Læs og hent! (PDF, 1.65MB)

Veteranen
Fremtiden hviler på fortiden
Udgivet af Aalborg Idrætsarkiv
Nummer 4 . December 2006
Forside: Knud Erik Færgemanns maleri: »AaB« (Klubhuset på Ny Kærvej)
Side 2: Aalborg Idrætsarkivs beretning 2006
Side 3: Idrætsanlæg og husvildebarakker mellem Ny Kærvej og Over Kæret
Side 10: Kricketsportens start i Aalborg v Side 14: Hvorfor bokser?
Side 20: Ministerpræsident i Haraldslund
Aalborg Idrætsarkivs
beretning 2006
Af Poul-Erik Madsen
Velkommen til et nyt nummer – det
fjerde i rækken – af bladet »Veteranen«.
Vi er meget stolte af at kunne præsentere
årets historier i en lottere udgave – nu
også med farver.
I 2006 har vi haft den glæde, at
materiale til arkivet er strømmet ind.
Der er blevet brugt rigtig mange kræfter
af alle frivillige for blot at følge med,
med registrering og behandling af det
indkomne materiale. Ikke mindst med
fortsat at inde plads på reolerne. Vi lider
alvorligt af pladsmangel. Vore planer om
en udvidelse har kommunens politikere
og embedsmænd foreløbig sat på »stand
by« til planerne om »Nordkraft« bliver
en realitet. Vi ville gerne udvide her, hvor
vi er; men vi er da åben for en lytning til
»Nordkraft« eller til en af de bygninger,
der kan blive ledige, hvis andre lytter til
»Nordkraft«.
Vore samlinger har efterhånden en
størrelse, der gør dem interessante. Ikke
blot for de klubber, der ved jubilæer
og lignende har behov for at dykke
ned i egen historie; men også udenfor
sportens verden er der mange, der retter
henvendelse til os – f.eks. i forbindelse
med slægtsforskning.
Fra Universitetet har man fået øje på
os. Lone Simonsen og Mathilde Storvang
er to studerende fra historiestudiet på
AU, der den 1. november kan alevere
den afgangsopgave, der skal gøre dem
til cand. mag. i historie. Opgaven har
fået titlen »Idrætten i mellemkrigstidens
Aalborg« og materialet til opgaven er i
stor udstrækning hentet i vore samlinger.
Hver uge har vi mange besøgende, der
blot kommer for at se vores udstilling og
få en snak om tidligere tiders idrætsliv i
Aalborg. Vort håb er, at også skolerne vil
sende skolebørn på besøg. På den måde
kan vi være med til, at Aalborgs klubber
og idrætsfolk bliver kendt af de nye
generationer.
Aalborg Idrætsarkiv
Skydebanevej 1 / Vestre Fjordvej 23 . 9000 Aalborg
Tlf. 98 16 64 99 . www.idraetsarkiv.dk . [email protected]
Styrelse
Leder og medarbejdere
Inga Højmark, Sifa
Leo Møller, Sifa
Poul-Erik Madsen, arkivets leder
Poul-Erik Madsen, 98 14 08 90
Eigil Christensen
Leo Krogh Hansen
Birthe Wendt Jensen
John Qvist
Leif Bruno Sørensen
John Sørensen
Jahn Poulsen
Peer Steen Hansen
2
Idræts
anlæg og husvildebarakker mellem Ny Kærvej og Over Kæret
Ny Kærvej-anlægget
Historien om dette pragtfulde idrætsanlæg med den ine placering i forhold
til Aalborgs centrum startede allerede
den 30. april 1913, hvor vi gennem et
mødereferat dateret den 1. maj 1913
for første gang hørte om en vis
foreningsinteresse for en plads ved
Gugvej og en plads ved Ny Kærvej.
Mødet, der fandt sted i Karolinelund,
valgte nedenstående idrætsmænd til
på samtlige under SIFA sorterende
boldspil- og fodsportsmænds vegne at
se på de to idrætspladser, der kan være
tale om at få overladt af kommunen
og afgive skøn over, hvilken man bør
foretrække: Aalborg Boldspilklub af
1885 (AaB) deltog med Konrad Sørensen, Anders Hansen og P. Thorsen,
3
Ny Kærvej 1985.
Gamle AaB-drenge (fra venstre Poul Munk,
Erik Petersen, Ernst Schøn og Svend Erik Nielsen)
i ruinerne af deres gamle klubhus.
Da Aalborg Boldspilklub af 1885 forlod anlægget
på Ny Kærvej rykkede bl.a. B52 ind i en periode.
Af Peer Steen Hansen
Aalborg Fodboldklub med Chr. Rosenørn
Nielsen, Hemmer Hansen og Ørnbo
og Aalborg Fodsports Forening (AFF)
med B. Dietzel, der lovede at møde med
yderligere to fodsportsmænd.
De førstnævnte seks repræsentanter
mødte næste morgen, hvorimod ingen
mødte for fodsportsforeningen.
Efter at have beset begge pladser
og drøftet deres beliggenhed m.m.
indgående enedes man om at udtale:
»Pladsen ved Gugvej er meget tiltalende og behøver ingen planering; den
er tillige den største. Pladsen har dog også
nogle ikke nærmere beskrevne mangler,
som gør, at man bør foretrække pladsen
ved Ny Kærvej, selvom vi foreløbig kun
kan få en opvisningsbane for fodbold og
cricket.
Man kommer ikke uden om den
kendsgerning, at fodboldspillet er det
økonomisk bærende, og at det er det, der
samler ungdommens interesse, hvilket
for øvrigt bedst se deraf, at der i fjor var
anmeldt ni fodboldhold til turneringen.«
Af referatet fremgik det, at man var
indforstået med at vente på øvelsesbanerne. Opvisningsbanen først og
senere resten. De nuværende øvelsesbaner på Eksercerpladsen var jo nemlig
stadig til disposition.
»At publikum kan se opvisningsbanen
fra Hobrovej – byens søndagsstrøg –
forekommer os at være det stik modsatte
af en mangel ved den.
Fordelene er mange og store:
a. Læforholdene er fuldt så gode som på
den førstomtalte plads på Gugvej.
b. Pladsen er altid tør.
c. Pladsen vil, når Sporvejene kommer,
blive overordentlig let tilgængelig
og er selv nu lettere tilgængelig for
hovedparten af idrætsmænd.
d. Der vil kunne påregnes en overordentlig forøgelse af publikum ved
opvisninger, så at det bliver muligt at
arrangere kampe med københavnere
og måske endog med englændere.
Betydningen heraf behøver vi næppe
at påpege nærmere.«
Det blev Ny Kærvej, der blev den nye
boldspilplads, men først i 1934.
