REDAKSJONELT - Matrix Tidsskrift

Transcription

Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 1
REDAKSJONELT
Det er to norske redaktører denne gang for dette første nummer av Matrix i år
2002. Jeg, psykolog Haldis Hjort fra Oslo er med for første gang. Jeg synes
det er interessant med et nordisk tidsskrift som konsentreres om vår spennende virksomhet psykoterapi, og som er åpent for mange aspekter ved virksomheten. Det vil si at det kan handle om veiledning, undervisning, teori og
praksis, vitenskapsteoretiske, idéhistoriske og organisatoriske spørsmål rundt
psykoterapi. Videre synes jeg det er fint at tidsskriftet er åpent for mange
psykoterapi-retninger, noe vi nå prøver å vise gjennom vårt arbeid med å
finne en «board» av fagpersoner og mulige referees som representerer
mange kunnskapsfelt; for eksempel psykoanalyse, familieterapi, kroppsorientert terapi, kognitiv terapi, og terapi for barn, unge og voksne, for å nevne
noen. Selv er jeg ganske eklektisk eller – et ord jeg liker bedre – integrativ,
som leseren kanskje vil se av artikkelen til Gunnar Carlberg om min doktoravhandling.
Som ny, har jeg jo hatt anledning til å se Matrix utenfra, med et litt kulturantropologisk blikk. Jeg ser at det er temmelig preget av danske forfattere, og
muligens også det jeg tenker meg er en dansk fagkultur; en litt «easygoing»,
ukonvensjonell, uformalistisk stil – «løs snipp» som vi sier på norsk. Noe av
dette synes jeg er fint.
Det er deilig å slippe noen av de rigide, tvangspregete krav som en del fagtidsskrifter har, og som egentlig ikke har noe med en artikkels kvalitet å gjøre.
Det er også en vennlig og åpen tone i de redaksjonelle tekster, som jeg skulle tro vil oppmuntre mange til å våge å prøve seg på skriving om sitt fag, noe
som er meget verdifullt. Andre sider ved tidsskriftet kan kanskje forbedres –
1
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 2
Matrix 19. årgang nr. 1
som tidsfrister for hvor lang tid det skal ta før forfattere får feedback, klarere
ansvarfordeling mellom redaktørene, rutiner ved bruk av referees o.l. Men det
er nok urettferdig og klisjépreget å kalle dette for dansk, kanskje er det heller
uttrykk for at det tar mye tid og krefter å utvikle et tidsskrift som både er preget av høy faglig og stilistisk kvalitet, og samtidig har en ledig, men stabil disiplin i alle ledd.
En annen utviklingsmulighet er jo å tilstrebe enda mer å få med forfattere og
lesere fra nordiske – ikke bare skandinaviske – land. Det er interessant at det
har vært presentert artikler om terapiutdannelse i Baltikum. Men kjenner vi
ikke flere der, og noen på Island eller i Finnland (som kanskje må få skrive på
engelsk), som vil lese og bruke våre spalter? For ikke å snakke om fagpersoner fra andre land som bor og arbeider i Norden?
Vi begynner dette nummer med Adnan El Moukdads atikkel Eksistentielt orienteret terapi med traumatiserede flygtninge. Forfatteren beskriver hovedtrekk i eksistensialistisk-fenomenologisk teori og metode, og illustrerer relativt
rikelig, med referat av terapi med pasienten Zeid – henvist til behandling på
grunn av symptomer relatert til krigsopplevelse, fengsel og tortur. Forfatteren
oppfatter det som fruktbart med en slik terapeutisk filosofi nettopp overfor
pasienter med erfaringer i slike ekstreme livssituasjoner. Vi minnes holocaustfangen, psykiater Viktor Frankls bok «Livet har mening» som en av de
tidlige bøker om eksistensialistisk terapi.
Helge Holgersen representeres med en relativt tung, men velskrevet og innholdsrik artikkel; I skyggen av det gule lyset. Refleksjoner over den «nonverbale» vending i psykoanalysen med utgangspunkt i Sterns forståelser av forholdet mellom språk og psyke. Tittelen sier noe om temaet: Forsker og psykoanalytiker Daniel Stern er den sentrale teoretiker hvis synspunkter drøftes,
med eksempler fra ulike sosiale situasjoner og kliniske kasus. Stern hevder
ifølge Holgersen at tilegnelsen av språket kan fremmedgjøre opplevelse av
selv, affekt og ens forhold til andre. Men Holgersen vil vise, med utgangspunkt
2
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 3
Redaksjonelt
i andre teoretikere, hvordan språk snarere kan forståes som en integrert del
av menneskets relasjonelle liv.
Gunnar Carlbergs artikkel Psykoterapi och tidsanda er egentlig en lang
anmeldelse og beskrivelse av Haldis Hjorts doktoravhandling «Idéer i norsk
psykoterapi 1970-2000. En studie av utviklingen i psykoanalytisk og familieterapeutisk tradisjon og av psykoterapeuters teoretiske preferanser». Han
overbeviser om at han har lest avhandlingen grundig, og med innlevelse i
Hjorts intensjoner. Det er interessant at han sammenligner med psykoterapiens idéutvikling i sitt eget land, Sverige, slik han, som forsker og terapeut, har
opplevd dette i samme tidsrom som Hjort. Det er å håpe at også lesere fra
andre nordiske land kan bli inspirert til å se forskjeller og likheter.
Heidi Rose har skrevet en artikkel med den litt ironiske tittel Giver DSPBUs
(Dansk Selskab for Psykoanalytisk Psykoterapi med Børn og Unge) uddannelse mulighed for, at psykoterapeuter udvikler og forandrer sig? Et hovedanliggende for Rose synes å være at en utdannelsesorganisasjon må skape
et frigjørende og utviklings-stimulerende forhold mellom støtte og kontroll.
Hun beskriver en del forutsetninger som er nødvendige for en optimal psykoterapiutdannelse, og ender egentlig opp med flere spørsmål enn svar på om
DSPBU har alle disse forutsetninger.
Birgitte Munch Jensen har skrevet artikkelen Gennemarbejning i gruppeanalytisk psykoterapi, hvis «omdreiningspunkt» nettopp er begrepet gjennomarbeiding. Det ble opprinnelig introdusert av Freud som en begrunnelse for
hvorfor en kvalitativt god psykoterapi tar tid. Munch Jensen går gjennom en
rekke psykoanalytikeres oppfatning og bruk av begrepet, herunder også
gruppeanalytikeres. Til slutt drøftes et klinisk eksempel fra gruppeterapi.
Av anmeldelser i dette nummer finnes for det første Dennis Linds vurdering
av boken Faderskap i tid och rum (Stockholm: Natur och kultur, 2000). Philip
Hwang har redigert boken med bidrag fra fagpersoner fra både historie,
3
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 4
psykologi og pedagogikk. Redaktørens utgangspunkt er at man må anlegge
et bredt perspektiv: «Vil man verkligen förstå pappan, är det inte tillräckligt att
bare titta på honom ensam…». Ellers anmelder Ole Andkjær Olsen en rekke
oppslagsbøker innenfor felter som pedagogikk, psykologi, psykiatri, sexologi,
familiepsykologi og barneoppdragelse. Et prisverdig tiltak.
Vi ønsker våre lesere god lesning, og håper at dere vil bli inspirert til å skaffe
flere abonnenter og skribenter.
Steinar Lorentzen
4
Haldis Hjort
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 5
EKSISTENTIELT ORIENTERET TERAPI MED
TRAUMATISEREDE FLYGTNINGE
Matrix 2002; 1, s. 5-16
Adnan El Moukdad
Med udgangspunkt i en eksistentiel-fænomenologisk metode
beskrives en tilgang til terapi med traumatiserede flygtninge. Den
fænomenologiske samtalemetode anvendes både som redskab
for udforskning af klientens problemer og for at fremme terapeutens tværkulturelle kompetence. Følgende aspekter fremhæves
som væsentlige i terapien: fremmedgørelse, rekonstruering af
den traumatiske oplevelse og integrering af den traumatiske oplevelse. Terapiuddrag bruges som eksempler på, hvordan et eksistentielt-fænomenologisk orienteret terapeutisk forløb kunne folde
sig ud.
Mødet med en ny kultur kan give anledning til kulturchok og forvirring. For
langt de fleste flygtninge har det været familien, slægten, etniske eller religiøse tilhørsforhold, der har givet verden fylde og mening. I og med at flygtninge
glider ud i arbejdsløshed og isolation, mister de deres holdepunkter og relationer til omverdenen. Livet i det nye land bliver gradvist tømt for mening og
håb. Mange henfalder i depression og bliver hængende i ingenmandsland,
hvor de lider afsavn og afmagt over for familie og hjemland. Flygtninge adskiller sig som regel fra den oprindelige befolkning på en eller flere afgørende
dimensioner heriblandt etniske, historiske, religiøse eller kulturelle. Disse forhold gør, at mange flygtninge ofte oplever sig som uønskede, afviste, mistænkeliggjorte og til tider diskriminerede af den lokale befolkning. At blive
udelukket fra det menneskelige fællesskab skaber som regel vrede, angst,
frustrationer og hævnfølelser. Flygtningen føler sig ofte fremmedgjort og
hjemløs i eksistentiel forstand, dvs. at han ikke føler, at han hører til, og at han
aldrig kan blive helt fortrolig med den oprindelige befolkning. Det er ofte hel-
5
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 6
ler ikke muligt for flygtningen at blive fuldgyldigt medlem af det nye samfund.
Dette betyder, at han ofte er henvist til at leve i eksil med rodløshed, angst,
fortvivlelse og fremmedhedsfølelse som følger.
I mødet med den fremmede kultur kan flygtninges valgmuligheder beskrives som følgende: Flygtningen kan forsøge at påvirke eller at tvinge sin opfattelse og kulturelle værdier ned over de andre ved magt, vold eller på anden
vis. Han/hun kan lade sig assimilere i det nye land, dvs. ukritisk underkaste
sig det nye samfunds normer og værdier, hvilket ikke er tilfredsstillende, fordi
man inderst inde vil blive ved med at føle sig som fremmed. Han/hun kan
dessuden trække sig tilbage til sin egen kulturkreds eller til et liv i indesluttethed og isolation. Sidstnævnte løsning foretrækkes af mange fremmede, men
medfører alvorlige problemer for deres børn, der kommer til at opleve en konflikt mellem forældrenes kultur og det nye lands kultur. Alle disse valgmuligheder har deres ulemper og fordele, men i langt de fleste tilfælde ligger løsningen ikke i at vælge én af disse måder, men snarere i at leve i spændingsfeltet mellem dem dvs. mellem påvirkning/magt, assimilation og isolation.
Emmy van Deurzen (1) taler om, at efter mange års bosættelse i et fremmed
land indser man, at man ikke længere føler, at man hører hjemme i ens oprindelsesland, og at man heller ikke hører hjemme i det nye land, men at man
snarere lever i dette spændingsfelt mellem disse to kulturelle poler. På længere sigt kommer man til at betragte sig selv som universel borger, hvis selvfølelse eller identitet ikke længere er begrænset til de nationale staters kulturer og grænser, men går ud over grænserne og på tværs af kulturer.
De fleste flygtninge står som regel over for følgende opgaver eller udfordringer: at skulle omstille sig til et nyt liv i et fremmed land og oftest med et
fremmed sprog og en fremmed kultur; at forholde sig til fortiden, der eventuelt indeholder tab og traumer; at forholde sig til marginalisering og fremmedgørelse.
Der anvendes forskellige terapiformer med traumatiserede flygtninge. De
spænder fra psykoanalytisk orienterede, adfærds-kognitive, systemisk-konstruktionistiske, kropsorienterede samt mere integrative terapiformer (2, 3, 4,
5, 6).
6
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 7
Eksistentielt orienteret terapi med traumatiserede flygtninge
Psykoterapi i en multikulturel sammenhæng
At gå i psykoterapi er ikke en udbredt eller kulturelt anerkendt praksis i langt
de fleste ikke-vestlige samfund. Dette skal dels ses i lyset af, at mange folk i
ikke-vestlige kulturer er overvejende mere tolerante over for den slags
adfærd, der i vesten betegnes som psykisk lidelse og forstyrrelse (7). Dels i
lyset af at mange af de opgaver, som i den vestlige kultur ligger inden for terapeutens område, sædvanligvis behandles inden for familiens ramme eller ved
hjælp af religiøse, sociale og kulturelle traditioner i ikke-vestlige kulturer.
Derudover skelner man ikke i mange andre kulturer, som der er tradition for i
vesten, skarpt mellem fysiske og psykiske forstyrrelser. Derfor er det nødvendigt at afklare rammerne for den professionelle relation ved at introducere den terapeutiske arbejdsmodel for den ikke-vestligt orienterede klient. Efter
min erfaring er en terapeutisk kontrakt nødvendig både for at give klienten
kendskab til »spillets regler« – en ide om, hvad det vil sige at gå i psykoterapi – og til afklaring af terapeutens og klientens forventninger til hinanden og til
den terapeutiske proces. Jeg plejer at indlede den første samtale med at sige
noget i retning af: »Psykoterapi, som jeg og du kommer til at praktisere, handler om, at vi over en periode kommer til at møde hinanden regelmæssigt én
gang om ugen eller hver anden uge til en samtale, der varer ca. én time. I
løbet af disse samtaler får du mulighed for at tale om dine psykosociale problemer. Terapiens redskab er samtaler, der tager udgangspunkt i din aktuelle
situation«. Formålet med terapien kan formuleres på mange måder, og undervejs i det terapeutiske forløb justeres og genforhandles der sammen med klienten. Det kan f.eks. være at afklare problemerne, at opnå en symptomlindring, at støtte og styrke klienten i at gennemleve sin krise eller at finde ud af,
hvordan klienten kan leve med sine traumer. Det er i sidste ende klienten selv,
der bestemmer formålet med psykoterapien.
I den eksistentielle opfattelse (8, 9, 10, 11, 12, 13, 15) betragtes mennesket
og dets kultur som gensidigt konstituerende hinanden: mennesket skaber sin
kultur samtidig med, at det selv bliver skabt af denne kultur. Det betyder, at
mennesket ikke kan ses isoleret fra dets kultur, og at kulturen heller ikke kan
7
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 8
ses uafhængigt af mennesket. Endvidere betyder dette, at klientens opfattelse af sig selv, andre og verden ikke er et produkt af kulturen alene, men
finder sted i et dialektisk forhold mellem kultur og personlig erfaring.
Eksistentiel terapi lægger stor vægt på relationen mellem terapeut og klient
og på det samspil, der opstår mellem dem. Kulturelle problemstillinger forstås
i forhold til en bestemt sammenhæng og på baggrund af en konkret situation.
At betragte kulturen isoleret er at fastlåse klienten i en bestemt selvopfattelse,
f.eks. udsagn som at »mænd fra Mellemøsten undertrykker kvinder«; eller at
»alle muslimer er terrorister«. Disse udsagn betragtes ud fra en eksistentielfænomenologisk opfattelse som objektive i betydningen uafhængige af tid,
sted og den situation, de optræder i, og de omfatter heller ikke den udtalende persons subjektivitet (interesser).
Uanset om terapeuten kommer fra den samme eller fra en anden sociokulturel baggrund end sin klient, er det afgørende, at terapeuten er opmærksom på, i hvor stort omfang moralske og etiske værdier, han/hun bringer ind
i mødet med sin klient, kan påvirke hans/hendes holdning til klienten. Terapeutisk arbejde i en multikulturel sammenhæng kræver fleksibilitet i holdninger og åbenhed over for den andens kulturelle baggrund. »For at kunne det,
må terapeuterne være både villige og i stand til at »være« inden for rammerne af en fleksibel selv-definition. For hvis terapeuters egne selv-definitioner er
alt for sedimenterede, vil de overhovedet ikke være i stand til »at træde ind i«
deres klienters oplevelsesunivers«, skriver Spinelli (8, p. 332). Det er, fortsætter Spinelli, vigtigt, at terapeuten vedkender sig sine ønsker, synspunkter
og forventninger, og det bliver nødvendigt at inddrage dem åbent og ærligt i
samspillet med klienten, således at de ikke stiller sig i vejen for eller konkurrerer med terapiens fokus på klientens oplevelse (8). Spørgsmålet om, hvordan terapeuten i mødet med klienten kan »være« på en måde, der tilkendegiver åbenhed og fleksibilitet, belyses i følgende afsnit om den fænomenologiske samtalemetode.
8
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 9
Den fænomenologiske samtalemetode
Vi er tilbøjelige til at gå ud fra, at den anden deler vore værdier og ser på verden, som vi gør det. Dette udgangspunkt kan hindre forståelsen af den anden,
f.eks. at gå ud fra, at folk fra Mellemøsten har en skambaseret kultur, er mindre individualistiske end folk i Vesten eller lettere »somatiserer« en konflikt.
Der er også risiko for, at terapeutens etiske principper kommer til at styre den
terapeutiske proces, f.eks. når der er tale om politiske/religiøse forskelle eller
kønsforskelle mellem terapeuten og klienten. I den henseende kan den fænomenologiske samtalemetode være et hjælperedskab for terapeuten for at hindre, at han/hun bliver offer for kulturelle faldgruber og fordomme.
Ernesto Spinelli (13, p.17 ff.) beskriver den fænomenologiske metode i tre
regler. Den første er kendt som parentesreglen. Den handler om at sætte sine
antagelser, meninger og forventninger midlertidigt i parentes for at være opmærksom på den umiddelbare oplevelse af et fænomen. Man sørger for at
møde den anden med den størst mulige åbenhed uden at tage noget for givet.
Den anden regel er kendt som beskrivelsesregelen. Den går ud på at beskrive og ikke at forklare. Man må undlade at komme med egne teorier, hypoteser og fortolkninger. Der kræves så vidt muligt en detaljeret og konkret beskrivelse af den umiddelbare oplevelse. Den tredje regel hedder ligeværdighedsreglen. Den går ud på, at man i starten betragter alt, hvad der siges, som lige
værdigt. Det kræver, at man så vidt muligt forbliver neutral i forhold til det
sagte. Dette sker ved, at terapeuten har en holdning, der i udgangspunktet
hverken bekræfter eller afkræfter klientens udsagn eller oplevelser, »således
at de kan blive »åbnet« med hensyn til den betydning, klienten (ikke terapeuten) oplever, at de har« (8, p. 293). Terapeuten afholder sig fra vurderinger og
lader den anden afgøre, hvad der er væsentligt for ham eller hende. Følgende
eksempel viser, hvor nødvendigt det kan være at have klientens egen beskrivelse af sit problem.
9
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 10
Kasus
Zeid blev henvist til psykoterapi pga. symptomer relateret til krigsoplevelser,
fængsel og tortur. Da jeg hørte Zeids historie, antog jeg på forhånd, at han
måtte være hævntørstig og vred på det styre, der havde udsat ham for tortur,
adskillelse fra familie og børn og havde drevet ham på flugt til et liv i eksil.
Ved supervision blev jeg gjort opmærksom på min antagelse. I de efterfølgende samtaler var jeg mere lyttende og åben over for klientens beskrivelse.
Det blev efterhånden klart, at Zeid på daværende tidspunkt stadig var loyal
over for sit hjemland og dets styre på trods af tortur og eksil. Zeid var imidlertid vred over, at man i Danmark (af både danskere og landsmænd) betragtede hans hjemland som udemokratisk. Han følte kritikken af hjemlandet som
en kritik af ham selv. Han var i et dilemma, hvor han hverken kunne vende tilbage til sit hjemland eller føle sig ønsket og accepteret i Danmark. Han havde
derfor svært ved at integrere sig i det danske samfund.
Ved en fænomenologisk udforskning vil der som regel tegne sig et klart billede af klientens problemer, hvorefter klienten og terapeuten sammen udvælger et tema eller en konflikt til videre undersøgelse og refleksion. I forsøget på
at afklare klientens beskrivelse af sine oplevelser benytter den eksistentieltfænomenologisk orienterede terapeut sig af deskriptivt fokuserede spørgsmål, udtalelser eller tolkninger, hvorved forstås spørgsmål, udtalelser eller
tolkninger, der koncentrerer sig om det »manifeste« materiale i klientens
beskrivelse. Spinelli beskriver deskriptive tolkninger som tolkninger, »der har
til formål at forholde sig til klienternes udsagn om deres oplevelse, at åbne
dem for afklarende undersøgelse og udfordre de antagelser, der befinder sig
på et implicit niveau i udsagnene« (8, p. 277). Dette skal ses i modsætning til
teoristyrede tolkninger, der søger at forstå klientens udsagn ud fra en bestemt
teoretisk referenceramme. Således kunne deskriptivt fokuserede spørgsmål
af Zeids udsagn »jeg kan ikke lære det danske sprog« fokuserer på undersøgelsen af forhold som f.eks.: Hvordan føles det, at du ikke kan lære dansk?
Hvad synes du om dig selv, når du siger, at du ikke kan lære dansk? Hvad tror
10
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 11
du, andre synes om dig, når du siger, du ikke kan lære dansk? Hvilke tanker
og meninger gør du dig omkring det danske sprog og omkring dansktalende.
Deskriptive spørgsmål, udtalelser eller tolkninger kan føre til forskellige konklusioner. Zeid f.eks. følte sig afvist af danskerne og afviste dem selv, hvilket
har bevirket, at han ikke havde lyst til eller interesse i at lære det danske
sprog.
Spinelli understreger, »at processen med at sætte noget i parentes er og
bliver et forsøg. Det antydes på ingen måde, at en terapeut fuldstændig skulle kunne tilsidesætte sin personlige erfaring. På samme måde er terapeutens
»indtræden« i klientens livsopfattelse et forsøg, der kan være mere eller mindre fyldestgørende, men aldrig fuldstændigt,…« (8, p. 276 ff.). Spinelli begrunder dette med sit begreb om »alenehed«. Han skriver, at vores oplevelse
i bund og grund altid er unik, fordi den er en funktion af en unik kombination
af vores sproglige, sociokulturelle og personlige erfaring. Dette betyder, »at
vores oplevelse ud over at være unik aldrig fuldt ud kan deles med andre« (8,
p. 273).
Rekonstruering af den traumatiske oplevelse
Den traumatiske hændelse sætter som regel mange følelser i gang. Der kan
f.eks. være tale om angst, skam, skyld, vrede og depression. Personens
energi bruges på at holde styr på følelserne, tankerne eller smerterne ofte
med det resultat, at disse fastholdes og forstærkes. At rekonstruere den traumatiske begivenhed på en for klienten meningsfuld måde hjælper klienten til
at forstå og rumme sine tanker og følelser.
Eksempel: De symptomer, som Zeid led under som følge af krigsoplevelser
og tortur, har givet sig udtryk i en undgåelse af alt, der mindede om traumerne, i en genoplevelse af traumerne, i mareridt, hukommelses- og koncentrationsforstyrrelser, irritabilitet og vredesudbrud. Desuden har han lidt smertelige tab af personer, der stod ham nær, tab af sit tidligere eksistensgrundlag,
11
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 12
sit sociale netværk, sit hjemland og sit håb og tro på fremtiden. Disse tab
reducerede stærkt hans handlemuligheder i det nye land.
Det terapeutiske udgangspunkt har været at undersøge og kortlægge, hvilke tanker og følelser Zeid gjorde sig omkring den traumatiske begivenhed (se
afsnittet om den fænomenologiske samtalemetode). Han følte sig f.eks. mindre værdig og skammede sig over, at han havde underskrevet papirer mod
sin vilje for at undgå seksuel mishandling. Vi undersøgte, hvordan han reagerede på disse tanker og følelser. Bekæmpede han dem? Flygtede han fra
dem? Eller blev han skræmt af dem? Ved at have mulighed for at sætte ord
på sine tanker og følelser følte han sig lettet, forstået og accepteret.
Da vi havde undersøgt følelserne, mareridtene og tankerne tilstrækkeligt
mange gange, var de som regel tilbøjelige til at miste deres greb om ham.
Han blev efterhånden bedre i stand til at slippe, nuancere og rumme dem.
