3-fløjet kursusfolder - Soroptimist International Danmark

3-fløjet kursusfolder - Soroptimist International Danmark

Resúme
The project scrutinizes the translations taking place in Toledo and Sicily during the
12th century. It investigates the attitudes towards knowledge as seen from the perspective of Islam as well as Christianity. It goes into the life and work of Roger Bacon and Hermann of Carinthia, investigating the importance of their work, Hermann
being a translator and Roger Bacon works with the translations a hundred years later.
His work is also used to illuminate the Christian relationship with the newly translated texts. In the end, the project tries to illuminate a period that has had great importance for the future development of Europe, and yet seems poorly understood.
1
Indhold
Indledning ...................................................................................................................... 4
Problemformulering: ..................................................................................................... 5
Metode ........................................................................................................................... 6
Præsentation af anvendte forfattere: .............................................................................. 8
Middelalderen – et kort overblik ................................................................................. 14
Tidlig middelalder .................................................................................................... 15
Højmiddelalder......................................................................................................... 15
Senmiddelalder......................................................................................................... 16
Islam og viden ............................................................................................................. 18
Religiøs viden .......................................................................................................... 20
Sekulær viden ........................................................................................................... 21
Diskussion af vidensforhold .................................................................................... 22
Kristendommen og viden ............................................................................................ 25
Kristendommen imod viden? ................................................................................... 26
Sicilien og Syditalien: ................................................................................................. 28
Sicilien og normannerne .......................................................................................... 29
Den medicinske skole i Salerno ............................................................................... 32
Interessen for medicin, naturfilosofi og videnskab i Syditalien. ............................. 33
Klostret Monte Cassino............................................................................................ 35
Forholdet mellem klostre og normannerne .............................................................. 36
The book of Roger ................................................................................................... 37
Spanien: Toledo og oversættelserne ............................................................................ 39
2
Hermann af Carinthia .................................................................................................. 47
De Essentiies ............................................................................................................ 51
Franciskanerordenen – et overblik .............................................................................. 53
Det franciskanske natursyn ...................................................................................... 59
Roger Bacon ................................................................................................................ 60
Diskussion ................................................................................................................... 67
Konklusion .................................................................................................................. 70
Litteratur liste .............................................................................................................. 71
Hjemmesider................................................................................................................ 73
3
Indledning
Dette projekt er blevet til på baggrund af en interesse i vidensudveksling mellem kristendommen og Islam i middelalderen. Projektet omhandler således perioden fra 111300-tallet i den europæiske middelalder, hvor der forgik en massiv oversættelse af
tekster fra arabisk til latin. Dette omfattede en lang række emner, heriblandt naturvidenskab, astronomi, alkymi, matematik, fysik og filosofi. Hvad der er interessant ved
perioden er for det første, at det katolske Europa og det islamiske Mellemøsten ikke
som helhed var på god fod med hinanden. Korstogene startede kort før dette og fortsatte gennem hele perioden.
Hertil kommer myten om den mørke middelalder, eller den tidlige middelalder, og
dette er blandt andet noget vi kigger på, for at opklare hvad der gik forud for højmiddelalderen. Derudover ser vi på Islams position på daværende tidspunkt, og begge
religioners forhold til viden og accept af den sekulære viden. Dette gøres for at give
et bedre overblik over perioden, og vi kigger specifikt på Toledo og Sicilien – to områder der begge blev berømte for deres oversættelsesinstitutioner. Vi ser også på
Hermann af Carinthia såvel som Roger Bacon, for at bringe en af de store oversættere
frem i lyset, samt en af dem der senere benytter sig af de nye tanker. Desuden har vi
undersøgt hvad deres arbejde bestod i, og hvilken indflydelse det havde. Alt i alt forsøger vi at overskue perioden, undersøge hvad der gør den speciel, og diskutere
blandt andet følgerne for den katolske kirke bagefter.
4
Problemformulering:
- Hvilken betydning havde oversættelser fra blandt andet Toledo og Sicilien på sin
samtid?
o Under hvilke forhold opstod oversættelsesmulighederne?
o Hvad var Islam og Katolicismens forhold til den sekulære viden, der blev
udvekslet?
5
Metode
Vi ønskede at anskueliggøre den tilegnelse, oversættelse og brug af viden fra den islamiske verden til det kristne Europa i perioden 1100 – 1300. I særlig grad det positive forhold, der fandtes mellem Islam og Kristendommen efter Alfonso VI erobring af
Toledo og Roger IIs kongerige på Sicilien og i Syditalien. For at kunne undersøge
denne udveksling har det været nødvendigt først at forstå de videnskabelige og filosofiske tekster der forekommer i den islamiske verden, samt de akademiske traditioner
der findes generelt i de islamiske videnscentre. For at kunne gøre dette, har vi udvalgt
litteratur, både gammelt og nyt, for at kunne stille dem op overfor hinanden, se på
ligheder og uligheder og komme med vores eget bud på, hvordan det har set ud. Vi er
gået direkte til kilderne og har gennem disse fundet frem til to personer, som har haft
indflydelse på denne periode – Hermann af Carinthia og Roger Bacon.
Hermann af Carinthia har vi valgt, da han var en af de oversættere, der var meget
produktiv i perioden og oversatte flere vigtige værker i samtiden, deriblandt den første oversættelse af koranen. Derudover var han også en af dem der byggede videre på
den viden man opnåede gennem oversættelsesvirksomheden, og endte selv med at
forfatte flere værker, medregnet vor primære kilde, De Essentiis.
Roger Bacon er blevet valgt grundet hans arbejde med videnskabelige emner. Tankerne omkring disse emner trækker på den vidensarv der forekom gennem oversættelsesvirksomheden. Han er især inspireret af Aristoteles, Albumasar og Ptolemy.
Disse bliver først tilgængelige i det kristne Europa, som følge af oversættelsesarbejdet i blandt andet Toledo, samt tekster af Avicenna som både var en vigtig oversætter, men også selv ligesom Hermann af Carinthia videreudviklede og forfattede egne
tekster.
Når vi har læst disse kilder, har vi gjort komparativ kildebaseret læsning, for dermed at kunne give et bud på, hvordan verden har set ud dengang.
6
Det fører os til næste skridt i vores metode. Når vi tolker de sekundære tekster, er
det historiografisk læsning, men ud fra de kilder vi har, har vi forsøgt at rekonstruere
den tids opfattelse og mentalitet ved at danne os et førstehåndskendskab til det. Vi har
læst hvad Hermann har skrevet om det, og bruger dermed kilderne som en direkte
forbindelse til, hvordan man opfattede den oversættelsesvirksomhed og viden man
erhvervede.
Vi bruger den primære kilde til at forholde os til den sekundære og ud fra disse
elementer, kan vi føre en diskussion.
Overordnet kan vores metode ses som værende hermeneutisk, da tolkningen er det
væsentlige i opgaven. Vi har taget fat i hvad der er skrevet om emnet, vi har taget fat
i de primære kilder og ud fra det, har vi lavet en tolkning på hvordan det så ud. Som
en afsluttende kommentar må det bemærkes, at Roger Bacon’s brev vedrørende alkymi, er en vigtig primær kilde, der kunne forbedre dele af vores projekt. Grundet
tidspres har dette dog ikke være muligt.
7
Præsentation af anvendte forfattere:
Aksel Haaning
Aksel Haaning er lektor i filosofi, idehistorie og religion på RUC, og beskæftiger sig
blandt andet med middelalderens filosofi (Web 1). Han færdiggjorde sin PhD i videnskabsstudier i 2000, efter at være blevet færdig med sin mag.art. i middelalderens latin i 1992, og har udgivet adskillige bøger omkring både religion og middelalder
(Web 2). Vi bruger primært hans bøger Naturens Lys og Middelalderens Naturfilosofi
til at undersøge de vigtige personer, som vi beskæftiger os med i projektet, da Haaning forsker dybt i kilderne og giver os en sammenhæng mellem dem og deres samtid. Dermed får vi et bredere indblik i hvordan Roger Bacon benyttede sig at de oversættelser der var blevet lavet gennem middelalderen og hvad det betød for fremtiden.
Charles Burnett
Charles Burnett er uddannet på Cambridge, hvor han har både sin MA og PhD fra, og
er nu professor på Warburg-instituttet på London University og har været det siden
1999. Hans primære arbejde har koncentreret sig om den overførsel der har været af
den arabiske filosofi og videnskab til det vestlige Europa og han var således en oplagt
middelalderhistoriker at tage fat i til vores arbejde. Han har oversat tekster fra latin,
og derudover beskrevet den kulturelle samt historiske kontekst de er blevet skrevet i
(Web 3). Han er fortaler for, at man skal være tresproget og således kunne læse og
skrive både sit modersmål, latin og arabisk for at beskæftige sig med dette felt, der
følger en filologisk tradition med de primære kilder i centrum. Vi har valgt at benytte
hans tekst Scientific Speculations, som er at finde i A History of Twelfth-Century Western Philosophy. Vi brugte hans oversættelse, særligt forordet, af Di Essentiis til undersøgelsen af Hermann.
8
Brian Patrick McGuire
Brian McGuire har en doktorgrad i filosofi og er forsker, samt underviser, ansat på
RUC med speciale i den europæiske middelalder fra år 500 – 1500. Han blev færdiguddannet på Balliol College i Oxford i 1971, hvor han var elev af R. W. Southern og
begyndte dernæst at forske på Københavns Universitet, hvorefter han flyttede til
RUC for at arbejde med tro- og forestillingsverden. (Web 4) Han har således indblik i
en række forskellige traditioner, som han har arbejdet med, men beskæftiger sig primært med den historiske tradition, for at kunne underbygge hvordan tiden op til og
med middelalderen reelt har set ud. Vi har derfor valgt at benytte hans værk Den Levende Middelalder: Fortællinger om Dansk og Europæisk Identitet, for at få et godt
indblik i middelalderen og særligt den religiøse del. McGuires forskningsarbejde går
primært ud på at undersøge enkeltpersoner og skrive biografier om disse, men det
værk, som vi benytter, giver et bredt indblik i middelalderen, og bliver også benyttet
til undervisning på blandt andet RUC.
Donald Matthew
Donald Matthew var tidligere professor i historie på University of Reading i Storbritannien, og har gennem sin forskning fundet frem til hvordan forholdene så ud på Sicilien i middelalderen under Normannerriget. Vi bruger primært to kapitler fra hans
bog, The Norman Kingdom of Sicily til at belyse de positive sider ved samarbejdet
mellem de forskellige religioner og for at se på hvordan udvekslingen mellem Europa
og Mellemøsten foregik. Det har ikke været let at finde informationer om Matthew,
men ud fra de oplysninger vi har, kan vi se at han følger en historisk tradition, hvor
årstal, personer og steder vægtes højt – ligeledes har han selv været på Sicilien og set
bygningerne, arbejdet med lokale forskere og har således ikke undersøgt det hele bag
et skrivebord. Vi benytter primært hans arbejde til at understøtte vores syn på hvor-
9
dan det var muligt at skabe et samfund, hvor læringen stod højt og konflikterne var
små.
Richard William Southern
R. W. Southern udgav i 1953 The Making of the Middle Ages – en nytolkning af Europa i tiden mellem 950 og 1250 (Web 5). Han tilbragte det meste af sit liv i Oxford,
hvor han både blev uddannet og underviste i middelalderhistorie og han fulgte den
klassiske britiske tradition, da han forskede i middelalderhistorie. Ud over hans første
værk, udgav han også en række andre værker, der så bredt på den middelalderlige
sammenhæng. Den bog vi benytter os af er Western Views of Islam in the Middle
Ages, som omhandler det vestlige syn – både på godt og ondt – der er at finde i den
middelalderlige tankegang i Europa. Southern har generelt haft stor indflydelse på
andre historikere rundt omkring i verden, særligt den vestlige del af verden, hvor historikere primært fra Storbritannien og Nordamerika er blevet inspireret af ham.
George Saliba
George Saliba er professor på Columbia University og har været det siden 1978, hvor
han forsker og underviser i Arabisk og Islamisk videnskab, samt studier af Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Efter han færdiggjorde matematik, tog han sin MA på det
amerikanske universitet i Beirut, og dernæst både en MA og en PhD på University of
California. Saliba studerer udviklingen af videnskabelige idéer fra antikken og frem
til moderne tid. Han har et særligt fokus på de astronomiske og matematiske idéer,
der er udviklet inden for den islamiske civilisation, og hvordan disse har påvirket den
europæiske civilisation (Web 6). Vi bruger George Saliba for at se på hvordan indstillingen til videnskabelig fremgang under Islams fødsel og i det senere århundrede var.
10
Paul L. Heck
Paul L. Heck er grundlægger af ’The Center for the Study of Religion Across Civilizations’ og desuden tilknyttet professor af Islamiske studier på University of Georgetown i afdelingen for teologi. Han fik sin PhD på University of Chicago. Hecks primære forskningsområde er historien bag skepticismen i Islam, mysticisme og spiritualitetens rolle i muslimske samfund, synet på martyrdom i tre monoteistiske traditioner, religiøs humanisme samt politiske teologiske spørgsmål. Hans generelle arbejde
går ud på at skærpe vores indsigt i viden omkring fænomenet religion og dens rolle i
både videnskabelige kredse samt i samfundet (Web 7). Vi har valgt at bruge denne
forsker, for at finde ud af hvordan den mundtlige tradition på den Arabiske Halvø
påvirker indstillingen til viden og lærdom og ikke mindst for at give os indsigt i
hvordan Islam reelt skal opfattes som religion.
Phillippe Provencal
Philippe Provençal, cand. mag. i semitisk filologi fra Århus Universitet og ph.d. i
arabisk videnskabshistorie fra Københavns Universitet. Ansat som videnskabelig
medarbejder på Naturhistorisk Museum i Århus og som ekstern lektor i klassisk arabisk på Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier på Syddansk Universitet.
Han har flere publikationer om Den Arabiske Rejse, og har senest skrevet bogen
Arabisk Medicin fra Aarhus Universitetsforlag 2007. (Web 8)
I dette projekt har vi særligt fokuseret på hans essay Modsætningernes Tid - Det
Kristne Vesteuropa og den Islamiske Verden i det 12. Århundrede, i værket Middelalderens Verdensbillede, i hvilket han gør rede for det kristne Europas møde med den
arabiske videnskab, gennem historiske nedslag. Derudover har vi benyttet hans artikel om De Arabiske Videnskaber med Lægevidenskab som Eksempel. I denne artikel
redegør han for hvorledes arabisk videnskab og videnskabshistorie har tilegnet sig og
videreudviklet videnskabelige emner fra græske, persiske og indiske kilder. Hans semitiske filologiske overblik er til hjælp både til forståelsen af spørgsmålene vedrø11
rende oversættelser, samt de forhindringer der forekommer når man i arbejdet med
tekster rykker sig fra et sprog til et andet.
Derudover forekommer der i teksten også oplysninger om hvem der i den islamiske videnskabshistorie har domineret det medicinske vidensfelt, samt hvem der bringer islamisk videnskab rundt til områder som Toledo.
Stephen O´Shea
Er historiker, journalist og oversætter. Stephen O´Shea har en Bachelor of Arts fra
universiteterne Queen’s University, Kingston, Ontario og Université Laval, Quebec
City, Québec samt senere fået en Diplôme d’Etudes Approfondies på det franske universitet Université de Paris I. Den tværsproglige evne forekommer både i hans arbejde som freelance-journalist i Frankrig og i hans arbejde med historiske emner om
Frankrig og middelhavsområdet.
Stephen O´Shea har skrevet flere bøger om forskellige emner blandt andet første
verdenskrig, om inkvisitionen og katarerne og med værket Sea of Faith også om forholdet mellem middelalderens kultur møde mellem kristendommen og Islam. Værket
indeholder beskrivelser af kulturmøde både i form af krig, vidensudveksling osv.
