Dansk – historie opgaven i 2g

To tørfisk med det hele
Et dansk færøsk tidsbillede fra 60’erne
2
Erik Krog
To tørfisk med det hele
Et dansk færøsk tidsbillede fra 60’erne
Krogenborg Forlag
3
TO TØRFISK med det hele!
Et dansk færøsk tidsbillede fra 60’erne
Skrevet af Erik Krog
Udgivet af: Erik Krog
© 2010 Erik Krog
Omslag af Randi Krog Belseth, Elverum, Norge
Omslagsfoto: Erik Krog
Bogen er sat med Garamond
Tryk:
1. oplag, 2012
Kontakt til Erik Krog
[email protected]
4
Indeks
Indeks .............................................................................................. 5 Forord.............................................................................................. 7 En tørfisk .................................................................................... 9 Året 1966 ....................................................................................... 11 1. Kapitel................................................................................... 11 Skovlunde............................................................................. 11 2. Kapitel................................................................................... 29 Ungdomsklubberne ............................................................ 29 3. Kapitel................................................................................... 51 Den Sorte Firkant ............................................................... 51 4. Kapitel................................................................................... 65 Ringsted ................................................................................ 65 5. Kapitel................................................................................... 81 »Tjaldur« ............................................................................... 81 6. Kapitel................................................................................. 127 Tórshavn og »Havnar Prent« .......................................... 127 Spiritusloven, bøger, forfattere og Argir ....................... 148 7. Kapitel................................................................................. 187 Et trykkeri på Eysturoy ser dagens lys ........................... 187 En anden side af Snorri Johannesen .............................. 193 8. Kapitel................................................................................. 215 Grindebud og Marion ...................................................... 215 9. Kapitel................................................................................. 241 Hjem til Jul ......................................................................... 241 10. Kapitel .............................................................................. 279 Det australske konsulat .................................................... 279 Året 1967 ..................................................................................... 307 11. Kapitel .............................................................................. 307 John Larsen........................................................................ 307 12. Kapitel .............................................................................. 357 »MS Aurelia« ...................................................................... 357 5
6
Forord
D
enne roman tager udgangspunkt i nogle af forfatterens
oplevelser i tidsrummet fra 1966 – 1967.
Idéen til bogen kom ud af følgende - at beskrive den grafiske
udvikling og dens betydning i datidens færøske samfund og
især for udbredelsen af den færøske litteratur på Færøerne –
hvor trykningen af bøger, brochurer og finere tryksager som
regel altid skulle en tur omkring Danmark, da det færøske
typografiske faglige niveau, på mange områder, godt kunne
være meget bedre. Sandt at sige, skulle næsten alle tryksager,
der bare bevægede sig en smule ud over en almindelig formulars formåen, trykkes i Danmark.
Dog var bogtrykkeren Snorri Johannesen, på mange områder, en meget anderledes tænkende person end de øvrige
bortrykkere på Færøerne. Hans litterære viden, sammensat
med hans typografiske erfaring og målsætning for, hvad Færøerne egentlig selv burde kunne fremstille i et moderne samfund, blev et direkte opgør imod det, som hans konkurrenter i
faget stod for. De øvrige trykkerier, kunne, med få undtagelser, næsten alle betegnes som større eller mindre ”køkkentrykkerier” - i alle mulige og umulige afskygninger.
Bogen er blevet til en nøgleroman, hvor omdrejningspunktet omkring trykkeriet »Havnar Prent« i Thorshavn, er bevaret
så oprigtigt som det var i perioden. Dog er spiritusloven og
dens ”bivirkninger” i samfundet, en kæp i hjulet i det færøske
maskineri, så med den ballast i bagagen, tager mange gode
tiltænkte tiltag, en noget uheldig drejning.
Jeg har derfor naturligvis valgt, at anvende så historiske
korrekte beskrivelser i situationerne, samt beskrivelsen af
7
»Havnar Prent og Forlag« i Tórshavn. Bogen er derfor blevet
til et tidsbillede, eller en krønike om man vil, i romanform, fra
efteråret 1966 til foråret 1967.
Ligeledes har jeg forsøgt, at skitsere København, Skovlunde
og Ballerup så historisk rigtigt som jeg husker det. Dog må
det lige tilføjes, at bogen bestemt ikke er et referat fra min
ungdom, men mine oplevelser danner udelukkende grundlaget i romanen, så meget af de omtaltes personers handlinger,
kan på ingen måde føres direkte tilbage på afdøde eller nulevende personers aktiviteter.
*
I 1960’erne var der en større emigration af danskere, der drog
til Australien, her er der ligeledes anvendt så korrekt en beskrivelse som muligt af den rejse, som de mange danskere
drog ud på – via de store verdenshave.
Til vore efterkommere
8
En tørfisk
En tørfisk,
er en gammel færøsk spise
der kan fortæres
med grindespæk
Den kan spises
på næsten alle tidspunkter,
både til hverdag og fest.
Ved fest, slutter man
som regel af med en tørfisk,
spæk
og en kold kartoffel,
- skyllet ned
med en snaps.
En tørfisk
er også det anonyme menneske,
der forsøger
at få lidt mere ud af den grå hverdag
end det sædvanlige.
Sagt på en anden måde,
at tilføre sig selv,
- tørfisken,
lidt spæk
en kold kartoffel
en snaps,
så tørfisken ikke bliver alt for tør.
Erik Krog
9
10
Året 1966
1. Kapitel
Skovlunde
D
et var en stille sen eftermiddag i begyndelsen af september 1966, da Olaf og Bent kørte ud på kajen ved Kalkbrænderihavnen i det nordlige havnekvarter i København,
hvor det færøske passagerskib »Tjaldur«, ejet af det færøske
rederi »Skipafelagið Føroyar«, lå til kaj.
“Så er vi der du gamle,” oplyste Bent lige så stille, som om
han talte til sig selv, men oplysningen var henvendt til Olaf.
De så begge op på skibet, der lå fortøjet til kajen, samt på
den leben, der foregik overalt på havnen omkring dem. Kranerne på »Tjaldur« havde travlt med at laste, og passagerer
samledes som store myrer omkring landgangen, der førte op
til skibet.
Mange mennesker stod på kajen og vinkede op mod skibet. Og med den dejlige sensommeraften i vente, der umiddelbart efter ville afløse eftermiddagen, var der slet ingen, der
havde travlt, nærmest tværtimod. Alle omkring »Tjaldur« nød
denne tid for sensommer - og ikke mindst, tiden indtil skibets
afgang.
Olaf Hoy, næsten 22 år gammel og udlært typografisk trykker,
var lige blevet hjemsendt fra militæret. I de sidste par måneder, inden hjemsendelsen, havde Olaf gjort sig nogle tanker
om sin fremtid.
I stedet for, at søge sig et arbejde i København, og derved
tage S-toget frem og tilbage til et sted i den indre by, ville han
prøve noget helt andet, mens han endnu var ung og ugift.
11
To år forinden var Olaf blevet uddannet som typografisk
trykker i bogtrykfaget. Hans lærested havde været inde i hjertet af København, hvor man tiltalte lærlingen ”du” og med
fornavn. Dagen efter han havde modtaget sit svendebrev,
blev han tiltalt med ”De” og med efternavn.
At ens læremester, igennem 4 år - hver eneste dag - havde
tiltalt ham på én måde, og dagen efter kunne vende dette til
en anden måde – uden at falde tilbage til den hidtidige tiltalemåde, var noget Olaf tænkte en del over. Men den ældre generation, havde altid været noget særligt men hensyn til at
holde på normerne, det var noget helt andet med de unge, der
slet ikke havde det samme forhold til tiltalen ”De”. Dog var
respekten, for de helt ældre så stor på dette felt, så her kunne
man slet ikke drømme om at tiltale i ”du-form”. Det var bare
for langt ude!
Lærlingene skulle også tiltale svendene ”De”, ellers var det
at stå skoleret foran mester for en irettesættelse. Som lærlinge,
havde de også deres egen lille omklædnings- og spiselokale.
Der var overhovedet ingen mulighed for at blande sig med
”de voksne svende” – dette skulle man gøre sig fortjent til via sit svendebrev.
Dette gamle lærested, var også en af disse oplevelser, der
fik Olaf til at tænke i andre baner for en anden tilværelse, da
hele samfundet i 60’erne, på rigtig mange måder, var et opgør
med de gamle normer.
Skattesystemet i Danmark var af en sådan konstruktion, at
den indbød direkte til en skattetænkning. Den opgørelse man
blev sat i skat efter, var altid efter sidste års opgørelse, hvilket
ville sige, at man kunne tjene en god indkomst, og betale skat
efter en meget mindre indtægt fra året før. Hele lønnen blev
udbetalt af arbejdsgiveren, hvorefter lønmodtageren betalte
sin skat på postkontoret via girokort, der var udstedt af skattemyndighederne. Denne konstruktion bevirkede, at borgeren
altid var et år bagud med sin skattebetaling.
Derfor var det en ret almindelig tale mellem unge mennesker, at de nu skulle rejse ud i ”Den Store Verden”, inden
12
”Skattefar” kom med regningen for det første store indkomstår – efter man var blevet svend indenfor sit fag.
Men indtil nu, var det kun blevet til snakken, så det var
kommet bag på en del personer, da Olaf fortalte, at han havde
fået arbejde på et forlag på Færøerne. Efter den melding kunne han høre kammeraterne udbryde højlydt, “Færøerne, hvad
pokker vil du da der?”
For Færøerne var bestemt ikke ”Den Store Verden”, som
de altid ævlede løs om i tide og utide. Men at høre vennernes
udbrud, var nok for Olaf til, at han var sikker på, det var det
helt rigtige, han begav sig ud på. Hans venner – og Bent var
bestemt ingen undtagelse, talte bare røven ud af bukserne,
blev gift, fik børn og fik aldrig oplevet en skid!
Bent, der egentlig bare var en gammel bekendt af Olaf, havde
aftjent sin værnepligt ved Marinen. Han kunne fortælle Olaf,
at han gennem sine tidligere kollegaer i Marinen, der sejlede
på inspektionsskibene på Færøerne, havde fået en ”hel del
viden” om disse forblæste øer, en viden der nu blev til stor
“gavn” for Olaf. Dog havde Olaf taget et par gloser til sig fra
Bents tidligere liv på søen. Ord som ”dørken” og ”skaffe”,
var han helt overbevist om, at han måtte anvende overfor
færingerne, for ikke at falde helt udenfor i samtaler om sin
viden med hensyn til livet på søen.
“Færøerne,” havde Bents svar været, da Olaf fortalte om
sin beslutning om at rejse nordpå, “ja hvis du har lyst og mod
til at opleve, hvordan der var i Middelalderen, så er det den
helt rigtige måde, at gribe den sag an på.”
Olaf, kunne ikke lade være med at grine for sig selv, når
han tænkte på alle de gode råd, han havde fået fra nær og
fjern om Færøerne.
“Næh, vil du bare se der,” udbrød Bent, med en stemme,
der bestemt ikke var uden sarkasme, “den er helt uden årer.”
Han pegede op på skibet, og lignede samtidig det helt store
spørgsmålstegn, “hvordan fanden vil du så komme derop?”
Olaf, der ikke så meget som så på ham, svarede tilbage - i
næsten samme tonefald som spørgsmålet var givet, “tag lige
13
og hold dit uglegylp for dig selv og hjælp mig i stedet for ombord med mine kufferter.”
Af en eller anden grund, var der slet ingen, der kontrollerede det mylder af mennesker, der gik ombord på »Tjaldur« –
og det så nærmest ud til, at alle kendte alle. Det viste sig også,
at mange af de mennesker, der gik ombord, kun gik med for
at følge venner og slægtninge til skibet, for ad den vej, at få
lidt af den atmosfære, der helt automatisk fulgte med i kølvandet af at være ombord på et færøsk skib.
Da de to var kommet op af landgangen og ind på skibet, var
det igen Bent, der brød tavsheden med sin selvkonstruerede
sarkasme og lidt for smarte viden. “Ved du egentligt, hvad de
der høje dørtrin er til?” - og uden at vente på svar fortsatte
han ordstrømmen, “de er til når de store bølger skyller ind
over skibet, så vandet ikke kan nå ned til jer i jeres små køjer.”
Bent måtte have syntes, at han var ret morsom, for han
skreg af grin, mens han slog ud med armene og klaskede sig
på lårene.
“Hvis du ellers kan koncentrerer dig om andre ting,” afbrød Olaf ham, “så har jeg en enkelt ”ølvert” i tasken, når vi
kommer ned i kahytten”.
“Okay kammerat – små slag, ikk?” svarede Bent og hankede atter op i kufferten, som var røget i dørken, da han havde
slået ud med armene, for at understrege det med vandet og de
høje dørtrin. “Når alt kommer til alt, er jeg vel bare lidt misundelig på dig, sådan at rykke det hele op med rode, og begynde på en frisk i et helt andet land.”
“I et helt andet land?” Olaf så på Bent med en overbærende mine og kunne i et øjeblik ikke lade være med at undre sig
over, at Bent havde aftjent sin værnepligt i Marinen. Bent
måtte da vide, at Færøerne hørte ind under Danmark?
“Jeg ved det, jeg ved det, - men det er fandeme langt fra
Valby,” rettede Bent sin viden i geografi af med.
14
Efter indtagelsen af Olafs lunkne afskedspilsner, udvekslede
de to håndtryk og med udtryk som “gamle mordbrænder” og
“elendige stratenrøver”, skiltes de atter.
“Jeg skriver til dig, når jeg kommer derop,” råbte Olaf til
Bent, der allerede var på vej ned af landgangen.
Dette fik Bent til at stoppe op og for en sidste gang at
åbne for den hane, som Olaf længe havde været træt af, “og
hvordan vil du sende det - flaskepost måske?”
“Har du flere gode,” og uden at vente svar, råbte Olaf
tilbage, “og hils klanen!”
Men Bent var nu allerede inde i sin bil. Han gav et par
enkelte blink med lyset, samt et lille dyt på hornet - og kort
efter var han på vej hjemefter mod Skovlunde.
Selv om der stadig var mange mennesker på kajen, og ikke
mindst på skibet, følte Olaf sig pludselig meget alene.
Olaf Hoy havde drevet idræt fra før han gik ud af skolen. Han
var 1,75 m høj, almindelig af bygning, men et lille sydlandsk
udseende. Muligvis havde han dette udseende efter en fjern
slægtning, der lige så godt kunne være fra morens som fra
farens side. Håret var mørkt, med en tendens til at gå over i
det sorte, som sikkert skyldes tidens misbrug af alt for megen
hårcreme. Selv om det var lige midt i Beatles storhedstid, var
det stadig langt det største flertal af mænd, der havde frisure
efter 50’ernes hårmode. Langhårede unge mænd, var endnu at
betragte som noget meget provokerende i gadebilledet.
Olaf var vokset op i Skovlunde, som dengang var en meget lille forstad til Storkøbenhavn. Han var født i Brønshøj
lige udenfor selve København, og kom for første gang til
Skovlunde i 1948.
Hans forældre havde købt et grundstykke i Skovlunde af
en gartner Alfred Olsson. Efter et par år havde de bygget et
mindre træhus på deres jord. Huset var stort nok til at overnatte i, men heller ikke meget mere. Ikke langt fra huset var
lokummet, og bag lokummet voksede der en hyld. Træet blev
både kraftig og stort, og dets bær, huskede Olaf, var ret
15
smagsfulde. Olaf kunne også erindre, at det heller ikke var ret
langt fra hylden, at lokumsspanden blev tømt.
For enden af deres vej, lå der en æbleplantage, som ingen
brugte mere. Inden man kom ind i selve plantagen, skulle man
over en lille knoldet brakmark. Hele dette område havde været Olafs legeplads i det maste af hans barndom – en legeplads, han tit tænkte tilbage på med glæde.
Først sidst på året i 1953 flyttede hele familien Hoy til Skovlunde. Olafs forældre havde via et Statslån, fået råd til at bygge en mindre villa. Det lille træhus blev herefter skilt ad i seks
stykker - de fire sider, gulv og tag. Alle naboer hjalp med til at
flytte delene ned i den anden ende af vejen, hvor en ny familie
fik gavn af træhuset. Det gamle lokum kunne flyttes på én
gang, og var atter i brug umiddelbar efter flytningen.
Skovlunde Skole havde kun fire klasseværelser i 1953. Skolen bestod af tre længer, hvoraf den ene længe var til Skoleinspektøren med familie – ja, der var ”så meget plads”, at der i
den sidste del af længen boede en ældre ugift lærerinde, som
selvfølgelig blev tituleret med et ”Frøken”.
Skolen var stadig en rigtig landsbyskole, hvor ind- og udringningen blev klaret med en gammel håndklokke, som altid
blev udført af en elev, der havde gjort sig fortjent til hvervet.
Olaf kunne ikke mindes, at han nogen sinde havde fået
gjort sig fortjent til denne gestus, da det boglige ikke lige var
ham – det lå mere til Olaf at bruge sine hænder. Derfor var
Olaf ikke ligefrem lykkelig, da hans far bestemte, at han skulle
fortsætte i realskolen i Ballerup. Han havde håbet på et arbejde som lærling i cykelbranchen, eller måske som bygningssnedker.
Men der var ingen ”kære mor.” Efter fire år i mellemskolen havde han fået nok af skolen, selv om faren havde presset
gevaldigt på en fortsættelse. Derfor havde Olaf ”valgt” at gå i
lære som typografisk trykker, det samme fag som hans far
engang var blevet udlært i – hvorefter Olaf fik lov til at forlade skolen til fordel for typograffaget. Joh, der var jyske rødder
16
i Olaf, så det med ”en handel”, var noget der lå i blodet, noget
som hans far ikke var så stærk i.
Der var rundt regnet ca. 4.000 indbyggere i Skovlunde i 1953,
hvor de fleste kun regnede bydelen ”Gammel Skovlunde” for
det egentlige Skovlunde – alt det nye, der blev bygget nede
omkring Skovlunde Station, var næsten for nyt. For det rigtige
Skovlunde lå og hyggede sig nede omkring gadekæret. Den
gamle skole i Gammel Skovlunde var for en del år siden blevet omdannet til et helt andet formål, men alle kendte den
stadig som den rigtige skole i Skovlunde.
Der hvor Olaf forældre havde bygget deres hus, blev gadenavnene opkaldt efter den gamle gartner Alfred Olssons døtre. Nu var der også grænser for, hvor mange døtre den gode
gartner havde, men det havde dog smittet så meget af på gadenavnene i området, at alle de nye veje i Villabyen også fik
pigenavne.
Den ny Skovlunde Skole lå på Torvevej - vejen, som nærmest måtte betegnes som den egentlige hovedvej gennem
Skovlunde fra 1940’erne. Torvevej gik lige fra Frederikssundsvej og ned til Gammel Skovlunde. For enden af Torvevej lå der en stor rød lade, en del af Skovlunde, som kun de
rigtige ældre Skovlundeindbyggere kunne huske brugen af. Nu
lå bygningen nærmest som et monument fra en svunden tid.
Olaf kunne stadig huske mælkemanden fra den gamle tid i
Skovlunde. Dengang, kørte mælkemand Nielsen endnu rundt
med sit hestetrukne køretøj, som faktisk var hele hans forretning – alt handel foregik fra denne ”butik”.
Når man kørte under viadukten ved jernbanen mod
Gammel Skovlunde, var der tidligere på højre hånd store
marker med tulipaner og rosenkål, og bagved disse marker, op
imod Skovlunde Flyveplads, var der majsmarker. På den venstre side af Torvevej, var der også marker - disse hørte til
Lundebjerggården. Det var på denne side, tættest på viadukten til jernbanen, at pladsen til byfesten altid lå – eller gøglet
som det også blev kaldt. Skovlunde osede af rigtig landsbyidyl
17
fra 1953 og endnu et stykke tid fremover. Der var så stille i
Skovlunde, at når man stod og ventede på toget, kunne man
tydeligt høre hønsene kagle i Villabyen lige overfor.
Jernbanen i Skovlunde, var stadig en enkeltsporet jernbane, der dog var forberedt til en tosporet jernbane – men mest
på tegnebrættet, da broer og viadukter slet ikke var bygget
endnu. Det var hovedsagelige S-tog, der kørte på strækningen
i dagtimerne, hvor natten mere blev brugt til det fragtbetonede transport på strækningen.
S-toget kørte kun til Ballerup, herefter, hvis man ville videre nordpå, måtte man tage det gamle bumletog mod Måløv og
videre mod Frederikssund.
Da Olaf besluttede at tage afsked med barndomshjemmet i
1966, var Skovlunde vokset til ca. 15.000 personer, altså næsten en firedobling på 13 år.
Ikke langt fra stationen blev der bygget en »HB« – den
lokale brugs, med danseskole ovenpå, hvor Frode og Karen
Bendixen havde sit danseinstitut.
Længere nede på tulipan- og rosenkålsmarkerne, var Lilletoften blevet bygget. Et større boligkompleks blev etableret
på grund af S-togets indtog helt til Ballerup. S-toget havde
gjort det nemmere for folk, at flytte ud fra det indre København, hvor toget blev det helt store anvendte transportmiddel
til og fra arbejde. Endnu længere ovre mod majsmarkerne
blev Ringtoften bygget, en egentlig udbygning af Lilletoften og på den anden side af Torvevej opstod byggeriet omkring
den nye vej, Lundebjerggårdsvej.
Skovlunde Skole var tidligere blevet udbygget med et par
klasseværelser, men det var langtfra nok, så hele 2 nye skoler
så derfor dagens lys i Skovlunde.
Skovlunde var i 1966 ikke længere en mindre landsby, men
nu en integreret del af Storkøbenhavn.
Dengang Olaf flyttede til Skovlunde, var der ingen kirke i
landsbyen, men fra 1952 begyndte man at holde regelmæssige
Gudstjenester i Skovlunde Skoles gymnastiksal. Skovlundes
første rigtige konfirmand, blev konfirmeret i sidste halvdel af
18
1950’erne i Skovlunde Skoles gymnastiksal. Den unge konfirmand, en pige fra Annavej, havde selv valgt at blive den
første konfirmand i Skovlunde. Alle andre blev som sædvanligt konfirmeret i Ballerup Kirke, hvilket Olaf også gjorde.
Da jernbanen blev bygget til Ballerup, krydsede den en gammel etableret kirkesti. En sti, der gik fra Gamle Skovlunde og
langs de større gårde ud mod Ballerup - ud til kirken i Ballerup. En sådan sti, der har været benyttet i så mange år, er ikke
sådan bare at nedlægge, der var ”hævd” på stien ifølge loven.
Derfor blev der bygget en gangbro over jernbanen.
Kirkestien blev langsomt, men sikkert, ”indbygget” i Lilletoften og Ringtoften, og bestod nu bare af nogle få meter for
enderne af gangbroen til Annavej i Villabyen – men gangbroen bestod stadig. Kirkestien på Villabysiden, løb langs plantagen, der hvor Olaf brugte mange af hans timer i hans drengeår.
Med den kraftige udbygning af Skovlunde, kom kravet om
en egentlig kirke i Skovlunde. Den første kirke, var det man
kaldte en Vandrekirke, blev bygget af træ i 1959, ved den store sten på Torvevej.
Det store tilflytningsantal til Skovlunde, skyldes i høj grad
udflytningen fra det gamle København, Brønshøj og Husum,
men også den store arbejdsløshed fra Nordjylland, gav sit til,
at byens indbyggere voksede stødt. De mange nye indbyggere,
der flyttede ind i Lilletoften og Ringtoften gjorde, at der også
kom mange nye børn i det nybyggede område. Det bevirkede,
at der opstod et begreb om ”de nye” på den ene side af jernbanen, og ”de gamle” i Villabyen på den anden side. Inden
”de nye” blev en integreret del af ”det gamle Skovlunde”,
opstod der regulære kampe imellem disse to grupper børn og
unge. Det var ikke helt uden risiko, at bevæge sig ind på
”fjendens territorium”, og Olaf og hans kammerater havde
flere gange måttet forcere jernbanen over sporene, for ikke at
blive indfanget i fælder ved gangbroen over banen. Det var
bestemt ikke helt ufarligt det der foregik imellem disse ”drengebander”, da våben som træstykker med store søm i, blev
19
brugt i kampens hede. Derfor fandt de voksne på, at afholde
en fodboldkamp imellem drengene – på Lilletoftens græs. Det
endte selvfølgelig med en større slåskamp imellem ungerne.
På trods af dette, var det alligevel kimen til at der blev fred
imellem drengene, så de meningsløse kampe efterhånden ophørte.
Som årene gik, fandt industrien også hurtigt ud af, at udnytte
de store arealer mellem Herlev, Skovlunde, Ballerup og Måløv. Ikke bare Skovlunde, med omkringliggende byer, var inde
i en rivende udvikling – hele Storkøbenhavn var inde i en
total omvæltning.
Selv om Skovlunde bare var en lille landsby, indtil udviklingen ville noget andet, havde Skovlunde helt sin egen flyveplads fra 1946. Flyvepladsen navn var egentlig »Københavns
Flyveplads«, men dette navn blev aldrig brugt – men til gengæld vidste alle hvor Skovlunde Flyveplads lå.
Flyvepladsen blev anlagt af tidens store motoridol, Morian
Hansen. ”Morians” rigtige navn var Jens Henning Fisker
Hansen - navnet ”Morian” fik han bl.a. pga. sine Speedway
løb, hvor han, efter hver løb nærmest lignede en kulminearbejder der havde arbejdet fuldt treholdskift på én gang - i én
hel måned i 10 km dybde.
Morian var, hvad man kunne kalde en rigtig vild krabat.
Ud over at deltage i Speedway, kørte han også Stockcar løb,
som var bilvæddeløb på en jordbane i gamle udtjente biler,
hvor alt var tilladt – ja, publikum forventede, at deltagerne
kørte og smadrede hinanden ud af banen.
Før 2. verdenskrig udbrød, var der udstedt en arrestordre
på Morian for en smuglersag, men da Morian havde taget et
flycertifikat i 1935, stak han til England og meldte sig til RAF,
og deltog i Englands bombetogter over Tyskland. Morian
blev også testpilot og fløj bl.a. Tiger Moth, Hurricane og Spitfire.
Efter krigen vendte Morian hjem til en strålende velkomst,
og ingen talte nogensinde mere om den verserende smuglersag fra før krigen.
20
I 1946, anlagde Morian Skovlunde Flyveplads. Året før
havde han haft en flyveskole i Kastrup, men pga. genoptagelsen af ruteflyvningen efter krigen, måtte han derfor søge andre steder for sit fremtidige virke. Morian tog en runde i sit fly
og landede på en mark hos Marius Jensen, Lystoftegaard i
Skovlunde. Her spurgte han om tilladelse til at anlægge en
flyveplads. Det blev starten på Skovlunde Flyveplads. Her var
der en tilpas stor græsmark til formålet, samt, var der ekstra
rigeligt plads til at boltre sig på. Derfor blev flyvepladsen også
udvidet flere gange, og i 1950 blev der bygget en rigtig hangar.
Skovlunde flyveplads blev en af den mest trafikerede flyvepladser for lette fly og Taxaflyvning.
Flyvepladsen blev etableret i forlængelse af Skovlunde ved
Harrestrup, hvor der senere blev oprettet en haveforening.
Det var synd at sige, at beboerne i haveforeningen elskede
Morians flyvninger, da Morian havde det med at flyve lidt for
tæt på hustagene. Så på et tidspunkt, anmeldte en beboer Morian for farlig flyvning ind over haveforeningen.
Morian fik opsporet hvem der havde anmeldt ham, og
sandsynligvis for at skræmme den arme mand, satte Morian
sig rorpinden i sin KZ maskine, og fløj nogle gange rundt
over haveforeningen, så alle beboere vidste han var deroppe –
lige ovenover haveforeningen. Derefter stoppede Morian
flymotoren og lod maskinen gå i spind ned mod havehusene,
hvorefter beboerne spænede alt hvad tøj og remmer kunne
holde - manden i flyvemaskinen var jo bindegal! Morian fik
motoren i gang igen, lige inden han ramte taget, og med et
elegant sving drejede han af og fortsatte sin flyvning som om
intet var hændt. Det var bl.a. situationer som omtalte, der fik
myndighederne på ”nakken af Morian”. Kort efter måtte Morian flytte til Tune ved Roskilde, hvor han derefter begyndte
anlæggelsen af Tune lufthavn. Morian var bare ikke til at
tæmme.
Skovlunde flyveplads var lige noget for Olaf. Han tilbragte
mange timer i sine barndoms- og unge år i og omkring flyvepladsen. Hvis han kunne komme af sted med det, var han
21
som oftest i hangaren, men det var bestemt ikke altid, at ungerne fik lov til at lege frit i området, og som flyvepladsen og
maskinerne blev større, blev sikkerhedskravene også større, så
denne leg fik naturligvis en ende.
Det var heller ikke uden stolthed, at Skovlundes børn og
unge så op til dette unikum, som Morian nu engang var. Morian dyrkede boksning, roning, ridning og motorsport, men
dog mest noget med motorcykler. Han vandt medaljer i
Danmark, England og Australien, og altid som nr. 13. Dertil
var han en krigsvovehals og krigshelt, der under krigen, havde
været med til, at redde et par piloter ud af et brændende fly.
Naturligvis var der personer der mente, at Morian burde
stilles for retten for sine kriminelle handlinger fra før krigen,
men det var mest folk som havde en sympati for den tyske del
af krigen
Olaf rendte tit ind i Morian på flyvepladsen og engang fik
han lov til, at komme med på en rundflyvning – hvis han da
kunne skaffe 5 kroner. Morian gav ikke ret meget væk. 5 kroner var en hel del penge for en lille dreng, der ikke engang var
stor nok til selv at tjene lidt ved egen hjælp. Så det blev til en
træls plagen ved forældrene, som til sidst gav sig.
Flyveturen, som var den første i Olafs liv, gik ind over
København og et stykke ud over Øresund. Under flyveturen
lod Morian som om han var faldet i søvn – idet han lod sig
falde ind over styrepinden og lod maskinen gå i frit fald. Morian kunne bare ikke lade være med sine vovestykker, og Olaf
fik en oplevelse for livet.
Olaf boede i Villabyen lige ved siden af stationen. Mange ting
var årsag til hans forstående opbrud, dog havde hans mors alt
for tidlige død, året før, givet det endelige skub til hans planer
– han skulle af sted til andre himmelstrøg.
I de sidste par år, havde barndomshjemmet i Villabyen
været igennem en større omrokering. Dels var hans storesøster blevet gift som 18-årig, hvorefter hun, næsten inden hvedebrødsdagene var overstået, var blevet skilt igen. På det sidste, havde hans yngre bror taget hyre på en Coaster, der sejle22
de til England, mens hans yngste bror stadig var skolesøgende.
Under denne familieforandring, blev hans forældre også
separeret, hvilket var med til, at gøre hele omvæltningen i det
lille hjem, til noget af en prøvelse for samtlige familiemedlemmer.
Udover, at Olaf stod for madlavning, vasketøj, strygning
og havearbejde, deltog han også i forældremøder på skolen
for sin yngre bror. Alt dette var medårsag til, at Olaf havde
opgivet sin elskede cykelsport, da pligterne overtog den sidste
del af fritiden.
Olafs forældre var blevet endeligt skilt i 1965. Bare en uge
efter skilsmissen døde hans mor. Dødsfaldet skyldtes selvmord, men skilsmissen var ikke den egentlige årsag til selvmordet. Moren havde forsøgt denne ”udvej” flere gange tidligere, så selv om det blev en hård tid for de efterladte, var det
ikke den helt store overraskelse.
Forældrene var blevet gift da moren kun var femten år, en
meget ung alder for en ung pige, der hurtigt fik fire børn ind
under sine skrøbelige vinger. Da børnene så kom ind i teenagealderen, fik deres mor den sidste rest af synet åbnet for,
hvad det var hun havde mistet, da hun blev gift. Hele hendes
ungdom var væk inden den nogensinde var begyndt.
Under forældrenes separation flyttede moren til Ballerup i
en lille lejlighed. Her syntes hun endeligt at være faldet til, da
tragedien blev til en kendsgerning.
Olaf havde været hjemme sammen med sin far og yngste
bror, da en mørkegrå bil standsede udenfor huset på Annavej.
En, for dem ukendt mand, var kort efter på vej op af havegangen. De stod alle tre og betragtede den kommende gæst
fra stuevinduet. Olaf og hans bror var ikke i tvivl om, at gæsten var fra politiet, selv om manden var i civil. Deres far åbnede hoveddøren, endnu inden gæsten havde ringet på. Gæsten præsenterede sig som fra politiet i Ballerup på Politigården »Knudsminde«, og ville lige have et par ord med faren helst under fire øjne. Olaf og hans bror forsvandt ovenpå,
23
men deres indbyrdes blikke fortalte alt. Der var dårlige nyheder i vente.
Da politimanden havde forladt huset, stod deres far nedenfor trappen der førte op til værelserne ovenpå. Olaf og
hans bror så ned på en mand, der ikke vidste sine levende råd
om, hvordan han skulle berette det budskab, han havde fået
til opgave at fortælle sine børn.
”Jeres mor,” begyndte han sætningen, mens stemmen
knækkede over, ”er død.”
Brødrene så ned på ham, og begyndte langsomt at gå ned
til ham. Selv om det var dem, der var børnene i tragedien, var
det ikke dem, der skulle trøstes i dette øjeblik.
”Hun har taget sit eget liv, og …..,” gråden stod nu faren
så langt oppe i halsen, at han var svær at forstå, ”og jeg har
heller ikke lyst til at leve længere,” fremstammede han hulkende.
Brødrene var helt klar over, at de var nødt til at være de
fornuftige, hvis det ikke skulle udvikle sig yderligere. Det var
først senere, at de viste sorg – og her var faren slet ikke til
stede. Nu var det et helt år siden, dette var passeret, så Olaf
mente, at det nu var hans tur til forandringer. Han havde gået
og tænkt på, at hans far også havde godt af at komme videre
med sit liv. Hans yngste bror var en del fornuftigere end faren, så her havde Olaf ingen betænkeligheder – broren skulle
nok klare sig.
Olafs kammerat Bent, eller som hans fulde navn er, Bent Frederich Hansson, boede også i Skovlunde, i den side af byen,
hvor der var oprettet et selvbyggerområde. Et temmelig stort
område, hvor beboerne selv byggede deres huse. Husene blev
bestilt som et typehus byggesæt, og så var det bare op til
grundejeren at få bygget huset.
Bent var 1½ år ældre end Olaf, og egentlig var de, rent
interessemæssigt, ret langt fra hinanden – og dog.
I deres drengeår havde de to mere eller mindre kendt til
hinanden, eller mere nøjagtigt, vidst hvem hver især var. Bent
havde gået en klasse højere end Olaf i Realskolen i Ballerup,
24
og det var egentlig det, de havde tilfælles. Det var først senere,
at det førte til noget der kunne minde om et venskab, men
meget nærmere kom det aldrig – og det var først efter
”Teenklubben” i Skovlunde blev opfundet.
I 1964 havde Olaf, sammen med sine to yngre brødre startet en såkaldt Teenklub i Skovlunde. I Københavns omegn
havde alle småbyer, med respekt for sig selv i 60’erne, en
Teenklub - med større eller mindre ”pigtrådskoncerter” på
weekendprogrammet.
Gladsaxe havde den største Teenklub, der fik det meste af
områderne omkring Gladsaxe til nærmest at storme til disse
koncerter. Herefter skød klubberne op i Herlev, Ballerup,
Farum - og også i Skovlunde.
I Ballerup Måløv Kommune, var det klubben »Blue Star«,
der først kom på banen. Klubben havde fået lov til, at låne
Frode Bendixens danselokaler i Ballerup, kvit og frit, til formålet. Og dette meget generøse tilbud blev udnyttet til fulde.
Klubben kunne præsentere Danmarks bedste pigtrådsband
den ene weekend efter den anden – og blev et yderst vellidt
tilholdssted i Ballerup, hvor der ellers ikke var ret meget mere
at komme efter. Disse klubber blev et sted for unge mennesker, hvor der kunne danses til levende musik med den stadig
voksende hær af pigtrådsbands. Disse var koncerter ”a la
Parkfest” fra de større og meget mere omtalte parkfester fra
Enghaveparken - nu bare i indendørs regi og helt uden de
store overskrifter i dagspressen, hvor ”Læderjakkerne” stjal
billedet i det indre København.
Disse popklubber skød op overalt i landet. De var også
den direkte årsag til, at der i 60’erne dannedes rigtig mange
danske popgrupper. Alle unge mennesker skulle lære at spille
på guitar og det kunne bare ikke gå hurtigt nok.
Klubben i Skovlunde blev et meget populært sted, hvor
der blev danset til Danmarks bedste popgrupper på Skovlunde Skoles Aula, Lundebjeggårdsskolen – ja selv i den store
”Ballerup Hallen”. Brødrene var den direkte årsag til, at der
blev hentet en Engelsk popgruppe til Danmark - direkte fra
Hamburg, for at spille på Skovlunde Skole. Gruppens navn,
25
The Red Squares, havde kopieret den amerikanske popgruppe
The Beach Boys så godt, at det til tider var noget svært at
høre forskel på hvem der var hvem. Olaf og et par venner
hentede The Red Squares på Københavns Hovedbanegård en
sen aftentime. Da det ikke var hverdagskost at modtage et
engelsk band – og slet ikke for en Teenklub fra Skovlunde,
havde Olaf lånt et kamera for at forevige seancen for eftertiden med nogle billeder. Nu var det bare det, at Olaf ikke var
nogen ørn med et kamera, og slet ikke et af den slags han
havde lånt sig til, så ingen af billederne blev til noget – men
det så flot og dyrt ud!
Nu der var også en anden årsag til, at billederne ikke blev
til noget. Af en eller anden grund, skulle alle i den integrerede
popverden gå med solbriller – også når det var bælgmørkt, og
dette aspekt gjorde det heller ikke nemmere, at justere et kamera som han ikke kendte en pind til. Så alt i alt var dette
ellers gode initiativ dømt på forhånd til at mislykkes.
Men medlemmerne af The Red Squares opdagede aldrig,
at billederne ikke blev til noget, så de råhyggede sig i kameraets blitz, mens de spærrede for trafikken under flere af deres
sange i den travle Københavnske aften.
Der var også svenske grupper der optrådte i brødrenes
popklub. På et tidspunkt optrådte The Caretakers i Ballerup
Hallen og i det danske TV på én og samme dag, en rigtig stor
dag for brødrene.
Bent havde i nogle år kommet sammen med Berit Anderson,
som boede i Lilletoften. Berit var også bestyrelsesmedlem og
deltidsansat i Skovlunde Ungdomsklub, en klub, der direkte
var under Ballerup-Måløv kommune. Det var igennem denne
ungdomsklub – eller rettere gennem Berit, at Olaf fik den
direkte kontakt med Bent.
Berit, en ung pige på 21 år, 1,68 m høj med mørkebrunt
halvlangt hår og blå øjne. Hun var ikke det, man kunne kalde
rigtig slank, men hendes skikkelse og udseende fik langt de
fleste mænd, til lige at se en ekstra gang på hende – inden de
atter hastede videre til dagens andre udfordringer. Berit og
26
Bent havde været ungdomskærester i nogle år, ja endda så
længe, at de udgjorde et naturligt par i Skovlundes bybillede.
Dette billede blev en dag brudt, da Bent hovedkulds forelskede sig i en anden kvinde – men Berit kunne aldrig glemme
Bent, hvilket Bent på det groveste lejlighedsvis benyttede sig
af.
27
28
2. Kapitel
Ungdomsklubberne
O
lafs far stod med telefonrøret i hånden ved skrivebordet, mens han forsøgte at lokalisere stemmen i røret,
hvilket slet ikke lykkedes for ham, da han ikke havde hørt
stemmen før.
”Goddag, De taler med Berit Anderson fra Skovlunde
Ungdomsklub, træffer jeg Olaf Hoy?” lød en meget myndig
stemme i telefonrøret.
”Olaf!” råbte faren, mens han holdt hånden over telefonrøret, ”telefon!”
Olaf tog trappen ned fra sit værelse i ét trin, ”hvem?” råbte
han da han landede på gulvet nedenfor trappen.
”Aner det ikke,” svarede faren, der allerede havde glemt
navnet i telefonen. Olafs far var ligeledes slemt utilfreds med,
at han var blevet afbrudt i sin faste eftermiddagssøvn på sofaen, hvilket ikke gjorde hans humør bedre.
Olaf fik telefonrøret, mens hans far i samme glidende
øvelse røg tilbage på sofaen, der befandt sig små to skridt
borte. Til tider kunne Olaf godt undre sig over, om det var
sofaen der røg på faren – eller omvendt.
”Det’ Olaf,” sagde han, da han tog telefonrøret. Berit Anderson?” spurgte han som en gentagelse, - næsten som et ekko af den præsentation Berits lige havde givet af sit navn.
”Kan svagt huske dig, du gik i klasse med …?”
Kort inde i samtalen, var begge helt inde i, hvem den anden var, større var Skovlunde nu heller ikke – og da de var
født i samme år, begrænsede det også mulighederne.
”Ser du Olaf,” Berit lød pludselig mere reserveret, selv om
hun havde slået over i ”du-form”, hvilket slet ikke var en selv-
29
følge når man ikke kendte hinanden. ”Jeg ringer til dig pga., at
du er formand for Teenklubben i Skovlunde.”
”Og?”
Olaf indtog nu langsomt en automatisk forsvarsposition.
Teenklubben havde ikke altid sit bedste ry efter lukketid en
lørdag aften, når Skovlundes unge mennesker havde været til
pigtrådsbal. Alt for mange gange var klubfesterne kun opvarmningen for byens rødder, hvorefter det kunne gå ud over
alt, hvad der måtte komme i vejen for dem.
Men Olaf kunne for engang skyld have sparet sig denne
udgangsstilling.
”Skovlunde Ungdomsklub plejer jo - som du sikkert godt
ved - at afholde vor klubfest på denne tid af året,” fortsatte
Berit med sin formelle stemmeføring og fortsatte, ”men, men
efter jeg har talt med Ballerup Måløv kommune om et lokale
til vor klubfest, viser det sig, at du, altså Teenklubben, har
tegnet sig for samtlige lokaler, én hel måned fremover –
hvordan kan det hænge sammen?”
”Øhhh,” Olaf skulle lige stikke en finger i jorden – Berit
og Ungdomsklubben?? Der var noget han ikke helt havde styr
på. ”Jeg – øhhh vi, altså Teenklubben, har kun sat os på lokalerne, så vi er sikre på, at have et egnet lokale til den popgruppe vi kan skaffe – da større popgrupper til tider kræver lidt
mere plads.”
”Vil det sige?” Berit forsøgte at afbryde ham – hvorefter
Olaf brød tilbage.
”Og i samme forbindelse, vil jeg lige nævne publikum - set
i forhold til popgruppen.”
Berit forstod hurtigt problematikken, hvorfor Teenklubben havde sat sig på samtlige lokaler i kommunen, men det
løste ikke Ungdomsklubbens problem til deres forestående
arrangement. Derfor aftalte de at afholde et møde i ungdomsklubben den næste dag. Berit lovede, at hun i den anledning
ville have så mange af klubbens bestyrelse med til mødet.
Da Olaf indfandt sig på mødet med ungdomsklubben, havde
det faktisk lykkedes Berit at samle hele bestyrelsen. Det var
30
synd at sige, at Olaf følte sig velkommen i kredsen. Af en eller
anden grund, havde Skovlunde Ungdomsklub et syn på
Teenklubben, at denne var en konkurrent til deres kommunale ungdomsklub – andet kunne den simpelt hen ikke være. Og
mindre blev denne indstilling ikke, da bestyrelsen erfarede, at
Teenklubben havde sat sig på samtlige lokaler i kommunen –
dette kunne kun være i en ond mening.
Ungdomsklubbens bestyrelse havde haft et lille formøde
inden Olafs ankomst, og Berit havde lige informeret sin bestyrelse om sin telefonsamtale med Olaf fra dagen før. I bestyrelsen var der bl.a. også et ægtepar, Carl og Lone Jensen,
der havde helt deres klare mening om Teenklubben, og navnlig om Teenklubbens formand Olaf.
Olaf var, i deres øjne, pilrådden, og slet ikke til at stole på,
så et eventuel samarbejde, eller hvad mødet nu måtte ende
med, var helt udelukket. Skovlunde Ungdomsklub skulle bare
have deres lokale – uden nogen betingelser.
Mødet gik nu ikke som Carl og Lone havde tænkt sig, da et
flertal i bestyrelsen gik med til, at afholde deres arrangement, i
samarbejde med Teenklubben. Olaf afgav lokalet, på betingelse af, at han bestemte hvilken popgruppe, der skulle underholde – indenfor en aftalt økonomisk ramme. Aftalen blev
underskrevet af begge parter.
”Venskabet” med Carl og Lone, blev da heller ikke udbygget,
da Olaf skaffede en popgruppe til et noget højere beløb end
det aftalte.
”Der kan I bare se hvad vi sagde,” indledte de et bestyrelsesmøde på, ”den stodder er overhovedet ikke til at stole på!”
Carl og Lone var helt oppe i det røde felt over for deres bestyrelse. Nu måtte Skovlunde Ungdomsklubs bestyrelse da
kunne indse, at Teenklubben kun var ude på at skade dem.
Men Olaf løb ikke fra aftalen, det skulle Berit nok sørge
for. Som Olaf naturligvis meget godt vidste, hæftede han – og
derved Teenklubben, for den resterende del af det aftalte beløb.
31
Dette afholdt dog ikke Carl og Lone fra at overfuse Olaf
med, at så havde han nok bare lavet en anden aftale med den
pågældende Impresario om en billigere levering på et andet
tidspunkt til Teenklubben.
Olaf var nu af den mening, at så længe han holdt sig til den
underskrevne aftale, kunne de råbe og skrige, alt det de ville –
men røbe sine forretningsgange, dét ville han bestemt ikke!
Dette blev starten på venskabet mellem Olaf og Berit.
*
OLAF VAR I besiddelse af en god egenskab, mente han selv –
især når det drejede sig om kvinder. Han ville aldrig drømme
om at lægge an på en kvinde, der var i et andet forhold. Han
kom af og til ud for, at der var kvinder, der ikke var helt enig i
hans opfattelse.
Berit og Olaf så mere og mere til hinanden. De ringede til
hinanden i tide og utide. Da Berit boede i Lilletoften - lige på
den anden side af gangbroen, der krydsede jernbanen på Kirkestien, kom Olaf tit og ofte på besøg i Berits barndomshjem.
Kort efter flyttede Berit hjemmefra – 21 år, så måtte det være
på tide, at prøve om vingerne kunne bære.
Berit havde fået tilbudt en lille lejlighed, der var meget
velegnet for unge mennesker eller enlige. Da lejligheden befandt sig lige over et butikscenter i Ballerup, var der reelt ikke
nogen betænkningstid. Berit slog til omgående.
Olaf hjalp med flytningen af Berits sparsomme møblement
fra hendes ungpigeværelse i Skovlunde. Det var ved flytningen, at Olaf for alvor ramlede ind i Bent.
Siden skoledagene I Lindeskolen i Ballerup, var Bent blevet en
hel del kilo tungere. Bent var blevet en ”voksen mand”,
1,82m høj, kraftig af bygning – lige rundet de 100 kilo, der
havde den virkning, at maven nu så småt var begyndt at overtage kroppens største omkreds.
Bents væremåde, talemåde og navnlig hans udstråling, fortalte alle – selv mennesker, der havde svært ved at tolke
32
kropssprog, at her kom der en rigtig mandschauvinist – og de
der kom i vejen, ville blive tromlet ned.
I arbejdet med at indrette Berits nye lejlighed, lå Olaf og
knoklede med ledningerne til de små lamper over den nye
sofa. Det var på dette tidspunkt, at Bent gjorde sin entré.
”Må man ønske tillykke med den nye lejlighed?”
Bent var trådt lige ind af hoveddøren, uden at ringe på.
Han havde en lille buket blomster med i dagens anledning,
men også ti Carlsberg Hof og en ”halv abe” havde fundet
plads i den dertil medbragte taske.
Blomsterne var naturligvis beregnet for Berit, der for en
stund – men længe nok til, at hun kunne glemme Bents seneste erobring. Berit elskede blomster - og Bent udnyttede hendes svaghed.
Taskens indhold skulle så retfærdiggøre Bents ophold til,
at være af lidt længere varighed end en blomsterbydreng ville
have krævet. Og så havde Berit nu sin egen lejlighed, hvilket
havde den fordel, at Berits mor ikke kunne stille for mange
spørgsmål til Bent. Joh, Bent havde set nogle muligheder og
nu skulle jorden rigtig gødes.
En lille time senere kørte Olaf hjem til Skovlunde, han
skulle hjem og lave mad til sin far og yngre bror. Bent havde
ikke protesteret da Olaf skulle køre, men havde derimod
smidt sine sko ind under sofabordet og lignede det nærmeste
man kan komme på en strandvasker, der havde taget varigt
ophold i en sofa. Skjorten havde han knappet op helt ned til
bæltet – dvs. det bælte han havde været nødt til at åbne helt
for at få plads til maven. Hele taskens indhold var nu sat på
bordet.
Der var én, der allerede følte sig rigtig godt hjemme - i
Berits nye lejlighed.
*
ET PAR DAGE senere ringede det på døren til Olafs hjem.
Udenfor stod Bent som bare vadede lige ind gennem den
33
åbne hoveddør, som om det var den naturligste del i verden –
det var første gang Bent besøgte Olaf.
Bent gik direkte ind i stuen og hen til det store stuevindue
der vendte direkte ud mod vejen. Han så ned i blomsterkummen, der engang, da Olafs mor levede, havde været et stort
frodigt hav af grønne planter og blomster.
”Nej hvor smart,” udbrød Bent, mens han pegede på de
sortsvedne stikler, der stak op af den tørre sprukne jord i den
nedsænkede blomsterkasse, ”ørken i vindueskarmen, det har
jeg sgu da aldrig set før.”
Olaf begyndte at få det indtryk af Bent, at manden morede
sig bedst på andres bekostning.
Da Olafs mor flyttede fra hjemmet, døde alle planter i
huset. Ingen i huset havde tænkt på de stakkels planter, der
gik til på grund af vandmangel.
Olafs far, var bestemt ingen ørn i det huslige arbejde –
eller for den sags skyld, noget overhovedet i hjemmet eller
haven.
Lige så lang tid som Olaf kunne huske, havde haven altid
været Olafs opgave – lige fra barnsben. Den første gang Olaf
klippede hækken, var han ikke ret stor, og af samme grund fik
hækken højden efter Olaf – til stor fortrydelse for både hans
far og naboen. Men de tog det meget pænt - knægten skulle jo
lære det. Der gik ikke ret lang tid, før Olaf havde overtaget
hele haven, brændehugningen og meget andet på matriklen.
Også madlavningen stod Olaf for, da hans mor tit havde
været ophængt af skifteholdsarbejde på Løvens Kemiske Fabrik. Hans far hjalp aldrig til, dertil havde han et for tæt et
forhold til stuens sofa. Derfor, var der heller ingen der havde
tænkt på stueplanterne, som helt blev overladt til tørkens forbandelser og unåde.
”Du er varm på hende!” Bent havde vendt sig om, og så
direkte på Olaf. Det var ikke et spørgsmål fra Bents side, blot
en konstatering. Bent var i gang med af afpisse sit territorium.
”Gu er jeg da ej!” Snerrede Olaf tilbage, dog lidt forbavset
over sin påfaldne vrede på det uventede spørgsmål.
34
Olaf gik hen til de tørrede stilke i vindueskarmen og tog
fat i en af de afsvedne stilke, der brækkede af ved roden ved
den lette berøring.
”De mangler sgu da godt nok noget vand,” mumlede han
for sig selv – temmelig overrasket over planternes så åbenbare
grumme skæbne.
”Berit og jeg er bare venner og intet andet, hvad I to har
sammen rager mig en papand.” Plantekummen havde haft
den effekt på Olafs stemmeføring, at ”undertonen” i svaret
fra før nu var væk. Olaf tog sig i, at han var kommet til at
tænke på sin mor, da han stod med de tørrede stilke i hånden.
Meget var forandret siden hendes død. ”Måske var det også
derfor, hans far altid lå på sofaen?” tænkte han i en hurtig
indskydelse.
Bent var kun kommet på grund af Berit – Berit var åbenbart hans ejendom, selv om han officielt havde en anden
kvinde.
Svaret var åbenbart godt nok for Bent – i første omgang,
idet han inviterede Olaf ud på en engelsk bøf i det indre København. Bent måtte jo vide noget mere om denne Olaf. Måske kunne han finde noget på ham til senere brug?
Inden de tog af sted, måtte Olaf lige stille lidt mad frem til
hans far og bror – samt lige huske en nystrøget skjorte til faren, der skulle en tur til Sverige næste dag i forbindelse med
hans arbejde.
”Det er et meget vigtigt møde!” havde hans far sagt til
ham, derfor var skjorten meget vigtig.
Det var muligt, at mødet var vigtigt, men de Øresundsbåde
havde nu ikke altid den mest ædruelige virkning på sine passagerer. En erfaring Olaf kunne erindre lige fra hans tidligste
barndom.
Af en und mand på 21 år, havde Olaf alt for mange pligter
i hjemmet, faktisk så mange, at han glemte det vigtigste – sig
selv.
Bent var ankommet på sin motorcykel – en 750 ccm Triumph
Bonneville. Det var ikke bare en motorcykel, men en cykel
35
der skulle matche manden. Der var heller ikke megen plads på
bagsædet, dertil var sædet for lille og Bent for stor, men det
lykkedes dem alligevel at komme af sted ved, at Bent rykkede
så langt frem på tanken som muligt – dermed var der lige
plads til Olaf.
Styrthjelme???
”Er du da bange for at slå bylden?” var det eneste, og noget ulogiske svar Olaf havde fået ud af Bent.
Restaurantbesøget havde været en ny og spændende oplevelse
for Olaf. Ikke det at være på en restaurant, men med den forestilling Bent lagde for dagen, var det lidt af en omvæltning i
”høflighedens kunst” han her blev præsenteret for.
Den engelske bøf var det sejeste sålelæder de endnu havde
været udsat for. Mage til et mere sejt stykke kød, skulle man
lede længe efter. Derfor var det helt naturligt, at Bent beklagede sig højlydt til tjeneren, der herefter, uden nogen indvendinger, stillede med kokken ved deres bord.
Kokken, var en størrelse på den pæne side af de 150 kilo.
Han lignede ikke én man skulle stille for mange spørgsmål til,
hvis man ville ud af diskussionen uden skrammer – og kokkens medbragte køkkenkniv, satte det hele lidt mere i relief
for dem, der havde magten i situationen. Selv Bent trak hurtigt følehornene til sig, hvorefter både tjener og kok forsvandt
uden et ord. De kunne begge klart fornemme det perfekte i
”nummeret”. Dette var noget, kokken og tjeneren havde prøvet adskillige gange før - og med samme succes.
Olaf og Bent måtte enten æde deres bøf, eller helt opgive
deres forehavende, alternativet var for ubehageligt at tænke
på. Mens de sad og funderede over deres situation, kom der
nye gæster ind i restauranten. Et ældre par satte sig ved bordet
ved siden af Olaf og Bent.
Tjeneren ankom med spisekortet – men modtog omgående bestillingen, da gæsterne var helt afklaret med, hvad de
havde lyst til at spise.
36
To engelske bøffer samt husets rødvin. Tjeneren noterede
med tak bestillingen. Derefter, med en dertil udsøgt mine,
som var helt i overensstemmelse til situationen, foldede han
spisekortet i falsen og forlod bordet med et høfligt nik. Lidt
efter kom tjeneren tilbage med en flaske rødvin og to vinglas.
Efter en kort prøvesmagning blev vinen godkendt. Tjeneren fyldte herefter begge glas og forlod bordet – endnu engang med et høfligt nik.
Kort efter vendte Bent sig om på stolen, så han nu sad
drejet 180o på stolen – med armene korslagt over stoleryggen
og begge ben plantet på hver sin side af stolen. Hans blik var
rettet direkte imod bordet med bestillingen på de engelske
bøffer, og Bent ventede bare tålmodigt på bøffernes ankomst.
Ventetiden brugte han til at smånippe til sit vinglas. Gæsterne
ved nabobordet var ikke ligefrem trygge ved Bents overvågning.
Situationen gentog sig også, da de engelske bøffer endelig
ankom. Gæsterne ved nabobordet kunne ikke tygge sig igennem de seje bøffer, selv om de nok så meget prøvede at skylle
efter med rødvin. Kødet ville bare ikke ned.
Atter måtte tjeneren hente kokken, da manden ved nabobordet helt nægtede at betale for det seje kød. Enten serverede restauranten noget reelt kød, eller også forlod de restauranten - uden at betale. Da kokken truede med at hente politiet,
hev manden resolut sit politiskilt op af lommen.
”Politiet er allerede ankommet,” kom det hurtige svar fra
gæsten, ”og hvis de herrer også vil have en rapport, kan det
sagtens arrangeres!”
Kokken var allerede forsvundet tilbage i køkkenet, mens
tjeneren brugte hele sit talent for undskyldninger for det passerede, hvorefter Bent, så ”høfligt som det kunne lade sig
gøre”, gjorde tjeneren opmærksom på sin og Olafs situation.
”Naturligvis, naturligvis,” gentog tjeneren atter og atter,
mens han febrilsk fjernede tallerknerne med det uspiselige
kød fra deres borde.
Politimanden ved nabobordet sendte Bent et meget barsk
blik, som ikke var til at misforstå, hvorefter Bent igen vente
37
hele sin opmærksomhed mod sig eget bord, men nu i forventningen om et herremåltid – og det fik de. Kokken kunne
sit kram - trods alt. Efter at Bent havde smagt på sin bøf, vente han sig igen om til nabobordet – hævede sit vinglas og hilste pænt på deres lidelsesfæller. Politimanden hilste igen, men
ikke mere end de lige kunne fornemme det.
*
CARL OG LONE var ikke bare ansatte og bestyrelsesmedlem-
mer i Ungdomsklubben, de var også nære venner af Bent.
Bent og Carl havde et lille ekstrajob om eftermiddagen i form
af en mindre virksomhed. De indkøbte varer fra importører
og grossister og videresolgte deres varer til pølsevogne, kroer
og mindre restauranter. Den lille virksomhed gav en hel del
mere arbejde end et egentlig afkast, så efter en lang aften sad
de to mænd ofte alene for at gøre regnskab efter dagens strabadser.
Det var ikke altid lige morsomt, så det der drev værket, var
en drøm om at blive selvstændige erhvervsdrivende i en eller
anden form for handel.
Der gik til tider en del øl og cigaretter til for at holde dagligdagen og drømmen i live. Det var ikke altid, de to partnere
kunne nå at betjene deres kunder, så Bent bad til tider Olaf
om hjælp til at køre varer ud, så det varede ikke længe før
Olaf igen stiftede bekendtskab med Carl og Lone.
Da Berit også havde sin gang ved Carl og Lone, havde
Bent aldrig sin nye dame med ved disse lejligheder.
”Der var sgu ingen grund til at brænde alle sine broer,”
kunne Olaf fornemme ham tænkte, dertil så Berit for godt ud
til denne risiko, og når hun tillige med var smaskforelsket i
ham - hvor svært kunne det egentlig være?
Carl var lige fyldt 30 år, samme højde som Olaf, men betydelig tungere – og da Carl aldrig havde drevet nogen form for
sport, var det heller ikke det der lige prægede ham. Hvis der
var noget man altid kunne forbinde Carl med, var det hans
38
evige cigaret i munden. Til tider kunne man godt undre sig
over, om han også sov med en cigaret i munden – alt andet
var utænkeligt.
Lone røg næsten lige så meget som Carl, men det Carl
havde om maven, havde hun om brystet – og så var hun til
gengæld slank som en ål. Lone havde et aflangt ansigt, i modsætning til Carls runde. På mange måder var Carl og Lone
direkte modsætninger, næsten ligesom magneter, der af samme årsag tiltrækker hinanden.
Parret var flyttede ind i Ballerups første betonbyggeri, Hedeparken. Byggeriet var stadig så nyt, at vejene endnu ikke
helt var færdige, så det var ikke ligegyldigt, hvilken vej man
valgte for at komme tørskoet og uden mudder frem til deres
opgang.
Møblementet i lejligheden var meget mangelfuldt - her var
der kun det mest nødvendige. Lige indenfor i stuen, var der et
spisebord med seks stole. Det næste man fik øje på, var et
ELTRA fjernsyn og en radio med indbygget pladespiller. Pladespilleren var en af de helt nye udgaver med en ekstra anordning, der, når den var monteret, kunne tage op til 10
grammofon plader på én gang. Derudover, var der bare to
kommoder og intet andet end nogen flyttekasser. Deres lejlighed var på fire værelser, så ud over soveværelset, var der placeret to soveottomaner og et par drømmesenge fordelt i de
øvrige værelser – alt efter, hvilken aktuel situation en gæsteovernatning kunne stille af krav til.
Carl og Lone havde også en datter på to år. Selv om lejligheden havde flere værelser, boede datteren altid inde på mor
og fars soveværelse. De andre ubrugte værelser indgik egentlig
ikke rigtigt i Carl og Lones aktuelle boligplan. Og planer dem var der altid mange af.
Når Carl og Bent sad og ordnede deres regnskab, lavede Lone
altid lidt mad til dem. Maden bestod næsten altid af noget
dybfrost der hurtigt kunne tilberedes – så som forårsruller
stegt i olie, pommes frites, friturestegte kyllinger og camembert ost med syltetøj. Der var så ikke noget at sige til, at de to
39
mænd voksede lidt rigeligt om det, der engang havde været
udtænkt som talje. Det var lige så naturligt som at fede grise
op. Det der adskilte dem fra grisene var, at det hele blev skylle
ned med en del øl og cigaretter, så hjerte, lunger, lever, nyrer
og blodtryk altid var på overarbejde.
De to mænd sad næsten altid i køkkenet.. Her var det også
nemmere for Lone, at lange lidt mad fra komfuret, ind over
på et lille topersoners bord. Bordet var, af pladshensyn, placeret tæt op af køkkenvinduet – ud mod den øvrige bebyggelse.
Herfra kunne man så holde øje med, hvem der kom kørende
ind på P-pladsen, der lå lige ud for opgangen. Lige under bordet, helt op af radiatoren, stod der en ølkasse – en rigtig træ
ølkasse, der kunne indeholde 50 flasker, når den var fuld. Det
var bestemt ikke det mest hensigtsmæssige sted at placere øl
op af en radiator, hvis hensigten da skulle havde været at nyde
en øl afkølet. Men hvem sagde i øvrigt, at de nød deres øl? Og
alt andet lige, var det da også meget nemmere at lægge en tom
flaske tilbage lige under bordet og i samme bevægelse trække
en ny øl op af kassen.
”Det er de dovne, der finder på alle opfindelser her i livet!” - sagde Carl altid.
Men opfindelser var ikke lige Carl – og da slet ikke hvis
det indebar noget med værktøj. Hvis han skulle sætte et billede op på en væg, ville han med garanti ødelægge alt, hvilket
ville sige væg, værktøj – og billede, men der ville havde gået
en hel del øl og cigaretter til, inden han var nået så langt.
Efter dagens regnskab foretrak de to mænd altid ind til spisebordet i stuen, ret meget andet kunne boligen ikke byde på.
Ølkassen fik dog aldrig lov til at stå alene i køkkenet, den røg
med ind under spisebordet.
På en måde havde de ydmyge rammer i lejligheden, altid
en behagelig atmosfære på alle de der besøgte Carl og Lone –
men der var måske nok mere de besøgende og rammerne, der
hørte sammen som en helhed.
Herefter røg der en stabel plader på grammofonen, og
Lone tilsluttede sig det lille selskab, mens opvask fik lov til at
40
være opvask, den kunne hun altid tage næste dag, når hun var
alene.
Her ved dette spisebord, blev det meste af verdenssituationen endevendt, bearbejdet og genskabt på ny, så der igen var
orden i sagerne. Men om morgenen var det igen den samme
verden, der var vendt tilbage til sit gamle jeg. Alt var næsten
som dagen før. Det eneste der var ændret, var en stærk dunken i Carls hoved og en smagssans, der havde kendt bedre
dage.
Lidt over midnat havde Bent taget sin motorcykel hjem til
kæresten – en kæreste som næsten ingen i kliken havde set
skyggen af.
På dette tidspunkt af døgnet var der, af gode grunde, ikke
den samme hygge over stue og køkken som bare for nogle få
timer forinden. For da Carl væltede ud af sin seng, tidlig om
morgenen til telefonvækningen kl. 04:00, var det til det største
antiklimaks til oplevelserne fra aftenen før. Køkkenet var et
stort rod, spisebordet flød med tomme flasker, grammofonen
kørte i samme rille på en fuld stabel plader – mens Lone og
deres lille datter sov sødeligt inde i soveværelset.
”Underligt,” tænkte Carl tit på denne tid af døgnet, - mens
han snuppede sig et par hovedpinepiller, ”som sygdom dog
kan komme pludseligt – i går aftes havde jeg det da helt fint!”
Carl stod og kløede sig i skridtet, fandt et skod i askebægeret - og forsøgte at tænde det. Hans hænder rystede så meget,
at han var ved at brænde sig i næsen. Når han først havde fået
ild på sin uundværlige cigaret, inhalerede han altid meget dybt
og inderligt. Nu var han på vej til at blive menneske igen –
følte han.
Herefter fyldte han sig et glas vand til pillerne – hænderne
rystede stadig så meget, at han næsten altid spildte det meste
af vandet på køkkengulvet. Skindet af en røget laks, der stadig
lå i vasken, gjorde ikke hans appetit bedre. Han kvalte et begyndende opkast med hovedpinepillerne og vand. Derefter
gik han hen til det mørke køkkenvindue og satte den ene
hånd op over øjnene, for bedre at kunne se ud. Det var endnu
meget tidlig morgen, og udenfor lignede det endnu den sorte
41
nat. Der var kun én ting, man tydeligt kunne se i denne morgenstund, og det var den halvnøgne Carl. Han stod, som han
altid plejede på denne tid af døgnet - i det fuldt oplyste køkkenvindue i den direkte kontrast til mørket. Morgenmad var
ikke noget Carl beskæftigede sig mest med, det ventede han
med, til han kom ind på arbejdet. Nu kunne Carl slet ikke lave
nogen form for mad, så situationen gav ham ikke andre muligheder, for han skulle ikke regne med, at Lone stod op for at
tilberede noget for ham.
Derefter klædte han sig på og forlod lejligheden. Tilbage i
sengen lå hans sovende kone og datter. Hvis de havde hørt
ham, lod de i hvert fald som ingenting.
Lejligheden henlå atter i mørket.
Hoveddørens smæk kunne høres i hele opgangen. Et betonbyggeri har helt sin egen hygge og charme, hvad det angår.
For Carl, var det bare én af mange morgener, men drømmen
om selvstændighed ville aldrig forlade ham.
Det var ikke uden sværdslag fra Carls side, at Bent en dag tog
Olaf med op til Carl og Lone. Men da Olaf efterhånden havde
gjort dem så mange tjenester – som effektiv budcentral, måtte
Carl til sidst bøje sig.
”Olaf var sikkert god nok – altså lige ud over, at han var
pilrådden,” havde Carl til sidst sagt, inden Bent havde fået
grønt lys for Olaf.
Den klike som Olaf nu blev indviet i, bestod af Carl, Lone,
Bent og Berit, samt af tre andre par, to single mænd og to
single piger. Kliken havde eksisteret i flere år, og det var ret
svært at blive accepteret, da alle ”nye” nærmest blev betragtet
som et ubehageligt element, der på ingen måde hørte hjemme
i denne meget specielle klike.
Dette fik Olaf også at føle. Men det var kliken som helhed,
på samme måde som en organisme der afviste udefrakommendes indtrængen. Det var bestemt ikke det enkelte medlem
i kliken, der altid var årsagen til denne opfattelse for det nye
medlem, det var kliken som helhed.
42
Kliken havde også deres indbyrdes ”specielle sprog” – og
herunder, var tydeligvis kropssproget i forhold til nogle enkelte ord, der afslørede det ægte klikemedlem. Nye elementer i
kredsen kunne meget hurtigt føle sig ret uvelkomne, hvis man
ikke handlede og grinede på samme måde som de øvrige.
Olaf kom til tider til at tænke på en kalkunfarm, når hele kliken kaglede på samme tid og måde under et eller andet tilfældigt ord, som blev udtalt med klikens meget specielle humor.
*
BENT LÅ STADIG på sovesofaen - splitternøgen under dynen,
mens Berit lavede morgenmad i sit lille køkken. Hun var begyndt at dække et morgenbord på hendes lille halvrunde spisebord, der lige passede til hendes lille stue. Rundt om spisebordet var 4 stole - der var ikke plads til ret mange flere, men
det var hendes eget hjem, og det var det der talte for Berit.
”Kommer du ikke snart op?” spurgte hun henvendt til
Bent, der lige havde tændt sig en cigaret, mens han lå og gloede op i loftet.
”Er du lun på ham Olaf?” kom det meget snøvlende fra
Bent, mens røgen langsomt forlod mund og næse. Hans læber
rørte sig næsten ikke under spørgsmålet.
”Årh må jeg være fri?” svarede hun mens hun så forelsket
på Bent. Hendes tanker kredsede hele tiden om Bent - og om
han måske nu ville blive hos hende? Der var ingen andre
mænd for Berit, selv om hun aldrig ville indrømme det for
nogen. ”Olaf er en rigtig god ven, men det er han til gengæld
også,” uddybede hun sit forhold til Olaf.
”Overnatter han da ikke til tider hos dig?” spurgte Bent
drillende.
”Nu da du spørger så pænt,” Berit var stoppet op i sit arbejde med at dække morgenbordet, og så over på Bent – var
Bent mon jaloux? ”Olaf sover på en madras på gulvet, når
han er her – måske skulle jeg tilbyde dig det samme?”
43
Bent så sig omkring og begyndte at lede efter sine underbukser under dynen, men fandt ingen. Derefter flaksede hans
blik rundt på gulvet og på sofabordet, men der var stadig ingen underbukser i farvandet. Så slukkede han sin cigaret, og
nu udspandt der sig et mindre skuespil i sovesofaen. Bent
begyndte at vride sig på de mest mærkelige måder, og gjorde
nogle bevægelser med sine arme og hænder, der til sidst mundede ud i, at han lod til at kaste en usynlig ting i en bue over
sit hoved.
Bent stod herefter op i alt sin nøgenhed, og gik i den retning hans arm havde kastet den usynlige ting. Og dér, i vindueskarmen, fandt han sine underbukser.
”Man skal bare blive ved længe nok,” mumlede han nok
mere henvendt til sig selv, herefter forsvandt han ud på badeværelset.
Berit rystede på hovedet og fortsatte med morgenbordet.
Blødkogte æg, ristede brød, syltetøj, smør, ost og naturligvis
kaffen – joh, det hele så ud til at være der.
Kort efter kom Bent ud fra badet, klar til at gå i gang med
morgenmaden.
*
OLAF HAVDE ALLEREDE mødt Karen Margrethe en gang ved
et badmintonstævne i Gentofte Hallen. Bent havde inviteret
ham med til stævnet, uden han vidste at Karen Margrethe
skulle spille kamp. Ja, han anede ikke engang på dette tidspunkt, at det var Bents nye pige, der spillede i hallen
I Gentofte Hallen er der en kantine, hvorfra man kan sidde og se ned på spillerne i hallen. Det var også det nærmeste,
Bent selv kom i nærheden af nogen form for sport. Her kunne han sidde helt uforstyrret med sin kaffe og cigaretter. Om
Karen Margrethe så vandt eller ej, var ham komplet ligegyldigt.
Da de havde sat sig godt tilrette med deres kaffe foran
vinduet i kantinen, og så ned på de kæmpende spillere, sprang
Bent pludselig op, som om noget var helt rivende galt,
44
”skal du ikke have noget til kaffen?”
Da Olaf svarede, at han ikke var sulten, udbrød Bent med
en latter, ”hvem fanden taler om mad?” hvorefter han forsvandt hen til kantinebestyreren for at hente et par cognacer.
Det var ikke den eneste gang Bent hentede forsyning under
kampen, for kampene i hallen sagde ham absolut ingenting.
Det havde da også undret Olaf en del, at Bent havde inviteret ham til at overvære en sportskamp, for, som han vidste,
var sport ikke Bents stærke side. Nu var sagen imidlertid denne, at Bent havde lovet at hente Karen Margrethe efter kampen, og så kunne han lige så godt få noget ud af situationen,
og så lagde hans nye kæreste jo også mærke til, at han interesserede sig for hendes fritidssysler.
Bent havde nu endelig taget sig sammen til, at vise sin nye
kæreste frem for Carl og Lone.
Karen Margrethe boede i Hellerup, og var datter af en
velhavende familie, og var lidt af et modstykke til den øvrige
klike. Hun var en høj flot blond sportspige, som, hvis hun
havde haft den rigtige træning og støtte, kunne have kommet
rigtigt langt indenfor badmintonsporten. I den henseende var
Bent ikke lige det rigtige valg for hende. Nu manglede Karen
Margrethe på ingen måde noget omkring brystpartiet, og det
var bestemt ikke noget minus for Bent, tværtimod. Karen
Margrethe var tilsyneladende også en intelligent pige, der havde sine meningers mod, så på mange måder var det lidt af et
mysterium, at hun blev ved med at hænge på Bent.
Da Olaf ankom til Carl og Lone, spurgte Carl, om han ikke
ville hente nogle øl i Centeret for ham. Normalt var Olaf på
cykel, men denne dag havde han taget sin lyseblå Folkevogn
ud til Ballerup. Som svar på spørgsmålet drejede han hurtigt
omkring på hælen, og var atter ude på trapperne.
Uden for opgangen løb han direkte ind i Berit, der var på
vej op til Carl og Lone.
”Er der nogen hjemme deroppe?” spurgte hun lidt forundret den travle Olaf.
45
Berit så glad ud, og havde som altid sin personlige pleje i
orden - hendes mascara sad helt perfekt. Olaf overvejede et
kort øjeblik, om han skulle fortælle Berit om Karen Margrethe, men undlod, da sandheden om Bent alligevel skulle frem
en dag - så denne dag kunne være lige så god som alle andre
dage.
”Ja, gå bare op, døren er åben.”
Og inden Berit kunne nå at stille flere spørgsmål, var Olaf
allerede på vej ud i bilen på parkeringspladsen.
Efter at Olaf atter kom tilbage på parkeringspladsen, så
han den kendte skikkelse af Berit udenfor opgangen, der førte
op til Carl og Lones lejlighed. Berit var på vej hen til en større
blomsterkumme, der stod placeret ikke så langt fra opgangen
– hun havde sit hovedet dybt begravet i sine hænder.
Da han nærmede sig hende, kunne han se, at hun hulkede
af gråd. Berit havde mødt sandheden i lejligheden. Det var
med blandede følelser Olaf nærmede sig hende, da han følte
sig skyldig i det hændte, og alligevel kunne han jo ikke i al
evighed beskytte Berit imod Bents bedrageri.
Berit så op da Olaf nærmede sig, hendes mascara var tværet ud i hele ansigtet, hun så forfærdelig ud. Det gik op for
Olaf, at han aldrig før havde set Berit sådan, hvilket forskrækkede ham, så han derved følte sig endnu mere skyldig.
”Hvorfor sagde du ingenting?”
Spørgsmålet ramte Olaf som et kølleslag lige midt i ansigtet. Nu følte han sig direkte skyldig.
Han gik hen for at trøste hende, hvilket ikke lykkedes.
Berit tørrede sine sorttværede øjne og så direkte på ham, ”kan
du ikke køre mig hjem?” spurgte hun med grådkvalt stemme,
mens hun små snappede efter vejret.
Olaf gik hen til bilen – og Berit fulgte langsomt efter ham.
Det varede ikke længe, før de var fremme ved det indkøbscenter, hvor Berit havde sin lille lejlighed ovenpå.
Olaf fulgte hende op til lejligheden, og lovede at være tilbage om aftenen, når hun havde det bedre.
Derefter gik turen tilbage til Carl og Lone, der længe havde
ventet på de øl, som Olaf havde lovet at hente i Centeret.
46
”Det var du fandeme længe om,” udbrød Bent, da Olaf
trådte ind i lejligheden,
”lad os så for fanden få nogle bajere på bordet.”
Det så ikke ud til, at episoden med Berit havde rørt Bent
det mindste, og Karen Margrethe havde endnu ikke opdaget,
hvad der egentlig var galt, da hun slet ikke vidste noget som
helst om Bent og Berits lange forhold.
Selv om Bent tilsyneladende ikke lod sig mærke med Berits
opdukken tidligere på dagen, drak han noget mere end han
plejede, så da han på et tidspunkt ville sætte sit ego lidt mere i
relief, udbrød han spontant:
”Hvis jeg var kvinde, ville jeg være luder!”
Olaf så over på ham og svarede tørt, ”den side klarer du
allerede”, og efter en kunstpause fortsatte han, ”og ret godt
endda.”
Bent lod som ingenting men knappede demonstrativt et
par pilsnere op til ham og Karen Margrethe. Denne handling
undrede Olaf, da Bent normalt aldrig gjorde noget sådan
overfor Berit – at byde hende en øl, så hvorfor lige for Karen
Margrethe? Måske havde Karen Margrethe lidt mere styr på
Bent end han umiddelbart ville indrømme?
Senere på aftenen vendte Olaf tilbage til Berits lejlighed. Berit
havde taget sig et bad, og lignede en der lige var kommet ud
af morgenbruseren. Hun bar ingen mascara, og håret havde
lige været igennem en hårtørrer – men var stadig uredt, så det
lignede lidt af en høstak.
”Bliver du i nat?” spurgte hun uden den større tiltro i
stemmen. Berits selvtillid lå i hendes altid perfekte udseende,
og det var ikke på det højeste på dette tidspunkt.
”Naturligvis,” svarede han og tilføjede, ”jeg skal ikke noget
særligt i weekenden, så jeg kan blive så længe du behøver
mig.”
Da det blev sengetid, fandt de i fællesskab den madras
frem som Olaf havde overnattet på før. Madrassen stod i et
mindre rum, der var bygget som et kombineret rum for garderobe og pulterkammer, hvor der lige var plads til madrassen.
47
Der var ikke meget plads i Berits lille lejlighed, men den blev
effektivt udnyttet.
Olaf lagde sig til rette på madrassen på gulvet og Berit
lagde sig på sovesofaen. Lysen var blevet slukket og de lå
begge tavse og så ud i mørket.
Berit var den første der brød tavsheden,
”jeg trænger til at få et godnatkys,” sagde hun ud i luften
med en stemme der ikke bad om noget, men befalede.
Olaf rejste sig halvvejs op, og gik på sine knæ hen til sovesofaen. Det var ikke første gang han kyssede Berit, men dette
var noget ganske andet. Deres kys var gensidigt uden den helt
store lidenskab, men dog med varme. Olaf krøb tilbage på
madrassen igen for derefter at høre Berits stemme igen.
”Det kan du godt gøre bedre,” kommanderede hun udfordrende, mens hun vendte sig om imod ham.
Olaf kunne godt mærke, hvad det var ved at udvikle sig til,
så han tænkte sig lige om en ekstra gang. Berit var jo en ganske flot og velskabt pige, og man skulle da være et slemt
skarn, hvis … hvis, han kunne ikke komme meget længere.
”Så må du komme herned, hvis du skal have det byttet,”
lokkede han.
Berit krøb ud af dynen og lagde sig ned til Olaf. Det var
første gang, de var så tæt sammen. Kysset blev erstattet af
kælen, der begyndte at tage lidt overhånd, uden at gå over i
noget de ikke kunne styre.
Dagens episode havde taget så meget på Berit, at det stadig
lå gemt dybt i hende, derfor var det så som så med sexlysten,
der nærmest var blevet et ”på trods syndrom” hos hende.
Olaf kunne tydeligt mærke det ved hende, selv om det var
første gang, de lå så tæt sammen. Der var noget der ikke passede!
”Tror du ikke hellere, at du skulle gå op i din egen seng?”
Berit lå og så op imod loftet, mens Olaf lå ved hendes side.
”Jeg tror du har ret,” sagde hun stille, hvorefter hun forlod
madrassen.
Under en halv time senere sov de begge.
48
Næste morgen vågnede Olaf ved at Berit sad ved sit spisebord.
”Ved du hvad?” begyndte hun sin meget alvorlige samtale,
Berit lignede én, der havde taget en meget vigtig beslutning,
”skulle vi to ikke tage og gifte os?”
Olaf lå lidt og tyggede på idéen. Han vidste, at han ikke
helt var Berits ideelle type, selv om hun på ingen måde afskyede ham, men dette kunne kun gå galt.
”Jeg syntes, at det kunne være en rigtig god idé, men har
du overvejet, om der er nogen, der vil have os?”
Svaret overraskede Berit, der sad og så på Olaf, der stadig
lå på madrassen.
”Du vil altid være min soulmate?”
”You bet,” svarede Olaf.
Ingen af dem behøvede at sige mere.
49
50
3. Kapitel
Den Sorte Firkant
S
ommeren var næsten overstået, og en mellemting mellem
sensommer og efterår, var så småt ved at kunne anes. Der
var støvregn i luften og begyndende vindstød, der fik tankerne hen på, at sommeren nu var ved at gå på hæld. Dagene var
også blevet mærkbart kortere, så baggårdene i det centrale
København havde, om muligt, endnu mindre sol at glæde sig
over, end de sparsomme stråler der hidtil var tildelt dem i
højsommeren.
Dagen i dag behøvede man ikke se efter solen, da skyerne
med støvregnen for længst havde sat en stopper for solens
varme og lys, der for ikke så længe siden havde fundet vej ned
i baggårdens snævre tragt. Baggårdens meget snavsede og
vindblæste mure så endnu mere triste ud med støvregnens
tiltag af vand.
Regnvandet var nu begyndt at løbe fra taget og gesimser,
ned ad muren og videre ned i gården, mens sommerens tilbageværende støv, nu med regnens hjælp, trak sine tydelige spor
ned langs de gamle mure.
I det gamle Nørrebro i København, som blev betegnet som
”Den Sorte Firkant”, sad Kurt Lemvigh, en nyudlært murersvend på bare 21 år, på sit værelse i forældrenes lejlighed –
lejligheden, som også var hans barndomshjem.
Den Sorte Firkant - eller bare Firkanten, var en betegnelse
for en del af det indre Nørrebro i København. Denne var
afgrænset i det nordlige af Nørrebrogade, i øst ad Peblinge
Dossering, i det sydlige af Åboulevard og vestligt af Kapelvej.
51
Navnet kom af, at kvarteret omkring den nuværende Blågårds Plads var ualmindeligt sort og beskidt som følge af forurening fra Jernstøberiet Anker Heegaard, der i perioden fra
1830 til omkring 1900, lå hvor Blågårds Plads er i dag.
Kurt Lemvigh, 178 cm høj – uden fodtøj og lidt kraftig
uden at han var direkte fed. Man bliver heller ikke fed af at
være murerlærling i dagens Danmark. Håret var kraftigt,
mørkt og med krøller. Ansigtet var rundt og næsten altid med
et stort smil på, eller som hans venner ville kalde hans ansigt,
et stort talende hoved da man altid kunne se, hvilken sindstilstand Kurt var i. De meget levende øjne - og navnlig smilet,
ville altid røbe ham.
Kurt var søn af skibsværftsarbejderen Hans Ewald Lemvigh,
der havde sit daglige arbejde på skibsværftet »Burmeister og
Wain«, eller i dagligtale, bare »B&W«.
Hans Ewald tog turen over til Refshaleøen hver dag. Øen
lå placeret lige midt i Københavns havn, og var stedet hvor
»B&W« etablerede deres værft i 1872. Den ældre værftsarbejder var stolt af sin arbejdsplads, hvor arbejderne altid havde
stået som et godt eksempel på en stærk arbejderorganisering.
Mens mange andre ansatte havde svært ved at organisere sig,
havde man på »B&W« allerede fra omkring år 1900 et velfungerende samarbejde med virksomhedsledelsen, som betød, at
man organiserede sig i fredelighed. Det var heller ingen hemmelighed, at mange på værftet havde et nært forhold til DKP,
Danmarks Kommunistiske Parti, hvilket også var tilfældet
med Hans Ewald.
Den gamle værftsarbejder hævdede også, at han havde
været enormt aktiv som modstandsmand under den tyske
besættelse af Danmark. Men når sandheden skulle frem, var
det nok mere i den sidste uge/dag, inden Tyskland kapitulerede, hvor han endelig fandt ud af, hvor hans sympati skulle
ligge.
Derimod var han ret meget aktiv lige efter krigen, hvor
han bl.a. deltog i fængselsvagter over for de danskere, der
havde deltaget i kampene på østfronten.
52
Det var ikke altid lige sjovt for disse nye ”modstandsfolk”,
at skulle passe på disse rå krigsveteraner, der havde gennemgået rædslerne gennem Polen, på de russiske stepper, tundraer
og i større russiske byer. Mange af disse Frikorpsfolk m.v.,
havde oven i købet gennemlevet de hårde isvintre på østfronten, med al den rædsel dette medførte.
Modstandsfolkene/fængselsvagterne, havde ikke engang
gennemgået det mest elementære grundkursus i våbenlære, så
de våben de fik i hænderne gik til tider af ”af sig selv”, da de
ikke engang vidste hvor sikringen sad. Nogle kom sågar til at
skyde sig selv i foden, og endnu andre sårede deres egne
kammerater ved vådeskudsulykker. Det blev heller ikke bedre
af, at landsforræderne, inde på den anden side af tremmerne,
fortalte de skrækslagne vagter, i meget maleriske vendinger, at
når det blev nat, ville de snige sig ud af deres celler og skære
halsen over på deres vogtere.
Det var bl.a. disse oplevelser fra de danske veteraners beretninger, der fik Hans Ewalds ”erindringer” fra sin modstandskamp til, at blive mere og mere indholdsrige som årene
gik.
Dog kunne han ikke bilde sin kone, Eleonora, alt dette ind,
da hun udmærket vidste, hvad Hans Ewald lavede under krigen, og det var ikke lige alt, der efter krigen havde godt af at
se dagens lys. Specielt ikke den store aktivitet indenfor sortbørshandel, som Hans Ewald havde været en yderst aktiv del
af. Men ude på »B&W« var der ingen tvivl om, at Hans Ewald
var en af ”de helt store” under besættelsen, og medlemskabet
af DKP var egentlig nok dokumentation for Hans Ewalds
aktiviteter.
En dag da Hans Ewald var kommet hjem fra arbejde, fortalte
han om en af kammeraterne på »B&W«. Denne ”kammerat”
havde talt om, at familien ville emigrere til Australien.
”Hvad fanden vil han dog i sådan et kapitalistsamfund?”
havde Hans Ewald fnysende sagt, mens han rettede sig op i
sin vante lænestol i hjørnet af stuen. I hænderne havde han
»Land og Folk«, partiavisen for alle DKP’ere, ”det var fande53
me ikke det, vi kæmpede for under krigen,” fortsatte han, og
forsøgte at finde en overskrift i avisen, der kunne understøtte
ham, da hans mening som regel ikke gav genklang i den lille
stue.
Ingen i stuen sagde ham imod, for dette ville bare have
udmøntet sig i en større beretning af Hans Ewalds indsats
under besættelsen, og det gad hverken Kurt eller Eleonora
høre på, der var sgu grænser!
Hans Ewald var en direkte modsætning til sin kone Eleonora.
Kurt havde hentet sin robusthed fra sin mors side, for Kurts
far var ikke ret meget over 167 cm, mager, og med en meget
sparsom ”hårpragt”, der var blevet helt gråt – eller nærmest
hvidt, inden han var fyldt de fyrre år. Hans Ewald havde en
gevækst på spidsen af tungen, og når han talte, spiste, gabte
eller på anden måde åbnede munden, kunne man ikke lade
være med, at se på denne ”underlige tunge”. Der var ganske
få mennesker, der havde bemærket det overfor ham, men altså kun ganske få, da Hans Ewald havde et meget hidsigt
temperament.
Hans påklædning var ikke ligefrem noget at prale af. Der
var tider, hvor man skulle tage sig i at spørge den gode Hans
Ewald om, hvordan han dog kunne holde sine bukser så
blanke. Men et blik fra værftsarbejderen var nok til, at de meget hurtigt kom til at tænke på noget helt andet.
Hans Ewald gik altid i sine træskostøvler, der i modsætning til hans benklæder godt kunne trænge til en polering, og
det var heller ikke ligefrem lydløst, når han gik op og ned ad
de gamle slidte trætrapper. Dog var det temmelig håbløst at
bede ham gå med andet fodtøj, da han følte sig helt speciel i
dette fodtøj – og hvad han ikke havde i hovedet, måtte han jo
have i benene.
Skjorte, vest og jakke, afveg ikke ret meget fra benklæderne, og dog kunne man ikke sige, at Hans Ewald afveg fra de
øvrige beboere i Den Sorte Firkant – de var alle en del af
denne meget specielle bydel.
54
Moren var lidt højere end faren, men meget mere fyldig.
Hendes hår var stadigt mørkt, selv om man anede nogle grå
stink hist og her, men hendes krøller var lige så intakt som i
hendes unge dage. Hendes tavse og godmodige ansigt sagde
til tider meget mere end ord – og hun var helt og holdent
Kurts anker til hjemmet, ellers var han rejst for længe siden.
Morens tøj var en del renere end hendes mands, ja, hele
hjemmet bar præg af, at her var der en husmor der værnede
om sit hjem – dog med Hans Ewald som en undtagelse, han
var overhovedet ikke til at ændre på.
Ægteparret Lemvighs lille lejlighed på første sal i Den Sorte
Firkant, var hele deres liv. De kunne slet ikke tænke sig noget
andet. Da de begge var opvokset i fattige kår i landarbejderfamilier på Lolland, var deres lille lejlighed – næsten i midten
af København, med Hans Ewalds arbejde på »B&W«, det
samme som Guds gave til den lille familie.
Deres nabo på trappen, var et ungt nygift ægtepar, hun,
Gitte Jensen på bare 18 år og han, Carl-Johan Jensen, en typografisk håndsætter på 23 år. De var flyttet ind for to måneder siden, og ventede allerede deres første barn. Lejligheden
havde de fået gjort i stand med venners hjælp – tæpper over
det hele, nyt tapet og nymalet træværk. Deres kommende barn
skulle have den bedste start i livet, men alt dette havde kostet
dem så meget, at den stod på vandgrød et stykke ud i fremtiden – og fjernsyn? Så langt ude i fremtiden tænkte de slet
ikke.
Overboen på anden sal, en tidligere DSB-ansat, Harry
Frederiksen, der i sine unge dage sprang mellem togsættene
på Hovedbanegården i København for at af- og tilkoble de
forskellige togstammer, der hele tiden ankom og afgik fra de
travle perroner. En dag gik det helt galt, Harry forfejlede et
spring mellem to togsæt, der skulle sammenkobles. Han faldt
ned på skinnerne, hvor det langsomt kørende tog skar begge
hans ben over – lige over knæet.
Tiden efter ulykken havde været en hård kamp for Harry,
der havde en kone, Benthe, og tre døtre at forsørge. Harrys
55
invalidepension og Benthes hårdt tjente løn kunne lige få
økonomien til at løbe rundt.
Harrys ulykke havde den konsekvens for Benthe, at hun
måtte opgive sit arbejde og fag som smørrebrødsjomfru, til
fordel for et job som hjemmesyerske for et handskefirma i
København. Dermed kunne hun samtidig passe sin invalide
mand.
Ud over arbejdet med syningen af de mange handsker var
der utallige trappetrin på trapperne, der skulle forceres, inden
de færdige handsker var færdige til levering ved Benthes arbejdsgiver. Det var bestemt ikke arbejde Benthe manglede
efter Harrys ulykke.
Heller ikke hos familien Frederiksen var der fjernsyn, hvilket der var to årsager til, økonomi og plads. Benthes arbejde
optog så megen plads i det lille hjem, at det hændte oftere, at
Harry kom på besøg ved Hans Ewald end det modsatte.
Det tog mange operationer, før lægerne var tilfredse med
Harrys to benstumper. Herefter skulle Harry koncentrere sig
om tilpasning af benproteserne, hvilket heller ikke var lige let.
Så kom tiden, hvor han skulle lære at gå med sine nye ben på
krykker - op og ned ad en trappe til anden sal. Dertil var der
også et lokum i gården, hvor adgangen var en baggang - som
egentlig kun artister burde færdes på, da trappen ikke bare var
stejl, men også meget nedslidt. Den tid var ingen dans på roser, men et ekstremt hårdt arbejde der næsten ingen ende ville
tage. Ulykken og genoptræningen af Harry sled meget hårdt
på familien Frederiksen, men på en eller anden måde bandt
det dem også sammen som en fasttømret enhed.
Det var kun når Harry skulle bevæge sig, at han tog sine
benproteser på, ellers sad han bare i sin faste lænestol med
benstumperne ragende lige ud over stolens sæde. Proteser og
krykker lå altid indenfor hans rækkevidde – noget man aldrig
vænnede sig til, med mindre man var en del af familien. Kurt
havde næsten vænnet sig til Harrys benproteser, når Harry
kom på besøg, men helt tilpas blev han nu aldrig ved synet.
56
Der var, af mange grunde, aldrig kommet en kørestol på
tale til Harry. Den første grund var, at plads og lejligheden på
ingen måder kunne opfylde betingelserne. Herefter blev alle
andre grunde helt overflødige.
Harry var om nogen kommunist, men at købe Land og
Folk var nok at gøre for meget ud af det, og når man tilmed
havde en underbo, der fik leveret avisen hver dag, så var det
bare at smutte, hvis man da kunne kalde det i Harrys tilfælde,
ned til Hans Ewald og låne partibladet. På denne måde kunne
”kammeraterne” også bekræfte hinanden, i det de stod sammen om.
Eleonora Lemvigh, var en direkte efterkommer af de polske
sukkerroearbejdere, der bosatte sig på Lolland efter 1893, og
med den ballast i bagagen var andre alternativer end Den Sorte Firkant helt utænkelige. Da så Eleonora oven i købet kunne
tjene lidt ekstra ved rengøring og trappevask, var der slet ingen ende på, hvor heldige de havde været med deres bolig.
Hans Ewald havde lejlighedsvis en bemærkning om, at
Eleonora kun var blevet skabt, fordi hendes far ikke kunne
lade den røv være, der arbejdede lige foran ham i roemarkerne.
Eleonora kunne også nogle gode historier om sin Hans
Ewald, men af erfaring vidste hun, at så langt strakte Hans
Ewalds humor sig slet ikke.
Den lille lejlighed var indrettet således, at køkkenet og Kurts
værelse havde udsigten ud mod baggården, hvor stuen og
forældrenes soveværelse havde udsigten mod gaden. Toilet
var der ikke noget af, da der var etableret lokummer i gården
– og badeværelse?? - denne betegnelse var vist ikke at finde i
familiens ordforråd. Det nærmeste bad, var på Badeanstalten i
Sjællandsgade, ellers stod den altid på ”etagevask” i køkkenet,
hvor det varme vand, ligeledes var et nærmest ukendt fænomen. Hvis man var for sart, skulle der først sættes en kedel
vand over på gaskomfuret, herefter kunne man så påbegynde
sin morgenrengøring med udsigt til baggården og alle de øvri57
ge køkkener. Om vinteren behøvede man ikke spekulere over,
om der var trukket for vinduerne under morgenhygiejnen, da
isen fra frosten satte sig som et stort tykt lag på indersiden af
de små ruder.
En ting som en natpotte, var endnu ikke afskaffet i disse
gamle boliger, da det var lige lovligt langt ned til lokummet i
gården, hvis man skulle slå en streg om natten – så, altså ind
under sengen for at finde natpotten. Det siger sig selv, at
denne aktivitet godt kunne give en særegen aroma i de mange
små hjem – specielt i familien Frederiksens hjem.
Kurt havde i sin læretid været med til at bygge nye boliger og
virksomheder i Herlev og Skovlunde. Disse nye boliger havde
helt naturligt givet ham en noget anden holdning til Den Sorte
Firkant. Kurt ville derfor hurtigst muligt væk fra denne ”Middelalder,” og det kunne næsten kun gå for langsomt for ham.
Den unge murersvend sad og stirrede ud af vinduet og ned
i gården, hvor nogle børn forsøgte at spille noget, der skulle
ligne fodbold mellem tørrestativerne og porten ud til gaden.
