Juli 2015 - Dansk Sygeplejeråd

Transcription

Juli 2015
2. udgave
23. årgang
Psykiatrisk Sygepleje
3 Årets Psykiatriske sygeplejersker
5 Redaktionens Hjørne
23
Manglende evidensbaseret psykiatrisk sygepleje
27 Når evidensbaseret viden er styrende for undervisningen
38
Sygeplejersker fravælger psykiatrien
46
Powerknappen
47 Forny dit fagbibliotek
Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker
Indholdsfortegnelse
3
Lederen
4
Årets Psykiatriske sygeplejersker
5
Redaktionens Hjørne
7
”At navigere” – er livet
9
En personlig beretning om at praktisere
som Psykiatrisk hjemmesygeplejerske i
Grønland
13
17
Psykoedukation til patienter med
skizofreni og motivationen til
pårørendeinddragelse
23
Manglende evidensbaseret psykiatrisk
sygepleje
27
Når evidensbaseret viden er styrende
for undervisningen og klinisk vejledning
af sygeplejestuderende
på modul 8
2
Faglige udfordringer ved at praktisere
som Psykiatrisk hjemmesygeplejerske i
Grønland
30
En Psykiatrisk sygeplejerskes funktion i
Akut Modtagelse
33
Skal man være ærlig og fortælle at man
har en psykisk sygdom, hvis man vil
have job i psykiatrien?
38
Nyuddannede sygeplejersker fravælger
psykiatrien
44
Derfor har jeg valgt at arbejde i
psykiatrien
46
Powerknappen
47
Forny dit Fagbibliotek
Udgiver
Fagligt selskab for
Psykiatriske Sygeplejersker,
http://www.dsr.dk/fs/fs11/
Redaktør
Anne Britt Karlsen
[email protected]
Layout
Produktionsskolen Datariet
Bladet udkommer kun
elektronisk.
Materialer til bladet
Alle artikler skal skrives i Word
format, skrifttype Times New
Roman, størrelse 12.
Artiklen må fylde max fire A4
sider. Der skal vedhæftes billede
(som jpg-fil, ikke indsat i Word)
af forfatter til artiklen.
Navn, stilling og arbejdsplads
skrives øverst i artiklen.
Forfatteren er meget velkommen til at vedhæfte andre
billeder og illustrationer til
artiklen (ikke indsat i Word). Der
må også gerne stilles forslag til
billeder og illustrationer.
Anonyme indlæg optages ikke.
Redaktionen forbeholder sig
ret til at redigere i artikler efter
aftale med forfatteren.
Det forventes at forfatter selv
læser korrektur på sin artikel.
Redaktionen er ikke ansvarlig
for stavefejl m.v.
Kontakt
Anette Theis, 3864 5191,
[email protected].
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Lederen
Vi har lige deltaget i bestyrelsesmøde og årets Sygeplejekonference for psykiatriske sygeplejersker. Hvor
er det herligt at være sammen med andre psykiatriske
sygeplejersker og drøfte faget fra forskellige indfaldsvinkler.
Den psykiatriske sygepleje udfordres hele tiden og
der er mange meninger om hvordan, på hvilken måde
den udøves og af hvem. Det politiske fokus er ikke
nedtonet nærmere det modsatte, beslutninger tages
hyppigst meget langt væk fra den egentlige patientsituation.
Vi er to psykiatriske sygeplejersker som har været med
i bestyrelsen i mange år, og ingen af os ville undvære
disse år.
Der har været oplevelser af - ikke blive set som
selskab - ikke blive inviteret ind til drøftelser – at se
andre definere hvad og hvordan udøvelsen af den
psykiatriske sygepleje skulle være.
Har det så været en oplevelse af kun at være på
kanten? Nej vi har også oplevet, at det gennem årene
er lykkedes at at banke på dørene og gøre opmærksom på hvad selskabet og dermed de psykiatriske
sygeplejersker kan byde på mht udvikling, at sætte
patienten og de pårørende i centrum. Der er sket store
fremskridt så der er bud efter os i bestyrelsen og de
medlemmer som har støttet op ved at indgå i arbejdsgrupper mm.
Når vi ser tilbage på vores tid i bestyrelsen, må vi sige
tak for, at vi har fået mulighed for at opleve at de psykiatriske sygeplejersker kom tættere på beslutninger i
Amtsrådsforeningen, Regionsforeningen, Sundhedsstyrelsen og på Christiansborg med oplæg på temadage,
ja selv pressen både den trykte og tv har haft bud efter
de psykiatriske sygeplejersker.
Specialuddannelsen i Psykiatrisk Sygepleje er nu en
uddannelse, der giver merit til kandidatstudiet, det er
en uddannelse der stadig er under udvikling så den
matcher samfundsudviklingen. I bestyrelsen har netop
denne uddannelse haft vores opmærksomhed da den
sikrer at der sker en udvikling af den kliniske praksis
som tager sit udgangspunkt i såvel national som international forskning.
Vi vil opfordre psykiatriske sygeplejersker til at stille op
til bestyrelsen, indgå i det meget spændende arbejde
og dermed være med til at sikre den fortsatte udvikling
af faget til gavn for patienter og pårørende samt de
psykiatriske sygeplejersker.
Hvis du ikke har tiden og energien til bestyrelsesarbejde, kan du deltage i drøftelser på facebook.
Vores ønske for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker er, at de mange sygeplejersker der er ansat
i psykiatrien i såvel kommuner og regioner ser, hvor
vigtigt det er at være medlem og dermed støtte op om
det arbejde bestyrelsen og andre gør.
Sæt på dagordenen der hvor du arbejder – HVORDAN KAN MAN PRIORITETRE IKKE AT VÆRE MEDLEM
- hjælp gerne en kollega med at blive meldt ind i det
gode selskab.
Men ikke mindst tak til de mange, der har været med
til at støtte op om det arbejde, vi har været en del af i
bestyrelsen.
Kitte Hay Jørgensen og Karin Højen Johannesen
bestyrelsen
3
Kåring af Årets Psykiatriske sygeplejersker 2015
Prisen til Årets Psykiatriske Sygeplejerske blev i år delt mellem de to ildsjæle, Marianne Aspmann Nielsen fra S5, Aalborg
Psykiatriske Sygehus og Pia Ransby, Lokalpsykiatrien Haderslev, som begge til fulde lever op til intentionerne for kåringen
af Årets Psykiatriske Sygeplejerske 2015. Landsformanden for Sind, Knud Kristensen, uddelte selve prisen på konferencen i
Kolding, hvor kandidaterne modtog både pris, blomster og klapsalver fra de tilstedeværende fagfæller. Vi ønsker et STORT
TILLYKKE og håber, at prisen vil give inspiration til det videre arbejde som psykiatriske sygeplejersker!
Af: redaktør Anne Britt Karlsen
4
Re
d
April 2015
*
1. udgave
ak
tio
23. årgang
*
ne
ns
Hj
ør
ne
Af: Anette Theis, Afdelingssygeplejerske i Psykiatrisk Ambulatorium for Ældre på PC Ballerup og medlem af redaktionen
Du sidder og læser i det nyeste nummer af Psykiatrisk
Sygepleje. På grund af tekniske udfordringer har vi
haft problemer med at få vores tidsskrift ud til vores
medlemmers e-mail postkasser, men jeg håber dette
nummer er rettidigt ude.
Der har netop været afholdt Konference for Psykiatriske Sygeplejersker i Kolding, hvor Årets Psykiatriske
Sygeplejersker 2015 blev kåret. Se billederne af de
glade prisvindere. Stort tillykke til dem begge!
Nogle af vores læsere kan måske huske, at vi tidligere
havde en fast rubrik i bladet som hed ”Foreningerne
har ordet”. Under nyt navn har vi valgt at genoplive
denne rubrik, nu under navnet ”klumme”. Første
”klumme” er skrevet af Steen Moestrup fra LAP. Steen
som spørger hvad vi forventer af psykiatrien.
Dette nummer indeholder 11 meget forskellige artikler
fra forskellige vinkler på den psykiatriske sygepleje.
Marianne Sand, som arbejder som psykiatrisk sygeplejerske i Grønland har skrevet både en artikel om
sine personlige oplevelser og en artikel om hendes
udfordringer ved at praktisere i Grønland. De smukke
billeder illustrerer indholdet godt.
Emina Mahmuljin og Anja Skotte Jørgensen er nyuddannede sygeplejersker. De har skrevet en artikel med
udgangspunkt i deres to bachelorprojekt omhandlende
psykoedukation til patienter med skizofreni og motivation til pårørendeinddragelse.
Chanett Babette Simonsen har skrevet en spændende
artikel, hvor hun sætter fokus på manglende evidensbaseret psykiatrisk sygepleje, når vi i klinikken skal
vejlede de sygeplejestuderende. Efterfølgende bringes
en artikel, som Chanett har skrevet sammen med
Mai-Britt Nordenkjær og Dorthe Wiwe Dürr, hvor de
kommer med bud på hvordan uddannelsesstederne i
samarbejde med klinikken kan sikre et uddannelsesforløb af høj kvalitet. De vil gerne bidrage til drøftelsen af
hvordan vi bedst klæder de sygeplejestuderende på til
at møde patienterne i deres praktik i psykiatrien.
5
Re
d
ak
tio
ne
Dorthe Nielsen har skrevet en fin artikel om sit arbejde
som psykiatrisk sygeplejerske i en Akut Modtagelse.
Skal man være ærlig og fortælle at man har en psykisk sygdom, hvis man vil have job i psykiatrien? Det
spørgsmål stiller Mette Hartmann i sin artikel. Mette
har arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske. I 2005 blev
hun ramt af psykisk sygdom. Mette har skrevet en god,
personlig og tankevækkende artikel.
Endelig bringer vi to artikler om at vælge eller fravælge
at arbejde i psykiatrien. Joy Thøgersen har lavet en
undersøgelse af hvorfor så mange nyuddannede sygeplejersker fravælger psykiatrien. Anja Skotte Jørgensen har skrevet en artikel om hvorfor hun har valgt at
arbejde i psykiatrien.
Sammen med artiklerne om evidensbaseret psykiatrisk
sygepleje, giver artiklerne os noget at tænke over.
6
ns
Hj
ør
Sidst i bladet finder du vores faste rubrik ”Forny dit
fagbibliotek”. Tjek boglisten og find en bog du kunne
tænke dig at eje. Det eneste du skal gøre er at sende
en mail til Mai-Britt Nordenkjær,læse bogen og skrive
en anmeldelse af den. På den måde får andre psykiatriske sygeplejersker mulighed for at blive inspireret.
Endelig har Thomas Tygesen skrevet et kort indlæg
med opfordring til at følge linket til Powerknappen,
hvor digitale muligheder til mennesker med sindslidelse, er samlet. Tjek linket ud, måske finder du ny
inspiration?
Rigtig god fornøjelse med at læse bladet – og rigtig
god sommer!
ne
Juli 2015
*
2. udgave
*
23. årgang
Af Steen Moestrup, psykiatribruger og medlem af LAP –
Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
”At navigere” – er livet
Et er søkort at forstå, noget andet et skib at føre
Hvad forventer vi af psykiatrien? !
I morges gik jeg og tænkte på – hvad er egentlig brugerens forventning, når man søger hjælp i psykiatrien?
Og som så ofte vælger jeg, at tage udgangspunkt i
min egen situation. Måske er den ikke retvisende for
alle – men min fornemmelse er, at det faktisk er et
meget godt bud på, hvad en stor mængde af psykiatribrugerne forventer.
Man møder op med et kaotisk indre, kan ikke finde
ud af, hvad der er hoved og hvad der er hale. Hvor man
skal begynde eller hvor det vil være fornuftigt at ende.
Har måske gjort nogle forberedelser hjemmefra. Har
nogle forventninger til livet og nogle mål man gerne vil
nå.
Jeg er klar over, at jeg selv kommer til at yde den
største indsats. Sidst jeg søgte hjælp, blev jeg mødt af
en behandler, der siger: ”Vi skal begge yde lige meget”.
Med dette mente han blot, at jeg ikke skulle forvente
at det er mig, som får mest taletid under møderne.
Jeg blev hurtig klar over, at vi havde svært ved at finde
bølgelængden og at vi ikke var enige om målene. Det
som jeg havde forsøgt at udtrykke var, at nok er vi fælles om samtalerne, men når jeg kommer hjem, så er jeg
igen alene om det hele. Jeg forventer ikke, at behandler
tager med. Set i det store perspektiv, er det mig som
bruger, der trækker det store læs.
Behandleren er en person jeg kan sparre med, hente
råd hos, få til at stille de spørgsmål, jeg ikke selv tænkte
på. Eller som kan få mig til at tænke før jeg handler.
Er man heldig får man en behandler, som ud fra hans
større kendskab til psykiske ubalancer generelt, har
overblik over hvori mine centrale problemer stammer.
Billedet der kom til mig i morges var, at jeg var på et
skib hvor jeg var kaptajnen og havde så behandleren
som styrmand, der måske en gang imellem tog over.
Det var for mig typisk ved indlæggelser. Men ansvaret
for skibets ve og vel er mit alene. Det er mig som sætter
kursen, det er mig der bestemmer farten, ligesom det
er mig der træffer beslutningerne.
Jeg kan hente råd og vejledning hos dig – som styrmand
– altså som behandler. Jeg kan sågar bede dig overtage
styringen en gang i mellem, men det er stadig mig som
sætter kursen. Det er stadig mig der beslutter, hvor skal
vi hen og hvad skal vi have med.
Og sådan er det også i livet. Jeg skal selv, som bruger,
finde ud af hvad jeg vil. Hvorfor så inddrage en anden?
Jo, behandleren er til for at hjælpe mig. Det er ikke mig
der skal hjælpe behandleren med hans problemer. At
jeg er med til at sørge for, at han får smør på brødet –
det er en helt anden historie.
7
Selvom psykiatrien taler om målsætninger og god behandlingsetik – så har det intet at gøre med, hvad mine
mål er som kaptajn på mit eget skib. Hvis psykiatriens
målsætninger er afstemt med mine mål, så er det når
de hjælper mig med at nå mine mål og sørge for ikke at
synke undervejs.
Livet er som et søkort – at lære det at kende og forstå at
navigere i det handler om stor viden og ekspertise, selvfølgelig afhængigt af hvor langt man vil nå rundt. Vælger
man kun at sejle i danske farvande, så er der færre ting,
som man skal sætte sig ind i end hvis man vil ud på de
store verdenshave.
Karen Blixen havde et af flere livsmottoer: “Det er nødvendigt at navigere”.
Psykiatriens behandling skal derfor være, at lære os
brugere at navigere i livet, således at vi ikke sejler op
mod høj sø. Det handler ikke om hvor meget eller hvor
lidt tvang, medicin, antal bæltefikseringer, samtaler,
journaler etc. - dette er kun redskaber. Systemets valg
af redskaber kan diskuteres. Men målsætningerne for
mit liv ligger et helt andet sted. Og det er mig alene som
sætter mine målsætninger, psykiatrien kan så støtte mig
i disse eller med kvalificeret modspil få mig til at ændre
disse målsætninger. Psykiatrien må imidlertid aldrig blive
dem, der bestemmer målsætningerne.
Hvor mon den psykiatri jeg
efterlyser, findes?
Findes den overhovedet?
Eller hvornår er psykiatrien
gearet til at hjælpe mig?
Mon det bliver i år 2020 eller
først senere?
Jeg ser søkortet som livet og jeg ser alene psykiatrien,
som en kvalificeret hjælp til selvhjælp. De har misforstået opgaven, hvis de begynder at sætte kursen på mit
skib. Et søkort kan blive forældet – det kan en journal
også. Hvordan sikrer vi os, at journalen er aktuel og
retvisende?
Kan jeg overleve uden
psykiatrien? JA!
Kan psykiatrien overleve uden
brugerne? NEJ.
8
Juli 2015
*
2. udgave
*
23. årgang
En personlig beretning om at praktisere som
Psykiatrisk hjemmesygeplejerske i Grønland
Af: Marianne Sand
Specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske, MSA.
9
Jeg har siden marts 2013 arbejdet på regionsygehuset i
Ilulissat. Jeg er det psykiatriske tilbud i verdens største
kommune – Aavannaa.
Med tiden har jeg fundet ud af, at det ikke er hele
sandheden. Vi er mange der, af et godt hjerte, forsøger at støtte borgere og familiemedlemmer, som i
perioder af deres liv er psykisk udfordret.
Lidt om byen og livet som leves
Ilulissat er den største by i det nordligste Grønland.
Byen ligger lunt i Discobugten. Om vinteren lukker
sneen og kulden sig om byen. Om sommeren er byen
åben for hele verdenen. Det gør at livet leves i sin fulde
udstrækning – venner og familie besøges i bygderne og
langs kysten. Turisterne gør sit indtog.
