Moderne Tider

Transcription

Moderne Tider

22 klicheer om nutiden og os
Page 1 of 4
Skrevet af: Lasse Lavrsen
Oprettet 26/11/2010 - 14:25
Kliche #1: Kvinder er bløde, men må være hårde for at begå sig i den maskuline politik
Kvinder er ikke lavet til politik, så vor hovedperson og statsminister Birgitte Nyborg (Sidse Babett
Knudsen), der er den bløde, feminine og følsomme type, må belæres (af mænd) om, hvordan politik
foregår, og hvordan man skal opføre sig. De sidder for bordenden, de er kyniske, adskiller følelser og
politik og sætter sig igennem ved at være hårde, fortæller hendes gamle mentor Bent Sejrø
(Lars Knutzon).
Kliche #2: Kvinder, der har politisk succes, har knaldet sig til magten. Femme fatale.
Den rolle spiller den evige femme fatale Stine Stengade i skikkelse af den forførende
ligestillingsminister, Pernille Madsen, der angiveligt har haft sex hele veje op i systemet - herunder
også med Birgitte Nyborgs mand. Hun må selvfølgelig ud.
Kliche #3: Mænd i politik er gamle, magtbegærlige, egenrådige og mandschauvinistiske.
Særligt i forsvaret, der jo er noget af det mest reaktionære, der findes. Forsvarsministeren, Hans
Christian Thorsen (Bjarne Henriksen), kalder nedladende journalisten Katrine Fønsmark for et
‘pigebarn’, og han lader sig let korrumpere med jagtture og gaver fra våbenindustrien. Justitsminister
Høxenhaven (Lars Brygman) afholder på egen hånd et pressemøde for at dække over sig selv i en
aflytningssag, og den tidligere statsminister Lars Hesselboe viser sig at være en både arrogant og
ubehagelig. Sådan er mænd i magtens kolde rum.
Kliche #4: Ældre mandlige politikere med skæg er rare og kloge
Den magtbegærlige kliches modstykke bærer skæg, er til at stole på og har et arsenal af kloge ord og
betragtninger om politik. I Borgen er det mentoren Sejrø, der selv synes en uudtømmelig kilde af
klicheer. Han er altid god for en livsklog analyse og et menneskeligt råd. I de første afsnit er det
ham, der skal forklare Nyborg om Borgens uskrevne regler. Det er ham, der ser personen bag
politikeren: »Hvordan har du det, Birgitte. Nej, hvordan har du det,« spørger han bekymret. Det er
ham, der kan overtale hende: »Alt dette kan blive dit,« råber han fra et fiktivt tårn, der har udsigt til
Christiansborg. »Del og hersk,« belærer han hende, og senere siger han stille for sig selv, at det i
grunden er mærkeligt, at »vi politikere« skal fungere som forbilleder for folk og fortælle dem,
hvordan de skal leve deres liv, men ikke selv kan få det til at hænge sammen, og en ny kliche skibes
ud fra DR’s klichebank: Diskrepansen mellem det, politikere siger, og det, de gør.
Kliche #5: Venstreorienterede kvinder er utiltrækkende, stridbare og voldelige
Venstrefløjens Anna Sofie Lindenkrone er fra det autonome miljø og har i sine unge dage truet med
at kidnappe den tidligere statsministers børn. Hun har gjort sig bemærket ved at lukke venner ind i
Folketinget, der smed æg på statsministeren. Hun er rødhåret, ilter (som rødhårede jo er), usminket
http://www.information.dk/print/252064
09-02-2011
Page 2 of 4
og maskulin. Vi kender typen.
Kliche #6: De Konservative er snobbede
Lederen af Det Ny Højre (der minder mistænkeligt meget om De Konservative), Yvonne Kjær
(Jannie Faurschou) viser sig at være til fals for overklassekultur. Det sker, da Nyborg får et forlig
igennem hos hende ved at »spille på hendes indre snob« og invitere hende til møde på Marienborg
og servere kaffe af det kongelige stel - det kan nok få hendes tanker væk fra politik. Læren er: Du
kan altid manipulere de gamle konservative til hvad som helst med en kop te i et fint stel i
snobbede omgivelser.
Kliche #7: Dansk Folkepartis medlemmer er uæstetiske, racistiske, lavkulturelle, tykke og
fra Jylland
Den jyske fedladne figur Svend Åge Saltum (Ole Thestrup) er Borgens figur fra Dansk Folkeparti
eller Fremskridtspartiet. Han spiser ikke frugt, men basser. Han kommer med racistiske vittigheder
og er gennemført usympatisk. Men også en dygtig retoriker og frygtet af politiske modstandere. Det
er jo sådan, de er.
Kliche #8: Spindoktorer er kyniske, veltalende og moralsk anløbne
Birgitte Nyborgs personlige spindoktor Kasper Juul (Pilou Asbæk) er fræk som en slagterhund,
veltalende og iskold, oplever vi i seriens første afsnit, og senere møder vi også andre spindoktorer,
der opfører sig lige så beregnende - blandt andet da forsvarsministerens spindoktor foreslår at spilde
kaffe ud over nogle papirer, pressen ikke må få fingre i. Med figuren Kasper Juul bliver vi så udsat
for endnu en kliche, nemlig at et så beregnende menneske naturligvis er et bundt af neuroser og
forkvaklede følelser og har været igennem slemme ting som barn, men er god nok på bunden. Den
uhyggelige kyniker er i virkeligheden offer for noget ondt i barndommen.
Kliche #9: Man kommer ind i politik af ideologiske grunde, men ender som en maskine.
Birgitte Nyborg er kommet til magten, fordi hun vil det gode. Hun er et moralsk menneske og har
talt til det menneskelige i vælgerne, som alle de andre politikere havde glemt. Men i løbet af serien
rammer virkeligheden statsministeren, og hun bliver selv den maskine, de andre var. Hendes bedste
venner, hendes mand og ja, selv hendes børn kan ikke kende hende mere. Hun er blevet en rigtig
politiker, og de er der kun for spillet og magtens skyld, forstår vi. De har glemt mennesket. Der er en
grund til, at Borgen hedder Borgen.
Kliche #10: Store politiske aftaler bliver indgået under græske søjler i tåge.
I næsten hvert afsnit mødes Birgitte Nyborg med politiske venner og fjender et sted i Christiansborgs
søjlegange. Helst i tåge, om aftenen eller i regn. Med sig har hun som regel sin spindoktor og
mørkklædte livvagter. Man forstår, at det er her, den virkelige politik laves.
Kliche #11: Store erhvervsfolk har politisk magt, respekterer hardballers og elsker Danmark
I afsnit fem møder ham, der virkelig styrer landet, den store erhvervsmand Joachim Crone, hvis
firma står for 11 procent af landets BNP. Han vil ikke have kvinder i bestyrelser og sætter et møde op
med Nyborg, hvor han vil intimidere hende til at ændre et lovforslag om kvoteringer af kvindelige
bestyrelsesmedlemmer. Han vil flytte hele sin forretning til udlandet, for det tager bare en
eftermiddag, forstår vi. Værre endnu bliver det, da det viser sig, at han ejer tabloidavisen Ekspressen,
der - formentlig bestilt direkte oppefra - indleder en fæl kampagne mod Birgitte Nyborgs privatliv.
Hun er nødt til at mødes med Crone for at få det til at stoppe. Men den snarrådige Kasper Juul finder
ud af, at Crone synger danske fædrelandssange til møderne og holder selskaber med dronningen, så
09-02-2011
Page 3 of 4
Nyborg kan med sindsro spille hardball. Og det har Crone respekt for. Et rigtigt mandfolk.
Kliche #12: Nyhedsredaktører storryger, råber og er koleriske
Den idealistiske journalist Katrine Fønsmarks (Birgitte Hjort Sørensen) chef Torben Friis (Søren
Malling) hidser sig voldsomt op over Katrines antiautoritære facon, men han forstår også, at hun
»har dét«, som han siger. Det, de andre gerne vil have. Det, som rigtige journalister er lavet af.
Derfor giver han hende også ekstra lang snor, selv om blodtrykket er helt oppe under taget. »Giv den
sovs og kartofler,« råber han til redaktionsmøderne. Torben er benhård, men også gennemført reel han er jo fra Jylland. Så ved vi det: Det gedigne, det populistiske og det autentiske kommer
fra Jylland.
Kliche #13: Tabloidredaktører er iskolde og skyr ingen midler
Laugesen, der spiller rollen som den faldne politiker, er seriens skamløse tabloidjournalist. Han er
ligeglad med andres følelser, hurtig i replikken og ville sælge hvem som helst for en god historie. Og
er den der ikke, skriver han den alligevel. Sådan er de i tabloidpressen.
Kliche #14: Journalister har et særligt gen, der kan opsnuse historier på fornemmelser
Katrine har det. Derfor kræver hun akt-indsigt og modtager dokumenter, der kommer i gamle brune
kassetter med støv på, og laver den ene gigantafsløring efter den anden - dog mest ved at google sig
frem til det. Hun er samfundets vagthund, der ikke accepterer et afslag.
Kliche #15: 68-humanisten er fordrukken og elsker kunst og poesi
Birgitte Nyborgs far (Peter Schrøder) er en gammel humanist, der tror på poesien og kunsten, men
desværre drikker han for meget rødvin. For i virkeligheden er han jo ulykkelig over de egoistiske
valg, han tog, den gang han var ung og blev skilt fra Nyborgsmor. Han fortryder og ekstra kliché
rulles ind.
Kliche #16: Akademikere er arrogante, elitære og taler ned til den almindelige dansker.
I starten af Nyborgs regeringstid ansætter hun den smarte akademiker Tore Gudme, der er lektor i
retorik. Gamle Sejrø er skeptisk, og han viser sig også at være en kende for smart, da han på
landsdækkende tv kalder tabloidavisen Ekspressens læsere for dumme og uvidende. Den går ikke i
politik, og han fyres. »Lektor i retorik« betyder taber i det hårde magtspil.
Kliche #17: Grønlændere er et stolt og åndeligt naturfolk
Da Birgitte tager til Grønland, bliver hun betaget af det smukke land. Hun oplever et samfund på
randen af udryddelse, men med en leder, der brændende ønsker at ændre det. Det eneste, han beder
om, er, at grønlænderne får lov at bestemme over deres eget land. De vil have ånden tilbage i deres
land. Det rene naturmenneske.
Kliche #18: Fitnesstrænere er dumme, men lækre.
Karriereidealisten Katrine Fønsmark bliver kæreste med sin fitness-træner, som er stærk og flot, men
dum og ligeglad med politik. Den kreative klasse-pige er både tiltrukket og skamfuld
over forbindelsen.
Kliche #19: Man må aldrig holde mænd tilbage i karrieren.
Som statsminister arbejder man tilsyneladende en del, og det kan været noget af en kamel at sluge
09-02-2011
Page 4 of 4
for en mand. Derfor ser vi kun manden Phillip udtrykke et enkelt afsnits stolthed og ellers ni afsnits
pinagtig smålighed. I afsnit otte er det blevet så svært for ham at acceptere, at hans kone har en stor
karriere, at han helt har mistet lysten til sex (jeg har hovedpine, skat). Indtil da var han blevet så
kvindagtig undertrykt, at vi kun så ham i færd med at tømme opvaskemaskinen, smøre mad til
børnene, nippe til hvidvin og sidde alene med aftensmaden parat. Selv når de havde sex, var det med
statsministerfruen øverst. Det har været en frygtelig situation for en mand at befinde sig i, og vi
forstår, at det må ende med et brag. Det gjorde det så i afsnit otte, da vi for første gang ser ham
drikke en øl. En Tuborg - lige fra køleskabet, direkte af flasken. Vi forstår, at han nu er trådt i
karakter. Han på vej tilbage til sin mandighed. Birgitte kommer ind (i kjole), og han fortæller hende,
at han har sagt ja til en toppost i en international virksomhed. »Fordi jeg havde lyst.« Hun bliver lidt
urolig, men han kigger bestemt på hende, sætter øllen hårdt på bordet og gentager: »Fordi jeg havde
lyst.« Og så tager han hende i en hed sexscene på køkkenbordet. Balancen genoprettet, og manden er
tilbage, hvor han hører hjemme. Ovenpå. Men Phillip må sige jobbet op i afsnit ni på grund af
Birgitte, og han bliver omgående indebrændt og aggressiv. Det må jo ende med, at han knalder en
anden. Ikke fordi han har lyst, men fordi han savner sin kone og savner at føle sig som en mand, og
klicheen om, at man er utro for at afstraffe partnere kommer således også i spil
Kliche #20: Kvinder, der har en karriere, er dårlige forældre
Kvinder, der ikke passer familien har ingen følelser. Nyborg er blevet en ufølsom politisk maskine,
der taler til sin familie, som om de var politikere, og kan ikke håndtere børnenes problemer. Hun
ender med at skælde dem ud og blive irriteret og skolepsykologen må forklare hende, at hun måske
har glemt at være en glad og god moder. Hun har ikke tid til julegaver, hun taler i mobiltelefon,
hjemmet sejler, og manden glider fra hende. En mor med en stor karriere er ikke den
bedste kombination.
Kliche #21: Parforholdet bliver ødelagt af karrierelivet
Helt skævt går det hos Phillip og Birgitte, da de begge får et job. De sidder med hver deres
computere og kigger ikke på hinanden længere. De har glemt at tale sammen. Det hele er gået op i
karriere, og der blev ikke levnet plads til kærligheden, og så går det galt. De er på få måneder gledet
uopretteligt fra hinanden.
Kliche #22: Børnene bliver ofrene i karriereræset
Børnene er de store tabere i mor og fars karriereræs. Det lærte vi allerede i Nikolaj og Julie, og her er
det ligeledes illustreret ved lange øjne efter mor, hver gang hun tager sin mobil, med en dreng, der
pludselig reagerer ved at tisse i bukserne, og ved et hjem, hvor den ældste søster må tage over og i
øvrigt ikke kan finde noget i rodet derhjemme. Stakkels børn.
Kilde: http://www.information.dk/252064
09-02-2011
Det videnskabelige fix mod stress
Page 1 of 4
Oprettet 10/09/2010 - 13:25
Denne artikel, disse linjer, er skrevet under påvirkning af stress. For lidt søvn, for meget kaffe og alt
for lidt tid. Pulsen stiger, lyset bliver lidt skarpere, og tonen over for kollegerne bliver en lille smule
spids. Sådan går det ofte i et arbejde som mit, når deadlinen nærmer sig, og man stadig ikke har taget
kontrollen over sit arbejde. Det tager magten fra mig og fylder mig med ubehag, lede, nervøsitet,
mindreværd og sved på overlæben.
»Men det er en hel naturlig reaktion,« forsikrer stressterapeut Thomas Milsted, der er leder af Center
for Stress og én af landets førende eksperter.
»Du er udsat for et tidspres, der giver dig en tvivl, om det er godt nok, det, du laver. En tvivl på, om
du overhovedet kan nå at blive færdig. Du har en tvivl, og det oplever hjernen som en følelse af
usikkerhed og det trigger hjernen til at stresse.«
De strukturer i min hjerne, der er på overarbejde nu, er ældre end de strukturer, der tænker. Min
hjerne forholder sig ikke til det, der faktisk sker omkring mig - at det hele nok skal gå, at jeg om lidt
har afleveret og kan gå i gang med nyt arbejde uden stress - men den forholder sig til det, jeg føler.
Den forbinder usikkerheden med en regulær trussel på min eksistens og sætter kroppen i
alarmberedskab - klar til at kæmpe eller flygte. Som om jeg bliver angrebet af et vildt dyr eller en
fremmed stamme, der vil tage min sikkerhed fra mig. Derfor arbejder hypofysen og den lille
nøddeformede del af hjernen lige bag panden, der kaldes mandelkernen på højtryk for blandt andet at
fortælle binyrebarken, at den skal producere stresshormoner og sende blodsukker rundt i
blodbanerne. Mit hjerte banker hurtigere for at sende sukkeret bedre ud i musklerne, mine pupiller
udvider sig for at få så meget lys ind som muligt, og mine muskler bliver varme for at gøre dem
kampklar, så jeg begynder at svede lidt.
Det vil øge min præstation på kort sigt og give mig et meget fokuseret blik på den opgave, der ligger
foran. Stresshormonerne giver mig et sandt energiboost, men til gengæld hæmmer de mig i næsten
alt andet. Min kreativitet er nærmest ikke til stede, og mit overskud til at rette trykfejl og
gennemskue analytiske huller i min artikel er trådt i baggrunden. Det samme gælder livsvigtige
signaler, hjernen skal sende til andre stoffer, som kroppen skal bruge. Immunforsvaret er i bund, så
jeg vil let kunne tiltrække en forkølelse, jeg har ikke følt nogen særlig sult, for det har kroppen heller
ikke tid til, ligesom jeg sov usandsynligt dårligt i nat, fordi hjernen valgte at gøre mig toptrimmet til
at stikke af i stedet for at lade mig falde i søvn,
»Men alt det ikke nødvendigvis farligt,« forsikrer Thomas Milsted mig.
»Det kan være ligefrem præstationsfremmende, men det er altså heller ikke nødvendigt, og hvis din
hjerne ikke er i stand til at falde ned bagefter, kan det blive rigtigt skadeligt.«
Hårtab, impotens, søvnløshed
09-02-2011
Page 2 of 4
Nu er der jo ingenting, der er sikkert, men går det, som det plejer med mine deadlines, får jeg
afleveret lige lidt senere, end jeg og min redaktør havde håbet, men artiklen viser sig i en eller anden
form i morgendagens avis. Jeg bliver lettet og til tider nærmest småeuforisk, og det er hjernen, der
belønner mig ved at sende ‘glædesstoffer’ som serotonin og dopamin ud i cortex, som går direkte til
modangreb på min stresstilstand og gør mig let om hjertet, i stand til at sove roligt og tale pænt til
mine kolleger.
Men så let går det langt fra for alle. 35.000 danskere opnår hver dag så permanent en stresstilstand,
at de invalideret må blive hjemme fra arbejde. Årligt bliver 30.000 så voldsomt ramt, at de må
indlægges på hospitalet og 1.400 dør slet og ret af sygdomme relateret direkte til stress som
hjerteanfald, sukkersyge og blodpropper.
For på den ene side kan stress beskrives som en kulturel problemstilling, der er forbundet med det
samfund, vi har indrettet på arbejdsmarkedet, i hjemmene og som borger, forklarer neurolog og
forfatter Jonah Lehrer i teknologimagasinet Wired. Men på den anden side er det også en tilstand,
der kan beskrives ret nøjagtigt af videnskaben i en enkelt blodprøve ved at aflæse indholdet af
stresshormoner, adrenalin og blodsukker - stoffer, der under længere tids arbejde kan forårsage alt
fra forkølelse, hårtab, impotens, søvnløshed og rygsmerter til Alzheimers, depressioner, diabetes og
hjerteanfald, ligesom hjernens neuroner simpelt hen dør under længere tids påvirkning af stress.
Men mens moderne medicin er langt i forskning i stamceller og andre kødelige dele af kroppen, er