Målet var ikke at få følelserne til at forsvinde, men at han blev bedre i stand
til at mærke dem, iagttage dem og rumme dem (11).
Integrering af den traumatiske oplevelse
Den traumatiske begivenhed ryster som regel personens opfattelse af sig
selv, andre og af, hvordan verden hænger sammen. Terapiens funktion består
blandt andet i at udvide, justere eller ændre personens selv- og verdensopfattelse i lyset af de grundvilkår, han/hun lever under.
Eksempel: Zeids tanker kredsede som regel omkring krigsoplevelser og tortur, men han kunne ikke forstå disse traumatiske hændelser. Efterhånden
blev han deprimeret og overvejede selvmord.
Som følge af tortur og ydmygelse i fængslet blev Zeids opfattelse af sig
selv som intelligent, respektabel og modig rystet i sin grundvold. Hans selvrespekt og tillid til andre led et alvorligt knæk. Hans opfattelse af retfærdighed,
konsekvens og andre vigtige dele af hans livsopfattelse måtte kraftigt revideres i lyset af det, han var blevet udsat for. De reviderede opfattelser måtte
12
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 13
blandt andet inkludere og integrere det onde, fjender og bødler som en del af
tilværelsens grundvilkår. Endvidere var Zeid stillet over for at acceptere sin
egen andel af skyld og ansvar, fordi han ikke tidligere var flygtet fra krigen, og
fordi han ikke tidligere havde givet en tilståelse under torturen.
Tit oplevede Zeid, at livet ikke var værd at leve. Jeg respekterede hans
oplevelser af meningsløshed og var til stede med ham uden »at gøre noget«
eller presse ham til at se en mening i sin situation (8, 10). Da vi havde dvælet i denne oplevelse af meningsløshed i et stykke tid, begyndte han efterhånden at se en mening med de traumatiske begivenheder. Livet i eksil betød
for ham, at hans børn kunne vokse op i fred og sikkerhed og få en uddannelse. Torturen gjorde, at han begyndte at engagere sig politisk i håb om at
kunne ændre sit hjemlands styre og dermed få mulighed for at vende tilbage.
Ernesto Spinellis (8) skelnen mellem terapeutens »værekvaliteter« og »gørekvaliteter« er værdifuld i arbejdet med traumatiserede flygtninge. Spinelli
mener, at for at hjælpe et andet menneske er ens værekvaliteter vigtigere end
ens gørekvaliteter. Ved værekvaliteter mener han terapeutens evne til at være
til stede med klienten på en åben, lyttende og nærværende måde. At være til
stede indebærer i starten, ifølge Spinelli, at give den anden plads til at være,
som han/hun er, og at acceptere den andens opfattelse af sig selv og sin
omverden. Spinelli fremhæver personlige kvaliteter såsom indføling, indlevelse, medfølelse, kontakt, lytten, opmærksomhed, interesse og accept som
værdifulde kvaliteter. Ved gørekvaliteter mener han terapeutens evne til at
handle og gøre noget for klienten, og der fokuseres her på kvaliteter såsom
faglige kvalifikationer, teoretisk orientering, ekspertise og uddannelse. Spinelli
argumenterer for, at der ligger en stor terapeutisk effekt i selve mødet og de
kvaliteter af »væren«, der kommer til udtryk i mødet mellem terapeut og klient.
13
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 14
Afsluttende bemærkninger
Mange af de symptomer og problemer, der viser sig hos traumatiserede flygtninge, kan bedst forstås i lyset af de eksistentielle grundvilkår. Disse beskrives på forskellige måder i forskellige historiske perioder og i alle kulturer. Irvin
Yalom (14) opstiller fire grundvilkår: døden (vi kan ikke undgå, at vi en dag
skal dø); friheden (vi er fri til at gøre, hvad vi vil med vores liv); ensomheden
(vi fødes og dør alene, men vi har behov for fællesskab); meningsløsheden
(der er ikke på forhånd givet mening med livet, vi skal selv skabe den).
Medard Boss (15) nævner på basis af Heideggers filosofi andre grundtræk
ved menneskelivet (eksistentialer). Grundtrækkene er følgende: mennesker
lever i rummet; mennesker lever i tiden; mennesker lever gennem deres krop;
menneskers væren er væren-med-andre-i-verden (vi lever altid i en relation);
mennesker lever altid i en stemning; mennesker lever historisk; og mennesker lever hen imod døden.
Tilværelsens grundvilkår er universelle, men måden, hvorpå vi reagerer på
dem, afhænger af sociokulturel og personlig erfaring. Eksistentiel terapi lægger vægt på menneskets frihed, hvorved forstås frihed til at forholde sig til tilværelsens grundvilkår, og dette er afgørende for, hvordan ens liv former sig
derefter. Der er f.eks. stor forskel på, om man betragter sig selv som torturoffer eller som torturoverlever. Det terapeutiske arbejde består for det meste
af at undersøge, hvordan den enkelte klient forholder sig til de eksistentielle
grundvilkår. Endnu et aspekt ved den eksistentielle terapi er dens fokus på de
muligheder, den traumatiske situation ofte indebærer eller giver anledning til.
De fleste flygtninge på tværs af kulturer, uddannelse, etniske og sociale tilhørsforhold finder den eksistentielle tilgang forståelig, meningsfuld og ligetil.
Den fænomenologiske tilgang sikrer, at klientens problemer ikke forstås på
baggrund af forudfattede teorier om menneskets udvikling, men på baggrund
af det enkelte menneskes opfattelse af sig selv, andre og omverden, dvs. at
den tager udgangspunkt i klientens subjektive erfaringer.
Eksistentiel terapi har både sine muligheder og begrænsninger og kan ikke
tilbyde løsninger på alle problemer. Den er, på linie med andre psykoterapier,
14
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 15
et vestligt storbyfænomen, som er med til at skabe en individualistisk kultur
samtidig med, at den selv afspejler og er et produkt af en fremherskende vestlig individualistisk ideologi.
Referencer
1. Van Deurzen E. Alienation and Adaptation: Being a stranger in a foreign
land. I: E Van Deurzen, Paradox and Passion in Psychotherapy. London:
Wiley, 1998.
2. Weisæth L, Mehlum L (red). Mennesker, traumer og kriser. København:
Hans Reitzels Forlag, 1994.
3. Arenas J (red). Interkulturel psykologi. København: Hans Reitzels Forlag,1997.
4. Elsass P. Torturoverleveren. Psykoterapeutisk behandling af den traumatiserede flygtning. København: Gyldendal,1995.
5. Jørgensen U, Mathiasen S (red). At overleve vold. Klims Forlag, 1998.
6. Levine PA. Væk Tigeren. Helbredelse af traumer. Borgens Bogklub. 2.
udgave, 2001.
7. Al-Issa I (red). Handbook of Culture and Mental Illness: An International
Perspective. International Universities Press, 1995.
8. Spinelli E. Terapi – Magt og mystifikation. København: Hans Reitzels
Forlag, 1998.
9. Borg Hansen K. Eksistentiel terapi og meditation. København: Klitrose,
1998.
10.Jacobsen B. Eksistensens psykologi. En introduktion. København: Hans
Reitzels Forlag, 1998.
11. Van Deurzen-Smith E. Eksistentiel samtale og terapi. København: Hans
Reitzels Forlag, 1995.
15
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 16
12.Cohn H. Existential Thought and Therapeutic Practice. An Introduction to
Existential therapy. London: Sage, 1997.
13.Spinelli E. The Interpreted World. An Introduction to Phenomenological
Psychology. London: Sage, 1989.
14.Yalom I. Eksistentiel Psykoterapi. København: Hans Reitzels Forlag, 1999.
15.Boss M. Existential Foundations of Medicine and Psychology. New Jersey:
Aronson. 1994.
16
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 17
I SKYGGEN AV DET GULE LYSET
Refleksjoner over den «nonverbale» vending
i psykoanalysen med utgangspunkt i Sterns
forståelser av forholdet mellom språk og psyke
Matrix 2002; 1, s. 17- 48
Helge Holgersen
Innledning
I de to siste månedene av 1998 foregikk det på web-siden til «The International Journal of Psycho-Analysis» en debatt vedrørende Stern et al. (1)
sin artikkel «Non-Interpretative Mechanisms in Psychoanalytic Therapy. The
Something More Than Interpretation». Kritikken mot påstandene i artikkelen
ble i hovedsak fokusert omkring hvorvidt det er mulig å trekke en skarp distinksjon mellom en teknisk tolkning og et personlig følelsesmessig engasjement (Anthi, (2); Levine, (3); Ponsi, (4)). Kritikerne hevdet at Stern et al. synes
å fraskrive overførings- og motoverføringsforholdet enhver «lively quality», i
motsetning til det de betegner som «the shared implicit relationship» hvor
autentiske følelser utveksles (4). Kritikerne hevdet videre at Stern et al. (1)
ved å påstå at «current concepts from development studies suggest that the
infant internalises the process of mutual regulation, not the object itself or part
objects» (s. 907), ga et fortegnet bilde av hvordan en innenfor psykoanalysen
tradisjonelt har forstått prosesser knyttet til internalisering og indre objekter.
Santala (5) viser til at den allmenne forståelsen av begrepet objektrelasjon,
eksempelvis Sandlers (6), også innebærer at barnet internaliserer interaksjoner mellom selvet og de andre, og ikke konkrete andre. Oppsummert
synes kritikken mot Stern et al. i hovedsak å være rettet mot deres nedtoning
av overføringstolkningens betydning og deres fremhevelse av ikke-verbale
17
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 18
relasjonelle forhold («moments of meetings») som det mest virkningsfulle i
psykoanalytisk terapi.
Jeg vil i denne artikkelen forsøke å sette Sterns tekst inn i en større sammenheng og lese den kritisk som uttrykk for en generell tendens i psykoanalysen
som jeg har valgt å betegne som den non-verbale vending. Denne markerer
en motsatt tendens av det Frie (7) i tradisjon fra filosofen Rorty (8) har betegnet som en lingvistisk vending i psykoanalysen, hvor språk og språkbruk blir
det som skaper subjektivitet, differensierer og muligjør forståelse mellom
selvet og de andre. Frie fremhever særskilt Lacan (9) som den historiske foregangsmann for den lingvistiske vending i psykoanalysen.
Den lingvistiske vending kan altså suppleres med en bevegelse som går i
motsatt retning hvor språket og dets betydning for utvikling og indre liv nedtones til fordel for forhold som betegnes som non-verbale. Dette perspektivet
henter støtte til sin forståelse av psykisk utvikling og psykoanalytisk behandling fra eksperimentell spedbarnsforskning og fikk en markert representant og
en grunntekst ved at Stern i 1985 gav ut sin bok «The interpersonal world of
the infant. A view from psychoanalysis and developmental psychology».
I den påfølgende tekst vil jeg med utgangspunkt i Sterns (10) forståelse av
språk forsøke å problematisere en del av de forutsetninger som ligger til
grunn for den non-verbale vending i psykoanalysen. Jeg vil argumentere for
at Stern et al.’s fremheving av non-verbale prosesser som de mest virkningsfulle i terapi bygger på en forståelse av forholdet mellom språk og psyke som
det er vanskelig å føre gode argumenter for. Videre vil jeg gjennom refortolkninger av de allmenne og kliniske eksempler brukt av Stern (10, 11) og Stern
et al. (1) forsøke å vise at den non-verbale tilnærming medfører en risiko for
å overse sentrale forhold både i daglig samhandling mellom mennesker og i
den kliniske situasjon.
18
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 19
I skyggen av det gule lyset
Alene med det gule lyset
Innenfor psykoanalysen er det tradisjon for å la kasus illustrere eller vise hvordan teorien lar oss forstå et fenomen. I sin presentasjon av det Stern (10)
betegner som det verbale selv bruker han en situasjon fra dagliglivet for å vise
hvilke prosesser som trer i kraft ved at barnet blir talt til og tilegner seg språk.
Av hensyn til den videre diskusjon og med tanke på å yte Stern rettferdighet
i denne drøftingen finner jeg det formålstjenlig å sitere eksemplet og hans
refleksjoner over det i sin helhet.
«Suppose we are considering a child’s perception of a patch of yellow sunlight on the wall. The infant will experience the intensity, warmth, shape,
brightness, pleasure, and other amodal aspects of the patch. The fact that it
is yellow light is not of primary or, for that matter, of any importance. While
looking at the patch and feeling-perceiving it (à la Werner), the child is
engaged in global experience resonant with a mix of all the amodal properties, the primary perceptual qualities, of the patch of light – its intensity
warmth, and so on. To maintain this highly flexible and omni-dimensional perspective on the patch, the infant must remain blind to those particular properties (secondary and tertiary perceptual qualities, such as colour) that specify
the sensory channel through which the patch is being experienced. The child
must not notice or be aware that it is a visual experience. Yet that is exactly
what language will force the child to do. Someone will enter the room and say,
«Oh, look at the yellow sunlight!» Words in this case separate precisely those
properties that anchor the experience to a single modality of sensation. By
binding it to words, they isolate the experience from the amodal flux in which
it was originally experienced. Language can thus fracture amodal global experience. A discontinuity in experience is introduced» (s. 176).
Sitatet må forstås i lys av Sterns forståelse av hva som særkjenner spedbarnet; den amodale persepsjon. Med bakgrunn i Meltzoff og Bortons (12) klassiske eksperiment hvor spedbarn med bind for øynene får suge på en smokk,
19
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 20
og hvor det viser seg at spedbarna ser mer på smokken de har suget på enn
en smokk med en annen form når bindet for øynene fjernes, tilskriver Stern
barnet en medfødt evne til å ta inn informasjon i én sansekanal og «oversette» denne informasjonen til en annen sansekanal. Denne prosessen fordrer i
følge Stern (10) en form for representasjon som trancenderer den sansekanal som er i bruk og får ham til å hevde at spedbarnets opplevelse er amodal
i betydningen global.
Hva mener så Stern med at spedbarnets opplevelse er amodal og global?
Han skriver at spedbarn ikke er opptatt av hvilken sansekanal som tar inn
opplevelsen men at det tar inn «sensations, …and experience them directly
in terms of intensities, shapes, temporal patterns, vitality affects, categorical
affects, and hedonic tones» (s. 67).
Stern utdyper ikke i teksten hva han legger i begrepene direkte amodal
erfaring. Det kan imidlertid synes som om han mener at spedbarnets opplevelse umiddelbart reflekterer eller gjenspeiler det som foreligger uten en forutgående fortolkning. Vi kan her stille spørsmål om det å erfare kan løsrives
fra det å erfare noe som noe. Temporale mønstre og kategorielle affekter
(sinne, glede) innebærer differensiering og fortolkning av noe som noe og kan
vanskelig forståes som egenskaper ved verden som foreliggende uavhengig
av den som persiperer. Et spedbarns opplevelse av sterkt sollys varierer jo
avhengig av om det får det i øynene eller ei. Samtidig kan det sinne, den frustrasjon eller den redsel som spedbarnet «er i» når det får lyset i øynene vanskelig sies å være foreliggende egenskaper ved sollyset.
En annen mulig tolkning av hva Stern mener med begrepene om en direkte
amodal erfaring kan hentes fra den tidligere presenterte situasjonen med det
gule lyset, hvor han sier at spedbarnets erfaring består av en fleksibel blanding av amodale kvaliteter. Dette kan peke i retning av at han mener at spedbarnets opplevelser i forhold til den voksnes måte å oppleve verden på er
mindre nyansert og differensiert. Dette standpunktet skulle imidlertid være
noe de fleste vil kunne enes om.
20
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 21
Det finnes imidlertid holdepunkter i Sterns tekst for en tredje tolkning som i
mine øyne er mer radikal og særpreget. Han gir uttrykk for at spedbarnet er
«an excellent reality–tester» (10, s.11) og at barnet før det får språk er «confined to reflect the impress of reality» (s. 181), men at språket gir det «tools
to distort and trancend reality» (s.182). Når Stern tilskriver den amodale persepsjonen primære perseptuelle kvaliteter, synes det altså som at han mener
at denne formen for opplevelse står i et mer korrekt og direkte forhold til realiteten enn den voksnes opplevelse. Det synes imidlertid noe uklart hva Stern
mener med realitet i dette tilfelle. Dersom han mener subjektive kvaliteter ved
opplevelse av sollys (altså opplevelse av forhold ved den fysiske verden), kan
det kanskje være at voksne har mistet en interesse for særskilte estetisk eller
fysisk behagende forhold ved lyset og slik har en mindre global opplevelse.
Dersom Stern mener den interpersonlige verden som han tilkjennegir at han
har ambisjoner om å skrive om, synes det intuitivt vanskelig å forstå hvordan
spedbarn skal kunne ha en bedre situasjonsforståelse enn den voksne. Vi
kan godt tenke oss at et spedbarn i større grad enn voksne kan være i stand
til å oppfatte følelsesmessige stemninger i en sosial situasjon, men det synes
lite sannsynlig at spedbarnet i samme grad som voksne er i stand til å plassere følelsene som eksempelvis tilhørende bestemte personer, og som forståelige eller overdimensjonerte i forhold til særtrekk ved situasjonen.
En fjerde måte å fortolke Stern på dette punktet, og som han ikke eksplisitt
tematiserer selv, er at han tilskriver visse former for opplevelser en høyere
verdi enn andre. Det kan se ut som om Stern, når han skiller mellom den amodale og den språklige måten å forholde seg til sollyset på, tilskriver den amodale størst verdi med tanke på utvikling og psykisk helse. Dette er imidlertid
ikke et argument for at den språklige måten å forholde seg til sollyset på er
mindre reell, i betydningen at den ikke bringer tilsyne foreliggende forhold ved
sollyset, men snarere en påstand om at de forhold ved lyset som «fanges» av
språket bidrar til at følelsesmessige kvaliteter ved opplevelsen blir tilsidesatt.
Eksempelvis blir det i situasjonen med sollyset postulert at positive følelser
knyttet til opplevelsen av lyset vil bli tilsidesatt av den språklige «påpekning»
21
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 22
av hvilken sansekanal som er i bruk. Det er altså mulighetene til å oppleve
globale følelsesmessige kvaliteter ved verden Stern hevder blir tilsidesatt når
barnet lærer språk. Denne tolkningen kan kanskje synes rimelig fordi han
senere (Stern et al.,(1)), som nevnt, hevder at det er i det nonverbale og implisitte domene at autentiske følelsesmessige møter mellom mennesker kan
inntreffe med terapeutisk endring som sitt resultat.
Konsekvensene av språktilegnelse blir ifølge Stern (10) enda mer betydningsfulle når det gjelder selvforholdet – dvs. hvordan barnet kan forholde seg
til seg selv og til sine opplevelser. Når barn lærer språk blir de «estranged
from direct contact with their personal experience» (s. 182).
Det er påfallende hvordan Stern (10) når han slik hevder at selvet er «unavoidably divided by language» (s. 181) synes å ha sammenfallende synspunkter med Lacan (9) vedrørende språkets betydning for psyken. Inngangen
i den symbolske orden splitter subjektet og gjør det fremmed for seg selv.
Lacan (9) skriver om språket som «completing the split (Spaltung) which the
subject undergoes by virtue of being a subject only in so far as she speaks»
(s. 269). Videre at en særskilt tilstand «is produced in the establishment of the
subject by the signifier – which explains the Spaltung in the subject and the
movement of intervention in which that ‘splitting’ is completed» (s. 288).
At Stern som representant for den non-verbale vending i psykoanalysen og
Lacan, som er blitt fremhevet som representant for den motsvarende lingvistiske vending, begge legger til grunn at det ved språktilegnelsen skjer en
spaltning i subjektet, kan skyldes at de begge i hovedsak nærmer seg språket som struktur, og ikke ut fra sitt bruk. Språket blir det som alltid allerede
foreligger og som barnet må innordne seg, som riktignok muliggjør samtaler
med andre, men til den pris at barnet blir fremmedgjort overfor seg selv.
Herfra går Stern og Lacan på ulike veier: Lacan er konsekvent ved at han
fremholder at vi som mennesker ikke kan «komme bak», i betydningen løsrive oss fra, det felles språkbaserte meningsunivers. Han hevder videre at
22
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 23
dette er forhold også gjør seg gjeldende for ham selv som kliniker og teoretiker. Det vesentligste for Lacan (9) er å vise at å bringe «the psychoanalytic
experience back to speech and language as its grounding is of direct concern
to its technique» (s. 77).
Lacan hevder ikke at det ikke finnes forhold hinsides språket, men at det kun
er gjennom språket terapeuten kan «nå frem til» disse: «…the art of the analyst must be to suspend the subject’s certainties until their last mirage have
been consumed. And it is in the discourse that the progress of their resolution
must be marked» (s. 43). Stern (11) har imidlertid ambisjoner om å komme
«bak» språket – «behind what is said» (s. 200) og fremhever at «recovering
the event and the place of the nonverbal in the whole experience is simply the
expected routine work of therapeutic exploration» (s. 200). Dette kan ifølge
Stern eksempelvis gjøres ved at en skrur ned lyden på et videoopptak for så
å avlese det han betegner som de viktigste kliniske hendelser: «When watching television recordings of interactions, it is helpful either to turn off the sound
or to have it just low enough so that the prosody but not the words can be discerned, at least for the first pass through the material. (This technique suggested itself to me when I was doing consultations with parents who spoke in
a language I did not understand – an ideal situation for a first impression)» (s.
67).
Dette er ikke å lete etter betydningsfulle affekter i språket, eller i diskursen
som Lacan ville ha utlagt det. Snarere er det en slags øreproppmetode for klinisk praksis, hvor ett aspekt av det kliniske fenomen blir fremtredende fordi
det umiddelbart meningsfulle utelates og ikke høres. Kort sagt kan det hevdes at terapeuten går glipp av materiale som er av vesentlig betydning for å
hjelpe pasienten: Hva han eller hun ønsker å si oss. Det å skru ned lyden gjør
at helt andre forhold gis en primær betydning.
«The first clinical reading of interaction occurs at this level. Of relevance are
such questions as, What is the physical distance between the partners? Is
23
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 24
there an approach or withdrawal, and at what speed? What is the orientation,
or shift in orientation, of the pelvis and the shoulders? Is there a full orientation toward the other («squared off»)? Is there a turn toward or away from full
orientation? What is the orientation of the head – what is the facing position?…Where are the eyes looking? Is there a mutual gaze? Is the mutual
gaze avoided with the eyes or with the head, or both? And there are the
Darwian facial expressions that accompany these actions and body positions,
as well as the tone and volume of voice. ...For each and every one of these
acts, we assume the action is both motivated (usually out of awareness) on
the part of the actor and unconsciously read on the part of the recipient» (s.
64).
Sitatet kan forståes dithen at de beskrevne fysiske bevegelser kan avleses
som uttrykk for ubevisste motiver. Med andre ord blir bevegelsene betydningsfulle, de formidler noe om de menneskene som plasserer sine kropper i
et slikt forhold til hverandre. Men om vi forstår bevegelsene som tegn, som
meningsfulle uttrykk, sier Stern likevel ikke noe om hva de uttrykker. Vi får for
eksempel ikke vite om disse posisjoneringene har fastlagte betydninger på
tvers av situasjon og kultur, eller om de skal avleses som meningsfulle i lys av
kontekstuelle forhold i den aktuelle kliniske situasjon. Den manglende redegjørelse for dette kan imidlertid sees som uttrykk for en grunnholdning innenfor den nonverbale vending: «Meaning supersedes description and eclipses
it, especially for clinicians in training» (11, s. 66).
Før jeg går videre i diskusjonen av hvordan den non-verbale vending i psykoanalysen gir seg utslag i klinisk praksis ønsker jeg å vende tilbake til eksemplet med det gule lyset for å se om det kan finnes holdepunkter for påstanden
at det er et fokus på språket som struktur og en tilsvarende mangel på forståelse for hvordan språket konkret brukes i sosiale situasjoner som kan ligge
bak Sterns forståelse av eksemplet.