At gårdens lokummer og skraldespande udgjorde den ene
sidelinje, kunne af udenforstående godt betragtes som en direkte forhindring til formålet, men dette var ingenlunde tilfældet. Alt hvad der var i gården, var alle elementer der fik legen
til at gå op i en højere enhed. Den tiltagende støvregn i gården
synes ikke at have nogen indflydelse på spillet, for ungerne
ænsede overhovedet ikke det våde vejr.
Baggårdene var for de legende børn, som for Kurt, deres
fælles verden – på godt og ondt. Legene med deres små luner
kendte Kurt som sin egen bukselomme, selv om han i de seneste år var ved at vokse fra dem.
En af klassikerne i gården var vel nok når viceværten, i
bedste stil jagtede ungerne ud af gården, der så var hensat til
at fordrive tiden på gaden eller i en af de andre gårde længere
inde i ”Firkanten”.
Nu var der selvfølgelig også grænser for, hvor mange gange en sådan vicevært gad rende efter ungerne, så det varede
58
som regel ikke længe inden, at ungerne atter befandt sig i gården og ufortrødent fortsatte legen, som om intet var hændt.
Men Kurts blik beskæftigede sig ikke med legen i gården,
eller for den sags skyld med noget der befandt sig i gården.
Hans blik så tomt ud, som om intet kunne fange dem, men
selv om øjnene var verdensfjerne, arbejdede hans hjerne på
højtryk.
“Kurt vi skal spise!”
Hans mor havde kaldt på ham inde fra stuen, mens hun
var i færd med at stille en skål kartofler på bordet.
Spisebordet var placeret ved vinduet ud til gaden med to stole
på hver sin side. I Kurts barndom havde spisebordet haft sin
plads i midten af den lille stue, men i 1956 havde familien
købt et fjernsyn, som kostede værftsarbejderen næsten en hel
månedsløn. Herefter blev der flyttet en del rundt med møblerne i stuen, da det nye stuealter havde krav på en helt central
plads i stuen. Imens alt dette skete havde Kurt lært en hel del
nye bandeord af sin far.
I 1956 kom naboerne altid rendende, når der var fjernsyn,
hvis ikke de da stod foran Radio- og TV forretninger på gaden for at iagttage dette nymodens fænomen. Flere børn optog stuegulvet foran tv-apparatet, når der var Andy Pandy
som børnetime – ja, ikke kun børn, selv voksne skulle se dette
dukketeater, da det var så som så med sendetiden i fjernsynets
barndom. Alt blev set i disse dage, dvs. at ”alt” betød 1-2 timers sendetid i døgnet – og endnu én kanal, men til gengæld
var billedet næsten altid flerdobbelt pga. signalet og de uundværlige stueantenner.
Samme år gik Sovjetunionen ind i Ungarn og knuste det
spirende oprør, der havde etableret sig i landet. Mange mennesker flygtede ud af Ungarn, hvilket var den direkte årsag til,
at TV nu fik gang i sin første store Landsindsamling.
Da det var forbudt at have reklameindslag i TV, var der
rigtig mange virksomheder, der så sit snit til, at omgås dette
forbud ved netop ”Ungarnshjælpen” i direkte TV. Alle bidragsydere blev læst op i TV, og dette var rigeligt til, at der var
59
rigtig mange, der ville punge ud til denne store landsindsamling, og for første gang sad hele familien Danmark klistret til
skærmen. Selv om der på den tid kun var relativt ganske få
husstande, der havde et tv-apparat, kunne man sagtens finde
sammen ved naboer og bekendte. Ungarnshjælpen blev nærmest en folkefest i 1956.
Først 10 år senere, i det samme år som Kurt havde fået sit
svendebrev, rundede Danmark den første million husstande,
der havde fået TV og med et yderst begrænset programudvalg.
”Vi skal spise - NU!”, gentog moren, men denne gang en del
højere.
Men Kurt hørte ikke noget, hans ører var på samme rejse
som øjnene. De var helt sat ud af funktion til fordel for hjernens aktivitet.
Ved siden af ham i vindueskarmen lå et helt nyt svendebrev, og delvis oven på svendebrevet lå mesters svendegave en fyreseddel.
Hvad kunne det hele nytte, når man som nyudlært murersvend med tro på fremtiden får hele sin verden til at synke i
grus med denne fyreseddel? Måske skulle han havde valgt et
andet fag? Men hvem kunne vide, at der kom sådan en afmatning i byggebranchen?
Det havde heller ikke gjort det meget bedre da hans kæreste gennem det sidste år, Bodil, der boede henne i nummer 18
på første, havde slået op med ham på grund af et større skænderi. Skænderiet var blevet udløst som en direkte følge af en
skurdag samt Kurts dårlige humør efter fyringen
Spørgsmål på spørgsmål væltede frem i hans hjerne, han
ville bare ud af denne ghetto, og helst så langt væk som muligt.
Kurts mor stod nu i døren til hans værelse, Hun måtte
gentage sig endnu kraftigere, før han reagerede. “Kurt, hvad
er det med dig, du er blevet så underlig?” forsøgte hun sig for
at nå ind til ham med sit budskab.
60
Lyden af sit navn, der af ukendte årsager var trængt ind i
hans hjerne, var nu skyld i det begyndende liv, der viste sig i
hans øjne. “Hva’?” han drejede sit hoved, der forvirret standsede ved moren, der stadig stod i døren.
“Vi skal spise,” formanede hun endnu engang, “maden
står på bordet.”
”Mmmmjaaa – nå?” sagde Kurt, og rejste sig automatisk
op, faktisk uden at have forstået meddelelsen. Først da lugten
af mad ramte hans næsebor, blev han igen helt klar over, hvor
han befandt sig.
Da han kom ind i stuen, sad faren allerede ved bordet, han
havde sin belærende mine på, da hans blik rettede sig mod
Kurt. “Hvis du hørte lige så godt efter på din læreplads, forstår jeg bedre, at du blev fyret.”
Kurt skulle lige til at råbe op, da moren lagde en hånd på
hans arm. “Kom og sæt dig min dreng,” sagde hun i en tone,
der fik Kurt til at opgive alt om sit forsvar, der nok ville have
ødelagt husfreden for denne aften.
“Da jeg var et ungt menneske,” faren fortsatte sit minespil,
“var der rigeligt at lave i roerne, men unge mennesker nu til
dags,” hans udtryk viste tydeligt, hvad han mente om unge
mennesker nu til dags.
Kurt kendte til hudløshed beretningerne om roemarkerne
på Lolland, også om hvorfor forældrene i sin tid tog til København, men han undlod altid at kommentere det.
Den politiske situation i Danmark, havde heller ikke gjort
Hans Ewald humør bedre. En Socialdemokratisk regering var
skyld i huslejestigningerne, og det var mere end den gamle
arbejder kunne tåle, men måske var der et valg under opsejling? Det var også ét af de emner, som Kurt og hans mor
undlod at kommentere for at undgå et foredrag om et rødt
flertal i regeringen.
Men Kurts far var endnu ikke færdig med sine formaninger, han sad nu med begge albuer i bordet, holdende på en
kniv og gaffel der mere eller mindre pegede over mod Kurt.
På gaflen sad et stykke medister, der truede med at falde af
ved den mindste uoverlagte bevægelse. “Men man kan vel
61
også komme for langt væk fra mors kødgryder, ikk’?” Medisteren faldt af gaffelen.
Resten af måltidet foregik i den dybeste tavshed, mens morens blik flaksede nervøst mellem de to mandfolk.
Efter de havde spist, ville Kurt tilbage til sit værelse, men
blev stoppet af faren, der på en ret provokerende måde smed
avisen »Socialdemokraten« hen til ham. Hans Ewald købte til
tider også »Socialdemokraten«, da han, uden at tænkte for
højt, ikke kunne dækkes ind med »Land og Folk«, når det
gjaldt nyhederne i Hovedstaden.
“Du skulle prøve at læse under beskæftigelse,” hans minespil var stadig det samme.
Kurt tog avisen, så opgivende over på moren, der nikkede
diplomatisk.
Lige inden han nåede at lukke døren efter sig på sit værelse, råbte faren efter ham, ”og det var ikke sporten eller tegneserierne, jeg mente!”
Senere på aftenen kom Kurt igen ind i stuen. Han stod lidt og
betragtede sine forældre, der tavs fulgte med i et TV- interview med Statsminister Jens Otto Krag, der bestemt ikke
havde nogen kommentarer til rygter om et kommende valg.
Kurt lagde derefter avisen fra sig på sofabordet, og ville have
listet sig lige så stille tilbage til sit værelse.
“Nå,” sagde faren, uden at tage blikket fra fjernsynet, og
fortsatte i en spydig tone, “og der var vel ikke noget arbejde,
der kunne friste Greven?”
Kurt undlod helt at kommentere farens spydige udfald,
men gik i stedet tilbage til sit værelse.
Da Kurts far ikke fik sit ventede svar, kastede han sit blik
på avisen, hvorefter han tog den op med en “nu-skal-jegbevægelse”. Overraskelsen i farens ansigt, var ikke til at tage
fejl af, da han konstaterede, at avisen var slået op på “Ledige
stillinger”. Hans blik kørte løst hen over siden, da hans opmærksomhed pludselig blev fanget af en annonce, der var
rammet ind med kuglepen, “Murersvende søges til Tórshavn,
62
Færøerne.” Han måtte læse det flere gange, før det gik op for
ham, hvorfor den egentlig var rammet ind. “Jamen, for fanden da!,” kom det sagte fra ham, og nu atter en gentagelse af
sætningen i et stigende tonefald, ”jamen, for fanden da, er du
da blevet fuldstændig sindssyg, det er sgu da alt for langt
væk!”
Moren sagde ingenting, hendes interesse syntes udelukkende at dreje sig om, hvad der blev sagt og vist i fjernsynet,
men hun kunne dårligt skjule et lille smil.
Der blev åbnet en dør på bagtrappen. Det var overboen de
kunne høre, og kort efter kunne de også høre, hvem der bevægede sig ud på trappen. De dumpe stød i den gamle trætrappe tog man aldrig fejl af. Harry var på vej ned af trappen i
sine benproteser og krykker. Hans Ewald så på uret og smed
hurtigt »Socialdemokraten« ind under en pude i sofaen. Harry
var på vej ned for at låne »Land og Folk«. Da Hans Ewald
ikke ville beskyldes for at være socialdemokrat, måtte han
skjule socialdemokraternes partiblad indtil Harry var gået,
kammeraten skulle jo nødigt tro noget andet!
Efter Harry igen var gået ovenpå, sad Hans Ewald kun og
ventede på, at benproteserne atter blev smidt på gulvet. Først
kom det ene bump i loftet, da den første protese ramte gulvet
hos overboen. Lidt efter, som en meget forsinket reaktion på
det første bump, røg den anden protese i gulvet. Først herefter kunne Hans Ewald igen trække vejret normalt.
Harry var helt klar over sit ”ritual” med benproteserne, der
næsten med sekunders nøjagtighed ramte gulvet, efter han
igen havde sat sig i lænestolen, dette var en del af hans image.
Derfor kunne han godt finde på, at drille Hans Ewald ved at
vente et stykke tid med at smide den anden protese. Først når
han i sit indre kunne fornemme, at Hans Ewald var helt blå i
hovedet over ventetiden på det andet bump, lod han den anden benprotese falde ned på gulvet.
Han skulle lige vide, hvor tæt på sandheden han egentlig
var.
63
64
4. Kapitel
Ringsted
E
rik Johansen havde lige været på Session, og ”dommen”
blev – ”Ikke egnet til militæret” - pga. for dårligt syn på
det ene øje. Dette var Erik ikke helt utilfreds med, da han
havde helt andre planer end 14 måneder ved ”Onkel Mili”,
som alle unge titulerede militærtjenesten.
Siden sit fjerde år havde Erik boet på et børnehjem. Hans
mor, havde dengang afleveret Erik og hans to brødre på børnehjemmet i Ringsted, for derefter, at begynde et nyt liv med
en anden mand - og nye børn. Ikke den bedste start i livet for
de tre brødre med bevidstheden om, at de var anbragt på
børnehjemmet fordi, hverken mor eller far ville vide af dem.
Men Børnehjemmet i Ringsted var slet ikke det værste sted
for brødrene, når det endeligt skulle være. Alle på hjemmet
gjorde deres bedste for de anbragte unger, der ikke altid var
lige lette at styre. Det disse børn voksede op med var, at de nu
havde et hjem de kunne stole på, og mennesker der ville dem
det godt, derfor varede det ikke længe, før frustrationer over
anbringelsen blev afløst af en indre tryghed for de tre brødre.
Erik stod i sine tanker og tænkte på sin barndomsven Tom –
tiden gik tilbage til 1958. Det var en skøn efterårsdag i oktober. Tom og Erik havde fået lov til at gå en tur i byen for at se
på butiksvinduer. Det var en fritidsbeskæftigelse de var meget
glade for og de blev hurtigt klar til at tage af sted.
Drengene gik hurtig hen ad Sct. Knudsgade, ned ad torvet
og så sig omkring på alle herlighederne. Ringsteds vinduer
virkede tillokkende på de to drenge, der ikke havde nogen
65
lommepenge. Derfor udvekslede de forskellige ideer, der muligvis kunne bruges til lidt kontanter i deres tomme lommer.
Tom fortalte, at han tit gik tur og kiggede ned i lyskasserne
for han havde en gang fundet en femogtyve øre i en af kasserne. Han fortalte også, at det havde taget ham mere end en
time at få fisket den ud, og at det havde lykkedes ham at få
slidt hul i bukserne, inden han endelig holdt det heldige fund i
sin hånd.
Sagen var klar. De smuttede op i Sct. Hansgade, hvor de
fleste butikker lå, og endnu bedre, mange af dem havde lyskasser.
De to drenge brugte lang tid til at kigge ned i hver eneste
lyskasse. De var meget omhyggelige i deres søgen, da dette
arbejde ikke var helt let. På grund af lyskasserne placering på
vejen, var disse næsten altid fulde af papir og andet snavs og
affald som forbipasserende lod dumpe ned gennem risten.
Drengene brugte en lang kæp, som de stak ned gennem risten,
for at se om der skulle gemme sig noget, der kunne omsættes
i kontanter, eller endnu bedre – rede penge.
Der var ikke meget succes i deres bestræbelser. Så lige
pludselig fandt Tom en ”Høstblomst”. Den så helt ny ud og
havde stadigvæk en nål stukket i. Erik måtte tilstå, at han ikke
havde udpønset forbindelsen mellem Høstblomsten og muligheden for at få fat i lidt penge. Tom fik hurtigt forklaret
ideen for Erik, der indvendigt måtte indrømme, at indmaden i
hans hovedskal var noget langsommere end Toms – i denne
situation.
”Hvis vi bare kunne få Høstblomsten fisket op, uden at
beskadige den, kunne vi sikkert sælge den,” Tom stod og
hoppede og svingede med armene, mens han fortalte om sin
idé.
Erik var meget hurtigt med på idéen, langsommere var
hans tænkeevne nu heller ikke..
”Høstblomsten” er en lille celluloidblomst, der første gang så
dagens lys i 1909. Denne lille blomst, solgt af Danmarks Lungeforening, havde den første landsdækkende indsamling alle66
rede i 1910. Så i 1958, var denne blomst lige så kendt som alle
andre indsamlingsmærker, der blev solgt i samme øjemed.
Drengene prøvede at løfte risten, der lå over lyskassen,
men de kunne overhovedet ikke rokke den, da der var for
meget grus og rust i rammen - eller der var noget andet der
holdt hele risten fast. Drengene prøvede et par gange mere,
for et par børnehjemsunger giver bare ikke sådan op - men
resultatet var stadig det samme. Risten ville bare ikke give sig.
Så lagde Tom sig ned på risten, og prøvede at få fat i
Høstblomsten ved at få armen ned i lyskassen mellem risten
og vinduet. Det så ud som det skulle lykkes ham, men han
kunne stadigvæk ikke nå den - for nu var frakkeærmet i vejen.
Han satte sig op og kiggede forbavset på en ret stor flok af
interesserede mennesker, der nøje fulgte det udfoldende drama. Tom tog nu overfrakken af og lagde sig ned igen, armen
nåede nu lidt længere ned i lyskassen, men det var stadig ikke
muligt at få fat i den eftertragtede høstblomst.
Drengene tænkte så det knagede, og Tom begyndte at tale
om at gå tilbage på hjemmet, for at få fat på en jernstang der
stod gemt i tørveskuret. Men Erik mente, at det var lidt langt
at gå, og der var en ret stor sandsynlighed for, at dette ville
vække for megen opmærksomhed, hvis de kom traskede gennem byen med en tung jernstang.
I deres bestræbelser for at løse deres aktuelle problem,
poppede ideen op om, at få andre til at hjælpe dem – men de
gik væk fra idéen igen, da det ville betyde, at de i så fald ville
blive nød til, at dele deres bytte, hvis det lykkedes dem at sælge Høstblomsten videre. De talte så om de magiske egenskaber ved tyggegummi og mange andre mulige metoder, som
måske kunne bruges til at sikre det heldige fund.
Lige pludselig slog løsningen ned i dem. I selve Høstblomsten var der jo en nål! Så en magnet kunne vel bruges til at få
den op. Erik havde en rød hesteskomagnet i sit Technosæt på
hjemmet, og det skulle vel ikke være svært at skaffe lidt snor.
Alle drenge har jo altid lidt snor gemt væk, for de ved jo, hvor
nødvendigt det er hver dag med lidt snor, derfor blev snor
aldrig smidt ud.
67
De skyndte sig hjem for at få fat i de fornødne materialer,
så den sjældne skat kunne blive frigjort fra lyskassen – og ikke
mindst omsat til rede penge.
Erik fandt hurtigt magneten, og Tom fik fat på noget snor.
Derefter fik de fat i et kladdehæfte uden linjer, hvorfra de
forsigtigt fjernede midtersiden. Drengene kom ud af døren i
en fart, for nu var de begyndt at blive bange for, at andre måske havde fået øje på ”deres” høstblomst. Det tog den derfor
ikke megen tid, inden de igen så Høstblomsten i sikkerhed
nede i lyskassen.
Det tog kun nogle få forsøg, inden deres gevinst endelig
var frigjort fra bunden af lyskassen. Derefter rettede deres
samtale sig om, hvad de ville bruge det svimlende beløb til,
som denne lille blomst ville kunne indbringe?
Midtersiden fra kladdehæftet blev nu forsigtigt foldet med
to parallelle folde, hvorefter de prikkede mange huller i papiret. Herefter var der slet ingen tvivl om, at netop på dette ark
papir, havde der siddet rigtig mange ”Høstblomster”. Drengenes høstblomst blev indsat i de sidste huller, så det så ud
som om den var den sidste, de manglede at sælge.
De traskede op og ned af gaden for at sælge blomsten. Det
tog dem over en time inden blomsten blev solgt. Køberen,
der var en mand, ville vide, hvad indsamlingen gik til. Tom
svarede, at pengene gik til næste høst, hvorpå manden rakte
ham en femogtyve øre. Erik begyndte at skrupgrine, mens
Tom rakte manden Høstblomsten. Manden kiggede mistænkeligt på ham, men nu havde de pengene, - hele femogtyve
øre. Det var en sjælden dag. De var rige!
Livet på Ringsted Børnehjem var alt andet end en kold og
kynisk institution, hvor børnene fik tærsk dagen lang. Nej, for
Erik blev Ringsted Børnehjem hans helt rigtige hjem.
Det der var med til, at gøre Ringsted Børnehjem til et rigtigt godt Børnehjem var forstanderparret Bolin. Både forstanderparret og Børnehjemmets medhjælpere boede fast på
hjemmet, dette havde en stor indflydelse på børnenes opfattelse af en samlet familie.
68
Erik stod og skrupgrinede højt om erindringen om Toms
udlægning af Høstblomstens formål. ”Typisk Tom,” tænkte
han så højt, at en forbipasserende vendte sig omkring i det
samme.
Til personens forbavselse grinede Erik bare endnu højere,
efterfulgt af en sang som han selv havde digtet: ”Det gååååår
så let hen over bøøøølgen den blåååÅÅÅÅ – og storken
knepper i enge,”
Poul Dissing og The Beefeaters ville have misundt ham
den sangstemme. Erik sang altid meget og altid meget højt.
Den undrende person fortsatte meget hurtigt sin videre
gang – helt uden at spørge!
En af de første Juleaftener Erik huskede tilbage på, var Julen i
1956. Erik var dengang bare en halvstor dreng på 11 år, men
han huskede, at Julen allerede tog sin begyndelse helt tilbage i
november måned.
Der blev af Børnehjemmet forlangt en ønskeseddel, da der
skulle bruges masser af tid til at planlægge og købes ind, for at
få det hele til at gå op i en højere enhed.
I de dage så alle børnene frem til Julen med store forventninger, og navnlig efter ønskeseddelen var skrevet og afleveret
til rette vedkommende. Men det blev også sagt, at man ikke
måtte starte for tidligt, for så tog man glansen af Julen. Ja, det
lyder næste som et paradoks, hvordan kunne dette nu lade sig
gøre, med en planlægning der strakte sig helt fra november
måned?
Som alle friske drenge og piger véd, kan man overhovedet
ikke gøre noget ved Julen. Derimod ville Julen gøre noget ved
alle børnene. De bliver forvandlet til et barn med fuld af forundring og glæde. Store og støjende drenge som Erik og hans
brødre ville side ned i timevis og lave kræmmerhuse, flette
julehjerter eller strimlestjerner. Dette skulle selvfølgelig tages
med et gran salt, for hvis der var sne på kælkebakken eller is
på Klosterlunden, kunne det godt være, at arbejdet med julepynten måtte vige pladsen.
69
Det var næsten helt sikkert, at lektielæsningen til skolen
blev smidt langt ud af hovedet og ville blive undskyldt med
sætningen,
”det har jeg godt nok helt glemt!”
Det meste af november havde Erik sparet så meget op, at
han kunne købe en rigtig fin julekalender. En julekalender var
man simpelt hen nødt til at have, ellers blev der aldrig en ende
på alle de dage op til Jul. Da han boede på et børnehjem, var
det stensikkert, at der altid ville være en eller anden, der ville
”hjælpe” ham med, at åbne de små kalenderdøre, langt før
den sidste og største kalenderdør skulle åbnes - den fireogtyvende december – dagen, hvor det endelig ville være Juleaftensdag.
Længe før denne dag oprandt, begyndte alle de små tegn
der fortalte, at Julen var på vej. Det første helt sikre tegn på at
Julen var nær, fik børnene når adventskransen blev hængt op
nede i spisekælderen, sammen med de store stjerner der
hængte ned fra bjælkerne. Kransen blev lavet af halm og bundet med gran, der duftede af Jul, akkurat som de grantræer
ungerne havde leget imellem på deres sommerferie oppe ved
Bjerre Strand. Julen gav derved også minder af sommerens
aktiviteter.
Stearinlyset blev tændt ved hver spisetid. Ofte sad børnene
og så lige ind i flammen og blev helt tryllet væk. Det var næsten helt umuligt at vente til Juleaften.
Dagene startede altid klokken 7 - når man blev ”kaldt op”.
Så var der en halv time til at få børstet tænder og blive vasket.
Der var også et lille morgen arbejde. Eriks opgave bestod i at
vaske gulvet på drengenes toilet i sidebygningen. Det tog ham
ingen tid, og klokken halv otte stillede alle op uden for spisestuen. Der kunne godt gå lidt tid inden roen sænkede sig,
hvorefter børnene strømmede ind i en ordentlig samlet flok.
Her fik de en god gang havregrød med et stort krus koldt
sødmælk til. Det var nok til at fylde én helt til middag. Herefter blev der også fart på, for alle måtte skynde sig for at få sko
og overtøj på – og så ud af døren, for skolen startede præcis
klokken otte.
70
Det var rigtig godt, at skolen lå lige ved siden af Børnehjemmet. Børnehjemmets beboere smuttede næsten altid lige
ned gennem hjemmets dejlige store have – og lige ind i skolen. Det kunne næsten ikke være nemmere. Hvis det havde
regnet, og der var pløret gennem haven, måtte de alle ud på
gaden og gå sig den lange vej rundt til skolen, for der var ballade i luften, hvis man kom for sent. Så denne lille detalje
skulle der lige tages højde for!
Skoledagen startede med morgensang, og Erik havde altid
elsket morgensang og sang gerne - og højt. Han forandrede
ofte ordene, som de fleste skolebørn har gjort gennem tiderne. Så som “Paradisets Wienerbrød? – en rigtig klassiker.”
Derfor var det noget af en sport, at andre linjer i Den Danske
Sangskat blev forvredne af ungernes glade kreative trang.
Lektier var nærmest et fyord for Erik, der for det meste
var andeles uforberedt, men det var aldrig nogen hindring for
ham at gå i skole. Skolen var det helt naturlige sted for, at
møde alle vennerne og få talt om alt muligt. Og så var der,
ikke at forglemme, at alle legene i frikvarteret foregik. Han
huskede alle de gode glidebaner, de havde lov til at lave, før
ansvarsforsikring bragte en ende på denne glæde.
Der var nu også en rimelig god grund til, set med Eriks
øjne, at han ikke tog sin lektielæsning ret alvorligt. Læreren
havde jo allerede gennemgået lektierne i klassen, så det var jo
en enkel sag at huske dem.
Hvem i deres vildeste fantasi kunne sidde ned, når der var
så få timers dagslys i de korte decemberdage? Erik var bestemt ingen undtagelse.
Der skulle laves julegaver i sløjd lokalet og masser af julepynt.
Så skolelektier? ”du må da ha støv på hjernen,” var Eriks
klare autosvar på dét spørgsmål.
Lidt efter halv fem om aftenen blev det mørkt. Så skulle de
være hjemme og vaskes, hvorefter der var en halv times sang
og julehistorie omkring adventskransen og kalenderlyset. Dette gav den effekt, at længslen til Julen blev endnu stærkere.
71
Hele december klippede og flettede de julehjerter og
strimmelstjerner. Der blev tegnet og klippet engle, lavet kurve
og musetrapper. Glanspapir blev forvandlet til julekæder, mosaik og til julemænd og rensdyr. Næsten alt der skulle bruges
til Jul blev lavet på børnehjemmet. Der var meget lidt der blev
købt, kun stearinlys og glaskugler, fehår og den slags. Der blev
arbejdet med kohorn, som blev lavet om til lampetter. Ben
blev savet og filet i mange dage, før det var forvandlet til papirknive, eller hvad små fingere og kreativitet nu kunne finde
på at fremstille.
Der blev lavet boghylder, høvlet, samt hamret og lakeret.
Små lapper blev broderet med korssting og lavet til et eller
andet kært minde til en mor. Hvor var det dog en dejlig tid.
De arbejdede, asede og sled i det, dog uden at ane at det var
noget af deres livs bedste tid de oplevede.
Hvis man havde været rigtig flittig, var alt sammen klart et
par uger før Jul. ”Til og fra kort” blev altid købt i en butik,
her blev der ikke gået på kompromis.
Meget få pakker skulle sendes med post, for de fleste blev
bragt hjem på juleferien til målløse forældre, der ikke ville ha’
troet, at deres børn havde været i stand til at fremstille så gode
gaver. Børnene var vældigt stolte af deres kunnen og lærte
derved, at bruge værktøj i en tidlig alder. Hvis bare et af børnene havde lidt svært ved at anvende værktøjet rigtigt, var der
altid en af de andre drenge, der var parat til at vise, hvordan
det skulle gøres. Børnene hængte sammen på godt og ondt.
Det var der ingen der lærte dem, det var noget de havde med
sig.
Mange gaver blev givet til forstanderparret og andre favorit medarbejdere. Det var egentlig underligt, gaverne altid var
til familie, forstanderen eller medarbejderne på Børnehjemmet. Børnene gav aldrig hinanden gaver, de tænkte altid på at
glæde andre end sig selv.
To dage før Jul var den sidste skoledag inden ferien. De havde ingen rigtig skoledag denne dag. Derimod skulle de i aulaen og høre julesange, sunget af skolekoret. Der blev også læst
72
et juleeventyr. Inspektøren havde noget at sige, men der var
vist ikke ret mange der hørte efter. Der var alt for meget i
vente til, at tage en Skoleinspektørs ord alvorligt, for om ganske kort tid havde de juleferie. Lærerne udførte næsten et
konstant plageri for at få børnene til at sidde stille. Endelig
ved elleve tiden blev de sluppet løs, og herefter var det næsten
umuligt at se deres bagdele for fodsåler. Nu var det endelig Jul
igen.
Da de kom hjem fandt de den store legestue lukket af. De
var ikke overrasket, men derimod var der en glædelig forventning, for derinde i den store legestue vidste de, at der stod det
endnu nøgne juletræ, som kun ventede på at blive pyntet op
til juleaften.
De store drenge havde stillet træet op, mens de øvrige
unger havde været i skole. Nu stod det der og ventede på julepynten. Men det var et ritual, de små børn ikke fik lov at se.
Deres overraskelse måtte ikke ødelægges, deres besyv bestod i
glæden ved at vente. Først omkring børnenes syttende år blev
de inviteret med som juletræspynter.
Der blev gjort alt for at give så stort et indtryk som muligt,
når dørene endelig blev åbnet. Hvis man prøvede at se hvad
der skete gennem nøglehullet, blev man slemt skuffet, det var
tilstoppet så meget, at ikke det mindste lys kunne trænge
igennem.
Lillejuleaften gik alle i seng som små spændte buer. Den
nat lå de og hviskede længe, om de mange dejlige gaver de
sikkert ville få, og alle de oplevelser de ville få på deres juleferie - ferien, der kun lige var startet. Nogle talte om, at de skulle hjem og besøge deres forældre, og hvor de glædede sig.
Erik og hans brødre kendte ikke deres familie, og de havde
tilbragt hver Jul, siden Erik var fire år, på børnehjemmet. Han
tænkte ikke meget over det som barn, det var det mest naturlige for dem. Der var cirka ti af børnene på hjemmet, der var
uden kontakt med deres familie, det havde jo aldrig været
anderledes. Erik havde ikke set sin far siden han var syv år.
73
En dag var faren dukket op ved skolen for at se sine børn.
Det var den eneste gang Erik kunne huske, at have set sin far.
Endelig faldt de søvn.
Juleaftensdag var, som Erik huskede den, det samme år efter
år. Efter morgenmad sang de morgensang, inden de blev
sluppet løs til middagstid. De fik i den grad rørt deres sangstemmer. Nu havde de fri, og så var det haven der måtte lægge for - selv om vinteren. Alternativet var at gå ture, hvis der
var nogen der gad slå følge. Når det var rigtigt dårligt vejr,
legede de indendørs, der var altid rigeligt af legetøj. Den eneste regel var, at alt skulle ryddes op inden spisetid.
Middagsmad var altid det samme Juleaftensdag. Først fik
de risengrød med en smørklat og drysset med kanelsukker.
Der var en mandel i en af børnenes servering, men også en
for de voksne, med en dertil hørende mandelgave til den heldige person, der fandt mandlen. Derefter var der sylte med
kogte kartofler og hvid sovs med løgringe i. Når man havde
spist færdig, var der ingen der behøvede mad de næste mange
timer.
Alle der var under tolv år, skulle så have en middagssøvn,
men mange af de ældre børn lagde sig også ned, for de vidste,
at de havde en meget lang aften foran sig. Erik kunne ikke
mindes, at han overhovedet kunne sove i det tidsrum, men
lidt hvile fik han da.
Klokken to blev de kaldt op igen. Så var det tænderne der
skulle børstes og lidt vand i øjnene før søndagstøjet blev taget
på. Nu begyndte det at være alvor, nu var der altså ikke så
længe igen.
Så var det en tur i kælderen og have et krus koldt mælk og
falde lidt til ro, inden de gik i kirke. Børnehjemmet brugte
rigtig megen energi for at holde den nødvendige ro på børnene i denne tid.
Kirkegangen var hvert år en tradition på juleaftensdag.
Selv om Erik ikke regnede sig selv for et religiøst menneske,
elskede han altid julegudstjenesten. Her var et budskab, man
enten kun kunne forundre sig over eller tage til sit hjerte.
74
Glæde faldt over jorden og var med til, at fylde et barns
hjerte helt ud. Ingen evig ild og pine, kun lys og glans - lige
noget for en lille uskyldig sjæl.
Børnene kunne få megen tid med at se op i loftet og beundre de smukke lys, og så var der også nogle juletræer i kirken, der kunne sætte stemningen lidt i vejret – hvis det da
overhovedet var muligt.
Inden længe var det hele overstået, og de gik igen hjem
over tovet og ned ad Sct. Knudsgade. Mere end én gang skete
det at det havde sneet, mens de havde været til gudstjeneste.
Så fik de en hvid Jul, men det var mere undtagelsen end reglen.
Da de kom hjem, gik de ned gennem ”sko kælderen” og
skiftede skotøj. Langs den ene væg var der en stor hylde i fem
etager med i alt 50 små rum, netop lige den rette størrelse til
at lægge ens sko i.
Den første dag man var ankommet på børnehjemmet, fik
man et nummer. Det nummer fulgte så barnet resten af tiden
på Børnehjemmet.
Erik fik nummeret 37. I alt hans tøj blev der syet en lille
lap med et “37” broderet på. Naturligvis var også hans sko i
rummet nummer syvogtredive.
Efter de var ankommet til sko kælderen, fik de hurtig skiftet sko, for på hjemmet brugtes kun sutsko. Derefter skulle
hænderne vaskes. Også håret fik lige en tur med kammen. Nu
var der lige en halv time, inden de skulle sidde til bords og
trakteres med julemad.
På dette tidspunkt var der stadig meget liv i Børnehjemmet, for var der stadig ingen børn, der endnu havde fået lov
til at rejse hjem til deres forældre. Forstander Bolin mente
nemlig, at siden han og hans kone havde haft den glæde, at se
efter børnene hele året ville de også glæde sig over børnenes
selskab på denne dejlige Juleaften, som de alle havde set frem
til med stor forventning.
Endelig blev det tid til at stille op i kælderen - og vente på,
langt om længe, at blive budt til bords. Alle børn smilte og var
75
glade, det var umuligt at være helt stille, hvilket heller ikke
mere blev forlangt.
Når der blev givet besked fra køkkenet, at alt var klart,
blev døren åbnet, og de gik alle ind for at sætte sig på deres
pladser. Der var gran og Julepynt alle steder. Det elektriske lys
var slukket, nu var der udelukkende levende lys. Julehyggen
var så intens, at alle de små øjne strålede om kap.
Dugen, der blev brugt i dagligdagen, var blevet erstattet af
en af fin crepe papir, hvor på der var drysset julestjerner og
glans. Alle fire lys på adventskransen var blevet fornyet, så de
igen havde samme længde. Guirlander hængte mellem bjælkerne, og lystige nisser havde plads på væggene og bag på
døren. Der var gjort megen umage for at glæde de små - og
bestemt ikke mindre for de store børn.
Hvert år blev der serveret den samme traditionelle julemad, som bliver spist i de fleste danske hjem. Flæske- og andesteg med brunede og hvide kartofler, samt rødkål og den
dertil hørende brune sovs. Desserten stod på citronfromage.
På bordet stod Dannebrog, for det var jo en fødselsdag, de
fejrede. Hvor var det smukt og fint. Der manglede intet, selv
sodavand kunne de få i stedet for mælk. Mælk fik de altid
mange gange om dagen, så en sodavand var lige sagen. Og så
kunne de spise så meget, som de havde lyst til. Hvis der var
lidt fedt, man ikke kunne lide, kunne man bare skære det af,
ingen ville bebrejde dig noget på denne dag, det var jo Jul!
En tid for børn hvor glæde var alle steder, og hvor børn
følte sig godt tilpas. En Jul de alle ville mindes i mange år.
Det tog dem lang tid at spise julemaden. En normal aftensmad var skubbet ned i kagehullet på under en halv time,
men julemaden! - den tog mere end én time.
Under spisningen steg også stemningen. Juletræet stod jo
oppe i legestuen og ventede med lys og gaver. De mindre
børn blev informeret om det der ventede dem, så de blev, om
muligt, endnu mere spændte end de større børn.
Som tallerknerne blev tomme, steg deres stemmer i forventning, og til sidst blev der da også udbragt et trefoldigt
leve og hurra for køkkenpersonale. Ingen af børnene, på den76
ne lange Juleaften, havde tænkt på, at køkkenpersonalet stadigvæk var på arbejde. Og så blev der sagt velbekomme.
Uden at se tilbage gik alle børnene op i den lille legestue,
for at vente på klokken skulle blive otte, for så blev døren
åbnet ind til juletræet.
De største børn hjalp til i køkkenet, og ikke mindst med at
tage af bordet og vaske op. De mindste af børnene sad i den
lille stue og prøvede at lege, men det blev ikke rigtigt til noget.
Der var for meget spænding, og den blev højere og højere
hele tiden.
Inden længe kom hjælperne fra køkkenet. Alle ydre døre
blev låst og tjekket af personalet, så de var helt sikre på, ikke
at få uindbudte gæster imens det blev fejret Jul.
Nu var alle de små børn samlet foran den store skydedør
ind til legestuen med juletræet. Der blev en del trængsel, for
hvem ville ikke helst stå i første række, når døren endelig blev
åbnet. Nej, hvor var det svært at vente, stemmerne steg og
steg, og lige pludselig så man en lille sprække, hvor døren
forsigtigt var blevet åbnet - lidt. Nu kunne de lugte stearinlysene og se et skær af lys på loftet - og så blev døren åbnet
helt.
Dér stod så juletræet!
Træet gik helt op til loftet, og højt deroppe var den fineste
julestjerne. Juletræsfoden kunne slet ikke anes, for der var
fyldt med gaver - pakket om træet så højt, at gaverne trykkede
de nederste grene op i træet.
Fra grenene hængte der stearinlys og en overflod af julepynt. Det så endnu festligere ud, end den dag det blev skabt
af de mange små flittige hænder. På træet var også glaskugler
og købepynt, pynt de ikke selv kunne lave.
”Se på de lys!” kunne man høre igen og igen fra de mange
glade børnestemmer.
Der var så mange lys, at hele stuen blev lyst op af et kæmpe julelysskær, der bevæger sig på loftet og væggene.
Ovre i krogen stod en spand vand med nogle gamle karklude i. Der var ligeledes en lang kost, så en vild flamme kunne nås på et øjeblik. De store drenge var hele tiden på udkig
77
efter en eventuel brandfare, det var de vældig stolte af. Dette
ansvarsfulde ”Brandmandsarbejde” blev kun overgivet til de
største af børnene.
Træet blev beundret en kort stund, hvorefter børnenes
opmærksomhed bevægede sig ned mod pakkerne.
”Mon der skulle være en pakke eller to med ens navn på?
tænkte de alle.
Hvis man stod tæt på et af de andre børn, og kunne se den
pågældendes navn på en pakke, gav man et stille tegn og nikkede hen imod gaven. Store smil blev tændt på glade børneansigter.
Nu blev det tid til at danse om juletræet, og hvert år blev
julesangene åbnet med ”Et barn er født i Betlehem,” derefter
fulgte mange favoritter fra salmebogen. Når salmerne var slut,
blev juleevangeliet læst højt, mens alle børnene stod andægtigt
rundt om juletræet.
Herefter bliver der for alvor danset om juletræet, mange
sange bliver sunget, og mange blikke søger på samme tid på
gaverne under træet. Børnene var spændt til bristepunktet.
Endeligt blev ”Højt fra træets grønne top” sunget som den
sidste sang. Alle synger lystigt med hjerte og sjæl i sangen, for
nu ved de forventningsfulde børn, for når den sidste sang er
omme, skal der deles gaver ud.
Julen er bare det bedste!
Sangen er ovre, nu bliver der delt gaver ud. Alle børnenes
ører var som små radarer, der kun har én opgave - lyden på
ens eget navn, der kører rundt og rundt inde i de små hjerner.
Og ikke mindst sætningen ”husk og sig mange tak,” hvis eller
når du modtager en pakke!
Små arme lægges rundt om store pakker, der herefter bliver slæbt til et sted, hvor alle ens pakker kan holdes samlet.
Det er bedst ikke at åbne nogle pakker, inden den samlede
pakkeuddeling er overstået.
Selvfølgeligt er der nogle der ikke kan vendte, det er jo
bare så svært! Lige pludseligt er det Eriks navn, der bliver
kaldt. Han går frem og modtager sin gave, siger mange tak,
men inden han er nået ret langt, hører han igen sit navn!
78
Så tilbage igen, for at han kan modtage sin anden gave.
Atter et ”mange tak” og så af sted til pladsen med hans gaver.
De hører deres navn igen og igen, gavebunkerne vokser, mens
der bliver mere og mere plads under træet. Omsider er uddelingen over, og flittige fingre river løs på det festlige julepapir,
som gaverne er indpakket i. Der er glad støj og larm, og man
hører hele tiden:
“JEG har fået......,”
Alle er vildt begejstrede for deres gaver.
Først da Erik har pakket alle sine gaver ud, kan han igen
huske, hvad han skrev på sin ønskeseddel – for meget længe
siden. Han havde fået rigtig mange gaver. Der var en knaldpistol, et Technosæt og ikke mindst et helt nyt penalhus med en
fyldepen!
Alle var enige om, at de havde fået meget mere i år end
nogen sinde før. De går ind og slynger armene om halsen på
hinanden og siger mange tak. Er Julen ikke dejlig?
Så leger de i mange timer. Ud på aftenen får de en forfriskning. Der er appelsiner, figner, æbler og nødder.
”Vil du ha en citronvand?” eller ”hvad kan du tænke dig?”
der var slet ingen ende på alt det gode i denne juletid.
De voksne får deres kaffe. Børnene ænser slet ikke, at de
voksne har været på arbejde i mange timer. Dette bliver der
slet ikke tænkt på før mange år senere. Ingen sendes i seng før
de er klar. Først når øjnene ikke kan holdes åbne længer, og
man næsten falder i søvn på stedet, bliver der spurgt, om man
ikke kunne tænke sig at gå i seng.
Til sidst blev der en ende på det hele. De går stille i seng
for de små sover allerede. Så slukkes lyset, og der hviskes kun
lidt om den dejlige dag og aften – børnene er helt udmattede.
Julefreden sænker sig over sengene, og de sidste falder i søvn
med glade smil.
Erik var blevet udlært som elektriker. Han var rigtig godt tilfreds med sin uddannelse. Han var i bund og grund meget
tilfreds med sin opvækst på Børnehjemmet og var parat til de
79
udfordringer, som livet nu ville give ham. Han fyldte 21 år i
foråret, 1,88 m høj, ranglet, lyst pandehår - og så lige de meget
nødvendige briller.
Han stod stadig og tænkte tilbage på sine stærke barndomsminder, da han brat blev afbrudt i sine tanker:
”Goddag!” hilste en ukendt stemme bag ham, ”jeg er din
mor!” fortsatte stemmen sætningen – en stemme Erik slet
ikke kunne mindes.
Erik fór sammen, som om han havde fået et elektrisk stød
gennem kroppen. Øjnene stirrede mistroisk gennem de stærke
briller, men han tog sig hurtigt sammen – ”Glædelig Jul!” Erik
havde stadig ikke forladt julestemningen i sit hoved.
Moren så underligt hen på sin søn – Glædelig Jul??? Det
var bestemt ikke Jul, eller bare noget der mindede om det.
Erik fattede sig noget hurtigere, end man umiddelbart
skulle tro om denne meget uventede situation. ”Hvad vil du eller mangler du bare penge?” spurgte Erik som supplement
til sin noget malplacerede julehilsen.
Det var første gang Erik så sin mor, efter han og hans
brødre i sin tid var blevet afleveret på børnehjemmet i Ringsted. Siden da havde moren født fem andre børn.
Moren svarede ikke, men vente sig langsomt om - og gik
sin vej. Måske havde hun forventet denne reaktion – måske
ikke?
Det var sidste gang Erik så sin mor.
80
5. Kapitel
»Tjaldur«
E
t par dage inden Olaf gik ombord på »Tjaldur«, havde
han været en tur omkring Martinsvej i København. Her
lå den stærke fagforening Dansk Typograf Forbund. Forbundet var en magtfaktor i den danske fagbevægelse, så når DTF
raslede med sablen, og truede med strejker på dagblade og
større trykkerier, faldt de truede parter næsten altid ”til patten”. Det var ikke bare arbejdsgivere der rystede, når DTF
ytrede sig, også regeringen hørte efter det stærke fagforeningsforbund. Typografernes position i samfundet blev heller ikke
mindre, da en højt respekteret typograf, H.C. Hansen, blev
Danmarks Statsminister. Typograferne havde tilkæmpet sig en
meget høj plads i samfundet, en plads som typograferne forstod at udnytte til det yderste.
Derfor var det også vigtigt for Olaf at have sin flytning til
Færøerne i orden, så han altid igen kunne komme tilbage til
DTF og sit fag i Danmark. Typografforbundet orienterede
ham om forholdene på Færøerne, da man i denne afkrog af
riget ikke betalte ret meget i fagforeningskontingent. Derfor
ville forbundet råde Olaf til stadig, at være medlem af sit gamle forbund i Danmark – selv om han arbejdede indenfor faget
på Færøerne.
Olaf godtog dette råd, men havde den formodning om, at
han måske måtte ændre dette råd til efter omstændighederne
på Færøerne. I øvrigt havde man ikke den helt store respekt
for Olafs bevæggrunde for at rejse til Færøerne, da han, set ud
fra DTF’s synspunkt, rent fagligt ville komme til at arbejde
sammen med en del dårligere uddannede kolleger. Alt andet
var utænkeligt, da det faglige krav til typografen slet ikke var
på højde som i de øvrige Danmark.
81
Alt i alt, tolkede Olaf sit forbunds opfattelse af deres færøske kollegers faglige kunnen næsten som ikke eksisterende.
Rederierne »DFDS« fra Danmark og »Eimskip« fra Island
besejlede Færøerne regelmæssigt, mens passagerskibet »Tjaldur« var et færøsk skib. Skibet var fra rederiet »Skipafelagið« i
Tórshavn. Der havde i tidens løb, været flere skibe af dette
navn, men passagerskibet »Tjaldur« var Færøernes største
stolthed. Alle færinger elskede dette skib, det kunne der slet
ikke herske tvivl om, da det var deres helt eget nationale skib!
Men for Olaf var et skib et skib, der var kun størrelsen til
forskel. Dertil var der alt for mange rederier i Danmark til, at
få for mange tanker om nationale skibe. »Tjaldur« var ikke
bare bygget som et perfekt passagerskib men også som et
gedigent fragtskib med to kraner - en for og en agter.
Billetten kostede 250 kroner, penge som Olaf fik refunderet når han ankom til forlaget i Tórshavn. Alt var så også inkluderet i prisen, selv kosten. På skibet var der en stor ”spisestue”, hvor alle passagerer spiste sammen – og altid på samme
tidspunkt. Nåede man ikke, af en eller anden grund, at komme til de fastsatte spisetider, skulle man have et meget godt
forhold til hovmesteren, som i dette tilfælde var en kvinde,
for at få lidt spiseligt – og hun var ikke altid lige til at løbe om
hjørner med.
På skibet var der også et større opholdsrum, der blev benyttet til afslapning, læsning eller ved aftenens mere løsslupne
lejligheder.
Olaf, der var gået tilbage til sin kahyt, tog sin avis op af tasken
og smed sig på køjen, han ville lige ligge lidt, inden han gik på
opdagelse mellem de øvrige passagerer.
Da der var en halv time til skibets afgang, og endnu to
timer til de skulle spise til aften, kunne han prøve at finde ud
af, hvem der skulle være hans kahytskammerat i de næste to
døgn. Sejlturen til Færøerne var sat til 48 timer – alt efter,
hvordan vejret nu artede sig.
82
Det lå helt klart, at den, endnu for Olaf ukendte medpassager i kahytten, måtte havde været i kahytten på et tidligere
tidspunkt med sine bagage, for der lå to kufferter, en taske og
to bæreposer i den underste køje, så Olaf regnede med, at
ejermanden kunne dukke op når som helst. Men da »Tjaldur«
var klar til afgang, var han endnu ikke dukket op, så Olaf opgav sit venten, og begav sig op på dækket, for at vinke farvel
til København, en by han havde levet i - i over 20 år. Nu var
det endelig tid til forandringer.
Kort efter »Tjaldur« havde forladt havneindløbet, blev kursen
sat nordpå. Olaf begav sig ind i skibets opholdsrum, hvor en
stor del af skibets passagerer allerede havde sat sig.
Det der først undrede Olaf var, at alle så ud til at kende
hinanden, for snakken gik livligt hen over de små borde. Og
så var der sproget, det færøske sprog, som Olaf til dato aldrig
havde hørt.
“De har sgu da stået sidst i rækken, da der i tidernes morgen blev delt sprog ud,” tænkte Olaf, “og lære det?” bare tanken lå ham så fjern, at den slet ikke eksisterede i hans fantasi.
Olaf satte sig ned ved et bord, hvor der sad en ung mand
på omkring hans egen alder, som flyttede sig lidt uroligt, da
Olaf satte sig overfor ham.
”Er pladsen optaget?” indledte Olaf samtalen, der bare
resulterede i en hovedrysten fra den anden side af bordet.
Manden syntes at have kontakt til en anden verden. Hans øjne
havde øje på et helt andet punkt i det fjerne, et punkt som
Olaf ikke lige kunne gennemskue betydningen af.
Efter et stykke tid steg larmen fra de øvrige passagerer et
par trin højere på decibelskalaen. Olaf rømmede sig og så
direkte over på sin medpassager.
”Hvordan plejer sejlturen at forme sig?” Olaf forsøgte
endnu engang at få kontakt hen over bordet.
Om det var den stigende larm, eller om det havde været
Olafs spørgsmål manden reageret på, stod hen i det uvisse,
men det nye var, at der kom liv i øjnene på den unge passager.
83
”Øhhh?” var det meget intetsigende svar, ”jeg var vist væk
et lille øjeblik - undskyld?”
Manden er vist ikke for nybegyndere, tænkte Olaf og gentog sit spørgsmål.
”Aner det ikke,” kom svaret nu prompte, ”jeg har aldrig
været nord for Kronborg.”
Olaf lyste op i et lille smil, ”så kan man vist roligt sige, at vi
i mere end i én forstand er i samme båd.”
”Du mener?” Den unge mand så over på Olaf med et
spørgende udtryk, der samtidig var et konstaterende blik.
”Rigtigt,” svarede Olaf, ”dette er også min første tur til
Færøerne.”
Olaf gjorde pludselig et kort ophold i sin selvbiografi, ”jeg
kommer sgu pludselig i tanke om en meget interessant ting,
med hensyn til øl.”
”Kurt, jeg hedder Kurt,” sagde Kurt ligesom lidt undskyldende, mens han satte to fingre op til panden som en hilsen.
”Olaf,” svarede Olaf tilbage og stak Kurt hånden. Hånden
blev begravet i Kurts store murernæve, hvorefter han modtog
et håndtryk, der kunne have mast de flestes hænder til plukfisk, hvis man ikke lige var forberedt – hvilket Olaf, i sagens
natur, slet ikke var.
Olaf så undrende på sine fingre og konstaterede til sin
forbavselse, at hans hånd stadig var funktionsduelig. Der var
altså en indlysende grund til, at Kurt til tider valgte at bruge
”to fingre til panden” som hilsen.
Kurts ansigt lyste helt op, ”mener du, at ...?” nu var der
ved at være rigtig liv i Kurts ansigt.
Olaf, der stadig efterprøvede sin højre hånds funktion,
bekræftede ved at rulle med øjnene over, at Kurt sikkert havde forstået meldingen. ”En bekendt til mig fortalte mig engang om mangel på øl og kahytsjomfruer,” svarede Olaf,
mens han en sidste gang afprøvede sin højre hånds bevægelser.
Nu var Olafs meldingen slet ikke til at misforstå. ”Mener
du, at du kan skaffe os en pils?” Kurts kropssprog kunne slet
84
ikke misforstås. Det var lige det ”åbne vindue” i Kurts psykiske tilstand, hvis man skulle have en hurtig kontakt til ham.
Til Olafs store forbavselse lyste Kurts ansigt op i et større
grin. ”Den gik vist ren ind,” tænkte Olaf uden den helt store
overraskelse.
Det viste sig, at øl var noget af det letteste at få fat i på »Tjaldur«. På »Tjaldur« var der en mindre butik, hvorfra der flittigt
blev handlet med chokolade, cigaretter, øl, vin og spiritus – og
det var ikke småting af cigaretter, spiritus og øl der blev langet
ind over disken. Dog var der lige en lille ting, der skulle opfyldes først – Toldseglet måtte først brydes, når skibet befandt
sig i internationalt farvand.
Dette var dog ingen hindring i lidt småhandel, da butiksindehaveren altid havde et lille varelager i kahytten, så ingen
kom til at mangle noget, inden butikken officielt havde åbent.
*
STEMNINGEN, ELLER RETTERE atmosfæren om bord på et
skib til Færøerne, kan dårlig beskrives så man rigtig fornemmer det. Det er som én stor familie, der bare råhygger sig.
Alle kender alle – det var i hvert fald det indtryk, de ny
passagerer fik i opholdslokalet. Selv om nogle af de ombordværende ikke havde set hinanden før, er Færøerne ikke større
end at man nok skal finde ud af, at man på en eller anden
måde er i familie med hinanden – måske lidt langt ude, men
dog stadig i familie. Det er ikke unaturligt at nævne sin fætter i
fjerde eller femte led, noget af et fremmedord i det sydlige
Danmark.
Skulle man en sjælden gang have lidt svært ved at finde
slægtskabet, har man altid nogle fælles bekendte at underholde
hinanden med, for slet ikke at foragte, det sidste nye/rygte
hjemmefra - altid et godt emne.
En færing er i princippet en dansk statsborger, der blot er
bosiddende på Færøerne. Så alle beboere på Færøerne er fæ85
ringer, uanset om de er tilflyttet fra Danmark. Nu er det ikke
alle indfødte færinger, der ser med samme øjne på den sag.
En tilflyttet dansker er og bliver dansker, selv om loven siger
noget andet – men nogle danskere bliver meget hurtigt accepteret i det færøske samfund. Og accept og jura er ikke altid det
samme!
Underligt nok, er det er faktisk en del lettere at blive accepteret som færing på Færøerne, end det tilsvarende er på
Bornholm.
Den færøske mand har heller ikke værnepligt i Danmark. Men
rejser færingen til Danmark fanger bordet, så er han at betragte som almindelig dansk statsborger – og dermed værnepligtig. Så hvis en dansker tror, at han kan gemme sig på Færøerne, for at undgå værnepligten, gælder det kun lige til han atter
er tilbage i Danmark – så skal militæret nok være der efter
ham!
Efter Anden Verdenskrigs afslutning, kom en del danskere til
Færøerne, nogle endda via Sydamerika. Danskere, der vel at
mærke havde haft et lidt for godt forhold til den tyske besættelsesmagt i Danmark. Nogle var endda af den mening, at hele
den daværende regering burde have søgt til Færøerne, da de
var lige så meget tyskvenlige, som de der bosatte sig på Færøerne efter krigen. Selv tyve år efter krigens afslutning er de
fleste blevet boende. Her behøvede de ikke at gå så stille med
dørene på grund af deres fortid, men de skiltede heller ikke
med det. Dette var næppe af frygt for repressalier fra ”de indfødtes” side, men nok nærmere for at undgå spørgsmål fra de
mange nye danskere der enten bosatte sig der, eller blot var
der for en kort bemærkning.
Skulle man gå disse glemte, eller snarere gemte danskeres
fortid på klingen - overfor en indfødt færing, kunne man meget let løbe ind i en sympatitilkendegivelse i stedet for.
Under den sidste Verdenskrig blev Færøerne besat af England. Og en besættelsesmagt er ikke noget, man sådan lige
glemmer med det samme. Det var langt fra alle på de Nordat86
lantiske øer, der havde denne opfattelse, for den færøske sømand eller fisker stillede krigens rædsler sig i et helt andet lys.
Den engelske marine, Royal Marines, havde gennemgået en
skarp træning med henblik på amfibieoperationer, for de landtropper der ventede på at blive udkommanderet til oversøiske
operationer, så de med kort varsel blev i stand til at danne en
okkupationsstyrke. Efter den tyske invasion af Danmark og
Norge, var dette den egentlige grund til, at korpsets enheder
blev valgt til at beskytte Færøerne mod fjendtlige troppelandsætninger. Da Island og Færøernes stilling forekom betænkelige, var dette tiltag en strategisk nødvendighed for de britiske
tropper – og dermed yderst vigtigt for de allieredes kamp
imod nazismen.
Dagen efter den 9. april 1940, hvor Tyskland havde besat
Danmark, fik den britiske Oberstløjtnant T.B.W. Sandall,
meddelelse om, at han var udnævnt til Chef for Royal Marines
– med ordre om strakt at afgå til Færøerne.
Disse marinesoldater havde trænet i at bevæge sig hurtigt,
så kl. 18:00 den 12. april 1940 bestod ”Afdeling Sandall” af 13
officerer og 180 underofficerer og menige fra Chatham,
Portsmouth og Plymouth divisionerne. De indskibede sig i
»H.M.S. Suffolk«, der medførte forsyninger til en hel måned.
Turen til Tórshavn blev nået på 21 timer. Ved hjælp af to
britiske trawlere var hele styrken i land kl. 20:00
Tórshavns indbyggere iagttog vagtposterne på samme måde, som københavnerne iagttager vagtposterne på Amalienborg.
Den nu nyudnævnte Oberst Sandall opsøgte Amtmanden
og meddelte, at okkupationsstyrken opgave var, at beskytte
den færøske befolkning og Færøernes suverænitet imod en
mulig tysk aggression.
Dette blev, for en del færinger, opfattet som en besættelse
af Færøerne, hvilket det i virkeligheden også var.
Den officielle beretning fortæller, at Amtmanden erklærede,
at han måtte nedlægge en formel protest imod okkupationen
– men Amtmanden nedlagde slet ingen protest.
87
”Protesten” gik skriftligt videre via Oberst Sandall til
Udenrigsministeriet. Hele samtalen foregik via en tolk, og
Amtmanden forlod flere gange værelset for at forhandle med
sine rådgivere. Da alt det officielle var vel overstået, og
Oberst Sandall ville tage afsked, inviterede Amtmanden, nu på
flydende engelsk, Obersten på en Whisky. De diplomatiske
forskrifter var overholdt, og fra det øjeblik bestod der det
bedste forhold.
De færøske skibe, som fiskerskibe/både, var at betragte,
set ud fra et tysk synspunkt, fjendtlige skibe. Derfor blev der
foretaget vedvarende tyske angreb på de færøske skibe. Dette
fik i forårsmånederne i 1941 denne naturlige følge, at udstyre
de forsvarsløse færøske skibe med forsvarsvåben. De britiske
militærenheder tilbød, i april 1941, at stille 2 lette maskingeværer for hvert af de færøske skibe til rådighed, naturligvis
imod den nødvendige uddannelse og træning til følge.
Der gik ikke ret lang tid, så at sige, før alle skibe der sejlede
mellem Island, Færøerne og Storbritannien var bevæbnet med
maskingeværer. Derfor var der ingen på havet, der var i tvivl
om, hvem der var fjenden. Det var der derimod, til tider, tvivl
om på land!
Ud over den meget lille skare af tidligere tyskvenlige danskere,
der havde bosat sig på de stormomsuste øer, ankom der også
en del handelsfolk – nogle var på gennemrejse og andre slog
sig ned for stedse. En hel del danske håndværkere som Olaf
og Kurt, der søgte nye udfordringer, oplevede Færøernes
gæstfrihed og navnlig øernes ubeskrivelige smukke natur.
Også nogle mere eller mindre pålidelige sælgere fik deres
gang på øerne. Specielle fagfolk, der var udstationeret fra et
eller andet firma i Danmark, satte deres fingeraftryk overalt på
øerne. Danmark blev en storleverandør af ”Knowhow” til
Færøerne. Da postvæsnet var dansk, var der helt naturligt
mange danske postarbejdere, der fik deres erfaring gennem
Færøerne, inden flertallet igen vendte næsen hjemefter til
større stillinger.
88
Marinen var repræsenteret ved Marinestationen i Tórshavn, samt et inspektionsskib af Thetis-Klassen, »Vædderen«.
Også Nato fyldte meget på Færøerne, og ikke mindst med
deres store radaranlæg i Mjørkadal, hvor mange danske værnepligtige fra Flyvevåbnet udførte deres militærtjeneste.
På Mjørkadal består personalet ikke kun af danske værnepligtige, men også amerikanske enheder, der har været med
lige fra begyndelsen i oprettelsen af radarstationen.
På grund af den kolde krig mod Sovjetunionen og WAPApagten, er Færøernes beliggenhed meget centralt i Nordatlanten. USA, og dermed det samlede NATO, havde dermed en
yderst vigtig opgave med den anlagte radarstation på Mjørkadal, og derfor var de amerikanske soldaters tilstedeværelse en
helt naturlig del af det samlede forsvarsarbejde. Langt de fleste af de militære ansatte, som amerikanske og danske, havde
deres bolig i Tórshavn eller omegn. Ikke alt militærpersonalet
var lige vellidt af den færøske befolkning – og da slet ikke af
selvstyrepartierne.
På Færøerne er der en stor antipati mod den ”danske besættelse af Færøerne”, som en del af befolkningen ynder at
kalde det danske militærs tilstedeværelse på øerne. Mange
danskere havde, og ikke helt uden grund, den mening, at den
færøske mand også burde have været underlagt værnepligten,
så kunne forståelsen måske ligge på en lidt større plads i det
færøske samfund i NATO’s beliggenhed i Mjørkadal?
Også sociale tabere fandt deres vej til Færøerne. Deres udgangspunkt kunne måske være, at de ville starte forfra – eller
også, at de ville ud af deres alkoholproblem. På Færøerne,
blev der siden 1905 indført et forbud mod salg af alkohol,
derfor var der mange der fejlagtigt troede, at Færøerne var
tørlagt for spiritus!
Næsten af samme kategori, som sociale tabere, hørte også
tidligere straffede personer til, der af helt naturlige årsager
mente, at de havde godt af lidt luftforandring. Men for tidligere straffede var det lidt sværere at tage til Færøerne, da de
89
næsten altid var underlagt en form for myndighedstilsyn efter
løsladelsen.
Det færøske folk er utroligt gæstfrit, så når man støder ind i
begrebet ”Danske hadet” – er det noget der bare skal være
der, uden at det rigtig kommer i brug. Nogle danskere betragter det også som en slags præstige. Det er i hvert fald noget
man meget sjældent mærker, og skulle der falde et par olme
gloser af om ”Herrefolket” i Syddanmark (udtrykket forekommer af og til), nå ja, når alt kommer til alt, så er man jo
gæst på øerne!
Hvis man som dansker, ikke havde kendskab til Færøerne
inden en afrejse, kunne man næsten ikke vælge et bedre sted
end »Tjaldur« til et ”første gangs indtryk”.
I det tidlige efterår 1966, oplevede Olaf og Kurt deres første indtryk af en danskers syn på Færøerne. Uden at de egentlig vidste det, var de ved, at blive godt klædt på til mødet med
de Nordatlantiske øer.
Efter aftensmaden, som bød på dansk hakkebøf med efterfølgende rødgrød med fløde, gik de fleste passagerer tilbage til
opholdslokalet igen. Og nu var der ingen der behøvede at
spørge om toldseglet var brudt. Der blev flittigt handlet med
kartoner af Guld- og Elefantøl, hele liter af snaps, Rom og
Whisky. Cigaretter blev handlet i flere kartoner af gangen – ja,
i sådan en grad, at man faldt for tanken, om der måske var
varslet restriktioner på området?
Et par færinger var allerede så selskabelige, at den tærskel
som omgiver almindeligt socialt samvær langsomt var ved at
blive overskredet. Og efter den meget lemfældige måde brændevinen blev behandlet på, kunne det i værste fald blive nogle
gevaldige tømmermænd inden de nåede Tórshavn. På den
anden side, kunne man også se frem til en meget begivenhedsrig og rigtig hyggelig sejlads.
90
Det var ikke kun færinger, der tog godt for sig, danskere
var ingen undtagelser, for ombord befandt der sig også sælgere, der havde deres halvårlige besøg.
Der var også en helt ny sælger med ombord, kunne både
Olaf og Kurt forstå, manden trådte helt udenfor de øvrige af
hans faggruppe. Måden sælgeren bød om sig på, skulle vel
have den effekt i det færøske handelssamfund, at her var
manden, sælgeren, konsulenten – ja, den mest ombejlede af
sin art, Færøerne nogen sinde havde set. Selv hans tid i livgarden fik et skær af, at her var manden, man havde ventet meget
længe på.
De færøske passagerer strøg ham med hårene, så længe der
kom spiritus på bordet, men man var tydeligvis ikke imponeret af ham.
”Tjahh, hvis han fortsætter i samme stil på Færøerne?”
kunne Olaf høre fra nabobordet, ”nå men skål du gamle, det
finder han sgu - måske - tidsnok ud af.”
Færingen fra nabobordet lagde mærke til, at hans ord havde nået Olaf, der havde set over på ham i det samme øjeblik,
men færingen blinkede bare til ham, og hævede glasset endnu
engang.
Hvad der egentlig lå gemt i den sætning, spekulerede Olaf i
dette øjeblik ikke så meget over, men denne sætning dukkede
atter op i hans hukommelse nogle måneder senere, ved en
bestemt lejlighed i Klaksvík. Derfor hævede Olaf bare sin
stubby øl, som en gengældelse af hilsen fra nabobordet – og
sætningen i luften var tilsyneladende glemt i larmen.
En færøsk kvinde fortalte, at hun havde været på Rigshospitalet i København for en undersøgelse for barnløshed – og var
nu på vej tilbage til sin mand på Eysturoy (Østerø). Når det
var en større helbredsting, der skulle ordnes, blev en færing
altid nødt til denne lange rejse til Danmark, da man ikke havde den fornødne kapacitet på Færøerne.
Senere på aftenen brød et par færinger ud i sang og dans, og
for første gang oplevede Olaf og Kurt ”Ormen hin lange”
91
sunget og danset, som de på ingen måde før havde vidst en
eksistens af.
Som på tælling rejste de fleste passagerer sig op og greb
hinandens hænder, hvorefter det hurtigt blev dannet en kæde,
der lige så hurtigt blev til en levende ring, der slangede sig
mellem de små borde, der var boltet fast i dørken. Ringen
blev større og større, og meget apropos til sangtitlen, lignede
ringen snart en bugtende slange, der bed sig selv i halen.
Ormen hin lange tog sin begyndelse, da en forsanger startede sangen:
”Viljið tær hoyra kvæði mitt,
viljið tær orðum trúgva
um hann Òlav Trygvason
hagar skal riman snúgva
Hvorefter alle istemte omkvædet:
Glymur dansur í høll,
Dans sláið ring,
Glaðir riða Noregs menn,
Til Hildar ting.
Forsangeren fortsatte:
Knørrur varð gjørdur a Noregs landi,
gott var í honum evni;
sjúti alin og fýri til
var kjølurin millum stevna.
Og endnu engang istemte omkvædet efterfulgt af de dansendes fodtrin, der blev afsluttet med et, for Olaf, hårdt tramp
ind mod midten af ringen.
Glymur dansur ……,
92
”Tark for karfe,” sagde Kurt på sit ”uhr” københavnske
sprog, mens han åbnede en ny stubby øl ved at rykke kapslen
af med to fingre. På en eller anden måde undrede det nummer slet ikke Olaf.
”Forstår I færøsk?” nabobordets ene færing havde henvendt sig til de unge danskere, der uden at afvente svar fortsatte med en oplysning, ”vi er alle her i norden efterkommere
af vikinger, og da færøsk er Oldnordisk, er det et sprog, vi alle
engang har talt,” fortalte manden sin historiske beskrivelse af
det færøske sprog, hvorefter han istemte sammen med resten
af de øvrige Glymur dansur ……,
”Jeg har sgu da aldrig talt det sprog,” svarede Kurt og skyllede efter ved at drikke den halve øl i en slurk – efterfulgt af
en lang ræben, ”man skulle fandeme tro, det er de vilde, der er
på krigsstien.” Kurt skyllede resten af sin øl ned, efterfulgt af
en noget mindre bøvs, ”de lærer garanteret også deres børn
det sprog!” mumlede Kurt inde i sig selv, ”med den indianerdans tiltror jeg dem sgu det værste.”
Hele Kurts ansigt grinede mens hans store næve, endnu
engang, var på vej ned i ølkassen, som de havde købt i fællesskab.
Et sted inde i midten af det syngende og dansende menneskehav gik en mand med en hel flaske Ålborg akvavit i den
ene hånd og et snapseglas i den anden hånd. Manden fulgte
rytmen med de dansende, men det var ingen hindring for, at
fylde snapseglasset op og byde det til en af de dansende i kæden. Hver gang den dansende havde tømt glasset, blev glasset
fyldt op på ny og budt videre til den næste i kæden – og sådan
blev det ved, til flasken var tom. Men sangen havde mange
flere vers, så det varede ikke længe før, der var endnu en frisk
flaske akvavit på omgang inde i den dansende cirkel. Og
stemningen i opholdslokalet steg stødt i takt med dansen.
93
Sangen og dansen havde taget sin ende, og der var efterhånden faldet lidt mere ro over opholdsstuen. Roen havde afstedkommet, at flere passagerer på skift turnerede rundt mellem bordene i opholdslokalet – og dét kunne være én af grundene til, at der nu pludselig befandt sig en helt ukendt person
ved deres bord.
”Vil du ikke have en snaps?” spurgte den nyankomne på
færøsk.
En ældre mand, fra et andet bord længere inde i opholdslokalet, henvendte sig direkte til Kurt, og selv om Kurt ikke
forstod færøsk, var spørgsmålet fra den fremmede ikke ét af
de helt svære. Kropssproget, hjalp også til på forståelsen af
betydningen på det færøske spørgsmål - samtidig med, at
manden stod og fægtede med en hel flaske akvavit. Færingen
var pludselig dukket op som en skygge, der ikke vidste hvor
den hørte hjemme, og nu, akkurat på samme måde som en
flue, som ville søge lidt hvile på det sted, hvor den nu tilfældigvis var landet. Sted og tidspunkt, var af den grund fuldstændigt underordnet. Kurt var på ingen måde en særlig udvalgt, men nu var skyggen, eller fluen om man vil, kommet til
dette sted. ”Denne flue” kunne dukke op flere gange på
samme aften, men det kunne lige så nemt være den eneste
gang, den landede på dette sted.
Kurt sad og lignede en, der var kommet helt fremmed til
sig selv ved spørgsmålet. Ikke fordi, han ikke før var blevet
budt på en snaps, men når en vild fremmed sætter sig ved
siden af én, og rækker en hel liter akvavit hen imod én, så er
situationen lidt sværere at kontrollere. Kurt havde ikke det
mindste besvær med at føle sig i vildrede.
”Ein snaps?” Spørgsmålet blev atter gentaget af den gamle,
og flasken blev nu stukket helt tæt på Kurts ansigt.
Kurt kom til sig selv og ville tage en hurtig beslutning,
hvilket slet ikke ville lykkes ham.
”Øhhh,” begyndte Kurt, og forsøgte at se så diplomatisk
ud som mulig – men tilsyneladende helt uden held. Da dette
heller ikke lykkedes for ham, prøvede han på sit glansnummer, efter hans øjne febrilsk havde flakset over til Olaf efter
94
hjælp. For dette, at få stukket en hel flaske snaps lige op i synet, med en opfordring til ”en lille en,” var ikke lige det Kurt
havde været vant til, hverken på arbejdspladsen – og da slet
ikke hjemmefra. Godt nok var han murer, men der var sgu
grænser – selv indenfor han fag!
Kurts øjne havde pludselig fået øje på noget yderst interessant på ruden ved siden af ham. Det nummer plejede altid at
virke.
”Tag nu en lille en,” den gamle stak nu flasken helt op i
Kurts hoved, så Kurt rent automatisk kom til at gribe om
flasken, herefter det var slut med hans selvvalgte trance over
mod vinduet. Nu var flasken blevet afleveret i den tilsigtede
gode mening, som blev budt til modtageren af flasken.
Kurt gloede på flasken, som om han ikke kunne tro sine
øjne. Atter kørte den samme problematik rundt i hovedet på
ham - godt nok drak man en del snaps i Danmark, meeeen,
ham bekendt aldrig direkte af hele flasker – med mindre man
var ”spritter”.
Han skulle lige til at række flasken tilbage igen, da hans
blik faldt tilbage på den glade giver. Meningen med denne
gestus var, at den gamle mand, som af hele sit gode hjerte, der
stolt repræsenterede den gæstfrie færing, bare ville byde sin
nye landsmand velkommen til Færøerne.
Alt dette var at læse i færingens ansigt, så Kurt blev helt
flov over sin egen tøven – manden ville ham jo bare det bedste.
Den gamle mand, Jón Thomsson, kom fra bygden Vestmanna, der ligger på samme ø, Streymoy, som Tórshavn ligger på
- bare i den modsatte ende af Streymoy. Jón Thomsson havde
været malersvend i hele sit liv, og selv om han havde rundet
pensionsalderen, havde han stadigt sit faste arbejdsområde fra
Kvívík til Vestmanna - oven i købet til et godt stykke inde på
naboøen Vágar, hvor flyvepladsen havde til huse. I sin fritid
var Jón også kunstmaler, da han på bestilling malede oliemalerier – en tidligere fritidsbeskæftigelse, der efterhånden indtog
pladsen på lige fod med hans oprindelige fag. Men så længe
95
han kunne kunsten at svinge penslen, manglede han aldrig
penge.
Jón Thomsson så atter indtrængende på Kurt, og et kort øjeblik strøg en forundring sig over Jóns ansigt, som en skrækkelig indbildning, der var ved at søge plads i hans hjerne.
”Deltog han i et festligt selskab på »Tjaldur«, eller var han
på en helt uforklarlig måde dumpet ind til et Baptist møde i
Ebenezer?” tænkte Jón så det knagede. Jón rystede hurtigt
dette forstyrrende element ud af sine tanker. Han var selvfølgelig på »Tjaldur« på vej til Færøerne - og her drikker langt de
fleste. Så fik Jón øje på Kurts øl - en ganske almindelig Carlsberg Hof.
”Åhhh, jeg forstår, du er afhooooldsmand?” sagde han
spørgende, med blikket rettet mod den nye uoplukkede Hof
der stod på bordet foran Kurt, ”du drikker kun frokostøl –
ikke rigtige øl?”
Udtrykket i Jóns øjne lod ikke noget tilbage for hans mening om den slags øl – eller for den sags skyld om disse afholdsmænd, der drak den slags tynde øl.
”Nej da,” kom Kurts svar prompte, ”jeg drikker sgu da
rigtig øl – man bliver skam fuld af dem!” svarede Kurt med
lidt eftertryk og grinede samtidig af sin belærende tilføjelse.
”Nå? – så skal du da mindst drikke en hel kasse,” stod Jón
lavmælt og mumlede for sig selv, mens han kløede sig i sine
sparsomme lokker.
”Ligner jeg da en afholdsmand, jeg – en kongelig dansk
murersvend?” Kurt forsøgte at lyde frisk i slaget, efterfulgt af
en sagte latter, men inde i hans hoved, kørte tankerne på højtryk for at slippe af med flasken. ”Satan og helvede,” tænkte
han, ”hvordan pokker slipper jeg ud af det her?”
”Det kunne da godt være, vi kunne få en god og interessant diskussion om den sag, men det gider jeg simpelt hen
ikke i aften, vi skal nyde livet - husk på!” Jón afbrød sin talestrøm, for at tage en pakke cigaretter op af brystlommen, men
efter ”pakkens” tykkelsen at dømme, var der ikke ret mange
cigaretter tilbage i den.
96
Olaf, der havde fulgt udviklingen af samtalen, fiskede hurtigt en næsten frisk pakke cigaretter op af sin jakkelomme.
”Her, tag en af mine,” bød han, og rakte pakken over bordet til Jón.
Jón tog blikket fra sin flade pakke, blikket der netop havde
konstateret, at hans cigaretpakke sikkert var tom. Derefter
gled blikket over på Olaf, et blik der tydeligvis blev overrasket
over, at der også sad en person dér. Blikket gled så igen tilbage på den flade cigaretpakke, men først efter et par klem på
pakken blev han enig med sig selv om, at pakken var aldeles
tom. Pakken blev langsomt krøllet sammen for derefter at
forsvinde ned på gulvet.
”Tak som byder,” svarede Jón taknemmeligt, der for en
sikkerheds skyld snuppede to cigaretter fra Olafs pakke.
Olaf lod som ingenting, men havde nær stået på hovedet i
forsøget på, at give Jón ild i cigaretten, da Jón vedblev med at
trække sig tilbage, hver gang flammen var ud fra cigaretten.
Herefter satte Olaf sig atter tilbage på sin plads – og Jón listede lige så stille den anden cigaret ned i sin skjortelomme.
Da Jón havde fået ild i cigaretten, tog han så kraftigt et
sug, at hans ansigt fremstod som direkte hulkindet. Derefter
tog han langsomt cigaretten ud af munden, vendte den om og
pustede røgen direkte ind i cigarettens glød, bare for at konstatere at der var rigeligt med glød i den rigtige ende. Herefter
henvendte han sig på ny til Kurt, der stadig sad med snapseflasken i hånden.
”For som sagt skal vi nyde livet, for vi lever jo kun én
gang,” fortsatte han nu sin afbrudte tale fra før, mens hans
cigaret forsvandt ind i den hans hånd. Hånden førte han derefter ned mod bukselinningen, så bagsiden af hånden hvilte
ind mod livremmen. Kun en svag røg, der steg op fra håndens
indre røbede, at manden skjulte en tændt cigaret inde i den
næsten lukkede hånd.
Jón fik pludseligt et noget betænksomt udtryk i ansigtet,
”hér!” tilføjede han sin udtalelse meget bestemt, med blikket
rettet mod de himmelske magter. ”Nå, men skål!” skyndede
97
Jón endnu engang på Kurt, der efterhånden havde indset, at
det var håbløst at undslå sig en tår af flasken.
Kurt satte flasken for munden, og tog en ordentlig slurk.
”Puh .. - varm snaps smagte af helvede til,” kunne enhver
læse ud af Kurts ansigtsudtryk.
”Tak skal du have,” kvitterede han lidt for overfriskt, og
rakte flasken atter tilbage til den gamle. Han slap næsten godt
fra, at lade som om det var noget ganske dagligdags, men
kropssprog og ansigtsudtryk kan sagtens være to vidt forskellige ting, hvilket Kurt beviste til fulde.
”Det var sgu da dejligt med en lille snaps, løj han helt
åbenlys. Kurt havde opfattelsen af at hans mavesæk, når som
helst, kunne finde på at sende det hele tilbage igen. Tårerne
stod ham ud af øjnene, og han sank sit mundvand som en
vanvittig for at beholde den varme snaps i sig - og hvad værre
var, han skulle nødigt tabe ansigt overfor Olaf.
”Lad gå videre til din kammerat,” foreslog Jón, og pegede
over bordet med cigaretten på Kurt. ”Forslaget” blev udtalt så
kommanderende, at der egentlig ikke var tale om et forslag, så
faktisk havde Olaf ikke noget valg i at modtage flasken.
Egentligt er det helt almindeligt på Færøerne, at lade flasken gå videre til næste mand. Men så langt, var hverken Kurt
eller Olaf endnu ikke nået i deres forståelse om dette meget
specielle emne.
Kurt rakte flasken videre til Olaf, der meget modvilligt tog
imod den. Kurt mente selv, at han var kommet ret godt igennem sin prøvelse med snapseflasken, så han rakte en hånd ud
mod Jón for at sige tak for drinken – man var vel høflig?
Herefter gjorde Jón sin egen opdagelse - at Kurt havde et
meget kraftigt håndtryk.
”For helvede!” udbrød Jón, og så derefter meget bekymret
på sin hånd, ”jeg skal leve af at være maler, ødelægger du alle
givere på samme måde?”
Det var en del år siden, at Kurt var holdt med at kommentere folks svage hænder, så heller ikke i dette tilfælde faldt der
nogen bemærkning. Men Jón var oprigtigt meget bekymret
for sin hånds videre formåen.
98
Olaf, der havde iagttaget Kurts reaktion med snapseflasken, tog hurtigt – men kun en lille tår af snapsen. Dog så det
ud til at han drak en del mere end Kurt, men da han lod tungen blokere for flaskeåbningen, var det så som så med hvilke
mængder der slap videre ned i halsen. Dette var - selv for en
dansk trykker - for skrap en kost.
Han lod flasken gå tilbage til Jón, der tog imod med venstre hånd. Han stod stadig og rystede sin højre hånd, mens
han skulede olmt til Kurt. Cigaretten havde nu fået fast plads
mellem han læber.
”Nå,” sagde Jón i et noget mere opløftende toneleje, ”der
er nok én, der kan drikke en snaps!” med en stærk undertone
overfor Kurt formåen på dette meget specielle område, ”skål
på det,” nærmest sang Jón og lagde nakken tilbage - og her
var der ikke tale om at lade som om han drak, da flaskens
indhold sank betydelig under denne hårdhændede metode.
Denne handling virkede som en mindre borgerkrig i Kurts
mave. Derefter forsvandt Jón igen, lige så lydløst som han var
kommet. Kurt tog endnu en øl fra deres fælles ølkasse – denne oplevelse skulle fandeme skylles ned!
Ganske kort efter satte en ung kvinde sig ved deres bord. Med
sig havde hun et barn på omkring 1 år. Selv om de lige havde
sat sig, var det var tydeligt for enhver, at barnet ikke følte sig
til rette i det røgfyldte lokale, hvilket det stakkels barn gav
højlydt til kende ved en vedvarende skrigen. Moren forsøgte
gentagne gange at proppe sutten i munden på det ulykkelige
barn - men helt uden held. Hendes udtryk gik efterhånden
over til ”en kamp for at få den helvedes unge” til at tie stille.
Olaf sad og stirrede på barnet, der efterhånden, ret kraftigt, gav sin mening til kende - i form af en konstant uafbrudt
vrælen. Efter Olafs mening grænsede dette sig til det umenneskelige – ikke kun for barnet, men også for omgivelserne.
Barnets ansigtsfarve stod efterhånden heller ikke tilbage
for en sammenligning med en fuldmoden tomats røde farve.
Der var egentlig forbavsende få passagerer, der tog notits
af barnets postyr, det var ligesom at man ret hurtigt accepte99
rede larmen som noget, der hørte sammen med den øvrige
”malm og ost”, der blev udgydt i lokalet.
Derimod var det ved at blive ret tydeligt for moren, at
Olaf havde svært ved at beherske sig, samtidig med, at hans
udtryk var blandet med en vis medfølelse over for barnet.
”Hm,” rømmede sig Olaf tøvende, ”ka’ske junior ikke ka’
tåle lugten i bageriet,” forsøgte han sig henvendt til moren,
”jeg mener, det er sgu ikke ligefrem vitaminer man indånder
her i lokalet.”
”Du er måske lidt sart overfor småbørn,” bed den unge
mor ham af – måske lidt for hurtigt og fortsatte, ”det er sgu
ret typisk for mandfolk, det eneste “samarbejde” en mand vil
yde til et barn foregår på et lagen - derefter hører alt solidaritetsfølelse op.”
Hendes udtryk af arrigskab var nu vendt bort fra barnet og
over på Olaf, der nu forsøgte at finde en grimmasse, der ville
vende situationen til gensidig forståelse - det lykkedes bestemt
ikke.
Det var ved sådanne lejligheder, at Kurt kunne finde interessante, men for alle andre, totale usynlige punkter, der helt
og holdent krævede hans opmærksomhed.
”Bare jeg da havde holdt sin store kæft lukket,” tænkte
Olaf om sin henvendelse til den unge kvinde.
”Kom,” sagde den unge mor – nu henvendt til barnet med
en stemme, der var totalt forandret. Nu var det den kærlige og
forstående mor, der talte, ”nu går vi to ned i kahytten - der
kan man i det mindste trække vejret.”
Hun samlede hurtigt sine ting sammen, tog barnet på armen og forlod bordet uden at værdige Olaf et eneste blik.
”Det var som satans, her prøver man på, og hun gav ...,”
Olaf rystede på hovedet, og trak på skuldrene, ”nå, skide være
med’et” afsluttede han, med noget der skulle havde været
ment som en selvbebrejdelse.
”Du kan sgu da bare lade være med at blande dig,” Kurt
var tilsyneladende vendt tilbage fra sin selvopfundne meditation, ”selv om jeg naturligvis var enig med dig i, at barnet
dårligt kunne trække vejret, så kunne du jo ..,” Kurt havde
100
fundet sin belærende mine frem, ”have anvendt et sprog, der
var lidt mere diplomatisk!”
”Ser man deeeeeet,” afbrød Olaf ham, ”den kan tale,” sagde han om Kurts person og fortsatte i en mere ublid tone,
”du er altså ikke mere ”hinsidans” i dit pludselige punktstuderen end, at du altid kan følge med i, hvad der foregår omkring
dig.”
Olaf var nu lettere vred, ”og ikke nok med at du oven i
købet har en mening, der altså først skal ud, når du er uden
for indblanding i bataljen, - ret fikst må jeg sige.”
Den stærke murer led et knæk – og det kunne ses. ”Indrømmet,” forsvarede Kurt sig lidt flovt, ”det var måske også
lidt dumt af mig.”
”Skidt med det, så er vi to der har kvajet os,” slog Olaf det
lidt irriteret hen med, dog uden at alt det sure forsvandt fra
hans ansigt.
I stedet for tog han endnu en øl - åbnede den og nærmest
smed indholdet ned i glasset. Dette resulterede i, at øllet
skummede over i sådan en grad, at han hurtigt måtte tage sig
en ordentlig tår af glasset, for ikke at lægge hele bordet under
øl. Selvfølgelig bevirkede den lunkne øl, der ramte hans mavesæk helt uforberedt, at han nu også fik hikke.
Kurt gloede på ham - han turde knapt trække på smilebåndet. ”Det så edder muk’me jøkert ud - prøv engang til,”
opfordrede Kurt ham.
Olaf begyndte at grine, en latter der hele tiden med mellemrum blev afbrudt af hikken.
Kurts ansigt indtog atter det glade udtryk fra før.
”Sidder der nogen her?” Olaf så op på spørgeren - eller
rettere to personer, en ung mand og ditto pige, stod og pegede på sæderne ved bordet.
”Nix, .. hik .., sæt jer bare,” svarede Olaf de to spørgere.
Nå da da da, allerede hikke,” sagde den nyankomne unge
mand, mens han gjorde sig skeløjet og skød underkæben
frem, ”ja, den plejer jo ikke at få for lidt på disse ture.”
101
Før Olaf kunne nå at svare, havde de nyankomne allerede
præsenteret sig. ”Ja, jeg hedder Páll, og det er min forlovede
Astrid. Páll slog ud med armen mod den unge pige.
Páll lod sig dumpe ned i sædet, samtidig med han elegant
stillede to guldøl med glas fra sig på bordet. ”Jeg mindes ikke
at have set jer før?” fortsatte Páll sin samtale, ”jeres første tur
til de vindblæste øer?”
”Helt og aldeles,” svarede Kurt, mens Olaf endnu kvalte et
hik, ”så vi er meget spændt på at møde de indfødte.”
”Jeg er en af dem,” bekendtgjorde Páll til deres store forbløffelse, han lød lige så dansk som nogen anden dansker fra
det sydlige Danmark.
”Ja,” indvendte Astrid, der nu blandede sig i samtalen,
”godt nok er Páll født på Færøerne, men han har boet en del
år i Danmark,” hun så over på Páll, der var i færd med at åbne
de to guldøl.
”Edder man’me ja,” supplerede han i et tonefald, der havde gjort enhver københavner grøn af misundelse.
”Og da hans far tillige med er dansker,” fortsatte Astrid,
”kan det godt forvirre lidt at høre hvorfra han stammer, men
han taler begge sprog lige flydende.”
”Rigtigt,” svarede Páll som supplement til Astrids redegørelse om hans person, ”men min mor er færing, og jeg føler
mig som færing. Men nok om det, skal I på Mjørkadal?”
spurgte han henvendt til Olaf og Kurt.
”Mjørkadal? lød det i kor fra de to danskere, ”hvad fanden
er Mjørkadal?”
”Nå det skal I altså ikke,” konstaterede Páll tørt, ”Mjørkadal er Nato stationen, den med de store radarer på Færøerne men hvad drager jer så nordpå til dårligere vejr?”
De to danskere fortalte så om sig selv og om deres nye job,
og hvad de forventede af øerne. Páll så undrende på dem,
men måtte konstatere, at de begge var taget frivilligt af sted til
Færøerne.
”Hej Marion!” råbte Astrid pludselig - hun svingede med
begge arme, ”kom her over og sæt dig,” og uden at vente svar
fortsatte hun talestrømmen, ”det er sørme længe siden.”
102
Astrid vendte sig om mod Páll, ”ja, ham kender du jo, og de
andre to er danskerne Kurt og Olaf.”
Olaf så op, og en underlig fornemmelse i maven begyndte
at brede sig ud i kroppen på ham. Marion var den unge mor
fra før - nu uden barn.
”Jeg er vist blevet præsenteret tilstrækkeligt for de to danskere,” kom det syrligt fra Marion, der havde lagt et, for Kurt
og Olaf, unødvendigt tryk på ordet ”danskere”.
Af en eller anden grund forsvandt Olafs hikken på dette
tidspunkt, men samtidig opstod der en underlig tavshed ved
bordet.
”Nå, og hvad har du så lavet i Danmark?” spurgte Páll Marion, lige så meget for at få samtalen i gang igen – men også
fordi, han var lidt nysgerrig efter nogle nyheder.
Den pinlige tavshed blev nu ombyttet med en forventet
tavshed. Selv om resultatet af tavshed er den samme, var der
alligevel en nuanceforskel at spore. Alle var pludselig blevet
interesseret i, hvad Marion havde at berette.
”Fået et barn,” røg det ud af Marion, der på samme tid
forsøgte at se bestemt ud, blandet med et ”hvad rager det
egentlig jer” udtryk.
Svaret havde atter den samme virkning som før spørgsmål
og svar. Igen tavshed ved bordet.
Kurt tog sig i, at han, nok engang, ledte efter en usynlig
plet, han kunne se lidt nærmere på.
”Du mener ikke, at vi færinger kunne havde klaret det lille
problem for dig?” forsøgte Páll sig meget dårligt med, samtidig med hans ansigt skiftede karakter, som tålte sammenligning med en brunstig løve i parringsøjeblikket.
En højrød farve, lige fra brystet til hals og nakke, skød
med ét op i Marions ansigt, hvorefter farven gik i ét med hendes lige så røde hår. Forvandlingen var så pudsig at man godt,
med lidt god vilje, kunne forveksle hende med en stor gasflaske med rød hætte på - tænkte Olaf. Om ikke andet kunne
begge to, gasflaske og Marion, eksplodere ved den mindste
forkerte håndtering. Og Páll udtryksmåde kunne vel næppe
kaldes for diplomatisk.
103
Men Marions øjne røbede, at det var noget absolut levende, der befandt sig inde i Olafs tænkte gasflaske univers.
Munden bevægede sig et par gange, dog først uden at sige
noget - men så kom der lyd på.
”Hvis du absolut vil have, at jeg skal give det mandlige
individ nogle plusser, så er det helt uden betydning, hvilken
nationalitet dette individ har, for at denne liderlige skabning er
i stand til at bolle en kvinde op - men så er alt fandeme også
sagt om denne buk.”
Astrid vidste dårligt, hvor hun skulle se hen. Hendes blik
vandrede skiftevis fra øllene på bordet og over til Pálls lidt
stivnet udtryk. Tavsheden omkring bordet havde taget endnu
et trin på ”tavshedskurve”. Nu var tavsheden nærmest larmende.
”Páll,” begyndte Astrid, ”behøver du, hver gang du ser en
given lejlighed, til at komme med dine indestængte sjofelheder, for at benytte samme lejlighed til, at kunne vende vrangen ud på dig selv. Du kunne, i det mindste, godt tænke dig
om - bare engang imellem!”
Det begyndte efterhånden at dæmre for Olaf og Kurt,
hvad der trykkede Marion. Med hendes konstante opfaren,
måtte hun have været ude for nogle fæle skuffelser i sit unge
liv.
”Jamen .., jeg .., det .., hva’ fa’en .., åhr hold da helt kæft,
det var sgu da hende der …” Páll blev afbrudt af Astrid, der
nu var slået over i færøsk, og efter den svada der blev fyret af,
var det ikke lutter lagkage, der blev hældt ud over Páll.
Páll så fjoget over på de andre og mumlede så noget til
Marion, der nok skulle tydes som en undskyldning - kikkede
derefter på ølflaskerne. Hans ører havde fået et rødligt skær.
Stilheden ved bordet var nu ved at være ulidelig for alle.
Men Astrid fortsatte ubønhørligt sin nedgørelse om Pálls person og manerer, ”og, .. øh, hvis det ikke er for meget for dig
Páll? - vi skal jo både have glas, rom og colaer.”
”Jeg er gået,” svarede Páll omgående, der lynhurtigt så det
som en befrielse for at komme væk fra bordet. Kurt var lige
så hurtig oppe, så nu var de begge, næsten for hurtigt, på vej
104
hen mod døren med en direkte kurs mod skibets lille butik tydelig lettet over, at de kunne slippe væk for en stund.
Da de kom tilbage, sad Marion og Astrid og talte sammen
som de to veninder de engang havde været. Det så nu ud til,
at Olaf havde overtaget Kurts vindueskikkeri med et eller
andet punkt, der skulle have et nærmere eftersyn. Med sådan
en opgave kunne det jo heller ikke gå helt galt i det lille selskab.
”Lad nu være med at kvaje dig en gang til,” formanede
Kurt lidt unødvendigt, lige inden de nåede hen til bordet, for
Páll havde forstået budskabet fra Astrid – om nogen havde!
”Marion har tilsyneladende ikke haft det for let,” kørte Kurt
videre i Pálls åbne sår.
”Den er trængt ind du gamle,” ekkoede Páll, ”det er sikkert
en mening med, at Astrids navn ender med ”strid”.
Kurt grinede længe over kommentaren.
Senere på aftenen var opholdslokalet godt halvtomt, så dem
der var tilbage var nu flyttet sammen ved et større bord.
Den gamle Jón med snapseflasken var helt forsvundet,
hvilket ikke undrede Olaf. En mand der drak på den måde
måtte, på et eller andet tidspunkt, gå under bordet.
Men gamle Jóns forsvinden undrede en anden færing. Petur Emil Pedersen havde flere gange spurgt efter ham – for,
som han sagde, forlod Jón meget sjældent et selskab, så længe
der fandtes spiritus på bordet, derfor var hans bekymring ikke
helt uden betydning.
”Hvad hedder han mere end Jón?” spurgte Olaf den meget
bekymrede Petur Emil Pedersen.
”Thomsson, Jón Thomsson,” svarede Petur Emil hurtigt,
mens hans øjne vandrede rundt i lokalet.
”Så tror jeg det er min kahytskammerat, vi kan da i det
mindste prøve at se efter,” opfordrede Olaf. ”Der stod et par
kufferter, da jeg var nede i kahytten først på aftenen, og jeg er
næsten sikker på, at der stod Jón Thomsson på dem. Måske
har han bare smidt sig på køjen?” tilføjede Olaf og slog ud
med armene. ”Hvor svært kan det være?”
105
Marion, der nu var tøet en hel del op i aftenens løb, havde
fulgt lidt med i samtalen, og måske for at råde lidt bod på
hendes tidligeres opfarenhed, foreslog hun at gå med ned ved
kahytterne, så ville hun lige se til sin søn samtidig.
Da Petur Emil syntes det var i orden, kunne Olaf da heller
ikke have noget imod det.
De forlod selskabet, der lige havde fået tilslutning af den pralende sælger, som med det samme insisterede på, at give de
næste fire omgange - og i næste åndedrag begyndte at berette
om, hvor dygtig han var.
”Føj, jeg væmmes over den slags mennesker,” sagde Marion, da de var på vej ned af trappen mod dækket med kahytterne, ”den type bliver aldrig ret gamle på Færøerne, hvis de
da ikke lægger deres stil markant om.”
Olaf syntes, at han havde hørt en lignende sætning tidligere på aftenen. ”Mens vi taler om underlige typer,” svarede
Olaf eftertænksomt, ”har I lagt mærke til den mand, der sidder for sig selv deroppe i opholdslokalet, han ligner en der
ruger over noget der trykker ham.”
”Ja,” istemte Marion, mens hun rynkede panden, som én,
der tænker over et stort dybdegående problem, ”hver gang
han har drukket lidt øl, sidder han og stirrer ned i glasset, og
på samme måde inden han tænder en cigaret, sidder han og
stirrer tomt ud i luften.”