den først i sit allertidligste gry med at finde frem til en behandling af stress, forklarer Lehrer, der i
magasinet interviewer en af verdens førende stresseksperter Robert Sapolsky, som er professor i
biologi og neurologi ved Standford University.
I øjeblikket arbejder han på en regulær vaccine mod stress for som Sapolsky siger: »Hvis stress er
bare halvt så skadeligt, som vi frygter, er det på tide at holde op med bare at behandle bivirkningerne
og gå direkte efter stressen selv.«
Social slagside
En af Sapolskys store opdagelser i stressforskning blev gjort allerede i hans studietid, hvor han
indsamlede data fra en bavianflok i Kenya. Her opdagede han sammenhængen mellem fysisk og
psykisk velbefindende og social status i flokken. Han fulgte den højest rangerende huns nyfødte
bavianunge og sammenlignede den med den lavest rangerende, og allerede efter få uger stod det
klart, at med status følger privilegier. Den højest rangerende unge var hurtigere til at indgå sociale
relationer og nåede udviklingstrinene langt hurtigere end den lavt stående, men den vigtigste
observation kom, da han fulgte de to ungers første møde. Da den lavest stående unge nærmede sig
den højerestående, trak den privilegerede moder omgående ungen til sig, og selv om ungen fra den
sociale bund måske ikke selv resonerede sådan, stod det klart, at der er ting du ikke selv er herre
over. Andre bestemmer din skæbne. Du har ikke fuld kontrol over dit liv.
Observationen er senere fulgt op af en række forsøg, blandt andet et forsøg fortaget af
biologiprofessor Jay Kaplan fra Wake Forest University School of medicine i North Carolina, der
har observeret en gruppe aber i fangenskab, hvor de har fået nøjagtig samme kost og behandling af
omgivelserne. De højest rangerende aber var mindre tilbøjelig til at udvikle hjertesygdomme, mens
de lavest rangerede døde tidligere, havde højere blodtryk og livsstilsrelaterede sygdomme - selv om
de havde den samme livsstil. Den slags opdagelser har fået forskere som Sapolsky til at anse stress
for at have en voldsom social slagside.
Den sociale slagside forstærkes ved at stress oplevet i selv den tidligste barndom kan have
indflydelse på vores måde at håndtere stress på resten af vores liv. Hvis hjernen under den tidligste
udvikling oplever verden som faretruende, antager den, at den skal bruge flere kræfter på at udvikle
stressmaskineriet - herunder udvikles også evne til at reagere på hjernens stresssignaler. Helt fysisk
09-02-2011
Page 3 of 4
kan den udvikling ses i hjernen: Mandelkernen - hvor man blandt andet håndterer frygt og
forsvarsreaktioner - vokser på forsøgsrotter, når man udsætter dem for stress gennem længere tid,
hvilket sker på bekostning af hippocampus, der er vital for læring og hukommelse.
Thomas Milsted refererer til et forsøg foretaget på aber, der blev offentlig gjort for et par måneder
siden, hvor man havde fjernet en gruppe abeunger fra deres mor og undersøgt deres stressniveau som
voksne. Aber, der var vokset op med deres mor, var betydelige mere nysgerrige over for forandringer
og nye ting, mens aberne uden mor oplevede forandringerne som truende og ubehagelige.
»Miljø har en afgørende rolle for risikoen for at udvikle stress,« siger Thomas Milsted. »Og jeg er
sikker på, du vil se et mønster, der ligner abeungernes, hvis du så på et barn, der er vokset op i en
tryg familie på Østerbro, og sammenlignede med et barn, der er vokset op i Vollsmose.«
Oscar-tabere dør af stress
Slagsiden vokser yderligere, når man ser på det arbejde, man ender med at få. Forsøg fra blandt
andre Michael Marmot, der er professor i epidemiologi på London University College, der har
undersøgt stressniveauet hos 28.000 offentligt ansatte i London over 25 år, underbygger tesen om, at
det ikke kun er arbejdsbyrden, der er afgørende for at udvikle stress så meget, som det var fraværet
af kontrol. Arbejdsbyrden kan altså være uoverskueligt stor, men i det øjeblik, du selv har kontrollen
over arbejdet og har indflydelse på, hvordan din hverdag hænger sammen, er risikoen for at udvikle
kronisk stress meget lavere. Maksimalt arbejdspres og ansvar parret med en minimal indflydelse er
det værste.
Det samme viser sig i undersøgelser foretaget på de rige og berømte. Et forskerhold på Universitetet
i Toronto foretog for nyligt en undersøgelse af stressniveauet hos Oscar-vindende amerikanske
skuespillere og deres kolleger fra samme film, der aldrig vandt. Resultatet var skræmmende for
taberne, der levede fire år kortere end vinderne. Tesen er, at skuespillere, der har vundet en Oscar,
har flere muligheder for at vælge rollerne end deres kolleger, der i højere grad er tvunget til at tage
roller, de ikke ønsker, og dermed stiger deres stressniveau.
Lehrer, Rapolsky, Marmot og forskerteamet på Toronto University konkluderer alle sammen det
samme: Den farligste stress er svær at få øje på. Det er ikke de lange aftener på kontoret, der slår dig
ihjel - det er følelsen af ikke at have kontrol. Det behøver altså ikke være redaktøren eller
journalisten med ansvaret og den endeløse arbejdsdag, der har størst risiko for dø af et hjerteanfald.
Det kan være trykkeren eller buddet, der ikke har et valg eller kontrol over hverdagen.
Forholdene har ansporet Sapolsky til at se mere målrettet på at finde en medicinsk behandling for
stress. Den enkle tanke er at stoppe det stresshormon, der trigger produktionen af blodsukkeret så
voldsomt, for som Sapolsky spørger: »Når vi nu ved, hvor farligt stoffet, hvor svært kan det så være
at stoppe det?«
Men Sapolskys største problem er, at man ikke umiddelbart kan fjerne stoffet, for hvad ville så
hjælpe dig i det øjeblik, der faktisk var brug for at løbe for dit liv. Derfor er hans udfordring ikke blot
at fjerne det fra blodbanen, men nå helt ind i hjernens cortex og forbi hjernens cellesystem, der
sørger for, at kun ganske bestemte celler og stoffer har adgang til hjernecellerne, og nå så langt ind,
at man kan stoppe selve stressreceptorerne. Sapolskys har ikke det store problem med at skabe den
rette cocktail, der ville kunne påvirke den uhensigtsmæssige stress i hjernen - det er at få adgang til
det den. Derfor begyndte Sapolsky og et helt team af forskere at eksperimentere med herpesvirusset,
der som et af de eneste vira der kan ‘mime’ celler, der har adgang til hjernen og derfor frit kan
passere membranen ind til hjernen. Således manipulerede Sapolskys team herpesvirusset, så de
skadelige dele af herpes blev trukket ud og blev erstattet af forskellige antioxidanter og
østrogenlignende stoffer, der kunne beskytte hjernecellerne mod stress. Og hvad der er endnu mere
‘smart’ ved herpesvirusset, forklarer han i Wired, er at netop herpesvirusset først aktiveret i det
09-02-2011
Page 4 of 4
øjeblik, immunforsvaret går ned - som når stressniveauet stiger.
Træk vejret - helt roligt
Indtil videre har forsøg på gnavere vist gode resultater. I de første forsøg påførte han rotter en række
prøvelser som hjertetilfælde eller et ekstremt pres, hvilket satte produktionen af stresshormon
voldsomt i vejret. Herefter injicerede han de stakkels dyr med det manipulerede herpesvirus og i
løbet af sekunder aktiverede den beskyttende proteiner, der begrænsede stresshormets ødelæggende
effekt. Rotter uden det manipulerede virus mistede 40 procent af neuroner i et bestemt område.
»For at være ærlig er jeg stadig overrasket over, hvor godt det virker,« siger han til Jonah Lehrer.
»Det kommer ikke til at hjælpe nogen foreløbig, og vi er år fra kliniske forsøg, men vi har bevist det
kan lade sig gøre.«
I Danmark arbejder man ikke på at finde en vaccine, forklarer stressforsker, overlæge og leder af
Stressklinikken på Hillerød Sygehus, Bo Netterstrøm, og tilkendegiver, at han er skeptisk over for
forsøget, selv om han har stor respekt for Robert Sapolskys arbejde. Her er man i øjeblikket i gang
med Danmarkshistorien største stressforsøg, hvor effekten af to bærende
stressbehandlingsprogrammer - gruppeterapi og psykologhjælp - skal vurderes gennem 280
stressramte personer. Den eneste medicinske behandling, man her har med i projektet er
antidepressiva, hvor patienten har udviklet depression. Heller ikke Thomas Milsted tror på en
medicinsk behandling af stress foreløbig og siger, at man i Danmark har en helt anden tilgang
til sygdommen.
»De 10 år, jeg har været på stresskongresser, har man talt om den pille, men jeg har endnu ikke set
nogen overbevisende resultater,« siger han
»Den amerikanske skole fokuserer meget specifikt på individniveau, hvor vi ser det som et mål at
angribe stress fra flere vinkler. Den enkelte skal naturligvis have nogle strategier og eventuel
lægebehandling. Men hos os går vi meget op i, at man også bør lægge stort vægt på de rammer,
medarbejderne har - arbejdspres, mobning, motivation og arbejdspladsens evne til at skabe tryghed.«
09-02-2011
En ny bevægelse kommer marcherende
Page 1 of 4
Oprettet 23/04/2010 - 13:05
Det var arrogancen, der var det værste for Leif Hornshøj. Det var ikke bare det, at hans lokale
sygehus nu skulle lukke. Det var den måde, politikerne havde gennemført det på. Den måde,
statsminister Lars Løkke Rasmussen bare sådan uden videre havde slået det fast i sin første
åbningstale, og den måde, regionrådsformand Bent Hansen havde nikket og set ud, som om han
havde hørt på protesterne. Det var dér, han fik nok. Efter i årtier at have set sin hjemegn omkring
Holstebro langsomt lukke og slukke. Efter at have set biblioteker, skoler, posthuse,
uddannelsesinstitutioner, domhuse, kommunekontorer, butikker, plejehjem, fabrikker og landbrug
lukke - havde han fået nok.
Systematisk gennemgik han lokalavisernes læserbrevsspalter. En for én greb han fat i alle de
utilfredse borgere på Holstebro-egnen, der havde protesteret mod beslutningen om at lukke byens
sygehus og smelte det sammen med det kommende supersygehus i Gødstrup i udkanten af Herning.
Seks ad gangen sad de så i Leif Hornshøjs køkken-alrum og spiste franskbrød med hamburgerryg og
rullepølse og talte politik. Nogle faldt fra, men i løbet af efteråret og vinteren blev den
tilbageværende gruppe enige om at danne et parti, der skulle stille op til Region Midtjylland. Ingen
af dem havde nogen politisk erfaring. Heller ikke Leif Hornshøj, der egentlig er uddannet kommis i
Aulum og har brugt det meste af sit arbejdsliv på købmandsforretninger. Men det var det eneste
middel, der virkede.
Hvert andet hus
»Vi havde skrevet læserbreve, lavet støttekoncerter og samlet underskrifter i titusindvis, men der er
kun én ting, politikere har respekt for, og det er deres taburet,« siger Leif Hornshøj.
»Så det eneste, vi kunne gå efter, var en plads i Regionsrådet. Vi er ikke nok til, at vores mening i sig
selv betyder noget.«
Fælleslisten blev stiftet i løbet af vinteren og 30. april sidste år var opstillingslisten klar, nogenlunde
samtidig med at Leif Hornshøj gik på efterløn. Partiet fik 47,9 procent af stemmerne i Holstebro. Det
er næsten hvert andet hus i byen, som Leif Hornshøj siger, og partiet fløj ind i Regionsrådet, som
valgets store overraskelse. Siden er medlemmerne strømmet til partiet, og da Fælleslisten i sidste
måned besluttede sig for at blive landsdækkende, gik det pludselig op for Leif Hornshøj, at det ikke
kun var i Vestjylland, man følte sig trynet af centraliseringen og de større byer. Støtterne strømmede
til fra hele Danmarks udkant.
»Det kom egentlig bag på mig hvor mange, der følte sig kørt over i yderområderne. Til vores
generalforsamling kom de fra Vestsjælland, Sydsjælland, Sønderjylland og Lolland og Falster,«
siger han.
»Men bægeret er altså også fyldt nu, så derfor er det helt nødvendigt, at der kommer nogen på
Christiansborg, der taler udkantsområdernes sag. Vi har rigtig nok fået vind i sejlene, og hvis vi står
09-02-2011
Page 2 of 4
sammen, kan vi tage en stor bid af de 35-40 folketingsmedlemmer, der er valgt i udkantsområder. Vi
kan gøre en forskel. Vi kan blive en magtfaktor.«
Fælleslisten fik godt 36.000 stemmer, da den kun var et regionalt parti med én sag, Det er 3.000
færre, end der skal til for at udløse to kredsmandater. Den har man godt fanget på Christiansborg, der
ovenpå Fælleslistens succes er begyndt at røre på sig. Dansk Folkeparti er i øjeblikket på en
danmarksturné rundt i yderområderne, SF lancerer et udspil til en udkantspakke, og fire venstremænd
præsenterede i denne uge ideen om en regulær udkantsminister, der skal tage sig særligt af
yderområdernes udfordringer.
»Ja, det er da for at skabe fokus på udkantsdanmark,« siger Lars Christian Lilleholdt, der er én af de
fire venstrepolitikere.
»Vi har oplevet et Danmark, der er helt koblet af udviklingen. Danmark bliver mere og mere delt.
Ikke bare i Vestjylland.«
- Skyldes det en arrogance fra Christiansborg?
»Nej, det er ikke et svigt fra Christiansborg eller arrogance, men det er et område, hvor man ikke kan
ikke lave cost-benefit-analyser. Det her er områder, hvor man må give lidt ekstra for at få
noget igen.«
Flemming Bonne, kommunalordfører, for SF, sidder i øjeblikket og lægger sidste hånd på partiets
udkantsoplæg. Han har ikke lige en udkantsminister i tankerne, men han medgiver, at Christiansborg
helt har overset provinsens problemer:
»Christiansborg har ikke været gode nok til at sætte en dagsorden på det her område. Indtil
Fælleslisten kom, har den nærmest været ikke-eksisterende,« siger Flemming Bonne, der selv har
været borgmester indtil 2006 i et af landets hårdt ramte yderområder, nemlig Nakskov på Lolland.
Særligt giver han regeringens reformer skylden for de pinte provinsområder:
»Sygehusreformen, domstolsreformen, kommunalreformen, politireformen - det er det rene gift for
udkantsområderne, men da man lavede dem, afsatte man lidt penge, distrikterne kunne lege med,
men i realiteten var det ikke andet end holdkæft-bolsjer. Der var ikke penge nok til at sikre en
udvikling, så i dag står man tilbage med et område, hvor jobbene bliver ved at forsvinde,
uddannelsesniveauet bliver ved at falde, og den offentlige service ligger langt under
landsgennemsnittet, selv om man betaler det samme i skat. Det er Danmark ikke stort nok til, at vi
kan retfærdiggøre.«
For store kommuner
Journalist og forfatter Lars Olsen har skrevet bogen Eliternes Triumf, hvor han blandt andet sætter
fokus på landdistrikternes problemer. Med udgangspunkt i Faaborg beskriver han, hvordan tidligere
agtværdige danske købstæder må se sig selv omdannet til et frilandsmuseum, hvor intet rigtigt lever.
»I Faaborg er domstolen er lukket, politistationen og kommunen er nedlagt, sygehuset er under
afvikling, og posthuset er lukket. Byen er slet og ret lukket ned om ørene på folk,« siger Lars Olsen.
»Vi taler ikke bare om den yderste klitrække, men store dele af landet - gamle købstæder som Ribe,
Kalundborg og Faaborg. Yderdanmark er blevet større, og det er en udvikling, der først nu er ved at
manifestere sig. Derfor har det været så længe om at trænge ind på den politiske dagsorden.«
Lars Olsen er ikke overrasket over, at oprøret nu kommer, for summen af den centralisering, der har
fundet sted det sidste årti, ville på et tidspunkt blive for meget, mener han. Kommunalreformen har
09-02-2011
Page 3 of 4
nedlagt kommunerne, politireformen har nedlagt politistationer, domstolsreformen har nedlagt
domhusene, og på uddannelsesområderne har man nedlagt seminarer, mens sygehusudviklingen har
båret i retning af massenedlæggelser og oprettelserne af supersygehusene. Den eneste vej ud for
landdistrikterne er, hvis Christiansborg beslutter sig for at genåbne nogle af de steder, mener han.
»Det er fint, man afsætter penge til egnsudvikling og den slags, men man er nødt til at åbne nogle af
alle de ting, man har lukket, hvis de skal ud af sumpen. Politikerne må påtage sig et ansvar her,«
siger Lars Olsen og henviser til kommissionen for kommunalreformen, der netop påpegede, at
kommunerne meget let kunne blive for store.
»Forarbejdet viste tydeligt, at den optimale kommunestørrelse var over 20.000 og under 50.000. Men
med kommunalreformen blev over halvdelen af kommunerne over 50.000, selv om kommissionen
advarede mod, at det ville blive for besværligt at administrere, og at det ville give en
centraliseringstendens uden stopklods.«
Forfatter Egon Clausen er netop udkommet med bogen Fodrejse af tilgroede spor, der er en slags
reportagerejse fra vestjyske Nørre Nebel til ligeså vestjyske Tarm. De to byer var tidligere forbundet
af en jernbane, men i dag skærer en stor landevej sig gennem landskabet i stedet.
»Jeg kan godt forstå, at bægeret er fyldt - men det er desværre for sent,« siger Egon Clausen.
»Det er jo et udtryk for desperation fra nogle mennesker, der er blevet holdt for nar af deres parti,
som for de flestes vedkommende er Venstre. De havde helt ubegrundet troet på, at Venstre stod vagt
om det nære samfund, men hvis der er ét parti, som har været med til at afmontere det nære samfund,
så er det Venstre. Store dele af den lokale elite i Vestjylland er rasende på Lars Løkke, fordi han
lavede den kommunalreform.«
Akademiker-arrogance
Egon Clausen mener ikke bare, der er tale om en hovedstadsarrogance, men, som han kalder det, en
akademiker-arrogance fra en gruppe mennesker, der mener at vide bedre. Det har blandt andet givet
anledning til konspirationsteorier, som at Christiansborg vil nedlægge hele Vestjylland og omlægge
