Hvad er sundhed for mig?

Transcription

– fotoberetninger og livshistorier om ulighed i sundhed
Otte mennesker fik hver et kamera.
Med det i hånden besvarede de spørgsmålet ”Hvad er sundhed for mig?”…
Kolofon
Idé og koncept: Janne Als Johnsen
Redaktion: Janne Als Johnsen
Layout: Anders Gejl
Portrætfotos: Fotograf Niels Åge Skovbo (s. 8, 18, 28,
40, 48, 56, 66, 74, bagsiden)
Trykkeri: Chronografisk
Udgiver: Sundhed og Omsorg, Århus Kommune
Oplag: 5.000
Copyright: Århus Kommune
Bogen findes også på www.sundhedstilbud.dk
Bogen må bruges ifølge aftale med Århus Kommune.
Kontakt: Janne Als Johnsen, tlf. 8940 9757,
mail: [email protected]
En særlig tak til de medvirkende:
Karen Christensen, Matin Rahimi, Betty Jensen,
Benny Mortensen, Kirsten Ivarsen, Viggo Andreasen,
Ilham Khalif Mohamed og Paul Østergaard Sørensen.
Også en stor tak til:
Roald Behr fra Sociale Forhold og Beskæftigelse, Århus Kommune, områdecheferne Peter Kaas og Anette
Poulsen, Sundhed og Omsorg, Århus Kommune,
beboer i Gellerup Helle Hansen, faglærer Mia Frandsen, Århus Produktionsskole, varehuschef Flemming
Frank, Føtex Viby, driftschef Ib Rytter, Dansk Supermarked, fotograf Niels Åge Skovbo, kommunikationsmedarbejder Allan Witte, Sundhed og Omsorg, Århus
Kommune, og journalisterne Heidi Korsgaard og
Rebekka Andreasen .
2
– Fotoberetninger og livshistorier om ulighed i sundhed
af Janne Als Johnsen
Otte mennesker fik hver et kamera.
Med det i hånden besvarede de spørgsmålet
”Hvad er sundhed for mig?”…
Indholdsfortegnelse
Forord af rådmændene Dorthe Laustsen
og Hans Halvorsen s. 6
Fakta om ulighed i sundhed s. 7
Karen Christensen: Pyt s. 8
Matin Rahimi: Danmark er mulighedernes land s. 18
Betty Jensen: Menneskefuglen s. 28
Benny Mortensen: Fra bistandsklient i årtier til
værdsat medarbejder s. 40
4
Kirsten Ivarsen: Pusterum fra forventningerne s. 48
Viggo Andreasen: Alverdens sofaer er mit hjem s. 56
Ilham Khalif Mohamed: Jeg vil være et forbillede
for min datter s. 66
Paul Østergaard Sørensen: Jeg lever på udsalg s. 74
Forfatterens tanker s. 82
5
Vi gav dem en stemme
I
denne bog har otte vidt forskellige mennesker
med et digitalkamera dokumenteret, hvad sundhed er for dem. I halvanden måned har de taget
billeder af deres liv og sundhed.
Resultatet af deres arbejde sidder du med i hånden. De otte medvirkende inviterer os indenfor og
giver os både deres livshistorier og deres billeder.
Øjebliksbilleder, portrætter og hverdagsliv, som
tilsammen tager os med tættere på det, der er deres
virkelighed. Det er modigt af personerne i bogen at
stå frem og give os et indblik i deres liv og deres syn
på sundhed.
Læseren kan spørge, om denne bog ikke blot
bekræfter fordomme og stigmatiserer en gruppe
mennesker, som i forvejen er udsatte? Men stigmatiserer man ikke endnu mere ved at ignorere en
bestemt gruppe i samfundet, og er det ikke stigmatiserende i sig selv ikke at turde spørge i angst for
svaret?
Vi mener, at det er respektfuldt at tilbyde mennesker en stemme og så rent faktisk lytte til den.
At tage imod deres livshistorier og de billeder, som
de har taget med et åbent sind og lade dem tale i
stedet for i misforstået hensynsfuldhed at censurere
dem. Disse billeder gør det modsatte af at bekræfte
fordomme. De viser livsglæde. De viser levet liv. De
viser sundhed og usundhed. De viser, at de medvirkende langt hen ad vejen opfatter sig selv som
sunde. Og vores selvopfattelse er vigtig, for er det
ikke netop den, der viser, hvordan vi rent faktisk har
det?
Vi er sikre på, at bogen vil vække jeres nysgerrighed, og vi håber, at I vil bruge tid på at gå på
opdagelse i såvel tekst som billeder.
Dorthe Laustsen
Rådmand for Sundhed og Omsorg
Århus Kommune
Hans Halvorsen
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse
Århus Kommune
6
Rigtig god fornøjelse.
Fakta om ulighed i sundhed
P
jo højere uddannelse, jo færre dagligrygere og jo
flere, der aldrig har været rygere. 40.000 voksne
århusianere ryger dagligt. I Århus er der færrest
dagligrygere i Århus N, Risskov, Egå og Højbjerg.
å sundhedsområdet er det oftest uddannelse,
erhverv og indkomst, der bruges til at måle og
undersøge sociale forskelle.
•
Mænd, der har en videregående uddannelse, lever i gennemsnit fire år længere end mænd, der
udelukkende har gået i folkeskolen. For kvinder
er forskellen tre år. De højt uddannede kan også
se frem til flere leveår med godt helbred end
mennesker med en kort eller ingen uddannelse.
•
WHO fremhæver KRAM - Kost, Rygning, Alkohol og
Motion - som de fire vigtigste risikofaktorer, når det
handler om danskernes sundhed. Hertil kommer levevilkår, adgang til sundhedsvæsenet, uddannelse,
familie- og sociale forhold.
•
Jo højere uddannelse og indkomst, jo sundere
kostvaner. De usunde kostvaner er samtidig
størst hos dem uden arbejde. 20.000 voksne
århusianere spiser usundt, og langt de fleste er
lavt uddannede.
•
Der er markant flere, der ryger dagligt blandt
arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og mennesker med kort eller ingen uddannelse, sammenlignet med den øvrige voksne befolkning. Så
•
•
Der er langt flere mænd end kvinder, der har
problemer med alkohol. En risikabel alkoholadfærd forekommer stort set lige hyppigt
uanset uddannelsesniveau og erhverv. Alkoholafhængighed viser sig oftere hos dem med
en høj indkomst. Sammenhængen mellem den
sociale position og sundhed er derfor forskellig fra kost, rygning og motion. Et alkoholmisbrug rammer dog hårdere blandt de svageste.
62.000 af de århusianere, der er i arbejde, har
et risikabelt forbrug af alkohol.
Hvad er ulighed i sundhed?
Social ulighed i sundhed betyder, at risikoen
for at blive syg er afhængig af ens sociale
situation. Det medfører, at jo dårligere man
er stillet socialt, jo større er risikoen for at
blive syg og dø tidligere.
Sådan gjorde vi
Otte personer fik udleveret et digitalkamera,
og i halvanden måned – i vinteren 2010 –
tog de billeder af, hvad sundhed er for dem.
Desuden blev de interviewet om deres liv.
Disse fotoberetninger og livshistorier er
blevet til denne bog.
Der er markant flere kontanthjælpsmodtagere
(28 %) og arbejdsløse med kort eller ingen uddannelse (18 %), der ikke motionerer, sammenlignet med den voksne befolkning som helhed
(11 %). 37.000 voksne århusianere er fysisk
inaktive.
Blandt de etniske minoriteter i Danmark er de
sundhedsmæssige udfordringer større på de
fleste risikofaktorer.
Kilder: Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for
Folkesundhed, Århus Kommunes Sundhedsprofil ”Hvordan har du det?, ”Etniske minoriteters
sundhed”.
7
Karen
Christensen
Hvad er sundhed for dig?
Det er at have det godt og trives med det, jeg gør. Jeg
skal have det mentalt godt for at have overskud til at leve
sundt.
Hvad er din livret?
Min mands kyllingesalat.
Hvis du skulle løbe en tur, hvem ville du så tage med?
Jeg ville ikke løbe en tur.
Hvis du skulle ud i naturen en times tid, hvor vil du så tage
hen?
Ud i min have.
Lever du sundt?
Jeg lever ikke fanatisk sundt. Jeg elsker kage og chokolade, men min basiskost er sund og god.
Hvornår har du sidst drukket fem genstande?
Nytårsaften.
Hvad laver du i din fritid?
Jeg syr, strikker og shopper, ville min mand sige. Så er jeg
i haven, og to gange om ugen går jeg til fitness.
Hvis du havde ubegrænset med penge, hvad ville du så
bruge dem på?
Jeg ville sørge for mine børn og min familie. Jeg ville købe
mit drømmehus og rejse en masse. Endelig ville jeg finde
nogle, som trænger til økonomisk hjælp og så hjælpe
dem.
Hvad er det bedste i verden?
Mine børn.
8
Pyt
Social- og sundhedshjælper Karen Christensen går til livet med lethed og glæde. Det har båret hende gennem livets bølgedale.
”D
et skal nok gå.”
Den sætning hørte Karen Christensen tit, da hun
var barn. Hendes far havde en positiv indgang til
livet, og han lærte sine to døtre, at uanset hvor meget livet viste tænder, så skulle det hele nok gå.
”Den sætning lever jeg stadig efter, og som
voksen har jeg lært endnu et ord. ’Pyt’. Jeg forventer
altid det bedste og tager ikke sorgerne på forskud.”
Den indstilling kombineret med den store gave at
have et lyst sind har hjulpet 55-årige Karen Christensen gennem svære perioder.
Køjesenge til forældre og børn
Hun voksede op i en toværelses lejlighed på
Frederiksbjerg i Århus. Hele familien sov i det ene
værelse, hvor der var sat to køjesenge op. En til
forældrene og en til Karen og hendes lillesøster. Der
var toilet på bagtrappen, og når pigerne skulle i bad,
foregik det i kælderen, hvor de store træbaljer blev
fyldt med vand fra gruekedlen.
Hendes mor var hjemmegående, mens børnene
var små, og hendes far arbejdede som post.
”Jeg havde en glad og tryg barndom,” husker
Karen tilbage.
Og det på trods af, at hendes mor var syg i lange
perioder.
”Min mor kunne ligge i sengen i 14 dage og intet
kunne, og indimellem var hun også indlagt. I de
perioder tog min far over, og han lærte os, at vi selv
kunne være med til at præge, hvordan tingene blev
opfattet ved at fokusere på det positive. Og når
min mor var rask, var hun en fantastisk mor. Så når
jeg ser tilbage, husker jeg mest det gode, og jeg er
mine forældre meget taknemlige for at have givet
mig en god opvækst.”
God nok til gymnasiet
Karen havde let ved fagene i skolen, og lærerne
opfordrede hende til at fortsætte i gymnasiet. Men
hun havde ikke selv den samme tiltro til sine evner,
så hun kom i realskole. Her blev gode veninder og
lektielæsning en stor del af hverdagen.
”Jeg ville gerne være reklametegner, men skolen
lå i Esbjerg, og det var uoverskueligt langt væk for
mig. Jeg havde det bedst i vante omgivelser.”
I stedet kom Karen i lære i Handelsbanken, og det
trivedes hun godt med.
Forelsket
Hendes liv tog en drejning, da hun sammen med
en veninde tog på sommerferie i Løkken.
”Her blev jeg forelsket i en tysker. Vi skrev sammen og besøgte hinanden, og et år senere giftede
vi os og flyttede til Tyskland. Jeg kunne godt lide
at bo der, og mine svigerforældre var søde og tog
godt imod mig. Det var sjovt at lære et nyt sprog og
opleve en ny kultur,” smiler Karen.
Men der var ikke meget at smile af på arbejde.
”Jeg fortsatte min læretid i en tysk bank, men der
oplevede jeg virkelig forskellen på dansk og tysk
virksomhedskultur. Jeg blev sat i baglokalet, og så
kunne jeg sidde dagen lang og taste regninger ind.
Jeg lærte intet og brød mig ikke om det stive hierarki i banken. Jeg var rigtig ked af at være der, og til
sidst stoppede jeg. Også selvom jeg så ikke fik gjort
min uddannelse færdig.”
I stedet satte hun sig bag kassen i et supermarked.