”Der er vist ikke ret meget der undgår Marions skarpe
blik”, tænkte Olaf.
”Tjaaaa,” tilføjede Petur Emil, der også havde lagt mærke
til den omtalte person, ”det er i hvert fald sikkert, at han tænker på andre ting end dem, der lige omgiver ham.”
”Tror I ikke snarere, at han lider af et delirium?” foreslog
Marion spørgende, ”han har jo drukket tæt hele aftenen.”
Men dette afviste Petur Emil som helt umuligt, ”delirium
er noget ganske andet,” sagde han med et lille glimt i øjet til
Olaf. ”Måske får han delirium i morgen,” tilføjede Petur Emil,
næsten for overbevisende. ”Og desuden, havde manden deroppe, været helt på samme måde, lige siden de afsejlede fra
106
København, og da var han pinlig ædru - næsten for pinlig.”
Det sidste mumlede Petur Emil for sig selv. ”Næh,” fortsatte
Petur Emil, nu med lidt højere stemme, ”han er nok af den
slags mennesker, der trænger til at komme lidt væk fra mors
kødgryder og få lidt luftforandring.”
Marion så op på Petur Emil, og Olaf var ikke helt så sikker
på, at hun forstod Petur Emils filosofi om ”at komme lidt
væk fra mors kødgryder”.
Da de kom til Marions kahyt, bad hun dem lige vente et
øjeblik, hun ville lige se til Søren.
”Søren?” Olaf lignede et stort spørgsmålstegn. ”Havde
Marion alligevel sin mand med,” tænkte han lidt nedslået.
Faktisk blev han lidt rystet over sin egen reaktion om en mulig mand til Marion.
”Ja min søn - sig nu ikke at du allerede har glemt ham?”
nærmest spandt hun som en kat, der var på jagt efter et sikkert bytte.
Nej, Olaf havde så sandelig ikke glemt hendes barn, og
pludselig tog han sig selv i at stå og glo ned i gulvet. Kurts
dårlige vane havde i den grad smittet af på ham, tænkte han,
eller også var han bare pludselig blevet genert. Inden han atter
fik taget sig sammen til at løfte blikket, var Marion forsvundet
ind i kahytten.
Ganske kort efter var hun tilbage igen, ”han sover som en
sten,” oplyste hun meget stille, som var hun bange for at vække ham ude fra gangen. ”Kom lad os så finde gamle Jón,”
sagde hun lidt højere, mens hun hev Olaf i armen, hvilket
Olaf slet ikke havde det mindste imod.
Lidt længere henne på gangen gik de ind i Olafs kahyt, de
omtalte kufferter stod stadig urørte på gulvet, og en nærmere
undersøgelse, for at finde ejermanden i kahytten, gav et meget
negativt resultat.
Efter at have undersøgt navneskiltene på de efterladte
kufferter, var der ingen tvivl tilbage om, at gamle Jón var den
anden passager i Olafs kahyt, men manden var som sunket i
jorden – eller rettere i havet.
107
”Det ser ud til,” konstaterede Petur Emil, ”at gamle Jón er
din rejsefælle, men hvor pokker kan han dog være blevet af jeg kan sgu ikke rigtigt lide det her,” sagde han og fortsatte,
”hvis han nu har gået sig en tur på dækket i den tilstand? .. og
så ...,” Petur Emil fuldførte ikke sætningen.
”Jeg MÅ finde ham,” konstaterede han hurtigt og var allerede på vej ud af kahytten.
”Vent lige lidt,” råbte Olaf efter ham, ”hvis vi alle tre leder, har vi større mulighed for at finde ham.”
Petur Emil syntes, at det var en god ide, så de aftalte, at
hvis ingen havde fundet ham i løbet af en halv time, mødtes
de samme sted for at aftale, hvad de så skulle foretage sig.
En halv time senere stod de atter samlet på samme sted
med samme negative resultat. Der var stadig intet spor af
gamle Jón.
”Tror du han kan være faldet over bord?” spurgte Marion
nu direkte, henvendt til Petur Emil, ”det syntes næsten at
være den eneste mulighed tilbage,” fortsatte Marion den
skræmmende sætning.
Petur Emil måtte give hende ret, den tanke var heller ikke
faldet ham så fjern, så han så ingen anden mulighed end at
alarmere Kaptajnen på skibet. Olaf ville så gå op og orientere
de andre imens.
”Vil du med?” spurgte han Marion, nærmest som en selvfølge.
Men Marion ville hellere komme tilbage lidt senere, da hun
mente det var tiden til at se til Søren igen.
Da Olaf kom tilbage til opholdslokalet, var selskabet atter
blevet reduceret, men den pralende sælger fægtede stadig med
arme og ben, for at holde de resterendes opmærksomhed
henledt på sin person. Joh, her var sandelig en mand af verdensklasse.
”Føj for satan for dette eksemplar af sælgerracen,” - tænkte Olaf, med en stadig stigende kvalme overfor dette individ.
”Det var sandelig på tide du kom,” råbte Kurt, inden Olaf
nåede hen til bordet, ”fandt I så den gamle sut, eller har du
bare bedrevet tiden med at forføre Marion?”
108
”Ingen af delene,” svarede Olaf tilbage mens han slog sig
ned på sin plads fra før, ”men det ser ud til, at gamle Jón er
forsvundet fra overfladen, i hvert fald er han sporløst væk.”
”Jamen?? Hvad gør vi så nu?” spurgte Kurt, der forsøgte
at overhøre Supersælgerens forklaring om en stor ordre han
engang havde fået i hus - udelukkende på sin charme. Dette
lykkedes til dels, idet sælgeren fortsatte sin beretning ud i æteren – intet kunne tilsyneladende stoppe ham.
”Petur Emil er gået op på broen for at forklare kaptajnen
om sagen,” svarede Olaf som situationen var blevet, ”så må vi
jo se, hvilken afgørelse kaptajnen træffer?”
Samtalen omkring bordet forstummede næsten helt, men
det varede et stykke tid for Supersælgeren, inden det helt gik
op for ham, at opmærksomheden rundt om bordet var rettet
mod et andet sted - end ved hans person. Det så egentligt ret
pudsigt ud at se ham sidde der, med armene bredt ud, standset midt i en sætning, om noget fantastisk han havde været
ude for - måbende over, at ingen hørte overhovedet efter
ham.
Han så surt hen på Olaf med en stigende irritation i øjnene. Efter sælgeren opfattelse var Olaf helt klart årsagen til
denne ændrede stemning omkring bordet i opholdslokalet.
Alle så jo hen på Olaf.
Sælgeren havde, naturligvis ikke hørt et eneste ord af det
Olaf berettede om gamle Jóns forsvinden, da det eneste, der
virkelig kunne optage hans opmærksomhed, var den evige
beretning om ham selv. Han var oprigtig fortørnet over, at
Olaf havde vovet at afbryde ham. Han fattede sig dog ret hurtigt, så let lod han sig heller ikke slå ud.
”Hør så her,” fortsatte han sin afbrudte seance - med en
lidt for høj røst, ”engang var jeg .. ”
”Hold så kæft!” råbte Astrid, hun kunne simpelt hen ikke
tage mere. Selv Páll blev temmelig overrasker over, at Astrid
kunne råbe så højt. ”En mand kan måske være faldet over
bord, og du sidder forsat og ævler og pudser din glorie, så
man får kvalme, hvad hvis vi alle hjalp til med at finde ham?”
109
Og inden den selvglade mand fattede et muk af det hele,
sad han mutters alene tilbage ved bordet.
Alle, undtagen sælgeren, samt ”den underlige person”, der
efter Marions opfattelse led af et ”delirium”, ledte nu efter
den gamle Jón. Kaptajn, mandskab og de endnu vågne passagerer var sat på sagen, men den eftersøgte Jón lod sig bare
ikke finde.
På det tidspunkt befandt »Tjaldur« sig ud for Limfjorden i
Kattegat – men det var buldrende sort nat. Skibet havde kurs
nordpå - ret op mod den norske vestkyst. Nu besluttede kaptajnen at sejle tilbage og lede efter gamle Jón, selv om mulighederne for at finde en mand i havet, midt om natten, var lig
nul. Naturligvis skulle »SOK«, Søværnets Operative Kommando, i Århus ligeledes alarmeres. Et større eftersøgningsapparat stod lige for at skulle sættes i værk for at finde den
forsvundne mand.
Marion, der nu var kommet tilbage, begyndte at græde,
bare tanken om Jón skulle være faldet over bord, var for meget for hende.
Astrid gik hen til hende og tog blidt omkring hendes
skuldre for at trøste hende, ”kom,” sagde hun nænsomt til sin
veninde, ”vi går lige lidt herind.” Og lidt efter forsvandt de
begge ind på dametoilettet – det hurtigste og nok det mest
naturlige sted, hvor de kunne være lidt alene fra den stigende
virak.
Olaf stod og så efter dem, og pludselig blev han meget
tankefuld. Den tanke, der nu strejfede ham, var absolut ikke
faldet ham ind før, eller for den sags skyld for nogen af de
andre på skibet. Selv om det var en mand de ledte efter, så var
det trods alt en meget fuld mand, og han kunne jo finde på
hvad som helst?
”Er der nogen her?” råbte han, og blev meget forbavset
over at høre sin egen stemme tage teten i forsamlingen, ”der –
der,” Olaf samlede sig lidt over sin nye - for ham – meget
uvante rolle, ”der har set efter Jón på dametoiletterne?”
110
Ingen svarede. Alle stod som forstenede og ventede på, at
en eller anden skulle give lyd fra sig - men denne lyd udeblev
fuldstændigt.
”For helvede,” udbrød Páll, ”lad os så komme i gang!”
Alle dametoiletter på »Tjaldur« blev nu systematisk gennemsøgt, og ikke før de nåede helt ned i bunden af skibet,
fandt de en dør der var låst, hvor vedkommende ikke reagerede på spørgsmålet om, hvem der befandt sig på den anden
side.
En kahytsjomfru blev tilkald, og hun fik hurtigt lukket
døren op.
Alle der var til stede stod mere eller mindre på ryggen af
hinanden, for at se om der skulle være “gevinst”.
Gamle Jón sad på toiletgulvet. Den ene arm havde han
rundt om klosettet, den anden arm havde et fast greb om
snapseflasken.
Postyret med at få åbnet døren, samt de mange tililende
mennesker, havde efterhånden fået vækket den gamle.
Han missede lidt med øjnene, løftede hovedet og stirrede
på de mange blikke, der var rettet mod ham. Jón forsøgte at
rette sig lidt op, samtidig med han rømmede sig,
”Kan man da for fanden ikke,” begyndte han med en meget ru stemme, men forbavsende nok på dansk, ”få lov til at
møje sig i fred og ro på dette skib?” kom det meget fornærmende fra ham. ”Jeg klager sgu til kaptajnen.”
Petur Emil stod udenfor med et stort grin, ”og du skulle
spille fornærmet?” sagde han meget spørgende - og uddybede
yderligere sit spørgsmål overfor den forundrede og fornærmede Jón, ”hvis du bare vidste, hvilken postyr du har været
årsag til?” Petur Emil grinede så meget, at hans skuldre hoppede op og ned, tilsyneladende ude af stand at kunne stoppe.
Kaptajnen på »Tjaldur« havde, selv længe efter, svært ved at se
det morsomme i situationen, men var på den anden side glad
over, at den store eftersøgningsaktion ikke allerede var sat i
gang. Godt nok var det et færøsk skib med en del berusede
111
passagerer om bord, men et eller andet sted måtte der alligevel
være en grænse for løjerne.
Mange hjælpsomme hænder fik bragt gamle Jón på benene
- for derefter, at bringe ham til hans kahyt, og før den gamle
Jón forstod noget af det hele, lå han og sov videre i sin køje.
Gulvet på dametoilettet var blevet skiftet ud med noget blødere og behageligere for gamle Jón – en køjeseng, og det
kunne han jo ikke være helt utilfreds med, også selv om kaptajnen havde taget snapseflasken fra ham.
Da det var ved at blive sent på natten, blev ”eftersøgningsholdet” enige om, at tage en sidste drink, om ikke andet så for
at fejre resultatet af eftersøgningen, inden de gik til køjs.
Under hele eftersøgningen havde sælgeren, forventningsfuldt siddet tilbage ved bordet, klar til at fortsætte sine beretninger for al pøblen. Han havde, på et tidspunkt forsøgt at
henvende sig til ”den underlige passager”, der sad et par borde væk – dog uden held, manden forblev helt tavs.
Herefter fordrev han ventetiden med at se lidt for dybt i
flasken, med den rom som Páll havde købt, alt imens han
udtalte underlige lyde. Da så hans tidligere tilhører endelig
vendte tilbage, lå han nok så nydeligt hen over bordet - snorkende højlydt.
”Den underlige passager”, der åbenbart kun ønskede sit
eget selskab, havde tilsyneladende bragt sig selv i samme situation som sælgeren, dog med den forskel at han benyttede
bænken til at sove på i stedet for bordet. I hånden havde han
en cigaret, der endnu var røg i.
”Et øøøndigt par,” proklamerede Kurt i et meget overdrevent følelsesladet tonefald, ”gid de må hvile i fred!” fortsatte Kurt, mens han behændigt undgik nogle flasker på dørken, som lå nedenfor bordet ved ”den underlige passager”.
Herefter slukkede han den sovendes brændende cigaret med
sine bare hænder – uden det tilsyneladende rørte ham den
mindste smule. Han kunne bare noget med de hænder.
”Amen!” afsluttede Kurt seancen, da han atter gik tilbage
til de andre.
112
Af udpræget frygt for at sælgeren skulle genopstå, fik deres
godnatdrink et præg af en panikagtig handling, så det varede
ikke længe inden de to sovende i opholdslokalet atter havde
det hele for sig selv.
Den næste dag om morgenen, var det slet ikke det store tilløbsstykke til morgenbordet. Det var dels på grund af, at det
aftenen før var blevet noget sent for nogle af passagererne,
men dels var det også skibets tiltagende urolige bevægelser,
der kunne have en medårsag til det dårlige fremmøde. De var
tydeligvis nu kommet helt ud på åbent hav langs den norske
vestkyst, og Atlanterhavet er ikke altid det roligste sted på
jorden. Når vejret skifter om på Nordatlanten, får det som
regel en ret markant indflydelse på passagernes appetit.
Dette fik i sig selv, de i forvejen fuldt optagede og hårdtarbejdende kahytsjomfruer, til at se ud som de var ved at miste modet. Endnu engang lod flere af besætningsmedlemmerne skinne igennem, at passagerer var noget af det ringeste
”gods”, man overhovedet kunne sejle med.
Kurt og Olaf havde været spændte på, hvor søstærke de
egentlig var, men skibets urolige bevægelser havde ikke haft
den ringeste indflydelse på dem eller deres appetit.
Da de skulle ind og spise til middag, havde bordene ændret
udseende. Rammen omkring bordene var taget af, inden dugen blev lagt på. Derefter blev rammen vendt en omgang og
lagt på igen. Dette bevirkede, at dels blev dugen sat i klemme,
men også at kanten omkring bordet blev hævet så meget, at
ting indenfor en rimelig størrelse ikke røg ud over bordkanten
- under skibets stadige mere voldsomme bevægelser. Dugen
blev herefter gjort lidt våd for at forhindre tallerkner og lignende i, at glide hen over bordet.
Dette var blot nogle af de nye ting som Kurt og Olaf stiftede bekendtskab med. Også noget som at spise suppe på et
skib, der ruller ret voldsomt, kan være svært når man samtidig
skal passe på ikke at ryge ud af stolen.
113
Middagen bød PÅ lomvier, noget som ingen af de to havde
særlig lyst til at sætte deres tænder i, men da de først havde
smagt på maden, var de begge enige om, at det i hvert fald
ikke var sidste gang, de havde smagt denne noget specielle ret.
Tidligt om morgenen havde de sejlet langs Norges kyst, men
noget senere på dagen havde de nu også lagt Norge bag dem.
Den eneste udsigt de nu havde fra »Tjaldur«, var havets barske image.
Dagen havde forekommet dem lang, som den nemt kan
komme til om bord på et skib, men den blev ikke mindre af,
at langt de fleste passagerer var som forsvundet fra skibets
overflade. Tiden blev fordrevet med lidt kortspil, lidt indbyrdes snak hen over bordene - samt til en enkelt pilsner i ny og
næ. Der var slet ingen der følte trang til, at føre den linje videre, der var blevet lagt aftenen forinden.
Den pralende sælger så de slet intet til. Gamle Jón lå i sin
køje, helt sikker på at Jorden var nær sin undergang.
Olaf havde kun set Marion en enkelt gang den dag, og da
var hun på vej fra sin kahyt - bare iført sin morgenkåbe og
ellers barfodet på vej til dametoilettet. Med den fart Marion
havde på, var det et meget presserende ærende, hun var ude i.
En færing sad tankefulgt og så ud af opholdsrummets vindue,
med blikket rettet stift ud over havet.
”Tjaaa,” mumlede han næsten for sig selv, men dog i håb
om, at der var nogen der gad høre på ham, ”den selv samme
situation, som vi er i nu - hvis man da skal tro på sagnet - er
skyld i, at de norske vikinger engang bosatte sig på Færøerne!”
Kurt, der var i gang med en kabale, så op på ham og
spurgte lettere forundret, ”kunne du ikke forklare dig bare lidt
nærmere?”
”Det skal jeg såmænd sige dig,” fortsatte færingen i et lidt
højere tonefald, men også lettet over, at der var én han kunne
fordrive tiden med. ”Engang, da en flåde af omtalte norske
vikinger var på vej til Island, blev en del af dem så søsyge, at
114
de blev sat af på Færøerne. Disse vikinger, var faktisk de første beboere på Færøerne - øhhh, altså efter de havde udryddet
de irske munke, der af en eller anden misforståelse havde slået
sig ned på øerne.”
Kurt glemte helt at fortsætte kabalen. Han sad bare og
gloede på færingen, mens han langsomt samlede kortene
sammen.
”Ja såååååå!” røg det eftertænksomt ud af Kurt, ”så de
tværede altså bare disse irske munke ud, bare fordi de nu engang boede der først - tror du ikke snarere, at det var på
grund af en hjerneskade, de blev sat i land?”
Færingen blev tydeligvis noget opbragt over Kurts konklusion, men inden han fik samlet sig så meget sammen til at
komme med en kommentar, halede Kurt lidt i land.
”Forstå mig nu ret,” rettede han sin fortolkning af med,
”du kan naturligvis ikke gøre for, hvad de gjorde dengang,
men du må sgu da indrømme, at det lyder som om dine forfædre ikke opførte sig helt fair overfor disse stakkels munke?”
Dette fik færingen lidt ned på jorden, inden han nåede op i
det røde felt. Til sidst slog han det hen med, at det nok heller
ikke var nogen grund til at tærske langhalm på så gammel en
sag.
De få mennesker, der i dagens løb havde underholdt hinanden på skibet, blev enige om at man lige så godt kunne få lidt
søvn til den kommende nat, så resten af aftenen gik uden de
helt store sindsoprivende begivenheder.
Da de stod op den næste morgen, havde de lige passeret
Shetlandsøerne, så skulle der ca. være 12 timers sejlads tilbage
til Tórshavn. Det ville så igen sige, de kunne regne med, at
være i land et sted mellem klokken 18 og 20 samme aften.
Vejret var igen blevet roligere, selv om regnen silede ned.
Skibets bevægelser var blevet mærkbart blødere, og dette gav
igen udslag i, at langt flere var mødt frem ved morgenbordet
end dagen før. Ved middagstid var endnu flere passagerer
dukket frem, selv om de fleste endnu var temmelig blege –
men, trods alt på højkant.
115
De passagerer, der flere gange havde prøvet at sejle med
skibe over flere dage, genkendte altid slutfasen på en sejlads,
der altid gentager sig fra gang til gang med meget små marginaler til forskel. Men for Olaf og Kurt var dette emne et helt
nyt ritual, så de fulgte levende med i de spørgsmål og svar om,
hvornår skibet kunne forventes at være i havn, selvom dette
spørgsmål blev gentaget i en uendelighed. Den enkelte passager studerede søkortet igen og igen. De så på deres ure og gik
frem og tilbage på dækket. Andre gik ned i kahytten og tog
andet tøj på, og gjorde sig klar til at skulle i land. Dette kunne
adskillige passagerer få flere timer til at gå med.
En ting, som at købe toldfrie varer, er noget enhver dansker kender til, men når turen går til Færøerne, er det ikke helt
med de samme følelser man køber ind med. Dette skyldtes
den strenge spirituslov på Færøerne. Denne spirituslov er den
egentlige synder til, at det stærkeste ”alkohol” man kan købe i
fri handel på Færøerne er lyst øl. Når man som dansker hører
noget sådan, selvom man er på vej dertil, tror man simpelt
hen ikke på det. ”Denne skrøne” kan kun være noget slemt
vrøvl - i hvert fald, skulle det være meget mærkeligt, om man
ikke kan købe sig en ganske almindelig Hof, tænker enhver
om dette forbehold. Men ak og ve, den stakkels uvidende sjæl
bliver meget hurtigt klogere ved ankomsten til øerne.
Olaf og Kurt kunne da heller ikke se nogen grund til, at købe
mere med i land end loven af toldfrie varer tillod, selvom det
ikke manglede på gode råd angående et større indkøb, inden
den lille toldfrie butik på skibet lukkede for denne handel.
Derfor blev spørgsmål imellem passagererne som, ”tror I
tolderne kommer ombord, eller - skal vi mon gennem tolden i
land?” Et meget naturligt og relevant spørgsmål, der blev
vendt og drejet i ét væk. Langt de fleste syntes at have et
enormt problem vedrørende deres snarlige konfrontation med
Toldvæsnet.
Da de sydlige øer dukkede op i horisonten, blev en del kufferter atter og atter gået igennem - om nu flasker og cigaretter
116
var placeret rigtigt! Man skulle gerne have et nogenlunde fornuftigt svar parat, hvis man “glemte” at opgive en funden
flaske eller hvad det nu måtte være.
Flere og flere gik udenfor på dækket, hvor de kunne stå i
læ af blæst og regn. Alle spejdede efter øerne, der dukkede
frem i synsfeltet ude i regnen. Snakken blev mere og mere
livlig som øerne dukkede frem, og man fornemmede, at folk
der før kunne tale dansk nu pludselig var forandret til en
fuldblods færing. Al samtale foregik nu på færøsk. Som danskere var Olaf og Kurt ikke et øjeblik i tvivl om, at de udgjorde et meget lille mindretal i denne samlede flok af passagerer.
Nu var det, som man kunne fornemme på den enkelte
færing, at han/hun var ved at være rigtig hjemme igen.
Andre passagerer, som før havde ført en livlig debat om
toldere, gik nu delvis tavse rundt og skruttede sig under den
store overfrakke, der beskyttede det pæne tøj inde under - en
færing rejser altid standsmæssig. De gik og skruttede sig, som
om der var 20 graders kulde, og det på trods af at det kun var
lige først på efteråret. Tolderne ventede forude på kajen.
Det var efterhånden blevet helt mørkt, da »Tjaldur« omsider
sejlede ind mod Tórshavn havn, men allerede inden de nåede
frem til ydermolen, kunne de fornemme, at hele havnen - på
trods af regnen - myldrede af liv.
Hele molen vrimlede med biler og mennesker. Enten holdt
bilerne helt stille med tændte lygter, eller også kørte de rastløst
mellem de mange klynger af mennesker, der stod og pegede
ud mod skibet, der nu langsomt nærmede sig i mod havneindløbet.
Skibet bevægede sig nu så langsomt, at man skulle tro det
blev trukket af en usynlig hånd. De store motorer, som man
havde hørt arbejde i to døgn, kunne man nu dårligt fornemme. Skibets store skruer arbejde lydløst i vandet, for derefter
at give til kende med en pludselig voldsom aktivitet, som et
kæmpe piskeris der tog styringen ind mod kajen - herefter
igen stilhed.
117
Den underlige stilhed blev pludselig brudt af kraftige rystelser, da skibet slog bak - for at manøvrere sig det sidste
stykke ind til kajen.
Passagererne kunne nu se, at der var opsat afspærringer
inde på kajen, der førte ind til et pakhus. Dette var ensbetydende med, at toldeftersynet skulle foregå på land - til mange
passagerers ærgrelse, skulle det vise sig.
Hele kajen var fyldt med mennesker, der enten stod og
vinkede, eller også forsøgte at få øje på dem de ventede på.
Andre var der bare for at se, om der var nogle de kendte, der
havde været en tur sydpå.
Men fælles for dem alle var, at når »Tjaldur« kom i havn,
var stemningen hos de ventende mennesker et stort folkeligt
fælleseje, der i sig selv var den egentlige grund til dette folkemøde på kajen i Tórshavn. Så for at tage det hele under ét,
mødte alle disse mennesker frem for underholdningens skyld.
Den færøske dame, der havde været i Danmark, for at få
taget nogle prøver på grund af barnløshed, råbte glædestrålende til sin ventende mand, der stod vinkende nede på kajen i
menneskemyldret, ”det er ikke mig, det er galt med!”
Manden på kajen så knap så stolt ud over, at nyheden nu
var blevet proklameret til alle og enhver på Færøerne, og hans
vinken op imod skibet, gik efterhånden helt i sig selv.
Bogtrykkeren Snorri Johannesen, som Olaf skulle arbejde hos,
ville hente ham ved »Tjaldur«. Kurt derimod, skulle tage hen
på Sømandshjemmet i Tórshavn, hvor der var reserveret et
værelse til ham. Hans Mester ville så dukke op den næste
morgen. Hans nye arbejdsplads havde andre danske murere
indlogeret på hjemmet, så helt naturligt var han meget spændt
på, at møde sine nye kollegaer – og ikke mindst, hvad de havde at fortælle om arbejdspladsen.
Landgangen var ved at blive sat, så nu der var tid til, at sige
farvel til alle dem, de havde lært at kende på turen. Alle ombord havde, i to døgn, været som en stor familie.
Kurt mente nok, at de inden længe ville løbe ind i hinanden igen, om ikke andet vidste Olaf nu, hvor han boede.
118
Kurt hankede op i sine kufferter og fulgtes sammen med
Páll og Astrid, for at de i fællesskab kunne få fat i en Taxa.
Da de forsvandt i menneskemængden, lagde Olaf mærke
til, at regnvejret var taget til, men dette kunne åbenbart ikke
skræmme de mange ventende mennesker på kajen. De blev
alle trofast stående, selv om regnen stod ned i stænger.
Olaf ville vente med at gå fra borde, til det værste ryk var
overstået, så han satte sig ved et bord ikke langt fra landgangen.
”Har du noget imod?” sagde en velkendt stemme til ham,
”at jeg lige sætter mig lidt her?” Marion stod lige bag ham
med sine kufferter og den lille Søren på armen, hun lignede et
overbebyrdet pakæsel. ”Det er jo hverken til at komme frem
eller tilbage med alle de mennesker,” sagde hun, mens hun
stillede sine ting fra sig.
Marion satte sig ned og rettede lidt på Sørens tøj, for derefter at betragte de mange travle mennesker, der myldrede
hen imod landgangen.
Olaf kunne ikke lade være med at spekulere på Marions
øjeblikkelige situation, der helt givet måtte afstedkomme en
hel del nysgerrige blikke. Hun var jo netop vendt hjem, efter
et længere ophold i Danmark, og med hjem bragte hun sig et
... barn.
Olaf brød tavsheden, ”man kan vist hurtigt få sin sag for mellem alle de mennesker?” sagde han, dog uden at angive en
dybere mening,
Da Marion ikke reagerede, spurgte han lidt efter i en mere
opløftet tone, ”er der altid så mange, eller er der bare rigtige
mange nysgerrige i dag?”
Marion sagde stadig ingenting, det varede lidt inden hans
spørgsmål trængte rigtig ind til hende. Hun sad og stirrede
tomt frem for sig, så drejede hun pludselig sit hoved og sagde
- samtidig med hun smilede en lille smule, ”der er altid mange
nysgerrige mennesker på Færøerne, hvad skulle de ellers få
tiden til at gå med?” begyndte hun, som noget alle og enhver
vidste som en selvfølgelighed på de kanter, ”det er da godt vi
skriver 1966, for ellers ville jeg have været rigtig godt på den,
119
nærmest kluklo hun lidt muntert, selv om hendes emne hastigt nærmede sig den mørke Middelalder. ”Hvis vort årstal
havde været et par hundrede år før end det det er i dag,” fortsatte hun, og uddybede sin begyndende fortælling, ”for …. på Færøerne, var det engang sådan, at når en ugift pige fik et
barn, blev pigen smidt i havnen …. - og kom hun op til overfladen i live, var hun skyldig i sin ”forbrydelse”, og så skulle
hun selvfølgelig druknes. Meeeen, druknede hun inden hun
kom op til overfladen, var hun den rene uskyldighed - lidt
barbarisk ikk’ – eller hvad syntes du selv Olaf?”
Marion ville egentlig ikke indrømme, at det gik hende lidt
på, at komme tilbage til sin fødeø med et barn. Hun vidste, at
der var rigtig mange nysgerrige blikke og efterfølgende fortolkninger af, og dermed rygtedannelser om, hvad hun havde
været igennem i Danmark. Nu pakkede hun det hele let og
elegant ind i en fortælling om kvindernes forhold – for rigtig
mange år siden.
”Hvad var det egentlige formål med denne sindssyge
handling, altså udover at den stakkels kvinde skulle druknes,”
spurgte Olaf lidt tøvende - og fortsatte så spørgende, ”for det
måtte jo være udgangspunktet, uanset hvordan man vendte og
drejede det?”
”Det skal jeg sige dig,” replicerede Marion, næsten lidt for
hurtigt. Hendes udtryk var ikke længere så fjernt eller smilende, men stemmen slog over i en selvfølgelighed for situationen, ”det var udelukkende for at redde hendes stakkels far og
families ære - og faren var alene ansvarlig for, at datteren fik
sin velfortjente straf!”
Hun gjorde et lille ophold og fortsatte så lidt mere belærende overfor Olaf, ”men i øvrigt er det ikke noget særskilt
for Færøerne. I Danmark blev de smidt bagbundne ud i moserne - for slet ikke at glemme de Sydeuropæiske lande, hvor
det stadig sker den dag i dag!”
Olaf så meget tvivlende ud. Der var noget han havde
”misset” i undervisningen i skolen, ”det er nok muligt,” svarede han nærmest lidt undvigende, selv om fortællingen havde
120
rystet ham en del, ”men, jeg har lidt svært ved at tro, at en far
ville udlevere sine børn på denne meget grusomme måde?”
Det der fra Marions side var ment som en ”morsomhed”
med hendes situation – set i forhold til tidligere tiders grumme gerninger, tog nu en drejning over til det mere alvorlige,
hvad kvinderne i historieskrivningen virkelig havde været udsat for af grusomheder.
Marion, som nu havde vendt sig om, sad lidt tavs og betragtede de mange mennesker nede på kajen, der klumpede
sig sammen ved landgangen. Lidt efter henvendte hun sig igen
til Olaf.
”Næh du,” svarede hun langsomt, ”det er naturligvis også
svært at tro på, men ikke desto mindre er det sandt - så jeg
tror jeg vil fortælle dig om en hændelse, der skete for mange
år siden her på Færøerne.”
Hun gjorde en kunstpause for lige at give Søren sin sut.
Derefter begyndte Marion sin lille historie. ”En ung pige på
Færøerne havde engang fået et barn uden for ægteskab, og
flygtede derfor fra familien sammen med sin elsker. De slog
sig ned på Lítla Dímun, hvor de mente de kunne være i fred,
da der slet ikke bor mennesker på øen. Men en dag lykkedes
det hendes far at overrumple og bringe hende tilbage til bygden på Streymoy – øen, hvor Tórshavn ligger,” tilføjede hun,
da Olaf så ud til ikke at kende til denne ø, og slet ikke når det
blev udtalt på færøsk.
”Og hvor hun så måtte ..?” fortsatte Olaf noget tvivlende
fortællingen.
”Helt rigtigt gættet Olaf – du er virkelig lærenem,” svarede
Marion, ”du skal nok komme efter det, bare du bliver her
længe nok. Sætningen blev sagt med Marions specielle humor,
”den stakkels pige måtte igennem hele ritualet, med det uundgåelige resultat til følge – den endelige druknedød.
Marion havde igen vendt sig for at studere landgangen,
Olaf sagde ingenting.
Så Marion drejede hovedet og så ud af vinduet - for derefter pludselig at rejse sig op. ”Nå, men jeg smutter nu,” sagde
hun i sit gladeste tonefald Olaf endnu havde hørt, siden hun
121
havde sat sig ved bordet, et tonefald, der stod i direkte kontrast til hendes grumme fortælling om pigen, der var flygtet til
Lítla Dímun.
”Jeg kan se mine forældre stå og vente nede på kajen,”
sagde hun med en meget smilende kluklatter til ham.
Næsten uden at vide af det, røg spørgsmålet ud af Olaf,
”og de kender til Søren?” spurgte han, idet han pegede over
på hendes søn.
”Årh, dit pjattehoved,” nu grinede hun nærmest af ham,
”det er jo altså ikke Middelalderen vi lever i, og selvfølgelig
ved de alt om Søren.”
Marion havde rejst sig og hankede op i sine kufferter, Olaf
hjalp hende med at få placeret Søren på hendes arm.
”Nå, men vi ses måske?” sagde hun til afsked, ”det skulle
være mærkeligt andet, for Tórshavn er jo ikke større end at vi
på et eller andet tidspunkt løber på hinanden.”
Olaf sagde farvel og vinkede de hun gik ned af landgangen. Til hans store glæde vinkede Søren tilbage, mens Marion
mere havde travlt med at vinke til sine ventende forældre nede på kajen.
Marions fortælling havde påvirket Olaf så meget, at han
ikke kunne lade være med at tænke på, om alle færinger havde
dette fortællergen i sig, for så havde han noget at se frem til.
Han satte sig ned igen og så sig omkring. Henne ved udgangen fik han øje på en stor ældre mand iført cottoncoat og
kasket. På fødderne havde han, uden på skoene, et par galocher – det regnede stadig ned i tove.
Den ældre mand stod og spejdede, som han søgte efter en
eller anden person, han kunne kun have været kommet udefra
- så gennemblødt som han var.
Da han havde stået lidt, henvendte han sig til en kahytsjomfru, som netop kom gående med hele favnen fuld af sengelinned.
Kahytsjomfruen stod lidt og lyttede til manden, så sig derefter omkring og fik øje på Olaf. Med megen møje og besvær
fik hun hånden så meget fri, at hun kunne pege over på ham.
122
Den ældre mand så i den angivne retning og lettede høfligt
på kasketten for derefter at begive sig over mod Olaf.
Med begge hænder på ryggen nærmede den ældre mand
sig, samtidig indtog hans hoved en holdning, der lige akkurat
tillod hans udsyn at gå fri af kasketkanten. Han standsede lige
foran Olaf.
”Så du er min nye trykker Olaf Hoy?” spurgte han, uden at
det skulle opfattes som et egentlig spørgsmål men nærmest
som en konstatering.
Olaf rejste sig og rakte hånden frem, ”hvis du er Snorri
Johannesen fra »Havnar Prent«, ser det sådan ud!” konstaterede Olaf.
Et spørgsmål om kahytsjomfruer mon fulgte med i hvem
passagererne var, lå ham lige på tungen, men han undlod at
spørge.
Snorri Johannesen tog langsomt hånden fra ryggen, for at
gribe Olafs fremstrakte hånd, samtidig var hans blik rettet
direkte mod Olaf øjne. Snorri Johannesen lod til at være en
mand, der ikke tog for løst på sine omgivelser.
”Du ser mig noget ung ud - er danske trykkere virkelig
ikke ældre?” spøgte han, mens de udvekslede håndtryk. Snorri
Johannesen syntes at være en rar mand med en god humor.
Olaf var normalt ikke mundlam, men hvad svarer man i
sådan et tilfælde, uden at virke flabet? Så han undlod helt at
svare.
”Hvornår er du egentlig født?” borede Snorri Johannesen
igen i hans unge alder.
”1944,” svarede Olaf hurtigt, som lige for at understrege at
han så faktisk yngre ud end sin alder.
”Nå?!?” kom et endnu hurtigere svar fra Snorri Johannesen, ”1944, var det ikke i sidste uge?”
Her undlod Olaf så at svare.
”Er det dine kufferter der står der?” spurgte Snorri Johannesen uden at afvente svar på sit drillende spørgsmål om hans
fødeår.
Dette kunne Olaf kun bekræfte, så Snorri Johannesen
snuppede en kuffert, og rettede sig op, ”kom med,” kom123
manderede han, mens han rankede ryggen endnu mere, ”lad
os få det overstået med de der toldere og farisæer.
Inde i pakhuset var der på begge sider af midtergangen opstillet borde, og bag disse borde var der placeret de personer, der
havde været de sidste par timers samtaleemne på »Tjaldur« tolderne.
En af tolderne var åbenbart i gang med at gennemgå alle
Supersælgerens kufferter. ”Er det nu virkelig nødvendigt?”
kom det nærmest klynkende fra den famøse sælger, ”jeg har jo
sagt til dig, at jeg ikke har andet end dette her,” han holdte en
bærepose op foran næsen på tolderen.
Men tolderen var ubønhørlig. Han fortsatte helt uanfægtet
sin systematiske gennemgang - og den så temmelig effektiv
ud.
En anden dansker kom pludselig masende ind mellem dem
- slæbende på to kufferter samt den obligatoriske bærepose
indeholdende de toldfrie varer.
”Tillader de?” nærmest råbte han, ”jeg har et lille mellemværende med disse hersens toldere!” Danskeren virkede på
ingen måde som det der bliver betegnet som ædru, nærmest
tværtimod.
”Jamen goddag ”Bog Hansen” og velkommen tilbage,”
hilste tolderen til den frembruste mand. Det lod til, at manden
var en gammel kending af Toldvæsenet i Tórshavn.
Hansen havde fået sit tilnavn ”Bog Hansen” fordi han bl.a.
solgte bøger, men den gode Bog Hansen havde mange andre
kort i ærmet.
”Og hvad har du så denne gang at bekende denne gang?”
spurgte tolderen lidt mistroisk.
”Johhhhh, ser du,” som sædvanligt vrøvlede Bog Hansen
slemt i det, ”du ved jo lige så godt som alle andre, at jeg, ... nå
ja - kan li’ en lille en, så ..,” han tabte sin cigaret ned på pakhusets grå betongulv. Bog Hansen bukkede sig ned for at
samle sin cigaret op og kom ved den opfølgende bevægelse til
at se lige op i Supersælgerens sure ansigt.
124
”Halalaløjsa kollega,” kvidrede Bog Hansen, da han atter
fik rejst sig helt op - en bevægelse, der nær havde fået ham til
at falde bagover, ”nå, så du er nok ved at skrifte,” grinede han
højt efter at have genfundet balancen.
Supersælgeren gav højlydt sin væmmelse til kende over for
den slags berusede personer - dette kunne måske gøre lidt
indtryk på den nævenyttige tolder, men tolderen lod som ingenting.
”Hansen!” En anden tolder fik Bog Hansen til at vende sig
om, ”vi har ikke hele natten for os - så se at få det overstået.”
Bog Hansen hev den ene kuffert op på bordet.”Joh ser du,
denne her kuffert er der 13 flasker Rom i, og den anden kuffert er fuld af Øl, - FF’ere, tror jeg det må være,” tilføjede han
med synlig omtanke.
Tolderen trak opgivende på skuldrene, gav kufferten et
kryds med et stykke kridt og bad ham så forsvinde, så andre
mere seriøse kunne komme til.
Supersælgeren så ud, som han kunne eksplodere når som
helst. Hansen derimod greb begge sine kufferter og forlod
syngende pakhuset.
Da Olaf og Snorri Johannesen gik ud for at finde en Taxa,
var Supersælgeren endnu ikke færdig ved toldbordet, og med
de flasker tolderen havde fremtryllet fra hans kuffert og taske,
kunne det se ud til, at bekendtskabet ville vare et stykke tid
endnu. Besøget ved de færøske toldere, så ud til at blive et
meget dyrt bekendtskab for Supersælgeren.
Snorri Johannesen og Olaf hyrede en Taxa, som viste sig at
være en stor ”flyder” af mærket Rambler – en amerikansk bil,
som Olaf for første gang stiftede bekendtskab med. Da de
kørte langs havnen, kunne Olaf høre de store luftboremaskiner arbejde i klipperne ind mod byen, havneområdet var under en større udvidelse, og man brugte langt de fleste af døgnets timer til dette formål. Selv den silende regn kunne tilsyneladende ikke sætte dette arbejde på stand by.
Taxaen kørte dem hen til Hotel Hafnia – Tórshavns og
Færøernes største hotel.
125
Indgangen til hotellet var lige ud til hovedgaden Áarvegur,
der atter var en direkte forlængelse af Kongabrúgvin, som
førte lige ned til havnen, derfor varede turen med Taxaen ikke
ret længe, før de var fremme ved hotellet.
Trappen, der førte fra hoveddøren op til receptionen på
første sal, var en ret stejl omgang, og den føltes endnu mere
besværlig efter to døgn på et skib – alt gyngede for Olaf, og
trapperne var bestemt ingen undtagelse.
Efter Olaf var blevet indskrevet i hotellets gæstebog, tog
han afsked med Snorri Johannesen, der fortalte at han ville
dukke op næste morgen kl. 09:00 – efter Olaf havde fået sovet
ud og fået sin morgenmad på hotellet. Derefter ville han køre
ham til trykkeriet, så han kunne se sin nye arbejdsplads og
møde sine nye kollegaer
Den nat “sejlede” både Kurt og Olaf videre i deres hotelsenge, det var, som det hele sejlede og gyngede. Men trapperne
på hotellerne, var alligevel nok det sværeste at få styr på.
En anden ting, som skibets motorer og andre særegne
lyde, samt havets ”buldren” mod skibsskroget, var nu pludselig blevet udskiftet med en næsten knusende stilhed i Tórshavns midtby. Dette bevirkede, at de havde svært ved at falde
i søvn - netop på grund af stilheden.
126
6. Kapitel
Tórshavn og »Havnar Prent«
O
laf boede nu på Hotel Hafnia, mens Kurt var blevet
indlogeret på Sømandshjemmet. Sømandshjemmet havde til huse på hjørnet af Tórsgøta og Mylnugøta. Der var bare
under 100 meter mellem disse to hoteller, men dette vidste
ingen af dem endnu.
Da Kurt steg ud af Taxaen foran Sømandshjemmet - og
vendte blikket ud mod havnen, med »Tjaldur« liggende i baggrunden, kunne han ikke lade være med at tænke på, at en
større kontrast til hans hjemlige baggård dårligere kunne tænkes. Han bemærkede også ret hurtigt, at luften her var dejlig
frisk at indånde, bestemt ikke en luksus han var vant til fra det
daglige liv i de indre Københavnske baggårde.
Først den næste dag blev han præsenteret for sine nye danske arbejdskammerater, der ligeledes boede på Sømandshjemmet. Et par enkelte danskere fra hans arbejdsplads havde
fået værelser ude i byen, men samlet under et var de alle en
yderst broget flok, der hver især havde deres egen specielle
opfattelse af Færøerne.
Navnlig en af dem yndede at gå rundt, som han søgte efter
et eller andet - og når så endelig en spurgte, om hvad han
søgte efter, svarede han altid, ”bundproppen - så jeg kan sænke disse forbandede øer.”
Det pudsige var bare, at manden havde boet på Færøerne i
over 12 år, og selv om han truede med at rejse i tide og utide,
var det endnu ikke blevet til noget.
Kurt opdagede ret hurtigt, at her på øerne byggede man
husene på en helt anden måde end i Danmark, man støbte
dem op. En murers arbejde bestod derfor meget mere i de
indvendige mureropgaver - så som skillevægge, pudsning,
127
badeværelser, flisearbejde og andre helt specielle ønsker i faget.
Inden Olaf gik i seng den første aften på Hotel Hafnia, havde
han stået i vinduet og set ud i mørket i den østlige og nordlige
retning. Han kendte overhovedet intet til Tórshavn på dette
tidspunkt – og undrede sig over alle de lys, der kom ned fra
himlen i den nordlige del af byen. Hvis lysene kom fra fly
omkring en lufthavns aktiviteter, kom der i hvert fald mange
fly fra den kant?
Først den næste morgen fandt han ud af, at han var kommet til et sted, hvor naturen bestod af en hel del fjelde, og de
mange ”fly” han havde ”set” natten før, var fra biler der kom
ned over fjeldet fra Mjørkadal - ned mod Tórshavn.
Al kørsel nordpå forgik ad denne vej – også hvis man skulle til Eysturoy, måtte man hele denne omvej, medmindre man
tog båden fra Tórshavn. En sejltur fra Tórshavn, med sin bil
ombord, var altid noget af et kunststykke med at få placeret
bilen på dækket. Når der er involveret noget med to planker,
der fører fra kajen og videre over på skibet, bliver det først
rigtigt spændende.
Denne morgen stiftede Olaf et flygtigt bekendtskab med
avisen »Dimmalætting«, da trykkeriet lå lige nedenfor hans
hotelværelses vindue, hvor han med det samme genkendte en
stor Heidelberg cylinder trykmaskine. Denne type trykmaskine var noget af det mest ypperlige indenfor faget.
Morgenen stod i skærende kontrast til hans ankomst aftenen før. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel - et vejrlig, der var et af de mere sjældne på Færøerne.
Olaf havde taget sig et tiltrængt bad og var gået ned i restauranten for at få sig lidt morgenmad. Han satte sig ved et
af vinduerne ud til gaden og betragtede nu byen rigtigt for
første gang. Tórshavn mindede slet ikke om det han var vokset op i, og for første gang siden afsejlingen følte han sig rigtigt langt hjemmefra. Nu skulle det stå sin prøve, om han
havde valgt rigtigt ved at tage af sted.
128
På restaurantens vægge var der malerier af Færøerne – et
betagende og spændende syn for en ung mand, der havde
taget en beslutning om en anderledes tilværelse.
Nedenfor på gaden var der langsomt begyndt at komme
liv i Tórshavn. Klokken var kun lige omkring halv otte, og da
de fleste arbejdere og kontorfolk møder klokken otte, var det
kun lige det begyndende liv, der nu så småt viste sig i Tórshavns gader. Bare et kvarter senere kunne Olaf rigtig fornemme travlheden i menneskemylderet nedenfor vinduet i
restauranten.
Men det var synd at sige, at der var ret mange mennesker
til morgenmad i restauranten. Et ældre færøsk ægtepar og en
dansk repræsentant for et tøjfirma, havde sat sig ved et par af
bordene, hvoraf de fleste stod placeret ved vinduerne - ud
mod Áarvegur. Restauranten var dog så bred, at andre borde
var placeret længere inde i restauranten, men ved disse borde
måtte gæsterne undvære udsigten, så bordene ved vinduet
blev altid de mest attraktive.
Olaf havde sat sig ved et bord, hvor udsigten var over for
en lille gade, der var opkaldt efter den første danske nobelprismodtager, den færøske læge Niels Ryberg Finsen, der i
1903 havde modtaget Nobelprisen i medicin og fysiologi.
Men alt dette om gadens navn og personen bag navnet blev
Olaf først klar over nogle dage senere. Naturligvis kendte han
den berømte Finsen, men at han var færing – det vidste han
slet ikke!
Han sad og betragtede bylivet, mens han ventede på, at
servitricen skulle henvende sig til hans bord. Servitricen var
en yngre pige på omkring de 16 år. Pigen, som var dansk,
havde fået et tilbud om, at komme på et Hotel på Færøerne
dette år og havde med kyshånd taget imod dette gode tilbud.
Hendes forældre var medlemmer af det samme missionske
selskab, Baptisterne, som familien der ejede Hotel Hafnia, så
den unge pige skulle være i gode hænder. Pigen havde været
tilstrækkeligt lang tid få Færøerne til, at hendes danske sprog
allerede havde taget mindre skade – hvilket ikke er ualmindeligt for en 16 åring.
129
Den unge servitrice henvendte sig nu til repræsentanten,
og spurgte om han også ønskede sig ”en” æg til morgenmaden. Da ”en” på færøsk hedder ”ein”, var der sprogligt set,
sneget sig en misforståelse ind i hendes danske modersmål.
Repræsentanten rettede hende ved højt at sige ”et,” og
derefter at tilføje ”det hedder ”et æg” på dansk!”
Denne rettelse forvirrede den unge pige i den grad, at hun
måtte tage sig lidt tid, før hun kunne svare på rettelsen. ”Nej
nej,” kom det nu meget selvsikkert fra den unge servitrice,
samtidig med at hun rankede ryggen for at understrege sin
viden, ”det gør det kun, når der er tale om flertal.”
Repræsentanten skulle lige til at gøre indsigelser, men blikket fra den unge pige gjorde, at han helt opgav – hvorefter
han bad om ”en” æg.
Kvinden fra det ældre færøske ægtepar, kunne ikke lade
være med at kommentere hændelsen med hensyn det færøske
sprog, så hun vendte sig om imod repræsentanten.
”Det færøske sprog har mange dialekter – ja, næsten hver
Ø har sin egen dialekt,” fortalte den ældre kvinde, mens hun
samtidig nikkede bekræftende for sin oplysning – dog lod det
til, at det med ”et” kun skulle anvendes i flertal, var gået lidt
for let hen over hendes hoved. ”F.eks. er jeg fra Svínoy
(Svinø) – og selv om jeg har boet over 30 år i Tórshavn, taler
jeg stadig svinsk.”
Kvinden vendte sig atter om sin mand og fortsatte med sin
morgenmad – tydeligt stolt over sin beretning om hendes
ophav.
Det var noget andet med repræsentanten – han var ved at
blive forvirret på et højere niveau.
*
TÓRSHAVN ER IKKE bare den største by på Færøerne, byen er
også Færøernes Hovedstad. Den øverste politiske ledelse blev
varetaget af Lagmand Hákun Djurhuus fra det politiske parti
Fólkaflokkurin. Rigsombudsmanden, den øverste danske
myndighed på Færøerne, var Mogens Wahl. Der var etableret
130
flere politiske partier på Færøerne, men selv om de havde
nogle fremmedartede navne, i forhold til de danske partier,
repræsenterede de stort set de samme synspunkter, som et
bredt dansk folketing består af.
Midt i centrum af Tórshavn var Tinganes placeret – lige ud
til havnen. Tinganes har sit navn helt tilbage fra Middelalderen op til nutidens Lagting, hvor man holdt Ting under enevældet, som blev afskaffet i året 1816. Tinganes blev etableret
på halvøen der ligger mellem Eystaravág og Vesteravág.
På Tinganes grundlagde de første norske Vikinger deres
første Ting i 825. På grund af halvøen, som Tinganes ligger
på, deler Tinganes Tórshavn havn i to dele. Da Tinganes er
den ældste del i Tórshavn, er det også her man finder Tórshavns ældste bydel.
Tinganes er stedet, hvor Færøernes Landsstyres har sin
administration – eller som det hedder på færøsk ”Løgmansskrivstovan.”
Det er blevet fortalt om Tinganes, at hvis Lagtinget ikke
kunne blive enige i en sag, blev samtlige medlemmer af Lagtinget sat ud på spidsen af halvøen – indtil de blev enige. Noget som nutidens politikere kunne lære en del af.
Selv om Tórshavn blev placeret på en del bakker, var det ikke
bakker af en størrelse som afskrækkede en rask fodgænger.
Midt i byen er der en ”plantage” som er det sted, hvor man
kommer det nærmeste af noget, der kan minde om en lille
skov. Træer er noget man skal se langt efter på disse øer, så
plantagen er et godt besøgt sted, hvis man vil mindes det sydlige Danmark. Inde i plantagen ligger der også mindre søer –
med svaner og andre fugle. Plantagen var ligeledes, for de
fleste unge mennesker, et yndet tilflugtssted under sommerens Olavsøka, eller også kaldet Olai i folkemunde.
Havn og by var under stadig udvikling. Selve havnen
trængte til en ny, større og bedre mole, så da man sprængte
klipperne ind mod byen for at udvide havneområdet, blev alle
disse klipper anvendt til den ny mole. Tórshavn var under
udvidelse i både den østlige del af byen, men også stykket
131
nord for byen blev mere og mere aktuelt for nye indbyggere.
Også i det vestlige Tórshavn kunne man se by forøgelsen
trænge sig på. Mod syd lå det nye hospital, samt var der gang i
et nyt Seminarium.
Længere mod syd lå Sandagerði – en mindre sandbugt,
hvor der var et Å udløb til bugten. Denne bugt blev nu anvendt til grindedrab, da forholdene i Tórshavn havn efterhånden overskred de vedtagne sundhedskrav for et accepteret
niveau.
Midt i denne Å, ligger et gammelt udtjent uldspinderi, der i
sin tid anvendte åen som drivmiddel til spinderiets maskiner.
Der går vedvarende rygter om, at det spøger på det gamle
spinderi.
Hvis man følger vejen før spinderiet og vestover, vil man
ende på den anden side af øen, hvor Velbastaður og Kirkjubøður ligger lige ud til øerne Hestur og Koltur.
Følger man vejen over Sandagerði og åen, kommer man til
den lille forstad Argir, der bare består af én hovedvej og én
enkelt sidevej, så Argir er til at overse.
Klokken lidt i ni ankom Snorri Johannesen til hotellet for at
hente Olaf, og sammen kørte de til Olafs nye arbejdsplads.
Taxaen fra aftenen før var skiftet ud med en lille Morris, og
chaufføren var ligeledes en helt anden, da det var Snorri Johannesens svigersøn Ludvig, der kørte bilen. Normalt var
Snorris svigersøn vant til noget større fartøjer end en Morris,
da han var styrmand på et af de større skibe på A.P. Møllers
store flåde. Svigersønnen var hjemme på ferie, hvilket var
nøje planlagt pga. han lige havde fået en søn.
Da de kørte forbi pladsen foran den gamle boghandel midt
i Tórshavn, forekom det Olaf, at der var ret mange store amerikanske biler i Tórshavn – det ene store ”badekar” efter det
andet holdt som Taxaer ved Taxaholdepladsen. Ud over Plymouth og Chrysler var der et overtal i bilmærket Rambler,
ikke lige en bil man stødte på i det sydlige Danmark. Snorri
Johannesen lagde mærke til, at Olaf så efter de mange Taxaer,
132
og ikke uden stolthed kunne Snorri fortælle, at Tórshavn rådede over mindst 100 Taxaer.
Snorri kunne også fortælle, at mange af de store amerikanske biler blev indkøbt billigt fra Island, da Island lå inde med
et større antal amerikanske biler, som de ikke kunne få solgt.
Bilerne havde stået på kajen i Reykjavik i nogle år, så priserne
var også derefter.
Lidt efter rullede de ind i den lille gade i den ældre bydel,
lidt nordøst for Tórshavns egentlige centrum - hvor »Havnar
Prent« havde til huse. Kun et lille skilt ovenover døren røbede, at her lå et af Færøernes største Forlag.
*
SNORRI JOHANNESEN VAR ud af en børneflok på 9 børn,
hvoraf der bare er én pige i flokken. Han er oprindelig fra
Suðuroy (Suderø), den sydligste ø på Færøerne. Øen har også
tilnavnet ”lille Danmark,” da der er ret mange tilhængere af
tilhørsforholdet til Danmark på de kanter. Men hvis Snorri
ville noget med sit fag, måtte han til hovedstaden Tórshavn,
derfor flyttede han, som så mange andre færinger fra bygderne, som derved blev langsomt affolket.
Olaf regnede ud, at Snorri Johannesen måtte være sidst i
50’erne. En høj og rank mand, der udtrykte sin stolthed i altid
at være en rank og smilende person. Snorri var blevet noget
kraftig om livet, så han gik altid med seler, da det var helt naturstridigt, at han kunne holde sine benklæder oppe på en
anden måde. I bybilledet kunne man altid kende ham på hans
altid uundværlige kasket.
Om morgenen, når Snorri kom ned i trykkeriet, var han
altid overplastret med små stykker lokumspapir, der forsigtigt
var påsat de små sår, som han altid pådrog sig under morgenbarberingen. Efterhånden som formiddagen skred frem, faldt
de små papirstykke af – af sig selv, og først herefter var Snorri
klar til at bevæge sig ud i Tórshavns gader.
133
Trykkeriet, som nu var Olaf nye arbejdsplads, var ikke af
de mest moderne han havde oplevet - men heller ikke himmelråbende bagud, som han havde fået oplyst i sit ”alvidende” gamle fagforbund, Dansk Typograf Forbund.
Firmaet, som, med stolthed, egentlig bar det fulde navn
»Havnar Prent og Forlag«, var et af Færøernes største af sin
art, hvilket derfor sagde noget mere om Færøernes øvrige
trykkeriers størrelse. Navnet »Havnar Prent« kom af Tórshavn, som i folkemunde bare blev kaldt for ”Havn”, og da
”bogtryk” hedder prent på færøsk, kunne trykkeriets navn
oversættes til ”Thorshavns Bogtryk” på dansk.
Foruden Olaf, der ikke bare var den eneste trykker i »Havnar Prent« men også den eneste dansker i virksomheden, bestod trykkeripersonalet af ejeren Snorri Johannesen og hans
tre voksne børn, hvoraf man kun kunne regne med de to som
fast inventar i den daglige produktion. De to bestod af sønnen
Jens Petur Johannesen og datteren Guðrun Jacobsen. Guðrun
var gift med Ludvig, manden der kørte den lille Morris, som
havde hentet Olaf om morgenen ved Hotel Hafnia. Foruden
familien, var der ansat fire håndsættere – Abel, Rúni, Bjarni
og Páll. Páll og Guðrun skiftede til tider med indtastningen på
monotypen, hvor Páll så kunne kørte lidt Taxakørsel, når
Guðrun afløste ham.
Jens Petur var, som Snorri Johannesen, også uddannet
håndsætter – og var tillige medejer af virksomheden, men
tilsyneladende uden at have det helt store at sige.
Snorri Johannesen var indbegrebet af »Havnar Prent«. Jens
Peturs arbejde bestod for det meste af lidt håndsætteri, ombrydning af tekst, monotypestøbning, samt efterbehandling af
tryksager – så som skæring, bloklimning, boring af arkivhuller
og pakning af tryksager. Der var altid nok at se til i trykkeriet.
Jens Petur havde også en ret god hukommelse om hvem og
hvad der foregik på øerne, og da Jens Petur samtidig kunne en
anseelig bunke vittigheder, var det aldrig kedeligt at høre på
hans informationer. Fortællinger har det med, at blive bedre
og bedre for hver gang de bliver fortalt, så om man så helt
134
kunne stole på disse fortællingerne, var måske en helt anden
sag, men underholdningsværdien var altid helt i top.
Jens Petur havde en fritidsbeskæftigelse, som desværre tog
mindre og mindre af hans tid som årene gik, men taget på
lystfiskeriet glemte han aldrig.
Snorri Johannesen var Havnar Prents hjerne – og ikke nok
med det, han var også forfatter, samt, havde han også kastet
sig over de håndskrevne skrifter af historiske bøger fra Danmarks storhedstid på Færøerne, som han, med et stort forstørrelsesglas, sad og renskrev til en senere udgivelse. Dette
kæmpearbejde var ikke det eneste han udførte, da han - på
lige fod med de øvrige i trykkeriet - deltog i dagligdagens rutiner. Snorri Johannesen var også en flittig arbejder ved skæremaskinen. Han var ligeledes det intellektuelle bindeled mellem
Færøernes forfattere og øvrige kunstnere. Og så var han tillige
en fremragende oplæser, som den færøske radio Útvarp høstede rigeligt gavn af – alle, over alt på Færøerne, lyttede til
Útvarp når Snorri Johannesen var på radioen og læste fortællinger op. Dog var Snorri ikke den eneste grafiske fagmand,
der kunne dette speciale med oplæsning i radioen, også andre
trykkerier kunne bidrage med oplæsere i Útvarp.
Alt skrift i trykkeriet blev sat i bly, så »Havnar Prent« havde
derfor helt sit eget håndsætteri. Offsettrykningen havde endnu
ikke fået fodfæste på øerne, så derfor havde »Havnar Prent«
investeret i et moderne monotypesætteri. Monotype fungerer
på den måde, at der først bliver skrevet et manuskriptet på en
speciel ”skrivemaskine”, der overfører de indtastede data til
en hulkode på en tyk papirspole. Denne spole bliver herefter
anvendt som informationskilde til støbemaskinen. Støbemaskine stod så dagen lang og støbte de indtastede data som løse
skrifttyper, linje på linje – næsten på samme måde som når en
håndsætter står med vinkelhagen og sætter sine linjer.
Idéen til denne løsning gik bl.a. ud på, at så havde man
altid ny skrift til bøger og lignende, hvilket vel også var den
eneste fordel til systemet – udover, at man kunne gemme de
135
indtastede data på et dertil indrettet lager. Når skriften var
brugt i trykningen, blev den smeltet om til nye støbestænger,
der så igen blev anvendt til ny sats i monotypen.
Der var altid et efterarbejde til monotype, da støbningen
var en endeløs form med de mange opsatte linjer. Hver en
linje skulle så op i vinkelhagen for at justeres og rettes til, så
håndsætterens arbejde kunne på ingen måde undgås, men var
mere en betingelse i den videre procedure.
Hvis der var noget Guðrun Jacobsen var skrap til, var det
bestemt ved indtastningen af monotype, så når Guðrun var i
trykkeriet, var det altid på denne plads.
Den tredje af Snorri Johannesens børn, Eirikur Johannesen, var noget mere ”ustabil” i sine mødetider på trykkeriet.
Hans arbejde bestod for det meste i at passe omtalte monotype støbemaskine. Det øvrige faglige arbejde deltog han næsten aldrig i.
Støbemaskines rytme var helt identisk med melodien”
They're coming to take me away” - netop et hit fra 1966 ved
Napoleon XIV (aka Jerry Samuels). Denne monotone og
evindelige rytme, kunne få selv den mest koncentrerede trykker til at fare i flint.
»Havnar Prent« havde to Heidelberg vingeautomater til
mindre tryksager. Til de større tryksager var der en ret ny
Eickoff Corona, som var Eickoff’s svar på en større Heidelberg cylinder trykmaskine. En rigtig god bogtrykmaskine der
tålte sammenligning med øvrige trykmaskiner på det store
verdensmarked. Olaf var lidt overrasket over denne nye trykmaskine – i Tórshavn. En trykmaskine han havde en ret god
erfaring med.
Trykkeri og sætteri var samlet under ét, alt plads var udnyttet
optimalt, da der stod sats i stabler overalt. Papirlageret havde
pladsen ned langs den ene væg på venstre side, når man trådte
ind ”i gangen” i trykkeriet. Lige på den anden side af gangen,
havde den stående og nye sats deres plads. Af stående sats var
der bl.a. begravelsessalmer, der ved en hurtig omrokering
kunne anvendes til en ny begravelse. Helt nede for enden af
136
trykkeriet var der placeret fire ”sættergader”, som udgjorde
det samlede sætteri. Det var her, at Abel, Rúni og Bjarni havde deres arbejdspladser. Det var kun bøger, der blev sat med
monotype, alle andre tryksager blev sat ud fra sætterkassernes
indhold – altså skrift der blev brugt igen og igen. Ovre i trykkeriets højre side var hele anlægget med monotype indtastningen og støbningen placeret. I det lille glasbur i hjørnet af trykkeriet, havde Páll og Guðrun deres arbejdsplads. Fra dette
hjørne gik det atter tilbage i bygningen. Herefter et lille toilet
og til sidst Snorri Johannesens kontor. I kontoret var der en
lille trappe, der via en lem førte op i husets køkken, for her
havde Snorri Johannesen sin bolig.
Inde midt i lokalet stod de tre trykmaskiner, de to vingeautomater og Coronaen. Sætteriet rådede dog over en korrekturpresse – den mest simple Olaf endnu havde set. Den var
ikke større end, at der lige kunne placeres en almindelig bogform, hvorefter formen blev indfarvet med en mindre håndvalse. Et A4 ark blev omhyggeligt lagt oven på den indfarvede
form, hvorefter en lille rullecylinder blev trukket hen over
papiret – nu kunne der læses korrektur på sætterens arbejde.
Når man står og ser hele huset udefra, er det lidt svært at
forstille sig, at her var der ikke bare en bolig for en familie,
men at underetagen rummede et helt top moderne trykkeri.
Havnar Prents ordresammensætning var på ingen måde
altid det samme arbejde, da dette vekslede lige så meget som
vejret på Færøerne. Men bøgerne havde den absolutte højeste
prioritet i trykkeriet.
Trykkerstedet for »Havnar Prent«, var efterhånden så
kendt på Færøerne, så der gik en historie om, at når en person
ikke kunne læse den sidste linje ved øjenlægens synsprøve,
gættede vedkommende sig til, at der sikkert stod »Havnar
Prent«.
Bøgernes høje prioritet gjorde, at der altid kom en del forfattere, kunstnere, højt uddannet personer, bankdirektører og
Lagtingsfolk. Selv Rigsombudsmanden, Mogens Wahl, havde
sin gang i trykkeriet – og hver gang der ankom højere repræsentanter fra Danmark, så som Danmarks Statsminister eller
137
Kongeparret, henvendte Mogens Wahl sig til Snorri Johannesen for, at få etableret de nødvendige tryksager til anledningen.
Men alle mulige andre almindelige mennesker havde også
deres gang i trykkeriet. Selv om »Havnar Prent« var - i dansk
målestok - et meget lille trykkeri, var trykkeriet en yderst vital
del i det færøske maskineri, der havde sin styrke i, at det grafiske fag, i den færøske grafiske verden, kunne fungere optimalt.
Af øvrige trykkerier var der naturligvis den gamle kendte
Boghandel – placeret lige i byens midte, og selv om de ansatte
gjorde deres yderste, kom de aldrig op på samme faglige niveau som hos »Havnar Prent« – dertil var Snorri Johannesen
dem for dygtig, og ikke mindst, ret dreven i bogtrykfaget i
færøsk regi. Der var også et par mindre trykkerier, så som
aviserne ”14. september, Socialurin, Dagblaðið, og Dimmalætting”, samt Einars Prent, H.N. Jacobsens Bókahandil, et
par endnu mindre trykkerier som bl.a. Marius Ziska, Arnold
Øster og endnu nogle andre, der lige kunne få det til at løbe
rundt som en familieløsningsmodel. I Klaksvík var der også et
mindre trykkeri, men ellers var alle trykkerier samlet i hovedstaden Tórshavn.
Der verserede tiltagende rygter om, at en tidligere faktor
fra Klaksvíktrykkeriet,Jógvan Jensen, ville starte sit eget trykkeri i Leirvík på Eysturoy. Men dette rygte, kunne man slet
ikke tage alvorligt, havde Snorri Johannesen ytret sig højlydt
om indtil flere gange.
”Placere et trykkeri på Eysturoy??? - det er jo hverken til at
komme til eller fra øen – og ikke mindst i det omfang et trykkeri vil kræve! – og så oven i købet Jógvan Jensen?” havde
Snorri Johannesen skraldgrinende kommenteret disse rygter.
”Jógvan har sgu altid været fuld af vilde planer,” afsluttede
han altid den diskussion af med.
Hvis andre tvivlede på disse rygter, var Snorri Johannesen
slet ikke i tvivl – de rygter var den største and, der endnu var
fløjet ind over øerne – mente han tilsyneladende.
138
Det Snorri ikke sagde noget om var, at han faktisk havde
en egen andel i det nye trykkeri, der havde form af en kaution
på lånet, somJógvan Jensen havde måttet etablere for, at han i
det hele taget kunne starte trykkeriet på Eysturoy.
Der var altid en del bøger, der ventede på at blive trykt i
»Havnar Prent«, og mindre var det ikke blevet, da den sidste
trykker, som var kommet fra Norge, pludselig havde fået nok
at de stormomsuste øer. Men det var den gode norske trykker
ikke helt alene om, for Færøerne var på dette punkt et meget
specielt område.
Olaf fandt hurtigt ud af, at ikke bare var han den eneste
danske trykker på »Havnar Prent«, han var i det hele taget den
eneste uddannet trykker på hele Færøerne. De øvrige trykkere, der arbejdede indenfor faget var håndsættere, som var
selvlærte trykkere.
Færøernes største avis, »Dimmalætting«, eller i daglig tale
også kaldet ”Dimma”, var et familieforetagende, der havde
portugisiske rødder, hvilket tydeligvis kunne ses på familien.
De var bestemt ikke efterkommere af de norske vikinger, som
i sin tid bosatte sig på øerne, dertil så de lidt for sydlandske
ud.
Langt de fleste virksomheder på Færøerne var familieforetagender, så at ”Dimma” tilhørte denne kategori, var der absolut intet underligt i. Men ”Dimma” var også en avis, hvilket
altid blev sat øverst på deres daglige aktiviteter, selv om bladet
også beskæftigede sig med de mere almindelige tryksager.
Færøerne havde også sin egen klichéanstalt, »Grafia«, der
har til huse et lille stykke fra havnen. Grafias ejer og ansatte er
én og samme person, Frants Restorff.
Frants Restorff havde fået sin uddannelse fra Danmark, og
man fornemmede ved hans danske sprog, at han havde haft
en stor del af sit liv i Danmark, da hans danske sprog var helt
uden den meget specielle færøske accent. Frants var meget
optaget af den grafiske udvikling, selv om han havde et monopol på klichéfremstilling til bogtrykfaget. Han havde længe
haft den opfattelse, at faget stod foran en rivende udvikling,
139
og at offsettrykningen snart ville overhale det gamle bogtrykfag inden for få år. Ingen troede rigtigt på Frants. Måske med
tiden, men så hurtigt gik det nu altså heller ikke. Alt tog tid selv indenfor de grafiske fag.
Olaf hilste på sine nye arbejdskollegaer, der alle som én bød
ham velkommen til Færøerne. Den første Olaf hilste på var
Jens Petur, sønnen til Snorri Johannesen – og medindehaver
af »Havnar Prent«. Jens Petur viste sig hurtigt at være en
mand med humor, noget han havde arvet fra sin far. Derefter
var der sætteren Abel, der ikke var den dygtigste typograf Olaf
var ramlet ind i. Men Abel var en stabil arbejdskraft i form af
sin afholdenhed overfor stærkere drikke, hvilket var en direkte
effekt af hans kristne tro, hvor han var et ivrigt medlem og
fortaler for Baptismen – en af de mest udbredte og anerkendte grene af den kristne tro på Færøerne. Hver søndag stod
Abel foran ”Ebeneser” i hjertet af Tórshavn og sang salmer
sammen med sine trosfæller.
Abel var en relativ høj person, med et altid velfriseret hår.
Hans sætteruniform var den korrekte sætterkittel. Det var
nærmest umuligt at forestille sig Abel uden sin kittel på arbejdet. Han forsøgte altid at optræde korrekt, hvilket ikke altid
lykkedes for ham. Dette var noget, de øvrige sættere til tider
prøvekørte Abel i, som så resulterede i at de en tid efterlod
Abel som en meget tavs person.
Når sådanne situationer opstod, måtte Biblen i Abels øverste skuffe altid holde for, hvilket Snorri så kunne udnytte, ved
at fortælle ham at han var ansat som håndsætter – og ikke for
at læse Biblen i arbejdstiden. Snorri var helt bevidst over de
øvrige sætteres drillerier overfor Abel, i hvilket han var en
direkte forlængelse af. Snorri Johannesen var ikke ret meget
troende i kristendommen - nok nærmest det stik modsatte.
Abel var gift, omkring de tredive år og havde to børn –
han var en meget kristen familiefar, der værnede om sin tro,
og så var det ikke bare om søndagen han sang salmer, da han
for det meste stod og små nynnede fra salmebogen. Somme
140
tider tog ”nynneriet” magten fra ham ved, at han direkte kunne bryde ud i salmesang.
Bjarni og Abel delte den dobbelte sættergade, men på sådan en måde at de altid stod med ryggen til hinanden når de
arbejdede i sætterkassen. Sættergaden var derfor noget bredere end de øvrige sættergader.
Håndsætteren Bjarni var ungkarl og helt på samme alder
som Olaf. Han var i alt det direkte modsatte af sin kollega i
sættergaden, så måske var der noget symbolsk i, at de altid
stod med ryggen til hinanden. Bjarni var, trods sin unge alder,
allerede godt tyndhåret, som blev understreget af det tilbageværende sorte hår, som altid stod lige ret op i luften. Selv om
Bjarni forsøgte, med alle kunstens midler, at kæmme sit hår varede det ikke længe før, at det atter stod lige ret op i luften.
Bjarni var også på samme højde som Olaf men betydelig
rundere om livet. Han havde ingen kæreste eller børn at forsørge, han betragtede udelukkende livet som én stor fest, så
alle Bjarnis penge gik op i øl og spiritus. Af og til iførte Bjarni
sig sin sætterkittel, men Olaf havde efterhånden fået den opfattelse, at det var mere for at provokere Abel i hans altid
korrekte arbejdspåklædning.
Bjarnis musiksmag var helt og holdent i Country og Western stilen, som han bestemt ikke var ene om på Færøerne.
En af de mest fortrukne sangere i det færøske ønskeprogram i
Útvarp, var helt sikkert Jim Reeves - en sanger som Bjarni var
helt bidt af.
I den sidste sættergade stod Rúni, som var på alder med
Abel. Han bar aldrig sætterkittel, og var derfor altid iført en
almindelig påklædning fra dagligdagen. Rúni havde et tilbagestrøget og meget mørkt hår, der heller ikke undgik at glimte i
tidens hårcreme - og så bar han altid sine uundværlige briller.
Hans højde var en mellemting mellem Abel og Bjarnis, men
hans kropsfylde var som Bjarnis – lidt for meget øl og god
mad.
Rúni havde sat sig på den sidste sættergade som sin helt
egen private gade. Her kunne han stå lænet op af ruden, der
vendte ind mod det lille rum, hvor enten Guðrun eller Páll
141
sad og indtastede til Monotypen. Rúnis to øvrige kolleger,
havde ingen steder hvor de kunne læne sig op ad, så derfor
var Rúnis plads meget eftertragtet og egentlig noget af et privilegium.
Rúnis musiksmag gik i retning af Dean Martin, og man
kunne ofte se – og høre ham svime hen til melodien ”Everybody loves somebody sometimes” - blot var det til Rúnis egne
ord, som var ”Everybody loves my body sometimes”.
Det kunne så være noget af en prøve, at være en stakkels
dansk trykker, der skulle lægge øre til Abels salmesang, Bjarnis
udlægning af Jim Reeves og Dean Martin som Rúni – eller
omvendt, samtidig med at støbemaskinen stod og tæskede
melodien ”They're coming to take me away” – alt imens radioens højtalere drønede på et program på samisk fra den norske radio. Joh, der var til tider ”dømt råhygge” i det lille trykkeri.
Rúni gik i byggeplaner, da han var nygift og tænkte på familieforøgelsen som sikkert var blevet en naturlig følge af det indgåede ægteskab. Hans byggeplaner havde første prioritet, da
han og konen delte en lejlighed med konens moster – så det
kunne kun gå for langsomt med det husbyggeri.
Rúnis forhold til den kristne tro kunne ligge på et meget
lille sted, og selv om Rúni gik i byggeplaner, forhindrede det
ham ikke i, at have et noget afslappet forhold til spiritus –
men Rúni gik mere stille med det end de fleste. Hvis man løb
ind i Rúni i weekenderne – når Rúni var på ”tur”, var det en
helt anden Rúni end ham man kendte fra »Havnar Prent«. Her
mødte man en Rúni, der var fint klædt på, som han skulle til
et bedre party - i mørkt jakkesæt, slips, nypudsede sko og dertil frakke. Og så havde Rúni altid en tendens til at gå med
næsen i sky i sådanne situationer – som om han ikke kendte til
sine omgivelser, mens hans usikre – og til tider lidt for feminine gang, altid røbede hans tilstand. Vi har alle et kropssprog
der røber os, og Rúni havde helt sit eget, og Rúnis specielle
kropssprog tog man aldrig fejl af.
142
Olafs tilhørsforhold til sit danske fagforbund så ikke ud til at
genere de øvrige ansatte på »Havnar Prent«, selv om Bjarni
var kasserer i det tilsvarende færøske forbund, Føroyar Prenterafelag. Det færøske forbund betalte under en tiendedel i
kontingent i forhold til Dansk Typograf Forbunds kontingent, men der var heller ingen arbejdsløshedskasse i det færøske forbund, hvilket var en del af forklaringen på forskellen af
kontingentet. Der var naturligvis et nordisk samarbejde imellem de Skandinaviske lande indenfor de grafiske fag, men ikke
mere end, at det stadig kunne lade sig gøre, at en dansk trykker kunne beholde sit danske medlemskab.
Medlemsskaren i det færøske forbund var også til at få øje
på, da de få medlemmer, der stod i forbundet, alle var samlet i
Tórshavn.
Snorri Johannesen så helst, at der slet ikke var noget typografforbund, da han kun havde oplevet ulemper med at ”forhandle” med forbundet. »Havnar Prent« gav den højeste løn
på Færøerne indenfor de grafiske fag, og forholdene på
»Havnar Prent« var der ingen der kunne klage over, så det var
altid en underlig situation ved forhandlingerne, når forbundet
stillede krav til Snorri Johannesen om ”forbedringer” for deres medlemmer.
*
DEN FÆRØSKE RADIO, Útvarp Føroyar, havde normalt tre
udsendelser om dagen, fordelt på henholdsvis morgen, middag og aften. Ind imellem var det så mest den norske radio,
der blev lyttet på, hvis det var musikunderholdning man ønskede, ret meget andet kunne radioen endnu ikke byde på.
Trods alt, var det ikke danske forhold, radioen på Færøerne
endnu kunne byde på.
En morgen, da Olaf mødte på trykkeriet, var radioen allerede blevet tændt på Útvarp Føroyar. Som sædvanligt ventede
de bare på kendingssignalerne, som altid kom som de plejede
lige inden udsendelsens begyndelse. Men klokken blev 08:00,
uden at der kom en eneste tone over radioen. Der var bare
143
den almindelige syden, der tilkendegiver at her på denne kanal
er der i øjeblikket ingenting at hente. Der var overhovedet
”ikke hul igennem”.
Snorri Johannesen stod og drejede på alle knapper, men
med samme negative resultat - den færøske Útvarp Føroyar
forblev død.
Først tolv minutter over normal sendetids begyndelse,
begyndte der at ske noget. Radioen gav en anden knasende
lyd, derefter var der en person der rømmede sig, så en skratten med noget der lød som papir, der tilsyneladende febrilsk
blev lagt på plads. Samtidig kunne man tydeligt høre en person, der var en del forpustet - på samme måde som en terrænløber må lyde, efter at have løbet sit livs løb på en 10 km
stærkt kuperet rute i en skov. Så fulgte en bestemt lyd, som
noget der blev glattet ud, efterfulgt af to korte hosten - og så
endelig speakeren Niels Arges kendte stemme, der bekendtgjorde, at her var Útvarp Føroyar, og lytterne måtte undskylde
den lille forsinkelse i programmet, men ….., der havde været
et mindre teknisk uheld, som de nu helt havde under kontrol.
For den almindelige lytter lød det nærmest, som om den
gode Niels Arge havde sovet over sig, og villige vidner var
parate til, at lægge hovedet på blokken på, at de helt bestemt
havde set manden med den kendte radiostemme i fuld fart,
netop den pågældende morgen, hen over torvet til radiohuset.
Dermed havde befolkningen fået et samtaleemne, der med
lidt god vilje kunne bruges mod en af denne speakers tidligere
handlinger overfor lytterne.
Niels Arges udskejelse bestod i, at han en morgen, med
den famøse dato af den 1. april, var begyndt nyhederne med,
at berette om et kæmpestort isbjerg, på størrelse med halvdelen af Lítla Dímun, nu var på vej direkte lige ind i Tórshavn
havn.
Hvis det blot havde været for isbjergets skyld, havde man
nok ikke bidt det helt store mærke i denne nyhed, selv om det
lød temmelig usandsynlig, - men, berettede speakeren videre,
på dette isbjerg befandt sig en isbjørn som var halvdød af sult
efter den lange rejse fra Grønland.
144
Efter den lange rejses strabadser var Bjørnen temmelig
rasende - og for, at gøre nyheden endnu mere tiltrækkende
sagde speakeren til alle de undrende lyttere, der nu mere eller
mindre sad med hele hovedet inde i radioen, at han lige stak
mikrofonen ud af vinduet, hvorefter man straks hørte et isbjørnebrøl, der gik gennem marv og ben.
Alle mennesker i Tórshavn kom af huse. De styrtede ned
til havnen for at se og opleve dette syn af en halvdød isbjørn
på et – noget stort isbjerg, der skulle være på vej ind i havnen.
Nok havde man oplevet en del på Færøerne, men et helt isbjerg – med en isbjørn på, det var trods alt ikke hverdagskost.
Til de tililendes store overraskelse lignede havnen helt sig selv,
da de ankom til havneområdet. Både isbjerg og isbjørn var
tilsyneladende forsvundet som dug for solen – selv efter en
nærmere undersøgelse af resten af havnen på den anden side
af Tinganes, gav heller ikke noget resultat. Isbjerg og isbjørn
var slet ikke at finde.
Da de meget skuffede, men godt gale og vrede mennesker,
endelig begav sig hjemefter, var det med en følelse af kløe i
fingrene for at få fat i den radiospeaker, der tillod sig at tage
hele Tórshavn ved næsen – eller for at bruge et lidt mere
rammende udtryk, ”han havde taget røven på hele bundtet
med en vaskeægte aprilsnar”. Sådan en handling glemmes ikke
lige med det samme.
Efter at de godt vrede borgere vendte hjem til deres endnu
tændte radio, kunne de oven i købet hør speakerens stemme
bekendtgøre til alle de mennesker, der var gået på spøgen, at
hele spøgen naturligvis var ”en lille aprilsnar” - men det kunne enhver jo tænke sig, når de hørte en “nyhed” der var så
tyk!
Efter denne bekendtgørelse var der selvfølgelig ingen der
havde gået på den and, eller måske snarere en bjørn som den
hurtigt var blevet døbt.
Næh, grunden til at de mange mennesker havde været så
tidlig på oppe den omtalte aprilmorgen, var naturligvis ingen
anden end, at man havde gået sig en frisk morgentur - som
man så ofte plejede. At der så denne morgen havde opstået et
145
større trafikkaos, hvor nogle personer havde været involveret
i uheld, som havde kostet nogle brækkede knogler, var bare
en tilfældighed for denne dag.
Der er i begrebet ”radio” to forskellige slags radioer, som der
lyttes til. Den færøske radio, Útvarp Føroyar, som i princippet
kan sammenlignes med Danmarks Radio, og den anden er
Tórshavns Radio, som udelukkende er en skibsradio. Hvilken
af dem, der er den mest aflyttede, kunne man sikkert få en
større diskussion ud af, men fakta er, at skibsbølgerne bliver
der lyttet meget flittigt på. Så det siger næsten sig selv, at man
ikke skal komme med for mange personlige oplysninger over
denne bølgelængde.
Men det er ikke altid, at dette kan undgås, og det er vel
også den egentlige grund til, at der bliver lyttet så intens til
denne radio - for man ved jo aldrig, om der skulle falde et par
guldkorn af.
En af disse beretninger gik ud på, fortalte Bjarni Olaf, at
en fisker ”ringede” hjem over radioen for at fortælle konen
om, hvornår hun kunne vente ham i havn. Konen var på det
tidspunkt ikke hjemme, men kunne, der hvor hun nu var på
besøg, høre sin mand tale med sin søn over radioen. Men
mindre spændende måtte det havde været, for både hende og
hendes mand, at høre drengen berette om, at der sidste nat
havde sovet en fremmed mand i fars seng.
Alle oplysninger fra skibsbølgerne må på ingen måde bringes
videre! Så bare at lytte til Tórshavns Radio er heller ikke helt
lovligt – med mindre man havde et lovligt ærinde i at lytte til
disse radiobølger.
Dette gjaldt naturligvis også for den færøske radio Útvarp
Føroyar. Men journalisterne på Útvarp Føroyar måtte som
alle andre på Færøerne, hvis de havde en nysgerrighed der
skulle opdateres, følge med i alt hvad der skete på denne bølgelængde.
Dette havde nær kostet en radiospeakers stilling, fortalte
Bjarni, hvor speakeren på Útvarp Føroyar videregav oplysnin146
ger, som han sad og tappede direkte fra Tórshavns Radio.
Egentlig fortalte speakeren ikke andet end, hvad alle og enhver - på hele Færøerne - sad og lyttede på.
En lille ting, som på sin måde hørte til »Havnar Prent«, var
det lille vognmandsfirma, »Paul Joensen«, lige om hjørnet fra
trykkeriet. Vognmandsfirmaet »Paul Joensen« havde overhovedet intet til fælles med »Havnar Prent«, men sønnen, Joen
Joensen, som altid kørte i en af lastbilerne, var en trofast gæst
på trykkeriet. Hans kom altid ned på trykkeriet efter arbejdstid, eller hvis han havde for lange pauser imellem kunderne –
og Olaf lærte langsomt denne stilfærdige og meget venlige
mand at kende, som en god ven af huset. Olaf havde aldrig
set Joen drikke spiritus – på den anden side, var han bestemt
heller ikke ligefrem den mest troende, i kristeligt forstand,
Joen var bare undtagelsen om reglen – reglen om et kristeligt
liv og afholdenhed er tæt forbundne på Færøerne.
Den sidste, der var en del af trykkeriet, var naboen Thomas. Thomas var regnskabsfører og revisor for »Havnar
Prent« – når han var ædru, ellers så de ikke meget til ham.
147
Spiritusloven, bøger, forfattere og Argir
E
fter manges mening, og navnlig færingernes, fik spiritusloven på Færøerne den stik modsatte virkning end den
der var tilsigtet. Mange gode mennesker blev hurtig afhængig
af systemet - på en meget uheldig måde, der kun kan tilskrives
systemets opbygning, der på ingen måde tog hensyn til menneskets natur. For i stedet at blive fri af åget, blev langt de
fleste direkte alkoholikere af systemet!
Lovens oprindelse gik tilbage til begyndelsen af år l900tallet, hvor der dengang blev udskrevet et valg om en ændring
af salget af spiritus på Færøerne. Dette ville - hvis loven blev
vedtaget – gøre, at myndighederne kunne virke som ”tovholder”, eller i bedste fald ændre folks spiritusvaner – troede og
håbede man.
Valget blev udskrevet, idet situationen efterhånden var
blevet temmelig uoverskuelig. Der herskede efterhånden sådanne tilstande på Færøerne, at man næsten kunne få en
mand til at gøre alt for en enkelt snaps.
Nogle eksempler gik ud på at spise levende fisk - eller
springe i havnen. Langt de fleste kunne på det tidspunkt slet
ikke svømme, for - hvor skulle de egentlig lære det henne?
Nordatlantens forhold er for barske til at anvende til strandog badeformål – så resultatet blev, at der gik en del til via
druknedøden.
Mange pantsatte deres jord eller måtte forlade det totalt
forgældede hjem, så familien blev hensat til at klare dagen og
vejen for almisser. Fattige koner og børn begav sig dengang
på fjeldvandring, for at indsamle den uld som fårene tabte
rundt omkring, for herefter at omdanne det til strikkegarn for
bare at få lidt tøj på kroppen.
Det lå også helt klart, at en ændring af loven var nødvendigt, hvis der skulle reddes bare lidt - inden alt gik til i kaos.
148
Tilstandene var da også skyld i at de få mennesker, der kunne
holde sig i skindet, efterhånden ejede det meste af øerne. Intet
var så skidt, at det ikke var godt for noget – men denne fortolkning, var der ingen fremtid eller fornuft i.
Da så flertallet af mændene var på fiskeri ved Island og
Grønland, gennemtrumfede kvinderne det valg, der resulterede i, at alt spiritus ikke mere kunne købes i fri handel. Samtidig blev der etableret en rationering af de ”ædle” og efteragtede dråber.
De gældende regler i 1966, som var betingelserne for, at befolkningen kunne bestille øl og spiritus fra Danmark, (der er
intet frihavnsområde på Færøerne, som man måske kunne
have ønsket sig) var først og fremmest, at man ikke skyldte
skat. Denne lov skulle bevirke, at den af befolkningen, som
havde denne umættelige stærke trang til spiritus, ville prioritere deres skat højest, for ellers kunne man ikke komme i nærheden af en flaske spiritus – set med lovens briller.
Spiritusrationeringens omfang gjorde bl.a., at der nu kun
kunne købes et begrænset antal flasker spiritus, derimod var
både øl og vin fri for denne begrænsning, men alle varer skulle importeres fra Danmark - af hver enkelt borger. Spiritusrationerne blev fastsat til at omfatte 12 flasker spiritus, eller
omregnet, hele 9 liter - pr. kvartal.
Enhver udenforstående i Danmark vil vel nu udbryde:
”Jamen, intet normalt menneske drikker da så meget spiritus i
det tidsrum,” og når man så tilmed kunne købe ubegrænset af
Øl og vin?!?
Nu er Danmark og Færøerne to vidt forskellige samfund,
hvor der på Færøerne - lige på dette specielle punkt - blev
prioriteret noget anderledes. For alt i alt, er det et prioriteringsspørgsmål.
Men alt andet lige, kunne man nemt, som tilrejsende dansker, få den opfattelse, at her ville der aldrig være mangel på
de våde varer – med denne ”rationsmængde?” Men med sådan en lov som ballast, blev efterspørgslen bare endnu mere
intens.
149
I Danmark, og i langt de fleste lande, er man vant til, at
kunne købe spiritus i fri handel. Selv i Sverige, med den strenge svenske spirituslov, kan der købes spiritus – selv om det
skal foregå på ”Bolaget” – så kan den trods alt købes. På Færøerne må man bestille disse varer, mindst to til tre uger før
man skulle anvende dem.
”Men hvor er så problemet henne?” vil man måske spørge
og tilføje, ”det handler vel bare om lidt planlægning, samt
altid, at have et lille lager stående, der bare skulle suppleres
løbende? Det er der mange i Danmark der har, på trods af, at
man bare kan købe mere af stadset næste dag.
Dette er næsten hele sagen i en nøddeskal, da man jo netop ikke kan købe mere næste dag. Så kan men jo lige så godt
holde “kæferten” oppe, når nu proppen endelig er kommet af
flasken.
.
Hele spiritusproblemet bider sig selv i halen, tømmermændene efter en eller flere dages druktur, kan næsten kun dulmes,
med den selv samme gift der er indtaget - og nu er der slet
ikke langt til den sorte børs!
Den sorte børs opererer med lidt andre priser end det legale marked, priserne bliver ofte doblet op et par gange, og da
ikke alle kan skaffe midler til denne tvivlsomme luksus, er der
kun barbersprit og spritholdige hårvand tilbage.
En del der kender ”spritterne” i det danske samfund vil
rynke på næsen af denne udlægning, men ikke desto mindre
sker dette “parfume drikken” i et bredt omfang.
En færing skrev engang en artikel i en avis, der omhandlede
færingens forhold til spiritus. Og ikke helt uden stolthed skrev
han om spiritusmisbruget pr. indbygger i Danmark, var langt
større end det var på Færøerne.
Så var den klaret - for et kort øjeblik.
Dertil kom der prompte et svar på artiklen, der lød nogenlunde sådan her: ”Hvis alt den barbersprit og hårvand, der
blev solgt på Færøerne, blev brugt til det der var formålet
150
med varen, var der ikke et eneste hoved der var tørt - og det
var regnet lige fra den mindste baby til den ældste olding, der
var bosat på Færøerne.”
Dette var selvfølgelig noget overdrevet - men alligevel ikke
skudt så langt ved siden af målet!
Det siger næsten sig selv, at de der var kommet bagud med
skatten, ville alliere sig med dem der kunne købe, selv om
dette naturligvis var forbudt.
Men, men …., - det er trods alt mennesker vi har med at
gøre – og historieskrivningen fortæller også, at mennesker har
det med at omgås sådanne forbud.
”Kunne man så ikke bare hemmeligholde sine indkøb, så
de svage sjæle ikke opdagede, at man lå inde med et mindre
lager?”
Dette er faktisk noget af en umulighed, og mere klart bliver det, når man kender den videre ekspedition i systemet.
Som før nævnt, var den første betingelse ved køb af spiritus, at man ikke skyldte skat, dernæst skulle man have udstedt
sit personlige spirituskort.
Når man efter en bestilling havde modtaget sin faktura fra
det danske firma, hvor varen var bestilt fra, begav man sig
hen på posthuset for at betale for varen. Allerede her vil de
første tørstige sjæle løfte et øjenbryn, da alle og enhver véd
hvordan denne famøse faktura ser ud - påført sit endnu mere
kendte logo på girokortet.
Derefter går turen videre til skattekontoret for at få udleveret en erklæring på, at man ikke er skatteskyldig. Denne
erklæring hedder på færøsk en Váttan. Også her møder man
en del mennesker, der ikke er det mindste i tvivl om, hvad
man skal bruge en sådan Váttan til.
Derefter går turen videre til Toldvæsnet, hvor samtlige
papirerne bliver afleveret, kortet kontrolleret og stemplet, og
så naturligvis varen fortoldet. På toldkontoret er der næsten
altid travlhed, så her er der også hel en del mennesker, der
heller ikke er i det mindste tvivl om, i hvilket ærinde man er
ude i.
151
Til sidst tager man en Taxa ned til havnens pakhus, viser
papirerne der nøje bliver kontrolleret, betaler en pakhusafgift,
og får til sidst varen udleveret og lastet på Taxaen. Og så endelig kan turen gå hjemad med den kostbare last.
Nu skulle det gå meget mærkeligt til, om ikke en del venner ”tilfældigt” dukkede op den selv samme aften, og en enkelt snaps kan man vel altid byde på? Men bliver det så ved
denne enkelte snaps, som selvfølgelig skal skylles ned med en
stærk øl? Det gør det aldrig, for sådan fungerer den færøske
kultur slet ikke!
Systemets største fejl må nok tilskrives den manglende
udvikling af systemet, i takt med menneskets udvikling og
oplysning.
Vedrørende øl, er prisforskellen mellem en almindelig pilsner
og eksport øl så minimal, at man lige så godt kan købe det
stærke øl, og navnlig da det er styrken der bliver prioriteret
højest, er det slet ikke et spørgsmål der er til diskussion. Dette
er så indgroet, at mange færinger ikke tror på, at man kan
blive beruset af en almindelig pilsnerøl - hvilket jo helt klart
må være formålet med at drikke??
Når en nyankommen dansker først forstår systemet - begynder forståelsen for, hvorfor begrebet spiritus fylder så meget i en færings bevidsthed.
Derefter kommer spørgsmålet, ”hvor langt er man egentlig
kommet ved indførelsen af disse love fra århundredeskiftet,
da det lader til, at færingen sagtens kan skaffe sig spiritus ad
andre veje end den før så lovlige?”
Da det heller ikke er lovligt at købe spiritus, øl og vin fra
sin familie og venner, er det eneste, der må være opnået ved
denne afstemning, at man ikke som tidligere kan stifte gæld i
en direkte linje til spiritussen – men den udlægning er det det
samme som at fylde sig selv med løgn. Værdien af dette
“fremskridt” vil de fleste - forståeligt nok - sætte et stort
spørgsmålstegn ved, for det er en sandhed med modifikationer.
152
Færøerne er dog ikke noget enestående tilfælde på dette
område. Om dette kan man blot lade blikket falde tilbage i
historien, om andre lande der har haft lignende love, eller et
totalt spiritusforbud. “Sprutten” skal folk nok få fat i, om så
de skal ”stampe den op af jorden”. Selv store lande som USA
var ikke noget særtilfælde i samme situation. Den eneste forskel der var fra USA og Færøerne var, at på Færøerne var der
ingen gangstere der styrede systemet – men det var vel også
det hele!
Hverken Olaf eller Kurt kendte noget til systemet, men det
varede ikke længe, inden det blev en del af deres hverdag.
Dermed ikke at forstå, at de i løbet af kort tid blev omdannet
til håbløse drankere, men tingene fik de meget hurtigt så tæt
ind på livet, at de lige så nemt kunne have været havnet på
den anden side af skillelinjen.
Ikke alle af Færøernes godt 36.000 indbyggere var afhængig af den færøske spirituslov, da en stor del af befolkningen
er meget religiøst anlagt. Og alle former indenfor den kristne
tro har fodfæste på øerne. Her i dette forum, skulle en sælger
ikke begynde med at tilbyde en flaske snaps som en indledning, med en salgsaftale for øje. I hvert fald ikke, hvis kundens kone var til stede!
