Hent en gratis smagsprøve

1
GRÆNSELANDET
– Hvor mænd og kvinder kan fare vild
Nanna Svendsen
Udgivet af Visue, 2014
3
Grænselandet – Hvor mænd og kvinder kan fare vild
af Nanna Svendsen
Forlagsredaktion: Linda Kristiansen, Visue
Forsidefoto:
Grafisk tilrettelæggelse: Visue.dk
ISBN: 978-87-997905-0-0
E -bogen er sat med Ebrima og Khmer UI
Alle rettigheder ifølge gældende lov om ophavsret forbeholdes.
Det er ikke tilladt at kopiere denne e-bog.
Udgivet af Forlaget Visue, 2014.
www.visue.dk
4
Hvad er Grænselandet?
Grænselandets demografi
Grænselandet – en gråzone
Grænselandet er at finde i gråzonen mellem en normalt fungerende familie og
en incestuøs familie. I denne ”skyggernes blå time”, finder en subtil og svært
håndgribelig overskridelse af grænser sted. Barnets tillid og den voksnes magt
udgør i denne sammenhæng en bitter cocktail. Disse handlinger er ikke juridisk
strafbare, og de er svære at benævne og konkretisere med ord. Ord har i dette
regi en begrænsende effekt. Det er som om, at dét at sætte ord på formindsker og
banaliserer de krænkede følelser, de blå mærker på intimsfæren, følelsen af svigt
og overgreb. Hver eneste historie og handling kan modgås af en anden historie
og en anden vinkel - som om det at have en ”rationel” grund for krænkende
adfærd ophæver selve krænkelsernes effekt. Men tilbage står stadig følelsen af
krænkelse, af invaliderede og traumatiserede handlemuligheder.
En bred misforståelse er, at børn er små ufærdige mennesker, som skal tankes
op med forældrenes erfaringer og holdninger. Men nej! Børn kommer med deres
små færdige sjæle til verden, og de har deres helt egne præferencer, grænser og
blufærdigheder for intimitet såvel som på så mange andre områder. At overskride
disse personlige, intime grænser er voldsomt krænkende for børns identitet, og
det kan være invaliderende for deres fremtidige liv.
Når vi går ned ad gaden på en helt almindelig dag og ser os omkring, vil mange,
som vi møder, uden at vi kan vide det eller se det, dele en lignende historie med
os. Selv efter konservative beregninger1, har hver fjerde person på verdensplan
været udsat for seksuelle overgreb i en eller anden form i deres barndom, og hvis
man er kvinde, er tallene endnu højere. Dertil kommer, at mange har været udsat
for seksuelle overgreb som voksne. Det er chokerende tal, men det viser også, at
der er et stort problem og at dette problem er tabu.
Adfærd og handlinger som er krænkende og grænseoverskridende, har intet
kulturelt, klasse- eller religionsmæssigt ansigt. Afhængig af kultur, samfundsklasse
og religion kan grænseoverskridende adfærd og handlinger muligvis tage
forskellige udtryk og form og ”forsvares” med varierende ræsonnementer. Men
det er underordnet. Ligesom den krænkende parts køn og seksuelle overbevisning
er underordnet. Det handler om mellemmenneskelige relationer, og det er vigtigt
1
Ifølge Peter A. Levine, “Sexual healing.”
19
Hvad er Grænselandet?
at gøre sig klart, at dette fænomen er udtryk for mønstre og adfærdsnormer, som
på et eller andet tidspunkt i fortiden er blevet afsporet, og som siden giver sig
udtryk i en blind, ufølsom og tvangspræget (ofte ubevidst) magtdemonstration
og insisteren på egen normalitet via gentagelsen.
Krænkelse kan tage form af og få konsekvenser som1:
• Indtrængen i vores hellige rum.
• Overskridelse af personlige, følelsesmæssige, seksuelle
og energimæssige grænser.
• Chok for vores følsomme indre organer.
• At føle sig besudlet, beskidt eller ødelagt.
• Dybe uforklarlige følelser af skam og skyld.
• Manglende evne til at forme dybe, vedvarende forhold.
• En fornemmelse af at være stivnet eller lukket ned.
• Overvældende følelser som raseri, had og rædsel.
• Følelser af ekstrem isolation – en fornemmelse af ikke
at være i kontakt med sine omgivelser, menneskeracen
og sig selv.
Den indre oplevelse af at blive krænket er skræmmende, fyldt med vrede og
skam. Især hvis de som skulle beskytte os, også er dem som sårer. Det skaber en
dobbeltbinding, som underminerer den grundlæggende selvfølelse og tillid til
egne instinkter – og disse mønstre bærer vi med os.
Mennesker, som har været udsat for bl.a. overgreb, mishandling2 eller
gråzonehandlinger3 som børn eller teenagere – og også senere i livet, kan blive
sårbare over for seksuelle krænkelser og vold, fordi deres naturlige forsvarsimpulser
og protest, fysisk som verbal, er blevet udslukket. De er simpelthen udgået af
repertoiret. Det skyldes at adfærd og forestillinger betinget under traumatiske
omstændigheder kan bide sig fast efter blot en enkelt traumatisk oplevelse, hvor
en overlevelsesstrategi slog fejl og blev straffet således, at forventningen om at
blive smerteligt behandlet af andre, at være ude af stand til at forsvare sig selv,
eller ikke at kunne sige et direkte nej, til trods for at det ikke længere nødvendigvis
er tilfældet, bevares som eneste mulige tilstand og handlemåde.
1
2
3
20
Peter A. Levine, “Helbredelse af traumer” s. 76.
Babette Rothchild, “Kroppen husker”.
Min inklusion på baggrund af bl.a. Poula Andersens, Birgitte Fritzbøger
Stephensens og Peter A, Levines undersøgelser og erfaringer.
1
2
Fire små historier fra grænselandet
”En ung kvinde følte meget væmmelse ved mange ting. På kursus i tegneterapi
tegnede hun ofte munde, som der kom væmmelige ting ud af. Under en
efterfølgende regressionsterapi blev det klart, at hendes mor havde overskredet
hendes grænser. Det viste sig, at moderen var vokset op i et hjem præget af
bornert religiøsitet, hvor det var forbudt at vise sin nøgne krop. Moderen havde
derfor et stort udækket behov for at få opmærksomhed til sin nøgenhed. Da
hun fik barn, nød hun derfor at være nøgen sammen med barnet, men fordi
moderens følelser omkring nøgenhed var iblandet erotik og en usund trang
til at få opmærksomhed fra barnet, oplevede pigen en udtalt væmmelse ved
moderens nøgne krop. Under terapien genoplever hun en situation, hvor hun får
bryst og skal op for at bøvse. Idet moderen holder hende lodret, stikker hun en
finger ind i skridtet og piller hende lidt. Pigens bevidsthed fikseres i det øjeblik,
hvor moderen piller i skridtet, og hun gylper mælk op med en intens følelse af:
”Puh, jeg kan altså ikke ha’ det!””
”En kvinde er opvokset i et meget frisindet fotografhjem. Hele familien færdedes
ofte nøgne rundt i huset og alle fulgtes ad f.eks. på badeværelset. Dette krænkede
angiveligt hendes blufærdighed. Men familien drillede hende blot og sagde, at
hun var snerpet, hvis hun tog tøj på, når de andre var nøgne, eller hvis hun foretrak
at gå alene på badeværelset og måske endog låste døren efter sig.
Hendes far tog mange nøgenbilleder – kunstfotos hed det sig naturligvis – af sin
datter i puberteten, og brugte dem på udstillinger. Hun har været til fernisering
på et kunstgalleri, hvor hun måtte se sig selv hænge nøgen rundt på alle væggene
– i stort format set fra mange artistiske vinkler.
Han har formodentlig aldrig rørt hende seksuelt.
Der er ikke sket en forbrydelse i juridisk forstand.
Hun har symptomer i et omfang svarende til, hvad en seksuelt misbrugt ville
kunne udvise.”
27
Fire små historier fra grænselandet
3
4
”En ung kvinde er vokset op i et nydeligt borgerhjem, hvor forældrene desværre
var meget fikseret på sex. Der blev talt meget om sex til daglig, og der blev
holdt fester, hvor alle drak tæt, og hvor både far og mor nærmest havde stående
samleje med forskellige skiftende partnere på dansegulvet for øjnene af deres
lille datter.
Det er ikke strafbart, men pigen følte sig ofte krænket og har symptomer på en
seksuel krænkelse.”
”En ung mand fortæller, at han følte sig forfulgt af sin mor og oplevede, at hans
mor aldrig havde givet ham mulighed for at være alene gennem alle de år, hvor
han havde boet hjemme hos sine forældre i sit barndomshjem.
Når han søgte fred på toilettet, sikrede han sig omhyggeligt, at døren var låst. Men
hun stillede sig demonstrativt lige udenfor og forsøgte at føre samtaler med ham,
råbende ind ad døren. Hun tog ham med på badeværelset og demonstrerede
for ham, hvorledes hun trak de brugte tamponer ud, svingede rundt med dem i
luften og satte nye op.
En mor, der tillader sig at behandle sin søn således, mangler uden tvivl
fornemmelsen for grænser i mange af livets øvrige forhold, og der har formodentlig
været mange andre situationer, hvor drengen har følt sine grænser overtrådt.
Han har stort set alle symptomer på at være misbrugt.”
Gengivet fra Birgitte Fritzbøger Stephensen ”I misbrugte børn”, side 21-23.
28
Symptomer på psykiske senfølger
Thora Center gengiver i deres årsskrift 2005, følgende liste over
kendetegnende symptomer på senfølger efter overgreb eller
andre omsorgssvigt:
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Angst
Skyld- og skamfølelser
Vrede
Lav selvværdsfølelse
Problemer med personlige grænser
Spiseforstyrrelser
Depression
Seksuelle problemer
Koncentrationsbesvær
Søvnproblemer
Besvær med nære relationer
Seksualiseret adfærd
(og sex som kommunikationsmiddel)*
• Aseksuel adfærd*
• Somatisering – legemlige symptomer*
* Cand. Psych. Poula Andersens tilføjelser.
32
Senfølger
Psykologisk arv
Ofre
På et eller andet tidspunkt i deres liv har personer som krænker selv fået grænser
overskredet, det være sig intimt eller i andet regi. De er kommet ud af balance, og
deres manglende fornemmelse for egne grænser forplanter sig til deres opfattelse
af andres grænser - og til grænsers værd i det hele taget. Vi har alle et ansvar for
at gøre opmærksom på vores grænser og for at markere, at grænseoverskridende
adfærd ikke er acceptabel. At være blevet grænseoverskredet og krænket på den
ene eller anden måde i barndom, ungdom eller voksenliv, er ikke en undskyldning
for at videreføre en krænkende adfærd, men vi er nødt til at indse, at vi gør noget
galt, før vi kan ændre på det. Vi har alle ansvar for at få lært det, vi ikke fik lært
hjemme, eller for at genlære det, som vi i sin tid fik aflært – selvom det kan
være svært og også barskt at turde åbne øjnene og se de pinlige mangler. Hvor
ubehageligt et faktum det end er, så bærer ethvert krænket menneske en mulig
krænker i sig!
Mange mennesker som krænker, overskrider og nedbryder andres grænser gør
det ganske uvidende eller (hold fast) i bedste mening. Et eksempel kan være en
person som er opvokset i et kærlighedsløst eller et seksuelt forskrækket hjem,
og som derfor ønsker sig et anderledes liv og omgivelser fyldt med, hvad de
definerer som varme og fysisk nærhed.
