Sankt Jakob den Ældre.1 Jakob den Ældre i Bibelen.2

Sankt Jakob den Ældre.1
Jakob den Ældre i Bibelen.2
Oversættelse af legenden samt kommentarer ved lektor Poul E. Jørgensen.
e-mail: 33(a)gvdnet.dk
Matth. kap. 4, v18 Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han to brødre, Simon kaldet Peter og hans
bror Andreas, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. v19 Han sagde til dem: »Kom og
følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« v20 De lod straks garnene være og fulgte ham.
v21 Da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus' søn, og hans bror Johannes, i
båden sammen med deres far Zebedæus i færd med at ordne deres garn. Han kaldte på dem, v22 og
de forlod straks båden og deres far og fulgte ham.
Mk. kap. 1, v16 Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med
at kaste net i søen; for de var fiskere. v17 Jesus sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer
til menneskefiskere.« v18 Og de lod straks garnene være og fulgte ham. v19 Da han gik et stykke
videre, så han Jakob, Zebedæus' søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene.
v20 Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med
daglejerne og fulgte ham.
Luk. kap. 5, v4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres
garn ud til fangst!« v5 Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men
på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« v6 Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres
garn var ved at sprænges. v7 De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle
komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. v8 Da Simon
Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig
mand.« v9 For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de
havde fået v10 – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon.
Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« v11 Og de lagde
bådene til land og forlod alt og fulgte ham.
Luk. kap 8, v49 Endnu mens han talte, kommer der én fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din
datter er død. Gør ikke Mesteren mere ulejlighed.« v50 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham:
»Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive frelst.« v51 Da han kom til huset, tillod han kun Peter og
Johannes og Jakob og barnets far og mor at gå med ind. v52 Alle græd og jamrede over pigen. Men
han sagde: »Græd ikke, for hun er ikke død, hun sover.« v53 De lo ad ham, for de vidste, at hun var
død; v54 men han tog hendes hånd og råbte: »Pige, rejs dig op!« v55 Da vendte hendes ånd tilbage,
hun stod straks op, og han gav dem besked om at give hende noget at spise. v56 Og hendes forældre
blev ude af sig selv, men han forbød dem at sige til nogen, hvad der var sket.
Mk. kap. 10, v35 Så kom Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, hen til Jesus og sagde til ham:
»Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os.« v36 Han spurgte dem: »Hvad er det, I vil
have, at jeg skal gøre for jer?« v37 De sagde til ham: »Lov os, at vi må få sæde i din herlighed, den
ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.«
Matth. kap. 17, v1 Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte
dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. v2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt
lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. v3 Og se, Moses og Elias kom til syne for
dem og talte med ham.
Matth. kap. 26, v36 Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til
disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.« v37 Så tog han Peter og de to
Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst.
Mk. kap. 3, v13 Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ville, og de kom hen til
ham. v14 Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at
han kunne sende dem ud for at prædike v15 og have magt til at uddrive dæmoner. v16 Han valgte
de tolv: Simon, som han gav tilnavnet Peter, v17 og Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs
bror, dem gav han tilnavnet Boanerges, det vil sige »Tordensønner«, v18 og Andreas og Filip og
Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus' søn, og Thaddæus og Simon Kananæer
v19 og Judas Iskariot, ham som forrådte ham.
Luk. kap. 9, v52 Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig
mod Jerusalem som målet for sin rejse. v52 Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og
kom ind i en samaritansk landsby for at forberede hans ankomst. v53 Men dér ville de ikke tage
imod ham, fordi han var på vej mod Jerusalem. v54 Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte
de: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?« v55
Men han vendte sig om og satte dem i rette. v56 Så gik de til en anden landsby.
Apg. kap. 1, v9 Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham
bort fra deres øjne. v10 Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd
i hvide klæder hos dem. v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus,
som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare
op til himlen.« v12 Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem,
kun en sabbatsvej derfra. v13 Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de
plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og
Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. v14 De holdt alle i enighed
fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre.
Apg. kap. 12, v1 Ved den tid lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle
dem. v2 Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd.
Om Jakob den Ældre.3
Apostlen Jakob kaldes Jakob Zebedæus’ søn, eller Jakob, Johannes’ broder, eller Boanerges, det vil
sige tordensønnen, samt Jakob den Ældre. Han hedder nemlig Jakob, Zebedæus’ søn, ikke så meget
fordi han var en kødelig søn af Zebedæus, men også ifølge udlægningen af navnet. Zebedæus
betyder ’givende’ eller ’den givne’. Den hellige Jakob gav sig selv til Kristus ved sin martyrdød og
han er givet os af Gud til åndelig leder. Han kaldes ’Jakob, Johannes’ broder’ fordi han var hans
broder, ikke så meget i kødet, men også i ligheden i karakter. Begge havde samme iver i tjenesten,
samme interesse for at lære, samme ønske. Samme iver efter at hævne Herren, thi da samaritanerne
ikke ville tage imod Kristus, sagde Jakob og Johannes: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der
skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?« Samme iver efter at lære, for det var udelukkende de
to som udspurgte Kristus om dommens dag og andre kommende ting4. De havde begge samme
ønske at ville sidde på Kristi højre og venstre side. Han kaldes tordensønnen på grund af sin
højlydte prædiken, fordi han skræmte de onde, fik liv i de sløve og han skabte beundring hos alle på
grund sine ophøjede tanker. Derfor siger Beda5 om Johannes at han er en der tordner så
højtflyvende6, at hvis han havde tordnet en lille smule mere højtflyvende, havde alverden ikke
forstået ham. Jakob kaldes ’den Ældre’7, mens den anden Jakob kaldes ’den Yngre’8. For det første:
grunden til betegnelsen9 er at han som den første blev kaldet af Kristus. For det andet: grundet på
slægtsskabet, fordi Kristus synes at have haft større slægtsskab med ham end med den anden,
således som det var ved den unge piges opstandelse10 og ved den ærefulde forklarelse11. For det
tredje: grundet på martyriet. Thi han led martyriet12 som den første blandt apostlene. Han kan også
kaldes den ældre13 fordi han blev den første apostel14, ligesom han kan kaldes den ældre15 fordi han
som den første blev kaldet til æren i evigheden16.
Apostlen Jakob, Zebedæus’ søn, prædikede efter Herrens himmelfart først i Judæa og i Samaria17.
