overblik lokalråd i hillerød - Uvelse
Transcription
overblik lokalråd i hillerød - Uvelse
Hillerød Kommune, 02. september 2013, tins Overblik over lokalrådene og status på hvad der optager dem Indledning Nærværende notat giver et kort rids af de enkelte lokalråds organisering og historie, og et overblik over hvad lokalrådene hver især aktuelt er optaget af i deres arbejde. Notatet er baseret på referater fra dialogmøder, lokalrådene egne hjemmesider, udgivelser, mødereferater og årsberetninger og i enkelte tilfælde mailkorrespondance fra lokalrådenes formænd, samt den viden undertegnede (som kontaktperson for lokalrådene) har fra den løbende korrespondance mellem kommune og lokalråd. Generelt om lokalrådene I Hillerød Kommune findes 11 lokalråd. De har forskellig historie, organisering og sammensætning, og har forskelligt fokus i deres arbejde. Det ældste lokalråds historie rækker tilbage til 1945 og det nyeste blev stiftet i år. Nogle af lokalrådene er medlemsforeninger, hvor man enten aktiv melder sig ind, eller automatisk er medlem, når man er borger i området. Andre fungerer som en sammenslutning af foreninger, bestyrelser og institutioner. Nogle har økonomi i form af medlemskontingenter, sponsorater eller frivillige bidrag, andre har ingen penge. Ingen af lokalrådene er oprettet af kommunen, og lokalrådene er ikke fra kommunalt hold tillagt nogen formel kompetence, men betragtes som dialogpartner og høringspart i sager, der vedrører lokalområdet. Det er lokalrådenes opgave at sikre sig, at de kender til holdningerne, hos dem de virker blandt og på den måde sikre legitimitet både i lokalområdet og som samarbejdspartner for Hillerød Kommune. Lokalrådene og kommunalpolitikerne mødes til dialogmøder 2 gange årligt. Denne mødekadence blev politisk besluttet i slutningen af 2007 af Byrådet, efter en lokalrådsrigsdag i juni 2007. Rammerne for samarbejdet er siden blevet løbende drøftet. Praksis er i dag, at alle byrådspolitikerne og alle lokalrådsmedlemmer (samt relevante ansatte i forvaltningen) inviteres til 2 årlige dialogmøder, som planlægges 1-2 måneder forud, og i forhold til aktuelle dagsordner som f.eks. Kommuneplan, Udviklings- og planstrategi, Busstrategi, Landsbyvisioner mm. Initiativet til møderne kommer fra kommunen, men dagsordnen planlægges i samarbejde med lokalrådene, og møderne finder på skift sted i de forskellige lokalområder og med det pågældende områdes lokalråd som med-vært. Udover det bliver lokalrådene inviteret til relevante borgermøder, og lokalrådene kan også altid selv invitere politikerne til dialog, bede om at få foretræde for et udvalg eller invitere et udvalg på besøg, og de kan kontakte forvaltningen med spørgsmål eller forslag. Lokalrådene har tidligere haft indflydelse på udmøntningen af en sum penge (”lokalrådspulje”), som MTU har rådet over. En række besparelsesrunder reducerede puljen, og den forsvandt helt i 2008. Lokalrådene kan fortsat stille forslag om prioritering af f.eks. trafiksikkerhedstiltag, men midlerne hertil er meget begrænsede. For så vidt, at Lokalrådene indgår i f.eks. boligsocialt arbejde eller kulturprojekter, kan de selvfølgelig også på lige fod med andre borgere og (frivillige) foreninger søge tilskud fra de kommunale puljer til sådanne formål. Kommunen har tidligere stillet en elektronisk platform til rådighed. Da langt de fleste lokalråd har egne hjemmesider og platformen ikke blev opdateret, er den efter dialog med lokalrådene nedlagt i 2011. På Hillerød Kommunes hjemmeside kan man fortsat finde en opdateret oversigt med kontaktpersoner til de forskellige lokalråd og link til lokalrådenes egne hjemmesider, ligesom referater fra de fælles dialogmøder også offentliggøres her. Alsønderup Sogn Vedtægterne for Alsønderup Sogns Lokalråd blev tiltrådt i 1994 (ændret i 2001, 2007 og 2008). Det overordnede formål med lokalrådets virker er at styrke: ”… beboernes fællesskab og samhørighed, som dette kommer