På et byrådsmøde den 4. maj 1931
behandlede byrådet et fra Aalborg
Boldspilklub af 1885 indgået andragende
om leje af areal til sportsplads øst for
Hobrovejens Skole. Markudvalget bemærker til sagen, at det er for store
summer, der skal anvendes for at bringe
det omhandlede areal i stand til det
nævnte formål efter klubbens ønske,
men da Hobrovejens Skole derved får en
udmærket sportsplads, kan udvalget efter
omstændighederne anbefale planens
gennemførelse, dog på betingelse af, at
skolen afholder udgifterne til den årlige
vedligeholdelse af pladsen.
Sagen vedtoges i princippet, idet
spørgsmålet om bevillingen hertil og om
arbejdets igangsættelse senere vil være at
forelægge for byrådet.
Efterfølgende blev banerne anlagt som
et beskæftigelsesarbejde i lighed med
lere andre større projekter i Aalborg.
Borgmester Marinus Jørgensen forelagde på byrådsmødet den 14. maj
1934 et andragende om at måtte lade
Spantehal C lytte fra udstillingsarealet
for Nordjysk Udstilling til sportspladsen
ved Hobrovejens Skole som klubhus for
AaB. Tilladelsen blev givet.
Betingelsen fra kommunens side
var, at banerne om dagen skulle stå til
rådighed i gymnastiktimerne for eleverne
på Hobrovejens skole og stå til rådighed
for AaB om aftenen og om søndagen.
Dengang var weekend et næsten ukendt
begreb. Lørdag var arbejdsdag, for
forretningsfolk en meget lang arbejdsdag,
så der var ikke frihed til idræt.
Inspektør på det nye – efter datidens
forhold imponerende anlæg – blev
Charles Ludvigsen, og alle – ikke mindst
gæstende klubbers spillere – kan mindes
den varme og velmente velkomst, han
altid gav.
Søndag den 14. oktober 1934 blev
den store dag, hvor AaB ik eget græs
4
under støvlerne. For en gangs skyld
var førsteholdets turneringskamp lyttet
fra Aalborg stadion til AaB’s stadion,
som den daværende formand Hartvig
Jensen benævnede det. Modstanderen
var Aalborg Freja, der blev besejret med
2-0. Det øsregnede, og visse steder stod
banen under vand. Men trods det dårlige
vejr overværede et par tusinde tilskuere
kampen og åbningshøjtideligheden.
En anden vigtig begivenhed for AaB i
1934 var medlemskabet af englænderen
Graham W. Lockey, der var en begavet
boldspiller i såvel cricket som fodbold,
og som senere blev dansk mester i golf.
Lockey kunne som engelsk statsborger
ikke komme på det danske landshold,
men i lere sæsoner blev han betegnet
som landets bedste innerwing.
I knap 36 år var anlægget rammen
omkring AaB’s sportslige og sociale liv.
Indretningen var i 1960’erne ved at blive
sprængt af en fantastisk medlemstilgang
på grund af den sportslige succes, AaB
5
Første træningssøndag 14. februar 1937.
AaB’s tredie sæson på banerne ved Ny Kæret kan
begynde. Siddende fra venstre: Hjalmar Nielsen,
ukendt, ukendt, Frantz Behrend, Henry Haack og
Anker Højfeldt. Stående: Svend Egon Christensen,
Carl Ejnar Hansen, Gunnar Hansen, Svend Hyttel,
Egon Johansen, Svend Jensen, Carlo Winther,
Børge Hoff og Richard Larsen.
havde på den tid, så bestyrelsen arbejdede
med planer for en udlytning. Der var
forskellige planer fremme, bl.a. en mulig
lytning til Hasseris, men enden på det
hele blev udlytningen til Aalborg Øst på
Hornevej med indvielse af anlægget den
25. juli 1970.
AaB’s baneanlæg på Ny Kærvej
var den 13. maj 1945 på klubbens 60
års dag rammen om – formodentlig
– det største folkelige møde i Aalborgs
historie. Anslået deltog omkring 40.000
mennesker i mødet, der var første
offentlige efter besættelsens ophør den 4.
maj. Blandt talerne var bl.a. Mogens Fog
og Frode Jakobsen fra Frihedsrådet.
Da AaB forlod anlægget på Ny Kærvej
rykkede B52 ind i en periode. I 1985 blev
det gamle klubhus revet ned og i stedet
opførtes en bygning til en international
børnehave. Den bygning bærer i dag
navnet »Foreningshuset, Ny Kærvej«
og er ramme om klublivet i ikke mindre
end otte foreninger: Aalborg Cykle-Ring,
Volleyballklubben Aalborg HIK, Aalborg
SeniorSport, Aalborg Beachvolley Klub,
VK74 Aalborg, AKG, Aalborg Skiklub
og Aalborg Australsk Fodbold.
Husvildebarakkerne »Øen«
Øens husvildebarakker, der blev opført
på den for Chang-tilhængere kendte gl.
adresse Aron Jacobsens Vej syd for AaB’s
baner, blev etableret i 1924-26 med
baggrund i den alvorlige boligmangel,
der herskede i Aalborg på den tid.
Det var nogle meget skrabede boliger
– også efter den tids normer. Boligerne
1. oktober 1943.
Interiør fra husvildebarak på
Aron Jacobsens Vej.
blev lavet uden el, vand, varme og
kloakker. Uforståeligt hvordan man
kunne byde »fattig«-folk sådan en boligstandard.
Der var heller ikke skole i området, da
Hobrovejens skole først blev opført og
indviet omkring 1930.
Min personlige oplevelse med øbørnene var fra engang vi trænede på
AaB’s lysbane. Lige pludselig kom
en lok børn ind på vores bane og tog
bolden med over til Øen. Så blev den
eftermiddag ødelagt. Men jeg tror, bolden
gjorde gavn og skabte glæde blandt de
unge mennesker. Det var dem vel undt.
En senere kendt aalborgenser, der er
opvokset i Øen, var Oscar Pedersen, der
senere blev direktør for hotel og casino
Marienlyst i Helsingør. Grundlaget for
hans karriere var en tjeneruddannelse i
Kilden. Oscar Pedersen glemte ikke sine
rødder i Aalborg. Hans broder Carl blev
en anerkendt skomager i Vejgaard, og
moderen boede sine sidste år hos Oscar
i Helsingør.
En anden kendt aalborgenser, Sven
Burmester, fortæller i Nordjyske Weekend den 2. september 2006 om hans
ungdomsoplevelser med børnene fra
Øen på Hobrovejens Skole og sammenlignede dem med de muslimske problembørn i nutidens danske skoler. Blev
der stjålet bøger eller andet på skolerne,
blev ø-ungerne altid beskyldt for at stå
bag.
