Samfund Weekendavisen - Selskabet for Fri Humanistisk Forskning

4
Samfund
# 29 19. juli 2013
Weekendavisen
Portræt. Filologen Christian Lindtners liv er en skæbnefortælling om en talentfuld forsker, der kastede vrag på en blændende akademisk karriere. Om selvovervurdering,
naivitet og Holocaust-benægtelse.
En ensom mand
og ikke af videnskaben, så var det ikke noget
problem,« fortæller Lindtner i dag om fængselsopholdet.
Kollegaen Henrik Sørensen har dog en anden
udlægning:
»Jeg vil mene, at der skete en radikalisering i
spjældet. De første år af vores bekendtskab var
han reaktionær, men der kom ikke antisemitiske holdninger frem. Han var højredrejet, men
udtalte sig ikke markant om jøder. Det ændrede
sig.«
I årene efter sin afsoning bliver Lindtner
stadig mere optaget af Holocaust-benægtelse.
Han kommer i kontakt med franskmanden
Robert Faurisson, en af benægtelsens ideologiske
fædre, og stifter en forening med det pompøse
navn Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning.
I Lindtners øjne er selskabet en fortsættelse af
Universitetets Reformkreds. De aldrende professorer er blot udskiftet med en obskur skare
af konspirationsteoretiske randeksistenser og
antisemitter.
Med sin fine akademiske titel og internationale
forbindelser er han i slutningen af 1990erne den
førende danske benægter, selv om han ikke er
kendt som sådan i offentligheden. Det skal dog
ændre sig.
Af MIKKEL ANDERSSON OG
SØREN K. VILLEMOES
C
hristian Lindtner er en bredskuldret mand, der taler rungende og med et anstrøg af ældre
overklassegenerationers åbne
a’er og præcise diktion. Det
giver ham en naturlig autoritet
og indtryk af en mand, der er vant til at tale
et auditorium op – og blive hørt. Han kunne
uden problemer passere for en ældre professor.
Havde historien artet sig en smule anderledes,
kunne det faktisk være endt sådan, han havde
alle muligheder for at etablere sig blandt spidserne i den danske universitetsverden.
»Han var en af universitetets få profiler, der var
kendt uden for Valby Bakke,« som hans gamle
kollega og ven Henrik Sørensen formulerer det.
Men noget gik galt – helt galt. For historien tog
en uventet drejning mod det dårligere.
»Det er ikke nogen solstrålehistorie,« siger
Sørensen.
»Men jeg vil også sige, at han havde en trang til
at implodere. Han løb sig selv en staver i livet ved
at opføre sig ... skørt... rent ud sagt.«
Lindtner er fra en pæn, aristokratisk familie
nord for København. Han voksede op på den
rigtige side af motorvejen i Vangede på omtrent
samme tid som forfatteren Dan Turèll. Hans
far, Jørgen Lindtner, var kongelig kommissarius
i Trafikministeriet. I 1960erne var Lindtner berygtet i kvarteret for at køre rundt på sin knallert,
Tykke Berta, i læderjakke og lave ballade. Hans
mor var bekymret. Men selv om faren var streng,
lod han sønnen løbe hornene af sig.
En dag fik den unge Lindtner øjnene op for
den klassiske dannelse. Det var især Goethes
idealer om græske og latinske færdigheder, der tiltrak. Lindtner startede på filologi. Her fordybede
han sig i antikkens klassikere. Da han i 1975 var
færdig med studiet, valgte han at tilbringe et par
år på indisk filologi. Det gik hurtigt for den unge
studerende. »Jeg må have været meget flittig,«
siger han i dag, når han skal forklare, hvordan
han lærte sig sanskrit, pali, tibetansk og kinesisk
de efterfølgende fire år.
På dette tidspunkt høster Lindtner anerkendelse og beundring for sit slidsomme arbejde og
tydelige talent for sprog. I 1979 afleverer han sin
magisterkonferens om den indiske buddhistiske
filosof Nagarjuna. Den bliver efterfølgende omskrevet til en disputats. Han oversætter klassiske,
buddhistiske værker i et tempo, der får andre filologer til at tabe pusten, og udgiver bøger i en lind
strøm. Især hans arbejde med Nagarjuna citeres
af buddhaloger verden over.
