Æterlegeme og hukommelse i livet efter døden Et bidrag til

Æterlegeme og hukommelse i livet efter døden
Et bidrag til videnskaben om mennesket efter døden
Af Andreas Neider
Andreas Neider har studeret filosofi, etnologi, og historie i Berlin. Gæstedocent ved Jugendseminar i Stuttgart.
Forfatter og foredragsholder.
Fra Anthroposophie, kvartalsskrift for det antroposofiske arbejde i Tyskland, nr. 2, 2010.
Oversættelse Ellis Hagen Simonsen
Artiklens komplekse problemstilling er opstået på grund af nogle konkrete spørgsmål i forbindelse med
forfatterens antroposofisk-åndsvidenskabelige arbejder. Se Rudolf Steiner: Anthroposophie und
Rosenkreuzertum. Udvalgte tekster, udgivet og kommenteret af Andreas Neider, Dornach 2007; Rudolf
Steiner: Lesen in der Akasha-Chronik. Udvalgte tekster, udgivet og kommenteret af Andreas Neider,
Dornach 2008; Andreas Neider, Die Evolution von Gedächtnis und Erinnerung. Lesen in der AkashaChronik, Stuttgart 2008.
Udgangspunktet for artiklens spørgsmål
Menneskets æterlegeme er ikke kun det fysiske menneskes livsomhylning , det er frem
for alt også bæreren af vores hukommelse. Hvordan udformer hukommelsen sig, mens vi
lever, og hvilken rolle spiller æterlegemet her? Efter døden opløser æterlegemet sig i
løbet af tre dage og bliver derved til en slags livstableau. Men er det alt? Talrige
beskrivelser af Rudolf Steiner indikerer, at denne proces er meget mere kompleks, og at
æterlegemet og dermed også hukommelsen på ingen måde bare opløser sig.
I forbindelse med beskæftigelsen med rosenkreuzerne dukkede først den udtalelse af
Rudolf Steiner op, at æterlegemet fra rosenkreuzerbevægelsens grundlægger (som i
manifestet Fama Fraternitatis først kun betegnes med de to bogstaver C.R., og som
Rudolf Steiner derefter omtaler som Christian Rosenkreuz) ikke har opløst sig efter
hans død og siden da lever videre som et spirituelt kraftcentrum i den åndelige verden. 1
En anden udtalelse, der imidlertid angår alle mennesker, peger på, at det kun er en del af
æterlegemet, der opløses efter døden, og at en anden del bliver ‘konserveret’. 2 Endvidere
siger Steiner i en anden sammenhæng, at de konserverede dele af menneskenes
æterlegemer er opfyldt af Kristusimpulsen. De dannede i tilværelsen efter døden en
sfære omkring jorden, som Kristus kalder for Helligånden.3
Men også under arbejdet med Rudolf Steiner: Lesen in der Akasha-Chronik4 dukkede
spørgsmålet om æterlegemets skæbne efter døden op: Hvordan kommer disse
‘indførsler’ i Akashakrøniken egentlig i stand? Efter døden må æterlegemet have en
andel i det, da det omfatter menneskets erindringsindhold. Resultatet af alt dette blev
altså udgangspunktet for det spørgsmål, der ligger i titlen på den foreliggende artikel:
”Hvad er æterlegemets og hukommelsesindholdets skæbne i livet på jorden og i livet
efter døden”?
Æterlegemet og vores erindringer
Vi vil i det følgende kun undersøge æterlegemets funktion med henblik på
hukommelsen og vores erindringer, men ikke på livsfunktionerne. En del af disse
livsfunktioner bliver frie efter dannelsen og opbygningen af det fysiske legeme i de
første syv år og tjener derefter hukommelsesdannelsen. Hukommelseskræfter er altså
forvandlede livskræfter.
Hvis mennesket kun havde et astrallegeme og et jeg, men ikke noget æterlegeme, så
kunne det nok have oplevelser og indtryk, men de ville straks igen forsvinde og ville ikke
kunne fastholdes. Æterlegemet er det, der forhindrer vores oplevelser i at gå i opløsning,
og det gør det ved hjælp af det fysiske legeme, frem for alt hjernen. Hjernen danner den
form, der gør det muligt for æterlegemet faktisk at fastholde de oplevelser, der er bevaret
i det.