Det var hårdt at leve i husvildebarakkerne. Mange børn, få penge,
arbejdsløshed og dårlige boligforhold,
men heldigvis var der i 1966 en
handlekraftig formand for lystanlæggene
ved navn Marius Andersen, der ik
foranlediget, at Øen blev nedlagt og
ryddet, således at Øens areal blev tildelt
Chang som en del af baneanlægget i
forbindelse med planlægningen af AaB’s
udlytning fra Ny Kærvej.
6
1952.
1972.
Idrætsklubben Changs jubilæumsnummer
i september var prydet med denne tegning.
Idrætsklubben Changs klubhus ved Provstejorden
20 år senere. Klubhuset er blevet udvidet.
Changs baneanlæg
Chang blev stiftet i 1912 (samme år som
Aalborg Freja) af drenge og lærlinge.
Medvirkende til Changs overlevelse i
de første spæde år, var den praktiske
kendsgerning, at de holdt sig langt væk
fra den meget benyttede Eksercerplads.
Chang holdt til i Grusgraven (i dag
atletikstadion Skovdalen), hvor der
var sparsomt med græs, og underlaget
i sommermånederne var hårdt som
cement. Her delte Chang plads med AFF.
De store kampe og atletikstævner blev
stadig afviklet på Eksercerpladsen.
Chang hentede sine medlemmer fra
midtbyens forretninger og kontorer.
Chang blev »lipproletariatet«s lidt
forinede klub med næsten akademisk
omgangstone og særpræget jargon.
I de første seks år klædte man om
mellem buskene.
Men bedre tider var på vej. Chang søgte
sammen med AFF kommunen om at få
opført et klubhus, men betingelsen var,
at man selv skulle komme med 1.500 kr.
Opgaven var umulig. Det lykkedes kun at
indsamle 800 kr. Kommunen forbarmede
sig over dem. De ik et omklædningshus
for de 800 kr. – tilmed med bruser. Koldt
vand ganske vist, men alligevel.
Men pladsen blev for trang for Chang. I
foråret 1938 søgte Chang om økonomisk
støtte til opførelse af et klubhus ved det nye
baneanlæg ved Aron Jacobsens Vej – kun
adskilt fra AaB’s anlæg af husvildebarakkerne. Udgiften ved opførelsen ville
andrage ca. 30.000 kr., hvoraf klubben
selv disponerer over 10.000 kr.
Udvalget for kasse- og regnskabsvæsenet indstillede, at Aalborg Kommune yder et tilskud på 20.000 kr. til
gennemførelse af byggeriet med den
klausul, at hvis kommunen indenfor et
tidsrum på 10 år måtte ønske at overtage baneanlæg og klubhus til andet
brug, skal der ydes klubben en erstatning på 1.000 kr. pr. år for hvert år, der
mangler i, at denne 10-årige periode er
udløbet.
Byrådet vedtog sagen i sit møde den
27. juni 1938. Chang-sagen var i øvrigt
den eneste idrætssag, Aalborg Byråd behandlede i 1938-39!
Oktober 1938 blev det nye anlæg
og klubhus indviet, og da klubben den
dag hejste lag og vimpel, var det under
forhold, som langt oversteg de dristigste
forventninger.
Chang havde først i 1990’erne en
vanskelig økonomisk periode, der resul-
7
terede i, at kommunen overtog klubbens
hus, men heldigvis for Chang, til brug for
Changs idrætslige formål.
Aalborg KFUM’s Idrætsklub
En lok spejdere og FDF’ere havde
– udover aktivitet i KFUM – en ting
mere til fælles. De spillede fodbold.
De ik den ide, at KFUM burde oprette
en fodboldklub. Ideen blev forelagt
KFUM’s bestyrelse, der godt kunne se,
at tingene kunne kombineres. Der blev
bevilget to fodboldmål og en bold.
Torsdag den 21. juli 1938 blev der holdt
stiftende generalforsamling, der ifølge
Provstejorden.
I 1988 tog SIFA’s daværende formand Leo Møller
det første spadestik til Idrætsklubben Changs
tennisbaner. Klubbens formand Frits Vilger er
tredie person fra højre.
referaterne medførte en livlig debat og
en beslutning om en idrætsafdeling i
KFUM’s regi.
Hver onsdag var der en times træning
på de græsklædte skydebaner i vestbyen.
Klubben blev meldt ind i JBU. Den 4.
september 1938 spillede man den første
turneringskamp. AaB var modstanderen,
men ingen kan huske resultatet.
Der gik 15 år, inden KFUM ik sig eget
klubhus og 13 år inden klubben ik en
fodboldbane, den – næsten – kunne kalde
sin egen. I disse år lakkede spillerne
rundt. Der blev spillet på Fjordmarken,
på Bækkedal, på AaBs og Changs baner.
Omkring 1950 havde klubben godt 300
medlemmer og det var utroligt, at man
kunne holde sammen på et aktivt, fælles
klubliv under disse omstændigheder.
Men det lod sig gøre, og blandt andet
KFUM’s store bygning i midtbyen lagde
rum til sammenkomster og møder.
8
Aalborg KFUM’s Idrætsklub.
2. august 1953 blev klubhuset
på anlægget ved Provstejorden indviet.
I midten af 40’erne blev der første
gang rettet henvendelse til kommunen.
Klubben ville gerne have sin egen bane.
I april 1948 meddeler Aalborg Kommunes markudvalg, at den nye bane syd
for Chang vil blive stillet til rådighed for
KFUM, men ikke alene. Banen tages i
brug i maj 1951, og KFUM deler den
med Kommunens Idrætsforening og
Sømændenes Idrætsklub.
Som omklædningsrum har klubben et
gammelt træhus, som er lyttet med fra
Vesterkæret.
Kommunen giver tilsagn om lån
til et nyt klubhus i februar 1952, og i
slutningen af året går håndværkere og
frivillige i gang med at bygge huset op ad
skråningen mod Provstejorden.
Den 18. april 1953 er der rejsegilde, og
den 2. august sker den festlige indvielse.
Med fanen i spidsen marcherer de aktive
9
idrætsudøvere samt gæster fra Aarhus
KFUM ind på banen, og sammen med
150 indbudte sætter de deres præg på
dagen.
Frem til indvielsen af Hasserisparken
19 år senere dannede klubhuset på
Provstejorden rammen om klubbens
liv. Der blev bygget om, renoveret og
investeret med jævne mellemrum. De
første års kolde brusere blev forsynet
med varmt vand.
I 1968 fungerede KFUM’s idrætsafdeling tre forskellige steder i byen. Der
var et behov for at få samlet klubben.