Kulturmøderne er i værket centreret omkring middelhavsområdet. I dette projekt benyttes afsnittet om Palermo og Toledo. Afsnittet byder blandt andet på mere deltaljeret beskrivelse af det normanniske hofs, og i særdeleshed Roger IIs interesse for de
videnskabelige fremskridt gjort af islamiske lærde.
Derudover forekommer oplysninger omkring forholdene i Toledo og arbejdet med
oversættelse, og det kan føres sammen med viden om den islamiske arv beskrevet af
Phillipe Provençal.
12
Charles Homer Haskins
Charles Homer Haskins var pioneren indenfor den moderne middelalderforskning.
Han var intelligent og mestrede allerede i en ung alder flydende græsk og latin. Som
20 årig fik han en Ph.D i amerikansk historie ved Johns Hopkins University. Efterfølgende underviste han på University of Wisconsin frem til 1902. I 1902 blev han udpeget som professor i historie og dekan ved Harvard University. Samme år ændrede
han umiddelbart sit forskningsområde til middelalderhistorie og rejste til Frankrig for
at studere der. Efter ti år vendte han i 1912 tilbage til USA og underviste på Harvard
frem til 1931.
Hans sprogkundskaber i både latin og græsk gav en stor fordel ved forskning i dette emne. Ligeledes som flere af de andre forfattere, der bliver benyttet i dette projekt,
er han også fortaler for at man bliver nødt til at besidde sprogkundskaber indenfor
flere af de sprog som de originale kilder benytter, hvilket vil sige græsk, latin, arabisk
osv.
Hvorfor Haskins’ middelalderhistoriske forskning var pionerarbejde indenfor historie forskning er grundet den nye vinkel på middelalderen. Charles Homer Haskins
fokuserede især på samfund der i middelalderen er progressive og tilegner sig ny viden, såsom normannerne i England, Frankrig, Italien og Sicilien. Derudover falder
hans interesse også på vidensudvekslingen i blandt andet Toledo og universiteternes
dannelse i Norditalien. Haskins generelle fokus er på middelalderens institutioner i de
overnævnte områder, samt de påvirkninger disse får på samfundet. Ved dette projekt
er Charles Homer Haskins’ værk Studies in the History of Mediaeval Science blevet
benyttet til at indhente information omkring blandt andet Toledo og Herman af Carinthia, samt oplysning om den generelle oversættelsesvirksomhed.
13
Middelalderen – et kort overblik
Hvis man slår middelalder op i Gads Historie Leksikon bliver det hurtigt tydeligt, at
der er en del debat omkring hvad der hører hjemme under denne betegnelse. Afslutningen skete omkring år 1500, hvor en række begivenheder indtraf såsom Konstantinopels fald i 1453, bogtrykkerkunsten blev opfundet, renæssance-humanismen, Amerikas opdagelse i år 1492 og reformationen (Ulff-Møller 2001: 420). Det var også
humanisterne der gav perioden imellem antikken og renæssancen navnet middelalderen. Dette er et relativt ufortjent navn, da det henviser til, at det blot var en periode
som skulle overstås for igen at komme videre fra antikken. Derimod vil der i projektet være et mere positivt syn på denne alder, et som historikere som Haskins og senere Southern var med til at skabe.
Det er svært at definere starten på middelalderen. Det går fra 200-tallet hvor Romerriget var i krise, til Karl den Stores kroning i år 800. Gads Historie Leksikon
fremhæver at især ældre forskning betoner ”(…) de germanske folkevandringer i 400tallet som en katastrofe, der ødelagde den antikke verden, fx udtrykt ved afsættelsen
af den sidste vestromerske kejser 476.” (Ulff-Møller 2001: 420). Også de arabiske
erobringer i 6-700 tallet blev givet skylden for den antikke middelhavskultur på
grund af dette gik til grunde.
Hvornår grænsen sættes er ikke vigtigt – det vigtige er at middelalderen er et brud
med antikken og med den antikke verden.
Selve middelalderen bliver delt op i en tidlig middelalder som varede til ca. år
1000, højmiddelalderen der gik til 1300 og senmiddelalderen som sluttede middelalderen af i ca. 1500. Dog sætter Bryan McGuire skiftet til halvtreds år tidligere – omkring år 1250.
14
Tidlig middelalder
Uanset hvornår præcist vi mener denne periode startede, så er det vigtige her, er at
Europa gik fra at være et bysamfund under romerriget til at være et primitivt landbrugssamfund. Det eneste der blev bevaret var kirken og den prøvede at udfylde
magttomrummet som faldet af Romerriget skabte. Europa bestod i starten også mest
af utilgængelige skove, heder og sumpområder, så selvom klimaet var velegnet til
landbrug, var det kun en lille del af Europa som havde frugtbar jord. (Knudsen 2011:
10)
Europa var kun samlet i et kristent latinsk fællesskab i begyndelsen, men i år 800
blev Karl den Store kronet til romersk kejser af paven. Dette skabte en vis stabilitet i
Europa, der ellers havde været meget ustabil. Efter Karls død blev Europa dog splittet
op igen, da hans sønner ikke kunne holde på magten. Den forbigående stabilitet forsvandt derved og kampe om hvem der havde magten brød ud igen. (Ulff-Møller
2001: 326)
Højmiddelalder
Her kom der større stabilitet i samfundet hvor de nye kongeriger begyndte at skabe
fred internt (forelæsning ved McGuire, d. 12 oktober). Ny udvikling af landbrugsteknologien betød, at der kom en kraftig udvidelse af landbrugsarealerne. Dette betød at
den førhen ubrugte jord nu kunne dyrkes og blev brugt til at brødføde flere mennesker. Europa gik fra at have et befolkningstal på 40 mil til at have mere end 70 mil i
slutningen af højmiddelalderen. (Knudsen 2011: 11)
Det højere befolkningstal og den øgede fødevareproduktion førte mere velstand
med sig. Nu var der mad nok til at folk kunne leve i byerne med andre erhverv, såsom
håndværk og handel, hvilket førte til voksende byer. Også det at den ledende klasse i
stigende grad begyndte at efterspørge luksusprodukter øgede efterspørgslen på håndværksvare, hvilket gjorde at byboerne fik endnu mere at leve af. Det førte også til en
15
udvikling af handelsvejene og derved også et mere integreret marked og byer der
havde mulighed for at vokse endnu mere. (Knudsen 2011: 12)
Dette gjorde at i store byer, først i Tyskland, opstod de første klosterskoler hvilket
var af stor betydning for den Europæiske kultur. Tyskland mistede dog sin føring på
grund af en konflikt mellem pave Gregory og den Tysk-Romerske kejser Henry 4.
om hvem der havde retten til at udnævne biskopper, hvorefter Tyskland blev isoleret
fra kristendommen og Frankrig tog nu denne placering. Dette var en vigtig kamp,
fordi pavens sejr betød at han kunne skille kirkens magt fra kongernes ved selv at have fuld kontrol med biskopvalget. Opgøret var den vigtigste del i en reformation af
kirken, det forsøgte at løsrive sig fra det verdslige samfund. (forelæsning ved McGuire, d. 12 oktober)
Omkring år 1200 opstod også de første universiteter i de største byer især fra katedralskolerne. Katedralskolerne og især universiteterne gjorde at der var mulighed for
nye frie tanker, som førte til en større velstand af den europæiske kultur. Det var også
denne udvikling i lærdommen, der førte til en interesse for det antikke. (Knudsen
2011: 12)
Det var også i højmiddelalderen at korstogene så dagens lys, da pave Urban i 1095
kom med sin opfordring, hvilket førte til en 200 år lang periode med kampe om det
hellige land.
Senmiddelalder
Argumentet for at sige det er i år 1250, som McGuire gør, er at der sker en klimaændring, nemlig det vi kalder den lille istid. Dette gjorde at der ikke længere var gode
forudsætninger for landbruget, hvilket førte til store problemer i en befolkning, der
næsten var dobbelt så stor, som den var 250 år forinden. Dette førte til hungersnød,
krig og oven i det kom ”den sorte død” i 1348 for første gang til Europa. (forelæsning
ved McGuire, d. 9 november)
16
Også på det tankemæssige område skete der en udvikling til en mere lukket kultur.
I 1277 fordømte biskopper i England og Frankrig dele af skolastisk teologi, hvilket
førte til en akademisk splittelse og nærmest krig mellem grupperne. Også universiteterne blev der stillet spørgsmål til, og der var kritik af dets uortodokse metoder. Derudover stoppede det reformarbejde, der i kirken, var begyndt i højmiddelalderen og i
stedet kom der en frygt for vantro ind i stedet for. (forelæsning ved McGuire, d. 9
november)
Af disse perioder vil projektet især beskæftige sig med højmiddelalderen, som også
kaldes for den middelalderlige renæssance, hvor antikken især er af interesse. Det var
nemlig igennem oversættelse af arabiske tekster man fandt de gamle tekster, som ellers var gået tabt ved Romerrigets fald og i den tidlige middelalder. De blev så oversat til latin især i Spanien og Italien og derefter spredt ud over hele Europa.
Den islamiske verden var med andre ord nærmest en guldgrube for Europa når det
kom til viden. Følgende afsnit vil gå mere i dybden med både den islamiske og den
kristne verdens forhold til viden. Derefter følger en beskrivelse af den oversættervirksomhed der fandt sted på Sicilien og i Syditalien, der var helt afgørende for den førnævnte udbredelse til resten af Europa.
17
Islam og viden
Den islamiske verden var i sin guldalder i 10-12 hundrede tallet. Deres teknologi og
filosofi blomstrede, og der opstod en vigtig og givende tradition i Europa omkring
oversættelse af de arabiske værker. Fundamentale begreber som vores tal (der oprindeligt blev brugt i Indien, og bragt vestover gennem den islamiske verden) og ukendte variabler (x i en formel) er kommet fra islamiske matematikere (Saliba 2008).
Desuden blev den ottomaniske tolerance over for fremmede religioner kendt vidt og
bredt i senere århundreder.
Men hvorfor? Den gyldne tidsalder overlappede med de første korstoge, og med
dem fulgte store krige om de hellige byer. Men kristne havde alligevel lov til at bo på
muslimsk land, og oversættelser til latin forgik alligevel.
En ting at huske er selvfølgelig, at Europa ikke var forenet under en stemme. Skønt
paven kaldte, var det ikke alle der svarede, og der kunne derfor være både fred og
krig med europæerne på samme tid.
Noget andet kan dog have været en tradition inden for religiøs viden, hvilket kan
have gjort det mere nærtliggende at dele ideer.
Religiøs viden og lovgivning blev set som noget, der skulle holdes rent. Dersom
religionen voksede ud af en mundtlig tradition, var det endda en kontroversiel idé at
samle Muhammads ord i en bog. Måden det holdtes rent på, var gennem undervisning
og lære samt profetisk viden. Der blev lagt stor vægt på kæden hvormed en vis viden
var hentet, og skulle helst kunne spores tilbage til gode kilder. Dette kan have gjort
ideen om at videreføre viden videre til værdige individer mere naturlig for de, der
hjalp til med oversættelserne. Ser man dette sammen med den generelle kristne tilstedeværelse i muslimske lande, der kan tilvænne befolkningen til de kristne, og ideen
om at viden var guddommelig og videreførelse af denne kunne betragtes som at op-
18
fylde det islamiske krav om gavmildhed, kan resultatet sagtens have været et samfund
der havde let ved at videregive deres viden (Heck 2008).
19
Religiøs viden
Viden i islamisk tro var traditionelt opdelt mellem det sekulære og det religiøse, og
de var begge til for at vejlede os i moralske og etiske dilemmaer, og det religiøse
(kaldet shari’a) indeholdt overordnede retningslinjer hvis sandhed ikke betvivles
(Heck 2008).
Den religiøse viden stammer i overvejende grad fra to kilder: Koranen, som er
Guds egne ord til mennesker, og beretninger om profeten Muhammads gerninger, der
kaldes sunnaen.
Sunnaen er især interessant, da den er meget svær at bekræfte. På Muhammads tid
brugte araberne sjældent tekst som udgangspunkt til at bevare viden, men afhang i
stedet af fortællere. Ser man på dette sammen med vigtigheden af religiøs viden, der
dikterede hvordan man burde leve sit liv for at finde frelse efter døden, finder man en
gruppe af religiøst uddannede mennesker med rigtig meget magt. Religiøs viden blev
en direkte kilde til magt, og der var meget prestige forbundet med at have det og kunne dele ud af det. (Heck 2008)
Sunnaen har dog været svær at holde ren på denne måde. Der var kun et vist antal
mennesker med autentiske historier om Muhammad, og disse døde på et tidspunkt.
Måden man efterfølgende sørgede for at holde disse historier uforandrede uden at
skrive dem ned, var gennem bestemte regler for hvordan man genfortalte (ikke et ord
måtte ændres) og gennem videnskæder. (Heck 2008)
En videnskæde var ganske enkelt en liste over fortællere, fra én selv og helt tilbage
til Muhammad selv, eller en autentisk kilde om hans liv. Der blev lagt meget energi i
disse kæder, for at sikre at de var reelle og at alle mellemled var gode, erfarne og troværdige mennesker. Det var grunde som dette, der sikrede at de uddannede præster
bevarede den religiøse viden hos dem selv – noget nedskrivningen af Koranen gjorde
et indhak i. (Heck 2008)
Sekulær viden var ikke som sådan påvirket af disse videnskæder, i hvert fald ikke i
samme udstrækning. Kæderne var, trods alt, vigtige fordi de oprindelige værker ikke
20
måtte ændres, noget sekulær videnskab ikke var bundet af i samme grad. Det kan dog
sagtens tænkes, at ideen om videnskæderne i religionen også gjorde indtog i sekulær
videnskab, i og med at viden i det hele taget ofte blev tillagt stor religiøs betydning.
Ideen var, at viden påvirker handling, og dermed tillader korrekt handling.
Sekulær viden
Sekulær viden havde som sagt en separat plads fra religiøs viden i Islam. Hvor religiøs viden ikke kunne modstrides, i og med det er ren og direkte viden fra Gud, kan
sekulær viden sagtens. Det kendtes ved at kunne testes og bevises gennem eksperimenter, under meget naturlige videnskabelige forhold. Faktisk havde den religiøse og
sekulære viden et specielt forhold til hinanden i løbet af Islams opstart.
Efter Muhammads død udvidede den muslimske stat sig enormt hurtigt, og endte
som det til dato største imperium. Det blev derfor nødvendigt at arabisere deres territorier, såvel som at udvikle nye teknikker til at holde styr på et område større end nogen havde kontrolleret før. Til det formål blev mange tekster oversat fra talrige sprog
til klassisk arabisk. George Saliba udtrykker i sit essay The Scientific Tradition at dette motiverede flere generationer af mennesker til at oversætte endnu mere, for at kunne beholde deres arbejde (Saliba 2008).
Dette udvidede selvfølgelig muslimernes videnskabelige viden enormt, men de udviklede også meget selv, især skubbet frem af Islams nødvendigheder. Det var for
eksempel nødvendigt at vide præcis hvor Mekka var, hvornår det var tid til bøn, og
om man boede i Toledo eller Baghdad. Problemet var, at dette adskilte indtryk af viden udtrykte sig på en måde der gjorde opdeling meget let: Religiøs viden kom fra
Muhammad og Allah, og fra Islams kerneland, den Arabiske Halvø, mens meget af
naturvidenskaben kom udefra, fra vigende imperier og hedninge i vekslende udstrækning. (Saliba 2008). Skønt noget naturvidenskab var nødvendigt til for eksempel bønner og lovgivning angående arv, greb de religiøst videnskabelige til hvad der hed
21
Anwa litteratur, så længe det kunne bruges. Anwa litteratur drejede sig om stjernerne,
og var grundlagt for at holde kalendere med landbrug i øjemed ved lige. Videnskaben
var basal, og greb ikke efter det religiøse dogme. Det var nødvendigt at gribe til højere videnskabelige traditioner for at løse lovgivningen om arv, for eksempel, men generelt kom de to typer viden til at ligne et opgør mellem det rationelle og religiøse.
