Hent PDF her. - Aarhus Katedralskole

Medlemsblad for
AARHUS KATEDRALSKOLES VENNER
AARHUSIANERSAMFUNDET
Foto: Claus Fisker
En humanist
Finn Stein Larsen (1929-2013)
Ansat ved Aarhus Katedralskole 1958-1993
Skibskatastrofer og pludselig død, som Tom Kristensen længtes
mod i et berømt digt, var tæt på virkeligheden den 25. juli 1956,
da oceanlinerne MS Stockholm på vej mod Europa og SS Andrea
Doria med kurs mod New York stødte sammen på Atlanterhavet
ud for Massachusetts. Cand.mag. Finn Stein Larsen sad i biblioteket på MS Stockholm, da kollisionen skete. Han læste vel
ikke netop det digt, men har haft det på tapetet mange gange
siden. Efter skoleembedseksamen i dansk og græsk kultur ved
Aarhus Universitet havde FSL tilbragt et år som stipendiat ved
Yale University. Nu skulle han hjem og aftjene sin værne-pligt
og ankom med nogle dages forsinkelse til kasernen i Haderslev.
For en nyslået student med usikre fremtidsplaner blev Steins
ankomst indgangen til et livslangt venskab, og jeg blev klar
over, hvad jeg skulle beskæftige mig med.
Den 18 måneder lange tjenestetid blev tilbragt på et fredeligt kompagnikontor i Nymindegablejren, langt fra alting. FSL
og jeg var kontorordonnanser og hamrede løs på gamle skrivemaskiner i de lange efterårs- og vintermåneder. Diskussionerne
om new criticism og de litteraturteoretiske seminarer hos professor Wellek i Amerika var langt borte. For en inkarneret læser
2
er ydre afstande imidlertid ikke afgørende. Stein havde digte og
lærde værker i skrivebordsskuffen til de stille stunder, og jeg fik
lov at læse hans speciale om Edith Södergrans symbolbrug. Det
forstod jeg nu ikke så meget af.
Efter hjemsendelsen kom FSL i pædagogikum på Aarhus
Kate-dralskole, og her underviste han så i de næste 35 år, kun
afbrudt af nogle år på universitetet, hvor han var en højt skattet
lærer, som fik varig betydning for mange kommende dansklærere. Hans elever i gymnasieskolen elskede ham, når de fandt ud
af, hvad han kunne byde på, for hans begejstring for litteraturen
var smittende. Der var højt til loftet i hans timer, og ikke alle
kunne være med hele vejen. Men Steins generøsitet, munterhed
og sproglige overskud gjorde ham uimodståelig. Hans let nasale,
esbjergensisk farvede stemme blev hængende i øret på os alle.
Og så husker vi hans heroiske overbærenhed med mærkværdigheder i omverdenen. Han brød sig ikke om strategi, politik,
polemik og skjulte dagsordener. Tiden kunne bruges bedre.
Steins selvvalgte pensionering allerede i 1993 skyldtes vistnok
mindre skoletræthed end behovet for at opfylde en livslang
drøm: Den magiske livskreds. Frank Jægers lyrik udkom i 2002,
og for den modtog han Georg Brandes-Prisen. Frank Jæger-bogen var hans eget projekt, som han tumlede med gennem alle
årene. Det meste af hans øvrige store litterære arbejde blev til
efter opfordringer og tilskyndelser udefra.
Stein skrev veloplagt kritik til aviser og tidsskrifter. Læserne
blev klogere, og så forskellige digtere som Jæger og Rifbjerg
har udtrykt deres glæde ved hans forståelse af deres arbejde.
Trioen Jac, Schnack og Høeck har ligefrem dediceret et af deres
fælles værker til ham. Han udgav også vægtige antologier over
nyere dansk lyrik, en monografi om Schade og en række større
og mindre pædagogiske værker. Særlig øjenåbnende blev hans
100 sider om lyrik i en radiogrundbog fra 1967: Modernismen
i dansk litteratur. Her blev bundet tråde, sammenhænge blev
gjort tydelige og de nye lyrikere formidlet, så mange hidtil forskrækkede turde give sig i kast med dem.
Også Steins Prosaens mønstre fra 1971 må fremhæves. Det
hører til sjældenhederne, at ‘sekundærlitteratur’, faglitterære
værker, er langtidsholdbare, sådan som klassikerne er det. Men
Prosaens mønstre blev genudgivet, opdateret med et par nye
AR OSIA
læsninger, 35 år efter, i 2006! Bogen rummer tætte læsninger
af korte stykker fra Leonora Christina til Per Højholt og vidner
om, at Stein ikke bare residerede i et lille modernistisk hjørne af
litteraturen. Hvis nogen da skulle have troet det.
Steins formative år bød på heldige møder med åndsbeslægtede. Gymnasietiden i Esbjerg fik glans af venskabet med Per
Højholt. »Lad syndflodens vande mig bære herfra/ Jeg har fået
et digt i Heretica«, skrev Højholt i et brev til skolekammeraten
efter sin debut i det berømte tidsskrift. De var begge Sophus
Claussen-entusiaster. Og i studieårene i Aarhus kom FSL til at
følges med Johan Fjord Jensen i nogle år. »Han er den fineste
litterære æstetiker, vi har«, sagde Fjord til mig og tog et vist
forbehold over for ‘æstetisk læsning’. Efterhånden kom de to på
større afstand. Fjord fik andre interesser. Stein blev i den gode
litteraturs særlige verden. Udredningen af, hvad han i Modernismebogen kaldte sensymbolisme og forklaringen på et lyrisk
forestillingsmønster, turde være nogle af hans bestående bidrag
til litteraturforskningen. Det er begreber, som mange har kunnet
arbejde videre med.
