Chile - Peru 2009 - Hanne og Fredes hjemmeside

Transcription

Chile det lange land i ly af Andesbjergene
Peru -
inkaernes land
Frede Lauritsen
2
Indholdsfortegnelse:
Indholdsfortegnelse
side
Forord
side
Chile kort og flag
side
Peru kort og flag
side
Formødet på Brandbjerg Højskole side
Ferieturen i Chile
side
Ferieturen i Peru
side
Turens afskedsmiddag og festaften side
Republica de Chiles minihistorie side
Republica del Peru minihistorie
side
Supplerende historiske oplysninger side
Tidligere udgivelser
side
Frede Lauritsen
Chile – det lange land i ly af Andesbjergene
Peru – inkaernes land
2
3
4
5
6-7
8-24
25-61
62-70
71-80
81-85
86-96
97
3
Forord:
Rejsen til Chile og Peru har budt på adskillige store oplevelser.
Storbyen Santiago i det frugtbare Midtchile. Nordchile med såvel
søløver som gold ørken. I ørkenen besøgte vi salpeterminer, på
bjergsiderne så vi geoglyffer, og pludselig var der en oase med
mangofrugter.
I Peru oplevede vi gigantiske bjerge og dybe kløfter, hvorfra
kondoren pludselig dukkede op. På madsiden var den største
overraskelse, at marsvin smagte fortræffeligt.
Vi har beundret inkaernes fantastiske byggeteknik, besøgt deres
templer og hørt om spaniernes grusomheder. Men heller ikke
inkaerne var søndagsskolebørn. De ofrede unge piger for at redde
høsten, hvad der er bevist af fundne frosne mumier på bjergtoppene.
Inkaernes forsvundne by Machu Picchu var en meget stor og speciel
oplevelse. Det samme kan siges om Titicacasøens sivøer, der i dag
nok mest er der for turisternes skyld. Vi så mænd der strikkede, og en
rigtig købmand der er ægte indianer.
Det var tredje gang vi gæstede Sydamerika, men det var første gang
Peru fik vort besøg. Chile besøgte vi i 1991, i forbindelse med en
vinrejse arrangeret i samarbejde med vinfirmaet Santa Rita. Dengang
besøgte vi også Brasilien.
I 1995 besøgte vi Colombia i forbindelse med, at et af vore børn
adopterede deres andet barn, Signe.
Velkommen med på en kikker
Hanne og Frede Lauritsen
4
Chile
Det lange land er ca.
4.500 km fra N til S.
På tværs nogenlunde
som Jylland.
km angivelserne passer
ikke i herværende
aftryk.
Chile flag fra 18. okt.
1817
Flagets røde farve symboliserer frihedskampen, den blå himmel, den hvide sne
i Andesbjergene og den hvide femtakkede stjerne er symbol for enhedsstaten.
Såvel i Chile som i Peru er det sjældent at se deres nationale flag, de flager
næsten kun på offentlige bygninger. Der er ingen villaer, der har en flagstang i
haven.
Ingen steder på vores klode flages der så meget som i Danmark, lad os blive ved
med det, for vi har jo også verdens smukkeste flag.
5
Peru
Peru er ca. 2.000 km
fra N til S
km angivelserne passer ikke i
herværende aftryk
Perus flag er fra 1820, hvor José de San Martin marcherede med sin
andeshær fra Argentina og Chile ind i Peru og slog spanierne. Først var
striberne vandrette, men det lignede det spanske flag for meget, så blev
striberne ændret til lodret. Den hvide farve står for renhed og den røde
for patrioternes blod. Farverne skal også symbolisere en flamingoflok
Perus Statsflag
Våbenskjold med vikunja, træet cinchona og overflødighedshorn,
omkranset af palme- og laurbærgrene
Perus Krigsflag her er palme- og laurbærgrene udskiftet med faner
6
Formødet på Brandbjerg Højskole 20.- 24. aug. 2008
Tæt på vores gamle kongeby Jelling, N for Vejle, ligger Brandbjerg Højskole. Oprindelig en
herregård fra 1541, der, som alle herregårde skal, har sit eget spøgelse, Den Grå Dame.
Mange forskellige har gennem årene ejet herregården. På et tidspunkt kunne ejeren gå fra
Brandbjerg til Horsens på egne jorde. Under 1600-tallets Svenskekrige led bygningerne
meget og har siden omgået store forandringer. Ombygget i 1800-tallet, brand i 1935 og igen
1937. Herefter blev jorden udstykket til 17 gårde, 3 husmandsbrug og 2 gartnerier.
Den 1. nov. 1950 startede Brandbjerg Højskole med 20 elever, heraf kun 1 pige. I 1970 kom
de første tilbygninger med tilskud fra Dansk Arbejdsgiverforening. I 1984 startede forstander
Slipsager et nyt tiltag, en rejse til udlandet med eleverne. I 1986 fik man en sportshal og i
1996 en musikhal. Væggene på højskolen er prydet med ”Kogepladerne” kunst af Ole
Schwalbe samt mange malerier af billedkunstneren Knud Nielsen. Emner som jagt, fiskeri,
idræt, musik, keramik og glas er fremherskende på skolens program. Elevtallet har store
svingninger fra 25 til 70. Vejle Lokalradio startede i lokaler på Brandbjerg Højskole.
Her fra Brandbjerg Højskole startede egentlig vores ferietur til Chile og Peru, som Højskole
i Udlandet altså kalder for et kursus. Her mødtes 25 af turens 26 deltagere med turens leder
Hans Mortensen. Fire andre rejsehold har i samme periode tilsvarende ophold på højskolen.
Vi bydes alle velkommen af rejseselskabets forstander Inger Kragh Schwarz.
Kurset strækker sig over fem dage, med det formål at forberede deltagerne bedst muligt til
de kommende lange rejser, såvel på det praktiske som på det kulturelle plan. Efter
morgenmad og morgensang holdes hver dag et indlæg af en af kursuslederne. Alle præsterede
interessante og flere af dem morsomme indlæg. Også et tre kvarters motionsprogram i
idrætshallen præsenteres for alle hver dag, dygtig ledet af Bente Brudsgaard, med deltagelse
af næsten alle. Om aftnerne er der forskellige fælles arrangementer: Foredrag, film og
underholdning. En dag er der arrangeret en fælles udflugt til Jelling med besøg i Jelling Kirke
(se 1100) og korsang. Samt til Tørskind Grusgrav med Robert Jacobsens (se 1912)
skulpturer.
På de enkelte hold gennemgås de praktiske ting som fx hoteller, vaccinationer, forsikringer,
klima, beklædning, bagage og valuta, der i Chile er pesos, 100 af dem svarer til ca. 1 kr.
Så det er ganske let, du skal blot fjerne de to sidste cifre, så har du prisen i kroner.
I Peru hedder møntenheden sol, også her er det ganske let, for en sol svarer til ca. 2 kr.
Hver dag er der på de enkelte hold forskellige foredrag med relevante emner. Alle dage er vel
tilrettelagt med mange gode indlæg, der gav en god viden om de lande, vi snart skal besøge.
Forplejningen på højskolen er også perfekt. Og så fik vi et behageligt kendskab til hinanden,
en flok af individualister, der skal være fælles om de kommende store rejseoplevelser.
Her et lille uddrag af foredragene:
Rejseleder Hans Mortensen:
Gennemgang af rejseprogrammet. Vi ser en flot lysbilledserie fra Peru med fascinerende
baggrundsmusik. Altet er alteret. Hans fortæller om: ”Salpeterkrigen – Chile, Bolivia, Peru”
(se 1879), ”Den hellige Dal og mælkevejen,” og mange flere historiske og praktiske ting.
Langt og vidt var vi omkring. Vi stifter også bekendtskab med indianske begreber som:
ANTI = Solen ”fødes” dvs. står op, INTI = Sol i zenit, QONTI = Solen ”dør” går ned,
WATI = Den skjulte sol, TI = Solen og PACHA = rom/tid.
Højskolelærer Brita Haugen:
Fortalte om digteren Homers to bøger ”Iliaden” og ”Odysseen” (se 800 fvt.).
7
Om den tiårige krig i Troja og specielt om kvinderne der stod bag bl.a. den skønne Helena.
Brandbjerg Højskoles forstander Simon Lægsgaard:
Fortalte om at bevæge sig. Grundtvig sagde: ”Ikke at bevæge sig er godt nok for gudeord og
kålhoveder.” Simon Lægsgaard er opvokset på Endelave, hvor han var med ved landbrugets
forskellige gøremål i de skiftende årstider, hvor særlig høsten havde fået stor betydning for
ham. Derudover fortalte han om en jagttur på New Zealand, med kammeraten ”Fedtmule”
med de store fødder. De var meget forskellige, specielt var ”Fedtmule” ikke egnet til jagt.
Simon var ”Vildmanden” og ”Fedtmule” bymennesket. Historiens morale: Det er altid
vigtigt at vælge den rigtige rejseledsager.
Cand. mag. Marcela Munoz:
Flygtning fra Chile efter kuppet mod Salvador Allende i 1973 (se 1973). Marcela Munoz
fortalte om Isabel Allendes forfatterskab. Isabel Allende var datter af Salvador Allendes
fætter. Familien flygtede til Venezuela, herfra skrev Isabel Allende breve til sin bedstefar, det
var disse breve, der blev til hendes debutroman familiesagaen: ”Åndernes hus.”
Marcela fortalte meget levende om sine oplevelser i Chile og træk fra det nuværende Chile.
Cand. mag. Mettelise Fritz Hansen:
Holdt tre foredrag under følgende titler:
”Tidlige kulturer i Andesområdet,” ”Inkaimperiet” og ”Inkaernes naboer og Galathea.”
Vi hørte om menneskene, der for 15-30.000 år siden kom fra Asien over Alaska til Amerika
og videre ned gennem det amerikanske kontinent (se 11.000 fvt.). Om mumier 9.000 fvt.
Om squash, kartofler, bønner og peber 6-7.000 år fvt.
Indianerne mumificerede deres døde ledere, de blev sat op ved bordet og spiste med, blev
fragtet med til møder og var altid med ved betydelige begivenheder. Vi hørte om spanierne,
der tog magten i Sydamerika i 1532 og den endelige erobring i 1572. Spanierne massakrerede
en indianerhær fra 12.000 til 1.200, de brændte indianernes mumier, som de troede, var
djævelens værk, og derfor ville de mane denne magi til jorden.
Vi hørte om Galathea ekspeditionen til Peru, der drejede sig om nedsænkede marker, hvor de
gennem 1000 år har dyrket siv og brugt fiskehoveder som gødning.
Medarbejder ved Højskole i Udlandet, Kim Lund Nielsen:
Fortalte om sin dobbeltgænger og længsel efter oplevelser. Familiens forberedelser til en rejse
til Nordnorge og skraldemændene der uheldigvis kom og troede, at pakkegrejet var beregnet
for dem. Familiefaren blev senere udråbt til årets molbo.
Kursusleder til Australien Leif Lemke:
Leif er født i Australien. Han fortalte om nogle af de personer, der havde haft stor betydning
for landets udvikling. Også den type der sagde: ”Naturen står i vejen for fremskridtet.”
Enkelte arrangementer måtte Hanne og jeg undlade, da vi uheldigvis for længst havde
arrangeret familieweekend for vores store børne- og børnebørnsflok i netop samme periode.
Men det blev fem veltilrettelagte dage med god forplejning. De mange gode indlæg gav en
god baggrundsviden om de lande, vi snart skal besøge. Vi fik foreslået relevant litteratur til
videre udbygning af vores forståelse for landenes kulturer.
Vi har læst to af dem:
Palle Petersen: ”Indianeren med to tunger.” Romanen er skrevet i 1999 og bygget over en
virkelig historie om spanierne og indianernes liv. (Se 1943 og referat af bogen)
Ib Michael: ”Paven af Indien.” Romanen er skrevet i 2003, den handler om inkaprinsen Don
Felipe, der var den eneste indianer, der kunne læse. Han har set sit folk bukke under for de
spanske erobrere, og skriver om tilstandene til kongen af Spanien.
(Se 1945 og referat af bogen)
8
Ferieturen starter mod Chile:
Torsdag 13. nov. 2008 kl. 8:00
Vores lange tur til Chile og Peru startede. Vore venner Ellen og Hans havde venligst tilbudt
at køre os til Billund Lufthavn, hvad vi naturligvis var meget taknemmelige for.
Ved indtjekning af vore kufferter i Billund fik vi en fin service, der blev ringet til ”højre og
venstre,” og det blev arrangeret, så kufferterne blev dirigeret helt frem til Santiago i Chile,
skønt vi skulle skifte både i København og Madrid - en stor lettelse. De indrømmede da også,
at det havde været lettere, hvis vi kun skulle til Vorbasse.
Efter indtjekning var der to timer til afgang, så vi fristes af to kopper kaffe en snegl og en
københavner til en pris af 74 kr., det er der ikke megen foræring i.
Derudover er der god tid til en vandretur i lufthavnsbygningerne (se 1962) og vi beundrer de
fine konstruktioner. Butikkernes vareudbud bærer præg af, at kunderne er velhavende
rejsende på luksusklasse, så det er vi nødt til at leve op til.
Velankommet til Kastrup Lufthavn (se 1925) vandrer vi fra indenrigsterminalen til
udenrigsterminalen, en lang vandretur, hvor vi for første gang ser de nye sammenbyggede
store og harmoniske terminaler.
De fleste af vore kommende rejsekammerater er allerede mødt op, skønt vi næsten er en time
forud for den aftalte mødetid, ingen vil risikere at komme for sent til den lange rejse. Der
hilses til højre og venstre, vi kender jo allerede hinanden fra forberedelseskurset på
Brandbjerg Højskole.
Efter at vi er kommet gennem sikkerhedskontrollen, noget vi bliver udsat for adskillige gange i de kommende
er der god tid til en vandretur rundt mellem de flotte forretninger, der er endnu flottere
end i Billund, en ubehagelig indrømmelse af en jyde. Her er det i endnu højere grad luksusvarer, der
præger forretningernes hylder og udstillinger. Bemærkelsesværdigt er prisforskellen mellem
Billund Lufthavn og Kastrup Lufthavn markant, her to eksempler:
1/1 liter Rød Aalborg
Billund 74,95 kr.
Kastrup 99,00 kr.
1/1 liter Kahlua
Billund 114,95 kr.
Kastrup 149,95 kr.
Det er ikke kun priserne på kioskvarer der ligger højt. Hvis sulten plager dig, koster en burger
i Kastrup 119,00 kr. Samme pris må du ofre, hvis du vælger en portion salat, dertil kommer ½
liter fadøl 49,00 kr. Nej, det er ikke her, man skal gøre sine daglige indkøb.
Som undskyldning må nok siges, at huslejen i Kastrup sikkert er betydelig højere end
Billund, til gengæld er kundestrømmen seks gange større.
uger,
Af og til ser man i lufthavne indsamlingsbokse, hvor de rejsendes kan donere overskydende
penge primært af fremmed valuta mønter såvel som sedler, hvor det indkomne beløb går til
velgørende formål. I Kastrup ser vi en boks opsat af Rotary (se 1905). Jeg benytter derfor
lejligheden til at informere læserne om Rotary International, som jeg er medlem af. Det er
sikkert kun de færreste der ved, at Rotary er verdens største humanitære serviceorganisation
med mottoet ”at gøre godt i verden.”
Efter et par timers ventetid, hvor vi har nydt tre håndmadder 55 kr. vand 29 kr. øl 59 kr.
samlet 198 kr., ren foræringspris, er vi klar til næste trip. Servering på flyruterne er efterhånden
ikke obligatorisk, så Hans Mortensen afleverer til hver enkelt en pose med sandwich og vand
på denne vor første fælles rute, som gælder 3½ times flyvetur med Liberia til Madrid.
9
Madrid Barajas Lufthavn
Så sent som i 2006 blev Madrids nye lufthavn indviet. Den ligger 13 km udenfor centrum og
er enorm stor og utrolig flot. Desværre har vi en ventetid i Madrid på 5 timer, det gør, at der
er god tid til at orientere sig og studere det fantastiske og charmerende byggeri.
Taget bæres oppe af 20-25 meter høje betonsøjler, hvor
øverste del er malet i friske farver, der for hver 8-10 fag
skifter farvenuance. I den største af de to nye store haller
er der ca. 95 søjler med ca. 10 meter mellem hver, dvs. at
hallen i længde nærmer sig en km.
Tagkonstruktionen består af tynde brædder, der bølger
som et hav hen under det kæmpestore loft, der trods sin
enorme størrelse virker ganske let. Belysningen er ganske
speciel, for hver 5 meter hænger 3 kraftige spot, der lyser
^ Interiør fra Madrid Lufthavn
op mod en hvid dug og to refleksplader, der i fællesskab
tilbagesender et dejligt blødt lys ud i det enorme rum.
Fra hvor vi kom ind i ankomsthallen, til den gate vi skal finde til Santiago, er der først 30
minutter på gåben, hvorefter vi skal med et transittog, og stå af tredje gang den holder, det vil
sige efter adskillige minutter. Pyh ha - hvor stor.
Ifølge opsatte informationer kan man se, hvor mange minutter der er mellem de forskellige
gates, yderpunkterne er 65 minutter, så det er bestemt ikke en smal sag at finde rundt i
verdens største lufthavne, og fuldstændig håbløs for den ældre generation, hvor en tur til
Vorbasse hørte til de største udfordringer. Så det er godt, vi ikke hører til i den ældre generation. I den lange
ventetid investerer vi i to kopper kaffe og en butterdejswienerbrød pensionist pris 8.10 €.
Den 10.682 km lange flyvetur med Iberia Airbus Madrid-Santiago starter kl. 00:20. Vore ure
stilles fire timer tilbage, og der serveres middag kl. 01:00, et lidt akavet tidspunkt. Middagen
består af velsmagende kylling med salat. Vi flotter os med champagne til middagen, fint skal
det være, nu vi er blandt rige mennesker. Efterfulgt af kaffe og kage. Efter oprydningen falder der ro
over passagererne, alle kroppe er trætte, skønt uret kun viser kl. 23.00, men efter kroppens
hidtidige indstilling er den faktisk 03:00. Vi konstaterer med begejstring, at dette flys
nakkestøtters yderste fløje kan vippes ud, så ens hoved kan hvile i en slagt nakkestøtte, meget
behagelig og en stor hjælp, at hovedet ikke falder ned på skulderen, når søvnen melder sig.
Virkelig en fiks opfindelse.
Med knap 400 passagerer om bord når vi Santiago i Chile 13 timer senere. Ruten går ned
langs Afrikas vestkyst, hvor flyet ved Gambia stikker ud over Atlanten mod Brasilien,
passerer Paraguay i nærheden af det utrolig flotte vandfald Foz Iguazu, som vi tidligere har
haft fornøjelsen at se og opleve.
Fredag 14. nov. 2008
I Santiago Lufthavn bydes vi velkommen af Ana Lise Hofmann - kaldet Lise, hun er en
kusine til Hans og bosiddende i Argentina, men skal være med som hjælpeguide på vores tur.
Før vi flyver videre, er der afsat tid til en tre timers busrundtur i Santiago, Chiles største by
og hovedstad med ca. 5 mio. indbyggere og landets kulturelle, industrielle og
handelsmæssige centrum. Byen blev grundlagt i 1541 af Don Pedro de Valdivia, der troner på
en hest på en af byens mange torve. Santiago er faktisk Sydamerikas kapitalcentrum med et
væld af banker, tilsvarende som Schweiz er det i Europa.
10
Undervejs får vi forskellige informationer, fx at der på toiletter overalt i Sydamerika står en
spand ved siden af klosettet, den er beregnet til toiletpapir, som ikke må skyldes ud med,
hvad der ellers afleveres i klosettet, idet kloaksystemerne i Sydamerika ikke har kapacitet til
at klare papiret også. Selv om vi har oplevet det før, virker det på os temmelig underligt og en
smule ulækkert, men sådan er hverdagen i Sydamerika, og hurtigt vænner man sig til denne
for os så uvante handling.
På vej ud fra lufthavnen bemærker vi først den meget anderledes vegetation med bl.a.
palmer. Noget der også slår os er, at der langs lufthavnsvejene er opsat kæmpe reklameskilte
for vin, spiritus og andre lækkerier. Mere negativt er det, at der langs disse veje ligger store
mængder af affald primært tomme dåser og flasker men også mængder af plastaffald, nogle
steder har man forsøgt at sætte ild på affaldsdyngerne. Virkelig synd at vi mennesker takler
vore affaldsprodukter så ekstrem dårligt. Og her ser det ikke ud til, at de har kommunal
byrenovation.
På rundturen ser vi et vejskilt med navnet Petersen, uden at vi finder ud af, hvorfor dette
danske navn optræder som vejnavn netop her. Graffiti er meget udbredt oftest som
skamferende, men undertiden smukke og kunstneriske. Langs floden er der store
slumkvarterer, sammenflettede huse af pandeplader, planker, plast og pap eller hvad man har
kunnet finde på lodsepladsen. Det er, som det ses i alle verdens storbyer.
I centrum ser vi Santiago Domkirke på Praza do Obradoiro og
centralposthuset. Men
indianerstatuen som Hans
ville vise os er væk. Ak ja,
selv eksperter kan fejle. Det
viser sig dog, at indianeren
Eduardo Frei Montalva stod
på det modsatte hjørne.
Montalva havde været
Chiles præsident 1964-70,
men døde under en
hospitalsoperation og blev
afløst af Salvador Allende,
der også er foreviget med en
statue. Også Arturo
Alessandri Palma har fået sin
statue, han var præsident i
Chile 1925-1927.
Et meget flot springvand
markerer Centro Cultural Palicio La Moneda. Der er mange
grønne pladser i Santiago, de markerer sig ved, at der i dem alle
ses arbejdere, der ligger og sover. Undervejs bliver der tid til
besøg på en cafe, hvor der serveres sandwich, juice, kaffe og
kage.
Efter denne oplevelsesrundtur er vi tilbage i lufthavnen, denne
gang indenrigs. Her ser vi en meget flot ca. tyve meter høj
skulptur, skabt af kufferter af vidt forskellige modeller og farver
en yderst kreativ, original og sjov ide.
11
Vort mål er Iquique 1790 km N for Santiago svarende til 2½ times flyvning til det nordligste
Chile, der tidligere har været en del af Bolivia. Under turen serveres sandwich, croissant,
chokolademousse, syltede frugter, juice og kaffe, men ingen kager – øv.
I Iquique Lufthavn modtages vi af Karen Mortensen, der er Hans’ datter. Lufthavnen ligger
et godt stykke uden for Iquique, da det er det nærmeste sted, hvor der er plads nok til en
lufthavn, idet Iquique ligger på et fladt landareal med stejle bjerge på de tre sider, hvor
bjergenes bagside strækker sig ind i Atacamaørken, og mod V strækker Stillehavet sig så
langt øjet rækker og betydelig længere. Klippestykkerne langs kysten er fyldt med hvilende
søløver, og bynavnet
Iquique betyder nemlig - at
hvile sig, den der er søvnig
eller den der drømmer derfor navnet. Et andet sted
læser jeg godt nok, at ordet
Iquique betyder løgneren,
men det er knapt så
charmerende, så det lader
jeg som om, jeg ikke har set.
For øvrigt bliver søløvernes
blære brugt som
vandbeholdere. Et tredje
sted læser jeg, at hvis du
spiser en guava frugt, vil du altid blive i Iquique. Også det lader jeg som om, jeg ikke har
læst. Iquique har 221.400 indbyggere, en betydelig fiskerihavn og er en af Sydamerikas
vigtigste eksporthavne.
Vi indlogeres på Hotel Cavancha, hvor alle værelser har smuk udsigt over Stillehavet, byen
og med bjergene som baggrund. Efter et stærkt tiltrængt og yderst behageligt bad møder vi op
til middag på en nærliggende restaurant Canta ba la Rana, der kan oversættes til - frøens sang.
Middagen indledes med en hjemmebagt bolle med krydret smør og pebre. Pebre er en
blanding af hakket rødløg, peber, chilipeber i større eller mindre grad, krydret med lime og en
klar dressing. Denne pebre bliver næsten obligatorisk som indledning til de fleste middage, vi
får på vores tur. En rigtig god og velsmagende start på måltidet om end den er ret forskellig
fra restaurant til restaurant, men den forbliver populær turen igennem.
Hovedretten er svitsede grøntsager, pommes frites og mørbrad stykker. Til retten drikker vi
naturligvis chilensk rødvin Marques Case Concha Cabernet Sauvignon 2006 en vin med krop
et usædvanlig godt valg til 14.900 pesos, to decimaler væk og du har prisen 149 kr.
Desserten er pandekage med is, som ingen bør finde anledning til at kritisere. Middagen
nydes i hinandens behagelige selskab, men alle bryder tidligt op efter næsten to døgns rejse
uden en rigtig seng.
Lørdag 15. nov. 2008
Efter en meget tiltrængt søvn mødes selskabet friske til en beskeden men traditionel
morgenmad. Herefter går vi langs stillehavsstranden til byens centrum. Undervejs ser vi flere
personer, der har job som plænevandere, for når det aldrig regner, er kunstvanding en
nødvendighed, hvis noget som helst skal være grønt. Mens vi går mod centrum, fortæller
Karen forskellige træk om livet i Chile og i Iquique specielt. Hun fortæller, om et stort
jordskælv der var i Chile 2005, der på Richterskalaen nåede 8,0. Vi hørte om byens højeste
12
huse, der svajede eller nærmest roterede over en meter til hver side. Og om den angst hun
også selv oplevede, indtil hun havde hentet børnene i skolen. Der omkom kun fem mennesker
i Iquique, og det skyldtes en klippeblok, der rev sig løs og styrtede ned. Ingen bygninger
styrtede sammen trods de kraftige rystelser, men fik højst skader, årsagen skal findes i, at
konstruktører og ingeniører i området er meget bevidst om jordskælvsrisikoen og faren for
sammenstyrtning, så bygningerne er utrolig solidt fundamenteret med stålkonstruktioner op
gennem hele bygningen.
I Pakistan skete 8. okt. 2005 et jordskælv (se 2005), der kræver 86.000 menneskeliv, skønt
her nåede Richterskalaen kun 7,6, et tydeligt bevis på at bygningskonstruktionerne i Chile er
meget sikre. Også i 2002 oplevede Chile et voldsomt jordskælv, men uden nævneværdige
skader. Chile er det land i verden, der har flest jordskælv, men pressen skriver ikke meget om
dem, for der er sjældent mange lig på bordet, og mange lig på bordet er det, der får pressen til
at reagere. At bygningskonstruktionerne er fremragende fremstillet skrives der ikke meget
om, også i Chile er det ulykkerne der sælger aviser. Vi bemærker også, at næsten alle huse
har fladt, eller næsten fladt tag.
Vi er nu nået frem til Iquiques hovedgade Baquedano. Gadens bygninger stammer fra Chiles
storhedstid i 1800-tallet med salpetereventyret. Det var her de velbjergede byggede deres
huse, skulder ved skulder, for at skærme mod den skarpe sol. Husenes første sal var som
oftest beregnet til teselskaber. Næsten
alle bygninger er opført i træ, med den
risiko der hermed medfulgte, at en
brand ville forplante sig til adskillige
huse. Selv gadelamperne var af træ,
det resulterede også i, at næsten
halvdelen af byens huse på et
tidspunkt er brændt, og vi ser da også
et af husene, der for nylig er
nedbrændt. Gaden er fredet og har
opnået at komme med på Unescos
World Heritage List, netop fordi
gaden ikke er forandret, men har
beholdt sin oprindelige stil.
En lokal guide er hyret til at fortælle gadens historie, han vil komme - al tido - et almindeligt
udtryk i Chile, der direkte oversat betyder - om et skud, hvor vi ville sige om et øjeblik.
Guiden viser os ind i det fornemste af husene, det er bygget af en rigmand, og rig var han,
fordi han havde giftet sig med en meget velhavende dame. Huset, der er på 1000 m2, stod
færdig i 1903 med flotte stuklofter og fornemme prismelysekroner. I husets specielle
spilleværelse spillede herrerne bridge, domino og yatzy med den ene hånd, mens de holdt
whiskyglasset i den anden hånd. Men desværre for manden døde han samme år, som huset
stod færdig. Konen blev herover så deprimeret, at hun flyttede og solgte villaen i 1909. Siden
1972 har villaen tilhørt Iquique Universitet.
På rundturen konstaterer vi, at også her er graffiti en udbredt skavank, ganske vist er der
flotte kunstværker imellem, men flertallet er skæmmende. Guiden fortæller forskellige træk
fra salpeterminerne, men disse oplysninger dukker op senere i herværende historie.
På den videre rundtur besøger vi Area Antropologica og det interessante Museo Regional,
der kan fremvise nogle af verdens ældste mumier.
13
Også et ældre fornemt bygget teater får vort besøg. Et prestigebyggeri skabt først i 1900tallet udelukkende til den velbjergede del af befolkningen.
Her er der god lejlighed til at få oplyst detaljer fra hverdagslivet og stille spørgsmål.
Skolegangen i Chile starter i seks års alderen. Forskellen til det danske skolevæsen er, at her
går børnene i skole næsten dobbelt så mange timer om ugen som danske børn, til gengæld har
de en sommerferie på tre måneder.
Skolebusser, fritidsordning og skolemad er ikke noget der kendes. Det gør, at stort set alle
børn bliver kørt til skole i den ublide trafik, der hermed bliver yderligere belastet. Men ikke
nok med det, det er i Chile normalt at spise varmt mad om middagen, derfor kører mange
forældre til skolen med varmt mad til middagsfrikvarteret. Det giver endnu mere ekstrem
trafik midt på dagen, tilmed hæmmer det forældrene i at gøre deres normale dagsarbejde.
Vi forstår ikke helt, at man ikke blot ændrer nogle af disse vaner, men det hører nu med til
deres kultur.
Trods de mange skoletimer har børnene mange lektier, der i mange tilfælde også kræver en
times daglig lektiehjælp fra forældreside.
Der findes ikke plejehjem i Chile, familien må passe den ældre generation, og det er en
selvfølge, at familien går forud for arbejdet. Her kunne vi danskere måske lære noget af
chilenerne.
Hele familien spiser sammen hver søndag. Hvis et barn udviser særlige evner på et specielt
felt, betaler familien gerne for barnets uddannelse, og det gælder ikke kun forældre, men også
fætre, kusiner, onkler, tanter osv. Det er nemlig en ære at have familiemedlemmer, der klarer
sig godt i samfundet.
Vi besøger en butik, der drives af indianersamfundet. De handler udelukkende med egne
fremstillede varer primært af alpacauld. Der udtrykkes stor beundring for det fine håndværk,
hvad der også kan ses af den store købelyst, der udvises for de mange lækre tekstiler. Så
butikken forlades med adskillige fyldte bæreposer.
På en lille cafe bliver der også tid til en kop cappuccino i behageligt afslappet socialt
samvær, hvor de erhvervede tekstiler stolt vises frem.
På torvet i Iquiques står byens vartegn et klokketårn omgivet af springvand. Ved nærmere
eftersyn opdager vi, at tårnet er bygget af træ. Her ligger også Restaurant Carmo Espanol,
bygget i maurisk stil, hvor vi får lov at kikke ind i de fornemme lokaler, en spansk restaurant
med udsøgt spansk interiør med vægmalerier af Spaniens historie bl.a. Don Quijote. Herfra
går vi på en cafe, der åbenbart passer bedre til vores pengepung, den er indrettet i en tidligere
fagforeningsbygning, her serveres frokost: Avokadosalat, kylling med ris og som afslutning
kage. Til den lækre frokost drikker vi chilensk øl Cervesa Cristal 4,6%, ½ liter endda.
Næste besøg gælder et dansk hjem i Chile. Karen Mortensens hjem et lækkert moderne hus
med gitter omkring hele parcellen, lås på lågen og vagthund i forhaven, noget vi også ser hos
alle andre huse her i den pænere del af byen. Der ringes på, og lågen bliver åbnet. Villaens
vægge er præget af god smag, kunstgenstande, bøger og moderne malerier en del af dem
bærer kunstnernavnet Luciano. Senere finder vi overraskende ud af, at Luciano er 12 år og
den ældste af Karen og Pedros to drenge.
Den charmerende have skråner mod V med udsigt mod Stillehavet. En stor plæne omkranses
af mange forskellige blomster bl.a. jacaranda, datura, begonier, asters, hawaiiblomster,
lavendel og bougainvillea i forskellige farver. Med til blomsternes historie hører, at de skal
14
vandes dagligt for at klare sig i det knastørre klima. Og vandudgifter er her en betydelig
udgift ca. 100.000 pesos pr. måned svarende nogenlunde til danskernes udgift til varme.
Et stort svømmebassin hører med til havens inventar.
Huset ligger over tsunamigrænsen, en grænse der blev indført efter tsunamien 2004, idet
risikoen findes her tæt på, hvor kontinentalsoklerne mødes.
Husets værdi ligger omkring 75.000.000 pesos, altså 750.000 kr., set med danske øjne meget
billig. Senere ser vi luksuslejligheder ved kysten, som vi ville kalde penthouselejligheder til
samme pris, og de har endda svært ved at sælge dem. Men priserne afspejler naturligvis
befolkningens økonomiske formåen herunder også skattetrykket. Lønnen er lav i Chile, og
bundgrænsen, før der skal betales skat, er høj og skatteprocenten maksimum 20%.
Pedro, Karen og en tjener serverer kølige drinks, snacks, oliven og lækre tapas for den store
flok på 28 personer. Der er særdeles stor aftræk på lækkerierne, og der dukker fad efter fad
frem med nye forsyninger.
Aftenens menu får vi på El viejo Wagon. Her er forretten den næsten sædvanlige og tidligere
omtalte hjemmebagt brød med krydret smør og pebre. Hovedretten er en fisk med det for os
så fremmede navn albagara, den er usædvanlig lækker, tilbehøret er kartofler, palmemarv,
bladselleri og lime, desserten er ikke mindre lækker mangois exceptionel. Til herlighederne
drikker vi Tres Medallas Santa Rita, Sauvignon Blanc 2007. Et valg i den absolut gode ende.
Hanne og jeg har tidligere besøgt Santa Rita, nu skal du bare høre - - - stop, stop Frede.
Søndag 16. nov. 2008
Om søndagen har chilenerne tre opgaver - gå i kirke, gå på markedet og gå til stranden. Vores
opgave denne søndag morgen er noget anderledes. Efter en god nats søvn skal vi møde til
morgenmad i restaurationen til den aftalte tid. Her mødte os en dybt brummende Hans:
”Køkkenet er totalt tømt for varer såvel som for personale, så jeg ved ikke, om vi overhovedet
får morgenmad.” Tid er nemlig ikke noget, man tager så bogstaveligt i Chile. Derfor gik vi
alle i gang med at dække bord, og lidt efter lidt dukkede personalet op, så det endte med, at vi
nogenlunde nåede det ellers planlagte beskedne morgenbordssortiment. Men Hans’ blodtryk
var steget betragteligt. Episoden blev påtalt på rette sted, og vi konstaterede, at nogle af de
ansigter vi så første dag ikke oftere viste sig.
Vi er på vej ud af Iquique for at se på salpeterminer. Jernbanelinjen ser vi følger langs
bjerget, men forsvinder ind i en tunnel. Da vi kører op langs bjergsiderne ud af Iquique, får vi
et storslået syn over byen, der herfra synes betydelig større. Iquique virker nærmest som en
totalt udbygget ø mellem de stejle bjergklipper og Stillehavet. Jo, højere vi kommer op i
byen, jo fattigere ser vi, at befolkningen bor.
Da vi kommer op over bjergkammen, flader landskabet ud, her er der også skabt en by,
Aldor Aspicio med 12.000 indbyggere. Det ses ret tydeligt, at befolkningen her ikke har
samme økonomiske muligheder som nede i byen, husene er ret simple. Her i Aldor Aspicio
kan enhver bygge, hvor man har lyst, grundene er gratis. Udkanten af Aldor Aspicio er det
rene slum, hvor folk bor i hytter skabt af pandeplader, plast og papkasser, så de må bestemt
være lykkelige for, at det aldrig regner. Vi er nemlig i udkanten af den 20 mio. år gamle
Atacamaørken, der dækker 181.300 km2, svarende til godt fire gange Danmarks størrelse.
Ørkenens overflade er blevet sammenlignet med overfladen på Mars, den øverste ½ til 1
meter er sand over klipper - ingen frodighed overhovedet. Med en årsnedbør på 0 er
Atacamaørken det tørreste sted på Jorden, og med 350 skyfri dage er der visse steder, det
aldrig nogensinde har regnet. Et sted i Atacamaørken står et rumteleskop.
15
Her fra bakkekammen er der en fantastisk udsigt over hele Iquique. Det er netop herfra,
ganske mange dyrker sporten paragleiding. Det fortælles, at netop klipperne her, grundet
gunstige opvinde, hører til blandt verdens allerbedste til denne sport. Der kommer udøvere fra
hele verden til Iquique for at dyrke paragleiding, og vi ser da også ganske mange i aktivitet.
Chiles mineraler
Chile er enorm rig på mineraler, hvilket har været afgørende for landets økonomi og
historiske udvikling. Tidligere havde Chile også gode indtægter fra guano – fuglegødning.
Landets vigtigste mineral er natriumnitrat, også kaldet chilesalpeter. Men også kobber har
været meget betydelig og er i dag Chiles største eksportvare. Derudover er der jernmalm,
jod, lithium, rhenium, molybdæn, guld, sølv, kobolt, bly, zink, kviksølv og mangan.
Og endelig er der en del kul og olie i Chiles undergrund.
Der er sandsynligvis endnu mange uopdagede områder i de enorme Andesbjerge - Amerikas
rygrad, hvis udstrækning kan tælles i tusinder af km, med guld, sølv og mange andre vigtige
metaller. Under Chiles historie kan du læse meget mere om de mange forskellige mineraler.
(Se side 76)
Der var 220 salpeterminer i området. Vi besøger en af dem, Santa Laura, der åbnede 1872,
lukkede i 1930, men genåbnede og lukkede endeligt i 1970. Ved jernbanen med tipvognene
ser vi en fordybning i terrænet, forstår ikke helt hvad det kan være, men får så at vide, at det
er et muldyrfodbadsvaskekar – herligt ord. Dette fodbad var meget nødvendigt for at holde
muldyrenes flittige ben intakte.
Santa Lauras bygninger er meget
skrøbelige bygget af brædder, planker og
pandeplader og ligner allermest stumper
fra en spøgelsesby. Bygningerne bliver
da også meget brugt som kulisser i
modekataloger. Santa Laura var, som de
fleste andre miner, en meget farlig
arbejdsplads. Det gælder ikke mindst
indånding af dampe. Arbejdernes
gennemsnitlige levealder var under 50 år.
Hen over de dampende kogekar lå
brædder, der var fugtige og glatte af de
farlige dampe og helt uden afspærringer.
På disse brædder gik arbejderne for at røre i
kogekarrene, af og til skete det, at en arbejder
faldt ned i kogekarret til den visse død.
Arbejderne forlangte afskærmninger, men
kravet blev ikke efterkommet. Det blev en af
årsagerne til arbejdernes oprør i 1907.
