Livet i en husmandsfamilie”

”Livet i en husmandsfamilie”
Jens Sofus Mandal Andersen
FORORD
Forside tegningen er formentlig tegnet efter hukommelse af forfatteren, men det vides
ikke med sikkerhed.
Fortællingen beror på Sofus Mandals hukommelse / erindringer kombineret med lokale
egns historier etc.
Sofus Mandal har ændret alle stednavne, samt de fleste personnavne, af årsager jeg ikke
kender. Måske for ikke at genere nogen, eller blot for at lege med fiktionen, samt give
fortællingen den frihed der ligger i at fortælle en god historie.
Det originale manuskript befinder sig på lokalhistorisk arkiv i Ubberud , hvor vi fik tilladelse til at kopiere alle 116 originale sider.
Originalen består af tætskrevne skrivemaskine sider, som kan være vanskelige at læse,
uden luft og ophold. Derfor har jeg tilladt mig at lufte ud på linjerne og inddelt fortællingen
i afsnit, men i videst mulige udstrækning været tro, og loyal over for forfatterens udtryk,
tegnsætning og stavemetode.
Fotos og illustrationerne er lånt fra bl.a. lokalhistorisk arkiv i Ubberud ,og Odense, samt
fra private arkiver i familien fra Spedsbjerg.
Kurt Hedemand
Juni 2013
2
INDHOLDSFORTEGNELSE
Side 5……………………..Familien fra Skovmarken - 1903
Side 7……………………..Brevet fra Statshusmandskommissionen
Side 9……………………..Høstarbejde på Skovbjerggård
Side 11……………………I gang på den nyerhvervede ”skolejord”
Side 14……………………Det nye hus ”Skovløkken”
Side 16……………………Dragonerne kommer
Side 17……………………Kongebesøg i købstaden
Side 19……………………Morbror Rudolf
Side 23……………………Den lokale husmandsforening
Side 27……………………Fåborg sommermarked
Side 29……………………Udflugt med husmandsforeningen
Side 31……………………Den første konfirmation i familien — 1905
Side 34……………………1906
Side 35……………………Mælkeruten for mejeriet
Side 38……………………Storebror Niels rejser til de Dansk Vestindiske Øer
Side 41……………………1909
Side 44……………………1911
Side 49……………………1912
Side 52……………………Jens bliver konfirmeret ,og Titanic forliser
Side 57……………………1913
Side 61……………………1914
Side 64…………………….Første Verdenskrig bryder ud
Side 66…………………….Oprettelse af en lokal brugsforening
Side 67…………………… Hansine bliver gift 1915
Side 71…………………….På udflugt til Svendborg 1916
Side 75…………………….Ny formand i husmandsforeningen - 1917
Side 81…………………….Jens indkaldes til militæret
Side 84…………………….Krige slutter og Jens hjemsendes - 1918
Side 89…………………….På husmandsskole - 1920
Side 92…………………… 1921
Side 93…………………….1922
Side 94…………………….Jens overtager ejendommen
Side 102………………… ..Anders på Bornholm - 1922
Side 103…………………...1923
Side 112…………………...1924
Side 121……………………1925
Side 122……………………1926
3
Navne ,og stednavne i fortællingen
Anders Hansen
Rasmine
Hansine
Karen
Jens
Jørgine
Sørine
Karl
Morten Andersen( Hansines mand)
Kresten Kjeldsen (Karens mand)
Morten Christensen (Sørines mand)
Hans Andersen ( Jørgines mand)
morbror Rudolf
lærer Jørgensen
Skovmarken
Skovbjerg
Skovbjerggård
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
Hans Andersen
Rasmine Mathilde Jensine Andersen ( f. Nielsen)
Hansine Sofie Vilhelmine Mortensen (f. Hansen)
Karen Kristine Marie Andersen
Jens Sofus Mandal Andersen
Laura Jørgine Andersen
Nielsine Severine Andersen
Karl Vilhelm Andersen
Anton Mortensen
Karl Anton Christensen
Christian Mortensen
Anders Hansen
Mads Adolf Jensen ( fætter til Rasmine)
lærer Sørensen
= Skovløkken
= Spedsbjerg
= Spedsbjergård
Ord forklaringer.
En alen
En mil
Mejetøj
Skærver
Slåstage
Vidjepil
Fjerdrevogn
Mægling
=
=
=
=
=
=
=
=
62,77 cm
1,6 km.
speciel le, med opfanger til negene
granitsten slået i mindre stykker
værktøj til montering på le
gul pileart
langt flad lad, på en fjedrebund
speciel pløjemetode
4
Familien i Skovmarken
1903
En sommerdag i året 1903. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vinden rejste en støvsky, når et hestekøretøj kom raslende hen over den grus og skærvebelagte landevej, der bakke op og bakke ned slyngede
sig gennem det fynske landskab.
I læ af en bakke og yderlig skærmet af et tæt syrenhegn lå et ældre stråtækket bindingsværkshus. Stuehuset lå lidt tilbage fra landevejen, og foran dette, således at det dannede en vinkel, var opført et udhus ligeledes af bindingsværk, men med en trempel og forholdsvis fladt tag tækket med tagpap.
Udhuset indeholdt en lille stald til en hest og et par geder, samt en vognport, og i trempelen var indrettet
fourageloft med en skyde lem ud mod den lille gårdsplads.
Ved gavlen af udhuset stod et lille paradisæbletræ og bag stuehuset et par gamle æbletræer og nogle fp
kirsebær– og blommetræer.
I det ene hjørne af haven ud mod vejgrøften, var der et tragtformet hul med nogle trappetrin ned til. - Hullet
var godt et par alen dybt og var for øjeblikket tørt, men når vandet stod højt i grunden og i den nærliggende
mose, blev hullet fyldt med vand fra en dræningsledning, der førte det overflødige vand bort gennem en
stenkiste under landevejen til en mose på den anden side af vejen.
Dette hul var den eneste brønd, der fandtes ved huset, og i den tørre tid måtte alt vand hentes fra mosen.
I den tørre tid var hullet en yndet legeplads for børnene, og just nu legede et par småpiger, den 8 årige Karen og den 3½ årige Jørgine nede i hullet, storesøster Hansine var i skole og lillesøster Sørine sov til middag i sin vugge, mens drengen , den 5-6 årige Jens legede på gårdspladsen med et gedekid, som han
havde spændt for en kasse, som geden let slæbte af med, men Jens fandt på at træde op i kassen, stod
geden stille, da den så ikke kunne rokke den af stedet.
Ude i landevejsgrøften stod den store, hvide ged tøjret i sit rendetøjr. Den brægede efter lammet, når Jens
tumlede med det på gårdspladsen.
Huset ejedes af landarbejder og handelsmand Anders Hansen, der for en del år siden havde overtaget det
efter sin fader, der i mange år havde ejet det og havde ernæret sig og sin familie ved at gå på arbejde på
proprietærgården for 50 øre om dagen og kosten.
Denne stilling havde ikke forekommet Anders tillokkende, selv om daglejen efterhånden var kommet op på
75 øre om vinteren og 1 kr. om dagen i sommermånederne. Han gik en del ud på arbejde i høsttiden og
enkelte andre tider, men ikke gerne under 1.25 kr. om dagen.
Denne forhøjelse af daglejen passede ikke gårdmændene, men især i høsten, var der gerne god
efterspørgsel efter Anders, som var en særlig god høstarbejder, der mestrede leen så godt, som få kunne
gøre det, han var fra den tid, da alt kornet blev taget med le, og hans fleste fortællinger fra hans karle tid
drejede sig da også om høstarbejde og arbejdet med heste , det var leen og tømmen, han mest havde haft
lyst til.
Han tjente i flere år på en herregård med 8oo tdr. land, ganske vist som materialkusk, men når der var
travlhed med høsten, måtte alle mænd, der kunne svinge en le, ud og hjælpe til. Før han kom på herregården havde han været karl på en mindre gård, og han fortalte ofte om, hvorledes manden og han alene
to havde høste 3 tdr. land havre på en dag.
I høsten var han altså meget ude, men fast arbejde blev det ikke til, og Anders havde derfor anskaffet sig et
køretøj for at forsøge at ernære sig på anden vis.
Han havde forsøgt sig med opkøb af æg og samtidigt lidt fragtkørsel, men det gik ikke særligt godt.
Landevej mellem Spedsbjerg og Ubberud ca. 1903
5
Der var for kort til købstaden, og bønderne kørte for meget derud og afsatte en stor del af deres produkter
på torvet, der blev derfor for lidt at opkøbe omkring på landejendommene til, at der kunne blive en levevej
af det.
Han forsøgte sig som fiskehandler, men heller ikke dette slog godt an, han havde måske også haft for lidt
tålmodighed. Han havde så begyndt at handle med husflidssager af træ især markredskaber som river,
mejetøj, slåstager, madkasser og forskelligt andet.
Dette var der god handel med hele forsommeren indtil høsten, derefter kom så høstarbejdet, og når det var
forbi, kørte Anders ud og opkøbte klude for en produkthandler i købstaden.
På den dag, vor fortællingen tager sin begyndelse, var Anders på handel med sine trævarer, og vi kigger
indenfor i huset.
Fra døren ud til gårdspladsen kommer vi ind i en lille forstue med murstensgulv, fra denne første dør ind til
venstre til en lille stue, den eneste i huset, hvor der var bræddegulv. Lige frem førte en dør ind til køkkenet,
der var ret rummeligt, men gulvet var ligeledes af mursten. Køkkenet var udstyret med et ganske godt komfur med messings stang omkring for at værne børnene for at komme i berøring med det varme komfur,
hvad der godt kunne gøres nødig, da køkkenet var det sted, hvor familien mest opholdt sig.
Ved vinduet ud mod baghaven, der var på husets sydside, stod en gammeldags slagbænk, der om dagen
benyttes til siddeplads og om natten blev trukket ud og benyttet til sengeplads til et par af børnene. Desuden var der et bord, et par stole og i det ene hjørne et mad skab med en tallerkenrække over.
Fra køkkenet førte døre ind til spisekammer og soveværelse, også her var gulvene af brændte sten.
I den væg hvor komfuret stod op til, førte en dør ud til bryggerset, hvor der var cementgulv. Fra bryggerset
førte igen en dør ind til en stue, der igen stod i forbindelse med et lille køkken med åben skorsten, disse to
rum der som det meste af huset havde stengulv, var betragtet som en lejlighed for sig, Anders fader havde
da også haft lejefolk i den, ofte endda folk med børn.
Hvis lejefolkene blev boende nogle år, så de var nær ved at blive sogneberettiget, kom gerne en af sognerådsmedlemmerne og spurgte Niels Hansen, om det ikke snart var tiden at sige dem op, så de kunne rejse
til et andet sogn, for det var ikke godt for en kommune at få for mange sogneberettigede småfolk.
Anders´ mor var død, da Anders rejste hjem til faderen og overtog huset, og faderen havde da boet i den
lille lejlighed, den sidste tid han levede.
Foruden det allerede nævnte hørte i øjeblikket også lillesøsters vugge med indhold med til køkkenets interiør , samt på bordet en næsten ny C.F.A. Knudsen symaskine, som Anders´ kone Rasmine netop sad og
syede på. Hun syede en stor del af sit eget tøj og så godt som alt børnenes tøj, og da det meste var gammelt tøj, hun syede om til børnene, måtte det jo af og til fornyes.
Rasmine var ferm til at sy, hun havde aldrig lært faget, men hun havde et godt håndelag og lyst til at gøre
sit bedste, og at det som regel lykkes var der bevis for, idet børnene altid næsten kunne kaldes velklædte.
En gang havde lærerinden endda kaldt Karen for en lille pyntedukke, da hun lige havde fået en ny kjole,
som moderen havde syet af en gammel.
Det var i de dage ikke almindeligt, at almindelige småfolk havde symaskine til privatbrug, og de 42 kr., som
den havde kostet var jo også en temmelig stor udskrivning i forhold til deres indkomstforhold. Der var da
heller ikke blevet råd til at opføde en slagtegris, den sommer symaskinen blev anskaffet, hvad der havde
givet anledning til en nabokone havde fremsat en del spydige bemærkninger om, at Rasmine nok havde
fået storhedsvanvid, siden hun sådan skulle have sig en funklende ny symaskine; men en gris blev der heller ikke råd til, så kan de jo se, om de kan gnave på en stump af symaskinen i vinter i stedet for grisemad,
for det, småfolk helst skulle sørge for, er dog at have noget til vinterforråd, har vi flæsk og kartofler, så har
vi da mad i huset altid.
Det gik dog ikke så galt, både Anders Hansen familie, og symaskinen kom helskindet gennem vinteren, og
symaskinen gjorde stor nytte.
Som nu Rasmine sidder ved symaskinen, hører hun gangdøren blive åbnet, der bliver banket på døren, og
landposten kommer ind med et brev, det er en stor gul konvolut.
”Nå” - siger landposten, ”her er et brev fra formanden for statshusmandskommissionen - så bliver det alligevel til noget med, at i får jord deroppe ved skolen”. Ja, det er vel ikke afgjort endnu, mener Rasmine– ”Ja,
hvorfor skulle det ikke blive til noget, skolelæren vil jo ikke drive jorden, og skovbjergmanden, der har det i
forpagtning, er vist lige glad med den, han har jo jord nok alligevel, så det er da mere rigtigt, en familie får
deres levebrød af den”, siger landposten.
6
Brevet fra Statshusmandskommissionen
Da landposten er gået, åbner Rasmine brevet. Det er ganske rigtigt en besked om at statsmandskommissionen om to dage vil komme og besigtige jorden ved Skovbjerg skole, som Anders er i handel med sognerådet om.
Handlen er for så vidt indgået, men betinget af, at Anders opnår statslån på jorden, ellers vil de ikke kunne
klare starten, men købesummen er rimelig, og jorden ligger ud til landevejen, så Anders tvivler ikke på , at
hans låneansøgning vil blive bevilliget.
Det bliver ikke til mere syningen nu i øjeblikket. Rasmine falder i tanker med brevet i hånden. - Det kan
være godt nok med den jord, men der bliver nok ikke så lidt besvær med at komme i gang, for hun ved nok,
at de ikke har ret meget at begynde med.
En hest og en lille fjedervogn og 100 kr. det er alt, hvad de har foruden huset og gederne. Og huset er jo
ikke så farligt meget værd end gælden, der er på det.
Ganske vist har de løfte om et lån på nogle få hundrede kr. fra en møller i Sydfyn, som Anders havde været
møllekusk for i flere år, men selv om det bliver et billigt lån, skal det dog betales tilbage, og det kan rimeligvis blive besværligt nok.
Men Anders havde jo engang sat sig i hovedet, at han ville have jord. Han havde forsøgt at købe lidt ved
en af de to gårdmænd, der havde jord, der stødte op til deres have, men ingen af dem ville sælge noget
der.
Den ene af gårdmændene havde en jordlod på ca. 5 tdr. land, der lå ca. en fjerdingvej fra gården og ud til
en bivej, denne jordlod ville han godt sælge, men han var for dyr med den, så der blev ingen handel.
Men så var det at skolejorden blev til salg. Den gamle lærer, der havde haft embedet i en lang årrække,
havde selv drevet jorden, og den havde den gang ikke været drevet dårligt, der havde været holdt en ret
stor ko besætning, foruden hvad der avles på lodden fik læreren flere læs skole fourage fra bønnerne, det
var en del af lærerlønnen, så jorden var jo den gang i ret god gødningskraft.
Men det unge par der kom til, var ikke interesseret i jorden, hvorimod han var en meget interesseret havemand.
Han fik den derfor jorden forpagtet ud til en af egnens gårdmænd, denne havde den i syv år, og det gavnede ikke jorden.
Efter syv års forløb ville forpagteren ikke have den mere, og læreren fik da ejeren af Skovbjerggård til at
overtage forpagtningen, men han interesserede sig ikke meget for den, han havde jord nok i sit eget.
Læren og sognerådet var da blevet interesseret i at sælge jorden, tillige med den ene ladebygning ved skolen, så blev der jo da det mindre at holde ved lige.
Der var to husmænd med tre tdr. land hver, der var ved at købe skolejorden i den hensigt at dele den. Den
ene af disse , Jørgen Jensen boede lige op til skolejorden, og hans svoger, Niels Rasmussen, midt mellem
skolen og Anders Hansens hus.
Denne handel blev dog ikke til noget, på grund af, at Jørgen Jensen ret pludseligt blev syg og døde. Enken
ønskede ikke mere jord, og Niels Rasmussen ønskede ikke at købe jorden alene.
Så var det at Niels Rasmussen sagde til Anders: ”Var det ikke noget for dig at købe skolejorden og bygge
på den, du kan søge statslån på den, så skal du jo kun præstere en tiendedel af vurderingssummen for det
hele, og skulle det knibe med at komme i gang med et, så kunne jeg godt låne dig nogle hundrede kr. ”
Anders tænkte over sagen, han gik ind i en boghandel og købte en trykt lov ( Lov om tilvejebringelse af
jordlodder for landarbejdere - Statshusmandsloven af 1899). Den lov studerede han nøje, og han mente
at vilkårene var ret rimelige, 3½ % i rente og afdrag, men afdragsfrie de første 5 år.
Anders talte med læren og sognerådet, der var villige til at sælge ham skolejorden, der var på 6½ tdr. land.
Anders skulle give 2.700 kr. for jorden og en bindingsværkslade, som han skulle nedbryde og flytte.
Handlen blev gjort betinget af , at Anders kunne få statslån til jord og bygning, og han fik et ansøgningsskema, som han fik udfyldt og tilbageleveret til sognerådsformanden. Sognerådets anbefaling var han jo sikker
på, da sognerådet jo på en måde have del i sagen.
Anders var klar over, at det kom til at knibe med starten, og han opsøgte da hans gamle husbond mølleren,
som han vidste havde ikke så få tusinde i sparekassen, og han bad ham låne ham 400 kr. endda rentefrit,
som han så kunne afbetale når han kom lidt i gang med bedriften.
7
Niels Rasmussens lånetilbud syntes hverken Anders eller Rasmine om, da de var sikker på, at der stak
noget under, de kunne ikke tro andet end at Niels Rasmussen tænkte på at gøre dem økonomisk afhængige af ham for, at han kunne få en lejlighed til at overtage ejendommen i det tilfælde, at de ikke kunne klare
skærene.
Rasmine sad hensunket i tanker og var langt borte i alle de vanskelige problemer, der optårnede sig for den
i fremtiden, så hun havde ikke hørt at døren blev åbnet og lukket igen. - Hun blev kaldt tilbage til nutiden
ved, at en nabokone stod i køkkenet og udbrød: ” Hi Jane dog, det må være rigtigt nyt, du har fået der, siden du ikke sanser, at du har fået en gæst, Jeg tænkte nok, at der var noget særligt ved det, siden posten
var her inde, jeg ved jo da, at det var i dag at ”Ugens Nyhed” kom, og at I ikke holder avisen, det ved jeg jo
da”.
Rasmine så op og puttede brevet i konvolutten igen og lagde den op i tallerkenrækken, idet hun sagde: ”
Det er såmænd bare en besked fra formanden for statshusmandskommissionen om, at de kommer i overmorgen og ser på jorden oppe ved skolen, for at se om de kan godkende den til statslån”.
” Nå, så bliver det altså alligevel til noget, at I får jorden og skal til at bygge nyt hus” , sagde nabokonen. ”
Ja, hvis det bliver godkendt og bevilliget”, svarede Rasmine.
”Ja nogle penge må I jo alligevel have lagt jer op, siden i tør begynde på sådan noget, for der skal da alligevel sættes noget i sådan en ejendom, når i skal have både køer og grise og redskaber”, blev konen ved.
”Ja, ret meget har vi nu ikke, og vi kommer også til at sidde hårdt nok ved det i lange tider, men Anders har
sat sig i hovedet, at han vil have jord, og så skal det jo prøves”. Svarede Rasmine.” - ” Men lad os nu se,
om der er kaffe på kanden, så kan den da hurtigt blive varm, og jeg tror nok, jeg har nogle kaffestænger
liggende, og kandis har jeg da også”.
Da Anders kom hjem ud på aftenen, tog Rasmine brevet og smed det hen på bordet til ham og sagde: ” Ja,
nu kommer så kommissionen i overmorgen, så skal vi jo se om du får dit ønske opfyldt med den jord, men
bare vi nu også kan magte det, hvis de anbefaler handlen, for det kan godt være, at det bliver vanskeligere
end du forstiller dig det”.
”Å nej såmænd gør det ej, de penge vi låner hos mølleren behøves vi ikke at betale så hurtigt tilbage, for
han har ingen brug for dem, og han tager ingen skade ved at lade dem stå nogle år, til vi kommer lidt i
gang. Du skal se, det går nok, der er mange der lever af en ejendom på den størrelse, og skal det være,
kan jeg jo nok tage lidt ud og handle de første år, til vi får jorden lidt i drift. Og du har da heller ikke noget
imod at få et nyt hus at bo i, og børnene får det nemt med skolevejen”, sagde Anders.
”Ja, det kan være godt alt sammen, hvis vi bare havde haft noget mere at begynde med” , mente Rasmine.
Anders så meget fortrøstningsfuldt på det, ham mente ikke, at det ville blive særligt dyrt, at få den gamle
skolelade brudt ned og flyttet, så ladebygningen ville de komme billigt om ved, og det gjorde ikke så lidt på,
og kørslen kunne han og den grå klare det meste af, og sten til støbning af grund og kælder blev det heller
ikke vanskeligt at skrabe sammen.
” Ja, for dig er alt rosenrødt alt sammen, men besværet melder sig nok, når du er midt i det, men så må du
huske, at det er dig selv, der har villet det og ikke mig”, sagde Rasmine.
Dagen før besigtigelsen af jorden mødte Anders ved skolen i god tid. Kommissionen havde bestemt mødetiden til kl. 2, og læreren havde givet børnene fri fra skolen kl. 1½. Kl. hen ad 2 ankom kommissionen, der
bestod af gårdejer Mads Larsen, Hessum ved Otterup, der var formand. Husmand og gartner Lars Hansen,
Andrup, samt en gårdejer fra Hjallese, sidstnævnte lagde sit hestekøretøj til, og han kørte ind til banegården og hentede formanden ved toget, og her mødte så Lars Larsen også i turen til Skovbjerg.
Anders hjalp til med at spænde hestene fra og sætte dem ind i skolestalden, og læreren bød på kaffe, hvad
han mente kommissionen kunne trænge til efter den lange køretur.
Da kaffen og lærerfruens hjemmebagte kringle var nydt, sagde kommissionsformanden: ” Der foreligger en
slutseddel mellem sognerådet og køberen landarbejder Anders Hansen, så vi kan se de vilkårene for handlen: Sognerådet sælger til Anders Hansen skolens jordlod på 6½ tdr. land. Købesummen er 2.700 kr. , og
der medfølger den ved skolen beliggende østlige lade, der skal nedbrydes og flyttes. Der må ikke opføres
bygninger eller beplantninger på det stykke jord der ligger syd for skolearealet. Bygninger og møddingsted
må være mindst 70 alen fra skolens nuværende grund.
Købesummen forrentes med 4% fra overtagelse, og til den ved lånets udbetaling forfalder til betaling.
Jorden er forpagte ud, og forpagteren betinger sig vejen til sin jord der ligger bag skolejorden, for at afstå
fra forpagtningen. Denne betingelse er lidt generende for parcellen, idet vejen i omtrent 2/3 af sin længde
følger skolehavens skel, og den tilmed er af betydning for parcellen drift”.
8
Efter gennemlæsning af slutseddelen sagde formanden: ” Kommissionen mener ikke, at prisen kan være
særlig høj i betragtning af beliggenheden; men vi må jo hellere, før vi tager stilling til det, gå ud og se på
jorden”.
Da de lidt efter befandt sig ude på jordlodden, hvor afgrøderne ikke stod alt for frodigt, sagde gårdmanden
fra Hjallese: ” Ja, det er nu ikke førsteklasses jord, og jeg er nu noget betænkelig ved at bevillige statslån, til
den slags jord, som bakken består af, så skarp og stenet den ser ud”.
Formanden så sig omkring og bemærkede: ” Jorden er af noget blandet beskaffenhed, den største del af
den er betydelig bedre bonitet end bakken her, men det kan ellers være, at bakken ikke er så ringe endda.
Har du prøver at grave ned i den for at se , hvor stenrig undergrunden er?.
Hvis stenlaget går nogle alen ned, kan det betyde en god hjælp til at klare dagen og vejen, ved at levere en
del vejmateriale til omegnens veje”. sagde formanden henvendt til Anders.
Lars Hansen fra Andrup så anerkendende på formanden og sagde: ” Det formanden siger, er helt rigtigt, en
sådan bifortjeneste kan gøre bruget til en helt selvstændigt ejendom, og jeg nærer ingen betænkeligheder
ved at anbefale andragende, jorden her er så godt beliggende, at den med tiden vil blive særdeles god pant
for lånet, og prisen er meget rimelig”.
Medlemmet der kritiserede bakken sagde nu: ” Jeg vil indrømme, at største delen af jorden, der hører til
skolen, er bedre bonitet end bakken her, og at prisen ikke er særlig høj. Beliggenheden er der heller ikke
noget i vejen med, og hvad bakken angår, kan det jo godt være, at den kan udnyttes til fordel for ejendommen; men hvad det angår, at ejendommen derved skulle blive mere selvstændig, hvem siger så ellers , at
statshusmandsbrug skal være en selvstændig ejendom, det hedder jo lov om tilvejebringelse af jord lodder
til landarbejder, og meningen er da også, at ejeren skal have en del jord at virke med sig selv samtidigt
med, at han kan gå en del ud på arbejde på en større gård og eventuelt få hestekraft fra gården.
Men som min kollega siger, med beliggenheden her vil jorden og ejendommen blive et ganske godt pant
med tiden, så for mit vedkommende skal jeg ikke modsætte mig anbefalingen, selv om jeg naturligvis helst
så statshusmandsbrugende anlagt på jord af bedre bonitet, selv om det skulle blive en del mindre jordlodder, der kom til at omgive dem”.
Formanden nikkede til sine kollegaer og sagde så henvendt til Anders: ” Ja, så er kommissionen jo enige
om at anbefale, og du kan regne sikkert med at få bevillingen, så du kan godt disponere herefter, hvis der
er noget, du kan forberede starten med”.
Besigtigelsesforretningen var hermed til ende, og hestene blev spændt for. ”Er du gående her til Anders
Hansen”, sagde formanden. ” Ja, det er jeg” , svarede Anders.— ”Så kan du jo lige så godt køre med, vi
kører jo lige forbi”, vedblev formanden. ” Ja, sæt dig bare op, så kører vi”, sagde ejeren af køretøjet, og
Anders satte sig op, og køretøjet rullede ud af landevejen gennem Skovbjerg.
Høstarbejde på Skovbjerggården
” Ja, så blev du tilfreds, men jeg er bange for , at vi har det værste tilbage, når vi skal til at skaffe alt det, der
skal til før, der bliver noget at bo i, og det bliver nok ikke ret store indtægter at begynde med”, sagde Rasmine og forsatte: ” Manden på skovbjerggården har ellers været her og ville have dig til høstarbejde først i
næste uge, han regnede med at begynde på tirsdag, jeg mente jo nok , at du kunne komme, hvis du ikke
kunne skulle vi sende bud. Han ville forresten have haft mig med også til at binde op, men jeg sagde, at
børnene ikke kunne være ene hele dagen, selv om pigerne jo fik ferie fra skolen, kunne Hansine ikke passe
dem og sørge for mad, og den lille får jo bryst, så hun kan ikke undvære mig hele dagen.
Han sagde så, at han ville se, om han kunne få en anden, ellers ville han komme igen, og så kunne det jo
ordnes således , at vi kunne tage børnene med, når Hansine kunne passe de mindste, kunne de jo godt gå
deroppe og gå med ind og spise”.
” Ja, jeg plejer jo at gå ud i høsten, og jeg kan lige så godt arbejde for Peter Petersen i Skovbjerggården
som for en anden”, sagde Anders og forsatte. ” Og det kan jo være , at vi kan få lidt med ham at gøre med
ham nu, vi skal til at være naboer, det kan jo være, at jeg kan købe graner til hus tømmer i hans skov, det
er jo så nær ved, og hvis jeg kan købe graner på roden og selv skove dem i løbet af vinteren, så kan det jo
blive betydelig billigere, og han har også noget godt cementgrus og murer grus i sin grusgrav der ovre bag i
marken.
9
Så hvis jeg kan få lov til at grave mig noget grus op der, kunne jeg også komme nogenlunde nemt og billigt
til det også, og det gælder jo om at spare og regne det rigtigt ud og tage fordelene ved med”.
Skovbjergmanden fik ikke tilstrækkelig arbejdskraft andet sted fra, så han kom igen og bad Rasmine om at
komme med og tage børnene med, så skulle de nok blive enige om det, det spillede ikke nogen stor rolle at
have børnene gående, når Hansine kunne passe dem, så de ikke gik i vejen.
Om tirsdag mødte så hele familien Anders Hansen på Skovbjerggården til høstarbejde. Foruden gårdens to
karle og to piger var der en arbejdsmand til, og desuden var der Jørgen Jensens enke, der arbejdede på
Skovbjerggården af og til, når der var særligt travlt i høst og roer, samt når der var storvask. Hun havde så
til gengæld hestekraft fra Skovbjerggården til at få sin jord behandlet og sit brændsel kørt hjem, det var gerne om søndagen , eller på helligdage, at hun havde hestene, så kunne karlene eller en af dem jo følge med
og tjene sig en lille ekstra skilling ved at bruge hestene på enkens lille husmandsbrug.
Under høstarbejde nød mandskabet frokosten og eftermiddagskaffen i marken, men kastede en bunke neg
sammen og tog plads ved siden af hinanden på bunken, og måltidet forløb under munter samtale. Til frokosten var det en fast regel, at brændevinsflasken også var med. - Rasmine ville dog trods indtrængende
opfordringer ikke smage på snapsen: ” jeg hader det skidt, og ingen skal få mig til at drikke en snaps”. Sagde hun. ” Jeg kan heller ikke lide brændevin, men jeg tager da en snaps for selskabets skyld”, sagde Jørgen Jensens enke. ” Når du ikke kan lide det er det da dumt at drikke for selskabets skyld, og hvis I skænker op til mig, skal I få det lige i hovedet, det siger jeg jer, og det skal stå fast, så er jeg ligeglad med selskabet”, sagde Rasmine.
”Det var da synd for den gode brændevin, man skal ikke foragte Guds gaver, og det er da bedre at få den
inden end uden på, så vi må hellere selv drikke snapsene” sagde daglejeren. - Rasmine blev derefter fri
for yderligere opfordringer .
Under spisepauserne kom børnene hen til dem og fik et stykke mad, og den lille fik sin mælke tår, ellers
holdt de sig til storesøster, som nok skulle passe på dem, og det gik meget godt med høstarbejdet på den
måde.
En af dagene foregik høstarbejdet på skolejorden, som Skovbjerggårdens ejer jo for øjeblikket havde i forpagtning. Under frokosten sagde Skovbjerggårdsmanden: .” Næste gang , I høster her inde , er det så på jeres egen
jord, I arbejder”. ” Ja,” sagde Anders, ” det bliver nok et travlt forår og efterår til næste år, når vi skal bygge
og have det hele i gang. Du har jo nogle graner der ovre i skoven, som kunne bruges til bjælker og spær,
kunne jeg købe nogle af dem, jeg kunne jo selv hugge dem ned”. ”Ja, kom du bare op til mig en gang hen
på efteråret, så kan vi gå over og se på dem, så finder vi nok nogle , der passer, og prisen bliver vi nok enige om”, sagde Peter Petersen.
”Og så har du jo grusgraven der ovre bag i din mark, kunne jeg ikke få lov til at grave mig noget grus op der
i løbet af vinteren, det var jo ikke så langt for mig at hente det med den grå”, forsatte Anders. ”Jo, det kan
du godt, når du graver ordentligt af, så det ikke bliver for meget roderi derover, du kan give mig to mejetøjr
og to slåstager og en 3 - 4 river og så grave nogle læs grus frem til mig også, så kan du tage det grus, du
har brug for , uden at det skal koste dig mere”, sagde Peter Petersen.
Peter Petersen var ungkarl midt i trediverne og havde en noget yngre søster til at holde hus for sig. Moderen var død for en del år siden, og faderen var højt oppe i årene, så han var for længst gået på aftægt.
Peter Petersen kom en del sammen med Henrik Lund, hvis gård - Lundbjerggård, lå på den anden side af
Anders Hansens hus, så jorden stødte op til Anders have.
Henrik Lund var også ungkarl og havde ligeledes en søster til at forestå sin husholdning. Henrik Lund var
ligesom Peter Petersen en jævn og ligefrem bondemand, der sagde du til sine folk og naboer. Søsteren
derimod var mere fin på det og sagde De både til naboer og gårdens tjenestefolk..
En dag i en frokostpause i høstarbejdet på Skovbjerggården, kom samtalen til at dreje sig om Henrik Lund
og hans fine søster: ” Sådan en De du, ham ville jeg dog aldrig have i mit hus, det er en god gammel skik,
at bønderfolk siger du både til deres folk og naboer”.
Peter Petersen skulle dog ellers have udtalt sig mindre bestemt om dette, hans stadige gang ned til Henrik
Lund udartede sig nemlig ret hurtigt til, at der gik ild i spotterens hus, og det endte med forlovelse mellem
den fine frk. Lund og Peter Petersen, den lille Gud Amor sendte sine pile ind i hjerterne uden af bryde sig
om De, eller du.
10
Henrik Lund følte det som en overraskelse, og han udtalte sig over for naboer således: ” Jeg mente, at det
var mig, han kom og besøgte, men i stedet for var det altså min søster”.
Også som kone i Skovbjerggården beholdt hun sine fine manerer, og sagde De til tjenestefolkene, og hvem
hun ellers kom i berøring med, skønt manden var dus med sine folk og naboer, men hun var ellers en flink
og dygtig kone.
Da høstarbejdet var til ende, og afregningen skulle foregå med Anders og Rasmine, sagde Peter Petersen:
”Ja, så er der jo de 4 børn, de har jo også fået kosten, hvad skal vi sætte det til, det skal ikke sættes for
højt, for de har jo ikke sinket noget, men vi kan jo sætte det til 20 øre om dagen, 5 øre fór hver kan da ikke
være for meget”.
Anders og Rasmine erklærede sig godt tilfreds med denne afgørelse, men på hjemvejen talte de om det,
det var nærmest komisk, at han ville trække de 20 øre om dagen, de betød jo ikke noget for en mand som
han, og det var jo ham selv, der havde foreslået at tage dem med, når de ikke kunne være ene, og Rasmine derfor ikke kunne komme ellers, men det kunne jo ellers ikke siges at være for stor en pris for kosten,
det var jo endda meget billigt.
Hen på efteråret indfandt Anders sig på Skovbjerggården og fik udvist et antal graner til hus tømmer, han
skulle gennemsnit give 1,00 kr. pr. stk. og selv hugge dem ned og fjerne dem.
Også arbejdet i grusgraven gik han i gang med, så han hen på foråret havde en ret anseelig dynge mure
grus, og cementgrus liggende klar til hjemkørsel.
Hos en smed i en naboby havde han fået købt en arbejdsvogn, hjul og aksler var af en gammel udrangeret
stadsvogn, men der var blevet en ganske god arbejdsvogn ud af det, og prisen var ikke stor, hvad der jo
også skulle ses hen på, en plov og et par harver havde han også fået fat på til en billig penge.
Så går det i gang på den nyerhvervede skolejord
Skolejorden var som tidligere nævnt noget stenrig, der havde i mange år ikke været samlet sten, og en del
af marken var oversået med små og halvstore sten, så der var noget at samle op og bruges til cementarbejde, når byggeriet skulle begynde, der skulle også en del sten til, til kælder og grund, og ajlebeholderen tog
også en del.
Rasmine og de største af børnene tog en hånd med i dette arbejde. - Den 13. marts havde Anders endelig
fået bevillingen på lånet, og han fik ret hurtigt en akkord med en murer og en tømrer om at udføre arbejdet,
han skulle selv skaffe materialerne og havde fået en aftale med et teglværk og en større købmandshandel i
en af omegnes stationsbyer, i hvilken der handles både med trælast og kalk, cement og andre bygningsartikler.
Disse firmaer skulle have deres betaling, når lånet kom til udbetaling.- Midt i marts begyndte Anders og
den grå, at transportere granerne og grus dyngerne hen på stedet, der var udset til byggeplads.
En aften Anders var ved at læsse sidste læs grus af for den dag, vejret var blæsende, og nu hen under aften trak det op til byger, lige idet han var ved at have tømt vognen, var der en vandringsmand, der kom ind
på pladsen til ham, og spurgte om der måske var noget arbejde at få her på byggepladsen, han var vant til
jord - og betonarbejde , og havde for resten været med til lidt af hvert ved forskellige entreprenørarbejder.
Ja, det vidste Anders ikke rigtigt, han skulle ganske vist have nogen til at hjælpe murerne når han selv skulle have jorden forårsbehandlet og materialerne kørt til, men manden kunne jo kører med ham hjem, så kunne de tale om det.
11
Manden hed Hans Petersen og var en lille stærkbygget mand, der allerede var uden af den første ungdom,
idet han var passeret de 50.
Han havde i adskillige år arbejdet som banebørste ved anlæg af baner, veje og dæmninger, han lod skikkelig og godmodig nok, men det kunne ses på ham, at han ikke var afholdsmand.
Lille Hans, som vandringsmanden gerne blev kaldt, kom med ind og fik aftensmaden og indrettede sig på
fourageloftet for natten, og de var da blevet enige om, at han foreløbig skulle blive, og da mureren dagen
efter havde fået sat grunden sat af, begyndte lille Hans at grave kælder og grund.
Det blev så afslutningen på lille Hans omflakkende tilværelse, han lejede de to rum, der havde udgjort en
lille lejlighed for sig i Anders Hansen hus.
Han fik købt nogle brugte møbler og indrettede sig der, og efter at byggeriet var færdigt, så Anders ikke
længere havde brug for ham, tog han arbejde rundt omkring på egnen, hvor man havde brug for en mand,
var der ikke andet at få , tog han arbejde med slåning af skærver.
Lille Hans opførte sig upåklagelig og enes godt med Anders Hansens familie, han holdt af børn og sprogets
en del med dem, så børnene kom hurtigt til at holde af ham.
Han sad ofte med de små på skødet og sang for dem, og de var altid meget frie over for ham.
Men foreløbigt var det jo altså byggeriet, der stod for, Anders havde jo omtrent nok med jordarbejdet i marken og kørslen i anledning af byggeriet. Og da man var kommet et godt stykke ind i maj måned og havde
fået kornet og roerne sået, kunne man ikke godt holde sig hjemme til stadighed.
Det havde jo i mange år været en ret god forretning for ham at handle med husflidsvarer i forsommeren, og
selv om han ikke kørte så meget ud, som han plejede, så kørte han dog en del ud på de strøg, hvor han
plejede at handle bedst. Når han passede, at der var materialer nok, kunne han jo nok undværes en del
ved byggeriet, da han jo havde lille Hans som fast arbejdsmand.
En dag, han var på handlen, kom han til et mindre husmandssted , og spurgte da han fik fat på ejeren, om
der var brug for nogle nye redskaber nu til høstet og høst. Men husmanden, der var en ældre mand, svarede: ” Nej, jeg tror, jeg kan klare mig med det, jeg har, jeg ved ikke rigtigt, hvor længe jeg beholder jorden,
jeg er ved at blive træt af at arbejde med jord og køer og tænker på at leje jorden ud.
Om det bliver før høst eller først til efteråret, ved jeg ikke, havde køerne varet i skik til at sælge nu, så tror
jeg nok at jeg gav slip på jorden straks, men den ene af køerne skal kælve først i oktober og den anden i
december lige før Jul, så de skal jo fodres en tid endnu, før de kan sælges som kælvekøer”.
” Ja, skal de sælges som kælvekøer, så varer det jo noget endnu, og så kan du jo vanskeligt sælge dem på
én gang begge to, når du skal have den rigtige pris for dem. Men det er jo et spørgsmål, om det ikke kunne
betale sig for dig at slå noget af prisen og så komme af med dem nu og leje jorden ud med afgrøderne på,
du kunne få indtægt af den”, sagde Anders.
”Ja, det er rigtigt nok, men hvem vil købe et par køer, i den skik og give ret meget mere end slagteprisen,
og det vil jeg ikke sælge dem for.
Den ene er ganske vist 8 år, men det er en meget god ko, og den anden er kun 4 år og er heller ikke så
ringe”, sagde manden.
”Vi kan jo se på dem, for jeg har netop brug for to køer, og kunne godt tænke mig at købe dem, hvis du ellers er nogenlunde rimelig med prisen”, sagde Anders.
”Ja, de står her ude bag ved haven, vi kan godt gå ud og se på dem”, sagde manden.
Anders bandt hesten til et træ, og manden kom med en hjulbør med lidt græs og satte hen til den.
Da de kom ud på græsmarken, sagde manden: ” Den mørke der med de store horn er altså 8 år, og den
skal kælve den 5. oktober, og den lyserøde er 4 år og skal kælve den 18. december, de er ganske gode
begge to, men den lyse er lidt nervøs at malke, så vi skal kende hende lidt først, så er der ikke noget i vejen, men til at begynde med, når der er fremmed, der malker den, kan den godt komme med en lap, især
hvis spanden kommer til at skramle lidt.
Hvis du tager den, som de står nu, inden høsten, så skal du få dem for 350 kr. begge to, så tror jeg ikke de
er for dyre”.
”Ja, jeg ved dog ikke rigtigt”. Sagde Anders, ”Du kan jo ikke regne med den store pris for dem, når de har
så længe tilbage, før de skal kælve, og den ene er jo snart en gammel ko, og når den unge ikke er helt reel,
så kommer du vist til at slå noget af på prisen, jeg stod og tænkte på 280 kr., men hvis du er rask til at slå
til, så vil jeg give dig 300 kr. , det er sådan et rundt tal, og så mener jeg, vi kan være tjent med det begge to,
og du skal ikke hører noget, fordi den lyse er urolig at malke”.
12
”Manden trak lidt på skuldrene og sagde: ”Nej 300 kr. er for lidt, men jeg vil gå med til 330 kr., så mener
jeg, jeg er imødekommende”. ”Ja, så tror jeg nu nok jeg vil se tiden an. Jeg kan godt vente lidt med at købe
køer, og det sker jo af og til, at jeg render på nogen, når jeg kommer en del omkring”, svarede Anders, og
dermed begyndte han at gå tilbage til køretøjet. ” Du har vel ikke brug for en hakkelsemaskine, for sådan
én har jeg også at sælge, og den er billig, du skal få den for 25 kr., det er i hvert faldt ikke for dyrt”, sagde
manden.
”Jeg vidste ikke af , at du nogensinde har haft hest”, sagde Anders. ” Det har jeg heller ikke haft, det er til
køerne, jeg har skåret hakkelse til, men jeg har ikke brugt den i mange år, du kan jo se på den, den er ikke
slidt noget videre”. De gik nu ind i loen og kiggede lidt på maskinen. Anders kunne i og for sig godt tænke
sig at købe den, den var heller ikke for dyr, men det var ikke så let at få pengene til at strække til, til alt hvad
der var nyttigt at få anskaffet, og til én hest kunne det jo nok overkommes at skærer hakkelsen på skærekisten, og han afslog derfor tilbuddet.
”Nå, skal jeg have køerne for de 300 kr.”, sagde han. ”Du skal få dem for 320 kr.”, sagde manden. ”Ja, så
må du have farvel, hvis jeg ikke render på noget i løbet af en måneds tid, kan vi jo altid snakke om det igen,
men det skulle være mærkeligt om jeg ikke gør det, der er nok af det, når vi kommer, hvor det er”, sagde
Anders og begyndte løse hesten.
”Skal vi bryde de 20 kr., der er os imellem”. Forsøgte manden igen, men Anders satte sig sindigt op i ager
stolen, men han svarede: ” 300 kr., jeg har ikke flere penge, der står køer på i denne omgang”.” Hvornår
kan du så hente dem”, spurgte manden. ” I overmorgen, om det passer dig”, svarede Anders.
” Det passer mig udmærket, så må vi heller sige det”, sagde manden. ” Ja, så siger vi det, og så må jeg
heller se at komme videre og få lidt mere handel - farvel”, sagde Anders og satte køretøjet i gang igen tilfreds med den handel, han havde fået lavet, køerne så slet ikke så ringe ud, og de var ikke for dyre.
Nu gjaldt det bare om, at Rasmine kunne malke dem, det gik ikke an at fortælle hende, at den lyserøde ko
var nervøs, for så blev Rasmine bare nervøs også, og så var spillet gående.
Det var bedre at lade som ingenting og så sige til Rasmine, at hun skulle passe på, at spanden ikke kom til
at skramle, for det var jo ikke alle køer, der holdt af det. Når Rasmine bare tog roligt på det, kunne det jo
godt være, at koen slet ikke var så slem, det værste man kan gøre, når man har med dyr at gøre, er at blive
nervøs og give indtryk af, at man er bange for dem.
Det er lige meget, om det er hunde, heste eller køer, en rolig overlegen optræden har de respekt for, og når
Rasmine bare ikke var nervøs, så var koen det måske heller ikke.
Rasmine havde i sine unge år haft flere pladser som malkepige, også et par ret store gårde, og det viste sig
da også, at det gik meget godt med at malke køerne, ved en rolig behandling var der ikke noget i vejen
med den lyserøde, den havde åbenbart været skræmt.
Anders havde ikke fået gravet brønd før byggeriets begyndelse, og han havde derfor købt en stor tønde
hos en vinhandler i købstaden, som han brugte til at køre vand til byggepladsen fra en nærliggende kær i
marken.
Senere var det meningen at bruge tønden til ajletønde, han havde også fået fat på en brugt ajlepumpe,
som han fik stillet an i kanten af kæret, så han kunne pumpe vand op i tønden.
En dag først i juni var stuehuset til rejsning, og Rasmine havde bundet en krans, som børnene var sendt op
med, og da der var rejst, og kransen var hejst op, indfandt Rasmine sig med en kurv æbleskiver og varm
kaffe i et par godt indpakkede flasker.
Der var også skaffet en del øl til veje, og en lille dunk brændevin savnedes heller ikke, og så blev der festet
på grønjorden indenfor murene.
Det var ikke noget ligefremt drikkegilde, men der var dog så meget med drikkevarer, at humøret kom nogle
grader op.
Især var lille Hans kommet godt i stødet og efterhånden som hans humør steg begyndte han at synge sine
yndlingssange fra tidligere børstetilværelse.
Stuehuset blev bygget at flammesten, der blev berappet og kalket og taget blev lagt af røde cementsten,
det var Fåborg sten af god kvalitet, men akkorden med muren lød kun på at lægge dem op. Så de blev
hverken bundet eller understrøget.
13
Det nye hus ” Skovløkken”
En dag i hen i juli flyttede familien ind i det nye
stuehus, det var ikke færdigt, men det var til at bo i,
og det var mest behageligt at på stedet, hvor arbejdet skulle udføres, og så måtte man tage forholdene som de var.
Det var ganske interessant med det nye hus, men
det var alligevel lidt vemodigt at tage afsked med
det gamle hus, der havde været familiens hjem i ti
år, det var jo desuden Anders´ barndomshjem.
Det gamle hus blev lejet ud til en enke, som fik den
største lejlighed, medens lille Hans beholdt den lille
lejlighed.
Der blev nu taget fat på at nedbryde og flytte skole laden. Anders havde fået tækkemanden til at komme og
tage stråtaget af for at redde, hvad der kunne bruges igen af det gamle halm, der blev bundet sammen og
stødt op, der blev langhalm nok til den nordlige side af lade taget, den sydlige side skulle han så have nyt
langhalm til, dette kunne han købe hos en gårdmand der på egnen, men Anders var klar over at halmen
skulle betales kontant, for gårdmanden var meget forsigtig i pengesager, han trak da også lidt på det , da
Anders spurgte om han kunne købe langhalm hos ham, men da Anders betalte ham kontant, da han kom
med det første læs, var han ikke længe om at komme med det andet, og da han også fik betaling for dette,
sagde han, at hvis Anders kom til at mangle mere langhalm, så kunne han bare sige til så skulle han snart
være der med det.
Efter at taget var fjernet, tog tømrerne fat på at skille tømmeret ad og nummerer det, så det let kunne samles igen.
Anders og lille Hans hjalp til med tage fra og køre materialerne hjem. Det var til dels rå ler sten, der sad i
bindingsværks murene, disse gik der jo en del svind i, men en skille mur i laden blev dog muret op med rå
sten.
Fodstykket af bindingsværks laden hvilede på et grundlag af store kampesten, disse blev transporteret hen
på byggepladsen og brugt igen, det næste sted der blev støbt grund under muren, var langs staldens bagmur hvor ajlebeholderen var støbt langs med stalden, så staldens bagmur kunne hvile på ajlebeholderens
indvendige kant.
Skole laden var ikke rummelig nok, men Anders havde købt nogle fag nedbrydningstømmer fra en gård i
omegnen, som netop var ved at lade bygningerne ombygget, og derved blev hele lade bygningen bindingsværk, og taget var stråtag med kragetræer på rygningen.
Det grundmurede hus stuehus var fritliggende og var indrettet med tre værelser og køkken og en lille entre.
Vaskehuset var indrettet i kælderen som derfor havde en trappe op til gårdspladsen. Opgangen til loftet var
indrettet i selve køkkenet, som i øvrigt havde gulv af brændt gulvsten, de øvrige rum havde bræddegulv.
Laden nåede ikke at komme under tag, inden kornet var høstet, men da Anders var færdig med at høste fik
tømrerne da tid til at stille laden op, det tog ikke lang tid og tækkemændene var da også disponible og tog
fat på deres del af arbejdet, og det skred godt fremad med tækkearbejdet.
Under tækkearbejdet var Anders håndlanger tillige med lille Hans, en dag da Anders befandt sig på tækkestilladset for at stikke halm op til tækkemændene, der nu var nået det meste vej op til rygningen, trådet han
forkert og styrtede ned fra stilladset, og han var så uheldig at havne meget ublidt i en dynge kampesten,
der lå neden for stilladset.
Lille Hans kom straks til og spurgte om han var kommet til skade, men Anders var først nærmest bevidstløs. Lidt efter klarede det dog lidt for ham, men han var stadig noget fortumlet og klagede over smerter i
højre skulder.
Rasmine blev helt forskrækket, da lille Hans kom ind og bad om et gals vand til Anders, men lille Hans sagde: ” Nej bliv du bare inde, det er ikke noget alvorligt, det er bare et mindre ildebefindende, han har fået, det
går nok straks over”. Lille Hans fik lidt vand hældt i mellem Anders ´læber, og lidt efter klarede det op for
Anders igen. ” Hvordan går det”, spurgte lille Hans, der tillige med tækkemændene stod ved siden af Anders, da denne forsøgte at rejse sig op: ”Å jo, det går nogenlunde, men det gør meget ondt i skulderen, jeg
tror, jeg har brækket kravebenet, det er som om der er et par ben stumper, der skyder mod hinanden” ,
svarede Anders.
14
”Ja, det kan nok tyde på at kravebenet er brækket, men prøv nu, om du kan støtte på benene”, sagde lille
Hans.
Lille Hans og den ene af tækkemændene støttede ham, og han kom på benene. Lidt fortumlet i hoved var
han endnu, men ud over skulderen lod da ikke til, at der var noget i stykker.
Anders blev hjulpet ind og gik i seng. Rasmine klagede sig over uheldet: ” Hvad skal det blive til, når du
skal ligge syg, og vi har besværligheder nok i forvejen, men vi må da hellere se at få bud efter lægen”, sagde hun. ” Når jeg har sundet mig lidt, kan jeg vel nok selv gå op til ham”, sagde Anders.
” Vi kan jo kører derop, jeg kan jo da godt køre den grå, og så kan du jo komme der op i konsultations tiden
mellem 1 og 2”. Sagde Rasmine. Og således blev det da, Rasmine kørte for ham til lægen og ventede med
køretøjet, mens han var derinde.
Lægen konstaterede brud på kravebenet, men ud over dette var der kun ubetydelige slag og skrammer,
som han ikke behøvedes at ængste sig for.
Kravebensbruddet skulle jo nærmest hele sig selv, det skulle holdes i ro de første 6 uger, så ville det nok
hele sig igen, det kan godt være, der danner sig en knude uden om bruddet, men det er kun en bruskknude, der ikke betyder noget.
Det var ikke så rart med de 6 uger, når de var begravet i arbejde op over ørerne, men Anders måtte holde
armen i bind og nogenlunde holde sig i ro. Lille Hans hjalp med at få kornet kørt ind, og byggeriet var jo
heldigvis snart færdigt.
Efter høst kom der en tør tid, og Anders fik da fat på en brøndgarver, for at få gravet en brønd.
Brøndgraveren skridtede pladsen omkring bygningerne af, holdende en kløftet kvist af en vidjepil i hænderne foran sig og albuerne trykket godt ind i siderne.
Et par steder drejede kvisten sig således, at den pegede ned mod jorden, det var elektriciteten i vandåren
der trak.
” Du kan få brønden her lidt vest for bygningerne, men du kan også få den på gårdspladsen, eller om du vil
inde i kælderen. Hvor langt der er ned til åren kan jeg ikke udtale mig om, men der er vand nok.
Der er nogen der påstår, at de kan sige hvor langt der er ned til vandåren, når to mand står med en salmebog og en dør nøgle således , at den ene står med salmebogen sammenlukket i hænderne og nøglen liggende løst ovenpå bogen.
Den anden skal så sige: ” Der er en alen, der er to alen, der er tre alen og så videre, når han så kommer til
det tal, der passer bliver nøglen urolig og vrider sig, og dermed er dybden konstateret”, men jeg er nu ikke
så overtrodisk, at jeg tør fæste lid til det, men kvisten er reel nok” sagde brøndgraveren.
Anders valgte at få brønden på gårdspladsen, der kom pumpen til at stå i nærheden af stalden, vaskehus
og køkken, og det var jo der vandet mest skulle bruges.
De underste 6 alen skulle sættes med regulære brændte brøndsten, men det øverste af brønden skulle
sættes med murbrokker, som jo var betydelig billigere.
Der blev taget fat på gravearbejdet og lille Hans var håndlanger og tog fylden fra, gravearbejdet skred godt
fremad, der var ikke meget med sten på det sted, det meste var blåler.
Da de kom ned på seks alen ramte de en vandåre og brøndgraveren erklærede, at om brønden havde været gravet i en tid, hvor der havde været meget vand i grunden, så havde de ikke kunnet komme igennem
åren for vand, men det havde jo så været et spørgsmål, om den havde kunne give tilstrækkelig med vand
hele året, nu derimod var det jo lige i en tørreperiode, så vandstrømmen i åren var ikke så stærk, og det lod
sig gøre at trække vandet op og forsætte gravningen.
Men da han kom ned på godt 10 alen, kunne brøndgraveren mærke, at han nærmede sig en stærkere åre,
og rammen blev da firet ned og brøndstene sat og gravearbejdet kunne forsættes.
På ca. 11 alen nådes flydesandet, og vandet satte op og besværliggjorde arbejdet, brøndgraveren gav ikke
op den eftermiddag, men han kom ikke ret meget dybere, og da man næste dag skulle til at begynde igen
stod vandet så højt i brønden, at der ikke var ret meget af de 6 alen brøndsten, der var oven for vandet.
Det kunne derfor ikke nytte at tænke på at komme længere ned, og brøndgraveren kom derfor i arbejde
med at sætte brønden færdig.
Der var levnet nogle få stykker egetræ af bindingsværket og lille Hans lavede heraf et egetræsdæksel til
brønde.
15
En brugt pumpe havde Anders også fået købt på en af sine rundture med trævarerne, der måtte bare tages
et par alen af røret, så var det brugbart og pumpen blev sat i, den gav godt med vand, og de havde det nu
så nemt med vandforsyningen, som de aldrig før havde haft det.
Dragonerne kommer!
En dag Anders Hansen børn legede på vejen ud for ejendommen, så
de pludseligt noget komme ned af bakken, de så en lang stribe af
heste med ryttere i uniform.
”Dragonerne kommer”, råbte børnene i munden på hinanden, ” mon
bror Niels er med?”.
Dragonerne kom nærmere i let trav, jo, Niels var med, hvor var det en
dejlig hest, han red på, og da han forbi, rankede han sig en kende og
smilte helt stolt, men han hilste og vinkede ikke, han var jo under
kommando, og han måtte derfor følge trop med de øvrige.
Det var Anders´ ældste søn, vi her blev præsenteret for. Anders havde været gift en gang før, og han havde i første ægteskab to sønner.
Hans første kone blev ikke ret gammel, hun døde af tuberkulose efter kun få års ægteskab, men hverken
Anders eller deres to drenge blev smittet.
Anders var på det tidspunkt møllekusk på en mølle i Sydfyn, og Peter, den mindste af drengene, kom hen
på møllen, hvor møllerkonen tog sig af ham, mens Niels, der havde været en del hos moderens forældre,
kom hen til dem.
Drengene var så blevet , hvor de var også efter , at Anders havde taget tjeneste som kusk på en anden
mølle, der hvor han senere lånte de 400 kr.
Også efter at Anders havde giftet sig med Rasmine, blev drengene i deres plejehjem, mølleren ville ikke på
nogen måde af med Peter, de beholdt ham til han blev konfirmeret.
Han havde lyst til mølleriet og havde jo som dreng lært en del af plejefaderen. Men mølleren mente, at han
havde bedst af at lære på en anden mølle også, og Peter kom derfor i lære på den mølle, hvor Anders sidst
havde haft tjeneste.
Da han var udlært, rejste han igen hen til sit plejehjem og tog tjeneste der, og han skiftede et par gange
mellem de to møller. En gang imellem besøgte han faderen og stedmoderen, men det var vist ikke ret ofte,
da han jo betragtede møllen, hvor han var vokset op, som sit egentlige hjem.
Niels blev hos sin mormor til hun døde, morfaderen var død nogle år i forvejen.
For en stor del gik drengen på en herregård, der lå i nærheden af, hvor mormoderen boede, og han fulgtes
med karlene i marken og lærte at bruge hestene, hvad han havde stor lyst til.
Da drengens mormor var død, var Anders og Rasmine rejst derned for at følge den gamle til graven og også for at tage sig af Niels, der nu var en knægt på ca. 13 år.
Efter jordpåkastelsen spurgte præsten efter Niels´ fader, og Anders sagde så, at det var ham. Præsten sagde da: ” Hvad nu med Niels, hvor skal han hen nu?” - ” Jeg har også min kone med” , sagde Anders, ” og
det er vores mening at tage Niels med hjem nu med det samme og beholde ham hos os”. Præsten hilste
nu på Rasmine også og sagde: ” Så er det godt, så har jeg ikke mere at sige om den ting, men på herregården må han ikke blive gående, der lærer sådan en dreng alt for meget, der ikke er af det gode”.
Niels var glad for sine små halvsøskende, og han sluttede sig også godt til stedmoderen, han gik dog en
hel del på Henrik Lunds gård, hvor han også fik lov til at bruge hestene i marken.
En nabo sagde en dag til Henrik Lund, hvorfor han ikke selv pløjede i stedet for at lade drengen gøre det.
Men Henrik svarede, at han ikke selv kunne gøre det bedre, når drengen kom ud med et spand heste, gjorde han en karls gerning så godt som nogen.
Efter sin konfirmation var Niels endnu en tid hos Henrik Lund, og han havde derefter et par andre pladser.
18 år gammel blev han kusk for en handelsrejsende, hvad han var meget stolt af, og den rejsende var også
meget tilfreds med sin unge kusk. Men Niels forældre, særdeles Rasmine var ikke ovenud begejstret for
Niels stilling, for han jaskede for meget tøj af sig, så lønnen knap kunne slå til, når han skulle se ordentlig
ud.
16
Rasmine erklærede: ”Skal han blive ved med det, er det umuligt at holde tøjet på kroppen af ham”.
Niels gik på session, så snart han var gammel nok til det, han ønskede at blive skrevet ind med det samme,
og han ønskede inderligt, at han ville blive taget til dragon, og han fik sit ønske opfyldt.
Han var mellem 19 og 20 år, da han blev indkaldt, det var på den tid, der var rytterkasserne i Odense, hvor
han altså kom til at lære, og en enkelt gang red eskadronen så langt ud, at de passerede Skovbjerg, og han
havde da også en enkelt gang tidligere med en kammerat fået tilladelse til at ride ind og hilse på forældrene
og få en gang at drikke, det var når eskadronen var på hjemvejen.
Ved roernes optagning om efteråret var det Rasmine, der måtte drage det største læs. Kravebensbruddet
var helet, så Anders med forsigtighed kunne køre roerne hjem, Rasmine og børnene hjalp til at læsse og
læsse af, der var kun et skifte med roer og avlen var ikke overvældende.
Der var jo ingen gødning om foråret, de få læs som forpagteren skulle levere, forslog ikke, det var også noget halmet stads, der ikke var meget kraft i, og kunstgødning troede Anders ikke meget på, så det indlod
han sig ikke på at anskaffe, han mente ikke, han havde råd til det.
En del af roerne havde været plaget af ukrudt, og det havde også hæmmet den i væksten, da de jo kom til
at stå for længe, inden de blev rensede.
Men Anders regnede da med, at han omtrent kunne fodre igennem med roer, da besætningen jo ikke var
så stor endnu, foruden hesten og de to køer, var der to geder.
Halm kunne Anders nok se, at der måtte købes lidt af, selv om der fra det gamle lade tag fra skole laden
var blevet en hel del halm, der kunne bruges til strøelse, men halmen var ikke så dyr, og det var jo muligt,
at der kunne fås lidt avner på en eller anden gård, uden at det kom til at koste ret meget andet end ulejligheden.
De havde, mens de boede i det gamle hus, haft en mindre hønseflok, men de havde, noget før de flyttede,
solgt hønsene, dels kunne de bruge pengene, og dels var det jo ikke i orden med hønsehus og hønsegård.
Men Anders havde en søster, der var gift og boede i en naboby, hun havde lagt et par høns på æg for dem,
og de havde så fået de ene med alle kyllingerne op til dem og derved fik de igen en lille hønseflok startet.
Tagstenene på stuehuset var jo hverken bundet eller understrøget, Anders havde jo regnet med selv at
binde dem ved lejlighed, men endnu var det ikke blevet til noget.
Kort efter høsten havde de haft en temmelig voldsom storm, og det havde klapret slemt i tagstenene, men
der var dog kun et par stykker, der var blæst af, og Anders havde levnet temmelig mange, da taget var blevet lagt op, så det gik nemt at få det i orden igen.
Men Anders havde da fået fat i en ring tække tråd og skulle til at binde tagstenene, men han kunne ikke få
begyndt på det, så det blev stadig udsat.
Under stormvejret blev frugttræerne rystet, så æbler og pærer lå spredt under dem.
På Skovmarks husets grund var der jo ingen frugt at ryste ned, og i haven ved det gamle hus var der jo kun
nogle få æbletræer, og de var jo lejet ud tillige med huset, dog havde Anders og Rasmine forbeholdt sig
halvdelen af æblerne på de bedste æbletræer, det var Stetinæbler. Det var gode madæbler, men det var jo
ikke noget stort parti.
Skovbjerg skolehave blev jo gennemrystet af stormen og æblerne lå, som de var sået i hele den store æblehave, det var intet opløftende syn, men sket er sket og må tages, som der er.