Andre reproducerer ubevidst den atmosfære og det miljø de selv voksede op
i. Deres erfaringer og mestringsstrategier, deres valg af venner og partnere er
gearede dertil: De ved hvordan man bedst navigerer i en sådan virkelighed, og
det velkendte (om det er ubehageligt eller ej) er til stadighed forbundet med en
sær form for tryghed og genkendelighed.
Nogle mennesker grænseoverskrider ganske ureflekteret, fordi de endelig er
blevet store, stærke eller voksne nok til at håndhæve deres normer. De vader hen
over andres grænser, det være sig med charme eller på brydermaner – til måben,
ubehag eller direkte fortørnelse. Og hvis de opdager, at noget er galt, så forstår
de ikke nødvendigvis hvorfor, hvad som har udløst det, eller at de personligt
kunne have noget med det at gøre.
Der er dem som bare ikke har indset, at det der blev grint af i skolen ikke er sjovt
mere nu, hvor man er voksen.
46
Senfølger
Og så er der dem som bare slet ikke er særligt opmærksomme eller sensitive, og
som måske bare har en anden grænse. Der behøver ikke nødvendigvis at ligge
mere i det.
De som grænseoverskrider og krænker, har deres egne udfordringer og måske
nogle grænser og følelser, som gør det svært for dem at tackle, når deres
egen grænse er overskredet. Det er ikke nødvendigvis af ond vilje, men måske
dybest set en kombination af manglende social forståelse og mangelfulde
mestringsstrategier. Hvis vi ikke har nogen tæt på til at hjælpe med den sociale
forståelse, nogen der kan lære os, hvordan vi gør i stedet for det, som ikke virker,
så kan det godt være en svær kamp – og det er ikke nemt at modtage den læring
af vedkommende som anklager én for at have krænket. Vi har alle brug for nogen
at se op til og lære af.
Hvis du konfronterer en krænkende person, vil du høre et væld af (bort)forklaringer.
Det er naturligt, at den første reaktion er en af forsvar, og det er selvfølgelig meget
ubehageligt for dig, som det går ud over. Men det er skamfuldt at indrømme og
erkende, og det er en lang proces. Men selv om skylden bliver skudt bort i første
omgang, er det dog muligt at vedkommende går hjem og tænker over, om der
kunne være et gran af sandhed, når de har samlet sig lidt.
Konstruktioner om kærlighed og afvisning
Livet i grænselandet er fyldt med usagte og udefinerede skæve, snirklede
konstruktioner og ambivalente besynderligheder. Grænseoverskridelse fx.
står på sin vis for den krænkende part som tegn på kærlighed og omsorg, og
grænsesætning står som tegn på afvisning og nægtelse af kærlighed. Det er en
konstruktion, som den krænkende part som regel har med sig helt fra barndommen,
men som også kan være samlet op senere i livet. Det medfører masser af
forvirring i omgangen med andre mennesker, fordi andres grænseoverskridende
handlinger modtages med fuld forståelse af den krænkende part (og sikkert også
med undertrykt eller uerkendt modvilje). Kærlighed modtages derimod med en
varierende blanding af hunger og ambivalens, for erfaringen er at kærlighed altid
indeholder et skjult element af at være anmassende, grænseoverskridende og
afpressende – at kærlighed koster!
”Afvisning” i form af grænsesætning bekæmpes med alle midler. ”Se mig, hør
mig, tag mig, som jeg er – og tag hele mig!” Hver gang den krænkende part
afvises sårer det dybt, og fylder dem med vrede og frustration. Og de kæmper
47
Senfølger
endnu hårdere imod de grænser, som forhindrer dem i at føle sig elskede.
Det falder dem end ikke ind, at de grænser der opstilles, ikke nødvendigvis har
noget med dem selv at gøre. Det kan være den nyudklækkede teenagers hang
til privatliv, den låste toiletdør, hemmelighedskræmmeriet, den første kæreste,
som får kampene til at bryde ud i lys lue. Men som regel har der hele tiden været
en konstant underliggende kamp om grænser. En kamp om grænser som føres
videre og går i arv. En psykologisk arv. Men også en arv som kan brydes, hvis vi
er opmærksomme på det, og vil det.
48
Efter at have lækket min beslutning om at nok var nok, og at jeg var
træt af at være unormal og få trukket ting ned over hovedet, havde
jeg en telefonsamtale med min stedfar. Det var en god samtale uden
råb og skrig, som jeg ellers havde frygtet, og vi talte ”rigtigt” sammen
– selvom jeg ikke er sikker på, hvor meget han egentlig forstod eller
ville lukke ind. Jeg har gengivet et uddrag fra samtalen, som i sin
absurdhed brændte sig ind i min hukommelse, fordi det slog mig
som et illustrerende eksempel på grænsekampe og psykologisk arv i
familien:
(…)
”Jeg måtte aldrig vide noget om, at du havde menstruation. Hvorfor
måtte jeg ikke det? Min niece sad lige og snakkede om det den anden
dag, men med dig måtte jeg aldrig være med?”
”Det var ikke din sag.”
”Jamen, det er jo noget helt naturligt.”
”Ja, men hvis jeg ikke havde lyst til at tale med dig om det, så burde
du jo respektere det. Og jeg tror, at de fleste teenagepiger heller ikke
ville have lyst til at tale med deres far om den slags. Det er privat.”
”Og så var der alt det med pludselig at låse toiletdøren og at lægge
make-up med veninden…”
”Ja, det var jo også helt normalt. Det unormale er at du synes, at jeg
var unormal. Jeg opførte mig som en helt normal teenagepige.”
(…)
Min stedfar følte sig helt klart såret og udenfor, lukket ude fra
fællesskabet. Han havde bare glemt, at der findes forskellige slags
fællesskaber, og at man som forælder ikke kan være med i dem
alle. Det har at gøre netop med ens egenskab som forælder og ikke
nødvendigvis som person.
49
En storm af følelser
Skyld
Hvorfor protesterede jeg ikke mere?
Jeg burde have kæmpet!
Hvis bare min krop kunne se anderledes ud.
Havde jeg været anderledes, ville det være gået bedre.
Det er min skyld!
Der er en voldsom underliggende skyld forbundet med blot det at tænke tanker
om at være blevet krænket - og dermed implicit at beskylde en anden for at
krænke. Krænkelse på det intime område, især inden for familien, er tabubelagt
som intet andet.
Skyld blandes med selvhad, og det føles ikke rart. Og skylden optages med tiden.
Den krænkede part tænker på, hvad han eller hun burde/kunne/skulle have gjort
i dén og dén situation for at forhindre dette eller hint.
Langt mindre tænkes der på, at den krænkende part burde/kunne/skulle lægge
mærke til, acceptere og respektere det udtalte ”nej”, såvel som alle de fine små
signaler af tøven, ubehag og undvigelse, der udsendtes i de forskellige situationer.
Men den krænkede part tænker måske ligefrem, at det jo bare er en stakkel, som
ikke ved bedre – og det kan meget vel være – hvorefter de vender tilbage til
tankerækken om, hvad de selv skulle have gjort anderledes. Men den krænkede
part glemmer som regel at tænke på, at de selv er mindst lige så ”stakkels”.
Vi kan ikke påtage os skylden for andres handlinger.
Problemet med adfærd og tankegang tilhørte oprindeligt den krænkende part,
for senere, som følge af dennes handlinger, at blive overført til den krænkede
part som normalitetsdefinerende. Den krænkende part har valgt sin livssti. Han/
hun har handlet og taget de valg, som vedkommende fandt sig i stand til. Det er
eftervirkningerne af de handlinger og valg, som i dag gør ondt på vedkommende,
når du siger ”nej”. Det gør muligvis også ondt på dig – men du kan ikke, og bør
ikke også påtage dig skylden for den krænkende parts smerte.
Vi har pligt til at tage vare på os selv. Vi må gøre det samme som alle mennesker
er nødt til: Tage de valg som er bedst for et sundt liv, som fører energi, glæde,
frihed og handlemuligheder med sig, som gør vores liv værd at leve, og som gør,
at vi ikke begår de samme fejl og fører problemet videre.
54
En storm af følelser
At tænke sig, at det er overgået mig!
Jeg er én af dem, og det er i min familie!
Tænk, at jeg fandt mig i det i alle de år!
Tænk, at jeg ikke kunne sige fra!
Hvor er jeg en svækling!
Der er ingen som vil elske mig igen!
Skam
Når skylden af og til letter lidt sætter skammen ind - og det er her, at
boomerangeffekten sætter ind: Alle er bange for den fordømmelse og skam,
det bringer over os og vores familie at være ”sådan nogle.” Fordømmelse virker
uundgåelig, siden vi selv fordømmer, ser ned på og skammer os.
Hvis vi giver efter for vores skam og angst for fordømmelse, er det eneste valg
tilbage at fortsætte med at spille spillet efter de fastsatte regler. Kort sagt: Vi
fortsætter med at gøre vold på os selv og muligvis på andre.
Skam i sig selv er ikke en dårlig følelse: Skam har evolutionært været med til at
sikre familiens og gruppens overlevelse, således at individet afholdes fra at skade
sig selv, familien og samfundet1.
Den vanemæssige skyld- og skamfølelse du er opdraget med er stærk, men
”almindelige” mennesker vil se med medfølelse og sympati på det, som du har
været igennem. Du fulgte de regler, som du blev socialiseret ind i verden med. Det
var regler som blev godtgjort og normaliseret som en beskyttelse af din families
subkultur – blot viste det sig at være gråzoneregler fra grænselandet mellem
en normalt fungerende familie og en incestuøs familie. Dine egne instinkter og
præferencer afveg fra disse, og du var fintfølende nok til at mærke det.
Skam fortager sig ved, at vi anerkender og accepterer os selv samt gennem
anerkendende og accepterende kontakt med andre mennesker. Det kan være din
behandler eller læge eller en ven, du vælger at betro dig til.
Husk blot at øret du søger må have en optimistisk, favnende og ikke-dømmende
holdning til livet. En sådan ven vil opmuntre og støtte dig i den lange svære
proces, det er at komme fri.
1
Babette Rothchild, “Kroppen husker”.
55
En storm af følelser
Angst
Hvad hvis jeg mister ALT og ALLE?
Hvad hvis jeg mister MIG SELV?
Måske er jeg UØNSKET og UELSKET!
Måske ender jeg ENSOM og FORLADT?
Hvad nu hvis det jeg ønsker er UOPNÅELIGT?
Eller værre endnu, hvad hvis det ikke EKSISTERER?
Hvad sker der, hvis jeg tager FEJL?
Måske sidder jeg FAST FOR EVIGT!
Så snart den ene eller den anden side har overtaget i tvivlens monolog, sætter
angsten for alvor ind. Angst er værre end frygt. Frygt rettes mod noget ydre og
definérbart såsom edderkopper eller det at stå på et højt sted.
Angst skriver med store bogstaver og henter sin kraft i de stærke, lidet definerbare
og helt basale behov i mennesket. Angst udløses indefra og kan gå over i direkte
skræk.
Angst bidrager til følelsernes splittelse og sætter den krænkede part i en evigt
skiftende position af de helt basale reaktionsmønstre: Frygt eller vrede? Flugt
eller kamp? Måske stivnen og følelsesløshed?
Vi kommer ikke uden om frygt og angst i denne proces. Angst er grundlæggende
og eksistentiel. Den handler om alt og intet, om liv og død. Angst er direkte
kvælende for livsenergien, men den er også et kraftigt signal om, at der er noget,
som ikke fungerer i vores nuværende måde at leve livet på. Angsten er således
også et springbræt.
