Psykologi nr. 6 i 2012

Jeg har fået
LIVET TILBAGE
Christina Didold turde hverken gå i bad, køre i bil eller at købe
ind. Der lå noget usagt i fortiden og gnavede. Med hjælp fra en
tankefeltterapeut fik hun livet tilbage – bank for bank.
AF SARAH ENGELL
FOTOGRAF: FLEMMING NIELSEN
78
PSYKOLOGI 06/2012
PSYKOLOGIMAGASINET.DK
DEN ALTERNATIVE VERDEN
Christina er opvokset i et stærkt religiøst
hjem med strenge normer og mange forbud. Gennem flere år blev hun udsat for
incest af to forskellige familiemedlemmer.
Denne opvækst kombineret med et stresset
liv som voksen, betegner Christina selv som
baggrunden for, at hun blev syg.
Christine havde
aldrig talt med nogen om overgrebene og sine frustrationer over familiens
svigt. Det hele hobede sig op inde
i kroppen, mens
hun fyldte kalenderen med stadig flere
opgaver og aftaler.
Men d. 19. juni 1999
sagde kroppen fra.
– Det var ligesom en bombe, der
sprang, fortæller
Christina.
– Jeg fik et angstanfald og blev indlagt
med ambulance. Lægerne mente, at jeg
havde fået en virus på balancenerven, men
i den efterfølgende tid blev jeg ved med at
have det dårligt. Jeg tabte mig meget og
røg ind og ud af hospitalerne.
På det tidspunkt havde Christina og
hendes mand lige købt hus i Spanien og
var fuldt optagede af renovering og familieforøgelse. Christina arbejdede mange timer
hver dag i deres nystartede firma, ammede,
satte hus i stand, gik til spansk og passede
familiens små rottweilerhvalpe.
– Jeg var simpelthen udbrændt til sidst,
og det var med til at booste stressen. Jeg
slappede aldrig af. Selv når jeg skulle på
det lille hus, benyttede jeg tiden til lige at
få skrevet nogle postkort.
sygemeldt med diagnosen posttraumatisk
stress kombineret med angst. Jeg sad bare
som en grøntsag og kunne næsten ingenting. Jeg gik til psykolog i to år, hvilket gav
mig en dyb forståelse af mine problemstillinger, mig selv og min familie. Men min
PTSD gik ikke over.
– En dag i venteværelset sad jeg
bladrede i Psykologi og faldt over en
artikel om tankefeltterapi. Jeg tænkte, at det måtte jeg
prøve, selvom det
var en stor udfordring overhovedet
at komme dertil,
fordi jeg var hunderæd for at køre bil.
Første gang var
Christina meget
skeptisk og havde
ingen særlige forventninger til behandlingen.
– Inden vi overhovedet var gået i gang,
spurgte jeg: »Hvor længe går der, før det
virker?« Da terapeuten så begyndte at banke
på mig, tænkte jeg, det er da noget hula hula
det her. Men da jeg gik derfra, var det, som
om jeg endelig kunne begynde at få luft igen.
Christina blev behandlet i to år hos
Hanne Falkenberg og kunne efterhånden
trappe ned fra en behandling om ugen til
en om måneden. Hun beskriver sig selv
som et fyldt bæger, der langsomt blev tømt
igen, og fortæller om følelsen af endelig at
få livet tilbage.
Jeg genskabte badesituationen, mens
Hanne gav mig TFT, og
vi fandt frem til kernen
af min frygt. Min stedfar havde været meget
nærgående i badet. Jeg
var 13-14 år, og pludselig
kunne han stå der.
C
hristina Didold levede med posttraumatisk stress i flere år uden at
få den rette hjælp.
– Det er ligesom at stå spændt fast midt
på vejen, mens der kommer en lastbil lige
imod dig. Det er nøjagtigt sådan, kroppen
reagerer. Som om der sker noget forfærdeligt lige om lidt, men det gør der ikke.
PSYKOLOGIMAGASINET.DK
VAR EN GRØNSAG
Til sidst ville Christina bare hjem til Danmark. Det tog hende over fem måneder at
overvinde sin frygt for at stige på en flyver
alene med sine børn. På det tidspunkt var
hun bange for næsten alt.