Der var lere planer, men det hele endte
med, at daværende SIFA-formand og
borgmester Marius Andersen den 12.
august 1972 sammen med sognepræst
C. V. Rønn Sørensen indviede KFUM’s
nye hjemsted Hasserisparken. Med
henvisning til AaB’s tidligere afvisning
af arealet, sagde Marius Andersen: »AaB
ved ikke, hvad de er gået glip af«.
Der er senest – for få år siden – indviet
et dejligt klubhus på Under Lien. KFUM
har fået sit varige hjem.
Kricket
sportens start i Aalborg
Et arkiv gemmer på mange arkivalier i
små brune kasser. Vi medarbejdere her på
Aalborg Idrætsarkiv ved ikke altid, hvad
der er i kasserne. Måske bortset fra Leo
Krogh Hansen, for han ved næsten alt.
Derfor var det også en overraskelse,
da jeg i forbindelse med søgning af
materiale til et andet emne stødte på et
afgangsprojekt fra Aalborg Universitet.
Projektet hedder »Sportens etablering og
gennembrud i Aalborg i perioden 18701914«. Det er skrevet af Lars Raunholt
og Arne Rahbek.
Projektet behandler starten af sporten i
Aalborg meget grundig, og især afsnittet
om kricket er meget fyldigt. Denne
artikel er derfor blevet til med det nævnte
projekt som hovedkilde.
Kricket kun for de få
Kricket var den første af de engelske
sportsaktiviteter, der blev indført i Danmark. Foruden kricket bestod de af
cykling og roning.
Kricket blev bragt til Danmark af de
engelske ingeniører, der kom hertil for at
bygge jernbaner. I begyndelsen har spillet
sikkert været løsere organiseret end på
klubplan. Deltagerne i kricketsporten
har dog sikkert ikke været arbejderne på
jernbanen de såkaldte jernbanebørster.
Deres liv har Peter Riismøller beskrevet
i sin bog »Sultegrænsen«, så ingen kan
være i tvivl om, at disse arbejdere ikke
havde overskud til sportslige aktiviteter.
Det var da også et hold bestående
af unge oficerer og latinskoleelever,
der under ingeniør Betts ledelse vandt
over Randers i den første kricketkamp
i Aalborg den 7. juni 1866. Den første
Klubhus.....
I 1903, da »Cimbria« ophørte, overtog Aalborg
Boldklub – fra 1906 Aalborg Boldspilklub af 1885 –
dette klubhus på Eksercerpladsen ved Fyensgade.
Til venstre for huset fører en sti til en lille bane,
som benyttedes af Kjellerupsgades Skole samt
Afholdsfolkenes Idrætsforening.
Da AaB i 1934 lyttede til nyt baneanlæg på
Ny Kærvej, købte Gorm Bremmer huset til
Tekstilarbejdernes Idrætsforening.
I nederste etage var omklædningsrum med koldt
styrtebad. På første sal et omklædningsrum og
yderst med altanen et smalt bestyrelsesrum.
Af Eigil Christensen
idrætskonkurrence i Danmark. Aalborgholdet blev i Aalborg Stiftstidende omtalt
som klub fra Aalborg, men der indes
ingen oplysninger om, der har været en
rigtig klub, eller spillet er blevet trænet
under løsere former.
10
Det er dog latinskolen, der kan
registreres som den første klub i Aalborg,
idet Aalborg Kathedralskoles Kricketklub blev dannet i 1884. Materialet om
klubben er dog sparsomt, ligesom det
er om klubberne Dæk, Sejr og Aalborg
Private Kricketklub, som alle eksisterede
fra 1885 og frem mod 1890. I 1889 skriver
Aalborg Stiftstidende, at der indes ni
kricketklubber i Aalborg, men det har
ikke været muligt at inde materiale
om de ire af disse klubber. Den skarpe
læser siger nu, at jeg kun har omtalt otte
klubber, og det er ganske rigtigt, for
den sidste er Aalborg Kricketklub, som
egentlig er døbt Aalborg Boldklub ved
sin start i 1885.
Allerede i 1886 skiftede den navn til
Aalborg Kricketklub. Formodentlig fordi
den i sine første år kun havde kricket
på programmet. Medlemmerne var ved
11
starten hovedsageligt oficerer samt
handels- og kontorfolk.
I 1887 afholdtes der en turnering i
Aalborg med deltagelse af KB, Aarhus,
Horsens, Viborg og Randers. Et sammensat hold fra Jylland kunne dog ikke
besejre KB, som havde 10 års forspring i
kricketspillet.
Aalborg Kricketklub havde i de første
år et godt samarbejde med Randers,
og sporten havde også et godt tag i
publikum. Således skriver Aalborg Stiftstidende, at der var lere hundrede tilAalborg Boldspilklub af 1885.
Forreste række fra venstre: Ukendt og Carl
Pedersen. 2. række: Ukendt, Peter Christensen
(Kluns), Chr. Østergaard og Sofus Gregersen.
Bageste række: Arthur Søndergaard, ukendt,
Niels Gregersen samt 4. og 5. ukendt.
skuere til en kamp mellem Aalborg og
Randers, selv om kampen blev afviklet
i silende regn.
DBU stiftes
I 1889 deltog repræsentanter fra Aalborg
Kricketklub sammen med repræsentanter
fra 25 andre klubber i stiftelsen af DBU
(Dansk Boldspil Union). Unionens opgave var at arrangere kampe og indføre
præmier. Der var kun tale om kricket som
boldspil.
Den første unionskamp, som Aalborg
Kricketklub deltog i, blev tabt. Det var
mod Viborg, som havde fået en af
Aalborg Kricketklubs bedste spillere på
holdet. Det var premierløjtnant Schwartz,
der var blevet forlyttet til Viborg.
Fra 1890 og frem til 1893 ligger
Aalborg Kricketklub stille. Årsagen kan
være, at klubben havde mistet nogle af
sine spillere som nævnt ovenfor, og som
Aalborg Stiftstidende havde skrevet i
foromtalen til en kamp mod Randers,
som »Stiften« mente, Aalborg ville få
svært ved at vinde, da nogle af de bedste
spillere havde forladt klubben.
At Aalborg Kricketklub lå stille, var
dog ikke ensbetydende med sportens død.
Andre klubber så dagens lys som Sport
og ungdomslogen Skjold. Skjold varslede
nye tider i kricketsporten, idet også
håndværkere begyndte at spille kricket.
Kricketsporten havde en nedgangsperiode fra 1890 til 1895, og det blev
Ungdomslogens Sportsforening Skjold,
der stort set var ene om at repræsentere
Aalborg i kricket i de år.
JBU stiftes
Da JBU blev stiftet i 1895, var det da
også Skjold, der repræsenterede Aalborg.
Aalborg Kricketklub meldte sig først
skriftligt ind senere samme år.
