af Ogier Ghislain der Busbecq: Tyrkiske breve

af Ogier Ghislain der Busbecq: Tyrkiske breve
Jeg ankom til Konstantinopel den 20. januar. Her mødte jeg mine kolleger,
som jeg nævnte ovenfor, Antun Vrancic og Ferenc Zay. På denne tid var tyrkernes
hersker med hæren i Asien, og der var ingen tilbage i Konstantinopel bortset fra
eunukken Ibrahim Pasha, som stod i spidsen for byen, og Rüstem, som imidlertid var
blevet gjort æreløs. Alligevel, idet vi tænkte på hans tidligere rang, som han sikkert
snart ville genvinde, aflagde vi et officielt besøg hos ham, hilste på ham og ærede
ham med gaver.
Her er det måske vel anbragt at berette, hvad der var grunden til, at Rüstem
var blevet gjort æreløs. Hvis jeg ikke tager fejl, så var det med sin konkubine
Bosphorona, at Süleiman havde en søn ved navn Mustafa, som nu var en ung mand,
der nød stor succes i militæret. Men Süleiman havde også flere børn med Roxolana,
som han elskede så højt, at han satte hende i en hustrus sted og gav hende en
medgift, som for tyrkerne betyder det samme som et ægteskab. Dette var nu et brud
med de tidligere herskeres skik, som siden Beyazit den Ældre ikke havde haft nogen
lovformelige hustruer. For da sidstnævnte i et slag blev besejret og sammen med sin
hustru kom i Timur Lenks magt, måtte han bære mange fortrædeligheder, men intet
var mere vanærende end den skam og krænkelse, som hans hustru for hans øjne blev
udsat for. Dette huskede de herskere på, som kom efter Beyazit, og som alle, indtil
den nuværende, afstod fra at holde hustruer. For at en lignende skæbne ikke skulle
overgå dem, har de kun modtaget børn fra kvinder af slavestanden, hvilket ikke ses
som mere vanærende, end hvis det er med legitime hustruer. Tyrkerne tænker ikke
vanærende om børn, som er født af konkubiner eller elskerinder, ligesom disse børn
heller ikke har mindre ret til den fædrene arv.
På grund af sine fortræffelige anlæg, sin passende alder, soldaternes hæder
og folkets gunst var Mustafa altså uden nogen tvivl egnet til at blive sin allerede
aldrende faders efterfølger som hersker efter dennes død. Men for at sikre riget til
sine egne børn modarbejdede hans stedmoder dette. Hun bestræbte sig på at sætte
sin ægteskabelige autoritet over Mustafas karakter og hans alders forret. I dette
fungerede Rüstem som hendes støtte og rådgiver. Med ham havde hun fælles
skæbne, eftersom Rüstem havde indgået ægteskab med en datter, hun havde med
Süleiman. Der kunne således ikke ske den ene noget, som ikke vedrørte den anden.
Blandt pashaerne indtog selv samme Rüstem førstepladsen i henseende til
anseelse og indflydelse hos Süleiman. Han var en mand af skarp og gennemtrængende forstand og et vigtigt redskab til forøgelsen af Süleimans berømmelse.
Spørger du til hans herkomst, så havde han engang været svine- hyrde. Og dog ville
han ikke have været uværdig til sin høje rang, hvis bare han ikke havde været
besudlet af griskhed. Kun på dette ene punkt var han sin hersker suspekt, i de øvrige
afholdt og respekteret. Men også denne last vendte sig til noget godt for hans
hersker, idet han fik overdraget forvaltningen af finans- og pengevæsenet, som
Süleiman havde flest problemer med. I denne gerning lod han ingen gevinst, hvor
lille den end var, gå fra sig. Selv af de krydderier, roser og violer, som voksede i hans
herres haver, forstod han at lave penge. Også fangernes hjelme, rustninger og heste
solgte han, og så fremdeles på andre områder. Idet han gik frem på den måde, fik
han skrabet en masse penge sammen, hvormed han fyldte Süleymans skatkammer
og stabiliserede hans husholdning. Jeg husker også noget, som er usædvanligt i
Tyrkiet, nemlig at en stor mand, som var en indædt fjende af Rüstem, af denne
grund sagde, at selv hvis han kunne, ville han dog ikke skade Rüstem, fordi han med
omhu, flid og arbejde havde bragt orden i sin herres pengesager. Der er et særligt
kammer i paladset, hvor disse summer opbevares. Over det står: »Penge erhvervet
takket være Rüstems nidkærhed«.
