Sommernummer august 2012 Indholdsfortegnelse

Transcription

Sommernummer august 2012
Indholdsfortegnelse
Forord
3
Cui bono? Det strategiske rationale for et israelsk angreb på Iran, og dets konsekvenser
Martin Ammitsbøll Husted
4
Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis
Damien Degeorges
17
Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau
Lars Cramer-Larsen
21
Operativ Ledelse
Jakob Rømer Barfod
35
En kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste – i anledning af von Kármánmedaljen 2011
Ernst Krogager
44
Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj 1658-1660
Maria Hvid Kargaard
50
Nyt fra bogfronten
Anmeldelse af:
“The Royal Navy and the German Threat 1901-1917. Admiralty Plans to Protect British Trade in a War Against Germany” af Matthew S. Seligmann
Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen
”Anden Verdenskrig” af Antony Beevor
Anmeldt af generalløjtnant K. G. H. Hillingsø
”Vi slår ihjel og lever med det” af Lars R. Møller
Anmeldt af cand. mag. David Vestenskov
Fællesanmeldelse af tre bøger med samme tema:
”På den forkerte side. De danske landssvigere efter befrielsen” af Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested.
”Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret” af Henrik Skov Kristensen
”Die Hilfsgemeinschaft auf Gegenseitigkeit (HIAG) 1950-1990. Veteranen
der Waffen-SS in der Bundesrepublik” af Karsten Wilke
Anmeldt af Niels Bo Poulsen
”Franco. Den store bedrager” af Paul Preston
”Afgantsy. The Russians in Afghanistan 1979-89” af Rodric Braithwaite
Anmeldt af cand. mag. David Vestenskov
56
Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s. 1 - 2
59
61
62
63
64
65
67
69
69
Indholdsfortegnelse •
”Københavns befæstning – Til Fædrelandets Forsvar” af Jens Ole Christensen, Michael H. Clemmesen, Ole L. Frantzen, Michelle L. Hjortgaard, Martin Jespersen og Anders Thorkilsen
Anmeldt af kommandør Poul Grooss
”Krestens breve og dagbøger. En dansker på vestfronten i Første Verdenskrig” af Kresten Andresen. Redigeret af Claus Bundgård Christensen
Anmeldt af Niels Bo Poulsen
“The Russian Origins of the First World War” af Sean McMeekin
”Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848 - 1864” af Hans
Vammen
”1864 i billeder” af Tom Buk-Swienty
”Hvem er Nielsen?” med undertitlen ”En fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann” af Morten Møller
”Sænket af tyskerne” med undertitlen ”Danske krigssejlere i 2. verdenskrig”
af Sven Arvid Birkeland
”Kamikaze” af Albert Axell og Hideaki Kase
”Dannebrog. Kongeskib i 80 år. 1932 – 2012” af Tom Wismann
71
72
74
75
76
77
79
80
82
Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed 2011-2012
84
Skrivevejledning
91
Ledige legater
92
2
Forord
Kære læsere
Velkommen til Militært Tidsskrifts sommernummer (nr. 2, 2012). Nummeret indledes med
artiklen ”Cui bono? Det strategiske rationale for et israelsk angreb på Iran og dets konsekvenser” af Martin Ammitsbøll Husted, Adjunkt ved Århus Akademi. Heri analyseres effekten af et israelsk angreb på Irans atomprogram, og dets mulige forventelige militære konsekvenser drøftes. Martin Ammitsbøll Husted vurderer, at et israelsk eventuelt angreb og
den derpå følgende konflikt mellem Israel og USA på den ene side og Iran på den anden
side ikke vil være formålstjenlig for førstnævnte parter. Nummerets næste artikel omhandler bærer titlen ”Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis”. Bidraget er skrevet
af Dr. Damien Degeorges fra det franske institut for strategisk forskning (IRSEM) og Grønlands universitet (Ilisimatusarfik). I artiklen undersøges de udfordringer det skaber for
Danmark, Grønland og de øvrige arktiske aktører, hvis Grønlands vej mod selvstændighed
fortættes.
Fra sikkerhedspolitikkens og strategiens verden bevæger nummeret sig derpå i retning af det operative niveau. Artikel nummer tre er forfattet af Major Lars Cramer-Larsen,
Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer. Under titlen ”Skønheden & Udyret:
Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau” diskuteres udfordringerne ved koalitioner baseret på oplevelserne som dansk stabsofficer efter fem måneders udstationering
ved US Central Command. Den næste artikel i nummeret forbliver i det operative spor.
Major Jakob Rømer Barfod, master i organisationspsykologi, chef for Faggruppe Ledelse
ved Hærens Officersskole ser i artiklen ”Operativ Ledelse” på de erfaringer forsvaret de
seneste år har indhøstet via ledelses- og lederudviklingsprojektet ”Ledelse med operativ
effekt”. Han slår til lyd for at der på en række områder bør arbejdes mere systematisk og
målrettet med ledelse end i dag.
I 2011 tildeltes Seniorforsker Ernst Krogager, civilingeniør, Dr.Techn., Forsvarets Materieltjeneste NATO RTO’s von Kármán-medalje 2011. På redaktionens opfordring beskriver han i artiklen ”En kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste” sin forskningskarriere. Han peger samtidig på behovet for at styrke teknologiforskningen i forsvaret. Sidste
artikel i dette nummer er skrevet af Cand.Mag. Maria Hvid Kargaard. Der er tale om et
stykke militærhistorie, idet emnet jf. titlen er ”Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj
1658-1660”. Gennem en bredt anlagt socialhistorisk undersøgelse af forholdene i og omkring ”Svenskelejren” i Brønshøj peger hun på en række forhold, som kan have bidraget til
at mindske den svenske kampkraft forud for stormen på København.
Videre følger anmeldelsessektionen redigeret af Kommandør Poul Grooss. I dette
nummer rundes af med Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed
2011-2012. Til beretningen er knyttet et par ord om den fremtidige kurs af selskabets
formand Kontreadmiral Nils Wang.
Alle artikelskribenter og anmeldere takkes varmt for deres skrive- og anmeldelseslyst.
Niels Bo Poulsen, chefredaktør
Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s. 3
Cui bono?
Det strategiske rationale for et
israelsk angreb på Iran, og dets konsekvenser
Martin Ammitsbøll Husted1
Indledning
Usikkerheden om eksistensen af et iransk atomvåbenprogram skaber tiltagende spændinger mellem Israel, USA og Iran. Tel Aviv stiller sig mildt sagt tvivlende over for Teherans
insisteren på atomprogrammets udelukkende fredelige hensigter. Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu er klar i sin udmelding, der varsler et forebyggende angreb: "Vi
har ventet på, at diplomati skulle virke. Vi har ventet på, at sanktioner skulle virke. Nu kan
ingen af os vente meget længere. Som Israels premierminister vil jeg aldrig lade Israel leve
i skyggen af udslettelse"2. Den konfrontatoriske israelske linje har tvunget Præsident
Obama til at understrege det amerikanske engagement, hvis Iran virkelig har en skjult avåbens dagsorden: "I will not hesitate to use force when it's necessary to defend the United States and its interests"3. Iran betoner på sin side atomprogrammets fredelige
hensigter men understreger samtidig sin vilje til at slå hårdt igen mod angreb: "We do not
have nuclear weapons and we will not build them but in the face of aggression from the
enemies, whether from America or the Zionist regime, to defend ourselves we will attack
on the same level as the enemies attack us"4, udtaler Ayatollah Ali Khamenei.
I lyset af den spændte storpolitiske situation diskuteres det strategiske rationale for et
forebyggende israelsk luftangreb (Strategic Air Attack in Military Operations Other Than
War (MOOTW)). Diskussionen retter sig ligeledes mod de mulige iranske militære modreaktioner som et angreb vil medføre, og hvilken rolle USA vil få i en konflikt5. Det må bedømmes som værende af interesse fra et militæranalytisk synspunkt at få en vurdering af
dels det strategiske rationale for et angreb på Iran samt de konfliktscenarier, der kan opstå som følge af et sådan angreb. Derom handler det følgende.
Artiklens argument og opbygning
Artiklen undersøger grundlæggende spørgsmålet: Hvad er effekten af et forebyggende
israelsk angreb på Irans atomprogram, og hvad er de forventelige militære eftervirkninger? Konklusionen er et israelsk angreb og en efterfølgende konflikt mellem Israel og USA
vs. Iran ikke vil gavne nogle af staterne. Helt specifikt vil Israel ikke kunne forvente et positivt udfald af et angreb på bare mellemlangt sigt, der vil resultere i større sikkerhed for
Martin Ammitsbøll Husted er cand. mag i Filosofi, Historie og Samfundsfag, adjunkt ved Århus
Akademi. Har tidligere publiceret i Politica, marts 2011, Militært Tidsskrift, oktober 2011, Ræson
1/2012.
2 "Netanyahu truer Iran med krig" Politiken 6.4.2012. Tilgængelig på: http://politiken.dk/udland/ECE1561003/netanyahu-truer-iran-med-krig/
3 "Obama says U.S. will use force vs. Iran if needed", CBC News 4.3.2012. Tilgængelig på:
http://www.cbc.ca/news/world/story/2012/03/04/obama-american-israeli-address.html
4 "Iran will attack to defend itself: Khamenei", Reuters 20.3.2012. Tilgængelig på:
http://www.reuters.com/article/2012/03/20/us-iran-nuclear-khamenei-idUSBRE82J0QX20120320
5 For debatten for et forebyggende angreb på Iran se f.eks. Raas & Long 2007, Debs & Monterio
2012, Kahl 2012, Kroenig 2012. For Irans reaktioner se Talmagde 2008, Shifrinson & Priebe 2011.
For USA's rolle se f.eks. Lindsay & Takeyh 2010
1
Cui bono •
landet. Dertil kommer at Israel, USA og Iran i en efterfølgende konflikt vil indgå i en ond
cirkel, der har negative konsekvenser for dem alle, og i sidste ende ikke løser problemstillingen men blot forværrer den yderligere.
Artiklens argument udfoldes i følgende tre dele. For det første er det strategiske rationale for et israelsk angreb begrænset af landets faktiske luftmilitære kapabiliteter. Det
betyder at effekten af et forebyggende angreb på Iran er relativ begrænset. Israel har i det
sit mest massive angrebsscenarium kun kapabilitet til at angribe og effektivt ødelægge
udvalgte flaskehalse i Irans atomprogram. Det vil afgjort betyde en forsinkelse af selve
programmet og i dets potentielle evne til at udvikle a-våben. Det afgørende er dog, at et
israelsk luftangreb - eller en serie af angreb - ikke i sig selv endegyldigt stopper Irans
atomprogram. Den begrænsning er i sig selv en faktor for at undlade at angribe, og bør
figurer i Tel Avivs bedømmelse af det strategiske rationale for et angreb.
Anden del i artiklens argument retter sig mod konsekvensen af et angreb. Her undersøges tre konfliktscenarier. Overordnet set har Iran dog en række militære muligheder. De
omfatter alle angreb fra Iran mod israelske eller vestlige interesser herunder: 1) Direkte
iranske gengældsangreb på Israel, 2) Lukning af det strategiske Hormuz-stræde, 3) Missilangreb på den saudiske olieindustri- og infrastruktur, 4) Aktivering af Hizbollah og Hamas i
en stedfortræderkrig mod Israel. Irans militære modreaktion baserer sig således på en
trussel om intensivering af og udvidelse af konflikten. Konfliktscenarierne indeholder en
intensivering af konflikten og det bedømmes som et uoverskueligt element. Netop faren
for intensivering bedømmes i artiklen som endnu en begrænsning af det strategiske rationale for et forebyggende luftangreb.
Tredje del af argumentationen retter sig mod USA's rolle i de efterfølgende konfliktscenarier. Det er klart, at USA på sin side pt. ikke ønsker israelsk enegang overfor Iran, da
det sandsynligvis vil tvinge amerikanerne ud i en konfrontation med konventionelle iranske styrker. Det vil betyde endnu et amerikansk militært engagement i Mellemøsten. Et
engagement, der må udføres primært med sø - og luftstyrker, og som vil få karakter af en
glidebane, hvor amerikanerne vil blive stadigt mere inddraget militært. På den anden side
har Iran også ringe interesse i en regulær militær konfrontation med supermagten USA.
Det iranske militær vil sandsynligvis hurtigt blive sat 20-30 år tilbage, hvis konflikten udvikler sig til en egentlig konfrontation mellem massive amerikanske sø-luftstyrker og konventionelle iranske styrker.
Overordnet bedømmer artiklen derfor det strategiske rationale for et forebyggende angreb som begrænset. Spørgsmålet er simpelt: "Cui bono"; hvem gavner det? I sidste ende
ingen. Hvis Israel angriber Iran, vil den positive effekt kun være kortsigtet for israelsk sikkerhed. Effekten overvejes dog af de militære modreaktioner og storpolitisk-diplomatiske
eftervirkninger, der vil være uoverskuelige for Mellemøstens stabilitet som helhed.
Artiklens analyse og argumentation baserer sig på åbne kilder. Det giver en begrænsning i og med at analysen ikke kan fastslå de egentlige politiske intentioner for et israelsk
angreb eller en iransk modreaktion. Det kræver adgang til fortroligt materiale og en lukket
politisk beslutningsproces i begge stater. Analysen kan derfor kun bedømme det overordnende strategiske rationale for et luftangreb og modreaktionerne herpå. Den bedømmelse
baserer sig på en analyse af de faktiske militære kapabiliteter de implicerede stater råder
over.
Målet? Det iranske atomprogram og luftforsvar
Det iranske atomprogram er af industriel størrelse og fremstilles i Kort 1. Det er spredt ud i
hele landet på flere faciliteter, der ofte er skjult eller nedgravet i beskyttende bunkere og
5
Cui bono •
beskyttet af luftværn. Flere af anlæggene har overlappende funktioner, hvilket vanskeliggør en seriøs forstyrrelse af atomprogrammets fremskridt6.
Kort 1. Det iranske atomprogram.
Kilde: http://www.globalsecurity.org.
Atomprogrammets primære faciliteter er 1) Tungtvandsanlægget ved Arak, 2)
Letvandsrektoren ved Bushehr, 3) Uranminerne ved Gachin, Yazd og Saghand, 4) Uran
omdannelsesanlægget og forskningsanlægget ved Isfahan, 5) Uranberigelsesanlæg ved
Qum og Natanz samt 6) Det militære forskningsanlæg ved Parchin. Det er klart, at programmets størrelse og geografiske udbredelse ikke er tilfældigt men i stedet netop designet til at minimere effekten af et luftangreb.
Et forebyggende israelsk angreb vil derfor ikke effektivt kunne nå alle mål i en angrebsbølge, men må koncentrere sig om visse flaskehalse. Det bedømmes som den eneste realistiske måde, hvorpå Israel kan forsinke atomprogrammet på via militære midler.
Programmet har en række punkter, herunder særligt de faciliteter, der er direkte involveret
i selve produktionen af atommaterialet, dvs. anlæggene ved hhv. Arak, Isfahan, Natanz og
Qum er særlig interessante fra et israelsk synspunkt. En effektiv bombning af disse faciliteter vil være en seriøs forstyrrelse af atomprogrammets fremskridt pga. deres status som
produktionsmæssige flaskehalse, hvis erstatning vil betyde nye massive og tidskrævende
investeringer7.
Iran har forsøgt at maksimer det militære forsvar af sine atomfaciliteter og anlæg - dog
med begrænset succes. Det iranske luftforsvar er sammensat af tre lag: Luftstyrker, jordluftmissiler (SAM) og luftværnartilleri (AAA). Den kvalitative status af det iranske luftvåben
er overordnet ringe både i forhold til sine faktiske kapabiliteter og træningsniveau. Den
effektive frontlinjestyrke består primært af forældede fly, ca. to dusin MIG-29, ca. 25 F-14
samt 248 F-7M9. Denne luftstyrke bør ikke være en seriøs forhindring for det topmoderne
israelske luftvåben.
De iranske jord-luftmissiler kapabiliteter præsenter et mere broget billede. På den ene
side mangler styrken en forenet kommando og kontrolorganisation, og store dele af dens
bevæbning baserer sig på I-HAWK (Improved Homing All the Way Killer) MIM-23B missilRaas & Long 2007 p. 11
Ibid p. 11-15.
8 Talmagde 2008 p. 111
9 En kinesisk opgradering af den russiske MIG-21.
6
7
6
Cui bono •
batterier. Systemet er som sådan effektivt nok men forældet i mødet med en højteknologisk modstander som f.eks. det israelske luftvåben. På den anden side besidder Iran en
række højteknologiske russiskproduceret jord-luftmissiler f.eks. SA-15 Gauntlet og det
forlyder, at man forsøger at bevæbne sig med SA-6 systemet. Tilkomsten af SA-6 systemet
vil være en effektiv forstærkning af luftforsvaret, men det betvivles om Iran har fået leveret
missilerne fra Rusland10. Sidste lag i det iranske luftforsvar er et større assortiment af
luftværnsartilleri, hvor den mest moderne våbenplatform er de ca. 100 ZSU-23-4 "Shilka"
fra 1960erne. En mulig rolle for luftværnsartilleriet ligger i dets evne til at besværliggøre
fjendtlig luftstyrkers angreb fra lav højde med oprettelsen af zoner af spærreild over visse
kerneområder. Luftværnsartilleriet er dog en begrænset kapabilitet, der ikke nævneværdigt forøger Irans luftforsvar.
Det iranske atomprograms bedste beskyttelse mod et forebyggende angreb er derfor
dets industrielle størrelse, nedgravede faciliteter og geografiske udstrækning. Luftforsvarets evne til at danne en beskyttende paraply over atomprogrammets faciliteter er i bedste
fald begrænset, særlig i mødet med en højteknologisk modstander. Hvis et israelsk angreb
skal være succesfuldt må det rette sig mod ødelæggelsen af visse flaskehalse.
Svaghederne i det strategiske rationale for et israelsk angreb
Israels strategiske rationale for et forbyggende angreb på Iran afhænger ud fra en militær
bedømmelse af, hvorvidt det er muligt at ødelægge tilstrækkelig dele af atomprogrammet.
Som udgangspunkt for bedømmelsen kan israelerne medtage deres tidligere positive erfaringer: To gange har israelerne understreget, at de ikke vil tolerere udviklingen af a-våben i
Mellemøsten. Første gang var den 7. juni 1981, hvor israelske jagerfly gennemførte et
forebyggende angreb på Irak med Operation Opera: Angrebet mod Saddam Husseins
atomreaktor ved Osirak, der destrueres11. Anden gang var den 7. september 2007 mod
Syrien. Her udførte Israel Operation Orchard: Bombningen af en syrisk militærinstallation,
der i efterfølgende undersøgelser udført af FNs Atomagentur viste tydelige tegn på at som
være skjulested for en hemmeligholdt syrisk atomreaktor12.
Begge angreb var indiskutabelt militære succeshistorier. Særlig interessant er 1981operationen mod Osirak-reaktoren pga. angrebets størrelse og den operationelle udfordring i at nå uopdaget de ca. 1600 km frem til målet. Angrebet blev gennemført af en
”strike package” bestående af otte F-16 og otte F-15. De seksten jagerfly fulgte i lav højde
en rute over det sydlige Jordan og dernæst det nordlige Saudi Arabien. Hverken det jordanske eller saudiske luftforsvar reagerede på den israelske krænkelse af deres luftrum.
Ved målet gennemførte F-16 flyene selve angrebet imens F-15 flyene udførte ”combat air
patrols”. Målet blev ramt af mindst otte Mk-84 2,000 Ib bomber, og blev totalt destrueret.
Derefter fulgte de israelske fly samme rute tilbage, og landede i Israel uden tab13.
Den historiske præcedens er dog vanskelig at overføre direkte på Irans atomprogram.
For det første har iranerne tydeligvis lært af de irakiske og syriske fejltagelser, og har derfor udviklet et atomprogram af industriel størrelse og stor geografisk udstrækning. Det
kræver et større antal fly. For det andet er operationens rækkevidde langt større end ved
Osirak. De iranske mål ligger på en afstand af ca. 1500-1800 km fra nærmeste israelske
Talmagde 2008 p. 113
For detaljer om Operation Opera se: Claire 2004, Nakdimon 1987
12 For detajler om Operation Orchard se: "Israel admits air strike on Syria", 10.02 2007 BBC.
Tilgængelig på: http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/7024287.stm , "IAEA suspects Syrian
nuclear activity at bombed site". 18.02. 2010 Reuters. Tilgængelig på http://www.reuters.com/article/2010/02/18/us-nuclear-syria-iaea-idUSTRE61H66320100218
13 Claire 2004
10
11
7
Cui bono •
base, hvilket kræver optakning i luften. For det tredje er flere af de iranske faciliteter nedgravet i beskyttende bunkers. Det kræver en specialiseret ammunition, der ikke var nødvendig ved Osirak. Alt andet lige står Israel således over for en langt større opgave, hvis et
forebyggende angreb på Iran skal være effektivt.
Ud fra en bedømmelse af det israelske luftvåbens faktiske kapabiliteter kan det ikke
udelukkes at Israel kan rette et storangreb mod udvalgte dele af Irans atomprogram. Israel
har investeret massivt i sine luftmilitære kapabiliteter og har f.eks. indkøbt 125 stk. F-15I
og F-16I14. Det øger markant slagkraften i den israelske luftstyrke. Det bedømmes som
sandsynligt, at Israel gennem en maksimal anstrengelse af sin luftstyrkes kapabiliteter
kan sammensætte en ”strike package” på samlet ca. 50 jagerfly, f.eks. 25 F-15I og 25
F16I. Denne styrke vil kunne støttes af Israels tankerflåde, der udgøres af typerne KC-707
og KC-130H15, og herigennem få den ønskede operationelle rækkevidde. Dertil har man
investeret i "bunker busters"; missiler som BLU-113 Super Penetrator med sprængkraft til
at gennemtrænge ca. 6 meter forstærket beton16. En sådan styrke vil i eksperters bedømmelse kunne anrette seriøs skade på udvalgte dele af det iranske atomprogram17.
Styrken vil kunne følge tre mulige ruter, der fremgår af kort 2.
Det problematiske for de israelske planlæggere er, at man med et angreb er nødsaget
til at krænke enten tyrkisk, jordansk, irakisk eller saudisk luftrum. Reaktionerne fra de
krænkede staters luftforsvar er alt andet lige uforudsigelige. Det øger stærkt usikkerheden
for succesen af et angreb, hvis Israel ikke kan udelukke en aggressiv intervention fra eksempelvis det saudiske luftforsvar.
Usikkerheden om nabostaternes reaktion spiller en vis rolle i vurderingen af det strategiske rationale for et angreb. Dog er hovedproblemet, at selvom Israel ved en maksimal
anstrengelse kan rette seriøs skade på det iranske atomprogram, vil et angreb ikke endegyldigt stoppe det. Israel må acceptere, at dets luftmilitære kapabiliteter kun er tilstrækkelige til at forsinke atomprogrammet.
Hertil kommer, at Israels mulighed for at rette gentagne serier af angreb mod Iran må
bedømmes som minimal. Et storangreb bestående af ca. 50 fly og med krænkelse af flere
nabostaters luftrum vil i sig selv være dybt destabiliserende for Mellemøsten. Flere angreb
over eksempelvis en uge vil højst sandsynligt være ensbetydende med enten udbruddet af
direkte krig eller i det mindste aggressive interventioner fra nabostater eksempelvis som
følge af gentagne krænkelser af luftrum.
Ud fra en realistisk bedømmelse har Israel kun én chance for at rette et angreb mod
Irans atomprogram, og israelernes luftmilitære kapabilitet er ikke tilstrækkelig til at gennemføre en operation, der stopper programmet. Den erkendelse er den egentlige svaghed
i det strategiske rationale for et israelsk angreb.
14 "Analysis: How Israel might strike at Iran" BBC, 27.2.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17115643
15 Raas & Long 2007 p. 24 samt The Institute for National Security Studies", entry "Israel", 2012.
Tilgængelig på http://www.flightglobal.com/airspace/media/reports_pdf/world-air-forces-20112012-90190.aspx
16 Raas & Long 2007 p. 28
17 Se Ibid for en diskussion af det israelske angrebs muligheder.
8
Cui bono •
Kort 2. Mulige israelske angrebsruter.
Tre scenarier for Irans militær modreaktion
Iran har gentagende gange truet med en militær modreaktion, hvis Israel udfører et forebyggende angreb. Det må bedømmes som et forsøg fra Teherans side på at afskrække
israelernes angreb med en trussel rettet mod selve Israel, men også mod regionens og
verdensøkonomiens stabilitet. Dog afhænger Irans evne til at opstille en militær modreaktion først og fremmest af landets faktiske militære kapabiliteter. For at få et overblik over
disse kapabiliteter, og lave en vurdering af Irans muligheder opstiller analysen i det følgende tre forskellige, men stadig beslægtede hypotetiske konfliktscenarier. Alle tre scenerier antager, at Israel har angrebet Irans atomprogram, og har anrettet betydelig skade.
Irans militære muligheder er nu:
Scenarie 1: Den afdæmpede reaktion
Irans militære strategi er i den afdæmpede reaktion afmålt efter den politiske maksimering af rollen som offer og fremstillingen af Israels som Mellemøstens paria og tilsidesætter af international lov. Den iranske militære strategi vil her højst sandsynligt begrænse sig
til asymmetrisk krigsførelse mod Israel. Pointen udfoldes af Mark Fitzpatrick fra International Institute for Strategic Studies, London, der anser det som sandsynligt, at Iran vil bruge den libanesiske milts Hizbollah som militær stedfortræder18. Hizbollah har siden sin
konflikt med Israel i 2006 udbygget sit missilarsenal, og besidder nu ca. 30.000 missiler
af alle typer19. Størstedelen af missilerne bedømmes som værende af typen Katyusha og
18 "Analysis: How Israel might strike at Iran" BBC, 27.2.2012. Tilgængelig på:
http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17115643
19 "Haaretz WikiLeaks exclusive: 'Hezbollah expected to launch 100 missiles a day at Tel Aviv"
Haaretz 8.4.2011. Tilgængelig på 'http://www.haaretz.com/news/haaretz-wikileaksexclusive/haaretz-wikileaks-exclusive-hezbollah-expected-to-launch-100-missiles-a-day-at-tel-aviv1.354826
9
Cui bono •
udgør kun en seriøs trussel mod israelske civile i grænseområdet til Libanon. Rækkevidden fremgår af kort 3.
Kort 3. Rækkevidden af Hizbollahs missilarsenal.
Kilde: http://news.bbc.co.uk/2/hi/5242566.stm
Fitzpatrick understreger dog, at Hizbollah også råder over et vist antal langtrækkende
missiler: "These are […] Fahr-3, Fajr-5, Zelzal-2 and potentially Fateh-110 plus about 10
Scud-D missiles that can pack a 750kg (1,653lb) payload and hit all of Israel."20.
En konflikt mellem Hizbollah og Israel på baggrund af et israelsk angreb på Iran vil ligesom i 2006 trække israelske styrker ind i Libanon. Her vil Israel igen blive en del af den
interne libanesiske magtkamp. Det vil være et dræn på israelsk militær, om end overkommelig. Den primære problemstilling for Israel i en stedfortræder med Hizbollah vil
være at beskytte israelske civile, undgå et stort antal civile ofre i Libanon, og ikke blive
trukket dybt ind i Libanon. Iran vil kunne fokusere på at forsyne Hizbollah, udstille Israel
som paria og fremstille sig selv som regionens leder21.
En anden stedfortræder, der samtidig med et israelsk engagement i Libanon, ville
kunne aktiveres af Teheran er Hamas i Gaza. En intensivering af Hamas terroristaktiviteter
f.eks. massive misil - og morterangreb på Israel vil åbne en ny front, og måske inddrage
israelske styrker i endnu en omgang af Gaza krigen fra 2008-2009. Til dobbeltpresset fra
Hizbollah og Hamas kan Iran supplere med en række skjulte efterretningsoperationer
rettet mod israelske mål og interesser på et globalt plan. Det er en mulighed, Daniel Byman, antiterror ekspert ved Brookings Institution, Washington bedømmer som sandsynlig,
særlig i Mellemøsten, hvor Hizbollah har en række celler, der hurtigt kan aktiveres22.
Irans militære muligheder i scenarie 1 betinges af de politiske overvejelser, der kun
åbner for afdæmpede militære reaktioner. Disse må ikke udføres af konventionelle iranske styrker, men af allierede - helst ukonventionelle styrker. Hvis Iran i scenarie 1 overreagerer efter Israels angreb, så vil det true hele den regionale stabilitet, involvere USA og
20 "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, 7.3.2012. Tilgængelig på:
21 Ibid
22 Ibid
10
Cui bono •
undergrave Irans rolle som offer over for verdenssamfundet og Mellemøsten. En sådan
begyndende overreaktion undersøges i scenarie 2.
Scenarie 2: Den omfattende reaktion
Irans militære strategi er i den omfattende reaktion bestemt af beslutningen om at forsvare sig ved at angribe en grundpille i verdensøkonomien: Olien. Associated Press rapporterede i juni 2006 hvad den øverste iranske leder Ayatollah Ali Khamenei anså som en
sandsynlig konsekvens af et luftangreb på Iran: "definitely the shipment of energy from
this region will be seriously jeopardized"23. Det er særligt i Hormuz strædet, at Iran med få
militære styrker og midler kan opnå en voldsom påvirkning af verdensøkonomien24.
Iran kontrollerer den nordlige del af det strategiske Hormuz stræde, strædet er 180
km langt, og på sin snævreste del kun 45 km bredt. Det er vitterligt et af verdens strategiske flaskehalse. Dagligt sejler ca. 14. tankskibe ud af Golfen via strædet - det bedømmes i
en rapport fra Center for Strategic and International Studies, 2007 at der hverdag passerer ca. 17. millioner tønder olie gennem strædet - det svarer if. rapporten med et groft
skøn til ca. 40 pct. af den handlede olie i verden25.
Det iranske militære besidder en række kapabiliteter, der i perioder kan forstyrre
skibstrafikken, og har også historiske erfaringer med operationer i Den Persiske Golf under Iran-Irak krigen 1980-1988, hvor iranske flådeenheder med en vis succes angreb
tankskibe26. Irans kapabiliteter falder i tre kategorier. For det første har den iranske flåde
opbygget en større styrke af lette og hurtige fartøjer, der er relativt primitivt bevæbnet
raketstyr og automatvåben kan udføre angreb på skibstrafikken. Styrken vil allerede i timerne efter et israelsk luftangreb være i stand til at presse oliepriserne i vejret ved at rette
primitive angreb mod olietankere i Den Persiske Golf og i Hormuz27. Det er en form for
asymmetrisk krigsførelse til søs, hvor Iran vil bruge "hit-and-run" taktik mod tankskibe, og
derigennem gøre oliemarkedet nervøse28.
For det andet besidder flåden mere konventionelle enheder, hvis indsættelse vil gøre
Den Persiske Golf til en regulær krigszone. Caitlin Talmadge fra Security Studies, MIT bedømmer, at en decideret lukning af Hormuz strædet vil være i centrum af en iransk flådestrategi med indsættelse af disse styrker. Udlægning af minefelter er en simpel løsning,
der kan gennemføres med flådens overfladeenheder (tre fregatter og to korvetter) samt
med Irans tre ubåde af Kilo-klassen. Talmadge bedømmer i 2008 ud fra åbne kilder, at
Iran besidder ca. 2000 miner, hvoraf ca. halvdelen er moderne af typen MDM-6. De iranske Kilo-klasse ubåde er sig selv en trussel mod skibstrafikken, og deres indsættelse vil
være en seriøs eskalering af konflikten29.
“Ayatollah Warns West against Action,” Associated Press, 5.6. 2006.
Se specielt Talmagde 2008 samt O’Neil & Talmadge 2009
25 Anthony H. Cordesman. "Iran, Oil, and the Strait of Hormuz". 26.5.2007 Center for Strategic and
International Studies. Se ligeledes "Strait of Hormuz". World Oil Transit Chokepoints. U.S. Energy
Information Administration. 30.12. 2011. Tilgængelig på: http://www.eia.gov/countries/regionstopics.cfm?fips=WOTC#hormuz
26 For mere om de såkaldte "Tanker Wars" se f.eks. Navias & Hooton 1996
27 Haghshenass 2008
29 Talmagde 2008 p. 89-93
23
24
11
Cui bono •
Kort 4. Hormuz strædet.
For det tredje vil Iran kunne supplerer sine minefelter og flådeenheder i Hormuz med
opstillingen af antiskibsmissiler på sin side af strædet. Her råder Iran over flere hundrede
missiler af varierende kvalitet: Fra mere moderne kinesisk produceret Raad, C-801 Sardine og C-802 Saccade til forældede modeller som CSS-N-2 Silkworm og CSS-N-3 Seesucker. Alle typerne kan dog anrette relativ voldsom skade på skibstrafikken, særlig dens frie
bevægelighed30. Antiskibsmissiler vil etablere endnu et lag i lukningen af strædet. Dertil
har det iranske luftvåben en vis luftstyrke med offensive kapabiliteter (f.eks. ca. 24 stk.
MIG 29 og 25 F-14) til sin rådighed, der enten vil kunne rette direkte angreb mod skibe i
området eller beskytte de iranske flådestyrker eller missilbatterier.
Samtidig med et forsøg på at lukke Hormuz strædet vil Iran højst sandsynligt gøre sit for
at optimerer beskyttelsen af sine militære kapabiliteter. Flåde- og luftbaser, minefelter og
antiskibsmissilerne vil alle være beskyttet til en vis grad af luftværnskanoner - og missiler.
30
Ibid p. 99-102
12
Cui bono •
Heraf besidder Iran en vis kapabilitet f.eks. de 150 batterier udrustet med I-HAWK missiler
samt sit større assortiment af luftværn31.
Scenarie 2 indeholder med sin omfattende iranske reaktion på et israelsk angreb en
stærk eskalation af konflikten. Konventionelle styrker er nu tydeligt indblandet, og Iran har
taget verdensøkonomien som gidsel i sit forsvar af atomprogrammet. Det bedømmes, at
det iranske militære har en vis mulighed for at lukke Hormuz strædet i perioder, og gøre
på mellemlang sigt gøre sejlads i Den Persiske Golf yderst farlig.
Scenarie 3: Den totale reaktion32
Irans militære strategi og muligheder i den totale reaktion antager, at den politisk-militære
elite i Teheran i timerne efter et israelsk angreb anser landet som truet på sin eksistens.
Antagelsen beror for det første på, at eliten er overbevist om, at det israelske angreb er
starten på proces, der resulterer i regimeskifte. For det andet antages det i eliten, at USA's
intervention kun er et spørgsmål om tid, og at Irans militære kapabiliteter således kun vil
være til rådighed i en begrænset tidsperiode før USA nedkæmper dem. Den totale reaktion
er således designet til at gøre processen "regimeskift" så omkostningsfuld, at den stoppes.
Det antages endvidere, at det iranske militær ligeledes gør brug af de i scenarie 1 og 2
beskrevne militære muligheder.
En første mulighed i den totale rektions forsøg på at opnå konfliktudvidelse er en
iransk missiloffensiv mod Saudi Arabiens olieindustri og infrastruktur33. Det vil dels lægge
et ekstra pres på oliepriserne, der supplerer operationen i Hormuz, og evt. inddrage saudiske styrker i en konflikt med iranske. Spørgsmålet er, om Irans mulighed for en missilkampagne mod saudiske oliemål er realistisk. Forskningen antyder, at Irans mulighed for
effektivt at ramme specifikke mål i den saudiske oliesektor eksempelvis faciliteterne i
Abqaiq, der stabilisere olien til eksport, er yderst begrænset34. Det bedømmes at iranske
missilbatterier skal affyre ca. 1300 Shahab-1 missiler for at ødelægge 75 pct. af faciliteterne i Abqaiq35. Den faktiske beholdning af iranske Shahab-1 missiler bedømmes i 2011
konservativt som værende på mellem 100-400 stk.36. Konklusionen er derfor, at den iranske missilkapabilitet både er for lille, deres træfsikkerhed for usikker, og den saudiske
olieindustri og infrastruktur er for stor.
Dog er de sikkerhedspolitiske konsekvenser ved en iransk missiloffensiv mod Saudi Arabien uoverskuelige. Selvom Iran ikke effektivt kan lamme olieindustrien, vil en iransk missilkampagne mod Saudi Arabien fremprovokere en voldsom reaktion og true med konflikteskalation - det er netop målet for den iranske politisk-militære elite i Scenarium 3. Her vil
USA sandsynligvis blive inddraget i forsøget på at nedkæmpe Irans missilbatterier. Det kan
kun forventes, at Saudi Arabien også vil angribe iranske mål som gengældelse, og risikoen
for konflikteskalation er derfor endnu engang tydelig.
En anden mulighed for konfliktudvidelse er et direkte iransk angreb på Israel gennem
flystyrker og langtrækkende missiler37. Målet kunne være Tel Aviv eller andre storbyer,
våbnene kunne være konventionelle eller endda kemiske eller bakteriologisk. Det er klart,
Ibid p. 113.
Scenarie 3 må anses som højst usandsynligt, men medtages, idet det indeholder interessante
indsigter i Irans militære muligheder
33 Shifrinson & Priebe 2011
34 Ibid p. 174
35 Ibid p. 184-187
36 Ibid p. 181
31
32
13
Cui bono •
at et konventionelt angreb vil blive besvaret af Israel, men med mindre styrke end et kemiske eller bakteriologisk angreb, hvis israelske besvarelse er uoverskuelige. Effekten af et
konventionelt angreb vil være at vise omverdenen, hvordan Iran kan besvare Israels angreb. Teherans kalkulering for effekten af et sådan angreb vil bero på, at landets militære