Jagt og fiskeri er en vigtig del af de flestes liv. For
nogen er det deres erhverv, for andre en vigtig fritidsaktivitet, men alle taler om det.
Hundeslæde har mange og hundene har deres helt
egne områder rundt i byen. Hundene er bundne og
står i flok. Flere gange om dagen lyder ” hunde sirenen”. Hundene starter med at hyle i en ende af byen
for at slutte i den anden. Hvalpe er der hele tiden nye
af. De løber løse rundt og byen fyldes med leg. Slædesporet er helligt. Slædesporet er det vejnet, som er i
byen og i fjeldet, hvor hundeslæderne kører. Alle skal
vige, når der kommer en hundeslæde. Slædesporet har
altid ret.
10
Byen er omgivet af fjeld og isfjorden Kangia. Hver dag
sejler majestætiske isbjerge forbi vinduet udenfor mit
kontor.
Byen er også en moderne by, med de tilbud man forventer. Alle dagligvarer kan købes; prisen er måske høj,
men de er her. Der er et stort udbud af butikker. Tøj,
brugskunst, isenkram, byggemarked m. m.
Byen har en idrætshal med fitnesscenter. Et kulturhus med biograf. Museum med skiftende udstillinger
og foredrag. Kirker tilhørende de mange religioner,
som praktiseres her.
Byen er en kæmpe turist attraktion i Grønland. Derfor
er her 3 store hoteller – alle med gourmet restauranter og kulturelle arrangementer. Prisniveauet er som
i København. Om sommeren især kan man konstant
smovse i grønlandske specialiteter.
Turister fylder på godt og ondt. Jeg er vokset op på
vestkysten af Jylland, så jeg husker helt ind i min sjæl
de to velsignelser: når turisterne kommer og begejstret
deler vores natur. Og - når turisterne rejser og vi kan få
lov at ha det hele for os selv.
Byen har en folkeskole. Fra 8-10 klasse kommer
eleverne ind fra bygderne. De bor hos familie, venner
eller på kollegium. Gymnasiet ligger i Assiat en by syd
for Ilulissat.
Af videregående uddannelser er her, SPS – pædagog
seminariet, som også udbyder social og sundhedsassistent lignende uddannelser.
Juli 2015
Derudover tilbyder byens erhvervsliv uddannelser og
praktikpladser. Det samme gør de kommunale forvaltninger, plejehjem, politiet og sygehuset.
Andre uddannelser er placeret i andre større byer. De
fleste i Nuuk.
Familieskabet er stærkt og har stor magt. Byen mangler konstant boliger. Det har den konsekvens at mange
generationer bor sammen. Generationer mangler i perioder i familien, idet man er nødt til at bo i andre byer,
hvis man vil uddanne sig. Børn vokser op, hvor det er
bedstemor – Ana, som er gennemgående voksen eller
en moster. Far er tit væk, for han har arbejde i andre
byer.
En hverdag med psykiatrisk sygepleje.
De faglige udfordringer har jeg valgt at beskrive i en
selvstændig artikel. Her vil jeg fortælle kort om rammen og hverdagen i sin udstrækning
Sygehuset ligger smukt (se billede). Jeg bor tæt på
fjeldet, så jeg har 20 minutters gåtur på arbejde. På
min gåtur ned mod sygehuset nyder jeg byen og isfjorden.
Min arbejdstid er fra kl. 8 – 16. Mit kontor ligger lidt
for sig selv, og det er de fleste af mine patienter glade
for.
Jeg deler indgang med patient hotellet og portørerne.
Morgen konferencen starter kl. 8, men inden da
har jeg lige nået at udlevere medicin til en patient.
*
2. udgave
*
23. årgang
Han står og venter på mig hver dag. En god start på
dagen for os begge. På vej over til konferencen, går jeg
gennem afdelingen, siger godmorgen til personalet og
tjekker lige om jeg har fået patienter indlagt. Posten
hentes og jeg får lige sagt godmorgen til sekretærerne.
Så er dagen i gang. De fleste patienter kommer til
mig. Hjemmebesøg er en udfordring, idet jeg ofte ikke
har adgang til bil. Sygehuset råder over 2 biler. De er
primært forbeholdt sundhedsplejen og hjemmesygeplejen. Jeg har ønsket mig en cykel og håber det
bevilges.
Patienterne har en aftalt tid, men mange kommer
”lidt skævt”. I starten stressede det mig en del. Jeg
syntes det var svært, at der lige pludselig sad 4 og ventede. Men det viste sig hurtigt at være mit problem.
Patienterne hyggede sig sammen, eller gik og kom igen
lidt senere.
Med tiden har jeg talt med patienterne om det, at
melde afbud og det, at komme til tiden. Sammen har vi
udviklet skilte til at hænge på min dør. Et for ”optaget”,
et for ”værsgo, at gå ind”, et for ”kommer igen lige
om lidt”, et for ”jeg er gået til frokost”, et for ”jeg har
fri, henvend dig venligst i afdelingen”. Patienterne har
skrevet dem på grønlandsk.
Patienterne har haft stor forståelse for, at jeg havde
det svært med ventetiden. De har hjulpet med skiltene
og de samarbejder fint om brugen af sms til at kommunikere påmindelser, afbud, forsinkelser, brug for nye
tider, mangler medicin etc. De griner også lidt af mig
og siger jeg skal give slip på travlheden.
11
Jeg skriver om den sproglige udfordring i artiklen om
de faglige udfordringer.
Ilulissat er en stor by i Grønland, men et lille samfund –
6000 borgere. De fleste kender hinanden, har historier
om hinanden, venskaber, fjendskaber og familieskaber
på godt og ondt. Derfor er fortrolighed og tavshedspligt en særlig størrelse.
Borgere henvender sig til mig om deres bekymringer
om den og den borger – er det sladder, hvordan skal
jeg reagere, hvordan skal jeg dele oplysninger? Lovgivningen er som i Danmark, så den er ikke til at tage
fejl af. Virkeligheden er bare at borgerne bliver vrede/
kede af det/ uforstående, hvis jeg ikke hjælper. Syntes
jeg er mærkelig – ” en dansker, der vil bestemme”.
Hvorfor kan jeg ikke lige …
Jeg prøver at balancere ved hjælp af en vis portion
oplysning om lovgivning, tavshedspligt, fortrolighed,
personlig selvbestemmelse og en vis portion imødekommenhed. Virkeligheden har vist, at der hvor jeg
har ramt plet, kommer borgeren/ patienten igen og
de fortæller om deres taknemmelighed. Der hvor jeg
har ramt forkert, bliver de væk og jeg må selv være
opsøgende på hvad jeg skulle have gjort anderledes.
I løbet af dagen, i løbet af ugen, har jeg diverse møder
med samarbejdspartnere. En gang om ugen har jeg
mulighed for at få lægefaglig sparring med en fast læge
i huset. Der er stor udskiftning blandt lægerne. De er
oftest ansat i vikariater af 3 mdr. s varighed. Derfor
12
kommer disse møder tit til kun at handle om receptfornyelser. Vi laver en slags arbejdslejr, hvor vi bare får
produceret recepter. Samarbejdet med Psykiatrien i
Nuuk foregår ad hoc.
Jeg har en vagt telefon. Reglen er at patienterne efter
kl.16 skal henvende sig på afdelingen og via vagtlægen.
Hvis problemstillingen er af psykiatrisk karakter eller
vedrørende en borger som jeg i forvejen samarbejder
med, så kan jeg blive kontaktet. Det sker sjældent,
men det giver mulighed for en god imødekommenhed
for den borger, som behøver hjælp.
I fritiden er jeg også en ”offentlig” person. Mange
ved hvem jeg er og hilser. Generelt går man ikke forbi
hinanden i bybilledet uden at hilse. Det gode liv er der
en stærk forestilling om her. Det er et liv med arbejde,
sunde interesser, at passe sin familie og intet forbrug
af alkohol.
Det har betydning for borgernes tillid til mig, hvordan
jeg lever mit liv. Jeg drikker f.eks. fredags øl med kollegaer. Jeg spiser ude og kan li at danse. Jeg er i fjeldet,
når jeg kan. Jeg bruger fitnesscenteret og deltager i
lokale sports event. Jeg deltager i en strikkeklub hver
torsdag. Vi sidder på den lokale cafe. Jeg har haft
mange gæster fra DK, mine 2 store drenge har besøgt
mig. Min måde at tale om mine børn på, alt bliver
taget med, er det gået op for mig.
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Faglige udfordringer ved at praktisere som
Psykiatrisk hjemmesygeplejerske i Grønland
Af: Marianne Sand
Specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske, MSA.
13
Fortællingen her tager sit afsæt i mine erfaringer som
psykiatrisk hjemmesygeplejerske i Ilulissat, de udfordringer jeg har mødt og hvordan jeg har forsøgt at
forholde mig til dem.
Jeg startede i marts 2014. I min elektroniske kalender stod navne på patienterne, som havde en aftale. I
et aflåst skab stod fyldte doseringsæsker med patient
navne og medicinlister. Og så var jeg i gang.
Patienter kom. Vi smilede til hinanden. Fik vi brug
for en tolk, så ringede jeg efter en. Tolkene sidder i den
anden ende af huset, så ofte ventede vi 10 minutter. Tiden brugte jeg til at tilbyde patienten at sidde, idet jeg
pegede på stolen. Jeg spurgte om cpr-nr. og fik adgang
til den elektroniske patientjournal.
Sproget – brugen af tolk
Virkeligheden har vist, at mange taler et godt dansk,
de fleste forstår dansk, mens enkelte ikke har et andet
sprog end grønlandsk. Enkelte kan kommunikere på
engelsk.
Grønlandsk er et fortælle sprog, et formidlingssprog.
Det gør psykiatriske problemstillinger til en særlig udfordring at kommunikere. Historier skal fortælles fordi
konteksten er vigtig. Det relationelle aspekt er komplekst. Person, natur, spøgelser og det guddommelige
indgår på lige fod, når et problem skal formidles.
Jeg bruger tolk indover de fleste af mine terapeutiske forløb. Jeg har brug for at få nuancerne i fortællingerne med. Valg af et grønlandsk ord afhænger af
den sammenhæng ordet skal formidle. Det afdækkede
jeg hurtigt, da jeg skulle bruge forskellige tolke indover
14
et terapeutisk forløb. Jeg spurgte, men fik mærkelige
svar. Oversatte tolken direkte det jeg spurgte om, uden
at spørge mig mere præcist om hvad jeg mente, så
blev der simpelthen ikke brugt de rigtige ord.
I dag har jeg en fast tolk. Det gør vi får udviklet et
fællessprog. Det gør patienten og jeg tryg. Det gør at vi
kan mødes i sproget og det gør at vi er 3 der praktiserer et samarbejde.
Valg af metode
Teoretisk har jeg en 4 årig systemisk familieterapeut
uddannelse, men i min tid i Region Hovedstadens
psykiatri, har jeg skullet praktisere ind i en kognitiv
referenceramme. Det gør at jeg har opøvet en personlig stil, hvor jeg tager afsæt i livshistorie, hypotese
dannelse, cirkularitet og gør brug af kognitive skemaer.
MEN - kort sagt – det duer ikke her i Ilulissat.
Det har vist sig for diffust. Det danske og det grønlandske sprog kan jeg ikke få til at mødes i den tilgang.
Derimod har kognitive skemaer vist sig brugbare. De er
konkrete, visuelle og der bliver talt om krop, følelser og
handlinger. Tanker er svære, men med et afsæt i, hvad
patienten mærker i kroppen, kommer vi i gang.
Sammen med den faste tolk og et par patienter, har
vi oversat enkelte skemaer. Tolken har jeg givet en
teoretisk forståelse, så hun i dag færdes scene vant.
Tolken hjælper mig også med kultur forståelse.
Hvordan skal jeg forstå det sagte? Hvordan forstås det
at være sindslidende? Hvad giver det af særlige udfordringer?
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Eksempel på en sproglig udfordring og brugen af tolk:
En ung fyr, fisker og opvokset i en bygd, er svær psykotisk. Han har ikke ville tage imod sin depot medicin
igennem længere tid. Han kommer forpint og fortæller på grønlandsk. Tolken lytter og jeg kan se at hun
syntes det er svært. Til sidst siger hun: ” Jeg kan ikke oversætte det han siger. Det gir ikke mening. Patienten
siger han ikke kan finde sit slædespor. Det er som om der raser en snestorm i hans indre.”
For mig gir det meget mening. Han forklarer jo med sit hverdagssprog, det han oplever. Han kan ikke finde
retning og han mærker indre kaos.
Patienterne
Da jeg startede i marts fandtes intet patient kartotek,
så det startede jeg på. Virkeligheden har vist at der
er ca. 100 aktive patienter tilknyttet psykiatrien hele
tiden. Ca. 40 patienter har jeg et langt/ permanent
samarbejde med. Til den gruppe hører de patienter jeg
er vant til at samarbejde med fra psykiatrien i Danmark.
Diagnoserne er skizofreni, bipolar, svær depression,
personlighedsforstyrrelse og de behandlingsdømte.
Resten af patienterne er i perioder af deres liv psykisk
udfordret. Det kan være en angst problematik, suicidal
forsøg, middelsvær depression, fødselsdepression,
skilsmisse, livskrise eller dødsfald. Patienter, som i Danmark, får et tilbud via praktiserende læger eller privat
praktiserende psykologer.
Misbrug fylder ikke meget. Det handler om alkohol og
hash. Det er de stoffer vi har heroppe. Der er et kom-
munalt behandlingstilbud, som jeg kan henvise til. Ofte
handler mit samarbejde om at motivere til det kommunale tilbud.
Patientsikkerhed
Jeg har brugt det første år til at få skabt et forløbskartotek, så alle patienterne nu regelmæssigt får taget
blodprøver ift. Metabolisk syndrom, Leponex prøver og
diverse serumværdier. Patienterne bliver monitoreret
ift. KRAM og mange af patienterne er nu tilknyttet livsstilsambulatoriet.
Samarbejdet med patientsikkerhed som omdrejningspunkt fordrer, at der samarbejdes om at uddanne og
motivere patienter til at forstå vigtigheden af, at de
overholder diverse aftaler. Det har gjort, at sygehuset
har skullet opfinde nye strukturer.
15
Et andet aspekt af patientsikkerhed er den medicinske behandling. Vikarierende læger er en præmis på
sygehuset og psykiaterne sidder i Nuuk. De patienter
jeg samarbejder med, er enten henvist via lægerne i
ambulatoriet eller psykiaterne i Nuuk. Lavpraktisk får
det den konsekvens, at den medicinske behandling
ikke bliver revurderet pr. automatik, og at recepter
ikke bliver fornyet.
Min funktion bliver derfor det kontinuum, der skal
sikre den rette medicin, i den rette dosis over tid. Nu
mødes jeg ugentlig i 1½time med en læge. Inden, har
jeg sammen med patienterne planlagt, hvilke medicin
ændringer, der kunne være hensigtsmæssige.
Det har været en særlig udfordring at få lavet udtrapningsplaner for de patienter, der var i benzodiazepin behandling.
Samarbejdet / behandlingsplaner
I dag har alle patienterne en samarbejdsaftale. Jeg
samarbejder med familien, sundhedshusene i bygderne, social psykiatrien, socialforvaltningen, kriminalforsorgen, familiehuset, A1 – psykiatrisk afdeling i Nuuk
og den psykiatriske konsulent, som kommer årligt.
Telemedicin
Telemedicin bliver brugt i stigende grad og det gør
samarbejdet nemmere. Jeg kan i dag, Skype med personalet på sundhedshusene i bygderne. Jeg kan have
behandlingsforløb med patienter i bygderne via Skype.
Patienter kan have samtaler med psykiatere i Nuuk og
ligeledes indgå i et terapeutisk forløb, med psykologer
tilknyttet A.1, Nuuk.
16
Indlæggelse/ overflytning til Psykiatrisk afdeling i
Nuuk ( A.1)
Regionssygehuset her i Ilulissat har én afdeling. Den
fungerer derfor både som kirurgisk og medicinsk
afdeling, fødegang, pædiatrisk afdeling og psykiatrisk
afdeling. Personalet skal kunne det hele.
Hverdagens organisering er hektisk og kan være svær
for en psykisk dårlig patient at rumme. En psykisk
dårlig patient, som behøver indlæggelse, bliver derfor
tilbudt en enestue. Får tilbudt en fast kontakt person
i hver vagt. Besøgende kan komme og gå udenfor
besøgstider.
Sygehuset kan håndtere en skærmning i en kortere periode, men er patienten så dårlig at psykiatriloven skal
træde i kraft, bliver det altid overvejet om patienten
skal overflyttes til A.1. Overflytningen foregår med fly
og patienten skal altid have følge, af en sundhedsfaglig
person. Handler det om sikkerhed deltager politiet
også som ledsager.