det til naturpark.
»Det er den gamle konflikt mellem natur og kultur. Det er mellem dem, der gerne vil opdyrke
naturen og dem, der gerne vil bevare naturen, og her har udkantsområderne tabt.«
»Den er døende over det hele. Nedlæggelsen af sygehuse, posthuse, kommunekontoret og skoler
bliver set som samfundets forsøg på at berøve landdistrikterne den sidste rest af modernitet.«
Og Egon Clausen tror ikke meget på, at politikerne pludselig er begyndt at fokusere på dette
Danmark. Det driver hurtigt over, mener han.
»Det er tom symbolik. Politikerne har i virkeligheden heller ikke megen magt, for det meste er
bestemt af økonomi. Og i yderdanmark er der ingen økonomi.«
- Men så er det vel bare at sige ‘fint nok, det var sådan, det endte, og vi andre skal ikke betale for et
område, der aldrig kommer op igen.’ Eller hvad?
»Det kunne være interessant, hvis nogen turde sige det sådan. Men det er der ingen, der gør, selv om
det er den politik, de fører. Jeg tror, man kunne komme langt, hvis man diskuterede det her på en
ordentlig måde.«
Sociologen Henrik Dahl, der for et par år siden udgav bogen Den usynlige verden om denne del af
09-02-2011
Page 4 of 4
landet, er ret usentimental omkring landdistrikterne, og nøgternt konstaterer han ligesom Egon
Clausen og Lars Olsen, at de har tabt. Til gengæld, tror han ikke, de vil rejse sig. I hvert fald ikke
som det landdistrikt, vi kendte.
»Du skal ikke ret langt tilbage, før størstedelen af landets befolkning boede på landet, men det
styrkeforhold er helt vendt på hovedet i dag, og det giver nogle ret brutale spændinger,« siger han.
»Nye undersøgelser viser, at de fleste af dem, der bor på landet, ikke længere er landmennesker, men
bymennesker, og det skaber nogle nye spændinger. Det betyder, at det er byens værdier, der gælder
på landet. Landdistrikternes værdier er slut. Hovedsagen er, at landdistrikterne har tabt på alle
niveauer, mest af alt fordi det hverken er et socialt eller økonomisk bæredygtigt område at leve i, og
personligt mener jeg, at det omfattende statstilskud, der bliver givet, er en meget usund måde at
tænke på. Hvorfor skal skatteborgerne betale for at holde sådan et frilandsmuseum i gang? Folk må
bo, hvor de vil, men de må også acceptere konsekvenserne af det.«
Udviklingen betyder ifølge Henrik Dahl, at enkelte grupper i en periode føler sig politisk hjemløse,
men han tror ikke, det vil skabe grobund for en ny politik eller en ny dagsorden.
»I virkelighedens verden kan man ikke føre sygehusdrift, skoler og den slags på så få mennesker.
Inden for de politiske rammer, vi har i Danmark, er det svært at se, hvad man skal gøre, og det
eneste, der gør, at der stadig er nogen, der taler om det, og kommunerne stadig eksistere, er på grund
af Danmarks største parti, ‘Borgmesterpartiet’. Det eneste rigtige at gøre er at lukke kommunerne
helt, men det er politisk uspiseligt for V og S, som er de store borgmesterpartier.«
I stedet må man må finde bæredygtige måder at se på landdistrikterne på, mener Henrik Dahl, for
som det ser ud nu, kommer der ikke noget ud af kampen. Det er bagtropperne, der slås, siger han, for
de fleste mennesker bor i byerne, og det ligger i demokratiets natur, at flertallet bestemmer.
»Jeg tror, vejen frem er byens forestilling om landet. Slut fred med bymenneskerne og få så skabt et
økologisk land, hvor der er grønt og blåt, som bymenneskerne kan lide at besøge og kigge på.
Landbefolkningen må indse, at de har tabt.«
09-02-2011
Hele verden i parterapi
Page 1 of 4
Oprettet 05/03/2010 - 14:10
Når psykolog Randi Schumann har klienter i parterapi, er det ofte blot en undskyldning, hun leder
efter. Undskyldningen for at have såret modpartens følelser, for ikke at høre efter, ikke være til stede,
for at have været utro eller trådt ved siden af. Det er undskyldningen, der er første skridt på vejen
tilbage til tilgivelse, forklaring og forståelse, men det er først og fremmest modtagelsen af
undskyldningen, hun arbejder med.
»Undskyldningen er den helt grundlæggende forudsætning i et parforhold, hvis nogen bliver såret,«
siger Randi Schumann.
»Men det er lige så vigtigt at kunne modtage en undskyldning, og det er ikke altid, det er muligt. Det
er ikke sikkert, at modtageren føler sig sikker på, at den anden er oprigtig i undskyldningen, og nogle
gange stiller undskyldningen måske nye beskyldninger op. Måske kan modtageren føle, at
modparten slipper for let med en undskyldning, eller måske er undskyldningen ikke nok til at opnå
det, som det i virkeligheden ofte handler om: forståelsen. Så det handler i høj grad om formen
på undskyldninger.«
Og det er her, Randi Schumanns arbejde begynder at blive kompliceret, for en undskyldning er ikke
bare en undskyldning. Det er en diskussion af moral. En sammenblanding af elementer som
skyldfølelse, anger, hævn, tilståelse og fortrydelse tilsat religion, kultur, verdensopfattelse og køn.
Som filosofiprofessor ved University of New Hampshire, Nick Smith, der har skrevet bogen I Was
Wrong: The Meanings of Apologies, beskriver det:
»Undskyldningen er en diskussion af vores kerneværdier hvad er vores samfund bygget på, hvad vil
vi forsvare, hvad vil vi undskylde, og hvad lever vi for? Hvad er vores verdensopfattelse,« siger Nick
Smith til Information. Det er derfor, at Politikens undskyldning over for de muslimske organisationer
i sidste uge kan vække sådan en harme. Det handler om verdensopfattelse.
»Vi tror, vi taler meget om, hvad vores samfund bygger på, og der findes så mange politiske taler,
der omklamrer moral og etik, men de siger ikke noget som helst. Vi lever i et pluralistisk samfund
her i Vesten, og vi finder det faktisk ret ubehageligt at tale direkte om de her ting, fordi vi konstant
kommer til at støde nogen. Derfor er undskyldningen blevet den store kampplads, her er du tvunget
til at give indrømmelser.«
Undskyldninger koster penge
Alene inden for de sidste par måneder kunne det se ud som om, der er gået inflation i
undskyldningerne. Verdens bedste golfspiller, Tiger Woods, undskylder sin utroskab og
sexafhængighed. Popstjernen John Mayer undskylder for at have brugt ordet nigger. Danske Banks
Peter Straarup, der dog behændigt undgår at bruge ordet, undskylder for, at banken har været for
fokuseret på vækst. Toyotas barnebarn undskylder fejl i produktionen. Og den britiske
premierminister Gordon Brown undskylder over for de fattige og socialt udsatte børn, der fra 1918
09-02-2011
Page 2 of 4
og helt op til 1960erne blev sendt til Australien.
Der er travlhed ved skriftestolen, men trods de mange undskyldninger, kan det være svært at
gennemskue, hvor mange indrømmelser, der egentlig bliver givet.
Det var det, der gik op for Nick Smith, da han som ung nyuddannet advokat i 90ernes New York fik
job på et stort anset advokatkontor og skulle varetage forsikringssager. Af hensyn til retssager og
erstatninger rådede han som det første kunden til aldrig at sige undskyld til de involverede i et givent
uheld. En undskyldning kunne koste dyrt, for den vil som regel indeholde et element af at have
påtaget sig skyld, og det var det sidste, man ønskede som forsikringsselskab. Men kunden havde ofte
et behov for at sige undskyld, erfarede Smith, så han begyndte at finde på undskyldninger, der ikke
kunne åbne for søgsmål.
I dag sidder Nick Smith, 38, som filosofiprofessor og er ved at lægge sidste hånd på sin anden bog
om undskyldningens natur.
»I den traditionelle opfattelse af en undskyldning, som vi støder på i det gamle Grækenland, var en
undskyldning et nærmest juridisk forsvar for ens handlinger,« forklarer han.
»Sokrates undskyldninger har i de tilfælde intet med beklagelser at gøre, men er nærmere en
forklaring på, hvorfor alle andre tager fejl. Undskyldning var dengang et forsvar, men i dag er en
undskyldning en indrømmelse en forsvarsløshed. Hvis man dertil lægger, at undskyldninger har
blandet begreber som anger, tilståelse og fortrydelse sammen med religion og kultur, så har du
pludselig et lidt underligt uklart fænomen, som der kan være god grund til at komme til bunds i.«
Nick Smith satte sig ned og gav sig til at dissekere de mange undskyldninger, der allerede dengang
fløj gennem medierne, og han kom frem til 12 forskellige konstruktioner af undskyldningen, der alle
kan findes ved at stille fem grundlæggende spørgsmål til en undskyldning.
»Det første, jeg leder efter i en undskyldning, er, hvad der konkret bliver undskyldt for, og her bliver
man ofte overrasket over, hvor lidt der bliver sagt,« siger Nick Smith.
»Sådan en tom undskyldning kan blive svær at stå med, hvis man ikke får, hvad man beder om, for
en undskyldning vil ofte være et forsøg på at lukke for andre argumentationer. Nogen gange kan det
lige frem frikende undskylderen at undskylde meget mindre end det, der er den egentlige
forbrydelse, og derfor er det næste skridt i en undskyldning at lede efter, hvilket moralsk problem
undskylderen selv finder. Altså hvorfor undskylder han. Hvis en politiker undskylder at have været
sammen med en prostitueret, kan han undskylde for, at han var sin kone utro, at han gik til
prostituerede, at han har løjet, eller han kan undskylde for, at han er blevet taget i løgnen. Men vi må
have identificeret, hvorfor han undskylder, før vi kan tilgive ham.«
Kun første skridt
Det er den fejl, de fleste ofte begår, når de skal modtage en undskyldning, siger Smith. I stedet for på
at se på hvad og hvorfor, ser vi som det første på, om vi tror på vedkommende eller ej. Men det
skridt kommer først langt senere, og hvis man ikke indser det, kan en undskyldning føles
utilfredsstillende og nærmest som et overgreb.
»Det handler om indrømmelsen. Herefter påtager undskylderen sig skyld. Accepterer hun skyld eller
påstår hun, at det var et uheld? Her ser vi også tit såkaldte betingelsesundskyldninger. Jeg
undskylder, hvis jeg har gjort noget galt. Det er en underlig undskyldning, for du påtager dig jo ingen
skyld, og du mener tilsyneladende ikke at have overtrådt moralske principper.«
Nick Smith har også bemærket en eskalering i de offentlige undskyldninger fra kendte, politikerne,
09-02-2011
Page 3 of 4
firmaerne og til tider også mellem stater. Han tilskriver det dels en digital tidsalder, hvor det er
sværere at gemme sig for sine forseelser, men han ser også undskyldninger brugt i stigende grad som
platform for pr-arbejde eller pressehåndtering
»Det er blevet meget populært at undskylde noget, som andre egentlig har gjort, og på den måde
bliver undskyldningen brugt af afsenderen til at positionere sig. Det er det, man ser med politikere
eller store firmaer,« siger Nick Smith.
Men i takt med, at undskyldningerne bliver hyppigere, bliver folk også mere kyniske. De tror
simpelthen mindre på afsenderen.
I forholdet mellem stater bliver undskyldninger straks mere komplicerede. I bund og grund handler
undskyldningen om de samme behov fra afsender til modtager som i et parforhold, men selve det, at
man i et almindeligt demokrati repræsenterer et folk som afsender, gør det sværere uforbeholdent at
undskylde på sit lands vegne, forklarer Nick Smith og giver et eksempel fra dengang USA netop
havde indledt Irak-krigen og ved et uheld skød et kinesisk kampfly ned. I stedet for at undskylde,
valgte Bush-administrationen at forfatte en meget vag beklagelse til Kina. Erklæringen var skrevet
på engelsk, hvilket gav kineserne mulighed for at fifle med oversættelsen efter behov og samtidig
holdt det amerikanernes ryg fri. Undskyldninger mellem stater er også meget sjældne, som professor
i international politik på Københavns Universitet Ole Wæver påpeger.
»Vi har et helt unikt eksempel med Anden Verdenskrig, hvor Tyskland meget entydigt har påtaget
sig skylden og er gået meget langt i at undskylde, men ellers er det stadig ikke et udbredt fænomen,«
siger han.
»For den første generation af tyskere efter krigen var det heller ikke helt uproblematisk. Men da
tyskerne valgte den meget progressive Willy Brandt, viste han befolkningen vejen, og det lagde
meget af det had, der var til Tyskland både indad til og udad til, bag sig. Det symbolske højdepunkt
på den undskyldning var Willy Brandts knæfald ved ghettoen i Warszawa.«
Japan har haft lidt sværere ved at gøre det samme, forklarer Ole Wæver, og derfor bliver det også
ved med at dukke op som et problem mellem Japan og dets nabolande. Af andre eksempler kan
nævnes Australiens undskyldning over for aboriginerne, Canadas undskyldning over for inuitterne
og de mere direkte undskyldninger som Muammar Gadaffis undskyldning for Lockerbie-attentatet
og den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert McNamaras lidt usikre undskyldning
for Vietnamkrigen.
Det personlige niveau
»I international politik kommer undskyldningerne næsten altid af politisk taktik og for at genoprette
gode relationer. Det er meget sjældent, at et land kommer og undskylder, bare fordi folket har dårlig
samvittighed,« siger Ole Wæver.
»Det er en symbolsk meget stærk handling at sige undskyld, og så giver det den forurettede en billet
til at stille økonomiske krav. De får noget på én. Men ofte søger den forurettede part dog bare en
eller anden form for anerkendelse for at noget forkert fandt sted. Det er det, vi så på Balkan og i
Sydafrika med Sandhedskommissionen. Det handler om at få at vide, at det betyder noget, og at det i
de fleste tilfælde betyder mere end hævn.«
Og det er også ofte det, der betyder mest på det helt personlige niveau, forklarer Gitte Olesen. Hun er
talskvinde for Offerrådgivningen og sad med i Kommissoriet for Justitsministeriets udvalg om
konfliktråd og har været den medvirkende årsag til, at det fra 1. januar i år er blevet lovpligtigt at
tilbyde ofre for vold, tyveri og hærværk at møde gerningsmanden.
09-02-2011
Page 4 of 4
»Det handler ofte også om at få selve bevæggrunden på plads for offeret. Det står som regel over
hævn. Hvorfor gjorde du, som du gjorde?,« siger hun og påpeger, at det vigtigste ved mødet dog er,
at offeret kommer til orde.
»Undskyldningen kommer så bagefter, men er utroligt vigtig for det at komme videre og lægge
hændelsen bag sig.«
09-02-2011
Jorden har gjort dansk landbrug til et korthus i stormvejr
Page 1 of 7
Jorden har gjort dansk landbrug til et korthus
i stormvejr
Oprettet 15/10/2010 - 13:10
Og det er alt den jord jeg har
Og alt hvad jeg begærer
Jeg håber det går an jeg ta’r
Hvad mine såler bærer
- Ludvig Holstein, 1915
Hver morgen står Vagn Ginnerup op klokken 4.30. En lille, muskuløs mand med et viltert gråt hår og
brede ansigtstræk. Han nærmer sig de 80, men driver stadig et mindre kvægbrug i det nordøstlige
Salling, selv om der ikke er meget tilbage af det. Han er født på egnen - i oplandet til den lille by
Jebjerg - og har arbejdet i landbruget det meste af sit liv, men først i starten af 1970’erne fik han sit
eget på den anden side af byen, modsat fødegården. Sammen med konen Aia og deres seks børn har
han drevet gården med malkekvæg, en snes hektar, et par heste, får, høns, et hundekobbel, der gøede
om natten, høloft og hårdt fysisk arbejde. Lidt hjælp til høsten, men ellers har han gjort det meste
selv og ikke kendt til dårligt vejr, influenza eller ferier fra gården. Når vejret er rigtigt, skal der
pløjes; når temperaturen er rigtig, skal der sås, og hver morgen klokken fem er han trasket over i
stalden for at sætte malkningen i gang.
Vagn Ginnerup har stadig et par køer og dyrker stadig jorden, men han skal ikke længere malke om
morgenen. Alligevel står han op kl. 4.30, for »jeg kan ikke sove mere,« som han siger på det
bredeste sallingbomål, der kan opdrives i 2010. Så sidder han der i sit stille køkken, indtil solen står
op. Vagn Ginnerup er Danmarks sidste landmand.
Borgeren og forbrugeren
»Nej, dem kommer der ikke flere af,« siger landbrugsminister Henrik Høeg, mens han tygger færdig
på et stykke chokolade fra Summerbird. Fra sin ministerstol har han panoramaudsigt ud over
Københavns havneløb forbi den Sorte Diamant og ned langs Christians Brygge. Eftermiddagssolen
står skarpt ind gennem glasfacaden.
»Jeg er meget glad for den retning, landbruget tager mod de større og større produktionsenheder, og
vi vil ikke se flere af de brug, der kun engagerer en familie og ellers bare får lidt hjælp fra
maskinstationen til at høste. Det er de meget store brug, der skal ruste os til kampen på det
internationale marked. Og den kamp, det må vi erkende, har været utrolig hård de sidste år.«
Faktisk så hård, at man i dag taler om landbrugets største krise siden 1930’erne. Det Økonomiske
Råd, vismændene, landmændene selv, landmændenes banker, landbrugskonsulenterne og politikerne
fra højre til venstre - de er alle sammen enige: Landbruget, der årligt bidrager med 100 milliarder til
statskassen og beskæftiger omkring 165.000 danskere, er et korthus i stormvejr.
09-02-2011
Page 2 of 7
Svinepriserne har siden 2007 været i frit fald på det internationale marked, den fejlslagne høst i
Rusland har sendt foderpriserne voldsomt i vejret, konkurrencen med en billigere produktion i
udlandet og slagtesvinene, der bliver sendt i samme retning, har ramt svineproducenter og slagterier,
mens stigende miljøkrav, komplicerede afgifts- og tilskudsregler og utallige landmænds forfejlede
investeringer i alt muligt andet end landbrug - i schweizerfranc, vindmøller i Tyskland og lejligheder
i Budapest - har vendt en økonomisk himmelstige til en stejl nedtur.
