Forældre skal da turde tage konflikterne med deres børn

Comments

Transcription

Forældre skal da turde tage konflikterne med deres børn
Mandag 29. dec. 2014 POLITIKEN
Læserbreve, højst 100 ord, eller debatindlæg, højst 400 ord, sendes via
vores hjemmeside. Adressen er: politiken.dk/senddebatindlæg. Indlæg til
nettet skal også sendes til os via denne adresse. Opstår der problemer,
så ring venligst til 33 47 18 43, 33 47 23 31 eller 70 15 01 01.
Vi bringer kun tekster alene sendt til Politiken.
Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster
og til også at bringe teksterne på politiken.dk/debat
Kronikforslag på ca. 2.100 ord sendes via vores hjemmeside.
Adressen er politiken.dk/senddebatindlæg. Opstår der problemer,
så ring venligst til 33 47 18 43, 33 47 23 31 eller 70 15 01 01.
På politiken.dk/leder kan man kommentere avisens ledere.
Debat 5
Hvad med
turismen på
Bornholm?
VIGGO HØRUP
(1841-1902)
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884
tog til bornholm
POUL STEEN LARSEN,
PENSIONIST OG MEDLEM AF BESTYRELSEN AF
KULTUR- OG MEDBORGERHUSET I HASLE PÅ
BORNHOLM
EDVARD
BRANDES
(1847-1931)
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884
Redaktionschef:
Per Michael
Jespersen
Debatredaktører
Mette Højbjerg,
Tarek Omar og
Kenneth Lund
Jourhavende
Tarek Omar
Analyseredaktør
Poul Anders
Aarøe Pedersen
Lederkollegiet
Amalile Kestler
Kronikredaktør
Christoffer Emil
Bruun
Debat
Rådhuspladsen 37,
1785
København V
Telefon, Debat
33 47 23 31
Telefon, Kronik
33 47 24 38
Fax
33 15 41 17
Forældre skal da turde tage
konflikterne med deres børn
Forældre gør deres børn
en bjørnetjeneste ved at
undgå konflikter, som
gør børnene vrede eller
kede af det.
opdragelse
KIRSTEN RØNBORG MELANDER,
LÆGE OG BEDSTEMOR
DEBATTEN om, at forældre skal turde
tage de konstruktive konflikter med deres børn, er i fuld gang. Det er skønt. Ny
bog af psykolog John Halse har sat kritisk
lup på de (eftergivende) opdragende forældre. Det fik mig til at tænke på en oplevelse i sommer, hvor min mand og jeg
afholdt sommerkoloni for fem af vores
børnebørn for første gang.
De er to piger og tre drenge i alders-
gruppen 4 et halvt år til 7 halvt år. Vi glædede os, men var også spændte på, om vi
nu kunne styre alle de unger, som ikke
mødes så ofte.
Vi havde forud for ankomsten af de
fem børnebørn indkøbt en hel del sodavandsis. Vi havde købt i alle mulige forskellige farver og med forskellig smag.
Overbevist om, at det var bedst med et
stort og varieret udvalg, når vi nu ikke
vidste, præcis hvilken smag de bedst kunne lide.
FØRSTE DAG valgte de alle fem uden tøven den smag og farve, de selv syntes, de
ville have. Allerede dagen efter var der
indtrådt et hierarki, og de to andre drenge ville have samme is som den ældste af
drengene. Der var opstået favoritis både
med hensyn til smag og farve, og min
mand og jeg valgte at veksle mellem,
hvem af børnene der skulle vælge først.
Det var da ikke helt let, for indimellem
løb vi tør for bestemte slags is af dagens
favorit. Nogle blev skuffede over, at det
ikke var deres tur til at vælge først, og
nogle blev skuffede over, at den is, som de
helst ville have haft, nu var taget af en anden. Egentlig oplevede min mand og jeg
det ikke som et større problem, for alle
børnene fik en is, og de fik håndteret deres eventuelle frustrationer på en måde,
som hurtigt gik over.
Den sidste dag af sommerkolonien
kom forældrene ved frokosttid og skulle
hente børnene. Efter frokost skulle de sidste sodavandsis spises. Nu var der jo ikke
så mange tilbage, og der var kun én af de
grønne – deres alle sammens favorit. Den
med pæresmag. Den ældste af drengene
råbte som den første, at den ville han have. Sikkert tilskyndet af sin særlige status
i gruppen. Og nu brød helvede løs med
forældrene som aktive tilskuere. Et par af
de øvrige børn begyndte at græde af skuffelse over ikke at kunne få den sidste
grønne; nogle råbte, at det da var deres
tur til at vælge først, og der var i det hele
taget en højlydt diskuteren blandt børnene (og forældrene).
