December 2013 1

Transcription

December 2013 1
Dansk A
Højere
forberedelseseksamen
Hæfte 1
Kl. 9.00 -15.00
2hf133-DAN/A-1-02122013
Mandag den 2. december 2013
Kl. 9.00 - 15.00
Prøvemateriale
Hæfte 1
Side
Tema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Opgaveformuleringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Fællestekster – udleveres kl. 9.00:
1. Oluf Gandrup og Peter Kirkegaard: Malmros’ erindringsmagi:
Bringing It All Back Home . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
2. Nils Gunder Hansen: Det svære vidnesbyrd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6
3. a. Klaus Rifbjerg: Engang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8
3. b. Naja Marie Aidt: Gespenster . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
4. Erindringstekster af Asta og Jan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
Billeder:
Scene fra Nils Malmros’ film Kundskabens træ (1981) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
Omslag til Klaus Rifbjerg: Amagerdigte (1965) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
Marc Chagall: I and the Village (maleri, 1911) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
Hæfte 2
Særtekster – udleveres kl. 10.30:
5.
Uddrag af roman af Herta Müller
6.
Uddrag af roman af Karl Ove Knausgaard
7.
Artikel af Ib Michael
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
2
Tema: Erindring
Temaet for hæfte 1 og 2 er erindring. Tekster og billeder belyser, hvordan
erindringer kan fremstilles, herunder hvordan de kan formes til litteratur.
Desuden giver materialet eksempler på diskussioner af forholdet mellem erindring
og sandhed.
Opgaveformuleringer
Du skal besvare én af opgaverne 1-3. Anfør opgavens nummer, og formuler en
overskrift som led i din besvarelse.
Opgave 1
Skriv til et hf-hold et analyserende oplæg om, hvordan erindring kan formes til
litteratur.
Som en central del af dit oplæg skal du analysere og fortolke uddraget af Herta
Müllers roman (tekst 5).
Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1.
Opgave 2
Skriv en introducerende artikel om forskellige måder at fremstille erindringer på.
Som en central del af din artikel skal du karakterisere virkemidler i uddraget af
Karl Ove Knausgaards roman (tekst 6).
Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1.
Opgave 3
Skriv en argumenterende artikel om forholdet mellem erindring og sandhed.
Som en central del af din artikel skal du gøre rede for synspunkter og for den
måde, der argumenteres på, i artiklen af Ib Michael (tekst 7).
Diskuter synspunkterne, idet du inddrager artiklen af Nils Gunder Hansen (tekst 2).
Desuden kan du inddrage andet materiale fra hæfte 1.
Materialet i hæfte 1 og 2 forudsættes ikke kendt af dine læsere.
3
1. O
luf Gandrup og Peter Kirkegaard: Malmros’
erindringsmagi
Artiklen er fra filmmagasinet Macguffin, 1982. Filminstruktøren Nils Malmros
(f. 1944) har lavet en række film, blandt andre ’Lars Ole, 5c’, ’Drenge’,
’Kundskabens træ’ og ’Kærestesorger’, som alle bygger på hans erindringer.
5
10
15
20
25
30
Allerførst er det væsentligt at få afgrænset, hvad man i det hele taget skal forstå
ved erindring. Der er blevet talt meget om Malmros’ erindringsmagi, men der er
ligeså ofte blevet talt om instruktørens fremragende hukommelse. Tilsyneladende
dækker hukommelse og erindring det samme. En nærmere betragtning viser imidlertid at det slet ikke er tilfældet. Der kan være god grund til at skelne skarpt mellem de to betegnelser.