Men frem for alt er krisen bundet op på det, landmændene går og står på: jorden. De rystende
ustabile priser på ejendomme og jord, der med en afsindig himmelflugt under opturen gjorde et
samlet landbrug insolvent i den finansielle krise. Jorden i området omkring Mors, Thy og Salling,
hvor Vagn Ginnerup har sin gård, kostede omkring 35.000 kroner per hektar indtil midten af 90’erne.
Herefter steg priserne voldsomt og toppede omkring 2006 - enkelte steder helt oppe omkring
400.000 kroner per hektar. Ingen havde fantasi til at forestille sig, at de en dag ville falde - og
landmændene købte og købte med udsigten til endnu større fortjeneste. I dag bliver der stort set ikke
handlet jord i området, og når der undtagelsesvis går en handel igennem, står det i glimt klart for de
ekspansive landmænd, hvor alvorlig situationen er med en hektarpris på et sted mellem 150.000 og
175.000 kroner. Det er en af hovedårsagerne til, at landbruget i dag tegner sig for en samlet gæld på
350 milliarder. Og netop jorden er den skakbrik i spillet om et af Danmarks største eksporterhverv,
der politisk set ikke kan røres.
Stavnsbånd og nye herremænd
På Nordmors - nogle kilometer fra Vagn Ginnerups gård - ligger Mølhavegård, hvor Lene og
Christian Nørgaard bor med deres tre børn. Mølhave er den type landbrug, Henrik Høegh går og
glæder sig over, for siden Christian Nørgaard kun 21 år gammel overtog gården efter sin far, der blev
syg af meningitis, gik det i syv år kun en vej for landbruget. Christian Nørgaard havde større
ambitioner, end faren havde haft, og han var ikke bange for at kaste sig ud i en ekspansiv udvidelse
af svinebruget. Han omlagde produktionen til opformering og opkøbte sammen med sin kone gårde
og jord helt op i Han Herred nord for Mors. Parret råder i dag over seks gårde og en produktion, der
er blandt de allerstørste i området med 20 fuldtidsansatte medarbejdere og en produktion på 75.000
smågrise om året. Gården er blevet til en mindre virksomhed, der årligt omsætter for knap 45
millioner kroner, men Christian og Lene Nørgaard har økonomisk set ikke meget at glæde sig over
ved udsigten fra deres køkkenbord hen over gårdpladsen, hvor vinden sender kaskader af regn ind
fra vest.
»Ja, regnen er det mindste problem, vi har,« siger Christian Nørgaard næsten uden at bevæge
munden. Han kigger over mod de syv-otte hvidkalkede staldbygninger, der ses fra vinduet.
»Den største kamp lige nu er at få betalt regningerne. Der var en sund egenkapital i gården helt frem
til sidste år, men jorden er blevet ved med at falde siden 2008, og ejendomshandlerne stoppede. Nu
sidder vi uhjælpeligt fast. Vi har fået stavnsbåndet genindført, nu er det bare bankerne og
pengeinstitutterne, der er herremændene.«
Christian Nørgaard bliver tavs, og man kan høre køkkenurets sekundviser og vinden tage i staldens
tag. Han har svært ved at skjule sin foragt for bankerne.
»På et tidspunkt stod de jo på nakken af hinanden for at låne os penge, og der var ingen grænser for,
hvor meget ekstra vi kunne tjene, hvis vi udvidede. Det kunne ikke gå galt, og i dag er der så ingen,
der vil låne nogen noget som helst. Det hele er gået i stå,« siger han. Da Christian og Lene Nørgaard
købte den sidste ejendom, var det på betingelse af, at de udvidede med endnu en stald.
»Nu kan vi ikke låne pengene til at bygge den. Det er jo fint nok, at de strammer grebet, men der er
ingen mening i at sætte det hele i stå. De er bange for, at det skal blive tydeligt, hvor insolvente
landmændene er på Mors, hvis det viser sig, at jorden er alt for billig. Og der skal ikke ret mange
09-02-2011
Page 3 of 7
tvangsauktioner til, før landbruget tager pengeinstitutterne med sig.«
Igen bliver der stille ved bordet. Han ser over på sin kone, Lene Nørgaard. Hun er lys med spinkle
træk og kortklippet hår. Hun siger heller ikke noget, så han fortsætter.
»Jeg tror ikke, der er én eneste svineproducent i dag, der ville beholde sin bedrift, hvis han kunne
komme derfra med skindet på næsen. Siden 2008 har det bare været … træls.«
‘Men vi blev jo klogere’
Det var mere end bare en generel økonomisk optur og kornprisernes stigning, der sendte jordpriserne
i vejret op gennem 00’erne. Faktisk påpeger de fleste landbrugskonsulenter i området, at prisen skal
helt ned omkring 100.000 kroner per hektar, før det i sig selv vil kunne give overskud at drive
jorden, men de færreste landmænd køber jord for blot at drive den. Frem til den nye landbrugslov,
der blev gennemført i år, var der stramme regler for, hvor meget jord man skulle have for at matche
antallet af dyreenheder i bedriften. Havde man 1.000 søer skulle man således kunne godtgøre, at man
havde jord til at sprede svinenes gylle ud, så da svineproduktionen gik allerbedst, kunne det altså
sagtens svare sig at have et stort underskud på jorden, så længe det gav et tilsvarene overskud i
stalden. Jordpriserne blev desuden ved med at stige, så nogle konsulenter og bankrådgivere mener
også, at nogle landmænd havde en tendens til at se lidt let på produktionen, så længe jordpriserne
bare steg og steg. Dertil kommer, at EU’s støttesystem, som er det eneste reelle tilskud,
landmændene får, følger jorden. De er altså støttet efter, hvor meget jord de har, og ikke efter hvor
stor deres produktion er. Reglerne på landbrugsjorden har på den måde været med til at pumpe
prisen i vejret, men i dag har man lempet på den danske lovgivning, så man ikke længere er
forpligtet på at eje den jord, gyllen skal spredes på, hvilket flere konsulenter og landmænd mener har
haft yderligere effekt på jordprisens fald.
»Vi forestillede os jo slet ikke, det kunne gå den anden vej. Men vi blev jo klogere,« siger Lene
Nørgaard og ler lidt nervøst.
»Men som vi siger til hinanden hver aften, så er vi jo glade for det vi laver. Det kan da godt være, det
er træls, vi ikke tjener nogen penge lige nu, men vi står jo op om morgenen og glæder os til at
komme på arbejde.«
Er I nervøse for, om I overhovedet overlever?
»Ja,« siger Christian Nørgaard.
»Hver dag og hver nat tænker jeg over, hvad der skal ske, for så længe fødevarerne ingenting må
koste, så længe har vi et problem med avancen, og hvis jordpriserne ikke stabiliserer sig, og foderet
bliver ved med at stige, så bliver der for alvor problemer.«
Christian Nørgaard tager overtøj på og går over mod staldbygningerne. Han er høj og bred med
begsort hår og lys, næsten gennemsigtig hud. Han tager lange, tunge skridt, der ikke lader sig mærke
af regnen og den stærke vind fra vest. Vi går forbi en åben grøn affaldscontainer, der flyder over med
døde smågrise. »Spildproduktion,« kalder han dem og forklarer, at hver so laver 32 smågrise om
året. Det er syv grise mere end for 10 år siden, og i det hele taget har landbruget haft hårdt brug for at
optimere produktionen siger han.
»Vi bliver presset af andre EU-lande og så af stigende miljø- og dyrevelfærdskrav, som ingen vil
betale for. Jeg ved ikke, hvordan Informations læsere er, men mange danskere har så høje krav til,
hvor søde og gode vi skal være ved dyrene, og de har utrolig travlt med alt det, vi ikke må på en
gård. Når de så står ude ved køledisken, ser de på én ting, og det er prisen. Der taber vi stort mod
udlandet, der har helt andre regler for dyrevelfærd og medicinering, så de kan producere en pakke
09-02-2011
Page 4 of 7
fars, der sælges for 15-20 kroner. Med med de priser kan det ikke være grise, vi har gået og kløet bag
ørerne alle sammen.«
Det er dem, landbrugsministeren Henrik Høegh kalder ‘container-tømmere’. Og de kan være svære
at tale til: »Der er forskel på forbrugeren og borgeren, og det er lettest at tale dyrevelfærd med
borgeren,« som ministeren beskriver det.
‘De ser sunde og fine ud’
Ovre ved staldbygningerne møder vi Betty Solsø og hendes mand, der har hørt, at der vil være
rundvisning på gården i dag. »Det kan I godt kalde det,« siger en lidt overrasket Christian Nørgaard
og mumler noget med, at Folkebladet må have misforstået noget, da de ringede tidligere på ugen.
Betty Solsøs mand siger ikke rigtig noget. Hun taler til gengæld som et vandfald. Hun er gammel
morsingbo, forklarer hun. Er vokset op på en gård på Sydmors, men siden har hun slået sig ned i
Salling og har ikke været på en gård siden sin ungdom i 1950’erne.
For en, der ikke har været på et moderne landbrug, kan det være en lidt voldsom oplevelse at se,
hvordan vores frikadeller egentlig begynder livet. Endeløse rækker af søer står i små båse.
Fuldautomatiske foderanlæg. Døde smågrise, der ikke klarer de første timer i verden. Blod, ajle,
gylle og en skarp sur-sødlig lugt. »Den sidder i støvpartiklerne,« forklarer Christian Nørgaard.
»Så du kan ikke få det væk bare ved at gå i bad. Det sidder fast helt inde i dine porer.« Han ler - igen
næsten uden at bevæge munden - og kommer med en anekdote.
»Dengang Lene og jeg gik til dans inde i Nykøbing - det var hver mandag, før vi fik børn - når jeg
begyndte at svede, kunne man lugte det, selv om jeg var helt ren, inden vi tog hjemmefra og havde
været i bad to gange. Men det gjorde vi nu alle sammen på den danseskole.«
Betty Solsø lader sig ikke slå ud af lugten eller den store svineproduktion. Nærmest tværtimod. Hun
er fyr og flamme.
»Hold op, hvor ser de godt ud,« udbryder hun, da vi når ind i den første store stald, hvor ovsne søer
på størrelse med små biler står skulder ved skulder.
»Og hvor har de meget plads. Det er slet ikke som dem, der stod i svinestien, da jeg voksede op. De
ser så sunde og fine ud.« Hun kommer med en malende beskrivelse af, hvordan svin plejede at stå
bundet til pæle med kæder.
»Det gav sådan nogle grimme sår.«
Søerne står i båse, der ikke er større end grisens krop, men hvis de bakker, åbner en lille låge, og de
kan gå frit på en tre meter bred gang. Det er der ikke mange, der gør, fortæller Christian Nørgaard:
»De kan godt lide at stå i fred for de andre.«
Vi trækker ind i stalden ved siden af, hvor drægtige søer farer. Her er varmt. Smågrise, som kun er få
minutter gamle, ryster søgende rundt efter et sted at die.
»Jeg kan huske, hvordan de lå og døde, hvis de kom om på den forkerte side af soen,« siger
Betty Solsø.
»Ja, det er der altså ikke råd til længere,« siger Christian Nørgaard og fortæller, hvor træt han er af
folk, der tror, at svineavlere lader deres søer få skuldersår og smågrise ligge at dø.
09-02-2011
Page 5 of 7
»Det er jo simpel forretning. Du har ikke et landbrug ret længe, hvis du behandler dyrene sådan.«
Svinets land
Længere oppe ad gangen lyder et hvin. Det er Betty Solsø, der er gået i forvejen og har opdaget en
lille bitte markmus, der løber langs væggen. Da vi kommer derop, kvaser Christian Nørgaard den
med støvlen, så man hører skelettet knase.
»Den var da sød,« siger Betty Solsø let bebrejdende.
»Det er et skadedyr,« siger Christian Nørgaard.
Intet andet sted i verden er der en større ‘svinetæthed’ end i Danmark. Hvor Europas største
svineproducent, Tyskland, har 70 svin pr. kvadratkilometer, går der med vores 13 millioner svin 300
på hver kvadratkilometer. Siden det i midten af forrige århundrede lykkedes os at fremavle en
svinerace med et ekstra ribben, har vi haft et fornemt internationalt renommé for vores fine
kødkvalitet. Og med den danske andelsbevægelse fik vi sat produktionen i system helt ud i
slagterierne, så også på leverancen var vi i mindst et halvt århund- rede vores
konkurrenter overlegne.
I dag stopper produktionen ligesom på Mølhave i stigende grad på smågrisestadiet, hvorfra de sendes
ud af landet til opfedning, hvor de senere også slagtes. For 10 år siden var det mindre end 10 procent
af grisene, der røg den vej. I dag er det en fjerdedel, hvilket koster både slagterier og arbejdspladser i
bedrifterne. Men som Christian Nørgaard påpeger, er landmændene i en position, hvor de er tvunget
til at se på bundlinjen, og selv om det koster dyrt at fragte smågrisene, er tyskernes svinenoteringer
så meget højere end de danske, at det kan betale sig. Desuden slipper landmanden for den gylle,
svinene producerer under opfedningen - en gylle, der igen skal købes jord til.
Hvis svinetætheden er tæt i Danmark, er den i området omkring Mors, Salling og Thy nærmest
klaustrofobisk. Her er ikke mange kød- og malkekvægsproducenter, og de sidste årtiers voldsomme
strukturændringer har sendt effektiviteten i de større og større brug i vejret, og svineproduktionen er
eksploderet. Strukturændringen mod de større brug er kommet sent i dette hjørne af landet, for da det
meste af landet oplevede en økonomisk optur op gennem 50’erne og 60’erne, var området her hårdt
ramt af arbejdsløshed og økonomisk stagnation. Derfor stykkede man en masse gårde ud i mindre
brug, mens resten af landet gik den modsatte vej. Den ekspansion kom først for alvor her, da det
engelske marked kollapsede i midten af 90’erne med et omfattende udbrud af mund- og klovsyge.
Først her begyndte opturen, og først her fik bønderne kapital til at udvide bedrifterne. De fleste
storbønder i området har derfor opkøbt jord i den periode, hvor priserne steg til himlen, hvilket har
gjort området særligt sårbart over for de sidste par års konjunkturfald.
Hvis bankerne også ryger …
På en egn, hvor landbruget er så bærende for økonomien, er det ikke bare de enkelte bedrifter, der
bliver ramt - det er hele samfundet. Maskinstationer, traktormekanikere, vognmænd,
landbrugssmede, håndværkere, inseminører, køleanlægsprodu- center, computerprogrammører,
pengeinstitutter, planteavlere og naturligvis de lokale detailforretninger. Som Landbrugsminister
Henrik Høegh erkender:
»Ja, hvis landbruget falder sammen i sådan et område, er der ikke meget tilbage.«
Den erkendelse er man også nået til hos Mors’ to hæderkronede banker, Morsø Sparekasse og Morsø
Bank, der har op mod 20 procent af deres udlån bundet op i landbruget. Derfor er Morsø Bank netop
blevet ‘kåret’ til Danmarks mindst sikre bank af analysefirmaet Niro Invest og Dagbladet Børsen, og
for at undgå katastrofen er de to pengeinstitutter i færd med at fusionere. Men det kan ikke hindre
09-02-2011
Page 6 of 7
katastrofen helt, siger den erfarne landbrugskonsulent Flemming Pedersen fra Landbo Limfjord, der
dækker Salling, Mors og dele af Thy.
»Vi har krydset kraftigt fingre for, at den fusion går igennem - ellers ser det svært ud for en del af
vores kunder, men der vil komme tvangsauktioner og brug, der vil lukke - både store og små,«
siger han.
»Det bliver især svært for landbruget, hvis det skulle trække nogle banker med sig. Så skal de ud og
lede efter nye lånemuligheder, og det bliver umuligt for en stor del af dem, som det ser ud nu.«
Derfor holder de vejret i området for tiden, mens de venter på den store eksplosion. Ingen banker har
endnu råd til at lade landmænd gå konkurs, og ingen har lyst til at låne penge ud til investeringer, der
måske ville kunne sætte gang markedet igen.
»Vi holder alle sammen vejret, fordi bankerne ikke vil låne landmændene penge. Vi har både folk,
der vil købe og folk, der vil sælge, men at finde en fællesnævner for det er næsten umuligt. Alle er
interesseret i, at prisniveauet på jord kommer længere ned, men vi er nervøse for, at det kommer for
langt ned, så insolvensen bliver endnu større. Man er meget usikker på, hvilket niveau man skal ind
og arbejde på,« siger Flemming Pedersen, der som konsulent gerne tager sin del af skylden for at
have været for optimistisk før sammenbruddet.
»Tingene gik jo stærkt, og det var svært at blive ved med at holde pessimismen, så ligesom det
øvrige samfund var vi for optimistiske. Alle var jo revet med.«
Det erkender Morsø Sparekasses landbrugsansvarlige medarbejder Kent Kristensen også gerne.
»Vi var for optimistiske, når vi har handlet jord til så høje priser, at det ikke har kunnet bæres hjem
af afgrøderne,« siger han, men afviser at stå i vejen for landbrugets videre udvikling:
»Vi er ikke bange for, at nogen skal se, hvor slemt det står til, og jeg synes ikke, man kan beskylde
os for ikke at være risikovillige - vi ser på landbruget som alle andre erhverv. Hvis der kommer én
med en forretningsplan, der ser fornuftig ud, er vi ikke afvisende over at låne ham penge, men det er
jo ikke anderledes end ved private kunder: Hvis du som privatperson har brugt flere penge, end du
har tjent de sidste år, er det heller ikke sikkert, vi synes det er en god idé, at du låner til en ny bil.«
I føler ikke noget ansvar for, at der kommer gang i erhvervet igen?
»Nej, vi må forholde os til det enkelte landbrugs økonomi, og det ser svært ud for tiden.«
På landbrugsministerens kontor kender man udmærket historien om landbrugets krise, og Henrik
Høeg erkender, at han har store udfordringer foran sig.
»Jamen, det er da et kæmpe problem, at gælden er så høj i det her erhverv. Det går lige nu, fordi der
er en lav rente, men vi arbejder virkelig hårdt for skabe modstandsdygtighed over for en
stigende rente.«
Men der er meget få håndtag, ministeren kan skrue på, hvis ikke det skal gøre mere skade end gavn,
indrømmer han, og derfor har han heller ingen umiddelbar løsning parat.
»Udviklingen mod de store brug er rigtig, men vi har i mange år kunnet leve højt på
fødevaresikkerhed, ensartethed og levering til tiden, og det har vi i dag skarp konkurrence i. Vi er
nødt til at spille på andre parametre. Det kan være noget med dyrevelfærd, det kan være noget med
bæredygtighed, det kan være noget med friskhed. Jeg har ikke løsningen lige her, men at tro, at vi
