fil - Find en freelancer
Transcription
fil - Find en freelancer
Børsen Fredag den 9. juli 2010 Livssti 2 Milliardær med mønteksem Karsten Ree har kun gået de absolut nødvendige syv år i skole. Resten har været »learning by doing«. Han har altid kunnet klare sig selv, og det er hans overbevisning, at afhængighed af andre er roden til alt ondt TEKST/FOTO: SIMON JEPPESEN F yrre minutter inde i interviewet med Karsten Ree fortæller han om et møde, han havde samme morgen. Han kom for sent. Han havde længe haft et problem og havde besluttet sig for at gøre noget ved det: »Nu skal det bare være, så jeg tog nogle tabletter. Så var der noget, der ville noget i morges, og det forrykkede programmet lidt, jeg kom næsten et kvarter for sent. Når jeg nu kun skider en gang om ugen, så vil jeg have lov at gøre det, når jeg skal.« Når man interviewer Karsten Ree, kommer man vidt omkring – og man må så forsøge at hænge på. Det er meget betegnende, at han i både interview og forretning sætter sin egen dagsorden. Med to milliarder kroner i banken er han et af de få mennesker i Danmark, der med kort varsel kan handle for meget store beløb uden at spørge andre. Han kan klare sig selv, det har han altid kunnet. Det er hans livsgrundlag – og filosofi. Det er hans største skræk at skulle være afhængig af andre. Han har set, hvor slemt det kan være. Slidsom familie Karsten Ree blev født i Søborg i 1945. Søborg, også kaldet Pengeløse Overdrev, var befolket med tilflyttere fra Københavns brokvarterer – men Karstens far havde ambitioner om at rykke videre. Fødslen skulle foregå på den privatklinik, hvor Karstens storesøster var født – der var telefon, hvilket dengang var meget fint. Fødslen var ved at gå helt galt. Der kom komplikationer, moderen blev overført til Rigshospitalet, båren kunne ikke komme ned af trappen, BØRSEN WEEKEND hun blev i et lagen båret ned de. Det har afstedkommet, af bagtrappen med Karsten at jeg tillægger det, at man dinglende halvt ude, Kar- er rask og rørig og i stand til stens skrækslagne far lige at fungere, stor værdi. Det efter, Karstens storesøsters synes jeg er en stor gave. At kunne leve hver dag uden at fødsel i frisk erindring: »Den første fødsel gik jo ikke det gør ret ondt.« Karsten Ree tænder sig en så godt, hun blev skadet.« Karsten voksede de første af dagens 30 Prince: Rygning kan dræbe, står der på pakår af sit liv op i Søborg: »Jeg kan godt li’ at forsøge ken, men det ser ikke ud til at at tale et pænt sprog,« for- bekymre ham. Han har bogtæller han, udtaler et enkelt stavelig talt haft sine fingre i ord i en sætning langsomt og alt, der er ikke noget der bikorrekt – »og-så« – og fal- der på ham – troede han indder straks efter tilbage til sin til for blot få år siden. At bestille noget ligger fabarndoms bandeord: »Vi sloges ad helvede milien Ree i blodet. Farfaren, til i gårdene, det var skide Albert Ree, kom i århundredets begyndelse til Købenskægt.« Han kom i skole, og hans havn fra Lolland, fik arbejde tydeligste erindring derfra med at køre jern med hestevar det næsten daglige valg vogn om dagen og startede mellem en eftersidning el- sit eget vaskeri op om natler en på hovedet for dagens ten – Sorttevit med logoet: To små mørforseelser. ke drenge, Karsten valg»Det er ethvert der vasker te altid en på hovedet. ordentligt menneskes tøj i en balje. Drengene, Hjemme pligt at tage livet Karstens Revar søsteren af sig selv, når es far ChriAnja. Hun stian Ree og blev i 1943 tadet er slidt op« broderen Vilget med tang, ly arbejdede fik en hjerneskade og var resten af sit liv på Sorttevit og kørte ud med tøjet efter skole. I 1933 insisvært handicappet: »Far var en ordentlig sterede Albert på selv at ordmand på mange måder, me- ne vaskeriets tag i regnvejr, get arbejdsom. Derfor kun- fik lungebetændelse, døde. ne han slet ikke forstå, hvor- De to brødre overtog Sorttefor det skulle ramme ham at vit og dermed blev Christian »uforskyldt direktør«. Som få et handicappet barn.