FSL havde, hvad man kunne kalde et absolut gehør for lyrik og
var glad for at formidle sine indsigter i litterære værdier og gøre
dem levende og tilgængelige også for os andre. Her hjalp hans
blomstrende sproglige skaberkraft. De fleste litterært interesserede vil allerede på de forrygende overskrifter kunne kende
ham. Da han under en svaghedsperiode for et par år siden lå på
hospitalet, spurgte jeg en sygeplejerske om, hvordan hun syntes,
det gik. »Det er svært at sige«, sagde hun, »for han bruger så
mange metaforer«. Stein kunne være lidt træt i sine allersidste
år, men han fulgte med og glædede sig af sit fulde hjerte over
sønnerne, Peter og Jesper, som hver på sit felt gør det godt i litteraturen. Og hans egne bøger har vi heldigvis.
Anders Bollerup
Stein bidrog også til katedralskolelitteraturen:
I 1983 fejrede skolen sin berømte
elev Grundtvigs 200-års fødselsdag med et sjovt lille festskrift,
som Stein redigerede sammen
med Erik Bernstorff.
Godt ti år senere, i 1995, redigerede Stein den smukke bog, der
udkom i forbindelse med skolens
800-års jubilæum.
AR OSIA
3
Stein
Hvad man end kan få af hæder ude i den store verden, kan det nu
ikke måle sig mod det at blive taget alvorligt af sin gamle dansklærer. Hver gang jeg har lavet en ny film, har jeg altid efterfølgende modtaget en udførlig epistel fra Finn med hans vurdering
af det sidste epos. Og når jeg har mødtes med ham, har han altid
haft en forbløffende detaljeviden om dansk film – om, hvilke
problemer Christian Braad Thomsen eller Jon Bang Carlsen nu
havde. Han fulgte levende med i alle gamle elevers færden.
Jeg siger gamle elever. Ja, det er præcis 50 år siden, jeg i 3
år havde Finn til dansk. Gudskelov kom vi aldrig op i dansk til
eksamen, for det ville nok alligevel have skuffet ham at opdage,
at min litterære viden ikke var helt så grundfæstet, som jeg gav
udtryk for. Min mor har altid sagt, at jeg var bedre til at regne den
ud end til at regne. Vi havde Mondrup til oldtidskundskab – og
det år, 13-skalaen blev indført, var vi i oppe i oldævl med Stein
som censor. Så jeg gik til min kæreste, Annette, og fik hendes
noter, for hun havde nemlig Stein til oldævl. Derfor kunne jeg
sidde til eksamen og belære Mondrup om, at i filmtermer var
Iliaden en crosscutting, medens Odysseen var et flashback. Mondrup måbede, og Stein gav mig 13 med et glimt i øjet.
Dermed var kontakten etableret, og da jeg i 3. g som formand
for Heimdal tyvstjal Per Cortes’ koncept med de musikalske
lejrskoler, gik jeg til Finn og fik ham med på at lave en litterærdramatisk lejerskole. Jeg sørgede for det praktiske, og Finn stod
for det indholdsmæssige. Så fra en fredag til søndag var vi på
Vestbirk Højskole, hvor Finn dels havde fået de andre dansklærere til at deltage, dels havde lokket Gustava Brandt og Sløk og
Sven Møller Kristensen med. Alle – og især Sløk – krukkede på
det herligste, så det blev en af dens slags oplevelser, man med
taknemmelighed gemmer resten af livet.
Efter gymnasiet begyndte jeg at lave film og støvsugede min
omgangskreds for dramatisk talent og fik Finn med i en lillebitte
rolle som Lars Oles far. Schmidt-Nielsen havde en lidt større
rolle som skoleinspektøren, som oven i købet blev frosset i sidste
billede. Til vores premierefest oppe på vores loft kunne Schmidt
derfor holde en tale, hvor han priste min generøsitet: Jeg havde –
og så pegede han på Stein – sågar inviteret statisterne med.
I Skønheden og udyret fik jeg overtalt Finn og Jytte (Steins
daværende kone) til, at dele af filmen kunne optages omkring
deres hjem ude på Rampen i Risskov. Og så kunne jeg lade
4
Stein motiverede Nils Malmros’ udnævnelse til æresmedlem af
Heimdal i november 1997
slynglen Jønne i en beruset scene med Jesper Klein læse op
af Steins bog om Jens August Schade: »Spejlbilledets selveksistens forfølges, fordi sæbeskummet udstyrer jeg’et med
kvaliteter, der er fiktive«.
I 3. g var vi et helt hold på skitur til Østrig med Flatau og hans
kone, og sjovt nok var også Finn og Jytte med. De stod ikke på
ski, så det var sådan mere for det sociale. Og hver aften var der
forskellig underholdning, og med min trang til at optræde gav jeg
samtlige de tre numre, jeg noget vaklende kunne på blokfløjte.
Ved en senere lejlighed betroede Jytte mig, at hun og Finn havde
snakket om, at bare deres to sønner ville blive ligesom mig (sic).
De har dog gået i mine fodspor, for på et tidspunkt blev jeg
inviteret ud på Rampen, fordi Finn ville godt vide, hvad jeg
gjorde, når jeg vandrede i fjeldet i Norge, for han ville til fjelds
med sine sønner.
For nogle år siden holdt jeg foredrag i Heimdal, og da jeg troede, at jeg var færdig, rejste Finn sig uventet op og med sin sædvanlige lidt gnæggende stemme holdt han en fornøjelig, ironisk
promoveringstale og udnævnte mig til æresmedlem i Heimdal.