Derved bliver oplevelserne og indtrykkene imidlertid på ingen måde indpræget som
sådan; dem finder man heller ingen steder i hjernen. De er derimod tegn, ligesom
skrifttegn, der bliver indpræget. Under erindringsprocessen bliver de så ‘læst’ sådan, som
de oprindeligt blev oplevet. “Man kan groft sammenligne erindringen med, at sjælen på
et senere tidspunkt læser, hvad der foregik parallelt med forestillingsdannelsen. Sjælen
har underbevidst evnen til i sig selv at kunne læse, hvad der dannede sig, mens jeg
forestillede mig noget.”5
Nu foregår denne opbevaring dog ikke bare sådan, men sædvanligvis går der tre dage og
nætter, før det oplevede faktisk er blevet forarbejdet af æterlegemet og det fysiske
legeme. Oplevelserne må på en vis måde først tilpasses æterlegemets love. Det sker
hovedsageligt om natten. Og vores drømme, som opstår ved, at astrallegeme og jeg
berører æterlegeme og fysisk legeme ved opvågningen, er et udtryk for dette natlige
erindringsarbejde.6 Mens vi altså i bevidstheden omgås vores oplevelser og
sanseindtryk, arbejder vores æterlegeme hele tiden på at optage dem i sig og indpræge
dem i det fysiske legeme. Vi vender senere tilbage til denne proces.
Iagttagelsen af andre mennesker og elementarverdenens liv
Æterlegemet omfatter imidlertid ikke kun det, vi sædvanligvis betegner som erindring
og hukommelse. Der findes en intensiveret form for erindringer, og de angår vores
iagttagelse af andre mennesker. Står vi over for et andet menneske, blander de bevidste
indtryk, som vi har af den anden, sig også altid med ubevidste indtryk, med billeder.
Rudolf Steiner kalder disse billeder ‘intensiverede erindringer’.7 Hvad hænger de nu
sammen med? I det pågældende foredrag siger Steiner, at ethvert menneske i kraft af sit
æterlegeme er omgivet af en sværm af elementarvæsener, der samler sig i en slags
elementarisk modbillede, den æteriske dobbeltgænger, til vores æterlegeme. Den måde
vi forholder os til andre mennesker på, er nu i særdeleshed præget af dette vores
æteriske miljø, som danner en slags ‘solsystem’ i æterlegemet, i hvis centrum vores
æteriske dobbeltgænger står, omgivet af de andre elementarånders ‘planeter’. 8
For mødet mellem mennesker betyder det, at det ikke kun er to mennesker, der mødes,
men netop et større antal elementarvæsener - og netop de to menneskers æteriske
dobbeltgængere. De ubevidste imaginationer i ethvert møde mellem mennesker er et
udtryk for den specifikke konfiguration i hvert enkelt tilfælde.
Lad os tage et eksempel: Et menneske har udviklet en særlig interesse for skakspil og
bruger en stor del af sin fritid på denne hobby. Han opstiller igen og igen beregninger,
grubler over stillinger på brættet, udregner modstanderens mulige træk og så videre, og
han gør det især sent om aftenen og om natten. Denne interesse hænger sammen med
netop den helt bestemte slags elementarvæsener, som han er omgivet af. Disse
elementarvæsener er bestemt af hans særlige interesse for skakspil. Så tager vi et andet
menneske, der bruger al sin fritid på fuglesang, og som altså især i de tidlige
morgentimer opholder sig i naturen og her lytter intenst til de forskellige fuglestemmer.
Dette menneske er omgivet af helt andre elementarvæsener, der så også svarer til denne
helt anderledes interesse.
Nu er det en kendt sag, at sådanne mennesker ikke står alene med deres interesse, men
finder sammen med andre: Fuglevennen med andre fuglevenner og den
skakinteresserede med andre skakinteresserede. Vores foreningsliv er således ikke kun
et udtryk for personlige interesser, men udtryk for et samspil mellem netop de
elementarvæsener, der omgiver disse mennesker og åbenbart tiltrækker hinanden. Alle
de indtryk, der opstår som følge af dette samliv, opbevares ubevidst i vores æterlegeme
som ‘intensiverede erindringer’ og sætter os i forbindelse med ganske bestemte andre
mennesker.9
Når døden kommer
Lad os nu betragte æterlegemets skæbne i dødsøjeblikket og derefter. Når døden
indtræder, mister æterlegemet det faste holdepunkt, som det fysiske legeme har givet
det. Alt, hvad der er bevaret i det af erindringer og intensiverede erindringer, fastholdes
ikke længere fysisk og kan nu indenfor tre dage meddele sig til den æteriske omverden.