24
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 25
Om å tale sammen om det gule lyset
I sin fortolkning av situasjonen med sollyset tar Stern utgangspunkt i forholdet
mellom barnet og lyset. Personen som kommer inn i rommet og ytrer seg om
lyset blir ikke benevnt som noe annet enn «somebody». Samtidig har denne
personen stor betydning for det psykiske forløp Stern tilskriver barnet. Forut
for at denne sier «Oh look at the yellow sunlight» vil barnet i følge Stern ha
opplevelser av varme, intensitet, form, glede og andre «globale» aspekter.
Etter at utsagnet foreligger vil spedbarnets opplevelse i eksemplet, stadig i
følge Stern, bli knyttet til synssansen og fargen gult.
Dersom vi betrakter utsagnet om sollyset som en ytring i en dialog, hvordan
skal vi da kunne forstå at det knytter spedbarnets opplevelse til synssansen?
Vi kan anta at et tegn på at utsagnet blir forstått, er at barnet først retter seg
mot den som snakker, for deretter som et svar på oppfordingen i utsagnet, å
rette seg mot lyset. Spørsmålet blir om et slikt psykisk forløp skulle ha som
resultat en mer eller mindre bevisst refleksjon tilsvarende «nå ser jeg det gule
lyset med synssansen». En mulig fortolkning kan være at utsagn som «å se
på» skulle vise til verbet «å se», som i sin tur skulle føre til refleksjonen «jeg
ser». Dette resonnementet gjør likefult ikke rede for hvordan og hvorfor alle
utsagn skulle knyttes til spesifikke sansemodaliteter. Eksempelvis synes det
vanskelig å forstå hvordan Stern kan mene at et utsagn som «jeg synes lyset
er fint» med nødvendighet skulle medføre at den som hører utsagnet knytter
det til en spesifikk sansemodalitet, og i tilfelle hvilken?
Stern må tilskrive barnet språklig kompetanse for at det skal kunne forventes
å forstå utsagnet. Slikt sett er barnet «i språket» allerede. Følgelig kan det
vanskelig være i en vedvarende «global» tilstand hinsides språket som Stern
postulerer.
Vi kan med andre ord la oss overbevise av Sterns eksempel så lenge vi holder fokus på forholdet mellom spedbarnet og lyset på veggen. Straks vi flyt-
25
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 26
ter fokus over på samhandlingen mellom to mennesker som forstår hverandre, ser vi at språket vanskelig bare kan være et abstrakt filter som innsnevrer opplevelsen. Dersom barnet forstår språklige utsagn og andres intensjoner med dem, må vi – dersom vi skal følge Stern – anta at barnet både kan
oppleve globale følelsesmessige kvaliteter, inneha språklig kompetanse og
gjøre seg språkbaserte tanker på samme tid. Vi kan ytterligere se eksemplets
svakhet dersom vi ganske enkelt bytter ut objektet utsagnet omhandler og lar
det være «se hvor brun jeg er blitt». Det synes lite sannsynlig at spedbarnet
før dette utsagnet bare opplever personen i lys av varme, intensitet, form,
glede og andre globale kvaliteter for så å fokusere direkte på synssansen og
brunfargen. Snarere synes både eksperimentell spedbarnsforskning og generell psykoanalytisk utviklingsteori å tyde på at det for barnet fra svært tidlig
alder vil inneha forventninger om samhandling og at det vil være av vesentlig
betydning hvem som snakker (Gopnik & Meltzoff, (13), Trevarthen, (14),
Alvarez, (15)). Stern (10) hevder også selv at spedbarnets forventninger om
samhandling er preverbalt representert som «Representations of Interactions
that have been generalized» (s. 97). Når det gjelder å forholde seg til andre,
kan altså ikke språket alene ha den strukturerende funksjon som Stern tilskriver det, fordi barnets opplevelse her allerede er strukturert. Når Stern
også viser til at disse representasjonene utgjør bakgrunn for forventninger om
samhandling, er det vanskelig å forstå hvordan den globale amodale flytende
psykiske tilstand alene kan være det karakteristiske for spedbarnets væren.
Dersom vi nå vender tilbake til eksemplet med det gule lyset, kan vi videre
spørre om hva vi må legge til grunn for å anta at det er det som Stern betegner som tertiære perseptuelle kvaliteter (fargen gult) som spedbarnet etter å
ha hørt utsagnet lar bli gjenstand for oppmerksomhet. Vi kan tenke oss at
utsagnet fremkommer mens den voksne bøyer seg ned til spedbarnet og
peker mot veggen og lyset. For at utsagnet skal ha den effekt Stern tilskriver
det, forutsettes i så fall kunnskap om gester, og at spedbarnet er i stand til å
differensiere mellom veggen og fargen gult, da det vitterlig er veggen med det
gule lyset det pekes på. Det må også forutsettes at spedbarnet har et begrep
26
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 27
om farger for at utsagnet skal bli meningsfylt. Når Stern tar for gitt at et spedbarn forstår utsagnet fra den voksne, må han altså tilskrive barnet en rekke
ferdigheter vedrørende kommunikativ kompetanse, situasjonsforståelse og
mer spesifikt fargeordninger. Vi kan si at spedbarnet forstår utsagnet med
bakgrunn i det Wittgenstein (16) kaller en livsform. Når barnet og den voksne
begge forstår hva som menes med ordet gult i situasjonen, er det fordi de inngår i det Wittgenstein kaller et språkspill hvor ordet gult får mening i lys av den
sosiale kontekst utsagnet fremkommer i, dvs. gjennom den særskilte måten
barnet og den voksne er sammen på. Ut fra Wittgenstein kan vi hevde at
Stern mangler en tematisering av denne særskilte meningsdimensjonen som
er nødvendig for å forstå de vesentlige forhold ved samhandlingen. Meningsdimensjonen fremkommer likevel i Sterns eksempel ved at han implisitt
må tilskrive spedbarnet et nivå av kommunikativ kompetanse parallelt med at
det er i et amodalt globalt erfaringsmodus. Dersom et slikt nivå av differensiering og kompetanse er mulig å inneha for et spedbarn, samtidig som det kan
oppleve verden på en global amodal måte, synes det vanskelig å finne argumenter for at denne fleksibiliteten og muligheten til å oppleve verden både
språklig og amodalt skulle forsvinne ved at de ekspressive språklige ferdigheter utvikles.
Vi kan nå oppsummere den foreløpige diskusjon ved å hevde at det kan reises en rekke teoretiske innvendinger mot Sterns (10) påstander om forholdet
mellom språk og psyke. Det synes ikke å foreligge gode argumenter for å
påstå at språkforståelse og språkbruk som en hovedregel setter til side amodale globale kvaliteter ved opplevelsen. Videre er det med bakgrunn i Sterns
egne eksempler blitt argumentert for at språkforståelse og språkbruk ikke
med nødvendighet fører til at selvet splittes i to atskilte erfaringsmodi, den
språkbaserte og den amodale. Hvordan kan forholdet mellom språk og psyke
forståes dersom vi ikke legger til grunn en slik spaltning av selvet? Vi skal i
det følgende gjøre rede for en psykoanalytisk teori hvor en spaltning av
selvet, som den Stern postulerer, blir vurdert som et patologisk avvik fra den
normale integrerte opplevelse.
27
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 28
«Dei mjuke ord»1
For at deltakernes handlinger i Sterns eksempel skal gi mening, må altså
spedbarnet tilskrives en på forhånd gitt kommunikativ kompetanse. Hva innebærer så dette med tanke på hvordan vi, på en annen måte enn Stern et al.
(1), kan forstå forholdet mellom språk og psyke? I det minste innebærer det
at vi må ta utgangspunkt i den fellesforståelse og fortrolighet som denne kommunikative kompetanse forutsetter når vi ønsker å forstå hvordan barnet
introduseres for og forholder seg til en fellesmenneskelig språklig verden.
Innenfor psykoanalysen står Loewald (17, 18), med sin bakgrunn som student
hos filosofen Heidegger, for en annen tilnærming enn Stern når det gjelder
hvordan denne prosessen kan foregå. Loewald (17) tar utgangspunkt i det kliniske faktum at mødre allerede fra fødselen, og sannsynligvis også under
svangerskapet, snakker til sitt barn: «…the sounds, tone of voice, and rythm
of speech are fused within the apprehended global event. One might say that
while the mother utters words, the infant does not perceive words but is bathed in sound, rythm, etc., as accentuating ingredients of a uniform experience.
The distinction between sounds as ingredients of total occurence, and what
the heard sounds refer to or signify – this is a slowly developing achievement
to which we apply the term secondary process. This is true also for sounds,
«words» uttered by the growing child himself» (s. 187).
I motsetning til Stern (10) ser altså Loewald (17) språkbruk og språkforståelse
som prosesser som ikke med nødvendighet fører til en spaltning av psyken.
Loewald er derimot ikke fremmed for at noe slikt kan inntreffe, men da som
en del av en patologisk utvikling. I en alminnelig sunn utvikling kommer ikke
«språket» plutselig inn i rommet og «deler opp» spedbarnets globale opplevelse, men er der fra fødselen av som en integrert del av spedbarnets relasjonelle liv. Språkets referansefunksjon utvikles derfor gradvis etter som barnet lærer å forstå og bruke språk innenfor et kommunikativt felleskap.
1) Fra et dikt av Per Sivle.
28
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 29
Loewald skiller mellom språk i primærprosesstenkning og språk i sekundærprosesstenkning. Primær- og sekundærprosess blir av Loewald ikke betraktet
som absolutte størrelser, men snarere som betegnelser som viser til særskilte kvaliteter ved et psykisk forløp hvor tilstedeværelsen av den ene kvaliteten
ikke utelukker den andre. Mens språket i primærprosess hovedsakelig får en
funksjon hvor det vekker følelser og får oss til å handle (evocative function),
blir det i sekundærprosess gitt en mer representerende funksjon. Psykisk
helse blir av Loewald forstått som et gledefullt samspill av disse prosessene.
På tross av at Stern (10) og Loewald (17) synes å ha svært ulike forståelser
av språkets psykologiske funksjoner, fremhever begge det poetiske språket
som det som kan binde sammen henholdsvis primærprosesser med sekundærprosesser og den amodale opplevelse med den språkbaserte. Stern
(10) skriver: «… the perception of certain works of art are designed to evoke
experiences defying verbal categoration. Again, work of the symbolist poets
serve as an example of the latter. The paradox that language can transcends
words is perhaps the highest tribute to the power of language. But those are
the words in poetic use. The words in our daily lives more often do the opposite and either fracture amodale experience or send it underground» (s.176177).
Stern ser altså det evokative eller affektive aspekt av språket som et særtilfelle, til forskjell fra det mer livløse dagligspråk som for ham synes å være
språkets essens. I motsetning til dette skriver Loewald (17) om det evokative
aspekt ved språket: «We are dealing then with words, not insofar as they refer
to or are linked with things, but as embodying and summoning things and
experiences, as bringing them to life. The relation of reference or signification,
from this perspective, is merely a pale reflection, a faint echo, a highly
derivate form of that original power of words to conjure things. This power of
words is intimately related to their being physical, sensory-motor events or
acts. Poets and those concerned with words as the medium of poetry are
keenly aware of this essential condition of words» (s. 200).
29
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 30
I motsetning til Stern hevder altså Loewald at det er språket som samler opplevelsen til et hele (embodying) og så å si frembringer eller tryller fram (conjure) den betydning tingene har for oss i den daglige omgang eller i den brukssammenheng de inngår. Det å tale om andre mennesker og forhold i verden
er for Loewald ingen følelsesløs affære. Språket gir verden liv, i betydningen
at vi tar med oss de følelser som vi konkret opplevde da vi som spedbarn ble
«badet i ord», når vi i dag omtaler verden. I den dagligdagse måten å forholde seg på oppleves ikke ord, beskrivelser av andre eller fysiske forhold, som
løsrevet fra hva vi umiddelbart føler for disse. Språkets essens ligger for
Loewald i at det gir oss muligheter til umiddelbart både å forstå og føle i de
forhold vi står i. Dette er ikke å benekte at språket refererer til noe og at vi kan
reflektere over våre opplevelser. Det er imidlertid det evokative dagligspråk
som gjør slike refleksjoner og abstraksjoner fra det umiddelbart opplevde
mulig.
Når vi finner glede, nytelse, avsky i poesi vil dette, dersom vi følger Stern,
kunne skyldes at poesien kan gi oss amodale erfaringer som dagliglivets
språk vanligvis utgjør et brudd («fracture») med. I motsetning til dette kan vi
med bakgrunn i Loewald (17) hevde at våre opplevelser når vi leser eller
hører poesi ikke er fundamentalt forskjellige fra opplevelser i daglig dialog.
Snarere kan det tenkes at poesien, når den lar oss føle, gjennom sin form
komprimerer og viser essensen i det språk vi i dagliglivet har opplevd og er
fortrolige med. «Dei mjuke ord» kan altså gi opplevelser av å bli konkret fysisk
holdt (Winnicott, (19)) og slik «gråten stogga.»
Loewald viser at vi kan konseptualisere forholdet mellom språk og psyke uten
å anta at språket blir gitt en sekundær status, som noe som kommer i tillegg
til den mer kroppsbaserte sansning. Loewalds forståelse impliserer at
opplevelsen utgjør et hele, der språk og språkbruk utgjør en integrert del. På
dette grunnlaget kan vi også spørre om Stern (10) og Stern et al.’s (1) påstander om at de autentiske og mer grunnleggende aspekter i vårt forhold til
andre mennesker er non-verbale. Dette er blitt tematisert av Mitchell (20) som
30
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 31
skriver: «Body-based experiences of self are no more primary than verbal
ones; rather, different ways of organising experience are coterminous and in
dialectical relationship with each other. It is a mistake to think of one form of
experience as more basic or deeper, because experiences are not layered in
space; rather, they shift back and forth as forms of selforganization over time:
The common subjective sense of greater depth that accompanies some experiences in contrast to other should be understood to derive from their relative
spontaneity and freedom from attention to their immediate reception by others in present, not from a deeper origin in some objectively layered psychic
structure» (s. 140).
Mitchells resonnement går et steg videre og utgjør ikke bare en kritikk av
Sterns tanker om den spaltede psyke. Han imøtegår også Sterns tanker om
at en særskilt måte å forholde seg på – den non-verbalt amodale eller nonverbal «implicit relation knowing» (1) – med nødvendighet trenger å bli vurdert som en mer primær eller en dypere måte å forholde seg på.
Med dette som bakgrunn går vi over til å se på den nonverbale vendings konseptualisering av hva som utgjør de mest vesentlige aspekter i forhold mellom
mennesker.
Mennesker møtes og følelser reguleres
Den språklige forståelsens betydning i samvær mellom mennesker blir nedtonet innenfor den non-verbale vending i psykoanalysen. Hvilke begreper og
forståelsesmåter tilbyr så dette perspektivet i stedet for å forstå menneskelig
samhandling? I den nylig debatterte artikkel av Stern et al. (1) gis det uttrykk
for at det er i den eksperimentelle spedbarnsforskning forståelsesmåtene, og
de meste sentrale begreper, for å forstå menneskelig samhandling kan finnes:
«In our view, infant research has simplified consideration of shared implicit
relationship by highlighting the fact of affective communication and intersub-
31
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 32
jectivity virtually from the outset of postnatal life (Tronick, 1989; Lachman &
Beebe, 1996). Infant and caretaker are seen to be capable of expressing
affect and comprehending the affective expressions of the other. This first
communication system continues to operate throughout life and has attracted
ever more interest in our field under the rubric of the ‘non-verbal’» (s. 916).
Vi skal i det følgende forsøke å problematisere påstanden om at det er regulering av dette beskrevne affektive forholdet som er den sentrale aktivitet og
motiv i samhandling mellom mennesker: «Mutual regulation of state is the
central joint activity» (1, s. 907). For å vise hvilke utslag dette gir i forståelse
av dagligdagse situasjoner velger jeg å drøfte et eksempel (1):
«…imagine a young child visiting a new playground with his father. The child
rushes over to the slide and climbs the ladder. As he gets near the top he feels
a little anxious about the height and the limits of his newly emerging skill. In a
smoothly functioning dyadic system, he will look to his father as a guide to
help him regulate his affective state. His father responds with a warm smile
and nod, perhaps moving a little closer to the child. The child goes up and
over the top, gaining a new sense of mastery and fun. They have shared intersubjectively the affective sequence tied to the act. Such moments will occur
again in support of the child’s confident engagement with the world» (s. 909).
Gitt at vi ønsker å forstå denne troverdige og gjenkjennbare situasjonen best
mulig, dvs. at vi ønsker å forstå hva som skjedde, hvilke intensjoner partene
hadde med sine handlinger, samt hva som ble resultatet av disse handlingene, er da den fortolkning som blir gjort av Stern et al. god? Eksemplet gir oss
inntrykk av et engasjert barn som er glad over å finne en ny rutsjebane.
Barnet rammes plutselig av en usikkerhet eller angst vedrørende høyden og
grensene for sin egen kompetanse. Vi blir deretter fortalt at barnet så ser på
far med det motiv å få regulert sin affektive tilstand. Er det rimelig at det er ut
fra dette motiv det ser på far? Dersom den plutselige engstelse skyldes, som
Stern et al. selv hevder, høyden på stigen og tvil vedrørende egen klatre-
32
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 33
kompetanse, er det ikke sannsynlig at disse forhold også utgjør grunnlaget for
barnets henvendelse mot far; med andre ord at barnets søken mot far primært
rommer spørsmål som: «Er du der og passer på meg?», «Er det for høyt, er
det farlig?», «Tror du jeg klarer dette?» og ikke; «Kan du hjelpe meg å regulere min affektive tilstand?»
Det synes rimelig at barnets affektive tilstand endres som et resultat av det
svar det får fra far, men dette er i så fall et resultat av en utviklet samhandling
snarere enn motivet for å henvende seg til far. Det vurderes med andre ord
som lite sannsynlig at barnet i eksemplet på et mer eller mindre bevisst nivå
skulle gjøre seg refleksjoner om sin affektive tilstand for deretter å utføre en
form for atferd for å få regulert denne.
Stern et al. (1) gir uttrykk for at situasjonen på lekeplassen er non-verbal i
betydningen at den utgjør et eksempel på at et barn får endret sin implisitte
relasjonelle kunnskap («implicit relational knowing»). Hva består så denne
kunnskapen av i dette tilfellet? Vi får vite at barnet får regulert sine følelser og
at partene intersubjektivt har delt en affektiv sekvens. Dette kan gi indikasjoner på at barnet har fått kunnskap om hvordan det kan få regulert sine
følelser. Samtidig gir Stern et al. uttrykk for at denne situasjonen støtter opp
om barnets tillitsfulle engasjement i verden. Det er her uklart hva som menes
med begrepet verden. Skal begrepet verden forståes som det sted barnet får
regulert sine følelser, eller viser begrepet om verden til forhold som har
mening? Dersom vi tar i bruk en dagligdags fenomenologisk forståelse av verden som bestående av blant annet lekeplasser med «høye» sklier, ferdigheter samt tiltro og usikkerhet vedrørende disse, gir imidlertid ikke Stern et al.’s
teori om følelsesregulering noen holdepunkter for hvordan barnets forhold til
denne verden skulle endres. Ifølge teorien har barnet fått regulert sine følelser, men det sies ingenting om hvordan disse følelsene knyttes til en utvidet
forståelse av de meningsbærende elementer i den sosiale situasjonen. For
Stern et al. tematiserer ikke innholdet, hva situasjonen handler om, eller hva
som gjør at partene forstår hverandre.
33
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 34
Vi kan også spørre oss hvor non-verbal samhandlingen egentlig er. Barnet ser
på far, og han nikker og smiler – med den følge at barnet våger å ta rutsjebanen. Vi kan ut fra dette anta at barnet har en intensjon med å søke far, og
at den måten barnet ser på far i lys av den totale situasjon av ham blir tolket
som et tegn på at barnet er engstelig. Videre blir fars smil og nikking med
hodet både intendert av far, og av barnet forstått som et uttrykk og forsikring
om at dette går bra. Vi kan altså tolke hele sekvensen som bestående av tegn
som utgår fra og får mening i den konteksten partene befinner seg. Vi kan
også forstå disse tegn som kulturelle uttrykk, dvs. at de i andre kulturer kunne
ha hatt en annen betydning og derved blitt tolket annerledes av barnet. Dette
kunne i sin tur gitt et annet utfall hva gjelder om barnet følte seg trygg nok til
å fortsette. Hvis vi betrakter hele sekvensen som bestående av kulturelle tegn
melder spørsmålet seg om de meningsbærende forhold i samhandlingen ville
vært vesentlig endret dersom barnet så på far og spurte «Går det bra» og far
svarte «Ja du klarer det». Vi kan altså betvile om det med nødvendighet er
slik som Stern et al. hevder at denne typen samhandling omhandler kunnskap
som er «representated non-symbolically» (s. 905).
Tar vi utgangspunkt i at samhandlingen mellom far og barn består av tegn
som medfører at partene forstår hverandre og at barnet blir trygget i sitt forsett, ser vi hvordan Stern et al.’s tanker om følelsesregulering som det sentrale aspekt ved samhandlingen står i et avhengighetsforhold til at partene
allerede forstår hverandre. Stern et al. må altså legge til grunn at barnet fortolker fars smil som en bekreftelse på at han forstår dets usikkerhet og at han
mener det går bra. Dette er forhold som er mer primære i betydningen at de
med nødvendighet må foreligge for at følelsesregulering skal finne sted. Med
andre ord må en forstå og bli forstått før en blir regulert. Det finnes ikke grunnlag for å hevde at Stern et al. ikke er klar over at det som kommuniseres fra
far for barnet må ha et innhold og være relatert til dets tidligere henvendelse
mot ham. Det kan imidlertid synes rimelig å hevde at dette er forhold som uten
begrunnelse blir vurdert som mindre betydningsfulle og derfor er fraværende
i Stern et al. sin teori.
34
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 35
Om mangelen av mening
Hva kan grunnen være til at meningsaspektet ved samhandlingen ikke får
plass innenfor den non-verbale vending i psykoanalysen? En mulig tolkning
kan være at denne tradisjonen ikke lenger lar den kliniske situasjon være den
kunnskapsmessige basis, men i stedet lar det eksperimentelle forskningsdesign være retningsgivende for hva som skal kunne gjelde som god og formålstjenlig klinisk kunnskap. Det er mulig at en på denne bakgrunn gjør et
reduksjonistisk grep ved at en lar et enkeltstående aspekt som lar seg måle
instrumentelt, utgjøre det sentrale aspekt av enhver samhandling. Et eksempel kan være avlesning av følelsesregulering ved at en måler fysiske endringer i kroppen hos spedbarn som i eksperimentelle design blir plassert i ulike
situasjoner. Innenfor eksperimentell spedbarnsforskning finner en også igjen
Stern et al.’s forkjærlighet for tekniske metaforer som regulering (regulering
av vassdrag m.m.). Dette medfører at man ureflektert skriver i et språk som
forteller om prosesser, men at det samtidig ikke redegjøres for hva som prosesseres. Eksempelvis hevder Stern et al. at følelser reguleres, men går ikke
inn på hva de samme følelsene omhandler. En teori som ikke lar følelser være
følelser vedrørende noe og betrakter dem som en mengde kjemisk substans
som kan reguleres på samme måte som en elv, blir nødvendigvis også problematisk som utgangspunkt for terapeutiske tilnærminger hvor en har til hensikt å forsøke å forstå følelser.
