Adams historie

Adams historie
20 aldrig vil kunne få det ned. Han ryster på hovedet. Hun
peger på et mindre stykke, og til sidst peger hun på det
Vilhelm Topsøe, 2002 (11,4 ns)
mindste stykke på panden. Han ryster på hovedet.
– Vil du da slet ikke have noget?!
Mor siger det ikke særlig højt, men alligevel lyder det,
Han kan høre at mor er ved at være færdig med at lave mad.
Hun nynner, som hun gør, når hun lader som om der ikke er
25 som om hun skriger.
Jeg kan jo ikke så godt li’ kød.
5 noget i vejen, og nu mærker han kvalmen.
Du skal også spise kød! Det siger de! Igen lyder det som et
For hans skyld har hun stegt magert kalkunkød på en tør
skrig.
pande og kogt små, spanske kartofler, som kan spises uden
Der er mange, der ikke spiser kød.
noget til. Nu kalder hun på ham, og så er han nødt til at gå
ud i køkkenet.
10
30
Så kartoflerne da?
Nej, tak.
Han ser ikke sin mor i øjnene, og han ser heller ikke på
sin far, som står henne ved køkkenvinduet med sit
Du vil altså slet ikke spise noget?!
evindelige glas i hånden og prøver på at lade som ingenting.
Han ryster igen på hovedet. Både mor og far ved, at de
Mor smiler sit indsmigrende smil, mens hun står og roder i
ikke må slå ham. Ellers havde de måske gjort det, tænker
kalkunkødet med en gaffel. Hvor han dog hader det smil.
35 han.
– Du vil altså igen ikke spise noget som helst af det, jeg
15 Far ser bare ud i luften. Pludselig hader Adam dem begge
har lavet til dig?
to.
– Vil du have så meget?
Nej.
Mor peger med gaflen på et stykke kalkunkød, som hun
Nej?!
sikkert synes er lille, men som for ham er så stort, at han
40
Jeg skal jo alligevel indlægges i morgen.
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Mor smiler ikke længere sit smil, nu giver hun helt op. Nu
Mor svarer et eller andet, men han kan ikke høre det.
er der kun det bundulykkelige udtryk i hendes ansigt, som
– Sådan gør alle de andre jo, siger han.
han kender så godt, og som han ved er hans skyld, ja, det
Mor står stadig med ryggen til.
ved han godt. Det er min skyld, det er min skyld, det er min
65
45 skyld!
Mor, du må ikke være ked af det. Mor svarer ikke.
– Overlægen har jo netop sagt, at I, du og far, fra nu af
ikke længere skal bekymre jer om, hvor meget jeg spiser...
Men han kan ikke gøre noget ved det.
Adam... Mors stemme knækker over.
Ingen af hans forældre reagerer.
–... noget skal du spise! Du skal!
– ... det er hospitalets ansvar nu.
Han har ondt af hende, men hvorfor kunne de ikke også
70
Mor og far var helt rystede, da de kom hjem efter den
50 la’ ham være i fred, på hans sidste aften hjemme? Men i det
sidste forældresamtale. Han sad i stuen og spurgte dem
øjeblik mor kaldte, vidste han inderst inde godt, at hun igen
ligesom tilfældigt, hvordan det var gået. De sagde næsten
ville presse på for at få ham til at spise, og at de igen vil
ikke noget, men deres stemmer var helt anderledes.
komme op og skændes, alle tre. Han har på forhånd
gennemtænkt det, han nu siger.
55
– Mor!! Det er ikke længere jeres ansvar!
75
Mor vender sig stadig ikke. Nu er hun nok blevet vred.
Mor, i aften kan det da være lige meget!
Men hvorfor er hun det? Far sætter sit glas og går hen til
Lige meget!!
hende.
Mor ser på ham med et næsten vildt blik, så vender hun
– Adam har jo ret, siger far. Overlægen sagde, at det ikke
sig væk.
– Ja, siger Adam, for ligegyldigt hvad jeg vejer i morgen,
60 vil de bare tro, at det er fordi jeg har drukket en masse
er noget, vi længere skal gå så meget op i.
80
– Jeg husker ikke, hvad overlægen sagde, siger mor. Han
sagde så meget.
vand.
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Mor og far havde vist troet, at forældresamtalen kun ville
Mor og far ser ikke på hinanden. Der er ingen, der siger
gå ud på, at overlægen ville give dem sin smilende
noget, og Adam synes, at det er ham, der har ansvaret for at
velsignelse og udtale, at de endelig ikke måtte være kede af,
105 de igen kommer til at tale med hinanden.
