og Dejlig er Jorden fra 1991. Og hans karriere er i øvrigt også Sange fra anden sal 4 Fucking Åmål usædvanlig, for efter sin meget succesrige første spillefilm En kærlighedshistorie fra 1970 lavede han i 1975 den ambitiøse Giliap, der blev så tordnende en fiasko, at han ikke har signeret spillefilm siden, men ernæret sig ved at instruere masser af reklamefilm – blandt andet for danske virksomheder – hvoraf adskillige er blevet hædret med internationale priser. Sange fra anden sal er med andre ord instruktørens første spillefilm i 25 år, og den har udelukkende amatører i rollerne – en er typograf, en anden advokat, mens en tredje er pensioneret forsikringsmand. Og så vil vi egentlig helst ikke fortælle mere om denne forunderlige film, for man kan ikke referere dens handling, men til gengæld rapportere, at den i Cannes gjorde stærkt indtryk på det ellers kræsne og krævende festivalpublikum.” (Ebbe Iversen) pige, som kun opnår at blive overfuset på det groveste af den fortvivlede Agnes. Det er næsten ikke til at bære. Således skjuler filmen ikke, at teenagere - ligesom alle andre - kan være tankeløst grusomme over for hinanden, og den søger heller ikke at camouflere, at det virkelig kan være meget deprimerende at leve som ung i en trøstesløs påtrængende fortrolighed prøver at trøste sin ulykkelige datter, afslører han sig som håbløst gammeldags, da han friskfyragtigt udslynger et okay-dokay. Fucking Åmål er lavet i en superrealistisk Dogme-lignende stil, rå og ubesmykket og med en næsten dokumentarisk troværdighed, og den kommer hudløst tæt på sine Fanny og Alexander Sånger från andra våningen Sverige 2000 Instr. og manus.: Roy Andersson. Foto: István Borbas, Jesper Klevenas og Robert Komarek. Musik: Benny Andersson. Medv.: Lars Nordh, Stefan Larsson, Bengt C.W. Carlsson. Længde: 98 minutter. Danske undertekster. Fucking Åmål Tirsdag 19. oktober kl 19:00 ”At bo i Åmål er som at score selvmål – irriterende, frustrerende, simpelt hen surt. De unge mennesker i Lukas Moodyssons film er da også nærmest desperate efter at komme væk, og en af dem, den kønne Agnes, forsøger endda halvhjertet (eller i det mindste kvarthjertet) at begå selvmord. Men det skyldes dog nok især, at hun som utilpasset tilflytter ingen venner har, og at hun hemmeligt er forelsket i Elin, som, oh gru, også er en pige. Da Agnes’ forældre trods hendes protester har forberedt en større fødselsdagsfest for hende, og ingen gæster dukker op, konfronteres man med et af de hjerteskærende øjeblikke, som Fucking Åmål indeholder flere af - og det bliver endda endnu værre, da en enkelt gæst alligevel ankommer, en handicappet og ensom provinsby. Men Fucking Åmål er ikke desto mindre en morsom komedie og endda en romantisk af slagsen, for det viser sig, at selv om den sexede Elin har ry for at have kysset mindst 70.000 drenge, gengælder hun inderst inde Agnes’ følelser. Dette er en kærlighedsfilm, og dens to hovedpersoner er tilfældigvis lesbiske. Heldigt for dem, fristes man til at sige, for der er ikke meget at komme efter hos de kejtede og umodne fyre i Åmål, og når Elins attraktive storesøster Jessica alligevel er kæreste med den fjottede Markus med mobiltelefonen, er det vist mest i mangel af bedre. De unges forældre forsøger at være forstående, men fatter ikke rigtigt, hvad der foregår, og selv om især Agnes’ far med længselsfulde unge personer, som spilles med spændstig troværdighed ikke mindst af Rebecca Liljeberg som Agnes, Alexandra Dahlström som Elin og Erica Carlson som Jessica. De mandlige medvirkende er også gode, men deres roller rummer færre nuancer og er mindre fokuserede. Hvormed absolut ikke er antydet, at Fucking Åmål lader sig klemme ind i en firkantet kategorisering som pigefilm eller for den sags skyld som ungdomsfilm. Med sin opløftende blanding af følsomhed, satire og psykologisk præcision må den appellere til enhver, som holder af at guffe gode film i sig, og den demonstrerer ganske uanstrengt, at humor trives bedst på et fundament af smertelig alvor. Uden mørke, intet 5 lys. For nok er der kvasende kedeligt i Åmål, men Lukas Moodysson gør denne bortgemte flække til skueplads for en klog og sjov historie, som slutter med at hensætte sin tilskuer i en salig tilstand af menneskevenlig munterhed.” (Ebbe Iversen) Fucking Åmål Sverige/Danmark 1998 Instr. og manus.: Lukas Moodysson. Foto: Ulf Brantås. Medv.: Alexandra Dahlström, Rebecka Liljeberg, Erica Carlson, Stefan Hörberg. Længde: 89 minutter. Danske undertekster. Fanny och Alexander Sverige 1982 Instr. og manus.: Ingmar Bergman. Foto: Sven Nykvist. Musik: Daniel Bell. Medv.: Ewa Fröling, Bertil Guve, Gunn Wållgren, Allan Edwall, Pernilla Allwin, Börje Ahlstedt, Christina Schollin, Jarl Kulle, Mona Malm, Erland Josephson, Stina Ekblad, Gunnar Björnstrand, Harriet Andersson, Jan Malmsjö. Længde: 188 minutter. Danske undertekster. Fanny og Alexander Tirsdag 16. november kl 19:00 Fanny og Alexander er en delvis selvbiografisk film om de to huse: Kunstens og kirkens, eller som det her udfolder sig: Livsglædens og livskuldens. Filmens gennemgående hovedpersoner er titlens søskendepar, der er de yngste skud i den velansete Ekdahlske familiestamme i en mindre svensk by i begyndelsen af århundredet. Det er en teaterslægt, faderen er den lokale teaterchef, og deres liv er omgivet af varme, kærlighed og livsglæde. Da faderen dør, gifter moderen sig med den lokale biskop, hvis livssyn og opdragelsesmetoder står i grel modsætning til den hidtidige. ”Det er næppe til at tro, at det skulle være Bergmans sidste film, men Fanny og Alexander er med sine selvbiografiske træk, sine overdådigt brede og indtrængende dybe skildring af en drengs opvækst et testamente over den kunstneriske fantasis tilblivelse, udfoldelse og begrænsning.” (Johs. H. Christensen) ”Penslen er bred, og der er smæk for skillingerne i denne film, hvor alt kan ske, og alt er muligt. Af et spinkelt virkelighedsgrundlag har fantasien spundet videre og vævet et nyt mønster; en blanding af miner, oplevelser, frie påfund, urimeligheder og improvisationer.” (Niels Jensen) 6 fortæller, at en ung forsker, Arne Lundell, er blevet beskyldt for at plagiere professor Sander, en ældre rival. Hele resten af filmen udspiller sig i Lundells lejlighed; han og hans hustru Marianne er de eneste personer. Lundell får besked om, at Sander har begået selvmord, men det viser sig snart, at han er blevet myrdet. En række indicier peger på Arne. Ved et tilfælde finder Arne et brev, der afslører, at Marianne var Sanders elskerinde, inden hun mødte Arne. Han bliver rasende af jalousi og vil smide hende på porten, men fortryder. Marianne indrømmer nu, at hun skød Sander. Sander havde opsøgt hende og foregivet at ville hjælpe hendes mand, men misbrugte hendes tillid og stjal Lundells forskningsresultater. I et flashback ses Sander som en truende skygge: Han kræver af Marianne, at hun vender tilbage til ham. Derfor myrdede hun ham. Arne vil have, at hun skal flygte, men hun vil ikke leve uden hans kærlighed og tager gift. Han vælger at gå i døden sammen med hende. Filmen er et eksperiment, et forsøg på at lave et rent kammerspil; bortset fra flashbacket og den indledende montage foregår alt i den samme lejlighed, og vi ser kun de to hovedpersoner. Omverdenen eksisterer kun som avisoverskrifter, telefonopkald, radioudsendelser og politisirener. I sin placering af kameraet tager Dreyer ikke hensyn til blikretninger eller handlingsakser, og en del af filmens klip kommer derfor til at virke som brud på dialogklipningens klassiske konventioner. Ligesom i Vredens Dag vælger Dreyer at lade filmens følelsesmæssige klimaks foregå i en enkelt sammenhængende indstilling, et flydende nærbillede, hvor kameraet drejer frem og tilbage mellem de to personer.” (Casper Tybjerg) Två människor Sverige 1944. Instr.: Carl Th. Dreyer. To mennesker Tirsdag 7. december kl 19:00 ”Två människor foregår i nutidens Stockholm. En montage af avisoverskrifter og nærbilleder af kemiske instrumenter Manus.: Carl Th. Dreyer og Martin Goldstein efter skuespil af W.O. Somin. Foto: Gunnar Fischer. Musik: Lars-Erik Larsson. Medv.: Georg Rydeberg, Wanda Rothgardt, Gabriel Alw. Længde: 72 minutter. Uden undertekster. BESØG BIOGRAFEN i musikhuset aarhus A Prairie Home Companion Koncerten En sovjetisk stjernedirigent er faldet i unåde. Da hans gamle orkester inviteres til Paris, ser han en enestående chance for at genindtage dirigentpodiet. Storslået musik og en gribende og morsom historie. Torsdag 9. sept. 2010 kl. 20 Altmans stjernespækkede film om USA’s største radiosucces: A Prairie Home Companion. Med: Meryl Streep, Woody Harrelson, Tommy Lee Jones og Kevin Kline Torsdag 30. sept. 2010 kl. 20 The Singing Detective