kapabiliteter vil være meget udsatte så snart USA vil engagerer sig fuldstændigt. Derfor er
det bedre at bruge dem offensivt, end at vente på deres nedkæmpelse. Dog bedømmer
Mark Fitzpatrick fra Institute for Strategic Studies, at Irans evne til at angribe selve Israel
er relativt begrænset. Irans "antiquated air force is totally outclassed by the Israelis and it
has only a limited number of ballistic missiles that could reach Israel."38 Fitzpatrick anser
et iransk angreb som udelukkende symbolsk, men stadigvæk med underliggende potentiale for konflikteskalation. Israel vil være ekstremt bekymret over iranske ballistiske missiler,
og deres potentielle ukonventionelle sprænghoveder. Tel Aviv vil enten kræve en troværdig
amerikansk intervention, der nedkæmper truslen eller selv forsøge at gøre det. En israelsk
enegang vil dog blotlægge svagheden i Israels militære kapabilitet: Israel kan ikke opretholde en længerevarende luftkrig over Iran - det kan kun USA.
USA's mulige rolle i konflikten
Det er ganske givet, at enten den omfattende eller totale iranske reaktion som beskrevet i
scenarie 2 og 3 vil medføre intervention fra det amerikanske militær. USA anser lukningen
af Hormuz strædet som en rød linje, der ikke uden indgreb fra supermagten overskrides.
Direkte adspurgt om Irans evne til at lukke Hormuz i en periode anerkendte General Martin Dempsey, Chairman of the Joint Chiefs of Staff i januar 2012 at: “The simple answer is
yes, they can block it,” Men Dempsey understregede videre at USA i den situation vil: “take
action and reopen the strait”39. Dempseys udtalelse skal ses i lyset af den massive tilstedeværelse af den amerikanske flåde i Den Persiske Golf: The Fifth Fleet var pr. januar
2012 tilstede med to hangarskibsgrupper (USS Abraham Lincoln og USS Carl Vinson, begge af Nimitz klassen) samt i alt otte minestrygere i området40.
En konfrontation mellem Iran og USA i Den Persiske Golf som følge af et israelsk luftangreb vil ikke være usandsynlig. Spørgsmålet er dog i hvilken grad og intensitet konflikten
vil udspille sig? Bedømmelsen er, at initiativet er på Irans side. Hvis iranerne holder sig til
asymmetrisk krigsførelse til søs, og laver nålestiksoperationer på tankskibe mv., så bedømmes det af eksperter at USA vil udvise en vis tilbageholdenhed41. Men hvis Iran tydeligt indsætter konventionelle styrker, herunder brug af miner, ubåde eller antiskibsmissiler,
vil konflikten uundværligt udvikle sig. USA vil være nødt til at rydde minerne i Hormuz
strædet, og vil her indsætte flåde - og luftenheder til beskyttelse og nedkæmpelse af iranske beskyttelsesforanstaltninger, der truer minerydningen. Her er en tydelige fare for konflikteskalation. Hvis Iran vælger at beskytte sine minefelter, og eksempelvis beskyde amerikanske minestrygere med antiskibsmissiler, vil en amerikansk reaktion være at nedkæmpe disse missiler, deres målfindingsudstyr, og deres kommando og kontrolorganisation. Det vil sætte amerikanske luftstyrker op mod iranske antiluftværnskapabiliteter, der
igen vil blive angrebet af US styrker42.
39 "U.S. Sends Top Iranian Leader a Warning on Strait Threat" New York Times, 12.1.2012.
40 U.S Navy, "Ships". Tilgængelig på: http://www.navy.mil/navydata/fact_display.asp?cid=4200&tid=200&ct=4
41 Se f.eks. Talmagde 2008
42 Ibid p. 115-117
14
Cui bono •
En konfrontation mellem USA's og Irans respektive militærmagt i området omkring
Hormuz strædet er en ulige konkurrence på mellemlangt sigt. USA besidder sammenlignet
med Iran en så hypermoderne militærmaskine, at iranerne kun kan forvente at lukke Hormuz fuldstændigt i en kort periode, og derefter kun sporadisk true skibstrafikken. Irans
militær vil i en konfrontation med USA hurtig opleve en dramatisk nedgradering af sine
kapabiliteter, idet amerikanerne højst sandsynligt vil udvide deres luftoperationer til at
omfatte hele det iranske militær; særlig kommando og kontrol, luftstyrker, missilenheder
og enheder fra Revolutions Garden. Det vil sætte iranske politikere over for et ubehageligt
valg: Enten at nedtrappe konflikten, og redde landets militærmagt fra at blive sat 20-30 år
tilbage. Eller eskaler konflikten til egentlig krig, som undersøgt i scenarie 3. Den sidste
mulighed vil dog højst sandsynligt føre til samme resultat, om end bare mere massivt, da
nabostaterne muligvis vil intervenere mod Iran.
Men USA's forsikring om intervention, hvis Iran krydser bestemte røde linjer og eksempelvis forsøger at lukke Hormuz, er en usikker vej for Amerika. Den åbner for endnu konflikteskalation, og endnu større amerikansk engagement. Endnu et amerikansk engagement i Mellemøsten ønsker ingen i Washington. Det ved Washington, og det ved Teheran.
Derfor vil Washington gå meget langt for at undgå israelsk enegang. Den egentlige effekt
af et angreb på atomprogrammet er for lille, og de større militære konfliktscenarier er for
uoverskuelige. Derfor bør Israel ikke angribe Iran. Problemet er, at Israel ikke har tiden
eller tålmodigheden til at vente på sanktionernes effekt. Et atombevæbnet Iran er utænkeligt for Tel Aviv.
Konklusion
Artiklen har på baggrund af åbne kilder undersøgt det strategiske rationale for et israelsk
angreb på det iranske atomprogram, og tre hypotetiske konfliktscenarier for en iransk
militær modreaktion. Analysen har først fokuseret på, om der grundlæggende kan identificeres et strategisk rationale for et israelsk angreb på Iran bedømt ud fra de militære kapabiliteter Israel råder over. Hertil er svaret nej. Israel kan kun forsinke atomprogrammet,
og vil derfor ikke opnå varig sikkerhed ved gennemførelsen af et luftangreb. Analysen har
dernæst inddraget Irans militær muligheder, hvis det angribes af Israel. På baggrund af
analysens konklusioner er det klart, at Iran på kort sigt har en række muligheder, men at
enhver konflikteskalation fra iransk side f.eks. minering af Hormuz uundværligt vil blive
besvaret med overvældende amerikansk militærmagt. Den efterfølgende konfrontation vil
højst sandsynligt ødelægge så store dele af det iranske militær at enhver gevinst for Teheran vil være minimal. Det bedømmes at USA's rolle er afventende og grundlæggende afvisende over for en militær løsning på problemet om Irans fortsatte atomprogram. USA ønsker ikke at blive engageret i en konflikt med Iran, men accepterer dog det faktum, at
amerikanske styrker uundværligt vil spille en hovedrolle, hvis Israel angriber, og Iran slår
igen ved at lukke Hormuz. Ingen af de implicerede stater kan forvente egentlige gevinster
af en militær konfrontation. Derfor bør beslutningstagerne atter spørger sig selv: Quo bono?
Litteraturliste
Debs & Monterio (2012) "The Flawed Logic of Striking Iran" Foreign Affairs. Tilgængelig på
adressen:
http://www.foreignaffairs.com/articles/137036/alexandre-debs-and-nuno-pmonteiro/the-flawed-logic-of-striking-iran
Claire, Rodger W. (2004) Raid on the Sun: Inside Israel´s Secret Campaign That Denied
Saddam the Bomb. Broadway Books, New York.
15
Cui bono •
Haghshenass, Fariborz (2008). "Iran's Asymmetric Naval Warfare". Policy Focus/Washington Institute for Near East Policy. Washington, D.C.
Kahl, Colin H (2012) "Not Time to Attack Iran" Foreign Affairs. Tilgængelig på adressen:
http://www.foreignaffairs.com/articles/137031/colin-h-kahl/not-time-to-attack-iran
Kroenig, Matthew Kroenig (2012) "Time to Attack Iran" Foreign Affairs Vol. 91, Nr. 1.
Lindsay, James M. & Takeyh, Ray (2010) "After Iran Gets the Bomb" Foreign Affairs
Tilgængelig på adressen: http://www.foreignaffairs.com/articles/66032/james-m-lindsayand-ray-takeyh/after-iran-gets-the-bomb
Nakdimon, Shelomoh (1987) First Strike: The Exclusive Story of How Israel Foiled Iraq´s
Attempt to Get the Bomb, Summit Books. New York.
Navias, Martin S & Hooton, E.R (1996) Tanker Wars: The Assault on Merchant Shipping
during the Iran-Iraq Crisis, 1980-1988. I.B Tauris, New York.
O’Neil, William D & Talmadge, Caitlin (2009) "Correspondence: Costs and Difficulties of
Blocking the Strait of Hormuz" International Security, Vol. 33, No. 3, p. 190–198
Raas, Whitney & Long, Austin (2007), "Osirak Redux? Assessing Israeli Capabilities to Destroy Iranian Nuclear Facilities" International Security, Vol. 31, No. 4. p. 7-33.
Shifrinson, Joshua, R. Itzkowitz & Priebe, Miranda (2011) "A Crude Threat: The Limits of an
Iranian Missile Campaign against Saudi Arabian Oil" International Security, Vol. 36, No 1.
p. 167-201
Talmagde, Caitlin (2008) "Closing Time: Assessing the Iranian Threat to the Strait of Hormuz " International Security, Vol. 33, No. 1. p. 82-117.
16
Konsekvenserne af
Grønlands statsdannelse i Arktis
Dr. Damien Degeorges1
Klimaændringernes konsekvenser rejser udfordringer og åbner nye muligheder i Arktis.
Rigsfællesskabet bliver hovedaktør i en region, hvor den globale interesse er stigende.
Lande så langt som Australien ser på udviklingen i Arktis, ligesom store ikke-arktiske magter som Kina. Arktis bliver et nyt og vigtigt “kort” for Rigsfællesskabet i udenrigspolitikken.
Udlandsbesøg i Danmark – fra f.eks. USA, Rusland, Kina eller Sydkorea – er nu præget af
Arktis. Et centralt emne skal dog ikke glemmes: Rigsfællesskabet er arktisk gennem Grønland, som er i fuld gang med at danne sig som en stat.
Selv om Danmark og Grønland har deres egne udenrigspolitiske interesser, er det i
begge partneres interesse at samarbejde om arktiske spørgsmål. Rigets arktiske del Grønland kan ikke føre sin egen Arktis-politik på det internationale niveau, mens staten Danmark ikke kan være arktisk uden Grønland. Et dansk-grønlandsk dilemma kan opstå med
tiden, da Grønland vil nærme sig en evt. selvstændighed når Arktis bliver endnu vigtigere.
Rigsfællesskabets arktiske strategi 2011-2020 viser, at samarbejdet mellem Danmark,
Færøerne og Grønland kan føre til et godt resultat. Rigsfællesskabet har muligheden for at
øge sin internationale indflydelse gennem Arktis. Promoveringen af dets arktiske interesse
i fremtiden vil delvis være afhængig af den politisk ansvarlige i Danmark (udenrigsminister)
og Grønland (Formand for Naalakkersuisut). Interessen for Arktis kan variere fra en dansk
udenrigsminister til en anden, ligesom den internationale erfaring kan være anderledes fra
en grønlandsk landsstyreformand til en anden. Hvilke udfordringer rejser Grønlands statsdannelse for udviklingen i Arktis? Hvordan kan Danmark og Grønland fortsætte samarbejdet efter en evt. grønlandsk selvstændighed?
Et stærkt Grønland
Grønland har alt, der skal til for at tiltrække alle: strategisk placering i en af verdens nye
geopolitiske centre, et enormt råstof-potentiale (olie, gas, mineraler) samt vandreserver,
osv. Samtidig skal Grønland passe på at ikke blive en »billig« adgangsbillet til Arktis.
Hvad betyder »selvstændighed« i dagens verden? En del af Grønlands befolkning er
opvokset med indtrykket at selvstændigheden svarer til Danmarks status som stat. Men i
dagens verden kan stater, som Danmark, vælge at give en del af deres suverænitet til et
delvist supranationalt samarbejde som f.eks. Den Europæiske Union (EU). Med andre ord
er det ikke fordi man er en selvstændig stat, at man har styr på alt. Når Grønland vil have
overtaget alle ansvarsområder, som står i selvstyreloven, vil Grønland stort set ligne en
selvstændig stat, uden at være formelt en sådan.
Med den voldsomme udvikling i Arktis ser man Grønland dukke hurtigt op på den artiske og internationale arena. Indførelsen af selvstyret har sat Grønland endnu mere på
verdenskortet, men den internationale interesse for landet er især steget enormt siden
Grønland overtog råstofområdet i 2010. Dette viser, at en international anerkendelse først
og fremmest handler om råstoffer, som er nøglen til økonomien, og at en formel selvstændighed bliver nærmest en detalje. Alligevel bliver den måde Grønland ønsker at blive selv-
1 Dr. Damien Degeorges er associeret forsker ved det franske institut for strategisk forskning (IRSEM)
og Grønlands universitet (Ilisimatusarfik). Han skrev en ph.d.-afhandling i statskundskab om Grønlands rolle i Arktis.
Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis •
stændigt på – hurtigt eller pragmatisk – helt afgørende for landets fremtid og holdbarhed,
udviklingen i Arktis samt den globale energisikkerhed. Vil den hurtige geopolitiske udvikling i Arktis, som endnu ikke var så klar, da Grønland overvejede selvstyre som den mulige
sidste etape før selvstændighed, tvinge Grønland til at tænke en ekstra gang over den
måde landet kan bedst sikre sig en stærk selvstændighed, det vil sige uden at tabe nogen
indflydelse og kontrol over sin egen fremtid? Den stigende interesse fra lande som Kina
for Grønland og området gør dette nødvendigt.
For at en evt. selvstændighed kan lykkes, skal Grønland være mere end klar over,
hvad realiteterne er i dagens verden. Med alle de strategiske fordele som Grønland har, er
landet nødt til at være pragmatisk og at undgå nationalistiske følelser, som kun vil kunne
føre til mere afhængighed, hvis Grønland alt for hurtigt skulle blive en selvstændig stat.
I lyset af sine strategiske fordele vil et selvstændigt Grønland have brug for et økonomisk “sikkerhedsnet”. Så længe Grønland er et selvstyrende område hedder “sikkerhedsnettet” staten Danmark. Hvis og når selvstændighed bliver en realitet vil “sikkerhedsnettet”
kunne være et delvist supranationalt samarbejde, enten i Nordamerika eller i Europa. EU
har pr. 2012 ingen tilsvarende pendant i Nordamerika, da North American Free Trade
Association (NAFTA) kun handler om frihandel. Et sådant “sikkerhedsnet” vil være i Grønlands interesse samt til fordel for de arktiske stater og den globale energisikkerhed: det vil
kunne gøre konsekvenserne af en eventuel udenlandsk økonomisk hjælp mindre, hvis
økonomien i et selvstændigt Grønland fejler.
Mellem Amerika, Europa og nu Asien
Mens oliekronerne fortsat udestod i 2012, var kinesiske Yuans klar til at strømme ind.
Statsbesøget i Danmark fra den kinesiske præsident i 2012 og forhandlingerne mellem
Kina og Grønland om mulige kinesiske investeringer indenfor infrastruktur i Grønland var
endnu et klart signal om de hurtige forandringer som Grønland skal være parat til at have
styr på. Strategiske investeringer (i infrastruktur, råstoffer, osv.) handler ikke kun om lokalpolitik og landets udvikling: de skal ses i lyset af den globale politik, hvor Kina en dag
forventes at blive den største aktør. Det er meget vigtigt for Grønland at forstå den verden,
landet kan forventes at være en selvstændig del af, i dybden. Derfor burde debatten i
Grønland flytte sig langt fra lokalpolitik til globalpolitik.
De (meget) få ansvarsområder som Grønland ikke kan overtage gennem selvstyreloven, som f.eks. forsvar, er områder som et selvstændigt Grønland aldrig vil kunne have
styr på. Det kan illustreres, hvis man ser på Island, som ikke har sit eget forsvar, selv om
landet er langt mindre i størrelsen og langt mere beboet end Grønland. Et selvstændigt
land kan ikke nødvendigvis have styr på alt, men et forsvar af Grønland ved et fremmed
land vil betyde, at Grønland ikke vil være 100 % selvstændigt. Spørgsmålet er: hvor meget
vil Grønland være selvstændigt?
At være et mødepunkt mellem Amerika, Europa og i stigende grad Asien vil tvinge
Grønland og den elite, som skal styre en eventuelt selvstændig stat til at være (meget)
opmærksom på de alliancer, som indgås, ligesom kommende investeringer skal orienteres
i den rette retning. Dette for at undgå at forstyrre den skrøbelige balance i Arktis. Lav risiko
i området er i investorernes interesse og dermed i Grønlands interesse. Dette også for ikke
at gøre landets attraktivitet mindre.
Grønlands landsstyreformand Kuupik Kleist vil i løbet af få måneders i 2012 have
mødt ikke mindre end den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, EU-kommissionens formand José Manuel Barroso, den kinesiske minister for råstof Xu Shaoshi (og være
blevet inviteret til statsbanketten for den kinesiske præsident Hu Jintao under hans besøg
i Danmark), de 27 EU-ambassadører (COREPER II), flere EU-kommissærer, m.fl. Med andre
18 Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis •
ord vil han have mødt en række af de vigtigste personer i USA, EU og Kina. Hvilken statsleder i verden får sådanne muligheder? Og Grønland er ikke en stat: »bare« et halv kontinent i størrelse med mindre end 57.000 indbyggere. Men Grønland har alt for at tiltrække
alle. Udfordringen for et evt. selvstændigt Grønland vil så være at have styr på alt det fornødne.
Kina i Grønland
Kinas interesse for Grønland er ikke ny. Ser man på besøget af daværende landsstyreformand Hans Enoksen i Kina i 2005 var der få udenlandske magter som interesserede sig
for Grønland på det tidspunkt. Interessen fra kinesisk side er siden da steget voldsomt, og
den er blevet bekræftet, da Grønlands minister for råstof Ove Karl Berthelsen besøgte
Kina i 2011: han blev modtaget af Kinas kommende øverste leder, Li Keqiang. Dette er et
mere end betydeligt signal fra Kina i lyset af Grønland ikke er en stat, selv om landet er
blevet ansvarligt for råstofområdet. Besøget af Kinas premierminister Wen Jiabao i Island i
2012 var en bekræftelse af både Kinas interesse i Arktis, men også af de stærkere bånd
mellem Kina og Island efter finanskrisen. Da Kinas minister for råstof Xu Shaoshi ledede
en delegation på ni personer i Grønland i 2012 var det endnu en bekræftelse på det højeste niveau af Kinas interesse for Grønland.
At få kineserne til at interesse sig for Grønland kan være en fordel hvis Grønland –
som Australien – har den rygrad som kræves. Investeringerne kan komme fra hvor som
helst i verden: Grønland skal bare være klar over at kunne sige nej til nogle i sin egen interesse for at forblive stærkt på længere sigt. Der hvor Grønland kan spille en ledende rolle
på verdensplan er f.eks. klimaforskning: at involvere verdens største CO2-udleder (Kina) i
polarforskning gennem internationalt samarbejde på indlandsisen vil gavne verdens klima,
samfund og økonomi, da de bedste data mht. klimaændringer og dermed bedste muligheder for at foretage klimatilpasning findes i polarområderne. Ved at involvere Kina i internationalt samarbejde på indlandsisen vil Grønland kunne bidrage til at løse menneskehedens største udfordring i fremtiden: at bevare Antarktis som et sted for videnskab og internationalt samarbejde og undgå, at verdens sidste grænse udnyttes for mineproduktion
og bidrager til endnu større havstigninger.
Udfordringen for Rigsfællesskabet er at finde balancen mellem et stærkt forhold til
USA og samtidig med at der knyttes stigende bånd til Kina. Grønland vil i fremtiden kun
forstærke sin rolle som nyt mødested for amerikanske, europæiske og kinesiske interesser – hvis ikke mere i fremtiden, når2 nultolerancen omkring udvinding af radioaktive elementer ophæves, da lande som Rusland er interesseret i uran. Udfordringen er at få den
stærkeste position for Grønland som overhovedet muligt, hvis og når landet skulle blive
selvstændigt.
Uddannelse – nøglen for fremtidens Grønland
Uddannelse er en af Grønlands helt centrale udfordringer på vej mod en evt. selvstændighed. En udfordring som er af store betydning både internt og eksternt. Den politiske elite i
Grønland, som i 2012 kun svarede til 44 personer (ministre, parlamentarikere og borgmestre), skal skabe fremtiden for Grønland og er samtidig adgangsdøren for udlandet til Grønland og til landets strategiske fordele. At udøve lobbyarbejde overfor ca. 25 personer (dvs.
2 Spørgsmålet er hellere når end hvis, da et flertal i Inatsisartut (Grønlands parlament) ser ud til at
være enig om ophævelsen. Den nuværende regeringskoalition er ikke nået til enighed om emnet,
pga. oppositionen fra Grønlands største parti, Inuit Ataqatigiit.
19 Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis •
halvdelen af parlamentarikere samt nøgle ministre og borgmestre) er ingenting for stater
eller internationale firmaer, som ønsker at få adgang til Grønland.
Den kommende elite skal vide endnu mere om den store verden: fremtidens Grønland
kræver som aldrig før en kompetent og veluddannet elite, der f.eks. skal kunne være klar
over forholdet mellem råstoffer og international politik. Et emne, som sjældent er på dagsorden i den grønlandske debat, men som er af allerstørste betydning for fremtidens Grønland. Får den kommende grønlandske elite f.eks. lejlighed til at studere, hvordan et andet
mineland som Australien håndterer sin største handelspartner (Kina) indenfor råstoffer, vil
det skabe forståelse for, at det af hensyn til den nationale sikkerhed kan være nødvendigt
at sige nej til en investering. En direkte eller indirekte kinesisk overtagelse af Grønlands
potentiale indenfor de sjældne jordarter vil f.eks. have betydning for både Grønland og den
globale energisikkerhed, især for grøn vækst. I denne situation vil Grønland også tabe en
del af sin enorme attraktiopnsværdi. Derfor skal Grønland ikke kun tænke på at få indkomster hurtigt, men også på at kunne forblive stærkt på langsigt.
***
Grønlands rolle i Arktis er endnu ikke afklaret, da landet fortsat befinder sig i en statsdannelsesproces. Et stærkt Grønland er afgørende for udviklingen i Arktis og for den globale energisikkerhed, hvis og når landet skulle blive selvstændigt. En usund økonomi vil
kunne føre til, at Grønland bliver en nem »adgangsbillet« til Arktis, hvis landet bliver afhænigt af udenlandsk hjælp. Det kan få store konsekvenser for Grønland selv, men også for
udviklingen i Arktis samt for den globale energisikkerhed. For at fastholde en status quo,
som ikke vil forstyrre den skrøbelige balance i området, hvor Grønland bliver en nøgleaktør,
vil et forsvarssamarbejde mellem et selvstændigt Grønland og Danmark kunne gavne
begge partnere og ses som et ”voksent” forhold mellem to lande, som har meget til fælles.
Det allerede meget udviklede forhold mellem Danmark og dets tidligere koloni har givet
grønlænderne mulighed for at være det mest magtfulde oprindelige folk i verden – uden at
have en egen stat. Udfordringen for Grønland vil være at forblive så magtfuld hvis og når
landet skulle blive en selvstændig stat.
20 Skønheden & Udyret:
Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau
Major Lars Cramer-Larsen, Forsvarsakademiet - Institut for Militære Operationer.
Er koalitioner løsningen – den ramme – som fremtidige konflikter vil blive søgt løst gennem, og
vil Danmark i givet fald være villig til at indgå i kommende koalitioner – med samme entusiasme,
indsats, omkostninger og på samme betingelser, som indtil videre har været gældende de seneste 10 år i relation til den aktuelle koalition af nationer i ”The Global War on Terrorism” under
ledelse af USA, nærmere bestemt af US Central Command (US CENTCOM) i Tampa, Florida?
Dette spørgsmål søger den efterfølgende artikel at inspirere til overvejelser omkring.
Forfatteren, major Lars Cramer-Larsen, virkede i perioden september 2011 til februar 2012
som ”Air-/Navy Liaison Officer” ved det danske forbindelseselement (FOELM) til US CENTCOM, og
som det fremgår, er artiklen ”Skønheden og udyret” overvejende baseret på forfatterens oplevelser, indtryk og erfaringer fra denne periode. Men på trods af periodens relativt begrænsede
længde finder jeg, at de rejste spørgsmål og betragtninger er særdeles relevante og valide, og at
de kan bidrage til en del af beslutningsgrundlaget for Danmark’s eventuelle deltagelse i fremtidige koalitioner.
Jeg har (april 2012) været chef for FOELM i snart 3 år, herunder de seneste 2,5 år som formand for koalitionen, og har derfor på visse af de i artiklen omtalte områder nok et lidt mere
nuanceret billede af koalitionens ”væsen”,- og af eksempelvis det beskrevne samarbejde med
konkrete nationer (f.eks. de nordiske) mv., men dette ændrer ikke ved min tilslutning til de mere
overordnede betragtninger, der fremføres i artiklen.
Det bør for god ordens skyld nævnes, at der gennem de senest 2 år har været forskellige konkrete forsøg på at få minimum én dansk stabsmedarbejder placeret centralt i CENTCOM stab. Hidtil
uden held og dette alene på grund at de helt specielle amerikanske sikkerhedsforhold, der også
er omtalt i artiklen.
Jens Præstegaard, brigadegeneral, CH FOELM
Indledning
’La Belle et la bête’ eller på dansk ’Skønheden og udyret’; oprindeligt et fransk folkeeventyr fra middelalderen, men i vore tider nok mere udbredt og kendt fra Walt Disney tegnefilmen fra 1991. Fantastisk og på samme tid også afskyelig, betagende men også direkte
grim, måske endda tiltrækkende, men i sandhed også noget man ville gå langt udenom.
Måske en lidt alternativ analogi til naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau,
som det opleves af en dansk stabsofficer efter fem måneders udstationering ved US Central Command (US CENTCOM), MacDill Air Force Base – Tampa, Florida. På en måde både
fantastisk, betagende og tiltrækkende, når dagligdagen er en del af en større sammenhæng med 62 nationer, indlejret i et koalitionshovedkvarter til en af USA's ni enhedskommandoer. Når der så oveni købet er tale om US CENTCOM, det hovedkvarter der har ansvaret for at håndtere amerikanske sikkerhedspolitiske interesser i et område, der indeholder verdens største fossile energireserver, en række strategiske maritime nøglepunkter, samt ikke mindst det område af verden der med sin store diversitet har potentiale til
at blive den katalysator, der kan kaste det moderne samfund ud i en altafgørende konflikt,
så kan man næsten få åndenød.
Intet paradis uden en slange. Ja, faktisk i bogstaveligste forstand, for Florida huser en
række eksotiske og absolut ikke ufarlige eksemplarer af slagsen. Men i overført betydning
også et paradis med sine slanger, og det er det, der er temaet i denne artikel.
Artiklen vil indledningsvis sætte fokus på hvordan US CENTCOM er sammensat, hvordan koalitionen er organiseret, hvordan udvekslingen af informationer og samarbejdet
med vore amerikanske værter fungerer, samt nok mest væsentligt hvordan dynamikken
Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau •
og samarbejdet er blandt nationer fra stort set alle afkroge af verden. Artiklens centrale
del udfordrer hele koalitionstankegangen som begreb og stiller spørgsmål til, om vi i virkeligheden er for forskellige, eller om de nationale interesser er så store, at de træder i stedet for ambitionen om at tilgodese fællesskabet.
Artiklens ambition er ikke at fremkomme med anbefalinger om ”best practice” i en
dansk kontekst, herunder direkte at komme med anbefalinger for eller imod eventuel
dansk deltagelse i fremtidige koalitioner. Ambitionen med artiklen er, at skabe klarhed
over de fordele og ulemper som koalitioner generelt står overfor, med US CENTOM Coalition som fokuspunkt, og dermed efterlade en række spørgsmål til eftertanke.
Combatant Commands
US CENTCOM er én af i alt ni såkaldte ’US Combatant Commands’ (COCOM). COCOM skal
være sammensat af mindst to militære tjenestegrene under ”’US Department of Defense”
(DoD), og være givet en bredt defineret og kontinuerlig mission1. De ni COCOM er etableret
for at fungere som militærstrategiske hovedkvarterer med ansvar for at agere i et nærmere defineret ”Theater” i overensstemmelse med amerikanske sikkerhedspolitiske interesser, samt yde effektiv kommando og kontrol over amerikanske styrker i krig og fred uafhængigt af værns tilhørsforhold. Seks kommandoer er geografisk relaterede med specifikke ansvarsområder fordelt over hele jorden, og tre er rent funktionelle der i overvejende
grad skal kunne støtte de seks geografiske2.
Figur 1. Overblik over de ni US Combatant Commands
1 Under United States Department of Defense findes fem militære tjenester: US Army, US Navy, US
Air Force, US Marine Corps og US Coast Guard.
2 Special Operations Command (SOCOM) og Strategic Command (STRATCOM) kan også være operativ COCOM grundet deres særlige funktionaliteter.
22
US Central Command
Introduktion
Med de geografisk relaterede kommandoer har USA opdelt verden i seks områder, hvori
en COCOM har ansvaret for at omsætte den stillede mission til konkrete handlinger. US
CENTCOM, er i et globalt perspektiv både aktuel og interessant. Med sit geografiske ansvarsområde in mente, og set i lyset af de igangværende operationer i Afghanistan og
antipiratoperationerne ud for Afrikas Horn, er US CENTCOM central både i en amerikansk
og en international kontekst. Regionen der omfatter Mellemøsten og Centralasien, er generelt en sikkerhedspolitisk udfordring i kraft af det konfliktpotentiale der reelt hersker i
dette historisk turbulente område.
Figur 2. US CENTCOM AOR karakteristika
Tre væsentlige strategiske karakteristika kendetegner dette område af verden: Med
anslået 64 % af verdens råolie og 48 % af verdens naturgas, er regionen den mest rige på
fossile brændstofreserver. Med stor velfærdsmæssig og etnisk spredning fra alle grene af
muhamedanismen til ortodokse kristne og klan strukturer, hvor familierelationer og æresbegreber medfører konstante spændinger, er regionen ofte i større eller mindre grad genstand for voldsomme konflikter. Endelig er der ”Bab-el-Mandeb”, ”Suez” kanalen og ”Hormuz” strædet, som er tre markante maritime ”choke-points”. Disse nøgleområder er globalt strategisk vigtige knudepunkter, da Europa her forbindes direkte med Østafrika, Centralasien og Fjernøsten. Effekten af ”Det Arabiske Forår” kan også ses i regionen, med
opstanden i såvel Egypten, Syrien og Yemen, hvor der ligger konfliktpotentialer, der kræver
stor opmærksomhed og beslutsomhed. Endeligt må Iran med dets aggressive og konfrontative politik overfor vesten, klart anses som et absolut relevant konfliktpotentiale i en
23
global kontekst som ikke må undervurderes. Det er derfor ikke bare et uvedkommende og
uvæsentligt område af verden, som denne COCOM - i samarbejde med nationale og internationale partnere - har fået til opgave at tilsikre, at målene for den stillede mission opfyldes. Missionen lægger op til at målopfyldelsen må og skal ske i et samtænkt og internationalt perspektiv.3 Chefen for CENTCOM, General Mattis, talte den 16. december 2011 til
koalitionslandenes repræsentationer og lagde her ikke skjul på, at succes i ansvarsområdet, er betinget af et tæt multinationalt samarbejde på tværs af både det militære og civile
domæne. Hvad skal man så forvente sig af sådan et samarbejde; er alle elementer af de
civilt-militære relationer så velfunderet og solidt opbygget at en effektiv samtænkt indsats
kan finde sted?
Organisation
US CENTCOM er organiseret efter divisionsstruktur modellen, som også er kendt fra alle
øvrige niveauer i NATO. Hvor NATO og den heraf afledte doktrinære fastlæggelse af alliancens organisatoriske opbygning har været genstand for visse ændringer de sidste fire år,
har US DoD hele tiden fasthold den divisionsopbyggede organisatoriske struktur ved sine
kommandomyndigheder.4
US CENTCOM fremstår organisatorisk på en let og overskuelig måde. Det er nemt som
koalitionspartner at orientere sig i forhold til konkrete opgaver og udfordringer, og hvordan
disse er forankret i organisationen, således at kontakt og samarbejde som udgangspunkt
kan finde sted gnidningsløst. Der er i forhold til divisionsstrukturen, som den er set i NATO,
enkelte forskelle, der dog ikke har nogen betydning for det daglige virke i koalitionen. Et
eksempel herpå er civil-militært samarbejde (CIMIC), som i NATO divisionsstrukturen tidligere havde sin egen division (CCJ9 - CIMIC), hvor disse relationer ved US CENTCOM er
forankret ved CCJ5. På figur 3 kan der i bunden af organisationsdiagrammet ses en CCC
boks. Denne omfatter US CENTCOM Coalition Coordination Center, som rent organisatorisk
er hægtet direkte op under CCJ5.
US CENTCOM vision, strategi og målsætninger
USA ser sig selv som en aktør, der ofte opererer i et lineært orienteret perspektiv indenfor
relativt korte tidsrammer.5 Sagt på en anden måde, så ser USA sig selv reagere på sikkerhedspolitiske dynamikker, når de opstår, hvorefter de bliver til en del af den aktuelle amerikanske sikkerhedspolitiske dagsorden. Nogle dynamikker i det enkelte ansvarsområdet
kræver langvarige engagementer, som det er set i Irak og Afghanistan, mens andre kan
betyde mere kortsigtede engagementer.
Naturen og vilkårene specielt i US CENTCOM ansvarsområde, er imidlertid karakteriseret ved langvarige generationskonflikter og sekteriske forskelle. US CENTCOM definerer
derfor også sit ansvarsområde som et af verdens mest komplicerede og udfordrende områder, der kræver konstant og vedholdende opmærksomhed. Denne opmærksomhed er
3 US CENTCOM – Mission: With national and international partners, U.S. Central Command promotes
corporation among nations, responds to crises, and deters or defeats state and nonstate aggression, and supports development and, when necessary, reconstruction in order to establish the conditions for regional security, stability, and prosperity.
4 NATO Peacetime Establishment er fastsættelsen af norm for bemanding i NATO kommandostruktur, som opbygges i overensstemmelse med NATO Military Committée direktiv MC-324. Heraf afledt
fastsætter Allied Joint Doctrine for Joint Operations (AJP-3) hvordan organiseringen af NATO faste
hovedkvarterer skal opbygges.
5 US CENTCOM Theatre Strategy formulation, of the 2nd November 2011
24
blandt andet funderet og formuleret i US CENTCOM strategi og den heraf afledte kampagneplan.
Figur 3. US CENTCOM organisation
US CENTCOM vision for sit ansvarsområde er formuleret i brede termer, der søger at
opnå en større sikkerhed, der leder mod fred, åbenhed og samarbejde for bl.a. at imødegå
sekterisk vold, samt ikke mindst for at kunne isolere og modgå de grupperinger, der netop
anvender vold til at opnå egne mål. US CENTCOM strategi er således at opbygge og vedligeholde en robust og fleksibel identitet, der fremmer samarbejde og opbygger tillidsskabende relationer med partnere og allierede. Opfyldelsen af en sådan strategi er ingenlunde
mulig, uden at der også er etableret tværinstitutionelle samarbejder både nationalt og
internationalt. Den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi peger netop også på, at
”Whole-of-Government”6 filosofien skal lægges til grund for opnåelsen af amerikanske
sikkerhedspolitiske interesser.7 US CENTCOM overordnede mål er derfor tosidig: At være
tilpasset de nuværende tendenser, der udvikler sig i regionen, og samtidig være positioneret til at kunne nå alle langsigtede mål som angivet i militærstrategien. Dette er omsat til
en række bredt definerede målsætninger, som kampagneplanen er opbygget til at kunne
indfri. Målsætningerne er: (1) Fremme fælles interesser med henblik på at styrke stabilitet
Whole-of-Government er den amerikanske omsætning af tværinstitutionelt samarbejde, eller
Comprehensive Approach, der som samlet begreb er vedtaget i det Nordatlantiske Råd (NAC).
7 The white House 2010: National Security Strategy of the United States of America.
6
25
og sikkerhed. (2) Overvinde voldelige ekstremistiske organisationer, som truer det amerikanske hjemland, amerikanske oversøiske interesser eller amerikanske allierede. (3) Imødegå spredning, erhvervelse og anvendelse af masseødelæggelsesvåben (WMD). (4) Bistå
med at fastsætte grundlæggende vilkår for repræsentativ regeringsførelse, fremgang og