– I øjeblikket er jeg jo desværre temmelig syg ...
85 at de ikke kunne klare at få lille Adam til at spise i hjemmet.
Og at der så ikke ville være mere at sige om det.
– Vi må ikke længere gå rundt og føle, at det er vores
– ... men det er der ligesom ikke noget at gøre ved. Og
ansvar at Adam spiser, for det er ikke godt, siger far.
alvorlige sygdomme er jo nu engang noget, som lægerne
Hverken for Adam eller os.
90
Hverken far eller mor svarer.
110 tager sig af.
– Så er vi altså blevet kasseret, siger mor.
Mor vender sig ikke. Men far ser på ham og nikker.
Far kan ikke li’, at mor bruger det udtryk, og det har han
– Alvorlige sygdomme, er jo lægernes ansvar, det siger
sagt flere gange, og nu er han ved at blive vred.
egentlig sig selv. Men I er stadig min elskede mor og min
elskede far. I er ikke blevet kasseret!
– Nej, vi er ikke!
Adam er temmelig sikker på, at de så spurgte overlægen,
115
95 hvor lang tid hospitalsopholdet for deres egen lille Adam
mor glad. Eller bare mindre ked af det.
– Lægernes ansvar, siger mor. Hvorfor skal det være
ville vare. Hvor lang tid det ville vare før deres lille øjesten
bedre, at Adam kommer på hospital?
blev helbredt. Og at overlægen havde svaret med de tørre
Far prøver at smile.
tal: at en femtedel af dem, der bliver indlagt, faktisk ikke
bliver helbredt, men at de dør. Simpelthen fordi de sulter sig
100 ihjel.
Jo, vi er kasserede, siger mor.
De sidste sætninger har Adam udtænkt for at gøre især
120
– Det har vi jo talt om ...
– Jeg har ikke noget højere ønske end selv at passe mit
barn ...
Nej, vi er ikke, siger far.
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Måske har du det ikke nu, tænker Adam, men, mor, der
var engang, hvor jeg bare måtte passe mig selv.
125
145
– ... passe og pleje mit eget barn!
– Forstår du det? Ordet, i hvert fald? Kan du stave til
det?
Adam tænker på de fire femtedele af patienterne, som
Adam lader som om han ikke forstår, at det er ham, der
faktisk overlever. De fleste af dem bliver kun helbredt sådan
bliver spurgt. Men selvom far sikkert fortryder, hvad han er
da. Den svenske kronprinsesse har netop til et ugeblad sagt,
i gang med at sige kan han ikke holde op.
at hun aldrig vil blive helt rask.
130
Adam svarer ikke.
150
Nu vender mor sig. Hun smækker arrigt noget kalkunkød
over ordet "staver". Det er måske fordi han har drukket lidt
og nogle kartofler på en tallerken og skubber den hen mod
rigeligt.
Adam.
– Jeg staver det sådan: d-ø, siger: dø, svarer Adam
– Jeg er dog din mor! Og det drejer sig om, at du skal
spise! Det drejer sig om, at jeg ikke vil ha’ at min søn skal
Far lader som om han prøver at fange Adams blik, men i
155 virkeligheden ser han forbi sin søn.
135 dø!
– Og hvorfor vil du så det?
Da mor står dér med tallerkenen med kalkunkød og
– Det vil jeg heller ikke.
– Men så har din mor jo ret! Så må du spise noget! Ellers
kartofler og er næsten ude af sig selv, ved far ikke hvad han
dør du jo!
skal sige. Han tænker vel, at nu må han støtte mor, og han
rømmer sig, som han gør, når han har drukket sine drinks,
– Adam! Min dreng! Hvordan staver du det? Far snubler
160
– Eller drikke noget.
140 men alligevel vil vise, at han stadig er ovenpå og kan sige
Far bliver endnu mere rød i hovedet. Adam tænker igen
noget skarpt og pædagogisk. Han vender sig rød i hovedet
på, hvor forandrede de var blevet efter den sidste
mod Adam.
forældresamtale. De var pludselig rykket væk fra hinanden
– Dø, hørte du mor sige det?
og væk fra ham. Det skete på bare en aften, måske fordi de
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
165 ikke før havde tænkt på, at det virkelig kan gå så galt, at lille
Mor tøver et øjeblik.
Adam dør.
– ... er sikker på, at du og hospitalet kan klare det. Men
Far er blevet mere sammenbidt. Mor kan vist slet ikke
inderst inde kan jeg ikke forstå, at de kan være bedre til det
klare det. Sikkert er far inderst inde glad for, at
behandlingen ikke længere er hans ansvar. Og han prøver
end din mor og din far.