tvåtimmarsdröm “Den bästa haft!” jag någonsin Larry King e humorn för “Den skruvad Adaptation!” tankarna till Post The New York “Robert Downey gör en makalös och modig rollprestation!” Jr. Times Chicago Sun ICON PRODUCTIONS Present An ICON Production In Association with HAFT ENTERTAINMENT A KEITH GORDON FILM ROBERT DOWNEY JR. “THE SINGING DETECTIVE” ROBIN WRIGHT PENN JEREMY NORTHAM KATIE HOLMES CARLA GUGINO JON POLITO And MEL GIBSON Casting By DENISE CHAMIAN, CSA Edited By JEFF WISHENGRAD Production & Costume Designer PATRICIA NORRIS Director of Photography TOM RICHMOND Associate Producer KEVIN LAKE Executive Producer STAN WLODKOWSKI Produced By MEL GIBSON STEVEN HAFT BRUCE DAVEY Based Upon The Television Series By DENNIS POTTER Screenplay By DENNIS POTTER Directed By KEITH GORDON Artwork TM & Copyright © 2003 by Paramount Classics, a division of Paramount Pictures. All Rights Reserved. TM & Copyright © 2003 by ICON DISTRIBUTION, LLC. All Rights Reserved ICON P R O PTSingingDetektiveS.p65 D U C T I O N S www.thesingingdetective.co.uk 1 www.scanbox.com S C A N BOX 21-01-2004, 08:22 Robert Downey jr. er den hospitalsindlagte forfatter, der gennem morfintåger genskriver sin debutroman. Resultatet er en knaldroman mikset med skurke, sygeplejersker og bizarre musicaloptrin. Torsdag 7. okt. 2010 kl. 20 www.scanbox.com PTPrairieHomeCompanionF.indd 1 AROS KOMMUNIKATION Hollywood Ending Woody Allen spiller instruktøren, der får en sidste chance. Men hvordan instruerer man sin ekskone og genvinder sit ry, når man er ramt af pludselig psykosomatisk blindhed? Torsdag 4. nov. 2010 kl. 20 Billetsalg 89 40 40 40 eller www.musikhusetaarhus.dk Arrangør Musikhuset Aarhus kr. 65 billetseps ri Lis ille Sal vi 22-06-2006 10:59:11 Don’t come Knocking Fra Wim Wenders kommer en gribende roadmovie. En desillusioneret skuespiller stikker af fra filmoptagelse, karriere og berømmelse for at blive forsonet med sin fortid, sin mor og sig selv. Mandag 22. nov. 2010 kl. 20 Departures Oscarvindende japansk film fra 2009 fortæller historien om den passionerede cellist, der genfinder sin selvrespekt, da han bliver bedemand i sin fødeby. Torsdag 13. jan. 2011 kl. 20 7 Vi gør store film større hePBurn og hitchcock FilmFestiVal moviematch.dk PREMIERE 30. september 8 PREMIERE 14. oktober Psycho Vertigo Fuglene charade BreakFast at tiFFany's Prinsessen holder Fridag 28. oktober til 3. november Jyllands 2 største biograflærreder • 8 sale med over 2.000 sæder • fantastisk lyd og aircondition i alle sale • amfiteater-opbygning med frit udsyn • masser af p-pladser An offer you can't refuse… i DIGITAL 4K Repremiere den 30. september9 Kate Winslet Evigt solskin i et pletfrit sind Torsdag 16. september kl 19:00 ”Filmens mandlige hovedfigur hedder Joel og er en anonym, selvudslettende størrelse (inkarneret spillet af Jim Carrey, som i den grad spiller imod type). Af en eller anden grund falder den flagrende og impulsive Clementine (Kate Winslet) for den vindtørre træmands svagpisser-smil, men som historien skrider frem (dvs. som publikum stykker den kronologisk opbrudte fortælling sammen i hovedet), kommer der kurrer på tråden. I sin afmagt ender Clementine med at opsøge en kvaksalver, der ved hjælp af et instrument, som mest af alt ligner en hårtørrer, sletter Joel fra hendes hukommelse. I trods får Joel foretaget samme indgreb, men midt under operationen fortryder han og gør alt for at bevare bare ét minde om Clementine. Herfra bliver filmen et surrealistisk forfølgelsesløb gennem Joels hjernevindinger. Jagten ledes af Dr. Mierzwiak (Tom Wilkinson) og hans alt andet end tillidsvækkende team (med roller til Elijah Wood, Mark Ruffalo og Kirsten Dunst). Sammen skal de finde og eliminere alle de af Joels erindringer, som vedrører Clementine. Det er de ganske ferme til, så Joels fantasi kommer på overarbejde.” (Kim Foss) Fornuft og følelse Da Kate Winslet i 2009 vandt en Oscar for sin hovedrolle i The Reader (hendes sjette nominering), var det i 2005 blevet forudsagt af Ricky Gervais og Stephen Merchant, forfatterne af TV serien Extras, at det skulle blive en film om Anden Verdenskrig, der skulle sikre hende statuetten. Kate Winslet havde sit store kommercielle gennembrud i blockbusteren Titanic, og kunne derefter frit vælge mellem alverdens tilbud om roller. Hendes valg og præstationer har været mindst lige så interessante som før kasseapparatet sprang læk. Vi viser de bedste af hendes film (og lader Titanic synke i stilhed) 10 ”Det sker, at en manuskriptforfatter er mere kendt end instruktøren. Og det er i hvert fald i høj grad tilfældet, når manuskript-magikeren hedder Charlie Kaufman. Han er med afstand den mest originale, tvistede, finurlige skriverkarl, der for tiden findes ovre i US of A. Bare tænk på Being John Malkovich og i særdeleshed den helt vidunderlige Orkidétyven (Adaptation) - begge instrueret af Spike Jonze. Også Evigt solskin ... er én af disse lag-på-lag-historier, der leg er med form og fortælleteknik. Simpel kronologi er ikke lige det, Kaufman får tiden til at gå med.” (Jesper Mads Eriksen) Eternal Sunshine of the Spotless Mind USA 2004 Instr.: Michel Gondry Manus: Musik: Foto: Medv.: Charlie Kaufman, Michel Gondry & Pierre Bismuth. Jon Brion. Ellen Kuras. Jim Carrey, Kate Winslet, Gerry Robert Byrne,Elijah Wood, Thomas Jay Ryan, Frank Mark Ruffalo. Længde: 108 minutter. Danske undertekster. Fornuft og følelse Torsdag 30. september kl 19:00 ”Den handler om to meget forskellige søstres lidelsesfulde kamp for kærligheden. Storesøster Elinor (Emma Thompson er nok lidt for gammel) som repræsenterer de (alt for) fornuftige egenskaber. Og lillesøster Marianne, som er den (alt for) følsomme. Marianne spilles af en helt bedårende Kate Winslet, som er skøn at skue i lykkestunder, hvor hun flyver over heden på en stolt ganger med drømmeprinsen. Men som er endnu smukkere i sin fortærende kærlighedssorg. Se hendes vaklen og lammende fortvivlelse i det søde ansigt. Det gør ondt. Den ugifte engelske præstedatter Jane Austen (17751817) skrev om rigtige mennesker, som udvikler sig under de langvarige og lidenskabelige kærlighedsdramaer. Da hun også ejede humorens nådegade, så fik hun mesterligt flettet en ironisk understrøm ind i den hede romantik. Og da hun var en begavet kvinde med et udviklet kritisk syn på snobbet, engelsk hakkeorden, så beskrev hun med sprudlende satirisk frodighed de griske, hykleriske og pittoreske typer, som hun drak te med.” (Jonna Gade) ”Samarbejdet mellem Emma Thompson og Jane Austen har resulteret i en helt glimrende, af vid og kløgt glitrende dialog. At lytte til den er en fryd. Men at se filmen er sandelig også en fryd. Instruktøren Ang Lee har ikke blot haft sans for at lade sine skuespillere sige replikker. Han viser os det vidtstrakte, blidt bølgende engelske Evigt solskin i et pletfrit sind landskab, så vi betages. Og han viser os de engelske herregårdes dæmpede pragt og udsøgte smag, så vi imponeres. En balscene i filmen er så flot. Og han forstår at manøvrere med sine skuespillere. Der er omgivelserne, et skare af sladrende, intrigerende personer. Den sociale satire er ond og festlig. Og der er i centrum de to kvinder og deres tre mænd… Kate Winslet er sød i den sjovere rolle som lillesøster (kun 17 år!), der skal lære at sætte tæring efter næring og tvinge sit flyvske hjerte. Det er med hende, at vor tid vil sympatisere og måske følge med medlidenhed lige ind i det solide ægteskab.” (Bent Mohn) Sense and Sensibility USA/England 1995 Instr.: Ang Lee Manus: Foto: Musik: Medv.: Emma Thompson efter roman af Jane Austen. Michael Coulter. Patrick Doyle. James Fleet, Tom Wilkinson, Harriet Walter, Kate Winslet, Emma Thompson, Gemma Jones, Hugh Grant. Længde: 136 minutter. Danske undertekster. 