Læseprøve

Tyskland
Magtovertagelsen og det politiske system
Den 30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til tysk rigskansler.
Trods meget stor stemmefremgang ved rigsdagsvalgene
i september 1930 og juli 1932 – efter at den økonomiske
verdenskrise, der begyndte i 1929, havde ramt Tyskland hårdt
- var det ikke lykkedes for nazistpartiet NSDAP at komme i
besiddelse af regeringsmagten. En følelse af frustration havde
bredt sig i bevægelsen, hvilket viste sig i et faldende stemmetal til det sidste rigsdagsvalg før magtovertagelsen. Hvad der
holdt NSDAP og Hitler uden for magten, var en kombination af konservative, borgerlige partiers modstand, i forening
med rigspræsident Paul von Hindenburgs modvilje overfor
Hitler og NSDAP. Hertil kom, at det store tyske socialdemokrati SPD var villigt til at gå langt i forsøget på at holde Hitler
fra fadet. Konkret kom dette til udtryk i, at SPD ”accepterede” at tilsidesætte de normale forfatningsmæssige regler
for magtdeling imellem den udøvende og lovgivende magt.
Resultatet var en magtkoncentration hos den udøvende magt
i skikkelse af den aldrende præsident Hindenburg. Denne
magt kunne så overføres til en af ham udnævnt regering, der
med præsidentens forfatningsmæssige rettigheder i ryggen,
kunne regere uden om den demokratisk valgte rigsdag.
Tysklands politiske system i Weimarrepublikkens sidste år
gennemgik således en forvandling fra det demokratisk-parlamentariske til det autoritære, i og med at den udøvende
magt (regeringsmagten) selvstændiggjorde sig. En udvikling, der givetvis gjorde det rendyrkede diktatur under Hitler
Holocaust
www.ellekar.dk
17
Tyskland
mere spiselig for dele af den tyske befolkning. I hvert fald var
ovenstående udvikling et demokratiets krisetegn for mange
tyskere.
Den økonomiske verdenskrises alvorlige konsekvenser for
Tyskland i form af massearbejdsløshed, faldende levefod og
psykologisk usikkerhed var ikke blevet mødt med passende
svar fra det demokratiske politiske systems side. Fra at være
en økonomisk og social krise, blev krisen dermed også
politisk. Og dermed blev vejen til magten i realiteten kortere
for Hitler. Hvad der krævedes, var en bevaring af masseopbakningen, en anbefaling fra et eller flere af de borgerlige
partier, samt at Hindenburg blev overtalt.
Alt dette lykkedes, i kraft af en borgerlig splittelse, i dagene
op til den 30. januar 1933, og magtovertagelsen var en realitet. Hvad der truede med at blive en ørkenvandring uden for
magtens korridorer, var nu endelig blevet kronet med succes.
Hermed var NSDAP’s antisemitisme reelt blevet en del af
statens ideologi.
Magtovertagelsen var imidlertid ikke fuldstændig, og der
lå i situationen en række forhold, der måtte virke hæmmende
for en fuld udfoldelse af antisemitismen. For det første var
den konservative Hindenburg stadig præsident, med store
vetomæssige magtbeføjelser. For det andet måtte NSDAP
dele regeringsmagten med de konservative, som oven i
købet havde sat sig på de vigtigste ministerposter: forsvars-,
finans-, udenrigs- og justitsministeriet. For det tredje lå der i
den økonomiske situation stærke begrænsninger.
Den økonomiske krise var stadig alvorlig og Hitler var
netop blevet valgt på løfter om at bekæmpe arbejdsløsheden. Et angreb på den jødiske del af økonomien risikerede
at forværre situationen samt påkalde sig udenlandske reaktioner i form af handelsboykot af tyske varer. Endelig lå der
muligvis en realpolitisk hensyntagen eller usikkerhed hos
18
Holocaust
www.ellekar.dk
Magtovertagelsen og det politiske system
den øverste partiledelse overfor, hvor vidt og hvor langt
brede dele af den tyske befolkning var indstillede på at følge
NSDAP i dets antisemitisme.
