Kronik 7

Mest om årene 1966-1976
Det var en periode hvor mine ansættelsesforhold ændrede sig fra at være ”på gulvet” og til at arbejde
meget med det administrative. I samme forløb deltog jeg i et gaskursus, som autoriserede mig til at arbejde
på gasinstallationer i mobile køretøjer. Eller overvåge og godkende andres makværk. Firmaet byggede nye
faciliteter og tog også navneforandring, idet Mogens Arens helt overtog campingdivisionen. Hele vejen
igennem indtog jeg vel en nøgleposition som en pålidelig og pligtopfyldende medarbejder. Men jeg fik ikke
væsentlig mere i løn af den grund. Således var jeg hovedaktør i skitsering og opsyn med diverse byggerier.
I forbindelse med Arens overtagelse af firmaet, ønskede han et andet navn end Jydsk Camping Caravans.
Her vandt jeg idekonkurrencen sammen med L og P-reklame. Det blev til GLOBE CARAVANS hvor logoet var
et stort G med felter som illustrerede campingvogne.
Mine opgaver udvidede og forandrede sig løbende. Jeg stod for typegodkendelserne, jeg stod for
fotografering til kataloger. Jeg havde kontakten med englænderne når årets
aftaler var på plads. Jeg var med i England og deltog i alle aftaler, (jeg var jo
den tekniske ekspert). De største kampe var når der skulle laves aftaler med
Fleetwood. Harry Brown var ikke nem at forhandle med og MA var lidt hård
ved ham. Vi lagde altid strategier før disse møder. I nogle tilfælde blev jeg
instrueret i at sige dette eller hint i en eller anden tænkt situation. Men det
værste jeg har været bedt om i den retning, var at jeg skulle optage samtalerne
på bånd, fordi MA mente at Harry Brown løb lidt fra aftaler.
Mikrofon gemmes i strømpe.
Harry Brown betegnede de time og dage lange forhandlingerne med MA, som at slå’s med en hæk!
Hvert år, når der skulle købes nye modeller, havde fabrikken sine forslag til nye modeller, medens vi så kom
ind med valg af hynder og gardiner etc. Ad åre blev også Tove og Britta indblandet i farvevalgene, men vi
oplevede at det så blev for stilfuldt.
Jeg fik også lov at foreslå et nyt design: Inspireret af de amerikanske busser, foreslog jeg et design med
runde hjørner, både for og bag. MA syntes om ideen og vi forsøgte at sælge
den til Harry Brown. Det var han ikke meget for, og hvordan skulle vi få de
runde hjørner lavet i aluminium. Jeg fik Birger til at lave et kegleformet
bukkeapparat, som vi leverede til Fleetwood. Men det kom aldrig i brug.
Mick Shaw, værkfører og møbeldesigner, sat da bare pladen på og bukkede
den rundt. Det blev faktisk alle tiders succes og mavebæltet udvendig blev
ændret hvert år. Fleetwood ejedes i øvrigt af en rigtig engelsk pengemand
ved navn Mr. Sully. Det var med Bentley og hele svineriet. Vi var ofte i
selskab med ham hvor han trakterede med det ypperste. (Men ikke snegle og sådan noget). En gang hvor
Tove var med, var også Sully’s kone med. Tove husker hun fortalte om en bekendts søn som lå i koma p. gr.
af LSD. Vi har aldrig besøgt ham privat og det var for øvrigt ikke noget man brugte i England. Efter mange år
har vi besøgt Harry Brown i hans hjem og hilst på hans kone.
Så var der Swift Caravans fra Hull, som blev ejet af en
Ken Smith. Han var kun en baggrundsfigur, firmaet
kørtes af en spøjs lille mand som jeg ikke husker
navnet på, men sjovt nok har et billede af. Fabrikken
var typisk for mange af de små fabrikanter. Lokalerne
var mange gange faldefærdige skure og nedlagte
fabriksbygninger. Sågar gamle hangarer fra krigens
tid har vi set anvendt til produktion af campingvogne
eller mobilhomes i Hull området.
"Mr. Swift"
Swift-fabriken
Elldis fabrikken lå i Consett oppe ved New Castle. Det er nok et af de mest regulære firmaer vi nogensinde
handlede med. Fabrikken var bygget til formålet og der var orden og styr
på sagerne. Det var egentlig et familieforetagende, startet op af en
forhenværende vognmand ved navn Sidlle Cook. Navnet Elldis er mandens
fornavn stavet bagfra. Her er det min fars og mors Elldis, som de var i
Spanien med flere år i træk. Det var bl. a. i en Elldis hvor damerne skulle
bestemme indtrækket. Interiøret var i en lys eg og møblerne var nydeligt
lavet. Så i princippet fortjente vognen et gedigent og stilfuldt indtræk og
det fik den så. Men det skulle vi aldrig have gjort. Campisterne ville
åbenbart have noget mere farverigt og spraglet. Jeg husker en sag med Fleetwood hvor vi efter flere år med
orange/gul gardiner ville have noget andet. Vi valgte grønne gardiner, men måtte efter de første vogne var
kommet hjem i butikkerne, skifte til de orangefarvede igen.