til udtryk gennem foreninger, institutioner, selskaber og virksomheder tilknyttet lokalsamfundet. Lokalrådet tilstræber at formidle lokalsamfundets medindflydelse på udefra kommende forslag eller afgørelser, som særligt vil berøre dette lokalsamfund.” Alsønderup Sogns Lokalråd valgte i oktober 2012 en hel ny bestyrelse på 10 medlemmer (hvoraf kun ét af medlemmerne var med i den tidligere bestyrelse). Bestyrelsen konstituerede sig med entreprenøren Hans-Henrik Mortensen som formand. Medlemmerne i lokalrådet er områdets foreninger og institutioner, som betaler et kontingent for at være med. Og man kan stille op til bestyrelsen hvis man er bestyrelsesmedlem eller lignende i en af medlemsforeningerne/-institutionerne. Alsønderup Sogns Lokalråd dækker udover Alsønderup geografisk også Lykkesholm, Nejede, Bendstrup og Tulstrup. Ifølge beretning fra generalforsamlingen har de store emner for lokalrådet i 2012 være udarbejdelse af landsbyvisioner og (protest) mod forslag om lukning af viadukten under Frederiksværkgade for biler. Lokalrådet var i første omgang ikke blevet hørt, men efter underskriftindsamling og henvendelser til politikerne blev det besluttet ikke at lukke viadukten alligevel. Udover det har Alsønderup Sogns Lokalråd i samarbejde med kommunen arbejdet på etablering af en trampesti fra Kulsviergården i Alsønderup til Nejede Vesterskov, som dog er blevet bremset af en lodsejer. Nu har lodsejeren solgt og de nye ejere er positive overfor stien og der er derfor nu igen dialog mellem lokalrådet, lodsejerne og kommunen om etablering af en sti. Lokalrådet er blevet kontaktet af kommunen vedr. en afgræsningslaug, men har takket nej, da de mener der er brug for professionelle fagfolk til at holde får. Lokalrådet har foreslået kommunen et par andre muligheder. Lokalrådet har også arbejdet på en tættere dialog og samarbejde med skolens bestyrelse (tidligere Alsønderup skole, som nu er slået sammen med Ålholmskolen til Hillerød Vest Skole). Det har blandt andet resulteret i nogle fælles møder, fælles skriv til kommunen omkring sikker skolevej (mellem matriklerne nu hvor den tidligere Alsønderup skole kun bliver fra 0-6. klasse og børn fra Alsønderup derfor skal pendle til og fra den tidligere Ålholmskole) og en fælles proces omkring udvikling og koordinering af kulturelle, sportslige og sociale aktiviteter i lokalområdet. Målet er, at børn og unge skal føle en forsat tilknytning til lokalområdet. Udover lokalrådet har de lokaler foreninger (spejdere, idrætsforeningen m.fl.) og de kommunale institutioner (skolen, klubben og SFO´en) været en aktiv del af processen, som også et blevet støttet med et tilskud fra kommunens boligsociale pulje. Gadevang Beboerforeningen Gadevang (som efterfulgte Gadevang Borger- og Grundejerforening) blev stiftet i 1972. Samme år startede udgivelsen af bladet Angående Gadevang, som stadig udkommer en 5-6 gang om året. I 2010 tog foreningen navneforandring fra beboerforening til Gadevang Lokalråd. Alle beboere i området Gøgehuset, Teglgården og Gadevanghuse er automatisk medlemmer. Der betales ikke kontingent, men borgerne opfordres til frivillige bidrag. Lokalrådet bruger blandt andet de midler, der kommer ind til at udgive bladet "Ang. Gadevang" som udkommer 5-6 gange årligt, og til at arrangere en række sociale begivenheder som Sankt Hans, Novemberfest og Loppemarked. Gadevang har udarbejdet landsbyvisioner som de kalder visioner for Gadevang. Lokalrådet har en bestyrelse på 5 medlemmer som vælges på generalforsamlingen. I Gadevang er lokalrådet (jævnfør deres visioner) optaget af: At beholde skolen (Gadevang har 0.