190
klare mere. Men han begynder at råbe.
170 på at få mor til at se på det på samme måde, men det kan
hun ikke. Fordi hun er mest bange for at jeg skal dø? Er mor
– Hvorfor kan I ikke lade mig i fred? Bare i aften! I ved jo
den der vil være mest ked af det, hvis jeg virkelig dør? Eller
godt, at jeg ikke kan spise, når jeg er her hjemme. Jeg er
hænger det slet ikke sådan sammen?
blevet syg, meget syg! Og hvem kan så gøre for det?!
– Jeg lover jer at begynde at spise noget, så snart jeg
175 kommer på hospitalet!
To ting sker samtidig: Adams hals snører sig sammen,
195
Han kan høre sin egen stemme give genlyd i køkkenet, og
straks får han dårlig samvittighed.
– Der er vist ikke nogen, der kan gøre for det, siger han.
fordi han på hospitalet måske skal mades med sonde – og
Men det mener han ikke. Der står altid, at spisevægring
samtidig ser han på sine forældre. Han ser i deres øjne en
skyldes familiesituationen. Omsorgssvigt, børn der på en
mærkelig blanding af taknemmelighed, bekymring og
180 vantro på samme tid.
200 eller anden måde er blevet forladt. Og Adam ved det.
Men det mærkelige er, siger Adam til sig selv, at selvom
– Jeg er så utrolig glad for, at I ikke længere skal plage jer
jeg ved det, selvom jeg har læst det igen og igen, så kan jeg
selv med, om jeg spiser eller ikke. Jeg har plaget jer med det
alligevel ikke føle det, sådan helt 100 %. Jeg tror ikke på, at
alt for meget.
det kun er "omsorgssvigt". Jeg kan ikke lade være med at
Mor ser på ham.
185
Adam ved ikke, hvorfor det er netop nu, han ikke kan
– Jeg er selvfølgelig glad for, at du ...
205 føle, at det også er min egen skyld.
Mor ser på ham.
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
– Jeg ville så gerne have læst alt, hvad jeg kunne få fat i.
lytte til dem! Jeg måtte endelig ikke tænke selv! Så det er
Så jeg havde vidst mere om det, men de forbød mig det. Og
ikke min skyld, at jeg ikke ved mere, end jeg ved ...
Nej, det er ikke din skyld på den måde, tænker Adam.
det syntes jeg var meget mærkeligt, for helsetidsskrifterne
210 og ugebladene er jo fyldt med artikler om anoreksi, som alle
230
andre kan læse, ganske vist er det mest anoreksi hos piger
ikke forklare mig, hvordan det nærmere er, du føler syg?
...
215
Mor ser på far.
Ja, jeg er et særtilfælde, tænker Adam, en anorektisk fyr.
– Jeg ved det jo ikke!
– ... at de forbød mig det, er måske også så stærkt sagt ...
– Nej ...
Far har prøvet at lægge en beskyttende arm om mors
235
skulder, men hun går et skridt til siden.
– Jeg ville gerne forklare det, hvis jeg kunne...
jeg læste alt det der ...
Nu kan Adam se, at mor også inderst inde er glad for, at
han skal indlægges. Så hun ikke længere skal tænke på
Far vil igen lægge armen om mors skulder.
... de sagde for det første, at der ikke er to tilfælde, der er
240 magert kød og grønsager og supper uden fedt.
ens, og for det andet mente de ikke, at det kunne føre til
... men det er så svært, siger han.
noget, at jeg uden deres vejledning ...
Mor ler igen.
Mor ved, at hun sådan set er intelligent nok, så hun ler
– Jeg kan jo slet ikke forstå ...
lidt frem for sig.
225
– Og nu kan det vel ikke skade, at jeg spørger?
Far svarer hverken ja eller nej.
– ... men lægerne mente ikke, at det var klogt af mig, at
220
– ... men nu da du skal væk herfra ... for en tid, kan du så
– ... begyndte at filosofere for meget over det. De sagde
det ikke direkte, men de mente, at jeg skulle nøjes med at
Nu ser mor næsten lige så glad ud, som før han blev syg.
245
– ... at det kan være umuligt at spise! Når man kan vælge
lige hvad man vil. Ja, det lyder måske som om jeg er helt
åndssvag, men jeg kan faktisk ikke forstå, hvordan man kan
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
tro, at man ligner en flodhest, når alle andre kan se, at man
sagde, selvom du er tynd som en bønnestage, synes du selv,
ligner en udhungret bønnestage. Nej, jeg forstår det faktisk
at du ligner en flodhest!