Når Stern et al. (1) gjennomgående tar i bruk begreper fra den eksperimentelle spedbarnsforskningen og hevder at de meste sentrale forhold mellom
mennesker utspiller seg hinsides overførings- og motoverføringsforholdet,
markerer de et skille fra den øvrige psykoanalytiske tradisjon. Innholdet i de
psykoanalytiske begreper har alltid stått i et dialektisk forhold til en klinisk
praksis som siden Freud har vært i kontinuerlig bevegelse og endring. Det
gjelder teknikk og det gjelder hvilke pasientgrupper som er blitt forsøkt forstått
og behandlet. Selv så bærende begreper som overføring og motoverføring
har alltid vært, og vil av denne grunn alltid være, i endring og utvikling for der-
35
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 36
ved bedre å kunne fange opp den kliniske situasjons nyanser. Å validere
disse begrepene blir derfor, slik Kvale (21) har påpekt, å stadig stille nye
spørsmål vedrørende om de gir oss tilstrekkelig forståelse av de fenomen vi
ønsker å tematisere. Med den eksperimentelle spedbarnsforskning som basis
henter Stern et al. ut begreper som har en langt mer statisk karakter, fordi det
er eksperimentets krav til operasjonalisering med tanke på replikasjonsstudier – samt dets forsøk på å «rendyrke» sosiale fenomen – som begrepene
springer ut av. Dette gir også begrepene en svært deskriptiv karakter, noe
som gjør at spørsmålet om mening kommer i bakgrunnen. En tematisering av
meningsinnholdet i samhandlingen ville fremtvunget en refleksjon over hva
partene formidler til hverandre, noe som i sin tur ville ha nødvendiggjort en
sterkere fokusering på språkets rolle enn det vi i dag finner innenfor det nonverbale perspektiv i psykoanalysen.
Psykoanalysen har alltid beskjeftiget seg med mening – det å søke å forstå
det uforståelige – det vi ikke ønsker å vedkjenne oss eller det som vi ikke
makter å tenke i forhold til oss selv og i vårt forhold til andre. Dette er aspekter som sjelden tematiseres i den psykoanalysen Stern et al. presenterer oss
for. Deres tekst får til tross for dette anerkjennelse som et sentrale bidrag ved
at det gjøres til gjenstand for debatt i «The International Journal of PsychoAnalysis». Hva kan være grunnen til dette? I det følgende vil det bli presentert en mulig forståelse av dette forhold.
Den non-verbale retorikk
Stern et al. (1) fremhever at det kreves noe mer enn psykoanalytiske tolkninger for å oppnå en terapeutisk endring. Det er imidlertid vanskelig å drøfte artikkelforfatternes forståelse av tolkningen, og derved også språkets
betydning i psykoterapi, da de i sin tekst aldri gir noen klar definisjon av hva
en tolkning er, men skriver: «Historically, interpretation has been tied to intra-
36
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 37
psychic dynamics rather than to the implicit rules governing one’s transactions
with others. This emphasis is currently shifting» (s. 905).
Gjennomgående i teksten synes Stern et al. å ligge tett opp til noe som likner
en egopsykologisk forståelse av begrepet tolkning. Terapeuten tenkes her
gjennom tolkninger å avdekke det nevrotiske intrapsykiske forsvar slik at de
fortrengte ønskene og skyldfølelsen knyttet til disse blir bevisst for pasienten
(22). Stern et al. synes å fastholde et slikt syn på tolkninger på tross av at de
selv, som i det viste sitatet, gir uttrykk for at dette synet er i endring. For egen
del kan vi legge til at det innenfor den uavhengige engelske tradisjonen i
psykoanalysen har vært et annet syn på tolkninger i det minste de siste femti
år. Det er eksempelvis vanskelig å finne holdepunkter hos Winnicott, som
artikkelforfatterne også refererer, for Stern et al.’s syn på tolkningen. Hos
Winnicott (19) finner vi en bevegelse bort fra en forståelse av tolkninger, som
noe som bare gir pasienten innsikt, mot en forståelse av tolkninger som utsagn som tematiserer terapeut-pasient-forholdet og legger situasjonen til
rette, for at pasienten både emosjonelt og kognitivt skal kunne bruke terapeuten («the use of the object») til å utvikle sitt sanne selv.
Stern et al. går ikke inn på hva andre forfattere mener med begrepet tolkning
og hvilke endringer de selv mener er i ferd med å skje når det gjelder forståelsen av begrepet. Selv om forfattere som Bollas (23), Mitchell (20), Gill (24),
Sandler (25) og Stolerow og Atwood (26) figurerer i Stern et al.’s tekst blir
deres forståelse av hva en tolkning er, aldri redegjort for. Dette er forfattere
som målbærer et helt annet syn på tolkning enn det Stern et al. gjør. Deres forståelse av tolkningens betydning i psykoterapi blir imidlertid aldri tematisert
annet enn indirekte, ved at Stern et al. gir uttrykk for at det oppstår et problem
dersom definisjonen av begrepet tolkning blir for «vid». Uten å nevne navn
skriver de: «A problem with this inclusive view of interpretation is that it leaves
unexplored what part of the enlarged interpretative activity is actually something more, and what part is purely insight via interpretation» (27).
37
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 38
Sitatet kan forstås dithen at Stern et al. mener at andre sentrale forfattere
innenfor psykoanalysen, med en annen forståelse av tolkning enn Stern et
al.’s egen, kanskje ikke arbeider med tolkninger i det hele tatt, men like gjerne med det som Stern et al. beskriver som «something more». Når Stern et
al. markerer tolkningens avgrensede betydning gjennom betegnelser som
«something more than the strict interpretation» (s. 914), og «a sterile interpretation» (s. 914) uten at de utdyper sin egen, de psykoanalytiske tradisjoners eller de nevnte forfatteres bruk av begrepet, er det vanskelig å se deres
forsøk på avgrensning som noe annet enn en særskilt form for retorikk. Ved
denne avgrensingen av begrepet oppnår forfatterne at «mengden» av terapeutiske aktiviteter som kan karakteriseres som «something more» øker.
Denne «mengden» av terapeutiske aktiviteter blir ikke mindre av at artikkelforfatterne plasserer tolkninger i det de betegner som et bevisst verbalt
domene løsrevet fra særskilte kvaliteter ved relasjonen: «First we make a distinction between therapeutic changes in two domains: the declarative, or conscious verbal, domain; and the implicit procedural or relational domain» (s.
904).
Det er denne påstanden om at psykoterapeutisk endring meningsfullt kan forstås gjennom å ta utgangspunkt i to ulike domener, hvor det verbale er atskilt
fra det relasjonelle, som utgjør den non-verbale vendings radikalitet. Ved på
denne måten å skille språklig forståelse og språkbruk fra hva som kjennetegner vår måte å forholde oss til andre, følger Stern et al. Sterns (10) tidligere
postulater om forholdet mellom språk og psyke, hvor språket tenkes å fremmedgjøre oss fra våre opplevelser og vår faktiske måte å forholde oss til
andre. Oppdelingen i de atskilte domenene kan også betraktes som en generell tendens innenfor den non-verbale vending til å danne noe som likner en
ny fakultetspsykologi. Menneskets opplevelser og handlinger deles inn i
domener og kategorier uten at det blir gjort rede for hvordan disse henger
sammen. Dette er en innvending som Stern et al. (27) i sitt svært korte tilsvar
til sine kritikere finner plass til: «We recognize the tension between a reductionist viewpoint and grasping the gestalt. Nevertheless we feel it is useful to
38
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 39
think about distinctions. Finding the right level of description, one that captures the wholeness but also distinguishes and integrates the distinct component process, is what we all are struggling with. We believe you all can see
the need for disaggregating the different phenomena/activities».
Selv om det rent teoretisk kan tenkes å være formålstjenlig å operere med
slike skiller er det et faktum at opplevelsen fenomenologisk betraktet utgjør et
hele. Det er denne meningsfulle totaliteten Stern et al. synes å mangle begreper for. Eksempelvis kan de tolkes dithen at terapeuter, og derfor muligens
alle mennesker, kan forholde seg vekselvis til det ene eller det andre av de
domener de postulerer: «During a traditional interpretation involving transferential material, the therapist as a person, as he exist in his own mind, is not
called into the open and put into play. Nor is the shared implicit relationship
called into the open for review» (1, s. 914).
Stern et al. gir her uttrykk for at ethvert menneske kan forholde seg til andre
uten å vise noe av det som særpreger dem som personer. Sitatet kan tyde på
at Stern et al. sin forståelse av intersubjektivitet er noe forskjellig fra slik begrepet vanligvis blir brukt som en grunnkategori ved den menneskelige væren
(28). Med dette mener jeg at sitatet kan tyde på at intersubjektivitet er noe
terapeuten kan velge seg bort fra gjennom å tolke på en «steril» måte. De
synes altså å tro, som Levine (3) i den påfølgende Internett-debatten fremhevet, at «there could be some moments between analyst and patient that were
not intersubjective».
Vi kan reise spørsmålet om hva grunnen kan være til at Stern et al.(1) ikke
diskuterer nyere forskning på det felt de skriver om. Tydeligst blir dette når de
fremhever at for at et utsagn skal kunne bidra til endring i det relasjonelle
domene må det forutsettes at dette utsagnet, til forskjell fra en tolkning, er en
«response with a personal signature that shares the analyst’s subjective state
(affect, phantasy, real experience etc.) with the patient» (s. 912). På dette
punktet fremstiller forfatterne seg som genuint nytenkende og viser ikke til
39
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 40
noen andre enn seg selv som målbærere av slike synspunkter. Dette er bemerkelsesverdig da en rekke av de forfatterne som inngår i artikkelens referanseliste har drøftet det samme forholdet inngående (Bollas, (23); Ehrenberg, (29); Gill, (24); Mitchell, (20)). Av disse hevder eksempelvis Mitchell ut
fra en forståelse av intersubjektivitet som en grunnkategori ved det å være
menneske, at det å si noe alltid viser aspekter av hva som særpreger terapeuten. Den av Stern et al. sine refererte, men ikke presenterte forfattere som
kanskje har høstet mest interesse for sin tematisering av terapeutens subjektivitet og som det ofte refereres til når temaet drøftes er imidlertid Bollas (23).
Stern et al. refererer til Bollas sitt begrep om det «utenkte kjente», uten nærmere redegjørelse, som en parallell til deres eget begrep «implisitte relasjon»,
men utelater altså gjennomgående å referere hans syn på tolkning og terapeutens subjektivitet. Bollas redegjørelser for ekspressiv bruk av motoverføringen blir heller ikke drøftet, da Stern et al. inntar det standpunkt at all bruk
av motoverføring som grunnlag for psykoanalytiske tolkninger faller utenfor
deres forståelse av hva en slik tolkning er.
Det som kjennetegner Bollas, så vel som de andre forfatterne som ikke blir
referert når Stern et al. nedtoner den språklige tolknings betydning, er at de
alle fremhever Stern et al.’s poeng om terapeutens «personal signature» som
et sentralt og nødvendig aspekt ved enhver tolkning og ethvert utsagn. De
legger imidlertid til at ethvert utsagn, også de som Stern et al. holder for å
være «sterile tolkninger», kan virke endrende på alle relasjonelle aspekt av
det terapeutiske forholdet. Med bakgrunn i en drøfting av synspunkter som er
blitt fremhevet av blant annet de nevnte forfattere oppsummerer Aron (30):
«Speech always serves more purposes than simply to communicate; speech
always is, in addition, a form of action. When we speak, we act on the person
spoken to. The implication here is that interpretation cannot be seen simply
as in the service of communicating information or knowledge to the patient;
rather, interpretation is itself an interpersonal act» (s. 107).
40
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 41
Vi har nå påvist at Stern et al. (1) utelater sentrale teoretiske nyvinninger med
den følge at de ikke trenger å drøfte sine tatt for gitte standpunkter. Denne
strategien får dem på det kliniske området til å framstå som mer nytenkende
enn de faktisk er. Den interesse Stern (10, 11) og Stern et al. er blitt møtt med,
kan altså skyldes deres evner til å dra veksler på generell psykoanalytisk teori
uten å referere denne, samtidig som de distanserer seg fra den samme tradisjonen både eksplisitt og gjennom ny begrepsbruk. Dette innebærer imidlertid ikke en avvisning av at Stern et al.’s begreper kan bidra til økt forståelse
og synliggjøring av særskilte forhold ved et klinisk fenomen. For å gjøre en
vurdering av dette kreves en drøfting av de implikasjoner deres tilnærming
har for klinisk praksis. En mulig måte å gjøre dette på er å ta utgangspunkt i
en av deres egne kasusillustrasjoner.
Det dragende blikk
Stern et al. beskriver en kvinne, Molly, som har søkt behandling grunnet negativt selvbilde knyttet til egen kropp. Molly har fortalt at hun som barn ble bedt
om å danse for sine foreldre, og at de da beundret hennes sunne kropp til forskjell fra søsterens som var angrepet av polio. Molly starter timen med å snakke om;
«…body things and associated having feelings of sexual excitement and a
flash of anger at the analyst on her way to the session. ‘I have the image of
you sitting back ...and watching me from some superior position…’ Later in
the session she recalled her parents watching her dance and wondered if
there were some sexual excitement in it for them, too, ‘if they wanted it too’.
There followed a long discussion of her body experience, including physical
examinations, fears there was something wrong with here body and body
sensations. Then after a prolonged silence, Molly said, ‘Now I wonder if you
are looking at me’.
41
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 42
The analyst felt taken aback, put on the spot. Her first thought was whether to
remain silent or say something. If she were silent, would Molly feel abandoned? Repeating Molly’s statement – ‘you wonder if I’m looking at you’ –
seemed awkward and distancing. The analyst’s responding with a remark of
her own, however, felt risky. The sexual implications were so intense that to
speak them seemed to bring them close to action. Noting her own discomfort
and trying to understand its source, the analyst identified the related issue of
dominance and realized that she felt as if she were being invited either to take
the ‘superior position’ or submit to Molly. At this point in her considerations,
she suddenly felt free to be spontaneous and communicate to Molly her actual experience. ‘It kind of feels as if you are trying to pull my eyes to you’, she
said. ‘Yes’, Molly agreed, with avidity. ‘It’s a mixed thing’, said the analyst.
‘There is nothing wrong with the longings’, Molly replied. ‘Right’, the analyst
agreed. ‘The thing is, it takes two to manage’, Molly said. ‘Certainly at first’,
the analyst replied. ‘That’s what I was thinking…It’s nice thinking about this
now…and I actually am able to feel some compassion. ‘For yourselves?’ the
analyst asked. ‘Yes’, Molly answered. ‘I’m glad’, the analyst responded» (s.
913-914).
Denne kliniske vignetten er ment å illustrere terapeutisk endring som finner
sted i det implisitt prosedurale nonverbale relasjonelle domene. Stern et al. gir
uttrykk for at vignetten viser at et interubjektivt møte fant sted, fordi analytikeren brukte sitt indre til å forstå pasienten og til å fastholde det klinisk viktige
øyeblikket gjennom å respondere spesifikt og ærlig at «det føles som om du
prøver å dra blikket mitt til deg». Videre fremhever de at terapeutens svar til
Molly kjennetegnes ved sin autentisitet til forskjell fra ulike teknisk adekvate
responser som utelater analytikerens subjektivitet, som for eksempel «is this
the way it was with your parents?» Eller «tell me what you imagined», etc. (s.
914). Stern et al. legger til grunn at det som utspiller seg mellom Molly og hennes terapeut skjer løsrevet fra eller atskilt fra overførings-/ motoverføringsdynamikken.
42
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 43
Som tidligere nevnt blir Stern et al. kritisert for å nedtone overførings-/ motoverføringsdynamikken i terapi (2), (4). Anthi refortolker i internettdebatten
dette kliniske kasus og hevder at «…the patient is repeating a specific behaviour pattern and ‘complex’ in a new context ‘here and now’ and is experiencing that an essential aspect of her behaviour is understood by the analyst.
The analyst has become an object invested with transference phantasies/
affects. The transference is not at a minimum; on the contrary it is maximised.» (2).
Videre i debatten problematiserer Levine (3) og Bermann (31), den sistnevnte ut fra sin egenanalyse, Stern et al. sitt skille mellom det tekniske og det personlig autentiske. Det å anta et slikt skille er en sentral innvending mot hele
den psykoanalystiske utdannelse da denne baserer seg på en emosjonell
læring hvor det tekniske tenkes personliggjort.
Et forhold som ingen av kritikerne eksplisitt tematiserer er imidlertid hvordan
Stern et al., i tråd med Stern (10, 11), mener at den kliniske endring vi i kasuset er vitne til skjer i et implisitt proseduralt non-verbalt relasjonelt domene.
Hvordan kan Stern et al. innta et slikt standpunkt når vi alle kan lese at Molly
og terapeuten snakker sammen? Vi kunne forsøke å fortolke Stern et al. til å
mene at det kanskje bare er resultatene av samtalen som kan avleses som
en endring i dette non-verbale domene, og ikke selve prosessen frem til dette
punkt. Det foreligger imidlertid ingen holdepunkter for denne tolkningen.
Snarere synes Stern et al. å mene at både det som virker endrende og det
som endres er non-verbale prosesser.
Spørsmålet er derfor hvorvidt kasuset meningsfullt kan forstås som å illustrere
endringer i et implisitt proseduralt nonverbalt relasjonelt domene? Vi ser
umiddelbart at det å skru ned lyden «ørepropp-metoden» på et videoopptak i
denne sammenheng ikke ville være en ideell situasjon for et førsteinntrykk
(11). Uansett om vi følger Stern og merker oss blikk, sittestillinger eller gester
på et slikt opptak, vil vi med liten sannsynlighet kunne få tak i det særskilte
43
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 44
ved terapeutens svar på Mollys spørsmål. Stern et al. synes oppmerksomme
på en slik innvending når de i teksten sin gjør rede for at de er klar over at
voksne pasienter, til forskjell fra spedbarn, snakker når de er i behandling.
Like fullt synes dette bare å være en ulikhet som eksisterer på «overflaten» i
Stern et al. sitt teoretiske univers. De skriver: «The verbal content should not
blind us to the parallell process of moving along towards an implicit intersubjective goal» (s. 910).
De synes med andre ord å mene at det implisitt intersubjektive finnes bak
språket, og at språket ikke må blinde oss for dette forhold. Hvordan kan vi så
forstå kasuset i lys av dette? Kan den bakgrunn som Stern et al. søker, fremkomme uten en forutgående analyse av meningsinnholdet i terapeutens svar
til Molly? Er det nødvendig å søke bak dette utsagnet dersom en analyse av
utsagnets mening er tilstrekkelig både for pasienten og for oss når vi forsøker
å forstå hva som skjer?
Hva kjennetegner så utsagnet? Det innledes med at «det føles som om».
Terapeuten formidler med dette at hun har følelser, og at disse følelsene
meningsfullt kan uttrykkes og forståes gjennom et bilde. «Føles som om» utgjør ikke en fastholdt påstand om at noe er slik eller slik, men kan betraktes
avhengig av måten det utsies på, som en invitasjon til undring gjennom at
terapeuten tilkjennegir at hun ikke er helt sikker på hva som er kommunisert
fra pasienten. Terapeuten sier videre at «du prøver å», noe som tilkjennegir
at pasienten tilskrives et ønske, eller en intensjon. Sammen med det innledende «som om» åpnes det for at denne tilskrevne intensjonen kanskje ikke
er gjenkjennbar for pasienten, men skyldes terapeutens undring over sine
følelser og ikke hans/hennes viten om pasienten. Kort sagt vil utsagnets innledning, avhengig av dets formmessige kvaliteter, som Stern et al. overraskende ikke drøfter, kunne betraktes som et prøvende og åpent utsagn som
inviterer til videre dialog og utforskning.
44
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 45
Utsagnet avsluttes med «dra blikket mitt til deg» («pull my eyes to you»).
Konkret oppfattet, eksempelvis av en paranoid psykotisk projiserende pasient, kunne utsagnet blitt tolket som «noen vil dra mine øyne ut». Dette fremhever jeg for å illustrere at utsagnet, forstått konkret, kan innbefatte en total
invasjon av selvet hvor en blir fratatt muligheten for et eget syn på verden
overgitt til hva den andre i sin omnipotens lar en se. Helvete er i så måte den
andre. Men for Molly er det ikke slik. For henne inntar utsagnet en poetisk
karakter. Det fanger inn intensiteten i overføringen samtidig som det fritar
Molly for hennes indre trang til å handle, til å kreve å bli sett for derved å være
til og føle seg levende i livsdansen. I tråd med Loewald (17) kunne vi si at
utsagnet gjennom sin doble karakter forener primærprosesser og sekundærprosesser. Følelsene ageres ikke ut eller fortrenges, men gis mening og gjøres forståelige, slik at Molly friere kan forholde seg til dem. Utsagnet samler
Molly’s opplevelse til et hele – «embodying», som Loewald (17) benevner det.
Hvordan utsagnet er bærer av kondensert mening, vises også ved at partene
i den påfølgende dialog ikke stiller spørsmål ved hva som ble ment med det.
Både Molly og terapeuten forholder seg ut fra en erfaring av at utsagnet sier
noe sant om de følelser og intensjoner som utspiller seg mellom dem.
Jeg vil hevde at selv en slik skisseaktig analyse av det klinisk sentrale utsagn
gir bedre mening når det gjelder å forstå hva som skjer i denne kasusillustrasjonen enn å postulere uobserverbare «underlying functions» ((1), s. 910)
som har mye til felles med funksjonsbeskrivelser i en helt annen sosial situasjon og en helt annen kunnskapstradisjon; spedbarnets atferd i et eksperimentelt oppsett. Oppsummert synes jeg det foreligger grunnlag for å hevde at
Stern et al. sine forståelsesmåter for hva som skjer i den kliniske situasjonen
tilfører lite nytt i forhold til begreper og forståelsesmåter som allerede foreligger i et mer opplevelsesnært språk. Et eksempel er Bollas’ begrep om «det
utenkte kjente» til forskjell fra «implisitt prosedural nonverbal kunnskap».
(Stern et al. (1)). Denne begrepsmessige og forståelsesmessige svakhet
45
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 46
tydeligjøres også av at en enkel analyse av meningsinnholdet, synes både tilstrekkelig til, og kanskje også bedre egnet til, å forstå utsagnets kliniske implikasjoner.
Sammenfatning
Jeg har forsøkt å sette Stern et al. (1) sin tekst inn i en større sammenheng
ved å lese den som et uttrykk for en non-verbal vending i psykoanalysen. Med
utgangspunkt i eksempler fra ulike sosiale situasjoner ((10), (11), (1)) og kliniske kasus fra Stern et al. er sentrale standpunkt innenfor dette perspektivet
blitt drøftet. Det er blitt hevdet at det foreligger få holdbare argumenter for å
konseptualisere språk og språkbruk som noe som fremmedgjør i forhold til
opplevelser av selv, affekt og ens faktiske forhold til andre. Med utgangspunkt
i Loewald (18) er det blitt forsøkt vist hvordan språk og språkbruk snarere kan
forståes som en integrert del av menneskets relasjonelle liv. Basert på et slikt
standpunkt er det blitt reist tvil om det finnes gode argumenter for Stern et al.
sin påstand om at nonverbal regulering av affekter er det sentrale forhold og
motiv for handling mellom mennesker. Etter å ha forsøkt vist at den nonverbale vending synes å gjøre bruk av en særskilt retorikk vedrørende presentasjonen av nyere forskning, refortolkes det sentrale kasus i Stern et al. sin
tekst. Det er blitt argumentert med at det her, og gjennomgående innenfor den
nonverbale vending, er et fravær av begreper som kan hjelpe oss å forstå
hvordan de ulike domener i menneskets opplevelse kan virke sammen og
utgjøre et hele. Kort sagt er det blitt hevdet at det mangler en forståelse av
meningsaspektet i menneskelig samhandling, innenfor den non-verbale vending.
I skyggen av det gule lyset finnes altså et slikt meningsaspekt som utgjør det
ofte tatt for gitte grunnlaget for at vi kan dele en opplevelse av det.
46
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 47
Litteratur
1. Stern, D.N., L.W. Sander, J.P. Nahum, A.M. Harrison, K. Lyons-Ruth, A.
C. Morgan, N. Bruschweiler-Stern & E. Z. Tronick. Non-Interpretive
Mechanisms in Psychoanalytic Therapy. The ‘something more’ than interpretation. International Journal of Psycho-Analysis 1998; 79: 903-921. .