En anden af de væsentlige årsager til dette
oprør var, at arbejdernes løn, efter at huslejen
var trukket, udbetaltes i fitjas eller jetoner. Og
arbejderne fik kun lige netop den løn, de kunne
leve for. Men jetonerne var ikke gangbar mønt,
de kunne kun bruges i mineejerens egne
forretninger.
16
Det hed sig, at maden blev solgt til billige priser. Men i forretningerne solgtes alle typer kød
til samme pris. Men de personer, der sad i administrationen, kunne vælge først, derfor måtte
arbejderne nøjes med at få udleveret de mindre spændende kødstykker. Hvis de ønskede de
gode stykker, måtte de betale en betydelig højere pris. En usædvanlig grov udnyttelse af
minearbejdernes i forvejen surt tjente løn.
Det meget forståelige oprør fra minearbejderne startede 9. dec. 1907 på havnen. Oprørerne
forlangte også, at flere chilenere blev uddannet på et højere niveau som fx ingeniør. Men
mineejerne fik regeringen til at sætte hæren ind med 500 soldater mod arbejderne. Resultatet
blev en sand massakre, hvor omkring 2.000 børn, kvinder og arbejdere blev majet ned med
maskingeværer af militæret i dagene 14.-21. dec. 1907.
Den mest forhadte af mineejerne var John Northe, han havde de samme utilgivelige
tilbøjeligheder som mange andre mineejere med løn i fitjas og manglende arbejdssikkerhed.
Udover miner ejede John Northe jernbaner, skibe og forretninger, og han tænkte kun på sig
selv, havde overhovedet ikke øje for arbejdernes ve og vel. Fitjas blev forbudt ved lov i 1920.
Efter besøget i salpeterminen Santa Laura kører vi til en rigtig westernby Pozo Almonta. Her
gøres et lille stop, hvor Karen serverer juice og lækker hjemmebagt kage, et yderst populært
indslag her midt i ørkenens varme. Skønt den hjemmebagte kage her i ørkenen burde have været tørkage.
Vi er i det område, der har verdens største forekomster af salpeter. Nu går vi ombord på et
veterantog, der tidligere har transporteret minearbejderne fra Pozo Almonta til minerne.
Veterantog hedder den, og dog kører den på solenergi. Toget kører fra Pozo Almonta gennem
ørkenområdet til Humberstones Mine, undervejs ser vi en fodboldbane, men ikke en
græsbane - en cindersbane. Også en kirkegård passerer vi med masser af blomster af plast,
papir og blik.
Humberstones Mine ligger 1100 meter over havet, den er startet af Englænderen
Humberstone (1865-1938) og adskiller sig fra andre af Chiles salpeterminer ved en meget
anderledes politik over for arbejderne. Humberstone byggede boliger til minens 4.000
arbejdere og til administrationen, han sørgede for en god udvikling i byen, der også fik navnet
Humberstone. De gifte par fik de største boliger og fik lidt mere i løn end ungkarlene. Byen
fik sin egen skole med seks års skolegang til arbejdernes børn. Der var to typer lærere, de
offentligt ansatte og firmaets egne lærere. Mellem disse to grupper opstod der konkurrence.
På en 7-skale fik kun de allerdygtigste elever karakteren 5, aldrig nogen over, 7 var
forbeholdt Vor Herre og 6 forbeholdt lærerne. Humberstone byggede teatersal, bibliotek,
kirke, svømmebassin og radiostation, der begyndte sine udsendelser med: ”Her er Radio
Humberstone, Chile, Amerika.” I det hele taget gjorde Humberstone meget for at hæve den
kulturelle interesse.
Selv boede han i byen og fik 12 børn, men fem af dem døde, formentlig grundet dårlige
sanitære forhold, som han også forsøgte at rette op på.
”Der fødtes flere kvinder end børn,” kom Hans for skade at nævne. Efter en byge af protester
rettede han det til flere piger end drenge, hvad vi bedre kunne tolerere.
Humberstone indførte også, at hvis en arbejder omkom, fulgte lønnen med enken, så enken
havde mulighed for at fortsætte en acceptabel levevis.
I dag står både Santa Laura Mine og Humberstone Mine tomme som spøgelser, det gør også
Humberstone By, der næsten virker endnu mere spøgelsesagtig med de adskillige bygninger,
17
der alle er tomme. Men de er alle bevaringsværdige for historiens skyld og er med på listen
over Unesco Kulturarv.
Efter en oplevelsesrig tur er vi nået tilbage til Iquique, hvor vi får serveret sen frokost på
Restaurant El Tercer Ojito som ejes af Karens veninde. Restaurationen ligger med en meget
charmerende have, hvor vi får anvist pladser her midt i sommervarmen. Den lækre frokost
indledes med quinoa, herefter serveres lasagne med grøntsager, sluttelig får vi mangotærte
med creme. Til det lækre mad drikker vi Cerveza Zquiquena Rubia 4,5% - 330 cl. endda.
Tilbage på hotellet sent på eftermiddagen bliver der tid til et bad i Stillehavet. Meget køligt
men frisk - 150 C vurderer jeg. Vinterbaderen Hanne er bestemt ikke enig med mig i, at
vandet er køligt - ulideligt varmt, hedder det. Køligheden, efter min gradestok, skyldes den
kolde Humboldtstrøm, der sniger sig op langs Sydamerikas vestkyst fra Ishavet.
Til kl. 20:00 møder vi op i Iquiques centrum, hvor der på byens store torv er arrangeret en
udendørs musik- og danseopvisning. Vi haster travlt af sted, og kommer kun få minutter før
forestillingen er programsat til start. Scenen og de få kulisser er opsat foran en høj, gul
bygning. Stolerækker til flere hundrede publikummer står næsten tomme foran scenen. Det
hele ligger tomt hen i tusmørket. Ikke meget bærer præg af, at forestillingen skal begynde om
få minutter. En person flytter rundt på mikrofoner og ledninger, en anden person fodrer et
højtaleranlæg med plader
Kl. 20:15 tændes de første lys bag scenen, de afslører en meget flot og aristokratisk gul
bygning som baggrund for scenen. Yderligere et par teknikere springer rundt med endnu flere
mikrofoner og ledninger. Mange tilskuere er der fortsat ikke dukket op. Det er derimod en
gruppe musikere med deres blæseinstrumenter, de placerer sig skråt bag scene og kulisser,
hvor de varmer deres mundtøj op. Små grupper af dansere eller måske sangere vimser rundt
og gør mindre prøver med mikrofoner og dansetrin. Højtaleren er fortsat leverandør af
udmærket pausemusik, men desværre et antal decibel for højt. Det synes som om der gradvis
dukker flere tilskuere op.
Klokken er nu blevet 20:45, så entrer en fin habitklædt chilener scenen. Han bemægtiger sig
højtaleren og fortæller, hvad vi kan glæde os til med mange - rigtig mange, for de fleste i vort
selskab, uforståelige ord. Stolerækkerne er efterhånden ved at være godt besat.
Den reelle forestilling tager sin begyndelse kl. 20:55. Forestillingen skuffer ikke, den rummer
rigtig mange herlige musik- og sangstykker og et væld af chilenske danse udfærdiget af
dygtige musikere, sangere og dansere. Alle klædt i flotte, kreative kostymer, der ikke står
tilbage for, hvad vi har oplevet på Det kgl. Teater.
En del morskab skaber det på tilskuerrækkerne, da en golden retriever entrer scenen, og
uimponeret forsøger at lege med de optrædende, der også har sit hyr med at bevare
seriøsiteten i deres præstationer.
På et tidspunkt sidst på aftenen indfanger skuespillerne en del af de nærmest siddende
publikummer til en kædedans. Heraf flere fra vores trup, de følte sig en hel del, kunne man
tydeligt se, nu er de ret forvisset om, at en professionel karrierekontrakt ligger og venter.
Desværre sad Hanne og jeg på 2. række.
Det blev en rigtig god aften, der først sluttede omkring kl. 23:00, væsentlig senere end vi
havde forventet, men hvad, starten lod jo også vente længe på sig. Her var vi stødt på et
område, hvor vore landes kulturer kolliderede. Det var lidt synd for aftenen, at vi lod os
irritere over tre kvarters forsinkelse, men vi danskere er nu sådan indrettet, at vi ikke holder
af at spilde tre kvarter på ingen ting. Her vil jeg helt undlade at kommentere en sætning, jeg
læste forud for turen i de mange beretninger om Chile: ”I Chile er man præcis.”
Men hvad, jeg skriver jo også af og til noget værre sludder.
18
Efter forestillingen kl. 23:15 serveres dagens middag på en nærliggende restaurant, et ikke
særlig praktisk tidspunkt. Ret hurtigt blev måltidet da også omdøbt til natmad. Først fik vi
serveret en mangodrik, dernæst den obligatoriske pebre, hovedretten var en farsret med
kartoffelmos og tomater, hertil nød vi Leon de Tarapaca Cabernet Sauvignon 2006 12%.
Klokken har passeret et pænt stykke over midnat, inden vi vender næsen mod hotellet efter en
begivenhedsrig dag med mange gode oplevelser.
Mandag 17. nov. 2008
Morgenmaden er klar, ja, næsten mere end klar. Endda i god tid før vi er mødt. Karen, der har
stået for de forudgående aftaler, har, så vidt vi forstod, talt med store bogstaver over for
hotellets ejer. Han driver samtidigt et ejendomsmæglerfirma, og er ikke så engageret i
hotellet, men ”svadaen” har åbenbart virket efter hensigten.
Dagens første besøg gælder Colegio Ingles, en privat skole der blev startet af englænderen
William Taylor i 1879, får vi at vide, skønt der ved skolens indgang står 1885. Så hvem ved?
Skolen støttes af metodister primært fra USA. Ved skolens indgang bliver vi visiteret af
politilignende vagter, næsten som var det i en lufthavn. Vores rundviser er født i Holland, hun
har boet på Island, men er nu en af den frivillige lærerstab på skolen her i Iquique udsendt af
metodistkirken. Lærerne er alle frivillige, de får kun en beskeden løn, men har alle taget
jobbet for at være med i det kreative skolearbejde.
Hun fortæller om det grundige sikkerhedstjek, at det er et værn mod kidnapning, da der her
på skolen går en del af byens mere velhavende borgeres børn.
Skolen drives efter kristne principper, men accepterer forskellige trosretninger. Man dyrker
det sociale aspekt mere end religion. Skolen har 1.600 elever, der går mellem 35-40 elever i
hver klasse, og hver klasse har sin blok, klassetrinene strækker sig fra legestue til 3G.
Skoletiden starter fra morgen kl. 7:30 og slutter kl. 17:00. Tidligere var det en kostskole, hvor
også missionærerne boede. Undervisning kan vælges i forskellige retninger administration /
elektronik / håndværk / geologi.
Der gives morgenmad og frokost til børn af mindre bemidlede familier. Der er nemlig stor
forskel på rig og fattig i Chile, og det er helt naturligt for børnene, at ikke alle har de samme
økonomiske vilkår eller muligheder. Så der er ingen der moppes af kammeraterne på grund af
gratis mad. I Danmark, hvor alle helst skal være ens, ville en sådan forskelsbehandling sikkert
give problemer.
Den store skole er et virvar af bygninger, med skolestuer, rum, der er auditorium til foredrag
og lærermøder. Fem af klasseværelserne har pc’ere, i det hele taget en meget kreativ skole.
Børnene er meget høflige overfor lærerne og har respekt for de ældre. De siger De til alle
voksne, og kalder dem tanter og onkler. Ude i samfundet bruges også tiltalen De, til dem man
ikke kender, og til alle der er ældre end en selv.
I et af de mange lokaler er der musikundervisning. På musikken kan vi godt høre, at det ikke
er klassen for viderekomne, men der gås ihærdigt til tonerne. Alle skolens elever skal
undervises i at spille på mindst et instrument. Det er også alles pligt at dyrke mindst en
sportsgren, og rigtig mange dyrker flere. Alle skal også læse en bog hver tredje måned, og
bogens handling skal gengives på klassen, samt lidt om bogens forfatter.
I en geologiundervisning får vi af eleverne forklaret, hvordan der udvindes metaller af sten,
der først knuses, og de forskellige processer som langt overstiger skribentens evner at
19
gengive. Alle elever skal bruge skoleuniform, som de selv skal købe, der handles meget med
brugte uniformer.
Den største oplevelse for os var et besøg i en børnehaveklasse. Straks vi kom ind i deres
klasse istemte de med: ”What shall we do with the drunken sailor,” vi var helt overrumplet,
og følte os provokeret til også at levere lidt
underholdning for dem. Det blev til: ”Lille Peter
Edderkop” som vi sang efter bedste evner, hvad der
bestemt ikke blev en særligt professionel eller
optagelsesværdig forestilling. Vores held var, at de
ikke kendte ”Lille Peter Edderkop.”
Jeg vil her tillade mig at komme med et forslag.
Nemlig at kommende rejsedeltagere med ”Højskole i
Udlandet” på forkurset indøver et par sange, så man er
forberedt på, at kunne optræde med et par numre, når
det kræves, eller blot når lejlighed eller lyst byder sig.
Efter rundgangen samles vi på biblioteket, hvor der
serveres sandwich, småkager og kaffe/te for os.
Derudover foræres vi kuglepen, lille notesblok og
nøglering, hvor der for øvrigt også står 1885.
Skolens forstander fortæller om skolens tilblivelse,
hvorefter såvel Karen som Hans takker for besøget,
som vi alle har nydt, og det har gjort os mere vidende
om det chilenske skolesystem.
Et kort besøg gør vi i Iquiques Domkirke San Cataldo, der er bygget i 1885, to år efter at den
gamle sognekirke var brændt. Senere har den gennemgået mange ombygninger og blev i
1929 udnævnt til katedral. Domkirken har mange flotte altre og glasmosaikker.
Iquique er et frihandelsområde, og derfor et paradis for shoppende chilenere. Det er også
årsag til, at 57% af byens omsætning går videre til Bolivia og Peru. Fiskeri er byens
næststørste erhverv, 199 fiskefartøjer har hjemme i Iquique Havn. Her ses også et
industriområde med bl.a. en fiskemelsfabrik, der har en betydelig eksport. Byens tredje
betydeligste erhverv er mineindustrien, hvor salpeter og kobber tegner sig for den største part.
Herefter følger turisme, der gennem de senere år har været stærk stigende.
På havnen entrer vi en båd, der den næste times tid skal sejle os på en havnerundfart.
Allerførst bliver vi udstyret med oppustede svømmeveste, så vi alle føler os som gravide. Skønt
vist ingen er det. Det lille selskab fylder ganske meget på turbåden. Undervejs fortælles forskellige
træk fra havnens historie. Alt imens vi studerer de talrige søløver, der boltrer sig i leg. En
søløvehan er en ordentlig tamp, kan veje op mod 600 kg., og de mest adrætte hanner har et
harem på mellem 10-15 hunner. Mærkeligt nok taber hannerne sig ikke af den grund. Hvordan
ville det mon se ud i menneskeracen?
Der er også andre dyrearter at studere fx pingviner. Der findes 17 arter af pingviner, her ser
vi de charmerende humboldt pingviner, der lever i kolonier. De er knap ½ m høje, vejer knap
5 kg., kan dykke i to minutter, blive 30 år gamle og er den fugl, der har flest fjer pr. cm2 for at
skærme mod de meget kolde vande fra ishavet. Skønt pingviner er fugle, kan de ikke flyve,
men de svømmer fantastisk.
20
Ude i bugten ser vi den tremastede ”Esmeralda,” den er bygget til en film, der skal optages
om salpeterkrigen (se 1879) mellem Peru og Chile. I denne film bliver ”Esmeralda” skudt i
brand og synker. Der er også
bygget en kopi af skibet til byens
museum. ”Esmeraldas” skipper
Aldolo Bratsh blev i
salpeterkrigen en nationalhelt, der
i Chile næsten kom på højde med
vores Tordenskjold.
Efter at vi igen er kommet
levende i land, ser vi Iquiques
fængsel, dog kun udenfor muren. De
fleste, der sidder her, har gjort sig
skyldig i narkokriminalitet,
landets talrigeste forbrydelse.
Vi deles nu op i to hold. Det ene hold har valgt et afslapningseftermiddagsbutiksrundebesøg,
det andet hold besøger Iquiques enlige skibsværft - Astilleros Marco. Til sidstnævnte har jeg
meldt mig, da jeg klart vurderer dette besøg som værende mere afslappet end en rundtur i alle
Iquiques butikker. Jeg har set rigeligt af butikker i min tid, nu skal du bare høre - stop, stop Frede.
Allerførst får vi udleveret sikkerhedshjelm og briller, og vi bliver belært om, at vi ikke må gå
udenfor de afmærkede grønne gangstier på grund af nedstyrtningsfare og kørende trafik af
gaffeltruck, der transporterer 6-8 mm stålplader og alle mulige andre skibsdele. Mon det
alligevel ikke er et noget farligt besøg, vi har indladt os på? I byens butikker er der næppe
nedstyrtningsfare, men nu er vi jo allerede næsten begyndt på turen, så at trække sig tilbage
nu er jo ensbetydende med at tabe ansigt, vi er jo i gammel indianerland. Men de forskellige
sikkerhedsregler er nu skibsværftets politik.
En ingeniør stilles os til rådighed, han skal trave rundt med os, vise og fortælle. Men her har
de både livrem og seler, for ingeniør nr. to følger også med, han skal sikkert værne mod
industrispionage og råbe vagt ved gevær, hvis vi sniger os udenfor de grønne gangstier.
Skibsværftet har mellem 500-600 arbejdere, de tæller mange forskellige nationaliteter.
Værftet har mange reparationer samt om- og tilbygninger. Nybyggede skibe bygges i
sektioner op til maksimum 90 meter. Fiskefartøjer har været det bærende, men da fiskeriet er
i tilbagegang, har produkterne ændret sig, så det i dag mest er lystyacht til arabiske
oliesheiker og andre milliardærer, der er på tegnebrættet.
Bjørn og Erik er specielt interesseret i de mange forskellige arbejdsfunktioner og ikke mindst
samlebåndet. Som tidligere henholdsvis smed og kaptajn er de miljøskadet og stiller meget
begavede spørgsmål, ikke amatørspørgsmål som os andre. Det er sikkert også deres skyld, og
deres skumle udseende, at der blev sat en ekstra ingeniør på vores lille beskedne gruppe, der tæller
under ti. Industrispionage er en farlig ting, de kunne jo også bare lade være at stille så
begavede spørgsmål.
Tilbage på hotellet mødes vi igen med afslapningseftermiddagsbutiksrundebesøgsholdet,
også de er kommet nogenlunde levende gennem et par timers butiksbesøg, men deres kontoer
har fået alvorlige skrammer.
21
”Vi har haft en kanonformiddag,” som Kjeld fra vort skibsværftshold udtrykte det, og det
var ganske korrekt formuleret. Ikke blot har formiddagen været særdeles lang, den har også
givet os mange gode oplevelser.
Frokosten kalder, det sker på Restaurant Club Nautico Cavan Cha. Indledningsvis får vi
pebre efterfulgt af kartoffelsuppe. Hovedretten er lækkert kalvekød med kartoffelmos og
tomat, en kæmpekødskive så stor at kun de færreste kan konsumere den. Afsluttende får vi
budding med creme, men den er så sød, at selv jeg kalder den uspiselig, og så er den virkelig sød.
Igen får vi chilensk øl den fortræffelige Cervesa Cristal.
Efter frokost bliver vi kørt til Iquiques største indkøbscenter - Zofri, der er toldfrit, et navn
der også bruges for Iquique. Ved centrets indgang står et stort flot pyntet juletræ, men fy dog
af plastic. Stort er centret bestemt, hvor et utal af forretninger præsenterer et utal af varer.
Kort og godt et kæmpeudvalg af de varer, vi ikke har brug for, som det blev udtrykt. Centret
er delt op i gader, fx ligger alle banker og vekselbutikker i World Street, ja, hvad skulle en sådan gade
ellers hedde. En butik der handler med kosmetik bærer navnet Cheminova, et navn vi med vort
kendskab til dette firmanavn bestemt ikke forbinder med kosmetik, men nærmere med
udryddelse af skvalderkål. Det nærmeste vi kommer her i den kosmetiske verden er til
fjernelse af hudorme. Centrets utallige butikker er stort set kun små forretninger, der findes
ingen større supermarkeder eller varehuse. Efter et par timers traven rundt i de endeløse
gange, er langt de fleste af os mere end klar til igen at komme hjem til vor base.
Her bliver der lige tid til et hurtigt bad, før vi møder op til aftenens menu på restaurant
El viejo Wagon som vi også besøgte første aften her i Iquique. Der startes med pebre.
Hovedretten er høne med ris, kartofler og karrysauce, desserten is med yoghurt. Menuen er
udmærket, men ikke på højde med den restaurationen serverede den første aften.
Til middagen drikker vi Come Sur Reserva Merlot 14% 2005. Et godt valg.
Tirsdag 18. nov. 2008
Dagens tur går ud i Atacamaørkenen, og den er stor, meget stor. Den strækker sig omkring et
par tusind km fra N til S, og i bredden flere steder op mod 100 km. Og der er langt mellem
benzinstationerne, meget langt, så det er klogt at tænke sig godt om, inden man vover at køre
ud i ørkenen. Ud over en stor saltsø ser vi kun sten, grus og sand, stort set ingen vegetation er
der her i ørkenen, kun ganske enkelte damareos træer. Men pludselig kommer vi ind i et
område med en plantage af damareos træer. De er specielle derved, at det synlige mandshøje
træ kun er 1/10 af, hvor langt rødderne når ned i undergrunden for at finde den nødvendige
væde. Engang dækkede disse træer store områder i ørkenen, men de blev fældet, da man
udvandt salpeter. Senere har man startet en beplantning, og her ser vi altså en plantage, men
det tager sine år, før rødderne når over 10 m ned i undergrunden til de vandbærende lag.
I en lille oaseby La Tirana gør vi et lille stop, en by der opstod under udvinding af sølv i
1542. Ad mindre ørkenveje kører vi herfra ud til bjergene med geoglyffer. Geoglifos, som de
her hedder, er udlagte sten som mønstre af symboler og figurer på bjergsiderne, formentlig
udlagt af inkaerne i 14-1500-tallet, dvs. før den tid, hvor spanierne var nået så langt mod S.
Andre steder findes petroglyffer, eller petroglifos, som er den arkæologiske betegnelse for
tilsvarende symboler og figurer, men de er udhugget eller ridset i bjergenes grundfjeld eller
på løse sten. De er betydelig ældre end geoglifos, og de kan være op mod 5.000 år gamle, og
derfor udført af forhistoriske mennesker.
22
Vi vandrer et langt stykke ud langs bjergene og betragter de mange figurer højt oppe på
bjergsiderne. De er kaldt for den tids
runer, men endnu har ingen fundet
ud af, hvad disse tegninger af dyr og
symboler har haft af betydning. Det
er en fantastisk fornemmelse at vide,
at mennesker for 500 år siden har
kravlet højt oppe på disse bjerge for
at skabe disse tegn, og at vi stadig
spekulerer på – hvorfor? Hvert år i
august holdes festdage her ved
geoglyfferne.
Ofte ser vi på bjergsiderne forskellige slogans, som regel et reklameslogans for et bestemt
politisk parti. Men det er absolut ikke noget, vi kan tage fejl af i forhold til de herværende
geoglyffer, forskellen er meget tydelig. Chiles højeste bjerg er for øvrigt Ojas del Salado med
6.887 m.
Efter disse store oplevelser bliver næste stop i en lille oaseby ved en lille kunstbod Arte
Sania Nidia, hvor de viser deres
kunst i keramik og vævede sjaler.
Der er mange smukke ting i
keramik, specielt er krukkerne i
særklasse endda til meget rimelige
priser, men keramikkrukker fylder
meget i en kuffert. Trods det ser
det ud, som om boden har et rigtig
godt salg. Her serverer Karen en
lille forfriskning af juice og lækre
hjemmebagte snegle et meget
populært indslag. Der er endda to
snegle til hver, men jeg har altid haft det
svært med tal.
Igen går det adskillige km gennem ørkenen, hvor vi kun ser enkelte damareos træer. Næste
stop er endnu en lille oaseby med kun 500 indbyggere. Byens kirke blev bygget i 1780, men
blev totalt ødelagt af jordskælvet i 2005, et jordskælv der ødelagde adskillige chilenske
landsbyer. Kirken er dog genopbygget, hvor byggematerialet er dækket med bambus og en
mørtelblanding af kridt og kalk. Nadverscenen er her gengivet på en lang væg med figurer i
legemsstørrelse. Kirken har ingen fast præst, men får hver søndag besøg af en præst fra
Iquique.
I haven udenfor kirken står to figurer en bager og en frugtsælger. De skal symbolisere byens
specialitet en ganske speciel kage bagt på majs- og hvedemel, i kagen er iblandet stedets
frugter, mangohonning og kokos. Naturligvis er der på stedet en lille kiosk, der bærer navnet
Jugueria Hilda, her sælges byens berømte kager. Og naturligvis slipper vi et par pesos for at
smage og opleve byens berømte kage, den er meget velsmagende, men særdeles sød.
23
Byen har også et vinmuseum, indrettet i en gammel vingård fra 1700-tallet. På den tid var
der stadig mange druer i området. I dag avles der kun druer i den Chilenske Længdedal nær
Santiago i Midtchile. Dengang bestod vinpressen af slaver, der trådte i druerne for at presse
saften ud i kar og vintønder. Herefter blev druesaften hældt i lerkar, der stod halvt nedgravet i
jorden, det gav den ideelle temperaturforskel mellem dag og nat og dermed den bedste
udvikling på saftens vej til vin. Årets første vin blev altid drukket 11. juni til byens religiøse
fest med musik og procession. Det allerførste glas blev drukket af vinmarkens ejer, der
fortsatte med at drikke, til han dejsede.
Det er blevet godt og vel frokosttid, på Restaurant Socavon serveres en tallerken med
gulerødder, majs, rødbeder, broccoli, mayo og kylling med ris, desserten er is med rosiner.
Til frokosten drikker vi Cervesa Cristal 4,6%, 1/1 liter endda, men det er jo tilladt at dele,
0
men ikke alle evner at finde en delemakker. Som undskyldning skal siges, at det er varmt, meget varmt 35
C i skyggen. Det får os til at undres over, at vi så sjældent ser solceller på tagene, med de
mange solskinstimer, må der være store muligheder for at udnytte solens energi.
Næste besøg er en lille oase med frugtplantagen Sambre Verde. Netop her er jorden meget
næringsrig, men den kræver naturligvis vand, bliver den vandet, så spirer alt. Vandet ligger
netop her i en dybde af kun 5-10 m, hvor vandet andre steder skal hentes 100 m under jordens
overflade. Nogle steder er det saltvand der pumpes op. Retten til fersk vand er så absolut en
livsbetingelse her, derfor arves denne ret af familien. Et muret kanalsystem med skodder
leder vandet ind i mindre områder omkantet af jordvolde.
Frugtplantagens betydeligste afgrøde er citrusfrugter citroner, grape, pomelo og appelsiner.
Der høstes året rundt. Frugterne her er mere saftige, sødere og har en lang holdbarhed.
Grunden er en kombination af jordens beskaffenhed, solens varme og, at der er vand nok.
Der avles også mange guava, de høstes fra maj til august. Guava findes i seks typer gule og
grønne med rødt eller hvidt indmad.
Frugtplantagens ejer, en adræt ung mand, fortæller om de forskellige gøremål i
frugtplantagen. Pludselig springer han op i et højt mangotræ for at demonstrere, hvordan man
plukker mango. På et
øjeblik er han ti meter
over vore hoveder, og
straks smider han et par
mangofrugter ned til os.
Mango høstes mens de
endnu er grønne, for
ellers kommer en
rottelignende gnaver
først, for den tager
frugterne i samme
øjeblik, de får den
modne rødlige farve og
dufter.
Der gødes kun med organisk gødning i frugtplantagen. Men træerne spules med sulfovand
og sprøjtes mod moskitoangreb. Et meget interessant besøg der slutter med, at vi får serveret
et glas friskpresset mango- eller appelsinsaft. En herlig forfriskning der kommer os meget
tilpas i den gloende varme.
24
Efter dagens mange oplevelser går det igen mod Iquique, hvor vi inden aftenens menu har
tid til en tiltrængt dukkert i Stillehavet. Enkelte nøjes med et badeværelsesbad og nogen tager
måske hele pakken.
Restaurant Club Nautico Cavan Cha får igen vort besøg. Der indledes, ikke overraskende,
med pebre, hovedretten er sværdfisk, som her hedder alba corda, kogt med grøntsager hertil
får vi en meget velsmagende kartoffelgratin, desserten er pandekage med is. Til middagen
drikker vi lokal hvidvin, der her får betegnelsen næsten acceptabel.
Onsdag 19. nov. 2008
Vores tid i Iquique er nu opbrugt, og vi skal flyve via Arica, Chiles nordligste by, til
Arequipa i det sydlige Peru.
Afgang fra hotellet fem minutter før den aftalte tid er en bekræftelse af, at hele selskabet er
meget præcise, dejligt vi ikke har taget ved lære af chilenernes vane. I lufthavnen skal vi møde to timer før
afgang. Men så har vi igen det chilenske problem, hvorfor skal vi møde to timer før afgang,
når skranken, der skal servicere os, først åbner en time før afgang? Kulturkollision.
Det fatter jeg ikke en brik af, men som Hans siger: ”Sådan er det bare.” Mit svar:
”Hvis chilenerne besøger Danmark, vil de faktisk komme for sent til såvel fly, tog, rutebil
som skib, så der er ingen grund til, at de tager den lange rejse.”
Skønt ventetid fejler humøret ikke noget. Det starter med, at William viser sit pasbillede
frem og hævder, at billedet er taget af hans bedstefar, lige før han døde.
Efterfølgende hagler spørgsmålene ned over William.
Er du sikker på han er død?
Han rører da vist på sig?
Er det før eller efter han døde?
Erling melder sig også på banen. Han viser sit pasbillede frem og hævder, det er hans
konfirmationsbillede.
Også Knud blander sig med sit pasbillede. Her er alle rørende enige om, at det hører hjemme
i politiets efterretningsvæsens kartotek over eftersøgte narkosmuglere.
Men hvad, et billede kan vel ikke både ligne og se godt ud.
Underligt – men ingen af pigerne blander sig, de skulle ikke have noget klinket. Men måske
var det her, Helle kom med sit københavnerudtryk: ”Nul og en prut.” Nej, helt normale har
de ”køvenhavnere” jo aldrig været.
Derimod fik Mona en interessant oplevelse. Hun gik på toilettet, men da hun kom helt ind,
opdagede hun, at isenkrammet på væggene var anderledes, end hvad hun plejede at se, det var
nemlig et herretoilet. Ved et af urinalerne stod en mand med spredte ben og forrettede sin
nødtørft. Men her var Mona meget uheldig, for herren var såmænd kun Erling. Så hvad det
mandlige angår, så var der ingen nye oplevelser for stakkels Mona.
Og så er der afgang fra Iquique til Arica, en flyvetur på kun 35 minutter. Arica er et
populært feriested og en travl havneby, her venter vi igen et par timer, før vi forlader Chile og
flyet letter til Arequipa i Peru. Også denne tur tager kun 35 minutter. Set i relation til de 35
minutter synes det endnu mere komisk, at skulle møde i lufthavnen to timer før afgang. Dog
skal det siges, at vi på den sidste tur krydser landegrænsen Chile-Peru. Da der er to timers
tidsforskel landene imellem, skal urene stilles to timer tilbage. Udover et enkelt bolsje er der
ingen servering på disse to korte flyruter.
25
Vi er nu kommet til Peru:
Endelig er vi velankommet til Peru og landets næststørste by Arequipa, der ligger 2.325
m.o.h. Peru har 28 mio. indbyggere, næsten halvdelen, eller 12 mio. af dem, bor i
hovedstaden Lima med omegn, en utrolig stor koncentration, og utryg er det, at ca. halvdelen
af dem er uden fast indtægt. I 1988 levede 82% af Perus befolkning under
fattigdomsgrænsen, og selv om det er blevet meget bedre, så er der stadig 41%, der lever
under denne grænse.
Arbejdsløsheden er meget mærkbar i Peru, hver morgen tropper arbejdsvillige op på
bestemte gadehjørner i byerne, noget vi så flere eksempler på, her kan arbejdsgiverne se dem
an og måske finde netop den hjælper, de har brug for. Det kan være for en enkelt dag, en uge,
en måned eller længere tid. Det får os til at tænke på tidligere tiders slavehandel, hvor
arbejderen, eller kvinden for den sags skyld, blev fremvist som en anden salgsudstilling og
købt af højstbydende. Men den fantasi må vi mane i jorden.
Perus vigtigste erhverv er minedrift, først og fremmest kobberminer. Dernæst følger
landbrug, hvor asparges er topscorer efterfulgt af frugter. Turismen er også vokset stærk
gennem de sidste ti år.
Mindre bemidledes børn får mad i skolen. På spørgsmålet om, hvorvidt disse børn af den
grund følte sig devalueret, blev kraftigt benægtet. Som i Chile er der en almindelig forståelse
for og accept af, også blandt børn, at ikke alle mennesker ejer lige meget.
Fra lufthavnen læsses vore kufferter på en bus de fleste oven på bussen. Drageren, der har
dette ansvar, er en rigtig sprællemand, der ikke står tilbage for at levere et skuespil. Med i
dette skuespil kommer en af gruppens deltagere, der straks overtager dragerens meget fine og
fornemme kasket og udnævnes til overkontrollør. Det skal ikke her afsløres hvem, så vi
kalder ham blot for Frede.
Efter ½ times bustur når vi til La Casa de la Abuela Hostal, der betyder Bedstemors Hus.
En herlig have omkranser hotellet, hvor flotte hortensia, kanna, jacaranda og mange andre
frodigheder modtager os. Der serveres en ualmindelig velsmagende sandwich af friskbagt
brød med kylling og avokado, hertil serveres Cusquena 5% øl, cola eller vand efter ønske.
Værelserne ligger rundt omkring i den store frodige have, der også rummer et svømmebassin.
Værelset er stort og velfungerende på væggen hænger vævede billedtæpper. Efter en
vekselrunde sikrer alle sig peruanske sol, en sol svarer til to kr. Og så er det tid til et par
timers byvandring.
Forskellen fra Iquique til Arequipa er ret betydelig, luften er klarere, husene flottere, mere
velholdte og graffiti ses næsten ikke. Til gengæld er der væsentlig flere påtrængende
gadesælgere, tiggere og et sted ser vi en gadejonglør, der midt ude mellem bilerne sender en
skov af kegler op i luften for igen at fange dem på nedturen. Når bilerne så må holder for
rødt, springer han behændigt om til førersædet, for om der muligvis skulle falde en sol eller to
af som belønning for det farlige job.
Gaderne vrimler med et væld af små gule taxaer, de tæller langt over halvdelen af samtlige
biler, ja, jeg tør næsten spå 90% af dem. En taxa er utrolig billige, for 3-5 sol kan du køre
næsten byen rundt. Med til gadebilledet hører også skopudsere. Ind imellem sidder en person
direkte på fortovet med en badevægt, og håber på at en eller anden turist står op på vægten for
at konstatere sin overvægt og dermed slippe en sol eller to.
26
Arequipa er grundlagt af spanierne i 1540. I 1970 boede
der 170.000 mennesker i byen, men den har siden haft en
enorm tilvækst fra landområderne, og er i dag en by på
800.000 indbyggere og i hele regionen bor der 1,1 mio.
Arequipa ligger 2.325 meter over havet, hvad vi godt kan
mærke, men luften er herlig frisk. Og så har byen 360
solskinsdage om året, ja, det står der virkelig. Men
grundet højden bliver det aldrig for varmt. I år 2000 blev
Arequipas Plaza de Armas, et af Perus smukkeste torve,
optaget i Unescos World Heritage List “verdens
kulturarv.” Byen har to slogans: ”Den hvide by” fordi
plazaen er omkranset af store hvide bygninger i kolonistil,
eller ”Byen med evigt forår.” Det sidste tilnavn er skabt af
Cervantes Saavedra, der skrev ”Don Quijote,” da han i
1500-tallet var på vej hjem til Spanien efter at være blevet
vraget til borgmesterposten i La Paz.
På en hjørnecafe får vi en lille pause, her serveres
cappuccino, vand, øl eller hvad den enkelte er til. Ind
imellem vandrer vi rundt til gadens mange boder, der har
et stort udvalg i lækre tekstiler med alpacauld som råvare.
Igen handles der ivrigt. Gad vist hvor længe kufferterne er store nok?
Her i gaden har de også postkort og frimærker, noget der
mærkeligt nok ikke ses mange steder.
Aftenens menu får vi på Restaurant La Quinta på gaden Jerusalen. En buffet bestående af
alpaca, kylling, marsvin, blæksprutter og et væld af forskellige grøntsager. Som dessert
serveres lækre friske meloner. Marsvin er for øvrigt ganske lækkert kød. Da vi i morgen skal
op i højder over 4.000 meter, anbefales det kraftigt, at vi ikke drikker nogen form for alkohol,
så desværre
årgangsvinen
erstattes af vand i
mange forskellige
afskygninger. Vi
bemærker
restaurantens lave
stole, men til
gengæld er bordene
høje,
men det er nu en dårlig hjælp.
Vi føler os som små
børn siddende ved
voksent møblement.
Lidt underligt, for peruanerne er ikke særlig høje mennesker.
Tidligt er vi tilbage på hotellet, hvor alle synes at gå tidligt til ro trætte efter dagens
flyveture, lufthavnsventetider, byvandring og øvrige oplevelser.
27
Torsdag 20. nov. 2008
Morgenmaden, her i Bedstemors Hus, er meget lækker og velassorteret, med et stort udvalg i
hver enkelt kategori juice, yoghurt, frugt, marmelade, brød, kaffe, te og kokathe. Det forblev
klart turens bedste morgenmad.
Dagens tur går til Cabanaconde. Turen fra Arequipa til Cabanaconde er meget storslået, vi
passerer så kendte vulkanske bjerge som den kegleformede El Misti 5.822 m, der er et yndet
mål for amatørbjergbestigere, Pichu Pichu 5.571 m, som du senere vil høre meget mere om,
Chachani 6.075 m, Nevado Ampato 6.325 m, hvor de fandt Juanita, som du også vil høre
meget mere om senere og Coropuna 6.425 m. Flere af disse bjerge er aktive vulkaner med
evigt sne på tinderne. Vi kommer op i højder lige over 4.000 m, noget vi alle godt kan
mærke, vi bliver hurtigt forpustede, og enkelte får det dårligt.
Perus højeste bjerg er Huascaran med 6.768 meter, den ligger i Cordillera Blanca Den Hvide
Bjergkæde i det nordlige Peru.
I bjergområdet ser vi store flokke af lamatypen vikunja. De kan blive op til 25 år, lever vildt
og kan ikke tæmmes. Men da deres uld er kostbart, drives de af lokale folk ind i folde, hvor
de indfanges og klippes, men kun hvert
andet år og kun på ryggen og under bugen,
ikke på halsen for så vil de dø af kulde.