Desuden blev flere videnskaber oprettet på tværs af discipliner vi kender i dag, for
eksempel videnskaben om krav om arv og tidsvidenskab. Begge var discipliner oprettet specifikt for at besvare religiøse spørgsmål, og skønt de begge blev anerkendte
discipliner, er det ikke sikkert det har været godt for naturvidenskaben i det lange løb.
(Saliba)
Diskussion af vidensforhold
Opdelingen af den teologiske og den naturvidenskabelige viden førte naturligvis til
forskellige behandlinger af begge. For eksempel var de teologiske skoler mere stabile
end de naturvidenskabelige, idet de i mindre grad blev påvirket af statens styrke og
svaghed. (Web 9)
Naturvidenskab kan dog, som så meget andet, ses som en vare, et produkt, der skabes efter udbud. Såfremt staten, som har været langt den største kunde af en sådan
vare, var stærk, var der stor efterspørgsel efter videnskabelige resultater, og tilsvarende udbud. Men hvis staten begyndte at svækkes, som den islamiske stat gjorde i
1600-tallet, følger en sådan industri unægtelig med. (Web 9)
Men hvorfor ikke bare lære fra europæerne? Den europæiske videnskab var beskyttet mod samme forfald som den islamiske led under, ved at have flere små stater
der steg og faldt i forhold til hinanden. Svaret er selvfølgelig, igen, at en svækket stat
har færre ressourcer at bruge, men det er ikke nødvendigvis den eneste grund. En personlig teori er også, at den videnskabelige udveksling døde ud, fordi Islam skabte
bedre undervisere end elever.
22
Denne teori kan understøttes af flere tendenser: Viden i islamisk tro var som sagt
til for moralsk vejledning. Det betyder umiddelbart, at befolkninger med god moral
kan producere god videnskab. Dette kan forstås den anden vej, altså at dårligt vejledte
mennesker ikke har sund og god viden, og derigennem kan det fastsættes at dårligt
vejledte mennesker ikke kan producere god videnskab. Med dårligt vejledte bør i dette tilfælde forstås som værende kristne og jøder (kaldet Bogens Folk, da de begge
tilhører de Abrahamiske religioner (Thomas 2008)). Her er det nødvendigt at gøre et
kort sidespring for at forklare det muslimske forhold til jøder og kristne: De tilbedte
alle samme Gud, men de to øvrige blev set som urene måder at tilbede på, fordi den
kristne tro for eksempel ikke var reelt monoteistisk. De blev dog tilladt en række
overraskende friheder, og nød i de første århundreder af Islams eksistens en god tilværelse (Thomas 2008). Der havde været store, ritualiserede debatter hvori teologi
blev diskuteret frem til det 10. århundrede, men derefter gik kvaliteten ned af bakke.
For det meste var det blevet reduceret til, at for eksempel kristendommen blev defineret udelukkende ud fra Treenigheden og Jomfru Maria, da teorien på daværende tidspunkt var at Treenigheden gjorde at de kristne ikke var monoteistiske, og endda at
Jomfru Maria også blev afbilledet som guddommelig. Argumenter inden for kristendommen vedrørende disse emner blev for ofte ignoreret. Resultatet var, at kristendommen for eksempel blev reduceret til enkelte problemstillinger, der gik imod de
fundamentalt islamiske, som så blev modbevist. (Thomas 2008)
Antager man, at ideen om at viden er til for moralsk vejledning, og konkluderer at
en vis gruppe er dårligt vejledte, kan deres viden ikke være god. Denne indstilling
kan let bakkes op af mængden af materiale, der blev oversat til latin, et muligt bevis
på at muslimerne havde renere og bedre viden end de kristne. Det kan til slut være
svært at ændre den holdning, særligt hvis de første beviser på at det er nødvendigt,
sker i udkanten af imperiet, tilmed på kristen jord (Sicilien og Toledo, for eksempel),
endda efter det første korstog og den blodige invasion af Jerusalem.
23
Problemet ligger selvfølgelig også i, at en svækket stats randområder bliver mindre
sikre, og korstogene har uden tvivl hjulpet til med at køle stemningen imellem de to
verdensdele, men det forklarer kun den fortsatte nedgang efter 1600-tallet.
24
Kristendommen og viden
En af de vigtige ting at forstå omkring kristendommens forhold til naturvidenskab er,
at den ikke forårsagede den tidlige middelalder, og de manglende intellektuelle fremskridt i perioden skyldtes ikke kristendommens politikker (Web 10).
Dette kan dog bestrides, for en del af de kristne kirkefædre var imod studiet af naturen, navnlig Clemens fra Alexandria og Augustin (Haaning 2009: 37) og så det som
et udtryk for tom nysgerrighed. Tanken bliver tydeligt udtalt i citatet fra Clemens,
brugt af Aksel Haaning i sin bog, Middelalderens Naturfilosofi: ”Verden er afgjort
smuk, men vi dyrker skaberen, ikke skabningen. Det er verdens skaber jeg søger, Han
som oplyser solen. Jeg søger Gud, ikke Guds værker.”(Haaning 2009: 37).
Naturen var i bedste fald sekundær, og i værste fald uvigtig. I og med at kirkefædrenes tanker kom til at ligge meget til grund for kristendommen senere, fortsatte denne afvisning af naturen op gennem den tidlige middelalder.
Dette skal dog ses i kontekst, navnlig den verden kirkefædrene kom ud af. Haaning
påpeger senere i kapitlet, at denne indstilling om at søge væk fra det jordnære og mod
det åndelige og spirituelle var typisk for senantikken, og blev promoveret af Platon
(Haaning 2009: 42). Kirkefædrene lå også i høj grad i opposition til den naturdyrkelse, der allerede fandtes i Rom, og en del af deres formuleringer angående anskuelse
af naturen skrives i direkte opposition med naturdyrkelsen (Haaning 2009: 43). Der
bringes også senere et citat, hvori Augustin udtaler sig om de romerske guder:
”Ej heller har de kunne nøjes med at finde én Segetia, således at de en
gang for alle kunne overdrage sædekornet til hende, men så længe det såede korn var under jorden, ville de have gudinden Seia til at våge over det.
Når det så var kommet oven for jorden og satte aks, overdrog de det til
gudinden Segetia, og når kornet var samlet og bragt i hus, satte de gudinden Tutilinia til at bevare det i sikkerhed. Man skulle da tro, at nævnte Se-
25
getia ville være tilstrækkelig til at følge kornet fra de første spirer til de
modne aks … De satte Proserpina til at tage sig af det spirende korn, guden Nodutus til at tage sig af knæ og knuder på stråene og gudinden Voluntina til at tage sig af de indrullede aks … over de blomstrende frugter satte
de Flora, over de frugter, der gav saft, guden Acturnus, over de modnede
frugter gudinden Matuta, når det blev mejet gudinden Runcina … De har
været så forelsket i mængder af guder med det resultat, at den stakkels
menneskesjæl prostituerede sig til en skare af afguder, fordi de afviste at
favne den eneste sande Gud.” (Haaning 2009: 43)
Det er åbenlyst ikke uden foragt at disse ting blev sagt. Den uheldige konsekvens var, at kirkefædrenes meninger og modstand mod naturdyrkelsen gjorde
skole i kristendommen. Selve naturen blev tilsidesat, gjort til et redskab for Gud,
antog derfor en meningstom position under Treenigheden. I denne position var
det svært at gøre den til et begreb for sig selv, og der var ikke meget viden eller
mening at vride ud af den. Skønt det ikke betød at folk i den tidlige middelalder
ikke udviklede komplekse teknikker for at få ønskede resultater ud af naturen,
men egentlig videnskab blev der ikke gjort meget af. Desuden ville de middelalderlige filosoffer selv være nødt til at definere naturen inden for kristendommens rammer. (Haaning 2009: 72)
Kristendommen imod viden?
Til denne sektion vil vi inddrage et essay af Dr. James Hannam, som er at finde her:
(Web 10)
En populær myte er, at kristendommen var modstander af rationel viden, og bekæmpede videnskabeligt fremskridt, hvilket kommer af en fejlagtig forståelse af den
tidlige middelalder (The Dark Ages i essayet), og kirkens involvering deri (Web 10).
26
Den tidlige middelalder fulgte som bekendt det Vestromerske Imperiums nedgang og
fald, forårsaget af barbarer og stagnering. Manglen på information om perioden
skyldtes snarere manglen på sammenhold i Europa, der først igen blev forenet under
Karl den Store i år 800, og regionen blev derefter mere stabil i de følgende århundreder. Men det skyldtes selvfølgelig også manglen på litterære mennesker, da særligt
udveksling af viden og uddannelse må antages at lide når de overliggende systemer
(såsom det romerske imperium med langt mest vesteuropæisk ejendom) falder sammen. Derfor skal det dog ikke antages, at den tidlige middelalder var blottet for teknologisk udvikling. Som nævnt tidligere var det kun reel videnskab, der ikke blev
gjort meget af (Web 10).
Dr. Hannam påpeger en del interessante ting, men en af hans hovedpointer i essayet er, at kristendommen hverken var specifikt ude efter de nye videnskaber, eller søgte at holde teknologisk viden nede for egen vindings skyld. Faktisk påpeger han, at
uddannelse og lære på et samlet plan blev holdt i live af kristendommen gennem den
tidlige middelalder (Web 10). Det kan virke kontrært i forhold til tidligere, hvor vi
skrev at den tidlige middelalder producerede nye teknikker. Som det skal forstås er, at
hvad der manglede i den tidlige middelalder var samlet viden og teoretisk udvikling,
som man ville finde det i en skole. Hvad der selvfølgelig stadig kunne findes, var store byer og millioner af mennesker med ideer. Så udvikling var der, omend den sandsynligvis primært har været praktisk.
Men hvad gjorde kristendommen så? Den bevarede klassiske, latinske værker, og
kopierede gamle manuskripter. At der stadig var tab i perioden skyldtes, at mængden
af litterære mennesker var meget lille i perioden, ikke fordi kirken metodisk brændte
dem af. Som Hannam påpeger, har kirken selvfølgelig været mest interesseret i de
kristne skrifter, der var vigtigst for dem, men de var slet ikke interesserede i at undertrykke dele af den skrevne litteratur. (Web 10)
Vender man kort tilbage til kirkefædrene, ser man det fundament, der senere blokerede en reel naturvidenskabelig tradition på latin. De med interesse i det måtte lære
27
græsk og læse teksterne der (Web 10), hvilket passer godt sammen med ideen om, at
der ikke var meget reel videnskab i Europa på det givne tidspunkt. Men efter at oversættelserne i Toledo og Sicilien tidligt i højmiddelalderen tillod de Europæiske intellektuelle genopdagede grækerne, samt arabernes udvidende arbejde (Web 10) begyndte kampen med Aristoteles’ verdensopfattelse.
Hannam påstår at Aristoteles’ fysikarbejde var overvejende forkert. Problemet var
åbenbart, at Aristoteles forvekslede rationel tænkning med intuitiv tænkning, og dermed nedskrev hvordan verden burde fungere, frem for hvordan den faktisk fungerede,
kort sagt fordi teorien på hans tid havde været, at verden er for kaotisk til at forenende teorier kunne findes (Web 10).
Ser man på kirkefædrene igen, er det muligt at deres afvisning af naturen faktisk
har hjulpet naturfilosofferne i middelalderen. Fornægtelsen betød, at Europa ikke var
bundet i de gamle grækeres opdagelser og løsrivelse fra Aristoteles’ ideer derfor var
nemmere.
Dette kommer dog også af en anden, enklere forklaring: Biblen er den øverste autoritet. Antager man at dette er korrekt, kan andet ikke modsige Biblen og samtidig
være sande. Dersom Aristoteles modsagde Biblen på nogle punkter, og man ikke
kunne sige at han havde ret og Biblen tog fejl, var den eneste mulighed at Aristoteles
tog fejl. Dette affødte så tendensen til at eksperimentere, at bekræfte ideer før man
anerkendte dem som sande (Web 10). Et andet punkt, som Hannam i sin konklusion
påpeger, er den kristne tro på en lovmæssig Gud, altså en der arbejder efter en række
regler. Denne tro har medvirket til muligheden for at undersøge naturen for at lære
om disse regler, frem for at antage alt forårsages af skæbnen. (Web 10)
Sicilien og Syditalien:
I dette afsnit omkring oversættelsesvirksomhed i Sicilien og Syditalien benyttes Donald Matthews værk The Norman Kingdom of Sicily til at belyse normannernes ind-
28
flydelse som håndhævere af et sekulariseret kongerige samt et hof der ydede økonomisk støtte til institutioner, der var dominerende inden for den oversættelsesvirksomhed, der fandt sted i Syditalien og Sicilien, institutioner som lægeskolen i Salerno og
Monte Cassino klosteret. De to institutioners betydning bliver tydeliggjort ved beskrivelsen af Constantinus Africanus’ oversættelser af lærebøger omkring praktisk og
teoretisk medicin, hvilket belyses igennem Donald Matthews værk, men kombineres
med Luis Garcia-Ballesters korte beskrivelse af disse oversættelser, samt deres betydning for lægeskolen i Salerno. Donald Matthew beskriver dog ikke kun normannernes indflydelse på institutioner, men også om det normanniske hofs delagtiggørelse i arbejdet med viden fra den islamiske verden. Til at belyse dette emne træder Stephen O´Shea ind med værket Sea of Faith. Gennem arbejdet med afsnittet Palermo
and Toledo i værket Sea of Faith tydeliggøres også det normanniske hofs egen interesse i videnskab og tekster, gennem eksempelet med skabelsen af The Book of Roger.
Sicilien og normannerne
I starten af det 11. hundrede søgte flere normannerne til Italiens hertugdømmer som
lejesoldater. I løbet af de næste årtier skiftede normannerne position til en selvstændig magtfaktor i kludetæppet af hertugdømmer og småkonflikter, der hærgede Syditalien. Gennem alliancer med longobardere og ægteskaber ind i flere hertugdømmer
blev normannernes indflydelse stor i områderne længe før de samlede Syditalien og
Sicilien i et kongerige. (Matthew 1992: 13)
Men hvilken betydning får dette så for vores fokus? Først og fremmest havde man
ved det Normanniske hof en speciel tilknytning og interesse for græsk historie og litteratur. I løbet af elleve hundrede tallet har man gennem korstog, og områder som
Sicilien og Toledo fået adgang til tidligere tekster fra Grækenland, der efter hellenismen har overlevet gennem de muslimske læreanstalter (Provençal 2010: 80). Derud-
29
over, som der vil blive beskrevet yderligere i dette afsnit, kom Kong Roger II af Siciliens interesse for videnskab, litteratur og historie til at gøre Sicilien til en vigtig brik
i arbejdet med at møde den muslimske kultur og viden. (Matthew 1992: 13)
Normannerne og især senere Roger I, hertugen af Sicilien og hans søn Roger II
konge af Sicilien og Syditalien, var interesserede i at få nedskrevet bedrifter og historie generelt. (Matthew 1992: 107)
I 1091 faldt den sidste bastion på Sicilien og normannerne sad nu gennem slægtskab og alliancer med longobardere på magten i hertugdømmerne i Syditalien og Sicilien. Først i 1130 kom det dog på tale at samle det hele under en mand
“(…)[ The kingdom were] created in 1130 for Roger II comprised
the lands he had inherited in Calabria and Sicily from his father,
Count Roger I, the mainland territories ruled by his cousin, Duke
William of Aqulia, until his death in 1127, and the lands of those
great men of Southern Italy who were or became Roger´s vassals.”