har samme omkostninger som en landmand i Argentina, Brasilien eller Ukraine - det bliver svært,«
09-02-2011
Page 7 of 7
siger han og medgiver også, at reglerne om dyreenheder, der skal matche jordarealet, har været en
usund måde at holde hektarprisen oppe. Omvendt kan det være svært helt at fjerne reglen uden
prisen falder yderligere. Det samme gælder EU’s støtteprogram, som han ellers også helst så lagt om.
»Vi er et sted, hvor vi må afsøge de muligheder, der er, og her synes jeg, at landbruget som
energileverandør kunne være det nye spændende med biobrændsel og biogas.«
Men den køber de ikke på Mors. Hverken landmænd, pengeinstitiutter eller konsulenter har indtil
videre set tiltag, der ville kunne skubbe landbruget i den retning.
»Det bliver en meget lille niche,« siger konsulent Flemming Pedersen.
»Men det kommer ikke til at gøre nogen forskel her omkring - det tror jeg ikke på.«
Den eneste, man rigtig tror på omkring Mors, er en tiltagende nedtur. Tvangsauktioner og landmænd,
der må give op, men det er også her - i den nedtur - de samme mennesker ser muligheden for at starte
på en frisk. Som en ældre konsulent fra området forklarer det:
»Der kom en ny type landmænd med en helt vild ekspansion. Og det var tiltrængt. Effektiviteten
steg, omsætningen steg, og forholdene blev bedre. Nu er det så på tide, at de nye landmænd gør plads
til den mere traditionelle landbrugskultur, hvor der også er plads til mindre brug, og hvor en ung
mand kan starte en bedrift op fra bunden med 20 hektar. Det ville da være friskt.«
09-02-2011
Manden der vandt vælgerne og tabte sit parti
Page 1 of 6
Oprettet 31/03/2010 - 13:50
På Elmegaarden midt i Vendsyssel har man altid stemt på Venstre. Niels Vestergaard Salling har haft
gården siden 1995, og efterhånden er besætningen oppe på godt 720 søer. Jorden har han forpagtet
ud til sin bror Per Vestergaard, der har overtaget fødegården Teglgård få kilometer væk. Mindst en
gang om ugen mødes de to brødre på Østergaard, hvor deres forældre bor i dag. Det er kun få
hundrede meter fra Niels, og her er der fællesspisning og stormøde. Familien er i gang med et
glidende generationsskifte.
Niels Vestergaard har altid vidst, hvor han skulle sætte sit kryds til folketingsvalg, men de sidste par
gange har en lille tvivl alligevel sneget sig ind hos ham.
»Jeg stemmer stadig på Venstre, men de senere år har jeg tit overvejet at springe fra,« siger han med
udpræget nordjysk dialekt.
»Jeg har da også set utrolig mange melde sig ud af Venstre, og stemningen over for partiet, her hvor
jeg kommer fra, er blevet værre og værre under årene med Fogh. Men jeg tror ikke på det der med at
lave nye partier. Hvis man skal flytte noget, må man arbejde på den lange bane indefra.«
Og Niels Vestergaard arbejder for sagen. Ud over at holde sine søer er han formand for Landbo Nord
og repræsenterer flere tusinde landmænds interesser i Nordjylland. Historisk set en bund solid base
for Venstre, men i dag er bønderne rasende på partiet. I forrige uge mødte 1.100 landmænd op i
Brønderslev Hallen til stormøde om regeringens Grønvækst-plan. Og her truede store grupper af
venstrefolk partiets miljøordfører Birgitte Josefsen med kollektivt at melde sig ud af partiet. For
landmænd er ikke meget anderledes end alle andre, som Niels Vestergaard forklarer. De kan godt se,
hvad der er sket med Venstre under Anders Fogh Rasmussen.
»Vi synes, at man er begyndt at kigge mere på, hvor vælgerne er henne, end hvor partiet er. Det kan
godt være, man kaldte ham en stærk leder, men der er ingen, der tør sige, hvad de mener, og os, der
mener noget, bliver ikke hørt længere. Det er der ikke andre end ministre og embedsmænd, der gør,
og de har bare tromlet henover os. Det er helt udemokratisk og en helt udansk måde at håndtere
politik på. Der er færre, der forstår, hvad vi landmænd egentlig laver, og hvordan vi arbejder. Det
betyder også, der er færre, der ved, hvad vi mener, når vi siger noget.«
Et ødelagt parti
Det er ikke til at se på den Anders Fogh Rasmussens, der for præcis et år siden stod foran
verdenspressen i sit skræddersyede statsmandssæt som nyudnævnt generalsekretær for NATO, men
det er ikke bare Anders Fogh Rasmussens politiske bagland, der taler gennem Niels Vestergaard
Salling. Det er Anders Fogh Rasmussens ophav. Opvokset godt hundrede kilometer syd for
Elmegården på gården Hviddinglund mellem Viborg og Randers, har han gennem hele sin opvækst
muget ud, kørt korn og malket køer, fra før solen stod op. Han er et produkt af Landbrugsdanmark,
og nu stod han så i Bruxelles, klemt inde mellem den franske præsident Nicolas Sarkozy, den tyske
09-02-2011
Page 2 of 6
kansler Angela Merkel og den afgående generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer. Han så lettet ud.
Stolt ud, men også lidt betuttet for en Anders Fogh.
»Fogh vidste godt, hvilket Venstre han afleverede, og det havde han det ikke godt med,« siger en
kilde, der dengang fulgte Fogh tæt, til Information.
»Det var et Venstre ude af form og uden klar idé.« Eller som en kilde højt placeret i partiet
beskriver det:
»Det er et ødelagt parti, han har efterladt sig. Han har ødelagt debatten i partiet. Han har ødelagt det
frie ord, og det ved han godt selv. Partiet var hans redskab til at blive statsminister, og det eneste,
han var optaget af, var at få magt og at skabe sig sit eftermæle. Han er den statsminister i
Danmarkshistorien, der har været mest liderligt optaget af sit eget eftermæle.«
For nok vandt Fogh valget i 2001. Men medlemmerne tabte han. Da han blev formand for Venstre i
1998, var der knap 84.000 medlemmer af partiet. Han efterlod det med 51.786 medlemmer. Anders
Fogh vandt vælgerne, men tabte Venstre. Nu forsøger partiet at komme videre, men Foghs ‘succes’
er svær at ryste af sig.
Ingen kærlighed
Dagen efter valgnederlaget i 1998 mødtes Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen på en
frokostrestaurant i Nyhavn. Da valgresultatet i løbet af natten stod klart, var Anders Fogh Rasmussen
som næstformand og Claus Hjort som partisekretær kaldt til møde på partiformand Uffe EllemannJensens kontor. Formanden ville trække sig, og selv om de to andre forsøgte at overtale Uffe
Ellemann til at sove på beslutningen, stod det fast. Anders Fogh var ny formand i Venstre, og i
Nyhavn dagen efter lå den nye strategi allerede parat.
Det skulle markeres klart, at partiet havde fået en helt ny leder. Hvor Uffe Ellemann havde været
inkarnationen af det liberale Venstre og en leder, der til tider kunne virke flabet og konfrontatorisk,
skulle Anders Fogh finde sin helt egen stil. Han skulle ikke elskes - det var han helt på det rene med.
Han skulle respekteres. Ønsket om at få befolkningens kærlighed havde han set slå fejl hos Poul
Nyrup. Intet var så ynkeligt som uelskværdige ledere, der gerne ville elskes, mente Fogh. I stedet
ville han fremstå resultatorienteret, målrettet og bygge bro over partiets evindelige land-og-by-kløft.
Udadtil skulle partiet være bredere og mere favnende. Men frem for alt: Anders Fogh skulle være sig
selv. Fogh og Hjort Frederiksen gik til partiets kampagnemand Hans Morten Rubin med deres plan,
og til deres store overraskelse var den ellers så kritiske og konfronterende strateg meget begejstret
for oplægget.
»Efter valget 2001 blev Venstre det parti, der havde den mest jævne sociale fordeling af alle partier,«
siger valgforsker Jørgen Goul Andersen, om det valg, der sendte hele 12 ekstra mandater i
Folketinget for Venstre.
»Det blev et regulært folkeparti. Det havde den mest jævne fordeling af arbejdere, funktionærer,
akademikere og selvstændige. Det matchede næsten perfekt landet, og det er ikke set siden
Fremskridtspartiets kom ind i 1973.«
Den samme profil bar partiet igennem valgene 2005 og 2007, og gav Venstre en bredere social profil
end de nogensinde har haft.
Før 1980 var hovedparten af Venstres vælgere forbundet til landbruget, men det ændrede sig op
gennem 80’erne. De arbejdede sig langsomt ind i byerne med det liberale budskab, og partiet delte
sig mellem et landvenstre og et byvenstre.
09-02-2011
Page 3 of 6
»Men med Fogh blev partiet helt igen. Han var givetvis ikke nogen folkelig figur, men han
polariserede ikke vælgerne, som Uffe Ellemann gjorde det,« siger Jørgen Goul Andersen.
Vælgerne følte sig trygge ved Foghs målrettede politik i en grad, man ikke er vant til at se hos
politikere. Han var den første venstremand, der ikke bare talte om den ‘offentlige sektor’, men om
‘velfærdsstaten’. Han var kompromisløs og målrettet, og med Dansk Folkeparti som støtteparti var
han fuldkommen usårlig. Der skulle ikke være noget at komme efter, og det var der heller ikke.
Det lykkedes ham som første venstremand i historien at erobre og holde regeringsmagten tre valg i
træk. Det lykkedes ham at overholde kontraktpolitikken, skattestoppet og indvandrerstoppet. Det
lykkedes ham at føre krig mod smagsdommere, Afghanistan og Irak, at stå igennem den værste
udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig med Muhammed-tegningerne, og det lykkedes ham
at gennemføre reformer på snart sagt alle politiske områder med mindst mulig opbakning. Alt
sammen uden på noget tidspunkt at være i nærheden af at være truet af oppositionen. Der var ikke
noget at komme efter.
»Succesen går på to ben,« forklarer Thomas Larsen, der er politisk kommentator på Berlingske
Tidende og har fulgt Fogh gennem hans tid som statsminister tættere end nogen anden journalist.
»På den ene side lykkes det ham at erobre velfærdsdagsordenen. Han gik langt over på
Socialdemokraternes hjemmebane med slagord om, at han ville investere i velfærden, udvikle den og
ikke afvikle den. I mellemtiden kørte han værdipolitikken hårdt med den anden hånd - opstramning
af udlændingepolitik, retspolitik og kravet om, at skatten ikke må stige med skattestoppet. Den
kombination formåede Socialdemokraterne aldrig at udfordre.«
Præsidenten
Men gennem hele regeringsperioden lå frustrationen og ulmede. Venstre var ikke længere Venstre,
lød det i krogene. Venstre var blevet Foghs personlige projekt. Et midtersøgende parti med en
altdominerende leder, som hverken folketingsgruppen, baglandet eller ministrene turde sige imod.
Flere af hans ministre har siden talt om den frygt, Fogh skabte som leder. Frygten for at fejle, frygten
for at dumme sig, frygten for at blive ydmyget og »kaldt til tavlen«, som en unavngiven minister
beskriver det i bogen Præsidenten, om Anders Foghs Danmark. Det hele var blevet timing og
politisk kommunikation, lød kritikken, og det forpestede ikke bare Venstres politik, men
hele Folketinget.
Fogh var utålmodig og kolerisk overfor sine partisoldater og minister-kollegaer, hvis de ikke var lige
så professionelle som ham - og det var der meget få, der var. Han kørte som et urværk, og
beslutningen om, at han ville respekteres, var han ifølge kilder tæt på partitoppen nærmest sygeligt
optaget af at eksekvere. Det var hans eget eftermæle, han bryggede på, og det havde han gjort, siden
han kom til som formand. Som en minister fortalte månedsmagasinet Euroman i februar, var han så
optaget af sit eftermæle som statsminister, »at jeg nogle gange kommer i tvivl om, hvorfor han
egentlig lever. Om han kun lever for sit eftermæle«. En anden minister har en teori om, at
historikeren Bo Lidegaard, der blev ansat som Foghs departementsråd, kun var blevet hyret for at
skrive Foghs biografi.
Både i Folketingsgruppen og i baglandet begyndte paranoiaen over den utilregnelige chef at blande
sig med frustration, men gang på gang fik Fogh orden på rækkerne med et svirp over håndleddet.
Som da den liberale Søren Pind sammen med en række andre venstremænd i sommeren 2003
præsenterede ti liberale teser, og omgående fik besked på at rette ind efter partitoppen. Pind kom
aldrig i betragtning som minister i Foghs tid som leder.
»Han startede med at gøre alle venstremedlemmer halvneurotiske, fordi de lige pludselig ikke kendte
den røde tråd i politikken. Det eneste system, der fandtes var det han vurderede, der skulle til for at
09-02-2011
Page 4 of 6
bevare magten,« siger en højtstående kilde i Venstre.
»Det var ikke Venstre han efterlod. Det var et parti skabt for at Anders Fogh kunne få magten,
bevare magten og komme ud af magten på den pæneste måde. Han formåede selv at overbevise
journalister om, at det var et Venstre, der var nyt, men det passer ikke, det var et Venstre, der var yt.«
Det gik ud over partiets rod mener kritikere, og Venstre havde pludselig svært ved at være andet end
Foghs politik, hvilket stod lysende klart den 5. april sidste år, da han forlod partiet. I dag er der en
stor utilfredshed i partiet, siger et utal af kilder i og omkring partiet, som Information har talt med.
En krise. Eller som én udtrykker det:
»Det er ikke et træværk, hvor råddenskaben kommer udefra og ind. Den kommer indefra, og det gør
den meget sværere at se. Og du opdager det først, når det er for sent.«
De dødes rige
»Når et parti har regeringsmagten så mange år, bliver baglandet tit koblet helt af,« siger Thomas
Larsen. Der skal manøvreres på den lange bane, og det er forbeholdt partiets top. Tilbage står en slidt
partiorganisation, der har glemt at idéudvikle undervejs, og derfor er det også en famlet ideologi, der
dukker op af støvet nu, hvor Anders Fogh er væk, mener Thomas Larsen.
»Vi så mange eksempler på en Anders Fogh Rasmussen, der helt egenhændigt tog meget væsentlige
beslutninger for partiet. De fleste blev slet ikke debatteret internt, og derfor så vi ofte et parti, der
blev sat helt af og ideerne fra toppen rodfæstede sig ikke internt,« siger han og nævner
miljøpolitikken som eksempel. Anders Fogh havde et opgør mod Svend Aukens miljøministerium og
allierede sig tæt med Bjørn Lomborg, der stod for en noget anden linje. Senere, til sit baglands store
overraskelse, sprang han ud som grøn statsmand, da det stod klart, at Danmark skulle være vært for
FN’s klimatopmøde. »Internt i Venstre er der den dag i dag en dyb skepsis overfor den linje,« siger
Thomas Larsen.
På den baggrund kalder venstremedlem og højskoleforstander på Rønshoved Højskole Thue Kjærhus
også Fogh for en svag leder. En leder, der ikke formåede at lade sine værdier trænge ned i systemet
til stor ærgrelse for det Venstre, Kjærhus føler sig forbundet med.
»Anders Fogh Rasmussen kom fra landbrugsvenstre og smeltede partiets fløje sammen ved selv at
indoptage de liberale økonomiske værdier, men nu hvor han har fået Lars Løkke sat ind som
efterfølger, står det klart, at den bro, han byggede, er væk, og det blev liberalismen og byvenstre, der
sejrede i partiet,« siger Thue Kjærhus, der mener, at hele ‘Højskolevenstre’ og ‘landbrugsvenstre’ er
efterladt hjemløse uden Fogh.
»Det er hele Vestjylland, Nordjylland, Sønderjylland, Sydfyn og Odsherred. Her vil man huske ham
for at være den, der tog Venstre med sig i graven. De føler sig svigtet. For Anders Fogh Rasmussen
var den sidste grundtvigianske leder i Venstre. Han var den sidste rigtige venstremand. Hele det
omdrejningspunkt, han skabte om sammenhængskraften, er et klassisk grundtvigiansk syn. Men nu
er der tomt. Det er de dødes rige, som man kaldte det i det gamle Venstre. Han har efterladt sig et
voldsomt tomrum, der hvor forbindelsen til det gamle Venstre var, og det er ikke en stærk og god
leder, der gør det.«
Ville alligevel elskes
Det var et mål for Anders Fogh Rasmussen gennem det meste af sin tid som statsminister at opnå en
international toppost. Han havde i årevis flittigt fulgt Folketingets sprogundervisning i fransk og
engelsk, og allerede i 2004 forsøgte han at køre sig selv i stilling som formand for EU-Komissionen
uden dog på noget tidspunkt at være rigtig tæt på. I sin tredje regeringsperiode var der flere poster i
09-02-2011
Page 5 of 6
spil rundt omkring i verden. NATO skulle have ny generalsekretær, og EU skulle både have en
præsident for Ministerrådet, en udenrigspolitisk koordinator og en ny formand for Kommissionen.
Det var særligt posten som EU-præsident, Fogh var interesseret i, og kun en måned efter genvalget i
november 2007 blev den første medarbejder i Statsministeriet orienteret om planerne.
Ambassaderåd Thomas Ahrenkiel fra Statsministeriet var den første, der blev orienteret om planerne,
og siden blev også Foghs personlige rådgiver Michael Ulveman og departementschef Karsten
Dybvad orienteret. Men ingen af de tre personer fik at vide, at de andre vidste noget, og ingen i
regeringen blev orienteret - heller ikke Lars Løkke Rasmussen. Den strategi frustrerede
partikollegaerne grænseløst for knap et år før den officielle udnævnelse af Fogh som
generalsekretær, var de danske aviser begyndt at løbe med rygter fra udenlandske medier.
Ifølge kilder tæt på Venstre begyndte Fogh i samme periode at blive mere og mere besat af at få det
rigtige eftermæle. Han ville pludselig elskes, fortæller en kilde. Her gik det alvor galt for hans
omdømme internt i partiet, og det siges, at Fogh bad Lars Løkke og Claus Hjort Frederiksen om at få
lov at blive siddende som partiets formand indtil landsmødet for at blive hyldet af partiet. Han havde
ventet på den store tale og de stående klapsalver, men her skulle den nye partiledelse dog efter
sigende have sat foden ned.
I dag er der underligt tavst omkring Fogh i folketingsgruppen. Der er heller ikke mange, der taler om