Hvorfor indenfor tre dage? Fordi det også har taget tre dage at bearbejde oplevelser og
indtryk i æterlegemet. Det samme tidsrum er nu nødvendigt for at meddele det til den
kosmiske omgivelse.10 Derved opstår for den afdøde det såkaldte livstableau, idet alle
hans erindringer er udbredt foran ham. Denne proces er imidlertid på ingen måde at
sammenligne med en opløsning af æterlegemet, men viser sig ved nærmere betragtning
at være meget mere kompliceret:
“Det ville imidlertid være helt forkert, hvis De tænkte Dem æterlegemets overgang til
æterverdenen som en opløsning på samme måde som det fysiske legemes overgang til
fysisk jordmaterie. Der sker ingen opløsning; det som er indarbejdet i æterlegemet,
bliver ved med at være i det: æterlegemet vokser. […] Gennem det, som vi har givet
æterlegemet, beriger vi æterverdenen efter vores død. Vi kan altså ikke tale om en
opløsning af æterlegemet i æteren, men må her forsøge at tænke os en proces som er
umulig i den fysiske verden. Og det er rigtigt at vælge et ord for det, hvortil der ikke
svarer nogen fysisk proces. Jeg har tænkt meget over det, og hvis jeg ville betegne den
måde, hvorpå æterlegemet bliver optaget i æterverdenen, så kunne jeg bedst gøre det
med: ‘indbinding’ [Inbindung = integrering. o.a.]. Det fysiske legeme er altså underkastet
opløsning, æterlegemet er underkastet integrering.”11
Det vil altså sige, at alt, hvad vi har oplevet, tænkt og følt, og hvad der har været en del af
vores hukommelse, nu bliver til en del af den åndelige verden, eller mere nøjagtigt den
æteriske verden: “Da bliver efterhånden det, som vi i løbet af livet har erhvervet til vores
æterlegeme, hvad vi har tilegnet dette æterlegeme, medlem af den åndelige verden; det
væver sig ind i den åndelige verdens kræfter, og vi må være fuldstændig klar over, at hver
tanke, hver forestilling, hver følelse, som vi udvikler, om end de forbliver nok så meget
skjult, har deres betydning for den åndelige verden. De går med æterlegemet ind i den
spirituelle verden, når sammenhængen rives over ved at mennesket går gennem dødens
port, og bliver til dele af denne spirituelle verden. Vi lever ikke forgæves. Frugterne af
vores liv, sådan som vi optager dem i det, vi tilegner os af tanker, og hvad vi oplever af
følelser, det bliver indlemmet i kosmos.”12
Nøjere set sker nu denne integrering af æterlegemet ved, at den ovenfor nævnte æteriske
dobbeltgænger på en måde optager æterlegemet i sig, så at æterlegemet altså bliver ét
med sit elementar-æterlegeme. Det er det, der sammen med alle de andre
elementarvæsener, vi var omgivet af, udfører integreringen: “At vores æterlegeme bliver
taget fra os nogle dage efter døden, beror i det væsentlige på, at æterlegemet på en vis
måde bliver tiltrukket og opsuget af sit æteriske modbillede og bliver ét med det, således
at vi faktisk aflægger æterlegemet nogle dage efter døden, på en vis måde overgiver det,
men til vores æteriske modbillede. Som følge af at æterlegemet bliver taget fra os af
vores kosmiske modbillede, viser der sig nu at være helt særlige forbindelser mellem det,
som er taget fra os, og de andre elementarvæsener, som vi har haft et forhold til, mens vi
levede.”13
Æterlegemet i kamaloka og Akashakrøniken
Æterlegemet har altså i løbet af tre dage efter døden skilt sig fra astrallegeme og jeg og
bliver nu indarbejdet i elementarverdenen. Det er kamalokatiden, i hvilken den døde
baglæns gennemgår sit liv på jorden. Det tager cirka den tid, som vedkommende har
sovet på jorden, fordi vedkommende på jorden allerede på lignende måde har kunnet se
tilbage på sine dagsoplevelser om natten.
Oplevelserne i kamalokatiden bestemmes helt afgørende af det, den døde ser som sit
æterlegemes skæbne. For nu viser det sig, om de tanker, følelser og oplevelser, der er
opbevaret i det, harmonerer med de kosmisk-æteriske omgivelser, eller om de er
fremmedlegemer, der ikke kan optages af dem.14 Er det sidste tilfældet, så bliver
skæbnen i det næste liv på jorden at arbejde videre på disse ufuldkommenheder.