”Det kunne jeg godt lide. Jeg mødte en masse
mennesker, der skete noget, og jeg fik talt meget
tysk.”
Så gik det galt
Efter to et halvt år flyttede parret til Danmark.
”Men det gik ret hurtigt galt. Min mand kunne
ikke klare, at jeg var på hjemmebane, og det var
ham, der skulle lære alting. Vi skændtes om alting,
og da det kom til håndgribeligheder, var det slut.”
Tavsheden hænger i rummet, men så husker
Karen farens lærerige sætning, for lidt efter smiler
hun og siger:
”Det var en hård periode af mit liv, men jeg kom
heldigvis videre.”
Nyt arbejde
Karen fik arbejde i Bilka, først som juleassistance
ved kassen og senere fastansat i ure- og parfume-
9
riafdelingen. Her mødte hun sin nuværende mand,
og de flyttede sammen.
”Vi blev gift og købte hus og bil, og alt var lykkeligt.”
Karen blev forflyttet til Sallings urafdeling. Men
hun syntes, der var for lidt at lave i forhold til i Bilka,
hvor der var fuld fart på hele dagen. Derfor takkede
hun ja, da en leverandør tilbød hende arbejde som
kontorassistent. Her tog hun imod ordrer, pakkede
varer og skrev fakturaer.
”Og så blev jeg gravid. Hvilken lykke. I et par år
gik jeg hjemme og nød min søn. Og så tænkte jeg:
Gad vide om andre børn er lige så vidunderlige som
mit? Det måtte jeg finde ud af,” ler Karen, og derfor
begyndte hun at arbejde i en vuggestue.
Sparetider
I 1987 blev Karens mand alvorligt syg og fritstillet
fra sit arbejde som afdelingsleder. Efter en svær periode blev han erklæret rask, og han fik nyt arbejde.
”Hans indkomst blev halveret, og vi blev nødt til
at sælge vores hus. I stedet købte vi et andelsrækkehus. Men vi var lykkelige, da jeg blev gravid igen,
og vi fik endnu en søn. Pengene var små, og selvom
jeg gik på fuld tid, skulle vi spare op, når vi skulle
have gæster eller købe gaver. Det var økonomisk
hårde år. Børnene var små og gik i institution. Men
overordnet havde vi det godt,” siger Karen.
Tid til uddannelse
Den lille familie blev nu tilbudt en tjenestebolig, solgte rækkehuset og fik flere penge imellem hænderne.
”Jeg tænkte, at nu var det på tide, at jeg fik mig en
uddannelse.”
I 1993 – som 39-årig – blev hun uddannet socialog sundhedshjælper, og det har hun arbejdet som
lige siden.
10
”Jeg er meget glad for mit arbejde. Det er selvstændigt og afvekslende, og det trives jeg med.
Hver dag byder på nye oplevelser og udfordringer,
og jeg har nogle fantastiske kollegaer. Hvis der endelig er noget, der generer mig, og som jeg ikke kan
gøre noget ved, så siger jeg pyt.”
Tom – Karens mand – og deres to sønner er stabiliteten i Karens liv. ”Familien betyder alt for mig. Den giver mig tryghed, glæde og overskud.”
11
Familien er det vigtigste i Karens liv.
”Jeg tager ikke mig
selv så alvorligt, så jeg
kan godt finde på at
gøre skøre ting alene
for at få grin ind i
hverdagen.”
Karen er ved at pakke
til 14 dages afslapning
og oplevelser i Thailand. Hun rejser gerne
til udlandet to gange
om året – og helst til
varmen.
12
13
Karen kommer tit på Viby Bibliotek, hvor hun henter inspiration til sine kreative projekter. Sidste sommer støbte hun et cementfad til haven og lavede et mosaikbord. Hun låner også håndarbejdsblade og havebøger.
14
”Jeg skal have det mentalt
godt for at have overskud til
at leve sundt. Når jeg trives, er
det naturligt for mig at spise
sundt og dyrke motion, mens
det er meget sværere, når livet
er hårdt og svært.”
Så er der dømt afslapning
med smoothie og dameblad.
Engang var makrel med mayonnaise Karens favorit til frokost, og
i to år spiste hun det hver dag. ”I dag kan jeg ikke fordrage det, så
nu varierer jeg mere min mad. Jeg spiser generelt sundt, men jeg
elsker også kager og chokolade, og hver dag ryger der nok et stykke
chokolade ned.”
15
Ved det mindste solstrejf stryger Karen
udenfor.
Hver dag cykler
Karen fra kontoret
på Ormslevvej i
Stavtrup og ud til
de borgere, der har
brug for hjælp til
personlig pleje og
rengøring. Så når
arbejdsdagen er
slut, har hun cyklet
mellem 5 og 10 km.
16
Hver uge besøger Karen Chris. ”Jeg holder meget af mit arbejde, fordi jeg netop kan se, at det betyder noget, om jeg kommer eller ej. Mange glæder sig til, jeg kommer, og jeg får mange smil og venlige ord i
løbet af min arbejdsdag.”
17
Matin Rahimi
Det er at være sammen med min familie og min kones
familie, at hygge os, snakke og spise.
Hvad er din livret?
Lammekølle.
Det vil jeg gøre med min kones søsters mand.
Hvis du skulle tilbringe en time i naturen, hvor ville du så
tage hen?
Så ville jeg tage ud til stranden og synge.
Hvornår har du sidst drukket mere end fem genstande?
Jeg er muslim, så jeg drikker ikke.
Jeg læser lektier for at blive god til dansk, og så spiller
jeg volleyball to gang om ugen på Søndervangsskolen.
Jeg har spillet, siden jeg var fem år og synes, det er vildt
sjovt.
bruge dem til?
Så ville jeg bygge en skole i Afghanistan. Da jeg gik i skole, sad vi bare på et tæppe udenfor, og vi flyttede os efter
solen, så vi sad i skygge under træerne. I min hjemby er
der den dag i dag stadig ingen skole.
Min familie.
18
Danmark er mulighedernes land
Talebans sorte skygge vil altid forfølge afghanske Matin Rahimi, da det brutale styre slog hele hans familie ihjel. I dag lever
han i taknemlighed i Danmark.
I
et lille kælderværelse kryber 26-årige Matin
Rahimi sammen med sin far, mor, søskende og
niecer. Taleban er i gang med endnu et raketangreb.
Der er en tavs og trykket stemning i det lille lokale.
Pludselig opdager Matins far, at han ikke har fået
skødet på huset med ned i kælderen.
”Han bad mig om at hente det, fordi vi over for
Taleban skulle kunne dokumentere, at huset vitterligt
var vores. Så jeg gik ud af kælderen og skyndte mig
op til skrivebordet for at tage skødet,” siger Matin.
Det er sidste gang, han ser sin familie i live.
”Da jeg kom tilbage, var en raket røget ind gennem vinduet, og alle ni var døde.”
Matin vender hovedet bort og kigger ud over blokkene i Kjærslund i Viby, hvor han bor sammen med
sin kone og deres søn på tre år. Hans mørke øjne
afslører, at sorgen stadig er dyb og altødelæggende.
”Jeg er meget taknemlig for at være i Danmark.
Jeg havde ikke haft en chance i Afghanistan.”
Skolen er et tæppe
Matin er født i det nordlige Afghanistan i Parwan-provinsen, hvor han vokser op med sine tre brødre og
sin søster. Moderen går hjemme, mens faren, som
ud over at være advokat er udpeget af byens borgere
til at være den person, der har kontakt til regeringen.
”Vi manglede ikke noget økonomisk, og jeg
voksede op i en god og kærlig familie. Men Taleban
satte lange spor i vores liv. Mine forældre ville ikke
have, at vi gik ud. Vi var altid derhjemme, undtagen
når vi skulle i skole. Der var meget utrygt.”
Skolen er et tæppe bredt ud i skyggen af et stort
træ. Efterhånden som skyggen flytter sig, flytter
elever og lærer med.
”Da Taleban kom til magten og lukkede skoler,
var jeg bare en lille dreng, der kunne lide at lære. Vi
kunne ikke lide Taleban og alle deres regler, men det
sagde vi ikke højt.”
”Min far ville have, at vi skulle have en ordentlig
uddannelse, så da vi var gamle nok, sendte han min
søster og mig til Pakistan, hvor jeg begyndte at læse
engelsk.”
Gifter sig
I Pakistan møder han sin kone Shaima, som han
gifter sig med i 2001. Men også Shaimas familie
mærker Talebans brutale styre. Hendes far har
været i politik, og han bliver i løbet af en nat nødt
til at flygte til Danmark. Et halvt år senere henter
han sin familie til Danmark, men Matin må blive i
Pakistan.
”Det var en hård start på vores ægteskab, at
Shaima var i Danmark. Vi ringede til hinanden og
skrev mails, og en enkelt gang så vi hinanden på
web-kamera. Vi mødtes også en gang, men det var
for farligt for Shaima at komme til Pakistan.”
Matin fortsætter sin uddannelse i Pakistan, og
først i 2005 tager han til Kabul, hvor han arbejder
som tolk for journalister fra 20 forskellige lande og
som privat engelsklærer.
Tryghed i Danmark
Efter raketangrebet, hvor hele Matins familie dør,
lykkes det Shaima at få Matin til Danmark via
familiesammenføringsreglerne. I februar 2007
begynder et helt nyt liv for det unge par, der ikke
har haft en hverdag sammen siden 2001.
”Det var rigtig dejligt at være sammen med
Shaima, men det var også svært at komme til Danmark. Jeg begyndte jo helt forfra. Alt er forskelligt
her. Simpelthen alt: Menneskene, byen, folks smil,
roen, sikkerheden, og hvad er en vuggestue egentlig?”, smiler Matin.
”Den første nat jeg sov i Danmark, sagde jeg helt
spontant om morgenen: Der har ikke været nogen
bomber i nat.”
Bor hos forældre
I begyndelsen bor parret hos Shaimas forældre.
Hun læser til socialog sundhedsassistent, og
parret har svært ved at leve for hendes SU. Matin
begynder derfor at uddele reklamer.
”Jeg ville med vold og magt lære dansk og være
en del af det danske samfund. Jeg ønskede ikke
19
at være en belastning for danskerne. Heller ikke
økonomisk.”
Han insisterer på, at hele interviewet gennemføres på dansk. Enkelte gange leder han efter et ord.
Forsøger at forklare det med andre danske ord, og
hvis det stadig ikke lykkes, tyr han til engelsk. Men
kun enkelte ord bliver sagt på engelsk. Aldrig hele
sætninger.
”Jeg er i Danmark nu, og jeg vil gerne bo og leve
med danskerne. Så selvfølgelig skal jeg tale dansk
og forstå jeres kultur.”
Hans kone, som netop er kommet ind i stuen
med friskbrygget te og hjemmebagt afghansk wienerbrød, nikker. Hun taler perfekt dansk og går ikke
længere med tørklæde.
Mester Ib
Matin går derfor i januar 2008 målrettet i gang med
at lære dansk på en sprogskole, og han ringer til et
vikarbureau, som sender ham ud i forskellige jobs.
Et af disse er hos Dansk Supermarkeds Frugt- og
Grøntlager i Tilst. Her bliver de så glade for ham, at
han bliver fastansat.
”Jeg er rigtig glad for det. Det er en god arbejdsplads, og jeg kan godt lide at arbejde sammen med
danskerne. Jeg føler mig fri. De taler pænt til mig.
De kommanderer ikke, men spørger pænt, om jeg
vil gøre det og det. Jeg kan rigtig godt lide danskerne, og jeg lærer både at tale dansk og dansk kultur
ved at arbejde på lageret.”
Og han har for længst erfaret, at dansk og afghansk virksomhedskultur ligger langt fra hinanden.
”Når jeg skal åbne en dør på arbejde, åbner jeg og
holder den, indtil de ældre er gået ind. Så griner de
af mig. Jeg siger også ”Mester Ib” til min chef, men
det vil han ikke have, men jeg kan simpelthen ikke
lade være. Det ligger så dybt i mig,” griner Matin.
20
Slået med jernstænger
Selvom han er rigtig glad for jobbet i lagerets
modtagelse, vil han gerne begynde at læse igen eller
undervise i engelsk.