Psykoedukation til patienter med skizofreni
og motivationen til pårørendeinddragelse
Emina Mahmuljin, Sygeplejerske, ansat i PCK, Psykiatrisk
akutmodtagelse afsnit C52.2, Bispebjerg.
Anja Skotte Jørgensen, Sygeplejerske, ansat i Psykiatrisk akutmodtagelse, Oringe, Vordingborg.
Et bachelorprojekt i distriktspsykiatrien Region Sjælland
viser, at sygeplejerskerne ikke kan udvikle psykoedukation, hvis ikke patienterne har motivationen til at
deltage. Implementering af tre forbedringer kan være
betydningsfulde for patienternes rehabilitering.
Bachelorprojektet tog udgangspunkt i et sygeplejefagligt perspektiv og havde til formål at besvare
problemformuleringen: ”Hvordan kan sygeplejersken
i den almene distriktspsykiatri motivere patienten til
deltagelse i psykoedukation og inddragelse af de pårørende for derigennem at fremme patientens opnåelse
af rehabilitering?”. Inspirationen til bachelorprojektet
kom fra vores egne erfaringer i klinisk praksis i psykiatrisk regi, hvor vi havde stiftet bekendtskab til praksisfortællingen.
17
Praksisfortælling
En ældre kvindelig patient med skizofreni lidelse, som
har været tilknyttet distriktspsykiatrien i gennem en
længere periode, får tilbuddet om psykoedukation.
Patienten afslår muligheden. Ved efterfølgende besøg
spørger sygeplejersken om, hvorfor patienten ikke
ønsker deltagelse? Sygeplejersken har en forestilling
om, at det sikkert skyldes transportproblemer eller
”hvorfor skal det netop være relevant for mig?”. Det
viser sig dog, at have en helt anden forklaring. Patientens begrundelse for, hvorfor hun ikke ønsker deltagelse er, at hun har en forestilling om, at folk omkring
hende anser hende som værende farlig. Patienten
udtrykker det således: ”Jeg er flov over, at have min
diagnose”. Patienten giver udtryk for, at være bange,
angst samt utilpas over at skulle vise, at hun faktisk
Juli 2015
har en skizofreni lidelse. Patienten fortæller, at hun
ikke bryder sig om at høre om ubehagelige hændelser
i radioen som er forskyldt af en person med skizofreni.
Det er utrygt at bevæge sig væk fra sit vante miljø, og
ud i samfundet, hvor man er stigmatiseret og bliver anset som værende farlig. Patienten fortæller, at hendes
ven har en nevø, som også har en skizofreni lidelse.
Trods omstændighederne lever nevøen et helt almindeligt liv med arbejde og familie. Da sygeplejersken
spørger yderligere ind til om patienten og vennen har
talt om hendes lidelse, skifter patienten straks emne.
Patienten er fra den ældre generation, hvor det ikke
er acceptabelt at have en psykisk lidelse, og patientens pårørende blev ikke anset som værende en vigtig
samarbejdspartner. Psykisk lidelse var ikke noget man
talte om førhen, man fik derimod tildelt førtidspension
og så skulle man ”bare” passe sig selv.
Baggrund
Omkring 1% af befolkningen får på et tidspunkt i deres
liv diagnosen skizofreni.1 De fleste rammes af lidelsen,
når de er mellem 15 og 30 år, hvilket ofte falder sammen med den periode, hvor man bliver voksen, får en
uddannelse og stifter familie. Lidelsen kan opstå hurtigt, hvor symptomerne udvikler sig i løbet af uger, og
den kan udvikle sig langsomt i løbet af måneder eller
år. Mennesker med psykiske lidelser mødes desværre
ikke altid med samme ligeværdighed som mennesker
med fysiske sygdomme.2
Psykiatrien før og nu
I sidste halvdel af 1800-tallet fjernede man patienterne
fra deres hjem og anbragte dem på særligt indrettede
galeanstalter. Senere blev det tydeligt, at de meget
langvarige hospitalsindlæggelser, hvor den syge var
isoleret fra både sin familie og andre sociale relationer, havde en umyndiggørende effekt med manglende
sociale evner og tilhørsforhold til følge.
Distriktspsykiatri var i 1980’erne et nyt begreb i Danmark, som blev indført for at give psykiatriske patienter et mere nuanceret behandlingstilbud.4 Det gav mulighed for, at revurdere patientens behandlingsbehov
udenfor hospitalets rammer og justere hyppigheden
*
2. udgave
*
23. årgang
af hjemmebesøg eller den medikamentelle behandling
med henblik på at forebygge tilbagefald.
Handlingsplan for psykiatriområdet
Regeringen fremlagde i maj 2014 en langsigtet plan for
psykiatriområdet, der skal sikre en ligeværdig indsats
for mennesker med psykiske lidelser. For regeringen og
minister for sundhed og forebyggelse Nick Hækkerup
handler handlingsplanen: ”Ligeværdig – nyt fokus for
indsatsen for mennesker med psykiske lidelser”2 om
at tage det første store skridt ind i en fremtid med
ligeværdighed for patienter med psykiske lidelser.
Handlingsplanen indeholder bl.a. et nyt initiativ om,
at patienter med psykiske og fysiske sygdomme skal
have de samme rettigheder og den samme adgang til
udredning og behandling af høj faglig kvalitet.
Større fokus på patient – og pårørendeinddragelse
Det er et væsentligt element i forhold til patienternes
recovery-proces, at blive inddraget i sin behandling.
Udover patienten skal pårørende inddrages som en
ligeværdig partner i behandlingen. Pårørende kan
nemlig også spille en væsentlig rolle i forhold til patientens opnåelse af recovery, og målet med indsatsen
bør altså – uanset, hvor den foregår – være rehabilitering med fokus på recovery. Undersøgelser herunder
bl.a. analyserapport: ”Effekt af pårørendeinddragelse
i behandlingen af mennesker med psykisk sygdom”4
peger på, at øget patient – og pårørendeinddragelse
medfører kortere indlæggelsestid, større tilfredshed
samt understøtte bedre mestring af eget liv. Den landsdækkende tilfredshedsundersøgelse (LUP) indikerer
også, at der er mulighed for forbedring af inddragelse
af og samarbejde med pårørende særligt i voksenpsykiatrien. Det fremgår, at de pårørende til voksne
patienter ikke vurderer den samlede oplevelse af deres
kontakt med den regionale psykiatri nær så positiv
som patienterne. 5
Formål
Formålet med vores projekt var, at få patienten med
skizofreni lidelse motiveret til at deltage i psykoedu-
18
kation samt at inddrage pårørende som værende en
ressourceperson i patientens rehabilitering.
Vi ønskede at udvikle et motiverende velkomstbrev og
en pjece som berørte emnet psykoedukation. Formidlingen skulle være let at forstå for patienten, som ikke
havde en faglig indsigt i emnet. Det betød at svære
begreber skulle forklares og komplicerede sammenhænge skulle eksemplificeres med hverdagseksempler.
Metode
I projektet anvender vi hermeneutikken som har et
fortolkende perspektiv, hvilket vi opnår i relation af
den gode sygepleje til patienten med skizofreni lidelse.
Ifølge Hans-Georg Gadamer kan hermeneutikken bruges i fortolkningen af tekster, men også i forbindelsen
med forståelsen af mennesker og menneskelivet.
Inden vi begyndte at beskæftige os med projektet, havde vi en for-forståelse samt fordomme om emnet fra
tidligere moduler i psykiatrisk regi. Vores for-forståelse
for skizofreni er bl.a. at det er et tabubelagt emne. Vi
anser ikke skizofreni som værende en sygdom, men en
lidelse, som kan ramme enhver, uanset hvilken status
man har i samfundet. Ordet skizofreni bliver oftest
hørt i negative sammenhænge. Derfor er det sjældent,
at man får en forståelse af lidelsen samt håndtering af
denne. Vi har under vores praktik i somatisk regi erfaret, at dette også kan være et problem, da sundhedspersonalet ikke er rustet til at tage hånd om patienter
som lider af skizofreni. Med vores for-forståelse og
nye viden opnåede vi en fælles forståelse af, hvorfor
patienten ikke er motiveret til at deltage i psykoedukation samt en forståelse af, hvorfor patienten ikke ønsker at inddrage de pårørende i rehabiliteringsforløbet.
Det er vigtigt at sygeplejersken ser mennesket som en
helhed samt udviser respekt for patienten og dennes
pårørende, og hermed behandler alle mennesker ens,
som den sygeplejeetiske retningslinje understøtter: ”At
vise respekt for og yde omsorg for pårørende”6.
Et litteraturreview
Et litteraturreview tager udgangspunkt i allerede eksisterende litteratur, der findes inden for det relevante
19
område, herunder teori og forskningsartikler. Litteraturen indeholder viden, andre har gjort sig inden for området. I et litteraturreview kan denne viden videreudvikles og kombineres på forskellige måder, og derved
kan der komme nye vinkler frem. Det er en metodisk
tilgang, som indebar, at vi udførte en systematisk
litteratursøgning for at få skabt indsigt i eksisterende
viden om problematikken. De emneord som vi valgte
at anvende i søgeprocessen blev bl.a. udledt fra praksisfortællingen, såsom sygeplejerske, rehabilitering,
samfund, stigmatisering, skizofreni, den motiverende
samtale, psykoedukation, behandling, pårørende samt
paradigmeskift. Efterfølgende lavede vi selve reviewet
som er inddelt i to analyserfaser. I første analyse fase
udvælges og vurderes det fundne materiale, hvorefter
det udvalgte materiale i anden analysefase bearbejdes
og tematiseres. Der blev bl.a. udvalgt to sygeplejefaglige forskningsartikler, hvorfra vi udledte nogle centrale
temaer som fremsprang i artiklerne samt praksisfortællingen; Stigmatisering, skizofreni, psykoedukation,
og pårørendeinddragelse.
Resultater
Ud fra de fundne artikler kunne det konkluderes, at
stigmatisering og social eksklusion er et stort problem
for de mennesker, der lider af en psykisk lidelse, deres
pårørende og psykiatrien. Dette bekræfter den ældre
kvindelige patient i praksisfortællingen, eftersom at
hun afslår muligheden om deltagelse i psykoedukation.
Idet kvinden bl.a. skammer sig, men også en måde
at beskytte sig mod risikoen for at blive anset som
potentiel farlig af familiære relationer og det omkringværende miljø.
Befolkningens uvidenhed, holdninger og adfærd i
forhold til psykisk lidelse er med til at øge stigmatiseringen i samfundet. Det er svært for patienten at
involvere sig, idet at skizofreni er den mest stigmatiserede lidelse. Den gode sygepleje udspringer af de
handlinger, hvor sygeplejersken formår at få integreret
patienten i behandlingen samt gøre rehabiliteringen
meningsfuld for hende. Derfor er det vigtigt at sygeplejersken bruger sig selv terapeutisk. Ved at bruge sig
selv terapeutisk, bruger sygeplejersken målrettet og
Juli 2015
bevidst sin egen personlighed i mødet med patienten
med skizofreni, og det er derfor vigtigt at sygeplejersken ikke ser patienten som en “patient”, eller en “skizofren”. Sygeplejersken skal i denne kommunikation
lære mennesket at kende, idet dette øger muligheden
for at identificere og opfylde patientens behov. Nu til
dags anses de pårørendes erfaringer og ressourcer
som værende værdifulde i arbejdet med patientens
rehabilitering, derfor anses de pårørende som vigtige
samarbejdspartnere. Den kvindelige patienten i praksisfortællingen ønsker ikke, at inddrage sine pårørende
bl.a. skyldes det, at patienten er fra en ældre generation, hvor pårørende ikke blev anset som en vigtig
samarbejdspartner. Derimod blev de stemplet og fik
skylden for den psykiske lidelse.
For at fremme indre motivation for forandring hos patienten, skal sygeplejersken udforske og afklare patientens ambivalens. Det kan konkluderes, at udbyttet af
psykoedukation bliver større, når familien får støtte til
at finde sig tilrette med at være pårørende til en person med skizofreni og får mulighed for at lære, hvordan man bedst kan støtte patienten. Hvis patienten
*
2. udgave
*
23. årgang
ikke ønsker at inddrage de pårørende i forløbet, bør
der blive etableret tilbud til de pårørende, således at
familien ikke risikerer at føle sig afvist af behandlingssystemet. Målet med psykoedukation er, at patienten
øger sine handlekompetencer, så der skabes varige
sundhedsfremmende forandringer. Enkelte patienter
har måske ikke stort udbytte af selve indholdet af programmet, men kan få meget ud af at være i gruppe og
udveksle erfaringer med ”ligesindede”.
Med udgangspunkt i problemformuleringen kan det
konkluderes, at sygeplejersken ikke kan udvikle psykoedukation, hvis ikke patienten har et ønske om at deltage. Derfor må sygeplejersken introducere patienten
til psykoedukation på en let og forståelig måde for at
fremme patientens motivation til deltagelse. Sygeplejersken bør frembringe patientens håb for at opnå vilje
til motivation og forandring. Dette er en proces som
kan strække sig over en længere periode. Sygeplejerskens rolle er, at holde håbet i live og styrke den del af
patientens personlighed, som kæmper for at skabe et
fungerende hverdagsliv. En hyppig grund til at patienterne ikke ændrer adfærd er, at de ofte sidder fast i en
ambivalent tilstand. Sygeplejersken skal igennem den
20
motiverende samtale frembringe motivationen hos patienten om, at inddrage de pårørende i hendes rehabiliteringsforløb. Psykoedukation er ikke kun til gavn for
patienten, men er lige så vel et vigtigt tilbud til de pårørende, da de igennem psykoedukation opnår læring
om skizofreni lidelsen. Denne læring er betydningsfuld
i forhold til patientens rehabilitering. Sygeplejersken
bør i udviklingen af psykoedukation være bevidst om,
at patienterne har vidt forskellige læringsforudsætninger, hvilket hun skal tage højde for i udarbejdelsen af
psykoedukationens forskellige læringstemaer.
1. At sygeplejerskerne i distriktspsykiatrien lærer at
anvende ”den motiverende samtale”, 8 hvilket
kan have betydning for flere af deres patientgrupper. Sygeplejerskerne bør få tilbudt kurser i den
motiverende samtale, som vil give dem viden og
værktøjer til at arbejde motiverende med patienter
for at fremme et ønske om at ændre adfærd. Sygeplejersken skal lære at inddrage den motiverende
samtale i arbejdet med Hummelvoll’s9 ni hjørnestene for at få en bredere belysning af det samlede
fundament.
Diskussion af projektets resultater
I princippet kunne vi godt have udarbejdet et interview for at undgå et litteraturreview, da der har
været begrænset materiale inde for området. Det har
medført, at vi har trukket teksten ud af dens oprindelige kontekst og anvender den i vores egen. Årsagen
til at vi har fravalgt at lave et interview er, at projektet
omhandler et følsomt og kompliceret emne for patientkategorien. I udarbejdelsen af interviewet er det
vigtigt at skabe tillid til informanterne, men man skal
samtidig være opmærksom på, at ikke alle informanter
kan bidrage med lige meget relevant information om
den bestemte problemstilling. Et interview kunne have
bidraget med at give et bedre syn på den individuelle
oplevelse af skizofreni lidelsen, samt den effekt tilbuddet af psykoedukation kunne have på patienten og
en forståelse for hvorfor de ikke føler sig motiveret til
at inddrage de pårørende i behandlingen. Nu til dags
bliver de pårørende inddraget fra begyndelsen af patientens behandling i OPUS, hvor de også er en vigtig
del af tilbuddet af psykoedukation og selve patientens
rehabilitering.
2. At sygeplejersken introducerer patienten til psykoedukation på en let og forståelig måde ved at
formulere - og gøre velkomstbrevet og pjecen mere
forståelig og indbydende. F.eks. ved at undlade
at benytte fagtermer som fx ”Psykoedukation”
og i stedet for benytte ”At leve med skizofreni”.
Begrundelsen for dette er, at ordet psykoedukation
kan forhindre patienten i et ønske om at deltage i
undervisningen. Samtidig har vi valgt at give patienten en lille introduktion til hvad begrebet psykoedukation indebærer. Vi vælger også at nævne, at
vi ikke har en forventning om aktiv deltagelse fra
patientens side, da dette kan have betydning for
patientens fremmøde. I tilrettelæggelsen af psykoedukationsprogrammet refereres til Hiim og Hippes
didaktiske relationsmodel 10 , hvoraf opbygning
tager udgangspunkt i de enkle dele af den didaktiske relationsmodel.