Derefter drog han til Spanien18 for dér at så Guds ord. Men da han så at han kun udrettede lidt og
dér kun havde fået ni disciple, efterlod han to der skulle prædike, og tog de syv andre med tilbage til
Judæa. Magister Johannes Beleth19 siger at han blot omvendte én. Mens han prædikede Guds ord i
Judæa, sendte en troldmand20 ved navn Hermogenes sammen med farisæerne sin discipel Philetus21
hen til Jakob for i jødernes22 nærvær at overbevise ham om at hans prædiken var løgnagtig. Men da
apostlen ved fornuftsgrunde i alles nærvær overbeviste ham om det modsatte og gjorde mange
mirakler i hans nærvær, drog Philetus tilbage til Hermogenes, idet han billigede Jakobs lære,
fortalte om miraklerne og var besluttet på at blive hans discipel, samt at Hermogenes på samme
måde burde blive hans discipel. Da gjorde den rasende Hermogenes ham ved trolddomskunst
aldeles stiv, så han slet ikke kunne røre sig og sagde: »Vi får se om Jakob kan løse dig.« Da sendte
Philetus ved sin tjener bud til Jakob og denne sendte ham sin svededug23, idet han sagde: »Han skal
tage denne svededug og sige: Herren rejser de nedbøjede24, han sætter de fangne i frihed25.« Straks
svededugen rørte Philetus, udstødte denne hånsord og, løsnet fra Hermogenes’ magiske lænker,
ilede han hen til Jakob. Rasende tilkaldte Hermogenes nogle dæmoner og befalede dem at de skulle
bringe Jakob bundet, sammen med Philetus, så han kunne hævne sig på dem, så hans disciple for
fremtiden ikke i den grad skulle håne ham. Da dæmonerne kom hen til Jakob, begryndte de,
hylende oppe i luften, at sige: »Apostel Jakob, hav medlidenhed med os, fordi vi allerede brænder
før vor tid er kommet.« Jakob sagde til dem: »Hvorfor kommer I til mig?« De svarede:
»Hermogenes sendte os for at føre dig og Philetus hen til ham, men straks da vi kom til dig,
lænkede Guds engel os med ildlænker og martrede os på det grusomste.« Jakob sagde til dem:
»Herrens engel skal løsne jer, og I skal vende tilbage til Hermogenes og bringe ham til mig i
lænker, men uskadt!« Og de drog afsted, fangede Hermogenes og bandt hans hænder på ryggen, og
således lænket førte de ham til Jakob idet de sagde til den fangne: »Du sendte os til et sted hvor vi
blev brændt og martret grumt.« Og til Jakob sagde dæmonerne: »Giv os magt over ham at vi kan
hævne den uret der er overgået dig og vores forbrændinger.« Jakob sagde til dem: »Dér står Philetus
foran jer, hvorfor pågriber I ikke ham?« De svarede: »Vi kan ikke engang røre en myre i din bolig.«
Jakob sagde til Philetus: »Lad os gengælde ondt med godt som Kristus lærte os26. Hermogenes
bandt dig, du skal løse hans lænker.« Da Hermogenes var kommet fri, stod han forvirret, og Jakob
sagde til ham: »Gå frit hvorhen du vil, for det er ikke vores fremgangsmåde at omvende folk der
ikke vil det.« Hermogenes svarede: »Jeg kender altfor godt dæmonernes raseri. Hvis ikke du giver
mig et eller andet jeg kan have på mig, vil de dræbe mig.« Jakob gav ham sin vandringsstav,
hvorefter Hermogenes gik sin vej og kom tilbage med alle sine trolddomsbøger for at apostlen
kunne brænde dem. Men Jakob, som var bange for at røgen kunne være til skade for ubefæstede
sjæle, befalede ham at kaste bøgerne i havet. Da det var sket, vendte Hermogenes tilbage til
apostlen og idet han omfavnede hans fødder, sagde han: »Du sjælenes frigører, modtag en angrende
som du har sparet hidtil, selvom han var misundelig og talte nedsættende om dig.« Derefter
begyndte han fuldt og helt at frygte Gud, i den grad at en stor mængde vidunderlige ting skete
gennem ham. Da jøderne så at Hermogenes var omvendt, gik de, bevæget af misundelse27, til Jakob
og gik i rette med ham fordi han prædikede om den korsfæstede Kristus. Men da Jakob ud fra
skrifterne klart påviste Kristi komme og martyrium28, troede de fleste.
Men ypperstepræsten for det år, Abiathar29, ophidsede folket mod ham, og efter at have lagt et reb
om apostlens hals, lod han ham føre til Herodes Agrippa30. Da Jakob på kongens bud skulle føres til
halshugning, anråbte en lammet mand, der lå på vejen, ham om helbredelse. Jakob sagde til ham: »I
Jesu Kristi navn, i troen på hvem jeg skal halshugges - rejs dig og velsign din skaber.« Straks rejste
han sig sund og rask og velsignede Herren. Men en skriver, som lagde rebet om halsen på apostlen
og trak ham og som hed Josias31, så dette og kastede sig for hans fødder, og idet han bad ham om
forladelse, anmodede han om at blive kristen. Da Abiathar så dette, lod han ham pågribe og sagde:
»Hvis du ikke forbander Kristi navn, bliver du halshugget sammen med Jakob.« Josias svarede:
»Vær du selv forbandet og forbandede være alle dine dage, men Jesu Kristi navn skal være
velsignet i al evighed.« Så befalede Abiathar at Josias skulle slås på munden med knytnæver, og
han sendte en anmodning til Herodes, at han kunne halshugges sammen med Jakob. Da nu begge
skulle halshugges, så bad Jakob bødlen om en krukke med vand og på stedet døbte han Josias.
Derefter led de begge martyriet ved halshugning.
Jakob blev halshugget den 25. marts, på Mariæ Bebudelsesdag, og den 25. juli blev han overført32
til Compostella, og den 30. december blev han begravet, fordi fremstillingen af hans gravmæle33
strakte sig fra august til januar. Den katolske kirke bestemte at hans festdag skulle fejres overalt d.
25. juli som er den mest praktiske årstid.
Som Johannes Beleth siger, som indgående skildrer denne overførelse, så fjernede hans disciple
liget om natten af frygt for jøderne34, anbragte det på en båd, og idet de overlod til det
guddommelige forsyn at bestemme gravens placering, steg de ombord på båden som var uden
styring. Med Herrens engel som fører, kom de til Galicien35 i Lupa’s36 kongedømme. Der var
nemlig i Spanien en dronning, hvis navn Lupa både var navn og udtryk for karakter37.