Dengang Rüstem var storvesir, som er den, der står i spidsen for hele den
tyrkiske administration, en position, som han helhjertet ønskede sig, kunne han
som rådgiver i alting bevæge sin herres ånd og vilje. Derfor havde den opfattelse sat
sig fast hos tyrkerne, at det var Rüstems beskyldninger og hustruen Roxolanas
heksekunst, noget, hun gav sig af med, som havde fået faderen til at fjerne sig fra sin
søn Mustafa og endda til at træffe den beslutning at få ham ryddet af vejen. Nogle
tror, at Mustafa ikke var uvidende om Rüstems rådgivning og de skadelige kunster,
og at han ville komme dem i forkøbet, idet han tragtede efter at myrde sin fader og
overtage magten.
Intet er så ulykkeligt som den stilling, de tyrkiske herskeres sønner befinder
sig i. Hvis en af dem følger sin fader, er der kun den visse død tilbage for de andre.
For de tyrkiske herskere tåler ingen rivaler. Det kan de slet ikke på grund af
janitsharerne. For hvis en broder til ham, der regerer, er i live, forlanger de gaver
uden ende, og hvis de bliver afvist, hører man straks: »Længe leve broderen«, »Gud
bevare broderen for os«. Og med de ord tilkendegiver de, at de vil sætte broderen på
tronen. Så for de tyrkiske herskere er der ikke andet at gøre end at besudle deres
hænder med broderblod og således indvi deres herredømme med mord. Om
Mustafa nu frygtede denne skæbne, eller om Roxolana ville vende den bort fra sine
børn og over på Mustafa, én ting er sikker: Süleyman havde grund til mord.
Han lå i krig med shah Tahmasp af Persien, og Rüstem var sendt ud som
øverstbefalende. Da han nærmede sig den persiske grænse, gjorde han pludselig
holdt. I et ængsteligt brev forklarede han Süleyman, at tingene var ved at tage en
ugunstig drejning, overalt lurede faren. Soldaterne var blevet bestukket og brod sig
kun om Mustafa. Han selv var ikke mand for denne situation. Süleymans
tilstedeværelse og myndighed var påkrævet. Hvis han ville redde riget, måtte han
komme. Süleyman blev rasende over disse nyheder, skyndte sig at komme og kaldte
Mustafa til sig per brev. Han opfordrede ham til at retfærdiggøre sig over for de
forbrydelser, som han blev mistænkt og allerede også offentligt anklaget for. Hvis
han kunne det, ville intet ske ham.
Mustafa måtte vælge. Hvis han gik til sin vrede, ja, fjendtlige fader, var
udfaldet klart. Men afslog han, ville det være en indrømmelse af, at han havde
planlagt en forbrydelse. Han besluttede sig for den første mulighed, som krævede
størst mod og bragte størst fare. Han forlod Amasya, hvor han var statholder, og
opsøgte sin fader/« Enten forlod han sig på sin uskyld, eller også tænkte han, at der
ikke kunne ske ham noget ondt i hærens nærværelse. Et er sikkert: Han gik sit
uafvendelige fordærv i møde.
Süleyman bar sin søns dødsdom med sig. Den havde han forberedt
hjemmefra. For ikke at støde religionen havde han først konsulteret sin mufti, som
er tyrkernes ypperstepræst, ligesom paven i Rom er det hos os. For at muftien ikke
skulle svare i Süleymans favør gik han til ham med denne sag: »Der var en købmand
i Konstantinopel, ikke en dårlig mand. Engang da han skulle være væk fra sit hus i
nogen tid, satte han en slave, som han satte særlig pris på, til at passe på sine
tjenestefolk, ja, han betroede ham også sin hustru og sine børn. Men ikke så snart
herren var væk, begyndte slaven at endevende ejendommen og at tragte hustruen
og børnene efter livet. Han gjorde endda foranstaltning til herrens egen
undergang.« Süleyman ville nu høre, hvad man med rette kunne dømme slaven til.