Perspektivering
I distriktspsykiatrien ville vi implementere tre forbedringer, som vi mente kunne være betydningsfulde for
patientens rehabilitering. I den forbindelse kunne den
såkaldte Forbedringsmodel (PDSA-cirklen) anvendes,
som er en struktureret tilgang til målrettet udvikling, afprøvning og implementering af forbedringer i
praksis. Modellen består af fire elementer: Planlægge,
afprøve, vurdere og handle.
21
3. At implementere et ekstra tema i psykoedukationsprogrammet, som skal indeholde et tema om
håndtering af stigmatisering for både patienten og
dennes pårørende indflydelse.
Indflydelse
Det er en vigtig forudsætning, at sygeplejersken er
åben, skaber et trygt og forudsigeligt miljø med en
passende balance mellem struktur og fleksibilitet.
Ved at sygeplejersken udviser åbenhed kan dette
bidrage til, at patienten er villig til at være åben og
indrømme svagheder, frygt og usikkerhed i forhold Juli 2015
til hendes oplevelse af at leve med skizofreni. Ifølge
Hiim og Hippe tager læreprocessen udgangspunkt i
patientens læringsforudsætninger ved, at sygeplejersken i samarbejde med patienten evaluerer forløbet med det formål at sikre patientens opfyldelse
af behov så vidt som muligt, samt at hendes mål og
forventninger bliver indfriet.
Litteratur
1. Psykiatrifonden, 2013. Psykisk førstehjælp.
Psykiatrifonden og trygfonden.
2.
3.
Ministeriet for sundhed og forebyggelse. 2014.
Ligeværd – nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser - En langsigtet plan.
Regeringen.
Poulsen, H. D., 2010. Basisbog i psykiatri.
København: Munksgaard Danmark
*
2. udgave
*
23. årgang
7. Patientsikkertsygehus.dk. Forbedringsmodellen. Lokaliseret den. 05.12.2014 på:
http://www.patientsikkertsygehus.dk/forbedrings-
modellen/model-for-improvement-(1).aspx
8. Rollnick S., Miller, W. R., og Butler, C., C., 2009. Motiverendesamtalen i sundhedssektoren. Hans Reitzels Forlag.
Miller, W. R., og Rollnick S., 2014. Den motive-
rende samtale – støtte til forandring. 2. Udgave. Hans Reitzels Forlag. 9. Hummelvoll, J. K., 2013. Helt – ikke stykkevis og delt. 4.udgave. Hans Reitzels Forlag.
10. Hiim, H. og Hippe, E., 1997. Læring gennem
oplevelser, forståelse og handling. 2. Udgave. Nordisk Forlag
4. Bedre psykiatri, 2011. Effekt af pårørendeinddragelse i behandlingen af mennesker med psykisk sygdom. CEBR – analyserapport.
5. Den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser, 2012. Regional rapport af ambulante
patienter. Region sjælland.
6. Dansk sygeplejeråd, 2014. Sygeplejeetiske retnings-
linje. Lokaliseret den. 10.08.2014 på:
http://www.dsr.dk/ser/Sygeplejeetiske
Retningslinjer/Sider/Sygeplejeetiske
Retningslinier.aspx
22
Juli 2015
*
2. udgave
*
23. årgang
Af: Birgitte Lundberg
Chanett Babette Simonsen, cand.cur, PD, uddannelseskoordinator på
Specialuddannelsen i Psykiatrisk. Sygepleje, Region Syddanmark.
Manglende evidensbaseret
Som uddannelseskoordinator på Specialuddannelsen i
Psykiatrisk Sygepleje er jeg i kontakt med en del af de
kliniske vejledere i psykiatrien. Derudover har jeg qua
min censorfunktion på sygeplejerskeuddannelsen ofte
samtaler med undervisere på de forskellige sygeplejeskoler.
I denne artikel vil jeg pege på nogle af de årsager, der
kan ligge til baggrund for den manglende evidensbaserede undervisning og vejledning af sygeplejestuderende på modul 8, og komme med bud på hvordan vi
fremadrettet kan kvalificere psykiatri undervisningen
på sygeplejerskeuddannelsen.
Jeg ser, at der er udfordringer i forbindelse med undervisning og vejledning af de sygeplejestuderende,
når det gælder det metodiske begrundelsesgrundlag
i udøvelsen af den psykiatriske sygepleje. Det kniber
simpelthen med at få skabt et videnskabeligt afsæt til
forståelsen og udøvelsen af den psykiatriske sygepleje,
hvilket er et krav i den nye bekendtgørelse for sygeplejerskeuddannelsen, hvoraf det fremgår: ”Uddannelsens udviklingsbasering sikres gennem inddragelse
af relevante resultater fra national og international
forskning, således at uddannelsen til stadighed er funderet i den nyeste viden” (1). Udover bekendtgørelsens
krav, foreligger der politiske krav om evidensbaseret
sygepleje og behandling i psykiatrien, som sygeplejestuderende skal klædes på til at leve op til (2)
Den psykiatriske sygeplejes begrundelsesgrundlag.
Ifølge den danske forsker i psykiatrisk sygepleje ph.d
Niels Buus, har den eksisterende psykiatriske sygepleje
hverken sit udgangspunkt i empiriske undersøgelser eller evidensbaserede interventioner. Konsekvensen er,
at de psykiatriske patienter på nuværende tidspunkt
tilbydes sygepleje, der hovedsageligt tager udgangspunkt i teorier eller hypoteser om, hvad der er god
og effektiv sygepleje (3). En af de teoretikere der har
påvirket den psykiatriske sygepleje i Danmark mest, er
den norske sygeplejerske Liv Strand. Hun gennemførte
i 1989 11 interviews med psykiatriske sygeplejersker
om deres sygepleje til psykotiske patienter, hvorefter
hun beskrev den jeg-styrkende sygepleje. Liv Strand
har hentet principperne i den jeg-styrkende sygepleje
hos psykoterapeut Sonja Levander. Sonja Levander
23
udviklede tilbage i 1970erne sammen med psykiateren
Johan Cullberg den psykodynamiske metode jeg-støttende terapi, som et modspil til den meget naturvidenskablige psykiatri, der herskede på det tidspunkt.
Den jeg-støttende terapi bestod af en-til-en samtaler
mellem psykolog og klient, hvorimod den jeg-styrkende
sygepleje består af forskellige principper, herunder det
moderlige og faderlige princip, kontinuitet og regelmæssighed, nærhed og afstand, containing, fysisk
omsorg, grænsesætning og skærmning som skulle
kunne anvendes i sygeplejen på psykiatrisk afdeling. For
at forstå begrundelsesgrundlaget i Liv Strands teori skal
man først og fremmest forstå objektrelationsteorien,
og egopsykologien og overgive sig til denne forståelse
af mennesket og det psykiske sammenbrud (4)
Begrundelsesgrundlaget i Liv Strands teori om jegstyrkende sygepleje.
I Liv Strand’s data er der ikke redegjort stringent for
dataindsamlings- og analysemetode og undersøgelsen
overholder ikke de kriterier der kendetegner den kvalitative forskningstradition.
Det har ikke været muligt gennem søgning, at finde
systematiske undersøgelser af effekten af den jeg-styrkende sygepleje. Det er derfor, at jeg med bekymring
konstaterer udbredelsen af den jeg-styrkende sygeplejes anvendelse i moderne psykiatri.
Det bekymrer mig at Liv Strands bog forsat er pensum på flere sygeplejeskoler og at flere psykiatriske
afdelinger forsat tilrettelægger, den psykiatriske sygepleje med udgangspunkt i en metode, der på nuværende tidspunkt ikke er belæg for effekten af, og som
ikke honorerer de krav der stilles i bekendtgørelsen og i
de politiske strategier, for moderne psykiatri.
Hvad er begrundelsen for at vi i psykiatrien ikke kan
eller vil give slip på den jeg-styrkende sygepleje?
Min oplevelse er, at en af begrundelserne er at klinikken hævder at de bliver nødt til at bruge Liv Strand,
fordi skolen underviser i jeg-styrkende sygepleje og
skolerne hævder, at de bliver nødt til at undervise i Liv
Strands teori, fordi det er efterspurgt i klinikken.
En uformel rundspørgen blandt undervisere og kliniske
vejledere tyder på at jeg-styrkende sygepleje anses
for at være overførbar til flere forskellige psykiatriske
patientgrupper. Teorien findes brugbar til at forklare
sygeplejestuderende hvad psykiatrisk sygepleje er, og
hvordan man kan yde psykiatrisk sygepleje.
24
Denne overbevisning har måske forskellige forklaringsmodeller.
Det kan skyldes at Liv Strand skriver i sin bog ”Den
overvejende del af stoffet, fokuserer på sygepleje til
patienter i en dårlig psykotisk fase, men kan umiddelbart overføres til patienter med mindre indgribende
lidelser”.
En anden forklaringsmodel kan være at de jeg-styrkende principper, ligger så tæt op af almindelige mellemmenneskelige omgangsformer, at de umiddelbart
lader sig overføre til relationer mellem mennesker, der
indgår et tæt udviklingssamarbejde, og at undervisere
og kliniske vejledere derfor ikke mener at metoderne
kan gøre nogen skade? Men kan man i givet fald sikre
sig, at de gør gavn?
Hvordan kan vi argumentere for at leve op til bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen, hvis der
opereres ud fra et uunderbygget metodisk grundlag?
Og hvordan skal vi sikre at fremtidens patienter modtager kvalificeret hjælp, hvis de studerende vi uddanner
lærer at forstå faget ud fra hypoteser om hvad god
psykiatrisk sygepleje var i 1989?
Min interesse for ovenstående problematik opstod
ved bearbejdningen af data fra et pilotstudie tilbage i
2005, samt fund fra et senere interventionsstudie. En
informant fra mit pilotprojekt fortæller:
”Da jeg blev fulgt fra skadestuen og ned på den stue
jeg skulle bo på, bad jeg om at få en samtale med min
kontaktperson. Men afdelingssygeplejersken sagde, at
nu skulle jeg hvile mig og få lidt ro på mig selv, inden
der skulle snakkes mere. Her havde jeg troet at når
jeg blev indlagt ville de professionelle lytte og forstå
hvordan jeg havde det, men i stedet blev jeg efterladt i
et stort ensomt tomrum, for jeg havde sådan brug for
at få sat nogle ord på mit indre kaos (…) Gennem hele
indlæggelsen blev jeg ofte bremset under samtaler
hvor jeg blev følelsesmæssigt berørt, fordi de var bange
for at jeg ikke kunne samles sammen igen”. (5)
For nuværende eksisterer der ingen forskning, der
indikerer at f.eks depressive profiterer af beskyttende
grænsesætning i forhold til verbalisering eller skærmning imod forskellige stimuli. Nyere forskning peger på
det modsatte, og det gælder også gruppen af patienter
med en skizofreni-diagnose (6,7,8). Noget tyder på,
at manglende ukritisk tilslutning til principperne i den
jeg-styrkende sygepleje, kan have en direkte antiterapeutisk effekt.
Juli 2015
*
2. udgave
*
23. årgang
En anden informant fortæller:
”Jeg har været indlagt mange gange og lærer ikke noget
om mig selv og mine reaktioner under indlæggelsen.
Jeg tror ikke at personalet forstår at jeg har brug for
meget kontakt, og mange samtaler for at kunne genkende uheldige mønstre hos mig selv og lære at tackle
dem, hvis ikke personalet tør konfrontere mig og gå i
dialog med deres faglige observationer og synspunkter
er jeg fortabt”. (5)
tilgang i den psykiatriske sygepleje som kan understøtte
relationen mellem den psykiatriske sygeplejerske og
mennesket med en sindslidelse.
The Tidal Model byder både på en forståelse af de roller som den psykiatriske sygeplejerske har i forhold til
patienten og konkrete assesmentmetoder.
To danske specialsygeplejersker, Lone Holm Jacobsen
og Elisabeth Winkler Pedersen er på vej med en dansk
oversættelse.
Tilslutter man sig objektrelationsteoriens hypoteser og
nærlæser man Johan Cullbergs udlægning, af den jegstøttende terapi, bliver det tydeligt, hvorfor Liv Strands
jeg-styrkende principper ikke sådan lige kan overføres
til andre patientgrupper. Han skriver blandt andet at
professionelle nogle gange kunne forledes til at tro
at depressive er jeg-svage, fordi deres adfærd virker
”svag”, men at dette er en typisk fejlslutning. Han uddyber endvidere at terapi og sygeplejehandlinger skal
tilpasses, hvorvidt patienten er jeg-stærk eller jeg-svag.
Hvor den jeg-svage primært responderer på containing, så bør sygeplejen til den jeg-stærke være konfronterende, hvilket er i tråd med patientudsagnet ovenfor
(9)
The Tidal Model er anvendt i mere end 100 forskellige settings, hvor man har set resultater i forhold til
styrkelse af relationen, håbet, recovery og nedbringelse
af tvang (10) Tilgangen i The Tidal Model er i tråd med
de politiske strategier indenfor psykiatriområdet, hvor
patienten ses som ekspert i eget liv og som en ressource i sit eget behandlingsforløb. Derudover har vi en
lang række af danske forskere der indenfor hver deres
speciale bidrager til forståelsen af den psykiatriske
sygepleje (11). Sundhedsstyrelsen har udgivet referenceprogrammer indenfor en del psykiske lidelser (12),
ligesom der jævnligt udvikles kliniske retningslinjer indenfor det psykiatriske område (13). ICD10 er etableret
som et fælles tværfagligt diagnostisk værktøj som skal
sikre, at de observationer sygeplejersken og det øvrige
psykiatripersonale gør sig, fører til den rette diagnose
og behandling.
Psykiatri som klinisk speciale – hvordan hjælper vi de
studerende på vej?
Flere kliniske vejledere oplever, at de studerende kun
er i stand til at tilegne sig viden om de jeg-styrkende
principper i overskiftsform, og når der spørges dybere
ind til f.eks princippet containing, kan den studerende
ofte ikke uddybe mere end ”at rumme patientens følelser for ham for en stund”.
Som censor på sygeplejerskeuddannelsen ser jeg det
samme, hvor kun få studerende kan redegøre for Liv
Strands teori på en nuanceret fagligt forsvarligt måde.
Det er derfor min opfattelse, at brugen af de jegstyrkende principper understøttes mere af tryghed og
komfort end fordi de i virkeligheden er anvendelige. Jeg
vil gå så langt som at argumentere for, at hvis de undervisere og kliniske vejledere der stadig er tilhængere af
Liv Strand følte sig trygge i at undervise og vejlede ud
fra nyere forskning, så ville de nok vælge at gøre det.
Med udgangspunkt i dette kan man sige at undervisning i kompleks objektrelationsteori og problematiske diskurser som eksempelvis ”grænsesætning” kan
komme ud af vores faglige sprogbrug og erstattes af
en diskurs der i højere grad at baseret på forskning og
evidens til de sygeplejestuderende, som forhåbentlig
en dag bliver vores nye kolleger og patienternes dygtige
sygeplejersker i psykiatrien.
Se link på side 26:
Mange sygeplejeforskere har bidraget til at afdække de
fænomener der optræder i patientens liv. Det største
empiriske grundlag for en forskningsbaseret tilgang
i sygeplejen, findes i The Tidal Model af det skotske
forskerpar Phil og Poppy Barker. De har gennem en lang
række feltstudier, interview og interventionsstudier
henover en periode på 5 år udviklet en personcentreret
25
Link
1. https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=114493)
2. http://www.regioner.dk/publikationer/psykiatri/kvalitet+i+psykiatrien).
3. Buus N 2005. Communication among mental health nurses: A field study of mental health
nursing practices. PhD afhandling. Faculty of Health Sciences. University of Southern Denmark.
4. Strand, L 1994. Fra kaos mod samling, mestring og helhed. Psykiatrisk sygepleje til psykotiske
patienter. Munksgaard Danmark. Viborg.
5. Simonsen, C 2005. Pilotprojekt. 2. semester. Institut for sygeplejevidenskab. Århus Universitet (ikke publiceret materiale).
6. Skärsater I, et al 2003/24. Women´s conceptions of coping with major depression i daily lige: a
qualitative salutogenic approach. Issues in Mental Health Nursing
7. Schreiber R 1996. (Re)defining My Self. Women´s process og Recovery From Depression. Qualitative health Research.
8. Jørgensen R 2013. Improving insight in individuals diagnosed with schizophrenia. PhD Dissertation.
9. Cullberg J1996 Dynamisk Psykiatri. Hans Reitzels Forlag. København.
10.http://www.tidal-model.com/Research%20and%20evaluation.htm
11.www.dpsn.dk
12.www.SST.dk
13.www.kliniskeretningslinjer.dk
26
Juli 2015
Dorte Wiwe Dürr cand.scient.san,
adjunkt VIA Horsens.