ham offentligt blandt ministrene, og i partiet er han helt væk. Der er tilsyneladende ingen, der ønsker
ham tilbage, selv om Lars Løkke har haft det svært i meningsmålingerne det første år i sin
regeringstid. Selv har han til gengæld ved jævne mellemrum forsøgt at tegne på sit danske
eftermæle. Senest, da han i sidste måned lod en journalist fra Berlingske Tidende følge ham i
Mellemøsten, og på forsiden af avisen betragtede sine egne bedrifter som dem, der definitivt skulle
løfte Danmark ud af nederlaget fra 1864.
»Jeg ser en linje med et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen, over kampen mod den
her usle fodnotepolitik i 80’erne, og så til vores meget aktive og udenrigspolitiske engagement i
dag,« stod der på forsiden af avisen.
»Det er ikke sådan, at vi bare hygger os i smug, mens verden brænder om vuggen, som Jeppe Aakjær
i sin tid skrev. Vi går ud og gør en indsats selv. Det er dét Danmark, jeg ønsker. Det skal jeg ikke
lægge skjul på. Det skal ses i det lys, at jeg siger ja til en post som NATO’s generalsekretær (…). Jeg
vil godt gå så langt som til at sige, at vi i Danmark langt om længe har kastet småstatsmentaliteten af
os. At vi har formået at vokse lidt ud af skyggen fra nederlaget i 1864 og tør stå frem på den
internationale scene og sige, at her er vi. Det har været min dagsorden.«
De fleste kommentatorer tolker citatet som et febrilsk forsøg på at forfatte på sit eget eftermæle i
vished om, at det renommé, Fogh brugte mange år på at værne om, led alvorlige ridser i lakken det
sidste år af hans regeringsperiode og som følge af hans exitstrategi fra partiet. Som Thomas Larsen
ser det:
»Det bliver også en del af hans eftermæle, at han smuttede fra posten på et ekstremt svært tidspunkt
for Danmark,« siger han.
»Vi tordner ind i den mest alvorlige krise siden 1930’erne, og han efterlader pludselig Lars Løkke
med den finansielle krise, og en politik denne ikke selv har lagt skinnerne til. Han blev smidt ind i et
umuligt klimatopmøde, hvor verdens spidser skulle samle sig i Danmark, og hele den måde at
komme af sted på har aflejret en stor bitterhed i Venstre.«
Tilbage i partiledelsen på Christiansborg er det sværere at finde kritikere af Foghs betydning for
partiet. Claus Hjort Frederiksen, der var hans nærmeste ideologiske betroede, har således ingen
bitterhed over hans pludselige afgang.
09-02-2011
Page 6 of 6
»Og jeg fornemmer egentlig heller ikke nogen bitterhed i partiet,« siger han til Information.
»Jeg tror da godt, baglandet kan forstå, at det kan være svært at håndtere den slags på andre måder,
og jeg er da sikker på, at de er umådelig stolte af ham rundt omkring. Og det er der også grund til
at være.«
Og for Claus Hjort er der ingen tvivl. Fogh vil blive husket som en stor Venstremand: »Han vil blive
husket som en af dem, der var med til at føre Venstre til magten og samle partiet på tværs af
Danmark. Og vel at mærke en statsminister, der kunne holde Venstre ved magten og tegne Danmark
markant. En respekteret mand og en vigtig mand for Venstre med et stort arbejde bag sig.«
Det færdige portræt
Hvis man går til højre, lige når man kommer ind på Christiansborg, og går op af den store brede
trappe, der måske bedst huskes for valgnætterne, hvor valgets vindere lader sig fotografere, kommer
man op på anden etage og kan gå ned mod Landstingssalen. Her hænger alle tidligere statsministre
portrætteret af samtidens største kunstnere, og det er kutyme, at den afgående statsminister selv
vælger sin kunstner. Schlüter valgte Niels Strøbæk, og Nyrup valgte Michael Kvium, men det er
endnu ikke offentliggjort, hvem der kommer til at stå for Foghportrættet. Det skal offentliggøres til
december, og eftersigende er kunstneren allerede i gang. Vi har brugt uforholdsmæssigt mange
kræfter på at finde ud af, hvem kunstneren er, men tilsyneladende kan kunstverden finde ud af at
holde mund. På Christiansborg er de dog ikke helt så hemmelighedsfulde.
»Vi kan fortælle, at Anders Fogh havde fem kunstnere at vælge imellem, og hans valg var meget
interessant,« fortæller den ansvarlige for statsministerportrætterne.
»Meget interessant, meget vovet og højest utraditionelt.«
Det endelige eftermæle står historien for.
Ud over en lang række interview med kilder i og omkring partiet Venstre er artiklen baseret på
materiale fra bøgerne: ‘Tid til Forvandling - Venstres vej til magten’ af Hans Mortensen,
‘Præsidenten - Foghs Danmark 2001-2009’ af Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck, ‘Håndbog
for Statsministre’ af Susanne Hegelund, ‘Fogh - historien om en statsminister’ af Anne Sofie Kragh
09-02-2011
LEDER: På den yderste rand
Page 1 of 1
LEDER: På den yderste rand
Oprettet 27/09/2010 - 20:10
Det virker så indlysende håbløst det, der sker for provinsen. Skolerne lukker,
uddannelsesinstitutionerne lukker, sygehusene, domhuse og politistationer lukker, de veluddannede
flytter væk, for hvor skal de arbejde? De uuddannede og arbejdsløse flytter til, for hvor har de råd til
at købe huse? Og gennemsnitslevealderen stiger og stiger. I 1993 var der 423 indbyggere i Thisted
på 26 år; ved den sidste optælling i 2006 var der 227, selv om det samlede indbyggertal ikke havde
ændret sig. I København var der i 1993 10.023 på 26 år, og i 2006 var der kommet 3.000 flere til.
Det er en ond spiral for udkanten, der cirkulerer om serviceniveau, uddannelsesniveau, liv og
lokalkultur, økonomi, jobmuligheder og homogenitet.
De to umiddelbare politiske løsninger er ligeså indlysende som nedturen: Stop centraliseringen og
tilfør flere penge til udkanten - mange flere penge, for det koster at holde liv i landdistrikterne.
Forsøg med skattelettelser, forsøg gældssanering til de nyuddannede, forsøg med lukrative lønninger
og hjemmearbejdspladser til offentligt ansatte, styrk infrastruktur og privatbilismen med
afgiftslettelser i stedet for at tro, at nogen står i en vejkant og venter i timer på en bus, der kommer
sjældnere og sjældnere. Enten det, eller erkend nederlaget og stop den halvhjertede redningsplan
med sølle 150 millioner og en motorvej på 50 km. Den vender ingen spiraler og er penge lige ud i
Vesterhavet. Lad udkant være udkant og servicer flest muligt mennesker, bedst muligt.
Men ingen af de to veje virker hverken økonomisk eller humanistisk farbare længere. Vi er nødt til at
holde op med at lade som om, at Thisted nogensinde kan blive en by, der kan det samme, som den
kunne engang og i stedet udrede de alternative og sæsonbestemte muligheder, der er for at
opretholde en bæredygtig udvikling i udkanten. Så lad os få den udkantskommission, som S og SF
efterlyser. Selv om vi jo i grunden er ligeglade her i byen.
09-02-2011
Ude hvor lægerne vender
Page 1 of 5
Oprettet 24/09/2010 - 13:45
Overlæge Hansjörg Selter var en sjældenhed, da han ankom til Thisted for første gang i sit liv for 10
år siden. Han var godt i gang med en god karriere som speciallæge i anæstesi og intensiv
behandlingpå et tysk hospital, men nu havde han brug for luftforandring, og i Thisted havde man
brug for en speciallæge. Arbejdsforholdene, lønnen og arbejdstiden var helt anderledes end i
Tyskland, og Thisted lignede i Hansjörg Selters øjne en by med både kultur og akademisk miljø.
Men der er sket meget med Thisted på kort tid, forklarer han på et næsten fejlfrit dansk, men med
distinkt tysk accent.
»Hvis jeg skal se på, hvad der er sket bare på de 10 år jeg har været her … oj, oj, oj,« han ryster på
hovedet og kører en flad hånd rundt over munden og det lyse overskæg.
»Dengang havde byen i det mindste lidt charme tilbage. Jeg kunne få min internationale avis fra
kiosken på banegården, og der var et miljø her. Nu? Butikkerne lukker. Institutioner lukker. Det
eneste, der åbner, er damefrisører, solcentre og pizzakebab. Det er ikke noget, der tiltrækker hverken
danske eller udenlandske akademikere, og derfor tænker jeg heller ikke selv så mange år frem i
tiden længere.«
Hansjörg Selter sidder på sit kælderkontor under sygehusets gamle hovedbygning. Her er ufattelige
mængder af papir, underlige apparater, og på væggene hænger plakater af tyske klassiske værker.
Caspar David Friedrich, Emil Nolde og billedet af Albert Einstein, der rækker tunge. Det stormer
udenfor, som det så ofte gør i Thy, og regnen står i striber hen over kældervinduet. Hansjörg Selter
er ledende overlæge på sygehuset, og som udenlandsk læge er han ikke længere nogen sjældenhed
her omkring. Lægemanglen har været eskalerende, og i dag kommer hver fjerde læge på sygehuset
fra udlandet – hovedsageligt østeuropæiske lande.
Ingen tager over
Lægemanglen på danske hospitaler har sendt antallet af udenlandske læger i Danmark voldsomt i
vejret op gennem 00’erne. I 2000 var der 157 autoriserede udenlandske læger ud af godt 10.000. I
2004 var tallet steget til 403, og i 2008 rundede man 764. Sundhedsstyrelsen har ikke opgjort tallene
i 2009, men oplyser dog, at der er blevet udstedt 353 nye autorisationer til udenlandske læger sidste
år, mens kun lidt over dobbelt så mange danske læger fik autorisation.
Særlig skævt ser det ud for hospitalerne i Region Nordjylland, som Thisted tilhører, hvor knap 200 af
områdets godt 800 læger kommer fra udlandet. Og det er ikke kun områdets hospitaler, der har
problemer med at få danske læger til at slå sig ned. Når en lokal læge lukker sin praksis eller går på
pension, er der store vanskeligheder med at få den solgt, og ofte ender den med helt at lukke. Som
for nylig, hvor 600 nordjyske patienter stod uden læge, da den lokalt praktiserende Niels Hvass
Hansen gik på pension. Det endte i onsdags med, at de ni andre praksisser i området ekstraordinært
fik tilladelse til at øge deres patientantal og dele de 600 lægeløse nordjyder mellem sig. Aftalen er
dog en ret kortsigtet løsning, da der i forvejen mangler 46 praktiserende læger i Region Nordjylland.
09-02-2011
Page 2 of 5
I 2011 går yderligere 10 læger på pension.
Otte D. Lück er direktør i firmaet Medico Trust. I 25 år har han arbejdet med at få udenlandske læger
ind på de danske hospitaler, men først inden for de sidste fire år er det blevet aktuelt med
decideret rekruttering.
»Det er et område i vækst,« fortæller han.
»Lægemanglen bliver større og større, og man har efterhånden indstillet sig på, at det bliver
permanent. Det kan man også se helt tydeligt i analyser af, hvor mange læger der går fra, og hvor
mange der bliver uddannet.«
Sådan ser fri bevægelighed ud
Og billedet gentager sig i andre højtuddannede personalegrupper i landområderne. Sygeplejersker,
lærere og advokater forsvinder fra områderne og må importeres, hvis niveauet skal holdes oppe, og
stillinger i servicefagene, håndværkere, landbrugsmedhjælpere og slagteriarbejdere, bliver i højere
og højere grad besat af udenlandsk arbejdskraft. Globaliseringen på arbejdsmarkedet er langt om
længe slået igennem, og det ses særlig i landdistrikterne.
»Bevægelse af arbejdskraft over landegrænser har været meget begrænset indtil nu,« siger professor
ved Center for arbejdsmarkedsforskning Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.
»Det er faktisk først nu, vi for alvor er begyndt at se en bevægelighed af også de højtkvalificerede
medarbejdere, og de går i høj grad til områderne langt fra de større byer.«
For blandt danskerne er der ikke blot tale om en stille siven af højtuddannede indbyggere. De fosser
ud af landkommunerne, hvor man forsøger at erstatte dem med medarbejdere fra lande, hvor
arbejdskulturen, lønnen og forventningerne til jobbet er nogle andre. Det er ungarske læger på
Lolland, indiske sygeplejersker i Thisted og litauiske ingeniører i Aabenraa. Men også den
udenlandske arbejdskraft er svær at holde på. Det er provinsens onde spiral.
»Det giver området et dårligt erhvervsgrundlag, det får en lav beskæftigelse og dårlige
indtægtsmuligheder til kommunekassen. Det giver et lavere serviceniveau, og når det sker – for
eksempel som vi ser det på nogle sygehusene, der har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft
– så fraflytter folk i endnu højere grad, og den kontrakt, der er indgået mellem lokalpolitikere og
befolkning, ophæves, og tilliden forsvinder. Det er ikke tilfældigt, vi får et politisk oprør ude vestfra
nu med Fælleslisten. Det er herfra oprørene vil komme de kommende år,« siger Henning Jørgensen,
der til gengæld tvivler på, at det vil nytte. For selv om Fælleslisten vinder tilslutning, Lars Løkke
laver udkantspakker, og Dansk Folkepartis store dagsorden på deres nyligt overståede årsmøde var
mindre centralisering og større selvforvaltning i de mindre byer, så ligner det en kamp mod
tyngdekraften. En tyngdekraft, der trækker
mod storbyerne. Men i provinsen er man tvunget til at se på udsigterne med andre øjne.
»Det er da en udfordring,« siger Thisteds Venstreborgmester Lene Kjeldgaard fra sit kontor i
Asylgade. »Det er da en udfordring,« siger hospitalsdirektør Christian Lyhne, fra sit kontor
på Thylandsvej.
»Det er da et problem,« siger 63-årige Peter Odgaard fra sit ståsted i J.P. Jacobsen Centeret, som
byens shoppingcenter hedder. Han har en klap for det ene øje, blå gummitræsko, jeans og en
bordeauxrød vinterfrakke på, der er knappet helt op i halsen. Klappen for øjet er ikke permanent
forklarer han, men skyldes en øjenoperation, der er »noget kompliceret«.
»Jeg havde en udenlandsk læge begge gange, jeg var på sygehuset, men de var nu flinke nok. Jeg
09-02-2011
Page 3 of 5
tror, de var fra Polen eller Rusland eller noget og talte udmærket dansk. Det var sværere for dem at
forstå mig,« siger han med hentydning til sin nordjyske dialekt og slår en latter op. Han har boet på
Mors det meste af sit liv, og ligesom Hansjörg Selter, Leif Hornshøj fra Fælleslisten, Pia Kjærsgaard
og Lars Løkke har han også mærket tyngdekraften arbejde i sin hjemstavn. Der er kun otte kilometer
til Vildsundbroen, der forbinder Mors og Thy, og på den strækning kommer man forbi ikke færre
end fire hjemmelavede kæmpe protestbannere, der er spændt ud over stablede ’big baller’. Det
handler om skolelukninger, børnehavesammenlægninger og fritidsordninger. »Red vores landsby!«
står der på det ene »Bevar Hillerslev Skole,« står der på et andet.
»Alt lukker jo ned og lægges sammen,« siger Peter Odgaard, mens han trækker ned mod havnen.
»Man har lukket retten både her og i Nykøbing. De er flyttet til Holstebro, og det er de fleste
advokatkontorer også snart. Det er da irriterende at se på, at vi skal betale for, at de ikke fik deres
sygehus dernede. Vi er blevet udsultet i de her områder, og dem i København er helt ligeglade – bare
det kan blive billigere for dem.« Han er tavs et par minutter: »At bo i ’den rådne banan, er én ting.
Det er en folkelig, morsom betegnelse. Men at være ’Udkantsdanmark’ – det er en arrogant
politisk vedtagelse.«
»Men vi har beholdt vores sygehus her, og det er altså helt uvurderligt.«
— Hvorfor egentlig?
»Hvorfor? Ja, hvorfor tror du? Enhver by skal da have et sygehus – ellers er man jo ligeglad med,
om indbyggerne lever eller dør. Og så er det altså ligemeget, om vi ikke ser lægerne så meget her i
byen, fordi de bor i Litauen eller i Århus. Det gjorde vi heller ikke dengang, de boede her
alle sammen.«
Ansvaret flytter med funktionen
Nede på havnen søger Peter Odgaard hen mod Svends pølsevogn. Den ligger lige over for den eneste
McDonald’s i flere 100 kilometers radius, og som en stille protest mod den verdensomspændende
burgerkæde har Svend kaldt stedet ’Svend Burgerfri’.
»Ja, han var der altså først,« siger Peter Odgaard, og rammer skydedøren hårdt med sin
højre skulder.
»Åh, for satan. Det bliver dejligt at få det her lort af,« siger han og peger op mod klappen på sit øje.
Arbejdsmarkedsprofessor fra Aalborg Universitet Henning Jørgensen giver Peter Odgaard ret. Der er
sket en heftig centralisering tilbage til staten de senere år, forklarer han, blandt andet som
konsekvens af kommunalreformen.
»Se blot, hvad der skete med jobcentrene, da de blev kommunale. Staten overtog kontrollen og
styringen fra København, og det er de møgsure over på jobcentrene,« siger han. »Det er egentlig
meget logisk: Hvis du flytter funktionen, flytter du også støttefunktionen. Så flytter du også
støttesystemet, servicesystemet, og så er der nogen, der står tilbage med problemet. Det giver
naturligvis en voldsom afmagtsfølelse for Udkantsdanmark.«
Og afmagtsfølelsen manifesterer sig også i reelle protester som for eksempel Fælleslisten, fortæller
Henning Jørgensen og giver et andet eksempel på provinsens kamp mod det
globaliserede arbejdsmarked.
»Det er det samme, man oplever i Brønderslev for øjeblikket, hvor der er et forsøg på en blokade
mod et byggefirma, der bruger 30 polske håndværkere uden overenskomst. Selv danske
arbejdsgivere lader deres medarbejdere deltage i blokaden, fordi de vil have danske forhold. Det er
09-02-2011
Page 4 of 5
altså noget nyt, at den slags aktioner kan blive et fælles projekt for arbejdsgivere og arbejdstagere.
De er jo nervøse for, at de lokale mestre begynder at miste ordrer. Igen – det er et fælles oprør fra
udkanten. Det er velfærdskommunen, der slår igen nedefra.«
I Thisted er det ikke nået til de vilde protester endnu. Her har man tilsyneladende indstillet sig på, at
der vil være et dansk brain drain, og i stedet arbejder man hårdt for at integrere de nyansatte
udlændinge, så de bliver boende i byen. Men det er ikke så ligetil, forklarer Hansjörg Selter, der i sit