*
DA DEN NORSKE trykker rejste hjem til Norge, var han lige
startet på trykning af en ny færøsk geografibog, skrevet af en
skolelærer. Færøerne var godt i gang med at producere deres
egne skolebøger på færøsk, da alle tidligere skolebøger havde
været på dansk. I tidligere tid var det direkte forbudt at undervise på færøsk, så der lå lidt mere i at udgive en færøsk
skolebog - end selve udgivelsen. Derfor stiftede Olaf også
hurtigt bekendtskab med denne skolelærer til den nye færøske
geografibog.
Skolelæreren havde bl.a. allieret sig med Rektor Martin
Holm for bogens indhold og korrekturlæsning, så derfor var
153
forfatteren meget bekymret da den norske trykker rejste hjem
– og endnu værre var frygten for, hvem der så kom i stedet?
Det var intet problem for Olaf at håndtere Coronaen, den
store Eickoff cylindertrykmaskine, og da maskinen endnu var
ret ny, levede den helt op til tidens standard for trykmaskiner
– endog med et avanceret pulversprøjtesystem, så man undgik
afsmitning på de trykte ark.
Olaf konstaterede hurtigt, at papiret til bogen desværre var
købt hjem i forkert baneretning, hvilket ville have betydning
når bogen blev sendt til bogbinderen. Baneretningen bliver
bestemt ud fra, hvilken fiberretning papiret skal have ved bogens fremstilling. Hvis denne fiberretning går på tværs af bogens ryg, er der meget stor sandsynlighed for, at siderne får
større eller mindre ”fugtige” rynker ind mod ryggen. Disse
rynker eller folder vil fremkomme ved limningen af bogens
ryg, og er derfor et ret elementært valg inden trykningen begynder.
Denne fejl var ikke til at ændre, da der dels allerede var
trykt et par ark af bogen, hvor hvert ark indeholder 16 bogsider - og ikke mindst, var det ikke bare lige at hente nyt papir
ved grossisten – som befandt sig i Danmark, da Færøerne
ikke har nogen form for papirfabrikation.
Monotypesatsen blev en ret ny fornemmelse for Olaf, da
denne sats var meget ”levende” at arbejde med. Hver bogform var bundet ind med en kolumnesnor, eller rettere sagt
på det typografiske sprog, man binder ikke en sats ind – den
”bindes ud”.
Kolumnesnoren er det eneste middel der holder satsen på
plads, indtil alle sider bliver samlet af trykkeren i trykmaskinen
– og det er her, at satsen kunne synes lige lovlig levende, når
kolumnesnoren bliver taget af satsformen - lige inden alle 16
satsforme samles til én samlet trykform.
Olaf havde nær brokket den første side sats, da monotypens bevægelighed nær havde overrumplet ham, men det var
kun denne ene gang, så havde fornemmelsen allerede sat sig i
blodet.
154
Da formen var justeret, sømmede han de respektive klichéer fast i de dertil indrettede træpropper i trykformen. Herefter var trykformen klar til det første prøvetryk – og det var
lige netop her, at Olaf stiftede bekendtskab med skolelæreren
for første gang.
Døren til trykkeriet gik op, og ind kom en lille mager
mand med briller – Skolelæreren havde gjort sin entré. Den
lille mand gik direkte ned til trykmaskinen for at hilse på den
nye trykker - for derefter, at skynde på samme trykker for at
få bogen færdig. Det næste skolelæreren var bekymret for, var
trykkvaliteten – ”var den nye trykker lige så faglig dygtig som
den norske trykker?” Det kunne kun de næste dage bevise.
Det bekymrede skolelæreren, at trykmaskinen holdt stille –
”hvorfor kørte maskinen ikke, for formen var jo i maskinen?”
Olaf forsøgte at forklare den arme mand, at der var noget
der hed ”tilretning”, inden trykkeren var klar til at køre – og
så skulle farvekasse lige have en grovjustering, før han satte i
gang. Alt dette var betinget af sats og klichéer, så forfatteren
måtte vente den tid som processen nu engang tog, hvis han da
ville se trykmaskinen køre – og det ville skolelæreren meget
gerne.
Det tog Olaf halvanden time, inden han var klar til at køre,
og i den tid blev alt makulatur gennemlæst af skolelæreren.
Hvert et ark fra papirkurven blev vent og drejet - og ikke
mindst, sammenlignet med det materiale, der allerede var
trykt.
En time efter trykstarten var den ene side af første trykark
færdigt, og skolelæreren stod næsten på hovedet for at kontrollere trykkvaliteten. Han blev da hurtigt lettet, da han konstaterede, at trykket svarede helt i overensstemmelse med de
første færdige trykark fra den norske trykker. Først herefter,
kunne den meget bekymrede forfatter vende hjem igen – men
allerede den næste dag, stillede han op igen. Der gik en hel
uge inden Olaf endelig var godkendt som værdig trykker for
bogen, men så var tilliden også endelig på plads. Dog var processen for bogen efterhånden så langt fremskredent, at bogen
på det tidspunkt næsten var færdigtrykt – hvilket var den
155
egentlige årsag til, at skolelæreren endelig kunne trække vejret
en del lettere.
Når en af bogens tryksider skulle have lidt tid til at tørre inden trykningen på den anden side, skiftede Olaf fra den
store trykpresse til de mindre vingeautomater – da der var
andre mindre tryksager, der pressede sig på. Når Olaf ikke var
ved ”vingerne”, som vingeautomaterne også blev kaldt, tog
Snorri Johannesen sin tørn på disse trykmaskiner – manden så
ud til, at have en ret omfattende allround viden inden for hele
typograffaget.
Da den færøske geografibog var trykt færdig, trængte der sig
en anden vigtig bog på – en ny dansk-færøsk ordbog. Forfatteren havde været en hel del på trykkeriets kontor op til trykningen, da det var vigtigt at korrekturlæsningen var helt i top.
En dansk-færøsk ordbog var der virkelig brug for, men det
var også en bog, der ville blive behandlet med kritiske øjne.
Den korrekte færøske retskrivning var under hårdt pres, da
færøsk ikke havde været et normalt anvendt skrivesprog pga.,
at det havde været et krav at anvende det danske sprog i næsten enhver henseende. Derfor var der 36.000 korrekturlæsere, svarende til Færøernes indbyggertal, der havde deres helt
egen mening om færøsk retskrivning. Dette, at skrive en sådan ordbog, var i sig selv en temmelig modig sag at begive sig
ud i, men den var også meget nødvendig, hvis Færøerne skulle
markere sig som et selvstændigt folk med eget sprog.
Også den færøske Landsarkivar, var en trofast gæst på kontoret. Landsarkivaren så ud til at være på samme alder som
Snorri Johannesen. Den færøske Landsarkivar var en lidt kraftig mand, halvskaldet, med tendens til at være lidt duknakket,
og med hans lidt slæbende gang kunne man godt få det indtryk, at her var der en mand, der havde alverdens tid til sine
gøremål. Landsarkivaren skrev også en del om den færøske
skibshistorie - og ikke mindst om søfolkene bag denne historie på havet. Disse beskrivelser, havde en meget høj prioritet i
156
den færøske befolkning, da det var den færøske historieskrivning det fortalte.
Snorri Johannesen og Landsarkivaren så ud til at trives i
hinandens selskab, da der altid var en god kemi mellem disse
to mænd. En dag kom Landsarkivaren ind på kontoret, i et
lidt bedre humør end han normalt plejede at være. Rúni havde
set ham ankomme, og et bekræftende blik fra Rúni fortalte, at
den gode Landsarkivar havde fået et par øl til maden.
Når Landsarkivaren var i dette ”lune”, havde han en idé
med at være lidt ”ondskabsfuld” – på sin egen humoristiske
måde. Efter en lille halv times tid fik Landsarkivaren overtalt
Snorri Johannesen til at ringe til Landsarkivet, hvor Landsarkivarens assistent sad ved telefonen.
”Bed ham undersøge sagen med gyngestolen - så véd han
helt sikker hvad det drejer sig om,” havde Landsarkivaren
formanet Snorri Johannesen om inden opringningen.
Da Snorri Johannesen havde givet telefonbeskeden videre
til assistenten, grinede Landsarkivaren længe efter. ”Nu kommer han sgu godt nok til at svede tran,” sagde den grinende
Landsarkivar til den noget undrende Snorri Johannesen.
Snorri Johannesen rystede på hovedet over, at han endnu
engang var røget på Landsarkivarens tosserier.
*
”DEN UNDERLIGE TAVSE mand” fra »Tjaldur« fik tilnavnet
”Maler Ove” – af to årsager. Dels var han maler af uddannelse, og dels var hans navn Ove. Maler Ove fortalte aldrig sit
efternavn, hvilket han havde sine grunde til, men han fortalte
derimod om sin brogede kriminelle fortid.
Maler Ove var stærkt kriminel. Han havde lige afsonet en
længere fængselsstraf efter en del pengeskabstyverier på Sjælland. Da han blev prøveløsladt, skulle han henvende sig til sin
tilsynsværge med faste intervaller – dette var ham meget
imod, da han ikke ad denne vej ville komme tilstrækkeligt
langt væk fra sin tidligere dårlige omgangskreds. Derfor skulle
der nu ske noget drastisk i hans videre færd i livet.
157
Da han led af diabetes, var det meget vigtigt for ham at
komme så langt væk fra øl, spiritus og mange af de andre fristelser, der var denne sygdom til gene. Hans pas var inddraget
i denne periode, så det længste han kunne forsvinde hen til
var Færøerne.
Der gik dog ikke lang tid, før myndighederne fandt ham,
da han var nødt til at opgive sit rigtige navn for at få arbejde –
og derved betale skat.
Ove kom til samtale ved de færøske myndigheder, der
undersøgte hans forhold på Færøerne. De danske og færøske
myndigheder enedes om at han kunne blive på Færøerne, hvis
han kunne holde sig fra videre kriminalitet og havde fast arbejde.
Engang havde Maler Ove og et par andre medfanger været på
flugt fra fængslet. Op til Jul havde de fået lov til at spille ludo i
et specielt værelse i fængselsfløjen Da fangevogterne havde
forladt det aflåsede værelse, sprang Ove op på bordet og bankede let på loftet. Ove kunne med sin håndværkererfaring,
lytte sig frem til, hvad dette lofts materialer var sammensat af
– derefter var det en smal sag for ham, at bryde igennem loftet, da loftet på ingen måder levede op til standarden for de
flugtsikre fængselsceller. Efter flugten havde det lykkedes
dem, at holde sig på fri fod i lidt over en uges tid, men herefter blev de fanget – én efter én.
En anden gang, var Ove og et par andre brudt ind i en
virksomhed for at bryde et pengeskab op. De blev overrasket
af nattevagten, som de hørte komme ind gennem porten. Ove
tændte alle lys, hvorefter han hurtigt smed malerspartler ud til
de andre, og bad dem begynde at skrabe tapetet af i en helvedes fart.
Da nattevagten trådte ind i lokalet, var han meget overrasket over at møde disse meget hårdtarbejdende malerarbejdere.
Ove forsikrede nattevagten om, at ”håndværkerne” var
ude i et lovligt ærinde – samt, at de, på grund af de af virksomhedens aktiviteter, der naturligt var henlagt til de lyse ti158
mer i døgnet, måtte tilsvarende tage deres tørn om natten.
Dette havde været den bedste løsning, for at få kontoret renoveret i en fart – og så helt uden gener for de ansatte.
Maler Ove var oven i købet så fræk, at han indtrængende
bad nattevagten ringe til virksomhedens direktør for at få en
bekræftelse på deres natarbejde.
Nattevagten mente, at der ikke var nogen grund til at forstyrre direktørens nattesøvn og ønskede dem ”God arbejdslyst”. Næste dag kunne kontorpersonalet konstatere, at pengeskabet var tomt – samt, at de befandt sig i et kontor, der så
meget miserabelt ud.
En af de ting der gjorde ondt på Maler Ove var, at han havde
måttet forlade sin tidligere kone og deres søn ved sin ”flugt”
til Færøerne. Her på øerne var han totalt afskåret fra at møde
dem, men det var en af omkostningerne han havde kalkuleret
med, da han tog sin beslutning om at løse billet til Færøerne.
Det der ligeledes gjorde ondt på Ove var, at hans kone
havde søgt – og fået sin skilsmisse fra ham, mens han afsonede i fængslet. Han havde håbet, at hun havde ventet på ham,
men var også forstående da han fik budskabet – men han
havde lige siden haft det rigtigt skidt med skilsmissen.
Da Ove var ankommet til Tórshavn, var det også meget længe
siden han havde haft et seksuelt forhold til en kvinde. Derfor
opsøgte han steder, hvor han mente han ville kunne skaffe en
prostitueret til hans stadigt voksende behov. Selv om Ove
havde et smalt ansigt, følte han sig voldsom ”tyk bag ørene”.
Efter et par forsigtige forespørgsler fik han da også en
tilbagemelding på en villig kvinde på hans trængende problem. Men da ”kvinden” dukkede op, så han på en 14 år ung
pige, der dårligt vidste, hvad hun var i færd med at gå ind til.
Ove stod med røde øjne og så på pigebarnet og rystede
derefter på hovedet. Han fortalte hende om alt det slemme,
der nu ventede hende i denne tvivlsomme branche, hun nu
betrådte - og gav hende derefter en hundredekroneseddel,
hvis hun aldrig mere ville tage imod sådan et tilbud.
159
Maler Ove fortsatte herefter som hidtil, at have hele sit
sexliv i ”sin hule hånd”.
Maler Ove var en mager mand på omkring de 40 år. Hans
ansigt bar tydeligt præg af, at her var der en mand, der havde
gået en del igennem i sit brogede liv. Oves højde var 1,80 m,
men på grund af han til tider havde en tendens til at ”krybe
sammen” – og nærmest altid havde blikket rettet mod jorden,
var der ingen, der anslog ham til at være ret meget over 1,70
m. Hans gang fortalte også lidt om, at denne mand var vant til
at træde forsigtigt - men ikke hvorfor han skulle træde forsigtigt. Kinderne var indsunkne, mens næsen var meget fremtræden og buet. Der var nærmest lidt høge ansigt over Ove.
Da Tórshavn var under konstant udbygning med Hospitalet, Seminarium, skoler og mange private hjem, var det rimeligt nemt for Ove at få et fast arbejde – og endda ret hurtigt.
Men, at han skulle blive ansat på den nye politistation på
Jónas Broncksgøta, var næsten for meget for Maler Ove. Han
havde grinet til hudløshed over denne skæbnens ironi, at han,
en gammel vaneforbryder, skulle være med til at bygge en ny
politistation op.
Ove havde også hurtigt fundet sig et værelse i det gamle
Tórshavn. Værelset lå på husets første sal, hvor der ikke var
noget toilet. Toilettet befandt sig i stueetagen, og det var ikke
altid Ove gad bevæge sig nedenunder om natten, og besørgede derfor ofte ved at tisse ud af vinduet om natten. Da Ove
havde diabetes, var der derfor en del sukker i hans urin, hvilket bevirkede en sand vandring af myrer op af husgavlen, lige
dér hvor Ove havde pisset ned ad muren.
Hans husvært, en lidt ældre fiskerenke, havde lejet tre af
husets værelser ud. Dels for at økonomien bedre kunne hænge sammen, men også for at have nogle mennesker omkring
sig i det store hus. Enken var af den type, der bekymrede sig
om sine medmennesker, så da hun havde fundet ud af Oves
diabetes, var hun rigtig meget efter ham om sund og nærende
kost, samt eventuelt øl- og spiritusforbrug, som var til direkte
til skade for en diabetiker. Derfor varede det heller ikke længe,
160
før enken ikke så Ove drikke andet end sodavand på sit værelse. Nu er sodavand heller ikke det bedst egnede for en diabetiker, da der er en del sukker i langt de fleste produkter, men
Ove forsikrede enken om, at han altid købte de mindst sukkerholdige produkter. Det enken tilsyneladende ikke vidste,
var, at Ove næsten altid havde blandet snaps i sin sodavand.
Nu havde Ove tilbragt en del af sin tid, hvor man i den
grad passede på sine ”gæster”, så det faldt Ove helt naturligt,
at han skulle passe på med at tage alkoholiske drikke med på
værelset, for så var det lige så sikkert som ”Amen i kirken”, at
han fik en dommedagstale fra sin værtinde. Derfor havde Ove
etableret flere ”Pits” i omegnen, ikke så langt fra huset hvor
han boede, hvor han havde etableret, og gemt, et lille lager af
øl og spiritus. Derfor gik Ove op til flere aftenture, hvilket jo
var godt for hans helbred – havde enken udtalt om hans
mange aftenture.
*
DEN FØRSTE TID efter Olaf og Kurts ankomst til Tórshavn
gik med at sætte sig ind i byen, og ikke mindst - finde sig nogle gode faste spisesteder. Selv om de ikke boede så langt fra
hinanden, gik der alligevel nogle dage inden de atter mødtes.
Kurt fik hurtig et tilbud om et værelse i byen, da en af hans
arbejdskammerater pludselig fik det indfald, at man i Sydafrika havde meget mere brug for hans faglige kvalifikationer.
Manden, Carl-Johan Iversen, havde kun været ansat i sit færøske firma i ganske kort tid, men havde hurtigt fundet ud af, at
Tórshavn var lige et nummer for primitivt efter hans ønsker.
Så allerede en uge efter sin ankomst, efter at han havde gået
en del rundt i Tórshavn gader - havde spurgt en forbipasserende om, hvor Tórshavns ”City” egentlig lå, fik han, det for
ham meget ubehagelige svar: ”Her!”
Herefter fik planerne om Sydafrika en ny ekstra næring.
En dag senere havde Carl-Johan fået en invitation til en
fest ved en Jógvan Joensen. Carl-Johan kendte ikke ret godt til
denne Joensen, men havde fået invitationen gennem sit arbej161
de, en dag hvor de lavede noget reparationsarbejde for manden. Da Carl-Johan havde spurgt til, om det gjorde noget, at
han tog Olaf og Kurt med, - havde svaret været, at det var
han mere end velkommen til, hvorefter de alle tre tog op til
Jógvan Joensens hus.
Det de ikke vidste om Jógvan Joensen var, at manden var
stærk tilhænger af et selvstændigt Færøerne, der ofte udmøntede sig i en del ordkløveri, når danskere var til stede. Et af
midlerne til en god diskussion var, at danskeren først skulle
provokeres tilstrækkeligt, hvilket Jógvan Joensen og hans familie var rigtig gode til.
Familiefesten havde stået på en del timer, inden de tre
danskere dukkede op på adressen. De stod lidt og så sig omkring sig i stuen, der bar præg af, at de fleste gæster allerede
havde ”forladt” selskabet – og det var den absolutte elite der
var tilbage. Med den ”absolutte elite” mentes dem, der endnu
kunne tåle blandingen af diskussion og brændevin.
Der blev hurtigt fremtryllet tre snapseglas, hvorefter samtalen omkring bordet ”tilsyneladende” foresatte sin ufortrødne nedrakning af danskere i al almindelighed – ingen blev
skånet. De tre snapseglas blev fyldt op, og der blev sagt skål
omkring bordet. Carl-Johan, der hurtigt havde dannet sig et
indtryk af ”den giftige stemning imod danskere”, var ikke
rigtigt med på den skål, og da han spurgte ind til samtalens
emne, blev det ham for meget. Han rejste sig resolut op af
stolen, og bad hele selskabet gå ad helvede til, hvorefter han
forlod stuen. Olaf og Kurt, der var inviteret med af CarlJohan, havde derefter intet andet valg end at følge efter – på
den anden side, kunne de heller ikke se, at de havde noget at
blive efter.
Det så ud til, at Jógvan og familie ærgrede sig over den
tabte mulighed for, at afprøve deres argumenter for et selvstændigt Færøerne – når nu der endelig var nogle danske repræsentanter tilstede.
”Måske var de lidt for hårde?” havde de i et kort og svagt
øjeblik tænkt – men tanken forsvandt dog lige så hurtigt, som
den var opstået.
162
Dog havde Carl-Johan fået nok af Færøerne. Et par dage
efter var han på vej til Durban i Sydøstafrika.
Der gik et par uger, før Olaf igen løb ind i Jógvan Joensen,
da det viste sig, at Jógvan Joensen var redaktør af populært
færøsk tidsskrift, som »Havnar Prent« trykkede. Det så til
gengæld ikke ud til, at Jógvan Joensen genkendte Olaf – eller
også lod han bare ”som om”.
Det begyndte efterhånden at gå op for Olaf, hvor lille Færøerne egentlig var, for mennesker han var løbet ind i på et
tidligere tidspunkt, dukkede op igen før han vidste af det. Og
billedet af »Tjaldur«, hvor alle kendte alle, bekræftede kun
dette til fulde.
Egentligt var det lidt underligt, at han endnu ikke var løbet
ind i Marion igen – men hun var måske allerede taget tilbage
til Danmark?
*
EFTER CARL-JOHANS afrejse havde Kurt overtaget hele Carl-
Johans dobbeltværelse, og boede nu endnu længere væk fra
Olaf, der stadig boede på Hotel Hafnia. Men Tórshavns mange spisesteder bragte dem igen sammen, da Olaf en dag ville
prøve kosten på Sømandshjemmet – og det var ved denne
lejlighed, at han fik tilbudt logiet sammen med Kurt.
Værelset, som Kurt havde lejet, var beregnet for to personer, så det varede ikke længe, før de blev enige om at dele
huslejen.
Deres fælles logi havde til huse på Dalavegur, der lå lige ud
til en ny stejl vej, der var under opbygning. Det ny stykke vej
ville forlængede Dalavegur ned til Jóannesar Patursson Gøta.
Også det øvrige af Tórshavns vejnet var under en større udvidelse, hvilket ikke altid var lige behageligt, da de tilstødende
veje bar præg af mudder, sand, maskiner og mange andre ting
der var til gene for fodgængere og biler.
Logiet var ideelt for ungkarle i deres situation, da både
sengetøj og rengøring var med i prisen - og så var det ”fuldt
møbleret”. Møbleringen bestod i en fælles kommode, et min163
dre spisebord med to stole, og så naturligvis deres senge, der
havde plads ved hver sin væg.
Men prisen på værelset var også noget, deres værtinde var
yderst nøjeregnende med. Kun ét bad om ugen og hvis man
havde overnattende gæster, blev de afkrævet et ekstra gebyr.
Men lige meget hvor meget mere de blev afkrævet, betalte de
aldrig mere end den ordinære husleje. Så hver den første i
måneden var det altid et værre mundhuggeri, da værtinden på
det nærmeste havde tal på hvor mange gange de havde rendt
op og ned af trapperne – og hvem der var med.
Deres værtinde, en ældre dame på over 80 år, havde tillige
den ære, at være en af de mest velhavende borgere, der boede
i Tórshavn.
Det var næsten udelukkende på Sømandshjemmet, de nu indtog deres måltider. Der var altid mange mennesker til middagsmad på hjemmet, hvor radioen overdøvede de mange
talende mennesker. Klokken 12.00 er det almindelig middag
på Færøerne – og her er det altid nyhederne i radioen der
bliver lyttet til – derfor er radioen, Útvarp Føroyar, den radio
der er den mest aflyttede radio på Færøerne. Nyhederne er
der ingen der vil gå glip af.
Så Útvarp Føroyar blev helt automatisk en del af deres nye
liv. Selv om de endnu ikke forstod alt, hvad der blev sagt,
lyttede de meget intens til det der blev sagt i radioen – og
langsomt sneg der sig et nyt sprog ind i deres bevidsthed.
Her på Sømandshjemmet lærte de at spise Knættir, som er
en kogt fiskebolle med fåretalg, samt grindekød og spæk, store fiskefrikadeller, fisk i alle mulige afskygninger, men naturligvis også mere almindeligt dansk mad.
En ret som ræstfisk med tarmsovs, blev en særlig oplevelse. Det er en halvrådden kogt torsk, der bliver serveret. Smagen er noget lig med en gammel ost, og selv om mange danskere elsker en god gammel ost, vælger de som regel denne
meget specielle færøske spise helt fra – bare lugten, er en oplevelse de fleste danskere helst er foruden. Dog er der en lugt,
der slår denne ret, og det er ræstkød – en endnu mere popu164
lær spise hos den færøske befolkning men bestemt ikke den
samme popularitet hos den almindelige dansker.
Lige overfor Sømandshjemmet var der endnu en restaurant. Denne lille restaurant, Perlan, havde sit helt eget faste
klientel. Af og til skulle de lige prøve Perlans kost, men det
endte altid med at de tog tilbage til Sømandshjemmet.
Midt i Tórshavn er der også et gammelt forsamlingshus, der
enten bliver brugt til biograf, eller til dans om lørdagen. Sådanne lørdage med musik og dans, skulle altid afsluttes inden
midnat, med andre ord, inden det blev søndag, da denne dag
som bekendt er helligdag, - så kl. 23:30 blev alt dans og musik
afsluttet. Det er bl.a. sådanne ting, en dansker har svært ved at
få ind i hovedet.
Der var også andre steder i Tórshavn “man kunne gå i
dansen”, som det hedder på Færøerne, men et sted, hvor man
var helt sikker på at der altid foregik noget, var på det gamle
forsamlingshus i Tórshavn - eller for at bruge dets rigtige
navn, ”Sjónleikahusið”.
Bygningen blev brugt til alle former for forsamling, så som
Teater, koncerter, biograf, valgmøder og lørdagsbal.
Da der endnu ikke var fjernsyn på Færøerne, kunne man
opleve vælgermøder, hvor kandidaterne virkelig blev sat op
mod hinanden. Ved disse valgmøder, som Sjónleikahusið også
blev brugt til, var det tit man kunne blive vidne til flere grove
episoder, når politikerne gik løs på hinanden, for at tilhørerne
kunne fanges i deres politiske ævl. Egentlig er politik ”kun”
holdninger, men det var ikke den fornemmelse man fik, når
man forlod et valgmøde – dagsorden var, at tvære sine modstandere helt ud, og folk elskede dette slagsmål
Allerede den første lørdag, efter Olafs indflytning på værelset.
blev Kurt inviteret ned til nogle danske smede, der boede i en
beboelsesvogn ikke så langt fra skibsværftet. Smedene havde
deres arbejdsplads på skibsværftet, så det meste af deres dagligdag tilbragte de i området ved værftet. Frokostpausen er det
tidspunkt på dagen hvor alle spiser den varme mad, så denne
165
pause er altid på én time. Derfor var det næsten kun ved denne lejlighed, at smedene forlod deres domicil ved værftet –
den varme mad er der ingen der vil undvære.
Invitationen til Kurt skyldtes nok mere, at smedene var
blevet klar over, at Kurt endnu var i besiddelse af den flaske
Whisky, som han havde bragt med sig fra »Tjaldur«.
Da Kurt ikke kunne se nogen grund til, at Olaf ikke skulle
have del i flaskens indhold, var det en selvfølgelighed, at Olaf
gik med.
Beboelsesvognen var ikke lige til at finde, da den lå mere
inde ved selve værftet end ud til vejen. Da de så tillige med
først skulle over et stykke jord med klipper for at komme hen
til den ene lille række fliser, gjorde ikke deres opgave ret meget lettere. Det var derfor forståeligt at den meget interimistiske passage til beboelsesvognen, ikke var det første sted de
ville lede efter for at komme frem til smedenes ”bolig”.
”Kom ind,” brølede en stemme fra beboelsesvognens indre. Stemmen kom som svar på Kurts kraftige banke på døren.
De tøvede lidt med at åbne døren, da deres fodtøj, efter
turen over det åbne stykke hen til fliserækken, var blevet en
del plørede. Det kraftige regnvejr havde ikke gjort deres tur
over et stykke jord helt problemfrit
”Vi kan sgu da ikke bare gå ind sådan her?” indvendte
Olaf, og så ned på deres møgbeskidte fodtøj, men inden Kurt
nåede at svare, blev døren revet op, og en skikkelse, der fyldte
det meste af døråbningen, kom til syne.
”Hvad i helvede nøler I efter?” nærmest råbte skikkelsen,
med et tryk på ”helvede”, ud til dem. Mørket udenfor, gjorde
det ikke nemmere for manden i beboelsesvognen at genkende
Kurt, ”eller er det måske Jehovas vidner, der kalder til bønnemøde?” var den næste svada, der blev slynget ud imod dem.
Et blik ind i vognen fik dem til at glemme alt om deres
fodtøj, man skulle snarere tørre fødderne af, når man gik ud
for ikke at svine fliserne til.
De skyndte sig ind i vognen, så Torben, som var navnet på
råbende skikkelse, der havde åbnet døren, atter kunne få luk166
ket døren for den evige blæsende vind, som Færøerne altid
syntes omgivet af.
Lige indenfor i vognen, var der en form for tekøkken hvor et forhæng, der engang havde tjent til et bedre formål,
lige akkurat kunne adskille køkkenet fra den øvrige del af
vognen.
På gulvet var der så meget jord, at man godt kunne få den
opfattelse, at vognen var helt uden gulv. Men gulvets hule lyd
røbede, at der virkelig befandt sig noget træværk under den
megen jord man gik på.
Det flød med værktøj, støvler, gammelt arbejdstøj, flasker,
aviser, sammenkrøllede cigaretpakker og grammofonplader på
gulvet.
Op af den ene væg stod et par halvtomme ølkasser. Ved
den anden væg stod en tom ølkasse, hvor de tomme flasker
burde have haft deres plads. Men besværet med at videreekspedere flaskerne op i kassen, var åbenbart for stort en opgave,
da flaskerne lå i et virvar rundt omkring den næsten tomme
kasse.
Foruden Torben, var der også tre andre inde i vognen. En
mand sad på køjekanten og prøvede at rulle sig en cigaret,
samtidig med han holdt en elefantøl imellem knæene. Manden
på køjekanten var Claus - ham der havde inviteret Kurt ned i
dette ”Paradis” af en beboelsesvogn.
Claus, der boede midlertidigt sammen med Torben, stod
for en umiddelbar hjemrejse til Danmark for at blive gift.
Henne ved bordet lå der en skikkelse og sov. Ikke engang
deres ankomst syntes at have nogen virkning på ham. Denne
person havde de til gengæld set før, det var den underlige
ensomme dansker fra »Tjaldur«, som de nu erfarede, gik under navnet “Maler Ove.
Claus, som fortvivlet havde siddet og nørklet med at få
rullet sig en cigaret, opgiver med det samme alle videre forsøg, da han får øje på Kurt. Han smider resolut både tobak og
papir ned på gulvet.
167
”Hej Kurt!” udbrød Claus med glæde i stemmen, ”så fandt
du altså herned?” og i næste åndedrag, ”har du flasken med?”
hvilket forklarede glæden i stemmen.
Kurt nikkede, og tog flasken frem. ”Hjertelig velkommen!” kom det i en påtaget overdrevent tone fra Torben.
Samtidig dunkede han dem begge i ryggen, så de nær var gået
omkuld.
I næste øjeblik lukkede Torbens store hånd sig om whiskyflasken. Den sovende maler ved bordet vågnede pludselig.
Han gloede forvirret rundt i vognen - med et blik, som om
han ikke troede på det, der åbenbarede sig for ham.
”Her skal du bare se,” sagde Olaf henvendt til Kurt, ”det
er jo vor gamle ven Páll.”
Páll sad ved siden af maleren - op af væggen for ikke at
falde omkuld. Páll var mere end man kunne kalde beruset,
han var nærmest døddrukken.
Kurt nikkede, og ikke helt uden ironi i stemmen sagde han
mere henvendt til Páll, ”og han har nok gjort en lille afstikker
fra sin Astrid.”
Torben, der allerede havde taget den første tår af whiskyen, spurgte med vantro i stemmen, ”kender i det der?”
”Ja, gu’ kender vi ham,” svaret kom prompte fra Olaf, der
ikke kunne skjule sin irritation over Torbens udlæg af Páll.
Torben var komplet ligeglad, mens tog sig endnu en tår af
flasken som svar på Olafs åbenlyse irritation over ham.
”Páll har bare lidt kærestesorger,” svarede Claus med diplomatstemme, ”han har været helt vild i varmen de sidste par
dage.”
Páll var nu ved at komme lidt til sig selv. ”Astrid, ha ha,”
snøvlede det fra Páll, der havde tiltænkt sin kommentar en lidt
mere bestemt munterhed. Da han fortsatte sin videre kommentar, afslørede det bare endnu mere i hans afmagt overfor
Astrid, ”Astrid kan rende mig noget så grusomt i røven, hun
tror vidst …. !”
Páll måtte gøre et ophold, for ikke at falde ned af stolen da
han svingede ud med armene for at understrege sin mening -
168
og fortsatte ubønhørligt sin egen afklædning, ”hun tror vist
ikke, at jeg kan klare mig uden hende!”
Whiskyflaskens vandring gik fra Claus og over til maleren.
Maleren forsøgte at drikke lidt, men lod hurtigt flasken gå
videre til Páll.
Både Kurt og Olaf bildte sig ind, at Páll havde fået så rigeligt, så han skulle med garanti ikke nyde mere af mosten. Men
der tog de så grueligt fejl. Páll tog flasken for munden, og
drak så det løb ned af halsen på ham.
Torben sprang op og rev flasken fra ham, ”så er det nok,”
råbte han tydelig ophidset, ”med mindre du er ude på at slå
dig selv ihjel?”
Hvis Páll overhovedet hørte efter, skjulte han det forbavsende godt. Hans blik flaksede ligegyldigt rundt i vognen, for
derefter at blive rettet mod gulvet. Hans Øjne vandrede rundt
på alle de ting, der befandt sig under ham, og stansede ved et
par grammofonplader, der lå under bordet. Nu skulle de
åbenbart have lidt musik.
Páll var lige ved at stå på hovedet i sit forsøg på at samle
en af pladerne op fra gulvet, og han var ikke så lidt rød i hovedet, da han endelig igen fik sat sig til rette i stolen.
Men dette var intet at regne, mod det kunststykke han
udførte for at få pladen anbragt på grammofonen, der fra
bordet efterhånden stod halvvejs oppe i den lille vindueskarm.
Tonerne fra en populær Elvis Presley melodi begyndte at
knitre ud af den lille højtaler. ”Are you lo…..,” Mere af melodi og sang kom der ikke frem, da enhver fortsættelse af
grammofonpladen pludselig blev afbrudt. Páll faldt lige ind
over bordet med et brag - med hovedet direkte ned i pladespilleren.
Maleren reagerede ved at falde ned på gulvet, men fik besynderligt nok rejst sig og var hurtigt tilbage på stolen ved
siden af den nu nærmest bevidstløse Páll.
”Få det fulde svin væk!” råbte Torben, der slet ikke kunne
skjule hidsighed.
169
Men inden Claus nåede at reagere, havde han allerede løftet Páll op fra bordet og stod nu med ham midt på gulvet uden at vide, hvor han skulle gøre af ham.
Claus rejste sig fra køjen og trak dynen af, ”smid ham herind,” foreslog han, uden at tage hensyn til i hvilken forfatning
Páll var i, for slet ikke at tale om hans snavsede beklædning.
Torben bar på Páll som han intet vejede, og nærmest kylede ham ind på køjen, hvorefter Claus med samme ligegyldighed droppede dynen ned over ham.
Ingen havde taget notits af, at Páll stadig havde sine møgbeskidte støvler på, og nu var der da slet ingen der ville skænke det en tanke, nu da dynen dækkede ham fra top til tå.
”Sådan en snothvalp,” fnøs Torben sin mening ud, ”tror
hele verden er ved at gå til - bare på grund af en kælling.”
Torben satte sig ned - men stadig med blikket rettet mod dynen, hvorunder Páll befandt sig. ”Næh du, tag og lyt til en
erfaren mand på det område,” proklamerede han i samme
tonefald, ”jeg har før været gift, så min frie tilværelse er der
fandeme ingen, der skal tage fra mig!”
Olaf så sig rundt i vognen og blev enig med sig selv om, at
det var der sikkert ingen fare for - for hvem ville dele denne
“idyl” med ham?
”Se nu på denne Judas til Claus,” fortsatte Torben, mens
han åbnede en øl på kanten af stolen. Flaskehalsen var blevet
anbragt på stolesædet og mens han holdt flasken med venstre
hånd, blev højre hånds håndled presset ned mod flaskens
kapsel. Med et hurtigt ryk røg kapslen af – og et større stykke
af stolen gik samme vej. Torben lagde overhovedet ikke mærke til denne del af seancen.
”Tænk sig, at tage helt til Danmark for at blive gift - aldrig
har jeg skidt så tyndt.” Torben understregede sine ord ved at
drikke det meste af flaskens indhold på én gang, der efterfulgtes af en rumle lyd et ubestemmeligt sted fra maven, der endte
med, at de andre troede han skulle brække sig.
”Men mærk dig mine ord!” Torben rettede sit blik mod
Claus, der nu igen forsøgte at rulle sig en cigaret, ”om to måneder, dit sølle skrog, har du fået nok af kællingen, og så vil
170
du med længsel tænke tilbage hertil, men så er der lukket for
det varme vand!”
Claus var bedøvende ligeglad med Torbens dommedagstale, så det eneste svar han kunne give tilbage på den gang gødning, var et spørgsmål om deres gæster aldrig skulle have noget øl – de var jo, trods alt, kommet med en hel flaske whisky.
Ordet øl fik straks sin virkning på Torben. Den næsten
tomme flaske dumpede ned på gulvet, hvorefter hånden forsvandt ned i ølkassen for derefter at komme til syne med fire
elefantøl.
Maler Ove var efterhånden blevet så klar, at han så ud til at
hygge sig i selskabet. Han løste mere og mere op over for de
øvrige, og det blev efterhånden noget af en gåde for Olaf og
Kurt, at han havde holdt sig for selv på skibet. Det lod nærmere til, at han havde et større kontaktbehov end det modsatte.
Men han havde endnu ikke, indtil dette tidspunkt, fortalt
noget om sine tidligere venner eller arbejdskammerater, eller i
det hele taget kom han ikke ind på ret meget, der kunne sættes i datid. Det var kun når han kom ind på sin tidligere kone
og deres fælles søn - så befandt han sig som i en drømmeverden og fortalte så levende, at ingen nænnede at afbryde ham.
Kun Torben havde sin mening om Maler Oves beskrivelse af
sin tidligere kone og søn – og den kom til udtryk ved, at han
stak to fingre ned i halsen, for at demonstrere at han var ved
at brække sig.
Claus havde atter opgivet at rulle sig en cigaret. Foran ham
lå en mindre bunke tobak, og cigaretpapiret havde efterhånden også indtaget en ret anseelig plads på det brogede gulvs
overflade.
Maleren forklarede Kurt og Olaf, at han allerede havde
sendt sin første spiritusbestilling til København. Han fortsatte
så med en forklaring på spiritusbestillingens forhindringer og
løsninger, der på Færøerne er en betingelse for adgangen til
denne side af livets laster.
En time senere begyndte dynen over Páll at bevæge sig, og
en arm kom langsomt til syne fra kanten af dynen ud mod
171
gulvet. Men det var også kun den ene arm, resten af kroppen
forblev under dynen. Armen begyndte systematisk at gennemsøge gulvet nedenfor køjen, som den søgte efter et eller
andet. Da hånden fik fat i en flaske, blev denne nænsomt løftet op - herefter fulgte en lille tøven, hvorefter flasken blev
rystet lidt. Kort tid efter kom armen tilsyneladende til det
resultat, at flasken nok måtte være tom. Derefter blev flasken
lige så stille droppet ned på gulvet igen.
Dette gentog sig et par gange, indtil hånden fik fat i en
flaske med en smule indhold i. Derefter forsvandt arm, hånd
og flaske hurtigt ind under dynen. Lidt efter kom flasken ud
igen - denne gang tom.
”Det var som satans,” udbrød Torben, ”får han da aldrig
nok?”
Claus foreslog, at de skulle gå i dansen i Sjónleikahusið, på
den måde fik de også Páll ud af beboelsesvognen.
De fik fat på en Taxa, og lidt efter var de alle, på nær Torben, på vej ind til byen.
Claus havde fyldt resten af Kurts Whisky op i en mindre
flad flaske og stukket flasken i inderlommen. Lommelærken
er faktisk en af de mest udbredte fugle på Færøerne!
Det var ikke tilladt at medbringe alkoholiske drikke i Sjónleikahusið, eller for den sags skyld, andre lignende steder hvor
man gik i dansen. Da det altid er ved indgangen, at noget sådan bliver kontrolleret, var det bare et spørgsmål om at slippe
igennem uden at blive opdaget. Kontrollen er egentlig noget
der bare skal være der – og det var da også kun ganske få der
blev ”taget”.
De enkelte, der havde været uheldige i kontrollen, stod
altid lige neden for trappen, og tyllede flaskernes indhold i sig.
Dette resulterede ofte i nogle helt ukontrollerede episoder.
Den første de fik øje på, da de stod ud af Taxaen, var
Astrid. Hun havde stillet sig lige neden for trappen og holdt
skarpt udkik med de forbipasserende. Hun fik straks øje på
Páll, da han vaklede ud af den nyankomne Taxa.
172
”Páll!” nærmest skreg hun - og halvvejs løb for at tage om
ham.
Páll, der havde haft ”godt af køreturen og den friske luft”,
lignede en totalt forvirret person, der ikke anede, hvad der
foregik omkring ham - hvilket han for den skyld heller ikke
gjorde.
Astrid stod og pressede hans hoved ind mod sit bryst,
mens hun med den anden hånd kærligt strøg ham over håret.
Hendes udtryk skiftede pludselig fra det kærlige til det langt
mere hadefulde og bebrejdende, men nu rettet direkte mod de
fire andre.
”Det havde jeg ellers ikke troet om jer,” udbrød hun i et
angreb, der udelukkende var møntet på Kurt og Olaf, ”jeg
skal lige love for, at I har været lærenemme, men I kunne i det
mindste holde MIN Páll udenfor JERES drukture!”
Det var en temmelig håbløst opgave, at forsvare sig over
for Astrids holdning til Pálls situation, bare at tænke på det
mindste forsøg var dødfødt. Dertil var Astrids angreb for
stærkt, da hun kæmpede for sin Páll imod ”det onde”.
Derfor så Astrid ikke, at Páll prøvede at komme til orde,
samtidig med - i hans stærkt berusede tilstand, udførte et forsøg på at slippe sit hoved fri fra Astrids mere og mere håndfaste greb. Hans sanser og funktioner var sådan ude af kontrol,
at det var håbløst at få styr på noget, der bare skulle minde
om en forudbestemt handling.
Kurt kunne sagtens se, hvilken kattepine Páll befandt sig i.
Han ville have advaret Astrid om, at der om ganske kort tid
kunne vente hende en meget ubehagelig oplevelse, men hans
forsøg blev totalt overdøvet af Astrids stadig stigende stemme.
Pálls udtryk blev stadig mere og mere forpint, og hans
åbne mund, med savlet løbende ned fra hagen røbede, at et
“udbrud” var nært forestående.
Det varede lidt, inden det gik op for Astrid, at Páll havde
overbrækket hende, men da hun endelig havde fattet sig, undgik hun lige med nød og næppe den efterfølgende skylle.
173
Kurt og Olaf sprang hen og greb Páll lige inden han nåede
jorden. De fik ham dernæst bakset om bag Sjónleikahusið,
hvor optrinet var mindre påfaldende.
Astrid var gråden nær, et var, at hun var blevet overbrækket af Páll, men lugten af en flere dages brandertaffald var alt
andet end en duft af violer - stanken var simpelt hen uudholdelig.
På forunderlig vis, var det lykkedes Maler Ove at forsvinde
fra de andre – uden de overhovedet havde lagt mærke til hans
forsvinden.
Páll ænsede nu intet omkring sig. Han lænede sig op af
husmuren og kurede herefter langsomt nedad mod bygningens sokkel. Da han nåede jorden, satte han sig lige så stille
ned, mumlede noget uforståeligt og lagde sig derefter fladt
ned på jorden. Faldt herefter i så dyb en søvn, at det mere og
mere mindede om en bevidstløs tilstand.
Claus var mest opsat på, at lade Páll ligge, og at de bare lod
som om at det ikke var deres problem. Men det ville Olaf ikke
høre tale om, selv om det var helt forståeligt. Problemet var
ene og alene Páll og Astrids eget, men situationen havde udviklet sig temmelig uheldigt for dem begge.
Astrid stod tilbage i hendes ildelugtende påklædning, samtidig med Pálls bevidstløse tilstand. Denne ufravigelige konstatering gjorde bestemt ikke sagen lettere, men for Astrid var
situationen nærmest uoverskuelig.
”Vi bliver sgu da nødt til at hjælpe dem,” sagde Olaf, og så
skiftevis på Claus og Kurt, ”vi må ...,” Olafs blik vandrede
igen på de to, for at få et svar.
Claus lød meget opgivende, ”hva’ fanden vil du egentlig
ha’ vi skal stille op?” Claus pegede bagud, ”det er vel gået op
for dig, at dette er Tórshavn på Færøerne, der som bekendt
består af en helvedes masse bakker?” Han trak opgivende på
skuldrene, og nærmest overdrevent krængede sine mundviger
nedad, ”men du har måske lyst til at slæbe det kadaver ud
over alle “krakemutterne? For slet ikke at tale om hans damemenneske??” fortsatte Claus om situationens håbløse tilstand.
174
Hånden, der før pegede bagud, var nu rettet direkte mod
Astrid. Den anden hånds to fingre blev demonstrativt anbragt
på næsen som en klemme.
Selv om de stod bag Sjónleikahusið, skal der ikke ret mange mennesker til, før det lignede et mindre optrin. Herefter
varede ikke mange minutter før det mindede om en langt
større forsamling, der støt voksede sig større og større.
Astrid var nu meget tæt på et sammenbrud, og den tiltagende store menneskemængde gjorde ikke sagen ret meget
bedre. Da situationen så mest håbløst ud, kom der en løsning
på problemet.
Et ældre ægtepar dukkede op i det store menneskehav. De
tilbød straks at følge Astrid hjem, mens en bekendt til Páll fik
bakset den totalt uvidende Páll ind på bagsædet i sin bil. Derefter kørte han ham hjem til Astrid.
Hele optrinet sluttede lige så brat, som det startede, og de
tre, Claus, Kurt og Olaf stod nu tilbage i en menneskemængde, der lige så hurtigt opløstes, som den var opstået.
”Så er den Ole og Kaj drenge,” sagde Claus da bildøren
var smækket i, efter at de havde læsset Páll ind i på bilens bagsæde. Claus havde den vane at bruge vendingen “Ole og Kaj”
- i stedet for O.K.. Med et lettet suk henvendte han sig derefter til de to andre, ”så er vi trisset - Tórshavns natteliv venter.”
Et par mennesker, i den nu næsten opløste flok, stod og
ventede på at sætningen med ”Ole og Kaj” skulle blive uddybet til et lidt mere forståeligt budskab, men Claus var allerede
drejet omkring hushjørnet og var på vej op af trapperne – op
til indgangen i Sjónleikahusið.
Olaf stod lige lidt og tænkte over den med ”Ole og Kaj,”
”Gu’ ve’ om Claus kunne finde på, at lave den om til en Olaf
og Kurt-model? Helt igennem en syg tankegang,” kom han
frem til.
Lige inden for indgangen i Sjónleikahusið er der en større
korridor. Korridoren fører til garderoberne og nedgangene til
toiletterne, samt indgangen til Sjónleikahusiðs store sal. Selv
om det er i salen at dansen foregår, er der altid et virvar af
175
mennesker i denne korridor. Døren, der førte ind til salen,
stod ganske vist åben, men at komme igennem denne indgang, kunne godt volde en del hovedbrud. Af en eller anden
grund, står der altid mange mennesker placeret lige netop der.
Ved siden af salens indgangsdør, fører der en trappe op til
balkonen. Trappen har den samme funktion som døren ind til
salen – en meget smal men levende sluse.
På scenen optrådte de populære ”Føroyar Boys”, der altid
kunne trække fulde huse overalt på øerne, hvilket også var
tilfældet på denne aften.
I salen dansede kun ca. en tredjedel af de betalende gæster.
De øvrige gæster befandt sig til dels langs salens sider, nede
ved salens indgang, i korridoren, på balkonen eller på toiletterne nedenunder.
I dette virvar af mennesker kunne man meget let få den
tanke, at det meste at Tórshavn havde valgt lige netop denne
aften og tidspunkt, til at gå i dansen i Sjónleikahusið. Men at
gå i dansen er lige så meget, eller måske mere, for at træffe
andre mennesker – og ikke mindst for at blive set.
Midt i menneskemylderet i korridoren lyder der pludselig en
høj stemme,
”Claus, din gamle vaneforbryder,” en yngre mand kommer
masende og meget målbevidst hen imod dem.
”Årh nej, ikke ham,” jamrede Claus sig, ”af alle andre ...,
han fuldførte ikke sætningen.
Manden var nu nået helt hen til Claus, og begyndte den
mærkeligste form for hilsen Kurt og Olaf til dato havde set.
Han begyndte med at klappe Claus på ryggen og fortsatte lige
så systematisk på resten af kroppen, lige indtil han ramte en
hård genstand omkring jakkens inderlomme.
”Ser man det, seeeer man deeeeet!” smagte han på ordene,
mens han trak sætningen endnu længere ud, ”bevæbnet til
tænderne.”
Claus så helt opgivende ud, ”Ole og Kaj,” sukkede han,
”vi går en tur neden under.”
176
Med ”neden under” mente Claus toiletterne, hvor en stor
del af det indsmuglede spiritus blev indtaget. Da de kom ned
til toiletterne, genkendte Olaf en mand, som han var kommet
gennem tolden med - som Bog Hansen.
Han så mildest talt forfærdelig ud. Hans scooterstøvler
kunne dårlig bære mere skidt, og resten af hans tøj syntes at
bære præg af, at han på et tidspunkt havde forsøgt at forcere
et fjeld med albuerne som gangmiddel.
Ved et enkelt blik på Bog Hansen kunne man fristes til at
tro, at hovedet og øjnene havde et indbyrdes væddemål om,
hvem af dem, der kunne blive mest rødsprængt. Hans skægstubbe var over en uge gamle. Rundt om ham stod der flere
personer, der prøvede at holde ham på benene.
Frank, som var navnet på danskeren, der havde fået Claus
til at gå neden under til toiletterne, kendte udmærket denne
Bog Hansen. Det gjorde for så vidt de fleste i Tórshavn. Bog
Hansen var af den type, der altid holdt til de steder, hvor der
var den mindste chance for spiritus. Når det nu så ud til, at
det var de andre der var med ham, fortalte Frank, skyldtes det,
at han havde haft en hel del spiritus med sig fra en nylig
Danmarksrejse.
Olaf kunne ikke lade være med at grine, da Frank fortalte
om denne Bog Hansen, han kunne med tydelighed huske
optrinnet i tolden.
Claus tog flasken op af inderlommen, skruede proppen af
og satte flasken for munden, tørrede sig bagefter med bagsiden af hånden om munden, mens han skar en grimasse. Derefter lod han flasken gå videre til de andre. Han stak hånden i
den anden inderlomme, fiskede en pakke cigaretter op og tog
sig en cigaret, tændte den og skulle til at lægge pakken tilbage i
lommen.
”Hvad glor du efter?” spurgte han Frank, hvis blik pludselig vandrede rundt på gulvet.
”Skodder,” svarede Frank ligegyldigt, ”men de ser enten
meget brugte ud, eller også er de pisse våde. Frank lagde et
unødvendigt tryk på ordet ”pisse”.
177
Claus var allerede klar over, at han ikke skulle have stillet
Frank det spørgsmål, for det var lige netop det, Frank ville
have ham til. Claus kunne have bidt sig selv i tungen for denne fejltagelse.
For at undgå et mere specificeret tiggeri smed Claus pakken med cigaretterne over til Frank, ”hjælp dig selv, hvis du
da ellers kan ryge AFC-mærket?”
”AFC-mærket?” Frank så spørgende dum ud - og tog sig
en cigaret. Derefter vendte og drejede han pakken og skulle
lige til at putte pakken i sin egen lomme.
”Ja,” snerrede Claus, ”AFC står for Andre Folks Cigaretter
- det burde du da vide?”
Claus fik elegant fat i sin pakke, lige inden den forsvandt
ned i Franks lomme.
Dette rørte tilsyneladende ikke Frank det mindste, da han
derefter, som den selvfølgeligste ting i hele verden, bad om
noget ild.
”Gud fader i skuret,” udbrød Claus, der var lige ved at
miste sin tålmodighed. En ting var at hjælpe sine venner med
en smøg, men Frank var den fødte nasser, ”mener du helt
seriøst, at du vil være i stand til, at ryge den selv?”
”Ih ja - ellers tak for hjælpen,” kom det prompte fra
Frank, der garanteret ikke ville være i stand til, at oversætte
ordet stolthed til noget andet sprog, da han formentlig aldrig
før havde hørt det omtalt på dansk.
Olaf stod og så sig omkring på toilettet. De fleste der opholdt sig dernede, gjorde det bestemt ikke for at benytte toilettet, men alligevel var der en anseelig masse mennesker.
Mænd i alle aldre stod som sild i en tønde ud fra gangen og
helt ind til der, hvor det skulle være lidt mere privat.
En ung mand, med lidt for løse håndled, svansede forbi og
bad lige om lidt plads. Derefter forsvandt han ind på toilettet
– men lod døren stå pivåbent. Den unge mand lynede sine
benklæder ned og satte sig meget damet på toilettet. Olaf så
ud som det store spørgsmålstegn – aldrig havde han oplevet
noget lignende.
178
”Nåh, ham?” sagde Claus oplysende, der ikke behøvede at
vente på det uundgåelige spørgsmål, ”det er en af Tórshavns
bøsser, der bestemt ikke lægger skjul på sin seksualitet – og
slet ikke her på toilettet.”
Ingen tog notits af damefrisøren, som var den unge bøsses
erhverv, da alle tilsyneladende kendte ham.
Toiletterne i Sjónleikahusið var simpelt hen krumtappen for al
kommunikation, hvor ”en lille én” er en helt naturlig del i
forløbet. Det skulle vise sig, at det ikke bare er i Sjónleikahusið det er sådan, det er simpelt hen et ”færøsk kulturfænomen,” når man er i byen.
Dette er en af de negative ting et spiritusforbud automatisk
har med i sit kølvand. Det var ikke blot toiletterne der blev
brugt, men alle former for “lyssky” steder var anvendelige. På
samme måde som i Danmark hvor en pilsner smager bedst
“henne om hjørnet og nede i kælderen”, eller bare det lokale
værtshus, - var dette, simpelt hen den samme form for atmosfære man opsøgte. I mangel af bedre blev toiletterne det helt
naturlige tilholdssted i færøsk regi.
I Sverige, kan det heller ikke lade sig gøre at besøge et
værtshus for at få en enkelt pilsner, da øl eller spiritus ikke må
serveres uden der serveres mad til. Derfor kan man hurtigt
opdage mange ”smugkroer” i form af diverse boliger, hvor
mange tørstige sjæle søger hen, ligesom ved trækfugle når den
tid er over dem.
Senere på aftenen mødte de atter Maler Ove, og han slog automatisk følge med dem, da de lidt efter blev enige om at
forlade Sjónleikahusið.
De vandrede ned på torvet mellem Lagtingshuset, Posthuset og den gamle Boghandel, P/F H.N. Jacobsens Bókahandil. Lige overfor Boghandlen ved Taxaholdepladsen, lå der en
pølsevogn og på den anden plads ved Posthuset, var der en
anden pølsevogn – og de havde begge meget travlt med at
lange pølser ud til de mange sultne mennesker, der strømmede ud fra dansen. På pladsen ved posthuset er der en Fish &
179
Chips bod. Ingen af dem var åbenbart konkurrenter til hinanden, da alle havde mere end travlt ved lugen. Det så nærmest
ud til, at der ikke var nogen bund i den stadige strøm af mennesker, der stillede sig i de stadigt voksende køer.
Frank var blevet tilbage i dansen på Sjónleikahusið, da han
var rendt ind i pige, som han, uden den mindste form for
samvittighedskvaler, havde spurgt om hun altid lugtede sådan,
eller om hun bare gik og skrupsked hele tiden. Om den unge
pige helt forstod, hvad Frank havde sagt måtte stå hen i det
uvisse, men de var hånd i hånd gået ind i salen for at danse
sammen, hvilket Claus ikke var helt utilfreds med.
Da de fire følgesvende stillede sig i køen ved pølsevognen
på pladsen til Posthuset, ramlede de ind i en af Claus bekendte – Peter ”Post”. Peter Post var ansat ved det danske postvæsen i Tórshavn i bygningen der lå ud til pladsen, hvor de
stod. Som langt de fleste danskere, havde Peter fået sit tilnavn
”Post” på grund af sit arbejde, ligesom Olaf og Kurt var begyndt at adlyde deres nye navne som ”trykkeren og mureren”.
Peter Post havde fået dame på, men han havde også fået
”en ordentlig skid på”, som hans kvindelige vedhæng forgæves forsøgte at få styr på. Det gjorde det heller ikke lettere, da
”Posten” skulle styre de lange ristede pølser ind mod munden, samtidig med at han skulle støtte sig til pølsevogn og
dame, for ikke at skvatte omkuld på sine ”gummiben”.
Det lykkedes på ingen måde for ”Posten” at ramme munden med pølsen, så han havde sennep og ketchup i det meste
af ansigtet.
Det kunne kun gå galt, hvilket det også gjorde. ”Posten”
røg på røven under hans dames skingre hyl, mens pølser med
bakker og brød forsvandt flere meter op i luften, for derefter
at lande lige i skødet på den fortumlede Post.
Køen ved pølsevognen flyttede sig kun en lille smule, hvilket var den eneste reaktion fra deres side – man fornemmede,
at det ikke var første gang, de havde oplevet noget lignende.
Postens dame fik med besvær ham på benene igen, hvorefter de forsvandt ned ad trappen mod Tórsgøta. Det så unægtelig ud til, at det endelig var sengetid for den gode Peter Post.
180
Efter denne korte underholdning blev der atter lidt plads
omkring pølsevognen, så kort efter stod de alle fire med hver
deres bakke med pølser og brød. Dette gav kun anledning til
endnu mere tørst, så der opstod hurtigt et spørgsmål om,
hvordan og hvor skaffer vi den næste øl?
I Tórshavn er der enkelte steder, hvor der er en form for ”Café eller værtshus”, hvor man kan købe sig en ”Einar Vaag
eller en Restorff”, som er lyse pilsnere af færøsk produktion –
men hvem vil drikke en lys pilsner på denne tid af døgnet?
Claus havde tillige den opfattelse af den lyse færøske pilsner, at man lige så godt kunne have en spand stående under
stolen, hvor man så kunne hælde dette slappe øl ned i, da man
så kunne slippe for at rende på toilettet hele tiden. Der var
absolut ingen virkning ved at drikke dette tynde øl, hvis det
var det man ønskede, derfor var tanken og ideen om ”spanden under stolen” ikke helt ved siden af. Desuden var det
også ved at være lukketid for den slags steder, så nu skulle der
tænkes alternativt!
”Vi tager sgu da ud til Tolderhuset!” udbrød Claus, i et
toneleje som den største felvfølgelighed, der i den grad kom
helt bag på dem.
”Sæ’følsomt,” ekkoede Kurt, som den naturligste ting i
verden, ”det er jo det vi skal??”
”Og, hvor er det nu liiiige at Tolderhuset ligger?” spurgte
Olaf i selv samme sekund.
”Jeg er ikke ret helt sikker på, at jeg har lyst til at besøge
nogle toldere,” berettede Maler Ove sagte.
Claus gad ikke engang svare, men var allerede på vej hen
mod de ventende Taxaer ved boghandlen. Han åbnede bildøren og råbte til de andre, at hvis de skulle med hen hvor det
sneede, var det nu de skulle bestemme sig. De tre andre var
endnu ikke kommet sig over Claus hurtige handling, så de
stod bare og gloede lidt på hinanden, og satte sig kort efter i
bevægelse hen mod Taxaen. Claus smækkede døren i efter
dem, og steg ind ved siden af chaufføren, hvorefter Taxaen
satte sig i bevægelse.
181
”Hvor skal vi hen?” spurgte chaufføren henvendt til Claus.
”Vi skal derud, hvor der står et får på hjørnet af vejen mod
sygehuset – og så fortsætter du bare ligeud til vi ser en mand
stå og pumpe sin cykel, herefter skarpt til højre og så ca. 60
meter oppe på vejen.”
Chaufføren sagde ikke et muk, men satte derimod farten
op og drejede ud mod vejen til sygehuset. Da de havde passeret sygehuset, kørte de kort efter over broen til Argir. Vejbelægningen, eller nok mere manglen på samme, var tydeligvis
blevet meget dårligere. Vognen hoppede og dansede mellem
de mange huller og klippestykker, som denne vej tilsyneladende kun bestod af. Af og til måtte chaufføren sætte farten
ned til ”gå-tempo” for at forcere nogle rigtige modbydelige
huller i vejen, hvorefter chaufføren tavs fortsatte sin målrettede kørsel. Der skulle mere til for at hyle chaufføren ud af sin
rytme. Da de kom til den sidste købmandsbutik på Argir, drejede bilen til højre – og små 60 meter henne stoppede køreturen.
”20 kroner;” sagde chaufføren henvendt til Claus.
Claus betalte uden indvendinger. På Færøerne er der faste
takster med Taxaer, da Taxameteret endnu ikke var nået til
Færøerne.
”De kender hinanden,” konstaterede Kurt tørt om chaufføren og Claus.
”Ren indavl,” nikkede Olaf til svar.
Maler Ove var stadig målløs over turen.
Tolderhuset var lejet af en dansker ved navn Henrik Møller.
Huset havde fået sit tilnavn efter sin officielle ejers erhverv, så
huset havde aldrig været anvendt til fortoldning, skatteopkrævning eller andet i den genre. Men huset havde beholdt sit
navn i befolkningen, selv om det var meget længe siden Tolderen havde boet i huset.
Henrik var færøsk gift, men havde ikke brug for hele huset, og havde derfor fremlejet dele af huset ud i to andre lejemål. En færøsk fisker havde et enkelt værelse først i huset,
men ham så de aldrig noget til, med mindre der var spiritus i
182
farvandet. Et par værelser på den anden side af gangen, var
lejet ud til et yngre dansk ægtepar.
Claus havde tidligere arbejdet sammen med manden, der
boede inde bag døren til de to værelser. Manden var maler, og
gik under navnet ”Maleren”.
Olaf og Kurt gloede lidt på hinanden ved denne oplysning,
og så derefter eftertænksomt på Maler Ove,
”Det breder sig det skidt,” kommenterede Kurt mens han
kneb øjnene sammen.
”Sikkert en sygdom,” kom det lige så tørt fra Olaf.
Claus standsede et kort øjeblik op og så mistroiske på Olaf
og Kurt, ”hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have gættet på, at
I to var Gøg og Gokke.”
Den købte Maler Ove omgående ved at grine sammentyggende til Claus.
”Du skulle fandeme nødigt snakke,” gav Olaf hurtigt tilbage, ”og så fortsætter du bare ligeud, til vi ser en mand stå og
pumpe sin cykel, herefter skarpt til højre og ca. 60 meter henne – den er lige til Sct. Hans.”
Claus sagde ikke mere, men bankede én gang på døren ind
til Maleren, hvorefter han i næsten samme sekund åbnede
døren ind til to personer, der sad lige indenfor døren.
Maleren havde næsten altid en øl eller to stående, og hvis
dette en sjælden gang skulle kikse, vidste han altid, hvor man
kunne skaffe noget.
Maler Ove hilste på sin malerkollega inden Claus nåede at
præsentere ham, hvilket hurtigt fik Claus til at fortælle sine
venner i stuen, hvem han havde bragt med til Argir.
Malerens borgerlige navn var Per Nielsen, og det var ikke
lige alle og enhver Per ville have inden for sin dør. Personer
som Frank afskyede han, men Per og hans kone Sonja så ud
til, at acceptere alle deres nye gæster. Navnlig så det hurtigt ud
til, at Kurt omgående var faldet for Sonja. Normalt ømmede
alle sig efter Kurts håndtryk – bare ikke Sonja. Det var ikke
bare en klokke, der ringede ved Olaf, også Claus havde bemærket noget uvant.
183
Den megen uro på gangen havde gjort Henrik Møller nysgerrig, for hvem bevæger sig ud til Argir på denne tid af døgnet – så ganske kort tid efter, hængte Henrik i døren ind til sin
lejer.
Synnøve, Henriks Færøske hustru, havde lige født en dreng
dagen før, og var i den anledning blevet indlagt på sygehuset i
Tórshavn. Henrik selv, var lige blevet udskrevet fra sygehuset
to dage før sine kones indlæggelse, da han havde måttet tilbringe næsten hele to uger på sygehuset, på grund af en kraftig lungebetændelse, som han havde pådraget sig nede ved et
af bådehusene i den lille havn på Argir.
Henrik var tømrer i sit daglige virke, mens hans fritid var
helliget hans båd, som lå i den lille Argir havn. Båden, en færøsk ”seksmannaferð”, brugte han bl.a. til lidt fiskeri langs
kysten. Enkelte gange var han sejlet over til Nólsoy, men det
hørte mere til sjældenhederne, at han bevægede sig så langt ud
i fjorden, da bådmotoren ikke var særlig stabil.
En aften havde Henrik og nogle lokale fra Argir, siddet lidt
for længe i et af bådehusene ved havnen – og set lidt mere
end dybt i et par flasker snaps. Da hans påklædning ikke var
planlagt til så mange timer, i et halvåbent bådehus med gennemtræk og fugtig havluft direkte ind fra Atlanten, bukkede
han under samme nat. Han var omgående røget af sted til
sygehuset næste morgen, hvor han bl.a. fik taget den obligatoriske blodprøve. Lægen havde forsigtigt spurgt til, om Henrik
havde indtaget spiritus for nylig, da resultatet af prøven var
kommet.
Det var vist ikke bare blevet til en enkelt flaske, der var
blevet delt mellem venner ude i bådehuset den aften, havde
lægen kommenteret, da Henrik havde berettet om begivenheden aftenen før. Henrik havde forsigtigt forsøgt at fortælle
lægen, at det næsten var en ”forbigående handling” han flygtigt havde deltaget i – men blodprøven sagde noget ganske
andet.
184
Maleren Per, lå ikke inde med ret meget til halsen i denne
weekend, så han spurgte hurtigt Henrik, da han alligevel stod i
døren og så ud til at kede sig enormt, om han lå inde med
noget?
Henrik lå næsten altid inde med et eller andet, der kunne
anvendes i sådanne situationer, men han mente, og med rette,
at det nok var lidt for tidligt at prøvesmage hans hjemmelavede vin, der stadig stod og gærede i store ti liters ballonflasker.
Nu var det, at Henrik kom ud for et meget hårdt gruppepres,
så han lod sig overtale til at filtrere en af de store flasker og
hælde det over på andre én liters flasker.
Kort efter sad de alle i Henriks stue inde ved siden af. Maleren Per havde fremtryllet nogle guldøl, så alle var ret hurtigt
kommet i den rette stemning. Men en vin der endnu ikke var
færdiggæret, var ikke ligefrem noget at glæde sig til.
Det var da også kun Maler Ove, der drak flere glas af den
endnu ”absolut ikke gæringsfærdige” vin. De øvrige havde
fået rigeligt efter et enkelt glas.
Olaf og Henrik Møller havde derimod fået sig en gevaldig
snak om både og fiskeri, og da samtalen var kommet ind på
grindedrab og havjagt, var de blevet enige om, at de måtte ses
ved en anden lejlighed.
Kurt havde siddet ved siden af Sonja hele aftenen, og de
havde, på deres måde, været dybt inde i en fortrolig samtale.
Selv om de øvrige ikke havde fulgt med i Kurt og Sonjas samtale, var det nok ikke lige grindedrab de havde haft som emne.
De to malere havde flygtige været inde på deres fag, men heller ikke mere end at de så vidste, hvem den anden var og
hvor.
Omkring kl. 01:30 forlod de igen Tolderhuset for at køre
hjem igen til Tórshavn. Ingen var direkte beruset, dog havde
Maler Ove noget mere gang i maven end de øvrige.
Mandagen efter rendte Kurt ind i Peter Post på pladsen foran
Posthuset. De havde lige hilst på hinanden, da Peter mente at
det var på sin plads, at Kurt også kunne hilse på ham når han
var ædru.
185
Medens de stod og udvekslede minderne, fra deres korte
møde sent lørdag aften, kom to unge piger til syne omkring
hjørnet ved Tinghúsvegur – den ene var Peters damebekendtskab fra om lørdagen.
Da pigerne så Peter begyndte de at grine helt hysterisk.
”Han er slet ikke nogen rigtig mand – han kunne slet ingen
ting!” bekendtgjorde Peters damebekendtskab, derefter gik
pigerne skrupgrinende videre.
Dette anfægtede overhovedet ikke den gode Peter Post,
som også selv begyndte at grine, ”hold da helt kæft, jeg var jo
skide fuld,” hvorefter han forsvandt ind på Posthuset for at
passe sit arbejde.
186
7. Kapitel
Et trykkeri på Eysturoy ser dagens lys
N
iels Erik Andersen fra Sønderjylland var lige blevet udlært som trykker i Aabenraa. Han havde ad forskellige
omveje, fået tilbudt et job som trykker på Færøerne. Niels
Erik var ikke bare en nyudlært svend, han var også en yderst
målrettet og dygtig grafisk fagmand - trods sin endnu unge
alder. Trykkeriet, der havde kontaktet ham, var endnu ikke
helt etableret - egentlig befandt den sig kun i støbeskeen.
Den tidligere faktor fra Klaksvíktrykkeriet,Jógvan Jensen,
boede nu i Leirvík på Eysturoy. Han havde kontaktet den
unge trykker for ansættelse til et helt nyt trykkeri, en udfordring som den unge Niels ikke kunne sige nej til. Så en efterårsdag i oktober måned steg Niels Erik ombord på »Tjaldur«
for at begive sig til Færøerne.
Officielt blev det nye trykkeri startet engang i 1965, men
trykkeriet var på det tidspunkt et ineffektivt og et tomt skuffeselskab, der endnu kun var af navn end af gavn. Trykkeriet
gik først i ”trykken”, da Snorri Johannesen underskrev som
kautionist, samt da Niels Erik Andersen endelig startede i
Leirvík på Eysturoy i efteråret 1966. For selv om Snorri Johannesen havde sat sin underskrift på lånet, havde der slet
ikke været noget trykkeri uden Niels Erik, så de to ting skulle
være på plads, indenJógvan Jensen kunne kalde sig for bogtrykker!
Lokalerne var til at få øje på, da starten blev udført i et
lokale på 5 x 8 meter, med 2,5 meter til loftet – på det højeste
sted.
Den trykmaskine, der dannede grundlaget for trykkeriets
første produkter var en Eickhoff Schnelldrucker format 32 x
46 cm – med pindeudlægning. En trykmaskine med pindeud187
lægning, var yderst sjældent at finde i et moderne dansk trykkeri, maskiner som disse hørte enten til på Den Grafiske Skole - eller i historiebøgerne.
Det nye trykkeris udvalg af skrifter lå på et minimum for et
trykkeri, der skulle dække de krav de ville komme ud for med skrifter som Plantin, Times, Garamond, Helvetica, Bred
Stenskrift og Inserat i nedstikskasser op til 72 punkt.
Oppe på loftet, der bl.a. blev brugt til lager, var der etableret et tørkloset bag et forhæng. Tørklosettet fungerede udmærket, for man klarede sig med at tisse udendørs – uanset
vejret. Man kan vist roligt sige, at det nye trykkeri startede fra
bunden af.
En morgen da Olaf mødte på arbejde – næsten altid som den
første - lå der et brev til ham på bordet, der hvor han monterede formen til den store trykpresse. Brevet var fra Berit, konstaterede han hurtigt, da han havde læst afsenderens navn,
hvilket Snorri Johannesen tilsyneladende også havde gjort,
inden han havde lagt brevet på bordet.
Snorri kom lidt grinende ud af sit kontor, da Olaf stod
med brevet, ”nå, er der noget du har glemt derhjemmefra?”
Snorris nysgerrighed var ikke til at skjule, så han blev stående med sine briller i hånden foran Olaf – ventende på et
godt, men forventet, svar.
Selv om Olaf fortalte, at det bare var et brev fra en veninde – og ikke hans kæreste, eller noget der bare kom i nærheden at dette, troede Snorri ikke rigtigt på denne ”forsøgte
forklaring”, så han gik smågrinende tilbage til sit kontor, mens
han kløede sig med brillestellet gennem de sparsomme hårlokker på hovedet. Et par af hans gule toiletpapirstykker fra
morgenbarberingen faldt af ved denne handling, hvilket Snorri også registrerede. Nu fik hele ansigtet en tur med den anden
hånd, så de resterende toiletpapirstykker forlod resten af de
små sår i ansigtet. Snorri var først nu helt klar til dagens udfordringer.
”Forresten?” Snorri Johannesen havde atter vendt sig om
mod Olaf, der stod og læste nyt fra klanen i Ballerup, ”en ny
188
kollega til dig er lige gået i land her til morgen,” berettede
Snorri, medens han atter kløede sig i issen med brillestellet,
”Jógvan på Eysturoy starter nu sit bebudede trykkeri – det
skal for øvrigt hedde ……, nå det har jeg glemt!” løj Snorri
helt bevist. Han skulle nødigt lyde som han vidste for meget
om trykkeriet.
Snorris kropssprog fortalte med al tydelighed, at han ikke
troede en skid på dette projekt, og hans mening om sin kommende konkurrents kvalifikationer som selvstændig, kunne
ligge på et meget lille sted. Snorri var ikke så lidt af en skuespiller på det plan.
”Det siger jo alt omJógvan Jensen, at når han kan finde på,
at lægge et trykkeri i Leirvík, helt ud til havet – uden mulighed
for normale forbindelser med det etablerede samfund, må
man betegne manden som værende rablende sindssyg.”
Når Snorri Johannesen havde en mening om en sag eller
en person, pakkede han det aldrig ind. Og Olaf var da heller
ikke i tvivl om, hvad Snorri mente i den sag - troede han!
De øvrige medarbejdere mødte efterhånden som tiden nærmede sig 08:00, og traditionen tro kom Rúni altid 08:02 – det
slog næsten aldrig fejl. Samtalen den dag var helt naturligt det
nye trykkeri i Leirvík, og ingen af medarbejderne på »Havnar
Prent« gav det nye trykkeri nogen chance for at overleve. Ikke
engang Eirikur, som for en sjældent gang skyld viste sig i
trykkeriet, gavJógvan Jensen mange chancer med på vejen.
Også denne formiddag syntes Bjarni, at han godt kunne
rumme lidt mere morgenmad. Så han tog lige en runde i trykkeriet for, at spørge de andre om de skulle have noget med fra
det lille brødudsalg længere op af vejen. Alle, lige med undtagelsen af Abel, skulle have lidt til morgenkaffen, og lidt efter
farsvandt Bjarni ud af døren. Det nye trykkeri eller ej - der var
ikke ret meget, der ikke var som det plejede at være på »Havnar Prent« - selv på denne morgen.
Kort efter Bjarni var gået, havde Snorri Johannesen iført
sig frakke og kasket og var på vej ud på sin tur ud i byen. Det
var yderst sjældent, at Snorri tog en Taxa rundt i Tórshavn,
189
det var kun når han skulle aflevere tryksager til kunder eller
bogbinder, at han ringede efter en hyrevogn. Så gammel var
han heller ikke, at han ikke kunne bruge sine ben.
Dagens nye melding havde fået Snorri op i et højere luftlag
– Jógvan var helt sikkert sindssyg. Så da Snorri begav sig ud i
Tórshavns gader, var det under en sagte fløjten til en af Poul
F.’s kendte værker. Joh, Snorri kunne sagtens holde på sin
hemmelighed vedrørende trykkeriet på Eysturoy,
Da Bjarni var kommet tilbage med wienerbrød, snacks og
sodavand, var Olaf klar til at gå i gang med en tilretning, så
han satte sig, i skrædderstilling, godt tilrette oppe på bordet
bag trykmaskinen. Ved siden af sig havde han kaffe, wienerbrød og de efterhånden uundværlige cigaretter. Denne del af
sit arbejde med tilretning af tryksiderne, var noget Olaf altid
hyggede sig med – og så gjorde det bestemt ikke situationen
dårligere, at der stod en kop kaffe med brød ved siden af.
Dette var den helt ideelle arbejdsstilling for ham.
Efter at tilretningen var sat på sin plads under dæklet på
trykcylinderen, var han så småt klar til trykning – lige i dette
øjeblik gik døren til trykkeriet op, og ind trådte den store færøske digter, forfatter, maler og komponist William Heinesen.
Denne store færøske berømthed, var ikke ret høj af bygning –
nærmest lille, men han udstrålede en karma, som kun var de
færreste forundt. Olaf kendte med det samme William Heinesen, men da Snorri Johannesen ikke var til stede, blev Olaf
den første, som forfatteren gik i møde.
William Heinesen havde flere ting som havde været i korrektur, som han derfor bad om at få tilsendt en rettet korrektur til godkendelse, når satsen lå klar til trykning.
”Her på Færøerne var man altså ikke bare trykker, men
man gik også ind i firmaets forretningsgang, når det passede
til situationen,” tænkte Olaf. Atter en ny ting som han lige
skulle vænne sig til.
Olaf samlede hele materialet fra William Heinesen, hvorefter forfatteren lige skulle sikre sig, om Olaf havde forstået
hele situationen.
190
”Har du fået det hele med?” spurgte den ældre forfatter
med sin sagte stemme.
Nu kunne Olaf ikke lade være med at provokere – bare
lidt. Den berømte og kendte forfatter havde end ikke præsenteret sig, da dette sagde sig selv, var en helt unødvendigt ting.
Men Olaf var jo dansker, så kendte han William Heinesen?
”Nåh nej,” svarede Olaf, ”jeg fik vist ikke Deres navn.”
Dette havde nær knækket berømtheden, der dog hurtigt
kom sig over fornærmelsen – for det var vel det det var. ”William Heinesen,” svarede han uden tøven og vendte sig om.
Derefter forlod han trykkeriet, lige så stille som han var
kommet.
Rúni havde stået inde ved vingeautomaterne og overhørt
samtalen. Olaf havde nært væltet Rúni, da han var på vej ind
på kontoret med det modtaget materiale.
”At du kunne nænne det!” kom det langsomt fra Rúni, der
ikke kunne lade være med at smile samtidig, ”det er det tætteste, du her på Færøerne kan komme på en majestætsfornærmelse.”
Rúni havde ret, meget tættere kunne Olaf faktisk ikke
komme en fornærmelse, men samtidig var Olaf også stolt af,
at have talt med den store færøske forfatter, hvilket også kunne ses på ham – og det var bland andet det Rúni smilte af.
Efter Olaf havde lagt William Heinesens materiale på Snorris
skrivebord, gik han tilbage til trykmaskinen og startede trykningen. Et par minutter senere var farvekassen indstillet, og
han havde også sikret sig, at der var farve nok i kassen. Pulversprøjten var sat til, da der var store billeder på trykarket.
Olaf satte sig op på bordet bag maskinen og tog atter brevet
frem fra Berit – det var det første livstegn, han havde fået,
siden han var taget af sted fra Danmark.
Det så endelig ud til, at Berit helt havde brudt med Bent,
og hun nu var i gang med at komme videre i sit liv. Den gamle klike havde holdt en ”pyjamasfest”, hvor hele holdet var
gået gennem bymidten i Ballerup - kun iført pyjamas.
191
Da en af klikens medlemmer lige var blevet hjemsendt fra
militæret, efter 2 års tjeneste, samt en befalingsmandsuddannelse i bagagen, havde optrinet i Ballerup været noget der
mindede om en lille efterårsmanøvre.
Den tidligere befalingsmand havde kommanderet til højre
og venstre, og da Liselotte, en ny pige i kliken, ikke kunne
holde takten, stod hun foran en ”bollevagt”. Liselotte takkede
mange gange, da hun ikke helt vidste betydningen af en bollevagt – dog havde hun gættet på noget helt andet, end det der
var blevet befalet. Liselotte blev hurtigere accepteret i kliken
end normen ellers ville have været.
Selv om Olaf ikke direkte savnede ”kliken”, som han
egentlig ikke helt var en del af, var det alligevel godt at høre
hjemmefra.
Da han havde læst brevet, hoppede han ned fra bordet for
at kontrollere trykket fra den kørende maskine.
Døren til trykkeriet gik endnu engang op, og ind kom en
lille og meget gammel mand. Hans skridt var meget små, men
manden var utrolig målrettet i sin gang. Han bar en blød hat
og en nydelig frakke der matchede mand og hat. Den gamle
mand var en af Færøernes ældste nulevende forfattere
Snorri Johannesens store arbejde med at læse de håndskrevne skrifter fra 1600-tallet, havde også givet lidt korrekturarbejde til denne ældre forfatter, der slet ikke så sin alder
som nogen forhindring – tværtimod! Denne ældre spinkle
mand spadserede, på samme måde som Snorri Johannesen,
igennem Tórshavns gader – bare i sit eget tempo. Hvad skulle
man med en bil, når han stadig havde sit gode fodtøj? Og det
var selv om manden havde en alder på omkring de 90 år. Forfatteren, var et uundværligt aktiv for Snorri Johannesen, og så
kunne han altid stole på den gamle mand.
192
En anden side af Snorri Johannesen
K
urt og Olaf havde efterhånden vænnet sig til deres fælles
værelse – og endnu mere vigtigt, at dele deres fælles logi
uden de store bataljer. De havde indkøbt nogle ganske få
nødvendige ting, så de bl.a. kunne lave deres egen aftenkaffe
med lidt kiks til. Kaffen blev lavet af en simpel dypkoger,
hvilket ville sige, at de hentede vandet fra vandhanen på toilettet i deres kopper, satte dypkogeren ned i koppen for at
varme vandet. Så lidt pulverkaffe i det kogende vand – det var
hele deres køkken, men det virkede.
Al anden føde indtog de enten på Sømandshjemmet, eller
på pensionater rundt om i Tórshavn. Af og til kunne de finde
på at gå på Hotel Hafnias restaurant, men det hørte mere til
sjældenhederne.
Weekender og anden fritid blev flittigt brugt til læsning af
alle mulige bøger, faktisk havde ingen af dem læst så meget i
flere år, men i mangel af fjernsynet blev der ikke langt til bogen.
Det var kun ganske få hjem, der havde indkøbt et fjernsyn,
da det var yderst sparsomt med et brugbart TV-signal. Et TVsignal følger ikke jordens form som et radiosignal gør, men
fortsætter lige ret ud i rummet. Derfor skulle der bygges tvantenner på diverse fjelde først, så man kunne sende fra mast
til mast og ned i bygderne, alt dette var under opførsel, men
de var endnu meget langt fra målet. Når man så et TV-apparat
i en radioforhandlers vindue, var det nærmest for at blive orienteret om, hvad fremtiden ville bringe.
Da Olaf også havde modtaget et brev fra sin far, var der pludselig to breve der skulle besvares. Hans far var lidt i pengenød, da Olaf nu var flyttet permanent fra barndomshjemmet,
og derfor ikke længere betalte for sit værelse ved faren. Der193
for spurgte hans far om et lån – hvis Olaf da kunne undvære
lidt penge. Olaf havde haft en del overarbejde, så det var ikke
noget problem for ham, så ikke lang tid efter, havde han været
på posthuset med to breve – et til faren og et til Berit, samt
afsendt lidt penge til Skovlunde. Han havde bl.a. skrevet til
Berit, at han sikkert blev på Færøerne Julen over, da der var
en del arbejde på trykkeriet.
I den sidste tid havde han gået og tænkt over at tage videre
til Australien, da man fra den australske ambassade annoncerede med tilbud til danskere om at emigrere til Australien.
Den australske stat betalte over halvdelen af rejsen, hvis man
blev i Australien i mindst 2 år. Alt dette havde han skrevet
om, både til Berit og sin far.
Olaf havde indkøbt en kassettebåndoptager til værelset - det
sidste nye indenfor båndoptagere. Faktisk var han den første
på hele Færøerne, der havde turdet taget dette skridt, havde
de fortalt ham i radioforretningen nede ved siden af Hotel
Hafnia. Den store spolebåndoptager havde endnu for godt et
greb i kunderne.
En dag da Olaf og Kurt lå på hver sin seng og læste, begyndte der at komme underlige lyde ud af den nye båndoptager. Olaf rejste sig op for at slukke optageren, men måtte til
sin store overraskelse konstatere, at båndoptageren allerede
var slukket. Han bad derfor Kurt om at lægge sin bog, for lige
at kaste et blik på båndoptageren. Kurt rejste sig fra sengen og
satte sig på stolen ved deres bord.
”Hvad fanden sker der her?” spurgte han forundret, da
han opdagede, at der kom uforståelige lyde ud af båndoptageren.
Båndoptageren var slukket, men alligevel kom der lyde ud
af den – Kurt kluklo af latter overfor fænomenet.
De hev stikket ud af kontakten, og et øjeblik efter forsvandt lyden. Efter et stykke tid satte de stikket ind igen, og
lige efter kom lyden igen. De undersøgte om der bare var
røget et lys i båndoptageren, så man ikke kunne se om den var
tændt. Men et tryk på ”On” knappen satte alle diverse lys i
194
gang, så de nu ikke et øjeblik var i tvivl om, at båndoptageren
først nu var rigtigt tændt.
Lyden vedblev med at være der, så længe man ikke afspillede et bånd. Herefter slukkede de på ”Off” knappen – og
efter lidt venten kom den samme lyd igen. Der var altid en
pause i lyden når de aktiverede On eller Off knappen. Herefter prøvede de, om de kunne optage den underlige lyd, hvilket
sagtens kunne lade sig gøre. De gemte optagelsen til senere,
hvis lyden på båndoptageren skulle forsvinde. Måske var der
et eller andet geni, der kunne fortælle dem den rette sammenhæng engang? Herefter trak de stikket ud af kontakten. De
konstaterede blot, at fabrikanten ikke havde været specielt
heldig med den nye kassettebåndoptager.
”Nymodens pis,” konstaterede Kurt tørt og smed sig atter
på sengen – kort efter var han igen dybt begravet i sin bog.
Kurt havde ret hurtigt været ret træt af den virksomhed han
var blevet ansat i, og da et lille murermesterfirma tilbød ham
arbejde som murersvend, havde han omgående slået til. Dette
lille firma havde mange flere rigtige opgaver for en faglært
murersvend. Hans oprindelige firma skulle måske hellere ansætte nogle jernbindere eller jord- og betonarbejdere, da deres
arbejde for det meste bestod i betonstøbning, et meget udbredt begreb på Færøerne ved bygning af alt hvad der senere
skulle tag på.
Kurt havde også savnet sit flisearbejde, men nu så det ud
til, at han kunne få sin lyst styret ved sin nye mester.
*
MALER OVE HAVDE i den sidste tid været i det kreative hjør-
ne. Han havde noteret sig, at der var helt specielle dekorerede
grindeknive mellem færingerne. Grindeknive, der vel at mærke kostede næsten lige så meget som en hel ugeløn. Disse
specielle knive blev solgt gennem den gamle boghandel midt i
Tórshavn. Leveringstiden var på mellem 4 til 8 uger, alt efter
hvor mange der lå på listen ved producenten. Det måtte der
195
gøres noget ved, mente Maler Ove. Han indkøbte nogle store
norske knive, der havde et rødt skaft og sort skede. Knivene
kunne købes i fire forskellige størrelser, men da der var tale
om en kniv, der skulle anvendes i et grindedrab, faldt valget
på den største udgave.
Ove havde indkøbt en tyk flettet ”uldgarnsbælte”, som
kunne snøres om livet. Bæltet var i blå, rød og hvid farver –
de færøske farver. Den sorte skede sad i uldgarnsbæltet – men
først efter at have undergået en større behandling, inden den
kom på plads i bæltet. Ove havde fundet frem til hvide figurer
af færøbåde, hvaler og fugle – disse figurer var limet på skeden – men, i en for Ove særlig udvalgt orden. Nederst på
skeden hæftede han et stykke kinesertråd til en stor hvid fuglefigur, der via tråden svævede 2 centimeter under skeden.
Denne fugl symboliserede festen, mente Ove. Ove bar selvfølgelig bælte og kniv overalt hvor han færdedes, da han havde været en tur i den gamle boghandel for at fortælle om sin
idé. Boghandlen lovede at tænke over en eventuel levering.
Derfor reklamerede den gamle vaneforbryder nu over sit produkt, hvor han nu kunne komme af sted med det.
*
CLAUS, KURT, OLAF og Maler Ove havde talt om at tage en
tur til Klaksvík på Borðoy, da de syntes det kunne være interessant at opleve noget andet end Tórshavn og omegn.
De var afsejlet fra Tórshavn om lørdagen med skibet »Pride«, der sejlede mellem Tórshavn og Klaksvík. Vejret startede
ret dårligt med tåge og optræk til regn, men efterhånden som
de kom længere nordpå, klarede sigtbarheden så meget op, at
udsigten over havet og øerne var mellem de bedste naturoplevelser, de alle havde oplevet til dato. De sejlede flere gange så
tæt på fjeldene, så de troede, de kunne røre de grønne fjeldsider - hvis de ville prøve. Men en sådan sejlads fortalte samtidig, hvor dybt der var helt ind til land.
Færøerne er en del af en bjergkæde, der strækker sig helt
fra Skotland - videre under havet, til bjergkæden igen rager op
196
som Orkneyøerne – igen videre under havet, og så igen op
som Færøerne. De fjelde de nu sejlede forbi, var ”bare” toppen af den undersøiske bjergkæde, der strakte sig op fra havets dyb.
Det gode vejr fortsatte, lige indtil de nåede Klaksvík hvor
regnen pludselig og meget uventet satte ind. Regnen fortsatte
endnu mere ubønhørligt, da de kom i havn, så de hastede
hurtigt op til Sømandshjemmet, hvor de indlogerede sig.
En time senere var der så meget ophold i regnen, at de
kunne tage en tur ud og se på bygden. Klaksvík var helt omgivet af høje fjelde. Fjeldene var en af hovedårsagerne til, at
det altid regnede så meget i denne bygd. Bygden lignede de
fleste andre færøske bygder, men de høje fjelde gav Færøernes
næststørste by et helt andet særpræg.
Ved et første øjekast på en færøsk bygd, kunne man sagtens
få det indtryk, at færingerne var helt overskruet med at male
deres huse i skrigende farver. Ja, i flere tilfælde kunne man vel
fristes til at sige, at ingen færinger burde have lov til, at færdes
frit med en malerbøtte og pensel - men ved nærmere eftertanke er det nu slet ikke så dumt. De høje fjelde og det saftige
mørkegrønne græs, danner en rigtig god kulisse til disse maleriske huse, og for en kunstmaler er det hele et eldorado.
En anden ting, der taler for den megen maling af husene,
er måden huse bliver bygget på overalt på Færøerne.
Husets kælder vil aldrig blive gravet ud på Færøerne, idet
en ”udgravning” ville indebære, at arbejdet skulle udføres ned
gennem klipperne. Derfor bliver forskallingen til husets fundament, altid lagt direkte oven på klipperne, hvis byggefladen
er nogenlunde jævn. Kun når huset skal placeres på en skrånede fjeldside, vil det være nødvendigt med sprængning af
klipper inden støbningen af fundamentet til et hus. Derved
kommer kælderen altid til at ligge ovenpå ”jorden” - set med
en danskers øjne. Ovenpå ”kælderen” bygges så selve huset.
Kælderen bliver altid støbt op, og mange vælger at støbe hele
huset, i stedet for at bygge resten i træ eller lignende.
197
Huse af mursten er ret sjældne på Færøerne. Dette skyldes
bl.a. vejret og ikke mindst den saltholdige luft, der efter sigende er for hård ved huse bygget på den danske traditionelle
måde - af mursten.
Det støbte hus er ikke ligefrem en skønhed i sig selv, så
det er jo ikke svært at tænke sig, at hvis man helt undlod at
gøre mere ved disse betonkasser, så ville de færøske bygder
meget hurtigt blive ret triste at se på. Og så er det, at færingerne har meget mere mod til, at give deres betonbyggeri noget mere farve end danskeren har. Olaf kunne ikke lade være
med at tænke på det triste betonbyggeri i Hedeparken, der lige
var blevet bygget i Ballerup – og ikke nok med det, et nyt
betonbyggeri var endnu under opførsel i Ballerup. Her kunne
lidt farve gøre underværker i sovebyen Ballerup. Ja, alle steder
i Danmark hvor den ene betonkasse efter den anden skyder
op, og som bl.a. direkte er medvirkende til at gøre danskerens
hverdag endnu mere grå.
Mange færinger påsætter metalplader eller træbeklædning
uden på betonen, men fælles for dem alle er, at husene efterfølgende bliver malet, og er dermed med til at give liv i bygderne.
Ved middagstid indfandt de fire sig igen på Sømandshjemmet.
Alle var sultne, så det var uden svinkeærinder, de gik ind i
restauranten.
Der var allerede en del mennesker i restauranten, bl.a. de
der spiste der fast, men også danskere, der åbenbart var på
efterårsferie her i Klaksvík.
“Hvad skal vi have til middag?” spurgte de tre i kor til en
af de mange travle tjenestepiger, der ilede frem og tilbage mellem bordene og køkkenet.
“Stor hvalbøf,” lød et hurtigt svar. Og pigen de havde
stillet spørgsmålet til, var lige så hurtigt ilet videre med mad til
et andet bord. Der er næsten altid travlt i weekenderne på
Sømandshjemmet i Klaksvík.
Nogle danskere, der var på efterårsferie, havde åbenbart
både hørt spørgsmål - og svar, da dette iværksatte en livlig
198
snakken ved deres bord, “hørte I det!” sagde den ene, mens
en anden svarede, “ja, det bliver vel nok spændende at smage
stor hvalbøf!”
De så alle ud til, at glæde sig enormt til middagen.
De fire venner så overbærende over mod deres bord, og
lige med et følte de sig mere som færinger end som danskere,
de havde jo også boet på Færøerne en del uger nu – for slet
ikke at nævne Claus, der havde et par måneder mere på bagen.
”Stor hvalbøf” er kød fra en rigtig stor hval – altså ikke en
grindehval. Denne ret blev på Sømandshjemmet tilberedt
næsten som en engelsk bøf, serveret med masser af løg, kartofler og god brun sovs.
Desserten blev denne dag til ”en lun” abrikosgrød med
piskefløde til – ikke ligefrem diabetikerkost, men Maler Ove
åd som han ikke havde fået mad i flere dage. Ingen havde lagt
mærke til, at Ove havde taget sin insulin – men det havde han.
Han var bare godt indlært i at udføre ting, som ikke ragede
andre mennesker, helt ubemærket.
Da de næsten var færdige med abrikosgrøden, spidsede Kurt
pludselig ører, samtidig med et eftertænksomt udtryk langsomt bredte sig i hele hans ansigt, “nej for helvede,” udbrød
han. Men inden nogen af de andre nåede at spørge, var både
Olaf og maleren klar over, hvad der var galt. Claus derimod,
så spørgende op på Kurt.
“Hvad er der galt sømand?” spurgte han sagte, da han
fornemmede noget var under opsejling, “er der noget galt
med skruen?”
“Ham der,” svarede Kurt, og gjorde et kast med hovedet
over mod en person, der kom ind af døren. Manden gik, som
det var Kongen selv, der gjorde sin entre - efterfulgt af et par
lakajer, der ved et første øjekast hørte til den mere tørstige del
af befolkningen.
“Hvem er det?” Claus så meget spørgende ud, og fortsatte,
“én I kender?”
Kurt fortalte kort om turen med »Tjaldur«, og Olaf kunne
tilføje optrinet med tolderen i Havnen i Tórshavn – det var
199
selveste ”Supersælgeren” der nærmest ”svævede” ind af døren
til restauranten.
”Ham skal man vist ikke røre med en ildtang,” var den
eneste kommentar, der kom fra Claus.
Senere på aftenen havde de atter sat sig i Sømandshjemmets
restaurant for at få en kop kaffe med smørkage. Maler Ove
havde insisteret på kage, da han nød at være lidt uden for sin
værtindes spørgende blikke. Lidt efter hørtes et støjende optrin ude på gangen, lige udenfor restauranten. Næsten uden at
høre efter, var de helt klar over, at Supersælgeren måtte være
involveret.
Supersælgeren førte sig igen frem, men nu på en mindre
heldig måde.
“Jeg er blevet bestjålet,” råbte og skabte han sig helt hysterisk, “både min tegnebog og checkhæfte er væk!”
Sømandshjemmets Forstander var i total vildrede. Han
anede ikke hvad og hvordan han skulle stille op med den anklagende og frembrusende dansker, der brugte de værste gloser, samtidig med han fægtede med arme og ben.
”Hvad fanden er det for tilstande, der er HER?” råbte
sælgeren endnu højere og anklagende, “jeg vil have mine penge,” skreg han atter og atter.
