December 2013 2

Dansk A
Højere
forberedelseseksamen
Hæfte 2
Kl. 10.30-15.00
2hf133-DAN/A-2-02122013
Mandag den 2. december 2013
Kl. 9.00 - 15.00
Prøvemateriale
Hæfte 2
Særtekster – udleveres kl. 10.30:
Side
5. Herta Müller: Sortpopler. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
6. Karl Ove Knausgaard: Min kamp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
7. Ib Michael: Erindring og virkelighed – et manifest . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
2
5. Herta Müller: Sortpopler
Teksten er et kapitel fra romanen Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig, 2009.
Baggrunden for romanen er, at en del af de tyskere, som boede i Rumænien, i
1945 blev deporteret til arbejdslejre i Ukraine i Sovjetunionen, heriblandt Herta
Müllers mor og hendes ven, digteren Oskar Pastior. Han har fortalt Herta Müller
om deportationen og har sammen med hende besøgt arbejdslejren i Ukraine.
Herta Müllers mor talte derimod aldrig om sine oplevelser. Fortæller-jeg’et er den
17-årige Leopold.
Herta Müller (f. 1953) er tysk-rumænsk forfatter.
5
10
15
20
25
30
DET VAR NATTEN mellem 31. december og 1. januar, nytårsnat det andet år.
Ved midnat blev vi af højttaleren kommanderet ud på appelpladsen. Flankeret af
otte vagtsoldater med geværer og hunde blev vi gennet hen ad lejrgaden. En lastbil
kørte bagved. I den høje sne på bagsiden af fabrikken hvor braklandet begyndte,
skulle vi stille os op i rækker foran skillemuren og vente. Vi tænkte, det er nedskydningens nat.
Jeg masede mig frem i forreste række så jeg var blandt de første, ikke forinden
skulle læsse lig op - for lastbilen ventede i vejkanten. Sjisjtvanjonov og Tur Prikulitsch var kravlet ind i førerhuset, og motoren gik så de ikke frøs. Vagtsoldaterne
gik frem og tilbage. Hundene stod sammen, frosten trykkede deres øjne i. Nu og
da løftede de poterne for ikke at fryse fast.
Der stod vi, ældede i ansigtet, øjenbrynene af rimfrost. Læberne på en del
kvinder bævede ikke bare af kulde, de mumlede bønner. Jeg sagde til mig selv, nu
er alt forbi. Min bedstemors afsked var: Jeg ved du kommer tilbage. Det var ganske vist også midt om natten, men midt i verden. Nu har de fejret nytår hjemme,
ved midnat måske skålet for at jeg må leve. Forhåbentlig har de tænkt på mig de
første timer af det nye år og så lagt sig i den varme seng. På bedstemors natbord
ligger allerede hendes vielsesring som hun tager af hver aften fordi den klemmer.
Og jeg står og venter på at blive skudt. Jeg så os alle stå i en kæmpestor æske.
Dens himmellåg var lakeret sort af natten og smykket med skarpt slebne stjerner.
Og æskens bund var knædybt dækket med vat så vi faldt i det bløde. Og æskens
vægge var draperet med stiv isbrokade, frynsefilter af silke og kniplingsstof uden
ende. På lejrmuren derovre, mellem vagttårnene, var sneen en katafalk1. På den
stod en tårnhøj etageseng op i himlen, en etagekiste hvor der var plads til os alle
ligesom i barakkernes sengesteder, liggende lig over hinanden. Over den øverste
etage lå det sortlakerede låg. I vagttårnene ved katafalkens hoved- og fodende
holdt to sortklædte fra æresgarden dødsvagt. Ved fodenden i retning af lejrporten
skinnede lejrgårdspladsens bevogtningslys som lysestager. I den mørkere fodende
stod kronen af det snedækkede morbærtræ som prægtigt blomsterarrangement
med alle navnene på utallige papirssløjfer. Sne dæmper, tænkte jeg, man vil knap
høre skuddene. Vores pårørende sover berusede, intetanende og nytårstrætte midt
i verden. Måske drømmer de om vores forheksede begravelse i det nye år.
Jeg ville slet ikke ud af æsken med etagekisten igen. Når man vil betvinge sin
katafalk: forhøjning til at sætte en kiste på
1
3
35
40
45
50
55
60
65
70
75
dødsangst, men ikke kan undslippe den, skifter den til besnærelse. Den isnende
kulde hvor man ikke må røre sig, gør selv det frygtelige mildt. I forfrysningens
trance overgav jeg mig til nedskydningen.