Lærer Jørgensen kom til Anders Hansen og spurgte, om de ikke kunne bruge æblerne, der var ingen afsætning på nedfaldsæbler, og læren syntes, at det så slemt ud, at de lå og smølede i haven, og så tænkte
han, at de måske kunne bruge den til dyrene, hvor meget foderværdi, der var i æblerne vidste han ikke,
men hvis de mente, at det kunne betale sig at samle dem op, ville han gerne have det, så så det da bedre
ud.
Rasmine og børnene gik da hen i skolehaven med nogle sække og samlede æbler, de fik så mange, at de
måtte køre dem hjem på hjulbøren af to gange, der var en del af æblerne, der var gode spiseæbler, andre
var bedre til madlavning, men holdbarheden var jo ikke så stor, da de jo var stødt, men Rasmine tørrede en
del af dem, så de udnyttede da en del af dem i husholdningen også og resten fik dyrene, så de blev ikke
spildt.
17
Først i november tudede stormen igen og huggede ned mellem skovene. Taget var endnu ikke i orden, og
denne gang gik det ikke sporløst hen over stentaget.
Stormen fik tag i tagstenene på det ene hjørne og tog omtrent en hel række tagsten, som blev slynget til
jorden.
Anders og hele familien fik travlt med at redde, hvad reddes kunne. Rasmine og de mindste børn lavede
små tråde til at binde med af en ring tække tråd.
Hansine løb op på loftet til Anders med dem og han gav sig til at binde hver anden række af tagstenene,
men af og til måtte han jo hen og sætte andre tagsten i, hvor stormen havde revet hul, det var et held, at
der var levnet så mange tagsten, at der var nok at tage af der oppe på loftet, selv om det jo ikke var nær
alle tagstenene, der blev revet af, der blev knust, gik der jo alligevel stort svind i dem.
Det var en travl, og bevæget aften, og det blev langt ud på natten, inden de blev færdige med at binde, de
mindste af børnene var kommet i seng, men store søster , Hansine blev oppe og hjalp til så længe det stod
på.
Rasmine havde fået kaffen lavet og smurt en del mad, men Hansine og Anders lagde sidste hånd på værket oppe på loftet. Så nød de tre et velfortjent måltid og gik til ro midt under stormens forsatte tuden og
ruskene.
Der var mere , der ikke var bragt helt i orden. Ajlebeholderen stod stadig uden dæksel, den var jo støbt
langs staldens bagvæg og lå mellem stalden og møddingsstedet, og kun lige for staldens bagdør, var der
lagt nogle brædder over beholderen, ellers var beholderen åben, hvad der selvfølgelig ikke skulle have været tilfældet.
Dels var det jo en dårlig økonomi, at lade ajlen stå i åben beholdere, hvor ammoniakken fordampede, lige
som ajlen også forringes af, at regnvandet silede ned ad tag skråningen og havnede i ajlebeholderen, så
ajlebeholderens indhold blev af meget ringe kvalitet.
Rasmine havde desuden også flere gange bedt Anders om at få noget over ajlebeholderen, da det var farligt at have den stående således , når børnene løb omkring og legede der, men Anders havde stadig ikke
fået lavet noget ved det, men en dag indtraf der en begivenhed, der fik ham til at tage sig sammen og få det
utiltalende hul dækket til.
En dag gik Jens og tumlede omkring i nærheden af bygningerne, han fandt da på at træde op på cement
muren omkring ajlebeholderen, hvor han gik og talte, hvor mange skridt muren var lang.
Da han nåede hen til enden af ajlebeholderen, der flugtede med gavlen af lade bygningen, kom lille søster
Sørine trippende med katten i favnen; hvorledes det gik til, om katten rev sig løs fra den lille, eller hun har
stødt til Jens og derefter kastet katten fra sig lod sig ikke opklare, men resultatet blev, at Jens mistede balancen og både han og katten havnede i ajlebeholderen.
Hvorledes det gik til, at både Jens og katten kom godt fra vandgangen, var der ingen der så, lille søster
kunne jo ingen forklaring give, og Jens var heller ikke klar over det, men ajlebeholderen var fyldt op til ca.
en alen fra beholderens rand og Jens var gennemblødt på overkroppen, mens benene ikke havde været i
ajlen. Jens må rimeligvis være blevet hængende i benene på cementkanten og har kunne hæve sig op på
det tørre, og katten har rimeligvis efter at have fået en dukkert, haget sig fast i Jens og er kommet fra det
våde element samtidig med ham.
Det vakte jo stor bestyrtelse da katten kom farende og rystede sin våde pels, og Jens derefter dukkede
frem om hjørnet af stalden med ajlen drivende af sig.
Der måtte jo en større renselsesproces til, og Jens var et par dage utilpas af det ildelugtende bad.
Men Anders fik hurtigt fat i en del brædder og fik lavet et dæksel til ajlebeholderen.
Det skulle jo have været støbt, men brædderne var det hurtigste at gå til, og det fik så lov til at ligge til de
efter 10 års forløb blev erstattet af et støbt dæksel samtidigt med, at beholderen blev udvidet.
Efterhånden gik det ganske godt med Anders´ arm igen, og han havde klaret markbehandlingen nogenlunde. Der var dog et arbejde det kneb lidt med at få udført, det var hakkelses skæringen.
Anders kunne ikke ret godt tåle at stå og støde med skærekistekniven, og Rasmine kunne ikke godt komme efter den kunst.
Anders ønskede, at han havde haft råd til at købe en hakkelsemaskine, han vidste jo, hvor der var en, der
kunne købes til en rimelig pris.
18
Det var jo der, hvor han havde købt køerne, de 25 kr. manden havde forlangt for sin hakkelsemaskine, var
meget billigt, men det kneb jo med at få betalt havde de skulle, så hverken han eller Rasmine kunne indse,
at der kunne blive råd til at købe maskinen, selv om de begge to gerne ville.
Kongeskibet Dannebrog 1880—1931
Kongebesøg i købstaden
Da var det , at det trak op til en større begivenhed i købstaden, der var anmeldt kongebesøg.
Kongeskibet skulle anløbe havnen og kongeparret med følge ville aflægge et kort besøg i byen. I denne
anledning blev der forberedt en festlig modtagelse, og kransekonerne blev bestilt til at binde guirlander efter
en større målestok.
Det kneb med at overkomme de modtagende bestillinger, og et par kransekoner i nærheden af Skovbjerg
henvende sig til Anders for at få ham til at køre noget gran hjem til sig og køre guirlanderne til købstaden,
og de ville også gerne, om Rasmine kunne påtage sig at binde en del guirlander.
Rasmine var straks villig og sagde til Anders: ”Lad os bare tage fat og se om vi kan tjene en ekstraskilling,
så kan du tage ned og købe hakkelsemaskinen, så vi kan slippe for besværet med skærekisten”.
Der blev nogen travle dage, Anders fik lov til at hente gran i Skovbjerggårdens skov, og der blev arbejdet
hele dagen og en del af natten med. De største af børnene hjalp en del til også.
Anders kørte flere gange til købstaden med fuldt læs på den lille fjedervogn, og i alt med kørsel og det hele,
kom fortjenesten op på 45 kr.
Anders kørte da ud til manden, han havde købt køerne af, og han kom virkelig hjem med hakkelsemaskinen, som han ganske rigtigt fik for de 25 kr.
Hermed var de over denne vanskelighed. Hakkelsemaskinen blev stillet op i loen og en stang sat i, Rasmine eller et par af børnene kunne så hjælpe til at trække, det gik noget hurtigere og lettere end med skærekisten.
Morbror Rudolf
En dag hen i november hen først på aftenen, kom en mand gående hen ad landevejen mod Skovbjerg.
Det var en mand på godt et halvhundrede år, han var lidt under middelhøjde og kraftig bygget, han trådet
fast i jorden, så frisk og frejdig ud og sang med høj og klar stemme en vise om svigtende kærlighed, denne
vise lød således:
19
Vandringsmanden
vandrer rolig frem
Alle vegne hvor ha
n kommer hen,
Længes han kun ef
ter hjem og brud,
Ej er elskovsflamm
en slukket ud.
Hos en gartnerkone
bleg men skøn,
Ville han købe en bu
ket så grøn,
Men for hver en bl
omstr han brød, ha
n så,
Jo en tåre falde ned
derpå.
Hvorfor græder du
, du unge viv,
Er det for violens ko
rte liv,
Eller græder du for
blomstens død,
Eller for den rose,
som du brød.
Nej, jeg græder for
en ven, som til fjern
e lande
drog,
Og min fred han to
g.
Evig troskab svor jeg
ham, men jeg
Brød min ed, og de
n jeg glemmer ej.
Hvorfor ser du på
min ring så vist,
Den du gav mig, da
vi skiltes sidst,
Giv mig en buket vi
oler da,
Skønne gartnerkone
— o sig ja.
Med violbuketten i
min hånd
Vil jeg rastløst vand
re verden om,
Til min matte øje lu
kke sig,
Aldrig glemmer jeg
min tabte skat.
Netop som de sidste strofer døde hen og besvares af ekkoet fra bakkerne og skoven, drejer vandringsmanden ind ad indkørslen til Anders Hansens husmandsbrug.
Børnene fik øje på ham og stormede ind ad køkkendøren og råbte: ” Mobber Rudolf kommer”, og det sås
straks på det hele, at det ikke var en uvelkommen gæst, hverken på børnene eller de voksne”. - ”Nå, du er
kommet her ud i aften, det ellers længe siden, vi har set noget til dig” , sagde Rasmine. ” - ”Ja, men nu er
jeg kommet ud på Enggården, som røgter, så kommer jeg nok noget tiere, den halve mil er jo ikke noget at
snakke om for en rask mand som mig”, svarede Rudolf.
”Du har vel ikke spist til aften før du gik?” sagde Rasmine. ”Nej, det har jeg ikke, jeg skyndte mig at blive
færdig med at fodre, og pigerne lovede at skrabe strøelsen ned, når de havde malket, og så ville jeg ikke
vente på grødnaveren”, svarede Rudolf. ” Ja, så sætter jeg lige panden på komfuret og bager en flæskeæggekage, det er vel en forandring i stedet for grød hver aften”, forsatte Rasmine. ” Ja, og en kærkommen
forandring, for æg får jeg ikke mange af derude”, svarede Rudolf.
Rudolf Rise var morbroder til Rasmine, og han var et prægtigt menneske, han var enkemand, og skæbnen
havde ikke sparet ham for hårde prøvelser, men han havde bevaret eller retter genvundet sit gode humør.
I sin ungdom havde han været forlovet med en ung pige og havde planlagt at gifte sig, men så kom han til
skade med sin hånd og følte sig en tid helt slået ud.
20
Han havde fået højre hånd ind i valserne på en hakkelsemaskine og fået tre finger fuldstændig ødelagt.
Han lå i lang tid på sygehuset og lægerne ville have fjernet de tre fingre, men det ville han ikke tillade.
Langfinger og pegefinger mistede hver et led, og resten var uden nogen som helst bøjelighed ligesom tommelfingeren , der sat sammenbøjet og fastklemt til indersiden af hånden.
Han havde altid den tilskadekomne hånd i en slags læderfoderal eller handske, således at kun de to raske
finger var frie.
Hans kæreste holdt dog på, at de skulle gifte sig, hun skulle nok hjælpe til at tjene, det hun kunne, så det
skulle nok gå for dem.
De blev da også gift, men det varede kun nogle få år, de havde fået en lille pige, men hun var desværre
meget svagelig.
Efter kun tre års ægteskab blev konen syg og døde, og Rudolf stod ene med den lille svagelige pige, som
han fik i pleje hos en søster.
Pigens svagelighed tog til, og kun tre år gammel døde hun, og Rudolf havde siden haft plads som røgter.
Han havde jo ikke fået den største løn, da han jo ikke kunne malke med den tilskadekomne hånd, men da
han kun havde sig selv at sørge for, klarede han sig meget godt.
En tid havde han drukket en del sammen med nogle medtjenere, men så en gang, der havde været drikkegilde, havde han i beruset tilstand været med til at lave nogle grovkornede løjer, som dog ikke fik alvorlige
følger, men han kom til at tænke alvorligt over det, og blev så led ved drikkeriet, at han efter den tid blev
afholdsmand.
Han interesserede sig meget for læsning i sin fritid og havde anskaffet sig ikke så få bøger. Han var pligtopfyldende i sine pladser og var som reglen i godt humør.
Han samlede også på viser og sange og holdt af at synge.
Imens, Rasmine bagte æggekagen, gik Rudolf med Anders ud og så på køerne. Den mørke havde kælvet
for en 4-5 uger siden, og den anden havde fået en kviekalv, en rigtig nydelig kalv var det, og Anders ventede sig en god ko af den en gang om et par år. Den lyse ko var kun lige blevet gold og den skulle kælve om
5 uger.
I den ene svinesti gik kalven, i de andre to var der tre grise, de havde strøelse i den ene sti og blev fodret i
den anden , de var godt på vej, da de blev anskaffet længe før lade bygningen blev bygget op, de havde
gået i den lille fold med en smule læskur ved, indtil der blev plads til dem indendørs.
Den ene skulle være julegris, ganske vist blev den så stor, som den egentligt skulle have været, men så
kunne det jo være , at der blev en til foråret også.
”Hvordan går det så for den grå med at tumle jorden alene, den er vel ikke for stor til at pløje med ene især
grønjorden”, spurgte Rudolf. ” Ja, det er jo lige grønjorden, der er noget tung for den, for med alt det andet
kan det nok gå, når den får lov til at stå et par gange op ad bakkerne.
Jeg kommer til at lægge sammen med en husmand lidt længere oppe ad landevejen. Han har nogenlunde
samme areal pløjejord som jeg, og han har en hest på samme størrelse, som den grå, det kunne sagtens
gå for vejlængden, der er imellem os , og vi kan let overkomme arbejdet med to heste, men det er jo altid
så lige til med den sammenlægning, det kommer an på om hestene blive behandlet ordentlig”, svarede Anders.
”Hvad vilkår har du så det hel på, hvor meget får du at forrente”, spurgte Rudolf videre.
”Jeg skal forrente 4.200 kr., det fik jeg i statslån” , sagde Anders og forsatte ” lånet er til 3% i rente og ca.½
% i afdrag, det vil sige, det er delt i to prioriteter, førsteprioriteten, der er 3/5 af lånet, er afdragsfrit indtil anden prioriteten er er afdraget, denne er jo på 2/5 og skal afdrages med 1%, men de første 5 år er hele lånet
afdragsfrit.
Når de 5 år er gået er ydelsen på 71,40 kr. hver halvårstermin, som det så bliver, indtil hele lånet er indfriet”.
”Men kunne de 4.200 kr. slå til det hele, for det er da ikke så forfærdeligt meget, du selv har kunne sætte i
det”, sagde Rudolf. ” Nej”, sagde Anders, ” det hele kunne det jo ikke klare; det, vi selv havde, gik jo tilligemed de 400 kr. jeg lånte af mølleren, og så fik vi endda en del klatgæld omkring de 300 kr., så vi har lidt at
betale af på, men jeg tjener lidt ved at køre for torvekoner til købstaden om lørdagen, og så kører jeg en
enkelt tur til slagteriet eller et eller andet ærinde for naboer, der ikke selv har hest, det er jo ikke så meget,
men det hjælper jo til alt sammen”.
21
De gik nu ind og sad snart ved æggekagen og lod den vederfares fuld ret færdighed.” I bor eller godt her”,
sagde Rudolf til Rasmine”. ”Å jo”, sagde Rasmine, ” det kan jo nok gå an, når vi bare når at få klatgælden
betalt af og får jorden lidt bedre i skik og får noget mere besætning, så bliver det jo noget lettere at have
med at gøre”.
Ud på aftenen tog morbror Rudolf af sted og lovede at se op til dem igen inden så længe.
Det var lillejuleaften, Anders Hansen familie var gået til ro, da der blev banket på ruden. På Anders spørgsmål, hvem det var, blev der svaret: ” Det er mig Niels, jeg har fået juleorlov”.
Der blev nu lukke op og Niels kom ind i uniform og med lang ryttersabel ved siden, han havde fået 4 dages
juleorlov og kom for at besøge sine forældre.
Rasmine fik kaffekanden sat over ilden, og der blev ordnet lidt om på sengetøjet for at give plads til den
sene gæst, herved vågnede Jens, og det kan nok være han gjorde store øjne, da han så dragonen, og ikke
mindst da han så, hvad han havde med til ham.
Niels købte småting til sine små søskende for at give den hver en billig julegave, og til Jens havde han en
lille bliksabel i form af en dragonsabel, den gjorde vel nok lykke.
Niels blev hjemme i sin juleorlov, og 2. juledag kom morbror Rudolf også på besøg, og tiden gik med fornøjelig samtale, spil om pebernødder, og Rudolf sang som sædvanlig nogle sange.
Rasmine stoppede strømper for de to gæster, Rudolf havde lidt tøj med, der skulle repareres, men det hastede ikke, han kunne komme efter det og en 14. dages tid.
En dag Anders havde været i købstaden, blev han tiltalt af en vognmand fra nabolaget, denne vognmand
var formand for et konsortium, bestående af ham selv og 5 gårdmænd fra sognet, der gav sig af med at
levere vejmaterialer til amtsvejene der i omegnen.
Konsortiet påtog sig meget store leverancer og delte den imellem sig således at vognmanden fik dobbelt så
store leverancer, som de andre medlemmer, der jo kun havde denne beskæftigelse som bifortjeneste.
Vognmanden ønskede nu at få et par mand anbragt i Anders Hansens mark for at grave sten op til ham,
han tilbød at give Anders 3 kr. for hver kubikfavn, der blev gravet op og folkene skulle nok få ordre på at
grave muldjorden af og lægge den på igen efter gennemgravningen, og i det hele taget skulle de nok behandle jorden ordentlig, men prisen på de 3 kr. pr. favn måtte han ikke fortælle nogen, for han gav ikke mere end 2 kr. andre steder.
”Kan du ikke få den i proprietærens mark, der har du jo et par i forvejen”, spurgte Anders.
”Ja, det er rigtigt nok, og der er også ret godt med sten, og jeg kunne let få de to nye anbragt der også,
men der er ikke noget ved at få anbragt for mange arbejdere på et sted, det fører let til drikkeri, og så bliver
der ikke til noget med arbejdet, så vil jeg heller give dig 1. kr. mere for favnen og have dem anbragt i din
mark, og det vil da give en pæn lille ekstraskilling”, sagde han.
”Ja, nu kan vi jo prøve, bliver jeg ikke tilfreds med et, kan jeg da sige stop igen”, sagde Anders.
”Så siger jeg til dem, at de kan begynde i morgen, så kan vi jo se på det og blive enige om hvor de skal begynde at grave”, sagde vognmanden.
Dagen efter mødte så to mand for at få vinterarbejde, det blev dog ikke til noget for den ene af dem, der var
sten nok hvor han gravede, men manden var gammel og kunne ikke rigtigt magte det. Den anden gravede
sten op indtil der blev forårstravlhed hos bønderne og han igen havde rigeligt med arbejde ved landbruget.
Det blev ikke til nogen stor forretning for Anders med de 3 kr. for favnen, men det blev dog til penge, og der
var god brug for lidt bifortjeneste.
En dag hen på vinteren var der faldet lidt sne, så det lige kunne dække jorden, og det frøs nogle få grader,
så sneen lige kunne knirke under vognhjulene og fodtrin.
Ud fra Anders Hansen lo, hvor den øverste halvdør i den ene side af lo porten stod åben, lød der taktfaste
plejlslag, Anders var i færd med at tærske, og da han ikke havde maskiner, foregik det altså ved at svinge
plejlen på loen, hvor negene var bredt ud i et jævnt lag så slagene lige kunne virke igennem det.
Når det havde fået en forsvarlig omgang på den ene side vendte han negene, så den anden side kunne få
en tilsvarende omgang, til slut rystede han det op og bandt halmen i knipper med to halmbånd om.
Kornet rensede han ved at kaste med en træ skuffe og så feje avnerne fra.
22
Den lokale husmandsforeningen
” God dag, og Gud hjælpe dig”, lød det henne fra den åbne halvdør og en mand trådet ind i loen.
”God dag, Nikolaj”, sagde Anders , ” du er kommet på farten i det her gode vintervejr”.
”Ja,”, sagde Nikolaj ,” jeg syntes, jeg kunne få tid til at slå et slag for forretningen, har du slet ikke på, at det
var det rigtigste, at du indmelde dig i husmandsforeningen, nu du har et brug med så meget jord, at du næste helt kan leve af at passe dit eget, kan du jo slet ikke forsvarer at stå uden for husmandsforeningen, det
gælder om at stå sammen, hvis vi vil hævde os og forbedre vore kår.
Det forslår ikke med slidt og slæb, hvis de sociale forhold er således, at vi bliver holdt nede, og må aflevere
en del af vort arbejdes frugter til kreditorerne og skattemyndighederne uden af få tilstrækkelige fordel af
det”.
Nikolaj Madsen ,eller som han almindeligvis kaldes, Nikolaj skomager havde selv et husmandsbrug på tre
tdr. land, og ved siden af skomagere han lidt, da han i sin ungdom havde lært dette håndværk.
Nikolaj var ret godt begavet og havde ikke ringe interesse for den nylig opståede husmandsbevægelse.
Han havde været virksom for at få en husmandsforening stiftet for Skovbjerg sogn, det var også lykkes, og
Nikolaj var blevet valgt som formand, og han virkede energisk for at få husmændene til at melde sig ind i
foreningen.
Anders hængte plejlen op på sømmet i vægen og tog sig en frisk skrå, før han svarede: ” Ja, det kan godt
være, at det er det rigtigste at melde sig ind i foreningen, jeg har såmænd selv tænkt på det, men selv om
kontingentet ikke er så stor, så er det dog penge, og det er slet ikke let, at få dem til at strække til det hele,
selv om det ikke kan siges, at de bliver givet unyttigt ud”.
”Det er rigtigt nok, men derfor er det netop vigtigt, at vi står sammen og løfter i flok, så vi kan forbedre forholdende efterhånden, og kontingentet er så lille, at det ikke kan slå nogen af stabelen.
Foruden kontingentet er der jo bladet ”Dansk Budstik”, det er et billigt medlemsblad, men ikke obligatorisk,
så medlemmerne behøver jo ikke at holde det, men jeg vil nu ikke undvære det, for jeg syntes, vi får så
mange gode vink og oplysninger for den lille ris, som bladet koster, at det slet ikke kan betale sig at undvære det.
Jeg har lige fået Niels Rasmussen med i foreningen, men han syntes, at det var for meget at være ene om
bladet, så hvis du for eksempel ville være med, ville han godt have bladet også, og i er jo nær ved hinanden, at i sagtens kan være sammen om bladet, så jeg syntes, du skulle prøve det, du vil komme til at synes
godt om det, tror jeg nok, jeg tør sige.
Du må heller melde dig ind med det samme og så lade mig skrive Niels Rasmussen og dig for et eksemplar
ad blader”, sagde Nikolaj.
”Å ja, så lad os prøve det, det må da ikke kunne ødelægge det hele med den lille udgift, selv om vi egentlig
har udgifter nok i forvejen”, sagde Anders.
”Nej, du skal se, at det kommer du ikke til at fortryde. Jeg håber, vi skal fo nogle mere tilslutning til foreningen, så vi kan udrette noget her i sognet, jeg tænker særligt på mejeriet, vi må se at få den udemokratiske
afstemningsmetode afskaffet, så hver andelshaver får en stemme hver, i stedet for, at det er køerne, der
stemmer på mejerigeneralforsamlingen, når vi i husmandsforeningen kunne blive stærke nok til at rejse
kravet, får vi nok en del af gårdmændene til at stemme for det også, og så får vi det nok til at gå igennem”,
sagde Nikolaj.
”Det var rimeligt nok at få det lavet om, men det er tvivlsomt, at det lader sig gøre, det er ko antallet, der
bestemmer det, og når de 4 største gårde har lige så mange køer, som alle de andre tilsammen, er det ikke
let at få ændret”, mente Anders.
”Ja ja, lad os nu se, alle de fire store gårde stemmer sikkert ikke for bevarelsen af denne utiltalende afstemningsmetode, hvis vi bare får det lagt rigtigt frem, så de føler, at vi har stemningen mellem andelshaverne
med os.
Vi må se at få afholdt et møde hen på efteråret og få forslaget udarbejdet og underskrevet af samtlige medlemmer af husmandsforeningen, og så må vi ud og få en hel del gårdmænd til at underskrive også, så skal
du bare se, så glider det”,. Sagde Nikolaj.
23
Anders købte så et medlemskort, og Nikolaj sagde farvel og gik, der var endnu nogle husmænd, han ville
se, om han kunne kapre som medlemmer.
Da Anders lidt efter kom ind for at få eftermiddagskaffe sagde Rasmine: ”Det var ellers en rigtig præk, du fik
af Nikolaj skomager, hvad ville han egentlig?” . ”Han er jo formand for husmandsforeningen og var ude for
at se, om han kunne få nogle nye medlemmer”.
”Så gik du vel med?” sagde Rasmine . ”Ja, vi har jo før snakket om det, så når han lige kom og havde kortene med, tog jeg jo et, det er da ikke den dyreste forening at stå i”, sagde Anders.
”Ja, det skal du jo også selv om, jeg har jo ikke noget at skulle have sagt, men du er ellers nøjeregnende
nok med dine småpenge, når jeg skal have noget med til købmanden, står du da gerne og siger, hvor mange penge skal du have, er 1 kr. nok, og du ved lige så godt som jeg, at det får man ikke mange varer for,
brændevin og skråtobak vil du jo heller ikke undvære”, sagde Rasmine.
”Nå”, sagde Anders, ” du kunne vel have fået en, der var dyrere med tobak og brændevinen end jeg.
Skråtobak kan jeg da klare mig med en pakke om ugen, og der går da et stykke tid mellem påfyldning af
dunken”.
”Det skulle der da også gerne, hvad får jeg vel til min fornøjelse, og hvordan kniber det ikke at få lidt til børnene”, sagde Rasmine.
”Ja, så bliver der nok en udflugt i husmandsforeningen i forsommeren, så kan vi da komme med der”, forsatte Anders.
”Ja tak skal du have, det ser vi nok med skoleudflugterne, der kan du aldrig køre med, fordi du skal køre i
landet med trætøj, så må vi andre kønt blive hjemme og passe det andet”, sagde Rasmine.
”Ja, du ved lige så godt som jeg, at skolen altid holder udflugt midt i juni, og at det falder sammen med Fåborg sommermarked, og det ved du jo nok, er en af de ture jeg sælger mest på, så den tur kan jeg jo ikke
så godt sætte til side for skoleudflugten”, sagde Anders.
Rasmine og Anders havde kaldt ejendommen for ”Skovmarken”, et meget passende navn, da jordlodden
på to sider var omgivet af skov.
I løbet af vinteren var der hugget en del brænde og gavntræ i de to skove og end dag sidst i februar skulle
der afholdes aktion. Aktionen var averteret til kl. 10.30 og ved denne tid var der samlet en lille flok mænd,
der så til hinanden og hen af vejen på begge sider, det kunne se ud til at der ikke kom overvældende mange købere, så kunne der måske blive lejlighed til at købe lidt billigt brændsel.
Nu kom skov ejerne og øvrigheden, og sammen med dem den store vognmand og brændselshandler fra
byen, sammen med ham steg den faste brændsel straks i pris, da han var sikker aftager til mindst en fjerdel af den faste brændsel.
Konditionerne blev læst op, og efterhånden øgedes flokken, så håbet om billigt brænde svandt betydeligt
ind.
Aktionen tog sin begyndelse efter et par forsigtige bud, kom der mere fart i foretagendet, vognmanden var
toneangivende med hensyn til prisen for fast brænde, det gik snart op for køberne, hvad han ville op til, og
derefter blev budene afpasset.
”Det er dyrt nok”, var der en del af køberne, der talte om, men alle var klar over, at ville de have fast brænde, måtte de op til denne pris.
Kvasbunkerne derimod kunne til tider være til at få nogenlunde rimeligt.— Anders købte nogle få kvasbunker og en enkelt fagotbunke.
Han var kommet i snak med en mand, som han af og til havde haft nogle forretninger med, idet han havde
købt river og slå stager af ham til videre salg. Jens Petersen, som denne mand hed, købte gerne en del
klodsbunker, især når han kunne få fat i noget asketræ, som han savede ud og lavede husflidsarbejder af.
Også her købte Jens Petersen nogle bunker, som han så aftalte med Anders, at denne skulle køre ud til
ham.
Man var nu nået gennem den ene af skovene og holdt nu frokostpause. Kromanden var mødt med betjening, borde, bænke og kogeapparater og var parat med kaffe, øl og snaps.
Anders tænke lidt på at gå hjem, men Jens Petersen ville have ham med hen til beværtningsbordene:
”Du får en bid brød med og et par snapse, så går vi hjem til dig og tager en kaffepunch, når aktionen er
sluttet”, sagde Jens, og Anders fulgte med hen til kromanden, og Jens der havde taget et par opstrammere
inden han gik hjemmefra, var snart i humøret og ville stadigt give ud.
24
Efter frokostpausen begyndte aktionen igen, og nu var priserne gået yderligere op, folk var ikke så nøjeregnende med budene nu, de havde fået humøret op, og bunkerne blev ikke betragtet så kritisk mere: ”Det var
pinedød for dyrt” , var der en af mændene der sagde, da en bunke blev solgt til en særlig høj pris.
En af skov ejerne, der gik lige ved siden af, svarede straks: ” Ja, det har du spilleme ret i, men det er da
heldigvis køberne, der selv bestemmer prisen”.
Efter aktionen fulgte Jens Petersen så med Anders hjem for at forsætte med et par kaffepuncher, han var
blevet usikker på benene, og Rasmine så ikke rigtig blid ud, men satte dog kaffekanden på komfuret og
kopperne frem, Jens var jo en forretningsforbindelse, eller havde det ikke gået.
Anders tog sig gerne et par snapse til maden og ved enkelt lejligheder en kaffepunch, men han svirede ikke, og Rasmine hadede drikkeri af sit ganske hjerte. Hendes far , der havde haft et hør spinderi og været
ret godt stillet, havde været ret slem til at drikke.
Hun huskede fra sin tidligste barndom, at han i fuldskab havde slået møbler og husgeråd i stykker.
Ægteskabet var da også gået med i løbet, idet Rasmines forældre var blevet skilt, da hun var mellem 3 og
4 år.
Faderen var senere omkommet ved en drukneulykke, vel sagtens i beruselse. Rasmine var den yngste af
de tre børn, der var i det mislykkede ægteskab, den ældste, der var dreng gik senere til søs og var 28 år
gammel omkommet på havet.
Moderen var senere blevet gift igen, men havde nu i mange år været enke, i sidste ægteskab havde hun
kun tre sønner.
Rasmine glemmer aldrig hvordan hendes far havde været, når han var fuld, og hun gjorde, hvad hun kunne
for at Anders ikke skulle få vane til drikkeri.
En dag hen på efteråret var således en gammel eneboer, der almindelig gik under navnet ”sorte Frans”, og
som havde et lille gammelt hus ude på marken et stykke vej fra Skovmarken, kommet ind til Anders, da han
gik hjem fra købmanden med friske forsyning, og havde spurgt Anders, om han ikke kunne give kaffe til en
punch brændevinen havde han selv.
Anders havde da taget Frans med ind og bedt Rasmine koge kaffe til dem, men Rasmine nægtede det og
forlangte, at Anders straks skulle få Frans til at gå igen: ”Det er ikke noget for en mand som, der har kone
og børn sidde og drikke med det gamle, sorte svin, og hvis du ikke får ham til at gå med det samme, så går
jeg, og tager børnene med, så kan du have det så godt”, sagde hun, og hun lod handling og følge på ord,
idet hun fandt overtøjet frem til børnene og forsvandt ud af døren med dem.
Anders sundede sig lidt, men da han blev klar over, at de ikke kom ind igen, sagde han til Frans: ” Du må
heller gå Frans, hun blev jo vred, og det bliver ikke til noget med kaffe i dag”.
Frans brummede noget om, at han mente, at Anders var så meget mand i sit hus, at han kunne få kællingen til at koge en sjat kaffe, men han strittede da ikke imod, da Anders tog ham under armen og fik ham
losset ned af køkkentrappen.
Anders gik derefter ud og søgte efter Rasmine og børnene, som han efter en stunds søgen fandt i laden.
Sorte Frans kom ikke oftere på besøg, og Anders inviterede aldrig nogen til drikkegilde, og han gik heller
ikke ud til drikkelag andre steder.
Imens Rasmine fik vandet til at koge til kaffen sad Jens, der var blevet noget usikker i bevægelserne og
talte om aktionen og andre ting, men da han af og til gjorde nogle store armbevægelser fik han pludselig
overbalance og væltede med stolen, så han kom til at ligge ved siden af denne på gulvet.
Han satte sig fortumlet op og udbrød: ” Jeg troede, det var slagbænken jeg sad på”.
Anders fik ham stablet op igen, og Rasmine skænkede i kopperne, men inden punchen var drukket ud, lå
Jens Petersen endnu engang på gulvet ved siden af den væltede stol og undrede sig over, at det ikke var
slagbænken han sad på.
Anders måtte til slut gå med ham ud og sørge for, at han gik i den rigtige retning.
Da Anders igen kom ind, sagde Rasmine: ” Når du alligevel ikke købte noget efter frokostpausen, havde du
haft bedre af at komme hjem og spise til middag i stedet for at gå i selskab med den fyldebøtte”.
25
Da jorden blev tjenlig til at arbejde i hen i slutningen af marts, bestemte Anders sig til at lægge sammen
med Axel Jensen, som boede en lille halvfjeringsvej længere ud af landevejen.
Ejendommene var nærmest lige store og hestene ens gode, så det skulle nok kunne gå.
Anders lånet en kultivator på ”Skovbjerggården” og harvede jorden godt igennem, da der var temmelig
slemt med sene græsrødder i den, derefter fik den med letharven og til sidst lånte han en hesterive og rev
græsrødderne sammen, og han fik da også ni læs kørt af og sat i bunke, det hjalp på marken, og så havde
han noget at dække roerne af med til efteråret, så sparede det på halmen.
Efterhånden som han harvede i jorden, viste det sig rigtigt hvor mange sten, der lå lige i overfladen. Rasmine fik lavet sækkelærredsforklæder til sig selv og de største af børnene, og så blev der samlet sten, som
der aldrig havde været samlet før.
Børnene fik besked om at tage stenene med helt ned til omtrent en valnøds størrelse og fik anvist deres
plads i rækken.
Rasmine så godt efter og tålte ikke, at nogen af dem gik for let hen over det. Det blev da også til en anseelig mængde stendynger, der snart lå i mange rækker ud over marken, til Anders fik dem kørt hjem til huset i
en samlet dynge.
Anders havde været til licitation og havde fået to favne skærve at levere til kommunen om efteråret, det var
en bifortjeneste på godt 50 kr.
Det var ikke så meget, men det var værd at tage med, kørslen kunne overkommes, da der ikke var så langt
til leveringsstedet, stenene var heller ikke så sene at slå til skærver, da mange af dem ikke var større end
de måtte være.
Jens syntes, at det var kedeligt arbejde at samle sten: ” Jeg vil meget heller slå dem”, sagde han.
Det gik nogenlunde med sammenlægningen, hestene havde god magt over arbejdet, men helt tilfredsstillende var det ikke for Anders, der var meget øm over sin hest, og hvad enten det passede eller ikke, var
han i mening om, at hesten var mere svedig og sulten, når Axel Jensen havde brugt dem, end når han selv
havde brugt dem.
En dag Anders havde været henne hos Axel Jensen efter dennes hest, blev han indhentet af en slagtervogn: ” God dag Anders, har du fået dig en ny hest”, spurgte slagter Wich. ” Nej, der er Axel Jensen hest,
jeg har været henne efter, han og jeg lægger sammen, når vi skal pløje og køre gødning”, svarede Anders.
”Det er noget bras med den sammenlægning, det går kun en til en tid, nej du skulle bytte den grå bort for et
par små heste, som jeg har for vognen her, så var du selvstændig kørende”, sagde slagteren.
Anders så på slagterens forspand, to små tyndbenede galicier og svarede: ” de ser mig noget spinkle ud,
der er vist ikke mange kræfter i sådan et par føl”.
”De er lækre, er de, det er dukketøj, og de kan blive flyttet i en fart, kan du tro, de er ganske vist ikke svære, men det er et par tre års, så de lægger sig meget ud endnu, og dine små redskaber, har de da god magt
over, og så er det ikke farligt meget, du kommer til at give i bytte for den grå.
Du kan tænke over det, så ser jeg ind til dig, når jeg kører tilbage i aften”, sagde slagteren, og slog et knald
med pisken, så de to små galicier øjeblikkeligt satte farten op og snart var et godt stykke foran Anders.
Anders fik ikke i dagens løb talt med Rasmine om det forestående hestehandlerbesøg, han havde en følelse af, at Rasmine ikke ønskede at komme af med den grå.
Hen under aften kørte slagteren ind på gårdspladsen med de to små, og begyndte straks at tale ivrig for en
byttehandel, men Anders trykkede sig lidt ved at indlede forhandling.
Rasmine var ikke til stede, hun var gået et lille vend hen til en nabokone.
Slagteren blev ved med at anbefale de to små og tilbød at bytte, mod at Anders betalte 50 kr. i bytte, og
havde han dem ikke, kunne han få kredit en måned, eller to.
Anders vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige til det, men enden på forhalingen blev, at slagteren skulle
have 30 kr. og et mejetøj i bytte.
Han skulle så komme ind om fredagen, når han igen var på linjen, han ville så taget et par skaglestænger
med.
Da Rasmine kom hjem fortalte børnene, at nu skulle de have to små kønne heste i stedet for den grå. Anders måtte så op med forklaringen, den tilfredsstillede ikke Rasmine, hun blev meget opbragt og sagde:
26
”Nå så slagter Wich skal have den grå”. ” Nå, vi kan da sove på det til i morgen”, sagde Anders, men Rasmine ville ikke gå i seng, før Anders havde lovet at sende bud til slagteren næste dag, at han ikke ville vedstå handlen.
Slagteren var ikke meget villig til at lade handlen gå tilbage, men han kunne jo ikke tage selv og enden på
det blev da, at han fik et gratis mejetøj og afstod handelen.
”Jeg havde nu ellers ikke troet, at du var sådan en konemand, men det kommer jeg så til at regne med i
fremtiden”, sagde han hånligt.
Det var lidt flovt for Anders, men det kunne jo ikke betale sig at sætte hele husfreden overstyr.
Da forårsarbejdet i marken var til ende og roerne sået, kørte Anders ud til sine leverandører og købte træredskaber, som han så kørte ud og solgte til landmændene ud over en stor del af Fyn.
Han kørte hver år en tur på Hindsholm ved Kerteminde, det var en tur, der tog 4 dage. Han kørte hjemmefra tidligt på formiddagen og nåede den første dag til landsbyen Bregnør ved Kerteminde, hvor han overnattede på en gård.
Det var en fast regel, at han overnattede på bestemte gårde omkring på ruten, når han kørte flerdages ture,
han forsynede så folkene med de redskaber, som de trængte til, han gav da en del nedsættelser i prisen
som betaling for logiet, og det var altid til begges parters tilfredshed.
Anden dag startede han så i Bregnør, og begyndte på selve rundturen på Hindsholmen. Om aftenen havnede han i landsbyen Messinge, hvor han overnattede på en gård i to nætter, om dagen kørte han så omkring i omegnen og handlede.
Han kom da også forbi Martofte mejeri og kom i snak med mejeribestyren som han solgte en haverive til:
”Nu har jeg handlet med dig”, sagde mejeribestyren, ” ”så kunne du egentlig gøre gengæld. Jeg har sådan
nogle gode sødmælks oste, som jeg har haft uheld med, de er lidt bulet og revnet, men det er fuldfede oste,
så de er billige, du skal få dem til 15 øre pundet”.
Anders var straks interesseret, da han holdt meget af en god ost, og de blev da også snart enige om en
god, stor ost med en bule og et par revner til 15 øre pundet. ” Her er nu en ”, sagde mejeribestyren og tog
en anden ost frem, ” den er nu ikke ringere, men den er jo, som du ser, faldet lidt fra hinanden, men vil du
have den med, må du tage den til 5 øre pundet”.
Så billig sødmælks ost havde Anders ikke været præsenteret for før, og han slog straks til, og det var derfor
en ret anseelig portion ost, han kom hjem med fra denne tur.
Fra Messinge kørte han direkte hjem, han havde til dels udsolgt og fulgte den store vej, der førte direkte til
hjemmet, men det blev gerne ud på aftenen inden han nåede hjem.
Da han denne gang nåede hjem, og Rasmine kom ud på gårdspladsen og tog imod ham og den grå, var
Anders ikke så lidt stor på den, da ham pakkede op for sin oste beholdning.
Rasmine kiggede noget på denne overflødighed og udbrød: ” Hvad vil du dog med al den ost, den kan vi
umuligt nå at få spist, mens den er god”.
”Det går nok, vi kan bare spise rask væk af den, den er ikke for dyr, og når vi tager den, der er mest løbet
ud først, så får vi den nok brugt, og så behøver vi da ikke at købe andet pålæg så længe”, sagde Anders.
Fåborg sommermarked.
”Du kan eller ikke gætte, hvem jeg har haft besøg af, mens du har været på Hindsholm”, sagde Rasmine.
De kunne Anders jo ikke, og Rasmine fortalte da, at det var mølleren, som Anders havde tjent, og som han
havde lånt penge af, der havde været på linjen.
Han havde købt den store vind og dampmølle inden i købstaden. Den mølle han havde haft i Sydfyn havde
kun været en forpagtning, og mølleren havde tre sønner, så det skulle være mærkeligt, om der ikke var en
af dem, der ville være møller, og så var det bedre at have noget selv, mente mølleren.
Rasmine havde været i roemarken, da mølleren kom, hun gik og skuffede imellem rækkerne, da mølleren
kom ud i marken til hende, og han havde sagt:
”Skal du skuffe hele den mark alene? - Har i ingen radrenser? ”.
Og da Rasmine sagde , at det havde de ikke, sagde mølleren: ” Jeg har en derude på møllen, der er et lille
stykke jord til møllen, men det er ikke stort mere, end jeg kan bruge til lidt staldfoder og græs til hestene, så
jeg bruger ikke radrenseren, du kan sige til Anders, at han kan køre ud på møllen efter den, så kan i have
den heroppe foreløbig, det er da lettere end af skuffe det hele”.
27
Nogle dage efter kørte så Anders ud på møllen efter radrenseren, og han fik både den og en lille roe såmaskine med sig hjem, der blev ikke talt om nogen pris for disse ting, mølleren sagde bare: ” Du kan tage det
med dig hjem og bruge det foreløbig, så kan vi senere tale om det”.
Det var en lettelse for Rasmine, at Anders og den grå nu kunne gå roerne igennem med radrenseren, så
skulle det nok gå med at få holdt roerne rene.
”Det bliver måske være med at få dem taget op til efteråret, da får jeg vel ikke så let ved det, jeg mente ellers, at Sørine skulle være den sidste, men jeg kan nok mærke, at det ikke skal være sådan, og det bliver i
hvert fald før vinter”.
”Det skal nok gå, det er da på en tid, hvor jeg er hjemme”, sagde Anders.
Skoleudflugten var som sædvanlig midt i juni, og Anders var da som sædvanlig optaget af sin tur til Fåborg
sommermarked, det var en tur, der tog ham tre dage, han overnattede på en gård i landsbyen Vester Hæsinge to nætter, og den mellemliggende dag kørte tidligt på formiddagen til Fåborg og satte køretøjet ind i
købmandsgården i nærheden af Vesterport.
Fåborg sommermarked var godt besøgt af omegnens folk og
øboerne fra småøerne der omkring, og markedsdagen skulle så
benyttes til at forskaffe sig de ting, som man manglede hjemme i
husholdningen og bedriften.
Der kom især mange Ærøboer, og det var et købedygtigt publikum, men de havde ord for at være meget påholdende , de forsøgte at prutte, hvor de mente, at der var mulighed for at få prisen
lidt ned.
En af Ærøboerne kom således hen og så på et mejetøj, som han
godt ville købe, men han søgte at få prisen noget ned, men AnVesterport i Fåborg
ders holdt bestemt priser og lod sig ikke rokke, det han engang
havde forlangt ville han også have.
En anden Ærøbo stod ved siden af og hørte på ordskiftet og bemærkede nu til sin kollega: ” Vil du ha´ mejetøjet, så må du heller ta´ det til prisen, for den mand er der ikke noget at gøre ved, jeg prøvede det tilstrækkeligt i fjor, jeg købte en madkasse af ham, og gik fra hel tre gange, men jeg måtte ta´ den til den pris,
han havde forlangt straks, der var ikke så meget som en femøre at slå af, så det er spildt ulejlighed at prutte med ham”.
Så tog Ærøboen mejetøjet og betalte prisen, som var forlangt for det.
Denne forretningsgang betalte sig bedst, for begyndte en sælger at lade sig trykke i prisen, så var det ikke
let at få en handel afsluttet, det var Anders´ erfaring gennem mange år.
I slutningen af juni afholdt så husmandsforeningen en udflugt, den foregik med hestekøretøjer, det var jo i
den tid, da det var den almindeligste befordring på vejene.
Personbefordringen mellem købstaden og det fjerne opland foregik med en såkaldt dagvogn, en arbejdsfjedrevogn med en lukket kasseoverbygning, der kunne rumme 8 - 10 personer, denne kørte turen ind til
købstaden to gange om ugen, og det var ingenlunde altid, der var godt med passagerne i den, folk tog ikke
meget ud den gang.
Når folk fra købstaden tog på søndagsudflugt ud ad landevejen, som lå ret langt fra banerne, forgik det også tit i store vognmandscharabanc, der kom som regel adskillige af disse igennem Skovbjerg først på søndag eftermiddag med kurs mod et par udflugtssteder længer ude, for så at vende tilbage et stykke ud på
aftenen.
Børnene plejede da ofte at plukke blomster og binde buketter, som de så løb og kastede op i vognene, når
de kørte forbi.
De glade udflugtsfolk kastede da ofte nogle småpenge ned på vejen til børnene, som så fik travlt med at
samle op.
Både Anders Hansens og nogle af de andre børn fra nabolaget morede sig ofte med denne blomsterhandel
søndag eftermiddag om sommeren, det traf da, at der fra en af vognene, når børnene kastede blomster op i
den, når de om aften kørte hjem, blev kastet en halvvissen buket ned i hoved på et af børnene, som så til
udflugtsfolkets store fornøjelse blev stående helt forbløffet og stirrede på den visne buket, men når der så
lidt længere fremme blev kastet nogle småpenge ned på vejen, kom der gang i blomsterhandlen igen for at
samle dem op.
28
Udflugt med husmandsforeningen
Dagen, der var blevet bestemt til husmandsforeningens udflugt oprandt med godt vejr, og otte vogne samledes ved 10 tiden og begyndte turen, et kvarters tid efter samledes de med 6 andre vogne fra nabosognes
husmandsforening, der også skulle deltage i turen.
De fleste af vognene var enspændervogne fra husmandsstederne, hvor der blev holdt hest, men der var
også enkelte lånte gårdmandskøretøjer imellem.
Turen gik gennem tre sogne og et par gange blev der gjort hold og set lidt på naturskønheder og enkelte
særlige veldrevne landbrug, som man passerede.
Herimod kl. 1 blev der gjort holdt ved et forsamlingshus, hvor den stedlige husmandsforenings bestyrelse
havde arrangeret modtagelse og sørget for staldplads til hestene på en nærliggende gård.
Gårdens heste og køer var jo på græs, så både heste og kostald var til rådighed for de mange heste.
Derefter samledes man i forsamlingshuset til fællesspisning af medbragt mad. Efter spisningen, hvortil der
kunne købes drikkevarer i forsamlingshuset, gik deltagerne ud og beså nogle få veldrevne husmandsbrug
der i nærheden, og derefter samledes man igen om bordene i forsamlingshuset, der var nu dækket til kaffedrikning.
Efter kaffen gik formanden for hovedkredsen, som tillige var medlem af de samvirkende fynske husmandsforeninger bestyrelse op på talerstolen og holdt i jævne og let forståelig vendinger et foredrag for de meget
interesserede deltager.
Han kom først ind på de meget dårlige forhold, som husmændene i vore forældre og bedsteforældres tid
havde levet under, og han omtalte derefter andelsbevægelsen, som havde skabt betingelser for en stærk
forbedring af husmændenes kår, men husmændene måtte vogte sig for at hengive sig til en
”tornerosesøvn” og vente på, at mænd i Bernstorff og Reventlows format skulle stå frem og føre husmandsstanden ind i dagen ny. - Nej, husmændene måtte selv være vågne og slutte op om deres organisation og der igennem tilegne sig al den faglige dygtiggørelse, som der var lejlighed til, og så også ved at
stemme på de rette mænd og partier ved de forskellige valg, være med til at arbejde for en bedre sociallovgivning, for ligeret for de forskellige lag i befolkningen og for skat på lige jord.
Taleren blev hilst med en kraftig klapsalve, da han forlod talerstolen.
Efter at taleren havde forladt talerstolen, stod Nikolaj Madsen frem og udtalte: ” Forsamlingen har takket
taleren, og jeg slutter mig til denne tak, det var de rette ord på dette sted, og jeg vil opfordre mine standsfæller til at lægge sig hans ord på sinde.
Stå sammen i organisationen og benyt jeres stemmeret , hvor i kan, til at forbedre kårene for jer selv og
jeres børn.
Står vi sammen, er vi den magt, der må regnes med når samfundsforhold skal reformeres.
I Skovbjerg vil vi prøve et fremstød social retfærdighed i mejerikredsen ved at forsøge at få afstemningen
på generalforsamlingen ændret, så hver andelshaver får en stemme i stedet for at det som nu er køerne,
der stemmer på generalforsamlingen, der er en lejlighed , hvor vi kan vise, hvad vi formår, når vi rigtigt vil”.
Ved bordene gik samtalen dæmpet, en af mændene bemærkede til en sidemand: ” Ja, ham formanden for
hovedkredsen har vel nok et godt snakketøj, det er det, han kommer frem ved, han er dog ellers kun husmand som vi andre”.
” Ja”. Sagde en anden, ” det er rigtigt nok, men det han sagde var nu godt nok, der var god mening i det.
Ham Nikolaj Skomager er nu heller ikke så ringe, han kan også få noget sagt, og mejerisagen den står ham
nu altid i hoved”.
”Nikolaj når aldrig så langt frem, selv om han skal lade til, han er vistnok af dem, der siger: først mig selv,
det siger da Jakob Fugl, og han er med i husmandsforeningens bestyrelse”, sagde den første.
”Nå”, sagde den anden, ”Jakob Fugl kan vi nu ikke regne ret meget med, han er kun misundelig på Nikolaj,
fordi det er ham som er formand for foreningen, og det ville Jakob helst selv være”.
Den første trak på skulderen og sagde: ” Formand duer Jakob nu ikke til, skulle han blive formand for husmandsforeningen, så går foreningen i stykker”.
”Ja, aldeles omgående, Jakob Fugl duer ikke til at dirigere andres sager, han har rigeligt i sine egne”, sagde den anden.
Man brød nu op og gjorde sig klar til hjemturen, og alle deltagerne var enige om, at det havde været en udmærket tur.
29
Nogle dage efter husmandsudflugten sad Niels Rasmussen og hans kone i køkkenet i deres hjem. Niels
havde lige siddet og læst i bladet ”Dansk Budstikke”, han foldede bladet sammen og sagde til konen: ”Så
har jeg læst hvad jeg synes, jeg bryder mig om, så kan du sende en af drengene hen til Anders Hansen
med det, når du vil”.
”Ja, det skal jeg nok”, sagde konen, ”Men jeg mener ellers, at du ville købe Anders Hansen ejendom, når
de fik den bygget op, hvordan går det med det?” .
Niels Rasmussen trak på skulderen og svarede: ” Det er jo ikke så nemt at købe, når de ikke vil sælge , de
ville jo heller ikke låne penge af os, så vi fik en klemme på dem. Det er jo sikkert ikke mere, end det lige
kan gå for dem, men vi hører jo ikke noget om, at de gør gæld og har vanskeligheder med kreditten, så
endnu tænker de nok ikke på at sælge.
Det skulle lige være, om vi kunne give dem ideen ved at prøve at avertere ejendommen til salg.
Når jeg skriver en annonce på et ark papir og gik ind på avisens kontor og afleverede det og samtidigt betalte for annoncen, så var der jo ingen der fik at vide, hvem der havde averteret ejendommen”.
”Nej, hvad skulle det nytte dig, enten vil de jo ikke sælge, eller også kunne det træffe, at de sælger til en ,
der selv beholder ejendommen, og så nytter det jo ikke os noget”, sagde konen.
”Nå, det koster da ikke ret meget med den annonce, og det er ikke sandsynligt, at Anders Hansen sælger til
den første, der melder sig, når han ellers ikke har tænkt på at sælge, og det først ud, at der har været købere til ejendommen, kan vi prøve at give et bud på ejendommen”, sagde Niels Rasmussen.
”Ja, du kan jo prøve, der kan da ikke risikeres noget ved det”, sagde konen.
Niels Rasmussen skrev da følgende:
Ejendom til salg i Skovbjerg. Grundmuret stuehus, 6½ tdr. land, besætning: 1 hest, 2 køer, 1 kalv, 2
geder , 3 svin og ca. 30 høns.
A.Hansen, Skovbjerg
Denne annonce afleverede han så på avisens kontor, betalte for den og ventede spændt på resultatet.
Nogle dage efter sad Rasmine og Anders en aften og så ud af vinduet, da en yngre mand kom cyklende ind
på gårdspladsen og stod af cyklen, som han stillede ind mod lade muren.
”Det er jo Hjalmar Madsen, hvad mon han vil”, sagde Anders.
Hjalmar Madsen var gårdmands søn fra nabobyen, han var gift og havde en tid haft plads som gift arbejdsmand på en større gård, men hans forældre, der havde en gård på ca. 30 tdr. land havde en tid været syge
og var nu begge døde kort efter hinanden.
Hjalmar var under forældrenes sygdom kommet hjem for at bestyre gården, men han kunne ikke skaffe de
penge, der skulle for at udbetale arvepart til sine søskende, skulle gården nu sælges.
Hjalmar Madsen bankede på og kom ind i køkkenet, da han havde hilst, spurgte han: ”I har vel ikke fået
solgt ejendommen endnu? Jeg kommer for at se på den og eventuelt byde på den”. Anders og Rasmine så
noget forundret ud, og Anders svarede: Nej, endnu har vi ikke solgt ejendommen, og vi har i det hele taget
ikke i sinde at gøre det”.
Nu var det Hjalmars tur til at blive forundret, og han udbrød: ”Hvad for noget, vil i ikke sælge, hvorfor averteret i så”.
”Avertere, ikke tale om at vi har averteret, og vi har i det hele taget ikke i sinde at sælge”, sagde Anders.
”Men sæt dig ned og lad os tale om det, hvem har ellers sagt, at vi har averteret”, forsatte han.
Hjalmar satte sig og svarede: ” Jeg har læst annoncen i avisen, og navnet passede og ejendommen og besætningen var beskrevet så nøjagtig, at det ikke kan være nogen anden ejendom, det drejer sig om”.
Hverken Rasmine eller Anders kunne forstå dette, de holdt ikke avisen, og havde ikke set annoncen, og de
kunne ikke forstå, hvem der kunne have fornøjelse af at sætte en sådan annonce i avisen, og det var da
spildt ulejlighed.
”Du kan altså ikke købe din fødegård”, sagde Anders. ”Nej”, svarede Hjalmar, ”Jeg kan ikke skaffe de penge, der skal til, så vi blive nød til at sælge og dele, hvad der kan blive, og så var det at vi, min kone og jeg,
mente at vi kunne købe en mindre ejendom”.
30
Anders sad lidt og tænkte sig om, så sagde han: ”Kunne du tænke dig at købe ca. 6 tdr. land god jord og
bygge dig et stats hus , så kan jeg anvise dig en sådan mark, det er god jord og næsten fladt, og beliggenheden er ikke så ringe. Det er en gårdmand ude på Nordfyn, der har en sådan lille mark, der kun har den
fejl, at den ligger temmelig langt fra gården, og derfor bliver for besværlig at drive, og så syntes han, at han
har nok arbejde foruden, og han har derfor sagt, at han gerne vil sælge, hvis han kunne finde en køber”.
”Jeg kunne godt have lyst til at se denne mark og høre, hvad han forlanger for den, hvis du vil cykle med
mig derud og tale med manden, vil jeg godt give dig en dagløn derfor. Hvis du har tid i morgen, vil jeg give
dig 10 kr. for at tage med derud”, sagde Hjalmar.
Det blev så aftalt, at de skulle starte næste formiddag, og Hjalmar tog derefter afsked.
Anders og Rasmine drøftede derefter, hvem der kunne have sat denne annonce i avisen: ” Jeg er nu tilbøjelig til at tro, at det er Niels Rasmussen, der på denne måde har ville narre os til ar sælge, for at de om
mulig kunne få fat i ejendommen, det har jo nok været det , de spekulerede i da de tilbød at låne os de penge, men de har ligefrem gjort os en tjeneste med den annonce, for nu kan jeg tjene en ekstra god dagløn
for Mads Jepsen der ude har lovet mig en dusør på 50 kr., hvis jeg kunne skaffe ham af med jorden, men
det behøver vi jo ikke fortælle Hjalmar, han kommer jo hverken til at betale mere eller mindre af den grund ”
Op på formiddagen næste dag startede Hjalmar og Anders på cykelturen til Nordfyn.
Hjalmar syntes godt om jordlodden og handlen kom i stand på betingelse af, at Hjalmar opnåede statslån
på jordlodden.
Mads Jepsen lovede i enerum Anders, at udbetale ham de 50 kr. når han næste år kom der ud med sine
trævarer, uanset om købesummen til den tid var betalt, forudsat at Hjalmar havde fået bevilling og var kommet i gang med byggeriet.
Det år havde Rasmine på grund af sin tilstand ikke så let ved at binde op, men høsten gik alligevel forholdsvis let fra hånden, Anders var en trænet og dygtig høstarbejder, og børnene hjalp til også, de trillede negene sammen med kratten og de største fik lært at lave neg bånd og binde neg.
Når der skulle sættes sammen, slæbte de negene sammen til Anders, der så stillede dem op, og ved hjemkørslen tog de fra og arbejdet gik rask og livligt fra hånden.
En dag hen i september kom Anders kørende hjem med en firkantet kasse på vognen. Jens så forundret på
den og spurgte, hvad den skulle bruges til, og Anders forklarede, at den skulle bruges til at måle sten i, når
han nu skulle til at køre dem ud på vejene.
Jens mente ikke at der kunne være noget i sådan en kasse, for der var jo ingen bund i den. Anders sagde,
at han ville være meget tilfreds med, om der kunne have været det halve i den.
Anders havde spurgt sognerådsformanden, om han ikke kunne låne en kasse til at måle stenene op med,
og denne havde anvist ham en brøstfærdig kasse, som han kunne tage med sig hjem og selv reparere, og
det var denne bundløse kasse, som Jens var så forundret over, men siden fik han jo at se, hvordan den
skulle bruges.
Første konfirmation i familien, - 1905
Konfirmander ved Ubberud kirke 1905
Sidst i september skulle Hansine konfirmeres, der var ingen stor konfirmationsfest, men der var dog kommet fremmede. Foruden brødrene Niels og Peter var Rasmines søster og hendes søn, der var tre år ældre
end Hansine, så var der morbror Rudolf, og desuden var mølleren inden fra købstaden kommet derud, så
nogle var alligevel blevet samlet.
Hansine fik jo en del gaver og dagen meget fornøjelig. Om eftermiddagen legede de unge ude på landevejen, der var jo ikke så stærk færdsels på landevejen dengang.
Efter aftensmåltidet blev morbror Rudolf opfordret til at synge for selskabet, og han var som sædvanlig ikke
uvillig.
Efter kaffen ud på aftenen skiltes selskabet, og den første konfirmationsfest i Skovmarken var overstået.
31
Otte dage før november blev Niels hjemsendt fra dragonerne, og han var så hjemme nogle dage og gav en
håndsrækning med roeoptagning. Ved hjemkørslen af roerne havde Anders en del hjælp af børnene, der
læssede roerne med hænderne ved den ene side af vognen, mens Anders brugte roe greben ved den anden..
Niels fik plads på en mindre gård ”Lille Rønnemose”, hvor han skulle køre en mælke tur og ellers hjælpe til
med alt arbejde på gården. Mælke turen Niels kørte, gik gennem Skovbjerg, og om søndagen blev Niels
holdende ud for forældrenes ejendom og sagde til Jens: ” Gå ind og spørg mor, om du må køre med mig
hjem, så skal jeg følge dig hjem i eftermiddag, så kan du få at se hvor jeg bor”.
Jens fik lov, og han kørte så med mælkevognen og fik lov til at sidde oppe på kuskesædet og holde i tømmeret, mens Niels gik ved siden af vognen og tog spandene af, det var han svært stolt af, og der var ingen
risiko ved det, for de to gamle brune kunne udmærket gå af sig selv.
Jens var med Niels omkring og så sig om i gårdenes stald og lade og var med inde og spise til middag, og
hen på eftermiddagen gik de så hjem til forældrene, da Niels havde fri om eftermiddagen.
Om aftenen, den 20. november , blev Rasmine utilpas og Anders måtte af sted med køretøjet for at hente
jordmoderen, og på vejen var han inde ved nabofolkene ved deres gamle hjem. Konen der havde været i
huset hos dem hver gang de havde fået familien forøget, og hun var straks rede til at gå op til Skovmarken,
mens Anders hentede madammen.
Børnene var kommet i seng inden i den bagersted stue, men blev ud på aftenen vækket af konen, der hjalp
til i huset.— Hun præsenterede dem for den lille nyankomne verdensborger, og en af småpigerne sagde:
”Å, det er en sød lille pige”. Men konen svarede: ”Nej. Det er en dreng, så meget kan jeg da se”.
Sidst i november skulle der være generalforsamling i mejeriet, Anders skulle jo med og både Rasmine og
den lille havde det godt, så for deres skyld behøvede han heller ikke at blive hjemme.
Forud for generalforsamlingen havde der været afholdt et møde i husmandsforeningen, hvor man ganske
enstemmigt havde tiltrådt et forslag, som Nikolaj Madsen havde udarbejdet til forelæggelse på mejerigeneralforsamlingen om ændring af afstemningsmetoden.
Samtlige medlemmer af husmandsforeningen, der var andelshavere i mejeriet , underskrev forslaget, og
derefter havde bestyrelsen været omkring mejerikredsen og fået en del underskrifter, også adskillige gårdmænd havde skrevet under, og nu gjaldt det om at møde op, og medvirke til at få forslaget vedtaget.
Andelshaverne mødte talrigt op til generalforsamlingen. Formanden bød velkommen til forsamlingen og
konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indvarslet, han foreslog på bestyrelsens vegne en af gårdmændene til ordstyrer, og da der ikke fremkom andre forslag, overtog denne hvervet.
Dirigenten takkede for valgte og oplæste dagsordenen: Punkt 1 er overstået, det er valg af ordstyrere,
punkt 2 er formandens beretning, punkt 3 regnskab, punkt 4 er et forslag fra husmandsforeningens medlemmer med flere andelshavere i mejeriet om ændring af mejeriets afstemningsmetode således, at den nuværende stemmeret efter ko antal afløses med en demokratisk afstemning således, at hver andelshaver får
en stemme på generalforsamlingen uanset ko antal, punkt 5 valg af 3 bestyrelsesmedlemmer, punkt 6 valg
af revisor og endelig punkt 7 eventuelt.