Mai-Britt Nordenkjær specialsygeplejerske i psykiatrisk sygeplejerske og
klinisk vejleder, Region syddanmark.
Når evidensbaseret viden er styrende
for undervisningen og klinisk
vejledning af sygeplejestuderende
på modul 8
Kvalitetskrav
Alle psykiatrisygehusene har været igennem en lang
proces med kvalitetssikring af ydelserne til de psykiatriske patienter. I den danske kvalitetsmodel er
formålet blandt andet at fremme kvaliteten i patientforløbet og den patientoplevede kvalitet. Med fokus
på evidensbasering i sundhedssektoren ”konfronteres
man med krav om at kunne redegøre for egen praksis. For at imødekomme sådanne krav må man råde over
begreber, der gør det muligt ” (1).
Ifølge bekendtgørelse for sygeplejerskeuddannelsen skal de studerende præsenteres for den nyeste
viden gennem inddragelse af relevante resultater fra
national og international forskning (2). Med udgangspunkt i dette, ligger der både et ansvar i klinikken og
på skolerne for at sikre at den viden de studerende
præsenteres for, honorerer de kvalitetskrav der ligger
til det psykiatriske speciale.
*
2. udgave
*
23. årgang
Chanett Babette Simonsen, cand.cur,
PD, uddannelseskoordinator på
Specialuddannelsen i Psykiatrisk
Sygepleje, Region Syddanmark.
I artiklen vil vi derfor komme med bud på hvordan
uddannelsesstederne i samarbejde med klinikken kan
sikre et uddannelsesforløb af høj kvalitet. Vi vil gerne
bidrage til drøftelsen af hvordan vi bedst klæder de
sygeplejestuderende på til at møde patienterne i deres
praktik i psykiatrien.
Den fælles udfordring
Vi mener, at skolerne og klinikken har en fælles udfordring i at få tilrettelagt modul 8 på en sådan måde at
de studerendes forståelse af den psykiatriske sygepleje
som klinisk speciale bygger på den nyeste teoretiske viden og forskning, samt at der er sammenhæng mellem
teori og metodevalg på skolernes pensumlister og det
der efterspørges af klinikken. Modul 8 er et kompakt
forløb, der skal klæde den studerende på til et komplekst speciale på kort tid.
Vi er af den overbevisning at eksempelvis objektrelationsteori (ofte repræsenteret ved de jeg-styrkendeprincipper) er for svært begribeligt og derfor både kan
komplicere den studerendes forståelse af psykiatrispecialet og samtidig medvirke til en problematisk
forståelse og især problematisk fortolkning af den
27
psykiatriske patient. Mange sygeplejeskoler fået øje på
at psykiatriundervisningen har brug for et kvalitetsløft
og at Phil og Poppy Barkers forskningsbaserede teori/
metode The Tidal Model kan bidrage til forståelsen af
den psykiatriske sygepleje, afdække og afmystificere
relationen mellem den professionelle sygeplejerske og
den psykiatriske patient, og samtidig understøtte den
studerendes empowerment- og recovery inspirerede
tilgang til patienten.
Praksisprojektet i Odense
I 2013 lavede B&U i Odense et projekt i et samarbejde
mellem den kliniske sygeplejelærer, udviklingssygeplejersken og vejledere i afdelingerne. Man gennemførte et forløb på 5 gange med fælles undervisning og
refleksion af to timers varighed ud fra teorien i The
Tidal Model. Der var positive tilbagemeldinger fra såvel
studerende som vejledere ift. god praksis, relevant
refleksion og teoretisk læringsudbytte.
Forløbet var konstrueret på følgende måde:
Første undervisning og refleksion: Emne var kontaktpersonen og gennemgang af sygeplejerskens rolle i
forhold til patienten. Herunder intro til den forskning
og de undersøgelser der ligger til grund for tidevandsmodellen.
Anden undervisning og refleksion: Emnet omhandler
dataindsamling - Assesment samtaler i psykiatrisk sygepleje. Opsamling på assesmentmetoder fra ugen før
(undervisningen på UCL). De studerende præsenterer
deres erfaringer med at bruge assesment samtaler, fra
ugen der er gået. Der reflekteres med udgangspunkt
i Phil Barkers 10 forpligtelser og der inddrages overvejelser i forhold til sygeplejerskens rolle hvor det er
naturligt.
Tredje undervisning og refleksion:
Emnet omhandler kommunikation og relation. Der
samles op fra sidst. Alle de studerende præsenterer
overvejelser i form af konkrete praksisbeskrivelser
om de 10 forpligtelser og hvordan de kommer i spil i
hverdagen. Der laves gennemgang af personlig sikkerhedsplan.
28
Fjerde undervisning og refleksion: Emnet omhandler
uddybning af psykiatrisk sygepleje og assesment metoder. Der laves opsamling fra sidst . Alle de studerende præsenterer overvejelser om den personlige
sikkerhedsplan og præsenterer et konkret eksempel
fra praksis. Der skal forberedes en kort beskrivelse af
praksis situation og refleksioner.
Femte undervisning og refleksion: Emnet er sundhedsfremme og empowerment.
Der samles op på forløbet med reflekterende spørgsmål.
Hvilken del af Modellen har været mest relevant i dit
forløb? Hvordan/hvorfor (vær konkret)?
Hvilket princip(per) er du mest optaget af? Hvordan/
hvorfor (vær konkret)?
Hvilken del af modellen kan blive relevant for dig til
intern prøve? Hvordan?
Afslutningsvis laves fælles refleksion over begrebet Bridging – hvor lang er I kommet hver især ift. at
møde jeres patient der hvor han/hun er?
Sygeplejeskolen i Horsens
På Horsens sygeplejeskole er det videnskabelige afsæt
til forståelsen og udøvelsen af psykiatrisk sygepleje
blandt andet Phil Barkers ”The Tidal Model”. Teorien
har været på modulets pensum og lektionsplan siden
august 2014. Pædagogisk tilrettelægges modulet
således at der tages udgangspunkt i en række cases,
som går på tværs af undervisningen i psykopatologi,
psykofarmakologi og psykiatrisk sygepleje.
Undervisningen i psykopatologi tager primært udgangspunkt i forståelsen af den moderne neuropsykiatri, med forklaringsmodeller indenfor arv og
miljø, herunder de biologiske, psykologiske og sociale
årsagsforklaringer. De studerende præsenteres for
hvordan ICD10 kan bidrage til den diagnostiske proces
og hjælpe den sygeplejestuderende med at identificere
sygdomstegn. I den teoretiske undervisning i psykiatriske sygepleje bygges der naturligt ovenpå undervisningen i videnskabsteori, folkesundhedsvidenskab,
sygeplejeteori, samt fagkomponenterne fra modul 7,
således at psykologiske, pædagogiske, kommunika-
Juli 2015
tive aspekter kontinuerligt danner grundlaget for de
sygeplejefaglige overvejelser. De studerende arbejder
med The Tidal Model i undervisningen i forhold til de
udvalgte cases, hvor det primært er de 10 forpligtelser
og Holistic assesment der bruges (3).
I den kliniske del af modul 8 arbejdes fortsat på, at de
studerende i modulets fastlagte studieaktivitet, der
retter sig mod en kommunikativ aktivitet, mere målrettet arbejder med elementer fra The Tidal model. Ambitionen er således prospektivt, at modellen naturligt
implementeres i praksis feltet. Vejledningen og gennemgangen af opgaven til den fastlagte studieaktivitet
varetages i et samarbejde mellem den studerende
og den kliniske vejleder. Derfor har implementeringen og anvendelsen af Tidal-modellen i den fastlagte
studieaktivitet fordret, at de kliniske vejledere har
fået introduktion til og undervisning i modellen. Dette
udviklingsarbejde er forekommet i samarbejde mellem
klinisk praksis, modulets undervisere, samt den uddannelsesansvarlige i Region Midt.
Til eftertanke..
Vi mener således ikke at det behøver at være problematisk at give et kvalitetsløft i den psykiatriske del af
sygeplejerskeuddannelsen. Vores håb er at denne artikel vil bidrage til kritisk refleksion og faglig drøftelse
af den viden og de metoder de sygeplejestuderende er
blevet og bliver præsenteret for. Den viden og de metoder der skal ligge til grund for deres kliniske beslutningstagen og samarbejde med patienterne som de er
kontaktpersoner for i deres praktik i psykiatrien.
Uanset om man er fortaler for evidensbaseret sygepleje eller ej, kan ingen være uenige i at man som patient
har ret til og brug for at det samarbejde man har med
personalet i psykiatrien, herunder også sygeplejestuderende, bygger på den nyeste viden om psykiatrisk
sygepleje.
*
2. udgave
*
23. årgang
De sygeplejestuderendes adfærd skal understøtte
empowerment og recovery fro patienten og den studerende skal derfor kunne sin psykopatologi, farmakologi, kommunikation, og samtidig formå at reflektere
over relationen med patienten og tilpasse sygeplejehandlingerne til den enkelte patient. De studerende er
så langt i deres forløb på modul 8, at de, via litteratursøgning på relevante databaser vil kunne finde frem
til nyeste forskning og inddrage dette. Ligesom de bør
opfordres til at studere de forskellige referenceprogrammer og retningsgivende dokumenter. Dette forudsætter, at det undervisningstilbud der er på skolerne
og i den kliniske vejledning er afstemt med kravene til
moderne psykiatri (4, 5).
1. (Juul Jensen 2005)
2. (www.retsinformation.dk)
3. Buus N (red) 2009. Psykiatrisk Sygepleje. Nyt Nordisk Forlag. København.
4. Kvalitet i Psykiatrien – Ny dagsorden for diagnostik og behandling. Danske Regioner: http://
www.regioner.dk/publikationer/psykiatri/
kvalitet+i+psykiatrien
5. En moderne, åben og inkluderende indsats for
mennesker med psykiske lidelser. Regeringens
udvalg om psykiatri: http://www.sum.dk/Aktuelt/
Publikationer/Psykiatriudvalgrapport-okt-2013.
aspx
29
En psykiatrisk sygeplejerskes
funktion i Akut Modtagelse.
En psykiatrisk sygeplejerskes funktion i
Akut Modtagelse.
Jeg er blevet opfordret til at skrive om min arbejdsfunktion. Jeg er psykiatrisk sygeplejerske på afs. 404 på
Sygehus Vendsyssel. En ny funktion, der blev oprettet i
forbindelse med opstarten af den nye Akutte Modtageafsnit (AMA) på Hjørring sygehus. Jeg har siden ansættelsen af psykiatrisk personale den 5.4.2013, arbejdet
side om side med somatisk personale.
Min baggrund:
27 års erfaring i Psykiatrisk sygepleje på forskellige
afsnit.
Specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske i Risskov i
2000.
Diplomuddannelse i kommunikation og ledelse i 2010.
Forløb:
Jeg er ansat på fuld tid sammen med en deltidsansat
psykiater og har til opgave at tage hånd om de patienter, der viser sig ikke at fejle noget somatisk eller som
er dobbelt ramt. Psykiateren og jeg kan ikke blot tilse
og holde samtaler med de patienter, der er konfereret til morgenkonferencen i akutmodtagelsen. Vi kan
også iværksætte den nødvendige opfølgning. Den kan
bestå i at kontakte patientens egen læge, kommunen
eller Jobcentret eller i at henvise til et socialpsykiatrisk
tilbud. Ofte har teamet også en samtale med de pårørende. Vi bruger minimum to timer på hver patient.
En opgørelse fra 2012 viste, at knap 1700 af de akut
indlagte patienter på Sygehus Vendsyssel, havde psykiske problemer, dvs.ca.10 procent.
I det første år, blev ca. 500 af de indlagte patienter
tilset af det psykiatriske team.
Formål med funktionen i akut modtagelsen er:
At bygge bro mellem somatiske og psykiatriske problemstillinger hos patienter, der er indlagt på en akutmodtagelse.
Af: Dorthe Nielsen
Psykiatrisk sygeplejerske
Afs. 404 Akut Modtagelse, Sygehus Vendsyssel
30
April 2015
At samarbejde om behandlingen af patienter på afs.
404, hvor der er mistanke om comorbiditet eller primær psykiatrisk lidelse.
At identificere suicidalfare og forhold der vedrører
overdødelighed hos psykisk syge.
At deltage i ”patientens team”.
Målgruppe:
Patienter indlagt på AM.
Sundhedsfagligt personale ansat i AM.
Ansvar:
Jeg arbejder som psykiatrisk sygeplejerske under
ansvar af den psykiatriske overlæge i AM, i samarbejde
med Klinikledelsen i AM og under Klinikledelsen i Psykiatrien, Region Nordjylland.
Procedure:
Patienter der har behov for psykiatriske interventioner
v/konferencen gennemgås og prioriteres sammen med
psykiateren, efter kompetence og faglig relevans.
Det tilstræbes at patienter tilses samme dag.
Jeg dikterer vurderinger og konklusioner, efter at de er
konfereret med psykiateren i journalen, samt beskriver
observationer og plejeplaner i sygeplejejournalen.
Patientrelaterede opgaver:
Rekvirering af vurderinger og samtaler:
Rekvirering af psykiatrisk intervention, som sker ved
konferencen i AM.
Udføre tilsyn i samarbejde m/psykiater.
Der foretages en faglig vurdering og i samarbejde med
det øvrige personale på Afd. 404 iværksættes den nødvendige pleje, behandling og opfølgning.
Såfremt det skønnes relevant laver jeg opfølgning
på psykiaterens vurderinger, f.eks. i forhold til at få sat
aftaler om misbrugsbehandling, socialpsykiatri eller
lignende i værk.
Jeg kan tilbyde støttende samtaler i korte forløb til
patienter under indlæggelse på AM der vurderes at
have behov, f.eks. ved patienter med akutte belastningsreaktioner.
Jeg kan kontaktes telefonisk af sundhedspersonalet i
AM.
Beskrivelse af sygeplejevurdering:
Jeg udfører tilsyn og vurderinger af patienter indlagte i
AM, der konfereres med psykiateren og i dennes fravær
kontaktes bagvagten i Klinik Nord, Psykiatrien.
Ved opfølgende samtaler vurderer jeg patientens til-
*
1. udgave
*
23. årgang
stand og behov.
Jeg anvender forskellige redskaber v/mine tilsyn
f.eks. Hamilton, depressive og angst Scale og GDR. Der
fortages en objektiv psykisk vurdering på alle patienter,
samt en anbefaling til det videre forløb.
Ved patienter indlagte på AM kan jeg kontaktes af
det somatiske sundhedspersonale vedrørende spørgsmål til den psykiatriske pleje, observation og behandling.
Personale relaterede opgaver:
Rådgivning/vejledning: Som psykiatrisk sygeplejerske yder jeg klinisk rådgivning og vejledning til sundhedspersonalet i AM i forbindelse med komplicerede
patientsager med psykiatriske problemstillinger. Jeg har
medvirket til kvalitetsudvikling af relevante områder
f.eks. udvikling af kliniske vejledninger.
Undervisning: Ved behov for undervisning i relevante
emner kontaktes det psykiatriske team. Der er f.eks.
blevet undervist i konflikthåndtering, abstinensscore og
behandling af abstinenser.
Min hverdag:
Min arbejdsdag starter med at deltage i Afd. 404`s
morgenkonference, hvor læger, koordinerende sygeplejerske, visitator, fysioterapeut og ergoterapeut
deltager. Her aftales hvilke patienter der er relevante
for det psykiatriske team at tilse. Herefter gennemgår
jeg patienternes journal og starter op med de patienter der er oplagte, så som patienter med psykotiske
symptomer.
Psykiateren møder senere på dagen og der aftales
den videre prioritering.
Om eftermiddagen kan der komme nye ptt. ind, der
skal tilses eller personalet skal vejledes f.eks. ift. en
delirøs pt.
Den ”typiske patient” har belastningssymptomer. Det
kan være patienter, der er blevet fyret, har været ude
for et færdselsuheld eller har mistet en nær pårørende
og oveni har udviklet f.eks. angstsymptomer. De kan
lide af svimmelhed, have åndenød eller have mavesmerter.
Der kan komme patienter, der har så vage psykiske
symptomer, at de op til flere gange fejlagtigt lander i
akutmodtagelsen, og hvor prøver, undersøgelser og
scanninger viser, at de ikke fejler noget somatisk. Der
kan vi så anbefale, at de bliver henvist til relevante
psykiatrisk tilbud f.eks. angst klinikken.
En anden gruppe patienter har enten forsøgt eller er
i fare for at begå selvmord. Vi taler sammen, og min
31
opgave er at folde kompleksiteten ud. Finde ud af, hvad
pt. selv mener, at have brug for. Det viser sig måske, at
pt. er ensom og gerne vil bo blandt andre. Jeg kontakter den kommunale socialrådgiver, visitator eller lign og
dermed sender vi ikke patienten tilbage til det, vedkommende kom fra.