I 1983 skriver den nu afdøde sprogprofessor
Hans Hendriksen følgende i en anbefaling af
Lindtner til Statens Humanistiske Forskningsråd:
»Det er en national pligt at støtte en sådan usædvanlig begavelse og dygtighed. Det ville være et
stort tab og en sand ulykke, hvis Chr. Lindtner
skulle finde alle døre lukkede og derfor ikke så
anden udvej end at søge til udlandet. Der må
gøres alt for at sikre Københavns Universitet og
landet hans arbejdskraft.«
De fede katte
Men en dag beslutter Lindtner sig for at engagere
sig i politik. Det bliver begyndelsen på enden.
Selv om han på papiret var fra 1968-generationen, var politik gået hen over hovedet på den
unge mand, der gik mere op i at terpe døde
sprog.
»Omkring 1980 fik jeg tid til at kigge op fra
bøgerne og se mig omkring. Så bliver det pludselig tydeligt for mig, at den er grueligt gal. De
idealer, jeg har fulgt, hvor man vægter klassisk
dannelse højt, vækker latter i dette samfund,«
siger den i dag 64-årige Lindtner. Overalt ser han
disse idealer i forfald. Det gælder især på universitetet, der i hans øjne oplever en faglig deroute.
»Det var en underligt hengemt mølpose, der
blev åbnet. Han havde levet uden at være en del
af alt det, der skete i perioden. Han var jo virkelig
højborgerlig og reaktionær på en gammel måde.
Han hørte til i en anden tidsalder,« siger Henrik
Sørensen, når han skal forklare, hvordan det
siden gik.
»Han var som et næsehorn i en porcelænsbutik,
men han var selv gået derind. En bulderbasse.
Han er jo meget højreorienteret og ragede uklar
med stort set alle på universitetet – specielt dem,
der sad i ledelsen.«
Som protest mod nivelleringen af den akademiske verden, danner den unge Lindtner i
årene omkring 1980 en mindre »bevægelse«:
Universitetets Reformkreds, en meget lille forsamling, hovedsagelig bestående af ham selv og et par
aldrende professorer.
Trods den beskedne personkreds markerer det
en overgang i Lindtners liv.
»Det må siges at være begyndelsen på balladen,« som han formulerer det i dag. Historien om
Lindtner ændrer sig herefter fra en fortælling om
et ungt, lysende talents rejse mod stjernerne til
en forfaldshistorie om en mand, der udstødes og
marginaliseres, mens han søger den ene håbløse
sag at forsvare efter den anden.
Dommen
De mest brutale magtkampe i universitetsverdenen udspiller sig ofte på de mindste og mest
LAYOUT: BENTE BRUUN/ANDREAS PERETTI
Christian Lindtner i klassisk akademisk positur med lærdom på hylderne og mellem hænderne.
Indimellem fik han også prøvet rollen som en slags uofficiel diplomat som det iranske styres gæst i
kølvandet på Muhammedkrisen. FOTO: IB NICOLAJSEN
perifere studier. Her er de faste stillinger få, og
fagområdets anvendelighed ikke-eksisterende
uden for universitetet. Alt står på spil.
Indisk Filologi i 1980erne var ingen undtagelse. Den aldrende professor Hans Hendriksen
skulle træde tilbage. Kampen om at overtage
stillingen var intens. Ganske få kandiderede til
jobbet. Lindtner var en af dem.
Men han havde gjort alt for at forværre sine
chancer. I kronikker og debatindlæg kritiserede
han gang på gang universitetets ledelse, fagligheden hos de studerende og andre undervisere. Her
skrev han om »fede katte« på universitetet, om
»proletarisering« og »En skare af middelmådigheder«. Trods solide faglige præstationer så det ikke
godt ud for Lindtners kandidatur.
