Husflidsskolerne i Skallerup og Vennebjerg sogne

Husflidsskolerne i Skallerup og Vennebjerg sogne
Erik Lyng Sørensen, boede i næsten 70 år på ”Sønderlev Mølle”, Skallerupvej 540. Han fortæller
om husflidssagen i Skallerup og Vennebjerg sogne i 1900-tallet og helt konkret, hvordan han selv
har oplevet det, at ”gå i husflidsskole”. Ud fra protokollerne, fotografier og navne tegnes en skitse
af 42 års husflidsaktivitet i Skallerup og Vennebjerg.
Hvad forhandlings-protokollerne fortæller
Hvornår der egentlig blev startet husflidsskoler i Skallerup–Vennebjerg området fortaber sig lidt i det
uvisse, da der ikke umiddelbart findes nogen beretninger herom, men der findes et billede i Historisk Arkiv på Vendsyssel Historisk Museum, med en stor gruppe unge piger, hvorunder der står
”Skallerup Husflidsskole 1908”, så på dette tidspunkt har der jo nok været en sådan.
Men hvad man ved er, at der ifølge gamle
protokoller blev stiftet husflidsforeninger i
Skallerup den 13. december 1932 og i Vennebjerg den 14. juli 1933. og når man ser de
navne som stod bag, får man et tydeligt indtryk af, at det var et område, man var meget
optaget af og tillagde stor betydning, for de
folk som blev valgt til de første bestyrelser,
var jo også de folk, som sad i bestyrelserne
for andre vigtige foreninger og organisationer
i sognene. I disse år var der også åbnet mulighed for at søge om tilskud hos både kommune og amt til lærerløn og undervisningslo-
1
kaler, hvorfor det var nødvendigt med en ansvarlig organisation bag disse skoler.
En sådan ansøgning om tilskud skulle sjovt
nok sendes til provsten i Hjørring. Hvis de
nystartede foreninger meldte sig ind i den
landsdækkende organisation Dansk Husflidsselskab kunne man herfra søge om tilskud til
indkøb af høvlebænke og værktøj, som så
skulle tilbageleveres hvis foreningen blev
opløst.
Husflidsforeningerne havde så stor tilslutning,
at bestyrelserne også fandt det naturligt at
tilbyde arrangementer af mere kulturel karakter. Der var således altid i forbindelse med
udstillingerne indbudt en taler udefra, og til
årsmøderne/generalforsamlingen var der altid
en form for underholdning. Ja, man gik endda
så vidt, at man arrangerede egentlige festaftener, der sluttede med dans, og man veg
heller ikke tilbage for at sætte dilettantforestillinger op.
Begge steder blev det lokale håndværkere,
som påtog sig opgaven at være lærer og stille
deres værksteder til rådighed som undervisningslokaler. I Skallerup var det hos snedker
Kristen H. Sørensen (i daglig tale kaldet Bak
Kræn) Kirkensgårdsvej 1. der nogle år senere
flyttede til Skallerupvej 464, og i Vennebjerg
var det hos tømrer Carl Jensen, Lønstrupvej
388.
I begge sogne var der helt fra starten et stort
ønske om at få egne undervisningslokaler, for
det var forbundet med megen velvilje fra
begge parter, at læreren om dagen havde sin
egen arbejdsplads i værkstedet, og om aftenen skulle det være undervisningslokale.
Her kom Vennebjerg først, for allerede i 1938
hørte man, at der i Tversted var en tømrer,
der var gået konkurs, og hans værksted, der
var en træbygning, derfor skulle sælges.
Der var blevet udpeget en bobestyrer, og her
kunne man afgive et bud på værkstedet. Derfor rejste en gruppe fra bestyrelsen med tømrer Carl Jensen som sagkyndig til Tversted
for at vurdere hvad der var rimeligt at byde på
bygningen. Man blev enige om at give et bud
på 500,00 kr. og efter nogen tid blev bestyrelsen indkaldt til et møde i Tversted for at underskrive papirerne på, at Husflidsforeningen
overtog bygningen til den afgivne budsum.
Så skulle bygningen transporteres til Vennebjerg og her hyrede man to lastbiler, en fra
Nørlev og en fra Bjergby, og en tidlig morgen
kl.7.00 startede en stor flok af foreningens
medlemmer turen til Tversted hvor man fik
hele tagkonstruktionen med trempel læsset
på den ene lastbil og derefter resten af bygningen skåret i sektioner og læsset på den
anden bil.