arbejde bruger enorme ressourcer på at integrere sine medarbejdere. Alligevel lader langt de fleste
østeuropæere deres familier blive i deres hjemland for at rejse hjem til dem, når de har fri.
»Dem, der tager familien med, har nærmest ingen tilknytning til den lokale befolkning, må vi sige.
Der er en smule med dem, der har børn, der bliver sendt i institution, men stort set er de i deres egne
kulturelle cirkler. Sygehuset her arbejder ellers virkelig hårdt for det.«
Ifølge Hansjörg Selter er det største problem den gruppe, der efter et enkelt år eller to vælger at
forlade hospitalet igen. Økonomisk og arbejdsressourcemæssigt er det en stor belastning for
sygehuset at få lægerne til helt at indgå i dagligdagen
»Der er stor forskel på, hvor længe de bliver, og dem, der kommer fra rekrutteringsfirmaer, tager ofte
tilbage, når deres årskontrakt er ophørt. Og det er virkelig dyrt,« forklarer han.
»Selv om de er skolet, før de kommer, tager det godt tre måneder, før de kan sproget fejlfrit. Hertil
kommer yderlige tre måneder, før de forstår hele vores computersystem – indrapporteringer,
elektroniske patientjournaler og så videre. Læg hertil lægekultur, adfærdsmønstre, omgangstonen –
alt i alt vil jeg sige, at de først efter ni måneder er nogenlunde kørende. Men selv her er det
nødvendigt med en bag-bag-vagt, hvilket er en yderligere omkostning. Sådan en oplæring kan køre
helt op til halvandet år i de mest udfordrende tilfælde, og hvis de så beslutter sig for at flytte hjem
igen eller til de større byer, når der dukker en stilling op der, har du et problem.«
Det problem kender man så udmærket hos firmaet Medico Trust, der igennem 25 år har arbejdet med
at sende udenlandske læger til danske hospitaler.
»De største udfordringer, sygehuset står over for, er, at danskerne generelt ikke er gode til at
integrere de nye udenlandske læger i lokalmiljøet,« siger Otto D. Lück, der er direktør i Medico
Trust. »Man kunne tro, det var en myte, men det er det ikke. Vi er ikke verdensmestre i integration.«
Vi gør, hvad vi kan
Både på kommunalt plan og internt på sygehuset arbejder man hårdt på at få lægerne til at føle sig
hjemme. Der er oprettet mentorordninger, lokale sprogskoler, netværk og fællesarrangementer, men
det er svært.
»Vi gør, hvad vi kan,« siger borgmester Lene Kjeldgaard, »og jeg har på fornemmelsen, det går
bedre. Det er noget, vi også på regionsplan har været meget opmærksomme på, og faktisk synes jeg,
det ser ud til, at vi er ved at få budskabet ud om, at Thisted Kommune har en masse at byde på for
en akademiker.«
— Hvad er det for et budskab?
»Vi skal jo fortælle, hvem vi er. Den smukke natur – vi er landets førende energikommune og er
stort set CO2-neutrale, og så har vores erhvervsliv også været inde og bakke op om, at der kommet et
akademisk netværk. Så jeg synes faktisk, der er meget liv.« Hun tøver lidt:
»Men det er svært, når de unge flytter væk med den fart, de gør. Og det er jo desværre de færreste,
der vender hjem igen.«
09-02-2011
Page 5 of 5
Heller ikke hospitalsdirektør Christian Lyhne ser så sort på fremtiden. Han erkender de store
udfordringer, men synes, at man i Thisted har fået et godt tag på problemerne.
»Rekrutteringer af udenlandske læger er udbredt på alle landets hospitaler,« siger han. »Og der er
flere af vores polske læger, der har været her siden 2003, da importen af udenlandske speciallæger
rigtig tog fart. Meget af det tilskriver jeg det store arbejde, man har lavet her på stedet for, at de
skal integreres.«
Patienterne
For Christian Lyhne er der en anden problemstilling ved de udenlandske læger, som han finder
endnu mere påtrængende: patienterne. Han mener ikke, der ligger bunker af patientklager, men som
han udtrykker det:
»Patienterne reagerer på det, og det skal vi tage meget alvorligt. Det er, hvad vi hører fra
sygeplejersker og sundhedsassistenter på de enkelte afdelinger. Her fortæller de, at patienterne
brokker sig temmelig meget over det, og det er naturligvis også en belastning for plejepersonalet.«
Selvfølgelig er det dyrt
Det problem kender Hansjörg Selter også alt til. Han har godt nok ikke selv oplevet problemer på
grund af sin nationalitet, men sproget har været svært for patienterne, og han ser meget ofte læger
komme i vanskeligheder.
»Der findes undersøgelser, der viser, at selv om du er fuldkommen faglig kompetent, kan patienten
have svært ved at se dig sådan, hvis du ikke taler sproget perfekt. Og så må vi erkende, at der hos
patienterne eksisterer et vist hierarki landene imellem – og mig, der kommer fra Tyskland oplever
meget sjældent noget,« siger han og lægger vægt på de store kulturelle forskelle, der kan være fra et
hospital i Østeuropa til dansk hospital.
»I Danmark har du et helt andet forventningskrav til at blive serviceret af lægen end i store dele af
Europa. De har krav på kommunikation i øjenhøjde, de har ikke et hierarkisk blik på samfundet –
lægen bliver stillet kritiske spørgsmål, og her kan være vanskeligheder med læger, der kommer fra
en anden kultur.«
Men når alt kommer til alt, er det økonomien, der er bestemmende for, om provinshospitalerne og
for den sags skyld hele provinsbyer skal overleve, betoner Hansjörg Selter. Han læner sig ind over
bordet og hvisker, som om han betror mig en hemmelighed.
»Det har en kolossal betydning for en by, om de har et hospital, og centraliseringen er helt abnorm.
Jeg spørger mig selv – hvad er planen med det her? Hvis sådan et sygehus her lukkede med små 100
læger – skatteborgere, kulturmiljøet. Hvem skulle købe de dyre huse? Hvem skulle bo i dem?«
Han læner sig igen tilbage.
»Man må fra statens side erkende, at det er ekstremt dyrt, hvis man vil opretholde et hospital i
udkanten. Meget dyrere end i de større byer. Men måske er det netop også det, de har indset, og
derfor alle pengene løber i én retning i dette land.«
[email protected]
09-02-2011
Ugens Medarbejder: At få enderne til at mødes er en stor ting.
Page 1 of 2
Ugens Medarbejder: At få enderne til at mødes
er en stor ting.
Skrevet af: fortalt til Lasse Lavrsen
Oprettet 05/03/2010 - 14:30
Jeg blev årets sælger i 2006 i firmaet, men jeg synes egentlig ikke, det var et specielt godt år for mig.
Det var midt under det store opsving, men som ejendomsmægler får man hurtigt en fornemmelse af,
hvor markedet er på vej hen, og allerede i 2006 kunne jeg fornemme, at det hele var ved at vende.
Omkring sommeren 2006 begyndte vi at se de første fald, og inden da var vi jo også godt klar over,
at det her ikke kunne blive ved. Der var slet ikke den samme glæde længere ved at lave et salg, for
jeg vidste godt, at de her glade købere købte på toppen. Der er rigtig mange, jeg solgte til dengang,
som sidder i en svær situation i dag, og det føler jeg en eller anden grad af ansvar over for. Det er
ikke min skyld. Det er en beslutning, de selv har taget de er jo voksne mennesker men det er ikke
dem, jeg er gladest for at møde på gaden i dag. Vi har været med til at skabe finanskrisen, men vi er
jo ansat af sælgeren til at sælge en lejlighed på bedst mulige vilkår.
Jeg er 35 år og har været ejendomsmægler i 10 år, og jeg ville ikke ane, hvad jeg ellers skulle lave.
Da jeg var 25 nyuddannet som markedsøkonom vidste jeg ikke, hvad jeg skulle, så jeg satte mig ned
og lavede en liste over, hvad jeg var god til, hvad jeg gerne ville have, at et job skulle indeholde og
en plan over, hvad jeg skulle brug de næste 10 år af mit liv på. Det er meget enkelt. Hvad er du
egentlig god til, Jannick Christensen? spurgte jeg. Hvad får du ros for, og hvad er dine naturlige
talenter? Jeg har altid været god til at snakke, og det har altid været mig, der er blevet hevet op til
tavlen, hvis der skulle præsenteres noget på studiet eller i skolen, så det lå lige for, at det skulle blive
inden for salg. Men egentligt er jeg er en relativt privat person. Jeg har ikke mange venner og er ikke
meget i byen jeg er et hjemmemenneske.
Jeg elsker at læse mennesker
Men jeg gik meget pragmatisk til værks. Jeg er generelt et meget pragmatisk menneske, så da jeg var
færdig, stod jeg med en liste, hvor der stod, at jeg ville være millionær, inden jeg blev 35; have et
barn, inden jeg blev 30 og være færdig med min uddannelse, inden jeg blev tredive. Jeg havde en
veninde, der var kæreste med en ejendomsmægler på det tidspunkt, så jeg tog ud og besøgte ham, og
jeg syntes ret hurtigt, det stod klart, at det her godt kunne være vejen.
Jeg kan godt lide, at faget er en blanding af personligt salg, økonomi og jura. Jeg har altid
interesseret mig for jura. Det er så dejligt præcist. Jeg kan godt lide, at man kan sidde og slå ting op
og sige, sådan er det og ikke alt muligt snak. Det er sådan, jeg er, bare spørg min kone. Og så er
ejendomsmarkedet en personlig ting. Det involverer næsten alle mennesker, og som mægler er man
med til at påvirke en af de største økonomiske beslutninger, man tager i sit liv. Min kone er
sygeplejerske og det at redde liv er måske nok en større ting at kunne være med til, men det at få
enderne til at mødes i en ejendomshandel er en stor ting for mig.
Jeg kan ikke lade være at kategorisere mennesker efter forskellige profiler, når jeg møder dem. Jeg
møder rigtig, rigtig mange mennesker og kommer ind i rigtig, rigtig mange hjem hver dag, og jeg
09-02-2011
Ugens Medarbejder: At få enderne til at mødes er en stor ting.
Page 2 of 2
kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvad der står i reolen, hvem der hænger på væggen, hvad
de har på og så videre. Specielt her på Christianshavn, hvor jeg arbejder, er der så mange forskellige
mennesker. Både mennesker med afsindig mange penge og nogen helt uden. Jeg kan være sammen
med en person i et minut, og så kan jeg komme med et ret præcist bud på, hvad han er for en type, og
hvad han laver. Det er ikke psykologi, men det handler om at bryde alle vores signaler ned og aflæse
dem. Det er skræmmende, så godt det passer.
Får og bukke
De mest besværlige kunder er folkeskolelærere det er de klogeste mennesker i hele verden, mener de
selv. De river din salgsopstilling og tekst helt fra hinanden og giver dig den tilbage med røde streger
over det hele. De ved altid bedre. Jeg kan tillade mig at sige det, for begge mine forældre er
folkeskolelærere. Jeg tror, de har det lidt blandet med, at deres søn er blevet ejendomsmægler.
Generelt er de stolte, tror jeg, men de havde nok gerne set, at jeg var blevet akademiker eller noget i
den retning. Men tryk avler modtryk, og det har i mit tilfælde gjort sig gældende i ekstrem grad. Jeg
er mine forældres diametrale modsætning, men de kunne jo bare lade være med at være så ekstreme
ja, for så ender man her.
De fleste reagerer venligt på, at jeg er ejendomsmægler, men i 2005 og 2006 var jeg træt af at tage til
fester, hvor alle samtaler skulle handle om friværdi. Det tror jeg sådan set de fleste mennesker er
glade for, vi er kommet over. Jeg kan godt lide at tale om mit arbejde, men på det tidspunkt var det
for meget. Jeg blev hele tiden bedt om at vurdere folks boliger hvor meget friværdi, giver det mig,
hvornår skal jeg sælge og hvor meget kan man tjene, men jeg var bare: Jeg aner det ikke.
Under finanskrisen kunne det godt gå ud over selvtilliden, når man ikke kunne få tingene solgt. Det
var som at slå i en dyne, hver dag man gik på arbejde. Ligegyldigt, hvad man gjorde, stod tingene
bare stille. Men i den periode kan vi her hos os kun glæde os over, at vi havde en højere andel af
solgte boliger end normalt. Og så tror jeg, det var godt for branchen, at fårene blev skilt fra bukkene.
Vi så rigtig, rigtig mange lykkeriddere under opsvinget. Mange af dem var lidt for unge og lidt for
smarte til min smag og havde ikke nogen faglig stolthed over mæglerfaget. Selv om du har en
sælger, du ikke bryder dig om, eller en blåøjet køber, skal man ikke gå ud og tage røven på folk det
var der nogen, der gjorde.
Nu er markedet begyndt at vende igen. I hvert fald herinde, hvor jeg sidder. Her stiger prisen, og vi
sælger altså rigtig godt.
09-02-2011
Ugens medarbejder: Mandestrip er for sjov, kvindestrip er vulgært
Page 1 of 2
Ugens medarbejder: Mandestrip er for sjov,
kvindestrip er vulgært
Oprettet 27/08/2010 - 13:20
Jeg har gjort det her i 17 år nu - hver torsdag, fredag, lørdag, nogen gange søndag og ofte fire-femseks gange per nat - og i dag er det virkelig bare et arbejde for mig. Ofte orker jeg slet ikke at skulle
ud af døren, men vil egentlig hellere bare sidde hjemme og hygge mig med min kone og mine børn.
Så jeg kommer måske derhen og er lidt indadvendt. Sidder et par sekunder i bilen og står lige et par
sekunder i køkkenet, inden jeg går ind i stuen til dem. Men så er jeg på. Jeg skifter rolle. Jeg er
toptændt. Publikum kan overhovedet ikke se det på mig. Jeg skifter ansigt. Det er som to forskellige
mennesker. Jeg farer rundt. Jeg laver showet. De råber og hviner og smører mig ind. Jeg kigger på
dem med blikket. Giver dem det, de har betalt for. Men under det hele kan jeg godt tænke på noget
helt andet. Sådan er det at være professionel. Jeg er professionel.
Begyndte som 16-årig
I Norditalien, hvor jeg er fra, er det helt normalt at have professionelle dansere ansat på
diskotekerne. Der er ikke noget med strip eller nogen speciel forbindelse til publikum, det er bare for
den gode stemning. De danser på nogle små podier hævet nogle meter over dansegulvet. Måske er
der nogen, der er topløse eller noget i den retning, men hovedsagen er dansen, og som 16-årig var jeg
ansat som danser sådan et sted. Her mødte jeg en agent, der levede af at tage rundt på de lokale
diskoteker med en flok fyre og lave ladies-night, og i en periode var jeg med det hold på tur. Vi
skulle posere i forskellige uniformer og badebukser, og så kunne kvinderne stemme på os, og
bagefter kom der en mandlig stripper. Stripperen var temmelig fedladen og ikke særlig dygtig, og de
andre fyre på holdet begyndte at presse mig for at overtage hans job. Efterhånden blev jeg mere og
mere interesseret, og til sidst spurgte jeg agenten, om jeg ikke kunne få lov at prøve en aften. Jo da,
sagde han bare, for ham var det jo en perfekt mulighed for at tjene ekstra penge - jeg gjorde det jo
gratis. Jeg var 17 dengang, og jeg har strippet lige siden. I dag er jeg 35.
Det største arbejde for mig foregår i virkeligheden, før jeg kører af sted hjemmefra. Det tager utrolig
lang tid at gøre alle mine kostumer parate. Nogle vil have politimanden, nogen vil have
brandmanden, nogle vil have sømanden, nogle vil have gentlemanen. Jeg vil helst lave
brandmanden. For det første er det et nemmere show, fordi jeg har en stor slange og arbejde med politimanden kun har en lille pistol, og sømanden slet ingen ting, og det kan godt være lidt svært. Så
når folk spørger, hvad jeg synes, de skal se, siger jeg altid brandmanden. Det er også en fordel, at
brandmandstøjet er meget mere robust og mørkt, så jeg kan uden problemer bruge det flere gange på
en aften. Jeg kan kaste det i jorden og rundt i lokalet, uden at tænke på hvor det lander, mens det
hvide sailor-kustume er meget mere sart over for olie og rødvinspletter og politiuniformen er du nødt
til at lægge sammen mens du danser, hvis du skal bruge den senere.
Jeg bruger mange kræfter på at aflæse lokalet, når jeg møder op til et show. Nogle piger er lidt bange
for, at jeg rører ved dem - ‘uh du skal ikke røre ved mig’ - og så hvisker jeg bare til dem, at de skal
tage det helt roligt. At jeg altså får penge for det, og det er et arbejde for mig. ‘Jeg har ikke lyst til at
09-02-2011
Ugens medarbejder: Mandestrip er for sjov, kvindestrip er vulgært
Page 2 of 2
røre dig, men det har dine veninder betalt mig for’. Det er ofte meget tykke piger, af en eller
anden grund.
Det bedste, jeg kan optræde til, er polterabender for kvinder. Nogle gange bliver jeg også hyret til
mande-polterabender, men det er meget sværere - så er jeg jo med som en joke, hvor fyren sidder
med bind for øjnene, mens jeg danser lidt. Så tager de bindet af - og så er det en mand. Det synes
mænd er vældigt sjovt, men egentlig er det lidt underligt. Det er meget sjovt, lige når jeg kommer
ind, eller de fjerner bindet, men derfra er det lidt et langt show.
Jeg har én gang været ude hos en rocker, og han syntes bestemt ikke det var sjovt, at jeg kom. Det
var ret ubehageligt, og jeg var bange for, han ville finde på at blive voldelig, men så fandt jeg
lynhurtigt nogle kvinder blandt publikum med store bryster og satte én på hvert hans ben. Så faldt
han lidt ned. Jeg bliver også ofte hyret til homoseksuelle mandeaftener, det synes jeg også er meget
sjovt. De synes jo, jeg er lækker. Men jeg er stoppet med at lave konfirmationer - det er som regel
også altid moderen, der har bestilt det.
Langt over min grænse
For mig er der en kæmpe forskel på mandestrip og kvindestrip. Mandestrip er for sjov, og
kvindestrip er vulgært. Når jeg arbejder sammen med kvinder - til erotikmesser og den slags shows skal jeg bruge lang tid på at nedtone deres show, som er langt over min grænse. Altså, hvis jeg laver
en bodytequila slikker kvinderne jo bare på mit bryst, og det giver de 100 kroner ekstra for. Fint nok.
Men at slikke på en kvindes bryster synes jeg, er noget andet. De smider også som regel alt tøjet og
spreder ben og det hele. Jeg viser ikke min tissemand eller rører ved kvinderne på deres private
steder. Og så er der også et andet fysisk magtforhold ved en stor fyr som mig, der kommer ud til en