« Anja sad i rullestol, krop- 20-årig, fem år inden han pen var deformeret, hun blev myndig. Christian Ree var selv en havde vand i hovedet, var retarderet. Skaderne blev vær- slider, han kørte cykelløb, re, jo ældre hun blev. En stor vandt Politikens Cykelløb del af familien Rees liv dre- flere gange, blev Danmarksjede sig om den handicappe- mester i sprint. Han kørte på cykelbanen i Ordrup, præde søster. Tænker du over, at det li- mierne var sølvpræmier, knige så godt kunne have været ve, gafler, skeer, dem solgte dig? han for at leve. Under Chri»Det kan du fanme tro. stian voksede Sorttevit støt, Min mor døde i en alder af han fandt løsninger, når der 66, bare sådan – det sled var behov. Under krigen var hende op. Jeg har lært at for- der rationering på kul. Han stå, at der både er en for- og fik aftaler med savværker og en bagside. Der ser satme ik- snedkerier om at overtage ke sjovt ud på den anden si- spånerne, tyskerne skulle jo REDAKTION: ASTRID ELLEMO E-mail:[email protected] bruge barakker, så savværkerne kørte for fuldt tryk. I 1953 rykkede familien Ree til en villa på Strandvejen. Villaen blev bygget om, så søsteren Anjas rullestol kunne komme overalt. »Det var ikke så godt. Når det styrtregnede, løb det lige ind af døren.« Anja blev siden flyttet til en institution. De sidste ni år af hendes liv, inden hendes død som 44-årig, havde hun kun Karsten tilbage. Karstens vej ind i vaskeriet blev den samme som faderens, nedefra. Fra at rense både skorstenskanaler under gulvet og den 30 meter høje murede skorsten, til mærkestuerne, kedlerne og garagen, hvor en mekaniker vakte den unge drengs fascination af store motorer. Karsten var de nødvendige syv år i skole, gik ind i firmaet, var soldat – og stod til at overtage Sorttevit i 1966 på et rigtigt skidt tidspunkt, der var fuld beskæftigelse. »Så begyndte folk sgu at tage fri – »Jeg skal lige 14 dage til Mallorca« . Det begyndte at være meget svært at være arbejdsgiver i en type virksomhed, hvor der var slidsomt arbejde.« Det skal være sjovt Faderen havde en god forretning, som han var ved at slide op. Han solgte. Pengene endte, efter en omvej, i en masse industrijord i Mørkhøj. Karsten Ree byggede, lejede ud, byggede mere og havde efter 10 år 14 millioner i lejeindtægt om året. Næste projekt hed Den blå Avis, som gjorde Karsten Ree til milliardær, da han solgte den til Ebay for et par år siden. Karsten Ree fyldte 65 år den 2. juli og kan godt mærke, at alderen begynder at betyde noget. »Jeg har en uro omkring, om jeg kan nå at slutte det af på en ordentlig måde – vær- LAYOUT: TEAM Fredag den 9. juli 2010 Børsen 3 Karsten Ree fotograferet i Ree Park. Han fortæller om et besøg i den noget større Kruger Park i Sydafrika: »Der fik jeg forståelsen for, hvor stor betydning dyr og dyreliv har for mennesker. Hvis der ikke er plads til dyrene, er der ikke plads til menneskene.« Blå bog Karsten Ree ■ Karsten Ree, der i øjeblikket er i vælten pga. sin store aktiepost i den livstruede Amagerbanken, er født 2. juli 1945 i Søborg ved København. ■ I 2008 solgte han Den blå Avis til Ebay for 2,1 mia. kroner kontant. ■ Han havde i 2009 et overskud af sine investeringer på 142,5 mio. kr. Han sagde i den anledning til Børsen: »Det er jo en lidt sprælsk affære. Jeg har jo nogle indtægter visse steder på nogle aktiebeholdninger og har også nogle tab, fordi nogle investeringer er sket mere med hjertet end med hjernen.« ■ Karsten Ree ejer bl.a. 100 pct. af Ree Park i Ebeltoft på Djursland og har en ejerandel på knap 20 pct. af Danish Biofuel Holding i Grenå. ■ Han bor i dag i Vedbæk med sin nye kone Maria Mygind. ■ Karsten Ree er far til fire børn i alderen 14–37 år. digt. Jeg har gjort mig mange overvejelser. Jeg stiller skytset ind efter en ordentlig måde at slutte livet af på. Nu, hvor jeg har råd til det, vil jeg gerne være agitator for de rigtige ting – alle de ting der er forkert i menneskets måde at leve på, dem vil jeg gerne slå et slag for at ændre. Drivmidlerne til vores biler og vores teknologi, bedre fødevarer, mindre forurening.