Infoblanket om HPV og livmoderhalskræft

Transcription

Infoblanket om HPV og livmoderhalskræft
Livmoderhalskræft skyldes kronisk infektion med human papillomvirus (HPV)
HPV er en meget almindelig virus, der spredes ved seksuel kontakt. Alle, der har et seksualliv, kan
blive smittet med HPV. Stort set alle seksuelt aktive kvinder får en HPV infektion i løbet af deres
liv. Man bliver normalt ikke syg af HPV, og de fleste HPV infektioner lægger man ikke mærke til, da
de ikke giver symptomer. I langt de fleste tilfælde forsvinder HPV infektionen af sig selv.
Nogle få HPV infektioner bliver dog kroniske eller vedvarende. En kronisk infektion med visse typer
af HPV kan forårsage svære celleforandringer i livmoderhalsen, der sidenhen via forstadier kan
udvikle sig til livmoderhalskræft. Andre HPV typer kan forårsage kønsvorter, som er en ufarlig,
men meget generende lidelse.
Hvorfor skal jeg blive testet for HPV?
I Danmark tilbydes kvinder mellem 23 og 65 år screening for livmoderhalskræft ved en celleprøve
fra livmoderhalsen hvert 3. eller hvert 5. år afhængig af alder. I et mikroskop bliver celleprøven
undersøgt for celleforandringer, som kan være forstadier til livmoderhalskræft. Det er vigtigt at
tage imod tilbuddet om screening for livsmoderhalskræft, idet forstadier til livmoderhalskræft
nemt kan behandles, inden de eventuelt udvikles til egentlig kræft.
Hvis du i længere tid ikke har deltaget i den rutinemæssige screening, kan en HPV hjemmetest
hjælpe med at afgøre, om du er i risiko for livmoderhalskræft eller ej.
Det er vigtigt at tage imod tilbuddet om at blive undersøgt, fordi de fleste tilfælde af
livmoderhalskræft findes blandt de kvinder, der ikke bliver screenet jævnligt. Hvis man ikke har
taget i mod tilbuddet om en celleprøve hos sin egen læge, kan en HPV hjemmetest være med til at
vurdere, om yderligere undersøgelse er nødvendig.
Hvis du ikke har en HPV infektion
Hvis hjemmetesten viser, at du ikke har en HPV infektion, har du en meget lav risiko for at udvikle
livmoderhalskræft indenfor de næste 3-5 år. Du bør dog fremover deltage i den rutinemæssige
screening med celleprøver fra livmoderhalsen for at man kan opdage eventuelle nyopståede
celleforandringer i tide.
Hvis du har en HPV infektion
Hvis hjemmetesten viser, at du har en HPV infektion, betyder det ikke automatisk, at du har eller
at du vil få livmoderhalskræft. Hos langt de fleste er HPV infektionen forbigående. Ved
regelmæssige undersøgelser hos din egen læge kan celleforandringer opdages i tide, og udvikling
af livmoderhalskræft kan forebygges Derfor er det vigtigt fremover at deltage i den regelmæssige
screening for livmoderhalskræft.
Patologiafdelingen, afsnit 134
Hvidovre Hospital, 2014
Denne informationsblanket kan downloades i dansk, engelsk, fransk, arabisk og tyrkisk version fra forsiden
af www.hpv-hjemmetest.dk
Har du spørgsmål specifikt til HPV-hjemmetestningstilbuddet kan du kontakte os på dansk eller engelsk på
[email protected] eller via tlf. 20 31 24 64 i hverdagene mellem kl. 8 og 15.
Du kan finde mere information generelt om det molekylære patologilaboratorium (MPL) på Hvidovre
Hospital og den regionale screeningsindsats på www.hvh-mpl.regionh.dk.
This information flyer and more is available on the front page of www.hpv-hjemmetest.dk in English,
French, Arabic, Turkish, and Danish.
For questions in Danish or English directly involving HPV self-sampling, please contact us at [email protected] or call this number (+45) 20 31 24 64 weekdays between 8 and 15.
For more general information about the Molecular Pathology Lab (MPL) at Hvidovre Hospital and the
Regional Screening Effort, please visit www.hvh-mpl.regionh.dk.