Magtdelingen imellem nazister og konservative afløstes
imidlertid forbløffende hurtigt af et nazistisk magtmonopol
hen over sommeren 1933. Rigsdagsbranden, iscenesat eller
ej, udløste en klapjagt på kommunister og socialdemokrater ved den af Hindenburg godkendte ”Forordning til beskyttelse af folk og stat”. Den efterfølgende ”Bemyndigelseslov”,
marts 1933, satte reelt den demokratiske Weimarforfatning
ud af kraft og overførte al lovgivningsmagt til regeringen, i
princippet Hitler. Ingen forfatning erstattede den suspenderede, og dermed var lovgivningsmagten, lig med regeringsmagten, i realiteten ubundet eller uden for parlamentarisk
kontrol.
Da præsident Hindenburg døde den 2. august 1934, faldt
en sidste hindring bort i det politiske system for nazipartiets og Hitlers uindskrænkede magt. Hitler efterfulgte
Hindenburg som ”Fører og rigskansler”, og herefter aflagde
det tyske militær – Rigsværnet, fra marts 1935 Værnemagten
– ed til Hitler.
Førerens vilje var dermed lov. Hermed var en af forudsætningerne for en senere fuld udfoldelse af antisemitismen på plads. Det politiske system, der efterhånden opstod,
er blevet beskrevet som et ”dobbelt magtsystem” eller som
en ”dobbeltstat”: Sagen var, at de i princippet private politiske afdelinger i nazibevægelsen, såsom SS (Schutzstaffel,
Beskyttelsesgruppe) - betegnelsen skyldes, at SS oprindeligt
blev dannet til beskyttelse af nazistiske møder i den politisk
urolige Weimarrepublik – eller det halvmilitære korps SA,
der havde spillet en afgørende rolle i ”kampen om gaden” før
magtovertagelsen, og på denne måde havde vist bevægelsens
viljestyrke og handlekraft samt tilladt Hitler statsmandsagtigt
at skride ind og fremvise kontrol, når volden eskalerede (for
Holocaust
www.ellekar.dk
19
Tyskland
meget), fulgte med over i udøvelsen af magten efter januar
1933. Ved siden af de normale normbaserede regeringsmyndigheder, hvis handlinger også efter januar 1933 var regelbaserede og forudsigelige, var der således et overlappende,
supplerende og konkurrerende magtapparat, hvis handlinger ikke var regelbaserede eller forudsigelige, og som ikke
stod til ansvar for noget eller nogen, bortset fra føreren.
Konsekvensen af dette system var en ringe retssikkerhed for
enkeltindividet ved en konflikt med systemet. Afgørelser
truffet af det ”normale” system kunne omgøres, ofte med
henvisning til det ”tyske folks interesser” eller ”Førerens vilje”.
Den videre konsekvens var imidlertid, på baggrund af de
mange overlappende magtinstanser, en udtalt konkurrence
inden for det politiske system om, hvem der havde beslutningsretten inden for dette eller hint område. Om dette
system har været bevidst udtænkt af Hitler med den hensigt
at lade magtkampe udspille sig imellem underordnede frem
for imod Hitler, skal være usagt. Systemet havde imidlertid
ikke blot den virkning at afskærme Hitler fra politiske udfordrere. Konsekvensen var også, at der i tidens løb blev taget
flere og flere yderliggående beslutninger, netop fordi den
enkelte magtinstans, for at overtrumfe konkurrenten, måtte
vælge en mere ”nationalsocialistisk” eller radikal løsning, der
i højere grad måtte synes at være i overensstemmelse med
”førerens vilje”. Eller man måtte, med den britiske historiker
Ian Kershaws ord, ”arbejde sig hen imod føreren”.
Og ”Førerens vilje” var måske netop også, at denne
magtkamp foregik uden hans detaljerede indgriben. Kun
kampen burde og kunne afgøre, hvem der var den stærkeste og dermed, hvem der havde den rigtige politik. Denne
tilstand var naturligvis en spore til at sætte sig igennem med
en mere og mere radikal politik, herunder også at gribe til
selvtægt.
I samme retning virkede tilstanden inden for NSDAP.
20
Holocaust
www.ellekar.dk
Magtovertagelsen og det politiske system
Adolf Hitler (1889-1945)
var søn af en østrigsk toldembedsmand. I 1905 tog han til Wien, hvor
han forsøgte at realisere en drøm
om at blive kunstmaler, men flere
gange blev afvist af Kunstakademiet.