Den 2. juli 1992 tager hans liv en fatal drejning. Østre Landsret idømmer ham halvandet
års ubetinget fængsel. Hans far, Jørgen Lindtner,
får ved samme lejlighed en dom på fire måneders
betinget fængsel. Ifølge landsrettens kendelse har
de sammen unddraget sig betaling af registreringsafgift ved import af brugte luksusbiler fra
Tyskland. Sagen får omtale i formiddagspressen,
da en højt placeret embedsmand er involveret.
Ifølge Lindtner var der ikke bare tale om et
justitsmord, men en slags sammensværgelse.
»Mange mener, at det var min far, man ville
ramme, men det kunne man ikke, så man gik
efter mig.«
Adspurgt, hvem »man« er, henviser Lindtner til
tidligere trafikminister Arne Melchior, der skulle
have haft nogle sammenstød med Lindtners far i
ministeriet. Lindtner mener, at den tidligere trafikminister derfor spillede en rolle i dommen. Arne
Melchior husker i dag intet om en sådan fejde.
Lindtner hævder også, at dommer Goldins
tilknytning til Mosaisk Troessamfund spiller en
rolle. Han har intet materiale, der kan dokumentere sammensværgelsen.
Det er kun starten på nedturen. I februar
1993 bliver Lindtner kaldt ind på rektor Ove
Nathans kontor, hvor han afskediges af hensyn
til decorum – universitetets omdømme – efter
fængselsdommen. En måned senere bortvises han
på grund af »grov misligholdelse«, da han imod
aftale vælger at eksaminere en studerende.
Lindtner er nu uden beskæftigelse og afventer
en afsoning i Horserød Statsfængsel. Familiens
renommé styrtbløder.
Benægteren
I denne periode begynder Lindtner for alvor at
interessere sig for Holocaust-benægtelse. Han
støder første gang på fænomenet i en tv-udsendelse, hvor benægteren Thies Christoffersen
fra Sønderjylland medvirker. Christoffersen
havde under krigen været vagt tæt på kz-lejren
Auschwitz. Han var kendt for sine påstande om,
at lejren ingen gaskamre havde, og at fangerne
desuden var velklædte og velnærede. Han benægtede flittigt Holocaust i sit revanchistiske og antisemitiske tidsskrift, Die Bauernschaft, der havde
tyske krigsveteraner som primær læsergruppe.
I 1993 bliver han opsøgt af Christian Lindtner,
der køber en del revisionistisk materiale om
Holocaust. Lindtner beskriver selv sin pludselige
interesse for Holocaust som et udtryk for »intellektuel nysgerrighed«.
Men forude venter halvandet år i Horserød
Statsfængsel.
»Når man som jeg lever for videnskaben
Et nyt lys
I 1998 bringer Berlingske Tidende et essay
skrevet af en tidligere anvendt skribent, Christian
Lindtner. Det bærer titlen »Holocaust i nyt lys«
og skal vise sig at blive en penibel sag for avisen.
I sin introduktion til Lindtners essay skriver
redaktør Nils Gunder Hansen, at Lindtner
præsenterer »et udpluk af den nyeste forskning i
Holocaust«, og at resultaterne er »’revisionistiske’ i
den forstand, at de udfordrer og antaster nogle af
de hævdvundne forestillinger om Holocaust.«
Det tør siges. I teksten hævder Lindtner, at
massegasning og kremering af så mange mennesker var teknisk umuligt og dødstallene voldsomt
overdrevne.
I dag fortryder Gunder Hansen, at han trykte
essayet og vedstår, at det var en eklatant fejl fra
hans side.
»Det var akademisk naivitet og snobberi. Jeg
vidste simpelthen ikke, at holocaustbenægtelse
eksisterede som pseudovidenskabeligt fænomen,«
fortæller han.
For benægterne var det en sejr. Lindtner bliver
med ét slag et kendt navn i deres internationale
netværk. En dr.phil, der i en velanskreven avis får
lov til uimodsagt – og endda med en redaktørs
udtalte billigelse – at fremsætte deres centrale
påstande. For en gruppe, der normalt kun publicerer for en lille, sekterisk skare af ligesindede,
er det præcis den legitimitet og offentlighed, de
desperat har ønsket sig.