Ordstyrer standsede oplæsningen og udtalte derefter: ” Punkt 4 vil sikkert give anledning til en del meningsudvekslinger, og jeg vil opfordre til en rolig og saglig diskussion, og hermed vil jeg give ordet til formanden,
der vil aflægge beretning”.
Formandens beretning og mejeribestyrelsens regnskabsaflæggelse blev modtaget uden større gnidninger
og nærmest enstemmigt godkendt.
”Så kommer vi til punkt 4, det er forslaget om ændring af afstemningsmetoden, og jeg vil så give ordet til
husmandsforenings formand, husmand Nikolaj Madsen, der på forslagsstillernes vegne vil forelægge forslaget”, sagde ordstyreren.
Nikolaj Madsen gik derefter op på talerstolen og sagde : ” Ordstyreren har jo oplæst forslaget, så alle andelshavere er klar over, hvad det drejer sig om, og jeg skal så fremstille forslagsstillernes mening om sagen. Det er efter vor mening ganske tåbeligt, at ansætte andelshavernes stemmeret efter deres ko antal,
hvad enten det er en enlig husmands ko, eller der er 100 herregårds køer, kan vi jo ikke der finde nogen
som helst interesse for mejeridrift, og der er heller ingen, der tror det muligt, at fire andelshavere skulle have bedre forstand på driften, end alle de andre andelshavere tilsammen.
32
Andelsbevægelsen er en demokratisk folkebevægelse, der samler de mange enere til et samlet hele, og
andelstanken er ligeberettigelse, det er derfor ikke et andelsforetagende værdigt at opretholde en sådan
afstemningsmetode, og jeg vil derfor henstille til andelshaverne at bevise deres demokratiske sindelag ved
at feje den gamle afstemningsmetode til side og tilkende hver andelshaver en stemme på generalforsamlingen uanset ko antal”.
Nikolaj forlod talerstolen og ordstyreren udtalte. ”Andelshaverne har nu hørt forelæggelsen, og der er sikkert nogen, der ønsker at udtale sig, og jeg vil derfor bede dem om at komme herop og udtale sig kort og
sagligt, er der nogen som ønsker ordet?”.
En af gårdmændene meldte sig og udtalte: ” Det kan se godt nok ud med al den demokrati, men mon det
ikke alligevel er lidt forkert med lige stemmeret til alle andelshavere, en husmand kan efter min mening ikke
have den samme interesse for mejeridriften som en gårdmand, for husmanden har som regel en eller anden bifortjeneste, der er vigtigere for ham end mejeriet. Jeg mener derfor, at det er det rigtigste med stemmeret i forhold til ko antal”.
Efter endnu en del andelshavere havde udtalt sig for eller imod forslaget, tog Nikolaj Madsen igen ordet og
udtalte: ” Der er intet fremkommet, der har bevist nogen fordel ved den gamle ordning, og der er ingen, der
har bevist, at forslaget er uretfærdigt, hvad angår gårdejer Petersens udtalelse så forstod jeg, at han ikke
tiltroede en husmand med én ko den samme indsigt og interesse i mejeriets driftsforhold, som han selv har,
men jeg blev ikke klar over , om han kun vurderede sin egen indsigt og interesse til kun at være en tiendedel af godsejerens.
For øvrigt var det en lidt uheldig udtalelse, kan kom med om husmændenes bifortjeneste, der var vigtigere
en mejeriet. Jeg vil i henhold til denne spørge Petersen, om han ikke mener at godsejeren har en bifortjeneste, der er vigtigere for ham end mejeriet.
Er dette ikke tilfældet, så tror jeg nok at, at godsejeren skulle se at afhænde den store forretning, han har
inden i købstaden.
Jeg mener fremdeles, at det er meningsløst at bevare en ordning, hvor fire andelshavere kan afgøre alle
mejeriets driftsforhold, selv om de andre stemmer imod, og jeg vil derfor endnu engang anbefale andelshaverne at stemme for forslaget”.
Da der ikke var flere, der ønskede ordet sagde ordstyreren: ” Er der ikke flere der ønsker at udtale sig, det
syntes jeg ikke at være tilfældet, og vi må derfor gå ud fra, at sagen er tilstrækkeligt belyst, og jeg vil derfor
sætte den under afstemning”.
Bestyrelsen har udfærdiget stemmesedler, der foruden at benyttes til afstemning om dette forslag også kan
benyttes til afstemning om 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 revisor, og jeg vil derfor gå til næste punkt på
dagsordenen og udbede mig forslag til bestyrelsesmedlemmer. Jeg går ud fra at andelshaverne er indforstået med, at der stemmes i forhold til ko antal”.
Der blev så afgivet en del forslag, omtrent alle gårdmænd, næstformanden i husmandsforeningen foreslog
Nikolaj Madsen til bestyrelsen, men der var ingen der havde stor tiltro til, at han kunne vælges under de
nuværende afstemningsforhold.
Der blev derefter omdelt stemmesedler med plads til at skrive navne på 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 revisor, samt en linje for forslaget hvor der skulle skrive ”ja” eller ”nej” eftersom man ønskede forslaget vedtaget eller ej.
Stemmesedlerne var forsynet med andelshaverens numre og ko antal.
Der herskede betydelig spænding i salen, mens optællingen af stemmesedler foregik i et tilstødende lokale.
Spændingen udløstes, da bestyrelsen igen kom ind i salen og formanden besteg talerstolen og udtalte: ”
Resultatet af afstemningen om forslaget er blevet, at dette er vedtaget med få stemmers flertal, en del andelshavere, heraf et par af de største, har undladt at stemme”.
Til bestyrelsen valgtes udelukkende gårdmænd, Nikolaj havde fået en del stemmer, men ikke nok: ” Det
tænke jeg nok, at det ikke gik endnu, men til næste år går det nok, da får vi nok Nikolaj ind i bestyrelsen”.
Sagde Anders til en sidemand.
Husmændene var godt tilfreds med resultatet af generalforsamlingen, og de var sikre på, at det skulle lykkes dem at få Nikolaj valgt ind i bestyrelsen, ja nogle mente endog at det skulle lykkes at få ham valgt ind i
sognerådet også.
33
1906
( folketælling 1906 - her ses den samlede husstand i Skovløkken )
Dagens længes og vinteren strenges. Man var nået hen i slutningen af januar , der havde været lidt frost og
sne allerede før jul og først i januar havde frosten været streng, og mejeriet havde for længst fået is huset
fyldt Dette forgik på den måde, at de andelshavere, der havde mindst 4 køer indmeldt i mejeriet blev sagt til at
køre et læs is til mejeriet for hver påbegyndt 4 køer, og husmændene der havde mindre end 4 køer, blev
tilsagt til at møde med en skovl eller en hammer og hjælpe til at stuve is stumperne ind og knuse de store
stykker, så de kunne falde sammen, så der ikke blev for store lufthuller i ismassen.
En dag havde det sneet det meste af dagen, og hen mod aften blæste det op, og da man stod op om morgenen, lå der store driver, så man næppe kunne se ud af vinduerne, og mange steder var der ganske
ufremkommeligt på vejene.
Der måtte skovles stier over gårdspladserne for at komme til stalde og udhuse, og sne fogederne fik travlt
med at tilsige mandskab til snekastning på de offentlige veje.
Anders havde ½ dags snekastningspligt i hver omgang og fik også bud om at møde med skovlen.
Mælkevognene kom ikke igennem den dag, langt op ad dagen kom den ene vogn efter den anden kørende
til mejeriet, det var landmænd, der selv kørte mælken til mejeriet, ofte var der to mand med en vogn, ligesom man også havde skovle med for om fornøden at skovle sig igennem.
Dagen efter var de større veje blevet åbnet, og de fleste mælkevogne kom igennem om end med besvær.
Niels´ husbond havde af Henrik Lund på Lundbjerggård lånt en stor slæde med fire slædetræer, og med
den gennemførte Niels nu mælke turen, og da han kørte hjem fra mejeriet stod Jens parat til en slædetur
med, han fik lov til at tage med hele turen og være hos Niels til om aftenen. Niels fulgte ham så hjem og var
hjemme et par timer.
En morgen , da Anders og Rasmine kom ud i stalden, var den unge ged gået løs og var kommet ind i fodergangen, hvor den havde fundet en grut kasse, den havde taget så rigeligt til sig af det tørre grut, at Anders
ikke tænke sig muligheden af, at geden kunne overleve festmåltidet, hvorfor han fik fat i en brødkniv og
slagtede geden, den var ung og godt i stand så kødet var jo godt, og skindet var også lidt værd.
Første maj skiftede Niels plads, han kunne få mere i løn et andet sted og på ”Lille Rønnemose” kunne de
også nok klare sig med en konfirmeret dreng når manden selv kørte mælke turen.
Det gik også godt med at overkomme arbejdet, men hen på sommeren gik det alligevel galt, manden faaldt
for fristelsen til af skaffe sig lidt mere mælk i sine egne mejerispande ved at hælde lidt af naboens mælk
over i sine egne spande.
Det gik et lille stykke tid, men så fattede naboerne mistanke og to mænd passede ham op en morgen og
greb ham på fersk gerning. De lod ham dog slippe for videre tiltale mod, at han betalte dem en efter deres
menig rimelig erstatning for det kvantum mælk, han efter deres menig havde taget af deres spande, og at
han lovede ikke at begynde på den slags rævestreger mere.
De lod ham også vide, at de helst så at han ikke bød på mælke turen ved den forestående licitation.
Anders Hansen gik og spekulerede på, at han godt kunne tage mælke turen, det, der kunne tjenes ved det
var også værd at tage med, der var god brug for det, der kunne tjenes uden om ejendommen.
34
Hansine var ikke hjemme endnu, kun passede som reglen de små, mens Rasmine tog sig af udendørsarbejdet.
Nu i forsommeren havde de haft en del roer at renholde på akkord for proprietæren.
Rasmine og Jørgine havde blokket ud og Jens og Jørgine havde kravlet bag efter og tyndet ud, det havde
givet en god ekstraskilling.
Anders havde som sædvanligt været på handelen, og da han havde været på Nordfyn, havde han fået sin
provision for jordhandlen, han havde fået i stand sommeren i forvejen.
Mælkeruten for mejeriet
Ubberud mejeri indviet 1891 ( lukket 1971)
Anders var klar over, at der var andre der også havde tænk at byde på mælke turen, blandt andet var der
en gårdmand, der hed Kristian Rasmussen, hans gård lå således, at hans markvej dannede en genvej fra
Anders Hansens ejendom og til ”Store Rønnemosegård”, hvor mælke turen begyndte.
Anders regnede med muligheden, af at Kristian Rasmussen ville forbyde ham at benytte denne vej til og fra
mælkevognsskuret, hvor udgangspunktet for ruten var.
Han havde derfor sikret sig en anden genvej, han havde fået lov til hos Peter Petersen på Skovbjerggården, at benytte dennes markvej og en stump vej gennem en lille kratskov, som stødte op til en skov tilhørende ”Store Rønnemosegård”, han kunne så over Rønnemosegårds skov og markvej komme til udgangspunktet for mælkeruten, det var endnu kortere vej en Kristians Rasmussens markvej, og det var en stor
fordel at kunne benytte denne i stedet for den offentlige vej, der ville betyde stor omvej.
Anders mødet så op til licitationen over mælkekørslen, og da Rønnemoseruten blev råbt op, begyndte Kristian Rasmussen, der også var mødt , med et bud på 1200 kr., Anders bød så 1185 kr. og de to bød hinanden af, så Anders til sidst kom ned på et bud på 1069 kr., så holdt Kristian Rasmussen inde, og Anders fik
ruten tilstået.
”Det bliver han ikke fed af , når han skal hen og købe et par heste ,han bliver jo nødt til at have to andre, for
hans den grå er for lille til at gå med den store vogn til vinter, når der kommer sne, og så ligger han tilmed
så tosset for turen, min vej får han ikke lov til at benytte, og når han skal ud af den offentlige vej, tager det
mindst 3 kvarter at nå over til mælkeskuret, hvor han skal begynde”, sagde Kristian Rasmussen til en sidemand.
Anders hørte god nok bemærkningen, men han havde jo sikret sig en genvej, så han kunne tage det roligt,
der var ganske vist en stor åben vandrende i skellet mellem Skovbjerggårdens kratskov og Rønnemoseskoven, men han havde sikret sig tilladelse til at lave en bro over renden af nogle pæle dækket med græstørv, og jord hen over et lag ris, således at han kunne køre hestene over.
Høsten var for længst overstået, og det var blevet lidt hen i september, de unge kløver stod frodigt og køerne fik vommen godt fyldt på den gode græsning, men de unge kløvere er tit vanskelige, når det har dugget
stærkt, og en dag, da Anders kom hen for at flytte køerne, var det galt fat med kvien, der nu var vokset godt
til at skulle kælve til efteråret.
Kvien var stærkt oppustet af trommesyge, og Anders kunne se, at der ingen tid var at spilde, der måtte
handles hurtigt, af dyrlæge var der ingen nærmere end købstaden, og inden han nåede frem, var kvien
død.
Skulle der være håb om at redde den, måtte han selv prøve på at trommestikke den, en dyrlæge havde
engang vist Anders, hvorledes dette kunne gøres med dertil beregnet spyd eller bare en almindelig lommekniv.
35
Anders trak altså sin lommekniv, tog mål en håndsbredde ud fra kviens hofteben og stak hurtigt kniven i
siden på kvien og drejede den om, så bladet holdt såret åbent.
Luft og halvfordøjet foder slynges ud og kviens omfang blev igen normalt.
Kvien var reddet fra den hurtige død, der uden denne handling snart ville være indtruffet, men desværre
havde den alligevel taget for meget skade, den blev angrebet af lammelse, som den tilkaldte dyrlæge ikke
kunne få bugt med, og følgen blev derfor at den efter en halv snes dage måtte slås ned.
Anders havde kvien forsikret, men han fik jo alligevel for lidt for den, og han fik altså ikke den gode malkeko
ud af den, som han havde ventet, men derved var der jo intet at gøre.
Hen imod november købte Anders en hest, en 11 kvarters rød vallak på 9 år. Det var en gårdmand, der i
sognet , der havde hesten, og Anders vidste , at hesten var 9 år gammel, hverken mere eller mindre.
Den var tilmed billig, kun 240 kr., men den var ganske vist heller ikke fejlfri.
Den var krybbebider, men det kunne jo modvirkes lidt, når den stod med en læderrem spændt om halsen
og når krybbekanten var beslået med en jernskinne, så var det ikke så meget, den bed i denne.
Den anden fejl var værre, hesten var spatlam, den lammede en del, når den skulle gå i gang, men når den
først var kommet i gang, var der ikke noget at se.
Anders regnede derfor med, at når dem kom til at gå for mælkevognen hver dag, så blev det nok ikke meget den lammede, og hvor gik man hen og fik en stor fed hest på den alder og for en så lille pris.
Første november begyndte så Anders at køre mælk, og det gik meget godt, den røde lammede ikke meget,
når den først kom i gang, og den grå gik godt med, det var ikke til at se, at den havde besvær med det.
Men Anders mente at den blev for lille når der kom sne, for de veje ruten gik hen over var oftest slemt sat til
med sne.
Hen i december købte han derfor en gammel brun vallak i en lille gård i nærheden.
Den var meget billig, kun 150 kr., men den var også meget mager, men det mente Anders at han nok skulle
råde bod på, for det kom nok af, at den var fodret for sparsomt, den var ganske vist 21 år, og så var den
også krybbebider, det var altså ikke dyre heste, Anders fik købt, men de skulle jo heller ikke være til luksuskørsel.
Fordi Anders nu havde to 11 kvarters heste, behold han den grå alligevel, der var på mælkeruten en gård
”Store Risbjerg” , der lå lidt afsides fra rutens hovedline, der skulle køres frem og tilbage 2 gange af en lille
offentlig vej for at hente og tilbagelevere spanden fra denne gård.
Anders fandt nu på, at Rasmine og et af børnene kunne køre med den grå og en lille fjedrevogn op og
hente Risbjerggårdens mælk og køre hjem til Skovmarken, så kunne vognen blive stående i indkørslen, der
kunne så Anders tage den og aflevere spande og returnere der igen, når han kom tilbage fra mejeriet, det
fordelene ham noget på den måde, og den grå havde ikke for meget at bestille.
Om eftermiddagen kørte Anders af og til et læs korn for mølleren eller et læs træ for savværket, men nogen
stor vognmandsforretning blev der ikke ud af det.
I Juni måned kørte Anders lidt på handel med den grå, ikke så meget som han plejede, men Hindsholm
turen og Fåborg sommermarked kunne han ikke så godt lade gå fra sig, og han lejde derfor en nabo til at
køre mælke turen de få dage han var borte.
Det gik i og for sig godt med at køre mælkeruten, og der blev tid nok til at behandle jorden, men hesteholdet var jo rimeligt stort, så det gav ikke meget overskud, og Anders ville ikke køre mere til den pris, og det
blev derfor Kristian Rasmussen, der fik mælke turen ved næste licitation.
Anders begyndte derfor at spekulerede på, hvad han skulle med sit hestehold, når han nåede november,
han talte jo stadig om, at den grå var for lille til at klare arbejdet alene.
Rasmine havde jo ikke ville høre noget om, at sælge den grå, men hun havde kørt for et par torvekoner til
købstaden om lørdagen og også selv handlet på torvet med æg, havesager og grønne grene, og der inden
var hun blevet kendt med nogle folk, der havde en mindre gård og regelmæssigt handlede på torvet.
Manden var ikke så god til bens og havde derfor pløjemænd, men han holdt en mindre hest til torvekørsel
og andre småting, som der skulle bruges hest til.
36
Nu var deres hest død, og de havde derfor stor lyst til at købe den grå, og Rasmine, der viste, at Anders
havde lyst til en større hest, og derfor tænke på at beholde den røde mente, at den grå ikke kunne få bedre
plads en netop hos disse folk, lovede derfor at medvirke til, at handlen kunne gå i orden.
Derfor blev resultatet, at den grå blev solgt kort før november for en pris af 225 kr.
Anders tænke derfor på at sælge den gamle brune, der stadig var noget mager, det havde ikke været mulig, at få den fodret i stand, da den af og til stod et stykke tid uden at ville æde noget videre.
Den røde var som den havde været hele tiden, den var endnu næsten mere fed, end da Anders købte den ,
og benene gik det også god med, den lammede stadigvæk, når den gik gang, men eller var der ikke maget
at se.
Da Anders var færdig med mælke turen, lod han hestene stå på stald en uges tid, mens han dækkede roekule og tærskede lidt, han havde også en anden hensigt, med at lade dem stå, han ville se, hvad indvirkning det havde på den røde, når den kom til at stå lidt, nu den havde gået foran mælkevognen hver eneste
dag et helt år.
Men prøven faldt ikke så godt ud, den blev nemlig så lam, at den næsten ikke kunne gå. Anders pløjede så
i tre dage for at få den ildnet op igen, men det blev kun et kummerligt resultat, han kunne ikke få den til at
gå uden at halte.
Anders bestemte sig derfor til at køre til købstaden og sælge de to store heste og få købt et par islændere,
som i den sidste tid komme på mode som husmandsheste, og inde i købstaden var der netop en ret stor
hestehandler, der forsynede mange små brugere med islandske heste.
Morbror Rudolf var imidlertid blevet uenig med manden på ”Enggården” og var ret pludselig rejst af pladsen
første november, han var så kommet op til Skovmarken og spurgte om han kunne bo der mod en rimelig
betaling, så ville han se at få sig noget løst arbejde.
Han var så blevet der foreløbig, og da Anders bestemte sig til at køre til købstaden for at få handlet om med
hestene, tog Rudolf med på køreturen.
Det blev en langsom køretur, for den røde gik meget dårligt, og der var ikke tale om at den kunne trave. Det
var derfor ikke et spand, som præsenterede sig, som Anders kom ud med og ville have solgt.
Hestehandleren havde en del islandske heste, og der var da også et par store, kraftige islændere, som
Anders syntes særligt godt om, men det kneb med at få handlen i stand, da hestehandleren selvsagt bedømte Anders´ heste til en meget lille pris.
Den gamle brune var 22 år og meget mager, og desuden var de begge krybbebidere, og den røde var,
trods sin fedme og sin forholdsvis unge alder, på grund af bentøj, kun at regne for en slagtehest.
Efter en del snak frem og tilbage tilbød hestehandleren at bytte mod, at han fik 100 kr. i bytte.
Det var Anders ikke rigtigt med på¨, og han havde heller ikke de 100 kr. , men Rudolf sagde: ” Du må såmænd heller handle, når du syntes om de små heste, de kan da også gå på benene, det andet kan jo ikke
fører til noget, og de 100 kr. kan jeg låne dig ind til videre”.
Det blev altså resultatet, at Anders kørte ud med et par store heste og kom hjem med et par små og endda
havde givet 100 kr. i bytte.
Islændingene var unge og næsten ikke kørt til, men de gik ret godt og var et par gode små heste, det var
en hvid hoppe og en gul broget vallak, og da de først blev kørt rigtigt til, var Anders godt kørende med dem.
Anders havde efterhånden fået afdraget halvdelen af lånet, han havde fået hos mølleren, og da nu mølleren hørte, at Anders havde solgt tre store heste og købt to små i stedet for, mente han, at nu kunne Anders
godt betale de sidste 200 kr. . Anders nølede noget, han havde jo trods nedgangen i hestebestanden ikke
tegnebogen i nogen særlig god orden, og han mumlede noget om, at mølleren ikke trængte til pengene,
dette var dog noget af en fejltagelse, mølleren havde efterhånden fået en del penge sat ud ved mere eller
mindre solide kunder, så han havde ikke for megen driftskapital.
Anders skaffede da også pengene, men han måtte endnu engang låne lidt hos Rudolf.
Rudolf blev der i november måned, men det blev ikke til ret meget med hans arbejdsfortjeneste, og da ”
Enggårdens” nye røgter rejste til første december igen, og Enggårdsmanden sendte bud, at han ville lægge
noget til lønnen, hvis Rudolf ville komme derud igen, tog han pladsen som røgter på Enggården igen.
37
Storebror Niels rejser til ”De Dansk Vestindiske Øer”
Niels (halvbror til børnene fra Skovløkken) rejser i 1907 til ”De Dansk Vestindiske Øre” som militærmand. Og i 1910 rejser han til USA hvor alle forbindelser ophører i 1915
Sidst i februar kom Niels en dag hjem og sagde , at han var kommet for at sige farvel, for det var ikke godt
at vide, hvornår de så ham igen, han havde ladet sig hverve til gendarm på de Dansk Vestindiske Øer.
Der skulle ansættes et mindre antal fogedgendarmer og et noget større antal ridende gendarmer, og blandt
disse sidste søgte han optagelse, tjenestetiden var tre år, han skulle møde i København den 1. marts, de
skulle have et kursus i engelsk sprog, før de skulle rejse.
Rasmine og Anders syntes ikke rigtigt om dette, men det var der jo ikke noget at gøre ved, Niels var jo
hvervet, så der var intet at lave om : ” Bare du ikke kommer til at fortryde det, og bar du kan tåle klimaet,
der skal jo være så forskrækkelig varmt”, sagde Rasmine.
Niels var ved godt mod, han skulle nok klare tjenesten og klimaet, og han havde lyst til at komme ud i verden og se sig om, og når de tre år var gået , kunne han rejse hjem, om han ønskede det, og så var han
kvalificeret til en stilling som underofficer eller politibetjent, og hvis han havde lyst til at se Amerika, så var
der ikke langt fra De Vestindiske Øer og til det amerikanske fastland.
Dette var optakten til Niels´ udvandring. Efter tre års tjeneste på Sct. Croix rejste han til Amerika, han blev
amerikansk borger og genså aldrig sit fødeland.
Først i april var jorden tjenlig til forårsarbejdes begyndelse. Anders havde fået islænderne godt i stand og
godt tilkørt, så han mente at være godt rustet til jordens forårsbehandling.
De første par dage , han harvede, gik det også meget lovende, men så begyndte hestene pludselig at blive
sløje, de blev tilsyneladende uoplagte og matte og samtidig begyndte de at hoste, og Anders var klar over,
at hestene var stærkt angrebet af kværke.
Han gav dem da klid, der var gennemvædet med kogende vand, i muleposerne for at dampen kunne lindre
dem og få slimet der havde sat sig fast, til at flyde.
Hestene blev dog meget medtaget og stod i flere uger, uden at kunne bestille noget. Hoppen var værst
medtaget, og tabte stærk i huld, mens vallakken derimod ikke havde tabt i huld, og den syntes fra først af at
skulle slippe ret skånsomt over sygdommen, men senere fik den en byld i bringen, som blev meget ondartet, så hesten havde vanskeligt ved at få luft, når den fik hoved nedad.
Der var ingen dyrlæge nærmere end i købstaden, og Anders søgte en dyrlæge Rasmussen, som havde
den meste praksis , der på egnen. Dyrlægen gned noget salve på bringen af den gul brogede og forsikrede
Anders , at det nok skulle trække hul på bylden, når den blev smurt nogle gange.
Anders mente at det var bedre med en sime i bringen, men det var det ikke nødvendig sagde dyrlægen.
Men hesten blev ringere og der var ingen tegn til, at der ville gå hul på bylden.
Påskedag havde Anders besøg, det var Anders´ næstældste søn Peter, der nu var møllersvend på vind og
dampmøllen i købstaden, han kom hjem for at se til forældrene, og denne gang var møllerkusken , Harald
Hansen med.
Der blev talt en del om de syge heste, og Anders fortalte da også om sin ide med en sime i bringen for at
trække bylden ud. Og han fortalte også, at dyrlæge Rasmussen ikke mente, at det var nødvendigt, men det
han smurte på, kunne nu ikke få hul på den tykke hud, de islandske heste var vistnok særlig tykhudede.
Møllerkusken fortalte da om en dyrlæge Sander inde i købstaden, han havde været dyrlæge ved rytteriet,
og han var en håndfast mand, der interesserede sig meget for at praktisere på heste, han skulle nok få hul
på bylden, hvis han kom til.
38
Anders besluttede da at prøve dyrlæge Sander, og han ringede fra den nærmest liggende telefoncentral til
Sander om at komme ud til en syg hest næste dag.
Op på formiddagen anden Påskedag kom så dyrlæge Sander ridende på en smuk ridehest for at se til den
syge hest, men han var lidt irriterer over at være at være kaldt ud så langt ud for en islænder med en smule
byld i bringen, så meget mere som hesten allerede var under dyrlægebehandling.
En sime i bringen var ikke nødvendig, nogen spansk flue skulle nok trække hul på bylden, sagde Sander.
Det var altså ikke meget Anders opnåede ved dette forsøg, og bylden gik der stadig ikke hul på.
Et par dage efter var dyrlæge Rasmussen der forbi, og han kom da ind og ville se, hvordan det gik med
bylden. Hesten blev da trukket ud og dyrlægen så da, at hesten ikke kunne tåle at sænke hovedet ned mod
jorden for at nippe efter lidt grøn græs, når den fik hoved nedad, stønnede den og gik tilbage samtidig med,
at den rev hoved opad igen.
Huden var stadig hel og bylden truede med at trænge ind i luftrøret i stedet for at trænge ud gennem huden.
Rasmussen sagde da, at der nok alligevel ikke var andet for, end at sætte en sime i. Han skar da et hul i
huden ved hver side af bylden og stak kniven ind, så at de to huller gennem bylden fik forbindelse med hinanden, han satte da et stykke bendel ind gennem hullerne og bandt en lille pind i hver ende af bendelet, der
var så langt, at det kunne trækkes lidt frem og tilbage, hvad det skulle af og til for at holde såret åbent, så
betændelsen fra bylden kunne trække denne vej ud.
Det var imidlertid for sent , at denne foranstaltning blev foretaget, allerede næste dag var hesten død, kvalt
af bylden.
Anders havde småt med halm, og for at spare på halmen, havde ham strøet den del blødt grus i hestestalden, og han kunne se, at den brogede havde forsøgt at komme ned på knæerne, men så havde det stoppet
for luften, og den var faret op og havde sprængt tøjlen og var rykke tilbage mod bagvæggen hvor den var
sunket sammen og var død.
Trods forsikringserstatningen var det et tab for Anders, og så var der jo dyrlægeregningerne, og det værste
var endda, at det var såtid, og den blev der jo et slemt afbræk i, da hestene var så længe syge, og Anders
havde ikke meget lyst til at tage fat på noget, mens han gik og så på de syge heste og puslede om dem.
Han lånte en hest af en nabo et par dage, men han var alligevel langt tilbage med sit forårsarbejde. Men så
en dag kom en nabo, der havde en lille gård der i nærheden med sine heste og redskaber og hjalp ham
færdig med såningen, og han ville ingen betaling have for sin hjælp.
En morgen lidt før kl. 5, blev der banket på en vinduesrude ind til Anders Hansen soveværelse og på
spørgsmålet o, hvem det var, blev der svaret, at det var var en karl fra proprietærgården, han skulle bed
Anders fra proprietæren om straks at komme ned på gården og prøve, at han kunne sætte livet ind på en
ko, der havde kælvet om natten og havde ført livet af sig, det hastede, og hvis han ikke havde et køreklar
cykel, kunne han køre derned på karlens cykel.
Anders forhørte sig om , der var tænkt på at varme vand, men det mente karlen ikke, der var: ”Så haster
det ikke med mig”, sagde Anders , ”for jeg kan intet foretage mig, før der er varmt vand til at skylle og opvarme livet med, det skal være rent og havde normal varme, som det plejer at have inden i koen, ellers nytter det ikke at sætte det ind, du må, så hurtigt du kan , cykle hjem og få sat dem i sving med at varme vand
så skal jeg snart være der også”.
Karlen cyklede hjem, og Anders kom hurtigt i klæderne. Rasmine spurgte lidt forundret: ” Hvordan kan proprietæren dog finde på at sende bud efter dig, du er da ikke mere dyrlæge, end at han selv er ”.
Anders svarede, ”Han må være kommet i tanke om, at jeg engang har sagt, at jeg har sat livet ind på en ko.
Det en gang, jeg talte med ham, at han sagde , at han skulle hjem og tage efterbyrden fra en ko, der havde
kælvet for 36 timer siden, og så sagde jeg, at det ville jeg ikke påtage mig, for så sent kunne der ikke fås ret
meget af den, skulle den tages , så skulle det være en 6 - 7 timer efter kælvningen, så kunne det som reglen lykkes, men efter 36 timer forløb var der ikke meget at gøre, så var det langt lettere at sætte livet ind på
en ko, det havde jeg prøvet en gang, jeg havde assisteret en dyrlæge et par gange, mens jeg tjente som
karl, og den ene gang havde han ladet mig gøre arbejdet”.
”Du skal nu også altid prale sådan med det, du har været med til, men bare det nu ikke går galt for dig, så
koen dør, så vil du blive slemt til nar”, sagde Rasmine.
39
Da Anders kom ned til gården, var vandet lige ved at blive varmt, og der blev skaffet et gammelt lagen til
veje, og så gik Anders i gang med at skylde og opvarme koens udskudte indmad, og da han havde fået
fjernet efterbyrden og alt snavs, og han syntes varmen var passende, knyttede han hænderne og æltede
forsigtigt den udskudte indmad ind igen, det var jo krænget ud og skulle krænges ind igen.
Det lykkes at få det hele ind, og der blev syet et par sting med et par stykker hvidt bendel for at holde det
inde.
Koen var meget mat, men så dog ud til at befinde sig lidt bedre, så der var håb om, at den kunne komme til
hægterne igen.
”Det var et godt stykke arbejde, det kunne dyrlæge Rasmussen ikke have gjort bedre, men nu må vi ind og
have morgenkaffe, for nu har vi tjent den”, sagde proprietæren.
Da vi havde nydt morgenmåltidet, spurgte proprietæren: ” Hvad skylder jeg så dem, for den tjeneste, De
har gjort mig nu til morgen?” Hvortil Anders svarede: ” De skylder mig intet, jeg er jo ikke dyrlæge, så jeg
har jo ikke engang ret til at tage betaling herfor”.
”Ja, det kommer vi nok om ved, jeg har da ret til at give dem et læs brænde. Jeg har nogle kvasbunker liggende her ude i skoven, der kan de hente to bunker, og har de ikke hestekraften i orden for øjeblikket, kan
de godt låne et køretøj til at hente dem hjem med”.
Anders var godt tilfreds herme og efter at have været ude i kostalden og set til koen, som allerede så ud til
at have det ikke så lidt bedre, tog han afsked og gik hjem til Rasmine, der var spændt på, hvordan det var
gået.
Anders kunne berolige hende med, at det var gået så godt , som det overhoved kunne forlanges, og han
var sikker på, at koen nok skulle komme over det til trods for, at den vatr langt ude i det, da han kom derned.
Koen kom sig også og gjorde tjeneste som malkeko på proprietærgården i flere år derefter.
Besætningen var nu kommet ud på græs, og hoppen var ret hurtigt kommet til kræfter igen, men den savnede den anden hest og var slem til at gå løs ud i græsmarken, men så hold den sig til køerne, den kunne
gå bag ved dem og bide totterne af, ligesom den kunne gå og gnave græsstråene af lige ind til kanten af
haven, den havde åbenbart aldrig kendt til korn, deroppe på Island, hvor den var opvokset.
Da Anders hen i juni måned var på handel, vandt han en dag en omgang øl, netop ved hestens ukendskab
til havren.
Det traf sig , at han holdt på en grøftekant og handlede med et par landmænd. Hesten græssede på grøftekanten og gnavede græsset af lige til kanten af en havremark.
Den ene af mændene sagde da: ” Ja, vejgræsset er nu også mit, det må den godt gnave i, men havren er
også min, den holder jeg ikke af, at den går ind i”.
”Det behøver du heller ikke være bange for, at den gør, den interesserer kun for græsset, havren skal den
nok lade være”, sagde Anders.
”Det kan du vist ikke garantere for”, sagde manden. ”Jo, jeg tør godt holde tre øller på, at du ikke kan få
den til at tage havren, selv om du trækker den ind i den”, sagde Anders.
”Det kunne være interessant at prøve”, sagde manden og tog hesten ved hovedtøjet, og trak den lidt ind i
havren, men hesten rørte ikke havren, og da manden slap den, rykkede den tilbage og gav sig igen i lag
med græsset.
” Det var meget, at den er så godt dresseret, ja så må vi ind til købmanden efter øl”, sagde manden, og dermed havde Anders altså vundet dette væddemål.
Hen på sommeren, da det svandt af græsset, gav Anders sig til at staldfodre med grøn havre, og da hesten
først fik smag på havren, var det forbi med at gnave langs kanten af havreskiftet.
Under denne køreren rundt med træ sagerne, fik Anders opspurgt en mand, der havde en islandsk hest,
som han ville sælge. Det var en lille rød hest, den var godt i stand og var for øvrigt ikke så ringe, men den
var lidt mindre, end Anders´ hest, og den var også noget ældre, men da den kunne købes for 150 kr., bestemte Anders sig for at tage den, den gik godt sammen med den anden, og så var Anders altså kørende
igen.
40
Der er gået nogle år, siden Anders Hansen flyttede op i Skovmarken, og familien har i den tid klaret dagen
og vejen, det har vel aldrig været nogen særlig indbringende forretning at drive husmandsbrug, men tiderne
kan være ret tålelige, lidt uheld har der nu og da været, men i det store og hele har det gået godt med bedriften.
Jorden er betydelig bedre skik nu, og der står tre gode køer og en 1½ års kvie i stalden, og i svinestien er
der fire grise, der er godt på vej. Anders har af og til prøvet med so hold, men har ikke rigtigt haft held med
dette, så i den sidste tid har han købt sine smågrise.
Hønseflokken er på godt et halvt hundrede stykker, og det er egentlig for mange, i det lille rum Anders har
afset til hønsehus i et hjørne i laden.
Hestekraften er stadig et par islandske heste, den hvide hoppe har Anders endnu, men den lille røde er
ombyttet med en rødskimmel, der er både større og yngre end den røde var.
Byttehandlen var kommet i stand på følgende måde: Anders kørte til købstadens torv om lørdagen en stor
del af året, og under hans færdsel på torvet og i købmandsgården, hvor han havde hestene i stald, havde
et par yngre karle, der kørte i byen med varer for en tobaksfabrikant fået kig på den røde, fordi den så at
sige var en fuldstændig kopi af den ene af de islændinge, de havde for varevognen, den anden var en
rødskimmel, og karlene fandt nu på, at det kunne blive et par fine paradeheste, hvis de kunne få en byttehandel i stand, og de fik da også arrangeret et møde mellem fabrikanten og Anders i købmandsgården.
Karlene fik de to røde sat for vognen sammen og kørte en prøvetur, og de udtalte deres store tilfredshed
med hestene, disse lignede hinanden så nøjagtigt, at fabrikanten skulle se meget nøje til for at se, hvilken
der var hans egen hest.
Fabrikanten var også tilfreds med de to røde sammen, og da karlene erklærede sig udmærket tilfreds med
køreturen, sagde fabrikanten: ”Ja, så er det jo om hvordan vi kan få handlet, men hest er både den største
og den yngste, så jeg skulle vel have lidt i bytte”.
Anders trak på skulderen og svarede: ” Det kan gerne være, men jeg har nu ikke i sinde at give noget i bytte, for jeg er godt tilfreds med den røde, og jeg havde egentligt også tænkt mig, at jeg skulle have noget i
bytte, men for at få en ende på handlen, så kan De jo give mig et halvt pund skråtobak i bytte”.
Fabrikanten tog det som en spøg og slog til, og dermed var den handel i orden, Anders´ spand var blevet
lidt kraftigere.
Anders levere stadig nogle favne sten til kommunevejene om efteråret, og nu der ikke var så mange sten at
samle på jordoverfladen gravede han de fleste af disse op i en grusgrav, han havde på den stenede bakke,
som den ene af husmandskommissionens medlemmer havde været så betænkelig ved at bevillige statslån
på.
1909
Jens , der nu gik i sit tolvte år hjalp en del til, og han slog en stor del af skærverne, endda Karen som nu
var 14 års alderen og skulle konfirmeres til efteråret, prøvede at svinge skærvehammeren.
Hansine var kommet ud at tjene hos en lærefamilie i nabosognet. Første november og første maj havde
Anders ofte en køretur eller to for folk der skiftede plads, og netop nu havde han været ude med et skab og
en kommode og var nu på vej hjem mod Skovmarken, men han havde læs på hjemad også. Morbror Rudolf var nemlig igen komme i uenighed med Enggårdsmanden og havde sagt sin plads op til første maj.
Han havde tiltinget sig husly hos Anders og Rasmine, og havde nu planlagt en ny tilværelse, han ville forsøge sig som handelsmand, og nu havde Anders altså været på Enggården og hentet hans tøj.
Rudolf sad foran ved siden af Anders og bag dem lå hans klædeskab og skrin samt et lille bogskab.
Morbror Rudolf begyndte på sin handel, men han kom skuffet og mismodig hjem om aftenen, han fik ikke
handlet ret meget og fortjenesten var sløj.
Anders trøstede ham med, at det nok skulle gå bedre, når han kom lidt mere ind i det, han skulle bare vænne sig til at snakke for sit kram, og ikke gå med det samme, fordi der blev sagt nej, der kunne blive en handel alligevel , når man bare ikke lod sig vise af med det samme.
41
Sidst i maj tog Anders på handel igen, og Rudolf kørte med, så var han fri for at gå så meget, og var fri for
at bære sine varer hele tiden, men han fik stadigvæk for lidt handel, det nyttede ikke, at Anders stadig forklarede ham, at han skulle snakke op og anbefale sine varer, han manglede den fornødne pågåenhed og
tabte lysten til at blive handelsmand.
Om aftenen, da de var kommet hjem, sagde Rudolf: ”Nej , jeg får aldrig gang i det, jeg kan ikke som Anders
stå og anbefale varerne, når folk har sagt nej til at købe. Men jeg havde nu alligevel ikke troet om Anders,
at han kunne være en sådan kæltring, som jeg så han var i dag, han stod og roste sit mejetøj i høje toner,
skønt ingen ellers ville købe det, og så solgte han det for to kr. mere end han ville have solgt det for en halv
time tidligere”.
Anders lo og sagde: ” Det kan Rudolf ikke glemme, han syntes at det var så forfærdeligt, men der var ikke
spor af kæltrings handel i det”.
Manden havde prøvet at tage på alle de gode mejetøj, men han var et fjols, der ikke forstod sig på, hvordan
et mejetøj eller en slåstage skal stille, for at den er værd at bruge, da han så havde kasseret alt det, der
duede, tog jeg et mejetøj, der havde kastet sig, så det stillede helt forkert, der var ingen, der havde ville
købe det, selv om jeg havde sat det 1 kr. ned i pris, det stak jeg hen til manden og sagde: .” At når ingen af
de andre duede, så måtte det være dette, han skulle have, det stillede helt anderledes, men det var ganske
vist også 1 kr. dyrere”.
Manden tog fat på mejetøjet og prøvede at svinge med det og sagde, at det var rigtig nok noget andet end
alle de andre, selv om han skulle give 1 kr. mere for det, ville han alligevel have det.
Jeg kan da ikke gøre for, at manden er fjollet, han fik det, han syntes om, så det kan der da ikke være nogen kæltringsstreg i, havde jeg ikke forlangt mere for det, så havde han bare troet , at det var noget skidt alt
sammen , men det kan Rudolf slet ikke forlige sig med, men det må han lægge sig efter, hvis han vil være
handelsmand.
Rudolf prøvede endnu et par gange, men det gik ikke bedre med handlen, og han var stadig mismodig når
han kom hjem.
En aften, han lige var komme hjem, kom anden karlen fra Enggården og skulle bede Rudolf, om at komme
derud og overtage røgterpladsen igen, fordi deres nye røgter var rendt af plads.
Rudolf der var led og ked af handlen, slog straks til og rejste ud til Enggården igen: ” Der ved jeg da, hvad
jeg har”, sagde han, ”det er noget anden end at gå og trave rundt og ikke få handlet nogen steder”.
En aften hen imod høst, Anders havde ikke holdt fyraften, han arbejdere i grusgraven, han manglede endnu en del sten til efterårsleverancen. Rasmine og børnene havde lige fået køerne i stald, og Jens var gået
hen på græsmarken for at hente hestene, som de fleste andre drenge, holdt han af at ride på de små heste, og han ville have to rideture, derfor tog han én hest af gangen.
Han ville tage hoppen først, fordi det var den mest egensindige, og så mente han, at han bedst kunne tumle den, når han tog den først.
Han kom da også op, men dyret ville ikke gå et skridt. Jens sad med hele jerntøjret , løst opringlet i venstre
hånd og tog så i tøjret lige ved siden af tøjrestagen og daskede til hoppen for at få den til at gå.
Straks ville den ikke i gang, men pludselig satte den i spring, og Jens nåede ikke at få sig sat fast, han holdt
sig kun et øjeblik på hesteryggen, så trillede han af.
Det er jo så ualmindeligt, at en dreng bliver græsrytter, og som regel sker der ikke noget særligt ved det,
min i dette tilfælde var uheldet ude, idet Jens tumlede ned af hesten, fik han jerntøjret om det ene ben, han
mærkede et ryk og så løb hesten hjemad.
Jens mærkede ingen smerter, han sprang op og satte kursen hjemad, idet han kun tænkte på at få fat i hesten hjemme på gårdspladsen.
Da Jens imidlertid havde løbet et stykke, mærkede han, at det blev så fugtigt og slimet i den højre træsko,
og at der sprøjtede noget ud af træskoen, når han trådte til.
Han havde bare fødder i træskoene og havde i øvrigt korte bukser på, da han nu så ned på sine ben, så
han et stort blodigt hul på sin højre læg ca. 1 tomme bredt og tre tommer langt, og fra hullet løb en strøm af
blod ned over anklerne og ned i træskoen.
Han blev hed om ørerne ved denne opdagelse, men mærkede stadig ingen smerte, hans to mindre søskende, Jørgine og Sørine stod og lo af ham, da han kom hjem bag efter hesten, men han sagde mut: ”Det
er ikke noget at le af, for dette her ser ikke godt ud”.
Rasmine sendte straks Jørgine hen til grusgraven efter Anders, han kom da også straks hjem, og han så jo
noget betænkeligt på det tilskadekomne ben, men de var ikke i sygekassen, og det blev en dyr historie at få
læge nu så sent på dage, det ville jo blive beregnet som nattetakst.
42
Han bestemte sig derfor til at behandle det selv, og han vaskede såret ud med kogt lunken vand, og ved
denne behandling kom det til live, og da han derefter hældte ren kreolin ind i såret for, at der ikke skulle
opstå betændelse, sved det i det store sår, så Jens måtte knibe sig selv hårdt i en tommelfinger for at udholde smerten.
Da såret således var renset og behandlet, klemte Anders det sammen og satte et hæfteplaster på og viklede bind om benet.
Anders tilså såret ret jævnligt og takket være kreolinen opstod der ikke betændelse af nævneværdig betydning, og såret heledes lidt efter lidt, men der gik ti uger, før det var helt lægt.
Høsten kom sent det år, og da det regnede meget en stor del af høsttiden, blev det et stykke ind i september måned, inden der blev indavlet.
Anders´ jord var jo afgrænset af skov i sydsiden, og for en stor del havde marken havde hældning mod
nord, så det var naturligt, at Anders ikke var blandt de første, der fik indavlet, især havde han en skifte med
havre, der stod noget i læ af skoven og et stort hasselhegn, og det kneb da også med at få det tørt.
Et stykke ind i september stod derfor endnu ca. en tredjedel af havren ude.
En morgen, da Anders kom op, og han kastede blikket ud over marken, mødte der ham et trist syn, fire heste trampede omkring i havremarken og bed i toppen af havre negene og kastede negene omkring på marken i spredt uorden.
Det var proprietærens plage, der var kommet på ulovlige veje, og det havde anrette en del skade på havren.
Anders fik hestene drevet ind i laden og lukket porten for dem og cyklede derefter ned til proprietærgården
og anmeldte det skete.
Proprietæren gav forvalteren ordre til tage en af karlene med og hente hestene hjem.
”Ja, det er godt nok, men det kan nu ikke rigtigt klare det denne gang, det er jo ikke første gang, plagerne
har været i min mark, men denne gang har de anrette temmelig stor skade på havren, og de har også været igennem roerne, så denne gang kommer jeg til at have lidt erstatning”, sagde Anders.
”Nå, det kan vel ikke være så alvorligt med den skade, de har anrette, men syntes De det, kan De jo tage
syn på det”, svarede proprietæren.
”Det er anden gang, De har budt mig det, men når De fortrækker det, kan De godt få det på denne måde,
og hvis De ikke vil tage med op og se på skaden, så har jeg ingen anden vej at gå, end at anmelde det for
mark og hegnsfredningskommissionen”, sagde Anders.
”Som De vil, men nu må De have farvel, jeg har ikke tid til længere snak”, svarede proprietæren, og gik ind.
Et par dage efter fik proprietæren en stævning med anmodning om at møde personligt på Anders Hansen
ejendom for at få en ordning på sagen.
Proprietæren var lidt afmålt, han syntes ikke, det var pæne træk af naboer, sagde han. Men Anders bemærkede hertil, at det var som han selv havde anbefalet ham at tage syn på skaden.
Kommissionens tre medlemmer, der jo også var mødt op samt proprietæren og Anders gik derefter i marken en tur og så på skaden.
De gik derefter hjem til ejendommen igen idet de talte om tingene.
Kommissionens formand opfordrede proprietæren og Anders til at indgå et forlig, og da det stadig ikke blev
til noget, sagde formanden: ” Nu må i se at komme med et resultat, ellers må vi afsige en dom i sagen, nu
går vi en tur hen i marken til og taler om det, og er i ikke blevet enige når vi kommer tilbage, så må vi afgøre sagen”.
Proprietæren gjorde mine til at ville gå med i marken igen, men formanden sagde afvisende: ”Nej, nu blive i
to her, og ser om i kan blive enige og imens taler vi om afgørelsen, som vi så gennemfører, hvis i ikke er
enige, inden vi kommer tilbage, vi skal jo have en ordning på sagen”.
Anders forlangte 20 kr. , men proprietæren mente , at 10 kr. var erstatning nok for den smule skade, hestene havde forvoldt.
43
Det kneb lidt med at blive enige, men lige før kommissionen kom tilbage, enes man om en erstatning på 15
kr.
”Nå, hvorledes går det med forligsforhandlingen”, spurgte formanden, og da han fik resultatet, forsatte han:
”Ja, så har vi ikke mere at skulle have sagt, vi var indbyrdes blevet enige om en afgørelse, men vi må respekterer forliget, og når erstatningen udbetales afslutter jeg hermed sagen”.
Proprietæren betalte de 15 kr. og tog kort afsked og gik. - Anders spurgte kommissionen hvad resultatet,
den var kommet til, men hertil svarede formanden: ” Det ønsker vi ikke at udtale os om, nu da sagen er afgjort ved forlig, jeg vil kun sige, at du ikke havde fået mindre, om vi skulle have afgjort sagen”.
Sidst i september blev Karen konfirmeret, og da vi i den anledning atter havde samlet nogle venner og
kendte til et roligt gilde.
Anders Hansen hold ikke store selskaber, men ved konfirmationerne var der gerne en del samlet.
Karen skulle være hjemme den første tid efter konfirmationen, Anders og Rasmine handlede stadig en del
på torvet og ellers gik tiden sin rolige gang.
Albani Torv (1910) i købstaden ”Odense” - hvor ”Anders ”og Rasmine solgte æg, grønsager og trævarer , lørdag formiddag i gennem mange år.
1911
Et par år er igen gået uden særlige begivenheder, men nu ser det ud til, at der er noget ualmindelig i anmarch, på vejrabatten ud for Skovbjerg Skole, er der plantet en lang stang med en vimpel, og i indkørslen til
skolen var pyntet med flag, det ser ud til, at der er noget særligt festligt, der skal foregå.
Lige for indkørslen på et hjørne af gymnastikpladsen står lærer Jørgensens private flagstang med flaget til
tops.
Det er netop på gymnastikpladsen, det skal foregå. Det er en stor kongres for legemlig opdragelse, der skal
ud og se på gymnastik.
Det er en meget stor forsamling, og der er medlemmer fra en hel række forskellige lande, de skulle se en
gymnastikopvisning i købstaden og en i en landsbyskole, og Skovbjerg skole, der lå så belejlig ud til landevejen vat altså blevet valgt.
Læren var blevet underrettet lang tid i forvejen, og ældste klasse var blevet trænet flittigt i den tid, der var
gået efter at læren havde fået besked, og af og til havde gymnastikinspektøren fra købstaden været derude
og overværet gymnastiktimerne.
Læren var i den grad gået op i gymnastikken, at det var gået lidt ud over arbejdet inde i klasseværelset, og
det blev ofte børnene for meget med det stadige, om igen, og det kunne godt træffe sig, at de gav sig til at
drille læren lidt, men det førte som regel til en ny omgang - om igen.
Ældste klasse var i skole og havde om formiddagen gennemgået øvelserne ude på pladsen, nu havde de
et langt frikvarter og ved totiden begyndte der at komme folk til skolen.
Medlemmer fra den store kongres skulle befordres fra købstaden ud til Skovbjerg i automobiler, allerede
det var enestående begivenhed, det var i 1911 og det var altså i begyndelsen af bilernes tid, det var ikke
hver dag, man så en bil på landevejen.
44
Omegnenes beboer mødte op i god tid for at se de mange biler ankomme til skolen.
Kongresdeltagerne ankom i 12 biler fra købstaden, det havde ikke været muligt at opdrive flere, og da der
langt fra var plads til alle deltagere, måtte de 6 af bilerne kører to gange.
Børnene var i god tid klædt i gymnastikdragt, drengene i trikot og hvide benklæder og pigerne i blå gymnastikdragter, der var anskaffet i denne anledning. Nu ventede de på , at det snart skulle gå for sig
Anders Hansens Jens stod sammen med de del andre drenge i indkørslen til skolen. Jens var nu mellem
13 - 14 år, og var i den sidste tid vokset godt, han var nu den fjerde største af drengene og stod forrest i
fjerde række, når der var rykket ud, nu stod drengene og så på, at de mange kongresmedlemmer steg ud
af bilerne og gik op gennem indkørslen.
Kongebesøg i Odense året før i 1910 - Bemærk den unge høje kronprins
Christian som går bag faderen Frederik den 8.
En mand i uniform og med en lang sabel ved siden, kom gående op mod skolen, det var general Madsen,
en af hærens højeste officerer, han hilste på drengene og sagde: ”Ja, nu skal vi se, hvad i kan præstere
børn, nu skal i bare ikke blive benovede fordi, der er so mange, der ser på Jer. Hans kongelig højhed, kronprins Christian, kommer jo også.
Har i set ham før?” - Det havde børnene ikke, men generalen forsætter: ” I kan aldrig tage fejl, han er den
højeste af alle dem, der kommer her, og så er han også i uniform med lang slæbesabel”.
Kronprinsen og de fleste af de fremmede var ankommet, og gymnasterne blev kaldt sammen og trådte an
og øvelserne tog deres begyndelse.
Læreren var synlig nervøs, han tænkte på hvor mange gange, han havde kasseret børnenes præstationer
og kommanderet om igen, men børnene var mærkelige rolige og anstrengte sig for at yde det bedst mulige,
og snart forsvandt også lærens nervøsitet, og opvisningen forløb yderst tilfredsstillende.
Kronprins Christian var en yderst opmærksom tilskuer, og da opvisningen var til ende, holdt han en lille tale
og takkede læren og børnene for den udmærkede præstation, og han sagde, at til tak for denne ville kongressen nu give chokolade til gymnasterne her i skolen.
Der var sørget for chokolade og brød, og der blev sendt bud til proprietærgården efter et par transportspande mælk, og der blev travlhed i skolens køkken og vaskehus med at koge chokolade, og imens fik børnene
lov til at lege overalt i skolehaven og på pladsen, det var jo ellers ikke til hverdag, at læren tillod dem at
komme i haven.
Før de fremmede forlod skolen, så de sig om overalt for at få et indtryk af en landsbyskole, også kronprins
Christian var inde i skolestuen, og selv om døren derind til ellers ikke var af de laveste, måtte han dog bøje
sig for at gå igennem den.
Efter legen i det frie var børnene blevet godt trængende til chokoladen og det friskbagte brød, og de forsynede sig godt, og da de forlod skolen for at begive sig hjem, var de blevet en uforglemmelig oplevelser rigere.
Hos Anders Hansen var der ikke sket store forandringer. Karen var kommet ud at tjene, men til gengæld
var Hansine kommet hjem, hun havde en tid ikke været rask, hun var stor og kraftig at se til, men hun havde ofte smerter i underlivet og magtede ikke meget.
Efter at hun havde været under lægebehandling en tid, bedres det meget, men helt godt var det ikke, og
forældre syntes ikke, at de kunne sende hende ud at tjene igen.
45
Hun kom derfor i lære hos en syerske, Lene sykone , der boede lige ved siden af, og hun havde jo så ophold i sit hjem og kunne blive hjemme, hvis hum en dags tid var sløj.
Jens, der nu nærmede sig de 14 år og gik til konfirmationsforberedelse, arbejdede en del i grusgraven med
at grave sten op og slå skærver, lige som han selvfølgelig også hjalp til med dyrene og markarbejdet, han
havde også fået lært at tærske med plejl, denne tærskningsmetode havde Anders brugt hidtil , men til brug
ved rensningen af kornet, var der blevet anskaffet en kaste - eller rensemaskine, ganske vist en brugt, det
var også Jens´ arbejde at trække den.
Jens var en rolig natur, til tider kunne han godt kaldes en drømmer.
Uden for skoletiden kom han ikke så meget sammen med sine skolekammerater. Der var nærmest kun en
af disse, han kom sammen med. Denne var fra et lille husmandssted i nærheden af Anders Hansens.
Han hed Peter, og det var hans bedsteforældre ,han var vokset op ved, men omkring ved den tid, da Peter
skulle konfirmeres, havde bedsteforældrene solgt ejendommen mod at blive boende hos de nye folk som
aftægtsfolk, og de kunne ikke udstyre Peter særlig godt.
Hans konfirmations tøj var syet om af noget brugt tøj, og han kom ud at tjene på en gård i udkanten af sognet, med en vadsæk under armen.
Peter var 3/4 år ældre end Jens, og var derfor blevet konfirmeret om foråret.
De to drenge var som sagt meget sammen, og de brugte deres drengefantasi til at lægge store planer for
fremtiden, de var enige om, at de ville ikke gå her i Danmark og lige som deres forældre arbejde fra morgen
til aften og alligevel ikke se deres velstand øges væsentlig, de ville udvandre til Amerika og drive det til noget stort.
De havde læst i geografien, at der i Brasilien var uhyre store landstrækninger i det inder, der var opfyldte af
vildsomme bjergland, der ikke var meget kendt af hvide mennesker, og i disse bjerge skulle der være rigdomme af guld og diamanter.
De havde så bestemt sig til, at de, når de havde tjent penge nok til rejsen, ville udvandre dertil, og så ville
de i en båd arbejde sig op af floderne, der udsprang i det vildsomme bjergland, og så ville de trænge sig ind
mellem bjergene og finde guld og diamanter, som de ville sælge ude i en af byerne ved kysten.
”Og når vi så har haft et heldigt togt og fået en stor sum penge for udbyttet, kunne vi jo udruste en jagtekspedition til Afrika eller Indien, - elefantjagt skal nok være en god forretning, for elfenben er meget dyrt”,
mente Peter.
Men Jens sagde: ”Nej, det bliver for besværligt, jeg vil noget, der er meget mere værd end både elfenben,
guld og diamanter, og det er nemt og ligetil, det er jord. Når vi først har haft en udbytterig tur i bjergene, så
vi har en stor sum til rådighed, så køber vi af regeringen et meget stort landområde ved Amazonfloden , det
er jo urskov, som ikke er beboet og opdyrket, og det koster næsten ingen ting, men jorden er god nok, det
eneste , der mangler det er mennesker, jorden er intet værd uden mennesker, og jo flere mennesker, der
bosætter sig på den, des mere stiger den i værdi”.
”De store folketomme urskove og præmier i Amerika vil blive lige så meget , eller mere værd pr. tdr. land
eller kvadrattal, som jorden her i Danmark, hvis der bare kommer lige så mange mennesker til at bo på et
tilsvarende område, som der gør herhjemme”.
”Det, det gælder om, er derfor kun at få ejendomsret til et meget stort område, og så få en hel del mennesker til at bo og arbejde der. Har vi først jorden og en stor sum penge foruden, så kan vi jo sende en stor
udvandredamper til Italien, der er så overbefolket. Når vi giver fri rejse og lover arbejde til stor fortjeneste,
kunne det vel nok få folk, og Italiens folk er jo vandt til varmen”.
”Folkene skulle så bygge en lejr i urskoven og så siden rydde urskov, anlægge plantager og i det hele taget
opdyrke og bebygge arealet.
Når der blev bygget byer med alt, hvad der høre til: Fabrikker, butikker, banker, teater og kirker, og der blev
anlagt gode veje og baner, så ville der blive en mægtig værdi i jorden.
Der skal jo mange penge til alt dette, men efterhånden som jorden stiger i værdi, kan vi jo låne på den, og
bygninger og virksomheder kan vi jo sælge til folkene , der arbejder med det, eller lade dem anlægge det
for deres egen regning, det eneste, vi ikke sælger er jorden, den vil vi beholde ejendomsretten til, så er vi
sikret hele stigningen, der bliver til millioner ellers, hvis foretagne bliver tilstrækkeligt stort, kan det blive milliarder, det gælder kun om at blive stor grundejer og få en masse mennesker til at leje grund hos os til bolig
og virksomhed”.
46
Jeg skildre disse drengefantasier så omskændigt for at vise, at så simpel og let er det at se, at jordværdien
skabes ved menneskerne, at selv en 13. års dreng kan se det.
På dette tidspunkt havde Jens ingen forståelse af, at denne samfundsskabte jordværdi med rette tilhører
samfundet, der skaber den, denne forståelse kom senere.
Anders Hansens to mindste piger gik jo også i skole, Jørgine ved læren ,og Sørine ved lærerinden, og den
mindste i flokken, Karl, var også vokset godt til, han var nu mellem 5 - 6 år og havde længe følt sig helt
stor, når Anders kaldte ham avlskarl, men Jens gik somme tider og lavede om på det og sagde til ham, at
det ikke hed avlskarl, men arbejdskarl, det var den lille ikke så stor af at kalde sig, og bedre var det ikke,
når han gik og fortalte at han var stor ,og så Jens sagde: ”Nej, du er ikke stor, du er kun halvstor”.
Når den lille så sagde, at han var stor, og så Jens sagde: ”Nej, hvad er det du er”, svarede den lille i en meget flov tone: ”Jeg er halvstor”.
Niels Rasmussen havde anskaffet sig en håndtærskemaskine, og han var begyndt at lade sig leje til at tærske hos andre husmænd, og Anders skulle da også se at få tærsket på maskine og aftalte derfor med Niels
Rasmussen, at han skulle komme med maskinen.
Der skulle fire mand til at betjene den, to til at trække, en til at lægge i og en til at binde halm, af og til byttede de så om, fordi det var det strengeste arbejde at trække maskinen.
Anders havde derfor fået en anden nabo til at hjælpe til, tillige Niels Rasmussen, Jens udgjorde det for den
ene mand.
Det kostede jo lidt at leje til tærskning, men så blev der jo også lidt mere tid til grusgrave arbejdet og kørslen. Anders kørte jo stadigvæk lidt en gang imellem, når der var lejlighed til at tjene lidt.
Savværket, som han af og til havde kørt for, havde delvis ligget stille efter brand i foråret, men så havde der
til gengæld været lidt byggemateriale at køre.
Det var midt i maj, savværket brændte. Savværket var indrette i en gammel vindmølle, der for en del år siden havde miste vingerne, drivkraften bestod i en gammel dampmaskine, der var installeret i en bygning
ved siden af den gamle mølle.
En formiddag midt i maj, var Anders ved at så roer med den lille roesåmaskine på bakken i sin mark. Han
lagde da mærke til, at det røg meget over ved sav møllen, og røgen kom ikke fra skorstenen, han såede
endnu en række roer, men så syntes han, at han kunne se ild derover, så lod han maskinen stå og løb derover, han kom samtidigt med Peter Petersen fra Skovbjerggården og et par andre naboer, der ligeledes
havde opdaget branden.
Savskæreren og hans familie var ude at arbejde i haven og havde ikke opdaget branden, før naboerne kom
til.
Savmøllen nedbrændte til grunden, ligesom også den bygning, der rummede dampkedlen og maskinen
blev ødelagt. Dampskorstenen kunne måske have blevet stående, men savskæren fik fat i brandfogden og
forklarede, at han var bange for at have den stående, den kunne let falde om of slå nogen fordærvet.
Brandfogden fik da mændene til at sætte nogle stænger op mod skorstenen, som de så efter en del besvær
fik væltet.
Brandårsagen forblev uopklaret, der blev gisnet noget om, at den kunne være opstået fra røgkanalerne,
eller en vagabond kunne have søgt natlogi i høvlspånerne, og så havde været uforsigtig med tændstikker
og tobak.
Hen på efteråret havde Anders Hansens bedste ko kælvet og han ventede sig en god mælkeydelse af den,
men da han en morgen kom ind i stalden, lå den og kunne ikke rejse sig. Anders fik tilkaldt dyrlægen, og
denne sagde straks: ” Det er mælkefeber, tidligere havde det været den visse død, men siden har vi lært at
pumpe dem, og vi regner det ikke som farligt mere”.