I Wien kom han i berøring med
antisemitiske tendenser, der havde
et stærkt tag i dele af befolkningen. Da Første Verdenskrig brød
ud i 1914 var han i München, og
han meldte sig som frivillig ved et
bayersk regiment. Han var tjenstgørende hele krigen uden dog at
avancere over graden af korporal;
han gjorde tjeneste som ordonnans bag frontlinien, men modtog på trods
heraf Jernkorset af 2. og 1. klasse.
Efter krigen blev han i hæren og fik til opgave at propagandere mod
bolsjevistisk indflydelse. I den forbindelse meldte han sig i 1919 ind i
Deutsche Arbeiterpartei, som året efter blev til NSDAP. Hitler trådte ud af
hæren og blev en effektfuld ”folketaler” i partiet. I 1920 erklærede han i en
tale for første gang sin ideologi, som var af stærkt antisemitisk tilsnit.
I 1921 blev Hitler leder af NSDAP, og i november 1923 kastede han
partiet ud i et mislykket kupforsøg i München. Trods tiltale for højforræderi blev han kun idømt fem års fængsel; allerede efter ni måneder blev
han løsladt. Han benyttede fængselsopholdet til at skrive ”Mein Kampf”, en
mytologiserende selvbiografi, hvori den racistiske antisemitisme blev udfoldet.
Efter markante valgsejre i 1930 og 1932 blev Hitler i januar 1933 leder
af en koalitionsregering. I forbindelse med rigsdagsbranden i februar 1933
tiltog han sig diktatorisk magt og opbyggede en ”førerkult” omkring sin
person.
Hitler styrede Tyskland indirekte gennem et netværk af konkurrerende
myndigheder. Han udgav kun undtagelsesvis skriftlige anordninger, og det
har fået apologeter til at hævde, at Hitler var uvidende om holocaust. Det er
ikke rigtigt. Hitler formulerede antisemitismen som en grundlæggende del
af den nationalsocialistiske ideologi, og han var den drivende kraft bag såvel
krigene mod Polen, Frankrig og Sovjetunionen som bag holocaust.
Den 30. april 1945 tog Hitler i sit hovedkvarter sit eget liv – få dage
inden det nationalsocialistiske Tysklands endelige militære sammenbrud.
Holocaust
www.ellekar.dk
21
Tyskland
Konkurrencen lå ikke kun imellem NSDAP og det etablerede
regeringsapparat, men også inden for NSDAP. Her betød den
udtalte mangel på en klar fordeling af opgaver og ansvar en
tendens til at spille på radikaliseringen som et vigtigt kort
i hånden, når man appellerede opad i partiet for at opnå
Hitlers gunst. Og udstyret med en særlig ”førerordre” eller
fuldmagt fra føreren kunne konkurrenterne sættes på plads
eller i det mindste udfordres.
Endelig var også Hitlers placering i det politiske system
af væsentlig betydning. Hitler var ikke politikeren, der
blandede sig i detaljer eller fremlagde konkrete forslag for
noget som helst. Tværtimod var han den nærmest fritsvævende Messias, en karismatisk politiker med et visionært
program. En Messias har det med at skulle fortolkes, og det
var så op til de underordnede niveauer at ”oversætte” hans
politiske visioner til konkrete forslag og handlinger.
Iblandet de politiske magtkampe havde denne arbejdsdeling imellem fører og underordnede en tendens til at fremme
radikale forslag. De underordnede niveauer måtte således
mest muligt bestræbe sig på at leve op til den ”ægte” nationalsocialisme i førerens visioner, hvis sproglige udtryk i øvrigt
antog en skarpere form op igennem 1930erne, efterhånden
som en række realpolitiske hensyn faldt bort. Der lå således.
alt andet lige, i det politiske system en tendens til en radikalisering af de politiske beslutninger, med virkning ikke mindst
for jødepolitikken.
Endelig skal det nævnes, at mekanismerne i det politiske system supplerede udviklingen i sammensætningen af
den beslutningstagende politiske og administrative elite.