(Matthew 1992: 9)
Det interessante ved Roger IIs situation er at
”Twelfth-century European kings on their accession normally entered into an acknowledged kingly role; Roger II was different in
that he had to define and make his own way.” (Matthew 1992: 165)
For at opnå opbakning i de forskellige områder og undgå at skabe nye fjender og provokere gamle, benyttede Roger sig af at flere af de adelige titler eller betegnelser som
retfærdiggjorde hans herredømme og ret til områderne. Dette kommer til udtryk i titlen som Roger II og hans efterfølgere bar: ”King of Sicily, of the Duchy of Apulia and
of the Principality of Capau” (Matthew 1992: 165) ved at nævner de titler som Duchy of Apulia og Principality of Capau, i stedet for blot at erklære en skabelse af et
kongerige, sendte han et klart signal til potentielle allierede såvel som fjender at han
respekterede den orden og historiske arv der lå i de betegnelser, og at han ikke havde
30
tænkt sig at ændre på den etablerede orden. Derudover valgte Roger II også at lave
endnu et tiltag for hvordan rammerne for kongeriget skulle se ud:
”The Normans had to feel their way, though it was certainly part of
their strength that they arrived as Latins determined to establish Latin ways in both secular and ecclesiastical matters. This did not make
them impatient persecutors of alien traditions, though they could
from the beginning deal harshly with both Greeks and Muslims. The
Greeks immediately lost their ecclesiastical autonomy when their
bishops were obliged to recognize Roman claims in Southern Italy,
though there was no attempt to change Greek rites. Many Muslims
were obviously brought under alien domination, even if Sicily
seemed to have remained predominantly Muslims and the practice of
religion continued without a break.” (Matthew 1992: 86)
Denne sekularisering og derigennem accept af både jøder og muslimer i et kristen
rige på et tidspunkt hvor religiøs fanatisme andre steder medførte korstog og udelukkelse af sociale lag i samfund, har siden været et fascinerende punkt for mange forskellige interesserede. Mange af muslimerne steg højt i graderne i samfundet, og flere
af de kristne kvinder fandt inspiration i muslimernes valg af smykker, parfume og
make-up. (Matthew 1992: 88)
Både jøder og muslimer var dog underlagt en speciel skat, men i forhold til andre
miljøer er det ekstraordinært at dette område på den måde gav andre religioner mulighed for at udleve sine ritualer. Al religion var dog ”subordinated to Latin authority.” (Matthew 1992: 91).
Grækerne faldt på mange måder sammen med de andre befolkningsgrupper og blev
ikke set som noget samfund, der adskilte sig markant fra de andre. De var tilfredse
med det normanniske styre og de blev ikke truet på nogen særlig måde, men mistede
dog mere og mere af deres indflydelse, som tiden gik (Matthew 1992: 93 – 96). De
31
videnskabelige tekster som oprindelig var græske, var under opholdet i den muslimske verden blevet videreudviklede. Eksempelvis fremtræder dette tydeligt når man
kigger på de medicinske skrifter.
“The tradition of medical learning was originally Greek based on
compilations to various writers of the past; to this was added, from
the later century, some knowledge Arabic medicine.” (Matthew
1992: 116)
Disse tekster har i forvejen haft det græske samfund på Siciliens interesse. I klostre
på Sicilien har man haft mulighed for at komme i besiddelse af forskellige tekster,
som man tidligere kun har haft adgang til i brudstykker eller som nævnt i andre tekster. Dertil kommer at der ikke kun i de græske klostre i kongeriget er fokus på at
genfinde tabt arv - også arabisk tekster især om medicin og naturfilosofi vakte interesse.
”Alfano, Archbishop of Salerno(…)” Skriver til Konstantin og opmuntrer denne”(…)to make translation from Arabic of several popular medical texts.” (Matthew
1992:116).
Den medicinske skole i Salerno
I begyndelsen af det 11. århundrede var skolen allerede et velkendt videns- og uddannelsescenter for praktisk medicin. Sidst i 1200-tallet var skolen på sit højeste,
hvilket blandt andet skyldtes den nyere viden som kom fra de arabiske manuskripter,
samt genopdagelsen af de tidligere græske manuskripter.
“The tradition of medical learning was originally Greek based on
compilations to various writers of the past; to this was added, from
32
the later century, some knowledge Arabic medicine.” (Matthew
1992:116)
Interessen for medicin, naturfilosofi og videnskab i Syditalien.
“This change could be seen to be personified in those individuals in
the south of Italy who around the mid 1060s, found greek culture to
be both the intellectual stimulus for this search and, found their own
point of view, the source from which to endow medicine with support
it needed. Form the Abby of Montecassino, Abbot Desiderius, and,
from the city of Salerno, the Montecassino monk , Physican and
archbishop Alphanus, undertook this quest, jointly so it seem. The
person who maked feasible was Constantine, a monk at
Montecassino, where almost all of his work was carried out and
which resulted in the collection of medical works translated from
Arabic know as the corpus constantinum” (Ballester 1994: 13)
Constantinus kom oprindeligt fra Nordafrika og var en lærd læge i medicin. Han havde tilknytning til Kairoun hvilket også gjaldt for de forfattere, hvis tekster han siden
tog med sig til Syditalien og oversatte. ”Constantinus var dog ikke nødvendigvis konvertit til kristendommen, da Nordafrika stadig havde et livskraftigt kristent og jødisk
trosliv.”( Provençal 2010: 80)
Han var en lærd mand der havde forbindelser med både islamiske centre for viden
og kultur, deriblandt Kairoun og italienske videnscentre som Salerno og siden Monte
Cassino, gennem ærkebiskoppen Alphanus der var interesseret i at udvide deres horisont inden for deres virkefelt. Samlingen Corpus Constantinum samt hans egne skrifter, der blev til i hans tid på Monte Cassino, førte lægeskolen i Salerno et godt stykke
frem i nyere forståelse af deres vidensfelt. (Ballester 1994:13)
33
Den normanniske interesse for lægeskolen i Salerno førte til økonomisk støtte. Det
var dog ikke kun lægeskolen der modtog bidrag fra den normanniske konge, også
klostrene og i særdeleshed klosteret i Monte Cassino nøde godt af sine forbindelser til
det normanniske hof. (O’Shea 2007: 139)
34
Klostret Monte Cassino
Klostret blev indviet af paven i 529, som et alternativ efter lukningerne af akademierne. Klosteret blev til et forbillede for klosterordener blandet andet grundet Sankt Benedikt af Nursias klosterregler. I de kommende århundreder blev klostret udsat for
flere angreb samt hærgen fra bl.a. saracener, normannere, longobardere i starten af
elleve hundrede tallet blevet klosteret genopbygget og under ledelse af abbed Desiderius (1058-1087) steg antallet af munke tilknyttet klosteret til over 200. Klosteret fik
samtidig påbegyndt opbygningen af et skriptorium, bibliotek og en skole for håndskriftillustrationer – dette kom siden til at gøre klosteret berømt (Web 11). Som tidligere nævnt var abbed Desiderius interesseret i teoretisk og praktisk medicin. Men
Monte Cassino var langt fra kun et center, fokuseret på naturfaglig viden. I Monte
Cassinos bibliotek og skriptorium opstod også en aktiv genopdagelse af den humanistisk faglige vidensarv fra den græske kultur. (Matthew 1992: 115)
Grunden til at humanistiske manuskripter i biblioteket ikke var ligeså efterspurgte
som de naturfaglige, var at det nordlige Italien og Europa selv har en kulturarv inden
for humaniora. Nogle af de tekster denne kulturarv bestod af var brudstykker af tidligere græske manuskripter som blev genopdaget.
Men Monte Cassino bibliotek alene indeholdte også en stor mængde af romerske
håndskrifter:
”Judging from the books available in the library of Monte Cassino,
for example, Southerners had acess to classical Latin texts of Varro,
Tacitus, Apuleius and Seneca not avaliable or read in the rest of the
Christendom, but copied because still valued in the South in the
eleventh and twelfth centuries.” (Matthew 1992: 115)
35
Forholdet mellem klostre og normannerne
”The Normans brought with them from Normandy an enthusiasm for
monasticism, and the idea that social eminence required the exercise
of benign monastic patronage. Most members of the Altavilla family
in Southern Italy proved generous patrons, and found new monasteries to serve the religious requirements of their fellow Normans, recruiting both monks and abbots from their homeland. On the mainland, the Normans encounter many well-established and famous
monasteries with their own long-standing patrons.” (Matthew 1992:
106)
Tidligere havde klostre fungeret som autonome selvforsynende enheder. Der var dog
tradition for at eventuelle slægter, der ydede økonomisk støtte til bestemte klostre
kunne forbeholde sig vilkårlige rettigheder til klostret. Rettighederne kunne eksempelvis være krønikeskrivelse af slægters historie eller medbestemmelse for hvilke
gejstlige, der skulle betræde de høje embeder inden for klosteret. Derved kunne det at
en magthaver ydede økonomiske støtte både være af prestigemæssige grunde eller på
politisk grundlag. (Web 12) Derudover tiltrak Normannernes tydelige succes flere
normanner i hjemmelandet til kongeriget. Dette gjaldt ikke kun krigere, men også
munke og abbeder.
Monte Cassino var et af de klostre, der opnåede normannernes gunst:
”The friendship of Abbot Desiderius of Cassino for the Normans
conquerers after 1058 promoted Amatus to write a detailed account
of their successes, but he did not establish a tradition; historical
writing at Cassino resumed its traditional form of concentrating on
the monastery´s own affairs.” (Matthew 1992: 106)
36
The book of Roger
Som nævnt tidligere i indledningen til dette afsnit tiltrak Roger IIs kongerige også
lærde folk fra forskellige verdensdele til. Flere af deres forskningsområder vakte stor
personlig interesse for Roger II. O’Shea citerer blandt andet en navnløs beundret
muslimsk underviser for at beskrive Roger IIs interesse for matematik og anvendt
videnskab.
”His knowledge of mathematics and applied science was boundless(…) He was deeply grounded in every aspect of these two disciplines, studied them comprehensively and himself made new discoveries and wonderful inventions, as no prince before him had.”
(O´Shea 2006: 138)
Umiddelbart fremstår det dog uklart præcis hvad der fik denne anonyme underviser
til at beskrive Roger II således. Det forekommer upræcist hvad der henføres til, når
man i citat nævner at Roger II gør nye og vidunderlige opdagelser. Det kan dog tænkes at der henføres til værket, der siden er kendt som The Book of Roger. Bogen bærer dog ikke navnet på baggrund af at det var Roger II der skrev den, men fordi det
var ham, der ydede finansiel støtte til værket. Skaberen af værket var Al Idrisi, en anerkendt lærd mand som blev tilknyttet Roger IIs hof. Omkring det normanniske hof
inviterede Roger II mange lærde mænd til, grundet hans førnævnte interesse for den
muslimske lærdom. Al Idrisis værk, The Book of Roger, bestod af ”(…) a gazetteer
and a atlas(…)” (O’Shea 2006: 139) “To accompany the book and its maps, the Muslims scholar also presented Roger with a planisphere, made of soild silver and thus
worthy of the regal gaze.” (O´Shea 2006: 139). Det samlede værk var udarbejdet på
baggrund af systematisk snak med søfolk i Siciliens havne, og deres færden og oplevelser, og tog samlet 15 år at lave.
37
Selvom der på Sicilien ikke er fundet de store beviser for store læreanstalter i stil
med eksempelvis Toledo, var denne alligevel en vigtig brik i oversættelsesvirksomheden. Ved det normanniske hof fandt interessen for muslimske videnskaber i hvert
fald et tydeligt arnested. Dette kan ses ved den personlige interesse for videnskab hos
Roger II og hans efterfølgere samt den økonomiske støtte til eksempelvis Al Idrisis
arbejde og studie og ikke mindst den økonomiske støtte til både den medicinske skole
i Salerno og Monte Cassino. De tilegnede sig begge ny viden på baggrund af blandt
andet muslimske tekster, og i den grad var arnested for pionerer inden for videre arbejde med teksterne og oversættelserne.
Det var dog ikke kun på Sicilien og i Syditalien, at skrifter fra de arabiske lande
blev oversat. Også i Toledo foregik den samme form for virksomhed sted, dog var
påvirkningen af den akademiske arv, man havde modtaget fra den muslimske verden
anderledes, hvilket vil fremgå af det følgende afsnit.
38
Spanien: Toledo og oversættelserne
Til at anskueliggøre aspekterne omkring Toledo og den oversættervirksomhed der
forekom, bruges Donald Matthews værk The Norman Kingdom of Sicily. Den benyttes også i dette afsnit til at belyse forskellen i islamisk kulturs påvirkning på Sicilien,
Syditalien og Spanien.
Phillipe Provençals essay Den arabiske verdens betydning for naturvidenskaberne
med lægevidenskab som eksempel danner til gengæld baggrund for den efterfølgende
belysning af den islamiske arv, med særligt fokus på hvordan man gennem kalifatets
ledelse i Spanien får promoveret videnskab, og derigennem opbygget både et stort
bibliotek til kalifatet og flere private biblioteker. Phillipe Provençals essay Modsætningernes Tid - det Kristne Vesteuropa og den Islamiske Verden i det 12. Århundrede
bruges til at kaste lys over muslimernes eget forhold til denne arv samt undervisningsforhold og til at beskrive et muligt motiv på hvorfor at man starter oversættelsesvirksomheden.
Stephen O´Sheas afsnit om Palermo og Toledo i værket Sea of Faith bruges i det
til at anskueliggøre hvordan de kristne efter erobringen af Toledo og dets biblioteker
forholder sig til den arv af litteratur i forskellige emner. Ligeledes benytter vi den til
at se hvem der forekommer som drivkraften bag den oversættelsesvirksomhed som
blev igangsat. Netop i oversættervirksomheden opstår spørgsmålet omkring Escuela
de Traductores de Toledo. Escuela de Traductores de Toledo er meget omdiskuteret
og det forekommer uklart om hvorvidt der tale om en formel skole af oversættere eller oversættervirksomheden i Toledo generelt. Denne forvirring præsenterede Charles
Homer Haskins allerede i sit pionerarbejde indenfor middelalderhistorie, i værket
Studies in the History of Medieval Science og derfor inkluderer vi dette værk i afsnittet.
I 1085 erobrede Alfonso VI Toledo. Dette var dog ikke en blodig magtovertagelse
fulgt af nedslagtninger i byens gader og ødelæggelse af minoriteters områder –
39
tværtimod. Før Toledos byporte blev åbnet for Alfonso VI, havde denne gennem forhandlinger med byens udsendinge lovet at respektere de forskellige samfund i byen,
samt til en vis grad ikke at blande sig i deres religiøse eller verdslige forhold. Han
havde sågar lovet ikke at gøre skade på byens store moské. Dog gjorde han intet for
at forhindre kristne i at omdanne denne til en katedral kort efter magtovertagelsen
(O’Shea 2007: 144). I praksis betød dette en fortsættelse af ”La Convivencia”. La
Convivencia er den spanske betegnelse for sameksistensen mellem jøder, muslimer,
araber, og kristne, som var en realitet i en stor del af middelalderens Spanien. Det er
usikkert hvornår og hvem der finder på at give denne betegnelse i akademiske kredse,
men betegnelsen dækker, i spansk historieformidling, fortsat over den sameksistens
der i forskellige afstøbninger forekom i Spanien frem til 1492 (Web 13). På baggrund af La Convivencia fortsatte en overenskomst mellem kongen og samfundene, i
form af at muslimer og jøder betaler en ekstra skat for at de kan få lov til at videreføre deres normale hverdag både verdsligt og religiøst, som på mange måde lignede
forholdene i kongeriget på Sicilien under Roger II. Derudover var forholdet mellem
de forskellige grupperinger også mere flydende under La Convivencia. (Provençal
2010: 83)
Til trods for de umiddelbare ligheder mellem samfundsopbygningen, med kulturel
og religiøs tolerance, så var der visse forskelle på graden af interaktion mellem de
forskellige grupperinger i samfundet – altså hvorvidt man i større eller mindre grad
forholdte sig til hinandens særpræg. Hvad der forekommer endnu vigtigere for dette
projekt, er at der også var en forskel på i hvilken grad, man i de forskellige samfund
som Toledo og Roger II´s kongerige blev påvirket af den akademiske arv, der kom
fra Islam.