Vi holdt os lidt tilbage, forundrede
over hvad der var gang i. Forældrene
Tegning:
Mette Dreyer
Det er i
konflikter
– i trygge
omgivelser –
at børn lærer
at håndtere
skuffelse, vrede
og frustration
over ikke at få
det, de vil
valgte at lade den grønne favoritis indgå i
puljen igen, og til sidst faldt der ro på ungerne, og de fik valgt deres is. Som et godt
råd til os til næste år siger en af fædrene:
Det skal I altså huske til en anden gang, at
når sådan en flok børn er sammen, køber
man altså kun én slags is, for så undgår
man al den ballade.
Men der tager han fejl. Det er netop i
konflikter – i trygge omgivelser – at børn
lærer at håndtere skuffelse, vrede og frustration over ikke at få det, de vil, men også at kunne mærke glæden over at være
den, som får lov at vælge først, og forventningen om at være den, som skal vælge
først i morgen.
At sørge for, at børnene aldrig bliver
vrede eller kede af det ved at undgå konflikter, er at gøre dem en bjørnetjeneste.
At børn får opfyldt deres ønsker uden tøven, og at de aldrig oplever glæden ved at
kunne vente på noget – og endelig få det,
er at gøre dem en bjørnetjeneste.
Sjovt nok var den is, vi lagde tilbage i
fryseren, efter at alle var kørt, den grønne
med pæresmag.
ENGANG var Bornholm en del af Danmark. Det kunne man se bl.a. på et kort
over Danmarks togforbindelser. På lystavlen på Københavns Hovedbanegård
stod der tydeligt ’Bornholm’ på afgangstiderne for toget til Ystad, hvor færgen til
Rønne befinder sig. Men fra 2017 er det
slut. Et folketingsflertal har besluttet at
nedlægge den togforbindelse, der gør
det muligt for handikappede, for mødre
med barnevogne, for cyklister og for passagerer med behov for toilet under transporten at komme til Bornholm.
Hvordan har politikerne tænkt sig, at
turismen på øen og pendlingen frem og
tilbage skulle kunne udvikle sig under de
forhold? Er politikerne blinde for problemet, fordi de selv kun kommer til øen
med fly og på kortvarige besøg?
Mens der gives milliarder til udbygningen af en række togforbindelser i det øvrige Danmark for at sænke transporttiden mellem de øvrige landsdele med et
par minutter, er der ikke råd til at bruge
et par millioner på at bevare togforbindelsen til Bornholm – uanset de problemer det vil afstedkomme for turismen til
øen, som er et af øens hovederhverv – og
for det flertal af pendlere, som ikke har
råd til at flyve.
Folketinget har nok tænkt på, at en trafikal ligestilling for Bornholms vedkommende ville fremkalde et tilsvarende
krav fra alle Danmarks småøer. Men der
er da en forskel, som i hvert fald kan måles på omfanget af trafik og turisme til
øerne. Det er ikke de fastboende på øen,
der bliver hårdest ramt. Det er de regelmæssige trafikanter af forskellig slags.
Man kan ikke undlade at tænke på, at
med Folketingets beslutning kan staten
fra 2017 høste ekstra indtægter fra broafgiften over Øresund, fordi biltrafikken
naturligvis vil øges betragteligt. Og det
har jo, siden broen blev bygget, været
hele meningen med, at man kun skulle
kunne komme til Bornholm via Sverige
og ikke direkte fra København.
Har man husket at trække de penge fra
det beløb, man ikke vil satse på en fortsat
togforbindelse til Bornholm?
Trækkes det skønnede beløb fra den
samlede pris på det nye færgeforlig, bliver forliget væsentlig billigere, end regeringen påstår, og beløbet kunne være
brugt f.eks. på en større nedsættelse af
billetprisen for personbefordring med
færgen.
kroniken
29. dec. 2014
Det smukkeste vandland er Vesterhavet
RIKKE JUUL GRAM
Kystlinjer. Miljøministeriet
overvejer at give dispensation til ti kommuner, så de
kan bygge tættere på
kysten med det formål at
tiltrække turister. Men
konsekvenserne overses
aldeles: Intet overgår en
ubrudt kystlinje.
Rikke Juul Gram er landskabsarkitekt
HAVET OMKRING Danmark definerer landet, både som geografi og sindstilstand.
Malerier, digte og sange – fra Oehlenschläger til John Mogensen – hylder den
danske kyst og den våde vej, der har
bragt viden og velstand til Danmark. Vi er
vandmennesker i Danmark. Vores lange
ubrudte kystlinje er faktisk vores største
egentlige naturressource – den er vores
Mount Everest, vores Grand Canyon – og
det at gå ned til vandet er en helt basal følelse i kroppen på hver eneste dansker, på
samme måde som skiløb er det for nordmænd eller bilkørsel for en amerikaner.