De holdes kun i fangenskab højst et døgn.
Der findes omkring 6.000 vikunjaer i
området. Hver han har op til ni hunner.
De svage hanner samles i flokke, men de
bliver sjældent over 15 år. Hunnerne føder
hvert år en kalv, efter to uger kan kalven
løbe 25 km/t, de voksne kan løbe 50 km/t.
Deres uld er næsten så fin som silkeormens
tråde og derfor meget kostbar.
Vikunjaer opholder sig tæt på de større veje,
fordi ræve flygter fra trafikken, og ræve er
vikunjaernes værste fjende, da de tager
kalvene.
Der findes flere lamatyper, de kan leve en
uge uden vand, og de spiser alle former for
beplantning. Alpaca er en anden af lamatyperne, den giver 118 gram uld hvert andet år,
sammenlignet med et almindeligt får der giver 140 gram uld, men hvert år.
Andre steder går der fåreflokke, men regeringen overvejer at forbyde får, fordi deres klove
slider på den sparsomme vegetation, som fårene bider tættere end lamadyr. Af den grund er
får med til at gøre ørkenområderne endnu mere golde. På de dyrkede marker ses mange majs
og hestebønner. Det undrer os meget, at der findes 300 forskellige majssorter, også i
adskillige farvenuancer.
Jævnligt har vi et stop, dels for at nyde de helt fantastiske udsigter der åbner sig for os, dels
for at fotografere. Dertil kommer, at vi er beordret til at drikke mindst to liter vand om dagen,
det betyder mange toiletbesøg. Efterhånden som disse toiletstop bliver hyppigere, daler
blufærdigheden tilsvarende. Her ude i naturen kalder Hans toiletterne for økologiske, men
håndvasken mangler.
28
Ørkenområdet er rig på fugle, mest naturligvis i de grønne oasepletter. Af kendte fugle ser vi
gæs, ænder, blishøns, duer, gråspurve og mange for os ukendte racer. En af dem hedder jote
en stor sort fugl med rødt hoved.
Vi er kommet langt hen på dagen før vi får en regulær pause, det sker i bjergbyen Patahuasi,
hvor der serveres en kop kokathe, der skulle modvirke højdesyge. Trods kokabladene smager
theen ikke af meget, nogenlunde som grøn the, og grønne er thebladene jo også. Vi investerer
endda i en pose kokathe, en pose kokabolcher og et stykke kokachokolade. Derudover fristes
både Hanne og jeg af lækre striktrøjer af alpacauld til en yderst human pris.
Kokablade er et af indianerfolkenes vigtigste afgrøder, som de har dyrket og levet af i flere
årtusinder. Men industrien har fundet ud af at tilsætte forskellige kemikalier, og på den måde
kom kokain. USA forsøger at bekæmpe produktion af kokablade. Men det var mere på sin
plads, om man virkelig bekæmpede, dem der skaber og handler med kokain frem for de
stakkels bønder, der i forvejen har svært ved at skaffe til dagen og vejen.
Mange af de steder hvor der dyrkes korn, bruger man heste som tærskeværk, idet de driver
hestene hen over det høstede korn for at tærske kærnerne af stråene.
Den sidste del af vejen til Cabanaconde følger vi Colcadalen, også kaldet Livets Dal, en
frugtbar og smuk kløft dannet af vulkaner tusinder af år tilbage i tiden. Der findes 6.000 ha
terrasser langs dalen, de er fra 800-tallet. Trods det er 75% af terrasserne stadig opdyrkede.
Men teknikken er ikke nået langt, vi ser stadig oksespand, der trækker en ard datidens plov,
som vi danskere brugte på Gorm den Gamles tid. Der er ingen risiko for traktose på deres
marker. Ejendommeligt er det også at tænke på, at bonden, når han kommer hjem, sikkert
sætter sig hen for at se tv, måske spiser han pommes frites og drikker cola. Ja, det er ikke
overalt på Jorden, der har været fremgang.
Levealderen her langs Colcadalen nærmer sig 70 år, hvor den i Perus større byer kun er 60
år. Det fortæller en hel del om stres, jag og sikkert ikke mindst de mange grøntsager,
befolkningen her i dalen spiser, og den megen motion de får ved bjergvandringerne.
Et par gange kører vi gennem en tunnel, og beundrer den enorme arbejdsindsats og ikke
mindst de komplicerede ingeniørberegninger, der må være gået forud. Det har sikkert været
en kostbar indsats, og i forhold til et så tyndt befolket område også en stor økonomisk
belastning.
En meget sen frokost får vi på Restaurant Urinsaya. En buffet med tre forskellige supper,
mange forskellige grøntsager, dressing, stegt banan, rispandekager, marsvin, alpaca, pommes
frites, frugtdessert og granatæbler. Til de mange herligheder drikker vi Inka Kola til 2 sol.
Fremme i Cabanaconde på Kuntur Wassi Colca Hotel, der ligger i en højde af 3.300 m, får vi
nøglen til vort værelse. Der er god plads og indianerkunst på væggene. Primitivt, men rent og
et meget venligt personale. Til aftenens menu samme sted serveres:
Grønsagssuppe m/spaghetti, ørred med grøntsager, pebermyntefromage og sandkage med
karamel. Alle undlader at drikke øl/vin, det er forskellige vand og cola der pryder bordet.
Morgenvækning begynder ved femtiden med hanegal. Kort efter falder skrydende æsler ind,
heste der vrinsker, får der bræger, køer der brøler, hunde der glammer, grise der grynter og
under dyrene vrimler det med mange forskellige fuglearter, der tager for sig af kornrester og
dyrenes efterladenskaber. De mange lyde fra dyrene virker ikke som spektakel, men som et
29
naturligt led i den gryende dag. En lille time senere falder kirkeklokkerne ind med deres
dunkle klang, og så kan vi lige så godt stå op og gå en morgentur i byen.
Udsigten fra vort vindue bekræfter de mange forskellige dyr, der går i små indhegninger
mellem husene, eller skal vi kalde dem baggårde, i landsbyen, der ligger smukt klemt inde
med bjerge til alle sider. Skønt det tidlige tidspunkt er der allerede aktiviteter i de små
baghaver, en vasker sig, en anden pudser sko, små bål vidner om, at der også laves
morgenmad, og børn pakker deres skoletasker. Alle gør sig klar til dagens dont. Luften er
herlig frisk og ren, men meget kølig og tynd. Arbejdsklædte mænd går ud mod
bjergskråningernes terrasser, hvor der allerede fra kl. 5:00 kan ses aktiviteter med spader og
hakker.
Også her er næsten alle byens tage flade med pandeplader, enkelte huse er med rejsning og
stråtag fremstillet af forskellige korn- og græsstrå væsentlig tyndere, end hvad vi kender i
Danmark. Det fortælles os, at tækkematerialet plukkes i højder over 4.500 m. Det tager vi
dog ikke helt for pålydende, for disse stive strå ses overalt også her i højder omkring 3.000 m.
At næsten alle tage er dækket med pandeplader skyldes, at regeringen engang indførte, at
pandeplader var gratis, og stråtag blev derfor efterhånden sjældne. Men stråtag var betydeligt
bedre isolerende såvel mod kulde som mod varme, så det betød et dårligere indeklima og
større forbrug af brændsel i den kolde periode.
Cabanaconde Plaza er både ren og flot. I centrum
står en statue af en kondor. De små boder i gaderne
er i fuld gang med at åbne og stille deres varer frem
og ud på gaden. Allerede her kl. 6:30 køber vi
batterier til fotoapparatet, vand og chokolade. En
indianerkone har sin butik på en ladcykel, herfra
sælger hun dampende varm kokathe til de lokale,
der er rimelig trafik omkring hendes bod. Festligt
klædte og velnærede indianerkoner entrer de lokale
busser på vej ud til deres salgssteder langs vejene.
På nakken har de store tøjsække fyldt med souvenir,
tekstiler og andre salgbare ting.
Efter morgenmaden går dagens tur ud i bjergene.
Et storslået landskab åbner sig for os, hver gang vi
runder en bjergkam. Landbruget der praktiseres, på
de tusindvis af terrasser, er stort set baseret på at
skulle være selvforsynende, ellers bytter de med
hinanden. Avlen er hovedsageligt hestebønner, majs,
grøntsager og frugt, alt bliver brugt på
hjemmemarkedet, så der avles ikke landbrugsvarer
til eksport i Cabanaconde området.
Flere af de små bjerglandsbyer ligger i op til 4.000
meters højde. Nogle af dem har du kun mulighed for
at komme til, hvis du bruger gåben eller muldyr. Ofte ligger disse landsbyer så afsides, at det
tager over 12 timer at gå til nabobyen. Flere af disse isolerede bjerglandsbyer har deres eget
sprog, quechua, taler endog ikke spansk, og flere af de ældre beboere har aldrig været udenfor
byen. Trods isolationen menes det ikke, at der er tale om indavl af betydning. Fertiliteten
ligger mellem 2-3, men 12% af børnene dør i deres første leveår.
30
For 15 år siden havde disse små landsbyer ingen læger, men nu har regeringen bestemt, at
nyuddannede læger skal udstationeres i en af Perus mange små bjerglandsbyer i mindst et år.
Befolkningen bruger mest naturmetoder som fx lægeurter, og de er afvisende overfor vestens
lægekultur. Læge og hospital er gratis, men til gengæld er medicin dyr. Trosretningen i
landsbyerne er primært katolsk godt iblandet den gamle indianertro, men der er stor
fleksibilitet og tolerance for andre trosretninger.
Vand får man fra vandreservoir 4.500 meters højde oppe i bjergene, det er smeltet sne og is.
Vandet ledes i kanaler ud til terrasserne, hvor der åbnes og lukkes efter ganske fastsatte
regler, et system der styres af selvjustits.
Det skal her også nævnes, at 1/3 af Perus boliger ikke har installeret vand og el.
Her fra udsigtspunktet Huncapampo
er der fra bjergets top til kløftens
bund 3.600 m. Herfra er der udsigt til
to små landsbyer hver med 175
indbyggere. Der synes dog at være et
større antal huse, men det skyldes, at
mange, specielt de unge, i de senere
år er flyttet til større byer. Lokket af
tv-billeder af livet i storbyerne, der
viser luksus som værende normalt for
alle. Men ofte bliver de fælt skuffede,
mange af dem havner i de rene
slumkvarterer uden store muligheder
for at kæmpe sig frem til overfladen.
De små landsbyer har ingen kontakter til den vestlige verden, og mange af indbyggerne er
stadig fjendtlige over for os, der kommer fra Europa, de betragter os som spaniere, der
myrdede og stjal - egentlig ikke uforståeligt.
Vi står faktisk på 120 mio. år gammel
havbund, for her har to af
kontinentalpladerne dengang haft en så
voldsom kollision, at to bjergkæder er skudt
op ved siden af hinanden, og de vokser
stadig med en cm hver 25. år. Utroligt at det
kan regnes så nøjagtigt ud. En besynderlig
fornemmelse at stå her på en gammel
havbund 3-4 km over havets overflade.
Netop her er der mange kaktus på
bjergsiderne, i enkelte af dem er der bygget
fuglereder, det skyldes at kaktus beskytter
de mindre fugle mod rovfuglene. I området
findes der stinkdyr, ræv, få slangetyper og
puma, men de ses yderst sjældent af
mennesker for de er sky og skjuler sig altid i
højder over 3.500 m.
31
Det er blevet frokosttid, og i dag har vi den med i bussen i form af madpakke og vand.
Chaufføren holder ind på et plateau, en meget flad, sandet og kedelig rasteplads, vi er bestemt
ikke begejstret for hans valg af plads til frokost i det fri. Da vi kommer ud af bussen, går vi
langs en 4-500 m lang sti hen til en jordvold. Netop som vi passerer denne vold, bliver vi
stumme af beundring, en fantastisk panorama åbner sig for os, en lang frodig og meget dyb
dal strækker sig til begge sider, over for os ligger charmerende bjerglandsbyer. Næppe har vi
nogensinde nydt en madpakke i flottere omgivelser, så en times tid gik der sikkert til denne
frokost.
Uden at vi har bemærket det,
er vi igen kommet tæt på
Cabanaconde, dette
udsigtssted hedder Sct. Michel
og ifølge den lokale brochure,
er der kun ti minutters
vandretur til Cabanaconde,
men det er en styg usandhed,
en time passer bedre. Derfor hvad der står i denne
beretning, men ikke i diverse
turistbrochurer eller andre
begavede skrifter, kan blot
betragtes som mit bidrag til videnskaben.
De friskeste af os vælger at gå til vort hotel. Undervejs besøger vi en kirkegård, alle blomster
er af blik, papir eller plastic, og de fleste buketter står stadig indpakket i plastic. Farverne er
overvejende lilla, som er inkaernes farve for døden.
I Peru bliver alle begravet, ingen bliver kremeret. Otte dage efter begravelsen går en
prosession fra afdødes hjem til
kirkegården med store blomsteropsatser
i front og med levende hornmusik
bagerst. Tre måneder efter og et år efter
foretages samme prosession.
Vi var så heldige at se en sådan
prosession, de kom i ganske lystig
stemning, ingen bar præg af sorg.
Den 2. nov. er de dødes dag, denne dag
samles alle afdødes familier på
kirkegården, hvor musikken spiller op,
der danses og der spises medbragt mad,
øl og vin, det er i det hele taget en rigtig
festdag.
Da vi kommer til Cabanacondes byport, ser vi et kæmpeskilt, der appellerer til de voksne, at
de skal melde sig til læse- og skriveundervisning. En slags VUC-undervisning for at komme
analfabetismen til livs.
32
Tilbage på vort hotel samles vi med de magelige, dem der brugte bussen. Der er nu lejlighed
til at stille spørgsmål til dagens guide Elias, han har først gået på gymnasium og dernæst fem
år på universitet, hvor han har læst historie og turisme, han er født i Arequipa 1981, hertil var
forældrene flygtet fra Chile.
Her ses et lille udpluk af de mange emner der var på banen:
Et nyt parti dukkede op ved valget maj 1980 Perus kommunistisk parti Sendero Luminoso Den Lysende Sti startet af universitetslærer Abimael Guzman med Mao som forbillede.
Af andre organisationer kaldt - Den Lysende Blodige Sti. Partiet fik stor tilslutning i
bjergområderne, som regeringen aldrig havde interesseret sig for. Valgets vinder Fernando
Belaunde satte militæret ind mod Den Lysende Sti. Op gennem 1980-erne optrappedes
urolighederne i de underudviklede bjergegne med overgreb mod lokalbefolkningen fra begge
parter. Derfor tabte bjergbønderne tilliden til Den Lysende Sti. Året 1988 var Perus værste år
med en inflation på 2000%, og da Guzman i 1992 blev taget til fange, blev der igen roligt i
bjergområderne. Guzman sidder stadig fængslet. Den Lysende Sti har ansvar for drab og
terror på tusindvis af civile, der tales om 70.000. Først og fremmest sigtede de efter
borgmestre og embedsmænd med det resultat, at ingen ønskede at påtage sig disse jobs.
Den Lysende Stis terror betød en voldsom nedgang i turiststrømmen til Peru med
valutaproblemer til følge.
Peru har ikke dødsstraf, men nuværende præsident Alan Garcia Perez arbejder for at få
gennemført dødsstraf for medlemmer af Den Lysende Sti, det er dog endnu ikke lykkedes for
ham.
Peru ser meget gerne flere turister
Skolebøgerne har tidligere været et skønmaleri af det peruanske samfund, men de er nu
blevet mere objektive, hvor racismen træder i baggrunden. Der er også flere og flere voksne,
der uddanner sig, og analfabetismen er de sidste 30 år faldet fra 75% til 35%. En mærkbar
forbedring, selv om det stadig er en tredjedel af befolkningen, der ikke kan læse og skrive.
Perus forhold til nabolandene:
Brasilien, Ecuador og Colombia et godt naboskab
Bolivia tålelig, men gammel grænsestrid om retten til vand lever stadig
Chile stadig uenig om grænsedragning selv om det er i ørkenområdet, årsagen er, at der
findes værdifulde mineraler i undergrunden
Peruanerne betaler ikke skat, får vi at vide. Senere fortælles det modsatte. Så hvad der er
korrekt, skal jeg lade være usagt. Momsen er 19%. Statens væsentligste indtægt kommer fra
de mange forskellige miner.
Perus nationalsport er fodbold
Almindelig skolegang er gratis, det gælder også hospital og læger. Hvorimod der betales på
privatskoler. Morgenmad og frokost spises i skolen. Men fordi mange familier lever meget
isoleret i bjergene, er der mange, der ikke går i skole.
Folkepension findes, men kun til dem der har haft arbejde
Cancer er ikke særlig udbredt i Peru, dog får mange hudkræft grundet den skarpe sol
Byggeindustrien binder husbjælkerne sammen med reb, det betyder, at bygningen har større
mulighed for at give efter i tilfælde af jordskælv.
33
Det blev en udbytterig time, hvor vi fik fortalt meget og fik svar på mange af de stillede
spørgsmål. Der var almindelig enighed om, at vi oftere burde have en tilsvarende time
vekslende mellem fortælling om landets forhold og efterfølgende spørgsmål. Det sker nemlig
dagligt, at vi står tvivlende over for et eller andet, vi har set eller hørt. Og det er bestemt ikke
sikkert, at vi næste gang, der er lejlighed til at spørge, kan huske, hvad det var, vi ville spørge
om.
Efter denne positive samling serveres der buffet i hotellets restaurant, her nyder vi
forskellige supper, flere kødretter, grøntsager an mas, desserter og Cusquena øl 5%.
Efter middagen holdes en religiøs ceremoni ”Pago a la tierra” betaling til Moder Jord –
Santa Kinua. Det sker under åben himmel på tagterrassen på toppen af hotellet, hvorfra der er
en fin udsigt over byen. ”Pago a la tierra” er en offerfest for at bede om helse og god høst.
Hotelejeren forklarer de forskellige ritualer, der udføres på gulvet af en indianer og hans kone
i originale klædninger, noget de har arvet fra deres forgængere.
I en skåret lerkrukke, med en diameter på ca. ½ meter, er der tændt et bål. Indianeren
velsigner forskellige afgrøder såsom blomster, frugter, korn, kokablade og en cigaret, disse
ting tager han fra simple brugte chipsposer, andre brugte plastposer og tilfældigt papir. Efter
velsignelsen lægger han dem på en gammel delvis krøllet avis, som han forsøger at gøre pæn
ved at glatte de ombøjede hjørner ud, hvad der dog ikke lykkes særlig godt. De velsignede
afgrøder omkranses nu af serpentiner, der forinden også har fået en velsignelse med på vejen.
Rundt om indianeren og hans kone sidder vi tavse og iagttager de primitive ritualer. Vi får nu
udleveret nogle kokablade, som vi skal tygge til en lille kugle.
Fra bålet fylder indianeren gløder i en lille lerskål, den går han rundt med, så hver enkelt kan
ånde ned i skålen tre gange, og derpå smide den tyggede kokakugle ned i skålen og samtidig
opsende et ønske til guden. Dernæst skal vi drikke et lille bæger vin, men en lille rest af vinen
skal levnes og hældes ud på jorden som en offergave, terrassen gør det her ud for jorden.
Det er det samme glas, der går rundt fra mund til mund, men så vidt vides, har ingen lidt tort
af den grund. Efter vinen kommer turen til en cigaret, tændt af indianeren med ild fra bålet,
hver enkelt skal tage tre sug af cigaretten, der også går fra mund til mund, men den slår ikke
til hele vejen rundt, så en ny cigaret kommer i drift.
Hotelejerens forklaringer undervejs kommer med stor alvor og seriøsitet, så vi klart
fornemmer, at der er tale om en stærk tro, der bunder i indianernes tusindårige kultur. Så selv
om vi nok synes, det er en løjerlig form for religion, kan vi godt vise respekt for deres
traditioner. Vi har jo også i vores religion og kultur traditioner, der for andre folkeslag synes
tåbelige og uforståelige.
Da vi er det største selskab, der har boet på Kuntur Wassi Colca Hotel, er såvel aftens menu
som den religiøse ceremoni blev filmet for senere brug i hotellets brochurer.
Denne morgen er morgenhanen endnu mere frisk, den starter allerede kl. 4:00 med sin
overfriske morgensang, så det bliver en rigtig lang dag. Betydelig længere end ønskelig skal
det senere vise sig.
Turen går tilbage til Arequipa, hvor første stop er ved udsigtspunktet Colca Canyon Mirador Cruz del Condor. Det er det sted i Peru, hvor der er størst chance for at se kondorer,
som det blev sagt: ”Der er altid tusinder af turister og sommetider også kondorer.”
34
Vi er meget overraskede, mange andre end
os har fået denne glimrende ide. På den
nærliggende parkeringsplads holder der vel
omkring 50 større busser, mange mindre og
adskillige personbiler. Det vrimler med
hungrige turister, der i tal langt overstiger
tusind, vi står på udsigtsplatforme og langs
bjergkanterne overalt er der mennesker.
Langt under os ser vi stier langs
bjergsiderne, også her står turister tæt, de
venter og venter og venter. Overalt vrimler
det med salgsboder. Fra stedet hvor vi står,
er der 1.200 meter ned til Colcafloden, der
bruser gennem kløften mod Stillehavet 150
km mod V, og 1700 m er der til toppen af
Peregrinobjergets sneklædte top, det
betyder, at det er verdens dybeste kløft. Det
nævnes godt nok diskret, at
Cotahuasikløften, 100 km mod V, er få
meter dybere, men det gør dog ikke vore
oplevelser mindre.
Alle tænker vi, at de mange turister er
småtossede, stå her i timevis og vente
på ingenting, bortset altså fra den utrolig
smukke udsigt. De tre kvarter, der er
afsat til dette stop, er nu udløbet, og vi
vandrer modløse mod vores bus.
Desværre blev det ikke os forundt at se
kondoren - - - MEEN pludselig høres et
sus fra tusind mennesker, vi vender os
om, og der - der kommer kondoren
sejlende op fra kløften ind over os i en
flot runde, og igen er den væk bag en
bjergtop. Tusinder af fotoapparater
klipser og klipser. Vores leder
”Kondorhans” nåede at klipse 32
billeder, han var nemlig så heldig at stå,
netop hvor kondoren dukkede op fra
kløften. Vel, han var lidt heldig, men
alligevel var hurtigheden godt klaret i
hans alder.
Der findes ca. 7.000 kondorer i tre
typer i Sydamerika, heraf 500 i Peru, og det er meget lidt i det mægtige bjergland. Kondorer
er verdens største flyvende fugle, de er ca. 115 cm høje, vejer mellem 10-15 kg. og har et
vingefang op til tre meter, det betyder, at de må løbe op til 15 meter, før der er luft nok under
vingerne til, at de kan lette, men så kan de også nå op i højder af 7.000 meter.
35
Kondorer er ådselædere, og når de ikke kan finde føde nok i bjergene, flyver de til
Stillehavet, hvor de stjæler søløvernes moderkager, en tur på 80 km, men da den kan flyve
120 km/t, er denne afstand uden betydning. De kan også forfølge får og lamaer, så de styrter
ud over klippen, og otte dage efter er de
spiselige. Albatrossen har et vingefang op til
3,20 meter, men vejer kun op mod 8 kg. Vores
havørn har et vingefang på 2½ meter.
Kondorer parrer sig kun hvert andet år og
lægger kun et æg, reden bygges i bjergkløfter i
mindst 3.000 meters højde, rugetiden er 60 dage,
det betyder, at fuglen har en langsom udvikling,
skønt de kan blive op mod 80 år gamle. Ungen
bliver i reden i ni måneder og er først
flyvefærdig, når den er to år og kønsmoden som
seksårig, hvor den skifter fjerdragt til en med
hvid krave. Et kondorpar holder sammen livet
igennem.
Vi er tæt på Amazonflodens udspring, den
starter nemlig på nordsiden af Colcakløften. Fra
en lille sø på kun 100 m2 begynder den med et
2-3 meters vandfald og fortsætter 6.480 km mod
Ø for at løbe ud i Atlanterhavet. Man kan vandre
op til den lille sø Laguna Mclntyre, på stier fra byen Lari, men det er en to dags vandretur, så
vi fortsætter vores tur i bussen.
Her i bjergkløften har de visse steder store indtægter af cuchinilla en rød lus, der lever på
tunakaktus. Lusene bruges som rødt farvestof i bl.a. kosmetikindustrien.
I byen Lari gør vi et lille stop ved byens domkirke, der blev bygget i 1876. Det indtryk, vi
bedst husker fra dette besøg, er de mange gule valmuer, der prydede arealet omkring kirken.
Frokosten får vi på Restaurant Urinsaya, som tidligere har serveret os et måltid.
Næste stop er ved termalbadene i La Calera, af samme grund har de fleste af os medbragt
badetøj. Det blev en rigtig varm dukkert - 340 C. Det er rigeligt varmt til at svømme i, man
behøver i hvert fald ikke at svømme for at holde varmen, men det var der sikkert mange, der
nød. Til gengæld var der en særdeles livlig snak i bassinet.
Efter at vi igen er kommet på det tørre, går det mod vort hotel Bedstemors Hus, en rimelig
lang bustur på 3-4 timer. Efter ½ times kørsel lyder et stort brag, eller var der to? Vi ser røg
stige op fra et af baghjulene, den er punkteret – øv – øv - øv. Nu trængte vi lige til at komme
hjem til hotellets diner med vand/cola, et tiltrængt bad og hvil efter en lang dag, der for nogen
af os begyndte med hanegal kl. 4:00. Men nu er der kommet grus i maskineriet. Chauffør og
guide går straks i gang med et hjulskift, men det var ikke - bare, for bussens donkraft havde
ikke kapacitet til at løfte os passagerer med, så vi blev beordres udenfor. Og det var
hundekoldt her ved aftenstid oppe i 3 kms. højde, hvor også vinden mærkes. Så vi påklædte
os alt, hvad der kunne holde kulden på afstand dvs. aviser, rejsebrochurer, plastposer mv.
Et skønt syn af rige danske turister i Peru der bestemt ikke lignede et udpluk af det
velhavende lands turister.
36
Nu er jeg bestemt ikke en ørn til at vurdere bussens tekniske formåen eller mangel på
samme, men den type var der så rigeligt af på vort hold, nogle endda på professionelt plan.
Min opfattelse af de mange kloge ord der blev slynget ud i æteren, er sammenfattet her til:
1. Det er for dårligt, at bussen kun har en yderst beskeden donkraft
2. Det er for dårligt at en bus, hvis opgave det er at køre på Perus dårlige veje, kun har et
reservehjul med
3. Det er uansvarligt, at bussen kører med så nedslidte dæk, at de i hvert fald ikke kunne
accepteres i Danmark
4. Alle dem jeg ikke kan huske
Efter næsten en times tid er reservehjulet på plads, bussen vendes, og vi entrer den ganske
forsigtigt. Og retur går det til Chivay. Vi læsses af på plazaen, og bussen forsvinder med
chauffør og guide, der skal finde et værksted, der kan lappe det punkterede hjul, for køre til
Bedstemors Hus uden reservehjul gennem øde bjergegne med dårlige veje, den går ikke.
Hans finder en fin cafe Las Delicias, hvor han bestiller kaffe/te og lagkage til hele selskabet.
Og det er lagkage i storskærmformat, der er flere modeller at vælge imellem, og der skæres
med den brede kniv - høje bred stykker, det er virkelig guf for mange af os. Skønt det ærgrer
os lidt, at vi bliver et antal timer forsinket, fejler humøret ikke noget, snakken går livlig.
Efter et par timers lagkagespisning og kaffedrikning går flere af os en runde på plazaen for at
studere det brogede folkeliv. Plazaens mange boder og deres vareudbud får også en grundig
gennemgang. Vi bemærker de mange skakspil, hvor brikkerne ikke er sort mod hvid, men
spaniere mod indianere.
Efter ca. tre timer dukker bussen op med lappet baghjul, det fortæller lidt om, hvor beskeden
værkstedernes isenkram er til slige operationer. Men nu står bussen klar til at bringe os til
Bedstemors Hus. Heldigvis skete der ikke flere uforudsete hændelser. Få minutter før midnat
er vi tilbage i Bedstemors Hus i Arequipa, med en forsinkelse på ca. fire timer. Den middag,
de havde klar til os kl. 20:00, er blevet ændret til et let traktement med te/kaffe/vand og endnu
engang lagkage. Ikke alle deltager i måltidet, mange søger straks til værelserne for at finde
hvile efter en meget lang dag. Der går da heller ikke mange minutter, før måltidet er ovre, alle
er trætte og søger dyner efter dagens mange oplevelser.
Efter en god nats meget tiltrængt søvn og et herligt morgenmåltid går vi ned i byen, hvor vort
første besøg gælder - Juanita ”The Ice Princess.”
På Museo Santuarios Andinos opbevares mumien af en 12-13-årig ung pige, Juanita, der for
omkring 500 år siden blev ofret til guderne.
Hun blev fundet 8. sept.1995 efter et bjergskred
tæt på vulkanen Nevado Ampatos 6.325 m høje
sneklædte top. Da liget altid har ligget højt, har
det altid været frosset, og er derfor stadig intakt.
Der er til nu fundet omkring 20 børnelig i
Andesbjergene, alle så højt at de altid har været
dybfrosne. Den almindelige antagelse er, at de
ofrede piger blev drukket fulde eller bedøvet
med kokain, inden halsen blev skåret over eller
de blev stranguleret og sov ind i den kolde død.
Undersøgelser har nemlig vist, at flere af børnenes hår indeholdt store mængder af kokain.
37
I modsætning til andre fundne ofrede børn har isjomfruen haft en voldsom død, idet
skanninger viser, at hun har en flænge i kraniet. Men nu er hun blevet ophøjet til en af
Arequipas største turistattraktioner, og opbevares i dag i en tredobbelt fryseboks på museet,
eller skal vi kalde det en glaskiste. Her sidder hun med benene trukket op under sig, som om
hun ikke har rørt sig, siden hun blev sat der, og det har hun vel heller ikke.
Inkaerne havde sans for kvindelig skønhed, årligt blev landsbyerne besøgt af udsendinge,
hvis opgave det var at udvælge de smukkeste 10årige piger. Pigerne blev sendt i skoler,
uddannet i madlavning og vævning, andre blev sendt til templer som hellige soljomfruer.
Inkaherskeren udvalgte nogle af de allersmukkeste til sine hustruer eller elskerinder. Pigerne
blev også brugt som gaver for at formilde erobrede ledere. Ret uforståelig for os var det en
stor glæde for forældrene, hvis deres datter var blandt de udvalgte piger, det gav prestige.
Så de gav med glæde deres datter bort, også hvis det gjaldt ofring.
Forskerne har hidtil troet, at bjergtinderne blev valgt som begravelsessted, fordi de var
nærmest Solen, der var den øverste gud. Man er dog nu overbevist om, at det er selve bjerget,
der blev betragtet som gud, da indbyggerne levede på bjergets nåde. Bjergene skabte vejret,
kunne dræbe med laviner, stenskred, jordskælv, lyn og snestorm, men også give liv med
smeltevand til floderne og markerne. En tørke kunne være gudernes straf for en synd. Man
kunne komme gudernes vrede i forkøbet, ved at forkæle dem med et perfekt barn. Nuværende
indbyggere i Peru ofrer stadig til bjergguderne, som deres forfædre gjorde for 500 år siden.
Dog ikke børn, men lamafostre, øl, cigaretter, slik osv. kan give god høst og frugtbare husdyr.
Det siges endda, at det kan hjælpe på gode karakterer i skolen.
Udover Juanita viser museet forskellige genstande fra inkatiden, vævede stoffer, krukker,
dukker og dyrefigurer.
Næste besøg gælder Monasterio de Santa Catalina, et kloster der blev grundlagt i 1580 af
den rige enke Maria de Guzman. I kolonitiden var det almindeligt, at den næstældste datter af
velhavende familier blev nonne. Da klostertilværelsen ikke skulle stå tilbage for den
tilværelse, som resten af familien
nød, blev nonnernes løfter om at
leve i fattigdom og bøn kun i ringe
grad overholdt. Nonnerne levede
under luksuriøse forhold bag
klostrets høje mure, hvor de mest
velhavende kunne have op til fire
slaver eller tjenestepiger. Klostret
blev først åbnet for offentligheden
15. aug. 1970. Det er et enormt
stort bygningskompleks over
20.000 m2, en hel by med masser
af bygninger, små og store rum,
kældre, køkken, kirke og flere
dejlige haver. I en af dem ser vi en
kolibri, der står stille i luften og suger nektar af trompetblomster. Mange kostbare malerier af
Cuzcoskolens malere hænger på væggene rundt omkring. Cuzcoskolen er verdens første
malerskole og kunstcenter fra 17-1800-tallet. Overalt i klostret høres en dejlig dæmpet musik.
Det undrer os noget, at i et af de mange rum står en barnestol, hvad har en barnestol at gøre
på et kloster? Men hvad nonner kan vel også komme ”galt afsted.”
38
Efter disse to meget oplevelsesrige besøg er vi oplagt til en lille frokost den serveres på
Wayrana Restaurante & Cafe, til maden drikkes igen kokathe og forskellige vand og cola.
Overalt går indfødte kvinder og børn rundt i flotte originale nationaldragter. Med sig i en
snor har de en lama eller to undertiden med kid. Lamaerne er også udklædt kreativt med
krans og bånd om halsen og sløjfer i ørerne. De er vandrende fotomodeller, og håber dermed
at tjene et par sol. Hvis vi fotograferer personer, er det god latin først at spørge
om lov. Efterfølgende forventer fotomodellen at få et par sol. Erling er dog undtaget, for han
fotograferer så meget, at hvis han skulle ofre et par sol hver gang han klipsede, så ville han
hurtigt havne i Ribers, og det er ikke spor sjovt. Men her vil jeg gerne pege på, at vi
nordboere meget tydeligt udsættes for racisme, for når vi kommer trillende med vore
kufferter i lufthavnene, så er der gang på gang indfødte, der knipser og knipser, uden at de på
forhånd har spurgt, og når de præsenterer os for billederne, tænk så forlanger de penge for
dem. En meget grov udnyttelse af os indvandrere.
I syden minder folks huse ofte mere om et fængsel end en bolig. Med høje gitre hele vejen
rundt om huset, eller byggede mure med cementerede glasskår, pigtråd eller andet djævelskab
i toppen, en tonstung port, armeret jernlænke omkring en hængelås på størrelse med en
postkasse. Det hele leder tanken hen på Neuengamme. Eller måske er det en moderne villa,
for så foretages al overvågning elektronisk. Men her på turen har vi set noget nyt, nemlig at
hele ”Berlinmurens” ryg er tilplantet med kaktusser, de er sikkert også særdeles uvenlige
mod fremmede. Et er i hvert fald sikkert, alle uden undtagelser beskytter sig i sin egen lille
kravlegård. Jeg fatter slet ikke, at det skal være nødvendigt at være så fjendsk overfor sine
medmennesker. Næsten uanset hvilket land vi har besøgt, så ser vi samme tendens gitter,
gitter og fem meter fra livet. Det svarer bestemt ikke til den opfattelse, vi har af landenes
befolkninger, der bortset fra franskmændene, der ikke gider snakke med mennesker, der ikke
kan det franske sprog, så har vi altid mødt venlige, imødekommende og ærlige mennesker.
Men kommer det til ejendomsrettens krænkelser, så farer der en djævel i folk, og det uanset
om du er europæer, asier, afrikaner eller amerikaner. I Danmark er det heldigvis ikke så grelt.
På vores årlige cykelture har vi kun oplevet Nordsjælland, der har fået tendens til at bure sine
værdier inde, og det er også her, vi har mødt den mindste venlighed. Nå, sure gamle mænd
gider ingen alligevel høre på, men et er efter min opfattelse sikkert, hvis du viser tillid til din
næste, viser næsten også dig tillid. Nu burde vi tage en dispus om Dansk Folkeparti og
danskernes fremmedhad, stop, stop Frede - - - du trænger vist til en lur, ja, men – du - - kan - - - da - - f--
Aftenens menu serveres på restauranten i Bedstemors Hus. Da vi møder op, er der sat
rødvin på bordet. Hvad er nu det, vi har da fået forbud - næsten da. Men det skulle vise sig, at
Helle Anne-Lise Jensen netop i dag har fødselsdag. Nu er jeg ikke så god til tal, men så vidt
jeg forstod, fyldte damen 46 somre og tilsvarende vintre, men måske har jeg kludret med
tallene, som jeg kludrer med så meget andet. Helle holdt en lille smuk tale, hvor hun takkede
os for, at vi ville være med til at holde hendes fødselsdag. Og det ville vi jo meget gerne, al
den stund det var Helle der sponserede rødvinen, der naturligvis var fra Peru. Så vi takkede
Helle i store vendinger med hurraråb, og lod antyde, at hvis andre skulle få tilsvarende gode
ide, skulle man ikke holde sig tilbage. Skønt festlighederne er der ingen der hænger længe,
for i morgen skal vi meget tidlig op – meget tidlig.
Fødselsdagsmenuen:
Forret: Spinatsuppe. Hovedret: Oksesteg med sovs, kartofler og ris. Dessert: Karamelbudding
39
Mandag 24. nov. 2008
Kort tid efter at vi er faldet til ro, så er det pludselig blevet morgen, i hvert fald efter vores
rejseleders mening. Op kl. 3:45. En lille pose morgenmad og afgang fra hotellet kl. 4:50 til
Arequipa Lufthavn selv om vi først skal flyve kl. 6:50. Men der er, som jeg tidligere har
antydet, altid lange ventetider i lufthavne, nogle gange uforståelig lang tid.
Med mellemlanding i Juliaca ankommer vi efter et par timers flyvetid til Cuzcos Lufthavn.
Herfra kører vi til vort hotel San Agustin International, hvor vi igen får en morgenanretning.
For de der ønsker det, er der efterfølgende arrangeres en lille byrundtur i nærområdet og til
Cuzco Plaza. Cuzco ”Verdens Navle” har 300.000 indbyggere, og ligger i en højde af 3.350
m. Byen, der kendes på sine mange maleriske blå altaner, besøges årlig af 1 mio. turister og
turisternes medbragte hårde valuta, for den kan de nyde Perus bedste øl, Cuzquena med den
tolvkantede sten på etiketten. Sydamerikas næststørste karneval, efter Rio de Janeiro, foregår
i Cuzco hvert år fra 24. juni.
Der serveres en lille frokost: Hvidløgsbrød, grønsagssuppe, ørred, kylling, pasta og is til
dessert. Vi drikker vand og cola til retterne.
Efter frokosten gik vi til Qorikancha – solens og månens tempel. Ordet qori betyder guld.
Templet er bygget af vulkanske sten, mange af murene står stadig, de er bygget svagt
skrånende ind mod bygningens centrum for at modvirke jordskælv. Overalt er der behageligt
stille baggrundsmusik. Rigtig mange rum findes der med navne som regnbuen, vand, lynet,
stjerner, måne og sol. Samtlige disse vægge var i inkatiden beklædt med guld, sølv og
ædelstene. Malerier er der, de er samlet af inkaerne i 15-1700-tallet, mumier og en sjælden
statue af Jomfru Marie som gravid. Kirken er flot med mange malerier fra Cuzcoskolen.