I tagkonstruktionen på den første bil var der
et værelse og her indrettede en af mændene,
som havde medbragt et primusapperat, en
kaffestue, hvor man kunne nyde hans varme
kaffe til de medbragte madpakker.
Sent om aftenen ved 22-tiden var man tilbage
i Vennebjerg hvor tømrer Carl Jensens kone
bød på kogt torsk med varmt øl.
I dagene herefter skulle bygningen genopføres på en grund i Vennebjerg Mejeriby (i dag
beliggende mellem Lønstrupvej nr. 360 og nr.
366), som man havde købt af Pouline Nielsen
Der var i de følgende år stor tilslutning til husflidsforeningerne i begge sogne, hvor næsten
alle hjem var enten aktive eller passive medlemmer, og der kunne i disse år begge steder
være op til 70 deltagere i vinterens tilbud. Der
viste sig nemlig snart at være interesse for
andet end træsløjd. I de følgende år blev der
tilbud om kurser i mange andre fagområder,
såsom fremstilling af kurvemøbler, ben- og
horngenstande, keramik samt syning, stoftryk
og bogindbinding m.m..
Efter vinterens indsats på de enkelte hold,
blev der om foråret holdt udstilling af de fremstillede genstande i de to forsamlingshuse,
hvor hver faggruppes arbejder blev bedømt af
”dommere” udefra, og der var almindeligvis
præmier til de 3 elever, hvis genstande havde
opnået højeste point i hver gruppe. Udstillingerne strakte sig gerne over to dage begyndende lørdag aften og igen fra søndag eftermiddag, hvor man så om aftenen sluttede
med uddeling af præmier, kaffebord og dans.
Gennem provsten søgte man penge hos amtet til husflidsarbejdet. Men også igennem
basar, tombola og bortlodning blev der skaffet
midler til arbejdet. Ofte var premierne dyre
ting der sikrede opmærksomhed og omsætning. Radioapparat 285 kr., cykel, spisestel,
kaffestel og servantestel var nogle af hoved
gevinsterne der blev udtrukket.
2
(i dag Skallerupvej nr.709) for 200,00 kr. Hele
investeringen kom derfor til at lyde på: bygningen 500,00 kr., grund 200,00 kr., fragt +
skøde + sokkel + vej og andre udgifter beløb
sig til ca. 300,00 kr., i alt ca. 1.000,00 kr.
ne med at få planeret grunden og få støbt de
33 piller, som bygningen skulle stå på. I efteråret 1949 var den nye husflidsskole færdig
til at tage i brug.
Selvom krigsårene 1940–45 medførte mange
restriktioner, lykkedes det alligevel hvert år at
gennemføre begrænsede undervisningstilbud
i den nyerhvervede værkstedsbygning i Vennebjerg..
Skallerup Husflidsforening fortsatte helt frem
til 1948 med at have undervisning i lejede
værkstedslokaler, både hos snedker Johannes Møller, Skallerupvej 463 og hos tømrer
og bødker Thomas Carlsen, Knudsmindevej
6, der begge også fungerede som lærere.
I Skallerup opgav man i nogle af krigsårene
helt at tilbyde husflidskurser, dels på grund af
materialesituationen, men også på grund af
restriktioner på lys og varme.
Efter krigen startede man op igen i de samme
værksteder, men da man i 1948 havde nedlagt flygtningelejren, i det der senere blev til
Skallerup Ferieby, var der en del af de svenske skovmandshytter, som havde været bolig
for flygtningene, der var i så dårlig stand, at
de ikke kunne bruges som lejligheder i den
nye ferieby.
Skallerup Husflidsskole ca 1965
Skolen var delt i 2 lokaler, det største til træsløjd og det mindre som mødelokale og til
bogbinding, lædersløjd, keramik m.m. De
følgende år var der stor aktivitet i skolen, men
det, man arbejdede med, ændrede sig meget.
Fra at være daglige brugsgenstande blev det
mere og mere møbelprægede ting, man
fremstillede i sløjdlokalet og mere pynte- og
udsmykningsting man fremstillede i det mindre lokale.