Når vi tager fat i vores angst og definerer den, så bliver der mulighed for
handling. Så omformes angsten gradvist til den mere håndterbare form af frygt,
som er fokuseret mod specifikke mulige konsekvenser af forskellige valg- og
handlemuligheder. Når angsten ændres til frygt, så begynder jorden at tage form
under fødderne på os igen. Selv om det ville være dejligt, kan vi ikke springe
angsten eller frygten over. Der er ikke meget andet at gøre, end at lytte til vores
hjerte og modigt følge dets råd.
56
Jeg ”mistede” mine forældre i en grad, hvor det forekom mig,
at de var døde. Jeg sørgede over tabet af dem og min barndoms
historie, og forberedte mig på at leve resten af mit liv som
forældreløs. Jeg gik ud fra, at når jeg sagde slut, så ville de
ganske enkelt ikke have mig mere. De ville ikke elske mig mere,
troede jeg, for afvisning og nægtelse af kærlighed er typiske
afstraffelsesmidler i familier med grænseproblemer. Og denne
gang havde jeg ikke tænkt mig at ”makke ret” igen. Nogensinde!
57
Min historie
Hudløs og følelseskold
I skolen begyndte det at gå ned ad bakke socialt i 7. klasse. Jeg følte mig anderledes
end de andre børn. Det var ikke sådan, at jeg blev mobbet, men jeg var heller ikke
i stand til at indgå som en del af en gruppe. Jeg kunne ikke gå på kompromis med
min samvittighed som piskede, og som stadig kan piske mig, hvis ikke jeg opfører
mig fejlfrit og udadleligt. Derfor kunne jeg heller ikke indgå i fællesskaber, som
i den alder så ofte bygger på alliancer, og på hvem der er inde, og hvem der er
ude. Der var for megen uretfærdighed til, at jeg kunne deltage eller blot se på, og
når jeg forsøgte, gik det altid galt. Til sidst meldte jeg mig ud af fællesskabet, og
skjulte mig i bøgernes verden.
I 10. klasse kom jeg på efterskole. På mit tremandsværelse gik det op for mig,
hvor kold og benhård jeg var blevet. Når andre skændtes, græd eller råbte, blev
jeg iskold og rolig (selvom jeg til tider rystede indvendig). Jeg ville intet have med
deres følelser at gøre. Deres humørsvingninger skulle de ikke køre af på mig.
(Den samme meddelelse fik jeg først placeret, hvor den egentlig hørte hjemme
mange år senere: Nemlig hos min mor, stedfar og far).
Dog gik det op for mig ved disse lejligheder, at jeg var blevet unormalt hård.
Jeg var blevet så hård, at jeg nærmest ikke kunne føle mig selv og mine følelser
længere. Når nogen sårede mig, så jeg blot på vedkommende med iskold foragt,
nedladenhed og ligegyldighed i øjnene og gav dem så en benhård, hånlig og
svidende bemærkning med på vejen. Jeg var i stand til at virke fuldkommen
frygtløs og upåvirket, også når jeg bævede inden i. Det var som om jeg bar på
to identiteter – det glade ukomplicerede kernefamiliebarn og det vagtsomme
ensomme barn, som var parat til at slås for sin overlevelse, hvis det blev trængt op
i en krog. Det var en kompleks selvfølelse, som tog form og farve af de omgivelser
som mødte mig. Jeg kunne være som en kamæleon.
Selvom jeg efter min efterskoletid forsøgte at finde tilbage til et blødere ”jeg”,
måtte jeg mange år frem altid se en sørgelig film eller læse en sørgelig bog for
at kunne græde, når jeg var ked af det og ulykkelig og havde brug for at lette
trykket. Jeg kunne græde over andre, men ikke over mig selv.
73
Min historie
I dag, hvor jeg har genvundet kontakten til mig selv og mine følelser, har jeg
utrolig let til tårer og bevæges let, men det føles stadig, dog mindre og mindre,
som et nederlag at græde overfor andre. Et nederlag, fordi jeg mister kontrollen
og bliver sårbar. Men forunderligt nok er det også denne sårbarhed, som nu
styrker mig og giver glæde, kraft og kreativ energi.
Enøjethed
Sideløbende med mine barne- og ungdomsår bidrog jeg til familiefortællingen
om mit ideale hjemmeliv og udelukkede alt andet fra min fremstilling. (Mine
venner har siden fortalt mig, at de godt nok også syntes, at det virkede noget
rosenrødt det hele.) Mit billede af min stedfar, som jeg stædigt proklamerede
var min far, blev påvirket og formet af min mors ord om, at blod er intet, og at
det er handlingerne der tæller. (Noget jeg grundlæggende stadig er enig i den
dag i dag). Min mor understregede også, at i modsætning til min biologiske far,
så handlede og følte min stedfar som en far. Og sådan blev det. Jeg havde min
biologiske far, og så havde jeg min (sted)far – og så havde jeg kun min (sted)far.
Pludselig havde jeg slet ikke nogen far længere. Derefter heller ingen familie,
for min mor tog handlekraftigt parti for min stedfar og proklamerede, efter en
”grundig undersøgelse”, at alt var en misforståelse – fra min side, naturligvis – og
belærte mig om, hvor dybt jeg havde såret hans følelser. Mine følelser kom som
sædvanlig i anden række.
74
Min historie
Tredje lag – Det ”frie” hjem
Gajoler og godnatkamp
Første gang jeg tillod mig selv at give udtryk for, at noget var galt i forhold til min
stedfar og mine grænser, har jeg vel været 12-13 år gammel.
Mine bryster udviklede sig til små gajoler, hvilket jeg måtte høre meget for. De
blev tilmed duttet et par gange – for sjov! Jeg forsøgte at skjule min krop med
store T-shirts, sweatere og rundet ryg, når jeg var hjemme. Der var ikke noget,
man kan kalde overgreb eller direkte gramsen, blot en insisteren på at holde mig i
siderne så hans lillefingre fulgte mine hofters begyndende buen. Tommelfingrene
insisterede på at finde sig til rette i den bløde runding i overgangen fra siderne
til mine bryster. Og så skulle jeg altid klemmes godt ind mod hele hans krop, så
jeg kunne mærke mine bryster blive flade mod hans bryst – og jeg tænkte, at han
også måtte kunne mærke det. Så blev jeg kysset på halsen eller kinden og nusset
med hans fuldskæg. Når det var tid at kysse godnat på kinden, (jeg forsøgte altid
at liste mig ind bagfra og gøre det hurtigt, så det ikke også blev til kram), måtte
jeg ofte regne med, at han vendte hovedet pludseligt og i sidste øjeblik, så kysset
endte tættere på hans mund eller i mundvigen. Når jeg kunne slippe af sted med
det, vinkede jeg fra døren, men for det meste blev jeg irettesat af min mor og
sendt af sted for at kysse ordentligt godnat.
Jeg sendte et par enkelte forespørgende prøveballoner ud om, hvordan andre af
pigerne i klassen havde det med deres far og den slags, men fik kun uforstående
blikke og pinlig tavshed tilbage.
75
Min historie
Ladet humor
Humoren i mit hjem var som oftest ret tvetydig og sort, spidsfindig, rap, legende og
grænsesøgende, og den kørte (desværre) meget også på de seksuelle tangenter.
Til trods for den – ellers intelligent baserede humor, var også platte udtryk som:
”Det sagde hun også i går” og komplimenter om purunge piger som: ”Hun er
plukkemoden” og ”trænger til lige at få …” fulgt af et sigende stød opefter med
underarmen og et grynt/ støn. Alt sammen gamle gengangere, og den dag i dag
er jeg ved at brække mig, når jeg hører noget i den stil. Det er så dumt, sexistisk
og ulækkert, at det gør ondt.
Det var en udfordrende, grænseprøvende og seksuelt ladet omgangstone, og
man skulle være rap i munden og tanken for ikke at tabe terræn i ordduellerne.
Jeg voksede op og mestrede denne tone, nød ordduellerne og vandt stort set
altid, når jeg duellerede med mine jævnaldrende. Jeg forfægtede alle tanker om,
at jeg følte mig utilpas i fysisk nærhed af min stedfar. Det var en upassende og
utaknemmelig følelse, og vi havde det, på nær det fysiske aspekt, dejligt sammen.
Vi snakkede rigtig godt, (og allerbedst når vi ikke så på hinanden), og jeg kunne
tale om eksistentielle og filosofiske spørgsmål med ham, hvor jeg ikke kunne
få et ben til jorden i samtaler med min jordbundne mor, som altid vidste lige
præcis, hvordan alting er og hænger sammen, og hvad man skal gøre ved det.
Mine følelser for – og oplevelser af ham – hang overhovedet ikke sammen, og jeg
fortalte ikke om mine inderste tanker og følelser til en sjæl før mange år senere,
da jeg som trediveårig var blevet færdig med min uddannelse og skulle forestille
at være voksen.
Optakt
Det blev simpelthen for meget, da jeg endnu en gang, på dagen for min dimission,
skulle kæmpe med min stedfars omfavnelse ved ankomsten og senere udholde
et langt fraværende blik ned i min kavalergang, inden han og min mor tog af sted
igen. Jeg var vred og frastødt over, at han stadig forsøgte at kue mig med hans
insisterende omgangsform og livsopfattelse – jeg var for pokker da blevet tredive
og voksen – og så i mit eget hjem! Fra da af begyndte jeg at tænke mere frit
og ucensureret, og forræderiske tanker holdt deres indtog og stimlede sammen
foran den ophøjede orden med bannere og slagord. Det tog nogle måneder før
der var nok!
80
Min historie
Denne erindring er, som en undtagelse, min storebrors, men den er så symptomatisk
for en familie i grænselandet, at jeg har valgt at tage den med alligevel. Da jeg
fortalte min bror om mine erkendelser og erindringer, sagde han, at han ikke rigtig
havde lagt mærke til noget, ud over, at han tit oplevede, at den humor vi var blevet
opdraget med, ofte, af andre, blev fundet alt for grov og grænseoverskridende.
Men én hændelse huskede han dog. Han vidste ikke rigtig, hvor på skalaen han
skulle placere den – vel mest i ”klam-” eller ”for meget-afdelingen”, måske i
”gammel gris”-afdelingen. Han kunne ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg
var lille, fire-fem år måske:
Vi var i en slags omklædningsrum alle fire (mor, stedfar, storebror, og mig), og jeg
spurgte, om jeg måtte røre ved min stedfars halvstive tissemand. Og det måtte jeg
gerne. Så jeg dikkede løs og fik den til at svinge frem og tilbage.
Min bror fortalte, at han syntes, at det varede ved alt, alt for længe efter hans
smag.
Det interessante er, at da jeg foreholdt min mor denne episode, så huskede også
hun den klart og tydeligt. Derimod mente hun, at jeg bare havde dikket et par
gange med en lille, stiv finger, som hun sagde. Det var ingenting. Men hvis det var
så ”ingenting”, hvorfor kan også hun så overhovedet huske denne episode ud af
så mange millioner andre, spørger jeg mig selv?
Min stedfars respons var, at det kunne han ikke huske, men at han ikke ville
opdrage mig sådan, som han selv var blevet opdraget, nemlig til et akavet og
unaturligt forhold til kroppen.