Pludselig brillerer Hans med en udtalelse, han fik lov at høre for: ”I kan stå her og kikke,
mens vi går hen til det næste.” Jaså, hvordan gør man det? I inkaernes tid var haven foran
templet fyldt, ikke kun med blomster, men med blomster og dyr af det pureste sølv og guld.
Inkaerne har haft en fantastisk
byggeteknik, kæmpesten har de
sammensat som legoklodser uden brug
af bindemiddel, præcist passede de ind
i hinanden. Kikker du på en væg, vil
du bemærke, at der skiftes mellem
store sten og små sten, det betyder, at
når der kommer jordrystelser, som der
på disse egne gør næsten daglig, så
virker små og store sten så de
neutraliserer bevægelserne. Faktisk
styrter de gamle inkabygninger aldrig
sammen, hvorimod nye bygninger
ikke altid kan stå for jordrystelserne.
De alvorligste jordskælv der har ramt
Cuzco var i 1650 og 1950. En enkelt af de sten vi studerede i de mange mure, har 12 hjørner,
og tænk så på, de er hugget ud med håndkraft.
Alle, der ønsker det, tager en taxa op til byen højst beliggende plaza, her er et særligt miljø
og et pænt udvalg af eksklusive og spændende forretninger. Fra denne plaza går en meget
stejl og meget snæver gade ned til vort hotel. For dem der ikke oplevede denne gade, kan jeg
nævne, at den er betydelig stejlere og kun en tredjedel så bred som Sønderbjerg i Lemvig,
40
som jeg oplever som Danmarks stejleste gade, man næsten ikke tør cykle ned af. Trods
gadens stejlhed futter der konstant biler ned forbi os.
Aftenens menu serveres på vort hotel San Agustin International som en stor buffet: Supper,
varme retter, grøntsager, quinua og desserter, hvortil vi, nu vanen tro, drikker div. vand/cola.
Quinua er en meget næringsrig lokal kornsort, i udseende en mellemting mellem ris og hirse,
den er glutenfri og indeholder 12-15% protein. Ordet quinua betyder ”Moder Korn,” den har
været dyrket i over 5.000 år i Peru og Bolivias højland i op til 4.000 meter. Planten er etårig
og i familie med spinat, sølvbeder, rødbeder og sukkerroer, dens brede blade bruges som en
art spinat. For øvrigt ligner quinua en anelse sago.
Da det endnu engang har været en meget lang dag, forlader selskabet ret hurtigt spiselokalet,
og der falder tidligt ro over hotellets område.
Tirsdag 25. nov. 2008
Hotellets morgenmad er meget alsidig. Men der er stor trængsel omkring bordene, idet der
netop er ankommet et hold nye turister. Det viser sig, at de også er fra Danmark og rejser med
et selskab af navnet - Skørping Rejser. Det er jo altid rart for os, der er kommet lidt op i
hierarkiet, at få lejlighed til at brillere med viden de nye endnu ikke har erhvervet sig, så det
udnytter vi.
Dagens udflugt gælder seværdigheder i Cuzcos omegn. Men da vi samles ved morgenens
afgangstid, viser det sig, at ikke færre end syv af selskabet lider af maveonde, hovedpine,
træthed og manglende appetit, og derfor føler sig uegnet til at deltage i dagens strabadser.
Åe så sølle. De har i stedet valgt at blive hjemme og reparere på sig selv. Der er næppe tvivl
om, at det er et udslag af højdesyge, tilpasning af højden tager sin tid. Advarslerne om hvor
vigtigt det var at drikke meget vand blev ikke af alle taget lige alvorligt. Ved meget vand
forstås mindst to liter om dagen. Der er onde tunger, der mener, at de der er hårdest ramt af
højdesyge, er dem der har indtaget medicinen Diamox, som er et middel mod højdesyge.
Temperaturen er behagelig, men klimaet kan skifte på et øjeblik mellem varme, kulde og
regn. En af grundene hertil er, at spanierne i 1500-tallet fældede landets oprindelige træer
quenia. I 1804 indførtes eukalyptus fra Australien, primært fordi det er det træ, der vokser
hurtigst. Men det uheldige var, at eukalyptus bredte sig så hurtigt, at landets oprindelige træer
havde svært ved igen at vokse op i konkurrence med eukalyptus.
Da spanierne i 1533 kvalte inkakongen Atahualpa og erobrede landet, ville de omvende alle
indianerne, med ”kors og sværd” lød det så flot, men desværre fik korset ikke den store
betydning, den var kun med som et alibi, midlet blev sværdet, for det udviklede sig til den
rene massakre i kristendommens hellige navn, eller skal vi sige det absolut modsatte af, hvad
kristendommen burde stå for - nemlig næstekærlighed. Men der findes næppe et eneste ord på
denne jord, der i den grad er blevet misfortolket som netop ordet næstekærlighed.
Cuzco var en meget velorganiseret by, noget der overraskede spanierne meget. Det kunne de
ikke acceptere, derfor kaldte de det for Djævelens værk og ændrede byen på en lang række
punkter. Efter en kort årrække blev byen ændret markant til en snavset by fyldt med
sygdomme.
Vi besøger Sachsayhuaman et tempel for solguden og et enormt fæstningsværk fra inkatiden
af tilhuggede kæmpesten. Den største af disse sten menes at veje 190 tons, og det er altså ikke
mig, der har sat et tal for meget på. De enorme mure er bygget uden bindemiddel, hver enkelt
sten er tilhugget. Måske var det her, Kirk Christiansen fik ideen til LEGO-klodserne.
41
Mange kulturer før inkaerne har bygget på Sachsayhuaman, der blev erobret af Pizarro og
hans 187 mand og 37 heste i 1530-erne, fordi indianernes pile ikke kunne gå gennem
spaniernes rustninger.
Skønt Sachsayhuaman ser utrolig stor ud, så menes det, at kun 20% er udgravet. Frem til
1935 kunne områdets beboere for
fire sol tage alle de sten fra
anlægget, de ville til at bygge eget
hus, men da stenene for det meste
var for store til transport, blev de
hugget eller sprængt i mindre
stykker. De oprindelige sten blev
rullet til stedet på andre runde
tilhuggede og polerede sten,
træstammer kunne ikke bære de
mange tonstunge stenblokke.
Det religiøse bevises af, at nogle af
de indbyggede sten ligner en lama,
der var inkaernes vigtigste dyr, og
betragtedes som en gave fra gud.
Den store plads foran har været en slags eksercitsplads, hvor inkaerne holdt deres
militærparader og religiøse ceremonier. Når vi bruger benævnelsen inkaerne, er det faktisk
forkert. Inka var kongen, folket hed andinerne, dvs. alle dem der bor i Andesbjergene og som
vi ofte betegner inkaerne.
En ældre kone i flot indianerdragt går og plukker af
de planter, der den dag i dag bruges i
medicinalindustrien, måske sælger hun dem til
industrien, eller måske bruger hun dem i egen familie.
En af de mest gængse urter er mynte, der drikkes som
te, det er godt mod højdesyge og generelt godt for
helbredet. I dag har hun en god dag, for vi turister
vimser om det oplagte fotomotiv, så der klipses og
klipses, så hun får en ganske hæderlig indtjening, for
vi flyr hende adskillige sol, der bestemt langt
overstiger hvad hendes planter kunne indbringe på
apoteket, hun ser da også yderst glad og tilfreds ud.
Næste stop er ved Centre Esqiritual de los Andes, et
amfiteater tilhugget og slebet i en naturlig
klippespalte, der bruges til religiøse ceremonier og til
mumiernes fest. I klippehulen opbevares de døde
inden begravelsen i lighed med vore kapeller.
Puca Pucara ”Det røde Fort” er bygget som en
fæstning til kontrol af trafikken til inkaernes vigtigste
by Cuzco en slags landevejskro. Her ses
kæmpemæssige mure i flere etager, gigantiske sten og
et ceremonielt bad, hvor inkaerne foretog hellige
afvaskninger.
42
Tambo Machay inkakongens
feriested ligger i en højde af
3.765 meter. Lidt højere ligger
en lille sø. Herfra får man vand,
drikker man af dette vand, siger
legenden, at man beholder sin
ungdom og får børn. På
vandreturen op mod Tambo
Machay er der et stort udbud af
sælgere, der har lagt deres
farvestrålende kollektioner frem
af diverse tekstiler. Sælgerne er
selv de rene fotomodeller, så der
klipses som sædvanlig ivrigt.
Mursten laves, af dem der bygger huset. Strå blandes med vand og jord, puttes i forme og
soltørres. Det siges, at murstenene kan modstå regn – ret uforståeligt. Når et hus er bygget
færdigt, holdes en stor indvielsesfest for familie, venner og håndværkere. På husets
tagrygning fastmures to tyre i tegl, de er fyldt med øl eller spiritus, som drikkes under
indvielsen. Tradition svarer nogenlunde til vore rejsegilder.
Med et glimt i øjet fortæller vores lokale guide, at klimaet i Cuzco er sammenlignelig med
kvinder, det skifter meget. En bemærkning alle mændene grinede højlydt af.
Valle Sagrado - Den hellige Dal med floden Urubamba er utrolig frodig og smuk. Floden har
mange lokale navne, men er desværre meget forurenet, trods det har byen Pisaq, i 2.800
meters højde, ord for at lave verdens bedste mad, for de råder over 800 forskellige planter.
Men de smager ikke selv meget på maden, idet næsten alt bliver eksporteret.
Det er blevet frokosttid, og den får vi ved flodens
bred på Dona Clorinda Restaurant en dejlig buffet
samt hotelfruens lækre hjemmebag til kaffe/te som
hun får meget ros for. Til restaurationen hører en
hyggelig have med bl.a. ekstra flotte datura.
Da vi skal betale for drikkevarerne, bliver jeg
opmærksom på portrætterne på pengesedlerne:
10 sol Jose Abelardo Quinones Gonzales
20 sol Raul Porras Barrenechea
50 sol Abraham Valdelomas Pinte
Efter den lækre frokost gør vi et stop ved Pisaq
Marked. Der er et utal af boder med flotte ting
håndgjorte tæpper, tekstiler og beklædning i et
utroligt stort udvalg, flotte udskårne træfigurer og
smykker. Hver bod har en skov af bambusstokke, over dem er udspændt presenninger som et
tag, primært af plastic. Disse skal beskytte varerne mod regn og solens falmende stråler.
Pludselig, mens vi beundrer de mange flotte varer, styrter regnen ned, ikke en stille silende
regn, men en omgående, pladask, sjaskende regn. Resultatet er, at de mange interimistiske
opstillede tage bliver tungere og tungere og svajer mere og mere. De mange sælgere gør,
43
hvad de kan for at redde flest mulige varer indenfor tagenes rækkevidde. Deres øjne følger
spændt tagets mulighed for at undgå en kollaps. Vi andre følger også spændt udviklingen, vi
må vurdere, hvor det er sikkert at gå eller stå. Ind imellem lyder et ordentlig plask, og vi ser
et vandfald der pludselig fødes. Det lykkes ikke for os alle, at komme tørskoet tilbage til
bilen, men hvad – en gang imellem skal man jo alligevel have et bad.
Tilbagevejen fra Pisaq går over byerne Chongo, Nustayuj, Huancalle, Rayanniyoq, Qorao,
hvor vi så sorte grise, Tambomachay og Saqsaywaman, og tænk, vi har aldrig været der før.
Igen er vi på vort hotel i Cuzco.
Nu var der jo en lille flok på syv, der i morges skønnede ikke at havde kræfter nok til at tage
med på dagens tur, men havde valgt at pleje sig selv i hjemlige omgivelser.
Derfor var det ret sjovt at se, at da vi kom til hotellet stod en af ”disse syv” på hotellets trappe
spejdende ud i trafikken med hånden over øjnene med længselsfulde blikke, om hans viv ikke
snart ville indfinde sig. Og da hun så var at øjne, ja, da fejlede han bestemt ikke en døjt.
Sjældent har jeg set et gensynsknus af den kaliber, vi taler dog kun om en adskillelse på 6-8
timer, hvordan havde det mon været, hvis det var 6-8 dage. Nu afslører jeg jo aldrig navnene
på sådanne personlige oplevelser, så vi kalder blot manden for Erling.
Efter at vi har drukket en kop te, går vi op til Plaza de Armes, byens gamle våbenplads, som
dengang hed Krigspladsen, og dengang var betydelig større og delt af Rio Saphi, floden der i
dag er ledt under plazaen. Det var også her henrettelserne foregik, fx den sidste inkakonge
Tupac Amaru i 1572 og hans navnebror Tupac Amaru II to hundrede år senere. Her var
centrum for det mægtige inkarige, og herfra førte veje ud til alle verdenshjørner, som vejene i
Danmark førtes ud i det ganske land fra landsbykirkerne. Stammer underlagt Inkakongen
skulle bringe en håndfuld jord fra deres egen egn til plaza, hvor det symbolsk skulle blandes
med jord fra inkarigets centrum.
Vi besøger Cuzco Domkirke, der er opført over 100 år fra 1559. Det blev en stor oplevelse.
Da vi kommer ind i kirken, duperes vi af det enorme hovedalter, der er belagt med 1.250 kg.
sølv, men bag dette alter står et langt mere imponerende og flot alter udskåret i cedertræ.
Og vi fortsætter med at lade os dupere af de mange store rum med hver sit alter eller flere
altre, der vel i antal nærmer sig en snes, det ene flottere end det andet, men alle glimtende i
det pure guld - 22 karat. Af og til står der et lille skilt, der fortæller navnet på den biskop, der
af sit gode hjerte har skænket netop dette alter til kirken. Vi har stor lyst til at lave et meget
større og synligt skilt. Det skulle fortælle følgende: Først har biskoppen med sit gode hjerte,
myrdet en hob af indianere, voldtaget deres koner, stjålet deres guld og andre værdier, sikret
værdier nok til udsmykning af egne godser og dernæst brugt en anelse af de tilbageværende
værdier for at kaste en glorie over sine handlinger.
Det er en glorie, der ikke lader sig pudse.
Mange steder i kirken hænger der malerier fra Cuzcoskolen, fx er jordskælvet 1650
foreviget. At malerierne er indiansk inspireret, er der ingen tvivl om, måltidet ”Den sidste
Nadver” består nemlig af stegt marsvin og papaya, trods det de på skiltet kalder marsvinet for
et lam. Også her, som vi efterhånden har set det så tit, er personen til venstre for Jesus en
kvinde. I domkirkens krypt blev flere bisper begravet helt op til 1980.
Opfyldt af mange hellige tanker forlader vi den smukke domkirke, og vi begiver os ud i den
farlige bytrafik på vej til vort hotel. Her bliver vi opmærksomme på et trafikalt problem, hvor
dansk og peruansk kultur fuldstændig kolliderer. Når vi i den tætte bytrafik skal over gaden,
så er det os danskeres klare opfattelse, at hvis en bil dytter, så er det en advarsel mod at træde
44
ud i trafikken, vi skal blive stående. Men sådan er det ikke i Peru. Når en bil dytter, så er det
for at fortælle, at den holder tilbage, du kan roligt gå over.
Ligeledes hvis en bil lægger an til overhaling, og den der overhales blinker til venstre, så er
det ikke en advarsel, men et signal om, at du roligt kan overhale. Det er ting, du skal være
opmærksom på, hvis du sidder bag bilens rat i Peru.. Benzin koster ca. 12 sol for en gallon,
som er fire liter, dvs. 3 sol for en liter.
Aftenens menu serveres på vort hotel. Det er også ganske praktisk, idet nogle af ”de syv
kranke,” stadig ikke er friske og ret uinteresseret i mad. Men det må her indrømmes, at en
kreativ restaurant i byen havde været mere spændende. Alle går ganske tidligt til ro, dvs. ca.
kl. 22:00, er der ikke et øje af selskabet at finde. Hanne og skriverkarlen nyder hver en flaske
Cuzquena til et spil yatzy, vi må jo sørge for at udnytte flest mulige timer.
Onsdag 26. nov. 2008
Efter morgenmaden går vi til bussen, der skal køre os rundt til dagens oplevelser.
Området, vi kører gennem til Ollantaytambo, er primært landbrugsland væsentlig
anderledes, end hvad vi tidligere har set med betydelig større marker, det er både kvægdrift
og agerbrug. Også her ser vi oksespand for en ard, endda fire spand på en mark. Det er
samarbejde mellem fire jordbrugere, der på den måde hjælper hinanden. Den samme
hjælpsomhed gælder også, hvis en af dem skal have nyt tag eller andre arbejdsopgaver, der
kræver flere personers arbejdskraft. Vi ser også enkelte traktorer her, hvad der ikke har været
behov for på de mange terrasser.
Landbrugerne her taler getchus, og nogle af dem kun det, hvad vi opdager på et senere
tidspunkt, hvor vi spørger om vej, fordi en vej er spærret grundet vejarbejde.
Her i området er det kvinderne, der bestemmer, hvornår der skal sås, høstes og mange andre
ting, det er hende der har respekten.
Vi er nu nået til byen Chinchero. Her besøger vi tekstilcentret Awana Wasi, hvor de viser
arbejdsprocessen fra uld til de færdige produkter. Ulden vaskes rent i varmt vand, der gøres
sæbeholdig ved hjælp af en bestemt trærod, der rives ned i vandet og piskes til skum.
Virkningen er hurtig og effektiv. Dernæst spindes ulden til garn, der farves af bl.a. cuchinilla,
de små røde kaktuslus, der kan
give mange forskellige røde
farvenuancer. Derudover farves
garnet til mange forskellige farver
af forskellige blomster, rødder og
planter, der bruges kun
naturfarver. Dernæst væves
garnene til mange forskellige
varer bælter, halstørklæder,
tæpper, trøjer, huer og m.m.
Væverne bruger 35 forskellige
motiver, som de har arvet fra
tidligere generationer. Den enkelte væver har motiverne i hovedet, de er ikke nedskrevet, men
skal fortsat gå videre i arverækken. Opskrifterne kombineres til en helhed. Efter deres
demonstration af de forskellige arbejdsgange handles der, også denne gang, ganske livligt.
Gennem den lille landsby går vi op til byens kirke, der ligger i toppen af byen. Også her
langs gaderne op mod kirken er der tæt af boder, der tilbyder deres farvestrålende produkter.
45
Af og til kan man blive helt deprimeret over de mange sælgere med deres bedende øjne.
Skønt vi er en del turister, så er vi ikke mange i forhold til de mange sælgere, der sikkert tit
har en ”mager” dag. Også på selve pladsen foran kirken står sælgerne tæt, hvor de har
udstillet deres varer på tæpper liggende på jorden. Desværre for os alle begynder det at regne,
indianerne pakker i hast deres ting sammen i tæpperne eller overdækker dem med blå
plasticpresenninger. Vi andre haster ind i kirken. Men her er lyset gået ud, så det bliver et
dunkelt besøg. Mest imponerende er det store loft skabt i træplanker og tæt bemalet. Vi aner
et stort barokt alter med udskårne træfigurer.
Spaniernes mål var at udrydde de vantro, det gjorde de med deres barske midler. Men her
virkede det modsat, for indianernes oprindelige tro blev stærkere i modvind.
Kirken, der stadig er i brug, er bygget af spanierne i årene 1570-1607. Den bruges til de
forskellige lokale kirkelige handlinger, og så holdes der en årlig ceremoni, der bakkes kraftigt
op af tusinder af lokale beboere.
Vort næste besøg gælder Moray Archeological Complexe nær byen Maras. Det er inkaernes
forsøgsstation for frø og planter, det blev bygget allerede i 1400-tallet. Ikke mindst fordi
inkaernes rige strakte sig over forskellige klimabælter, var det vigtigt, at afgrøderne gav det
optimale udbytte. Derfor plantede man samme afgrøde i forskellige højder og dermed under
forskellige temperaturforhold for at finde frem til den højde og temperatur, der gav det bedste
udbytte. En af de første planter de arbejdede med var kartofler, der oprindelig var en giftig
plante, men som de fik forædlet til spisekartofler (se 1534 ).
Inkaerne fandt også ud af, at bønner kan vokse såvel i 4.000 meters højde som helt nede ved
havet. Stedets specielle placering, som en gryde mellem bjergene, med runde terrasser giver
et meget specielt klima. Fra bund til øverste terrasse er der 30 meter, med en
temperaturforskel på 150 C. Der findes ikke tilsvarende forsøgsstationer. Det er en fantastisk
følelse at stå her og studere, hvor fremsynede inkaerne var 5-600 år før vores Foulum.
Terrasser bygges ikke mere, dels
er de udbygget, hvor de er rimelig
tilgængelige, og dels er de blevet
meget kostbare at etabler. Vi får
fortalt, at det koster 30.000 $ at
bygge 50 meter terrasse, hvad der
er helt urationelt. Det høje beløb
vil skriverkarlen ikke umiddelbar
acceptere, det lyder for
usandsynligt. Men dog blev
beløbet gentaget som værende
korrekt.
På landevejene her i området er der af og til bygget vejbump, Hans kalder dem for
”fjederknækkere.” De har formentlig samme formål som i Danmark, nemlig at bremse
trafikanternes fart.
Det er nu blevet frokosttid, og vi stiler mod Tunupa Cuzco Restaurant Orial Tampo, der
viser sig at være et ualmindelig lækkert og tiltalende sted med stor flot blomsterhave helt ned
til floden. Også maden er helt perfekt og rigelig, og tænk dessertbordet talte 16 forskellige
muligheder. Desværre nåede jeg kun de 14. Det er turens til nu mest tiltalende sted og bedste
mad, der fortjener * * * * *.
46
Vi kører gennem Den hellige Dal til Ollantaytambo, her ser vi imponerende bygningsværker
fra inkatiden. Et inkatempel med døbefont og originale brolægninger fra inkatiden. De blev
aldrig gjort færdige, fordi spanierne kom dem i vejen. På bjergsiden ser vi spisekamre til
opbevaring af majs og andre kornsorter, for her var de i sikkerhed og godt isoleret.
På bjergsiderne ses også mange figurer af forskellige dyr, hvor næsten kun fantasien sætter
sine grænser.
Efter dagens mange oplevelser er vi tilbage på vort hotel, hvor et bad gør godt. Herefter er
det blevet aftendinertid, den serveres på vort hotel og igen bestående af en buffet og diverse
drikke uden volt.
Torsdag 27. nov. 2008
Efter en tiltrængt nattesøvn og en tidlig morgenbuffet
fører bussen os meget tidlig til Ollantaytambo, hvor vi
tager med Perutrail til byen Aguas Calientes. Om bord
på toget får vi overraskende serveret endnu en
morgenmadspakke med sandwich, kage, te og koka.
Fremme i Aguas Calientes bliver vore kufferter sendt
med kurer til vort hotel MP In. Mens vi andre entrer en
bus, der skal føre os op til Machu Picchu, hvor vi efter
et kvarters tid og ca. tredive sving står ved indgangen til
et af verdenskulturens syv nye vidundere. Vi gøres
kraftigt opmærksom på, at der ikke findes et eneste
toilet i det ret store område, der hører til Machu Picchu,
men at de har toiletter her ved indgangen. Der er
virkelig penge i toiletverdenen, så alle må investere i en
”tissebillet,” jeg i nr. 85917.
Machu Picchu ligger i 2.400 meters højde 700 meter over Urubambafloden. Navnet Machu
Picchu betyder Det Gamle Bjerg, dvs. det bjerg der ligger til venstre for hovedindgangen.
Det bjerg vi ser bag ruinerne er Wayna Picchu Det Unge Bjerg. Den kan bestiges, men vi har
ikke så megen tid, at vi kan indlade os på denne ekspedition. Det fortælles, at udsigten fra
toppen så rigeligt er de store anstrengelser værd.
Den uindtagelige fæstning
Machu Picchu med templer,
beboelseshuse, agre i terrasser,
begravelsespladser,
vandkanaler etableret under
jorden og trapper i stedet for
gader er påbegyndt i 1438 af
Pachucutec, inkaernes svar på
vores Christian IV.
Inkaerne flækkede sten efter
samme princip som egypterne,
borede hul ind i stenene,
indsatte en trækile der blev
overhældt med varmt vand og
på et tidspunkt flækkede stenen.
47
Også her er byggeteknikken af høj kvalitet med mure af tilhuggede granitblokke uden
bindemiddel, og et knivsblad kan ikke presses ind i mellemrummene. Det menes, at kun 40%
af Machu Picchu til nu er udgravet.
Machu Picchu, "Inkaernes forsvundne by," blev grundet det
uvejsomme terræn først opdaget i 1911 af den amerikanske
historiker og eventyrer Hiram Bingham.
Det er en meget stor oplevelse at gå her på inkaernes gamle
højdedrag, og det koster kræfter, rigtig mange kræfter at
komme helt op til toppen, men vi når toppen. Der tales også
meget om inkastien, den er anlagt som en pilgrimsrute i
nærområdet af Machu Picchu, og udgør også en del af de stier,
vi har betrådt.
Efter disse store historiske oplevelser kører vi til hotel MP In,
hvor vi forenes med vore kufferter og får udleveret nøgler til
vore værelser.
Kort efter serveres aftenens menu.
Forret: Cremesuppe med crota
Hovedret: Kylling, ris, kartofler, æg
Dessert: Massey mazee, ligner vores ris a la mande, men
indrømmet knap så lækker
Rødvin: Seleccion Espicial Tacama 2007 14%,
men det var da vist en fejl.
Trætte efter dagens tusindvis af trapper op og ned, store
oplevelser og synsindtryk går alle ret tidlig til ro.
Til morgenmaden på MP In er der, hvad vi ønsker. Der er arrangeret en gåtur til Botanical
Garden, ruten anvises langs banelinjen. Vi bemærker, at sporbredden er noget smallere end
de på europæiske baner, men at togvognene er af samme bredde, så når toget kommer, skal vi
være opmærksomme på, at den fylder meget i forhold til skinnerne, så vi går godt ind til
siden, når der kommer et tog, og det oplever vi fire gange, mens vi går turen på omkring en
times tid.
Ingen store skilte viser til Botanical Garden. Ved en beskeden indgang står en ung mand med
en lille bod med forskellige frugter og læskende drikkevarer, der bestemt er aktuelle her i
varmen. Det viser sig, at den unge mand samtidig er rundviseren, og endda en god en af
slagsen opdager vi. Han har gået fem år på universitetet og yderligere tre år på
specialuddannelse i botanik og turisme. Hans løn er netop salg af frugt og vand, samt den
bolig der ligger i haven. Rundturen, der kostede 10 sol, er så rigelig pengene værd, for han
viser sig at være en rigtig god fortæller, der ved alt om de tusinder af planter haven råder
over, og ikke mindst dyr og insekters indflydelse på den botaniske udvikling. Her nævnes et
yderst beskedent udvalg af, hvad skriverkarlen fik nedprentet: Kokaplanter, hibiscus,
løvehoveder, yucca, datura i flere farver, de er euforiserende og bruges til bedøvelse ved
operationer, kaktus, hvoraf nogle bruges til fremstilling af reb, lime, appelsin, orkideer, hvor
vi ser en af de mindste af verdens 20.000 arter, avokado i fem forskellige arter, te, banan i
flere varianter bl.a. den lilla elecania, julestjerner, elefantøre, adskillige planter til
medicinindustrien, cancer urt, det gælder også krydderplanter, tomat med hale, der er stærk
48
som chili og langt, langt flere. Vi ser også den lille
kolibri, der står stille i luften og stikker sit lange spidse
næb ind gennem kronbladet på en dyb liljeagtig rød
blomst for at nå ind til nektar.
Pludselig stopper det lille selskab op, alle undres over
en meget skarp og yderst speciel blomsterduft. Det
viser sig at være min myggespray, hvad jeg naturligvis
inkasserer en håndfuld spydige bemærkninger om.
Den tyve år gamle have blev åbnet for publikum i
2005 og skabt for at vise turister regnskovens utrolige
store rigdomme af planter langs inkastien og inkaernes
hellige flod. Det var netop stien her, der blev brugt, da
de første kom til Machu Picchu.
Besøget blev for os en meget stor, dejlig og positiv
oplevelse ikke mindst på grund af den unge mands
viden og venlighed. Som en ekstra tak til vores guide,
og hans unge kone, der også er dukket op, gav vi ham
en lille håndfuld ekstra sol, og vi købte vist også lidt
flere appelsiner og vand end vi havde forestillet os.
På hjemvejen opdager vi en anden og behageligere vej end den langs banen. Så vi kommer
ind til Aguas Calientis ad en anden vej. Her opdager vi nybyggede huse forsøgt lavet i samme
byggestil som inkaernes med sten i forskellige størrelser og former.
På et lille hotel i byen får vi en dejlig frokost. Herefter går vi en rundtur i den charmerende
by, også den markerer sig med et utal af boder. Hanne investerer 40 sol i et smukt
halssmykke i sølv med emalje. Smykket har facon som en panfløjte, hvor de mange toner
fremstår i smuk emalje med forskellige stærke farver. Min investering gælder en T-shirts til
25 sol – uden emalje. På hotellet serveres en sandwich, før vi går til stationen for at tage Perutrail
midt på aftenen tilbage til Ollantaytambo en tur på 1½ time.
Næppe har toget sat sig i gang før den lille madvogn rulles frem og som på udturen tilbyder
en fin lille æske med sandwich, roulade og en meget
ubestemmelig, men dog velsmagende juice. Straks de fine
æsker igen er samlet ind, er det vist de flestes ønske at lade
hvilen tage over og lukke øjnene en times tid. Men sådan
skulle det ikke være.
De tre unge togbetjente, der netop havde fået madvognene
rullet til side, ville det anderledes, de startede en
modeopvisning som en catwalk ned gennem togvognen.
Først en der optræder i egnens traditionelle
folkedansedragt, herefter følger virkelig pænt tøj, skiftende
mellem den kvindelige og mandlige deltager, og der er
virkelig mange flotte og fristende ting. Efter opvisningen,
der høster stort bifald, forsøger de unge mennesker at sælge
tøjet, men det synes de ikke at have succes med.
49
Ikke uforståelig for det første var tøjet ret dyrt set i forhold til, hvad vi har set i butikker og
for det andet, er det ikke særlig praktisk, at skulle prøve tøjet midt i togvognen som en anden
mannequin under alles påsyn.
Men indslaget var forfriskende, morsom og meget overraskende. Og alle glemte fuldstændig
at lukke øjnene, som vi havde lagt an til.
I Ollantaytambo venter bussen på os og efter endnu et par timer, uden modeopvisning, er vi tilbage
i Cuzco. Klokken var efterhånden blevet 23:00, der blev gjort stop ved en større restaurant til
aftenens menu. Men kun ca. halvdelen ønskede at benytte sig af dette tilbud, de øvrige blev
kørt til hotellet. Efter en times tid blev også vi kørt til vort hotel. Så det endte med, at også
denne dag blev lang og oplevelsesrig.
Til morgen får vi den triste meddelelse, at Laust tidlig morgen blev indlagt på sygehuset i
Cuzco med et hjertetilfælde. Ester og Hans er taget med på sygehuset. Efter et par dage
overflyttes Laust til Lima, Ester tager naturligvis med. Senere tager Lise også til Lima for at
bistå ikke mindst med de sproglige problemer. Laust fik et længere sygeleje og kom først til
Danmark kort tid før jul. Senere er det gået pænt, men langsomt fremad.
Igen går det til lufthavnen i Cuzco, hvor vi efter endnu en rum ventetid skal flyve til Juliaca.
Velankommet hertil entrer vi en bus, der kører os gennem byen Puno, der har 80.000
indbyggere og ligger i 3.830 meters højde, her øjner vi byens universitet. Turen fortsætter
over en blæsende, meget flad og stor højslette med små spredte indianersamfund, hvor der ses
store flokke af køer, får og lamaer. Jorden synes ikke særlig frugtbar, minder lidt om ørken.
I den fjerne baggrund ses Titicacasøen, som er vort mål.
Som i området ved Ollantaytambo er det også her kvinderne, der bestemmer og arbejder
mest. Det fortælles, at en kvinde kan bære 60 kilo, mens en lama kun kan bære 3o kilo, derfor
vil en mand hellere satse på to kvinder frem for fire lamaer.
Vi er kommet frem til den lille indianerlandsby Chucuito, hvor vi indkvarteres på Taypikala
Hotel & Spa med fin udsigt ud over Titicacasøen. Værelset er rimeligt, men udover udsigten
ikke overvældende, toilettet er så småt, at man næsten skal bakke ind til toiletsædet.
Væggene er dekoreret med vævede inkasymboler og et stort relief, hvori er indbygget
kontakter til værelsets lys, hvad vi først opdager efter lang tids søgning.
Før aftenens menu når vi at gå en lille tur rundt i landsbyen. Her gør vi et besøg på et meget
lille museum, Wawa Marca, nok det mindste museum vi nogensinde har set, det består af 5-6
montre, naturligvis med fundne ting fra indianernes fortid. Billetter købes for en sol i en lille
bod, der ligger ved siden af museet, min billet har nr. 216.
Landsbyen virker meget øde, måske skyldes det, at der på en stor plads er musik og dans
med flere hundrede deltagere. Det synes som værende et bryllup, da en bil dekoreret med
bånd og sløjfer står parkeret tæt ved. Fra en scene spiller et lille orkester. Her styres
begivenhederne af en mand i fornemt og fint indianerantræk. Vi lurer beskedent i baggrunden
for at opleve deres måde at feste på. Men mange minutter går der ikke, før en indianer bukker
dybt for Hanne, der naturligvis går med ud i dansen.
Desværre kommer der ikke en indianerpige og nejer for mig, så jeg må nøjes med at holde
øje med et af pladsens mange ”øldepoter” en stabel fyldte ølkasser, og det er imponerende,
hvor hurtigt der knappes øl op af 3/4 liters indhold, og det er ikke kun mændene, også de
rimelig kraftige indianerkvinder tager godt for sig af flaskerne, nogle tager to flasker med, nu
50
de er kommet i gang. Der drikkes ganske tæt, så rødhuderne bliver endnu mere røde i
ansigterne. Det ses også på muren udenfor pladsen, hvor der konstant står en håndfuld mænd
og klarer den tiloversblevne væske.
Om der også spises mad, så vi ikke, men muligvis. For Hanne berettede efter at være
kommet tilbage, at indianeren insisterede på at invitere hende ind i et tilstødende lokale, og
det kunne jo være, det var mad han ville invitere på, man ved jo aldrig.
Lidt efter er vi tilbage på hotellet. Her kommer bryllupsprocessionen lidt senere forbi vore
vinduer med hornmusikken bagerst, som vi tidligere oplevede til en anden dags begravelse.
Det ses tydeligt, at nogle af deltagerne har stort besvær med at holde balancen. En af de store
indianerkvinder, store er nemlig mange af dem, har åbenbart for meget væske i kroppen, så
hun går få meter væk fra processionen og sætter sig ned i græsset. Nu er hun jo så rigeligt
påklædt med et lysegrønt strutskørt i nummeret lige før teltet i Cirkus Miehe, så det er
beskedent, hvad vi kan se, men af hendes bevægelser at dømme, er der ingen tvivl, trykket
skal af tanken. Hvad der er sket ses endnu tydeligere, da bukserne skal bugseres på plads.
Hun rejser sig retter på sin hat i samme fine lysegrønne farve, og træder igen ind i
processionen som intet var hændt.
Aftenens menu på hotellet. Forret: Aspargessuppe. Hovedret: Frit valg fisk/oksekød, begge
dele meget velsmagende, men overraskende samme tilbehør kartoffelmos, franske kartofler
og grøntsager der denne gang var varme. Dessert: Lagkage med citronsmag, men meget sød
som desserter i Peru næsten altid er. Da vi stadig er i højderne, dvs. tæt på 4.000 meter,
drikker de fleste vand af forskellig art. Men enkelte af de mere hårdførte flotter sig med en øl.
Knap er middagen begyndt, før et orkester på tre mand og en kvinde entrer restauranten og
spiller behagelig musik, dog en anelse for højt. De er alle indianere og fortæller ind imellem
musikken træk fra indianernes historie omkring Titicacasøen. Efter nogle numre går de rundt
ved bordene for at sælge indspillede cd’er for 15 $ eller 40 sol. Også vi investerer i et af
båndene og beder sælgeren, der er orkestrets ældre leder, signere cd’en, men han er åbenbart
en af analfabeterne, for han får fat i en af de yngre, der kommer og sætter sit autograf.
Efter en god nats søvn stævner vi ud til dagens oplevelser. Først går det med bus til Puno.
Vi bemærker, at der på rigtig mange af varebilerne ses store antenner på ladet, de er der fordi
radiodækningen her i området er for dårlig. I Puno går vi om bord på en katamaran turistbåd,
der sejler os ud til en af Titicacasøens mange berømte sivøer, hvor vi modtages med synlig
begejstring.
Efter en kort rundgang på den lille ø samles vi foran et af sivhusene, hvor 7-8 af øens
beboere, med Rouel og hans
kone Silva i spidsen,
fortæller om sivøernes
historie og ikke mindst
hvordan nutidens hverdag
fungerer. Der er rigelig
lejlighed til at stille
spørgsmål til panelet, også
de spørger os om
forskelligt, fx synes de, at
vore navne lyder mærkelige.
51
Titicacasøen er med 8.560 km2 Sydamerikas næststørste sø, nogenlunde på størrelse med
Sjælland, den deles mellem Peru og Bolivia. Peru har 58% og Bolivia 42%, men Bolivia har
dog den opfattelse, at tallene burde være omvendt. Men bortset fra denne stridighed er der et
godt naboforhold de to lande imellem.
De flydende sivøer menes at have været brugt gennem 9.000 år. Selve sivplanten hedder
totora. Først var øernes beboere nomader, der levede af at fiske med spyd. Det skal foregå,
før solen står op, eller efter at den er gået ned, for når solen opvarmer vandet, søger fiskene
ned i dybet.
I 1440 kom inkaerne til Titicacasøen, de der levede på sivøerne måtte betale inkaerne med
cuchinilla, de små rød lus der blev brugt som rødt farvestof i tekstil- og kosmetikindustrien.
Da spanierne kom, krævede de, at inkaerne arbejdede i sølvminerne op til 20 timer om
dagen, det fik til følge, at inkaernes levealder faldt betragtelig. De to indianertyper aymara og
uro var oprindelig meget forskellige af bygning, begge kaldtes for uro, men racerne blev
efterhånden blandet.
Øernes beboere har altid måttet bygge videre på sivøerne, det gør de ved at save blokke af
sivenes rødder fra steder, der ligger flere km væk. Disse afsavede blokke skubber de frem
med deres både, hvorefter de
forankrer blokkene til deres egen
sivø med reb, som de laver af
sivstrå. Herefter skæres siv af, som
lægges ovenpå blokkene skiftevis på
kryds og tværs, til der er et lag på
omkring en meter. Et nyt lag skal
lægges over ca. hver 15. dag, så der
er altid arbejde med øen. Selve
sivøen holder normalt omkring
femten år, så er den blevet rådden,
og beboerne må etablere sig på en
ny ø. Rouel stikker sin hånd dybt
ned i sivene og trækker nogle strå
op, som han vrider for vand, det
giver os en god forståelse af øens
forgængelighed.