Rudolf Steiner siger nu, at det er under denne integrering af æterlegemet i
elementarverdenen, at indskrivningen i Akashakrøniken finder sted. Hvad der blev
fastholdt i livet på jorden gennem det fysiske legeme, bliver nu indskrevet i
æterverdenen: “Så længe mennesket lever på jorden, deltager dets æterlegeme altid i dets
bevægelse, når det udvikler sin bevidsthed i vågen tilstand. Og grænsen for denne
deltagende bevægelse går ved det fysiske legeme. Den kan så at sige ikke komme ud over
hudens grænse. Og således forbliver under hele livet mellem fødsel og død den fine
ætersubstans, hvori tanker, forestillinger, følelses- og viljesoplevelser ‘medbevæger’ sig, så
at sige rullet sammen i det fysiske legeme. Og når det fysiske legeme aflægges ved
døden, ruller det hele sig ud, sådan som vi ofte har beskrevet det, og meddeles da til
verdenssubstansen, så at vi nu efter døden begynder at se tilbage på det, som er blevet
indskrevet i vores æterindividualitet, der nu efter døden går op i verdensæterens
substantialitet.”15 Den døde ser nu på disse registreringer og erkender derved sin
ufuldkommenhed, erkender, hvad han skal arbejde videre med hos sig selv: “For tænk
engang på alt det, et mennesket tænker! Ville det ikke være skrækkeligt, hvis det var
sådan, at alle menneskets tanker blev indgraveret objektivt i verdensmaterien og blev
stående der til evig tid? Men sådan ville det gå, hvis ikke mennesket ved at gå igennem
gentagne liv på jorden blev i stand til at udbedre de tanker, der ikke skal forblive, enten
ved at rette dem eller helt at slette dem og erstatte dem med andre og så videre. Det, der
bevirker evolutionen gennem de på hinanden følgende liv på jorden, er netop at
mennesket bliver i stand til virkelig at forbedre det, som det ved døden præger ind i den
almene verdenssubstans, og at det kan stræbe efter at det, når det er gået gennem den
sidste jordinkarnation, kun har overgivet noget til verdensætersubstansen, som også
virkelig kan blive der”.16 I det, der her omtales som ‘verdensætersubstansen’, findes også
et område af Akashakrøniken.17 Hvad der er indskrevet heri, kommer blandt andet i
stand fra den her beskrevne integrering af æterlegemet. 18
Rudolf Steiner siger dog også, at så længe vores indskrivninger ikke opfylder
ætersubstansens krav om objektivitet, bliver de overtaget af Kristus og indgår altså
endnu ikke endegyldigt i Akashakrøniken. Kristus sørger for, at den objektive
verdenssammenhæng ikke lider skade på grund af vores forseelser. Han fritager os dog
ikke for forpligtelsen til gennem vores karma at bidrage til en forbedring af vores
æteriske dobbeltgænger, indtil denne virkelig kan optages og bearbejdes af de æteriske
omgivelser.19
Det gør naturligvis, at vi kommer til at føle et uhyre stort ansvar for vores liv på jorden,
fordi man må sige sig selv, at alt hvad man tænker eller føler, engang skal overgives til
verdensæteren, men kun kan optages, hvis det er jævnbyrdigt med denne
verdenssubstans .
Skiftenøglen
Der kommer imidlertid endnu et element i betragtning, hvad angår vores aflagte
æterlegemes skæbne i livet efter døden. Den døde forbliver jo som sagt i forbindelse
med det i kamalokatiden. Alt det, som han gerne vil meddele til de levende som er
modtagelige for det, kan han nu overføre til sit i verdensæteren integrerede æterlegeme
og indskrive det dér. Det meddeler sig da til den, der er modtagelig for det imaginative.
Omvendt kan den levende forbinde sig med de tanker og følelser hos den døde, der jo
var opbevaret i hans æterlegeme, og nu på sin side i tankerne lade noget komme til den
døde. Dette vil den døde også kunne iagttage i det aflagte æterlegeme. Rudolf Steiner
kalder i denne sammenhæng æterlegemet for en ‘skiftenøgle’ for kommunikationen
mellem levende og døde: “Det mærker man tydeligst, når man ved åndelige skoling er i
stand til at få en virkelig kontakt med en afdød. En bestemt form for en sådan kontakt
kan da bestå i, at den døde først overfører det til sit æterlegeme, som han vil lade komme
til os, som endnu er her i den fysiske verden; for kun ved at han overfører det til sit
æterlegeme, på en måde indskriver det i sit æterlegeme, kan vi, så længe vi er her i det
fysiske legeme, have iagttagelser af den døde i det, man kalder for imaginationer. Så
snart man virkelig har imaginationer, så er - lad mig bruge det alt for banale, alt for
realistiske udtryk - den dødes æterlegeme en ‘skiftenøgle’.20
Æterlegemets konservering
Nu kommer vi til et andet aspekt af æterlegemets skæbne efter døden. På baggrund af
det, der indtil nu er sagt, kunne man få det indtryk, at dermed er alt sagt, men det er det
på ingen måde. For der findes, som indledningsvis nævnt, nogle beskrivelser af Rudolf
Steiner, der gør os opmærksom på, at der er dele af æterlegemet, som ikke opløses efter
døden eller integreres i æteromgivelserne, men bliver ved med at bestå, bliver
‘konserveret’.