11 Holy Smoke Little Children Torsdag 4. november kl 19:00 Holy Smoke Torsdag 7. oktober kl 19:00 Den unge Ruth (Kate Winslet) har taget flugten til Indien og er blevet grebet af en sekt, der får hende til at blive i Indien, lysende glad og tilsyneladende afklaret i sin nye tro. Og nu kan hun græde igen! Hendes mor græder også, men af frustration over at have mistet en datter. Hjem kommer hun dog og udsættes for en fra USA importeret exit-rådgiver, PJ Waters (Harvey Keitel), der påtager sig at normalisere vildførte sjæle. En selvbevidst, seriøs herre, der vrisser ad Ruths excentriske rodebutik af en familie og på ingen måde står over for en let opgave, for Ruth har jo set lyset i sit nye åndelige ægteskab med Guru Baba. Komplekst drama Guru-uddrivelsen foregår fjernt fra alfarvej i den australske ørken, hvor PJ påtager sig at afkode Ruth på tre dage. ”Intet er lettere end at overdænge Holy Smoke med kritisk kasteskyts. Filmens tonefald veksler halsbrækkende mellem det farceagtige og det inderlige. Dens omgang med et tema som indisk religionshysteri og guru-dyrkelse udmærker sig ikke just ved fordybelse. Og en række af dens 12 bifigurer raver rundt som kulørte karikaturer i tvivlsom relation til hovedhandlingen. Men Jane Campions uortodokse film udfordrer alligevel på en måde, der virker uendelig opstrammende. Den opfyldes til bristepunktet af det personlige engagement, der skyr de nemme løsninger og vedtagne vinkler. For her pejler en ægte auteur-instruktør sig lidenskabeligt ind på det gamle, forslidte tema: det hudløse kærlighedsmøde mellem en ung pige og en moden mand, gennemsyret af had, foragt og paradoksal tiltrækning.” (Morten Piil) ”En roman af Tom Perrotta er forlægget, en pæn og snerpet lille provinsby i Massachusetts er skuepladsen, og to hovedspor løber gennem filmens mosaik af en handling. I det ene spor finder vi en hemmelig seksuel affære mellem den forsømte Sarah og den frustrerede Brad, der begge er gift og har et barn - deres første møde finder sted på en legelads mens det andet spor cirkler om den midaldrende Ronnie, der har bosat sig i byen efter at have afsonet en dom for pædofili og ved sin blotte tilstedeværelse forårsager hidsige reaktioner hos bekymrede forældre, ikke mindst hos en tidligere politimand, som har sit eget fælt raslende skelet i skabet. Forsømte ægtefæller, forbudt sex, kæntrede drømme, aggressiv intolerance - følelserne i Little Children er så sandelig ikke alle lige kønne, men de er genkendelige og skildres af instruktøren Todd Field med en indtrængende troværdighed, smukt baseret på et væld af præcise observationer af den menneskelige adfærds mærkværdigheder. Stemningen er tragikomisk og enkelte steder lettere surrea- Holy Smoke USA/Australien 1999 Instr.: Jane Campion Manus.: Foto: Musik: Medv.: Anna Campion & Jane Campion. Dion Beebe. Angelo Badalamenti. Kate Winslet, Harvey Keitel, Julie Hamilton, Sophie Lee, Dan Wyllie, Paul Goddard Længde: 115 minutter. Danske undertekster. Little Chirldren listisk, men sjældent højrøstet, for Little Children er ingen hysterisk film og gør derfor stærkt indtryk, når personernes frustrationer ved få lejligheder overrumplende får frit løb. Der spilles nydeligt i alle roller, og man beundrer især britiske Kate Winslet, der efter Titanic kunne være blevet glitrende stjerne i Hollywood, men i stedet valgte en kunstnerisk frygtløs form for karriere og nu yder en på én gang uglamourøs og sensuel præstation som den erotisk hungrende Sarah over for Patrick Wilson – der sidste år imponerede med en kraftpræstation i David Slades skrappe psykothriller Hard Candy – som den ubetænksomme elsker Brad.” (Ebbe Iversen) Little Children USA 2006 Instr.: Todd Field Manus: Todd Field & Tom Perrotta efter Perrottas roman. Foto: Antonio Calvache. Musik: Thomas Newman. Medv.: Kate Winslet, Patrick Wilson, Jennifer Connelly, Gregg Edelman, Sadie Goldstein, Ty Simpkins. Længde: 137 minutter. Danske undertekster. Engel, min engel Engel, min engel Torsdag 16. december kl 19:00 ”De to teenagere 15-årige Pauline Parker (Melanie Lynskey) og den noget ældre englænder Juliet Hulme (Kate Winslet) møder hinanden på et college i Christchurch. Og tiltrækkes omgående af hinanden. De lever i både fantasiens verden og den spirende seksualitets landskab, men forholdet udvikler sig tilsyneladende ikke lesbisk. Selvom det er tæt på. Begge pigernes forældre opdager med bekymring venindernes eskalerende besættelse af hinanden. Og søger at skille dem ad. Pauline og Juliet reagerer på den tvungne isolation med et voldsomt temperament og arrigskab. Og kokette demonstrationer, der kun kan forvirre forældrene. Og så bryder helvede løs. Juliet finder sin mor Hilda (Diana Kent) i seng med en anden mand. Og det får forældrene til at lade sig skille. Men Juliet vil de sende til Sydafrika for at få hende væk fra Pauline. De to piger gør nu for alvor oprør. Og da Paulines mor, Honora (Sarah Peirse) meddeler, at hun under ingen omstændigheder vil lade sin 15-årige datter rejse, ja så kan kun ende på en måde: dødeligt.” (Paul-Jørgen Budtz) Heavenly Creatures UK/Tyskland/New Zealand 1994 Instr.: Peter Jackson Manus.: Foto: Musik: Medv.: Fran Walsh & Peter Jackson. Alun Bollinger. Peter Dasent. Melanie Lynskey, Kate Winslet, Sarah Peirse, Diana Kent, Clive Merrison. Længde: 99 minutter. Danske undertekster. 13 I taliensk stilhed Cabiria Mandag 15. november kl 19:00 Filmen foregår under den anden puniske krig og handler om pigen Cabiria, der bliver kidnappet i forvirringen under et vulkanudbrud på Etna (meget effektfuldt rekonstrueret) og ender i Karthago. Hun bliver udsat for den ene livstruende fare efter den anden, men hver gang reddet af sin beskyttende muskelmand Maciste (læs: datidens gode terminator/Schwarzenegger figur). Maciste (Bartholomeo Pagano) var altså blot en bifigur (i manuskriptet hed han oprindelig Herkules), men hans heroiske bidrag til Cabirias overlevelse var med til at gøre ham til folkeeje; en ny helt var født. Filmen var den dyreste, mest spektakulære og længste indtil da (elefanterne, som krydser Alperne, er virkelige elefanter, som går i rigtige bjerge) og indeholder tekniske nyheder som fx dolly og kran optagelser. Den blev en kæmpesucces både i hjem- og udland, især i USA, hvor den influerede Griffith i Babylon-historien i Intolerance. Instruktøren Pastrone, der arbejdede under pseudonymet Piero Fosco, forblev ukendt i mange år, fordi filmen fremhævede Gabriele D’Annunzio, datidens berømteste italienske forfatter, der dog kun havde bidraget med mellemteksterne. ”Cabiria stands as a major filmic achievement at a time when the cinema was fighting for its place among the other arts.” (Liam O’Leary) Cabiria Italien 1914 Instr.: Giovanni Pastrone. Manus.: Giovanni Pastrone (mellemtekster af Gabriele D’Annunzio). Foto: Segundo de Chomon. Medv.: Lidia Quaranta, Bartolemeo Pagano, Italia Almirante Manzini. Længde: 126 minutter. Danske mellemtekster 14 Maciste i underverdenen Maciste i underverdenen Mandag 20. december kl 19:00 Bartolomeo Pagano spillede efterfølgende Maciste i mindst 26 stumfilm som fx Maciste som atlet, Maciste som turist, Maciste og sølvkongens datter og Maciste versus Maciste. I 60’erne blev figuren genoplivet i en snes film. Den efter manges mening bedste af disse sequels er Maciste i underverdenen fra 1925 – et effektmættet lodret dyk ned i helvedes cirkler af damp og glohede, hvor rene sjæle er få, og tilgivelserne færre. . ”Imagine Benjamin Christensen (Häxen) and F. W. Murnau (Faust) mixed with the adventure hero genre and you got an idea of this surreal and visually dazzling masterpiece. Fellini called it “one of the 10 best films ever made” and convinced him as a kid to enter the film business.” (Jens Pihl) Cabiria “This is one of the most amazing films I have ever seen. The scope of its storytelling is nothing short of biblical, and I am not referring to the plot but to the size of the film. This movie is bigger than all three of the Peter Jackson’s JRR Tolkien’s The Lord of the Rings movies combined, when proportions to era are taken into consideration. It dwarfs pretty much anything you can think of and the only comparison I can make would be maybe cross Birth of a Nation with Hieronymous Bosch’s Garden of Earthly Delights triptych and throw in ample amounts of that brown acid the Pigman was warning everyone about on the Woodstock soundtrack. …once it shifts underground every scene is depicted with the kind of visual authority that will indeed take modern day viewers by surprise. It is a staggering movie filled with some of the most outrageous visuals ever filmed, and is 81 years old. Holy Moses.” (Steve Nyland) Maciste all’inferno Italien 1925 Instr.: Guido Brignone. Cabiria Manus.: Ricardo Artuffo efter Dante Alighieri. Foto: Ubaldo Arato, Segundo de Chomon. Medv.: Bartolomeo Pagano, Franz Sala, Elena Sangro. Længde: 99 minutter. Italienske mellemtekster 15 Cykeltyve og luderkarle Fem fremragende italienske film fra 1949-61 Cykeltyven Mandag 13. september kl 19:00 ”Antonio Ricci er arbejdsløs i efterkrigstidens Rom. Han får et job med at hænge biografplakater op, efter at hans kone pantsætter familiens sengetøj for at kunne indløse hans cykel. Kort efter at han er begyndt på sit nye arbejde, bliver cyklen stjålet. Med sin lille søn Bruno på slæb gennemtraver han hele byen i et forsøg på at genfinde den. Undervejs oplever han forskellige sider af det romerske bysamfund og også nogle af de dybere klasseforskelle. Mesterværket – den italienske titel oversættes ”cykeltyve” - betragtes med rette som et af de vigtigste værker i den italienske neorealisme. Den franske kritiker André Bazin så