På sivøerne bygger de deres sivhuse, men de holder kun et enkelt år, så skal sivene skiftes
ud, men husets træskelet holder i flere år. Der findes ingen form for opvarmning i husene.
Men staten har bevilget solceller til sivøerne, for at formindske brugen af stearinlys, der ofte
har været skyld i farlige brande. Først på året var en mindre sivø blevet hærget af brand. Men
det var, fortalte Rouel, en ø hvis befolkning holdt sig fuldstændig isoleret fra alle andre øer.
Beboerne bygger også selv deres både naturligvis også af siv. Det tager syv mand to
måneder at bygge en sivbåd, og båden holder kun i andre syv måneder. I dag puttes der
tilproppede plastflasker ind mellem sivene for at forbedre bådens opdrift. Tilsvarende
plastflasker bruges som svømmeveste til børn, når de skal lære at svømme.
52
Vandet omkring sivøerne er meget forurenet ikke mindst fra Puno By. Vanddybden er ca. 10
meter, men i hele Titicacasøen er der stor variation i dybden helt ned til 283 meter, det er
præcist som i bjergene omkring Titicacasøen.
Øen vi besøger er en af de mindre, vel næppe over 200 meter på hvert led, den bebos af syv
familier med 13 børn. Der findes en børneskole på en af de nærliggende øer, men beboerne er
meget bevidst om, at yderligere uddannelse af børnene er nødvendig, og den må tages på
fastlandet, og erfaringerne siger, at de unge sjældent kommer tilbage. Der er stort
sammenhold blandt de syv familier, de har alle boet på andre øer, men har samlet sig, fordi
nogle var i familie, og andre var venner. Beboerne har spanskklingende navne. Et spørgsmål
om hvorvidt de stadig følte nag til spanierne, blev benægtet, spanske turister er lige så
velkomne som andre turister.
Tidligere har der været en del problemer med degenerering,
fordi familiemedlemmer giftede sig med hinanden. Det problem
er gennem de senere år blevet mindre. I dag sejler de unge mere
rundt mellem småøerne og får dermed kontakt til forskellige
familier. Unge forelskede skal bo sammen i 2-3 år, før de bliver
gift, men hvis de får børn, skal de straks giftes. Når der så holdes
bryllup, skal brud og brudgom først mades af forloveren.
Bryllupsfesten varer en uge. Børnene fødes på øen med hjælp fra
erfarne kvinder. Årsagen skal findes i, at de ikke har råd til at
komme på hospitalet, da hospitalsindlæggelse er dyr i Peru.
Tidligere har vi fået fortalt, at læger og hospitaler er gratis i Peru,
men måske gælder det ikke fødsler?
I lægebehandlingen bruges der meget naturmedicin. Der verserer
mange ”kloge kone råd” indenfor lægekunsten. Her et par
enkelte eksempler: Alkohol ilagt levende slanger kan fjerne
rygsmerter på otte dage. Det samme kan snot, når det gnides ind
på de smertende steder. Og en enkel opskrift fra slikverdenen:
Eukalyptus blandet med komælk og saft fra gausilevroden kan
bruges til tyggegummi.
Jacques-Yves Cousteau har også været på opdagelse på Titicacasøen, han påstod at have
fundet en 40 cm lang frø. Frøer siges at være godt for fertiliteten, de koges uparterede til en
herlig suppe, hævdes det. Nogle frøer presses til en energirig juice, der skulle virke, som når
Skipper Skræk spiser spinat, og være uden bivirkning. Måske var det en sådan juice, vi på
Perutrail kaldte en ubestemmelig og velsmagende juice.
Her på øen har de tv, men der findes ingen toilet. Hvis det er aktuel, skal de sejle fem
minutter for at komme på toilet, to minutter er rekorden, fortælles det med et smil i øjet, det
var fordi, det virkelig hastede. Det ville ikke være rart med roterende maveonde lige her.
Vi er nok også af den opfattelse, at der undertiden snydes lidt.
Beboerne laver også selv deres egne geværer og ammunition, hvor krudt, salpeter og svovl
blandes med metalkugler. Af fugle jager de ibis, hejre og skarv, som de skærer halsen over på
og drikker blodet. Fuglene lufttørres og koges efterfølgende. De fanger mange fisk og spiser
mange af dem, de tiloversblevne tager de med til fastlandet og bytter til grøntsager.
På samtlige sivøer bor der i dag 2.500 mennesker. Befolkningen på sivøerne får penge af
staten til deres ophold. I dag lever beboerne mest af turister, der som os kommer og får fortalt
53
om det liv, der engang var. For det hele virker meget som et beboet museum, der kun holdes i
live for turismens skyld.
Efter en god dialog byder de enkelte familier os indenfor i deres primitive sivhuse. De håber
også meget på, at vi vil købe noget af deres husflid. Hanne investerer i en flot minisivbåd ca.
20x30 cm, den passer fint som frugtskål og bruges dagligt som sådan.
Øens beboere inviterer os ombord på en rigtig sivbåd. Den drives frem ved årekraft, der er
flere i vort selskab, der viser store evner udi denne sportsgren, for det lykkes dem virkelig at
styre båden udenom de mange små, tætliggende øer. Ved en anden sivø bliver vi samlet op af
vores turbåd, og vi skal nu forlade den venlige befolkning. Der hilses pænt af, og beboerne
synger en sang for os, mens vi sejler videre ud på den store Titicacasø.
Der er mange naturlige og beboede øer i Titicacasøen. Vi sejler ud til den 11 km2 store
Taquile, der bebos af 2.400 mennesker, hver familie på øen har seks jordlodder. Øen blev
brugt af spanierne som fængselsø helt frem til 1926.
Fra skibets landgang går det meget stejlt op til en lille restaurant. Hele selskabet er klædt
solidt på, for vi er højt oppe, tæt på 4.000 meter, og er blevet forberedt på, at det kan være
hundekoldt. Men flere af os har det som katten på et varmt bliktag. Jeg lister diskret ind bag
en fårefold, smider bukserne og krænger mine gamle godt slidte mørkeblå skibukser af, som i
den grad er til overs og har været det længe. Herligt - nu kan jeg igen bevæge mig.
Da vi når den lille restaurant, serveres en lækker og tiltrængt frokost i det fri med en flot
udsigt over til Bolivia. Der serveres brød med pebre, suppe, ørred med ris og pommes frites,
meget velsmagende, hertil drikker vi forskellige typer vand og Inka Kola. Mændene er de
mest aktive til at servere. Under frokosten optræder alle indianerne kvinder som mænd med
musik og dans, de tager nogle fra vort selskab med i dansen.
Samtidig med at mændene serverer, går de rundt
med strikketøjet om halsen, og har de en ledig
stund, så strikker de, det ser lidt komisk ud.
Også drengene går og strikker, for de lærer denne
kunst, fra de er otte år. Det er også mændene, der
syr tøj til familien, og indianernes tøj giver mange
signaler. Farven på kvindernes yderste skørt
afslører, om pigen er gift eller ugift. Hos mændene
er det hattens farve, stilling og topkvast der
afslører, om han er gift. Manden syer et skørt til sin
kone hvert femte år. Vi får fortalt, at der er set en
dame med 19 lag skørter. Historien fortæller ikke,
hvor gammel denne dame er, men 19x5 er jo 95,
så hvem ved? Til gengæld syer konen et skærf til
sin mand.
Taquiles befolkning er meget ærlige, oprindelig
fandtes der ikke låse og nøgler på øen, men nu der
kommer mange overnattende turister, kræver disse,
at de kan låse deres dør. I feriemånederne kommer
der 500 turister om dagen, den øvrige tid 150-200 om dagen. Øen har katte, får, køer, kaniner,
men ingen heste, lamaer og hunde. Husene har kun tre rum køkken, opholdsrum og
soveværelse, og der findes ingen form for opvarmning.
54
Efter frokosten går vi op til øens top, hvor plazaen med rådhuset ligger. Her ses endnu flere
boder samt et kollektivt
salgsfirma, der specielt har
mange huer, for koldt kan
det være her.
Et stort vejskilt fortæller, at
der er 10.100 km til Paris,
2.897 km til Rio de Janeiro,
9.256 km til Madrid og
mange flere muligheder,
men Ringkjøbing havde de
glemt.
For nogle år siden steg vandstanden i Titicacasøen fem meter, det var en stor katastrofe.
Afgrøderne blev ødelagt, og mange familier mistede, alt hvad de ejede. Regeringen greb ind
med et tilbud til hver af de ramte familier, tilbuddet lød på 5$ altså under 50 kr. Det skabte
forståeligt nok stor forargelse, og kunne da også kun opfattes som en fornærmelse mod den
fattige befolkning. Alle nægtede at modtage denne almisse, og der iværksattes indsamlinger
som viste, at befolkningen stod stærk samlet, og efter få år kom der igen gang i aktiviteterne.
I Peru er der, som alle steder, forskel på rig og fattig, men det fornemmes ikke af os som et
skel mellem folk. Mest fornemmes forskellen i Lima, der blev grundlagt 1535 og i dag har 12
mio. indbyggere. Her findes enorme slumkvarterer, fordi mange fra landdistrikterne søger til
de større byer for at finde den rigdom og lykke, der læses og høres om specielt i tv. Men
virkeligheden er ofte ganske anderledes og langt fra det skønbillede, der fortælles om. For de
fleste går det den modsatte vej, de havde det bedre, hvor de kom fra.
På vej ned til turistbåden møder vi flere, både kvinder og mænd, med enorme bylter på
ryggen, varer af enhver art der skal bruges i landsbyerne længere oppe på øen. Det undrer os
meget, at de ikke bruger æsler eller andre trækdyr til dette meget slidsomme arbejde, der nok
kan ødelægge den bedste ryg. Men det er åbenbart en del af deres kultur, men en del, som vi
opfatter som værende meget ufornuftig. Det kunne være spændende at høre, hvad disse
indianere ville pege på af ufornuftige aktiviteter i vores kultur.
Efter rigtig mange og gode oplevelser er vi igen kommet om bord på vores katamaran
turistbåd, og er nu på vej ind til fastlandet. Mine tanker er havnet hos mine godt slidte
mørkeblå skibukser, der vel har tjent mig gennem det bedste af 30 år på adskillige skiture.
Lige nu har jeg bestemt ikke brug for dem, men får jeg det mon senere? Næppe - er min
nuværende konklusion. De er bestemt heller ikke særlig sexede, enes jeg med mig selv om.
De der kender mig ved, at jeg smider ikke mere væk end højst nødvendigt, - det kunne jo
være? Men disse usexede mørkeblå skibukser fra langt tilbage i forrige årtusinde har
efterhånden nået teltstørrelse, så de har lige nået den grænse, hvor jeg overvejer at kassere
dem? Og så sker der det, som kun er sket få gange i min tilværelse. Jeg tager en rask
beslutning. Disse elskelige gamle bukser har udtjent. Diskret lister jeg dem ud af min rygsæk,
ruller dem sammen og stikker dem ind bag et varmerør, der løber langs bådens sider. Det var
så den del af mit liv, der her blev afsluttet.
Da vi forlader båden på vej til vores ventende bus, er der pludselig en dame, Lise - den skid, der
råber højt efter hele flokken: ”Der er en, der har glemt disse bukser.” Og så holder hun hele
”teltet” op i fuld størrelse til stor morskab for alle - undtagen en enkel.
55
Lidt senere møder vi et brudepar og deres flot dekorerede bil med bånd og sløjfer. Og så har
”folket” pludselig andet at gå op i. Fint.
Tilbage på vort hotel mødes vi af Cia Dragons, stedets politi, der holder øje med, hvad der
foregår omkring os. Alle har tid til et tiltrængt og velfortjent bad, inden vi mødes til aftenens
menu. Den indledes med det efterhånden kendte men velsmagende brød med pebre, herefter
avokado med palmemarv og dressing, frisk pastaret med ost og afsluttende en frisk
frugtdessert. Og det drikkelige er, som det nu er blevet en vane, vand af forskellige arter.
Som sædvanlig går alle tidligt til ro mætte og trætte efter endnu en dag med mange gode og
store oplevelser.
Mandag 1. dec. 2008
Her tredje dagen på dette fortrinlige hotel får vi at vide, at vi udmærket kan drikke det vand,
der kommer fra hotellets haner. Fint – men en noget sen oplysning.
I dag er turens mål de imponerende gravmonumenter Chullpas ved Sillustani. Første stop er
på Punos højeste punkt, hvor en ti meter høj kæmpepuma fungerer som vartegn og
udkikstårn. Vi er ikke alle af den opfattelse, at kæmpeskulpturen er smuk, ordet dominerende
kan vi bedre enes om. Herfra er der, som alle steder når vi kommer op i højden, et betagende
landskab, på trods af at selve Puno By er meget charmeforladt. Flertallet af byens huse står
halvfærdige og er helt uden arkitektonisk smag. De halvfærdige huse har noget med Perus
skattesystem at gøre, som også var gældende i Chile og i mange andre lande, der skal nemlig
ikke betales ejendomsskat, før huset er meldt færdigt. Puno har et stort universitet med plads
til 400 elever pr. årgang, men der er 12.000 ansøgere, så det er selvsagt meget svært at
komme ind. Endnu en ting er Puno kendt for, de har det fængsel i Peru, der betragtes som
landets sikreste. Men vi fortsætter uhindret.
Sillustani er en gruppe tårne på en halvø i Umayosøen, der ligger en snes km V for
Titicacasøen og 25 km NV for Puno. De fleste af os har altid hørt, at Titicacasøen er verdens
højst beliggende sø, 3.895 m.o.h., men det er ikke korrekt, Lake Umayo ligger få meter
højere, men er meget mindre og har kun dybder ned til 26 meter. Til gengæld betyder højden,
at det er en meget ren sø, hvis vand føres i rør ud til de omkringliggende landbrug.
Verdens højst beliggende sø er Chungara, den
ligger i en højde af 4.517 meter i det nordlige
Chile nær bjerget Parinacota på 6.222 meter.
Tårnene er gravmonumenter, eller som vi ville
opfatte det familiegravsteder. De er bygget af
tilhuggede sten, og er beregnet til høvdinge og
betydelige personer før inkatiden. Arkitekterne
bag byggerierne har været dygtige, men også
inkaerne lærte denne byggeteknik. De døde fik
afskåret hovedet, der blev ofret til Moder Jord.
Men den døde høvding fik følgeskab i graven af
sin kone, sin familie, på nær de to ældste sønner
for arvefølgens skyld, venner og sine tjenestefolk.
De blev alle dræbt og gravlagt sammen med
høvdingen. Tjenerstaben blev undertiden kvalt i
kokainpulver, en frygtelig pinefuld død der
afspejlede rædsel i ligenes ansigtsudtryk.
56
De fleste tårne blev ødelagt og plyndret for værdier af spanierne under kolonitiden, men en
enkelt af dem er ejendommeligt nok fundet næsten urørt. Her fandt man 37 lig, en masse
værdier og under templet mange forskellige hengemte frø.
Da inkaerne erobrede området, samledes det under et med det øvrige Peru, og
befolkningstallet steg til 12 mio. mennesker. De mange mennesker krævede mange fødevarer,
og da alle spiste lamaer, og en lama er gravid i 347 dage, så var der ikke mad nok til
befolkningen, derfor begyndte man at dyrke jorden og drive landbrug.
Men religionen, eller overtroen, talte også med. Hvis der var tørke i flere år, så ofrede man
en af klostrets unge piger. Shamanen udpegede hende, og det var en ære for den familie, hun
tilhørte. Fire dage gik der, hvor pigen blev opvartet med spiritus og kokain, når hun var
tilstrækkelig bedøvet, blev hun dræbt af shamanen med en sten, og hendes blod blev ofret til
Moder Jord. Pigen var behængt med
guldsmykker og dækket med tørret
siv. Hun blev begravet i
fosterstilling. Juanita, som jeg
tidligere har fortalt om, er et
eksempel på en sådan ofring.
Senere er der fundet flere tilsvarende
pigeofringer. Indtil for få år siden var
det almindeligt med grædekoner ved
dødsfald og begravelser.
Det overraskede os meget, at der
findes 200 forskellige slags
kokaplanter, men at det kun er tre af
disse, der indeholder stoffer, der kan
bruges til fremstilling af kokain.
Alt imens vi lytter til dette historiske steds mange forskellige beretninger, buldrer en torden i
det fjerne. Den er ligesom med til at underbygge vores forståelse af menneskehedens respekt
og angst for gudernes og universets enorme kræfter. For hvornår er det guderne, der
bestemmer, og hvornår er det universet? Her i den smukke natur mellem de vidtstrakte,
betagende bjerge langs Lake Umayos bredder føler vi os i hvert fald magtesløse som et fnug.
På hjemturen ser vi folkedans på en stor plads i en lille landsby. Vi gør et stop og betragter
de ret primitive og ensformige danse. Men det blev et ret kort stop, for det er pludselig blevet
regnvejr.
På den videre tur lyder det pludselig nede fra bussen: ”Stop, stop - flamingoer.”
Ganske rigtigt på søbredden ser vi en lille flok flamingoer, der går og fisker. Bussen stopper,
alle fotoapparater kommer frem, og der klipses og klipses. Nogle går ud af bussen, der klipses
igen. Et par af holdets ivrigste fotografer fortsætter ned mod søen, der klipses i et væk.
Men på et tidspunkt er to ivrige fotografer kommer for tæt på flokken, der letter, men det har
så den fordel, at vi også ser flokken flyve.
Ved de fleste huse her i bjergegnen står et lille firkantet skur, næppe meget over 3 m2, det er
husets toilet. Først graves et hul i jorden, et par brædder placeres til benene, huset bygges
ovenpå og toilettet er færdig. På husets tag sættes en lille skorsten, eller det øverste bræt i
huset undlades, frisk luft er nemlig en god ting. Når hullet er fyldt op, kommes der kalk på,
57
og huset flyttes hen over et nyt gravet hul. Efter fem år bruges det gamle toilet som gødning.
Det siges, at dette er årsagen til, at Peru er så berømt for sine fine kartofler. Det har for øvrigt
overrasket os meget, at andesindianerne i 1500-tallet avlede mindst 3.000 forskellige
kartoffelsorter.
Tilbage på hotellet serveres der frokost bestående af suppe, kylling med pommes frites og
varme grøntsager, og som afslutning isdessert. De flydende drikkevarer er fortsat alkoholfri.
Eftermiddagen er til fri disposition. Vi går en tur ud for at se på indianerlandsbyen
Chucuitos største seværdighed - Frugtbarhedstemplet, der også er bygget af inkaerne. Da vi
har købt to billetter i den lille bod ind til pladsen, dukker straks en stor dreng op og insisterer
på at vise os Templo del Sol. I hans kølvand følger lillebroren. Drengen fortæller på rimelig
forståelig skoleengelsk som en bedre grammofonplade om indgangens betydning, om de
forskellige stens betydning i helheden, om de tilhuggede sten med mange hjørner der passer
perfekt ind i hinanden, om fester der har været holdt i
templet, om fallossymbolets betydning og meget
mere. Alt imens følger lillebroren med, synlig
beundrer han sin storebror. Da ”grammofonpladen”
er løbet tør, flyr vi drengene nogle få sol for en god
oplevelse, og glade er vi alle.
Vi fortsætter op i landsbyen til plazaen, for enhver
by i Peru har sin plaza - selv de små. Den er, trods
byens lidenhed, stor, meget renholdt og markeret med
mange faconklippede træer. Bortset fra enkelte af
vore rejsefæller er der stort set ingen at se i byens
stille gader. Få mindre butikker er der samt byens
katedral, som desværre er låst. På forsiden ser kirken
tiltalende ud. Desværre går vi også om på kirkens
bagside, her er der ikke meget at rose, papir- og
plastaffald, tomme dåser og flasker er hvad der
stjæler hele billedet.
Hos en lille købmand gør vi et besøg for at købe vand og chokolade, og så lige for at studere
sortimentet i en sådan butik, og det er, som det ses af billedet, meget blandet. Det beskedne
beløb købmanden forlanger, betaler vi og går videre ud i byen. Da vi har rundet det næste
hjørne, regner vi lidt efter på tallene og
får fornemmelsen af, at vi har betalt for
lidt for varerne. Vi vender om for at
gøre den arme købmanden opmærksom
på dette, købmænd er nemlig altid fattige.
Næppe har vi vendt os om, så kommer
købmanden springende om hjørnet og
ganske rigtigt, han har også fundet ud
af, at hans ”hovedregnemaskine” ikke
har givet ham det korrekte facit.
Glad bliver han, da han får de par sol,
det drejer sig om, og tilfredse er vi, for
det er ikke rart at være årsag til en
bankerot.
58
Aftenens menu serveres på vort hotel, der er byens eneste spisemulighed. Der startes med
grøn salat, oksesteg, frugtdessert og de traditionelle drikkevarer i vand og Inka Kola og
sluttende med kaffe.
Tirsdag 2. dec. 2008
Dagen er kommet, hvor vi skal forlade hotel Taypikala og Titicacasøens bredder. Ombord på
vores bus går det mod Juliaca Lufthavn. Med fra hotellet får vi en sandwich, da der ikke er
servering på de korte flyruter. Det skal dog lige nævnes, at en mere kedelig sandwich er det
bestemt ikke muligt at fremstille. Meget skuffende - for maden på hotellet har ellers været
udmærket. Det er næppe en stor procentdel af disse sandwich, der bliver spist, for vi lider jo
ikke ligefrem af sult.
Velankommet til Arequipa indkvarteres vi i kendte
omgivelser, endda i vore ”gamle” værelser i
Bedstemors Hus. Efter en let frokost er eftermiddagen
til fri afbenyttelse. Det betyder, at langt de fleste går
en tur ned i den charmerende by, som vi nu føler os
ret kendt med. Vi besøger Arequipa Domkirke. Den er
overraskende stor, flot og yderst harmonisk med et
flot stukloft en snes meter over os. Kirken har
Sydamerikas største orgel, som er en gave skænket af
Belgien. Domkirken ligger ud til byens smukke plaza,
hvor de netop er i færd med at pynte et kæmpejuletræ
- men ak plastic.
I samme område er der mange tiltalende butikker, de
bliver flittigt besøgt af os turister. Og det synes som
om mange af flokken, trods ihærdig indsats gennem
snart tre uger, stadig har en del penge på lommen.
I hvert fald gøres der mange og store indkøb, det
bliver spændende at tælle, hvor mange ekstra kufferter
der skal med på hjemturen.
Lidt pudsigt er det, at vi turen igennem overhovedet
ikke har set, det som vi danskere forstår ved et supermarked, alle butikker er små, og det
gælder i såvel store som små byer. Der bliver også tid og nogle sol til en lille pause på en af
de mange cafeer, hvor vi i hinandens behagelige selskab nyder en eftermiddagspauseøl.
Da glassene er blevet tomme, går vi tilbage til Bedstemors Hus, for netop i aften skulle vi
meget nødig komme for sent. Det er nemlig i aften, vi skal have turens fest- og
afskedsmiddag. Så efter et behageligt bad iklæder vi os så godt, vi formår i vort bedste skrud.
Det skal dog straks indrømmes, damerne er de smukkeste.
Turens festaften og afskedsmiddag:
Velkomstdrik: Pisco Sour - en peruviansk specialitet
Sang: Jeg elsker den brogede verden
Forret: Grønsagssuppe m/ost meget velsmagende
Vin: Tacama Grand Tinto 2008 13% og vand
Hovedret: Aji de gallina – hønsechili, hønsekød med ris, kartofler, tomat og æg
Dessert: Chokoladelagkage, der i forhold til en festmiddag var lidt kedelig
Underholdning: Se festaften (side 63)
59
Onsdag 3. dec. 2008
Efter en god nats søvn og en velassorteret
morgenbuffet, farer flokken ud i byen for at gøre de
sidste indkøb i Peru for de resterende sol, der brænder
i lommerne.
Det lykkes Hanne, at finde en meget spændende butik
- Gourd Art Third Generalian. De har et fint, smukt og
unikt sortiment i særpræget julepynt skabt af små
alabastfrugter. Hånddekoreret med nisser, engle,
stjerner og hvad der ellers hører julen til.
Der handles ivrigt, specielt trøjer i alpaca synes at
blive vurderet højt til priser omkring 100 sol yderst
rimelig. Alpaca halstørklæder til 12 sol er jo det rene
fund. Selv om kunderne synes at være meget tilfredse,
afspejler de handlendes ansigter bestemt også stor
tilfredshed. Og så er alt jo godt. Det skulle ikke undre
mig, om de handlende, når vi har forladt Peru, sætter et
skilt i døren: Lukket grundet velstand.
Det er blevet tid til, at vi skal forlade den tiltalende by
Arequipa, og bussen fører os til lufthavnen. For at
spare tid har Hans bestilt en parnada i lufthavnen, den
var en meget positiv og velsmagende overraskelse,
krydret så alle syntes om den, og nogle af os lister os
til at købe en øl, vi er jo på vej ned fra højderne.
På ruten Arequipa i Peru til Santiago i Chile skal vi mellemlande tre gange. Alt vort
habengut må gennem diverse kontroller i Arica, der tages ikke let på tingene. Hans har store
problemer med at få sin ”farlige” stok med gennem sikkerhedstjek, så han opsøger
lufthavnsdirektøren med det resultat, at han denne gang kommer til sikkerhedstjek i en
rullestol, for som handicappet er stokken pludselig ikke farlig.
Skønt hele holdet skal fortsætte med samme fly, skal vi alle forlade flyet, efter at en
kittelklædt mand, med en hårlaklignende spraydåse, har sprayet overalt, formentlig for at
sterilisere såvel passagerer, bagage som den luft vi indånder. Ud af flyet må vi, det gælder
også vores håndbagage og kufferter, alt skal endnu engang gennem diverse kontroller,
sikkerhedstjek og røntgenfoto. Ure, punge, bælter, sko alt må af, og næsten nøgne må vi med
gennem røntgenfotoporten. En times tid går der mindst med denne, synes vi, meningsløse
besvær, men grunden er, at det er første landing i et nyt land, og Sydamerika har jo ikke som
de europæiske lande noget tilsvarende vores EU. Der går en rum tid, før vi er frigivet til at
kunne gå ombord på flyet, hvor næste stop er Iquique. Inde over Atacamaørkenen bemærker
vi, at der, trods ørken, ikke er langt mellem floderne, der snor sig mellem bjergene. I Iquique
tager vi afsked med Karen, der får vores velmente og store tak for sin bistand undervejs.
Næste mellemlanding er Antofagasta, som vi uden besvær kommer igennem. Antofagasta er
en travl by på 120.000 indbyggere og et populært feriested, men byen har ingen havn, skibene
ankrer op bag en mole. Halvdelen af Bolivias udenrigshandel går gennem byerne Antofagasta
og Arica.
60
Efter Antofagasta serveres en lækker flyanretning med kylling, frisk salat, bolle, smør og
syltede frugter. Til maden serveres rød- eller hvidvin efterfulgt af kaffe.
Da vi forlader flyet i Santiago, er det også uden nogen som helst besvær, og vi går lige til
Hotel Holiday Inn, der ligger klods op ad Santiago Lufthavn. Et meget flot hotel der
arkitektonisk rager langt op. Det gør også Santiago Lufthavn, hvor der også er tænkt på
jordskælvsrisikoen. Selve lufthavnsbygningen er delt op i sektioner, hvor der for hver ca. 20
meter er indsat gummimuffer, så hele bygningen kan give sig ved jordskælv uden at kollapse.
Værelserne er i luksusklasse, vi nyder de luksuriøse omgivelser, og der bliver netop tid til et
behageligt bad inden der på Hotel Holiday Inn serveres lækker kyllingesandwich og rødvin,
skønt det er blevet langt hen på aftenen.
Torsdag 4. dec. 2008
Efter en behagelig overnatning mødes vi til et herligt morgenbord. Her tager vi afsked med
Birgit og Villiam og ønsker dem god tur. De fortsætter deres rejse først ud til Santiagos
kystby Valparaiso med næsten 900.000 indbyggere, dernæst et lille smut på et par måneder
rundt om Argentina, Paraguay og Brasilien. At de gider.
Tiden nærmer sig, hvor vi skal forlade det lækre Hotel Holiday Inn og Sydamerika. Sikkert
med lidt flere kufferter end på udturen går vi over gaden og ind i Santiagos
Lufthavnsbygninger. Her mødes vi igen af et stort udvalg af fornemme butikker. Hanne går
på jagt for at få brugt sine sidste pesos, jeg foreslår chokolade, men nej siger hun, Hanne bryder sig
nemlig ikke om chokolade - uforståeligt, en taske er en meget bedre ide, det er jeg helt enig i, for Hanne
har kun 19 tasker i forvejen, og det er jo altid rart at have en ekstra taske ved hånden. Men
heldigvis synes hun, den er for dyr. Så et besøg i butikken Tommy Pilfinger, nåe nej, Tommy
Holfiger, heller ikke her falder Hanne for butikkens mange fristelser. Overraskende tilbyder
hun i stedet en kop kaffe hos Donkin Donols, jeg accepterer skyndsomt, og lister en muffins med på
bakken. Skønt denne udgift er der stadig en sjat pesos tilbage i portemonnæen.
Igen indledes en intensiv jagt, og tænk hun køber en pose med sten, de er så kønne, siger
Hanne. Sten - dem har vi tonsvis af både i haven og ved sommerhuset, og der er da heller
ikke langt til Vesterhavet, så hvorfor slæbe sten 10.000 km hjem til Ringkjøbing for på et
tidspunkt at smide dem ud i haven? En plade chokolade havde nu været meget bedre. Hun har undertiden
utilregnelige meninger, men det må du endelig ikke sige til hende, for så får jeg ballade.
Nu er pengene brugt, og dermed er roen faldet over os.
Jeg studerer en fin butik med et separat rum til cigarer, hvor fugtigheden holdes konstant.
Der er ingen kunder i butikken, men der er vel efterhånden heller ikke mange cigarrygere, så
det er næppe den type forretning, det er klogt at investere i.
Så går vi ind i en af de utallige kosmetikbutikker, hvor der er et tusindtal af prøveflasker.
De ”løjter” alle godt, men lang tid går der ikke, før de alle lugter næsten ens.
Så er der udkald til vort fly Iberia - Pio Boroya, Airbus A 340. Selv om det ikke er verdens
største fly, så er den 74,8 meter lang, 63,4 meter fra vingespids til vingespids. Flyet har plads
til 352 passagerer, benzin til 12.700 km, det håber vi, der passer, for vi skal flyve 10.682 km.
Det undrer os, som så ofte tidligere, at flyet med sin vægt overhovedet kan lette. Hvis 352
passagerer inklusive bagage hver vejer 100 kg, svarer det til 35 tons, dertil kommer personel,
mad og drikke, benzin og selve flyet, mon vi så ikke når en stump over 50 tons. Det er noget
af en kraftpræstation der skal til, men vi kommer i luften. Lidt vemodigt at de mange
oplevelser i det fremmede skal stoppe, men også en forventning om igen at komme hjem til
61
bolig, familie og venner. Kort efter start serveres en lækker frokost bestående af lasagne og
salat, og da der trods alt er lidt fest over denne tur, fejrer Hanne og jeg begivenheden med en
flaske champagne. Kaffe og kage hører naturligvis også med. Mætte og godt tilpas slumrer vi
ind så godt vi kan 10 km over Jordens overflade.
Fredag 5. dec. 2008
Efter godt en halv snes timers flyvetid ankommer vi til Madrid Barajas Lufthavn. Også denne
gang er der næsten fem timers ventetid i Madrid. Den går med at se på endnu flere
luksusbutikker, men nu orker vi det snart ikke mere. Her er valutaerne sol og pesos ikke
gangbar mønt, men det viser sig, at nogen af selskabet både har € og betalingskort af vidt
forskellige arter. Så igen gøres der indkøb. Igen kaldes der ud til Iberia.
En flyvetid på endnu ca. tre timer og vi er i Kastrup. Her hilser vi af og takker hinanden for
en god tur, hvorefter de forskellige hentes eller fortsætter til andre destinationer. For vores
vedkommende lander vi efter endnu en times tid ud på aftenen i Billund, hvor Lis fra vores
vennegruppe har indfundet sig med sin bil, men ikke nok med det, hun har sandelig forberedt
et måltid i hendes hjem. En rar og behagelig velkomst, som vi er meget taknemmelige for.
62
Chile/Peru Turens afskedsmiddag og festaften
En hyggepianist var hidkaldt, så vi havde behagelig musik under hele middagen.
Aftenens menu:
Velkomstdrik: Pisco Sour - en peruviansk specialitet
Sang: Jeg elsker den brogede verden
Forret: Grønsagssuppe m/ost meget velsmagende
Vin: Tacama Grand Tinto 2008 13% og vand
Hovedret: Aji de gallina – hønsechili, hønsekød med ris, kartofler, tomat og æg
Dessert: Chokoladelagkage, der i forhold til en festmiddag var lidt kedelig
Hans indledte aftenen med ordene: ”I aften er det ikke mig, men jer der skal underholde.”
Dog takkede han for vores gode opførsel turen igennem, hvad vi naturligvis var helt enige i, og nævnte
muligheden for et senere træf hos Ester og Laust, men det ville han vende tilbage til, når
Laust var blevet rask. Hans nævnte også, at det var hans sidse tur med Højskole i Udlandet,
men ville ikke afvise, at han måske i eget regi ville gennemføre endnu en tur, vi gætter
Argentina.
Helle var blevet bedt om at være aftenens toastmaster. Til hende skulle de melde sig, der
havde noget på hjerte og lyst til at optræde med et seriøst eller humoristisk indslag og dermed
berige aftenens festlighed. Først gav Helle ordet til
Tove: Resume over turens deltagere:
I august på Højskole mødtes vi første gang.
Til forkursus med tale og sang.
Med Hans i spidsen for 26
blev vi klar til Sydamerika at flyve.
Som skribent har vi Frede med,
endnu ved vi ikke, hvad han noterer ned.
I Arequipa var han ikke så kålhøj,
da han smækkede nøglen inde – det var noget møg
Hanne er rask, hurtig, adræt,
på oplevelser bliver hun vist ikke mæt.
Karen som guide er rigtig god at få frem,
hun har vist os Chile og sit hjem.
Nogle dejlige, varierende dage, hvor vi fik vist
Iquique med sol og strand og blev bespist.
Hans har god grund til at være stolt, så
han nu har to piger at trække på.
Lise danner bagtrop – ”Er alle med”?
før vi igen drager af sted.
Hun klarer priser på vand, øl og vin,
er det 3 – 5 – 8 soles, den er fin!
I Chile så vi, at man
producerede vin og hvordan.
Lise sagde, at ”den øverste helgen” først skulle smage,
”Hør Lise – har en helgen ikke sluttet sine dage”?
63
Jette snakker og herser, så Bjørn må døje;
”Husk nu at drikke dit vand – har du glemt din trøje”?
Kun på museet slap han af med alt,
og han syntes slet ikke, det var så galt.
Klostret i Arequipa skulle vi alle se,
og her oplevede vi, hvad der kunne ske,
når mænd kommer der – du gode Gud:
Hans og hans ”jomfruer” kunne ikke finde ud!
Esther har et fint ur med hjemmefra,
Det går præcist – 2 dage ad gangen –
men strejkede så, og da vi skulle af sted,
sad hun og hyggede, og var nær ikke kommet med.
Heddi, den glade pige,
har haft en dårlig oplevelse – tænk lige:
Hun prøvede bælter på må og få
og opdagede, at alle var alt for små.
Hans gav kompliment ved at sige:
At ”Glædens Bjerg” må være opkaldt efter denne pige.
Erling ta’r flotte billeder – og passer på
sin søde Mona, så alt kan gå.
De holder i hånd og hjælper hinanden på gled,
når Monas hofte gør ondt ”i knæet ned.”
Elsebeth og Wivi følges ad på ture rundt i verden,
og de får straks færden
af boder på torve, stræder og gade,
mens Hans sukker, så er de glade.
Også Lene vil gerne handle ind,
bevæger sig rask og gesvind
snakker og spørger og har selv forklaring på alt,
både hvad vi ser, og hvad vi får fortalt.
Selv om vi stadig højt var oppe
og har besvær med vore kroppe,
så fejrede Helle sin fødselsdag med klang
og gav rødvin – så vi gav en sang.
Knud er meget interesseret i, hvor
i landet spiritusgrænsen går.
For øvrigt er han noget ganske særligt, men må
dog selv fortælle om det, før vi det kan forstå.
64
Karin smiler og kiler på,
selv om hun også maveonde få,
var på Machu Picchu blandt de seje fem,
- en oplevelse ingen af os vil glem.
Ester smiler, og synes det er skønt,
med guiden på Machu Picchu med et ansigt så kønt.
Laust vil gerne med igen – især
med pigen med de varme hænder – så kær.
Kjeld minder ham om, at vi hjemme
har en 24 års regel, det må han ikke glemme.
Desværre må Laust og Ester på
sygehus – og der hjælp af fagfolk få.
Vi sender tanker og ønsker til dem
om, at de snart er raske og kommer hjem.
Jørgen på sine lange ben
traver over stok og sten.
Glad og tilfreds med en lun bemærkning
ikke nogen muggeri med ham.
Det er værre med Erik, når
vi de dejlige grønsager får.
Vi har nu fået så meget dejligt at spise:
Fisk, alpaka, kylling og endda marsvinegrise.
Birgit og Villiam plejer vist at cykle på
deres ture, men her må de gå.
De nyder, vi er et godt hold på 26 – flot!
Der snakker sammen og har det godt.
Som Villiam siger: ”Der er ingen at se,
som samler Hof” – tak for det!
Selvom Margit er lille, og tæt på jorden må vandre,
lider hun lige så meget af højden, som os andre.
Kamma har købt ind her og der og ser
på alle de gode tilbud både her og der.
En trøje her og en hue der,
og så lige et smykke med mer`.
Efter ceremoni med dans og musik fik Kjeld
lyst til at prøve det selv,
vil gerne gå til folkedans
på Påskeøen, men hans
Gudrun protesterer, det bliver for dyr en sag,
at tage af sted hver eneste onsdag.
65
Efter mange spændende og begivenhedsrige dage,
har vi nu kun hjemrejsen tilbage.
til Hans og Karen og Lise vil vi
til jer alle tre gerne si`:
”Mange tak for en dejlig tur”!
Tove Andersen
Erling: Viste sig som en fremragende tenor og sang under akkompagnement O Solo Mio.
Han høstede enormt bifald.
Bjørn: Fremførte en tak til såvel ledere som hele selskabet for en rigtig god tur. Han
bedyrede, at med de år han havde på bagen, var dette hans sidste lange tur. Skriverkarlen
erindrer en lignende udtalelse fra Bjørn for to år siden i Sydafrika, så kære Bjørn, så længe
der ikke skal bruges tre cifre til din alder, kan det vel næppe være et problem.
Elsebeth: ”En lille påmindelse”
Har du nogensinde set en person på din egen alder og tænkt:
”Godt jeg ikke ser så gammel ud”!