Det ekstreme eksempel i denne retning angår den indviede selv. Hans æterlegeme
opløses nemlig slet ikke efter døden. Hvordan er det muligt? Vores væsensled er føjet
sådan sammen, at vi har tre legemer, der er jordiske og dermed forgængelige. Dem
aflægger vi, når vi dør, et ad gangen. Så har vi de tre sjæleled, hvoraf det ene, nemlig
fornemmelsessjælen, er tættest forbundet med legemet, bevidsthedssjælen derimod med
ånden. Derimellem lever forstandssjælen, som sjælekerne. Vores åndelige væsensled er
som regel i dag endnu ikke udviklet, men er kun til stede som kim. Arbejder mennesket
nu på sine legemsled, så forvandler det noget legemligt til noget åndeligt, fra noget
forgængeligt til noget uforgængeligt. Astrallegemet bliver på den måde til åndsselv,
æterlegemet til livsånd og det fysiske legeme til åndsmenneske.
Når den indviedes æterlegeme ikke forgår, så er det fordi han allerede har kunnet
forvandle det til livsånd. Han danner så ikke et nyt æterlegeme til et nyt liv på jorden,
hvorfor hans ophold i den åndelige verden efter døden også er meget kortere, end det er
for normale mennesker, og hans udseende derfor kan være ret ens gennem forskellige
inkarnationer.21
Men hvordan ser det ud for det normale menneske? Hvad betyder det, når Rudolf
Steiner taler om æterlegemets ‘konservering’? Efter det, som vi har erfaret om den
indviede, måtte det dreje sig om en partiel forvandling af æterlegemet til livsånd. Men
hvad er livsånden, og hvordan foregår denne forvandling af æterlegemet?
Blodets æterisation
Lad os igen se på æterlegemet i den jordiske tilværelse. Mennesket var oprindeligt ikke
et fysisk væsen. Indtil den lemuriske tid havde det endnu ikke et synligt fysisk legeme.
Det har først i løbet af evolutionen fortættet sig af æterlegemet og er således blevet
stofligt. Det højeste udtryk for denne stofliggørelse er vores blod, der tillige er det fysiske
grundlag for vores jeg. Nu står evolutionen imidlertid ikke stille, og ud fra fortætningen
begynder det fysiske legeme igen at æterisere sig. Det er især tilfældet med blodet.
Således kan den indviede iagttage, at der parallelt med den blodstrøm, der strømmer fra
hjertet til hovedet, løber en anden æterisk strøm. Det er denne strøm af æteriserende
blod, der gør vores hjerne så plastisk, at den er i stand til at danne forestillinger om
omverdenen. Hvis ikke det var tilfældet, kunne hjernen nok danne forestillinger, der
angår vores eget legeme og dettes behov, men ikke forestillinger om omverdenen. Disse
forestillinger om omverdenen bliver indpræget i vores hukommelse ved blodets anden
æterstrøm, der strømmer modsat den første strøm, der kommer nedefra. Æterisationen
af vores blod er altså grundlaget for, at vores forestillinger kan fastholdes i
hukommelsen.22
Danner vi nu forestillinger, der ikke angår noget fysisk, men derimod noget åndeligt, og
forbinder vi os i vores tankeverden med Kristusimpulsen, så danner der sig derved i
æterlegemet et stykke livsånd, der så ikke forgår efter døden, men konserveres. De
sædvanlige forestillinger, som angår den fysiske verden, bliver indpræget i æterlegemet
og aflægges efter døden sammen med den del af æterlegemet, der bliver optaget i
æterverdenen - men ikke de åndsvidenskabelige forestillinger, gennem hvilke vi
forbinder os med Kristusimpulsen: “Hvad sker der med den del i menneskets
æterlegeme, der har optaget Kristuslyset i sig? Hvad sker der med den efter døden?
Hvad er det i det hele taget, der som følge af Kristusimpulsen lidt efter lidt lever sig ind
i menneskets æterlegeme? [….] Siden den tid er det i menneskenes æterlegemer blevet
muligt, at der ligesom en virkning af Kristuslyset optræder noget nyt i dem, optræder
noget der ånder liv, noget som er udødeligt, og som aldrig kan dø. Men når det ikke
hjemfalder til døden, så vil det, så længe mennesket på jorden stadig er offer for det
bedrageriske billede af døden, være reddet fra døden og vil ikke gå gennem døden. 23
Omvendt kunne vi også sige: at forbinde sig med Kristusimpulsen i sine tanker vil sige
at forvandle en del af sit æterlegeme til livsånd. Det vender vi tilbage til.