den også som en stor kommunistfilm. At Cykeltyven fik en Oscar for Bedste ikke-engelsksprogede film i 1949 tyder på, at den ikke blev opfattet som kommunistisk i USA. Cykeltyven byder måske på filmhistoriens fineste Cykeltyven 16 Storbyens jungle beskrivelse af forholdet mellem en far og hans søn. Den er fuld af underfundighed og skildrer den gradvise udvikling af respekt og tillid mellem to rollefigurer. Og så er filmen en rigtig hjerteknuser(…) Sat over for en film som Livet er smukt fra 1997 får man en ide om, hvordan gennemsnitsfilmens verden og forhold til virkeligheden gennem det sidste halve århundrede er blevet stadig mere infantil.” (Jonathan Rosenbaum) ”Den arbejdsløses ubarmhjertige hverdagsproblem i fyrrernes Italien fik i Cykeltyven en gribende og frysende sandfærdig beskrivelse. Af lutter trivielle dagligdags elementer formede de Sica en tragedie af i dag. Sådan som millioner af hans landsmænd personligt kendte den. Filmen var tillige en varmt medfølende skildring af menneskets ensomhedsfølelse og isolation. Blottet for metafysisk eller psykologisk filosoferen konfronterede filmen den hårdt ramte arbejdsløse med den romerske sociale virkelighed. Filmens anklage mod samtidens følelsesløshed eksploderede som en tidsindstillet bombe i tilskuerens sind. Anklagen groede ud af det filmiske kunstværk med dets mylder af liv og af autentiske mennesker. Fordi det var et kunstværk og ikke blot og bar film à thèse, fik indholdets sociale anklage klang.” (Bjørn Rasmussen) Ladri di biciclette Italien 1949 Instr.: Vittorio de Sica. Manus.: Cesare Zavattini, Vittorio de Sica efter roman af Luigi Bartolini. Foto: Carlo Montuori. Musik: Alessandro Cicognini. Medv.: Lamberto Maggiorani, Enzo Staiola, Lianella Carell. Længde: 86 minutter. Danske undertekster indtægtskilder. Han får fat i en ny pige, han prøver endog at arbejde, men falder tilbage på tyveriet, og en dag bliver han dræbt, da politiet vil arrestere ham… Accatone er et produkt af samfundsforholdene, et offer for en social sygdom. Det er marxistisk i orden. Men Pasolini er en højst udogmatisk marxist, og det er karakteristisk for ham, at han ikke alene søger årsagerne til Accatones skæbne i de ydre forhold. Han er også selv ansvarlig for sine handlinger, og det er denne mere nuancerede sociale problematik, der gør filmen interessant. Og i højere grad end miljøbeskrivelsen, der er præcis, er det skildringen Luderkarlen Accatone Luderkarlen Accatone Tirsdag 12. oktober kl 19:00 “Det er en skarp og bitter historie om en arbejdssky yngling og hans mislykkede forsøg på at komme til rette med sin tilværelse. Med en intim kamerastil i bedste neorealistiske tradition maler Pasolini et skræmmende billede af fattigdommen og desperationen i Roms forstæder. Filmen agiterer aldrig, men indirekte bliver den en anklage mod samfundets passivitet.” (Arne Svensson) ”I 1961 debuterede Pasolini som instruktør med Accatone, baseret på et originalmanuskript af ham selv og i overvejende grad med amatører i rollerne. Filmen foregår i det miljø, som Pasolini også analyserer i sine romaner. Den udspiller sig i det terrain vague i udkanten af storbyen, hvor landet begynder, et deprimerende og karakterløst område, der for Pasolini også er ideelt som symbolbaggrund. Personerne i filmen er småforbrydere, alfonser, dagdrivere, vitelloni, der kun kan se hen til en fremtid, hvor de vil bevæge sig ud og ind af fængsler. Accatone er hovedpersonen, en alfons, hvis pige kommer i fængsel. Han må derfor finde andre 17 Il Tetto Italien 1956 Instr.: Vittorio de Sica. af Accatone, som er spændende. Det er hans reaktioner og hans følelser over for sin omverden, der fængsler, ikke mindst på grund af amatøren Franco Cittis helt indlevede fremstilling af figuren.” (Ib Monty) Manus.: Foto: Musik: Medv.: Cesare Zavattini. Carlo Montuori. Alessandro Cicognini. Gabriella Pallotta, Giorgio Listuzzi, Gastone Renzelli, Maria Di Rollo. Længde: 102 minutter. Danske undertekster ”It is brutal, realistic, unsentimental, and bustling with life, despite some rough edges. Particularly effective is the use of Bach on the soundtrack ironically counterpointing the world of pimps, prostitutes and street fighters.” (Bloomsbury Foreign Film Guide) Det søde liv TIrsdag 9. november kl 19:00 Accatone Italien 1961 Instr.: Pier Paolo Pasolini. Historien, fortalt i syv episoder, er den evigkendte om journalisten, der hellere vil have penge her og nu end stole på, at drømmen om forfatteranerkendelse kan bære. De lettjente penge udbetales af et fascistisk avis, for hvilken han konstant må jagte de rige og smukke i Roms højere selskabsliv og håbe at afdække saftige skandaler. Manus.: Pier Paolo Pasolini og Sergio Citti efter Pasolinis roman ”Una vita violenta”. Foto: Tonino delli Colli. Musik: J. S. Bach. Medv.: Franco Citti, Franca Pasut, Silvana Corsini. Længde: 120 minutter. Danske undertekster ”Dybest set fremtræder Fellinis film som en dommedagsprædiken over hele den vestlige verdens livsstil og falske idealer, som tydeligst kan registreres i de herskende lag, men som siver ned til andre samfundsklasser også og søges os alle påtvunget gennem de moderne massefordummelsesmidlers massive propaganda. Fellinis film har sin styrke i at være en ærlig skildring af denne forrådnelsesproces – med det forbehold, at han mere er den, der beskriver den igennem en filmisk billedmagi, der virker i høj grad suggestiv, end han er den, der magter at gennemføre en analyse af de forhold, han ser – og som han åbent blotlægger samtidig med, at han – endnu i hvert fald – står rådvild overfor, hvad der kan gøres for at overvinde denne dybe krise. På den måde virker filmen Det søde liv som et fortvivlet råb om hjælp.” (Eric Danielsen) Tag over hovedet Tirsdag 26. oktober kl 19:00 Historien udspiller sig i Roms arbejderkvarter, hvor et ungt par gifter sig. Lidt over hals og hoved – og i hvert fald uden ”tag over hovedet”. Da parret hurtigt bliver træt af de meget trange og separate sovearrangementer hos familien, planlægger de i løbet af en enkelt nat og med venners hjælp at banke et interimistisk eget hjem på benene, inden politiet dukker op. Ifølge datidens italienske lov kunne beboere ikke smides ud, når først der var etableret et tag på bygningen! ”Unpretentious and well played, this is one of the last of the director’s quality Neo-Realist films. It is no Bicycle Thieves or Umberto D, being much lighter-weight, but it manifests the same sense of compassion for the poor” mener Bloomsbury Foreign Film Guide, hvorimod datidens tilskuere og kritikere gav filmen en lunken modtagelse. 18 Tag over hovedet “Federico Fellinis storfilm om tilværelsens ligegyldighed, et portræt af et sted og en tid, indfanger på perfekt vis stilen og attituderne i Roms mondæne selskabsliv i sommeren 1959 og fordømmer dens udøvere for at være sådan nogle prægtige parasitter. Den vedvarende styrke i Det søde liv Det søde liv kommer af spændingen mellem de voldsomme angreb på en verden, hvis excesser unddrager sig satire, og den fascination, man ikke kan lade være med at føle over for denne vanvittige opvisning af moderne dekadence.” (Kim Newman) FRI ADGANG TIL ARoS La Dolce Vita Italien 1960 Instr.: Federico Fellini. Manus.: Federico Fellini, Tullio Pinelli, Ennio Flaiano, Brunello Rondi. Foto: Otello Martelli. Musik: Nino Rota. Medv.: Marcello Mastroianni, Anouk Aimée, Anita Ekberg, Yvonne Furneaux, Alain Cuny. Længde:173 minutter. Danske undertekster Storbyens jungle Tirsdag 30. november kl 19:00 Pietro Germi, der mest er kendt for den bidende satiriske Skilsmisse på italiensk fra 1961, instruerede ti år tidligere denne lidt anderledes, neorealistisk inspirerede kupfilm, hvor 4 lidt sølle småforbrydere drister sig til ER? KR UND OR 150 R E D F S 27 LLER ÅR E AF ARo 7 2 K U M ER D MEDLE W.AROS.D V W BLI ÅW ERE SE M P at røve billetindtægterne under en vigtig fodboldkamp, og vi følger de fires individuelle forsøg på at undgå arrestation. For den filmhistorieinteresserede kan nævnes, at Federico Fellini var hovedforfatter på filmen, at den ved Venedig filmfestivalen i 1951 blev valgt til årets bedste italienske film, og at Stanley Kubrick fik sit gennembrud med en lignende kupfilm, The Killing, 5 år senere, dog sandsynligvis uden at have set Germi’s forløber. La città si difende Italien 1951 Instr.: Pietro Germi. Manus.: Federico Fellini, Tullio Pinelli, Luigi Comencini, Pietro Germi. Foto: Carlo Montuori. Musik: Carlo Rustichelli. Medv: Paul Muller, Renato Baldini, Gina Lollobrigida, Fausto Tozzi, Enzio Maggio. Længde: 80 minutter. Danske undertekster 19 Downtown Berrytown The Commitments The Commitments Mandag 27. september kl 19:00 ”Kan man banke en soulgruppe med James Brown-power