udvikling. (5) Forberede egne og partneres militære kapaciteter til at imødegå nye udfordringer
US CENTCOM har som konsekvens af egen fastlagt strategi også erkendt, at de overordnede målsætninger ikke lader sig indfri, uden at USA til stadighed har en fast og synlig
tilstedeværelse i regionen, herunder gerne i etablerede internationale koalitioner. US
CENTCOM vil fortsat tilbyde støtte til regionale partnere, samt fokusere og prioritere tværinstitutionelle samarbejder og ’military-to-military’ forbindelser, for at styrke fælles interesser og fremme varig stabilitet. Et eksempel herpå er et nyligt US CENTOCM forslag til alle
interessenter om etableringen af en fælles international indsats mod anvendelsen af søminer. Med andre ord - US CENTCOM fokus og prioriteringer retter sig imod samarbejde på
kryds og tværs mellem institutioner og partnere, hvilket klart indikerer en erkendelse af
behovet for, at ”andre må være med”. Centralt betragtes dette som den grundlæggende
præmis for koalitionslandenes samarbejder i regionen og disses repræsentationer ved US
CENTCOM hovedkvarteret.
Denne artikel ser som tidligere anført ikke på operationaliseringen af samarbejder i
regionen, men alene på de dynamikker der hersker i og omkring koalitionslandenes repræsentationer og Coalition Coordination Center på den ene side, og US CENTCOM hovedkvarter på den anden. Et centralt element heri, er den udvekslingsrolle som Coalition Coordination Center, der hovedsageligt er amerikansk bemandet, er pålagt for at tilsikre en
smidig og hensigtsmæssig koordination partnerne imellem. For at kunne svare på dette
spørgsmål om denne koordination reelt finder sted på en effektiv og hensigtsmæssig måde, er en præsentation og gennemgang af såvel koalitionen som Coalition Coordination
Center påkrævet.
US Central Command, Coalition Coordination Center
Introduktion
I forhold til US CENTCOM gennemsigtige og velkendte divisionsopdelte struktur, er Coalition Coordination Center (CCC) opbygning ikke helt så entydig, set i et traditionelt organisatorisk linie-stabs perspektiv. Men som koordinerende bindeled mellem US CENTCOM og
koalitionslandenes delegationer, giver den i realiteten fin mening. Dimensioneringen og
strukturen er logisk opbygget, med to overordnede afdelinger der ser på henholdsvis ”Coalition Operations” og ”Coalition Development”. Altså en afdeling der skal understøtte
igangværende aktiviteter, herunder operationer, drift, logistik og forsyning, samt en afdeling, der fokuserer på udvikling, vidensdeling, informatik, integration og protokol. Med en
stab på ca. 40 personer, alle med amerikansk baggrund, har Director CCC en velunderstøttet struktur, hvormed han kan varetage sin primære mission; at fungere som US
CENTCOM primære forbindelsesled til koalitionens delegationer, uden at dette dog betyder, at han har nogen direkte kommando over delegationerne. Der er elementer af CCC
stabstruktur som virker åbenlyse og derfor ikke synes at være relevante i forhold til yderligere diskussion i denne artikel, mens andre er mere interessante i perspektiv af artiklens
fokus og problemstilling.
26
CCC Organization
Director
Director of
of Coalition
Coalition Coordination
Coordination
Senior
Senior Enlisted
Enlisted Advisor
Advisor
Deputy
Deputy Director
Director of
of
Coalition
Coordination
CCC
CCC Administration
Administration –– Task
Task
Management,
Management,
Internal
Internal Resources,
Resources,
Manpower,
Awards,
Manpower, Awards,
Evaluations,
Evaluations, Travel
Travel
Orders,
Orders, Task
Task Coordination,
Coordination,
GO
GO Aide
Aide Coordination
Coordination
Executive
Executive Officer
Officer
Coalition
Coordination
Chief,
Chief,
Ops
Ops
Facilitates core activities of CCC by serving
as the primary link between the Coalition
Liaison Teams (CLTs) and CCC
Oversight of Mil to Mil negotiations and
planning
Lead Coalition focused OPTs – WGs and
similar planning efforts
Develop/implement Coalition Training Plan
ISO OSD initiatives
Long Term International Strategy for
Coalition Support in Afghanistan
Chief,
Chief,
Coalition
Coalition Development
Development
 Coalition Integration within HQ,
USCENTCOM
Director’s Action Team
Coalition Relations
Metrics
CVB, OMB, SNR Meeting Coord
Conference Coordination
Chief,
Chief,
R&S
R&S
Logistics
Resource Management
Intel/Security Manager
Data/Comm Ops
Coalition JMD
UNCLASSIFIED//FOUO
Figur 4. CCC organisation
Centrale elementer i CCC
Hvor CCC Operationsafdeling (OPS Department) primært håndterer den daglige forbindelse
til koalitionslandenes forbindelseselementer gennem udpegede ”Country Officers”, er CCC
udviklingsafdeling (DEV Department) overordnet ansvarlig for den samlede koalitions integration i US CENTCOM. Centralt placeret i denne afdeling, er den sektion, der har ansvaret
for at tilsikre koordination og vidensdeling (Information Sharing Branch). Gennem udvikling
og fastholdelse af en kultur, der fremhæver vidensdeling, er sektionens væsentligste bidrag til CCC virksomhed at tilsikre og udvikle kvaliteten, kvantiteten og aktualiteten af de
produkter som koalitionens forskellige arbejdsgrupper fremkommer med. Centralt i denne
opgavestilling er sektionens indlejrede opgave med at fremelske en kultur af vidensdeling.
Det kan virke en smule påfaldende, at en dedikeret sektion i bindeleddet mellem koalition
og kommando har en sådan opgave, uden at et mærkbart resultat reelt finder sted. Et
kontroversielt udsagn der ikke kan stå alene, men faktum er bare, at mens vidensdeling
klart er en ambition blandt koalitionslandene generelt, så går viden i det amerikanske
system gennem en række processer og filtre, der reelt medfører, at viden, når den kommer, er uaktuel eller har mistet sin substans og dermed betydning. Hårde udsagn, men
virkeligheden er imidlertid bare sådan at vidensdeling ingenlunde er smidigere, hurtigere
og mere substantiel med CCC Information Sharing Branch mellemkomst. Ikke desto mindre er det en realitet, som man må forholde sig til i et så stort og komplekst system som
det amerikanske.
I det daglige og rutinemæssige perspektiv, er den direkte ”military-to-military” koordination og samarbejde, den officielle relation imellem CCC og koalitionslandenes repræsen-
27
tationer. CCC Operationsafdeling har udpegede dedikerede ”Country Officers” tilknyttet
koalitionslandenes repræsentationer. Altså personer som har en daglig og personlig kontakt med det enkelte lands delegation, hvormed der over tid opbygges relationer og indbyrdes forståelse, hvilket igen medvirker til at fremme resultater og effektivitet. Et par
eksempler på effektiv og konstruktiv ”military-to-military” samarbejde, som har givet reelle
resultater til gavn for både Danmark, vore partnere og for USA har været; udlånet af ”Mine
Resistant Ambush Protected Vehicle” (MRAP) til Danmark og ING gidselsagen.8 MRAP, har
vist sig at være et meget effektivt pansret køretøj, som Danmark med US CENTCOM mellemkomst har lejet 40 stk. af til det danske styrkebidrag i Afghanistan. MRAP har suppleret
rækken af pansrede køretøjer i den samlede danske pulje i Afghanistan, og for så vidt
angår risikoen for tab af danske liv efter IED angreb og direkte skydninger, så har indsættelsen af MRAP i operationsområdet givet vore soldater et markant bedre passivt beskyttelsesniveau. Den dansk-amerikanske US CENTCOM mellemkomst er dermed et eksempel
på en succesfuld ”military-to-military” relation. Udlånet er i øvrigt netop blevet genforhandlet, således MRAP kapaciteten til det danske styrkebidrag er forlænget i endnu en periode.
I relation til ING gidselsagen, var det igen ”military-to-military” relationer imellem den danske repræsentation og US CENTCOM, der koordinerede at de danske gidsler indledningsvis kunne blive samlet op efter frigivelse i et amerikansk flådefartøj ud for Somalias kyst.
Ovenstående eksempler er i nogen grad særlige begivenheder, og ikke begivenheder der
sker rutine-mæssigt. Der foregår imidlertid i det daglige mange rutinemæssige aktiviteter
mellem CCC ”Country Officer” og den enkelte repræsentation. Den slags koordinerende
aktiviteter kan både have praktisk administrativ betydning i relation til eksempelvis møder,
konferencer og besøg som involverer US CENTCOM Command Group, men det kan også
være aktiviteter af rent faglig betydning, eksempelvis i forbindelse med den ”Battle
Rhythm” som i realiteten er forretningsgangen i koalitionsbygningen.
Figur 5 Eksempler på CCC-koalitions vidensdeling platforme
ING sagen omhandlede den danske familie der var på jordomrejse i deres sejlskib ”ING”, som blev
kidnappet af somaliske pirater.
8
28
Som vist i figur 5 er der en række platforme hvorunder selve processen med at udveksle viden og koordination af aktiviteter foregår. En central foranstaltning heri, er de
kalenderlagte ugentlige arbejdsgrupper, briefinger og møder, som dækker fra general/oberst til sagsbehandler niveauet. Grundlæggende er det en velfungerende konstruktion, hvor udveksling, styring og koordination fungerer gnidningsløst. Som ved alle koordinerende strukturer, er der også her forskellige” bump på vejen”, så som aflysning af eksempelvis briefinger og foredragsaktiviteter med kort varsel. Ud over at det kan virke forstyrrende når kalenderen med kort varsel ændres, så fungerer ”military-to-military” relationerne mellem CCC Operationsafdeling og repræsentationerne godt i dagligdagen. Det skal
rettelig understreges, at dette er set på baggrund af de relationer, der hersker mellem den
aktuelt udpegede danske ”Engagement Officer” og det danske forbindelseselement. Indtrykket herudover er dog at repræsentationerne generelt har et godt ”military-to-military”
forhold til deres individuelle ”Country Officer”.
Det eneste der i en dansk kontekst kan virke som ”skudt over målet” er selve størrelsen på CCC. Med en aktuel styrke på ca. 40 militære og civile ansatte, kan det virke bureaukratisk og tungt, hvilket det på mange måder også er. Dog er der i særlig grad én entitet i CCC-Udviklingsafdeling, der bør fremhæves for sin helt særlige positive rolle i forhold
til koalitionslandenes repræsentationer. Der tænkes her på ”Coalition Liaison and Integration” sektionen, som i den grad fungerer for og med koalitionen.
Det anerkendes at meget vil være personbestemt, når den slags kludetæpper af mennesker med meget forskelligartede baggrunde bringes sammen, som det er tilfældet i
koalitionen til US CENTCOM. Det er i virkeligheden også den styrke der holder liv i koalitionen, når mennesker med de rette forudsætninger så som empati, forståelse for kulturelle
forskelle og professionel indstilling engagerer sig mod et fælles mål.
Udtrykket ”Inside-outside firewall” er nok ikke ubekendt for personer med kendskab til
det amerikanske system. Problematikken bagom dette udtryk skal nærmest tages for
givet, da der er stor forskel på hvad man ved og hvad man deler, når man har direkte adgang til de amerikanske systemer og når man ikke har denne adgang. Det amerikanske
system har i forhold til alle dets internationale samarbejder en entitet, der varetager kontrollen med hvad der kan deles og ikke deles. Denne entitet er ”Foreign Disclosure Office”
eller FDO. FDO har i realiteten stor indflydelse, forstået sådan at et produkt kan gå fra at
være aktuelt og relevant, til at være fuldstændig uaktuelt og irrelevant, når det har passeret FDO filter eller måske i virkeligheden FDO censur. Denne proces kan stort set ingen, ej
heller i det amerikanske system, gøre ret meget ved. Hvis der er noget, der er direkte ødelæggende for samarbejde og resultater, så er det klart FDO, som må anses for at være et
resultat af såvel 9-11 i 2001 og ”Wiki-leaks” sagen. Dette kan virke som en subjektiv betragtning, men det kan konstateres at folk generelt – også amerikanere - ofte med et suk
udtaler ”well, it has to pass through FDO before it can be released”. FDO er en foranstaltning, der ikke går væk af sig selv, og man må forstå, at når oplysninger skal ud igennem
det amerikanske sikkerhedssystem og videre gennem et koordinerende led som CCC inden det rammer koalitionen, skal der sættes en fællesnævner, der bliver styrende for hvad
der kan oplyses. Dette kan der ikke umiddelbart ændres på, og det må koalitionspartnerne
- blandt andet Danmark forholde sig til. Et alternativ hertil kunne efter min opfattelse være
at indlejre stabsofficerer i eksempelvis US CENTCOM hovedkvarteret. Selvom en dansk
stabsofficer på grund af netop FDO ikke umiddelbart synes aktuel i de centrale operative
stabe (CCJ3 Operations og CCJ5 Plans and Policy), er der muligheder andre steder ved et
hovedkvarter som eksempelvis US CENTCOM. Aktuelt har Danmark en fast stabsofficer
ved US CENTCOM CCJ2 ”Afghanistan/Pakistan Center” og det er erfaringen at Danmark
med denne indlejrede stabsofficer, får meget mere substans til gavn for både samarbejdet
og for vore deployerede enheder, selvom også han er underlagt visse sikkerhedsrestriktio29
ner. Andre alternativer kunne være danske stabsofficerer i eksempelvis US CENTCOM
CCJ4 Logistics og CCJ7 Training/Exercise. Var dette tilfældet ville det alt andet lige løfte
fællesnævneren et par niveauer, hvormed præmisserne omkring aktualitet og substans
ville blive øget betragteligt. Blot en betragtning til eftertanke.
Dette eksempel sætter i en vis grad CCC som institution i perspektiv, men det må
samtidig også understreges at koalitionen i sig selv indeholder en række uheldige eller i
bedste fald uhensigtsmæssige dynamikker, som ikke gør forholdet imellem parterne til et
bedre ægteskab. For at få en forståelse heraf, er en præsentation af selve koalitionen på
sin plads.
Koalitionen ved US Central Command
Introduktion
Koalitionen ved US CENTCOM er som tidligere nævnt ikke defineret ved en fast organisatorisk struktur. Hver for sig har alle koalitionslandene, deres egne bevæggrunde for at
være en del af strukturen og fællesskabet. En koalitionspartner kan eksempelvis være en
del af strukturen, på grund af eget lands engagement i Afghanistan missionen. En anden
kan være en del af strukturen, på grund af eget lands engagement i piratoperationerne ud
for Afrikas Horn. En koalitionspartner kan også være en del af strukturen, fordi landet i al
sin enkelhed er specifikt inviteret og sponseret til at indgå i koalitionen med det formal at
bidrage til den samlede legitimitet. Sidstnævnte lande er såkaldte ”Title 10” lande, som til
fulde er sponsoreret af USA. Dette betyder at USA dækker alle omkostninger for landets
repræsentant, herunder betaling til bolig, bil, mad, lommepenge og drift af repræsentation.9
Naturen i en koalition
Det som i realiteten binder landene i koalitionen ved US CENTCOM sammen, er de uformelle relationer der naturligt opstår når mennesker bringes sammen. Der er naturligvis
også formelle relationer gennem vidensdeling, medlemskab af arbejdsgrupper og projekter som binder landene sammen. På den anden side, er det ikke ukendt at professionelle
bekendtskaber som opstår i formelle regimer meget ofte kan indebære at også uformelle
relationer opstår – af mange årsager. Dette er klart det smukke og indtagende i dagliglivet
i en koalition som den ved US CENTCOM. Men deltager så alle i koalitionen med lige stort
engagement og initiativ og uden forbehold i såvel de uformelle som de formelle regimer?
Dertil er svaret – nej - langt fra!
Uden at skulle favorisere Danmark og den aktuelle danske repræsentation ved koalitionen, har såvel Danmark som koalition gennem årene haft stor gavn og udbytte af det
danske engagement og de resultater som er opnået med dansk deltagelse. Eksempelvis
har Danmark gennem en årrække varetaget opgaven som formand for koalitionen ved US
CENTCOM med stor succes og anerkendelse til følge. Såvel koalitionspartnere som stab og
chefgruppe ved US CENTCOM, har udtrykt meget stor anerkendelse for de resultater som
det danske formandskab har skabt.
Lad det være sagt med det samme: Der er i udgangspunktet mange nationale hensyn
og politiske prioriteringer, som kan ligge til grund for at et land vælger at lade sig repræ-
9 US DoD har sat specifikke regler op for at et land kandiderer til ”Title 10” status. Landet repræsentation opererer derudfra et US DoD ”Cost per Diem” regelsæt, som definerer omkostninger til hushold, bil og lommepenge. Det er ingenlunde en guldgrube i et dansk perspektiv, men for en afghansk
eller Djibouti officer, vil det udgøre et betragteligt løft i den generelle livsstandard. ”Title 10” tildelt et
land er tidsbestemt og genstand for fornyede rutinemæssige genovervejelser.
30
sentere i en koalition. Derfor er det både forståeligt og acceptabelt, at nationale hensyn
altid kommer før koalitionens – også for Danmarks vedkommende. Der ligger faktisk en
anerkendt empiri til grund for denne konstatering. Amerikanske RAND Corporation10 udgav
i 2011 bogen ”Band of Brothers or Dysfunctional Family?”, der omhandler de militære
aspekter af de udfordringer, som koalitioner står overfor i forbindelse med komplekse
operationer. Med sine rødder i amerikansk tænkning og doktrinering, refererer bogen generelt til amerikanske doktriner. Med dette hensyn in mente, kan læseren konstatere at
USA generelt ser koalitioner som ad hoc arrangementer hvor to eller flere nationer går
sammen om fælles mål.11 En meget interessant konklusion, er, at det er vigtigt at nationer
anerkender at koalitioner bør anskues adskilt, fra de mere etablerede alliance- og kommandostrukturer som eksempelvis NATO.12 En bemærkelsesværdig konklusion, når man
tager de i denne artikel fremhævede konstruktionsmæssige uhensigtsmæssigheder in
mente. Her er den elitære og logiske dimension oppe imod den konkrete og aktuelle dimension, der videre styrer den virkelighed, som koalitionen ved US CENTCOM oplever.
Senere konkluderer bogen meget rammende, at koalitioner i modsætning til alliancer kan
ses som ”kom som du er” arrangementer, hvor nogle parter i stor grad vil være ”dressed to
the occasion”, mens andre reelt ikke er klar over, at der er en ”dresscode”. Intet kunne
være mere rigtigt når man tager et kig på den etablerede koalition ved US CENTCOM. Det
er hverken på generals- og/eller stabsniveau ukendt, at en sen tilmelding er hverdagskost.
Ej heller er det ukendt at nogle partnere vælger ikke at tage stilling til et givent forhold, før
i absolut sidste øjeblik, da dette evt. kan konflikte med ”andre og mere udbytterige muligheder”. Det skal anerkendes at dette også kan være en anlagt politik for at holde alle døre
åbne så længe som muligt. Gensidig mistanke, mistro, mistolkning og misforståelse er
også en del af den dagligdag der hersker. Det er derfor ikke blot de faglige forudsætninger,
der bør ligge til grund for en kandidats udvælgelse til at arbejde i et koalitionsmiljø. Egenskaber som empati, kulturel og religiøs forståelse samt generelt gode sprogegenskaber, er
en ubetinget forudsætning for succes. Er disse egenskaber ikke til stede, kan man hurtigt
ende i en situation, hvor man for alvor kan føle sig på ”fremmed græs”, når man pludselig
befinder sig blandt personer fra lande, man kun har hørt eller læst om. Skal man kunne
fungere i dette selskab, stiller det krav til egen vilje og forståelse, samt ikke mindst foresattes vurderinger af ens kvalifikationer. Tog alle koalitionsmedlemmerne disse forhold i
betragtning, ville koalitionen ved US CENTCOM formentlig kunne løfte sit potentiale betragteligt. Dette sagt og skrevet med skyldig hensyntagen til, at koalitionen ved US CENTCOM
faktisk opnår mange generelt brugbare resultater. En gennemgående konklusion i RAND
publikationen er da også, at et lands engagement i stabiliseringsoperationer og oprørskamp sjældent udgør en direkte trussel mod dette lands nationale eksistensgrundlag (war
of choise), hvorfor de bånd der binder koalitioner sammen i så henseende, ofte vil være
mere svækkede end hvis det handlede om en eksistenskamp. Det er også i dette lys koalitionen ved US CENTOCM skal betragtes.
10 RAND Corporation der er en non-profit global policy tænketank, som er finansieret af den amerikanske regering, blev oprindelig etableret for at yde forskningsstøtte og analyser til USA væbnede
styrker. Organisationen er siden oprettelsen vokset betydeligt, og samarbejder i dag således med
både andre regeringer, private fonde, Internationale Organisationer (FN) og kommercielle interessenter. RAND Corporation er en betydelig global spiller når det handler om analyser og forskning af
globale sikkerhedspolitiske emner og trends.
11 US JP I-01 (2001 (2008a), p. 92)
12 Rand Corporation: Band of Brothers or Dysfunctional Families, summary p. xi
31
Skraber man lidt i overfladen bag koalitionen ved US CENTCOM, oplever man meget
hurtigt, at ovenstående forudsætninger også har en anden præmis, som spiller en helt
afgørende rolle for den dynamik og effektivitet, som koalitionen reelt besidder. Begrebet
”Five-Eyes-Only” kan vel egentlig omsættes til koalitionens superliga, og den er der egentlig ikke nogen mulighed for at spille sig op i. Denne liga har sin egen præmis og er direkte
styret af historiske og ideologiske forhold, og kan for en udenforstående betragtes som et
lukket land. ”Five-Eyes-Only” landene ved US CENTCOM består af Storbritannien, Canada,
Australien og New Zealand og med USA for bordenden. Denne kadre af lande befinder sig
langt hen ad vejen på indersiden af ”Inside-outside firewall” og har, med de åbenlyse muligheder dette indebærer, hverken interesse i eller vilje til at følge resten af koalitionens
opstillede regimer for vidensdeling. Derfor benytter ingen af disse lande sig reelt af det
etablerede netværk for vidensdeling som resten af koalitionen benytter sig af. Hvorfor?
Simpelthen fordi ingen af landene reelt har behov for det, og fordi landene har indlejrede
stabsofficerer i selve US CENTCOM kommandoen, med hvad dertil hører af uhindret adgang til information på indersiden af systemet.
Hvis man ser på Danmark i denne konstellation, og holder det op imod det tilhørsforhold som Danmark hidtil har haft med eksempelvis USA og Storbritannien, giver det umiddelbart stof til eftertanke og refleksion. Spørgsmålet som rejser sig her er vel hvordan
Danmark i realiteten betragtes i det store billede, når man applikerer ovenstående forhold
ind i ligningen? Er vores rolle og betydning i virkeligheden på niveau med det vi selv tror?
Kan vi i nogen grad omgå præmissen omkring ”Five-Eyes-Only” og spille i en division højere oppe? Virkeligheden er i hvert fald, at det er laveste fællesnævner, der sætter grænsen
i koalitionen, og at det er med det udgangspunkt at viden officielt spredes, mens viden kan
få andre nuancer og substans når den deles i uofficielle fora. Det kan i hvert fald umiddelbart fastslås, at Danmark ikke i en overskuelig fremtid kan udvide ”Five-Eyes-Only” ligaen
til ”Six-Eyes-Only” ligaen. Men der synes dog alligevel at være muligheder, som ikke skal
være uprøvet. Danmark har ubetinget et godt og respekteret renommé, og det har klart
forplantet sig i koalitionen og ved US CENTCOM. Men har vi ved at placere os som en del
af koalitionen ubevist sat os mellem to stole, og dermed sat os selv i en situation hvor
vejen til indsigt og viden er for lang, fordi vi balancerer sammen med laveste fællesnævner? Læseren kan i figur 6 selv danne sig et indtryk af, hvem denne lidet flatterende laveste fællesnævner omfatter. Bemærkelsesværdigt er det også at konstatere at store betydningsfulde lande som Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien også er repræsenteret i koalitionen, og disse lande befinder sig reelt med de samme udfordringer som Danmark gør.
Det er derfor ikke usandsynligt at disse lande gør sig overvejelser om deltagelse i koalitionen giver det udbytte som indsatsen fortjener?
En vej til superligaen og dermed adgang til større udbytte og tyngde, i den viden og
den indflydelse et land som Danmark med rette kan tillade sig at efterspørge, er klart i
forbindelse med en placering af stabsofficerer på ’US Combatant Command’ niveauet.
Altså stabsofficerer i kommandoens stab baseret på bilaterale aftaler direkte mellem USA
og Danmark. Det er klart at en dansk stabsofficer ”over night” ikke vil kunne ses i eksempelvis US CENTCOM/CCJ3 eller CCJ5. Men andet og ikke nødvendigvis mindre kan gøre
det. Danmark har som tidligere nævnt aktuelt en stabsofficer (M401+) tilknyttet US CENTCOM/CCJ2 – Afghanistan/Pakistan Centeret. Der er ingen tvivl om at den indsigt denne
stabsofficer bliver delagtiggjort i, har et helt andet niveau, end det der generelt spredes
gennem koalitionen. Det er naturligt nok ikke indersiden af ”Inside-outside firewall”, men
det er en hel del tættere på. Svaret må derfor være; få flere indlejrede stabsofficerer i
udvalgte positioner på kommando niveauet. Dette kunne eventuelt være i eksempelvis US
CENTCOM/CCJ4, hvilket igen vil giver meget fin mening, eftersom alle landene inklusive
32
Danmark som er engageret i Afghanistan, i løbet af de næste år bliver trukket ind i den
største re-deployering af militære styrker siden Den Anden Verdenskrig.
Figur 6 US CENTCOM koalitionslande
En anden vej er måske at lægge større tyngde og prioritering på den europæiske og
nordiske vej, gennem samarbejder med eksempelvis Tyskland og Frankrig samt ikke
mindst de øvrige nordiske lande. Den aktuelle erfaring fra koalitionen ved US CENTCOM, er
netop at det er det daglige samarbejde med førnævnte lande der giver mest udbytte. Dertil
er det min egen personlige oplevelse, efter fem måneders tjeneste ved koalitionen, at
fællesskab, interesser og resultater i denne kontekst, giver mest mening og substans gennem det tætte samarbejde der har været med Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Afslutning
Skal Danmark så gøre fuldstændig op med koalitionstankegangen? Ingenlunde! Artiklen
har afdækket en række forhold som set i et dansk perspektiv, berettiger til at der bør gøres nogle overvejelser om hvor og hvordan Danmark som nation får mest indflydelse for de
investeringer landet gør. Koalitionstankegangen er sund og bør klart være interessant, set
i forhold til fremtidige danske engagementer i konflikter rundt omkring i verden. Det har
ikke været hensigten med denne artikel, at efterlade læseren med den opfattelse at Danmark i fremtiden bør undgå koalitioner. Den politiske proces har bestemt at Danmark
sagtens kan deltage i koalitioner, så længe disse koalitioner er funderet i et folkeretsligt
godkendt mandat. Derimod kan der med de erfaringer der er gjort i den konkrete situation,
stilles spørgsmål til om Danmark i fremtiden bør omgå at positionere sig på det operative
niveau som en del af en multinational koalition. Vil det give større mening om Danmark i
33
en indledende og opbyggende fase lod sig repræsentere på koalitionsniveauet, for så herefter at søge at placere sig med stabsofficerer i det operative hovedkvarter der har ansvaret for missionens gennemførelse. Dette især hvis det er den samme konstellation der
opbygges som det er tilfældet ved koalitionen ved US CENTCOM.
34
Operativ Ledelse
Major Jakob Rømer Barfod, master i organisationspsykologi, chef for Faggruppe Ledelse, Hærens Officersskole.1
Formål
Formålet med denne artikel er at dele de tanker og erfaringer, der i forsvaret er gjort med
ledelses- og lederudviklingsprojektet ”Ledelse med operativ effekt”, der bl.a. tager sit afsæt i socialkonstruktionistisk erkendelsesteori. Herved ønsker jeg at inspirere til refleksion
hos den enkelte leder og til dialog mellem ledere og medarbejdere samt give læserne
mulighed for at tænke egen ledelsespraksis igennem og måske derved blive mere opmærksom på, hvordan ledelsesrummet kan gøres bedre til alles bedste.
Indledning
Når chefer og ledere udpeges til stabene ved forsvarets internationale missioner, venter
der dem en stor og spændende udfordring. Medarbejdere fra hele landet fra vidt forskellige organisationer mødes, og de skal på meget kort tid opbygge et velfungerende team
med fælles mål og normer for, hvordan samarbejde og ledelse skal foregå. Formålet er at
skabe det bedst mulige grundlag for den operative opgaveløsning og herved opnå fastsatte resultater.
I takt med intensiteten i forsvarets operative opgaver øges gennemføres der en mere
og mere intensiv missionsforberedelse i tiden op til udsendelse, hvilket betyder, at det er
essentielt, at der fra starten søges skabt en fælles forståelse af den kommende mission,
at der opstilles ambitiøse og realistiske målsætninger samt ledelsesværdier og leveregler
for såvel stabens som chefgruppens virke.2
Forsvarets ledelsesmæssige omstillingsproces
Forsvaret har gennem de sidste cirka 10 år undergået en omfattende forandring fra primært at være et mobiliseringsforsvar til i dag at have et deployerbart forsvar med et langt
højere omstillingsberedskab end tidligere. Der er tale om en stor og anderledes opgave for
forsvaret, der bl.a. handler om, hvordan forsvaret får de ansatte til at arbejde bedst muligt
sammen under et til tider ekstremt pres. Medarbejdere samles fra forskellige verdener og
virksomhedskulturer med henblik på at arbejde sammen om en af de vanskeligste ledelsesmæssige udfordringer; om nødvendigt at skulle tage andres liv for at løse den pålagte
opgave og risikere sit eget og sine medarbejderes liv.
Forsvaret har i mange år været en organisation, der har lært af andres og egne erfaringer ud fra en lineær tænkning. Årsag-virkning kausaliteten har været et væsentligt omdrejningspunkt, som alle officerer er skolet i ved fx anvendelse af problembehandlingsmodeller, krigsspil osv. Ledere i forsvaret – måske især de ældre ledere – er generelt skolet
og oplært i den positivistiske skole, ’hvor svar er vigtige, hvor der er få svar, og hvor de
bedste svar som regel er lederens egne’.
1 Major Jakob Rømer Barfod har i sit tidligere job på Institut for Ledelse og Organisation på Forsvarsakademiet arbejdet med omtalte koncept.
2 Chefgruppen (bataljonschefen og hans kompagnichefer m.fl.) udgør sammen et ledelsesteam og
er de officerer, der er chefer for enheder med befalingsret over underlagte medarbejdere. Ledelsesteamet i staben udgøres af stabschefen og dennes sektionschefer. Stabens opgave er især at skabe
det bedst mulige beslutningsgrundlag for bataljonschefen. Projektet gennemføres ideelt set for både
chefgruppens og stabens ledelsesteam, men i hver sin ramme.
Operativ Ledelse •
Jeg mener, at stærke individuelle kompetencer – såvel sociale som faglige – er en
væsentlig forudsætning for god opgaveløsning i en organisation, og gode relationer er
forudsætningen for endnu bedre resultater. Det vil sige, at relationer mellem mennesker
er forudsætningen for, at de individuelle kompetencer virkelig kommer til udfoldelse. Denne udfoldelse sker typisk i et ledelsesrum, hvor ledelse primært handler om kommunikation, hvilket bekræftes af en række undersøgelser, der peger på, at op til 75 % af lederes tid
går med forskellige aktiviteter, der handler om kommunikation (Haslebo 2004).
Formålet med konceptet
Formålet med konceptet ”Ledelse med operativ effekt” er bl.a. at skabe et fælles sprog og
fælles begreber for en gruppe organisationsmedlemmer, der stammer fra en ledelsesmæssig ’gammel og ny tidsalder’. De yngste organisationsmedlemmer i en stab kan typisk
være 23-24 år, og de ældste kan være sidst i 50’erne. Der kan være mange traditioner og
barrierer, der skal forhandles og evt. nedbrydes, hvilket kan være hårdt arbejde. Som
Kenneth Gergen (2010) skriver ”Enhver tradition lukker døren for det nye; enhver dristig
skabelse undergraver en tradition”. Med ”Ledelse med operativ effekt” er der tale om en
’ny dristig’ ledelsesstil med fokus på god ledelse, hvor den enkeltes evne til at skifte perspektiv udfordres og styrkes.
Formålet er endvidere at give bataljonens eller ’battlegroup’ens chefgruppe og/eller
stabens ledelsesteam værktøjer og metoder til at skabe en fælles forståelse af enhedens
opgave, målsætninger og de værdier og leveregler, som skal gælde under missionen i
udlandet med henblik på at understøtte den operative opgaveløsning bedst muligt.
Forsvarets virkelighed
Ledelse i forsvaret omfatter det operative virke, der ofte foregår under særligt risikobetonede vilkår, og det administrative virke, der foregår under almindelige vilkår for forvaltning
i offentlige organisationer. Ledelse i forsvaret har udviklet sig i takt med den generelle
ledelsesudvikling i det offentlige regi. Fra at have været især faglig leder skal man nu være
leder af en ’virksomhed’, og det har medført, at ledere i højere grad har fået fokus på administrativ ledelse, personaleledelse og de overordnede generelle ledelsesopgaver. Samtidig er der også blevet stillet flere krav, således at ledere ikke blot er visionære strateger
for deres egen institution og afdeling, men også forventes at gøre sig tanker om helheden.
Det betyder, at offentlige ledere i det postmoderne samfund befinder sig i et krydspres
bestående i en række modsatrettede krav, der kun sjældent kan løses, så alle er lige tilfredse. Dette krydspres er netop det udfordrende sted, hvor den militære leder står i dag,
og som er beskrevet i Forsvarets Ledelsesgrundlag som militær risikoledelse og virksomhedsledelse.3 Det er i den forbindelse ledelsesmæssigt interessant, at selv i det man hovedsagelig kan betegne som militær risikoledelse – som fx at være chef i Afghanistan og
her være ansvarlig for indsættelse af enheder i kampoperationer – udtaler chefer4, at det
drejer sig om 95 % ledelse og 5 % føring5. Når hold sammensættes til fx Afghanistan, er
det med organisationsmedlemmer, der kommer fra netop de to forskellige diskurser, og
hvor der er behov for at ’kalibrere’ ledelsesopfattelsen.
3 Bl.a. Nørgaard 2006.
4 ”Tab i enheden”. Interviewundersøgelse i forbindelse med eksamensprojekt på videregående
officersuddannelse, trin I i faget Ledelse, Hærens Officersskole, hold Bülow 2010-2011.
5 Forsvarets Ledelsesgrundlag beskriver begrebet føring som udtryk for særlige situationsbestemte
former for ledelse, der knytter sig til militære operationer.
36
To ledelsesparadigmer mødes
I virksomhedsledelse hersker den administrative diskurs, hvor ledeforskellene6 drejer sig
om, hvorvidt ting er målbare eller ikke målbare. Organiseringskoden er kontrol, og denne
type ledelse ses typisk i den mere bureaukratiske del af forsvaret, hvor tællelighedslogikken er fremherskende. Nøgleord er her fx anonymiserende, centraliserende, overblik, kontinuitet, kontekstuafhængig, regler og målbarhed ved hjælp af tal. I risikoledelse er ledeforskellene ven/fjende, og organiseringskoden er tillid til hinanden: ”You watch my back –
I watch your back”. Nøgleordene er her personificerende, decentraliserende, indblik, aktualitet, kontekstafhængig, dømmekraft og dannelse ved hjælp af bl.a. korpsånd (Nørgaard,
2008). Denne form for ledelse ses typisk i forsvarets operative virke fx hos enhederne, der
er indsat i Afghanistan.
Projektets forløb
Det aktuelle forløb i ”Ledelse med operativ effekt” udarbejdes i samarbejde mellem
forsvarets Institut for Ledelse og Organisation og enheden, der står for udsendelse, men
tager udgangspunkt i følgende figur:
Figur 1: Forløbet i ”Ledelse med operativ effekt”
6 ”Ledeforskelle” handler om, hvordan man i organisationen afgør, hvad der er relevant, og hvad der
ikke er relevant og ses bl.a. i måden en organisation vælger ’sit analytiske ståsted’: Er det fx målbart
eller ikke målbart (Luhmann).
37