”Jeg har fysisk lidt svært ved at klare jobbet. Taleban kom en gang til vores hus og spurgte, hvor vi
havde vores hus fra. Vi kunne dokumentere, at min
far havde købt det, men de var ligeglade. De tog min
onkel og mig med og smed os i fængsel for at tvinge
min far til at betale for vores løsladelse. I tre døgn
holdt de os i fængslet, hvor de slog mig i hovedet
med jernstænger.”
I dag lider Matin af migræne som følge af den
behandling.
Danmark er mulighedernes land
”Der er så mange muligheder i Danmark. Man kan
få et arbejde, her er sikkert, og du får penge for at
gå i skole. Fantastisk.”
Men økonomien i den lille familie kan ikke klare,
hvis Matin også kommer på SU.
”Det er kun danskerne, der handler i Føtex og
Kvickly. Vi andre går i Lidl og Aldi. Jeg ved godt, at
jeg ikke lever sundt, men vi har ikke råd til det. Jeg
kan godt være ked af, at min søn f.eks. aldrig får
fisk. Men han får en tryg opvækst i et frit land, og
det er jeg danskerne meget taknemlig for.”
Familien Rahimi
er til mindesammenkomst efter, at
Shaimas mormor
er blevet begravet.
Nationalretten i Afghanistan, som består
af ris, lammekød,
gulerødder og champignon, serveres ofte, når
familien Rahimi får
gæster.
Sohrab og Matin er til treårs fødselsdag ved Shaimas søsters
datter Mohabat. Familie betyder meget for Matin, og stort set
hver weekend er hans familie sammen med Shaimas forældre og
søskende.
21
Matin er sammen
med sønnen Sohrab
(th) og Hamid i
Kjærslund Vuggestue, hvor de fejrer
fastelavn.
Shaima – Matins kone –
er til fastelavn i sønnens
vuggestue. Familien,
som bor i Kjærslund
i Viby, vil gerne have
deres søn til at gå i en
børnehave, hvor flertallet
af børnene er danske.
”Det er jo der, han lærer
at tale og forstå dansk.
Det er også et af de
steder, hvor han kan lære
den danske kultur og få
danske venner. Og det
er vigtigt for os”, siger
Matin.
Legepladsen ved Mindeparken er et fantastisk
sted, synes både Sohrab
og Matin.
22
Sohrab, som betyder
kongesøn, og Matin er
ved at spise aftensmad.
”Jeg synes, det er rarere
at sidde på gulvet end i
sofaen. I min barndom
sad vi altid på gulvet,
og det var kun, når vi
fik gæster, at vi sad i
sofaen.”
23
Matin er glad for sit job, kollegerne og sin chef på Dansk Supermarkeds Frugt- og Grøntlager i Tilst. Men han får migræne af kulden, fordi han blev fængslet af Taleban og slået med en jernstang i hovedet.
24
På sin arbejdsplads
har Matin lært meget
om danskerne. Han
holder af den afslappede
stemning, der er mellem
medarbejdere og chefer.
Alligevel kan han ikke
lade være med at kalde
sin chef ”mester Ib” og
at holde dørene for mennesker, som er ældre end
ham selv.
Matin kan godt lide
dansk mad, som han
spiser i kantinen på
sin arbejdsplads, men
derhjemme spiser de
oftest afghansk mad.
Matin er ved at tjekke
sin lønseddel siddende på
gulvet. Pengene er små,
og Matin holder nøje øje
med, hvad de bruger deres
penge til.
25
To gange om ugen går
Matin på sprogskole
for at lære dansk.
”Jeg er taknemlig for,
at min søn får lov
til at vokse op i et
land, hvor der ikke er
krig. Og derfor er det
vigtigt for mig, at jeg
lærer dansk og lærer
den danske kultur, så
jeg kan blive en del af
det danske samfund.”
Matin har ikke bil,
men ind imellem
låner han svigerforældrenes.
”Jeg har købt rundstykker, smør og ost
med hjem, men det
smager altså ikke lige
så godt derhjemme,
som når jeg får det på
min arbejdsplads.”
26
Matin drømmer om at blive tømrer. Han er uddannet engelsklærer i Pakistan, men det er ikke lykkedes ham at få arbejde som lærer i Danmark.
27
Betty Jensen
Lige nu er sundhed for mig at komme ud ad døren og
have en rimelig dag. At være social i stedet for at bure sig
inde.
Lever du sundt?
Nej. Jeg har en sund tankegang, så hvis jeg førte den ud
i livet, ville jeg leve sundt. Jeg har ikke økonomi til at leve
sundt, så jeg er tvunget til at købe billig mad frem for
sund mad.
Hvad er din livret?
Koteletter i fad og al udenlandsk mad.
Det må blive med B.S. Christiansen. Han må da kunne
presse mig til det yderste.
Hvis du skulle ud i naturen en times tid, hvor ville du så tage
hen?
Sondrup Bakker.
Forrige nytårsaften.
Jeg elsker naturen. Jeg er ude hver dag. Jeg nyder at gå
ud og plukke grene og fylde mine vaser op med forår. Jeg
tegner, maler og skriver også en masse i min fritid.
bruge dem til?
Det første, jeg ville gøre, var at gøre min datter og mig
selv gældfrie. Så ville jeg sikre min datter økonomisk
resten af hendes liv og købe en bolig til hende.
At gå i seng med god samvittighed.
28
Menneskefuglen
Betty Jensen har oplevet mere modgang end de fleste, og hun har spildt mange år af sit liv på at flygte fra sig selv.
E
n lille forpjusket fugl med et menneskes ansigt
og vemodige øjne sidder fanget i et fuglebur.
Men lågen er åben. Hvorfor hopper menneskefuglen ikke ud i friheden? Hvad holder den tilbage?
Hvad er den bange for?
Nogenlunde sådan har 43-årige Betty Jensen
malet sit selvportræt på en stor væg i værestedet i
Jægergårdsgade, hvor hun kommer dagligt.
”Hvorfor hopper jeg ikke ud af buret? Er fangenskab blevet tryghed for mig? Maleriet symboliserer
for mig, at jeg kan få et godt liv, og at jeg er på vej
derhen, men jeg ved godt, at vejen er lang, og nogle
gange er det stadig fristende at tage virkelighedsflugten,” siger Betty og hentyder til et liv, hvor hash,
alkohol og en kort periode heroin førte hende bort
fra en barsk livshistorie.
En blå sofa i et utrygt hjem
På en blå sofa i en baggårdslejlighed på Trøjborg i
Århus Nord bliver Betty født i februar 1967. Hendes
far er havnearbejder, og hendes mor går hjemme
ved Betty, hendes storebror og lillesøsteren, som er
knap et år yngre end Betty.
”Vi var altid rene og pæne og så ordentlige ud. Det
gik mor meget op i. Så udadtil så vi meget almindelige
ud, men under overfladen lurede der hele tiden problemer. Derhjemme var en utryg, anstrengt stemning.”
”Jeg havde vist egentlig altid lidt ondt i maven og
brugte meget energi på at filme stemningen der-
hjemme. Hvordan kom min far hjem i dag? Havde
han mon drukket igen? Når min far drak, så var der
en meget ubehagelig stemning, som fyldte alting.
Den hang altid i luften. Også de dage, hvor han ikke
drak.”
”Jeg anstrengte mig for at skabe en god stemning. Jeg var lidt klovnen, der skulle få min far til at
grine. Jeg var også den, der passede på min mor.
Jeg anstrengte mig for at glatte ud, fordi jeg havde
brug for, at der var så lidt uro som muligt.”
Valgt til sidst i gymnastik
Familien flytter fra Trøjborg til Rosenhøj i Viby, men
den tunge, utrygge stemning flytter med. Og skolen
bliver ikke en oase fra en svær hverdag.
”Skolen var et helvede for mig. Jeg var lille og tyk,
og jeg blev altid valgt til sidst i gymnastik. Jeg var ikke
en af dem, drengene syntes var spændende. Jeg følte
mig så anderledes og meget forkert,” siger Betty, og
hendes blik afslører, at det stadig gør ondt at tænke
på. Som hun sidder der med langt, mørkt hår, smukke,
dybe øjne og en latter så ægte, er det svært at forestille
sig, at hun var en af dem, ingen ville lege med.
”Jeg var ikke særlig dygtig i skolen, men når vi
skrev stil, var jeg virkelig på banen. Hvis vi skrev
fristil, kunne jeg drømme mig helt væk i en anden
verden. Min lærer sagde en gang til min mor, at
hun altid gemte mine stile til sidst, fordi de var så
gode.”
Betty er ret tit syg som barn. Hun husker især, da
hun fik fjernet mandler.
”Det var faktisk en stor oplevelse, fordi det fik mig
til at føle mig speciel. Endelig var jeg i centrum. Det
var kun mig, der fik is og yoghurt. Der var ikke meget plads til mig i dagligdagen. Min søster blev jo
født lige efter mig, så opmærksomheden var mest
rettet mod hende.”
Mor møder ny mand
Da Betty er 14 år, møder hendes mor en ny mand,
og hun vil skilles fra Bettys far. Betty er begyndt på
Frijsenborg Efterskole i Hammel. Og beskeden får
hele hendes verden til at ramle.
”Det ramte mig virkelig. Jeg kunne ikke holde ud,
at de skulle skilles. Nu var vi ikke længere en familie. Alt i mig var kaos, og jeg kunne ikke være nogen
steder. Jeg ville være et problem, og jeg blev et
problem både på skolen og derhjemme. Jeg lavede
ballade og var flabet, men det var et råb om, at jeg
bare havde det forfærdeligt. Men det så ingen. De
så mig som adfærdsvanskelig.”
Betty ser eftertænksomt ud af vinduet og tænder
en cigaret.
”Hvis der bare havde været ET menneske, der
havde forstået mig, så var det måske ikke gået så
galt senere hen. Det har jeg tit tænkt.”
Forståelsen bestod i, at Betty blev smidt ud af
skolen.
29
Dropper skolen
Efter et kort ophold på endnu en efterskole flytter
hun hen til sin far, som har fået en ny kone.
”Jeg blev taget rigtigt godt imod. De boede i en
treværelses lejlighed, og jeg fik mit eget værelse.
Det var da flot gjort. Men jeg savnede virkelig min
mor samtidig med, at jeg også var meget vred på
hende.”
Betty begynder i folkeskolen igen, men kort før 9.
klasses eksamen er i hus, dropper hun ud.
”Jeg var skidebange for eksamen og at skulle
bedømmes. Min far sagde, at det var ok, at jeg gik
ud, hvis jeg på én dag kunne finde et fuldtidsjob.
Det troede han selvfølgelig ikke, at jeg kunne, men
jeg fik job i en pølsevogn.”
Levede på gaden som 15-årig
Men det fungerer ikke med at bo hos faren. Så som 15årig begynder et barsk liv på gaden med overnatninger
i tilfældige ulåste opgange og foran banegården.
”Det hele krakelerede for mig. Jeg blev ligeglad
med alt. Jeg begyndte at drikke og ryge hash for at
dulme mig. Jeg behandlede mig selv ad helvede til.
Jeg følte, at der ikke var nogen, der holdt af mig, og
så kunne jeg lige så godt skade mig selv. Min mor
og far skulle se, at det gik mig dårligt. Jeg følte mig
så svigtet.”
”Når man går på gaden, slås man næsten hver
dag. Man har jo også rivaler, og du har ingen steder
at gå hen og lukke døren. Dem, du går med, bliver
næsten din familie og dem, du stoler allermest
på, kan pludselig svigte, f.eks. hvis de står med en
narkogæld.”
Rullede kunde og blev svigtet
”Vi kom meget på Rio Bravo, hvor vi udgav os for
prostituerede. Jeg fik en gang en kunde med uden-
30
for, hvor en veninde ventede. Vi slog kunden ned,
og min veninde tog hans pung og løb. Da vi mødtes
igen, sagde hun, at pungen var tom. Det troede jeg
selvfølgelig ikke på. Men i miljøet blev både hendes
og min version fortalt, og hvem troede på hvem?
Hvem var mine allierede – det var ikke altid dem,
jeg troede.”
”Jeg gjorde mig hård. Jeg viste aldrig følelser,
pustede mig op og viste aldrig, at jeg var bange. Jeg
fik et panser, for det var den eneste måde, jeg kunne