“Jamen,” forstanderen følte sig yderst forsigtigt frem, “har
De slet ingen anelse om, hvem der kan have taget dem, prøv
nu at tænke Dem rigtigt grundigt om,” nærmest bad han.
Supersælgeren så igen over på et bord, hvor han gentagne
gange før havde haft sin opmærksomhed henledt imod.
“De der,” spyttede han ud, så forstanderen måtte gå to
skridt baglæns, “de tre personer har jeg set luske rundt oppe
på gangen, og jeg vil æde min gamle hat på, at de kender mere
til denne sag, end deres skindhellige fjæs udgyder, - og deres
forbandet pligt er ...!”
Resten af hans forbandelser druknede i larmen fra nogle
mennesker, der var på vej ned af trappen.
200
Forstanderen så mildest talt forvirret ud, samtidig med,
selv om det næppe syntes muligt, at se endnu mere nedtrykt
ud end han gjorde i forvejen.
Ved bordet som Supersælgeren havde peget på, sad tre
grønlændere, der nu intetanende var draget ind i en sag, der
skulle blive Supersælgerens endeligt.
Forstanderen så over på bordet med de tre grønlændere,
som han kendte særdeles godt. Det var tre grønlandske fiskere, men som personer han altid havde kunnet stole på, det var
dette der forvirrede ham og gjorde ham endnu mere nedtrykt.
Disse tre fiskere, var bare for et par dage siden kommet i
havn efter næsten tre måneders fiskeri ved Grønland og Island, og efter hvad Forstanderen var blevet fortalt om den tur
- hvilket altid blev omtalt i radioen - var det absolut ikke påkrævet, for nogle af dem, at stjæle fra andre de første mange
dage. Fangsten ved Grønland og Island havde været særdeles
indbringende.
Forstanderen tog pludselig en beslutning, “stol på mig
Hr.,” sagde han til Supersælgeren, “jeg skal personlig sørge
for, at vi kommer til bunds i denne sag.”
Supersælgeren så på Forstanderen med en mine, der overhovedet ikke havde regnet med dette udspil, men dreven som
han var, fattede han sig lige så hurtigt og råbte lige ind i forstanderens ansigt, “det vil jeg fandeme også råde Dem til, hvis
de vil gøre dem håb om at få bare lidt af Deres tilgodehavende.”
Forstanderen svarede ikke, men drejede rundt på hælen og
forsvandt ind på sit kontor. Derfra ringede han til politiet, og
forklarede situationens rette sammenhæng - og bad dem samtidig undersøge Supersælgerens forhold i de andre bygder på
Færøerne han havde besøgt.
En lille time efter ankom politiet selv til Sømandshjemmet
- men det var for at anholde Supersælgeren. Maler Ove havde
fået flere nervøse trækninger i ansigtet, da politiet rykkede ind
på Sømandshjemmet, men kom sig lige så forbavsende hurtigt
igen, da han fandt ud af, at de var ankommet på grund af Su-
201
persælgeren, dog var der lidt for meget, der mindede ham om
”de gode gamle dage i Danmark”.
Oplysningerne, som politiet havde indhentet om Supersælgeren fra Streymoy og Suðuroy, lignede til forveksling det
der var sket på Sømandshjemmet i Klaksvík, og ydermere var
flere dækningsløse checks nu kommet frem for dagens lys.
Det sidste de fire hørte om Supersælgeren var, at han havde fået selskab af et par betjente på sin hjemrejse til Danmark.
Claus havde fået oplyst, at der var bygget et par tunneller lige
nord for Klaksvík, så man kunne komme videre nordpå med
ruten til nogle mindre bygder på Borðoy og Viðoy, men de
afgjorde, at dette måtte vente til en anden tur. De følte også,
at der var nok at se på i Klaksvík, da bygden snoede sig rundt
om hele fjorden, med havnen helt nede for enden af fjorden.
Skyerne lå lavt hen over fjeldene, så de dækkede for det
store udsyn højere oppe, mens skyerne opløstes længere nede
i en vedvarende støvregn. Det var denne regn, der fik dem til
at opgive tanken om at tage længere nordpå. Men noget de
endnu ikke vidste, var, at skyerne på Færøerne, under hensyntagen til vindretningen, sagtens kunne være et yderst lokalt
fænomen, og at der lige på den anden side af fjeldet, kunne
være et helt andet og skyfrit vejr.
Da de rejste hjem om søndagen, regnede det stadigvæk lidt,
men nu mere som en støvregn. De havde besluttet, ikke at
tage med skibet »Pride« hjem tilbage til Tórshavn, men for at
få så meget ud af turen som muligt, skulle det meste af tilbagerejsen foretages over land.
De sejlede over til Leirvík på Eysturoy og derefter med
”ruten”, som bestod af flere Taxaer. Olaf tænkte på det nye
trykkeri, og den anden danske trykker, da de ankom til
Leirvík, men mere blev det ikke til i denne omgang. Måske
stødte han ind i trykkeren en anden dag? Olaf kunne kun give
Snorri Johannesen ret i, at Leirvík var temmelig langt ude på
landet – også set med en færings øjne. Dog mente Olaf, at
202
Klaksvík var mindst lige så langt ”ude på landet” som Leirvík
kunne betegnes at være.
Rutens aktiviteter, var altid nøje afpasset efter, hvor mange
og hvor meget der skulle fragtes videre til de næste bygder.
Denne dag, var der bare 3 taxaer der kunne klare ”presset”.
Turen gik videre over Norðragøta til Syðrugøta på Eysturoy. Derefter fortsatte de langs Skálafjørðin til Runavík, hvorfra de sejlede videre mod Tórshavn.
Skibet fra Runavík, var et helt lyserødt skib med navnet
»Ternan«, der var i så en mistænkelig forfatning, at man måtte
undres, at det i det hele taget kunne flyde. »Ternan« havde
den opgave, at besejle ruten mellem Tórshavn og Runavík,
men skibets sørgelige tilstand gjorde, at det stod foran en tiltrængt udskiftning.
Skibet havde også en anden opgave, så som at fragte biler
mellem de to øer. Bilerne kørte via to planker fra kajen over
på skibet, så bilen var parkeret på tværs på dækket. Når så de
lagde til ved næste havn, var det med den anden side af skibet
ind mod kajen, så bilen kunne køre direkte i land over de to
planker til kajen. Men på grund af det urolige farvand, der
omgiver Færøerne - og derved giver skibet en tendens til at
rulle ved bare den mindste krusning på havet - var det altid
nødvendigt, at bilerne blev surret godt fast til dækket.
Da de ankom til Tórshavn, så de én de kendte ude på molen.
Manden stod og spejdede ud over havet med et sammenbidt
udtryk.
Det var Páll - uden Astrid. De var næsten med det samme
klar over, hvad der var galt.
Straks efter landgangen, ilede de hen til ”den forstenede
mand”, der endnu ikke havde lagt mærke til dem. Selv om de
råbte til ham, nåede de helt hen til Páll, uden han på nogen
måde reagerede. Så for at få Páll’s opmærksomhed, klappede
Claus ham så kraftigt på skuldrene, at det nær havde fået Páll
til at falde i vandet.
“Sig mig, er du rigtig klog din store idiot?” udbrød Páll,
der blev temmelig rystet over den uventede hårde behandling
203
fra Claus’ side, “har du virkelig ikke andet at lave, end at rende
rundt og skræmme livet af folk, din .., din ..!”
Páll havde svært ved at finde et passende udtryk, som han
kunne slynge i hovedet på Claus, men åbenbart på grund af
tidsnød, fes lidt af den tilsigtede virkning af, da ”tilbagebetalingen” mundede ud i, “din elendige kopat!”
“Hov hov, små slag,” udbrød Claus og gik baglæns, samtidig med han foregav, at være hårdt såret over Pálls væmmelige bemærkning. Samtidig indtog han en påtaget forsvarsstilling, overfor det, der helt sikkert måtte komme af samme
skuffe fra Páll.
“Hvor er den lille Astrid, monstro?” borede Kurt rigtig
ondskabsfuldt, der helt åbenlyst ikke havde sans for den finere situationsfornemmelse, “eller skulle der monstro være noget andet i vejen?”
Kurt kom rigtig meget salt i såret.
”Astrid?” Páll trådte hurtigt et skridt over mod Kurt, der
uvilkårligt trådte et tilsvarende skridt baglæns, “tror I altid, at
det skulle være hende der er årsagen?? Men jeg skal vise jer, at
jeg overhovedet ikke spekulerer en skid på den tæve.”
Til deres store undren tog Páll sin forlovelsesring af ringfingeren og kastede den langt ud i havnen. De stod alle helt
stille og betragtede ringene i vandet, der i en yderst kort tid
ville være det eneste synlige tegn på, at her – netop på dette
sted, var beviset for Pálls troskab over for Astrid, forsvundet
for evigt i dybet.
Det var efterfølgende lidt svært at fortsætte samtalen - hvis
man da kunne kalde deres lille konfrontation for en samtale.
Dette gjaldt ikke mindst Páll, der tydeligvis, i samme øjeblik han havde kastet ringen, havde fortrudt sin overilede
handling..
“Hvad så?” Claus brød den larmende tavshed, der havde
sænket sig over den opståede situation, “skal vi skride, så Páll
kan være lidt alene, da han jo i al sin tydelighed har vist os
hvor ligeglad han er med kællingen.”
Ordet “kælling”, var lige ved at få Páll til at ryge på Claus,
men med en enorm viljestyrke lykkedes det ham lige akkurat,
204
at se ud som om han var total ligeglad med alle andres meninger – og navnlig Claus mening.
De tre andre mumlede noget, der skulle lyde som en tilkendegivelse over for Claus, men det lød mere som om de
havde ondt af Páll. De trak på skuldrene, og begav sig sammen med Claus tilbage mod Tórshavns bymidte.
Da det nu var ved at være aften, var der en del mennesker
på kajen, der gik deres vanlige promenadetur rundt om havnen – for atter at vandre tilbage til midtbyen. Fælles for de
fleste var, at de kunne godt runde havnen en tre til fire gange
på en sådan aften, hvis vejret ellers tillod det.
Også biler kørte igen og igen omkring ydermolen, og så
atter tilbage for at tage en tur rundt i byen - og så nok engang
en tur ud på molen.
På grund af den tiltagende trafik, begav Páll sig tilbage
mod byen, men sørgede for at være i en passende afstand fra
de andre, der havde forladt ham.
Da Claus, Olaf, Kurt og Maler Ove kom til torvet midt i
Tórshavn, løb de lige ind i Frelsens Hær, der ligesom baptisterne, havde deres faste tilholdssted i byen, hvorfra de kunne
yde deres kald. Denne aften bød på lidt mere end det sædvanlige. Frelsens hær havde hentet en forstærkning fra Norge,
muligvis i den tro at få omvendt nogle flere hedninge. ”Forstærkningen” bestod i, at en mand - ved sin højtråbende optræden a la Billy Graham, søgte at skabe en trancelignende
tilstand hos publikum, så de skulle bryde ud i krampegråd og
bekende deres syndere. Selvfølgelig var hensigten, som kronen på værket, at det skulle få tilskuere til at søge optagelse i
Frelsens Hær. Men enten forstod menneskeskaren ikke dette
budskab, eller også tog de det hele som et bedre skuespil, for
ingen reagerede på den ihærdige nordmands bestræbelser.
“En dag brækker jeg mig,” sagde en tilskuer med en oprigtighed, der ikke var til at tage fejl af. Ingen af de øvrige tilskuere modsagde ham!
*
205
DER VAR EN del overarbejde for Olaf på trykkeriet, da der
havde ophobet sig en del inden hans ankomst. Men Olaf var
aldrig alene på overarbejde, for hver aften sad Snorri Johannesen inde på kontoret, bevæbnet med et stort forstørrelsesglas.
Foran ham lå alle de håndskrevne papirer af den færøske
historie fra Færøernes og Danmarks fælles fortid. Snorri Johannesen havde sat sig i sinde, at dette historiske materiale
skulle renskrives - og selvfølgelig, på et givent tidspunkt, trykkes i bøger, så alle på Færøerne kunne læse, under hvilke forhold det danske retsvæsen på Færøerne, i fordums tid, fungerede på godt og ondt.
Historisk set var det lidt af en guldgrube Snorri Johannesen gravede frem for dagens lys, men det var også et ret betydeligt og omstændigt arbejde han havde givet sig i kast med.
Noget helt andet var, at når disse gamle retssager og domme
engang blev trykt – og kom i handlen, kunne alle og enhver
læse om fordums tiders ”forbrydelser”, for det var ikke altid
forseelser, som man kunne blive straffet for i dag. Og måske
var ikke alt egnet til at kunne læses – i så lille et samfund, hvor
alle kendte alle?
Snorris nye telefon stod oven på alle hans papirer, der
dækkede hele skrivebordet. Denne nye model stod i skærende
kontrast til alt det man kunne forestille sig om Snorri Johannesen – når man altså ikke kendte manden. Telefonen, en
”ud-i-ét” telefon med drejeskive under foden – og så var den
rød, røbede en del mere om Snorri Johannesen end han
umiddelbart havde i sinde. Selv om Snorri var af en ældre
generation, var han på ingen måde en konservativ slavetilhænger af sin generations opfindelser – nej, Snorri fulgte altid
med tiden.
Når Snorri havde fundet noget nyt i sine renskrivninger fra
de gamle historiske papirer, kom han hen til Olaf og bekendtgjorde grinende sine opdagelser af de håndskrevne dokumenter.
”Nu skal du fandeme bare høre her,” sagde han begejstret,
mens han tog brillerne ned fra panden og placerede dem om206
hyggeligt på næseryggen, ”den stordanske kolonimagt, med
Kongen selv i spidsen, drev alfonsvirksomhed på Færøerne i
1600-tallet - med loven som gangbar middel til at ind kradse
deres usle mammon.”
Snorri tog en dyb indånding og begyndte oplæsningen fra
sine renskrivninger, ”for Retten ved Sysselmanden var indstævnet Nicklas Hansen af Med Waag for han havde beligget
sin kvinde før sit Bryllup. For saadanne hans Forseelse blev
han tilkient at bøde til H.K.M. en Gylden.”
Snorri gjorde sig yderst umage i sin oplæsning - for at udtale de håndskrevne ord som de var nedskrevet – med alle
dens bogstaver.
Når Snorri sad i sin egen verden inde på kontoret, sad han
ikke bare og slavisk renskrev fra tiden der var gået – Snorri
Johannesen, var på alle måder inde i den verden han beskæftigede sig med.
”Og….” Snorri løftede højre hånd og pegede mod loftet for lige, at tysse på en eventuel indskydelse fra Olaf, ”her er
en anden af samme skuffe. For Retten var indstevnet ved
Sysselmanden Olle Jacobssen.”
Snorris udtale af alle ordenes bogstaver lykkedes til fulde,
selv de to ”ss” i Jacobssen undgik ikke hans falkeblik, ”af
Thrödum for han havde beligget sin kvinde,” Snorri smagte
på ordene ”sin kvinde”, så Olaf ikke var i tvivl om, hvad der
lå bag hans tankegang, ”før sit bryllup. Han stod for Retten
og kunde sin forseelse ikke benegte. Efter saadanne hans Bekendelser blev for Retten af sagt, at han böde til H.K.M. En
Gylden.
Hvis Olaf ikke havde vidst det før, var han ikke mere i
tvivl, Snorri Johannesen var en fremragende oplæser, der
havde den sjældne evne at have hele sin sjæl med i sin fortolkning. Men Olaf kom mere og mere i tvivl med hensyn til
stoffets udgivelse, for sætninger som ”for han havde beligget
sin kvinde”, kunne sagtens skabe lidt røre i andedammen for
efterkommerne – selv så mange år efter! Nå, til syvende og
sidst, var det slet ikke hans problem.
207
”Næste gang der bliver valg,” Snorri havde igen taget sine
briller af, og pegede truende med brillerne på Olaf som det
var et våben, ”vil alle I danskere blive hængt på torvet som en
advarsel til ”Herrefolket” fra Det Syddanske Rige.”
Snorri vendte omkring og forsvandt atter ind på kontoret
for at fortsætte sin renskrivning.
Olaf stod lige et stykke tid for at tænke lidt over bemærkningen fra Snorri om ”Herrefolket fra Det Syddanske Rige” –
og begyndte efterhånden at forstå, at seancen fra Jógvan Joensens hjem, kun skulle tages med et smil – og intet andet.
Naturligvis havde Jógvan Joensen sine politiske meninger,
meninger der hørte hjemme for et selvstændigt Færøerne,
men dertil, direkte at hade danskerne, der var nu noget af et
stykke vej.
Snorri Johannesen havde naturligvis sin egen politiske
opfattelse – ligesom alle andre borgere havde det, hvilket alle i
et demokratisk samfund havde deres fulde ret til. Så kunne
man være enig eller uenig i deres opfattelse, hvilket er lige så
rigtigt i et demokratisk samfund. Snorri havde sin egen politiske opfattelse – og han turde stå ved den. En helt anden ting
er det rent menneskelige i en personlighed, og det menneskelige i Snorri Johannesens personlighed, var en del større end
de fleste menneskers som Olaf til dato havde mødt.
Da Olaf fortalte Jens Petur om Henrik Møllers båd i Argir
havn, kom de helt automatisk ind på fiskeri. Jens Petur vidste
en hel del om fiskeri ude i Nolsøfjorden – fjorden der ligger
mellem Nólsoy og Streymoy. Jens Petur lærte Olaf om linefiskeri fra en almindelig færøsk båd. Olaf havde aldrig fisket
før, så alt det Jens Petur kunne lære ham, labbede han i sig
som ren honning. Dette var en helt ny verden for Olaf, men
en verden som han ville være aktiv deltager i. Dog havde Olaf
haft den tanke, at han skulle have købt sig en fiskestang, men
Jens Peturs forsikring og beretning om linefiskeriet fra båd
havde fået Olaf på helt andre tanker.
208
En tanke begyndte at tage form i Olafs hjerne, hvorfor var
Jens Petur ikke blevet fisker, da det var helt tydeligt, at det var
her hele hans hjerte lå – milevidt fra det grafiske fag?
Hvis der skulle fiskes i Nolsøfjorden, krævedes der en line på
mindst 100 meter, da der var dybder, der nærmede sig omkring de 90-100 meter. Herefter skulle der anskaffes det nødvendige redskab til fiskeri med linen, hvilket var et ca. 5 mm
tyk metaltråd, der var buet i en halvcirkel. Midt på buen placeres der et tykt lod, der havde til opgave at føre hele fiskeriredskabet langt ned i havet. På hver af halvcirklens ender blev
der monteret et stykke stærk fiskeline – og på hver af disse to
liner, sad selve fiskekrogen.
”Noget af det mest sikre madding er sildestykker, det tager
man aldrig fejl af. Ovre i Vesthavnen, ligger der et stort frysehus, Bacalao, der kan man altid købe frossen sild til madding,” fortalte Jens Petur sin meget ivrige tilhører.
”Nu begyndte fiskeriundervisningen at tage form,” tænkte
Olaf, mens han stod og stødte arkene op til ilægningsapparatet i trykmaskinen.
Jens Petur fortalte om havet. Det store Atlanterhav var
ikke noget man skulle spøge med. Der var forskellige tidsskemaer med strømforhold - der var rev, skær og strømhvirvler, forhold i båden og meget andet, man skulle have ind under huden. Langsomt begyndte en sætning at vende tilbage i
Olafs hoved - sætningen kom fra Bent, da Olaf fortalte om
sin beslutning om, at tage til Færøerne: “Ja, hvis du har lyst og
mod til at opleve, hvordan der var i Middelalderen, så er det
den helt rigtige måde at gribe den sag an på.” En tur på
Nordatlanten, var sgu ikke det samme som en vals på Bendixens danseinstitut - oven over Brugsen i Skovlunde. ”Velkommen til livet!” tænkte Olaf flere gange, når Jens Petur
levende fortalte om denne, for Olaf, helt nye verden. Bents
udlægning om Færøerne og Jens Peturs erfaring med fiskeri
og Atlanterhavet, stod i skærende kontrast til hinanden.
Det var også en helt videnskab om, hvordan de forskellige
fiskearter bider på krogen. F.eks. skal en ”kalva”, som på
209
dansk er en helleflynder, behandles på en helt speciel måde.
Når en helleflynder bider på krogen, kan man mærke det på
linen som på alle andre fisk. Næsten alle fiskearter gør modstand når man trækker linen ind – det gør en helleflynder ikke.
Helleflynderen vil svømme med linen op – så længe man bliver ved med at trække linen ind, men lige så snart man holder
med at trække, (for der er sgu da noget galt, når fisken ikke
mere kan mærkes på linen) vil helleflynderen, ved dette stop,
vende direkte ned mod havets bund – med al den kraft den
kan mobilisere. Derved vil den helt sikkert ryge af krogen.
Helleflyndere kan blive op til et par meter i længden, så en
af denne art kan meget nemt flå sig selv af krogen.
Jens Petur kunne berette om store torsk, der gik på dybder
på omkring de 90 meter ude i fjorden, og om ”tangtorsk” der
gik langs kysten. Tangtorsken har et rødligt skær efter tangen
den bevægede sig i, men på grund af dens størrelse bliver den
også kald for ”pandetorsk”, da den svarede i størrelse til at
kunne ligge på en stegepande. Inde hvor tangtorsken kunne
findes, var der også kuller, stenbidere og almindelige fladfisk
som rødspætter, tunger og skrubber. Der var masser af fisk at
tage af, så det var bare om at komme på havet.
Jens Petur fortalte, at han engang havde været på fiskeri
med en københavner, der højlydt kritiserede størrelsen af de
torsk, som de fangede i Nolsøfjorden, som helt bestemt havde en god størrelse. Men københavneren havde åbenbart en
lidt anden opfattelse af en acceptabel størrelse. Han svingede
ud med sine arme for at understrege størrelsen på helt almindelige torsk, som man i Danmark ”bare” kunne fange uanede
mængder af – lige op af Øresunds vand. Jens Petur havde, så
skødeløst som det nu engang kunne lade sig gøre, spurgt om
københavneren nu også vidste, hvor mange tons lort, der
dagligt blev pumpet ud i Øresund, samt – hvad han, i så fald
troede deres torsk voksede så kraftigt af? Han fik aldrig svar
på sit ellers udmærkede spørgsmål.
210
”Når nu du har lejlighed til at komme ud med båd, så kan du
også gå på havjagt,” havde Jens Petur luftet sine tanker overfor Olaf.
”Man kan sgu da ikke gå-på-havjagt,” belærte Olaf Petur,
med tryk på ”gå”.
Men Jens Petur var ikke sådan at slå ud af stilen. ”Det er
bare en talemåde, men du skulle prøve engang. Der er ret
mange lomvier på havet.”
”Og de må godt skydes?” spurgte Olaf undrende. Han
havde altid forestillet sig, at al fuglefangst på Færøerne blev
foretaget ud fra halsbrækkende stillinger, hængende i et tov,
lodret ned langs en fjeldside, mens havet skummede frådende
nedenunder mellem klipperne.
”Ja for søren,” svarede Jens Petur ivrigt til sin fiskerilærling, ”indtil nu er der ingen lov, der kan forbyde det, men
Lunden – eller Søpapegøjen, som I danskere kalder den, skal
fanges med net.”
Olaf begyndte så småt, at forestille sig stående i en båd
med jagtgevær og skyde efter lomvierne – det var vist ikke
helt ufarligt, når der var andre med i båden, tænkte han. Hans
uddannelse i forsvaret begyndte så småt at indfinde sig, ”der
må være noget med skydevinkler for hver enkelt jæger,” tænkte han helt automatisk.
”Men lomvierne er slet ikke så dumme,” forklarede Jens
Petur videre, der nu var helt i sit es, ”tro det eller ej, lomvien
véd, at det er forbudt at skyde lunden, så den gemmer sig ofte
i en flok lunder – her er den helt sikker.”
Olaf vidste ikke rigtigt hvad han skulle svare på denne, for
ham, noget usandsynlige forklaring – nu tog Jens Petur vist
groft pis på ham!
Et par dage senere, da Olaf mødte på trykkeriet om morgenen, var Snorri Johannesen ikke kommet ned på sit kontor,
som han ellers altid plejede at gøre. Og det var også Snorris
kone, Hannah, der havde været nede for at låse op for trykkeriet.
211
”Underligt,” havde Olaf tænkt et kort øjeblik, men alle
kunne sove over sig – selv Snorri Johannesen, lod det til!
Da Jens Petur mødte ind lidt senere, blev Olaf mødt af en
noget misfornøjet mand, der straks gik i gang med monotypestøbningen. Ikke engang en morgenhilsen kunne det blive til
fra hans side. Så misfornøjet havde Olaf aldrig set Jens Petur
før.
De øvrige medarbejdere mødte på arbejde – men ingen
Snorri Johannesen viste sig endnu i trykkeriet.
Når telefonen ringede, styrtede Rúni ind på kontoret for at
tage besked, da Jens Petur ikke kunne høre telefonen på
grund af støbemaskinens larm. Trykkeriet lignede slet ikke sig
selv uden Snorri Johannesen, så hen på formiddagen spurgte
Olaf forsigtigt Rúni om, hvor mon Snorri befandt sig, da alle
andre tilsyneladende havde deres helt specielle viden om dette.
”Århhhhh,” svarede Rúni og ledte lidt efter den næste
sætning, som han nu skulle formulere, ”Snorri – ja, øhhh, joh,
Snorri er syg!“ besluttede Rúni sig for at fortælle om situationen.
Olaf kunne slet ikke forstå, at der skulle være noget hemmelighedskræmmeri om, at Snorri var syg, det kunne jo ske
for enhver, og nu var det altså Snorris tur til at passe sengen
for en tid.
Inden ugen var omme, forstod Olaf nu først, at Snorris
sygdom var af en lidt anden art, end det han først havde haft i
tankerne. Hvis Olaf en sjælden gang løb ind i Snorri Johannesen under hans ”sygdom”, var det en helt anden person end
den han havde lært at kende – en person, der bar på alverdens
bekymringer, og var tydeligt mærket af indtagelsen af en større mængde spiritus.
Den unge Olaf, havde pludselig lært en anden side af spiritussens forbandelser at kende, en side han endnu ikke havde
drømt om. En snaps var andet end til tant og fjas, den kunne
også have en totalt ødelæggende virkning på mennesker.
212
Bogtrykkeren, forfatteren og erhvervsmanden Snorri Johannesen, havde også en anden side, som spirituslovgivningen
havde sin store andel i.
213
214
8. Kapitel
Grindebud og Marion
M
aler Ove foreslog en dag, at de skulle leje en bil for at
køre en tur nordpå til Streymoy, da der måtte være rigtig mange steder, der var værd at se på. Olaf fandt et sted,
hvor han kunne leje en bil, hvilket ikke var så let endda, idet
der ikke fandtes nogen regulære firmaer, der udlejede biler på
hele Færøerne. Men én mand tog chancen og udlejede sin bil
til dem.
De havde kørt nordpå over Mjørkadal og ned til Kollafjørður og videre nordpå til Hósvík, Hvalvík og Saksun. De
kørte derefter tilbage til Hvalvík og endte med at køre helt op
til Tjørnuvík, hvor der havde været en pragtfuld udsigt til
klipperne Risen og Kællingen på nordsiden af Eysturoy.
På Færøerne går tro og overtro hånd i hånd, og klipperne
”Risen og Kællingen”, var da heller ingen undtagelse. Her
fortalte sagnet om Kællingen, som dengang skulle havde sagt
til Kæmpen Risen: ”Kom, lad os trække øerne tættere op mod
Island!” Men ak, de blev overrasket af morgensolen, og blev
forvandlet til sten…., men kæmpen havde trukket så hårdt, at
man stadig kan se den store revne i klippen!
På hjemturen havde Maler Ove råbt af glæde over alle de
indtryk som dagens tur havde givet ham, ”dette er livet,” råbte
han gentagne gange. Og længe efter Maler Oves sidste kærlighedserklæring til livet var ebbet ud i bilen, var der stadig en
genklang i ørene på Olaf og Kurt.
Turene til Klaksvík og det nordlige Streymoy havde virkeligt givet Maler Ove noget uvurderligt – det stod helt klart.
Men bagved lå stadig savnet af sønnen og konen og ulmede
som en tikkende bombe, hvor turene rundt på øerne ”bare”
var som, at gyde olie på vandene.
215
Hjemme på værelset, havde Olaf fortalt om de muligheder der
lå i fiskeri og havjagt. Kurt var på ingen måde interesseret i
noget af disse ting, dertil var han for meget københavner fra
stenbroen, men han ville da meget gerne med ud til Argir og
se til ”skuden” engang, men ud på havet – det var vist ikke
lige ham.
Olaf tænkte på, om den skude som Kurt tænkte på i Argir,
hed Sonja, men han sagde ikke noget.
Kurt havde for øvrigt bestilt sin første ration spiritus og øl
fra firmaet F.W. Kattrup i Danmark, - 9 liter spiritus fordelt
på 12 flasker – hele hans ration for et kvartal, samt 6 bokse
guldøl.
Det lød helt vildt med så meget sprut, ”hvad fanden skulle
han dog med så meget på én gang?” tænkte Olaf, ”meeen, der
var jo også bare lidt over 2 måneder til jul – så måske var det
derfor han ville have et mindre lager stående, han var jo trods
alt murer.”
Olaf tænkte ikke videre over sagen, før han en dag løb lige
ind 6 bokse øl, der var placeret lige inde for døren.
Kurt foreslog, at Olaf kunne købe halvdelen af leveringen,
så kunne Kurt altid købe af Olaf, når han engang bestilte.
Uden at de egentlig tænkte over det, var de allerede begyndt at
ligne færingerne på dette punkt – den bestilte sending blev
hurtigt fordelt på andre hænder.
*
VEJRET VAR TYDELIGVIS blevet koldere, og når man kastede
blikket over på fjeldene på Eysturoy, var der helt tydeligt sne
på toppene. Den kommende vinter havde vist sine første
tegn. Men sneen på fjeldene var kun et fortegn for årstiden,
da der stadig var rimelige temperaturer, der bestemt ikke
skræmte færinger til at færdes almindeligt rundt i Tórshavn.
”Det færøske vejr er der ikke noget galt med, der kunne
højst være tale om en forkert påklædning,” et postulat man
kunne høre med jævne mellemrum som vejret skiftede.
216
Den timelange middagspause, blev også brugt på at spadsere rundt i byen, når der var lidt tid til overs - og det var der
som regel altid tid til.
Kurt holdt mere og mere sine middagspauser sammen
med sine kollegaer fra byggepladserne, mens Olaf efterhånden
var gået over til at spise fast på et pensionat – som Bjarni altid
spiste fast på, og nu mere fulgtes med Bjarni fra trykkeriet på
de efterfølgende spadsereture ned til havnen.
Bjarni havde en god kammerat fra Boghandlens trykkeri,
som bar navnet Magnus. Magnus var en høj ranglet og lyshåret gut, der var på alder med Bjarni og Olaf, og hver dag stod
han trofast et sted mellem Boghandlen og Posthuset, hvor
han ventede på Bjarni, så de kunne tage den vanlige tur omkring havnen, inden de tog hul på den sidste del af dagens
arbejde.
På disse ture lærte Olaf mere og mere færøsk, selv om han
ikke direkte tænkte over det – men hver dag, på trods af, at
han aldrig forsøgte at tale færøsk, blev der tilføjet nye sætninger og ord ved disse samtaler mellem de unge mennesker. Når
Olaf og Kurt var hjemme på værelset, eller var sammen med
andre danskere, stod indlæringen af det færøske sprog på
”stand by”. På deres arbejdsplads blev der altid talt færøsk d.v.s., når færinger henvendte sig til danskere, foregik det altid
på dansk, da færinger jo er et tosproget folk - derfor var der
slet ingen grund til, at danskere begyndte at tale færøsk det
første stykke tid. Først når danskere havde været bosat i længere tid på Færøerne – og eventuelt blev færøsk gift, blev de
mere et integreret del af det færøske samfund, hvorefter danskeren begynder at tale færøsk.
Dog var Henrik Møller et eksempel på reglen, der bekræfter undtagelsen. Allerede inden Henrik havde bekymret sig
om, om han agtede at blive på Færøerne, tog han de færøske
gloser til sig og begyndte at strø om sig med sit, til tider et ret
uforståelige færøsk – men ingen grinede af ham, selv om det
til tider lød ret skægt.
217
På pensionatet opsnappede Olaf fra den højtopskruede
radio, at der var iagttaget en grindeflok fra et skib, der befandt
sig i en position et stykke sydøst for Streymoy – og, at skibet
ville blive på positionen og vente på ankomsten af flere både.
Derfor var samtaleemnet på middagspausens havnegåtur, om
grindeflokken stak videre til søs, eller om skibe og tililende
både ville have held med at drive flokken ind mod eventuel
Tórshavn – eller på Nólsoy.
Der var nu ikke ret mange der troede på, at man ville drive
en grindeflok ind på Nólsoy, da det næsten var 100 år siden,
at man havde landet grind der, men det kunne være, at omstændighederne, ved inddrivelsen af flokken talte for at gå ind
til Nólsoy. Det mest sandsynlige var Tórshavn – og derved
Sandagerði.
Bjarni, Magnus og Olaf havde rundet havnemolen og var
atter på vej til deres arbejdet, uden at der var kommet noget
afgørende nyt om grindeflokken. Alle på deres vej holdt øjne
og øre stive om eventuelle nyheder fra havet, og på en uforklarlig måde holdt alle sig fuldt opdateret om eventuelle nyheder om grindeflokken, selv om ingen, tilsyneladende, havde en
radio inden for rækkevidde.
Først da Bjarni og Olaf var kommet ind på trykkeriet, var
der afgørende nyt. Der var ankommet et stort antal både på
positionen, og de var godt i gang med at drive flokken på
omkring 100 grindehvaler ind imod Sandagerði. På mindre
end et sekund stoppede alt arbejde, hvorefter alle var på vej i
retning mod Argir, hvor Sandagerði lå lige ved broen - foran
det gamle spinderi.
“Grind, grind,” lød det overalt i Tórshavn, og hele byen
var på benene.
Enten strømmede mennesker ned til deres både i havnen,
eller også startede de bilen fuldt lastet med spyd, harpuner,
store kroge med tovværk i enden. Deres store grindeknive
dinglede fra livremme eller fra lignende bælter som Maler Ove
havde efterlignet – snøret omkring livet. Alle biler kørte ad
samme vej ned forbi sygehuset og ud mod Sandagerði.
218
Området omkring Sandagerði var ikke lige velegnet til
parkering, men det var folk åbenbart ligeglade med, for de
kørte alle ud i terrænet for at holde så tæt på Sandagerði som
overhovedet muligt. Den dag røg der en del bundkar og lydpotter – men det var åbenbart en omkostning, man ikke regnede så meget med, for det var grinden, der var målet med
galskaben.
Henrik Møller var allerede nede på Sandagerðis flade
sandbred, hvor han stod med sit grej af kroge, harpuner og
tovværk – i en stor sammenfiltret bunke. Henrik havde endnu
ikke deltaget i et regulært grindedrab, men da han var færøsk
gift, havde han anskaffet sig hele grejet til formålet – nu skulle
det bestå sin prøve.
De ventende hjælpere inde på stranden, kunne svagt skimte og fornemme den store flok grindehvaler ude på havet der
piskede ind mod land, skarpt forfulgt af flokken af motorbåde, hvor mandskabet igen og igen kastede sten i havet bag
grindeflokken. Alle både havde medbragt et meget vigtigt
våben, som bestod af en sten med hul i, hvori der var fastgjort
et reb. Stenen i rebet er et yderst vigtigt redskab i bestræbelserne for at jage grinden ind mod land. Mandskabet i bådene
kastede stenene i vandet efter grindeflokken - og trak stenene
op igen med rebet, hvorefter stenen atter forsvandt i et plask
bag den jagede grindeflok. Denne lyd skræmte grindeflokken
så meget, at de flygtede i modsatte retning fra lyden – og da
lyden kom bagfra, satte de farten op i den retning som bådene
havde udset sig til. Men fælles for alle redskaber i båden er, at
de er forsynet med et reb, så man kan være sikker på, at få
spyd, harpuner og kroge med tilbage, efter de havde varet i en
kamp med det store havdyr.
Alle personer, der har lyst og mod til at gå i bådene på
havet i en grindefangst, er velkomne. Der er ingen uddannelse
forud for at springe i bådene – og næsten heller ingen aldersgrænse, men kun et spørgsmål til skipperen om hvem han vil
have med som mandskab i båden.
Dem der kørte ned til havnen, i håb om at komme med i
en båd, havde naturligvis deres eget fangstgrej med. Når så de
219
havde smidt deres grej med i bunden af en båd – oven på alt
det øvrige grej, herskede der et virvar af bredbladet spyd, harpuner, sten og store kroge. Alle redskaber med tov og reb,
kunne til tider være lidt svært at finde rundt i, men det blev
alligevel aldrig nogen forhindring i fangstens forløb. Dette var
en mandeverden – med deres helt egne regler.
Mange helt unge drenge fik deres ilddåb i denne blodrus,
der nu stod umiddelbart foran sin begyndelse. Ja, mange af
dem var allerede godt i gang i deres iver for, at give de skrækslagne hvaler lidt ekstra fart på ind mod land. De store bredbladede spyd blev flittigt brugt til, at stikke i de store hvaler –
lige fra halefinnen og opefter – og specielt af de yngre deltagere i bådene.
Der var udnævnt en grindeformand, der havde ledelsen for
alle de både, der deltog i jagten på grindeflokken. Grindeformanden havde den overordnede ledelse og strategi for, hvordan flokken blev drevet og jagtet ind mod land, men han havde ikke altid styr på hvordan den enkelte båd agerede. Der
deltog ligeledes enkelte speedbåde, der dækkede arealet bagude, så de hele tiden havde dækket deres bagland for eventuelle udbrud af flokken. Grindeflokken havde næsten ikke en
chance for at undslippe.
Grindefangst i 1966 var en helt anden fangstmetode end i de
dage, hvor der ikke fandtes både med motorer, men udelukkende både med årer. Det var dengang noget mere fair med
midlerne overfor grinden, så derfor var også altid mænd af
muskler og erfaring, der blev udvalgt til bådene, da det var
dem med kræfterne, der skulle bruges til at ro båden - sammenfattet med dem, der havde den nødvendige viden. Ofte
var det med livet som indsats, de skulle drive flokken ind mod
standen - til den ventende menneskeflok, der stod og tog
imod grinden. Dengang var det også nødvendigt med dette
ekstra tilskud af hvalkød og spæk, som havet gav til det fattige
fiskerfolk, som var hovedkernen af befolkningen som Færøerne dengang bestod af.
220
Grindekødet og spækket var virkelig et tilskud, der kunne
mærkes på Færøerne, men det var efterhånden et ”tilskud”,
der havde overlevet sig selv. Spørgsmålet var efterhånden
blevet, om ikke grindefangst var et levn fra fortiden, hvor det
nu mere er en grusom sport at jagte dette stolte havdyr.
Selve grindedrab, er fejlagtigt blevet bedømt som en
”blodrus for blodtørstige færinger”. Færinger er slet ikke mere
”blodtørstige” end andre folkefærd, nærmest tværtimod, da
mord på Færøerne nærmest er ikke eksisterende, hvor det i
Danmark foregik, statistisk set, en gang om ugen.
Olaf stod på stranden ved Sandagerði og betragtede det hvide
skumsprøjt fra de mange hvaler - der nærmest sprang i overfladen af havet, piskende af horden af både bag sig. Grindeflokken nærmede sig med fuld fart den sikre død på strandbredden. Olaf havde intet kendskab fra tidligere tiders grindedrab, eller for den sags skyld - den nutidige af slagsen. For
ham var det bare et stort skue, der i sig selv blev til endnu en
af hans talrige oplevelse på disse øer. Men det blev til en oplevelse, som han selv skulle deltage aktivt i.
Afstanden mellem havets overflade og havbund mindskedes betydeligt for hver meter hvalerne nærmede sig strandbredden. Denne kendsgerning gjorde, at hele flokken, mere
eller mindre, nu befandt sig i havets overflade – og nu var der
virkelig trængsel at spore på havet. Den før plaskende lyd af
springende hvaler forvandledes nu hurtigere til en rumlen, der
gik over i en regulær torden.
Henrik Møller havde fået rede på alle sine remedier, men
det var egentlig kun den store krog, der var fastgjort med et
langt reb, som han havde brug for – og så selvfølgelig den
uundværlige grindekniv til det videre forløb. Grindekniven er
det værktøj, der gør det endeligt af med det store havdyr.
Mange grindeknive er lavet med et smalt stykke metal, der
er sat på tværs mellem knivblad og skaft, der derved sikrede
den sårbare hånd i ikke, at glide med i knivbladet med de katastrofale følger af en sådan ulykke.
221
Men det var langtfra alle, der havde investeret i en sådan
kniv, så knive som Maler Ove havde udvalgt som ”sin grindekniv”, var allerede en meget anvendt kniv blandt de aktive i et
grindedrab.
Olaf havde endnu ikke en kniv til dette formål, dertil var
han endnu for uerfaren, men han kunne da altid give en hånd
med på strandbredden.
Selv om stranden på Sandagerði var fuld af mennesker, opdagede Olaf hurtigt Henrik Møller. De var begge iklædt færøske
uldtrøjer, som de havde taget udenpå deres arbejdstøj. Olaf
var i almindelige sko, mens Henrik havde taget store gummistøvler på – der var trods alt en del vand på Sandagerði. Men
det skulle vise sig, at det var fuldstændigt ligegyldigt, hvilket
fodtøj de havde valgt til denne lejlighed.
Henrik havde gjort tegn til Olaf, at han skulle tage sig af
den ene ende af rebet, hvorefter Henrik tog resten af rebet
med krogen, for at gøre sig klar til hvalernes landgang på
strandbredden.
Både og hvaler nærmede sig nu hastigt den ventende menneskemængde. Man kunne nu tydeligt høre råbene fra mandskabet fra bådene bag hvalerne – og hvalernes kraftige bevægelser i havet gik bestemt heller ikke stille af.
Første gang man er vidne til sådan et skue, brænder det sig
ind på nethinden, men lyden af råbende og skrigende mennesker, blandet med hvalernes dødskamp i havet, sidder meget
længe tilbage i bevidstheden.
”Er du klar,” råbte Henrik til Olaf.
Olaf havde råbt tilbage, at det var han, dog uden helt at
vide hvad han egentlig skulle være klar til.
Henrik bevægede sig ud i vandkanten – ligesom de øvrige
færinger gjorde på stranden, mens han holdt skarpt øje med
det næste træk, der måtte komme fra de langt mere erfarne,
som stod lige ved siden af ham.
Nu var hvalerne så tæt på stranden, at mandskabet i bådene fik direkte ordre til at påbegynde selve drabet på hvalerne.
De spyd, der før blev brugt til at få lidt gang i flokken, blev nu
222
brugt direkte mod hvalens livsvigtige dele. Også harpunen
blev taget i anvendelse. Her gjaldt det om, hvis harpunen satte
sig godt fast i hvalen, at trække dyret til bådens ræling, hvorefter de kunne aflive hvalen med grindekniven.
En erfaren hvalfanger er enorm effektiv med sin grindekniv. Det tager ham ikke ret mange sekunder, fra hvalen er
inden for rækkevidde, til hvalen ligger død ved hans side. Når
hvalen ligger ind til rælingen, skærer man en håndsbredde
bagud fra åndehullet, halvvejs rundt på oversiden af hvalen,
således at begge pulsårer på hvalens sider bliver skåret over.
Herefter føres kniven dybere ned i hvalen, så den rammer
stedet hvor nakke og ryg er samlet. Når kniven føres direkte
ned gennem dette punkt – er hvalen død. Hvalen ligger nu
helt stille med sit hoved halvvejs skåret af.
Men mange af hvalerne havde så meget fart på, at de direkte røg ind i strandkanten, hvor de mange mennesker stod
og ventede på dem – med deres kroge og lange knive.
Henrik havde allerede fået sin krog i en af hvalerne, men
der skulle flere folk til trække hvalen ind, og da Henrik ikke
havde den fornødne erfaring med krogen, røg krogen af hvalen med det resultat, at Henrik måtte en tur i vandet. Herefter
gik det stærkt, en tililende tilskuer greb fat i den herreløse
krog og gik resolut løs på hvalen, som var på vej ud igen ved
hjælp af havvandet, der efter en større bølge, var ved at trække sig tilbage. Manden var helt ligeglad med sit tøj – eller for
den sags skyld, hvor langt han gik ud i vandet, for i løbet af
kort tid stod han i vand til halsen.
Det så ret faretruende ud, da andre hvaler blandede sig i
denne ”leg med døden”. Skuet blev ikke mindre dramatisk
ved, at havet nu var helt rødt af blod, og samtidig med at flere
af deltagerne enten stod i vand til livet, eller som manden der
havde taget Henriks krog, flere gange forsvandt helt under
vand.
En større hval, på over 10 ton, kom ret tæt manden med
krogen i vandet, men han har måttet have vidst hvad han
skulle gøre, for pludselig kom han til syne ved hvalens side og
råbte ind mod bredden, at de skulle trække til.
223
Flere tilskuere kom til, hvoraf mange måtte helt ud i vandet for af få rigtigt fat i rebet – men så gik det også stærkt,
hvalen blev trukket så meget op på land, at den lå piskende
med halen i vandkanten. Den store hval ved siden af var endnu engang kommet ret tæt på manden helt ude i vandet, da
hvalens hale bankede lige ned ved siden af ham. Havet var
ikke bare rødt, det skummede så meget af blod, at Olaf fik en
fornemmelse af, at hele havet var af blod..
En af de aktive, der havde været med til at trække hvalen i
land, trak sin grindekniv og aflivede dyret på næsten ingen tid.
Både Henrik og Olaf så og lærte noget den dag om grindedrab – og ikke mindst, hvor farligt det var ude mellem hvalerne. De fik den største respekt for de mennesker, der med
dødsforagt kastede sig ud i dette drama, der foregik i det korte
tidsrum, hvor hvalerne skulle aflives. Selv om det var et skue,
der ikke på nogen måde tålte sammenligning med noget Olaf
havde oplevet i sit unge liv, var han aldrig i tvivl om, at hvalerne ikke skulle lide mere end højst nødvendigt.
Lige så dramatisk som hele drabet havde været, lige så
dramatisk føltes stilheden, der fulgte. Ikke mindst synet af de
døde hvaler i det røde vand omgivet af de mange mennesker,
der helt automatisk var gået i gang med at udtage lever og
nyrer fra hvalerne. En af tilskuerne, som var gået i gang med
opsprætningen af en hval der lå på land, blev pludselig overfaldet af en af de mere aktive der havde været ude i vandet.
Nyrer og lever kunne man kun få lov til at udtage, når – og
kun når, man selv havde deltaget aktivt på havet eller på
stranden, og manden, sågar en tidligere Lagmand, havde på
intet tidspunkt deltaget i dette. Den tidligere Lagmand måtte
ikke bare lide den tort, at blive fjernet fra hvalen, men han
måtte også en tur ud i ”det røde hav”, godt hjulpet af flere
tililende tilskuere – så det blev ikke til noget med grindelever
eller nyrer den dag for den tidligere Lagmand.
Mens Olaf gik rundt og så på de døde hvaler, noterede han
sig, at ret mange af hvalerne var stukket temmelig mange gange fra halen og opefter, måske var der lidt for mange amatører
224
med i bådene derude på havet, måske var der nogle der trængte til lidt mere oplæring i dette ”fag” end kravene var, for at
deltage på havet i et grindedrab? Det var synet af disse mange
stik, der gjorde det største indtryk på ham – det stod i stærk
modsætning, til den effektivitet han havde set på stranden ved
aflivningen.
Først når grindeformanden har afblæst fangsten, er det de
hvaler der ligger dræbt – som kan ses og optælles, der indgår i
fangsten. Hvaler der efterfølgende bliver ”fundet”, tilhører
den båd/mand der har fundet hvalen.
Når en hval bliver ramt af en harpun, lægger den sig ned
på havets bund for at dø – dette véd enhver der har været
med i grindefangst. Så derfor kan der opstå ”tænkning” i dette
fænomen, hvor fangsten foregår i bygder med havne – hvor
der ligger skibe med ankerkæder eller lignende fra skibet. Efter en harpun har sat sig fast i en hval, kan fangeren snøre
rebet fra harpunen fast til et af skibene i havnen – under
vandlinjen. Når så fangsten er afblæst, løsnes rebet lige så
stille – og hvalen kommer til syne når rebet trækkes ind i båden. Et trick nogle benytter sig af – et trick som selvfølgeligt
ikke er lovligt.
Resten af dagen og aftenen gik med, at de der indgik i opskæringen af hvalerne, også delte de mange portioner op, som de
aktive skulle have del i.
Hvalen opmåles i “skind”, hvilket vil sige, at et skind er lig
med 300 pund kød og spæk. En pæn stor hval kan være på ti
skind, men de er ofte dobbelt så store eller endnu større, men
også en del mindre da der naturligvis er unger med i flokken.
Efter fangsten bliver der aktion på de hvaler der skal sælges, og buddet på den pågældende hval er altid en pris pr.
skind, men auktionsbuddet kan aldrig nå op over et fastsat
loft. Det vil sige, at lyder et bud på dette beløb, er man sikker
køber af denne hval, men det er ret sjældent at buddet når op
til “loftet”.
225
Grinden bliver næsten altid opdaget af et skib, der melder
over radioen, at en flok er set på den og den position, og da
de fleste færinger altid sidder med øret klistret til radioens
fiskerbølger, varer det ikke ret længe, inden jagten er begyndt.
Den bygd der mente, på grund af den opgivne position, at
det må være deres fangst der henvises til, går så i bådene for
at drive grindeflokken ind mod land. Dette har sommetider
givet en del problemer, når to “bygder” tørnede sammen ude
på havet, for hvor skal flokken nu drives hen? - I hvert fald
ikke til nabobygden.
Der går mange sandfærdige historier om sådanne sammenstød, hvor grinden er sluppet til havs, på grund af, at hver
bygd holdt stædigt på sit. Ja, der findes endog eksempler på, at
den ene af bygderne - med fuldt overlæg - har jaget grinden til
havs igen, fordi den anden bygd var ved at få det afgørende
overtag.
På bygderne bliver hele fangsten delt op til de husstande,
der havde deltaget i grindefangsten, hvor det i Tórshavn har
en lidt anden karakter, da en hel del af fangsten blev solgt til
højstbydende. Mange af disse penge går til skader på bådene
eller til de der har deltaget, som på en anden måde havde lidt
skade under fangsten.
Men fælles for hele Færøerne er, at efter en grindefangst,
er der altid dans i forsamlingshusene – for nu er der atter en
lejlighed for ”en lille en til halsen”, og denne grindefangst i
Sandagerði var på ingen måder en undtagelse.
Efter et godt tiltrængt bad, samt et godt foder til aftensmad,
tog Olaf og Kurt ud til Tolderhuset på Argir – naturligvis
medbringende en flaske snaps og en boks øl, da de ikke ville
være skyld i, at Henrik endnu engang havnede på sygehuset
med en lungebetændelse.
Det var allerede et stykke tid siden, at Henriks kone, Synnøve, var kommet hjem med sønnen fra fødslen på sygehuset,
så nu fik de endelig lejlighed til, at hilse på hende. Henriks
lejere, Maleren og Sonja, var til Kurts store glæde også hjem-
226
me, så det varede ikke længe før de alle igen var samlet i Henriks stue.
Det store samtaleemne var naturligvis grinden, der blev
landet på Sandagerðis strand, samt de, der havde deltaget i
selve drabet. Olaf og Henrik havde fået deres ”ilddåb” på
stranden, som de selv mente at havde klaret nogenlunde. Synnøve var glad over, at Henrik ikke havde været overmodig og
taget båden ud med de andre både – dertil var han nok for
meget amatør på havet. Olaf sagde intet til Synnøve om begivenhederne på stranden, da han mente det måske var lige så
farligt, som at færdes blandt de sprællende hvaler som mandskabet i bådene på havet.
Kurt satte sig klods op ad Sonja, og enhver kunne se på
hans ansigt, at han rigtig hyggede sig. Henrik og Maleren lagde også mærke til det, men en henkastet bemærkning fra Maleren tog brodden af ethvert tilløb til et begyndende jalousidrama.
”Lad dem dog more sig,” sagde maleren henkastet, mens
han åbnede en øl med sin spartel, som han tog op af sidelommen fra sine arbejdsbukser, ”hun har sgu da godt af at
vide, hvor godt hun har det,” og længere var den ikke for
ham.
Som aftenen skred frem, blev det sværere og sværere at
skelne om Henrik og Olaf havde deltaget i et grindedrab eller
i et regulært søslag, for det var ikke småting de to havde vovet
sig ud i nede på strandbredden. Der var dog ikke gået ret lang
tid, før de havde aftalt, at de måtte ud på havet en dag for at
fange nogle fisk. Henrik havde også gået og tænkt på, at sætte
nogle skrubbegarn lige neden for den store elv, der løb ud i
Sandagerði, da han var helt sikker på, at der var alle mulige
fladfisk at hente lige netop der. Det med at fiske med line
havde Henrik allerede prøvet en del gange – og endnu bedre,
han lå inde med alt det grej som de havde brug for.
Synnøve havde sørget for tørfisk og lagesaltet hvalspæk til
selskabet. Hvalspækket var udskåret i stykker på ca. 3 x 3 cm,
som lige var passende stykker for en person at starte med.
227
For Olaf og Kurt var bekendtskabet med denne noget
specielle færøske ret helt ny. Igen noget der skulle prøves af,
og med den ildhu de øvrige kastede sig over retterne, var der
ikke meget at betænke sig på. Henrik spurgte Synnøve, om
der ikke var nogle ”kolde æbler” tilbage i køkkenet. Til Kurts
store overraskelse, stillede Synnøve nogle kolde kartofler midt
på bordet. Kartoflerne, der stadig havde skræl på, indgik meget hurtigt som en del af menuen. Synnøve havde også stillet
en lille skål med groft salt, hvor kartoflerne, efter de var pillet,
flittigt blev dyppet i. Også lidt smør fandt frem til bordet, så
dette kunne forenes med kartoflerne og saltet – hvis man
havde behov for lidt mere fedtstof end spækket kunne tilbyde.
Alle havde tilsyneladende deres egen specielle lommekniv til
formålet, så da Olaf og Kurt sad og kom helt fremmed til sig
selv på dette punkt, hentede Henrik et par mindre, men ret
skarpe knive. Knivene skulle ikke bare bruges til at pille de
kolde kartofler, men lige så meget til at skære spækket i tynde
skiver, så det var tilpas spiseligt.
Det varede ikke længe, før de begge havde prøvet at banke
en tørfisk med en hammer ude på Henriks trappetrin, hvorefter de, som rigtige færinger sad tilbage med kniven og skar et
passende stykke spæk af til lidt tørfisk – og så lige en kold
kartoffel til, mens det trannede hvalfedt langsomt løb ned
mellem fingrene.
Kurt havde ikke lige fattet den med de kolde æbler, som
blev ”til kolde kartofler”, hvilket Henrik morede sig rigtig
længe over.
”Kartofler hedder æbler på færøsk,” havde Henrik grinende sagt, som den mest selvfølgelige ting i verden, dog uden at
komme nærmere ind på hvorfor han blandede danske og færøske gloser i sit sprogbrug. Men for Henrik var det nu hans
måde at begynde at tale et andet sprog på – og så gjorde det
ikke noget, at konen var tosproget, selv om det til tider gav en
del misforståelser.
”Det kan sgu da kun gå galt,” tænkte Kurt, ”kartofler der
hedder æbler – de er godt nok ikke for amatører de færinger.”
228
Kurt begyndte at fundere over, om så løg var svesker –
eller omvendt. Og hvad om man så en dag blev budt på sveskegrød, hvad kunne man så risikere at ryge ind i?
Han skyndte sig at knappe en øl op med tommelfingeren –
dette skulle godt nok skylles ned, så han tømte hele flaskens
indhold i ét drag.
I dagens anledning, kom Synnøve nu ind i stuen med en
hel fårekølle. ”Er der nogen der har lyst til lidt skærpekød,”
spurgte hun i en meget opmuntret tone.
”Hvad i fænghullet er skærpekød for noget?” spurgte Olaf
og Kurt næsten med én stemme.
Henrik svarede med at række ud efter fårekøllen, hvorpå
han skar et par tynde skiver af og rakte det afskårne kød over
til de to spørgende. ”Prøv selv og smag,” opfordrede Henrik
dem og fortsatte i samme øjeblik med en mindre forklaring
om begrebet ”skærpekød”, ”det er faktisk råt vindtørret fårekød,” forklarede Henrik, mens han pegede med kniven på
stykket hvor han lige havde skåret - for at vise kødets råhed.
Dette virkede på ingen måde afskrækkende på de to tilhørere, der begge rakte ud efter saltbøssen for at strø lidt salt på
kødet. Herefter gik skærpekødet samme vej som spæk, tørfisk
og kartoffel. Det hele blev nænsomt skyllet ned med en snaps!
Kurt fik hurtigt kenderminen på, da han havde smagt på
kødet, ”er der mere?” spurgte han og rakte en hånd ud mod
Henrik, som kvitterede med at række hele køllen over til Kurt,
der samtidig, med den anden hånd, skænkede snaps til alle de
tomme glas på bordet.
”Du skærer selv denne gang, og lader køllen gå videre til
den næste,” svarede Henrik, som den naturligste ting i verden.
Endnu engang fik Olaf og Kurt føjet en færøsk specialitet
til deres - efterhånden mange færøske retter – helt uden at
tænke over det, da sådanne begivenheder kunne indtræffe
flere gange om ugen.
Kort efter dukkede Maler Ove op i døren ind til stuen.
Han havde stadig en Taxa ventende uden for huset.
”Nå, så det er her, man kan finde jer,” sagde han, og forsvandt hurtigt ud for at betale Taxaen.
229
Selskabet i stuen besluttede i mellemtiden, at lave lidt sjov
med Maler Ove, så mens Ove betalte sin Taxa, blev snapseflasken gemt væk, og en anden tom snapseflaske blev halvt fyldt
op med postevand – og derefter stillet på bordet.
Maler Ove hængte sin frakke i gangen og gik glad ind til
det lille selskab – han havde stadig sin egen flotte selvkonstrueret grindekniv på sig.
”Tak som byder,” svarede Maler Ove som tak til sin malerkollega, der rakte ham en øl.
Maler Ove satte sig for enden af sofabordet på en spisebordsstol, som Synnøve kom rendende med. Da han så op på
Synnøve, rejste han sig hurtigt igen.
”Dig har jeg vist ikke mødt før,” sagde han og rakte hende
hånden som hilsen.
”Synnøve,” præsenterede Henriks kone sig, ”jeg er Henriks kone,” forklarede hun med et stort smil og gav ham hånden.
”Er det din kone???” spurgte Maler Ove vantro, og så over
på Henrik i sofaen, mens han stadig hold fast i Synnøves
hånd.
Henrik nikkede mens han tog en slurk øl af flasken.
Maler Ove holdt stadig fast i Synnøves hånd, som han var
bange for, at hun skulle forlade ham. ”Jeg kunne drikke dit
morgenpis,” sagde han til en noget overraskende – og ikke
mindst en meget måbende Synnøve, der ikke kunne finde
noget svar på en sådan tiltale. Så derfor trak hun meget hurtigt
sin hånd til sig, på samme måde, som når man brænder sig på
noget meget varmt.
Den gode Maler Ove havde sin helt egen specielle form
for komplimenter – en form som ikke alle lige forstod, men
som de fleste, noget stiltiende accepterede.
Oves bemærkning havde efterladt Synnøve ude på et sidespor, som det tog hende nogen tid at komme ind fra igen.
Faktisk var hun lettere rystet over bemærkningen, som Henrik
måtte udrede på et mindre ”familiemøde” i køkkenet.
”Det er altså ikke alt, hvad en dansker siger, man skal tage
for pålydende?” havde Synnøves, meget tøvende ”spørgs230
målssvar” været til Henriks forklaring. Men om hun helt havde affundet sig med hans fortolkning måtte stadig stå hen i
det uvisse.
Henrik kom derefter tilbage fra køkkenet, med en flaske af
hans hjemmebryggede vin.
”Nu skal du sgu bare se, hvad jeg har til dig,” sagde Henrik
henvendt til Maler Ove, som næsten var færdig med sin første
øl.
Henrik fortsatte sin improviserede salgstale, ”sidste gang
du var her, var du så glad for min vin, at jeg slet ikke kan
nænne, at du skal gå herfra uden at få tilbudt nok et par glas af
min hjemmelavede vin.”
Det var lige dét der skulle til for at få Maler Ove helt op af
stolen, ”nej fanden edeme nej og atter nej,” røg det ud af
Ove, der havde rejst sig så hurtigt op, at stolen væltede, ”ikke
det sprøjt igen!”
Ove tømte resten af sin øl, tørrede sig med bagsiden af
hånden om munden og stillede forsigtigt flasken fra sig ned
på sofabordet. Derefter rejste han sin væltede stol op og støttede sig til stoleryggen, mens han indtrængende så på Henrik.
”Sidste gang jeg var her,” sagde han med et ekstra tryk på
”sidste”, ”drak jeg så meget af din ugærede vin, at min mave
truede med at eksplodere, herefter,” nu fik ordet ”herefter”
lov til at få et ekstra tryk, men efterfulgt af en gentagelse,
”herefter sked jeg så meget, at mit røvhul, bogstaveligt talt
hang i laser – og ikke nok med det, det var mig helt og aldeles
umuligt at falde i søvn - over min maves evindelige klagen.”
Maler Oves malerkollega Per, var helt færdig af grin – det
var bare for meget.
”Og hver gang jeg troede, at jeg, nu endelig, - langt om
længe, havde taget røven på den tilbageværende – og endnu
gærende vin i maven - begyndte det hele sgu forfra igen.”
Maler Ove satte sig igen ned på stolen, og stirrede noget
forundret over sin tomme flaske på bordet, som han demonstrativt tog op og rystede foran hans endnu grinende kollega.
”Det må vist være en bytter,” konstaterede han tørt.
231
Maleren Per mente, at den historie måtte skylles ned med
en snaps – og en øl, men først snapsen.
Synnøve fandt hurtigt et snapseglas frem til Ove, og stillede det forsigtigt på bordet foran ham, ”kunne han mon finde
på, at komme med flere underlige komplimenter,” tænkte hun
og forsvandt atter hurtigt uden for rækkevidde.
Per skænkede en stor snaps op til Maler Ove og stillede
derefter en øl ved siden af snapseglasset.
Ove rejste sig op for at holde en tale for det sluttede selskab, mens han havde fattet om det lille snapseglas. Dog nåede han aldrig til andet end en dyb indånding, før Olaf afbrød
talen med et: ”Få den dog ned Ove, hvor svært kan det være?”
Den besked lod Ove sig ikke sige to gange, og med en fast
beslutning tømte han så glasset - i ét drag.
Situationen, der nu fulgte, var vist noget af det største
chok for Oves organisme - nogensinde, hvis man da ikke lige
medregner de gange han var blevet snuppet af politiet. Et
snapseglas fyldt med vand - noget værre kan man næsten ikke
komme ud for.
Nu så Ove virkelig ond ud. ”Og det byder I MIG?” råbte
han ud i stuen.
Henrik stod lige bag Maler Ove med den rigtige snaps –
parat til at gøre skaden god igen, han kunne levende sætte sig
ind i, hvor ”medtaget” Ove måtte have været.
Når man havde snydt Ove én gang, blev han virkelig mistroisk. Derfor var der ingen, der fik lov til at skænke ham en
snaps, uden han havde sikret sig, at snapsen nu var god nok.
Snapsen blev tøvende godkendt, og Ove fik sin dram, men
det tog ham nogen tid, inden han helt var ovre det, han havde
været udsat for.
Af en eller anden grund, havde Synnøve det rigtig godt
med denne situation.
På et tidspunkt, lavede Henrik og Synnøves nyfødte så meget
vrøvl over larmen i stuen - og ikke mindst af den bølgende
røg, der havde lagt sig tungt overalt fra de cigaretrygende
232
mennesker. Herefter besluttede Maler Ove, Kurt og Olaf, at
de tog i dansen i Sjónleikahusið. Så ikke lang tid efter sad de
atter i en Taxa på vej ind mod Tórshavn.
Selv om ingen af dem var vant til at køre Taxa i det omfang, som man gjorde på Færøerne, blev dette hurtigt til en
helt naturlig ting i hverdagen.
Da der alene i Tórshavn er lidt over 100 Taxaer, skal der
en hel del mennesker til for at fodre dette system, selv om det,
underligt nok, mest var de yngre mennesker, der benyttede sig
af denne transportform.
Inde i Sjónleikahusið var der stuvende fyldt med dansende
mennesker, der kogte sig igennem den slangelignende færøske
folkedans. Oven på grindedrabet er det en helt selvfølgelighed, at alle der vil more sig, - og det var mange - møder op i
Sjónleikahusið til den traditionelle færøske nationaldans.
De tre kunne hurtigt genkende seancen fra deres sejltur til
Færøerne, og til deres store overraskelse befandt de sig pludselig som led i kæden af de dansende mennesker. Trinene
havde de allerede inde i hovedet fra skibet, og selv om ét er, at
have noget i hovedet – er det noget helt andet at prøve det.
Men det gik forbavsende let at komme ind i rytmen, selv om
det stadigt mindede dem mistænkeligt om noget, der normalt
foregår dybt inde i det mørke Afrika.
Selv omkvædet var de begyndt at synge med på - samt, at
de helt naturligt fulgte med i takten, hvori der skulle stampes
lidt ekstra hårdt, for at understrege sangens styrende tekster.
Joh - de var begyndt, at hyle med de ulve de var iblandt.
Da Olaf var på vej op fra toiletterne, hvorfra han naturligvis var blevet budt på op til flere snapse, rendte han lige ind i
Marion - der var på vej ned til toiletterne.
Marions storsmil overrumplede Olaf totalt, så han skulle
ikke overtales ret meget, før de havde aftalt, at de skulle mødes udenfor Sjónleikahusið lidt senere. Det var ikke helt uden
spænding, at Olaf så frem til at tale med Marion igen. Lige
inden han gik udenfor Sjónleikahusið, havde han flygtigt
nævnt for Kurt, at han ”nok smuttede”, da han lige havde
233
mødt Marion. Kurt havde ikke sagt noget, men hans ansigt
havde røbet hvad han tænkte, og med øjnene rullende rundt i
øjenhulerne, var hans tankegang ikke til at tage fejl af.
Marion stod allerede og ventede på ham, og da de langsomt
begyndte at gå ned mod byen, stak Marion sin arm ind under
hans arm. Olaf syntes det var vældig rart, så der var slet ingen
grund til at protestere.
Da de var nået et stykke ned af Tórsgøta, så Olaf skyggen
af en person krydse gaden – en person, som han mente at
have set før, dog kunne han ikke umiddelbart placere personen nogen steder. Personen, som var en mand, forsvandt
skyndsomt, med usikre skridt, i retning mod Tróndargøta.
Marion havde stadig sin arm inden under Olafs arm, men
langsomt gled armen ned over Olafs ryg og rundt om livet på
ham, helt automatisk, lagde han sin arm rundt om skuldrene
på Marion og trak hende ind til sig.
De fortsatte deres gang langs butikkerne og så lidt ind på
de forskellige vinduesudstillinger – uden rigtig at se eller sige
noget.
”Du hilste ikke?” afbrød Marion pludselig stilheden – henvendt til Olaf.
”Øhhh, jeg er ikke helt med – hilste på hvem?”
”Din chef – Snorri Johannesen, det var ham der lige
”smuttede” forbi, hvis jeg skal bruge et pænt ord, - og han så
for øvrigt også ud til at være skide fuld,” svarede Marion,
uden at pakke noget ind.
Olaf havde kun opfattelsen af Snorri Johannesen som en
ædru person, og kendte ham udelukkende fra »Havnar Prent«,
men da Marion fortalte, hvem der lige havde krydset gaden,
faldt brikkerne lige pludselig på plads. Manden havde jo haft
noget bekendt over sig, og med Marions iagttagelse var han
slet ikke mere i tvivl – det var Snorri Johannesen, de, til Olafs
store forundring, lige havde set komme forbi.
Marion klappede Olaf på brystet og så ham lige ind i øjnene, ”det koster at være en stor mand på Færøerne, og Snorri
Johannesen hører ikke til de mindre.”
234
Olaf var begyndt at forstå det færøske samfund, men det
var på sin måde alligevel så meget forskelligt fra det danske
samfund han kendte – og der var op til flere ting, der skilte sig
afgørende ud!.
”Går vi op til dig, spurgte Marion, da de drejede ned ad
Niels Winthers gøta?”
Olaf nikkede og svarede bekræftende. ”Ved du da hvor jeg
bor?” spurgte han undrende, da han ikke mente, det var tilfældet.
”Nåh, nej,” svarede hun lidt usikkert tilbage, ”men når du
begynder at gå ud af byen, må der jo være en grund til, at du
øjensynlig følger en bestemt vej – eller har jeg helt uret?”
Marion var bestemt ikke helt dum, havde Olaf tænkt, men
han kunne ikke finde ud af, hvorfor han rent automatisk gik
hjem på værelset med Marion – så godt kendte han hende da
heller ikke. Nu boede han jo heller ikke alene, så hans tanker
gik ikke i retning af at forføre Marion, nok snarere, at sidde
lidt alene med Marion – bare dem alene.
Af en eller anden grund gjorde Marion ingen indsigelser, så
de spadserede videre op mod den nye vej, der, når den engang
blev færdig, blev til forlængelsen af Dalavegur.
Da de gik ind ad hoveddøren, stak Olafs værtinde hovedet ud
fra hendes køkken. Køkkenet lå lige i forlængelse af gangen,
hvor trappet til husets første sal førte op til. Lige ved siden af
trappen lå tre afsvedne fårehoveder – lige klar til middagsbordet den næste dag. Værtinden havde lynhurtigt noteret sig, at
der var pigebesøg på værelset, så kunne der kræves lidt mere
ind for en eventuel overnatning. I hvert fald ville et toiletbesøg kunne give lidt ekstra til huslejen!
Olaf og Marion tog begge deres fodtøj af, inden de gik ind
i huset, da den nye vej op til Dalavegur havde været så mudret, at deres sko var mere end snavsede.
For enden af gangen, på første sal, lå Olaf og Kurts værelse. Begge deres navne stod på døren.
”Så I bor sammen?” spurgte Marion lidt undrende.
235
”Tja, det er jo en billig måde at bo på, og så er det møbleret med rent sengetøj,” svarede Olaf og åbnede døren så Marion kunne komme ind.
”Møbleret?” Hendes stemmeleje var ikke det mest jublende, da hun iagttog det sparsomme møblement, ”men sengene
har I da.”
”Ja, og et bord og to stole,” supplerede Olaf hendes undersøgelse rundt i værelset.
”Okay!” sagde hun, og stillede sine sko lige inden for døren og gik hen imod en af stolene ved bordet for, at hænge sit
overtøj på stoleryggen.
”Så kan du tage stolen, mens jeg lægger mig her,” sagde
hun spydigt. Hun smed sig på sengen, og strakte sig lige så
lang som hun var. Derefter satte hun sig op, så på kasserne,
der var placeret for endevæggen nogle meter fra døren.
”Giver du en øl?” spurgte hun, mens hun trak benene op
under sig.
Olaf havde lige taget sig i at stå og betragte Marion i hans
seng, som hun kort forinden havde ligget og ”slanget” sig i.
Hun så egentlig rigtig godt ud, og hende røde hår, som var
blevet lidt længere siden deres sejlads med »Tjaldur«, klædte
hende endnu bedre end han kunne erindre.
”Giver du en øl?” gentog hun nu i et lidt højere tonefald,
der fik Olaf ud af sine tanker, der allerede havde fået ham ned
på sengen ved siden af Marion.
”Selvfølgelig,” svarede Olaf, lidt ærgerlig over at blive revet ud af sine tanker – lige i dette øjeblik.
Han havde endnu ikke fået sit overtøj af, men gik over til
kasserne på gulvet, for at hente en øl til Marion.
”Ja, ja – ro på,” spandt hun med en lille latter, ”så meget
haster det nu heller ikke – få nu din jakke og tørklæde af, så
kan du hente os to øl og sætte dig ved siden af mig.”
Olaf lod Marion overtage kommandoen – især efter opfordringen med, at han kunne sætte sig ved siden af hende på
sengekanten.
Lidt efter sad de sammen på sengen og sagde skål til hinanden - for første gang efter de skiltes på »Tjaldur«.
236
Marion fortalte om sin ankomst hos sine forældre, der
havde haft rigeligt plads til hende og sønnen Søren, idet hun
havde fået hele underetagen af huset for sig selv. Da hun var
uddannet som damefrisør, havde hun hurtigt fået sig et arbejde - oven i købet et ret godt betalt job, som hun var vældig
godt tilfreds med, men der var stadig noget der trykkede hende. Det var bestemt ikke let at være enlig mor på Færøerne,
og Sørens far var et totalt overstået stadie.
”Og helt ærlig,” havde hun tilføjet, som om hun var under
hypnose, ”ham er der sgu heller ingen fremtid i.”
Marion havde helt andre tanker om en fremtid med sin
søn. Fremtiden lå måske i Trondheim i Norge. Hun havde
allerede søgt arbejde i Trondheim og havde kunnet vælge
imellem fire damefrisørsaloner, som alle var meget interesseret i hende. Hun havde endnu ikke svaret, men det var så godt
som sikkert, at det blev et af de to tilbud, som lå nærmest
centrum i Trondheim. Der var ligeledes også ideelle betingelser for børnehave og skole, når Søren engang blev så gammel.
Så egentlig var det en nøje gennemtænkt plan, som hun så
frem til i Norge.
Selv bolig havde hun allerede forhørt sig om, og her var
der flere steder hun kunne komme i betragtning som enlig
mor, så alt talte for, at hun snart tog den endelige beslutning.
”Hvad med dig, trives du på Færøerne?” havde hun forsigtigt spurgt til Olaf.
Olaf fortalte om sin første tid – og om de oplevelser han
indtil nu havde haft. Færøerne havde været en meget stor
oplevelse - og omvæltning for ham, men det havde været til
den gode side, som han på ingen måde ville have undværet.
Men, der var et stort men – en tanke der trængte sig mere og
mere på. Han var stadig ung, og tanken om Australien spøgte
mere og mere i hans hoved, så det endte sikkert med, at han
meget snart drog sydpå.
”Så kommer der ikke ret mange bukser ud af de skind,”
havde Marion konstateret, ”du drager sydpå – og jeg tager til
Norge.”
237
Olaf vendte sit blik om mod Marion, der lo lidt af sin bemærkning – og ikke mindst af Olafs reaktion.
”Ro på,” sagde hun endnu engang, ”vi er begge frie og
uafhængige mennesker, der blot følger vore indskydelser – og
sådan skal dét være.”
Olaf og Marion kunne nu høre fodtrin på gangen udenfor.
Fodtrinene nærmede sig deres dør. Olaf kunne med det samme genkende lyden på Kurts gang, men denne gang lød den
lidt mere højt – og så måtte Kurt have pådraget sig en slem
forkølelse inden for den sidste times tid, for han hostede
enormt meget.
”Din roommate er på trapperne,” oplyste Marion, der meget apropos benyttede et australsk udtryk for betegnelsen.
Hun skubbede lidt til Olaf og satte sig ud på sengekanten ved
siden af ham.
Normalt gik Kurt altid bare ind, men denne gang bankede
han – noget støjende på døren, før han gik ind. Kurt grinede
forlegent, da han så parret på sengekanten.
Kurt havde i de sidste par uger ladet sit skæg stå, så for
Marion var det lidt af en overraskelse, da Kurts ansigt kom til
syne i døråbningen. Kurt havde også en stor lys færøsk sweaters på, så alt i alt var det en noget anden Kurt, end den Kurt
Marion kunne huske fra skibet, der nu trådte forsigtigt ind af
døren.
”Jeg skal bare lige,” begyndte Kurt lidt undskyldende for
sin tilstedeværelse, og fortsatte, ”skal bare lige have et par
ting, så er jeg den der er gået igen.”
Både Marion og Olaf skulle lige til at sige noget, da Kurt
lagde sin pegefinger på munden og tyssede svagt, ”jeg er inviteret til ”party” ved Frank, så jeg er først tilbage i morgen
engang.”
”Men, men ……,” indvendte Olaf.
Men Kurt afbrød ham i forsøget, ved atter at placere sin
finger for munden for at tysse på ham – og kort efter var han
igen ude af døren. Døren lukkede sig bag ham, og lyden af
hans fodtrin, som nu var en del mindre støjende end da han
var ankommet, forsvandt i et endnu hurtigere tempo.
238
”Frank?” Olaf kom lidt langsomt til sig selv ovenpå den
lige overståede seance. ”Jeg forstår ikke en skid – Frank?”
Han rejste sig langsomt fra sengekanten og stillede sin øl fra
sig på bordet, ”Jeg skal lige på det lille hus,” undskyldte han
sig, men samtidig i et tonefald der afgjorde, at han helt havde
opgivet, at finde årsagen til den pludselige opståede situation
med Kurt.
Da han kom tilbage, lå der en del mere tøj på bordet end
han lige kunne huske – og Marion havde lagt sig til rette under hans dyne. Han kunne kun lige skimte hendes ansigt med
det røde hår ved hovedgærdet.
”Sluk lige lyset,” bad hun ham, ”og kom så herhen til
mig.” Hendes arm kom til syne inde fra dynen, og hendes
pegefinger bevægede sig lokkende fra Olaf og hen imod sengen.
Selv om han slukkede lyset i loftet, var der fra vejbelysningen stadig så meget lys i værelset, at han tydeligt kunne se
Marions ansigt, og da hun slog dynen til side, afslørede hun
sig i alt sin nøgenhed. Hvis Olaf før havde været i tvivl, fandt
han ud af, ved den lejlighed, at hendes røde hår var ægte.
Olaf huskede ikke rigtigt, hvordan han kom af tøjet, men
det havde gået meget stærkt, for snart efter lå de begge totalt
nøgne under dynen - meget tæt ind til hinanden.
”Hvad tror du, der var sket, hvis jeg var blevet smidt i
havnen – efter min hjemkomst til Færøerne?” spurgte Marion
drillende, mens hun strøg ham ned ad brystet – og igen lidt
længere nede.
”Du var sgu røget op af vandet - som en prop, og meget
hurtigt,” svarede Olaf, der med Marions vedvarende bevægelser, fik det til at lyde som han led af tiltagende åndenød.
”Hvad mener du med det din lille frækkert?” svarede Marion, der i en hurtig bevægelse smøg sig oven på Olaf. En vis
legemsdel fra Olaf gled op i Marion.
Samtalen forstummede helt og de lå længe og nød hinanden.
239
Først meget længe efter spurgte Olaf forsigtigt til Marions
søn Søren, da nogen jo måtte have styr på knejten, mens de lå
og ”hyggede” sig i sengen.
”Han sover ved mor og far, så bare rolig – jeg er en stor
pige, og blomster skal jo også vandes,” svarede hun uden den
mindste flovhed i stemmen, ”og med det vi to lige har lavet,
trængte DINE blomster vist ret meget til vand.”
For første gang i lang tid følte Olaf, at han rødmede over
en bemærkning, men Marion havde haft helt ret - så hvorfor
skjule det?
Men hendes bemærkning fik et utydeligt billede frem i
hans hukommelse – billedet af blomsterkummen fra hans
barndomshjem. Det kunne faktisk ikke siges tydeligere – og
hvor havde hun ret. Uden ”vand” visner man.
De faldt i søvn et par timer, og vågnede ved at en bil, med
en defekt lydpotte, kørte forbi huset. Olaf lagde sig blidt oven
på Marion, der villigt tog imod ham, ”du var sgu selv kommet
op som en prop i havnen,” sagde hun let drillende, mens hun
bed ham hårdt i øret.
240
9. Kapitel
Hjem til Jul
D
et var nu ved tiden, hvor Claus skulle rejse tilbage til
Danmark for at blive gift med sin udkårne. Alle hans
venner fra skibsværftet var mødt op på kajen, da han skulle
afsejle. Kurt og Olaf hørte også til vennerne, og alle, lige med
undtagelse af Páll, stod samlet på kajen ved siden af »Tjaldur«.
Ingen havde overhovedet set noget til Páll, siden han smed
sin forlovelsesring i havnen.
Torben fra beboelsesvognen, havde stået i længere tid og
brugt de værste gloser - indeholdende forbandelser og eder
om Claus’ forestående tilværelse, “du vil fortryde det bitterligt
- du søn af en sydaustralsk måtteluder. Om mindre end 14
dage er du tilbage igen - vent du bare og se,” havde Torben
ført sig frem med som en bedre dommedagsprofet.
Ja selv Bog Hansen var mødt frem – så det var så godt
som helt sikkert, at det var med lidt andre undertoner, han var
ankommet på kajen med.
Torben og Bog Hansen fulgte Claus ombord på skibet –
der var jo nogen der skulle hjælpe manden om bord med hans
bagage, havde de forklaret alle de andre, der undrede sig over
deres pludselige hjælpsomhed.
På dette tidspunkt havde »Tjaldur« allerede ladet skibshornet lyde én gang, som tegnet på skibets snarlige afgang. Når
skibshornet lød to gange, var det tid for besøgende at komme
af skibet. Men selv et stykke tid efter at hornet havde lydt for
anden gang, var der stadig ingen tegn på, at Torben og Bog
Hansen skulle kunne nå at komme i land. Da hornet lød for
tredje gang, var der stadig ingen Torben eller Bog Hansen i
sigte. Så da Claus tonede frem ved rælingen, for at vinke farvel – spurgte han til Torben og Bog Hansen, da ingen af dem
241
var at se på kajen. Herefter begyndte vennerne på kajen at
fatte mistanke til, hvad der egentligt var fat. De to mænd var
simpelt hen gået ned til kahytsjomfruen for at ”købe ind” –
andre muligheder var slet ikke til stede.
Claus var tydeligvis rystet over, at de to stadig befandt sig
på skibet, vel vidende, at ingen af dem havde en billet til
Danmark. Landgangen blev taget, uden at de endnu havde
vist sig – og nu var Claus virkelig nervøs.
»Tjaldur« havde sat sideskruerne i omdrejninger, og skibet
begyndte langsomt at lægge afstand til kajen. To matroser var
ved at lukke ”lågen”, hvor landgangen havde været sat til, da
Torben og Bog Hansen kom løbende i fuld fart på dækket –
direkte mod lågen.
Torben løb meget målrettet hen imod den endnu åbne
låge, mens han krampagtig holdt sig på brystet. Da han nåede
til skibskanten, satte han af i et mægtigt spring ind mod kajen.
Med et ”bump” og med skrig fra menneskemængden på kajen, landede han på alle fire. Dog havde hans fart været så høj,
at siden af hans ansigt måtte en tur i asfalten.
Tililende mennesker hjalp den meget forslåede Torben på
benene, der havde lidt svært ved at finde sit fodfæste igen, og
det var heller ikke til hans fordel, at han næsten havde slået al
luften ud af lungerne ved faldet.
Det så virkeligt slemt ud med Torben, blodet løb fra et
større sår i panden, og hans højre øre var slemt tilredt.
Oppe på skibet havde Bog Hansen mistet modet – han
skulle ikke nyde noget, så tilskuerne på kajen kunne kun se til,
at Bog Hansen slog opgivende ud med armene.
Bog Hansen kunne bare konstatere, at han atter var på vej
til Danmark, hvad enten han ville det eller ej.
Claus forsvandt fra rælingen, da han havde sikret sig, at
Torben var landet sikkert på kajen, han kunne bare ikke klare
mere den dag – nok er nok!
På kajen var Torbens ”tigerspring” blevet et tilløbsstykke,
og en tililende Tolder, blev meget bekymret for de skader
Torben havde pådraget sig i faldet. Men efter Torbens mange
søforklaringer om, at han bestemt ikke fejlede noget – og at
242
han bestemt heller ikke skulle på sygehuset, lod de ham være.
Det var jo til syvende og sidst også hans egen skyld.
Meget fortumlet humpede Torben hen til sine venner,
hvor han igen blev mødt af det samme spørgsmål som fra de
øvrige tilskuere: ”Er der sket dig noget?”
En af smedene prøvede forsigtigt at undersøge Torbens
forslåede hoved. ”Bare rolig,” svarede Torben med et skævt
og veltilfreds smil på læben, ”det er kun blod,” hvorefter han
klappede sig på jakken, ”denne HER klarede faldet.”
Det gik pludselig op for Torbens venner, at han havde
taget et spring fra skibskanten, med en hel flaske spiritus gemt
i inderlommen – og den eneste der havde taget skade var
Torben – flasken havde overlevet faldet.
”Manden er ikke bare vanvittig,” havde Kurt sagt mens
han pegede på hans hoved. Han behøvede ikke at uddybe det
nærmere.
*
I DEN SIDSTE tid var Kurt igen begyndt at fokusere på ting,
der befandt sig i den blå luft, på vinduer, skabe, ja næsten
overalt, hvor de kom frem. Fænomenet havde taget ekstra
fart, efter de sidst havde været i Tolderhuset på Argir, eller for
den sags skyld – også efter Marion havde overnattet ved Olaf.
Når Olaf prøvede at komme ind på situationen, ville Kurt
ikke indrømme noget problem, men det blev sværere og sværere for ham at bortforklare, at der var noget der trykkede
ham. Olaf kunne også fornemme, da de skulle ned til havnen
for at sige farvel til Claus, at afskeden med Claus bestemt ikke
gjorde Kurts situation meget bedre - tværtimod.
Da de så forlod de mange mennesker på kajen, efter »Tjaldur« havde afsejlet, var der slet ingen tvivl længere – der var et
eller andet Kurt gik og funderede kraftigt over.
De havde så fulgtes med de øvrige fra værftet, hvorefter de
skiltes ved H.N. Jacobsens Bókahandil, idet smedene skulle
videre ned til deres beboelsesvogne ved værftet.
243
Turen hjem til værelset foregik i stilhed, så da de kom ind
på værelset, tog Olaf et par øl fra kassen og stillede dem på
bordet. Tavs tog Kurt imod den ene øl – rev kapslen af som
han plejede og skyllede hele indholdet ned, som det efterhånden blev mere og mere kutyme for ham. Olaf sagde ikke noget, men stillede bare nogle flere øl op på bordet – Kurt langede staks ud efter den næste, som fik samme behandling.
Efter endnu et par øl, stillede Olaf en flaske snaps på bordet. Dette fik mureren Kurt til at åbne munden.
”Du har vel ikke tænkt dig, at vi skal drikke HELE den
der? spurgte han mens han tog flasken op og kikkede meget
intens på den, samtidig med han kløede sig i sine vildtvoksende skægstubbe, ”ikke fordi …!” fortsatte han med en stemme,
der lige havde skiftet mening.
”Bare rolig, vi skal op og på arbejde i morgen,” svarede
Olaf, uden at komme nærmere ind på hvorfor snapsen så var
kommet på bordet.
Nogle snapse og en øl senere begyndte Kurt at fortælle om
Bodil ”henne fra nummer 18 i den Sorte Firkant”. I starten
var Olaf ikke helt med, men efterhånden begyndte der at
danne sig et mønster – Kurt havde hjemlængsel efter sin tidligere kæreste, Bodil, - hjemme på Nørrebro.
”Hvorfor ringer du ikke bare til hende?” spurgte Olaf meget ledende henvendt til Kurt.
”Det er jo helt umuligt at ringe fra Færøerne – det véd du
jo udmærket godt,” belærte Kurt i en læresætning for begyndere, ”alt det pis med at skaffe en forbindelse til Danmark,
vente en halv til en hel time før det er en linje fri – først herefter kan man få kontakt – hvis man da er heldig.”
Kurt hev endnu en øl til sig og rykkede atter kapslen af
med sine bare fingre, ”hvem fanden har tålmodighed til at
vente på sådan en omgang lort - det er sgu hurtigere at sende
flaskepost!”
”Vi kunne jo…, ” Olaf legede med en ølkapsel på bordet,
hvor han med én finger prøvede at få kapslen op på flasken –
uden at holde på flasken med den anden hånd. Det så ud til at
ville lykkes, da han pludselig væltede flasken ind mod vinduet.
244
Heldigvis var der ikke ret meget øl tilbage, så skaden var til at
overse.
”Du var ved at sige noget,” sagde Kurt og så meget undersøgende over på Olaf. Det med den væltede ølflaske havde
han fuldstændig overset.
”Ja,” svarede Olaf, der fandt nogle servietter for at tørre
det spildte op, ”vi kunne jo gå ned på Sømandshjemmet og
spise aftensmad, og imens vi spiser, har du bestilt en samtale
til Danmark – så skulle det vist hænge sammen, ikk?”
Det tog kun Kurt ganske få sekunder at bearbejde meldingen, før den var trængt ind bag de begyndende spirituståger,
der var ved at danne sig i hans hoved.
”Hvad fanden venter vi så på,” sagde Kurt og stak sine
cigaretter i brystlommen. Få sekunder efter stod han klar i sin
lyse færøske trøje.
Det var en af de få gange, hvor Olaf pludselig befandt sig
flere skridt efter Kurt, men inden de havde nået hoveddøren,
havde han indhentet ham.
Aftenstemningen på Sømandshjemmet var noget mere end
mat på denne aften, så køkkenpigerne havde lidt mere tid til
snak ved bordene, hvilket gik en del ud over Olaf.
Kurt var gået direkte til forstanderen for hjemmet, der
holdt til i lugen lige inden man gik videre ind i restauranten.
Han fik hurtigt bestilt sin telefonsamtale via forstanderen, der
helt åbenlyst trak hovedet et par meter væk fra Kurt - på
grund af de stærke øl- og spiritusånde, der helt åbenlyst
stammede fra Kurts mund. Forstanderens kropssprog fortalte
uvidende personer, at her stod en kristen mand, som tog
skarp afstand fra spiritussens forbandelser – hvis man da ellers havde været i tvivl om det.
”Har du bestilt lidt aftensmad?” spurgte Kurt, da han kom
hen til bordet, hvor Olaf havde sat sig. Ved bordet stod en af
køkkenpigerne og hyggede sig i en samtale med Olaf, som
også så ud til at nyde bekendtskabet, ”eller forstyrrer jeg jer i
noget?” sagde Kurt tilsyneladende lettere irriteret over at Olaf
åbenlyst ”bagte” på køkkenpigen.
245
”Nej …. for satan,” svarede Olaf i et tonefald, der fik pigen ved bordet til at fortrække, hvis det da ikke havde været
for Kurts måde at spørge på – for hun forsvandt skyndsomt
ud i køkkenet efter deres bestilling.
”Ikke så snart Marion er ude af syne, før du er på krigsstien igen!” formanede Kurt, der lige havde bestilt en samtale til
sin tidligere kæreste, der i den handling havde en afsmittende
virkning på Kurts spørgsmål over for Olaf.
Men Olaf lod sig ikke provokere, da hans og Marions forhold ikke vedkom andre, og det var overhovedet ikke til diskussion i Kurts tilstand. ”Fik du så bestilt samtalen?” spurgte
Olaf, der totalt overhørte Kurts noget spidse spørgsmål om
Marion.
Kurt var igen tilbage til sit eget problem, så han havde lige
så hurtigt glemt sit eget spørgsmål til Olaf, som da Olaf stillede sit spørgsmål om telefonsamtalen til Danmark.
”Øhhhh … , ja,” skægstubbene i Kurts ansigt måtte klø ad
helvede til, for hele hovedet fik en ordentlig omgang, ”en halv
time mente ”standeren” derinde,” oplyste Kurt og pegede hen
mod små telefonbokse på væggen, hvori telefonerne var placeret.
Kort efter kom køkkenpigen med deres aftensmad. Aftensmaden på Sømandshjemmet var altid så forudsigeligt, da
det var en lille opvarmet ret fra dagen før, samt fire halve
stykker smørrebrød – med meget lidt pålæg. De kunne så få
enten kaffe eller te til – eller en sodavand, hvis det skulle gå
helt vildt til. Pigen stillede bakken på bordet og storsmilede
igen til Olaf, hvorefter hun på en noget mere skræmt måde så
over på Kurt – herefter hun fik travlt med at komme tilbage
til sine pligter i køkkenet.
Kurt så længe på Olaf og rystede så på hovedet, herefter
han tømte bakken og tog sin gaffel og pegede truende på
Olaf. Den formaning, der var under opsejling, fes lige så stille
ud igen. Herefter blev aftensmaden indtaget i tavshed, hvor
Kurt mest brugte tiden med at holde øje med, hvornår hans
telefonsamtale ville komme igennem.
246
Da de havde spist færdig samlede Kurt deres tallerkner,
kopper og flasker på bakken og afleverede det på køkkendisken ved køkkenet, hvorefter han betalte for det hele.
”Jeg giver aftensmaden i dag,” sagde han stadig med blikket stift rettet hen mod de små telefonbokse på væggen. Herefter var der bid. Forstanderen vinkede til ham, og stillede
telefonen om til en af de små telefonbokse. Kort efter begyndte en telefon at ringe i boksen – og Kurt løftede forsigtigt
røret.
Der gik mere end en halv time, før Kurt igen var tilbage
igen. Han havde tårer i øjnene.
”Jeg tager hjem til Bodil på juleferie – har jeg lovet,” berettede han lavmælt, men med glædes gråd i stemmen, ”men jeg
kommer tilbage efter Jul, så du får ikke værelset helt for dig
selv – endnu.”
”Okay, men jeg klarer vel også Julen alene,” svarede Olaf
oprigtigt. Det bedste var, at Kurt var kommet frem til en løsning, med et problem han havde gået med alt for længe.
”Du kan jo bare tage op til Marion,” konstaterede Kurt
med den ”viden” han havde fået for nylig.
”Nej for pokker, hun er taget til Trondheim i Norge til
den tid – og jeg tager sikkert til Australien til næste år engang,” tilføjede Olaf sagte.
Nu var Kurt meget forvirret, men han spurgte ikke mere den aften.
Da de var kommet tilbage på værelset, gik Kurt direkte hen til
kassen med spiritusbeholdningen. Selv om der ikke var ret
mange flasker tilbage, fandt han alligevel, til Olafs store overraskelse, en for ham, helt ukendt flaske. ”Pernod”, stod der
med stor skrift hen over flasken. Olaf kunne slet ikke huske,
at han havde stødt på den type spiritus før.
”Hvad fanden er det for noget sprøjt du har købt?”, spurgte han Kurt, der ligeledes så ud som om han ikke kunne genkende sin bestilling.
247
”Aner det ikke”, svarede han, helt i overensstemmelse med
sandheden, ”jeg satte bare nogle krydser på bestillingssedlen,
men vi må da smage på varen”.
De fandt hurtigt ud af, at smagen slet ikke var så tosset,
næsten som lakridsvand, bare en del stærkere. Inden de fik set
sig om, havde de drukket det meste af flasken. Den meget
stærke lakridssmag, sammen med spiritussens høje procenter
gjorde, at indtagelsen blev mere end kvalmende for dem begge. Kurt forsvandt meget hurtigt ud på det lille toilet, hvorefter Olaf måtte kæmpe med sit mundvand, der truede med at
sende hele det indtagende måltid fra Sømandshjemmet retur
fra mavesækken. Kort efter måtte Olaf hurtigt åbne vinduet,
der vendte ud mod baghaven. Hele hans maveindhold blev
ofret ud over deres værtindes tørfisk, der hængte til tørre på
snoren lige under vinduet.
Da Kurt vendte tilbage fra sit toiletbesøg – godt bleg i
ansigtet, så han meget forvirrende på Olaf, der halvvejs hængte ud af vinduet. Ja, han lignede én der var tæt på at falde ud
af vinduet.
”Er du ved at begå selvmord?”, kom det yderst spagt fra
den noget tamme Kurt, der havde langt mere end ondt af sig
selv.
Olaf kunne slet ikke sige ét eneste ord, mens han langsomt
satte sig tilbage på sin plads på bordet. Så da Olaf ikke havde
svaret på Kurts spørgsmål, stak Kurt, i nysgerrighed, sit hoved
ud af vinduet, for at få et fornuftigt svar på, hvad Olaf havde
set.
Hans blik flaksede forvirret rundt for at finde noget, der
kunne retfærdiggøre Olafs tilstedeværelse i vinduet – lige indtil hans blik faldt på snoren nedenunder med tørfiskene. De
så alt andet end spiselige ud med hele Olafs maveindhold ned
over sig. Kurt grinede over synet, da han lige havde gjort den
samme handling, bare på toilettet. ”To tørfisk – med det hele”, sagde han i et tonefald, som når man står ved en pølsevogn, ”velbekomme”, afsluttede han og lukkede vinduet.