Feriebyens inspektør N.P. Nielsen var kommet med i bestyrelsen for husflidsforeningen,
og han så en mulighed for, at man kunne
bruge én af de bedste af de kasserede barakker som undervisnings lokale til foreningens aktiviteter.
For at få finansieret købet af en sådan barak
henvendte bestyrelsen sig til alle husstande i
sognet for at høre, om man ville støtte et sådant projekt ved at yde et mindre lån. Der
viste sig så stor interesse, at man fik tilsagn
om 4.150,00 kr., fordelt på beløb mellem
50,00 og 300,00 kr., som foreningen så skulle
tilbagebetale over en periode på 10 år.
Barakken med et toiletskur og 2 små brændeovne blev købt for 2.800,00 kr. Man havde
fået tilladelse til at opføre bygningen på den
”Fælled”, der lå lige nord for mejeriet ”Victoria”, og nu hjalp rigtig mange af medlemmer-
Skallerup Husflidsskole ca 1965
3
Da man først i 1960-erne fik den nye kommuneskole med velindrettede faglokaler,
fandt mange det mere spændende at deltage
i de mange mere boglige undervisningstilbud,
der kunne tilbydes her.
ser, håndtag til serveringsbakker og meget
meget mere, som vi i vores barndom fik fremstillet i vores fritid. Også det at arbejde med
kniv, lærte han os tidligt, og da vi var børn
under anden verdenskrig, fyldte flyvemaskiner meget, så dem lavede vi mange af. Det
gjaldt om at finde et solidt stykke træ til at
forme kroppen af, og hvis man så var så heldig, at have trælåget eller bunden af en 5
kilos oval margarinebøtte, og den blev skåret
igennem på langs, så havde man 2 sæt vinger, derefter skulle motorer med propeller
monteres, og det kunne være både 1-, 2-, 3og 4-motorers. Når en sådan maskine blev
malet i flotte farver, kunne den være en udmærket ”vejrhane”.
I 1966 blev de to husflidsforeninger enige om
en sammenlægning og kun tilbyde aktiviteter
i Skallerup Husflidsskole. Skolen i Vennebjerg blev solgt, og det inventar og værktøj,
der kunne være brug for, blev overført til
Skallerup. Resten blev solgt ved en auktion.
Da man nåede frem til 1975, var der heller
ikke i Skallerup basis for længere at tilbyde
undervisning, hvorfor en generalforsamling
vedtog at nedlægge foreningen og fordele
aktiverne til de foreninger, som på daværende tidspunkt var aktive i de to sogne. Det blev
således til 42 år med husflidsskoler i området.
Da min broder i vinteren 1945–46 gik på efterskole, kom han hjem og fortalte, at de havde et fag, der hed sløjd, hvor de lærte at lave
mange spændende ting i træ lige fra spækbrætter over knivkasser til rygeborde og bogreoler, det blev jeg meget optaget af.
I mit barndomshjem kom der tit en familie helt
ovre fra Vennebjerg, og på samtaler med
mine forældre kunne jeg forstå, at manden
var i bestyrelsen for noget der hed husflidsforeningen, og at man i Vennebjerg havde en
husflidsskole, hvor der var undervisning flere
aftener om ugen. Jeg spurgte min far, om han
troede, at jeg kunne få lov til at deltage i undervisningen der. Det viste sig, at man skulle
være over 15 år for at kunne deltage, og jeg
var jo kun 12 år, men læreren Kristen Kristensen mente, at da jeg nu var så stor, som
jeg var, så gik det nok.
Mine oplevelser i husflidsskolerne
Jeg har, helt fra jeg var en 3-4 år, været meget optaget af produktet træ, både det at føle
på det, men også duften af træ har altid været noget helt særligt for mig, og da jeg senere lærte at forme et produkt af flere træstykker, var det en meget stor tilfredsstillelse.
Selvom min farfar havde landbrug som hovederhverv, så var han også en multihåndværker, han kunne mure, lave snedkerarbejde, sy seletøj til hestene, sætte kakkelovne
og komfurer op og meget mere.
Jeg beundrede ham meget, for hvordan han
med sine krogede og forslidte fingre kunne
håndtere selv små redskaber som nål og
tråd, når han syede og reparerede seletøj.