Jeg sad i venteværelset hos min nye tandlæge, der læste jeg et diplom på væggen og
opdagede tandlægens navn. Det var det samme navn som en flot mørkhåret fyr i min klasse
for ca. 30 år siden.
Jeg tænkte, kan han være den samme fyr, som jeg var lidt forelsket i dengang.
Da jeg kom ind til ham, rystede jeg hurtigt denne tanke af mig igen.
Denne halvskaldede grå mand med rynket ansigt er alt for gammel til at have været min
klassekammerat.
Efter at han havde undersøgt mine tænder, tog nysgerrigheden over, og jeg spurgte ham, om
han havde gået på Gammel Hellerup Gymnasium.
-- Ja, det havde han, var svaret
-- Jeg spurgte, hvornår han gik ud.
-- Han svarede, at han gik ud i 1978.
-- Så gik du i min klasse! Jeg ler.
Han ser nærmere på mig, og så siger denne gamle halvskaldede, ubehøvlede,
fede og onde mand:
Hvad underviste du i?
Karen: Rundkastede en for os ukendt vendelbosang: ”Hvor mågerne skriger.” Efter et par
gentagelser fik vi den lært.
Heddi: Fortalte et par historier om duer og bøsser. Men jeg fik desværre ikke noteret alle
detaljerne ned, og Heddi er ikke ynder af at sende mail, så de er ikke dukket op. Heddi
overraskede også med at synge en smuk sang for os og modtog efterfølgende et stort og
velfortjent bifald.
Helle: En rigtig punkerhistorie
En nydelig nobel påklædt herre sad i en togkupe og læste sin avis.
Ind i kupeen kom en ægte punker håret sat som hanekam, nitter i læderjakken, sporer på de
spidse støvler, tatoveringer langt op på halsen og piercing i ører, læber og næse.
En tid går der, ingen siger noget, men begge ser hinanden an.
Så mister punkeren tålmodigheden og spørger herren:
”Har du aldrig lavet noget vildt i dit liv?”
”Jo,” var svaret, ”Jeg har engang elsket med en høne, og nu sidder jeg og spekulerer på, om
du måske er min søn?”
66
Erling: Igen optrådte Erling først med et digt:
”Noget om hævnens sødme.”
Jeg rejser mig op ved et veldækket bord
og talte til nogle forsteninger.
Men gæsterne åd og gav fanden i ord,
ideer og åndfulde meninger.
At falde igennem er allemands sag
ifald man med ånd vil befatte sig.
Jeg satte mig ned på en stol med et brag,
men stolen var væk, da jeg satte mig.
Så jublede alle de halvfulde mænd,
mens kvinderne syns jeg var rørende.
Men hævnen er sød og lyksalig for den,
hvis åndsliv er rigt og forførende.
De trampede, hylede, råbte og skreg,
med ord der var dumme og sårende.
Men mellem de vaklende bordben sad jeg
og tog deres koner på lårene.
Halfdan Rasmussen
Erling: Fortsatte med en række historier. Heller ikke her fik skriverkarlen, grundet grin,
noteret historiernes mange detaljer, og de er ikke dukket op. Men måske kan du erindre nogle
af dem, hvis du ser mine stikord: tele / syndflod / Kr. Pejsen / vej til Ringkjøbing / hæmorider
jøder / kroen cykel / gammel smed / fødeklinik. Da latteren ebbede ud, stod den næste for tur.
Lise: Rettede en tak til os alle for de gode oplevelser vi i fællesskab havde bidraget med.
Vi fik også en hilsen fra Ester og Laust i Lima. Med helbredet gik det fremad, men langsomt.
Jørgen: Var bedt om at rette en tak fra os alle til vore tre guider. Det gjorde han på
blændende vis. Han takkede Hans for god ”påklædning” på forberedelseskurset med gode
råd om de mange farer, der lurede med sol, kulde og regn.
Tak til Karen for rejselederassistance specielt på den del der tilhørte Chile, et for os ukendt
område. Og tak for et hyggeligt besøg og beværtning i Karens hjem.
Tak til Lise for hendes indsats på mange forskellige fronter. Hun kaldte os til orden, hvis der
var uro i geledderne, og kom med sine små formaninger: ”Nu er der lige tid til at vaske
hænder, inden vi skal spise.”
Med fynsk blod i årerne er det ikke så sært, at trekløveret løste opgaven så godt. Som alle jo
ved, er vi fynboere de klogeste, mest tiltalende og mest intelligente. I tre har fuldt ud levet op
til Jettes standard, som bekendt er Jette den klogeste pige på Fyn. Det fremgår af, at når jyder,
sjællændere, københavnere eller andre udlændinge besøger Fyn og spørger om dette eller
hint, så er svaret altid: ”Det ve jette.”
Frede: Serverede en stor håndfuld vers. Han var ikke den sidst optrædende i rækken, men
da skriverkarlen tidligere har været med Frede på tur, har han erfaring for, at Frede har utrolig
svært ved at begrænse sig, derfor er han i herværende historie placeret sidst, for tænk nu hvis
papiret slap op.
67
Vers brygget over Chile – Peru turens oplevelser:
01. Få dage efter at mortensgåsen har måttet lade sit liv,
mod Chile og Peru drager mig og min viv.
02. Fra Billund vi flyver til dronningens København,
for her at lande i Hans Mortensens favn.
03. Med 26 forventningsfulde og glade gæster vi mod Madrid nu drage.
At forlade det fugtige, kølige nord vi ej beklage.
04. Madrids nye lufthavn er elegant, flot, ja, og kæmpestor.
Fra ende til anden med rulletrappe, tog og gåben flere km jeg tror.
05. Alle lufthavne frister med spiritus, slik og kosmetik.
Men ak! Højskole i Udlandet alle vore penge fik.
06. Nu Santiago i Chile er vort næste mål.
Efter 10.000 km og 13 timer Sydamerika vi har under vor sål.
07. I Santiago blev ventetiden meget knap,
men for en rundtur i byen, dog ej vi slap.
08. Palmer, graffiti, slum og statuer vi ser en mas
og dog, for indianeren er ikke på sin plads.
09. Derimod en gade med navnet Petersen vi se,
og så må der være tid til kaffe og kage på en cafe.
10. Tilbage i lufthavnen vi beundrer en kæmpehøj kuffertskulptur.
Men nu vi tager flyet til Iquique en tur.
11. Meget her vi ser om et skud - al tido,
søløver, en plænevander og alpakauld i en poncho.
12. Et dansk hjem ja - Karen beværter os i haven med tapas og drinks.
Væggene er prydet med Lucianokunst, og havens blomster vi nyder imens.
13. Tid tages ikke så bogstaveligt her, en morgen var køkkenet tom.
En brummende Hans skældte og smelte, blodtrykket i vejret kom.
14. På en skole i Iquique vi visiteres ind,
her frivillige lærere viser frem af venligt sind.
15. Børnehavebørn med ”What shall we do with the drunken sailor” velkommen os byder.
Med ”Lille Peter Edderkop” vi kvitterer, ikke særligt professionelt det lyder.
16. På det kristne grundlag er skolens ide bygget op.
Respekt for lærerne ”yes miss” synes at være helt i top.
17. Salpeterminernes eventyr er nu en saga blot.
Arbejdslønnen i fitjas betaltes, det var ikke godt.
18. Men i Humberstones Salpetermine herskede en anden ånd.
Her gik arbejde, skole, kultur og teater hånd i hånd.
19. Men skolen gav højst karakteren fem for den allerbedste tørn.
Det var nok fordi, Hans fortalte: ”Der fødes flere kvinder end børn.”
20. I Iquique findes flere huse af pandeplader, brædder, plast og pap, vi kalder det slum.
Hvis regnen kom, ville det for dem være meget grum.
21. På torvet vi oplevede musik og dans i dragter så spraglende flotte.
Vi forestillingen nød, mens Bjørn og andre kendte kædedansen trådte.
22. Som frihandelsområde er Iquique en meget blandet by,
med kunst, skibsværft, skarv og et køligt stillehavsbad i næ og ny.
23. På havnerundfart vi med svømmeveste pustes ud.
Vi søløver studerer, samt ”Esmeralda” der snart står for skud.
68
24. Fantastiske geoglyffer af dyr og symboler på bjergets top vi ser.
Skabt af inkaerne for 500 år siden eller mer.
25. Atacamaørknen er kæmpestor, tælles i tusinde mile.
Vi rumler i bus, traver på sti og tørster efter vand og hvile.
26. Kontinentalsoklerne strides om plads under vor jord,
derfor bjergene vokser, så de er højere end i fjor.
27. På vinmuseet vi hørte, om slaver der trådte druer til saft.
Men nu er det mange år siden, de sidst slaver har haft.
28. I oasen Sambre Verde der avles meget og saftigt frugt.
At springe i træets top efter mango han havde ingen frygt.
29. Så langt fra hjemmet vi ej sproget forstår,
derfor Mona frejdigt på herretoilettet går.
30. Her hun Erling ser, med spredte ben han ved urinalen stå.
Så desværre Mona, der var ingen nyheder her at få.
31. Nu til højderne vi flyver, hvor spiritus er strengt forbudt.
Vi må nøjes med cola og vand, i det er der ikke meget krudt.
32. Vand vi drikker en mas, mindst et par liter om dagen,
bortset fra Bjørn, der ikke mener vand er sagen.
33. Med alt det vand vi drikker, mange toiletbesøg det kræver.
Men bjerge har kun naturen som toilet, så derfor blufærdigheden daler.
34. På bjerge bygges veje som hylder, tusinder af kilometer, ikke altid nogen spøg.
At køre på dem er ikke som at køre på et strøg.
35. Udsigten over de frodige dale er usigelig smuk.
Vi er så benovede, at selv damerne ikke siger et muk.
36. Der er 6.000 hektar terrasser fra Gorm den Gamles tid.
Her oksespand trækker ard, det kræver bondens flid.
37. Mange bjerglandsbyer meget isoleret ligger med sit eget sprog,
på gåben eller æselryg i flere timer, men dertil dog ej vi drog.
38. Isolationen betyder, at lægehjælp de sjældent har,
derfor lægeurter som naturmedicin de ta’r.
39. Vand til tusinder af terrasser gennem kanaler ledes, det er ganske vist.
Efter bestemte regler åbnes – lukkes, alt styres af selvjustits.
40. Når bonden dagen lang har travet efter ard og oksespand, han mødig hjem til konen iler,
her mobiltelefon og tv venter ham, mens cola og pommes frites han spiser.
41. I Peru er lamaer et talrigt dyr.
Vikunjas uld er tynd og fin, som var det silkeormen, der havde haft sit hyr.
42. Mynte er et udmærket middel mod højdesyge,
det Gudrun vil huske, når hun sit udhæng i Saltum skal stryge.
43. Til børnebørnene Elsebeth køber gaver, mon nogen bliver snydt?
Nogen får for 20 soles andre kun for 10, men de ved det jo ej - så pyt.
44. Adskillige tusinde kroner turen koster,
men hvis en indianer kræver tre sol for en vand, straks til næste bod vi haster.
45. Det fortælles, at klimaet i Cuzco er ligesom kvinder,
hurtigt skiftende mellem varme, kulde, regn og blæst, men giver gode minder.
46. En dag Erling var sløj og ikke med på tur,
i flere timer han på trappen vented, til Mona kom retur.
47. Også Villiam en dag var temmelig sløj og meget utilpas,
til gengæld lignede han billedet i sit pas.
69
48. I Cabanaconde allerede kl. 4 morgnen begynder, med hanen der galer,
hesten vrinsker, fåret bræger, hunden glammer, grisen grynter og æslet skryder.
49. Festligt klædte indianerkoner med tøj- eller barnebylt på nakken,
tager morgenbussen til stadepladsen på bakken.
50. Kirkegårde er fyldt med blomster af blik, papir eller plastic,
de fleste er lilla, for det er nu indianernes skik.
51. Skønt tre kilometer over havet vi på gammel havbund står.
Det var kontinentalpladerne, der gav jordskorpen disse skår.
52. Før vi en indianer fotograferer, spørger vi pænt om lov og giver en sol,
men vi turister bli’r clipset in face, ingen spørger, og vi får ingen sol.
53. Lise om Gud Sol os ganske meget beretter.
Det hun også har om Jord Mor, og vi ikke tror, det er noget hun gætter.
54. I Colca Canyon vi længe forgæves efter kondoren spejder,
men netop ved afgang den tæt over vore hoveder sejler.
55. Her i højderne vi hiver efter vejret, vi alle mangler lidt krudt.
Hovedpine, svimmelhed, maverumlen og nogle slår for mangen prut.
56. I de øde bjerge pludselig der lyder et mægtigt brag.
Punkteret - det er ikke en behagelig sag.
57. Tilbage til Chivay i røg og damp det går.
Et par timer ekstra, mens kaffe og fornem lagkage vi får.
58. Stadig mange peruvianere til Spanien nærer nag.
Trods 500 år er der noget, der huskes den dag i dag.
59. På Museo Santuarios Andinos historien om Juanita vi får,
om den unge piges ofring skønt sine unge år.
60. Santa Catalina Kloster er ganske enorm, skønt den store kirke vi går lige forbi.
Behageligt dæmpet klostermusik og i haven en enkelt kolibri.
61. Til aftenmenuen rødvin på bordet er sat, overraskelsen lurer.
Sponsor er Helle, der fejrer fødselsdag, en tak fra os alle lyder.
62. Meget forskelligt og spændende mad undervejs os bydes,
ikke blot kartofler og ris, men også alpaca og marsvin nydes.
63. Til halstørklæder, vanter, hatte og trøjer alpacauld er mest populær.
Der prøves – fortrydes, prøves – købes, det gælder damerne især.
64. Tænk, der var en dag, vi før klokken fire blev tvunget op,
med hjælp af en flyver at komme over bjergets top.
65. I Qorikancha Tempel væggene engang var beklædt med det pure guld,
og med blomster og dyr af guld var plænen fuld.
66. Men så spanierne med krudt og kugler kom,
alt det gamle guld de stjal, smelted det hele om.
67. De omvende indianerne ville med kors i Jesu navn og sværd.
Det blev en massakre, hvor indianernes liv ikke var meget værd.
68. Mange spændende ting Hans os fortæller, og gode råd vi får,
som fx: ”I kan stå og kikke på det, mens vi til det næste går.”
69. Solgudens Tempel Saqsaywaman er ganske kolossal,
i de enorme fæstningsmure findes sten så store som en hval.
70. Hvis hus i Pisaq du bygge vil, mursten du selv må fabrikere.
Strå, jord og vand i en form, styrken må Solen levere.
71. Også i Pisaq er der marked med tusindtal af boder.
Men pludselig styrter regnen ned, al handel går i stå, og de handlende får triste hoveder.
70
72. Her kvinder repræsenterer Moder Jord, hun bestemmer såtid såvel som høst.
Det er kvinden, der har landsbyens respekt, manden arbejder kun, når han har lyst.
73. Lamaer kan bære 3o kilo, mens kvinder 60 kilo bære må,
derfor manden ønsker to kvinder frem for fire lamaer at få.
74. Når vi i den tætte bytrafik skal over gaden, vi ikke altid er forstående,
for når biler dytter, mener de gå, men vi tror, vi skal blive stående.
75. Cuzco Domkirke er en oplevelse, der virkelig batter,
med altre i snesevis og træskærerarbejde så smuk, at vi ej det fatter.
76. I Awana Wasi vi ser uld blive vasket og forarbejdet,
det bliver spundet, farvet og mønstret efter hukommelsen vævet.
77. I Moray en imponerende forsøgsstation fra inkatiden vi ser,
i den 30 meter dybe gryde mellem bjergene temperaturen svinger 15 0 C eller mer.
78. I Perutrail vi overraskes med sandwich og the.
Og tænk på catwalk får vi modeopvisning at se.
79. Machu Picchu var en af turens allerstørste mål, den ikke var så let at forcere,
men først i en tissebillet vi måtte investere.
80. Botanic Garden som i en urskov der var,
om myrer, kolibrier, datura og 250 orkideer på alt fik vi svar.
81. I Cuzco må Ester og Laust grundet sygdom os forlade.
Vore tanker har fulgt jer hver dag med håbet om, at I friske til Rødding må vende tilbage.
82. Igen i fly - nu til Juliaca det går.
Herfra i bus over højsletter med indianerlandsbyer til Chucuito, igen et hotel vi når.
83. I Titicaca har sivøer været brugt i 9.000 år, til toilettet de sejler, efter fem minutter de når.
Mon ikke de snyder, hvis det kun er en bette tår.
84. På øen Taquile turister tropper op, tidligere var det fanger der sås.
Øens beboere er ærlige folk, de hverken ønsker hegn eller lås.
85. På vores færd pludselig på flamingoer vi får øje.
Fotoapparaterne klipser, men så to ”hejrer” kommer for tæt, og så er flokken fløjet.
86. Også gravmonumenterne Chullpas os imponerer.
Vi hører om menneskeofringer og grædekoner, mens tordenen i det fjerne buldrer.
87. I Puno de har en puma så stor som Rundetårn,
fra den over bjergene vi skuer en ørn.
88. At kokain er en farlig ting vi ved, og det er det triste.
Men at der findes 200 slags kokablade, det var der ikke mange, der vidste.
89. For sine kartofler er Peru berømt,
ikke underligt for det er her, latrinspanden bli’r tømt.
90. Når Erling Solo Mio for hele selskabet synger,
vi alle med hele huset gynger.
91. Endnu et par dage der går, før til hjemmet vi kommer,
dage med oplevelser, lufthavne og fly. Så måske endnu et par vers der kommer.
92. Den sidste formiddag i Arequipa alle farer ud i byen i hast.
Igen der købes vanter, hatte, halstørklæder, trøjer og julepynt i alabast.
93. Esther hun går helt amok, handler som var hun grossist,
forretningen helt blev tom, det vi andre syntes var trist.
94. Vore allersidste soles er nu brugt,
til stor glæde for Perus bruttonationalprodukt.
95. Kære Karen, Lise og Hans - tak for en spændende tur hermed der lyder
fra en fynbo, nogle sjællændere og allerflest jyder.
Frede Lauritsen
71
Republica de Chile
Landets historie i miniudgave og forskellige andre oplysninger:
Indianerstammerne aymara og quechua i Nordchile var en del af Sydamerikas højkultur.
I 1400-tallet kom de under Inkariget. I Midtchile herskede arauka indianerstammen, de satte
sig effektivt til modværge mod spanierne, da Columbus fra 1492, med den katolske kirkes
velsignelse, indledte et blodigt opgør mod den indfødte befolkning. Arauka indianerne
bevarede en vis selvstændighed helt frem til 1883. Mange bukkede dog under pga. de
sygdomme, spanierne førte med sig, og som den sydamerikanske befolkning ingen
immunforsvar havde imod. Sydchiles befolkning var mere primitive stammer med navnene
chonos, yaghan og alacaluf.
Spaniernes eneste formål var at udplyndre landet og befolkningen for guld og andre værdier.
Spanierne koloniserede landet i 1530-erne, og Santiago blev grundlagt i 1541.
De spaniere, der bosatte sig i Chile, kaldtes kreoler. De frigjorde sig fra spanierne, da
Napoleon besatte Spanien, og den spanske krone dermed blev svækket.
I 1817 blev spanierne slået af chilenerne, der 12. feb. 1818 erklærede Chile for en republik og
uafhængig af Spanien. Men det var en befrielse, den oprindelige befolkning ikke havde
megen gavn af, for nu overtog kreolerne det barske styre. I over hundred år var forfatningen
ultrakonservativ på bekostning af de ubemidledes levevilkår og politiske rettigheder.
Efter Første Verdenskrig, hvor Chile var neutral, og den økonomiske verdenskrise Wall
Street krakket ”den sorte torsdag” 24. okt. 1929, vekslede Chiles styre mellem demokratisk
styre og militærdiktatur. Under Anden Verdenskrig tog Chile parti for De Allierede.
Da Salvador Allende Gossens (1908-73), som kandidat for Folkefronten, efter fjerde forsøg
kom til magten i 1970 med en kneben sejr, var han den vestlige verdens første marxistisk
valgte leder. Han forsøgte at opbygge et socialistisk samfund inden for rammerne af
parlamentarisk demokrati. Imidlertid, eller måske rettere sagt naturligvis, blev det
modarbejdet af amerikansk støttede erhvervsinteresser, den velhavende del af befolkningen
såsom virksomhedsejere, storbønder og en stor del af middelstanden. Salvador Allende
indledte nemlig vidtgående sociale reformer, han forhøjede arbejdernes lønninger,
nationaliserede minerne, bankerne, industrien og jordbesidderne, og det skete delvis uden, at
der blev udbetalt erstatninger, hvad der naturligvis ramte velhaverne, herunder de
amerikanske investorer hårdt. Strejker og sabotager blev dagens orden. Alle aktiviteter gik i
stå, det gjaldt også handel med udlandet, kort sagt alt blev kaos.
Da urolighederne var på sit højeste, tog hærchefen general Augusto Pinochet Ugarte
(se 1915) magten ved et velovervejet blodigt statskup 11. sept. 1973. Præsidentpaladset La
Moneda blev bombet af Ugarte, der tidligere havde været en tro støtte af Salvador Allende.
Det blev et blodigt kup, hvorunder Allende blev skudt, sådan blev den første historie i alt fald
serveret, men senere er det kommet frem, at Salvador Allende ikke blev myrdet, med begik
selvmord, endda med et maskingevær skænket ham af Fidel Castro.
Pinochet satte forfatningen ud af kraft, tusinder blev dræbt, 100.000 blev arresteret, og flere
hundred tusinde måtte forlade landet. Han indførte pressecensur og for frem mod sine
modstandere såvel de virkelige som de formodede, der på brutal vis blev fjernet. Der blev
oprettet koncentrationslejre i Atacamaørkenen, hvor man formoder, at 3.000 politiske
modstandere blev myrdet af politiet. Derudover flygtede 200.000 personer til andre lande
heraf 800 til Danmark. Hændelsesforløbet fremkaldte en storm af protester fra udlandet.
72
I løbet af 1970-erne blev der tilsyneladende styr på Chiles økonomiske kaos, der var opstået
under Salvador Allende, derfor blev der en vis sympati for Pinochet. Ved en folkeafstemning
i 1981 vandt Pinochet, hermed blev militærjuntaen den lovgivende magt og Pinochet
præsident for en valgperiode på 8 år frem til 1989. Imidlertid gik økonomien igen skæv, ikke
mindst på grund af en opblomstrende korruption, og ved valget 1988 tabte Pinochet stort til
den kristelige demokrat Patricio Aylwin, der fik 55,2% af stemmerne. Han tiltrådte som
præsident i 1990, men Pinochet nægtede at gå af som forsvarschef. Resultatet blev, at
politikerne og militæret holdt hinanden i skak.
Derfor var de politiske spændinger i landet markante, bl.a. omkring jordreform. Så længe
regering og militær ikke kunne gå i takt, vil der være en forståelig tilbageholdenhed fra
udenlandske investorer, der vurderede de politiske spændinger som en stor risiko for et nyt
militærkup, der ville gøre deres eventuelle investeringer særdeles problematiske.
Chile fik sin første kvindelige præsident Michelle Bachelet efter valget 2005. Hun er
socialist, læge, tidligere forsvarsminister, fraskilt og mor til tre. Michelle Bachelets far blev
tortureret og dræbt under Pinochets diktatur, sammen med sin mor blev hun selv arresteret og
tortureret, inden hun gik i eksil. Hendes mål er at reducere afstanden mellem rig og fattig.
Chile er Sydamerikas mest industrialiserede land med hovedvægt på fødevarer, tekstiler og
mineraler. Det er også det land, der både kulturelt og arkitektonisk ligner Europa mest. For
øvrigt betyder navnet Chile fjernt land eller verdens ende.
Beliggenhed:
Chile strækker sig over ca. halvdelen af den vestlige side af det Sydamerikanske kontinent.
Omtrent midt i republikken 6-800 m over havet ligger landets hovedstad Santiago de Chile
med ca. 5½ mio. indbyggere inklusive forstæder. Her bor hver tredje indbygger i landet, og
hver fjerde af dem bor i "poblaciones" dvs. slum. Santiago er Sydamerikas fjerdestørste by,
den dækker et areal svarende til Lolland. I centrum findes moderne skyskrabere, og halvdelen
af landets industri har hjemme her. Chiles nabolande er mod N Peru mod Ø Bolivia og
Argentina.
Størrelse:
Chile er 756.950 km2 eller 17 gange så stor som Danmark. Der er 4.270 km fra Arica i N til
Ildlandet i S, bredden Ø-V varierer mellem 15 og 355 km, gennemsnitsbredden er 180 km.
Det giver landet en særdeles særpræget facon. Det lange lands luftlinie svarer til afstanden fra
Skagen og et godt stykke ned i pyramidernes land, og bredden svarer stort set til Jylland.
Trods det lange lands 4.270 km kyst, så kan lille Danmark prale med 7.000 km. kyst. Grundet
Chiles udstrækning fra N til S taler man altid om tre regioner Nord-, Midt- og Sydchile.
At afstandene i Chile er betydelige, kan bl.a. ses af, at en togrejse først i 1900-tallet fra
Santiago i Midtchile til Iquique i Nordchile tog fire døgn.
Befolkning:
Den oprindelige befolkning er indianere fra inkarigets tid. De levede af agerbrug, lamaavl,
jagt og fiskeri. I dag er 5% af Chiles befolkning indianere, 30% er hvide og 65% mestizer en
blanding af folkeslagene. De nordlige indianere tæller i dag omkring 20.000, en stor del af
dem arbejder i minerne. Befolkningen i Chile bor meget koncentreret, 88% bor mellem
bjerget Aconcagua, 150 km N for Santiago, til øen Chiloe 1.000 km S for Santiago.
Hvorimod landets nordlige og sydlige egne er meget tyndt befolket. I Santiago og Valparaiso
er befolkningstætheden 100 indbyggere pr. km2, for hele Chile er befolkningstætheden 21,6
pr. km2. Befolkningstilvæksten er 1,2%, 27,4% af befolkningen er under 15 år og 7,3% er
over 65 år. Gennemsnitslevealderen i Chile er 76 år.
73
Chiles befolkningsudvikling:
1817:
650.000
1875: 2.075.971
1907: 3.250.000
1952: 5.900.000
1990: 13.000.000
2007: 16.300.000
1836: 1.031.000
1885: 2.497.797
1920: 3.750.000
1970: 9.300.000
1998: 14.800.000
1855: 1.400.000
1895: 2.688.000
1930: 4.464.000
1982: 11.275.000
2002: 15.600.000
Øerne og ganske lidt af deres spændende historie:
I Stillehavet ejer Chile en del øer, hvoraf den mest kendte er den 180 km2 store Easter Island
eller Påskeøen, som vi kalder den ved 270 sydlig bredde. En vulkanø med 600 berømte
menneskestatuer der vejer op mod 30 tons stykket og er op mod 7 m høje. Det er stadig en
gåde, hvordan de tunge skulpturer blev transporteret og rejst, legenden siger, "de gik selv."
Påskeøen ligger i Polynesien 3.760 km fra Chiles kyst ude i Stillehavet, næsten midt imellem
Chile og New Zealand. Påskeøen er verdens mest isolerede beboede ø, de 2.000 indbyggere
har 2.000 km til nærmeste beboede område. På polynesisk hedder øen Raja Nui, den blev i
1888 indlemmet i Chile.
Thor Heyerdahl (se 1914-47) gennemførte 1947 "Kon-Tiki ekspeditionen" ved at sejle fra
Sydamerika til Polynesien i en tømmerflåde af det lette balsatræ, men det kræver sin helt
egen og særdeles spændende historie.
Juan Fernandez Øerne hører også til Chile og ligger 620 km fra kysten. Det var her,
Alexander Selkirk i 1704 blev sat i land på den dengang øde ø med en bibel, en kniv, en økse,
et gevær, et pund krudt og en kasse tøj. Efter 4 år og 4 mdr. fik han kontakt med et skib, der
bragte ham tilbage til civilisationen. Historien er skildret i Daniel Defoes (se 1660) berømte
roman fra 1719 "Robinson Crusoe." Her Foregår handlingen ganske vist i Det Caribiske Hav
og først efter 28 år slipper Robinson væk. De tre Fernandez øer hedder Robinson Crusoe,
Alejandro Selkirk og Santa Clara. Øerne har et enestående planteliv, hvor der er over 100
arter, som ikke findes andre steder på Jorden. En ikke mindre interessant historie kunne
bestemt også ”syes” om Juan Fernandez Øerne, men det må vente.
Terræn:
Helt fra nordkysten af Sydamerika ved Punta Gallinas i Colombia til det sydligste punkt Cabo
de Hornos i Ildlandet, det vi kender som Kap Horn, strækker Andesbjergene sig, Cordilleras
de los Andes som de her hedder. Mere end 8.000 km ned gennem Venezuela, Colombia,
Ecuador, Peru og Chile. Andesbjergene - Amerikas rygrad, kaldes af mange for verdens
smukkeste bjergkæde, det er et ungt bjergsystem af foldebjerge, med en bredde der varierer
fra 200-800 km. De fleste steder i Andesbjergene skelnes mellem to hovedbjergkæder
Østcordillereren og Vestcordillereren.
Andesbjergenes og samtidig hele Amerikas højeste punkt er den udslukte vulkan Cerro
Aconcagua med 6959 m. Lokalt hedder den Quechua, som betyder "Den hvide Skildvagt."
Den ligger på grænsen lige N for Chiles hovedstad Santiago, og blev besteget første gang i
1897 af en gruppe mænd, hvoraf flere døde under ekspeditionen. De højeste toppe, der alle er
vulkaner, er dækket af evig sne. S for 450 sydlig bredde er et større område dækket af
gletsjere, heraf ligger hovedparten i Chile.
Lige N for Chile, på grænsen mellem Peru og Bolivia, ligger verdens højst beliggende
bjergsø Titicaca 3.812 m. over havet. Igen opdager vi, at det ikke altid er rigtigt, hvad der står
at læse i turistinformationer, for tæt ved Titicaca ligger den betydelig mindre Lake Umayo få
74
meter højere. Men rigtig er det, at Titicaca er Sydamerikas største sø med 8.300 km2, dvs. lidt
større end Sjælland, og en dybde ned til 272 m.
Også Sydamerika har sin Colorado flod, den udspringer i Andesbjergene tæt ved Chiles
grænse og løber ca. 1500 km gennem Argentina til Atlanterhavet.
I havet ud for Chile fra Peru i N til Talcahuano i S findes en dybsøgrav, hvis største dybde er
7.819 m.
Ned midt i Andesbjergene på de sydligste 4.000 km, nogenlunde følgende vandskellet, går
Chiles landegrænse mod Ø til Bolivia, Argentina og Ildlandet. Bjergenes dannelse er endnu
ikke afsluttet, idet der er adskillige steder med vulkansk virksomhed, hvor jordskælv ofte
forekommer. I Santiago området er der omkring 500 jordskælv om året, men kun et fåtal af
dem registreres af beboerne. De seneste alvorlige var i 1985, den udløste 8,7 på
Richterskalaen, og i 2005 der udløste 8,0, men uden væsentlige skader. Ingeniørerne i Chile
har nemlig erfaringer på dette område og er derfor meget forudseende, så alle bygninger er
utrolig solidt fundamenteret med stålkonstruktioner op gennem hele bygningen.
Det er kontinentalpladen i Stillehavet, der dykker ned under den Sydamerikanske
kontinentalplade, de forskubber sig 10 cm om året imod hinanden. Bjergene har stejle tinder,
højtliggende plateauer og dybe erosionsdale, der er meget vanskelig tilgængelige.
Terræn i de tre regioner:
Nordchile går fra Perus grænse ved Arica på 180 sydlig bredde og 1.100 km mod S til
Copiapo på 270 sydlig bredde, ca. 600 km N for Santiago. Der er her stejle kyster, hvis højde
varierer fra 700 m i det nordlige og op til 2.600 m i den sydlige del af regionen. En strækning
med en meget utilnærmelig kyst.
Mellemchile går fra Copiapo til Puerto Montt nær øen Chiloe på 420 sydlig bredde, også her
er der en stejl kyst, men gennemgående lavere end i N. Strækningen er på 1.500 km, og her
løber den frugtbare Chilenske Længdedal - Chiles spisekammer. Der er her kun få naturlige
havne.
Sydchile går fra den 8.000 km2 store ø Isla de Chiloe og 1.600 km mod S til Kap Horn på 56 0
sydlig bredde. Sagt med andre ord lige så langt fra ækvator mod S som Danmark er fra
ækvator mod N. På denne strækning er der udelukkende skærgårdskyst med øer og dybe
fjorde.
Jordbund:
Mange steder i bjergene er der saltaflejringer, hvor der i sumpede lavninger dannes hvide
skorper. Aflejringerne er mest chilesalpeter, men også gips, kogesalt, magniumsulfat og
boraks. Jordens største forekomster af salpeter findes her. Kystcordillereren består mest af
skiffer, kalksten og sandsten.
Nordchile. I store dele af regionen er der ørken og derfor meget få mennesker. I den
nordligste del af regionen findes Chiles rigeste kobberminer, men også guld- og sølvminer.
Svovl, zink og jern forekommer også i regionen. Kobber er i dag langt den vigtigste af Chiles
mineraler.
Midtchile. Her findes den 1.000 km lange Chilenske Længdedal, hvis jordbund er meget
frugtbar grundet vulkansk aske samt moræne og flodaflejringer. Landbrugsjord udgør 1/3 af
Chiles areal, men kun en mindre del udnyttes. Lige S for Santiago findes også kobberminer.
Guld, sølv, jern, kobolt og zink findes også i denne region, samt kulaflejringer fra juratiden.
Sydchile. Et blæsende og skovrigt område. Ca. 25% af Chiles areal er dækket af skov, mest
intensivt i den sydlige region. Chile hører til blandt verdens mest træproducerende lande.
Træet bearbejdes til cellulose, møbler, trækasser, papirmasse og papir. Araucarien er det mest
udbredte træ, et urgammelt nåletræ. Akacie, lærk, pinje og eukalyptus, der indførtes fra
75
Australien, er mere almindelige længere mod N. Beplantningen sker primært for at opdæmme
jorderosionen. Her findes også zink, kobber og mod S kul, gas og olie.
Chiles mineraler:
Chile er enorm rig på mineraler, hvilket har været afgørende for landets økonomi og
historiske udvikling. Tidligere havde de dog også gode indtægter fra guano – fuglegødning.
Kobber:
I det nordlige Chile findes 40% af verdens beholdning af kobber. Chile er verdens næststørste
producent af kobber, i 1989 var produktionen 1.609.000 tons. 90% af produktionen
eksporteres, og det er Chiles absolut største eksportvare. Verdens største åbne kobbermine er
Chuquicamata i Atacamaørkenen 125 km NØ for Antofagasta, den strækker sig over 4,5 km
x 3,5 km og er 800 m dyb. Antofagasta betyder egentlig kobberets skjulested. I
Chuquicamata, der lokalt kaldes ”Chupui,” fremstilles halvdeles af Chiles kobber. Men det
er et upraktisk sted, for da det aldrig regner i Atacamaørkenen, må man transportere vand i
rørledninger hertil 300 km fra Bolivia og Argentina og el skal transporteres 140 km. Det er
med til at fordyre produktionen, men så hjælper det, at der er tale om åbne miner, hvor de
slipper for at grave underjordiske gange.
Kun 1/3 af kobberproduktionen er på chilenske hænder, resten produceres med USA kapital.
Kobber er en god leder af el og varme, og bruges derfor meget i el- og varmeindustrien.
I bil- og skibsindustrien bruges kobber også meget, fordi det trodser salt.
Kobber blandet med zink danner messing, og kobber blandet med tin danner bronze.
Chilesalpeter:
Natriumnitrat, også kaldet chilesalpeter, en vigtig kvælstofgødning skabt af forrådnede
planter der findes i de regnfattige områder i Chile og Peru i et op til fem meter tykt lag.
Chilesalpeter har tidligere været Chiles absolut største eksportvare. Men i dag har kobber
altså overtaget førstepladsen.
Allerede i 1400-tallet, da Chile var underlagt inkaerne, var man klar over, at
Atacamaørkenens salpeter var værdifuldt som gødning. Salpeterforekomsterne findes
overvejende i et 25 km bredt og 800 km langt bælte i Atacamaørkenen, et område Chile
delvis erobrede fra Bolivia og Peru i Salpeterkrigen (se 1879). Krigen opstod, netop fordi
man opdagede rige salpeterforekomster i Atacamaørkenen, hvor grænserne endnu ikke var
fastlagte. Chile besatte den bolivianske havneby Antofagasta, Peru forsøgte sig som mægler,
men Chile erklærede også Peru krig og erobrede provinserne Tarapaca og Arica. Bolivia trak
sig ud af krigen og mistede dermed Antofagasta og adgang til Stillehavet.
Den politiske styring af salpeterudvindingen i Chile sammen med andre politiske brydninger
var årsag til en voldsom, men kort borgerkrig i 1891, den endte med, at præsidenten, Jose
Manuel Balmaceda (1840-91), der var Chiles præsident fra 1886, blev væltet og senere skød
sig selv. Balmaceda ønskede, at den chilenske stat skulle have større andel og større kontrol
med salpeterudvindingen, idet den væsentligste fortjeneste fra minedriften gik til udlandet,
mens rebellerne, der var støttet af flåden, ønskede minedriften helt åben for udenlandsk
investering og ejerskab. Mange af mineejerne var chilenere, men der kom også adskillige
ejere fra Canada, Australien, USA og Japan.
I næsten 50 år, indtil omkring Første Verdenskrig, var det salpeter der dominerede Chiles
økonomi, i den periode stod salpeter for over halvdelen af landets eksportindtægter. Salget
foregik direkte mellem minerne og de enkelte lande, der var ikke tale om nogen auktion. Op
til 1875 producerede Chile al den salpeter, der blev brugt i hele verden. Ved starten af 1900tallet var dette tal reduceret til 70%. Salpeter blev brugt til krudt og gødning. Mange af os
76
husker betegnelsen chilesalpeter, der i min barndom var det gængse udtryk for den salpeter,
der blev spredt ud på landmændenes marker som gødning.
Den største aftager af det kvælstofholdige mineral var Tyskland. Men under Første
Verdenskrig blev salpeter udsat for blokade. Det bevirkede, at tyskerne Fritz Haber (18681934) og Carl Boschs (1874-1940) udviklede en måde til fremstilling af ammoniak - NH3 til
syntetisk kvælstofgødning ud af luftens kvælstof. Dermed fik den chilenske eksport sig et
skud for boven. Chiles salpeterindustri fik sit endeligt med Wall Street krakket ”den sorte
torsdag” 24. okt. 1929. På produktionens højdepunkt var omtrent 300.000 mennesker
beskæftiget i minerne med udvinding af flere millioner tons salpeter om året. Salpeter er dog
også i nyere tid blevet en vigtig eksportvare og stod fx i 1971 for 3,2% af Chiles samlede
eksportindtægt.