sammen midt i Dublins slum? Det er ikke let i et område, der ikke tænker og spiller i de toner. Mod all odds samler Jimmy Rabbitte et band, der kan udleve hans drøm. Han finder bl.a. tre korpiger i en baggård, en aparte forsanger ved et bryllup og veteran-trompetisten Joey the Lips gennem en annonce. Dublin får SOUL – men hvordan holder Jimmy sammen på den mildest talt uegale konstellation?” (Morten Tang) “Foul-mouthed, fast-talking and very funny, this is Parker’s best to date…The result is a gritty, naturalistic comedy blessed with a wry, affectionate eye for the absurdities of the band’s various rivalries and ambitions; and the songs are matchless.” (Geoff Andrew) ”The Commitments er blevet en tæt lille film om 11 unge hjerter, der finder sammen og skaber irsk sjæl i 80’ernes 20 Dublin, får musikken til at køre en kort og løfterig tid, før fællesskabet går i stykker igen. Det er en episodefilm, der lever på sine miljøer og skikkelser, sin tilstræbt autentiske atmosfære. Det der virkelig løfter filmen er musikken. Den har sjæl, den har glød, den har nosser.” (Bo Green Jensen) ”Enormously satisfying tale…Disarmingly engaging from the word go, with charismatic cast of unknowns; filled with irresistible music.” (Leonard Maltin) The Commitments USA 1991 Instr.: Alan Parker. Manus.: Dick Clement, Ian La Frenais og Roddy Doyle efter dennes roman. Foto: Gale Tattersall. Medv.: Robert Arkins, Michael Aherne, Angeline Ball, Maria Doyle, Johnny Murphy, Andrew Strong. Længde: 118 minutter. Danske undertekster. ”I Dublin-forstaden Barrytown er der ikke råd til store armbevægelser. Lediggang, interne konflikter og almindeligt uheld hører til dagens orden. Blandt beboerne bandes og svovles, kæmpes, drikkes og hores der i stride strømme. Men ”det satans liv” leves med en stolthed og intensitet, man kun finder i et ægte arbejdermiljø. Roddy Doyles romaner om en families genvordigheder i den fiktive bydel er populær læsning, og Barrytown-trilogien (der i år blev udgivet samlet for første gang herhjemme) er heldigvis lige så succesfuldt filmatiseret.” (Morten Tang) The Van Mandag 1. november kl 19:00 “Bimbo er blevet fyret, og jobbene hænger ikke på træerne i forbandede Barrytown. Med sin sidste udbetaling og med hjælp fra vennen Larry køber han en brugt varevogn og starter en rullende fastfood-stand. Forretningen går udmærket til at begynde med. Der er VM i fodbold. Folk æder og drikker. Pengene ruller ind. Men hvad med venskabet – kan det holde, når hustruer og sundhedsmyndigheder også vil blande sig i forretningen?” (Morten Tang) ”The Van er endnu en engelsk film om menneskelig varme i kølige omgivelser. Desværre lever den ikke op til forgængerne… Efter det kolde øl kommer det lunkne. Sådan oplevede jeg The Van oven på The Commitments og The Snapper, de to tidligere film efter de to første dele af Roddy Doyles trilogi om livet i Barrytown i Norddublin.” (Per Calum) ”Men i sammenligning med Loach har Frears og Doyle også i The Van en anderledes varm, humoristisk og livsbekræftende tone, som dog aldrig virker udglattende eller romantiserende i amerikansk forstand. Historien i The Van synes umiddelbart ikke af ret meget, men uden at rumme den hvasse socialbevidste anklage, man oftest finder i Loach’s film, har den alligevel en rigdom af hverdagslivets detaljer og atmosfærer, der gør den til et stykke levende og underholdende samtidsdokumentation.” (Anders Rou Jensen) The Van Irland/England 1996 Instr.: Stephen Frears. Manus.: Foto: Musik: Medv.: Roddy Doyle efter egen roman. Mark Geraghty. Eric Clapton, Richard Hartley. Colm Meaney, Donal O’Kelly, Ger Ryan, Caroline Rothwell. Længde: 101 minutter. Danske undertekster The Van The Snapper Mandag 6. december kl 19:00 “Hjælp, Sharon er blevet gravid. Som om der ikke var unger nok i familien! Hvem er faren – er der ”bare” tale om en affære med en spansk sømand? Hele Barrytown er mistroisk. Sladderen går. Men Sharons far støtter datteren – helliger sig både fødselsforberedelse og kvindens anatomi (hvilket hans kone også profiterer af) – og de to får en helt ny fortrolighed. Hvad der faktisk skete nede på pubben, kommer dog til at ændre tingene en smule…” (Morten Tang) ”The Snapper er oprindelig lavet af BBC som TV-film, men er også en biografoplevelse, inden for sine nøje afstukne grænser så fuld af varmt, sjofelt og følsomt liv, at man bagefter husker den som fin, berigende menneskelighed. Disse mennesker lever og de er lige til at elske!” (Bent Mohn) ”This adaptation of Roddy Doyle’s novel may not display the glitz and relentless energy of The Commitments, but it has wit, feeling and authenticity…While the film is less obviously feel-good than The Commitments, its final resolution is more thoroughly earned – and, as a result, deeply affecting.” (Geoff Andrew) “Wonderful adaptation of Roddy Doyle’s novel…Vivid, funny, and believable, sparked by good performances – especially Meaney as the bewildered (but basically goodhearted) father.” (Leonard Maltin) The Snapper England 1993 Instr.: Stephen Frears. Manus.: Roddy Doyle efter egen roman. Foto: Oliver Stapleton. Musik: Tina Kellegher, Colm Meaney, Ruth McCabe, Eanna MacLiam. Længde: 94 minutter. Danske undertekster The Snapper 21 Berlinalen I 2010 afholdtes Berlin International Film Festival for 60. gang. Gennem tiderne har festivalen oplevet mange op og nedture, men altid forsøgt at fastholde sin vigtigste målsætning: At bruge filmkunsten som et middel til at fremme international forståelse. Dens vægtige fætter, filmfestivalen i Cannes, blev startet i 1939 som et modsvar til fascismens indtog på Venedig-festivalen. Grundet andet verdenskrig blev den første Cannesfestival dog først afholdt i 1946 og kom således aldrig til at spille den politiske rolle, som den var tiltænkt. Cannes har siden hen udviklet sig til en kunstnerisk højborg, mens Berlinalen ses som den mere tilgængelige og mindre selvhøjtidelige festival. Festivalens mange programsektioner bliver vist i biografer spredt over hele Berlin. Det giver festivalen en stor diversitet. Festivalen er en folkefest, hvor der sælges i omegnen af 200.000 billetter til de op mod 400 film fra hele verden, der vises hvert år. Den tyske fiasko Hvor festivalen i sig selv har været en stor succes, er sideprojektet med at løfte tysk filmindustri lykkedes i mindre grad. I Berlinalens tidlige år reagerede publikum negativt på de svage tyske produktioner, og flere forestillinger måtte aflyses på grund af hidsige buh-råb. Særligt 1953 var grum. De tyske film Der Kampf der Tertia af Erik Ode og Ein Herz spielt falsch af Rudolf Jugert blev betragtet som fiaskoer, der sammenlignet med kvaliteten på de internationale produktioner virkede direkte pinlige for den tyske filmindustri. Tysk film var stadig i en sårbar position. Næsten samtlige produktionsfaciliteter var blevet ødelagt under krigen, og filmene blev lavet under kummerlige forhold. Genopbygningen blev yderligere forsinket af misforståelser og af, at de tyske producenter i mangt og meget lavede film på det amerikanske militærs nåde. 22 I 1955 vendte lykken dog med Robert Siodmaks Rotterne, som vandt både publikums hjerter og blev rost af filmkritikerne. Filmen blev hyldet for sin realisme og for sin kompromisløse skildring af et krigshærget Berlin. Den kolde krig At starte en festival i det politiske morads, som herskede i Berlin efter krigen, krævede mod. I lange perioder har Berlinalen kæmpet med politiske kontroverser, ikke mindst i lyset af Berlins unikke geografiske placering under Den Kolde Krig. Indtil Berlin-muren blev en realitet i 1961, var festivalen en samlende faktor. Fra 1962 var festivalen lukket land for østberlinere. Det førte til drastisk fald i publikumstallet og til en stigende kritik af festivalens program, som i nogle år blev udskældt for at være uden ambitioner og indhold. Festivalen i 1965 var et vendepunkt, hvor direktør Alfred Bauer tog den stigende kritik af Berlinalens filmvalg til sig og lancerede en ’Berlin-reform’ og et anderledes stærkt internationalt program. Reformen betød blandt andet en professionalisering af juryen. Tidligere havde hvert land selv valgt og sendt en repræsentant, men nu blev festivalen ført an af ledende kritikere. Den amerikanske far Berlin havde i 1920erne været filmens europæiske epicenter. Næsten alt innovativt inden for filmverden kunne spores hertil, og byen emmede af glitter, glans og talent. 