Da de tog liget fra skibet og lagde det på en stor sten, tilpassede denne sten sig på forunderlig vis
straks som voks til liget og blev til en sarkofag for den døde. Disciplene gik ind til Lupa og sagde:
»Den Herre Jesus Kristus sender til dig liget af hans discipel, som du får som død, da du ikke ville
modtage ham som levende.« Og de fortalte hende om det mirakel, at liget uden føring var kommet
derhen, og de bad om en egnet plads til at begrave ham.
Da dronningen havde hørt dette, sendte hun dem, if. samme Johannes Beleth, i bedragerisk hensigt
til en meget grusom mand, eller if. andre, til kongen af Spanien, for at få hans billigelse angående
sagen. Men han pågreb dem og satte dem i fængsel. Mens kongen sad til bords, viste en Herrens
engel sig i fængslet og lod dem gå ud i friheden. Da han fik det at vide, sendte han hurtigt soldater
efter dem, som skulle fange dem. Da imidlertid disse soldater gik over en bro, brød broen sammen
og de druknede alle. Da han hørte det, fortrød han og frygtede for sig og sine, og han sendte bud
efter dem og bad om, at de ville komme tilbage til ham, og de skulle få fuldt og helt hvad de
ønskede. De vendte så tilbage og omvendte byens befolkning til troen på Herren.
Da Lupa hørte dette, bedrøvedes hun heftigt, og da disciplene kom tilbage til hende og viste hende
kongens tilladelse, svarede hun: »Tag de okser som jeg har på det og det sted eller bjerg, spænd
dem for en vogn, bring jeres herres lig afsted og byg på det sted I synes.« Men dette sagde hun med
ulveagtig bagtanke. Hun vidste nemlig at okserne var utæmmede og vilde tyre, og derfor tænkte hun
at disciplene hverken kunne spænde dem for eller drive dem afsted, og hvis de fik tyrene spændt
for, ville disse rende frem og tilbage og således splitte vognen ad, kaste liget af og slå disciplene
ihjel.
Men der er ingen visdom der holder stand over for Herren38. Disciplene som ikke anede uråd, steg
op ad bjerget. En ildspyende drage39, som kom løbende imod dem, splittede de i to stykker, tværs
igennem dens mave, med korsets tegn. Da de også havde gjort korsets tegn over tyrene, blev disse
pludselig som lam, og da de var spændt for, anbragte de liget af St. Jakob på vognen, med stenen
som han var anbragt på. Okserne trak så, uden nogen kusk, liget lige ned midt i Lupa’s palads. Da
hun så dette og blev meget forbavset, troede hun og blev døbt, og alt hvad disciplene bad om, fik
de. Sit palads indviede hun til en kirke for St. Jakob og gav den mange gaver. Hun endte sit liv med
at gøre gode gerninger.
En mand ved navn Bernardus fra bispedømmet Modena40 var, således som pave Calixtus41
fortæller, engang blevet fanget og lagt i lænker i dybt nede i et tårn og anråbte hele tiden St. Jakob.
St. Jakob viste sig for ham og sagde: »Kom, følg mig til Galicien«, og da lænkerne var brudt
forsvandt helgenen, men Bernardus viklede lænkerne om sin hals, steg op på tårnets øverste del og
sprang ned i et eneste spring uden at komme til skade - selvom tårnet var 60 alen42 højt.
En mand, således som Beda fortæller, havde begået en meget stor synd mange gange. Biskoppen
vovede ikke at give ham absolution og sendte denne mand til Santiago43 med en seddel, som synden
var skrevet op på. Da manden på St. Jakobs festdag lagde sedlen på alteret og bad St. Jakob at han
ved sine fortjenester ville udslette hans synd. Da han senere efterfølgende åbnede sedlen og fandt alt
var slettet, takkede han Gud og St. Jakob og fortalte offentligt alle om det skete.
Tredive mænd fra Lorraine44, således som Ubertus Bysuntinus45 fortæller, som ca. i det Herrens år
1080 drog til Santiago, lovede hinanden, med én undtagelse, indbyrdes hjælp. En af dem blev syg
og ledsagerne ventede på ham i femten dage. Så blev han efterladt af alle, men blev passet af ham
der ikke havde afgivet løftet. Det var ved foden af Mont-Saint-Michel46, men ud på aftenen døde
han. Den overlevende blev vældig bange på grund af stedets ensomhed og den afdødes nærvær og
nattens tætte mørke samt vildskaben hos barbarerne på egnen. Men straks viste St. Jakob sig i
skikkelse af en ridder, trøstede ham og sagde: »Overdrag mig den døde, og stig selv op bag mig på
min hest.« Således tilbagelagde de denne nat før solopgang femten dagsrejser til Monte do Gozo47
som kun ligger ca. en halv mil fra Santiago, hvor St. Jakob satte begge ned idet han befalede at den
levende skulle sammenkalde kannikerne fra St. Jakobs Kirke48 for at begrave den døde pilgrim,
ligesom han skulle sige til sine rejsefæller, at på grund af det brudte løfte var deres pilgrimsfærd
uden værdi. Han udførte hvad der var ham pålagt, og han meddelte sine forskrækkede rejsefæller
om sin rejse, samt hvad St. Jakob havde sagt.
Ca. i det Herrens år 1020 drog, således som pave Calixtus fortæller, en tysker med sin søn til
Santiago. Han indlogerede sig i Toulouse49 på en kro, men blev drukket fuld af kroværten. Denne
gemte et sølvbæger i hans rejsetaske50. Om morgenen da fader og søn drog afsted, satte værten efter
dem som var de tyveknægte og kaldte dem tilbage og anklagede dem for at have stjålet et
sølvbæger. Da de sagde til ham at han kunne lade dem straffe, hvis han kunne finde sølvbægeret
hos dem, og da han fandt det efter at have åbnet rejsetasken, blev de straks ført for en dommer.
Dommen lød at alt hvad de havde, skulle overgives til værten, og en af dem dømtes til at skulle
hænges. Men da faderen ville dø i stedet for sønnen og sønnen i stedet for faderen, blev sønnen
hængt og faderen drog sørgende videre mod Santiago. Da han efter 36 dage kom tilbage og
standsede ved sønnens lig og udtalte højlydte klageord, se, den hængte søn begyndte at trøste
hamog sagde: »Kæreste fader, du skal ikke græde. Aldrig har jeg haft det så godt, thi indtil nu har
St. Jakob været min støtte og han har givet mig nyt liv ved sin himmelske kærlighed.« Da faderen
hørte dette, løb han til byen og da folket kom, tog de pilgrimmens søn uskadt ned og hængte værten.