-3. klasse og er lagt sammen med Hillerødsholmskolen) At beholde købmanden Bedre og mere koordinerede indsatser og tilbud til de 14-18-årige Bedre busdrift Sikker skolevej for børn på Skovlyet og Gadeledsvej til Gadevang Skole og Hillerød På et stormøde for områdets beboere og interessenter, hvor også borgmester Kirsten Jensen deltog, i april 2013 under overskriften ”Mere Gadevang”, blev der i fællesskab formuleret ønsker og ideer til lokalområdets udvikling. Forslagene blev efterfulgt prioriteret (ved at deltagerne stemte på had de synes var vigtigst) og der blev nedsat arbejdsgrupper, der skal arbejde videre med emnerne: Hvordan Asylet kan udvikles og fungere som kulturhus/lokalt kraftcenter og spille mere sammen med forsamlingshuset Hvordan Købmanden – i en eller anden form, kan bevares (f.eks. som socialøkonomisk virksomhed, afhentningscentral, andelsforening eller indkøbsfællesskab) Bevarelse og udvikling af skolen Trafik – hyppigere busdrift med mindre drift + cyklesti langs Gadeledsvej Lokalrådet deltog i mødet, men er ikke initiativtagere til processen. Nødebo Foreningen er stiftet som ”Nødebo Borger- og grundejerforening” den 5. maj 1945, skiftede efterfølgende navn til ”Nødebo beboerforening” (1971) og hedder i dag Nødebo Lokalråd. Alle beboere over 15 år med folkeregisteradresse (eller som ejer har ejendom) i Nødebo og Nødebo Sogn har stemmeret. Den lokale sognepræst og byrådsmedlemmer der er bosiddende i Nødebo kan tiltræde bestyrelsen, uden stemmeret. Midler til lokalrådets arbejde tilvejebringes gennem frivillige bidrag fra grundejerforeninger (11 ud af 17 grundejerforeninger bidrager økonomisk til Lokalrådets arbejde). Lokalrådet holder åbne møder hvor borgere kan komme og stille spørgsmål eller forslå emner som lokalrådets bestyrelse skal arbejde med. Nogle gange nedsættes en arbejdsgruppe, der tages kontakt til forvaltning eller politikere, laves målrettet kommunikations- og pressearbejde osv. for at fremme en sag. Sager som optager eller har optaget Lokalrådet de seneste år har været: Omdannelse af sommerhusgrunde til helårsbeboelse: Lokalrådet bakker op om sommerhusgruppens arbejde for at overføre den resterende del af en række sommerhusgrunde til helårsbeboelse. Sommerhusene har de facto været helårsbeboelse i mere end 20 år, og Lokalrådets synspunkt er, at Nødebo har brug for de cirka 200 beboere, som underlag for skolen, dagligvare handlen og foreningslivet. Ønsket bakkes op af Hillerød Byråd, som også har haft dialog med Miljøministeren og sendt høringsvar til forslag om revision af Fingerplanen. Dog indtil videre uden positivt resultat. Tung trafik gennem Nødebo: På lokalrådets hjemmeside kan man læse, at ”Arbejdet med at begrænse den tunge trafik gennem byen har været en mærkesag for Lokalrådet gennem mange år. Det er desværre også et projekt med meget lange udsigter. Lokalrådet forsøger med kontakt til politikere på Christiansborg og interesseorganisationer. Det første spæde gennembrud er at der i et transportpolitisk forlig blev aftalt 2 mio. kr. til forundersøgelse af mulighed for at forlænge motortrafikvej nord om Helsinge til Gilleleje. Projektet har også interesse fra byrådet, men desværre for Nødebo har det fået lavere prioritet end udbygningen af motorvej forlængelsen fra Allerød til Helsinge” Udover det har Nødebo Lokalråd udarbejdet en (landsby)visionsplan med følgende temaer, som vil være gennemgående for lokalrådets arbejde de kommende år: Mindre trafik gennem byen (trafiksikkerhed på Nødebovej) Offentlig transport (mere tidssvarende busdrift) Sikker skolevej Naturcenter Sommerhusområdet Bedre idrætsfaciliteter Klarhed over skolens udvikling Etablering af Naturpark ”Kongernes Nordsjælland Lokalrådet skriver i øvrigt i deres årsberetning for 2012, at ”samarbejdet med Hillerød Kommune i form af Byråd og administrationen er klart forbedret henover året, ligesom dialogmøderne mellem politikere og alle lokalrådene er blevet mere udbytterige, om end der stadig er forbedringspotentiale” Brødeskov Brødeskov Borgerforening blev stiftet 1971 og skiftede i 2009 navn til Brødeskov Lokalråd. Lokalrådet opretholder kontakt med Brødeskovområdets mere end tredive foreninger, institutioner, råd og interessegrupper, og arrangerer efter behov en