30 år senere var Berlin en by i ruiner. Talenterne var flygtet, og glansen var et fjernt minde. Efter krigen stod USA som tysk films formynder. For at løfte filmproduktionen ud af krisen fik den amerikanske filmofficer Oscar Martay ideen til en festival. Sammen med sin britiske kollega George Turner iværksatte han planerne, og den 9. oktober 1950 blev en komité dannet. Den første festival blev på den måde en realitet – med det amerikanske militær som gavmild onkel. Den første festival Alfred Hitchcocks Rebecca åbnede den første Berlin-festival den 6. juni 1951. Filmens stjerne, Joan Fontaine, var æresgæst. Festivalen delte priser ud med rund hånd; faktisk var der priser i snart sagt alle genrer. Disneys Askepot blev på den måde ballets dronning med en Guldbjørn for bedste musical, mens den schweiziske Die Vier im Jeep vandt Guldbjørnen for bedste drama. Festivalen var et prestigeprojekt, hvor hele verdens film skulle vises – selv om byen var delt. Filmene skulle fremme den internationale forståelse, hvilket gjorde de kritiske røster fra Østberlin og fra kommunister, hvis film ikke blev vist, ekstra smertefulde. For at modgå beskyldningerne om, at Berlin-ledelsen bedrev propaganda, blev forestillingerne gjort billigere i Østberlin. Har man sagt b... Fra starten håbede Berlinalen, at den kunne få samme anerkendelse som sine berømte festivalfætre i Cannes og Venedig. Men den slags bestemmer filmproducent-organisationen FIAPF (Fédération Internationale des Associations des Producteurs de Films). Med hård hånd fastsætter organisationen, hvilken status en festival har. Og Berlin blev vurderet til at være en B-festival. Kun anerkendte A-festivaler måtte benytte sig af jurypriser, hvilket gjorde, at festivalen i Berlin de første år var af begrænset betydning på det internationale marked – og dermed som trækplaster for kendisser. Guldbjørnen var udelukkende udtryk for publikums gunst indtil 1955, hvor den tyske republik gav festivalen et økonomisk boost og dermed indirekte sikrede overgangen til A-festival-status. Optøning af Østblokken Modstanden mod festivalen var fortsat benhård fra Østeuropas politikere, der ganske enkelt boykottede den. Andre filmfestivaler, bl.a. Cannes, viste film fra socialistiske lande, og netop fordi vedtægterne for Berlin betonede det internationale aspekt så kraftigt, gjorde boykotten ondt. I 1958 inviterede festivalen eksplicit Sovjetunionen med til festivalen, men på grund af kommunikationsbrister faldt det til jorden. Først i 1974 deltog den første russiske film i konkurrencen: With You and Without You. Tre år senere vandt Larisa Shepitko Guldbjørnen for filmen Opstigningen. Guldbjørnens dans Med dens nyvundne status blev festivalens image løftet, og det førte til ankomsten af mange flere stjerner og langt højere international profilering. Glansen var igen over byen. Siden har Guldbjørnen strålet i centrum for en festival, hvis mission om film som en samlende international faktor stadig er relevant og værd at fejre. (Martin Grøn) Filmklubben fejrer jubilæet med følgende lille serie af guldbjørnevindere. De røde marker mandag 20. september kl 19:00 ”Zhang Yimous debutfilm blev modtaget som et mesterværk og tildelt Guldbjørnen i 1988. Filmen foregår i en afsidesliggende provins i det nordlige Kina i 1920’erne og 1930’erne. Det er historien om den 18-årige Nine, der bliver afhændet som brud til en ældre spedalsk vinbonde i bytte for et muldyr. På vej til sit bryllup bliver Nine og hendes følge overfaldet, men den stærke bærer Yu redder hende fra at blive voldtaget. Nine og Yu indleder et forhold, og den gamle vinbonde bliver fundet død under mystiske omstændigheder. Nine overtager vingården, gifter sig med Yu og får en søn. Da invaderes området af brutale japanske soldater. Zhang Yimou fylder hver eneste scene med udtryksfulde, farverige og sensuelle billeder, der hylder det traditionelle kinesiske bondeliv.” (Martin Grøn) ”Skildringen af den kvindelige hovedperson er radikalt anderledes, end vi er vant til. Hun er opfattet som et selvstændigt individ med egen moralsk holdning og drevet af seksuelt begær. Det er noget helt uhørt i kinesisk film.” (Carl Nørrested) Hong Gaoliang Kina 1987. Instr.: Zhang Yimou. De røde marker Manus.: Chen Jianyu, Zhu Wei og Mo Yan efter noveller af sidstnævnte. Foto: Gu Changwei. Musik: Zhao Jiping. Medv.: Gong Li, Jiang Wen, Teng Rujun, Liu Ji, Qian Ming. Længde: 92 minutter. Danske undertekster. Veronika Voss’ længsel Mandag 25. oktober kl 19:00 ”Veronika Voss er i 1950’erne en afdanket skuespiller, der en dag ramler ind i sportsjournalisten Robert Krohn. Han fascineres af eks-stjernen og får efterhånden en fornemmel- 23 Veronika Voss’ længsel ger og sit heftige, harmdirrende emotionelle overtryk. Ikke vederkvægende, måske væmmelig, men væsentlig.” (Ebbe Iversen) Die Sehnsucht der Veronika Voss BRD 1981. Instr.: Rainer Werner Fassbinder. Manus.: Pea Frölich og Peter Märthesheimer. Foto: Xaver Schwarzenberger. Musik: Peer Raben. Medv.: Rosel Zech, Hilmar Thate, Annemarie Düringer, Armin Mueller-Stahl, Volker Spengler, Lilo Eder, Harry Baer, Juliane Lorens, Rainer Werner Fassbinder. Længde: 105 minutter. Danske undertekster. se af, at en rig kvindelæge, Dr. Katz, forsyner hende med narkotika for at få testamenteret alle hendes jordiske ejendele. Under opklaringsarbejdet myrdes Roberts veninde. Også den statslige leder af narkotikakontrollen er involveret i komplottet, der til slut koster Veronika Voss livet. Og skønt Robert Krohn har indsigt i alt, som er foregået, regnes han for en syg fantast, når han forsøger at få myndighederne til at tro, hvad der sker bag den pæne facade.” (Christian Braad Thomsen) ”Det er en depressiv og slutteligt desperat historie, og dens visuelle stil svarer nøje til indholdet. Filmen er fortalt i grelle, krasse sort/hvide kontraster, og den er fuld af skærende blink og skæve vinkler, stejle trapper og voldsomme skygger. Den udspiller sig næsten udelukkende i klaustrofobiske interiørs uden ro og hvile, uden luft og uden andet lys end det kunstige – lige så bevidst og konsekvent artificielt som alt andet i filmen. Atmosfæren er kvælende i denne film, hvor arven fra Caligari mødes med massive påvirkninger fra 1950’ernes hæmningsløse amerikanske tårepersere. Således bliver filmen en pinefuld, men ikke plagsom oplevelse. Den er et på én gang manieret og magtfuldt melodrama – et mareridt af dekadence, udnyttelse og krakelerede psyker, simrende af opløsning og fordærv, uden andre flugtruter end desillusionen eller døden. Det er en patetisk og paranoid film, som forenkler og forgrover, men som også uophørligt fastholder med sine dristige stiliserin- 24 Tre, der elsker hinanden Mandag 22. november kl 19:00 ”Wai-Tung har det fortrinligt. For ti år siden flyttede han fra fødelandet Taiwan til USA, hvor han økonomisk har klaret sig godt, og nu lever han og hans amerikanske samlever Tre, der elsker hinanden Simon en behagelig tilværelse i New Yorks Greenwich Village. Problemet er bare, at Wai-Tungs forældre hjemme i Taiwan så frygteligt gerne vil have, at han gifter sig og fører slægten videre. For at berolige dem lader Wai-Tung dem forstå, at det agter han nok også - men så møder de prompte op i New York for at deltage i hans bryllup. Det er ikke så heldigt, for forældrene må endelig ikke opdage, at Wai-Tung er bøsse. Altså gifter han sig proforma med den kinesiske pige Wei-Wei – som dermed sikrer sig et green card, altså en eftertragtet opholdstilladelse i USA – men da forældrene ikke har spor travlt med at rejse hjem igen, begynder situationen at blive penibel. Også for den arme Simon, der må spille rollen som Wai-Tungs husvært.” (Ebbe Iversen) ”The Wedding Banquet er instrueret af Ang Lee, og han har et lykkeligt, let håndelag. Uanset kønslig observans lader han sine mennesker være mennesker, ganske almindelige mennesker, hvis ualmindelige problemer vi nemt nok kan engagere os i. Filmen har charme, vid og brod. Instruktør og manuskriptforfatter kan sammen med et hold udmærkede skuespillere skabe hverdag, løfte den til farce, ændre den til tragedie, altsammen ganske ubesværet. Filmen er skabt til lyst. Men samtidig lister den med takt og klogskab fin moral og fin forståelse ind i sit ret delikate, ret kyniske emne. Det kunne have inviteret til platheder. I stedet får vi helt indtagende, helt bevægende filmkunst, i høj grad værd at se. Man går ud af biografen i højt humør og synes endda, at man er blevet lidt klogere på livet.” (Bent Mohn) The Wedding Banquet USA-Taiwan 1993. Instr.: Ang Lee. Manus.: Ang Lee, Neil Peng og James Schamus. Foto: Jong Lin. Musik: Mader. Medv.: Sihung Lung, Ah-Leh Gua, Winston Chao, Mitchell Lichtenstein, May Chin og Dion Birney. Længde: 108 minutter. Danske undertekster. Central Station Mandag 13. december kl 19:00 ”Dora er pensioneret skolelærer og supplerer pensionen ved at skrive breve for analfabeter på hovedbanegården i Rio de Janeiro. Her ankommer alle slags skæbner, her krydses de, og herfra afgår de; her skifter de