En anden stor gruppe er patienter med misbrug og
patienter med dobbeltdiagnoser.
Der er mange patienter med alkoholoverforbrug, der
skal afruses og have et opfølgende tilbud på misbrugscentre eller lign inden de er klar til at profitere af en
evt. psykiatrisk behandling.
Der kan også være tale om psykiatriske patienter,
der er blevet somatisk dårlige, hvor vi skal sikre at disse
patienter får den behandling de har krav på.
Min arbejdsdag afsluttes med at få dokumenteret dagens mange gøremål og evt. få sagt ordentlig farvel til
de patienter der er klar til at blive udskrevet. Jeg finder
det vigtigt, at afslutte relationen til et andet menneske,
selvom den er kortvarig, på værdig vis.
32
Udvikling af samarbejdet:
Det er håbet, at der tilføres flere ressourcer på sigt til
vores psykiatriske team, således der kan oprettes en
liaisonenhed. AM er et godt sted at starte, men patienter med gyn/obs. lidelser og hjertelidelser går uden om
AM. Vi ved at ca. 30 %.af patientgruppen med hjertelidelser også har psykiske problemer.
Vi vil gerne kunne tilbyde tilsyn på de øvrige afdelinger og opnå kontinuitet i en eventuel opfølgning efter
et tidligere tilsyn på Afd. 404. Det ville være lettere for
Afd. 404, at overholde 48 timers reglen, idet enkelte
patienter forbliver indlagt på Afd. 404 i længere tid for
at vi kan følge op på nogle opgaver. Vi opnår derforuden at personalet på de øvrige afdelinger kender det
psykiatriske personale og vil anvende muligheden for
vores tilsyn når der findes behov.
Vi vil gerne udbygge samarbejdet med Liaison enheden i Ålborg og sammen udvikle specialet i Region
Nordjylland!
Juli 2015
*
2. udgave
*
23. årgang
Skal man være ærlig og fortælle, at man
har en psykisk sygdom, hvis man vil have
job i psykiatrien ?
Af: Mette Hartmann
Skal man være ærlig og fortælle , at man har en psykisk
sygdom, hvis man vil have job i psykiatrien ?
Jeg mangler en kollega som dig og du kunne måske
også mangle en kollega som mig. Du har et job. Jeg har
ikke længere mit job - som psykiatrisk sygeplejerske.
Du har måske en specialuddannelse som psykiatrisk
sygeplejerske. Jeg har en videreuddannelse som psykiatrisk patient. Vi har noget til fælles. Eller har vi ? 
Jeg hedder Mette Hartmann, er midt i 40érne og har
siden jeg blev uddannet sygeplejerske i 1997 arbejdet
i psykiatrien. I lokalpsykiatrien, på åbne og lukkede afsnit, børn og unge og som sygeplejelærer og i et privat
sygeplejefirma. Og jeg har elsket mit arbejde 
Og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet
mig, at jeg selv skulle blive ramt af psykisk sygdom –
men det blev jeg i 2005 og kæmpede i nogle år derefter med at holde fast i mit arbejde. Men for at gøre en
lang histiorie meget kort, så lykkedes det ikke og jeg
blev tilkenndt pension i 2009. Og det var en stor sorg.
De efterfølgende år brugte jeg på, at komme mig (
og det er selvfølgelig igen den MEGET korte ”version”)
og det ”tankevækkende” i det er, at jeg i hele min re-
33
coveryproces, altid har haft en stædig og vedholdende
tanke om, at jeg igen skulle nå dertil, hvor jeg kunne
arbejde. En blanding af Trodsmagt og en dybtliggende
bevidsthed om , hvor vigtig en arbejdsidentitet er for
mig og hvad den betyder i mit liv og for min livskvalitet. Selv i de perioder hvor jeg havde det sværest,
holdt jeg fast i mit timelønsjob i en privat sygeplejevirksomhed – på de dage, der var gode.
Det at have en arbejdsidentitet, har altid betydet
rigtig meget for mig. Og jeg ved, at alle sygeplejersker
ved, hvor meget det betyder for et menneske, at andre
regner med en´. At have kolleger der forventer noget af
en, og at kunne være en del af et forpligtende fællesskab på en arbejdsplads. Jeg ved, at alle ved, hvor stor
betydning det´ har for at være – et helt - menneske
og specielt hvor meget en sådan relation betyder i en
recoveryproces og i en proces, hvor et arbejde kan
være af stor stor betydning for at forhindre tilbagefald
af sygdom og komme fremad mod det gode liv.
Da jeg var nået dertil i min helingsproces, hvor jeg igen
havde overskud og engagement til andre, blev jeg bl.a
opfordret til at blive ambasadør i ”En Af Os”- afstigmatiseringskampagnen, i min region. Det har jeg været
siden kampagnens begyndelse i 2011 og er stadig aktiv
og engageret – hvilket har givet mig en masse fantastiske, spændende og udfordrende opgaver og møder
med mange forskellige mennesker ( på store og små
arbejdspladser, skoler, til almindelige foredrag, temadage, faglige konferrencer, politisk arbejde, aviser osv
osv. ), der på den ene eller anden måde, har berøring
med og betydning for psykiatrien. Og alle steder er jeg
blevet mødt med lydhørhed, respekt,interesse, spejling, venlighed, undren og enorm venlighed.
På nær et sted.
Når jeg har været ude i Psykiatrien og fortælle min
historie og mine oplevelser, er jeg meget ofte blevet
mødt med en blanding af ”ikke at tro på mig og min
historie” , skepsis og et enormt forsvar. Og jeg ved, jeg
ALDRIG tager ud med det formål at kritisere, angribe
eller nedgøre nogen. Tværtimod. Men jeg er blevet
mødt, som om. Og det er tankevækkende. Og det har
påvirket mig meget. Meget mere end når jeg har været
34
ude andre steder. For på den ene side kommer jeg jo
”bare” og fortæller min historie som En Af OS ambassadør, fordi det måske kunne føre til ny viden og måske
ny undren. Men så på den anden side, kommer jeg jo
også som en af ”jer”, der her bliver konfronteret med
en ”kollegas” oplevelser af at blive ekskluderet pga
egen psykisk sygdom og deraf efterfølgende stigmastisering fra det selvsamme speciale. Det har været
meget tankevækkende og lærerigt. For ligesom jeg
har oplevet personale og rammer i psykiatrien, som
bestemt havde ”mulighed for udvikling”, så har jeg
også mødt rigtig mange som brænder for deres job.
Som er rasende kompetente og som virkelig hjælper og
gør en stor stor forskel for de patienter, pårørende og
kolleger, de møder på deres vej 
Udover En Af Os-arbejdet laver jeg – og blander mig
i - mange andre psykiatrirelaterede ting, både som
timelønnet og som frivillig. Jeg er rådgivervikar i Psyk
Info i Region Hovedstaden. Laver arbejde for Psyk Info i
region Syddanmark og så er jeg medlem af Klinisk Etisk
Komite i Region Syddanmark – som patient repræsentant. Så andre end mig, tænker jeg, må synes jeg stadig
har noget at bidrage med.
Og lige netop det ”at bidrage med”, er to sider af
samme sag – har jeg måtte sande. Jeg har rigtig gerne
ville bidrage med det, jeg kan fagligt og det jeg kommer med som menneske – i psykiatrien. Ligesom alle
andre ansatte.
Men det har været mere end vanskeligt, at ”få lov”.
Og her skal jeg skåne jer for de fleste forhindringer i
forhold til, hvordan det er som (tidligere ) psykiatrisk
sygeplejerske med psykisk sygdom, at blive ”inkluderet” i psykiatrien...som kollega. Dog kommer her et
par eksempler.
Jeg har søgt helt almindelige basissygeplejerskejobs.
I de første mange ansøgninger, jeg sendte ud, nævnte
jeg kort, jeg selv har en psykisk sygdom, der er velbehandlet. Og ja, her kan man kan diskurtere, om det er
nødvendigt, at nævne dette - men det er det i forhold
til, de huller jeg har i mit cv. Har jeg erfaret. De kræver
jo en forklaring.
Jeg fik ingen tilbagemeldinger på mine ansøgninger.
Juli 2015
Det vakte en nysgerrig undren, da jeg var mere end
fagligt velkvalificeret til de fleste stillinger ( synes jeg
ydmygt ;-) ) Og så blev jeg nysgerrig på, om det virkelig
kunne passe, at min mistanke om, at jeg blev valgt fra,
pga min psykiske sygdom, var rigtig.
Så jeg sendte helt identiske nye ansøgninger til
samme type jobs, men undlod så de tre linier omhandlende min egen sygdom, men hvor hullerne på cvét
var fyldt ud med timelønsansættelse som vikar i privat
firma. Og så skete der jo det, jeg længe havde set frem
til - jeg fik både tilbud om samtale og tilbud om jobs (
som jeg desværre måtte sige nej til, da jeg ikke kunne
forhandle timetallet ned). Det satte tanker igang.
Hvorfor kunne jeg ikke få job, når jeg var ærlig ?
Hvorfor var jeg bevidst nødt til at undlade, at fortælle
den hele sandhed ?
Jeg skrev til en oversygeplejerske, - hvor jeg kort
oplyste om min egen sygdom - og spurgte om de (
selvfølgelig på baggrund af min faglighed ) kunne
bruge mig som vikar. Fik det svar, at vikarpuljekassen,
desværre var tom for i år.
Gennem en tidligere kollegas kollega fik jeg det
samme sted, på samme tidspunkt tilbud om vikaransættelse på forskellige afdelinger – men her havde jeg
nu undladt, at fortælle om min egen sygdom og fik nu
arbejde tilbudt. Så pengekassen var altså alligevel ikke
helt lukket. Tankevækkende, tænkte jeg.
Dette er to eksempler – desværre ud af flere – på hvor
vanskeligt det er, at vende tilbage til sit job som psykiatrisk sygeplejerske, hvis man selv har været psykisk
syg. Og her tænker jeg ikke på de kolleger, som også
bliver ramt af psykisk sygdom, men som ( med ”nød
og næppe” ) lige kan ”blive hængende” i deres job og
altså kan blive på deres arbejdsplads. Her tænker jeg
på ”sådan en” som mig, der bliver afskediget og er helt
ude for en periode. Der er det mere end vaskeligt, at
komme ”ind” igen, desværre.
Noget af det, der i denne proces ”på vej tilbage”
har været aller sværest for mig, har været den mistænkliggørelse og enorme vanskelighed ved, at blive
”godkendt” som ”god nok” som kollega, af mit eget
speciale. Desværre. Ikke en eneste gang, på ”min vej
*
2. udgave
*
23. årgang
tilbage”, er der nogen, der har nævnt eller tænkt...”når
du engang skal tilbage og arbejde...” Ikke en eneste
i ”systemet” har tænkt eller talt med mig om ,at jeg
skulle tilbage til det fag, jeg kan og er glad for. Tværtimod har man tænkt og talt om revalidering, pension,
fagskifte osv osv. Ikke en´ har tænkt den mulighed ind,
at jeg skulle tilbage til MIT arbejde. Det er tankevækkende.
For hvis nu jeg havde været sygeplejerske på reumatologisk afdeling og selv fik gigt, så ville jeg blive tilbudt
forskellige arbejdsmæssige tilpasninger, så jeg kunne
beholde mit job. Hvis jeg fik ovariecancer og havde
arbejde på gynækologik afdeling, ville tilbudet være
det samme. Eller diabetes, på medicinsk afdeling, eller
colitis ulcerosa på mave/tarm kirurgisk eller....osv osv.
Her kunne det oven i købet tænkes, at det ligefrem
kunne blive betragtet som en kompetence eller fordel
selv ”at have været der”. Og er man pædagog med
misbrugerbaggrund, er man nærmest selskrevet til
et job med misbrugere, osv osv. Men bliver man som
psykiatrisk sygeplejerske selv ramt af psykisk sygdom,
er det stort set umuligt at vende tilbage til sit fag.
Hvad er det, der gør, at det er anderledes i psykiatrien
? Hvor kommer den stigmatisering fra ? For jeg er ret
sikker på, at alle ansatte i psykiatrien, vil det bedste
for både patienter og kolleger. Hvad er det, der sker ?
Er ”vi” mon bange for at blive en af ”dem” ? Den her
direkte konfrontation på at ansatte også kan blive
psykisk syge – og derved bliver en af ”dem”, når en kollega bliver syg, spiller det en rolle ? Er der overhovdet
levnet plads til ”sårbarhed” og det ikke at kunne levere
100 % på ( eller mere” ) hele tiden i sygeplejerskernes
dagligdag ? Og hvem kan egentlig levere 100 % altid
? Det kan man i hvert fald ikke, hvis man har et sygt
barn, en presset mand/kone, ens mor er syg, eller
økonomien er presset, man er forkølet osv osv. Hver
eneste dag, er der kollegaer på arbejde som måske
”kun” yder 70 eller 50 procent. Og sådan er det jo og
det skal der være plads til. Men er presset så stort nu,
at man ikke engang kan være en god kollega, som kan
rumme en syg kollega ? Når jeg har været ude i psykiatrien og holde oplæg har jeg flere gange hørt den her
35
” jeg har ikke tid og ressourcer til at tage over for en
kollega, fordi hun ikke er på toppen”. Det går ud over
mig, når en er syg og så bliver jeg bare selv belastet.
Og jeg vil ikke kunne tage hensyn til en som dig”. Tænk
at være ”der”, at man er nødt til at have den holdning
og udtrykke det. Det sætter på mange fronter tankerne
i gang.
Jeg tænker, at en anden grund til at man er tilbageholdende med at genansætte mennesker med psykisk
sygdom i psykiatrien er, at ”tænk nu hvis personalet
blander deres eget liv ind i patientens sygdom – så er
det ikke professionelt længere. Og er det ikke professionelt, er det ikke kvalitet. Og er det ”for” personligt,
kan man ikke holde den professionelle distance til
patienten og så er det ikke god psykiatri”.
Men hvad er der galt med professionel og personlig
tilstedeværelse ? Noget af det, der for os patienter
opleves som kvalitet, er netop lige der, hvor personalet
er i stand til at bringe sig selv i spil og turde vise hvem
man er som menneske - og ikke kun som repræsentant
for ”at være ansat i specialet psykiatri”. For lige der,
hvor menneskeligheden kommer ind, der er personalet allermest autentisk og vil dermed formå, at kunne
indgyde autencitet, oprigtighed og håb. Og håb er
det allervigtigste, at kunne give videre til et menneske
med psykisk sygdom. Håb er helt grundlæggende for
at al god psykiatrisk behandling kan lykkes og derved
en forudsætning for et liv med liv og ikke bare overlevelse.
Det kunne f.eks være et liv hen imod at kunne arbejde igen.
Hvis psykiatrien skal medvirke til at nedbryde tabuer
og fordomme overfor mennesker med psykisk sygdom,
er vi nødt til at starte med os selv. Psykiatrien som
speciale er nødt til at kunne gå foran, hvis vi skal have
en forhåbning om, at den ”helt almindelige” dansker
uden nogen viden om mennesker med psykisk sygdom,
skal kunne nedbryde tabuer og fordomme. Psykiatrien
er nødt til at starte med sig selv. Undersøgelser ( KORA
og Etisk Råd ) viser at mennesker med psykisk sygdom diskrimineres dobbelt så meget ved jobsøgning
og oplever væsentlig negativ forskelsbehandling set i
36
forhold til mennesker uden psykisk sygdom. Undersøgelser viser også, at der hvor mennsker med psykisk
sygdom oplever mest stigmatisering, er fra personalet
ansat i psykiatrien. Og det er jo tankevækkende. For
ved personalet, hvordan de opfattes og ved de hvilken
betydning, deres kommunikation og de værdier de
kommer med, har for det menneske, der føler sig
stigmatiseret ? Og hvor kommer den stigmatisering
fra ? Har det måske noget at gøre med, at personalet
ikke ser patienterne, når de kommer sig og derfor ikke
”ved” eller tror på recovery og håb ? Eller handler det
om, personalet har forskellige værdier og kommer fra
forskellige arbejdspladskulturer og kvaliteten derfor
bliver svingende og afhængig af, hvem patienten møder ? Der er mange ting i spil her.
En ting jeg i hvert fald ved, er at det er muligt at komme sig. En anden ting jeg også ved, er at det rummelige
arbejdsmarked har meget trange kår i psykiatrien.
Og hvad mon det handler om ? I ”min” region er det
faktisk ganske godt beskrevet, både HVORDAN man er
en god ANSAT og HVORDAN man er en god KOLLEGA.