248
Hverken Olaf eller Kurt kom på arbejde den næste dag, og
ingen af dem reagerede, på de mange gange deres arbejdsgivere forsøgte at vække dem i løbet af dagen!
*
FREDAG EFTERMIDDAG VAR Henrik ankommet til Dalave-
gur i sin gamle Morris varevogn for, at kunne nå at invitere
Olaf og Kurt ud på en fisketur, inden vinteren var over dem.
Kurt havde pænt takket nej, men ville meget gerne inviteres
på middag senere, hvis de da ellers fangede noget.
Først havde Olaf undskyldninger om mangel af påklædning og støvler, men dette havde Henrik alle svar på, da han
rigeligt lå inde med alt, hvad de behøvede. Det han godt kunne bruge, var en ekstra mand i båden da Synnøve ikke var
meget for, at han tog alene ud på havet.
Da Olaf til sidst var udløbet for undskyldninger, aftalte de
at mødes kl. 10:00 næste morgen ude på den lille Argir havn.
På den anden side, havde Olaf også ævlet lidt rigeligt i den
sidste tid om at komme på fisketur, så det begyndte at lyde
lidt pinligt med alle hans undskyldninger for ikke at tage med
på havet.
Henriks båd var en rigtig færøsk båd, der havde sin afstamning fra bygningen af de rigtige vikingeskibe. Konstruktionen var nøjagtig den samme som fra vikingetiden – bare
meget mindre. Størrelsen af båden var en seksmands båd,
hvilket ville sige, at den var beregnet til at kunne ros af 6
mand – 3 i hver sin side af båden.
Næsten alle både af denne type har påmonteret en motor,
enten i en brønd - agter i båden, eller en regulær bådmotor,
placeret i et bådehus midt i båden, med skruen placeret helt
agter i båden.
Båden var uden et styrehus, men med en brønd agter i
båden, hvori der sad en rigtig gammel påhængsmotor – men
den virkede endnu. Bådmotoren var en af årsagerne til, at
Synnøve ikke så gerne så, at Henrik tog alene på havet, derfor
249
havde Henrik også altid et par årer liggende fast i bunden af
båden.
Det færøske vejr viste sig ikke altid fra den gode side, så
havde Henrik et stort ønske om, at bygge et lille Både/styrehus midt på båden, så man kunne krybe i læ under en
længere sejlads. Han havde også et stort ønske om en ny og
bedre påhængsmotor, men det var kun ønsketænkning indtil
videre, da det også havde lidt at gøre med noget økonomi.
Da Olaf ankom til den lille havn, var Henrik allerede i
gang med de praktiske ting i båden. Ud over det nødvendige
fiskegrej, havde han også sørget for madding i form af de
frosne sild, som Jens Petur havde fortalt ham om. Men Henrik havde også taget et dobbeltløbet russisk jagtgevær med –
og en pakke haglpatroner, hvis de skulle støde ind i en flok
lomvier. I starten var det meningen, at de skulle forsøge lidt
fiskeri langs kysten længere syd for Streymoy, hvis dette ikke
havde nogen fangst, kunne de altid tage længere ud på havet.
Olaf satte sig ned på kanten af kajen, hvor Henriks båd lå
fortøjet. Han hev en pakke Niemeyer cigarettobak op af
brystlommen samt en grøn pakke cigaretpapir. Langsomt
rullede han sig en cigaret, og ved Henriks fremstrakte hånd,
smed han tobakken ned i båden til ham. Vejret så rimeligt
godt ud, men man kunne aldrig være sikker på vejet på Færøerne.
”Har du tjek på strømforholdene?” spurgte Olaf, mens
han tændte sin cigaret og vendte sit blik ud over havet mod
Nólsoy.
”Så langt er jeg endnu ikke kommet i mine kundskaber for
de færøske farvande, så vi gør klogest i, at holde øje med bådens position i forhold til nogle landpunkter vi udpeger,”
svarede Henrik, mens han tog en ordentlig inhalering af den
nytændte cigaret.
Olaf nikkede, dog uden rigtig at forstå svaret, men han
havde hørt fra Jens Petur, at strømforholdene i Nolsøfjorden
var noget man skulle tage ret alvorligt. Derfor agtede han nøje
at sætte sig ind i, om båden ville drive til havs – hvis de begav
250
sig længere ud på fjorden. Nordatlanten er rimelig stor at fare
vild i.
Herefter sprang Olaf ned i båden, og ved et tegn fra Henrik løsnede han fortøjningen fra den store jernring, der var
fastgjort til kajen.
Henrik startede bådens motor, der først lidt klagende, men
efterfølgende begyndte at give en noget mere regelmæssig lyd
fra sig. Olaf stødte fra kajen, og Henrik havde fat i roret med
den ene hånd, mens han med den anden hånd betjente gashåndtaget til motoren.
Båden satte sig i bevægelse med kurs ud mod havneåbningen, hvorefter kursen blev sat til styrbord langs kysten mod
det første næs syd fra Argir havn. De holdt en afstand på ca.
30 meter fra kysten, da deres første mål var at fange nogle
tangtorsk eller kuller. Synnøve var en ørn til at lave fiskefrikadeller, så hun havde spurgt efter nogle gode kuller til dette
formål.
Lige før næsset tog Henrik farten af båden for at orientere
sig om forholdene. Da han mente, at have fundet det ideelle
sted, slukkede han motoren og smed et anker ud. Her på dette
sted, skulle man ikke drive for langt, idet man hurtigt kunne
komme for tæt på kysten – og dermed klipper fra havbunden,
der kunne gøre direkte skade på båden.
Det var ikke meget line, de behøvede til dette fiskeri, da de
dybeste steder bare var 5-10 meter, men dybt nok til at de
fangede flere gode torsk og kuller. Henrik fik også bid af en
kvabso, som er en stenbider hun.
”Her skal du fandeme se skrækkelige Olfert,” udbrød
Henrik, da han fik fisken hevet indenbords, ”en fisk med sugerør som næsebor?” sagde Henrik lidt spøgende, mens han
trak krogen ud af fiskens mund, for derefter at anvende samme krog til, at ”ridse” fisken lige inde i gællerne, så den derved
blødte sig ihjel. Lige forinden, havde han givet fisken ”et gok”
med skæftet af sin kniv.
Henrik fortalte Olaf, at en færøsk Stenbider er det samme
som en havkat på dansk, og det som en dansker forstod ved
en stenbider, var en helt anden fisk på færøsk, så når man
251
udvekslede fiskeoplysninger med en færing, var der lige et par
ting, man skulle sætte sig ind i.
Første gang Olaf blev præsenteret for retten ”kalva” troede han også, at det var noget med kalvekød, så han blev noget
overrasket over, at få serveret helleflynder med bløde løg.
Med Jens Peturs forklaringer om fiskenavne fik tingene sat
lidt mere på plads – men Henriks nye oplysninger, om stenbiderens navn på dansk og færøsk, kunne lige umiddelbart virke
noget forvirrende.
På et tidspunkt syntes de, at deres fangst af pandetorsk og
kuller, var mere end Synnøve kunne forlange til sine fiskefrikadeller, så derfor var på tide at gå efter lidt større fisk. Derfor
satte de nu kursen længere ud i fjorden. Det var her de store
fisk fandtes.
Det med at fiske med line, havde Olaf kun oplevet som
noget at det letteste ved at fiske fra båd. Langs kysten havde
de kunne se fisken nede i vandet – ude i fjorden kunne de
intet se, her var de helt overladt til at anvende linen efter deres føling med havbunden.
Det de nu gik efter var torsk og store fladfisk, som er et
par fiskearter, der normalt befinder sig omkring bunden af
havet. Derfor var det bare at sætte madding på krogene og
sænke linen i havet, til de ikke mere kunne mærke tyngden af
blyloddet i linen – så havde linen nået havbunden. Derefter
hev de et par favne line ind, så krogene med madding ville
befinde sig lige over havbunden. Nu var der bare tilbage, at
trække linen lidt op og ned så de kunne mærke, om der var en
fisk der bed på krogen – hvilket man aldrig var i tvivl om når
det skete. Så da Henrik opfordrede til lidt større fangst, længere ude på fjorden, havde han Olafs fulde samtykke. Mange af
Jens Peturs fisketeorier skulle nu bestå deres prøve.
Det var en helt anden verden ude på havet. Her var der
større flokke af søfugle, der lå og vuggede i bølgerne. Efterhånden som båden nærmede sig, lettede fuglene i samlet flok
for at slå sig ned et andet sted på havet. Olaf iagttog hvilke
fugle der var i flokken, og huskede Jens Peturs forklaring om
at lunderne ikke måtte skydes, hvilket lomvien på forunderlig
252
vis skulle benytte sig af. Og ganske rigtigt så han nogle lomvier i flokken af lunder, der fulgte med op, når flokken af lunder
steg til vejrs – her var den sikker på en eventuel jæger med et
gevær. Om det så var et tilfælde, at en lomvie virkelig ”gemte”
sig i en flok af lunder, kunne ikke direkte besvares, men Olaf
måtte stilsigende indrømme, at det så unægteligt sådan ud.
Da de var midtvejs ude i fjorden, slukkede Henrik for motoren. Havdybden på dette sted var omkring de 80 - 90 meter,
så her blev det ikke nødvendigt med et anker, hvilket også
ville have stillet noget større krav til bådens formåen på dette
punkt. Da de ikke havde erfaring med at etablere et flydeanker, måtte de holde øje med, om strømmen blev for stærk og
derved førte den lille båd ud på det åbne hav. Det var egentlig
ikke for bådens skyld, at de skulle holde øje med strømmen,
da båden var konstrueret til, at kunne klare mange ekstreme
forhold på havet, men de to personer, der sad i båden, havde
så lidt sømandskab bag sig, at de slet ikke var rustet til at klare
sig i en nødsituation på det åbne hav.
Nordatlanten er så stort et hav, og besidder så mange
kræfter, som man på ingen måde kan sætte sig ind i. Pludselig
kan havet rejse sig så meget rundt omkring båden, som om
man ville kunne stikke sin arm lige vandret ind i en mur af
vand. En anden måde at fornemme en sådan situation er, at
man føler båden blive trukket ned i et hul af vand, der omkranser båden på alle sider – men fælles for begge oplevelser
er, at man føler sig ualmindelig lille og hjælpeløs, og forstår
først i det aktuelle øjeblik, hvor lille man egentlig er i forhold
til naturen.
Ud over at holde øje med havstrømmen, var der også vejret og sigtbarheden, de skulle holde et vågent øje med. Hvis
der viste sig den mindste usigtbarhed på havet og ind mod
land, var det bare om at sætte kursen direkte ind mod kysten i
en fart, da Henriks båd hverken var udrustet med radio, kompas eller nogen anden form for navigationsudstyr.
Da de havde fisket i en halv time, havde de allerede fået
flere større torsk indenbords og var begyndt så småt at tale
om, om de egentlig ikke havde fået en rimelig god fangst? De
253
havde også lagt mærke til, at båden drev rimeligt hurtigt mod
syd, og derved lige ud mod det åbne hav syd for Nolsø.
Da Olaf ville trække sin line ind, kunne han mærke et kraftigt ryk i linen – der var et godt bid på krogen. Han begyndte
at hale ind, som han havde gjort ved alle de øvrige fisk, han
havde fanget. Men ligesom han mente at der var en stor fisk
på linen, kunne han pludselig ikke mærke den mere. Han skulle lige til at slække på linen, da han huskede Jens Peturs forklaring om en helleflynders opførsel på lige netop dette punkt
i fangstfasen. Hurtigt forklarede han Henrik, at han mente det
var en helleflynder, der var bidt på, og at han hellere måtte
gøre sig klar til at hjælpe til, når den nåede overfladen.
Henrik snørede sin line til træstykkerne i siden af båden,
som blev brugt til at sætte årene ind i, hvis det blev nødvendigt at ro til land. Derefter satte han sig parat med den ene
hånd ud over rælingen – parat til at hjælpe en eventuel stor
fisk ombord i en fart.
Olaf trak linen ind i et ensartet tempo, mens tankerne kørte rundt i hovedet på ham - kunne det være en helleflynder –
og hvor stor var den i så fald, eller???? ”Var der overhovedet
nogen fisk på krogen??”
Men hans skepsis blev gjort til skamme, da der var fisk i
den anden ende af linen – og det var en helleflynder. Helleflynderen var af en pæn størrelse, hvor der sagtens kunne
blive til nogle gode middage, hvis de da kunne få den indenbords - for hvis det var op til fisken selv, strøg den til havs
igen.
Henrik sad parat med den ene hånd helt ned til vandkanten, og da flynderen brød havoverfladen, stak han sin hånd
lige ind i gællerne på fisken, og rykkede den i ét tag, godt hjulpet af fiskens opdrift, lige op i båden.
At den store helleflynder helst villet have svømmet videre,
var der absolut slet ingen tvivl om. Den kæmpede som en vild
i bunden af båden og truede med at slå bunden ud af båden –
sådan så det ud, og sådan kæmpede den længe. Olaf gav den
et snit inde i gællerne med kniven, så blodet pumpede ud og
fyldte hurtigt en del i bunden af båden. Til sidst skummede
254
blodet så meget, at både Henrik og Olaf fornemmede, at der
efterhånden måtte være småt med både blod og liv i den store
fisk. Selv om der skal en del til for at slå bunden ud af en færøsk båd, var de først helt rolige, da kræfterne langsomt ebbede ud af helleflynderen i bunden af båden.
Nu kom Henrik i tanke om, at de var ved at drive til havs,
lige før Olaf havde fået bid, så han prøvede hurtigt at finde
sine kendingsmærker på land for at finde ud af, hvor langt de
nu var drevet. Til hans store overraskelse, befandt båden sig
den rigtige retning - på vej i den nordlige retning. Men her var
noget han ikke rigtigt forstod?
Båden drev ikke længere, men blev trukket imod strømmen – men af hvad???? Henrik gik hen til sin line, der stadig
var fastsurret til træstykkerne i den forreste ende af båden.
Lige fra dette sted kunne de klart se, at et eller andet trak i den
meget stramme line. Først forsøgte Henrik at trække i linen,
hvilken han slap meget dårligt fra – linen der førte ned til havets bund, gav sig ikke en tomme, da den var spændt som på
en bue. Olaf trådte til, men lige lidt hjalp det, linen gav sig
ikke – og båden skød stadig en god fart op imod strømmen.
Der var egentlig ikke nogen tid til at holde ”et gruppemøde” om det måske kunne være en hval, en ubåd eller noget helt
tredje, der havde fået et godt tag i linen - for fakta var, at situationen kunne ende med at være til fare for både mandskab
og båd.
Henrik trak sin store kniv fra bæltet, og med et hurtigt snit
kappede han linen over, som forsvandt lige så hurtigt ned i
dybet. Lige efter begyndte båden igen at drive med strømmen
den modsatte vej.
Olaf startede motoren, og kort efter satte han kursen direkte ind mod kysten. Da de nåede ind i Argir havn, kom den
forræderiske tåge krybende hen over fjeldet lige imod dem.
De fik renset deres fisk inden de var nået i havn, så da de
havde lagt til kaj, var der bare at få fiskene lastet i kasserne,
der lå inde i Henriks varevogn.
255
En færøsk fisker havde stået på kajen og set dem komme
ind, og han havde nøje holdt øje med dem og båden da de
lagde til kajs.
”Hvor er jeres øse henne?” spurgte fiskeren, mens han
nøje studerede bunden af båden – i håb om at få øje på den
meget vigtige øse, ”eller I bruger måske en pumpe?” spurgte
han videre, mens blikket igen vandrede på redskaberne i båden. Deres fangst kommenterede han slet ikke.
”Øhhhhh,” var det eneste svar der kom fra Henrik.
”I skal sgu da ikke fortælle mig, at I er så dumme, at I tager
på havet uden en øse?”
Fiskeren vendte dem demonstrativt ryggen og gik derefter
med faste skridt ned mod bådehusene. Både Henrik og Olaf
lærte endnu noget meget vigtigt på denne dag.
Selv om der ikke var ret langt fra havnen og op til Tolderhuset, var det komplet tåget inden de kunne parkere uden for
Henriks hjem - det var på høje tid de var kommet i havn.
Da de stod i køkkenet, spurgte Synnøve om fangsten og
om hvordan der var på havet?
Ingen af dem nævnte episoden med båden, der gik op
imod strømmen – og derved den kappede line, men de havde
da haft en god fangst med bl.a. en helleflynder, hvilket bestemt ikke var hver dag man fangede en sådan. Synnøve var
fuld af beundring over flynderen, og gjorde straks ovnen klar.
Da Henrik tolkede Synnøves kropssprog som, at de havde
gjort en usædvanlig god fangst, gik han straks ind og hentede
snapseflasken. Alt hvad der kunne fejres skulle selvfølgelig
fejres.
Da Henrik skænkede nogle store snapse op for ham og
Olaf spurgte han, nærmest for sjovt, om han kendte nogle
vognmænd, der kunne hejse hans båd op af havnen og køre
den ind til det gamle spinderi, hvor han ville ombygge båden
den kommende vinter. Til Henriks store overraskelse svarede
Olaf, at den sag kunne Joen fra »Paul Joensen« sikkert godt
klare, da han havde kran på sine lastbiler.
Det blev ikke bare ved de to snapse!
256
*
DER VAR STADIG en hel del at lave på trykkeriet for Olaf, så
han arbejdede også over næsten hver eneste aften. Hans cigaretforbrug steg stødt i takt med arbejdet, da han til tider bare
sprang spisepauserne over – og klarede kosten med smøgerne. Som gammel sportsmand var han helt klar over, at det
kun var et spørgsmål om tid, før denne løsning gav så meget
bagslag, at det ville gå ud over hans helbred. Men som tiden
gik, blev rygestoppet altid udsat til – i hvert fald til engang i
næste uge.
Da ordrerne stadig væltede ind, måtte Jens Petur ansætte
endnu en håndsætter, der på et tidligere tidspunkt havde været
ansat i »Havnar Prent«. Jóannes, der var den ”ny” typograf,
viste sig at være en usædvanlig dygtig fagmand. Han var ikke
bare en dygtig fagmand men tillige en yderst kreativ en af
slagsen, og han overgik, på næsten alle områder, de øvrige
håndsættere i trykkeriet.
Jóannes var næsten døv, men kunne høre rimeligt når man
talte højt nok til ham – og især, hvis Jóannes ville skrue højt
nok op for sine høreapparater. Når Jóannes koncentrerede
sig, eller bare ville holde al unødig støj ude, som han ofte oplevede andres samtale som, skruede han bare helt ned for sine
høreapparater.
I starten arbejdede Jóannes kun om aftenen, da han havde
et andet dagarbejde, men det blev hurtigt lavet om til, at
Jóannes blev fuldtidsansat. Jóannes var gift og havde to mindre døtre. Han havde, med lidt hjælp fra broderen, der var
tømrer, selv bygget sit eget hus i udkanten af det nordlige
Tórshavn. Jóannes viste sig, at være en usædvanlig ærekær
person, der ikke bare var en dygtig grafiker, men også en lyriker, der altid havde et eller andet i tankerne, der skulle nedfældes på papir.
Så da Jóannes dukkede op om aftenerne, blev det lidt
nemmere for Olaf at arbejde over i denne tid, da der ellers
257
ikke var andre på trykkeriet, efter at Snorri Johannesen var
blevet syg.
Vognmanden Joen fra Paul Joensens vognmandsfirma, var
efterhånden en fast gæst i trykkeriet om aftenen. På sin egen
måde elskede Joen lugten i trykkeriet, der med lugten af trykfarver og diverse opløsningsmidler altid hængte i lokalet. Joen
havde altid et eller andet spørgsmål vedrørende de aktuelle
tryksager Olaf beskæftigede sig med, og det var altid relevante
spørgsmål, han kunne bidrage med.
Når Olaf blandede trykfarver, gjorde han det altid på et
stykke pap på bordet bag trykmaskinen. En aften, da han
havde færdigblandet en speciel grå farve, og havde lagt alt
farve i farvekassen, tog han pappet fra farveblandingen, og
skrev sit navn i højre hjørne, og hængte det op på væggen bag
bordet.
Jóannes rystede opgivende på hovedet over Olafs ”kunstværk”, og blev nærmest lidt flov på Olafs vegne over ophænget.
Revisor Thomas, som havde regnskaberne hos »Havnar
Prent«, kom en dag ind i trykkeriet. Han stod længe og betragtede Olafs kunstværk – og blev meget betaget over Olafs evner som ”kunstner”, og roste ham i høje toner, for, som
Thomas betroede Olaf, havde han forstand på kunst.
Jóannes rødmede af skam over Thomas udtalelser, hvorefter han slukkede helt for sit høreapparat.
Efter tre uger i helvede besluttede Snorri Johannesen sig for,
at tage en ”kold tyrker”. Fra det ene øjeblik til det andet var
det slut med at drikke, men da var han også klar til tage tørnen, der lå og ventede på ham. Han gennemlevede alle tænkelige kvaler for at undgå den uundværlige snaps. I de tre uger
han havde ”været lagt i sprit”, havde han også røget som en
skorsten – og normalt var Snorri ”en ikke ryger”. Der var kun
én vej til at blive ædru igen, og det var gennem et kolossalt
selvpineri med alle de værste deliriums, som han kendte så
godt – og alligevel altid gennemførte, når grænsen var nået.
258
Snorri gik meget lange ture under denne fase for at vende
tilbage til ”de levende” igen. De lange ture foregik næsten
altid i fjeldene, for her var det meget sjældent, at han stødte
ind i andre mennesker!
Men traveture i fjeldene var ikke altid lige ufarlige, da skyerne havde det med at ligge sig godt og grundigt til rette på
fjeldets meget ujævne og lumske ryg. Dette var med tiden
blevet til en af Snorris store forcer, at komme helskindet gennem sådanne fjeldvandringer – selv under de værst tænkelige
forhold.
Når skyerne lægger sig tungt på fjeldet, har det en virkning
som en rigtig tyk tåge, som er helt umuligt at se igennem, og
tit er sigtbarheden nede på omkring en halv meter eller under.
Ikke alene kan man fare vild i fjeldet, men faren for at falde
ud over fjeldkanten er rigtig stor, hvis man er helt ukendt med
fjeldvandringer. Selv om vejret er rimeligt sigtbart i starten af
en fjeldvandring, skal der ikke meget omskiftelighed i vejret,
før situationen er helt umulig for dem, der befinder sig i fjeldet. Selv meget erfarne i fjeldvandring, kommer til tider galt af
sted i fjeldet, hvor prisen for en fodfejl, meget ofte er døden
til følge!
For ikke så mange år siden, var den eneste vej imellem to
bygder, bare en sti over fjeldet, der havde været benyttet gennem generationer. Selv vejene over Mjørkadal var endnu ikke
helt udbygget. Selv om de skulle være bygget til at opfylde en
europæisk standard, var vejen mange steder stadig ensporet
med små vigepladser.
De mange stisystemer imellem bygderne over fjeldene
bliver brugt af mange fjeldvandrere, også de mange inddelte
områder, hvor fårene holder til, indgår i en fjeldvandrers
mærker for at finde vej i fjeldene. Men et helt afgørende element indgår altid i en fjeldvandres observationer – og det er
”Stenvarderne”.
Stenvarderne er rejst med det ene formål, at kunne finde
vej i fjeldene – selv under svære forhold.
259
Når stenvarderne tager skade af sne, vind og vejr, bliver de
efterset og repareret af dem der færdes i fjeldet. Det var bl.a.
en af disse ting som Snorri Johannesen bidrog med, når han
gik sine ture i fjeldet. Men også hans hjerne blev som fornyet
af den friske luft, som Færøerne altid er omgivet af.
Med så megen vind bliver luften hele tiden udskiftet – og
ikke nok med Færøerne kan bryste sig af deres altid friske luft,
så er øerne også i besiddelse af verdens reneste havvand.
Når Snorri så endelig igen vendte tilbage til den travle
hverdag, var han ikke bare klar til at tage fat igen, han var som
genfødt på ny – det var, som hans batterier var blevet genopladet. Men én ting var, at Snorri Johannesens batterier var
blevet genopladet, batterierne hos hans familie måtte helt
bestemt være noget flade efter sådan en tur.
Ved Snorris ”genfødsel”, var der altid en lille hage ved den
”ny situation”. Snorri Johannesen blev nærmest ”hellig” overfor alle andre, som ikke kunne holde sig på måtten. Dette var
naturligvis et af de redskaber, han selv behøvede for ikke at
ryge i igen, noget som alle på trykkeriet ikke gad kommentere.
Det var kun på dette ene tidspunkt, hvor Snorri kom tilbage på sin pind, at Abel og Snorri Johannesen kunne blive enige om én enkelt ting i livet – lige indtil Abel begyndte at prædike Guds ord over for Snorri Johannesen! Så havde Snorri
nået grænsen for sin selvforherligelse.
Et stykke tid efter at Snorri var startet igen, var der atter brev
til Olaf fra Berit. Igen blev brevet afleveret med en undertone
af, at Olaf havde et tidligere forhold, der tilsyneladende trængte sig mere og mere på.
Berit skrev et længere stykke om, at der var én i kliken, der
talte om at tage til Australien, men han kunne ikke rigtig tage
sig sammen, indtil han hørte om, at Olaf påtænkte at tage af
sted.
Her var der, ifølge Berit, tale om en mulig rejsekammerat
for Olaf til Australien! Berit mente også, at Olaf burde komme hjem til Jul, da han havde en far, der godt kunne bruge
hans nærvær i sådan en højtid, og navnlig når han havde i
260
tankerne at tage af sted til den anden side af Jorden i nær
fremtid.
Hvis Olaf skulle af sted med juleskibet til Danmark, var
det ved at være tid til at bestille billet, da det kunne blive ret
svært at få plads på skibet - i op til halvanden måned før Jul.
Berits brev fik Olaf til at gå i tænkeboks. En tur til Danmark gjorde, at der blev rigtig mange ting, han så kunne undersøge eller ordne vedrørende en eventuel emigration til
Australien.
*
MALER OVE VAR bestemt ikke glad for, at han var en af de få
der blev tilbage i Julen, dertil havde Olaf og Kurt et alt for
godt tag i ham, som var en afgørende faktor for, at han kunne
holde den gode linje inden for lovens rammer.
Da Kurt en dag havde set ind til Ove på hans arbejdsplads
på den nye politistation, viste Ove ham rundt i stationens nye
mange lokaler. Da de kom til nogle lokaler, hvor der var
tremmer for vinduet, kunne Kurt ikke lade være med at grine.
”Nå,” begyndte ham med sit sædvanlige grinende ansigt,
“her må du sgu da føle dig rigtig hjemme,” sagde han henvendt til maleren, der næsten lige så selvfølgelig komplet
overhørte bemærkningen.
“Prøv at se her,” forklarede Maler Ove helt uanfægtet
Kurts spørgsmål og pegede på stængerne ved vinduet.
Kurt gik hen til vinduet for at se nærmere på malerens –
tilsyneladende store problem. Men for Kurt var det kun det
rent håndværksmæssige, der havde interesse, og da vinduet
ikke så ud til at fejle noget, så han forvirret over på Maler
Ove, og håbede der snart fulgte en forklaring. ”Jeg forstår vist
ikke helt,” begyndte han og lignede det helt store spørgsmålstegn, ”kunne du ikke forklare dig lidt nærmere?”
Men Maler Over mente ikke, at det behøvede ret mange
forklaringer, så han fortsatte med sin tvetydige spørgeteknik.
”Nå, hvad siger du så?” Maler Ove tog sin tommestok op af
sine arbejdsbukser og kørte den hen ad tremmerne, ligesom
261
når en dreng leget på et stakit med en pind. ”Det her?” sagde
han, mens han skiftevis så på stængerne og Kurt.
”Stængerne?” spurgte Kurt nu forsigtigt, ”hvad med
dem?”
”Ja, stængerne – nemlig, de er sgu det rene julepynt,” svarede Maler Ove skrupgrinende tilbage.
”Til tider syntes jeg du er lidt syg i roen,” mumlede Kurt
for selv, mens hånden fik sig en tur igennem skægget.
”Hva’ siger du???” spurgte Maler Over halv højt, da han
ikke rigtig havde hørt, hvad Kurt havde sagt.
”Nååååh, jeg forstod ikke rigtig den med julepynten,”
kommenterede Kurt sin ikke hørte sætning.
”Stængerne – det er sgu dem der er den rene julepynt! Kan
du da slet ikke se det?” forklarede Maler Ove og fortsatte
ivrigt sin forklaring om ”julepynten”, ”man vikler bare et vådt
håndklæde om de to stænger,” fortsatte han, mens han pegede
ivrigt med tommestokken på to af vinduestremmerne. Maler
Oves øjne lyste af en indestængt viden, der pressede på for at
komme ud til den verden, som hans hjerne MÅTTE dele sin
store viden med. ”Disse stænger er det rene julepynt, hvis
man da havde tænkt sig at holde mennesker sikkert indespærret her.”
Hvis ikke Kurt havde vidst det før, lå det nu helt klart, at
Maler Over havde en erfaring, der var langt større end den
Kurt nogensinde ønskede at få - på dette meget specielle felt.
Det eneste Maler Ove tænkte på i en situation som indespærret var, hvordan og hvor nemt slipper jeg ud igen. En noget
mere normal tænkende ville sikkert tænke lidt videre i forløbet
– så som, hvor kan jeg slippe hen eller endnu mere – hvad er
mine chancer for at slippe væk, samt en masse andre ubesvarede spørgsmål ville helt givet trænge sig på. Det var på et af
de punkter, at Ove adskilte sig fra en lovlydig borger.
”En undvegen fange på Færøerne slipper sgu da ikke
væk,” tænkte Kurt i sit stille sind, men lod spørgsmålet forblive ustillet i luften i den nye politistation. ”Apropos julepynt,”
sagde Kurt i stedet for og fortsatte lige så stille, så han dermed
262
undgik en videre forklaring over Maler Oves fortælling, ”både
Olaf og jeg tager af sted med juleskibet – skal du med?”
Maler Oves før så begejstrede ansigt slukkede lige så hurtigt, akkurat som når man trykker på en afbryderknap, ”nej,
”de” står bare og venter på mig når jeg kommer tilbage,” svarede han lavmælt, med henvisn til kriminalforsorgen og ”dens
håndlangere”, som han yndede at kalde dem. ”Men hvis du
eller Olaf får tid, kan I gøre mig en rigtig stor tjeneste.”
Kurt var næsten klar over, hvad det næste der ville komme
fra Maler Ove, dertil havde han hørt for meget til Oves savn
over sin tidligere kone og søn.
”Hvis bare én af jer kunne tage til Slagelse og fortælle min
søn, hvordan jeg har det og at jeg tænker meget på dem?”
Maler Ove så bedende på Kurt, der ikke anede, hvor han skulle se hen, for det var næsten med Statsgaranti, at ingen af dem
ville få tid i Julen til at tage til Slagelse.
”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,” svarede Kurt lidt for tøvende, ”men jeg lover ikke noget.”
Svaret var rigeligt for Maler Ove, bare der var et enkelt
håb, så var han mere end glad. ”Vil du virkelig gøre det?”
udbrød han og storsmilede.
Kurt havde allerede fortrudt og kunne have bidt sig selv i
tungen, men det var allerede for sent. Han havde givet Maler
Ove et håb, et håb som han næsten med sikkerhed ikke kunne
indfri.
Nu var Ove slet ikke til at skyde igennem, så han lod sin
malerspatel spille let på cellens tremmer, ”ikke andet end julepynt,” sang han højt for sig selv.
*
JÓANNESS BLEV NU fastansat hos »Havnar Prent«. Olaf fandt
hurtigt ud af, at Jóannes, der før havde været ansat i firmaet,
havde af forskellige årsager været væk fra faget. - bl.a. havde
han været på fiskeri ved Island i længere tid, samt været ansat i
andre erhverv på Færøerne.
263
Der gik heller ikke ret lang tid, før Olaf ligeledes fandt ud
af, hvorfor Jóannes havde været så ustabil med hensyn til at
fastholde et arbejde. Forklaringen lå på bunden af en del flasker – efterhånden lignede det mere og mere en udbredt ”erhvervssygdom” i det færøske samfund.
Vejret var blevet væsentlig koldere og mørkere, nu hvor tiden
for vinterens komme trængte sig på. De var lige gået ind i
november måned, så der var næsten ingen lys om morgenen
eller for den sags skyld, når de gik hjem sent på eftermiddagen.
Ikke ret mange på trykkeriet havde den store lyst til at arbejde over, og det blev lidt hyppigere, at Bjarni ”glemte” at
stille på trykkeriet om mandagen. Rúni havde også sine dage,
hvor han havde haft en for ”våd weekend”, som bare krævede
lidt ekstra tid om mandagen til at komme sig over. Ved sådanne dage mødte Rúni altid op af formiddagen – og så var
han på rød sodavand resten af dagen.
Jóannes gjorde en del ud af, at han havde forandret sig
siden sin sidste ansættelse – en forandring til en langt mere
stabil arbejdskraft, der lige i denne tid markerede sig kraftig
over for Bjarni og Rúnis huller i arbejdsugen.
Også denne mandag morgen var der heller ingen undtagelser, set i forhold til den sidste tids ”sygdom”. Selv Olaf havde
selv haft ”noget vrøvl med maven”, så han havde måttet blive
hjemme en mandag i sidste uge.
Snorri Johannesen sad allerede på kontoret med en dansk
søndagsavis, da Olaf mødte på trykkeriet – og Jóannes arbejdede i sin sættergade, som om han havde stået der hele natten.
Olaf hængte sin jakke på knagen lige inden for døren, og
begav sig ned til trykmaskinen, hvor Jóannes havde sin plads
lige bag maskinen. Lige så snart Snorri hørte Olaf komme ned
til maskinen, rejste han sig resolut og tog avisen med sig og
bevægede sig ned til hvor Olaf og Jóannes stod.
Snorri havde noget meget presserende på hjertet, det behøvede man ikke have nogen større handelseksamen for at
264
regne ud. Som sædvanligt havde han hele ansigtet overplastret
med lokumspapir, men det rørte ham overhovedet ikke, der
var noget meget vigtigere i avisen, som han MÅTTE dele med
andre, og det så ud til, at det var Olaf – som dansker, der
skulle stå for skud denne tidlige mandag morgen.
Den gode Bogtrykker rømmede sig højlydt, mens han
overhovedet ikke kunne skjule sit gavtyveansigt, som tydeligt
fortalte, at han havde en form for en slags ”kanin” i ærmet.
”Kan I danskere da slet ikke finde ud af at tilfredsstille
jeres kvinder - i Danmark?” Snorri havde et fast tag i avisen,
som han holdt meget tæt ind til bukselinningen, mens den
anden hånd skød brillerne helt op i panden.
Nu var Olaf forvirret på et endnu højere plan. Det var
mandag morgen, og hans mester stod og udfrittede ham, om
danskere ikke kunne tilfredsstille deres kvinder?? Der måtte
være en lidt mere logisk forklaring - eller mente Snorri virkeligt - at tilfredsstille kvinderne seksuelt? Olaf vidste slet ikke,
hvad han skulle svare. I det samme kom Abel ind ad døren.
Hvis Snorris spørgsmål var et seksuelt emne, så var Abels
tilstedeværelse også lige det der manglede.
Abel hængte sit overtøj på knagen og tog sin sætterkittel
på, og kort efter stod han sammen med de tre andre, da han
havde opfattet, at der var en nyhed i farvandet.
Snorri havde igen sat sine briller på næseryggen og havde
slået op på nogle af de sidste sider i avisen. ”Prøv lige at se
her,” sagde han og pegede på en annonce på et stavmassageapparat – et apparat som Olaf, indtil på dette tidspunkt, aldrig
havde vidst eksisterede. ”Batteridrevet og med tre hastigheder,” oplæste en grinende Snorri, der havde taget sine briller
af. Tilsyneladende kunne Snorri teksten udenad, da han ”læste” uden briller! ”Er I virkelige ikke mandfolk nok til at bruge denne her?” fortsatte han drillende og pegede med brillestellet på sin buksegylp.
Abel, der allerede havde fået nok af samtalen, listede hurtigt hen på sin plads og åbnede hurtigt sin skuffe med sin
uundværlige Bibel, hvor han med meget kyndig hånd slog op
265
på en side, der helt og aldeles krævede hele hans opmærksomhed.
Snorri havde lagt mærke til Abels handling, der på ingen
måde fik ham til at skifte emne, næsten tværtimod. ”Tre hastigheder med sådan en rumsterstang, har I da slet ingen naturlig kløe?” Snorri lagde avisen på bordet bag trykmaskinen
og gik hovedrystende tilbage på kontoret.
Jóannes lagde vinkelhagen fra sig og studerede annoncen
meget indgående. ”Det var li’gåt satans,” udbrød han grinende, mens den røde farve skød op i ansigtet på ham.
Henne fra Abels sættergade kunne de lige fornemme Abel
strække hals, men til ingen verdens nytte. Avisen var for langt
væk fra ham, og han ville på ingen måde nedværdige sig til, at
se det – som han næsten ikke kunne tro det var. ”I danskere
forpester hele Færøerne med alt jeres sygelige snavs og ødelægger det rene i menneskene,” udbrød Abel, der havde åbnet
munden, og i afmagt lod han hele optrinet med avisannoncen
gå ud over Olaf og alle andre danskere - i hele Danmark.
Dette var Olaf nu ikke helt enig i, så diskussionen mellem
ham og Abel udviklede sig til, at Olaf mente, at Abel ikke var
et hak bedre end det nazistiske Tyskland havde været, der
engang havde dømt et helt folk, på samme måde som Abel nu
også dømte hele det danske folk. Godt nok var der en del
forskel i fordømmelsen, men Olafs bemærkning traf Abel så
hårdt, at han først talte igen efter middag.
Da Olaf havde nævnt det nazistiske Tyskland, satte det
noget i gang i Snorris hoved, for da der blev en længere tavshed fra meningsudvekslingen mellem Abel og Olaf, kom
Snorri listende lige så stille tilbage til ”kamppladsen”. Nu skulle Olaf have en lektion om de overgreb som danskerne var
skyld i over for Færøerne. ”Overgreb”, der havde fundet sted
under og lige efter krigen.
Olaf blev hurtigt klar over, at det var en af de dage, hvor
de sikkert ikke fik lavet for meget – og slet ikke på den måde
som dagen var startet på.
”Kan du huske historien om en læge fra Klaksvík?” Snorri
indledte med et nyt emne til dagens debat. Rúni var lige duk266
ket op og så lidt forvirret på hvad der skete, og ventede forgæves på en opdatering fra Abel side, da Bjarni endnu var
ikke kommet. ”Vel at mærke en dansk læge, der havde været
ansat som læge i Klaksvík, og som bare havde denne ene fejl,
at være lidt for tyskvenlig under krigen, fortalte Snorri, hvor
ordet ”tyskvenlig” blev pudset lidt ekstra af, så den fik lidt
mere glans – set med Snorri Johannesens øjne.
Snorri undlod helt at fortælle, at den pågældende læge
havde meldt sig frivilligt til SS tjeneste på Østfronten – en
tjeneste som han dog aldrig nåede at deltage i.
”Men nu skulle der fandeme renses ud i ”Det Stordanske
Rige” - for tyskvenlige elementer på Færøerne,” berettede
Snorri, der nu var i sit ”S” - dette emne var lige ham.
Olaf fornemmede, at der var en hel del indestængt hos
Snorri, der skulle ud på denne dag. Men det indestængte var
kun beregnet for Olaf, for det var i sin egenskab af at være
dansker, at Olaf var repræsentant for ”Det Stordanske Rige”.
Som sædvanlig var Snorri en god fortæller – og Snorri gav
sig rigeligt tid med sin beretning over for Olaf. Jóannes stod
lidt tilbage og smågrinede, han kendte historien fra Snorris
side - til hudløshed.
”Hans navn var for øvrigt også Olaf, forklarede Snorri om
den danske læge i Klaksvík, ”dog med Halvorsen til efternavn,
så det er sikkert ikke noget familie til dig,” konstaterede Snorri, mens han trak ud i sine seler, hvorefter han slap dem så de
smækkede med et klask ind mod kroppen.
Den sidste bemærkning med navnet, var ikke ment som et
spørgsmål, men mere som en god indskydelse for at nævne
lægens navn. Der var ikke ret mange af Snorris ord der var
tilfældige, de blev altid valgt med omhu.
”Den danske regering forlangte, at Klaksvík, og dermed
Færøerne, skulle afskedige lægen på grund af hans tilhørsforhold til den tyske besættelsesmagt i Danmark – nu skulle der
ryddes op,” fortsatte Snorri sit angreb på Danmark og slog ud
med den ene arm. ”Men i Klaksvík ville de slet ikke af med
Olaf Halvorsen, og at han havde haft en lidt – nå ja, en lidt
for velvillig indstilling overfor tyskerne under krigen, samt et
267
opgør med lægeforeningen i Danmark, var de da revnende
ligeglade med.”
Nu var Jens Petur imidlertid også dukket op, og stod bagved sin far, mens han tændte sin uundværlige cigaret. Hans
kropssprog fortalte alt om, hvor hans holdning til sagen var
placeret – og Olaf var prygelknaben i denne sag, uanset om
han havde noget at gøre med den eller ej.
”Det vigtigste var,” fortsatte Snorri, uden at tage øjnene
fra Olaf, ”at manden var en dygtig læge - hvilket han åbenlyst
var.” Snorri slog endnu et stor slask med sine seler, ”men
”Det Stordanske Rige” var ubøjelig og forlangte,” ordet ”forlangte” fik et ekstra slag over nakken – og blev naturligvis
gentaget en ekstra gang, ”forlangte lægens afgang!”
Nu tog Snorri en kunstpause, og så en ekstra gang på Olaf
for at sikre sig, at ”knejten” havde fulgt ordentlig med i lektien om lægen fra Klaksvík.
”Til sidst blev der sendt en større politistyrke til Færøerne,” fortsatte Snorri, der havde sat sine briller op i panden
igen, og stod med begge sine tommelfingre inde bag selerne –
den næste sætning fik et ekstra tryk, ”for at føre lægen, Olaf
Halvorsen, tilbage til Danmark,” han fortsatte ufortrødent sin
lektielæsning, ”men indbyggerne i Klaksvík ville det anderledes og tog - selvfølgelig rent proforma - kampen op med
overmagten. Der blev lagt tomme olietromler ud i havnen i
Klaksvík. Olietromlerne var bundet sammen, som om de var
en større helhed i et minefelt – hvilket selvfølgelig også var
meningen, at de danske politifolk skulle tro.”
Nu syntes Jens Petur, at han havde hørt nok af historien –
og egentlig kendte han den jo ret godt, så da han så avisen på
bordet bag Olaf, satte han kursen direkte over mod avisen.
Selv om Jens Petur kom til at skubbe ret kraftigt til sin far, var
der ingen slinger i valsen da Snorri fortsatte sin beretning.
”Alle danske aviser skrev om situationen i Klaksvík, og
beskrev udføøøørligt.”
Nu skulle det rigtig indskærpes overfor Olaf, hvor slem
situationen havde været, ”hvor mange svært bevæbnede poli-
268
tifolk der nu skulle sendes til Færøerne, samt hvor mange
maskinpistoler de skulle havde med.”
Jens Petur havde fået fat i avisen, men havde alligevel et
halvt øre med ved farens sidste sætning, da han nikkede samtykkende til de sidste bemærkninger om bevæbningen af politistyrken.
”Dette gjorde slet ikke tilhørsforholdet til Danmark et klap
bedre, og resultatet var da også, at færingerne rasede imod
”Det Stordanske Rige” i syd.” Snorri havde talt sig varm, og
der skulle et mindre jordskælv til for at stoppe ham nu, ”de
færøske aviser skrev om, at der ville være over 1000 bevæbnede mand klar til at modtage skibet fra Danmark samt, at
havnen i Klaksvík ville blive mineret.”
Snorri tog en dyb indånding, mens han slog Olaf på skuldrene med sine briller, efter at han for tredje gang havde givet
selerne et ordentligt slask - samtidig med at han grinede højlydt af den med, at havnen var mineret.
Rúni drak grådigt af sine røde sodavand – den havde været
høj i weekenden, gættede Olaf på.
”Det var bare løgn med de miner,” berettede Snorri videre, ”ingen på hele Færøerne havde nogen forstand på at lave
miner, eller for den sags skyld, brandbomber i olietønder.”
Snorri havde nu, ved en indskydelse om urigtige oplysninger i pressen, fundet sin egen indsats frem i Verdenskrigens
tjeneste.
”Du ved,” fortalte han, mens han nøje iagttog Olaf. Lige
forinden var Jóannes dukket helt ned bag sætterkasserne i
hjørnet af sætteriet, havde han hevet sit høreapparat helt ud –
han gad ikke høre på mere. ”Jeg var den eneste på hele Færøerne, der turde skrive sandheden om tyskernes sejre under
krigen!” Snorri rettede sig helt op, da han lod dette emne ”sive” til Olaf.
”Og hvad gjorde den engelske besættelsesstyrke ved dét?”
spurgte Olaf undrende over, at Snorri stadig var i live efter
sådan en handling. ”I Danmark var du blevet skudt, eller som
minimum tortureret og sendt i en KZ-lejr, hvis du havde
skrevet tilsvarende om tyskernes fjender,” mente Olaf, ud fra
269
det han havde fået fortalt om den tyske besættelses grumme
gerninger i Danmark.
Snorri overhørte kommentaren med vilje, men kun for at
fortælle, at de britiske tropper havde konfiskeret hele hans
oplag. ”Og det kalder de for demokrati!”
Olaf prøvede at fortælle Snorri, at han lige havde lært noget i tiden inden for militæret om, at der i krigstid gælder lidt
andre love – samt, at det Snorri havde udøvet, var direkte
femte kolonne virksomhed, hvilket skulle have været takseret
lidt mere håndfast, end det de britiske styrker havde gjort.
Dette mente Snorri ikke kunne være rigtigt, da han bare
fortalte sandheden. Olaf mente, at de nok ikke kom ret meget
videre i denne meningsudveksling.
Den dag lærte Olaf, at de ”angreb” på hans person som
dansker, bare var godmodige drillerier fra færingernes side, og
ikke ret meget andet – på samme måde som det han oplevede
i Jógvan Joensen hjem. Havde han haft den erfaring dengang,
var han aldrig ”udvandret i protest”, egentlig var det bare til at
grine over i dag.
Derimod havde Abels angreb på danskerne som helhed,
været langt under bæltestedet.
Jóannes var igen kommet frem af sit skjul, men Olaf troede
ikke på, at det havde gjort nogen forskel ved, at Jóannes havde hevet sit høreapparatets ud eller ej, idet han så over på
Snorri mens han rystede på hovedet – han kendte hele historien, derom var der slet ingen tvivl.
Det var bestemt en af de dage, hvor Abel fik læst det meste af sin Bibel i skuffen.
Jens Petur havde nu fået øje på annoncen med stavmassageapparatet, og da han ikke havde hørt Snorris tidligere
kommentar vedrørende annoncen, gik han direkte over til
Rúni – og med det sjofle grin, der langsomt bredte sig over
hele hans ansigt, blev der varmet kraftigt op til en meningsudveksling om dette meget specielle emne.
Rúni og Jens Petur ”hyggede” sig rigtigt over, hvad en
sådan tingest med tre hastigheder kunne udrette, og på en
270
eller anden måde kom de til det samme resultat som Snorri
var kommet til. Danske mænd kunne slet ikke tilfredsstille
deres kvinder rigtigt – for på Færøerne var der bestemt ikke et
marked for sådan en tingest.
Da de havde grinet færdig, ville de have været ovre og vise
Jóannes annoncen, men Jóannes vinkede afværgende – han
havde læst nok. Et kort øjeblik overvejede de at involvere
Abel i deres meninger – men det var kun et kort øjeblik. Derefter forsvandt Jens Petur ud i støberiet med avisen og gemte
den under bordet – annoncen kunne sikkert bruges ved en
senere lejlighed, for, ”hvem fanden havde da brug for sådan
et apparat?”
Jóannes gik over til Rúni, da han havde lagt mærke til de
røde sodavand, så hans spørgsmål var yderst relevante til
Rúnis øjeblikkelige situation.
”Fuld i weekenden?” spurgte Jóannes nærmest på en konstaterende måde.
”Ja for helvede,” grinede Rúni uden omsvøb, og andet
havde da heller ikke nyttet noget, dertil kendte Jóannes ham
for godt. ”Jeg rendte ind i ”ham selv - Jacob” du véd.”
Jóannes var helt med på hvem Rúni omtalte.
”Han bød på en lille en,” fortsatte Rúni, og lavede en bevægelse som når man hælder op i et glas. Blot var der lige den
lille forskel, at Rúnis bevægelse lignede noget, der var lidt
svært at få ud af flasken, da han rystede gentagne gange med
hånden som ved en flaske ketchup.
Jóannes grinede over hele ansigtet, ”så det var med den
på?” sagde han og efterlignede Rúnis bevægelse med hånden.
Rúni havde røbet sig selv ved denne bevægelse, så igen var
det uden omsvøb, da han svarede: ”Ja for helvede.”
Olaf stod og monterede en trykform ved monteringsbordet og kunne ikke undgå at høre samtalen, da Rúni talte ekstra
højt på grund af Magnus’ svage hørelse – derfor blev han
pludselig interesseret, da den påtalte ”bevægelse” var et nyt
begreb for ham.
Både Rúni og Jóannes så Olafs opmærksomhed for det
passerede og grinede som på bestilling.
271
”Hvad er dét?” spurgte Olaf, og gjorde den samme bevægelse som Rúni og Jóannes lige havde afsløret.
”Åååårrrrh, ikke noget,” svarede Jóannes ildrød i hoved af
grin, ”i hvert fald ikke noget for en dansker,” supplerede han
sine mangelfulde oplysninger.
Nu var Olafs nysgerrighed for alvor vakt, her var der en
eller anden hemmelighed, han bestemt ikke havde stiftet bekendtskab med. Den blev heller ikke mindre, da han opserverede, at Abel igen stillede vinkelhagen fra sig og atter greb
efter sin Bibel.
”Hvad er dette?” spurgte han igen, og efterlignede bevægelsen med hånden.
I det samme kom Jens Petur ud af monotypestøberiet.
Han havde lige sat hele støbemaskinen i gang og havde igen
tændt sig en smøg. Da døren fra støbelokalet blev åbnet,
tordnede melodien fra støbemaskinens kendte rytme ”They're
coming to take me away” atter ud i hovedet på Olaf.
Jens Petur lukkede døren og så grinende på Olaf og efterlignede de andres bevægelse med hånden.
”Nå så det kender du ikke?” spurgte han Olaf og grinede,
så man kunne se røgen komme ud af mund og næse i stødvis
med hans latter - efterfulgt af et hosteanfald.
”Var der i det hele taget noget, der undgik den mands opmærksomhed?” tænkte Olaf, og undrede sig over at Jens Petur kunne følge med i deres samtale, fra et andet lokale hvor
der var en helvedes masse støj.
”Fortæl ham det dog,” sagde Jens Petur til Rúni, der bestemt ikke havde megen lyst til at uddybe, hvad han havde
været ude for i weekenden.
”Jooooh, ser du,” kom det meget tøvende fra Rúni, der
vidste næsten ikke hvordan han skulle gribe sagen an, ”når
man hælder indholdet ud fra en flaske Aqua Velva barbersprit.”
Samtalen gik lidt i hårknude, da Olaf nu var det helt store
spørgsmålstegn, for, hvorfor blandede Rúni tingene sammen,
da samtalen havde været om et helt andet emne – troede han.
272
”Du ved!” Rúni var begyndt forfra, og Jóannes var atter
forsvundet tilbage til sin plads, mens Abel stadig var begravet
i sin Bibel. Det gjorde heller ikke sagen lettere for Rúni, at
Snorri nu også havde sluttet sig til tilhørerne – vel vidende om
hvilket dilemma Rúni var kommet i.
”Hvad læser du?” spurgte Snorri Abel, selv om han udmærket godt vidste det, ”fik du ikke nok åndelig føde i Ebenezer i går?”
Abels Bibel blev lige så stille lagt tilbage i skuffen, og vinkelhagen blev atter taget i brug. Når ret skal være ret, fik Abel
jo løn efter en given arbejdsindsats, og ikke efter hvor meget
han læste i sin Bibel. Men Biblen havde helt sikkert den største opmærksomhed i Abels egen verden – det var der ingen,
der kunne tage fra ham!
Selv om Jóannes havde en dårlig hørelse, havde han helt
opfattet den ”lille” manøvre som Snorri havde foretaget.
Snorri vendte igen ansigtet mod Rúni – et ansigt, der
uden at sige det direkte udtalte ord – sagde spørgende, ”og?”
– og samtidig løftede han begge sine øjenbryn.
Rúni forsøgte atter i sin meget tøvende forklaring. ”Som
du sikkert ved, er hullet på en flaske Aqua Velva aftershave
meget lille, derfor er man nødt til at ryste flasken lidt kraftigere, når indholdet skal hældes ud lidt hurtigere – end hvis det
kun skulle anvendes som barbersprit.”
Det begyndte nu, selv om det var meget langsomt, at gå op
for Olaf, at Rúni havde været sammen med denne omtalte
”Jacob”, - som havde budt på barbersprit, i mangel af rigtig
spiritus.
”Du mener da ikke – i fuldt alvor?” Begyndte Olaf stadig
meget mistroisk. ”Det kunne bare ikke passe – de tager pis på
mig,” tænkte han og så skiftevis på Jens Petur, Snorri og Rúni,
men ingen af stederne røbede, at der blev taget pis på ham.
”Joh, det mener Rúni,” fastslog Snorri alvorligt, en gang
for alle!
Jens Petur skrupgrinede af ”afsløringen” og opfordrede
Rúni at fortælle, hvilken lille biting det medførte ved at drikke
Aqua Velva aftershave.
273
Først vidste Rúni ikke rigtigt, hvad der blev henvist til,
men igen med Snorris løftede øjenbryn, ”kom han i tanke
om”, hvad det kunne være. ”Der er bare den lille hage ved
det, at øøøøh, at øøøhhhhh underbukserne bliver blå – her
foran!” oplysten han, mens han pegede på sine benklæders
lynlås.
Jens Petur gik nu helt til af grin i et voldsomt hosteanfald,
et anfald der fik hans far til at se helt bekymret på ham.
Abel tog sig i at gribe efter skuffens håndtag, men et blik
fra Snorri fik ham til at ombestemme sig. Jóannes syntes at
være helt tabt for Rúnis udlægning, men på den anden side
var han helt opdateret med problematikken.
Lidt efter blev det middag, og alle forsvandt ud af trykkeriet – uden at der var blevet produceret ret meget den formiddag.
Lige inden Olaf forsvandt ud af døren, råbte Snorri til
ham: ”Tager du til Danmark i Julen?”
”Ja,” råbte Olaf tilbage og lukkede døren efter sig.
Efter middagspausen kom Abel hen til Olaf og spurgte, om
han ville modtage en undskyldning for hans egen dårlige opførsel tidligere på dagen – derefter var den lille sag ude af verden.
Senere på dagen kom Joen ”Vognmand” Joensen ind i trykkeriet for en kort bemærkning. Olaf spurgte ham ved den lejlighed, om han kunne hente Henriks båd i Argir havn og køre
den ind på det gamle spinderi ved Sandagerði.
Det skulle han nok klare, bare Olaf lige ville give ham et
praj om dag og tidspunkt i god tid.
”Hvad koster det?” spurgte Olaf, der godt lige kunne orientere Henrik om aftalen.
”20 kroner,” svarede Joen, mens han stod og så på Olaf
”malerier” på væggen.
”20 kroner???” spurgte Olaf, meget overrasket over det
billige tilbud.
274
”Så 10 kroner da,” bød Joen ind i den tro over, at Olaf
syntes det var for dyrt.
”Hvem har lavet det?” spurgte Joen og pegede på billederne på væggen – for ham var samtalen om betalingen for flytningen af Henriks båd helt overstået.
Nu brød Jóannes ind, da han efterhånden syntes, at det
skulle frem hvordan disse ”billeder” var fremkommet.
”Men de er sgu da lige så gode, som meget af det andet
lort, der bliver solgt som kunst,” svarede Joen på Jóannes
forklaring – derefter forsvandt Joen atter ud af døren til en ny
opgave for hans lille vognmandsforretning.
”Du bliver sgu nødt til at bevise en dag, at du KAN male,
mente Jóannes, om alle de reaktioner, der efterhånden havde
været over for Olafs ”kunst”.
”Det kunne meget vel være, at jeg vil prøve en dag,” svarede Olaf til Jóannes store overraskelse, der ikke havde ret
meget til overs for Olafs eventuelle kunstneriske evner med
en malerpensel.
*
JULESKIBET »TJALDUR« HAVDE været fuldt booket den sidste
måned, og tilstrømningen af mennesker på kajen bekræftede,
at skibet var fyldt med alle de passagerer, der overhovedet
kunne fyldes på skibet.
Bog Hansen og Maler Ove stod side om side for at vinke
farvel til venner og bekendte. Bog Hansen havde ikke fået råd
til en tur til Danmark i denne ombæring, men han havde jo
også for nylig været et lille smut i moderlandet – lidt ufrivilligt
måske. Den tur havde han heller ikke haft råd til, men situationen havde medvirket til, at han havde ”måttet tage hyre”
som opvasker for at finansiere rejseudgifterne frem og tilbage.
Maler Ove stak til den stadig meget omtalte episode, hvor
Bog Hansen ikke turde tage springet fra skibet, som Torben
havde gjort. ”Skal du ikke ombord en tur – bare sådan for at
se, om alting nu er som det skal være?” spurgte Maler Over
drillende.
275
Svaret fra Bog Hansen kom næsten før Maler Ove havde
stillet spørgsmålet færdigt, ”har slet ingen interesse – og så er
det færdigdebatteret.”
”Går det dig på???” fortsatte Maler Ove med den største
medfølelse han kunne etablere.
”Åååårhhh, hold så kæft.” Bog Hansen lignede mere og
mere én, der havde en større tordensky hængende lige over
hovedet.
Om ikke andet, så fik Maler Ove sin kontante afregning på
sit spørgsmål.
Kurt og Olaf stod ved rælingen og så ned på det bølgende
menneskehav, hvor passagererne, der var på vej til skibet,
havde mere end svært ved at komme frem til lejderen, der
førte op på skibet.
Langt de fleste færinger, der skulle til Danmark i Julen,
besøgte deres slægtninge i Danmark ved denne lejlighed. Dette indebar, at de bragte alle deres hjemlige specialiteter af fødevarer med sig. Mange af disse varer skulle i skibets fryserum, så der var en livlig trængsel til denne del af skibet. De
kom alle slæbende med deres kasser med lomvier, lunder,
grindekød, skærpekød – ja alt, hvad en færing forbinder med
deres hjemland.
Henrik fra Tolderhuset, masede sig frem til kanten af kajen
og ønskede Kurt og Olaf en god hjemrejse, og håbede at se
dem begge igen i god behold efter nytår.
”Fik I ordnet det med båden?” råbte Olaf ned til Henrik.
Olaf havde ikke selv kunnet være til stede da Joen var kørt ud
til havnen i Argir for at flytte båden for Henrik.
”Ja for satan – der var slet ingen problemer, den står nu
tørt og sikker i spinderiet,” svarede Henrik hurtigt tilbage,
mens hans hjemmerullede cigaret, der sad meget løst mellem
hans læber, var meget tæt på at ende på kajen over hans resolutte svar.
”For resten,” nu grinede Henrik, lidt mens han tog cigaretten ud af munden, ”han ville kun have 10 kroner for det –
sagde det var efter aftale med dig, det er sgu da alt for billigt.”
276
”Jeg må lige have fat i Joen, når jeg kommer tilbage,” råbte
Olaf tilbage, da han var helt enig med Henrik om betalingens
størrelse, det kunne slet ikke hænge sammen, for den ydelse
Joen havde udført.
Derefter forlod Henrik igen havnen, nu med lidt større
anstrengelser end da han var ankommet. Menneskehavet var
ikke blevet mindre på kajen – juleskibet var noget ganske særligt, så det var ikke bare pårørende, der stod ved skibet, men
alle dem der bare ville have en oplevelse med sig hjem var på
kajen den dag - og det var mange.
Der var ikke ret mange, der havde forladt havnen, da
»Tjaldur« forlod ydermolen med kurs mod Danmark. Ligeledes blev mange på skibet stående ved rælingen og vinkede ind
til ”den levende kaj”, der bugtede sig helt til det yderste på
den lange havnemole. Ja, selv helt ude på Tinganes, stod der
mennesker og vinkede.
Slægt og venner ønskede dem god rejse og en god Jul i
Danmark.
277
278
10. Kapitel
Det australske konsulat
D
a flyverejser bl.a. var for dyre, set i forhold til skibstrafikken, løb skibene derfor af med den største del af passagertrafikken mellem Færøerne og Danmark.
En anden ting, der gjorde det svært for lufttrafikken var, at
lufthavnen på Vágar endnu ikke var helt klar til at modtage
passagerfly, der var drevet af jetmotorer, så propelfly af Fokker Friendship typen, blev derfor det mest fortrukne transportmiddel mellem Færøerne og Danmark i luftrummet. Selv
om denne flytype hører til et af de mest sikre fly, var det slet
ikke nok til at ændre afgørende i folks rejsevaner. Det gjorde
det heller ikke mindre besværligt, at der i flyrejsen var indbefattet en mellemlanding i Stavanger eller i Bergen – og så var
en skibsrejse jo også en langt mere folkelig måde at rejse på.
Noget helt andet var også, at flyrejsen slet ikke kunne hamle
op det sociale islæt, som en skibsrejse kunne byde på.
Hvis Kurt og Olaf havde forventet en mere normal tur tilbage
til Danmark med juleskibet, blev de slemt skuffet. Men det
havde de på ingen måde forventet – og slet ikke med juleskibet »Tjaldur«.
På juleskibet blev Rigspolitiet repræsenteret af to mand.
De havde lige været på Færøerne i et ”forretningsanliggende”,
så nu var det tid til at slappe af på vejen tilbage til de hjemlige
omgivelser.
Det varede ikke længe, før de fleste blev klar over, at Rigspolitiet var helt almindelige mennesker, der også havde det
samme behov for at hygge sig, når lejligheden bød sig. Men
279
det var ikke alle passagerer, der havde lyst til at dele denne
lejlighed med dem.
Hen under aften, da »Tjaldur« lige havde passeret Shetlandsøerne, kom Kurt og Olaf ind i opholdslokalet, hvor der var
stuvende fuldt af støjende og glade mennesker.
Da de opdagede et par pladser, som var ledige ved et af
bordene, styrede de direkte hen imod bordet. Af de to mænd,
der sad ved bordet, havde den ene allerede fået så rigeligt at
drikke, og han måske burde, allerede på dette tidspunkt af
aftenen, være på vej i køjen. Men han så bestemt ikke ud til, at
dette punkt indgik i hans planer - foreløbig.
Ingen af dem ved bordet havde endnu præsenteret sig, så
da Olaf kom tilbage med et par guldøl til sig selv og Kurt, hev
den meget berusede mand ved bordet, noget der lignede et
”blikskilt” op af lommen.
”Skal jeg trække op for jer?” tilbød manden, der havde
svært ved at styre sine bevægelser. Den anden ved bordet så
lidt bekymret på ham, og hans blik undskyldte mandens tilstand.
”Trække op – hvorfor det??” svarede Kurt, der hev kapslerne af begge flasker med sine bare fingre. Dette fik manden
med skiltet til at styre sine bevægelser lidt bedre - for en kort
stund, hvorefter han gik tilbage til sin ”tidligere” tilstand.
”Det var li’gåt satans,” og fortsatte derefter, i samme åndedrag, at fortælle om sit skilt, for der var mere end én grund
til, at han havde hevet dette skilt frem af bukselommen. Skiltet var et politiskilt, som han sad og viftede åbenlyst med foran Kurts skæggede ansigt.
”Véd du egentligt, om man kan se, om et sådan politiskilt
er ægte eller falsk?”
Før den berusede mand vidste af det, havde Kurt taget
skiltet fra ham og så undersøgende på det.
”Aner det ikke,” svarede Kurt, og rakte skiltet tilbage, inden manden kunne nå at reagere over, at Kurt havde taget
skiltet fra ham.
280
”Hvordan kan det egentligt være?” spurgte manden med
politiskiltet, ”at folk forsvinder, når de hører vi er fra politiet?”
”Vi er også folk, og vi forsvinder ikke sådan lige med det
samme,” svarede Kurt og drak lidt af sin øl.
”Måske kunne det være, at der ikke var andre pladser at
få,” svarede den berusede politimand tilbage – mere fuld var
han altså heller ikke.
”Måske, måske – men du var ved at sige noget om, at dit
politiskilt var falsk eller noget i den henretning?” Nu var Olaf
kommet lidt på banen med sit supplerende spørgsmål.
”Skiltet?? – det er sgu da ikke falsk,” svarede politimanden,
som egentligt var ret stor og kraftig, hvis og når han engang
rettede sig op.
Den anden politimand synes knap så høj og var tilmed en
del mere spinkel. Hans udseende lignede en hel del efter journalisten Arne Myggen fra Danmarks Radio, så inde i sig selv
havde Olaf allerede døbt ham Myggen.
Den første politimand havde Kurt døbt ”Panserbassen”,
hvilket var en ret god beskrivelse af denne kraftige person,
som afslørede sig selv som en hård politimand, som ingen
kunne løbe om hjørner med. Begge politifolk lod til at befinde
sig i samme aldersgruppe – omkring de 40 år, så de var begge
en del ældre end Kurt og Olaf.
”Dette politiskilt er helt ægte,” fortalte panserbassen, der
forsøgte at rejse sig op i sin fulde højde, men måtte støtte sig
på bordet med den ene arm for ikke at falde forover. Derefter
lod han skiltet dumpe ned foran Olaf, der i første omgang
ikke ville vide af skiltet.
”Tag det op,” befalede panserbassen.
Olaf tog langsomt skiltet op fra bordet og så undersøgende på det.
”Fortæl mig så, om du kan se hvorfor det er ægte?” fremturede panserbassen.
Dette var helt umuligt for Olaf at konstatere, så han rakte
det videre til Kurt, der lige så hurtigt lod det gå tilbage til sin
ejermand.
281
Panserbassen tog sit skilt og vente det om, ”dette!” sagde
han højt, så personerne ved nabobordene vendte sig om ved
den høje stemme.
Kurt kunne kun se en blank bagside af messingemblemet,
hvor forsiden var præget af politiets logo.
”Det er vist ikke lige min dag,” svarede Kurt, der opgivende trak på skuldrene – og skyllede så efter med at tømme sin
øl på én gang.
”Prøv lige at se ALLE de mærker,” forsøgte panserbassen
sig nu mere målrettet overfor Kurt.
Myggen forsøgte at tysse sin makker lidt ned, men det
hjalp absolut slet ikke - nærmest tværtimod.
”Du skal fandeme ikke ….,” fnyste han fornærmet, hvorefter han forsøgte at se fornærmet ud – det lykkedes på ingen
måde. Derefter rettede han atter blikket mod Kurt. ”Alle de
mærker, er mærker efter alle de øl jeg har trukket op med skiltet – derfor kan man se, at dette skilt er ægte!”
”Hvorfor?” spurgte Kurt – og så rigtig dum ud.
”Hvorfor hvad???” spurgte panserbassen – næsten for
hurtigt. Man fornemmede, at her var der en mand, der var
vant til at stille spørgsmål – ikke at få dem stillet.
”Hvorfor bruger du skiltet???? – du kan da bare vippe låget
af flaskerne med fingrene – hvor svært kan det være?”
Nu var det pludselig lidt svært for panserbassen at give et
rimeligt svar på Kurts spørgsmål – og på en eller anden vis
var det jo stadig ham, der plejede at stille spørgsmålene.
”Er du altid så skide klog?” forsøgte panserbassen sig, for
at komme på banen igen, ”for du tror åbenbart, at du er så
skide klog, at du kan narre en gammel rotte som mig,” sagde
han og forsvandt hen for at få fat på nogle øl ved baren. Kort
efter var han tilbage ved bordet igen og stillede fire flasker
guldøl på bordet.
”Jeg giver, hvis du kan rykke samtlige kapsler af på samme
måde, - som DU FOREGAV før.”
Panserbassen satte sig vældigt tilrette i stolen, og havde
blikket skarpt rettet mod Kurts hænder.
282
”Mig kan du ikke narre, så det er din omgang – hvis du
altså anvender andre hjælpemidler end dine hænder, okay?”
Kurt grinede over hele ansigtet, og langede ud efter flaskerne, hvorefter han rykkede kapslerne af – en efter en, og
aflevere en øl ud for hver af dem.
”Din omgang!” svarede Kurt den måbende panserbasse,
der var lige ved at blive ædru ved seancen. Derefter rakte Kurt
hånden som tak for omgangen.
Nu var Olaf pludselig meget opmærksom på, hvordan
panserbassen taklede håndtrykket, for det kunne umuligt gå
helt ubemærket hen. Men panserbassen var helt klar nu – så
fuld var han tilsyneladende heller ikke. Selv om panserbassen
var parat, fik han det kraftigste håndtryk, han nogensinde
kunne huske – men han bed det i sig.
Efter at have drukket deres øl, sagde Kurt og Olaf tak for
skænken og forlod opholdslokalet for at få sig lidt søvn til
natten. De var begge helt klar på, hvilke ”forhindringer” aftenen ville byde på, så derfor var der ekstra grund til at trække
sig tilbage.
Næste morgen, var der ikke ret mange til morgenmaden i det
store fælles spiselokale, og det på trods af at Nordatlanten
viste sig fra den blide side, hvor årstiden mest er berygtet for
sine efterårs- og vinterstorme. Men aftenens, og navnlig nattens udskejelser i opholdslokalet, havde sin del af skylden for
den matte stemning ved morgenbordet. Kokken havde allerede taget sine forholdsregler for fremmødet, da han havde flere
års erfaring på disse ture – og navnlig var juleskibet en af de
mest forudsigelige af slagsen.
Da Kurt og Olaf tog sig en tur rundt på dækket, var luften
bidende kold, selv da de stod i læ på det underste dæk helt
agter på skibet, hvor der ellers var lidt læ fra dækket ovenover.
De stod lidt og røg deres cigaretter efter morgenmaden, mens
de betragtede skibets bevægelser i havets rolige dønninger.
Overalt, til alle sider, var der hav at se. På tre måneder var
deres vante omgivelser fra det Københavnske miljø forvand-
283
let til det meget anderledes færøske regi, hvor havet er en hel
naturlig del af dagligdagen.
Nu var de atter på vej til Danmark og følte på ingen måde
mere, at det kæmpemæssige Nordatlantiske hav, de i øjeblikket befandt sig midt i, var et fremmedartet element. Selv om
de endnu ikke var blevet accepterede som en del i det færøske
samfund, følte de sig heller ikke længere så fremmede i de før
så uvante omgivelser, men de måtte sande, at man som ung
hurtigt tilpasser sig de nye uvante miljøer.
»Tjaldur« lå dybt i vandet, for ellers ville havets dønninger
indvirke anderledes på skibets bevægelser. Det var egentligt
underligt at tænke sig, at det bare var deres anden tur over
Atlanten, og allerede havde de nogle erfaringer, de begyndte
at sammenligne med.
De havde ligeledes også fundet ud af, at de befandt sig
rigtig godt på et skibsdæk, og ved at stå helt agter på et skib,
bare for at nyde skibets bevægelser, bekræftede blot denne
antagelse. Lige netop på dette sted på et skib, kan man ikke
opleve skibets rullende bevægelser, men man kan meget pludselig opleve, at der er meget langt ned til vandkanten, for derefter at konstatere, at vandkanten lige så pludselig befinder sig
højt oppe over skibet, bare få meter bag skibets agterende.
Det var disse bevægelser de stod og nød til fulde, bevægelser
der fik den helt rigtige fornemmelse af kilderen frem i maven.
”Det bliver sgu dejligt at se Bodil igen,” sagde Kurt lige ud
i luften – uden at vente et svar, da det ikke var første gang,
han ytrede dette ønske. Kurt tænkte nærmest kun højt.
Olaf svarede da heller ikke på Kurts konstatering, men
svarede i stedet med et spørgsmål: ”Skal du ikke også til Slagelse? – I så fald får du vist lidt travlt?”
Kurt havde helt glemt Maler Oves bøn til ham om at besøge hans tidligere kone og søn i Slagelse – selv om det stadig
lå som en dårlig samvittighed lige indenfor pandeskallen. Han
vidste med sig selv, at dette kunne han på ingen måder indfri,
dertil var Bodil alt for vigtig for ham.
”Jeg blev vist fanget på det forkerte ben den dag,” mumlede han for sig selv.
284
Igen var det en konstatering fra Kurt, men en konstatering
der fortalte, at Kurt ikke kom til Slagelse på denne juleferie til
Danmark. Kurt havde bare én ting i hovedet, og det kunne
man ikke bebrejde ham.
”Har du for øvrigt hørt fra Marion?” spurgte Kurt meget
apropos, da hans egne tanker hele tiden kredsede omkring
opgang nummer 18 derhjemme på Nørrebro.
”Jeg stødte ind i hendes forældre forleden – Marion og
Søren er allerede rejst til Norge,” svarede Olaf, mens han
langsomt rullede sig en cigaret af den sorte hollandske tobak
fra Niemeyer.
”At du kan ryge det lort,” vrissede Kurt, med tydelig
væmmelse i stemmen.
Det var ingen hemmelighed, at Kurt gerne havde set, at
der var blevet lidt mere ud af Olaf og Marions romance, og
det var ikke blevet et mindre ønske efter hans opringning til
Bodil den famøse aften på Sømandshjemmet.
Der var siden kommet en hel del ”Kirsten giftekniv” over
Kurt. Derfor havde Olafs dårlige nyhed om Marion, som nu
kun Kurt kunne tolke den, fået ham til at forsøge at skifte til
et helt andet emne.
”Den tobak stinker jo som et afbrændt gulvtæppe!” Kurt
kunne slet ikke skjule sin irritation over, at Marion var rejst til
Norge.
”Ingen kan ændre på Marions beslutning – og heller ikke
på min beslutning!”
”Som er?” spurgte Kurt hurtigt, mens han tog sig endnu
en Prince cigaret.
Olaf slikkede på cigaretpapiret, og stak sin ”hjemmestrikkede” cigaret i munden. Kurt havde, med stort besvær på
grund af vinden, lige tændt sin egen cigaret, og rakte den glødende ende hen mod Olafs cigaret. Olaf fik hurtigt ild i det
sorte tobak, og inderst inde måtte han give Kurt ret, tobakken
lugtede ikke særlig godt, mens smagen var helt anderledes.
”Jeg har vel bare vænnet mig til det,” svarede Olaf, der
lige havde glemt Kurts sidste spørgsmål, men havde svaret på
285
spørgsmålet om tobakken, fordi han lige havde taget sit første
hiv af cigaretten.
”Du har bare vænnet dig til din beslutning???” Kurt stod
som Moses ved Det Røde Hav – han var ikke lige med på det
svar.
”Nåhhh, nej, - jeg tager sikkert til Australien til foråret.”
Kurt tog et par kraftige hiv af cigaretten og skulle lige til at
sige noget, da han blev afbrudt af en høj uvant lyd under skibets agterdæk. Lyden lod til at komme lige ved vandlinjen.
Kurt lænede sig ud over skibssiden for at finde ud af, hvorfra
lyden stammede fra, mens cigaretten stadig sad mellem hans
læber.
”Det er fandeme skruen man kan høre – når den kommer
op over vandlinjen,” sagde Kurt helt opløftet over, at han
havde fundet ud af lyden. Men samtidig med, at han fortalte
om sin opdagelse, blæste en kraftig vind hans cigaret langt ud
over havet. Kurt kunne kun se måbende til, at et skumsprøjt
fra skibets kølvand gjorde det endeligt af med hans cigaret.
”Hvad med at gå ind i opholdslokalet,” foreslog Olaf, ”her
er faktisk skide koldt og blæsende.”
Uden at vente på svar, satte Olaf kursen direkte mod døren, der førte i retningen af opholdslokalet. Kurt fulgte kort
tid efter, at han havde fået styret sin lyst for gyngeture - for
resten af dagen.
Inde i opholdslokalet var der kun kommet ganske få passagerer siden de sidst havde været der, bl.a. var ”Myggen”
dukket op, mens ”Panserbassen” endnu hørte til de efterladte
i kahytterne.
”Sover han den ud?” spurgte Olaf Myggen ud om hans
makker og fortsatte i samme spor, ”den fik vist alt, hvad den
kunne trække i går aftes?”
Olaf satte sig på sofaen ved bordet, som Myggen havde sat
sig ved. Myggen sad på den anden side af bordet og havde et
glimrende udsyn til vinduet ud mod dækket bag vinduet, som
sofaen var placeret lige under. Olaf kunne ikke lade være med
at tænke på, om det var med fuldt overlæg, at Myggen havde
placeret sig sådan, men det kunne jo også være, at han simpelt
286
hen bare nød udsigten. Politiet var jo også en slags mennesker
– trods alt.
Myggen forsvarede sin makker ved at fortælle, at det ikke
altid var lige nemt at være indenfor korpset, og der var tider,
hvor man måtte – som ved denne lejlighed, prøve at få det
hele lidt på afstand.
”Hvad lavede I egentligt på øerne?” forsøgte Kurt sig, der
nu var kommet ind af døren og satte sig ved siden af Olaf på
sofaen.
”Tjaaaa, jeg røber vel ikke for meget ved at sige, at vi skulle afhente en landsmand, der var stukket af til Færøerne.”
”Hvad havde han da lavet af ulykker?” frittede Kurt videre.
”Det er lige netop her at grænsen er,” forklarede Myggen,
”der er noget der hedder tavshedspligt i vort firma.”
”Okay, men hvor gemmer i ham så på skibet?” Kurts nysgerrighed var nu vagt, og så var han slet ikke til at stoppe.
Myggen blev lidt utilpas ved spørgsmålet, for han måtte så
forklare, at manden var stukket af med flyveren til Danmark,
hvilket måtte siges at være noget af en smutter - af de grove.
Alle udgange fra Færøerne blev naturligvis alarmeret i sådan
en situation, så det var mere end flovt, at det alligevel var lykkedes manden at stikke af. ”Men det sker garanteret ikke mere
– det har vi effektivt sørget for,” forklarede Myggen vævende,
som nok var det mest positive i den sag.
”Kunne I ikke bare vente på ham i Kastrup lufthavn?”
spurgte Kurt drillende, som det mest naturlige i verden.
”Har du aldrig hørt om mellemlandingerne i Norge – når
man tager flyet?” svarede Myggen lettere irriteret over
spørgsmålet. For det var lige gennem det ”hul”, som den mistænkte var undsluppet ad.
”Altså først lader I ham tage flyveren til Danmark – og så
undlader I at informere jeres norske kolleger om, at der kan
være en mistænkt med flyet? Er det forstået rigtigt?” Kurt
halede veltilfreds en ny cigaret op af pakken og bankede filteret flere gange på den slunkne cigaretpakke – som om det
skulle hjælpe på filterets beskaffenhed. Hans handling var lidt
287
mere ment som demonstration for, hvem der havde overtaget
i samtalen. ”Så må vi da håbe, at han hører til den mildere
form for forbrydere, når I sådan bare lader ham løbe?”
Hvis Kurts kropssprog fra før fortalte, at hvis han før så
lidt ned på Myggen og Panserbassens handlekraft på Færøerne, var det ingenting i forhold til det tonefald, hans sidste
sætning havde efterladt i luften.
”Ingen af os er stolte af situationen – og vi lader IKKE
bare nogen løbe,” forklarede Myggen med en meget fast
stemme, og fortsatte så lidt længere - end han egentlig havde
villet, ”hvis manden har begået det, han er mistænkt for, hvilket hans flugt kunne tyde på, er det en rigtig ”græmmer karl”
vi eftersøger, så …,” han lod sætningen hænge lidt i luften, før
han besluttede at fortsætte, ”så det kunne være grunden til, at
min kollega tog et ekstra krus øl i går aftes.”
Kurt skulle lige til at følge op på Myggens forklaring, men
hans udeblivende ord forsvandt i en dyb indånding. Der skulle ikke koges mere suppe på den historie – fandt han ud af.
”Min kammerat tager til Australien,” forklarede Kurt i et
andet neutralt tonefald, da han mente, at det nok var bedst at
skifte til et helt andet emne – hvilket ikke er helt så let overfor
en politimand.
”Hvad har han da lavet?” supplerede Myggen, næsten for
interesseret i Kurts oplysning.
”Kunne du ikke prøve, bare engang imellem, at pakke dit
arbejde lidt væk – vi er jo ikke alle sammen forbrydere,” svarede Kurt sukkersødt.
”I første omgang emigrerer jeg bare,” oplyste Olaf som
tillæg til Kurts svar, ”så må vi se om Australien er noget for
mig – ellers tager jeg bare hjem igen.”
Myggen sad og legede med sin lighter på bordet og så meget eftertænksom ud. ”Tro mig, der er ret mange af dem der
søger udenlands, som har et eller andet de skal væk fra, noget
som du vil sande i dit møde med de andre danskere derude.”
Myggen dykkede ned i sin brystlomme for at fiske en cigaret op af lommen, men opgav sit forehavende og lagde i stedet sin lighter tilbage i jakkelommen.
288
”Dette er ikke sagt for, at det udelukkende er grove kriminelle, der emigrerer – slet ikke, men ret mange har en eller
anden regning, de stikker af fra. Men det vil være dejligt, hvis
du er en af de bedre drenge,” svarede Myggen, uden at virke
ret overbevisende i sin udlægning af de danske emigranter.
”Jeg mener,” sagde Olaf som svar til Myggens sidste konklusion, ”jeg mener faktisk at have hørt, at man er uskyldig,
indtil det modsatte er bevist, så…..?”
”Rigtigt – og helt rigtigt, men.. men,” Myggen lænede sig
ind over bordet - ind mod Olaf, ”som udgangspunkt er det
rigtigt – og bør også være sådan, men vor arbejdsbetingelser
er næsten altid med det omvendte udgangspunkt. Vi skal faktisk bevise, at vore mistænkte er uskyldige!”
Myggen lænede sig igen tilbage og begyndte atter at lege
med sin lighter, som han igen havde fisket frem fra jakkelommen.
”En cigaret?” fiskede Kurt og smed sin næsten tomme
pakke Prince på bordet.
”Nej tak,” svarede Myggen venligt, ”jeg prøver at holde
op,” supplerede han til sit svar.
”Okay!” svarede Kurt hele tre gange i træk, hvilket så ud til
at irritere Myggen lidt for meget, en irritation som han åbenlyst åd i sig.
”Det er ved at være middag, er der nogen der aner, hvad
menuen står på i dag?” spurgte Kurt, for endnu engang at
skifte til et nyt emneskift.
I det samme satte Panserbassen sig ved bordet. Ingen af de
to i sofaen havde lagt mærke til mandens ankomst, før han
satte sig i stolen.
”Er du ved at være klar til middagen?” spurgte Myggen sin
omtågede kollega, der stadig bar præg af aftenens strabadser.
Panserbassen tændte sig en cigaret og lod sit blik vandre
rundt i lokalet, ”jeg vil hellere have noget morgenmad,” svarede han og hostede kraftigt af det første hiv, han lige havde
inhaleret, ”men det er vel over den tid for normale mennesker?”
289
”Det med normale er vel op til debat?” udfordrede Kurt
ham modigt.
”Nu skal du ikke komme for godt i gang,” svarede Panserbassen næsten hurtigere, end Kurt havde udtalt sin opfordring
- mere groggy var han altså heller ikke.
”Okay,” replicerede Kurt. Men denne gang kun 2 gange
efter hinanden, da det 3.”okay” forsvandt ved et hårdt blik fra
Myggen.
”De lærer sgu egentlig ret hurtigt,” konstaterede Panserbassen, mens han kvalte et host, der var på vej efter en ny
inhalering. Man kunne sige meget om de to politifolk, men
som opdagere var de i besiddelse af en ret god egenskab i
deres erhverv – de var rigtige gode iagttagere.
”Skal vi gå til middag?” spurgte Olaf, som dog ikke ventede et svar på sit spørgsmål, da han i samme sekund rejste sig
fra sofaen. Kurt var lige så hurtigt på benene, så de to politifolk rejste sig som på tælling for at følge trop.
Inde i spiselokalet var der allerede halvt fyldt op med mennesker. De fleste delte samme skæbne som Panserbassen med
hensyn til det var dagens første måltid, og flere af dem havde
endda stadig søvn i øjnene, selv om de lige var kommet ud fra
bruseren.
Duften af flæskesteg, brun sovs og rødkål slog dem i møde, da de gik ind gennem døren til spiselokalet. For Olaf, Kurt
og Myggen var det en herlig duft af mad der mødte dem, men
for Panserbassen og hans lige blev der nærmest tale om en
revolution, der forplantede sig lige efter brystbenet i en lige
linje ned mod den øverste del af blæren. Hele maveregionen
gjorde voldsomt oprør – flæskesteg med fed brun sovs som
morgenmad:
”Det er sgu da noget, der vil noget,” nåede panserbassen
at tænke, lige inden han forlod lokalet og forsvandt ud på
dækket. Han måtte bare have noget frisk luft i en fart.
De øvrige satte sig til rette for at nyde den stolte danske
tradition af en julemiddag. Men de havde den bedste forståel-
290
se for, at der var personer, der ikke kunne tåle ”lugten i bageriet”.
Der kunne købes rødvin og øl til middagen, noget som alle
benyttede sig af. Så inden de nåede desserten, var bunden
allerede lagt så solidt, at den før så tryggede stemning, der
havde været inden middagen, nu var som blæst med vinden.
Da de var færdige med desserten, var der stadig ingen tegn
på, at Panserbassen ville dukke op ved bordet, så de besluttede at gå ud for at se efter ”patienten”. De måtte helt ud på
dækket for at finde Myggens kollega, som stod rygende ved
rælingen, mens han langsomt forsøgte at få lidt ro i maven via indholdet fra en ølflaske.
”Hvordan går det?” spurgte Myggen, uden den mindste
medlidenhed i stemmen og fortsatte nådesløst, ”der var ellers
Ris a la mande til dessert”.
”Sikke du kan – har du flere gode?” var det meget kølige
svar fra et sted imellem ræling og havet.
Eftermiddagen gik forbavsende hurtigt, hvor flere af gårsdagens passagerer efterhånden dukkede op i opholdslokalet.
Den gode Julestemning, som passagererne fra middagen havde bragt med sig, forplantede sig ret hurtigt til resten af skibet.
Da det så blev tid til aftensmad, var der igen stuvende fyldt af
glade mennesker i spiselokalet.
Der stod en rigtig god buffet på menuen, med marineret
sild og fisk i flere varianter, kolde og lune retter, som kunne
tilfredsstille selv de mest kræsne ganer, og da der kunne købes
øl og snaps til maden, steg stemningsbarometeret noget nær
det højeste, der kunne opnås. Alle langede til sig, og Panserbassen havde en hel del føde der skulle indhentes, hvilket
tydeligt kunne ses – men det var ham vel undt.
”Er du sulten?” spurgte Myggen sin let undrende kollega.
”Om jeg er sulten – og det spørger du om?” svarede panserbassen, der havde hentet sin tredje tallerken fyldt til randen, ”jeg er så sulten, at jeg på et tidspunkt troede, der var en
eller anden, der forfulgte mig.”
291
”Forfulgte dig?? Den har jeg sgu ikke hørt før, hvad har
det med sult at gøre?” svarede og spurgte Myggen på én og
samme gang.
”Jeg hørte hele tiden ”fodtrin” bag mig, lige indtil jeg fandt
ud af, at det var min mavesæk, der klaskede op imod rygraden.” svarede panserbassen med et påtaget søvnigt glimt i
øjnene,
Myggen trak på skuldrene og slog ud til siderne med sin
kniv og gaffel, ”et dumt spørgsmål, kræver et dumt svar – og
det fik jeg.”
Denne aften blev den sidste inden de nåede København, da
de ville ankomme til København den næste formiddag. »Tjaldur« havde nået den norske vestkyst, og havde nu sat kursen
ned mod Kattegat.
Der var en summen og lystig snakken i opholdslokalet
efter aftensmaden. De sidste indkøb i skibets butik var næsten
overstået, så alle hyggede sig op til den sidste aften i det toldfrie område på havet.
Panserbassen insisterede på at være den glade giver på
denne aften, for næste morgen ville ”Tjenesten” atter være på
”Gården” – og så var det slut med de våde varer for en rum
tid!
”Vi havde ellers besluttet, at det kunne være lidt af en oplevelse, at gennemføre en tur med »Tjaldur« – næsten ædru,”
forsvarede Kurt sig over for politifolkene, da det langsomt
begyndte at forme sig som en seance, hvor de blev en del
mere beruset, end de umiddelbart havde tænkt sig at blive og
tilføjede, måske lidt ondskabsfuldt, ”var det da så slemt med
den dér ”græmmer karl” I lod smutte på Færøerne?”
Det spørgsmål fik Panserbassens øjne til at slå gnister.
”Nu skal jeg fandeme sige dig én ting – det kan godt være, at
du kan rykke kapslerne af ølflaskerne med de bare næver, men
jeg er i stand til at få dig til at indrømme dobbeltmordet på
Peter Bangs Vej på under 10 minutter, hvis jeg fik dig under
behandling.”
292
Nu var det Olafs tur til at komme med en enkelt bemærkning til debatten. ”Hvordan hænger det egentlig sammen med,
at det er jeres opgave at bevise det modsatte – eller er der
noget jeg har misforstået?”
De havde allerede fået flere snapse og øl ved aftensmaden,
og der var da også gledet nogle øl ned, efter de havde sat sig i
opholdslokalet, men det eneste Panserbassen foretog sig efter
Olafs bemærkning var, at han gav Myggen et underligt tvetydigt blik, for derefter at forsvinde i retning af udskænkningen.
Kort efter var han atter tilbage med en hel flaske Bacardi
Rom, 10 colaer og 4 glas.
”Der er vist noget, der skal skylles ned,” forklarede han
halvhøjt, bare uden at uddybe hvad det egentlig var, der skulle
skylles ned
Bacardien blev tømt inden de vidste af det, så de flyttede
alle over til et andet og større bord, hvor der blev fortsat i
samme ånd. Der var tilsyneladende langt imellem de passagerer, der havde til hensigt ”at bære Julen ud”.
Olaf mente, at han kun havde sovet i ganske få minutter, da
døren til kahytten blev revet op, og et brøl råbte ind til de
stadig sovende i kahytten, at nu var det tid til at stå op, da
skibet var i havn om mindre end en time.
Udenfor stod Panserbassen, og så ud som han var helt
udhvilet og fuld af energi. Inde i kahytten lå Kurt og Olaf i
samme køje, da den øverste køje havde været helt udenfor
rækkevidde, da de meget sidst på natten, nærmest kravlende,
havde fundet tilbage til deres kahyt.
Panserbassen skrupgrinede og spurgte lidt ondskabsfuldt,
om de havde været i menneskehænder i går?
”Der var nok et og andet der skulle betales tilbage fra i
går?” forsøgte Olaf sig, med en meget rusten stemme, mens
han langsomt kom på benene for at få lidt vand i hovedet.
”Gør det egentlig noget?” replicerede Kurt forbavsende
hurtigt - set i forhold til hans noget ynkelige tilstand, ”bare det
var ham, der betalte.”
293
Kahytsdøren blev lukket lidt hårdt, eller nærmest smækket
i, mente de begge – men det kunne jo også være, at det var
deres ømme hoveder, der var lidt for sarte overfor høje lyde.
Der var betydelig færre mennesker på kajen i København, end
der havde været ved afgangen i Tórshavn, men i forhold til
andre skibsafgange og ankomster i København, stod der alligevel ret mange mennesker og ventede uden for toldområdet.
Olaf kom pludselig til at tænke på udtrykket ”ligner noget
katten har slæbt med hjem”, da han så på Kurts ansigt, mens
de stod og ventede på at komme igennem tolden. Han så fandeme ikke godt ud – men heldigvis kunne han ikke se sig selv,
for han så bestemt ikke bedre ud.
Ud af øjenkrogen kunne han lige skimte en politibil køre
ind på området, og da han drejede sig omkring, så han Panserbassen og Myggen stige ind på bagsædet af politibilen – de
rakte begge deres arme i vejret som en sidste hilsen til deres
rejsefæller, der stod tilbage i ”toldkøen”.
”Pas på slangerne ude i Australien,” råbte Panserbassen til
Olaf – og tilføjede, ”og det er de tobenede slanger, der er de
værste!”
Det var det sidste Olaf hørte fra Panserbassen og Myggen,
hvorefter politibilen hurtigt forsvandt i den tætte københavnske trafik..
Uden for toldområdet stod Bodil og ventede på sin Kurt.
Hun blev noget negativt overrasket, da hun så, i hvilken elendig tilstand Kurt var ankommet i. Olaf hørte ikke helt, hvad
Kurt sagde til sit forsvar, men kunne tydeligt høre Kurt sige
noget som ”men han rejser jo også snart til Australien”.
Olaf havde fået sin del af skylden – og det var helt som det
skulle være! Hvad havde man ellers venner til?
Da Bodil trak af med sin murer, dukkede udtrykket fra før,
atter op i Olafs indre, dog i en lidt anden udgave, ”ligner noget katten trækker af sted med”.
Olafs far stod ligeledes uden for det afspærrede område og
ventede på sin søn, så da han så sit afkom i den noget miserable tilstand han var ankommet i, spurgte han forskrækket,
294
om det havde været hårdt på søen? Den forklaring købte Olaf
omgående, for at blande Kurt ind i Olafs tilstand, eller for den
sags skyld politiet ind i en længere afhandling var, at køre sagen for langt ud. Politifolkene havde eftertrykkeligt fået skovlen under dem aftenen før – derom var der slet ingen tvivl.
Hans fars lugtesans var for længst ødelagt af et arbejde
med alt for mange opløsningsmidler, så den vej rundt, fattede
faren ikke mistanke til noget andet end til den hårde sø. ”Du
plejer da ellers at være ret søstærk,” knevrede faren videre, da
de kørte gennem København med kurs mod Skovlunde. Mere
hørte Olaf ikke fra sin far, da han allerede var faldet i en dyb
søvn.
Da Kurt sad i Taxaen på vej mod Nørrebro, kunne han fornemme misstemningen brede sig i bilen. Noget af det, som i
sommers havde været årsagen til bruddet mellem ham og
Bodil var, at han en dag var kommet hjem i en ordentlig
brandert efter en våd skurdag på arbejdet. Hele dagen havde
det øset ned, og der havde været totalt håbløst at lave noget
som helst byggeri i det vejr, derfor var hele sjakket henvist til
at tilbringe dagen i skuret. Og et helt sjak murer og murerarbejdsmænd samlet en hel dag i en skurvogn – det kunne kun
gå galt.
Nu sad han så igen sammen med sin kæreste og kunne
ikke løbe fra sine spiritusdampe, der stod ud gennem næse,
mund og samtlige porrer – ja, overalt fra hans krop. Han
stank endnu værre end et helt værtshus.
”Når vi kommer hjem, går du direkte ned på badeanstalten,” befalede hun nådesløst og fortsatte sit angreb, ”du lovede ….,”
”Jamen,” forsvarede Kurt sig nærmest ynkeligt, ”vi satte os
bare ind i opholdslokalet på skibet – og så kom politiet ..,”
begyndte han forsvaret, men måtte rette sig selv, ”nåh nej,
politiet var der allerede, så vi sat….,”
Længere nåede han ikke før Bodil afbrød ham ubønhørligt
– og ret effektivt. ”Prøv lige at høre dig selv!” Bodil sad med
korslagte arme, og hendes kropssprog fortalte helt tydeligt,
295
hvad hun mente om Kurts ”søforklaring”. ”Politiet kom og
politiet var der allerede??? Kom du ikke sejlende med et
SKIB??? – Hvad bliver det næste?”
Kurt opgav helt at komme med flere forklaringer, for han
måtte give hende ret i, at det hele lød for usandsynligt til at
være sandt – og så trængte han sikkert også til et bad. Joh,
Bodil havde bare ret i det hele!
*
OPPE PÅ DET Australske Konsulat på Nørrevold, var der flere
danskere, der søgte oplysninger om at emigrere til Australien.