spor, her bliver de afsporet, her kommer de på sporet; et klaustrofobisk, pittoresk mylder. En del betror sig til Dora, når de dikterer deres forelskelse, vrede, længsel, desperation. Tilsyneladende tjener Dora, der nok er midt i tresserne, pænt, og hun er ret så grådig efter penge. Hun poster bare ikke - i hvert fald ikke altid - brevene, men har en hel skuffe fuld hjemme i sin lejlighed, hvor hun diskuterer dem og morer sig over dem sammen med en veninde. En dag må Dora tage sit livs beslutning: Moderen til en ni-års dreng bliver dræbt af en bus, og drengen, Josu, er alene i verden med udsigt til et usselt liv som gadebarn. Dora får ham mod klækkelig betaling afsat til adoption, men plages af moralske skrupler og mistanke om, at børnene udnyttes til organdonation, så Central Station hun kidnapper knægten - hvad hun slipper afsted med lige lovligt nemt, det er trods alt professionelle forbrydere, hun er oppe imod. Så begynder hun og drengen en lang, lang, udmattende rejse nordpå - for at finde hans far. Penge har de ingen af, og de kommer ud for lidt af hvert. Hun gribes af en gryende forelskelse i en lastbilchauffør, men han skal ikke nyde noget. Og mellem hende og drengen spirer der trods gensidig irritation og åbenlyse konflikter en fortrolighed og samhørighed frem” (Johs. H. Christensen) ”Det er således en klart moralsk historie, Walter Salles fortæller. Kald det næstekærlighed eller solidaritet. Det handler om at påtage sig det ansvar, livet placerer i ens hænder. Men Central Station er heldigvis ikke moraliserende, og så er den dejlig usentimental. Filmen har glimt i øjet og humor i sin skildring af den modvillige Dora og et Brasilien, hvor religiøse vækkelsesbevægelser tilbyder udfrielse i stedet for ansvar. Filmen er først og fremmest henvendt til instruktørens brasilianske landsmænd. Historien er placeret i en brasiliansk virkelighed, som er Salles’ vigtigste pointe. Det er denne verden, vi lever i. Den er hård og ubarmhjertig, og kun os selv kan gøre den til andet. Men det er paradoksalt nok, fordi den er så konkret brasiliansk, at den også virker så stærkt universelt. Vi bliver bevæget af virkeligheden. Når vi kan se, at det er en virkelighed, der er svær at leve i og kræver et svar af hver enkelt. Det er denne kombination af en universel pointe og lokal virkelighed, som gør Central Station til et stykke klassisk humanistisk filmkunst. Ikke mere brasiliansk end Vittorio De Sicas Cykeltyven var italiensk. Central Station er en film, der vil bevæge sit publikum og formår at gøre det med sin enkle fortælling og sin billedstærke realisme. Den fortjener hver eneste af de mange priser, den har fået.” (Kim Skotte) Centralo de Brasil Brasilien-Frankrig 1998. Instr.: Walter Salles. Manus.: Marcos Bernstein, Joao Emanuel Carneiro og Walter Salles. Foto: Walter Carvalho. Musik: Jaques Morelenbaum. Medv.: Fernanda Montenegro, Marilia Pera, Vinicius de Oliveira, Soia Lira, Othon Bastos. Længde: 113 minutter. Danske undertekster. 25 Salmer fra køkkenet Sært skandinavisk Aftenlandet Mandag 18. oktober kl 19:00 Den engelske instruktør Peter Watkins vakte opmærksomhed med en række kontroversielle drama-dokumentarer i 60’erne og 70’erne. Culloden (1964) er rekonstrueret som ekstremrealistisk tv-reportage om slaget mellem englændere og skotter i 1746. Krigsspillet (1966), der skildrer situationen i England under en atomkrig, var for grum og politisk sprængfarlig for BBC, der nægtede at vise den, men den blev vist i biograferne. I 70’erne lavede Watkins film i Norden, bl.a. den danske Aftenlandet (1977) med undertitlen ”En film om dit liv og dem der stjæler det”. 26 Aftenlandet ”En fiktiv reportage- og dokumentarfilm om Danmark i 1980 – altså tre år frem i tiden. En strejke på et lukningstruet skibsværft ender i generalstrejke, og under et EF-topmøde mellem ministre og hærchefer kidnappes den danske markedsminister af terrorister. Den svage socialdemokratiske regering accepterer voldelige nedkæmpninger af lovlige demonstrationer, og der forekommer razziaer og anholdelser. Markedsministeren befries, og strejken bryder sammen. I film som Krigsspillet, Pop-guden, Punishment Park og den danske Aftenlandet kolporterede Peter Watkins forenklede paranoia-visioner, ofte næret af ekstreme venstrefløjsynspunkter og sat op med betydelig fornemmelse for showmanship. Alligevel blev Aftenlandet et flop, kun set af små 20.000 tilskuere. – Anmeldelserne prægedes af den respekt, man skylder en film med noget presserende på hjerte, men der var afgørende indvendinger. Filmen har ca. 200 ikke-professionelle medvirkende og blev optaget på fire hektiske uger. Hverken Watkins selv (der aldrig siden lavede flere af den slags politiske paranoiafilm) eller hans producent Ebbe Preisler var helt tilfreds med resultatet. Ebbe Preisler udtalte i et interview …: ”Det, der skuffede Watkins var, at man ikke kunne hidse danskere op. Hans teknik var baseret på at sætte ”vrede” grupper op mod hinanden, men først bringe dem sammen under selve optagelsen. Men danskerne fandt alt for let en grimasse, der ku’ passe, og han måtte selv skabe dramatik i klippebordet.” (Gyldendals filmguide) Jesper Tang sluttede sin anmeldelse - en af de mere positive – således: ”Aftenlandet forbliver et stykke solidt modpolitisk arbejde (…) og på visse vilkår formidabelt præcist og godt lavet. Det er opmuntrende – midt i angsten – også at se det politiske indhold udmøntet i en sådan blanding af kunstnerisk, teknisk og politisk talent.” Aftenlandet Danmark 1977 Instr.: Peter Watkins. Manus.: Foto: Musik: Medv.: Peter Watkins, Poul Martinsen, Carsten Clante. Joan Churchill, Fritz Schrøder. Anders Koppel. Peter Bay, Merete Borker, Jon Bang Carlsen, Lars Engels, Mette Fugl, Carl Madsen. Længde: 109 minutter. Salmer fra køkkenet Mandag 8. november kl 19:00 ”Forunderlig og meget særpræget norsk komedie, der udspiller sig i 1950erne, hvor en større svensk køkkenproducent sætter sig for at undersøge ugifte norske mænds adfærd i køkkenet. Derfor ansættes en række observatører til i en lille norsk by at følge de lokale enliges køkkenadfærd. Observatørerne må ikke kommunikere med de observerede, men blot sidde på en stol i køkkenet og registrere. Vi følger et sådant par, der dog ikke evner at opretholde den kølige facade, men bryder reglerne og starter et jovialt venskab. Det er en vanskeligt beskrivelig film, men særegent poetisk og underfundigt morsom.” (Ole Caspersen) Iris, blændende spillet af Kati Outinen, arbejder på en tændstikfabrik, og hendes godhed misbruges groft af såvel arbejdsgiver som forældre; hun finder sig ganske enkelt i alt alt for meget. Men da Iris opdager, at hendes drøm om den store forløsende kærlighed kun har bragt hende et onenight stand – med fatale konsekvenser – beslutter hun at tage sagen i egen hånd. Bevæbnet med rottegift… film – et skoleeksempel på, hvordan man kan fortælle i billeder. Hver enkelt indstilling er så rig på betydningsfulde (og/eller mærkværdige) detaljer, at filmen kun vinder ved gentagne gennemsyn. Det er ikke ufortjent, at man har sammenlignet hans nøjsomme stil med Robert Bressons, men dog uden dennes katolske nådesbegreber. Kaurismäki er 100 procent solidarisk med sine personer, der alle er Pigen fra tændstikfabrikken Salmer fra kjøkkenet Norge 2003 Instr.: Bent Hamer. Manus.: Foto: Musik.: Medv.: Bent Hamer, Jörgen Bergmark. Philip Øgaard. Hans Mathisen. Joachim Calmeyer, Tomas Norström, Björn Floberg, Reine Brynolfsson. Længde: 95 minutter. Danske undertekster Pigen fra tændstikfabrikken Mandag 29. november kl 19:00 Aki Kaurismäki har aldrig været bange for respektløst at opskrive klassiske romaners eviggyldige personligheder og skæbner til skæve og ekstremt normale eksistenser i nutidens Europa og Helsinki. Hans første spillefilm var en egensindig filmatisering af Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”. I Pigen fra tændstikfabrikken er det H. C. Andersens ”Den lille pige med svovlstikkerne”, der må se sit længselsfulde eventyr opskrevet til nutidens Helsinki. Som hos Andersen er det historien om kampen mellem den forfrosne og fornedrede lille pige med de store og ægte følelser versus den kolde og kyniske virkelighed. ”Pigen fra tændstikfabrikken er 3. del i Aki Kaurismäkis finske taber-trilogi, og har man set de to første – Skygger i paradis og Ariel – ved man til dels, hvad man går ind til: finsk socialrealisme med tungen i kinden. Det er alvorligt ment, men fortalt med så kulsort humor, at elendigheden bliver mindre grå end i de ægte socialrealistiske værker, som finsk film- og tv-historie er så rig på. Historien er ultra-asketisk fortalt. Her er intet overflødigt. Personerne, der er kapslet ud i hver sin ensomhedsgruppe, udveksler