EN KONGELIG AFFÆRE - bh-o.dk

Transcription

EN KONGELIG AFFÆRE - bh-o.dk
EN KONGELIG AFFÆRE
- ET UNDERVISNINGSMATERIALE
Foto: Jiri Hanzl
Niveau: 7. – 10. klasse og ungdomsuddannelserne
Fag: Historie, dansk og samfundsfag
En kongelig affære, Danmark, 2012
Instruktion: Nikolaj Arcel
Længde:137 minutter
Distribution: Nordisk Film Distribution A/S
Medierådets vurdering:Tilladt over 11 år
Læs Medierådets vurdering
Medvirkende:
Johann Struensee: Mads Mikkelsen
Caroline Mathilde: Alicia Vikander
Christian VII: Mikkel Boe Følsgaard
Juliane Marie: Trine Dyrholm
Ove Guldberg: David Dencik
Enevoldt Brandt: Cyron Bjørn Melville
Rantzau: Thomas Waern Gabrielsson
Indhold
Om filmen
Handlingsreferat
Faglige mål
Fag og temaer:
Oplysningstiden
Styreformer
Filmfaglige vinkler:
Genren – historiske film
Den historiske films dilemma
Personerne i filmen
Dramaturgi – filmens opbygning
Links til arbejdet med elevarket
EN KONGELIG AFFÆRE/ SIDE 2
Om filmen
”En kongelig affære” udspiller sig i 1766-75 og fortæller den dramatiske historie
om, hvordan den tyske læge Johann Struensee i praksis overtog kongemagten i
Danmark – og tillige havde en affære med Christian VII’s dronning Caroline
Mathilde.
Historien om Caroline Mathilde og Struensee er beskrevet i adskillige romaner, bl.a.
i Per Olov Enquists "Livlægens besøg" (2001) og Maria Hellebergs "Mathilde, magt
og maske" (1991/2004). ”En kongelig affære” bygger løseligt på Bodil SteensenLeths roman ”Prinsesse af blodet” (2000). I 2010 instruerede Henrik Kolind filmen
”Caroline – den sidste rejse”, der er en parafrase over det historiske
trekantsdrama, moderniseret og flyttet frem til nutiden.
”En kongelig affære” er instrueret af Nikolaj Arcel, der er kendt for det politiske
drama ”Kongekabale” (2004) og børnegyseren ”De fortabte sjæles ø” (2007). Ved
filmfestivalen i Berlin 2012 vandt ”En kongelig affære” to sølvbjørne for henholdsvis
bedste manuskript og bedste skuespiller – Mikkel Boe Følsgaard i rollen som
Christian VII.
”En kongelig affære” er oplagt at bruge i historie- og
samfundsfagsundervisningen; filmen sætter liv, lyd og billeder på
Oplysningstiden og konkretiserer abstrakte emner som politiske ideologier og
styreformer. I danskfaget kan filmen være udgangspunkt for arbejde med den
historiske film som genre, personkarakteristik og dramaturgi.
Handlingsreferat
Den 15-årige engelske prinsesse Caroline Mathilde kommer i 1766 til Danmark og
bliver gift med den 17-årige danske konge Christian VII. Men ægteskabet viser sig
hurtigt at være en katastrofe, da Christian VII er psykisk syg. Han behandler hende
dårligt og vil hellere drikke sig fuld med ludere end at være hjemme på slottet.
I 1769 bliver Johann Struensee ansat som kongens livlæge – og han bliver snart
også kongens fortrolige ven. Caroline Mathilde er i begyndelsen meget afvisende
over for Struensee, men de finder et sjæleligt fællesskab i Oplysningstidens tanker
om frihed og reformer. Deres gensidige sympati udvikler sig til et
kærlighedsforhold.
Struensee påvirker den politisk meget usikre Christian VII til at foretage en række
lovændringer, som dog besværliggøres af det meget konservative geheimekonseil.
Kongen afskediger imidlertid sine ministre og indsætter sig selv og Struensee som
landets eneherskere i et kabinet. Sammen gennemfører de en lang række
vidtgående reformer, men efterhånden keder arbejdet Christian, og han afgiver
derfor – efter lidt overtalelse – den reelle kongemagt til Struensee.