passe på mig selv. Men når jeg vågnede iskold i en
trappeopgang, så kunne jeg godt føle mig som den
lille pige med svovlstikkerne.”
I familiepleje hos Jacob Haugaard
Ind imellem har Betty kontakt med kommunen, og
hun bliver sendt i familiepleje hos Ilse Wilmot og
multikunstneren Jacob Haugaard.
”De viste, at de stolede på mig. Og så skete der
det fantastiske, at de faktisk kunne stole på mig. Ilse
så alt det gode i mig. Her mødte jeg for første gang
i mit liv et menneske, som virkelig troede på mig.”
Opholdet hos Ilse og Jacob giver Betty mod på at
tage en uddannelse, og som 18-årig begynder hun
på en søfartsskole i Nyborg.
”Jeg fik en lærer, som vist holdt af mig. Vi skiftedes til at give hinanden tohåndsis. Det er is, som
er så store, at de skal holdes med begge hænder,”
griner Betty.
”På skolen troede de på mig, og så kunne jeg
pludselig. Jeg fik eksamen derfra,” siger Betty med
stolthed i stemmen.
Møder sin kæreste
På skolen møder hun også Thomas, som hun bliver
lynende forelsket i. De får hyre på samme skib, og
Betty bliver hurtigt gravid.
”Jeg var vel nærmest lykkelig. Da jeg blev gravid,
stoppede jeg fuldstændig med at drikke og ryge
hash. Thomas har aldrig haft et misbrug, så jeg
kom faktisk hurtigt ud af det. Jeg begyndte at
passe mere på mig selv. Schannie blev undfanget i
Biscayen. Tre måneder efter fødslen var jeg gravid
igen.”
En tragedie rammer
Alt tegner godt for den unge familie. Betty, Schannie og lille Charlotte bor i en toværelseslejlighed i
Bispehaven, mens Thomas stadig sejler. Men lykken
varer alt for kort. En morgen vågner Betty og ved, at
noget forfærdeligt er galt. Om natten er Charlotte
stille sovet ind. Det viser sig senere, at hun har lidt
vuggedøden.
”Jeg skreg bare. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var
meget alene med sorgen og begyndte at isolere
mig. Jeg blev alt for overbeskyttende mod Schannie.
Hun måtte ingenting. Jeg var så bange for også at
miste hende.”
Betty har svært ved at tackle sorgen og tabet af
Charlotte. Hun begynder at ty til hashen for at flygte
fra virkeligheden.
”Jeg kunne ikke klare virkeligheden og hver
morgen at stå op og vide, at jeg aldrig skulle holde
Charlotte mere og dufte til hende. Jeg magtede det
bare ikke. Mit hjerte bristede.”
Da Schannie er tre år gammel, går Betty og Thomas fra hinanden.
”Al den sorg ødelagde vores forhold. Jeg begyndte at leve et dobbeltliv. Et helt almindeligt
hverdagsliv med Schannie, og et misbrugs-flygtfra-virkeligheden-liv, når Schannie var hos sin
far. Jeg trængte sådan til, at alt ikke var en kamp,
og hashen gav et lille pusterum, hvor jeg intet
følte.”
I fængsel
Men efterhånden krakelerer målet om at holde
misbruget skjult for Schannie. Betty flytter sammen
med forskellige mænd, som har det til fælles, at de
alle er misbrugere, og hash, druk og vold bliver en
del af hverdagen. Da Schannie er 16 år, får Betty en
voldsdom og kommer i fængsel.
”Når Schannie og jeg taler om den tid i dag,
syntes hun egentlig, at det var en ok tid, fordi jeg
var nærværende og til stede, når hun kom på besøg
i fængslet. Jeg kunne koncentrere mig 100 procent
om hende. Men det siger jo også noget om, hvordan hun ellers oplevede mig, og det gør mig da ked
af det.”
Hårde stoffer
Sorgen og følelsen af at svigte som mor øger Bettys
trang til at flygte fra virkeligheden. I 2005 ryger hun
for første gang rygeheroin.
”I dag forstår jeg ikke, at jeg kunne holde mig fra
de hårde stoffer i så mange år, og at jeg så som 38årig valgte den form for virkelighedsflugt. I mange,
mange år havde jeg set så mange falde i og dø af en
overdosis, uden at jeg slog mig på de hårde stoffer.
Jeg var 38 år, og alligevel kunne jeg finde på det og
svigte min datter. Selv i dag fatter jeg det ikke.”
Afmagten og frustrationen lyser ud af Betty, og
det er tydeligt, at hun er skuffet over sig selv. Ordene falder langsomt og eftertænksomt.
”Heroin er virkelig en virkelighedsflugt. Når man
er presset så hårdt op i en krog, og ingen forstår
dig, kan man tage stoffet og få en puha-pause.”
misbrugscenter, og hun har nu været på metadon
et år.
”I det daglige er det stadig en kamp for ikke at
falde i, fordi jeg savner flugten. Men tænk dig,
nu kan jeg være på besøg hos min datter en hel
dag. Tidligere kunne jeg være der et par timer, så
begyndte jeg at få abstinenser og måtte ud og skaffe
stof.”
Schannie og Betty har i dag et tæt forhold, hvor
de taler i telefon sammen flere gange hver dag og
besøger hinanden ofte.
”Vi har talt meget om, hvad jeg har udsat Schannie for, og jeg står ved, hvad jeg har gjort, så hun
ikke føler, at det er hende, der er forkert på den.
Jeg har været en god mor på nogle punkter, men
selvfølgelig har det givet hende sår på sjælen, at jeg
har levet, som jeg har levet. Det er jeg dybt bedrøvet
over.”
Kæmper for at slå rødder
I dag bor Betty i en toværelses lejlighed i Højbjerg i
Århus.
”Jeg kæmper for at slå rødder her. Jeg har boet
49 forskellige steder, men det er ved at gå op for
mig, at jeg ikke kan flygte fra mine problemer. Jeg
kan ikke flygte fra mig selv og mit liv uanset, hvor
mange gange jeg flytter.”
”Jeg vil så gerne leve et helt almindeligt liv som
alle andre. Jeg vågner også kl. seks og hører alle
andre tage af sted, men jeg er ikke en del af samfundet, som jeg ellers drømmer om at være.”
Datter konfronterer hende
Schannie opdager, at Betty tager hårde stoffer, og
hun konfronterer sin mor med den viden. Betty
lover hende at komme ud af det. Hun opsøger et
31
Betty og hendes 24-årige datter Schannie ringer sammen mindst en gang om dagen og ses ofte. ”Jeg ved godt, at jeg har gjort Schannie fortræd. Jeg forsøger at råde bod på det ved at erkende, at det ofte har
været svært og nogle gange noget rigtigt skidt. Vi taler ofte om, hvad der er sket, og hvordan Schannie har oplevet det. Og så sørger vi for at få en masse gode oplevelser sammen nu.”
32
Betty kæmper for at
slå rod i lejligheden i
Højbjerg, hvor hun har
boet et år. Hun har i
løbet af sit 43-årige liv
boet 49 steder. ”Jeg har
endelig erkendt, at jeg
ikke kan flygte fra mig
selv og mit liv. Problemerne flytter med.”
Betty voksede op på i
en lejlighed i Rosenhøj.
Når familien skulle på
udflugt, tog de ned til
Rådhuspladsen og så
på skulpturen af soen
med unger. ”Så følte jeg
mig helt almindelig og
tænkte, at nu er vi som
alle andre familier,”
husker Betty tilbage.
”Set med mine
øjne.” Bettys
syn på sundhed
er at kunne gå
i seng med god
samvittighed.
33
Om Betty får en god eller
dårlig dag afhænger af, om
det lykkes hende at komme
ud ad døren og ned på
værestedet i Jægergårdsgade.
”Sundhed for mig er langt
hen ad vejen at komme ud
og være sammen med andre
mennesker i stedet for at
bure mig inde.” Mange af
brugerne er stofmisbrugere,
og flere gange om året er der
en, der dør af en overdosis.
34
35
36
37
I weekenderne er der
intet personale i værestedet i Jægergårdsgade, men brugerne må
gerne bruge lokalerne.
Betty er en af de frivillige, der sørger for, at
stedet også er åbent i
weekenderne. Her har
Betty bagt brunsviger
og lavet kaffe og te.
På værestedet i
Jægergårdsgade får
brugerne tilbudt mad.
Det er tilladt at drikke
alkohol, mens det er
bortvisningsgrund at
tage nogen som helst
form for narkotika.
Da Betty var hjemløs,
var skabene på
banegården nærmest
hendes hjem. ”De var
helt uundværlige for
mig, da det var her,
jeg kunne have lidt
privatliv.”
38
Skitsen til livets træ, som
brugerne har malet på
væggen i værestedet i
Jægergårdsgade, har Betty
tegnet. Hun har en kreativ
åre, og hun både maler,
skriver digte og tegner.
Brugerne på værestedet i
Jægergårdsgade har lavet
et vægmaleri, hvor alle, der
har haft lyst, har malet et
personligt maleri. Betty har
malet sig selv som en lille
menneskefugl i et bur uden
bund og med åben låge.
”Hvorfor flyver jeg ikke ud?
Hvad er jeg bange for? Eller har jeg det måske ganske godt i fangenskab?”,
filosoferer Betty.
”For at have et sundt
liv er det nødvendigt
med en ledetråd, der
viser vej og trækker i
den rigtige retning.”
39
Benny
Mortensen
Det er at komme ud i naturen og fiske. Men jeg ved ikke,
om mit liv er sundt. Jeg spiser, hvad jeg har lyst til uden
at tænke på, om det er sundt.
Hvad er din livret?
Ribbenssteg og frikadeller – både almindelige og fiskefrikadeller.
Hvis du skulle ud at løbe en tur, hvem ville du så tage med?
Jeg ville slet ikke løbe en tur.
Hvis du skulle ud i naturen en times tid, hvor ville du så tage
hen?
Det afhænger af årstiden. Om sommeren vil jeg klart tage
ned på havnen og fiske.
Juleaften.
Fisker og er i min kærestes kolonihave.
bruge dem til?
Puha, så ville jeg købe et hus og en båd, man kunne sove i.
Ja, det gad jeg nok vide. Det er da selvfølgelig min kæreste.
40
Fra bistandsklient i årtier til værdsat
medarbejder
I 30 år var Benny Mortensen arbejdsløs og på bistand, men i 2004 fik han fuldtidsjob som ufaglært butiksassistent i Føtex, og
det har han haft lige siden.
”D
et er faktisk rigtig fint at have et job. Jeg er
selv overrasket over, at jeg efter så mange år
på bistand kan arbejde fuld tid, men det kan jeg, og
jeg er glad for det.”
Benny smiler og tilføjer: ”Jeg har prøvet så mange
gange ikke at have penge sidst på måneden. Det
gider jeg ikke mere. Og så er det godt at have noget
at stå op til om morgenen. De forventer jo, at jeg
kommer på jobbet, og det er faktisk rart, at de regner med mig.”
Han har aldrig haft så mange penge til sig selv
før, men han har heller aldrig arbejdet så meget
som nu. Når hans faste udgifter er betalt, har han
godt 4000 kr. om måneden til sig selv.
”Det er mere end rigeligt til mig. Jeg er virkelig
glad for at have et job. Jeg har gode kolleger, der
er en afslappet stemning i butikken, og jeg kan
egentlig gå og passe mig selv, hvis jeg bare sørger
for at have styr på mit ansvarsområde, som er brød
og kager.”
Glad for at være på bistand
Benny er selv overrasket over, hvilken tilfredshed
jobbet giver ham, for han trivedes faktisk med at
være på bistand, hvilket han har været stort set fra
1974 til 2004.
”Jeg nød det faktisk. Hver dag gik jeg ned på havnen eller ud til Moesgård og fiskede med gutterne.
Jeg kunne sagtens få tiden til at gå. Set i bakspejlet
røg der nok for mange bajere ned. Det gør der ikke
mere, efter jeg har fået et job, jeg skal passe.”
Selv om Benny er glad for sit job i Føtex i Viby
Centret, var det ikke ligefrem med begejstring, han
tog imod kommunens aktiveringstilbud.
”Jeg har været sendt ud som pedel og medhjælper på plejehjem, og det var da fint nok, men jeg var
glad, når det var overstået, og jeg kunne passe mig
