Flair for jordbær - Goossens Flevoplant
Transcription
Flair for jordbær - Goossens Flevoplant
JORDBÆR Flair for jordbær Det er ikke for nybegyndere at dyrke den nye, meget tidlige jordbærsort Flair. Planterne har en svag vækst og kræver lidt ekstra omhu, og det har Kirsten og Peter Heissel i Diernæs sans for. TEKST OG FOTO: ANNEMARIE BISGAARD GARTNERIRÅDGIVNINGEN [email protected] Flair er en ny, meget tidlig hollandsk jordbærsort, der modner fem til syv dage før Honeoye og et par uger før Elsanta. Sorten, der er en krydsning fra Goossen Flevoplants eget forædlingsprogram, kan dyrkes både på friland og som substratkultur. - Det er kun erfarne avlere, der bør gå i gang med at dyrke Flair. Den kræver nemlig lidt særbehandling, man skal være omhyggelig med gødning, og så egner sorten sig nok ikke til de letteste jorde, siger Jens Arne Pedersen fra Flevoplant Danmark, der forhandler den nye sort. Han er i gang med at høste nogle erfaringer for at se, om sorten kan anbefales i større målestok. I Danmark har sorten været afprøvet af 30-35 jordbæravlere på i alt fem-seks hektar. God smag En af lokaliteterne er på lerjord hos Kirsten og Peter Heissel, Venbjergbær ved Diernæs syd for Haderslev. De har et par års erfaring med sorten med 10.000 styk plantet både i august 2009 og august 2010. - Vi synes Flair er interessant, primært fordi den er tidligere end Honeoye, men også fordi, det er flotte bær, og den søde, aromatiske smag passer forbrugerne, fortæller Kirsten Heissel, der sammen med sin mand har dyrket jordbær, siden de overtog gården for 25 år siden. - Sidste år lavede vi vores egen prøvesmagning, hvor Flair helt klart blev foretrukket i sammenligning med Honeoye, Sonata, Korona og Sengana. Så det var en tydelig markering af, at smagen ikke er ’flad’, selvom der ikke er så meget syre i bærrrene. I år høster parret jordbær på 5,5 hektar af sorterne Flair, Honeoye, Sonata og Florence plus Korona og Sengana til selvpluk. Bærrene sælges via Gasa Kolding. 322 PLUK LET – Bærrene fra den nye jordbærsort Flair er lette at få øje på i de meget åbne og løse planter, så det er en populær sort at sende plukkerne ud i, fortæller jordbæravler Kirsten Heissel, Venbjergbær. Planterne er plantet den 4. august 2010. Gødning Flair kræver mere omhu i dyrkningen end andre sorter. For eksempel skal den gødes anderledes. - Først på sæsonen ser planterne lidt ynkelige og tynde ud, men de retter sig en del i løbet af foråret. Andet år bliver væksten mere fyldig, siger Peter Heissel, der gøder Flair med dobbelt mængde i forhold til de øvrige sorter, det vil sige omkring 60 kilo kvælstof i NPK 14 -3-18. - Gødningen deles over to gange, dels efter plantning i august, dels om foråret. Herudover bruger jeg plantenæringsmidlerne Resistim og Resistar, som tilfører både lidt kvælstof, fosfor og kalium. Ukrudtsbekæmpelse Med hensyn til ukrudtsbekæmpelse behandler Heissel ikke Flair anderledes end de øvrige sorter. - Efter plantning om foråret tromler vi, så rødder og jord får god kontakt. Derefter vandes planterne, og vi behandler med Boxer. Når ukrudtet er på kimbladstadiet, bruger vi Betanal plus Goltix, ofte i splitbehandling med en-to ugers mellemrum afhængig af vejret. Godt et par måneder efter plantning bliver jordbærmarken hakket. Det gør vi altid, så marken er helt fri for ukrudt, forklarer Peter Heissel, der med stolthed kan vise de meget rene marker frem. FRUGT & GRØNT JULI/AUGUST 2011 JORDBÆR FAKTA Erfaringer fra Tyskland I Tyskland er Flair mere udbredt end i både Holland og Danmark. Sidste år var der omkrig 40 hektar, og i år bliver der plantet omkring 100 hektar i hele Tyskland, oplyser Teunis Sikma, der er medejer af Flevoplant. - Tyske avlere har fået øje på Flair som en meget tidlig sort, der er ved at tage konkurrencen op med sorten Clery. Flair sælger godt direkte til forbrugerne. Men det er vigtigt, at avlerne tager god hånd om produktionen, for at den lykkes, fortæller Teunis Sikma. - Flair skal helst dyrkes på veldrænet jord med god struktur. Sorten skal vandes meget