Forskellen mellem de to egenskaber eller evner er kort fortalt den, at mens vi
med hukommelsen søger at indordne tilværelsens hændelser kvantitativt1 på en
tidsakse for bedre at holde styr på dem ved at holde dem ude fra os, da søger vi i
og med erindringen at komme ind til det kvalitative2 i hændelserne for at forstå
dem. – Hvor hukommelsens formål er at holde følelse og betydning udenfor, og
dens strategi hertil at rangere alt ind på en ligegyldig linje: kronologisk, dér ordner
erindringen tværtimod fortidens hændelser ind efter hvilken betydning – følelse –
de har for nutiden. For erindringen er kronologien – i sig selv – derfor uinteressant. For den er den ”rene”, abstrakte, tidslige orden intetsigende, – det, der interesserer den er betydningssammenhænge, – struktur. – Altså: ”At erindre er ikke
identisk med at huske. Man kan godt huske en begivenhed til punkt og prikke
uden at erindre den.... Erindringen vil hævde mennesket den evige kontinuitet i
livet.” (Søren Kierkegaard3 i ”Stadier på Livets Vej”). (…)
Når fortiden blot ”lever” som døde fakta, går livskontinuiteten tabt. Det moderne individ tenderer mod4 at blive endimensionelt. Det bliver rastløst, idet det i
grunden er identitetsløst, fordi det er blevet udelukket fra den erfaringsdannelse,
som kun erindringen kan formidle.
I interviewet [Macguffin 41/42, juni 82, p. 115] siger Malmros, at han engang
efter debuten og fiaskoen med En mærkelig kærlighed 5 mødte nogle klassekammerater fra dengang i 5c. I samtalens løb gik det – overraskende – op for ham, at
de andre ikke, som han selv, bar dette stykke fortid levende i sig. De huskede,
kunne man sige, nok, at de havde gået i 5c, kunne komme i tanke om navne, steder osv., men de erindrede ikke, som Malmros, dette stykke af deres liv. For dem
var dette stykke fortid blevet tømt for betydning, for Malmros derimod var det stadig fyldt af følelser, stadig aktuelt. – Måske kan man påstå, at det er her Malmros’
kvantitativt: (her) med hensyn til faktuelle oplysninger, fx dato og varighed
det kvalitative: (her) betydningen og det følelsesmæssige
3
Søren Kierkegaard: dansk filosof og forfatter (1813-55)
4
tenderer mod: har tendens til
5
En mærkelig kærlighed: spillefilm, instrueret af Nils Malmros, 1968
1
2
4
35
filmkarriere for alvor begynder. Her bliver det i hvert fald klart for ham, at han
har bevaret evnen til at dykke ned i fortiden på en anden måde end de fleste. Og
her, kan man tillade sig at gå ud fra, begynder han at undre sig over, hvad denne
evne kan bruges til, da andre åbenbart ikke har den eller har mistet den. – Hvorom
alting er: siden har Malmros lavet film om det andre har glemt, om de betydninger, følelser etc., som der ikke var plads til i de andres hukommelseshistorie.
Scene fra Nils Malmros’ film Kundskabens træ (1981)
5
2. Nils Gunder Hansen: Det svære vidnesbyrd
Teksten er et uddrag af en artikel fra www.berlingske.dk 28. januar 2006. Nils
Gunder Hansen (f. 1956) er litteraturprofessor.
5
10
15
20
25
30
Den såkaldte vidnesbyrdlitteratur om de store forbrydelser mod menneskeheden
stiller det evige problem om digtning versus1 sandhed på en ny og påtrængende
måde.
I de senere år er man inden for litteraturforskningen begyndt at tale om vidnesbyrdet som en helt ny genre. I vidnesbyrdlitteraturen fortæller de overlevende fra
det tyvende århundredes store forbrydelser mod menneskeheden. Elie Wiesel og
Primo Levi2 er to af eksemplerne på denne genre, der ikke mindst har Holocaust
som sit omdrejningspunkt.
Måske er vidnesbyrdet den mest tvingende måde, hvorpå virkeligheden kan
melde sig i litteraturen igen. Holocaust3, Gulag4 og lignende rædsler træder frem
med en moralsk tyngde, der får alle avantgardistiske5 synspunkter, om at litteratur
altid kun kan handle om sig selv, til at henvejres som røg.
Alligevel er genren ikke uden problemer, som det fremgår af hosstående bogdebat. For det første berører den det klassiske metodiske problem inden for historievidenskaben: hvilken status kan man tillægge det personlige vidnesbyrd, erindringen, den senere analyse fra én, der selv var med, da det skete? Hvordan undgår
man projektioner og erindringsforskydninger, alle de fejlkilder som subjektiviteten
rummer?