For Berlingske Tidende er det en anden sag.
Førende danske historikere dissekerer påstandene
og kritiserer i skarpe vendinger beslutningen
om at publicere Lindtners essay. Det bliver en
skandale. Redaktøren undskylder offentligt
indlægget, og tillægget, der bragte det, bliver kort
efter nedlagt.
Affæren markerer afslutningen på Lindtners
rolle som debattør i den brede offentlighed.
I 1998 roder Lindtner sig ud i endnu en skandale. Forlaget Spektrum havde flere år tidligere
hyret ham til et ambitiøst projekt. Som led i
en bogserie om verdensreligionerne skulle han
oversætte originale buddhistiske kilder til dansk.
Lindtner havde som fagkyndig fået frie hænder.
De to første bind rammer gaden i 1998.
Modtagelsen er ikke varm. I de faglige tidsskrifter udløser bøgerne hård kritik. Det er især
Lindtners ordvalg og indledning til værkerne, der
vækker harme. Han har insisteret på at oversætte
et af buddhismens centrale begreber, »de fire
ædle sandheder«, ordret fra pali. Det er blevet til
»de fire ariske sandheder«. Det lød forkert. Og
det blev værre. I indledningen omtaler Lindtner
Buddha som en »folkefører« med »sans for den
religiøse propaganda«. Buddhismen beskriver
han som »arisk humanisme« og hævder desuden
at have fundet belæg for, at kristendommen i
virkeligheden er opfundet af buddhistiske missionærer. At Jesus formentlig var Buddha.
Det er ikke mainstream. Flere beskylder ham
for flirt med nazistisk tankegods.
Buddhalogen Ole Holten Pind skriver i
tidsskriftet Chaos i 1999, at analysen »tegner et
billede af en desværre alt for velkendt racistisk
diskurs, der hos Lindtner bl.a. giver sig udslag i
den absurde påstand om, at kristendommen bør
betragtes som judaiseret buddhisme. Beviserne
herfor beror udelukkende på vage analogier ledsaget af en del hypotesemageri, som uden videre
kan afvises som uvidenskablig.«
Efter polemikken i tidsskrifterne modtager
Spektrum et klagebrev fra forskningsassistent
Mikael Aktor med 22 religionsforskere og filologer som medunderskrivere. Forlaget vælger at
stoppe samarbejdet med Christian Lindtner.
Det var det sidste, man så til Lindtner i danske
akademiske kredse.
Irans gæst
Efter Spektrum-sagen og essayet i Berlingske
Tidende er Lindtner persona non grata og ubestridt Danmarks førende Holocaust-benægter.
Han har en akademisk titel og har fået budskabet i en landsdækkende avis. For den kreds, der
primært skriver på obskure hjemmesider, er det
et regulært scoop. Han er blevet en stor fisk i et
meget lille akvarium.
I årene efter får Lindtner flere kendte benægtere til Danmark. Den mest prominente er englænderen David Irving, der et par år inden sit besøg
har fået en engelsk dommers ord for at være både
benægter og antisemit. Irving skal i 2004 tale
til en sluttet kreds af danske benægtere inklusive Lindtner. En journalist fra Ekstra Bladet
infiltrerer gruppen, da de mødes på McDonald’s
og beskriver blandt andet, hvordan påstande om
massegasning og jøde-jokes afføder hånlig latter
fra de forsamlede. Den uventede pressedækning
får derefter David Irving til at bryde forbindelsen
til Lindtner & co.
Det stopper ikke Lindtners opstigen som
international superstar i benægterkredse. Det
bliver markeret i 2006 kort efter Jyllands-Postens
Muhammed-tegninger, da det iranske præstestyre arrangerer en konference om Holocaust.
Begivenheden skal illustrere Vestens hykleriske forhold til ytringsfrihed, da Holocaustbenægtelse er forbudt i flere europæiske lande.
Samtidig skal det promovere ideen om folkemordet som en jødisk løgn.
Christian Lindtner bliver officielt inviteret af
den iranske ambassade som den danske repræsentant ved konferencen.