Brødeskov konference, hvor lokalråd og foreningerne i samråd debatterer emner af fælles interesse. I samarbejde med blandt andet menighedsrådet afholdes forskellige arrangementer til styrkelse af fællesskabet i lokalområdet. Brødeskov Lokalråd er i løbende dialog med både forvaltningen i Hillerød Kommune og Hillerød Byråd og fagudvalg og er, som andre lokalråd, høringspart i lokale og kommunale sager. Lokalrådets bestyrelse har ingen formand, men en kontaktperson til kommunen. Som det fremgår at seneste årsberetning og referater arbejder Brødeskov Lokalråd for tiden med følgende emner: Sikring af en samlingssal på Brødeskov Skole Et nyt hospital og en ny station på S-banen ved Overdrevsvejen Samarbejde med Brødeskov Idrætsforening, Foreningen Brødeskovhallen samt Brødeskov Skole om grundlaget for etablering af en idrætshal til Brødeskovområdet Gennemførelse af trafikdæmpende foranstaltninger ved Gl. Frederiksborgvej i Lille Sverige-ende Cykelsti langs Lyngevej mellem Nr. Herlev og Overdrevsvejen Høringssvar til kommunale høringer – senest for kommunens klimastrategi Brødeskov Lokalråd har udarbejdet landsbyvisioner. Lokalrådet udgiver Brødeskov Borgeravis (hvoraf den ene halvdel er kirkeblad for Nr. Herlev Sogn) og stiller websiden Brødeskov.net, som formidler lokalstof og er platform for lokalområdets foreninger og institutioner. Lokalrådet skrev høringssvar til kommunen, hvor de ytrede sig imod lukning af Nr. Herlevs daginstitution ”Dønnehuset”. Efter institutionen alligevel lukkede, har en forældregruppe dannet en privat institution i ”Dønnehusets” lokaler. Lokalrådet er glad for cykelstien fra Nr. Herlev langs Lyngevejen og over kommunens beslutning om at ”lukke hullet” mellem Ny Hammersholt og Allerød med en ny sti. Lokalrådet har desuden blandt andet været involveret i dialog omkring tung lastbiltrafik til området i forbindelse med bygning af støjvold omkring Hanebjerg Skyttecenter og følger nøje de nationale planer omkring Ring 5, som vil få store konsekvenser for området. Harløse Harløse Lokalråd blev stiftet i 1976. Lokalrådets omfatter borgere i Gl. Harløse, Ny Harløse, Harløse overdrev, Klostervang, Æbelholtsvang, Tjæreby, Æbelholtsdam og Freersvang. Lokalområdets formål er, at; - varetage lokalområdets fælles interesser og anliggender i forhold til offentlige myndigheder og institutioner medvirke til et godt sammenhold og en god kontakt mellem lokalområdets borgere aktivt opsøge og formidle relevant information fra myndighederne til lokalområdets borgere være en seriøs og positiv samarbejdspartner for myndigheder og institutioner. Harløse Lokalråd arrangerer og afholder mindst 2 borgermøder hvert år på faste datoer. Der kan være mellem 5-7 personer i lokalrådet, som vælges på borgermøderne. Dets økonomi er baseret på frivillige bidrag fra borgere og myndigheder. Lokalrådet administrerer og vedligeholder Lokalrådets hjemmeside www.harlose.dk, hvor al korrespondance mellem lokalrådet og myndigheder bliver offentliggjort. Sager Lokalrådet blandt andet har været optaget af – og været eller forsøgt at komme i dialog med Hillerød Kommune: - Cykelsti langs Harløsevej (Fra Hillerød over Harløse til Skævinge) Etablering af Harløse Park Trafik (fartdæmpende foranstaltninger) Busdrift Gangstier Lille Lyngby Sogn Ll. Lyngby Sogns Lokalråd blev stiftet i juni 2007, efter kommunesammenlægningen. Lokalrådet dækker Ll. Lyngby Sogn, som består af Meløse, St. Lyngby og Ll. Lyngby med opland. Alle beboere over 18 år i området har medbestemmelse i lokalrådet. Lokalrådet ledes af en styregruppe på 7 personer, som tilstræbes at være fordelt så 3 vælges fra Meløse-området, 3 fra St. Lyngby-området og 1 fra Ll. Lyngby-området. Desuden vælges 2 suppleanter. Lokalrådets formål er at varetage områdets beboeres almene interesser og virke til gavn for området og dets beboere. Herunder at (klippet fra mailkorrespondance med Lokalrådets formand Jens Kristensen): Højne kvaliteten