– Da vi kom hjem til Danmark, blev jeg
KUNNE IKKE GÅ I BAD
I begyndelsen af behandlingsforløbet skrev
Christina en liste med dagligdagsting, som
hun havde svært ved at udføre, fordi hun
var angst. Fx at gå ud i sin egen baghave,
køre bus eller handle.
– Jeg bedømte angsten på en skala fra
1-10, så Hanne vidste, hvad der var sværest
for mig, forklarer Christina.
– Vi startede med de nemmeste på listen
og arbejdede os fremefter. Det værste var at
PSYKOLOGI 06/2012
79
»
Hanne
Falkenberg
udfører tankefeltterapi på
Christina Didold.
køre bil. Jeg kunne sidde en hel time på førersædet, indtil ambulancefolkene kom og
tog mig med, fordi jeg havde fuldstændig
blå læber og negle af at
sidde og klamre mig til
rattet og ude af stand til
at bevæge mig.
Hver gang Christina
havde klaret et punkt på
listen, huskede hun at
belønne sig selv med
noget rigtig lækkert
chokolade, en god læbestift eller lignede.
– Jeg forudbestemte
mine belønninger, så
jeg havde noget at se
frem til. Nogle ting måtte jeg gentage 100
gange, før det lykkedes, men efterhånden
nåede vi gennem hele listen.
Brusebad var også et punkt på listen.
Når Christina skulle i bad, føltes det, som
om hun skulle brække sig og på toilettet på
samme tid. Hun var rædselsslagen for at gå
ud i brusebadet og måtte nogle gange sætte
sig ned på gulvet i ren panik.
– Kroppen husker jo alt, og alle symptomerne kom væltende: Svimmelhed,
kikkertsyn, kvælningsfornemmelser, ry-
stende hænder, øresusen, tørhed i munden, hjertebanken, ondt i maven, følelsen af at skulle besvime. Sammen med
Hanne genskabte jeg
badesituationen, mens
hun gav mig TFT, og vi
fandt frem til kernen
af min frygt. Min stedfar havde været meget
nærgående i badet. Jeg
var 13-14 år, og pludselig kunne han stå der.
Hver gang fik jeg et
stort chok og blev meget bange og forskrækket. Hanne bankede på
mig, mens jeg fortalte,
og langsomt kunne jeg trække vejret igen
og give slip på angsten.
Det var en kæmpe
befrielse at få sagt
fra over for denne
dysfunktionelle
familie, som kun
kritiserede mig og
begrænsede mit liv.
80
PSYKOLOGI 06/2012
KONFRONTATION MED MOR
I 2002 indspillede Christina et bånd til sin
mor, hvor hun fortalte, hvordan hun syntes, livet havde været. Moren svarede aldrig
på henvendelsen, og de to har ikke haft
kontakt siden.
– Det var en kæmpe befrielse at få sagt
fra og tage afstand til denne dysfunktionelle familie, som kun kritiserede mig og
begrænsede mit liv. I dag lytter jeg til min
krop og passer på mig selv. Det har været
min store erkendelse i alt det her: At vi
ikke kan styre andre eller verden. Men vi
kan styre os selv.
Christina bruger stadig de teknikker,
som Hanne har lært hende. Hvis hun
mærker ubehag, banker hun på siden af
håndryggen.
– Jeg gør det sådan diskret, nede under
bordet. Det er der aldrig nogen, der har lagt
mærke til. Men efterhånden er det mere og
mere sjældent. Jeg er sat fri, føler jeg. Men
det har da været en lang og svær proces
med et skridt frem og to tilbage, fem skridt
frem og et tilbage osv.
I dag har Christina en aktiv hverdag,
hvor hun hele tiden udfordrer sig selv.
Hun har været med i en rockvideo og i
modeshows, hun får eneundervisning i
sang, hun har medvirket som statist og er
hurtig til at dele sit visitkort ud og skabe
et nyt netværk. Hun har også lige taget
en fuld uddannelse som merkonom og
ejendomsmægler.
– Det er jeg sgu stolt af, siger Christina.
– De sidste fem år har været fantastiske.
Jeg har fået livet tilbage og føler, at jeg endelig er helt mig selv.
PSYKOLOGIMAGASINET.DK