Men så smed to godt indpakkede russere skovle ned for fødderne af os fra
bilens anhænger. Tur Prikulitsch og en af de godt indpakkede lagde fire sammenbundne reb mellem mørket og det snelyse parallelt med fabriksmuren. Kommandant Sjisjtvanjonov var faldet i søvn som han sad i førerhuset. Måske var han fuld.
Han sov med hagen på brystet som en rejsende der glemmes i kupeen på den sidste banegård. Han sov så længe vi skovlede. Nej, vi skovlede så længe han sov fordi Tur Prikulitsch måtte vente på hans ordrer. Så længe vi skovlede to baner mellem rebene til vores nedskydning, sov han. Hvor længe ved jeg ikke, til himlen
blev grå. Og lige så længe gentog skovlens takt: Jeg ved du kommer tilbage. Jeg
var blevet nøgtern igen af at skovle og ville hellere sulte videre for russerne, fryse
og knokle, end blive skudt. Jeg gav bedstemor ret: Jeg kommer tilbage, men modsagde hende alligevel: Ja, men ved du hvor svært det er.
Så steg Sjisjtvanjonov ud af førerhuset, gned sig på hagen og rystede benene
fordi de måske stadig sov. Han vinkede de godt indpakkede til sig. De åbnede bagsmækken og smed spidshakker og brækjern ned. Sjisjtvanjonov gestikulerede med
pegefingeren, talte usædvanlig kort og stille. Han steg ind i førerhuset igen, og den
tomme bil kørte med ham.
Tur skulle give mumleriet befalingstone og råbe: Træhuller grav.
Som gaver ledte vi efter redskaberne i sneen. Jorden var frosset stenhård.
Spidshakkerne prellede af, brækjernene klang som jern mod jern. Nøddestore
stumper sprøjtede op i ansigtet på os. Jeg svedte i frosten og frøs i sveden. Jeg blev
spaltet i en glødhalvdel og en ishalvdel. Overkroppen var udbrændt, bøjede sig
mekanisk og glødede af angst for normen. Underkroppen var gennemkold, benene
skubbede sig dødskolde op i tarmene.
Om eftermiddagen var hænderne blodige, men træhullerne ikke dybere end en
hånd. De blev ikke dybere.
Ikke før sidst på foråret blev hullerne gravet færdige og to lange rækker træer
plantet. Alleen voksede hurtigt. Disse træer fandtes ingen andre steder, ikke på
steppen, ikke i russerlandsbyen og intetsteds i omgivelserne. I alle årene var der
ingen i lejren der vidste hvad træerne hed. Jo højere de blev, desto hvidere blev
grentræ og stammer. Ikke filigranagtige og vokshvidt gennemsigtige som birketræerne, men imposante i væksten og med mat hud som gipsgrød.
Den første sommer jeg var hjemme efter lejren, så jeg disse gipshvide lejrtræer
i Elleparken, gamle og kæmpemæssige. I min onkel Edwins træleksikon stod der:
Det hurtigtvoksende træ skyder indtil 35 meter i vejret. Standhaftighed udviser
træet med sin stamme der kan blive 2 meter tyk og opnå en levealder af 200 år.
Min onkel Edwin anede ikke hvor rigtigt, rettere sagt rammende, beskrivelsen
var da han læste ordet SKYDER for mig. Han sagde: Dette træ er nøjsomt og
udpræget smukt. Men majestætisk forløjet. Hvorfor kalder det sig SORTPOPPEL
med sin hvide stamme. Jeg modsagde ham ikke. Jeg tænkte bare ved mig selv:
Når man en gang har ventet en halv nat på at blive skudt under den sortlakerede
himmel, er navnet ikke usandfærdigt mere.
4
6. Karl Ove Knausgård: Min Kamp
Teksten er et uddrag af Min kamp, 2009-11. I dette værk, som består af seks erindringsromaner, skildrer forfatteren sit liv i mange detaljer.
Karl Ove Knausgård (f. 1968) er norsk forfatter.
5
10
15
20
25
Skønt! plejede hun at sige når noget var urimeligt eller komisk.
Jeg tænkte på hvordan hun blev når alvoren sænkede sig i hende. Så var hun
ligesom på min hjemmebane, og jeg følte mig som en enorm sort sky der lå rundt
om hende, altid så meget mere. Men kun i alvoren, aldrig ellers.