I 1896 startede Cimbria, 1897
Heimdal og året efter Aalborg Boldklub
af 1898. Både Heimdal og Aalborg
Boldklub af 1898 henvendte sig til
håndværkerstanden. Sidstnævnte blev
da også kendt under navnet Aalborg
Håndværker Boldklub.
Kampene foregik på den store eksercerplads, og om søndagen var der ofte to
kampe i gang samtidig som i 1898, hvor
Skjold og Aalborg Boldklub af 1898 kæmpede samtidig med Heimdal og Dæk.
Mod slutningen af 1800-tallet havde
kricketsporten sit højdepunkt i Aalborg,
og i 1899 blev der stiftet tre nye klubber.
Ternen stiftet af Håndværks- og Handelslærlingeforeningen. Stjærnen og den
sidste klub Dannebrog, som tilhørte
afholdsforeningen I.O.G.T. Klubberne
forsvandt hurtigt igen. To andre klubber
gik også ind i 1899. Det var Aalborg
Boldklub af 1898 og Skjolds seniorhold.
Aalborg Kricketklub skiftede igen
navn i 1899 til Aalborg Boldklub, formodentlig fordi klubben, som de øvrige
kricketklubber, havde taget fodbold på
programmet.
Fodbolden tager over
Kulminationen på kricketspillet skete
i Aalborg omkring århundredeskiftet.
Kricketsporten blev kraftig truet af
fodboldspillet, som var i fremmarch.
Så stærk, at »Stiften« i 1899 skrev,
at fodboldspillet har skadet kricket
overordentlig meget. Fodbolden hørte
efter deres mening til i foråret og
efteråret, og bør ikke gribe forstyrrende
ind i tiden for kricketspillets udøvelse.
Men helt død var kricketsporten dog
ikke, for i 1901 spillede et sammensat
hold fra Cimbria og Aalborg Boldklub
i overværelse af ca. 1.000 tilskuere en
kamp mod KB. Aalborg vandt kampen.
I 1901 blev også Nørresundby repræsenteret inden for kricketsporten, idet
kricketklubben Nørresundby Boldklub
begyndte sine aktiviteter dette år.
12
I 1902 dannedes Aalborg Boldklub
1902 og to år senere Sparta. 1904 var også
året, hvor Cimbria gik ind og overlod
foruden en stor del af sine medlemmer
også deres boldhus til Aalborg Boldklub.
Prioriteringen i de forskellige klubber er
nu skiftet til fordel for fodbolden. I 1905
begyndte den nyoprettede klub Aalborg
1904 sine aktiviteter, og Sparta gik ind.
Sammenlagt kan man konstatere,
at der i Aalborg har eksisteret mindst
20 forskellige klubber, hvoraf lere
af klubberne efter århundredeskiftet
havde lere hold. Det store antal
klubber kan skyldes den omstændighed,
at de forskellige klubber kun optog
bestemte
befolkningsgrupper.
Fra
starten kun overklassen, men senere
også håndværkerstanden, men ikke
arbejderklassen. Så udviklingen må siges
13
Aalborg Boldspilklub af 1885.
Jysk mester i kricket 1915.
Knælende og liggende fra venstre: L. P. Lauritzen
(Sukker), Lars og Karl Petersen samt Carl Borris.
2. række: Oscar Jørgensen, Mozart Arndt og
Niels Madsen. 3. række: Frode Andersen,
Arthur Søndergaard, Sofus Gregersen,
Hanry Poulsen og Chr. Kjelstrup (dommer).
at være gået fra elitesport til massesport.
Interessen blandt tilskuerne var stor.
Højdepunktet var en inalekamp i 1910,
den samlede ca. 3.000 tilskuere.
At det var en populær sport understreges også ved, at kricket sammen
med roning var de første, der modtog
økonomisk støtte fra det offentlige. Men
konkurrencen mod fodbold det kunne
kricket ikke klare.
BOKSER?
HVORFOR
Jeg vil spole ilmen/tankerne tilbage til
årene 1963-1971.
En dreng (årgang 1950) på 12-13 år
har ofte en masse energi og kræfter, der
skal brændes af. En af de måder, mange
af mine kammerater og jeg ik brændt
noget »krudt« af på, var ved at vikle
halstørklæder om hænderne og bokse
mod hinanden. Det foregik blandt andet
i skolegården. Hurtigt fandt jeg ud af, at
jeg havde et vist talent for det. Selv de
»store«, der vel kun var et par år ældre,
kunne jeg »tyre«.
Jeg besluttede derfor, at jeg ville være
bokser.
Da jeg fortalte mine forældre om
min plan, blev den absolut ikke positivt
modtaget.
Jeg var dog vedholdende og argumenterede for mine planer, så det
endte med, at min far kontaktede Frode
Laustsen, den daværende hovedformand
for Jyden, for at sikre sig, at jeg blev
medlem af en ordentlig og seriøs klub.
Sjovt nok anbefalende Frode Jydens
bokseafdeling varmt, så sådan blev det.
Mine forældre gav mig dog kun meget
nødtvunget lov til at gå til boksetræning,
men kampbokser kunne det aldrig blive
tale om pointerede de.
I de følgende år, i hele vinterhalvåret
og vel at mærke i al slags vejr, cyklede
jeg til træning to gange om ugen fra Nr.
Tranders til Poul Paghs Gades Skole og
ikke mindst retur efter to til tre timers
hård træning i en varm gymnastiksal, der
bare dampede og lugtede af sved. En tur
på vel ca. 15 km i alt. Det tror jeg ikke
mange unge vil byde sig selv i dag.
Jyden var dengang suverænt Danmarks
bedste bokseklub med adskillige lands-
Af Lars Krogh Hansen
holdsboksere. De bedste blev professionelle: Børge Krogh – senere særdeles
dygtig træner i klubben, Kjeld Larsen, Leif
Schmücker og Erik Jørgensen – senere
mange år hovedformand for klubben.
Selv om de blev/var professionelle,
trænede de heldigvis fortsat i klubben.
Så der var nok forbilleder og senere da
jeg selv blev ældre og bedre, mange gode
boksere at sparre med.
Klubbens daværende dygtige træner
Arne Christiansen kendte til mine
forældres indstilling, men syntes mit
talent var tilpas stort til, at det var
»synd«, hvis jeg ikke ik lov til at prøve
mig af som kampbokser.
Derfor lagde vi sammen en lille plan.
Jeg skulle simpelthen invitere min
far ind og se de kommende klubmesterskaber, så han ved selvsyn kunne blive
overbevist om, at jeg havde talent og var
fysisk stærk nok til at blive kampbokser.
14
Jeg vandt klart de tre kampe han så og
jeg blev klubmester i min vægtklasse.