Historikeren Donald Matthew skriver eksempelvis om forskellen på den indflydelse fra Islam der påvirkede Sicilien og Toledo:
40
”Whereas in modern times the racial, linguistic and religious variety
of the Southern kingdom in itself seems to have constituted an environment favorable for cross-fertilization, it is clear that Sicily
proved to be rather less important than Spain in helping to diffuse
Muslim learning in the Latin west. Cordova had, however, formerly
been one of the great intellectual centers of Islam, and until the end
of the twelfth-century, Islamic scholars and savants kept up their activities in Spain. In consequence, Christians wanting to be informed
about Islamic science, ancient philosophy and even the faith of Islam
itself went to Spain, particularly Toledo, for the books, contacts and
interprets necessary for their requirements. Sicily had, however been
only peripheral to Islamic culture. It was famed for its gardens, its
fertility and its wealth, not its schools.”(Matthew 1992: 120)
Der er altså tale om to helt forskellige former for påvirkning af de to forskellige områder. De tidligere muslimske magthavere på øen havde ikke i en lige så høj grad været interesseret i at etablere større biblioteker og lignende forhold på Sicilien. I stedet
havde fokus været på at Sicilien, grundet sin geografiske placering, skulle være en
økonomisk guldmine netop i form af de haver, som Matthew beskriver i det overstående citat. Dyrkelse af et bredt udvalg af frugt og afgrøder, samt udvinding af andre
naturressource gjorde også Sicilien til et ressourcerigt område. Dertil kommer at Sicilien i lige så stor en grad havde betydning i form af at være et brohoved til eventuelle
stikangreb på det italienske fastland. Derudover var Sicilien under det muslimske herredømme i intern konflikt grundet forskellige muslimske grupperingers bekrigelse af
hinanden. Dette gør dog ikke arven fra det muslimske herredømme på Sicilien af
mindre interesse for dette projekt. Håndskrifter, der var af hovedsagelig interesse for
at blive oversat, var netop som man kan se ved eksemplet på lægeskolen i Salernos
interesse for praktisk og teoretisk medicin og det normanniske hofs interesse for
41
astronomi og matematik. Begge disse eksempler er begrundet i en interesse for udførelse af praktiske opgaver. (Matthew 1992: 72)
I Spanien, i særdeleshed i Toledo, var arven, der mødte de kristne erobrere, fra det
tidligere muslimske herredømme en helt anden. Den store forekomst af håndskrifter,
samt andre former for akademisk viden, blev hovedsageligt indsamlet på baggrund af
emir Abd ar-Rahmân III (912-976) og hans efterfølger al-Hakam II (961-976). Under
dette lederskab promoverede emirerne en tydelig interesse for at videreføre
”(…)udviklingen af videnskaberne i det muslimske Span
ien (…) således at f.eks. det kalifale bibliotek kom til at indeholde flere tusinde
bind.” (Provençal 2002: 21). Det var dog ikke kun det kalifale bibliotek der indsamlede viden, også private biblioteker samt undervisningsinstitutioner tilknyttet moskéer
gjorde det samme.
Til disse forekom undervisning ved autoriserede undervisere:
”Al videnskabelig formidling foregik enten ved forelæsning eller ved
private studier og afskrifter. Forelæserens foredrag blev skrevet ned
af de tilhørere, som ønskede at bevare stoffet. Efter at et værk var
blevet forelæst, kunne de enkelte afskrifter så blive læst op for den
lærde, som efter endt oplæsning ville godkende det pågældende skrift
til videre formidling og påtegne sin autorisation.” (Provençal 2010:
78)
Alene behandling af litteraturen og hvad der ellers blev undervist i, samt krav om at
underviseren skulle godkende det skrevne, var et eksempel på at den islamisk videnskabelige tradition for videnskæder bibeholdes. Hvis eleven, efter endt undervisning,
fik godkendt sine noter muligt for denne at kunne legitimisere rigtigheden af tekstens
indhold i forhold til videnskæden. Dette eksempel i hvordan man forholder sig til både teksterne legitimitet og bearbejdelsen af dem viser, hvor vigtigt man fandt lærdommen og det stof som man arbejdede ud fra.
42
Det var en del af denne verden der mødte de kristne, der gik igennem biblioteket i
Toledo. ”They unwittingly cracked open a window onto the Mediterranean past, a
time before the advent of the one stern god and Islam.”(O´Shea 2006: 148) Flere af
værkerne havde ophav i den græske verden eller Islam, altså ophav i et verdensbillede anderledes end det kristne. Disse værker kunne derfor ligeså godt blive set som en
trussel. I stedet for lade disse værker destruere, fattede de lærde hurtigt interesse for
denne skat af litteratur. “The literature was vast, wide ranging, and intellectually intoxicating.”(O´Shea 2006 : 148)
Under biskop Raymond af Toledos (ved embedet 1125 til 1152) opsyn begyndte
man en gennemgang af den ovennævnte nyfundne mængde af håndskrifter. Domkapitlet i Toledo blev derved under Raymond af Toledo og hans efterfølger Johannes II
til en sand oversættelsesvirksomhed. Det var den virksomhed under Raymond af Toledo. Charles Homer Haskins benytter i sit værk Studies in the History of Mediaeval
Science, en interessant beskrivelse af denne virksomhed samt Escuela de Traductores
de Toledo.
“At this ancient centre of scientific teaching were to be found a
wealth of Arabic books and a number of the master of the two
tongues, and with the help of these Mozaraberne and resident Jews
there arose a regular school of translation of Arabic-Latin science
which drew from all lands those who thirsted for knowledge, and left
the signature of Toledo on many of the most famous versions of Arabic learning” (Haskins 1967: 12).
Som det fremgår af citatet blev oversættelsesvirksomheden blandt andet godt hjulpet
på vej af Mozaraberne. Mozaraberne er en historisk betegnelse for de kristne under
det muslimske styre. Betegnelsen er af uklar oprindelse, men man mener ikke at det
en betegnelse der blev benyttet i perioden selv. Mozaraberne var de kristne der under
43
det muslimske herredømme ikke var konverteret. De havde altså bibeholdt deres
kristne tro i henhold til La Convivencia. (Web 14)
Mozaraberne havde dog under det muslimske herredømme mere tilegnet sig muslimske skikke, sprog og adfærd. Interessen for den muslimske kultur og litteratur hos
de kristne beskrives i Southerns værk, gennem et citat af Paul Alvarus, en præst fra
Cordoba.
”The Christians love to read the poems and romances of the Arabs;
they study the Arab theologians and philosophers, not to refute them
but to form a correct and elegant Arabic. Where is the layman who
now reads the Latin commentaries on the Holy Scriptures, or who
studies the Gospels, prothets of apstoles? Alas! All talented young
Christians read and study with enthusiasm the Arab books; they
gather immense libraries at great expense; they despise the Christians literature as unworthy of attention. They have forgotten their
language. For every one who can write a letter in Latin to a friend,
there are a thousand who can express themselves in Arabic with the
elegance, and write better poems in this language than the Arabs
themselves”(Southern 1962: 21).
R.W Southern brugte ikke selv betegnelsen Mozaraberne.
De Mozarabere der beskrives som havende bibeholdt deres sprogkundskaber i det
latinske, har kunnet spille en vigtig rolle i oversættelsevirksomheden. I litteraturen
benyttet i dette projekt blev disse indsats dog ikke direkte beskrevet med eksempler,
men ud fra Haskins citat og den fordel tosprogede Mozaraberne kunne give i oversættelsesvirksomheden, kunne man gå ud fra af disse ligesom lærde jøder indgå i de arbejdshold der arbejder med oversættelserne. Til trods for den gentagne nævnelse af
Escuela de Transductores de Toledo, skriver Haskins i sit værk også” Of a formal
school the sources tell us very little, but the succession of the translators is clear(...)”
44
(Haskins 1967: 12) man kan derfor stadig undres over hvorvidt der har været tale om
en formel skole til trods for, som Haskins påpegede, at der ikke forefindes særlig
mange kilder. Man må også tage højde for at betegnelsen lige så vel i de få kilder, der
kan have nævnt eller brugt denne, kunne have været et forsøg på at skabe et romantiseret, glorificeret billede af en enhed, der bearbejdede håndskrifterne og styrede oversættelsesvirksomheden. I realiteten kunne billedet dog have været et helt andet. I
praksis kunne der have været tale om, at man ved betegnelsen Escuela de Traductores
de Toledo henviste til at Toledo fungerede som ramme for disse oversættelser, gennem eventuel en masse små værksteder eller blot henviste til den oversættelsesaktivitet, der forgik under Raymond af Toledo og Johannes II centreret omkring Domkapitalet i Toledo. En eventuel tredje mulighed forekommer ved at Escuela de Traductores de Toledo også kunne have et eksempel på, at man i kilder benyttede et blomsterende sprogbrug til at kreere en betegnelse for det antal af kendte oversættere, som er
tilknyttet Toledo.
Domkapitlet i Toledo under Raymond af Toledo var tilknyttet katedralen i Toledo.
I dennes domkapitel har Herman af Carinthia, Robert af Chester og Adelard af Bath
blandt andet været tilknyttet og bidraget med oversættelser af nogle de store værker.
Så selvom der er usikkerhed om hvorvidt der tale om direkte formel skole når der
henvises til Escuela de Traductores de Toledo, så er arbejdet i Domkapitalet under
Raymond af Toledo et tydeligt eksempel på aktivt oversættervirksomhed.
Raymond af Toledo var “(...) astonishly openminded(...)[and] saw no reason to
censor or to edit in the services of christian orthodoxy(...)” (O´Shea 2006: 148) så alt
blev oversat. Forklaring på denne åbenlyse flirten med litteratur hentet fra Toledos
biblioteker, kan findes i at til trods for at for de fleste
“(...) europæere var muslimerne først og fremmest fjenden, en hedensk militærmagt, som var Europa fjendtlig stemt .(...) derimod var
de intellektuelle i det latinske middelalderlige Europa smertelig be-
45
vidst om deres manglende adgang til antikkens filosofi og videnskab,
og de var ligeledes – i hvertfald i det 11. århundrede – bevidste om,
at den arabiske verden og Byzans netop havde de klassikere, som
man så stærkt ønskede.” (Provençal 2010: 75)
Derfor var den store mængde litteratur man kom i besiddelse af, efter besættelsen af
Toledo, en sand skat og en bydende mulighed for de lærde, der havde været bevidste
om deres mangler, til at man nu kunne få dækket det behov for viden, som man
manglede.
Denne skat tiltræk mange intellektuelle som var interesseret i denne mulighed for
viden. Blandt dem var Hermann af Carinthia, som efter rejser til mellemøsten både
var lærd i latin samt arabisk og som på sine rejser på førstehånd havde stiftet bekendtskab med de arabiske tekster.
46
Hermann af Carinthia
Efter at være sat ind i perioden og oversættelsesarbejdet har vi valgt nu at fokusere på
en enkelt oversætter for på den måde at få et dybere indtryk af ham, hans betydning
og hans samtid. Vi har valgt Hermann af Carinthia da han var en af pionererne inden
for oversættelsesarbejdet i det tolvte århundrede (Haskins 1967: 43).
Den første der rigtig begynder at interessere sig for hele perioden og især Hermann
var historikeren Charles Homer Haskins (Burnett 1982: 2). Vi har derfor brugt hans
bog Studies in the History of Mediaeval Science hvori han også fremhæver Hermann
som havende ”(…) a respectable place among the transmitters of the twelfth century.”(Haskins 1967: 66). Haskins fremhæver også at “(…) Hermann stands at the
meeting-point of diverse currents of thought and tradition (…)” (Haskins 1967: 66)
og senere omkring Hermanns oversættelsesarbejde sagde Haskins: “The list of his
works is impressive, and it is to be hoped that others may yet be recovered.” (Haskins
1967: 66). Haskins arbejde er utrolig vigtigt for at der findes en interesse for perioden
og især for Hermann, men da hans bog oprindeligt er fra 1924, er det først efter han
åbnede feltet, at forskningen er kommet langt. Dette gør at hans viden om Hermanns
liv er mangelfuld. Derfor bruger vi kun Haskins til at underbygge vigtigheden af
Hermann og til at se på hvor forskningsfeltet startede.
Til selve Hermanns liv og oversættelser bruger vi Stipe Kutlesa som i 2004 skrev
en artikel til det Kroatiske tidsskrift Prolegomena omkring Hermann. Kustleas er fra
den filosofiske afdeling af Zagreb universitet, som er et Kroatisk universitet. Da
Hermann oprindeligt stammer fra det nuværende Kroatien er Kutlesas interesse i ham
indlysende og man bør tage dette i mente når man læser Kutlesas artikel. Til sidst
bruger vi også Hermanns egen bog De Essentiis, som er blevet oversat af Charles
Burnett og desuden Burnetts forord til oversættelsen. Dette forord er velbearbejdet og
har også en del informationer om Hermann samt om De Essentiis. Selve oversættel-
47
sen fremstår som en grundig oversættelse. Det skal dog nævnes at Haskins også havde udsnit af den latinske tekst i hans bog.
I året 1110 blev Hermann af Carinthia født på halvøen Istrien. Vi ved ikke så meget om hans opvækst, men det menes at han begyndte sin uddannelse i en benedicer
skole, hvor han formodentligt er blevet undervist i latinsk grammatik, retorik, logik,
klassisk litteratur, poesi og astronomi/astrologi. Han stoppede dog ikke der. Vi ved at
han i 1130 tog til Paris og fortsatte sine studier i Chartre hvor han gik i fem år. Ud
over at han her fik en af sin tids bedste uddannelser, så mødte han også Robert af
Ketton – en medstuderende. De blev venner og valgte at rejse sammen til orienten,
hvor de nåede helt til Konstantinopel og Damaskus. Det var her de stødte på arabisk
videnskab og lærte arabisk (Kutlesa 2004: 1).
I omkring år 1138 kommer de til Spanien, hvor de blev engageret i oversættelsen
af arabiske tekster til Latin. Hermann begyndte straks at oversætte tekster fra arabisk.
Heriblandt var Euklids Elementer, Ptolemys Planisphere og Abu Ma’Shars A General Introduction to Astronomy. I år 1142 møder Hermann Petrus Venerabilis som var
abbed i Cluny, et berømt fransk benedicer kloster. Petrus får Hermann med på et
hold, der får til opgave at oversætte Koranen og andre islamiske tekster og i 1143
skriver han sin egen bog De Essentiis om astronomi som dels bygger på hans platonske uddannelse men også trækker meget på arabiske værker. Efter det bliver hans
liv uklart igen, dog menes han at have oversat over halvtreds bøger inden hans død i
år 1154. (Kutlesa 2004: 2)
Derfor er han et godt eksempel på den oversætterlyst som han selv, men også andre
som hans ven Robert og Petrus var en del af. Hans liv kan bruges som et eksempel på
den udveksling som vi allerede har nævnt, der skete i 1100 tallet. Her er hans rejser
især bemærkelsesværdige. Det at unge kloge hoveder valgte at rejse hele vejen til
Damaskus viser en stor interesse for Mellemøstens viden og at Mellemøstens viden
på dette tidspunkt var interessant for europæiske intellektuelle. Også det faktum at
den etablerede abbed Petrus Vernerabilis fra det anerkendte franske kloster Cluny er
48
interesseret i oversættelsesarbejdet, da det er et tegn på at oversætternes arbejde bliver spredt og på at det også i de mere etablerede og højerestående kristelige blev vist
interesse for de nye tanker.