Der er derfor særlig grund til at gå meget
forsigtigt frem, når vi taler om at bygge
på vores kyster eller om at ændre kystens
karakter, som i dag er både relativt uspoleret og – vigtigst af alt – offentligt tilgængelig. Kysten er vores alle sammens, og
oplevelsen af kysten, horisonten og havet
er det eneste urtidslandskab, vi har i Danmark og bør derfor ideelt set kun udfordres af vind og vejr. Det er vores fælles
rum for eftertanke – og lige så let at ødelægge som stilhed.
Kysterne har været trækplaster for turister i årevis. Især vores naboer mod syd,
som ikke selv har ret meget adgang til
havet, har været glade for at komme til
de lange sandstrande langs den jyske
vestkyst.
I TURISMENS barndom blev der bygget
rigeligt med hoteller, sommerhuse, is-
STRANDLIV. Sommerdag ved Vesterhavet lidt nord for Nørre Vorupør. Det er strækninger som denne, der nu er truet af byggeri. Foto: Torben Åndahl/Polfoto
boder, gøgl og spillehaller langs disse kyster. Senere kom eftertanken og en bevidsthed om, at netop kystlandskabet er
blandt vores mest særlige og mest skrøbelige landskabstyper. Derfor fik vi allerede i 1937 en planlov, der arbejder med en
sikkerhedszone og friholder kysten og
dens klitter for byggeri. Til glæde for de
fleste, kan vi vist godt konstatere i dag,
hvor det ikke kræver megen fantasi at
forestille sig et prangende palads på toppen af hver eneste klit fra Skagen til Sønderho. Ikke et drømmesyn for nogen –
hverken lokale eller gæster.
De senere år har turismen imidlertid
oplevet tilbagegang, og samtidig har det
ucharmerende udtryk Udkantsdanmark
bidt sig fast som metafor for og forklaring af enhver dårligdom i urbaniseringens tidsalder.
Derfor har man nu i Miljøministeriet
opfordret landets kommuner til at komme med gode ideer til nyt byggeri langs
kysterne (før høringsfristens udløb!), for
efterfølgende at »godkende op til 10 kommunale ansøgninger om forsøg, der fraviger en række af de særlige krav til planlægning og begrænsninger i kystnærhedszonen og i landzonen, samt reglerne
i naturbeskyttelsesloven om klitfredede
arealer og beskyttelseslinjer og øvrige
bygge- og beskyttelseslinjer«.
Det lyder jo meget tilforladeligt. Vi kan
alle føle os begrænsede af de mange regler, der indhegner vores virkelyst – og 10
dispensationer spredt over hele landet er
vel til at klare?
Men her vil jeg tillade mig at være kedeligt uenig; ikke for at ødelægge festen,
men fordi der efter min mening er mere
end almindelig god grund til at gå forsigtigt frem i henseende til kystbebyggelser
i Danmark. Al erfaring viser, at særregler
lynhurtigt forvandles til hævdvundne
rettigheder, og utallige er eksemplerne
på, at bygninger kan være ganske vanskelige at fortryde. Vi vil derfor opfordre ministeriet til at lade tvivlen komme naturen og fællesskabet til gode.
AT fastholde vores
lange kystlinje fri
og åben for fortolkning er faktisk den
Vi vil opfordre
mest langsigtede
ministeriet til
investering, vi kan
at lade tvivlen
foretage i disse år,
komme natumens urbaniserinren og fællesgen styrer alle anskabet til gode dre dagsordener i
forbindelse med
planlægning. Kystens ubrudte svæv som
modvægt til byernes tæthed og infrastrukturens dominans er uendelig meget mere værd end en gradvis forskelsudjævning, der kun øger entropien og
mindsker dynamikken.
En parallel dagsorden ses i havnebyerne, hvor forladte havneområder genopstår som populære, og kostbare, bolig- og
kontorområder. Noget formet som arkitektur af høj kvalitet, men desværre er
der også i alt for mange tilfælde tale om
projekter, der skjuler dén attraktion, de
tilbyder, for alle andre end de heldige beboere. Havnebyerne viser på den måde
skriften på væggen: Hvor nemt det er at
spolere, hvad vi kollektivt har betragtet
som selvfølgeligt i generationer.
Jeg betvivler på ingen måde, at mange
af de mange dygtige arkitekter, vi har i
Danmark, kan udtænke og udføre smukke og respektfulde projekter, der kunne
opføres i strandkanten på udvalgte steder. Som vi jævnlig minder os selv om,
POLITIKEN
Mandag 29. dec. 2014
6 Debat
Læserne Mener
Dagens
citat
VELFÆRDSGODER
BERTEL HAARDER
MILJØMINISTEREN
Søren Wium-Andersen, Ådalen
15, Hillerød:
Miljøministeren vil invitere
ca. 2.000 nyjægere på gratis
jagt på statens arealer, når de
næste år har erhvervet deres
første jagtkort, oplyser Danmarks Jægerforbund. Gavens
værdi er næsten 10 mio. kr., da
en enkelt dagsjagt på statens
arealer koster 4.800 kr.