Konsulatet lå øverst oppe i den gamle bygning, der havde
direkte udsigt til Nørreport S-station. Olaf havde allerede fået
tilsendt alle relevante spørgeskemaer til Færøerne, så det eneste han ville vide var, om papirerne var udfyldt tilstrækkeligt,
samt, om konsulatet skulle have andre supplerende oplysninger om ham, inden en eventuel godkendelse som emigrant til
Australien kunne komme i stand?
En høj lyshåret ung mand, med tydelig sjællandsk accent,
stillede sig ved siden af Olaf ved konsulatets skranke.
”Mit navn er Erik Johansen,” præsenterede han sig høfligt
og lagde sit pas på skranken, ”jeg vil gerne høre om mine muligheder som emigrant til Australien – og om et eventuelt rejsetilskud fra den Australske stat.”
Kontormanden bag skranken forsvandt et kort øjeblik og
vente tilbage med en hel del papirer og brochurer, hvorefter
han informerede den unge sjællænder om hans muligheder.
Olafs papirer så ud til at være i orden, så han kunne vente
et svar senest om en måneds tid på den endelige godkendelse.
I svaret ville der også være flere rejsetilbud, der var kædet
sammen med Den Australske stats økonomiske tilskud til
rejsen. Den Australske stats tilskud var betinget af, at man
som minimum skulle opholde og arbejde i Australien i mindst
2 år. Hvis man så rejste tilbage inden for de 2 år, måtte man
betale tilskuddet tilbage.
296
Olaf havde fået afleveret sin ansøgning lige før Jul, så nu
var der bare at vente på en afgørelse fra konsulatets side. Derefter var det helt op til ham selv, om han ville gøre brug af en
eventuel godkendelse.
Kort efter var Olaf atter på vej ned af trappen og ud på
gaden. Han satte kursen direkte mod en af pølsevognene på
Nørrevold, for lige at genopleve noget af tiden fra dengang
han stod i lære i det indre København. Her var pølsevognene
en del af ritualet efter arbejdstid, inden han tog S-toget fra
Nørreport tilbage til Skovlunde. Der var mange ting, der havde ændret sig på de næsten fire måneder, der var gået siden
han tog til Færøerne, tænkte han, mens han spiste sin anden
ristede pølse – og fremover, ville oplevelserne sikkert blive
endnu flere.
*
BENT OG KAREN MARGRETHE havde fået en mindre lejlig-
hed i det nye byggeri i Skovlunde på Lundebjerggårdsvej. Her
tilbragte de mange dage og aftener med små byggeklodser, så
de en dag kunne realisere deres drøm om deres helt eget hus.
Et hus de selv havde tegnet, bygget og indrettet! Bent kom jo
fra en selvbyggerfamilie, så det sad dybt i ham.
Den lille forretning med Carl var gået ned, hvilket havde
taget ret hårdt på Bent. Men tiden sammen med Karen Margrethe og byggeklodserne havde hjulpet gevaldigt på nerverne,
så det var efterhånden igen ”den gode gamle Bent”, som sad
ved siden af Karen Margrethe i sofaen på Lundebjerggårdsvej.
Om det så var en fordel, at han var ved at være sig selv igen,
måtte være helt op til Karen Margrethe at vurdere. Men det
havde så absolut været en fordel for Berit, da hun slet ikke
blev opsøgt af sin gamle kæreste. Hun kunne da af og til løbe
ind i ham i Brugsen, men det blev aldrig mere end til en kort
hilsen fra Bents side, før han atter smuttede ud af hendes
synsfelt.
297
Juleaften var overstået i hjemmet i Skovlunde, selv om Olaf
havde haft en mindre kontakt til Berit – på netop samme juleaften. Olaf skulle, som sædvanlig lave julemiddagen i hjemmet, så da han skulle tage flæskestegen ud af ovnen, kom han
til skade med den kogende sky fra bradepanden. Den kogende
sky væltede ned over hans ene fod, og da han tog fodtøj og
strømpe af, kunne han konstatere, at huden på hælen var væk.
Det blottede kød på hælen havde taget så meget skade af den
kogende sky, så der var direkte kogeskader på det nøgne kød.
Hans far anede intet om førstehjælp - og da slet ikke om
brandsår, så da faren overhovedet ikke kunne tåle synet af
åbne sår, var der kun én mulighed tilbage for Olaf – Berit og
hendes mor.
Egentlig var der jo også skadestuen på Glostrup Sygehus,
han kunne tage hen til, men det havde de allerede fået for
meget vin og øl til, hvis de selv skulle køre derud. Men problemet var lige så meget på sådan en juleaften, da det var næsten umuligt at komme til på skadestuen, derfor måtte Berit
og hendes mor holde for.
Selv om det var juleaften, tog Berit og hendes mor venligt
imod ham, men det var ikke meget, de kunne stille op imod
forbrændingen, så dagen efter måtte han alligevel tage på skadestuen, for at blive behandlet for en andengradsforbrænding.
Da Olaf kom hjem fra skadestuen, kunne hans far - henne
fra sofaen fortælle ham, at Bent havde ringet og inviteret ham
på julefrokost 2. juledag i Ballerup hos Carl og Lone.
Det var efterhånden gået op for Olafs gamle omgangskreds, at det måske var sidste gang, at de så ham i længere tid.
Så i løbet af dagen kom der også indbydelser fra Bagsværd,
Søborg, Lyngby og Brønshøj til julefrokost, men da Bent var
kommet først med en indbydelse, blev det Carl og Lone, han
bestemte sig for.
På grund af sin forbrændte fod, kørte Olafs far ham til
Ballerup, og hvordan han derefter ville komme hjem, måtte
tiden jo vise.
298
”Men du kunne jo overnatte ved Berit,” foreslog Olafs far
med et underligt tryk på ordet ”overnatte”, ”for det gjorde du
en hel del - inden du tog til Færøerne.”
Der lå meget mere i forslaget - eller måske rettere hentydningen, som Olafs far ”tilfældigt” var kommet ind på. ”For du
har jo overnattet en del på Berit,” fortsatte faren sin helt egen
opfattelse.
Det var slet ingen fortalelse, da faren havde sagt ”på Berit”
– for det var det han mente med Olafs bekendtskab til Berit.
”Du skulle hellere til at passe lidt på – og nu vil du oven i
købet emigrere til Australien. Er du helt klar over, hvad du
udsætter Berit for?”
”Far,” svarede Olaf lidt for højt, ”når jeg overnatter hos
Berit – så overnatter jeg ikke PÅ Berit. Vi har aldrig haft noget seksuelt sammen.”
Faren fortsatte sin kørsel i tavshed. Et eller andet kom på
tværs i hans logiske tankegang. Efter et par minutter brød han
tavsheden.
”Idiot,” mumlede han for sig selv. Men hans moralprædiken var slut, inden den nogensinde var begyndt.
Lone havde, som sædvanlig, lavet mad til at kunne føde hele
opgangen, så det der blev sparet mest på var brødet. Både
Carl og Bent havde taget godt på i vægt siden Olaf var taget til
Færøerne, og med den iver de to langede til sig fra julebordet,
havde en eventuel slankekur meget lange udsigter.
Karen Margrethe havde taget en pause fra sine sportslige
aktiviteter, og selv om hun ikke tog så aktivt del i bordets
glæder, nedbrød hun alligevel sin gode kondition ved at ryge
konstant.
Da julebordet var spækket med alle mulige former for sild,
lune fiskefileter og fiskefrikadeller, havde snapseflasken en
meget travl dag omkring bordet. Snapsen skulle selvfølgelig
skylles ned med en øl, så også ølkassen, stadig under bordet,
blev flittigt besøgt af ivrige hænder.
299
Hen under aften, blev julebordet skiftet ud med kaffe og
cognac – og Carl delte, i Julens anledning, store Havannacigarer ud til mandfolkene.
Aftenen sluttede med, at Olaf måtte dirke toiletdøren op,
da Bent åbenbart havde taget varigt ophold på toilettet. Det
var ikke noget kønt syn der mødte dem, da de endelig fik døren op. På den anden side var der heller ingen, der havde stillet dem dette i udsigt.
Det lykkedes Carl og Olaf, ved fælles hjælp, at få bugseret
Bent ned i hans bil, hvorefter Karen Margrethe satte kursen
mod Skovlunde. Hvordan Karen Margrethe så ville få Bent
op i deres lille lejlighed, var en opgave hun selv måtte løse.
Der var værelser og senge nok i Carl og Lones lejlighed, så
det var helt naturligt, at Olaf overnattede der, ”det manglede
da bare,” havde Carl sagt, men han svingede ud med armen til
gæsteværelset.
Næste morgen, - eller mere hen på formiddagen, vågnede
Olaf med en større hovedpine, og en tur ud i køkkenet fik
kvalmen til at stige så meget, at det blev til en direkte tur på
toilettet, hvor han efterfølgende kunne se resultatet af gårdsdagens indtagelser af mad.
Kort efter ringede telefonen. Da der tilsyneladende ikke
var nogen, der gad tage telefonen, svarede Olaf på opkaldet.
Det var Carl der ringede, han var taget på torvet tidligt om
morgenen, uden Olaf overhovedet havde registreret det.
”Gider du lige vække Lone?” spurgte Carl i en underlig
syrlig tone.
Olaf undrede sig over tonefaldet, men hentede Lone ved
at banke på soveværelsesdøren med en besked om, at Carl var
i telefonen. Derefter gik han ud på badeværelset for at tage sig
et bad.
Senere på dagen tog han S-toget tilbage til Skovlunde, da
Lone insisterede på at klare hele rengøringen selv.
Nytårsaften skulle Olaf være sammen med ”kliken”, der havde valgt at nytårsaften skulle fejres i Berits lejlighed i Ballerup.
Berit var en total integreret del af kliken, og det var da også
300
igennem hende, at Olaf havde fået sin invitation. Der var også
en anden person i kliken, der skulle deltage i fejringen af det
nye års kommen – John Larsen. Det var denne person, som
Berit havde henvist til i sit brev, der havde fortalt hende, at
han var meget interesseret i Australien – så Olaf så frem til at
tale lidt mere med John.
Olaf måtte høre mange idiotiske ting om sin skadede fod,
da han humpede ind til nytårsfesten – men fælles for dem alle
var, at han garanteret var kommet til skade mellem fjeldaber
og grindehvaler, ret meget anderledes kunne det bare ikke
være. Noget så banalt som sky fra en flæskesteg??? Nej den
var sgu for langt ude, fantasien i Skovlunde havde langt bedre
kår end Olafs forklaring!
Da Berit hørte, at Olaf havde overnattet ved Carl og Lone
efter julefrokosten, - og at Carl var taget på torvet næste morgen, spurgte hun ind til, om der var andre der havde overnattet i lejligheden – ud over den lille familie naturligvis?
Dette kunne Olaf kun svare benægtende til, hvorefter Berit
så meget bekymret ud. Nu lignede Olaf et stort spørgsmålstegn.
John Larsen viste sig, at være mere end interesseret i Australien. Han havde allerede været på Konsulatet og fået papirer til
ansøgningen, så det var bare at udfylde og indsende dem. Olaf
kunne så fortælle om sin egen oplevelse og erfaring på Konsulatet. Da John ikke havde så meget kendskab til Olaf, foreslog han, at han ville opsige sit arbejde lige efter nytår og
komme op til Færøerne for at se og opleve Færøerne inden
deres afrejse til Australien. Måske kunne han også finde sig et
arbejde på øerne, i den korte tid han var der.
Olaf mente ikke rigtigt, at der var tid til den slags eksperimenter, men han var da velkommen hvis han mente det –
men arbejde kunne han ikke garantere ham. På den anden
side, bliver der sagt og lovet meget på sådan en nytårsaften, så
skulle de ikke lige vente lidt med at aftale videre?
Men John var ikke til at stoppe, han ville bare af sted. Det
var først på dette tidspunkt, at Olaf fornemmede, at Australi301
en måske ikke lå så langt væk, som det før havde gjort. Der
var efterhånden en ret stor sandsynlighed for, at han tog af
sted til de sydligere himmelstrøg til foråret.
Berit var usandsynlig kærlig denne aften, alle skulle kysses
og krammes, og det var ikke bare Olaf, der havde lagt mærke
til, at Berit på intet tidspunkt havde nævnt Bent – hvilket var
ret usædvanlig..
Berit havde taget en arbejdskollega med, men da denne i
nytårskådhed, lagde en pakke kondomer på sofabordet, steg et
mandlig medlem af kliken helt af, ”da dette fandeme ikke var
noget, der kunne betegnes som nytårsløjer.”
”Sådan noget forbandet svineri!” havde flere i kliken råbt
helt ubehersket, så den stakkels mand fra Berits arbejdsplads
forlod selskabet kort efter nytårsklokkerne havde lydt. Olaf
måtte fastslå endnu engang, at det var mere end svært, at blive
accepteret i kliken.
Hvordan det egentlig var lykkedes kliken, at blive etableret
i den form den nu var i, var egentligt et godt spørgsmål, tænkte Olaf, men egentlig var han blevet helt ligeglad med kliken.
Men den holdning delte de øvrige klikemedlemmer sikkert
ikke, selv om han mente at kunne se tegn på, at Berit var ved
at vokse fra den.
På grund af sin forbrændte fod var Olaf afhængig af et
køretøj, så han havde lånt sin fars Opel Rekord, hvilket også
indebar, at han drak meget lidt spiritus den aften. På den anden side trængte hans lever sikkert også til et pusterum, efter
den hårde medfart han havde pådraget den på hjemturen fra
Færøerne samt julefrokosten ved Carl og Lone.
Olaf havde egentlig kalkuleret med muligheden at kunne
overnatte i Ballerup, men heller ikke meget andet, og Berit
lignede da også én, der kunne gå i dørken, hvornår det skulle
være. Det var derfor af rent praktiske grunde, at Berit bad
ham, på sin helt egen specielle måde om, at han overnattede i
Ballerup. Olaf kendte efterhånden Berit så meget, at han var
klar over, at det var helt andre følelser, der bandt dem tættere
og tættere sammen. Og selvfølgelig kunne Berit da også bruge
en ekstra hånd til oprydningen den næste dag.
302
*
KURT HAVDE KUN brugt et par dage til at genvinde den tabte
troværdig ved sin Bodil. Båndene i mellem dem var blevet
yderligere forstærket i Julen, da Bodil havde fejret Julen sammen med familien Lemvig. Dog kunne det også blive for meget, at sidde klods op og ned ad hinanden i familiens sofa,
uden at kunne gøre meget andet end at holde i hånd. Kurts
værelse var blevet inddraget til opmagasinering af ting, som
var taget ned fra deres loftrum. Så det eneste brugbare der var
tilbage i værelset, var Kurts gamle soveottoman, og da der
hele tiden var en livlig trafik ind og ud af værelset, var det helt
udelukket som en eventuel hybel for mindre seksuelle udskejelser. Bedre blev det heller ikke, at deres afsked på trappegangen blev længere og længere – og efterhånden en del krævende for begges tålmodighed for ikke bare at gå ombord i
hinanden. Det endte da også med, at Kurt måtte gå i seng
med kraftige mavesmerter på grund af, at hormonerne bankede så kraftigt på.
Selv om han klarede en del af presset i en ”håndevending”
under dynen (lokummet i gården var lidt for langt væk), måtte
han og Bodil snart have deres eget, og helst inden for en
overskuelig fremtid. Forholdene ved deres respektives forældres pladsforhold indgød på ingen måde til, at have noget
privatliv overhovedet – hertil stillede de helt andre krav, end
deres forældre havde gjort. Lokum i gården, etagevask i køkkenet, alt sammen som de skulle dele med deres forældre –
nej, det gik bare slet ikke.
Kurts far var bestemt heller ikke blind for dette problem
for de unge mennesker, så lige over nytår havde han løsningen klar på problemet. ”Der bliver snart en lejlighed ledig
henne i nummer 4 – hvad siger I så?” fortalte han glædestrålende de to unge.
Kurt og Bodil så på hinanden, og lige på dette tidspunkt
kunne de måske have sagt ja til hvad som helst, bare de kunne
få lov til at være alene – sammen.
303
Men Kurts mor var en del mere jordbunden end sin mand,
så hun sagde højt og tydeligt, at det gamle Nørrebro overhovedet ikke var et sted for dem – og slet ikke for deres børn,
som helt sikkert ville komme - meget snart.
Kurt mente, at hans mor godt kunne pakke det lidt mere
ind – men det havde hun altså ikke gjort. På den anden side
havde det heller ikke gjort Bodil forlegen, så et eller andet sted
havde det sikkert været godt med morens indgriben i problemet.
”Nu tager du til Færøerne for at gøre dit arbejde færdigt
deroppe,” foreslog moren, og fortsatte problemløsningen, ”så
kan Bodil i mellemtiden, i fred og ro, finde jer en dejlig moderne lejlighed i det ny Skovlunde eller måske i Ballerup.”
Kurt havde bare en tilføjelse til morens forslag, men det
var til gengæld også noget, der kom fra hjertet. ”Jeg vil på
ingen måde bo i noget af det nye betonbyggeri – det kan
overhovedet ikke ånde, og så mangler det miljø!” Murersvenden havde talt, og det blev vedtaget uden nogen form for
indsigelser. Kurt boede også på Færøerne, så han vidste - på
flere fronter - hvad han talte om.
*
OLAF VAR LIGE forbi Hedeparken i Ballerup for at hilse på
Carl og Lone, inden han atter drog nordpå mod de regnfulde
og forblæste øer i Nordatlanten. Selv om den lille forretning
med Bent var gået ned, sås de da af og til med Bent og Karen
Margrethe, og julefrokosten var da heller ingen undtagelse –
værre var det da heller ikke.
Men alt i alt så Olaf tegn på, at den gamle klike havde store
problemer med at overleve – eller også var tiden lige så stille
ved at løbe fra den. Men Lone lovede, at hun ville skrive til
Olaf for at holde ham orienteret, hvis og når der skete noget
”revolutionerende” som hun altid kaldte det. I øvrigt var hun
begyndt at interessere sig for politik, havde hun berettet - og
ikke uden stolthed i stemmen.
304
”Jeg vil gå ind i byrådet,” havde hun bebudet med fast
stemme, og fortsatte i samme stemmeleje, ”for der er ting, der
skal sættes på plads.”
Hvad det var for ting, der skulle sættes på plads, fortalte
hun ikke noget om, men hun var ret overbevisende at høre
på, så det ville ikke undre Olaf, at det ville lykkes Lone at få
”disse ting” sat på plads – engang med tiden.
Der var bare én ting, der nagede Olaf ved sit sidste besøg
ved Carl og Lone. Lone var rendt ind i en dør i hjemmet, og
så meget forslået ud i ansigtet – en episode som Carl på ingen
måde havde lyst til at kommentere. Olaf tænkte også på Berits
spørgsmål nytårsaften, ”havde Carl tævet Lone, og hvorfor –
var det på grund af, at Olaf havde været alene med Lone dagen efter julefrokosten?”
Olaf var kommet tættere på sandheden om Carl og Lone –
tættere end han egentlig brød sig om.
Julen og nytåret havde kun bragt én ting frem i Olafs univers.
Denne ene ting var, at han havde fundet ud af, at det var den
helt rigtige beslutning, han havde truffet, da han for nogle
måneder siden besluttede sig for, at rejse væk fra sit gamle
ophav. Han hørte slet ikke til der, men selvfølgelig havde det
alligevel været opløftende for ham at gense familie og venner.
Dog var der måske en ny ting i vente. John ville komme på
”visit” til Færøerne, inden deres eventuelle rejse til Australien
i foråret. Men alt kunne ske endnu, der var stadig et stykke vej
til skibet, der sejlede til Australien – mange ting skulle stadig
gå op i en højere helhed, inden Olaf besluttede sig for at rejse,
for egentlig var han faldet ret godt til på Færøerne. »Havnar
Prent« og Snorri Johannesen, var også - på mange måder blevet til langt mere end bare en tilfældig arbejdsplads.
305
306
Året 1967
11. Kapitel
John Larsen
D
FDS-skibet »Kronprins Frederik« - eller i daglig tale,
bare ”Kronprinsen”, lå ved kajen på Kvæsthusbroen på
Sankt Annæ Plads i det indre København. Der var parkeringspladser lige få meter før landgangen, så Olafs far var ret
hurtig til at finde sig en P-plads.
Egentlig var hans far en elendig chauffør, der først havde
erhvervet sit førerbevis for ganske få år siden. Han måtte da
også op til et par køreprøver, inden kortet var i hus. Det der
med at slå blinklyset fra igen efter en markering, voldte ham
store vanskeligheder, selv om hans kørerlærer gentagne gange
havde spurgt, om han kendte nogen på den vej, de kørte på –
på grund af blinklysets vedvarende aktivitet. Men blinklyset
var slet ikke det eneste, der voldte ham problemer. Lyskryds
og vejkryds i det hele taget, var noget rigtigt møg – for at sige
det mildt. Ethvert vejkryds skulle tages med høj fart, for det
var garanteret farligt, så det var bare om at komme væk fra
det i en fart. Det var altid en tvivlsom oplevelse, at køre med
Olafs far igennem København, en oplevelse der ikke altid gik
lige i glemmebogen.
”Hvor meget bestak du egentlig den motorsagkyndige
med, da du erhvervede kortet?” spurgte Olaf sin far, mens
han trak ordet ”erhvervede” overdrevet langt ud og tilføjede
sit postulat en krølle, ”for man kan vel næppe påstå at du bestod prøven?”
”Nu skal du ikke være fræk min dreng,” sagde faren lidt
grinende, der helt klart mente, at han kørte særdeles udmær307
ket. De farlige vejkryds, var bestemt ikke noget man kunne
dadle ham for – det var helt og holdent andre, der havde
skabt dette problem. Det problem havde selv løst ved at køre
over diverse kryds i en fart.
Kurt stod neden for ved landgangen – med sin Bodil. Det
var noget af en afsked, de var i gang med.
”Nybarberet og klar til drengestreger,” proklamerede Olaf
til hilsen, da de gik forbi Kurt, der stod dybt begravet i Bodil
”skal I låne kahytten en lille halv times tid?” fortsatte Olaf lidt
for flabet.
Kurts ansigt kom til syne ud af favnen på Bodil. Han var
på ingen måde stødt over bemærkningen, men grinede glad til
sin ”roommate” over at kunne præsentere ham for Bodil.
Olaf gav hånd til Bodil, og holdt hendes hånd fast et stykke tid, mens han nøje iagttog hende. Bodil blev noget forlegen
over Olafs iagttagelse af hende. ”Og jeg som troede, han var
fuld af løgn – du ser jo godt ud.”
Kurt smilte over hele ansigtet og gik atter i gang med at
sige farvel til sin udkårne, så Olaf måtte skyndsomt slippe
Bodils hånd – da ”konstruktionen” begyndte at se lidt for
underlig ud.
Olaf sagde farvel til sin far, der absolut ikke var til en krammer – det var langt ud over det, som han betegnede som kanten for en grænseoverskridelse. Olaf kunne slet ikke huske,
om hans forældre nogensinde havde taget ham ind til sig –
men naturligvis måtte de da have gjort det engang, da han var
meget lille. Alt andet ville virke underligt, men han turde ikke
tænke tanken helt til ende.
Da han kom ned i kahytten, blev han glædeligt overrasket
over, at de, han og Kurt, havde fået en stor to personers kahyt
uden nogen overkøje, da begge ”køjer” var som almindelige
senge. I et kort glimt huskede han deres ankomst til København, men så forsvandt ”glimtet” lige så hurtigt, som det var
kommet.
Han smed sin kuffert ind under køjen. Han havde valgt sin
køje i samme side, som de boede på værelset i Tórshavn.
308
Kort efter dukkede Kurt op i kahytten og smed sig helt
naturligt på sin egen side i kahytten - ligesom hjemme på værelset.
”Hold da kæft hvor har jeg dog ondt i klodserne,” jamrede
Kurt højlydt, ”vi kunne godt have brugt den halve time – eller
meget mere i kahytten, fortsatte han, mens han tog sig til underlivet og krummede sig sammen på køjen. ”For ind i helvede,” jamrede han videre.
Olaf sagde ingenting, det var sikkert bedst, at lade være
med at kommentere Kurts øjeblikkelige situation, så han lod
ham være med sit problem og gik en tur op på dækket. Det
kunne jo også være, at Kurt trængte til at komme en kort tur
på kahyttens toilet - man kunne jo aldrig vide?
Der var koldt på dækket, og den begyndende sne gjorde ikke
den indre følelse varmere – tværtimod. Blæsten havde også
taget til, så måske fik de en rigtig god gyngetur, når de nåede
ud på Nordatlanten ved Norges kyst. Det gjorde egentlig ikke
Olaf noget, hvor meget skibet gyngede, og Kurt havde heller
ikke vist tegn på søsyge, så alt i alt skulle de nok få endnu en
god tur til Færøerne.
Han vandrede rundt på skibet for at danne sig et indtryk af
skibet og dets lokaliteter. Han havde lagt mærke til, at skibet
var udstyret med et par ”finner” helt nederst agter på skibet,
så da han spurgte til denne konstruktion ved styrmanden, fik
han forklaringen. Disse ”finner” var sat på for at kunne stabilisere skibet på havet, hvilket ville sige, at skibet var ret velegnet til at sejle på Atlanten og dets uregerlige vejrforhold.
”Kronprinsen” var også udstyret med en 1. klasses bar på
øverste dæk i styrbord side. Nu skulle man ikke tage det så
tungt med, at den var til 1. klasse, da baren var beregnet og
brugt af alle passagerer på skibet. Alt i alt syntes Olaf, at skibet så ud til at være et rigtigt godt skib, selv om spise- og opholdslokale var en hel del anderledes end på »Tjaldur«, da
skibet havde et regulært tjenerpersonale ansat til passagererne
– et luksusforhold, man slet ikke havde på »Tjaldur«.
309
Hverken Kurt eller Olaf havde nogen intentioner om at
blande sig i alt i noget, der bare lignede lidt over en enkelt øl,
da de begge stadig havde sidste tur i klar erindring. Julen og
nytåret havde jo ligeledes krævet sit. De så begge frem til en
tur i ro og mag tilbage til Tórshavn.
Selv om kosten var inkluderet i prisen for turen til Tórshavn,
var spiseforholdene på ”Kronprinsen”, kontra »Tjaldur«, totalt anderledes for passagerne. Tjaldurs spiselokale mindede
en hel del om en stor fælles spisesal. ”Kronprinsens” spiselokale var indrettet med separate borde, på samme måde som i
en restaurant. På »Tjaldur« var spiselokale og opholdsrum to
forskellige lokaler, hvor man på ”Kronprinsen” kun havde ét
og samme lokale til spisning og opholdslokale. Dette bevirkede, at passagererne var mere individuelle personer på ”Kronprinsen”, og ikke virkede som en sammentømret enhed, på
samme måde som man kunne opleve på »Tjaldur«.
Derfor blev det noget nemmere for Kurt og Olaf at
”gemme” sig på skibet, uden at kunne føle nogen form for
gruppepres. Passagerer, der ville nyde en øl eller to, kunne
sagtens gøre det under middagen eller efter middagen – på de
samme pladser, uden det skulle opfattes som begyndelsen til
et større drikkegilde. Dette var på mange måder en rigtig stor
forskel fra »Tjaldur«. Hvis der var passagerer, der efterfølgende havde lyst til stærkere drikke i gode venners lag, gik de bare
op på baren på 1. klasse. Og det var der selvfølgelig altid en
del der havde lyst til, så de fandt meget naturligt hen til denne
eftertragtede bar.
”Kronprinsen” var ikke nået ret lang op i Øresund, da en
passager fik et ildebefindende på øverste dæk, og sank sammen med alle tegn på en blodprop. Der blev hurtigt slået
alarm til kysttjenesten, der hurtigt fik etableret en redningsaktion fra Helsingør havn i form af en hurtiggående motorbåd,
der straks satte kursen mod ”Kronprinsen”.
Hele aktionen blev så professionelt udført, at der ikke var
ret mange på skibet, der overhovedet lagde mærke til den lille
310
forsinkelse med, at få den syge overført fra et skib til et andet
- på åbent hav. Kort efter havde de Kronborg om bagbord,
og ”Kronprinsen” kunne uhindret fortsætte sin kurs op gennem Kattegat – med ret kurs mod den norske kyst.
Både Kurt og Olaf havde bøger med på turen, så de tilbragte
en hel del af tiden i kahytten med læsning, kun afbrudt af måltiderne. Det blev da også til en enkelt øl den første aften,
hvorefter de gik lige på hovedet i køjen. De havde efterhånden ret gode erfaring med at sidde længe oppe på et skib,
hvor der kunne købes toldfrie varer. Derfor var det bare at
gøre kort proces ved i god tid at trække sig tilbage fra alle
disse fristelser.
Næste morgen var søen blevet en del urolig, så ”Kronprinsen” måtte have været noget af en prøvelse, inden den fik sine
stabiliseringsfinner påsat på skibsskroget, for skibet rullede en
del mere end »Tjaldur« havde gjort. Hvis vejret blev ved på
denne måde, ville det blive ”en oplevelse” at sejle forbi Shetlandsøerne ved aftenstid – ”op og se Shetlandsøerne og ned
igen, op og se Shetlandsøerne og ned igen” osv., noget ikke
alle så frem til.
Den urolige sø havde da også halveret passagerantallet ved
middagen, så da Kurt satte sig ved et bord, mens han ventede
på at Olaf skulle dukke op, kom en ung mand hen til bordet.
”Sidder der nogen her?” spurgte den nyankomne.
Kurt var i sit gode humør og svarede med sin københavnske humor, ”jeg mener ikke at kan se nogen – kan du?”
Den unge mand overhørte svaret og satte sig ned. ”Din
første tur?” spurgte den unge mand med en tydelig sønderjysk
accent.
”Ork nej,” svarede Kurt lidt overdrevent, så selv hans københavnske dialekt fik en ekstra tand.
”Niels,” præsenterede sønderjyden sig, og rakte Kurt hånden, ”Niels Andersen,” fuldendte sønderjyden sit navn og
greb Kurts fremstrakte hånd.
I det samme dukkede Olaf op, og i ren refleks greb han sig
i at vurdere den fremmedes reaktion på Kurts håndtryk – han
311
havde jo oplevet et og andet de sidste par måneder. Ud over
et par panderynker, var der ikke meget andet at registrere på
sønderjyden ved Kurts håndtryk. ”Sikkert ikke én man skal
spille ret meget poker med,” konstaterede Olaf nøgternt i sit
stille sind.
Olaf gav også Niels hånden og satte sig ned ved bordet.
”Så du er trykkeren ovre på Østerø,” konstaterede Olaf, da
han hurtigt havde regnet ud, hvem Niels kunne være, og fortalte i samme åndedrag hvem han selv var - og ikke mindst,
hvor han arbejdede.
”Det må vi da ha’ en lille én på,” svarede Niels prompte og
vente sig om for at få fat i tjeneren.
”Kan vi ikke lige spise først?” bad Kurt så mindeligt, da
han mente at kunne huske lignende ture, samt hvad det havde
udviklet sig til.
”Selvfølgelig,” sagde Niels hurtigt, ”men vi kan vel drikke
en pilsner til maden?”
Olaf kunne se på Kurt, at han bestemt ikke havde lyst til at
fortsætte efter den enkelte pilsner til maden, så efter de havde
spist, lod han lige så stille Kurt takke af, hvorefter Kurt hurtigt foretrak til kahytten. Olaf og Niels’ fagsnak, havde gjort
det noget nemmere for Kurt, at finde tilbage til sin bog i køjen, så det var helt uden sværdslag, at han forlod bordet.
”Er han ikke noget underlig?” spurgte Niels, da Kurt var
gået.
”Noget med en pige i Københavnstrup – mere underligt er
det nu heller ikke - han er ellers murer,” fortsatte Olaf sin
oplysning om Kurt, ”vi deler værelse sammen i Tórshavn.”
”Okay,” sagde Niels lidt for eftertænksomt, men han langsomt tændte sig en cigaret. ”Okay,” gentog Niels igen - bare i
et højere toneleje.
”Vi har HVER vor seng,” oplyste Olaf, med tryk på ordet
HVER.
Niels grinede, så røgen stod ud af næse og mund, ”så du
forstod den godt?”
Olaf og Niels var hurtigt kommet på bølgelængde.
312
Niels var et halvt år yngre end Olaf, men ca. 8 cm højere
og kraftigere af bygning og tilmed 10 – 15 kilo tungere. Hans
hår var mørkeblond – nærmest sandfarvet, blå øjne og lignede
på alle måder en helt almindelig dansker – blot dette ene, at
han talte med udpræget sønderjysk accent, en accent som ikke
alle københavnere havde lige let ved at forstå. Og her var Olaf
slet ingen undtagelse, hvilket tilsyneladende morede Niels en
hel del.
”Jeg er sønderjyde, og det er jeg stolt af,” havde Niels sagt
et par gange.
Da han havde nævnt det for tredje gang, spurgte Olaf lidt
ind til det ved, at spørge på sin egen lidt flabede måde.
”Hvorfor skulle du da også være ked af det?”
”Vi to skal nok få det skægt,” svarede Niels, helt uden at
kommentere Olafs lidt dumme bemærkning.
”Ses vi til aftensmaden?” spurgte Niels, der rejste sig for at
gå ned til sin kahyt.
”Sikkert,” svarede Olaf, ”der er ikke ret meget, der kan
forhindre det på et skib.”
Ingen var i tvivl om, hvor Niels havde haft sin opvækst, da
hans sønderjyske var lige så udpræget som Olafs københavnske sprog, så på den kant, havde Olaf intet at lade Niels høre.
Ved aftensmaden var ”Kronprinsen” omkring to timers sejlads fra Shetlandsøerne, inden man overhovedet kunne forvente en eventuel øjenkontakt med øerne – hvis mørket og
regndisen ellers tillod det. Vejret var på ingen måde blevet
mildere, tværtimod, så sejladsen var helt efter den forventede
opskrift. De ville passere forbi Shetlandsøerne på den frygtede måde - ”op og se Shetlandsøerne og ned igen”.
Den hårde søgang havde fået Kurt til at blive i køjen, og
han havde bestemt ikke nogen lyst til aftensmad. Bare tanken
gav ham kvalme, så hellere ligge i køjen og småblunde, hvis
omstændighederne ellers ville tillade det.
Da Olaf kom op til bordet, hvor han sidst havde mødt
Niels, var Niels endnu ikke dukket op, så inderst inde forventede han ikke at se Niels mere denne aften. Der var også kun
313
ganske få passagerer til stede ved aftensmaden, men rigeligt til
at tjenerne havde deres hyr med at få serveret ved bordene.
Ude i skibets køkken havde man også sine problemer med
den urolige sø, og helt galt blev det, da gryder og en masse
service røg i dørken under en forkert sø, som hårdt ramte
”Kronprinsen” midtskibs.
Ligesom Olaf helt havde afskrevet Niels, dukkede Niels
søvndrukkent op ved bordet.
”Hold da kæft,” fremmumlede han til hilsen, ”jeg var sgu
da godt nok faldet i dyb søvn.”
Niels satte sig, og tog hele lokalet - med tjenernes forhindringsløb - i øjesyn.
”Hold da helt kæft,” sagde han nu for anden gang, ”det
ender sgu da galt med de tjenere – hvor er mureren for resten
henne?”
Det var pludselig gået op for Niels, at Kurt manglede i
synsfeltet.
”Han bliver i køjen resten af aftenen,” orienterede Olaf og
fortsatte sin beretning, ”ham ser vi sikkert først ved landgangen i morgen tidlig.”
Da de havde spist, foreslog Niels, at de kunne mødes lidt
senere på aftenen, bare til en enkelt drink i baren på første
klasse. Så de aftalte at mødes klokken 22, for på dette tidspunkt havde skibet sikkert forladt positionen ved Shetlandsøerne, hvor der på det tidspunkt af aftenen var stor mulighed
for, at de var sejlet ind i et mindre uroligt farvandsområde.
Da Olaf kom tilbage til kahytten, lå Kurt stadig i køjen – og
stadig fuld påklædt. Det er gode tegn, havde Olaf tænkt. Når
man først finder sine kahytslogerende langt under dynen, bare
iklædt undertøj, skal man nok ikke forvente dem på fødderne
lige med det samme, så måske kunne han få Kurt med på en
visit i baren på første?
”Jeg har taget lidt frugt og et par mineralvand med til dig,
sagde Olaf da han var trådt ind i kahytten.
314
Kurt smilede over hele ansigtet, ”det lyder fandeme godt.”
Kurts stemme var både glad og overrasket over Olafs omsorg
for hans velbefindende.
”Skal du med på baren på første lidt senere?” spurgte Olaf
meget ledende.
”Bare jeg får lov til at blive her i kahytten, skal jeg ikke
klage – så, nej tak.”
”Det’ bare i orden,” svarede Olaf, og smed sig i køjen –
for derefter at række ud efter sin bog. Han kunne lige nå et
par kapitler inden aftalen med Niels.
Da Olaf ankom til baren på første klasse, sad Niels der allerede. Han havde fundet et lille bord, lige op af vinduet ud mod
havet. På bordet havde han en øl og et glas whisky stående.
Ved siden af hans øl lå hans uundværlige cigaretter.
Niels så straks op, da Olaf trådte ind i baren. Hans meget
let læselige kropssprog, med arme der viftede mellem bord og
baren samt et par skuldre, der bevægede sig op i hans hovedhøjde, fortalte næsten for larmende, ”hvad vil du ha’ at drikke?” Samtidig rejste han sig op og gik hen til baren, ”jeg giver
– hvad????” Igen blev Niels’ store kropssprog aktiveret.
”Whisky er helt fint – og uden fortynder, tak,” svarede
Olaf og satte sig på den anden plads overfor, hvor Niels lige
havde siddet.
Niels var hurtigt tilbage med de samme slags drikkevarer,
som han selv havde stående på bordet. ”Du drikker jo også øl,
har jeg lagt mærke til,” sagde han og stillede drikkevarerne
foran Olaf, ”hvis du vil have en cigaret, tager du bare,” opfordrede han og satte sig ned, hvorefter han greb cigaretpakken og smed over til Olaf. Niels havde stadig sin cigaret hængende i mundvigen, der vippede op og ned i takt med han
talte.
Inden Olaf havde taget en cigaret af pakken fra Niels’ pakke, havde Niels allerede taget fat om sin øl, ”skal vi ikke lige
hilse på vore forældres børn,” foreslog han og hævede sit
glas.”
315
”Især drengene,” replicerede Olaf, der hurtigt tog et hurtigt håndskift fra cigaretpakken og over til sin øl.
Olaf lod derefter blikket gå rundt i baren, der egentlig var
ret lille. Der var bare seks pladser med barstole ved selve baren. De omkringværende passagerer kunne så klemme sig ind
mellem disse barstole, når de bestilte deres drinks. På den
anden side af lokalet var der nogle få antal topersoners borde
med stole ud mod havet. Midt imellem disse pladser var gangen, der forbandt de 2 døre, der var ind- og udgang til baren.
Hvis man skulle på toiletbesøg, blev man henvist til de øvrige
toiletter på skibet, da der ikke var toiletter i direkte forbindelse med baren.
”Dørene til baren lukker klokken 24 – så hvis du skal på
potten, er det inden den tid,” orienterede Niels og fortsatte
sin viden på dette meget vigtige felt, ”hvis du først er gået ud
af døren, efter klokken 24, kommer du ikke ind igen, men du
kan stadig bestille i baren, så længe du er inde.”
”God idé,” nikkede Olaf eftertænksomt, ”så slipper man
også for bøvlet med at smide folk ud, da der er en helt naturlig trang, der skal passes – og navnlig efter at have indtaget en
masse væske,” konstaterede Olaf.
Niels havde noteret sig, at fire af de personer der sad på
barstolene, var et hold nye smede der skulle arbejde for »Skipafelagið« i Tórshavn. De skulle bo i nogle skurvogne ved
skibsværftet, mente han at have hørt dem tale om.
Olaf kunne så fortælle Niels om hans egen oplevelse med
disse omtalte skurvogne, samt, at man ikke skulle være alt for
sart for at kunne ”trives” i det miljø ved havnen. På den anden side, så ingen af de fire smede ud til at være i besiddelse
af begrebet ”sarthed”.
”Har du haft en god juleferie i det sønderjyske?” spurgte
Olaf, for at komme lidt mere ind på personen Niels.
”Det som man tager det – forholdene taget i betragtning,
men ellers – joh tak, og du?”
”Det kunne ikke være mere forudsigeligt med familien,
men vennerne har forandret sig en del – eller også har jeg
316
forandret mig, hvem véd?” svarede Olaf og skyllede hele sin
whisky ned på én gang.
Niels fik atter en smule panderynker på samme måde som
ved Kurts håndtryk, så måske var manden alligevel til at håndtere i et spil poker tænkte Olaf ved sin iagttagelse.
”Nej for dælen – der er ingen af os, der tager til Færøerne,
der forandrer os en skid,” svarede Niels tørt, der nøje holdt
øje med, om Olaf fik tårer i øjnene af den behandling, han
havde givet sin whisky. ”Jeg nåede det ikke,” fortsatte Niels,
der ikke havde konstateret det mindste tilløb til væske i øjenkrogene på Olaf. Derefter langede han ud efter endnu en cigaret.
”Undskyld! – men hvad nåede du ikke?” spurgte Olaf desorienteret og rejste sig op, mens han tog et skridt hen imod
baren, ”det samme – eller en dobbelt whisky?”
”Det var en dobbelt whisky du fik,” svarede Niels på sin
egen tørre måde, mens han bed tænderne sammen om cigaretten. Som en konsekvens af dette stod røgen ud af både næse
og mund, da han udtalte ordene ud mellem tænderne.
Da Olaf kom tilbage med deres drikkevarer fra baren, kiggede Niels en ekstra gang på det whiskyglas, som Olaf stillede
foran ham,
”Firedobbelt?!?” spurgte han, mens han tog glasset op for
en nærmere undersøgelse.
”Firedobbelt!” svarede Olaf som den rene selvfølgelighed.
Svaret var helt som Niels helt havde forventet det. ”Som
jeg sagde ved middagen, vi to skal nok få det skægt.”
”Det bliver sikkert ikke så længe,” fortalte Olaf, der orienterede om hans planer med hensyn til Australien, hvorefter
han tog fat i den stadig hængende sætning fra før om. ”Jeg
nåede det ikke – sagde du?”
”Årh, ja!”
Niels tog sig et nip af sin whisky. ”En skam med du tager
til Australien – nåh, ja – ja, egentlig sad jeg bare og tænkte
højt – såååå.” Jeg blev kaldt til Røde Kro i Sønderjylland, et
stykke tid før Jul,” begyndte Niels langsomt, ”og jeg nåede det
altså ikke – min far var død inden jeg kom frem.”
317
Nu var det Olafs tur til at tage en smagsprøve af sin whisky, hans mors tragiske død kom pludselig op til overfladen
igen.
”God whisky,” sagde Niels, da han stillede glasset fra sig.
”Haig Dimple – en af de rigtige gode.”
”Det må man sige,” svarede Niels og fortsatte til Olafs
forbavselse, ”du har selv lige mistet en slægtning?”
Olaf iagttog Niels et par sekunder, hvorefter han mente, at
hvis han skulle spille poker med Niels engang, skulle det være
under helt andre omstændigheder.
Klokken nærmede sig hurtigt midnat, så der havde været et
løben frem og tilbage mellem toiletter og baren inden klokken
endelig slog i slag. Herefter låste tjenerne dørene i begge ender af baren. Udskilningsløbet i baren havde taget sin begyndelse.
Tiden var bare gået små tyve minutter over midnat, før en
af smedene på barstolene sad meget uroligt på sin stol. Både
Niels og Olaf havde bemærket det og sad kun og ventede på,
at manden skulle forlade lokalet som den første i rækken. Men
det havde smeden slet ingen intentioner om, så han spurgte
først tjeneren pænt, om han ikke kunne blive lukket ind igen,
hvis han hurtigt kom tilbage fra toilettet? Tjeneren var ubønhørlig og pegede bare på skiltet i baren, der helt klart beskrev
de regler, der gjaldt for baren på ”Kronprinsen”.
”Hvis du går ud af den dør, kommer du ikke ind igen,” var
det korte og kontante svar til den tissetrængende smed.
Alle i baren sad og smågrinede af situationen, en latter der
hurtigt fik en brat afslutning, da der hørtes en plasken nede på
dørken. Smeden havde i stilhed lynet sine bukser op og hevet
sin tissemand frem og sad nu, lige så stille, og forrettede sin
nødtørft – ud over barstolen og lige ned på dørken.
Skibets urolige sejlads fik urinen til at løbe frem og tilbage
imellem borde og stole.
”For helvede da også!” råbte tjenerne - meget højt, ”frem
med boksehandskerne – og det’ lige nu.”
Begge døre i baren blev åbnet, og alle gæster blev omgående bedt om at forlade baren, hvilket situationen på gulvet
318
egentlig ikke behøvede nogen opfordring til. Alle havde mere
end travlt med at forlade deres pladser.
”Ud, ud, ud,” skreg tjenerne, der så enormt trætte ud i
ansigterne.
Niels og Olaf greb deres drikkevarer, og gjorde klar til at
forlade lokalet. På grund af urinen, der oversvømmede dele af
gulvet i alle retninger, måtte de forcere forhindringerne i små
velovervejede trin, efterfulgt af et lidt større afsluttende
spring.
Ingen af deres spring gik ud over deres drinks, men Niels
mistede sine cigaretter lige ned i ”suppen”. Derefter gik det
hurtigt ned i spiselokalet til de øvrige få passagerer, der endnu
sad oppe.
Lidt efter sluttede de højtråbende og grinede smede sig til
de øvrige i lokalet. Det var nu ikke alle fra baren på første, der
havde haft den samme sjove oplevelse, som smedene mente,
de selv havde haft.
I sit stille sind, var Olaf fuldstændig klar over, at smedene
ville falde helt i tråd med Torben i beboelsesvognen ved værftet, derom var der slet ingen tvivl.
Niels mente da også, at de havde set og oplevet nok for i
aften, så kort efter skiltes de for at sove den sidste nat inden
landgangen i Tórshavn den næste morgen.
Vejret havde været rigtigt dårligt hele natten, og vinden var
taget til i styrke hen på morgenen. Dette uvejr forsinkede
”Kronprinsen” nogle timer, så ankomsten til Tórshavn blev
udsat til lidt over middag. Selv om DFDS ikke havde kalkuleret med morgenmaden, da landgangen skulle have været tidligt om morgenen, slog den ekstra morgenmad ikke bunden
ud af budgettet på turen, da det kun var ganske få, der var
mødt op ved bordene i skibets restaurant.
Tjenerne så også lidt slidte ud, så de havde bestemt ikke
noget imod ”den dårlige mødeprocent” denne tidlige morgen.
Dog var alle ret sikre på, at ”Kronprinsen” nok skulle være i
havn omkring middagstid, lige tids nok til, at man ikke behøvede at servere en eventuel middag for passagererne. Og gan319
ske rigtigt var skibet i havn lidt over middag, så alle passagerer
havde bare ét i hovedet - at komme videre i dagens forsinkede
program.
Nede på kajen var der som sædvanligt en masse mennesker, der enten ventede på venner eller familie – eller bare var
nysgerrige. End ikke det meget dårlige vejr kunne stoppe
denne trafik. Maler Ove stod der også og ventede på eventuel
nyt – om Kurt havde haft tid til at besøge hans kone og lille
søn i Slagelse.
Også Henrik Møller havde fået tid til at runde havnen for
at tage imod ”Kronprinsen” i middagspausen, som kun blev
opfattet som et frisk pust i hverdagens travlhed.
Kurt var kommet sig helt over nattens strabadser og kunne
stadig prale af, at han endnu ikke havde ”ofret” på toilettet,
eller for den sags skyld andre steder på skibet – men det havde været tæt på.
Idet ”Kronprinsen” var forsinket, blev toldernes arbejde
udført ombord på selve skibet, hvorefter passagererne blev
frigivet med et stort kridtkryds på kufferten. Så toldernes ”effektive indsats” var en del mindre, end den der kunne foretages i land – hvilket ingen passagerer havde noget at indvende
imod.
Maler Ove stod på kajen og vinkede op til dem, da de
dukkede op i menneskemylderet, der ventede på at komme i
land.
Lige inden de stod på kajen, var Maler Ove allerede klar
over, at Kurt ikke havde haft tid til at slå vejen omkring Slagelse. Maler Ove trak på skuldrene og mumlede, at han sikkert
selv fandt ud af noget, hvorefter han forsvandt op i byen.
Niels havde allerede fundet ud af, hvornår hans næste færge sejlede til Runavík – herfra ville han så fortsætte med ruten
til Leirvík. Men de var begge enige om at holde kontakten.
Henrik Møller læssede Kurt og Olafs kufferter ind i bilen,
og kort efter var de på vej til Dalavegur.
Da de gik ind af hoveddøren, stod deres værtinde, som
sædvanlig i køkkenet, og holdt nøje øje med trafikken gennem
huset hoveddør. Olaf kunne ikke lade være med at stikke til
320
den gamle nærige kone om, at huslejen da måtte sættes ned
for denne måned, da de både havde sparet på sengetøjet og
det varme vand i hele 2 uger. Men der var ikke megen forståelse at hente fra den kant, hvilket han selvfølgelig heller ikke
havde forventet. Diskussionen var kun en opfølgning på værtindens evige kontrol om, hvor mange bade og toiletbesøg de
hver især havde på ”samvittigheden” – problemet gjaldt ikke
den anden vej rundt!
Den nat, hvor Marion havde overnattet ved Olaf, havde
værtinden stillet med et krav om en huslejeforhøjelse for pågældende måned. Huslejen var steget fra 200 kroner til – som
hun udtalte, ”Halvtredjehundrede kroner”. Olaf havde blankt
afvist kravet, dog uden at vide helt eksakt, hvad huslejekravet
egentlig var steget med. Dette kunne Snorri Johannesen til
gengæld så forklare ham, så efter Snorris forklaring, vidste
Olaf alt om konstruktionen og betydningen af, hvordan alle
danske talord var opstået.
”At du gider,” sagde Kurt, der slet ikke kunne skjule, at
han helt havde opgivet at argumentere med den gamle dame.
”Gider?? – for hende er det bare en sport, - hun elsker
det!” gav Olaf tilbage, for derefter at knokle op af trapperne
med sin kuffert.
”Så du er måske blevet hendes træner i – øøøøh, sporten?”
Kurt var på ingen måder overbevist om, at det havde noget
som helst med sport at gøre.
”Skal du ikke med ud på spinderiet for at se til båden?”
spurgte Henrik Olaf, og afbrød den videre diskussion vedrørende værtinden og en eventuel sportsgren, ”jeg er begyndt
med arbejdet på den lille kahyt - midt i båden.”
Den var Olaf hurtig med på, så kort efter kørte de ud mod
Argir. Kurt ville hellere blive hjemme, da han stadig var noget
bleg at se på – han følte også, at hele gulvet stadig gyngede
under ham.
Henrik havde fået et hjørne i spinderiet, lige ovenover vandløbet som spinderiet var placeret på - hen over klipperne. Der
321
var endnu en etage på spinderiet, men der var der aldrig nogen der vovede sig op på – da det altid spøgte deroppe.
Underetagen var et stort kæmpe rod, der tydelige bar præg
af, at her var der håndværkere indenfor træindustrien, der
havde sin daglige gang. Høvlspåner, savlsmuld og træstykker
fyldte det meste af lokalet, og ubehandlet træ lå hvor der nu
var plads til det. Maskinsnedkerens maskiner stod spredt omkring på gulvet, og for en udenforstående var det en umulighed at forstå, at der overhovedet kunne sættes to stykker træ
sammen under disse forhold. Disse tømrere og snedkere havde fået lov til at låne spinderiet til værksted, da der ikke var
andre der anvendte lokalet.
Spinderiet var i sin tid blevet bygget således, at bygningen,
der havde retningen ind mod øen, var i plan med terrænet,
mens resten af bygningen stod på pæle længere nede i terrænet og ud over elven, som løb under bygningen.
I gamle dage, havde der i sin tid været et større vanddrevet
møllehjul, der drev hele driften af spinderiet. Dette møllehjul
var nu historie og kunne kun huskes af de ældre færinger.
Resten var bare en stor sort træbygning, der nu lå placeret ude
midt i en elv – komplet umotiveret, kunne man næsten forledes til at tro.
Der var to indgange til spinderiets snedkeri. En dør direkte
fra terrænet og ind i bygningen – placeret i den bagerste ende
af huset. Lige foran denne dør var der en stejl trappe op til
første salen – det var denne etage med alle dens spøgelser. En
anden dør, som nærmet var en port, var placeret i gavlen oven
over elven – med direkte udsigt til Sandagerði. For at komme
hen til denne port, var der bygget et udhæng foran porten,
hvor til der var bygget en trappe op til udhænget. Det var
igennem denne port med udhænget, at Henrik havde fået sin
båd ind på spinderiet.
”Hvordan fanden klarede Joen det?” spurgte Olaf eftertænksomt, da han så båden stå inde på spinderiets gulv i det
ukontrollerede rod.
”Joen??” Henrik så lidt forundret ud over spørgsmålet,
men kom hurtigt i tanke om vognmanden Joen, som havde
322
hejst hans båd op af havnen, ”Joen er bare en kunstner med
den bilkran – du skulle fandeme have nydt ham,” svarede
Henrik, mens han grinede over episoden med at få båden ind
i spinderiet, ”det var sgu lige før lastbilen var tippet i elven –
og så for bare 10 kroner, det kunne vel ikke engang betale for
brændstoffet til lastbilen?”
”Jeg må vist hellere lige tale med Hans om den pris,” konstaterede Olaf, ”for vi skal jo helst have ham til at sætte båden
ud igen til foråret.”
”Nu du taler om foråret,” sagde Henrik, hvor han udtalte
hver et ord med en lille kunstpause, mens han langsomt halede sin pakke cigarettobak frem af lommen og gik ud på udhænget udenfor porten, da det var forbundet med stor brandfare, bare at tænde en tændstik inde mellem alle høvlspånerne.
”Stikker du af til Australien?”
Udhænget havde intet gelænder, så Henrik satte sig ned på
udhænget med benene dinglende ud over elven. Han satte et
stykke cigaretpapir imellem sine læber og tog sin lille ”selvruller” frem og stoppede lidt tobak i den. Han rullede nogle gange med selvrulleren, lagde cigaretpapiret ned i selvrulleren og
fugtede papiret på limstriben og rullede så et par gange og
åbnede selvrulleren – cigaretten var færdig. Egentlig røg Henrik også Niemaier, men i dag havde han fået en lidt mildere
tobak med, den lidt mere populære Samson.
Olaf tog selv en af sine egne toldfrie cigaretter fra ”Kronprinsen” – og smed en pakke Prince over til Henrik, der elegant greb den med den frie hånd, hvorefter pakken gled ned i
brystlommen.
”Jeg tror det bliver enden på det,” svarede Olaf på Henriks
spørgsmål, og satte sig ned ved siden af Henrik.
”Så er du ikke den, der investerer i en ny motor til båden?”
lokkede Henrik på sin helt egen måde.
”Lad os nu se.” Det var tydeligt, at Henriks tilbud havde
sin effekt på Olaf, der måtte indrømme over for sig selv, at
han kun gav sig en stakkels frist – en frist, der slet ikke havde
noget håb. Afgørelsen var jo egentlig allerede truffet. Alt andet var bare at lyve overfor sig selv.
323
”Nej,” fortsatte Olaf lige efter, ”du må vist hellere se efter
en anden makker, selv om jeg er meget interesseret, så er..,”
Olaf lod ordene hænge i luften lidt endnu, ”du skal regne
med, at jeg tager af sted – afgørelsen er taget.”
Det var en lettelse at få ordene udtalt, for det var lige her
på spinderiet, hvor han sad sammen med Henrik med benene
dinglende ud over elven, at han tog sin endelige beslutning.
”Jeg tager til Australien til foråret!”
”Tager du et næbdyr med hjem til mig?” spurgte Henrik
skødesløst, som han ventede Olaf tilbage inden for en overskuelig fremtid, ”for du kommer jo hjem igen!” konstaterede
Henrik uden at vente på et svar.
”Et næbdyr? Du må sgu have spist søm?”
Henrik grinede over, at Olaf havde taget ham alvorligt
med hensyn til næbdyret.
Olaf smed resten af sin cigaret i elven og rejste sig op for
at tage af sted igen.
”Jeg kører dig hjem!” foreslog Henrik og rejste sig også
op.
”Det behøver du ikke – jeg har godt af den friske luft, så
jeg tager turen tilbage på gåben, men tak for at du hentede os
ved båden.”
Olaf var allerede på vej ned af trappen, mens Henrik gjorde klar til at låse den store port i spinderiet.
”Du kommer vel ud en dag!” råbte Henrik tilbage til Olaf.
”Selvfølgelig,” råbte Olaf tilbage og var allerede halvvejs
mod broen, der førte over elven.
Foran ham lå Hospitalet, derefter var der kun halvanden
kilometer hjem til værelset. En god frisk tur, hvor han nød
hvert et skridt med udsigten ud over Nolsøfjorden – med
Nólsoy som det helt perfekte billede på nethinden. Olaf vidste med sig selv, at han ville komme til at savne dette sted,
men det store ukendte Australien trak noget så gevaldigt i
ham.
*
324
SNORRI JOHANNESEN VAR ked af, at Olaf havde besluttet sig
til at drage under de sydlige himmelstrøg, men var dog glad
over at få det at vide i god tid, så han kunne træffe de nødvendige dispositioner til at ansætte en anden trykker. Men de
var enige om, at holde kontakten ved lige.
Jóannes havde haft sit første tilbagefald mellem Jul og
nytår og var egentligt først nu ved at komme sig over en
temmelig ”våd” omgang sammen med ”vennerne”. Hans
kone var slet ikke begejstret for hans tilbagefald – for at sige
det mildt, da hun kendte sin mand til bunds, og vidste med sig
selv, at for Jóannes kunne det let ende galt.
Nu var Jóannes ikke den eneste, der havde ”trådt lidt ved
siden af” i den sidste tid. Både Rúni og Bjarni havde ikke helt
kunnet holde sig, dog havde Rúni set en ære i at møde på
arbejdet, selv om han kunne være lidt groggy. På den anden
side, var Jul og nytår også for stor en mundfuld til at være helt
tørlagt, så egentlig var de lovlig undskyldte – sammenlignet
med de øvrige indbyggere på Færøerne. I Danmark findes der
vist heller ingen julefrokoster, hvor der ikke serveres snaps og
øl til maden!
Snorri Johannesen var stadig from som et lam med hensyn
til de våde varer, så »Havnar Prent« havde, mens Olaf havde
været i Danmark, bestået af indehaveren, hans søn og datter –
samt Abel som punktligt mødte hver dag. Først et par uger
inde i det nye år, var der ved at komme samling på tropperne
igen.
Revisoren Thomas, var dog stadig ikke kommet sig helt
over de mange helligdage, og som det så ud lige nu, kunne der
godt gå endnu en rum tid, før »Havnar Prent« kunne få gavn
af ham. Men det var et meget dårligt tidspunkt for en revisor
at lægge sig hen over årsskiftet. Så nu Snorri måtte så selv i
gang med sin årlige opgørelse, og da han ikke mente, at Thomas havde helt styr på lønningerne, startede han med at spørge sine ansatte, hvad de havde tjent i 1966. Det var der slet
ingen, der kunne huske, så med fælles hjælp fik de regnet sig
frem til en slutopgørelse for hver enkelt.
325
Næsten 2 uger efter Kurt og Olaf var kommet tilbage til
Tórshavn, kom Kurt forbi trykkeriet for lige at hilse på – noget som Kurt ellers aldrig plejer at gøre.
”Hvad er der nu galt?” spurgte Olaf nysgerrigt til Kurt, der
stod iført hele sin fulde ”mureruniform” med kasket. For
noget måtte jo være galt når Kurt havde bevæget sig helt ned
på trykkeriet. ”Er vort hus brændt?”
”Er det så tydeligt?” svarede Kurt grinende, selv om han
ikke kunne undertrykke alvoren i hans besøg, men han lod
blikket vandre omkring på vægge og reoler.
”Maler du også?” spurgte han, da hans øjne faldt på Olafs
”kunstværker” på væggen. Jóannes vendte det hvide ud af
øjnene.
”Nu vil jeg altså vide det – hvad fanden er der galt?” Olaf
havde standset trykmaskinen, for her var noget, der ikke passede. Da de alligevel mødtes i middagspausen på Sømandshjemmet, kunne det kun være presserende årsager, der fik
Kurt til at komme ned på trykkeriet – en time før middag.
Det var i hvert fald ikke nogen almindelig høflighedsvisit.
Kurt begyndte langsomt og meget vævende i det. ”Du ved,
at den nye politistation lige er blevet indviet - altså lige inden
vi kom tilbage fra Danmark?”
Olaf nikkede og kunne se på de andre i trykkeriet, at de var
blevet interesseret i den kommende nyhed – for den nye politistations indvielse var ingen nyhed mere.
”Ved du så også, hvem der har indviet en af de nye celler
på stationen?” filede Kurt videre.
”Lad for helvede være med at trække det i langdrag – kom
nu med det,” spyttede Olaf det nærmest ud. Nu var også Jens
Petur kommet til. Når der var noget nyt på tapetet, kunne
man altid regne med, at Jens Petur var i nærheden – han kunne simpelt hen lugte nyheder.
”Maler Ove er røget i spjældet.” Kurt havde ladet bomben
springe – og den efterlod Olaf med åben mund, mens Jens
Petur smågrinede ud gennem sine evige tobakståger af røg.
”Har de buret maleren inde?” spurgte Jens Petur og fik et
hosteanfald i det samme.
326
”Er det alvorligt?” spurgte Olaf, der nu var kommet sig
over det første chok. Det så noget værre ud med Jens Petur,
der var helt rød i hovedet af sit hosteanfald, så han måtte forlade trykkeriet.
Det er vel altid lidt alvorligt når man bliver sat i brummen,
men for Maler Ove er det mere end alvorligt, da han risikerer
at blive overført til Danmark på grund af sin fortid i ”Hotel
Gitterly”.
”Hvad har han da lavet, siden han er røget ind?” Selv
Jóannes var nu blevet nysgerrig
Jens Petur var kommet tilbage igen, dog var han stadig rød
i hovedet af sine hosteanfald, men han ville på ingen måde gå
glip af en historie, der næsten kom direkte fra kilden.
”Indtil nu, er han bare mistænkt i en sag, som drejer sig
om et tyveri af et elektrisk tog fra legetøjsbutikken nede i byen,” fortalte Kurt den lille skare af tilhørere, der efterhånden
havde samlet sig i trykkeriet.
”Er det nok til at sætte folk i fængsel?” spurgte Abel undrende og fortsatte, ”jeg mener, bare på en mistanke?”
Jens Petur forklarede den målløse Abel, hvilket generalieblad Maler Ove havde på samvittigheden. Selv ikke Kurt og
Olaf vidste alle de detaljer, som Jens Petur diskede op med,
og de mente ellers de kendte Maler Ove ret godt efterhånden.
Jens Petur sluttede af med at konkludere, at hvis der bare var
den mindste gran sandhed i den mistanke, som politiet havde
fængslet Maler Ove på, fik han meget snart et par rejseledsagere på vej tilbage til Danmark.
”Vi kan vel lige så godt gå ned på Sømandshjemmet nu,
for det er næsten middag,” foreslog Olaf, der ikke mente, at
det tjente noget formål at tærske mere langhalm på den sag –
da han havde en formodning om, at det var der sikkert mange
andre, der var bedre til.
Den sidste bemærkning overhørte Jens Petur totalt – dels
fordi, at den slags bemærkninger slet ikke bed på ham, og dels
var han allerede halvvejs inde på kontoret, for at fortælle sin
far om Maler Oves fængsling. Kort efter var de alle på vej til
middag.
327
Maler Ove sad i den nyistandsatte celle – cellen, som han selv
havde lavet færdig. Hans følelser gik i retning af, at det var
noget af det største paradoks, han indtil nu havde oplevet. At
sidde indespærret i en celle han selv havde lavet – det kunne
næsten ikke blive værre. Ligeledes den kendsgerning, at han,
Maler Ove, den store pengeskabstyv, var blevet taget og mistænkt for at have stjålet et elektrisk tog – i en legetøjsbutik det var sgu for latterligt. Noget af hans ”stolthed” havde fået
et alvorligt knæk. Han måtte bare væk i en fart, men hvordan?
Hans tanker kredsede hele tiden om anklagen, ”de kunne
bare ikke bevise en skid,” blev han ved med at overbevise sig
selv om, men det lykkedes bestemt ikke, ”han måtte ud – på
en eller anden måde.”
Tankerne i hovedet beskæftigede sig kun med disse to ting,
anklagen og flugten - for der måtte vise sig en mulighed på et
eller andet tidspunkt, han skulle bare være tålmodig.
Maler Ove havde nøje sat sig ind i, hvornår og hvordan
måltiderne blev serveret. Hans fangevogtere var utilgivelige
skødesløse med lukningen af celledøren, når de havde leveret
maden ind til ham. ”Dette sløseri kunne måske bruges,” tænkte han igen og igen, ”men så var der den næste forhindring –
hoveddøren, som kunne blive et problem at forcere, inden de
nåede at slå kløerne i ham igen?” Han tænkte så det knagede –
han måtte ud, da han på ingen måde ville tilbage til det danske
fængselsvæsen.
Maler Ove havde stjålet pakken med det elektriske tog i
legetøjsbutikken, men han mente selv, at han havde handlet
hurtigt og effektivt for at skille sig af med bevismaterialet, da
han omgående havde sendt pakken af sted med posten til sin
søn i Slagelse.
Politiet havde da heller ikke kunne finde noget som helst
på ham – intet!! Beviset var jo væk? Men hele tiden kørte tankerne rundt i hovedet på ham, da han jo sad indespærret, og
faren for at blive overført til Danmark var absolut tilstede.
For mindre end et halvt år siden var han blevet prøveløsladt –
328
den resterende tid af hans sidste dom, stod nu og vinkede til
ham i horisonten.
Hvis og hvis og hvis de bare kunne finde det mindste bevis på ham for tyveriet i legetøjsbutikken?? ”Hvis’erne” kørte
rundt i knoppen på ham – han måtte bare ud - koste hvad det
ville.
Tre dage efter sin anholdelse kom den chance, som Maler
Ove tålmodig ledte efter. Vognen med middagsmaden ankom
til politistationen et godt stykke inde i middagspausen, hvor
der ikke var ret mange på stationen. Dørene stod pivåbne hele
vejen fra Jónas Broncksgøta og hele vejen hen til den åbne
celledør. Denne chance lod Maler Ove ikke gå fra sig, så han
spurtede ud af celledøren og væltede dermed manden med
hans middagsmad, som med et skrig fald om på gulvet med
gule ærter, flæsk og pølse ned over sig. Inden mandens skrig
havde lagt sig, var den flygtende fange allerede helt ude på
Jónas Broncksgøta, hvorefter han hurtigt forsvandt i retningen af de små gader, der fører ned til Skansen ved havnen –
Maler Ove var ikke længere fange på politistationen – nu var
han flygtning.
Ud over manden på gulvet, var der ingen på politistationen
der havde lidt overlast, og den vagthavende på politistationen
gav sig da også god tid med at få manden på benene igen
samt, og ikke mindst, få det svineri tørret op fra gulvet på
deres nye fine politistation.
Fangen, nå ja, hvor ville han egentlig flygte hen, der var
vand hele vejen omkring Færøerne? – endda ret meget vand!
Og Maler Ove kunne da slet ikke komme i samme kategori
som ”Farlige undvegne fanger”, så der var slet ingen grund til
hastværk.
Så først efter rengøringen, blev der givet melding og signalement til samtlige relevante instanser på Færøerne om flugten, hermed også den færøske radio Útvarp Føroya – nu var
det bare at vente på, at manden blev sulten.
329
Flugten fra politistationen havde bare gjort Maler Oves situation endnu værre – hvis den overhovedet kunne blive værre.
For selv om Maler Ove havde ”skilt sig af med beviset fra
tyveriet i legetøjsbutikken” – ved at sende det med posten, var
det heller ikke det helt store hovedbrud for politiet i Tórshavn. Politiet kendte hele Oves baggrund og familieforhold
og regnede med, at pakken sikkert dukkede op på postkontoret i Slagelse (Ove ville næppe stjæle et elektrisk tog til sig
selv!) – hvilket den også gjorde et par dage efter malerens
flugt ud i den færøske natur. Nu var der bare tilbage, at få
manden fanget igen, så Rigspolitiet kunne overtage sagen –
herefter var opgaven løst for det færøske politi.
Men, hvor var manden blevet af?
Politiet kendte Maler Oves venner og bekendte, og søgte naturligvis oplysninger alle de steder de kunne. Også Kurt og
Olaf blev inddraget i eftersøgningen, men ingen af dem havde
set noget til Maler Ove, siden den dag de var kommet i land
fra ”Kronprinsen”.
Da Maler Ove var diabetiker, blev det et kapløb med tiden
for at finde ham, da han ellers kunne dø af mangel på insulin.
Derfor søgte de også oplysninger ved hans værtinde, hvor han
boede til leje, da de mente Maler Ove kunne finde på, at hente
sin livsvigtige medicin på sit værelse. Men hans værtinde havde ikke set noget til ham siden hans anholdelse – dog havde
hun en yderst vigtig information til politiet.
Hun vidste, hvor Ove havde sine ”spritdepoter”, da hun
for et stykke tid siden opdagede, at han altid lugtede af øl eller
spiritus. Af hensyn til sin logerendes helbred, havde hun en
aften fulgt efter ham, for at finde ud af hvor han indtog sin
spiritus. Denne opdagelse ville hun så tage op med ham på et
senere tidspunkt, når det var belejligt. Kort efter blev han
fængslet, så hun havde endnu ikke talt med ham om sin opdagelse.
Politiet undersøgte disse ”pits” og fandt ud af, at de endnu
var aktive, da der lå stadig et par flasker spiritus og ventede på
deres ejermand.
330
Det hele var næsten for forudsigeligt, og kort efter gik
Maler Ove da også i fælden.
Den færøske radio Útvarp Føroya, kunne så udbringe nyheden om, at den flygtede fange var fundet i god behold, som
nu bare ventede på, at blive overdraget til Rigspolitiet til videre afsoning i Danmark.
Ingen hørte siden mere til Maler Ove.
*
OLAF HAVDE LIGE fået to breve - et fra John Larsen fra kli-
ken i Skovlunde/Ballerup, og et andet fra Det Australske
Konsulat.
Konsulatet havde endelig godkendt Olafs ansøgning om
emigration til Australien, samt hans ansøgning om rejsetilskud. Der var også et par rejseforslag, han kunne studere,
hvorefter han kunne træffe sit endelige valg om afrejsedato.
Det første forslag var i slutningen af marts måned, og var med
et emigrantskib, der afsejlede fra Rotterdam i Holland med
kurs mod Suezkanalen og videre gennem det Indiske Ocean
til Australien. Denne tur ville tage lidt over 4 uger - alt efter
vind og vejrforhold.
Den anden tur afsejlede et par uger efter, men havde kursen lagt over Panama kanalen – altså den anden vej omkring
kloden. Denne tur var berammet til ca. 6 uger.
Da Olaf allerede havde sejlet på Nordatlanten tre gange,
og vidste lidt om at være på et skib over et par døgn, var 4
ugers sejlads rigeligt for ham. Der var slet ingen grund til at
overveje en tur på 6 ugers sejlads på et passagerskib – slet
ikke.
Konsulatet orienterede ham også om, at han skulle stille til
vaccination på den amerikanske ambassade, da han ellers ikke
kunne godkendes som passager på et skib, der havde landgange i Ægypten og Saudi Arabien.
331
John Larsen skrev, at han snart ville komme til Tórshavn
og blive der i en lille måned inden deres afrejse til Australien.
John havde været på konsulatet og fået sin endelige godkendelse til Australien samt modtaget forslagene for de 2 rejsemuligheder, som han også regnede med, at Olaf ville modtage
om kort tid. Olaf kunne så konstatere, at han allerede nu stod
med konsulatets omtalte tilbud i hånden.
Olaf tog en hurtig beslutning og skrev til John, at han
kunne gå på konsulatet og booke deres rejse sidst i marts med
afgang fra Rotterdam i Holland. De kunne så være i Australien i slutningen af april måned.
Han skrev også til John, at der sikkert var arbejde til ham i
Tórshavn, - hvis han da var interesseret, da Hotel Hafnia stod
overfor en ombygning af de helt store, så Johns erfaring med
bygningskraner kunne sikkert bruges af entreprenøren. Ellers
var der helt sikkert arbejde til ham på skibsværftet, da han
havde en smedeuddannelse.
Med hensyn til bolig måtte han selv se, hvad der var af
tilbud, når han engang ankom til Tórshavn, men Olaf kunne
varmt anbefale Sømandshjemmet i den korte tid John var på
øerne.
Egentlig kunne Olaf slet ikke forstå, at John ville til Tórshavn i den korte tid, men han havde åbenbart et behov for at
lære Olaf at kende inden afrejsen til Australien. På den anden
side ville Olaf få lejlighed til at lære John at kende – for egentlig kendte han ham slet ikke.
Snorri Johannesen havde håbet, at Olafs rejseeventyr til
Australien ville gå i sig selv, så det var en lettere sørgmodig
Snorri, der fik nyheden om afrejsedatoen af Olaf. Snorri havde endnu ikke søgt nogen afløser, så Olaf lovede at arbejde så
meget som muligt, inden han tog af sted, så der fra hans side
blev gjort rent bord.
Nu var det ligesom det hele blev lidt mere alvorligt, da
Australien ikke bare var en tur til Færøerne – det var en rejse
til den anden side af Jorden. I tiden, lige efter hans beslutning
om afrejsedatoen, blev der skrevet en del breve til hans far og
Berit. Da også Berits mor var begyndt at skrive til ham, var
332
der endnu et brev, der skulle besvares – den Juleaften kunne
Berits mor slet ikke helt glemme. Svarene kom lige så hurtigt
til Færøerne om, at de alle naturligvis håbede på, at kunne
tage en afsked med ham inden han tog toget til Rotterdam.
Berit havde en nyhed i sit brev til Olaf. To tidligere medlemmer af Skovlunde Ungdomsklub var for et stykke tid siden
emigreret til Australien sammen med deres forældre og en
lillesøster. Faren havde været ansat på Burmeister og Wain –
Berit havde endnu ikke deres adresse, men mente, at de boede
i Sydney. Hvis ikke hun nåede at få oplysningerne om deres
adresse, inden Olafs afrejse, ville hun sende oplysningerne til
ham i Australien.
Der kom også et hurtigt svar til Olaf fra John Larsen, at nu
var rejsen booket, mod et gyldigt vaccinationsbevis fra Den
Amerikanske Ambassade, inden afrejsen – samt at John ville
tage det næste skib til Færøerne.
Tingene havde pludselig taget en alt for hurtig drejning til,
at Olaf kunne følge helt med. Fra at være en accepteret integreret del af det færøske samfund, stod han nu over for at
emigrere til Australien. Alt dette var endnu ikke gået helt op
for ham – eller var han allerede blevet for indgroet i det færøske samfund?
På den anden side, bestod en del af verden af færøske fingeraftryk – bl.a. bydelen Bronx i New York var opkaldt efter
færingen Jonas Brónck, på samme måde havde samme færing
en gade i Tórshavn opkaldt efter sig, - Jónas Broncksgøta. Så
var der den færøske Nobelprisvinder Niels Ryberg Finsen og
den store digter William Heinesen, kunstmaler og billedhuggere ….. – Olaf tog selv i, at han flere gange følte sig mere
som færing end som barnefødt dansker, og kunne ikke lade
være med at smile lidt af sig selv. Nu kunne han se frem til, at
John Larsen ankom til Tórshavn – og egentlig kunne det blive
et meget interessant selskab. Når det kom til stykket, skulle de
jo rejse sammen som emigranter til Australien.
Kurt var også begyndt at komme i rejsetanker. Bodil havde
fundet en lejlighed i Skovlunde – i det nye boligkompleks på
333
Lundebjerggårdsvej. Der var nemt til skoler, butikker og masser af frisk luft omkring – meget anderledes end de forhold de
var vant til på Nørrebro, og så var byggeriet i røde mursten.
Mange af de nye byggerier i Herlev, Skovlunde og Ballerup
havde været en del af Kurts læresteder, så tanken om at skulle
flytte til Skovlunde, tiltalte ham meget – og ikke mindst når
han tænkte på, at han skulle dele tilværelsen med Bodil. Når
han så lod tankerne gå tilbage til sin juleferie, kunne det næsten ikke gå hurtigt nok. Der var en del der skulle indhentes!
”Vil du købe min båndoptager?” spurgte Olaf henvendt til
Kurt, ”den kunne være god ting at have i jeres nye hjem?”
Kurt kendte alt til denne underlige og nærmest ubrugelige
båndoptager, der afspillede uden at være rigtig tændt. Godt
nok var der en elektriker, der havde fortalt dem om, at der
kunne være overgang i den kontakt optageren var tilsluttet.
Elektrikeren havde også nøje forklaret om formen på radiobølger, set i forhold til de lyde der var kommet ud af optageren. Når man så tegnede en vandret streg gennem disse radiobølger, havde de forklaringen på de underlige lyde, som der
tilsyneladende ikke var nogen mening i. Lydene var brudstykker af de punkter, hvor den vandrette streg ramte radiobølgerne – derfor forsvandt helheden og meningen af meddelelsen af radiobølgernes budskab. Men hvor kom så den vandrette streg fra, stregen som gennembrød radiobølgerne? Det
var her, at den gode elektriker var lidt ”på herrens mark” –
men det var altså forklaringen. Og en sådan båndoptager havde Kurt bestemt slet ingen interesse i.
”Måske ville min mester være interesseret?” svarede Kurt
langsomt, men alligevel med en vis overbevisning i stemmen,
”min mester har lige læst Erich von Dänikens bog om fortidens gåder, og hvis der er noget han går op i, så er det
UFO’er – og med en lidt god fantasi, kan den der båndoptager godt minde om noget i den retning.,” filosoferede Kurt og
fortsatte, ”og med lidt god vilje, kan lydene fra båndoptageren
godt tolkes som et kodesprog fra Universet!”
Olaf var helt med på, at det skulle afprøves – måske kunne
han oven i købet få en rigtig god pris for den? Der var jo næ334
sten som Kurt sagde, på en eller anden måde, og naturligvis
med lidt god vilje - lidt UFO-agtigt over kassettebåndoptageren.
De næste dage gik med Olafs evige snakken om Australien,
hvortil Kurt ”svarede” igen med emnet Skovlunde og Bodil.
Han blev helt sikkert snart nødt til at gifte sig, da han udmærket kunne forestille sig resultatet af alt den indestængte ”opsparing”, der pludselig kunne komme til ”udbetaling”. Dette
kunne, meget hurtigt resultere i små trippende fødder i deres
nye lejlighed. ”Og med lys og luft omkring,” sagde en drømmende Kurt, ”det kunne kun minde noget om Færøerne,”
mente han.
Det var en af de sætninger, der fik Olaf til at holde med at
ævle løs om Australien, ”at Skovlunde overhovedet kunne
sammenlignes med Færøerne?” Han undlod dog at kommentere sætningen, selv om det sikkert ikke havde nyttet noget
med det drømmeblik, Kurt havde i sine øjne.
”Har du for øvrigt hørt fra Marion?” spurgte Kurt pludselig Olaf, der var midt i en sætning om, hvornår han ville ankomme til Perth i Vestaustralien.
Olaf var en kort tid lidt forvirret over emneskiftet, selv om
det var det, der var reglen for deres samtaler for tiden. ”Marion?!?”
”Ja, den dér Marion – husker du nok?” gentog Kurt spydigt, ”du har vel ikke heeeelt glemt hende?”
”Nu du siger det, har jeg faktisk hørt fra hende for ikke så
længe siden,” svarede Olaf tilbage, og så undrende på Kurt.
”Og?” fortsatte Kurt ivrigt videre, da han vejrede lidt
”morgenluft” med hensyn til Olaf og Marion. Når de skrev
sammen, kunne det kun opfattes positivt – i Kurts terminologi.
”Hun er allerede i et nyt parforhold i Norge, som ser ud til
at fungere rimeligt godt.”
Kurt havde helt tabt tråden i emnet. Marion i et nyt parforhold - i Norge, samtidig med hun stadig skriver med sin
tidligere kæ… ????
335
”Marion og jeg har et helt specielt og meget afklaret forhold til hinanden – og længere er den ikke. Egentlig troede
jeg, at du havde fattet det?” belærte Olaf, mens han prøvede
af fange Kurts øjne.
Kurt rystede bare på hovedet, ”du var ved at fortælle noget
om Australien?”
*
JOHN LARSEN VAR en del højere end Olaf, kraftigt mørke-
blond hår og med et udseende a la den store kendte franske
filmcharmør, Jean-Paul Belmondo - og så var han en ren dameven, hvor Olaf var den mere generte type – både set med
John Larsens øjne og set i forhold til John Larsen.
Olaf havde mistænkt John for, at kvinderne var den egentlige årsag til hans ankomst til Færøerne, for her fandtes der et
helt uudforsket kvindemarked – for ham. Så inden sin afrejse
til Australien så han helt sikkert frem til at vælte sig i færøske
damer.
Hvis John Larsen havde vist lidt om skibstrafikken til Færøerne, havde han slet ikke valgt at sejle med Coasteren »Blikur« fra »Skipafelagið Føroyar«, men han havde bare ringet
ind til skibsselskabet for at høre om, hvornår den næste afgang sejlede til Færøerne – og næste afgang, set ud fra svaret
på hans telefonopringning, var med Coasteren »Blikur«.
»Blikur« er et fragtskib under »Skipafelagið Føroyar«, der
hovedsagelig sejler med fragt mellem Færøerne og Danmark.
Dog havde skibet tilladelse til at tage højst 12 passagerer med
på sine ture, men disse passagerer fik så også lov til at føle,
hvad Nordatlanten kunne byde en Coaster af en beskeden
størrelse. John Larsen var én af de ”heldige”, der fik ”lov” til
at prøve dette på sin krop - på sin allerførste – og eneste sejltur til Færøerne.
Olaf stod på kajen og ventede på, at »Blikur« skulle lægge
til kaj. Som sædvanlig havde han lyttet på den færøske radio,
Útvarp Føroya, så han vidste lige præcis, hvornår skibet var
ventet i havn.
336
Imens Olaf stod og ventede på skibets ankomst, dukkede
et, for ham, kendt par op i hans synsfelt. Det var meget længe
siden Olaf havde set noget til Páll og Astrid. Ja, faktisk havde
han ikke set nogen af dem, siden den dag Páll havde kylet sin
forlovelsesring ud i havnen. Men det problem syntes at være
helt under kontrol, da Páll og Astrid lignede et nyforelsket
par, som de kom gående sammen på kajen.
Inden Olaf nåede at stille et eneste spørgsmål, svarede Páll
på, på én gang, på alle de øvrige ventende spørgsmål, der
sandsynligt måtte komme fra Olaf, ved bare at udtale disse
ord: ”Vi har giftet os!”
Derefter forsvandt de tavs videre op imod Tórshavns bymidte – den samme vej, som Páll forsvandt sidste gang Olaf
havde set ham. Men denne gang med en noget anden fremtid
for parret.
”Verden er sgu da også fuld af redebyggere,” mumlede
Olaf for sig selv, da han fulgte Páll og Astrid med øjnene,
”men så fik han da løst problemet med ringen,” konstaterede
han, mens han atter lod blikket glide ud mod molen og havneindløbet.
»Blikur« havde lige passeret indgangen til havnen ved den
store ydermole, og havde sat kursen lige hen imod hvor Olaf
stod placeret på kajen. Kort efter bevægede hele skibet sig
med styrbordssiden ind mod kajen – og søfolk på »Blikur«
smed trosserne fra for- og agterskib ind mod kajen. Havnearbejderne fik hurtigt samlet trosserne op og trukket det store
tovværk hen imod boldværket, hvor skibstrosserne bliver
fastgjort til.
Skibet kom tættere og tættere på kajen, hvor fenderne på
skibssiden beviste deres gavn, ved først at blive mast næsten
flade, for derefter igen at udvide sig til samme størrelse som
før, uden at efterlade en eneste skramme fra kajen på skibssiden. To havnearbejdere stod parate med landgangen, der lige
kunne skubbes over fra kajen til skibssiden. En utålmodig
tolder stod og ventede på at komme ombord for, at sætte sine
kryds på passagernes bagage samt kontrollere skibets papirer.
337
Selv om der var en del passagerer på dækket, kunne Olaf
endnu ikke få øje på John. Først da skibet lå helt til kajen, og
landgangen var sat, kom en noget bleg John Larsen til syne i
døren, der førte ind til passagerernes opholdslokale. John var
nydeligt klædt i en pæn frakke med dertil hørende tørklæde
for årstiden. Ved sin side bar han en mørk kuffert – men ellers lignede han slet ingen af de øvrige passagerer i sin påklædning. Folk, der tager »Blikur« til Færøerne, er forberedte
på en sejlturs strabadser – det var John tydeligvis ikke.
”Kan du holde skruen i vandet?” råbte Olaf over til John,
der stod og skruttede sig i det vandkolde færøske vintervejr.
Johns blege ansigt nikkede bare – men det var en yderst
svag bevægelse, som man skulle se godt efter for at registrere.
Da John var kommet i land, spurgte han meget spagt, om der
var langt til Sømandshjemmet.
”Ja for satan, Tórshavn er jo en stor by,” sagde Olaf, der
registrerede at klokken var næsten halv to om eftermiddagen,
”du må jo være skrupsulten. I har vel ikke kunnet nå at få
middagsmad på »Blikur«?
John sagde ikke et eneste ord, da Olaf havde nævnt ordet
middagsmad. Ordet havde efterladt alt andet end en sultfornemmelse i maven på ham.
Olaf råbte en Taxa an, og en amerikansk Rambler dukkede
op og stoppede op ved siden af John. Chaufføren var Páll fra
trykkeriet, der åbnede døren for John, før han smed hans
kuffert om i bagagerummet.
”Skal vi hjem til dig Olaf – eller?” spurgte Páll, da Olaf
havde sat sig ind foran på passagersædet.
”Nej for Søren – vi skal hurtigt ned til Sømandshjemmet,
forklarede Olaf hurtigt, ”min kammerat her er skrupsulten –
så det haster.”
Páll kikkede op i sit bakspejl, og forstod Olafs argument og grinede, ”han ser ud til, at være alt andet end sulten,” svarede Páll og tilføjede halv højt, ”han skal bare have en gang
tørfisk, og godt med lagesaltet spæk til, så bliver han lige så
god som ny.”
338
Den bemærkning havde nær kostet Páll en rensning af
bilens bagsæde, da det med nød og næppe lykkedes John, at
holde sit maveindhold tilbage, hvor det ikke gjorde nogen
skade på omgivelserne.
Olaf fik John installeret på Sømandshjemmet, og da han
efterlod ham på hans værelse, blev de enige om, at Olaf vækkede ham til aftensmaden – hvis han da kunne få noget ned til
den tid.
Da Olaf ankom til Sømandshjemmets kantine om aftenen,
sad Kurt allerede ved bordet og guffede lystigt sin mad i sig.
Han gik hen til Kurt, mens han lige konstaterede, at John
endnu ikke var at tælle blandt gæsterne i kantinen.
”Jeg løb for resten ind i Páll og Astrid på kajen i dag,”
fortalte Olaf den spisende Kurt, der næsten med det samme
holdt op med at tygge sin mad.
”Og?” spurgte Kurt, så man kunne se alt hans mad komme frem i den næsten åbne mund.
”De har giftet sig,” orienterede Olaf den måbende Kurt
om. Det var en oplysning, som passede Kurt rigtig godt, da
han endelig var kommet sig over nyheden, ”der kan du selv
se, du burde o….,”
”Glem det!” var Olafs meget korte svar, da han på ingen
måde gad høre mere prædiken om ham og Marion fra Kurts
side. På den anden side vidste han også, at Kurt mente ham
det godt.
Da Olaf ikke ville medvirke til, at samtalen skulle udviklede sig, forsvandt han hurtigt ovenpå i Sømandshjemmet, hvor
John havde sit værelse. Efter en kort banken på døren hørtes
et meget søvnigt udtryk, der røbede, at personen på den anden side af døren endnu ikke var stået ud af sengen.
John åbnede døren forsigtigt og lod Olaf komme indenfor,
mens han gjorde nogle underlige fagter og lyde, der skulle
gøre det ud for, at han lige skulle en tur på toilettet – samt et
bad.
Der gik omkring et kvarter, før John igen var tilbage fra sit
ærende på badeværelset, men da lignede han også én, der var
339
genfødt. Derefter åbnede han sin kuffert og klædte sig på fra
inderst til yderst. Resten af kuffertens indhold blev omhyggeligt lagt på plads i skabe og skuffer. Til sidst udvalgte John sig
et passende slips og gav sig god tid med at binde slipset med
en perfekt dobbeltknude. Håret fik en gang let smørelse,
hvorefter kammen kom på en større opgave med at få håret
placeret i den helt rigtige facon. Det tog noget tid, inden John
var helt tilfreds med resultatet.
Olaf var så småt begyndt at spekulere på, om John og ham
havde en fælles kemi, der ville kunne matche sammen i det
store udland – på den anden side, havde de jo bare aftalt at
rejse sammen - længere var den ikke.
”Skal vi gå ned og spise?” John var klar og lignede én der
skulle ud på en finere restaurant i det indre København – og
ikke en person, der lige skulle have lidt aftensmad på Sømandshjemmet i Tórshavn.
Da de kom ned i kantinen, var Kurt allerede forsvundet,
hvilket Olaf også havde regnet med. John gik rundt mellem
bordene og sugede alle de indtryk til sig, som lokale og gæster
bestod af. Hans udtryk gik ikke i retning af, at han syntes om
lokaliteterne, nærmest det modsatte – lige indtil han fik øje på
pigerne i køkkenet, derefter var han nærmest ikke til at styre.
”Kørvel!!!” sagde han til sig selv og fløjtede sagte, ”lad os
dog få noget mad,” fortsatte han muntret, og satte sig ned ved
et bord med udsigt til køkkenet.
John var kommet sig på rekordtid over sin tur med »Blikur«, nu var han parat til at tage Tórshavn i øjesyn. Sømandshjemmet havde ikke været Johns ”kop te” – lige indtil han
havde fået øje på køkkenet – eller rettere, hvad køkkenet
kunne ”byde på”.
John fik en hurtig gennemgang i, hvad Tórshavn kunne
præstere, både hvad der var af indkøbsmuligheder – hvilket
var hurtigt overstået, men også i restauranter, biografer, teatre
og ikke mindst hvad en lørdag aften kunne præstere. Dette
var i princippet også hurtigt overstået, selv om John hæftede
sig en del i dansen i Sjónleikahusið.
340
Selv om Skovlunde og Ballerup var mest kendt som sovebyer, havde man hele Københavns natteliv inden for en kort
afstand, hvilket bestemt ikke var tilfældet med Tórshavn. Her
var der et par rimelige restauranter samt Sjónleikahusið om
lørdagen, hvor spiritusforbudet tog det meste af glæden ved at
gå i byen. John kunne ikke rigtig forliges med tanken om, at
han ikke kunne få en flaske rødvin til maden eller for den sags
skyld, bare en almindelig pilsner til en engelsk bøf – det var jo
det rene U-land!
Men, Sjónleikahusið – og hvordan dette fungerede på godt
og ondt, det var noget, der på en eller anden måde interesserede John.
Dagen efter, lige inden middag, var John en tur på »Havnar Prent« – dels for at se Olafs arbejdsplads, og dels for at
spørge Snorri om hans mange forbindelser med hensyn til at
skaffe John et arbejde i den korte tid han var på Færøerne.
Allerede dagen efter havde Snorri et tilbud til John om et
job som jernbinder ved det nye byggeri ved Hotel Hafnia.
John aftalte med Snorris kontakt, at han kunne starte lige efter
weekenden – men, at der højst kunne blive tale om 3 ugers
arbejde som jernbinder.
I weekenden stiftede John bekendtskab med at gå i dansen
i Sjónleikahusið – og ikke nok med det, bagte han så meget på
en ung dame, at han flyttede ind hos hende om søndagen.
Den unge dame, Ellen Jacobsen, havde sit eget lille byhus,
ikke så langt fra Hotel Hafnia, så det var helt ideelt for John –
ikke ret langt til arbejde, gratis husly – og, som han selv omtalte det, fast fisse hver nat.
Da John skulle starte på sit nye job om mandagen, blev han
liggende i dobbeltsengen. Med udsigt til at skulle arbejde som
jernbinder - i den kulde, skulle der ikke ret meget overtalelse
til, før han atter ”lod sig overtale” til, at krybe på den splitternøgne Ellen, der lå ved siden af ham og spandt i sengen.
Bagefter stod Ellen op og lavede dem et solidt måltid
morgenmad. John lå tilbage og røg veltilfreds i dobbeltsengen.
341
Han var helt godt tilfreds med udviklingen på sit ophold i
Tórshavn.
Ellen var en lille mørkhåret skønhed med små bryster, som
hovedkulds forelskede sig i John. Selv om John havde forklaret, at han kun var på Færøerne i en meget kort periode, havde det overhovedet ingen effekt på Ellen. Hun var helt sikker
på, at hun sagtens kunne overtale John til, at opgive sin rejse
til Australien og blive hos hende på Færøerne – hvilket hun
på ingen måde havde held med.
”Har du det godt?” spurgte Ellen, mens hun gjorde plads
på sengen til morgenmaden ved siden af John. Hendes slåbrok sad meget løst på hende, og afslørede de små bryster
meget mere end at tildække dem.
John kærtegnede hendes bryster, mens hun lænede sig ind
over sengen for at sætte bakken helt op til ham.
”Du er ikke så lidt fræk,” fnisede hun mere opmuntrende
end det modsatte.
Dette fik John til, at føre hånden ned under hende slåbrok,
op langs låret og forsigtigt stryge hende over hendes skamhår.
Ellen havde stadig ingen trusser på.
”Hun åbnede ”skam læberne”, men hun sagde ikke noget,” mumlede John for sig selv.
Enten hørte Ellen det ikke, eller også ville hun ikke høre
det, for hun havde et hyr med alt for megen morgenmad,
kopper og kaffe på sengen, til der kunne være andre aktiviteter i sengen. ”Først morgenmad – så kan vi bagefter nyde
hinanden, hvis du da ellers kan igen?”
Det var tæt på, at John havde ladet hånt om, hvad der ellers lå i sengen om den opfordring.
”Hvad helvede er det for en satans larm, der er udenfor?”
spurgte John, lettere irriteret over at de ikke kunne få deres
morgenmad i fred og ro.
”Årh det?” svarede Ellen og så i retning af hotellet, ”Hafnia er ved at udvide.”
John svarede ikke på oplysningen, men langede i stedet ud
efter kaffen.
342
De næste to dage var John på arbejde, men kulde, blæst og
tiltagende sludbyger på arbejdspladsen, hev den sidste gnist
ud af John – og så var der en seng med en dejlig kvinde, kun
nogle få meter fra arbejdet, der bestemt ikke gjorde det mindre besværligt at træffe en beslutning om begrebet arbejde. I
Johns aktuelle situation var arbejde noget helt igennem opreklameret sludder!
Ellen Jacobsen var oprindelig fra Klaksvík, men var på grund
af sin uddannelse som sygeplejerske flyttet til Tórshavn. Hun
havde sit faste arbejde på det store hospital lige uden for byen
– men havde så skiftende vagter, at John for længst havde
opgivet at finde rede i dem. Hver gang han mente, at han
havde fanget hendes næste mødetid på hospitalet, havde hun
byttet med en kollega, da hun var enlig og derfor meget mere
fleksibel med hensyn til arbejdstider. Når der opstod problemer med familiesygdom, problemer med børnepasning og
lignende ting, var det en helt naturlig ting at spørge Ellen om
et vagtbytte. Derfor kunne John godt vågne en formiddag,
hvor Ellen var mødt på arbejde, så han havde hele huset for
sig selv. Ved en sådan situation vente John sig bare om på
siden og sov videre, lige indtil larmen fra Hotellets arbejdere
blev ham for meget. Derefter stod han op og lavede sig lidt
”morgenmad”, tog sig en cigaret og listede lige så stille ud af
huset, så ingen på hotellet fik øje på ham. Han var, trods alt,
stadig ansat som jernbinder til ombygningen på Hafnia.