84
Min historie
En sommer, mens jeg gik i gymnasiet, havde jeg fundet et ugenert hjørne i haven til
at slikke sol. Jeg vidste, at min stedfar var optaget ved sin computer, og jeg mente
mig sikker i den blinde vinkel, jeg havde valgt derude. Så jeg smed tøjet, lagde
mig i et par minimale trusser, spredte benene og vinklede kroppen, så maksimum
sol ville falde på min vinterblege krop. Mens jeg lå med lukkede øjne, hørte jeg et
klik, som når man tager et billede med et ikke-digitalt kamera. Jeg kiggede op i
samme nu, som vinduet på badeværelset på første sal stille blev lukket igen. Jeg
blev i ét nu så vred! Det var bare for meget! Jeg hev tøjet på igen og løb op ad
trapperne. Jeg fandt min stedfar i soveværelset og spurgte ham direkte, om han
lige havde taget et billede af mig? Han så på mig med iskolde øjne og vrængede
et; ”hvorfor, han dog skulle tage et billede af mig?” Han var så iskold, rolig og
afvisende, at jeg begyndte at tro, at der måske var noget i vejen med mig oppe i
mit hoved, til trods for, at jeg lige før havde været så sikker i min sag. Det var så
frustrerende og ydmygende, og jeg måtte, latterliggjort, gå min vej.
Men min stedfar havde løjet mig lige op i ansigtet. Et halvt år senere, da jeg sad
og kiggede billeder igennem, fandt jeg billedet af mig selv. Der lå jeg stort set
splitter fornøjet og struttede mellem billeder af naboer og fødselsdagsfester. Føj,
hvor var det ydmygende. I bar magtesløshed tog jeg billedet og rev det i små bitte
stykker. Dum som jeg var, sagde jeg intet til min mor. Jeg troede ganske enkelt
ikke på, at hun ville tage mit parti, og jeg kunne ikke tåle at blive ydmyget endnu
engang - for slet ikke at tale om at risikere, at billedet skulle ende sine dage i
fotoalbummet, hvad det sikkert ville have gjort, da jeg jo var i undertal, og blot
opførte mig som ”en barnlig og nærtagende teenager” - som sædvanlig.
88
Min historie
Sjette lag - Som at leve i to virkeligheder
Hvad så bagefter?
Det hører med til historien, at min stedfar rent faktisk blev utrolig såret (hvem ville
ikke blive det?) over, at blive konfronteret med min virkelighed. Han kunne ikke
identificere sig med min synsvinkel og hans rolle. Han blev ved med at påpege
alle de gode ting, vi havde haft sammen.
Og vi har haft mange gode ting sammen. Jeg tvivler heller ikke på, at han faktisk
elsker mig som sin egen datter. Jeg elsker også ham. Men det handler bare ikke
om det. Det handler om ubevidste handlemønstre som styrer og nedbryder. Når
jeg ser mine indre erindringsbilleder af min barndom, så er de lyse og fulde af
solskin. Men når jeg læser det, jeg lige har skrevet, så slår det mig, hvor megen
frygt, usikkerhed og ubehag der også har været til stede, og som jeg har filtreret
fra og gemt væk. Det har taget tid at forene mine virkeligheder. Men jeg er mere
fri end nogen sinde til at handle og opleve på mine egne præmisser. Jeg er godt
på vej.
I begyndelsen
I begyndelsen savnede jeg desperat min familie samtidig med, at jeg ikke var
følelsesmæssigt i stand til at se dem. Det tog nogle år, før jeg igen kunne opholde
mig i samme rum som min mor og stedfar.
Men nu betyder det faktisk ikke så meget mere. Jeg har været igennem angsten
for at miste alle, både familie, kæreste og venner, og for at være helt alene i
verden, og jeg har fundet, at så alene er jeg heller ikke. Jeg har stadig mine
venner, jeg har min bror igen, jeg har fundet ny kontakt til min biologiske far,
(som jeg nu er i stand til at se og opleve med mine egne øjne), jeg har stadig min
kæreste, og vores forhold bliver mere og mere ærligt og glædesfyldt, og vi har nu
besluttet os for familieforøgelse. Sidst og størst af alt; så har jeg langt om længe
også fundet mig selv. Jeg har fundet en mængde styrke i mig selv, som jeg ikke
anede, at jeg havde. Og jeg har fundet, at det at være alene slet ikke er så farligt,
og at det er langt bedre, end at miste sig selv.
Jeg er rolig nu. Jeg møder min familie på mine præmisser og med den viden, at
hvis det passer mig, så smutter jeg uden dårlig samvittighed. Jeg kan nyde dét,
de har at byde på, og hvis de kører over i selvmedlidende jammer eller laver en
seksualiseret smutter, så siger jeg nu fra, igen uden dårlig samvittighed.
94
Min historie
Jeg føler mig langt mere tryg nu, fordi jeg ved, at jeg kan regne med mig selv. At
jeg er her for at passe på og beskytte mig selv – og ikke for at kaste mig selv for
hverken ulve, gamle grise eller efter andres forgodtbefindende.
Mødet med tavsheden, den uventede refleksion og martyrspillet
Det første år blev jeg mødt med tavshed, laden-som-ingenting og negligeren.
Efter to år lod de stadig som ingenting. De lod som ingenting over for mig, for
hinanden og for deres venner. Det er fuldstændig tabu. Jeg ved ikke, hvor meget
de taler med hinanden - forfærdende lidt er mit indtryk. Jeg ved ikke, om de
stadig føler, at det grundlæggende er mig som har et problem. Det er vel muligt.
Men det er heldigvis deres problem.
Men de er også bange for at miste mig helt! Den vinkel overraskede mig så
meget, at jeg end ikke havde taget den i betragtning, da jeg forestillede mig de
mulige konsekvenser og værste scenarier. Men det er formodentlig angsten for
at miste, som fik dem mere på banen igen, da det tredje år løb af stabelen, og jeg
stadig ikke var kommet til fornuft eller havde sagt undskyld.
Jeg fornemmer, at min stedfar reflekterer meget over tingene, over hvad der er
sket, hvad han kunne have gjort anderledes, og jeg fornemmer også, at han prøver
at handle anderledes over for mig. Han anerkender nu i vid udstrækning min
virkelighed, selvom den måske ikke stemmer overens med hans egne erindringer
og opfattelser. Om det har ændret noget reelt i hans selverkendelse og opførsel
generelt, har jeg ingen anelse om. Måske bliver manererne bare støvet af, når jeg
er hjemme? Jeg håber for ham selv og for andre, at mit oprør, trods alt, har bragt
noget godt med sig for dem også.
Hvad angår min mor? Hvad ved jeg? Hun forekommer mig ikke at have rykket
sig en tøddel. For mig at se, er hendes største problem vist, at hun aldrig rigtig
har et problem. Hun har gjort sit bedste til hver en tid, og derfor er der ikke mere
at gøre. Det er altid alle andre der ikke har handlet rigtigt eller gjort tingene
ordentligt – i dette tilfælde mig og min stedfar. Jeg var fx for nedringet klædt som
teenager, som hun proklamerede, da jeg var hjemme hos dem for første gang
efter to år. Efter tre år begyndte det at gå op for hende, at jeg virkelig ikke havde
tænkt mig at bøje mig, ligegyldig hvor ked af det hun virker.
Åbenbart har hun mistet den indre glæde og lever livet i rutinen. Det er i hvert
fald, hvad hun selv siger. Jeg får det selvfølgelig skidt, når hun siger den slags,
men på det sidste føler jeg mest utålmodighed og irritation ved martyrspillet. Jeg
95
Min historie
spiller ikke med mere, for jeg har hverken lyst eller mere tid at spilde. Men jeg
håber virkelig, at hun selv snart vælger at leve livet igen. Hun spurgte mig efter
fire år, om hun skulle gå fra min stedfar; om det ville gøre det godt igen? Jeg er
glad for, at jeg ikke faldt i hævnens grøft og svarede ”ja”. I stedet svarede jeg at
den beslutning måtte hun selv tage, og at jeg foretrak, at hun var lykkelig. Det
være sig med eller uden min stedfar.
Jeg ved ikke, hvor lykken er henne nu, om den er gået i hi eller er væk, eller om
den bare forsvinder, mens jeg er til stede som påmindelse om, at alt ikke er helt
som det var, for så at vende tilbage, når jeg er borte igen? Jeg har foreslået både
min mor og min stedfar at tale med en psykolog. Ikke nødvendigvis for at gå i
behandling, (selvom jeg synes, at det kunne være en udmærket idé), men for at
tale med nogen om problemstillingen. De må da have masser af spørgsmål om
mit såkaldte problem? Om hvad det er, som er sket og hvorfor? Og om hvorfor
det skal ”gå ud over” dem? Men det er ikke rigtig blevet til noget. Det er som om
de nægter at vide mere. Men måske de søger blot på en anden måde, end jeg
ville gøre? Jeg ved det ikke.
Men de er jo trods alt voksne mennesker, så de finder vel ud af det?
96
Min historie
19. marts 2008
Kære Hans
Jeg talte med Inge. (Inge er min mor. Vi har altid kaldt ved navn i min familie.)
(…) Da jeg spurgte til jer, måtte jeg gå hende på klingen, før jeg fik et rigtigt svar.
Jeg er virkelig ked af, at I ikke har det godt sammen for tiden. Hun sagde, at du
sagde, at du har skrevet, men at jeg ikke har svaret. Det er vist længe siden, og jeg
mener da, at jeg har svaret. Jeg har også skrevet, men mine mails kom retur, så
jeg videresendte dem bare til Inges mail. Jeg kan forstå, at du og hun har trukket
jer ind i hver jeres skal. Det har I selvfølgelig lov til - det er jo jeres liv.
Jeg forstår også på Inge, at du stadig hænger fast i, at du aldrig har følt dig fysisk
tiltrukket af mig. Da vi for længe siden talte om det for første gang, sagde jeg,
at jeg ikke vidste, hvad du tænkte og tænker i dit hoved - reelt det kan jeg ikke
vide, - og at jeg følte mig usikker på, hvad jeg skulle tro. Men jeg har hørt, hvad
du sagde.
Det virker dog ikke, som om du har hørt, hvad jeg sagde; om at bryde grænser.
Jeg sagde, at du ikke havde respekteret mine intime grænser. Ud fra hvad jeg
forstod på dig dengang, var din opfattelse imidlertid, at du følte dig såret over de
konstante afvisninger, jeg havde udsat dig for, og at du har forsøgt at nedbryde
disse ’barrierer’ ved at drille, stikke til mig og fremture dine overbevisninger om
hvad og hvordan, som var rigtigt og mest naturligt - for dig. Problemet er, at du,
i din fastholden af din virkelighed, marginaliserede mig og udpegede mig som
kropssky, berøringsangst, sippet etc. Du tror stadig, at jeg er sådan, men det er
kun over for dig, og andre som har den samme grænseoverskridende adfærd.
Det er det, jeg har sagt fra over for. Jeg er færdig med at lade mig kue og få
påduttet dine normer for social adfærd på dette område. Jeg er færdig med at
finde mig i den slags, og det har betydet en gevaldig frihed og lettelse i mit
hverdagsliv. At begynde at sætte grænser, at vise hvad jeg synes om det, i stedet
for blot at tie og undvige i stilhed af skræk for at blive anset for en hystade og for
at blive latterliggjort. (…) Men én ting er, at jeg fortæller dig dette, en anden ting
er, hvad du hører gennem dine forforståelser og filtre.