Bliver regeringens næste
udspil, at alle gratis skal have
en bil stillet til rådighed en
enkelt dag, når de har fået et
kørekort?
Velfærdssamfundet er gået
for langt, når regeringen anvender slige metoder for at tiltrække potentielle vælgere.
Uffe Due, Turkisvej 13, Herlev:
Bertel Haarder (BH) (V) havde
i Deadline 20.12. om Mansoursagen svært ved at acceptere
grundlovens ord om magtens
tredeling. Nok burde politikere ikke udtale sig om en
konkret sag før den endelige
dom, men, som han sagde,
»debatten kan jo ikke stoppe,
bare fordi der er en ankefrist«.
BH mente, at godt nok kunne
de åbenmundede politikeres
udtalelser opfattes som en kritik af dommeren personligt,
men selv holdt BH sig ikke for
god til at beskrive retspræsidenten som en, »der sidder
med sin gode løn og trygge
embede«. Og om forsvarsadvokaten: »Vi kender ham jo
alle sammen; han giver den
hele armen, og nu er han i medierne, og det kan han også
godt lide«.
BH forstår åbenbart ikke
grundlæggende principper i
retsplejeloven. Næste gang
kan kritikken vel gå på, om
dommeren er jøde. Det er noget, vi ligesom har hørt før.
Anders Beck, Nøkkerosevej 54 A,
København:
Miljøminister Kirsten Brosbøl
(S) må tale mod bedrevidende, når hun i DR 2 20.12. udtaler, at vi har det således, at det
er forureneren, der skal betale
for oprydningen.
På min ejendomsskat står,
at jeg skal betale ’jordflytningsgebyr’. Ved opslag på
internettet finder jeg, at det
skal alle betale – også dem, der
ikke får flyttet jord.
Hvorfor skal vi lytte til
usandheder den ene gang
efter den anden? Begrebet
’jordflytningsgebyr’ er jeg
ikke stødt på i den daglige
debat.
Gad vidst om vi snart skal
betale ’trække vejret-gebyr’.
Det offentlige skal jo have
penge.
UNDERHOLDENDE MUSIK
Ib Andersen Høyer,
Ryttergårdsvej 38, Farum:
Når nu DR’s underholdningsorkester nedlægges, vil jeg foreslå, at orkestrets noder afleveres til DR’s symfoniorkester,
så de fremover kan spille lidt
underholdende musik.
ØSTERGAARDS STIL
John Møller, direktør,
Frydenhøjparken 127, Hvidovre:
Det er dårlig stil at give kollektive skideballer. Det er min opfattelse, at langt de fleste mennesker yder langt mere, end
politikerne med rimelighed
kan forvente. Danskerne er generelt ikke dovne og krævende og yder gerne en stor og
engageret indsats.
Der bliver knoklet ude i
samfundet, og det er ganske
få, der ikke ønsker at yde deres bidrag til samfundet.
REGULÆRE JOB
Bertel Haarder, mf for Venstre:
Herligt at se Mattias Tesfaye
(S) slå et slag for ’regulære
jobs’, fritidsjobs og mesterlærejobs til ’rigtig løn’ til både
skolebørn og unge. Frem for
at forberede dem på virkeligheden gennem stadig længere ophold på offentlige institutioner (Pol. 20.12.). Præcis
det samme kan man sige om
nydanskerne, der ligeledes invalideres af den alt for lange
omvej til jobbene, som derfor
i stedet går til østeuropæere.
DANGELSK I POLITIKEN
Jørgen Buhl Andersen,
Møllegade 6, Tistrup:
Hackere har »leaket« numre
fra Madonnas kommende album. Det har fået sangerinden til at »release« seks numre
før tid (Pol. 22.12.). Hvor er det
dog et smukt ’dansk’ sprog,
man finder i Politiken!
Men fortvivl ikke. Problemet løser sig selv. Med den
fart, vi har på – med velvillig
hjælp fra Politiken – er der
ikke noget, der hedder dansk
om hundrede år!
BILLIGERE BUSSER
Torben Jeppesen,
Nordskovparken 2, Ålsgårde:
Olieprisen falder, og Mærsk
Olie har det skidt derved. Men
de offentlige busselskaber må
da spare nogle udgifter, så de
varslede stigninger på billetterne kan undgås. Eller hvad?
RÅDHUSKLOKKERNE
Niels Holck, Barsmark Bygade
201, Aabenraa:
Nu nærmer nytåret sig, og
nytårsaften – denne ene aften
i hele året – får vi lov at høre
rådhusklokkerne i deres fulde
længde.