På den anden side er det netop i tilfældet vidnesbyrdlitteratur svært med kildekritik og problematisering, fordi ofrene er kommet tilbage fra en rejse ind i mørkets
hjerte6, som de fleste andre har svært ved overhovedet at forestille sig. Vil en kritisk holdning over for vidnerne ikke være utilbørlig, på grænsen til overgreb og folkemordsbenægtelse?
Et andet problem er, om man i det hele taget kan skrive uden at komme til at
digte. Selv en almindelig skriverkarl7, der blot nogle gange skriver klummer8 på
baggrund af egne oplevelser, vil opleve en bestemt form for fristelse. Han fristes
sådan set ikke til at lyve eller opdigte ting, der ikke har fundet sted. Det er meget
mere harmløst. Det er små diskrete arrangementer i forhold til materialet, næsten
ubetydelige ommøbleringer, så den oplevelse, man fortæller om, bliver mere
sammenhængende, mere prægnant9, mere effektiv i sin henvendelse til en læser.
Ordene faldt måske ikke lige på den måde, men det var jo det, der var meningen. Er der ikke et bedre flow i beretningen, hvis vi siger, at begivenhederne kom
i en lidt anden rækkefølge? Jeg overværede ikke selv denne scene, men det bliver
versus: overfor
Elie Wiesel (f. 1928) og Primo Levi (1919-87): jødiske forfattere, som overlevede koncentrationslejre og
skrev opsigtsvækkende romaner om deres ophold i lejrene
3
Holocaust: folkemord, især om tyskernes folkemord på jøder under 2. verdenskrig
4
G ulag: tvangsarbejdslejre i Sovjetunionen 1930-56
5
avantgardistiske: avantgarden i kunsten er de kunstnere, som søger det nye og banebrydende
6
rejse ind i mørkets hjerte: (her) et ophold i en grusom virkelighed, som er ukendt for de fleste
7
skriverkarl: nedladende betegnelse for middelmådig skribent
8
klumme: fast rubrik i aviser og ugeblade, skrevet i en meget personlig form
9
prægnant: rammende
1
2
6
35
40
45
50
nu mere levende, når jeg lader som om. Osv. Det materiale, man skriver på, forlader virkelighedens og erindringens orden for at træde ind i et æstetisk arrangement10.
I visse tilfælde kan det gå helt grassat. Måske er det det, der er sket for den amerikanske forfatter James Frey11, der for nylig er blevet grebet i at have opdigtet store
dele af sin storsælgende selvbiografi »A Million Little Pieces«. Eller også har han
løjet helt kalkuleret.
Som omtalt i avisen her i tirsdags den 24. januar rummer den nye udgave af Elie
Wiesels erindringsbog om Auschwitz12 en signifikant ændring. I den oprindelige
udgave beskrev han, hvordan de unge jøder under transporten til Auschwitz havde
seksuelt samkvem. I den nye udgave hedder det blot, at de kærtegnede hinanden.
Har Wiesel i sin tid digtet en mere magtfuld og symbolsk scene, end der var belæg
for for at få begivenheden til at træde frem i hele sin radikalitet13? Eller er der
omvendt tale om en retouchering14 af en scene, der skønnes at være for barsk for
nutidens sarte læsere? Det er svært at afgøre. Begge muligheder er problematiske,
men det er den første, der er mest kompromitterende for vidnesbyrdet.
Litteraturvidenskabens fader Aristoteles15 udlagde i sin tid i sin »Poetik« forskellen
på historieskrivning og litteratur på denne måde: historieskrivningen fortæller,
hvad der rent faktisk er sket, litteraturen fortæller, hvad der muligvis kunne være
sket. Denne skillelinje er ofte noget mere stiplet, end det kan lyde her, og deraf
kommer mange af litteraturens velsignelser og problemer.