for beoerne i sognet, lige fra børnehave, skole, arbejde, fritidsaktiviteter, boligområder og ældreområdet. Få de offentlige institutioner til at fungere Få den offentlige trafik optimeret, så den passer til befolkningens behov. Dette er et meget aktuelt problem, for den offentlige trafik skal selvfølgelig køre, når der er behov. Lokalrådet har ingen økonomi og ser blandt andet derfor en udfordring i at få udbredt kendskabet til lokalrådet og dets arbejder i lokalområdet. Rådet har ingen hjemmeside og beklager at Hillerød Kommune har lukket den tidligere platform for lokalrådene vor fælles hjemmeside www.hill.net. Ll. Lyngby Sogns Lokalråd ser lokalområdet som et meget velfungerende samfund og betragter børnehaven, skolen og busruterne som de vigtigste elementer i et aktivt lokalsamfund. Derfor er det også vigtige emner for lokalrådet, som også arbejder sammen med et ”fantastisk veldrevet foreningsliv” herunder den forening som driver Arresøhus, hvor Lokalrådet kan holder de borger- og vælgermøder som rådet tager initiativ til. Lokalrådet har konkret blandt andet interesseret sig for tung trafik gennem, St. Lyngby i forbindelse med Lergraven i Skævinge og med trafik omkring ved Ll. Lyngby skoles udkørsel til Amtsvejen. Lokalområdet oplever kaos når børn bliver bragt og hentet g ønsker at få etableret en til- og afkørselsbane. Skævinge Skævinge lokalråd har eksisteret siden efteråret 2007 og dækker Skævinge By og Sogn. Lokalrådets opgaver er blandt andet at: Sikre borgere større indflydelse på deres eget lokalområde Skabe kontakt til politikere i Hillerød kommune, for at løse lokalproblemer, og bedre borgerservice Formidle borgernes ønsker om forandring i lokalsamfundet Foreningen ledes af en bestyrelse på 7-10 medlemmer. Formand er pt. Bernt Salzwedell. Det tilstræbes, at de frivillige organisationer og foreninger bliver repræsenteret i nedsatte arbejdsgrupper. Midler til lokalrådets drift tilvejebringes gennem frivillige bidrag fra erhvervsvirksomheder, foreninger og borgerne i Skævinge. Skævinge Lokalråd repræsenteret af formanden Bernt Salzwedell går aktivt ind i mange forskellige sager. En af de større er Lokalrådet været involveret i er fjernvarmesagen (og arbejdet for at fjerne tilslutningspligten og få lavere priser) hvor Lokalrådet har haft tæt dialog med Hillerød Kommune. Lokalrådet har også blandt andet stillet en del spørgsmål til Hillerød Kommunes brug af ESCO-midler. På Kultur- og fritidsområdet er Lokalrådet repræsenteret i Føllegård Alive og i Føllegård brugerråd, som har haft dialog med kommune og udarbejdet visioner for isolering og renovering af Føllegård, så bygningen kan bruges til flere kulturelle formål, en større del af året. Sagen er i skrivende stund en del af budgetprocessen. Lokalrådet har udarbejdet Landsbyvisioner 2020, som også lægger nogle pejlemærker ud for Lokalrådets arbejde hvad angår Byudvikling, Energiforsyning, Erhvervsliv, Idræt, Institutioner, Kultur, Miljø, Natur Turisme og Trafik. Uvelse-Lystrup Uvelse-Lystrup Lokalråd blev stiftet den 16. maj 2006, med det primære formål at: At følge og medvirke til udviklingen i området med henblik på at bevare dette som et levende lokalsamfund. At medvirke til en rimelig og passende udbygning af områdets tekniske, sociale, kulturelle og servicemæssige faciliteter. At varetage borgernes fælles interesser i forhold til bl.a. offentlige myndigheder og institutioner. At medvirke til et godt sammenhold og en god kontakt mellem områdets borgere Alle borgere (+ grundejere) der er fyldt 18 år i Uvelse-Lystrup valgdistrikt er automatisk medlemmer af lokalrådet. Lokalrådets økonomi er baseres på frivillige bidrag fra medlemmerne. Opfordring til at støtte lokalrådets arbejde husstandsomdeles. Uvelse-Lystrup Lokalråd er eller har de seneste år blandt andet været optaget af: - Hastigheds dæmpende foranstaltninger Forbedret busdrift til lokalområdet Uvelse-Lystrup Etablering af læskur