2. Anthi, P.R. Contribution. Discussion Group. (http:/www..ijpa.org/). 1998.
3. Levine, H.B. Contribution. Discussion Group (http:/www..ijpa.org/). 1998.
4. Ponsi, M. Contribution. Discussion. Group. (http:/www..ijpa.org/). 1998.
5. Santala, O.P. Contribution. Discussion Group. (http:/www..ijpa.org/). 1998.
6. Sandler, J. On the structure of internal object relations. Psychoanalytic
Inquiery 1990; 10: 163-181.
7. Frie, R. Psychoanalysis and the linguistic turn. Contemporary Psychoanalysis 1999; 35: 673-697.
8. Rorty, R. Philosophy and the Mirror of Nature. Princeton, NJ: Princeton
University Press, 1979.
9. Lacan, J. Ecrits. New York: Norton, 1977.
10. Stern, D.N. The Interpersonal World of the Infant. New York: Basic Books,
1985.
11. Stern, D.N. The Motherhood Constellation. New York: Basic Books, 1995.
12. Meltzoff, A. & Borton, W. Intermodal matching by human neonates.
Nature 1979; 282: 403-404.
13. Gopnik, A, Meltzoff, A.N, Kuhl, P.K. The scientist in the crib: Minds, brains
and how children learn. New York: Norton, 1999.
14. Trevarthen, C. Playing into Reality: Conversation with the infant communicator. Winnicott studies, 7, Karnac Books, 1993.
15. Alvarez, A. Live Company. London: Tavistock/Routledge, 1992.
16. Wittgenstein, L. Philosophische Untersuchungen. Oxford: Basil Blackwell,
1953
47
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 48
17. Loewald, H. Papers on Psychoanalysis. New Haven, CT: Yale University
Press, 1980.
18. Loewald, H. Sublimation. New Haven, CT: Yale University Press, 1988.
19. Winnicott, D.W. Playing and Reality. New York; Basic Books, 1971.
20. Mitchell, S.A. Hope and Dread in Psychoanalysis. New York: Basic Books,
1993.
21. Kvale, S. To validate is to question. I Issues of validity in qualitative research. Lund: Studentlitteratur. 73-92, 1989.
22. Killingmo, B. Rorchachmetode og psykoterapi. En egopsykologisk studie.
Oslo: Universitetsforlaget, 1980
23. Bollas, C. The Shadow of the Object. New York: Columbia Univ. Press,
1987.
24. Gill, M. Psychoanalysis in Transition. Hillsdale, NJ: Analytic Press, 1994.
25. Sandler. J, Projection, Identification, Projective Identification. New York:
Int. Univ. Press, 1987.
26. Stolerow, R.D. & Atwood, G. Contexts of Being. Hillsdale, NJ: Analytic
Press, 1992.
27. Stern, D.N. et al. Contribution. Discussion Group, (http:/www..ijpa.org/).
1998.
28. Malpas, Beetween ourselves: Philosophical conceptions of intersubjectivity. International journal of Psycho-Analysis 2000; 81: 587-592, .
29. Ehrenberg, D.B. The Intimate Edge. New York: Norton, 1992.
30. Aron, L. A meeting of minds: Mutuality in psychoanalysis. Hillsdale, NJ:
Analytic Press, 1996.
31. Bermann, E. (1998). Contribution. Discussion Group. (http:/www.ijpa.org/).
1998.
48
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 49
PSYKOTERAPI OCH TIDSANDA*
Matrix 2002; 1, s. 49-58
Gunnar Carlberg
I november 2000 disputerade Haldis Hjort vid Psykologisk institutt
i Oslo. Hennes avhandling, med titeln »Ideer i norsk psykoterapi
1970-2000. En studie av utviklingen i psykoanalytisk og familieterapeutisk tradisjon og av psykoterapeuters teoretiske preferenser«, har ett intresse även för läsare utanför Norge. Haldis Hjort
formulerar viktiga frågor om värderingar och etik. Jag hade som
opponent på avhandlingen en intresseväckande uppgift eftersom
den beskriver den tid som jag själv har varit verksam som psykolog.
Ideer studeras
Avhandlingen är utformad som en monografi på 445 sidor. I inledningen hänvisar författaren till Sokrates ord: »Om du inte reflekterar över ditt liv är det inte
värt att leva«. Avhandlingen genomsyras av författarens drivkraft att förstå sin
historia. Hon påpekar att vi i dag ser en minskande tro på betydelse av det
psykoterapeutiska samtalet och att vi bland annat därför bör intressera oss för
vår närhistoria.
Haldis Hjort gör ett antagande att det finns ett samband mellan idéer/ teori
och praktik. Hennes arbete kan tillföra något genom att det främst är idéerna
som studeras. Idéerna studeras både inifrån, dvs. hur kliniska erfarenheter
och forskningsfynd har präglat utvecklingen och utifrån i ett kulturellt perspektiv, dvs. hur idéerna samspelar och präglas av tidsandan och andra samhälliga företeelser.
* En delvis annan version av denna artikel har tidigare publicerats i tidskriften Insikten 1/01.
49
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 50
Två traditioner
Två traditioner, som varit dominerande de senaste trettio åren i norsk psykiatri och klinisk psykologi, studeras. Den psykoanalytiska/psykodynamiska traditionen som var närmast allenarådande fram till 70-talet och den familjeterapeutiska traditionen som fick sitt teoretiska och praktiska genomslag på 70talet. Familjeterapins idéinnehåll med betoning på kommunikation och system
kom att fungera som en utmaning och ett alternativ till en psykodynamisk förståelse av den inre personlighetsstrukturen. Utvecklingen inom dessa traditioner och spänningsförhållandet mellan dem är det centrala i avhandlingen.
Källor
Arbetet är i huvudsak kvalitativt men innehåller också en större kvantitativ
undersökning. Författaren har använt sig av följande kvalitativa källor: (a)
facklitteratur med en betoning på norsk litteratur men även med en god täckning av internationell litteratur, (b) allmänhistoriska texter, (c) öppna intervjuer och (d) egna texter och erfarenheter.
Litteraturgenomgången är imponerande. Likväl antar jag att en och annan
kommer att undra varför just han eller hon inte finns med. Det går nog inte att
undvika. »Öppna intervjuer« innebär att Haldis Hjort har genomfört vad hon
kallar »elitintervjuer«. Hon intervjuade Marie Nævestad, Bjørn Killingmo,
Sissel Reichelt och Astri Johnsen. Dessa fyra har arbetat länge som terapeuter och kan därför antas vara goda informanter för hela perioden som
avhandlingen avser, argumenterar Hjort. De är kända som pionjärer eller
historiska aktörer och har suttit i speciella positioner. De är teoretiskt starka
och har skrivit om sitt psykoterapeutiska arbete. De fyra är också kända för
många utanför Norge. Intervjuerna finns i sin helhet som bilagor i avhandlingen.
Ett metodologiskt originellt, men inte helt lätt genomförbart, grepp är att författaren för en dialog med den egna texten i sitt examensarbete från den
50
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 51
Psykoterapi och tidsanda
grundläggande psykologutbildningen. »Hjort-72« diskuterar med andra ord
med »Hjort-97«!
Studiens kvantitativa källa består i att Haldis Hjort, 1996, skickade ut ett
omfattande frågeformulär till då verksamma och pensionerade psykologer
och psykiatriker i Norge. Frågeformuläret avsåg att besvara frågor som: vilka
terapeutiska traditioner anser sig terapeuter tillhöra idag och vilka har påverkat deras arbetssätt under de senaste trettio åren? Vilken grad av pluralism
finns hos kliniker? Hur påverkar olika inriktningar varandra? Hur hämtar olika
inriktningar kunskaper från varandra? Många frågeställningar liknar dem som
ställts till svenska psykoterapeuter i en större frågeformulärsundersökning (1),
(2).
1970-talet – en revolutionär tid
Haldis Hjort refererar här och på andra ställen till Thomas Kuhn som menade
att man inom exempelvis vetenskapen kan se språngvisa förändringar i vissa
tider. En sådan tidsperiod utmärks av att vara »extraordinär« eller »revolutionär«. Författarens hypotes är att tiden kring 1970 är en revolutionär period.
Det som sker kan ses mot en bakgrund av exempelvis den rörelse som uppkom som en följd av Vietnamkriget och universitetsvärldens omstrukturering.
För mig som svensk var det intressant att läsa om den starka upptagenhet
som fanns kring en diskussion om positivismen i Norge. I Sverige fanns den
också men här blev antiimperialismen den starkaste samlande kraften.
Tiden kan också beskrivas som en brytningstid inom psykiatrin. I ett, som
en citerad författare kallar det, »grandiost projekt« blev psykiatrin värd för en
viktig debatt om människovärde och människosyn. Begrepp som »anti-psykiatri« och »terapeutiskt samhälle« börjar diskuteras. Ibland tycktes förväntningarna vara att psykiatrins personal skulle vara med och lösa i det närmaste
allt som gått fel i samhället.
Som en speciellt intressant brännpunkt för motsättningen mellan olika perspektiv beskrivs utvecklingen på den psykologiska institutionen i Oslo under
51
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 52
70-talet. Här fanns en skarp motsättning mellan ett individperspektiv kontra
ett familjeperspektiv. Utvecklingen ledde till att institutionens kliniska utbildning 1980, delades i två: »Klinisk avdelning« och »Socialklinisk avdelning«.
Den förra fick en psykoanalytisk inriktning och den senare en beteendeterapeutisk och familjeterapeutisk. Under denna brännande tid startar också en
psykologutbildning i Bergen. Det framkommer att det inte fanns samma motsättningar där utan en institution med ett bredare, mer eklektiskt utbud byggdes upp. I Sverige fanns, som jag minns det, spänningar men kanske snarare
uttryckta som en motsättning mellan den akademiska psykologin och den tillämpade psykologin.
Inom psykiatrin beskrivs också vad som kan kallas ett »ungdomsuppror«
bland unga läkare. En konsekvens var att det i psykiatrisk specialistutbildning
skulle ingå en handledning av en psykoanalytiskt skolad terapeut. Detta var
något som visade sig få ett inflytande på utvecklingen.
Värderingar i traditionerna
En stor del av avhandlingen beskriver utvecklingen inom de psykoanalytiska
och den familjeterapeutiska traditionerna. Utvecklingen speglas i den facklittteratur som ges ut i Norge. Litteraturanalysen kompletteras med material från
intervjuer och analys av författarens egna texter.
Vardera tradition analyseras därefter mer tematiskt och speciellt i relation
till vad författaren kallar sex »verdipørsmål«. Dessa kan vara värda att presentera och begrunda:
Åpenhet: Har traditionen varit öppen för den komplexitet som individers och
gruppers liv innebär? Här inbegrips också traditionens öppenhet för att se
sina egna begränsningar.
Egenanvendelse: I vilken grad har traditionen ett inbyggt krav på självreflektion och reflektion över hur terapeutens egna sociokulturella bakgrund
inverkar på terapin? Utövaren ska använda sin teori på sig själv kort sagt.
52
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 53
Omsorg: I vilken grad har traditionen tagit tillvara intresset för mänskliga rätttigheter och människans lika värde oberoende av kön, sexuell läggning,
social klass och så vidare? Haldis Hjort uttrycker sig också så här: »taler
traditionen vakkert« om patienten/klienten?
Universalisering: I vilken grad tar traditionen hänsyn till att de livsmål som
terapin tar sikte på inte hindrar någon annans livsmål?
Justering: I vilken grad kan traditionen summera sin kunskap, ta till sig ny kunskap och omvärdera sina ståndpunkter?
Ikke-dogmatisme: I vilken grad har teorierna blivit underordnade det mänskliga och därmed fungerat i första hand som hjälp för patienten/klienten?
Frågan om vilka uttalade och outtalade värderingar som finns i traditionerna
ställs. Analysen mynnar ut i en relativt hård men nyanserad kritik av bägge
traditionerna. Exempelvis påpekas hur samhällsperspektivet har försvunnit i
debatten och hur de två traditionerna har haft en slutenhet gentemot varandra. Eventuellt, menar författaren, har muren dem emellan varit högre i Norge
än exempelvis i USA. Min bestämda känsla är att muren har varit högre i
Norge också jämfört med i Sverige.
Det har skett en utveckling inom psykoanalysen, menar Haldis Hjort. En
mer omsorgsfull form av terapi för både barn och vuxna har utvecklats, men
det har också funnits en brist på öppenhet för exempelvis mer biologiskt orienterad forskning eller för att närma sig människor som utsatts för svåra traumatiska upplevelser eller människor från mindre privilegierade samhällsgrupper. Det har, menar författaren, funnits ett ointresse för könsspecifik
utvecklingsteori och individen i familjen. I en av de två provföreläsningar, som
föregick disputationen, belyste författaren det stora motstånd som funnits
inom den psykoanalytiska rörelsen mot att ta emot homosexuella i sin grupp.
Inom familjeterapin beskriver Haldis Hjort en utveckling av en terapiform
som alltmer ser individen i familjen. Det har funnits en brist på intresse för
barn, könets betydelse och för terapeutens eget bidrag till den process som
terapin innebär. Den mekaniska synen på familjen som ett system under 70talet, beskrivs som en tvångströja som ledde till slutenhet och dogmatism.
53
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 54
ser ut finns två intervjuer med praktiker. Båda dessa beskriver med utgångspunkt i olika erfarenheter hur man i praktiken ofta använder olika traditioner.
Verklighetens patienter behöver ett utbud av terapiformer och terapeuter som
är pluralister.
Den kvantitativa studien
Över 1100 kliniker besvarade frågeformuläret. Svarsfrekvens blev 56% vilket
är i nivå med många internationella undersökningar. Den tidigare nämnda
svenska undersökningen (1) nådde, med tre påminnelser, upp till 65%.
Flera intressanta fynd redovisas i Haldis Hjorts undersökning. Låt mig beskriva ett viktigt resultat. När man resonerar om vad som påverkar klinikers val
av tradition tänker man sig gärna att en rad faktorer som är relaterade till utvecklingen inom traditionen påverkar. Hjorts resultat visar att yttre socialpolitiska
faktorer påverkar starkt. Viktiga motiv bakom val av psykoterapeutisk inriktning
kan vara status, ekonomi, specialistordning och skråtänkande. Exempelvis tyder de kvantitativa data som presenteras på att läkare, åtminstone fram till i dag
i Norge, i stort har hållit fast vid den psykodynamiska inriktningen delvis utifrån
brist på alternativ medan psykologer i Norge har haft en helt annan valmöjlighet. Variationen bland psykologer har därför blivit större.
»Oversikt, innsikt och utsikt«
I avhandlingens slutkapitel med rubriken »Oversikt, innsikt och utsikt« gör
Haldis Hjort bland annat denna korta sammanfattning av vad som hänt inom
traditionerna: Psykoanalysen har rört sig: Fra drift til relasjon. Familjeterapin
har rörts sig: Fra mekanikk til dialog. Man kan med andra ord konstatera att
det ser ut som om det har skett ett närmande mellan traditionerna. Är de stora
teoriernas tid förbi?, frågar sig Hjort.
54
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 55
Intresset för livsförlopp och sanningar som relativa har ökat inom traditionen.
Synen på sanning som relativ och som en social konstruktion kan däremot, i
dag, gå till överdrift menar författaren.
När det gäller forskning har den familjeterapeutiska traditionen varit tidigare
med att redovisa vad som sker i terapirummen. Det har utvecklats en tradition
av att använda envägsspeglar och video. Psykoanalytiker och psykoanalytiska psykoterapeuter har delvis tagit till sig detta arbetssätt. Öppenheten har
ökat. Samtidigt står i dag bägge traditionerna inför samma krav på att evidensbasera sina terapier. För bägge är det nödvändigt att utveckla kvalitativ
forskningsmetodik för att på ett rättvisande sätt kunna beskriva sina verksamheter.
Möte mellan traditionerna
Hur nära eller långt ifrån varandra står de två traditionerna i dag? Man kan fråga
sig om inte skillnaderna inom traditionerna i ett trettioårigt perspektiv är större
än skillnaderna mellan traditionerna i dag, svarar Haldis Hjort. Mycket förenklat
som denna korta sammanfattning kan bli kan man säga att båda traditionerna i
dag är påverkade av ett intersubjektivitetstänkande när det gäller patient-terapeut-relationen och av ett intresse för »narrativ«. Båda terapierna kan i dag
beskrivas som mer demokratiska, samskapande och varmare. Haldis Hjort
beskriver som ett överraskande fynd hur hon noterar detta som tecken på att
den gemensamma tidsandan har satt sin prägel på båda traditionerna i långt
större utsträckning än vad hon var medveten om när arbetet startade.
De två traditionerna har också påverkat varandra. Hjort tycker sig se att
familjeterapin har uppmärksammat psykoanalysen på familjens betydelse och
den har inspirerat psykoanalytiska terapeuter att öppna dörren till terapirummet. Psykoanalysen har gett familjeterapin kunskaper om individen och dess
historia och kunskaper om affekternas betydelse.
De två traditionerna står i dag »skuldra vid skuldra« inför krav på evidensbasering, och hot från »biologismen«. Som en illustration till hur verkligheten
55
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 56
När blicken vänds framåt görs det mot bakgrund av en beskrivning av det nya
samhälle som har vuxit fram. Välfärdsstrukturer har raserats och privatisering
står högt i kurs. Materiella värden och egoism blomstrar. Ett skräckscenario
målas upp där två typer av terapeuter verkar. Å ena sidan »vetenskapsterapeuter« som bedriver evidensbaserad psykoterapi där ett eventuellt leende
mot patienten sker enligt manual. Terapeuten blir ytlig och tvådimensionell
med sina tabeller och blicken som ständigt sneglar på sponsorerna. Å andra
sidan en grupp »konstnärsterapeuter« som säljer sig med reklam och utlovar
bot för det mesta och irrar omkring på jakt efter medial uppmärksamhet. Båda
grupperna riskerar att tappa bort patientens/klientens behov.
Avhandlingen avslutas med att författaren påminner om att, även om vi är
utsatta för press från marknadskrafter, tidsanda och socialpsykologiska faktorer, är vi aktörer som kan välja våra handlingar. Som psykoterapeut måste
man varje dag ställa sig frågor som: Är jag öppen för den komplexitet som
livet innebär? Hur skulle jag vilja bli bemött om jag var i patientens ställe? Är
jag öppen för ny kunskap och beredd att ändra mina teorier? Törs jag vara en
»brobyggare« när det är nödvändigt och en »upprorsmakare« när det är nödvändigt? Hjort citerar Harry Guntrip: »To care for people is more important
than to care for ideas, which can be good servants, but bad masters.« (3, sid
27).
Likheter och skillnader
Det är slående att utvecklingen i Norge och Sverige liknar varandra. Det är till
exempel ungefär samma amerikaner som kommer som resande gurun och
påverkar utvecklingen. Under läsningen av avhandlingen slog det mig också
att det finns skillnader. Några exempel är följande förhållanden:
»Atferdsterapins«/beteendeterapin och familjeterapin beskrivs ibland på ett
sätt som jag inte känner igen. I Norge blev beteendeterapin en bas för många
»radikala« och familjeterapeuter. I Sverige ser jag en starkare tendens att
familjeterapin utvecklades ur det psykoanalytiska tänkandet och hamnar
56
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 57
utanför Psykologiska institutionen, åtminstone i Stockholm. Psykoanalysen
sågs av många som frigörande. Beteendeterapin förknippades mer med de
konserverande krafterna i samhället. Makten som vill kontrollera.
Kroppspsykoterapin har eller har haft en annan ställning i Norge. Det är väldigt intressant att läsa i avhandlingen om Wilhelm Reich’s och Nic Waal’s
inflytande. Det blir på något sätt också en bekräftelse på hur personer kan ha
inflytande. Detta väcker den ständiga frågan: I vilken grad styr individer, tidsandan och/eller samhällsutvecklingen skeendet?
Vad kan man se i sin egen närhistoria?
Att studera närhistoria innebär problem. När man tittar tillbaka blir viktigt. Om
man tittar utifrån eller inifrån ser man olika fenomen. Om man betraktar en tradition utifrån ser man något som den som är inne i skeendet inte ser men
samtidigt kommer man att missa något som den som är inne ser.
Ibland kan man vid läsning av Haldis Hjorts avhandling få en känsla av att
vi redan har nått målet. De två traditionerna närmar sig varandra. Man frågar
sig då hur utvecklingen skall drivas framåt?
I avhandlingen ställs ofta två sidor mot varandra varefter författaren konstaterar att hon har ett »både-og«-tänkande eller »et tredje ståndpunkt«. Vad
är en postmodern tidsanda i detta? Vad förlorar vi med ett både-och-tänkande? Ett gammalt slagord från 70-talet sa att det är rätt att göra uppror. Är
det inte det i dag? Om de två traditionerna närmar sig varandra – blir då andra
motsättningar tydligare? En tydlig motsättning i psykoterapidebatten i dag
finns mellan ett samhällsvetenskapligt perspektiv och ett biologistiskt perspektiv.
Validering av en text som denna kan ske först när texten når ut och granskas. Man kan hoppas att texten ger upphov till debatt. Det vore också
intressant om andra tog på sig uppgiften att granska motsvarande utveckling
i de andra nordiska länderna.
57
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 58
Referenser
1. Carlsson, J.. Schubert, J., Sandell, R., Blomberg, J., Lazar, A.. & Broberg,
J. (2000). Svenska psykoterapeuter I: Utbildning, erfarenhet och teoretisk
orientering. Psykoterapi: Forskning och utveckling, nr. 12. Stockholm: Sektionen för psykoterapi och Psykoterapiinstitutet.
2. Carlsson, J., Schubert, J., Sandell, R., Blomberg, J., Lazar, A.. & Broberg,
J. (2000). Svenska psykoterapeuter II: Ideal, stil och värderingar. Psykoterapi: Forskning och utveckling, nr. 13. Stockholm: Sektionen för psykoterapi och Psykoterapiinstitutet.
3. Guntrip, H. (1971). Psychoanalytic theory and the self. New York: Basic
Books.
4. Hjort, H. Ideer i norsk psykoterapi 1970-2000. En studie av utviklingen i
psykoanalytisk og familieterapeutisk tradisjon og av psykoterapeuters teoretiske preferenser. Akademisk avhandling. Psykologisk institutt, Oslo.
2000. (E-post: [email protected])
58
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 59
GIVER DSPBUs UDDANNELSE MULIGHED
FOR, AT PSYKOTERAPEUTER UDVIKLER
OG FORANDRER SIG?
Matrix 2002; 1, s. 59-70
Heidi Rose
Det er en omfattende forandringsproces at blive psykoterapeut.
Dansk Selskab for Psykoanalytisk Psykoterapi med Børn og
Unge er optaget af, hvorledes disse processer organiseres i uddannelse af psykoterapeuter. Artiklen omhandler en række forudsætninger for og overvejelser om uddannelsens muligheder for at
være faciliterende for den enkelte kandidats forandringsprocesser. Uddannelsesorganisationens måde at forholde sig til forhold
som optagelseskriterier, evaluering, forholdet mellem støtte og
kontrol og ledelse af uddannelsen på er af central betydning for
kandidaternes udviklingsmuligheder. Gruppesupervisionen fremhæves som et centralt felt, og der peges på vigtigheden af at
udvikle en organisationskultur, som giver mulighed for containment, »space for thinking« og håndtering af forandringsprocesser. Denne opgave påhviler ledelsen.
Indledning
På en mindesten ved Gilbjerghoved står der: ‘Alle ønsker udvikling, ingen
ønsker forandring. Søren Kierkegaard.’
Det er en omfattende forandringsproces at blive psykoterapeut. Basalt set
udvikler og forandrer mennesker – også psykoterapeuter – sig via hensigtsmæssige psykodynamiske processer. Det rejser spørgsmålet om, hvordan
forandringsprocesser organiseres i en uddannelse.
Winnicott (1) havde sin opmærksomhed rettet mod paradokset; at man via
psykoanalyse og psykoterapi arbejder på det mål, at klienten udvikler sig.