selv og mit fiskeri. Men da jeg kom til Føtex med
tilskud fra kommunen, skete der et eller andet. Jeg
følte mig værdsat, og jeg var da stolt, da jeg blev
fastansat.”
To lærepladser
Benny blev født i 1955 på Christiansbjerg i Århus, og
han boede stort set hele sin barndom i en fireværelses lejlighed i Marstandsgade sammen med sine
forældre og fem brødre. Hans far var tømrer, og
hans mor gik hjemme ved de seks børn.
”Jeg husker faktisk ikke, at vi manglede noget.
Men der må jo have været småt med penge.”
Benny blev aldrig glad for hverdagen på Brobjergskolen.
”Jeg gad bare ikke gå i skole, så efter 8. klasse i
1971 gik jeg ud af skolen. Jeg arbejdede et par år
som bud i et værksted. Så kom jeg på bistand i 1974
og begyndte at fiske.”
I 1978 blev heldagsfiskeriet afløst af en læreplads
som reservedelsekspedient, men 10 måneder
senere stod Benny igen på havnen sammen med
gutterne og fiskede.
Fire år senere begyndte han på EFG, hvor han
tog basisåret på maskinlinjen. Med eksamensbeviset i hånden forsøgte han at få en læreplads, men
det lykkedes ikke, så læretiden blev i stedet på et
Revacenter.
”Jeg stoppede nu hurtigt igen. Det var alligevel
ikke lige mig,” siger Benny, og han var igen at finde
på havnen det meste af dagen.
I dag fisker han stadig i weekenderne.
”Jeg bruger stadig hele dage på at fiske på havnen, og vores fryser er fyldt til randen med havørreder, torsk og sild. Jeg drikker ikke meget mere, men
41
sådan en dag med fiskestang i hånden og solskin i
øjnene kan jeg godt ryge 40 smøger.”
Gør rent om aftenen
I dag fylder job stort set hele Bennys hverdag. Ud
over fuldtidsjobbet i Føtex hjælper han hver aften
sin kæreste med at gøre rent i en kontorbygning.
”Hun arbejder om aftenen, og når vi hjælpes ad,
kan vi tage af sted kl. 18.00 og være hjemme igen
omkring kl. 23.00. Jeg kan da godt en gang imellem tænke: Hov, hvad skete der lige der. Fra at lave
ingenting arbejder jeg nu langt over 37 timer om
ugen,” griner Benny og tilføjer alvorligt:
”Jeg er meget glad for mit liv nu. Jeg er virkelig
glad for min kæreste, og det skyldes meget hende,
at jeg er så tilfreds, men det er da også rart at have
job og penge.”
42
Brødet kommer i store papkasser, som skal presses flade i pappresseren. Benny kan lide sit arbejde, fordi dagene er afvekslende og især på grund af sine kolleger og den gode stemning i butikken.
43
Brød og kager er
Bennys ansvarsområde, så han sørger
for at bestille disse
varer og få dem sat
på hylderne. ”Jeg
er faktisk selv lidt
overrasket over, hvor
glad jeg er for mit
job,” siger Benny,
som arbejder som
ufaglært assistent i
Føtex i Viby.
Om morgenen skal
der sættes store
mængder af varer på
plads på hylderne.
Benny blev fastansat i
Føtex i april 2008 efter
mange år på bistand.
44
Benny bestiller
morgendagens
brød og kager.
Sport ses helst i
fjernsynet.
Når varerne er sat på
plads, og der er tid til en
pause, spiser Benny tre
stykker franskbrød med ost
og ryger en cigaret.
Knallerten kører Benny
fra lejligheden i Hasle til
Føtex og ned til havnen,
hvor han bruger meget
tid med sin fiskestang.
45
Da Benny var på bistand,
tilbragte han stort set hver
dag på havnen med fiskestangen i den ene hånd
og en bajer i den anden.
”Nu drikker jeg stort set
ikke mere, men dengang
røg der nok lidt for mange
grønne ned.”
Bortset fra kæresten
er fiskestangen Bennys
kæreste eje.
46
Da Benny var yngre, og fiskeri fyldte hele hans hverdag, havde han en jolle. Men den er nu solgt, og nu fisker han stort set kun fra Århus Havn.
47
Kirsten
Ivarsen
Jeg føler mig allermest sund, når jeg sammen med min
kæreste går en tur. Det er en rigtig rar måde at få energi
på.
Hvad er din livret?
Lasagne.
Jeg ville helst løbe for mig selv med musik i ørerne. Lige
nu er jeg i så dårlig form, at jeg ikke vil kunne snakke
samtidig med, at jeg løber, så det vil bare være pinligt at
have selskab.
Hvis du skulle tilbringe en time i naturen, hvor ville du så
tage hen?
Jeg ville cykle ud til gravhøjen Jelshøj, hvor der er udsigt
over hele Århus.
I fredags, hvor min kæreste og jeg var til indflytterfest.
Jeg spiller computer og er sammen med min kæreste og
mine venner.
bruge dem til?
Så ville jeg rejse verden rundt.
Puha, det må jeg godt nok lige tænke over. Det er vel for
tamt at sige min kæreste?
48
Pusterum fra forventningerne
18-årige Kirsten Ivarsen er stået af forventningernes karrusel og hylder dagen i dag som elev på Århus Produktionsskole.
K
irsten Ivarsen følte sig presset til at skulle
målrettet og fjumreårsfrit gennem uddannelsessystemet og hurtigst muligt ind i den bås, hvor
hun skulle blive, til hun nåede de forjættende 65 år.
Men Kirsten ville det anderledes. Derfor sagde hun
farvel til de høje forventninger om gode karakterer
og klare fremtidsplaner og sagde i stedet goddag til
antistress og spontanitet.
”Jeg har et godt liv nu, fordi jeg er omgivet af mennesker, som jeg godt kan lide, og de kan lide mig.
Jeg er overhovedet ikke stresset, og jeg forsøger at
lære at tage tingene, som de kommer i stedet for
konstant at planlægge. Jeg er mere spontan nu, end
jeg nogensinde har været, og jeg mærker efter, hvad
jeg rent faktisk har lyst til og gør ikke bare, hvad der
bliver forventet,” siger Kirsten.
Det lå ikke lige for, at Kirsten skulle gå på fotolinjen på Århus Produktionsskole. I stedet tegnede der
sig en vej med gymnasium og universitetsuddannelse.
Dropper ud af gymnasiet
Kirsten er vokset op i en villa i Højbjerg sammen
med sine to søstre. Hendes far er overlæge på
Skejby Sygehus, mens moren, som også er uddannet læge, underviser på Sygeplejeuddannelsen i
Århus. Efter syv år på Holme Skole begyndte Kirsten
på privatskolen Forældreskolen. Hun havde let ved
at følge med og fik gode karakterer.
”Det var helt naturligt og lå i kortene, at jeg skulle
begynde i gymnasiet efter 9. klasse. Det var faktisk
ikke noget, vi talte så meget om”, siger Kirsten, der
begyndte på matematisk linje på Aarhus Katedralskole i 2007.
Men gymnasielivet var meget andet end veninder,
fredagsbar og gode fester. Det var også et konstant
pres om at præstere.
”Jeg havde høje forventninger til mig selv, og jeg blev
skuffet over mig selv, når jeg ikke fik gode karakterer.
Jeg var meget hård ved mig selv, og som tiden gik, blev
jeg både trist over og stresset af at gå i gymnasiet.”
Efterhånden følte Kirsten, at pensummet var
ligeså ligegyldigt som forrige års præmieobligationstrækningslister. Hun valgte at droppe ud af
gymnasiet kort før, hun havde gennemført 2.g.
”Det var selvfølgelig et nederlag, men det er
utrolig rart at få et pusterum fra forventningerne.
Forventninger om gode karakterer, konkrete fremtidsplaner og ’jeg har styr på det’. Jeg nyder virkelig
at få en pause fra ’Jeg vil være læge, advokat, professor’, som der var meget af i gymnasiet. Lige nu
drejer det sig for mig om at være glad i hverdagen
og tænke på dagen i dag i stedet for på, hvad der
skal ske om et år, fem år, ti år.”
Havde desperat brug for penge
Men det var heller ikke sagen at gå hjemme og ikke
have noget meningsfyldt at putte i dagen. Et par
måneder gik hun hjemme uden at lave noget, men
det syntes hverken hun eller hendes forældre om.
”Faktisk blev jeg ret hurtigt træt af at sove længe
og ikke at skulle noget, og mine forældre syntes, at
jeg skulle se at få styr på min uddannelse. Jeg søgte
job, men jeg fik ikke noget. Jeg begyndte virkelig
at mangle penge. Jeg var faktisk helt desperat til
sidst.”
En ungdomsvejleder fortalte hende om Århus
Produktionsskole, og i august 2009 begyndte hun
på skolens fotolinje.
”Det var sidste chance for mig rent økonomisk.
Jeg var flyttet på kollegium, og jeg havde ingen
penge. Jeg havde søgt mange jobs, som jeg ikke fik,
og næste skridt ville være at søge kontanthjælp.”
Vurderet efter, hvem jeg er
På produktionsskolen får Kirsten 1419 kr. om ugen.
Når hendes faste udgifter er betalt, har hun 2100 kr.
til sig selv om måneden.
”Det kan jeg sagtens få til at hænge sammen. Min
største udgift er til cigaretter. Et eller andet sted ved
jeg jo godt, at det er skidt for mig at ryge. Men det
er ikke kun afhængigheden, der holder mig fast. Det
er også hyggeligt at ryge, og da jeg begyndte her
på skolen, fik jeg hurtigt venner, fordi vi rygere stod
udenfor og røg sammen i pauserne.”
”Jeg kan rigtig godt lide at gå her på skolen.
Her bliver jeg ikke vurderet efter, hvad jeg præste-
49
rer, men på hvem jeg er, og hvordan jeg fungerer
socialt. På skolen har jeg mødt dejlige mennesker,
som har et helt andet syn på livet, og på hvad der er
vigtigt, end mine veninder fra gymnasiet har. Det er
helt klart lærerigt for mig at opleve.”
Sundhed og overskud hænger sammen
På skolen får eleverne serveret sund morgenmad
og frokost.
”I perioder går jeg meget op i, om jeg lever sundt.
Det hænger sammen med, hvor meget overskud jeg
har. Så laver jeg grøntsagssuppe eller kylling med
grøntsager. I andre perioder lever jeg af pasta med
ketchup og toastbrød. Men jeg kan godt mærke,
hvis jeg spiser usundt. Jeg får ondt i hovedet, er
uoplagt og får svært ved at komme op om morgenen. Men det kræver en vis portion energi at leve
sundt. Det kommer ikke bare af sig selv.”
Kirsten var engang en aktiv orienteringsløber,
men da hun blev 15 år, mistede hun interessen.
”Jeg kan godt savne at løbe og røre mig, men jeg
har lidt svært ved at tage mig sammen til at løbe
en tur. Egentlig er det paradoksalt, for jeg har det
meget bedre, når jeg kommer af sted.”
Søgt ind på uddannelse
Pusterummet fra forventningerne har givet
Kirsten tid til at tænke over, hvad hun rent faktisk
gerne vil. Hun har søgt ind som mediegrafiker, som
er en fireårig uddannelse, der foregår på Aarhus
Tech.
”Jeg håber virkelig, at jeg kommer ind, for det er
første gang nogensinde, at jeg kan mærke i maven,
at det her bare er rigtigt. En overgang tænkte jeg
faktisk, at jeg bare kunne tage et ufaglært job, men
min kæreste mindede mig om, at uddannelse åbner
døre,” siger Kirsten og tilføjer:
50
”Mine forældre ser jo også gerne, at jeg får en
boglig uddannelse eller i det mindste en uddannelse. Men siden jeg droppede gymnasiet, har jeg lært
at have mig selv med i det, jeg gør, og at livet leves i
dag og ikke i overmorgen.”
Hyggeaften foran computeren.
I Viby, hvor Kirsten bor, er
der bag bowlingcentret en
lille skov, hvor hun ofte går
tur. ”Jeg føler mig rigtig sund,
når Anton og jeg får nosset
os sammen til at komme ud
at gå. Men jeg vil nu gerne i
gang med at løbe, men jeg
har svært ved at tage mig
sammen.” Kirsten var tidligere
orienteringsløber.
”Jeg kan mærke, hvis jeg spiser
usundt i en længere periode.