»Det var noget forfærdeligt kludder med de
Muhammed-tegninger, og der så jeg mig selv
som en, der kunne glatte ud i forholdet mellem
de to lande. Så man kan sige, at jeg repræsenterede Danmark under Muhammed-krisen.«
Iran bliver et vendepunkt. Lindtner udvælges
som det danske medlem af en international »fact
finding committee«, der skal afdække, »hvad der
virkelig skete« under Holocaust. Han tager sin
nye rolle som diplomat og panelekspert meget
alvorligt.
»Nu iranerne beder mig om det, så tømmer jeg
hovedet og ser på sagen,« forklarer han.
Som det tilsyneladende eneste medlem af
panelet går han ved sin hjemkomst i gang med at
finde fakta om Holocaust. Han begynder for første gang at læse standardværker om massedrabet.
Langsomt kommer han frem til den erkendelse,
at historiens mest veldokumenterede folkemord
faktisk fandt sted.
Budskabet må ud. I 2011 opretter han en blog,
hvor han angriber sine tidligere kampfæller fra
miljøet, og ender i indædte skænderier med dem.
Han er nu gået fra at være den danske bannerfører for Holocaust-benægtelse til at være en
markant kritiker af samme.
Det betyder også, at han nu er færdig i det
sidste fællesskab, der beundrede ham. Ikke alene
er han udstødt af den akademiske verden og i
den offentlige debat, benægterne vil heller ikke
kendes ved ham. Flere – fortæller han – er endda
af den overbevisning, at han er blevet zionistisk
agent. Selskabet lukkes.
»Han er nok Danmarks ensomste mand,« siger
Lindtners gamle elev og beundrer Klara PrebenHansen i dag, når hun skal sætte ord på det.
»Offer er jeg jo ikke. Jeg har fat i den lange
ende. Og jeg er glad for, at jeg ikke blev medlem
af Videnskabernes Selskab og dermed blev korrumperet,« siger han.
Meget tyder på, at det ikke er helt korrekt; at
Lindtner faktisk savner sin gamle universitetstilværelse. Han har siden fyringen flere gange søgt
sin gamle stilling. I dag figurerer hans navn på
et fiktivt universitet, Cotman University. Her
hævdes det, at han forsker og vejleder ph.d.studerende. Men universitetet er blot en hjemmeside. Et digitalt fatamorgana, en drøm skrevet
i html-kode.
Lindtner er igen dedikeret til sin gamle mission om at vise, at Jesus er Buddha. Nu med den
overbygning, at de begge i virkeligheden er Zeus.
Han er overbevist om, at historiens dom vil være
på hans side. En fodnote i en selvudgiven indisk
bog fra 2011 henviser billigende til hans teori
om kristendommen. »Så kan jeg lige så godt gå
på pension,« siger han stolt og lægger bogen på
bordet.
De evige jøder
Men de spildte år som benægter? Hvordan er det
at erkende, at man tog så grueligt fejl?
»Der er ikke tale om en omvendelse, der er tale
om en kontinuitet,« insisterer Lindtner, når han
skal forklare, hvordan han er gået fra at benægte
til at bekræfte, at jøder blev dræbt i gaskamre i
Auschwitz.
Det er svært at få til at gå op. Én kontinuitet er
dog til at få øje på.
»Er det nu, vi skal tale om det?« spørger
Lindtner. Han ved godt, at vi ikke kan komme
uden om det. Det er svært at ignorere den rolle,
jøder spiller i hans fortælling om sit liv. Jøden
går igennem hans univers som en midgårdsorm.
Omnipotent. Umulig at besejre.
En jødisk dommer dømmer ham og faderen –
ifølge Lindtner med en jødisk trafikminister som
dukkefører. En jødisk rektor for Københavns
Universitet fyrer ham. En jødisk forskningsassistent skriver klagebrevet til forlaget Spektrum.
Hver gang livet tager en dårlig drejning, ser
Lindtner en jøde.
»De tænker på en – for os – meget skadelig
måde,« siger Lindtner. »Jeg lægger hovedansvaret
for ‘68-katastrofen på jødiske tænkere.«
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