Det er tydeligt beskrevet i regionenes Sociale Kapitel
under HR. Der står hvilke værdier, man skal kunne stå
inde for - og give udtryk for som ansat, når man er på
arbejde. Altså værdier er ikke ”gratis” – det er altså
ikke uden betydning eller ligegyldigt, hvilke værdier, du
kommer med på dit arbejde. Men burde de ansattes
værdier så ikke være ens og kunne implementeres ens
i sygeplejen, således kvaliteten netop ikke afhang af,
om det var Peter eller Hanne, der var på arbejde? Men jeg kan godt forstå, det kan være vanskeligt.
For i alle de ”Introduktion for nyansatte i psykiatrien”
jeg er med til i min region, bliver det end ikke nævnt,
(jo, jeg nævner det) hvor noget så GRUNDLÆGGENDE
for god psykiatri, kan findes. De færreste ved, at det
overhovedet findes og at det vedkommer dem. Så allerede her begynder man at ane, ( inden de nye ansatte
overhovedet ser en patient eller en kollega ) at det at
arbejde med gode værdier, kan have trange kår. Og
at det rent faktisk kan have betydelige konsekvenser
både for patienten, men også for det at være kollega.
I det Sociale Kapitel står også at regionen som arbejdsplads ”har et samfundsmæssigt ansvar for at mindske
Juli 2015
udstødning fra arbejdsmarkedet, både for egne og nye
medarbejdere”, ”samt have fokus på kompetencer og
evner frem for begrænsninge,.at Regionen skal være
inkluderende.
Til det kan jeg kun sige, at der er lang vej endnu.
Nu skal jobs være slået op som fuldtidsstillinger. Hvordan stiller det mig, som kan arbejde 25 timer ? Eller en
fleksjobber som kan arbejde 15 ? Timeantallet siger
jo intet om, hvor kompetente og dygetige de er, i de
timer, de er der. Der er mange kvinder ansat i psykiatrien. Mange bliver selv syge af stress og depression –
hvor kommer de hen, dem der mister deres job ? Hvad
bliver der gjort for, at de kan komme tilbage, måske på
nedsat tid ? Jeg har ikke kendskab til et eneste sted,
hvor den ønsklige inkluderende adfærd er ligeså ”almindelig”, som den ”almindelige” adfærd. Det er i hvert
fald mere undtagelsen end reglen.
Tænk hvis det var omvendt og regionen og de ansatte
i regionen kunne leve op til de ellers så udmærkede
og etisk korrekte værdier og tanker omkring anættelse – så kunne det være, jeg også kunne blive en af
dine kolleger. Tænk, jeg kender en dygtig psykiatrisk
*
2. udgave
*
23. årgang
sygeplejerske, som må kæmpe med at få ”beskrivelse
af værdier” i sin sygepleje, beskrevet og godkendt som
en ”kerneopgave”. tankevækkende.
Der foregår heldigvis en masse nye ting i psykiatrien i
disse år. På godt og ondt. For jeg er godt klar over, det
ikke altid er lige nemt- som ansat, at navigere i alle de
nye tiltag og udviklingsstrategier, som man jo oftest
ikke engang er blevet spurgt til råds om. Og der skal
ikke være tvivl om, at jeg har stor stor respekt for de
kolleger, som holder ”hjulene kompetent kørende” i
det kæmpe ”psykiatri-hjul”.
Men jeg tror ikke I kan gøre det alene. Jeg tror, I får
brug for ”os patienter” til at vise jer noget af vejen. Og
i den åbenhed og nytænkning, har vi og I brug for hinanden. Vi har alle brug for åbenhed og inklusion. Vi kan
alle komme i en situation, hvor vi får brug for det.
Tanker fra Mette Hartmann.
HVAD SKAL VI EGENTLIG MED VÆRDIER ?
Hvilke værdier har DU med på arbejde ? Har vi overhovedet nogen – og har vi nogen fælles - og hvilke ? Tydelige fælles værdier på din arbejdsplads, er det nødvendigt – har det overhovedet nogen betydning for dig,
din kollega og for patienten ? Og for kvaliteten af din sygepleje ? Er du bevidst om, hvilke værdier du SKAL
arbejde ud fra som ansat i din region ? Og hvordan kommer DINE værdier til udtryk i dine handlinger Og
hvordan kan din kollega og / eller patienten mærke det ? Hvis hun kan ? Og har det` en betydning for dine sygeplejehandlinger ? Og hvilken betydning har det mon for patienten eller din kollega ? Hvis det har nogen....?
37
Af: sygeplejerske Joy Thøgersen
[email protected]
Nyuddannede sygeplejersker
fravælger psykiatrien
I en spørgeskemaundersøgelse blandt 115 sygeplejersker viser det sig at kun 7 ud af 115 sygeplejersker har
valgt at arbejde indenfor psykiatrien. Respondenterne
har alle været uddannet i fire til seks år.
Blandt de øvrige respondenter er der kun 7 % der overvejer at arbejde i psykiatrien.
”For meget utryghed og for lidt instrumentel sygepleje”
38
lyder det fra mange af respondenterne. Ligeledes
angiver respondenterne at der kun er negativ omtale
af psykiatrien i medierne.
Er resultatet af denne undersøgelse en tilfældighed
eller en kedelig tendens?
respondenterne. Ligeledes angiver respondenterne at der kun er negativ omtale af
Juli 2015
2. udgave
*
*
psykiatrien i medierne.
Er resultatet af denne undersøgelse en tilfældighed eller en kedelig tendens?
23. årgang
Af sygeplejerske Joy Thøgersen
[email protected]
En spørgeskemaundersøgelse blandt 115 sygeplejersker, viser at hele 108 af de adspurgte
har valgt, at arbejde indenfor det somatiske område frem for psykiatrien.
Formålet
med spørgeskemaundersøgelsen
undersøge
nyudannede
En spørgeskemaundersøgelse
blandt 115 sygeple- var, at
fælles,
at de harhvor
væretmange
færdiguddannet
i minimum fire
sygeplejersker,
deres karriere
hvordan
jersker, viser at heleder
108starter
af de adspurgte
har valgt,i psykiatrien
år og max
seks år. deres oplevelser og
forestillinger
omdet
arbejdet
i psykiatrien
er, samt erfaringer
de havde frahar
studietiden
i
at arbejde indenfor
somatiske
område frem for
19 % af respondenterne
arbejdet indenfor
psypsykiatrien.
psykiatrien.
kiatrien indenfor de sidste fem år, men på nuværende
Endvidere bliver der spurgt ind til begrundelsen tidspunkt
for fravalget
i psykiatriender
ogerom
er der af
kunarbejde
5 % af respondenterne,
der
er noget
i studietiden der kunnevar,
gøres
forhold til at skabe større interesse
Formålet
med spørgeskemaundersøgelsen
at anderledes
ansat iipsykiatrien.
for
psykiatrien.
undersøge hvor mange nyudannede sygeplejersker,
der starter deres karriere i psykiatrien hvordan deres
På trods af, at hele 60 % af respondenterne havde en
Sygeplejerskerne
er fraomhele
landet.
De harer,
kun det
fælles,
at indenfor
de har været
oplevelser og forestillinger
arbejdet
i psykiatrien
god til
pratik
periode
psykiatrien, bliver den
samt erfaringer de havde
fra studietiden
fravalgt når der skal vælges arbejdsplads.
færdiguddannet
i minimum
fire åri psykiatrien.
og max seks år.
Endvidere
bliver der spurgt ind
begrundelsen
for psykiatrien
Kun 7 % overvejer
at de
søgesidste
job indenfor
psykiatrien
19
% af respondenterne
hartilarbejdet
indenfor
indenfor
fem år,
men påi
fravalget af arbejde
i psykiatrien
om der
noget
i
den nærmeste
fremtid.
nuværende
tidspunkt
er derogkun
5 %eraf
respondenterne,
der er
ansat i psykiatrien.
studietiden der kunne gøres anderledes i forhold til at
skabe
større
På
trods
af,interesse
at helefor
60psykiatrien.
% af respondenterne havde en god pratik periode
Sygeplejerskerne
er fra den
hele landet.
De når
har kun
til vælges arbejdsplads.
psykiatrien,
bliver
fravalgt
derdet
skal
indenfor
Kun 7 % overvejer at søge job indenfor psykiatrien i den nærmeste fremtid.
Figur 1: Var du glad for din praktik i psykiatrien dengang du læste til sygeplejerske?
Savn af den instrumentelle sygepleje
Når respondenterne bliver bedt om at uddybe deres
begrundelse for fravalget af psykiatrien, bliver det ofte
nævnt, at det er svært at få øje på sygeplejen.
Der er ligeledes for lidt instrumentelle sygepleje og
en bekymring for at glemme sine instrumentelle færdigheder. Dette angiver 65 % af respondenterne.
”For meget pædagogik og for lidt sygepleje”.
39
”Jeg vil savne det instrumentelle sygepleje”
”Jeg føler ikke jeg bruger hele min sygeplejeuddannelse”
”De somatiske lidelser som patienterne kan have, er der
ikke fokus på”
De ovenstående udtalelser er dem der oftest går igen
og lader til at være den største bekymring, når der skal
redegøres for fravalget af psykiatrien.
Psykisk hårdt arbejdsmiljø, utryghed, vold og trusler
Et hårdt arbejdsmiljø som kan belaste psyken bliver
nævnt i 42 % af besvarelserne og er dermed den næststørste årsag til fravalget af psykiatrien.
”Man må være drænet når man kommer hjem fra
arbejde”
” Hårdt for sygeplejerskens psyke”
”Hård omgangstone”.
30 % har oplevet at være utryg i deres praktikperiode
og har derfor ikke haft mod på at søge en stillingen
indenfor psykiatrien.
Utrygheden opstår især, når der arbejdes med psykotiske patienter:
”Er bange for de psykotiske patienter”
”I min optik er psykisk syge uforudsigelige og det er jeg
mangedårlig
patienter
harmed”
behandlet fra dag til dag
meget
til at man
arbejde
kende rammerne der ikke gør”
”Jeg synes psykiatrien er vildt spændende, men vilkårene og sikkerheden er ikke holdbar”
Manglende anerkendelse og negativ fremstilling i
medierne
Ifølge 64 % af er anerkendelsen af psykiatrisk sygepleje
mindre end i somatisk sygepleje, og der er ofte kun
negativ fremstilling af psykiatrien i medierne.
Den manglende anerkendelse fra omverdenen samt
negativ fremstilling i medierne udtrykkes således:
” De ( psykiatriske sygeplejersker) burde anerkendes
mere, men det hænger nok sammen med den stigmatisering som der er forbundet med psykisk sygdom”
”Dårlig omtale fra dem der har arbejdet i psykiatrien”
”Man hører kun om psykiatrisk sygepleje, når det går
galt”
”Jeg var ved at sende en ansøgning, da det tragiske
skete, en medarbejder blev slået ihjel i Viborg.....”
Flere af dem uddyber, at det er svært, at lave et målbart resultat i psykiatrien i den psykiatriske sygepleje
som fx i kirurgisk regi, hvor man kan lave et målbart
resultat på, hvor mange patienter man har behandlet
fra dag til dag
Forslag til studietiden
Der bliver afslutningsvis spurgt ind til om der var noget
som respondenterne savnede på sygeplejestudiet, som
Der er flere respondenter, der angiver at have inteForslag til studietiden
kunne have haft positiv indflydelse på deres syn på
resse for psykiatrien, men på grund af arbejdsDer bliver afslutningsvis spurgt ind til om der var noget som respondenterne savnede
psykiatrien og muligvis have påvirket deres karrieremiljøet fravælger de området.
på sygeplejestudiet, som kunne have haft positiv indflydelse
på deres syn på psykiatrien og
valg.
”Psykiatrisk
sygepleje
tiltaler
mig
meget,
det
er
udelukmuligvis have påvirket deres karrierevalg.
Figur 3: Var der noget i din studietid som kunne gøres anderledes?
40
50 % siger nej, 26 % ved ikke og 23 % svarer ja til at studietiden i psykiatrien kunne
forbedres. De respondenter der svarer ja, bliver bedt om at uddybe, hvad de har savnet på
Juli 2015
*
2. udgave
*
23. årgang
trien. ”Det er vældig interessant i forhold til branding,
men det vidste vi godt”.....”Evalueringerne fra de studerende efter modul 8 er gennemgående meget positive”
Hun bliver adspurgt om der kunne gøres mere i forhold til at tiltrække nyuddannede til psykiatrien ”Ude
på skolerne italesættes mulighederne for en karriere
indenfor psykiatrien for lidt(.....)Vi har forskellige initia”Give sygeplejerske flere kompetancer sideløbende
tiver i gang, mhp at gøre opmærksom på mulighederne
med tiden i psykiatrisk praktik
for at tone uddannelsen i retning af psykiatri. Man kan
Eks. PVK anlæggelse, IV medicin”
vælge modul 12, 13 og bachelorprojekt i psykiatrien.
”Mere teori omkring psykiatriske sygdomme”
Og vi tilbyder
sparring tilnyuddannede
dette.”
”Få
flere facetter
af psykiatrien,
eks. både
udemere
i
Hunsetbliver
adspurgt
om der kunne
gøres
i forhold
til at tiltrække
til
Hunfor
fortæller,
at disseindenfor
nye initiativer
kommer på
distriktet
og inde
på afdelingerne”
psykiatrien
”Ude
på skolerne italesættes mulighederne
en karriere
psykiatrien
opfordring
klinikken. på mulighederne
”Få
psykiatrien
med eksempelvis
høre mhp
for afmystificeret
lidt(.....)Vi har
forskellige
initiativer at
i gang,
at gøre fra
opmærksom
foredrag
fra en
der lider af eni psykisk
Få at Man kan vælge modul 12, 13 og
for at tone
uddannelsen
retningsygdom.
af psykiatri.
bachelorprojekt
i psykiatrien.
vi tilbyder sparring
til dette.”
Et fravalg
baseret på negativ omtale og fordomme
vide
hvad der har hjulpet
vedkomne.Og
Få sygeplejersken
Hun
fortæller,
at disse
fra klinikken.
Fælles for størstedelen
af respondenterne er, at de kun
til
at opdage
hvilken
forskelnye
hun initiativer
kan gøre” kommer på opfordring
har erfaring indenfor psykiatrien fra studietiden.
Det lader til at den egentlige årsag til fravalget af
Flere sygeplejersker i psykiatrien i fremtiden
Et
fravalg
baseret
på
negativ
omtale
og
fordomme
psykiatrien er baseret på fordomme, mediernes fremUddannelsesansvarlig Lilian Abrahamsen har kigget
Fælles
for størstedelen
af respondenterne
er, at de kun
har
indenfor
psykiatrien
fra sygestilling
ogerfaring
manglende
viden omkring
psykiatrisk
på
resultaterne
af undersøgelsen
og hun mener, at
studietiden.
pleje, da langt de fleste respondenter ikke har arbejdet
resultatet lige så vel kan være et udtryk for et tilvalg af
Det lader til
at den
årsag til fravalget af psykiatrien
i psykiatrien. er baseret på fordomme,
somatikken,
frem
for etegentlige
fravalg af psykiatrien.
mediernes
fremstilling
og
manglende
viden
omkring
psykiatrisk sygepleje, da langt de
Hun mener, at der i fremtiden vil være flere sygeplefleste
respondenter
ikke
har
arbejdet
i
psykiatrien.
Undersøgelsen viser, at en tydeliggørelse af hvilke mujersker i psykiatrien.
Undersøgelsen
viser,
at
en
tydeliggørelse
af
hvilke
muligheder
er i psykiatrien
vil kunne
ligheder
der erder
i psykiatrien
vil kunne have
en positiv
Hun synes det lyder interessant, at de studerende
have
en
positiv
effekt
på
rekrutteringen.
effekt på rekrutteringen.
på trods af god studieperiode ikke vil arbejde i psykia50 % siger nej, 26 % ved ikke og 23 % svarer ja til at
studietiden i psykiatrien kunne forbedres. De respondenter der svarer ja, bliver bedt om at uddybe, hvad de
har savnet på sygeplejestudiet og komme med forslag
til forbedring. Her er nogle af deres udsagn:
Figur 2: Er der nogle tiltag der kan få dig til at søge arbejde indenfor psykiatrien?
I ovenstående figur ses, at hvis respondenterne var garanteret en specialuddannelse i
psykiatrisk sygepleje, kunne dette få 36 % til at overveje, at søge job indenfor psykiatrien.
41
I ovenstående figur ses, at hvis respondenterne var
garanteret en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, kunne dette få 36 % til at overveje, at søge job
indenfor psykiatrien.
Netop specialuddannelse er der fokus på i DSR’s
psykiatriudspil ”Vejen mod en bedre psykiatri”. Det er
et mål at halvdelen af de sygeplejersker der er ansat
i psykiatrien skal på specialuddannelsen i psykiatrisk
sygepleje(1).