Det oprindelige samarbejde imellem nazister og konservative afløstes efterhånden af en mere gennemgribende nazificering. De konservative blev skubbet ud, og denne udvikling
blev så godt som tilendebragt med Hitlers udrensninger i og
reelle overtagelse af Værnemagten fra 1938. Desuden tabte
22
Holocaust
www.ellekar.dk
Boykotaktionen imod jødiske forretninger april 1933
ældre etablerede bureaukratier og organisationer efterhånden magtkampen til mere eller mindre nyoprettede nazistiske bureaukratier. Denne udvikling blev fuldstændiggjort af
Anden Verdenskrig, hvor de traditionelle regeringskontorer
havde meget lidt at skulle have sagt om eksempelvis krigen
på Østfronten. Forskydningen af personer og institutioner, dvs. nazificeringen, betød således, at radikale personer
og radikale institutioner kom i forgrunden. Og med denne
udvikling øgedes tilbøjeligheden til radikale løsninger.5
Boykotaktionen imod jødiske forretninger
april 1933
Som tidligere nævnt lå der, sådan som situationen tegnede sig,
en række begrænsninger for en fuld udfoldelse af NSDAPs
antisemitisme ved magtovertagelsen. Af såvel indenrigspolitiske, økonomiske og udenrigspolitiske grunde måtte antisemitismen tones ned, og de initiativer, der rent faktisk kom,
var måske mere den øverste partiledelses svar på pres og
krav fra andre dele af bevægelsen, afbalanceret af realpolitiske hensyn, end udtryk for en gennemtænkt og klar linje
i ”jødespørgsmålet”. En sådan klar linje eksisterede næppe.
Som nævnt ovenfor var det uklart, hvem der egentlig
havde ansvaret for politikkens formulering og dennes realisering. Hitler var i de første år tilbageholdende og meget
uklar i sine udtalelser, og på dette politiske område var der et
utal af rivaler med forskellige holdninger og interesser.
Resultatet var en yderst svingende jødepolitik i årene
op til og ind i Anden Verdenskrig, indtil Endlösung, Den
5
Se bl.a. Karl C. Lammers: Magt og masser (1985), Føreren (1991),
Fascination og forbrydelse (1992); Ian Kershaw m.fl.: Stalinism and
nazism (1997); Walther Hofer: Nationalsocialismen (1978), s. 374 ff.
Richard J. Evans: The Coming of the Third Reich (2004).
Holocaust
www.ellekar.dk
23
Tyskland
Endelige Løsning, kom til at betyde det systematiske mord
på de europæiske jøder. Politikken i 1930erne svingede
imellem udbrud af ”spontane” terroraktioner (eller pogromer) og perioder med ”legal” diskriminering, hvor nye love
og regulativer skridt for skridt rullede de tyske jøders rettigheder tilbage og på ny placerede jøderne i ghettoen som
andenrangsborgere.
Situationen lige efter magtovertagelsen var netop præget
af pres og hensyn, der pegede i forskellige retninger. Der var
de realpolitiske og økonomiske hensyn. Og så var der presset
for at ”gøre noget”. Tage et opgør med jøderne. Et sådant pres
kom især fra SA, som ud over at være aktivistisk også var det
mest ”venstreorienterede” element, med en klar målgruppe
for sin antikapitalisme: Den jødiske del af økonomien. Her
skulle der sættes ind, hvis der, som SA mente, skulle ske en
overgang fra den ”politiske revolution” til den ”sociale revolution”. Desuden var det i SA, at den mandlige ungdom og
dermed utålmodigheden holdt til: Hvis partiet virkelig mente
det alvorligt med al snakken om jøderne som samfundsfjenden, hvorfor blev der så ikke gjort noget? Presset nedefra tog
partiledelsen et initiativ, der, uden at sætte en række hensyn
over styr, alligevel kunne give et indtryk af fremdrift og
handlekraft på området.