Jeg tror ikke, at det er godt for dig (eller nogen andre), at du går alene med alle
de tanker og spørgsmål, som du uvægerligt må have. Se at få gjort noget ved din
livskvalitet. Hvis du vælger at trække dig tilbage, at se dig som konstant udelukket
103
Min historie
og misforstået, så er det dét, du får af indhold i livet. Du må se at bryde cirklen.
Din indadrettede adfærd opfatter jeg som et udtryk for, at du ikke selv føler, at du
har et problem, men at problemet stadig er mit. I så fald slutter cirklen dog det
samme sted. Hvorfor spørger du ikke en professionel om, hvad ’mit problem’ helt
præcist drejer sig om? Eller er du tilfreds med den nuværende situation?
Jeg håber virkelig, at du vil tage kontakt til en psykolog, som er vidende indenfor
området. Poula, fra Thoracenter, er en videnskapacitet i denne niche, og hun taler
med alle parter og ser alle som ’ofre’. Du kan henvende dig anonymt. Stedet
er for alle. Eller du kan, som en start ringe, og tale med hende. Måske hun kan
henvise dig til en kollega i nærheden af, hvor I bor?
Én ting er sikkert. Det bekymrer mig, at I to står i stampe. Jeg påtager mig ikke
ansvaret for, om I har det godt. Det er jeres egen opgave som voksne mennesker.
Det eneste jeg har gjort er at tage bladet fra munden og sagt dét højt, som jeg
hele tiden har sagt med mit kropssprog og undvigemanøvrer.
Jeg vil gerne tale med dig, men jeg ser dig ikke på nettet. Jeg tror, du gemmer
dig! Jeg tror nu også, at det ville være lidt lettere at tale sammen, hvis du får vendt
dine tanker med en professionel først. Det er svært at kommunikere, når vi har to
vidt forskellige referencerammer, og når jeg er den eneste som forsøger at udvide
min horisont. Og det med at snakke om ingenting, indtil vi har fået Alzheimers,
dur jo ikke (for mig i hvert fald). Grundlæggende elsker vi jo hinanden, vi har bare
et issue for tiden, og at stikke hovedet i busken trækker bare tingene i langdrag.
(…)
Kærlig hilsen Nanna
104
Kroppens intelligens og styrke
Om kropsbevidsthed
Det at blive krænket, gør noget ved vores opfattelse og oplevelse af grænser.
Det gør noget ved vores måde at udtrykke egne grænser på både verbalt og
kropsligt. Måske kan vi slet ikke mærke vores grænser mere? Og hvordan
sætter vi dem så? Måske bliver vi fuldstændig paralyseret og kan slet ingenting
mærke af noget som helst! Men man kan godt lære at mærke igen – sig selv og
sine grænser. Mange har undertrykt de ”uvelkomne” følelser, og dermed også
deres krop i så lang tid, at det kan opleves meget skræmmende at mærke igen.
Måske er der et underliggende ønske om fortsat ikke at mærke. Det at mærke
er forbundet med fare, angst og ubehag, måske med flashbacks, ubehagelige
kropslige fornemmelser og voldsomme følelser.
Bevidstheden om de sanseindtryk vi oplever, af ydre oprindelse (fx lyd, lugt, smag,
berøring, synsindtryk) eller af indre kropsmæssig oprindelse (muskler, bindevæv,
organer), er vores forbindelse til nutiden. Uden vores sanseindtryk flyder vi rundt,
og fortid og nutid blandes, så det bliver langt sværere at skelne derimellem. Hvis
vi ikke har kontakt til vores krop, er det svært at genkende og beskrive vores
følelser. Når vi bevæger os rundt i verden med svag eller manglende kontakt til
krop og følelser, er det langt sværere at afgøre om et sted, en handling eller en
situation er farlig. Og når vi så svæver rundt mellem fortid og nutid og samtidig
ikke kan bedømme vores egen sikkerhed, så bliver vi naturligvis utrygge eller
bange. Alt forekommer mere eller mindre utrygt eller måske direkte livsfarligt. Og
kroppen reagerer med kronisk alarmberedskab.
Første skridt er således at (gen)lære og (gen)opbygge en tryg kropsbevidsthed.
Når du er i kontakt med din krop, kan du også mærke dine følelser og grænser,
dine reelle styrker og svagheder, du kan risikovurdere præcist og således passe
på dig selv. Du kan føle dig tryg, når du er tryg og handle til din sikkerhed i en
farlig situation. Kropsbevidsthed er den største ressource til at komme videre på
en tryg og sikker måde.
109
Kroppens intelligens og styrke
Forløsende øvelser for kroppen
Man kan desværre ikke bare bede sin krop om at slappe af og så forvente, at
det løser alle spændinger og problemer, for man imødekommer ikke kroppens
egentlige grundlæggende behov. Kroppen vil overordnet set gerne slappe af, men
den har formentlig en impuls til noget andet, som endnu ikke er imødekommet.
Det er lidt som at sige til sin sultne krop: Jeg kan godt mærke, at du er rigtig
sulten, men nu skal du slappe af, for jeg kan først spise om en time. Det ændrer
hverken på sulten eller ubehaget.
Det er tit svært at finde ud af kroppens egentlige behov, når vi sidder med det
alene - ellers havde vi jo fixet det for længst! Selvom du godt kan arbejde alene,
er det allerbedst at arbejde med en uddannet kropsterapeut, som kan spejle din
krops bevægelser, spørge ind til og observere dine reaktioner, og hjælpe dig på
rette spor. For det er svært både at være i oplevelsen og samtidig at forstå den,
samt agere på en anden måde end det, det gamle mønster dikterer.
Det er sådan, at de tankespor som mønstrene sætter i os, de har kørt lige siden
traumet opstod. Men når vi begynder at blive bevidste, så kan vi begynde at
danne nye spor. Og når vi har kørt rigtig længe i det nye spor, så begynder det
gamle spor at blive tyndere og tyndere – for til sidst at forsvinde.
I de følgende øvelser1, arbejder du ikke direkte med din historie. Arbejdet tager
udgangspunkt i kroppens hukommelse og dens behov. Alle de udvalgte øvelser
er meget blide og helt sikre at udføre.
Det er vigtigt at gennemføre øvelserne mindst tre gange og grundigt for at opnå
resultater. Nogle gange skal der mere til.
Mens du udfører øvelserne er det også vigtigt, at du svarer på spørgsmålene sat i
kursiv: De hjælper dig med at observere og lære din krops sprog at kende, så din
krop-hovedkommunikation kan blive bedre.
Spændingstilstandes funktion er at lukke af og skabe tryghed, og det er helt i
orden, hvis du oplever dem. Følg blot impulsen og indfri din krops behov: Spænd
op og slap så af igen, når du føler, at din krop er parat til det.
1
Kropsterapeut Jette Toft Madsen har udvalgt og tilpasset øvelserne til denne bog.
115
Kroppens intelligens og styrke
Sideløbende med observationsarbejdet, følger arbejdet med at skabe en anden
og mere dybtgående tryghedsfølelse som bevirker, at du kan give slip på de
gamle mønstre og skabe nye. Det er meget vigtigt, at du udfører øvelserne meget
langsomt som i slowmotion, for nervesystemet kan kun registrere langsomme
bevægelser. Hvis bevægelserne sker for hurtigt, registrerer nervesystemet kun
punkterne A og B og ikke rejsen fra A til B – og det er rejsen som forløser.
Jeg vil anbefale, at du første gang sætter god tid af, så du har rigelig tid og ingen
stress. Du behøver ikke at gå alle øvelserne igennem. Vælg blot de som taler til
dig. Derefter vil din krops visdom, hvis du lytter, guide dig.
Det er også en fin idé at læse de gode råd i slutningen af materialet igennem,
inden du begynder.
116
Land din krop
I denne øvelse arbejder du med at ”lande” din krop. Hvis vi
skal kunne åbne og forløse noget som helst, så er det vigtigt,
at kroppen føler sig tryg, afslappet og hørt. Kroppen skal have
en overskudsfølelse, så den kan mærke, hvad den har lyst til, og
hvad den ikke har lyst til - ellers giver det ikke mening at gå ind
i et forløsningsarbejde. Det bliver let en vane at gøre sig umage
for ikke at mærke sin krop og smerter. Men når vi på denne
måde vækker kroppen, mærker vi livet i den igen. Først fremstår
spændingerne, smerterne og kamp/ flugt/ stivne-beredskabet
kraftigere på grund af den ”nye dugfriske” følesans. Derefter
kommer roen.
A) Sæt dig på en stol uden armlæn og med lidt plads omkring
dig. Sid i en ret men neutral stilling, hvor du hverken slapper helt
af eller spænder helt op, og hvor fødderne hviler fladt på gulvet.
Du kan eventuelt forestille dig, at du har et blylod hængende i en
snor for enden af halebenet. Dette er udgangspositionen.
Hvordan har du det inde i kroppen lige nu? Godt? Mindre
behageligt?
Sæt enkelte ord på dine fornemmelser. Hvad mærker du først?
Derefter?
Mærk efter om der er nogen steder i kroppen, hvor du føler dig
fuldstændig godt tilpas? Eller hvis du føler ubehag i hele kroppen,
er der så steder, hvor ubehaget er mindre?
Mærk med din hånd på det område som føles mest behageligt.
Tryk blidt på det.
Måske er det også okay på den modsatte, tilsvarende side af
kroppen?
Er det rart at røre ved området?
Prøv nu at mærke efter, om der er noget som helst inde i dig som
har ændret sig bare en lille smule? Din stemning? Du føler dig
måske også en smule mere afslappet?
117
B) Tag din ene fod i skødet og nus, rør, massér, mærk med faste
berøringer fodens struktur, muskler, scener, knogler.
Hvordan kan din fod lide at blive berørt?
Følg impulserne. Sæt så foden ned.
Kan du mærke en forskel fra før og nu?
Er der forskel på følelsen af de to fødder? Hvori består forskellen?
Tag den anden fod, og tryk og mærk den som du gjorde det med
den første fod.
Hvad kan denne fod lide? Kan den lide det samme, eller vil den
have noget andet?
Følg impulserne.
Sæt foden ned.
Hvordan mærkes fødderne nu?
Hvordan føles det inde i kroppen nu? Sidder du måske lidt
tungere på stolen?
C) Nu går du videre til dine ben. Stadig siddende i
udgangspositionen trykker du og mærker med faste berøringer
hele vejen fra tæerne og op til hoften og balden tre gange i træk.
Hvordan føles benet nu? Er der forskel på fornemmelsen i de to
ben?
Tryk og mærk nu det andet ben tre gange.
Hvordan føles benene nu?
Hvordan føles resten af kroppen?
Måske mærker du nu spændinger i lår og balder mere tydeligt?
Eller måske du får lyst til bevægelse? Måske et strejf af adrenalin?
Måske du har lyst til at løbe?
Så tag blot en stolespurt, inden du går videre med denne øvelse.
Når du er parat, gentager du denne øvelse.
118
Stolespurt
Denne øvelse er primært til for at lade kroppen opleve,
at den kan noget andet end blot at stivne. Den kan
smutte væk! Lækkert! Ingen kan nå mig! Ingen kan løbe
så hurtigt som jeg! Jeg er herre i min egen krop!
Sæt dig ud på kanten af stolen, så dine arme og ben kan
bevæge sig frit.
Sæt så i løb: Lad fødderne trampe i gulvet og armene
svinge som i løb, mens du spurter af sted. (Hvis du
bor i lejlighed, kan du eventuelt lægge en pude under
fødderne, så du kan trampe og stampe så hårdt og
ugenert, som du lyster). Efter en stund sænker du
langsomt tempoet, indtil du igen sidder stille.