Konklusion
Undersøgelsen har vist at ud af 115 sygeplejersker har
7 valgt, at arbejde i psykiatrien.
Respondenterne angiver manglende instrumentel
sygepleje, negativ fremstilling i medier, manglende
anerkendelse samt trusler og utryghed som de væsentligste årsager til, at de har valgt ikke, at arbejde i
psykiatrien.
Over halvdelen af respondenterne var glade for
deres studietid indenfor det psykiatrske område, men
bl.a. ovenstående forhold gør, at de ikke har mod på
en karriere indenfor psykiatrien.
36 % af respondenterne vil overveje, at arbejde
indenfor psykiatrien, hvis de var garanteret specialuddannelsen indenfor psykiatrisk sygepleje.
Hvad kan vi bruge denne undersøgelse til?
Resultatet af denne undersøgelsen kan give os et
fingerpeg om, hvorfor psykiatrien har svært ved, at
rekruttere nyuddannede sygeplejersker.
Ved at arbejde videre med denne problematik, kan vi
være med til, at sikre, at vi i fremtiden har kvalificeret
arbejdskraft indenfor psykiatrien.
Respondenterne i denne undersøgelse peger på flere
forhold som kan forbedres, og forhåbentligt bidrage til,
at tiltrække flere sygeplejersker til psykiatrien.
• Bedre branding i medierne
• Tydeliggørelse af mulighederne indenfor forskning,
faglig udvikling, specialuddannelse.
• Fokus på trygt arbejdsmiljø
• Redskaber til konflikthåndtering og mere viden om
psykiatriske sygdomme, så man føler sig klædt på til
at arbejde indenfor området.
42
En ny analyse lavet af DSR blandt 1.599 psykiatriske sygeplejersker viser at op mod hver sjette sygeplejerske
i psykiatrien forventer, at de indenfor en periode på 5
år, har forladt psykiatrien (2).
Professor i arbejdsmarkedsforsking på Aalborg
Universitet Henning Jørgensen, kommenterer på DSR’s
analyse således:
”Personalet oplever, at der ikke er positiv opmærksomhed omkring deres arbejde. Der er kun negative
historier og skandalesager. Deres professionelle indsats
bliver ikke behandlet med respekt, og det svækker både
den daglige arbejdsglæde og motivationen,”
”På den korte bane gør dét det svært at fastholde de
ansatte i psykiatrien, og på lang sigt bliver det endnu
sværere at rekruttere til området.” (3).
Dette er med til at understrege vigtigheden af, at der
arbejdes med, at tiltrække sygeplejersker til psykiatrien og at vi inspirerer flere studerende og nyuddannede
sygeplejersker til, at ønske en karriere indenfor psykiatrien.
Således kan dette være med til at modvirke, at psykiatrien i fremtiden kommer til at mangle sygeplejersker.
SLUT
Fakta om undersøgelsen (laves som Faktaboks gerne
på første side)
Undersøgelsen resultat er lavet på baggrund af 115
besvarelser fra sygeplejersker, der har været færdiguddannet i min. 4 og max. 6 år
Spørgeskemaet slået op på det sociale medie ´’Facebook’ hvor alle, som opfylder ovenstående kriterier,
kunne besvare skemaet. Det er uvist, hvor mange der
har set spørgeskemaet.
Alle respondenter er kvinder. Aldersgruppen er fra 28 42 år. Alle er anonyme.
Respondenterne fik 10 spørgsmål, hvor de har haft mulighed for at uddybe hvert spørgsmål med yderligere
kommentarer.
Alle citater er anmærket i artiklen.
Juli 2015
Min baggrund
Jeg er uddannet sygeplejerske. Jeg havde min psykiatriske praktik i 2008 og det var på en retspsykiatrisk
afdeling.
Jeg syntes, teorien om psykiatriske lidelser var meget spændende og for første gang på mit studie,
læste jeg mere end vores pensum og var opslugt af
teorien.
Jeg havde en fantastisk vejleder som var dygtig og inspirerende. Desværre oplevede jeg et belastet arbejdsmiljø, meget cigaretrøg, trusler og skældsord som en
”naturlig” del af dagligdagen.
Ved en morgenmad oplevede jeg, at blive sparket af
en patient under bordet. Helt umotiveret. Da der var
massive problemer med denne patient, blev jeg opfordret til ikke, at gøre et stort nummer ud af det.
Nogle af patienterne var meget nærgående og det
havde jeg ikke redskaberne til at håndtere.
Jeg havde svært ved at se, hvordan disse patienter
skulle blive raske og få et nogenlunde normalt liv ude i
samfundet.
I min praktiktid, var der en patient der satte ild til afdelingen, tre der stak af og der blev smuglet stoffer ind
på afdelingen. Jeg oplevede det som en kaotisk tid.
Alt dette gjorde, at min lyst til en fremtidig karriere
indenfor psykiatrien, forsvandt. Ved nærmere refleksion, ville jeg have haft godt af, at se nogle psykiatriske
patienter, som ikke var så svært syge som på retspsykiatrisk samt flere redskaber/mere teori omkring denne patientgruppe, så jeg var bedre klædt på til, at
håndtere de problematikker jeg oplevede på afdelingen.
Baggrund for artiklen
I oktober 2014 tog jeg kontakt til min forhenværende
afgangsklasse F07.
Jeg var nysgerrig på at høre, hvor de befandt sig i deres
arbejdsliv.
Ved en hurtig rundspørge viste det sig, at kun tre af
dem arbejdede indenfor psykiatrien.
*
2. udgave
*
23. årgang
Dette undrede mig, da jeg vidste at flere af dem havde
planer om, at søge job indenfor psykiatrien og flere
af dem skrev bachelorprojekt omkring psykiatrisk
sygepleje. Jeg var ligeledes bekendt med, at flere af
dem havde haft rigtig gode forløb i klinikken i psykiatrien, så hvorfor var der ikke flere, der havde
valgt psykiatrien som arbejdsplads?
En spørgeskemaundersøgelse blandt min afgangsklasse viste, at psykiatrien var primært var valgt fra pga
manglende viden om fremtidige karrieremuligheder indenfor psykiatrien samt negativ fremstilling fra medier
og venner der har arbejdet i psykiatrien.
Jeg besluttede mig for, at sende samme spørgeskema
ud via de sociale medier, for at få flere respondenter,
men præmissen skulle være den samme. Sygeplejerskerne skulle have været færdig uddannet i min. 4 og
max 6 år. Jeg fik 115 besvarelser og denne artikel er
baseret på deres besvarelser.
Kilder
1.:Vejen mod en bedre psykiatri (2013). DSR’s psykiatriudspil
2. Analyse: Hver sjette sygeplejerske forventer at have
forladt psykiatrien om fem år (2014) Af: Simon
Martin Hansen.
3. http://www.dsr.dk/Artikler/Sider/Arbejdsliv.aspx
4. Op mod hver sjette sygeplejerske vil forlade psykiatrien (2014)
5. Af: Andreas Rasmussen.
6. http://www.dsr.dk/Nyhedsbreve/Synergi/Sider/
Synergi-Aargang-10/Nr.13
43
Derfor har jeg valgt at
arbejde i psykiatrien
Af: Anja Skotte Jørgensen, Sygeplejerske, ansat i
Psykiatrisk akutmodtagelse, Oringe, Vordingborg.
Positive oplevelser og viden om det psykiatrisk speciale under uddannelsen havde en
afgørende rolle for, at jeg som nyuddannet søgte ansættelse i psykiatrien
Sygeplejeuddannelsen ruster ikke de nyuddannede
sygeplejersker til mødet med psykiatrien
Efter min mening ruster sygeplejeuddannelsen slet ikke
de nyuddannede sygeplejersker til mødet med psykiatrien. Det er fremtrædende, at psykiatri teoretisk og
praktisk er en mangelfuld del af sygeplejeuddannelsen.
Først i modul 8 stifter de sygeplejestuderende bekendtskab med psykiatrien, men efterfølgende indgår
psykiatrien ikke som en del af den videre undervisning
på studiet. Derfor er det op til den enkelte at opsøge
psykiatrien, hvis dette kan blive muligt i den længere
praktik periode i modul 11 og 12, og ellers har den studerende først mulighed for atter at få fordybe sig i den
psykiatriske sygepleje i det valgfrie modul 13.
For mig blev det oplevelsen, jeg allerede fik i den
psykiatriske klinik periode i modul 8, som jeg havde i
distriktspsykiatrien i Maribo. Der betød, at jeg faldt for
det psykiatriske speciale. Jeg havde en vejleder, som
virkelig var engageret i sit arbejde. Hun gav sig selv
110% for sit job som vejleder, men det afspejlede sig
44
også i hendes arbejde med patienterne. Faktisk gjorde
hele teamet sit for, at jeg skulle få et godt indtryk i
specialet. Jeg fik lov til, at deltage i forskellige gruppeforløb, såsom DAT (dialektisk adfærds terapi) og KRAM,
hvor jeg havde mulighed for, at have indflydelse. Jeg
blev fascineret af den tilgang, man havde til patienterne. For mig var det en anderledes måde, at udøve
sygepleje på end mine tidligere erfaringer fra somatisk
sygehus.
Det medførte, at jeg forelskede mig i det psykiatriske speciale. Jeg forsøgte efterfølgende, at få flere
praktikperioder i psykiatrien og det lykkedes igen i det
valgfrie modul, hvor jeg tog endnu et forløb i distriktspsykiatrien. De to praktikperioder har haft afgørende
betydning for, at jeg som nyuddannet valgte at søge
ansættelse i psykiatrien. De har været med til at forme
mig til den sygeplejerske, jeg er i dag!
April 2015
Oplevelsen af at starte på afdelingen
Det var en spændende tid jeg gik i møde som nyuddannet sygeplejerske og mit første job blev på den
psykiatriske akutmodtagelse, på Oringe i Vordingborg.
Jeg havde aldrig før været på den psykiatrisk akutmodtagelse eller Oringe (psykiatrisk sygehus) for den
sags skyld.
Jeg blev introduceret for et yderst relevant og tilrettelagt introduktionsprogram, hvilket gav et godt overblik, samt en positiv oplevelse af et struktureret forløb
med planlagte aktiviteter og træning. Det betød, at jeg
var blevet klædt godt på til få en vellykket begyndelse
på karrieren som sygeplejerske. Der er blevet taget
rigtigt godt imod mig på afdelingen, og jeg fik hurtigt
følelsen af, at her var det ok at være ny. Det har betydet, at jeg har følt mig ekstra tryg. Mine kollegaer har
givet mig en god opbakning og er en uundværlig støtte.
Jeg har aldrig følt mig alene. Det har altid været muligt,
at få faglig vejledning for ”at læsse af” eller hjælp til
” at sige fra”. Der lægges stor vægt på, at tale om tingene, specielt vigtigheden i at reflektere. Det har også
betydet, at det har været nemmere at være ”nyuddannet” og spørge om alle de ting – store som små – man
er i tvivl om i starten. Jeg føler, at jeg på afdelingen
bliver værdsat, respekteret og anerkendt som sygeplejerske. Jeg er i færd med at udvikle min professionelle
identitet og evnen til at mestre den nye professionelle
rolle.
*
1. udgave
*
23. årgang
men jeg føler det spændende. Jeg er ansat i akutmodtagelsen, hvilket har medført, at jeg har en alarmfunktion. Det betyder, at jeg i nogle situationer skal handle
hurtigt, det er oftest i disse situationer, jeg får udløst
et adrenalin kick. Trods min størrelse på 1,53cm, kan
jeg gøre en forskel i disse situationer.
Når jeg går på arbejde, så handler det ikke kun for
mig om at tjene penge. Det handler også om følelsen
af, at jeg yder en vigtig og meningsfuld indsats. Derfor
spiller det også en vigtig rolle for mig, at jeg oplever, at
der er mulighed for at udvikle sig og blive bedre til at
yde den omsorg og hjælp, som patienterne har behov
for.
Jeg føler, at psykiatrien både giver gode udviklingsmuligheder for mig personligt og der er faglige udviklingsog karrieremuligheder i form af kurser, videreuddannelser, supervision og temadage.
En stigning i rekrutteringen af nyuddannede sygeplejersker
Jeg tror, at der kan ske en stigning i rekrutteringen
af nyuddannede sygeplejersker til psykiatrien, hvis
specialet bliver gjort mere synligt under uddannelsen.
Det burde være muligt, at få flere praktik perioder i
psykiatrien, samtidig skal psykiatrien indgå væsentlig
mere som en del af undervisningen på studiet. Der bliver skabt al for lidt opmærksomhed på den sygepleje,
man kan yde til patienter med en psykisk lidelse.
Det der har gjort størst indtryk på mig ved at starte i
psykiatrien
En psykiatrisk sygeplejerskes arbejdsområder adskiller sig markant fra en sygeplejerskes ansat i somatisk
regi. Efter min vurdering er psykiatrien et af de meste
attraktive specialer at indlede sin karriere i. Det er et
yderst spændende område med den mangfoldighed
af patienter, som jeg har mulighed for at møde i en
psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg føler, at man får lov til
at berøre nogle mennesker på en anden måde, end det
er muligt på en somatisk afdeling.
Min hverdag består bl.a. i, at kunne interagere med
højtråbende eller udad reagerende patienter. Jeg bliver
udfordret i min rolle som nyuddannet sygeplejerske,
45
PowerKnappen.dk
- digitale muligheder til mennesker
med sindslidelse
Når der tales om fremtiden inden for psykiatrisk
behandling, er velfærdsteknologi tilsyneladende det
nye sort. Man hører begejstrede mennesker påstå, at
teknologien kan understøtte brugerens uafhængighed, skabe bedre kommunikation mellem brugeren og
behandlere, instruktører o.l.
e-behandling, sociale medier mm., som er henvendt til
mennesker med sindslidelser. Dermed kan de teknologiske muligheder forhåbentligt gøres tilgængelige for
enhver, der måtte have interesse derfor. Det er ambitionen, at powerknappen.dk skal holde sig opdateret,
så de bedste og nyeste muligheder er repræsenteret.
Det lyder alt sammen meget godt. Som sygeplejerske
i psykiatrien kan det dog være svært at finde ud af
hvilke teknologiske løsninger der reelt findes derude.
Ønsker man i øvrigt en mere udførlig gennemgang
af velfærdsteknologiske løsninger, kan jeg anbefale
rapporten Digital Mental Sundhed, som Teknologisk
Institut har udarbejdet for Psykiatrifonden sidste år.
Har man spørgsmål til hjemmesiden eller forslag til
forbedringer og rettelser, er man meget velkommen til
at kontakte mig på mail: powerknappen@gmail
Af samme grund har jeg oprettet hjemmesiden Powerknappen.dk i forbindelse med en kvalitetsudviklingsopgave på specialuddannelsen. Hensigten med
denne side er at skabe et enkelt overblik over apps,
46
Skrevet af: Thomas Tygesen,
Sygeplejerske i Opsøgende Psykoseteam, Haderslev
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Få udvidet dit fagbibliotek
Psykiatrisk &
psykosocial rehabilitering
Af: Lene Eplov
Forlag Munksgaard 2010
Modstand
Af: Ruth Mach-Zagal
2011
Socialpsykiatri
Af: Preben Brandt
Skriveterapi
Af: Annette Aggerbeck
Nyt Nordisk Forlag Arniold Busk
2014
At se og at indse
Af: Kari Martinson
Forlag Munksgard 2013
OCD
Af: Ane Søndergaard Thomsen
Forlaget Frydenlund
2013
Sygeplejeteoretikere
Af: Ann Marriner Torney
Acceptance and Commitment
Therapy
Af: Steven C. Hayes,
Kirk D. Strosahl og Kelly G. Wilson
2011
Den svære ungdom
Af: Niels Ulrik Sørensen
Forlag Munksgard 2010
Spiseforstyrrelser
symptomer,
årsager og behandling
Af: Lene Kiib Hecht og Birgitte
Hartvig Schousboe (red.)
Psykiatrifondens Forlag 2012
Få udvidet dit fagbibliotek
Ved anmeldelse af én af bøgerne modtager du den gratis.
Din boganmeldelse bringes i Psykiatrisk Sygepleje.
Kontakt Maj-Britt Nordenkjær, e-mail: [email protected], for at blive anmelder.
47

Juli 2015 - Dansk Sygeplejeråd

Transcription

Similar documents

Anne Sigh

Henriette Bruun, læge - Dansk Selskab for Klinisk Etik

Svendekasse

Læs hele debatindlæget af Per Lund Sørensen

Bryggergården skal gribe flere komplekse

Præsentation - Rådet for Bedre Hygiejne

Patienten overlevede, men klinikken døde

Mennesker og Psykiatri - 4 - 2007.indd