Allerede op til 12 måneder før udsendelsen gennemføres indledende møder mellem
enhedens chef(er) og forsvarets Institut for Ledelse og Organisation.
Cirka 6-8 måneder før udsendelse gennemføres et ledelsesseminar med hhv.
chefgruppen og stabens ledelsesteam.
I perioden efter og indtil udsendelse gennemføres teamevalueringer og interessent
tilfredshedsmålinger under to øvelsesperioder.
Et udsendelsesseminar afholdes kort før udsendelsen, hvor der gennemføres
evaluering af den forløbne proces og interne aftaler for det videre udviklingsforløb
udarbejdes.
Midtvejsseminar gennemføres under udsendelsen, hvor der gennemføres evaluering
og udvikling af ledelsesteamet.
Efter hjemkomst fra mission gennemføres et afsluttende ledelsesseminar, hvor
individuelle og fælles ledelseserfaringer og læringspunkter opsamles til brug i den
enkeltes næste job i forsvaret.
Ovenstående gennemføres på det organisatoriske plan. På det individuelle plan
gennemføres ligeledes et coachingforløb for hver chef og sektionschef, hvor
vedkommende inspireres og støttes i sin relationelle udvikling som leder.
Forløbet har været gennemført for enheder i Kosovo og Afghanistan, hvor det har givet
god mening for ledelsesteamene. Forløbet har fået en så positiv omtale, at operative
enheder i den hjemlige struktur har ytret ønske om at arbejde systematisk med denne
form for ledelsesudvikling. I det følgende beskrives kort hovedtrækkene i projektet.
Ledelsesseminar
Ledelsesseminaret, der varer et døgn, er et af hovedelementerne i konceptet. Her får organisationsmedlemmerne lejlighed til at samskabe deres virkelighed ved at udvikle en
fælles forståelse af ord som fx ledelse, kvalitet, godt samarbejde, god kommunikation,
trivsel, konflikt, ansvar, koordination m.v. Gennem sproget frembringes en virkelighed, og
hvert enkelt ord kan ikke defineres i sig selv, men får mening af den kontekst, det indgår i,
og det praksisfællesskab, der bruger det (Haslebo & Haslebo, 2007). Eller som Gergen
(2010a) skriver ”I hver ny måde at tale på ligger potentialet til nye måder at forholde sig til
hinanden på”. Dette holdt op imod den kontekst organisationsmedlemmerne skal agere i;
hvilke interessenter er der tale om i missionsområdet og hvem er fx primære interessenter, samarbejdspartnere eller foresatte? Hvad det ene organisationsmedlem anser som
interessenter, ser de andre organisationsmedlemmer ikke nødvendigvis som de samme
interessenter. Det kan naturligvis skabe en interessekonflikt eller -dialog, hvis nogle
stabsofficerer fx ser deres pårørende som primære interessenter, da de eksplicit er forudsætningsskabende for, at officeren virker optimalt, og andre ser dem som noget sekundært, der ikke har direkte indflydelse på samarbejdet og dermed opgaveløsningen. En
interessentanalyse kan her være et forsøg på at skabe en fælles forståelse, der her er af
stor vigtighed for at kunne tale samme sprog, udøve god ledelse, og herved træffe de
(mest) rigtige operative beslutninger. Nogle interessenter er primære – det vil sige, at de
har stor direkte indflydelse på enhedens evne til at løse opgaven. Hvem der er primære,
kan skifte over tid, og man er derfor nødt til hele tiden at evaluere indsatsen i forhold til de
enkelte interessenter og den givne kontekst. Hvis fx en foresat myndighed er utilfredse
med rapportering, kan det være, at der skal lægges tyngde i dette område i en periode.
Gøres det ikke, kan enheden måske få et dårligt ry, det kan måske medføre restriktioner;
der stilles dårligere opgaver mv. I sådan en situation er det vigtigt sammen med de primæ-
38
re interessenter at skabe en forståelse af, hvorfor tyngden i en periode måske lægges et
andet sted.
Traditionelt vil en chef i forsvaret udstikke en mission, som medarbejderne skal forholde sig til. På ledelsesseminaret forhandles denne mission og konstrueres af organisationsmedlemmerne i fællesskab, hvilket i sagens natur kan være en vældig udfordring for
chefen – hvad nu hvis ’de vil noget andet end jeg’? Men såvel ledere som organisationsmedlemmer medvirker til at forme de værdier og den etik, som missionen skal samles om.
Den bedste opgaveløsning opnås kun, hvis lederen er opmærksom på sine medarbejderes
kompetencer og i størst muligt omfang bringer disse i anvendelse for at kvalificere beslutninger. Det er netop dette, som chefen her inviterer til. Som Forsvarets Ledelsesgrundlag
beskriver, opfattes ledelse i forsvaret som en proces, hvor meninger forhandles, fælles
overbevisninger dannes, og hvor en person eller en ledelsesgruppe igangsætter, støtter og
styrer opgaveløsningen i overensstemmelse med ledelsens hensigt.
På seminaret forsøger konsulenterne at facilitere en udvikling i teamet, hvor der for
organisationsmedlemmerne skabes en mening i at være udsendt sammen. Oberstløjtnant
Claus Klaris, der var stabschef i Afghanistan på ISAF hold 10, udtaler om sin oplevelse af
konceptet: ”Seminaret bragte ledelsesgruppen sammen. Mange kendte hinanden fra
tidligere, men havde endnu ikke arbejdet sammen som enhed. Seminaret og den efterfølgende proces var med til at understøtte den fælles opgaveløsning i staben. Alle, fra medarbejder til chef, kendte mål og værdier, og alle havde mulighed for at udvikle værdierne
undervejs. Det gav en utrolig god stemning i staben, hvor dialogen om mål og værdier var
bragt på dagsorden og blev drøftet løbende”.
Gennem en systematisk og struktureret dialog skaber ledelsesteamet en fælles forståelse af enhedens opgave, målsætninger og de værdier og leveregler, som skal gælde
under missionen. Her anvendes blandt andet 4D-modellen, hvor fokus er rettet mod det
positive og livgivende i organisationen:
Figur 2: 4D-modellen i Appreciative Inquiry
39
Ledelsesseminaret søges især holdt i etikkens7 domæne, hvor rigtig og forkert ledelse ikke
er på dagsordenen, men i højere grad mere eller mindre nyttig ledelse i forhold til den
ønskværdige fremtid. Det er i dette domæne, at organisationsmedlemmerne inviteres til i
fællesskab at gøre sig forestillinger om, hvordan de sammen kan bidrage til den bedst
mulige ledelse og det bedst mulige samarbejde.
Ledelsesseminaret munder ud i et fælles værdigrundlag, der er det tentative grundlag
for den gode ledelse under missionen. Dette er i sagens natur et dynamisk værktøj, der
løbende er til forhandling og udvikling, efterhånden som virkeligheden konstrueres i den
nye verden, som organisationsmedlemmerne pludselig befinder sig (fx ørkenen i Helmand
provinsen i Afghanistan). Et eksempel på dele af et værdigrundlag fremgår af figur 3.
Figur 3: Eksempel på et ledelsesteams værdigrundlag i forhold til et enkelt fokusområde
Coachingsamtaler
I de individuelle coachingsamtaler er især sproget i fokus. At arbejde med et skift fra det
problemløsende og problemfokuserende sprog (med fokus på begrænsninger, det kritiske,
bagudskuende og kontrolsøgende) til det anerkendende og udforskende sprog (med fokus
på det fremadskuende og livgivende, udvikling, læring, styrker og muligheder) er et vigtigt
7 Et nyttigt redskab i den sammenhæng er Maturanas domæneteori, som i korte træk går ud på, at
menneskers sproglige handlinger udfolder sig i tre forskellige domæner, nemlig æstetikkens, refleksionens og produktionens domæne. De tre domæner kan forstås som tre typer af kontekster og i en
given situation eksisterer alle tre domæner samtidig, men da det ikke er muligt at anlægge tre forståelsesrammer samtidig, vil et af dem træde frem som styrende for det, der foregår.
40
omdrejningspunkt i lederens eller chefens udvikling. I samtalerne bruges bl.a. test8 som
grundlag for dialog og fælles udforskning af ledelsesmæssige dilemmaer og paradokser.
Det handler for mange organisationsmedlemmer bl.a. om at forsøge at aflære at tænke i fejlfindingsmodeller, årsag og virkning, lineære spørgsmål og individuelt orienterede
skyldproblematikker. Det er vi i forsvaret traditionelt set eksperter i, og fejlfindingsspørgsmålet ”hvorfor virker motoren til F 16 ikke?” er jo som sådan rart at få afklaret, inden man
sætter sig til rette i katapultsædet. Når vi – ikke blot i forsvaret, men i store dele af Vesten
– i så lang tid har brugt den problemfokuserende tilgang, er det fordi, at den har vist sig
meget succesfuld i den fysiske verden. Netop problemløsning og mangeltænkning er baggrunden for den enorme videnskabelige og teknologiske udvikling, som vores verden oplever i dag. Men mangeltænkningen har ikke vist sig ligeså effektiv, når man har med sociale fællesskaber at gøre. Til forskel fra den fysiske verden adskiller sociale fællesskaber sig
nemlig derved, at de involverede hver har en bevidsthed og som følge deraf en aktiv stillingtagen til verden (Haslebo & Lyndgaard, 2007).
Fokus i samtalerne søges flyttet fra individer og eneansvar (hos fx chefen) til den overordnede hovedopgave og den relationelle samskabelse, hvorved positioner, forpligtelser,
fællesskab og ansvar ændres. Når det enkelte organisationsmedlem sætter ord på sin
forståelse – altså på hvad øjnene ser – indledes en direkte eller indirekte forhandling om,
hvad der kan blive til en fælles forståelse. Denne evige søgen efter en fælles forståelse
blandt organisationsmedlemmerne er vigtig i resten af missionen. Som Haslebo & Haslebo
(2010) skriver: ”Ud fra socialkonstruktionismen skabes virkeligheder (forståelser af, hvad
der er) altså gennem den kommunikation, der sker i relationen mellem mennesker.” Et
vigtigt element i dette er en kontinuerlig opfordring til at forventningsafstemme relationerne. Lad mig give et banalt eksempel: Hvis chefen for et logistikkompagni har en forventning til en kompagnichef indsat i kamp om at sige til, når han mangler ammunition, og
kompagnichefen omvendt har en forventning om, at chefen for logistikkompagniet følger
med på de elektroniske kommunikationskanaler og på eget initiativ fremdrager ammunitionen, når det er nødvendigt, kan de to chefers ledelsesrum blive grumset til til mange
menneskers frustration og mulige fare.
Organisationsmedlemmet inviteres i coachingsamtalerne til refleksion over egne antagelser og praksis og til at konstruere nye forståelsesformer og nye måder at anskue de
nære relationer i ledelsesteamet på. Som Gergen (2010) formulerer det: ”Det er lykkedes
os at skabe en verden, der er præget af voldsomme splittelser og konflikter: Vi er konfronteret med vores konstruktioners katastrofale konsekvenser”. I en militær kontekst ville det
være skæbnens ironi, hvis organisationsmedlemmerne skulle bruge deres kræfter på
interne splittelser og konflikter frem for på de eksterne konflikter, som samfundet nu engang qua Danmarks udenrigspolitik har sat forsvaret til at deltage i.
Effektmålinger
Før og under udsendelsen er der behov for, at ledelsesteamet med udgangspunkt i deres
mål og værdier systematisk evaluerer og udvikler opgaveløsningen, samarbejdet og trivslen. Denne proces faciliteres af konsulenter fra forsvarets Institut for Ledelse og Organisation under et antal øvelser inden udsendelse og efter cirka 3 måneder i missionsområdet.
Her holdes udbyttet af det første ledelsesseminar op mod, hvad der reelt opleves i praksisfeltet i missionsområdet: ”Gør vi, hvad vi siger, og siger vi, hvad vi gør?” Her er værktøjerne
Der bruges JTI og EQ-i. Testene anvendes ikke i en traditionel universel forstand, men i et systemisk perspektiv, der er med til at give et sprog og en bevidsthed om en række mulige positioner, vi
som organisationsmedlemmer indtager i forskellige kontekster.
8
41
bl.a. individuelle samtaler og fokusgruppeinterview. På sigt kunne det være spændende at
gennemføre teamcoachingsamtaler, men for nærværende er vurderingen, at organisationen endnu ikke er moden til dette.
Effekten af projektet
Erfaringerne peger overvejende på, at det har en positiv operativ effekt, når chefgruppen
og staben arbejder målrettet og systematisk med ledelse. De hårde militærfaglige færdigheder er afgørende, men ligeså afgørende er det, at der i ledelsesteamene er en fælles
forståelse for opgaven samt de ledelses- og samarbejdsformer, der kan understøtte den
operative opgaveløsning.
Erfaringsmæssigt ved vi, at ledelsesteamene gennem forventningsafklaring og fælles
opfattelse af mål og værdier kan skabe et troværdigt team med hurtige arbejds- og beslutningsprocesser. Erfaringer viser også, at der sker en høj grad af koordination og øget
kampkraft som følge af et positivt arbejdsklima.
Jo større pres der er på den enkelte chef/leder i missionen, jo vigtigere er det, at fundamentet for, at ledelsesteamet kan fungere optimalt, er skabt hjemmefra. Og har
chef/lederen derudover en forståelse for vigtigheden i, at fundamentet fortløbende
samskabes i interaktionen med de konkrete vilkår i operationsområdet og organisationsmedlemmerne, så højnes effekten yderligere.
Forsvarets ledelsesmæssige udfordring
Udfordringerne i forsvaret nu er bl.a. at ’bygge bro’ mellem de forskellige ledelsesparadigmer forankret i hver deres erkendelsesteori – hårdt ridset op i realismen og socialkonstruktionismen.
En stor udfordring er, at der stadig er chefer og ledere i forsvaret, der ikke vurderer, at
det er vigtigt og giver mening at arbejde systematisk og målrettet med ledelses- og samarbejdsprocesser eller som ikke har kendskab til værktøjer til at tage udfordringen op. Det er
min vurdering, at for organisationen er det imperativt, at alle får en forståelse af, hvordan
en ledelsesmæssig satsning kan have en positiv effekt på den operative opgaveløsning.
Som Gergen (2010) så rammende og præcist formulerer det: ”Hvis en organisation sammen skal opbygge bedre relationer og en mere levedygtig fremtid, må alle organisationsmedlemmer være forberedte på at tvivle på alt det, man har accepteret som virkeligt,
sandt, rigtigt, nødvendigt og væsentligt.”
Det i denne artikel skitserede forløb burde set fra forfatterens perspektiv være obligatorisk på lige fod med de øvrige militærfaglige forberedelser. Det er vigtigt, at ledelsesopgaven bliver håndteret lige så professionelt som alle andre forberedelser til den enkelte
mission. Effekt, resultater, samarbejde og trivsel kommer ikke af sig selv.
Litteraturliste
Forsvarets Ledelsesgrundlag (2008). Forsvarskommandoen.
Gergen, Kenneth J. (2010): ”En invitation til social konstruktion”. Forlaget Mindspace.
Gergen, Kenneth J. (2010a): ”Relationel tilblivelse”. Dansk Psykologisk Forlag.
Haslebo, Gitte (2004): ”Relationer i organisationer”. Dansk Psykologisk Forlag.
Haslebo, Gitte & Haslebo, Maja Loua (2007): ”Etik i organisationer”. Dansk Psykologisk
Forlag A/S.
Haslebo, Gitte & Haslebo, Magnus Harald (2010): ”Nye veje for journalistik – når sproget
skaber virkeligheder”. Dansk Psykologisk Forlag A/S.
Haslebo, Maja Loua & Lyndgaard, Danielle Bjerre (2007): ”Anerkendende ledelse”. Dansk
Psykologisk Forlag A/S.
42
Kongsbak, Henrik: ”Tanker fra et hyttefad… - en guide til at skabe positiv udvikling i din
organisation”. Forlaget Thomson.
Nørgaard, Katrine, Holsting, Vilhem S. & Thorbjørnsen, Stefan Ring (2008): ”Militær etik og
ledelse i praksis”. Forsvarets Trykkeri, Korsør.
Nørgaard, Katrine & Holsting, Vilhem S. (2006): ”Internationale operationer i FOKUS”.
Forsvarets Trykkeri, Korsør.
43
En kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste
– i anledning af von Kármán-medaljen 2011
Seniorforsker Ernst Krogager, civilingeniør, dr.techn., Forsvarets Materieltjeneste, Sektionen for Værnsfælles Teknologi og Innovation.
"Egen forskning er nødvendig for at kunne trække på den samlede forskning i verden. Den
er nødvendig, fordi vi i Danmark kun fuldt ud kan forstå og anvende andres forskningsresultater, hvis vi selv forsker. Den er også nødvendig, fordi forskerne andetsteds i verden
kun vil fortælle danske forskere om deres spændende resultater, hvis de danske forskere
til gengæld har noget spændende at fortælle om." Fra bogen Forskning i perspektiv, udgivet af Forskningsministeriet i august 1995 som "Hvidbog om en national forskningsstrategi".
Redaktøren har inviteret mig til at skrive et indlæg om arbejdet, som ligger bag tildelingen af NATO RTO’s von Kármán-medalje 2011. Jeg takker for den venlige opfordring og
skal i det følgende forsøge at give en sammenfatning af de emner, jeg har beskæftiget mig
med gennem tre årtier ved Forsvaret – i forskningens tjeneste.
Der var engang en Forskningstjeneste
Det hele startede, da min vejleder ved eksamensprojektet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) (dengang DTH – Danmarks Tekniske Højskole), lektor Jørgen Appel-Hansen,
henledte min opmærksomhed på Forsvarets Forskningstjeneste (FOFT), hvor der måske
kunne være ansættelsesmuligheder inden for radio-/radarområdet.
Efter telefonisk henvendelse og efterfølgende ansøgning kom jeg til samtale på Østerbrogades Kaserne en eftermiddag i starten af april 1981. Jeg blev vist rundt i de forskellige relevante dele af huset og fandt det hele meget spændende. Efter diverse samtaler
sluttede vi af på direktør V.M. Güntelbergs kontor, og inden dagen var omme, var jeg ansat
ved FOFT pr. 1. april 1981.
Jeg skylder direktør Güntelberg den allerstørste tak for tilliden og støtten, som jeg nød
godt af i hele hans ”regeringstid”, som sluttede, da han valgte at gå på pension i 1992.
Güntelberg var en personlighed af de sjældne, og med ham var alle Des – på nær nogle få undtagelser. En af dem var lederen af Fysikområdet, civilingeniør Lars BrockNannestad, som jeg ligeledes er umådelig megen tak skyldig i denne sammenhæng.
Arbejdsforholdene ved FOFT var ganske frie, og det skortede ikke på opgaver og udfordringer. Ledelsesmæssigt var der god lydhørhed, og ”den åbne dørs politik” blev praktiseret, uden at man behøvede at skilte med det. Organisatorisk var der i virkeligheden tale
om en høj grad af fleksibilitet og indbyggede muligheder for løbende tilpasninger, men
moderne tider ramte også FOFT, og reorganisering(er) måtte til.
For nu at gøre en lang historie kort og komme videre med kavalkaden, skal jeg nøjes
med at citere fra professor Bertel Heurlins artikel ”Militær forskning i Danmark” i Militært
Tidsskrift nr. 1 2011: ”I 2006 blev forskningstjenesten endnu en gang ændret og decimeret og endte under forsvarets materieltjeneste. De egentlige forskningsopgaver er hermed
ophørt.” I hvert fald hedder det sig om den nuværende Sektion for Værnsfælles Teknologi
og Innovation, at egenforskning kun undtagelsesvis bliver udført og kun i meget begrænset
omfang.
En kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste •
Udbredelsesmålinger og fly-identifikation med ingeniørforstærker
Mit første projekt ved FOFT var ”Hundestedprojektet”, som gik ud på at måle på signalerne
fra søgeradaren på Rytterknægten på Bornholm i relation til kommunikation via troposcatter over sådan en blandet udbredelsesvej. I en hytte nær Spodsbjerg Fyr ved Hundested
var der installeret modtageudstyr til registrering af signalstyrken døgnet rundt året rundt.
Kommunikation via troposcatter er baseret på modtagelse af signaler, der er blevet spredt
i turbulente lag i den nederste del af atmosfæren (troposfæren) i en højde på typisk nogle
få km. Over en blandet udbredelsesvej som strækningen fra Rytterknægten til Spodsbjerg
er der desuden periodevis mulighed for såkaldt duct-udbredelse, hvor en bølgelederagtig
udbredelse kan finde sted ved refleksioner i lagdelinger, som f.eks. kan opstå i forbindelse
med temperaturinversioner. I perioder med de rette betingelser for duct-udbredelse er
signalniveauet langt højere end i den normale situation, hvor kun de svage troposcattersignaler kan udnyttes.
Projektet indebar mange ture til denne målestation med løbende tilsyn, test og kalibrering m.m. I tilknytning til dette projekt var jeg også involveret i at få implementeret en
automatiseret netværksanalysatoropstilling i FOFT’s mikrobølgelaboratorium. Netværksanalysatoren finder bred anvendelse til refleksions- og transmissionsmålinger på komponenter og systemer, og en grundtanke var, at FOFT skulle være i stand til at foretage den
type målinger med ”state of the art”-instrumentering.
Til både Hundestedprojektet og mikrobølgelaboratoriet var der behov for automatiserede opstillinger og programmer til analyse og håndtering af data. En hel del af min tid
gennem de første år ved FOFT gik med at udvikle programmel til dette, og den hastige
udvikling inden for området personlige computere medførte kolossale forbedringer af de til
rådighed værende værktøjer.
Kort efter min ansættelse anskaffede vi den første af slagsen ved FOFT. Det var en HP
9826 med HP Basic som programmeringssprog. Nogle rynkede på næsen over ”Basic”sproget, men det undergik en hastig udvikling i retning af et særdeles brugervenligt og
slagkraftigt programmeringssprog, og jeg var meget begejstret for det, suppleret med det
mere avancerede sprog ’C’, som kom på mode op gennem 1980’erne.
Jeg brugte gerne betegnelsen ingeniørforstærker om denne maskine med tilhørende
software, og den var i disse cirkler nok noget i retning af, hvad den første traktor var for
Far inden for landbruget.
Elektronisk krig med stort kørekort og lille computer
Nogle af mine kolleger ved FOFT beskæftigede sig med elektronisk krigsførelse i relation til
flyvevåbnets systemer og ønskede i 1983 at gennemføre målinger på radarsignaler i Oksbølområdet under Flyvevåbnets årlige Tactical Fighter Weaponry-øvelse (TFW). I stedet for
at benytte en større computer med tilhørende større programpakke, som var udviklet til
mere generel brug i forbindelse med opsamling og analyse af tidsseriedate, havde man et
godt øje til det mere kompakte system, jeg benyttede med specialudviklede programmer.
Sidstnævnte havde den store fordel, at man let selv kunne modificere og tilpasse programmerne uden hver gang at skulle gennem en centraliseret softwareopdatering.
Denne opgave var jeg helt med på, og det var ganske spændende at skulle på sin første udrykning af denne art. Forinden måtte jeg dog lige have erhvervet det store kørekort,
idet FOFT’s vogntog til måleture (med den store computer installeret i en campingvogn)
krævede kørekort til lastvogn med anhænger. Det store kort kom i hus kort efter sankthans, og i slutningen af august gik turen til Oksbøl. Det blev af adskillige årsager en uforglemmelig oplevelse. Som kuriosum kan nævnes, at turen efterfølgende inspirerede til
45
”Notat vedrørende personlige computere contra centrale systemer”, dateret 8. december
1983. Det viste foto blev benyttet som illustration.
Deltagelse i NATO-gruppe vedrørende identifikation af fly
Senere i 1983 startede en studiegruppe under NATO DRG (Defence Research Group) vedrørende identifikation af fly ved hjælp af radar. Det første møde i denne gruppe blev afholdt ved NATO HQ i april 1984, og jeg var udset til at være dansk repræsentant i gruppen.
De forskellige landes repræsentanter præsenterede de respektive nationale aktiviteter. Jeg blev specielt interesseret i arbejdet med polarimetrisk radar ved NATO’s Shape
Technical Centre i Haag, Holland (det nuværende NC3A - NATO Consultation, Command
and Control Agency). Min interesse for udnyttelse af polarisationen i radarsystemer med
høj opløsning øgedes, efterhånden som jeg fik større indsigt i emnet, og det kunne måske
opfattes som en slags missionsvirksomhed, når jeg argumenterede for i højere grad at
fokusere på disse aspekter i det videre arbejde i NATO-gruppen. Langtfra alle delte begejstringen, og sådan blev det faktisk ved, selv om der samtidig fandt en rivende udvikling
sted, når det gjaldt civile systemer.
NATO-gruppen koncentrerede sig i første fase om den såkaldte JEM-teknik, som udnytter flyenes ”JEM lines” (Jet Engine Modulation), og i relation hertil forestod jeg også gennemførelsen af en serie målinger i nationalt regi. Der er her tale om den modulation, som
jet-turbinernes roterende dele introducerer i Doppler-spektret. På grundlag heraf kan man
bestemme omdrejningstallet og antallet af blade på de første sæt af rotorblade. I første
omgang udførte vi målinger med illuminatorradaren i Hawk missilsystemet, den såkaldte
High-Powered Illuminator Radar (HIPIR), som var en CW-radar (Continuous Wave) med en
frekvens på cirka 10 GHz (X-bånd). Den pågældende radartype er velegnet til måling af
Doppler-spektre, og Doppler-signalet var faktisk også umiddelbart tilgængeligt i form af et
audiosignal. Den trænede operatør kunne på grundlag heraf genkende mange flytyper,
herunder helikoptere, ud fra den karakteristiske modulation i det reflekterede radarsignal.
Det var så at sige en automatiseret version af denne genkendelsesproces, man ønskede
at få implementeret.
Trial TIME 1989
Visse operative, amerikanske systemer af denne type fandtes i virkeligheden allerede,
men for at få nærmere kendskab til teknologien var det nødvendigt selv at indhente viden
og erfaring, eftersom der var tale om højt klassificerede systemer. NATO-gruppen var i den
sammenhæng et fremragende forum for udveksling af informationer og gennemførelse af
fælles forsøg. Herigennem kunne såvel små som store nationer tilvejebringe et fælles
datagrundlag, således at de enkelte nationer ikke behøvede at frigive deres allerede eksisterende, sensitive data.
Et eksempel på en sådan fælles dataindsamling er Trial TIME, som blev gennemført i
Greding, Tyskland, i april 1989 af den nævnte gruppe vedrørende identifikation af fly.
Formålet hermed var at indsamle et solidt eksperimentelt grundlag for en grundig undersøgelse af JEM-teknikkens muligheder og svagheder. En af svaghederne var muligheden
for at udstyre fly med falske JEM-linier.
Jeg deltog i Trial TIME med det kompakte dataopsamlingssystem, som supplerede det
større anlagte system, som de tyske deltagere stod for. Desuden bidrog jeg/vi med en
såkaldt transponder, som blev fløjet på tre forskellige fly til generering af falske linjer i
JEM-spektrene. Efterfølgende kunne jeg forholdsvis hurtigt præsentere rapporten ”Catalog
of selected JEM signatures recorded on DDRE recording facility during Trial TIME, 3-28
April 1989 at WTD-81, Greding, Germany”, DDRE N-7/1989 (NS). Rapporten fik en meget
46
positiv modtagelse og blev inkluderet i sin helhed i den senere, samlede rapport fra gruppen.
Stud.lic.techn.
I løbet af 1985-86 modnedes tankerne om at påbegynde et ph.d.-studium – eller et licentiatstudium, som det stadig hed dengang. Forehavendet blev godkendt af FOFT’s ledelse,
og som vejledere ved DTU blev tilknyttet professor Erik Lintz Christensen og forskningsprofessor Søren Nørvang Madsen ved Institut for Elektromagnetiske Systemer (tidligere Elektromagnetisk Institut – EMI), som på det pågældende tidspunkt var i fuld gang med opbygning af et avanceret flybårent radarsystem, EMISAR, til radarafbildning fra luften med
høj opløsning.
SAR står for syntetisk apertur-radar, som er en avanceret type radar, hvormed det er
muligt at foretage afbildning med høj opløsning. Princippet er baseret på udnyttelse af den
relative bevægelse mellem radar og mål, idet forskellige dele af et belyst område vil udvise
(lidt) forskellige Doppler-forskydninger og derfor kunne adskilles ved en tilstrækkelig høj
frekvensopløsning, svarende til en tilstrækkelig lang observationstid. Kort fortalt syntetiseres en meget lang antenne ved at sammenfase målinger fra hele den periode, et mål er
inden for den fysiske antennes strålebredde under overflyvningen.
Licentiatstudiet påbegyndes i 1987, og som led i den første del af projektet indgik deltagelse i et kursus om polarimetrisk radar ved Georgia Institute of Technology, Atlanta, GA,
USA, i oktober 1987. Koordinator for kurset var Dr. William A. Holm fra Georgia Tech Research Institute (GTRI), og som pioner og markant personlighed på området medvirkede
også Dr. Jean Richard Huynen. Huynen var især kendt for sin doktordisputats fra 1970,
”Phenomenological theory of radar targets”, Delft University of Technology.
Rich Huynen gennemgik med stor entusiasme det teoretiske grundlag for og den praktiske anvendelighed af polarimetriske radarsystemer, så ingen skulle være i tvivl: ”Any
radar should be polarimetric”.
På daværende tidspunkt var fuldt polarimetriske radarsystemer ikke særlig udbredte,
og der var en del skepsis med hensyn til, om der overhovedet var nogen væsentlige fordele til gengæld for de ekstra komplikationer og omkostninger ved polarimetriske systemer.
Ved NASA Jet Propulsion Laboratory (JPL) i Pasadena, Californien, var man dog godt
med og i fuld gang med udviklingen af AIRSAR (Airborne Synthetic Aperture Radar) som
”testbed” for fremtidige rumbaserede systemer. I kurset ved GTRI var der fire deltagere fra
JPL, som satte et betydeligt præg på kurset qua deres erfaringer og forkundskaber på
området.
Dr. Huynen havde et eksemplar af sin afhandling med til forelæsningen og henviste
undervejs til forskellige dele af den. Ved kursets slutning var jeg ikke sen til at henvende
mig for at høre, om det var muligt at erhverve et eksemplar af afhandlingen, og minsandten om ikke jeg blev den, der fik overrakt det medbragte eksemplar med behørig dedikation.
Således opmuntret og inspireret kunne jeg vende hjem og for alvor kaste mig ud i mit
forehavende: at bygge en fuldt polarimetrisk radar til brug for undersøgelser vedrørende
identifikation af fly ved hjælp af radar.
Studieophold ved Georgia Tech Research Institute
Ny erkendelse: Ethvert radarmål kan betragtes som værende sammensat af en kugle, en
hjørnereflektor og en spiral (”the Krogager decomposition”).
Aflevering af doktordisputats den 29. juli 1992. Forsvar af doktordisputats den 28. juni 1993.
47
NATO-gruppe vedrørende mikrobølgevåben
I forbindelse med Lars Brock-Nannestads pensionering var der behov for en ny dansk
repræsentant i en NATO-gruppe vedrørende ”Tactical Implications of High Power Microwaves”, som Brock-Nannestad havde været formand for siden gruppens start i 1990. Han
mente, at det kunne være noget for mig, og at det var et emneområde, som vi burde sørge
for at holde os orienteret om.
Jeg husker, at jeg ikke var umiddelbart begejstret, for der var stadig meget, jeg gerne
ville fortsætte med inden for området radar polarimetri. Naturligvis fulgte jeg dog opfordringen og indtrådte i gruppen som menigt medlem.
Formand siden 1997
Repræsenterede RTO ved NATO HQ i forbindelse med RTO’s 10-års-jubilæum
Deltagelse i ONR NICOP-netværk
Da jeg første gang (det har vel været i 1994) luftede muligheden for at deltage i en workshop i Rusland, vakte det ikke ligefrem begejstring.
Vejsidebombernes indtog
I 2005 blev problemet med vejsidebomber påtrængende, og den mulige imødegåelse af
dem blev en naturlig del af aktiviteterne ved FOFT.
Forskning i åbent landskab
Siden 1. januar 2007 har arbejdspladsen været placeret i et åbent kontorlandskab ved
Forsvarets Materieltjeneste i Ballerup.
Operationalisering af målinger
Test af ECM-systemer. Med på ISAF udrykkerhold foråret 2012
Tilbage til start
Efterhånden som satellitkommunikation er blevet mere og mere udbredt, er troposcatter
blevet trængt tilsvarende i baggrunden, og langt de fleste anser vel i dag troposcatterkommunikation som en forældet teknologi.
Ikke desto mindre er troposcatter ”still going strong”, og den fleksibilitet og uafhængighed, som knytter sig til troposcatter-forbindelser, er væsentligt medvirkende årsag til, at
teknologien er på vej tilbage. I relation til begrebet netværksbaserede operationer (NBO) er
pålidelighed og tilstedeværelse afgørende, i og med at det forudsætter netværk, som fungerer, også når behovet er allermest påtrængende.
Det er dog næppe sandsynligt, at målestationen i hytten i Hundested vil blive genoplivet, om end det kunne være svært hyggeligt.
Behovet for en Forskningstjeneste
Jeg har noteret mig, at der i relation til den igangværende omlægning af Det Krigsvidenskabelige Selskabs publikationsvirksomhed er udtrykt ønske om bidrag til debat. Med
redaktørens forlov vil jeg derfor gerne slutte af med at fremsætte nogle personlige betragtninger om forskningens berettigelse på baggrund af egne erfaringer og observationer
og de noget omtumlede omlægninger, vi har været igennem i de senere år.
Det er allerede nævnt, at FOFT blev nedlagt ved udgangen af 2006, hvilket skete i
henhold til forsvarsforliget for perioden 2005-2009: "Forsvarets Forskningstjeneste ned-
48
lægges som myndighed under Forsvarsakademiet og oprettes som en selvstændig afdeling i Forsvarets Materieltjeneste."
I praksis blev Forsvarets Forskningstjeneste (FOFT) til Sektionen for Anvendt Forskning
med 18 medarbejdere. Med det seneste forsvarsforlig for perioden 2010-2014 synes der
dog på det nærmeste at være givet grønt lys for helt at nedlægge denne del af virksomheden.
Anvendt Forskning blev nedlagt i starten af 2011 og erstattet af en innovationssektion,
Sektionen for Værnsfælles Teknologi og Innovation, med 14 medarbejdere, altså fortsat
slet ikke noget, som blot ligner de udenlandske forskningsmiljøer, vi gerne fortsat vil pleje
omgang med.
En teknologisk anlagt forskningstjeneste i Forsvaret må især have sin berettigelse i at
kunne håndtere klassificeret information i samvirke med internationale partnere på et højt
fagligt og videnskabeligt niveau. Behovet for at samarbejde med hjemlige universitetsmiljøer, ingeniørskoler og andre i Forsvaret er oplagt, men samkvem med beslægtede internationale forskningsmiljøer må være blandt de bærende begrundelser for at have denne
form for forskningsvirksomhed.
Behovet for en forskningstjeneste forekommer derfor også at være lige så selvfølgeligt
som behovet for en efterretningstjeneste, og af samme grund må tiden være moden til at
overveje at genrejse en forskningstjeneste af passende størrelse (!), med passende organisation (!) og med rammer og vilkår, som egentlig og ordentlig forskning trives og producerer bedst i.
Og for nu at slutte med endnu et citat fra Bertel Heurlins artikel i nr. 1, 2011: ”Med
Danmarks nuværende internationale placering hvor en central målsætning må være at
undgå en dansk marginalisering på globalt niveau, er øget vægt på forskning en klar udvej.
Det må overvejes om dette ikke også gælder dansk militær forskning.”
49
Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj 1658-16601
Maria Hvid Kargaard, cand.mag.
Fæstningskrigen
I Renæssancen udviklede krigsførelsen sig fra at være en direkte kamp på en åben slagmark til en kamp om strategiske knudepunkter, hvor både den angribende og den forsvarende hær tog voldgrave, bastioner og fæstningsmure i brug for at afværge fjendens angreb.2 Et sådant strategisk knudepunkt var København i årene 1658-1660, hvor den
svenske konge Carl X Gustaf gennemførte en længerevarende belejring af den danske
hovedstad i håbet om definitivt at vinde herredømmet over Øresund.3
Under belejringen forlagde Carl X Gustaf hovedparten af sin hær i en tæt pakket fæstningslejr i Brønshøj nogle få kilometer nordvest for hovedstaden. Jordvoldene beskyttede
hæren mod udfald fra København og befæstede derved det svenske overherredømme på
Sjælland, hvorved det blev muligt at trække belejringen i langdrag, men den tunge koncentration af tropper i lejren blev samtidig en uoverkommelig udfordring for den svenske forsyningsorganisation, og soldaterne kæmpede krigen igennem med både sygdom, sårskader og forfrysninger. På godt og ondt fik forholdene i Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj således stor betydning for udviklingen af den anden Carl Gustaf-krig og dens – set med
svenske øjne – noget skuffende resultat med en fredsslutning, der blot stadfæstede Roskildefreden fra 1658.
Carl X Gustafs fæstningslejr har hidtil levet en noget overset tilværelse i forskningen.
Flere militærhistorikere har konstateret, at den fandtes, men få – snart sagt ingen – har
tænkt nærmere over, hvad en fæstningslejr af denne art betød for den svenske krigsførelse.4 Denne artikel vil derfor se nærmere på soldaternes livsvilkår i lejren og hvordan disse
påvirkede den svenske hærs styrke og moral under belejringen af København 1658-1660.
Castra Suedica
Sådan benævner den svenske fæstningsarkitekt Erik Dahlberg fæstningslejren i Brønshøj,