Hugo af St. Viktor51 fortæller, at Djævelen52 viste sig i St. Jakobs skikkelse for en pilgrim, der var
på vej til Santiago, og han hævdede, idet han mindede ham om dette livs elendighed, at han ville
være lykkelig, hvis pilgrimmen tog sig af dage for hans skyld53. Pilgrimmen greb et sværd og
dræbte sig selv omgående. Og da han, i hvis hus han opholdt sig, blev anset som mistænkt og
frygtede at skulle dø, da skete det med det samme, at han der var død, vågnede op og meddelte, at
da dæmonen54, som havde overtalt ham til at dø, havde ført ham til den endelige dom55, kom St.
Jakob derefter ilende og havde revet ham bort og ført ham for Dommerens trone, og trods
djævelenes56 anklager opnåede han at blive ført tilbage til livet.
Hugo, abbed fra Cluny57, fortæller at en ung mand fra egnen omkring Lyon58 som ofte plejede, med
stor fromhed, at drage til Santiago, forfaldt en nat til ukyskhed, da han var på vej derhen. Da han
drog videre, viste Djævelen sig en nat for ham i St. Jakobs skikkelse og sagde: »Ved du hvem jeg
er?« Da den unge mand spurgte ham hvem han var, sagde Djævelen: »Jeg er apostlen Jakob som du
plejer at opsøge hvert år. Du skal vide at jeg har stor glæde af din fromhed, men for nylig forlod du
dit hus og forfaldt til ukyskhed, og uden skriftemål formastede du dig til at komme til mig, som om
din pilgrimsfærd kunne behage Gud og mig. Dette er upassende, thi den der ønsker at drage på
pilgrimsfærd til mig, skal først bekende sine synder ved et skriftemål, og derefter som bod drage på
pilgrimsfærd.« Med disse ord forsvandt dæmonen59.
Så blev den unge mand bange og besluttede at drage hjem og bekende sine synder og derefter atter
at påbegynde rejsen. Så viste Djævelen sig igen for ham i St. Jakobs skikkelse og forsikrede, at han
slet ikke kunne få tilgivelse for hin synd med mindre han skar sine kønsdele af, og at han ville blive
endnu mere salig hvis han ville dræbe sig selv og blive martyr for helgenen. Den unge mand tog om
natten, hvor hans rejsefæller sov, et sværd og skar sine kønsdele af og derefter gennemborede han
sin mave med samme våben. Da hans rejsefæller vågnede og så dette, blev de meget bange og
flygtede bort, så de ikke skulle blive mistænkt for drab. Men da man gjorde graven rede, vågnede
den døde til live og fortalte alle der i forfærdelse var løbet væk, hvad der var hændt: »Da jeg på
dæmonens opfordring havde dræbt mig selv, greb dæmonerne mig og førte mig bort til Rom, og se,
St. Jakob løb efter os og rettede hårde anklager mod dæmonerne for bedrageri. Da de havde
skændtes længe, kom vi ved St. Jakobs tvang til en eng, hvor den Hellige Jomfru sad og talte med
mange hellige mennesker. Da St. Jakob havde beklaget sig over for hende angående min sag, gik
hun hårdt i rette med dæmonerne og besluttede at gengive mig livet. St. Jakob gengav mig altså
livet ved at støtte mig, som I ser.« Tre dage senere, hvor kun arrene var tilbage60, genoptog han sin
rejse, og den unge mand fortalte sine rejsefæller i enkeltheder hvad der var sket.
Pave Calixtus fortæller at en franskmand61 omkring det Herrens år 1100 med sin hustru og sine
sønner drog til Santiago, dels fordi han ville flygte fra pesten62 som var i Frankrig63, dels fordi han
ønskede at besøge Santiago. Da de kom til byen Pamplona64, døde hans hustru, og hans krovært
tilegnede sig alle hans penge samt den hest som børnene red på. Manden drog fortvivlet afsted idet
han dels bar børnene på skuldrene, dels trak dem efter sig. En mand på et æsel som de mødte, blev
grebet af medfølelse og lånte ham sit æsel, så drengene kunne ride på det. Da de kom til Santiago,
viste St. Jakob sig for manden, der vågede og bad, og spurgte om han kendte ham. Da han svarede
nej, sagde helgenen: »Jeg er apostlen Jakob som lånte dig mit æsel og jeg vil låne dig den til
tilbagevejen. Men du skal vide på forhånd at din krovært vil dø ved et fald fra sit tag, og at du skal
få alt det han stjal fra dig.« Da alle disse ting skete, drog han glad hjem, og da han havde løftet
drengene ned af æslet, forsvandt dyret i et nu.
En købmand, der uretfærdigt var blevet udplyndret af en ond og grusom fyrste65 og holdt i fængsel,
anråbte fromt St. Jakob om at komme ham til hjælp. St. Jakob viste sig for ham, mens vagterne var
der, og førte ham op til fangetårnets top. Dette bøjede sig straks helt ned til jorden, og han kunne,
løst fra sine lænker og uden at skulle springe, gå ud på jorden. Vagterne der forfulgte ham passerede
tæt forbi ham, men uden at de kunne se ham.
Ubertus Bysuntinus fortæller at da tre soldater fra bispedømmet Lyon66 var på vej til Santiago, blev
en af dem af en svag lille kone bedt om, for St. Jakobs kærlighed67, at have hendes taske på sin hest.
Dernæst så han en syg og udmattet mand på vejen og satte ham op på sin hest. Da han nu bar den
syges vandrestav og konens taske, fulgte han selv bagefter efter hesten. Men på grund af den
brændende sol og den møjsomme vej var han alvorligt syg da de kom til Galicien68. Da hans
rejsefæller bad for hans sjæls frelse i tre dage, hvor han lå helt tavs, men på den fjerde dag sagde
han med et dybt suk til sine rejsefæller, der afventede hans død: »Takket være Gud og St. Jakob, for
ved St. Jakobs fortjenester er jeg befriet. Da jeg ville gøre det som I formanede mig om, da kom
nogle dæmoner og lagde kraftig tvang på mig, så at jeg ikke kunne sige noget der kunne tjene til
min sjæls frelse. Jeg kunne nok høre jer, men jeg kunne slet ikke svare. Men nu kom St. Jakob
herhen. Han havde i sin venstre hånd konens taske, i sin højre den fattige mands stav, ting der
tilhørte de folk jeg havde hjulpet på vejen, men på en sådan måde at vandrestaven var et spyd og
tasken et skjold, og, som var han rasende, skræmte han dæmonerne, da han fór frem med hævet
stav, så de flygtede. Sådan befriede St. Jakobs nåde mig og gengav mig talens brug. Men tilkald en
præst til mig, for jeg kan ikke blive længere i dette liv.« Og vendt mod en af rejsefællerne sagde
han: »Kære ven, fra nu af skal du ikke længere tjene din krigsherre, da han i sandhed er fordømt og
vil dø en usalig død69 i nær fremtid.« Da soldaten efter kammeratens begravelse sagde dette til sin
herre, slog denne det hen og viste foragt for at forbedre sig, og han døde kort efter, gennemboret af
et spyd i en krig.