Men vigtigst af alt, min far blev
overbevist om, at jeg var en rimelig god
teknisk bokser og gav mig lov til at prøve
for alvor.
Den første kamp
Min første kamp foregik på Brovst Hotel.
Jeg skulle møde en af de lokale »helte«.
Kampen forløb int. Jeg vandt på point
og ik en rigtig lot omtale i aviserne næste
dag, hvor bl.a. den meget anerkendte
træner Thorkild Jensen (Sparta og Orion)
udtalte, at jeg sandsynligvis blev en af
Aalborgs kommende storboksere.
Da jeg efter kampen kom hjem,
var mine forældre alene hjemme. De
fortalte, hvor spændte mine brødre var
på resultatet.
Jeg foreslog, at vi skulle holde lidt sjov
med dem.
Når mine brødre kom hjem, skulle
mine forældre sige, at det ikke var gået
så godt, jeg havde fået mange tæsk og
hvilede mig på sofaen. Min far skulle
dekorere mit ansigt med rød marmelade
og sværte mig ved øjnene med en brændt
korkprop.
De gik på vores lille »nummer«, så vi
ik os alle et godt grin.
Gode vaskepenge
Dengang var boksning en yderst populær
sport, stævnerne var næsten altid
udsolgte. Det betød, at der efter et stævne
var råd til endda ine middage med
præmieoverrækkelse. Yderligere ik vi
boksere kontanter »kaldet vaskepenge«. I
begyndelsen ik jeg 25-30 kr. og sluttede
med op til 600 kr. pr. kamp.
Min ugeløn som tømrerlærling i 196768 var til sammenligning kr. 36,54 og i
1972-73 tjente jeg som tømrersvend kr.
20 i timen, så de sidste kampe omregnet i
nutidskroner må svare til ca. kr. 4.000.
15
Jydegården
I 1969 købte bokseafdelingen i Jyden
et nedlagt landbrug ved Munkensvej
nær Løkken. Vi var en del håndværkere
blandt klubbens medlemmer, så mange
weekender blev brugt på at bygge
værelser m.m. i den gamle stald. For at
holde træningen vedlige, cyklede jeg ofte
op til gården.
Aalborg Boksebyhold
Boksebyholdet var dengang næsten
identisk med det danske landshold.
Klubberne Sparta, Lindholm og Jyden
kunne altid sammensætte to særdeles
stærke byhold – et junior- og et seniorhold.
Følgende oplevelse er fra en tur med
boksebyholdet for seniorer til Sverige.
Vi boksede i en kæmpehal med 3-4.000
tilskuere.
Den danske og nordiske mester
Carsten Andersen, Lindholm, boksede
kampen lige før mig. Carsten mødte
en meget stærk inne, som det svenske
hold var forstærket med. Carsten ramte
innen med et så perfekt højre kryds, at
det gjorde kampen til en surrealistisk
oplevelse.
Det var »lidt« specielt at gå op i ringen
efter den oplevelse, men det er nu engang
en del af boksesporten.
På grund af sent afbud fra min
oprindelige modstander og for ikke
at den lange rejse blev forgæves for
mit vedkommende, havde jeg under
vejningen accepteret at møde en
svensker, der var to vægtklasser tungere
end lille mig.
På grund af vægtforskellen var jeg
betydelig hurtigere end svenskeren og
jeg førte klart efter de to første omgange.
Jeg havde specielt i anden omgang lokket
ham til at angribe ved med vilje at søge
ud mod tovene, sænke paraderne og
slå contra, når han kom væltende frem.
Desværre blev jeg for overmodig, han
fangede mig pludselig med et slag mod
min kæbe, et slag der delvis lammede
mig. Jeg kunne kun med øjnene følge, at
han slog et højrehåndssving, uden at jeg
kunne dukke mig. Slaget ramte mig tungt
på kindbenet og jeg gled ned ad tovene.
Der blev talte over mig, men jeg var
helt klar til at fortsætte og kamplederen
sagde boks, men i det samme smed min
sekundant håndklædet i ringen.
Jeg var parat til at sparke håndklædet
ud af ringen og bokse videre, da jeg var
sikker på, at jeg kunne »køre« sejren
hjem. Min sekundant ved dette stævne
var Lindholms træner Kurt Johansson.
Han forklarede efterfølgende, at da
han ikke kendte mig så godt, turde han
ikke tage ansvaret. Han frygtede, at
vægtforskellen var for stor og at pressen
ville bore i og »blæse« dette op, hvis jeg
ik »bøllebank« og tabte på knockout.
Jeg ik et kæmpe »sæbeøje« og et
brækket kindben som »belønning« for
min selvsikkerhed og lyst til at vise min
modstander og publikum min teknik og
hurtighed.
Typisk knockout-bokser
Aalborg byhold for juniorer mødte Århus
byhold. Jeg skulle møde en dygtig og
hårdtslående bokser, der havde stoppet
de sidste seks eller syv modstandere
i første eller anden omgang. Hans
klubkammerat var soldat i Aalborg og
trænede derfor med i Jyden, og da vi var
i samme vægtklasse, boksede vi ofte med
hinanden. Jeg »iskede« efter at høre ham
fortælle om min kommende modstanders
stærke og svage sider, hvilket han som
en god klubkammerat selvfølgelig ikke
gjorde, dog sagde han: »pas på hans
farlige uppercut«. Der var lagt op til en
meget hård kamp, hvor min modstander
var storfavorit. Jeg var derfor ekstra
»tændt« og selvfølgelig også nervøs.
Frode Laustsen.
Jyden er en seriøs klub, hvor vi passer
godt på de aktive medlemmer.
Det blev heldigvis min aften. Alt
lykkedes for mig. Efter en hård og
jævnbyrdig første omgang, udboksede
jeg ham i den grad og »fangede« ham
med hårde slag på de rigtige tidspunkter,
så da der blev talt over ham anden gang
i anden runde, stoppede kamplederen
kampen til min fordel.
Jeg glemmer aldrig den nærmest
euforiske følelse, jeg oplevede.
»Speciel« oplevelse
Jeg døjede med pandehulebetændelse,
havde hovedpine og var derfor ikke
oplagt til at bokse. Alligevel sagde jeg ja
til en kamp i Skagen.
Min modstander var modsat mig tændt
fra kampens begyndelse. Han angreb
uafbrudt og ramte mig mange gange. Jeg
ik virkelig klø.
Aldrig har jeg fået en opsang, som den
min sekundant Børge Krogh gav mig i
pausen mellem første og anden omgang.
Det sidste han sagde, inden jeg gik ud til
anden omgang var, at tog jeg mig ikke
øjeblikkeligt sammen og begyndte at
bokse frem for at slås, så ville han smide
håndklædet i ringen.
16
Det var lige, hvad jeg havde brug for.