som han i sin funktion af generalkvartermesterløjtnant selv var med til at udstikke. Erik
Dahlbergs kort over lejren er derfor også det hyppigst anvendte af de i alt knap 10 kort,
1
Artiklen er baseret på Maria Hvid Kargaards specialeafhandling ”Udi Leyren – Krig og kulturmøder
omkring Brønshøj Sogn 1658-1660” fra Københavns Universitet, 2009. Afhandlingen kan lånes på
Det Kongelige Bibliotek. 2 Christopher Duffy, Siege Warfare: The Fortress in the Early Modern World 1494-1660. London
1979, pp. 182f., 248ff.
3 Københavns belejring findes grundigt beskrevet hos Peter Englund, Den oövervinnerlige. Om den
svenska stormaktstiden och en man i dess mitt. Gjøvik 2000. Lars Tersmeden, ”’Stormen för
Köpenhamn.’ Planen för det svenska anfallet natten till den 11 februari 1659
och orsakerna till dess misslyckande”. Arne Stade (ed.): Carl X Gustaf och Danmark. Källkritik och
Krigshistoria. Kristianstad 1965, pp. 313-361. Claes-Göran Isacson, Karl X Gustavs krig. Falun
2002.
4 Se eksempelvis Isacson, op.cit. samt Kjeld Hillingsø, Broderstrid. Danmark mod Sverige 1657-60.
Gylling 2009
Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj 1658-1660 • der pt. er lokaliseret på de danske og svenske arkiver.5 Af disse kort kan vi se, at lejren
havde en diameter på ca. en kilometer, og at den bestod af en ca. to meter høj vold, en
halvanden meter dyb – tilsyneladende tør – grav samt tætte palisader foran voldgraven.6
Der var tale om et simpelt fæstningsanlæg med blot 13 kanoner til at holde en voldstrækning på godt fire kilometer, så den svenske hærledelse forventede næppe et egentligt
stormangreb fra den danske hærs side. Fæstningen beskyttede derimod hæren mod de
mange mindre udfald fra København og gjorde det vanskeligere for de svenske soldater at
desertere.7
Mens kortene er ganske entydige omkring fæstningslejrens udseende og indretning, er
det noget vanskeligere at få overblik over de soldater, der opholdt sig i lejren. Problemet
bunder især i, at lejrens indbyggere var en stærkt mobil og fleksibel størrelse, som varierede kraftigt på de forskellige tidspunkter, hvor kortene blev tegnet. De få troppeopgørelser, der findes, kan dog hjælpe os lidt på vej.
Beregnet ud fra størrelsen på Carl X Gustafs invasionsstyrke ved krigens start var det
sandsynligvis 5-6.000 mand, der trak sig tilbage til lejren i Brønshøj i oktober 1658, da
den svenske hær efter at have tabt Slaget i Øresund valgte at opgive blokaden af København. Dette tal blev fordoblet, da troppekoncentrationen var på sit højeste op til Stormen
på København i februar 1659, men i månederne herefter vendte indbyggertallet atter
tilbage til de ca. 5.000 – dels på grund af de store tab, som den svenske hær led under
angrebet på København, og dels fordi København nu havde udspillet sin rolle som strategisk knudepunkt, således at flere af de svenske regimenter blev sendt til nye krigsområder
i Danmark og Nordtyskland.8
Soldaterne var imidlertid ikke fæstningslejrens eneste beboere. En hel hob af civile –
håndværkere, handelsfolk, præster, profosser, prostituerede, musikanter, skræddere,
smede, kuske og så fremdeles – fulgte i kølvandet på hæren i håbet om at kunne gøre en
god profit ved at sælge deres ydelser til de svenske soldater. Desuden var det både tilladt
og tilrådeligt for de svenske soldater at tage deres hustruer og eventuelle børn med i felten, for hærledelsen havde en klar forventning om, at tilstedeværelsen af hustruerne bidrog til at højne soldaternes moral, i og med at de så (nok) ikke lå i med de prostituerede.
Hustruerne kunne endvidere hjælpe soldaterne med husførelsen og ”bøssernes renlighed”, som det hedder i et senere brev til den svenske konge, således at soldaterne havde
mere tid og kræfter til at slås.9
På papiret havde de civile ingen betydning for hærens militære styrke, og derfor er de
kun i ganske få tilfælde medtaget i de militære opgørelser. Af samme årsag er det praktisk
talt umuligt at få fuldt overblik over præcist hvor mange civile, der gjorde de svenske sol-
5 En udførlig gennemgang af disse findes hos Maria Hvid Kargaard, Udi Leyren – Krig og kulturmøder
omkring Brønshøj Sogn 1658-1660. Upubliceret speciale fra Københavns Universitet, 2009
6 Kenneth Kartaschew, ”Erik Dahlbergh som fortifikatör“. Leif Jonsson (ed.): Stormaktstid. Erik Dahlbergh och bilden av Sverige. Skövde 1992, pp. 145 ff., 152. Bjørn Westerbeek Dahl, ”To danske
spionkort over Svenskelejren fra 1659”. Nyt fra lokalhistorien. Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj,
Husum og Utterslev nr. 16, april-juni 1994, p. 2
7 Riksarkivet, Stockholm (RAS) – Krigshistoriska Samlingen (KS) – M.1312, læg 1658 Nov. Dec.:
Designation på the Stycker, Ammunition, och andra Materialiæ som ähre behålden Vthj Lägret för
Copenhagen till d 14. Decmbris Anno 1658
8 Isacson, op.cit. pp. 186-199. C.A.G. Braunerhjelm, Kungl. Lifregementets till häst historia 2. Uppsala 1912, p. 148f. RAS – KS – M.1323: Karl X Gustavs tid. Handlingar rörande arméerna i Karl X
Gustavs krig 1655-1660. Danska kriget, læg 3: Verzeichnis der Regimenter zu Fueß… den 31. Jano:
Ap: 1659, Aufsatz der Regimenter zu Füße… den 1 Juny 1659, Aufsatz der Regimenter zu Füße…
den 29 Juny 1659
9 Maria Sjöberg, Kvinnor i fält 1550-1850. Riga 2008, pp. 9, 14, 76, 90
51 Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj 1658-1660 • dater selskab i Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj, men når vi har for øje hvor udbredt,
praksissen med de civile ledsagere var, er det ikke udelukket, at vi kan tre- eller firedoble
det anslåede indbyggertal på ca. 5.000 mand. Hermed modsvarede fæstningslejren i
Brønshøj både i areal og indbyggertal datidens København med sine ca. 25.000 indbyggere.10
Forfrosne fødder og beskudte ben
I fæstningslejren levede soldaterne og deres familier sammen i grubehuse, telte og interimistiske hytter. Det var en kold fornøjelse (vi taler som bekendt om ”den lille istid”, hvor
Bælterne om vinteren var belagt med så tyk en is, at hele den svenske hær kunne marchere tørskoet over vandet), og i rullerne over de syge og sårede svenske soldater går
ordene ”sygdom” og ”forfrysning” igen og igen. Næst herefter følger skudsårene som en
naturlig konsekvens af de jævnlige kampe foran København.
Lad os tage et konkret eksempel: Ud af en eskadron på knap 500 menige østerdalkarle lå de 67 i februar 1659 på feltlazarettet i Køge med forfrysninger og skudsår. Stakkels
Jacob Kånst var ligefrem blevet skudt gennem begge ben med én musketkugle. Et mindre
antal var ”syge”.11 67 menige – ca. 13 pct. – lyder måske ikke af meget, men da regimentsrullen blev gjort op i juli 1659, var dødeligheden og kvæstelserne så store, at eskadronen fra Österdalarna på under et år var svundet ind til en tredjedel af sin oprindelige
styrke. Dette var intet mindre end en katastrofe. Ikke mindst fordi det efter mange års
krigsførelse blev vanskeligere og vanskeligere at udskrive nye soldater til at erstatte de
faldne.12
Med denne statistik in mente er det intet under, at desertioner fra den svenske hær
var et særdeles hyppigt fænomen, især i vintermånederne, når de menige ”udpint af kulden” søgte ly bag Københavns volde.13 Frederik III søgte at friste de svenske soldater yderligere ved hjælp af flyveblade, der blev spredt omkring fæstningslejren, og lokkende løfter
om ”godt kvarter, rigtig betaling og efter enhvers forhold al anden kgl. nåde”, som man
også sørgede for, at de frigivne krigsfanger kunne videreformidle, når de atter var bag
svenske linjer.14 Efter en grundig afhøring blev desertørerne indrulleret i det danske forsvar, hvor de tjente på lige fod med de danske soldater, og mange ”blev tro nok”, bemærkede en københavnsk præst efter krigen. Andre stak imidlertid af ud til lejren igen efter at
have gjort vigtige observationer om forholdene inde i den belejrede danske hovedstad.15
Hunger og kummer
Det var ikke kun sygdom, kulde og kvæstelser, der forårsagede desertionerne i den svenske hær. Sulten udgjorde et af de største problemer. Allerede i september 1658 måtte
krigskammerpræsident Fleming – den ansvarlige for forsyningsorganisationen på Sjælland
– meddele kongen, at bønderne i Roskilde og Københavns len var så udhungrede, at det
10 Aksel Lassen, Fald og fremgang. Træk af befolkningsudviklingen i Danmark 1645-1960. Aarhus
1965, p. 70
11 RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming 28/1-59, 1/3-59, 4/3-59
12 Krigsarkivet, Stockholm – Rullor 1659:5, pp. 186a-195a
13 Samuel von Pufendorf, Konung Carl X Gustafs Bragder. Oversat v. Adolf Hillman. Stockholm 1915
[1696], kap. VI.61
14 Otto Levin, Kjöbenhavns Belejring. Forordninger og Placater 1658-1659. København 1928, nr.
11. Anders Matthisen Hjørring, Beleyrings-Dagverck, 1663. Det Kongelige Bibliotek: Gammel Kongelig Samling 2683-4, p. 134b
15 Ole Degn (ed.), Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold 1660 indtil 18. oktober.
Afslutning. København 2005, p. 35. Hjørring, op.cit. p. 114b
52 Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj 1658-1660 • var stort set umuligt at foretage de nødvendige fourageringer, og i november 1658 opgav
man helt at inddrive skatter hos lokalbefolkningen. Det betød, at de menige ikke fik deres
sold, så de måtte klare sig med hvad fourage, der kunne rekvireres i lokalområdet omkring
lejren. Og det var ikke meget.16
Herudover blev også manglen på mundering et større og større problem. Særligt sko
og strømper var en mangelvare,17 og i november 1658 klagede artilleristerne så voldsomt
over deres ”helt iturevne beklædning”, at Fleming hastigt måtte advare kongen om risikoen for mytteri, hvis ikke artilleristerne fik ny mundering.18
Værst stod det imidlertid til med fødevareforsyningen. Ressourcerne var få, og for at
sikre, at de blev ligeligt fordelt, måtte Fleming skabe faste rammer og sørge for, at disse
kunne overholdes. Det gjorde han ved at inddele de besatte landområder i kvarterer, som
skulle sørge for hvert enkelt regiments underhold. Det underhold, der skulle ydes, skulle i
teorien beregnes ud fra den landgilde, som bønderne normalt ydede til deres husbond.19
Det var op til regimentsledelserne selv at organisere fourageringen, og da Fleming ikke
havde nogen mulighed for at føre kontrol med denne – for slet ikke at tale om sanktioneringsmuligheder i de (mange) tilfælde, hvor hans forskrifter ikke blev overholdt – udviklede
der sig snart anarkistiske forhold, hvor ”kvartererne bliver udplyndret og ruineret, fordi
man ikke holder sig til sine kvarterer, som man bør”.20
Det var en voldsom belastning for lokalbefolkningen i området, at de pludselig skulle
brødføde en befolkning, der svarede til en større bys indbyggere. Paradokset bliver kun
større, når vi holder for øje, at der i datidens Brønshøj Sogn (vore dages Brønshøj, Emdrup,
Vanløse, Husum og Utterslev) kun fandtes omkring 45 gårdbrug.21 Det var i dette og i de
øvrige sogne umiddelbart nord og vest for København, at belastningen for lokalbefolkningen var størst. Som krigen skred frem, kom vejene i dårligere og dårligere stand, og hestene – de få, der overlevede – blev mere og mere udpinte og udmagrede, så omfanget af
den radius, hvorudfra man kunne gennemføre fourageringer, blev mindre og mindre.22
Ikke desto mindre klarede de fleste bønder sig igennem krigen med skindet på næsen.
En undersøgelse af begravelserne i sognene omkring fæstningslejren viser, at krigen ikke
umiddelbart medførte en forhøjet dødelighed blandt bønderne. Derimod bevirkede krigen
en øget mobilitet, hvor flere valgte at forlade deres brug, når det ikke længere kunne brødføde dem, eller fordi de blev tvunget bort af svenske soldater, der nedbrød deres gård i
jagten på byggemateriel til nye boliger inde i lejren.23 Da krongodset i Brønshøj Sogn blev
besigtiget efter krigen, var bønderne således tydeligt frustrerede over deres nedtrampede
marker og nedbrudte hjem, men de udtrykte også en vis optimisme og forventede at være
på fode igen efter et år eller to.24
16 Rolf Torstendahl, ”Svensk krigsförsörjning och underhållstjänst i Danmark 1657-1660”. Arne
Stade (ed.): Carl X Gustaf och Danmark. Källkritik och Krigshistoria. Kristianstad 1965, pp. 399-441
17 RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming 22/10-58, 15/9-59
18 RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming 12/11-58
19 Torstendahl, op.cit. pp. 408, 414f., 426ff. Gunnar Olsen, ”Tre lange år”. Finn Askgaard og Gunnar
Olsen: En kamp for livet. København 1958, pp. 156, 166
21 Rigsarkivet – Danske Kancelli – B124B: Sognepræsternes designationer på gårde og huse, Sjællands og Fyns stift. 1657-1658, Sokkelund Herred læg 2, p. 2
23 Ruth Gunde Hansen og Inger Hartby, Lyngby Kirkebog 1641-1699. Lyngby 1986, pp. 20, 289362. Landsarkivet for Sjælland m.m. (LAK) – Gentofte Sogns Kirkebog 1651-1814, begravede 16511699
24 Rigsarkivet – Rentekammeret – 214.30 læg I.2, pp. 31-34
53 Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj 1658-1660 • Handel, druk og hor
Bøndernes optimisme stemmer måske ikke umiddelbart overens med den store frustration, som Fleming udtrykte i sine breve til kongen. Men udover at Fleming unægteligt sad på
lidt af en uriaspost i forhold til at skulle skaffe fødevarer i et krigshærget land, så fremgår
det af hans breve, at hans frustration også skyldtes, at det aldrig lykkedes ham at få forsyningsorganisationen til at fungere. Regimenterne gjorde, som det passede dem, og kongen
reagerede ikke på Flemings mange opfordringer om at skride ind over for forsyningsanarkiet.25
En af årsagerne til, at Fleming havde så vanskeligt ved at kontrollere fourageringen,
var, at den i vid udstrækning fandt sted uden for det militære system. Eftersom de menige
soldater under størstedelen af krigen ikke fik udbetalt deres sold, blev de i stigende grad
afhængige af at omsætte naturalieskatterne til penge og andre fornødenheder.26 Dette
affødte en vidtgående handel med lokalbefolkningen, og der blev afholdt regulære markeder i lejren flere dage om ugen. Handlen var så udbredt, at de svenske soldater heller ikke
så sig for gode til at falbyde deres varer uden for Københavns volde, hvor de sultne københavnere var mere end villige til at betale overpris for de friske forsyninger fra landet.27
Selv om de svenske soldater umiddelbart havde overmagten, indtog bønderne ikke en
hjælpeløs position i forhold til de økonomiske transaktioner.28 Bønderne kom i mange
tilfælde til at stå på en art venskabelig fod med soldaterne, og herved var det bestemt
muligt at få medindflydelse på de økonomiske transaktioner. ”Det var hans lykke, at han
blev vel lidt hos svensken”, sagdes det således om en bonde, der havde sin daglige gang i
fæstningslejren i Brønshøj, og som også hjalp flere desertører med at finde uset vej ind til
København.29
Ikke mindst de salvegardere, der var forlagt i landsbyerne, og som blev betalt af bønderne for at sikre, at forsyningsforskrifterne blev overholdt, havde mulighed for at integrere
sig med lokalbefolkningen. De fungerede bl.a. som en slags lokale administratorer, der
eksempelvis hjalp til med at syne dødsbo i en tid, hvor den almindelige administration var
sat ud af funktion, og de kom også i drikkelag på gårdene. I et tilfælde fra Bagsværd overtog en salvegarder ligefrem en øde gård i sognet og dyrkede jorden med sit eget kvæg,
ligesom han ”af sit eget underhold tjenestefolkene på gården med øl og mad opholdt”.30
Seksuelle relationer mellem lokale kvinder og mænd med tilknytning til den svenske
hær udvikledes kun i beskedent omfang. Her har det givetvis spillet ind, at størstedelen af
soldaterne fortsat levede sammen med deres familier. I de bevarede kirkebøger fra
Brønshøj og omegn findes kun en håndfuld faderskabsudlæggelser af mænd fra den
svenske hær, men de få eksempler vidner ikke desto mindre om, at der tilsyneladende var
en meget fri omgang mellem soldaterne og lokalbefolkningen. Maren Nielsdatter fra Lyngby kunne således udlægge ”en karl ved navn Albrecht” som far til hendes uægte barn, og
hun berettede endvidere, at barnet var ”avlet i lejren”.31
RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming
Sjöberg, op.cit. p. 70
27 Hjørring, op.cit. pp. 214a-214b
28 Se eksempelvis LAK – Sokkelund Herred – Tingbøger 1655-1662, 6/9-60, 31/1-61
29 Hjørring, op.cit. pp. 153b-155a
30 LAK – Tingbøger 1655-1662, 21/2-61, 28/2-61
31 Else Krøigaard (ed.), Brønshøj Kirkebog 1660-1682. Vanløse 1995, 17. Hansen og Hartby, op.cit.
pp. 142-146. LAK – Gentofte Sogns Kirkebog 1651-1814, døbte 1658-1661
25
26
54 Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj 1658-1660 • Ære, dyd og manddom
Disse var de idealer, der blev opsat for de svenske soldater i Gustaf II Adolfs krigsartikler
fra 1621.32 Idealerne skulle sikre et kristeligt levned og en høj moral – to faktorer, der
tilsammen udgjorde nogle af hovedhjørnestenene i hærens disciplin og styrke.
De foregående sider har vist, hvordan det kneb med både æren, dyden og manddommen hos de soldater, der i årene 1658-1660 var forlagt i Carl X Gustafs fæstningslejr i
Brønshøj uden for København. En besk cocktail af sygdom, kulde, skudsår, sult, dårlig
mundering og manglende sold var tilsammen med til at sprede så stor mismodighed i
hæren, at det resulterede i en lang række desertioner, hvor svenske soldater stak af ind til
København om i håbet om at finde bedre forhold i den belejrede danske hovedstad. Mismodigheden og opsætsigheden udtryktes endvidere markant i forhold til forsyningsorganisationen, der inden for få måneder udviklede sig til det rene anarki, hvor enhver var sig
selv nærmest. Her var de personlige relationer, som soldaterne udviklede til lokalbefolkningen, samt soldaternes evner som handelsfolk i højere grad end de militære retningslinjer afgørende for soldaternes handlinger.
Alle disse forhold påvirkede den svenske hærs styrke, effektivitet og kampduelighed
negativt og havde derfor sin del af ”æren” for, at den svenske regering efter Carl X Gustafs
pludselige død i foråret 1660 valgte at opgive håbet om at opnå yderligere resultater end
at beholde magten over Skånelandene, som Danmark havde overdraget til Sverige med
Roskildefreden i 1658. Denne konklusion peger på, at det i vores undersøgelser af Renæssancens fæstningskrig er afgørende, at vi som militærhistorikere inddrager forhold,
der rækker ud over det rent militære, og at vi også forholder os til datidens kulturelle og
sociale forhold. Kun da vil vi forstå krigens fulde omfang og dens konsekvenser for de
mennesker, der oplevede den.
32 Kungl. Maj:t, Krijgz articlar, som fordom then stormechtigste furste och herre, herr Gustaff
Adolph, then andre och store, Sweriges, Göthes och Wendes konung, storfurste til Finland, hertig
vthi Estland och Carelen, herre vtöfwer Ingermanland, &c. loffwerdigst i åminnelse hafwer låtit göra
och författa, Anno M. DC. XXI. Stockholm 1621, p. Aij
55 Nyt fra bogfronten
Kort om bogudgivelser og anmeldelser
Den britiske forfatter Matthew S. Seligmann beskriver i bogen “The Royal Navy and the
German Threat 1901-1917. Admiralty Plans to Protect British Trade in a War Against
Germany” hele baggrunden for flådekapløbet omkring det forrige århundredeskift. Bogen
tager ikke, som man måske kunne forvente, sit udgangspunkt i bygningen af slagskibe,
men i stedet for nogle tyske planer om at bygge et stort antal hurtige passagerskibe, som
hurtigt kunne ombygges og bruges som hjælpekrydsere. De ville være hurtigere end de
britiske orlogsskibe og kunne afskære Det britiske Imperium fra oversøiske forsyninger.
Den berømte britiske militærhistoriske forfatter Antony Beevor, som tidligere har udgivet best-sellers om kampene i Stalingrad, Berlin og Normandiet, har nu udgivet sin egen
version af Den anden Verdenskrig. Det er et tykt værk på 800 sider, som giver læseren et
samlet overblik over hele Den anden Verdenskrig og repeterer alle centrale begivenheder.
Forfatteren har bevaret overblikket over materialet, men kan også tillade sig at gå ned i
enkeltpersoners historier. Bogen beskriver blandt andet de mange grusomheder, som
japanerne og tyskerne begik, men den medtager også de sovjetiske forbrydelser, som ofte
blev gemt lidt af vejen, da Sovjetunionen jo fra 1941 som allieret var med i det bedre selskab. Bogen hedder blot ”Anden Verdenskrig” og er, trods sit omfang, let læst.
Oberst Lars Møller har skrevet en ny bog med den meget malende titel ”Vi slår ihjel og
lever med det”. Den er et befriende og nødvendigt bidrag til veteranopfattelsen i Danmark.
Nyhedsformidlingen har fokuseret på, at danske soldater udsendes til krigstjeneste, og at
de alle kommer hjem med skader på sindet. Bogen gør op med denne antagelse. Flertallet
af danske veteraner kommer i følge Lars Møller faktisk styrket hjem fra udsendelse, men
bliver modtaget af et miljø, der opfatter dem som ofre. Denne opfattelse gøres der op med
i denne bog på en troværdig og saglig måde.
En fællesanmeldelse af tre bøger med nærlig samme tema er medtaget i dette nummer. Den handler om de personer, der var ”på den forkerte side” under krigen og besættelsen. Det er to danske og en tysk bog om skyld, soning, interesseorganisationer og meget mere lige efter krigen, og organisationerne følges op gennem årene. Læs fællesanmeldelsen af ”På den forkerte side. De danske landssvigere efter befrielsen” af Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested,”Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret” af Henrik Skov Kristensen og „Die Hilfsgemeinschaft auf Gegenseitigkeit (HIAG)
1950-1990. Veteranen der Waffen-SS in der Bundesrepublik“ af Karsten Wilke.
Den britiske historiker Paul Preston har skrevet en biografi om Spaniens mangeårige
diktator Francisco Franco. Den overlader ikke meget til fantasien om Francos personlige
egenskaber. Det er en nådesløs skildring af et i alle henseender usympatisk menneske,
som er skildret som snu, primitiv, manipulerende, ondskabsfuld og hævngerrig. Som middelmådig officer i den spanske fremmedlegion under kampene i Spansk Marokko lærte
han sig en teknik hos de lokale om ”at spille de lokale stammer ud mod hinanden”, som
han senere hen kunne drage nytte af. Titlen ”Franco – den store bedrager” er en betegnende titel for en diktator, som fortsat spøger i spansk politik.
Titlen ”Afgantsy” betyder afghanere på russisk, men bruges mest i betydningen af sovjetiske Afghanistan-veteraner. Bogen fokuserer på Sovjetunionens tilstedeværelse i Afghanistan fra 1979 til 1989. Nye sovjetiske kilder giver et nuanceret billede af den sovjetiske
tilstedeværelse og først og fremmest af selve interventionen i 1979. De nye kilder indikerer en stærk modvilje i det sovjetiske politbureau mod engagementet, men blandt andet
Nyt fra bogfronten •
finansiel støtte fra USA til nogle af de afghanske religiøse bevægelser er med til at tilskynde til det endelige kup. Bogen anbefales til officerer som læsning inden udsendelse til
Afghanistan. Forfatteren har blandt andet været britisk ambassadør i Moskva fra 1988 til
1992 og blev herefter formand for The Joint Intelligence Committee i Storbritannien.
”Københavns Befæstning – Til Fædrelandets Forsvar” er udgivet i et samarbejde mellem Statens Forsvarshistoriske Museum og Gads Forlag. Seks af vore dygtigste forsvarshistoriske eksperter har stykket den komplicerede historie sammen om Københavns Befæstning, den komplicerede politiske baggrund, den løbende finansiering og selve byggeriet. Endelig er der beskrivelser af selve bemandingen af de omfattende anlæg under Den
første Verdenskrig. Der er tale om et omfattende billedværk. Billederne er mange og velvalgte, og den forklarende tekst er meget grundig.
Dagboge og breve fra en dansksindet sydslesviger i tysk krigstjeneste under Den første Verdens krig giver en til tider voldsom skildring af livet på vestfronten. Kresten Andresens skildringer af krigen i breve og dagbøger giver et indtryk af forholdene i kamp uden at
være krigsforherligende. Læseren kan via breve og dagbøger følge med i den tekniske
udvikling med brug af artilleri og de nye flyvemaskiner. Andresens breve hører pludselig
op, og han formodes at være faldet den 8. august 1916 i slaget ved Somme. Læs anmeldelsen af ”Krestens breve og dagbøger. En dansker på vestfronten i Første Verdenskrig”.
Sean McMeekin har skrevet “The Russian Origins of the First World War”, som beskæftiger sig med den egentlige årsag til krigsudbruddet i 1914. Hidtil har den væsentligste skyld været lagt på Tyskland, men forfatteren argumenterer for, at Tyskland kun gav
Østrig-Ungarn grønt lys til at angribe Serbien, og det skulle være under en begrænset aktion, som på en gang både straffede og svækkede Serbien. Hovedårsagen til at krigen løb
løbsk var, ifølge forfatteren, at Rusland havde større ambitioner samt følte sig under et
tidspres, og at en storkrig burde tages med det samme.
I bogen ”Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848 – 1864” behandler
forfatteren Hans Vammen perioden fra opgivelsen af enevælden i 1848 og frem til katastrofeåret 1864. Hverken politikere eller embedsmænd kunne på den korte tid nå at lære
at påtage sig et ansvar for at lede. Da Frederik VII døde, prøvede de ansvarlige at overføre
noget af ansvaret til den nye konge. Bogen beskriver datidens politiske netværk og de
mest indflydelsesrige personer i de forskellige netværk.
Da Tom Buk-Swienty gik i gang med at skrive ”Slagtebænk Dybbøl” – og senere
”Dommedag Als”, var det egentlig hans tanke at udgive en bog med de mange illustrationer, som findes fra krigen i 1864. Den bog er nu udkommet, og det er et meget flot billedværk, som bruger skitser fra tegnerne ved datidens aviser, kobberstik, malerier og de moderne fotografier. Man kommer vidt omkring i Buk-Swientys skildringer, som tegner udviklingen både politisk og militært. Der er illustrationer fra begge krigens parter, og der er
historier fra samfundets top og beretninger om menige soldater, som ikke kommer hjem,
om deres enker og om de faderløse børn.
I bogen ”Hvem er Nielsen?” har den unge historiker Morten Møller skrevet en omfangsrig skildring af kommunisten Børge Houmann, som måske var den mest indflydelsesrige person i modstandsbevægelsen. Bogen er let læst og spændende som en kriminalroman. Houmann var en af de få, som virkelig vidste, hvad ”security” betød, når man var
oppe imod Gestapo. Han blev aldrig taget af hverken det danske politi eller af Gestapo,
men de mange år under jorden som øverst på listen blandt de eftersøgte gik ikke sporløst
hen over ham. Bogen er samtidig en fremragende skildring af store dele af det 20. århundrede, især i relation til kommunismen og fascismen.
De danske krigssejlere på allieret side var meget længe om at blive accepteret som
krigsdeltagere. Blandt de allierede blev de hurtigt annerkendt, og det var den første danske, og i lang tid den eneste danske, manifestation af sympati for de allieredes sag. Søfol57
kene var ikke så godt organiseret, og de kom ofte hjem fra krigen enkeltvis eller i meget
små grupper. Deres krigsdeltagelse havde for langt de fleste omfattende konsekvenser i
resten af deres liv. Nu har lægen Sven Arvid Birkeland skrevet om de danske krigssejlere
på allieret side – og lidt om de øvrige søfolk også. Han har samlet en lang række spændende beretninger, som han har suppleret med gode og relevante oplysninger om krigens
gang, konvojsejlads, tyske ubåde og meget andet, så læseren bliver sat ind i forholdene.
Herunder nævnes også sociale forhold, løn, sølovens bestemmelser, de efterladte familiers økonomiske forhold og meget andet. Ikke mindst de nidkære danske myndigheder
bliver beskrevet. Læs anmeldelsen af ”Sænket af tyskerne” af Sven Arvid Birkeland.
En amerikansk og en japansk forfatter har udgivet en aldeles sensationel bog om kamikaze-piloter: ”Kamikaze – Japans dødspiloter”. Den er blandt andet foranlediget af
selvmordsaktionerne den 11. september 2001, og bogens tema er ”selvmordet som våben”, men hovedtemaet er den japanske flådes og senere den japanske hærs kamikazeangreb mod primært amerikanske enheder i 1944 og 1945. Det er en bog, som gør op
med mange fordomme om japanerne. Næsten ingen af kamikaze-piloterne gik i selvmordstanker, tvært imod. Hvis pligten og fædrelandet kaldte, så var det en anden sag, og i
en vanskelig situation, hvor kejserens stilling var truet, kom de personlige hensyn langt
ned på prioriteringslisten.
I maj 2012 var det 80 år siden, kongeskibet Dannebrog indgik i Flådens tal. Det er
blevet markeret med udsendelsen af en flot bog om skibets historie, dets konstruktion og
aptering (indretning). Bogen er flot illustreret og forsynet med konstruktionstegninger. En
del af billederne er ”før- og nu-billeder”, hvor man kan se ændringerne i skibet. Hendes
Majestæt Dronningen har givet tilladelse til fotografering af apteringen, og det giver et godt
indtryk af Dannebrog som ”et sejlende slot”. Endvidere er der blandt illustrationerne mange historiske billeder fra kongeskibets sejladser i hjemlige farvande, på Færøerne og i
Grønland. Besætningsmedlemmer fortæller om tjenesten om bord i kongeskibet. Se anmeldelsen af ”Kongeskib i 80 år. Dannebrog 1932 – 2012”.
God læselyst
Poul Grooss, anmelderredaktør
Tidsskrifter, hæfter, publikationer, afhandlinger m. v.
Dansk institut for Internationale Studier (DIIS) har udgivet en lille engelsksproget publikation med titlen ”DIIS 2011 -2012”. Det er en smuk lille tryksag på 76 sider med et forord
af instituttets direktør, Nanna Hvidt, hvor udviklingen i verden i 2011 og de første måneder
af 2012 kommenteres. Herefter giver bestyrelsesformanden Laurids S. Lauridsen en beskrivelse af DIIS som en uafhængig tænketank. Herefter behandles en lang række forskningsområder med to – tre sider pr. emne. Seniorforsker, generalmajor Karsten Jakob
Møller, orienterer om præsident Putins udenrigspolitiske tankegang baseret på en artikelserie, som Putin sørgede for at udsende umiddelbart inden valget. Putin deltog ikke selv i
debatter op til valget. Han inviterer til et bredt økonomisk samarbejde, men når det kommer til USA, så er han mistroisk på grund af tidligere erfaringer. Hans synspunkter er dog
mere modererede end under afslutningen på hans sidste præsidentperiode.
Eksemplarer af den lille bog kan rekvireres via DIIS’ kommunikationsenhed: [email protected]
58
Bogudgivelser
“The Royal Navy and the German Threat 1901-1917. Admiralty Plans to Protect British
Trade in a War Against Germany” af Matthew S. Seligmann. Udgivet af Oxford University
Press 2012. 186 sider. Pris på nettet fra £53.
Seligmann, der nu er lektor ved Northampton University, har tidligere koncentreret sig
om at undersøge sammenhængen mellem værnsattachérapporterne og udviklingen af den
britiske holdning til truslen fra Tyskland. Det skete med “Spies in Uniform. British Military
& Naval Intelligence on the Eve of the First World War” fra 2006 og i Navy Records Officekildeudgivelsen “Naval Intelligence from Germany” fra 2007.
Hvis de foregående udgivelser kunne siges at være ret snævre, næsten nørdede, kan
dette absolut ikke siges om den nye bog. Den kunne ganske vist købes fra maj, men den
præsenteres først i begyndelsen af juli. Der er god grund til at arrangere en dramatisk
søsætning af Seligmanns arbejde. Det er den absolut væsentligste bog om britisk strategiog marinehistorie, der er udkommet i de sidste 20 år.
Veloplagt, klart og elegant skrevet og ekstremt velunderbygget går forfatteren ind på
hovedkamppladsen for britiske marinehistorikere, hvor emnet er karakteren af britisk
marinestrategi i begyndelsen af 20. århundrede. Seligmann viser på helt centrale områder, at den traditionelle opfattelse - at forværringen af det tysk-britiske modsætningsforhold næsten alene blev drevet af slagskibskaprustningen - er stærkt forenklet. Men forfatterens hovedmål er at påvise, at nogle af de tolkninger, som revisionisterne Nicholas Lambert og Jon Tetsuro Sumida har fremlagt i de senere år, er forenklede eller direkte fejlagtige.
Seligmann påviser indledningsvis, bygget på en stædig, blodhundeagtig og succesrig
jagt efter spredt placerede, overlevende arkivalier, at opfattelsen af en alvorlig tysk trussel
kan dateres tilbage til begyndelsen af århundredet, og at den blev fremkaldt af den tyske
dominans med hensyn til store, meget hurtige passagerskibe. De blev bygget og opereret
med en vis statsstøtte, og kunne hurtigt – måske til søs – udrustes til meget kraftigt bevæbnede hjælpekrydsere. De tyske skibe var hurtigere end alle de britiske krigsskibe, hvis
rækkevidde og størrelse gjorde dem anvendelige på oceanerne. Hjælpekrydserne ville
derefter være en særdeles alvorlig trussel mod den britiske globale handelstrafik og fødevareforsyningerne til Storbritannien, det sidste specielt, hvis rederne blev så skræmte, at
de holdt deres skibe i havn. På det tidpunkt afviste et politisk flertal hårdt muligheden af,
at den britiske stat forsikrede handelsskibe og ladninger mod tab eller erobring.
Derefter skifter forfatteren fokus til diskussionen mellem de tyske flådemyndigheder i
Berlin og de faktiske forberedelser til at anvende de store passagerskibe som hjælpekrydsere i handelskrig. Kapitlet bygger på Seligmanns egen forskning i de tyske marinearkiver.
Praktisk med en britisk marinehistoriker, der kan tysk. Han konstaterer, at Londons vanskeligheder med at vurdere efterretninger fra Tyskland i betydelig grad var et resultat af, at
man ikke forstod, at der i Berlin var tale om flere flådemyndigheder, der kunne være afgørende uenige, og ikke som i London var tale om én samlet værnsledelse. Konklusionen er,
at den britiske opfattelse af tyske planer om at anvende de store skibe som hjælpekrydsere mod handelsruterne i alt væsentligt var korrekt, men at de tyske flådemyndigheder var
uenige om vægtningen af denne indsats i forhold til andre områder.
Det første forsøg på at løse problemet var at indgå en statsstøttet kontrakt med Cunard-rederiet om bygning af to skibe. Cunard var nu det eneste selskab med ekspresAtlantpassagertrafik, som ikke var solgt til USA. De to skibe, Lousitania og Mauritania,
skulle være hurtigere end de tyske linere, og som disse skulle de hurtigt kunne konverteres til svært bevæbnede hjælpekrydsere, som derefter kunne jage de tyske skibe.
59
Imidlertid betød admiral John Fisher’s overtagelse af den professionelle ledelse af den
britiske flåde i 1904, at man allerede før Cunard-skibene var blevet bygget skifter spor i
forberedelserne til at bekæmpe den tyske trussel. På fuldstændig overbevisende måde
viser Seligmann, at formålet med at bygge de meget store og hurtige pansrede krydsere af
Invincible-klassen var at sikre sig rådighed over et regulært krigsskib, der kunne jage og
nedkæmpe alle de skibe, som modstandere indsatte i krydserkrig mod britisk handel. De
nye skibes primære mål var de store tyske hjælpekrydsere, men de havde også overskud i
kampkraft til at nedkæmpe regulære franske, russiske eller tyske pansrede krydsere, som
blev indsat i handelskrig (som det blev demonstreret i Slaget ved Falklandsøerne i december 1914).
Der var under projektarbejdet uenighed om man skulle give de nye skibe den slagskibsbevæbning, som de kunne bære, eller kun give dem svært krydserskyts. Modstanderne af 12-tommersskyts pegede på risikoen for, at flådechefer ville ignorere, at skibenes
svage beskyttelse ikke gjorde dem egnede til anvendelse sammen med slagflåden. At det
var en reel risiko blev understreget, da man i 1911 gav skibene betegnelsen slagkrydsere.
Det er dog anmelderens opfattelse, at de meget alvorlige tab ved Jyllandsslaget ikke kun
var et resultat af den svage pansring, men var en direkte følge af den tradition for at anvende skibene som hurtigtskydende slagrytteri på havet, som først admiral Bayly anvendte
under flådemanøvren i 1912 og admiral Beatty derefter havde gjort til standardtaktik for
skibene under operationer i Nordsøen.