I en forordning af 28. marts 1933 fra NSDAPs partiledelse
til nydannede ”aktionskomiteer” inden for NSDAPs lokalgrupper og underorganisationer blev der fremlagt retningslinjer for en iværksættelse af en boykot af jødiske forretninger og varer samt jødiske læger og advokater. Når det
var nydannede aktionskomiteer, som fik hovedansvaret for
boykotten, antydes det, at man ville undgå, at organisationer
som SA gik enegang. I det hele taget er nøgleordet i forordningen kontrol og atter kontrol med gennemførelsen af
boykotten. Intet overlades til tilfældighederne eller spontaniteten. Aktionskomiteerne fik ansvaret for den ”planmæssige”
24
Holocaust
www.ellekar.dk
Boykotaktionen imod jødiske forretninger april 1933
gennemførelse af boykotten, og det blev deres ansvar at påse,
”… at alle udlændinge, uanset tro, herkomst eller race, nyder
størst mulig beskyttelse”.6 Aktionskomiteerne blev i øvrigt
pålagt ansvaret for, at ”… hele kampen afvikles i fuldstændig
ro og med upåklagelig disciplin. Krum ikke et hår på nogen
jødes hoved ”. Boykotten blev fastsat til at starte ”lørdag den
1. april præcis kl. 10” og fortsætte, indtil en forordning fra
”… partiledelsen byder at hæve den”. Kontrollen skulle, som
antydet, givetvis sikre boykotten et moderat forløb. Dette
indtryk styrkes af, at forordningen ikke mindre end fire
gange understreger, at boykotten skal opfattes som en ”ren
modværgeforanstaltning, der er påtvunget os”, og at dette
bør understreges kraftigt udadtil. Med andre ord har der
hos partiledelsen hersket en vis usikkerhed om, hvordan en
sådan aktion ville blive modtaget, ikke kun i udlandet, men
også i den tyske befolkning.
Også aktionskomiteernes organisering af massemøder
med vedtagelse af krav var lagt i faste rammer. Møderne
skulle kræve, at jøder inden for hvert enkelt erhverv kun
måtte have en beskæftigelsesgrad svarende til deres del af
den tyske befolkning. Men: ”For at gøre aktionen mere effektiv ...” skulle kravet kun gælde lærer-, læge- og sagførerprofessionen. Her lykkes det således forordningen at bortforklare en reel indskrænkning i aktionens omfang og dybde
med effektivitetshensyn!
Det kan undre, hvorfor netop de ovennævnte professioner skilles ud? For det første er der tale om liberale erhverv,
hvor fjernelsen af jøder ikke havde nogen effekt i retning
af at forværre den økonomiske krise. For det andet: I disse
erhverv var jøderne overrepræsenterede, og for det tredje:
Disse professioner besad en vis ”magt” i positiv forstand.
Underviseren har påvirkningsmagt, og til sin læge og advokat
6
Hofer (1978), dokument 158.
Holocaust
www.ellekar.dk
25
Tyskland
1. april 1933: SA-mænd klæber en plakat op på ruden til en jødisk forretning. Plakatteksten lyder: ”Tyskere! Forsvar jer! Køb ikke hos jøder!”
har man normalt et tillidsforhold. Jøder i disse professioner
optrådte således i positive rollemodeller, og var til stede i
den tyske hverdag som sådan. Havde man positive erfaringer med sin jødiske læge eller advokat, gik denne erfaring
med den konkrete jøde på tværs af propagandaens påstande
om den abstrakte jøde. Skulle propagandaens påstande om
den abstrakte jøde derfor bundfælde sig, måtte jøder fjernes
fra ikke mindst ovennævnte erhverv. I slutningen af forordningen ændrer sproget og indholdet pludselig karakter. Fra
at have været ”nøgternt” og ”sagligt”, med påbud, forbud
og retningslinjer, sker der et stilskifte, og teksten slår over i
selvros:
Nationalsocialister, I har præsteret det mirakel i ét eneste
angreb at løbe Novemberstaten (:Weimarrepublikken) over
26
Holocaust
www.ellekar.dk
Boykotaktionen imod jødiske forretninger april 1933
ende. I vil løse denne næste opgave på samme måde. (…) Vi
er færdige med de marxistiske agitatorer i Tyskland. De skal
ikke tvinge os i knæ, selv om de nu fra udlandet fortsætter
deres folkeforbryderiske forræderier. Nationalsocialister!
På lørdag når klokken slår 10, vil jødedommen erfare, hvem
den har udæsket til kamp.7
Kampen mod jøderne pustes op i betydning, idet
der sammenlignes med angrebet på ”Novemberstaten”
(”mirakel”), og idet jøderne tilskrives en styrke, der ikke
kun gør fjenden stor, men også tilfører kampen en storhed.
