Historisk tid i Odsherred
Transcription
Historisk tid i Odsherred
Historisk tid - Af museumsleder, etnolog, Jan Steen Jacobsen, Odsherreds Kulturhistoriske Museum Roskildebisperne i Odsherred I historisk tid er landskabet i Odsherred præget af Roskilde-bispernes palatium kaldet ”Draugh” og det underliggende bøndergods. På en smal landtange for foden af Vejrhøj, og ud i det det smalle område mellem det inderste af Lammefjorden og Nekseløbugten ligger Dragsholm. Engang i forhistorisk tid har havet skyllet igennem lige syd for Dragsholm. Omkring år 1200 er Draget, hvor Dragsholm er bygget, kun omgivet af søer og fladvand. Endnu i begyndelsen af 1800-årene er vådområderne synlige i landskabet og har betegnelser som Lille Sø, Store Sø, Blegdammen og Enghaven ud mod Sejerøbugten. Fra Vejrhøj springer en kilde, som forsyner en vandmølle i Vindekilde og fortsætter ud i Lille Sø. Vi ved ikke præcist, hvem der har bygget Dragsholm (Fig. 1), men vi ved, at Dragsholm må være opført af de katolske bisper i Roskilde omkring år 1200. På Draget har de opført den første bygning som et palatium, en monumental bygning uden forsvarsværker. Navnet Dragsholm møder vi første gang i 1334, og bispernes jordebog fra 1377 vidner om Dragsholm som et administrativt centrum, hvor bispestolens lensmand, Frede Jakobsøn, forvaltede store besiddelser i Nordvestsjælland. Til stedet hørte 13 hovedgårde og 42 kirkesognes tiende. I Dragsholms facade mod syd kan endnu ses spor efter tredelte romanske vinduespartier fra den oprindelige bygning. Bag vinduerne har stuen og salen udgjort et højloftet rum. Siden blev Dragsholm ændret til en borg med forsvarsværker. Figur 1: Dragsholm omkring 1650. Kobberstik af H.A. Greyss trykt i Resens Atlas fra 1650. Det kongelige Bibliotek. Reformationen 1536 Den danske konge, Kristian III, indførte den lutheranske kirkeordning i Danmark i 1536. Dragsholm overgik til et kongeligt len. Blandt de mange lensmænd på Dragsholm nævnes rigets kansler, Arild Hvitfeldt, som opholdt sig på Dragsholm fra 1597-1609. Arild Hvitfeld skrev flere bind af sin Danmarks Riges Krønike, mens han var på Dragsholm. Statsfængsel Efter kongens overtagelse af Dragsholm fik stedet også en anden funktion, det blev indrettet som statsfængsel. Blandt de første beboere i fængslet var den tidligere bisp Joachim Rønnow. Siden blev han flyttet til andre fængsler på Krogen (Kronborg), Visby og Københavns Slot hvor han døde i 1544. Den mest kendte fange er uden tvivl James Hepburn, jarl af Bothwell, Maria Geopark Odsherred | Nyvej 22 | 4573 Højby | [email protected] | www.geoparkodsherred.dk Stuarts tredje ægtefælle, der på sin flugt fra Skotland under storm blev opbragt af et norsk orlogsskib og anklaget for sørøveri, og senere fastholdt på grund af anklagerne om mord på Maria Stuarts 2. ægtemand. Kong Frederik II besluttede sig for at afvente udviklingen i Skotland før end han kunne udleveres. Fra Norge blev han overført til Malmøhus, hvor han var i 5 år inden han blev anbragt på Dragsholm. Efter yderligere fem år på Dragsholm døde han i 1578 og begravet i Fårevejle Kirke. Svenskekrigene Under svenskekrigene 1658-60 blev Dragsholm indtaget af svenskerne. Slottet var på den tid i forfald flere steder. Svenskerne slog lejr i de nærliggende landsbyer Egemarke og Vindekilde i eftersommeren 1658. Under deres felttog brændte de Egemarke og flere landsbyer ned, og inden de forlod Dragsholm blev bygningerne sprængt i luften i 1660. Dragsholm Amt I 1660 blev adelens magt reduceret og enevælden indført. I 1662 ændredes de gamle len til amter og i april 1664 blev Johan Heinrich Müller udnævnt til amtmand over Dragsholm Amt. For omfattende leverancer til kongen og militæret under krigen fik Müller tillige skøde på Dragsholm, Sæbygård, gods i Ringsted, Lønborg Bispegods m.m.. I alt 11.199 tønder hartkorn den 14. juni 1664. Det meste af Odsherred (Fig. 2) var på den tid underlagt Dragsholm. Figur 2: Odsherred før afvandingen af fjorde, vige og søer. Udsnit af Videnskabernes Selskabs kort 1771. Geopark Odsherred | Nyvej 22 | 4573 Højby | [email protected] | www.geoparkodsherred.dk Godset splittes op I 1694 blev betydelige arealer frasolgt godset. En del blev udlagt til Dragsholm Amts Ryttergods og andet solgt til private. Christian Frederik Adeler, gift med Henriette Margrethe von Lente, købte samme år bygningerne og de jorder der var tilbage. Dragsholm blev sat i stand og ruinen blev omdannet til et herresæde. Det er denne ombygning og istandsættelse af Dragsholm, som i hovedtrækkene er bevaret frem til i dag (Fig. 3). Figur 3: Det inderste af Lammefjorden med landsbyen Asnæs og kirke ved fjorden bag træet. Fårevejle kirke og Bjergene i baggrunden. H.L. Johansen, 1846. Akvarel, OKM Afvandingsprojekter I 1848 brændte avlsbygningerne til godset og blev genopført af daværende ejer Georg Frederik Otto Zytphen Adeler. Han dyrkede roer i stor målestok og indførte dampkraft i 1856. I årene fra 1852-62 forestod han afvandingen af Svinninge Vejle i bunden af Lammefjorden, og var initiativtager til dannelsen af aktieselskabet til Lammefjordens tørlægning i 1873 (Fig. 4). På Brydebjerg, som ligger på vejen op til Vejrhøj, har lokale rejst en mindestøtte for ham og hans hustru. Odsherred er kendt for sine omfattende afvandingsprojekter, der fik sin tidlige start på Trundholm Mose i 1799 iværksat under Kronens gods i Odsherred. Krongodset fortsatte denne aktivitet i begyndelsen af 1800-årene med afvandingen af Sidinge Fjord og Klint Sø. I dag er det Skov- og Naturstyrelsen Vestsjælland, som står bag genetableringen af flere afvandede ferskvandssøer, som Højby Sø og Nygård i det nordlige Odsherred. Geopark Odsherred | Nyvej 22 | 4573 Højby | [email protected] | www.geoparkodsherred.dk Figur 4: Digebrud på Lammefjordsdæmningen efter storm i 1921. Foto OKM. Epilog I 1932 var Adelernes tid forbi og staten opkøbte godset med henblik på etableringen af statshusmandsbrug. I 1936 solgte staten atter Dragsholm og hovedparcellen til J.F. Bødtger, hvis familie fortsat ejer stedet. I dag drives der landbrug samt hotel og spiserestaurant i hovedbygningen. Geopark Odsherred | Nyvej 22 | 4573 Højby | [email protected] | www.geoparkodsherred.dk