Ja, jeg har meget at takke Finn for, og jeg vil savne hans epistel, når jeg til efteråret har premiere på min uigenkaldeligt næste
film.
Ære være Finn Stein Larsen minde.
NB: Og så ville Stein sætte røde streger alle de steder, hvor jeg
starter en sætning med ’og’.
Nils Malmros
AR OSIA
En tur i byen
Aarhus Katedralskoles Venner
har igen i år udfordret elevernes fantasi og kreativitet ved
at udskrive henholdsvis en
billed- og en tekstkonkurrence.
Efterfølgende har en jury
bestående af Aarhus Katedralskoles Venners bestyrelse suppleret med dansk- og billedkunstlærere valgt vinderne, tre
i hver konkurrence, som blev
belønnet med henholdsvis
1.000 kr., 500 kr. og 300 kr.
Præmierne blev overrakt ved
dimissionen
Opgaverne lød:
Billedkonkurrencen
En tur i byen er temaet for dit billede, og din inspiration kan
være af mere konkret eller mental/antydet karakter. Billedet kan
være realistisk eller mere abstrakt.
Tekstkonkurrencen
Skriv en tekst på ikke over 1.200 ord, hvor du fortæller om En
tur i byen. Du bestemmer selv hvilken genre du vil skrive i; det
kan være et essay, en novelle, et digt eller en kort dramatisk tekst.
Emnet er åbent for fortolkning, turen kan foregå dag, aften eller
nat, den kan være lyst- eller pligtbetonet, der kan være en enkelt
eller flere personer involveret, disse kan være aktivt deltagende
eller passivt iagttagende. Der vil i bedømmelsen blive lagt vægt
på præcisionen i situations- og stemningsbeskrivelsen.
Vindere af teksstkonkurrencen:
Vindere af billedkonkurrencen:
1. præmie: 1. præmie:
Leg godt August Søgren, 2.h
Gry Pil Lund Randfelt, 3.l 2. præmie: 2. præmie:
Byens marionetter
Aniella Sophie Goldinger, 2.d
Alexandra Hasdorf, 2.d 3. præmie: 3. præmie:
Urbania Ditte Kaas Christensen, 1.d
Alberte Klysner Steffensen, Aberte
Alexandra
Gry
August
AR OSIA
Aniella
Ditte
5
Vinderne af billedkonkurrencen
August Søgren 2.h
Aniella Sophie Goldinger 2.d
6
Ditte Kaas Christensen 1.d
AR OSIA
Vinderen af tekstkonkurrencen
Leg Godt
Bygningernes plasticsider var glatte mod fingrene. Han kunne
mærke sprækkerne mellem klodserne og hørte neglene klikke
ned i fordybningerne og op igen. Han vendte og drejede hovedet
med et smil, der fik det til at brænde i kinderne. Hvis han ikke
passede på, blev brandstationen nødt til at blive tilkaldt.
Christoffer var en høj dreng, men næsten alle bygningerne
på hans værelse var højere. Nogle kunne han kun nå toppen af,
hvis han hoppede. Han havde brugt en taburet for at bygge de
sidste lag.
Mellem bygningerne, foran værelsets dør, hang hans fars
gamle nummerplade. ‘Christofferup’ stod svejset ind i bagsiden.
Ude i køkkenet kunne han høre sin mor skramle med pander
og grydeskeer. Det var hende, der havde givet ordren om byens
udslettelse.
Hjertet sank ned i mavesyren og ætsede med et plask.
Han fik øje på en gulhudet figur, der vandede blomster på en
altan. Med et snuptag tog han den af og kastede den hen i en af
de næsten tomme Lego-kasser henne ved skrivebordet. Figuren
ramte kassens bund med en hul lyd. Der var syv kasser, som nu
skulle fyldes igen.
Det var startet fem uger tidligere, da han byggede politistationen på skrivebordet. Han forestillede sig, at de skulle have en
høj beliggenhed for at kunne overskue verdens problemer. Men
der var ikke så mange problemer, og Christoffer tilføjede en zoologisk have med dinosaurusser, som slap ud ret ofte, til tider på
grund af katastrofer og dårlig indhegning og andre gange på grund af skurke med lumske planer.
Men det var jo ikke særlig sjovt at have dinosaurusser på fri
fod uden nogen, de kunne æde, og noget, de kunne vælte. Og
sådan blev byen langsomt til, med veje, biler, et tog, helikoptere
og selvfølgelig alle indbyggerne.
Da politistationen var bygget, var der ikke plads på skrivebordet til lektierne, som Christoffer blev tvunget til at lave på
gulvet. Det gjorde han med glæde, men som byen voksede, lå
han tættere og tættere på døren, indtil han simpelthen besluttede
sig for at lave lektierne i stuen. Der var heller ikke plads til,
at han kunne trække kontorstolen ud, så han havde ikke spillet
computerspil siden.
Det var sandsynligvis en af grundene til, at hans mor havde
set gennem fingre med det så længe. Det og så at hun ikke kunne
komme til med støvsugeren, og at fnullermændene var blevet
enorme som resultat.
Nu var det slut.
»Christoffer«, råbte hun ude fra køkkenet. »Jeg kan ikke
høre noget. Kom nu i gang«.
»Ja, mor!«, vrissede Christoffer tilbage.
Han smøgede ærmerne op og tog en dyb indånding. Så
løftede han armene som en gorilla og lavede sit ondeste grin
med sin dybeste stemme. ”Mig sur!«, råbte han og hamrede armen ind i et højhus, så den øverste sektion vred sig løs. »Mig
ødelægge!«.