Denne afsluttende ansporing, hvor boykotten m.v. sættes
i sit ”rette perspektiv”, er således møntet på at tilfredsstille
de SA-folk, som ellers nok kunne nære en vis skuffelse
over det moderate tiltag. Ved at partiledelsen tog initiativet, kunne presset nedefra imødekommes, samtidig med at
aktionslysten blev holdt i kort snor og i øvrigt ført ind bag
en opbakning til den på tidspunktet valgte moderate linje i
”jødespørgsmålet”. Som det hedder i forordningen: ”Det er
mere end nogensinde nødvendigt, at hele partiet som én
mand i blind lydighed følger førerne”. Om forordningen i
øvrigt blot, at den, jævnfør det ovenfor citerede, opererer
med den klassiske ”psykologiske forskydning” eller projektion: Jøderne tillægges at have erklæret Tyskland krig. I realiteten var det NSDAP, der havde erklæret jøderne krig. Ved at
bytte rundt på forholdet, og tillægge jøderne ens egen aggression, retfærdiggjordes samme.
Om selve boykotdagen og den jødiske reaktion iagttog
den ikkejødiske tysker Sebastian Haffner følgende:
Det så kaotisk ud, men bag det kaotiske ydre virkede det
snarere fredeligt end farligt. De jødiske forretninger – og
dem var der temmelig mange af i den østlige del af byen
[Berlin] – var åbne og foran forretningerne stod der
skrævende SA-folk. Butiksruderne var smurt til med sjofel7
Hofer (1978), dokument 158.
Holocaust
www.ellekar.dk
27
Tyskland
heder, og forretningsindehaverne havde i de fleste tilfælde
gjort sig usynlige. Folk drev nysgerrigt omkring, halvt
ængstelige, halvt skadefro. Hele forløbet virkede ubehjælpsomt, som om alle ventede på et eller andet uden at vide
præcis hvad. Blodsudgydelser var der ingen spor af. Jeg
kom også uskadt ind i Landaus lejlighed. ”De” kom tilsyneladende endnu ikke i folks lejligheder, fastslog jeg lettet.
Frank [Landau, Haffners jødiske ven] var der ikke. I stedet
blev jeg modtaget af hans far, en svær, jovial, ældre herre.
Han havde ofte talt med mig, når jeg var der (…) I dag
modtog han mig krænket. Han var hverken ude af sig selv
eller ængstelig. Han var krænket. Det var der endnu mange
jøder, der var dengang.8
Boykotten blev en fiasko. Den blev i vid udstrækning
ignoreret af den tyske befolkning, dog ikke nødvendigvis
af sympati for jøderne. For nogle spillede det givetvis spillet
en rolle, at de ved at bryde boykotten viste deres antipati for
NSDAP og/eller SA. Samtidig blev boykotten modarbejdet
af tyske konservative, der påpegede de negative økonomiske konsekvenser. Jødernes økonomiske deltagelse i det tyske
samfundsliv blev derfor i årene frem til 1938 fredet. Om
udviklingen i ugerne efter boykotaktionen bemærkede den
altid skarpe iagttager Sebastian Haffner:
Den 1. april havde været det foreløbige højdepunkt i den
nazistiske revolution. I de følgende uger havde begivenhederne en tendens til igen at trække sig tilbage til avisreferaterne (…) ”Ensretningen”, altså at ansætte nazister i alle
stillinger hos myndighederne, i den lokale administration,
i større forretninger, forenings- og organisationsbestyrelser, fortsatte, men nu systematisk og på næsten pedantisk-reguleret vis med love og forordninger og ikke mere
i så høj grad ved vilde og uberegnelige ”enkeltaktioner”.
Revolutionen tog en embedsmandsmine på. Der dannedes
sådan noget som en ”fast grund af kendsgerninger” – noget,
8 Sebastian Haffner: En tyskers historie. Erindringer 1914-1933
(2001), s. 150 f. Haffner skrev sit manuskript i 1939.
28
Holocaust
www.ellekar.dk
Boykotaktionen imod jødiske forretninger april 1933
Sebastian Haffner (1907-1999)
egentlig Raimund Pretzel - blev født i Berlin som søn af en anset reformpædagog og skoledirektør. Han studerede jura, men efter den nazistiske
magtovertagelse erkendte han, at Tyskland ikke længere var en retsstat. Det
var især hans oplevelse af behandlingen af jødiske dommere og advokater,
som fik ham til at tage dette standpunkt. Han afsluttede dog sin juridiske
embedseksamen og fungerede herefter lejlighedsvis som jurist, men beskæftigede sig mere og mere med journalistik.