Dyrlægen satte en gummislange på patterne, og pumpede yveret op og efter pumpningen bandt han for
enden af patterne med et stykke smalt bendel, så skulle koen nok rejse sig om en god times tid, og efter to
timers forløb skulle Anders så tage båndene af patterne, og dem ud for at få noget af den ind pumpede luft
ud igen, så skulle koen nok snart komme til hægterne igen.
47
Koen rejste sig også godt nok, men den fik desværre yverbetændelse bag efter og blev trepattet. En måned
efter lå en kalvekvie om morgenen og skurede i stalden og kunne ikke rejse sig. Dyrlægen blev igen tilkaldt
og konstaterede straks hjernebetændelse. ” Den er absolut uhelbredelig, det eneste jeg kan gøre er at skrive en attest”, sagde dyrlægen og forsatte: ”Det ser unægtelig ikke godt ud, den ene bliver trepattet, og den
anden må slås ned”.
Efter at dyrlægen var taget bort igen, stod Anders med ryggen mod svinestalden og så mørkt frem for sig
og gik så pludselig op mellem sine to småheste og lagde armen om halsen på hver af dem og sagde. ”Bare
i da ikke bliver syge, så må det gå med alt det andet, som det kan”.
Anders havde jo forsikret og henvendte sig til repræsentanten, der så solgte dyret til en slagter til øjeblikkelig nedslagtning.
Slagteren fortalte senere, at årsagen til hjernebetændelse var tuberkulose på hjernen.
Anders var blevet udtaget til brandsynsmand eller brandvidne, som det kaldes. Der var to sognedistrikter i
sognet og i hver distrikt var der en brandfoged og to brandsynsmænd, disse tre mænd skulle to gange om
året gå distrikterne igennem og syne skorstenene og ildstederne og se om alt var forsvarligt anlagt og renset.. Disse bestillinger var ikke meget eftertragtede, og især var den nye brandfoged, som Anders og en
anden husmand skulle arbejde sammen med, utilfreds med hvervet.
Den nye brandfoged var en finere mand, der havde en middelstor bondegård, han ville helst kaldes proprietær, men gården var lige lille nok til at være berettiget til denne titel.
Manden, der bar det fornemme og sjældne navn Smilikat, var dog så heldig stillet, at han havde en anden
titel, han var nemlig fra militæret hjemsendt som løjtnant i reserven, og han satte megen pris på at blive
tiltalt med hr. løjtnant.
Hans fine manerer gjorde ham ikke afholdt eller agtet hverken af tjenestefolk eller naboer. Han havde en
fodermester, som han især ikke kunne få til at opføre sig underdanig nok. Fodermesteren ville hverken tiltale ham med hr. løjtnant eller tage hatten af for ham.
Da løjtnanten ville belære fodermesteren om, at han godt kunne tage hatten af for ham, sagde han: ” Det
kunne da aldrig falde mig ind at tage hatten af for sådan en indsidder”.
Løjtnanten gik så til sognefogden og forlangte, at han skulle jage hans fodermester af tjenesten uden løn,
fordi han var uhøflig over for ham og ikke ville tage hatten af for ham, og så var der en middag, sagde løjtnanten, at fodermesteren tog tallerkenen med alle frikadellerne hen til sig og skar dem i stykker og spiste
dem uden kartofler til, og da pigen kom ind igen, spurgte ham, om hun ikke snart kom med noget sukker til
disse æbleskiver.
Brandsynsmand på vej til den halvårlige
skorstens og ildstedseftersyn
48
Den gamle sognefoged var en jævn bondemand, han lo smørret og sagde, at hen desværre ikke kunne
gøre noget ved den sag, han havde ingen ret til at blande sig i, hvordan sådan et par karle hilste på hinanden, og hvad frikadeller angik, kunne det så ikke tænkes, at løjtnantens kone havde fået for meget mel i
disse, siden fodermesteren således kunne tage fejl og antage dem for æbleskiver.
Løjtnant Smilikat havde helst sendt en karl, eller en daglejer ud på skorstenseftersyn, men bestillingen var
streng personlig, så han måtte jo selv af sted.
Han sendte bud til sine brandsynsmænd, at de skulle møde på cykel, og han sagde straks til dem: ” Jeg
ved godt, at de andre, der har gået har ladet sig trakterer med kaffe og snaps omkring ved beboerne, men
jeg sætter pris på, at vi bliver færdige på den kortest mulige tid. Vi vil derfor ikke lade os traktere noget
steds, men så afslutter vi til gengæld med en bedre frokost hos mig, når vi har underskrevet protokollen”.
Turen forløb planmæssigt, men Anders var ikke imponeret af løjtnantens bedre frokost, han sagde, da han
kom hjem, at så tarvelig frokost, ville han ikke have spist her hjemme, der var ganske vist både øl og
snaps, men der var ingen overdådighed af det, og madvarerne var mildest talt tarvelige de havde fået nogle
halvfordærvelige sild, som han ikke havde særlig appetit til. Sild var ikke Anders´ livret, og var de så ikke
rigtige friske, gjorde det jo ikke sagen bedre.
Men Anders trøstede sig med, at nu var der da et halvt år til, inden han igen skulle til en bedre frokost hos
løjtnanten.
Ud over skorstenssynet var Anders ikke hidtil blevet plaget med offentlige tillidshverv. I det hele taget var
husmændene i Skovbjerg ikke meget fremme i offentlige administration, her var det gårdmændene, der var
selvskrevne.
1912
Husmandsforeningen var der heller ingen, der regnede med mere. Der var en tid, da Nikolaj Madsen var
formand for foreningen , at Skovbjergs beboere var ved at regne med husmændenes forening, det havde
givet lidt respekt, da husmandsforeningens og dens energiske formand fik udvirket, at mejeriets afstemningsmetode blev ændret således, at hver andelshaver fik en stemmen på generalforsamlingen.
Året efter blev Nikolaj Madsen valgt ind i mejeriet bestyrelse, og da tiden for sognerådsvalget nærmede
sig, begyndte husmændene at tale om, at det nok snart var på tide, at husmændene blev repræsenteret i
sognerådet.
Der blev da afholdt et møde i husmandsforeningen for at drøfte sagen. Jakob Fugl foreslog, at husmændene skulle opstille en liste, hvor på der nærmest skulle opstilles socialdemokarter og radikale venstre mænd,
en sådan liste skulle nok tage nogle stemmer for arbejdernes kreds også, mente ham.
Nikolaj Madsen mente ikke, at husmandsforeningen kunne opnå noget ved at lave en liste selv, han mente,
at den eneste mulighed for at få en husmand valgt ville være, at husmændene mødte op til venstres prøvevalg og fik en husmand optaget på venstres liste så højt oppe, at der var mulighed for at få ham valgt.
Til dette forslag sluttede flertallet sig, og næstformanden forslog, at opstille Nikolaj Madsen, der vare kendt
som venstremand og gennem sit arbejde i husmandsforeningen og mejeriet var godt kendt af sognets beboer.
Når husmændene mødte talstærkt op både ved prøvevalget og på valgdagen, så var han vis på, at Nikolaj
ville blive valgt.
Men fra nu af forstærkede Jakob Fugl sine anstrengelser for at mistænkeliggøre Nikolaj i husmændenes
øjne, hvor han så en mulighed for det.
Han fortalte ved enhver lejlighed, at Nikolajs samfundssind ikke var slet så fremherskende, som han gerne
ville give det udseende af, han var tværtimod af dem, der sagde først mig selv, så mig selv igen og så lidt til
min næste og mig selv igen.
Lidt efter lidt lykkes det Jakob Fugl at få nogle af foreningens medlemmer og endda et par af bestyrelsesmedlemmerne til at se lidt mere kritisk på Nikolaj Madsen.
Ved et bestyrelsesmøde, hvor der skulle vælges formand, gav Jakob sig til at kritisere foreningens virksomhed eller rettere manglende foretagsomhed i den seneste tid, og fejlen var efter hans mening, at Nikolaj var
sløjet kendeligt af.
49
Han var ved at få for meget at tage vare på, så han ikke kunne afse den tilstrækkelige tid til sit formandshverv, så foreningen kunne være tjent med det, det var derfor på tide at foreningen fik en anden formand,
og han ville foreslå, at de valgte næstformanden, Peter Hansen, ”Udmarkshuset” , der var sikkert ingen af
de tilstedeværende, heller Nikolaj Madsen, der ville bestride, at Peter Hansen var en dygtig og interesseret
husmand, som de godt kunne være bekendt at vælge til formand.
Næstformanden protesterede, han mente at Nikolaj godt kunne påtage formandsposten endnu engang, og
han ville helst være fri, da hans helbrede ikke var så godt som det kunne være.
Nikolaj var imidlertid under Jakob Fugls lange tale blevet så fornærmet og opbragt, at han sagde: ”Jeg mener , at jeg altid har arbejdet i foreningens interesse, men skal jeg kun have utak for mit arbejde i foreningen, så skal jeg ikke blive siddende som formand, når bestyrelsen ønsker en anden.
Peter Hansen har jeg intet at sige på, hans dygtighed og interesse er hævet over enhver tvivl, men som
han selv siger, hans helbrede er ikke så godt, så jeg syntes næsten det er synd at vælge ham”.
Jakob Fugl tog igen ordet og sagde, at der var ingen, der havde udtalt sig imod Peter Hansen, og han fastholdt derfor sit forslag, Peter Hansen var den rette mand, og skulle det ske, at helbredet svigtede ham, det
kunne jo for øvrigt svigte for enhver anden også, så havde foreningen da en næstformand, der kunne træde til, til formanden igen var i stand til at varetage hvervet.
Vi kan jo vælge Nikolaj Madsen til næstformand til næstformand, skulle der så blive brug for ham, så var
han da kendt med det.
Nikolaj følte sig endnu mere fornærmet og erklærede, at han nægtede at tage imod valg til næstformand,
var han ikke god nok til formand mere, så skulle foreningen ikke løbe nogen risiko for at få ham ind igen.
Skulle der laves om på det, så måtte de hellere gøre det til gavns, og så tage Jakob til næstformand.
Da der ikke fremkom andre forslag blev det til, at Peter Hansen blev valgt til formand og Jakob Fugl til
næstformand.
Nikolaj Madsen var noget sur, da han langt ud på aftenen kom hjem til sin kone og aflagde beretning om
bestyrelsesmødet: ” Det er jo det, jeg så tit har sagt til dig, du spilder kun din tid med dit arbejde for foreningen og får kun utak til løn, du skulle såmænd trække dig helt ud af det hele, og lade de andre om arbejdet
med det, når du alligevel ikke er god nok til dem”, sagde konen.
”Det er også min mening, jeg vil ikke spilde mere tid på det, jeg har tænkt mig, at jeg vil handle med kreaturer, det er bedre at bruge sin tid til noget, der kan give fortjeneste, i stedet for at ødsle den hen på en så
utaknemmelig opgave”, sagde Nikolaj.
”Det skulle du gør, du er jo dygtig til at handle, og lidt har vi da også at sætte i det, så det er vist ingenh dårlig ide”, sagde konen.
Peter Hansens formands tid blev ikke af lang varighed, hans vaklende helbrede bedres ikke, tværtimod ,
det gik stærkt ned af bakke med det. Og da han efter en tids forløb afgik ved døden, rykkede Jakob Fugl
automatisk ind på formandsposten, og dermed var foreningens skæbne beseglet.
Jakob havde hverken evne eller viljestyrke til at administrerer noget.
Der blev afholdt et bestyrelsesmøde om en udflugt, og det blev besluttet at deltage i en fælles udflugt, der
var tilrettelagt af hovedledelsens udvalg for rejser og præmiering, men der var to bestyrelsesmedlemmer ,
der ikke var tilstede, og Jakob fik hverken sendt bud til disse eller til sine medlemmer, så der var ikke ret
mange, der fik besked om udflugten, og siden blev der ikke lavet noget i foreningen.
Det følgende forår blev der hverken afholdt generalforsamling eller opkrævet kontingent.
50
Jens bliver konfirmeret ,og Titanic forliser
Titanic forliser natten mellem den 14. og 15. april 1912
Første søndag efter Påske, blev Jens konfirmeret. Det forløb som sædvanlig ved konfirmationerne i Skovmarken, den
sædvanlige snævre familiekreds var til stede og så selvfølgelig Jens´ kammerat , Peter .
Var der ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved Jens ´konfirmation, så blev selve dagen en mærkedag
af en særlig karakter. Det var nemlig den dag, den store nye udvandre damper ”Titanic” forliste på Atlanterhavet efter et sammenstød med et isbjerg, ca. 1600 mennesker omkom.
Skibet fik bunden revet op ved sammenstødet med isbjerget, men holdt sig flydende en kort tid på de vandtætte skodder, men blev ved at synke mere ,og mere med forskibet, så arbejdet med redningsbådene var
besværligt, en del af disse kæntrede, og der var for lidt plads i dem, og de tililende dampere kom først til
stede efter at damperen var gået ned.
Medens skibet sank spillede musikkorpset : ” Nærmere Gud til dig”.
Konfirmationen medførte ingen andre ændringer for Jens, end at han ikke mere gik i skole og således fik
mere tid til arbejde hjemme.
Anders tog stadig flere sten at levere til kommunevejene, og han leverede også uden for efterårssæsonen
en del sten til anlæg af en ny vej i nabosognet, så han havde stadig god brug for Jens.
Sommeren igennem var Jens i grusgraven, når der var tid til det for markarbejdet og pasning af dyrene.
Anders kørte jo på handel i forsommeren og Jens fik lov til at komme med på de to lange ture, turen til
Hindsholm og til Fåborg sommermarked.
I Fåborg fik Jens et knippe river og nogle få slåstager og mejetøj og fik anvist en plads på hestemarkedet ,
men der var ikke ret meget handel, folk var vandt til at købe af Anders, der som sædvanlig havde taget opstilling på fortovet ved Vesterport.
Hen mod middag var Anders henne og se, hvordan det gik med Jens´ handel, og han mente da, at det var
bedre at han også kom hen til Vesterport og stod på den anden side af porten, der var da også lidt mere
handel end på hestemarkedet.
Hen på eftermiddagen kom en af Jens´ skolekammerater hen og stod og talte lidt med Jens. Denne kammerat hed Martin og havde sit hjem i en landsby i nærheden af Fåborg, han havde , da han gik i skole i
Skovbjerg, haft tjeneste på en lille gård i Skovbjerg sogn, nu tjente han på en gård i nærheden af sit hjem.
Martin havde lommen spækket med cigarer og gav en cigar til Jens også. Jens røg ellers ikke og syntes
heller ikke særlig godt om det, men han syntes, at det var flovt at sige nej.
Anders havde nogle varer, han havde solgt og som skulle leveres på banegården. Han tog nu Jens´ varer
ind til sig selv og sendte Jens til banegården med det solgte.
Banegården lå i nærheden af markedspladsen, hvor gøglet var til stede, og Martin og Jens fulgtes ad til
banegården, og gik derefter en tur på markedspladsen og fik et par karruselture , prøvede også en sejltur
ud på fjorden i en motorbåd, som et par fiskere for at tjene en skilling sejlede små ture ud på fjorden med
markedsgæster, der havde lyst til at sejle en sådan tur.
Før de gik fra markedspladsen, købte de noget markedsbrød med sig hjem, og da de skulle betale, var
Martins beholdning svundet for meget ind, så han måtte låne 60 øre af Jens, dem havde han for øvrigt givet
cigarer for.
Jens havde i alt fået 6 cigarer og havde også røget dem, han var ikke vant til at ryge og syntes aldeles ikke
om det, men for øvrigt gjorde det ham ikke noget, men smag for tobak fik han aldrig.
51
Efter at høsten var i hus, lejede Anders igen Niels Rasmussen med tærskemaskinen for at få tærskningen
til side, så der blev mere tid til grusgraven og andet, der var mulighed for at tjene lidt ved.
Granskovene ud for Anders´ ejendom stod for fald, der var svamp i en del af granerne, og skovejeren besluttede at hugge dem ned for fode og plante bøg i stedet.
Anders påtog sig arbejdet med at hugge granerne ned og lægge dem i nummerbunker. Han skulle have en
mindre betaling herfor, 1,20 kr. pr. nummerbunke, og så skulle han have grantoppen.
Han havde påtaget sig at levere en del grønt gran til en graver ved kirkegården i købstaden, der skulle leveres før Jul og bruges til dækkegran til gravene.
Op mod Jul købte Anders et parti juletræer, som han solgte i købstaden. Jens havde hjulpet Anders at hugge granerne og hugget grenene af, og Rasmine og børnene havde sorteret den grønne top og bundet det i
bunker.
Det kunne godt vente med at lægge granerne i nummerbunker, og Anders og Jens tog derfor fat på juletræshandlen. Anders kørte derud med et læs, og de, der ikke blev solgt den dag , blev sat ind i købmandsgården, og den næste dag cyklede Jens ind og lånte en trækvogn i købmandsgården og fik nogle af træerne kørt ud for at få nogenlunde god plads.
En morgen Jens cyklede mod købstaden, blev hans cykellygte ved at gå ud, han havde tændt den et par
gange, og den var igen gået ud, han tænkte da, at han heller måtte få noget fart på der ind ad , og så prøve
igen at tænde lygten når han nåede bygrænsen.
Da han havde cyklet lidt og fået god fart på, sprang pludselig en stor puddelhund ud foran cyklens forhjul,
og Jens gik på hoved i vejbanen, han bøjede af med armen og fik et lille hul på ærmet lige ved albuen, men
ellers kom hverken han eller cyklen noget til.
Hunden havde givet et hyl fra sig og var forsvundet, og Jens prøvede om hjulet kunne gå rundt og forsatte
så sin afbrudte kørsel.
På juletræstorvet gik nogle arbejdsløse by arbejdere og forsøgte at få et job med ved en af de mange juletræssælgere , og Anders tog da også en sådan til hjælp, ganske vist havde han jo Jens som hjælper, men
det traf jo også af og til, at et juletræ skulle bringes i byen ofte helt ud i et ydrekvarter.
Svensson, som hjælperen hed, gik ellers mest under navnet ”træsmeden”, var en ganske god sælger, når
Anders bare passede at få regnskabet gjort op af og til.
Svensson var en vittig mand, han for eksempel en dag og var ved at sætte fod på et juletræ, som Jens
skulle i byen med, en politibetjent stod ved siden af og så til, Svensson sagde da: ” Det er et præstetræ, det
skal til en pastor Barfod. Det må være et fedt kald, han har, når han må gå med bare fødder og ikke kan få
sig et par strømper”.
”De skulle ikke være så vittig”, sagde betjenten.
Politibetjent fra Odense ca. 1912
Den sidste aften, der blev handlet juletræer, og partiet var svundet betydeligt ind, og de
bedste træer var solgt, kom en frue ude fra et villa kvarter og ville købe et juletræ af
Svensson, men det skulle absolut være et pænt træ. Svensson tog da et træ og viste
frem, det var virkeligt pænt, hvis der bare ikke manglede en gren, eller to i den ene
side.
Svensson passede på at holde træet således, at den side, der manglede grene, stadig
vendte ind mod ham selv.
”Ja, det er et pænt træ, må jeg se den anden side også”, sagde fruen, og Svensson
drejede med træet, men dansede selv med, så den bare side ikke kom til syne.
Fruen erklærede sig tilfreds med træet, og kun købte og betalte det og bestilte en fod og bad om at få træet
bragt ud og stillet ind i et hjørne af gården ved hendes villa.
Svensson satte fod på træet og sendte Jens af sted med det og gav ham ordre til at stille træet ind i hjørnet
af gården, således at den side, der manglede grene, kom til at vende ind mod hjørnet, så det ikke kunne
ses, at der manglede grene.
Efter Julen tog Anders og Jens fat på at få granerne lagt i nummerbunker og få den svære top kørt hjem til
brændsel.
52
Anders havde en fætter, som havde ansættelse som fodermester på en større gård i udkanten af sognet,
Kristian Kristensen hed han, han var gift og boede med kone og tre børn i et hus i nærheden af gården.
En dag rygtes det, at Kristian Kristensen var kommet slemt til skade ved at blive trådt ned af en ko, da han
var ved at binde en ko, der var gået løs, han var da blevet væltet om i stalden og trådet på brystet, således
at han nu lå syg og hjælpeløs i sit hjem.
Da Anders hørte om ulykkestilfældet cyklede han ned for at se, hvordan det stod til.
Det stod ikke godt til, blodomløbet var kommet i uorden, og det indvirkede således på ham, at han blev vild
og utilregnelig, flere gange i døgnet både om dagen og natten fik han raserianfald og ville fare op, og skønt
han ellers var syg og svag nok, havde han vældige kræfter, når overfaldet kom over ham.
Sognerådet havde måtte foranstalte sygevagt, og der var nat og dag to mand tilstede for at holde styr på
ham. Denne sygevagt blev stillet af sognerådet gårdejere efter tilsigelse af sognerådet.
Anders blev der om natte og hjalp med vagten, og det var ligesom fætteren havde mere respekt for ham,
end for de helt fremmede.
Da sygevagtens afløsning kom dagen efter, var den ene af mændene en yngre gårdejer, der var lidt betænkelig ved situationen, og han spurgte Anders, om han kunne leje ham til at overtage hans vagt, han ville
gerne give ham en dagløn for det, og hans madpakke måtte han heller få med.
Anders tog da hans vagt og efter at have været hjemme og set, hvordan det stod til der, tog han derned
igen.
En dag kom en karl fra en større gård i sognet og lejede Anders i sit sted, for selv at slippe for den ubehagelige sygevagt, men ellers var det mest for familieskabets skyld, at Anders tog sig så meget af det.
En dag , Anders havde beslutte sig for at tage hjem for at få sovet ordentligt ud, havde proprietærgården
vagten. De var ankommet før Anders tog hjem, det var en ældre daglejer og en stor stærk karl.
Anders forklarede karlen, hvordan han skulle tage den syge, når denne forsøgte at fare op, når han var
rask til at tage på ham og trykke ham tilbage i sengen skulle han nok kunne holde ham nede.
Daglejeren boede i et hus proprietæren havde oppe ved landevejen, der var lejligheder til tre familier i det.
Oprindelig havde det været boelsted, men for mange år siden var boelsmanden, der havde haft det kommet i stor gæld til proprietæren, den nuværende proprietærs fader.
Det var nærmest på grund af drikfærdighed, han var kommet i gæld, men resultatet blev, at proprietæren
en skønne dag satte den anden ud og lagde jorden under proprietærgården og lavede boelstedets bygninger om til beboelse for arbejdere på gården, et par andre små landbrug var det gået ligeså¨, men her var
bygningerne fjernet.
Proprietærens arbejderbolig lå lige i nærheden af Anders´ ejendom, og da Anders havde fået godt udsovet,
gik han hen til daglejeren, der havde været på sygevagt og spurgte ham, hvordan det var forløbet: ” Jo”,
sagde manden, ” det var da gået helt godt endda”.
Men da Anders senere kom ned til fætterens hus igen, fik han at vide, at den syge var sprunget op for dem
og løbet ud kun iført skjorte, han var trængt ind i naboens forstue og taget en brændeøkse, der stod der, og
han havde derefter løbet rundt på markerne i tre timer med øksen i hånden fulgt af vagterne i tilbørlig afstand.
Efter denne tildragelse, fik et par af beboerne udvirket, at Kristian Kristensen blev sendt på et sindssygehospital, hvor han måtte opholde sig nogle måneder, før han blev udskrevet som rask.
Da Kristian Kristensen senere fik udbetalt en erstatning fra ulykkesforsikringen, solgte han sit hus og købte
en mindre landejendom en god mils vej derfra.
Statshospitalet i Middelfart ca. 1900
Hvor Kristian Kristiansen blev midlertidig indlagt som sindssyg
patient
53
Det hus, Anders havde boet i , før han købte skolejorden, havde han ikke solgt den gang, men havde lejet
det ud.
Den lille lejlighed boede lille Hans stadig i, mens den anden lejlighed havde været lejet ud til en enke i flere
år.
Men så var det at en af Rasmines brødre, der hidtil havde haft pladsen som gift daglejer eller husmand omkring på herregårde, der kom i tanke om at købe huset,, han havde ingen penge at sætte i det, men han
lånte til udbetaling hos Rudolf Rise, det var så meningen, at Rudolf skulle bo hos dem, når han ikke ville
tjene som røgter mere, men efterhånden som tiden gik, opgav Rudolf håbet om at få et hjem der på sine
gamle dage.
Rasmines broder fik ikke skøde på huset, det blev ikke ordnet ved indflytningen, det var aftalt, at han skulle
betale omkostningerne, men han fik aldrig skaffet de penge til veje, og renterne på lånet i kreditforeningen,
kneb det også med, og efter et par års forløb tog han igen plads på en gård.
Hen i foråret var Rudolf en søndag ude ved Anders og Rasmine, og Anders kom da i samtalens løb til at
sige, at han manglede lidt mere plads i laden, dels var der for lidt loftsplads til avlen, og dels var der for lidt
plads til svin, og det var også rart at få vaskehusfløjen så stor, at der kunne blive et godt værelse til ham,
som han kunne flytte op i, når han blev ked af at tjene.
Han havde 3 - 400 kr., som han gerne ville sætte i det for at få et værelse. Det blev da også resultatet, at
Anders bestemte sig til at bygge til.
Det traf sig, at Peter Petersen på Skovbjerggården året i forvejen havde bygget sit stuehus om, og var i
færd med at bygge en lade bygning om, og Anders købte da nogle fag bindingsværks lade til nedbrydning,
det var det billigste at komme om ved det.
Ajlebeholderen var for lille og skulle med det samme udvides. Arbejdet med støbningen af denne og grunden besørgede Anders og Jens med lidt hjælp fra lille Hans. Tømmeret var på dagleje, men mureren havde
akkord, han skulle have 75 kr. for sit arbejde med at mure og pudse og lægge teglsten på vaskehusfløjen.
Materialerne købte Anders selv og besørgede kørslen. Jens og lille Hans var håndlangere.
Byggeriet kom til at koste 700 kr. men så blev der også tre nye svinestier, et stort vaskehus, og et godt værelse med bræddegulv , som Rudolf var meget godt tilfreds med.
Anders forsøgte af og til med en so, for øjeblikket havde han en gylt, der så meget lovende ud, skulle der
siges noget om den, så kunne der siges, at den var en del for fed, men den så ud til at komme med et godt
kuld grise.
Den skulle fare midt i juni, og en lørdag eftermiddag lavede den til barsel, men det varede noget, inden den
første gris kom, og den var så stor, at fødslen var meget besværlig, og grisen blev da også kvalt, så det var
umuligt at få liv i den.
Derefter varede det et par timer, før der igen kom en gris, der også blev kvalt i fødslen. Det varede så igen
en , 2 - 3 timer før nummer tre stak bagbenene ud, det var umuligt at få den ud, en tynd snor blev lagt om
bagbenene og Anders og Jens trak med det resultat, at grisen skiltes i to halvdele, hvoraf den ene blev inde
i soen.
Anders sendt nu Jens hen for at bede en nabo, der arbejdede meget med grisesøer om at komme hen og
se på sagen.
Jørgen Andersen, som naboen hed kom også, og Anders udbad sig hans mening om, hvad der var at gøre. Jørgen Andersen var straks klar over, at den halve gris ikke kunne komme ud, og han sagde, at han i
Anders´ sted ville lade soen slagte, han havde ganske vist før set et tilfælde, hvor en so ikke kunne føde
grisene og en dyrlæge blev hentet, han skar soen op og tog grisene ud af siden på dem.
Det påstås jo, at det skulle kunne lade sig gøre med held, men i det tilfælde, han havde set , var soen nu
død.
Anders mente da også , at det var bedre at sende bud efter en slagter end en dyrlæge, og Jens kom så på
cyklen for at hente en slagter.
Slagteren boede ca. 3 km. Derfra , og det var imidlertid blevet langt ud på aftenen, klokken var over elleve,
da Jens svingede ind i slagterens indkørsel. Han vidste godt, at slagteren havde to store glubske Sct. Bernhards hunde, som han havde anskaffet, fordi hen engang for et årstid siden havde været udsat for et natligt
indbrud, hvorved der var stjålet en temmelig stor sum penge fra ham.
Men Jens ofrede ikke hundene en tanke, han tænkte kun på soen, der hurtigst mulig skulle slagtes, og han
sprang rask af cyklen foran slagterens trappe
54
Men Jens ofrede ikke hundene en tanke, han tænkte kun på soen, der hurtigst mulig skulle slagtes, og han
sprang rask af cyklen foran slagterens trappe, men i sammen nu var begge hundene der med vældig glam,
den ene placerede sig lige foran cyklens forhjul medens den anden for hen og satte snuden hårdt mod
Jens ´ venstre hofte.
Jens slog op med hånden og sagde: ”Fy hund”, og hunden sprang da op på trappestenen og stillede sig,
mens den anden blev på sin post foran cyklens forhjul, det kunne se kritisk nok ud for Jens, men i det samme blev vinduet oppe i gavlen over trappestenen åbnet og en af slagternes sønner stak hoved ud og kaldte
på hundene.
Jens forklarede nu, hvad der var på færde, og slagter sønnen lovede at komme. Jens kunne bare skynde
sig hjem og se om vandet var på kogepunktet.
Slagteren havde to voksne sønner, og de kom hurtigt begge to, og soen blev slagtet og gjort i stand ved
lygte lys.
Jens havde det ikke særlige spændende job at holde lys, mens slagterne gjorde dyret i orden. Nu var det
så hvad der skulle gøres med ved dyret, soen var ung og fed, så den var jo god at lægge i baljen, men
hverken Anders eller Rasmine var dristig ved at lægge så stor en svinekrop i baljen midt i sommerens varmeste tid, og Anders spurgte slagteren, om de ville købe den, og disse lovede, at der skulle komme en op
næste formiddag.
Resultatet blev, at Anders solgte soen til slagteren for 47 kr., det var ikke så meget, men en del af bugflæsket måtte jo kasseres, og så var der jo risiko ved at salte i den stærke varme.
Anders og Rasmine skulle just have fremmede denne søndag. Rasmines søstersøn var nogle år i forvejen
blevet gift og boede i en landsby på den anden siden af købstaden. Og hans kone havde en plejesøn, der
boede at par km. Derfra.
Hun var gift med en ungdomsbekendt af Rasmine, og Rasmine og han havde tjent sammen et års tid i deres unge år.
Anders og Rasmine havde truffet Jørgen Jørgensen og Karen hos Rasmines søstersøn og de havde da
fornyet bekendtskabet. Jørgen Jørgensen og Anders holdt begge fødselsdag midt i juni, og de var kommet
i vane med at holde fødselsdag sammen, og det var da blevet til, at Anders og Rasmine hvert andet år kørte hen til Jørgen Jørgensen, hvor Rasmines søstersøn med familie så også var til stede, og hver andet år
kom Jørgen Jørgensen til Skovbjerg sammen med Rasmines søstersøn, Martin Larsen, de havde lånt et
hestekøretøj hos en gårdmand i nærheden af, hvor de boede.
De fremmede kom kørende netop, som slagteren kørte ud fra Anders Hansen med den slagtede sp, og
efter at der var hilst og budt velkommen faldt samtalen da også på uheldet med soen og prisen, som den
hjembragte, som alle syntes var for lille.
I behøvede da heller ikke at have solgt den til den pris, vi kunne da have købt hvert et stykke af den, så
kunne det da have overkommet at bjerge den, selv om det er varmt og derfor ikke den bedste tid at salte
gris ned, mente de fremmede.
Anders og Rasmine mente stadig, at det var for stor en risiko ved at salte i den stærke varme, og det var da
slemt, om det skulle blive ødelagt eller blive sundhedsfarligt.
”Det er såmænd rigtigt nok, det er ikke uden en vis risiko at lægge en gris i baljen i denne varme, og det er
også nemmest, når slagteren tager den, men det er jo et slemt uheld at få den solgt på den måde i stedet
for at få et godt læg grise af den”, sagde Jørgens Jørgensen.
”Ja”, sagde Anders,” en streg i regningen var det, og de var blevet alt for store, det var ikke fordi soen havde fået for meget korn, men vi har haft godt med mælk i den seneste tid, vi skal jo tage skummetmælken
hjem fra mejeriet, og da vi så har haft for lidt grise, har soen nærmest fået al den skummemælk den kunne
drikke, og det har jo altså været for meget”.
”Ja, det er jo ikke alt, vi kan have held med, men nu får du jo noget mere plads til svin, når du har byggeriet
færdigt, så må du jo have nogle flere sat ind, så du kan udnytte din mælk, men så ville det jo ellers have
været rart at have haft et læg at sætte ind selv i stedet for at skulle købe grise”, sagde Martin Larsen.
55
”Ja, det er der jo ikke noget at gøre ved, men nu må vi heller gå ind og se, hvad vor mor har at byde på”,
sagde Anders.
Det kom til at fylde godt inde ved bordet, Anders og Rasmine havde jo selv en del store børn og Martin Larsen havde tre, den store dreng havde konen ført med ind i ægteskabet. Også Jørgen Jørgensen var en stor
familie alle børnene var nu med, der var nogle af dem, der var konfirmeret og ude at tjene, men der var to
store piger med.
Dora var konfirmeret, men da hun havde fridag fra sin plads, var hun kommet med på turen, desuden var
der nogle mindre børn.
Efter middagen gik de ældre ud og så på haven og marken, og det nye byggeri, mens ungdommen gik ud
på landevejen og tog en rask leg, der var god plads og ikke megen færdsel.
Legen gik med liv og lyst, det var to mand frem for en enke.
Jens kom meget hurtigt sammen med Alvilda, og de fandt så stærk behag i hinanden, at de gjorde alt for
ikke at blive skilt igen. Et hvert forsøg på at fange dem mislykkes, og de nåede da også at gennemgå enkelegens bryllupsceremoni.
Hver gang de nåede sammen trykkede de hinandens hænder varmt, og da de fremmede, efter , at man
havde spist til aften, tog af sted, skiltes Jens og Alvilda med et langt og inderligt håndtryk, der tydeligt viste,
at de gensidigt følte sig tiltrukket af hinanden.
I hver faldt for Jens ´ vedkommende var det det begyndelsen til en alvorlig ungdomsforelskelse, der holdt
gennem mange år, han kunne simpelt hen ikke få Alvilda ud af tankerne igen, han drømte sig en fremtid i et
lille landbrugshjem sammen med Alvilda.
Han tænkte, at legen skulle gå helt op til de grånede dage, men det slog ikke til. Jens var snusfornuftig,
letsindige handlinger lå ikke for ham, han regnede med, at han først skulle have tjent til starten på et husmandsbrug og også have militærtjenesten overstået, før han ville tale med Alvilda om fremtiden.
Og under hans militærtjeneste fandt Alvildas tanker en anden retning i stedet for at gå og vente på den
dødbider til Jens.
Jens havde jo eller gået med tanken om at udvandre, men disse tanker var han ved at slå ud af hoved på
grund af forældrenes særlig moderens stærke uvilje derimod. De havde mistet en søn ved udvandring og
ville nødigt miste flere på den måde.
Rasmine sagde rent ud, at hun hellere ville følge Jens til graven på Skovbjerg kirkegård, end se ham rejse
bort for at blive borte i det store, fjerne Amerika, lige som Niels.
Hvad Niels angår, var det gået således, at han , da hans tjenestetid på Sct. Cruxs var udløbet, efter tre års
forløb, rejste han til Amerika, som jo ikke var så langt derfra. Han skrev hjem, at han ikke syntes han kunne
rejse hjem uden at have set Amerika, når han havde været så nær.
Fra Vestindien skrev han ofte hjem og sendte billeder derover fra, og efter, at han rejste til Amerika, skrev
han ret ofte i begyndelsen, ligesom han sendte billeder af de landskaber, han så der ovre.
Straks han kom til staterne forsøgte han sig som murearbejdsmand , men det blev ham for varmt, så han
søgte ret hurtigt ind i skyggen. Han var jo, efter at have talt engelsk i tre år, perfekt i det engelske, så han
havde ret nemt ved at få en stilling.
Han fik ansættelse på en klædefabrik i Minneapolis i staten Minnesota, og der blev han al den tid, forældrene havde oplysninger fra eller om ham.
Efterhånden blev der længere mellem brevene , indtil der engang var gået et helt år, inden der igen kom
brev, han skrev da, at han skulle se at få skrevet noget oftere i fremtiden, og måske kom han hjem om et
eller to år, men efter dette brev gik der ca. halvandet år, så kom der en dag et brev fra Amerika, men det
var et brev uden tekst, der var et kabinetsbillede af Niels og en dame begge pænt klædt i overtøj og stående kærligt ved siden af hinanden, men der var ikke et eneste ord med ud over Anders Hansen adresse,
som jo skulle være der for postvæsnets skyld.
Anders skrev til Niels igen, men der kom aldrig svar, det var ligesom Niels med dette billede ville sige, jeg
har fundet mig en livsledsagerske, jeg er amerikansk borger og afbryder al forbindelse med det gamle land,
og i ser mig aldrig mere.
Et par år senere fik Anders Hansen en hilsen fra en af Niels´ kammerater der var rejst sammen med Niels
både til Vestindien og til Amerika, han havde skrevet hjem til sine forældre:
56
”Hvis i ser noget til Niels´ forældre, kan i da hilse dem. Jeg har nylig været sammen med Niels, men han er
nu ellers snart blevet en stor ”kreatur” der inde på fabrikken”. Hvad denne udtalelse skulle dække over, var
der ingen forklaring på.
1913
Rasmine syede og vaskede stadig for morbror Rudolf, og det var derfor også af og til, at Rudolf spadserede
en tur til Skovbjerg, men af og til blev Jens sendt ud på Enggården med vasketøj til ham, og han blev da
gerne bedt ind på mad eller kaffe, og så sad han gerne en tid og snakkede med den gamle Lars Enggård,
der sad inde for bordenden og havde svært ved at få tiden til at gå.
Den gamle gårdmand kunne ikke mere følge med i hvad der forgik omkring ham, men han ville gerne have
nogen at tale med.
Lars Enggård talte om ungdommen, det var meningstløst, at de unge fik så stor en løn, sagde han. Nej, da
han var ung kunne en karl få nogle få daler om året og så et stykke lærred, et par træsko og et par pund
uld, det var en årsløn den gang, og så kunne det jo ske, at en karl i tilgift kunne få lov til at dyrke en skp.
Land eller to med hør, så havde han noget at bruge fritiden til, og det var sundere, end at ungdommen skulle have så stor en løn, og så meget fritid, som de brugte til at sætte en cykel eller benene og kørte til alle
ballerne i flere miles omkreds.
”Nej, i mine unge dage, kunne vi karle tænde vor pibe og gå en tur i marken og se på afgrøderne om søndagen, når vi havde fri, det var en storartet fornøjelse, når vi kunne komme til at grave hul under store kampesten og så tænde ild under den, og holde den ved lige så længe, at stenen blev skør og var let at slå i
stykker.
Og så kunne Lars Enggård komme med en del spørgsmål, der viste, at han slet ikke kunne følge med tiden, f.eks..:” Hvem har Skovbjerggården nu, er det sønnen, hvor gammel kan han være nu, er han en snes
år?” . Hvortil Jens svarede: ” Ja, det er sønnen, men han er meget ældre, han er over et halvhundred år”. ”
Er han så gammel, ja tiden går”, sagde Lars, og lidt efter forsatte han: ”Hvem er sognefoged i Skovbjerg
vestlige distrikt, er det Jens Henningsen”. Hertil svarede Jens: ”Nej, Lars , Jens Henningsen er jo død for
mange år siden, det er Hans Larsen, der er sognefoged nu”. ”Nå, ja det er det vel også, ja tiden går”, sagde
Lars Enggår og lidt efter rejste han sig og skrabede stokken til sig, nu ville han ud og vise Jens hestene.
”Ja, det er længe siden, vi har haft føl her på gården, den mørke der, er det sidste føl, vi har lagt til, og den
er 25 år nu”, sagde Lars .
Der var tre heste til, men de var endnu ældre end den mørke, de var alle godt i stand. Hestene var Lras
Enggårds kæledyr, og de blev behandlet meget skånsomt, derfor holdt de så længe.
Men nu kunne Lars ikke længere gå med i marken og overvåge brugen af hestene, og da han fik en forkarl,
der var lidt hård ved hestene, faldt de gamle heste sammen og måtte til Lars´ store sorg udskiftes alle fire i
løbet af forholdsvis kort tid.
Lars var vanskelig at omgås, han ville råde, og ingen måtte have en selvstændig mening om de ting, der
hørte under ham.
Men Rudolf Rise havde lært at dreje ham en knap af og til, når han syntes, det var nødvendigt.
Det var således en dag, han var blevet færdig med aftentøjringen af mellem marken, og han ville have køerne hjem i engen lige bag gården, men han var sikker på, at Lars ville have dem helt ud i den yderste
mark.
Rudolf fandt da på en list, han sagde hjemme ved middagsbordet: ” Ja, nu er jeg færdig med græsset i mellemmarken, og så har jeg flyttet køerne i den yderste mark, for jeg syntes ikke, det var til at få dem her
hjem i engen”.
57
Lars så bistert op og sagde” Du har at sætte køerne, hvor jeg siger det, det er vel mig, der bestemmer det,
og jeg vil nu have dem hjem i engen”.
Rudolf sagde da ret spagfærdigt: ” Ja ja, so kommer jeg jo til at flytte den herhjem”.
”Nej , nu skal du slet ikke have noget med det at gøre, nu kan karlene gå ud i eftermiddag og hente dem
herhjem”, sagde Lars hoverende og mente, at han rigtigt havde ydmyget Rudolf, der imidlertid morede sig
kosteligt, han fik sin vilje og slap endda selv for ulejligheden med at hente køerne hjem.
Rasmine og Anders holdt fast på, at Jens ikke måtte rejse ud og tjene, dels var de vel bange for, at hans
lyst til at udvandre skulle komme over ham igen, og dels syntes de ikke , at de kunne undvære ham hjemme, når Anders var så meget ude med hestene.
Anders tog stadig flere sten at levere , så der blev ikke så lidt arbejde i grusgraven.
En mand der i nærheden var kommet til at mangle en del sten, han havde påtaget sig at levere, og han
købte da disse hos Anders, som delvis betaling skulle Anders have en gammel fjedrevogn, som han regnede med, at kunne lave en god vogn af til at køre sten på.
Jens stod i grusgraven og gravede sten op til Christen Jensen, der selv stod og slog dem til skærver: ” Jens
er en knag til at arbejde”, sagde Christen, ”han kan snart få noget arbejdet op, men kommer han så til at
fortælle historier, så går det med det lidt”. Jens læste meget og havde en god hukommelse, han kunne
således godt stå en halv times tid og fortælle et langt afsnit af en bog, han havde læst f.eks. Ingemanns
historiske romaner, og det morede tit Christen Jensen at høre ham fortælle.
Jens´ søster gik på danseskole og til bal i ungdomsforeningen, men Jens interesserede sig ikke for den
slags, han foretrak at bruge sin fritid om søndagen og de lange vinteraftener til at læse, og et par aftener
om ugen i vintermånederne igennem gik han ind i skolen til aftenskole, ligesom han også gik til gymnastik,
når der var gymnastik i forsamlingshuset, men til dans gik han aldrig.
Anders havde henvendt sig til vognmanden, der var formmand for det konsortium, der leverede sten til
amtsvejene i omegnen og anmodet om at få lov til at levere lidt sten til amtsvejene også, det var jo begrænset, hvor mange han kunne leverer til kommunevejene, da kørselen der skulle tilendebringes på en meget
kort tid om efteråret, men vognmanden havde afslået det og sagt, at han gerne ville købe stenene af ham,
så Anders og Jens kunne grave så mange op, som de ville, så skulle han nok aftage dem.
Anders beslutte sig da til at give tilbud på amtsvejleverancerne selv, og han talte med en arbejdsmand, der
havde et lille hus med have op til Anders´ mark, denne mand hed også Anders Hansen, og blev gerne kaldt
gamle Anders Hansen, fordi han var godt en halv snes år ældre.
Ældre grusgravarbejder, og skærve hugger i arbejde
Nu henvende Anders sig altså til sin nabo af samme navn og
lovede ham arbejde i grusgraven, hvis han ville skrive under
på tilbuddet som kautionist, der skulle jo på sådan et tilbud
være både en entreprenør og en kautionist . Dette gik gamle
Anders med til, og der blev da givet tilbud på levering af 190
m3 skærver og 35 m3 strøgrus.
Konsortiet havde selvfølgelig også givet tilbud på disse leverancer, men Anders´ tilbud lå lavest, så hans tilbud blev antaget fuldt ud.
Konsortiet blev ramt på deres ømme punkt, da det var alle de blandede skærver, de havde givet tilbud på,
der altså nu gik fra dem, så de skulle levere udelukkende rene kampestensskærver og ikke kunne blive af
med deres blandingssten.
Konsortiet var derfor noget fjendtlig indstillet over for Anders, som de håbede skulle køre i stå med sine
leverancer. De forsøgte at gøre gamle Anders bange for situationen, idet de sagde til ham, at det var noget , han var gået med til, det var netop meget farligt at være kautionist for kunne entreprenøren ikke levere
stenene, så gik det jo ud over kautionisten, det blev ham, der til sidst kom til at stå med ansvaret, og amtet
kunne leje til at få den manglende leverance på hans regning.
Han kunne godt komme til at gå fra hus og hjem på grund af det, han nu havde indladt sig på.
58
Gamle Anders blev meget bange, han trak i kisteklæderne og tog ud på amtsvejvæsnets kontor og forklarede, at han havde fortrudt, at han havde skrevet under, og han var meget bange for, at han skulle gå fra hus
og hjem ved det, ville han gerne have det lavet om.
Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, han måtte stå ved sin underskrift, men amtsvejinspektøren trøstede ham med, at det sikkert ikke var nær så slemt, som han forstillede sig, når hans nabo, der både havde
grusgrav og køretøj, påtog sig at levere stenene, måtte han jo mene, at han kunne gennemfører det, og
efterhånden som der blev leveret en del af materialet, blev tilgodehavende stående, da entreprenørerne
kun kunne få udbetalt 2/3 af den sum, de havde leveret materiale for.
Den sidste tredjedel blev stående, til det hele var leveret, så efterhånden ville der jo blive kaution nok i entreprenørens tilgodehavende.
Det berolige gamle Anders en del, men helt rolig var han ikke, før han var sikker på, at nu havde Anders så
meget til gode ved amtet, at nu skete der ikke noget.
Anders havde fået lille Hans til hjælp også, han og gamle Anders slog skærver, mens Jens gravede sten op
til dem.
Lille Hans var meget for at drille gamle Anders, og de forliges derfor ikke særlig godt. Gamle Anders var
slem til at kassere de hårdeste af stenene, han slog til dem nogle gange, så kastede han dem hen i en dynge ud til siden, han kaldte dem jernsten eller kasserersten.
En dag da gamle Anders var gået hjem for at spise, fandt lille Hans på, at der skulle laves sjovt med ham.
Anders havde fyldt sin kasse med sten, før han gik hjem, og lille Hans og Jens tog nu en del af stenene af
og fyldte en del kasserersten i og nogle andre sten oven på, så gamle Anders ikke kunne se, hvad der var
lavet.
Anders kom så og begyndte at hamre løs på stenene igen, men længe varede det ikke, før han bemærkede, at han syntes at stenene var blevet så hårde.
”Det er nok fordi, du har fået for lidt snaps til frokost”, sagde lille Hans.
Gamle Anders bankede løs på stenene, og af og til kastede han en over i kasserdyngen, men pludselig
opdagede han, at der var slået en del af stenene, han holdt inde med arbejdet og vendte sig arrigt imod de
to tilskuer, der næsten ikke kunne bare sig for at le: ” I har lavet kunster og fyldt kasseresten i min kasse i
labaner”, sagde gamle Anders og begyndte at tømme kassen for en del af sit indhold.
Men resten af dagen var han pirrelig og gav af og til knobede ord.
Det var hen på efteråret, og der skulle tænkes på at få tærsket. Niels Rasmussen havde anskaffet sig en
hestegang og fået sin håndtærskemaskine lavet om til hestekraft, så den kunne ikke lånes mere, og nu der
var så meget at lave i grusgraven, kunne det ikke betale sig at stå og svinge med plejlen, det tog alt for
megen tid.
Anders skulle derfor til at se sig om efter en anden tærskemaskine, og det traf sig da, at en lille husmandssted i nærheden af Skovmarken lige havde skiftet ejer, det var et par unge nygifte mennesker, Hanne og
Jørgen Madsen, der havde købt stedet, der var på 3 tdr. land.
Jørgen Madsen gik på arbejde på Skovbjerggården og havde derfor ikke lyst til at plejletærske hele sin
kornavl, og Hannes far, der også havde et lille husmandssted havde også en håndtærskemaskine, han gik
på arbejde de søgnedage, men om søndagen tog han ofte ud at tærske for husmændene, der ikke selv
havde tærskemaskine, og han lovede da Jørgen Madsen, at tærske hans korn.
Hverken Jørgen Madsen eller svigerfaren , Hans Larsen havde heste, og Anders fik da hvervet at hente
tærskemaskinen op til Jørgen Madsen, og det blev da bestemt, at der skulle forsættes hos Anders, når der
var optærsket hos Jørgen Madsen.
Jens var nede og hjælpe til at tærske ved Jørgen Madsen. Hanne serverede sødsuppe og stegt flæsk med
stuvet kålroer til middag.
Det var god og veltillavet mad, men da man kom til eftermanden, protesterede Hannes far på det bestemteste, han var ikke kommet op til landevejen for at blive fyldt med kvægfoder.
” Å lille far, det er rigtig nok ikke kvægfoder, når det er lavet til på denne måde, sådan laver vi det nu ikke til
kvæget”, sagde Hanne.
Men Hans Larsen holdt stædig fast på ikke at ville smage det, det var kvægfoder, og det ville han ikke spise, havde hun andet til flæsket, så havde hun da et par skiver rugbrød, det var i al fald menneske mad,
sagde han.
59
Da tærskningen var overstået hos Jørgen Madsen, hentede Anders tærskemaskinen op til sig, og søndagen efter gik det løs der. Hans Larsen og Jørgen Madsen var mødt op til hjælp, de mindre børn smed negene til og lagde på bord.
Hans Larsen tog selv første tur som ilægger, og så snart der var stillet an, sagde han, så begynder forestillingen, og så vil jeg bede om at blive fri for sten, men især træ og jern.
Han var ihærdig og skyndede på at få begyndt igen, når der havde været holdt stille for at rense op omkring
maskinen, så sagde han gerne: ”Så tager vi fat igen for den samme femogtyveøre”.
Hen på vinteren fik vognmanden, der var formand for konsortiet, der leverede sten til amtsvejene, fat på lille
Hans og fik han til at arbejde for sig i stedet for at arbejde for Anders.
Gamle Anders blev derimod ved at arbejde hele vinteren igennem, når det var vejr til at arbejde i grusgraven.
Han følte sig bundet af sin kaution, det holdt ham ved arbejdet og var således medvirkende til, at han tjente
ret godt denne vinter.
Hen sidst på vinteren fik Anders fat på en yngre arbejdsmand, der var arbejdsløs og fik ham til at arbejde
for sig.
Arbejdsmanden, Peter Madsen og hans kone var lidt nervøse for, at han ikke skulle få sin arbejdsløn udbetalt rettidig, de viste jo, at Anders var statshusmand, og medlemmerne af konsortiet fortalte jo ved lejlighed
af og til, at Anders sad småt i det og ikke havde penge til at lade det store arbejde udføre, da han jo selv
måtte vente på betalingen.
Da Peter Madsen havde arbejdet en uge i grusgraven, bad han om at få målt op og få betaling for det, han
havde lavet. Anders målte op og beregnede arbejdslønnen, og da Peter ikke kunne give tilbage, fik han to
kr. mere end han havde tjent, dette førte til, at hans kone gik omkring og fortalte: ” Ja, nu er Peter da kommet op til Anders Hansen og slå sten, vi var bange for , at han ikke kunne få sine penge, han tjente, men
der var ikke noget i vejen, han fik mere, end han havde tjent lige med det samme”.
Anders havde ganske vist ikke meget at sætte i sin entreprenørforretning, men det hjalp jo noget, at han
havde Jens som fast medhjælper, han skulle jo ganske vist også have noget for sit arbejde, det var aftalt, at
hvad Jens arbejdede med i mark, lade og stald skulle han have kost og logi for, og hvad han lavede i grusgraven skulle han have samme akkordbetaling for, som de fremmede arbejder fik, men Jens behøvede jo
ikke at have sine penge efterhånden.
Han tog ikke meget ud, og han røg ikke, så han brugte ikke mange penge, så de fleste dem han tjente kunne han lade stå i foretagendet til den endelige afregning, når arbejdet var fuldført.
Ud på foråret da omtrent halvdelen af vejmaterialerne var leveret, og Anders derfor havde fået et ret stort
tilgodehavende hos amtet, følte gamle Anders sig mere rolig, og han tog da, som han plejede en del arbejde hos bønderne, sædvanligvis arbejdede han en del på Skovbjerggården, og der gik han da også ind nu.
En dag fik Anders besøg af en fætter, der boede et par mil der fra. Fætteren, Harald Henriksen og en nabo
var kommet på en lang cykeltur, de havde været en tur ude på den fynske husmandsskole, de havde hos
maskinudvalget købt dem en lille roesåmaskine, men desværre var de jo kommet forbi en del kroer på deres vej, og de havde begge lidt svært ved at passere en kro, så de havde haft nogle ophold undervejs og
var kommet ikke så lidt i stødet.
De fremmede blev budt ind på aftensmad, og de fortalte livligt op om deres tur til husmandsskolen, især var
de optaget af, at de havde set hønseribestyrere der ude på skolens hønseri lægge æg i en rugemaskine,
det havde de ment var et meget tvivlsomt foretagende, og Harald sagde, at det ville han gerne se, hvordan
det tog sig ud om tre uger, når kyllingerne skulle tages ud, for han troede ikke på noget resultat af det forsøg.
Harald opfordrede stærkt Anders Hansen til at komme hen og besøge dem en gang i forsommeren, det var
så længe siden, de havde været der, og når de kørte om formiddagen kunne de to små raske heste sagtens tage turen ud og hjem: ” Ja, du skal komme med”, sagde Harald til Jens, ”Jeg har en datter på samme
alder som dig, det er ikke godt at vide, hvad det kan blive til. Hende kan du være godt tjent med, hun er
dygtig til både det grove og det fine”.
Harald og naboen tog af sted ud på aftenen, men der var endnu et par kroer at passerer, inden de nåede
hjem, så det blev sent, inden de nåede så langt, og meget usikre på benene var de selvsagt blevet.
60
Anders havde fået endnu en yngre arbejdsmand, Karl Rønne, til at arbejde for sig i grusgraven. Alt arbejde
var jo ellers på akkord, men Karl Rønne, der skulle grave sten ud, ville helst have fast dagleje.
Det blev da aftalen, at han skulle være sikret 2,50 kr. om dagen, men hvis han fik flere sten op, end der
skulle til at give 2,50 kr., så skulle han betales efter akkordtaksten.
Karl Rønne arbejdede godt nok, men både han og Peter Madsen holdt lidt for meget af flasken, og til tider
sinkede de lidt tid med drikkeriet.
De fandt da på, at de bedre kunne holde daglejen begge to, når Karl af og til stod og kløvede en del sten
igennem for Peter, der slog skærver på akkord, og det gjorde jo ikke noget for Karls vedkommende, da han
jo var sikret daglejen.
En dag var Anders kørt til slagteriet med svin, og så snart grusgravarbejderne havde se ham køre forbi,
begyndte de på drikkeriet.
Jens der arbejde i en anden grusgrav lidt fra den , hvor de to arbejde, holdt øje med dem og så, at de forsatte drikkeriet.
Lille Hans var imidlertid også kommet og deltog i festen. Karl Rønne måtte cykle et par gange og hente ny
forsyninger hos købmanden, og da Jens om middagen gik hjem for at spise, lå eller sad de inde ved hegnet
og evnede ikke mere af nogen slags.
Peter sad rank som en stolpe og øjnene rullede i hovedet på ham, Karl lå tilbagelænet med hovedet mod
grøftevolden, og lille Hans lå rullet sammen som et nøgle. Jens gik tæt forbi den uden, at de tilsyneladende
ænsede ham.
Efter at Anders havde været på slagteriet med grisene, kørte han ud på ind– og dampmøllen og fik noget
korn med hjem, og da var grusgravarbejderne for længst listet hjem, men Jens fortalte jo, hvorledes dagen
var gået for dem og sagde: ”I dag skal Karl bestemt ikke have dagleje, for han har bogstavelig talt ikke bestilt noget”.
Dagen efter gik så Anders hen i grusgraven og talte med arbejderne. De var klar over, at de ikke havde
båret sig rigtigt ad i går, og Karl var da også indforstået med, at han ikke kunne få daglejen for den dag: ”
Nej, det kan der selvfølgelig ikke være tale om”, sagde Anders, ” og vi skal nu også have lavet lidt om på
aftalen, jeg vil ikke mere garantere dig daglejen, men hvis du vil forsætte, får du de 1,50 kr. for meteren ,du
graver op, som akkordprisen er, vil du ikke gå ind på det, må vi heller skilles”.
Karl ville gerne gå ind på den betingelse, og det viste sig da også , at han godt kunne tjene de 2,50 kr. og til
tider lidt mere, men nu var det også forbi med at stå og flække sten for Peter, når de engang imellem havde
sinket lidt tid over flasken.
1914
Jørgine var blevet konfirmeret det forår, og det havde foregået under de sædvanlige former, en lille sammenkomst med de sædvanlige familiemedlemmer og bekendte. Jørgine skulle, som de andre piger også
havde været, blive hjemme den første tid efter konfirmationen.
Hansine havde jo været hjemme de sidste år, hun havde været en del svagelig, og havde jo så givet sig i
lærer hos Lene sykone, men hun var ikke blevet helt udlært. Lene Sykone, der var noget til års, var blevet
syg og døde ret pludselig.
Hansine var så kommet hen og lære videre hos en gamle Anders datter. Gamle Anders var enkemand, og
hans datter, der var syerske, holdt hus for ham.
Men et års tid efter at Hansine var kommet i lære der, blev gamle Anders datter meget alvorlig syg.
Den tilkaldte læge, der var en ung vikar hos lægerne i nabosognet, var meget alvorlig og udtalte, at denne
sygdom ville blive patientens død. Gamle Anders var utrøstelig , dette måtte ikke ske, og han kasserede
lægen og tilkaldte en læge fra købstaden.
Men efter nogle måneders sygeleje døde syersken, og Hansine var da igen uden læreplads. Hun var ikke
helt udlært, men syede alligevel en hel del for fremmede foruden at hun syede til sig selv og sine søskende.
Imidlertid var Hansine blevet ked af at sy og havde fæstet sig som gangpige på hospitalet i købstaden. Hun
havde et par sko, som skulle forsåles før hun flyttede, og hun cyklede da en dag hen under aften til skomageren i nabosognet.
61
Skomager Kristoffer Jensen var ungkarl og havde en søster Petrine til at holde hus for sig. Det traf sig netop at søskendeparret den aften havde besøg af en ung karl, som Petrine var kommet til at gå med i den
seneste tid.
Petrine ven var en rask og fiks karl, der nok skulle holde samtalen i gang. Skomageren og søsteren bød
Hansine med ind på kaffe, og man havde en fornøjelig aften.
Blandt andet kom der et væddemål i stand om en opgave, der bestod i at tænke på et tal og så lægge et
bestemt tal til og trække et andet fra.
Det var skomageren, der stillede opgaven, og han skulle så kunne sige, hvad facit der blev. Petrine kendte
kunsten, men de to andre troede ikke på at skomageren kunne sige, hvad det blev.
Der kom et væddemål i stand med et halvt pund chokolade som indsats.
Skomagerne vandt væddemålet, og det blev altså Morten Andersen og Hansine, der skulle betale.
Det blev da bestem, at de skulle mødes igen hos skomageren en uge efter, til den tid skulle Hansines sko
være i orden, så hun kunne få dem med hjem, og så skulle der altså drikkes chokolade den aften.
Hansine syntes vældigt godt om Morten Andersen, og han var også straks interesseret i hende, og han tog
den aften, der havde været chokoladegilde afsked med søskendeparret omtrent samtidig med Hansine, og
i stedet for at cykle til den side, han skulle, da kom han fra bivejen ud til landevejen, fulgte han med Hansine omtrent til ud til hendes hjem, og han bad da hende om at møde sig en aften lidt senere, så de kunne
lære hinanden bedre at kende.
Hansine kom vel med nogle indvendinger og hævdede, at det ikke var helt rigtigt over for Petrine, men Morten Andersen erklærede, at der ikke var noget mellem Petrine og ham, han havde ikke lover hende noget,
og deres bekendtskab var ret overfladisk, han troede da også nok, at der var andre, der betød lige så meget for Petrine som han gjorde, så hun blev såmænd nok ikke særlig skuffet, fordi han afbrød deres bekendtskab.
Morten Andersen talte godt for sig og Hansine troede blindt på ham, for hun var allerede godt på vej til at
blive forelsket i den flotte karl, hun havde ikke været forelsket før. Der var ganske vist en karl ,der ved ungdomsforeningens baller havde vist hende en del opmærksomhed, og hun havde ganske vist også syntes,
at han var en rigtig pæn karl, men han var for gammeldags og solid, syntes hun, han gik til bal med grå uldsokker og hjemmestrikket ulden halstørklæde på, og så brugte han gummiflipper, det var ikke noget for en
ung karl at klæde sig så gammeldags.
Det var noget ganske andet med Morten Andersen, han kunne hævde sig.
Efter den tid kom Hansine af og til sammen med Morten, men forlovelsen var endnu ikke officielt.
Anders havde bestilt sig en ny vogn, en fjedervogn til at køre sten og grus med, han havde jo købt en gammel halv svær fjedervogn, han ville have lavet om , men smeden forklarede ham, at det ikke kunne blive til
noget, der lignede noget og stod i forhold til bekostningen.
Smeden havde netop aksler og fjedre af en mælkevogn, han ville gerne bytte med Anders med det andet
vogntøj, det kunne han bruge til to mælkegigger, og så blev de bedre tjent med det begge to.
Anders handlede da med smeden på denne måde, og han skulle have vognen færdig til april, men det blev
både maj og juni, uden at vognen blev færdig.
Anders var helt sikker på at det var vognmanden, der havde henstillet til smeden at trække det ud så længe
som muligt, for at Anders skulle køre sin stivvogn i stykker og komme i vanskelighed med kørslen.
Omkring den første juli tabte Anders tålmodigheden og sagde til smeden, at nu kunne det være det samme
med vognen, for nu havde han snart kørt de fleste af stenene, han havde påtaget sig at levere.
Men smeden havde for længst afsat det halve af Anders ´ vogntøj, han havde lavet en gig, som han havde
solgt, så han kunne jo ikke så godt skaffe Anders de gamle vogntøj igen, så nu blev der sat fart på med
arbejdet med vognen, så den blev færdig.
Smeden blev lidt betænkelig, da vognen var ved at være færdig, han syntes den så noget voldsom ud til et
par små islandske heste, men Anders var godt tilfreds med vognen, der kunne rumme en m3 , og havde en
bæreevne på 4000 pund.
62
”Anders Hansen” (Hans Andersen)
Med sine to islandske hest foran en fjedervogn (ukendt årstal)
Vognmanden sagde til Anders: ”Ja, det er et par gode islændere , du har, men når du anskaffer en vogn af
denne størrelse, så myre du hestene”.