“It [Cluny abbey] was the active centre of Europe in the days before
Gregory VII, when Rome with its great reserves of power was still
quiescent. When men thought of religion, they thought of Cluny.
They might doubt whether it was the place for them - St Anselm for
instance thought it would give him too little time for study – but it
stood above all conflicts, and almost above criticism” (Southern
1967:157)
Cluny klosteret i Sydfrankrig, nær Saône-et-Lorie, der blev grundlagt i 909 af Vilhelm I, greve af auvergne. Klosteret og abbediet blev givet kun at være forpligtet til
pavestolen. Vilhelm I frasagde sig derved en ret som mange patroner ellers normalt
forbeholdte sig, nemlig en forpligtelse mod slægten som har skænket og skabt klosteret. Et ret gennem hvilken af diverse slægter og benyttede til at indsætte eventuelle
slægtning som abbed, som led i magtpolitiske planer.
Cluny Klosteret hørte til benediktorden.” Benediktinerordenen var en hjørnesten i
den stabilisering af de religiøse organisationer, der prægede det 11. århundredes
Vesteuropa. Cluny blev grundlagt med udgangspunkt i den nye formulering af Benedikts regel”( Web 12)
I den oprindelige Benedikts klosterregel havde en del af munkenes hverdag været
fysisk arbejdet, kombineret med studie og kirkelige ritualer. Gennem de nye regler
blev det fysiske arbejde overladt til ansatte lægfolk på kirkens omliggende jorder.
Munkenes vigtigste opgave blev nu fokuseret på de kirkelige ritualer.
“Besides the learned work required to maintain the elaborate and
many-sided life of the community, the Benedictine rule imposed on
49
all monks an obligation to study. In doing so, it also set severe practical limits to the amount and type of study which was possible within the routine of monastic life. Originally some four hours a day had
been set aside for this purpose and although the liturgical developments of the tenth century had curtailed this allowance, the obligation still remained.”(Southern 1967:180)
Selvom hovedfokusset nu gennem de nye klosterregler blev på kirkelige ritualer,
stoppede pligten til studiet dog ikke. Under abbed Petrus Venerabilis lederskab i starten af det 12 århundrede frem til hans død i 1156, blomsterede klostret i Cluny indflydelse politisk især gennem dens forhold til Europas kongehuse, men også intern i
orden da flere af dets tidligere munke endte med at besidde flere store embeder intern
i kirken. Dertil kom, hvad vigtigere er for dette projekt Petrus Venerabilis’s interesse
for at forbedre kendskabet til kristendommens rival Islam. Southern beskriver hvordan Petrus Venerabilis søger tilslutning til sit projekt ved blandt andet at argumenter
for at ”He was forging weapons against heresy”(1962:39) behovet for at videre studie i islam var ved Petrus Venerabilis’s forståelse et våben i kampen med hvad der
kunne påvirke den kristne kirke ligesom andre kætterske bevægelser havde forsøgt i
den kristne verden. Våben ville dog igennem studiet være noget andet end man var
van til i kampen om omvende muslimerne.
”I attack you, not as some of us often do by arms, but by words; not
by force, but by reason; not in hatred, but in love. I love you; loving
you, in writing to you, I invite you to salvation.” ( Southern 1962:39)
Dette anderledes syn på konflikten, I hvilken man skulle lave et seriøst studie af Islam for at bekæmpe islam på baggrund af kendskabet til dets egne tekster fandt ikke
et arnested efter Petrus Venerabilis, dog opnåede han at indsamle en hvis mængde
viden omkring Islam, der i blandt den største skat af denne viden forekommer ved
50
Robert af Ketton og Herman af Carinthia oversættelse af Koran i 1143. værket blev
oversat på bestilling af Petrus Venerabilis under opsyn af Raymond af Toledo.
De Essentiies
Hermann oversætter dog ikke kun. Han skrev også sin egen bog hvor han videreudviklede det han havde oversat. De Essentiis giver os indsigt i oversættelsesperioden
og i Hermanns tanker. Det var her hans ideer kom klarest frem i forhold til hans mindre værker (Kutlesa 2004: 10). Hermann skrev selv at:
”Dear Robert, we see that, although ancient wisdom has devoted many studies
to those things which we discuss, no one followed his study through to showing
the whole picture. Thus Plato, when he had put forward primary generation, /at
length forced his way towards the extreme [of the universe] and gave part for
whole. Aristotle, however, though also concerned with the whole, in the end finished off the extremes without weaving in the mediators. But the construction of
the universe would by no argument / seem to me to be complete, unless there
was that which alone is the binding force of the structure in all composition. I
am convinced that, since the medium, having up to now been poised in equilibrium in the subsequent motions also most rightly proceed from the same source,
as is worthy of so great a power.” (Hermann 1982: 151)
Her forklarer Hermann til sin ven Robert om hans overvejelser omkring den antikke
visdom og derigennem et af målene for hans værk. Det han gerne ville var, at beskrive og forklare hvordan hele universet fungerede, som han mener hverken Platon eller
Aristoteles ordentligt har gjort. Så det var Hermanns job at rette op på deres forklaringer om hvordan universet fungerede. Dette viste at han både var interesseret i den
kristne platoniske videnskab, men også at han havde kendskab til og brugte Aristoteles. Burnett skrev selv at Hermann så sig selv som Platons efterfølger (Hermann
1982: 16). Det viser også hvor tæt Hermans venskab var med Robert. Haskins skriver
også at det for ham var svært at skille deres arbejde fra hinanden (Haskins 1967: 11).
51
Når der bliver sagt Platon, skal det dog fremhæves at Hermann mest havde kendskab
til den kirkelige forståelse af Platon igennem kirkefædrene og så Timaeus som var
den eneste tekst fra Platon han havde direkte kendskab til (Hermann 1982: 17). Timaeus var dog nok det vigtigste værk for Hermann og dets indflydelse kan ses mange
steder, dels i de termer Hermann bruger, dels i opbygningen af hele bogen der var
kraftigt inspireret af Timaeus’ opbygning og i den måde Hermann skrev som i en dialog med Robert (Hermann 1982: 18)
Hermann var dog ikke kun interesseret i Platon og Aristoteles, også de arabiske
lærde bliver brugt meget. Den mest brugte araber er Abü Maᶜshar som Hermann direkte bruger i De Essentiis dette kan ses i når Hermann skriver:
”(…) the Great Year at 36,000 solar years, which is the third of the four cicuits
of the universe which Abü Maᶜshar measures for the purpose of predicting
mundane events in the Kitāb al-Ulũf.” (Hermann 1982: 141)
Det er dog ikke kun Abu Maᶜshar som Hermann nævnte, men en lang række andre.
Dette er interessant fordi Herman derved begyndte at blande den kristne og den arabiske tankeverden, men også at bygge videre på begge. Burnett beskrev dette når han
skriver:
”It is in its extensive use of Arabic sources to corroborate, to fill in and to complement its Latin learning that Hermann’s De Essentiis might be said to hold a
unique position” (Hermann 1982: 25)
Det kan ikke skrives meget bedre hvorfor Hermanns De Essentiis er et vigtigt værk.
Hans tanker og astronomiske system blev dog ikke anerkendt i hans samtid men det
forsvandt ikke og blev taget op igen i 15 – 1600 tallet. Det var også Hermanns ideer
Tycho Brahe (1546-1601) videreudviklede i hans egne astronomiske teorier (Kutlesa
2004: 12).
52
Franciskanerordenen – et overblik
Tankegodset fra den muslimske verden havde stor indflydelse på hvordan vesteuropæiske lærde beskrev og tænkte om verden. Et eksempel herpå, vil kunne læses i afsnittet om munken Roger Bacon hvis syn på blandt andet naturen og alkymien netop
var blevet påvirket af skrifter overleveret via latinske oversættelser. Roger Bacon var
en del af den munkeorden, der var kendt som franciskanerordenen og for at skabe en
bedre forståelse af hans bagland vil det være hensigtsmæssigt kort at skitsere franciskanerordenens historie. I arbejdet med dette tages der fortrinsvist udgangspunkt i
værket A History of the Franciscan Order – From Its Origins to the Year 1517 (1988)
af John Moorman (1905-1989). Moorman har skrevet flere bøger om netop franciskanerordenen og har derudover opnået at arbejde som rektor ved Fallowfield i Manchester og blive udnævnt som biskop i Ripon i 1959. Værket A History of the Franciscan Order… er som titlen så rigtigt antyder en fortælling om ordenens historie i de
første 3 århundreder af dens eksistens. Moorman skrev selv i bogens forord om den
store opgave det var at producere en nuanceret og korrekt fortælling om en orden, der
havde indflydelse på samfundet, men som også var præget af interne stridigheder.
Formålet med at skrive bogen var for Moorman, både at give læseren indblik i ordenens historie, men også vise via en grundig bibliografi, hvor læseren selv kunne finde
viden om emnet. (Moorman 1988: V)
A History of the Franciscan Order… er blevet til på baggrund af et (således virker
det i hvert tilfælde) omfattende researcharbejde. Moorman har fordybet sig i de forskellige skrifter og kilder om ordenen og skrevet det sammen til en historie, der bliver
fortalt i hvad der, der næsten kan minde om en skønlitterær stil, hvor der ikke sættes
spørgsmålstegn ved eksempelvis de hændelser hvor stifteren Frans af Assisi modtager visioner fra Gud, eller Paven der drømmer om fremtiden. Det kan derfor siges, at
der er med andre ord ikke nogen klar og distinkt adskillelse mellem myte og fakta.
53
Historien om franciskanerordenens, eller ’ordo fratrum minorums’, oprindelse var
en fortælling med en række myter tilknyttet og tog sin begyndelse med fødslen af
dens stifter, Frans af Assisi, der blev født cirka i år 1182. Hans far var en velhavende
handelsmand, der handlede med klæder, og var på forretningsrejse i Frankrig netop
som sønnen blev født. Moderen valgte at døbe drengen John, men efter sin hjemkomst valgte faderen at kalde ham Francesco på grund af sin betagelse af det Frankrig, han oplevede på sin rejse (Moorman 1988: 4).
John Moorman beskriver hvordan den unge Frans levede et liv i materiel velstand og: ”(…)was encouraged to spend money freely and enjoy the good things of
life.” (Moorman1988: 4), men samtidig havde stor medfølelse for dem, der ikke levede ligeså godt som ham selv.
I cirka 1205 opstod der en mulighed for at Frans kunne gøre militær karriere ved
at slutte sig til en gruppe mænd, der ville kæmpe for paven i det sydlige Italien. Han
fuldførte dog aldrig denne rejse, da han på den første nat efter at gruppen havde forladt Assisi fik, hvad der beskrives som et religiøst ’slagtilfælde’ eller en guddommelig vision, der overbeviste ham om, at han måtte opgive turen og vende tilbage. Det
skulle senere vise sig, at dette blot var den første i en række af visioner, der var med
til at forme Frans’ videre liv og levned.
Efter at være vendt tilbage fortsatte han sin muntre tilværelse med diverse eskapader indtil den dag hvor endnu en vision ramte ham. Denne viste ham eftersigende
hvordan fattigdom, frem for at blive opfattet som en form for tab eller trussel for ens
liv, snarere kunne ses som en form for ideal hvori man skulle leve sit liv. I stedet for
at ødsle sine penge bort, begyndte han nu at give til de fattige, ligesom han brugte tid
på både bøn og meditation. Dette var dog ikke det eneste, der ændrede sig. Hans
stærke medfølelse sammen med sit kald til at identificere sig med de fattige og syge i
samfundet fik ham også til at: ”(…) borrow the rags of some beggar in Rome and sit
for a while outside S. Peter’s, begging for alms. It was this also that made him conquer his pride and disgust, and kiss the hand of a leper whom he met by chance out54
side the walls of Assisi.” (Moorman 1988: 5). Dette betegner Moorman som et vigtigt
vendepunkt I Frans’ liv. Dette skulle dog vise sig ikke at være den sidste gang Frans
af Assisi udførte en så ’dramatisk’ gestus.
På et tidspunkt hvor Frans befandt sig i ruinerne af en kirken i San Damiano udenfor Assisi, fik han sin tredje guddommelige vision. I kirken hang en figur af Kristus
på korset, og denne begyndte nu at tale og gav Frans til opgave at genopbygge den
faldefærdige kirke. Frans, der var lykkelig for denne mission skaffede nu penge til
genopbygningsarbejdet. Præsten i kirken valgte dog at afvise gaven af frygt for
Frans’ fader, der ikke var begejstret for sønnens livsstil. Denne misbilligelse førte til,
at faderen klagede sin utilfredshed til biskoppen og forlangte at Frans skulle betale
det tøj og de penge tilbage, som han havde modtaget. Både faderen og Frans selv blev
derfor indkaldt til biskoppen palads for at få afklaret forholdet, ligesom en større
gruppe af mennesker havde samlet sig for at overvære mødet. Efter biskoppen havde
talt om det forkerte i at kirken drog nytte af penge som retmæssigt tilhørte en anden,
valgte Frans at klæde sig af foran forsamlingen og overrække sit tøj til faderen, hvorefter han vandrede bort alene.
Det næste stykke tid var ifølge Moorman en svær periode for Frans af Assisi, der
både var blevet overfaldet af banditter og levede i dybeste fattigdom blandt spedalske
som han plejede til gengæld for husly. Dog mistede han eftersigende ikke modet af
den grund: ”He was indeed learning poverty in a hard school, but his heart remained
gay and uplifted(…)” (Moorman 1988: 8).
I år cirka 1206 modtog han endnu en gang et budskab fra Gud, denne gang om at
følge Kristus’ fodspor og gå ud i verden som en af hans apostle, samle en gruppe af
disciple og prædike det kristne budskab. Disse disciple, eller munke, måtte ikke eje
andet end det tøj de havde på kroppen, skulle arbejde for at tjene til livets ophold og
ellers tigge sig til mad.
De første disciple begyndte nu at slutte sig til Frans og sammen rejste de rundt,
uden dog at være tilknyttet noget kloster eller nogen bestemt orden som sådan. Denne
55
tilværelse som tiggermunk var dog ikke nem for hverken Frans eller hans følge. Folk
de stødte på tog ikke godt imod dem idet de: ” (…)thought that they were either mad
or drunk. Women fled from them in fear, while the menfolk chased them away with
sticks and stones.” (Moorman 1988: 12).
Den 16. april 1209 nedskrev Frans de første regler for det nye etablerede broderskab, denne dato betragter ordenen selv (Web 15) som deres grundlæggelsesdag.
Frans og hans disciple, der talte elleve personer udover ham selv (Moorman 1988:
18), drog derefter til Rom for at få det nedskrevne godkendt af paven. Paven forholdte sig dog skeptisk til de regler den nye orden fremlagde. Disse var baseret på de allerede eksisterende klosterregler om ”(…)fattigdom, lydighed og kyskhed.”(Web 15),
men skulle forstås strengere. Paven var derfor i tvivl om hvorvidt de ville være i
stand til at efterleve dem i det lange løb, eller at deres høje standard ville føre til ordenens opløsning, hvilket i hans øjne var uacceptabelt. På trods af en af kardinalernes
indvendinger, blev Frans og hans følge sendt bort, dog med lovning om at paven ville
se dem igen, såfremt de kunne vise at ordenen var succesfuld.
Hvad der dernæst skete er ikke helt klart. Følgende må siges at være usandsynligt,
men er ikke desto mindre således Moorman fremlægger fortællingen på baggrund af
det kildemateriale han har haft til rådighed: De næste dage skulle både paven og
Frans have oplevet drømmesyner. Frans om en konge, der vedkendte en fattig kvindes sønner som sine egne – paven om Frans, der reddede Laterankirken i Rom fra at
styrte i ruiner. På baggrund af dette, indså paven at han måtte støtte Frans i sit forehavende og gav derfor den nye orden den nødvendige tilladelse.