Så får jeg ondt i hovedet, bliver
uoplagt og får svært ved at
komme op om morgenen.”
Da Kirsten kom hjem til sit og
kærestens kollegieværelse efter
en dårlig dag, havde Anton
formet et hjerte af vingummihjerter og lagt det på hendes
computer.
51
”Det er utrolig rart at
få en pause fra: ’Jeg vil
være læge, jeg vil være
professor, jeg vil være advokat, som der er meget
af på gymnasiet,’ siger
Kirsten, som har skiftet
gymnasiet ud med Århus
Produktionsskole.
52
Anton og Kirsten har
været på besøg hos
Antons forældre, og
mens de venter på toget
på Fredericia Banegård,
læser de gratisaviser.
Cola og popcorn skal
der til, når Kirsten og
Anton er i biografen
med deres venner
Henriette og Peter.
Kirsten og hendes kæreste Anton har boet på et 12 kvadratmeter stort værelse i et halvt år. Her har de haft eget toilet og bad, mens de har delt køkkenet med 16 andre beboere på Ravnsbjerg Kollegiet. I april
fik de deres egen kollegielejlighed på 46 kvadratmeter.
53
Kirsten går på fotolinjen på
Århus Produktionsskole. Her
er Annemette ved at tage et
billede af Kirsten.
Kirsten ser det som et pusterum at gå på Århus Produktionsskole. ”Her bliver
jeg vurderet på, hvordan jeg
er, og hvordan jeg fungerer
socialt i stedet for på, hvor
høje karakterer jeg får.”
Kirsten drikker hver dag
en liter juice.
Det afhænger meget af
Kirstens overskud, om hun
laver sund aftensmad.
I perioder lever hun af
spaghetti med ketchup
og toastbrød, mens hun i
andre perioder ofte laver
grøntsagssupper og kylling
med grøntsager.
54
Klassekammeraterne – her Asger, Daniel og Christian - betyder meget for Kirsten. ”Her på skolen har jeg lært, at det er mig som person, der er betydningsfuld, og ikke, hvad jeg præsterer.”
55
Viggo
Andreasen
Hvad er din livret?
Dampkogt laks.
Hvis du skulle ud og løbe en tur, hvem ville du så tage med?
En, der ikke kan løbe. Jeg løber sgu ikke så meget. Når
der er en bold, kan jeg løbe uendeligt, men uden går jeg
kold.
Hvis du skulle ud i naturen en time, hvor ville du så tage
hen?
I skoven.
Lever du sundt?
Jeg er da begyndt at leve sundere. Jeg er begyndt at spise.
Tidligere røg jeg bare. Men når jeg ikke har noget sted at
bo, er det lidt svært at lave mad. Jeg kan ellers godt lide
at lave mad, og jeg er god til det. Så i forhold til hvordan
jeg har levet, vil jeg sige, at jeg lever ok sundt i dag.
For halvanden uge siden, da jeg var i byen med min mor
og en kammerat.
Spiller fodbold og playstation.
bruge dem på?
Jeg ville købe en hel husblok og indrette den til mine
kammerater og familie. Der ville jeg lave min egen
landsby. Og så ville jeg købe en masse fodboldhold f.eks.
Real Madrid, hvor jeg skulle være en af spillerne.
Fodbold.
56
Alverdens sofaer er mit hjem
I fem år har 28-årige Viggo Andreasen været hjemløs.
U
kendt adresse.
De sorte bogstaver lyser op fra det gule sygesikringsbevis. Bag de to ord gemmer den kendsgerning sig, at Viggo Andreasen har været hjemløs
siden 2005.
”Jeg bor hos eks-kærester, hos min mor, hos
min onkel, eller hvor der lige er plads til mig. Jeg
tumler rundt og sover på sofaer, der er ledige,” siger
28-årige Viggo Andreasen.
Han er ikke typen, der plaprer ud med sin livshistorie i bybussen, og mens han sidder i sofaen i morens
et-værelses lejlighed på Gudrunsvej i Gellerup, er det
tydeligt, at han skal tage sig sammen for at fortælle
om sit liv. Et liv, som tog en skarp drejning langt fra
den forestilling, han havde om livet, da han voksede
op i Grønlands andenstørste by, Holsteinsborg.
”Jeg boede sammen med min mor, som var rengøringsassistent på det hotel, hvor min stedfar var
hoteldirektør. Jeg var en forkælet lille dreng, og jeg
fik alt, hvad jeg ville have. Vi havde det godt, men
da vi kom til Danmark, blev mit liv et andet,” husker
han tilbage.
Viggo kan skaffe det meste
Da Viggo er 11 år, flytter familien til Femmøller
på Djursland. Det knirker mellem forældrene, og
moren kigger stadigt dybere og dybere i flaskerne.
Forældrene bliver skilt, og Viggo flytter med sin mor
til Ebeltoft.
”I skolen blev jeg mobbet af de ældste elever, så
jeg gik meget for mig selv. Jeg begyndte at stjæle
for at gøre mig populær. Jeg kan huske, at jeg som
12-årig lige gik omkring tanken, inden jeg skulle
i skole, for at stjæle tyggegummi, som jeg kunne
give væk.”
Efterhånden rygtes det på skolen, at Viggo kan
skaffe det meste. Han begynder at tage imod bestillinger, og det bliver vigtigere at få fat i varerne end
at gå i skole.
”Nu kan jeg sagtens se, at jeg lavede ballade
for at få opmærksomhed og gøre opmærksom
på, at jeg ikke havde det godt. Men dengang
var det spændende og gav mit liv en form for
mening.”
stjæle, og en dag tilbyder en af drengene fra institutionen Viggo Rød Marokko. Hash og druk bliver en
del af hans hverdag.
”Lige da jeg var blevet 17 år, kom jeg tilbage
til min mor. Vi begyndte at drikke og ryge sammen.”
Fik nok af det derhjemme
Skolens ledelse griber ind, og Viggo begynder på
en aktivitetsskole i Ebeltoft. Men Viggo fortsætter
med at stjæle, og derhjemme er alkohol blevet det
vigtigste i morens liv.
”Det var meget hårdt en gang imellem, men jeg
lærte da at tage vare på mig selv,” smiler Viggo,
men der er mange skygger omkring smilet.
”En dag gik jeg ned til kommunen og sagde, at
jeg ikke ville bo hjemme mere. Jeg kunne bare ikke
holde det ud mere,” siger Viggo stille og kigger ned.
Han bliver sendt til døgninstitutionen Djurshøj i
Grenaa. Viggo fortsætter med at pjække fra skole,
En del af Rejseholdet
Det offentlige griber ind, og Viggo begynder på den
selvejende institution ”Vand og By På Ny” på Marselisborg Havnevej. Det er han glad for, og han ryger mindre hash, og han drikker stort set kun i weekenderne.
”Om sommeren sejlede vi to måneder til Sverige,
og jeg fik et job som havnearbejder, hvor jeg svejsede ting sammen og var arbejdsmand på færgerne
Ask og Urd. Men jeg kunne ikke stoppe min trang
til at flygte fra virkeligheden gennem hashen,” siger
Viggo.
Derfor bliver han en del af Rejseholdet, som er et
behandlingssted for blandingsmisbrugere. Sammen
med behandlerne kører de Europa tyndt i en ombygget bus.
”Vi var på cykeltur i Spanien, overlevelsestur i
Sverige, kanotur i Norge og vandretur i Frankrig.
Det var vildt fedt at bruge sig selv fysisk, men der
var også gruppeterapi, hvor jeg skulle snakke en
masse om mig selv.”
Behandlingen har effekt. Han ryger og drikker kun
i weekenderne.
57
Kone og barn
Da han er tilbage i Århus, møder han en sød, polsk
pige, som han gifter sig med. De flytter ind i en
lejlighed i Beder, og i 2002 får de en datter.
”Jeg drak ikke, men jeg røg stadig. Min datter var
vidunderlig, men det begyndte at gå skidt med hendes mor og mig. Det gik faktisk ad helvede til.”
Parret bliver skilt i 2005.
”Siden har jeg ikke haft mit eget sted. Jeg ryger
rigtig meget nu, og jeg drikker da også sammen
med min mor og mine kammerater. Og jeg ser ikke
min datter. Hun skal ikke se mig, sådan som jeg er
nu, og hun skal ikke vide, at hendes far ikke har et
sted at bo. Men jeg tænker tit på hende. Tænk, at
jeg har en datter på syv år.”
Spiller på landsholdet
Viggo ryger tre-fire gram hash om dagen, og selv
om han ønsker at komme ud af sit misbrug, har
han svært ved at undvære den vatagtige følelse af
uvirkelighed.
”Jeg slapper af og tænker ikke så meget over tingene,
når jeg ryger. Når jeg ikke ryger, svinger mit humør meget, men når jeg ryger, er jeg ligeglad, og det er rart.”
Alt efter hvor han sover, står han typisk op
omkring kl.11, og han får dagen til at gå med at
spille playstation og ryge og drikke sammen med
kammerater og sin mor. Og med at spille fodbold.
Glæde spiller i hans mørke øjne, når talen falder
på fodbold. Han henter ivrigt pokaler frem fra sin
mors gemmer og viser billeder, hvor han tryller med
en bold. To gange om ugen spiller han fodbold i
projektet ”Frem Aktiv”, som er en idrætsindsats for
socialt udsatte borgere.
”Jeg spiller også på landsholdet for hjemløse,”
siger han stolt, og med glæde i stemmen fortæller
han om verdensmesterskaberne i Milano.
58
”Vi blev godt nok kun nr. 32 ud af 48 hold, men
hvilken fed tur. Det var sjovt at møde alle mulige
folk, se en fantastisk by og spille en masse bold.”
Men turen havde også skyggesider. På et hotelværelse fandt Viggo en kammerat, der var død af en
overdosis.
”Jeg kender flere, der er døde af druk eller narko.
Jeg kender mange, som er gået over på hårde stoffer, så efter hvad jeg har været igennem, har jeg det
egentlig meget godt.”
Viggo er lige begyndt i behandling for sit misbrug
på Misbrugscentret i Århus.
Viggo hører Pink
Floyd og slapper af
på vej til fodboldturnering.
To gange om ugen
spiller Viggo fodbold
sammen med andre
hjemløse, og i mange
weekender er han til
turnering som her, hvor
de spiller i Fredericia.
Fodbold er noget af det
allervigtigste i Viggos liv.
Siden 2007 har han spillet
på landsholdet for hjemløse, og han har været
med til to verdensmesterskaber. I Milano i 2009
blev Danmark nr. 32 ud af
48 lande.
59
Viggo sover tit på sofaen hos
sin mor, der bor i en etværelses
lejlighed i Gellerup.
60
Katten Pussikat bliver nusset og passet.
61
Mange dage og aftner går
med at se Champions League,
drikke øl og ryge hash med
vennerne bl.a. DD.
Viggo holder meget
af at klæde sig ud,
når han skal i byen.
En aften kan han
være iført bowlerhat
og jakkesæt, for
den næste aften at
trække i militæruniform.
62
I en ordentlig brandert klatrede Viggo og en ven op på garagetagene ved Gudrunsvej i Gellerup og sprang fra det ene tag til det andet. Der er cirka tre meter ned.
63
Viggo holder meget af
børn, og ind imellem passer han vennernes børn.
Han har selv en datter på
syv år, men har ikke set
hende, siden hun var to år.
Her hygger Viggo med Alf
og Emma.
64
Viggo og Emma
er i Legelandet i
Brabrand. Viggo
kan godt lide at
spille minigolf,
men intet slår
fodbold.
En af Viggos meget gode venner har fire børn, som Viggo
har en stor stjerne hos. Her har
han sat et legetøjsprisme foran
kameraet og fotograferet den
ældste pige Freja.
65
Ilham Khalif
Mohamed
Det er at have det rigtig godt mentalt og at have et netværk. Jeg er nødt til at have kontakt med andre mennesker for at have det godt.
Hvad er din livret?
Samosa.
Jeg ville løbe med min datter.
Hvis du skulle ud i naturen en times tid, hvor vil du så tage
hen?
Så ville jeg tage til Brabrand Søen.
Det har jeg aldrig gjort. Jeg er muslim og drikker ikke.
Jeg besøger veninder og er sammen med min datter. Om
sommeren tager vi ofte en gåtur, f.eks. til Brabrand Søen.
bruge dem på?
Jeg ville tit rejse til varme lande, og så ville jeg købe et