Kampen ændrede totalt karakter. Jeg
udboksede i den grad min modstander.
Mod slutningen af omgangen, ramte jeg
ham hårdt, han væltede bagover ud mod
tovene, jeg stod parat til at fyre »pillen«
af, når tovene sendte ham retur, men
kamplederen Jens Vinter, Lindholm, greb
fat i min højre handske, for derefter at
tælle min modstander ud.
Da stævnet var slut, kom min
modstanders far hen for at hilse på mig
med ordene: »Det var helt i orden, at du
gav min søn en bokselektion«.
Skelsættende skæbnekamp
En skelsættende skæbnekamp var ved de
jyske juniormesterskaber, hvor jeg tabte
knebent til min klubkammerat og gode
ven Ole Thuesen.
Ole og jeg kendte hinanden ud og ind
fra utallige træningsrunder, normalt to
til fem omgange hver træningsaften, og
desuden fra adskillige opvisningskampe.
Vi var meget jævnbyrdige, skiftedes til at
have overtaget og havde stort udbytte af
at træne med hinanden.
Børge og Bjarne Krogh var vore
sekundanter. Det blev aftalt, at de kun
måtte vaske os og reparere eventuelle
småskader, men ikke komme med råd.
Jeg var overbevist om, at jeg førte
komfortabelt efter de to første omgange.
Begyndte endda i pausen mellem anden
og tredie omgang at tænke på min
kommende modstander, en hårdtslående
højrefodsbokser fra Nordsalling, hvilket
medførte en lidt mindre koncentreret
indsats i sidste omgang, men slet ikke
nok til at bringe sejren i fare. Derfor
fattede jeg ikke, hvordan dommerne
kunne lade mig tabe på point. Jeg følte
mig virkelig bortdømt. Jeg var utrolig
skuffet, så tæt på det mål jeg havde sat
mig og trænet ire til fem gange om ugen
for at opnå.
17
Ole blev efterfølgende jysk og dansk
mester samt nummer to ved de nordiske
mesterskaber og ik en lot karriere på det
danske landshold.
Såvel ved de jyske som de danske
mesterskaber blev Ole for øvrigt
kåret som den bedste bokser ved
mesterskaberne.
Bokseopvisning
Om sommeren var der ofte bud efter
os. Det var meget populært med bokseopvisning ved idrætsstævner, byfester og
sågar ved dyrskuer.
Jeg boksede opvisning med mange
dygtige boksere – bl.a. Ole Thuesen,
Kurt Mathiasen, der senere blev klubbens
træner, Ulf Therkelsen, jysk og dansk
mester og Peter Christiansen, jysk og
dansk mester.
Mine opvisningskampe mod den
tidligere professionelle europamester
Børge Krogh, vel den bedste tekniske
bokser gennem tiderne i Danmark,
var helt specielle. Først boksede vi to
omgange fri contra, hvor vi rigtig gik til
den og ik vist teknisk boksning.
Vi sluttede med en omgang med bind
for øjnene. Det var noget publikum
kunne lide. Der blev slået mange
»huller« i luften og der opstod altid nogle
sjove situationer. Kamplederen havde
taget boksehandske på og slog tit til os
for at føre os sammen. »Fangede« en af
os kamplederen, »fyrede« vi en serie slag
af på ham.
Når Børge og jeg endelig stod over
for hinanden, skete der noget. Vi kendte
hinanden så godt, at vi kunne »køre«
lange serier til både krop og hoved med
»indlagte luftslag« til ære for publikum.
Knockoutet til træning,
men aldrig i kamp
En aften til træning, hvor jeg boksede
med den professionelle bokser Kjeld
Larsen, blev jeg ramt rent på hagen af et
højre kryds.
Jeg vågnede op, adskillige minutter
senere, omgivet af alle de øvrige boksere,
der i den grad så ned på mig. Jeg kunne
først rejse mig efter lere minutter, så det
var en alvorlig knockout.
Jeg havde efterfølgende en samtale
med vores træner Børge Krogh. Han bad
mig blive helt væk fra træning i ire uger
og jeg måtte ikke træne fri contra før om
otte uger. Kampe kunne tidligst komme
på tale om 10 til 12 uger.
Jo, Frode Laustsens ord om, at Jyden
var en seriøs klub, hvor der blev passet
godt på de aktive, var korrekte.
Gennem mine otte år som aktiv medlem
af Jyden pådrog jeg mig selvfølgelig
en del skader. Brækkede næsen, bøjede
et par ribben, sprang trommehinden et
par gange, brækkede det ene kindben,
ik lere tænder slået løse af bl.a.
letsværvægteren Finn Svendsen, Sparta,
ik en del små længer i ansigtet samt i
munden, utallige håndskader og blå øjne
i utallige »afskygninger«.
Træning
Den ene gymnastiksal på Poul Paghs
Gades Skole havde Jydens bokseafdeling to aftener om ugen. Jydens
brydeafdeling og den anden bokseklub
Sparta var ligeledes brugere af dette
»træningscenter«, der bestod af to
almindelige gymnastiksale, hvor alt
»isenkrammet« hver træningsaften skulle
hentes frem, hænges op, for igen at blive
pakket væk, når træningen var slut.
Aalborg Bokse Alliance var for det
meste meget velfungerende. Det var ikke
almindeligt, at boksere internt skiftede
klub, derfor var det velset at træne i de
andre klubber. For mit vedkommende
mest i Sparta med boksere som Ingolf
Svendsen, Marius Christensen, Finn
Lykke, Kurt og Kjeld Petersen og
superteknikeren John Larsen. Også Ole
Svendsen, Lindholm trænede jeg en del
med. Venskaber blev skabt på tværs af
klubgrænserne.
Den professionelle Børge Krogh havde
en overgang indrettet et kælderrum i
Haraldslund som sit træningscenter. Her
trænede vi, seks af Jydens boksere. I
perioder fem gange om ugen, hvilket var
meget lærerigt og spændende.
Så med de ine træningsmuligheder,
var det vores egen skyld, hvis vi ikke var
i topform.
Kammeratskab
I Jyden havde vi et ualmindeligt godt
kammeratskab.
Nye medlemmer blev altid mødt med
stor imødekommenhed og der var en lyst
til at lære fra sig af alle.
Navne jeg umiddelbart tænker på
er: Tom Kristensen, Kjeld Krogh, Erik
Jørgensen, Poul Christensen, Claus
Jacobsen, Kurt Sørensen, Jørgen Sall,
Hans Bundgaard, Cleve Sørensen, Karl
Johan Jørgensen, Kjeld Pedersen, Jens
Albertsen, Ole Thuesen, Ulf Therkildsen,
Peter Christiansen, Bjarne og Børge
Krogh.