En anden henvisning fra Rudolf Steiner viser, at det også er muligt for de levende at få
en forbindelse til denne stadig bestående del af den afdødes æterlegeme. Han beskriver
det med et eksempel på hans eget forhold til Goethe. Han havde aldrig villet søge en
forbindelse til den Goethe, der døde i 1832, men derimod til den Goethe, der virkede
videre i den åndelige verden. Goethes æterlegeme er ligesom andre menneskers
æterlegemer ikke opløst, men findes stadig i flere dele, og man kan med sin tænkning
forbinde sig med det og derved videreudvikle den dødes tanker sammen med ham:
“Æterlegemet adskilles fra sjælen, som en slags lig nummer to, men som følge af
Kristusimpulsen, der stadig er her efter mysteriet på Golgata, konserveres det dog på en
måde, det opløses ikke fuldstændigt, men konserveres. Og hvis man […] tror på, at
Goethe er opstået, som æterlegeme, og man begynder at studere ham, da bliver hans
begreber og forestillinger levende i en, og man beskriver ham ikke sådan, som han var,
men sådan som han er i dag. Så har man givet opstandelsens begreb liv.” 24
Et nyt æterlegeme dannes
Hvordan virker nu disse konserverede æterkræfter videre? Vi ser igen på sjælens vej efter
døden.
Rudolf Steiner beskriver denne vej mere nøjagtigt sådan, at for hvert legemligt
væsensled, som vi aflægger, omhyller os et af de endnu fremtidige væsensled. Har sjælen
altså løst sig fra æterlegemet, så lever den på den beskrevne måde igennem
kamalokatiden, og i stedet for det aflagte æterlegeme træder nu en slags åndsselv. Ved
slutningen af kamalokatiden aflægger sjælen også astrallegemet, og i stedet for dette
træder et slags livsånd. Tilbage bliver jegets sjælekerne, der nu går igennem den såkaldte
‘verdensmidnat’. Sjælen bliver nu båret af de åndelige væsensled, kan ikke miste sig selv
og beholder sin identitet, sit jeg.25 Nu betegner Rudolf Steiner imidlertid i tidligere
fremstillinger de fremtidige, åndelige væsensled, der viser sig her, med treenighedens
navne: Åndsselvet, der træder i stedet for æterlegemet, kaldes for ’Helligånden’,
livsånden, der træder i stedet for astrallegemet, for ’Kristus’, og åndsmennesket svarer til
’Faderen’.26
Den livsånd, der omhyller os efter aflæggelsen af astrallegemet, er altså i virkeligheden
Kristus selv. Ham er det også, der fører os gennem ’verdensmidnatten’ til et nyt liv på
jorden.27 Ved denne nedstigning til en ny tilværelse på jorden drejer det sig først og
fremmest om at udforme det nye, fremtidige æterlegeme. Det hjælper livsånden, altså
Kristuskraften, os nu med. Har vi imidlertid kunnet konservere en del af vores tidligere
æterlegeme, så har vi så at sige overskydende æterkræfter til rådighed, som ved hjælp af
Kristuskraften kan tilføjes det nye æterlegeme.28
Det nye æterlegemes primære opgave er jo at opbygge et nyt fysisk legeme og
opretholde det. Har det imidlertid de omtalte overskudskræfter til rådighed, så går det
nye æterlegemes virksomhed ikke op i de opgaver, der er vendt mod det stoflige, men der
udvikler sig overskydende, åndelige kræfter. De virker sådan, at den, der disponerer over
sådanne kræfter, er i stand til at iagttage det æteriske. De af Rudolf Steiner forudsagte
nye evner, der også viser sig i iagttagelsen af Kristus i det æteriske, er et umiddelbart
udtryk for et sådant overskud af æteriske kræfter.
Særlig tydeligt bliver dette for så vidt angår den udvidelse af vores hukommelseskræfter,
som Rudolf Steiner også har forudsagt. Ved hjælp af dem bliver vi i fremtiden i stand til
ikke kun at erindre personlige oplevelser, men også sammenhænge i verdenshistorien,
det vil sige at kunne læse i Akashakrøniken. Vores forstærkede æterlegeme bliver bærer
af en forstærket hukommelse.29
Men også den anden egenskab hos æterlegemet, den, der kommer til udtryk i de ovenfor
nævnte imaginationer i samlivet med andre mennesker, vil udvide sig. Hvis vores forhold
til andre mennesker hidtil har været præget af underbevidste elementaragtige virkninger,
så vil vi nu bevidst få del i et noget åndeligt, som er fælles. Dermed antydes en ny form
for bevidst fællesskabsdannelse, som også kan siges at udgå fra Helligånden.
Per spiritum sanctum reviviscimus
Vi vender igen tilbage til spørgsmålet om det konserverede, ikke forgængelige
æterlegeme. Rudolf Steiner antyder, at der af de stadig levende, konserverede dele af
menneskenes æterlegemer vil udvikle sig noget fremtidigt, en åndssfære omkring jorden,
som han kalder for Helligåndens sfære.30 Hvordan kan vi forstå det?