En stor del af affaldet fra salpeterfremstillingen blev brugt i byggeindustrien, men meget blev
til overs og skabte bjerge af salpeteraffald. I dag er der 20 virksomheder, der udvinder
værdier af disse store affaldsbjerge fra salpetertiden, hertil bruges svovl. Disse virksomheder
udvinder endnu mere salpeter, jod og lithium.
Jernmalm – Fe:
Der er også store forekomster i Chile af jernmalm, hvis udvinding toppede i 1981.
Kul, gas og olie:
I den sydlige del af Chile er der rige kul-, gas- og olieforekomster, tilmed er solen meget
gavmild i store dele af Chile. Trods disse rige muligheder for energi importerer Chile 60%
af sit energiforbrug. Set med os nordboeres øjne står såvel Solen som Månen ”forkert.”
Jod –J:
Et biprodukt af salpeter er jod. Næst efter Japan har Chile verdens største forekomst af jod,
der bruges i medicinindustrien og som tilsætning i fødevarer. Jod er metalglinsende og giftig,
det farver huden brun, ætser og har en ubehagelig lugt.
Lithium – Li:
Næst efter Rusland har Chile de største forekomster af grundstoffet lithium, et sølvhvidt
metal med atomnummer 3 og det metal der har den laveste vægtfylde 0,534. Stoffet blev
opdaget i 1817 af den svenske kemiker Johann August Arfvedson (12/1 1792-28/10 1841).
Lithium bruges primært til fremstilling af batterier, derudover til rednings- og alarmudstyr i
søfarten og luftfarten, til afisning af fly og brændstof til rumraketter. Men lithium salte har
også vist sig at have en gavnlig effekt til at stabilisere patienter, der er maniodepressive.
Rhenium – Re:
Chile har verdens største forekomster af det yderst sjældne og svagt radioaktive grundstof
rhenium, det findes også i U.S.A. og i Rusland. Verdensproduktionen af rhenium ligger
mellem 40 og 50 tons om året. Rhenium er et gråhvidt, sølvskinnende og meget tungt metal,
det blev opdaget i 1925 af Walter Noddack, Ida Tacke og Otto Berg i Tyskland og navngivet
efter floden Rhinen. I 1928 udvandt de ét gram, det fortæller en del om, hvor sjældent stoffet
er. Udvindingen af rhenium var så omstendigt og kostbart, at en egentlig produktion først
kom i gang omkring 1950. Da rhenium er et så sjældent grundstof, er det meget kostbart,
derfor begrænser den høje pris stoffets anvendelsesmuligheder. Metallet bruges som en
speciel legering til brug i bl.a. komponenter til jetmotorer, røntgenstrålingskilder,
elektroniske kontakter, glødetråde, blitzlys og termoelementer, der kan måle temperaturer helt
op til 2500° C. Men det er et stof, der skal behandles med stor forsigtighed, for rhenium har
en ekstrem lang halveringstid nemlig 41,2 milliarder år - 41.200.000.000 år. Og da jordens
alder menes at være 14 mia. år, så er det godt nok lang tid.
77
Molybdæn – Mo:
Chile har desuden de næststørste forekomster i verden af metallet molybdæn. Et blyagtigt
gråt grundstof som anvendes i legering til fremstilling af kvalitetsstål til fly, missiler,
røntgenrør og rørledninger til olie. Molybdæn blev opdaget i 1778 af den svenske apoteker og
kemiker Carl Wilhelm Scheele (se 1742). En af den moderne kemis grundlæggere der har
mange opdagelser på sin samvittighed bl.a. otte grundstoffer og ni syrer.
Guld, sølv m.m.:
Udover de her nævnte er der i Chile betydelige forekomster af guld, sølv, kobolt, bly, zink,
kviksølv og i mindre grad også mangan. De sølvminer, der blev åbnet allerede i 1500-tallet,
er i dag udtømte. Men der er sandsynligvis endnu mange uopdagede forekomster af
forskellige værdifulde mineraler i Andesbjergenes enorme udstrækning.
Klima:
På den sydlige halvkugle er sommer og vinter modsat som hos os i Danmark. Juli er deres
vintermåned.
Nordchile. Klimaet er subtropisk. Vestlige vinde er fremherskende om sommeren. Om
vinteren skifter det til overvejende sydlige vinde. Gns. temperaturen for juli er i den nordlige
del 200 C i den sydlige del 00 C. Her er der meget lidt nedbør, stort set kun den nedbør der
følger med den kysttåge, der driver ind over land, skal man tro målingerne, er der visse
steder, hvor der aldrig falder regn. I Arica, der ligger allerlængst mod N, melder
måleapparaterne en årsnedbør på 0 millimeter. Kysten hører til Jordens tørreste områder og er
helt uden vegetation, bag kysten finder vi Atacamaørkenen.
Midtchile. Den nordligste del har subtropisk vinterklima, nogenlunde svarende til
Middelhavslandene med vegetationer som akacie og kaktus. Omkring 33 0 sydlig bredde ved
hovedstaden Santiago skifter klimaet til det sydlige regnrige tempererede bælte. Et område
med ekstensiv husdyravl, skove og frugtplantager herunder vindyrkning.
I Valparaiso er den årlige nedbør 60,2 cm., heraf falder de 91% om vinteren fra maj-aug.
Vestlige vinde er dominerende hele året, lavtrykkene trækker fra V mod Ø. I den sydlige del
regner det jævnt over hele året, og nedbøren er her mindst to meter om året. Temperaturen
langs vestkysten af Sydamerika er væsentlig lavere, end man kunne forvente efter den
geografiske bredde. Fx er gennemsnitstemperaturen i januar, deres midsommer, ved
Valparaiso på vestkysten 17,40 C, hvor den i Buenos Aires, der ligger på samme højde på
Argentinas østkyst, er 23,10 C. Samtidig er der også kun 5-60 C mellem koldeste og varmeste
måned. Årsagen er Humboldtstrømmen en nordgående strøm, der kommer fra Ishavet.
En strøm i stil med Golfstrømmen som vi kender fra vores himmelstrøg, men hvor
Golfstrømmen er varm, er Humboldtstrømmen kold. Ved Valparaiso, Chiles største havneby
med ca. 900.000 indbyggere, ud for hovedstaden Santiago, er vandets temperatur året rundt
ca.100 C, bestemt ikke det man forventer, når man bader i Stillehavet på et sted med den
samme afstand fra Ækvator til Nordafrika. Men egne erfaringer siger, "det er hundekoldt,"
man bader ikke her af lyst, men kun for at kunne prale i vennelag, og det kom Hanne og jeg
engang for skade at gøre, det hævnede sig. Måske er det derfor, Hanne er blevet vinterbader?
Sydchile. Ligger i det sydlige tempererede bælte. Vegetationen er nåletræer, bambus,
træbregner, buske og bøg. Helt mod S er der forkrøblede træer. Over skovgrænsen findes
moser, enge og heder. Selve sydspidsen ved Kap Horn tangerer det sydlige polarbælte.
Det blæser meget og er ofte så koldt, at udtrykket "trænger gennem marv og ben," får sin
rette betydning.
I regionen er der kun få meteorologiske stationer, og de er alle ved havets overflade. Fra øen
Chiloe på 420 sydlig bredde går der en relativ varm strøm mod S ned forbi Kap Horn, grundet
det vakuum Humboldtstrømmen har skabt, med det resultat at den sydlige del af Sydamerika
78
er forholdsvis varm, og der findes her tempererede regnskove. På Chiloe er gns. temperaturen
i juli 7,60 C og i jan. 14,10 C. Snegrænsen er her 1.400 m. Ved Magallanesstrædet på 520
sydlig bredde er gns. temperaturen i juli 1,50 C og i jan. 11,10 C. På Kap Horn er gns.
temperaturen i juli 2,10 C og i jan. 8,10 C. Nedbøren her er på 151,1 cm fordelt på 306 dage,
det vil sige, der stort set altid er nedbør, og mere end halvdelen af året er det i form af sne.
Her i polarklimaet er snegrænsen 900 m.
Her i Sydchile ligger verdens sydligste større by Punta Arenas med 70.000 indbyggere.
Tidligere hed byen Magallanes.
Husdyrhold og fiskeri:
Fåreavl og fiskeri er Sydchiles vigtigste indtægtskilder. Over halvdelen af Chiles 5 mio. får
findes i Ildlandet. Her kan du se antallet af husdyr:
Får
4.840.000
Kvæg 3.370.000 mest den sortbrogede race
Svin
1.060.000
Geder 460.000
Heste 340.000
Fiskeriet er accelereret kraftigt de senere år, ikke mindst pga. faglig bistand fra Danmark.
Chilenske fiskere har tidligere brugt meget dårlige fiskeredskaber. Chile er nu verdens
fjerdestørste fiskerination, og landet er kendt for sine mange fiskeretter. Fangsten var:
1950
69.000 tons
1970 1.160.000 tons
2005 5.000.000 tons.
Eksporten af fiskekonserves, fiskeolie og fiskemel er størst til USA. Fiskerigrænsen er sat op
til 370 km, hvad der giver gode muligheder for stordrift på industrifisk.
I Ildlandet fanges årligt op mod 2.000 sæler og søløver udelukkende for skindets skyld. Her
ses søløver i deres rette element. Hvalfangst er af mindre betydning. Chilenerne spiser mere
fisk end kød.
Landbrug – korn, frugt og vin:
Kun 44.000 km2 eller 4,7% af Chiles 756.950 km2 er under plov, af dem kunstvandes 15.000
km2. Der findes 375 storfarme, dvs. haciendas over 5.000 ha, men 375.000 landmænd har
under 2 ha jord. En haciendas stuehus er bygget af brændte sten med veranda ud til en
parklignende have. Til hver hacienda hører ca. 15 landarbejderfamilier eller 30 arbejdere. En
arbejder får 4 kr. om dagen samt hus, græsning til en ko, en hest og 0,4 ha jord, som de må
dyrke til eget forbrug.
Vigtigste afgrøder er hvede og majs, der kun dyrkes med kunstvanding. Derudover byg,
havre og først efter Anden Verdenskrig avlede de også ris. Solsikkefrø, hørfrø og hamp hører
også med til repertoiret og tobak, hvor Chile er selvforsynende.
Sukkerroer, kartofler, grøntsager som bønner, løg, ærter og peber er betydelige afgrøder.
Frugter dyrkes i mange forskellige arter citrus, fersken, abrikos, mandel, valnød, figen, æbler,
pærer, blommer samt oliven ikke blot til eget forbrug, men også en stor eksport. Druer til vin
er blevet den allervigtigste frugt. Vin er nemlig blevet et af Chiles betydeligste produkter.
Produktionen havde sin spæde begyndelse omkring år 1851, da man importerede nogle
vinstokke fra Frankrig til udplantning, men en vinstok er mange år undervejs. Så først i 1970erne kom der gang i produktionen, der kun bruger 3½% af det kultiverede landbrugsareal.
Druerne dyrkes, med salg og eksport for øje, i den 1.000 km lange Chilenske Længdedal S
for Santiago. Der har aldrig været sygdom i de chilenske vinmarker, insekt- eller
svampeangreb af diverse utøj er blevet bremset af de kilometerhøje Andesbjerge. Derudover
har Chile den fordel, at de er sikret et stabilt vejrforhold, de overraskes aldrig af frost eller
andre former for uhensigtsmæssigt vejr, når druerne skal høstes. Hvis den chilenske vinbonde
vurderer, at druerne er på sit højeste onsdag kl. 14, så høster de onsdag kl. 14. Druerne høstes
marts-april. Forbruget af vin i Chile er 42 liter pr. person.
79
Erhvervenes fordeling i Chile:
Landbrug / skovbrug / fiskeri 21% Handel
17%
Industri
14% Transport/kommunikation
6%
Byggeri
5% Bank/finans
4%
Minedrift
2% Andet
31%
12% af arbejderne er medlem af en fagforening
Udviklingsmuligheder:
Som tidligere nævnt er Chile rig på råstoffer og har store uudnyttede arealer særdeles
velegnet til forøgelse af landbrugsproduktionen. Men landet har haft store indre politiske
problemer, der bremsede landets enorme udviklingsmuligheder.
Økonomi
Chile er Sydamerikas duks. Økonomien vokser kraftig, og inflationen er begrænset. Udlandet
investerer i landet, og der er overskud på statsbudgettet. Chili har revalueret fordi eksporten
slår rekord, målet er en lavere inflation. Chiles befolkning vokser 5-6 gange hurtigere end
levnedsmiddelproduktionen, derfor er importen steget mærkbart til 70 mia. kr., men
eksporten er dog stadig størst med 73 mia. kr. Danmarks eksport til Chile er 400 mio. kr.
Importen fordelt på:
Importen fordelt fra:
Maskiner/udstyr
19%
USA
20%
Råstoffer
16%
Japan
11%
Forarbejdet industrivarer
14%
Brasilien
10%
Brændstof/smøremidler
12%
Vesttyskland
7%
Forbrugsvarer
11%
Argentina
6%
Andet
28%
Andre lande
46%
Infrastruktur:
Der findes 9,757 km jernbaner i Chile og 79.750 km veje, af dem er kun de 11.006 asfalteret.
Chilenerne ejer 591.000 biler. Benzinprisen er ca. 60.000 pesos pr. liter altså 6 kr. Der er
fartbegrænsning i Chile på 80 km/t, men ingen tager det særlig alvorligt. Chile har to
flyselskaber, der årligt befordrer 999.000 passagerer.
Forsvar:
Hæren
57.000
Luftvåben
15.000
Flåden
29.000
Militariseret politi
27.000
Reserven
50.000
Værnepligt for alle mænd i to år
Forsvarsbudget 15% af statsbudgettet
Religion:
Romersk-katolsk 70%
Protestanter 15%
Ateister 8%
De resterende 7% tilhører Jehovas Vidner, Syvende dags Adventister og forskellige
indianerreligioner.
Ved dødsfald holder chilenerne fest – fiestas
I inkaernes tid, dvs. 14-1500-tallet, havde de to former for begravelser. Ved den ene blev alle
indvolde taget ud og kroppen fyldt op med urter, den anden mulighed var at salte liget.
I begge tilfælde blev liget altid begravet i fosterstilling.
Skole:
Obligatorisk skolegang fra 6 år til 14 år. 95% af børnene går i skole. Analfabetisme er 4%
Turisme:
Chile besøges årligt af 2 mio. turister, lidt flere chilenere rejser på ferie i udlandet
80
Kaffe:
Kaffeforbruget i Chile er kun 0,6 kg pr indbygger om året. Os danskere bruger 9,0 kg.
Sproget:
Sproget i Chile er spansk, som er verdens fjerdestørste sprog efter kinesisk, engelsk og hindi.
Læger:
I Chile er der 115 læger pr. 100.000 indbyggere, i Danmark er der 338 pr. 100.000
indbyggere, og endda klager vi os over for få læger.
Korruption:
Chile er Latinamerikas mindst korrupte land. Latinamerika er de lande i Amerika, som blev
opdaget og befolket af spaniere og portugisere dvs. Mexico, Antillerne og hele Mellem- og
Sydamerika.
Chiles nationalhymne fra 1819:
Ren, Chile, er din blå himmel,
rene briser blæser over dig,
og din jord, broderet med blomster,
er en glædelig kopi af Edens Have.
Majestætisk er det hvide bjerg,
Herren gav dig som bolværk.
Og havet, som roligt bader dig,
giver dig løfter om fremtidig glans.
Søde fædreland, modtag det løfte,
at Chile, der sværges dig,
at du enten bliver de fries grav,
eller et helle for undertrykkelse.
81
Republica del Peru
Landets historie i miniudgave og forskellige andre oplysninger:
De tidligste beviser på menneskelig tilstedeværelse i Peru dateres til 11.000 fvt. Menneskene
levede langs stillehavskystens flodmundinger. De efterfølgende kendteste kulturer er
nazcakulturen (se 900 fvt.) fra 900 fvt. til 800 evt., men der er stor usikkerhed om perioden.
I 1400-tallet opstod inkakulturen, der udgjorde det største rige i præcolumbiansk Amerika.
Det spanske imperium erobrede regionen i 1500-tallet og indsatte en vicekonge. Ordet Peru
er indiansk hentet fra Biru, navnet på en lokal hersker, som levede nær San Miguel bugten i
Panama i 1500-tallet. Efter spaniernes sammenstød med inkariget i 1529 fik området navnet
Peru. Birus besiddelser blev opdaget af spanieren Francisco Pizarro (1476-1541), der
”lugtede” uhyre rigdomme i guld og sølv, og derfor ville udforske området. I 1532 gik han i
land i Ecuador, det nuværende nordlige Peru, med 187 mand og 37 heste drog han ind i
Cajamarca. Inkaerne brugte deres kræfter på indbyrdes krige mellem brødrene Atahualpa, der
besejrede Huascar. Det kom spanierne meget tilpas, så det blev noget lettere for Pizarro, der
med list gav Atahualpa frit lejde efter sejren over sin bror, men i stedet blev han taget til
fange. Skønt en uhyre løsesum i ædelt metal som sølv og guld, blev Atahualpa svigefuldt
kvalt af Pizarro i Cajamarca i 1533. At holde ord blev af indianerne betragtet som et helligt
løfte, men spaniernes kendte ikke til at holde ord. Hvis en handling var til egen fordel, så
gjorde de det, selv om de havde givet løfte om noget ganske andet, moral og etik var ord de
ikke kendte, det var ikke deres stil.
Men der var også splid i de spanske rækker. I 1532 besejrede spanierne inkariget skønt deres
beskedne hær kun var på 187 mand, en væsentlig årsag til spanierne sejr var, at indianernes
pile ikke kunne gå gennem spaniernes rustninger. Inkariget blev underlagt det spanske styre,
og den jord, som indianerne havde dyrket i årtusinder, fik kolonisterne nu råderet over.
Spanierne indsatte en marionetkejser, Inca Manco, der imidlertid flygtede og rejste en
frihedskamp, der holdt liv i inkariget til 1572, da den sidste inkakonge, Tupac Amaru, der
havde skjult sig i utilgængelige bjergområder, blev fanget, pint og grusomt henrettet i Cuzco.
Imens myrdede spanierne løs ikke blot mellem indianerne, men også blandt sine egne.
Visekongen af Ny Spanien, som er Mexico, Antonio de Mendoza blev tilkaldt, og han
skaffede ro i landet omkring 1550. Men de gamle indianerkulturer gik til grunde.
Vicekongen Francisco de Toledo reorganiserede landet i 1570-erne, drift af sølvminer var den
vigtigste aktivitet, og de indfødte blev tvunget til at arbejde i minerne. Sølvudvinding
stoppede allerede i 1700-tallet. I 1739 udskiltes Colombia og Ecuador. Sammen med
Venezuela og Panama dannede de visekongedømmet Ny Granada. I 1780 ledede Tupac
Amaru II et oprør, men den fik ikke varig betydning.
Argentineren José de San Martin (1778-1850), der havde befriet Argentina og Chile,
bekæmpede den spanske hær i Peru og erklærede Peru uafhængighed 28. juli 1821 som
Republica del Peru, en demokratisk republik med flerpartisystem.
I 1824 besejrede frihedshelten Simon Bolivar (se 1783) spanierne, han trak sig tilbage i 1826.
Men så begyndte lokale kampe mellem militærledere af spansk herkomst. Halvindianeren
Santa Cruz forsøgte i 1836 med en union, men hans modstandere væltede ham i 1839 med
hjælp fra Chile, der frygtede en stærk union i N. Fra 1845 skabte mestizen Ramon Castilla ro.
Han forbød negerslaveriet, forbedrede indianernes kår, oprettede et undervisningsvæsen og
82
udnyttede de store forekomster af fuglegødningen guano, der blev eksporteret og gjorde Peru
velhavende.
I årene 1864-69 forsøgte spanierne at generobre det vestlige Sydamerika, men blev slået.
Men så kom Salpeterkrigen 1879–1883, hvor Peru og Bolivia blev besejret af Chile. Peru
blev besat, Lima blev udplyndret og Nationalbiblioteket, med sine 58.000 bind, blev ødelagt.
Samtidig mistede Bolivia adgang til Stillehavet, og Peru mistede provinserne Arica og
Tarapaca. Krige, kostbare jernbaneanlæg og korruption forarmede Peru i en sådan grad, at det
var tæt på en statsbankerot.
I 1895 kom Det demokratiske Parti til magten. Med demokrati og sociale reformer fik de
genoprettet tilliden til nationen. Økonomien blomstrede, godt hjulpet af Første Verdenskrigs
konjunkturer. I 1920 kom Leguia med en ny forfatning, der beskyttede indianerne mod
overgreb, men den blev ikke respekteret af godsejerne. Indianerne begyndte at røre på sig, og
et kommunistparti opstod. Men i 1931 blev Leguia smidt ud af en militærjunta med Sanchez
Cerro som leder, og i 1933 blev Leguia myrdet. I 1941udbrød der krig mellem Ecuador og
Peru om et olierigt område i Amazonjunglen. Under Anden Verdenskrig samarbejdede
præsident Prado med USA, det gav et godt økonomisk udbytte. I 1948 blev general Odria
indsat som diktator. Ved valget 1962 fik militæret magten, og Fernando Belaunde Terry blev
præsident. Han var venligsindet overfor indianerne, bekæmpede analfabetismen, byggede
veje og vandingsanlæg.
I 1968 planlagde væbnede styrker, ledet af general Juan Velasco Alvarado, et kup, der
afsatte præsident Fernando Belaunde Terry. Han satte forfatningen ud af kraft, undertrykte
oppositionen, kom med en ny jordreform og nationaliserede industrien og minerne. Men det
gik alt for hurtigt, tilmed ramte jordskælv Peru, landet fik et voldsomt økonomisk tilbageslag,
og Velasco Alvarado måtte træde tilbage i 1975. En ny general Morales Bermudez kom til,
uden at det hjalp det nødlidende folk synderlig.
Guerillaorganisationen Den Lysende Sti (se 1980) så dagens lys i 1980. I løbet af 1980-erne
fik Peru en betydelig gæld til udlandet, der fortsatte med at vokse, en inflation, og en massiv
politisk vold. Igen blev Fernando Belaunde Terry valgt til præsident. Ved valget 1985 sejrede
Alan Garcia Perez. Valget 1990 gav den ukendte agronomen af japansk afstamning, Alberto
Fujimori sejren, han havde bebudet kamp mod narkotikatrafikken, Den Lysende Sti og
landets økonomiske kaos. Som præsident viste han en fast hånd, og Peru begyndte fra 1990 at
genoprette sig. Han solgte statsvirksomheder og byggede skoler og hospitaler for pengene,
bygningerne blev, for at minde folket om de store fremskridt, malet lyserøde. I 1992 blev Den
Lysende Stis leder Abimael Guzman taget til fange, og langsomt genopstod roen i landet.
I 1995 vandt Alberto Fujimori igen en valgperiode, det gjorde han også i år 2000, men så
rejstes der beskyldninger om omfattende valgsvindel, magtmisbrug, korruption og vold mod
mennesker. Og da Fujimoris højre hånd og sikkerhedschef Vladimiro Montesinos blev
afsløret i en bestikkelsessag, måtte Montesinos flygte til Panama og Fujimori blev tvunget til
at træde tilbage i 2000. Vladimiro Montesinos fik otte års fængsel for bedrageri. Siden har
Peru med besvær prøvet at bekæmpe korruption og at opretholde landets økonomiske vækst.
I 2001 blev Alejandro Toledo præsident, men modstanden mod ham voksede. Ved valget juni
2006 blev Alan Garcia Perez med 52,6% af stemmerne for anden gang valgt som Perus
præsident. Han arbejder for at få gennemført dødsstraf for medlemmer af Den Lysende Sti.
Den peruanske regering vælges direkte for fem år ad gangen. Valgretsalderen er 18 år.
Størrelse og beliggenhed:
83
Peru er med 1.285.220 km² ca. 28 gange så stor som Danmark. I det vestligste Sydamerika
grænser landet op til Ecuador og Colombia mod N, Brasilien og Bolivia mod Ø, Chile mod S
og Stillehavet mod V.
Peru er inddelt i 25 regioner. Hver region har en valgt regering sammensat af præsident og
råd, der er på valg hvert fjerde år. Disse regeringer planlægger sin egen regions udvikling,
udfører offentlige investeringsprojekter, fremmer aktiviteter og håndterer det sociale område.
Natur:
Landets natur varierer voldsomt 11% kystørken, 39% bjerge og 50% tropisk lavland. Landet
inddeles i tre geografiske regioner. Tropiske skove i amazonområdet, tørre ørkenområder
langs Stillehavets kyst, skønt der her er mange frugtbare oaser dannet af de mange floder fra
bjergene, og Andesbjergenes høje bjergtinder med Huascaran som Perus højeste punkt på
6.768 m. Andesbjergene løber parallelt med Stillehavet, dets bjergtinder er kilde for mange af
de peruanske floder.
Der findes i Peru 21.462 arter af planter og dyr. Regeringen har etableret adskillige
beskyttede områder til deres bevarelse.
Peru oplever hvert år flere hundrede jordskælv. I 1970 omkom op mod 100.000 mennesker,
hvor havnebyen Chimbote (se 1970) og nærliggende bjergbyer blev totalt ødelagt.
Klima:
Det strækker sig virkelig vidt, fra tropisk regnskov over tør ørken til kolde bjerge. Hvis du
under Peru læser om klima, støder du sikkert på udtrykket El Nino. Ordet er spansk og
betyder "den lille dreng." Det hentyder til Jesusbarnet, for El Nino var oprindelig betegnelse
for en svag varm havstrøm, der løber langs Ecuadors og Perus kyster hvert år netop ved
juletid.
I dag ved man mere, det er nemlig navnet for et vejrfænomen, en unormal opvarmning af den
centrale og østlige del af det tropiske Stillehav til 30 0 C. Et fænomen som dukker op med
intervaller mellem to og syv år. Den høje vandtemperatur er skyld i fiskedød med reduceret
fiskefangst til følge. El Nino begynder som en kortvarig svækkelse af passatvinden i det
vestlige Stillehav. Tilsyneladende uskyldigt, men 12 måneder senere kan den skabe store
oversvømmelser i Californien, fordi havoverfladen stiger med 15-20 cm. Det sker, fordi en
svækkelse af passatvinden igangsætter en meget langsom bevægelse langs ækvator fra V mod
Ø i den øverste del af oceanet - en Kelvinbølge. Når bølgen efter adskillige måneders rejse
når i nærheden af Sydamerikas vestkyst, er overfladetemperaturen steget, og
temperaturforskellen mellem den vestlige og østlige del af det tropiske Stillehav er blevet
mindre.
Det ændrer de atmosfæriske forhold, så der kommer øget nedbør og faldende lufttryk i det
centrale og østlige Stillehav ved Ecuador, Peru og Chile og mindre nedbør og øget lufttryk i
det vestlige Stillehav ved Indonesien. Samtidig svækkes passatvinden i den vestlige og
centrale del af det tropiske Stillehav. Ændringerne i atmosfæren er i høj grad med til at
forstærke og opretholde de usædvanlige forhold i oceanet, som Kelvinbølgen satte i gang.
El Nino har ikke kun konsekvenser for det lokale klima. Den griber forstyrrende ind i
vejrforholdene mange steder på Jorden. Nedbørsforholdene i troperne forskubbes, så
Indonesien, Australien, Brasilien og store dele af Afrika får tørke. I Ecuador, Peru og Chile
kommer der kraftigere regn med tornadoer, hvilket selvsagt øger risikoen for oversvømmelse.
Men klimaet påvirkes også uden for troperne. Den indiske monsun svækkes, de sydlige stater
i USA får øgede mængder af nedbør, og så langt fra troperne som i Alaska og det vestlige
Canada kan man regne med en mildere vinter.
Sidste gang man oplevede en kraftig udgave af El Nino var i 1997-98. Ifølge Verdens
Meteorologiske Organisation - VMO kostede dette vejrfænomen 21.700 mennesker livet og
84
forårsagede ødelæggelser for 33 milliarder $. Den kraftige El Nino menes samtidig at være en
del af forklaringen på, at 1998 blev det varmeste år, man har målt på kloden i nyere tid.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut tyder observationer på, at El Nino også har en svag
indflydelse på det europæiske vintervejr. Så, jo - El Nino betyder virkelig noget.
Befolkning:
Peru er en multietnisk nation dannet siden 1500-tallet af forskellige grupper af indfødte,
europæere, afrikanere og asiater, 54% er af indiansk afstamning, 32% mestizer, altså blandet
race og 12% af spansk afstamning.
Den peruanske befolkning er anslået til ca. 28 millioner. Af dem tilhører 46,1%
indianerstammen quechua, 32% mestiz, 12% hvide, 5,4% aymara, 1,7% lavlandsindianere,
der består af 40-50 forskellige etniske grupper og 1,8% andre indvandrere.
Bemærkelsesværdig er det, at næsten halvdelen, eller 12 mio. af borgerne, bor i hovedstaden
Lima, en utrolig stor koncentration. Derfor bor 72,6% af landets befolkning i byområder og
27,4% i landområder.
Den hurtige og voldsomme vækst i de større byer, har slumdannelser til følge og store sociale
problemer. Befolkningstætheden er 21,8 pr. km2, næsten som i Chile. Den gennemsnitlige
levealder i Peru er for kvinder 71,4 år og for mænd 67,4 år.
88,9% af befolkningen kan læse og skrive, så der er stadig over 10% analfabeter. Der er ni års
skolepligt, som er gratis. Peru har 30 universiteter.
Erhverv:
Landbrug er fra en økonomisk betragtning Perus vigtigste erhverv. Husdyrene er kameler,
flere lamaarter og marsvin, som er en stor delikatesse, og smager fortræffelig.
Der avles kaffe, tobak, bomuld, sukkerrør, ris, majs, bønner, kartofler og asparges som er
topscorer og ikke mindst frugter. Hvor der er bjergterrasser, kræves der kunstvanding.
Fiskeri Peru er verdens største fiskerination med en betydelig eksport, og derfor et meget
vigtigt erhverv.
Turisme er gennem de sidste ti år vokset voldsomt, og er nu Perus tredje største erhverv.
Det der trækker er de spanske kolonisters arkitektur i Lima, inkarigets stenværker i Cuzco,
Nazcalinjerne, Titicacasøen og ikke mindst Machu Picchu, der har 2.500 besøgende hver dag
og er med på Unescos World Heritage List. Efter Brasilien og Argentina modtog Peru i 2007
den tredjestørste mængde turister i Sydamerika.
Minedrift den vigtigste produktion i landets mange miner er kobber. Men der findes også
olie, zink, bly, sølv, guld, jern, molybdæn og kviksølv.
Industri her bør fabrikation af tekstiler fremhæves som en af de betydeligste, med lamauld
som råvaren.
Arbejdsløshed:
Der er meget mærkbar arbejdsløshed i Peru. Hver morgen tropper arbejdsvillige op på
bestemte gadehjørner i byerne, noget vi så flere eksempler på, her kan arbejdsgiverne se dem
an og måske finde netop den hjælper, de har brug for. Det kan være for en enkelt dag, en uge,
en måned eller længere tid. Det får os til at tænke på tidligere tiders slavehandel, hvor
arbejderen, eller kvinden for den sags skyld, blev fremvist som en salgsvare og købt af
højstbydende. Men den fantasi må vi mane i jorden.
Økonomi:
Peru er et uland, i 1988 levede 82% af befolkningen under fattigdomsgrænsen, og selv om det
er blevet meget bedre, så er der stadig 40%, der lever under denne grænse.
Perus største eksportvarer er kobber, guld, zink, tekstiler og fisk. De vigtigste handelspartnere
er USA, Japan, Colombia, Argentina, Kina, Brasilien, Tyskland, Venezuela og Chile.
85
Udenrigspolitik:
Perus udenrigsrelationer er blevet domineret af grænsekrige med nabolandene. Der er en
igangværende strid med Chile om, hvor grænsen i Stillehavet og i Atacamaørkenen skal gå.
Militær:
Det peruanske militær er sammensat af hær, flåde og luftvåben på i alt 125.000 soldater og
188.000 i reserven. Landets værnepligt er ophævet og erstattet af et frivilligt militær.
Infrastruktur:
Perus vejnet har en længde af 78.829 km, heraf 276 km motorvej, men vejene er af meget
dårlig kvalitet. Den betydeligste vej er Pan American Highway, verdens længste vej der
strækker sig fra Alaska i Nordamerika til Puerto Montt i Sydchile, den er såmænd kun 48.000
km, det står der i hvert fald i rutens beskrivelse. Det lyder for mig lidt pralende, for der er
”kun” 40.000 km rundt om Jorden. Men skidt pyt lidt småfejl skal ”mappedyrene” vel også
have lov til.
Peru har 237 lufthavne, 1.989 km jernbane, heriblandt verdens højst beliggende bane 4.817 m
over havet, 8.808 km vandveje, de giver, trods den meget længere vej, Peru en lettere
forbindelse til Atlanterhavet end til Stillehavet, 13 tv-stationer og 79% af befolkningen har
adgang til elektricitet.
Havnebyen ud for Lima, Callao med ½ mio. indbyggere, er Perus største eksporthavn.
Sprog:
Spansk er det primære sprog, som tales af 80,3% af peruanerne. Derudover eksisterer der
adskillige indfødte sprog, hvor de vigtigste er aymara og quechua, der tales af 16,5% af
befolkningen. Denne blanding af kulturelle sproglige traditioner har resulteret i en bred
variation af udtryk på områder indenfor kunst, mad, litteratur og musik.
Kunst:
De peruanske kunstneriske traditioner dateres tilbage til forarbejdede lervarer, tekstiler,
smykker og skulpturer af inkarigets kulturer. Inkaerne opretholdt disse traditioner og lavede
arkitektoniske værker, som fx konstruktionen af Machu Picchu og malerierne fra
Cuzcoskolen.
Mad:
Den peruanske madlavning er en blanding af indfødt og spansk mad.
Litteratur:
Perus mest kendte forfatter er Mario Vargas Llosa (f 1936). Han forsøgte forgæves at blive
Perus præsident i 1990.
Religion:
Af den peruvianske befolkning tilhører 90% den romersk-katolsk kirke, 5,5% er protestanter,
de resterende 4,5% tilhører adventister, mormoner, Jehovas Vidner og jøder.
86
Supplerende oplysninger til – Chile - Peruturen
Uddrag fra – ”Mine Tidsbilleder”
Opbygget kronologisk
900 fvt.-800 evt.
Nazcalinierne, kunstigt frembragte linjer i terrænet, skabt af nazcafolket i
kystområderne i det nordlige Chile og det sydlige Peru med størst koncentration
på ørkensletterne mellem byerne Nazca og Palpa. Nazcalinierne består af
titusindvis af linier i varierende bredder og længder, tusindvis af geometriske
figurer og dyr i alle størrelser tegnet i ørkensandet. Mange af figurerne er kun
genkendelige fra luften. De mystiske linier har affødt forskellige teorier, såsom
landingsbane for rumfartøjer eller hellige vandreruter for præster for at tiltrække
regnvand, hvad der var en absolut livsbetingelse for disse meget tørre
ørkenområder. Nazcafolket var dygtige geologer med stor viden om
undergrundens net af brudlinier og vandårer. Muligvis har de brugt pilekviste for
at finde vandårerne. De byggede akvædukter som opfangede vandet i de
underjordiske løb, der næsten alle løb Ø-V.
Et amerikansk forskerhold, med historikeren David Johnson i spidsen, har nu
påvist, at de mystiske linier afspejler de usynlige, underjordiske vandløb, som
ifølge målinger kommer fra bjergkæden, og løber ud mod havet.
En anden ting, der antyder en speciel kultur, er deres kirkegårdskultur, hvor
knogler, kranier og testikler ligger spredt i ørkensandet, man ved endnu ikke
hvorfor.
11.000 fvt. Mennesker indvandrede fra Asien til Amerika. Det kunne de, fordi Jordens
enorme vandmasser var bundet i istidens gletschere, derfor var vandstanden i
verdenshavene 50 m lavere end i dag. Det betød, at landtangen mellem Sibirien
og Alaska var tørlagt, altså der hvor Beringstrædet er i dag, og derfor farbar for
mennesker og dyr.
10.500 fvt. Amerika beboet. Spor af mennesker fundet i Monte Verde i Sydchile. 12 små
hytter hvor der formentlig har boet 20-30 mennesker. De har været jægere og som
sådan skaffet sig kød, og de har samlet bær, nødder, frugter, svampe og
muslinger.
Menneskene er sandsynligvis kommet fra Sibirien over Beringstrædet til Alaska
og vandret videre de 16.000 km ned gennem Nord- og Sydamerika, men det har
sikkert taget masser af år.
800 fvt.
Homer i græsk tradition en blind digter der levede i Lilleasien. Formodes at have
digtet ”Iliaden” der i 24 sange med 15.698 vers skildrer rov, hævn, had og ære i
kampene om Ilion (Troja), den betydningsfulde handelsby ved indsejlingen til
Sortehavet ved Dardanellerstrædet samt striden mellem Kong Agamemnon og
Kong Achilleus. ”Iliaden” betragtes som verdenslitteraturens største digterværk,
det ansås af oldgrækerne for at være skildringer af begivenheder 1184 fvt. Homer
skrev også ”Odysseen” en rejsebeskrivelser af Odysseus tur hjem fra det erobrede
Troja.
1100-tallet Jelling Kirke. Den lille hvidkalkede, blytækket frådstenskirke dukker sig med sit
lave tårn mellem Danmarks to største gravhøje, skønt den er så rig på historie.
Gravhøjene er lavet af Harald Blaatands trælle, der som kendemærke fik skåret
næsetippen af. Sydhøjen blev i 1861 udgravet af Frederik VII, der havde
udgravning af oldsager som hobby, men han fandt ingen grav. Det er Danmarks
87
største høj med en diameter på 77 m og en højde på 11m, men åbenbart ikke en
gravhøj. Skibssætningen ved kirken er med 170 m Danmarks længste. Hvor den
nuværende Jelling Kirke ligger, har der tidligere været tre trækirker, der ret
usædvanligt har været større end den nuværende kirke. Den ældste af dem er
dateret til 960-985, og har formentlig været rejst som et gravmonument over
Gorm den Gamle. De menes alle tre at være brændt og hørte sandsynligvis til
landets største kirker. Kirken har nogle af Danmarks ældste kalkmalerier fra ca.
1100. Meget af kirkens historie omtales under Gorm den Gamle og Harald
Blaatand.
Sammen med Jellingstenene og Jellinghøjene er kirken i 1994, som det første i
Danmark, optaget på Unesco’s World Heritage List fra 1972 “verdens kulturarv.”
Det er i fornemt selskab med bl.a. Den Kinesiske Mur, Taj Mahal, Egyptens
Pyramider, Akropolis og 730 andre kulturskatte i hele verden, hvoraf de 376
ligger i Europa. Fra Danmark er senere Roskilde Domkirke, Kronborg og Hover
Kirke kommet med på listen. Efter en femårig gennemgribende renovering
åbnede kirken 3. dec. 2000 med deltagelse af Dronning Margrethe, Prins Henrik,
statsminister Poul Nyrup og Folketingets formand Erling Olsen. Udsmykningen
er forestået af Jørn Larsen, det gælder også kirkens smukke gulv af svensk granit.