Da en mand fra Vézelay70, således som pave Calixtus fortæller, var på vej til Santiago og ikke
havde flere penge, skammede han sig over at tigge. Da han hvilede sig under et træ, drømte han at
St. Jakob gav ham at spise. Da han vågnede, så han ved sit hoved et brød, bagt under aske, som han
levede af i 15 dage, indtil han atter kom hjem. Hver dag spiste han to gange af det, og næste dag
fandt han atter brødet som urørt i sin taske.
Pave Calixtus beretter, at der blev sagt om en borger fra Barcelona71, som ca. i det Herrens år 1100
kom til Santiago, at han havde krævet dette ene, at han for fremtiden ikke skulle falde i fjenders
hænder. Da han kom sejlende tilbage via Sicilien72, blev han fanget af saracenere73 og solgt af dem
flere gange på markeder, men altid faldt de lænker, han var bundet med, af ham. Men da han var
blevet solgt for trettende gang og var blevet bundet med dobbelte kæder, og han påkaldte St. Jakob.
Denne viste sig for ham og sagde: »Da du i min kirke satte kroppens frihed over sjælens frelse, så
kom du ud i disse farer, men da Herren er barmhjertig, sendte han mig for at befri dig.« Straks faldt
kæderne itubrudte til jorden, og han drog gennem saracenernes lande og byer med en del af
kæderne som bevis på dette mirakel. Han vendte tilbage til sit eget land, set og beundret af alle. Hvis en eller anden ville fange ham, flygtede denne straks ved det blotte syn af kæder. Hvis løver
eller andre ville dyr ville kaste sig over ham når han kom gennem øde egne, blev de ved synet af
kæden omgående slået af overmåde angst og greb straks flugten.
I en by ved navn Prato74, mellem Firenze og Pistoia75, stak en ung mand, forledt af sin bondske
enfold, i det Herrens år 123876, dagen før St. Jakobs dag77, ild på sin formynders korn, fordi
formynderen ville bemægtige sig hans arv. Han blev pågrebet, tilstod og blev dømt til at blive
trukket på jorden efter en hest og derefter brændt. Han skriftede sin synd og hengav sig til St.
Jakobs beskyttelse. Da han blev trukket hen over den stenede jord, blot iklædt en skjorte, blev han
hverken revet på kroppen eller på skjorten. Så binder de ham til en pæl og der dynges brænde op
omkring ham. Da der er sat ild til, brænder brændet og rebet han er bundet med. Men da hanhele
tiden påkalder St. Jakob, findes der ingen skade, hverken på hans skjorte eller på hans krop. Da de
atter vil kaste ham i ilden, rives han bort derfra af folket og Gud prises højlydt ved sin apostel.
1
Der gengives her to tekstgrupper: 1. Jakob den Ældre i bibelen og 2. Jakob den Ældre if. Legenda Aurea
Dansksprogede bibelcitater i noterne er fra den autoriserede bibeloversættelse af 1992. - Bemærk følgende
forkortelser i noterne: Matth. = Matthæus-Evangeliet, Mk. = Markus-Evangeliet, Luk. = Lukas-Evangeliet, Johs. =
Johannes-Evangeliet, Apg. = Apostlenes Gerninger, samt GT = Gamle Testamente og NT = Ny Testamente.
3
Teksten er oversat af Poul E. Jørgensen fra latin efter Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio
Secunda (Dresden und Leipzig 1850), s. 421-431 = De sancto Jacobo majore. - Jacobus a Voragine var født ca. 1228 i
nærheden af Genua i Italien og døde i 1298. Han var dominikaner og endte som ærkebiskop i Genua. Han forfattede en
række teologiske værker, men blev berømt i den daværende romersk-katolske kristenhed for sit legendarium der blev
samlet mellem 1263 og 1273. Kilderne til legendariet er til dels kendte, idet han angiver flere af dem i sin samling (f.
eks. Eusebius: Historia Ecclesiastica; Hieronymus: De vitis apostolorum; Isidor af Sevilla: De ortu et obitu patrum;
Vincent de Beauvais: Speculum historiale; diverse apokryfer m.m), ligesom han i legenden om Jakob den Ældre
angiver Beda, Hubert de Besançon, Johannes Beleth og pave Calixtus II. - Den nuværende titel Legenda Aurea, den
Gyldne Legende, fik samlingen først lang tid efter Jacobus’ død. Den har cirkuleret under flere titler, således Vitae
Sanctorum a praedicatore quodam (= Helgenernes Liv, af en præst), Nova Legenda (= Ny Legende) eller Novum
Passionale (Ny Martyrbog). Især er blevet hængende, som en art undertitel, Historia Lombardica, efter samlingens tekst
nr. 181: De sancto Pelagio papa (= Om den hellige pave Pelagius), som rummer en art Lombardiets historie.
Henvisninger til Legenda Aurea ses i det følgende ved forkortelsen LA.
Man ser undertiden samlingens legender betragtet som eksemplariske tekster, som de bedste eller korrekteste versioner
o.l., men det er en fejl. Jacobus bearbejdede rask væk sine forlæg, forkortede i dem, undertiden ret voldsomt. Han
indledte ofte de enkelte legender med etymologiske betragtninger over helgennavnene, ud fra princippet Nomen est
omen, dvs. navnet udsiger noget om personen. Hans etymologier er til tider vilde gætterier, således som det var ganske
almindeligt i middelalderens etymologiske overvejelser. - Samlingen blev yderst populær i middelalderen. Den blev
spredt over hele det romersk-katolske Europa, samt oversat til folkesprogene, enten i sin fulde helhed eller ved
enkeltlegender. - En moderne forsker vil nok betragte legender af Jakob den Ældre-typen som en art historiske romaner,
lidt à la Johannes V. Jensen: Kongens flugt eller Thit Jensen: Stygge Krumpen. Men middelalderens kristne betragtede
legenderne som historisk sandhed på linje med bibelens beskrivelser, hvilket ses af f. eks. datidens billedkunst. Her kan
man se helt ubibelske scenerier som Jesu skolegang (kalkmaleri i Tuse Kirke, ved Holbæk) eller Veronica med
svededugen (kalkmaleri i St. Petri Kirke, Malmö), side om side med billeder af fødselsscenen i stalden eller fra
korsfæstelsen på Golgatha. Legendernes scenerier har middelalderens mennesker næppe betragtet som mere utrolige
end bibelens beskrivelser af syndfloden eller af Jonas i hvalfiskens bug. - I det lys skal legendernes undertiden vilde
fantasterier ses.