59
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 60
Men samtidig er et ydre udviklingspres på klienten for at forandre sig ofte en
forhindring for netop de processer, man ønsker at fremme. Han viste på
denne måde, at man ikke kan udvikle andre mennesker, men at alle må arbejde på egne udviklings- og forandringsprocesser.
DSPBUs uddannelsesudvalg er optaget af, at uddannelsen skal give kandidaterne mulighed for at arbejde med egen udvikling, og at uddannelsesorganisationen bliver faciliterende for den enkelte kandidats forandringsprocesser.
Lidt historie
I 1997 blev den første formaliserede danske uddannelse i psykoanalytisk
psykoterapi med børn og unge iværksat i København, i DSPBUs regi. Uddannelsen er i overensstemmelse med gældende retningslinier i EFPP (European Federation for Psychoanalytic Psychotherapy in the Public Health Sector). Uddannelsen er godkendt både af Dansk Psykiatrisk Selskab som hovedfag i uddannelsen i psykoterapi og af Dansk Psykolog Forening som en del af
specialistuddannelserne i psykoterapi og børnepsykologi. Uddannelse i psykoanalytisk psykoterapi med børn og unge er således ny i Danmark. Ingen har
endnu fuldført uddannelsen, men der er syv, der arbejder på at færdiggøre
deres uddannelse, og yderligere ni er startet for et år siden.
Det er Selskabets uddannelse, og Selskabets Bestyrelse udpeger uddannelsesudvalget og udvalgets formand.
I de fleste andre lande i Europa udviklede børneanalyse og psykoanalytisk
psykoterapi med børn og unge sig samtidig med arbejdet med voksne. Danmark var bagud. Først efter, at den europæiske organisation for psykoanalytisk psykoterapi (EFPP) oprettede fælles uddannelseskriterier, fik Danmark
sin uddannelse.
I et forsøg på at undgå nogle af de vanskeligheder, der har været for andre
uddannelser, herunder isolering og tendensen til at savne legitimitet, blev der
arbejdet for:
60
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 61
Giver DSPBUs uddannelse mulighed for,
at psykoterapeuter udvikler og forandrer sig?
1) En tilknytning til Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Vi mente,
at en forbindelse mellem postgraduate uddannelsesbehov og universitetsmiljøet kunne være til gavn både for uddannelsen og for universitetet.
2) Hjælp til financering, nationalt og i EU-regi, offentlige såvel som private
fonde. Hensigten var dels at få penge, dels at legitimere projektet og blive
en del af en større sammenhæng med indbyggede støtte- og kontrolfunktioner.
Ingen af disse initiativer lykkedes, og vi står derfor med en selvfinanceret
uddannelse. Uddannelsen er derfor i højere grad afhængig af gratis ydelser
fra uddannelsesudvalget og hele organisationen, end en del andre lignende
uddannelser.
Organisationen
I denne situation er der en række farer, der truer organisationens løsning af
dens opgave, og der også kunne komme til at true organisationens eksistens.
Kravene til uddannelsens indhold er varierede, men målet for uddannelsesaktiviteterne kan sammenfattes under overskriften: »Hensigtsmæssige psykodynamiske processer«. Uddannelsens indhold omfatter: Praksis (4 længerevarende psykoterapier med børn og unge, samt assessments og forældrearbejde), teori, gruppesupervision, individuel supervision, et et-årig spædbarnsobservationsforløb med tilhørende supervision, egen terapi og endelig
krav om et skriftligt produkt, der både indeholder teori og klinik. For en uddybende beskrivelse af uddannelsen henvises til Mortensen (2).
Det at skabe »hensigtsmæssige psykodynamiske processer« drejer sig
egentlig om at skabe mening og understøtte meningsfulde relationer, som tillader udvikling og forandring mellem kandidaterne og uddannelsesorganisationens medlemmer, dvs. lærerne, supervisorerne og uddannelsesudvalget.
Uddannelsesorganisationen tilstræber at skabe og udvikle både rammer og et
miljø, der fungerer som containende i forhold til kandidaternes behov. Noget,
61
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 62
der vægtes særlig højt, er »space for thinking«, i Bions ord. Når det gælder
teoriundervisningens form, forsøger vi eksempelvis både at præsentere lærernes erfaringer og deres engagement, samt fastholde en reflekterende tilgang til teori. Der forventes derudover både kvantitativt og kvalitativt, at kandidaterne »tager meget ind«.
Et andet eksempel på, hvorledes det tilstræbes at skabe et containende
miljø, er, at man med kandidaterne har løbende evalueringer af undervisningen. Hvert halve år evaluerer man desuden hele uddannelsesforløbet med
kandidaterne. Evalueringerne har det sigte at give uddannelsesudvalget mulighed for, i dialog med kandidaterne, at vurdere deres udvikling som psykoterapeuter. Der er mulighed for, at uddannelsesudvalget kan justere forløbet
på baggrund af denne dialog. Dette foregår sideløbende med, at der er en forventning om minimum 80% deltagelse i uddannelsens forskellige elementer,
samt at gruppesupervisorerne præsenterer en skriftlig evaluering af hver
enkelt kandidat hver halve år.
Egenterapi er bevidst holdt uden for uddannelsesorganisationen. Kandidaternes terapeuter har de selv valgt, men de skal godkendes som kvalificerede af uddannelsesudvalget. Udvalget skal desuden have dokumentation for,
at kandidaternes personlige psykoterapi har fundet sted. Derudover hører
uddannelsesudvalget intet om kandidaternes personlige psykoterapi.
Forholdet mellem støtte og kontrol
Der er en løbende evaluering af kandidaterne i uddannelsen via supervisionen. Det er et klart og bevidst udtryk for tillid til kandidaternes udvikling og en
stillingtagen til de relationer, der ønskes opbygget mellem uddannelsesudvalget og kandidaterne, at uddannelsesudvalget – kan man sige »nøjes« med at
stille krav til de psykoterapeuters kvalifikationer, som kandidaterne vælger til
deres egen terapi, og nøjes med at stille krav til omfang og hyppigheden af
terapien. Nøjes med dette ud fra en tillid til, at det er tilstrækkeligt at evalue-
62
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 63
re disse processer, uden at uddannelsesudvalget behøver at forholde sig til
indholdet i den personlige terapi.
Knauss (3) beskriver, hvorledes et non-reporting system, som mange gruppeanalytiske institutter ikke benytter sig af, har mange fordele. Han beskriver
den adskillelse af træningsanalyse og træningsinstitution, som praktiseres i
Frankrig, hvor de analytiske processer udvikler sig og bliver gjort færdige uafhængigt af den institutionelle træning. Han mener, at grænserne mellem analysen og træningen er uklar, hvis der findes et reporting system. Uklarheden
kan føre til frygt hos kandidaterne for, at den personlige analyse hindrer gennemførelsen af træningen. Han beskriver, at uden et non-reporting system er
gruppeanalytikeren i fare for at forlade den analytisk situation og indtage en
vurderende rolle. Han siger desuden:
»Hvis man ønsker at understøtte sondringen mellem real og fantaseret
magt, real og infantil afhængighed, har et non-reporting system mange fordele.« (3, s. 281)
På baggrund af Knauss’ synspunkter mener jeg, at den regression, som den
personlige psykoterapi indebærer, og de forventninger om modenhed, som
arbejdet for at kvalificere sig til terapeut indebærer, forudsætter en differentieringsproces for kandidaterne (3, s. 279). Strukturen i DSPBUs uddannelse
understøtter denne differentieringsproces ved et non-reporting system.
Kernberg (4) fremhæver, at i de psykoanalytiske institutter, hvor et reporting system eksisterer, er trainingsanalytikerne blevet inkorpereret i et organisationsmæssigt statussystem som en del af en kontrolstruktur i trainingsinstitutter. Dette bidrager stærkt til institutternes autoritære atmosfære. Endvidere
fremfører han, at det er et centralt problem, at trainingsanalytikerne skal rapportere, idet dette er en radikal afvigelse fra den nødvendige tekniske neutralitet i analysen (5, s. 99). Kernberg gør opmærksom på, at flere og flere
institutter nu anvender et non-reporting system (5, s. 101).
63
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 64
Liselotte Grünbaum har fremhævet, at forankringen af det terapeutiske forhold i et mentalt og fysisk afgrænset mijlø er en forudsætning for, at en terapeutisk proces kan udvikles (6).
Dette gælder også for udvikling af terapeuter i uddannelsesmæssig sammenhæng. Indholdet, strukturen, tidsrammen og omfanget er vigtige forhold,
når en psykoterapeutuddannelse skal tilrettelægges. Det mentalt afgrænsede
miljø (relationerne til kandidaterne, holdningerne, tilgangen til teori og supervision, relationerne lærerne imellem og forholdet mellem lærerne og uddannelsesudvalget) betyder imidlertid mindst lige så meget som indholdet og
strukturen. Relationerne betyder sikkert mere, end meget af det, der diskuteres når der tales om uddannelser af psykoterapeuter.
Noget af det, der gør det vanskeligt at diskutere disse relationer, er de modsætninger, der eksisterer i vores uddannelsesorganisation og i forholdet mellem organisationen og kandidaterne. Dette er modsætninger, der ofte handler
om forholdet mellem idealer og ressourcer.
Der er optagelseskriterier, udviklingskriterier og krav og kriterier for at få
bevis på, at man er færdig med uddannelsen. Uddannelsesorganisationen
har – for at overleve – et behov for, at der er nogle kvalificerede mennesker,
der ønsker at deltage som kandidater og betale for forløbet. Hvis kravene er
for høje, vil det skræmme folk væk, og uddannelsesorganisationen vil miste
eksistensberettigelsen. Hvis kriterierne er for lave, undergraver man standarder for kvalifikationerne og muligvis kvaliteten af psykoterapi med børn og
unge. I forvejen er der en tendens i Danmark til at tro, at det ikke er så svært
at arbejde med børn og unge som med voksne, og traditionerne for at kvalificere sig som psykoterapeut med børn og unge er kun i sin begyndelse.
Det er vigtigt, at uddannelsesorganisationen kontinuerligt forholder sig
bevidst til, om organisationen holder fast i normer og krav af hensyn til fastholdelse af kvalitet i uddannelsen, eller om det er organisationens modstand
mod forandring, som er på spil.
Lignende modsætninger eksisterer, når man skal sammensætte organisationen: Hvornår er man kvalificeret til at være lærer eller supervisor på uddan-
64
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 65
nelsen, og hvem vurderer de relationelle kvalifikationer hos lærerne og supervisorene?
I sidste ende bliver de aktuelle måder, en organisation forholder sig (bevidst og ubevidst) til disse forhold på, disse modsætninger og disse konflikter,
et spørgsmål om ledelse, om organisationskultur og endelig om de muligheder, der er i uddannelsesorganisationen for containment, space for thinking
og håndtering af forandringsprocesser.
Gruppesupervision
Gruppesupervisionen er et meget central felt. Det er her organisationskulturen viser sig, og gruppesupervisionen er afgørende for, om uddannelsesorganisationen er faciliterende for kandidaternes udvikling og forandring. Igen
bevæger vi os i spændingsfeltet mellem støtte og kontrol.
Patrik Casement hævder (7), at man som terapeut skal fungere i et komplekst
felt, hvor man skal:
– registrere, hvad der sker i den terapeutiske proces
– registrere og overveje, hvordan klienten oplever terapeuten
– og derudfra overveje mulige interventioner.
Gruppesupervisionen på uddannelsen er ikke kun det rum, hvor teori og praksis mødes. Indimellem benægtes kontrolaspektet ved supervision, idet alle tilsyneladende glæder sig til at få hjælp Dette kan opleves som ønsketænkning,
når man ved, at gruppesupervisionen også er der, hvor angsten for at fremlægge en dårlig præstation i sit terapeutiske virke og motivationen for at få
hjælp også mødes.
Støtte og kontrol hører udadskilleligt til enhver supervisionsproces, og
begge dele ligger i øvrigt eksplicit i ordet »super-vision«.
65
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 66
Clulow beskriver i bogen The unconscious at work (8) den arbejdsmæssige angst. Det er den angst, der vækkes ved det terapeutiske arbejde, hvor
man som professionel har et ansvar for relationen. Han beskriver, hvorledes
der i relationen mellem supervisor og supervisander kan arbejdes med den
arbejdsmæssige angst. Dette inkluderer også de individuelle forsvar, de gruppemæssige forsvar og de forsvar, der er udbredt i organisationen for at håndtere den arbejdsmæssige angst. Supervisionen bliver det rum i organisationen, hvor man bedst kan forstå og forholde sig til den arbejdsmæssige angst
og derved bidrage til indsigt, læring og forbedret praksis som psykoterapeut.
Vores erfaringer med psykoterapeuter, der arbejder med børn og unge, er,
at angsten starter allerede der, hvor den enkelte kan have vanskeligheder
med at få lov til at få klienter, eller hvor der ikke er tradition for psykoterapi på
den pågældendes arbejdsplads. Eksempelvis sender man de børn til psykoterapi, som de andre ikke kan holde ud at være sammen med, fordi børnene
er voldsomme, invaderende, devaluerende eller skræmmende på anden vis.
I gruppesupervisionen får man mulighed for at være sammen om denne
angst, og man kan høste af andres erfaringer, så både angsten for at være
alene om ansvaret og angsten for at lave fejl mindskes.
I gruppesupervisionen vægtes også en afmystificering (5) af kontrolaspektet, ved at der evalueres i hele gruppen hvert halve år. Dette gælder hver
enkelt kandidats udvikling, supervisorens løsning af opgaven samt gruppens
fælles arbejdsproces. Således giver og modtager samtlige kandidater og supervisorer feedback på deltagelsen i supervisionsgruppen. Kandidaterne har
mulighed for at evaluere egne udviklingsprocesser og supervisionen. Her er
det hensigten at fremme klare informationer og fremlægge vurderinger, så der
bl.a. er mulighed for at diskutere gensidig forventinger eller realitetsteste
ængstelse ved disse forventninger.
66
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 67
Ledelse
Ledelse er det sidste emne, der skal berøres, her forstået som: uddannelsesudvalget og udvalgets formand. Hvad er mulighederne for at skabe rum
for udvikling og rum for at håndtere de konflikter, både bevidste og ubevidste,
der findes i organisationen?
Erikastiftelsen i Stockholm er en offentligt financieret uddannelsesinstitution i psykoterapi med børn og unge, en klinik for psykoterapi (med universitetsstatus) og et sted for forskning i psykoterapi og i uddannelse af psykoterapeuter. I 1999 (9) færdiggjorde Erikastiftelsen en undersøgelse af rollen
som kursusleder for psykoterapeutuddannelser, som omfattede 4 forhold:
1) hvorledes kursuslederens rolle opfattes og er defineret,
2) hvorledes uddannelsesorganisationen kan forstås som socialsystem med
en primær opgave,
3) kursuslederens rolle imellem kandidaterne, organisationens lærere og
supervisorer og Stiftelsens ledelse,
4) kursuslederens containing-funktion og synet på projektioner og introjektioner i organisationen.
De fandt blandt andet, at en vigtig ledelsesopgave var containment af uddannelsens forskellige aspekter og dele, med integration som sigte. Dette indebærer, at der skal være mulighed for langsigtet planlægning, personlig kontakt til alle involverede og en del psykologisk forståelse af de processer, der
foregår i og omkring organisationen. Det kan dreje sig om kandidaters personlige vanskeligheder, der griber ind i deres uddannelsesforløb. Det kan
også dreje sig om konflikter blandt lærerne og supervisorene af faglig eller
personlig karakter. Endelig må kursuslederen (nødvendigvis) forholde sig til
omverdenens krav.
Konklusionen på undersøgelsen var bl.a., at uanset hvor vel planlagt og
veltilrettelagt et uddannelsesforløb er, kan det ikke undgås, at der vil opstå
vanskeligheder, brister i kommunikation og konflikter (også af destruktiv
karakter). Dette forudsætter lederens involvering, at vedkommende kan hånd-
67
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 68
tere komplekse forhold, og at lederen identificeres med kontinuitet og forudsigelighed (9).
For at eksemplificere ovenstående vil jeg beskrive et konfliktfelt vedrørende DSPBUs uddannelse samt ledelsens (uddannelsesudvalget og udvalgets
formand) håndtering af dette.
Det drejer sig om de vigtige og fortløbende faglige diskussioner om indikationer for henvisning af børn og unge til psykoanalytisk psykoterapi. Denne
diskussion har konsekvenser for uddannelsens retningslinier vedrørende kandidaternes psykoterapier.
Det ligger uden for mit emne her at gøre rede for indholdet i den faglige diskussion. Vores diskussion drejede sig om bredden af de erfaringer med forskellige typer forstyrrelser hos børn og unge, som kandidaterne skal have
under uddannelsesforløbet.
Der blev diskuteret om uddannelsens retningslinier var utilstrækkeligt udformet, idet de stillede krav om variation i de psykoterapeutiske forløb kun
vedrører børnenes alder og køn. Da børn med mindre omfattende vanskeligheder kun sjældent bliver henvist til psykoterapi, kan det i dagens Danmark
indebære, at kandidater kommer til at mangle erfaringer med børn og unge
med mindre omfattende vanskeligheder.
Ovennævnte specifikke krav om, hvilke vanskeligheder børnene har, kunne
være en hindring for, at kandidater kan gennemføre uddannelsen, samt i
øvrigt være irrelevante for psykoterapeutisk praksis i dag.
I drøftelsen af disse synspunkter blev det besluttet at lægge vægt på den
opfattelse, at uddannelse af psykoterapeuter for børn og unge, for at blive tilstrækkelig praksisrelevant, måtte forholde sig realistisk til omverdenen, herunder til de strømninger i samfundet, som influerer på, hvilke børn der henvises til psykoterapi.
Som Erikastiftelsen nåede frem til, er det også min erfaring, at uddannelsens
organisation og ledelse skal tilrettelægges, så den kan håndtere komplekse forhold. En meget væsentlig opgave for ledelsen er at fastholde den primære
opgave, hvilket stiller krav til medlemmerne af uddannelsesudvalget om en rummelig og fleksibel holdning, som rækker ud over egne praksiserfaringer.
68
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 69
Afslutning
Der er en stor forhindring i, at der ikke er råd til at prioritere organisationen og
ledelsen. Det meste af arbejdet gøres således af uddannelsesudvalget i fritiden. Dette gør det vanskeligt at leve op til de vigtige konklusioner fra undersøgelsen af Erikastiftelsen.
Det er en særlig udfordring, at uddannelsens ledelse er underlagt et åbent
selskab og dens bestyrelse.
Det er spændende og givende for uddannelsesorganisationen at lave
DSPBUs uddannelse, især på grund af engagementet i psykoterapeutisk
arbejde med børn og unge. Tilrettelæggelsen af uddannelsen for andre terapeuter i samarbejde med en gruppe af kompetente terapeuter, er fagligt
udviklende for hver enkelt i organisationen. Mon ikke der således er basis for
relevante relationer til kandidaterne, så de får mulighed for hensigtsmæssige
psykodynamiske processer i meningsfulde strukturer og relationer? Der er i
hvert tilfælde et godt udgangspunkt. Ønskerne for fremtiden går på en yderligere offentliggørelse og en yderligere professionalisering af uddannelsen og
dens organisation. Formålet med disse ønsker er dels at undgå isolering og
dels at søge større legitimitet.
Litteraturliste
1. Winnicott, D.W. The Maturational Processes and the Facilitating
Environment. London, Hogarth. 1972.
2. Mortensen, K.V. Dansk uddannelse i psykoanalytisk børneterapi. Matrix
nr. 1-2, juni 2001.
3. Knauss, W. Om at blive gruppeanalytiker – en holdningsændring. Matrix
nr. 3, december 2000.
4. Kernberg, O. F. Institutional problems of psychoanalytic education. Jr.
Amer. Psychoanalytic Assn. 34. 1986.
69
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 70
5. Kernberg, O. F. A concerned critique of psychoanalytic education. Int. Jr.
Psychoanalysis 81. 2000
6. Grünbaum, L. Mundtlig meddelelse på Fælleskonference, Middelfart
2000.
7. Casement, P. On learning from the patient. London, Tavistock Publications. 1985.
8. Clulow, C. Balancing care and control: the supervisory relationship as a
focus for promoting organizational health. In: Obholzer, A. (ed.) The unconscious at work. London, Routledge. 1994.
9. Boëthius, S. B. and Cleve, E. Att hålla kursen: rollen som kursledare fdr
en psykoterapiutbildning. Erikastiftelsen. Rapport nr. 11. Stockholm, 1999.
70
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 71
GENNEMARBEJDNING I GRUPPEANALYTISK
PSYKOTERAPI
Matrix 2002; 1, s. 71-82
Birgitte Munch Jensen
Artiklen beskriver begrebet gennemarbejdning, der oprindeligt
blev introduceret af Freud som forklaring på, hvorfor analyse
tager tid. Begrebet er ikke entydigt defineret. Ud fra udvalgt litteratur beskrives gennemarbejdning som en kompliceret proces,
hvor viljen til at huske, integrering af indsigt og knytning af affekt
til den opnåede indsigt er vigtig. Gruppeterapi tilbyder gode
muligheder for gennemarbejdning. Fællestemaer præsenteres i
mange variationer, og gruppemedlemmer kan gennemarbejde
egne problemer via andres fremlægning og reaktioner og gennem interaktioner i gruppen.
Freuds introduktion af begrebet gennemarbejdning
Oprindeligt blev begrebet gennemarbejdning introduceret af Freud i artiklen
»Erindren, gentagen og gennemarbejden« (1). Nødvendigheden af gennemarbejdning er Freuds forklaring på, hvorfor analyse tager så lang tid. Han
beretter, at terapeuter ofte undres over, at behandlingen er gået i stå, til trods
for at modstanden er blevet afdækket og tolket. Hertil kommenterer Freud, at
terapeuten har glemt, at det at give modstanden et navn ikke får den til at
forsvinde. Terapeuten må give patienten tid til gennemarbejdning, og denne
bygger overvejende på patientens arbejde. Terapeuten er nødt til at vente på,
at tingene går sin gang. Det kan blive vanskeligt og er tålmodighedskrævende
for både patient og terapeut, men er det arbejde, der bibringer patienten den
største forandring. Freud påstår endvidere, at der i dette forløb sker en afreagering, ved at patienten lader den affekt, der er knyttet til bestemte traumatiske begivenheder, komme til udløsning.
71
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 72
Freud skriver:
»Lægen havde blot glemt, at benævnelsen af modstanden ikke kan have
dens umiddelbare ophør til følge. Man må lade den syge få tid til at fordybe
sig i den ham nu bekendte modstand, at gennemarbejde den, at overvinde
den, idet han på trods af den fortsætter arbejdet i overensstemmelse med
den analytiske grundregel.«
»……..Denne gennemarbejdning af modstandene kan i praksis blive til en
besværlig opgave for den analyserede og til en tålmodighedsprøve for
lægen. Det er imidlertid det stykke arbejde, som har den største forandrende indvirkning på patienten og adskiller den analytiske behandling fra
enhver suggestionspåvirkning.« (1)
Set ud fra sammenhængen synes der at være tale om modstande, der opstår
i forbindelse med overføring og fortrængning, idet Freud i artiklen beskæftiger
sig med, hvordan og hvorfor patienten gentager fortrængte infantile ønsker i
overføringen i stedet for at huske.
I »Inhibition, symptoms and anxiety« (2) beskriver Freud modstandene ud
fra deres strukturelle oprindelse: overjeg-, jeg- og det-modstande. Han beskriver, at selv efter jeg’et har opgivet sine modstande, står det-modstanden
tilbage og er ansvarlig for jeg’ets genoptagen af fortrængninger. Også dette
forhold gør gennemarbejdning nødvendig. Modstande fra jeg’et (fortrængningsmodstand, overføringsmodstand og sygdomsgevinst) bearbejdes ved at
gøre det ubevidste bevidst og få patienten til at acceptere at skille sig af med
dem. Overjeg-modstande (ubevidst skyldfølelse, trang til straf) kan under
gode omstændigheder gøres bevidste og analyseres. Derimod er modstande
fra det’et (modstanden fra det ubevidste, uviljen ved at skifte objekt) ikke
mulig at gøre bevidste. Det er denne det-modstand, der gør gennemarbejdning nødvendig. Gennemarbejdning bliver således jeg’ets arbejde med de
modstande, der stammer fra det’et.