Noget på toppen kastede sig ned over ham. Det ramte
hans hoved, og for at gribe det slap han bygningsstykket, som
sprængtes mod gulvet i en kaskade af mindre klodser: røde,
grønne, blå.
Han åbnede hånden og betragtede den ninja, som havde
overfaldet ham.
Christoffer var forvirret, for han huskede intet om at have
AR OSIA
7
placeret en ninja deroppe.
Han trak på skuldrene. Det var vel ordenens mystiske hemmelighed. Det var også lige meget nu, snart var der ikke nogen
bygninger, de kunne gemme sig på.
Med et lille snøft bøjede han sig ned og kastede klodserne hen i den første af kasserne, men da han rejste sig for at
fortsætte, glemte han, hvor trangt der var på de små gader. Skulderen skubbede til en endnu større bygning, der svajede i først
den ene retning, så den anden og så mod computeren.
»Nej!«, gispede Christoffer og forestillede sig alle sine save
keys og cookies forsvinde ud af livet, som om solen slukkedes.
Han greb bygningen og holdt fast. Toppen rev sig løs fra fundamentet og knustes mod gulvet i hundreder af stykker.
Han stod stille et øjeblik og ventede på en dominoeffekt,
som heldigvis aldrig kom. Han besluttede sig for at starte henne
ved døren i stedet for så tæt på computeren. Mens han gik, var
han forsigtig med ikke at træde på nogen af de skrøbelige biler
eller indbyggere.
Noget hårdt slog mod hans hoved med et hult dunk efterfulgt
af galopperende smerte. Han kiggede op og fik øje på nummerpladen, som han helt havde glemt at dukke sig for. Imens han
halvt kravlede, halvt trippede under den, skuede han fremad
efter andre forhindringer.
På toppen af den sidste bygning stod udkigshelikopteren. En
loyal, pligtopfyldende kæmpeflue, som Christoffer nu sendte et
blik, der kunne have skudt lasere ud. Han bøjede ned i knæene
og satte af fra jorden med en kraft, der fik bilerne på gaden til at
rulle frem og så tilbage. Han rakte ud, hånden lukkede sig om
propellerne, der stak i håndfladen, og han landede.
Men han landede på en bil, og den bil rutsjede væk under
ham, og før han vidste af det, faldt han forover med helikopterens skarpe propel lige ud for øjet.
Han skreg og drejede i luften, lige ind i siden på en bygning, der dansede, dykkede og begravede. Han lukkede øjnene
og holdt vejret. Bygningen slog imod ham og krakelerede, indbyggere kastede sig ind på hans hud med skarpe kanter og faldt
ud i sidegaderne.
Han var stadig i live.
Gispende efter vejret kastede han helikopteren længere ind
i værelset, han kravlede baglæns ud og stødte direkte ind i sin
8
mors lange ben.
»Christoffer, hvad laver du? Du kommer ingen vegne!«.
Hendes fingre borede sig ind i hans armhuler, da hun trak
ham op, men han duftede hendes bodylotion og blev straks mere
rolig.
»Mor, jeg vil ikke sove derinde mere«, meddelte han
bestemt.
»Selvfølgelig skal du da sove derinde. Se nu og få ryddet op«.
»Jamen, det kan jeg ikke!«, udbrød han.
Hun svarede ikke, og han opfattede hendes stilhed som en
måde at sige ’kom nu i gang’ på, men da han vendte sig om, var
hendes ansigt blødt.
»Ja, jeg kan godt se, at det er lidt uoverkommeligt. Så må du
vente, til far kommer hjem«. Hun skulede og greb fat i hans arm.
»Så kan du lære, at du ikke skal lade sådan noget komme ud af
kontrol! Du har jo bygget dig selv ud af værelset«.
»Det ved jeg«, mumlede han og lod hende trække sig ud til
vasken, hvor han blev sat til at skrælle kartofler. Han skar sig tre
gange med kartoffelskrælleren på grund af sine rystende fingre,
før hans mor sukkede og sendte ham ind i stuen for at se tv.
Om aftenen sad Christoffer på gulvet i gangen og kiggede ind
på sit værelse. Han følte sig fremmedgjort, imens hans fars store
arme rev bygningerne ned, som om King Kong var kommet til
byen.
Christoffer åndede lettet op.
Byens øjne var der på en måde stadig om aftenen. De stirrede
henne fra kasserne på hylden. Han følte sig befriet og ensom på
samme tid.
AR OSIA
Gry Pil Lund Ranfelt
Rejseberetning
KulTUR-legatet
Gennem årene har Aarhus Katedralskoles Venner støttet
studierejser til et væld af byer, og sådan vil det blive ved.
På Arosias forside har Arne Frier samlet en række tidligere og kommende destinationer i ét billede
Blandt årets modtagere var 2.l, der som kvittering har
sendt nedenstående rejseberetning. De øvrige legatmodtageres rejseberetninger kan læses på www.akat.dk under
‘Gl. elever’.
Barcelona
La Sagrada Familia – vartegnet for Barcelona. Et bygningsværk, som har været undervejs i flere hundrede år. Mange har
set dets begyndelse, og andre vil se dets afslutning. For mig var
det et møde med det anderledes, det specielle og det unikke.
Vi kom op fra metrostationen, og der stod det med sine himmelstræbende spir, sine udsmykninger og mange symboler. Mit
første indtryk var, at kirken var underlig, ja, nærmest grim. Men
da vi så kom nærmere og kom ind i kirken, åbnede den sine
vinger og blev som den smukkeste sommerfugl. Min underkæbe
ramte gulvet, da vi trådte ind i kirkens skib – ind i paradiset.