I det næste, meget anderledes, kapitel er hovedpersonen admiralitets efterretningschef, Edmond Slade, hvis rolle og betydning efter forfatterens mening er meget væsentligt
undervurderet. Igennem flere år kunne Slade udnytte et tæt samarbejde med flådechefen
John Fisher, herunder op til den internationale flåderetskonference i London i vinteren
1908-09. På initiativ af Slade søgte briterne under konferencen at opnå internationalt
retsforbud mod, at handelsskibe monterede skyts og skiftede til hjælpekrydserstatus på
havet. Dette forsøg blev hårdt blokeret af tyskerne, hvilket bekræftede briterne i deres
mistanke om, at det var netop hvad tyskerne planlagde.
I løbet af denne vinter var modsætningen mellem Fisher og admiral Charles Beresford
blevet optrappet dramatisk med nedlæggelsen af Kanalflåden, Beresfords kommando.
Beresford anklagede nu åbent Fisher for med sine reformer at have undergravet flådens
kampberedskab, og da lederen af Slades handelskrigssektionen under den efterfølgende
kommissionsundersøgelse bekræftede, at der var mangler inden for hans ansvarsområde,
reagerer Fisher ved simpelthen at nedlægge sektionen, selv om dette betød, at krigsforberedelserne på dette område blev bremset afgørende i det næste par år. Dette var ikke
mindst tilfældet inden for den nødvendige indsats med at udbygge et globalt efterretningsnet. Det skulle sammen med det verdensdækkende britiske telegrafsystem bygget
på trådløse stationer og kabler sikre grundlaget for at lede landets handelskrigsindsats. På
trods af nedfrysningen af dette projekt lykkedes Slades indsats, så nettet var klar ved
krigens start.
Bogens sidste egentlige kapitel behandler resultatet af marineminister Churchills idé
om at afværge hjælpekrydsertruslen billigt ved allerede i fredstid at bevæbne britiske handelsskibe. Man skulle begrænse sig til en selvforsvarsbevæbning, hvor det relativt lette
skyts derfor skulle placeres agter. Kapitlet følger den interne og internationale diskussion
om den retlige status af et sådant bevæbnet civilt skib.
I bogens afslutning identificerer Seligmann den væsentlige årsag til, at truslen mod
britisk handel fra de store hjælpekrydsere ikke blev realiseret i det forventede omfang, da
krigen startede. Efter hans opfattelse var årsagen, at tyskerne for at undgå at fremkalde
en britisk krigsdeltagelse bevidst forsinkede klargøringen af skibene, så denne ikke kunne
60
finde sted rettidigt, dvs. under krisen før krigsudbruddet. Nu endte mange af linerne med
at blive interneret i amerikanske havne for derefter at blive konfiskeret i 1917 og anvendt
som hurtige troppetransportskibe ved flytningen af den amerikanske hær til Frankrig i
1918.
Michael H Clemmesen,
brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet.
”Anden Verdenskrig” af Antony Beevor. Udgivet af Lindhardt og Ringhof den 19. juni
2012. Oversat af Anders Juel Michelsen. 818 sider. Pris kr. 399,95 (vejledende).
Bogen kan sammenfattende betegnes som altomfattende, let læst, men ikke for sarte
sjæle. Den er forsynet med 23 enkle kortskitser, der giver et godt overblik. Kortet, der viser
angrebet på Danmark og Norge, WESERÜBUNG, 9. april 1940 er dog for enkelt, idet det
ikke viser angrebet mod Sjælland og København og har en angrebspil op gennem Øresund. Forlaget er opmærksom på fejlen, der dog af tekniske årsager ikke har kunnet rettes
i 1. oplag. Bogen indeholder en lang række fotos, hvoraf mange ikke er set tidligere.
Indledningen giver kort og klart baggrunden for Anden Verdenskrig ved at præsentere
en række årsager til krigsudbruddet. Forfatteren påpeger, at den japansk-kinesiske krig
allerede rasede fra 1931 og efterhånden gled over i verdenskrigen. Det første sammenstød i denne kan derfor siges ikke at have fundet sted i Polen, men som en del af krigshandlingerne i Kina fra juni til august 1939 mellem sovjetiske og japanske tropper i det
Ydre Mongoli. Det medførte et japansk nederlag, hvilket kan være en del af forklaringen
på, at japanerne senere undlod at angribe Sovjetunionen. Beevor tillægger imidlertid helt
korrekt Hitler ansvaret som hovedarkitekten bag Anden Verdenskrig.
I de to sidste kapitler opsummeres og rekapituleres krigens forfærdelige virkninger ikke mindst på civilbefolkningen i vest og i øst. Herunder fremlægges specielt de grusomheder, der blev begået af det nazistiske Tyskland, det kejserlige Japan og den kommunistiske
Sovjetunion.
Bogen kan betegnes som altomfattende, fordi den medtager alle politiske beslutninger
og kamphandlinger af større betydning. Især forholdet mellem den politiske og den militære krigsledelse behandles tilbundsgående, og politikkens primat i alle lejre belyses. Det er
klart, at det på godt 800 sider ikke er muligt at belyse begivenhederne detaljeret, men det
betyder ikke, at bogen kun har interesse for den læge læser, der ønsker en generel beretning om Anden Verdenskrig. Også specialisten vil have glæde af den, fordi den giver en
kortfattet og rammende beskrivelse af såvel politiske som politisk-militære samt rent militære nøgleepisoder. Den kan med andre ord bl.a. på grund af det meget grundige noteapparat og henvisningen til biografien anvendes som indgang til kilder, der bearbejder de
enkelte episoder og årsagssammenhænge i detaljer.
At en bog af Antony Beevor er let læst, siger sig selv, og oversætteren har i det store og
hele ramt forfatterens stil. Stoffets omfang har gjort, at forfatteren ikke i helt samme grad
som i sine tidligere bøger har kunnet inddrage den enkelte civilist eller soldats oplevelser,
men han har alligevel formået at gøre bogen særdeles nærværende.
Ud over at lægge vægt på de politiske og militære begivenheder blotlægger Beevor
skånselsløst de ufattelige forbrydelser mod menneskeheden, som blev begået i krigens
kølvand. Forbrydelser, som i andre kilder nævnes i forbifarten, får her en helt central placering, så de aldrig glemmes. For den europæiske læser vil rædslerne i de tyske koncentrationslejre være vel bekendte, men de sovjetiske grusomheder omtales generelt ikke
nær så ofte på grund af Sovjetunionens skift til den allierede lejr i 1941, og de japanske
61
kendes kun perifært. I denne bog beskrives alt imidlertid indgående, og alt er medtaget,
også den systematiserede kannibalisme i den japanske hær.
Uanset hvor meget man har læst om Anden Verdenskrig, er denne bog svær at lægge
fra sig, når man først er begyndt på den. Den kan varmt anbefales Det Krigsvidenskabelige Selskabs læsere, idet den skaber et samlet overblik over hele Anden Verdenskrig og
repeterer alle centrale begivenheder. Bogen er forsynet med et omfattende noteapparat
og register.
K. G. H. Hillingsø, generalløjtnant.
”Vi slår ihjel og lever med det” af Lars R. Møller. Udgivet af Informations Forlag, 2010.
362 sider. Pris 349 kr.
Et befriende og nødvendigt bidrag til veteranopfattelsen i Danmark.
Når politikerne sender unge danske soldater i krig, kan det have livslange konsekvenser for den enkelte udsendte både psykisk og fysisk. Denne tilgang til veterandebatten
deler Lars R. Møller med majoriteten af de danske nyhedsmedier. Sidstnævnte har dog
udelukkende valgt at opfatte konsekvenserne som negative, og gennem de seneste tyve
år med en aktiv dansk udenrigspolitik, har nyhedsdækningen i stadig stigende grad beskæftiget sig med soldaten som et offer, for hvilken en fremtid med psykiske problemer
nærmest er givet på forhånd.
Vi slår ihjel og lever med det søger gennem et selvskabt empirisk materiale at gøre op
med denne antagelse, og dette lykkes i store dele af fremstillingen. Flertallet af danske
veteraner kommer ifølge Lars Møller (L.M.) faktisk styrket hjem fra udsendelse, men bliver
modtaget af et miljø, der opfatter dem som ofre. Denne opfattelse gøres der op med i
denne bog på en troværdig og saglig måde.
Bogens opbygning i seks overordnede dele kortlægger indledningsvis krigens anatomi
og den menneskelige perception af kamphandlinger og reaktion under disse. De efterfølgende dele tilsigter primært at gennemgå psykologiske aspekter hos udsendte danske
soldater under uddannelse, kamp og hjemkomst. Den afsluttende del behandler det militære systems forberedende rolle i forbindelse med udsending af soldater.
Det empiriske fundament udgøres af et indledende og et opfølgende spørgeskema besvaret af henholdsvis 249 og 125 hjemvendte danske soldater. Denne grundforskningside
ender paradoksalt nok både med at blive en styrke og en svaghed for forfatterens budskab. Det skal her nævnes, at L.M. indledningsvis tager forbehold til bogens videnskabelige natur og fremhæver et populistisk mål, der bevirker, at bogen ikke må blive for videnskabelig tung grundet forståelige målgruppeovervejelser. Det ændrer dog ikke ved, at
bogens videnskabelige ambitioner nødvendiggør nogle bemærkninger i den retning.
Den kvantitative fremgangsmåde fungerer ganske glimrende i denne sammenhæng,
da det netop er et så bredt udsnit af soldaterne, der bedst belyser de centrale pointer.
Man kunne dog ønske sig et større antal besvarelser, hvilket L.M. også selv indikerer, og
endvidere pointerer, at databasen også var i færd med at vokse efter denne publikation
med henblik på fremtidig forskning på området.
Argumentationen opbygges gennem (for) mange citationer (over 500) fra spørgeskemaerne, der har til hensigt at fremhæve soldatens egen historie, og endvidere har forfatteren inddelt svarene i procentsatser (eksempelvis: 49 % af de deltagende soldater har
tænkt på, at de har slået nogen ihjel under missionen, efter de er kommet hjem.(8 % har
ikke svaret).) I mange tilfælde ville procentsatserne være rigeligt til at fremstille et troværdigt dokumentationsgrundlag for argumentationen, og citationerne bevirker endvidere, at
hovedteksten udsættes for konstante brud, da de optager over en tredjedel af fremstillin62
gen. Yderligere kan man få den mistanke, at besvarelser der understøtter hovedtesen
anvendes hyppigere end citationer, der falder uden for forfatternes hovedpointer.
Ovennævnte metodiske kritik skal kun ses i lyset af, at undertegnede finder bogens
hovedpointer både relevante og yderst reelle i forhold til især mediedækningen af krigen,
og derfor er det ærgerligt, at disse sløres af en unødvendig metodisk fremgangsmåde.
Overordnet er bogen nem at gå til for alle med interesse for den psykologiske udvikling
hos udsendte danske soldater, og endvidere bør alle soldater (før, under eller efter udsendelse) nøje ”tvinge” nære pårørende til at læse netop denne fremstilling, da denne målgruppe utvivlsomt vil få en større forståelse for soldatens arbejde - yderligere kunne pårørende med fordel slukke for tv-nyheder under udsendelsesperioden, da de negative historier altid vil fylde og danne grundlag for en fejlagtig generalisering, hvilket L.M.s undersøgelser dokumenterer.
Slutteligt er det interessant at se på, hvorledes bogens opgør med at gøre soldaterne
til ofre vil bidrage til et andet sprængfarligt emne – nemlig hvorvidt udsendte soldater skal
have en særstatus i det danske samfund. Dette understreger forfatteren, at de bør have
grundet arbejdsforhold og deres rolle som forposter i dansk sikkerhedspolitik. Spørgsmålet
er bare om denne særstatus ikke er at bære ved til offerbålet……
Denne diskussion (og mange andre) vil Lars Møller utvivlsomt bidrage til i fremtiden i
sin vanlige stil, hvor stærke holdninger og klare budskaber er givne faktorer. Denne bog er
ingen undtagelse. Trods de omtalte forstyrrende elementer i forhold til argumentationens
støtteelementer fremgår hovedbuskabet klart og tydeligt: Hjemvendte soldater er ikke
”loose canons” dømt til et liv med sociale problemer, men de fleste kommer styrket hjem
fra udsendelse – det er befriende. Med Vi Slår ihjel og lever med, tager forsvaret (i skikkelse af forfatteren) aktivt del i debatten – og det er nødvendigt.
Cand. mag. David Vestenskov,
Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet.
Fællesanmeldelse af tre bøger med samme tema:
Meget glemt, intet lært? Tre bøger om nazisterne og deres støtter efter anden verdenskrig.
”På den forkerte side. De danske landssvigere efter befrielsen” af Søren Billeschou
Christiansen og Rasmus Hyllested. Udgivet af Aarhus Universitetsforlag, 2011. 307 sider
illustreret. Pris kr. 295,95.
”Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret” af Henrik Skov Kristensen. Udgivet
af Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2011. 640 sider illustreret. Pris kr. 399,95.
”Die Hilfsgemeinschaft auf Gegenseitigkeit (HIAG) 1950-1990. Veteranen der WaffenSS in der Bundesrepublik” af Karsten Wilke. Udgivet af Ferdinand Schönigh, 2011. 469
sider illustreret. Pris Euro 58 på amazon.de.
Det seneste årti har der været en betydelig forskningsinteresse for transitionsprocesser efter væbnede konflikter, folkedrab og andre former for ensidig massevold. Fokus i
denne forskning har bl.a. været på retsopgør (herunder deres alternativer) og forsoningsprocesser, men også på kompensationsmekanismer og genopbygning. Et beslægtet emne,
som ikke mindst har interesseret historikerstanden, er den kollektive erindring om konflikterne og deres afslutning. Fra en militærvidenskabelig synsvinkel er konfliktens efterfølgende fingeraftryk i gruppers kollektive bevidsthed interessant, fordi den ofte bærer kimen
til nye konflikter i sig. Det skyldes blandt andet, at der som oftest er både tabere og vindere ved konfliktafslutning. Herved vanskeliggøres forsoningsprocesser, og etniske, sociale,
religiøse og politiske modsætningsforhold skabes eller accentueres. Som et eksempel
herpå kan anføres det anstrengte forholdet mellem mindretal og majoritetsbefolkning i de
63
baltiske lande og i Ukraine, som bl.a. hviler på en meget forskelligartet kollektiv erindring
om den anden verdenskrigs årsager, forløb og afslutning, herunder de lokale kollaborations- og modstandsmønstre. I værste fald, som i tilfældet Jugoslavien, kan fremvæksten af
historisk begrundede myter og stereotyper bidrage væsentligt til nye udbrud af væbnet
konflikt.
Inden for det seneste år er der udgivet flere danske og tyske værker, hvor de tabende
parters kollektive erindring og forsøg på oprejsning står centralt. Som anført i kolofonen vil
denne samleanmeldelse beskæftige sig med tre af disse bidrag: Henrik Skov Christensens
bog om internerings- og straffelejren Fårhus, Søren Billeschou Christiansen og Rasmus
Hyllesteds bog om de danske landssvigeres selvorganisering efter befrielsen og Karsten
Wilkes bog om tyske Waffen-SS veteraners veteranorganisation, HIAG.
Det tyske mindretal, krigen, retsopgøret og erindringen
Straffelejren forfattet af lederen af Frøslevlejrens museum, historikeren Henrik Skov Kristensen, er med god ret en voluminøs bog. Bogen er den første faghistorisk funderede
analyse af Fårhuslejren, som fra 1945 til 1949 fungerede som interneringslejr/fængsel for
ca. 5.500 personer. Af disse var en meget betragtelig del fra det tyske mindretal, ikke
mindst i den indledende interneringsfase. Før befrielsen (og teknisk set frem til 1. juni
1945) hed Fårhuslejren, Frøslevlejren og fungerede som tysk fangelejr for danske modstandsfolk. For en meget stor del af disse fanger blev Frøslevlejren kun en mellemstation
på vejen mod de tyske koncentrationslejre. Med det tyske nederlag i maj 1945 omdannedes Frøslevlejren til en interneringslejr for de af modstandsbevægelsen internerede personer fra grænseområdet og fik sit nye navn Fårhus. Henover sommeren 1945 overgik
lejren fra modstandsbevægelsen til fængselsvæsenet. Den blev nu dels en varetægtslejr
for personer sigtet efter straffelovstillægget vedrørende landssvigeri, dels afsoningssted
for de dømte landssvigere.
I Fårhusfangernes senere erindringer fremstilles lejren typisk som en regelret koncentrationslejr for politisk dømte indsatte, hvor sult, mishandlinger og ydmygelser var en del af
dagligdagen og flere drab på fanger fandt sted. Det er derfor logisk, at bogens to første
dele systematisk kortlægger forholdene i lejren, dens administration og dens indplacering i
det danske rets- og fængselsvæsen. Henrik Skov Kristensen kommer i den forbindelse
omkring en bred vifte af spørgsmål. De spænder fra lejrpersonalet og -ledelsens baggrund
og udførelse af deres arbejde over fangernes arbejds- og ernæringsforhold, uddannelsesog kulturlivet i lejren til relationen mellem vogtere og bevogtede.
Interessant er blandt andet den betydelige kontinuitet fra Frøslev- til Fårhuslejren som
påvises. Som et led i samarbejdspolitikkens forsøg på at beskytte fangerne fra modstandsbevægelsen bedst muligt mod besættelsesmagten havde statens fængselsvæsen i
Frøslevlejren kontrollen med blandt andet forplejningen i lejren. Det var i stort omfang
dette personale, som sammen med tidligere fanger kom til at udgøre kadrepersonalet i
Fårhuslejren. Henrik Skov Kristensen påviser blandt andet, at det danske reglement efter
befrielsen i meget stort omfang var en afskrift af det tyske lejrreglement før befrielsen.
Dette gør imidlertid ikke Fårhuslejren til en dansk pendant til de nazistiske kz-lejre, men
vidner snarere om den betydelige moderation den tyske besættelsesmagt pålagde sig selv
i Danmark sammenholdt med alle andre besatte lande. I forhold til denne vanskelige problematik styrer Henrik Skov Kristensen sin analyse med meget sikker hånd. I Straffelejren
gennemhulles på den ene side en lang række påstande fra tidligere fanger om vilkårene i
lejren. På den anden side lægges ikke skjul på, at der i lejrens første levetid forekom der
et betydeligt antal episoder med tyveri af fangernes ejendele og fysiske overgreb eller
trusler herom, kulminerende med en række skudepisoder i dagene 30. oktober – 1. november 1945.
64
Bogen har også andre kvaliteter, blandt andet en omfattende gennemgang af fangernes journaler og domme. Gennemgangen af fangesagerne giver et godt indtryk af de forskellige former for landssvigeri, der førte til afsoning i lejren. De små fangeportrætter, som
herigennem tegnes, er i sig selv et interessant bidrag til kollaborationens danske historie,
men fortæller også meget om fangernes forskellige reaktioner på deres dom og deres
forsøg på at opnå løsladelse. Det skal dog også med, at fangeportrætterne hyppigt synes
at sige lige så meget om fængselspersonalets ofte alene på fangernes fysiske fremtoning
baserede sym- og antipatier. Gennem sin kortlægning af en række fangers generalieblad
gennemhuller Henrik Skov Kristensen en myte, der blandt andet trivedes (og nok stadig
trives) i det tyske mindretal om, at Fårhus var en politisk fangelejr, hvor man var indsat
alene på grund af sindelag eller politiske synspunkter. Bogen bliver dermed også et væsentligt bidrag til det endnu ikke til bunds undersøgte spørgsmål om det tyske mindretals
kollaborationsformer og mentalitet(-er) under krigen. Også dens sidste del, der handler om
Fårhuslejren i erindringen, har mindretallet i centrum. Det påpeges heri, hvor centralt de
virkelige og angivelige uretfærdigheder i Fårhus kom til at stå i mindretallets selvforståelse
efter krigen. Omvendt viser forfatteren, at der i mindretallet siden krigen kun har været en
begrænset lyst til refleksion over den selvpålagte nazificering, mindretallet gennemgik før
og under krigen. Det kan derfor hævdes, at opholdet i Fårhuslejren fik en utilsigtet effekt
på de indsatte. Henrik Skov Kristensens formulerer dette således (s.586) ”Ikke meget
tyder på, at opholdet medførte nogen nævneværdig selvransagelse i forhold til de gerninger, fangerne var blevet straffet for. Dette betød imidlertid ikke, at de løsladte genoptog
tidligere tiders politiske aktiviteter eller offentligt forfægtede den nazistiske ideologi. Det
skete kun i forholdsvis få tilfælde. Men det betød, at de tidligere fanger mere eller mindre
eksplicit, anfægtede retsopgørets legitimitet og retfærdighed.”
Straffelejren er samlet set et imponerende pionerværk, som med meget sikker hånd
navigerer i det kildemæssigt og emotionelt vanskelige felt. Den vil få blivende værdi, både
som standardværket om Fårhuslejrens historie, men også som en dokumentation med
udgangspunkt i det tyske mindretal af problemerne ved at forene majoritets- og minoritetsfortælleringer om kontroversielle dele af fortiden.
Landssvigerskæbner
I På den forkerte side analyserer de to unge historikere Søren Billeschou Christiansen og
Rasmus Hyllested problemstillingen (s.10) ”hvordan de godt 40.000 personer, som blev
mistænkt og interneret som landssvigere, tacklede udstødelsen i årene efter befrielsen.” I
en vis forstand er bogen dermed en udvidelse af de dele af Staffelejren, som handler om
mindretallets omgang med ”Fårhus-erfaringen” til hele Danmark. Mens Straffelejren i stort
omfang bygger på kilder fra Fårhuslejrens arkiv og fra modstandsbevægelsen i Syd- og
Sønderjylland – det såkaldte region III-arkiv – har forfatterne til På den forkerte side med
betydeligt held søgt kilder uden for de etablerede arkiver og museers rammer. Suppleret
med materiale fra retsopgøret og med en række af de pamfletter, blade og bøger, som
blev udgivet i landssvigermiljøet efter krigen, kommer de langt med hensyn til at give et
billede af de centrale grupperinger og tendenser i de mere profilerede dele af landssvigermiljøet.
Bogen er organiseret i ti kapitler. Tre af disse kan man betegne som baggrundskapitler: Heri gives konteksten for retsopgøret (kap.1), den brede offentligheds forestillinger om
landssvigeren som type og fænomen analyseres (kap.9), og det diskuteres, hvorvidt retsopgøret var succesfuldt (kap.10). Bogens øvrige syv kapitler tager fat på forskellige former
for tidsbrug og –bearbejdning i landssvigermiljøet. I seks af dem gøres dette med stort
held med et biografisk udgangspunkt. Kapitel 2 omhandler således landssvigernes vigtigste forening ”Landsforeningen af 6. maj” og dens grundlægger Svend Kofoed-Jensen. I
65
næste kapitel er genstanden avisen Revision og dens redaktør Aksel Olesen – herved
behandles de mangeartede former for blade og bøger, der – i små oplag – florerede i miljøet og som udover at handle om retsopgørets uretfærdigheder også tog sådanne emner
op som det såkaldte Rostock-møde.
Et tredje aspekt af landssvigernes organisering er Dansk Frontkæmperforbund, som
fra slutningen af fyrrene og et tiår frem, samlede en ikke ubetydelig del af de tidligere danske Waffen-SS soldater. Den gennemgående figur i dette kapitel er kaptajn og SS-officer
Erik Lærum. Lærum var i en periode leder af DNSAPs ungdomsorganisation, NSU. Han blev
dog i særlig grad et kendt navn i offentligheden, da han i november 1954 blev forsidestof
på grund af sin rolle som leder af en studiekreds for officerselever fra Hærens Officersskole. Det næste kapitel fortsætter i sporet vedrørende de østfrontfrivillige, idet det omhandler skabelsen af en mindelund for faldne Waffen-SS soldater på et privatejet stykke land
ved Gudenåen i 1971.
Flere tidligere landssvigere kom fra samfundets top. Blandt dem var godsejer Jørgen
Sehested, som i sommeren 1940 var involveret i forskellige højrenationalistiske grupperingers forsøg på at gennemtvinge en regeringsomdannelse i udenomsparlamentarisk
retning. Fra løsladelsen fra fængslet sidst i 1940’erne og frem til sin død i 1977 kæmpede
han for at få omstødt, hvad han anså som en uretfærdig dom under retsopgøret. Udover
en kæde af retssager for at få oprensning spændte virkemidlerne fra kontakt til danske
besættelseshistorikere, samarbejde med journalisten Erik Haaest fra Ugens Rapport til
korrespondance med danske nynazister. Da Sehested i det store hele arbejdede alene og
uden at danne faste netværk, fremstår dette kapitel som det, hvor det biografiske afsæt
fungerer dårligst.
Skønt relativt få af de ideologisk sindede landssvigere ser ud til at have næret nogen
forestilling om, at nazismen som politisk fænomen kunne genopstå, fandtes der sådanne.
Bogens syvende kapitel er viet til dem. Det sker med udgangspunkt i den tidligere NSU’er,
Vagner Kristensen, hvis engagement for nazismen ikke blot førte ham til østfronten som
16-årig, men også ind i diverse nazistiske grupperinger i efterkrigsårene. I midten af
1960’erne flyttede Kristensen til det sydlige Tyskland, hvor han blandt andet blev aktiv i
den tyske veteranorganisation for SS-soldater, HIAG. Da bogens forfattere interviewede
ham i 2005 havde hans verdensbillede tilsyneladende ikke ændret sig meget. I hvert fald
udtalte han sig positivt om nazismens fremtidsmuligheder i Tyskland og erklærede, at
”…hvis jeg havde været ti år yngre, ville jeg have forsøgt mig [igen].”
Et vigtigt kapitel er det ottende. Det omhandler det store ”tavse fremtal” blandt de
15.000 landssvigerdømte og deres familier, som ikke deltog i de i bogen gennemgåede
”bevægelser” for oprejsning. Problemet med at skrive om denne gruppe er, at de pr. definition har efterladt sig de færreste spor, hvilket kapitlet da også bærer præg af. Der savnes i den forbindelse et kapitel eller i hvert fald et afsnit om de relativt få personer, som
hverken valgte at fornægte, forvrænge eller tie om fortiden, men som aktivt forholdt sig
selvkritisk og reflekteret til besættelsen.
Den i bogen foretagne rundtur i landssvigermiljøet efter krigen fører til en konklusion
meget lig den, der fremføres i Straffelejren. Forfatterne skriver (s.268), at: ”…retsopgøret i
Danmark [led] under samme problematik som i de øvrige europæiske lande. Opgørene
dømte ofte mennesker, som ikke selv kunne erkende, at de have gjort noget gjaldt ved at
samarbejde med fjenden. … Bitterheden var nok i virkeligheden det væsentligste produkt
af efterkrigsopgøret og skabte det aktive landssvigermiljø med foreninger og aviser.” På
den forkerte side er en meget velkomponeret bog, hvis delvist biografiske struktur fungerer fortrinligt i forhold til emnet, og der er som anmelder ikke meget negativt at bemærke
om bogen. Udover enkelte gentagelser og et par småfejl i bagatelafdelingen, kan det dog
anføres, at der, hvis bogen skulle have dækket sit emne helt, savnes en gennemgang af
66
det tyske mindretals omgang med sin egen rolle under besættelsen. Dette berøres kun
kursorisk. Her må man til Straffelejren for at blive klogere. I den forstand er der i virkeligheden tale om to komplementære bøger!
Sammenligner man Straffelejren med På den forkerte side er der dog også enkelte
andre forhold, som springer i øjnene. Skønt konklusionerne på mange måder er identiske,
fremstår Henrik Skov Kristensen mere forstående overfor de særlige præmisser, som lå til
grund for interneringerne og retsopgøret, og der lægges i højere grad op til, at den skabte
bitterhed hos de dømte skyldes den individuelle og kollektive modvilje mod at reflektere
over egne handlinger. Det er samtidig mærkbart, at mens På den forkerte side er en viderebearbejdelse af et universitetsspeciale og en del steder ikke når helt omkring emnet, er
førstnævnte resultatet af mange års arbejde med stoffet. Straffelejren smager på godt og
ondt i retning af en doktorafhandling. Nogle læsere vil derfor nok finde den både for lang
og for omstændelig, mens den for denne anmelder var en af det seneste års største læseoplevelser.
Tyske SS-veteraner
Ser man uden for landets grænser, men forbliver i samme emnefelt, er Karsten Wilkes
doktorafhandling (Die ”Hilfsgemeinschaft auf Gegenseitigkeit” (HIAG) 1950-1990) om de i
Tyskland organiserede veteraner fra den militære gren af Himmlers SS-organisation, Waffen-SS, af betydelig interesse. Der er dog i mindre grad end for de to ovenfor behandlede
værker tale om en bredt tilgængelig og umiddelbart læselig bog.
Wilke analyserer veteranorganisationen HIAGs i tre overordnede dele. I første del analyserer han baggrunden for HIAG i form af de regionale smågrupper af SS-veteraner, som
opstod fra omkring 1949 og frem. I samme del gennemgås HIAG-organisation gennem
halvtredserne og tresserne. Organisationen var i denne periode præget af interne magtkampe og konflikter om HIAGs karakter og formål. Wilke påviser blandt andet konflikter
vedrørende de regionale HIAG-afdelingers autonomi i forhold til forbundsledelsen. En anden væsentlig intern kontrovers handlede om, hvor langt HIAG i stræben efter at få fjernet
forbryderstemplet og skaffe Waffen-SS soldaterne anerkendelse som en fjerde værnemagtsgren skulle nærme sig de store etablerede tyske partier og distancere sig fra fortiden. Vævet ind i disse diskussioner var magtkampe, som involverede en gruppe tidligere
SS-generaler, men som også havde deltagelse af en række lavere rangerende officerer.
Disse konflikter blev om ikke løst, så i det mindste skrinlagt, da den tidligere chef for Hitlerjugenddivisionen Kurt Meyer (”Panzermeyer”) overtog ledelsen i slutningen af 1950’erne. Meyer stod for en linje, hvor HIAG skulle bekende sig utvetydigt til forbundsrepublikken
og søge indflydelse via kontakter til både socialdemokratiet og kristdemokraterne i forbundsrepublikken. Det var imidlertid ikke en linje, som til fulde havde medlemmernes
opbakning. Med jævne mellemrum eksploderede enkeltmedlemmers racistiske eller antidemokratiske udtalelser i pressen. Meyer blev dog hjulpet af det stigende antal retssager
mod nazistiske forbrydere i 1960’erne. Flere af disse involverede tidligere Waffen-SS’ere,
og dette bidrog ifølge Wilke til, at styrke SS-veteranernes interne sammenhold.
I bogens midterste del afdækker Wilke gennem en analyse af HIAGs medlemsblade,
møder og markeringer, hvordan organisationen på mange måder blev en efterfølgerorganisation til SS. Det gjaldt blandt andet medlemmernes opfattelse af sig selv og deres børn
og ægtefæller som en del af et for livet forpligtende broderskab. Arven efter SS afdækkes
også i dens ritualer, fester og den sprog- og billedbrug, der bl.a. prægede HIAGs to blade
Wiking-Ruf og Der Freiwillige. Det er illustrativt, at HIAG gennem hele sin eksistensperiode
som nævnt ovenfor havde problemer med på lokalplan at holde distance til højreekstreme
grupperinger eller forhindre sine medlemmer med at komme med ekstremistiske udtalelser.
67
Mens HIAG i 1950’erne og 1960’erne trods stigende viden om de nazistiske forbrydelser var relativt salonfähig, smuldrede denne respektabilitet gennem halvfjerdserne. HIAGs
strategi med kontakt til de toneangivende politiske partier ødelagdes af de tyske socialdemokraters beslutning i 1981 om, at det var uforeneligt med partimedlemsskab at være
med i HIAG. Få år efter, i forbindelse med skandalen om præsident Reagans uforskyldte
og utilsigtede kransenedlæggelse på en soldaterkirkegård i Bittburg, hvor også SS-soldater
lå, vedtog CDU i realiteten det samme. HIAG blev i stigende grad isoleret og de latente
højreekstremistiske tendenser accentueredes. I samme periode nævntes organisationen
jævnligt i den tyske indenrigsefterretningstjeneste, Verfassungsschutz’s, årsberetninger
pga. sine højreekstremistiske kontakter og sine krigsforherligende publikationer.
I 1992 nedlagdes HIAG på forbundsniveau og det – må man formode grundigt rensede – arkiv indleveredes til det tyske militærarkiv i Freiburg. Styrken i Wilkes bog er udnyttelsen af dette hidtil ubenyttede arkiv, som han udnytter til en god og grundig analyse af
HIAGs historie. Det er dog samtidig en analyse, der bærer præg af, at Wilke nok i betydelig
grad har ladet sig styre af disse kilder, og ikke altid har formået at finde korrigerende kilder. Blandt andet er HIAGs myndighedskontakter næsten udelukkende gengivet ved hjælp
af interne HIAG-kilder. Bemærkelsesværdigt er det også, hvor meget bogen ”tynder ud”,
når det kommer til HIAG i 1980’erne og de tidlige halvfemsere. Endeligt savnes en perspektivering på HIAGs historie. Dels i form af en sammenligning med andre tyske veteranorganisationer, dels i form af et udsyn til SS-veteraner uden for Tyskland og slutteligt i form
af et kik på HIAG efter landsforbundet opløstes. Det faktum, at der fortsat på mere decentralt niveau findes HIAG-grupper i Tyskland berøres nemlig kun yderst kortfattet. For læsere med særlig interesse i krigsveteraner og deres organisationer eller efterkrigstidens Tysklands vanskelige navigation i sin egen fortid er bogen relevant. Alle andre frarådes at købe
den. Dertil er den for smal og bruger i al for lille grad det spændene kildemateriale til at
skrue en læsværdig fortælling sammen.
Det larmende fåtal?
Samlet giver de tre her anmeldte bøger indtryk af, hvor svært det kan være at reintegrere
taberne, herunder ændre disses eksisterende normer og (vrang-) forestillinger. Men det er
værd at hæfte sig ved, at i de tre behandlede tilfælde var der muligvis tale om mindre
højtprofilerede grupper. Ingen af undersøgelserne har helt overbevisende metodiske forslag til, hvordan man analyserer det svære spørgsmål i, hvilket omfang det højtråbende
mindretals synspunkter deltes af det flertal, som ikke meldte sig på banen. Delte det tavse
flertal centrale myter og fjendebilleder med bannerførerne eller skete der i det stille et
opgør med fortiden og en hel eller delvis tilnærmelse til majoritetsbefolkningens forestillinger og værdier? Og hvad skete der med tabernes børn og børnebørn – gik synspunkterne og forestillingerne om de begåede overgreb ukritisk videre til dem? Dette spørgsmål
bliver man lidt klogere på ved at studere en tysk undersøgelse af overførelsen af forestillinger vedrørende de adspurgtes egen families rolle i Det Tredje Rige fra en generation til
en anden. Undersøgelsen, som i bogform bar den fængende titel Opa war kein Nazi1,
godtgjorde, at vrangforestillingerne og skønmaleriet vedrørende egen slægtshistorie og
forældrenes henholdsvis bedsteforældrenes gerninger i virkeligheden steg med distancen
til begivenhederne. Og den af de her anmeldte forfattere, som går længst i retning af at
undersøge på et større kollektivs fortidsbearbejdelse, nemlig Henrik Skov Kristensen, synes at konkludere noget tilsvarende for det tyske mindretals vedkommende. Man behøver
Harald Welzer m.fl., „Opa war kein Nazi". Nationalsozialismus und Holocaust im Familiengedächtnis, Fischer Taschenbuch Verlag, 2002.
1
68
med andre ord ikke bevæge sig ud over Danmarks grænser for at få illustreret udfordringerne i post-konflikt samfund med at finde veje til forsoning og konstruktiv fortidsbearbejdning.
Niels Bo Poulsen,
”Franco. Den store bedrager” af Paul Preston. Udgivet af Gyldendal den 23. maj 2012.
Oversat af Svend Rybner. 328 sider illustreret. Pris kr. 299,95 (vejledende).
Forfatteren afskyer sit emne, og det gør læseren også, hvis hun eller han er vedholdende nok til ikke at blive afsporet af forfatterens helt urimeligt store antal gentagelser af,
at Franco var en middelmådig, men snu og vedholdende person, der ukritisk lod sig overbevise af lobhudleres spin om hans storhed.
Teksten er alt for mange steder skæmmet af upræcist sprog. Uanset, hvad der har
stået på engelsk, er det ikke en af oversætterens større præstationer.
Bogen er uanalytisk og ensidig i sin korte behandling af Borgerkrigen, nok på grund af
forfatterens væmmelse. Eneste fortjeneste er, at den beskriver både undertrykkelsen efter
sejren i Borgerkrigen og de midler, et autoritært regime har til rådighed for at holde sig ved
magten, specielt når befolkningens krigstræthed udelukker oprør. Niccolò Machiavelli gør
det både bedre og mere tankevækkende i ”Fyrsten”.
brigadegeneral, Forsvarsakademiet.
”Afgantsy. The Russians in Afghanistan 1979-89” af Rodric Braithwaite. Udgivet af Profile Books Ltd I London, 2011. 417 sider. Pris £10,99 (profilebooks.com).
Den britiske diplomat og historiker Rodric Braithwaite har tilføjet en ny dimension til
Afghanistans historie. Baseret på nyligt nedklassificeret materiale fra arkiverne i Moskva
samt fremstillinger af russiske historikere, tegnes et anderledes og mere nuanceret billede
af de sovjetiske erfaringer fra Afghanistan. De første spadestik til opgøret med den amerikanske stempling af den sovjetiske ageren i juledagene 1979 og frem som aggressiv med
et ekspansivt motiv, er taget før i forskellige tidskriftsartikler, men i forhold til både omfang
eller argumentation er Afgantsy den første publikation, der indleder det endelige opgør