Jakob den Ældre, på dansk ofte kaldet St. Ib, ses afbilledet på kalkmalerier i talrige danske kirker. Han kan i reglen
kendes på sin ibsskal, sin vandrestav og rosenkrans, madpose og vandflaske, idet han var helgen for pilgrimme. - Kirker
til hans ære ligger ofte i kystbyer, da han også var helgen for søfarende. Således er der St. Ibskirker, bl. a. Vordingborg
og i Roskilde, i Horsens har der været et St. Ibs kapel, der senere er omdøbt til Vor Frelsers Kirke, på Hven er der en St.
Ibs kirke, byen Ibsker på Bornholm har navn efter den lokale St. Ibskirke etc.
Kulten omkring Jakob den Ældre, med valfartsstedet Santiago de Compostela som helt central lokalitet, synes først at
begynde i 800-tallet med fundet af en grav, som blev påstået rummede Jakobs lig. I højmiddelalderen går
pilgrimsstrømme fra hele Europa til Santiago. I Danmarks ser vi det tydelige ekko i form af talrige fund af de såkaldte
ibsskaller.
Naturligvis findes der en mængde bøger om Santiago som helligt sted og om færden dertil, på dansk således Tue og
Bodil Gad: Rejsen til Jakobsland (Forlaget Wormianum) eller Jørgen Johansen: Vejene til Santiago (Gyldendal). - Se
også http://www.santiagopilgrimme.dk/page19/page19.html
4
udspurgte Kristus om dommens dag og andre kommende ting: der refereres formentlig til Mk. kap. 13, v.3 - v.37
(incl.).
2
5
Beda: engelsk teolog og historiker (ca. 672-735). Beda var en af de store autoriteter i middelalderen. I 1899 blev han
under pave Leo XIII udnævnt til Doctor Ecclesiae (kirkelærer), en hyldest til en person hvis virke og skrifter har øvet
afgørende indflydelse på den katolske kirke.
6
en der tordner så højtflyvende: LA s. 422 har qui tam alte intonuit, vel med ordspil på altus = 1) højlydt, 2)
højtflyvende.
7
den Ældre: LA s. 422 har major = større. Det forklarer det følgende om Jakobs tilnavn
8
den Yngre: LA s. 422 har minor = mindre.
9
betegnelsen: - på latin Jacobus major = Jakob den større.
10
den unge piges opstandelse: der refereres til Mk. kap. 5, v. 35-42: v35 Endnu mens han talte, kommer der nogle fra
synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?« v36 Men da Jesus
hørte, hvad der blev sagt, sagde han til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!« v37 Og han tillod ikke andre end
Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, at følge med. v38 Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en
larmende hob, som både græd og jamrede meget, v39 og han gik ind og sagde til dem: »Hvorfor larmer og græder I?
Barnet er ikke død, hun sover.« v40 De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine
ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå. v41 Så tog han barnets hånd og sagde til hende: »Talitha kum!« – det
betyder: »Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!« v42 Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år
gammel.
11
forklarelse: der refereres til ’forklarelsen på bjerget’, skildret i Matth. kap. 17, v.1-3: v1 Seks dage efter tog Jesus
Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. v2 Og han blev
forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. v3 Og se, Moses og
Elias kom til syne for dem og talte med ham. Den danske betegnelse forklarelse synes overtaget fra tysk Verklärung, da
Kristus bliver lysende og klar. På latin bruges transfiguratio (således også LA s. 422), som betyder ændring i skikkelse
eller forvandling. Tilsvarende hedder det på græsk metamorphosis = forvandling.
12
led martyriet: se første tekstgruppe ’Jakob den Ældre i Bibelen’, med henvisning til Apg. kap. 12, v. 1.
13
den ældre: LA s. 422 har major = den større.
14
den første apostel: udsagnet grunder sig på Matth. kap. 4, v. 18-22. Se første tekstgruppe ’Jakob den Ældre i
Bibelen’.
15
den ældre: LA s. 422 har major = den større.
16
som den første blev kaldet til æren i evigheden: på grund af martyriet. Som den første = som den første apostel.
Andre kendte apostle der led martyrdøden var Simon Peter, Paulus, Andreas og Filip. Se også http://kathzdw.ch/maria/apostel.html
17
Jakob […] prædikede efter Herrens himmelfart først i Judæa og i Samaria: dette står ikke eksplicit i bibelen. Der
refereres utvivlsomt til Apg. kap. 8, v. 1-5: v. 1 [...] Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i
Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria. [...] v4 De, der var blevet spredt,
begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet. v5 Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus. Det
er lidt forvirrende da Filip var apostel, men muligvis vælger legenden at se bort fra ordene undtagen apostlene.
18
Derefter drog han til Spanien: dette står slet ikke i bibelen.
19
Johannes Beleth: højt anset fransk liturgiker og teolog (ca. 1135-1182). Der refereres muligvis til værket Summa de
ecclesiasticis officiis.
20
troldmand: LA s. 422 har magus. Hermogenes er ikke omtalt i bibelen i forbindelse med Jakob, men i NT, Andet
Timotheusbrev kap. 1, v. 15, hvor Paulus skriver: Som du ved, har alle i provinsen Asien vendt sig fra mig, blandt dem
Fygelos og Hermogenes. Hermogenes er altså ikke omtalt som magus, men kun som modstander af Paulus eller måske
som frafalden. - Men NT kender to andre magi: troldmanden Simon (på latin Simon Magus), se Apg. kap. 8, v. 5-24 og
troldmanden Barjesus, se Apg. kap. 13, v. 6-12. Simon betegnes som en først omvendt, men senere vildfaren og en
fidusmager, som dog efter belæring afstod fra sine kunster, mens Barjesus var modstander af den kristne lære. Barjesus
betegnes desuden som en falsk profet.