« Interviewet finder sted i Grenå Havn, hvor Karsten Ree har 450.000 kvadratmeter erhvervsjord med havadgang. Der skal ligge et bioethanolværk. »Her er en opgave at løse, og den er sjov. At være med til at skabe et alternativ, til det vi har. Forlade olien, før den forlader os. Så stopper behovet for fossile brændstoffer, og så går araberne konkurs, og det har jeg det fint med.« Kodeordet er uafhængighed. Kan vi klare os selv som nation, kan vi også lære andre nationer omkring os at gøre det samme, så forsvinder en stor del af de grunde til ufred, der til stadighed gør vores verden til et mere usikkert sted. Dyrene betyder alt Et andet sted som Karsten Ree har investeret i sit eftermæle er Ree Park i Ebeltoft. En dyrepark, hvor dyrene går i store indhegnede arealer – og med et stort og stabilt underskud. »Jeg kan ikke redde verden med en dyrepark i Ebeltoft. Men jeg tror på, at folk langsomt hen af vejen kan se det smukke i det. På sigt vil det vil det skabe en større forståelse for, hvordan vi kan bevare en verden, der kan trives i balance med sig selv.« Hvorfor har du kaldt det Ree Park? »Ebeltoft Dyrepark – det siger ikke en skid. Ordet Zoo kan jeg simpelthen ikke fordrage. Jeg forbinder det med dyr med trange kår, med bure. Steder, som jeg husker som gode, er i reglen forbundet med personnavne Karsten Ree har 450.000 kvadratmeter erhvervsjord med havadgang ved Grenå Havn: »Vores adgang til havet er der ikke nogen kommune eller folkevalgt, der pludselig ændrer konditionerne for.Vi vil eje jorden og kunne komme til havet, uden at de skal kunne bestemme, hvad det koster. Det er uafhængighed. Det kan man kun opnå ved at være solid. Og det har jeg været.« Foto: Christian Als – som Kruger Park i Sydafrika.« (Kruger National Park: et af Afrikas største naturreservater, navngivet efter Sydafrikas femte præsident, Poul Kruger, red.) Parken er jo en dårlig forretning? »Jeg er ligeglad. Hvis det tjener menneskene og dyrene og et højere mål, så er jeg ligeglad. Har man råd til sådan noget, gør man det med glæde.« Ree Park gør et stort arbejde med geparden. Når Karsten Ree fortæller anekdoter om sine møder med dyret, retter han sig op i stolen, lyser han op i store grin. Geparden har en særlig fascinationskraft. »Geparden er et meget følsomt dyr. Den er et rovdyr men et meget fint et af slagsen – lidt ligesom en Formel 1-bil. Den kan køre helvedes stærkt, men den skal ikke ryge for meget i grøften, så ryger hjulene og hele lortet af. Geparden er en ultra jægermaskine med en meget høj fart. Den er født med kløerne ude, så den kan accelerere fra 0-70 på tre et halvt sekund. Den går aldrig på jagt efter noget, hvor den kan slå sig. For hvis den bliver skadet, er den færdig som jæger.« Karsten Ree tænder endnu en smøg, læner sig frem over bordet. »Jeg har studeret forskellige folkeslag, og jeg har fundet ud af, at dem med den største livskvalitet og forståelse for deres omverden, er indianerne. Når de syntes, de var ved at blive affældige, så satte de sig ud og døde. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre, men du ser mig ikke på et alderdomshjem som 90-årig, der hverken kan det ene eller det andet. Det kan jeg godt selv finde ud af. Det er et ethvert ordentligt menneskes pligt at tage livet af sig selv, når det er slidt op.« Karsten Ree bliver – siden en ulykke med en motorkost, hvor han knuste sin ankel – dagligt mindet om sin skrøbelighed. Han har døjet med eftervirkninger, en af dem er en eksem, som dukkede op i kølvandet på skaden, og som nok aldrig forsvinder. Eksemen er en Nummulat Eksem – også kaldet mønteksem: »Mønteksem! Jeg var ved at dø af grin, da lægen fortalte mig det. Det er da fanme paradoksalt, at det lige er mig der får det, mig der går så meget op i mønten.«