1480-1521 Fernäo de Magalhäes eller Hernando de Magallanes portugisisk søfarer.
Begyndte i den spanske konges tjeneste den først kendte jordomsejling med 5
skibe og 240 mand. De startede 20. sept. 1519 for at finde en ny søvej til Østasien
via Amerika. To af skibene vendte om, inden de den 28. nov. 1520 nåede frem til
Stillehavet. Magalhäes havde fundet strædet mellem Sydamerika og Ildlandet, en
genvej fra Atlanterhavet. Forståeligt nok fik strædet navnet Magallanesstrædet.
Det var også ham, der gav navn til Ildlandet, på grund af indianernes mange bål.
I dag kommer ilden fra boreplatformenes overskydende gas.
Magellan, som han kaldes på dansk, blev dræbt 27. april 1521 af de indfødte på
Molukkerne i Filippinerne, og nåede altså ikke tilbage. Kun ét skib og 18 mand
nåede Jorden rundt og hjem til Spanien 6. sept. 1522.
Første mennesker i Chile dateres til 10.000 fvt. De var kommet fra Asien hvor
Sibirien dengang var landfast med Alaska
1534
Kartofler kom til Spanien med den spanske erobrer Pizarro fra Peru, hvor
inkaerne dyrkede dem. Prisen for kartofler var dengang høj, for de blev betragtet
som et godt elskovsmiddel. Først i 1719 menes de at være kommet til Danmark.
1660-1731 Daniel Defoe britisk købmand, spion og forfatter. I 1702 skrev han en satirisk
bog om regeringens behandling af de, der ikke bekendte sig til den engelske
statskirke: “Shortest Way with the Dissenters,” en bog der skaffede Daniel Defoe
i gabestokken. Men det var romanen: “Robinson Crusoe” fra 1719, der gjorde
ham verdensberømt. Romanen er bygget over den skotske sømand Alexander
Selkirks (1676-1721) dagbøger. Han var søn af en kærlig, alvorlig men
velmenende far, der var skomager. I en duel om sin elskede Mary dræbte
Alexander Selkirk sin rival, omen det var rivalens egen skyld. Han nødsages at
flygte ud af landet grundet hævn fra rivalens rige købmandsfamilie, det gjorde
han ved at tage hyre på et fragt- og handelsskib. I en storm forliste skibet 30. sept.
1705 ved en øde Ø ud for Guinea på Afrikas vestkyst. Foruden “Robinson
Crusoe” overlevede kun skibshunden, de opbyggede en primitiv tilværelse på den
øde ø. Øen blev brugt af naboøens beboere til menneskeofringer, ved en sådan
ofring reddede Robinson Crusoe en, der var udset til at skulle ofres. Da
88
hændelsen foregik på en fredag, kaldte han den indfødte for Fredag. Efter store
besværligheder med kommunikation og livsopfattelse blev de to gode venner.
Flere af Daniel Defoes romaner var meget populære i hans samtid. Han døde 26.
april 1731.
Tyskeren J.H. Campe (1746-1818) skrev i 1779 en mere pædagogisk og artig
udgave af historien, bearbejdet for børn: ”Robinson der Jüngere.”
1742-1786 Carl Wilhelm Scheele svensk apoteker og kemiker. En af den moderne kemis
grundlæggere. Opdagede grundstofferne ilt, kvælstof, klor, barium, mangan,
wolfram, oxygen og molybdæn. Carl Wilhelm Scheele udførte og nedskrev
20.000 eksperimenter. Fremstillede talrige organiske og uorganiske forbindelser
fx ni forskellige syrer: Mælkesyre, citronsyre, vinsyre, oxalsyre, æblesyre,
blåsyre, urinsyre, slimsyre og gallesyre samt glycerin.
1783-1830 Simon Bolivar født 24. juli 1783 i San Mateo, Caracas, Aragua. Frihedshelt der
kæmpede for Venezuelas, Colombias og Ecuadors frihed i oprøret mod Spanien,
som besejredes i Peru 1824. Simon Bolivar blev i 1802 gift med Maria Terese
Rodriguez del Toro y Alayza, men hun døde af gul feber i 1803, og Simon
Bolivar giftede sig aldrig igen. Han kaldtes El Libertador, der betyder Befrieren.
Simon Bolivar gav navn til Bolivia, og blev præsident i Colombia. Han døde 17.
dec. 1830 af tuberkulose.
1821
Peru erklærer sig 28. juli uafhængig af Spanien
1879-1883 Salpeterkrigen en væbnet konflikt mellem Chile og Bolivia–Peru. Baggrunden
for krigen var opdagelsen af rige salpeterminer i Atacamaørkenen, hvor
grænserne ikke var fastlagt. I 1879 besatte Chile den bolivianske havneby
Antofagasta. Peru forsøgte sig som mægler, men Chile svarede med også at
erklære Peru krig og erobrede provinsen Tarapaca og byen Arica. Dermed havde
Bolivia mistet adgang til Stillehavet, og landet trak sig ud af krigen.
1905
Rotary blev stiftet 23. feb. i Chicago af ungkarl og advokat Paul Harris (19/4
1868-27/1 1947). Tidligere havde han været reporter for et blad, frugtplukker,
lærer, skuespiller, cowboy, sælger og natportier. Paul Harris inviterede en aften i
feb.1905 tre bekendte til et møde for at udveksle erfaringer med andre mennesker.
Det var kulhandler Silvester Schiele, skrædder Hiram Shorey og ingeniør
Gustavus Loehr, på hvis kontor mødet blev holdt. På mødet blev det besluttet, at
medlemskab af klubben skulle begrænses til én fra hver branche. Første
europæiske klub startede 1911 i London. Første spansktalende klub på Cuba
1916. Første danske klub 3. aug. 1921 i København. Medlem nr. 1 mio. kom i
1986. I dag (1/7 2007) er organisationen verdensomspændende med 1.221.298
rotarianere i 32.747 klubber i 168 lande, de giver hinanden omkring 30 mio.
håndtryk om ugen. Derfor tilhører Rotarianere et bredt spektrum af religiøse,
politiske og filosofiske ståsteder. Pr. 1. feb. 2008 har Danmark 11.806
medlemmer, heraf 900 kvinder, i 277 klubber.
Ungdomsudveksling er en dansk ide, der blev startet af København Rotary Klub i
1925. Der udsendes årligt over 150 unge til mange forskellige lande, fra de
samme lande modtager vi et tilsvarende antal.
The Rotarian er Rotary Internationals officielle tidsskrift. Men der findes 31 andre
regionale Rotary Tidsskrifter udgivet på 24 forskellige sprog rundt om i verden. I
Norden bruges Rotary Norden, der startede i 1930-erne. Rotary er verdens største
humanitære service organisation. Rotary Foundation blev oprettet i 1917 og er
organisationens verdensomspændende økonomiske samlingspunkt med det formål
89
at ”gøre godt i verden.” Til 2007 har Rotary Foundation verden over medvirket i
ca. 25.000 velgørende projekter. Dansk Rotarys Hjælpefond startede i 1969, den
yder støtte til sociale, kulturelle og andre samfundsgavnlige opgaver og
katastrofer. Fonden er karakteristisk ved få dages behandlingstid.
Rotarys Fonde råder over 1,5 mia. US $. Hvert år får man fra Rotarymedlemmer
over 500 mio. kr., dertil kommer renter fra kapitalen på over 400 mio. kr. Som
gennemsnit over de sidste 5 år har Rotary doneret 897 mio. kr. til forskellige
velgørende formål. Organisationens største projekt er kampagnen Polio Plus, der
startede i 1985, hvis formål er at udrydde polio i hele verden. Der er vaccineret
over 2 mia. børn med hjælp fra 100.000 frivillige, det har kostet 4 mia. kr. altså
kun 2 kr. pr. vaccination. Indsatsen har været mærkbar, i 1987 var der 350.000
nye poliotilfælde, tallet er i 2007 reduceret til 1.700 nye tilfælde. Polio findes nu
kun i fire lande Afghanistan, Pakistan, Indien og Nigeria. Det frygtes, at polio
igen vil blusse op, hvis behandlingerne stoppes, inden den er totalt udryddet. Det
er den største indsats i verden nogen sinde mod en enkelt sygdom.
Rotarys hovedformål er at udrydde polio og analfabetisme, skaffe rent vand for
alle samt arbejde for fred på hele kloden. Rotary danner forbillede for Lions og
Soroptimistklubben. I 1989 blev det tilladt at optage kvinder i Rotary. Da Kofi
Annan (f. 8/4 1938) i 2006 fratrådte som FN’s generalsekretær, fremhævede han i
sin afskedstale Rotary International som et enestående eksempel på samarbejde
med offentlige organisationer for at opnå sociale mål. Han udtrykte beundring for
RI’s uddannelses- og humanitære initiativ og fremhævede specielt kampen for
udryddelse af polio. Rotary er et levende bevis på, at mennesker med forskellig
baggrund kan samarbejde om fælles opgaver, udtalte han.
1912-1993 Robert Jacobsen dansk billedhugger bosat i Frankrig fra 1947-69. Flyttede 1969
til Tågelund ved Egtved. Startede som smed og eksperimenterede sig frem til et
abstrakt formsprog. Professor i billedhuggerkunst ved Akademie der bildenden
Künste i München fra 1962-81 og ved Det kgl. danske Kunstakademi fra 197683. Robert Jacobsens verden er vidtspændende, han har medvirket i 44 film fx
spillet hovedrollen i ”Historien om en mand.” Han har lavet forskellige former
for collager, de såkaldte ”skrammeldukker” dvs. ting fra gamle cykler, toiletter,
træstumper, og hvad han ellers har fundet på lossepladser. Disse collager grinede
kunstnerkollegaerne meget af, men Robert Jacobsen sagde, det var datterens
værk. Han har også malet billeder, men især har hans jernskulpturer vundet
international berømmelse. I Tørskind Grusgrav i Vejle Ådal findes et spændende
frilandsmuseum for hans moderne kunst. Det blev, efter fem års arbejde, indviet
1. juli 1991 i overværelse af Dronning Margrethe og Prins Henrik. Her har “Store
Robert” sammen med kunstneren Jean Clareboudt boltret sig i beton, jern, sten og
400 år gammelt egetræ med ni store skulpturer, der råber til naturen. De fire skabt
af Robert Jacobsen de fem af Jean Clareboudt (1944-97). Robert Jacobsens
svigersøn Bernard Léauté har bistået begge som kyndig håndværker og
kunstnerisk assistent. Det er ikke helt almindelige skulpturer, den største
“Fremspring” består af 125 tons beton, 29 tons jern og 12 tons granit. Robert
Jacobsen har udsmykket Hjerting Kirke. Han var medlem af Grønningen og har
fået mange hædersbevisninger, bl.a. har en gade i Beijing fået hans navn. Robert
fået mange hædersbevisninger, bl.a. har en gade i Beijing fået hans navn. Robert
Jacobsen øde som 80-årig 26. jan. 1993 i sit hjem i Tågelund.
90
1914-2002 Thor Heyerdahl norsk biolog, arkæolog, eventyrer, globetrotte, kosmopolit,
søfarer, forfatter og opdagelsesrejsende. Thor Heyerdahl er født i Larvik, hans
barndom var overbeskyttet, præget af en ateistisk og dominerende mor. Derfor
søfarer, forfatter og opdagelsesrejsende. Thor Heyerdahl er født i Larvik, hans
barndom var overbeskyttet, præget af en ateistisk og dominerende mor. Derfor
var han noget af en bangebuks, der ganske morsomt var vandskræk. Desuden var
han en yderst genert ung mand, der ikke turde danse med pigerne, men nåede dog
at blive gift et par gange og levede i flere forhold. Første gang blev han gift med
Liv på 20, de boede primitivt som Robinson Crusoe på en af Marquesasøerne i
Polynesien. Thor Heyerdahl meldte sig til krigen, det og adskillelse grundet
ekspeditioner gjorde, at de voksede fra hinanden og blev skilt. Han blev igen gift,
denne gang med Yvonne. Efter få år meddelte han ved julefesten, at han forlod
hjemmet. Der blev meget stille, fortæller et af børnene. Den næste kvinde i hans
liv hed Lilliana, heller ikke dette forhold varede ved. Hans sidste samleverske var
Jacqueline, de boede på Tenerife og havde sommerbolig i Colla Mishari ved den
italienske riviera. Her døde Thor Heyerdahl af en hjernesvulst 18. april 2002.
Thor Heyerdahl blev verdenskendt, da han i 1947 gennemførte Kon-Tiki
ekspeditionen fra Sydamerika til Polynesien. Formålet var at bevise, at
Stillehavsøerne var blevet befolket fra Sydamerika. Men det var svært at skaffe
midler til den omkostningskrævende seks mand store ekspedition. Fra Watergate
fik de radioudstyr og gummibåde, mod at skulle afrapportere. Og fra et forlag fik
han forskud på en kontrakt til en senere bogudgivelse.
I årene 1955-56 foretog han en ekspedition til Påskeøerne, beskrevet 1957 i
”Aku-Aku.” I 1969 forsøgte Thor Heyerdahl at krydse Atlanterhavet fra Marokko
til Mexico i sivbåden Ra, men det mislykkedes. Efter 5.000 km, kun 1.500 km fra
målet, måtte Ra opgive. Året efter, i 1970, forsøgte Thor Heyerdahl sig igen
denne gang med sivbåden Ra 2 hvor nogle af de fejl, man havde konstateret på
den første tur, var blevet rettet. Denne gang lykkedes færden, to måneder efter
afsejlingen nåede de Barbados 12. juli 1970.
Med en 11 mands besætning fra ni nationer foretog sivbåden Tigris en
ekspedition fra 18. nov. 1977 fra Irak til Djibouti i NØ Afrika. Turen gik over
Persiske Bugt, Oman, Pakistan, Arabiske Hav til Eritrea i Østafrika. Men pga.
krigstilstand blev Tigris nægtet at lægge til land. Som en protestdemonstration
mod krigen afbrændte Thor Heyerdahl 3. april 1978 Tigris uden for Djiboutis
Havn, efter at den med FN’s flag havde tilbagelagt 6.800 km og holdt sig
sødygtig i fem måneder.
Heyerdahl mente hermed at have bevist, at gamle indianerkulturer havde
samfærdsel over de store have.
Thor Heyerdahl havde stor skepsis overfor eksperter, som han kaldte
skrivebordsforskere. Han har fået utallige priser og hædersbeviser og er
æresdoktor ved Oslos Universitet.
Han er forfatter til flere bøger: ”Kon-Tiki ekspeditionen” fra 1948 der er oversat
til 67 sprog, og filmen indbragte to Oscar. Det er blevet nævnt, at kun en bog er
blevet læst mere end ”Kon-Tiki ekspeditionen” nemlig ”Bibelen.” I 1957 udkom
”Aku-Aku,” i 1970 ”Ra” og ”Ra 2” i 1974 ”Fatuhiva. Tilbage til naturen,” i
1976 ”The Art of Easter Island” og sidst ”I Adams fodspor.”
91
1915-2006 Augusto Pinochet U’garte chilensk officer og politiker født 25. nov. 1915 i
Valparaiso. Blev i 1934 gift med Lucia Hiriart parret fik fem børn. Pinochet kom i
1932 på Militærakademiet. I 1973 blev han øverstkommanderende for hæren,
udvalgt af den nyvalgte socialistiske præsident Salvador Allende Gossens.
Samme år væltede Pinochet ved et kup, støttet af den amerikanske
efterretningstjeneste CIA, Salvador Allende, der under kuppet bliver dræbt.
Pinochet ledede den militærjunta, der i 17 år overtog landets styre med jernhånd.
Hans far blev fængslet og tortureret, venner blev dræbt. Al politisk opposition
blev forbudt, og sikkerhedspolitiet jagtede, fængslede og torturerede
modstandere. Officielt blev der i perioden dræbt 2.147 borgere, men tallet menes
at være mange gange højere. I 1980 indførte Pinochet en ny forfatning med
benådning for alle politiske forbrydelser efter 1973 og oprettede livsvarig plads i
senatet for alle ekspræsidenter, som sad mere end seks år. En søn blev anklaget i
en korruptionsskandale, hvor store beløb forsvandt fra flådens regnskaber.
Pinochet overlevede et attentatforsøg af venstreorienterede oprørere i 1986.
I 1989 blev han efter en folkeafstemning tvunget til at trække sig tilbage, men
forblev hærens øverste chef. Regeringsmagten gik over til et nyvalgt ikke militært
parlament, men Pinochet sad hele tiden i baggrunden med den militære magt. Han
blev truet i 1998 med retsforfølgelse anklaget for folkedrab, bortførelse og
ulovlige massebegravelser. Den 17. okt. 1998 anholdtes han i London, hvor han
har gennemgået en mindre rygoperation, og blev sat under væbnet bevogtning.
Det udløste stor diplomatisk aktivitet, skulle han udleveres til retsforfølgelse fx i
Spanien eller til friheden? Marts 2000 vendte Pinochet tilbage til Chile,
begrundelsen var hans dårlige helbred. Her har Pinochet også mødt megen
modstand anklaget for massemord, tortur og bortførelser, blev han sat i husarrest.
Retssagerne mod Augusto Pinochet stoppede, da han døde 10. dec. 2006 af
hjerteproblemer på et militærhospital.
1925
Kastrup Lufthavn på Amager blev åbnet 20. april som Danmarks første
lufthavn. De første ruter gik til Berlin, Hamburg og Amsterdam. Kastrup
Lufthavn er Nordens største lufthavn og nr. 17 i Europa. I 2007 passerede 21,4
mio. mennesker lufthavnen.
1943
Palle Petersen dansk lærer og forfatter. Født på Nørrebro i København. Har
undervist på Grønland og i Roskilde. Siden 1975 levet af sit forfatterskab der
tæller over 120 bøger af vidt forskellig art såsom digte, billedbøger, børne- og
ungdomsbøger, biografier, historiske romaner og alm. romaner, fx ”Ludvig på
Bjerget” en folkebog om Ludvig Holberg. Palle Petersens første udgivelse kom i
1971: "Miki - en grønlandsk slædehund." Vi har læst: ”Indianeren med to
tunger” skrevet i 1999. En glimrende roman der beskriver Inkarigets fald. Palle
Petersen har desuden lavet mange udsendelser i radio og tv. Han har modtaget
flere priser bl.a. Børnebogsprisen 1974.
Referat af: ”Indianeren med to tunger” skrevet i 1999. Romanen er bygget over
en virkelig historie i indianernes liv. Christoffer Columbus sejlede i 1492 fra
Spanien mod V og opdagede det land, han troede var Indien, og kaldte derfor
menneskene indianere. Drømmen var at finde guldlandet Eldorado, for det var
guldet, der drog dem.
Ved list og utroværdige løfter erobrede spanierne fremmede lande. Først Mexico
og fra 1532 stod Peru og Chile for tur. Det var enorme mængder af guld,
92
heriblandt også fint forarbejdet kunsthåndværk, der blev presset sammen, stuvet i
skibe og sejlet til den spanske Kong Karl 5.
De indfødte havde aldrig før set heste, og havde stor angst for de ”farlige” dyr,
derfor kaldte de spanierne for hestemændene. Men de indfødte stammer lå også i
krig med hinanden, hvad der svækkede dem, når de skulle kæmpe med en fælles
fjende. I starten opfattede de ikke spanierne som fjender, men som gæster der
skulle behandles venligt.
Blandt de indfødte var det en æressag at holde ord, men netop her tog de så
grusom fejl, for spaniernes moral på dette område kunne ligge i skyggen af en
geværkugle. Spanierne havde nemlig ildrør og var, hvad våben angår, langt
overlegne selv om de i tal kun talte100 for hver 10.000 indfødte. De indfødte
kendte ikke jern, skydevåben eller hjul.
Præsterne var de allerværste, de omvendte indianerne undertiden med tvang.
Godsejere og mineejere udplyndrede landet og udnyttede de indfødte som slaver.
Enorme rigdomme vandt erobrerne, men i kølvandet fulgte begær, misundelse og
opslidende magtkampe. Spanierne skabte gru og rædsel, fyrede ind i mængden af
mennesker med deres ildrør, huggede lemmer og hoveder af dem. Det var en
makaber nedslagtning af de forsvarsløse indfødte, hvis pile prellede af på
spaniernes ”hårde hud.” Der skulle gå flere år, før indianerne fik nedlagt blot en
enkel hest.
I Peru var Inka de indfødtes konge, Solens Søn. Han var født af en Inka og dennes
søster, der som oftest var en halvsøster, idet Inkaen havde mange elskerinder. Han
regerede enevældigt, straffede ulydighed strengt og grusomt og undertvang
stammer til lydighed. Til gengæld sørgede Inka for, at der altid var mad nok til
alle, også i dårlige tider.
Inka var i folkets øjne usårlig og ville, hvis nød opstod, hidkalde guderne til
hjælp. Men sådan var virkeligheden ikke, Solen brændte ikke hestemændene.
Inka var også kun et menneske med angst og svig.
For at kunne kommunikere, tog spanierne unge indfødte drenge til fange og
udlærte nogle af dem til tolke. En af disse er Filipillo kaldt Wawa, Indianeren
med to tunger. Han er romanens hovedperson. Det er hans nedskrevne historie,
der fortælles i romanen.
Inkariget bestod kun i godt 100 år. Landet havde 10 mio. indbyggere, 30.000 km
veje og var fantastisk velorganiseret. På et tidspunkt fandt den regerende Inka dog
ud af, at spanierne kun var ude på at plyndre landet, men da var det for sent,
spanierne havde taget ham til fange, og senere henrettede de ham.
Wawa var, som tolk for spanierne, i krig mod sin egen Inka, men blev beskyldt
for forræderi af spanierne. Først fik han sin tunge skåret af, og blev senere
henrettet ved garrottering (kvælning). Men forinden havde han altså nået at
nedskrive historien, der blev sendt til den spanske Kong Karl 5., der skulle vide,
hvad der takket være spanierne gik til grunde. Ejendommeligt er det, at dette
dokument er havnet på Det kgl. Bibliotek i København.
I romanen får læseren et godt indblik i indianernes leveregler, love, skikke og
ikke mindst moral. Meget er væsentlig anderledes, end hvad vi som danskere
finder normalt. De levede i ældre tid som vilde dyr, uden huse og husdyr. Gik
klædt i bark og blade, boede i jordhuler, levede af græs, rødder, frugter og
menneskekød. De ofrede mennesker. Den dovne fik hugget hænderne af.
Mændene havde ringe i ørerne, for at ørerne skulle blive store, for det signalerede
93
1945
en ædel mand. Også naturen overrasker fx: Et menneskes sår bides sammen af
myrer.
Ib Michael Rasmussen dansk forfatter født 17. jan. i en grossererfamilie i
Roskilde. Ib Michael læste indianske sprog og kulturer på Københavns
Universitet. Hans selvbiografiske romantrilogi ”Vanillepigen” fra 1991,”Den
tolvte rytter” fra 1993 og ”Brev til månen,” er blandt hans mest kendte. Ib
Michael har skrevet over 30 titler blandet af romaner, rejsebøger, hørespil,
digtsamlinger og en indianerbibel. Romanen ”Kilroy Kilroy” fra 1989 indbragte
ham 1993 boghandlernes Gyldne Laurbær, derudover har han modtaget over ti
hædersbevisninger. ”Paven af Indien” fra 2003 fortæller om spaniernes
grusomheder over for inkaerne. Med eventyrlige beretninger, eksotiske rejser og
mirakuløse sammentræf er han eventyrets digter. Mange rejser har han foretaget
bl.a. sammen med Troels Kløvedal på Nordkaperen. Ib Michael blev i 1988 gift
med journalist Hanne Danielsen.
Referat af: ”Paven af Indien” skrevet i 2003.
Inkaprinsen Don Felipe er fordrevet fra sine besiddelser i Huamanga, hvor han
var den eneste, der kunne læse. Nu er han kommet til en landsby i Andesbjergene
i Peru. Han har set sit folk bukke under for de spanske erobrere. Deres ærinde er
at erobre Sydamerikas sølv og guld.
Spanierne har medbragt sygdomme og spredt smitte som pest, kolera, tyfus,
mæslinger og snotnæser. Ikke mindst spaniernes grusomheder vækker frygt.
Fanger blev sendt i jernskruen, hængt med hovedet nedad, halshugget eller
brændt på kætterbål med håret i flammer og øjenhvider der spruttede som æg i
olie. De brændte indianernes hytter af og grundlagde Kongernes By, den vi i dag
kalder Lima. De spanske munke har ingen mødre, kommer fra Helvede, føder sig
selv, vader i blod og slagter løs i panik.
Men inkaerne selv er også barske, ofrer egne børn og andre onde handlinger.
Men i indianernes verden er det en æressag at holde ord, derfor tror de på de
aftaler, de laver med de spanske erobrere, men spanierne kender ikke moral, så
indianerne bliver så frygtelig snydt. ”Tiderne er blevet så magre, at maveskindet
klæber sig til rygsøjlen som på mumier.” Som det her læses, har Ib Michael et
meget malerisk sprog.
Don Felipes søn Francisco er en rigtig laps, han svigter sin far, øder alt bort og
drager til storbyen.
Don Felipe møder fårepigen Avelina, der er stum og døv. Hun bor i Brøndhuset
hos tanten Zenobia, men onklens navn vil hun ikke nævne, for han har udnyttet
hende seksuelt. Avelina får en lillesøster Nelva, hendes legekammerat er Pablo.
Efterhånden som de vokser op, bliver de kærester. Avelina er også forelsket i
Pablo, en enkelt gang oplever hun hans elskov. Men Nelva er lovet til egnens
rigeste bonde, den metusalemgamle Valentin, der lugter ud af munden og har
strittende hår ud af næsen. Don Felipe tænker i den forbindelse på, om skønhed er
en gave eller en forbandelse. Imidlertid forstår Don Felipe og den begavede
Avelina hinanden, ved hjælp af et knudesprog som de udvikler. Snore i
forskellige farver knyttet med hundreder af knuder. Spanierne fandt disse
knudesnore mistænkelige og brændte dem på bål som Djævelens værk. Vi møder
borgmester Don Tiburcio, der er en rigtig puger. Men ikke nok med det han og
hans svende voldtager Avelina.
94
1947
1962
Don Felipe får brev fra sønnen Francisco, der har giftet sig og har en søn, Patricio
på 13 år. Men også Patricio er skuffet over sin far, der har udnyttet ham. Don
Felipe får en hjerneblødning, men han kommer sig, og hans første sætning er:
”begravelsen er udsat.”
Men han fornemmer, at hans egen tid er ved at rinde ud, så han beslutter, at skrive
et brev til kongen af Spanien, med en appel om at gribe ind, før det er for sent.
Brevet bliver på 1200 sider, heraf 400 sider som illustrationer, for Don Felipe er
nemlig en dygtig tegner. Han er også en hårdnakket drømmer, der stædigt tror på,
at der kan skabes fred i verden.
Don Felipe beder sin søn om at hjælpe sig til Lima, men det bliver sønnesønnen
Patricio, der sendes af faren med besked om at sørge for at få arven. Med
barnebarnet Patricio begiver Don Felipe sig ud på den lange rejse over bjerge og
gennem jungle for at aflevere brevet i ”Kongernes By” Lima. Det er en barsk tur,
hvor Patricio og bedstefaren oplever mange farer og ydmygelser. Men de forstår
hinanden, og Patricio, med sin ungdom, klarer de farlige situationer.
Don Felipe er tilbage i Lima, sidst han var her, var det med tjener, fine klæder,
skøde stemplet til sine ejendomme, søn af stormand og prins af blodet. Nu er han
jaget ud af byen, har mistet alt og fået 200 piskeslag. Den gamle konge bor i en
æselstald, han skal passe på at dukke sig, når potter tømmes ud af vinduerne. Her
i æselstalden dør han, og liget køres til den store fælles kirkegård - lossepladsen.
Papirerne har han fået afleveres til notaren, der har bestemt, at de skal makuleres,
men sekretæren redder det skrevne værk, der herefter sendes til kongen af
Spanien.
Romanen har en del fremmede ord, som muligvis er indianske, men der er ingen
ordforklaring, hvad der er en meget stor mangel.
Kon-Tiki ekspeditionen fra Callao i Peru til Polynesien foretaget fra 28. april af
den norske biolog, arkæolog, eventyrer, globetrotte, kosmopolit, søfarer, forfatter
og opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl (1914-18/4 2002) og hans 6 mands store
besætning. Ekspeditionen lykkedes, 101 dage og 6000 km senere nåede
balsamtømmerflåden Polynesien. Formålet var at bevise, at Stillehavsøerne var
blevet befolket fra Sydamerika. Bogen om Kon-Tiki ekspeditionen er oversat til
67 sprog, og filmen indbragte to Oscar. Kon-Tiki er for øvrigt en peruviansk
solgud.
Billund Airport blev anlagt af Godtfred Kirk Christiansen, der ejer
legetøjsfabrikken LEGO. LEGO etablerede sig fra 1956 i mange lande, det
samme havde Danfoss gjort, så de investerede fælles i et lille fire personers
propelfly, så man hurtigt kunne komme frem til de forskellige salgskontorer i
udlandet. Først var flyet stationeret i Sønderborg Lufthavn, og LEGO brugte den
militære Flyvestation Vandel som start- og landingsplads, derefter var Esbjerg
Flyveplads inde i billedet. Det blev imidlertid for upraktisk, en græsbane udenfor
Billund blev afgrænset af store gule, røde og blå LEGO klodser, og brugt som
landingsbane. Senere købte Godtfred Kirk Christiansen en gård, jævnede
bygninger og beplantninger med jorden og dermed var starten gjort til Billund
Lufthavn.
I 1962 købte LEGO sit eget og større fly i USA og indviede en 1600 m lang
privat flyveplads med landingslys. Senere tilbød LEGO byerne Vejle, Fredericia
og Kolding flyvepladsen gratis, hvis de ville udbygge den til offentlig lufthavn.
Samtidig garanterede LEGO for lufthavnens drift i de første fem år. Tilbuddet
95
1970
1973
1980
blev accepteret, og 1. nov. 1964 blev Billund Lufthavn indviet under beskedne
forhold som officiel lufthavn af trafikminister Kai Lindberg. I luften var der fly
og på jorden som kontrast - et oksespand, samt 60.000 gæster for at se på.
Gæsternes 10.000 biler skabte et totalt trafiksammenbrud. SAS ruteflyvningen
mellem Billund og Kastrup var blevet en realitet. Marts 1966 var den første
terminalbygning klar, og Eilif Krogager sendte de første chartergæster med
Tjæreborg Rejser til Mallorca.
Billund Lufthavn ligger med arealer både i Vejle - og Ribe Amt. Ejerforholdet er:
Vejle Amt 50%, Kolding Kommune 15%, Vejle Kommune 15%, Billund
Kommune 7½%, Grindsted Kommune 7½% og Give Kommune 5%.
Lufthavnen har 7-800 ansatte, dertil kommer 8-900 ansatte i virksomheder med
tilknytning til lufthavnen, der råder over 5.000 P-pladser, hvor man konstaterer, at
20% af bilerne er med tyske indregistreringsplader.
I 1993 havde Billund Lufthavn 1 mio. passagerer og en fragttonnage på 2.000
tons, i 1997 var tallet steget til 2 mio. passagerer og 3.500 tons. Ca. 50% af
flytrafikken stammer fra charterflyvninger, men den kraftigste vægt ligger på
udlandsruterne. Det giver imidlertid det problem, at mange passagerer skal skifte,
derfor ligger ankomst- og afgangstider tæt på hinanden for at mindske
passagerernes tidstab med det resultat, at der i disse perioder er et stort trafikpres.
Den 15. okt. 1999 blev første spadestik taget til en udvidelsen af Billund
Lufthavn, en tilladelse trafikministeriet gav i 1996.
Den nye passagerterminal på 40.000 m2 blev indviet 30. maj 2002. Udgifterne til
første fase af Billund ny Lufthavn: Jord 10 mio. kr., terminal 570 mio. kr.,
forplads 100 mio. kr., taxiveje 90 mio. kr., servicebygning 30 mio. kr. Total 800
mio. kr. Dertil kommer vejanlæg N om Billund 40-50 mio. kr. Den gamle
terminalbygning skal bibeholdes til luftfragt og administrative formål.
Lufthavnen er designet til at kunne ekspedere 3½ mio. passagerer om året. I
forbindelse med indvielsen ændredes navnet til Billund Airport.
Navnet Billund stammer fra fordums tid, fordi der her lå en lille lund, hvor der
holdtes bier.
Jordskælv i Peru op mod 100.000 mennesker omkom. Havnebyen Chimbote og
nærliggende bjergbyer blev totalt ødelagt. Peru oplever hvert år flere hundrede
jordskælv.
Salvador Allende Gossens chilensk statsmand. Blev myrdet 11. sept. under et
statskup ledet af hærchefen Augusto Pinochet Ugarte (25/11 1915-10/12 2006).
Senere er det dog kommet frem, at Salvador Allende ikke blev myrdet, med begik
selvmord, endda med et maskingevær skænket ham af Fidel Castro.
Pinochet tog magten og erklærede, at kuppet var for at redde landet ud af
fuldstændig kaos. Den socialistiske Salvador Allende havde vundet
præsidentvalget i Chile 5. sept. 1970 og tiltrådte 3. nov., hvor han erklærede, at
banker og større industrivirksomheder ville blive nationaliseret.
Den Lysende Sti - Sendero Luminoso et nyt kommunistisk parti i Peru startede i
maj af universitetslærer Abimael Guzman med Mao som forbillede. Af andre
organisationer kaldt - Den Lysende Blodige Sti. Partiet fik stor tilslutning i
bjergområderne, som regeringen aldrig havde interesseret sig for. Præsident
Fernando Belaunde satte militæret ind mod Den Lysende Sti. Op gennem 1980erne optrappedes urolighederne i de underudviklede bjergegne med overgreb mod
lokalbefolkningen fra begge parter. Derfor tabte bjergbønderne tilliden til Den
96
1982
2005
Lysende Sti. Året 1988 var Perus værste år med en inflation på 2000%, og da
Guzman i 1992 blev taget til fange, blev der igen roligt i bjergområderne.
Guzman sidder stadig fængslet. Den Lysende Sti har ansvar for drab og terror på
tusindvis af civile, der tales om 70.000. Først og fremmest sigtede de efter
borgmestre og embedsmænd med det resultat, at ingen ønskede at påtage sig disse
jobs. Den Lysende Stis terror betød også en voldsom nedgang i turiststrømmen til
Peru med valutaproblemer til følge.
Javeir Pe’rez de-Cuella, Peru vælges til FN’s generalsekretær.
Jordskælv i Kashmir Pakistan 8. okt. kl. 5:50 dansk tid krævede 86.000
menneskeliv. Jordskælvet, der er målt til 7,6 på Richterskalaen, medførte
omfattende ødelæggelser i det fattige område, hvor husene ikke kunne modstå de
kraftige rystelser. Veje blev blokeret af store stenskred, og redningsarbejdet blev
yderligere vanskeliggjort af talrige kraftige efterskælv, flere af dem op til 6,0 på
Richterskalaen, der vedvarende rystede området i ugerne efter. Huse, som var
delvis beskadigede af hovedskælvet, kollapsede under efterskælvene og gjorde
livet farligt for redningsarbejderne og de overlevende. En meget stor del af
husene i byen Muzaffarabad 10 km fra jordskælvets epicenter blev ødelagt. Det er
skønnet, at op mod 4 millioner mennesker mistede deres hjem, og over 86.000
blev dræbt i det bjergrige område. Rystelserne fra jordskælvet kunne mærkes over
et stort område, og medførte også ødelæggelser og tab af menneskeliv i Indien,
hvor over 1.300 mennesker omkom. Både i Islamabad, New Delhi og Kabul
kunne rystelserne tydeligt mærkes.
97
Tidligere udgivelser:
1980
1987
1990
1991
1992
1993
1994
1994
1994
1995
1995
1995
1996
1996
1996
1997
1997
1997
1997
1998
1998
1999
1999
1999
2000
2000
2001
2001
2001
2002
2002
2002
2002
2002
2003
2003
2003
2004
2005
2005
2005
2005
2006
2006
2006
2006
2006
2006
2007
2007
2007
2007
2007
2008
2008
2009
2009
2009
Andorra
Arnold - novelle
Thailand på godt og ondt
Sydamerika Chile - Brasilien
"Jambo" Kenya - du forunderlige land
Barnløshed - adoption
En lille bid af tilskudssamfundet: "Jeg løfter røret"
Tidsbilleder. Kronologisk leksika. Ajourføres løbende
Leksikassen. Ord jeg er ramlet i uden til fulde at forstå. Ajourføres løbende
De Slesvigske Krige
Østeuropa i forandring
Colombia - smuk og mangfoldig
Hærvejens historie - i cykelhøjde
Øretæver i tilværelsen
Æseløre - litteraturanmeldelser. Ajourføres løbende
En dag i 1997
Budapest & Ungarn - i efterårsdragt
Lolland-Falster & Møn - i cykelhøjde
Ego - det bevidste jeg
En lille stump af det mægtige Kina
Storebælt - i cykelhøjde
Skt. Petersborg - paladsernes by bygget på sumpen
Sjælland Stevns - Masnedø - Asnæs - i cykelhøjde
Et eventyr om julenissens morgensvømmetur
Madeira - en blomstrende ø
Rom - Den evige Stad
En lille stump af Himalaya - verdens tag
Samos - en ferieø for alle
Samsø - i cykelhøjde
Limfjorden øst - i cykelhøjde
Vest Stadil Fjord – i cykelhøjde
Wien - musikkens by
Mozart - hvordan var han egentlig?
Egypten – Nilens gave
Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig? (Redigeret 2010)
Vietnam – Østens smukke, venlige land i forandring
Limfjorden vest - i cykelhøjde
Grænselandet – i cykelhøjde
H.C. Andersen - hvordan var han egentlig?
Mexicos - Store Riger
Sjælland nord – i cykelhøjde
Paris – byernes by
IKA MARKED - gennem 27 år
Skal vi hejse Dannebrog, eller skal vi brænde det?
Hven – i cykelhøjde
Sydfyn og Det Fynske Øhav - i cykelhøjde
Bulgarien – et smukt og alsidigt land
Sydafrika – en regnbuenation
Søren Aabye Kierkegaard - hvordan var han egentlig?
Kaj Munk - hvordan var han egentlig?
Vendsyssel - i cykelhøjde
N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig?
Cornwall – den sydvestlige del af England
Læsø ”Kattegats Perle” – i cykelhøjde
Ti Radioforedrag - fra The Big Bang til år 1380
Ti Radioforedrag - fra år 1380 til år 1682
Chile – det lange land i ly af Andesbjergene Peru – inkaernes land
Lissabon – en smuk og alsidig by
Frede Lauritsen - Herningvej 7B 1.1. 6950 Ringkjøbing Tf: 97 32 15 32
[email protected]

Chile - Peru 2009 - Hanne og Fredes hjemmeside

Transcription

Similar documents

Mr. Peru - Varde Gymnasium og HF

Sankt Jakob den Ældre.1 Jakob den Ældre i Bibelen.2

CAMINO - Foreningen af Danske Santiagopilgrimme