21
Philetus: omtalt i NT, Andet Timotheusbrev, kap. 2, v. 16-18, men ikke specielt i forbindelse med Hermogenes: v16
Hold dig fra den ugudelige, tomme snak, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, v17 og deres lære vil
brede sig som kræft. Til dem hører Hymenæus og Filetus, v18 som begge er kommet bort fra sandheden ved at påstå, at
opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbryder troen hos mange. - Forklaringen på den besynderlige påstand at
opstandelsen allerede har fundet sted, er at Hymenæus og Filetus er gnostikere som mener, at ved gudstroen har de
fundet livet og er dermed opstået fra de døde, læs: fra den åndelige død, til det nye liv i Kristus, mens den officielle
kirke hævder at med opstandelsen menes den legemlige opstandelse, og denne finder først sted efter den legemlige død,
jf. kommentar i Einheitsübersetzung der Heiligen Schrift (Stuttgart 1980), s. 1331. - Den gnostiske lære ansås af
romerkirken som kættersk.
22
jødernes: - ordet bruges i legenden på samme måde som især i Johannes-Evangeliet, om jøderne som tilhængere af
den gammeltestamentelige tro og som modstandere af eller skeptikere over for den nye kristendom.
23
svededug: LA s. 422 har sudarium = svededug, afledt af verbet sudare = svede. Handlingen er naturligvis inspireret
af Veronikas svededug, som hun if. legender rakte Jesus på dennes vej til Golgatha, og som derved fik helbredende
egenskaber.
24
Herren rejser de nedbøjede: citat fra GT, Salmernes Bog, salme 146, v. 8.
25
han sætter de fangne i frihed: citat fra GT, Salmernes Bog, salme 146, v. 7.
26
Lad os gengælde ondt med godt som Kristus lærte os: - det nærmeste er NT, Romerbrevet (skrevet af Paulus), kap.
12, v. 17: Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker, eller NT, Første
Petersbrev (skrevet af Peter), kap. 3, v. 9: Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod
med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. - I GT, Salmernes Bog, salme 109, v. 5 står der: De gengælder
mig godt med ondt, kærlighed med had. Stedet sås i middelalderen som en præfiguration af Kristi lidelser, hvorfor vi i
teologiske skrifter ser det modsatte anbefalet som en kristelig grundsætning: at gengælde ondt med godt.
27
misundelse: LA s. 423 har zelus. Beretningen er vel inspireret af Apg. kap. 17, v. 5: Men jøderne blev misundelige
(Vulgata: zelantes).
28
ud fra skrifterne klart beviste Kristi komme og martyrium: beretningen er vel inspireret af Apg. kap. 17, v. 1-4: v1
De rejste gennem Amfipolis og Apollonia og nåede til Thessalonika, hvor jøderne havde en synagoge. v2 Efter sædvane
gik Paulus hen til dem, og tre sabbatter i træk førte han samtaler med dem ud fra Skrifterne. v3 Han udlagde dem og
forklarede, at Kristus måtte lide og stå op fra de døde, og sagde: »Denne Jesus, som jeg forkynder for jer, er Kristus.«
v4 Nogle af jøderne blev overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas, og det gjorde også mange gudfrygtige grækere
og ikke få fornemme kvinder.
29
Abiathar: hebraisk navn, men personen forekommer ikke i NT.
30
Herodes Agrippa: historisk person. Der tænkes vel på Herodes Agrippa II, som er omtalt i forhøret af Paulus i Apg.
kap. 25.
31
Josias: hebraisk navn, men personen forekommer ikke i NT.
32
overført: LA s. 424 har translatus (infinitiv transferre) som er det faste udtryk for overførelse af helgeners lig til et
blivende hvilested, i reglen i en kirke. Substantivet dertil hedder translatio, som også er en fast vending i den
forbindelse.
33
gravmæle: LA s. 424 har sepulchrum. Der tænkes på en sarkofag, se senere i teksten.
34
af frygt for jøderne: udtrykket er vel inspireret af Johs. kap. 19, v. 38: Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus,
men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef
kom så og tog Jesu legeme ned.
35
Galicien: region i det nordvestlige Spanien. På latin Galicia, sml. LA s. 424.
36
Lupa: er en kvinde. Navnet betyder på latin ulvinde (ulv = lupus).
37
både var navn og udtryk for karakter: - jf. det i note 3 omtalte Nomen est omen.
38
Men der er ingen visdom der holder stand over for Herren: LA s. 425 har Sed non est sapientia contra Deum. Det er
et citat fra GT, Ordsprogenes Bog, kap. 21, v. 30: (Vulgata) Non est sapientia, non est prudentia, non est consilium
contra Dominum = (1992) Ingen visdom, ingen forstandighed, intet råd gælder over for Herren. - Lidt mere mundret er:
Ingen visdom, ingen forstandighed, intet råd holder stand over for Herren (efter inspiration fra Martin Luther).
39
drage: dragen er i legender symbol på djævelen, sml. St. Georgs kamp mod en drage. Symbolet stammer fra bibelen,
nok især fra NT, Johannes’ Åbenbaring kap. 12 og 13. - Muligvis skal dragens tilsynekomst antyde, at Lupa også er
troldkvinde.
40
fra bispedømmet Modena: Modena er en provins i Italien, med navn efter hovedbyen af samme navn. LA s. 425
skriver: de episcopatu mutinensi, idet Modena på latin hedder Mutina.
41
pave Calixtus: der er tale om pave Calixtus II (død 1124), som angiveligt skrev værket De Miraculis Sancti Jacobi
Apostoli = Om apostlen St. Jakobs mirakler. - Navnet staves også Callistus.
42
60 alen: en romersk alen, en såkaldt cubitum, er ca. 44 cm.
43
til Santiago: LA s. 425 har ad sanctum Jacobum = til sankt Jakob. Her må det være byen Santiago (de Compostela).
Det samme er tilfældet ved de følgende eksempler på oversættelsen Santiago.
44
Lorraine: provins i det østlige Frankrig (på tysk Lothringen). LA s. 426 skriver Lotaringia.
45
Ubertus Bysuntinus: også skrevet Hubertus Bisuntinus, på fransk Hubert de Besançon. If. A. Sevestre: Dictionnaire
de Patrologie, Bd. 3 (Paris 1854) sp. 379 vides næsten intet om ham, ud over at han er nævnt her og der i forbindelse
med legender om St. Jakob, samt at han var kannik (chanoine) i Besançon i Frankrig. Søgninger på nettet viser ikke
afgørende nyt.
46
Mont-Saint-Michel: LA s. 426 skriver mons sancti Michaelis = St. Mikaels bjerg. Mont-Saint-Michel er en klippeø
ved Normandiets kanalkyst, forbundet med fastlandet ved en tange. Øen rummer et mægtigt klosteranlæg og en kirke,
viet til ærkeenglen Mikael. De første kirkelige bygninger skal stamme fra begyndelsen af 700-tallet. Anlægget var
gennem århundreder et kendt valfartssted.