For at vise at jeg kunne bruge værktøj, skulle
jeg som det første lave et spækbræt, det var
der nu ikke megen udfordring i, og jeg havde
en plan om noget helt andet, nemlig en ny
tørvekasse til min moder. Ikke sådan en almindelig kasse med låg, men en særlig model, som jeg havde set ved et besøg hos nogle bekendte. Det var egentlig 2 kasser inden i
hinanden med låg på den yderste, der skulle
virke som bord for de gasapparater, som der
på dette tidspunkt var blevet mulighed for at
få installeret til supplering af det sædvanlige
brændekomfur. Den inderste kasse kunne
vippes frem foroven og dermed åbnes, så
man kunne komme ned til tørv og brænde.
Jeg fik da godt nok lært at lave tapper, (den
Det havde min far jo tit været en del af, når
han hjalp sin far, så han var også en god
håndværker på mange områder, selvom også
han var landmand, men især i hans yngre år
var det nok mere udsmykningsting, han arbejdede med. Han var en habil billedskærer.
Jeg husker fra mit barndomshjem, at vi havde
mange billedrammer og spejlrammer, som
han havde udskåret.
Noget, han tidligt lærte min broder og mig,
var at arbejde med løvsav i krydsfiner, og
mange er de lysestager, håndtag til bærepo-
4
måde man får sidestykker til at holde sammen uden at bruge søm eller skruer) både
hele og skjulte. Men stolt var jeg, den dag jeg
fik lov til med hestevogn at køre over til Vennebjerg for at hente den nye tørvekasse og
fik den stillet op i mors køkken.
Det praktiske arbejde i husflidsskolen nød jeg
rigtig meget, men jeg oplevede bestemt også
et dejligt socialt samvær, selvom jeg var så
meget yngre end de andre.
Særligt var der en anden ung mand, Børge
Olesen fra Nr. Knolde i Skallerup, som jeg
blev glad for. Vi mødtes i krydset Skallerupvej
– Grønne Klitvej og fulgtes så ad til husflidsskolen Vennebjerg. Når vejret var til det, cyklede vi, men der var meget sne denne vinter,
så rigtig mange gange gik vi.
Børge havde dog ski, men så lånte jeg min
faders stok og kilede på, det bedste jeg kunne ved siden af.
Undervisningen begyndte kl.19.00 og sluttede
kl. 22.00, men når kl. blev om ved 20.30, så
skulle der ”lynes”, det ville sige at læreren tog
et bræt, og med sin blyant tegnede han et
zigzag lyn, som man så skulle gætte på hvor
mange cm var langt, hvis det blev rettet ud.
Den der var længst fra det rigtige mål skulle
gå hen til Regner Pedersen, som havde en
kiosklignende forretning lidt længere henne i
byen og der købe et eller andet, man kunne
dele med hinanden.
Engang imellem kom også én af de voksnes
koner med kaffe og kage, og så var der rigtig
hygge.
Et spisebord med to plader og hollandsk udtræk, selve bordpladen var opdelt i fire diagonale felter. Dette bord er også stadig i brug
og står hos vores yngste datter.
De følgende 2 – 3 vintre havde jeg af forskellige årsager ikke mulighed for at gå i husflidsskole, men da den nye husflidsskole i Skallerup blev taget i brug i 1950 kom jeg til at gå
der i mange år, og det blev til mange nyttige
ting jeg fik lavet og lige nu husker jeg for eks.
et skrivebord med to skabe i forsiden og bogreol i bagsiden.
Et reolsystem med en skriveklap, der kunne
slås ned, når der var brug for det. Et chatol
med tre skuffer forneden, og foroven en klap,
hvor der bagved var et rum med låge, og på
hver side af dette rum to små skuffer. Alle
fem dele havde på forsiden indlagte mønstre
med benknapper til at åbne og lukke med.
Dette møbel er stadig her i 2012 i brug hos
vores ældste datter.
5
Selvom jeg også blev landmand så byggede
vi meget til og om i de næsten 40 år, vi havde
gården, og hver gang nød jeg at udføre så
meget som muligt af byggearbejdet med
baggrund i den erfaring som jeg havde fået
ved at deltage i undervisningen i husflidsskolen.