72
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 73
Gennemarbejdning i gruppeanalytisk psykoterapi
Begrebet videreudvikles
Efter Freud har begrebet været accepteret som en del af den analytiske proces (3), men med en betydelig uenighed om, hvordan det skal beskrives. Der
er stillet spørgsmål ved, om det er en analytisk teknik, og hvem der skal gøre
arbejdet, terapeuten eller patienten. Jeg vil i det følgende referere enkelte forfatteres synspunkter. Fenichel (4) finder, at gennemarbejdning kan opfattes
som en analytisk teknik udført af terapeuten. Han kalder den »en særlig form
for fortolkning«, at terapeuten gang på gang over for patienten viser de samme ting (konflikt, modstand, adfærd) fra nye vinkler og i nye sammenhænge.
Novey (5) betoner den affektive proces i gennemarbejdning, fordi barnets
mentale funktion, da neurosen opstod, var mere affektiv end intellektuel, og
han mener, at disse affektive mønstre er mere genstridige over for forandring.
I arbejdet med at ændre disse rigide affektive stereotypier er gentagelser nødvendige, også af korrekte tolkninger. Forandringsprocessen foregår dels i
interaktionen mellem terapeut og patient, men også når patienten uden for
den analytiske session arbejder med oplevelserne og konflikterne. Noget af
processen foregår således delvist uafhængigt af terapeuten. Brenner (6) mener, at gennemarbejdning ikke er knyttet til enkelte elementer i den analytiske
proces, men er analysen af den psykiske konflikt i alle dens aspekter. Sedler
(7) gør indsigelse mod at opfatte gennemarbejdning som en analytisk teknik
og ser den snarere som en kraftanstrengelse fra patienten, der må beslutte
sig til at fortsætte sit analytiske arbejde trods egen modstand mod helbredelse. Han betoner vigtigheden af patientens vilje til at huske, idet der herigennem knyttes bånd mellem patientens tidligere og nuværende selv. Han
pointerer endvidere, at enhvert møde med modstanden har et affektivt element og kan tjene som afreagering. Ifølge Bechgaard (8) er gennemarbejdning den proces, der skal sikre, at indsigt fører til varige og signifikante ændringer. Det er en langsommelig proces, der forløber gennem hele terapien,
og den stiller større krav til patientens udholdenhed end f.eks. indsigtsfasen.
Tre aspekter beskrives som særligt væsentlige:
73
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 74
1. Forgrening, hvor patienten får indsigt i alle de områder, der er berørt af den
ubevidste konflikt.
2. Integrering af indsigt, hvor patientens viden skifter fra passiv til aktiv.
Patienten bliver bevidst om sin modstand og andre ubevidste processer og
opdager, hvordan de gør sig gældende i hverdagen og vender så tilbage i
terapien og sætter ord på det. Bechgaard lægger vægt på verbaliseringens
betydning i denne del.
3. Bearbejdning af modstande, specielt det-modstanden. Det gælder særlig
uviljen mod at lave om på noget, at man må give afkald på gamle adfærdsmønstre. Patientens symptom har for ham altid en positiv og en negativ side. Bechgaard citerer Robert Waelder for at have foreslået at kalde
gennemarbejdning (working through) for »suffering through«, idet afkaldsprocessen i gennemarbejdningen er blevet sammenlignet med sorgprocessen.
Burlands opfattelse af gennemarbejdning
Burland (9) skriver, at han i sin egenskab af bedømmer i Committee on Certification of the American Psychoanalytic Association, gennemlæste mere end
400 sammendrag af terapier. Det slog ham, at de var påfaldende ensartede
trods analytikernes forskellige indfaldsvinkler. Han så analysanderne gennemgå en trinvis regression i et gensyn med deres fortid og så dem udføre
mentalt arbejde med de smertefulde affekter, der knytter sig til de genoplevede
barndomsscener. Dette gav ham overvejelser om, hvorvidt sindet ligesom
kroppen har specifikke måder at hele sig på. Burland nåede frem til, at ingredienserne i denne helingsproces bedst kan beskrives som gennemarbejdning.
Burland beskriver således gennemarbejdning som den helende faktor i
analyse og ser den bestå af seks faktorer, der kan være til stede på samme
tid, og som kan overlappe hinanden. Hos forskellige patienter kan den ene
eller den anden faktor være mere fremtrædende, afhængig af patientens historie og patologi. De seks elementer beskrives som følgende:
74
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 75
1. Selvobservation og opnåelse af indsigt, hvor patientens historie og forsvar
afdækkes af terapeut og patient i fællesskab. Selve det at sætte ord på
oplevelser og følelser medfører udvikling af jeg’et og større selvforståelse.
2. Afreagering af de affekter, der knytter sig til de barndomsoplevelser, der
huskes. Dette gælder affekter, der ofte har været undertrykt i årevis. Ved
gentagen afreagering opnås voksende tolerance for affekt og mindre behov
for at forsvare sig mod den. Det at afreagere giver lettelse samt mulighed
for at undersøge forstyrrende oplevelser og ideer. Disse vil være mere
tilgængelige for eventuel korrektion og realitetstestning, idet deres forstyrrende effekt i alt fald midlertidigt er svækket efter afreageringen.
3. Sørgen. Denne sorg er først og fremmest en sorg over tabet af infantile
objekter. Den kan sammenlignes med normal udvikling, f.eks. puberteten,
hvor sorgarbejdet i form af adaptation til separation, er tydelig. I analysen
genoptages sorgprocessen, når bånd til primære objekter opgives.
4. Desillusion. Dette ligner ovenstående ved, at man opgiver nogle infantile
forventninger og ideer og udvikler en accept af livets realiteter, idet man
medinddrager sin sårbarhed.
5. Desensibilisering. Med dette mener Burland den proces, hvor patienten
husker mere og mere materiale, der før var for frygtindgydende at møde.
Burland giver som eksempel en patient, der gradvist huskede en misbrugssituation som barn. Først huskede han perifere detaljer, som f.eks.
tapetet på væggene i det værelse, hvor overgrebet fandt sted. Senere kom
han nærmere og nærmere på selve handlingen. I forløbet var angsten så
intens, at billederne »flød ud«.
6. Genoptagelse af psykisk udvikling, som er baseret på et patient-terapeutforhold, hvor terapeuten ses som et udviklingsfremmende objekt.
Det har været hævdet at gennemarbejdning har svært ved at finde sted i
gruppeanalyse. Dette gør Karterud (10) kraftige indsigelser imod. Han undrer
sig over, at begrebet ikke diskuteres mere i gruppeanalytisk litteratur. Han
beskriver gennemarbejdning som en langvarig proces, hvor man gang på
gang vender tilbage til de samme konflikter, traumer og karaktertræk. Målet
75
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 76
er, at de »samme« konflikter bearbejdes og dermed ikke længere er helt de
samme. Der dukker nye nuancer, minder og perspektiver op. Han betoner det
vigtige i, at defensive strukturer nedbrydes, og at selvobjektoverføringer integreres i selvet. Karterud pointerer også, at traumer gennemarbejdes i gruppe
i en spiralagtig bevægelse, hvor man igen kommer tilbage til det samme punkt
samtidig med at man har bevæget sig fremad. Det er terapeutens opgave at
facilitere denne proces ved at minde om traumet, når dette er relevant og på
denne måde fremme sorgprocessen.
Glatzer (11) er både individual-og gruppeterapeut og beskriver vigtigheden
af gennemarbejdning i begge terapiformer. Hun hævder, at gennemarbejdning er et stadigt forsøg på at omdanne intellektuel indsigt til affektiv
forståelse ved hjælp af overvindelse af modstand, og betoner, at affekten er
vigtig, da den gør indsigt troværdig. Det-modstanden beskrives som en
vanskelig faktor, der modsætter sig forandring, men det’et betegnes også
som en ufrivillig hjælper, der bringer arkaiske ønsker til overfladen og søger
at opnå disse gennem den ubevidste gentagelsestvang. Dermed bliver en
analyse af disse infantile drifter mulig. Glatzer påpeger det gavnlige i tolkninger for andre gruppemedlemmer af problemer, der ligner deres egne.
Tolkningerne høres, men er ikke så smertefulde. Det er også ofte mindre
angstprovokerende og mindre krænkende at acceptere tolkninger fra ligestillede, det vil sige fra øvrige gruppemedlemmer. Tolkninger, som er fremsagt
over for en enkelt patient, men som denne »ikke har hørt« eller har undertrykt,
kan patienten senere bruge over for et andet gruppemedlem, som var det
hans egen opdagelse. Når dette forhold påpeges korrekt og ikke krænkende,
kan det medføre ægte indsigt. I gruppen er der mulighed for at gennemleve
smertefulde affekter i den aktuelle gruppesetting, hvor et netværk af overføring, forsvar og identifikation er med til at skabe større indsigt. Gruppeterapeuten er mere aktiv og fleksibel end i individuel terapi, og dette gør ham
mere brugbar som en konstruktiv identifikationsfigur. Han kan blive en repræsentant for det styrkede jeg og for transformation af overjeg’et til et mere
modent og realitetsbetonet overjeg. Gennemarbejdning faciliteres i gruppesituationen, hvor Thygesen (12) påpeger, at gennemarbejdning også foregår på
76
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 77
det interaktionelle, ikke nødvendigvis verbaliserede plan, idet overføringen
udspilles direkte i gruppen. I gruppen foregår der en stadig spejling: Det
enkelte gruppemedlems måde at agere på, kommunikere på, reagere på,
tænke på bliver givet tilbage til gruppemedlemmet af ligesindede og af terapeuterne og bidrager til den enkeltes »jeg-træning i handling« og indsigt.
Foulkes (13) beskriver »jeg-træning i handling« som en vigtig faktor, der er
speciel for gruppeterapi. Det er en intrapsykisk proces, der fremmes af reaktioner og interaktioner i den analytiske gruppe og således baserer sig på kommunikationsprocessen i gruppen. Aktiviteten er som nævnt intrapsykisk og
ikke konkret handlen. Processen bidrager til at tilvejebringe den enkelte mere
modne jeg-funktioner.
Rutan og Stone (14) beskriver, at konfrontation, klarifikation og tolkning
ikke er tilstrækkeligt til at medføre dyb og varig ændring. Igennem gennemarbejdningen udvikler patienten et mere varieret og fleksibelt forsvarssystem,
der tillader en mere autentisk intimitet med andre. Gennemarbejdning kan
karakteriseres ved sætningen, udtalt af terapeut eller gruppemedlem: »Der er
den igen, der er den endnu en gang«, om en patologisk følelse, tanke,
adfærd. Der er i gruppen mange muligheder for at undersøge disse forhold på
grund af gruppemedlemmernes meget forskellige problemer. Dette påvirker
oftest gennemarbejdningen i gunstig retning, men kan i nogle tilfælde forsinke
processen på grund af forkerte tolkninger og feed-back. Kernen i gennemarbejdning hævdes at være at tillade patienten at blive mere accepterende over
for sin forsvarsstruktur. Dette sker ved at få patienten til at indse, at forsvarsreaktionen dengang i barndommen havde et formål, men at den nu er blevet
uhensigtsmæssig.
Kasus
K. er en 25-årig studerende, der påbegynder tidsbegrænset gruppeanalytisk
psykoterapi (40 sessioner), idet hun gennem flere år har lidt af tilbagevendende forstemninger. Hun lider også af en tarmlidelse (Mb Crohn). K. er en
77
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 78
lille pjevset kvinde, der i sessionerne ofte kryber sammen på stolen og iagttager de andre med store øjne. Hun har ønske om at gøre noget godt for alle,
helst hele verden, ejer ikke vrede følelser og er bange for vrede rettet mod
sig. Hun prøver i begyndelsen af forløbet at undgå kritik og at beskytte de
andre mod kritik. Ofte er hun den, der kommer med en positiv bemærkning
eller oplevelse, hvis stemningen er tung. Familien er velstillet og beskrives i
idyliserende vendinger. Faderen har i en årrække været kronisk syg, han har
været hospitaliseret og opereret flere gange, men er trods dette erhvervsaktiv med succes.
I gruppen beretter K. om sin afhængighed af familien, sin hyppige inaktivitet
og tendens til at isolere sig. Hun er længe trist med opgivenhed og utilstrækkelighedsfornemmelse, hun føler sig i gruppen svigtet blandt andet af
terapeutskifte, men får i starten kun udtrykt sin kritik i sit kropssprog. Jo mere
K. fortæller om sin familie, desto mere krakelerer idyllen, og der afsløres et
indviklet kommunikationsmønster i familien. Direkte irritation og vrede mellem
mor og datter opleves af K. som uacceptabel, og omdirigeres via faderen, der
formidler med beklagelse. Ved irritation over for moderen har K. oplevet, at
denne vender hende ryggen og ignorerer hende uden ord. I gruppen påpeges
det, at en sådan reaktion fra moderen må have været vanskelig for K, specielt
på visse tidspunkter i barndommen, hvor K. reelt var truet af at blive forladt af
faderen, der var alvorligt syg. Ved denne sammenkædning reagerer K. voldsomt i gruppen med gråd og sorg. Hun genoplever meget sorgfulde bange
følelser for at miste faderen og oplever, hvordan disse følelser har forplantet
sig til andre områder i tilværelsen, hvor hun krampagtigt søger at holde mennesker fast. Efterfølgende får K. kontakt med vrede følelser mod forældrene,
senere mod kæresten og studiekammerater. På et tidspunkt er hun vred på
alt og alle, og hun formår i gruppen at tackle en konflikt med et andet gruppemedlem uden efterfølgende at føle skyld. Fysisk har K. haft begyndende
tegn på recidiv af tarmlidelsen sammenfaldende med første konflikt i gruppen,
men det bliver ved skrækken, idet sygdommen ikke bryder ud.
Da et andet gruppemedlem slutter planlagt i gruppen, er det vanskeligt for
K. Hun foreslår, at den anden kan overtage K.’s egne tilbageværende ses-
78
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 79
sioner. På denne måde kunne K. undgå at blive forladt ved selv at gå. Hun
magter dog at blive i gruppen og fremtræder mærkbart modnet i tanke, tale
og adfærd. Hun synes endvidere at have fået større forståelse af sammenhæng mellem psykiske og fysiske symptomer.
Diskussion
K. påbegynder gennemarbejdning i gruppeterapien. Via verbalisering og mod
til at huske bliver billedet af barndommen mere nuanceret. Hun søger længe
at undgå at mærke følelser, f.eks. da hun vil forære sine sessioner til en
anden. Efterhånden som hun nærmer sig de svære følelser, bliver hun mindre og mindre skræmt af disse, og der sker en desensibilisering. Barndomsoplevelsen med faderens sygdom og frygten for at miste ham bearbejdes, og
hun får herigennem afreageret de affekter, der knytter sig hertil. Det at knytte
affekt til barndomsoplevelserne giver hende en værdifuld forståelse. Hun
indser, at angsten for at miste er blevet så dominerende, at hun har måttet
undertrykke sin egen vrede i alle livets forhold og har klynget sig til andre på
uselvstændig vis. Hun begynder at tage nye skridt, viser beslutsomhed og kritik både i gruppen og over for andre personer og genoptager hermed psykisk
udvikling. Gruppesituationen har fremskyndet processen hos K, idet hendes
ængstelige konfliktskyende adfærd udspiller sig så tydeligt og kommenteres.
K. har i gruppen haft mulighed for at opleve interaktioner mellem gruppemedlemmer og terapeuter, mellem sig selv og andre gruppemedlemmer og
sig selv og terapeuter. Tolkninger af disse interaktioner samt mulighed for
spejling, udveksling og identifikation har været lærerigt for hende. K.’s eget
psykiske arbejde er blevet fremmet af andre gruppemedlemmers historie og
sorg. Andres udtrykte vrede, specielt mod terapeuterne, var først skræmmende for hende, men det blev senere muligt også for hende selv at udtrykke
kritik. K. fremkom i forløbet med mange selvbebrejdelser, som de øvrige gruppemedlemmer ikke kunne acceptere, og hun fik herigennem en korrektiv
emotionel oplevelse.
79
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 80
Gennemarbejdning er en proces, der gennemvæver hele terapien, og den
er nødvendig for at bibringe varig psykisk ændring. Som sådan er den en
vigtig del af den analytiske proces. Gennemarbejdning består af delelementer, der er til stede i varierende grad i forskellige tidsrum, afhængig af
den enkeltes personlighed og terapiens forløb. Af disse elementer vil jeg især
fremdrage forgrening og integrering af indsigt, samt knytning af affektiv
oplevelse til denne indsigt som særlig vigtig. De enkelte delprocesser i gennemarbejdningen er både affektive, intellektuelle, intrapsykiske og interpersonelle. Som kasus illustrerer, er en del af gennemarbejdningen lig med en
sorgproces, hvor patienten må opgive infantile ønsker og objekter.
Gennemarbejdning kræver overvindelse af modstande. Traditionelt ses
det- og overjeg-modstande som de vanskeligst analyserbare. Opmærksomheden skal dog rettes mod, at det’et gennem gentagelse og reaktioner
fremtræder som en ufrivillig hjælper, der bringer konflikten frem, det vil sige i
en form for kommunikation.
Ved hjælp af gennemarbejdning opnår patienten mulighed for at ændre sit
forsvar og indse, at det, der engang tjente et formål til at beskytte mod angst
og til at bevare psykisk ligevægt, nu er til besvær.
Patienten opnår indsigt ved hjælp af konfrontation, klarifikation og tolkninger, men både i dette arbejde og især i gennemarbejdningen er patientens
indsats væsentlig. Som kasus ligeledes illustrerer, er patientens vilje til at
huske, evne til at sørge samt ønsket om at forstå, grundlæggende for, at en
gennemarbejdningsproces forløber godt. Det er patienten, der gør det store
arbejde, og som indser, lider, sørger og vover nye skridt. Muligheden for at
gøre dette ligger i den terapeutiske relation mellem patient og terapeut og
mellem patient og gruppe.
I gruppen sker der en reaktualisering af tidligere konfliktsituationer og deres
forgreninger. Patienten konfronteres med mange historier, der for hende kan
få en drejning mod hendes egen historie. Et fællestema bliver præsenteret i
mange variationer. Dermed kan patienten gennemarbejde i gruppen ved
hjælp af de øvrige medlemmers indlæg, reaktioner og adfærd. Endvidere
foregår der fortløbende realitetstestning på grund af de mange medlemmers
80
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 81
bidrag, ligesom der er mulighed for at prøve ny adfærd. Der foregår en stadig
»jeg-træning i handling«. Gruppesituationen kan lette den enkelte patients
accept af tolkninger. Dels gælder dette de tolkninger, terapeuten giver til
andre gruppemedlemmer vedrørende problemer, der minder om patientens
problemer. Dels er det ofte lettere at acceptere tolkninger fra ligemænd (andre
gruppemedlemmer) end fra terapeuten. Det er terapeutens opgave at
facilitere processen gennem at skabe en tilfredsstillende empatisk atmosfære
og tilbyde sig selv som rollemodel. Hun bør repræsentere et stærkere jeg og
et mere modent overjeg, dersom hun skal kunne hjælpe patienten med at
komme fri af de indre blokeringer, der forhindrer forandring. Dette gøres ved
hjælp af tolkninger til den enkelte og til gruppen, samt ved at bevare
tålmodigheden og ikke være bange for at gentage sig selv. Terapeuten skal
optræde som et aktivt, helt menneske og turde være personlig uden at blive
privat.
Litteraturliste
1. Freud S. Erindren, gentagen og gennemarbejden (1914g). I: Ole Andkjær
Olsen og Simo Køppe (red), Afhandlinger om behandlingsteknik. Hans
Reitzels forlag, 1992.
2. Freud S. Inhibition, Symptoms and Anxiety. I: Collected Papers. S:E: Vol
XX, 1926, pp. 87–172.
3. Vaughan S. The analytic process: Clinical and research definitions. Int J
Psychoanal 1995;79:343.
4. Fenichel O. The Psychoanalytic Theory of Neurosis. New York: Norton
1972, p. 31.
5. Novey S. The Principal of Working Through in Psychoanalysis. J Am
Psychoanal Assoc 1962;10: 658-76.
6. Brenner C. Working Through 1914-1984. Psychoanal.Quarterly 1988; 56:
88-108.
81
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 82
7. Sedler MJ. Freud’s concept of working through. Psychoanal Quarterly
1983; 52:73-98.
8. Bechgaard B. Om gennemarbejdning. Matrix 1984;3: 23-29.
9. Burland JA. The role of working through in bringing about psychoanalytic
change. Int J Psychoanal 1997;78: 469-84.
10.Karterud S. Gruppeanalyse og psykodynamisk gruppepsykoterapi. Oslo:
Pax Forlag A/S, 1999.
11. Glatzer HT. Working through in analytic group psychotherapy. Int J Group
Psychother 1969;19:292-306.
12.Thygesen B. Nogle overvejelser over gennemarbejdning i analytisk gruppeterapi. Matrix 1984; 4: 31-35.
13.Foulkes SH. The Therapeutic Group Analysis. Allen & Unwill, 1964.
14.Rutan J, Stone WN. Psychodynamic Group Psychotherapy. The Guildford
Press, 1993, pp. 78-81.
82
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 83
BOGANMELDELSER
Philip Hwang (red.): »Faderskap i tid och rum«. Stockholm:
Natur og kultur, 2000
Anmeldt af Dennis Lind
Den nærværende bog er en revideret udgave af bogen »Faderskap«, der
udkom i Sverige 1985. Jeg kender desværre ikke forgængeren, men af omtalen beregnet til anmeldere og af forordet af den nye bog fremgår det, at den
reviderede udgave inkluderer den nyere viden om fædre og faderskab, som
er indhentet i de seneste 15 år. Bogen tager udgangspunkt i en række påstande og ofte forekommende antagelser og/eller fordomme om fædres evner
og anlæg for at have med børn at gøre.
»Utgangspunktet för Faderskap i tid och rum är att man måste anlägge et
brett perspektiv på problemet. Vill man verkligen förstå pappan, är det inte
tillräckligt att bare titta på honom ensam…(…) s. 10.
Målgruppen må siges at være ret bred: Bogen henvender sig iflg. forordet til
alle, som på en eller anden måde kommer i kontakt med fædre. Den tænkes
benyttet inden for forskellige uddannelser, fx sundhedsplejersker, pædagoger
og lærere eller fagfolk, der arbejder med fædre og/eller familier. Endelig forestiller forfatterne sig, at alle, der af forskellige grunde vil vide mere om fædre,
også vil kunne drage nytte af at læse bogen.
Bogen er bygget op som en antologi, og bidragyderne er med undtagelse
af en universitetslektor alle professorer i hhv. psykologi, historie og pædago-
83
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 84
gik. Philip Hwang er den eneste af bidragyderne, som jeg kender navnet på,
han bidrager med to kapitler, de øvrige med et hver, og på den måde består
bogen af 7 selvstændige kapitler, der udgør forskellige vinkler på faderskab.
Det første af Hwangs kapitler præsenterer forskellige psykologiske skoledannelsers tilgang til at forstå faderskabet samt den klassiske fædreforsknings undersøgelser af fædres kapacitet til at have med specielt spædbørn at
gøre. I forlængelse heraf skitserer han forskningens resultater vedrørende
forskelle og ligheder mellem mødre og fædre, og sætter bl.a. fokus på den
interessante forskel mellem kønnene i indholdet i legen og på legens betydning i relationen mellem faderen og barnet. Hwang beskriver også de forskelle mellem mødre og fædre, der udspringer af, at det som udgangspunkt
er mødre, der tidsmæssigt er mest sammen med de små børn. Hwang diskuterer herefter faderens betydning for barnets udvikling, som er umulig at
tage ud af familiesammenhængen og sætter den naturligt i forbindelse med
et helhedssyn på familien, parrelationen og fler-børns-familier.