Anders havde ladet lavet et kædetræk ned på forakslen, det gav lavere træk for hestene, så de kom til at
trække opad i vognen i stedet for omsvinglerne havde været direkte på hammelstokkem, så havde trækket
været så højt for de små heste, at de var kommet til at trække nedad i vognen, der derved var blevet noget
tungere.
Hestene havde da også god magt over vognen, og Anders havde nok at køre med, så den blev taget godt i
brug med det samme.
Foruden leverancen til landevejen havde Anders støbesten til en nybygning i nærheden, ligesom han også
skulle levere nogle favne skærver og harpesten til kommunevejene, som han plejede hver efterår.
Hen på sommeren fik Peter Madsen og Karl Rønne tilbud om arbejde andet steds, og de besluttede da at
forlade grusgraven, men først forsøgte de at få udbetalt så mange penge som muligt.
Anders troede ikke Karl Rønne så godt, så han fik ikke ret meget mere, end han havde tjent, hvorimod Peter Madsen havde fået 15 kr. på forskud.
Da Anders mærkede, at de ikke kom mere, så han efter om de havde efterladt noget værktøj, men det var
ikke meget, Peter havde efterladt en skovl, den tog Anders med hjem, den kunne Peter få ,når han kom og
gjorde redelighed med hensyn til forskuddet, det blev der imidlertid aldrig til noget af. Karl havde kun efterladt sig en skrabespån, men hans forskud var også kun på 2,50 kr.
En søndag eftermiddag tog så familien Anders Hansen på køretur hen til fætter Harald, de havde skrevet,
at de kom, så de var ventet, og besøget forløb fornøjeligt.
Anders spurgte Harald, om han så kom ud på husmandsskolen og så, at kyllingerne blev taget ud af rugemaskinen, men dertil svarede Haralds kone: ” Nej, de fik pint kyllinger nok den dag, de kunne nok klare sig
et stykke tid med det”.
Harald dukkede kun hovedet, han brød sig ikke om at mindes om den dag, der jo var endt med en meget
stor kæfert.
Der blev selvfølgelig talt om grusgravarbejdet, og Anders fortalte, at hans arbejdere var gået fra grusgraven
og lige i øjeblikket vidste han ingen andre, han kunne få.
Gamle Anders var der jo ikke helt stadig, så han og Jens kunne ikke nå at fuldfører arbejdet alene.
Harald sagde da: ”Det er en skam, at der er så langt ned til jer, for ellers kunne jeg godt få tid til at hjælpe
jer en 3 - 4 uger, når jeg har fået mit korn ind. Og til den pris, du giver for arbejdet, kan der nu nok tjenes en
dagløn”.
”Er det sådan, at du kan være hjemmefra et stykke tid, så kunne du jo bo hos os så længe”, sagde Anders.
Rasmine sagde også, at de havde sengeplads nok, så han godt kunne være der et stykke tid, og det blev
da aftalt, at Harald skulle komme, når han fik sin høst til side.
63
Et stykke tid derefter kom altså Harald hen til Skovbjerg for at slå skærver. Gamle Anders var der også
stadig igen, og desuden havde Anders fået fat i en mand til, så nu var der mandskab til slutspurten.
En dag havde der været en fotograf og anbefalet sig, og det var da blevet bestem, at han skulle tage et billede af hele mandskabet.
Anders holdt på pladsen med køretøjet, Harald og Henry, den nye mand, var ved skærverne, Harald bevæbnet med en stenhammer og Henry med en stengreb, gamle Anders og Jens i grusgraven på hver sin
side af grusharpen.
Man havde i forvejen talt om, at hunden også skulle med på billede, fo den fulgte for det meste med Anders, når han kørte grus og sten, men da opstillingen skulle foretages, var der ingen , der tænkte på hunden, men det viste sig overflødig, for den havde selv taget stilling lige foran hestene, så den fik en god
plads på billedet.
Arbejdet blev færdigt til tiden og afsyningen forløb tilfredsstillende, og da formanden for konsortiet blev klar
over, at Anders fik leverancen færdig rettidigt, sagde han en dag til ham, at det var dumt af dem at gå og
underbyde hinanden, det var meget klogere, at Anders gik med i konsortiet og fik sin andel at levere ligesom de små gårdmænd, der var med allerede.
Det havde Anders ikke noget imod, og han gjorde også vognmanden opmærksom på , at han havde forsøgt at komme med tidligere, men da kunne det ikke lade sig gøre.
Vognmanden undskyldte sig med, at han ikke var ene om at bestemme det, men de havde talt sammen om
det og var blevet enige om det formålstjenstlige i, at tage Anders med i sammenslutningen, og det blev således at Anders fik andel i konsortiets leverancer, således, at de sten ham så fik at levere herefter var på
mange forskellige steder på amters landeveje, og nogle af dem var over to mil fra Skovbjerg, men det var
så på egne, hvor der ikke var så mange sten i jorden, så der var de så noget bedre betalt, så der kunne
blive køre løn på dem, så det godt kunne betale sig at arbejde med det.
Første Verdenskrig bryder ud
Det var i september 1914. Verdenskrigen var udbrudt. Fyrstemordet i Sarajevo havde været gnisten,
der antændte branden, og nu bredte den sig med
rivende hast og sindene var opskræmt overalt, også
her i Danmark blev sikringsstyrken indkaldt, og der
blev lagt miner i farvandene.
Blandt dem , der blev indkaldt til sikringsstyrken, var
også Morten Andersen, og en dag kom da også
Hansine hjem til forældrene og var helt oprevet, hun
havde Morten med for at præsenterer ham, og hun
fortalte, at det var noget forfærdeligt noget for Morten
skulle rejse, han skulle i krigen.
Så galt var det ganske vist ikke, men Morten havde fået indkaldelsesordre og skulle møde i København,
han havde aftjent sin værnepligt som trainkonstabel.
Forældrene trøstede jo med, at det langt fra var givet, at Danmark kom med i krigen, og så kom Morten
nok snart hjem igen, for med de voldsomme våben de havde nu, kunne en krig ikke vare ret længe.
Hansine var dog ikke rolig, det var noget forfærdeligt noget med krig, og der var da ingen , der kunne sige ,
om vi kunne gå fri, og så var det så ærgerligt, at hun lige havde sagt sin plads op derinde på hospitalet og
fæstet sig til en gård i nærheden af den gård, Morten tjente på.
Det var Morten der havde skaffe hende pladsen, han havde selv tjent på den gård, så han var godt kendt
med folkene, men når han nu skulle rejse til København, så var det jo ingen nytte til at hun skiftede plads.
Morten rejste til København og kom i trøjen, og første november rejste Hansine så i sin nye plads. Hun stod
selvfølgelig i brevveksling med Morten. Det gik ham i begyndelsen helt godt, og han var ved godt mod.
Krigen holdt sig jo stadig borte fra vore grænser, det så ikke ud til at nogen af parterne ønskede at drage os
ind i den store krigstummel, de havde fra begge sider brug for os som spisekammer og handlede ivrigt med
os.
Hen sidst på vinteren fik Hansine et brev, der igen bragte hende ud af ligevægt
64
Morten var alvorlig syg af nyrebetændelse og indlagt på lazaret i København. Hansine fik fri fra sin plads i
et par dage og rejste til København for at besøge Morten på lazarettet , han var meget syg, og den eneste
føde han fik var mælk, men måtte han drikke så meget af som han kunne.
Hansine ønskede, at hun kunne blive i Mortens nærhed så længe han var så alvorlig syg, og da der netop
manglede en køkkenpige, der på lazarettet fæstede hun sig dertil for at være i hans nærhed.
Hun rejste nu hjem til forældrene og bad om, at søsteren Jørgine måtte komme i hendes plads de halvanden måned til maj, for at hun kunne få lov til at rejse.
Moderen syntes ikke rigtigt om det, hun syntes at Jørgine var lige ung nok til pladsen, men da Hansine
holdt på , at hun ville rejse til København, enten hun fik nogen anden i sit sted eller ej, gav Rasmine efter,
hvis Rasmine ellers kunne få det ordnet med sine husbondfolk, hvad hun så også fik.
Tærskearbejdet gik lettere den vinter. Anders havde fået tærskemaskine med hestegang.
Jens havde en dag læst en annonce i avisen, og sagde til faderen: ”Du skulle prøve at tage ud og se på
denne tærskemaskine, her står:
På grund af anskaffelse af større tærskeværk er en tærskemaskine (håndtærskemodel) med hestegang til
salg straks.
Anders tog så ud og så så på tærskemaskinen, som han så også købte, - Hestegangen, der var helt af jern,
blev støbt fast ude bag loen, og omgangen hvor hestene skulle gå , blev belagt med skærverne, der var
noget der gav fast bane.
Hestene kiggede noget, da de hørte tærskemaskinen larme i laden, men de vænnede sig hurtigt til at gå
rolig, når der var en, der kørte dem.
Inde på vind - og dampmøllen i købstaden havde de en charabancvogn og en kane, men de brugte så godt
som aldrig nogen af delene, og da lagerpladsen skulle udvides, stod de to køretøjer bare i vejen, og mølleren spurgte da Anders om han ikke ville købe dem.
Anders spurgte da, om de ville tage en griseso i bytte. Det ville mølleren godt. Handlen kom i stand således, at Anders skulle levere
soen ude på møllen, og så skulle han have køretøjerne for soen.
Anders spurgte, om radrenseren og den lille såmaskine, han havde
lånt kunne gå med i handlen, det havde mølleren heller ikke noget
imod, da han aldrig havde tænk sig at tage de to redskaber hjem
igen.
Anders havde to drægtige søer, de havde løbet samtidig. Den so ,
som Anders beholdt fik 16 levedygtige grise, og da det er temmelig
mange for en ung so, ringede Anders til mølleren og spurgte, hvordan det var gået med deres so.
Vind og dampmøllen i købstaden (Odense)
Vesterbro kvarteret 1893 - 1912
Denne havde godt nok fået grise om natten også, men hvor mange
den havde fået vidste de ikke.
De havde mange rotter i udhusene ved møllen, og de havde bidt nogle af grisene ihjel , hvor mange vidste
de ikke, men de havde fundet et par kælvede grise i nærheden af svinestien, men soen havde da 6 levende
grise.
Anders spurgte da, om de ville have 4 grise, så der kunne blive et almindeligt kuld ud af det. Det ville mølleren nok, og Jens blev så på cykel sendt ud til møllen med fire nyfødte grise i en spånkurv med låg. Han
skulle ikke have betaling for grisene, men Jens fik da en to krone i drikkepenge. Soen tog godt imod grisene , og de gik da ud til gavne.
Anders havde knap så mange sten at levere nu, han var kommet med i konsortiet, men en del af dem var
langt borte, så de gav noget mere kørsel, men betalingen var noget bedre end året før.
Vejassistenten, der skulle føre tilsyn med amtets landeveje, kørte af og til ud ad landevejen på cykel, det
traf da også til tider, at han kom ind i en eller anden grusgrav for at se på det færdige vejmaterialer, som
han gerne kritiserede en del.
65
En dag , vejassistenten var inde i Anders Hansens grusgrav, hvor Jens stod op slog skærver, medens en
husmand fra nabolaget gravede sten op, kritiserede vejassistenten skærverne, der efter hans mening indeholdt lidt for mange overmålere.
Han tog da en af de skærver, han kaldte en overmåler, og lagde den på Jens´ amboltsten og tog en stemhammer og gav skærven et let slag, der imidlertid ingen virkning havde, han slog da lidt hårdere, men heller
ikke det virkede, så måtte han slå hårdere endnu med det resultat at skærven gik i fire stykker. Han tog da
det største af stykkerne og sagde: ” Det kan nogenlunde gå an, men de andre er sandelig for små, hvis alle
overmåler blev slået om, blev de sandelig for små, men de kunne jo meget godt afpasse størrelsen, når de
slår dem.
F.eks. Ved at have en model hængende op på kassen, så de stadig kan se den, her er en udmærket model”.
Modellen han udpegede var en terningformet skærve, der målte de ansatte 2 tommer på hver led.
Når afsyningen af stenene fandt sted, skulle der også gerne kritiseres, men ved afsyning stod vejassistenten gerne og spurgte om, hvis den stenbunke var, inden han kritiserede den, det kunne se ud til, at han ikke
holdt af at kritiserede vognmanden og en af de andre, der var ret skrap til at sige sin mening, og at det altså
skulle gå ud over dem, der bedst fandt sig i det.
Ved afsyningen af et parti fik Anders et par bunker kasseret, skærverne var for store og skulle slås om, før
der kunne udbetales penge for dem.
Anders og Jens tog da for at pynte lidt på skærvebunkerne, Jens cyklede i forvejen og begyndte at pille
nogle af de største skærver ud af bunkerne, og Anders kom med køretøjet med lidt mindre skærver, som
Jens havde samlet fra, fik en omgang af hammeren og blev strøget uden på bunken tillige med lidt andre
små skærver.
Under dette arbejde ankom vejassistenten til stedet, han var stået af cyklen og gik og kiggede på de forskellige bunker.
Anders og Jens lagde mærke til, at han betragtede vognmandens bunker temmelig nøje, så kom han hen til
Anders og Jens og sagde efter at have hilst: ”Nu må De da endelig ikke gøre for meget ud af det, for de er i
grunden slet ikke så slemme”.
Anders og Jens sagde, at den eneste forskel der var på deres og vognmandens bunke var, at deres var
rene og meget ensartede, mens vognmands bunke indeholdt en del snus og var mere uregelmæssig , og
vejassistenten holdt jo eller på, at skærverne helst skulle være rene og ensartede.
Vejassistenten begyndte at trække i land, han indrømmede, at de rene skærver var de bedste, men han
havde desværre ikke fået set så nøje på disse bunker, ”men gør nu endelig ikke for meget ved dem”. Sagde han og steg på cyklen og kørte bort.
Anders og Jens samlede da deres sager sammen, læssede resten af små skærverne af, hvor de skulle
have en ny bunke og kørte hjem.
Oprettelse af en lokal brugsforening
Brugsen indviet 1915 - bygget ved hovedvejen , og nabo til mejeriet
Der havde den sommer været afholdt et par møder i Skovbjerg
for at få oprette en brugsforening, der var da også blevet dannet en forening og valgt en bestyrelse. Der blev købt en grund
lige ved siden af mejeriet og bygningerne var nu under opførelse.
Vognmanden kørte en del af murstenene, men også Anders
kørte en del, vognmanden og han fulgtes ofte ad, og vognmanden beundrede de små heste for deres styrke og udholdenhed.
Hen på sommeren blev Morten Andersen udskrevet fra lazarettet, men han var ikke fuldstændig helbredt
og blev da også kasseret for stedse og hjemsendt fra militæret.
Samtidigt med Mortens hjemsendelse, havde Hansine sagt sin plads op derinde på lazarettet, og de kom
derfor begge hjem til Skovbjerg.
Morten gik og kom lidt til kræfterne igen, og det blev derfor bestemt at de skulle giftes i løbet af efteråret.
66
Rasmines broder var fraflyttet det gamle hus, som Anders tidligere havde haft og endnu havde skøde på,
da papirerne aldrig var blevet omforandret.
1915 Hansine bliver gift
Huset var nu ubeboet, da lille Hans var flyttet om i fattighuset, hvor han kunne bo husfrit. Det blev derfor
besluttet, at de to unge skulle flytte ind der, når de nu var blevet gift.
Huset trængte jo en del til reparation, nu da det havde stået ubeboet et stykke tid. Morten gik da og pudsede det op og ordnede det, det bedste han kunne, og de holdt bryllup i al stilhed. De løste kongebrev, og
noget stort gilde var der ikke.
Morten var fra Nordjylland og havde det meste af sin familie der oppe, han havde dog en broder, der var
gift og bosat i købstaden knap halvanden mil fra Skovbjerg, men de kom ikke meget sammen.
Udskrift fra kirkebogen i Ubberud sogn den 5. november 1915 , som dokumentere at Hansine bliver gift med Anton Mortensen (alias , Morten Andersen i fortællingen), som har en bror i Odense hvis navn er Morten Mortensen.- Som det angives er
der løst Kongebrev
Karen var blevet træt af at have almindelig pigeplads og havde givet sig til at lære at sy. Hun ville lære faget til gavns og lod sig uddanne i herre - og dameskrædderi og havde plads hos en skræddermester en
mils vej fra Skovbjerg.
Lige op til Skovbjerg nordskov, der lå lige over for Anders Hansen ejendom, lå et boelsted på 16 tdr. land
ujævnt og noget magert jord, Birkebjerg, som stedet hed, ejedes af Lars Hansen, eller Lars Birkebjerg, som
han almindeligvis blev kaldt. Han var en af de små gårdmænd, der var med i konsortiet og leverede sten til
amtsvejene. Lars havde af og til talt om, at han kunne tænke sig at sælge stedet, men hidtil var det ikke
blevet til noget, men pludselig rygtes det , at han havde solgt stedet til Nikolaj Madsen.
Nikolaj Madsen havde helt lagt sit håndværk på hylden og gav sig nu ikke så lidt af med kreaturhandel.
Han kom en dag ind på birkebjergstedet og spurgte på kreaturer. Lars Hansen viste ikke rigtigt, om han
ville sælge nogen, han havde lige så meget lyst tll at sælge ejendommen.
Nikolaj spurgte da, hvor meget han skulle have for det hele, som det stod, og Lars forlangte 20.000 kr. Nikolaj bød 18.000 kr., og det endte med at handlen kom i stand til en pris af godt 19.000 kr.
Nikolaj forsøgte at sælge birkebjergstedet igen, men kunne ikke rigtigt komme af med det. Så tog han fat
på anden måde, han solgte hele besætningen, og hvad han kunne afsætte af redskaber, dernæst tog han
fat på avlen.
Han lejede motortærskeværk og fik alt kornet tærsket på et par dage, han skulle jo bruge en del mandskab
dertil, han kom da også hen til Anders Hansen, og spurgte om Jens ikke ville tjene sig et par daglejer ved
at hjælpe til, grusgraven kunne han jo altid komme tilbage til, og Nikolaj havde b rug for folk i et par dage,
så ville han give en god dagleje - 3,50 kr. det var værd at tage med, mente han.
Jens havde egentlig nok at bestille, men han gik dog derhen og hjalp til et par dage. Nikolaj solgte så hele
avlen og ville nu sælge ejendommen tom, men bygningerne var gamle og skæve, så Nikolaj havde vanskelig ved at få den pris han syntes, han skulle have.
Han solgte da 12 tdr. land fra, det var Henrik Lund fra Lundbjerggården, der købte de 12 tdr. land og indhegnede dem for at bruge arealet til en fold med vedvarende græs, som han kunne bruge til sine ungkreaturer og plage.
Så lykkes det endelig Nikolaj at få bygningerne med de tilbageværende 4 tdr. land solgt til et par yngre husmandsfolk, Anna og Hans Madsen, der rykkede ind på stedet med to køer og to små islandske heste.
67
En dag , Anders var ude med køretøjet kom en fremmed mand cyklende ind på Skovmarken og spurgte ,
om han traf Anders Hansen.
Han forstillede sig som uddeler Niels Madsen, Vesterby Brugsforening, men nu til den første skulle han tiltræde stillingen som uddelere på Skovbjerg nye brugsforening, og nogle bestyrelsesmedlemmer havde
sagt ham, at han muligvis kunne få Anders Hansen til at udfører en del kørsel for sig.
Det var Jens han kom til at tale med, og Jens mente også, at faderen godt kunne påtage sig en del kørsel,
han havde jo en vogn, der egnede sig godt til det, men Jens kunne naturligvis ikke sige noget bestemt.
Uddeleren bad da jens om at sige til faderen om at ringe ham op senere, det var Vesterby 25.
Anders ringede da også og resultatet blev at han påtog sig fragtkørslen fra købstaden til Skovbjerg brugsforening foreløbig for 25 øre pr. 100 pund.
Fragtkørsel mellem den nye lokale brugsforeningen ,og fællesforeningen i købstaden ca.
1916
De islandske heste havde vundet stærkt indpas især i de mindre landbrug, og der var de også en udmærket trækkraft, men de egnede sig også godt til kørsel på fast vej, de to som Anders havde, var et par særlig
kraftige islændere, men folkene på fællesforeningen i købstaden så noget på Anders, da han kom og forlangte et læs på 3000 pund til Skovbjerg brugsforening: ” Det vil du da ikke have på en gang, vognen kan
vel bære det, men så skal du da have andre heste for”, sagde de.
Men Anders påstod, at hvad vognen kunne bære , kunne hestene også nok gå hjem med, og at hestene
var mishandlede eller overkørte, var der jo ingen der kunne sige.
Dan Anders var køreklar, var der en del af folkene, der var spændt på, hvorledes det spændte af, når han
skulle køre i gang, men det gik ganske roligt, hestene lagde sig frem i selen og gik frit og roligt ud af gården
med læsset.
Der var en ulempe ved de islandske heste, deres natur var afpasset efter et koldt klima, de blev derfor langhårede om vinteren, og da de var meget tæthårede, var de så varmt klædt på, at de let svedte og blev forpustede, når de skulle bestille noget.
Ligeledes var det for varmt for dem at stå i stald sammen med køerne, hvad jo ellers var tilfældet de fleste
steder i husmandsbrugene, således også hos Anders.
Islændingene skulle derfor helst klippes om efteråret. Det var et betydeligt arbejde at klippe hestene over
hele kroppen, og der skulle jo særlige sakse til, helst både endeklippere og sideklippere, altså med sidevendt klippehoved, og de skulle af og til slibes, og det kunne jo også let ske, at der blev brækket én eller
flere tænder i saksen, som altså let kunne blive ødelagt.
Anders havde anskaffet nogle sakse, og han og Jens klippede deres egne heste og lod sig også af og til
leje til at klippe for andre. Det var ikke let at få hovedet og særlig ørerne klippet pænt, da hestene jo ikke
holdt af denne kilden i ansigtet, og begge hænder skulle jo bruges til at holde på saksen.
Anders og Jens klippede også Hans Madsens islændere og under dette arbejde sagde Hans Madsen: ” Ja,
vi skulle egentligvære nogle husmænd sammen om at købe en klippemaskine til at trække med håndsving,
når vi var nogle stykker om det, kunne det ikke blive så meget til hver, vi kan få en sådan maskine for lidt
under 100 kr.”.
”Ja, det var godt nok, mente Anders, men det var et vanskeligt stykke at være sammen om, fo der var jo en
del risiko for at knække tænderne i kammene, og de var jo dyre”.
”Ja” , sagde Hans Madsen, ”der kunne jo nok være nogle stykker om at købe klippemaskinen, men der
skulle jo være en af dem, der skulle være klippemester og have ansvaret for klippemaskinen, han skulle jo
så have betaling, så han havde sin arbejdsløn og have sin risiko dækket”.
Da Anders et par dage efter var i købstaden efter fragt til brugsforeningen, gik han ind i en isenkræmmerbutik og så på en klippemaskine. Den kostede 85 kr. og et sæt ekstra kamme 12 kr.
Anders havde tænkt meget over det med et sådan fællesskabet, og han besluttede derfor at købe klippemaskinen selv, og han købte derfor en og tog den med hjem med det samme.
Anders og Jens havde jo allerede i nogle år klippet nogle få islændere foruden deres egne, og da det rygtes, at Anders havde købt en klippemaskine voksede søgningen noget, men nu var det også hurtigere at få
et par islændere klippet.
68
Da Anders havde kørt fragt for brugsforeningen en måneds tid, kom uddeleren en dag med en kontrakt,
han ville have Anders til at underskrive, så der blev en fast aftale om fragtkørsel et år frem i tiden.
Det ville Anders dog ikke indlade sig på, han ville have det sådan, at han kunne holde op, når det passede
ham, og han havde for resten indset, at 25 øre pr. 100 pund var for lidt, der ikke kunne give en dagløn, når
udgifterne til køretøjet først skulle dækkes.
Uddeleren ville helst have en fast aftale, og han ville da også gøre Anders opmærksom på , at han ikke
kunne regne en fragt tur for en hel dags kørsel, den kunne jo almindeligvis klares på en halv dag og foruden betalingen efter vægt var der jo også en del småpakker, som der blev betalt ekstra fragt for.
Det endt dog med, at Anders fik fragten sat op til 35 øre pr. 100 pund og kontrakten blev ikke brugt, der
skulle dog siges op med 14 dages varsel. Men Anders vedblev med at køre fragt i 4 år.
Brugsforeningens omsætning steg år efter år, så det blev til to, senere tre læs om ugen foruden ekstrakørsel, når der skulle hente korn ved havnen eller jernbanestationen.
Det var jo ganske vist under verdenskrigen, så det kneb ofte for nye forretninger med stigende omsætning
at fremskaffe varerne, men Skovbjerg brugsforening var særlig godt stillet, formanden var en pengestærk
proprietær fra udkanten af sognet og han satte de fornødne penge i foretagendet selvfølgelig mod behørig
sikkerhed, og uddeleren var en ung energisk forretningsmand, der nok skulle sørge for at få fat i varerne
trods knapheden, og han sørgede også for at fordele varerne til kunderne, så det ikke kunne lade sig gøre
at hamstre i brugsforeningen.
En dag Anders talte med Hans Madsen på Birkebjergstedet, sagde Hans Madsen, da de tale om den dyre
hesteforsikring: ” Det er alt for dyrt at have de små heste forsikrede i de almindelige hesteforsikringsforeninger.
Islænderne skal jo opnå en alder på 30 - 40 år, så en forsikring for små heste vil absolut blive langt billiger, og nu husmandsforeningen har oprette en sådan forsikring for Fyns stift, bør vi have en forsikring der.
Jørgen Hansen, Ejlskoven, har søgt oplysninger ved hovedledelsen, han og et par andre der nede omkring
vil være med, men vi skal være fem for at oprette en kreds, hvis vi to gik med, var vi lige akkurat nok til at
starte kredsen, men vi skal jo være i husmandsforeningen for at benytte forsikringen.
Derfor må vi se at få liv i foreningen igen.
Jørgen Hansen har indvarslet til et møde i forsamlingshusets lille sal på lørdag aften, så der må vi give møde og se at få nogle flere med”.
Ubberud forsamlingshus hvor husmandsforening afholdt enkelte bestyrelsesmøder ,og alle generalforsamlinger, banko,
medlemsmøder etc.
(luftfoto ca. 1939)
Lørdag aften mødtes 16 husmænd i forsamlingshuset
og afholdt nystiftende generalforsamling for Skovbjerg husmandsforening.
Jørgen Hansen bød velkommen og indledte med at
fortælle, at han havde anstillet eftersøgningen efter
husmandsforenings protokol, men den havde ikke
været til at få fat på.
Den sidste formand for foreningen havde jo været Jakob Fugl, og han havde jo ladet det hele gå i stå, det
sidste år, han havde været her, havde der hverken været afholdt generalforsamling, eller var blevet opkrævet kontingent, og til slut var Jakob Fugl rejst fra egnen uden at have afleveret protokollen til nogen af bestyrelsen.
Protokollen var og blev forsvundet sammen med Jakob Fugl, så nu var der jo ikke andet at gøre end at
vælge en hel ny bestyrelse og oprette en ny husmandsforening, oh han ville anbefale, at man gik i gang
med dette og så også valgte en repræsentant og vurderingsmand til forsikringsafdelingen, og han ville anbefale husmændene at lade deres små heste forsikre i denne, det ville betale sig godt i det lange løb.
69
Forsamlingen blev hurtigt enige om, at husmandsforeningen skulle genrejses, og der blev valgt bestyrelse,
hvori Jørgen Hansen blandt andet fik sæde, det var jo ham, der havde rejst sagen, og han valgtes da også
til formand.
Egnen omkring Skovbjerg skole blev repræsenteret med hel to bestyrelsesmedlemmer, nemlig foruden Anders Hansen en nybagt statshusmand, Bent Christensen, der lige havde købt proprietærens arbejderbolig
ved landevejen sammen med et areal på 5 tdr. land og fået statslån på det.
Krigen havde jo medført en ganske betydelig prisstigning, dels på jord, men særlig på bygninger, besætning og redskaber.
Selv om maksimum lånegrænsen for statshusmandsbrugene et par gange var sat op og lånene nu kunne
komme op på 9.000 kr., var det jo for lidt at rejse et sådan brug for, så udstykningen truede helt med at gå i
stå.
Der havde jo tidligere været jord til proprietærens arbejderbolig, og der var rigelig med bygninger til de fem
tdr. land , så det drejede sig jo kun om en omdannelse af bygningerne, så de kom til at egne sig til formålet,
og det lod sig gøre for det tilstående lån på 9.000 kr.
Da bestyrelsen var valgt, tog man fat på valget af repræsentant og vurderingsmænd til forsikringsafdelingen, og her var der jo ikke så mange at vælge imellem, da det jo udelukkende skulle være husmænd, der
havde eller ville have forsikring i afdelingen.
Jørgen Hansen blev valgt til repræsentant og Hans Madsen, Birkebjerg og Anders Hansen blev vurderingsmænd.
Jørgen Hansen var af den mening , at det bare gjaldt om at få nogle medlemmer i forsikringsafdelingen, så
der kunne blive nogle dyr at forsikre, hvordan hestene så ud, og hvor høje de blev vurderet, mente han var
underordnet, der skulle jo betales efter vurderingssummen, så det var da ligegyldigt, om også nogle af
dem, der blev sat rigelig høst , når ejeren ønskede det, mente han.
Men her var hans vurderingsmænd ikke enige med ham. Anders indprentede ham, at det gjaldt om, at være forsigtig med at vurdere gamle magre heste til for høje priser, da risikoen så blev for stor for forsikringen.
Jørgen Hansen mente, at der blev betalt efter risikoen, og hestene var vel ikke mere udsat for at dø, fordi
de var vurderet højt, men Anders sagde, at det kunne ingen vide, man måtte ikke tro alle mennesker for
godt, og i hvert fald kunne det være en fristelse til ikke at være forsigtig, når de var forsikret således, at der
var fordel ved, at de blev slået ned.
En af mælkekuskene havde et par gamle radmagre heste, som han ikke kunne få nogen forsikring til at optage uden dyrlægeattest, og han henvendte sig da til Jørgen Hansen, og denne spurgte Anders, om de ikke
godt kunne forsikre de heste.
Jo, Anders havde ikke noget imod at optage hestene, men i den tilstand de var i , kunne de ikke optage
dem uden dyrlægeattest, og de kunne i alle tilfælde ikke vurdere dem ret højt.
Så ønskede mælkekusken ikke hestene forsikret, og Jørgen Hansen mente, at det var forkert af Anders,
der så at sige havde hindret, at forsikringen fik et nyt medlem: ” Tag dig ikke det så nær”, sagde Anders,
”den slags medlemmer er bedst at være fri for, og vi skal forsikre, så vi kan forsvare det, ellers risikerer vi
også oversyn i afdelingen.
Hansine og Morten havde indrette sig i det gamle hus, og det
var igen nogenlunde tåleligt med Mortens helbrede. Morten
havde taget lidt lettere arbejde omkring i nabolaget, og havde
han ikke andet, arbejdede han lidt for Anders i grusgraven.
Det kunne træffe, at Morten ville gøre sig lidt overlegen over
for Jens, der havde gået hjemme hele tiden, han, Morten havde dog heldigvis været ude og lært at klare sig med en løn,
men Jens mente, at det vel var knap nok han havde lært det,
for lønnen havde da ikke slået særlig godt til, medens Jens jo
nok havde gået hjemme, men han havde lært at klare sig med
betydelig mindre end en løn.
Mindre husmandsbrug på Ubberud egnen med
Høstarbejde - ukendt årstal
70
På udflugt til Svendborg - 1916
Svendborg banegård
Jens kom jo ikke særligt meget ud, og han
brugte heller ikke meget til stadstøj, og kom
han en enkelt gang ud sammen med kammeraten Peter, så gav de to undersvende ikke
meget ud.
Et par gange var de til marked i købstaden,
men gav kun få øre ud, og en søndag havde
de planlagt at tage ud på en længere tur. Det
var en sommersøndag, og der kørte billig badetog mellem Odense og Svendborg.’
1916
Jens og Peters cyklede da til Odense, hvor Peter havde en tante, som de satte cyklerne ind hos.
Returbilletterne til Svendborg kostede 1.20 kr., og de kom til Svendborg, spadserede de lidt omkring og
besluttede så at spise frokost i Kristiansminde.
De fandt et ledigt bord og slog sig ned, de var enige om, at de skulle have øl til maden, madpakken havde
de medbragt hjemme fra: ” Vil du bestille øl, Jens”, sagde Peter.
Jens gik hen til tjeneren, der stod i anlægget og forhandlede drikkevarer og forlangte to øl.
”Skal det være Carlsberg eller Svendborg øl”, spurgte tjeneren. Jens vendte sig mod Peter, der var fulgt
med og spurgte, hvad de skulle tage: ” Det må du bestemme”, sagde Peter, og Jens sagde da: ” Så kan vi
jo tage en Svendborg øl, nu vi engang er kommet til Svendborg”.
Det fik de, den kostede 20 øre, men da de kom hen til bordet og begyndte at pakke maden ud, sagde Peter: ” Det var godt du sagde Svendborg øl, for Carlsberg er vist et par øre dyrere”.
De var blevet sultne af rejsen og maden og øllerne bekom den vel, og Peter konstaterede, at det var ganske godt øl, men det var også dyrt nok, det var hurtigt at bruge pengene end at tjene dem.
Efter måltidet så de sig omkring igen og var senere ude at bade fra et badehus, adgang og leje af et par
badebukser kostede 35 øre.
Lige før toget skulle gå om aftenen, spiste de igen, denne gang i ventesalen, og de tog da en sodavand til,
det var 15 øre, når så dertil lægges 3 øre til en æske tændstikker for cykellygternes skyld, havde de hel
turen for en udgift af 1,93 kr.
Jo, der var ungdom, der kunne spare, det kunne Morten Andersen ikke have gjort dem efter, selv om han
havde været ude og lære at klare sig med en løn.
Det var meget bedre med Mortens Andersens helbrede, men under hans hospitalsophold havde lægerne
sagt til ham, at han aldrig kunne vente at få livsarvinger. Hansine og Morten talte derfor om at adoptere et
barn, og hen på vinteren havde de lagt billet ind på en annonce i avisen angående en lille pige, som de da
også havde fået.
De skulle have en lille udbetaling en gang for alle, og der var blevet indsendt ansøgning om adoptionstilladelse.
Imidlertid var man nået til påske og i helligdagene fik Hansine og Morten besøg af Mortens fader og søster,
de var jo helt oppe fra det nordlige Jylland, så det var jo ikke så tit, de tog på så lang en rejse, og til brylluppet havde de jo ikke været indbudt, ej heller til barnedåb, som der havde været for kort tid siden.
Da Mortens fader og søster kom og så den lille i vuggen, sagde de, at så kunne de bedre forstå, at de ikke
blev indbudt til bryllup.
Mortens fader og søster blev et par dage, og de var med de to unge oppe at besøge Anders Hansen. Om
aftenen den anden dag , tog de afsked med Hansine og Morten og tog ind til købstaden, hvor de skulle besøge Mortens bror Martin der var havnearbejder og boede i en lille lejlighed i nærheden af havnen.
Morten havde været rask og godt tilpas, da faderen og søsteren om aftenen tog af sted, men ud på natten
kom en nabo der nede fra og bankede på Anders Hansen soveværelsesvindue og skulle bed Anders om
øjeblikkeligt at køre op efter lægen, Morten var blevet forfærdelig syg, han vred og vendte sig og talte i vildelse og kendte ikke engang Hansine.
71
Anders og Jens fik i en fart spændt for charabancen og kørte de 3 km. Efter lægen, som hurtigt kom i klæderne og tog plads i charabancen, og islænderne travede hurtigt gennem Skovbjerg.
De travede godt de små bemærkede lægen. Da de kom til huset, hvor de unge boede, gik lægen ind med
sin taske, og Anders og Jens blev holdende udenfor imens.
En tid efter kom lægen ud og satte sig tavs op i vognen. Anders spurgt hvordan det stod til, men lægen
svarede blot: ” Så længe der er liv, er der håb”.
Anders forsatte: ” Ja, der er det ved det , at Morten er helt oppe fra det nordlige Jylland, og hans fader og
søster har lige været her et par dage, og de tog fra dem i aften i den tro, at han var rask og godt tilpas, men
der er i købstaden endnu, de er hos en broder til Morten, som bor der, men de skal rejse med toget ganske
tidligt til morgen, de kan standses endnu, og hvis der er alvorlig fare på færde, syntes jeg ikke , vi kan forsvare at lade dem rejse hjem i den tro, at han er rask, men på den anden side vil vi ikke ængste dem, hvis
der ikke er alvorlig fare på færde”.
Da lægen hørte dette, svarede han: ” Når det forholder sig således, så stands dem kun, det er nyreforgiftning, så længe der er liv, er der håb, men det er det tilfælde, som de fleste , der har nyrebetændelse går
bort i”.
Jens stod da af ved Skovmarken og kom på cyklen, og han satte hurtigt kursen mos købstaden.
Dan han kom ud til Martin Andersen, var de to gæster for længst gået til banegården, og Jens kørte da derhen.
Da han kom ind i ventesalen så han straks de to jyder, der netop var ved at rejse sig for at gå til toget.
De to kendte straks Jens , og kunne se på
ham, at der var noget i vejen.
Jens satte dem straks ind i sagen og fortalte
at faderen snart ville være på vej ud til banegården med køretøjet for at tage dem med
hjem i det tilfælde, at de begge, eller en af
dem ville afbryde rejsen for at vente og se,
hvordan det gik med Morten.
De bestemte sig til at udsætte hjemrejsen
begge to og tog med Anders hjem, da han
ankom med køretøjet.
Der blev sendt besked hjem til familien i Jylland, og faderen og søsteren blev et par dage til, men Mortens tilstand ændrede sig
Postkort af: Odens statsbanegård 1912
ikke væsentligt, han lå stadig hen uden at
kunne kende nogen, men de regnede da
med , at når det blev ved at gå uden at det ændre sig til det værre, så ville der sikkert lidt efter lidt indtræffe
en bedring, men det kunne vare mange dage, hvis de skulle afvente krisens afslutning.
De tog derfor efter et par dages forløb hjem til Jylland.
Morten overstod krisen, hvad der var langt over lægens forventning, men der gik lange tider, inden han blev
så rask, at han kunne påtage sig noget arbejde igen, og det var jo noget af en drøj tid at komme igennem.
Hen sidst på sommeren fik Morten en lettere kuskeplads på en fabrik i købstaden, og de fik en lille lejlighed
derinde.
Jens var stadig hjemme og arbejdede en del med dyrene og marken og arbejdede ellers i grusgraven, det
var lige ud til landevejen, og det traf sig, at der kom en eller anden landevejsridder der ind og ville slå en
handel af.
En dag kom der en spiritusduftende vagabond ind og falbød en snavset skjorte, Jens ville selvfølgelig ikke
handle, men vagabonden blev stående og snakkede op.
Han fortalte, at han før havde kendt til bedre dage, han havde været landvæsenselev, forvalter og senere
forpagter på en gård på 300 tdr. land ”Elverhøjgård” hed den: ” Det var meget, at du har været sådan stillet,
og nu er du klædt af til skjorten, og den vil du sælge med”, sagde Jens.
”Ja, det er både til at le og græde over, men sådan er det” , sagde manden.
72
” Du har jo sikker manglen en kone til at hjælpe med at holde sammen på det”, sagde Jens.
”Nej, en kone havde jeg, jeg har været gift i ti år med en præstedatter, og hun hjalp mig trolig med at ødelægge, hvad der var, så længe der var noget, da det hele så var sat til, ville hun ikke være med længere. Vi
blev skilt, det er i disse dage tre år siden, vi kom fra hinanden, og det er ikke altid, jeg drikker, min kone har
en plads inde i fællesforeningen for Danmarks brugsforeninger i København, hun har det godt, mens jeg
går her og vagabondere, men nu er jeg på vej over til Kolding egnen , hvor min broder har en gård”, sagde
manden.
Krigssituationen ude omkring os havde forværret sig, selv om vi stadig holdt os uden for det blodige opgør,
mærkede vi på forskellig måde, at vanskelighederne blev større og større, vi kunne ikke som før købe korn
fra oversøiske lande i nogen stor stilk og en del af det , der blev købt blev sænket af miner eller undervandsbåde.
Vi var jo rationeret på mange varer, vi havde kornafleveringspligt, og det var småt med foderkornet, hvad
der især var føleligt for de mindre landbrug.
Besætningerne både køer, svin og høns måtte reduceres og pattegrise var til tider næsten usælgelige.
Grisehandlere bør 2 kr. for sælgestore pattegrise, mange grise blev slået ihjel straks ved fødslen.
Anders havde to grisesøer og havde ret godt held med dem. Han havde en tid været ret godt stillet med
hensyn til at få foder, han kørte jo stadig for brugsforeningen og viste jo så, når uddeleren havde noget at
sælge og på vind - og dampmøllen i købstaden, kunne han af og til købe en del mølleri affald som var udmærket anvendelig til foder.
En gang havde de på møllen købt et parti indiske ærter, som det var meningen at valse og sælge til vognmændene til hestefoder, men ærterne var meget tørre i det, så når hestene åd dem og så drak vand bagefter, udvidede ærterne sig så meget, at hestene blev syge af dem og ikke så få heste døde deraf.
Ærterne blev da også snart kaldt sundhedsfarlige og mange forsikringsforeninger bekendtgjorde, at de ikke
ydede erstatning for heste, der døde efter at have ædt indiske ærter.
Derfor gik afsætningen af ærterne ned, og på møllen kom de til at ligge med et mindre parti af dem.
Anders fik lidt af ærterne malet og prøvede dem som svinefoder, han satte ærterne i vand i et kar, og de
udvidede sig da meget stærkt, men så var de også udmærkede at fodre med i blanding med andet kornfoder, men ærterne fik ende, og der kom en tid, da det næsten var umulig at købe kornfoder.
Den ene so havde 8 grise, og de var nu oppe på 30 - 35 pund, så de skulle væk, det var umuligt at føde
dem op selv, og grisehandleren bød 2 kr. for stykket, men så kom Morten Andersen og sagde, at der var
nogle arbejdere på fabrikken, der gerne ville købe grisene, når de blev slagtet her hjemme.
Han havde lovet dem grisene for 8 kr. stykket.
Anders slog til og søndag formiddag kom så Morten og en anden arbejder ud for at hjælpe med slagtningen. Anders skulle så køre dem ind til købstaden.
Morten havde engang af en slagter fået underretning om, hvordan han skulle stikke en gris, og han havde
senere slagtet et par stykker, nu stod han og stak de små grise, og Jens , der hjalp til også, lærte ham kunsten af.
Senere havde den anden so grise, ti kraftige grise var der, men de var stadig usælgelige, og nu slagtede de
så løs af grisene til egen husholdning, i lang tid tog de en lille gris hver uge, og Jens stod og stak dem med
en kraftig lommekniv.
Det var lækkert sul, men jo ikke særligt drøjt.
Det blev stadig vanskeligere med foderet, og det stod Anders klart, at han ikke kunne skaffe foder til at føde
en gris op til slagteriet, den var nået op på 150 - 160 pund, og de bestemte sig derfor til at slagte grisen og
lægge den i baljen.
Det var den første større gris, som Jens skulle stikke, og Karen , som var hjemme nu for tiden, skulle tage
blodet, og hun sagde da, da Jens tog brødkniven: ” Nu må du nok bære dig ordentlig ad, for jeg bryder mig
ikke om at oversprøjtes med blod”.
Jens skulle nok klare det ,mente han, og det også glat nok, og han skiltes sig ret godt fra det hele, selv om
han selvfølgelig famlede noget med at partere den.
På vind - og dampmøllen i købstaden, var der sket det , at mølleren var død ganske pludselig af et hjerteslag, og nu var Anders Hansen søn, Peter blevet bestyrer derude, og Jørgine tjente som pige hos møllerenken.
73
Møllerenken havde en søstersøn, der var svend der på møllen, han var gift og havde lejlighed i byen.
På møllen fødte de en del grise op og slagtede til egen husholdning, som følge deraf fik de jo ingen flæskemærker, men det gjorde møllersvenden derimod, men møllerenken havde alligevel lover ham en gris, men
nu turde de ikke tage slagteren, der plejede at slagte for dem, da de nylig havde fået en stor gris slagtet.
De spurgte da, om Jens ikke kunne komme ud og slagte den, det kunne han godt, og han cyklede da ud på
møllen, hvor alt var i orden til slagtningen, der forløb planmæssig.
Jens fik en femkroneseddel og ellers god forplejning.
Ude i den store verden rasede krigen videre, men puslingelandet hyggede sig i smug, mens hele verden
brænder om dets vugge.
Vi mærker vel på mange forskellige måder ubehagelige virkninger af verdensbranden, og mange af vores
gode søfolk satte livet til ved krigsforlis under udøvelse af deres farlige hverv, men ellers levede vi vort vante liv herhjemme.
Nu var efterårsarbejdet tilendebragt. Roerne var bjerget hjem og markerne pløjet og Anders og Jens havde
i dette efterår fået klippet 12 islandske heste foruden, at Anders jo passede sin kørsel for brugsforeningen
og Jens arbejde i grusgraven.
Man passerede nu julen, og folk gik omkring som de plejede og ønskede hinanden glædelig Jul og sang
Julesalmer om fred på jorden alt imens myrderiet forsatte uden for vores grænser og tusindvis af menneskeskæbner hver dag blev ødelagt, og sorger væltede ind over utallige mennesker.
Efter Jul kommer Nytår, og da er ungdommen oplagt til lidt løjer. Jens ´kammerat Peter tjente nu som fodermester på Skovbjerggården, og han og Jens gik da også en tur ud i nabolaget nytårsaften og affyrede
lidt Nytårsskyts, andet skete der ikke på deres vej, men det var ikke alle, der nøjedes med det, der var adskillige havelåger, der blev fjernet, hejst op i flagstængerne eller gemt til side på mange forskellige steder,
også andre ting blev der flyttet om på, men der skete også ting af mere ondskabsfuld eller tankeløs karakter.
Da en mand, Hans Petersen, som havde en mindre gård i nabolaget Nytårsdag kom ud i sin mark så han,
at hans plov, som havde stået op mod et hegnet, var skilt ad i mange forskellige dele.
Hans Petersen ville selvfølgelig ikke finde sig i dette og meldte straks det skete til politiet.
Anden Nytårsdag kom så landpolitibetjenten og sognefogden ud omkring for at få opklaret, hvem der havde
anrette hærværket. De havde fået oplyst, at Peter og Jens var blevet set Nytårsaften i nærheden af Hans
Petersens ejendom, og de afhørte derfor disse to ungersvende.
De mødte op og ville tale med Jens, og spurgte om han havde været ude Nytårsaften og hvem han havde
været sammen med.
Jo, Jens havde været ude sammen med Peter, de havde gået omkring i sådan noget som 2½ - 3 timer og
havde også affyret en del Nytårsskyts, men det var der da ikke noget ulovligt i, mente Jens.
” Det var der ikke, men der var jo også lavet andre ting, og den plovhistorie kommer I nu ikke godt far”, sagde landbetjenten.
Jens kendte ikke noget til en plovhistorie. ”Ja, det skal vi nu nok komme til bunds i, du og Peter er set i
nærheden af hans Petersens ejendom, og han har fået sin plov ødelagt Nytårsaften, så det må vi heller få
en forklaring på”, sagde landbetjenten.
” Ja, det kan jeg ingen forklaring give på det, vi har ganske vist været forbi Hans Petersens ejendom og
affyret nogle skud, men ploven har vi ikke set noget til, og jeg aner overhovedet ikke hvor Hans Petersen
har sin plov”, sagde Jens.
”Ja, ja, nu må vi heller få en beskrivelse af ruten i har gået og høre lidt om, hvem i har truffet på turen”, sagde landbetjenten.
Og Jens beskrev nøjagtig, hvor de havde gået, de havde ikke truffet nogen, de havde et par gange set eller
hørt en flok unge mennesker et stykke borte, men de havde ikke været interesseret i at komme med i flokken, så de havde ikke søgt sammen med dem og havde ikke været så nær ved nogen, at de kunne kende
dem.
Landbetjenten foreholdt Jens, at det betalte sig at sige sandheden, for når de nu kom hen og fik fat i Peter,
skulle de nok komme til bunds i sagen.
Ja, Jens havde ingen grund til at sige andet end sandheden, for han havde intet at skjule, og de kunne ikke
få andet at vide hos Peter, da de jo havde været sammen hele tiden, hvorfor deres forklaring jo måtte blive
ens.
74
De to øvrighedspersoner begav sig nu til Skovbjerggården og afhørte Peter, men fik kun den samme forklaring, som Jens havde givet, og da Peter om aftenen gik en tur hen til Jens og drøftede situationen, fortalte
han, at han efter afhøringen havde hørt landbetjenten sige til Skovbjerggårdens ejer, at der var nok ikke
noget, for de to fyre forklarede nøjagtig ens, så de måtte se at få et andet spor at gå efter.
Nogle dage efter kom det ud, at det var opklaret, hvem der havde skilt ploven ad, det var en ældre karl, der
havde tjent på en af omegnens gårde og to drenge fra et mindre sted i nærheden, de hævdede i øvrigt, at
de ikke havde slået eller brækket noget i stykker, men kun skruet plovens forskellige dele fra hinanden, og
de fleste skruer fandtes ved ploven, men Hans Petersen forlangte en hel ny plov i erstatning, for hans plov
var ikke slidt ret meget.
Ved forligsmødet tilbød drengenes fader at betale det halve af en ny plov, når så karlen betalte den anden
halvdel, men så ville drengenes fader have den gamle plov.
Hans Petersen protesterede, han ville have lov til at beholde den gamle plov også, men øvrigheden fandt,
at han havde fået fuld erstatning, når han fik en ny plov og tilrådede ham at tiltræde forliget, og sagen blev
altså ordnet således.
Den virkelige ”lærer Jørgensen”, hed lærer Sørensen og virkede i over 45 år på Spedsbjerg
skole
Jens gik som sædvanlig på aftensskole, og da aftensskolen begyndte efter Juleferien mødte de fleste af eleverne igen, men karlen, der havde været med til at
skille ploven ad udeblev de to første gange.
Lærer Jørgensen sagde da: ” Mon Niels ikke kommer mere, jeg havde da indtrykket af, at han var meget interesseret i aftenskolen og hang vældig godt i”.
En af de andre karle bemærkede da, at Niels måske var flov over plovhistorien,
og derfor holdt sig hjemme.
” Så må I få ham med igen, fordi han engang har slået over kaglerne, behøver
han da ikke at blive hjemme, det har han jo betalt for, og jeg håber ikke der er nogen som lader ham høre
noget for det, om han kommer igen, og I må altså se at få ham med igen, det er en skam at afbryde, når
han ellers var så godt i gang, han har ikke forsømt én eneste gang før Jul”.
Niels mødet da også i aftenskolen igen og tog fat med fornyet energi
Ny formand i husmandsforeningen - 1917
Hen i marts blev der afhold generalforsamling i husmandsforeningen, og da den ikke gik af uden en hel del
kritik, Der var lavet alt for lidt i det forløbne år, hvad selvfølgelig formanden blev gjort ansvarlig for, og nogle
af medlemmerne forlangte, at der kom folk til der ville gøre noget for sagen, ellers risikerede man at foreningen faldt i søvn igen, og det var vel ikke meningen.
Hel bestyrtelsen, syv mand, var valgt ind året i forvejen, og tre af dem skulle så være afgåede, Bent Christensen, der havde fået statslån på proprietærens arbejderbolig havde solgt ejendommen og var rejst bort,
så han gik jo altså ud af bestyrelsen og foruden ham skulle to mand udgå ved lodtrækning.
Hverken formand eller Anders Hansen blev afgående, og da bestyrelsesvalget vare overstået spurgte et af
medlemmerne, om det absolut var nødvendigt at bestyrelsen valgte formand, kunne generalforsamlingen
ikke gøre det, hvad sagde loven om det?.
Formanden mente, at det var almindelig praksis, at bestyrelsen valgte formanden, og han mente, at det var
det rigtige, men han måtte dog fremmed loven, og det viste sig, at der stod: Formanden vælges af bestyrelsen, hvis ikke generalforsamlingen udtaler ønske om at vælge formand, i så fald vælges han af generalforsamlingen.
Medlemmet, der havde spurgt om lovens bestemmelser, sagde da: ” Så udtaler jeg ønske om at formanden
vælges af generalforsamlingen, og jeg foreslår Anders Hansen”.
Den gamle formand blev også foreslået, men Anders fik de fleste stemmer og var således valgt til formand.
Jørgen Hansen var ikke så let skuffet og smed protokollen over til Anders. , Birkebjerg blev repræsentant.
75
Anna Birkebjerg sagde dagen efter: ” Ja, så fik vi jo hele værdigheden her oppe, men jeg kan nu nok forstå,
at Jørgen Hansen blev slemt skuffet”.
Hen i maj blev der afholdt bestyrelsesmøde i husmandsforeningen hos den nye formand. Bestyrelsesmøderne blev holdt på omgang i bestyrelsesmedlemmernes hjem, hvor de så under eller efter forhandlingen
blev beværtet med kaffe.
Det var udflugten der stod på dagsordenen, og der blev forelagt rejseplaner for endagsrejser, som samvirkets udvalg for rejser og præmiering havde udarbejdet og udsendt til formanden tillige med planer for flerdagsrejser, som hver forening kunne få enkelte medlemmer med på.
Året i forvejen havde foreningen under Jørgen Hansens
formandskab deltaget i en udflugt til Svendborg, og bestyrelsen enedes nu om at deltage i en endagsrejse til
Bogense. Rejsen skulle foregå med toget.
Formanden skulle snarest skaffe oplysninger , hvad billetten ville komme til at koste, samt tider for udrejse og
hjemkomst.
Man regnede med , at der kunne blive deltagere nok, så
det kunne betale sig at leje en banevogn.
Toget på vej til Bogense på endagsrejsen 1917
Når bestyrelsesmedlemmerne så fik besked fra formanden skulle de så snarest afhøre medlemmerne og tegne
dem til rejsen, samt forhøre om nogen ønskede at deltage i flerdagsrejse.
Der var tilskud til rejserne, så endagsrejsen blev nedbragt betydeligt og flerdagsrejsen var helt gratis.
Rejserne foregik først i juli og foruden de allerede nævnte rejser, var der en 1½ dags rejse for formændene
og hustruer, og denne deltog Anders og Rasmine i.
Denne rejse var også gratis, så det kostede kun, hvad vedkommende gav ud i lommepenge og til ekstra
drikkevarer. Forplejningen på rejsen fik de for rejsetilskuddet.
Der blev god tilslutning til endagsrejsen, så banevognen blev godt fyldt og rejsen blev 25 øre billigere end
beregnet.
Turen forløb udmærket, deltagerne beså kolonihaverne og byens seværdigheder og spadserede til fredsskoven, hvor der blev spist, og hvor turens engagerede taler holdt sit foredrag, som de fleste af deltagerne
interesseret påhørte, men nogle enkelt var søgt ind i beværtningslokalerne og forsatte drikkeriet så længe,
at de øvrige måtte til at få den kaldt sammen, da togets afgangstid nærmede sig.
Gamle Anders var også kommet med på rejsen og var mellem dem, der var kommet til at drikke i beværtningen, han var kommet så godt i slaget, at han ikke kunne bryde op.
Jens , der også var med på turen, måtte hen og finde hans stok til ham, og få ham i kraven og slæbt med i
aller sidste øjeblik.
Jens havde nylig været på session og var skrevet i til infanteriet. Det var jo urolige tider, og der var ikke mage, der blev kasseret, i Skovbjerg lægd blev ingen af de unge karle, der var mødepligtige det år kasseret,
og kun en blev sendt hjem for at komme igen til næste år.
Der var dog tre, der blev kasseret, det var to mænd, der havde været indkaldt til sikringsstyrken og sendt
hjem derfra som midlertidig kasseret, og de skulle derfor fremstille sig på session for at blive endelig kasseret.
Den tredje var en ung karl, der var sendt hjem året i forvejen, fordi han var for spinkel, han blev kasseret for
hjertebanken, det vat gået således til: Da Jens og de tre andre, som han fulgtes med, cyklede ind mod
købstaden og allerede passerede bygrænsen, kom Marius cyklende med stærk fart ud af byen og havde
næppe tid til at nikke til kammeraterne, han havde glemt sit lægdsbevis i sit hjem ca. 15 km. fra købstaden
og cyklede nu hjem efter det.
De fire kammerater, der fulgtes ad, cyklede lige til hotellet, hvor sessionen afholdes, og de havde ikke været der ret længe, kun en kort tid havde de stået og talt med de øvrige kammerater, da der blev kaldt på
Skovbjerg lægd.
76
Den gamle stabssergent , der havde vagt i værelset uden for sessionslokalet havde kort underrettet de unge karle om, hvorledes de skulle forholde sig, han gav dem besked på i hvilken orden, de skulle ind.
De tre ældste skulle først, men da Marius ikke var mødt, var der kun to før de, der var mødepligtige det år
kom for, og af dem var Jens nummer to.
Lægen spurgte Jens, om han havde lidt af nogen sygdom, hertil svarede Jens, at det havde han ikke, men
han var kommet til skade med højre ben engang.
Lægen så på det store sår og sagde, at det genere jo ikke noget, hvortil Jens sagde: ”Nej kun når jeg går
meget bliver det ømt”. ”Betinget” sagde lægen og henne fra det lange bord lød det: ” Infanterist”.
Så var der lodtrækningen tilbage, Jens trak nummer 32, det var i hvert fald ikke for højt nummer.
Da halvdelen af Skovbjerg lægd var i tøjet igen, bad stabssergenten om, at de, der var færdige, ville gå ud,
for næste lægd var så lille, det skulle gerne ind før frokosten.
Da de unge mænd var ved at forlade lokalet, kom Marius våd af sved inden for tøjet og af regn uden på
tøjet.
Jens sagde da til ham: ” Skynd dig at smide tøjet, så kan du lige nå at blive sidste mand af vore”.
Marius nåede, men da han kom ind og lægen satte røret for brystet af ham hamrede hjertet af overanstrengelser. ”Heftig hjertebanken, uduelig til al krigstjeneste, væk med ham” , sagde lægen.
Efter sessionen var Jens sammen med tre kammerater inde i en beværtning, hvor to af den gav hver en
omgang øl, derefter gik de hen i en anden beværtning, hvor Jens og den anden hver gav en sin omgang,
så var det meningen at gå et tredje sted hen og forsætte, men det syntes Jens ikke om, han gav sig i snak
med en af de ældre, der var blevet kasseret, og imens han talte med ham, var kammeraterne forsvundet.
Jens opsøgte dem ikke igen, han gik om og besøgte sin søster og svoger, før han tog vejen hjemad.
Jens´ kammerat Peter, var ikke med på session, han var rejst fra Skovbjerggården første maj , og det var
trods de vanskelige forhold lykkes for ham at udvandre til Brasilien.
Da høsten var overstået samlede Anders igen husmandsforeningens bestyrelsen til et bestyrelsesmøde,
hvor de blev enige om at afholde en høstfest i forsamlingshuset med fælles kaffebord og et foredrag, og
bagefter et par timers dans.
Men enes om at lade en gartner fra en landsby en halv snes km, derfra holde et grundskyldsforedrag.
Der blev god tilslutning til høstfesten, og man begyndte at synge: Nu falmer skoven trindt om land, hvorefter
Anders bød velkommen til forsamlingen og taleren, som han dermed gav ordet.
Taleren besteg talerstole og begyndte: ” I vor lade og vor lo, har vi nu Guds gaver. Nydelig har vi kørt jordens grøde i lade, og hermed skulle vi have sikret os løn for vort arbejde, som vi har lagt i jorden, men der
er andre, der også skal have del i jordens afkastning, den der vil arbejde med jorden skal give adgangspenge til andre mennesker, skønt sådanne kun ydes til samfundets fælleskasse.
Mine tilhørere, tænk dem en skare ørkenvandrer, der slæber sig frem i en uendelig ørken udmattede og
vansmægtende, da deres vandbeholdning er sluppet op, hvis de ikke snart finder vand, må de ynkelig omkomme.
Nogle af dem har flere kræfter i behold end andre og derfor kommet længere frem og finder en kilde med
rigelig og godt drikkevand, de drikker af kilden og får fornyede kræfter, men i stedet for at bringe vand til
deres nødlidende medmennesker, kommer spekulationens lysten op i dem, de slår kreds om kilden og hindre de andre i at fornye sig, før de har betalt dem rigelig for det.
77
De andre finder, at det er uretfærdigt, men de har ikke kræfter i behold til at tiltvinge sig adgang til kilden og
må derfor gå ind på de urimelige krav.
De, mine tilhørere, vil sikkert finde, at disse spekulanter var forbrydere mod menneskesamfundet, de selv
er medlemmer af, men de der tiltvinger sig adgangspenge af deres medmennesker, for at disse kan gøre
brug af den jord, som ingen af os kan undvære, udøver den samme forbrydelse, men de gør det med loven
i hånden, fordi vore love er anlagt efter et molbosystem”.
Man har en lille molbohistorie, der lyder sådan: Over på Mols havde man en kilde, der flød så rigeligt, at hele egnens befolkning
altid havde rigelig med vand. En dag molboerne var samlet til et
møde, var der en af dem, der sagde : ” Vi må ellers love for den
kilde, vi mangler aldrig vand, som de ofte gør andre steder, og der
er det gode ved det, at vi alle er lige berettiget til kilden, så ingen
kan formene nogen af os adgang til den”. Så var der en anden
molbo, der tog ordet og sagde: ” Ja, men der er da noget forkert
ved det, når vi har lige ret til kilden, skal vi da også have lige meget af den, og det får vi jo ikke”. Det mente molboerne var rigtigt,
og de enes om at sætte 12 mand til at dele vandet ud fra kilden,
for at alle kunne få lige meget, og desuden blev andre sat til at passe på, at disse 12 mand ikke tog mere.
Men ved et senere møde, var der en, der sagde: ”Det er nu alligevel en dårlig ordning med den kilde, for
hvad nytter det mig, at jeg kan få 12 spande daglig, når jeg kun har brug for de seks, og hvad nytter det min
nabo, at han kan få 12 spande vand, hvis han har brug for de 24 spande? ”
Da var der en, der trådte frem, hvor han egentlig var kommet fra, var der ingen , der vidste, men han havde
ikke boet så længe på egnen som de andre og derfor kaldte man han altid for den nye mand, han sagde: ”
Det er rigtigt, at det er en dårlig ordning, det er meget bedre at lade vandforbrugere betale for det vand, de
bruger, når de betaler pr. spand, kommer hver til at betale nøjagtigt for det de brug, han gør af kilden, så
nyder alle forbruger ens ret”.
Der var nogen, der mente , at det ville blive for omstædigt med at tage mod penge og give tilbage, når der
ikke var lige penge, men den nye mand sagde, at han gerne skulle påtage sig det besvær, hvis de ville give
ham kilden, og han skulle sørge nok sørge for at alle blev behandlet ens.
Da råbte molboerne i munden på hverandre: ” Den nye mand skal have kilden”. Det skete, og herefter måtte molboerne betale deres vand til den nye mand, skønt de før havde det gratis.
Jorden er kilden, og den nye mand er kapitalen, der har beslaglagt den, fordi menneskeslægten ikke har
gjort sig jorden underdanig.
Jorden må ikke være et udplyndringsfelt mand og mand imellem, men den skal være skatteobjekt, det er
dertil den egner sig.