‘Helligånd’ kaldes den ånd, der ikke er bundet til legemet. 31 Legemsfri ånd kommer først
i stand ved, at vi her i det jordiske udvikler legemsfrie åndelige forestillinger. Disse bliver
efter døden ikke tilføjet æterverdenen med vores æterlegeme, men bliver konserveret og
kan også have en inspirerende virkning på de levende. Det indledningsvis citerede
forhold til rosenkreuzernes grundlægger skal ses som et udtryk herfor. Fra hans
æterlegeme, som netop aldrig har opløst sig, går siden da de stærkeste inspirationer ud
til alle, der stræber i hans ånd. Ifølge Rudolf Steiners beskrivelser finder man en af
åndsvidenskabens vigtigste inspirationskilder i denne form for æterisk kraftcentrum.32
Men den form for virksomhed gælder på en vis måde for ethvert menneske, der
anstrenger sig åndsvidenskabeligt. Den slags tanker og forestillinger bliver efter døden
til overskudskræfter. Og er det Kristus, der leder os gennem døden, så er det den ‘hellige’
ånd, den legemsfrie ånd, der skænker os et nyt, åndeligere liv: Per spiritum sanctum
reviviscimus (Ved Helligånden fødes vi igen).
Økologi i de højere verdener. Ser vi nu til slut tilbage på den sammenhæng, vi har
behandlet, får vi øje på vores æterlegemes store livscyklus:
Gennem blodets æterisation bliver de kræfter og substanser, som den guddommelige
verden har lagt ind i vore fysiske legeme, igen hævet op i det æteriske. Derved
udformes vore tanker og forestillinger og kan opbevares i hukommelsen.
Efter døden modtages dette æteriske fletværk med alle dets erindringer, men også
imaginationer i forhold til andre mennesker, af vores æteriske modbillede i
elementarverdenen og integreres nu stykke for stykke i den almene ætersubstans.
Der finder nu, for at sige det sådan, en slags ‘høst’ sted. For de guddommelige
væsener kan i dag ikke mere bringe verden fremad gennem deres egne tanker, men
kun gennem tanker fra os mennesker, som den guddommelige verden har brugt alle
sine kræfter på. Den gode del af høsten kan de guddommelige væsener forarbejde
videre til den kommende evolution. Den dårlige del kan de ikke overtage; den
overtager Kristus for at undgå, at der sker en objektiv skade. Men vi skal gennem
vores karma arbejde subjektivt videre på den. Det er betydningen af evangeliets ord:
synden mod den hellige ånd kan ikke tilgives.33
Det er dog ikke alle vore æteriske kræfter, der bliver videre forarbejdet. Den del, vi
selv har forvandlet gennem åndeligt arbejde, bevares som frø til vores fremtidige
åndelige liv og skænker vores fremtidige æterlegeme åndelige iagttagelseskræfter.
Deri består Helligåndens livgivende, fremtidige kraft.
Som afslutning kan vi i dette kredsløb for vores æterlegeme få øje på en slags ‘de højere
verdeners økologi’, der pålægger os et enormt ansvar, ikke kun for evolutionens videre
gang (‘høsten’), men også for vores eget fremtidige liv på jorden (‘frøet’). Til det kan vi
her til sidst også stille et spørgsmål, som vi ganske vist ikke kan besvare inden for
rammerne af denne artikel, men som indeholder en vigtig problemstilling.
Rudolf Steiner kalder den sfære, der grænser umiddelbart op til den fysiske verden, for
æterverdenen.34 Derfor gør han også altid opmærksom på, at de dødes verden til
stadighed er omkring os. Når vi altså ser på vores ydre omgivelser og frem for alt på
naturen, er det så ikke lige netop der, vi skal søge de dødes her beskrevne virksomhed?
En afgørende udtalelse af Rudolf Steiner i denne sammenhæng peger klart i den
retning: “Man kan sige, at mennesker omformer jorden sådan i tiden mellem døden og
en ny fødsel, at dens forhold svarer til det, der har udviklet sig i dem selv. Når vi
betragter et sted på jorden på et bestemt tidspunkt og så igen efter lang tid finder det i
en fuldstændig forandret tilstand, så er de kræfter, der har hidført denne forandring, hos
de døde mennesker.”35 Dermed skulle det æteriske kredsløb være fuldstændigt sluttet, og
den økologi, som vi talte om, også have fået et sansbart synligt udtryk. 36
Den del af vores æterlegeme, som vi har overgivet de guddommelige væsener via den
æteriske dobbeltgænger, virker med ved udformningen af Faderverdenen, den ydre
natur. Den kan tillige ‘læses’ som ‘historie’ i Akashakrøniken. Den anden del, den vi
allerede selv har forvandlet og åndeliggjort, arbejder med på Helligåndens sfære og kan
derfra virke inspirerende på andre mennesker og på fremtiden. Den giver os selv nye
klarsynskræfter i kommende liv på jorden. Men i midten virker Kristusvæsenet og
forbinder begge sfærer - Fader-natur og Ånds-sfære - gennem menneskenes
æterlegemer.