Christian føler sig kørt ud på et sidespor, og hans psykiske tilstand forværres.
Struensee og Caroline Mathilde skaffer sig efterhånden en del fjender, og
situationen sættes på spidsen, da Caroline Mathilde bliver gravid. Hun foregiver, at
barnet er Christians, men løgnen afsløres.
En række adelige gennemfører til sidst et statskup, hvor de med løgne overtaler
kongen til at få Struensee og Caroline Mathilde arresteret. Struensee tilstår efter
flere dages tortur. Han henrettes sammen med sin politiske støtte Enevoldt Brandt,
mens Caroline Mathilde uden sine børn forvises til Tyskland. Her nedskriver hun sin
beretning, så de en dag kan kende sandheden om deres baggrund.
EN KONGELIG AFFÆRE/ SIDE 3
Faglige mål
De overordnede mål med materialet er, at eleverne skal:
Kunne beskrive genrekendetegn for historiske film og diskutere genrens
udtryk (dansk/IT- og mediekundskab)
Få kendskab til Oplysningstiden og dens betydning for vores samfund i dag
(historie/samfundsfag)
Kunne diskutere forskellige styreformers fordele og ulemper
(historie/samfundsfag)
Prøve at vurdere forskellige beskrivelser af filmens personer som kilder
(historie/dansk)
Flere andre mål fra ”Fælles Mål” er tilgodeset i materialets forslag til aktiviteter.
Elevarkene er opbygget på følgende måde:
Formålet med at se filmen
Baggrundsoplysninger om tid, handling, personer og begreber
Opgaver, der i grupper/klassediskussioner skal løses, efter filmen er set.
Tanken er, at eleverne gennem arbejdet med disse tilegner sig de faglige
færdigheder, der er beskrevet i formålet med at se filmen
Afsluttende individuelle opgaver, der fungerer som evaluering af
forløbet. Disse skal vise, i hvor høj grad eleverne kan bruge den viden og
de redskaber, de har fået gennem forløbet
EN KONGELIG AFFÆRE/ SIDE 4
Fag og temaer
Nedenstående temaer kan med fordel bruges i en tværfaglig sammenhæng mellem
historie og samfundsfag.
Oplysningstiden
I Oplysningstiden grundlægges det moderne samfund, for det er her tankerne om
fornuft, lighed og menneskerettigheder for alvor formuleres. Det er i periodens
afsluttende år og tiden herefter, at demokrati indføres i en række europæiske
lande.
Arbejdet med kendskab til Oplysningstiden kan ske før eller efter eleverne ser
filmen alt efter, hvad der passer til ens klasse. Ligeledes kan arbejdet foregå som
fælles gennemgang fra bogmateriale eller som uddelegerede fordybelsesområder
(se nedenstående liste), der skal formidles for den øvrige klasse. Man kan med
fordel lade eleverne få medindflydelse på, hvornår og hvordan arbejdet med
Oplysningstiden skal foregå. Når kendskabet til tidsperioden er på plads, kan
eleverne perspektivere til nutiden.
Forslag til fordybelsesområder:
Samfundsopbygning:
Hvordan var samfundet bygget op?
Hvilke rettigheder og pligter havde kongen?
Hvor havde kongen sin magt fra?
Betydningen af følgende begreber: enevælde, geheimekonceil, kabinet,
kollegium, minister.
Adelen:
Hvilke rettigheder og pligter havde adelen?
Borgere:
Hvilke rettigheder og pligter havde borgerne?
Bønder:
Hvilke rettigheder og pligter havde bønderne?
Betydningen af følgende begreber: stavnsbånd, hoveri.
Idéer og tanker:
Hvilke nye idéer og tanker kom frem i Oplysningstiden?
Hvem var Voltaire og Rousseau? Hvad gik deres tanker ud på?
Hvilken betydning havde religionen og kirken?
Opfindelser/videnskab:
Hvilke nye opfindelser kom frem under Oplysningstiden?
Hvilke videnskabelige fremskridt blev gjort?
Links til eleverne om Oplysningstiden:
Studieportalen.dk: oplysningstiden forklaret på 5 minutter.