250 ikke!
270
slippe for at fortælle, hvor forfærdeligt han egentlig har
Adam har hørt det spørgsmål i mange variationer, men
han ved stadig ikke hvad han skal svare. Mor ler nu ikke
255
det.
mere, og Adam siger ingenting, og så føler far vel, at han må
Far rømmer sig igen betydningsfuldt.
træde til.
– Så det er altså til syvende og sidst Adams opfattelse af
– Det må jo være noget med, at man taber evnen til at
275 sig selv, det er galt med ...
bedømme sig selv, siger far. Vi andre kan måske heller ikke
Hvordan skulle han også kunne forklare om stemmerne?
helt bedømme os selv. Og hele puberteten ...
Enten ville mor og far ikke tro på det, eller også ville de
tænke, at han nu var blevet helt tosset. Og han vil godt være
Han kan høre på fars stemme, at far synes, at han er ved
at finde melodien.
260
... handler jo om angsten for ikke at høre til noget sted.
Far ser betydningsfuldt på mor.
– Men i Adams tilfælde er det bare blevet så ekstremt.
Adam kan jo sagtens se, at den person dér er tyk, og den dér
er tynd.
265
Adam smiler, det er jo gratis. Og han er lettet over at
Far vender sig mod Adam.
– Men når du ser dig selv i spejlet kan du tilsyneladende
slet ikke bedømme, hvordan du selv ser ud. Som mor netop
syg, men han vil ikke være tosset.
280
– ... det er som om du, Adam, simpelthen ikke kan være
tilfreds med dig selv!
Han skammer sig også over, at han inde i sit eget hoved
har stemmer, som råber i munden på hinanden.
– Og så kan vi jo nok så meget sige, at vi har verdens
285 dejligste dreng ...
Far er nu så tilfreds med sig selv og alt det kloge han har
sagt, at han åbenlyst drikker af sin drink.
– ... ja, Adam, du er et dejligt menneske!
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Stemmerne råber alt muligt. Noget af det kan han næsten
290 ikke høre, det er bare en mumlen, som hele tiden kører i
du af!" Og så igen pigestemmen: "Hos mig, din lille
310 Anorexia er du tryg, fra evighed og til evighed."
hans baghoved. Noget af det hører han tydeligt. Det er de
– Vi forstår jo godt, siger far, at den mangel på selvtillid,
stemmer, som råber i munden på hinanden. "Du er fed, fed,
du jo altså mærkeligt nok har, på en eller anden måde
fed!" "Nej, du er da ikke fed!" "Din mave er som
"kræver", at du både piner dit intellekt og din krop til det
flommefedt." "Spis! Hvorfor spiser du ikke bare som andre
yderste, for at bevise dit eget værd ...
295 mennesker?" "Vil du da virkelig se ud som de dér
315
Adam nikker igen, men så enkelt er det jo bare slet ikke.
smaskende, småfede danskere med syltetøj og flæskesvær
De vil aldrig kunne forstå, at han ligger i sin seng om natten
hængende ud af mundvigene?" "Adam! Hør ikke på det! Du
og græder til han ikke kan græde mere og ikke synes, at han
skal da bare være normal!".
fortjener at leve. Fordi han altid er i vejen. Fordi alting er
hans skyld.
– Adam! Vi har da igen og igen sagt til dig, at du er sådan
300 en dejlig dreng! Det må du da indrømme, siger hans mor.
320
Det ved du da!
ikke har givet dig tryghed nok. Tryghed til at indse, at du er
som du skal være. For det er du!
Det er de mere almindelige stemmer, som råber den slags.
Det er jo meget smukt sagt, tænker Adam. Men lige lovlig
Men så er der de stemmer, der hæver sig over de andre, så
sent.
han kan gribe sig i at holde sig for ørerne, selv når han
305 sidder sammen med andre.
De stemmer skærer igennem alt. Først pigestemmen:
– ... og det må vel hænge sammen med at vi, mor og jeg,
325
– Du må ikke tro, at far og jeg ikke igen og igen har sagt til
os selv, at det må være vores fejl. Børn bliver jo ikke
"Din bedste veninde er mig, din lille Anorexia." Så
psykotiske af sig selv.
mandsstemmen: "Anorexia! Hold dig fra hende, hende dør
– Næh, nej. Men ...
Far vil aldrig indrømme, at noget er hans fejl.
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
330
– ... man siger nu også, at anoreksi til en vis grad er
350
arvelig ...
gjort, siger mor. Når jeg tænker på, at jeg sad og ammede
– Hvor har Adam så fået sine gener fra, om jeg tør
Adam, så ham smile og le, så er der ikke noget levende
spørge?
menneske, der skal bilde mig ind, at sygdommen skyldes
Adam selv. Adams sygdom skyldes "miljøet," den skyldes os,
– Fra os naturligvis.