abonnementskort til et fitness-center.
Hvad er det bedste i hele verden?
At min datter har det godt.
66
Jeg vil være et forbillede for min datter
Viljestyrke og ønsket om at være et forbillede for sin datter har fået Ilham Khalif Mohamed gennem pædagoguddannelsen.
Med i bagagen har hun minder fra borgerkrigen i Somalia.
”T
V Avisen godaften.” Det er TV 2 Nyhederne”
I et år sad Ilham Khalif Mohamed klistret til
skærmen aften efter aften fra kl. 18.00 til 22.30
og zappede for at se nyheder. Ikke fordi hun er en
nyhedsjunkie, men for at høre, hvordan man taler
korrekt dansk.
”Det var simpelthen forfærdeligt at være i et land,
hvor jeg ikke forstod, hvad menneskene sagde. Det
kunne ikke gå hurtigt nok med at lære at tale og
forstå dansk,” siger 38-årig Ilham, der kom til Danmark fra et krigshærget Somalia i 2000.
Flugt erstattede uni-uddannelse
Ilhams liv i Somalias hovedstad Mogadishu tegnede lyst og let. Hun voksede op i et velstillet hjem
med en bror og en søster. Faderen arbejdede som
ingeniør, mens moderen var sekretær i Undervisningsministeriet. Ilham havde netop afsluttet
gymnasiet og skulle begynde at læse økonomi på
universitetet.
”Vi havde godt med penge, og jeg havde på alle
måder en god og tryg barndom.”
Men borgerkrigen hærgede, og i stedet for en
forudsigelig universitetshverdag blev utryghed,
bomber og vold hendes liv.
”Det var faktisk et helvede på jorden. Jeg var
altid bange. Angsten sad i mine knogler. Folk blev
voldtaget, der var konstant bombeangreb, og alt var
meget utrygt.”
Hendes mor og søster flygtede til det sydlige
Somalia, men da faderen var syg, besluttede de,
at Ilham skulle blive hos ham. Faderen døde af
sin sygdom, og naboerne hjalp Ilham med at
flygte.
”Jeg betalte bagmænd mange, mange penge for
at hjælpe mig til Danmark.”
Hun ankom alene, da hendes mor døde i krigen,
søsteren flygtede til England og broderen til USA.
”Alt var kaos i Somalia. Det gjaldt bare om at
komme væk. Der var ikke tid til at koordinere og
ønske, hvor man gerne ville hen. Jeg ville bare væk.”
Ren overlevelse
I to måneder boede hun i Sandholmlejren og derefter ni måneder i et asylcenter ved Broby på Fyn.
”Det var svært at dele et værelse med tre mennesker, som jeg ikke kendte. I centret boede mennesker fra mange lande, der var vokset op i forskellige
kulturer, talte forskellige sprog og havde forskellige
baggrunde. Jeg sagde hele tiden til mig selv: ’Det
her er mit liv nu, og jeg skal bare overleve.’”
Det værste var usikkerheden.
”Jeg var hele tiden bange for at blive afvist. Hver
dag tænkte jeg på, om jeg ville få asyl og opholdstilladelse. Jeg frygtede virkelig et afslag, for hvad
skulle jeg så gøre? Jeg havde ikke noget familie
tilbage i Somalia.”
I 2001 fik Ilham opholdstilladelse, og hun flyttede
til en toværelses lejlighed i Otterup på Nordfyn.
Hun var gravid, og hun var ikke længere sammen
med faren til barnet.
”Alt var nyt og uoverskueligt, og jeg var helt alene.
Men det hjalp jo ikke at være fortvivlet, så jeg hankede op i mig selv. Jeg skulle ikke bare sidde der og
græde og tænke, hvad gør jeg nu? Jeg havde ansvaret for en lille, så jeg måtte tage mig sammen.”
Min datter skal være stolt af mig
Så Ilham tog sig sammen. Hun fik kontakt til en
dansk flygtningeven, Åse, som hjalp hende med det
danske sprog og med at forstå, hvordan det danske
samfund fungerede.
”Da min datter skulle i dagpleje, var det en stor
inspiration til at lære dansk. Dagplejemoderen talte
ikke engelsk, så hvis jeg ville vide, hvordan min datter havde haft det, måtte jeg spørge på dansk, og så
skulle jeg jo forstå, hvad hun svarede.”
Mens datteren var i dagpleje, sad Ilham på skolebænken og lærte danske verber, sætningsopbygning
og udtale.
”Jeg satte mig lynhurtigt det mål, at jeg skulle
have en uddannelse. Jeg kommer fra en familie,
hvor det er naturligt at tage en uddannelse, og jeg
67
ville være et forbillede for min datter. Hun skal være
stolt af sin mor og ikke have en mor på kontanthjælp.”
Læser til pædagog
I 2004 stoppede Ilham på sprogskolen og flyttede
til Århus. Året efter begyndte hun på pædagogseminariet.
”Jeg ville bare have en uddannelse, og jeg tænkte,
det her skal bare gå godt. Jeg vil have et rigtigt
godt liv i Danmark. Jeg vil være uafhængig og tjene
penge. Ikke mindst for min datters skyld.”
Som enlig mor på SU har hun 1500 kr. til sig selv og
datteren om måneden, når de faste udgifter er betalt.
”Jeg køber ikke noget til mig selv, men min datters tøj og madpakke skal være i orden. Det værste
er, når jeg skal købe nye lærebøger. Det slår vores
økonomi i stykker. ”
”Jeg synes, det er svært at leve sundt, fordi det
koster. I hverdagen handler det om at have råd til rimelig sund mad. Vi spiser mest ris, pasta, kartofler
og kylling. Andet kød får vi stort set ikke.”
Meget at være taknemlig for
Maden bliver købt i Bazar Vest, og brødet bager
Ilham selv. Når mad og tøj er betalt, er der ikke
meget tilbage til at have det sjovt for.
”Jeg drømmer om at tabe mig. Jeg fik sukkersyge,
da jeg var gravid, og jeg ved jo godt, at overvægt
ikke hjælper på det. En gang meldte jeg mig ind i et
fitnesscenter, men det var alt, alt for dyrt. Men jeg
er færdig med min uddannelse til sommer, og når
jeg kommer til at tjene penge, bliver det lettere at få
det hele til at hænge sammen.”
”Jeg har et godt liv nu. Jeg har snart en uddannelse, har gode venner og en rigtig dejlig datter. Jeg
har meget at være taknemlig for.”
68
”Jeg lever ikke så sundt, som
jeg gerne ville. Det er også dyrt
at leve sundt. Sund mad er
ofte dyrere end usund mad, og
et medlemskab til et fitnesscenter ville rive bunden ud af
vores økonomi.”
69
Ilham er formand for
foreningen Familienetværket i Toveshøj, hvor
hun bl.a. lærer børnene
somalisk og leger med
dem blandt andet Guled, der her vinker.
Det er Ilhams håb, at
hendes datter får sig en
uddannelse og falder 100
procent til i Danmark.
I lejligheden i Toveshøj bliver der ofte leget og bygget.
”Min datter er det vigtigste
i mit liv. For mig handler
det i høj grad om, at hun
får et godt og fredeligt liv
i Danmark,” siger Ilham,
der flygtede fra Somalia for
10 år siden.
70
Sabriin har været en stor motivationsfaktor for Ilham til at få sig en uddannelse. ”Min datter skal være stolt af mig, og jeg vil gerne være et forbillede for hende.”
71
Ilham og hendes datter Sabriin er på AROS og se på installationskunst sammen med en dansk veninde, der har inviteret dem. Et
halvt minut efter at Sabriin har sat sig på puden, begynder det at
ryge vildt og voldsomt.
Vinteren er lang og kold
i Danmark, når man
kommer fra Somalia.
”Jeg har et rigtig godt liv nu. Jeg har et netværk og mange gode
venner, og disse to ting er helt afgørende for, om jeg trives og har
det godt.” Her er hun sammen med Sabriin og Anett.
72
Hver morgen følger Ilham
sin datter til skolebussen, da
Sabriin går i skole i Mårslet.
Derefter tager Ilham bussen
til pædagogseminariet i
Skejby.
”Jeg vil gerne tabe mig,
men jeg får ikke rørt mig
nok. Jeg glæder mig til
foråret og sommeren, hvor
min datter og jeg er gode til
at komme ud og gå tur.”
Det har været en kamp for
Ilham at få eksamensbeviset
fra pædagogseminariet –
blandt andet en økonomisk
kamp. Når hun skal købe
nye bøger, slår det hul i
familiens økonomi, som i
forvejen er skrøbelig. ”Det
er en stor sejr for mig, at jeg
snart er færdiguddannet, og
det bliver da vildt dejligt at
komme til at tjene penge.”
”Det handler jo langt hen
ad vejen om, at der skal
være mad på bordet hver
dag. Jeg har ikke råd til altid at købe sund mad, men
min datters madpakke skal
være i orden, så må jeg gå
på kompromis med noget
andet,” siger Ilham, som
ofte serverer kylling, pasta
og grøntsager.
73
Paul
Østergaard
Sørensen
Det er min cykeltur ad Brabrandstien, kolonihaven og socialt
samvær.
Hvad er din livret?
Gule ærter.
Min gode veninde Birgit.
Hvis du skulle tilbringe en time i naturen, hvor ville du så tage hen?
Jeg ville finde mig en bænk i Marselisborgskoven og se ud
over vandet.
Til julefrokosten på Lokalcenter Møllestien.
Jeg er pjattet med computeren og bruger nok to timer om
dagen foran den, hvor jeg blandt andet laver slægtsforskning. Så ser jeg også gode film i min fritid.
Hvis du havde ubegrænset med penge, hvad ville du så bruge dem til?
Så ville jeg tage en tur til Amerika. I San Francisco har jeg
via slægtsforskning fundet ud af, at jeg har en fætter, som
jeg aldrig har mødt. Nu skriver vi til hinanden, men det
kunne da være sjovt at se ham.
Det må være min juleaften sidste år, som var en uforglemmelig
aften, hvor jeg havde besøg af min datter og mit barnebarn.
74
Jeg lever på udsalg
Paul Østergaard Sørensen begyndte at arbejde som niårig og blev slidt ned som 58-årig. I dag lever han udelukkende af sin
folkepension.
”J
eg lever på udsalg.”
Bemærkningen kommer rapt og med varme i
øjnene. 74-årige Paul Østergaard Sørensen læner
sig grinende tilbage i lænestolen.
”Jeg har kun min folkepension at leve af, og derfor
er tilbudsaviserne mit vigtigste læsestof,” smiler han.
I 40 år har han boet i en treværelseslejlighed
uden bad. Han tager bad på Lokalcenter Møllestien,
som ligger et stenkast fra lejligheden, og toilettet er
nærmest et lille skab med indgang fra hans soveværelse.
”Jeg har faktisk aldrig savnet et badeværelse.
Heller ikke da vi boede her med tre små børn. De fik
vasket hår i køkkenvasken, og så gik vi i svømmehallen for at blive ordentligt vasket. Det fungerede
fint.”
Barn i krigsårene
Paul – eller Polle, som han bliver kaldt af venner og
familie – er vokset op i en arbejderfamilie. Han bliver født i et uroligt Europa i marts 1936 i en familie
med meget hjertevarme og få penge. Han bliver
kaldt Paul med A i stedet for O, da det er vigtigt
for hans far, at det er den engelske stavemåde, der
bruges. De fire søskende bliver passet af moderen,
mens faderen arbejder som vognmand.
”Vi boede i Badstuegade 1, og politistationen
for enden af gaden havde HIPO indtaget. Jeg kan
huske, at tyskerne sprængte en boligblok i Guld-
smedgade i luften. Og efterfølgende havde min far
en del mennesker med hjem, som boede hos os i
kortere eller længere tid. Så selv om vi ikke havde så
mange penge, var der meget overskud og medmenneskelighed i mit barndomshjem.”
Bydreng som niårig
Midt i krigens hærgen begynder Paul i 1. klasse på
Valdemarsgade Skole. Men der er ikke meget tid til
lektierne. Som niårig arbejder han seks dage om
ugen som bud hos en isenkræmmer i Bruunsgade.
”Jeg tjente ni kroner om ugen. De otte afleverede
jeg derhjemme, og den sidste beholdt jeg. Og det