Link til Studieportalen
Forlaget Systime står bag denne meget grundige indføring i alle aspekter af
Oplysningstiden. Med tidslinje, quiz og kilder. Dele af siden kræver abonnement,
men der findes flere gode frit tilgængelige tekster.
Link til Systime
EMU’ens side om demokratikanonen – herunder Oplysningstiden.
Link til EMU
Stort tema om Oplysningstiden på DR’s undervisnings-site. Mange informative klip.
Rettet mod de gymnasiale uddannelser.
Link til DR
Flere grundlæggende artikler om perioden. Rettet mod de gymnasiale uddannelser.
Link til artikler om Oplysningstiden
EN KONGELIG AFFÆRE/ SIDE 5
Styreformer
I forlængelse af arbejdet med Oplysningstiden er det oplagt at diskutere fordele og
ulemper ved forskellige styreformer og ideologier – herunder fx grænser for
ytringsfriheden. I filmen ser vi, hvordan folket bruger den trykkefrihed, Struensee
har givet dem, til at kritisere ham. Af nutidige diskussioner om ytringsfrihed kan
man fokusere på fx Muhammed-krisen eller argumentere for og imod ytringsfrihed
til anti-demokratiske bevægelser.
Links til eleverne om forskellige typer styreformer
Forlaget Systime har lavet sitet ”Materialer til verdenshistorien i dansk perspektiv”.
Dele af siden kræver abonnement, men der findes flere gode frit tilgængelige
tekster:
Link til tekst om enevælde og oplyst enevælde
Link til tekst om demokrati
Link til tekst om politiske ideologier
Andre brugbare kilder er Wikipedia og Gyldendals åbne encyklopædi.
Link til Den Store Danske
EN KONGELIG AFFÆRE/ SIDE 6
Filmfaglige vinkler
I det følgende gennemgås filmfaglige vinkler i forbindelse med ”En kongelig
affære”. Tekst, links og opgaver dækker flere områder i fagene dansk og historie.
Genren – historiske film
Historiske film er kendetegnede ved at foregå i et historisk miljø, og de handler ofte
om autentiske, historiske begivenheder og/eller personer. Nogle historiske film har
dog en helt igennem fiktiv handling, der udspiller sig i en bestemt historisk periode
(fx vikingetiden eller middelalderen). Rekvisitter og kostumer har stor betydning
som genre-karakteristika og har ligefrem skabt tilnavne som ’Kappe-og-kårde-film’
eller ’Pudder-og-paryk-film’.
Dialogen i den historiske film kan være præget af et særligt tidstypisk sprogbrug,
og filmens soundtrack kan hente inspiration fra periodens populære musik. Særlige
handlinger knytter sig ofte til historiske film fra bestemte tidsperioder – fx
gladiatorkampe, revolverdueller, fægtekampe, ridderturneringer eller et angreb af
tuberkulose.
Den historiske films dilemma
Eleverne har ganske givet et stort kendskab til historiske film på forhånd. De første
opgaver på elevarket fokuserer derfor på genren og dens kendetegn. Når
genrekendskabet er på plads, kan man tage fat på de problematikker, der er
forbundet med at lave film om personer fra virkelighedens verden og begivenheder,
der faktisk har fundet sted. Her er kildekritik et centralt tema:
Hvor tro skal filmskaberne være i forhold til tidsforløb, miljø, sprog og
personer? Hvad er vigtigst: At være tro mod historiske facts eller at fortælle
en historie, der fungerer dramaturgisk og samtidigt er appellerende og
forståeligt for et nutidigt publikum?
Kan man fortælle troværdigt om fortidens begivenheder og personer, når
de kilder, man har til rådighed, enten ikke er neutrale eller ikke er
førstehåndskilder?
Når en instruktør skal lave en historisk film, må han/hun tage en række valg i
forhold til kostumer, sprog og scenografi – herunder computerteknik, der kan
genskabe de historiske miljøer. I nogle 1700-tals film – som fx ”Amadeus” (1984) –
har filmskaberne brugt meget energi på parykker og sminke, men det er ikke
tilfældet i ”En kongelig affære”:
”Det ville være anstrengende at se på efter fem minutter af filmen, hvis jeg skulle
gå rundt med pudder i hovedet og dårlig mundhygiejne, lige som vi også har
arbejdet meget med sproget” (Mads Mikkelsen).