Man har et eventyr om en østerlands fyrste , der ville regere retfærdigt og han spurgte en vismand, hvordan
han skulle fordel skatterne retfærdigt. Vismanden svarede, at det var vanskeligt, men her i dette land hvor
næsten alle vore indtægter direkte eller indirekte kommer fra dadelpalmerne, kan det lade sig gøre ved at
lægge skatter på dadelpalmerne, så kan det ikke gå helt galt.
Fyrsten fordelte da skatterne på dadelpalmerne, og da der var gået en tid rejste han forklædt ud i sit land
for at høre og se, hvordan den nye skattelov virkede.
Nogen af dem han spurgte sagde, at den virkede for kort til at de kunne sige noget bestemt, men den var
vel ikke være end andre skattelove, der var det gode ved den, at hvis man syntes, at man havde for mange
palmer at betale skat af, kunne man jo bare fælde dem, så blev man sat ned i skat.
På sin vandring kom fyrsten også til de fattige arbejdere, som jo ikke ejede en eneste palme, og derfor heller ikke var pålagt nogen skat.
Da han spurgte dem, hvad de mente om den nye skattelov, svarede de til fyrstens store forundring, at det
var den elendigste skattelov de nogen sinde havde haft. Selv om de tilsyneladende ikke betalte skat, så
skulle det snart vise sig, at de nu blev beskattet, som de aldrig før havde været det…..
For øjeblikket var det til at få arbejde, men det var mest at fælde dadelpalmer, og når en stor del af palmerne blev fældet for at undgå skatterne, så blev der ikke så meget arbejde med at passe dadelplantagerne og
plukke dadler, og så faldt arbejdslønnen, og dadlerne som de skulle leve af, blev dyrere at købe, så arbejderne ville blive så dårligt stillet som aldrig før.
Fyrsten blev meget ked af at høre dette, så han satte sig i forbindelse med en anden vismand, som han
havde hørt skulle være endnu visere end den første. ” Ja, sagde de denne vismand, ideen med skattern på
dadelpalmerne var helt hen i vejret, men skatten skulle bare være lagt på den jord, dadelpalmerne groede
på, så ville det give et bedre resultat”.
78
Fyrsten mente, at det omtrent kunne være det samme, men han kunne jo prøve det, det kunne da ikke blive værre.
Så blev skatten lagt på jorden efter beskaffenhed og beliggenhed, og skatten tog ingen hensyn til hvordan
jorden blev udnyttet.
En tid efter rejste fyrsten igen ud for at se, hvordan hans skattelov virkede. Nu var der igen travlhed, men
det var med at plante dadelpalmer.
’Han spurgte igen, hvordan man syntes om den nye skattelov, og nogle svarede, at den endnu havde virket
i for kort tid til, at man kunne sige noget bestemt, men når man skulle betale skat af jorden, enten man benyttede den eller ej, så gjaldt det jo om at få den udnyttet, så kunne det nok også betale sig at have den.
Da Fyrsten kom til arbejderne og spurgte dem, hvordan de syntes om skatteloven, svarede de, at denne
gang var det en virkelig god skattelov, nu skulle jorden til at udnyttes, og derfor blev der rigeligt med arbejde, og arbejdslønnen var da også stigende, og der ville i fremtiden blive arbejde med at plukke, pakke og
eksportere dadler, og når der blev så stor en produktion, ville dadlerne til deres egen forbrug blive billigere,
så arbejderne ville blive så godt stillet som aldrig før!....
Skat på jorden er produktionsfremmende og kan fordeles retfærdigt, men vi har jo indkomstskatten, som
endda pålignes efter stigende skala, er det ikke en skat efter evne ? - Nogle mener det, men skatten kan
på mange måder overvæltes på varer, der indgår i andres forbrug.
En højskoleforstander fortalte engang sine erfaringer om indkomstskatten således:
Det var i 1903, hartkorn skatten var ophævet, og vi havde indkomstskat i stedet. Min skole var pålagt en
indkomstskat på 350 kr. , men vi højskoleforstandere har vor forening, og vi holdt et møde og blev enige
om, at vi ville lade vore elever betale indkomstskatten for os, derved at vi forhøjede betalingen for deres
ophold.
På vejen hjem sad jeg og regnede ud, at denne forhøjelse gav mig en merindtægt på 550 kr. , og da min
indkomstskat var 350 kr. blev der altså 200 kr. i overskud for at være skatteopkræver.
Jeg havde imidlertid ikke været hjemme længe, før jeg fik besøg af min huslæge, jeg holdt huslæge til skolen og lønnede ham med et fast årligt beløb.
Lægen smed synligt opbragt sig selv på en stol og sin hat på en anden og sagde: ” Nu har jeg i alle disse år
stået på pinde for de syge og kun taget et rimeligt honorar herfor, men nu kommer de og forlanger indkomstskat af mig, rent ud sagt pålægger mig en bøde, fordi jeg har arbejdet og tjent til livets ophold. Men vi
læger har heldigvis vor forening, og i den er vi blevet enige om, at lade vore klienter betale denne indkomstskat plus et passende beløb til os for at være skatteopkrævere, og for skolens vedkommende, skal jeg derfor have 100 kr. mere om året”.
Det var der intet at gøre ved, og så røg altså halvdelen af overskuddet . Sener på dagen kom min kone
nedtrykt ind på kontoret og erklærede , at hun ikke kunne få husholdningspengene til at slå til, for alle varerne var steget så forfærdelig hos købmanden. Så måtte hun altså have flere husholdningspenge.
Om eftermiddagen gik jeg en tur og gik ind til købmanden og købte cigarer, de var også steget, og jeg fik at
vide, at det var skattens skyld.
Købmændenes forening var blevet enige om at lægge den over på varerne. Jeg skulle have noget bygget
noget den sommer, alle materialerne var steget og håndværkerne skulle have mere, alt sammen var det
skattens skyld, og det overskud, som jeg først mente at få, blev til et dundrende underskud.
Så danne jeg mig et billede af situationen. Jeg lignede Danmarks land med en stor dal med bratte skrænter
omkring. Befolkningen boede dels på skrænterne og dels nede på bunden af dalen, så fik hver mand en
byrde at bære, der var nøje afpasset efter enhvers bæreevne. Men det er ikke morsomt at, bære byrden,
og dem, der boede på skrænten væltede deres byrder ned på dem, der boede længere nede og byrderne
blev ved med at vælte nedad, til de nåede dem nede på bunden af dalen, så kunne de ikke komme længere, og derned boede landbrugerne, der ikke kunne vælte den videre på grund af verdensmarkedspriserne,
og så arbejderne i det hel taget i den brede befolkning!
Her er noget for husmændene at tænke over, det er ikke nok at forlange lige skat på lige jord, nej , bort
med alle skatter og frem med fuld grundskyld,
Fuld grundskyld betales allerede nu, men det er for en stor del i form af prioritetsrenter. Indfører vi fuld
grundskyld flytter vi disse ind i fælleskassen, derfor må der en formueafgift eller en formueudligning til, således at jordværdien forsvinder ud af formueansættelsen og skødehaverne ikke taber mere ved omlægningen end alle andre formue ejere.
”Husmændene må holde sig disse mål for øje, når de udpeger deres førere, og når de går til valg. Og husk
på, førerne alene gør det ikke, folket skal være med i marchen frem mod målet, selv de bedste fører opnår
intet, når de ikke har folket med sig”.
79
Foredraget blev lønnet med kraftig bifald, og derefter blev kaffen serveret, og der blev diskuteret en del ved
kaffebordet, Festen sluttede derefter med en 2 - 3 timers dans til violins toner.
I Statshusmandsbruget på proprietærjorden var der igen kommet nye folk, den mand som Bent Christensen
havde solgt ejendommen til, var dansk-amerikaner, William Hansen, han havde været i Amerika i nogle år
og var blevet amerikansk borger, han kunne derfor ikke få statslån, og kommissionen lod ham vide, at han
enten måtte udbetale lånet eller sælge ejendommen til en mand, der kunne opnå bevilling på statslån.
William Hansen solgte da ejendommen til en arbejdsmand, Peter Christensen, som lige havde solgt et lille
hus med have, som han havde haft nogle i nogle år, desuden havde han haft et lille husmandsbrug i en kort
tid, men det havde han solgt igen med en del fortjeneste.
Han havde imidlertid ikke fået ret stor udbetaling på sidstnævnte hus, og han havde derfor en obligation i
dette på 4.000 kr. som han fik William Hansen til at tage til fuldt pålydende som en del af udbetalingen på
statshusmandsbruget. Prisen på dette var 16,500 kr. og lånet var på 9.000 kr.
William Hansen forsøgte at sælge obligationen, men det viste sig at være ret vanskeligt, da ejendommen
var gammel og lå ret afsides. Han kom da til Peter Christensen og spurgte ham, hvad han skulle gøre med
obligationen
”Du skal se at finde en anden tosse, som jeg fandt dig”, svarede Peter Christensen.
En tid efter fik William Hansen obligationen solgt til en købmand, der skulle have nogle penge anbragt, men
han fik kun 1.800 kr. for den.
Da efterårspløjningen skulle til at begynde, kom Jørgen Andersen, der havde et husmandssted på 8 - 9 tdr.
land, lige i nærheden af Anders Hansen, og spurgte Anders, om han ikke kunne påtage sig at pløje hans
jord for ham.
Jørgen Andersen havde mistet sin hest for godt et år siden, og selv om Jørgen ikke var særlig småt stillet,
trykkede han sig ved at købe en hest til de næsten helt vilde priser, som disse var kommet op i på grund af
vor hesteudførsel til Tyskland.
En stor god arbejdshest kostede over 4.000 kr. og små heste var selvfølgelig steget nogenlunde tilsvarende.
Uddeleren havde da også en dag budt 4.000 kr. for Anders´ to islændere. Jørgen Andersen havde et års
tid lejet Hans Madsens islændere og havde haft dem i tre dage om ugen og drevet sin jord med dem, men
han var ikke rigtig tilfreds med at bruge dem, de var for små, og han kaldte dem da også gerne for bukkene, havde det endda været et par kraftige og store islændere som Anders Hansens.
Anders mente nok, han kunne påtage sig pløjningen og prisen kunne de også nok enes om, men Anders
betingede sig to tønder korn til hjælp til hestefoder for at påtage sig pløjearbejdet et år. Skulle hestene have
dette ekstra arbejde, skulle de jo fodres ret godt, og det kneb jo lidt med kornet, der var jo afleveringspligt,
og selv om Sanders fik en lille tildeling til hestene på grund af sin vognmandskørsel, så var der alligevel
knap med korn, og Jørgen Andersen sparede jo noget korn ved ikke selv at holde hest, han gik da også ind
på betingelserne.
Omkring den 20. oktober holdt husmandsforeningen bestyrelsesmøde igen møde, og blev enige om at afholde andespil den første lørdag i november med i alt 15 gevinster nemlig 10 ænder, 2 gæs, 2 stege og en
hemmelig pakke.
Man var heldig med vejret, og der blev god tilslutning, Bordet med gevinsterne præsenterede sig smukt, og
de fleste pladser omkring spillebordet var besat, da bestyrelsen et kvarter over den fastsatte tid begyndte at
sælge sedler.
En af bestyrelsen, Johan Andersen, havde en temmelig kraftig stemme og havde derfor fået hvervet at stå
og råbe numrene op.
Anders stod ved siden af og holdt kontrol og anbragte de udtrukne numre på den dertil bestemte skive, og
resten af bestyrelsen solgte sedler og holdt kontrol i salen.
Efter spillet var der dans, hvortil de, der havde spillet fik billet til halv pris. Det økonomiske resultat blev over
forventning, efter at alle udgifter var trukket fra, var der et overskud på ca. 150 kr., så det var alt i alt en vellykket aften.
80
Jens bliver indkaldt til militærtjeneste
Jens havde skrevet til udskrivningskredsens kontor og rette forespørgsel om, hvornår han kunne vente at
blive indkaldt til militærtjeneste, men der var stadig ikke kommet svar.
Først den 18. november kom der besked fra udskrivningskredsens kontor, og den lød kort og godt:
Lodtrækningsnummer 32 kan vente at blive indkaldt snarest mulig!
Dagen efter, da Jens stod og slog skærver i grusgraven, kom sognefogden, der tillige var lægdsmand, og
afleverede indkaldelses pas, hvorpå der stod:
”Skal møde hurtigst mulig og inden næste dags middag kl. 12 på rekrutskolens kontor på fodfolkskasernen i
Odense”
”Jeg var forberedt på det ” sagde Jens, ”Jeg fik besked fra udskrivningens
kredsen i går, far er da også på fæstekontoret i dag for at fæste en karl i stedet for mig”.
”Ja. Lønnen er jo heller ikke ret høj i vinter, det er jo det værste med kosten”,
sagde sognefogden.”Det er det jo godt nok, men det kunne jo træffe sig, at
de kunne få en karl, der ikke spiser mere end jeg gør”, svarede Jens.
Anders var i købstaden for brugsforeningen, og Jens havde rådet ham til at
tage hen på fæstekontoret for at få fat på en karl, der var nemlig for tiden
stor arbejdsløshed, mange bønderkarle havde ikke nået at få plads for vinteren, og lønnen var gået ned, så det var ret almindelig med en månedsløn på
20 - 25 kr. , når fæstemålet kun gjaldt for vintermånederne.
Jens som soldat 1917
Jens tog værktøjet med sig og forlod straks grusgraven, når han alligevel
skulle af sted næste dag, kunne han ikke nå at lave meget alligevel, og der var jo lidt forberedelse, der skulle bringes i orden også.
Da Anders kom hjem hen mod aftenen, kunne han fortælle, at han havde fæstet en karl på 24 år for en månedsløn af 25 kr. . Han var fæstet til at hjælpe med alt forefalden arbejde også i grusgraven, når der ikke
var andet, der lå lige for.
Hansine og Morten var rejst ned på Assens egnen og havde taget en fodermesterplads på en større gård,
de havde for øvrigt taget en lille dreng i pleje således at de nu havde 2 børn, med Mortens helbrede gik det
ret godt nu, men helt rask var han ikke.
Karen havde for tiden plads som syerske hos en skræddermester. Jørgine tjente på møllen, og Sørine, der
nu var blevet konfirmeret, var hjemme. Den yngste i flokken Karl, var kun 12 år, så han kunne jo ikke gå i
Jens ´sted.
Jens mødet så næste dag på rekrutskolen og fik udleveret uniform og anvist en seng i en stue bag korporal
stuen i anden kompagnigade. Han skulle være i tredje deling i dette kompagni og dagen efter begyndte så
soldater livet rigtigt.
Jens og tre andre var indkaldt som erstatningsmænd for fire rekrutter, der var hjemsendt som kasserede.
Rekrutskolen var begyndt 18. oktober, så de nye folk var jo kommet noget bagefter, og for at de hurtigst
mulig skulle blive i stand til at følge med i øvelserne, blev der udtaget en underkorporal til at tage sig af dem
og hurtigst mulig lære dem de vigtigste øvelser.
De trådet an på deres pladser i delingen hjemme i kompagnigaden , men når der var gjort holdt ude på eksercerpladsen, blev der udtaget en underkorporal til at tage sig af de nye folk.
Når kompagniet kom ud på eksercerpladsen og fik gjort holdt, stod de nye folk og tænkte, bare der nu blev
sagt Hauge, Jensen eller Petersen, men til de fleste tider , lød det: ”Underkorporal Svarp, tag de nye folk”.
Underkorporal Svarp var en rødnæset , indbildsk fyr med en skidt snor på ærmet, han var svært stolt af sin
myndighed over sine undergivne, en myndighed han misbrugte, alt hvad han kunne for at vise sin overlegenhed.
81
Han hundsede med de nye folk ,og bandede over dem af hjertens lyst: ” Er de forlovet 80” , buldrede han
op . ”Nej, hr. korporal”, lød svaret fra Jens, som han havde henvendt sig til.
”Det må de ”, og her bandende han frygt indgydende ” være glad for, hvis hun så hvordan De står og tjatter
her, slog hun” , og atter rullede ederne” op med Dem med det samme, hun gjorde”. sluttede han med nok
et par kraftige eder.
Således forløb disse ekstra undervisninger. De nye folk skulle helst i løbet af 4 dage lære, hvad de øvrige
havde været 4 uger om.
Men Svarps metoder, var betydelig ringere end dem de mere besindige befalingsmænd brugte. Denne underkorporal var også ilde lidt i hele kompagniet, men rekrutterne havde hurtigt lært, at det var farligt med
opsætsighed, der var nemlig en rekrut, som underkorporal Svaps lige havde skaffet 5 x 6 dages vand og
brød for en ubetydelighed
Det var gået således til: Underkorporalen havde stået i døren ud til kompagnigaden og delt post ud. ” 67”
råbte han, ”her” sagde 67, han stod lige ved siden af underkorporalen og rensede gevær, han skulle have
lagt geværet fra sig og sprunget hen til underkorporalen, smækket hælene sammen og gjort honnør, før
han rakte hånden ud efter sit brev, men han nøjes med at strække hånden ud.
Underkorporalen sendte ham et arrigt blik og sagde: ” Kan De komme hen og modtage Deres brev anstændigt, så skal de få det”. ”Jeg kan godt tage det her”, svarede 67. ”Kan de se det plankeværk, der nede for
enden af kompagnigaden, løb ned til det og tilbage hertil og modtag Deres brev anstændigt´, så skal de få
det” , buldrede underkorporalen op. ”nej Gud gør jeg ej”, svarede 67. Det var alt, men underkorporalen indmeldte 67 for studs optræden over en overmand og nægtelse af lydighed, og det kostede 67 , 5x6 dages
vand og brød i mørk arrest.
Hen mod slutningen af rekrutskolen var forholdene mellem underkorporal Svarps og mandskabet da også blevet så spændt, at underkorporalen næppe vovede sig
uden for kasernens område efter mørkes frembrud, uden
at han var ifølge med en anden befalingsmand.
Efter 4 - 6 dages forløb blev de nye folk på deres plads i
geledderne og så var de til dels uden for underkorporal
Svarps rækkevidde.
I Juleugen havde Jens 4 dages orlov og var selvfølgelig
hjemme. Karlen havde fri i Julen, så ham så Jens ikke
meget til.
Det var for øvrigt en flink og godmodig karl, men Anders
var jo meget ude med køretøjet, og der var ingen der
Kostforplejningen på fodfolkskaserne i Odense
1917 (rekrutskolen)
satte karlen i arbejde, han gik og hyggede sig i stalden
for det meste, grusgravarbejde blev det ikke ret meget
med.
Husmandsforeningen havde haft bestyrelsesmøde lidt før Jul, og det var blevet vedtaget at holde en Juletræsfest for medlemmerne. Prisen for deltagelsen blev sat til 1 kr. for voksne og 25 øre for børn.
Børnene skulle have et æble og en pose juleknas, og de voksne skulle have chokolade og kaffe, men da
det var rationeringstider skulle de selv medbringe sukker og brød.
Juletræsfesten blev ansat til den 2, januar, og Anders fik læreren i skole ved siden af forsamlingshuset til at
synge for og læse en julefortælling.
Derefter blev bordene stillet op og chokoladen og kaffen serveret.
Bagefter var der et par timers dans til tonerne af violinen. Der var god tilslutning, og selv om det hele var
sat så billigt, at der på forhånd var regnet med underskud, var der omtrent balance i regnskabet.
Første i januar begyndte rekrutterne at komme ud på længere marchture, og da det begyndte at virke lidt i
det store ar på benet, meldte Jens sig til lægen og gik derefter nogle dage i kvartersyg, senere blev han
indlagt på garnisonssygehuset til observation og blev derefter ved kassations retten oversat til arbejdssoldat.
Han fik derefter beskæftigelse i marketenderiet. Oversættelse til arbejdstropperne ansås for temmelig stor
fordel, da arbejdstroppernes tjenestetid vat 200 dage, og tjenestetiden ved infanteriet såvel som de øvrige
våbenarter under disse urolige forhold, var ganske uberegnelige.
82
Med en tjenestetid på 200 dage ville Jens spare det meste af den kommende sommer, men der var andre,
der havde fået øje på dette forhold, militærmyndighederne fandt, at der var ved at blive for mange oversættere, og der blev da udstedt en forordning, der forhøjede arbejdstroppernes tjenestetid til ca. 1 år, så var
den sommer ødelagt med.
Hen i marts blev oversætterne sendt ind på Vildersgade kaserne i København og fik udrustningsgenstande
ombyttet, og de blev derefter sendt ud omkring i forskellige militærlejre, hvor de skulle gøre tjeneste.
Jens og fire andre fra Odense blev sendt op til Horserødlejren i nærheden af Helsingør. Det var en lazaretlejr, hvor russiske krigsfanger, som tyskerne havde gjort ukampdygtige og taget til fange, de var meget
medtagne da de blev sendt herop.
Sygeplejerskerne fortalte, at ved ankomsten var der ikke
én eneste af dem, der vejede mere end 40 kg., men under
den gode pleje og forplejning, de nød heroppe, var mange
af dem kommet godt til kræfterne, der var store svære
mænd mellem dem, som vat helt oppe på omkring 100 kg.
Der var dog også en hel del der var døde der i lejren, de
ligger begravet på Hornbæk kirkegård, hvor der er en temmelig stor russisk afdeling.
I Horserødlejren fik Jens et helt nyt syn på militærvæsnet,
han havde i forvejen ikke været særlig begejstret tilhænger
af militæret, men han dog nærmest set således at det var
meningsløst, at voksne unge karle skulle gå og spilde deres tid for 20 - 25 øre om dagen , plus kost og uniform,
Russiske krigsfanger i Horserødlejren - 1917
men her i lazaretlejren så han en helt ny synsvinkel, det
var nogle af krigens ofre, han daglig havde for øje.
Det var et dagligdags syn at se flere krigsinvalider slæbe
sig af sted ved et par krykker, og det ene ben, de havde tilbage stod som et hjulfælg under dem, fordi kroppens vægt blev for tung en byrde for et ben.
Jens kunne ikke lade være med at tænke, at disse mennesker havde mistet mere i krigen, end nogen på
jorden kunne erstatte dem, hvor var det dog vanvittigt at millioner af mennesker jorden over skulle være
beskæftiget i rustningsindustrien, og i stedet for at de kunne frembringe nyttegenstande til menneskeslægtens brug, kun skulle bruge tid til at frembringe de mest djævelske ødelæggelsesmidler som teknik og videnskab kunne fremtrylle.
De ødelæggelsesmidler som så, når de bragtes i anvendelse, førte sorger og ulykker ind over menneskeslægten og knuste millioner af menneskeskæbner.
Kristne mennesker synger: ”Gennem de fagre riger på jorden, går vi til Paradis med sang”, og så hjælpes
de ad med at forvandle de fagre riger til ruindynger og ødemarker og dør med et krudtsværtede eller blodstænket våben i hånden, hvormed de har dræbt eller lemlæstet andre mennesker, der som de selv er skabt
i Guds billede.
Det er en rar paradissang, hvis det er vejen til paradiset, hvordan mon så vejen den anden vej ser ud? Den som kirkens mænd stiller op som skræmmebillede for menigheden.
Og nytter det ikke at tænke på, at det slet ikke er meningen, at midlerne nogen sinde mere skal bringes i
anvendelse. Rustningerne er den store chance for den internationale rustningskapital, og den skal nok på
en eller anden måde sørge for forviklinger, der fører til, at midlerne af og til bringes i anvendelse, det er
nødvendigt for at få befolkningerne til at finde sig i de kolossale oprustninger.
Omkring 1. marts steg lønningerne ved landbruget igen, og der blev nu atter til at få karlepladser omkring
på gårdene. Rasmine og Anders var enige om, at det blev til for lidt ud af karlens arbejde i grusgraven, det
var ikke som, da Jens var hjemme, han var vandt til arbejdet og behøvede ingen til at sætte sig i arbejde.
Nu da karlen havde let ved at få en plads ved landbruget, ville de ikke holde på ham mere, det var fordelagtigere selv at passe kreaturerne, og hvad der ellers var, og så leje akkordarbejdere til grusgraven.
Karlen kom derfor til at rejse til 1. marts.
Hen i marts blev der afhold generalforsamling i husmandsforeningen, og samtidigt var en af konsulenterne
ude at afholde et foredrag. Anders blev genvalgt i bestyrelsen og kom til at forsætte som formand.
83
Ud på foråret blev Morten Andersen igen syg og kom på sygehuset i Assens, det stod lægerne klart, at han
ikke havde mulighed for helbredelse, og helt helbredet blev han da heller ikke, men han blev da en del bedre
og blev udskrevet fra sygehuset.
Det stod klart, at han ikke kunne forsætte som fodermester, han fik da købt et mindre hus med en stor frugthave i nabosognet til Skovbjerg, men før de nåde at flytte ind blev han syg igen.
Under hans sygdom kunne de ikke så godt have den lille Ejmand, som de havde fået i pleje, og han kom
derfor hjem til Rasmine og Anders, og de beholdt ham til han blev konfirmeret.
Morten kom igen på sygehuset og efter et længere ophold der, blev han udskrevet, men lægerne gav Hansine den besked: ” Plej han kun godt, det er det eneste, De kan gøre for ham, han har i al fald kun en måned
tilbage”.
Det gik da heller ikke længer end til lige efter høsten, før livet ebbede ud.
”Morten” Hansines ægtemand Anton Mortensen bliver begravet i Korup Kirke august 1918
- Hansine står nu alene med to små plejebørn , en pige på 3 år ,og en dreng på 1 år.
. Den mindet dreng på 1 år kommer nu i pleje hos Rasmine, og Anders de næset 13 år ( Gunnar Nielsen – ”Ejmand”)
Hansine kunne godt have undgået at overtage huset, der var købt en tid i forvejen, men hun ville overtage
det, og hun fik da også lidt besvær med de økonomiske forhold ordnet.
Hansine ville have Morten ført dertil og begravet på kirkegården, der lå i umiddelbar nærhed af huset.
Anders kørte så ned og hentede liget hjem dagen før begravelsen, så ligtoget på begravelsesdagen foregik
far Skovbjerg.
Jens havde fået orlov og var kommet hjem til begravelsen. Efter begravelsen flyttede Hansine over og overtog huset, de havde købt. Hun lejede en del af huset ud, og forsøgte så i øvrigt at få lidt fortjeneste uden om,
men det blev ikke til så forfærdelig meget, så hun havde ikke let ved at klare rentepengene og udkommet.
Krigen slutter, og Jens bliver hjemsendt - 1918
I november blev Jens hjemsendt fra militæret. Det havde oprindelig været hans mening at tage en plads,
men forældrene ville helst have ham hjem igen, Rasmine forklarede ham, at de ikke godt kunne undvære
ham hjemme, det var gået tilbage for dem det år, han havde været hjemmefra, når de skulle betale fremmede arbejdere for alt arbejdet i grusgraven, blev der ikke ret meget ud af det, sagde hun.
Ganske vist skulle Jens jo også have betaling for sit arbejde, men kneb det med at få det til at gå, kunne han
jo vente med sin andel eller låne dem af sine sparepenge.
Krigen var for længst hørt op, hestepriserne var igen faldet noget, og Jørgen Andersen havde købt sig en
hest, så Anders skulle ikke mere pløje for ham.
Besætningerne, der var reduceret en del under krigen skulle efterhånden bringes op igen. Anders´ hønsebestand var svundet ind til nogle få stykker, så det gjaldt om at få en del kyllinger lagt rettidigt til ,nu til foråret, og Anders Hansen købte derfor to kalkunhøner, der jo egnede sig godt til at bruge, når man ønskede at
ruge et hold kyllinger ud, kan man bare tage kalkunhønen og lægge den i en dyb kasse eller tønde og lægge
en tynd sæk over, så bliver den liggende og ruger.
Begge kalkunerne blev lagt på hønseæg samtidigt, de lå godt, selv efter at sækken var taget bort, så de
uhindret kunne forlade reden blev de liggende, og de gik end ikke af reden for at æde, uden at de blev taget
af og sat ned til kornet, der var lagt i nærheden af rugerederne.
84
Der blev en ganske god flok kyllinger ud af det, og de blev alle sat til den ene kalkunhøne, mens der igen
blev lagt æg under den anden, som den også godt nok rugede ud, og de fik lov til at gå med kyllinger.
Hønsekyllingerne havde kalkunerne ikke noget at gå med, og de var meget omhyggelige for dem, men da
den første var gået fra kyllingerne, blev den lagt på gåseæg, som den også godt nok rugede ud, den fik jo
gæslinger, men disse ville den ikke have noget med at gøre, den hakkede efter dem og ville ikke varme
dem. Et par stykker gik til, men så lavede Jens en kasse, som han forede med et stykke gammelt fåreskind,
og i den klarede gæslingerne sig helt godt.
Anders Hansen havde i de sidste par år haft gæs, to gæs og en gase. Gæssene lagde temmelig mange
æg, men de rugede ikke. Nogle af æggene blev ruget ud af høns, men de fleste blev solgt.
Det første år kneb det med at afsætte æggene, og nogle af dem blev i husholdningen, men da den første
kunde, der havde købt gåseæg af Anders, nemlig vejmanden, fik en gæsling af hvert æg, og han så var
meget virksom til at fortælle det til mange af dem, han kom i berøring med, blev der snart strygende afsætning for de gåseæg, som e ikke selv ville ruge ud.
Hansine havde solgt sit hus og var rejst ud og være husbestyrerinde for en gårdmand på Nordfyn, hun havde taget sin pige med sig i tjenesten, men plejedrengen den lille Ejmand, var stadig hos Rasmine og Anders, og nu var han så stor, at han skulle til at gå lidt omkring, og man var nu spændt på, hvordan han kunne gå i fred for gasen, der var noget ondskabsfuld, nu han var ved at blive ældre.
Rasmine og pigerne var ikke rigtig dristige ved den gamle gase. Men det viste sig, at der ikke var grund til
ængstelse for drengens vedkommende. Ejmand havde lidt noget af engelsk syge og var sen til at gå, og
han gik noget usikkert til at begynde med og gik og bredte armene ud og viftede lidt med.
Han var ikke bange for gæssene og gik vraltende hen imod dem med udbredte arme, og både gæs og gase var øjensynlig bange for, at han skulle falde om på dem, så de skulle nok passe at han gå uden om
ham, når han kom imod dem.
Efter at Anders havde begyndt at køre fragt for brugsforeningen, havde han holdt op med at handle med
trævarer, han passede sin kørsel og hestearbejde ved landbruget, mens Jens igen til dels passede køer,
svin og i øvrigt arbejdede han i grusgraven. Malkearbejde tog Rasmine og pigerne, der var hjemme sig dog
til dels af.
Sørine ,var kommet ud at tjene, og Karen havde været hjemme et stykke tid og foruden, at hun hjalp moderen en del i huset, syede hun til moderen og sig selv også lidt til fremmede.
Karen ,havde ved ballerne i ungdomsforeningen stiftet bekendtskab med en ung karl, der hed Kristen Karlsen. Kristen var meget interesseret i Karen, men hun var en del reserveret over for ham.
Der havde en overgang været en anden hun havde været god venner med, men det var ikke blevet til noget alligevel, og Kristen havde så forsøgt tilnærmelse, men han var blevet vist af.
Han havde så holdt sig borte fra hende en tid, men han gik og hang noget med næbet, hvad hans moder
ikke syntes så godt om, og da hun godt vidste, hvad der trykkede ham, fandt hun på at hilse han fra Karen
sypige, som hun fortalte, hun havde truffet ved brugsforeningen.
Kristen hoppede på den og skrev et brev til Karen, hvori han takkede for hendes hilsen, hun havde sendt
ham, og bad hende komme ud og tale med ham en nærmere bestemt aften.
Karen blev både forundret og lidt fornærmet over hans påstand om, at hun skulle have sendt ham en hilsen, og hun gik ud til ham, som han havde bedt hende om, men ganske vist nærmest for at fordre en forklaring på den historie om den hilsen, som hun jo ikke kendte det mindste til.
Straks var tonen ikke videre venskabelig, men Kristen snakkede dog så længe for hende, at han fik hende
en del formidlet, og før de skiltes havde hun da indvilliget i, at møde ham en gang senere.
Det blev da heller ikke ved den ene gang, og Kristen fik da omsider også bugt med hendes betænkeligheder og forlovelsen kom i stand.
Hen på sommeren blev der tørke, så det blev småt med græs mange steder, og en del landmænd, der havde fået besætningen bragt op igen efter krigstidens reduktioner, måtte til at sælge ud igen af de besætninger, der var blevet for store til fodringssituationen , og på grund af tørke og den deraf følgende græsmangel
blev adskillige gode køer og kvier slagtet, skønt de var drægtige.
Anders havde ikke fået besætningen op, og han havde derfor ikke så småt med græs, og da han en dag så
en ung slagter komme trækkende med en meget pæn og tilsyneladende særlig god kvie og fik at vide at
den var købt til slagtning, skønt han var halv gående med kalv.
85
Anders fik lyst til kvien, han kunne købe den til en rimelig pris, da slagteren jo vidste at kvien som følge af
drægtigheden ville give et temmelig stort slagtesvin.
Handlen kom i stand, og Anders kom hjem med kvien.
Rasmine havde ikke noget imod handlen, men hun mente ikke, at de havde råd til at købe kvien. Anders
havde lige fået penge for sten, men de skyldte jo Jens pengene og mere til. Anders mente, at Jens jo ikke
havde brug for pengene endnu, så han kunne jo vente, og pengene var da ikke smidt ud, for kvien var rigelig pengene værd .
Jens havde da heller intet imod dette, for også han syntes godt om kvien og mente, at besætningen gerne
skulle bringes op igen.
Kvien blev en god malkeko og kom senere op på 258 kg. Smør efter tredje kalv.
Efter krigens ophør var lastbilerne begyndt at komme stærkt frem. Et teglværk i nærheden havde anskaffet
en af de store tyske krigs biler, det var et stort højt skrummel med nogle store brede hjul med jernringe, den
lavede en øredøvende larm, så hestekøretøjerne skyndsomt måtte se at slippe ind på en mark, eller sidevej, mens den raslede forbi.
Det blev også forbudt teglværket at køre med den, indtil den var blevet forsynet med gummihjul, der blev
ganske vist faste gummi ringe, men det var dog en stor fordel frem for jernringe.
Automobil lastbiler med gummihjul 1918 , blev efter verdenskrige den store konkurrent til hestevognen
Der kom også en del nye lastbiler ind i landet, og der begyndte at komme fragt biler i drift på landevejene,
de kunne køre billigere end hestevognene der derved kom ud for en meget stærk konkurrence.
En af fragtmændene, der kørte igennem Skovbjerg og ind til købstaden solgte sit hestekøretøj og anskaffede sig en lastbil og efterhånden kom et par andre til på samme vejstrækning, og Skovbjerg brugsforening
fik da også tilbud om billigere kørsel, og uddeleren spurgte så Anders, om han kunne sætte taksten ned,
det mente Anders ikke, og følgen blev så at fragtruten gik fra ham.
Også personbefordringen på landevejen skiftede karakter. Dagvognen fik en slem konkurrent i en lastbil
med faste gummiringe og en lukket kasse, hvori der var siddepladser til 12 - 14 personer.
Folk begyndte at tage oftere til købstaden, og de fleste ville jo køre med bilen. Dagvognskusken kørte en
kort tid med næsten tom vogn og ærgrede sig over ar rutebilen kørte to ture med velfyldt vogn, mens han
selv kørte med en omtrent tom vogn, så holdt han inde og gav sig til at handle med fødevarer.
Den første rutebil fik med tiden også konkurrence i nyere omnibusser med luftringe. Efterhånden blev der
flere rutebiler, men samtidigt blev rejselysten også større.
Husmandsrejserne kom nu også til i større udstrækning at foregå med biler, mest i åbne lastbiler, der blev
forsynede med bænke på ladet og som reglen nogle jernbuer hen over, så der i tilfælde af regnvejr kunne
trækkes en presenning hen over.
Som formand for husmandsforeningen deltog Anders i formandsmøder, planteavlsmøder og husdyrs møder, på et af disse slog konsulenten et slag for kontrolering. Der var en del husmænd, som ikke havde mulighed for at komme med i kontrolforeningen, men derfor kunne de godt få deres køer kontrolleret , der var
noget, der hed selvkontrol, det havde ikke noget stor værdi som reklame for avlsdyr eller ved udfærdigelse
af stamtavler, men for en kreaturejer selv, var der meget værdifuldt, og det kunne iværksættes for en overkommelig pris.
Konsulenten var villig til at gerberere mælkeprøverne og føre regnskab for de medlemmer af husmandsforeningerne, der måtte ønske at være med i en sådan. Hvert medlem skulle anskaffe sig en mælkespand af
en bestemt vægt. - f.eks.2 kg. Så det var let at veje mælken nøjagtigt, samt en mælkepipette med nåle
streger til at udtage mælkeprøver med.
Konsulenten ville så tilsende hvert enkelt deltager det nødvendige antal småflasker anbragt i forsendelsesæsker, som så kunne sendes med posten.
86
Anders slog et slag ideen inden for Skovbjerg husmandsforening og fik da også nogle få medlemmer med,
og selvfølgelig gik ah også selv med, og det viste sig ved kontrollen, at Anders ´ køer slet ikke var så ringe
endda.
I Husmandsforeningen gik arbejdet sin vante gang. Rasmine og Anders deltog hvert år i formandsrejsen,
og ligesom de selvfølgelig også deltog i den årlige endagsrejse sammen med de andre af husmandsforeningens medlemmer, der ønskede det.
Efter høst var der en høstfest med et eller andet foredrag, af og til fagligt og til tider af underholdende karakter ofte ledsaget af lysbilleder.
Arbejdet i husmandsforeningen var ikke politisk præget, dertil var husmændene alt for forskellige indstillet,
de fleste var vel grundskyldsfolk og sang med på omkvædet” lige skat på lige jord”, men de var ellers delt
mellem mindst tre af de politiske partier.
Anders var ikke særlig politisk indstillet, han var venstremand, men havde stemt både moderat og radikal,
alt efter som den siddende regering havde skuffet forventningerne. Ved sognerådsvalg havde han engang
været opstillet på den radikale liste, men så langt nede, at der ingen større muligheder var for at blive valgt,
da listen kun opnåede at få en mand valgt.
Først i november afholdes andespil i husmandsforeningen, og selv om det ikke gav lige meget hver gang,
var der dog gerne overskud. Og Juletræsfesten, der var lagt så billigt an, var gerne godt besøgt, at der nogenlunde blev balance. Det samme var for det meste tilfældet med foredragsmøderne.
Foreningen havde da efterhånden fået en ganske pæn kassebeholdning, og ved generalforsamlingen blev
det vedtaget at anskaffe en frugttræssprøjte, en tøndesprøjte på en lille transportvogn med to hjul, som så
en af medlemmerne påtog sig at trække rundt med og sprøjte frugttræer og kartofler for en rimelig betaling,
hos de af medlemmerne der måtte ønske det.
Kørslen for brugsforeningen var det forbi med, og selv om det endnu gik ret godt med arbejdet med vejmaterialet, så var der dog også her ved at foregå forandringer, idet der var ved at gå storindustri i dette også,
der ved at de store entreprenører anskaffede skærvknusermaskiner og lastbiler, se det var at forudse, at
denne fortjeneste heller ikke ville holde i længden.
Det ville være formålstjenligt at finde på noget andet, og da Jens en dag læste en annonce i avisen om
nogle bifamilier, der var til salg fik han lyst at forsøge sig med biavl.
Han cyklede ud til biavleren og så på bifamilien, Han havde ingen forstand på bier, men han kunne da se,
at der var bier i husene, og at disse nok ikke var nye, men så temmelig friske og velholdte ud.
Han købte to bifamilier med to halvmagasiner og nogle tomme underrumstavler til at udvide med til foråret.
Der var ikke meget honning i husene, men tiden var inde til efterårsfodring, og der medfulgte sukkermærker, sukkerrationeringen var jo ikke ophævet. Sukkeret til bierne var lige som til industrien forhøjet i prisen.
Prisen for de to stader med bier tavler var 160 kr.
Dagen efter kørte så Anders og jens ud efter bistaderne. Biavleren havde sat et par lister bag ved bagruden, så indskuddet med ruden ikke kunne rasle løs under kørslen, ligesom han jo også havde lukket flyvehullet, så at bierne ikke kunne komme ud under transporten, hvad der jo nok ikke ville være så heldigt.
Bierne blev da også godt nok hvor de skulle være, men de summede dygtig inde i staderne.
Anders og Jens anbragte staderne i haven, og hen under aften, da bierne var kommet til ro, åbnede Jens
for flyvehullerne, der var nogle få bier, der var uden for husene, men det var dog først næste dag, at der
blev livlig trafik ved husene. Bierne fløj ud og kredsede lidt rundt foran husene for at orientere sig på den
nye plads, før de fløj i marken for at søge nektar, vand og blomsterstøv.
Da Jens fik købt sukker for sine mærker og fik begyndt at fodre bier, han havde ingen foderkasse, men
biavleren havde sagt, at han udmærket kunne fodre med flaske, han skulle blot sætte et låg eller en lille
blikæske, - f.eks. En skosværte æske, bag i huset og sætte en helflaske med en passende åbning i proppen og fyldt med sukkeropløsning i æsken, således at den stod på proppen og stod støttet op til et hjørne,
når han så havde hævet indskuddet med bagruden lidt, så bierne kunne komme igennem, så skulle de nok
komme og hente fodret.
Bierne var også villige til at tage fra, men selv om Jens ventede med at fodre til det omtrent var mørkt, var
bierne der med det samme, han kom og løftede taget op, og det kunne jo nok træffes at de ville stikke, men
så anskaffede Jens et bislør og en røgblæser, og det hjalp jo en del.
87
Karl, den yngste af børnene var blevet konfirmeret om foråret, men han var hjemme og hjalp med arbejdet i
grusgraven, men det var dog ikkes tørste lyst, han ville hellere køre med heste, men det var der jo ikke så
meget anledning til, da Anders næsten altid selv fulgte hestene. Lidt fik han dog lov til at prøve af og til.
En dag havde han fået lov til at pløje lidt ude bag ejendommen. Anders stod og pillede lidt i nogle kvasbrænde, så han kunne holde øje med drengen og hestene samtidig.
En tid gik det meget godt, men så fik Karl besøg af en kammerat, der en tid fulgte ham fure op og fure ned,
men så fik kammeraten lyst til at forsøge sig som plovkusk også.
Det varede ikke længe inden hestene, der mærkede, at der igen var kommet en ny kusk, fik lyst til at lave
spas med ham, og de satte farten op, så jorden sprøjtede ud til begge sider.
Drengen der kørte blev trukket forover og gik på hovedet i plovfuren, men kom heldigvis fri af tømmeret, så
han ikke kom noget til.
Anders havde godt set, at drengene havde skiftet om, og han så nu hestene komme i vild fart med ploven
slæbende efter sig, men han nåede ikke at tage dem, de løb ind over gårdspladsen og ud på landevejen,
hvor en forbipasserende mand fik fat i dem.
Husmandsforeningerne holdt udstilling i Kerteminde
sidst i september, og Karl og Jens tog en tur derned
på cykel. Karls cykel var en gammel en, der havde
været Jens´ , og engang Jens havde trukket en ko til
slagteriet havde han haft cyklen med, og han havde
da slået rebet om cykelstyret for at have mere kraft til
at trække koen, der var noget stædig, den var da blevet helt ustyrlig og havde rykket cyklen fra Jens, og
den havde ved den lejlighed fået en bule i stellet.
Kerteminde havn med Tornø hotel i baggrunde ca. 1919
Karl cyklede ikke forsigtigt og ved broen over Odense
å ved Åsum tørnede han imod og væltede ind over
broen, han kom ikke noget til, men bulen i stellet blev
lidt større. Jens så lidt betænkelig på den og talte om
at vende om, men det var ingen af dem for alligevel.
Jens formanede Karl om at kører forsigtigt, og så forsatte de. - Det gik til de kom til Revninge, hvor de
havde en morbroder, der var ingen hjemme, men de satte den havarerede cykel ved husets bagmur og
cyklede så begge to på Jens´ cykel til Kerteminde, hvor de et par timer beså udstillingen, hvorefter de
vendte tilbage til Revninge. Morbroderen var nu hjemme, og efter at brødrene havde opholdt sig lidt der,
tog de med toget hjem med cyklerne som rejsegods.
Rudolf Rise var død om foråret, kort før Karl blev konfirmeret, han havde fået slim på lungerne og lå syg i
sin plads. Han havde sendt bud til Rasmine og Anders, at han var syg, og de havde kørt til Enggården for
at se til ham. Han var meget glad for besøget, men han måtte ikke flyttes, sagde han, ellers ville han helst
have været op til dem, men eller havde han det godt, hvor han var, han blev passet godt nok, og hvis han
bare havde lidt lettere ved at få vejret, så led han ikke så meget.
Næste dag kom der bud fra Enggården. Rudolf var død om natten, antagelig kvalt i et hosteanfald.
Rasmine og Anders sørgede for begravelsen, der var ikke rede penge nok til at bekoste det hele, men når
tøjet han efterlod sig sammen med, hvad der var tilbage af det lille lån til byggeriet, det meste var gået af
for vask og syning, så kunne der nok blive til hele begravelsen og en gravplads og denne ordning g blev
godkendt af skifteretten.
Bierne var blevet godt indvintrede, og den følgende sommer blev god for biavlen. Jens tog til et par biavlsmøder og han spurgte ældre biavlere, og han kom da helt godt om ved at få bierne passet, og da de ikke
sværmede, og de ikke behøvede at udbygge så mange nye tavler, blev der et godt honningudbytte, nemlig
58 kg. Af de to stader.
Men så kom der endnu en vanskelighed, nemlig at sælge honningen, Jens mærkede at det var ubegrænset, hvor meget han kunne komme af med til familien og bekendte, når han forærede det bort, men skulle
han sælge, skulle han til fremmede, og det var ikke let at få private kunder nok i begyndelsen, og forhandlerne gav jo ikke den højeste pris, en del af honningen blev jo også brugt i husholdningen.
88
På husmandsskole i 1920
Jens havde sat sig for at han ville på landbrudsskole, og han havde søgt og fået bevilliget understøttelse til
et fem måneders ophold på en sådan, og han havde da indmeldt sig til vinterkursus, på den fynske husmandsskole.
Eleverne mødte på skolen den 3. november og blev indkvarteret omkring i elevværelserne, der var ret god
tilslutning, nemlig 57 elever.
Jens blev indkvarteret på et to mandsværelse sammen med en sjællænder, og de havde pakket ud og redt
senge og havde hilst på en del af kammeraterne, samt fået ordnet det forretningsmæssige på kontoret, da
klokken ringede i forhallen.
Det var til aftensmåltidet, forstander Lange og frue, samt højskolelæren Anthon Keldsen spiste sammen
med eleverne.
Forstanderparret spurgte eleverne ud
om, hvor de var fra, og da Jens blev
spurgt og havde svaret på Skovbjerg,
sagde fru Lange: ” Så kommer de nok
til at hedde Skovbjerg”. Og det slog
også til, det var sjældent, at Jens blev
nævnt ved sit navn i den tid han var
på skolen , han blev næsten altid
kaldt ”Skovbjerg”.
Tiden gik hurtigt for Jens, han fandt
sig godt tilpas med sit skoleophold og
Husmandsskolen i Odense hvor Jens var på et fem mdr. kursusophold i
enedes godt med kammeraterne, selv
vinteren 1920/21
om der kom en del diskussioner af og
til, der var en stor del af eleverne, der
var politiske interesseret, de fleste var
radikale, eller socialdemokrater. Jens var også lidt interesseret i politik, men han havde hele sin politiske
oplysninger fra Fyns Tidende, og var derfor nærmeste venstremand, hvad kammeraterne jo ikke var længe
om at opdage.
Eleverne på skolen plejede at have avis, som de kunne skrive pudsige ting om hinanden i, og til at samle
og nedskrive det indkomne materiale i.
Der blev valgt en redaktion på tre medlemmer. Højskolelæren satte eleverne i gang med foretagendet og
ved valget til redaktionen blev der stemt på seks af eleverne, Jens var blandt disse, men blev kun nummer
fire, så ham kom ikke med i første omgang.
Der skiftes redaktion hver måned, anden gang blev Jens også nummer fire, men tredje gang fik han flest
stemmer og blev chefredaktør.
Hver lørdag aften var der sammenkomst i foredragssalen, hver anden lørdag var det redaktionen ,der læste
avisen op, og bagefter var der forskellige underholdninger, det var højskolelæren, der var den ledende kraft
i de forskellige underholdningsprogrammer. Men hver anden lørdag var der diskussionsmøder, hvor eleverne holdt indledende foredrag, der så blev diskuteret af de af kammeraterne, der havde lyst og mod til at
bestige talerstolen.
En af de lærere, der havde nogle få timer ugentlig på skolen var Anders Vedel, den senere forstander på
Krabbeholm højskole, han havde et indgående kendskab til hver eneste egn i vort land, og han startede
med at spørge hver eneste elev om, hvor han kom fra. Eleven skulle kun sige bynavnet så fortalte Vedel et
eller andet fra den egn, og han tog aldrig fejl.
Vedel spurgte eleverne om de vidste, hvor mange amter vi havde her på Fyn og Jens svarede: ” Vi har to,
tre stykker”. Kammeraterne begyndte at smile spottende, når Jens ikke vidste det bestemte antal, kunne
han jo tie stille, men smilet forsvandt, da Vedel sagde: ” Det var helt rigtigt svaret, for vi har nemlig to, tre
stykker, men kan De så svare sige mig hvad amterne hedder?”. Jens svarede: ” Ja, de hedder Svendborg
amt, Odense amt, og Assens amtsrådskreds”.
”Det er fuldstændigt rigtigt svaret, Odense amt og Assens amtsrådskreds er to adskilte administrative områder med hvert sit amtsråd, men med en fælles amtmand”.
89
I en time havde havebrugslæren konsulent Munkegaard hævdet, at den danske frugtavl ikke behøvede at
frygte frugtimport fra andre lande, i hvert fald, når det drejede sig om valutasvage lande.
Ved en time med husdyrs konsulenten S. Sørensen, havde Sørensen talt om husmandsbruges hestehold
og anbefalet russiske heste, islændere var for små, sagde han.
Jens tog da islænderne i forsvar og hævdede, at blot de blev fodret og passet ordentlig og gik i stavseler,
så kunne de udføre et stort arbejde, hans fader havde ofte kørt med 4.000 pund op over bakkerne til Skovbjerg, når han kørte for brugsforeningen.
Sørensen svarede da:” Ja, på vejen, jeg har ikke sagt noget om islændere på vejen, der er de udmærkede,
men i marken er de for lette , men stavseler er godt, enhver hest burde gå i stavseler”.
En dag havde Jens spurgt forstander Lange, om de ikke skulle have foredrag om biavl, men forstanderen
svarede, at det skulle de ikke, for det var ikke så godt at få alt for meget blandet sammen.
Alt det havde kammeraterne skrevet sig bag øret, og så fik Jens i avisen. Et indlæg lød således: ” Hver
gang der holdes en tale her på skolen, er der to talere, Lange og lænene afløser hinanden, men hver gang
J.Hansen Skovbjerg, men selv om han er aldrig så klog en mand på fremmed valuta og hollandsk frugt, så
syntes jeg dog, at han skulle tie stille til han selv får time”.
Et andet indlæg lød således: ”Undertegnede søger til den første en stilling som lærer ved en af de højeste
landbrugsskoler, jeg er især specialist i biavl og bruger islandske heste og udmærker mig i høj grad ved en
veludviklet modsigelses evne”.
Ærbødigst , J. Hansen Skovbjerg.
Således stak eleverne til hinanden i ”Slibestenen”, som de havde kaldt avisen.
Jens var ofte i avisen, men han skrev selv mange indlæg til den. Den første gang , der skulle være lørdags
diskussion, kneb det med at få en til at indlede, der var ingen, der rigtig dristede sig til det, Jens spurgte da
om, hvad emnet skulle være. Ja det måtte indlederen selv om, blev der svaret, og jens sagde da, at han
godt kunne påtage sig at indlede en diskussion om start af et husmandsbrug.
Tilbuddet blev modtaget og en plakat sat op med en bekendtgørelse.
Dagen før diskussionen spurgte skolens avlskarl Jens, om han havde skrevet noget op, men Jens mente
ikke, at det var nødvendigt, da han var ret godt inde i emnet. Men karlen rådede ham til at gøre det alligevel , når man ikke var vant til at stå på en talerstol, kunne man let gå i stå, når man ikke havde noget skriftligt at støtte sig til.
Jens skrev da et kortfattet manuskript, og han erfarede, at det var godt, at han havde det.
Der var god tilslutning til diskussionsmødet, foruden eleverne var der skolens piger og karle og flere af lærerne.
Efter en indledningssang besteg Jens talerstolen, og begyndte med at udmale den arbejdsglæde og tilfredshedsfølelse, der fulgte med at have sin egen lille selvstændige bedrift at arbejde med, og han anbefalede de unge fra husmandshjemmene at sætte alt ind på at komme i besiddelse af et selvstændigt husmandsbrug.
Det var kun de færreste , der ikke havde en betydelig arv i ryggen, der kunne nå at opspare den nødvendige sum, så de kunne præsterer den nødvendige udbetaling i et husmandsbrug i fri handel, men så var der
jo en vej frem ved at ansøge om statslån til oprettelse af et husmandsbrug, og vi har Niels Frederiksens ord
for at: ” Den ældre karl, der havde tjent flere år ved landbruget og havde uddannet sig til sin gerning og
havde et pænt lille tral i sparekassebogen, han skulle ikke komme til at gå forgæves med sin ansøgning,
han skulle nok få jord”.
Men der måtte også gøres en indsats af vedkommende selv:” Den yngre karl, der kommer til mig og ikke
ejer andet end det sæt tøj, der hang på hans krop, en gammel cykel ,og en cigaret i flaben, ham har jeg
ingen brug for”.
Jens ville egentlig have været inde på en gennemgang af jordloven, men det havde han ikke skrevet noget
op om, og han gik derfor i stå og kunne ikke få fat på tråden igen, han sluttede derfor lidt brat, og det var
måske årsagen til, at der kom så god gang i diskussionen.
Der var adskillige kammerater der var fremme med indlæg, det svirede med spørgsmål til Jens om, hvad
man selv nødvendigvis skulle være ejer af, hvorledes man skulle bære sig ad med at ansøge om statslån,
og hvilken betingelser man kunne få det på.
90
Jens noterede spørgsmålene, og han havde fast bund under fødderne, da han gav sig til at besvare dem.
Han var godt inde i jordlovgivningen og forklarede såvel jordloven 4. oktober 1919, altså loven om erhvervelse af jord i offentlig eje, såvel som de sidste jordlovsændringer i den gamle husmandslov, som de lige
var blevet vedtaget under landsbrugsminister Madsen Mygdals medvirken.
Diskussionen forløb udmærket og højskolelærerne erklærede, at den var et godt varsel for diskussionerne i
den kommende vinter.
Jens var stærkt interesseret i alle skolefagene, også i gymnastikken, men et fag interesserede ham særligt
stærkt, det var forstander Langes undervisning i socialøkonomien, herunder kom Lange ind på Henry Georges grundskyldsteorier, hvilket Jens straks syntes indlysende rigtige.
Ved at studere de forskellige aviser i elevernes læsestue var jens kommen ind på, at venstre ikke altid havde ret, men samtidig syntes han heller ikke, de andre partier havde det. Han blev stærkt optaget af Henry
Georges lære og indmeldt sig i Henry Georges forening, som forstander Lange var formand for, og han deltog i forenings møder på skolen og i Odense.
I Juleferien var Jens hjemme i Skovbjerg og juleaften kom Karens kæreste , Kristen Karlsen og ville have
Jens med ud og se på en ejendom.
Kristen var begyndt at gå i giftermålstanker og ville gerne have et lille landbrug.
Han havde set en annonce i Fyns Tidende, det var en ejendom på 7 tdr. land, der var til salg med avl og
besætning for ca. 10.000 kr. Jens mente ikke at det kunne være nogen særlig god ejendom til den pris,
men han var villig til at tage med ud og se på ejendommen, og med en madpakke i lommen tog de to unge
karle ud på cykelturen.
Det var en ejendomshandler på Vestfyn, der havde averteret, og de tog da ud til ham, og han fulgte med
dem på sin cykel. Ejendommen lå ret langt fra ejendomshandlerens bopæl, og den lå ret afsides, over en
lang gangsti nåede de frem til den, der var ganske vist en kørevej derud også, men det var til den anden
side, der lå også to andre huse i nogenlunde nærhed, men det var langt ude på marken.
Huset var et gammelt bindingsværk med en grundmuret gavl, men denne var kun en halvstens mur og havde slået en stor bue ud, der var sat et kors af et par svære hjulskinner udenpå med en jernstang ind gennem to bjælker for at holde muren fra at skride ud.
Flere af gulvene var temmelig meget i stykker, og en væg var skredet ud, huset var vinkelbygget, og i stalden stod to køer og en kvie, samt en hest, der dog ikke fulgte med, men den kunne evt. godt fås til købs.
Det var ikke møbleret, men der var en enlig mand i huset, han havde kun været der nogle få dage, sagde
han, og kendte ikke stort til noget af det, men begge mændene erklærede, at der var rigeligt med langhalm
til at reparere taget med, hvad det trængte hårdt til, og at der var godt med foder til besætningen hele vinteren igennem.
De var inde i loen, og til den ene side kunne de se, at der lå noget langhalm, og til den anden side kunne
de skimte noget utærsket blandsæd.
De spurgte, om der ikke var en stige, så de kunne komme op påp loftet og se, hvor meget der var, men
mændene erklærede, at der ikke var nogen.
Jens så sig om, og satte så en fod på kanten af et kar, der stod i loen slog armene om en bjælke og svang
sig op, han så straks, at der ikke var ret meget langhalm deroppe, men det der var slæbt hen til kanten, for
at det skulle være synligt nedefra, det var også tilfældet med korn og halm, også det var slæbt frem og
staldloftet bag ved var tomt.
Jens forsatte ind over stueloftet for at se, hvordan det så ud, og da de andre så det, gik de ud af loen og ind
i et tomt brændehus, og her stod godt nok en loftstige.
Kristen gik op ad den og kom ind til Jens på stueloftet. Jens morede sig over at se hvor forsigtigt Kristen
kom gående, der var også grund til forsigtighed, for loftsbrædderne så meget skøre ud.
Da Kristen nåede frem sagde han:” Jeg har taget min beslutning, hvad mener du?” Jens lo og sagde: ” Jeg
mener, at hvis du køber denne afsides rønne, så bliver Karen da gal, så det foreslår noget”. - ” Det kunne
heller ikke falde mig ind, jorden er nok også stærkt i slægt med flyvesand, så vi må vist hellere se at komme hjem”, sagde kristen.
De tog afsked med de to mænd, der efterhånden var blevet klar over, at der ingen handel blev.
På vejen hjem tog de ind på en kro og spiste den medbragte mad og tog en øl, og en kop kaffe til
91
Det var imidlertid blevet langt hen på formiddagen, og det havde truet med sne, det meste af eftermiddagen, nu gav det sig til at sne kraftigt, samtidig med at det begyndte at blæse op, så inden de nåede hjem til
Skovbjerg, var det blevet til en regulær snestorm, og de var godt tilpas ved at komme i hus, så de kunne
begynde at holde Jul.
Efter juleferien var det, at Jens blev valgt til redaktør af ”Slibestenen”, det var ellers et utaknemmeligt hverv,
de to første redaktører klagede kammeraterne over, fordi de kasserede mange af de indleverede indlæg,
og den tredje redaktør klagede de over, tog for mange indlæg med.
Jens og hans to medredaktører tog det ikke så højtideligt, fordi de fik en skose i avisen, og de var heller
ikke lemfældige, når det gjaldt andre, det skulle være grovkornede indlæg, før de kasserede dem.
Hen imod februar tog man på husmandsskolen fat på forberedelserne til et landstingsvalg. Eleverne skulle
lære gangen i dette, der skulle dannes partier, vælges bestyrelser, opstilles valgmænd, og derefter afholdes valgmandsvalg.
En dag fik Jens og to andre bud om at komme op til højskolelæren, det drejede sig om at danne partiet
venstre. Den ene af dem sagde fra med det samme, han var ikke venstremand. Han blev bagefter formand
for de konservative.
Den ene Alfred Skanderup, havde Kjeldsen fået at vide, var vaskeægte venstremand, hvad han heller ikke
benægtede, og Skovbjerg var også god nok, havde Kjeldsen fået at vide, ” har været” , sagde Jens, ”men
jeg er begyndt at tvivle, så jeg er nærmest løsgænger nu”.
Men Kjeldsen holdt på, at de to skulle påtage sig opgaven, det drejede sig jo bare om at få dannet de fire
partier, for at få system i det.
Alfred Skanderup og Skovbjerg indvarslede så til stiftelsesmøde for venstrepartiet. Partiet blev stiftet og
Skovbjerg blev valgt til formand og Alfred Skanderup til Landstingskandidat. De forskellige partier holdt partimøder, og der blev holdt vælgermøde og opstillet valgmænd.
Jens agiterede for sit parti. Foruden eleverne var skolens lærere og personalet stemmeberettigede. De radikale var i flertal, og de var sikre på sejren og temmelig hoverende, men under valgkampen blev de konservative og socialdemokraterne enige om at give nogle stemmer hver på venstre for at dukke de selvbevidste radikale, og det blev da også udfaldet, at venstre fik to stemmer mere end de radikale.
De radikale var svært fortørnede over venstres valgsejr, og en af dem skrev på den store tavle bag talerstolen: ” 27 mand rejser i morgen til Dalum, derud med de fars sønner”.
Der var jo igen valgt en ny redaktør, og i næste udgave af avisen havde redaktionen udnævnt et nyt ministerium.
Hele den afgåede redaktion : Skovbjerg, Skanderup og Randlev, der alle var med i venstre, blev udnævnt
til ministre. Randlev der var mejerist , blev udnævnt til finansminister og statsminister, Skanderup indenrigsminister og Skovbjerg til landbrugsminister, flere af lærerne, der mente at have støttet venstre blev tildelt ministerposter.
1921
Hjemme i Skovbjerg gik livet sin vante gang, kun blev der ikke lavet ret meget i grusgraven. Hen på foråret
blev den ene af hestene syg. Anders havde været ude at køre, han havde ikke kørt særlig hurtigt, men
pludselig var den ene af hestene begyndt at ryste.
Anders var klar over, at det var nyrebetændelse, det havde den haft to gange før, han fik hesten i stald og
fik den dækket godt til og tilkaldt dyrlægen, men denne gang var der intet at gøre, det blev ret hurtigt hestens død.
Nu skulle Anders ud at finde sig en ny hest, det var ikke så lige en sag, på denne årstid var der ikke nyhjemkomne islændere.
En købmand i købstaden havde averteret en stor kraftig islænder til salg. Anders tog ind og så på den, det
var ganske vist også en stor svær islænder, en broget vallak var det, og godt i stand var den også, men
den var blot noget treven. Prisen forekom Anders rimelig, og han købte derfor hesten.
Han kom dog ikke til at syntes særligt godt om den, for han var ikke vant til at bruge pisken, og det var nødvendligt til den nye hest, hvis man ville have den til at flytte sig.
92
Tiden gik hurtigt for jens derude på husmandsskolen, det var en interessant tid, de fem måneder han tilbragte der.
Der havde været udflugter til sukkerkogeriet i Odense, til forsøgsstationen for svineavl, ”Elsesminde” i Sanderum og til Dalum landbrugsskole, alt sammen meget interessant, og der havde været meget andet, et
Julebal, et fastelavnsgilde, havde der også været.
Der havde også været afholdt en del mindre møder på skolen, som eleverne havde adgang til. Der havde
ligeledes være afholdt en del korte kursus, og af og til var der også ved disse lejligheder nogle foredrag,
som eleverne kom over og overværede.