Når jeg var sammen med Hanne, lo også jeg næsten hele tiden.
Hendes lille næse!
Hun var mere pige end kvinde, ligesom jeg var mere dreng end mand. Jeg plejede at sige at hun lignede en kat. Og det var sandt, der var noget katteagtigt ved
hende, i bevægelserne, men også i en slags blødhed, noget der ville komme helt
tæt på.
Jeg forestillede mig hendes latter, og jeg røg og så op på stjernerne.
Så hørte jeg den tunge brummen fra bussen, der kom glidende mellem husene,
knipsede cigaretten ud på vejen, rejste mig, talte mønterne i lommen og rakte dem
til chaufføren da jeg steg op.
Åh, det dæmpede lys i busserne om aftenen, og de dæmpede lyde. De få passagerer som alle sammen sidder i egne tanker. Landskabet der glider forbi i mørket
udenfor. Suset fra motoren. Når man sidder der og tænker på det bedste man ved,
det kæreste man har, og bare vil være der, ligesom ude af verden, på vej fra et sted
til et andet, er det ikke først da man virkelig er til stede i den? Først da man virkelig er fyldt af den?
Åh, det er sangen om den unge mand der elsker den unge kvinde. Har han ret
til at bruge ordet »elske«? Han ved ikke noget om livet, han ved ikke noget om
hende, han ved ikke noget om sig selv. Det eneste han ved, er at han aldrig har følt
noget med sådan en kraft og klarhed før. Alt gør ondt, men der er ikke noget der
er så godt. Åh, det er sangen om at være seksten og sidde i en bus og tænke på
hende, den ene, uden at vide at følelserne langsomt, langsomt vil blive mattere og
svagere, at livet som nu er stort og enormt, ubønhørligt vil blive mindre og mindre, til det er en håndterlig størrelse, noget der ikke gør så ondt, men som heller
ikke er så godt.
*
30
35
Det ovenstående kunne kun en fyrre år gammel mand have skrevet. Jeg er fyrre nu, lige så gammel som min far var dengang, jeg sidder i vores lejlighed i
Malmø, i værelserne omkring mig ligger min familie og sover. Linda og Vanja i
vores soveværelse, Heidi og John på børneværelset. Ingrid, børnenes mormor i en
seng i stuen. Det er den femogtyvende november 2009. Midten af firserne ligger
lige så langt væk i tid som halvtredserne lå dengang. Men næsten alle i denne
historie er stadig derude. Hanne er derude, Jan Vidar er derude, Jøgge er derude.
Min mor og min bror Yngve – ham talte jeg i telefon med for to timer siden, vi har
5
40
45
50
planlagt en tur til Korsika til sommer, han med sine børn, Linda og jeg med vores
– de er derude. Men far er død, farmor er død, og farfar er død.
Mellem de ting som far efterlod sig, var tre notesbøger og en dagbog. I tre år
skrev han ned hvem han så i løbet af dagen, hvem han ringede til, alle de gange de
havde sex og hvor meget han drak.
Af og til et kort referat af begivenheder, men som oftest ikke.
»K.O. på besøg,« står der ofte.
Det var mig.
Af og til står der »K.O. glad« efter at jeg har været der.
Af og til »vellykket snak«.
Af og til »okay stemning«.
Af og til ingenting.
Jeg kan godt forstå hvorfor han noterede hvem han mødte og talte med i løbet
af dagen, og alle skænderierne og forsoningerne, men jeg forstår ikke hvorfor han
noterede hvor meget han drak. Det er som om han førte logbog1 over sin egen
undergang.
logbog: især om optegnelser om et skibs sejlads
1
6
7. Ib Michael: Erindring og virkelighed – et
manifest1
Teksten er fra www.gyldendal.dk. Uden udgivelsesdato. Ib Michael (f. 1945) er
dansk forfatter.
5
10
15
20
25
30
2. juledag 20042 stod tiden stille, fuglene holdt med at synge, og verdens øjne rettedes mod det koralrev, hvor jeg sad og skrev, mens vandet begyndte at stige.