47
Monte do Gozo: LA s. 426 skriver Mons Gaudii = glædens bjerg, angiveligt kaldet sådan fordi pilgrimmene fra dette
bjerg kunne se Santiago i det fjerne. Monte do Gozo er galicisk, men bjerget på castiliansk kaldes Monte de Gozo.
48
kannikerne fra St. Jakobs Kirke: LA s. 426 skriver canonicos sancti Jacobi, ordret = St. Jakobs kanniker. Sanctus
Jacobus - eller vel rettere Sancti Jacobi - refererer næppe til byen Santiago, men snarere til katedralen i byen.
49
Toulouse: i Sydfrankrig. LA s. 426 skriver Tolosa.
50
rejsetaske: LA s. 426 bruger ordet malha, som er et låneord fra germansk (oldhøjtysk malaha), sml. fransk malle =
kuffert.
51
Hugo af St. Viktor: fremtrædende middelalderlig teolog og filosof, vistnok flamlænder, født ca. 1096, død 1141.
Levede en stor del af sit liv i Paris. LA s. 427 kalder ham Hugo de sancto Victore.
52
Djævelen: LA s. 427 har dyabolus = Djævelen. Jeg vælger at skrive Djævelen med stort da ordet her har karakter af
et egennavn, og ikke blot er en tilfældig djævel. Den latinske Vulgata kender kun ordet i ental og opererer ikke med
djævle i flertal. Disse forekommer derimod i hobetal i middelalderens legender og teologiske litteratur, og ikke mindst i
malerkunsten, f. eks. på danske kirkers kalkmalerier. I nærværende legende bruges flertalsformen daemones for
”djævle”. - De dæmoner, som Jesus i flere tilfælde uddriver fra ”besatte” personer, synes ikke at have helvede som
hjemsted, og opfattes vel normalt som en omskrivning af sygelige psykiske tilstande. Vulgata taler her om dæmonia
(ental dæmonium).
53
hvis pilgrimmen tog sig af dage for hans skyld: Djævelen lever her til fulde op til betegnelsen ”løgnens fader”, som
han betegnes som i Johs. kap. 8, v. 44. - Fælden, som Djævelen her lægger, ligger i at selvmordere i middelalderen
betragtedes som fordømte, da selvmordet var en dødssynd.
54
dæmonen: LA s. 427 har daemon.
55
den endelige dom: for Guds domstol
56
djævlenes: LA s. 427 har daemonibus (ablativ pluralis af daemones).
57
Hugo, abbed fra Cluny: fremtrædende teolog og kirkereformator. Levede 1024-1109. Cluny ligger i Frankrig, nord
for Lyon. LA s. 427 kalder ham Hugo abbas Cluniacensis.
58
fra egnen omkring Lyon: LA s. 427 har de territorio Lugdunensi. Lugdunensi er et adjektiv i ablativ (nominativ
lugdunensis = lyon’sk), idet Lyon på latin hedder Lugdunum.
59
dæmonen: LA s. 427 har daemon. Dette ord bruges flere gange, hvor teksten først har omtalt dyabolus. Ordet dæmon
synes i den forbindelse blot anvendt for den stilistiske variations skyld.
60
hvor kun arrene var tilbage: de afskårne kønsdele gendannes åbenbart ikke.
61
franskmand: LA s. 428 har francus.
62
pesten: LA s. 328 har mortalitatem, akkusativ af mortalitas. Mortalitas betyder i klassisk latin dødelighed.
63
Frankrig: LA s. 428 har Francia.
64
til byen Pamplona: by i det nordøstlige Spanien (syd for Bilbao). Byen ligger/ lå på en af pilgrimsvejene til Santiago,
på den såkaldte Camino Francés = den franske vej. LA skriver s. 428 ad urbem Pampillonem. Pampillonem er
akkusativ af Pampillonis, som er et adjektiv. Ad urbem Pampillonem betyder altså ”til den pampillonske by”. Bynavnet
isoleret hed på latin Pampillona (med en del varianter).
65
en ond og grusom fyrste: LA s. 428 har tyrannus, der synes brugt i den klassiske betydning. Nogen konkret fyrste er
der selvfølgelig ikke tale om.
66
bispedømmet Lyon: LA s. 428 har Lugdunensis diocesis. Lugdunensis er et adjektiv (= lyon’sk), idet Lyon på latin
hedder Lugdunum.
67
for St. Jakobs kærlighed: LA s. 428 har amore sancti Jacobi. Vendingen amore sancti NN, eller hyppigere pro amore
sancti NN, er almindelig i middelalderlige skrifter. Betydningen er: måtte den og den helgen belønne dig for for det.
68
Galicien: den provins i Nordvest-Spanien hvor Santiago ligger. LA s. 428 kalder den Galicia.
69
en usalig død: LA s. 429 har mala morte, ordret: en dårlig død. Her må det vel nærmest betyde en død, der fører lukt
ind i fortabelsen.
70
Vézelay: by i det centrale Frankrig. LA s. 429 har Vilizilaco, ablativ af Vilizilacum.
71
(fra) Barcelona: by i Spanien. LA s. 429 har Barcillonae, genitiv af Barcillona.
72
(via) Sicilien: LA s. 429 har Siciliam, akkusativ af Sicilia.
73
saracenere: muslimer, hedninge. LA s. 429 har saracenis, ablativ pluralis af saracenus. Ordet etymologi er usikker.
74
Prato: LA s. 430 har formen Pratum.
75
Firenze og Pistoia: LA s. 430 har Florentiam et Pistorium, som er akkusativ. Nominativerne lyder Florentia,
Pistorium.
76
i det Herrens år 1238: LA s. 429 har Anno domini CCXXXVIII = 238, som klart er en trykfejl. Hvis Graesses forlæg
skulle have haft 238, ville han have kommenteret stedet. Her mangler altså M = 1000, så skrivningen burde lyde anno
domini MCCXXXVIII. - Sml. ældre udgaver af Legenda Aurea på nettet, f. eks. et Strassburg-tryk fra 1502 som har
Anno dñi. M.cc.xxxviij, se http://tinyurl.com/nu53b4o
77
dagen før St. Jakobs dag: LA s. 430 har in vigilia sancti Jacobi, som er 24. juli. St. Jakobs dag er så 25. juli
(sammenlign dansk sankthansaften og sankthansdag, mortensaften og mortensdag).