Ved et af de korte kurser var en jysk gartner med som deltager, han tilbød eleverne at indlede en lørdagsdiskussion, og det fik han lov til.
Det var ungdommens muligheder som jordbruger, han talte om, og han kom stærkt ind på grundværdi beskatning. Han afslørede sig som tilhænger af det nylig startede parti ” Danmarks Retsforbund”, som han
anbefalede at tilslutte sig.
Nogle få af eleverne deltog i diskussionen, deri blandt også Jens, eller Skovbjerg, som kammeraterne kaldte ham.
Skovbjerg, havde ikke gået særligt stærkt imod indlederen, som han på mange punkter var helt enig med,
men han havde dog ment, at det var forkert at laver nye småpartier, der let førte til at grundskylds tilhængerne blev splittet i flere partier, hvad der let blev en fordel for grundskyldstankens modstandere.
Indlederen ville anbefale Skovbjerg at læse en lille bog, der hed” arbejderens kår”, den var skrevet af Henry
Georges og oversat til dansk af Jakob E. Lange, når han læste den, ville han være overbevist retsstatsmand, det var han helt sikkert på, sagde indlederen.
”Arbejderens kår” var på dette tidspunkt udsolgt i boghandlen, og før det næste oplag forelå, var Jens for
længst overbevist retsstatsmand.
De fem måneder fik ende, og sidst i marts rejste Jens tilbage til Skovbjerg, en uforglemmelig oplevelse rigere. Han tog nu igen fat på den gamle maner, han ville egentlig godt have taget sig en plads til maj, og han
mente godt, Karl kunne tage hans plads hjemme, men Karl blev ved med at holde på, at han ville have en
plads, hvor han kunne få lov til at bruge heste, det kunne han ikke få lov til hjemme, og grusgraven kunne
han ikke godt lide at arbejde i.
Forældrene ville helst ikke høre noget om, at Jens ville ud, nu havde han været på skole, og nu skulle han
helst slå sig til ro her hjemme, de kunne slet ikke undvære ham, sagde Rasmine.
Hver gang han var hjemme fra, gik det tilbage for dem, og Karl kunne det ikke hjælpe at holde på, når han
kun havde lyst til at komme ud og bruge heste, denne lyst havde han efter sin fader, sagde Rasmine.
Resultatet blev da, at Karl blev fæstet ned til proprietærgården, og Jens slog sig til ro der hjemme.
1922
Karen og Kristen Karlsen havde besluttet at gifte sig og Karen kom hjem til maj og fik udstyret i orden. Kristen havde sammensparet sig nogle tusinde kr. , og havde nu købt en lille ejendom, men den lå lidt på marken, der var ingen besætning på den, men Anders havde lige købt en jerseyko, som det var meningen, at
Kristen skulle overtage, men Jens havde imidlertid fået lyst til at beholde jerseykoen , som han syntes tegnede særlig godt.
Han og Kristen drøftede koen, og Jens sagde, den ser nu ikke så ringe ud, men det er snart det værste den
er så lavbenet, at vi næsten ikke kan bruge en malkestol.
Kristen erklærede, at han ikke brød sig om at sidde på gulvet for at malke den, og at han heller ville have
en rød ko, den var der da lidt mere luft under.
Jens tilbød da, at han kunne få en rød kalvekvie i stedet for til samme pris som jerseykoen, og det havde
Kristen intet imod.
Kristen ville have Jens med over at se på ejendommen, og de cyklede da over til den, de skulle en lille omvej, hvis de ville følge vejen, men i stedet gik de over en mark og kom gennem hegnet ind til Kristens mark.
De kom ind på marken i den laveste side af denne, og de kunne med det samme overse hele marken.
Skellet markeredes hel vejen rundt af et hasselhegn, der spærrede af for den videre udsigt.
Da de var kommet gennem hegnet, sagde Kristen med en overmodig stolthed i stemmen: ” Nu er vi på min
mark, så langt øjet rækker, er det mit”.
93
Jens syntes meget godt om ejendommen. Jorden var ikke så ringe, og bygningerne var solide og velholdte,
selv om de ikke var nye.
Kun lå jo ejendommen lidt fra offentlig vej, og så var den jo ikke for stor, det havde passet bedre efter Jens´
mening, om der i det mindste havde været 3 tdr. land mere.
Jens overtager ejendommen med gæld og forpligtigelser
Anders og Rasmine ville ikke gerne, at Jens skulle tage sig en plads, og om han fandt på at ville havde noget selv, så kunne de ikke betale ham, hvad han efterhånden havde sat i det derhjemme, de ville derfor, at
han skulle overtage ejendommen.
Han var jo hverken forlovet eller gift, så det kunne jo ikke blive ved at gå, ganske som det plejede måske i
flere år, om han købe ejendommen mod aftægtsforpligtelse til forældrene.
Jens gik med hertil, og der blev da skrevet en købekontrakt, hvorefter Jens overtog ejendommen og gæld
og forpligtigelse til at yde forældrene fuldt ophold, så længe de levede eller til at yde dem 500 kr. årligt, om
de ønskede at forlade ejendommen, i så tilfælde havde de ret til at medtage møbler til en stue og et soveværelse.
Pigerne havde jo fået lidt udstyr og Karl skulle Jens også udrede lidt til, så han havde ejendommen til ca.
10.000 kr. foruden aftægtsforpligtigelsen.
Peter var blevet gift et års tid i forvejen og arbejdere nu på en tørmælksfabrik, møllen havde møllerenken
solgt lige før, Peter blev gift.
Niels hørte man aldrig fra. Efter verdenskrigen var hørt op, havde de prøvet at efterlyse ham gennem et
oplysningsbureau, men dette kunne følge ham til udgangen af 1915, indtil den tid havde han været bosat i
Minnesota i byen Minneapolis, men han var på det tidspunkt rejst derfra, uden at det havde været muligt at
få oplyst, hvor han var rejst hen, så der havde ikke været andet at gøre end at henlægge sagen, fik Anders
besked om fra oplysningsbureauet.
Karen og Kristen blev gift først i juni, der var intet stort bryllup, kun den nærmeste familie fra begge sider
var med, og det unge par tog straks over til deres nye hjem, som Kristen havde overtaget til den første.
Udskrift fra Kirkebogen: Karen blive 14. maj 1922 gift med Karl Anton Christensen ( i fortællingen kaldt : ”Kristen”)
Kristen havde fået arbejde ved købstadens havn, der var ca. 12 km. Dertil, så det
var en lang cykeltur morgen og aften, og det var derfor ikke meget hans unge kone
så til ham, og tilværelsen forekom hende noget ensomt herude på marken.
Karen Kirstine Marie
Andersen
94
I Skovbjerg trak det hurtigt op til bryllup igen, denne gang gjaldt det den yngste af pigerne, Sørine.
Trods sin ungdom havde hun ved ballerne fundet sig en kavaler, en karl der var 6 - 7 år ældre en hende.
Han gik hjemme hos forældrene, der havde et lille hus.
Han gik på løst arbejde blandt andet en del på et teglværk. Nu havde Morten Kristiansen som han hed, altså fået lyst til Sørine og fået hende med et stykke ud af den farlige kærlighedsvej.
I godt et halvt år, hvor Sørine havde været hjemme, var han kommet regelmæssig i hendes hjem, men nu
var moderen og Sørine blevet klar over, at det var på tide at tænke på bryllup, men så var der det problem,
hvor de skulle bo.
Morten havde ikke været så sparsommelig som Kristen Karlsen, så de skønnede nok, at han ikke havde
store ting at købe hus for.
Sørine var ung og havde ikke tjent ret længe, hun havde fået en ny cykel og havde mellem 2 - og 300 kr. i
sparekassen, men selv om hun fik det nødvendige udstyr, uden at hun behøvede at rører dem, var der jo
meget til udbetaling i et hus.
Rasmine havde spurgt Morten o, hvor meget han havde at sætte i et hus. Morten blev overrumplet ved
spørgsmålet og begyndte at lede efter ord, det var ikke særligt meget, han havde, sagde ham, men Rasmine trængte på igen og ville have at vide, hvor meget han havde: ” Ja, det er ikke så meget 5 - 600 kr.” ,
sagde han.
Senere da der blev talt om at tage ud for at se på et hus, kunne det mærkes på Morten, at der var noget
som trykkede ham, og Sørine betroede da moderen, at Morten var så ked af, at han havde sagt det om de
5—600 kr., for han havde ingen, det blev da heller ikke til noget med at købe hus.
I sted fik de en lejlighed i et af proprietærens huse, og Morten skulle så af og til arbejde lidt på gården, senere blev han fodermester der på proprietærgården.
Udskrift fra Kirkebogen: Nielsine Severine ” Sørine i fortællingen” bliver gift med Christian Mortensen ” Morten” i fortællingen 2. juli 1922
Brylluppet forløb som det forrige, der var ingen stor bryllupsfest, men de nærmeste var indbudt
Nielsine Severine ” Sørine”
95
Den nye hest var ikke tilfredsstillende, hverken Anders eller jens holdt af og køre, når de skulle bruge pisken uafladeligt for at komme frem.
Jens prøvede, da han en dag radrensede roer, at lade være at bruge pisken, her skulle det ikke gå så
stærkt, og det var da også helt usædvanlig da den mærkede at Jens ikke mere brugte piske , sagtnede den
farten som i forvejen var meget jævn, og da pisken stadig ikke kom i bevægelse, stod den helt stille.
Jens måtte have pisken i gang, men både han og Anders var da besluttet på, at få den brogede byttet med
en anden og mere tilfredsstillende, så snart det kunne lade sig gøre.
Men helst skulle det være en nylig hjemkommet islænder, og det var der først lejlighed til at købe efter høst.
Et stykke vej fra Skovmarken lå et lille husmandssted, hvor manden tidligere havde været hestehandlerkarl,
denne mand havde en gammel russerhest, der ikke var tynget af for meget kød, han brugte den foruden til
jorden også lidt til torvekørsel.
Denne mand tilbød Anders at bytte med den brogede: ”Hvis jeg kan få den til at gå, er der kun én, der kan
få den til det, og det er hestehandleren, jeg var karl ved, men jeg skal nok få den til det”.
Jens ville også gerne af med den brogede, og der blev derfor byttet lige over, men ret mange måneder varede det dog ikke, før den brogede igen havde skiftet ejer.
Hverken Anders eller Jens havde tænkt sig at beholde den gamle russerhest, og de indgav da også bestilling på en ny hjemkommende islænder igennem husmandsforeningens husdyrbrugsudvalg.
Husmandsforeningen var gået over til at modtage bestillinger på heste og så tage dem hjem samlet og indbyde de medlemmer, der havde bestilt heste, så de kunne komme og byde på dem.
Der blev så afholdt aktion, og kun de, der havde bestilt hest, havde ret til at byde, indkom der så større
sum, end der skulle til for at dække hestenes indkøbspris med alle påløbende udgifter, skulle overskuddet
fordeles og tilbagebetales køberne.
Da man nærmede sig tiden , da jagten gik ind kom Karl en aften hjem til Skovmarken og bad forældrene
om, at måtte tage 150 kr. ud på sin sparekassebog og købe sig et jagtgevær for.
Karl havde det år, han havde været hjemme, efter at han var konfirmeret, fået sig
en ny cykel til 200 kr. , samt fået 200 kr. i sparekassen, men efter at han var kommet ud for at tjene, havde han lagt sig efter at ryge tobak, hvad Jens ikke rigtigt
kunne lide, og da han nu kom og ville have lov til at tage de fleste af sine penge
ud og købe et jagtgevær, protesterede Jens, det var meningsløst at give lov til
det, sagde han.
Tilmed var han så ung, at han slet ikke måtte være ejer af et jagtgevær, det meste af jagttiden ville være gået inden Karl fyldte 16 år.
Faderen sagde imidlertid ikke noget videre til det, og moderen holdt med Karl, det
var dog hans egne penge, så når han havde så urimelig stor lyst til at få sig en
bøsse, så kunne det ikke nytte at sætte sig imod hans kæreste ønske, og pengene kunne han jo senere få i sparekassen igen, han var jo ikke så gammel.
Karl fik sit ønske opfyldt, men det med at få pengene i sparekassen igen, tog det
nogen tid.
Karl Vilhelm
Der blev også det år afholdt høstfest i husmandsforeningen. Talen var det år højskolelærer Anthon Keldsen, og han talte om en rejse til det hellige land.
Han havde i sin ungdom lært tømrehåndværket og som tømrersvend var han sammen med to andre tømrersvende gået på valsen ned gennem Tyskland.
De tre svende arbejdede sig frem, efter nogen tid skiltes de med den aftale, at de på et bestemt tidspunkt
møde hinanden i Bulgariens hovedstad, og de skulle hver have lagt en del penge til side, og så skulle de
foretage en rejse til det hellige land.
Efter en forklaring på hvorledes de var kommet dertil, fortalte han om vandringen i det hellige land, bl.a.
fortalte han, hvorledes de en aften var kommet til en en by med 1.300 indbyggere og havde overnattet på
byens fineste hotel.
De havde der ligget på en lang forhøjning i rummets baggrund sammen med mange andre mennesker af
begge køn og flere forskellige nationaliteter.
96
De lå med ransel og støvler på under hovedet, og på det lavere gulv foran sovebriksen overnattede kameler, æsler, geder og andre dyr.
Oppe under taget sad høns og duer. Søvn blev der selvfølgelig ikke meget af, og de spekulerede på, at når
dette var det fineste hotel, hvorledes har så det ringeste set ud.
En aften kom de til en by, hvor de fra deres rejsebog vidste, at der lå et kloster, hvor de kunne overnatte.
De fik en politimand til at vise sig vej til klosteret, men de gik ikke længe, inden de kom dertil, og de lagde
da mærke til, at de havde passeret de samme steder to til tre gange, de forlange da, at politimanden skulle
føre dem til klosteret straks, hvilket også skete.
Ved klosteret ville de give ham 1 kr. i drikkepenge, men han tog sit ur frem og viste hvor lang tid, det havde
taget at føre dem derhen, og han forlangte nu tre kroner.
De førte en højrøstet diskussion om drikkepenge, da klosterets portner kom til og erklærede, at politimanden slet ikke skulle have drikkepenge.
Politimanden var imidlertid fulgt med ind, og han holdt stadig hånden frem for at få mere. Portneren bad
ham om at forsvinde, men da han ikke gjorde mine til at efterkomme denne opfordring, satte de tre håndværkssvende uden videre politiet uden for døren.
Det er den eneste gang jeg har været med til at bruge vold mod politiet, sagde Kjeldsen.
Efter at have omtalt besøgene på de hellige steder, der er kendt fra bibelen, viste han lysbilleder, da han
havde vist det sidste billede, blev der jo en lys plet på lærredet, og Anders Hansen lille plejesøn, der havde
været opmærksom tilhører, ville have en forklaring på dette sidste billede med.
Da Keldsen tog det sidste billede af apparatet, og lyset skinnede på lærredet, spurgte den lille: ”Og hvad er
så det?”.
Der blev munterhed i forsamlingen, fordi den lille ville have besked. - Efter kaffebordet afsluttes med et par
timers dans.
Hen i oktober kom der besked om fordelingsaktionen for de islandske heste, der skulle holdes i Ørbæk, og
Anders og Jens cyklede derned. De tog ind på kroen og spiste den del af den medbragte mad og tog en
kop kaffe bagefter.
Der var nogle stykker mere, der kom ind på kroen og spiste og tog nogle genstande til. De spurgte en yngre
mand, der serverede, hvor hesteaktionen skulle afholdes.
Hesteaktionen, hvad var det får en auktion, spurgte han, men da han hørte at der skulle være fordelingsaktion over nylig hjemkomne islandske heste til husmandsforeningens medlemmer, der havde bestilt heste,
sagde han: ” Ja, vi har ganske vist også fået besked om, at være parat til at modtage nogle heste, men slå
jer bare til ro og gør jer det behageligt, så kommer hestene nok”.
Der udspandt sig nu en samtale om de islandske heste. Opvarteren ville have at vide, om hestene var tilkørt. Nej de var lige indfanget på store fællesgræsgange på Island og sendt hertil, de havde aldrig haft seletøj, eller bidsel på: ” Så er det jo vilde heste, så bliver der da noget at gøre med at tæmme dem”, sagde
han.
Han havde været med til at tæmme vilde heste ovre i Argentina, hvor han havde været i flere år.
En af de tilstedeværende husmænd svarede:” Nej. Islændere er ikke vilde, i den forstand, de kan godt være
egensindige og trodsige, men de er såmænd ellers skikkelige og fromme som lam, hvis det var, der er
plads nok, kunne jeg såmænd godt tage sådan en fyr med i seng, men der bliver jo bare for lidt plads i sengen mellem vor mor og mig”.
”Ja, så er det ikke af den støbning, som de vilde heste, jeg var med til at tæmme der ovre i Argentina, dem
skulle der lasso til”, sagde opvarteren, ” - ” er der nogen af de herre, der ønsker mere”, forsatte han, men
husmændene så til klokken, det var tiden, da aktionen skulle begynde, men endnu var der ingen heste at
se.
En af dem sagde da: ” Hestene skulle nu sendes til hestehandleren her omme i byen, det må være der aktionen skal foregå, vi må heller prøve at ringe dertil”.
Han lånte telefonen, og det viste sig da også, at aktionen skulle foregå ved hestehandlerens ejendom, og at
man var klar til at begynde.
Nu var der ingen, der havde tid til art høre opvarterens historie om argentinske vilde heste, det gjaldt om at
få fat i cyklen og komme om til aktionspladsen.
Aktionen foregik i en fold ved hestehandlerens hus, og efter at betingelserne var læst op, blev den første
hest trukket frem og travet, det var en stor kraftig islænder, og der var flere, der bød på den. Budene begyndte med 275 kr. , men hammeren faldt oppe på 330 kr.
97
Nu kom der en gråskimmel frem, også en stor kraftig hest. Manden , der omme i kroen havde talt om at
tage hesten med i seng, bød ivrigt på den. Budene nåede ret hurtigt op på 335 kr., vor bekendt far kroen
sagde nu: ” Så giver jeg 340 kr., å la´mig nu få den, jeg skulle komme hjem med en grå, det var en grå, der
døde”.
Der var da heller ingen der bød mere, og hammeren faldt så manden fil den grå.
Anders havde budt på en hest, men ikke fået den, men nu kom der en rød hoppe frem og Jens sagde: ” Det
bliver en god hest, når den bliver udviklet, den er kun 3½ år”, Jens havde netop sammen med et par andre
stået og efterset hestens tænder.
Hammeren faldt efter at Anders havde budt 310 kr.
Stationsforstanderen ,og et par hestehandlere på
Ørbæk jernbanestation 1922
Efter at havde ordnet det økonomiske, trak de nu hesten hen i kro laden. Der var en jernbanestation i byen,
men det var for sent at få hesten med toget den dag.
Enten skulle de altså lade den stå til næste dag, så den argentinske hestebetvinger kunne afsende den,
eller også skulle de lade den trave hjem ved siden af cyklerne.
De var enige om, at den godt kunne klare det, den så frisk og udhvilet ud. Efter at have styrket sig med en
bid brød og en gang at drikke, brød de op, Jens tog tøjlen og cyklede foran, og Anders fulgte efter for at
drive på hesten.
Hesten var imidlertid meget villig til at trave med, men den holdt ikke rigtig af, at være for nær op ad cyklen,
så den ville helst trave i modsatte side af vejen som Jens cyklede, så det voldte jo nogle vanskeligheder,
men der var ikke så meget færdsel, så det gik nogenlunde, og de kom hjem med hesten et stykke ud på
aftenen.
Senere da regnskabet over det pågældende hold heste blev gjort op, fik de 5 kr. tilbagebetalt som overskud.
Nogle dage senere var Anders en lille tur ude ved bestyrelsesmedlemmerne for at tilsige dem til bestyrelsesmøde. Jens skulle ned til Sørine, nede ved proprietærgården, der var nemlig blevet slagtet gris i Skovmarken, og da de, engang slagtegrisen var særlig stor, havde anskaffet en lille saltbalje ekstra, havde Rasmine nu fyldt denne med slagtemad til Sørine, som Jens altså ville køre ned med sammen med gulerødder
og kartofler, samt andet Rasmine havde skrabet sammen.
Hansine var hjemme på besøg og havde sin pige med, og både den lille pige og plejedrengen havde fået
lov at komme med på køreturen.
Skønt de havde to heste foruden, kløede Jens´ fingre efter at prøve den nye hest, den var så rolig og fredelig, at han ikke kunne tænke sig, at der kunne være nogen risiko ved at sætte den for tillige med den gamle
hvide.
Hesten var også meget rolig at lægge selen på og spænde for vognen, og den gik villigt med den anden,
men den kendte jo aldeles ikke til at lystre bidet, så det kunne hænde sig, at den pressede sig ind mod den
hvide i stedet for at følge Jens ´trækning i tømmen.
Dette skete netop på et sted hvor der var en temmelig brat skrænt fra vejen ned til marken, men Jens nåede at klare skærende ved at drive den hvide frem i stærk fart. Han nåede frem i god behold og fik læsset af
og kom på hjemvejen.
Undervejs mødet han faderen, der var kommet hjem og til sin bestyrtelse havde opdaget, at Jens havde
taget den nye hest for, som aldrig havde været i tøj, og så havde han ydermere taget børnene med på denne køretur, det var grænseløst ubesindighed, mente Anders, og han cyklede derfor med det samme ud for
at se, hvordan Jens klarede dette vovestykke.
Da Anders og Jens mødte hinanden, kom Jens kørende så rolig, som om hestene var vant til at gå sammen, men Anders gav Jens en forelæsning, om den ubesindighed, han havde begået og erklærede, at det
var mere af lykke end forstand, at det var gået godt.
98
Hesten artede sig godt, den var en villig og god arbejdshest, der gik godt sammen med den hvide, det var
et aldeles rask spand at køre med, mere end da den brogede var med.
Det lykkes ret hurtigt at få den gamle russerhest solgt for 150 kr., og dermed var ordenen igen oprette i hesteholdet.
Inden for husmandsforeningen var der igen oprette driftslåneforeninger for det mindre landbrug, og hovedkredsen som Skovbjerg husmandsforening hørte til, havde også oprette en sådan, og Anders var kommet
med i bestyrelsen og blev valgt til næstformand.
Medlemmerne i i disse driftslåneforeninger skulle garantere et vist beløn, mindst 25 kr. og højest 500 kr. ,
fra staten kunne der så lånes 80% af garantisummen til udlån, til anskaffelse af heste, køer, søer og avls
redskaber. Kredsformanden måtte ud og tegne garanter blandt husmandsforeningens medlemmer og
blandt husmænd, der stod uden for foreningerne.
Anders var energisk for tegning af garantier, og da han og Jens tegnede garanti for 250 kr., blev det i hans
kreds det mest almindelige med denne garanti, og han fik tegnet ikke så få garantier.
Bestyrelsen samledes nu engang om måneden i et lokale på sparrekassen i købstaden og behandlede de
indkomne låneandragende der jo i forvejen skulle være anbefalet af den stedlige husmandsforenings bestyrelse eller formand for at komme i betragtning.
Det var ikke så lige en sag at behandle disse, selvfølgelig var det meningen at det skulle komme trængende ansøger til gode, men det måtte jo også overvåges, at disse var folk, der virkelig havde ville og mulighed
for at klare forpligtigelserne, at det svigtede for en enkelt kunne måske ikke undgås, men det måtte ikke
gerne blive ret mange, så kunne garanterne ikke undgå at træde til.
Reservefonden skulle jo tage det første tab, men den holdt jo ikke til ret meget, og blev tabene større skulle
staten og garanterne dække hver en halvpart af det overskydende tab, og det ville ikke blive morsomt at
komme ud til garanterne med en regning.
Godset Hesbjerggård hvor jorden blev udstykket meget voldsomt fra 1890 til 1925
Godset, Skovbjerg sogns største landejendom, den havde for øvrigt en del af jorden i nabosognet, var for
et år siden blevet udstykket, så der var blevet 6 nye småbrug, samt en større hovedparcel og en skovejendom.
Et af de nye statshusmandsbrug havde nylig skiftet ejer. Denne var en gårdmandssøn, som faderen havde
hjulpet i gang et par gange, men han havde ikke kunne klare det sig. Han havde derefter været gift husmand på en herregård et par år, men nu havde han fået en arv på 3.000 kr., og han havde så købt et af
statshusene, da han, som havde bygget det ikke kunne gøre noget med det.
Jens Andersen, som denne mand hed, stod jo også og trængte til lån for at få en besætning stablet på benene, og han indmeldte sig da i låneforeningen og fik lån til anskaffelse af en ko.
Men Jens Andersen passede ikke sine forpligtigelser, hverken med hensyn til prioriteterne , driftslåneforeningens eller andre forpligtigelser, og han gjorde heller ikke noget ved jorden.
En nabo sagde om ham, at hans yndlingsbeskæftigelse var at ligge på gulvet med en skammel under hoved og ryge tobak.
Man skulle ikke tro, at det var særlig behageligt, men livet er nu engang ikke således indrettet, at der flyver
stegte duer i halsen på en, og uden arbejde kan man ikke eksisterer i et statshusmandsbrug.
Det gik da også ret hurtigt, at ejendommen blev stillet til tvangsaktion.
Driftslåneforeningens bestyrelse drøftede forholdet, og Anders fik overdraget at henvende sig til statens
sagfører angående koen, som driftslåneforeningen havde ejendomsretten til, da der ikke var afdraget noget
på lånet.
Anders begav sig til sagføreren med sin forklaring og fremlagde købekontrakten, som foreningen lå inde
med.
Sagføreren indrømmede driftslåneforeningens ejendomsret, men så måtte de fjerne koen med det samme,
den måtte ikke stå og æde statens græs, sagde hen.
99
Anders gik da over og hentede koen. Jens Andersen gjorde ingen indvendinger, når han kunne beholde sin
pibe og tobak, var han nærmest lige glad.
Anders tog koen med sig hjem og havde den stående nogle dage, og fik den solgt til en nabo, der indmeldte sig i driftslåneforeningen og overtog koen for lånet.
Jens Andersen blev sat ud af kongens foged, men han blev stående i vejgrøften ved sin smule bohave,
hans kone og børn var søgt ind til en nabo, denne sagde til sognerådsformanden, at de måtte se at få familien befordret til kommunens fattighus, for de skulle jo have tag over hovedet.
En vognmand blev sendt ud med familien, og hvad de havde at flytte med.
En tid efter var det galt i driftslåneforeningen igen, en mand i en mindre ejendom havde fået lån til anskaffelse af et par russerheste, også hans afdrag udeblev, og det kom for bestyrelses øre, at hestene ikke fik,
hvad de kunne æde.
Manden kørte mælk og hestene var snart så afmagrede, at det måtte betegnes som dyremishandling.
Formanden og Anders fik så fat på en dyrlæge og kørte ud til manden.
Forholdet var virkelig alvorlig, og dyrlægen skrev en attest på, at hestene var udsultede og mishandlede i
den grad, at det var uforsvarlig at lade manden beholde dem, og han henstillede til ifølge dyreværnsloven,
at de blev flyttet så hurtigt som muligt.
Hestene blev solgt til en anden mand, men de var i så ringe tilstand, at driftslåneforeningen måtte foretage
en afskrivning på dem, da ingen kunne være tjent med at overtage dem for det fulde lånebeløb.
Driftslåneforeningens midler blev hurtigt udlånt og heldigvis, for størstedelens vedkommende, til nogenlunde solide låntagere.
Jens fik også lån til anskaffelse af en ko, han havde måtte sætte en ud, som han ikke kunne få kalv i, og
pengene han fik for den, havde han brugt til andet formål.
Han havde nylig bygget et nyt udhus, hvoraf halvdelen var indrettet til hønsehus og anden halvdel til
redskabshus.
Hønsene havde jo hidtil haft til huse i et hjørne af laden, men Jens havde bestemt sig til at udvide hønsebestanden en del, og ved at flytte hønsene over i det nye udhus, kunne der også blive større løbegård til hønsene ved at indhegne en del af frugthaven.
Jørgine ,som nu var den eneste af pigerne, der
ikke var gift, var nu hjemme, hun havde i sine to
sidste pladser fået 50 kr. om måneden, og Jens
gav derfor samme løn.
Jørgine sparede da også penge op.
Laura Jørgine
Anders blev stadig valgt til formand for husmandsforeningen. Vinteren igennem var der andespil i november, juletræsfest til nytår og senere et par faglige møder, generalforsamling i marts.
I maj var der sendemandsmøde i Odense for de samvirkende husmandsforeninger, og nu var det rejserne
der stod på dagsordnen.
I år gik fællesrejsen til Kerteminde, der var lejet fire lastbiler, der alle blev fyldt, de to af bilerne samlede deltagerne op langs landevejen, medens de to , med Jens som vejviser, var svinget af en bivej og fik læs i den
kant af sognet for at støde til de to andre biler et stykke ud af landevejen.
100
Turen gik først til Østergård, en herregård, der var ved at blive udstykket til statshusmandsbrug, det var
efter 1919 loven, altså jord til offentlig eje, det vat ikke afleveret lensjord, men en af udstykningsforeningens
indkøbt privatgård, som udstykningsforeningen havde videresolgt til en lens besidder, der afleverede jord
fra den, for at holde sit jordtilliggende fri for udstykning.
Der stod forresten en strid om denne fremgangsmåde, en energisk husmandsfører, Poul Fr. Jensen havde
skrevet , en skarp artikel i bladet ”Husmanden” under titlen ” Ridefogeder”, han forklarede heri, at herremændene i gamle dage ofte var kendt som bondeplagere, og derfor hadet af bønderne.
Men deres ridefogeder var oftest endnu mere hadet, fordi de også optrådte som bondeplagere, og for deres
vedkommende var plageriet jo altså rette mod deres egen stand for at tækkes herremændene.
Poul Fr. Jensen beskyldte nu udstykningsforeningens mand, der foretog jordopkøb til lensbesidderne for at
udføre ridefogedarbejde for lensbesidderne til skade for deres egen stand.
Byggeriet ved Østergård var godt i gang, og de besøgende husmandsforeningsmedlemmer så interesseret
på de mange husmandshjem, der var ved at rejse sig, og de var enige om, at der ville blive arbejde nok til
en familie på et sådan brug, og at der var jord nok i Danmark til mange tusinde sådanne brug.
Der blev nu kørt til kerteminde, gjort ophold på klinten og derefter i Louiselund, hvor der blev spist, og hvor
foredraget blev afholdt.
Der køres derefter hjem, og deltagerne var enig om, at det havde været en god tur.
Anders havde søgt om deltagelse i en flerdagsrejse. Ved formandsrejsen havde hovedkredsformanden fortalt, at der kunne komme 12 fynske husmænd på en firedagsrejse til Bornholm, og Anders fik da lyst til at
se klippeøen, og han søgte da om deltagelse i denne rejse, hvilket blev bevilliget.
Formanden for hovedkredsen havde selv fået bevilliget deltagelse i denne bornholmerrejse, men for hans
vedkommende, kom der en mand i vejen med en slæde, der blev berammet et ekstraordinært sendemandsmøde for de samvirkende fynske husmandsforeninger, og da han var medlem af de samvirkets bestyrelse, skulle han være til stede ved sendemandsmødet.
Der havde i den seneste tid været en del kludder med arbejdet indenfor husdyrbrugsudvalget i de samvirkende.
Formanden for udvalget og husdyrbrugskonsulenten kunne ikke arbejde sammen, de huggede ved en hver
lejlighed efter hinanden, og arbejdet blev ikke til noget.
Konsulenten sagde sin stilling op og derved var da også søgt en ny husdyrkonsulent , der var indkommet
en halv snes ansøgninger fra unge kvalificerede mænd.
Men den hidtidige konsulent havde ikke så få venner blandt husmændene, de forlangte , at der skulle vælges en anden formand for husdyrbrugsudvalget, og at den hidtilværende konsulent skulle antages igen.
Nu var der så 53 husmænd, der havde underskrevet et forlangende om et ekstra ordinært sendemandsmøde til afgørelse af sagen, og dette var blevet afholdt først i juli, netop i den tid hvor fleredagsrejserne foregik.
Anders behøvede jo ikke hjemme for sendemandsmødets skyld, han rejste efter bestemmelsen, og Jens
tog så til sendemandsmødet i Odense i stedet.
Formanden for de samvirkende fynske husmandsforeninger bød velkommen til sendemandsmødet, men
kritiserede stærkt de 53 husmænd, der havde foranlediget sendemandsmødet afholdt, da han mente, at
samvirkes bestyrelse havde bedre overblik over forholdene end medlemmerne ude omkring, og derfor havde de bedre forudsætninger for at ordne sagen på bedste måde.
Efter at dirigenten valget var overstået, fik ordfører for de 53 ordet, og han skildrede hvorledes arbejdet i
husdyrbrugsudvalget havde været en march på stedet, og de penge, der i den seneste tid var givet ud til
husdyrbrugsarbejde, var givet dårligt ud, da der ikke blev lavet noget.
Husdyrbrugskonsulenten mente han havde været dygtig nok, så han anbefalede at ansætte han igen, men
det måtte være en forudsætning, at formanden for udvalget blev omskiftet med en anden, for han havde
bevist, at han var så vanskelig at arbejde sammen med, at der aldrig kunne blive gang i arbejdet, så længe
han skulle forestå det.
Formanden for husdyrbrugsudvalget fik nu ordet, og han angreb i skarpe vendinger den hidtilværende husdyrbrugskonsulent og de 53 husmænd, der uden personlig kendskab til forholdene støttede konsulenten.
101
Forholdet er det, at vi har fået udført et meget lille arbejde i betragtning af den løn, vi har ydet konsulenten.
Konsulenten har desuden selv opsagt sin stilling, vi har opslået stillingen ledig, og vi har fået ti tilbud, der
hver især er langt mere værd, end den størrelse, vi hidtil har haft, og jeg kan derfor ikke se, at der er noget
grundlag for dette postyr.
Efter at en del medlemmer havde haft ordet og udtalt sig mere eller mindre skarpt om spørgsmålet, nogen
forlangte, at udvalgsformanden skulle træde tilbage, andre forlangte konsulentens opsigelse taget til følge,
atter andre mente, at både udvalgsformanden og konsulenten skulle gå, så der kunne komme nye folk til,
trak samvirkets folk sig tilbage og forhandlede spørgsmålet indbyrdes.
Efter en kort drøftelse kom de tilbage og samvirkes formand foreslog forsamlingen at godkende ordningen,
hvorefter udvalgsformanden trådet ud af udvalget og erstattes af en anden af samvirkes bestyrelsesmedlemmer.
Konsulentens opsigelse toges til følge og bestyrelsen fik bemyndigelse til at antage en af de ti ansøgere til
stillingen som samvirkedes husdyrskonsulent.
Sendemødet vedtog med stort flertal denne afgørelse af sagen og hermed sluttede det bevægede ekstraordinære sendemandsmøde.
Anders på Bornholm - 1922
Anders havde haft en god tur til Bornholm.
I København var de fynske deltagere blevet forenet
med holdene fra Jylland, Sjælland og Lolland - Falster
og sørejsen til Bornholm foregik o natten.
Ned gennem sundet, så længe de danske kyster var i
sigte, blev de fleste af de rejsende på dækket, men
efterhånden som damperen arbejde sig frem over
Østersøen, så der kun var hav og himmel at se, begyndte de fleste at søge til ro for at få lidt søvn, for så
om morgenen at samles på dækket for at nyde synet af
klippeøens kyster efterhånden som damperen nærmede sig Rønne.
Efter ankomsten til Rønne, blev de af en bornholmsk
fører, ført til hotellet, hvor morgenmåltidet var forberedt,
Rønne færgehavn og jernbanestation 1922
og siden begyndte turen ud til klippeøens seværdigheder og en del veldrevne landbrug.
Ti dels blev der kørt omkring i hestekøretøjer, men de
benyttede også de bornholmske jernbaner.
Anders havde tænkt sig, at træerne kunne gro på den næsten bare stenklippe, den mindste revne med lidt
støv i kunne afgive grobund for et forkrøblet eg, fyr eller birketræ, og brøndene var mange steder sprængt
ned i den bare klippegrund.
En af gårdene, de besøgte var bygget på en stor flad klippesten, og brønden var sprængt ned i klippen midt
på gårdspladsen.
Vandtruget var en stor aflang stenblok, der var hulet ud. Der blev aflagt besøg på Hammershus ruiner, ved
granitbrudene og adskillige andre steder, og det blev for deltagerne en uforglemmelig tur.
Grusgraven ved Skovmarken blev i sin tid åbnet ved foden af bakken, og der blev da stadig gravet længere
ind i bakken.
Stenlaget viste sig at dybest ved foden af bakken, højere oppe ad bakken var det knapt så dybt, og op mod
toppen af bakken hævede ler bunden sig, så den kun var ca. 2 alen under overfladen.
Jens havde prøvet at grave ned i leret for at se, hvor dybt det gik, det viste sig at være 2 alen dybt, derefter
var der ca. 1 meter sand og under dette igen ler.
Den øverste lerbanke var iblandet en hel del hvide prikker og striber, så Anders og Jens var helt sikre på at
det var ler mergel, det sydede da også kraftigt, når de hældte lidt saltsyre på leret, men det var jo ikke så let
at vide, om kalkindholdet var stort nok til, at det kunne betale sig at mergle marken med det.
Jens tog da nogle prøver, som han fik undersøgt på et landbrugslaboratorium, og det viste sig da, at der
var mellem 16 og 17 % kalk i prøverne i bestående tilstand, og de mente da, at det godt kunne betale sig at
køre det ud på marken, der var jo ingen lang kørsel, og da mergelbanken lå så højt, at de lige kunne køre
vognen til og læsse uden først at kaste merglen op, var det jo forholdsvis let at gå til, og de besluttede da at
mergle marken, som de mente trængte til kalk.
102
Jens havde i foråret gjort et lille forsøg med lucerne, han ville have givet et lille jordstykke kalk, ligesom han
også ville have brugt nitragin til lucernen for at tilføre den bakterier, men faderen troede ikke på alt det dette, bare frøet var spiredygtigt, skulle det nok komme uden alle disse kunster.
Jens prøvede da med et lille stykke, men havde ingen stor tro til forsøget. Han radsåede frøet med den lille
roesåmaskine og såede med en række afstand af 10 . 12 cm.
Lucerne frøet kom godt op og stod tæt og frodigt i rækkerne, men det groede ikke, det stod hele sommeren
og blev kun 2 - 3 cm. højt, så det var klart at der var noget, der manglede.
Nu blev jorden altså merglet, og da Jens foråret efter podede lucerne frøet med nitragin, lykkes lucernen.
Jens havde fået interesse for jerseykøer , den jerseyko, som Anders oprindelig havde købt til Kristen Karlsen, men som Jens beholdt i stedet for den røde kalvekvie, viste sig at være en særlig god ko, og siden
havde Jens købt en god jerseykalvekvie , som en højskolekammerat havde anbefalet ham.
Denne kvie blev også en udmærket malkeko, der efterhånden kom op på 245 kg. Smør, - et par kviekalve
fik han også lagt til, og han ventede en del af dem.
1923
Kresten Karlsen havde imidlertid solgt sin ejendom igen. Karen havde ikke kunne blive tilfreds med den
temmelig ensomme tilværelse, der ude på marken, hun var jo for det meste overladt til sig selv og dyrene,
da Krestens jo cyklede til havnen og arbejdede der.
Kristen gav sig da efter for Karens ønske og solgte ejendommen, og de flyttede da midlertidigt hjem til Krestens forældre og her blev det første barn født, da dette var heldigt overstået indfandt Kristen sig ved Karens forældre og berettede: ” Det blev en prinsesse”.
Udskrift fra kirkebogen: Karen fik en datter med ”Kresten” - Karl Anton den 1. jan. 1923
”Prinsessen” - Emmy Vera, blev dødt i Ubberud Kirke den 25 feb. 1923
Efter nogle måneder forløb fik de en lejlighed i Odense, og Kresten havde som reglen godt arbejde, dels på
sukkerkogeriet og dels ved havnen og andre steder, men han var ikke meget arbejdsløs, men Kresten kunne alligevel ikke lade være at spekulere på jord.
Karen erklærede sig villig til at rejse på landet igen, hvis de kunne få så meget jord, at Kresten kunne blive
hjemme ved bedriften hver dag, men hun ville ikke gå og passe det alene, mens han gik på arbejde.
Det var just en herregård på Midtfyn, der var udbudt til udstykning efter loven om jord i offentlig eje. Gården
var stillet til rådighed som erstatningsjord for et lensgods.
Kresten fik Jens med ned og se på jorden. Gården var udmærket egnet til udstykning. Jorden var særdeles
god og vejforholdene udmærkede, der var afmærket 12 parceller og kun en af dem lå en smule på marken,
idet der lå en parcel foran denne.
Kresten syntes godt om forholdene og fik fat i et skema og ansøgte om statsjord fra omtalte sted.
Kresten fik bevilliget jord og byggelån, og en dag sidst i marts fik han tilsigelse om at møde til lodtrækning
om jordlodderne.
Han fik igen Jens med sig derned, og de samledes med de øvrige, der havde fået bevilget jord her.
Mødestedet jordlovsudvalget havde bestemt, var hotellet der lå i nærheden af udstykningsjorden.
Jordlovsudvalget var repræsenteret af tre mand, som var mødt på hotellet. - Emil Hannesborg bød velkommen til ansøgerne og forelagde et udstykningskort over de pågældende jordlodder, hvis beliggenhed
han orienterede ansøgerne om , parcellerne 1 - 2 - 3 ligger ved landevejen, de øvrige parceller ligger ved
gode kommuneveje med undtagelse af parcel nr. 12, der har markvej ned over parcel nr. 11.
103
På parcel nr. 11 logger et bindingsværkshus, der har været benyttet til bolig for en af gårdenes arbejderfamilier.
Den, der får tildelt parcellen må betale 500 kr. for huset. Huset er stråtækket, men det ligger for nær ved
banelinjen, og af hensyn til eventuelt brandfare fra gnister fra toget, har baneledelsen vedtaget at lægge et
nyt tag af galvaniseret jernplader på huset, så det er muligt, at de allerede er lagt op, når den nye ejer tager det i besiddelse.
Efter at jordlovsudvalgets repræsentanter havde givet kaffe på hotellet, tog man ud til jordlodderne for at
foretage lodtrækningen. Der blev begyndt ved landevejen, man standsede ved parcel nr. 1. og Emil Rasmussen tog en lille lærredspose frem i hvilken han lagde 11 røde og 1 blå kugle. Han bad nu ansøgerne
gribe i lykkens pose.
Blandt ansøgerne var to brødre, den ene af disse blev den heldige, der fik blå kugle og dermed fik tildelt
parcel nr. 1.
Emil Rasmussen ønskede ham til lykke med den fremtidige virkeplads og henvendte sig derefter til de øvrige med følgende ord: ” Han vil så gerne, at hans broder måtte blive hans nærmeste nabo, jeg ved ikke, om
vi skal bøje os for dette ønske, da de nu engang er brødre, eller om vi skal trække lod om parcel nr. 2? ”
Flere af ansøgerne sagde: ” Lad os bøje os for dette ønske”. Men en af dem var ikke til sinds at opgive
muligheden for at komme til at bo ved landevejen, han sagde: ” Lad os bare trække lod, det er ikke mere for
den ene end for den anden”.
” Godt, så trækker vi lod, hvor mage ønsker at deltage i lodtrækningen om parcel nr. 2 ?” , sagde Emil Rasmussen.
Nogle få mænd meldte sig og Emil Rasmussen lagde passende antal kugler i posen. Den blå kugle blev
taget af en anden af ansøgerne, men da der blev trukket lod om parcel nr. 3 blev den anden af brødrene
den heldige.
Emil Rasmussen sagde da: ” Så kom han alligevel i nærheden af sin broder, og de kan jo bytte parceller,
om de kan blive enige om det”.
Den fremmede der var kommet ind mellem brødrene sagde med det samme: ” Jeg vil gerne bytte”, og således gik det altså til, at brødrene blev nærmeste naboer.
Lodtrækningen gik nu sin gang ved de andre veje, gang på gang var Kresten med i lodtrækningen uden at
få den blå kugle, til sidst var der kun en parcel nr. 11 og 12 tilbage.
Emil Rasmussen lagde en rød og blå kugle i posen, og holdt posen frem til lodtrækning. Kresten stak hånden ned i posen og tog en kugle op, det var den blå og Kresten var tildelt parcel nr. 11. - Dermed var lodtrækningen til ende, idet den tilbageværende parcel tilfald en mand der endnu ingen havde fået.
Kresten betalte d 500 kr. for det gamle hus, og han var dermed husejer med det samme. Kresten og Jens
efterså det gamle hus grundigt, og de blev enige om at det godt kunne bruges som led i udbygningerne, og
det kunne godt passe med at bygge således, at det gamle hus kom til at flankere den ene side af gårdspladsen.
Mens de gik og lagde planer herom, kom en af de øvrige, der havde fået jord, hen til dem og spurgte Kresten, om han ikke ville bytte parcel med ham for han kunne godt tænke sig at få det gamle hus, så han havde noget at bo i mens han byggede.
Kresten havde været med i lodtrækningen om den pågældende parcel også og syntes godt om den, og han
spurgte Jens: ”Hvad skal jeg, syntes du, jeg skal bytte ?”.
Jens svarede: ”Det er noget , du selv skal afgøre, det er en pæn mark den anden også, men det er din også, og det gamle hus er rigelig de 500 kr. værd, og der kommer jo også en af dagene et nyt tag på det, men
selvfølgelig på den anden parcel bliver det jo så helt nye bygninger, men du skal gøre som du selv syntes,
det er jo dig der skal bygge og bo der”.
Kresten tænke sig lidt om, så sagde han: ”Nej jeg vil ikke af med mit gamle hus, jeg skal nok få det udnyttet, og så har jeg da noget at bo i, mens vi bygger”.
Jens sagde bagefter: ”Det kan vi ellers kalde en vellykket udstykning, der var vist næsten ingen af ansøgerne, der fik den parcel, som han havde gået og udset sig, men alle var godt tilfreds, men det kommer vel af,
at gården egner sig særlig godt til udstykning, det er god jord, og vejforholdene er så gode, at det næsten
ikke kan være bedre.
104
Første april flyttede Kresten og Karen tillige med ”prinsessen” ned og tog deres gamle hus i besiddelse, og
der fulgte nu en travl tid med jordbehandling og byggeri.
Der var fra gården kørt 12 store læs gødning ud på hver parcel, dette skulle jo fordeles på det areal, der
skulle tilsås med roer.
Der var dog to parceller som ikke havde fået tildelt gødning, men disse parceller var også tilsået hvede.
Kresten købte med det samme et par russerheste og en del redskaber og tog straks fat på jordarbejdet,
han havde bestemt sig for to skifter med roer, den ene skulle være sukkerroer til fabrik. Der var jo ikke megen gødning at fordele til de to skifter, men så måtte det jo suppleres op med kunstgødning, og desuden er
jorden så god, at det gror lige godt uden gødning sagde Kresten.
Dette mente Jens nu ikke kunne være tilfældet, det skulle jo nok kendes, når afgrøden fik noget at leve af,
men at jorden var god, det var en kendsgerning.
Kresten havde drøftet byggeplanerne med Jens, og de to havde i forening bestemt, hvorledes der skulle
bygges, og Jens tegnede et grundrids af såvel stuehus som ladebygning, denne sidste skulle rumme kørelo, roehus og stald til to heste, 8 kreaturer samt fire svinestier.
I det gamle hus skulle der være vaskehus, brændsels rum, hønsehus og vognport.
Kresten skulle jo have sine tegninger godkendt, før han kunne komme i gang med byggeriet, og han fik derfor en tømmer til at lave en fagtegning efter Jens´ grundrids, og han fik da også tegningerne godkendt og
fik lavet akkord med håndværkerne.
Kresten skulle selv køre både grus og støbesten til byggeriet og tillige være håndlanger for murerne.
Roerne skulle også passes, så der var arbejde nok både til ham og Karen. Langt ud på aftenen, efter at
håndværkerne havde forladt byggeriet, gik de to unge husmandsfolk og bar sten op på stilladset, for at Kresten kunne være lidt i forskud med det til næste dag.
Det var ved at være for meget for de to at overkomme, og Kresten fik derfor svigerfaderen ned til dem et
lille stykke tid, så han kunne køre med russerhestene og få en del grus slæbt hjem.
Pigebarnet, der nu var noget over et år, skulle snart til at gå, men der var ikke meget tid til at tage sig af
hende og hjælpe hende, hun måtte temmelig meget passe sig selv og måtte kravle, til hun kunne gå, men
en dag fandt hun på at støtte sig lidt til en grusbunke og rejse sig op og gå rundt om bunken.
Krestens jord vat jo pløjemark hele arealet, derfor havde han heller ikke anskaffet sig køer, dette ventede
han med til efter høst, til der var noget græs på udlægsmarkerne.
Fjerkræ havde de heller ikke straks, det første de fik af den slags, var to rugehøns, de fik fra Skovmarken.
En af de andre nybyggere havde tidligere haft en ejendom på tre tdr. land og han havde taget sin besætning med til sit nye virkefelt, og hans kone sagde en gang til en nabo: ”Vi andre, der har noget besætning at
begynde med, vi kan da nogenlunde komme i gang, men hvad skal der blive af de stakler i blikhuset med to
høns”.
Hun kunne godt spare sin medynk, for staklerne i blikhuset tog fat med stor energi, og med tiden kom de
godt i skub, og stod ikke tilbage for nogen andre, hverken hvad angik køer, svin eller høns, ligesom Kresten
også i løbet af forholdsvis kort tid anskaffede sig flere redskaber.
I Skovmarken gik liver sin vante gang. Anders var til et møde i et udvalg der skulle planlægge en udflugt for
hovedkredsen.
Anders var, som flerårig formand for en lokalkreds, efterhånden kommet ind i en del udvalg bl.a. var han
formand for markdommerudvalget, medlem af planteavlsudvalget og nu medlem af det lille udvalg, der skulle planlægge en udflugt til Haderslev for hele hovedkredsen.
Medlemmerne i dette udvalg var ikke absolutte afholdsmænd, og Anders holdt sig ikke tilbage, men nød
ligesom de andre en del genstande på beværtningen, hvor de afholdt mødet.
Anders nød ellers sjældent spiritus, da han som så mange andre havde givet afkald på den daglige frokostsnaps, da brændevinen fik en kraftig omgang af skatteskruen under verdenskrigen.
Måske tålte Anders ikke så meget da han nu halvvejs var vænnet fra spiritus, i hvert fald var han blevet lidt
omtåget, da de forlod lokalet, hvor de havde tilbragt aftenen, og han kunne derfor ikke finde købmandsgården, hvor han havde sat sin cykel i stald.
105
Da kl. blev mellem 3 og 4 uden at Anders lod sig se, stod Rasmine op og kaldte på Jens og sagde til ham: ”
Far er ikke kommet hjem endnu, bare der han ikke er kommet noget til, kl. går mod 4, kan du ikke stå op og
cykle derud af og se om du kan træffe ham, eller få at vide, hvor han bliver af”.
Jens var straks klar og var hurtig i tøjet og cyklede ad købstaden til. Da Jens
kom ind i nærheden af bygrænsen, så han faderen der med lidt usikre skridt
vandrede ind af byen til.
Jens standsede op og faderen var da ikke mere omtåget end at han kunne
kende Jens, men derimod var hen helt i vildrede med i hvilken retning han gik,
han mente, han var på vej mod hjemmet, og hvor han ellers havde været omkring, og hvor længe han var gået, var han ikke klar over, men købmandsgårdens port var lukket, da han ville hente cyklen, og derefter ville han gå hjem.
Jens fik omsider faderen til at tro på, at retningen mod hjemmet var som Jens
forklarede, og da Jens spurgte om han kunne klare cyklen, sagde han, at det
Rasmine Mathilde Jensine
kunne han nemt.
Jens overlod ham da sin cykel og fik ham til at cykle hjemad, så ville Jens forsætte til fods ind i byen og hente faderens cykel, når der blev lukket op til købmandsgården.
Det gik meget godt for Anders med at cykle, da han først kom op og fik begyndt i den rigtige retning, og han
kom da også hjem uden uheld af nogen art.
Jens gav sig god tid ind ad byen til, det hastede ikke at komme til købmandsgården, de stod ikke så tidligt
op inde i byen. Men da porten blev åbnet gik han ind og fik fat i cyklen, så han kunne hjem til sit morgenarbejde. Faderen var for længst kommet hjem og gået til ro.
Der blev god tilslutning til turen til Haderslev, der blev kørt i lastbiler til Assens, hvor man havde lejet et motorskib til at sejle selskabet til Haderslev.
Det var en smuk sejltur gennem bæltet og ind gennem Haderslev fjord.
Der blev spist og holdt tale på Folkehjemmet, og med sønderjyske fører var man ude og se på byen og omegnen bl.a. krigsgravene, hvor en del af de danske sønderjyder der faldt i verdenskrigen, ligger begravet.
Skiber havde været overbelastet på turen, og skipperen var ikke rigtig tilfreds med det store antal passagerne, han påstod, at der var en del flere, end han havde fået besked om.
Ledelsen for turen blev da enige om, at en del af deltagerne skulle tage med færgen Årøsund - Assens
hjem, derved blev antallet nedsat for motorskibet, på hjemturen, man samledes så igen i Assens og fik
gang i bilerne igen, og turen måtte anses for meget vellykket.
Foruden Haderslev turen, deltog Skovbjerg husmandsforening i en af endagsrejserne, der var planlagt af
samvirkes udvalg for rejser og præmiering.
Det var Korinth landbrugsskole, der var rejsens mål denne gang, og der blev ligeledes kørt i lastbiler. Det
var en regnfuld sommer og afgrøderne stod godt på de lette jorde, der hørte til landbrugsskolen.
En af deltagerne udtalte sin forundring over, at der kunne avles så godt på den lette jord. ”Jo”, sagde landbrugslæren Slot, der var fører for et af holdene,” vi kan avle meget gode afgrøder på jorden her omkring,
blot vi får regn to gange om ugen og så lidt om søndagen”.
Det stod udmærket både i mark og have, i haven var der jo også en del rabarber og landbrugslæren fortalte, at man der på skolen lærte de unge piger på sommerskolen at udnytte rabarberne ved at flække dem og
derefter tørre dem i komfur ovnen.
De unge piger var gerne meget forundret over, hvor lidt de fyldte, når de blev tørrede, men der var ikke forsvundet andet end vandet, og det kunne der altid tilsættes en passende mængde af igen, når de skulle bruges, og tørrede rabarber var en holdbar vare.
Rasmine var meget interesseret i udflugterne, men det var dog formandsrejserne hun syntes bedst om, for
der kunne de passe sig selv, på foreningernes udflugter havde Anders altid så travlt med at efterse, at alt
gik rigtigt til, så han havde næsten ikke tid til at slutte sig til familien, når der skulle spises.
Som formand for markdommerudvalget var Anders et par gange om året ude sammen med de to mænd
han havde til hjælp, for at tilse markbrugene hos de folk der søgte til præmie lån ,eller præmie, og efter
årets slutning samledes udvalget for at gennemse de tilsendte regnskabsbøger og give point for det mere
eller mindre velførte regnskab.
106
Anders og Jens havde gennemgået regnskabsbøgerne før de to markdommere ankom.
Ingen af udvalgsmedlemmerne var særlig regnskabskyndige og ved en lejlighed, hvor de gennemgik regnskabsbøgerne, fik en af markdommerne fat på en regnskabsbog, hvor der ikke var sparet på tallene, og
han sagde da:, ”her er da for en gangs skyld et regnskab”, - Jens lo og sagde: ”Ja, nogle tal er der, men
prøv at se det igennem, før du kalder det et regnskab”. - De mange tal var resulteret i et underskud på adskillige hundrede kroner, og dertil havde manden lagt et beløb, som han kaldte personlig indtægt og resultatet af denne sammenlægning havde han kaldt skattepligtig indtægt.
Da Jens havde forklaret markdommeren denne sammenhæng, smed den mand, der havde følt sig imponeret af de mange tal bogen til side og sagde: ” Det er jo ikke regnskab, han kan ikke få meget for det, men
jeg bryder mig ikke om at se mere på det, vi skal da ikke revidere regnskabsbøgerne”.
Det var en almindelig regel, at medlemmerne først søgte til præmie lån og siden til præmie. Præmie lån,
der ydedes et beløb på ca. 50 kr. lidt mere eller mindre til præmie.
Præmie lån, der ydes et beløb på ca. 50 kr. Lidt mere eller mindre, ydes til hjælp til en eller anden forbedring, en dræning eller f.eks. En udbedring af ajlebeholder eller møddingsstedet.
Når der senere blev søgt til præmie og vedkommende fik mindst en andenpræmie, var lånet at betragte
som bortfaldet.
Jens søgte præmie lån til udvidelse af ajlebeholderen, han fik også lånet og senere også en præmie, så
lånet hermed var bortfaldet. Jens tog fat på at grave en ny ajlebeholder ved siden af den gamle.
Lige under muldlaget var der fast lerjord i hele beholderens dybte, men i det ene hjørne nåede han ned i
noget tørt sand med det underste spadestik, det var helt tørt, da han gravede det, men inden han fik beholderens side støbt, var det blevet lidt fugtigt, og da han fik støbt bund i beholderen slog vandet igennem, så
han ikke kunne få beholderen tæt.
En murer i nabobyen, som var med i husmandsforeningens bestyrelse sagde, at det nemt kunne klares
med vandglas. Jens fik de vedkommende murer til at komme op og gøre et forsøg på at få beholderen tæt,
men det lykkes ikke, mureren arbejde en halv dags tid med cement og vandglas, men måtte så opgive det,
vandpresset var for stærkt.
Jens satte så rækværk om den nye ajlebeholder og lod den stå til sommeren efter, og på den tid, det var
tørt i grunden, slog han bundet i stykker og lagde en del flere rene harpesten i den og støbte med en stærk
cementblanding en ny bund, og nu lykkes det, at få den til at holde.
Han havde nu plads til ajlen hel året, så han ikke behøvede at køre den ud på ubelejlige tider.
Jens havde udvidet biavlen lidt. Han var kommet til at passe bier for to biavlere, der boede hen imod to k.
fra Skovmarken.
Den ene af disse biavlere var syg, og det var ham der ellers havde passet bierne begge steder. Den anden
mand, der havde to stader med bier, rørte ikke ved dem selv, han var meget bange for at blive stukket.
Han havde bi - husene stående noget far ejendommens bygninger i en gammel have et sted i marken,
hvor der før havde stået et hus. I marken ud for bi - husene havde han nogle rækker kartofler .
En dag, da Jens kom for at tilse hans bier firtalte Julius Rasmussen, som manden hed: ” Du kan ellers tro,
jeg havde en ordentlig batalje med en bi i aftes. Jeg var gået ned og ville hakke lidt i kartoflerne. Jeg troede
at bierne var gået til ro, men der var alligevel én, der var ude, og den brummede ved nakken af mig, og jeg
kunne høre, den ville stikke, så fik jeg fat i kasketten og svingede den omkring hoved, det er nu det første,
vi skal gøre, for det er somme tider, vi kan holde dem borte på denne måde, men den blev ved at brumme
bag nim nakke, så drejede jeg mig rundt i nogle store buske, men den slap mig stadig ikke, og så løb jeg
ind i haven, men tog mig ikke i agt for hullet, der har jo været en gammel brønd, den er fyldt for mange år
siden, men jorden er sunket sammen i brønden, så der er blevet et hul på ca. en m. i dybden, og der faldt
jeg i, men jeg kom heldigvis op igen, uden at den stak, men bien var stadig med.
Så løb jeg ind i haven og stak hovedet ned i en stor blok brændenælder og drejede det rundt, og der blev
bien da hængende”.
Jens kunne ikke lade være med at le over denne fremstilling af gårdsdagens spændende begivenhed og
sagde: ” Ja, men brændenælder er da meget være end bien”.
Men Julius svarede: ” Nej, jeg vil heller sule hele mit ansigt med brændenælder, end jeg vil stikkes af en bi”.
Jens fik halvparten af honningudbyttet for at passe bierne de to steder, og traf jo , at der kunne blive en
sværm også.
107
Det havde været ret godt vejr for bierne om foråret, og de havde udviklet sig godt, men så kom der en tid
med mange regnvejrsdage, og så sad bierne og tømte tavlerne og dronningen lagde æg i de tomme celler,
og senere på sommeren blev der da så mange bier i husene, at den ene familie efter den anden begyndte
at sværme. I marken ud for bi - husene havde han nogle rækker kartofler
Nu gjaldt det så om at få huse til at sætte i så mange sværme i, og Jens måtte
af og til , til snedkeren og bestille bi - huse, men på grund af denne voldsomme
sværmelyst blev der jo ikke ret meget honning det år.
Jens havde ellers fået en del private kunder, så det gik helt godt med afsætningen af honningen.
Han havde også efterhånden lært at behandle honningen. I begyndelsen var
det helt tilfældigt om honningen blev fin eller grov, fast eller blød, men Jens havde været med til biavlermøder og hørt lidt om tingene, og han var blevet klar
over betydningen af honningens behandling.
Bistader ( huse)
Det var nærmest at få den rørt tilstrækkeligt godt igennem og få den rørt længe
nok, til den fik en passende konsistens, før den blev delt ud på den emballage, hvori den skulle opbevares
til brug, det var det, det kom an på.
Den nye husdyrbrugskonsulent, A.C.Nielsen, der af samvirkets bestyrelse var blevet antaget efter bevæget
ekstraordinært sendemandsmøde var en ung og virksom mand, der tog fat på at få husmændenes kvægbrugsarbejde ind i fastere rammer, han slog et godt slag for at få husmændene ind i kontrolforeningerne.
Selvkontrol var og blev kun et surrogat, den havde jo kun betydning for besætnings ejeren selv, mens den
ikke kunne lægges til grund for udfærdigelse af stamtavler.
Den betød intet som garanti for avlsdyr, der var udbudt til salg, og den blev heller ikke ret meget billigere
end kontrolforeningerne da der jo stadig gik porto på, når æskerne med prøveflaskerne skulle sendes frem
og tilbage, der måtte derfor sættes alt ind på at få husmændene ind i de bestående kontrolforeninger eller
få oprette nye foreninger.
Nielsen havde også været i Skovbjerg og slået et slag for denne sag, og Anders havde været virksom og
havde fået opnoteret en liste over mindre landbrugere, der gerne ville ind i kontrolforeningen.
Den bestående kontrolforening erklærede, at den ikke kunne optage flere, og en henstilling om, at udvide
kontrolforeningen, så der kunne holdes to assistenter, faldt heller ikke i god jord, de der vatr i den gamle
kontrolforening var nærmest gårdmænd der i sognet, og de ønskede ikke at have husmændenes små besætninger med.
Men husmændene gav ikke op, ville de ikke have dem med i den bestående forening, kunne de vel larve
en forening selv.
Anders hang ufortrøden i med tegningslisten, og hvor han ikke straks fik tilslutning, brugte han al den overtalelses evne, han kunne lægge for dagen, og han blev ikke træt, fordi han mødte skuffelser, hvad der jo
traf sig.
Adskillige gårdmænd begyndte at tale om, at nu var husmændene da ved at blive pjankede, når de nu skulle lave en kontrolforening for sig selv.
Anders havde fået en liste hos formanden for den gamle kontrolforening over landbrugerne, som havde
søgt optagelse i foreningen, men som de ikke mente, de kunne optage.