De næste år var succesfulde for den nye orden, på trods (eller måske netop på
grund) af det hårde liv i dybeste armod. Munkene delte sig op i par og rejste rundt
forskellige steder i landet ikke kun for at prædike deres budskab, men også for at
hjælpe fattige og spedalske. Ordenen levede på samme vis som Kristus og Hans disciple selv havde gjort i evangelierne, hvilket virkede, og skaffede dem mange tilhængere.
56
I 1212 overhørte en ung pige ved navn Klara en række af Frans’ prædikener. Efter
samtaler med Frans af Assisi, valgte hun at sælge alle sine personlige ejendele, give
pengene til de fattige og slutte sig til ordenen. Det var dog ikke uproblematisk for en
kvinde at blive en del af en munkeorden, også selvom det var en forholdsvist ny orden, der stadig manglede egentlig organisering. Hun blev derfor indlogeret i benediktinsk nonnekloster i Sao Paolo, men blev dog flyttet til et beliggende i Sant Angelo,
hvor hendes yngre søster Agnes sluttede sig til hende. De to faldt dog aldrig til blandt
nonnerne og Frans installerede dem derfor i kirken i San Damiano hvor de efter noget
tid fik selskab af flere af deres kvindelige venner. Klara tiltrådte embedet som abbedisse på foranledning af Frans, der ifølge Moormans fortælling også nedskrev den
første klosterregel i cirka 1215 (Moorman 1988: 34). Flere, heriblandt tidligere benediktinske nonneklostre anmodede om at tilslutte sig gruppen, der begyndte at gå under navnet klarisseordenen, hvilket betød, at i år 1228 var de oppe på cirka treogtyve
klostre alene i Italien.
I takt med at franciskanerordenen voksede, og nye personer sluttede sig til gruppen, blev det dog også mere nødvendigt for dem at mødes med jævne mellemrum for
at træffe fælles beslutninger, der skulle sikre at ordenen fremstod samlet. Ligeledes
var det nødvendigt at sikre en form for organisering af medlemmerne, især fordi der
nu var franciskanermunke i flere lande (Moorman 1988: 31). Dette rejste også
spørgsmålet om, hvordan de enkelte medlemmer skulle forholde sig til hinanden.
Hvem havde den øverste autoritet, når der skulle træffes afgørelser? Det ville være
umuligt for Frans selv at være til stede overalt. Man mødtes derfor i 1217 blandt andet for at definere de enkelte medlemmers autoritet, hvordan disse skulle forholde sig
overfor Frans, samt hvordan de kunne udnævnes og afskediges.
Både franciskanerordenen og klarisseordenen havde som allerede nævnt meget
strenge regler for hvordan livet skulle leves i klostrene. Frans af Assisi var dog opmærksom på, at nogle mennesker så op til Frans og ønskede at leve et liv efter Kristi
forbillede, men som var uvillige til at lægge deres ejendom, ægteskab, familie og ar57
bejde bag sig for at leve efter de franciskanske klosterregler. På denne baggrund stiftede han hvad der senere blev kendt som Den Tredje Orden for både mænd og kvinder:
”(…)these men and women of all ranks and types were drawn together by their common love for S. Francis and their desire to lead a
more Christian life. In a sense they were all part of the Franciskan
fraternity, just as Clare and her sisters were.” (Moorman 1988: 42).
Efterhånden som ordenen voksede, således voksede også problemerne for Frans.
Blandt andet spørgsmålet om fattigdom og hvor omfattende dette skulle forstås. For
Frans var der ingen tvivl om at ejendele førte til splittelse, men flere i ordenen var
ikke enige. Splittelsen brødrene imellem frustrerede Frans, der følte at andre forsøgte
at tage hans orden fra ham (jf. Moorman 1988: 55).
I 1217 havde ordenens størrelse og udbredelse i lande udenfor Italien, ført til at den
blev territorialt opdelt med provinsielle præster som ’overhoveder’ i hvert enkelt
land, hvilket yderligere var med til at mindske Frans’ direkte kontrol. Man var med
andre ord ved at indse og opbygge en form for intern struktur, der kunne være med til
at organisere det efterhånden ret anseelige antal af munke.
I 1226 døde Frans af Assisi og det var derfor nødvendigt at finde en ny leder af
ordenen. Positionen gik til broder Elias, der både ønskede at styrke ordenens omdømme samt mindske de enkelte provinsers magt ved at oprette flere. Broder Elias
var dog også en person omgivet af kritik og kontroverser. På grund af hans, efter eget
udsagn, skrøbelige helbred kunne han ikke leve i fattigdom på samme måde som
Frans havde gjort, og valgte derfor en mere luksuriøs tilgang til tilværelsen, hvilket
selvsagt skabte en del debat blandt brødrene. Det på en gang triste og ironiske, er at
franciskanerordenen de næste år var internt splittet på grund af nogle idealer, der af
Frans var tænkt til at skabe harmoni.
58
Det franciskanske natursyn
Mens Frans levede var han fortaler for at man som medlem af ordenen ikke skulle
lukke sig inde i et kloster, men derimod ud i naturen, der var et ” (…) medium for
Guds tale, det sakrale ord.”(Haaning 2001: 133). Verden var en del af skaberværket
og bar tydeligt vidnesbyrd om skaberens evner og Hans visdom. Dette syn på naturen
kunne man også læse om hos den senere Roger Bacon, der både beskrev det, men
også arbejdede videre med det.
59
Roger Bacon
Roger Bacon, ca. 1220-1292 (Haaning 2001: 53), var en franciskanermunk, der i eftertiden blev kendt for at være en af pionererne inden for hvad der kan betegnes som
en moderne naturvidenskabelig metode baseret på empiri. Han blev dog også set som
en lidt tragisk karakter, der kæmpede forgæves for at få indført reformer i en tid, der
ikke ville anerkende de ideer og tanker han stod for.
I arbejdet med Roger Bacon tages der blandt andet udgangspunkt i R. W. Southern
(1912-2001) (Web 16). Denne var en britisk historiker hvis værker, som nævnt andetsteds, havde stor indflydelse på forskningen i middelalderen. I sit arbejde beskrev han
både sociale, politiske samt religiøse institutioner i perioden, ligesom han ikke var
bange for at udfordre ellers etablerede synspunkter. I værket Western Views of Islam
in the Middle Ages ønskede Southern at sætte fokus på den indflydelse den islamiske
verden havde haft på udviklingen af vesteuropæisk kultur – en indflydelse der først
var blevet anerkendt og havde dannet grundlag for seriøs forskning i årene mellem de
to verdenskrige, og efter 2. Verdenskrig. Et arbejde med hvilket der var en række
vanskeligheder forbundet, ikke mindst: “… the conservatism of established academic
routine.”( Southern 1962: 1). Southern forsøgte at give et overblik over resultaterne
af forskningen som de var på daværende tidspunkt. Om Roger Bacon skrev han: ”He
is a man who has been equally overpraised and undervalued, overpraised for what he
did not do, undervalued for what he did.” (Southern 1962: 52). Billedet af Roger Bacon som en fremskridtets mand, der var forud for sin samtid, er med andre ord et billede, der kan siges at være både lettere overdrevet, men også unuanceret i forhold til
det kildemateriale som er tilgængeligt. Samtidig bliver han dog også beskrevet som
undervurderet i forhold til det som han rent faktisk bidrog med i sit virke.
Bacons livsgerning har ligeledes både inspireret og fascineret senere tiders tænkere
samt forfattere. Nogle så ham som en slags magiker, troldmand eller alkymist (Web
60
17) mens andre brugte ham som grundlag for fiktionelle fortællinger i bøger samt i
skuespil.
Roger Bacon blev født i England, nærmere betegnet Ilchester i Somerset. Om hans
første år og liv i England vides forholdsvist lidt. Dog ved man at han rejste til Frankrig og underviste i 1240’erne ved universitetet i Paris, der på dette tidspunkt var centrum for europæisk viden og intellektuelt liv. Filosofisk tankegods overleveret fra den
islamiske verden, havde på dette tidspunkt vundet indpas i den vesteuropæiske verden, der tidligere, rent filosofisk set havde været isoleret i forhold til resten af verden:
”… the philosophical impact of Moslem writers on Western theologians was making
itself felt for the first time in a really powerful way.”(Southern 1962: 52). Det drejede
sig dog ikke udelukkende om muslimske tænkere, men også græske filosofiske og
videnskabelige skrifter, der havde haft indflydelse på den islamiske udvikling overleveret fra Grækenland. Udbredelsen af skrifterne var sket takket være en gruppe af
oversættere: ”The change was very largely the result of the work of a small body of
devoted translators at work in Toledo in the third quarter of the twelfth century.”(Southern 1962: 53). På grund af disse oversætteres arbejde var det nu muligt for
de lærde at læse skrifterne på latin, men det var dog først i cirka 1230 at tankegodset
havde fundet vej til de vesteuropæiske tænkeres skrifter – hvilket blandt andet kunne
læses i brugen af terminologi der blev benyttet. Det drejede sig blandt andet om tænkere som eksempelvis Aristoteles eller Avicenna. Sidstnævnte var en persisk læge og
filosof, der selv var inspireret af Aristoteles og hvis lærebog i medicin blev brugt på
de europæiske universiteter (Web 18). Ligeledes blev tekster skrevet af Averroes
(maurisk læge og filosof) oversat til latin - dette drejede sig især om hans udlægninger af Aristoteles. Det interessante er hvordan vesteuropæiske tænkere brugte Averroes’ termer til at formulere deres egen kritik og tilbagevisning af Avicenna, da dette
viser to ting: Både at de muslimske tekster i det hele taget blev læst, men også at de
havde indflydelse på hvordan forskellige filosofiske/teologiske problemstillinger blev
formuleret og tænkt af de vesteuropæiske lærde.
61
Dette faldt tidsmæssigt sammen med, at Bacon havde nået en alder hvor han var
modtagelig for, og havde mulighed for, at sætte sig ind i disse tanker. (Web 17)
Det er også i denne sammenhæng at han stiftede bekendtskab med naturvidenskabelige skrifter forfattet af Aristoteles, som han også underviste i på universitetet i Paris. Bacon hørte derfor til blandt de første, der i denne periode underviste i netop Aristoteles, hvis skrifter havde været bandlyst fra universitetet siden 1210. Indflydelsen
af skrifterne, ikke kun på Roger Bacons liv personligt, men på hele den vesteuropæiske tænkning, må siges at være af stor betydning.
På et tidspunkt vendte Roger Bacon tilbage til sit hjemland for at undervise på universitetet i Oxford og i begyndelsen af 1250 valgte han at træde ind i franciskanerordenen. Dette var dog ikke videre uproblematisk, og en række uoverensstemmelser
med ordenens overordnede (Haaning 2001: 58) førte til at han blev sendt i eksil i Paris cirka år 1257 og placeret under enten husarrest eller ligefrem fængsel. Nogle af
grundene til dette var: ”… Bacons sympati for de spirituelle franciskanere, som franciskanerordenen netop i disse år havde et brud og et efterfølgende opgør med.”(
Haaning 2001: 58), samt hans kritik af den kirkelige institution som helhed. Det er
uklart hvorvidt Roger Bacon under sin tilfangetagelse (uanset om det drejede sig om
husarrest eller fængselsophold) havde været underlagt et direkte forbud mod at skrive
eller han ’blot’ mistede lysten på grund af de omstændigheder han var underlagt. Ikke
desto mindre var det omkring dette tidspunkt, at han læste værket, Secretum Secretorum, tilskrevet Aristoteles tiltænkt Alexander den Store, der fik stor betydning for
den filosofi og de tanker han formulerede sidenhen. Bogen var blandt andet en beskrivelse af naturens hemmeligheder og beskrev et natursyn og en verden, der blev en
inspiration for Bacons tænkning i hans senere formulerede skrifter. Skriftet beskrev
en verden hvor der eksisterede en enhed mellem alt stof, der havde samme ophav og
var styret af et for mennesket skjult, overordnet livsprincip. Der eksisterede heller
ikke en adskillelse mellem himmel og jord, hvilket betød at der ikke stod noget modsætningsforhold mellem det religiøse og det jordiske. Dette verdenssyn var i modsæt62
ning til det kristne, der netop havde adskillelsen og modsætningen mellem det åndelige og det sanselige som en del af dets grundtanke.
Det var på denne baggrund han mente, at der eksisterede en form for universel,
men skjult sandhed, der var blevet overleveret fra det jødiske folk via persiske vismænd til filosofferne i antikken. Denne overlevering gennem flere led medførte dog
også at der var sket en ’forvanskning’ af den oprindelige viden, hvilket nødvendiggjorde et studie af flere skrifter. Det bemærkelsesværdige var derfor, at ifølge ham
kunne denne sandhed kun erkendes delvist ved at læse tekster fra Bibelen, og at en
dybere forståelse kunne opnås via astronomiske/astrologiske tekster fra antikken
(Haaning 2001: 64), ligesom alkymien kunne bidrage til større indsigt: ”… det betyder, at teologien og åbenbaringen er en gren af denne viden, ikke kun dens ypperste;
at Bibelens lære er en variant af sandheden, ikke den absolutte sandhed.”(Haaning
2001: 65).
Udover ovenstående var han i løbet af 1260’erne i stand til at skrive flere tekster
om lys, ”… optiske fænomener og perception…” (Haaning 2001: 59), der byggede på
skrifter fra de arabiske lande, der var blevet oversat til latin.
Under sin første tid i Paris havde Roger Bacon stiftet bekendtskab med kardinal
Guy de Foulquois, der blev valgt til pave Clemens IV i februar 1265. Senere, omkring år 1266-1268 (Southern 1962: 56), fik Roger Bacon mulighed for at rette henvendelse til Paven angående forslag til reformer af kristendommen, som han havde
arbejdet med. Forslagene blev udformet til de tre værk Opus maius, Opus minus samt
Opus tertium der alle blev sendt i hemmelighed, da stridigheder indenfor franciskanerordenen gjorde, at medlemmer ikke måtte kontakte paven direkte. Værkerne var
dog ikke kun ideer til reformer, der kunne føre den kristne organisation fremad, det
var også en forholdsvist streng kritik af samtiden. R. W. Southern beskriver Bacon
som en mand med en stor lyst til at udtrykke de tanker han havde på sinde, og hvordan indholdet nærmest kunne karakteriseres som værende uklogt fornærmende, gentagende samt (overdrevet) selvsikkert, men som ikke desto mindre også hører til
63
blandt de mere letlæselige skrifter fra middelalderen (Southern 1962: 56). Bacons
kritik gjaldt især tidens teologer, der ifølge ham ikke havde det fornødne kendskab til
vigtige sprog som græsk og hebraisk. Manglen på disse sprogkundskaber var ifølge
Bacon også et problem i forhold til de udfordringer de kristne korsriddere stod overfor under de igangværende korstoge, idet det var umuligt at forkynde det kristne budskab uden at være i stand til at tale et sprog, der kunne forstås. I det hele taget mente
han, at korstogenes mål var blevet korrumperet af ønsket om magt. (Southern 1962:
57)
I stedet for en decideret invasion og undertvingelse med vold, burde kristendommen derimod fokusere på forkyndelsen og argumentationen. For at finde de rette argumenter til at overbevise de vantro, var det nødvendigt at kategorisere dem på baggrund af en række kriterier som eksempelvis hvor mange guder de tilbad og hvorvidt
deres religion havde et præsteskab. Der var med andre ord tale om en mere human
tilgang til det forkyndelsesprojekt som korstogene også var. Roger Bacon anerkendte,
at der i et trossamfund som eksempelvis det islamiske, kunne være fornuftige individer, der kunne overbevises med de rette argumenter - det var med andre ord vigtigt at
finde et fælles grundlag hvor der kunne opstå en form for dialog. Dog troede han
fuldt og fast på, sammen med andre i franciskanerordenen, at når de kristne argumenter var blevet fremlagt, ville muslimerne ikke have nogen mulighed for at diskutere
overhovedet (Southern 1962: 90). Problemet, som også blev påpeget i eftertiden var
dog, at de kristne missionærer næppe ville få mulighed for at fremføre argumenter
eller deltage i nogen form for fredelige diskussioner i de landområder der endnu ikke
var blevet erobret fra islamisterne.