med en lang række koldkrigsmyter.
Bogen er opbygget med 14 kapitler med et tredelt fokus på henholdsvis vejen mod
interventionen, selve krigen og vejen mod tilbagetrækning. Braithwaites historiske fodaftryk udgøres utvivlsomt af den første del, hvor den sovjetiske beslutningsproces nuanceres
i forhold til tidligere fremstillinger. I den midterste del behandles den røde hærs taktiske
sejre samt forholdene for den enkelte soldat. Den overordnede argumentation om, at taktiske sejre ikke nødvendigvis medfører strategisk og politisk succes er et interessant perspektiv til den samtidige konflikt i Afghanistan. Det empiriske grundlag bliver i denne del af
bogen en anelse personfikseret og mikrohistorisk, hvilket naturligvis øger dramatikken,
men som historiker kan det være vanskeligt at kortlægge metodikken. Dokumentationen
er særdeles sparsom, samtidig med at historiernes repræsentativitet ikke omtales, hvilket
giver dem et islæt af tilfældighed, hvor de alene tjener forfatterens overordnede tese.
Den afsluttende del er dedikeret til de sovjetiske veteraner fra krigen, hvilket givetvis
har været den primære katalysator for projektet. Denne del af bogen har en stor relevans
for kommende veteranforskning i Danmark i forhold til de hjemvendte kamptropper fra
69
Afghanistan. I denne del sammenlignes det sovjetiske engagement i Afghanistan med det
amerikanske modstykke i Vietnam, der i størrelsesorden var fem gange større - ligeledes
var tabene fem gange større. Sammenligningen er en komparativ-historisk finesse, der
endvidere bidrager til forståelsen af den kolde krigs supermagtskamp, og yderligere afkræfter de ekspansive motiver fra sovjetisk side, da det yderligere påvises, at både Bresjnev, Andropov, Tjernenko og Gorbatjov kunne forøge de militære styrker betydeligt, men
undlod at gøre det.
Bogen er som titlen angiver dedikeret til soldaterne fra den røde hær (Afgantsy = russisk veteran fra krigen), der udførte et job og vandt stribevis af taktiske sejre. Den negative
udvikling set fra sovjetisk side var udeblivelsen af strategiske og politiske sejre, uden hvilke en succesfuld oprørsbekæmpelse ikke kan finde sted. Aktualiteten i forhold til den
verserende konflikt i landet er slående, og den bliver bestemt ikke mindre af at dykke ned
i det politiske reformprogram som kommunistpartiet i Afghanistan, PDPA (People’s Democratic Party of Afghanistan), søgte at gennemføre. Uddannelse, ligestilling og sekularisering af samfundet var øverst på dagsordnen, hvilket også er de fundamentale hjørnesten i NATO’S demokratiseringsprojekt i dag. Reformforsøgene stødte dengang på massive
problemer i form af den decentrale samfundsopbygning, samt (og vigtigst) den pashtunske
traditionalisme, der ikke lod sig falde på knæ for de politiske visioner. Den vestlige demokrativision i dagens Afghanistan står naturligt overfor de samme problemer – et manglende værdifællesskab.
Analysen af hændelsesforløbet frem mod interventionen 27. december er et af bogens
stærkeste aktiver. Ikke alene dokumenteres det, at det sovjetiske politbureau gentagne
gange enstemmigt afviste de afghanske forespørgsler om militær støtte til bekæmpelse af
religiøse oprørsbevægelser, men det beskrives endvidere, hvorledes den manglende sovjetiske indflydelse udstilles gang på gang – først af Nur Mohammad Taraki og dernæst af
hans efterfølger Hafizullah Amin. Dette kulminerede med Amins kup og efterfølgende henrettelse af Taraki, hvis sikkerhed den sovjetiske leder, Leonid Bresjnev, personligt havde
garanteret. Efterfølgende er det ligeledes dokumenteret, at Amin afholdt fem møder med
den fungerende leder af den amerikanske ambassade i Kabul i løbet af 1979, ligesom at
præsident Jimmy Carter indledte den finansielle støtte til de religiøse oprørsbevægelser i
juli samme år. Det er Braithwaites tese, at alle disse drypvise begivenheder endte med at
fylde det sovjetiske toleranceglas, og herigennem fandt man en intervention af Afghanistan som eneste mulighed for at bevare global politisk troværdighed.
Alt i alt er Afgantsy et væsentligt værk som alle forskere med berøring af Afghanistan
skal optage og inkorporere i fremtidige analyser om den sikkerhedspolitiske udvikling i
landet gennem de seneste fire årtier. Selvom bogen er for akademisk tung til decideret
godnat-læsning, kan den endvidere anbefales til det brede publikum med en hobbyhistorisk interesse i emnet. Slutteligt vil undertegnede ud fra et militærfagligt synspunkt anbefale samtlige officerer, der har den mindste berøring med ISAF-operationen, at stifte bekendtskab med denne nye dimension af Afghanistans historie.
Cand. mag. David Vestenskov
Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet
70
”Københavns befæstning – Til Fædrelandets Forsvar” af Jens Ole Christensen, Michael
H. Clemmesen, Ole L. Frantzen, Michelle L. Hjortgaard, Martin Jespersen og Anders Thorkilsen. Udgivet af Gads Forlag & Statens Forsvarshistoriske Museum. 336 sider illustreret.
Pris kr. 349.
De seks forfattere tager deres udgangspunkt i Københavns tidlige historie, hvor byens
trængsler under svenskekrigene og Englandskrigen bliver frisket op. Læseren indføres i
fæstningsbyggeri, blandt andet efter Montalemberts principper, og man introduceres til
fagudtryk som kaponierer, dobbeltkaponierer og enceinter, som forklares. Da truslen mod
Danmark ændrede sig fra Englandskrigene og frem til midten af det 19. århundrede, var
det ikke alene den militære trussel mod København, men også Jylland, som man skulle
tage hensyn til. Hvad værre var, riget fattedes penge. Krigen i 1864 viste med al tydelighed, at den nye fjende truede Jylland over land fra syd. En forsvarskommission fra 1866
skulle tage hånd om dette problem, men pengene var der ikke blevet flere af efter fredsslutningen.
Bogen beskriver i detaljer hele spillet omkring forsvarsproblemerne: Er det blot hovedstaden, som skal forsvares, så beslutningstagerne kan sidde der og træffe beslutninger –
eventuelt indtil en allieret dukker op til assistance, eller skal hele landet forsvares? Det
strides man bravt om i Rigsdagen, og med provisorielovgivningen under konseilspræsident
J. B. S. Estrup kommer bevillinger en af gangen. Hele Københavns Befæstning bliver ikke
til efter en velovervejet plan, men via mindre bevillinger strakt over mange år i en løbende
politisk kamp mellem ”højre” og ”venstre”. Forfatterne redegører også for hele den tekniske udvikling inden for artilleri, krigserfaringerne fra den fransk-tyske krig og indledningen
af Den første Verdenskrig. Desuden kan man følge den skibstekniske udvikling, som i
denne periode går stærkt. Et af Danmarks problemer er, at der ikke er ret mange økonomiske midler til at anskaffe udstyr, og hvis det bliver forældet på kort tid, så er pengene
spildt. Hermed melder spørgsmålet sig: Kan Danmark overhovedet forsvares? Der blev
bygget et voldsomt system af befæstninger rundt om København. Landet blev holdt ude af
Den første Verdenskrig, medens Flåden passede på gennemsejlingsfarvandene og Hæren
passede på hovedstaden. Da krigen var ved at slutte, endte det som bekendt med soldateroprør, først i Rusland og siden i Tyskland, og det var den danske regering og det danske
forsvar også klar til at tage sig af, hvis det skulle komme så vidt.
De store byggerier var Vestenceinten eller Vestvolden (mellem Køge Bugt og Husum),
Nordfronten (mellem Tårbæk og Husum) samt Middelgrundsfortet. Desuden blev der anlagt et utal af mindre befæstninger, voldgrave, depoter, stemmeanlæg (til oversvømmelser) og meget mere. Alle de mange byggerier er med i bogen.
Det er en meget flot bog med fine kort, fotografier og konstruktionstegninger, som understøtter teksten. Den er velskrevet, klar og let læselig. De seks forfattere har ikke oplyst,
hvem der har skrevet hvad, og det er også irrelevant, når hele bogen er velskrevet. Bogen
er udgivet med støtte fra Forsvarskommandoen og en række fonde, således at denne
flotte bog kan sælges væsentlig under produktionsprisen. Den er blevet til i et samarbejde
mellem Gads Forlag og Statens Forsvarshistoriske Museum, og resultatet kan begge parter være stolte af.
Poul Grooss, kommandør,
71
”Krestens breve og dagbøger. En dansker på vestfronten i Første Verdenskrig” af Kresten Andresen. Redigeret af Claus Bundgård Christensen. Udgivet af Gyldendal i 2012.
362 sider. Pris kr. 299 (vejledende).
Det er anslået, at 26.000 dansksindede soldater gjorde tjeneste i den kejserlige tyske
hær under Første Verdenskrig. Disse har efterladt sig et betydeligt kildemateriale i form af
dagbøger, breve, ”rejsebreve” i samtidige aviser og erindringer. Og i ikke helt beskedent
omfang publiceredes en del af dette materiale i mellemkrigstiden. Herefter var der, fraset
lokalhistoriske studier, i en lang årrække næsten helt stille om den dansksindede krigsdeltagelse. Først med publiceringen i 2009 af bogen Danskere på Vestfronten 1914-1918 af
RUC-historikeren Claus Bundgård Christensen kom et omfattende faghistorisk studie af
denne vigtige gruppe danske soldater. Samme forfatter står bag redaktionen af den her
anmeldte Krestens breve og dagbøger, som rummer den dansksindede menige soldat
Kresten Andersens efterladte breve og dagbogsnotater. Skønt størstedelen af materialet
har været publiceret før bl.a. i en i samtiden meget omtalt udgivelse fra 1919 redigeret af
forfatteren Valdemar Rørdam, er nyt brevmateriale dukket op i de seneste år. Udnyttelsen
af dette nye materiale gør foreliggende bog til den hidtil mest fuldstændige udgivelse. Og
der er al mulig grund til at publicere Kresten Andresens skriverier. Ved siden af at være en
talentfuld skribent med en fin stilistisk pen, er hans optegnelser detailmættede og spændende læsning, samt en god kilde til krigen på vestfronten set fra forreste linje. Claus
Bundgård Christensen motiverer i sin indledning yderligere udgivelsen med, at brevene og
dagbogsnotaterne kan ”betragtes som repræsentative, da de belyser en række temaer og
tendenser, der er gennemgående i feltpost fra dansksindede i den tyske hær” (s.11).
Et af disse temaer er naturligvis oplevelsen af at tilhøre et nationalt mindretal. Kresten
Andresen var meget bevidst om sin dansksindethed, og på både moderen og faderens
side havde han onkler, der var betydelige skikkelser i forhold til mindretallet. Morbroderen,
H.P. Hanssen, var således de danske slesvigeres repræsentant i den tyske rigsdag. Kresten Andresens nationalitet kommer blandt andet til udtryk i hans syn på krigen, der ikke
er præget af udpræget opslutning bag den tyske krigsindsats, uden på den anden side at
være decideret subversivt. Det kommer imidlertid til flere episoder, hvor han mistænkeliggøres af andre soldater eller sine overordnede på grund af sin danskhed. Selv om man i de
indledende breve og dagbogsnotater sporer en vis forventning til mødet med fronten, kan
dagbogs- og brevstykkerne absolut ikke beskyldes for at være krigsforherligende. Håbet
om en snarlig fred er således et andet gennemgående tema, og Kresten Andresen fulgte
tilsyneladende med stor iver rygtebørsens nyheder om russiske og franske sejre. Relationerne til kammeraterne, især de tyske, men også i en del tilfælde danske, beskrives med
en vis distance. Det kan muligvis skyldes Kresten Andresens forholdsvis høje uddannelse.
Han var cand.mag. fra Københavns Universitet og havde forfatterambitioner. Dette forenet
med et flere steder nævnt manglende håndelag for praktiske gøremål, for eksempel håndtering af heste, kan have været med til at skabe afstand til andre mere jordnære soldaterfæller.
Der er altså ikke meget frontfællesskab at finde i bogen, selv om emnet dukker op i ny
og næ. Fællesskabs- og solidaritetsfølelsen knytter sig ved de lejligheder ikke blot til egne
kammerater. Der findes i bogen også beskrivelser af, hvordan soldaterne på Kresten Andresens afsnit ved flere lejligheder indgår uformelle våbenhviler med franskmændene
overfor. Omvendt deltager han også i to slag – slaget ved Soissons i januar 1915 og slaget
ved Somme i sommeren 1916. Begge slag bliver en blodig affære for Kresten Andresens
enhed, Reserveregiment 86. Ved Soissons mister den bataljon, han tjener i, 270 mand på
en uge. Og ved Somme indsættes regimentet i forreste linje mod britiske og australske
styrkers angreb den 23. juli. Da det 10. august trækkes ud af frontlinjen, er det ca. 3.000
mand store regiment reduceret med næsten 1.700 mand, herunder stort set alle officerer.
72
Heller ikke Kresten Andresen oplevede tilbagetrækningen. Den 8. august blev han erklæret savnet. Og det er i lighed med hundredetusinder af andre savnede fra Den Store Krig
aldrig blevet opklaret, hvad der blev hans endelige skæbne. Statistikken taler for, at en
granat tog livet af ham, hvilket går fint i spænd med, at artilleriildens dominans på kamppladsen er et andet tilbagevendende tema i bogen. Også den på begge sider hastigt voksende brug af fly, dels til rekognoscering, men også til angreb på skyttegravene og baglandet, er et markant indslag i teksten.
Det er en klog disposition, at både brevene og dagbogen er optrykt, selv om deres indhold en del steder overlapper. Det giver lejlighed til at analysere, hvilken selvcensur Kresten Andresen pålægger sig selv, når han skriver hjem. I almindelighed synes den beskeden. Han undlader for eksempel ikke at give en meget detaljeret – og antageligt for forældrene rystende – beskrivelse af oplevelsen af et engelsk bombardement den 5. august
1916, hvorunder flere af hans kammerater bliver levende begravet. Det er forståeligt at
visse breve som duplikerer mere triviel information fra dagbogen er udeladt, men det står
desværre ikke læseren helt klart, om dagbogen er optrykt i sin helhed eller om der også
her er udeladelser.
I et kort men godt komponeret og på alle måder informativt forord giver Claus Bundgård Christensen Kresten Andresens livshistorie og sætter materialet ind i vestfrontens
kontekst. Dette er suppleret af et antal forklarende noter undervejs i bogen, hvor steder og
begreber, som kan volde nutidslæseren besvær udlægges. Det redaktionelle detailarbejde
kunne dog have fortjent lidt større opmærksomhed og stringens. De forklarende noter
virker lidt lemfældige. Dels med hensyn til at få forklaret ting og begreber første gang de
nævnes, dels med hensyn til hvad der medtages, og hvad der ikke medtages. Det forklares
for eksempel ikke, hvad Landstormen er (s.20; en slags hjemmeværn). Heller ikke udtryk
som Gefreiter – i teksten i øvrigt stavet gefreuter (s.35; en underofficersgrad), Kommiskost
(s.41; militær forplejning) eller Groschen (s.179; en tysk møntenhed) forklares for læseren.
Dette er beklageligt, da disse og flere andre ikke forklarede/kommenterede udtryk nok er
de fleste almindelige læsere ubekendte. Stedvist virker det også som om dagbogen og
brevene er blevet fejllæst eller skrevet af i lovlig stor hast. For eksempel omtales der under
dagbogsopslaget den 23. marts 1915 (s.159) et rygte om, at ”russerne har taget Momel”,
hvilket angives som årsag til, at franskmændene i deres skyttegrave råber hurra, afsynger
nationalsangen og blæser hornsignaler. Mon ikke man her kan regne med, at der i dagbogen har stået Memel – den største tyske by tæt ved frontlinjen mod russerne.
De redaktionelle skønhedspletter til trods kan bogen læses af snart sagt enhver og
under løfte om stort udbytte. Det er på alle måder helt igennem velfortjent, at Kresten
Andresens gribende og instruktive breve og dagbøger genudgives. Personer med almindelig militærhistorisk interesse eller en fagmilitærbaggrund vil opleve, at denne bog på bedste vis giver skyttegravskrigen ansigt og mæle. Den kan derfor varmt anbefales både som
en følgesvend til dybere studier af vestfronten og til almindelig refleksion over mødet mellem mennesket og krigen.
Niels Bo Poulsen,
73
“The Russian Origins of the First World War” af Sean McMeekin. Udgivet af The Belknap
Press of Harvard University Press, Cambridge (Massachusetts) 2011, 324 sider. Pris:
£16,51 fra amazon.co.uk.
Vi har i et halvt århundrede været vant til at se de primære rødder til krigsudbruddet i
august 1914, dvs. hovedskylden for krigen, placeret i Berlin. Det var Tyskland, som gav
Østrig-Ungarn grønt lys til at angribe Serbien. Dette synspunkt ønsker McMeekin i denne
bog at gøre op med. Han argumenterer, at Tyskland i måneden før krigsudbruddet kun
søgte en begrænset krig på Balkan, der straffede og svækkede Serbien eftertrykkeligt.
Hovedårsagen til optrapningen til den internationale storkrig lå i Rusland. Dette har
vestlige tyske og angelsaksiske historikere overset, på trods af, at det primære kildegrundlag har været til rådighed siden bolsjevikkerne offentliggjorde zarrigets diplomatiske dokumenter for at diskreditere dets udenrigspolitik.
Forfatteren er ansat som underviser i bl.a. russisk historie ved Bilkent Universitet ved
Ankara. Hans fokus er på krigen på den russiske sydfront mod Tyrkiet i Kaukasus og Persien samt på operationerne mod tyrkiske stræder. Dette betyder dog ikke, at han ignorerer
disse operationers sammenhæng med de russisk-østrigske og russisk – tyske fronter.
Det er hans opfattelse, at tidligere historikere - påvirket af det russiske sammenbrud i
1917 - har undladt at undersøge sammenhængen mellem den russiske krigsplanlægning
før krigsudbruddet og de indledningsvise operationer. Rusland havde i et par årtier planlagt at erobre Konstantinopel (’Zargrad’) ved en sølandsætning, men havde endnu ikke
opbygget den nødvendige søtransportkapacitet. Under Balkankrisen i 1912 var russerne
blevet endnu mere overbevist end tidligere om Tyrkiets svaghed, men samtidig var de
blevet rystet af, at det irriterende arrogante Bulgarien var ved at tage byen for næsen af
Rusland, og man forberedte en intervention imod Konstantinopel, der skulle udnytte den
internationale krisetilstedeværelse ved byen som påskud og dække. Under krisen foreslog
krigsministeren mobilisering af Odessa og Warszawa militærdistrikter, men zarens statsråd afslog denne gang anmodningen på grund af risikoen for at starte optrapningen til en
storkrig. En mobilisering i Warszawa Militærdistrikt truede både Tyskland og Østrig-Ungarn.
Det forhold, at Østrig-Ungarn ikke gik i krig for sine interesser under Balkankrisen,
gjorde, at russerne nu betragtede det som muligt at erobre Galizien i begyndelsen af en
krig, og stærke kræfter i St. Petersborg søgte herefter at gøre denne erobring til det første
hovedmål i en fremtidig krig.
Man glemte dog ikke Konstantinopel og søgte at mobilisere international modstand
mod den tyske militære rådgivermission, der skulle udbygge forsvaret af stræderne. Den
russiske flåde var samtidig i gang med at skaffe forudsætningen for operationen mod
Konstantinopel gennem bygning af nye slagskibe til Sortehavsflåden. Byggeriet gik imidlertid langsomt på de korrumperede og ineffektive værfter, og i sensommeren 1914 skulle
den britiskstøttede tyrkiske flåde modtage det første af flere britiskbyggede moderne slagskibe. Rusland søgte forgæves at få den britiske regering til at standse leverancen, der
ville blokere for erobringen af stræderne i lang tid.
McMeekin argumenterer, at russerne under julikrisen i 1914 besluttede at tage en
storkrig straks og gøre det på en måde, der ville binde briterne til at gå i krig sammen med
Frankrig og Rusland. For at sikre sig, at Tyskland fik skylden, skjulte de to allierede for
England, at Rusland allerede midt i måneden begyndte en mobilisering mod Østrig.
Franskmændene var i lommen på russerne, fordi fransk strategi byggede på en tidlig og
massiv russisk offensiv ind i Østprøjsen. (En tilsvarende meget tidlig mobiliseringsstart
havde også fundet sted under 1912-krisen).
McMeekin beskriver, hvordan Rusland på intet tidspunkt af krigen optrådte som en
loyal allieret, der holdt sine aftaler med Frankrig og England. Rusland manipulerede dem
altid til at påtage sig uforholdsmæssige store byrder. Ruslands bidrag til den britisk74
franske operation mod Dardanellerne i 1915 – der, jo ikke blot skulle åbne stræderne,
men erobre dem for Rusland – blev aldrig til noget. Man brød enhver aftale med Storbritannien om at begrænse sine operationer i Persien. Medens den russiske hær i 1917 alle
andre steder var i opløsning, fortsatte den forberedelserne til operationen mod Konstantinopel. Man udnyttede, at den tyrkiske hær var svækket af de britiske offensiver i Mellemøsten, at den tyske slagkrydser Goeben var på værft, og at Sortehavsflådens første nye
slagskib var blevet operativt.
Forfatteren beskriver det eskalerende folkedrab af armenerne som reaktionen på et
russiskstøttet oprør, hvor russerne havde overladt de trans-kaukasiske folk til nedslagtning.
Bogen er et godt supplement til krigsskyldsdiskussionen. Der er meget lidt tvivl om, at
McMeekin havde ret i, at Rusland havde accepteret og fremmet storkrigen i 1914. På den
anden side er der heller ikke tvivl om, at det havde Tyskland også i en betydelig udstrækning. Berlin foretrak ganske vist, at Serbien blev straffet uden at modtage støtte fra Rusland, men de militære ledere havde samtidig den opfattelse, at storkrigen hellere skulle
tages i 1914 end senere, hvor Rusland var blevet styrket yderligere. Det, at mindst tre af
stormagterne søgte eller accepterede krigen, gjorde den reelt uundgåelig.
”Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848 - 1864” af Hans Vammen. Udgivet af Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 2011. 388 sider illustreret.
Pris kr. 348,00 fra saxo.com.
Det fascinerende ved en bog som denne er, at forfatteren så mange år efter en af de
afgørende begivenheder i dansk historie kan give os afgørende ny indsigt. Det sker for det
første ved at hans tese om, at perioden fra enevælden blev opgivet af monarkiet i foråret
1848 til nederlagssommeren 1864 var præget af, at den brogede flok af konkurrerende
politikere og embedsmænd, der havde søgt og påtaget sig ansvaret for at regere landet,
reelt ikke forstod eller følte dette ansvar. Vammen konstaterer, at de i betydelig udstrækning - uanset deres formelle stilling på et givet tidspunkt - optrådte som i opposition til
hinanden og i kriser kastede håndklædet i retning af kongen, Frederik VII, som absolut
ikke ønskede ansvaret tilbage. Efter hans død fik den nye konge igen venligt overdraget
den endelige katastrofe, som han blev manipuleret væk til at forsøge at undgå.
Muligheden for at dele Slesvig efter nationalitetsgrænsen fandtes hele tiden som et
defineret alternativ til Ejderpolitikken og Helstaten, men den mulighed var uacceptabel for
alle nøglepersonerne, uanset opfattelser i øvrigt. Muligheden blev i sidste instans ikke
dræbt af Krieger i London eller kongen, men af den maniodepressive Monrad.
Vammen argumenterer overbevisende for, at Helstaten fortsat eksisterede som en
mulighed indtil 1854, men derefter bliver den hurtigt urealistisk, også fordi muligheden for
effektiv politisk støtte fra Rusland blev undergravet af landets nederlag i Krim-krigen. Forfatteren er ikke bange for knytte små kontrafaktiske analyser til sin genfortælling af forløbet, alle velvalgte og nyttige, men man savner hans overordnede kontrafaktiske skitse af
forløbet, hvis Danmark ved en internationalt godkendt Helstatsforfatning havde undgået at
give Bismarck hans påskud i 1863. Denne skitse savnes, også fordi forfatteren i den ville
være tvunget til at afveje de positive virkninger af en internationalt anerkendt helstatsforfatning mod den kriseskabende effekt af den i udlandet stærkt kontroversielle og provokerende fordanskningspolitik i Mellemslesvig, der ikke blev bragt til standsning af helstatspolitikerne.
75
Det er dog ikke diskussionen af hovedtesen, der har Hans Vammens hovedinteresse,
og det er heller ikke gennem den, at han kommer med sit væsentlige bidrag til vores forståelse af forløbet her snart 150 år efter begivenhederne. Hans reelle hovedformål med
bogen er at give læserne et galleri af portrætter af tidens nøglepersoner, som han udogmatisk og nuanceret placerer i fem ’netværk’. Hvert personportræt støttes af et meget
velvalgt portrætfoto eller portrætmaleri med en ekstra vinkel på personen i billedteksten.
Det først behandlede netværk er de nationalkonservative i hvad Vammen kalder ’Sorønetværket’, hvor hovedpersonen er den fanatiske politiske historiker og embedsmand C. F.
Wegener. Det er lykkedes for Vammen at vise det klare skel mellem Sorø-netværket og
Helstatsnetværket, hvor C. A. Bluhme påtager sig den centrale rolle. Beskrivelsen af netværkene sker i rammen af en beskrivelse af, hvordan dets medlemmer søger at påvirke
udviklingen, når de er i regering og på anden vis. Derefter skifter forfatteren naturligt til
beskrivelsen af den blandede gruppe af nationalliberale, hvor han ganske vist indleder
med Lehmann og slutter med Monrad, men hvor fokus og hovedinteressen er rettet mod
Hall, Krieger og Andræ, der ’samtænkte’ i et ugentligt middags- og diskussionsselskab,
hvor Andræ var grundlæggende politisk uenig med de to andre. På grund af de nationalliberales centrale rolle under forløbet op til krigen og Vammens fascination af disse tre
meget forskellige personer bliver dette bogens hoveddel. Herefter følger beskrivelsen af
Bondevennerne, som forfatteren benævner ’de nye antinationale’. Reelt er det ikke korrekt at kalde denne gruppe personer et ’netværk’, fordi ledergruppen splittes og manipuleres af de nationalliberale til at optræde mod deres egne og landets interesser. Bogen giver
gode portrætter af I. A. Hansen, Balthazar Christensen og specielt af A. F. Tscherning, der
efter bruddet med partiet dog fortsat arbejder for dets politiske mål.
Vammen viser troværdig indlevelse og forståelse i alle sine portrætter, men i en tangent til bogens tema, i sin beskrivelse af bondebevægelsens ’pionerer’ - Rasmus Sørensen
og Peder Hansen Lundby – følger han med indlevelse og sympati de to personer, der i
reaktion mod den sociale nød på landet reelt katalyserede udviklingen af det danske folkelige demokrati, der derefter gjorde det så vanskeligt for eliten at styre frit.
Spillet og intrigerne omkring Frederik VII, kongen der bare ville være sig selv med sin
Louise, beskrives – lidt vel anstrengt – også som et netværk af monarken selv, grevinden,
Carl Berling og L. N. Scheele.
Bogen slutter med et kort syntesekapitel, men som allerede understreget er Vammens
portrætvæg bogens helt centrale bidrag til dansk historieskrivning. Overalt placeres de
portrætterede i den kultur, det menneske- og samfundssyn, der prægede dem og deres
omgivelser i tidens lille intrigerende, arrogante og bornerte danske borgerskab.
Vammens bog er et meget anderledes bidrag til vores forståelse af begivenhederne for
150-160 år siden end Tom Buk-Swientys dramatiske 1864-bøger. Det er en bog om den
langt fra lige eller sikre vej mod katastrofen.
”1864 i billeder” af Tom Buk-Swienty. Udgivet af Gyldendal den 18. april 2012. 268 sider
illustreret. Pris kr. 399,95 (vejledende).
Tom Buk-Swienty havde oprindeligt en ide om at skrive tekster til de mange illustrationer, der fandtes fra krigen i 1864. Hans arbejde kom til at gå så meget i dybden, at han
først måtte udgive bøgerne Slagtebænk Dybbøl og siden Dommedag Als. Nu har han til
gengæld omsider fået udgivet sin billedbog med ledsagende tekster, og den giver en fantastisk indsigt i mange af datidens forhold, ikke mindst selve krigen og krigsførelsen. I
76
mange henseender var det en moderne krig med krigskorrespondenter, krigsfotografer og
brug af den moderne telegraf.
Forfatteren beskriver kortfattet baggrunden for begge de slesvigske krige, og han beskriver de vigtigste politiske aktører. Det er forstemmende at se den stejle og kompromisløse danske politik op til begge krige sammenholdt med den totalt manglende krigsforberedelse.
Bogen kommer vidt omkring. Der er beskrivelser af de mange såredes forhold, herunder gennemførelse af amputationer. Det er formentlig den første krig, hvor Røde Kors
sender en observatør til begge sider. På den danske side var det observatøren Charles van
de Velde, som ikke var til den store hjælp på lazaretterne, for han besvimede hver gang,
han så blod. Der bliver udført et tysk bombardement af Sønderborg, som beskrives med
fotografier af ødelæggelserne. Man følger byggeriet af skanserne på Dybbøl. Forfatteren
dykker også ned i enkelthistorier, hvor han via breve skildrer soldaternes skæbne, enkerne
med de små børn etc. Efter Dybbøl beskriver han krigens eneste ”lyspunkt”, slaget ved
Helgoland, men det var ikke nok til at ændre Danmarks forhandlingsposition, og de efterfølgende forhandlinger i London brød sammen i slutningen af juni. Danmark havde forpasset en chance for at få en grænse omkring den nuværende. Hermed fortsatte tyskerne
krigen mod Als, mens hele Jylland var besat, og i oktober måtte Danmark afstå hele Slesvig-Holsten. Danmark mistede en trediedel af sit areal og næsten halvdelen af sine indbyggere på grund af en stiv og urealistisk udenrigspolitik, hvor det til gengæld ikke skortede på tillid til egne militære evner. Den daværende statsminister (konseilspræsident) var i
spidsen for en regering på i alt syv personer. Han blev, betegnende nok, i folkemunde
kaldt for ”millionen”. Han var nemlig en ener omgivet af seks nuller! Hans politiske modstander, Otto von Bismarck, brugte denne krig til at cementere sin egen position og indlede Preussens dominans i europæisk politik. Han var forberedt og vidste, hvad han ville.
Bogen er forsynet med mange illustrationer, og den ledsagende tekst understøtter på
fortræffelig vis kort, malerier, tegninger og fotografier.
”Hvem er Nielsen?” med undertitlen ”En fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann” af Morten Møller. Udgivet af Gyldendal den 3. maj 2012. 417 sider
illustreret. Pris kr. 299,95 (vejledende).
Den noget intetsigende titel dækker over et gennemgående spørgsmål fra Gestapo
under afhøringer af tilfangetagne medlemmer af Frihedsrådet. Gestapo havde klarlagt og
optrevlet store dele af modstandsbevægelsen i slutningen af 1944, men ”Nielsen” fra
Frihedsrådet kunne man hverken arrestere endsige identificere. ”Nielsen” var et af de
mange dæknavne, som kommunisten Børge Houmann betjente sig af.
Forfatteren til bogen om ”Nielsen” er den unge historiker Morten Møller, som for tre år
siden udgav den meget roste biografi over Mogens Fog. Hans nye bog om Houmann er en
velskrevet og vel dokumenteret beretning om den måske mest indflydelsesrige enkeltperson i modstandskampen. Det er en personbeskrivelse, som er fyldt med paradokser. Ud
over modstandskampen belyser bogen også vigtige træk af udviklingen i Europa i det 20.
århundrede. Bogen er spændende som en kriminalroman. Houmann havde en ung, smuk
kurer, som ved mange lejligheder demonstrerede snarrådighed og organisationstalent, så
en kærlighedsskildring er der også blevet plads til i bogen.
Hovedpersonen Børge Kruuse Houmann (1902 – 1992) fik et fantastisk liv. Som tiårig
flyttede hans forældre til England. Som 16-årig nåede han i 1918 at melde sig til krigstje77
neste i den britiske hær på vestfronten i Den første Verdenskrig, men da han nåede frem,
sluttede krigen. Efter sejlads når han i 1920 tilbage til Danmark og bliver trafikelev i DSB.
Han har digteriske evner og bliver med sin sproglige baggrund oversætter. På et tidspunkt,
som ikke står helt klart, men det er formentlig omkring begyndelsen af 1930’erne, bliver
han medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og forretningsfører for nogle kommunistiske forlag. I 1939 bliver han medlem af partiets Centralkomité samt får ansvaret
for partiets økonomi og administration.
Hans litterære evner bringer ham i kontakt med den store skare af forfattere på vestrefløjen i 1920’erne og 1930’erne. Allerede i 1922 mødte han Martin Andersen Nexø,
hvis forfatterskab han blev fascineret af, og det kom til at præge resten af hans liv. Ud
over sin elevtid i DSB fik Houmann ingen anden formel uddannelse, men hans værker om
Martin Andersen Nexøs forfatterskab indbragte ham en titel som æresdoktor ved Københavns Universitet!
Som nævnt, rummer beskrivelsen af Houmanns liv en stribe af paradokser. På den
ene side havde han en følsom digternatur, på den anden side var han en af DKPs ”hardlinere”, når det gjaldt fortolkninger af Stalins politik. Houmann var socialist og marxistiskleninistisk i sin tankegang helt frem til sin død i 1992. Som chefredaktør på partibladet
Land og Folk under starten af Den kolde Krig var det ham, der forsvarede Stalins udrensninger. Hans deltagelse som en af toplederne i modstandskampen skulle ses som udtryk
for hans politiske ønske om at gennemføre en politisk omvæltning i Danmark, når man nu
alligevel skulle lave systemet om, når tyskerne var slået. Hans opfattelse af ”en befrielse”
drejede sig om socialisme og fælles ejerskab af landets værdier og produktionsmidler.
Et andet af bogens paradokser er Houmanns evne til at undgå fængsling. Han klarede
sig igennem et illegalt liv i fire år, hvor han havde såvel Gestapo som dansk politi efter sig,
men en injuriesag mod rigsadvokaten omkring en mulig værnemagersag sendte ham i
fængsel i tre måneder i 1951. Under besættelsen var han en af de få personer, som havde
gjort sig klart, hvad ”security” indebar, og det var årsagen til, at han aldrig blev fundet af
Gestapo. Da Gestapo i nogle tilfælde havde været lidt for tæt på, opstod mistanken om en
stikker i omgivelserne, og han blev beordret likvideret af Houmann.
Houmanns næsten religiøse hengivenhed over for moderpartiet har gjort, at han hele
livet igennem benægtede, at der flød det såkaldte ”guld fra Moskva”. Det var Houmann,
som stod for økonomien, og mange af de øvrige tæt ved magten har i tidens løb bekræftet,
at ”selvfølgelig kom der penge fra Moskva. Ellers kunne det jo aldrig løbe rundt”. Da Land
og Folk endnu en gang i 1990 var truet af lukning, nægtede den gamle chefredaktør at tro
på det. Det var så vigtigt et blad, at læsernes solidaritet endnu engang vil formå at videreføre bladet, skrev han. Sådan gik det som bekendt ikke (selv om der tilsyneladende fortsat
er uklarhed over de seneste års Moskva-guld til bladet, inden det omsider lukkede). I en af
bogens noter kommenteres Houmanns erindringer på følgende måde: ”Snarere skyldes
det dog en grænseløs partiloyalitet, som kendsgerninger preller totalt af på.”
Forfatterens særdeles omfangsrige research og noteapparat bevirker, at læseren forsynes med en rigdom af opfattelser. Man får eksempelvis kommunisternes holdning til
politiet og politiets holdning til kommunisterne, og det er løbende justeret, for holdningen
varierer med tiden. Allerede fra 1927 har Københavns Opdagelsespolitis Afdeling D (datidens PET) søgt at holde sig a jour med udviklingen blandt de danske kommunister, og de
følges med skiftende interesse og intensitet i de følgende år. Man introduceres til et nyt
ord, som er blevet brugt om landbrugets leverancer til Tyskland under besættelsen. Her
talte man om ”Lieferfreude”, og det begreb overføres den 22. juni 1941 til det danske
justitsministerium, som også føler Lieferfreude over for tyskerne – glæden ved at levere
arresterede danske kommunister. Det fortolkes med udenrigsminister Erik Scavenius’
hensigter om at småstaten Danmark måtte tilpasse sig stormagtens vilje og gøre det over78
bevisende. Målet var at redde det danske demokrati, og bekæmpelsen af kommunisterne
var helt legitim, for de var jo demokratiets indædte modstandere! Forfatteren kommer
også ind på, at dansk politi indirekte reddede mange af de danske kommunisters liv. I de
fleste andre besatte lande tog tyskerne sig af kommunisterne og henrettede dem tidligt i
krigen. De danske kommunister blev interneret i Danmark fra 1941 til 1943, og kun en
del af dem kom videre til tyske KZ-lejre fra 1943 til 1945.