flok fulde kvinder end en kvinde, der kommer ud til en flok fulde mænd.
Jeg har en kollega, der er 43 og én på 41, så jeg har nogle gode år i mig endnu, men det bliver ikke
ved evigt. Jeg har efterhånden et meget stort publikum, så jeg er begyndt at blive lidt kræsen med,
hvem jeg tager ud til, og hvor langt jeg vil køre. På sigt vil jeg kun lave kvindepolterabender. Og kun
i København. Men når jeg stopper, vil jeg over i en helt anden branche. Jeg har lagt penge til side og
jeg regner med at starte et pizzeria på et tidspunkt - jeg er italiener.
09-02-2011
Ugens medarbejder: Travkioskekspidienten
Page 1 of 2
Oprettet 14/05/2010 - 13:40
Jeg ser mange flere tabere end vindere her. Det kan godt være lidt hårdt at se på. Det må jeg
indrømme. Jeg er 28 år, og jeg har været ansat i min fars og mors travcafé her på Vesterbro i syv år.
Det var egentlig bare meningen, jeg skulle tjene lidt penge, da jeg var færdig på handelsskolen og så
ligesom bruge tiden på at finde ud af, hvad jeg ville lave. Men så gik tiden, og pludselig havde jeg
været her i syv år. Her er jo ret hyggeligt, og der er en del socialt i jobbet. Jeg snakker meget med
dem, der er kommet her i mange år, og flere af dem kender mig, fra jeg var helt lille. Men på et
tidspunkt fik jeg nok. Så måtte jeg ud at bruge hjernen på en anden måde, og så gik jeg ind i
rejsebranchen. Lige nu er jeg bare lige tilbage i nogle uger. Det er jeg en gang imellem. Det kan godt
være hårdt at arbejde sammen med sine forældre.
Tidligere havde mine forældre købmandsbutik her, men forholdene for de små købmænd blev
sværere og sværere, så for 15 år siden lavede de den så om til travkiosk. Siden har den udviklet sig til
også at have spillemaskiner og andre ting, man kan spille, men i starten var det for at lave en
travcafé. Min far har selv kørt trav, og jeg er kommet meget på travbanen som lille. Jeg kunne godt
lide hyggen og det med at komme op i restauranten og spise, så ud at se løbene og til sidst over i
stalden og snakke med kuskene. Der var en hel speciel stemning, og noget af den stemning er fulgt
med her til, synes jeg.
Ikke Guds bedste børn
Det har været ret svært at skulle forklare mine jævnaldrende, hvorfor jeg bare stod i en travcafé - det
var der ikke rigtig nogen, der kunne forstå, så jeg trak mig lidt tilbage fra dem. Men lige pludselig
gik årene bare. Nu er jeg så kommet videre, og jeg kan godt mærke nu, at det var det rigtige at
komme lidt væk. Det kan godt være et psykisk hårdt job. Det ligger jo her på Vesterbro, og det er
ikke altid Guds bedste børn, vi ser. Nogen gange kan jeg godt føle lidt mig som en psykolog, når jeg
står her, og vi har også haft et par røverier og andre ubehagelige episoder. Vi skal lægge øre til
utrolig meget, og det sker ofte, at folk kommer og brokker sig til mig over, at de ikke vinder, eller en
maskine ikke giver gevinst. Men så er der ikke andet for end at give dem ret og langsomt trappe
deres ophidselse ned - og så kan man begynde at tale med dem.
Enlige mænd oppe i årene
Der er ikke så mange travcafeer i København, og vi er helt alene om det her på Vesterbro. Vi er
adskilt fra det nye Cafévesterbro. Det er en helt anden verden. Vi kan se det derude, og vi har set det
udvikle sig over de sidste mange år, men det er stadig et andet Vesterbro, vi oplever her. Mine
forældre prøver nu at få en lille bid af det yngre publikum ved at vise fodboldkampe, og nu har de
også fået en spiritusbevilling, så det kunne da være meget sjovt, om man kunne få lidt yngre
mennesker med herind. Men det er næsten kun stamkunder, der kommer her. Folk, der kommer for
at mødes og for at spille.
Der går en ret tyk mur ned mellem den afdeling, hvor man spiller trav, og den afdeling, hvor man
09-02-2011
Page 2 of 2
spiller på maskiner. Dem, der spiller på heste, er hovedsageligt mænd lidt oppe i årene - de er meget
snakkesalige og kommer ligeså meget for det sociale, har jeg indtryk af. Jeg tror ikke, de har så
meget familie. Dem, der spiller på maskiner, har jeg ikke helt så meget at gøre med. Det er alle
mulige typer, og nogen af dem sidder derinde hele dagen. Travkunderne kommer kun til lunchtrav
fra Sverige om formiddagen og så igen ved aftenstid, hvor løbene fra Danmark også er med.
Man skal holde sig fra det
Jeg har aldrig haft det store behov for at sætte mig ind i sandsynlighedsregning. Man behøver jo ikke
have den store hjerne for at kunne regne ud, at der ikke er ret meget af det her, der kan betale sig i
længden. Mange står her fra morgen til aften, og når maskinen så har en tilbagebetaling på 85
procent, kan man jo godt regne ud, hvad det betyder sidst på dagen. Af og til tænker jeg ‘gå nu hjem
til din kone og dine børn’, men nogen af dem er syge mennesker, der står og venter udenfor, allerede
før vi åbner. Dem kan man ikke tale fornuftigt til. Det kan godt være lidt hårdt at se på, men på den
anden side ved vi jo også, at det er penge ned i vores lomme, så det er i vores interesse, de står her.
Jeg følger ret meget med i trav, og jeg følger også en del med i kundernes op-og-nedture. Jeg føler
med dem, når de taber og bliver også vildt glad, når de vinder et stort løb. Jeg spiller ikke selv og har
heller aldrig gjort det. Det er farligt. Jeg står herinde hver dag, og jeg ser utrolig mange, der kommer
i store biler den ene dag, på en knallert den næste, så på en cykel og til sidst kommer de gående. Jeg
har jo tænkt ‘hvor svært kan det være’, men jeg ved, at man skal holde sig fra det.
Karina Dahl
28 år
Ekspedient i en travkiosk på Vesterbro
09-02-2011
Ved hun virkelig, hvad de taler om?
Page 1 of 4
Oprettet 16/04/2010 - 12:45
Grethe Ellefsen har boet i Bagsværd ved København det meste af sit liv. Hendes mand er pensioneret
ingeniør, og det har også pensioneret hende som en af landets sidste hjemmegående husmødre. Nu er
børnene for længst flyttet hjemmefra og huset på Aldershvilevej sat til salg. Det er et typehus fra
50’erne og er indrettet i samme periodes stil i et funktionalistisk design, lyst træ, FDB-møbler, PHlamper og midt i stuen - der hvor alle politikere ville ønske de kunne høre, hvad der blev sagt et kakkelbord.
»Det er vi helt utrolig glade for, det bord. Det er nogle fine hvide kakler, min moster har malet,«
siger Grethe Ellefsen. Her har hun og hendes mand diskuteret politik gennem årtier, og køligt slår
hun fast, at hun ikke har meget fidus til, hvad Helle Thorning-Schmidt tror, der bliver sagt ved
deres kakkelbord.
»Hende kommer vi ikke til at stemme på. Hun er simpelthen ikke moden til det, som min mand
sagde den anden dag. Og den måde, hun har ført sig frem på, har ikke været heldig. Vi er ikke
antipersoner og på ingen måder nogen, der ellers har noget imod andre, men den måde, hun bliver
ved med at skifte mening på, synes jeg er meget underlig og utroværdig.«
Citatforfølgelse
Ligesom Schlüter havde gulvtæppet-citatet, Nyrup havde »stuerene bliver I aldrig«, og Fogh »der er
ikke noget at komme efter«, har Helle Thorning-Schmidt fået sit eget citat, der forfølger hende
uanset, hvor insisterende hun end prøver at ryste det af sig.
Da hun i februar 2006 hårdt presset af tegningkrisen, meningsmålinger og et oprørt bagland måtte
afslutte sin skiferie i utide for at komme hjem og rede trådene ud, stillede hun som det første op i TV
2 for at berolige sit bagland. I dag er der ingen, der kan huske, hvordan TV 2-journalisten stillede
spørgsmålet, men Helle Thorning-Schmidt valgte at svare med det skråsikre »Jeg er bestemt ikke
enig i, at vi ikke har været ude ved kakkelbordene. Jeg ved præcis, hvad folk går og taler om.«
For en formand, der havde problemer nok hos kernevælgerne med dyre modevaner og trenchcoats
direkte fra Bruxelles’ korridorer, ramte citatet lige ned i partiets ømme tå, og da Helle ThorningSchmidt i denne uge kunne fejre sit femårsjubilæum som formand, kunne hun konstatere, at den
kommentar stadig forfølger hende.
Bedre og bedre
Pensionist Else Tholl kan heller ikke rigtig forlige sig med Helle Thorning som socialdemokraternes
formand og er ikke sikker på, hun overhovedet er en rigtig socialdemokrat. Hun havde meget hellere
set Frank Jensen blive som formand dengang i 2005, for ham føler hun bedre, hun kan stole på.
»Det er kedeligt nok at skulle indrømme det, når det er en mand, men han er altså meget mere
09-02-2011
Page 2 of 4
tillidsvækkende, end hun er,« siger Else Tholl. Hun er 86 og har haft kakkelbord siden 60’erne.
»Kvinderne skal frem. De er jo blevet underkuet hele livet - ja ikke mig, jeg havde en dejlig mand men bortset fra det udstråler hun ikke at være socialdemokrat. Hun har ikke benene på jorden. Den
der højrøvede facon: ‘Jeg kan slå Anders Fogh’ - sådan skal man ikke være. Jeg har stemt
socialdemokratisk hele mit liv, og det bliver jeg ved med, men jeg er ked af, at det var hende, der
blev formand, og jeg ville ikke have det godt med, hvis hun blev Statsminister, selv om jeg ved Gud
heller har det godt med ham, vi har.«
Så kan Else Tholl meget bedre lide Mette Frederiksen.
»Hende har jeg fidus til. Hun er meget mere nede på jorden. Mette Frederiksen ligner et rigtigt
menneske. Altså, Helle Thorning har jo ret til at plukke sine øjenbryn og alt det der, men der er noget
ved hendes fremtoning, jeg ikke bryder mig om. Ved du hvad? Man skal jo kunne stole på en
politiker og stole på, han ikke kun fedter for de rige, og det er jeg bare ikke sikker på, Helle
Thorning ikke gør.«
Else Tholls mand var søn af en faglært arbejder, og det var ham, der påvirkede hende til at blive
socialdemokrat, og selv om hun indrømmer at være hemmeligt forelsket i Villy Søvndal, kunne hun
aldrig finde på at sætte krydset andre steder end liste A.
»Som min mand sagde: Hvis vi ikke havde haft socialdemokraterne, havde vi ikke haft ferier og alle
de goder, der fulgte med. Og prøv at se på det: Min generation er den heldigste, der har været i
historien. Vi startede med ganske almindelige små kår alle sammen. Vi fik aldrig legetøj eller gaver,
men jeg var så heldig at få studentereksamen, og så var jeg smadderheldig, at der var læremangel, så
man kunne blive uddannet på to år. Dengang boede jeg hjemme hos min svigerfar og min forlovede,
der senere blev min mand, og siden er det blevet bedre og bedre og bedre. Vi fik råd til at købe hus i
‘67. Dengang stod det os i 250.000, og i dag står det til salg for 3,5 millioner. Det er helt utroligt det er blevet bedre og bedre.«
Varme varer
Kakkelbordet blev først rigtigt populært i brede kredse 1960’erne, men det er ikke noget nyt møbel,
forklarer museumsinspektør i Den Gamle By, Tove Engelhardt Mathiassen. Da man i 1660’ernes
Danmark begyndte at importere the, kaffe og chokolade kom de varme nydelsesmidler frem, og det
ændrede ikke bare bordstel, men også hele møbelmoden. Før det fandtes der stort set kun træborde,
men det sarte træ tog skade af varme væsker og kopper, så hurtigt fandt man ud af at udnytte
porcelænsfajancen til andet end stellet og placere den på selve bordet i fliser. På den måde
introducerede man kakkelbordet, der designmæssigt ikke oplevede den store forandring op gennem
århundrederne, men det slog ikke rigt an i brede kredse.
Det er først i 1940’erne og 50’erne, at kakkelbordet begynder at nå bredere ud og ind i den danske
dagligdag. Husmødrene oplevede, hvor lette de var holde, og da de billige teaktræsborde kommer i
50’erne, bliver kakkelbordet pludselig noget for det finere borgerskab. At det er fint i nogle kredse,
tiltaler arbejderklassen, fortæller etnolog og interiørsekspert Kirsten Rykind-Eriksen.
»Arbejderne ville gerne vise status, så da kakkelbordet bliver sat i masseproduktion i 60’erne
kommer det pludseligt meget bredt ud. Det er det samme der skete for glasbordet i 80’erne,« siger
Kirsten Rykind-Eriksen.
Kakkelbordet bliver også et sted for keramikere at udtrykke sig, og i 60’erne og 70’erne er
keramikken over det hele - i lamper, borde og tallerkner på væggen.
»Dels fordi det passede ind i den brune periode, hvor alt skulle være mørkt, men også fordi der var
09-02-2011
Page 3 of 4
fokus på det kreative og legende menneske, der kunne skabe kunst og omgav sig med kunst.«
Det er i den periode, vi finder de mange brunbejdsede kakkelborde og det er her, det for alvor bliver
folkeligt og en kliche for dansk brun hygge.
Hun har styr på det
Julie Sams er 25 år og har haft sit kakkelbord i fem år. Hun er studerende og købte bordet i en
genbrugsforretning og har siden malet det hvidt. Hun købte det mest af nostalgiske årsager, men hun
fremhæver også, hvor praktisk det er og er i det hele taget rigtig glad for bordet. Hun er også rigtig
glad for Helle Thorning-Schmidt, og selv om hun ikke stemte på hende ved sidste valg, er det
bestemt noget, hun overvejer næste gang.
»Jeg kan godt lide, at hun rent faktisk svarer på de spørgsmål, hun bliver stillet,« siger Julie Sams.
»Hun er helt direkte. Hun taler ikke uden om og virker virkelig, som om hun har styr på det. Hun
tiltaler mig i det hele taget rigtig meget. Da Nyrup var statsminister, var jeg for ung til at interessere
mig for politik, så jeg ved ikke, hvordan det vil blive med en socialdemokratisk statsminister, men
jeg tror, bare det ville blive bedre med hende. Hun er lidt fancy og har lige den der klasse, der hæver
hende lidt over os andre, uden at miste kontakten. Hun er lidt … ophøjet.«
I den henseende er Lars Løkke alt for folkelig til Julie Sams smag.
»Der er jo en grænse - jeg mener, de skal jo repræsentere os i udlandet.«
Som studerende går Julie Sams en del op i politik og taler ofte om det med vennerne. Hvordan man
administrerer universiteterne. Hvordan man bevarer velfærdsstaten og gør sygehuse og skoler bedre den slags sager optager hende meget, og her tror hun mest på Helle Thorning som statsminister.
»Hun ser stærk ud, når hun og Villy Søvndal går frem med deres budskaber. Jeg synes, de er et godt
makkerpar. Og så er jeg helt ligeglad med, om hun bruger sine penge på Gucci-tasker eller dyre
kjoler. Det må hun da selv om.«
Fremgang
De politiske modstandere var ikke sene til at bruge kakkelbords-kommentaren mod Helle Thorning,
og da hun i forvejen bar tilnavnet ‘Gucci-Helle’, var det næsten for let for Pia Kjærsgaard at gå på
jagt efter endnu flere socialdemokratiske vælgere.
Efter et par måneders fremgang i meningsmålingerne lige efter hun var trådt til, begyndte
tilslutningen at rasle helt fra hinanden. Befolkningen troede ikke på hende som statsminister,
prominente medlemmer meldte sig ud af partiet, og der begyndte at tegne sig nye fløjkampe i partiet.
Rygterne svirrede om, at Helle Thorning overvejede helt at smide håndklædet i ringen.
Men ved valget i 2007 lykkes det hende at rejse sig i løbet af en stærk valgkamp. Hun slog ikke
Fogh, og hun løftede ikke partiet ud af det historiske katastrofevalg i 2005, hvor partiet mistede fem
mandater, men kun et enkelt mandat sikrede regeringen magten, og håbet var intakt for
Socialdemokraterne, der erklærede valget for en stor sejr for partiet.
Mens partiet helt åbenlyst har kæmpet med sin egen identitet de seneste fem år med Helle ThorningSchmidt, ser det i dag ud til, at et eller andet er ved at lykkes for partiet. Det kan være i fraværet af
Anders Fogh, men det kan også være et vendepunkt for Socialdemokratiet, der i vælgerundersøgelser
står stærkere end nogensinde i makkerparret med SF. I dag er der dødt løb om statsministerposten i
meningsmålingerne, og ifølge den seneste måling foretaget af Rambøll ser 46 procent af vælgerne
09-02-2011
Page 4 of 4
hende som det rigtige valg. Det er én procent mere end Lars Løkke Rasmussen. For et år siden
foretrak kun 29 procent af vælgerne Helle Thorning frem for Lars Løkke.
Profilskift
Susanne Erichsen i Hørsholm er heller ikke i tvivl om, at Helle Thorning er det bedste valg til
statsministerposten. Hun er tidligere skoleinspektør og har haft sit kakkelbord siden slut-60’erne. Det
er bygget af en snedker og har nogle fine kakler, hendes mand og hende fandt i Dragør.
»Vi synes, hun er et godt alternativ til den siddende regering. Alt er bedre end det, vi har nu,« siger
Susanne Erichsen.
»Hun taler godt for Socialdemokraterne, og jeg synes ikke, det er rigtigt, når nogen siger, hun ikke er
en rigtig socialdemokrat. Alle partier har jo skiftet profil, og det synes jeg, hun har været god til.«
For Susanne Erichsen handler det om, at politikerne skal have visioner for landet, men det savner
hun hos næsten alle folketingets politikere.
»En god politiker skal have nogle visioner, og det synes jeg ikke, der er ret mange af dem, der har.
De skal ikke være så optaget af at beholde deres taburetter og forsøge at finde ud af, hvad vi vælgere
vil have. I gamle dage var det politikerne, der havde meningerne, og så fulgte vælgerne efter, nu er
det omvendt. Det synes jeg ærligt talt er et tab.«
09-02-2011

Moderne Tider

Transcription

Similar documents

40 året for befrielsen maj 1985

Demokratityper - old.forlagetcolumbus.dk.

Se appetizer Protreptik - for novicer

Unge førstegangsvælgeres veje i det politiske spin

INTRO TIL DEN PROTREPTISKE SAMTALE

MELLEMRUM - Et essay om sundhed som etik

Hvornår og hvorledes får individet betydning i International Politik?

Eksempler på temaopgaver i matematik indenfor geometri

Kvindelige ledere - PURE

Landsformandens skriftlige beretning og

Artikler uden fælles tema

Politisk marketing - StudentTheses@CBS