I 1938 rejste Haffner til England som korrespondent for Ullstein og
søgte dér asyl under henvisning til, at hans forlovede i Tyskland var kategoriseret som jøde (hvilket ifølge Haffner ikke var rigtigt, men skyldtes en
bureaukratisk fejl). Da krigen brød ud, blev hans opholdstilladelse forlænget. I England begyndte han at skrive sine ungdomserindringer ”En Tyskers
historie – erindringer 1914-1933” (som først udkom posthumt). Da han
indså, at denne bog ikke egnede sig som våben mod nazismen, skrev han i
stedet en sociologisk analyse af den nazistiske stat og anvendte her pseudonymet Sebastian Haffner.
Efter krigen blev Haffner britisk statsborger, men vendte i 1954 som
korrespondent tilbage til Berlin. Han blev en fremtrædende kulturpersonlighed og skrev essays om såvel nazismen som om samtiden. Særlig
opmærksomhed fik han med essayet ”Hitler – en politisk analyse”.
Haffner kritiserede tiltalepunkterne i den store krigsforbryderproces i
Nürnberg. Første punkt ”Forbrydelser mod freden” fandt han meningsløst;
og om andet punkt, ”Krigsforbrydelser”, mente han, at krigsforbrydelser
skal man søge at imødegå hos egne styrker, fordi de nedbryder soldaternes
moral, men når krigen er overstået er det bedst at glemme dem. Det tiltalepunkt, som efter Haffners opfattelse skulle være det centrale – men som altså
først kom ind som tredje punkt -, var ”Forbrydelser mod menneskeheden”
med afgørende vægt på de fire folkemord, som Haffner identificerede: mod
jøderne, mod polakkerne, mod russerne og mod romaerne.
som tyskerne af gammel vane slet ikke kan gøre andet end at
plante sig solidt på. Det var igen tilladt at handle i de jødiske
forretninger. Man blev ganske vist stadigvæk opfordret til
at lade være, man blev også karakteriseret som ”folkeforræder” på de permanente plakater, der hang rundt omkring,
hvis man alligevel gjorde det, men det var tilladt. Der var
ikke længere nogen SA-vagtposter, der stod foran butiksdørene. De jødiske embedsmænd, læger, advokater, journalister blev ganske vist afskediget, men nu lovformeligt og
Holocaust
www.ellekar.dk
29
Tyskland
ordentligt, efter den og den paragraf, og der var undtagelser for frontsoldater og ældre mennesker, der havde tjeneste
allerede i kejserriget – kunne man forlange mere?9
Således antog antisemitismen form af en række diskriminerende ”love” og forordninger, som beskar eller fjernede
jøders adgang til bestemte uddannelser og/eller erhverv, og
som efterhånden udelukkede jøder fra ansættelse i offentlig administration, i medierne og i kulturlivet. Den lov om
udrensning af embedsmænd, som Haffner henviste til, blev
vedtaget i april 1933. Loven ramte jødiske offentligt ansatte
hårdt:
Paragraf 2. Embedsmænd, der er ansat efter den 9. november 1918 uden at besidde den for deres karriere foreskrevne
eller sædvanlige uddannelse eller andre kvalifikationer, skal
afskediges fra tjenesten (…) Paragraf 3. Embedsmænd, der
er af ikke-arisk afstamning, skal udtræde af aktiv tjeneste. Stk. 1 gælder ikke for embedsmænd, der er ansat før 1.
august 1914, eller som i verdenskrigen kæmpede ved fronten
for Det Tyske Rige eller dets allierede, eller hvis fædre eller
sønner faldt i verdenskrigen (…) Paragraf 4. Embedsmænd,
hvis tidligere politiske virksomhed ikke giver sikkerhed
for, at de til enhver tid uden forbehold vil handle i statens
interesse, kan afskediges fra tjenesten.10
Som det fremgår, kunne der i begyndelsen med hensyn
til den ”legale” diskriminering regnes med forbehold og
undtagelser, i kraft af konservativ indflydelse. Rigspræsident
Hindenburg greb ind til fordel for jødiske embedsmænd,
der havde udmærket sig under Første Verdenskrig. Men
da Hindenburg faldt bort, og da de konservatives indflydelse efterhånden svandt, faldt undtagelserne bort. En
foreløbig kulmination i denne udvikling var udstedelsen af
Nürnberglovene september 1935.
9
Haffner (2001), s. 168 f.
10 Pers (1979), s. 29.
30
Holocaust
www.ellekar.dk