Hvordan føles det?
Hvordan føles det i musklerne?
Har du lyst til at løbe igen?
Så spurt bare af sted, mens du mærker faren forsvinde
langt bagude, indtil der slet ikke er nogen fare mere. Og
så finder du et rart sted at være, måske en strand eller
en skov.
Mærk så hvad det gør inde i kroppen? Hvordan har du
det?
Hvad har dine ben lyst til?
Vil det være i orden, hvis de ikke løber mere lige nu, og i
stedet går videre med øvelserne? Eller har de brug for at
løbe videre med det samme?
Du skal ikke sætte dine ben på plads i pligtopfyldenhedens
ånd. Bare følg hvad de har lyst til.
119
Afspænding
Læn dig tilbage i stolen. Lad dine arme og dit
hoved hænge ned. Lad hovedet svaje blidt fra side
til side, og lad alle de spændinger, som helt nede
fra storetæerne er fløjet op i nakke og hoved, løsne
sig og fordufte.
Lad nu kroppen kollapse. Slap alt af og synk
sammen. Langsomt, langsomt retter du dig op
igen. Først ryggen og så hovedet til sidst.
Hvordan føles det?
Svømmende øjne?
Afslappet?
Dejlig
træt?
Ryst nu arme, ben, fødder og skuldre godt igennem
som en kludedukke.
Hvordan føles det nu? Lidt mere vågen? Måske lidt
kvalme?
1
Føler du mere nærvær i hovedet?
Stil dig op og klap kroppen godt igennem med
flade hænder fra den ene ende til den anden og på
alle sider. Tag fat i håret, hiv blidt og giv det en tør
”hårvask”.
Hvordan føles det nu?
Kan du mærke, hvor mange kræfter din krop har
brugt på at fastholde spændinger? Og kan du
mærke, hvor afslappet kroppen er nu?
2
123
Kroppens intelligens og styrke
Denne øvelse er en variation af øvelsen ovenfor og udføres med en
hjælper. (Igen, om nødvendigt, kan du forestille dig en hjælper). Hjælperen
går langsomt frem imod dig. Du står stille og holder øje med dine egne
kropsfornemmelser og siger ’stop’, når du begynder at få det ubehageligt,
hvilket vil sige, at din grænse er overskredet.
Det er en god ide at gentage øvelsen flere gange, hvor du står i forskellige
vinkler i forhold til den person, der bevæger sig.
Det er også vigtigt, at du fortæller om din krops fornemmelser og følelser
(spænder det i maven, i benene, kvalme, rastløshed, frygt etc.)?
Hvis du ikke siger stop på noget tidspunkt, så er det muligt at grænsen på
dit personlige rum allerede var overskredet fra begyndelsen. Prøv at gøre
det langsommere eller prøv at starte med en større afstand.
Du kan også bytte rolle med din hjælper, så du nu er den, som bevæger dig.
Prøv at fornemme hvor den anden persons usynlige rum går til. Og lad din
hjælper sige stop, hvis du træder for langt.
131
Værkstøjskassen
Her er en samling værktøjer bestående af en kognitiv analysemodel, gode råd
og forskelligt man kan tænke over og samle mod til, samt assorterede øvelser,
spørgsmål, meditationer, bekræftelser og visualiseringer. Jeg har selv fundet
det hele virksomt – noget mere end andet – til forskellige tider og i forskellige
perioder.
Men først et par ord på vejen:
Lige som kroppens reaktioner påvirker vores tanker, påvirkes også vores krop
af, hvad der foregår i hovedet, og hvad der kommer ud af vores mund. Ord
og tanker er kraftfulde, og de påvirker vores oplevelser og opfattelser. Vores
følelsesmæssige respons udløser en både fysisk og kemisk respons i kroppen,
uafhængigt af om det er os selv som taler eller andre.
Hvis dine tanker hovedsageligt kredser om ubehageligheder, så tilbringer din
krop uvægerligt den selv samme tid med at være i alarmberedskab. Så vær
opmærksom på dine tanker, og væn dig til at lade dem arbejde for dig i stedet
for imod dig. Hvad vi ”sender ud” vender altid tilbage som et ekko. Så fokuser
dine tanker og ord mod det du ønsker, i stedet for kun at kredse om det du ikke
ønsker mere af.
Såvel som vi med omhu bør vælge de ord og tanker, vi betjener os af, er det lige så
vigtigt at udsøge sig rolige og positive mennesker, som vil støtte os konstruktivt
i vores proces. Det er i øvrigt ikke specielt vigtigt, at huske hvad præcist som
skete. ”Erindringer er hverken sande eller falske, men snarere noget flydende og
foranderligt.”1 I stedet bør vi fokusere på blidt at hjælpe vores kroppe til at samle
sig – og til at huske sig selv som en helhed. Det gør vi ved at møde vores krop,
lytte til den og tale med den på dens eget sprog.
Men det springende punkt er selvfølgelig vores motivation. Sørg for at holde den
i topform!
Når du nu læser de forskellige forslag igennem, så benyt dig af dit observerende
selv og mærk din krops reaktioner. Vælg hvad du føler for, og lad resten ligge til
en anden god gang.
1
Peter A. Levine, “Sexual healing”.
133
Værktøjskassen
Ressourcer
Jo flere ressourcer vi har at trække på, des bedre muligheder har vi for at komme
over på den anden side.
De fem hovedressourcer er:
Funktionelle ressourcer:
Dette er de rent praktiske ting; som at bo et rart sted, at have en god cykel eller
bil, så man kan komme rundt etc.
Fysiske ressourcer:
Har du fysisk styrke og behændighed? Styrketræning, yoga, selvforsvar, dans eller
lignende er glimrende til at øge selvtilliden og tilliden til ens fysiske formåen.
Psykiske ressourcer:
Heriblandt er intelligens, humoristisk sans, kreativitet, nysgerrighed o.a. Næsten
alle de forsvarsmekanismer/mestringsstrategier du har lært igennem tiden rummer
positive ressourcer, idet de på et tidspunkt har opfyldt deres formål - nemlig at
beskytte dit sind eller din krop. Problemet er således ikke strategierne i sig selv,
kun hvis de er for ensidige. Paletten skal være bred og rig, så du har mulighed for
at vælge strategier som er hensigtsmæssige og befordrende i dit nutidige liv. I
stedet for at fjerne en mestringsstrategi som i dag virker begrænsende, bør dens
modsætning udvikles – det skaber balance.
Interpersonelle ressourcer:
Det sociale netværk: Ens venner, kæreste/mand/kone/børn, familie og dyr
(eventuelt mennesker eller dyr, som har haft betydning i fortiden, og som har
efterladt gode minder). Søg det rolige og positive selskab, hvor du kan være dig
selv og føle dig godt tilpas.
Åndelige ressourcer:
Det kan fx være samhørighed med naturen, spirituel praksis, at tro på en højere
magt, at tilslutte sig en filosofi eller etik, religiøs praksis, at have et åndeligt
forbillede etc.
134
Værktøjskassen
Du kan her i bogen, på et stykke papir eller i din dagbog skrive ned, hvilke
ressourcer du har. Hvis du opdager, at du mangler nogle ressourcer, du gerne
vil have, så kan du nu gøre noget ved det. Meld dig til Tai Chi, dans eller noget
andet og mød rare mennesker, genfind din nysgerrighed, øv dig på en ny
mestringsstrategi og skab balance, find en ven at gå tur med, lån naboens hund,
eller køb den cykel du mangler til at komme rundt på. Efterhånden kan du føje
flere ressourcer til din liste.
Funktionelle ressourcer:
Fysiske ressourcer:
Psykiske ressourcer:
Interpersonelle ressourcer:
Åndelige ressourcer:
135
Værktøjskassen
Kognitiv analyse af adfærd
Til tider kan det være en fordel at se nærmere på, hvordan vi klarede en bestemt
situation, især hvis vi følte utilfredshed eller utilstrækkelighed, enten med vores
egen deltagelsesform eller med selve udfaldet. – Eller hvis det er en situation som
gentager sig, og vi ikke forstår hvorfor.
Ved at udfylde nedenstående kognitive model kan du lettere overskue de
forskellige faktorer og se, om der er reaktioner og handlemåder som ikke hænger
sammen, eller som virker uhensigtsmæssigt i den givne sammenhæng.
Brugsanvisning
• Beskriv allerførst SITUATIONEN så objektivt som muligt.
•Under FØLELSER skriver du, hvordan du følte i situationen. (Ikke at
forveksle med, hvordan du tænkte, at du havde det!) Fx. ked-af-detfølelser, panik, frygt/angst, usikkerhed, skyld, skam, mindreværd,
dumhed, ubetydelighed, vrede etc.
• Over for følelser skriver du så hvilke TANKER, du gjorde dig: (Skriv de
stærkeste og mest gennemgående tanker ned.) Fx.:”Jeg kan heller aldrig
finde ud af noget.”, ”måske er det mig, der er noget i vejen med!”, ”hold
kæft, hvor gør den nar mig sur!”, ”det her nytter jo ikke.”, ”hvorfor hører
han/ hun aldrig, hvad jeg siger?”…
• Derefter skriver du, hvordan din FYSISKE REAKTION var i situationen: Fx
ondt i maven, anspændt, truende kropsstilling, vrængende, snerrende
ansigtsudtryk, vild gestikuleren, armene beskyttende foldet omkring
kroppen, stammende tale, rystende hænder, kvalme, overvældende
træthed, susende adrenalin…
• Til slut beskriver du din HANDLING: Fx Frembrusende, hidsig, råbte,
truede, spagfærdig, hviskende, undskyldende, ligegyldig facade, kulde,
forstående, diplomatisk...
136
Følelser
Handling
Kognitiv model
Fysiske reaktioner
Tanker
Situation:
Handling:
Følelser::
Tanker:
Fysiske reaktioner:
137
Værktøjskassen
At sige hvordan du har det
Har du lært en hel masse om ikke at udtrykke dig? Går du og undertrykker,
glemmer eller ændrer, hvordan du har det og føler inderst inde?
Implicit i denne lærdom ligger den tærende og undergravende anskuelse, at dine
følelser og behov er mindre vigtige, mindre værd end andres følelser og behov.
Formentlig er denne anskuelse gået hen og blevet en del af dit personlige sæt af
livsanskuelser. Men det er hverken en sand, retfærdig eller livgivende anskuelse.
Vi har alle ret til at give udtryk for vores følelser, behov og grænser.
God kommunikation indebærer, at vi siger, hvordan vi har det. God kommunikation
er baseret på, at alle vigtige aspekter bliver fremlagt og hørt. Hvis vi holder
noget så vigtigt tilbage, som vores følelser, ønsker, behov og grundlæggende
velbefindende, er der ikke et ordentligt grundlag for reelle forhandlinger. Andre
kan ikke gætte sig til vores tanker, følelser, behov og udefinerede grænser.
For at undgå misforståelser er vi nødt til at sige til og fra!
Når vi har givet udtryk for vores følelser, behov og grænser, må den efterfølgende
kommunikation og meningsudveksling beskrive de nye rammer og kompromiser.
Her har vi igen, ligesom alle andre, lov, ret og pligt til at sige: ”Nej tak, det er ikke
godt for mig.”, ”nej, det har jeg ikke lyst til. Vi må finde en anden løsning.” Eller
”jo tak, det fungerer også for mig.”