Selve skolebygningen blev overdraget til den
lokale spejdertrop, der i nogle år benyttede
den til opbevaring af de ”lopper”, man i årets
løb samlede ind til deres årlige loppemarked.
Som kilde til dette sammendrag af husflidssagen i Skallerup og Vennebjerg sogne har
jeg foruden selvoplevelsen brugt de protokoller, hvori de to foreningers bestyrelser meget
belysende har omtalt foreningsarbejdet igennem alle årene.
Disse protokoller og andet relevant arkivmateriale er opbevaret på Lokalhistorisk arkiv i
Lønstrup hvor jeg vil opfordre interesserede
til at bruge nogle timer på at gennemse materialet. Jeg synes det er meget spændende.
Ligesom jeg har fortalt om det gode sociale
samvær, der var i Vennebjerg, sådan var det
også i Skallerup, og det skyldtes ikke mindst
lærerne, der på en rolig, vejledende og inspirerende måde altid var til rådighed, hvis der
var behov for det, men de var også opmærksomme på, at der var orden både i undervisningslokalerne og i de enkelte værktøjs skabe
i henhold til de ordensregler, som var hængt
op på væggen i en ramme.
Disse ordensregler blev vi altid gjort opmærksomme på og bedt om at læse den første
aften, når læreren havde budt velkommen til
vinterens arbejde.
Husflidens historiske baggrund
I de gamle landsbysamfund var det almindeligt, at man på de enkelte gårde og huse selv
fremstillede og forarbejdede de redskaber og
det husgeråd, som var nødvendigt for at det
daglige arbejde kunne blive udført. Kun når
det var mere specialiserede opgaver, der
skulle løses, henvendte man sig til de egentlige faglige håndværkere.
I de koldeste vintermåneder kunne det godt
være et problem med at holde varmen, og
den eneste varmekilde var de her to små
ovne, som fulgte med da man købte skolebygningen. Det kunne godt tage nogen tid at
opvarme lokalerne, så man fik lavet en aftale
med naboen mejeribestyrer Svend Jacobsen
om, at han om eftermiddagen, før der skulle
være undervisning, gik over og tændte op i
ovnene. Han var i øvrigt meget aktiv i skolen,
både som deltager i undervisningen, men
også som bestyrelsesmedlem.
Træ var jo et materiale, som var forholdsvis
tilgængeligt og nemt at forarbejde, når man
havde en økse og en god kniv. Derfor var der
også på rigtig mange ejendomme en særlig
”snedkerstue” hvor man, når der ikke var vejr
til andet, kunne gå ind og reparere det, som
trængte til det, og fremstille de nye ting, der
blev behov for. Her stod børnene ofte og fulgte med i, hvordan de voksne brugte de enkelte værktøjer og formede det færdige resultat.
Også jeg var en lang årrække medlem af
bestyrelsen og nød meget det sammenhold
og den vedholdende interesse for, at skolen
hele tiden skulle være aktuel med sine tilbud
om undervisning, men på trods af de gode
intentioner, måtte man i begyndelsen af
1970-erne konstatere, at interessen for skolens tilbud blev mindre og mindre.
Denne tradition fortsatte helt frem til sidst i
1800-tallet, hvor den industrielle udvikling for
alvor begyndte at ændre på de muligheder og
vilkår som også landsbykulturen var en del af.
Den maskinelle udvikling skabte behov for
helt andre typer redskaber og hjælpemidler,
men stadig på et plan hvor dem, der havde
håndelag for det, var i stand til at fremstille
dem.
I 1975 måtte man erkende, at der ikke længere var et behov, og man vedtog på en generalforsamling at nedlægge skolen og foreningen. Værktøj, høvlebænke m.m. blev overdraget til ungdomsklubben, som havde til
huse i det oprindelige kommunekontor.
Alligevel opstod der rundt om i landet et større og større ønske om at der kunne etableres
et egentlig fagligt tilbud om undervisning i
6
fremstilling af husflidsgenstande. Når man
går tilbage i husflidens historie, er der her
særligt et navn som kommer tydeligt frem, og
det er Niels Chr. Rom. Han var lærer, husflidsmand, forlægger, bogtrykker, justitsråd,
ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand. Han
blev født den 4.august 1839 i Brøndbyøster
ved København som søn af møllebygger og
senere møller, Hermann Rom og hustru Christiane, født Møller.
end de andre, og det har kunnet betragtes
som en gevinst for husflidsbevægelsen, da
stridsøksen kunne begraves og Rom i 1899
blev formand for Dansk Husflidsselskab.