”En kongelig affære” har til gengæld gjort en del brug af computerteknik til at
fremstille datidens København, hvilket nedenstående klip fortæller om. I elevarket
lægges der op til at diskutere, hvad der virker mest autentisk.
Personerne i filmen
Ovenstående problematikker er særdeles aktuelle i forhold til ”En kongelig affære”
– specielt i forhold til fremstillingen af Struensee og Caroline Mathilde. Struensee
var en meget tabubelagt person i årene efter sin død, og de få, der skrev om ham,
var farvede af datidens generelle negative opfattelse. Vi er således meget
afhængige af andenhåndskilder.
Caroline Mathilde beskrives i filmen som stærkt medvirkende til at sætte
reformerne i gang, hvorimod flere historikere betragter hende som meget ung og
naiv – hun er 18 år, da hun møder Struensee. Mads Mikkelsen siger efter at have
læst hendes breve til Struensee, at det ikke var ”en politisk alliance” mellem de to
(se klip fra rigsarkivet).
Filmiske virkemidler
Her følger en analyse af sekvensen, som viser Caroline Mathildes første møde med
Christian VII og ankomst til slottet. Det er et skoleeksempel på en såkaldt
etableringssekvens (tidskode 3:35 – 8:14).
Vi får på ganske få minutter præsenteret miljø, tidsperiode, personer og den
grundlæggende konflikt: Det unge par, der har et umuligt ægteskab og
enkedronningen, der ønsker sin søn på tronen.
EN KONGELIG AFFÆRE/ SIDE 7
Miljøet præsenteres gennem flere indstillinger i supertotal, der giver os et overblik
over 1700-tals byen med fattige beskidte indbyggere og rotter samt bønder, der
må vige pladsen for kareten.
Da Caroline Mathilde og Christian VII mødes først gang, får vi både præsenteret
deres forskelligheder, hans psykiske tilstand og stærke kønsdrift. Der krydsklippes
flere gange mellem hendes ansigt, og hvad hendes øjne ser – Christian VII, der
gemmer sig bag træet, derefter kommer fnisende frem og overdrevent teatralsk
hilser på hende. I kareten betragter hun nysgerrigt og undrende København, mens
Christian uengageret piller ved karetens interiør, bortset fra et øjeblik hvor hans
blik fanges af hendes brystudskæring.
Da de ankommer til slottet ser vi Christians drengede møde med sin elskede hund i
fugleperspektiv gennem enkedronning Juliane Maries øjne. Sønnen Arveprins
Frederik brokker sig over skolearbejdet ”Jeg kommer alligevel aldrig til at bruge det
til noget”, hvorefter Juliane Marie vender sig vredt mod ham.
Gennem hele sekvensen er Caroline Mathilde flere gange vist i halvnær og nær for
at vi kan se de følelser, hendes ansigt udtrykker – nysgerrighed, usikkerhed og
begyndende fortvivlelse. Imellem disse indstillinger ”ser” vi med hendes øjne eller
kigger over skulderen på hende – en kameraindstilling, der underbygger tilskuerens
følelse af identifikation med hende.
Lydene i sekvensen er reallyde blandet med klassisk stryger- og klavermusik for at
understrege tidsperioden.
Hvis man har mulighed for at se filmen på dvd, kan man lade eleverne se efter
beskæring, synsvinkler, brug af lyd samt arbejde med sekvensen i forhold til
berettermodellen.
Dramaturgi – filmens opbygning
”En kongelig affære” er bygget op som rammefortælling og er i store træk ét
langt flashback gennem Caroline Mathildes brev til sine børn. Dette kan
anskueliggøres for eleverne ved at lade dem lave to handlingslinjer – en for filmens
forløb og en for det kronologiske tidsforløb. I forlængelse heraf kan I sætte
handlingen ind i en berettermodel og finde andre værker, der er opbygget som
rammefortællinger.