Selvom vi måske hidtil har troet det, er vi ikke eneansvarlige for god kommunikation
og for at holde alle glade. Men vi bør selvfølgelig søge at leve op til vores del af
ansvaret.
143
Da jeg stod foran, eller måske midt i at tage skridtet og bryde
med mønstrene, lammede en basal angst mig for bestandigt at
miste alle, jeg elskede. Jeg led af konstant kvalme og manglende
appetit i henved to måneder, mens jeg hensank i en grublende,
selvransagende, apatisk og deprimeret tilstand. (Når jeg skriver
deprimeret, er det ikke ment i den forstand, at jeg havde hverken
lyst til eller behov for lykkepiller eller andet i den dur.) Det var en
sorgtynget tilstand og en meget naturlig og nødvendig proces,
som de fleste formodentlig er nødt til at gennemgå i forskellige
varianter og med forskellige tidsperspektiver. Man kan ikke
dække over, at det – trods alt – er meget, meget ubehageligt
og smertefuldt for sjælen at få hele det bløde, tykke, velkendte
tæppe, bestående af den familiekonsoliderede fortælling
om barndom, familieliv og familierelationer revet væk under
fødderne.
144
Værktøjskassen
Ønsket om anerkendelse
At få anerkendelse af ens følelser og oplevelser fra andre kan føles som en vigtig
del af helings- og forligelsesprocessen - og det kan udvikle sig til primærbetingelse
for en mulig tilgivelse.
Men vi kan ikke styre andres livsproces, endsige deres vilje og parathed til at
vende kikkerten 180° grader rundt, og dermed pludselig se og forstå og tilmed
være enige i vores oplevelser og opfattelser. Hvis vores ønske om anerkendelse
fra den krænkende part, bliver en betingelse for at komme videre, kan vi let
komme til at vente meget, meget længe om ikke evigt. Derfor er det vigtigt ikke
at forfalde til endnu en gang at lægge vores skæbne og vores velbefindende i
andres hænder.
Vi må tage ansvar for vores egen heling. Den foregår i os og ikke i andre.
Hvis du ønsker at inddrage den krænkende part, eller andre pårørende i processen,
kan du fx foreslå at vedkommende tager sine spørgsmål til en psykolog, med
viden og interesse for emnet, eller læser denne eller andre bøger. Det vil give jer
en fælles referenceramme, så I undgår for mange misforståelser som bunder i ord
og definitioner. Vedkommende må dog trods alt ligge inde med en del spørgsmål
og forvirring med hensyn til: Hvorfor han/hun er endt i denne situation? Hvad det
er der ”stikker” dig? Hvorfor du lige pludselig ”finder på” disse anklager? Hvilke
processer det er, I går igennem lige nu, sammen og hver for sig? Hvad gør I ved
det?
Men vid, at det kan være endog meget svært for et menneske som krænker
og grænseoverskrider at forstå, hvad du taler om. Vedkommende har muligvis
aldrig opfattet sine handlinger som krænkende, og det er mere end muligt at
vedkommende ikke ønsker at have noget med din proces at gøre. Så vær parat
til at respektere et ”nej”, og lad være med at tage ”nej”et’ som en afvisning. Det
har intet med dig personligt at gøre. For ”nej”sigeren er der meget at miste og
meget at forsvare. Hele den krænkende parts velkendte liv står og falder med
opretholdelsen af troen på, at vedkommende har levet et godt og retfærdigt liv.
150
Værktøjskassen
Elskov set fra det aseksuelle perspektiv
Når vi først har åbnet for erindringerne om de krænkelser og uvelkomne,
påtrængende erotiske stemninger og situationer vi har været udsat for, genlyder
det i alle kroge og nicher. Når en hel masse tanker og følelser pludselig presser
sig på, hver gang spørgsmålet kommer op om fysisk intimitet, for end ikke at
nævne elskov, bliver det med ét meget svært at dele intimitet - selv med en
person vi har kendt længe, og som vi elsker, og som vi måske tidligere har været
intim med. Tankerne kan vælde op både før, under eller efter selve elskoven. Eller
det kan være ikke-formulerede følelser som afsky, vrede, frustration, fortabelse,
pinlighed, skam, flugt, kamp, afmagt, trangen til at skrige, smadre og lignende.
Hvad gør vi?
Der er ikke nogen let vej. Det kræver tid og mod.
• Men prøv at se på hvem det er som ønsker at være dig nær, at elske
med dig:
Er det ham/hende, som du har valgt at være sammen med?
Ham/hende som du elsker, og som elsker dig?
Er det din elskede? Ellers så drop det.
Når du står i situationen eller tænker tanker derom, så smil og gentag
for dig selv: Det er jo min dejlige mand/kvinde. Se dem for dit indre blik
med deres mest tiltalende og kærlige udtryk.
• Hvis du nærer forbehold og afstandtagen, så prøv at omformulere. Hver
gang du har en negativ vanemæssig tanke om elskov, din partner og
elskov, eller dig selv og elskov, så omformuler tanken til en positiv. Smil
og glæd dig over nye muligheder1. Smil og glad-tanker sender ”glad”hormoner ud i din krop, og nye tanker skaber med tiden nye strukturer
og veje i din hjerne.
1
160
Se evt. afsnittet Bekræftelser.
Værktøjskassen
Fx:
 Nu igen… → Dejligt! Tid til leg/samhørighed/glæde/... 
 Lad være med at gramse! → Jeg elsker kærlige berøringer 
 Jeg kan ikke lide det der! → Jeg viser eller siger, hvad jeg kan lide og
modtager kun dejlige berøringer til gengæld 
 Hvorfor skal der altid røres lige dér? → Min elskede synes, jeg har
fantastisk smukke bryster/brystkasse/bagdel/… . Jeg siger til min
elskede, at lige dér går det ikke endnu. Jeg viser andre steder, hvor jeg
gerne vil røres 
 Kan han/hun ikke bare styre sig!? → Min elskede elsker mig og
udtrykker, at han/hun ønsker at være tæt med mig 
At ændre tankemønster og tankefokus er første skridt på vejen til at ændre
adfærdsmønster – og det er vejen til at opleve nye glæder og til at leve i frihed.
Prøv at gøre det til en leg. Tvang duer ikke. Hvis du tvinger dig selv og gør det til
en sur pligt, forstærker du bare de negative følelser forbundet hermed. Hjernens
strukturer herfor bliver forstærket og din hukommelse ligeså. Du bestemmer selv,
hvor du vil hen og i hvilket tempo.
Jeg vil ikke foregøgle, at det er let. Faktisk kan det være mere end svært til tider.
Det er en blanding af at lære nyt, at omformulere det velkendte gamle, og at give
afkald på noget vi ikke nødvendigvis kan lide, men som vi dog kender, mestrer,
og føler en slags tryghed ved. Som sagt kræver det tid og mod.
161
Værktøjskassen
• Når du føler dig nysgerrig og parat, kan du begynde med at visualisere1
en situation, som var det nutid og virkeligt. Sørg for at befinde dig et
sted, hvor du kan slappe helt af, og hvor du føler dig tryg og rolig.
Forestil dig din nutid, som du helst vil have den. Føl glæden og
taknemmeligheden for dit dejlige liv.
Forestil dig derefter sammen med din elskede. Det kan være at I blot
kysser eller krammer. Mærk hvordan du føler dig tryg og elsket som
den du virkelig er. Udvid visualiseringen så langt, som du finder det
behageligt. Måske I er sammen i elskovsleg? Forestil dig alle de fine,
blide, kærlige detaljer: Hvordan I rører og glæder hinanden, hvordan
alle tanker og alt andet omkring jer forsvinder. Der er kun jer to tilbage,
forenet i nydelse. Forestil dig, hvor glade og tilfredse I er bagefter, og
hvordan jeres samhørighed styrkes.
Det vigtigste er, at du gør det med udgangspunkt i glæde og kærlighed
til dig selv, at du føler glæde og kærlighed til dig selv; kort sagt, at du
har det godt, mens du visualiserer. Hvis du ikke kan vende din stemning
positivt eller bakke helhjertet op om forandringen, så giv slip og prøv
igen senere. Giv ikke op. Alting har sin tid.
• Samtidig med at du arbejder på at ændre tankemønstre kan du, hvis
du har lyst, sammen med din partner arbejde med at ændre din krops
hukommelse. Sammen kan I gøre den tryg ved berøring gennem simpel
massage. Massagen foretaget af din partner forbliver massage hver
eneste gang, og fører på intet tidspunkt til seksuelle berøringer. Dette er
vigtigt i og med, at du og din krop inden for disse rammer, kan begynde
at finde tillid og føle tryghed. Du kan sætte dine begrænsninger for,
hvor der må røres. I kan også bytte roller, så du masserer din partner, og
vedkommende kan ligeledes formulere sine grænser. Langsomt, som
tilliden fæstner sig, kan du udvide grænserne og genlære nydelsen ved
simpel berøring.
1
162
Du kan læse mere om visualiseringer i afsnittet “Visualiseringer.”
Værktøjskassen
• Det er en god idé at lave en kontrakt på forhånd som fx. definerer,
hvor der gerne må røres, og hvor det ikke går endnu. I kan også aftale
kun at holde i hånden. Næste gang kan I kysse og så fremdeles. På
denne måde når du at opbygge en følelse af tryghed, valgmuligheder
og kompetence, inden du vælger at gå videre.
Det er altså vigtigt at aftale på forhånd hvad som skal ske, og at du, hvis
du bliver overvældet af en følelse, kan sige ”stop, vent et øjeblik”, så du
får tid til at arbejde dig igennem følelsen, så den ikke sætter sig fast.
Eller du siger ”stop”, og så er det stop – og det er okay.
Når vi tillader os at eksperimenter på denne måde, så udvider vi vores
evner til at rumme seksuelle følelser og energier på en ny og tryg måde,
og vi vil gradvist blive bedre dertil. Det er når vi arbejder sammen med
en anden på denne måde, at den dybeste healing sker.
• På et senere tidspunkt kan du eventuelt tage fuldstændig kontrol med
situationen. Lad energien vise vej og vær den der tager initiativet helt fra
begyndelsen. Du bestemmer alt. Du fører hænderne, beslutter tempoet,
vælger graden af blidhed og kraft. Du bestemmer, hvornår det starter,
og hvornår det slutter. Det kan være meget befriende og styrkende, for
det er ganske svært at finde plads til offerfølelser, når du selv er kaptajn
– og når hovedet i øvrigt ligger på hylden.
Det kan tage kortere eller længere tid at nå til et fuldstændig afslappet, harmonisk,
naturligt, ærligt og nydelsesfuldt elskovsliv med sunde grænser, og der kan være
perioder, hvor det går let og andre med tilbagefald. Måske vil du arbejde med
enmandsøvelser i kort eller lang tid, før du går videre.
Måske er du bange for at overskride dine grænser – men hvad du i virkeligheden
gør, er at udfordre dem. Hvis du ved fuld bevidsthed træffer nye valg, fordi du er
nysgerrig og har lyst, er det fordi du ønsker andre grænsesætninger, end de der
råder nu. Et andet adfærdsmønster. Et andet liv! Du har valgt en ny sti, som du
går til. Det er forskellen.
Så husk at bevare optimismen. Husk at rose dig selv for hver succes – og at klappe
dig selv på skulderen, også hvis det ikke gik helt, som du håbede denne gang.
Næste gang lykkes det måske?
163
”Sex er hverken smukt eller grimt – det er bare.”