.
Husflidsselskabet havde som mål at styrke
ungdommen moralsk og socialt og uddanne
dem i at være selvhjulpne, og især landboungdommen skulle lære at fremstille egne
møbler, redskaber, og tøj, for ved selvforsyning kunne man klare sig for små midler, især
i socialt knappe tider. Men samtidig opstod
der en holdning i brede kredse, at det med at
være optaget af husflidsarbejde var med til at
fjerne indsatsen fra det væsentlige, nemlig at
passe det daglige arbejde, og denne holdning
kom nok særligt til udtryk i landområderne.
I 1857 tog han privat lærereksamen og blev
samme år lærer på Lolland. Fra 1859 var
Rom lærer i Bryrup ved Silkeborg og fra 1866
og til sin død i 1919 var han aktiv i husflidsbevægelsen og varm fortaler for husflid. Han
var således 1873 grundlægger og fra 1899
formand for Dansk Husflidsselskab. Desuden
var han 1874-83 bestyrelsesmedlem og
1878-83 formand for Danmarks Lærerforening, hvor han bl.a. 1877 udvirkede oprettelsen af en enkekasse, som Rom selv skænkede betydelig summer.
Alligevel opstod der mange steder tilbud om
husflidsundervisning under mere private former, hvor mere eller mindre idealistiske
håndværkere underviste i egne værksteder
og hvor for eksempel undervisning i syning
og andet håndarbejde kunne foregå i egne
hjem.
N.C. Rom begyndte i 1866 at agitere for husflid gennem artikler i Dansk Landbotidende
og ved foredragsrejser rundt i landet. Efter
tabet af Slesvig i krigen 1864 startede en
bølge af moralsk oprustning med nationale
mærkesager, og husflidssagen var en af dem
og må betragtes som forløberen for indførelsen af sløjd og håndarbejde som skolefag.
Rom var selv aktiv med at lave husflid hjemme, og han studerede husflidens historie og
skrev om den.
Da man på højskolerne og senere på efterskolerne tilbød eleverne sløjdundervisning,
og der efterhånden var mange fra landområderne, som havde været elever på disse skoler og havde fået en mere professionel tilgang
til at arbejde i træ og andre produkter, hvoraf
der kunne fremstilles nyttegenstande, opstod
der mange steder et større og større ønske
om at få etableret en egentlig faglig undervisning på husflidsområdet, både af de større
børn, men også af unge og voksne.
I en periode på syv år lå N.C. Rom i en skarp
strid med bestyrelsen for Dansk Husflidsselskab, som han selv havde medgrundlagt;
men Rom var bedre profileret i offentligheden
Hjørring i januar måned 2012.
Erik Lyng Sørensen
Kilder
Historisk baggrund:
http://da.wikipedia.org/wiki/Husflid. Forhandlingsprotokoller for Skallerup og Vennebjerg husflidsforeninger (1933–
1975):(Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn)
Fotografier:
Ingrid Svendsen, Tage Sørensen, Inger Villumsen, Poul Højen Christensen, Erik Lyng Sørensen, Historisk Arkiv/Vendsyssel Historiske Museum og Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn,
Sange
Inger Villumsen.
7
Sange, der er forfattet til husflidsskolernes afslutningsarrangementer.
Inger Villumsen
Ukendt forfatter
8
Skallerup Husflidsskole, Kirkensgårdsvej 1
ca. 1934-35
1.
2. Christian Thirup (Kesse), gartneriet Nørlev Strandvej.
3. Jens Møller, Stangsagergaard, Sønderlev
4. Anker???, far Peter Poulsen??, nordvest for Sønderlev
5.
6. Knud Biegel????
7. Søren Kjeldsen Jensen, Sønderlev mose, onkel til Nr.18
8.
9.
10. Henning Madsen, Skrævadgaard, Sønderlev
11. Holger Christensen, Liver , søn Svenning Christensen
12. Jens Johannes Thirup, gartneriet Nørlev Strandvej.
13.
14. Kaj Ulrik, Klangshøj, Vennebjerg
15. Sigurd Larsen, Mellem Møllegaard, Sønderlev
16.