Statist på Aalborg Teater
En dag dukkede den kendte ilmskuespiller Ebbe Langberg op i træningslokalet. Det var i egenskab af
teaterdirektør ved Aalborg Teater, han
kom. Til forestillingen »Romeo og
Julie« med Lone Hertz og den svenske
skuespiller Lars Pasgaard i hovedrollerne,
havde han brug for nogle »raske svende«
til et kæmpeslagsmål.
Vi blev lokket med »ussel mammon«.
Børge Krogh skulle instruere slagsmålet,
der foregik i starten af forestillingen.
Vi øvede i et par måneder, blev bedt at
at deltage i mere, så det endte med jeg
var på scenen hele elleve gange i hver
18
forestilling, selv til fremkaldelserne var
jeg med til at danne »kødrand«.
I slagsmålet gik vi til den. En af
mine »modstandere« måtte en tur på
skadestuen og Børge Krogh erstattede
ham i de 10 dage, han var skadet. Det
medførte en del presseomtale. Jeg har
stadigvæk et »Se og Hør« med et foto af
os i »kamp«.
I det hele taget en spændende og
anderledes oplevelse.
Min tid som bokser sluttede i 1971
Selv om mine ambitioner og lyst til at
prøve om jeg kunne komme helt til tops
i boksning var stor, var beslutningen om
at slutte let. Min datter Anja blev født i
1971.
Jeg måtte erkende, at jeg blev nødt til at
stoppe som bokser for at give famlielivet
en chance.
Et langt og spændende kapital i mit liv
var slut.
Beretningen om årets gang på Idrætsarkivet tog en brat
vending, da vi på vor normale åbningsdag onsdag den 25.
oktober ik beskeden om, at medarbejder og kære kollega på
arkivet Johannes Lauridsen var gået bort.
Johannes Lauridsen havde netop anskaffet sig en ny cykel.
Når vejret var til det, ville han cykle fra Gistrup ud til sine
opgaver på arkivet. Det var på sin første cykeltur til arkivet, at
Johannes blev ramt af en blodprop, der ik så tragiske følger.
Alle medarbejdere var dybt rystede. Vi har mistet en god
kollega og kammerat. Arkivet har lidt et stort tab.
Johannes var Idrætsarkivets »håndværker«. Med baggrund
i sit fag som snedker, var det Johannes, der kunne løse alle
de opgaver, der kræver et godt håndelag. Man kan i dag ikke
gæste arkivets udstilling uden at bemærke Johannes indsats.
De præcise ophængninger af billeder og udstillingshylder,
opklæbning af kort, indramning af billeder og ikke mindst
arkivets æresvæg med billeder af de sportsudøvere, der gennem
tiderne har deltaget i de Olympiske Lege som repræsentant fra
en klub i Aalborg. Alt er det Johannes værk.
Johannes var selv en af de olympiske deltagere på
æresvæggen. Som repræsentant fra AIK Vejgaard var han
i 1960, Danmarks repræsentant i maratonløbet ved De
Olympiske Lege i Rom. Ved OL forbedrede Johannes sin
personlige rekord på maraton distancen med 12 min. til tiden
2.32.32,2. Johannes var dansk mester på 20 km ire år i træk
fra 1954-1957. En meget stor del af Johannes mange idrætspræmier er i dag udstillet på arkivet.
Johannes var et socialt menneske, der elskede en snak med
de idrætsveteraner, der besøgte arkivet. Hans kontakt i den
Olympiske Klub, med deltagere fra andre Olympiske Lege,
satte han meget pris på. Johannes elskede diskussionerne
om nutidens professionelle idrætsfolk kontra hans egen tids
amatøridrætsfolks indstilling til sporten. Hans glødende
engagement vil blive savnet ved kaffebordet.
Vi ærer alle mindet om en stor idrætsmand, en god kollega
og nær ven.
19
Ministerpræsident i Haraldslund
Lille vægtstang til ministerpræsidenten.
På Jydens vegne overrakte
John Christensen en lille vægtstang i sølv
til ministerpræsident Kosygin.
også lejligheden til at udtrykke ønsket
om, at sovjetiske vægtløftere kunne
besøge Danmark. Året efter indfriede
ministerpræsident Kosygin ønsket og
sendte et hold topidrætsmænd til Danmark, hvor de efter starten i Aalborg
turnerede rundt til landets største byer.
Kosygin kvitterede for opvisningen ved
at overrække John Mørch en plaquette fra
Moskva. Steen Krogh Hansen modtog en
fornem billedbog fra Moskva. Historien
fortæller efterfølgende, at Kosygin ikke
var forberedt på at skulle have gaver med
i Haraldslund. Så den plaquette som John
Mørch modtog var egentlig tænkt som en
gave til borgmester Marius Andersen.
Både plaquetten og bogen om Moskva
er i dag skænket til SIFA/Aalborg
Idrætsarkiv, hvor de kan ses.
Tryk: Antonsen Bogtryk/Offset ApS
USA’s tidligere præsident Bill Clinton
besøgte i september Frederikshavn.
Han er ikke den første leder fra
et af verdens største lande, der har
besøgt Nordjylland. I december 1971
alagde
daværende
Sovjetunionens
ministerpræsident Aleksej Kosygin
besøg i statsminister Jens Otto Krags og
Helle Virkners sommerhus i Skiveren.
Den prominente gæst skulle naturligvis
også besøge Aalborg, nu han var i
Nordjylland. Aalborg kommune ville
meget gerne vise gæsterne fra Sovjet
den dengang næsten nye Haraldslund
svømmehal med motionscenter. Ministerpræsident Aleksej Kosygin blev
en søndag formiddag modtaget ved
Haraldslund af byens borgmester Marius
Andersen, rådmand Hans Brusgaard,
under hvis kommunale domæne
Haraldslund hørte, samt Haraldslunds
inspektør Tage Johansen.
Ministerpræsidenten så på de normale
søndagsaktiviteter i Haraldslunds svømmebassiner og i kondicentret. I vægtløftningslokalet, der var vægtløftningsklubben Jydens træningslokale, gav John
Christensen og Steen Krogh Hansen
(dansk juniormester) en demonstration
i vægtløftning og høstede stort bifald
herfor fra den sportsinteresserede og selv
udøvende Kosygin.
På Jydens vegne overrakte John
Christensen – der i dag er Dansk
Vægtløftnings-Forbunds formand John
Mørch Christensen og medlem af SIFA’ s
bestyrelse – en lille vægtstang i sølv
til ministerpræsidenten. Den også
dengang veltalende John Mørch holdt
en nydelig lille tale, hvor han sagde,
at danske vægtløftere havde russiske
kollegaer som forbilleder og trænede
efter deres programmer. Han benyttede