regelmæssigt, og gødningen skal koncentreres over en kortere periode for at få planten godt i gang. Desuden skal man være opmærksom på mangel på mikronæringsstoffer, specielt zink og mangan. Med hensyn til ukrudtsbekæmpelse bør man ikke bruge herbicider lige efter plantning. - Vent til rødderne har fået godt fat og brug derefter splitdoseringer, lyder rådet fra den hollandske sortsejer. Sent efterår suppleres med Kerb og Stomp, og det følgende forår – altså et år efter plantning – bruges heller ingen herbicider, kun håndlugning efter behov. Udløberne vil Peter Heissel i år skære fra med et rulleskær. FLAIR – Bærrene er lyse, søde og aromatiske. Bægerbladene sidder meget ’oprejste’ og giver et 'friskt' udseende. FRUGT & GRØNT JULI/AUGUST 2011 PLANTNING – Peter Heissel planter Flair for tredje år i træk. Denne gang en maj-plantning med 12.000 frigoplanter. Sygdomme Ifølge beskrivelserne skulle Flair ikke være specielt modtagelig overfor hverken meldug eller gråskimmel. - Det er nu ikke helt vores erfaring. Sidste år var både blade og bær angrebet af meldug, men gråskimmel så vi ikke noget til. I år har vi ikke haft problemer med hverken meldug eller gråskimmel, men her har vi også været mere påpasselige med plantebeskyttelsen, fortæller Kirsten Heissel. Flair er modtagelig for stængelbasisråd, Phytophtora cactorum, men svampen er ikke observeret på de sydjyske jordbærmarker. Lyse bær Kirsten og Peter Heissel har i år høstet på en halv hektar Flair, fordelt på første- og andetårs planter. De har ingen eksakte registreringer af udbytteniveauet, kun at det er lidt mindre end hos Honeoye. - Til gengæld holder bærrene den lyse farve i hele plukkeperioden, og det er noget butikkerne kan lide. De er ikke så vilde med Honeoye, når den til sidst bliver mere mørk. Derfor kan Flair bedre sælges til sidste bær er væk, siger Kirsten Heissel, der i år plukkede de første 250 bakker af Flair den 22. maj fra planter, der har været vinterdækket med to lag fiberdug. - Halvdelen af arealet med de Flair, der blev plantet i august 2010, har været vinterdækket. Det beskytter planterne godt og øger normalt tidligheden. Den øverste dug fjernes, når de første blomster viser sig. I de udækkede Flair fra 2010, var planterne heller ikke skadet, så Flair må nok betegnes som vinterfaste, siger Peter Heissel, der heldigvis nåede at redde blomsterne ved at trække fiberdugen over planterne i forbindelse med forårsfrosten i begyndelsen af maj. - Planterne fra 2009 var ikke hverken vinter- eller forårsdækket. Planterne klarede frosten, men en del af blomsterne frøs. Heldigvis ser det ud som om planterne kompenserer for skaden, blot bliver høsten forsinket en halv snes dage, vurderer Peter Heissel, der er overbevist om, at Flair har sin berettigelse som en tidlig sort, der skal dækkes. Flair er et glinsende og forholdsvist fast bær, der ifølge Kirsten og Peter Heissel bedre tåler håndtering i grossistleddet end Honeoye. Belgiske og tyske erfaringer siger, at bærrene også er regnfaste. - Det er vi nu ikke helt enige i. Hvis der kommer regnskyl, kan bærrene på Flair revne, så derfor er det vigtigt at have plukket godt i bund, når der er udsigt til regn, fortæller parret, der har 20 polske plukkere ansat. De aflønnes med seks kroner per kilo plus feriepenge samt søgne- og helligdagsbetaling. Forårsplantning Selv om Flair kræver anderledes behandling end andre jordbærsorter, vil Kirsten og Peter Heissel give den endnu en chance for at vise, om den skal være en fast del af sortimentet. I stedet for august-plantning har de i år plantet 12.000 frigoplanter i maj. Blomsterne bliver plukket af, så planten kan vokse godt til i løbet af sommeren. Til vinter skal planterne dækkes med to lag fiberdug, og til foråret pilles det øverste lag af. - Det giver planterne optimale vilkår, og så må vi se, om udbyttet bliver bedre end efter en sommerplantning. Det giver også en reel mulighed for at sammenligne udbyttet og tidligheden med Honeoye, slutter Kirsten Heissel. l Reference: Fruitteeltnieuws 10-20. mei, 2011. 323