Høje søjler strakte sig mod loftet, som træer strækker sig mod
sollyset. Selv om larmen fra arbejdernes bor overdøvede enhver snak i kirkerummet, sænkede der
sig en helt speciel ro over mig.
Vi var så heldige at få rundvisning i kirken,
hvor vi fik undervisning om bl.a. Gaudí, som er
arkitekten bag dette storslåede bygningsværk.
Gaudí levede fra 1852 til 1926 og voksede op i
Barcelona. I sin arkitektur søgte han tilbage til
den gotiske stil, som havde præget storhedstiden i
Barcelona i det 13. og 14. århundrede. Men Gaudí
kopierede ikke bare gotikken, han skabte sin egen
stil ved at blande den med den inspiration, han fik
fra naturen. Gaudí er blevet citeret for at sige:
»Den store bog, der altid er åben, og som man
har brug for at styrke sig ved at læse, er naturens
bog; de andre bøger stammer fra denne og indeholder desuden menneskenes fortolkninger og
misforståelser. Der er to åbenbaringer: den ene af
moralens og religionens læresætninger, den anden vejleder i de
kendsgerninger, der kommer fra naturens store bog«.
Vi ser her, at naturen er et vigtigt element for Gaudí. Det
er her, man skal finde sin styrke, sin inspiration. Han mente, at
matematikken, naturen og religion er flere sider af samme sag.
Gud har skabt naturen, og Gaudí kopierede bare Guds perfekte
skaberværk, hvilket også er tydeligt, da Gaudí ønskede at skabe
paradis inde i La Sagrada Familia. Det var samtidig også vigtigt
for ham at inddrage befolkningen. Kirken er betalt af private
midler, nogle af ansigterne på figurerne på kirken er portrætter
af lokale personer i byen, og materialerne er billige og fra byens
fabrikker. Gaudí har med sin kirke skabt et sted, som er for alle
– høj og som lav. Et fællesskab, som er helt unikt.
Byens unikke fællesskab ses stadig den dag i dag, hvor det
catalanske folk samles i deres kamp for uafhængighed, og fællesskab er netop med til at skabe rammerne for en gode by. Det
er svært at beskrive, hvad den gode by er. Men på vores studietur blev vi alle enige om, at Barcelona er en god by.
Barcelona skal opleves, den skal indåndes og observeres.
Med inspiration fra byen fik 2.l et nyt og forbedret fællesskab,
som stadig kan mærkes. Anna Brødsgaard Knudsen 2.l
AR OSIA
9
Årets jubilartale 2013
Kære studenter
Da rektor for en
uges tid siden
ringede til mig
og bad mig og
at sige lidt til jer
i dag, gik jeg på
Katedralskolens
hjemmeside for
at se, hvad der
her i 2013 fremstår som skolens
særlige værdier.
De omfatter fire
centrale begreber: faglig fordybelse, demokrati, rummeligt fællesskab og
kreativt miljø. Det er smukke hensigtserklæringer, som lærerne
givetvis har bestræbt sig på at omsætte til virkelighed for jer.
Hjemmesiden med skolens nutidige værdier fik mig til
at overveje hvilke værdier der prægede Katedralskolen i
1960’erne, da først jeg selv og derpå mine to søstre gik her. Det
er lidt forbløffende, at forskellen ikke er nær så stor, som man
skulle tro, selvom samfundet og elevrekrutteringen har ændret
sig grundlæggende siden da.
Da jeg blev student i 1963, var der – ligesom i dag – en
halvtredsjubilar, der holdt tale. Han (naturligvis var det dengang
en han) fastslog med naiv og hjertegribende selvsikkerhed, at
studenter fra denne skole ville komme til at indtage høje poster
i samfundet. Det morede vi os meget over bagefter, for det var
klart, at jubilaren havde glemt, at mens kun et par procent af
befolkningen var blevet studenter i hans gymnasietid før Første
Verdenskrig, var tallet i 1963 steget til 6-7 pct. Og vi vidste udmærket, at vi ikke alle kunne ende som nationalbankdirektører,
departementschefer eller chefredaktører.
I dag er det 35-40 pct. af en årgang, der får en studentereksamen. Jeres virkelighed og fremtidsmuligheder er derfor
på nogle punkter meget anderledes end vores for 50 år siden.
Alligevel var Katedralskolens nutidige værdier også levende i
1960’erne, de blev blot ikke som i dag formuleret i ord, kun i
handlinger. For skolens datidige lærerstab var elevernes faglige
10
fordybelse en selvfølgelighed, og det faglige niveau var højt.
Udadrettede aktiviteter som ekskursioner, studierejser til udlandet og international udveksling var også dengang en vigtig del
af skolens virke.
Men det var et problem, at nogle lærere – ligesom 50-års
jubilaren – ikke erkendte, at gymnasieeleverne i 1960’erne kom
fra bredere sociale lag end førhen. Jeg kom fra et landbomiljø, et
hjem uden klaver – men med højskolesangbog. Den indgik dog
ikke i det dannelsesideal, der var Katedralskolens fremherskende. Dette dannelsesideal kom til udtryk i musiktimerne, hvor
læreren uddelte nodehefter og lagde en vinylplade på grammofonen med klassisk musik, f.eks. en klaverkoncert af Brahms,
og bad os om at følge med i nodeheftet. Jeg havde ingen mulighed for at gøre dette og måtte nøjes med at bladre, når mine
klassekammerater gjorde det. Da jeg på tomandshånd forsøgte
at forklare musiklæreren, at ikke blot jeg selv, men også et par
andre elever intet fik ud af denne undervisning, svarede han
kort, at det måtte vi nu affinde os med, for musikundervisningen
var baseret på, at eleverne havde elementære kundskaber, når de
blev optaget i gymnasiet.