Der er ingen tvivl om, at Houmann har været en meget dygtig organisator. Han tog initiativet til Frit Danmark og Land og Folk. Det førstnævnte blad var i princippet modstandsbevægelsens partiuafhængige illegale nyhedsformidling, medens det andet var det kommunistiske partis organ. At begge blade i store perioder var skrevet af den samme mand
var ikke ret mange klar over, og det fremgik ikke ved analyser af nyhedsstoffet. Han tog
også initiativet til dannelsen af Frihedsrådet. Han var absolut en af nøglepersonerne, og da
befrielsen kom, var der mange af nøglepersonerne, som gerne ville være ministre. Det
havde han ingen ambitioner om, men han ville gerne støtte, at Alfred Jensen fik en ministerpost. ”Kommunisternes mand skal være en mand med jord under neglene”, sagde
Houman om kandidaten Alfred Jensen. Senere måtte Houmann erkende, at han også
havde jord i hovedet.
Den illegale tilværelse havde tæret mere på Houmann end han selv anede, og kort før
befrielsen brød han sammen, og det kom også til at præge hans tilværelse i efterkrigstiden. Mange af de hårdt belastede stivede sig af med amfetamin, og det kan man ikke gøre
ustraffet over længere perioder.
Forfatteren har udført et meget grundigt stykke arbejde i forbindelse med kortlægningen af Børge Houmanns liv og indsats, og bogen indeholder beskrivelser med utroligt
mange fine nuancer. Man må håbe, at der kommer flere værker fra hans hånd.
”Sænket af tyskerne” med undertitlen ”Danske krigssejlere i 2. verdenskrig” af Sven Arvid
Birkeland. Udgivet af Gyldendal den 11. april 2012. 464 sider illustreret. Pris kr. 349,95
(vejledende).
Det er i mange henseender en bemærkelsesværdig bog. Den handler om de danske
krigssejlere, og forfatteren er læge. Hermed bliver udgangspunktet for beskrivelsen til en
vis grad drejet over i problemstillingerne omkring, hvad krigsdeltagelsen i fysisk og psykisk
forstand kostede den enkelte sømand og ikke mindst hans familie. Sven Arvid Birkeland
har personligt talt med over hundrede af krigssejlerne og deres hustruer, enker og børn.
Bogen er en gengivelse af samtalerne, og den er derfor i beretternes sprog, undertiden
med huskefejl, måske forenklet eller for detaljeret. Den røde tråd i hele forfatterens fremstilling er, at søfolkene vandt de allieredes respekt, mens der til gengæld ikke stod megen
respekt om det øvrige Danmarks optræden. Søfolkene havde dødsofre allerede fra krigens
start i september 1939, og det fortsatte, til krigen sluttede i Stillehavet seks år senere.
Søfolkene blev først anerkendt som havende kæmpet på allieret side i 1969. Deres hjemkomst efter krigen skete af gode grunde mere eller mindre enkeltvis, og de var slet organiseret i forhold til at blive påskønnet for deres risikofyldte indsats. Den danske administration optræder med uhyrligheder, som gør, at søfolkene slet ikke kunne tage forvaltningen
alvorligt. Mange kom hjem efter seks års krigsdeltagelse og blev arresteret eller truet med
arrestation på grund af udeblivelse fra session og unddragelse af aftjening af værnepligten! Skattevæsenet ville gerne have skat af hyren i udlandet fra 1939 til 1945. Den var jo
også unddraget. Fagforeningerne hjemme ville gerne have kontingent med tilbagevirkende
79
kraft fra krigens start. Og måske det mest groteske argument i bogen: Når man blev torpederet og for eksempel svømmede rundt midt i Atlanterhavet, så ophørte hyren, og lønudbetalingen blev derfor sat i stå!
Forfatteren har skaffet sig en enorm viden om emnet. Dels ved den rent lægelige side
af sagen, hvor en del af grundlaget er en undersøgelse om krigssejlerne, som Frihedsfonden fik udarbejdet i 1982. Desuden sørger han for at kommentere hændelser. Hvis en
sømand for eksempel nævner, at han blev sænket i Nordatlanten den og den dag, så tilføjer forfatteren, hvilken ubåd det var, og hvad der videre hændte med den. Et gennemgående emne er lastens karakter. Hvis man sejler med TNT eller flyvebenzin, så er skib og
besætning ret udsatte under krigshandlinger.
De skæbner, som forfatteren beskriver, er særdeles varierede. De fleste sejlede for de
allierede, men enkelte af de interviewede sejlede i ”hjemmeflåden”, det vil sige de danske
skibe, som fortrinsvis skaffede kul og andre fornødenheder til landet. Der er et særligt
kapitel om de færøske og grønlandske søfolks indsats. Alene på Færøerne mistede 30
søfolk og 133 fiskere livet på havet under krigen. Fælles for alle søfolkene er, at de psykiske omkostninger ved krigsdeltagelsen har været enorme. Langt de fleste kom til at lide af
voldsomme eftervirkninger, som medførte søvnløshed, irritabilitet, aggressioner, alkoholisme med mere. Mange af dem fik tilkendt invalidepension, før de nåede pensionsalderen. Det er også lykkedes for forfatteren at beskrive søfolkenes forhold og samfundets syn
på dem. Han nævner i indledningen, at søfolk indtager en særlig rolle i dansk selvforståelse. De opfattes som friske fyre i film og sange, men samtidig udgør de samfundets lavest
placerede som fordrukne ballademagere. Først med rang af officer i handelsflåden når
man at blive accepteret i ”det gode selskab”. Bogen rummer en fin beskrivelse af løn- og
arbejdsvilkår, organisationsforhold, rederansvar, søloven og meget andet. En enkelt af
søfolkene fortolker sølovens bestemmelse i bogen på følgende måde: ”De eneste, der har
bevægelsesfrihed, er kakerlakkerne”.
Et af bogens fortrin er, at den også behandler krigens store hændelser set med danske søfolks øjne. Der er således beretninger i dækshøjde fra Slaget om Atlanten, Invasionen i Normandiet, undsætningen af Malta og forsyningstjenesten under erobringen af
Okinawa. Der er også gode informationer om konvojsejlads og den senere etablering af
redningsskibe i konvojerne. Et gennemgående tema er bestemmelsen om, at intet skib må
stoppe i en konvoj for at samle overlevende op. De fleste af søfolkene har set andre skibe
blive sænket og selv sejlet igennem vragrester og overlevende – med bekymring samt
tanker om også selv at havne i den situation.
Det er en spændende og velskrevet bog med nødvendig dokumentation for krigssejlersyndromet. Den er forsynet med en litteraturliste og forklarende noter. Det er prisværdigt, at forfatteren kan viderebringe oplysninger om de danske søfolks indsats under krigen, så deres store indsats bliver påskønnet noget bedre, end det blev omkring krigens
ophør.
”Kamikaze” af Albert Axell og Hideaki Kase. Udgivet af Askholms Forlag den 27. januar
2012. Undertitlerne er ”Japans dødspiloter” og ”Selvmordet som våben i fortid og nutid”.
ISBN 978- 87-91679-22-3. 352 sider illustreret. Pris kr. 349 (vejledende).
Dette er en meget usædvanlig bog om et usædvanligt emne. På bogens første side, lige under titlen, anføres: ”Bevidst at vælge døden, når man er ung, må anses for naturstridigt. Blot tanken om døden er uudholdelig for ethvert menneske, der befinder sig i sin
80
bedste alder og tænker samt reagerer normalt. Men de yngre mænd, hvis liv og død beskrives i denne bog, var efter alt at dømme fuldkommen normale.”
Bogen handler om kamikaze-piloter, og for at sætte læseren i stand til at fatte
begrebet ”selvmord som våben” giver de to forfattere en historisk oversigt over tidligere
anvendelse af selvmord som våben. Her får hændelserne den 11. september 2001 en
central placering, men bogens vigtigste formål er at beskrive den japanske kamikazeindsats i 1944 og 1945. Den ene forfatter er amerikaner og den anden er japaner.
Betegnelsen kamikaze betyder ”den guddommelige vind”, og udtrykket stammer fra
de to mongolske invasioner af de japanske øer i henholdsvis 1274 og 1281, som begge
endte i en katastrofe for angriberne, da der rejste sig en ”guddommelig vind”, som i begge
tilfælde udslettede angribernes flådestyrke. Da Japan i 1944 var hårdt trængt, foreslog
viceadmiral Takijiro Onishi som en sidste udvej, at Japan udrustede et antal Mitsubishi
Zero-Sen jagerfly hver med en 250 kg bombe og lod piloterne styre flyene ind i de amerikanske krigsskibe, som truede Japans eksistens. Onishi havde tidligere været imod ideen,
men situationens alvor tvang ham til at skifte mening. Den japanske propaganda var hurtigt med på ideen, og snart kunne man læse opfordringer til den japanske ungdom om at
melde sig. ”Hvis man udførte vædringsangreb, ville man automatisk erhverve sig en plads i
Yasukunitemplet”, hed det sig. (Det er den japanske helligdom i Tokyo, hvor Japans 2,5
millioner krigsofre siden 1868-revolutionen bliver mindet, og hvor de 2 millioner alene
stammer fra ”Den store Stillehavskrig”, som krigen kaldes i Japan.) Propagandaen oplyste
endvidere, ”at der var strålende muligheder for at dykke ind i fjendens flådefartøjer samt
mulighed for at vædre hans bombefly”. Da den japanske flåde var begyndt på selvmordsangreb, måtte den japanske hær nødvendigvis også følge trop.
Det pudsige var – hvis man må bruge det udtryk om et så alvorligt emne – at det ikke
var de teknisk begavede, som havde mulighederne for at lære at flyve, som meldte sig.
Det var ikke de studerende fra de tekniske studier. Det var nationalromantikere, humanister og digtere, som meldte sig. Uddannelsen af disse unge mennesker blev særdeles
problemfyldt for regimet, for der var ikke tilstrækkeligt med brændstof til rådighed til den
fornødne flyvetræning. De nye piloter ville ikke selv kunne navigere ud til målet, så der
måtte sendes uddannede piloter til at følge dem ud til målet, hvorefter de selv måtte klare
selvmordsangrebet, når målet var i sigte.
Blandt de professionelle piloter, som ”blev opfordret til at udføre kamikaze-missioner”,
brød kun et fåtal sig om ideen. Piloterne var ikke bange for at dø i kamp, men mange af
dem mente, at de ville gøre bedre fyldest i jagerforsvaret eller under regulære modangreb
mod flådestyrkerne. De mente selv, når de fik opfordringen, at de ikke kunne undslå sig, at
de skulle adlyde ordrer, at de gjorde det af kærlighed til fædrelandet, for nationens og
familiens ære og ikke mindst på grund af hengivenhed over for kejseren. Propagandaen fik
at vide, at ikke alt, hvad der blev skrevet om aktionerne, behøvede at være i overensstemmelse med sandheden, blot stoffet var ”positivt og opmuntrende”.
Baggrunden for hele kamikaze-kampagnen var, at Japan søgte en vej ud af krigen.
Den eneste måde man kunne opnå en ærefuld fred på, hvor kejseren bevarede sin stilling
og Japan sin integritet, var at påføre de amerikanske styrker så store tab, at man fra amerikansk side var villig til at gå ind på en fredelig løsning – på nøjagtig samme måde, som
Japan var kommet ud af krigen mod Rusland på 40 år tidligere.
Bogen kommer vidt omkring i de japanske synspunkter omkring hele kamikazebegrebet og i øvrigt også omkring harakiri eller seppuku (rituelt selvmord), opofrelse i en
højere sags tjeneste etc. Viceadmiral Onishi begik i øvrigt seppuku dagen efter krigens
afslutning, blandt andet for at sone sin medskyld i de mere end 4.000 kamikaze-piloters
død. Forfatterne har blandt andet interviewet kamikaze-piloter, som blev forhindret i at
gennemføre deres angreb. Sådanne personer er i øvrigt i særdeles høj kurs som fore81
dragsholdere i dagens Japan! Bogen er meget velskrevet og giver et usædvanligt indblik i
japansk tankegang i forbindelse med afslutningen af Den anden Verdenskrig. Den er forsynet med mange gode fotos.
”Dannebrog. Kongeskib i 80 år. 1932 – 2012” af Tom Wismann. Udgivet af Steel & Stone
Publishing den 26. maj 2012. ISBN 9 788799 431236. 152 sider illustreret. Bestilles hos
Steel & Stone Publishing, Degnelodden 5, Valby, 3200 Helsinge. Tlf. 22 87 20 29. E-mail:
[email protected] Pris kr. 249 incl. moms og porto.
På Hans Kongelige Højhed Kronprinsens fødselsdag den 26. maj afholdt hans moder
en frokost for ham om bord i kongeskibet Dannebrog. Dagen gav også anledning til at
markere en 80-års dag, for kongeskibet hejste kommando første gang den 26. maj 1932.
Maskinmester Tom Wismann har nu skrevet kongeskibets historie. Indledningsvist er der
oplysninger om, hvad majestæterne gjorde i tidligere tider. Helt frem til omkring 1950 var
det almindeligt at sejle, når riget skulle inspiceres. Ofte var det de store orlogsskibe, som
transporterede majestæten, men fra begyndelsen af 1800-tallet kom der egentlige kongeskibe. De blev normalt bemandet af Flåden. I 1880 byggede man et stateligt skib til kongens brug, og efter nogle år blev det forlænget med 13 meter. Det blev dog kun brugt i
danske farvande, og når majestæten skulle til Færøerne og Island skete det om bord i et
af Flådens øvrige skibe. Første gang en dansk konge satte sin ben på Grønland var i 1921!
Da det gamle hjuldampskib Dannebrog fra 1880 ikke kunne vedligeholdes længere,
så begyndte politikerne at se på fremskaffelse af midler til et nyt kongeskib. Rigsdagen
bevilligede 1,3 millioner kr. til formålet i 1929, men allerede året efter måtte man konstatere, at projektet ville blive ca. 20 % dyrere. Den resterende sum blev rejst af store, danske
firmaer, blandt andet ØK og Carlsberg. Skibets størrelse skulle være beskeden nok til at
det kunne anløbe de fleste danske provinshavne, og stort nok til at kunne bringe majestæten sikkert til Færøerne og Island. Skibet blev ikke isforstærket og var ikke beregnet til
sejlads på Grønland. Det skulle bygges i Danmark og være forsynet med danske motorer. I
bogen følger man bygningen af skibet på Orlogsværftet, og der er en vældig god forklaring
omkring selve skibsbygningen, arbejdsmetoder og fagudtryk. Forfatteren har gjort en hel
del ud af at forklare tekniske og sømandsmæssige termer.
Bogen rummer en lang række unikke fotos, som forfatteren har fundet i den gamle
samling på Marinens Bibliotek, som nu er overgået til Forsvarets Bibliotek. Der er en interessant billedserie fra hjuldampskibet Dannebrog. Bygningen af det nuværende kongeskib
kan man følge via mange sort/hvide billeder. Hele apteringen (indretningen) af skibet følges i en serie ”før og nu”-billeder, som giver et vældig godt indtryk af skibet. Næsten hvert
enkelt rum og dets funktion beskrives i gennemgangen. En del af illustrationerne er originale tegninger, skitser og forslag. Berlingske Tidendes medarbejder fra 1932 giver også en
udmærket introduktion til skibet. Forfatteren har fået Hendes Majestæt Dronningens tilladelse til at gå rundt i skibet og fotografere. Efter gennemgangen af skibet følger en gennemgang af fartøjerne om bord fra 1932 og til i dag. En lille fotoserie belyser kongeskibets
tilbagetrukne tilværelse under den tyske besættelse fra 1940 til 1945.
Den videbegærlige læser desuden mange andre oplysninger. Der er gjort lidt ud af beskrivelsen af de daglige og de årlige rutiner om bord, herunder også ceremoniellet og baggrunden for det. Der er en kort oversigt over besætningens størrelse og de enkelte besætningsmedlemmers funktioner. En tidligere næstkommanderende fortæller om livet om
bord, og en af de kvindelige gaster fra sommertogtet i 2010 fortæller meget levende om
82
livet om bord, det daglige arbejde og de mange oplevelser kombineret med hårdt arbejde
og søsyge. To billedserier viser kongeskibet under sejlads i hårdt vejr. Der er tillige forklaringer på flagning i kongeskibet, beskrivelse af dets våbenskjold, en liste over tidligere
chefer samt for anløbshavne i ind- og udland gennem tiderne. Endelig har forfatteren
fremskaffet mange fotos fra kongeskibets ture til Færøerne og Grønland. Da skibet ikke er
isforstærket lægger det en begrænsning på skibets anvendelsesmuligheder i Grønland.
Hendes Majestæt Dronningens jagtkaptajn har skrevet forordet til bogen, og han har
været forfatteren behjælpelig med kilder, data, oplysninger og meget andet. Det er alt i alt
en meget flot bog med mange interessante oplysninger.
Bogen er udgivet med økonomisk støtte fra en række fonde.
83
Beretning om Det Krigsvidenskabelige
Selskabs virksomhed 2011-2012
Kursen er sat
Med afholdelsen af den ordinære Generalforsamling på Hærens Officersskole blev et nyt
år for Det Krigsvidenskabelige Selskab skudt i gang. Som formand for Selskabet vil jeg
gerne udtrykke min store glæde over såvel fremmødet til Generalforsamlingen, som den
gode og konstruktive debat forsamlingen havde omkring Selskabets fremtid.
Bestyrelsens anbefaling om at gøre Selskabet formidlingsform mere tidssvarende blev
godkendt med stort flertal, og på vegne af Bestyrelsen vil jeg gerne takke for den tydelige
opbakning vores tanker og ideer blev mødt med.
Kursen for Selskabets fremtid er nu sat, og Implementeringsgruppen, der skal søsætte
projektet, har holdt sit første møde. I gruppen er der stor fokus på, at der søges en teknisk
løsning, hvor det er muligt at nå ud til både aktuelle og potentielle medlemmer uden at
drukne i mængden af andre informationer. Tilgængelighed er en afgørende faktor, og ambitionen er at lave en samlet løsning, hvor det ikke kun er muligt at læse artikler, men
også muligt at debattere emner her og nu, gense Selskabets foredrag, abonnere på nyheder, håndtere administrative forhold osv.
Implementeringsgruppen vil mødes ca. en gang om ugen det kommende halve år med
henblik på at få udarbejdet en konkret teknisk løsning. Det betyder dog ikke, at Selskabets
aktiviteter sættes på standby indtil da. Både redaktionen for Militær Tidsskrift og Læsekredsen vil fortsætte sit arbejde som hidtil, og Bestyrelsen ser frem til snart at kunne præsentere det kommende års foredragsprogram.
Velkommen til endnu et år i Selskabet.
Nils Wang
Formand
Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed 2011-2012 •
Det Krigsvidenskabelige Selskabs generalforsamling den 29. maj 2012.
Beretningen omfatter:
 Indledning ved Selskabets formand
 Tildeling af vandrepræmie
 Belønning af bedste artikel i Militært Tidsskrift og
 generalforsamling.
Tildeling af vandrepræmie
Bestyrelsen har besluttet sig at lade: Major Rune Hoffmann modtage den af generallæge
S. Trier skænkede vandrepræmie for 2011 i form af et indbundet eksemplar af "Exercerreglement for Det Kongelige Danske Infanterie" autoriseret af Hans Majestæt Kong Frederik VI den 28. januar 1821.
Majoren indstilles for arbejdet: ”Presse- og informationstjenesten ved Hærens Operative Kommando” Specialeafhandlingen er udført som et led i gennemgangen af VUT II/LSTK 2010-2011 og har til formål at identificere, hvorledes Hærens Operative Kommando,
der er ansvarlig for operationerne i bl.a. Afghanistan, kan optimere omgangen med pressen og derigennem opnå bedre symmetrisk kommunikation og opgaveløsning inden for
mediedomænet. Dette fører til problemformuleringen: ”Hvordan kan Hærens Operative
Kommando anvende relationer i forhold til medierne som et – om muligt – proaktivt strategisk redskab til at understøtte evnen til at udføre de aktiviteter, som organisationen er
pålagt i operationen i Afghanistan?”
Motivering for anerkendelse af speciale: Rune Hoffmann besvarer denne problemformuleringen formfuldendt, og ender med at besvare et endnu større spørgsmål: Hvordan er
relationerne mellem pressen og Forsvaret (Hæren). Specialet bygger på et klart teoretisk
grundlag, som bruges konsekvent igennem hele specialet. Specialets spørgsmål som sådan er stillet udenfor pensum, og Rune Hoffmann har på forbilledlig vis selv fundet litteratur og teori til belysning af det af ham selv stillede spørgsmål. Han har således vist en
beundringsværdig selvstændighed.
Specialet lever op til alle krav, som et universitet vil kunne stille til en master. Det har
en klar teori, der afprøves i en velstruktureret analytisk model. Der er en kritisk tilgang til
interviews, der er velafbalancerede. Teksten er god og forståelig. Endeligt og ikke mindst,
så er specialet meget relevant for hele forsvaret, der her kan se sin egen kommunikation
bedømt af såvel officerer som journalister. Det civile samfund kan også i høj grad bruge
specialet til at forstå den militære tankegang.
Major Rune Hoffmann har således skrevet et overordentligt godt speciale, som både
eksaminator og censor var helt enig i, levede op til samtlige krav til den højeste karakter.
Belønning af bedste artikel i Militært Tidsskrift
Valget af årets skribent i Militært Tidsskrifts årgang 140 faldt på MA Thomas Nissen og
Major Steen Kjærgaards artikel: ”Strategisk kommunikations rolle i strategier og strategiformulering” fra Militært Tidsskrift nr. 4, 2011.
De to skribenter præsenterer i artiklen Strategisk kommunikations rolle i strategier og
strategiformulering et velkomment bud på, hvordan strategisk kommunikation kan omsættes i handling. Artiklen udmærker sig ved en god og klar kobling mellem det teoretiske
niveau og en med udgangspunkt i ”virkelighedens verden” praksisorienteret tilgang. Den
er samtidig i vidt mål ubunden af specifikke, dagsaktuelle, danske militære indsatser og
lægger derfor op til en mere generel diskussion af, hvordan strategisk kommunikation kan
anvendes frem for blot at fokusere på en enkelt operation. Sproget er klart og forståeligt
samtidig med, at der i bidraget holdes et højt analytisk niveau. Der er samlet set tale om
85
en artikel, som bidragene med ny militærvidenskabelig viden og som samtidig stimulerer
til yderligere refleksion over emnet.
Generelt
I det forløbne år har bestyrelsen udført det driftsmæssige arbejde omkring Foredrag, Militært tidsskrift og etablering af læsekredse, men særlig fokus har været rettet mod selskabets fremtid.
Foredragssæsonen
Foredragssæsonen 2011-2012 har haft følgende på programmet:
• Foredrag om den sikkerheds- og forsvarspolitiske situation i Libyen, ved studielektor
Ulla Prien fra Københavns Universitet og oberst Lars Smedegaard Kjøller, chef for
Fighter Wing Skrydstrup og Detachment Commander i Libyen/Italien (Sigonella).
• Foredrag om forsvarets fremtid under titlen: ”Færre penge, ny regering, hvilket forsvar? ved Seniorforsker Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet.
• Foredrag om Pakistan ved Forsvarsattaché i Pakistan, Oberst Nicolas Veicherts suppleret af en pakistansk indlægsholder.
• Foredrag med fokus på Kina med tre udenlandske indlægsholdere;
- Dr. Thomas X. Hammes, National Defense University, USA,
- Dr. Everett C. Dolman, School of Advanced Air and Space Studies, USA, og
- Professor Christopher Coker, London School of Economics, Storbritanien.
Det har været kendetegnet, at selskabet til trods for aktuelle og yderst kompetente
indlægsholdere ikke formår at tiltrække et tilfredsstillende antal tilhørere til arrangementerne. Det lave antal deltagere står således ikke mål med de økonomiske og tidsmæssige
ressourcer, som foredragsudvalget lægger i arrangementerne. Det er bestyrelsens vurdering, at det lave fremmøde primært skyldes, at det ikke er tilstrækkeligt at annoncere foredragene på selskabets hjemmeside samt distribution via de ”blå sedler”. Ligeledes er det
vurderingen, at selskabets medlemmer på grund af travlhed i hverdagen har svært ved at
afsætte den nødvendige tid til deltagelse. Foredragende er i den forbindelse blevet rykket,
så de ligger i forlængelse af arbejdstids ophør. Ligeledes overvejes muligheden for at
streame foredragene og oploade det på selskabets hjemmeside.
Sæsonen har været præget af, at foredragene har været afholdt på forskellige lokationer. Der er fremadrettet truffet aftale med Forsvarsakademiet om, at foredragene kan
gennemføres på ”Kornloftet” på Kastellet. Vi håber med denne aftale, at vi kan skabe lidt
mere sikkerhed om, hvor foredragen gennemføres.
I forbindelse med selskabets lancering af ny hjemmeside er det målet, at der skal integreres en abonnementsordning på foredrag, således at nye informationer automatisk
kan udsendes til medlemmer, som tilmelder sig denne ordning. Ligeledes overvejer selskabet at oprette sider på sociale medier, hvor interesserede kan tilmelde sig lignende
ordninger. Som et supplement til den eksisterende ordning er foredragsudvalget ved at
opbygge et kontaktnetværk med henblik på at få udbredt kendskabet til selskabets aktiviteter på forsvarets interne netværk (FIIN).
PR og Hverveudvalget
Siden sidste års generalforsamling har udvalget primært koncentrere lagt sine kræfter i
arbejdsgruppe ”Det Krigsvidenskabelige Selskabs Fremtid”, hvor udvalgets to ud af tre
medlemmer fast har indgået.
86
Herudover er initiativet fra sidste år med at gennemføre pilotprojektet – Battle Field
Tour til Arnhem – ført til dørs. Bestyrelsen måtte dog konstatere, at der ikke var tilstrækkelig tilslutning til et sådan initiativ på nuværende tidspunkt. Der var således kun tilmelding
fra 16 deltagere, og bestyrelsen havde fastsat et deltagerantal på 30 som et minimum (50
personers deltagelse var maksimum). Bestyrelsen overvejer at relancere initiativet i 2013,
men i et justeret oplæg hhv. rejsemål.
Muligheden for at samarbejde med andre interesseorganisationer er i det forløbne år
ikke forfulgt, idet det igangsatte arbejde med at justere selskabets aktiviteter og profil har
medført, at grundlaget for at tilbyde specifikke samarbejdsområder pt. er uafklaret.
I perioden 31. marts 2011 – 31. december 2011, har selskabet igen oplevet en svag
medlemstilbagegang – fra 1442 til 1427 eller netto 15 medlemmers afgang (tilgang 5,
afgang 20).
Læsekredsen
I den igangværende sæson er der oprettet 2 læsekredse á 5 medlemmer hvori følgende
titler indgår:
• Dommedag Als, af Tom Buk-Swienty.
• Anders Lassens Krig, af Thomas Harder.
• Tiden er en Ild, af Leif Sestoft.
• Bismarck, af Jonathan Steinberg.
• Taliban, af James Ferguson.
Sammensætningen af årets bogpakke har fortsat hensynet til konklusionerne fra selskabets spørgeskemaundersøgelse i 2008, således at der også i dette års læsekreds er
variation i bøgernes tilgængelighed.
Læsekredsen har igen tilstræbt, at hvert medlem skulle have rådighed over bøgerne i
ca. to måneder. Desværre er portoudgifterne steget betragteligt, hvorfor læsekredsen
opfordrer medlemmer til at danne lokale femmandsgrupper og dermed reducere udgiften
til porto.
Bestyrelsen valgte at fastholde beløbet på 200 kr. for deltagelse i læsekredsen 2012.
Læsekredsen er fortsat et meget attraktivt tilbud for medlemmerne, som bestyrelsen
har til hensigt at fastholde.
Selskabet vil annoncere næste års læsekreds i efterårsnummeret af Militært Tidsskrift.
Militært Tidsskrift
Militært Tidsskrift udkom i 2011 med den sædvanlige kadence på fire numre per år. Årets
første nummer havde militærforskning som tema. Nummer to havde intet tema, men indeholdt blandt andet artikler vedrørende post-konflikt situationer og NATOs træning af den
afghanske nationalhær. Årets tredje nummer var viet til Libanon, men indeholdt derudover
blandt andet en oversigts- og statusartikel over det ”mellemøstlige forår”. Årsfølgen afsluttedes med et strategi-temanummer som med udgangspunkt i den strategiforskning, som
foregår ved Forsvarsakademiet dels behandlede konkrete cases og geografiske problemstillinger og dels behandlede mere konceptuelle og tematiske aspekter af militær strategi.
Går man lidt nærmere ind i numrene er det tydeligt, at de i årets løb publicerede artikler
spænder bredt. Militærhistoriske vinkler, operationsanalyse og tilgange fra international
politik har blandet sig med pædagogisk-didaktiske problemstillinger. Geografisk har artiklerne spredt sig fra Afghanistan over Bosnien og Irland til Kina. Også i år har anmeldelserne udgjort en væsentlig del af bladets volumen. Det må samlet vurderes, at der i årets løb
87
har været læsestof for enhver smag. Skønt redaktionen ikke har savnet beredvillige og
dedikerede temaredaktører, og selv om der løbende modtages læsergenerede indlæg, går
tendensen desværre i retning af en vigende spontan skrivelyst. Der kan også spores en vis
forskydning i retning af færre militære skribenter og flere civile. Denne tendens er ikke i sig
selv problematisk, da det naturligvis er artiklernes indhold, som er det centrale, men den
nævnte trend afspejler ikke helt DKVS medlemssammensætning, og det er håbet at
strømmen af militære skribenter atter vil vokse i de kommende år.
Prisopgaveudvalget
Selskabet har i det forløbne ikke udskrevet opgaver.
Bestyrelsens forslag til ændringer for
Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed
Formanden gennemgik hovedkonklusionerne på AG KVS Fremtids rapport, og fremlagde
bestyrelsens anbefaling for selskabets fremtidige virksomhedsmodel, inklusiv forslag til
vedtægtsændringer, jf. oplæg præsenteret i seneste nummer af Militær Tidsskrift.
Implementeringsgruppen, der vil forestå det videre arbejde med bestyrelsens forslag,
vil bestå af følgende:
 Kontreadmiral Nils Wang (formand)
 Oberstløjtnant Allan Kiilerich
 Major Jacob Barfoed
 Major Steen Sønder Kjærgaard
 Orlogskaptajn Benny Åxman
 Ekstern lektor Jeppe Plenge-Trautner
 Specialkonsulent Peter Kim Laustsen
 Kaptajn Lars Knudsen (sekretær)
Efter præsentationen blev der åbnet for spørgsmål og kommentarer.
Det blev drøftet, om hvorvidt det ville have en gavnlig virkning for medlemstallet, såfremt der bliver indført skærpede krav til medlemskab, herunder skærpede krav til bestyrelsesmedlemmerne eksempelvis i form af udgivelse af artikler mv.
Der blev udtrykt bekymring for, om hvorvidt de differentierede medlemsformer kan
medføre ”a og b” medlemmer, og det blev drøftet om selskabets stærke tilknytning til FAK
er hæmmende for muligheden for at skrive kontroversielt og med kant. Formanden, der
også er chef for FAK tilkendegav, at det ikke burde være tilfældet, idet FAK er en uddannelsesog forskningsinstitution der værdsætter selvstændig tankevirksomhed med egne
forskere, der ofte udtrykker kontroversielle synspunkter i forhold til Forsvaret.
Det blev understreget, at en ren elektronisk løsning vil kræve en aggressiv markedsføring, hvor nyheder og information i øvrigt blev ”pushet” til medlemmerne, så KvS ikke mister synlighed.
Til slut blev det anbefalet, at selskabet fortsat udgiver et trykt medie i form af et årsskrift, hvor de bedste artikler fra det elektroniske tidsskrift kan udgives evt. finansieret af
fondsmidler. Bestyrelsen blev i øvrigt opfordret til at overveje muligheder for at indgå partnerskab med tilsvarende selskaber.
Bestyrelsen noterede forsamlingens bemærkninger og anbefalinger og Formanden tilkendegav, at disse forslag vil indgå i det videre arbejde med implementering.
88
Bestyrelsens anbefaling for selskabets fremtidige virksomhedsmodel, inklusiv forslag
til vedtægtsændringer, blev vedtaget ved afstemning med 34 medlemmer for og 3 imod
bestyrelsens forslag. 2 undlod at stemme.
Regnskab og kontingent
Generalforsamlingen godkendte regnskabet samt forslag til kontingent for år 2013, hvilket
vil sige:
 360,- kr. for fuldt medlemskab om året og 180,- kr. for pensionister om året.
 Abonnement på Militært Tidsskrift 250,- kr. om året.
89
Selskabets bestyrelse efter generalforsamlingen den 3. maj 2010:
Major Esben Salling Larsen
Major Christian Haines
Major Michael Erichsen
Kaptajn Martin Velin
Kaptajn Lars Knudsen
Kaptajn Merete Thomsen
Kontreadmiral Nils Wang
Generalmajor Per Ludvigsen
Kommandør Henrik Ryberg
Seniorrådgiver Viggo Lemche
Specialkonsulent Peter Kim Laustsen
Major Michael Diemar
Suppleanter:
Major Lars Mouritsen
Revisorer:
PL-R Ib C.F. Petersen
Revisorsuppleant:
Orlogskaptajn Jannik Taanum Andersen
Orlogskaptajn Morten Arendrup
Major Niels-Christian Levin Hansen
Bestyrelsen er efterfølgende konstitueret som følger:
Formanden for selskabet:
Sekretær for selskabet:
Foredragsudvalget:
Formand:
Kommandør H. Ryberg
Major C. Haines
Major Michael Erichsen
Major Esben Salling Larsen
Specialkonsulent Peter Kim Laustsen
P.R.- og Hverveudvalget:
Formand:
Seniorrådgiver Viggo Lemche
Major Michael Diemar
Kaptajn Martin Velin
Prisopgaveudvalget:
Formand:
Generalløjtnant P. Ludvigsen
Formanden for læsekredsen:
Selskabets kasserer:
Selskabets ekspedition:
Medlemssekretær:
Orlogskaptajn B. Åxman
Overassistent Anette Greve
E.J. Haagensen
Chefredaktøren for Militært Tidsskrift:
Redaktionssekretæren:
Niels Bo Poulsen, PhD.
Orlogskaptajn Nils Ulrik Bagge
Kontaktperson til Hjemmesiden
90
Skrivevejledning
Af hensyn til tidsskriftets ensartede fremtræden og forenkling af redaktionsprocessen bør
manuskripter, der sendes til Militært Tidsskrift, være udformet i overensstemmelse med
nedenstående retningslinjer:
Manuskripter afleveres elektronisk (som vedhæftet fil på e-mail eller FIIN, alternativt
på diskette). Illustrationer i form af figurer, tabeller eller lignende afleveres desuden i hard
copy. Så vidt muligt skrives teksten i Word, Arial 12 pkt. med halvanden linjeafstand. Såfremt teksten er skrevet i et andet program, anføres programmets navn. Der skrives uden
fast højremargin og uden orddeling. Under artiklens titel anføres forfatterens titel, navn og
tjenestested. Dog gives boganmeldelser ingen titel, men indledes med bogens bibliografiske reference (se eksempel nedenfor); anmelderens titel, navn og tjenested anføres efter
anmeldelsen.
Afsnitsoverskrifter (mellemrubrikker) skrives med fed skrift og nummereres ikke. Benyt højst to niveauer af mellemrubrikker. Såfremt der benyttes to niveauer, skrives mellemrubrikken i 2. niveau i kursiv. Der foretages ikke indrykning af første linje i nyt afsnit efter mellemrubrik eller efter figurer og tabeller samt længere citater. Ved alle andre nye afsnit begynder teksten ved første tabulatorstop. Der er ikke blank linje mellem afsnit.
Citater på mindre end fire linjer skrives som løbende tekst. Længere citater rykkes ind
og skrives med blank linje før og efter citatet. Efter indrykning på grund af citatet begynder
teksten ved venstre margin. Kursivering og understregning bør begrænses mest muligt.
Det samme bør anvendelsen af militære forkortelser. Første gang en forkortelse (bortset
fra alment kendte som EU, NATO og lignende) anvendes, bør den forklares i en efterfølgende parentes. Anvendte forkortelser er: osv., dvs., mv., jf. bl.a. I løbende tekst skrives
pct. (ikke %). Skriv 1990’erne (ikke 1990erne). Der kan anvendes enten grammatisk
kommatering eller ”nyt komma”, blot bør det være konsekvent.
Noter placeres som fodnoter, ikke slutnoter. Der benyttes enkelt linjeafstand i noter. I
noter kursiveres bogtitler og tidsskriftsnavne. Artikeltitler sættes i anførselstegn. Forfatterens titel/grad medtages ikke.
Eksempler på noter: Poul Kiærskou, ”Forberedelse til indsættelse af i den internationale mission”. Militært Tidsskrift, nr. 4, 2003, pp. 558-566. Michael Howard, Den Første
Verdenskrig. København: Borgen, 2004, p. 17. Friis Arne Petersen, “The International
Situation and Danish Foreign Policy 2003” i Per Carlsen and Hans Mouritzen (eds.), Danish Foreign Policy Yearbook 2004. Copenhagen: Danish Institute for International Studies,
2004, pp. 5-24.
I en note, der henviser til litteraturen i en umiddelbart foranstående note skrives: Ibid.
efterfulgt af sidetal. Henvises der til en tidligere note, skrives forfatterens efternavn efterfulgt af op.cit., der igen følges af sidetal.
Ledige legater
DEN AF HÆRENS FASTE OFFICERER OG
LIGESTILLEDE OPRETTEDE UNDERSTØTTELSESFORENING
har som formål at yde økonomisk støtte til pensionerede officerer af hæren og hærhjemmeværnet og til enker/enkemænd eller børn efter disse.
Legater uddeles af bestyrelsen efter motiveret ansøgning og efter trang.
Økonomisk støtte kan ydes f.eks. til sociale forhold, uddannelse, posttraumatiske lidelser, begravelseshjælp m.m.
Ansøgningsskema kan rekvireres pr. brev eller pr. mail ved henvendelse til foreningens
sekretær og skal i udfyldt stand være foreningen i hænde inden 15. oktober 2012.
Foreningens sekretær:
Major Jørgen Larsen
Digterparken 76
2750 Ballerup
Emailadr.: [email protected]

Sommernummer august 2012 Indholdsfortegnelse

Transcription

Similar documents

Projektbeskrivelse Festival event juni 2015

Projektbeskrivelse - Københavns Kommune

2 · 2009 - Det Udenrigspolitiske Selskab

Jes Fabricius Møller DYNASTIET GLÜCKSBORG En

Missionsbladet Vægteren - Fri Evangelisk Forsamling i Aalborg

artikel PDF

Hjemmestudie af Sefanias Bog.pdf

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

En fængende overskrift, Arial font str

Iran med Parviz Hormozi

Nyhedsbrev - Danpal.dk

bjergbeskrivelse, kort og koordinater som

2 · 2011 - Det Udenrigspolitiske Selskab

JOB MED MENING! - Grønnevang Skole