Muftien svarede, at han syntes, han fortjente at blive tortureret til døde. Om denne
dom kom fra hans eget hjerte, eller om Rüstems eller Roxolanas list her var på spil,
er uvist, den bekræftede i hvert fald Süleyman i hans allerede trufne beslutning om
hans søns død. For han vurderede, at hans søns forbrydelse imod ham ikke var
mindre end slavens imod sin herre.
Da nu Mustafa kom til lejren, befandt hæren sig i spændt afventning af den
forestående begivenhed. Han blev ført ind i sin faders telt, hvor alt syntes at ånde
fred. Der var ingen soldater, ingen oppassere, ingen tjenere og ingen grund til at
frygte et baghold. Der var til gengæld nogle stumme - som tyrkerne holder så meget
af - nogle stærke og robuste fyre, som var udset til at være hans mordere. Da han
trådte ind i inderteltet, styrtede de sig over ham og forsøgte af al magt at lægge en
strik om hans hals. Han forsvarede sig raskt, han var ikke en svækling, og han
kæmpede ikke kun for sit liv, men også for magten. Der var ikke tvivl om, at hvis
han kunne undslippe denne fare og styrte ud til janitsharerne, så ville de af
bestyrtelse og medlidenhed med ham, som de elskede så højt, ikke blot redde ham,
men også hylde ham som hersker. Dette frygtede også Süleyman selv. Kun en væg af
teltdug adskilte ham fra scenen, hvor tragedien udspillede sig. Da han så, at det
imod forventning trak ud med hans plan, viste han sit hoved i denne del af teltet og
kastede forbitrede og truende blikke på de stumme. Med grusomme tegn skældte
han dem ud på grund af deres langsomhed. Af rædsel genvandt de stumme deres
kræfter, kastede den stakkels Mustafa på gulvet, lagde strikken om hans hals og
kvalte ham. Så lagde de ham udstrakt på et tæppe foran teltet, for at janitsharerne
kunne se den mand, som de havde ønsket sig som hersker.
Da dette rygtedes i lejren, blev hele hæren ramt af medlidenhed og sorg. Og
der var ikke en, som ikke kom for at se det triste skue. Især ikke blandt
janitsharerne. Blandt dem herskede der bestyrtelse og vrede, og de ville have været
parate til hvad som helst, hvis de havde haft en leder. Men ham, som de havde
håbet på at få som leder, så de smidt livløs på jorden. Der var kun et at gøre: med
beherskelse at bære det, som ikke kunne ændres. Således fortrak de sig triste, tavse
og med øjnene fulde af tårer til deres telte, hvor de havde lov til at sørge over den
ulykkelige ynglings fald. Først anklagede de Süleyman for at være en gal, ja, sindssyg
gammel mand. Dernæst forbandede de stedmoderens bedrag og ondskab og
Rüstems forbrydelse, som så helt og aldeles havde udslukket huset Osmans lys.
De tilbragte således denne dag med faste, de smagte ikke engang vand. Der
var endda nogle, som fortsatte med at sulte i længere tid. I flere dage hjem- søgtes
lejren i hvert fald af sorg, og det så ikke ud til, at der var blevet ende på hverken
savnet eller sorgen, hvis Süleyman ikke - på Rüstems eget råd, må man antage havde frataget Rüstem hans rang og sendt ham ene tilbage til Konstantinopel. I hans
sted trådte Ahmed Pasha, som havde indtaget andenpladsen, mens Rüstem havde
været den første vesir. Han var en mand af større mod end forstand. Med denne
forandring af tingenes tilstand aftog sorgen, soldaternes hjerter mildnedes.