335
– Nå, ja, da ser du. Ansvaret er vores på den ene eller
355 og det kan vi ikke tale os fra!
anden måde.
Adam husker, at han engang, mens mor en tid ikke var
Adam har ikke i mange måneder set sin mor være så
hjemme fordi hun var på et af sine efteruddannelseskurser,
bestemt.
af en af sine kusiner fik at vide, at hans mor havde fundet en
– Jeg er helt med på, siger far, at Adam ikke har lavet sine
340 gener selv.
345
Jeg er sikker på, at Adams sygdom skyldes noget vi har
anden og ville skilles.
360
Han husker, at han i et øjeblik sagde til sig selv, at mor så
– Nej, tror du vel?
måske slet ikke var på efteruddannelse, men boede hos en
Mors stemme er nu næsten hånlig, og Adam husker de
fremmed mand, og at en afgrund åbnede sig, og at der ikke
mange gange, da han var bange for mor. De år, da hun var
var nogen han kunne tale med. Slet ikke med far, som bare
meget væk hjemmefra.
sad og drak sine drinks, når han kom hjem.
– Jeg tillader mig bare at anføre, at det ikke er helt
365
– Jeg håber meget, at det er så enkelt, siger far.
De havde begge været søde ved ham, dengang. Sådan da.
sikkert, at sygdommen skyldes noget, vi har gjort forkert, i
De havde sikkert aftalt, at Adam ikke måtte lide under deres
vores handlinger...
– Det har du ikke ret i!
problemer. Men de havde bare aldrig været der. Ikke for
Far bider sig i læben, men svarer ikke.
alvor.
370
– Hvad mener du?
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Mors øjne flammer.
– ... hvordan udsigterne, prognosen nærmere er.
Hvis det virkelig kun er miljøets, altså vores skyld ...
Det sortner for Adams øjne, og han kan næsten ikke få
Far siger det uden at se på mor.
– ... så tvivler jeg ikke på, at Adam temmelig hurtigt bliver
375 helbredt, for så slemme har vi vist heller ikke været...
Dengang havde han ikke med det samme opdaget, at far
var underlig, fordi han drak for meget. Og da han så
opdagede det, tænkte han straks, at det måtte være hans,
Adams skyld. Og ikke mors og heller ikke fars egen skyld.
380
– Alle
og
enhver
ved,
at
spisevægringer
skyldes
familiesituationen!!
Adam vil løbe ind på sit værelse, men mor løber efter ham
og hiver ham i armen.
– Ja, det tror jeg også, siger hun. Men der er nu mange,
400 der ikke er blevet anorektikere, selvom deres familie har
haft mindst lige så mange problemer som vi! Men tro ikke,
– ... ingen af os har vist været så slemme, at en god
at jeg ikke føler skyld! Vi føler skyld!
En god psykiater, gentager Adam inde i sit eget hoved.
– ... ikke kan helbrede Adam. Men ...
Far standser brat sig selv og ville vist helst ikke sige mere,
men nu tvinger Adam ham til det.
– Men hvad?
– ... hvis sygdommen mere sidder inde i dig selv, så ved
jeg ikke rigtigt ...
390
395
Far vender sig nu mod mors flammende øjne
psykiater ...
385
vejret.
Far bøjer sit hoved, og Adam kan pludselig se, at hans far
– Det skal I slet ikke, råber Adam. Det skal I slet ikke!
Han prøver på at gøre sig fri, så han endelig kan komme
405 ind på sit værelse.
– Tak, elskede Adam, siger mor. Tak, fordi du gerne vil
tilgive os, men det frygtelige er jo, at den eneste tilgivelse far
og jeg virkelig kan få er, at du bliver rask.
– Det tror jeg også, at jeg bliver, siger Adam, men det kan
410 jeg jo ikke love jer!
– Nej, nej, siger mor. Det ved jeg godt.
er en ældre mand.
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Vilhelm Topsøe er 57 år og har to teenagebørn. Er
uddannet jurist og har arbejdet som dommerfuldmægtig.
415 Har skrevet flere romaner og skuespil. Bl.a. to romaner om
skæbner i retslivet: „Dømt“ om en spritbilist, der ender med
at begå selvmord og „En fortælling om kærlighed“ om
indvandrerkultur i konflikt med det danske retssystem.
fra "Mormor i papegøjeskabet", Gyldendal
420
Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.