17. Niels Nørregaard, Sandgaarden
18. Edvard Kjeldsen, Nørlev
19.
20.
21. Kristen Hansen Sørensen (Bak Kræn), Kirkensgårdsvej 1, efter ca. 1935 Skallerupvej 462,
Sønderlev
Fotografi: Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn.
9
Skallerup Husflidsskole ca. 1935-36, Kirkensgaardsvej 1
1. Kaj Ulrik, Klangshøj, Vennebjerg
2. Holger Christensen, Liver, Købmand og murer
3. Jens Laurits Thirup, Nørregaard i Nørum ????
4. Henning Madsen, Skrævadgaard, Sønderlev
5. ?
6. Jens Møller, Stangsagergaard, Sønderlev
7. Christian Thirup, (Kesse) gartneriet i Sønderlev
8. Edvard Kjeldsen, Nørlev, far Søren Kjeldsen, Nørremøllevej
9. Peter Poulsen, Sorthøj, Skallerupvej 600
10. ?
11. Søren Kjeldsen Jensen, Sønderlev Mose
12. Kresten Hansen Sørensen, Tømrer, Kirkensgaardsvej 1
Fotografi: Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn
10
Vennebjerg Husflidsskole ca. 1930erne
1. Sigurd Kristensen, bror til ”snedker Kesse”
2. Kirsten Færch, Sønder Harritslev, f. Færch
3. ?????
4. Ingrid Svendsen, f. Lykkegaard
5. Kristian Kristensen, ”snedker Kesse”
6. Regnar Pedersen, leder, senere ejer af huset
7. Søster til Peter Nielsens kone Marie, Lågevej
8. ?????
Fotografi: Ingrid Svendsen
11
Skallerup Husflidsskole 1937-1938,Knudsmindevej 6, Sønderlev
1. Poul Højen Christensen, Hallinggaard, Sønderlev
2. Aage Sørensen, Skallerupvej 425, Sønderlev
3. Thomas Carlsen, Knudsmindevej 6, Sønderlev, bødker og snedker
4. Peter Poulsen, Sorthøj, Skallerupvej 600
5. ??????????????, Søgaard, Nørlev
6. Jens Møller, Stangsagergaard, Sønderlev
7. Christian Thirup, Gartneriet på Nørlev strandvej
8. Holger Christensen, Liver
9. ?????????, Søgaard, Nørlev
10. ?????????, ??
11. Søren Kjeldsen Jensen, mosen Sønderlev, onkel til nr. 12
12. Edvard Kjeldsen, Nørlev, nevø til nr. 11
Fotograf: Poul Højen Christensen
12
Vennebjerg Husflidsskole ca. 1937
1. Rita Pedersen g. Færch, ”Størup”, mor til Ole Færch
2. Ingrid Svendsen f. Lykkegaard
3. Johannes Pedersen, leder
4. Nelly Hansen, Vennebjergvej 282
5. Kirsten Færch, Sønder Harritslev, f. Færch
6. Johanne Nielsen, Vennebjergvej 213
7. Kirstine Pedersen, ”Størup”
8. ?????
9. ?????
10. Kristian Kristensen, ”snedker Kesse”
11. Ole Kristian Sørensen,
Fotografi: Ingrid Svendsen
13
Vennebjerg Husflidsskole ca. 1939
1. Sigurd Kristensen, bror til ”snedker Kesse”
2. Søster til Peter Nielsens kone, Lågevej
3. Johannes Pedersen, leder, bror til Møller Pedersen ”Lillebil”
4. Kristian Kristensen, ”snedker Kesse”
5. Gerda
, tjente i Overklit
6. Ingemann
, tjente i Størup
7. Sygeplejeske frk. Nicoline Nielsen
8. Kirsten Færch, Sønder Harritslev, f. Færch
9. Marie Jensen g. Sørensen,
10. Ole Kristian Sørensen,
11. ?????
12. ?????
13. Arne Toft, Gl. Vennebjerg
14. Alma Kjeldsen, Nr. Alstrup
15. Martha ?? Borup, boede i Kaj Nielsens ejendom
16. Ingrid Svendsen,
17. Henriette Kristensen, søster til ”snedker Kesse”
Fotografi: Tage Sørensen
14