Det er vel omkring 20 år siden, at DR fik gennemtrumfet, at såvel timeslagene som
den fortryllende lille melodi,
der følger efter, skulle skæres
væk til fordel for nyhedsstrømmen.
Men den ekstra tid behøver
vi ikke i dag. Derfor: Lad os
hver dag kl. 12 høre rådhusklokkerne, timeslagene og
den lille melodi. Der vil være
tale om maksimalt 90 sekunder – til eftertanke, til tøven i
hverdagens jag, til at standse
op – og til at tage tiden i agt!
Tilliden smides ud med badevandet
Embedsmænd
STEEN LASSEN,
ADVOKAT
Når jeg er i ’Deadline’, er jeg mentalt
gået i seng. Normalt
ville jeg lade mig
ophidse af Martin
Krasnik, men det
preller fuldstændig
af på mig, fordi jeg
nærmest sover
Pia Olsen Dyhr,
formand for SF.
I Euroman
DANSKERE er efter internationale målinger verdens mest tillidsfulde folk: Mere
end 3 ud af 4 (78 procent) stoler på de fleste andre mennesker. Danskernes tillid er
en enestående ressource for virksomheder og borgere. Men tillid kan ødelægges
i løbet af overraskende få år, hvorimod
det sandsynligvis tager flere generationer at genopbygge den. En af fremtidens
udfordringer bliver at bevare den danske
verdensrekord i tillid.
Det er budskabet i professor Tinggaard
Svendsens lille bog fra 2012 om tillid, der
indgår i Aarhus Universitets bogserie
’Tænkepauser’.
Budskabet er opløftende, men også bekymrende i betragtning af hans ord om,
hvor hurtigt tillid kan ødelægges. Jeg
tænker på den aktuelle debat om embedsmænd og på, hvor egnet den er til —
på et usagligt grundlag — at undergrave
tilliden til embedsmændene.
JEG KAN IKKE genkende det billede af embedsmænd, der tegnes i den offentlige
debat. Imidlertid har Folketinget i anledning af Christiania-sagen vedtaget, at der
»er behov for at slå fast, at det ikke skal
være muligt at bruge en nødløgn over for
Folketinget«. Folketinget har således fundet det nødvendigt at fastslå, at der ikke
må lyves.
Som opfølgning på Folketingets vedtagelse er der netop nedsat et udvalg, og
justitsministeren har i den anledning
udtalt: »Det er et helt grundlæggende
princip, at der skal gives korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget.
Det må der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved«.
Hvorfor har Christiania-sagen frem-
kaldt så markante erklæringer, der må
opfattes som udtryk for mistillid til embedsmændene?
Det har den, fordi Justitsministeriets
departementschef måtte forlade sin stilling efter politikeres og mediers stærke –
men for en del misforståede – kritik. Det
centrale element i kritikken var Christiania-sagen. Kritikken fremkom, skønt de
tre højt respekterede dommere, der udgjorde forhørsledelsen i tjenestemandssagen, frifandt hende.
DE TRE dommeres begrundelse for frifindelsen er blevet forstået således, at der nu
er åbnet for, at der kan lyves for Folketinget. For eksempel har Venstres retspolitiske ordfører i Jyllands-Posten 26. oktober
hævdet, at det er en følge af dommernes
begrundelse, at »enhver minister i statsministerens regering reelt har lov til at
konstruere løgne og give ukorrekte oplysninger i form af nødløgne til Folketinget«. Det har dommerne imidlertid ikke
sagt, og det kan deres afgørelse ikke tages
til indtægt for.
Det er nok dommernes anvendelse af
ordet ’nødløgn’, der har været egnet til at
føre debatten på afveje. Men dommernes
frifindelse af departementschefen bygger ikke på dette ord, men derimod på, at
hun befandt sig i en helt ekstraordinær
situation, hvor hun ikke havde noget andet valg.
PET havde oplyst, at det ville være farligt for Folketingets Retsudvalg at tage
ud på Christiania på det planlagte tidspunkt. PET havde samtidig meddelt, at
denne oplysning var fortrolig, idet en videregivelse ville kunne skade PET’s virksomhed. Hertil kom, at Retsudvalgets formand, som var orienteret i fortrolighed,
oplyste, at hun kun kunne få besøget udsat, hvis hun kunne give udvalget en begrundelse.
Hvad skulle embedsmændene gøre i
denne vanskelige situation?
Det ville naturligvis være uansvarligt at
forholde sig passiv og blot lade Retsudvalget tage ud på Christiania.
Skulle man i fortrolighed have orienteret Retsudvalget om situationen? En orientering af en så stor kreds af personer
ville indebære en tilsidesættelse af PET’s
krav om fortrolighed og rumme en risiko
for, at oplysningerne kom ud til en videre
kreds med de alvorlige konsekvenser, det
kunne få for efterretningsarbejdet.