EN KONGELIG AFFÆRE/ SIDE 8
Film og links - brug de følgende links til arbejdet med elevarket:
Links med fokus på dilemmaer ved at lave historiske film:
DR’s radiointerview med Nikolaj Arcel om at lave historiske film.
Link til radiointerview med Nikolaj Arcel
TV2-indslag om special effects i ”En kongelig affære”.
Link til TV2 indslag om special effects - 1
Link til TV2 indslag om special effects - 2
Artikel på DR’s hjemmeside om problematikken ved at lave historiske film
Link til DR
Klip med Mads Mikkelsen på rigsarkivet – om at spille Struensee. Klippet kan også
bruges til at vise det problematiske i kildematerialet om Struensee.
Link til klip med Mads Mikkelsen
Links til andre fremstillinger af Struensee og Caroline Mathilde:
Artikel på Videnskab.dk med vurdering af Struensee som politiker
Link til artikel på Videnskab.dk
Radioudsendelse på DR P1 om Struensee.
Link til radioudsendelse
Hjemmesiden ”Danmarks Konger” med en tekst om Struensee.
Link til tekst om Struense
Portræt af Caroline Mathilde på DR Skole (kræver UNI-login)
Link til DR Skole
Udsendelse på DR Bonanza om retssagen mod Struensee.
Link til DR Bonanza
Forelæsning om Struensee og Caroline Mathilde på DR’s Danskernes Akademi
Link til DR, Danskernes Akademi
Andre film om 1700-tallet:
”Amadeus” (1984)
Instruktion: Milos Forman
Stort og fremragende portræt af Mozart, hvor der ikke er sparet på parykker og
sminke.
Kan lånes på biblioteket
Link til trailer
”Farinelli” (1994)
Instruktion: Gérard Corbiau
Portræt af en af verdens største kastratsangere Farinelli.
Kan lånes på biblioteket
”Barbara” (1997)
Instruktion: Nils Malmros
Præsten Poul gifter sig med den udsvævende enke Barbara, der imidlertid ikke
lader sig begrænse af ægteskabet.
Kan lånes på biblioteket
”Marie Antoniette” (2006)
Instruktion: Sofia Coppola
Portræt af Marie Antoniette og tiden op til den franske revolution.
Kan lånes på biblioteket
EN KONGELIG AFFÆRE/ SIDE 9
Links vedrørende historiske film:
Artikel i Berlingske Tidende om forskellige Struensee-projekter i dansk film.
Link til artikel i Berlingske Tidende
Instruktørers bud på deres historiske film-favoritter (på sitet ”Alt om historie”)
Link til ”Alt om historie”
6 historiske film stillet op mod deres faktiske virkelighed (i Magasinet M!)
Link til M!
Foreningen af lærere i historie og samfundsfag Falihos’ hjemmeside med
baggrundsoplysninger om filmen samt flere undervisningsforslag (kræver
medlemskab)
Link til Falihos
Links om Struensee, Caroline Mathilde og 1700-tallet:
Kort klip fra rigsarkivet om kilder til forhør af Struensee og brugen af tortur.
Link til klip fra rigsarkivet
Kort klip fra rigsarkivet, der fortæller om strømpebånd, som Caroline Mathilde fik af
Struensee.
Link til klip fra rigsarkivet
Debatprogrammer og forelæsninger om 1700-tallet og Oplysningstiden, der har
været sendt på DR.
Link til DR
Tekst om Rousseau.
Link til tekst om Rousseau
Links til DFI’s undervisningsmaterialer med filmfaglige vinkler:
”Den gode historie – på film” – om dramaturgi, filmiske virkemidler m.m. (Gratis)
Link til ’Den gode historie – på film’
”Filmanmeldelse” – en vejledning i at arbejde med filmanmeldelser i
danskundervisningen. (Gratis)
Link til ’Filmanmeldelse’
”Filmgenrer” – en introduktion til genrebegrebet i relation til en række klassiske
Hollywood-filmgenrer
Link til info om materialet ’Filmgenrer’
Forfattere: Rasmus H. K. Welling
Redaktion: Liselotte Michelsen og Lisbeth Juhl Sibbesen
Udgiver: Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K Copyright
© 2012, Det Danske Filminstitut