Jeg rejste mig på min veranda og stirrede vantro på firehjulstrækkeren, der flød
rundt i bugten og slog mod klipperne. Foran mig forsvandt hytterne ned i malstrømmen, en ung nordmand blev skyllet ud af sit eget vindue, greb fat i et hængekøjereb, der hang fra en palme, og klamrede sig til det, mens flodbølgen rasede. I
en anden af hytterne, lige i nærheden, var vennens mor ved at drukne i sit badeværelse. Med det yderste af neglene klamrede hun sig til en dørkarm og fik akkurat
løftet mund og næse op over vandet, der steg til en halv meter under loftet. Én ting
var fælles for alle os der overlevede: Lige siden har vi fortalt historien igen og
igen, jeg selv skrev reportager hjem og dagen efter kørte jeg rundt på øen. Patong
(det lokale Sodoma og Gomorra3) var afspærret af politi og militær. De stod ved
afspærringerne med deres hospitalsgrønne hygiejnebind for munden, så de ikke
skulle kvæles i ligstanken fra ruinerne. Jeg så presenninger bredt ud; de dækkede
arealer på størrelse med fodboldbaner. Under dem lå ofre som ventede på at blive
identificeret. Jeg hørte om en svømmepøl fuld af affald og lig. I begyndelsen kunne man ikke se forskel, så svulmede ligene op og sejlede rundt i sølet som spærreballoner. Det er den slags billeder de overlevende fik på nethinden. Jeg havde det
som den der med nød og næppe er undsluppet døden, liv og ungdom begyndte at
passere revy. Melville4 havde kaldt tilværelsen for et ”Sjælens Tahiti” – en ø i
havet omgivet til alle sider af det ubevidstes rædsler. Fra den morgen ophørte det
endegyldigt med at være en metafor.
Først oplever man alting på reportageplanet. Men man slipper ikke; man kan
fortælle historien lige så tosset man vil. Den bliver ved med at være der. Man må
dybere ned i identiteten, derned hvor det stadig brænder – lidt ligesom jorden på
Ground Zero5. Jeg er ikke dokumentarist, jeg kaldte det År Nul. Jeg vidste, jeg
havde oplevet et skred i personligheden. En afgrund af meningsløshed.
Hvordan lever man videre i et demaskeret6 paradis? Vi ved jo godt at vores
tryghed beror på en illusion. Min fortæller flygter ind i et selvpåført hukommelsestab og griber ud efter en anden identitet.
Det havde vi gjort én gang før, dengang i tresserne. De trygge rammer, vi var
vokset op i, sparkede vi ned. Skiftede tro og kulturel identitet som andre skifter
T-shirts. Vi ville ud hvor vi ikke kunne bunde, og kom det, ideologisk hoppede vi
manifest: tekst, hvor en kunstner, fx en forfatter, formulerer sit kunstneriske program
2. juledag 2004: 26.12.2004 blev feriestederne i Thailand ramt af en tsunami
3
Sodoma og Gomorra: I Bibelen nævnt som byer i et frugtbart område ved Det Døde Hav, der blev ødelagt af Gud på grund af indbyggernes ondskab, ugudelighed og usædelighed
4
Melville: Herman Melville (1819-1891), amerikansk forfatter
5
Ground Zero: grunden, hvorpå World Trade Center stod indtil 2001, fik dette navn
6
demaskeret: afsløret
1
2
7
35
40
45
50
55
60
65
70
på alle limpinde, som bød sig til. Ungdom var ikke til for at have ret, den var til
for at prøve grænser af. Vi var paradisdrømmere, ville skabe vores egen verden,
men tabte i den sidste ende spillet om den politiske utopi. På 40 års afstand af
begivenhederne skrev jeg trilogien Blå Bror, Sorte Huller og Vilde Engle; jeg har
nu gennemskrevet og revideret de enkelte bind og samlet dem i én stor roman
under titlen Så var verden deres (udk. 28/9). Med tsunamien som rammefortælling
og øen som det sted, hvorfra erindringen udgår.
Den brusende nærhed af død og ødelæggelse satte en erindringsproces i gang.
Erindring er autentisk sansning, hele kompasrosen rundt, fylde og substans i
ordets bedste betydning. En tilstand i bevidstheden der på sekunder kan krybe ned
i barnesommerens mindste detaljer, motiveret af et duftspor, et billede på væggen
eller titlen på ryggen af en drengebog. Erindringen er altid komplet, men den er
aldrig forankret. Den er drivende skyer i hjernen. Et flydende begreb i tid og rum.
Kun hukommelsen søger forankringen og kronologien. Det er sandt som det er
blevet sagt at fiktionen er erindringen om noget som aldrig har fundet sted.