Skulle man så i stedet orientere Folketingets Kontroludvalg eller udvalgte retsordførere? Det ville nok have givet politisk rygdækning, men ville jo ikke medføre, at Retsudvalget var orienteret om den
reelle begrundelse for udsættelsen. Det
ville formentlig heller ikke have fået Retsudvalget til at udsætte besøget, idet udvalget efter formandens vurdering ikke
ville udsætte besøget uden at få en begrundelse.
EMBEDSMÆNDENE gjorde, hvad de skulle. De foretog en afvejning af pligten til
fuldstændig og korrekt oplysning over
for hensyn til menneskeliv og bekæmpelse af kriminalitet. En sådan afvejning var
og kan kun være konkret og ledet af den
sunde fornuft.
Jeg opfordrer derfor det netop nedsatte udvalg til at sikre, at embedsmændene
i lignende meget sjældent forekommende ekstraordinære situationer fortsat kan
træffe deres beslutning efter en afvejning
af de modsatrettede hensyn og under anvendelse af den sunde fornuft.
Og så tilbage til spørgsmålet om tillid.
Debatten om Christiania-sagen har på et
usagligt grundlag bidraget til at svække
tilliden til embedsmændene. Tænk igen
på professor Tinggaard Svendsens ord
om, at en af fremtidens udfordringer bliver at bevare den danske verdensrekord i
tillid. Lad os med respekt for saglig kritik
tage den udfordring op også i forhold til
vores embedsmænd.
UNDERKLASSENS BØRN
Bente Flindt Sørensen, Skodsborgparken 46, Skodsborg:
Mattias Tesfayes (S) indlæg i
Pol. 20.12. om underklassens
børn var særdeles tankevækkende og trist læsning. Man
må spørge sig selv, hvorfor årtiers indsats for milliarder af
kroner for de svageste i vores
samfund ikke har formået at
løfte børnene ud af forældrenes og bedsteforældrenes
håbløse sidden fast i det sociale system.
Pilen må i høj grad pege på
socialrådgiverne, der fastholder de svage i systemet ud fra
en tese om, at det er synd at
kræve noget af mennesker,
der har det svært.
Er der noget helt galt med
socialrådgiveruddannelsen,
og er resultatløn måske en del
af løsningen?
DR’S SELVPROMOVERING
Vagn Kofoed-Jensen, Tjurgården
86, Greve:
Hver dag udsætter DR os seere
og lyttere for et ulideligt tæppebombardement af selvfede
reklamer for kommende udsendelser, ofte de samme 5-10
gange om dagen. Jeg gætter
på, at denne produktionsafdeling er DR’s flittigste og dyreste og koster mange underholdningsorkestre. Nylig har
de produceret en reklame for
de evige ’X Factor’-udsendelser, vi skal belemres med hele
foråret. I lækker belysning,
lækkert tøj og koreografi ser
man nogle personer sparke
og slå på hinanden – et orgie
af vold og væmmelse. Denne
reklame er uværdig for DR.
Skam jer!
Forhold jer til substansen, ikke navnet
Udlændingepolitik
ADNAN AL-ADHAMI,
JOURNALISTSTUDERENDE
SOM DEBATTØR med anden etnisk baggrund end dansk opleves det som en udfordring at debattere flygtninge- og udlændingepolitik og samtidig blive taget
alvorligt.
Flere sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt man ikke er inhabil, når spørgsmålet
drejer sig om én selv. Sågar vælger nogle
at forklare mit politiske ståsted udelukkende på baggrund af min etnicitet, for
selvfølgelig er man en radikal halalhippie, når fornavnet er Adnan og rødderne
er fra Irak. Mine argumenter kan være
nok så rationelle, men at være positivt
stemt over for immigration og samtidig
være af anden etnisk herkomst virker for
de fleste åbenlyst og kedeligt.
Nej, de vil hellere høre mig tage afstand fra mine rødder, helst høre mig råbe: ’Jeg er fucking vred på mine forældres
generation’ og referere til min hårde
barndom fyldt med omsorgssvigt og
vold med baggrund i min religion, islam,
som jeg selvfølgelig i dag foragter.
JEG ER DOG ked af at skuffe jer, for sådan
forholder det sig desværre ikke. Jeg vil
blot debattere integrationspolitik og føle, at mine argumenter bliver hørt på lige
fod med andres, der deler samme overbe-
visning, men hvis gennemslagskraft er
større, blot fordi de hedder Jensen til
efternavn.
En af dem, der benytter sig af denne debatstil, er den konservative politiker Rasmus Jarlov, som i sommer skrev, at han
»ville ønske, at visse indvandrermiljøer i
Danmark også ville engagere sig politisk
i andre emner end et, der handler om at
vise loyalitet med andre arabere«.
En udtalelse, der er fattig på argumentation, da den ikke forholder sig til substansen, men udelukkende til personen
bag argumentet.