I de sidste par dage var sneen taget så meget til, at bilerne
havde måttet ty til snekæder - bare for at køre i byen. Hvis
man skulle en tur til andre bygder, var det en helt naturlig
ting, at køre med snekæder, men som regel ikke i Tórshavn,
da sneen næsten aldrig blev liggende i længere tid på grund af
den megen trafik. Med hensyn til at rydde sne, var det kun i
yderste nødstilfælde, man kunne komme i tanke om noget
sådan, da vejret meget hurtigt kunne slå om til varmegrader
og derved regn. Herefter, var det bare et spørgsmål om en
kort begrænset tid for, hvornår sneen var væk.
343
Da der er en del bakker i selve centret af Tórshavn, skulle
der ikke så meget sne til, før det kunne blive noget af et problem, bare at komme op af bakkerne. Dette gjorde, at en del
biler, bare satte fart på ned af bakken, så de herefter havde en
lille chance for, at komme ”glidningsfrit” op af bakken, der
fulgte lige efter. Naturligvis gav det en hel del ”spændende”
situationer i trafikken og ikke altid med lige gode resultater.
Når der så var en del mere sne end det sædvanlige, kom kæderne helt automatisk på bilen, da det også kunne blive for
”spændende” at bevæge sig gennem Tórshavns mange bakker.
Ude i udkanten af Tórshavn, i nærheden af Sjónleikahusið,
var der gader med ret gode bakker. Her kunne man opleve
børn med skøjter på, hægte sig på bilerne, der møjsommeligt
kørte op af bakkerne med deres snekæder - medbringende en
hel sværm af unger på slæb. Det var lidt af et farligt syn, at
betragte denne leg med børn i kæder på op til tyve unger
hængende efter en bil. Når så bilen havde nået toppen, slap
ungerne taget, for derefter at suse ned af bakken på skøjterne
– ud over vejkryds, og hvad der eller måtte være på vejen.
Når Olaf så dette syn, kunne han ikke lade være med at
tænke på sin fars bilkørsel i København, da det var mindst
lige så farligt.
Det var bl.a. dette syn, med de skøjtende børn, som John
havde stået og set på i et stykke tid. Herefter forsøgte han at
fortælle de legende unger noget om trafik og sikkerhed. Men
lige lidt hjalp det, for lige så snart han vendte sig om, havde de
skøjtende børn igen fat i en bil, der kunne trække dem op af
bakken til en ny halsbrækkende tur på den stejle bakke. Kort
efter forlod han stedet, da det var for meget for hans nerver.
Da han vendte om, for at gå tilbage ind mod byen, skulle
han gå ned ad de stejle gader. Her kom han på noget af en
opgave, da han havde svært ved at stå fast i det glatte føre, da
der ikke blev skovlet sne nogen steder overhovedet. Derfor
begyndte han at øve sig i, at glide ned af bakkerne, for derefter at anvende husenes nedløbsrør som regulære stopklodser,
ved at han simpelt hen greb fat i rørene – enten for at stoppe,
eller for at suse omkring det næste hushjørne. Det var ret
344
effektivt, men heller ikke helt ufarligt, da han ikke vidste, hvad
han kunne ramle ind i rundt om det næste hjørne. Da han
tilsyneladende var en af de få, der benyttede denne taktik,
undrede han sig over, hvordan andre kunne gå på deres fodtøj
uden at glide ned af bakkerne. Langt de fleste havde købt
støvler til at kunne bevæge sig under disse forhold, men andre
havde bundet tørresnor eller lignende rundt om skoene for at
stå fast på det meget sneglatte underlag. I det hele taget fik
John en oplevelse om det færøske vintervejr, som han i sin
vildeste fantasi ikke havde forestillet sig – mange ting var
langt mere anderledes end i Skovlunde.
Et par dage efter stod regnen ned i stænger, og sneen forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet.
Hvis det ikke var fordi, at John havde mødt Ellen den
aften i Sjónleikahusi, så havde han kun holdt til én uge i Tórshavn. Nu mente han godt, at han sikkert også kunne klare de
sidste par uger.
Ellen vejede ikke meget over de 50 kg, betydelig mindre
end John vejede, og hun nåede da også kun John til skuldrene,
men hun havde i den grad charmeret sig ind på John, så man
kunne forledes til at tro, at John var blevet forelsket. En af de
ting ved Ellen, som ramte John, var hendes danske sprog –
eller rettere hende færøske dialekt i udtalen ved det danske
sprog, dette ramte John lige i solar plexus, så han blev som
smør i Ellens arme, når hun foldede sig rigtig ud – for Ellen
var ikke tabt bag en vogn, idet hun straks havde bemærket
dette ved John.
En ting ved Ellens danske sprog var også, at hun udtalte
alle bogstavernes lyde i alle ordene, så en del af ordenes betydning godt kunne volde lidt vanskeligheder, hvis man ikke
lige var inde i denne specielle færøske talemåde. Ellens danske
udtale gik under begrebet ”Gøtedansk”, som er en helt speciel
måde for bygdefolk at udtale det danske sprog – og det var
denne dialekt, som John faldt for.
En anden ”charmerende” ting ved Ellen var, at hun bestemt ikke havde sans for dansk humor, men på sådan en
345
måde, at det skabte mange humoristiske situationer ved den
manglende forståelse.
Olaf plejede at slå et slag om Ellens hjem, inden han gik
ned på Sømandshjemmet for at spise til aften. Der indtræf så
et par dage, hvor Olaf ikke indfandt sig, så John måtte, på
Ellens opfordring, bevæge sig op på Dalarvegur, for at se
hvad der var årsagen til hans udeblivelse. Årsagen var, at
Bjarni på trykkeriet havde fået en større sending spiritus hjem,
som han ikke selv havde været i stand til at indløse via sin
egen økonomi – derfor havde han måtte ty til at involvere
andre i leverancen, hvorefter det var endt i et ukontrolleret
drikkegilde. Bjarnis vært havde også truet med at smide ham
ud af hans værelse, hvis der ikke blev noget mere styr på sådanne arrangementer i fremtiden.
Da John kom tilbage til Ellen, fortalte han bare, at Olaf var
faldet i vandet, og ret meget mere var der egentlig ikke at sige
om den sag ”Det kan jo ske for enhver,” havde John afsluttet
den lille sag med.
Men det var bestemt ikke nok for Ellen, ”faldet i vandet?
spurgte hun vantro og samtidig med en smule skræk i stemmen. ”Jamen??? – Hvor er det dog sket?”
”Nede ved Bjarni,” svarede John kort, der endnu ikke helt
var klar over Ellens manglende forståelse ved det danske
sprogs fortolkninger.
”Der er da ikke vand hvor Bjarni bor?” forklarede Ellen i
en både spørgende og konstaterende tone.
”Nej for helvede, han var på druk,” svarede John hende,
mens han undrende så op på Ellen, ”havde han da ikke lige
fortalt hende det?” tænkte han sig tilbage i samtalens forløb.
”Du sagde, at Olaf var faldet i vandet – ikke noget med
druk!” konstaterede Ellen nøgtern, mens hun lagde sine arme
over kors og fortsatte sin irettesættelse, ”og - at falde i vandet
her på Færøerne er noget ganske alvorligt!”
Et kort øjeblik havde John det svært med at komme videre
i samtalen, men med en kraftanstrengelse halede han sig selv
op til, at formulere en brugbar forklaring for Ellen.
346
Ellen godtog ikke sådan uden videre en ”hjemmestrikket
søforklaring”, da man absolut ikke kunne spøge med at falde i
vandet – og da slet ikke på Færøerne, ”og - hvordan kunne
det så egentlig være, at danskere næsten altid sagde nogle sætninger - som de slet ikke mente?”
Nu opgav John helt at komme med yderligere forklaringer.
Han havde dog lidt svært ved ikke at grine over Ellens kommentarer, dog hjalp hendes charmerende ”Gøtedansk” ham
en del med at acceptere hendes udlægning.
Egentlig kunne han ikke lade være med at sammenligne
”alvoren” i hendes fortolkning, som værende på samme niveau som når en fynbo kræver ”blo’hævn”.
Det var sidst i februar måned, og John var meget træt af, at
der var nedbør i luften hver eneste dag, - enten som sne, regn
eller slud. Der kom altid et eller andet ned fra himlen.
Da han en dag kom forbi »Havnar Prent«, kunne han ikke
lade være med, at komme med en kritik af vejret, samt, at han
slet ikke kunne forstå, hvordan der overhovedet var nogen
mennesker, der kunne finde på at bosætte sig sådan et sted
som Færøerne. Snorri Johannesen fortalte så, at netop februar
var den bedste måned på hele året med hensyn til et ”begrænset nedbør”, så John havde ikke ret meget at have sin beklagelse i.
Nu kunne John næsten ikke klare mere, og da hans pæne
tøj altid var fugtigt, protesterede han højlydt over Snorris argument – det kunne simpelt hen ikke passe, hvortil Snorri
med søvnige øjenlåg fortalte John om, at vi i februar, kun har
nedbør i 28 dage. ”Hvad var så problemet?”
John forsvandt hurtigt ud af trykkeriet – hjem til Ellens
varme stue, og endnu bedre, han var snart på vej tilbage til
Danmark igen med direkte kurs mod Australiens varme klima.
Da John trådte ind i Ellens hus, konstaterede han glad, at
Ellen allerede var kommet hjem, men glæden varede kort, da
Ellen fortalte, at hun bare var hjemme for at skifte tøj. En
kollega havde meldt fra, så hun måtte træde til, da hospitalet
altid stod i bekneb for sygeplejersker.
347
Ellen fortalte, at tidligere på dagen, var der kommet en
mand ind på hospitalet med alle tegn på forgiftning. Manden
afgik ved døden et par timer senere, uden at man havde kunnet fastslå dødsårsagen, så derfor havde hospitalet været nødt
til at foretage en obduktion. For at kunne foretage en obduktion, skulle den afdøde bringes et par etager op i den store
bygning.
Disse transporter blev altid udført i sygehusets store elevator. Elevatoren var imidlertid ude af drift, så de havde været
nødt til at anvende den mindre elevator, hvilket havde fået
hospitalets nye norske portør, Bjørn-Erik Magnussen, til at slå
opgivende ud med armene. ”Man kunne da ikke bare slæbe et
lig ind i en lille elevator – placere det på gulvet, og så køre det
op på fjerde sal?”
”Og hvorfor ikke?” havde Ellen sagt til den måbende
Bjørn-Erik, hvorefter hun gav tegn til Bjørn-Erik om at tage
fat i den afdøde. Liget skulle til obduktion, og det skulle altså
gøres NU.
Modstræbende havde Bjørn-Erik taget fat i ”hovedenden”
af liget, og sammen fik de anbragt den afdøde på elevatorens
gulv, så det så ud som den afdøde nu bare sad på gulvet. Derefter trykkede Ellen på knappen til fjerde sal – elevatorens
døre lukkede og elevatoren satte sig i bevægelse med et kraftigt ryk.
Elevatorens hurtige bevægelse fik liget på elevatorgulvet til
at synke sammen, så den resterende luft, der endnu var tilbage
i ligets lunger, blev presset ud gennem den afdødes mund,
med resultatet af en meget høj og uventet lyd.
”Det var et held, at elevatoren var bygget af så stærkt et
materiel, for ellers var Bjørn-Erik gået direkte ud gennem
siden på elevatoren,” fortalte Ellen på sin helt egen specielle
måde, lige inden hun smed sine trusser for at gå i bad, ”vi
måtte trøste Bjørn-Erik en hel time bagefter,” råbte Ellen
tilbage, inden hun lukkede døren til badeværelset.
Det var et af de steder, at John og Ellens humor ikke kunne mødes, da John ikke kunne se det sjove i Ellens oplevelse,
mens han levende kunne sætte sig ind i den stakkels nord348
mands situation – John fik kvalme ved tanken om et lig på
gulvet i en elevator.
Beretningen om liget havde taget så meget på John, at han
på ingen måde havde lyst til, at ”kaste sig over” Ellen da hun
trådte splitternøgen ud af badeværelset. Ellen stod et kort
øjeblik og så undrende på John, for hun var ellers blevet vant
til en noget anden reaktion fra Johns side, når hun stod uden
en trevl på kroppen.
”Nå, men jeg skal jo også af sted,” sagde Ellen til sig selv
og strøg noget provokerende tæt forbi John for at komme ind
i soveværelset, så hun kunne komme i noget rent tøj.
John reagerede slet ikke på Ellens nøgne nærhed, da han
stadig sad og tænkte på liget i elevatoren. Han gøs igen ved
tanken, ”et lig i en elevator – på gulvet, de er sgu ikke rigtige
kloge heroppe!” mumlede han for sig selv.
”Hvad siger du?” råbte Ellen inde fra soveværelset, i håb
om at der måske var kommet lidt liv i John ved hendes opfordrende bevægelser – for bare 30 sekunder siden.
”Nåh, ikke noget,” svarede John fraværende.
Så opgav Ellen helt tanken om, at John skulle komme ind i
soveværelset for at mætte sine sexhungrende tilbøjeligheder.
Derefter klædte hun sig på for at gå på arbejde igen.
”Du finder vel ud af noget mad?” råbte Ellen, da hun var
på vej ud af hoveddøren, der kort efter smækkede efter hende.
Ellens spørgsmål om mad hængte stadig i luften, selv længe efter at hun havde forladt huset. John fandt pludselig sig
selv siddende og glo over på Hotellets arbejdere, der knoklede
i det uregerlige færøske vejr.
”At de gider!” sagde han til sig selv og fortsatte helt naturligt ud i køkkenet – en eller anden havde på et tidspunkt udtalt ordet ”mad”.
De første dage af marts måned var lige overstået, så John stod
umiddelbart for, at skulle rejse tilbage til Danmark. Han havde besluttet sig for at tage flyveren hjem, da han allerede havde oplevet, hvilke luner Nordatlanten gemte på – og det hav349
de han bestemt ikke lyst til at prøve frivilligt en gang til. Desuden var der endnu en sejltur, på lidt over 4 uger til Australien, så han skulle nok få sin lyst styret i den henseende, mente
han.
Nogle dage efter Johns afrejse, ville Olaf så følge efter til
Danmark. Men på grund af tidsnød i produktionen, havde
Olaf besluttet også at tage flyveren til Danmark, så han arbejdede så tæt på ”Deadline” som overhovedet muligt, da »Havnar Prent« endnu ikke havde fået fat i en ny trykker som afløser. Der var også lige en aftale med en læge på den Amerikanske Ambassade, der skulle overholdes, samt, det kunne også
være, at hans far lige ville sige farvel, inden han tog om på den
anden side af jorden. Tiden for afrejsen til Down Under pressede sig mere og mere på.
Ellen var utrøstelig, da John stod og skulle med ruten til lufthavnen på Vágar. På den anden side, havde John heller ikke
lovet hende noget og havde egentligt været meget ærlig over
for Ellen om hans lille ophold på Færøerne. Ellen håbede
dog, at John ville skrive, eller endnu bedre, komme tilbage til
Færøerne igen. Men her var John meget sikker i sin sag – han
kom aldrig tilbage til Færøerne igen. Vejret var, for at sige det
mildt, ikke lige ham.
Olaf måtte da love Ellen, at han stadig kom på besøg hos
hende, i den korte tid han endnu havde tilbage på øerne.
Kort efter satte ruten af Taxabiler sig i bevægelse. John var
på vej tilbage til Danmark. Da bilerne satte sig i bevægelse,
vendte Ellen sig om og gik ned mod sit lille hus – ikke en
eneste gang vendte hun sig om for at se sig tilbage. Ellen var
helt på det rene med, at John nu var historie.
De sidste dage inden Olafs afrejse var der fast overarbejde på
trykkeriet, men som tiden hastede sig mod afrejsen, kunne
han fornemme, at han var i stand til at nå alle de indeværende
ordrer, så det så ud til, at Snorri Johannesen havde noget tid
til, at kunne ansætte en anden trykker, inden ordremængden
så alt for uoverkommelig ud.
350
Henrik Møller havde inviteret Kurt og Olaf ud på en afskedsmiddag, da Kurt også stod for at skulle rejse tilbage til
Danmark. Egentlig var der bare et par dage imellem deres
afrejse fra Færøerne, men Kurt havde foretrukket at rejse
tilbage med ”Kronprinsen”, da han mente det var en del hyggeligere, hvilket Olaf kun kunne give ham ret i.
Olaf forsøgte at sælge sin mærkelige båndoptager til Henrik, da han endnu ikke havde hørt fra Kurts Mester. Men her
måtte Kurt så lige bryde ind, da han helt havde glemt at give
Olaf besked om, at Murermesteren var meget interesseret i
båndoptageren – men han ville under ingen omstændigheder
give en krone mere for den, end Olaf i sin tid selv havde givet. De blev hurtigt enige om, at Murermesteren skulle have
båndoptageren for indkøbsprisen.
Henrik var heller ikke interesseret i båndoptageren, da han
rigeligt var dækket ind med radio og grammofon. Desuden så
det ud til, at der var en radiomekaniker fra Mjørkadal, der var
meget varm på, at leje de værelser som var blevet ledige efter
fiskeren. Og så var der også det, at Henrik nu så nogle andre
muligheder vedrørende et mere moderne radioudstyr.
Da så Olaf endeligt stod for, at han skulle med ruten til lufthavnen på Vágar, blev afskeden med det halve år, han havde
boet på Færøerne, lidt af en prøvelse for ham, da han havde
måttet indrømme, at opholdet helt havde forandret ham. Han
var i dag på ingen måde den samme Olaf, der var opvokset i
Skovlunde, og dybt inde i sig selv vidste han også, at han aldrig mere ville kunne trives i en rigtig storby.
At Kurt havde besluttet sig for at gifte sig med sin ungdomskæreste – og stifte familie i Skovlunde, var sikkert den
helt rigtige beslutning - for Kurt, men dertil følte Olaf, at han
havde alt for mange horn, der skulle løbes af, inden han besluttede sig for at slå sig ned og stifte familie.
De fleste flypassagerer iklæder sig altid pænere beklædning,
når de skulle ud på en flyrejse. Men når man skal på en transport på en vinterdag - med ruten fra Tórshavn til Vágar, hvor
351
man sidder fastklemt i en Taxa i flere timer, er det meget mere
behageligt, at iklæde sig noget mere praktisk til turen. Derfor
havde Olaf iklædt sig cowboybukser, lys færøtrøje og en læderjakke. For ham var det den eneste rigtige påklædning til
sådan en rejse, hvor vejret bestemt ikke er til finere påklædning.
Ruten på fem Taxaer snoede sig op over fjeldet til Mjørkadal og ned igen på den anden side af fjeldet, hvor vejen går til
højre mod Kollafjørður og til venstre videre nordpå til Kvívík
og Vestmanna, hvor båden til Vágar ventede. Alle passagerer
steg ud af Taxaerne og gik ombord i skibet, der derefter førte
dem over farvandet til Vágar.
Da skibet lagde til på Vágar, ventede en ny stribe Taxaer
på at bringe passagererne videre til lufthavnen – en kort tur på
under en halv time. Mange passagerer var tit blevet fanget i
uvejr eller tåge på Vágar, så flyveren ikke havde været i stand
til at lande eller lette. I sådanne situationer, var det private
hjem, der stod for indkvarteringen af passagerer, da det endnu
var noget småt med direkte hoteller på øen.
Olaf var heldig med vejret på denne dag, da der hverken
var sne eller tåge der forhindrede flyvningen, men en forræderisk sidevind kunne i værste fald forhindre en start fra Vágar,
da landingsbanen på Vágar, bare bestod af én og samme bane.
Kaptajnen på maskinen havde, efter en halv times forsinkelse, besluttet sig for at sidevinden ikke var nogen forhindring i at lette, så alle passagerer blev endelig kaldt ud til afgang.
Maskinen, en Fokker Friendship med to propeller, var en
af de mest sikre på Færøerne. De fleste piloter på disse fly var
islændinge, som var meget vant til vanskelige flyvninger af
denne art, som beflyvningen af Færøerne og Island nu engang
er.
Da flyveren så endelig stod klar ved den ene ende af startbanen, rykkede det så gevaldigt i hele flyet, at flere af passagererne fik den bekymrede mine på, ”ville det her nu gå godt?”
Flyet speedede kraftigt op, og satte i gang med et ryk, som
gav udslag i et mindre gisp fra flere passagerer. Kort efter
352
sluttede startbanen, og flyet fortsatte ud over klippesiden, for sådan føltes det - ud over havet, og sank kort efter et
stykke ned mod bølgerne, for derefter at stige jævnt op imod
solen, der lå lige oven over skylaget. Kort tid efter, var de
travle stewardesser på overarbejde for at skaffe drinks til de
nervebelastede passagerer.
Kursen var sat til Stavanger i Norge, hvor de skulle mellemlande for at tanke op, derefter ville kursen blive sat direkte
mod Kastrup Lufthavn ved København.
Olaf havde halvsovet lidt, da han hørte i flyets højtalere, at
de kun var ganske få minutter fra Stavanger. Passagererne
blev bedt om at slukke deres cigaretter og spænde sikkerhedsbælter, da flyet allerede var under indflyvning til lufthavnen.
Det var en helt anden landing i forhold til deres ”lidt for
spændende” afgang fra Vágar. Flyet hængte, som når en stor
hånd holder dem over landingsbanen i Stavanger, for derefter
at sætte flyet blidt ned på jorden.
”Det var faktisk utroligt, som dette fly ”kunne hænge” i
luften,” tænkte Olaf, da de langsomt nærmede sig jorden.
Da piloten så satte flyet ned på landingsbanen – og derefter aktiverede bremserne så meget, at maskinen mærkbart
sænkede farten - brød klapsalverne løs i flyet. Efter at flyet
havde stoppet sine motorer, hørtes kaptajnens stemme atter i
højtalerne. Denne gang bad han passagererne forlade flyet,
mens der blev tanket brændstof.
Alle passagerer forsvandt ind i lufthavnsbygningen, og da
Olaf kunne mærke, at hans blære trængte til en tømning, styrede han direkte over mod et af toiletterne. Et par af flyets
passagerer havde åbenbart det samme behov, da de allerede
stod inden for i toiletlokalet. Olaf smuttede imellem et par af
passagererne og ind på et af toiletterne. Mens han blev færdig
med sit forehavende, kunne han stadig høre flere af passagererne lige uden for døren. Da han åbnede døren, stod de
samme mennesker der stadig, som før han var gået ind på
toilettet, der var oven i købet kommet lidt flere til.
”Hvad fanden sker der lige her?” tænkte Olaf og var virkelig i vildrede over et opløb på et ”lokum i Stavanger”.
353
”Skal du have en lille én?” spurgte en stemme ham, mens
en ”lommelærke” blev rakt over til Olaf.
”Nu stod verden sgu ikke længere,” tænkte Olaf højt, der
hurtigt opfattede situationen fra Sjónleikahusið og lignende
steder fra Færøerne. De var lige blevet bedt om at forlade
flyet, et fly, der havde kunnet beværte dem, med alt den spiritus de ville have under flyvningen, og så stod de sørme her, på
et ”lokum i Stavanger” og deltes om indholdet af indtil flere
flasker whisky.
”Er det ikke lige at stramme den lidt?” spurgte Olaf, der
havde mere end svært ved at tage imod den fremstrakte lommelærke.
”Her er den rette atmosfære,” konstaterede ejermanden til
flasken, helt i overensstemmelse med sandheden – set ud fra
en færings synspunkt, som var et resultat af den spirituslov de
måtte leve under. På samme måde som svenskerne lever med
deres lyssky smugkroer for en lille en til halsen.
Olaf tvang et par dråber whisky i sig, da han på ingen måde havde til hensigt at komme bedugget til Danmark. Derefter
fortsatte han ud i afgangshallen og ventede på signalet til, at
de igen kunne gå ombord på flyet.
En time senere sad alle passagerer atter på deres sæder,
den sidste etape til Danmark kunne begynde. Et par timer
senere var de over Kastrup, og også denne gang præsterede
kaptajnen, at sætte sit fly ned på landingsbanen på en yderst
behagelig måde, hvilket, ligesom i Stavanger, blev belønnet af
klapsalver fra passagererne.
Da Olaf forlod flyet, gik han direkte mod paskontrollen i
et raskt tempo, så han var den første af alle passagerer fra
flyet, der nåede frem til denne kontrol. Lige kort inden han
nåede frem, kunne han genkende et par mænd, der stod og
ventede ved kontrollen. Han kendte ikke deres udseende, men
deres fremtoning mindede slemt om ”Panserbassen og Myggen”.
”Rigspolitiet,” tænkte han halv højt, ”hvad fanden gør de
hér?”
354
”Det er ham dér!” sagde den ene mand højt til den anden,
mens han kastede sit hoved i retningen imod Olaf.
Olaf kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv, de
havde udelukkende spottet ham på hans påklædning, der var
noget anderledes end de øvrige rejsendes.
”Og hvor kommer du så fra?” spurgte den ene ham nærmest sukkersødt, mens han gjorde klar til at gribe ind, hvis der
skulle ske noget ”uforudset” i Olafs bevægelser.
”Færøerne,” svarede Olaf roligt.
”Og det kan du vel bevise?” spurgte den anden, men med
samme fast stemme, som Olaf til tider havde bemærket ved
Panserbassen og Myggen.
Olaf viste sin flybillet frem, og han fornemmede tydeligt,
at de ærgrede sig over deres fejltagelse i bedømmelsen af ham.
Da han slap forbi paskontrollen, kunne han se John sidde
ventende nede i ankomsthallen. ”Hej gamle jas, er du klar til
Australien?” råbte John op imod ham.
Olaf smilte lidt for sig selv, John kunne slet ikke vente
med at komme ned i varmen – og det kunne kun gå for langsomt, efter hans oplevelser i det kolde nord.
355
356
12. Kapitel
»MS Aurelia«
og Olaf mødte op til vaccination i Den Amerikanske
John
Ambassade, som stillede sine lokaler til rådighed for de emigranter, der skulle have den nødvendige vaccination for, at
kunne gennemføre en sejlads til Australien.
Da de skulle omkring Afrika, Ægypten og Saudi Arabien,
var det ikke de samme vaccinationer, som når turen gik gennem Panama. Derfor var det ret vigtigt, at det var de rigtige
læger, der traf beslutningen om vaccinationernes art, hvilket
Den Amerikanske Ambassade helt havde styr på, da denne
rådførte sig direkte med WHO om de sygdomme, der florerede i samtlige verdensdele.
Da Olaf stod foran lægen i ambassaden, gennemgik lægen
hans papirer ganske nøje inden vaccinationen. Pludselig stoppede lægen op i sin gennemgang af dokumenterne, da hans
øjne faldt på Olaf sidste adresse på Færøerne.
”Er du færing???” og inden Olaf nåede at komme med en
udredning om, hvad en færing egentlig var i ”Det Stordanske
Rige”, som Snorri Johannesen ville have sagt, kom det næste
spørgsmål fra lægen, ”taler du dansk?”
Olaf opgav helt at forklare lægen noget som helst om Færøerne og dens indbyggere, så hans svar blev bare et kort ”Ja”,
hvorefter lægen gik i gang med vaccinationen. Papirerne blev
underskrevet og stemplet – og John stod allerede parat som
den næste i rækken.
Da de igen stod ude på de københavnske gader, ville John
vide, hvad lægen havde spurgt om, da han havde lagt mærke
til de supplerende spørgsmål.
”Bare noget om Færøerne – ikke andet,” svarede Olaf kort
og undvigende til John. Han gad slet ikke komme ind på læ357
gens manglende kundskaber om Færøerne, da det var for pinligt.
”Nåhhh – og?” John lod sig ikke nøje med Olafs korte
svar.
”Ikke andet end, at når den læge endnu ikke ved mere om
Færøerne end tilfældet var, så finder han aldrig ud af det – så
hvorfor spilde kræfter på ham?”
Derefter fortsatte de i retning af Hovedbanegården for at
tage S-toget tilbage til Skovlunde.
Da Olaf kom hjem til sin far, var de resterende papirer,
sammen med det godkendte emigrantvisum i passet, ankommet. Af de resterende papirer var selve den godkendte billet
til Melbourne - netop det dokument han havde ventet på – nu
var alt klart til rejsen. Så endnu engang gennemgik Olaf rejseplanen ud fra det sendte materiale.
De skulle med toget fra Københavns Hovedbanegård til
Gedser, over Travemünde til Hamburg, videre til Holland,
hvor togrejsen endte i Rotterdam. Herfra skulle de direkte til
havnen, hvor passagerskibet »MS Aurelia«, fra det italienske
rederi Cogedar Line, allerede lå parat for at modtage dem.
Næste dag skulle de afsejle til Southampton i England,
hvor skibet ville tage endnu flere emigranter ombord. I
Southampton ville de ligge længe nok til, at der var tid til en
lille udflugt i byen. Samme nat var der afgang med kurs mod
Port Said i Ægypten – lige ved indgangen til Suezkanalen.
I Ægypten kunne der blive tale om en tur til Cairo, hvor
bl.a. de store pyramider kunne være et udflugtsmål. Skibet
ville i mellemtiden sejle igennem kanalen for derefter at tage
de passagerer, der havde været på turen til Cairo, op ved byen
Suez.
Derefter sejlede skibet til Aden i Syd Yemen, hvor der
også kunne blive lejlighed til en tur ind til byen.
Efter Aden, havde de Det Indiske Ocean foran dem med
kursen lagt mod Vestaustralien, hvor de ville lægge til i havnebyen Fremantle ved Perth, også her ville der blive muligheder for at tage byerne i det vestlige Australien i øjesyn. Efter
358
Fremantle sejlede skibet videre til Adelaide i Sydaustralien,
hvor en del emigranter allerede havde deres rejsemål. Til sidst
ventede MS Aurelias endelige mål, havnen i Melbourne, i staten Victoria. Resten af rejsen skulle så foregå med tog til Albury i staten New South Wales. Da Albury var den nærmeste
stationsby, der lå på emigrationslejren, skulle de bare lige tilbage over grænsefloden, der adskilte staterne Victoria og New
South Wales, for at komme til deres bestemmelsessted, emigrationslejren i Bonnegilla.
Bare rejsebeskrivelsen var et eventyr i sig selv, så Olaf
brugte en god time på at gennemlæse det hele - for derefter
atter at begynde forfra.
Olafs far var ikke helt vild med, at sønnen rejste om på
den anden side af Jorden, for hvad ventede der af ubehageligheder i det ukendte? Kunne han klare sig, var der arbejde at få
og hvad med sproget??? Der var nok af ubesvarede spørgsmål, der trængte sig på – så var Færøerne alligevel at foretrække, mente han i sit stille sind.
”Hvor skal I egentlig bo når I kommer til Melbourne?”
spurgte faren med bekymret mine, efter han havde rejst sig
halvvejs op fra sofaen - støttende på den ene albue.
”Bonnegilla,” svarede Olaf ivrigt, mens han bladrede i
papirer og brochurer for at finde noget om emigrationslejren i
Bonnegilla. ”Det er en emigrationslejr i Victoria, der ligger tæt
ved grænsen mellem Victoria og New South Wales,” oplyste
han via brochurerne.
Faren rejste sig helt op, så han nu sad helt op i sofaen,
hvor Olaf sad lige ved siden af på en sofastol. På sofabordet
lå alle Olafs papirer, billetter til turen og et kort over Australien.
Olaf pegede på kortet, hvor han mente at emigrationslejren lå placeret.
”Her,” sagde han ivrigt og pegede på byen Albury i New
South Wales lige ved grænsen til Victoria, ”det er lige nøjagtigt dér, at lejren ligger.”
359
”Hvor længe skal I blive der – og hvordan med arbejde og
bolig?” spurgte faren, stadig med en bekymret stemme.
”Der er sørget for det hele,” svarede Olaf, samtidig med
han pegede på alle brochurerne, som lå på bordet. ”I lejren er
der myndighedskontorer, der tager sig af emigranternes ønsker om arbejde og boligforhold. Herfra kan de så sende emigranterne videre rundt i hele Australien, hvor der er brug for
lige netop deres uddannelse – så det skal nok gå,” sluttede
Olaf helt ubekymret af med.
”Hm,” rømmede faren sig og vandrede ud i køkkenet. Han
var bestemt ikke overbevist.
Udsigten til, at han snart var alene med en teenagersøn,
tiltalte ham slet ikke. Det var bedre, da Olaf boede hjemme,
for dengang behøvede han ikke bekymre sig om madlavning
eller tøjvask – for slet ikke at nævne problemet med at stryge
sine egne skjorter. Det havde han selv været nødt til, siden
Olaf rejste til Færøerne. Joh, problemer var der nok af i det
lille hjem i Skovlunde!
”Fremtiden tegnede sig alt andet end lys,” tænkte han,
mens han kløede sig i sit sparsomme tilbagestrøgne hår. ”Og
hvad med havearbejdet? Det var snart forår – og Olaf havde
altid taget haven.”
Problemerne tårnede sig op i farens hjerne, og da han lige
var fyldt 51 år, var han da alt for gammel til alt det arbejde!
Faren tog sig en runde i køkkenet, uden at vide hvad han
egentlig var gået derud efter, hvorefter han igen returnerede til
stuen.
”Jeg har for øvrigt lige meldt mig ind i foreningen ”Træf
nye mennesker” – så måske finder jeg mig en dame …,” fortalte faren, mens håret atter fik sig en omgang med kammen
fra baglommen.
”Skide god idé far,” svarede Olaf til farens udmelding, ”du
går sgu også og bliver alt for ensom her i huset.”
Faren så ud til at studere Olafs reaktion, og da det ikke
blev den ventede reaktion, drejede han atter om for at tage en
ny runde i køkkenet. Han åbnede køkkenskabet, og stirrede et
360
øjeblik som i trance på alle de piller han havde på en af hylderne. Hans evindelige hovedpine havde taget til på det sidste,
så måske skulle han tage et par hovedpinepiller? – eller måske
kunne det også være, at en Restinil ville gøre godt oven på al
den australske snak?
Efter en kort diskussion med sig selv, besluttede han sig
for to hovedpinepiller og en Restinil. Køkkenskabsdøren blev
atter lukket, og han tog sig et stort glas vand til sine piller.
Derefter gik han igen ind og smed sig på sofaen. Der var ingen grund til at ævle videre om Australien – knægten havde jo
allerede taget sin beslutning.
”Kliken” - eller rettere - en del af kliken, havde besluttet at
holde en lille afskedsfest for John og Olaf. Det var Carl og
Lone, der havde fået ideen til det lille party, da det trods alt
ikke var hver dag, at der var nogen i kredsen der tog sådan et
skridt.
Berit ville ikke med, da hun ikke ville rende ind i Bent og
Karen Margrethe, så hun havde inviteret John og Olaf op til
sig aftenen før til et lille stykke mad. De havde haft en rigtig
hyggelig aften, hvor Olaf lovede at skrive til Berit, som de
havde gjort sammen, mens han boede på Færøerne.
Den ”lille” afskedsfest ved Carl og Lone, var bestemt ikke
helt lille. Foruden den bebudede del af kliken, der skulle ankomme, var også de fleste beboere fra opgangen inviteret
med. Én af naboerne havde sin guitar med, og der blev spillet
og sunget det meste af aftenen – og natten med.
Carl havde fremskaffet nogle af de bedste røgede ål, Olaf
længe havde smagt, og Lone havde brugt det meste af dagen i
køkkenet, hvor hun havde tryllet nogle af de bedste lune retter frem til gæsterne.
Selv Bent havde opført sig så anstændigt som muligt – ja,
det lykkedes ham næsten at undgå at blive pissefuld, og ret
meget andet kunne man næsten ikke forlange af ham.
Inden Olafs afrejse til Færøerne havde Bent fremstået som
noget af det mest bastante, han overhovedet kunne forestille
361
sig. Olaf mente, at hvis der var noget eller nogen, der skulle
kunne ryste Bent, skulle de fandeme stå tidligt op. Men Bents
nervesammenbrud, for ikke så længe siden, havde fået Olaf til
at se på Bent med helt andre øjne. Så var der også mistanken
om, at Carl skulle have tæsket sin kone?
Der var efterhånden ikke ret meget tilbage af tiden fra ”før
Færøerne”.
John stødte til selskabet noget senere på aftenen, da han havde været i byen med sine tidligere arbejdskammerater. Da han
ankom, var der slet ingen, der kunne få John ned på jorden –
hvilket, der for den sags skyld, heller var nogen der prøvede
på. Nu skulle John ned til varmen – og han glædede sig så
enormt meget. Derfor svævede John i et noget højere skylag
end alle de andre.
Naturligvis havde John og gutterne fra hans arbejdsplads
været en tur på ”den frække side” i Nyhavn, og det var lige så
forudsigeligt, at gutterne havde splejset sammen til en ”fræk
dame” til John.
”Hvad giver man en mand, der er så glad for damer?”
”Naturligvis noget fisse!” var alle hans arbejdskammerater
blevet enige om. Det var en gave, som John slet ikke kunne
undslå sig, hvis han da ellers havde villet det.
En af Johns planer var, at han godt kunne tænke sig at være
konsulent, sælger eller lignende i Australien, bare det var noget andet, end det han havde prøvet i Danmark. Jo, det var
bestemt mulighedernes land, de skulle rejse til. Han havde
gjort meget ud af at indprente Olaf, at de rejste ud sammen –
og delte alt sammen – indtil de begge havde fået ”fodfæste” i
det nye land. Egentlig ikke nogen dårlig idé, da det gav dem
begge en vis sikkerhed for en god begyndelse i Australien.
To dage senere, meget tidligt om morgenen, stod John og
Olaf på Skovlunde Station og ventede på S-toget ind mod
362
København. Nu var dagen for afrejsen til Australien endelig
kommet.
De havde begge valgt at tage af sted på denne måde, hvor
de havde sagt farvel til hver deres familier i hjemmet. Ikke
noget med en tårevældet afsked på Hovedbanegården, hvor
man skulle hænge ud af vinduet, mens toget dampede af sted i
horisonten – og så med det halve af familien rendende helt ud
til enden af perronen. Alt dette var nu vel overstået, så nu var
det bare om at komme af sted til København – finde det rigtige tog og så videre mod Holland.
På Hovedbanen var der til gengæld andre emigranter, der
havde valgt at tage hele familien med på banegården, så inderst inde havde de begge det helt godt med, at de havde valgt
en løsning uden familien på perronen.
I togvognen til Rotterdam samledes emigranterne til Australien. Der var også emigranter, der skulle videre til New
Zealand efter deres ankomst til Melbourne. Også helt unge
familier med små børn havde fundet vejen til en fremtid i det
ukendte – selv etablerede ægteskaber med halvvoksne børn
var at finde i togvognen med emigranter.
Flertallet af emigranterne i toget, viste sig helt klart at være
gruppen med ungkarle i alderen 20 til 30 år. Deres grunde for,
at rejse til Australien, afveg ikke så langt fra den selv samme
grund som John og Olafs. Éns for dem alle var, at de var i
den alder, hvor de stod umiddelbart foran en fremtid for selv
at stifte familie, derfor var det store land, Down Under, værd
at stifte et nærmere bekendtskab med.
En ung lyshåret mand masede sig ind i en kupé, hvor der
var andre emigranter. Olaf studsede lidt, da han så ham
komme forbi, da han mente at have set ham før. Han kunne
dog ikke placere ham lige med det samme. Så han slog det
hen, som han sikkert bare lignede én, han måske engang tidligere havde løbet ind i.
Toget satte sig i bevægelse, og mange af emigranterne
hængte ud af de overfyldte togvinduer, for at få et sidste glimt
363
af familie og venner, der løb hen ad perronen. To minutter
senere var der atter samling på togets siddepladser, og passagererne begyndte at interessere sig for, hvem deres rejsekammerater, i de næste 4-5 uger, var for nogle størrelser.
Der blev udvekslet mange ideer og grunde til emigrationen, men fælles for dem alle var, at de alle havde de største
forventninger til det nye land.
På færgen til Travemünde, blev der en god mulighed for
noget godt at spise i skibets restaurant, hvilket de alle benyttede sig af. Det blev så også den sidste mulighed for, i lange
tider, at smage det gode danske smørrebrød og den danske øl.
Derfor blev der også bestilt en ekstra pilsner og snaps til maden. Så da emigranterne igen entrede deres siddepladser i toget, for at fortsætte rejsen ned gennem Tyskland, var stemningen steget et par varmegrader i diverse kupeer.
Da toget stoppede i Hamburg, kom der nye emigranter
ombord. Tyskerne havde ligesom danskerne, et rigtigt godt
øje til Australiens muligheder for en ny start. Men der var
også danskere, der stod og ventede på perronen i Hamburg.
En ung mand, sidst i tyverne, kom ind i kupeen, hvor John
og Olaf havde deres pladser. Den unge mand forsøgte sig
med et yderst ubehjælpsomt tysk, at gøre sig forståelig, om
der var plads i kupeen til ham. John spurgte om, hvorfor han
forsøgte at tale tysk, da det sikkert gik meget bedre med hans
danske sprog.
Alle i kupeen grinede, for Vagn, som var den nye passagers
navn, var lige så dansk som alle de andre i togkupeen.
”Er der da slet ikke noget ”kut” med?” spurgte Vagn, og
så sig undersøgende rundt.
”Kut???? paradoksalt nok var John et stort spørgsmålstegn, ”hvad fanden er ”kut” – tal dog dansk mand,” spurgte
den meget undrende John.
”Hvis du ikke aner hvad ”kut” er, er du godt nok langt ude
– og så er det slet ikke sikkert, jeg vil føle mig tryg ved at sidde sammen med dig!” svarede Vagn, mens han stod med sin
364
store kuffert på kupeens sæde – lige parat til at smide den op
på bagagehylden - lige oven over John.
”Århus?” spurgte Olaf, der langede sit spørgsmål ind lige
efter Vagns svada til John.
Vagn vendte sig hurtig om og så undrende på Olaf, som
han ikke havde forventet, at der endnu sad en talende passager i kupeen. Men ordet ”Århus” havde en forbløffende virkning på ham.
”Det kan ”do” godt nok li’ regn’ med,” svarede han på det
mest århusianske, der overhovedet blev udtalt den dag i toget
til Rotterdam. ”Vagn Poulsen, Århus, Danmark - og på vej til
Australien, så kan det vist ikke siges tydeligere?”
”Kut?” fortsatte John igen spørgende, da han endnu ikke
havde fået svar på sit spørgsmål.
”Kut er jysk og det samme som fjams, kørvel eller fisse om
du vil - på københavnsk altså,” orienterede Olaf kort til John,
der så omgående forstod Vagns tidligere spørgsmål med et
forbehold overfor John – langsommere var han nu heller ikke.
”Sæt dig ned ”Kut” – og lad hvilen falde på dig.” John
ændrede sit tonefald markant, for lige at kaste et slør over, at
han aldrig før havde hørt ordet ”kut” omtalt. Der var slet
ingen grund til at indrømme noget overfor en fra Århus –
kunne Vagn tydelig fornemme.
Hvis der er noget man er vant til i Århus-området, så er
det øgenavne – derfor tog Vagn slet ikke notits af Johns tiltale
af ham. Måske skulle han alligevel have sagt et og andet til
John, for nu hed han slet ikke andet end ”kut” i kupeen. På
den anden side, skal der lidt mere til at ryste en århusianer end
et øgenavn.
Vagn behøvede slet ikke at spørge om John og de øvrige
var fra København, da det bare var en konstatering ud fra den
dialekt som var dominerende i kupeen. ”Hvad har I så lavet af
ulykker i Københavnstrup, siden I skal heeeelt til Australien?”
spurgte Vagn, mens han møjsommeligt fik sin kuffert placeret
på bagagehylden over sæderne.
365
”Vi har sgu da ikke lavet en skid, men det har du måske
gjort – Kut?” besvarede John Vagns meget provokerende
spørgsmål, mens han hev endnu en cigaret op af brystlommen.
”Jeg har sgu da ikke gjort andet end I har,” grinede Vagn,
mens han satte sig ned. ”Jeg rejser i skrædderens tøj, tandlægens tænder – og skattefar vil sikkert også tale lidt med mig,”
svarede han, mens han spurgte – igen henvendt til John, ”giver du en smøg?”
John rakte sin nytændte cigaret over til Vagn, der omgående takkede for smøgen, hvorefter John måtte hale endnu en
frisk cigaret op af brystlommen.
”Har du da sneget dig over grænsen? – Er det derfor du
stiger på her i Hamburg?” spurgte John grinende til Vagn.
”Du er sgu da slet ikke til at snyde,” gav Vagn igen med
samme mønt, ”det kunne jo være, at myndighederne i Danmark mente, at jeg havde en smule restskat, der skal betales
tilbage – derfor.”
Nu måtte Vagn stilsigende finde sig i, at fra og med den dag
var hans navn ændret til ”Kut”, af de personer han befandt
sig i kupé med. Han var uddannet gartner og kunne næsten
ikke et ord engelsk, men gik ud fra at han sikkert kunne lære
sproget i Australien - engang.
Ud over John og Olaf i kupeen, var der maskinsætteren
Stieg Jensen og den tidligere sergent i forsvaret – nu programmør Kurt Skovgaard. Både Stieg og Kurt var rimelig
gode til engelsk og havde derved et lille forspring til John og
Olaf, der endnu kun var på ”Skoleengelsk” stadiet, men set i
forhold til ”Kut” var de meget langt i deres sprogfærdigheder.
Kurts engelske havde en snert af Oxford engelsk, hvilket
kunne være en fordel i England – men sikkert ikke i Australien.
”Kut” halede en flaske whisky op af sin håndtaske, og så
rundt på sine rejsefæller, mens han hævede sine øjenbryn, ”en
lille en til halsen?” spurgte han lokkende og halede samtidig
366
nogle plasticglas op af tasken, ”man handler jo lidt ind, når
man er over grænsen,” fortsatte han uddybende om sine bevæggrunde. ”Man er vel jyde.”
Ved sådanne lejligheder talte ”Kut” altid i tredjeperson
Efter Hamburg fortsatte toget mod Bremen og videre vestpå
til Holland. Hen under aften ankom de til Rotterdam - Hollands store havneby - og målet for deres første etape til Australien.
Da havnen i Rotterdam er ret stor, blev emigranterne hurtig enige om, at de slog sig sammen i grupper for, at tage den
sidste del af turen til skibet i flere fælles Taxaer. Så efter en tur
gennem byen fra stationen til Rotterdams store havneområde,
stod de endelig foran skibet »MS Aurelia«, det store italienske
passagerskib, der skulle sejle dem den lange vej til Melbourne.
Passagererne var ventet på »Aurelia«, så deres pas, visum
og billetter blev planmæssigt kontrolleret og bogført i skibets
dokumenter over emigranter til Australien. Derefter var kun
tilbage, at finde deres kahyt – deres ”nye bolig” de næste 4½
uge. Det havde også været en lang dag, så der var flere der
længtes efter at se en eller anden form for seng, hvor de kunne få lidt tiltrængt søvn.
John og Olaf havde fået samme kahyt, men da det var en
kahyt til fire personer, var de noget spændt på, hvem de skulle
dele kahytten med. Da de endelig fandt frem til kahytten, var
der allerede en person derinde. Idet manden begyndte at tale
til dem, blev de hurtigt klar over, at de skulle dele kahytten
med en svensker – men hvem var så den fjerde mand? Det
skulle de hurtigt finde ud af, da svaret lå lige om hjørnet!
På kahytsgangen hørtes en ”sangstemme”, der mindede en
del om sangeren Poul Dissings – bare meget værre, selv om
dette næsten ikke syntes muligt. ”Aaaaaak naaaaij moaaaar, giv
maaaj en hest moaaar,” lød det højere og højere, ”en
heeeeeest vi toooooo kan ri…”
”Sangeren” havde nået kahytsdøren og viste sig i hele døråbningen. ”Jeg skal bo sammen med jer!” konkluderede ”san367
geren” på sin helt egen sjællandske dialekt og fortsatte i samme skure, ”jeg hedder Erik Johansen – og er fra Ringsted.
Hvem er I?”
Svenskeren præsenterede sig som Lasse Jönsson fra
Landskrona – og hvis man var i tvivl om hans tilhørsforhold
til Skåne, forsvandt dette som dug for solen ved Lasses præsentation – manden var så absolut Skåning.
Erik så meget bestemt på Lasse, da han rakte ham hånden,
”en af jeres fugle fra Skåne, forvildede sig engang over til os i
Ringsted.”
Lasse lignede et stort spørgsmålstegn ved Eriks postulat,
for hvordan kunne han da kende forskel på en fugl fra Danmark og én fra Sverige?
”Det kan der bare slet ikke være nogen tvivl om, da fuglen
hele tiden kvidrede sit ”Pyirp Pyirp” i stedet for Pip Pip, som
alle danske fugle normalt gør,” forklarede Erik på sin helt
egen sjællandske dialekt, der bestemt ikke gjorde påstanden
mindre humoristisk.
Selv om mange danskere påstår, at svenskere ikke ejer nogen form for humor, var Lasse svaret på det modsatte. ”Den
var Jävla bra,” grinede han henvendt til John, som kvitterede
med et sløvt: ”Jeg tror gåååååådt jeg forstod den,” og fortsatte
henvendt til Erik, ”det med Ringsted havde vi gættet - lige så
sikkert som det med Lasses Landskrona.”
”Nå for Sørensen!” svarede Erik overrasket over afsløringen, ”egentlig er jeg slet ikke fra Ringsted, da jeg født i Køge,
- men jeg er opvokset på Ringsted Børnehjem!” oplyste Erik
og gav hånden til John.
Johns kropssprog fortalte en hel del om, hvad han mente
om personer, der var vokset op på børnehjem – og det var
bestemt ikke til Johns fordel. Børnehjem og opdragelsesanstalter var helt det samme i Johns terminologi.
”Olaf,” sagde Olaf og gav Erik hånden, ”og mit efternavn
er Hoy, selv om jeg ikke er lige så høj som dig, grinede Olaf,
mens han rystede Eriks hånd til hilsen. ”For resten mener jeg,
at jeg har mødt dig før – kan det passe?” spurgte Olaf, mens
368
han så undersøgende på Erik. Men det var Erik helt overbevist om ikke kunne være muligt, med mindre Olaf havde haft
ærinde i Ringsted.
”Eller du måske har haft ærinde i København? – hvad med
….., Det Australske Konsulat på Nørrevold?”
”Du har sgu ret – nu husker jeg også dig, du var ved at gå,
da jeg ankom til skranken på konsulatet?”
John så lidt sur ud over, at Olaf og Erik så hurtigt faldt i
hak med hinanden, da ”sådanne nogle børnehjemsbørn” var
nogen man bestemt ikke skulle mænge sig alt for meget med!
Lasse havde taget den øverste køje i venstre side af kahytten, så derfor tog Erik den nederste køje under Lasse, da John
og Olaf havde belejret kahyttens højre side. Der var fælles
toilet og bad længere nede på gangen, mens kahytterne havde
installeret en enkelt vask mellem køjerne op imod endevæggen. Der var ikke for meget plads i kahytten, men ved fælles
hjælp og tålmodighed, kunne det sagtens lade sig gøre, at fire
mand boede i dette lille rum – også selv om det kunne nærme
sig de 5 uger.
John, Olaf og Erik var næsten på samme alder, 21-22 år,
mens svenskeren Lasse var ”betydelig” ældre, da han var lidt
over 10 år ældre end sine danske kahytskammerater. Det var
sikkert én af grundene til, at de tre danskere ikke så ret meget
til Lasse, da han ret hurtigt, søgte et helt andet selskab end det
kahytten kunne byde på.
Forholdet mellem Erik Johansen og John fik allerede et
alvorligt knæk, da Erik havde oplyst, at han var opvokset på et
børnehjem i Ringsted. Det var muligt, at Erik ikke selv kunne
gøre for sin anbringelse på hjemmet, men børnehjemsbørn
var og blev noget ”udskud”. Den udlægning kunne ingen ændre overfor John.
Selv om John gjorde sit til for at forklare Olaf om ”problemet” med børnehjemsbørn, delte Olaf slet ikke denne opfattelse, så allerede inden afsejlingen fra Rotterdam, havde
John og Olaf allerede fået sin første alvorlige revne i deres
fælles forståelse.
369
Dagen efter afsejlede »MS Aurelia« til Southampton. I England skulle de sidste emigranter ombord, da langt de fleste
emigranter kom fra Storbritannien, så ved afsejlingen fra Holland, var skibet endnu kun halv fyldt med passagerer.
Da »Aurelia« lagde til kaj i Southampton, var det endnu
tidlig morgen, og da skibet først skulle afsejle igen om aftenen, var der rigeligt tid til at gå ud og se lidt på byen.
”Kut” boede i samme kahyt som Stieg og Kurt. Den sidste
plads i kahytten var blevet besat af endnu en dansk ungkarl –
Paul Levin. ”Kut” var 28 år, mens hans kahytskammerater var
mellem 21-23 år. ”Kut” var en også del højere end de tre andre, der de øvrige var på højde som Olaf. Ud over, at ”Kut”
var en del højere, afveg han også med sin meget magre og
ranglede bygning, som tilmed kunne virke meget krum i sin
holdning. Denne krumme holdning var en erhvervsskade,
som gartnerfaget var en direkte årsag til, da deres arbejdsområde som regel altid befandt sig i jordhøjde.
Stieg afveg fra de øvrige ved sin vægt, da han fyldte en del
mere omkring livet end de fleste af hans danske rejsekammerater. Hans bygning fortalte ligeledes, at her var der en mand,
der bestemt ikke drev nogen form for sport samt, at hans
arbejde sikkert var mere stillesiddende. Kun, hvis der var mad
i farvandet, kunne man opleve Stieg med lidt mere fart på end
hans normale nærmest listende tempo.
Kurt, en slank ung mand, med sin altid uundværlige pibe i
munden, var tidligere sergent i forsvaret. Han spankulerede
altid rundt på skibet, som om han ”var ved at skridte fronten
af” – og hvis han skulle finde på, at råbe en eller anden kommando, ville det ikke have undret nogen. Han gik altid ind i
en samtale med alle og enhver, som han stødte på. Hans tidligere tid i militæret havde haft en lidt negativ indvirkning på
ham, da han i en rum tid altid havde levet efter et fast skema
og mønster, hvilket havde bevirket, at han nærmest troede det
samme var tilfældet med sine medmennesker – derfor kunne
han, til tider, godt virke lidt naiv på sine omgivelser.
370
Paul, en mørkhåret ung jødisk mand, var lige så god som
dagen var lang. Han var altid yderst hjælpsom imod alle, men
havde ingen reel uddannelse end sin studentereksamen, der
egentlig ”kun” er en adgangsbillet til at læse videre.
Erik Johansen, en høj lyshåret ung mand på 21 år, var lige
blevet uddannet som elektriker. Et af hans store ønsker var, at
komme til at arbejde på et større kraftværk i bjergene ved
floderne i Australien, en ønske han var ret sikket på ville kunne opfyldes.
På grund af et lidt svagt syn på højre øje, var Erik blevet
kasseret ved militæret. Egentlig havde han det ret godt med at
blive kasseret, men på den anden side, havde han intet imod
militæret, så det gode bestod udelukkende i, at så kunne han
komme noget tidligere af sted til Australien, end han først
havde beregnet.
Hele hans familie var hans to brødre på børnehjemmet.
De ”familiemedlemmer”, der herefter kom tættest på ham,
var forstanderparret Bolin, som han holdt utroligt meget af –
men nogen rigtig familie kunne de alligevel ikke blive for ham.
Derfor følte han ikke rigtig, der var nogle bånd, der bandt
ham i Danmark, hvilket ikke gjorde det ret svært for ham at
tage valget ud i den store verden.
Canada og Australien var de to lande, der annoncerede
rigtig meget for, at europæere skulle bosætte sig i deres lande,
og de skandinaviske landes befolkning var nogle af dem, der
stod øverst på deres ønskelister. Canada havde egentlig aldrig
sagt Erik det helt store, så derfor var valget ikke så svært, da
militæret havde vraget ham, før han egentligt havde kalkuleret
med et valg af et af disse to lande.
Den danske koloni på »Aurelia« var en af de mindste
grupper. Egentlig var der kun den svenske del, der var på
færre personer. Ud over ungkarlene i de to kahytter, havde en
lille familie fra Sønderjylland på mor, far og en lille datter på 5
år samt et Sjællandsk ægtepar midt i fyrrene, med deres to
voksne børn, fundet vej til skibet. Den Sjællandske familie
skulle videre til New Zealand lige efter ankomsten til Mel371
bourne. Denne familie havde planlagt deres rejse i meget lang
tid, så deres engelske var så afpudset, at det kun ventede på at
blive anvendt i deres nye hjemland, New Zealand. Endvidere
havde de også familie derude, så arbejde og bolig stod allerede
parat til dem, når de ankom. Så egentlig var der ikke ret meget, der kunne overraske dem i deres planer.
Noget helt andet var det for den lille sønderjyske familie,
der slet ikke kunne et ord engelsk, og alt hvad der ventede
dem i Australien var helt overladt til overraskelsesstadiet.
Sejlturen over kanalen til Southampton, blev lidt mere uroligt
end de fleste havde ønsket sig, og mange af emigranterne
frygtede allerede resten af rejsen til Australien. Frygten lå til
dels i, at selv om vejret ikke havde været direkte storm, havde
»Aurelia« bevæget sig temmelig uroligt på søen – hvordan ville
det så ikke blive i et rigtigt stormvejr?
Men »Aurelia« havde kun været delvis lastet med den
fragtmængde skibet skulle bringe videre til Australien, og der
var en hel del passagerer, der endnu ventede at gå ombord i
England. Alt dette var med til, at »Aurelia«, når det afsejlede
fra England, ville ligge meget mere stabilt i søen, end det havde været tilfældet over den urolige Engelske Kanal.
Den lille familie fra Sønderjylland havde ikke fået sko og
andre nødvendige ting med til deres lille datter, så de spurgte
Erik Johansen, som de havde lagt mærke til kunne tale det
engelske sprog ret godt, om han ville agere tolk for dem i
Southampton. Der var bestemt ikke noget Erik hellere ville
end at hjælpe andre, og så kunne han ved samme lejlighed
komme sig lidt over den ubehagelige sejlads over kanalen.
Paul Levin bemærkede sig ved, at han var lidt af en læsehest, så han havde på ingen måde lyst til, at bevæge sig på en
længere tur væk fra skibet. Der var jo også en masse skibe i
havnen, han kunne se fra »Aurelia«, og han mente også, at de
havde passeret Queen Mary på vej ind i havnen, jo, undskyldninger havde han nok af. Derimod sagde Stieg det lige ud, at
372
han slet ikke gad tænke på nogen udflugt overhovedet, så
derfor blev de to tilbage på skibet i havnen.
På byturen i Southampton, fandt John, Olaf, Kurt og
”Kut” vej til den Zoologiske Have. Inden de nåede haven,
begyndte ”Kut” at spørge lidt ind til det engelske sprog, som
han blev nødt til at få lidt kendskab til, da der tilsyneladende
ikke var nogen vej tilbage til Danmark de første mange år.
Ved et lysreguleret kryds stod de tålmodigt og ventede på
det grønne lys med ordet ”Walk”. Da lyset så endelig skiftede,
spurgte ”Kut” om hvordan Walk egentlig udtaltes?
”Wårk,” svarede Kurt på noget af den mest snobbede Oxford engelske, han overhovedet kunne udtale.
”Hmmm – hvordan staver du det?” spurgte ”Kut” igen
indtil ordet ”walk”, ”altså som en englænder ville stave det på
engelsk”.
”Doblju, ei, el, kei,” kvitterede Kurt igen på sin egen selvbestaltede Oxford-dialekt.
”Kan du ikke selv høre, hvor åndsvagt det lyder – tror du
egentlig selv, at de englændere selv har styr på deres sprog?”
”Kut” rystede på hovedet, mens Kurt opgav en videre diskussion om ordet ”walk” – så lang tid havde de heller ikke i
Southampton.
Men i den Zoologiske Have fortsatte ”Kut” sin engelske
spørgelyst. Ved flodhesten var det ved at gå helt galt – for lidt
engelsk kunne ”Kut” alligevel - trods alt.
”Det er sgu da en flodhest,” sagde ”Kut” opmuntret, og
ville så oversætte det til engelsk for lige at blære sig lidt overfor sine landsmænd. ”Det er en Riverhorse,” udtalte ”Kut”
med stor følelse, og pegede på dyret bag indhegningen.
”Its a hippopotamus,” rettede Kurt ham af med, dog med
et skævt grin over sin landsmands manglende forståelse for
det engelske sprog.
”Kut” stirrede vantro på Kurt, ”hvaffor en hippo?” spurgte ”Kut” undrende, og fortsatte, ”jeg taler sgu da om dyret
derinde – ikke om en Hippo, og da slet ikke i England!”
373
Kurt så nu meget træt ud i hovedet.. Han havde et kort
øjeblik haft i tankerne, at forklare ”Kut” om de latinske navne
for dyr og planter, som blev flittigt anvendt i det engelske
sprog, men det var helt sikkert, at en sådan diskussion ville
føre det for vidt overfor ”Kut”.
Dagen gik hurtigt i det klare forårsvejr i Southampton, og hen
på eftermiddagen var alle passagerer igen samlet på »Aurelia«.
Det var ret markant, at skibet havde fået mange flere passagerer, end de havde haft ved afsejlingen fra Rotterdam. Der var
rigtig mange unge englændere, skotter, irlændere og walisere
der havde besluttet sig for at prøve tilværelsen i Australien,
hvilket rigtigt kunne mærkes på John, da han så alle de unge
piger myldre ombord på skibet. Næsten 5 uger på en Liner
med swimmingpool, soldæk og underholdning med dans hver
aften – og turen var dårlig nok startet! Det var med god
grund, at John havde det helt store tandpastasmil fremme.
Sent på aftenen stak »MS Aurelia« atter til søs ud i Den
Engelske Kanal, men denne gang med kursen sat mod sydvest, da de lige skulle runde det franske Bretagne, inden de
sejlede ind i Biscayen.
Da de rundede Bretagne, var John kommet tilbage fra et
toiletbesøg. Han satte sig forsigtigt ned på køjen og hans øjne
så meget forpinte ud.
”Er du ved at blive syg?” spurgte Olaf med en bekymret
mine.
”Nåh, nej,” svarede John udglattende, da han ikke helt
havde været klar over, at hans smerter havde været så synlige,
”ikke noget særligt – det går sikkert over af sig selv.”
Et par timer senere, igen efter et toiletbesøg, var den igen
helt gal med John. Han stod ude på gangen og vinkede af
Olaf om at komme ud til ham.
”Ved du hvor skibslægen holder til?” spurgte han - med
meget forpinte øjne.
374
”Hvad er der galt – er det blindtarmen?” Olaf frygtede det
værste, og det værste han lige kunne finde på i øjeblikket var
blindtarmen.
”Jeg har det som jeg pisser pigtråd,” jamrede John sig, og
hold sig til skridtet.
”Vi finder skibslægen med det samme.”
Olaf halede i John, som haltede forpint med hen ad gangen – hen imod skibets Supervisor, der vidste alt om, hvor
skibslægen holder til.
John så endnu dårligere ud, da det gik op for ham, at
skibslægen var en kvinde. Noget begyndte langsomt at gå op
for ham, at det måske var slut med at jagte ”kørvel” på skibet,
længe før jagten var indledt. Konsekvenserne af hans sidste
tur med sine arbejdskammerater i Nyhavn, stod pludselig lysende krystalklart på nethinden – luderen havde givet ham en
sidste hilsen inden afrejsen.
Da John vendte tilbage fra konsultationen, kunne Olaf
læse ”dommen” i Johns bedrøvelige øjne.
”En gunnar,” konstaterede han tørt, ”ingen sex på hele
turen – og så fik jeg en aftale om at stille til de opfølgende
”hak” i røven”.
”Se det dog fra den lyse side,” smågrinede Olaf efter Johns
bedrøvelige beretning fra lægeværelset, ”du er den første på
hele skibet, der har fået en fast aftale med en kvinde ombord.”
John så ud som alle verdens ulykker havde ramt ham.
”Hvordan så hun ud – lægen altså,” spurgte Olaf i håb om,
at han kunne smøre lidt ekstra salt i ”såret”.
”Århhh, hold så din kæft,” var det eneste, men meget kontante svar, der kom fra John.
Ingen i den lille danske koloni havde nogen sinde sejlet længere end over Øresund eller Store Bælt – med undtagelse af
Olaf og John. Deres ”viden” om sejladsen på Nordatlanten
blev fortalt en del gange, inden »Aurelia« sejlede ind i det frygtede Biscayen. Olaf mente, ved at se på bølgerne, at der ven375
tede dem et uvejr af de helt store, men som dagene gik, ebbede fortællingerne om Nordatlanten helt ud, da uvejret aldrig
dukkede op. Det gik op for Olaf, at hans viden om verdenshavene, ikke var meget bedre end en viden fra en garvet boldværksmatros fra Sydhavnen. Der skulle en del mere erfaring
til, end et par enkelte sejlture mellem Færøerne og Danmark,
for at kunne forudsige vind, vejr og havets adfærd.
»Aurelia« fortsatte i sit eget rolige tempo igennem Biscayen,
rundt om Spanien, igennem Gibraltarstrædet og videre ind i
Middelhavet.
Solen havde virkelig fået magten i Middelhavet. De fleste
passagerer lå på soldækket eller opholdte sig i nærheden af
swimmingpoolen, og tjenerne havde travlt med at servere
kølige drinks både inde og ude.
Kurt og Erik blandede sig mere og mere med de øvrige
passagerer, da deres engelske færdigheder derved fik en ekstra
afpudsning, inden det blev hverdag i Australien. Johns åbenlyse fjendtlige indstilling overfor Erik, havde heller ikke gjort
det sværere for Erik, at finde andre venner på skibet.
»Aurelia« var som en lille by, hvor man hver dag lærte nye
mennesker at kende, - men som tiden gik, blev dette også
hverdag, hvor begrebet af ”Den lille by”, mere blev til en
mindre landsby, hvor alle kendte hinanden på godt og ondt.
Hver aften var der optræden af solister, som skibet havde
ombord til lejligheden, men også passagerer fik lov til at afprøve deres talenter for sang og spil sammen med de professionelle. Det var navnlig de italienske passagerer, der havde et
sangtalent – ja, selv skibets italienske besætning havde en operasanger gemt inde i sig.
På dækket blev der udført alle mulige dæk konkurrencer
imellem passagererne, noget som optog Olaf en del. Som
gammel sportsmand kunne han slet ikke gå forbi en sportskonkurrence, uden han enten ville følge slagets gang, eller
endnu bedre, selv at deltage.
376
Det var altid skibets besætning, der agerede dommere til
konkurrencerne, og det var først langt hen i konkurrencen, at
Olaf fik en mistanke om, at det var mere end svært, at vinde
over dommernes ”favoritter”. På den anden side skulle det
heller ikke opfattes som andet end tidsfordriv – hvilket ikke
var lige let for en gammel sportsmand.
Middelhavet i sin fantastiske azurblå farve, samt solens behagelige stråler, gjorde det mere end svært, at gemme sig indendørs i skibets gemakker. Olaf havde opholdt sig på Færøerne i
et vinterhalvår, hvor der absolut ikke var megen sol at hente –
og hvor solbadning var et begreb, man slet ikke kunne forholde sig til. Derfor blev der brugt rigtig mange timer på det
øverste soldæk, hvor mange af passagererne havde valgt at
blive ”gennemstegt”.
Da Olaf var næsten sorthåret med mørkebrune øjne, blev
han, på grund af sin tiltagende brune teint, jævnligt forvekslet
med italienere eller jugoslavere. Dette tænkte han ikke særligt
over, før der var en englænder, der fortalte ham, at det måske
ikke var en udpræget fordel for ham i Australien - netop at
ligne en sydlænding så meget.
Inden Olaf bestemte sig for at rejse til Australien, havde han
sat sig lidt ind i Australiens historie. Et af de mest grusomme
kapitler han var faldet over var, da de hvide på Tasmanien
drev klapjagt på øens indfødte. Alle indfødte blev skudt ned
som dyr, hvor kun én overlevede. En kvinde havde gemt sig i
et træ under jagten, og havde derved undgået den morderiske
geværild.
Han havde også læst, at Australien ikke var ret meget interesseret i farvede mennesker, og at deres politik, over for de
farvede, tangerede den Sydafrikanske apartheidpolitik – eller i
flere tilfælde, var den en del værre. Dog skal det siges til Australiens fordel, at de var kommet en del videre end Sydafrika,
da det var blevet forbudt at forskelsbehandle farvede fra hvide i en lov fra 1966 – altså en helt ny lov fra året før.
377
Der var også Australiens aktive tilstedeværelse i Vietnam,
som havde grebet hans interesse, da der ikke var ret mange
asiatere, der fik adgang til Australien. Et svar kunne være, at
Australien kun havde omkring 10 millioner indbyggere, og set
i sammenligning med den asiatiske meget tætte befolkning,
kunne Australien godt opfattes som et alternativ for alle de
asiatere, der meget gerne ville ”skifte adresse”.
Inden Olafs godkendelse som emigrant til Australien, skulle han også bekræfte, at han ikke var af ”farvet herkomst”, at
der ikke var sindssyge i familien, at familien ikke havde avlet
børn med arvelige handicap osv. Men det var først, da han fik
en direkte oplysning fra en englænder - at han begyndte at
tænkte dybere over det, han havde læst om Australien, sammenfattet med spørgsmålene på Konsulatet - om hans tiltagende mørke lød, at spørgsmålet trængte helt ind i hans bevidsthed. Australien var på mange måder meget anderledes
end Danmark.
”Men”, tænkte han videre, med tanke på den nye lov fra
året før, ”det med, at forskelsbehandle farvede og hvide, var
jo en saga blot?”
»Aurelia« havde også sit helt eget trykkeri. Hver dag fik de
foldere om optræden og shows om aftenen og ellers om alt,
hvad der foregik på skibet, vejrudsigter – og ikke mindst,
hvordan verden så ud uden for skibet. Alle disse foldere blev
en del af hverdagen, hvis man bare ville følge lidt med i verdenssituationen.
Efterhånden som »Aurelia« nærmede sig Ægypten, blev
samtaleemnet om mellemøstensituationen et mere og mere
varmt emne blandt passagererne. Ægypten oprustede i takt
med uenigheden, der voksede over for Israel, og samtidig var
der opstået borgerkrig i Sydyemen.
»Aurelia« havde afsat havne- og besøgstid i Aden i Sydyemen, men som det så ud i øjeblikket, var det nok bedst, at
skibet fortsatte sin sejlads videre til Australien – men det måtte tiden vise.
378
Det gode emigrantskib havde også sin helt egen engelskundervisning. Langt de fleste unge valgte ikke denne hjælp, da
sproget formentlig ikke ville være noget problem for dem. Et
sprog de dagligt fik afprøvet deres færdigheder i, da al kommunikation på skibet naturligvis foregik på engelsk.
Selv ”Kut” gik langt uden om engelskundervisningen på
»Aurelia«. Dels havde han sin egen mening, om englænderne
nu helt havde styr på deres eget sprog, og dels kunne han jo
bare spørge Kurt, eller nogle af de andre, hvis der var noget
han ville vide eller ikke forstod.
”Kut” havde endda fundet ud af, at John havde fået en
fast aftale med ”sygeplejersken”, da hans mandlige logik fortalte ham, at en kvinde bestemt ikke kunne være skibslæge. I
sin iver for at lære nye engelske gloser, spurgte han så atter
Kurt til råds om det engelske sprog. ”Hvad hedder egentlig en
sygeplejerske på engelsk – og hvordan staves det?” spurgte
han den evigt piberygende Kurt, der undrede sig en smule
over spørgsmålet.
”Hvorfor – er du da blevet syg?” Kurt så undersøgende på
”Kut”, mens han pegede på ham med pibespidsen.
”Nåh nej,” forklarede ”Kut” lidt tøvende, ”det er ren nysgerrighed, da jeg har lagt mærke til, at John altid render ved
sygeplejersken.”
”Altså, hvis du på et tidspunkt selv skulle få brug for hende, mener du?” hjalp Kurt ”Kut” lidt på vej, om hvorfor det
pludseligt var blevet så vigtigt med en engelsk oversættelse på
ordet sygeplejerske.
Kurts pibe fandt atter vej til munden, der lige så sikkert
lukkede sig da pibespidsen ramte hans læber. Det afhjælpende
spørgsmål, samt pibens returnering til munden, havde på en
forunderlig måde den virkning, at Kurt samtidig rettede ryggen så meget, at han voksede mindst 2 centimeter.
”Det hedder en ”Nurse”, N-U-R-S-E,” stavede Kurt sig
igennem ordet.
379
”Kut” så noget forundret ud over Kurts udtale samt stavningen – og sammenholdt, fik han absolut ikke en skid ud af
det. Men stavningen havde vagt hans interesse.
”Nurse,” han udtalte ordet – på dansk, som det var blevet
stavet for ham, ”ligesom en ”nursevasker” – nu begynder jeg
at forstå det engelske bedre.”
Kurts før så ranke ryg faldt helt sammen, og hans holdning
fik endnu et knæk da ”Kut” tilføjede endnu en selvbestaltet
udlægning af hans nye engelske ordforråd. ”Eller nursevrider.”
Kurts selvbeherskelse røg sig en tur, for slet ikke at tale
om pibespidsen, der pludselig lå helt for sig selv bag hans
fortænder - helt adskilt fra resten af piben.
Men ”Kut” havde lært endnu et nyt ord – et ord han ville
bruge ved en passende lejlighed.
Da »Aurelia« nærmede sig Port Said, blev skibet mødt af en
masse små både fra land. Handelsmænd fra hele området omkring Port Said, havde søsat deres små både, pramme – ja, alt
hvad der kunne sejle, for at få del i en handel, som der altid
var ved sådan et skibs tilstedeværelse.
De små bådes tilstedeværelse langs skibssiden, lokkede
masser af passagerer til rælingen – de var alle lige nysgerrige,
for at se hvad der foregik på søen. Og det var lige netop det,
at ægypterne i de små både vidste fra mange andre skibsbesøg, så de havde hele deres varelager parat til de intetanende
passagerer bag rælingerne.
”Where? - do you come from?” råbte en ægypter nede fra
båden og kastede samtidig en line op på dækket.
”Copenhagen – Denmark,” svarede Olaf, der bestemt ikke
havde lyst til at købe noget som helst.
”Oh, jag ælske Copenhagen,” istemte ægypteren - der helt
vidste, hvilke knapper han skulle trykke på for at få en handel
sat i gang.
”Sorry mate, but I don’t have any money,” råbte Olaf ned
til båden lige under ham. ”I’m an emigrant,” forklarede han,
380
som om det ville sige alt til ægypteren om hans økonomiske
tilstand.
Man ægypteren var ikke sådan at kyse, for havde man ikke
penge at handle med, kunne han sagtens bruge naturalier – og
nylonskjorter er altid i høj kurs i Ægypten.
Ægypteren var virkelig god til ”fingresprog”, et sprog der
kan tolkes af alle nationaliteter. Han hev op i sin kjortel og
pegede op på Olafs skjorte, og med fagter fik han gjort Olaf
forståeligt, at han skulle smide sin skjorte ned til ham. Det tog
ikke Olaf mange sekunder at hive skjorten over hovedet,
hvorefter skjorten, for evigt, havde skiftet ejermand – for han
fik ikke sin skjorte igen. Ægypteren lagde et utrolig dårlig indbundet fotoalbum ned i kurven, og bad Olaf om at hive sin
handel ind. Herefter var Olaf vaccineret imod alt handel af
den vej. På den anden side, når han skulle være helt ærlig, var
skjorten heller ikke ret meget mere værd.
Erik Johansen havde sin helt egen ”opgave” overfor de
fremmede handelsmænd, da han havde i sinde, at lære dem
nogle gode danske gloser, så de bedre kunne blive forstået af
andre danskere, dermed tiden kom forbi Port Said.
”Billigt skidt – please repeat after me – biiiilliiigt skiiiidt”,
råbte Erik igen og igen ned mod handelsbåden.
Ægypteren gjorde sit yderste for at lære dansk, men hel
god var udtalen nu altså ikke.
”Biit skiiiit”, forsøgte ægypteren sig flere gange.
Erik var ved at være tilfreds med sin elev.
Men de små både foretog rigtig mange handler, mens »Aurelia« langsomt bevægede sig ind mod havnen, for endelig at
lægge til ved havnekajen.
Det var helt naturligt, at Paul Levin ikke ville i land – noget fortalte hans intelligens, at han skulle holde sig langt væk
fra ægyptere i disse tider. Den større militære aktivitet på land
var heller ikke noget, der ligefrem indbød Paul til en tur i land.
Men Kurt var gået i land for at veksle nogle penge.
381
Paul havde stået på dækket og set til, at Kurt havde spurgt
nogle lokale på kajen om et eller andet, hvorefter de ivrigt
havde forklaret ham, at han bare skulle følge med dem.
Paul følte der var noget galt. Kurt var for naiv på rigtig
mange områder, og dette var ét af dem. Paul turde ikke selv
gå i land, men fik fat i Erik Johansen og Stieg for at få reddet
Kurt ud af den kattepine, som han meget snart kunne havne i.
Stieg var ikke ret meget for at gå i land, og da det nærmest
så ud til, at de skulle løbe efter Kurt, havde han et utal af undskyldninger for at blive ombord. Men Erik gad ikke høre på
alt hans ævl, og skubbede ham nærmest ud på landgangen –
og videre ned af den.
Lige inden Kurt ville være forsvundet ind i Port Saids
mørkere bydel, fik de kontakt med ham – og derefter gik det
stærkt med at få ham tilbage på skibet. Naturligvis brokkede
Kurt sig over, at han nu ikke havde fået vekslet til de Ægyptiske Pund, så han kunne handle med de lokale i havnen, men
ingen ægyptere gad handle med deres egne penge, da de udenlandske penge havde en meget større værdi for dem – derfor
var Kurt og hans udenlandske penge en rigtig lækkerbisken
for de ægyptere, der kunne lokke ham i baghold inde i Port
Said.
For Paul, gjorde nu ikke så meget, at Kurt ikke forstod en
skid af hele redningsaktionen. Så Paul havde det helt godt
med sig selv, da han endelig så Erik og Stieg komme sikkert
tilbage med Kurt.
Som de eneste danskere havde Olaf og John meldt sig til en
tur til Cairo, en tur der var indbefattet en tur til pyramiderne
lige uden for Cairo. Turen var på to dage, og i den mellemliggende tid ville »Aurelia« så sejle igennem Suezkanalen, for
derefter, at samle emigranterne op i Suez.
Olaf havde læst en del om den store Cheopspyramide,
med Sfinxen stående lige foran pyramiden. Navnlig havde
problemet med bygningen af den store pyramide optaget ham
en del, at han var kommet frem til det resultat, at det nærmest
382
var helt umuligt at bygge pyramiden. Ingen byggefirmaer, i
hele verden, ville påtage sig at bygge et bygningsværk som
Cheopspyramiden – absolut ingen. Problemer var bare, at
bygningsværket stod der – og var oven i købet bygget for over
5.000 år siden.
Et større dansk leksikon fortalte, at Cheopspyramiden
dengang var blevet bygget indenfor en periode på 20 år. Herefter havde Olaf sat sig til at udregne, at der var blevet anvendt over 2 millioner tonstunge blokke til værket, og hvis
man gik ud fra, at der så skulle lægges omkring 20 blokke i
timen, 16 timer i døgnet – hver dag i 20 år - en fuldstændig
vanvittig tanke. Og alle disse arbejdere skulle også bearbejde
disse blokke, slæbe blokkene op på dertil indrettede slisker,
nej! – for hver gang han regnede det ud, blev etableringen af
Cheops mere og mere vanvittig. Derfor så Olaf meget frem til
et besøg i pyramiden, selv om han inderst inde var klar over,
at besøget bare ville stille endnu flere spørgsmål. På den anden side var han ikke ene i verden om, at undre sig over pyramidernes gåder.
Turen til Cairo startede med, at to store busser kørte op foran
»Aurelia« for at tage turen fra Port Said og ind til Cairo. På
hele vejen ind til Cairo var de vidner til den store militære
aktivitet, der helt aktuelt herskede i Ægypten. Ægypternes
militære udstyr så ud til, at være en hel del forældet, og de
mange interimistiske teltlejre, der skulle udgive sig for at være
regulære militære kaserner, var den rene elendighed at se på.
Hverken Olaf eller John kunne i deres vildeste fantasi forestille sig, at Ægypten skulle forberede sig til en krig mod Israel det ville deres militære udrustning slet ikke kunne stå mål
med. Men måske var de gode til at spille poker i Ægypten?
Men med en modstander som Israel, skulle de være ekstremt
gode i det spil – og det skulle man vist være araber for at tro
på.
383
Cairo var noget helt andet end de før havde oplevet. Et mylder af liv i gaderne - og bilerne kørte næsten konstant med
hornet i bund, en tuden som næsten ingen tilsyneladende hørte efter.
Inden turen til Pyramiderne, var der afset tid til et besøg
på det store museum midt i Cairo. Inden de kom til museet,
kørte de forbi, midt i Cairo, en miniature af bygningsværket af
Aswandæmningen – et nyt storslået bygningsværk udført at
ægypterne.
Det var helt uvirkeligt at gå rundt på museet blandt alle de
gamle ting, samt de balsamerede mumier museet var fyldt
med. Det var ikke bare skolelærdommen der blev ”slynget”
lige i hovedet på Olaf ved denne konfrontation af oldtidens
Ægypten, men en bog af Mika Waltari om ”Sinuhe Ægypteren”, som Jóannes i »Snorris Prent« havde ”lokket” Olaf til at
læse, blev pludselige meget levende for ham. Besøget på museet blev afsluttet alt for hurtigt, men der var en stram tidsplan, der skulle overholdes.
Inden de skulle videre til pyramiderne, blev det tid til lidt
mad. De ankom til en restaurant, som var besøgt af mange
udlændige – og til Olaf og Johns store forbavselse, ramlede de
lige ind i nogle danske FN-soldater fra Gaza. Soldaterne advarede dem om at tage kontakt med de lokale piger, da de næsten alle var fyldt med kønssygdomme. Den ene soldat påstod, at hans lem var dobbelt så stor, som den plejede at være.
Af en eller anden grund nikkede John bare til oplysningen,
uden at kommentere den yderligere.
Derefter var det afgang til pyramiderne – Olaf glædede sig,
og glæden blev ikke mindre, da han erfarede, at de skulle ride
på kameler ud til pyramiderne – trukket af lokale kameldrivere.
Kamelturen var selvfølgelig betalt ved tilmeldingen på
»Aurelia«, men det afholdte ikke kameldriveren fra at spørge
efter lidt ekstra, og da Olaf og John ikke havde til hensigt til at
give mere end de havde betalt for hele arrangementet, fik de
noget af en oplevelse, da kamelen skulle rejse sig op – en op384
levelse, der nær havde kostet dem en tur på hovedet ud over
kamelen. Da denne aktion ikke hjalp på deres gavmildhed
over for kameldriveren, kunne denne lidt flere tricks med
kamelen, men begge blev siddende fast i sadlen, så kort efter
opgav kameldriveren sin videre pengeafpresning.
Besøget ved og inde i Cheopspyramiden blev lige så spændende som Olaf havde forestillet sig. Dette kæmpe bygningsværk tårnede sig op foran dem, da de nåede hen til Sfinxen.
Det sidste stykke vej hen til pyramiden foregik til fods.
Det føltes helt uvirkeligt at være så tæt på oldtiden. En ting
var at opleve museet i Cairo, men at stå foran Cheops – lige
før de skulle ind i selve pyramiden, var bare helt utroligt. Lige
til højre, for selve indgangen til pyramiden, var der en del
skader, som engang var blevet påført pyramiden af røverbander, der for mange år siden forsøgte – helt uden held, at finde
indgangen til pyramidens kamre og eventuelle skatte. De store
stenblokke, som Cheops var bygget af, så endnu større ud end
Olaf havde forestillet sig, og hans tro på, at man kunne bygge
disse kæmper for 5000 år siden, blev slet ikke bestyrket tværtimod. Men problemet var der stadig, for pyramiderne
stod der som beviset på bygningsværket.
Inde i den snævre indgang, var der bygget en sti i træ, der
førte op til ”Kongekammeret”. Stien var sikkert blevet til for,
at det skulle være nemmere for turister at komme helt op til
kammeret, men højden inde i Cheops var næsten mindre end
lille, så de skulle bevæge sig temmelig krumbøjet det meste af
vejen op til Kongekammeret.
Inde i Kongekammeret stod der en stenkiste – med et lille
rundt hul foroven i kisten. Der kom luft ind til kammeret via
kanaler igennem bygningsblokkene. Disse kanaler var blevet
til under bygningen af Pyramiden, så intet af det de stod overfor, lige med undtagelse af stien af træ op til kammeret, var af
nyere dato.
De var begge fulde af betagelse af bygningsværket, da de
igen befandt sig uden for pyramiden. Derefter tog de Sfinxen
i nærmere øjesyn. Det var tydeligt, at den gamle figur havde
385
taget meget skade af alle de sandstorme, der havde måttet
hærge i området. Ørkenen omkring Cairo blev større og større for hvert år, selv om byen Cairo næsten voksede i samme
takt.
Da de kom tilbage til Cairo, var der lige lidt tid til at handle
lidt ind i de mange basarer, som fandtes overalt i byen. Det
der mest var handel i, var smykker af guld, eller af noget der
lignede guld. Hvis de dristede sig til at spørge om kvaliteten,
var der slet ingen ende på, hvor heldige de var for lige at
handle hér – så det var yderst lidt de fik handlet i Cairo.
Sidst på aftenen, blev hele selskabet af emigranter ”inviteret” op på en natklub i det indre Cairo. Africano Bar stod der
uden for - bøjet i neon.
Baren var indrettet i to etager, hvor man på første salen
kunne følge med i hvad og hvem, der var i underetagen.
Rundt om i det store lokale var der indrettet små hyggehjørner med forhæng. Inde bag disse forhæng foregik der sikkert
ting og sager med stedets kvindelige personel.
Selv om John havde fået konstateret en kønssygdom, havde han ikke i den forbindelse helt glemt sin humor, idet han
mindede Olaf om vittigheden om luderen, der reklamerede på
et stort skilt uden for sin ”forretning” med ordene, ”Her fås
fra Herodes til Pilatus.”
”Derinde,” sagde John sagte, og pegede i retningen af de
små ”hyggerum” med forhæng, ”derinde roder de garanteret
også med pilatus.”
Men hele lokalet osede af politi og efterretningsfolk i alle
afskygninger, og endnu engang, blev de mindet om den
spændte krudttønde, som Mellemøsten nu engang er, og situationen for øjeblikket var ekstremt spændt. Emigranterne
blev hurtigt enige om, at hvis de alle skulle med »Aurelia« den
næste dag, var det nok bedst, at de kunne holde så lav en profil som overhovedet muligt.
Det havde været meget varmt i Cairo den dag, og da de tog af
sted med bussen fra Port Said, havde Olaf taget sin færøtrøje
386
med – man kunne jo aldrig vide, hvad man kom ud for. Det
var der mange i bussen der grinede af. Om natten i Cairo var
der ingen der grinede mere af det tiltag.
Ingen havde fortalt dem, at de skulle ”overnatte” i et lokale uden varme – og uden nogen form for senge, eller bare
noget der lignede et liggeunderlag. De skulle bare opholde sig
i lokalet indtil den næste dags morgen, derefter ville de blive
fragtet i busser til byen Suez, hvor »Aurelia« ventede på dem.
Natten blev meget lang – og kold, for lige så varmt det kan
være om dagen i april måned i Cairo, kan det blive lige så
koldt om natten. Bjergene i Afrika bliver på denne årstid varmet kraftigt op om dagen, og når så temperaturen når langt
ned under frysepunktet om natten, kan man høre bjergene
frostspringe under disse store temperatursvingninger.
Lige så slemt var det trods alt ikke i lokalet med emigranterne, men der blev i nattens løb, stirret mange stjålne blikke
på Olafs færøske trøje.
Da busserne endelig ankom om morgenen, kunne emigranterne, på trods af de stive lemmer, næsten ikke gå hurtigt
nok for at komme ind i de opvarmede busser.
Turen ned til byen Suez, igennem ørkenen, blev et utroligt
syn. At opleve skibe ”sejle lige ude midt i ørkenen”, blev noget af det meste paradokse på hele turen. Naturligvis var det
Suezkanalen, der løb lige midt i ørkenen, men at se skibe sejle
”lige midt i sandet”, kunne få selv den mest søvnige emigrant
til at holde sig vågen.
I havnebyen Suez, ventede der en større motorbåd på
dem. Båden skulle sejle dem alle ud til »Aurelia«, der lå og
ventede forankret et stykke ude i Suezbugten, da skibet ikke
kunne lægge til kaj i havnen.
Lejderen fra »Aurelia« blev hejst ned langs skibssiden, så
passagererne kunne træde lige ud fra båden og over på lejderen, for derefter at tage trappetrinene lige op til indgangen på
skibssiden. Langt de fleste fra danskerkolonien hængte ud
over skibssiden, for at følge denne aktion.
387
Sønderjyderne og ”Kut” stod samlet meget tæt på lejderen,
så da ”Kut” så John og Olaf nede i motorbåden, kunne han
slet ikke dy sig for at råbe, ”ville pigerne ri’e inde i Cairo, eller
kunne du støve endnu en ny ”nursevasker” op derinde?”
”Hej ”Kut,” råbte John tilbage, samtidig med, at han vinkede i retning af de mange tilskuere på skibsdækket.
”Kut??” Den kvindelige halvdel af det sønderjyske ægtepar
troede slet ikke sine ører. ”Man kan da ikke hedde dét!” sagde
hun nærmest hviskende til sin mand.
”Jo,” svarede manden lidt højere, ”når man ikke taler om
andet, får man hurtigt sådan et navn.”
”Og så går det noget hurtigere når man er fra Århus,”
supplerede ”Kut”, der ikke kunne undgå at høre samtalen.
”Kut” var bedøvende ligeglad med sit tilnavn.
Kort efter at alle passagerer igen var samlet på »Aurelia«,
lettede skibet anker og stak kursen næsten direkte sydpå – ned
gennem Suezbugten og videre ud i Det Røde Hav. Efter frokosten kom ”skibsavisen” med de sidste nyheder. Borgerkrigen i Aden var ude af kontrol, så skibet fortsatte sin sejlads
direkte til Fremantle i Vestaustralien, som derfor blev deres
næste stop. Passagererne kunne nu se frem til en meget lang
tur på havet, inden de igen ville se land.
Vejret viste sig helt fra den pæne side, så tiden blev fordrevet
med solbadning, masser af drinks, skibets swimmingpool og
pokerspil i salonerne. Også kahytterne blev anvendt til sammenkomster, da et par kartoner øl på gulvet, imellem køjerne,
hurtigt kunne få nogle timer til at gå i et muntert selskab. Alle
kendte nu alle på skibet, så ligegyldigt hvor man gik og stod,
havde man noget at være fælles om – ”alle var i samme båd”.
Efter en længere sejlads gennem det Arabiske Hav, lå det
store Indiske Ocean lige foran dem – den direkte vej til Australien. Ved indgangen til Det Indiske Ocean, nåede de
Ækvator den 6. april – og nu blev der lagt op til et større
show omkring Aurelias swimmingpool. Passagerer, der aldrig
havde krydset Ækvator før, skulle døbes af Kong Neptun –
388
der i den anledning døbte dem efter et af havets mange dyrearter. Hele seancen blev foreviget i et dåbsbrev underskrevet
af skibets kaptajn – og selvfølgelig også af Kong Neptun, i
egen høje person.
Den næste uge på havet blev som ugen før, ingen landkendinger, men bare et enormt stort hav. Det positive var, at
vejret hele tiden viste sig fra sin gode side.
De mange dage på havet tærede også på skibets brændstofbeholdning og andre øvrige reserver, hvilket bevirkede, at
skibet efterhånden lå meget højt i søen. Dette indebar, med
Det Indiske Oceans meget store dønninger, at »Aurelia« rullede mere og mere for hver dag der gik, hvorefter man blev
nødt til at tømme skibets swimmingpool, da vandet ellers
oversvømmede hele soldækket. På grund af faren for, at der
skulle falde nogen ned i den tomme swimmingpool, var der
lagt et kraftigt net hen over poolen.
Paul, ”Kut”, Kurt, Olaf og John var samlet ved den lukkede
swimmingpool om aftenen den 12. april. Dagen havde ikke
budt på andet end dagene før – en del drinks i baren, og et
par kartoner øl i kahytten til deling.
Det var meget lidt, de havde set til Erik Johansen på turen
– udover når de skulle til køjs. Erik og Johns misforståede
forhold til hinanden, holdt Erik i en sikker afstand fra John.
Men på den anden side, var der også mange andre på skibet,
han kunne dele tiden med.
”Hvem kan løbe hen over nettet på poolen?” spurgte John
som en udfordring til de øvrige.
”Kut” skulle sgu ikke nyde noget, som han selv udtrykte
det, og Paul var ikke lige typen, der lod sig lokke på en sådan
galej.
”Du er sgu da ikke rigtig klog – keder du dig!” var Pauls
bemærkninger om Johns forslag for udfordringen.
Men det var helt alvorligt Johns mening, at løbe hen over
poolens beskyttende net, for pludselig satte John af i et hæsblæsende tempo, og forsatte ud over poolens netmasker.
389
”Det går så let hen over bølgen den blå,” lød det nede fra
bunden af poolen.
På dette tidspunkt trådte John lige ned imellem maskerne i
nettet, for derefter at indkassere den smertende fornemmelse,
som opnås ved at et tovværk rammer mandens ømmeste
punkt, med hele sin vægt som ballast.
”Av for helvede,” jamrede John sig højlydt, mens de andre
så ned i poolen for at se efter, hvem der gemte sig nede på
bunden.
”Og storken knepper i enge,” messede stemmen videre
nede i poolen.
”Hvad i helvede laver du dernede?” spurgte Olaf, da han
fik øje på Erik, der sad direkte på bunden af den tomme
swimmingpool.
”Fejrer min 22 års fødselsdag,” svarede han som den selvfølgeligste ting af verden, samtidig med at han svingede en hel
flaske champagne over sit hoved, hvorefter han ufortrødent
fortsatte sin afbrudte digtning, ”hvor er din dragt dog trist og
grå, fuldstændig blottet for farver – øhhh, gråspurve hannen
på hunnen så, alt imens den åd tre lækre larver.”
Erik stoppede brat sin videre digterkunst, da han fik øje på
den dinglende og forpinte John midt ude på nettet - et stykke
hen over hans hoved. ”Hvad fanden laver John ude på nettet?” spurgte den noget forundrede Erik, der overhovedet
ikke havde lagt mærke til Johns mærkelige stunt kort forinden.
”Spiller klovn,” svarede ”Kut”, helt i overensstemmelse
med sandheden.
Paul var gået om på den anden side af poolen, for at hjælpe John op af sin kattepine på nettet. Det tog noget tid, inden
John atter havde fast grund under fødderne. Hans øjne og
forpinte sammenkrumning fortalte, at der havde været ”noget” i klemme under faldet.
Olaf fandt stedet, hvor Erik var kravlet ned under nettet,
så kort efter sad han ved siden af sin kahytskammerat for at
ønske ham tillykke med dagen.
390
”Kut” og Paul hjalp John tilbage til kahytten, da han havde
mere end svært ved at gå selv.
”Vi er ligesom de gamle vikinger,” forklarede Erik meget
højtideligt, mens han rakte Olaf et plasticbæger, ”vi sejler stadig ud over bølgen den blå.”
”Mens storken nipper i enge?” supplerede Olaf en lille
ændring af Eriks digtning - mens Erik skænkede champagne
op i hans plasticbæger.
Erik stoppede et kort øjeblik med at hælde op i bægeret,
og så lidt overrasket op på Olaf, ”du skal nok lære det engang
– men det vil fandeme tage laaaang tid,” konstaterede han
bare. ”Hvorfor tager du egentlig til Australien?” fortsatte han
henvendt til Olaf, og satte samtidig champagnen ned på
swimmingpoolens bund.
”Vi nordboere er vel egentlig bare vikinger, der altid må ud
og se, hvad der er på den anden side af vandet, så jeg tog lige
en tur over Færøerne først – derfor.”
”Så er vi vel egentlig en slags vikingebrødre – for i øjeblikket er vi sammen på vej over på den anden side af vandet,”
konstaterede Erik, mens han hævede bægeret til hilsen.
”Færøerne? – fortæl mig om dem,” fortsatte Erik, efter
han atter havde fået plasticbægeret fra munden.
Olaf så skiftevis på Erik og den halvtomme champagneflaske, ”det kræver vist en flaske til, hvis jeg ikke skal blive for
alt for tør i halsen.”
Erik havde hurtigt rejst sig op og var allerede på vej op ad
poolens stige. På den anden side – han havde jo også fødselsdag, og foran dem ventede der dem en helt anden tilværelse,
og ikke mindst, Erik havde fundet sig en ny mate.
*
391
392