Blandt disse var en mindre gårdmand, der hed Hans Petersen og som en årrække havde været socialdemokraternes repræsentant i sognerådet. Men Hans Petersen sagde: ” Nej, jeg skal ikke have noget med
det foretagende at gøre, det er hen i vejret at lave en kontrolforening af så mange små besætninger, den
blive for dyr, og der bliver for mange til at falde fra, og den vil uhjælpelig gå i stykker, kan jeg ikke komme
med i den gamle forening, vil jeg slet ikke i kontrolforening, ikke for alt i verden vil jeg med i husmændenes
kontrolforening”.
Over for denne principfaste socialdemokrat måtte Anders give op, men der var andre, der sluttede sig til,
der var nogle enkelte mindre gårdmænd i sognet, der nok ville med, og lige uden for sognegrænsen var der
omkring en halv snes landbrugere, der heller ikke havde mulighed for at komme i den bestående kontrolforening, de sluttede sig også til, så tegningslisten kom op på et tilstrækkeligt antal køer til, at der kunne dannes en forening, og der blev afholdt stiftende generalforsamling.
Anders havde ,da han gik med listen skrevet sit eget navn på listen, selv om han jo ganske vist havde solgt
ejendommen til Jens.
108
Han forklarede at han syntes, at det så bedre ud, når det dog var ham der gik og arbejdede med at få kontrolforeningen oprette, og Jens var lige glad.
Men enes om at kalde den nye kontrolforening for ”Skovbjerg og omegns kontrolforening”, og til bestyrelsen
blev valgt en af gårdmændene i sognet, der havde tilslutte sig foreningen.
Den afdeling, der lå uden for sognegrænsen, fik ligeledes en mindre gårdmand valgt ind i bestyrelsen,
mens husmandsforeningen fik valgt tre af sine medlemmer, her i blandt Anders, som blev valgt til formand.
Kontrolforeningens bestyrelse holdt bestyrelsesmøde hos formanden og drøftede starten.
Der blev for tiden oprette en del nye foreninger, så det kneb for de nye foreninger at få kontrolassistenter til
at begynde arbejdet først i oktober, til hvilken tid regnskabsåret begyndte.
Derimod blev der jo nogle flere assistenter til november, da flere skoler jo uddannede kontrolassistenter i
oktober måned.
Bestyrelsen var enige om, at det sikkert ikke kunne lade sig gøre at få en assistent før til første november,
og så kunne de lige så godt tage en fra omegnen.
Lras Hansen, gårdmand fra nabosognet, kendt en husmand søn i hans nabolag som var villig til at lade sig
uddanne som kontrolassistent nu i oktober, om han kunne da kunne få stillingen her.
Lars Hansen sagde god for den unge mand, han var lige frem fænomenal dygtig til at regne, så han skulle
nok opnå gode karakter ved afgangsprøven.
Bestyrelsen stolede på Lars Hansens anbefaling, og gav sin tilslutning til at formanden, og Lars Hansen
aftalte det fornødne med den unge mand.
Anders havde indhentet tilbud på standardudstyr til kontrolforeninger hos et firma i Odense, og bestyrelsen
gennemså tilbuddet og mærkede sig priserne.
De fleste af tingene skulle jo nødvendigvis købes i en sådan forretning og priserne var jo ikke til at komme
uden om.
Dog mente bestyrelsen at kassen til at transporterer tingene i var for dyr, denne kunne med betydelig fordel
bestilles hos snedkeren, han var temmelig rimelig med priserne.
En af bestyrelsen mente, at det var rigtig nok, at kassen kunne fås langt billigere hos snedkeren, og han
laverede også et godt solidt arbejde, men det var ikke altid nemt at få det fra ham, der var dem der påstod,
at hvis man skulle have et klædeskab fra snedkeren til et barn, der var konfirmeret og skulle ud at tjene, så
skulle man helst bestille skabet straks efter at barnet var født.
Anders og Jens mente dog, at når snedkeren fik at vide, at kassen skulle tages i brug til en bestemt tid, så
ville han nok også få den færdig til tiden.
Bi– husene havde han da fået færdigt i en fart, fordi han var klar over at de skulle bruges straks.
Bestyrelsen blev da enige om, at snedkeren skulle levere kassen, og resten af udstyret skulle Anders så
købe i Odense.
Betalingen skulle dækkes ved at opkræve et indskud på 3 kr. pr. ko, der var indmeldt i foreningen. Og selvfølgelig skulle foreningen indmeldes i fællesledelsen for de fynske kontrolforeninger, ligesom der skulle søges om statstilskud, som jo var en almindelig regel inden for kontrolforeningerne.
Efter at der var blevet enighed om foreningens anliggende og kaffen var serveret, kom samtalen ind på andre emner, blandt andet også en del ind på politikken.
Ingen af de tilstedeværende havde beskæftiget sig særlig meget med politik, og der var heller ingen stærk
modsætninger imellem dem.
Gårdmændene var begge radikale, og en af husmændene var socialdemokrat, og den anden husmand var
ligesom Anders og Jens interesseret i den nyoprettede
retsstatsparti.”Danmarks Rets Forbund” .
Talen kom ind på militærudgifterne og det umoralske i krigsforberedelserne.
Lars Hansen sagde da: ”Vor unge karle skulle alle sammen nægte
at trække i trøjen”. - Men, Jens tog ordet og sagde: ”Al ære og respekt for militærnægterne, der af samvittigheds grunde nægter at
trække i uniformen, men det er jo dog lovovertrædelse og de bliver
jo også behandlet derefter . Jeg kan ikke være med til at opfordre
nogen til at overtræde loven, jeg mener , at vi i stedet skulle stå
sammen og sende folk ind på Danmarks Rigsdag, som kunne enes
om at vedtage love, som vi alle med ære og god samvittighed kunne Henry George skabte idegrundlaget for
Danmarks Rets Forbund som blev stifte
indordne os under.
I 1919
109
Desuden mener jeg nu, at valgretsalderen skulle sænkes , så den faldt sammen med myndighedsalderen.
Når et menneske er blevet så gammel, at det er fuldt ansvarlig for sine handlinger, skulle det også have ret
til at tale med om tilrettelæggelsen af de forhold, vi skal leve under”.
” Landstinget skulle vi have afskaffet, det er er meningsløst, at mange vælgere bliver over 40 år , inden de
kan få lov at stemme ved et landstingsvalg ”,
”Men eller kan vi vel komme for langt ud med valgretsalderen også, for der er nu mange unge, der kun har
baller og sport i hovedet, og de er nu ikke modne til valget”, sagde en af de andre.
Jens trak på skulderen og svarede: ” Det kan godt være, at der er mange unge, der har hovedet fyldt med
baller og sport, men ser vi på en flok unge karle i et elevhold på en landbrugsskole, eller højskole, så tror
jeg nok, at vi finder mere forståelse af de politiske forhold hos dem, end hos mange ældre vælgere, der dog
gang på gang afgiver deres stemme uden at vide, hvad de stemmer på, men dem kan vi ikke tage stemmeretten fra.
Vi kan bare tage gamle Jeppe og Ane her nede, de kørte med far til forsamlingshuset på valgdagen, og de
kommer altid i god tid.
Ane luftede sin politiske viden således:” Ja, der har jo altid været to partier, men Jeppe har da forklaret mig,
hvad jeg skal stemme på”. Og Jeppe var om muligt endnu bedre, han stod og udbredte sig over, at de ville
stemme på det nationale. Jeg sagde til ham du mener vel de radikale, men han svarede: ”Nej, dem skal jeg
ikke have noget med at gøre, jeg vil stemme på de nationale, det er Hans Jakob Sørensen jeg vil stemme
på”.
” Hans Jakob Sørensen er jo venstremand”, sagde jeg, men Jeppe sagde stædigt: ” Hans Jakob Sørensen
høre til de nationale, og der er han en meget dygtig mand”. Det sidste må der være noget om, for det har
vores alle sammes avis ” Fyns Tidende” jo fortalt hver dag i lange tider forud for valget, men Jeppe forsatte: ” Det, det kommer an på, er nu at få de rette mænd ind i ministeriet inde i København er der en meget
dygtig mand der hedder Stauning, han burde have lov til at danne ministerium”.
” Det kan også godt være at han får lov til det, for socialdemokraterne går stærkt frem ved valget, og bliver
de stærkest, bliver det nok Stauning, der kommer til at danne ministerium, han er jo socialdemokrat”, sagde
jeg.
Men Jeppe vrissede: ” Hvad Stauning er ved jeg ikke, men han er en meget dygtig mand, og socialdemokrat det er han nu ikke, dem kan han nu ikke bruge”.
Lige før valget var Jeppe og Ane taget til Bogense for at besøge deres søn, og da de der hørte valgresultaterne og erfarede, at Stauning alligevel dannede et socialdemokratisk ministerium, blev Jeppe ude af sig
selv over, at Stauning havde svigtet hans tillid, så han gik i seng og blev liggende et par dage.
”Jeppe er nu ellers ikke helt tosset, han var jo på talerstolen i Otterup en gang, mens vi skulle derud og afgive vores stemme, han agiterede ikke for nogen af partierne, men han opfordrede den af kandidaterne, der blev valgt ind i rigsdagen til at virke for, at vi fik nogle
strengere straffelove, så der knap blev så mange tyve og røvere.
Som der nu var, havde forbryderne det så godt i fængslerne, at de
ikke var bange for at komme der igen, sagde han, og han kunne
råbe igennem, så folk kunne høre ham”, sagde Lars Hansen.
” Nej, tosset er Jeppe ikke, men en sær patron er han nu”, sagde
Stauning danner for første gang en soci- Anders, ” når han og Ane kommer hen af landevejen, går hun altid
nogle skridt bagefter, og hvis det træffer, at hun går lidt nærmere
aldemokratisk regering i 1924 til 1926
hen til ham for bedre at høre, hvad han taler om, kan det hænde, at
han vender sig om og brøler ud imod hende” hold dig på afstand, det sømmer sig ikke, at du følges med
mig”.
Den anden gårdmand sagde nu: ” Du skulle nu ellers ikke tale om at stå sammen og sende folk ind på rigsdagen Jens, du som er med til at lave nye småpartier til at splitte grundskyldsfolkene ad. Hvid de 12.700
stemmer, der blev spildt på retsstatspartiet havde været afgivet på det radikale parti i stedet for, så havde vi
haft en mand eller to mere inde. Men partiet blev da kvalt i fødslen, så det stemmespild gentager sig vel
ikke?”.
” Stemmerne var ikke spildt, de var i hvert faldt en demonstration imod de folk, der sidder derinde på rigsdagen med grundskyld og frihandel på programmerne og alligevel stadig laver mere skat og told.
At retsstatstanken er slået helt ud, tror jeg ikke på, for alle gode tanker kan ikke dø, før endnu bedre tanker
er spiret af dens frø”, sagde Jens.
110
” Ja, ja, det bliver nu ikke let for dem at samle de 10.000 stemmer, der skal til for at anmelde et parti en
gang til”, sagde gårdmanden, ” men klokken er nu ved at blive mange, vi må nok hellere sige tak for kaffe
og se at komme hjem i seng, vi skal jo op og bestille noget i morgen igen”.
Mændene brød nu op, og snart var der lukket og slukket på Skovmarken, men Jens kunne ikke falde i søvn
med det samme, han lå og tænkte over mandens ord om, at retsstatstanken var kvalt i fødslen.
Det var valglovens uretfærdighed, der var skyld i, at retsforbundet ingen fik valgt, skønt det tyske parti i
Sønderjylland fik pastor Schmidt valg på omkring 7.000 stemmer.
Valgloven bestemte jo, at der skulle være stemmer nok i en af de tre store kredse til et mandat, før der kunne tilkendes partiet et tillægsmandat.
Tyskerne var samlet i en storkreds, mens retsstatsfolkene var spredt over hele landet, derfor fik de ingen
valgt, men Jens troede på retsstatens styrke, han havde tillid til digte ordet: ” Ej nogen tanke klædt i ord går
sin livs flugt helt til grunde, blev dens vej kun uden spor, den hendør ingenlunde, den virker med når det er
tid, hvis den er god i lysets strid og er den ond, går den at stride for ariman på mørkes side”.
Retsstatstanken var en god tanke, den skulle nok finde sin plads i lysets strid.
Karlo Karlsen, som den unge mand hed, der var fæstet til første november som kontrolassistent i
”Skovbjerg og omegns kontrolforening”, tog sin afgangsprøve med en god karakter og tiltrådte pladsen første november.
Det gik meget godt med kontrolforeningen, kontrolassistenten var en flink og tiltalende ung mand, og han
var også dygtig nok, men han tog det i begyndelsen ikke så nøje med, at have regnskabsbøgerne ført efterhånden , han regnede med at han sagtens kunne nå at komme med senere hen, men denne forsømmelighed havde nær sat ham i vanskelighed.
En dag hen sidst på vinteren fik Anders nemlig et kort fra fællesledelsens konsulent , Mouritz Hansen , der
meddelte , at konsulenten dagen efter ville aflægge ham et besøg, og han bad Anders om at tilsige kontrolassistenten til at møde hos formanden og medbringe 5 - 6 regnskabsbøger, for at konsulenten kunne se,
om han havde regnskabet ført til dato.
Anders cyklede så ud og fik fat på kontrolassistenten, og denne fik travlt. Han afbrød straks sit arbejde med
at tage prøver, og han fik fat i nogle regnskabsbøger, som han tog med sig til Skovmarken, og så kom han i
arbejde med regnskaberne.
Der blev ingen tid til søvn den nat, han sad og regnede hele natten. Da det ud på de små timer var øjnene
ved at blive trætte, men så gik han en tur i det frie en halv times tid og tog så igen fat på regnskabsbøgerne.
Han nåede da også at få bøgerne i orden, så konsulenten erklærede sig tilfreds med dem og visitationen
forløb meget godt.
Men kontrolassistenten havde fået sig en lille forsmag på, hvad besværligheder der kunne blive, hvis han
ikke havde regnskabet nogenlunde med, når han nærmede sig opgørelsen ved regnskabsårets slutning.
Anders Hansen yngste søn, Karl havde siden han var mellem 15 og 16 år stadig tjent ved landbruget, men
nu først i november var han taget ud på den fynske husmandsskole som elev, og han havde søgt understøttelse til 6 måneders skoleophold, så han kunne få kontrolkursus i april måned med, så ville han senere
tage sig en plads som kontrolassistent.
Understøttelsen til skoleophold, fordeles fra amterne i forhold til det antal, der året forud havde søgt understøttelse, og understøttelsen kunne derfor varierer noget.
Da Jens var på skole var understøttelsen 70 kr. om måneden, men det år Karl havde sit skoleophold var
understøttelsen kun på 50 kr. I Odens amt, men en lille fordel havde Karl derved, at han kunne bruge
Jens´ bøger, så hans udgifter til bøger og skrivematerialer blev ikke ret store.
Karl fandt sig også godt tilpas på den fynske husmandsskole, og hans oplevelser var jo stort set de samme
som Jens´, men da de fleste af eleverne rejste fra skolen sidst i marts, forsatte han jo i april og sluttede af
med afgangsprøve for kontrolassistenter med god karakter.
111
1924
Jørgine var nedkommet med en søn, hun havde været hjemme siden søstrene blev gift, og Jens havde
betalt hende samme løn, som hun kunne have fået ude på en gård.
Udskrift fra Kirkebogen i Ubberud:
Ugifte Laura Jørgine Andersen nedkommer med en søn feb. 1924 som blive dødt i april samme år,
drengen bliver opkald efter sin farfar Hans Martin Hansen ( ”lille Anders” i fortællingen)
Først i tyverne var det ikke gode tider for landbruget, det kneb med at holde foderstofregningerne ned, og
en tid havde Jens da også lånt nogle hundrede kroner af Jørgine, men hen imod midten af tyverne bedredes det lidt og på et enkelt år fik Jens 1.800 kr. betalt af på sin gæld og købte en radsåmaskine til 250 kr. ,
men hans private udgifter var heller ikke store, tobak og spiritus brugte han ikke, og baller interesserede
ham heller ikke.
Jørgine var også sammenholdende, hun lagde sig penge op af sin løn og havde snart en god sum i sparekassebogen, men hun var jo i en ungdomsforening og gik til bal i forsamlingshuset, her kendte hun en ung
mand, der hed Hans Andersen, han så godt ud og han dansede vidunderligt, det var ligefrem en stor ære
for pigerne at komme til at danse med ham, og denne ære blev ret ofte Jørgine til del, men det blev til mere
end det.
Hans Andersen fulgte Jørgine hjem fra ballerne, og det endte da også med, at moderen opdage, at det var
galt fat med Jørgine, og hun måtte da indrømme, at det var tilfældet, og at det var Hans Andersen, der var
faderen.
Det var nu spørgsmålet, hvordan de skulle forholde sig med det, giftermål kunne der ikke blive tale om for
det første, for Hans Andersen var nogle år yngre end Jørgine, og han var derfor endnu ikke gammel nok til
at gifte sig.
Men Jørgine mente, at hun lige så godt som en husmandskone kunne passe sit arbejde, fordi hun havde et
barn, og hvad det angik, var det da ikke værre med hende end med så mange andre.
Sørine var da langt henne, da hun blev gift, og Karen var da også på vej, selv om hun måske ikke selv havde været klar over det, da hun blev gift.. Når Hans blev gammel nok, kunne de jo gifte sig, og til den tid kunne hun da godt blive hjemme.
Dette havde moderne ikke noget imod for sit vedkommende og faderen ville da heller ikke indvende noget
derimod, men de blev jo nød til at tale med Jens om det: ” Ja, det er det værste, men det er jo hans hus”,
sagde Jørgine.
Moderen fik talt med Jens om sagen, han syntes ikke rigtigt om det, men gik dog med til at hun kunne blive,
men hun skulle så meget ned i lønnen at det svarede til børnebidraget, for hun skulle ikke ligefrem have
fordel af det.
Dette mente moderen var en rimelig fordring. Og nogle måneder efter holdt så ”lille Anders” sit indtog på
Skovmarken
Hansine havde giftet sig igen, hun havde haft tre pladser som husbestyrerinde og var nu gift med manden i
sin tredje plads. Han var forpagter på et husmandssted under Wedellsborg.
Hans forældre havd haft stedet i fæste, men nu var det altså forandret til forpagtning.
Stedet , der på mellem 5 og 6 tdr. land lå ret ensomt tillige med et andet af samme størrelse helt ude ved
Lillebælts kyst, og de to naboer drev ved siden af at passe deres landbrug, en del fiskeri især åle fiskeri,
som de drev i fællesskab på bundgarn, der var sat ud på en fiskeplads i nærheden af husmandsstederne.
For denne fiskeret måtte de betale en afgift til grevskabet svarende til en syvendedel af fangsten.
Det havde tidligere været en ret god forretning, men i de seneste år var der kommet en del fritidsfiskere
som generede en del, så fangsterne nu ikke mere kunne stå mål med tidligere års fangst.
112
Der var et langt stykke vej fra Skovbjerg og ud til Lillebæltskysten, så det var ikke ofte Rasmine og Anders
kom derud, derimod tog Jens turen derud på cykel flere gange, den kunne tages på ca. 2 timer.
Jørgine havde været derude en lille tid på grund af
Hansine havde været syg.
En gang Jens var cyklet ud til Hansine og Jens Petersen, var Jens Petersen ikke hjemme, han var ude
angående en heste og hornkvægsforsikring, som
han arbejdede med.
Mens Jens Petersen var borte kom der en sejljolle
og fortøjede ved en pæl et stykke ude for en bådebro
lige uden for huset.
Jens og Hansine kiggede lidt efter den, så sagde
Wedellsborg gods ved Lillebælt
Hansine: ” Det er mejeristen, han har lånt sejljollen
en lille tid, men nu skal Jens selv til at bruge den, for
de skal til at have bundgarnspælene og bundgarnene i orden, for de skal snart til at begynde med at fiske, men hvorfor bliver mejeristen liggende derude, det
kan være, at han ikke kan komme ind til broen , med jollen vandet er vist ikke dybt nok”.
Jens gik ud på bådebroen, og mejeristen råbte til ham, om han ikke kunne gå langs med kysten om til fiskepladsen og sejle en pram, der lå i strandkanten ud til ham.
Jens havde ingen kendskab til at betjene et par årer, men han gik dog om til fiskepladsen og fik prammen
ud, men det gik jo ikke særlig hurtigt med at ro prammen ud til jollen, som mejeristen nu havde fortøjet ved
en pæl et godt stykke ude, det blæste temmelig friskt, og de muntre små bølger vippede ret gemytlig med
prammen, men s jens sad og baksede kejtet med årerne, men derud kom han da, og ind mod land var det
mejeristen, der tog årerne, han havde mere øvelse i at bruge dem, og Jens sad så og holdt ved mejeristens
cykel som også var med i jollen, for at mejeristen kunne cykle hjem over land.
Jens bemærkede, at han jo var fra indlandet og ikke var kendt med at ro, hvilket mejeristen jo også var klar
over efter at have iagttaget hans udfart med prammen.
Jens Petersen var musikalsk og gav også af og til et stykke på violinen, tidligere havde han også spillet en
del til dans og baller og ungdomssammenkomster.
Jens havde stadig interesse for jerseykøerne, men der var en vanskelighed med dette, der var ikke ret
mange jerseykvæg på egnen, kun en enkelt ko hist og her, og der var langt til nærmeste jerseytyr.
Jens trak ca. 10 km. Med køerne for at få tyren, og så var det da ingen overdreven god tyr , han fik dem
tyret ved.
Anders spurgte så konsulent Nielsen, om han ikke kunne anvise dem en god jerseytyr i omegnen, som de
kunne få tyret ved. Konsulent Nielsen vidste ingen i omegnen, men ellers kunne han anvise dem en udmærket tyr, der stod en ved Peder Mikkelsens enke i Taarup, den havde fået første præmie på dyrskuet i
sommer, og der kunne de få tyret for 10 kr., mente han, der var ganske vist det ved det ,at der var ca. 22
km. Fra Skovbjerg, så det var jo for langt at trække, og det var jo ikke billigt at leje til transporten.
Anders og Jens talte om det, de havde god lyst til at prøve førstepræmie tyren, men hvordan skulle de få
køerne frem og tilbage den lange vej. Anders mente, at de kunne køre dertil selv, hvis de kunne låne en
kreaturvogn, ned i Skovhaven havde de sådan en vogn, den var lav og let at få køerne ind i, og hvis de
kunne leje den, kunne de sagtens køre til Taarup.
Han ville prøve at tale med bestyreren om, hvad han ville have i leje af vognen.
Anders tog så ned og talte med bestyreren i Skovhaven, og denne ville have 18 kr. for turen til Taarup, og
det syntes både Anders og Jens var en aldeles ublu betaling, de blev da enige om, at det bedre kunne betale sig at lade lave et ræk til den store fjedrevogn, der kunne omslutte hele vognen, så kunne der nok stå
en ko i den.
Fjedrevognen var ganske vist temmelig høj, at få en ko op i, men når vognen blev bakket ind mod en grøftevold, skulle det jo nok kunne lade sig gøre.
113
De fik lavet et godt ræk til vognen, og da en af køerne var tjenstlig til at komme til tyren, ringede de til Peder
Mikkelsens enke i Taarup og spurgte om de måtte komme med koen, hvad de straks beredvillig fik lov til.
Uden for indgangsdøren på Skovmarken var der en temmelig stor trappesten uden gitter omkring, vognen
blev nu trillet hen til trappestenen, og så kunne det lige passe, at de kunne trække koen op ad trappen og
ind i vognen, hvad ikke var så besværlig.
Anders fik en trebenet stol ind i forenden ag vognen og kravlede selv derind, der var plads nok ved siden af
koen, der var bundet ind til den anden side af rækket.
Jens cyklede med for at være behjælpelig med at få koen ned og op. Turen forløb upåklagelig, Jens var
kommet i forvejen og havde fået gården opspurgt og havde fundet ud af, at et jorddige i nærheden af gården kunne bruges til ud - og indstigningen, hvad der så heller ikke var nogen vanskelighed med.
Enken var imponeret over, at nogen så langvejs fra ville søge deres tyr, og hun inviterede på kaffe.
Hun spurgte om, hvor stor en ejendom de havde, og hun fik da at vide, at de kun havde 6½ tdr. land.
Det var ikke ret meget, mente hun men det viste sig jo, at der var mange der godt kunne leve af en lille
ejendom.
Hun havde tidligere mest haft piger, der var fra husmandshjem, og hun havde været meget tilfreds med
dem, men i de senere år havde hun måtte fæste gårdmandsdøtre for hendes tre voksne sønners skyld, de
skulle jo have lejlighed til at blive kendt med nogle af de unge piger af deres egen stand.
Anders og Jens så på besætningen, det var smukke og kraftige jerseykøer, og de var netop for nylig blevet anerkendt som Fyns bedste jerseybesætning.
Koen blev nu læsset igen og hjemturen forløb uden uheld, og de var enige
om, at blot det kunne klares med en gang, var det til at komme om ved, og
hestene kunne sagtens klare turen.
Fynsk dyrskue i Odense ca. 1924
Anders Hansen lille plejesøn , den lille Ejman, var nu hen ved 7 år og en kvik lille dreng. En dag han var på
vej ned til brugsforeningen, var han kommet ifølge med en anden dreng, og da der netop ved samme tid
kom tre vogne med lange graner kørende i samme retning som drengene skulle, løb de og tog i granerne
på den ene vogn.
Karlen der kørte, advarede dem, men lidt efter var Ejman alligevel kommet hen til granerne igen, han var
kommet ind til vognen og pludselig snublede han og kom ind under vognen.
Karlen fik hestene standset, men da var ulykken sket. Drengen lå forslået og blodig under vognen, højre
knæskal var knust og slæbte om på siden af benet, så det så ret slemt ud.
Alle tre vogne var standset, de tilhørte alle en større gård og den ene af vognene kørtes af en gift mand,
der arbejdede lidt der på gården, han kom nu til og tog sig af drengen, som han bar ind på en gård, der lå
lige ved ulykkestedet.
Folkene på gården stod og vidste knap, hvad de skulle gøre, men manden, der bar drengen ind fik sat gang
i foretagendet, han forlangte noget til drengen at ligge på, og da folkene kom med en liggestol, spurgte
manden dem, om de kendte drengen, for der skulle sendes bud til forældrene, og der skulle straks ringes
efter en sygebil, for drengen måtte jo hurtigst mulig bringes på sygehuset.
En af sønnerne på gården måtte cykle til telefoncentralen og samtidig ind til Anders Hansen med besked.
Anders cyklede straks ned til gården, som han nåede netop som drengen var anbragt i sygebilen.
Anders tog så med til sygehuset, hvor drenge straks kom under behandling.
Anders ventede til drengen var behandlet og bragt til sengs. Lægerne kunne ikke sige ret meget om det,
knæskallen var knust og kunne ikke redes, og det var sandsynligt, at benet ville blive stift.
Det blev et langt sygeleje for den lille Ejman, men han havde en fast karakter og tog det uundgåelige uden
at klage sig særlig meget. I begyndelse talte han dagene, men efterhånden blev det ham for besværligt at
holde rede på tiden.
114
De forskellige familiemedlemmer skiftedes til at besøge
drengen på sygehuset, men Anders var dog den, der oftest
var derude, og drengen glædede sig meget ved besøgene.
En gang imellem kom Ejmans moder også og besøgte ham,
drengen kendte godt sin moder, der af og til havde aflagt et
besøg på Skovmarken, han kunne også godt lide hende,
men det var plejeforældrene og hjemmet i Skovmarken han
følte sig nærmest knyttet til.
Odens amts og by sygehus ca. 1920
En gang moderen havde skrevet til Skovmarken, at hun
kom en tur derhen førstkommende søndag, havde Jens
sagt til drengen, at hun måske ville have ham med hjem.
Drengen havde da fundet på, at han ville have Jens med ud og fange en anden knægt, som hun så kunne
få i stedet, for han ville ikke med, han havde foreslået, at de skulle gå hen til Birkebjerg og fange drengen
der oppe, der nogenlunde var på hans alder.
En søndag i besøgstiden, da Anders sad ved drengens seng ude på sygehuset, kom en dame gående ind
gennem stuen. Anders lagde ikke mærke til hende, men drengen så hende, han ventede til hun var kommet forbi, så sagde han til Anders: ” Det var min mor, der gik forbi”. Et øjeblik efter kom hun tilbage igen og
fandt hen til dem.
Drengen fandt sig så godt tilrette med opholdet på sygehuset, at der var nogle af de andre patienter, der
sagde til Anders, at den dreng var altid i godt humør, så han længes nok ikke efter at komme hjem igen,
men da han nåede så langt, at der begyndte at blive tale om at komme hjem igen, viste det sig, at han
længtes stærkt efter hjemmet.
Under Ejmans sygehusophold havde Karen været hjemme på besøg, og hun havde da sagt til moderen, at
nu drengen havde været så længe hjemmefra, var det jo lige tiden at komme af med ham, hvis de da ikke
skulle beholde ham altid.
Her til havde moderen svaret: ” Nej, nu er det tiden til at beholde ham, nu trænger han netop til os, og det
forbavser mig, at du kan sige sådan noget, du som selv er moder”.
Drengen kom forholdsvis godt fra ulykken, han havde måtte ligge 14 uger på sygehuset, og da han kom
hjem havde han benet i gips. Efter nogle ugers forløb, var han så ude for at få gipset af , og han måtte da
blive et par uger på sygehuset igen, hvad han ikke var glad ved, men den tid fik jo også ende, og han slap
da for at få stift ben, og han havde heller ikke senere noget særlig men af uheldet.
Skovbjerg husmandsforening havde i år foruden deltagelse i den årlige endagsrejse planlagt en større
markvandring sammen med en naboforening.
Skovmarken var bestemt til mødested, og turen skulle foregå i et par lastbiler. Konerne skulle med, og der
skulle afsluttes med fællesspisning af medbragt mad og sidst en svingom på gæstgivergården i nabosognet.
Efter at deltagerne var samlet og konsulent Pallesen var mødt, gik man en tur i marken. Der var ikke slemt
med angreb af skadedyr , og Pallesen kunne heller ikke påvise nævneværdige angreb af plantesygdomme.
Avlen stod forholdsvis godt. Der blev holdt en ret stor besætning efter arealets størrelse, så der kunne gødes ret godt, og Jens havde lagt sig efter at bruge en del kunstgødning, hvad Anders ellers ikke havde
gjort.
Det havde også hjulpet godt med mærglingen, et skift med bederoer havde før mærglingen givet 18 læs
roer og efter mærglingen gav det 28 læs.
Et af skifterne var tilsået med havre og denne var groet særlig kraftig til, men den var desværre gået slemt i
leje, og en del af den var faldet så tidlig, at den ikke havde nået at sætte kerner, de havde da også hugget
en del af havren af og brugt til staldfoder.
Konsulent Pallesen sagde til Jens: ” Hvad har du gjort ved den havre, så den er kommet til at se sådan ud”.
Jens svarede:” Jeg har givet den en sæk 18% superfosfat, det må være den, der har slået den ned, for den
har ikke fået andet”.
115
” Det må du ikke gå og fortælle, for så ødelægger du hel vor teori, vi har jo gået og fortalt, at fosforsyregødning gør kornet stivstrået”, sagde Pallesen
”Ja, det var jo også min mening at det skulle virke således og havren har ikke fået andet, men forfrugten
var 3 årig græs, og det havde fået godt med ajle både i foråret og hen på sommeren, så der har jo været
god næring for havren, men hvis jeg nu havde givet den en sæk 18% til, ville den så ikke være blevet mer
stivstrået”, sagde Jens.
” Det ser ud til at den har fået nok” , svarede Pallesen.
En del af roerne var sukkerroer til foderbrug, Jens havde gjort forsøg med disse roer til fodring af heste og
svinene og fundet, at det var udmærkede til dette brug.
Man gik nu ind i bilerne og kørte lidt længere op ad landevejen, hvor man gjorde hold og beså et landbrug,
der tilhørte en af bestyrelsesmedlemmerne.
Her var der et skifte med hvede, hvori konsulent Pallesen påviste nogle angreb af nøgenbrand, det var dog
ikke særlig udbredt.
Men Pallesen advarede imod at benytte denne hvede til såsæd, i hvert fald måtte den da afsvampes omhyggeligt.
Nu kørtes der så til nabosognet, hvor man var omkring og så nogle få brug og Pallesen fik lejlighed til at
påvise en del angreb af skadedyr, lidt pletsyge i byg samt enkelte tilfælde af fodsyge, og Pallesen advarede
i denne forbindelse imod at have byg og hvede efter hinanden uden nogen mellemliggende afgrøde.
Man samles nu i gæstgivergårdens sal og tog fat på fællespisningen, og derefter holdt konsulent Pallesen
et lille foredrag, hvori han samlede indtrykkene af det man havde st på markvandringen, ligesom han også
besvarede en del spørgsmål.
Derefter blev bordene flyttet til side og man tog fat på dansen, som forsættes ind til kl. 12, hvorefter man
kørte hjem for at få lidt søvn de sidste nattetimer.
Den ene af vognmændene, der kørte for foreningerne var en fragtmand fra stationsbyen, en meget solid og
tiltalende mand, han var da også så efterspurgt i forsommermånederne, at det var lige ved, at han kunne
blive helt udkørt.
Han havde lige kørt et par andre udflugter, og han fik lidt sparsomt med søvn i denne tid, mens dansen gik
inde i salen, havde han lagt sig i sin bil og fået en lille skraber.
Han havde bedt Anders om at køre med sig ind til købstaden efter et læs fragt, som var sat således, så han
kunne hente det i løbet af natten, og han mente, at han bedre kunne undgå at falde i søvn, når han havde
en at tale med undervejs.
Anders var villig og efter at deltagerne var taget hjem, kørte fragtmanden og Anders ind efter læsset.
Det gik godt med kontrolforeningen, køerne på Skovmarken var ikke så ringe, og kontrolassistenten kunne
et godt stykke til før regnskabsårets slutning forudsige, at de ville få det højeste smørudbytte, hvilket også
slog til, men desværre kunne det med lige så stor sikkerhed forudsiges, at de ikke kunne holde den plads,
for der var i den seneste tid stødt uheld til, to af køerne havde fået yverbetændelse, og det så desværre ud
til, at det var ved at blive kronisk.
Den ene af køerne, der havde fået yverbetændelse var , en første kalvs jerseykvie, den var blevet trepattet
og stod stadig med en ondartet betændelse i yveret, som ikke var til at få bugt med.
Jens bestemte sig da til at sætte den til slagtning.
Det traf sig da, at Nikolaj Madsen en dag kom ind og spurgte, om der var noget at handle med. Jens sagde
da: ” Ja, der er kvien her, det er en førstekalvs kvie, men den står med yverbetændelse og er blevet trepattet, jeg har derfor ikke ville lade den løbe igen, så den er jo altså nærmest kun til slagtning”.
” Hvad skal du have for det lille dyr?”, spurgte Nikolaj. ” Du kan jo give et godt bud på den”, sagde Jens.
” Sådan en lille jersey er ikke meget værd, du kan få 70 - 80 kr. for den”, sagde Nikolaj.
” Ja, så må du have farvel når du ikke har bedre priser at byde, så er der ikke mere at tale om”, sagde
Jens.
”Ja, du kan jo forlange for den, så vi kan se, hvor højt du er oppe”, sagde Nikolaj.
”Ja, det kan jeg godt, kvien skal koste 150 kr., og du får den ikke en øre billiger” , sagde Jens.
Nikolaj førte højre hånd op foran sin pande og lod pegefingeren beskrive et par cirkler i luften foran panden
og sagde:” Farvel og god bedring”, hvorefter han fjernede sig.
116
Et par dage efter var Jens ved at sætte køerne på græs, da Nikolaj kom cyklende, han stod da af cyklen og
kom ind på marken til Jens og spurgte, om han snart ville af med kvien, han ville give en pæn pris for den,
han ville tage den til 100 kr. ” Du skal ikke bryde dig om noget du kender min pris for kvien, den har ikke
forandret sig siden sidst”, sagde Jens.
” Du bliver nok klogere, hvis du vil af med kvien”, sagde Nikolaj, idet han tog sin cykle og bød farvel.
Dagen efter, da Jens var ved at flytte køerne, kom en kreaturhandler, der hed Krag, ind og spurgte, om der
var noget at handle med. Jens falbød da atter kvien og Krag bød 110 kr. og gik op til 115 kr., men Jens
holdt fast ved de 150 kr. - Jens vidste godt, at Nikolaj Madsen og Kreaturhandler Krag af og til arbejdede
sammen, og han var ikke i tvivl om, at de havde talt sammen om kvien.
Et par dage efter kom Nikolaj igen og bød nu 120 kr., men Jens var ikke til at rokke, og en dag, da han igen
var henne og flytte holdt slagteren far stationsbyen stille med sin bil og spurgte ligeledes efter, om der var
noget at handle med. Jens forlangte da igen 150 kr. for kvien og slagteren bød 135 kr., men gik op til 140
kr., men Jens sagde: ” Nej, jeg har mærket, at det ikke er for maget, jeg har forlangt, så jeg vil ikke slå noget af”.
Slagteren startede bilen og kørte nogle få meter frem og standsede så igen, ” skal vi bryde de 10 kr. der er
imellem os, så kan du komme af med den i morgen” , sagde han.
”Nej, den skal koste 150 kr. en går ikke billigere”, sagde Jens. - ”Nå, ja, så kan du trække den over til mig i
morgen” sagde slagteren, og Jens trak da kvien over til stationsbyen næset dag og fik sine 150 kr. for den.
Peter Kristensen i statshusmandsbruget på proprietærmarken havde set Jens trække af med kvien og sagde bagefter til Jens: ” Nå, du har solgt kvien, jeg har godt nok set Nikolaj skomager og kreaturhandler Krag
har rendt og kigget på den, men det blev så ikke dem der fik den”.
” Nej det var Nikolaj der først bød på den, men han skambød mig ved at byde 70 - 80 kr. , og han var ikke
fri for at gøre nar af mig, da jeg forlangte 150 kr., det var egentligt derfor jeg blev så fast bestemt på ikke at
sælge den en eneste øre billigere, end jeg havde forlangt”, sagde Jens.
”Ja ,du kunne jo så også godt få det, det havde været en rigelig fortjeneste for Nikolaj skomager om han
kunne have narret dig til at sælge den for 80 kr., men jeg har godt hørt, at han skal være slem til at misbyde, når han handler med unge mænd, eller med enker, der ikke har så god forstand på hvad dyrene er
værd”, sagde Peter Kristensen.
Kresten Karlsen og Karen havde fået god gang i bedriften, de havde nu en meget god besætning, og de
havde allerede fået bygget til lade bygningen.
De havde fået gavlen flyttet otte alen frem, så der var blevet et rummeligt korngulv op mod køreloen.
Kresten havde til at begynde med købt en gammel tærskemaskine med hestegang, men da han byggede
korngulv skulle hestegangen flyttes, og Kresten kom da på den tanke at købe sig en motor i stedet for at
stille hestegangen op igen, og en dag fik Jens et brev fra Kresten, hvori han bad ham komme ned at besøge dem førstkommende lørdag eftermiddag eller aften og så cykle
med ham over til maskinfabrikken i Mullerup ved Ullerslev st. for at se
på nogle Ford motorer, der var bygget om til stationær drift, han kunne
nemlig tænke sig at købe en sådan til at trække tærskemaskinen i
stedet for den gamle hestegang.
Jens tog så derned lørdag aften og overnattede derned. Søndag morgen var de ude og se lidt på bedriften efter at morgenarbejdet var tilendebragt.
Smede på maskinfabrikken Mulleup i
Da de sad ved kaffen sagde Kresten.” Ja, der er fremgang i det både
Ullerslev ca. 1920
ude og inde. To piger har vi jo også nu, da vi flyttede ind i det gamle
hus, havde vi kun en pige, og nu er avlskarlen også på vej”.
Karen tjattede efter ham og sagde: ” Det må du vist heller sige, at du
ingen ting ved om”. Kresten lo overmodig” . Å, mor, så meget kan jeg da se, at der er noget i vente”.
” Ja, det kan godt være, du kan se der, men du kan ikke se om det bliver en pige igen, så du kan nemt blive
skuffet med hensyn til din avlskarl, som du altid snakker om”, sagde Karen.
” Ja, bliver det en pige igen, så prøver vi endnu engang, vi holder ikke op, før vi har en avlskarl” sagde Kresten.
” Nu må I vist heller se at blive færdige og komme af sted, så I kan komme hjem igen, så ikke hele dagen
skal gå med det” sagde Karen.
”Nå, du vil gerne af med os, men du skal se, vi skal nok komme tidligt hjem igen, du behøver jo ikke at være bange for, at vi skal sætte os ind på en kro og svire”, sagde Kresten.
117
” Da har du da før drukket nogle bajere mere end du havde godt af” sagde Karen. ” Det var dengang, du
sagde nej, så det var jo egentligt din egen skyld. Hvis du havde sagt ja i første omgang, så havde jeg haft
mindst 1.000 kr. mere at sætte i ejendommen, for så havde jeg heller ikke købt den gamle motorcykel, som
brændte for mig uden på cykelhandlerens værksted, og de 1.000 kr. ville have været en god hjælp, den
gang vi byggede og begyndte på pløjemarken ved det gamle hus”, sagde Kresten.
” Du kunne jo have taget en anden, der var jo piger nok”, sagde Karen. ” Ja, men når jeg nu kun havde dig i
tankerne, så var der ingen andre for mig, om der så aldrig var så mange piger i landet, det ved du også
godt mor”, sagde Kresten og lagde armen om hende og svingede hende rundt.
” Å dit pjattehoved se nu hellere at komme af sted, så du kan komme hen og se din kære motor”, sagde
Karen.
Med en lille madpakke i lommen startede så Kresten og Jens cyklerne og satte kursen efter Ullerslev for at
aflægge maskinfabrikken et besøg.
De to unge mænd havde mange fælles standpunkter, og de fandt gensidigt behag i hinandens selskab,
men en ting var og blev de uenige om , det var politikken. Før jens havde været på husmandsskolen, havde
han kun interesseret sig for venstrepolitik, som han
havde tilegnet sig igennem den lille daglige dosis i
” Fyns Tidende” .
Kresten var den gang socialdemokrat, og de tog af og
til en lille diskussion, og Kresten kunne godt blive
fornærmet over, at Jens slet ikke ville eller kunne forstå hans argumenter, at han tog noget brat afsked,
men det stak ikke så dybt, og Kresten kom snart igen
og ville gerne have Jens med, når der var noget.
En aften havde Jens fået Kresten med til et møde i
”Henry Georges Foreningen” , mødet blev holdt i det
Nye Missionshotel i Odense, og forløb i god ro og
Ny Missionshotel i Odense ca. 1918
orden.
Efter mødet, der sluttede hen imod kl. 11, sad de to
og nød en kop kaffe og talte om, hvor pænt stille og
roligt der var, og Kresten sagde da: ”Nu skal vi lige hen og se en modsætning hertil, inden vi tager hjem,
kom nu lige med, så giver jeg en øl omme på restaurant ” Hafnia”.
Egentlig havde jens mest lyst til at vende næsen hjemad, men han gik dog med. De fandt et lille bord, der
var ledig og Kresten bestilte to pilsner.
Oppe på tribunen stod en sangerinde med kun ganske lidt tøj på og sang skingrende nogle sange, som
Jens ikke syntes var det mindste interessante ved, men det publikum, der sad ved små bordene omkring i
salen og drak øl og spiritus klappede i hænderne og råbte bravo, bravo. ” Tossede mennesker”, sagde
Jens sagte med hån i stemmen og forsatte henvendt til Kresten: ” Er det ikke snart på tide at vende næsen
hjemad og få lidt søvn, at spilde sin nattesøvn her, har jeg dog ingen lyst til”.
Under Jens´ ophold på husmandsskolen, havde venstrepolitik for Jens´ vedkommende fået et grundskud,
og da Jens senere syntes at Kresten knap var så ivrig socialdemokrat, som han før havde været, var Jens
en kort overgang ved at tro at de skulle mødes i det radikale parti, men det skete ikke.
Da Kresten blev husmand og blev hjemme på sit eget og slugte den daglige dosis i ”Fyns Tidende” , var det
ham, der blev venstremand, og efter at Jens var kommet i forbindelse med Henry Georges Foreningen, og
herigennem med de første få retsstatsmænd i Odense, var der ingen af de gamle partier, der interesserede
ham mere.
Ved valget i 1924 havde Jens valgret for første gang, og han sluttede sig til retsforbundet, der det år opstillede for første gang, til trods for at forstander Lange, husmandsskolen, som Jens ellers satte meget højt,
havde advaret medlemmerne i Henry Georgs Foreningen mod at slutte sig til retsforbundet.
Retsforbundet ville løbe panden mod en mur, sagde Lange. Enten fik partiet ingen valgt, og det var det
bedste, der kunne ske, eller også fik de valgt to mand, og så var de udsat for at komme til at tale og stemme imod hinanden ved mange lejligheder, for retsstatsfolkene så meget forskelligt på så mange ting, at det
de var enige om, var for lidt til at lave en selvstændig politik på.
Jens kunne dog ikke afholde sig fra at stemme på retsforbundet, men Lange fik ret i sin betragtning, retsforbundet fik ingen valgt i første omgang, men Jens kunne ikke svigte, om der blev forsøgt igen.
118
Som Kresten og Jens nu cyklede hen ad vejen for at komme til Ullerslev passerede de en ejendom, der lå
lige ud til vejen, en flok store hønekyllinger var gået over vejen, men da cyklisterne nærmede sig, søgte
kyllingerne hjemad og en af dem fløj lavt hen over vejen og satte kursen lige ind i Krestens forhjul med det
resultat, at den hovedløse krop blev slynget i en bue ud over vejen, mens hovedet trillede til den anden
side, det var klippet af mellem egerne og forgaflen.
Kresten og Jens standsede, og Kresten sagde: ” Det kan jeg ikke have noget ansvar for, at den tossede
kylling fare lige ind i mit forhjul og begår selvmord”.
”Nej. Absolut ikke, og kyllingerne har da heller ingen færdsels ret på vejen, det har vi andre da, men vi må
vel hellere gå ind med den, den kan da spises og enten hovedet er klippet af i dit forhjul, eller der er brugt
en økse, kan den jo være lige god til kyllings steg”, sagde Jens.
De gik ind og fortalte, hvorledes det var gået til, og folkene takkede da også fordi, de kom ind med den.
De fandt let nok maskinfabrikken Mullerup, og fik fat på fabrikant Larsen, der foreviste Ford motorerne for
dem, men det varede ikke længe, inden Kresten fik andet at tænke på end Ford motorer, han blev så interesseret i tærskeværkerne at han ikke kunne tænke på andet, han spurgte om priser og leveringsbetingelser og sagde så pludselig: ” Jeg vil ikke købe en motor alligevel, jeg vil have mig et ordentligt tærskeværk,
det skal være en 14 tommer dobbeltrenser” .
” Du kunne da ellers godt klare dig med en enkeltrenser, det er der mange der gør, selv om de har dobbelt
så meget jord, som du har, og prisforskellen er 170 kr., der er også penge”, sagde Jens.
”Jeg vil nu altså have noget der dur til noget, det er kun en gang at købe det, og den behøver jo ikke at betales på en gang, og klare jeg det andet, så klarer jeg nok også de 170 kr. også, og så vil jeg ikke købe motoren, jeg kan godt få smedesvenden til at komme med sin bil og trække tærskeværket for mig i efteråret,
det har han gjort flere steder.
Han hæver lige baghjulet op og sætter remme på det ene baghjul, det går glimrende, og lidt senere får jeg
nok også elektricitet, det bliver det snildeste.
Handlen kom nu i orden Kresten betalt halvdelen af beløbet og fik en afbetalingskontrakt på resten.
Det var imidlertid blevet middag, og fabrikanten bød de to unge mænd ind på middagsmad, og nu efter at
forretningen var overstået, var det ikke så ringe med en portion oksekødssuppe, før de begav sig på hjemturen.
”Ja, jeg købte så ingen motor alligevel, mor”, sagde Kresten. Da de kom hjem til Karen igen. ” Nå ikke, så
kunne du jo lige så godt være blevet hjemme i stedet for at spilde din søndag på denne måde”, sagde Karen.
” Vi har ikke spildt tiden, jeg har købt et stort tærskeværk, en 14 tommers dobbeltrenser, det er ikke noget
skidt, kan du tro, og det vil blive din fordel, for nu slipper du jo for at komme ud og trække rensemaskinen”,
sagde Kresten.
”Ja, det kan jo være godt nok, men hvad vil du så have til at trække tærskeværket”, spurgte Karen.
”Jeg lejer smedesvenden til at trække det med sin bil, og så til næste år får vi nok elektricitet, så får vi det
nemt med at tærske”, sagde Kresten.
”Ja, du vil så meget, du vil også have det gamle hus bygget om, men det er ikke nemt at få penge til det
hele”, sagde Karen.
”Det kommer efterhånden, Rom blev ikke bygget på en dag, og selv om det skal vare et par år, skal vi nok
få det gamle hus bygget om, det kan ikke blive så galt, når jeg gør en del af arbejdet selv, og en del af materialerne kan bruges igen, og taget kan i hvert faldt lægges op igen, det skal ikke vare mange år, inden
den fløj bliver ny også, jeg vil ikke have den gamle rotterede liggende ved siden af de nye bygninger” sagde
Kresten.
Efter at have fået aftensmaden begav Jens sig på hjemvejen, han kunne ikke rigtigt lade være med at tænke på, at det alligevel havde været interessant , om han havde haft en ejendom som Kresten og Karens,
der var fire tdr. land mere end han havde hjemme i Skovmarken og jorden var ikke så lidt bedre så det var
nok meget rimeligt, at Kresten kunne avle dobbelt så meget, som han kunne, og det var nu alligevel mere
interessant at kunne arbejde med sit landbrug alene i stedet for at gå til mellem landbrug og grusgraven ,
og hvor længe varede det, at der var forretning ved at levere vejmaterialer.
Det gik endnu men , lastbilerne og skærveknuserne var ved at fortrænge hestekøretøjerne og skærvehammeren var snart en saga blot.
Nu var man jo også begyndt at overfladebehandle hovedlandevejene med tjære eller asfalt, og så blev der
jo heller ikke brug for mange skærver.
119
Men svigtede vejmaterialerne, så blev der vel nok noget andet, - f. eks. kunne der jo drives noget mere
med høns ,og måske også lidt med havesager, der blev vel nok stadig noget at tjene penge på, og nogle
skulle jo forsætte med de gamle ejendomme, og forældrene holdt jo ikke af, at ejendommen skulle sælges
til fremmede.
En dag fik Skovmarken besøg af Lars Hansen, Anderup , der stadig var medlem af statshusmandskommissionen, det var det sædvanlige treårig eftersyn.
Det var en gang hvert tredje år, at en af kommissionens medlemmer kom for at tilse statshusmandsbrugene, om de var forsvarlig holdt og for at konstaterer om brandforsikringen var i orden.
Anders var ikke hjemme, han var jo medlem af hovedkredsens planteavlsudvalg, og den dag var udvalget
og planteavlskonsulenterne netop ude og bedømme markbrug, der var indmeldt i hovedkredsens planteavlskonkurrence.
Udvalget skulle ud og foretage bedømmelse et par gange i løbet af sommeren og konkurrencen skulle så
afsluttes med en planteudstilling i stationsbyen, hvor en fabrik, der på denne årstid, nemlig sidste i september, ikke havde brug for alle sine bygninger, havde stillet nogle lokaler til husmandsforenings rådighed på
meget rimelige vilkår.
Jens gik en tur i marken tillige med Lars Hansen, og han sagde da:” Ja egentlig er det jo mig, er har bruget
nu, jeg har jo haft købekontrakten på det to - tre år , men det går jo ellers nogenlunde ved det gamle”.
Lars Hansen vendte sig mod Jens og sagde: ” Har du købekontrakt på ejendommen, det har vi ikke fået
noget at vide om, det må vi have i orden snarest, for det er jo altså tilfældet, at ejendommen faktisk er din,
mens lånet stadig står i din fars, navn det må vi have ændret, du må have fat i et skema ved sognerådet og
indsende en ansøgning om statslån, du skal bare skrive en bemærkning om handelen og ansøge tilladelse
til at overtage det i ejendommen indestående statslån, så skal kommissionen møde op og se på købekontrakten og tage stilling til sagen, så går det hele af sig selv”.
”Men du er jo stadig ungkarl, du må se at finde dig en kone, når du nu har ejendom, en husmand må have
en kone, det er ikke det samme at have en søster i huset, det må du også se at få ordnet”, sagde Lars Hansen.
Jens fik fat på et skema og udfyldte det, og han fik et par naboer til at underskrive det, hvorefter han igen
afleverede det til sognerådet, som jo skulle anbefale det og indsende det.
En tid efter kom så statshusmandskommissionen og skulle tage stilling til handlen. De tilså ejendommen og
havde intet at indvende mod dens drift. Købekontrakten havde de kun en ting at indvende imod, det var en
paragraf, som Anders havde ønsket at få indført i købskontrakten, hvorefter, det var køberen forbudt at
sælge eller afhænde ejendommen uden forældrenes samtykke, så længe en af dem var i live.
Denne paragraf havde en aftægtsmand på en mindre gård i nærheden rådet ham til at få med i købekontrakten.
Den pågældende mand havde netop solgt ejendommen til en datter og svigersøn, og der var da sket det, at
datteren efter godt et års tid var død, og svigersønnen havde en tid efter solgt ejendommen, mod at svigerfaderen stadig skulle nyde aftægtsophold på ejendommen, som ret hurtigt igen kom i handel.
Den gamle mand havde da advaret Anders mod på den måde stadig at blive afhængig af fremmede mennesker.
Jens havde ikke gjort indvendinger mod, at faderen ville have denne bestemmelse med i købekontrakten.
Men kommissionen så anderledes på det. Formanden sagde, at man stavnsbandt køberen. ” Vi skal jo
handle i vore statshusmænds interesse og i dette tilfælde bliver det så Jens, vi får at gøre med i fremtiden.
Vi skal se praktisk på tingene, vi kan jo snart komme til at stå over for flere tilfælde af denne art, vore første
statshusmænd er jo ved at blive lidt til års, og når vi får denne paragraf slettet, kan vi anbefale handlen,
køberen er jo udmærket kvalificeret”.
Anders gjorde da heller ingen indvendinger mod denne afgørelse, og kommissionen anbefalede ansøgningen og tog afsked med løfte om at fremme sagen, når bevillingen forelå, skulle så skødet udfærdiges og
tinglæses.
Jens var også indmeldt i planteavlskonkurrencen , og da udstillingens dagene nærmede sig, skulle der tages en håndfuld korn af hver enkelt sort og bindes sammen med et par bånd, ligesom der også skulle udtages roer og kartofler og hvad andet, der var med i konkurrencen, dette blev så samlet på enkelte centrale
steder i hovedkredsen, blandt andet også ved Skovmarken..
120
Derefter blev det pr. lastbil kørt til stationsbyen. Det var alene planteavlskonkurrencen, der var også en
fjerkræavls konkurrence, der deltog i udstillingen, ligesom der også var en afdeling for husflid og håndgerning.
Rasmine havde strikket et par vanter, de var strikket af dobbelt garn i to farver, således at de var strikket i
terninger. Vanterne var pænt udført og indbragte også et præmiediplom til at sætte i glas og ramme.
Deltagerne i de forskellige konkurrencer fik præmie efter udvalgets og konsulentens bedømmelse. Jens fik
en første præmie i planteavlskonkurrencen bestående af en tretårnet sølvspiseske.
Ærespræmien var en noget større sølvske og andenpræmien var en dessertske ligeledes i tretårnet sølv.
Udgifterne ved en sådan udstilling med tilhørende konkurrencer blev dækket af et mindre indskud fra konkurrencedeltagerne, samt ved salg af lodsedler gennem husmandsforeningen og ved entre på udstillingen,
ligesom der på udstillingen også var tombola for at forøge indtægterne.
Anders var med ude og samle udstillingsvarerne sammen, og han var også med til åbningshøjtideligheden,
og om søndagen var de unge en tur henne og bese udstillingen.
1925
Udskrift fra folketælling i 1925:
Husstanden på Skovløkken udgør i 1925 foruden forældrene og Jens Sofus - Karl som er blevet kontrolassistent i den lokale kontrolforening, - Ejman Gunnar( Hansines plejesøn) og Hans Martin ( Jørgine Lauras søn)
Karl var også hjemme den sidste del af sommeren, han havde, da han forlod husmandsskolen, taget plads
som fodermester, men var blevet ked af pladsen og havde den sidste del af sommerhalvåret været på
Skovmarken, hvor Jens gav ham en almindelig karle løn mod, at han også hjalp til i grusgraven.
Kontrolassistenten havde godt nok klaret sit arbejde i det år, han var fæstet, men han var blevet ked af at
rakke rundt, så han ønskede ikke at forsætte som kontrolassistent og bestyrelsen fæstede så Karl som
kontrolassistent for ”Skovbjerg og omegn” fra 1. november.
Jørgine havde købt en byggegrund, hun havde sammensparet sig ca. et par tusinde kr., og hun var kommet i tanke om, at hun ville have sig et hus selv, og så ville hun tage et kursus i fransk vask og strygning,
så hun kunne klare sig selv.
Det var jo ikke godt at vide hvornår Jens kunne få i sinde at gifte sig, og så var det bedst at have sit eget i
tide.
Hun ville helst have en grund i nærheden, da hun helst ville blive på egnen, hvor hun var kendt, og hun fik
da faderen til at spørge en gårdmand, der havde en lille jordlod på 5½ skp. Land, der lå i nærheden af
Skovmarken, og ikke ret mange meter fra landevejen.
Det havde været et mosehul, der i mange år havde ligget upåagtet hen, da der ikke var tørv af betydning
der.
Gårdmanden havde derfor heller ikke noget imod at sælge grunden, og Anders handlede da med ham,
men jordstykket blev delt i to grunde, og Sørine og Morten købte så den ene grund, de havde ikke penge ,
så de kunne tænke på at bygge straks, men det var planen, at Jørgine skulle have huset indrette med to
lejligheder, og så skulle Jørgine og Morten leje den ene nogle år, så kunne der måske blive råd til at bygge,
det var jo altid en fordel at de havde grunden.
Der blev truffet aftale med håndværkere, og der blev også gravet brønd og begyndt på byggeriet.
Støbesten fik hun fra grusgraven i Skovmarken, og en del murer grus var der da også, medens der ikke var
noget videre cementgrus, dette måtte hentes i en grusgrav ca. 3 km. Derfra.
121
Men Anders besørgede kørslen, når de kørte fra den hjemlige grusgrav var Jens med til at læsse og læsse af, så kunne der snart køres noget derhen, og Jørgine skulle ikke betale noget af den kørsel, de udførte og heller ikke for de
materialer, der blev hentet i Skovmarkens grusgrav, var det
at forudse , at hun kunne klare sig med en rimelig første
prioritet, og når der så blev en lejlighed til at leje ud, kunne
kun nok komme til at bo billigt, og så måtte hun kunne tjene
til sig og drengen, og blev hun senere gift, så lå huset jo
også godt nok for en arbejdsmand, også om han ville tage
arbejde i købstaden.
Jørgines (Lauras) hus i husemosen , som blev indrette med 2 lejligheder foto: ca. 1930
Jørgines , lille dreng ”Hans Martin” som var i pleje hos
bedsteforældre frem til 1930
1926
Manden, der arbejde i den grusgrav , hvor Anders hentede cementgrus til Jørgines hus, var en ældre
mand, der almindeligvis gik under navnet ”stenhuggeren”, han havde et hus med have, var ungkarl og boede alene i huset.
Til tider drak han temmelig meget, men han sad som reglen hjemme og drak alene, og han havde nok også
haft delirium nogle gange, men ellers var han god nok til at passe sit arbejde.
For tiden gravede han altså grus frem, som han selv skulle s at afsætte. Han havde nu fået 15 kr. til gode
for cementgrus, som Anders havde hentet i grusgraven, det var aftalen, at han skulle komme og få sit tilgodehavende en aften, når han gik hjem.
En aften kom da stenhuggeren og ville have sit tilgodehavende. Jens var i stalden, mens stenhuggeren gik
ind og fik afregnet, og han hilste lige på ham da han gik, Jens var da begyndt at bære roetop ind til køerne
og efter at være færdig med dette, vaskede han sine hænder og gik ind til aftensmåltidet.
De havde imidlertid kun lige sat sig til bords og skulle til at spise, da en mand kom løbende ind og bad Jens
om at gå med ned på landevejen ud for skolehaven og tage en lygte med, for der lå en mand ned på vejen
og var bevidstløs.
Manden, der kom ind var en vognmand der var kommet kørende med sin lastbil og havde da i lygteskæret
set noget, der lå på vejen, straks troede han, at det var en sæk, men da han stod ud af bilen, så han, at det
var en mand, han rørte sig, men var ikke ved bevidstheden, han havde udstødt en lyd, en blanding af en
snorken og en stønnen, og der var en blodsamling lige ved hoved af ham.
Vognmanden havde da sat bilen i gang og kørt hen foran Skovmarken for at hente hjælp. Jens tændte flagermuslygten og gik med.
Da de kom ud på landevejen sagde vognmanden: ” Lad os løbe”, og de satte da farten op og kom ned til
den bevidstløse mand samtidig med nogle folk fra to personbiler, der var kørt uden om ham, mens en tredje
personbil var stoppet op og bakkede omkring, så lyset fra bilens lygter kom til at skinne på den bevidstløse
mand.
122
Jens så straks , at det var stenhuggeren, der lå på vejen, og dette sagde han straks , ligesom han også tog
ham i hånden og nævnte hans navn, men han opfattede ikke noget.
En af de tilstedeværende sagde: ,” sikken en blodpøl der er, han må have ligget her længe”, men Jens sagde:” Nej , det er ganske få minutter siden, han gik fra os der oppe på bakken”.
” Er der en telefon i nærheden, vi må have ringet efter en ambulance”, var der en der sagde. ”Telefoncentralen er her lige ved siden af”, sagde Jens. - ”Gå så lige hen og få ringet”, sagde han, der
havde spurgt efter telefonen, og Jens løb hen til centralen, og centralbestyreren ringede straks efter ambulancen, hvorefter han gik med Jens hen til ulykkestedet.
Den bevidstløse var imidlertid blevet båret op i skolens entre og kort efter kom ambulancen, og bragte ham
på sygehuset, hvor han lå et par dage uden at komme til bevidsthed, og da han derefter døde, kom dødsattesten til at lyde på lungebetændelse og hjerneblødning, hvad der var sket , om han var kørt ned, eller han
havde været utilpas af en begyndende lungebetændelse og var faldet over og havde slået hovedet, hvad
der godt kunne tænkes, da han havde en tung og lidt foroverbøjet gang.
Men hvordan det nu var sket, så var det jo egentlig en skånsom udgang af denne verdens besværligheder,
den kunne have formet sig meget besværlig for den gamle eneboer, om han var kommet til at ligge syg og
hjælpeløs i sit hjem, måske uden at naboerne vidste noget om det.
Da bevillingen på statslånet kom, tog Anders og Jens til købstaden og fik skødet skrevet og sendt til tinglysning, og dermed var Skovmarken officielt afhændet til anden generation.
Rasmine og Anders mærkede, at de var ved at blive ældre, og de unge var ved at komme i vej, men endnu
var Rasmine og Anders ikke helt aflægs, og Jens var endnu stadig ungkarl uden tanke om foreløbig at forandre dette, så foreløbig ville det jo komme til at gå omtrent ved det gamle på Skovmarken, hvor de nu i
godt en snes år havde haft deres virkefelt.
J.S.M. Andersen
1926
123