Aage Bertelsen var skolens navnkundige rektor i 1950’erne
og 60’erne, og han ville have følt sig i fuld overensstemmelse
med Katedralskolens værdisæt i 2013. For Bertelsen var faglig
fordybelse en selvfølgelighed og ligeledes demokrati, rummeligt fællesskab og kreativt miljø. En vigtig del af demokratiet
er respekt for andres holdninger og at gøre det muligt for alle
interesser frit at komme til orde og at blive konfronteret på
ligeværdig vis. Bertelsen var helhjertet pacifist og dybt foruroliget over atomrustningen og stormagternes våbenkapløb.
Midt i vores gymnasietid, i oktober 1962, udspilles den 13 dage
lange Cubakrise sig som det farefyldte højdepunkt i den kolde
krig. I disse to uger sluttede morgensangen hver dag med Bertelsens indtrængende opfordring til John F. Kennedy og Nikita
Khrusjtjov om at undlade at bruge atomvåben. Og da den sovjetiske ministerpræsident bøjede sig for det amerikanske pres
og bekendtgjorde, at atominstallationerne på Cuba ville blive
demonteret, sendte Bertelsen ham en varm tak på Katedralskolens vegne.
Dette storpolitiske engagement kom også til udtryk i Bertelsens og dermed Katedralskolens opbakning og deltagelse i de
AR OSIA
danske atommarcher fra Holbæk til København i begyndelsen
af 1960’erne. Bertelsens karisma var virkelig stor, og det var
meget svært at argumentere imod ham, da han repræsenterede
det gode og det tilsyneladende eneste rigtige standpunkt. Men
jeg var nødt til at opponere og valgte samme med en klassekammerat, Lars Peter Gammelgaard, at blive medlem af Konservative Gymnasiaster, en elevorganisation, der hidtil ikke havde
haft proselytter på Katedralskolen. Vi blev naturligvis modtaget
med åbne arme og kom begge straks i bestyrelsen.
Det er den eneste politiske post, som jeg har nogensinde
haft, for i modsætning vil Lars Peter, der senere blev konservativ
minister, var det for mig ikke et tilvalg af konservative værdier,
men et fravalg af rektors næsten altdominerende livssyn. Aage
Bertelsen havde imidlertid stor respekt for andres holdninger, og
han stillede straks lokaler til rådighed for Konservative Gymnasiasters arrangementer og mødte endda selv op og deltog livligt
del i diskussioner med den konservative forfatter Hans Jørgen
Lembourn. Bertelsen formåede at debattere på ligeværdig vis,
og det var en positiv oplevelse, som har præget min demokratiopfattelse siden da.
Med til en klassisk, altmodisch jubilartale hører, at man
forsøger at videregive nyttige leveregler til den unge generation, så der er noget at more sig over og ryste på hovedet af
– bagefter. Jeg vil derfor fortælle jer en lille fabel, der kendes i
hele Europa, men her er den i en dansk udgave, Fablen om den
glade, lille lærke.
Historien foregår en herlig forårsdag i her i Østjylland, hvor
en lille lærke sad og nød solskinnet efter en lang og kold vinter.
Der må være endnu dejligere helt oppe ved solen, tænkte den og
besluttede sig for at flyve helt derop. Kvidrende og glad begav
den sig af sted (lærken var en iværksætter). Men den vidste ikke,
at jo højere man kommer over jordens overflade, desto koldere
bliver det (den havde nemlig fravalgt faglig fordybelse).
Det blev hurtigt meget koldt, men lærken fortsatte alligevel, for
den ville gennemføre sin beslutning og nå sit mål (for den var
ildsjæl). Men til slut blev lærken så udmattet af overanstrengelse
og kulde, at den besvimede og styrtede til jorden (den erkendte
ikke i tide, at den var udsat for ekstrem stress).
Nu ville tilfældet, at en ko netop havde lavet en stor, varm
kokage. Heri landede lærken. Varmen gjorde godt, og efter
Lærerkollegiet skoleåret 1962-1963
AR OSIA
11
nogle minutter kom den lille fugl til sig selv igen. Da det gik op
for lærken, at den stadig var i live, blev den jublende glad. Den
stak hovedet op af kokagen og kvidrede mod solen af hele sit
lille fuglehjerte. Men det hørte en sulten kat, som hurtigt fandt
lærken, hev den op og åd den.
Denne korte fabel har hele tre moraler:
- Skift kurs, hvis dit mål er helt urealistisk.
- Selv om du lander i noget lort, kan det være godt for noget
- Det er ikke altid dine venner, som hiver dig op af skidtet.
I er nu i gang med at vælge studium i en tid, der er fortsat
mærket af finanskrise. Det kan gøre det svært for jer at træffe et
valg om videre uddannelse. Men I har her på skolen – ud over
at have fået en masse grundlæggende viden – også lært noget
helt centralt, nemlig at tænke abstrakt og at være bevidste om, at
der findes mange perspektiver på verden. Disse egenskaber vil
I have brug gennem hele livet. I vil givetvis blive nødt at vælge
utraditionelle veje, og det vil I kunne klare, hvis I erhverver
jer kundskaber og kompetencer på mange felter og derfor kan
udføre vidt forskellige jobs, også jobs, der ikke findes i dag.