æstetisk arrangement: kunstnerisk form
James Frey (f. 1969): amerikansk forfatter
12
Auschwitz: koncentrationslejr i Polen (1940-45)
13
radikalitet (her): ekstremitet
14
retouchering: rette fejl og uskarpheder på et foto
15
Aristoteles: (384 f.Kr. – 322 f.Kr.): græsk filosof
10
11
7
3.a. Klaus Rifbjerg: Engang
Teksten er fra digtsamlingen Amagerdigte, 1965, som bygger på forfatterens
erindringer. Klaus Rifbjerg (f. 1931) er dansk forfatter.
5
10
15
20
25
30
Engang tænkte jeg kun flygtigt på
hvad alt skulle blive til.
Solen ramte om sommeren
den gyldne morter1 på sekretæren2
og nede i kælderen stillede min far
riven på plads.
Når jeg stod op om morgenen
fandtes mine sko lige for hånden,
jeg vaskede mig
klædte mig på
spiste min morgenmad
og cyklede mellem villahække
ind til byen.
Selv det som andre vil kalde grimt
fandt jeg tryghed i.
Der var ikke noget slemt
i griselugten fra Sundholm,
og de skrappe skyer af tobaksstøv
fra Augustinus og American Tobacco3
styrkede kun længslen
efter voksen uafhængighed.
Når jeg kom hjem stillede jeg cyklen
på den lille gårdsplads,
gik gennem gruset ind ad havedøren.
Hvis der var nogen,
sagde jeg dav,
ellers fandt jeg bare min mad
(fem stykker: et med leverpostej,
et med spegepølse, et med kødpølse,
et med æble og et stykke franskbrød med ost) –
og spiste den.
morter: krukke, hvor man kan knuse fx krydderier
sekretær: skuffemøbel med skriveklap
3
Augustinus og American Tobacco: tobaksfabrikker
1
2
8
35
Om aftenen når vi havde spist
og hørt radioavis
(jeg læste for det meste mine lektier om eftermiddagen)
kom en eller to af mine venner tit.
En nat kan jeg huske
det pludselig gik op for mig
at jeg engang skulle dø.
40
Jeg lå længe i mørket
med en stor fornemmelse over mig,
og inden jeg faldt i søvn
tænkte jeg meget på de ting
jeg har nævnt i digtet
og følte at jeg allerede havde mistet dem.
9
3.b. Naja Marie Aidt: Gespenster1
Teksten er fra digtsamlingen Så længe jeg er ung, 1991. Naja Marie Aidt (f. 1963)
er dansk forfatter.
Nu vinker alle børnene farvel
og så glemmer jeg dem
de har boet hos mig så længe
men nu glemmer jeg dem
5
10
15
20
den spæde, den mindre, den store
hende fra første klasse
som svarer igen
den glade, den trætte, den mutte
hende fra anden klasse
som løsriver sig
og bliver
alene
11 år og hendes ansigt
forandres
14 år og alt
laves om
nu traver alle forvoksede
teenage tøser
ud af mit hoved
farvel, farvel
nu glemmer de mig
små Madonnabilleder2
25
der var så mange af dem
fastholdte billeder af tid
solbrændte knæ med rifter
Lolitamunde3
og øjne
30
35
40
til alle tider
blev jeg mere rastløs
end godt var
igennem min voksne hud
lo de
dæmonernes ublu latter
afslørede alt
i grænseløs uvidenhed
nu råber alle børnene
FARVEL
og ikke på gensyn
nu er jeg bare
Den Eneste Ene
kun hvad jeg ser
i spejlet
er jeg
Gespenster: spøgelser
Madonna: ophøjet ren kvinde (jomfru Maria kaldes Madonna)
3
Lolita: i Nabokovs roman Lolita (1955) forelsker en voksen mand sig i en
12-årig pige. Herefter brugt om visse flirtende ungpigepositurer
1
2
10
4. Erindringstekster af Asta og Jan
a. Asta
Teksten er fra www.erindringer.dk, 2011. Asta Bugge Visholm (f. 1996).
Asta oplyser følgende: Jeg bor på Østerbro, mine bedsteforældre i Brønshøj.
Historien er skrevet april 2011, da jeg var 14 og gik i 7.