Frank Vilaasa, ”What is love? – The spiritual purpose of
relationships. ”
164
Værktøjskassen
Elskov set fra det seksualiserede perspektiv
Er din erfaring, at dine venner af modsat køn altid bliver forelskede i dig og/
eller forsøger at komme i bukserne på dig? Så har du muligvis et problem med
seksualiseret adfærd - om du er dig dine signaler bevist eller ej.
Selvom seksualisering er en indgroet gammel vane, så naturlig som at trække
vejret, så refleksmæssig som at binde sine snørebånd, så stammer vanen fra gamle
mestringsstrategier og finder brændstof i manglende selvværd og forestillingen
om, at der er nødt til at være en ekstra gulerod, for at modparten vil finde
samværet interessant nok til at bruge tid på os. Venskab og kærlighed bygger
på respekt og selvrespekt, og udviser vi ikke respekt og selvrespekt, modtager vi
den desværre sjældent.
Flirten og sex fører til mere flirten og sex – og som regel ikke til hvad vi virkelig
ønsker, om det være sig venskab eller kærlighed. Hvis vi har tendens til at overdrive
eller fortabe os ud over, hvad vi kan lide, hvis vi forstiller os, benytter os af sex til
opnåelse af kærlighed og andre goder, hvis vi føler os fanget af forventninger eller
ønsket om at ”please”, så må vi finde ind til og holde fast i, hvad vores virkelige
mål er. Sex uden kærlighed giver en øjeblikkelig, men kortvarig fornemmelse af
samhørighed og varme, som fordamper alt for hurtigt og i sit sted efterlader en
følelse af tomhed. Det er en deprimerende erstatning for den ægte vare. Sex med
kærlighed er så meget bedre – det er elskov!
Mærk efter hvad du og din krop rent faktisk har lyst til. Prøv at skrue ned på din
ageren og se, hvad der sker?
• Du kan forestille dig, at der er en knap placeret på din ene overarm.
Knappen kan du skrue op og ned på i løbet af dagen som i en leg, mens
du bliver bevidst om hvad der sker, hvornår og hvordan.
165
Værktøjskassen
Kort om meditation
Der er mange måder at meditere på, og mange af os mediterer allerede uden
at være bevidste om det. Det kan være mens vi går en tur og blot følger rytmen
af vores gang og vores arme, som svinger i takt. Mange mediterer, når de er i
motionscenter, nogle gør det, når de reparerer bilen, andre mens de maler, spiller
musik eller andet. Vores opmærksomhed er rettet mod et bestemt punkt, og
vores tanker falder til ro, i stedet for at flyve som forvildede fugle fra den ene gren
til den næste. Vi er til stede i nuet.
Vi kan vælge at meditere mere målrettet.
Det kan vi fx. gøre ved at følge vores åndedræt eller mærke vores hjerteslag. Vi
kan tage udgangspunkt i en bekræftelse eller en ide. Vi kan meditere på en farve,
en følelse, et mantra, eller vi kan lytte opmærksomt til et bestemt stykke musik.
Vi kan vælge at visualisere, fordi vi ønsker at transformere en bestemt følelse
eller en kropslig smerte, fordi vi ønsker at udforske en anden virkelighed. Vi kan
afsætte et tidsrum til blot at være opmærksomt til stede i nuet og opmærksomt
observere hvilke kræfter i os, som forsøger at distrahere os fra dette nu – det
kan være utrolig lærerigt, for det er de samme kræfter og de samme midler, som
distraherer os og fanger os på det forkerte ben, når vi er uopmærksomme og
optagede af livets og dagligdagens små dramaer. Der er masser af muligheder
Bevidst eller ubevidst: Vi mediterer, fordi det føles godt. Vores sind bliver roligt,
vores kroppe slapper af, og vi fyldes med energi.
Meditation er ikke en anden måde at tænke på. Det er snarere en proces, som
frigør vores sind til at eksistere uden for vores normale begrænsninger. Og når
vores sind vender tilbage til sin hverdagstilstand efter en meditation, medbringer
det en ny grad af bevægelighed og fleksibilitet.
Meditation giver hjernen en pause, og skaber et rum, hvor ingen aspekter af os er
i kamp med hinanden over noget som helst. I dette rum bevæger vi os omkring
uberørte af forudfattede meninger og gamle vaner. Når vi er i ro, ser vi klart. Og
kodeordet er klarsyn. Det vi kan se, kan vi også ændre.
177
Værktøjskassen
Visualiseringer
Hvorfor bruge tid på visualiseringer?
Ligesom sindet kun kan høre én tanke, således kan det også kun se ét billede
ad gangen. Visualiseringer virker, fordi vi skaber et virkelighedstro miljø med
stemninger, følelser og sansninger. Hjernen fornemmer ikke forskellen mellem
virkeligheden og øvelsen. Hvis vores sind er fuldt til stede i visualiseringen, vil
også vores krop være der. Man kan rent faktisk med fine måleinstrumenter måle
kroppens muskler bevæge sig umærkeligt i takt med de visualiserede handlinger.
Visualiseringsteknikker bruges blandt andet af astronauter og topidrætsfolk til at
forberede sig på vanskelige og krævende opgaver mentalt som fysisk.
Der er to hovedformer for visualiseringer:
Dem, hvor vi oplever slutresultatet. Og dem, hvor vi oplever vejen og midlerne,
fysiske som mentale, til slutresultatet.
At se slutresultatet er som at spole frem og se slutningen af en film, din film.
Slutningen findes allerede, selvom du ikke har set den.
At visualisere de fysiske midler tager udgangspunkt i din krop, at slappe muskler
af, at visualisere dejlige fysiske fornemmelser. For hver gang får din krop det
bedre. At visualisere mentale midler, er at forestille sig hvordan dine opfattelser
forandres, hvordan de er, når du har det godt. Dine opfattelser er jo blot subjektive
udgydelser fra din bevidsthed.
Vi kan sige, at vi snarere, end at se verden som den er, ser den, som vi selv er. For
at nå det ønskede slutresultat, (kærlighed, frihed og helbredelse), er vi nødt til at
justere vores opfattelser. Og det gøres bedst hen ad vejen.
185
Værktøjskassen
Nedenfor findes visualiseringer i alle kategorier.
Men først et par gode råd:
• Når du visualiserer, så visualisér i nutid og føl og oplev det, som var
det virkeligt. Se bevægelserne. Føl det du berører. Mærk varmen,
kulden. Fornem duftene omkring dig. Dine visualiseringer bør altid tage
udgangspunkt i positive og fremadrettede følelser – det er forbudt at
visualisere skænderier. Men du kan omforme skænderierne og visualisere
meningsudvekslinger og arbejde med at skabe en grundstemning af
ro, klarhed og forståelse, hvor du får sagt det, du har på hjertet på en
konstruktiv måde.
• Du kan understøtte dine visualiseringer på mange måder alt efter, hvor
kreativ du har lyst til være:
Du kan visuelt forme det, du ønsker for din nutid og fremtid. Tegn, mal,
skulpturer, lav collager eller lignende. Du kan danse, synge, spille eller
lytte til musik, skrive - alt efter dine evner og præferencer, og hvad der
hjælper dig bedst til at se og udforme det, du ønsker af dit liv her og nu
og fremover.
Husk, at dit udgangspunkt bør være glæde og kærlighed. Stemningen
og udtrykket i dine kreative udformninger skal udtrykke og udstråle
tillid, glæde og taknemmelighed for din ændrede sindstilstand.
• Gør det til en daglig behagelig vane at løbe den kommende dags
begivenheder igennem i tankerne. Se dem, som du gerne vil have, at de
forløber; let og ligetil med smil og positive stemninger og udkomme.
Føl glæden og taknemmeligheden for livet.
• Som afslutning på dagen, er det ligeledes en god idé at eftervisualisere.
Gennemgå din dag og genspil de situationer som ikke gik, som du
havde håbet eller forestillet dig det. Form dem på en ny måde, som gør
dig glad og tilfreds. Således rydder du op i dine tanker og følelser og
gør klar til en ny dag.
186
Værktøjskassen
Giv ikke op, hvis det forekommer dig svært eller akavet i begyndelsen.
Al øvelse gør mester, og meget af det du er i stand til at forestille dig, kan med
vedholdenhed og arbejde lige så stille blive din virkelighed.
Led glad og fro efter situationer og lejligheder som udfordrer dig, og som du
gerne vil vende til det bedre. Nyd at kaste dig ud i dem med al din energi. Husk
at rose dig selv for dit mod – om det blev til umiddelbar succes eller ej.
Det er okay at være ked af det eller vred, men vores visualiseringer er ’hellige’. De
må ikke blandes ind i eller beskæmmes af vores nedture. Vores visualiseringer må
for alt i verden ikke ende begravede under røg, aske og vraggods, for de er vores
pejlemærker ud og væk fra fortiden. De viser os hvad og hvordan vores liv også
kan være. At forestille sig, at ’konstruere’, at glædes ved og føle taknemmelighed
over vores nye mulige liv, er første skridt på vejen til at leve netop dette andet og
mere tilfredsstillende liv!
Det er vigtigt at begynde at forvente noget andet af livet nu. Forestil dig og glæd
dig over, hvor dejligt det for eksempel føles, at andre mennesker respekterer dine
grænser.
Dit liv er et resultat af, hvad der er sket, og hvad du har tænkt om det indtil nu,
men i dag er ny og anderledes, fordi du er begyndt at tænke anderledes og
dermed handle anderledes1.
1
Se eventuelt eksempel på visualisering i afsnittet “Nye tanker om elskov og et nyt seksuelt adfærdsmønster.”
187
Værktøjskassen
Små råd
• Lyt til dine følelser og fornemmelser – stol på dig selv.
• Alle har deres oplevelse af virkeligheden – du har lige så meget ret til din
version, som andre har til deres.
• Øv dig i at holde fast ved dine opfattelser. Du behøver ikke at forklare eller
overbevise nogen.
• Det er i orden og helt naturligt, at du bliver usikker og kommer i tvivl, men bliv
ved med at øve dig i at finde din base og stole på din krop, dine følelser og
dine beslutninger.
• Det er godt at bruge dine venner, men sørg for at holde det til de få nærmeste,
også selvom du er ved at eksplodere af sandhedstrang. Det er alvorlige sager,
og vi er alle (også den grænseoverskridende part) mennesker. – Ikke mindst
kan det fastholde dig i en uønsket rolle, som du senere hen helst vil være fri
for.
• Få eventuelt en ven eller veninde, som du kan stole på, til at påtage sig rollen
som tov-holder. Ring til vedkommende, når du bliver i tvivl, føler skyld eller
skam eller nogle af de mange andre stærke følelser, som uvægerligt kommer
frem. Lad ham eller hende hjælpe dig til at finde og holde fast i din kerne.
En terapeut med professionelt overblik er også guld værd i denne rolle.
• Aflast dine venner med en terapeut. Selv om de hjertens gerne vil hjælpe dig,
så har de også brug for en pause og nogle gange bare for at være en ven.
Det er højst sandsynligt nødvendigt, at der også bliver kastet et professionelt
og objektivt blik på sagen. En terapeut kan besvare svære spørgsmål og give
gode råd, og de kan med deres objektive viden og mange erfaringer hjælpe
med at skille skidt fra kanel. De kan se årsager og sammenhænge og har en
forståelse for de dynamikker og processer som er i gang, og de kan guide dig
i din udvikling.
197
Grænselandet – Hvor mænd og kvinder kan fare vild
af Nanna Svendsen
ISBN: 978-87-997905-0-0
208
Udgivet af Forlaget Visue, 2014.
www.visue.dk