NOTER
Rudolf Steiner: Das esoterische Christentum und die geistige Führung der Menschheit (GA 130),
foredraget 27.09.1911.
2
Se note 1, foredraget 24.04.1917.
3
Se note 1, foredraget 06.07.1909.
1
Se note 1
Rudolf Steiner: Die Ergänzung heutiger Wissenschaften durch Anthroposophie (GA 73), foredraget
14.11.1917.- Der findes talrige andre steder, hvor Rudolf Steiner beskriver erindringsprocessen. Se
også Gunhild Kacer-Bock, “Das Gedächtnis in der Darstellung Rudolf Steiners“, Anthroposophie,
påsken 2009.
6
Se også: Rudolf Steiner, Initiations-Erkenntnis (GA227). Foredraget 26.08.1923.
7
Rudolf Steiner, Die Verbindung zwischen Lebenden und Toten (GA 168). Foredraget 09.11.1916.
8
Se note 7
9
Se note 7
10
Rudolf Steiner, Initiations-Erkenntnis (GA227).
11
Rudolf Steiner, Zufall, Notwendigkeit und Vorsehung (GA 163), foredraget 06.09.1915.
12
Rudolf Steiner, Die Verbindung zwischen Lebenden und Toten (GA 168).
13
Se note 12
14
Et særligt dramatisk billede på disse forhold vises som imagination i 4. billede i det første
mysteriedrama, Die Pforte der Einweihung, oplevet af Johannes Thomasius i meditation. Her
repræsenteres elementarverdenen ved elementernes ånd, menneskene af professor Capesius og
doktor Strader.
15
Rudolf Steiner, Das Rätsel des Menschen (GA 170). Foredraget 26.8.1916.
16
Rudolf Steiner, Das Rätsel des Menschen (GA 170). Foredraget 27.8.1916.
17
Akashakrøniken består ikke kun af dette æteriske lag, men omfatter også et astralt område. I dette
befinder sig billederne af de efter døden aflagte astrallegemer. Se også Rudolf Steiner, Lesen in der
Akasha-kronik (Udvalgte tekster ved Andrea Neider).
18
At der også findes flere andre former for indprægning henvises der til i de i note 17 nævnte
foredrag.
19
Rudolf Steiner, Kristus og menneskesjælen (GA 155). Foredraget 15.7.1914.
20
Rudolf Steiner, Die Verbindung zwischen Lebenden und Toten (GA 168).
21
Se herom Rudolf Steiner, Vor dem Tore der Theosophie (GA95). Foredraget 24.08.1906.
22
Rudolf Steiner, Okkult fysiologi (GA 128). Foredraget 23.03.1911; endvidere Weltenwunder,
Seelenprüfungen und Geistesoffenbarungen (GA129), foredragene 25./26.8.1911; og fra Das
esoterische Christentum… (GA 130) foredraget 1.10.1911
23
Rudolf Steiner, Anthroposophie und Rosenkreuzertum. (Themenwelten) (Udvalgte tekster ved
Andrea Neider). Foredraget 6.7.1909.
24
Se note 23, foredraget 24.04.1917.
25
Rudolf Steiner, Die Verbindung zwischen Lebenden und Toten (GA168). Foredraget 18.02.1916.
26
Rudolf Steiner: Menschheitsentwicklung und Christentum (GA 100). Foredraget 20.11.1907.
27
Rudolf Steiner: Menneskets indre væsen mellem død og ny fødsel (GA 153). Foredraget 14.04.1914.
28
Se note 27.
29
Rudolf Steiner, Lesen in der Akasha-Chronik’ (Themenwelten). Foredraget 7.03 1914, side 224.
30
Se note 23.
31
Se note 27
32
Se note 27, foredraget 27.09.1911.
33
Mattæus 12,31; Markus 3,28.
34
Forskellige steder hos Steiner, for eksempel i Antroposofiske ledesætninger’.
35
Rudolf Steiner, Videnskaben om det skjulte, kapitlet ‘Søvn og død’.
36
I apokalypseforedragene for præsterne i Kristensamfundet nævner Rudolf Steiner i denne
sammenhæng også fremtidige naturkatastrofer som følge af denne ‘økologi’. Se Rudolf Steiner,
Apokalypse und Priesterwirken (GA 346). Foredraget 19.09.1924
4
5