Hvis vi fremover ønsker en saglig debat, må det bedste argument altid vinde –
også når emnet er integration og debattøren hedder Adnan.
... Det smukkeste vandland er Vesterhavet
har vi her i landet en mængde virkelig
fremragende udøvere af faget, og det er
naturligvis vigtigt, at vi bliver ved med at
kunne tilbyde vore bedste arkitekter udfordrende muligheder for udfoldelse.
Imidlertid er problemet med en dispensation ikke det enkeltstående geniale
projekt. Problemet er, at det i fremtiden
bliver sværere at sige nej, og derfor må vi
stå fast – så godt vi kan – på kysternes flygtige sand.
I NATURBESKYTTELSENS barndom hørte
denne ressort under Statsministeriet –
vel fordi området blev betragtet som meget vigtigt. Stauning tog en stærk personlig interesse i Springforbi-planen, der
havde til formål at give folket adgang til
Øresundskysten på den knap 2 kilometer
lange strækning mellem Trepilevej i Taarbæk og Strandmøllen ved Mølleåens udløb. Staten opkøbte strækningens villaer,
i takt med at de blev sat til salg – og rev
dem derefter ned. Takket være dén fremsynede plan er udsigten til Øresund fra
Eremitagesletten i dag intakt, og tusindvis af mennesker nyder at kunne bruge
kysten året rundt. Der var her tale om en
afvejning af naturbeskyttelse over for
bygningsbevaring – og det fælles gode
vandt.
Naturbeskyttelsen skal naturligvis ikke
være bagstræberisk og begrænsende.
Poul Henningsen hadede fredninger og
sagde bl.a., at hvis man havde haft fredningsmyndigheder i oldtiden, havde vi
boet i jordhuler i dag. PH mente, at han
var på fremskridtets side. Imidlertid er
mere bebyggelse i dag ikke et fremskridt.
Turismens og bilismens vækst har i så
mange år styret al udvikling – også langs
vore kyster – i en
sådan grad, at naturen i dag er presDer er grund til set.
Der er grund til
at værne om de
at værne om de stesteder, der
der, der stadig er
stadig er vilde – vilde – hvor vi kan
hvor vi kan
møde havhorisontens store lige linje
møde havuden andre lyde
horisontens
end vores eget
store lige linje
hjerteslag. Det er
uden andre lyde muligt at tænke
end vores eget
den tanke, at dét
møde – med natuhjerteslag
ren og med os selv
i den – er kystens største attraktion. Ingen rutsjebane og intet vandland kan
hamle op med Vesterhavet alligevel. Her
er naturskabt sus og motorikudfordrende bølger helt uden menneskelig mellemkomst.
I STEDET FOR at tænke bebyggelse, så
snart turisterhvervet skal styrkes, kunne
vi måske bruge vores fantasi og tænke på
de mange muligheder, der ligger og venter på at blive samlet op, og som ikke kræver ødelæggende indgreb i det sårbare
kystlandskab. Måske er det muligt at gøre storheden i det uberørte kystlandskab
til den helt specielle kvalitet, der kan
trække fremtidens kræsne turister til
Danmark – og så supplere kysten med tiltag med en stærk forståelse af de lokale
værdier, hvor kvalitet er bærer af udviklingen.
Vi behøver måske ikke flere vandlande,
hoteller og oplevelsescentre for at tiltrække turister. Overalt i verden er der fo-
kus på det autentiske – det der ikke ligner
noget, man har andre steder; og den danske kyst med al dens variation, smil og raseri er en sådan autentisk landskabstype
og kræver kun lidt fantasi for at blive
præsenteret på en appellerende og inddragende måde.
Langs den jyske vestkyst ligger allerede
en række monumenter over tidligere tiders fejlinvesteringer og overoptimistisk
projektmageri. I stedet for at åbne for
yderligere indgreb i kystlinjens ubrudte
natur kunne man arbejde med at genbruge og genfortolke mellemrummene i
eksisterende bebyggelser og meningsforladte strukturer, som tidligere tiders
guldfeber har efterladt. I det hele taget
kan vi sandsynligvis opnå langt bedre resultater ved at lade kystens uantastelighed være det dogme, der udfordrer og
skærper kreativiteten.
Det er ikke altid løsningen at putte mere ovenpå, når man synes, der mangler
noget. I arkitekturen er erfaringen tværtimod, at det lige så tit handler om at fjerne det overflødige, og måske vi i stedet
skulle koncentrere os mere om oprydningen. Ved at lade kystnaturen være den
styrende faktor i udviklingen kan vi måske finde nye og overraskende måder at
tænke turisme på. Løsningen på en krise
er sjældent at fortsætte med det, der har
bragt én derhen, hvor man er. Som de siger i Amerika: Hvis du står i et hul, hold
op med at grave.