Selvtillid og troværdighed er essentielt, når I søger job. I skal
finde ud af, hvad I er gode til at udføre, og bruge dette som argument. Men I skal også være villige til at lade jer overraske. Selv
er jeg endt et helt andet sted i arbejdslivet, end jeg havde forestillet mig. At være forandringsparat er godt, men endnu bedre er
det at vedblive at være forundringsparat.
Næsten uanset hvor i samfundet I havner arbejdsmæssigt,
vil der være forventning om, at I er innovative og kreative. Det
betyder, at I skal have modet til at prøve nye metoder og turde
gå ad ukendte veje. Naturligvis lykkes ikke alt for jer, og I skal
give jer selv rum til også at begå fejltagelser. Ved at erkende,
at man har taget fejl, viser man jo, at man er klogere i dag, end
man var i går.
En flerårig rejse er endt for jer i dag med overrækkelsen af
eksamensbeviset, men samtidig begynder I på en ny rejse, the
lifelong learning, og den er mindst lige så igangsættende og givende som den rejse, I netop har afsluttet.
God vind på vejen til fortsat uddannelse. Hold øjnene på jeres
idealer, samtidigt med at I holder fødderne på jorden.
Inge Adriansen, student 1963
12
Øldrenge og indianerpiger vandt
Blod, sved og tårer blev udgydt, inden sejrene kunne hives hjem
ved AKI’s årlige fodboldturnering i Bellevuehallen. Mere end
20 hold var tilmeldt, så der var lagt op til et brag af en turnering,
og de mange fremmødte tilskuere blev heller ikke skuffet. Folk
var troppet op i alternative outfits: Nogle var i kulørte klæder,
nogle var i landmandskostumer, og nogle gav den som forslåede
tennisspillere. Drengenes kampe var ekstremt tætte, men finalen
endte med at stå mellem 1 øl pr. kasse fra 3.n og AKI’s eget hold
fra 2.n. Desværre løb 1 øl pr. kasse af med sejren og den flotte
præmie, som var sponsoreret af Passage Vinstuen. Pigernes to
puljer var domineret af hver sit hold, der også endte i finalen.
Indianerne fra 2.n spillede mod Team OG Gorden fra 3.n. Dette
var en drabelig tæt affære, der endte med straffespark. Her viste
Indianerne sig at være skarpest på dagen og vandt et gavekort
til Café Under Masken. Dagen var en kæmpe succes og gav et
monstrøst overskud på næsten 600 kroner. Vi i AKI glæder os i
hvert fald til at komme tilbage til en mindst lige så stemningsfyldt hal næste år.
En tak skal lyde til fodboldturneringens sponsorer: Passage
Vinstuen, Café Under Masken, Sport 24, Nummer 24 og Cribio
Is. Derudover sender vi også en varm hilsen til Aarhus Katedralskoles Venner, som muligjorde fodboldturneringen og andre
fremtidige projekter.
Benjamin Andersson og Sigurd Østergaard
AR OSIA
Kundskab og kærestesorg
I april var filminstruktøren – og æresmedlemmet af Heimdal –
Nils Malmros inde og holde foredrag en aften på Katten. Foredraget var (selvfølgelig) arrangeret af Heimdal, som Nils Malmros i sin tid var formand for.
Der var af Heimdals formand lagt op til en lidt anden vinkel, end Nils Malmros selv endte med at tage. Vi havde forsøgt
med en overskrift der lød: Hvorfor er det specielt at være ung?
Og hvorfor er denne tid interessant for Nils Malmros som filminstruktør? Og vi havde derfor håbet, at han ville holde et lidt
anderledes foredrag, end han plejer. Men nej, han holdt det
sædvanlige om Kundskabens træ, Kærestesorger og om måden,
hvorpå han blev instruktør. Dermed være ikke sagt, at det var
kedeligt – nej, selv folk, der havde hørt ham før, var opslugt
af både de filmklip, han viste, og af hans spændende og sjove
anekdoter. Det er jo spændende at høre om, hvordan Aarhus
Katedralskole var, dengang han gik her – med både kostelever,
mellemskole og studerende, der kun var borgerskabets børn. Og
så kendte Nils Malmros ikke navnet Katten.
For eksempel fortalte Nils Malmros historien om den virkelige Elin (hovedkarakteren i Kundskabens træ). Hun var den
smukkeste pige i klassen, der starter med at være den mest populære (især blandt drengene), men efter at hun afviser en af drengene, får han vendt hele klassen mod hende ved at kalde hende
‘transportabel rejseluder’. Nils Malmros fortalte om, hvordan
klassen i slutningen af mellemskolen en aften havde indset,
hvor tarveligt de havde behandlet hende helt uden grund, og
hvordan en af drengene derfor prøvede at forlige sig med hende
til den efterfølgende fest. Herefter slutter Kundskabens træ, med
at ’Klister’ river Elins kjole i stykker til festen. Nils Malmros
fortalte, hvordan han havde fået kjolehændelsen genfortalt af
den virkelige Elin, da han nogle år efter gymnasiet (som Elin
ikke fuldførte på Katten) mødte hende i byen. Da Nils Malmros
så var blevet filminstruktør, havde den virkelige Elin ringet til
ham (men ikke fået fat i ham), og Nils Malmros regnede ud, at
det, hun ville, var, at han skulle lave en film om hende – hendes
historie. Men da Nils Malmros så senere mødtes med hende for
at diskutere filmen, kunne hun pludselig ikke huske kjolehændelsen! Dog var hændelsen en form for forløsning i filmen, så
Nils Malmros valgte at beholde den – og heldigvis kom ‘Klister’ hen til ham efter premieren og fortalte ham, at hun tydeligt
huskede den!