5
10
15
20
25
Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst sov hos min farmor og farfar. Men
min storebror og jeg elskede det. Vi gjorde ting, vi ikke gjorde derhjemme. Vi gik
sent i seng på en almindelig hverdag, selvom vi altid blev fortalt, at det måtte vi
ikke. Vi spiste slik efter vi havde børstet tænder, hvilket aldrig kunne ske derhjemme.
Når vi spiste aftensmad hos farmor og farfar, hvilket for det meste bestod af
verdens bedste frikadeller, drak vi altid solbærsaft fra Ribena til. Den var altid
stærk, hvilket passede os meget godt. Til saftevanden og verdens bedste frikadeller fik vi altid kogte kartofler og brun sovs. Jeg tror, at hemmeligheden bag frikadellerne var, at de blev stegt i ekstra meget smør. (…)
Aftenkaffen var endnu en af de traditioner, vi ikke havde derhjemme. Derfor
gjorde det aftenkaffen helt speciel, fordi det kun fandtes hos dem. Altså kun den
rigtige slags aftenkaffe. Alle andre aftenkaffer var bare rene parodier, på min farmor og farfars aftenkaffe. Sådan her gik det for sig: Thomas og jeg sidder på den
grønlige sofa, der er polstret med tweed. Min farmor og farfar sidder derimod i
deres faste lænestole. Min farfars var af brun læder og yderst komfortabel. Min
farmors af orange eller rød læder og næsten endnu mere komfortabel. Men dog
syntes jeg stadig at sofaen var den bedste. (…)
Så kom dagens næste måltid: frokosten. Det var mest bare rugbrød med diverse
pålæg, men lækkert var det. Da vi var færdige med frokosten og havde slået mave
kom vores mor og far, og hentede os. Men før de gik fik de da lige eftermiddagskaffen med. Den bestod af cirka det samme som formiddags- og aftenskaffen. Og
så var det ellers tilbage til den virkelige verden og Østerbro. Tilbage til de tre måltider om dagen. Tilbage til den almindelige sofa fra Ikea. Tilbage til den kedelige
grå hverdag, som min farmor ville sige.
b. Jan
Teksten er fra psykoweb.dk. Uden udgivelsesdato.
30
Jeg skynder mig hjem fra skole. Jeg er glad – for i dag kommer Bo på besøg, og vi
skal lege sammen hele dagen, det har vi aftalt. Mor ved det godt, fordi jeg spurgte
om han måtte komme og hun sagde ja og lovede mig at hun nok skulle lade være
med at lave ballade, som sidst med Per, hvor hun var fuld.
Da jeg kommer hjem har mor drukket hele formiddagen og ligger nu og snorker
på sofaen inde i stuen.
Hun har ikke taget tøj på, og morgenkåben er gledet lidt til side. Der er tomme
11
35
40
45
flasker og fyldte askebægre på bordet og en meget uhumsk stank i stuen. Hun har
ikke engang luftet ud – så jeg åbner et vindue.
Ude i køkkenet står der stadigvæk tre dages opvask, og hunden har skidt på
gulvet i gangen, fordi den er ikke blevet luftet. Efterhånden som jeg ser mig
omkring med Bos øjne, kan jeg se at det er en umulig situation at redde eller forklare. Jeg er rasende – men det hele bliver bare indeni, for det er jo håbløst og vil
ikke ændre på noget. Jeg skammede mig, hadede min mor og følte mig helt forkert.
Da Bo ringer på døren, gav jeg ham historien om at ”min mor er syg, og skal
have fred”, så derfor legede vi udenfor. Faktisk tror jeg aldrig han kom hjem hos
mig, det jeg husker er at vi altid skulle lege hos ham, ligesom jeg heller ikke kan
huske at jeg har inviteret til fest, så det er jeg heller ikke god til nu.
Det lykkes også her at skjule problemet, men mens jeg nu mindes, at jeg lyver
for Bo, mærker jeg skammens maske glide over mit ansigt og ved at jeg forråder
vores venskab – men hvad skulle jeg gøre?
12
Marc Chagall: I and the Village (maleri, 1911. Museum of Modern Art, New York).
Marc Chagall (1887-1985) er russisk-fransk maler, født og opvokset i Hviderusland.
13
54
57
1T
RY K S A G 4