Fra Hullområdet fik vi også A-line mobilhomes, - store vogne til stationær
camping. Jeg tror denne fabrik var indrettet i en gammel radiostation.
Der blev et marked for den type beboelsesvogne, da campingpladsreglerne blev lempet herhjemme. Det jeg husker Aline mest for, var at
malingen skallede af taget, så vi måtte rundt på danske campingpladser for
at skifte tagplader på måske et halvt hundrede vogne. Jeg tror også vi
handlede med et mærke der hed Lynton, - også fra Hullområdet.
Hvert år i november, besøgte vi campingudstillingen i London, EARLS COURT. Det var simpelt hen hele
branchens årlige udstillingsvindue, hvor man præsenterede næste års modeller. Det var her vi fandt vores
kontakter, og det var også her at Preben og MA sendte mig til TEXAN i 3 uger for at ”lette dem”. Øv Øv.
På plussiden var at branchen afholdt en stor dinner-dance på
Hotel Hilton. Her kunne fabrikanterne åbenbart invitere kunder
med. Vi har været med et par gange og den ene var Tove i hvert
fald med. Det var jo en uforglemmelig oplevelse – et
kæmpearrangement på toppen af London Hilton med middag og
musik leveret af Joe Los’ orkester. Når det er sagt, må vi
Joe Loss
indrømme at vi, sammen med Mogens og Britta, har haft mange
gode og spændende oplevelser i London. Vi har været på Talk og the
Town, som ikke eksisterer mere i dag. Jeg husker at vi specielt fik
tournedos bøf som man kunne tygge med øjenbrynene. Vi har set Bee
Feeters – et medieval dinner-show i en kælder under Tower.
Derudover tror jeg nok vi fik vores første pizza i London og vi spiste
engang indisk. En af retterne var så stærk at vi måtte have mælk for at
neutralisere ”ilden”. Vi var af og til ude at spise i London, enten via Globe
eller selv.
Et par erindringer kommer op i den anledning.
Blandt sjove erindringer fra London er f. eks. engang vi var ude at spise sammen med MA, Britta, Preben
Errendal og Tove og undertegnede. Det var i en kælderrestaurant hvor man kom ind fra gaden og
afleverede sit tøj i garderoben, hvorefter man gik ned i restauranten ad en indvendig trappe. Nu havde vi
for vane i dette selskab, altid at blive hængende og det skete også her, så det endte med at vi var de sidste.
Vi går til garderoben for at få vores tøj. Preben får udleveret en eller anden ”forkert cottencoat” hvorfor
han selvfølgelig omgående gør indsigelse. ”Dette er ikke min frakke, jeg er ejer af en kashmircoat, så hvad
vil i gøre ved det”? Der blev parlamenteret i et stykke tid, da en mand kom blæsende ind ad døren med en
luvslidt cottencoat i hånden, gestikulerende at det i hvert fald ikke var hans frakke. (for det var Prebens).
Et andet tilfælde, hvor man kan sige at verden er lille, var engang MA, undertegnede og Steen Jespersen
(en økonomimand MA havde ansat).
Han havde været ansat i et firma som udsendt medarbejder til Indien et
par år eller tre. Vi tre var en aften ude at spise i Soho. Medens vi sidder
der og spiser, falder Steens blik på en herre i den anden side af lokalet.
De fanger hinandens blik, rejser sig og går hinanden i møde. ”Jamen er
det da ikke”….. Det viste sig så at det var en tidligere indisk kollega som
han havde arbejdet sammen med derude i Indien engang. Og så må man
sige at verden kan være lille. Ingen tvivl om at vi har været meget i
London. Vi har også været der efter det holdt op med engelske
campingvogne, samt da Lotte var på skole derovre. Jeg husker i dag et af vore favorit-spisesteder. ”The tidy
dolls” , som lå i en gade bag Hilton hotellet ved Park Lane.
I perioden 1966 – 1976 var jeg på utallige ture til England for opfølgning. Jeg sejlede over med DFDS til
Harwich og bilen med. Og så var det om at komme over i venstre side at køre.
Det gik nu meget fint efterhånden. Det var blot som at vende en
grammofonplade. Samtlige campingvogne fra Fleetwood blev sendt over med
DFDS via Harwich. Midt i tresserne blev en ny båd sat ind ”ENGLAND” stor og
flot, men der gik kun få år, så kom der en endnu større, nemlig ”Winston
Churchil”. Vi havde jo Ib Kaspersen ansat og han havde stort kørekort. Firmaet
købte en Hanomag hvor der kunne læsses en campingvogn på ladet og spændes
en bagefter. Ib hentede i lang tid alle vognene hjem fra Esbjerg ved at køre i
pendulfart mellem Vejle og Esbjerg. Senere blev der lavet andre aftaler med
transportører.