var en mindre formue. For en krone og fem øre
kunne jeg købe tre biografbilletter.”
”Det var Gøg og Gokke og cowboyfilm, jeg så. Det
var en stor oplevelse at komme i biografen.”
svigerfar skaffer ham i stedet en læreplads som
industrisnedker i Rødvig, men Paul trives ikke i den
lille by. Så da han bliver udlært, flytter det unge par
tilbage til Århus. Paul arbejder på forskellige møbelfabrikker, og han bliver far til to drenge og en pige.
”Vi havde det godt. Rigtigt godt faktisk. Indtil jeg
fik en diskusprolaps i nakken i 1972 og mistede mit
job. Jeg trivedes ikke med at gå uden arbejde. Hver
dag gik jeg en tur, og en dag stak jeg hovedet indenfor hos et flyttefirma og spurgte, om de ikke kunne
bruge sådan en som mig.”
Det bliver begyndelsen på gode år som flyttemand.
”Den hårde og hjertelige tone var lige mig. Jeg var
virkelig glad for det job. Der var gode kolleger, og
arbejdsdagene var forskellige.”
Helbredet svigter
Hver torsdag bliver lønnen udbetalt i en grå pose, og
da hans kone er begyndt at gøre rent på Brobjergskolen, er der lidt mere luft i økonomien end tidligere.
Børnene går i skole, og familien har det godt.
”Men så fik min kone en blodprop i hjernen og
blev indlagt på Hammel Neurocenter i et halvt år.
Pludselig skulle jeg lære at lave mad og tage mig af
tre børn. Det var ikke let.”
Hans kone kommer hjem igen. Lam i højre side.
Hun kommer sig aldrig og rammes de kommende
år af mange små blodpropper.
Ud og tjene penge
Efter syvende klasse går Paul ud af skolen og bliver
arbejdsdreng ved Thyge Stabell, som laver presenninger og sække til Århus Oliemølle.
”Der var ikke snak om, at jeg skulle fortsætte i
skolen. Jeg skulle ud og tjene penge.”
I 1955 bliver han indkaldt til marinen for at aftjene
sin værnepligt ved Stevnsfortet. Til et bal på Rødvig
Kro møder han en sød pige, som senere bliver
hans kone. Efter værnepligten tager parret tilbage
til Århus, men der er ikke noget arbejde at få. Hans
75
”Jeg var ved at køre ned på det. Hun kunne ikke
tale og gå. Jeg var meget ked af det.”
Hans eget helbred har det heller ikke for godt. De
mange tunge løft slider på kroppen, og efter fem
diskusprolapser bliver Paul som 58-årig indstillet til
førtidspension.
Svære år
Det er svære år for Paul, som har været vant til at
arbejde dagen lang. Han ryger 60-70 cigaretter om
dagen, tiden er lang, og hans kone har det skidt. På
et tidspunkt bliver det besluttet, at hun skal bo i en
plejebolig i Ankersgade. Hun sidder i kørestol og
har intet sprog.
”Jeg følte jo, at jeg svigtede hende, og det kan jeg
stadig føle, men samtidig ved jeg også, at det var
den rigtige beslutning.”
Livet på lokalcentret
”Det blev et vendepunkt for mig, da en nabo hankede op i mig og fik mig med over på Lokalcenter
Møllestien. Jeg havde ikke troet, at det var noget for
mig, men nu sidder jeg i brugerrådet, og jeg var en
af hovedmændene bag anskaffelsen af lokalcentrets
kolonihave. Jeg holder kolonihaven og kører de
ældre derud i en minibus. Jeg kommer meget på
lokalcentret og er rigtig glad for det.”
Det er også her, han møder sin veninde Birgit.
”Vi lægger hver uge 125 kr. til side til en rejse.
En gang om året tager vi afsted, og vi har allerede
været i Østrig, Krakow, Berlin, Hamburg og Prag.
Vi rejser med tog og bus, og det er altid en stor oplevelse, som jeg kan gå og glæde mig til hele året,”
siger Paul.
”Nu har jeg et godt liv. Stille og roligt og alligevel
med masser af fart på.”
76
Paul var med i gruppen, som foreslog, at Lokalcenter Møllestien skulle købe en kolonihave. Paul passer og vedligeholder haven, som var det hans egen. I den tidlige forårssol bliver der dog også tid til et hvil og
et kig i det nyeste ugeblad.
77
Paul kører indimellem
beboerne på lokalcentret
ud til centrets kolonihave
ved Viby Ringvej.
Boller i karry er ikke
værst, selv om det ikke
kommer på højde med
livretten gule ærter.
Sommerblomster skal
sås i kasser og plantes ud
i kolonihaven.
Paul har haft fem
biler, men i dag
er det cyklen, der
transporterer ham –
og gerne rundt om
Brabrandsøen.
78
Socialt samvær er
sundhed for Paul. Over
en kop kaffe og en
ostemad taler han med
Birgit om, hvor de skal
rejse hen i år. Hver uge
lægger de hver 125 kr.
til side, og en gang om
året rejser de så for pengene. De har tidligere
været med bus til Prag,
Berlin og Krakow.
Møllekværnen er et mødested for brugere og beboere
i kælderen på Lokalcenter
Møllestien. Her kan man
købe sig en lille en til
pensionistvenlige priser.
Overskuddet går til en
jule- og en påskefrokost for
brugerne af den lille café.
En stor del af Pauls liv
foregår på Lokalcenter
Møllestien, hvor han
blandt andet er bankoopråber.
Hver torsdag åbner
Paul dørene til miniloppemarkedet på
lokalcentret. Overskuddet går til at drive
centrets kolonihave.
79
Pauls krop er slidt efter
mange års fysisk arbejde,
og han har haft flere
diskusprolapser. Derfor
er han dagligt nødt til at
tage piller, og de tages ofte
sammen med kaffen og
ostemadderne.
Veninden Birgit betyder alt
for Paul. ”Et rigtig godt liv er
sådan et, som Birgit og jeg
har sammen.”
Paul har boet 40 år i sin
treværelseslejlighed i hjertet
af Århus. Der er hverken bad
i lejligheden eller i kælderen,
og toilettet finder man i et lille
skab inde i soveværelset. ”Det
har aldrig været et problem,”
siger Paul, som tog familiens
tre børn med i svømmehallen
eller lod dem etagevaske i køkkenvasken.
80
Paul har arbejdet, siden han var ni år. Som bud hos en isenkræmmer fik han ni kroner om ugen. De otte afleverede han til sin mor, for den sidste købte han biografbilletter. En biografbillet
kostede 35 øre i 1945.
81
Når man giver en stemme...
I
misforstået hensynsfuldhed kan vi som samfund
have berøringsangst og tale om – i stedet for
til – mennesker, som lever med ulighed i sundhed.
Denne bog gør det modsatte. Den lader hovedpersonerne selv fortælle. Ambitionen med bogen er at
give et ucensureret billede af, hvordan mennesker,
som lever med ulighed i sundhed, selv opfatter
deres sundhed. Det er interessant at vise, fordi vi
som samfund lader dem komme til orde uden at
pålægge dem andres agenda og syn på sundhed.
Jeg giver dem en stemme på deres egne præmisser, og alene det at give mennesker, som normalt
ikke bliver hørt, en stemme, berettiger udgivelsen
af denne bog. Også selvom jeg har været bange for,
at bogen blot ville stigmatisere en gruppe, som allerede er stigmatiseret, og at billeder og livshistorier
ville bekræfte vores fordomme. Jeg ønsker nemlig
lige det modsatte. Jeg ønsker at møde de medvirkende med respekt og ligeværd og tage deres opfattelse af sundhed alvorligt. At vise virkeligheden, som
de ser den.
De medvirkende i denne bog er meget forskellige.
Nogle har levet med ulighed i sundhed i generationer, andre er der kun i en kort periode, og atter
andre opfatter ikke sig selv som værende berørt
82
af ulighed i sundhed. De medvirkende er valgt ud
fra, at de altid eller i en periode af deres liv har haft
et minimum at leve for, og de har enten en kort
uddannelse eller slet ingen. Et af mine ønsker med
bogen er at få læseren til at reflektere over, om de
medvirkende har haft et reelt valg i fravalg af uddannelse og dermed størrelsen af indkomst? Har de
selv valgt at leve med ulighed i sundhed, eller har
samfundet haft et medansvar?
At involvere mennesker i et bogprojekt som dette
kræver særlig omtanke. De medvirkende kan med
kameraet for øjet blive bevidste om aspekter af
deres liv, som kan være hårde at erkende. En af de
medvirkende ransagede således hele sit liv og satte
spørgsmålstegn ved alt: hendes venner, hendes udseende, hendes hverdag, hendes sundhed og hendes fremtid. I sådanne situationer er det nødvendigt
at sikre sig, at de medvirkende ikke står alene.
Vores livshistorier er det allermest private, vi har.
At bede mennesker om at stå offentligt frem med
dem er meget at bede om. Et af de store spørgsmål,
jeg har stillet mig selv i den forbindelse, er: ”Hvordan sikrer jeg, at de medvirkende kan overskue
konsekvenserne?” Svaret på det er, at jeg nok aldrig
kan være helt sikker, men jeg har forsøgt at klæde
de medvirkende på til denne opgave med åbenhed
og ærlighed.
De otte medvirkende i bogen giver deres personlige historie, men mit håb er, at bogen samlet set
giver et billede af, hvordan mennesker lever med
ulighed i sundhed, så bogen bliver mere end blot
otte menneskers fortælling.
Jeg vil gerne takke Betty for hendes hjertegribende
åbenhed, Viggo for hans tillid, Karen for hendes
optimisme, Kirsten for hendes spontanitet, Paul
for hans ærlighed, Matin for hans oprigtige varme,
Ilham for hendes interesse for projektet midt i en
eksamensperiode og Benny for hans samarbejdsvilje og kinesisk te. Tak for jeg måtte lære jer at kende
og få et blik ind i jeres hverdag. Tak for jeres mod til
at stå frem og vise, hvad sundhed er for jer. Tak for
jeres åbenhed og måde at gå til opgaven på. Tak for
at lige netop I er med i bogen.
Janne Als Johnsen, maj 2010
Hvad er sundhed for en hjemløs? En flygtning? En butiksassistent?
Århus Kommune har givet stemme til otte vidt forskellige borgere, som sjældent får taletid i offentligheden. Mennesker, som statistisk set er
udsat for ulighed i sundhed. De skulle altså leve mere usundt og være mere syge end gennemsnitsdanskeren. Men hvad siger de selv?
Otte århusianere har i halvanden måned fotograferet, hvad sundhed er for dem. Igennem billeder og gribende portrætter bliver læseren taget med ind i anderledes og ukendte
verdener. De otte medvirkende fortæller både i deres livshistorier og deres billeder, hvordan de opfatter sundhed. Der er øjebliksbilleder, portrætter, hverdagsliv og livshistorier,
som tilsammen tager læseren med tættere på det, der er deres virkelighed.
Mød socialog sundhedshjælperen, lagerarbejderen, den tidligere narkoman, butiksassistenten, eleven, den hjemløse, den studerende og pensionisten.
”Hvad er sundhed for mig? – fotoberetninger og livshistorier om ulighed i sundhed” er udgivet af Sundhed og Omsorg i Århus Kommune.

Hvad er sundhed for mig?

Transcription

Similar documents

Leistungsförderung durch Ernährung

Nr. 64: Lars Brygman - Glostrupdreng med stor karriere

Vadehavsoen Rømø - Danmark: Hotelbrochure

kirkehilsen - The Danish Lutheran Church of Toronto

CHILDREN`S ROOM 2016-2017

Plotsegmentering - Civilisatorik.dk

140425 FS10 Dansk skriftlig fremstilling del 2.ashx

Man skal ville det

100213 Herslev Kirkeblad.indd - Herslev-Gevninge

Juni - helnæsposten

Medlemsbetingelser - Butcher`s Lab §1. Medlemskabet

DGS` Principprogram - Danske Gymnasieelevers Sammenslutning