Som den perfekte prik over i’et sluttede Nils Malmros af
med at vise en utrolig sjov sketch over Kundskabens træ – og
måske lige så meget over Nils Malmros selv – lavet til DRprogrammet Bertelsen.
Trods den lidt dunkle belysning og det ringe ølsalg var de lidt
over 50 publikummer meget glade, og flere blev og snakkede
med Nils Malmros, efter foredraget var slut.
Nils Malmros er film aktuel igen til efteråret med Sorg og
glæde.
Metha Rais-Nordentoft
AR OSIA
13
Aarhus Katedralskoles Venner
Indkaldelse til generalforsamling i
Aarhus Katedralskoles Venner
onsdag den 2. oktober 2013, kl. 19.00 i lærerkantinen
Dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formanden aflægger beretning.
3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Evt. indkomne forslag fra medlemmerne.
Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før
generalforsamlingen.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
Efter tur afgår Christian Homilius, Marianne Ladegaard
og Anni Tilsted.
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.
Frederik Gammelgaard, formand
14
Tilmelding til Generalforsamling skal ske på:
[email protected]
Sidste frist for tilmelding er:
mandag den 2. oktober 2013
AKV har den fornøjelse at byde på kaffe/te, kage, øl og
sodavand.
På glædeligt gensyn
Aarhus Katedralskoles Venner
Kære katedralskolevenner!
Bidrag til Arosia modtages med kyshånd. Kontakt redaktionen,
hvis du har materiale eller bare har en god idé.
Tak
Til statsautoriseret revisor Henrik Myhre, Qurios, for revisionen
af årsregnskabet.
AR OSIA
Referat af generalforsamlingen den25. september 2012
1. Valg af dirigent
Bjarne Falch Olesen blev
valgt
2. Formanden aflægger beretning
Formanden aflagde en kort
beretning om det forgangne
år. Formanden gennemgik
bl.a. de vigtigste aktiviteter:
• Elevkonkurrencer. Både
billede- og tekstkonkurrence
under overskriften Stedet.
Mange gode bidrag fra de
studerende. Der kan læses
mere om vinderne i Arosia.
• Uddeling af kulturlegater
til 2. g-klasser, der understøtter, at klasserne kan få
nogle særlige oplevelser på
deres studieture.
• Afvikling af elevarrangement i samarbejde med Heimdal. I år med Peter Bastian.
• Derudover har foreningen været vært ved gløgg og
æbleskiver til jul og en øl til
3.g’erne før eksamensstarten.
Foreningens medlemsblad Aroisa har undergået en forandring,
idet bladet kommer i en elektronisk udgave op til jul og – som
vanligt – i en trykt sommerudgave. Formanden takkede Arne
Frier og Per Lykke for deres store indsats med bladet.
Mindebiblioteket er fortsat under Bjarne Falch Olesen sikre
ledelse. Biblioteket har fået nye lokaler og kan også besøges
elektronisk via skolens hjemmeside.
Formanden takkede endelig bestyrelsen for det gode samarbejde og særligt Lars, Marianne og Maiken.
Formandsberetningen blev godkendt.
3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab
Kasserer Maiken Balzer Løsmar redegjorde for foreningens
regnskab, jf. regnskabet i Arosia.
Regnskabet blev godkendt.
4. Fastsættelse af kontingent
Kontingentet er fortsat kr. 150.
5. Evt. indkomne forslag fra medlemmerne
Ingen
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Efter tur afgik Maiken Løsmar, Per Lykke og Frederik Gammelgaard.
Ingen nye meldte sig på banen, og de tre nævnte var parate
til at tage endnu en tørn.
Ole Viborg har trukket sig fra bestyrelsen. Bestyrelsen vil
derfor blive suppleret med et nyt medlem, forhåbentlig efter introduktionsaftnerne for 1.g’erne.
7. Valg af revisor
Henrik Myhre fra revisionsfirmaet Qurios har accepteret at
fortsætte.
8. Eventuelt
Intet.
I forlængelse af generalforsamlingen spillede
Mikkel Vestervig nogle
af sine sange.
Tak til Mikkel.
AR OSIA
15
Regnskab 2012/2013
Resultatopgorelse 1. april-31. marts
Kontingenter og gaver
Renter af bankkonti
Sponsorbidrag
Indtægter i alt
128.959
11.629
10.000
150.588
Boggaver
Legater og præmier
Gaver
Radighedsbe1øb til rektor
Girobank, service- og debiteringsgebyr
Årsskrift
Porto og gebyrer
Bog, Tog de skade
Diverse
Fortæring
Ekskusioner
Foredrag, Musik og bevidsthed
Betalingsservice, web / indbetalingskort
Renteudgifter
Udgifter i alt
3.000
15.000
1.526
1.200
387
13.949
14.927
6.563
1.400
6.521
8.844
21.840
12.011
35
107.803
42.785
Overskud
Balance pr. 31. marts
Aktiver
Sparekassen Hobro, kt. 8140-2308126
Vestjysk Bank, kt. 7270-4055283
Danske Bank, kt. 209-7222
Kassebeholdning
Aktiver i alt
Passiver
Legatmidler
Saldo pr. 1. april 2012
Kapitalkonto
Saldo pr. 1. april 2012
Overskud ifølge resultatopgørelse
Passiver i alt
Horsens, den 17. april 2013
QURIOS Statsautoriseret Revisionspartnerselskab
Henrik Myhre, statsautoriseret revisor
16
91.270
195.901
775
366
288.312
81.857
163.670
42.785
206.455
288.312
Aarhus, den 17. april 2013
Maiken Baltzer Løsmar, kasserer
AR OSIA