Hvad der ligeledes må siges at være bemærkelsesværdigt, er både den vægt han
lagde på filosofien, men også at han anså kristendommen for at stå svagt, når det kom
til filosofisk tænkning. Det var en gave man måtte have fra de ikke-troende for at
kunne forkynde budskabet. Southern ser nærmest Bacons beskrivelser som en form
for to-vejsproces:
64
”This, then, is the role of the unbelievers – and he must be thinking
in the first place of the Greeks, and after them of the Arabs – to provide Christianity with the philosophy it needs to understand itself, so
that philosophy can return to them enriched by revelation.”(Southern 1962: 59).
De lærde i hans samtid manglede, ifølge Bacon, den rette indsigt i naturvidenskaben
og ikke mindst alkymien, discipliner som han anså for både at kunne være til stor nytte for kristendommen, men også en streng nødvendighed for at opnå indsigt i den førnævnte universelle sandhed. Som allerede nævnt, argumenterede han for en metode,
der skulle være baseret på både erfaring og empiri, der begge var nødvendige for at
supplere viden fra Bibelen og andre skrifter. I Opus maius beskrev han dette med begrebet scientia experimentalis. Det var også i denne sammenhæng, at alkymien blev
inddraget og præsenteret for paven som et grundlag for naturfilosofien, og ikke en
form for magi, der havde at gøre med det overnaturlige. Denne disciplin var grundlag
for både teoretisk og praktisk lægekunst samt ”… beskæftiger sig med alle de livløse
tings dannelse og alle de levende tings tilblivelse fra de fire elementer.”(Haaning
2001: 71). Det bliver understreget at alkymien var en videnskab, men at denne ikke
var tilgængelig for alle og enhver, men virkede som en kraft i det skjulte, der kun var
åbenbaret og tilgængelig for ganske få udvalgte. Ligeledes mente Bacon og til dels på
baggrund af ovennævnte skrift af Aristoteles, at der eksisterede en form for livseliksir, der kunne bringe det menneskelige legeme til en form for ’optimal’ tilstand og
sikre evigt liv, hvad man kunne kalde ”… en udødelig sjæl i et udødeligt legeme…”(Haaning 2001: 83). Dette var en forestilling med rødder i det fjerne østens religion og filosofi som Bacon højst sandsynligt var blevet introduceret til via arabiske
skrifter, der var blevet oversat til latin på hans tid, og som han var blandt de første
vesteuropæere til at arbejde med. Som Haaning også påpeger, er der her tale om et
eksempel på vidensudveksling mellem kulturer – i dette tilfælde kan der trækkes en
65
’linje’ fra fjernøstens religiøse tænkning over arabiske skrifter oversat til latin for til
sidst at ende hos blandt andre Roger Bacon i Vesten. Ideen om en livseliksir blev
hermed tænkt ind i en vesteuropæisk kulturel kontekst, hvilket gav den et nyt ’liv’ og
påvirkede senere europæiske tænkere:
”Forestillingen indgik i Vesten i medicinske teorier og i den kristne
religion og filosofi, dels som et princip i den vestlige medicin, dels
som en slags vej til frelse.” (Haaning 2001: 83).
I skrifterne om alkymien, der blev sendt til paven, kan man også se hvor usædvanlig
en person Roger Bacon var i forhold til sin samtid. Hvor kristendommen ellers fokuserede på det åndelige, så han derimod en mulighed for mennesket, at overvinde de
eksistensvilkår, der, i hvert tilfælde ifølge de kristne, var en kendsgerning efter syndefaldet. Han var muligvis ikke den eneste med dette synspunkt, men det interessante
må vel siges at være, at man på dette tidspunkt i historien kunne læse et synspunkt,
hvor der blev argumenteret for en forsinkelse af aldringsprocessen hvis den rette form
for medicin blev taget. En tanke der ikke er markant fremmed i forhold til moderne
medicinsk videnskab.
For at fremhæve hvad oversættelserne betød for fremtiden, kan man tage fat på
Roger Bacons Concerning the Marvelous Power of Art and of Nature and Concerning the Nullity of Magic. Dette brev omhandlede blandt andet hvordan den almene
borger let blev narret og hvordan filosoffer let skjulte alle deres hemmeligheder omkring verden for andre. Bacon arbejdede også her med en lang række spørgsmål,
f.eks. hvordan magi højst sandsynligt måtte eksistere, hvilket ikke var langt fra hvad
de fleste tænkte på denne tid. Under dette felt ’magi’, kom han ind på kirkens brug af
bønner, magikeres bøger, magiske figurer, stjernernes placering og besværgelser i
medicinske praksisser.
66
Diskussion
Hvordan har kristendommens forhold til naturfilosofien igennem tiden? Vi spørger
her hvad en så enorm institution som den katolske kirke mener om en række emner,
der behandler nogle gange vidt forskellige spørgsmål på meget forskellige måder.
Hvad man kan gøre, er at se på kirkens reaktioner på gennembrud op igennem årene,
og forsøge at fortolke det.
I starten af oversættelsesfasen kan vi generelt se en stor interesse for den nye viden. Dette ses dels hos oversætterne der bruger det meste af deres liv og kræfter på at
videreformidle den viden de opdager på arabisk, men også i klostre og andre læringssteder længere væk end blot kontaktområderne. Cluny var et godt eksempel på dette –
her var en højborg for både viden og religion dybt involveret og interesseret i dette
oversættelsesarbejde. Generelt kan vi se denne holdning i alt det materiale vi har læst
fra 11 hundrede tallet. Der er en fascination og nysgerrighed for alt det nye, der blev
opdaget i løbet af denne tid.
Dog har vi også opdaget at dette ikke varer ved. Et af de sene eksempler i perioden
vi kort nævner, er Pariserfordømmelserne i 1277, hvor der blev slået ned på en række
teser fremsat af skolastiske tænkere. Ifølge McGuire var dette et tegn på, at kirkens
indstilling over for nyskabelse var ved at ændre sig. Han fremhæver at kirken stopper
sit reformarbejde efter 1250, og deres forsøg på at stoppe de der hævdede at Jesus og
apostlene levede i absolut fattigdom, og at troende burde følge deres eksempel. Det
ramte især franciskanerordenen som ved at følge Frans’ eksempel levede efter disse
ideer, dog var ordnen fragmenteret og det var kun dele af den som var problematisk.
McGuire vil dog ikke gå så langt som han siger Southern gør og sige at vi går fra et
åbent til et lukket samfund (McGuire 2005: 189) men derimod skal tale ”(…) om et
energisk og dynamisk samfund stillet over for et mere forsigtigt og skeptisk.”
(McGuire 2005: 195).
67
Argumentet imod fremføres af Hannam, der i sit essay påpeger at fordømmelserne
kom som et modsvar til de skolastikere, der prøvede at redefinere Guds almægtighed,
og den naturlige verden baseret på for eksempel Aristoteles’ udsagn. Havde kirken
gjort anderledes, havde det været det samme som at sige, at Gud kun var almægtig så
længe han passede ind i Aristoteles’ fatteevne. Hannam påstår desuden, at fordømmelserne kun tjente til at få de mest liberale skolastikere til at tie stille, og fremmede
tankegangen om at eksperimentere før man accepterede ting som fakta.
Men hvorfor denne afstandstagen, eller som McGuire siger, det skeptiske og forsigtige forhold til det nye? Der er nok ikke noget let eller entydigt svar til dette
spørgsmål. Nogle af de oversatte værker havde kontroversielt indhold. Især Aristoteles og alt der hed noget med natur blev opfattet som problematisk og ledte til mange
forbud og fordømmelser fra især kirken (Haaning 2009: 202). Bacon er et eksempel
på dette på grund af hans arbejde med naturen og alkymi. Det at Bacon skrev brevet
Concerning the Marvelous Power of Art and of Nature and Concerning the Nullity of
Magic hvor han nærmest forsvarede sig selv for ikke at bruge magi. Dette er nok fordi disse teksters budskaber stred imod den kirkelige forståelse af verden. Også udviklingen i uddannelsessystemet fra i den tidlige middelalder at al læring var forbeholdt de gejstlige og adelen. Til i højmiddelalderen hvor der dukker flere og flere katedralskoler og senere universiteter op, har det også hævet antallet af lærde. Af dem
var ikke kun gejstlige, men også flere sekulære, som nu har mulighed for at få en uddannelse, så der er et større antal der kan blive inspireret af de genopdagede tekster.
Haaning fremhæver at problemet med naturfilosofien er at den stiller spørgsmål ved
åndens absolutte dominans over naturen og når kristendommen er åndens religion så
skabte naturfilosofien også tvivl ved kristendommens dominans over naturreligioner
(Haaning 2009: 2005).
Dette har nok været nogle af grundene til at senmiddelalderen blev skeptisk og forsigtigt da de opdagede den potentielle kritik der lå af kirkens og guds almægtighed i
de oversatte tekster. Der har været nogle blandt kirken, der har reageret på den trus68
sel, de så i den antikke lære. Denne trussel er også nærværende når Bacon tvivler på
Biblens sandhed og fremhæver endnu ældre tekster som havende støre sandhed, og
dette kan ses som et angreb imod kirken. Det stoppede heller ikke med middelalderen
og kan ses helt op til i dag.
69
Konklusion
Gennem vores arbejde med perioden har vi set, at det oversætterarbejde, der var vores
primære fokus, påvirkes i overraskende lille grad af de involverede religioner. Den
reaktion vi kan finde er mest en opfordring til og interesse for arbejdet. Dette ses nok
bedst på klostre som Cluny og Monte cassino. Arbejdet bliver fortaget af interesserede intellektuelle, og det er først i årene efter oversættelsesarbejdet, hvor de oversatte tekster blev spredt ud og videreudviklet at den katolske kirke reelt reagerer på det.
Det kirken især var imod var den naturvidenskabelige del af de oversatte tekster. Kritikken og det skeptiske forhold til den videre udvikling i naturfilosofien kan man argumentere både hjælper og hindrer. Under alle omstændigheder farves det moderne
syn på perioden utvivlsomt af Renæssancen, samt det 18. og 19. århundredes litteratur, der omtaler det som en veritabel krig mellem det religiøse og det rationelle. Dog
efter at have nærlæst perioden, og især kigget på den tidlige middelalders faktiske
tilstand, samt Haskins oprindelige indvendinger, er vi tilbøjelige til at forkaste det
populære billede, der er opstået af perioden, meget lig den føromtalte krig.
Vi i gruppen har ikke undersøgt på den katolske kirkes officielle forhold til kontroversiel naturvidenskabelig udvikling, der forgår i dag. Det er dog vores fornemmelse at kirken nu har problemer med at forene deres dogmer med naturvidenskabelig udvikling. For eksempel findes der næppe bibelske citater, der siger noget konkret
om kloning.
70
Litteratur liste
Bacon, Roger.1923.On the nullity of Magic. Easton, PA. The Chemical Publishing
CO. s.1-49.
Burnett, Charles. 1992. A History of Twelfth-Century Western Philosophy. Cambridge University Press.
Garcia-Ballester, Luis. 1994. Pracital medicine from Salerno to the Black Death. 1.
udgaven 1. oplag Cambridge University Press. s.1-15
Haskins, Charles Homer. 1967.Studies in the history of mediaeval science. Second
printing. Frederick Ungar publishing co. s. 3-16 og s.43-66
Herman af Carinthia.1982. De Essentiis. Leiden-Köln, E.J.Brill.
Redigeret af Høiris, Ole og Ingesman, Per.2010. Middelalderens verden: verdensbilledet, tænkningen, rummet og religionen. Aarhus Universitetsforlag. s. Provençal, Philippe. Modsætningernes tid - det kristne Vesteuropa og den islamiske verden i det 12.
århundrede.
Haaning, Aksel. 2001. Naturens lys. 1. Udgave 2. oplag. C. A. Reitzels Forlag.
Haaning, Aksel. 2009. Middelalderens naturfilosofi. 3. udgave 1. oplag. Forlaget
Vandkunsten.
Jolivet, Jean. 1992. A History of Twelfth-Century Western Philosophy. Cambridge
University Press.
Knudsen, Sanne Stemann og Danielsen, Kim Beck.2011. Middelalderen – historie,
religion, litteratur og kunst. 1 udgave. 1 oplag. Systime. s. 10-13
Kutlesa, Stipe. 2004. Croatian Philosophers I: Hermann of Dalmatia (1110-1154).
Prolegamena.
71
Matthew, Donald. 1998. The Norman Kingdom of Sicily. 1. Udgave 4. oplag. Cambridge University Press. S. 9-33 og s. 86-168.
McGuire, Brian Patrick.2005. Den levende middelalder. Gyldendals forlag
Moorman, John. R. H. 1988. A history of the Franciscan order: from its origins to
the year 1517. Fransican Herald press.s.
O´shea, Stephen.2007.Sea of Faith. Profile books. S.130-157.
Provençal, Philippe.2002. Den arabiske verdens betydning for naturvidenskaberne med
lægevidenskab
som
eksempel.
PDF
fil.
http://www.hum.au.dk/ckulturf/pages/publications/pp/arabisk_medicin.html
Edited by Rippin, Andrew.2008.The Islamic world. Routledge. s.289-305: Saliba,
George. The Scientific tradition. Og s.318-331: Heck, Paul. L. The transmission of
knowledge.
Southern, Richard. 1962. Western view on Islam in the middle ages. Oxford University Press.
Southern, Richard. 1967. The making of the middle ages .Hutchinson & Co. s.155159
Ulff-Møller, Paul. Jensen, Bernard Eric. Sørensen, Nils Arne og Bekker-nielsen,
Tønnes. 2001 Gads historie leksikon. 1. udgave 1. oplag.Gads forlag.s.325-327 og
s.420-421.
72
Hjemmesider
Web 1: http://forskning.ruc.dk/site/person/aksel
Web 2: http://www.forlagetunivers.dk/view_writer.php?id=41&l=da&b=
Web 3: http://warburg.sas.ac.uk/index.php?id=424
Web 4: http://magenta.ruc.dk/cuid/uddannelser/historie/ansatte/vip/McGuire/
Web5:http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Historieteori_og_videnskab/Historikere,_europ%C3%A6isk_middelalder/Richard_William_Southern
Web 6: http://www.muslimmodernities.org/items/show/24
Web 7: http://explore.georgetown.edu/people/plh2/?PageTemplateID=134
Web 8: http://www.forlagetvandkunsten.dk/108597/
Web 9: http://www.history-science-technology.com/default.htm
Web 10: http://www.bede.org.uk/sciencehistory.htm#dark
Web 11: http://en.wikipedia.org/wiki/Monte_Cassino
Web 12: http://en.wikipedia.org/wiki/Cluny_Abbey
Web 13: http://en.wikipedia.org/wiki/La_Convivencia
Web 14: http://en.wikipedia.org/wiki/Mozarab
Web 15: http://da.wikipedia.org/wiki/Franciskanerordenen
Web 16: http://en.wikipedia.org/wiki/R._W._Southern
Web 17: http://en.wikipedia.org/wiki/Roger_Bacon
Web18:http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Filosofi/Middelalderens_filos
ofi/Filosoffer_-_middelalder_-_ikke_europ%C3%A6iske/Avicenna
73