Erindringen er sit eget lys, ligesom fiktionen er sit eget rum og skaber sin egen
virkelighed.
Flytter man personer, inklusive sig selv, over i dette rum forvandles de. Uanset
hvor genkendelige de er for andre, som har oplevet den samme tid, bliver de til
romanpersoner. Et hundrede procent fiktion, det fortællende jeg inklusive. Jeg er
ikke forpligtet på hverken sandhed eller kronologi, men kun på sansningen og den
autentiske fornemmelse af stoffet. Enhver erindring bliver fortalt fra et sted længere henne i livsforløbet, hvor tiden er ophævet. Først når man ser tilbage på stoffet
gendannes den lineære tid som en modsætning til den vi oplever i bevidstheden.
Hjernen bevæger sig i spring, erindringen forskyder sig og skaber sine egne billeder ud fra det levede liv. Så skuffende virkelige at man selv tror på dem. Det gælder barndom (det er aldrig for sent at få en ny) såvel som ungdom. Man kan ikke
gå på sporet af den tabte tid uden at fortegne, redigere og fortie.
Hvis man kunne skabe et 1:1 forhold7 i erindringsprocessen, komplet med dialoger, personer og begivenheder i korrekt rækkefølge, ville det forudsætte en monsteragtig hukommelse som intet levende menneske er i besiddelse af, og projektet
ville hurtigt sprænge alle rammer. Der er en grund til at man bruger tegnede kort
og ikke virkeligheden selv når man skal orientere sig i geografien.
Den norske forfatter, Knausgård8, er blevet diskuteret vidt og bredt, men det
samme gør sig gældende her: selv når man gennemskriver trivia9 og dagligdags
begivenheder transformeres de i teksten til en anden virkelighed.
Derfor ville jeg heller aldrig drømme om at bruge Erindringer som en genrebetegnelse.
Romanteknikken giver simpelthen en anden optik, stoffet befries fra opremsningens og kronologiens lænker. Der kan stilles skarpt på øjeblikket, personer får
et andet liv under masken, og man kommer, paradoksalt nok, sandheden nærmere.
1:1 forhold: fuldstændigt dækkende forhold
Karl Ove Knausgård (f. 1968): norsk forfatter til erindringsromanerne Min kamp (2009-2011).
9
trivia: almindeligheder
7
8
8
75
80
Detaljen lever i iscenesættelsen. Med denne frihed kunne jeg skrive trilogien.
Baseret på den tilblivelseshistorie som er den egentlige drivkraft.
Hvordan opleves forvandlingen fra ungdommens kroniske uskyld til et liv med
kone, barn, kuldsejlede drømme og nye begyndelser?
Jeg tror på at helheden er større end dens enkelte dele. Først i det sidste bind, i
Vilde Engle, fandt jeg den endelige form. Med dette samlende greb er stoffet skrevet sammen til beretningen, den fra begyndelsen var tænkt som. Efter syndfloden,
på selve stedet, hvor jeg oplevede den. En – i dobbelt forstand – historie om at blive til i verden. Med udgangspunkt i ungdommen, men set fra en position sent i
livet, og med katastrofen som bagtæppe for erindringens nulpunkt.
9
Oplysninger til brug for Copydan
1.Oluf Gandrup og Peter Kirkegaard: Malmros' erindringsmagi. Macguffin 41-42,
1982.
2. Nils Gunder Hansen: Det svære vidnesbyrd. www.berlingske.dk 28. januar 2006.
3.a.Klaus Rifbjerg: Engang, fra: Amagerdigte. Gyldendal, 1965.
3.b.Naja Marie Aidt: Gespenster, fra: Så længe jeg er ung. Gyldendal, 1991.
4.Erindringstekster:
a. Asta. www.erindringer.dk, 2011.
b. Jan. www.psykoweb.dk, u.å.
5.Herta Müller: Sortpopler, fra: Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Oversat af Karsten
Sand Iversen. Gyldendal, 2010.
6. Karl Ove Knausgård: Min kamp, bd. 4. Gyldendal, 2011.
7. Ib Michael: Erindring og virkelighed. www.gyldendal.dk, u.å.
Billeder:
Scene fra Nils Malmros’ film Kundskabens træ. www.dfi.dk.
Omslag til Klaus Rifbjerg: Amagerdigte. Gyldendal, 1965.
Marc Chagall: I and the Village. www.moma.org.
54
57
1T
RY K S A G 4