Det var især til Fleetwood jeg besøgte, som i mellemtiden var flyttet til en lille by Long Melford mellem
Colchester og Ipswich. Her kom jeg ofte. I Long Melford var der en rigtig
hyggelig gammel kro The Bull, med bindingsværk og hele svineriet og en
fantastisk god restaurant. Her var jeg en gang sammen med Ib Kaspersen
hvor vi ville bo der. Men alt var optaget med mindre vi ville ”tage til takke”
med brudesuiten. Det var en oplevelse for guder. Det var ikke overdådigt
som på Hilton, men kanonhyggeligt oppe under taget med masser af
bindingsværk og en pejs så stor. Det mest forbløffende var brudesengen.
Den var nok godt 2 meter bred og redt op, som man bruger i England, med
lagner og tæpper. Men det mest forbløffende var, at det var én stor konvolut. – Fantastisk.
I samme periode var jeg med MA på utallige ture op og ned i England for at opspore forretninger. Det
kunne gå lidt vildt for sig. MA var ikke god til at ”holde fyraften” – vi kunne nok nå til x-by inden midnat og
så finde et hotel. Men det var ikke altid det lykkedes. En gang måtte vi sove i bilen i en roemark og duppe
ansigtet med duggen fra roebladene. I samme periode blev min bror Birger ansat som konsulent, hvor han
boede i et mobilhome med sin familie på en campingplads i et års tid. Han skulle kvalitetskontrollere
produkterne, især fra Fleetwood hvor vi vel aftog en 8-900 vogne da det var flest. Han skulle også køre til
Elldis og Aline og ??, hvad vi ellers havde på gang.
På et tidspunkt fik MA den ide at vi skulle importere både. Vi kontaktede et lille, men pænt bådværft der
hed Shetland Boats. Det var speedbåde og daycruisere beregnet til påhængsmotor. Det var nok nogle år for
tidligt, for det blev ikke rigtig til noget. Men vi fik da lidt ud af det privat.
Firmaet Globe Caravans blev som sagt udskilt fra Jydsk Camping Caravans og skulle stå på egne ben.
Importvirksomheden krævede meget plads og firmaets politik var nøglefærdige campingvogne til
forhandlerne, så de ikke skulle investere så meget i værkstedskapacitet. Man købte en nedlagt ejendom på
hjørnet af Juelsmindevejen og Horsensvej, mellem Vejle og Bredal. Udbygningerne blev lavet om til
værksted/klargøringscenter. Der var vi nok godt et år, så brændte det hele svineriet i en frokostpause. Jeg
boede jo tæt ved og kørte derfor hjem for at spise frokost. På vej tilbage kunne man se flammerne stå op
mod himlen. Vores chauffør ville fjerne en stænklap fra lastbilen med en skærebrænder. Han lagde
skærebrænderen fra sig på gulvet. Spændingen i gummislangen drejede flammen om mod en dunk med
acetone. Her brændte den hul og bingo. Manden skyndte sig at køre bilen ud, i stedet for at bære
acetonedunken ud.
Nu fik vi værksted i det gamle dampvæveri på Horsensvej, hvor vi var en kortere periode, idet firmaet
besluttede at bygge selv på Niels Bohrsvej.
Her havde vi i en periode Erik Burgård ansat, inden han startede selv i Hedensted, idet han overtog sin
læremesters forretning. Her er igen en hændelse i erindring. Fleetwoods underleverandør af møbellåger
var kommet bagud og vi fik ikke vogne over til pinse som jo var den store sæsonstart. Vi forlangte derfor
vognene leveret over uden låger og så måtte de blive efterleveret. Der kom låger i lange baner og der blev
inddelt hold der skulle køre rundt i landet for at eftermontere hos kunderne. Erik og undertegnede kørte til
Sjælland med lastbilen et par dage før pinse og monterede låger så vi så både måner og stjerner. Vi var
færdige et sted på Nordsjælland pinselørdag om aftenen. Vi kørte så hjemad og kom over med færgen til
Juelsminde sent på natten. Da vi kom til Daugård stod Pinsesolen op i al sin glans og vi holdt et øjeblik for at
nyde det, hvorefter vi skyndte os hjem for at sove.
Til det nye byggeri på Niels Bohrsvej, fik jeg til opgave at foreslå indretningen af et anlæg der skulle
indeholde en detailforretning med eget værksted, en kontorafdeling til administration af importfirmaet og
et tilhørende klargøringsværksted og reservedelslager. Jeg foreslog et H og sådan blev det.
Jeg blev også kraftigt involveret i at lave katalog over udvalget af campingvogne. Dette foregik i snævert
samarbejde med et reklamebureau – L og P Reklame. Fotograferingen af campingvognene ude i naturen var
imidlertid helt mit ansvar. Til det brug købte firmaet et Hasselblad 6x6 spejlreflexkamera desformedels ca.
10.000 kr. Det var ofte en besværlig opgave, da det gerne skulle ligne sommerbilleder men det var ofte i
september oktober før alle modeller var hjemme. Interiøret kunne altid fotograferes indendørs. Når
billederne var klar, konstruerede Karl Åge Petersen fra L og P kataloget inden det blev forelagt MA til
godkendelse. Herunder eksempler på katalogbilleder.
Fortsættes afsnit 8 med privatlivet fra ca. 1966 - 1976