så få ord som muligt, klipningen skjuler ofte centrale handlingselementer for os, og billederne er ribbet for enhver form for skønmaleri. Og alligevel er Pigen fra tændstikfabrikken – som de fleste af Aki Kaurismäkis misfits i et rationelt, moderne industrisamfund, men solidariteten udelukker ikke humoren.” (Eva Jørholt) Tulitikkutehtaan tyttö Finland 1990 Instr.: Aki Kaurismäki. Manus.: Aki Kaurismäki over H. C. Andersen’s ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Foto: Timo Salminen. Medv.: Kati Outinen, Elina Salo, Esko Nikkari, Vesa Vierikko. Længde: 68 minutter. Danske undertekster 27 Robert Bresson I dette forår stillede det engelske filmtidsskrift Sight & Sound spørgsmålet, hvilke der var de fem bedste bøger, der var skrevet om film, til 51 af verdens førende kritikere og filmbogsforfattere. På top 5 listen kom Bresson’s arbejdsnotater, Notes on the Cinematographer, en lille tynd bog med hans korte (undertiden meget korte) refleksioner over filmskaben og filmkunst. Her er to af hans film til illustration af disse overvejelser – eller som han nok ville foretrække at sige, forsøg på at virkeliggøre disse overvejelser. Mouchette – den voldtagne TIrsdag 5. oktober ”Forholdet mellem hovedpersonen, den 14-årige Mouchette, og et primitivt, provinsielt landsbymiljø er filmens akse, og den viser, hvor lidt der skal til, hvilke uheldige omstændigheder der behøves, før man er en udvalgt, i denne sammenhæng en udstødt. Historien om Mouchettes skæbne og selvmord er en antydet hekseproces i miniature, samtidig med at den fortæller om outsiderpositionens lammende ensomhed, og om den higen efter tryghed og kontakt, som Mouchette vanskeligt forstår at udtrykke.” (Øystein Hjort) ”Med en ufattelig økonomi i brugen af virkemidler, uden at foretage en eneste kamerakøretur, blot med en lang række diskrete optoninger og nedtoninger, afdækker Bresson skånselsløst sit franske landsbysamfund, samtidig med 28 ”Med sine egne film reagerede Robert Bresson (1907-99) voldsomt mod biograffilmens normale formsprog, som han fandt litterært og teatralsk og insisterede på at finde frem til, hvad han opfattede som et egentligt filmisk sprog. Han mente, at professionelle skuespillere ikke hørte filmen, men teatret til. I stedet brugte han amatører, som han neddæmpede til det helt udtryksløse, ligesom hans kamera som oftest var statisk. I sine arbejdsnotater begrundede han sin stil: ”Den, der kan arbejde med et minimum, når frem til højdepunkter. Den, der arbejder med højdepunkter, når aldrig frem til et minimum.” (Chr. Braad Thomsen) at han følger Mouchette på hendes vej mod undergang.” (Henrik Stangerup) ”Med al sin skønhed, renhed og grusomhed vil Mouchette til enhver tid stå som et eklatant bevis på det, filmkunsten ifølge Bresson kan og bør være, ”ikke noget skuespil, men et skrift… som er i stand til at indfange det, der ikke kan siges med ord.”” (Martin Drouzy) Mouchette Frankrig 1967 Instr.: Robert Bresson. Manus.: Robert Bresson efter Georges Bernanos’s ”Nouvelle histoire de Mouchette”. Foto: Ghislain Cloquet. Musik: Monteverdi’s “Magnificat”. Medv.: Nadine Nortier, Jean-Claude Guilbert, Marie Cardinal, Paul Hébert. Længde: 79 minutter. Danske undertekster Mouchette – den voldtagne En dødsømt flygter En dødsdømt flygter Tirsdag 23. november kl 19:00 En dødsdømt flygter skildrer en ung franskmands flugt fra et gestapofængsel under 2. verdenskrig. Den polske instruktør Krzysztof Kieslowski har berømmet filmen og har den på sin liste over de ti bedste film, der er lavet, ligesom Bjørn Rasmussen har den med i sin bog om ”Verdens (150) bedste film”, hvori han bl.a skriver: ”I denne komplekse film mødes fem sideløbende motivrækker, nittet sammen med mageløs kunstnerisk kraft. For det første en dokumentarisk minutiøs beskrivelse af alle detaljer vedrørende en flugt. For det andet en historisk rekonstruktion af løjtnant Devignys autentiske flugt fra Montluc. For det tredje en psykologisk analyse af menneskets vilje og uovervindelige energi. For det fjerde et fuldendt klassisk drama (i græsk forstand), og for det femte de spirituelle resonanser, samlet især om nådens problem.” ”The kind of film which inspires awe, even in an atheist.” (Nigel Floyd) Un Condamné à mort s’est échappé Frankrig 1956 Instr.: Robert Bresson. Manus.: Robert Bresson efter André Devigny’s memoirer. Foto: Léonce-Henry Burel. Musik: Mozart’s c-moll messe. Medv.: Francois Leterrier, Charles le Clainche, Maurice Beerblock, Roland Monod. Længde: 99 minutter. Danske undertekster AARHUS TEATER ½ PRIS FOR STUDERENDE MANDAG-TORSDAG 5 scener >> 15 forestillinger >> 6 aftener om ugen FANNY OG ALEXANDER > SHAKESPEARES ROMEO OG JULIE > SONDHEIMS SWEENEY TODD > MOLIÉRES TARTUFFE LARS VON TRIERS ANTICHRIST > BERGMANS AARHUSTEATER.DK 29 I efteråret 2010 kan vi blandt andet tilbyde følgende: Woody Allens YOU WIL MEET A TALL DARK STRANGER Alle film starter kl. 19.00 September november mandag 13/9:Cykeltyven M Instruktør: Vittorio de SicaSide 16 Mandag 1/11:The Van M Instruktør: Stephen FrearsSide 20 Torsdag 16/9:Evigt solskin i et pletfrit... M Instruktør: Michel GondrySide 10 Torsdag 4/11: Little Children M Instruktør: Todd FieldSide 12 Mandag 20/9:De røde marker M Instruktør: Zhang YimouSide 23 Mandag 8/11:Salmer fra køkkenet M Instruktør: Bent HamerSide 27 efter Muriel Barberys roman. Tirsdag 21/9:Sange fra anden sal M Instruktør: Roy AnderssonSide 4 Tirsdag 9/11:Det søde liv M Instruktør: Federico FelliniSide 18 Roselyne Boschs LA RAFLE Mandag 27/9:The Commitments M Instruktør: Alan ParkerSide 20 Mandag 15/11:Cabiria S Instruktør: Giovanni PastroneSide 14 Torsdag 30/9: Fornuft og følelse M Instruktør: Ang LeeSide 11 Tirsdag 16/11: Fanny og Alexander M Instruktør: Ingmar BergmanSide 6 oktober Mandag 22/11:Tre, der elsker hinanden M Instruktør: Ang LeeSide 24 med Antonio Banderas og Anthony Hopkins. Mona Achaches PINDSVINET med Jean Reno. Frederick Wisemans LA DANCE - dokumentarfilm om Paris Ballet de l’Opera. Rudolphe Marconis LAGERFELD CONFIDENTIEL - dokumentarfilm om Karl Lagerfeld. Tirsdag 5/10:Mouchette – den voldtagne M Instruktør: Robert BressonSide 28 Torsdag 7/10: Holy Smoke M Instruktør: Jane CampionSide 12 Tirsdag 12/10: Luderkarlen Accatone M Instruktør: Pier Paolo PasoliniSide 17 Torsdag 14/10: Stille lys Instruktør: Carlos RaygadasSide 3 Luca Guadagninos I AM LOVE Mandag 18/10: Aftenlandet M Instruktør: Peter WatkinsSide 26 med Tilda Swinton og Flavio Parenti. Tirsdag 19/10: Fucking Åmål M Instruktør: Lukas MoodyssonSide 5 Andrea Arnolds FISH TANK Mandag 25/10: Veronika Voss’ længsel M Instruktør: Rainer Werner FassbinderSide 23 med Katie Jarvis og Sarah Bayes. Tirsdag 26/10:Tag over hovedet Instruktør: Vittorio de Sica www.paradisbio.dk S 30 M Side 18 Tirsdag 23/11: En dødsdømt flygter M Instruktør: Robert BressonSide 29 Mandag 29/11: Pigen fra tændstikfab... M Instruktør: Aki KaurismäkiSide 27 Tirsdag 30/11:Storbyens jungle M Instruktør: Piet ro GermiSide 19 december Mandag 6/12:The Snapper M Instruktør: Stephen FrearsSide 21 Tirsdag 7/12:To mennesker M Instruktør: Carl Th. DreyerSide 6 Mandag 13/12: Central Station M Instruktør: Walter SallesSide 25 Torsdag 16/12: Engel, min engel M Instruktør: Peter JacksonSide 13 Mandag 20/12: Maciste i underverdenen S Instruktør: Guido BrignoneSide 15 M = film præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek = stumfilm præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek. Reduceret pris. Ret til ændringer forbeholdes. Se opslag ved Filmklubben og vores hjemmeside i tilfælde af ændringer. Glæd dig til store filmoplevelser… Premiere 9. september Premiere 16. september Premiere 16. september Premiere 30. september Premiere 14. oktober Premiere 14. oktober Premiere 11. november Premiere 18. november EINSTEIN NORDISK FILM & A.FILM præsenterer “OLSEN BANDEN PÅ DE BONEDE GULVE” Stemmer MARTIN BUCH NICOLAJ KOPERNIKUS ESBEN PRETZMANN ANETTE HEICK Klipper PER RISAGER Komponister HENRIK LINDSTRAND & BENT FABRICIUS-BJERRE Lyddesign FLEMMING CHRISTENSEN & NALLE HANSEN Line Producer LISE ANN MANGINO Executive Producers KIM MAGNUSSON ANDERS MASTRUP THOMAS HEINESEN LENA HAUGAARD OG HENRIK ZEIN Producer TOMAS RADOOR Manuskript NIKOLAJ PEYK Instruktør JØRGEN LERDAM OlsenBanden_Main_Poster_70x100.indd 1 Med støtte fra DET DANSKE FILMINSTITUT 60/40-ORDNINGEN og i samarbejde med DR & DEN VESTDANSKE FILMPULJE & VIBORG KOMMUNE WWW.OLSENBANDENFILMEN.DK 8/12/10 3:21 PM Skt. Knuds Torv / 8000 Århus C Tordenskjoldsgade 21 / 8200 Århus N www.kino.dk tlf. 70 13 12 11 31 32
Similar documents
Århus Studenternes Filmklub
Andre aktive Bjarne Hedegaard, Ulrik Kruhøffer, Christian Gang Larsen, Jesper Lauridsen, Jesper Riemer.
More information