ved busstop snoghøjvej Færdiggørelse af Cykelsti til Nr. Herlev Deltage i Dialogmøder med Kommunen og andre lokalråd Svare på henvendelser fra borgere i Uvelse-Lystrup Overvåge Lokalplaner med betydning for Uvelse-Lystrup Div. Skrivelser til kommunen og deltagelse i workshops Dialog med kommunens biologer om etablering af natur stier Møder ang. opdatering af Uvelselystrup.dk til et tidssvarende program Desuden har Lokalrådet protesteret mod tung lastbiltrafik gennem lokalområdet i forbindelse med etablering af støjvold ved Hanebjerg Skydecenter. Lokalrådet laver en årlig gennemgang af samtlige veje i Uvelse-Lystrup som formidles til kommunen. Lokalrådet oplever generelt at kommunen efterfølgende udbedrer de skader og mangler som dokumenteres i gennemgangen. Desuden har lokalrådet beskæftiget sig med etablering af cykelsti (som nu er realiseret og som Lokalrådet er glade for) og har protesteret mod forslaget om ” udvidelse af det planlagte Møllebrocenter med 5.000 m² dagligvarer og 4.000 m² udvalgsvarer." Uvelse-Lystrup Lokalråd mener, at deres lokale Brugs vil have meget svært ved at klare sig i den konkurrence. Brugsen betragtes en af de vigtigste institutioner i lokalsamfund, på linje med Skolen og UFC (Uvelse Fritids Center). Uvels-Lystrup har udarbejdet Landsbyvisioner og opsat visioner for områderne Trafik, Bolig, Erhverv, Natur, Børn og Unge, Ældre og Foreninger-Fritid-Indkøb, som Lokalrådet vil arbejde efter frem mod 2020. Gørløse og Omegn På initiativ af 14 foreninger og bestyrelser i Gørløse blev Det Midlertidige Lokalråd for Gørløse Skoledistrikt etableret i foråret 2007. Ved et borgermøde i maj 2007 blev det permanente lokalråd for alle beboere i Gørløse, Strø, Strølille, Borup og Sigerslevøster stiftet. Lokalrådet ledes af et repræsentantskab, som sammensættes af personer, der er udpeget af områdets foreninger, råd og bestyrelser. Lokalrådet indkalder til borgermøder mindst en gang om året har blandt andet til opgave at varetage borgernes fælles interesser overfor offentlige myndigheder, at følge alle planer og projekter, der kan påvirke områdets struktur og i det hele taget at medvirke til udviklingen i området med henblik på at bevare det som et levende lokalsamfund. Lokalrådet udarbejdede, allerede inden den af kommunen initierede proces omkring landsbyvisioner, Strategi for Gørløse og Omegn 2020 som præsenterer borgernes fremtidsvisioner for lokalområdet. I forbindelse med et fælles dialogmøde for alle lokalråd om netop landsbyvisionerne, fortæller en repræsentant fra Gørløse om tilblivelsesprocessen for deres lokalråd, som blev ”… drevet af lokalrådet, men som var lagt til rette således, at områdets indbyggere havde stor indflydelse på indholdet. Indholdsmæssigt var vægten lagt på ønskerne til fremtiden, mens der i den nuværende udformning ikke indgår en beskrivelse af de nuværende forhold. Første udgave af strategien blev lavet i 2008, og det var lokalrådets opfattelse, at den i flere sammenhænge – ikke mindst i forhold til kommunen - havde vist sig værdifuld. Strategien er lige blevet ajourført, bl.a. på grund af den nye omfartsvej, og det er lokalrådets hensigt at fortsætte med at revidere den, når der er anledning til det” (klippet fra mødereferat). Strategien udgør et pejlemærke for lokalområdets udvikling og dermed også lokalområdets arbejde, og indeholder fremtidsvisioner og konkrete handlinger under overskrifterne: Trafik Natur, miljø og fjernvarme Oplevelser Bolig, erhverv og handel Børn og unge Børneinstitutioner Skole, SFO og fritids- & ungdomsklub Idræt Ullerødgruppen UllerødGruppen startede som et forum i Ullerød i 2007 i forbindelse med at Hillerød var Unicef by. Den nuværende formand for UllerødGruppen var på det tidspunkt formand for Ålholmskolens bestyrelse. Skolen ville sikre en form for koordination mellem de mange (Unicef)tiltag i området og opfordrede alle institutioner til at samles. Det lykkes og gruppen blev også