HVIS MAN tager en tur ad den jyske vestkyst fra Højer til Skagen, vil man møde
mange forskellige historier om kysten
som attraktion og livsgrundlag. Det
fremskudte dige i Højer giver frit udsyn
til Vadehavets rigdom og særlige skønhed. I dag er Vadehavet godkendt som
østersdyrkningsområde, og en ny generation af skaldyrselskere er ved at vænne
sig til, at danske østers kan komme fra
andre steder end Limfjorden. Østerseventyret er et eksempel på en ny udnyttelse af vores natur, der både skaber interesse og omsætning, men ikke kræver mere byggeri.
Længere nordpå har Rømø store kvaliteter som stranddestination, men det triste Discount-Las Vegas på parkeringspladsen i Lakolk udnytter på ingen måde
de muligheder, der kunne opstå her –
helt uden at kompromittere beskyttelseslinjen. Man kan forestille sig så uendelig meget mere end spilleautomater og
hotdogs; både oplevelser og lokale råvarer er i europæisk topklasse, men iscenesættes udelukkende som udørk.
Det er således ikke altid nye bygninger,
der skal løfte udviklingen. For eksempel
har det nordiske køkken uanede potentialer mod vest, hvor man de fleste steder
knap nok begyndt at tænke tanken.
På samme måder virker det, som om
det meste af kysten egentlig kun sidder
fast i fantasiløshed. Det er jo ikke attraktioner, der mangler. Faktisk siger 70 procent af de udenlandske turister, der kommer til Danmark, at de kommer på grund
af naturen. Så i omgangen med vores sårbare natur gælder det bogstaveligt talt
om at undgå at save den gren over, vi sidder på.
DET ER UDEN tvivl muligt at tænke store
og kreative tanker uden at bygge badelande, feriehuse og minigolfbaner helt
ud i strandkanten. Det er muligt at fast-
holde en beskyttelse af kysten uden
at forfalde til bagstræberisk romanLad os tænke
tik, der vil have hepå fremtidens
le landet rullet tildanske feriebage til Morten
land, hvor mad- Korch-filmenes
oplevelser,
univers. Miljøministeriet kan på den
naturoplevelmåde komme til at
ser, bærespille en rolle som
dygtighed,
kreativ katalysator,
fantasi og
hvis man i stedet
meddigtende
for at give dispensationer oprettede
nærvær er de
en kreativ tænkekvaliteter, vi
der kunne
adskiller os ved tank,
fungere som sparringspartner for
driftigere mennesker, der ønsker at udvikle de kystnære byers potentiale uden
at ødelægge kysten.
For der er faktisk steder, hvor man arbejder med muligheder og nye fortolkninger af vores landskab. For eksempel er
der ved Klitmøller i de seneste 10 år opstået en stor surferkultur. Fra hele Europa
strømmer bølgebrætentusiaster til ’Cold
Hawaii’ for at blive udfordret af den vilde
natur. I Løkken har man arbejdet målrettet på at genopfinde området som destination uden Sunny Beach-klientellet, der
en overgang truede med at ødelægge både byen og dens omdømme. En nylig
konkurrence skabte grundlaget for en
helt ny mole, der vil definere området på
ny og tilbyde en række nye rekreative
muligheder – uden at overskride planlovens bestemmelser.
I Blåvand bygger man et bunker-
museum, der netop aktiverer og iscenesætter den historiske Tirpiz-bunker som
turistattraktion uden at kompromittere
kystbeskyttelsen. Her bliver fortiden levende, samtidig med at naturen bliver tilgængelig og formidlet på en helt ny måde.
Også i Vestled ved Hvide Sande har
man skabt et populært, åbent og poetisk
projekt, der med sin teglklit gør kysten
tilgængelig også for kørestolsbrugere og
gangbesværede.
Et andet eksempel er Blokhus, hvor et
stærkt lokalt initiativ har manifesteret
sig i et projekt, der blotlægger Blokhus
Bæk, gendefinerer selve byen og genskaber dens oprindelige kvaliteter, der i dag
er skjult under masseturismens aflejringer. Også dette initiativ arbejder inden
for den eksisterende lovgivning og tilbyder samtidig massevis af udviklingspotentiale for både forretning og turisme.
Jeg vil derfor opfordre ministeren til at
hæve ambitionsniveauet. Lad os tænke
på fremtidens danske ferieland, hvor
madoplevelser, naturoplevelser, bæredygtighed, fantasi og meddigtende nærvær er de kvaliteter, vi adskiller os ved.
Hvor turisterne flokkes til kysterne for at
være i kontakt med natur i stedet for natklubber, og hvor fortidens sørgelige mindesmærker over sin tids tænkemåde har
fået fornyet liv som elementer i den samlede strategi, der vitaliserer vores kyster
uden at bygge mere.
RIKKE JUUL GRAM