enige om et fælles Sankt Hans arrangement på Grundtvigs Højskole, som i år er holdt for 7. år i træk. Da Unicef-året var slut, blev gruppen enige om, at samarbejdet havde været en succes og UllerødGruppen blev stiftet ved en generalforsamling på Ålholmskolen november 2008. Oprindeligt var formålet udelukkende af social karakter, men på den generalforsamling blev det også diskuteret diskuterede gruppen samtidig skulle fungere som lokalråd for Ullerød by, hvilket blev vedtaget på gruppens første bestyrelsesmøde efter den stiftende generalforsamling. Ullerød Gruppen er et samarbejde mellem følgende institutioner og foreninger i det vestlige Hillerød. Gruppen leders af en bestyrelse: Grundtvigs Højskole Sophienborgskolen SuperBrugsen Ullerød Ullerød Kirke Ullerød Vandværk Ålerusen Ålholmskolen Ålholm Idrætsforening Ullerød Gruppens formål er: med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab at styrke informationen, sammenholdet og fælles initiativer af kulturel og lokal art, som har interesse for interessenterne i Ullerødgruppen. Vi ønsker dermed at skabe rum for medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar og til at deltage aktivt og engageret i lokalemiljøet i Ullerød at skabe lokalarrangementer så som: Sankt Hans aften på Frederiksborg Højskole, lokaloplysende møder, folkelige arrangementer m.v. at koordinere kulturarrangementer og andre arrangementer som er med til at skabe identitet og fremme sammenhold i lokalområdet I foråret mødtes gruppen med politikere og forvaltningsrepræsentanter til en snak om områdets foreningsliv og betydningen af den kommende Sophienborghal. Hillerød By Hillerød Bys Lokalråd blev stiftet på en generalforsamling den 29. maj 2013. Bestyrelsen har 9 medlemmer med Marianne Løvdal som formand. Indtil videre har Lokalrådets ledelse defineret Lokalrådets område som Hillerød By samt de funktioner som har et samspil med Hillerød By. Det er fx bane/bus og nyt sygehus. Bestyrelsen har annonceret, at den i første omgang vil kaste sig over at forbedre vilkår for gående, cyklister og biler. De skriver: ”Problemerne er skabt af helt unødvendig og uønsket trafik, fx gennemfartstrafikken og de store lastbiler. Støj, forurening, cykelstier, parkering, skiltning, utilstrækkelig politiindsats og ikke mindst farlige trafikforhold for pensionister og vore børn i trafikken. Ja, der er nok at tage fat på.” Lokalrådet har vedtaget følgende vision for Hillerød By: Hillerød by skal være en dynamo for kommunen som regionshovedstad og et indlysende centrum i Nordsjælland. Her skal alle vigtige funktioner findes, som fx møde- og kongresfaciliteter og store sportsanlæg. Lokalt er det her at kommunens centrale torv findes og centrale handelsgader, som alle kommunens borgere og turister skal føle sig tiltrukket af. Det gælder også byens kulturelle overordnede funktioner som udstillinger, teater, musikscener, frivillighedscenter og centralbibliotek. Ligesom det gælder overordnede læringsmiljøer som gymnasier af alle slags, apotekerskole, erhvervsskoler og campus. Alle disse funktioner skal fra byens myndigheder og beboere opleve en positiv interesse for og medvirken til deres udvikling. Tænk også på hvilke fantastiske muligheder det gamle hospital i Østbyen vil give for at tiltrække en mangfoldighed af overordnede funktioner. Midtbyen skal bestå af boliger til de borgere som bruger og arbejder med funktionerne. Den nødvendige interne trafik skal lettes mest mulig og gøres mest mulig miljøvenlig. Ikke kun i form af minimal forurening, men også det bedst mulige støjmiljø og visuelle miljø. Både borgere og turister forholder sig altid positivt til Slottet, men bymidten skal ikke bare bevares, men også udvikles således at den i fremtiden tilbyder et æstetisk og funktionelt moderne miljø, hvor borgere og turister finder det naturligt at handle og opleve......og til sidst overnatte efter en indholdsrig, stimulerende, nyttig og smuk dag i byen.”