I det næste kapitel fremlægger og diskuterer han en række data om
mænds faktiske deltagelse og engagement i hjemmet og i børn, samt mulige
forklaringer på mændenes adfærd. Han diskuterer biologiske, sociale, arbejdsmarkedsmæssige og psykologiske årsager til det moderne faderskab,
og berører på den måde mange konkrete årsager og forklaringsmodeller i
punktnedslag. De to første kapitler i bogen er dermed en slags vifte ud over
de sidste 35 års fædreforskning.
I det følgende kapitel beskæftiger professor i pædagogik Lars Gunnarson
sig med faderskab ud fra en social netværks-referenceramme. Man kan sige,
at dette kapitel er mere sociologisk i tilgangen til emnet end de to foregående. Teorien bag analyse af sociale netværk er, at mennesket kun eksisterer i
sammenhæng med andre, og at menneskelig adfærd derfor kun er forståelig
i forhold til den gruppesammenhæng, som den udfolder sig i. Som Lars Gunnarsson starter kapitlet med: »Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig,
hvem du er« (s. 67). Han refererer til mødreforskning, hvor det har vist sig, det
er meningsfyldt at analysere den enkelte mor i netværket, idet der ofte er
sammenhæng mellem mødres positive forældreegenskaber og ressourcer i
84
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 85
Boganmeldelser
netværket. Og omvendt. Netværkets medlemmer kan give følelsesmæssig og
praktisk støtte, direkte påvirke opdragelsesstrategier og også tjene som modelfunktion for faderen. Forfatteren viser igennem referencer til et forskningsprojekt, at forskellige familietyper og »fader-roller« har forskellige netværkstyper. Netværket kan både være udvidende og indskrænkende for den enkelte fader, fx kan arbejdskollegers krav om at være en »traditionel« mand
medføre en bevægelse væk fra et samtidig eksisterende ønske om at være
mere aktiv i familien omkring børnene.
Universitetslektor Ulf Hyvönen beskriver og refererer til resultater fra et forskningsprojekt, hvor han har undersøgt fædreroller via børns beskrivelser og
vurderinger af fædre, som de er kommet til udtryk i interviews. I de sidste 10
år, siger han, er der i Sverige opstået en stor interesse for fædre og faderskab, og en række forfattere peger alle i retning af, at der er indtruffet store
forandringer i rollen i de seneste år. Der tales nu ofte om »den nye fader«, der
i modsætning til den gamle eller traditionelle er langt mere omsorgsgivende
og interesseret i børnene. På den baggrund er det interessant at analysere
fædre ud fra børnenes udsagn om deres fædre.
Analysen af interviewene viser, at over halvdelen af børnene har et positivt
billede af deres far, som sød, forstående og retfærdig, og mange af dem
ønsker ikke, at han skal være anderledes (s. 102). Der er en mindre gruppe,
som er kritisk og ligefrem negativ over for deres fædre. Det er primært yngre
drenge, der peger på faderens dårlige humør og også manglende tid sammen
med faderen. Artiklen fremhæver nogle forskelle i pigers og drenges vurderinger af fædrene: Drengene vurderer overordnet set faderen i forhold til hans
egenskaber, gode og dårlige sider og i særdeleshed i forhold til drengene
selv, hvor pigerne mere ser faderen i relation til hans position i familien, som
familiefar og som partner for moderen. I undersøgelsen er også skilsmissebørns vurdering af, hvem der vil være den bedste forældre at bo sammen
med, hvor over halvdelen vurderer, at forældrene vil være lige gode, hvilket
formentlig er et nyere historisk fænomen. Forfatteren sammenfatter resultaterne ved at fremhæve, at der er forskellige fædre-diskurser i børnebefolk-
85
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 86
ningen, den traditionelle fader findes stadig, men ofte blandet med diskurser
om den mere moderne familieorienterede fader.
Professor i psykologi, Carl Martin Allwood, præsenterer herefter en række
socialantropologiske undersøgelser, med det erklærede formål at undersøge
og analysere andre kulturers måde at forvalte faderrollen på. Undersøgelser
af urbefolkninger, hvor synet på befrugtning og mandens rituelle adfærds
betydning for barnets sundhed, couvade-ritualer, samt vidnesbyrd fra samfund med matriarkat, viser, at der er stor variation i, hvordan faderskabet udspiller sig. Det interessante er, hvilken teoretisk ramme de forskellige kønsroller bliver forstået inden for. Socialantropologien har ofte et biologisk analyseapparat som udgangspunkt. Det betyder, at en af de vigtigste motivationelle drifter i mennesket – som hos dyrene – er at kunne sprede sine gener og
sikre sig det størst mulige antal levedygtige afkom (s. 138 og 150). Allwood
anfører dog, at denne biologiske forståelsesramme er for snæver i vurderingen af faderrollen i moderne samfund, men fremfører alligevel en lang række
undersøgelser, der bygger på det utilstrækkelige grundlag. Hans konklusioner
antyder, at hans formål er et forsøg på at imødegå et ikke ekspliciteret postulat om, at der findes en nærmest universel eller særlig naturlig faderrolle, idet
han benytter de mange undersøgelser til at vise, at der er utallige »rigtige«
fædreroller i verden.
Allwood refererer til det afsluttende kapitel, der er skrevet af professor i
psykologi Stefan Hansen, som handler om fædre i et biologisk perspektiv. Det
er imidlertid udelukkende fædre i dyrenes verden, altså handyr, der er fokus
på, og kun i den sidste linie i artiklen antyder Stefan Hansen, at han mener,
at man kan bruge studier af dyrs udvikling af yngelpleje som inspiration til nye
synsvinkler på vores egne fædreroller (s. 217). Vi præsenteres for de meget
fascinerende sydamerikanske silkeaber, hvor handyrene har afkommet hos
sig fra fødslen og drager omsorg for det, undtagen når barnet skal die, læser
om en lang række andre abearter og om enkelte fugle. I artiklen fremlægges
de biologiske – socialdarwinistiske – principper for forældreadfærd i en mere
udførlig form end i den forrige artikel. Det grundlæggende princip om at kunne
86
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 87
Boganmeldelser
reducere det enkelte artsindivids primære motivation til at sprede og videreføre sine gener, er forsøgt udviklet, idet også dyrestudier har vist tilsyneladende altruistisk adfærd hos dyr (hvor dyrene mod forventning ikke kun handler i forhold til egen eller afkommets overlevelse), og den biologiske forklaringsmodel er blevet udviklet til at registrere adskillige yngelplejeformer, der
giver sig udslag i forskellig han-adfærd inden for forskellige arter, fx om familiedannelsen er polygam – og på hvilken måde.
Den næstsidste artikel i bogen er forfattet af professor i kvindehistorie Gunhild
Kyle. Hun præsenterer et historisk rids af faderens rolle og placering i tidligere tider i Sverige og i Europa. Faderen er først i nyere tid blevet genstand for
forskningsinteresse i forbindelse med forældreskab og familiestruktur. Tidligere har det ikke været til diskussion, at moderen tog sig af børnene og
omsorgen, og i historiske kilder optræder han ikke som forælder på linie med
moderen, men udelukkende som familieoverhoved og forsørger. På den
måde er historien om faderens som omsorgsgiver historien om den fraværende forælder. Kyle redegør for, at faderrollen skifter i forskellige historiske
perioder og i forhold til forskellige produktionsforhold, hvilket er en meget udbredt forståelse i dag. Overgangen fra det førindustrielle samfund til det industrielle betød at faderen forlod familiefællesskabet og blev bestemmende i
den verden, der lå uden for familien, hvor moderen blev overladt i al fald det
daglige ansvar for familien. Også denne artikel argumenterer i det skjulte for
det synspunkt, at der ikke findes nogen naturgiven faderrolle, men at rollen
skal forstås i forhold til det omgivende samfund.
I forhold til det nævnte selverklærede formål med bogen må man vel mene,
at bogen lever op til at perspektivere faderskabet bredt. Når man samtidig
tager den meget brede målgruppe i betragtning, skal man vel også tillade, at
den ikke lever op til formelle krav om fx referencer, men kun har en liste over
baggrundslitteratur. Det medfører desværre, at det ikke er muligt at se, hvor
de enkelte oplysninger kommer fra, og det er jo ærgerligt for den interessere-
87
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 88
de læser. Den er farverig i eksemplerne, og sammenligningerne med eksotiske dyr og kulturer er sjove og spændende.
Efter at have læst bogen melder der sig det af Gotha Andersen berømtgjorte spørgsmål: »Og hvad kan vi så lære af det?« Og det er et godt spørgsmål. Der er overordnet set noget gammeldags og utidssvarende over tilgangen til fædreforskningen i denne bog, som måske hænger sammen med, at der
er tale om en nyredigering af en bog fra midten af 80’erne. Flere af artiklerne
har fx kun ganske få titler i litteraturlisten fra efter den sidste bogs udgivelse,
hvilket i sig selv vidner om, at der måske ikke er skiftet specielt meget perspektiv i forhold til den oprindelige udgave. Bogen har samtidig en opbygning,
der ligger på linje med ældre og velrenommerede fædrebøger, hvor der ofte
præsenteres de samme vinkler på faderskabet, som i denne bog. Specielt de
socialantropologiske, biologiske og historiske bidrag var vigtige for 35 år
siden, hvor det var betydningsfuldt at holde det overordnede perspektiv klart:
Faderskab er ikke en bestemt, naturgiven eller biologisk mekanisme, faderskabet er historisk og samfundsmæssigt bestemt, og kan ikke ses ude af
sammenhæng med det aktuelle samfund – både hvad angår udvikling og produktionsform, og også hvad angår normer og værdier.
At dette har været fastslået igennem de sidste 20 år betyder, at det ikke bør
være så grundige gentagelser af disse forskellige argumentationer, eller vidnesbyrd om eksotiske dyr og urbefolkninger, der fylder i en moderne fædrebog. Den viden ligger nu på en eller anden måde fast, og når den nærværende bog bruger så relativ meget energi på uddebatterede emner, så forledes man som læser til at tro, at udviklingen ikke er kommet så langt, som
den faktisk er.
Når det er slået fast, at der ikke findes en »universel« faderrolle, er der i
højere grad behov for at analysere den eller de aktuelle faderroller, som eksisterer i samfundet. Faderrollen af i dag skal analyseres og beskrives aktuelt i
de relationer, hvor det er interessant, fx i forholdet til barnet, sønner og døtre,
partneren, familieværdier, arbejdsmarkedsforhold, og måske i forhold til egen
opvæksts- og omsorgshistorie. I den sammenhæng skal bogens bidrag om
88
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 89
Boganmeldelser
hhv. fædres netværk og faderroller set med børns øjne fremhæves, idet det
formentlig er de kapitler, der repræsenterer det nye i bogen, og det er også
de artikler, der virker mest inspirerende og fremadskuende i forhold til anden
traditionel fædrelitteratur.
Og der er mange interessante temaer, der kan være vigtige at få belyst og
efterforsket i det moderne faderskab: Meget tyder på, at ændringerne i familiemønstrene trods alt sker i et adstadigt tempo, og at det i denne tid bevæger sig mod en stadig større deltagelse og ansvarlighed i familien og i børneomsorgen fra fædres side. I en vis forstand er familiemønstrene i en brydningstid, der opstår som en følge af »pres« fra to sider, nemlig som en følge
af, at mødrenes erhvervsarbejde er en realitet, og samtidig som en følge af,
at fædre i disse år udvikler måder at være mere deltagende i familielivet på,
end de historisk har været her i Danmark. Man ved imidlertid ikke særlig
meget om, hvordan disse ændringer finder sted, og hvad det betyder for de
fædre, der har pionerstatus inden for nye familiemønstre.
Den hidtidige fædreforskning har, som Hwang beskriver i sine kapitler, afdækket, at fædre og mødre på et grundlæggende plan begge er i stand til at
varetage omsorgen for børn i alle aldre. Der er imidlertid meget, der tyder på,
at fædre og mødre tilgodeser børnenes behov på forskellige måder, og det er
en vigtig opgave for fædreforskningen i de kommende år at arbejde med at
afdække disse konkrete kønsspecifikke forskelle. En far behøver ikke at blive
præcis som en mor for at varetage omsorgen for børnene, ligesom den enkelte kvinde ikke behøver at blive som sundhedsplejersken for at være en »god
nok« mor. Det er formentlig muligt at udtrække kønsforskelle i variationerne
bl.a. af den grund, at fædrene indgår i forældreskabet med en omsorgsmodel,
der har gennemgået en drenge- og mandesocialisation, hvor mødrene har en
pige- og kvindesocialisation som udgangspunkt.
Fædre kan ikke forstås og beskrives løsrevet fra de relationer, som de indgår
i, hvilket som nævnt var et af udgangspunkterne for den anmeldte bog.
89
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 90
Faderskabet eksisterer i samfundet og er derfor i relation til arbejdsmarkedsforhold, mandesocialisation, familienetværk, parforholdets dynamik og struktur og i udviklingen af relationen til børnene. Tiden er kommet til, at forskningen inden for fx psykologi, sociologi, pædagogik eller historie arbejder sig
længere ned i de mange områder, og forhåbentlig vil de kommende års
fædreforskningsprojekter hver især netop vælge et bestemt perspektiv –
gerne et biologisk, hvis det er det, forskeren hælder til – og så gå linen ud og
stræbe mod en udtømmende beskrivelse af de aspekter, som undersøges.
Jeg har ikke set, og tror heller ikke, at der findes bøger om moderne fædre,
der alene bygger på sammenligningen med dyr eller for den sags skyld faderroller i stammesamfund (der formentlig er uddøde, siden artiklerne blev skrevet), og det kunne være interessant at se, om forfatterne til artiklerne i denne
bog kunne komme meget længere ad den vej. Det tror jeg i virkeligheden ikke,
at de kunne. Sammenligningerne med det eksotiske og primitive perspektiverer ganske rigtig vores kultur, men man kommer ikke dybere i forståelsen af
dynamikken i vores samfund. Det forbliver på det beskrivende niveau.
Den nærværende bogs største svaghed er derfor i mine øjne, at forfatterne i
de fleste kapitler beskriver det samme, som lignende bøger har gjort i 15 år.
90
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 91
Boganmeldelser
Opslagsbøger i lange baner
Anmeldt af Ole Andkjær Olsen
Psykologisk-pædagogisk ordbog. Af Mogens Hansen, Poul Thomsen og Ole
Varming. 13. udgave, Gyldendal, 2001. 459 sider, pris kr. 299 [9.300 opslag,
ca. 2.200.000 enheder].
Psykologisk pædagogisk opslagsbog. Af Espen Jerlang og Jesper Jerlang.
Gyldendal, 2001. 217 sider, pris kr. 269 [ca. 4.800 opslag, 1.700.000 enheder].
Nyt psykologisk leksikon. Af Henry Egidius. Oversat fra svensk af Hans
Christian Fink. Hans Reitzels Forlag, 2001. 675 sider, pris kr. 498 [ca. 5.000
opslag, 2.700.000 enheder + 40 siders engelsk-dansk konkordans].
Psykologileksikon. Fra angst til ånd. Af Finn Abrahamowitz. Høst & Søn,
1999. 303 sider, pris kr. 298 (paperback 2001, pris kr. 149,95) [ca. 3.600
opslag, 1.200.000 enheder].
Psykiatrisk ordbog. Af Aksel Bertelsen og Ole Sylvester Jørgensen. Hans
Reitzels Forlag, 2000. 327 sider, Pris kr. 250 [ca. 2.200 opslag, 600.000 enheder].
Sexleksikon. Fra abe til Aarestrup. Af Christian Graugaard. 596 sider. Rosinante, 2001. Pris kr. 399 [ca. 4.000 opslag, 1.700.000 enheder].
Parforhold og børneopdragelse for let øvede og viderekomne voksne. En
brugsbog for et bedre familieliv. Af Finn Korsaa. 270 sider. Rosinante 2001.
Pris kr. 269 [163 opslag, ca. 600.000 enheder].
Flere af bøgerne foreligger også i bogklubudgaver til nedsat pris.
91
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 92
Jeg sidder med en række psykologiske – og dermed beslægtede – opslagsbøger, der inden for de seneste år er ny- eller genudgivet på det danske bogmarked. De er i hovedsagen formidlende, dvs. at de henvender sig til en bredere læserkreds af lægfolk og studerende på forskellige niveauer gennem en
pædagogisk forkortende og forenklende tilgang. Da de alle er skrevet af 1-3
forfattere, er en del af stoffet nødvendigvis andenhåndsviden (sandsynligvis
lånt fra andre opslags- eller lærebøger), men til gengæld har artiklerne et vist
enhedspræg. Der er forskelle m.h.t. omfang og pris, og jeg har ovenfor i
opregningen af de enkelte titler anført det omtrentlige antal af artikler og typeenheder, så man kan vurdere omfanget på andet end sidetallet. Relativt mest
for pengene får man hos Hansen, Thomsen & Varming, Jerlang & Jerlang
samt paperbackudgaven af Abrahamowitz, men der er selvfølgelig også
mange andre hensyn at tage. Jeg skal dog allerede her foregribe den konklusion, at jeg ikke specifikt vil anbefale nogen af bøgerne på de andres
bekostning, da valget må afhænge af, hvad man søger efter og har brug for.
Meningen med en opslagsbog er ikke, at man læser den fra ende til anden.
Det er heller ikke min hensigt som anmelder. Da mit eget speciale er den
psykodynamiske psykologi, og da Matrix er et psykoterapeutisk tidsskrift, har
jeg især holdt øje med de anmeldte bøgers bidrag på netop dette felt.
En ordbog skriver sig – hvad enten den vil eller ej – altid ind i en bestemt
lærdomstradition og dækker en bestemt kanon af begreber og termer i tilknytning hertil, ligesom forfatternes holdninger ofte træder frem bag den tilstræbt neutrale udtryksform. Personligt har jeg en svaghed for det koncept,
som K. B. Madsen anvendte i sit psykologiske leksikon fra 1974 med en
række encyklopædiske hovedartikler kombineret med kortere og helt korte
ordbogsagtige opslag, men den indstilling deler jeg tydeligvis ikke med det
store flertal af nutidens ordbogsforfattere. Problemet i dag er nok, at angsten
for ensidighed og for ikke at få det hele med og for ikke at have taget højde
for alt, er så fremtrædende, at man ikke mere tør vedkende sig nogen af
fagets »store fortællinger«. Når man som alternativ til en sådan præsentation
af »totalobjekter« tager »det skizoide forsvar« i anvendelse, splintrer man
imidlertid uvægerligt de meningsgivende sammenhænge i meget små partik-
92
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 93
Boganmeldelser
ler, og i alle de her omtalte opslagsbøger – bortset fra Korsaa – anvendes det
samme koncept, nemlig et stort antal overvejende korte opslag, men kun få
eller slet ingen mere substantielle og overbliksgivende artikler. Opsplitningen
resulterer desuden i mangfoldige gentagelser, hvilket ikke mindst falder i øjnene, hvis man forsøger at følge et bestemt spor gennem de mange krydshenvisninger, og til sidst sidder man tilbage med en postmoderne følelse af at
køre i ring. En forankring til verden uden for leksikonnet i form af gode litteraturhenvisninger kunne have været en hjælp, men mangler. Man kan derfor
kun håbe, at netop studerende, der er den vigtigste målgruppe, er i stand at
håndtere den »depressive position«, de uvægerligt kommer i under deres studier, og selv kan bygge en ny forståelse op på grundlag af de tilbudte forståelsesbrokker. Men nu til de enkelte bøger.
Særlig opmærksomhed påkalder den pædagogisk-psykologiske ordbog af
Mogens Hansen, Poul Thomsen og Ole Varming sig, da den i 1999 er kommet i 13. udgave, og siden første udgave i 1971 er trykt i 147.000 eksemplarer. Denne bog er blevet standard i genren og er sikkert årsag til udsendelsen
af nogle af de øvrige, der forsøger at komme ind på denne lukrative del af
bogmarkedet. Dens store succes har betydet, at den er blevet omhyggeligt
opdateret fra udgave til udgave. Den er udvidet fra oprindelig 5.500 opslagsord til nu ca. 9.300. Der er kun ganske få længere artikler (nervesystem er
den længste på ca. fire spalter), mens mange ikke er længere end i fremmedordbogen og tilmed mangler etymologi. Der er et stort antal modeller og figurer, og et særkende er biograferingen af danske psykologer, pædagoger, filosoffer og psykiatere, hvor der er foto af de afdøde (tidligere over en hel side,
i de senere udgave dog reduceret til en mere beskeden placering spalten).
Dette felt er grundigere dækket end i samtlige andre omtalte opslagsbøger.
Der er endog særdeles mange opslagsord med relation til forskellige specialpædagogiske emner, ikke mindst læsepædagogik, samt de åbenbart mangfoldige neurologiske og psykiske lidelser, man som specialpædagog skal
være opmærksom på. Det psykodynamiske område er dækket ind, men fylder relativt mindre end i samtlige andre omtalte opslagsværker, hvilket nok
bunder i forfatternes fælles udgangspunkt på det skolepsykologiske område.
93
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 94
Alt i alt en meget koncentreret, kompakt og handy opslagsbog til en overkommelig pris.
Jerlang & Jerlang har ligeledes et udgangspunkt i det pædagogiske. Også
her er mange opslag af mere beskedent omfang end i fremmedordbogen. Det
psykodynamiske og psykoterapeutiske område fylder relativt mere end hos
Hansen, Thomsen & Varming, og det virker, som om disse artikler er skrevet
med større kendskab til primærlitteraturen. Der er kun halvt så mange opslag,
men ved sammenligning af et par tilfældige intervaller, virker reduktionen velbegrundet. I nogle tilfælde ser det dog ud, som om Hansen, Thomsen & Varming er kilden, når der forekommer næsten ordret identiske definitioner.
Denne bog er helt ny på markedet og mangler dermed endnu at bevise sin
levedygtighed i form af reviderede og forbedrede udgaver.
Hos Abrahamowitz – kendt som psykologianmelder og forfatter til en lang
række psykologiske og andre bøger – lægges der, som det allerede ligger i
titlen, ikke særlig vægt på det pædagogiske felt, og der er både færre opslag
og færre enheder end hos Jerlang & Jerlang. Dækningen af det psykodynamiske ligger på samme niveau og vidner også om et væsentligt primærkendskab til området. Hjerneforskningen, den kropsrelaterede psykologi og videnskabsteorien er dækket fyldigere, ligesom randområder som parapsykologi
fylder mere, så hvis man ikke har brug for de pædagogiske specialartikler, er
der noget at hente her. Bogen er allerede kommet i paperback og må således
være slået an på markedet. Det skal nævnes, at Abrahamowitz’ psykologileksikon, hvis omfang allerede er temmelig beskedent, også findes i en lommeudgave reduceret til godt en tredjedel (Psykologisk lommeordbog, 118
sider, pris kr. 128). Jeg har dog svært ved at forestille mig, hvem den henvender sig til, da sværhedsgraden ikke er sænket tilsvarende.
Egidius er klart det største og mest ambitiøse leksikon i rækken. Det er
oversat fra svensk, og originaludgaven udkom i 1994. Der gives ingen oplysninger om, hvem forfatteren er, men jeg har fundet frem til, at han er født 1925
og er tidligere lektor ved Lærerhøjskolen i Malmø. Han har ved udarbejdelsen
fået bistand fra et større antal svenske konsulenter, og efter Hans Chr. Finks
danske oversættelse er artiklerne yderligere gennemgået og revideret af syv
94
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 95
Boganmeldelser
danske konsulenter, hvilket vidner om værkets videnskabelige prætentioner.
Også her er det psykodynamiske og psykoterapeutiske område repræsenteret i tilfredsstillende grad, selv om man ligesom hos Hansen, Thomsen &
Varming fornemmer, at emnet ligger langt fra forfatterens kerneområde og
netop er »korrekt« behandlet, men på en noget uengagerende måde. I den
danske oversættelse fremtræder bogen meget monumentalt og murstensagtigt, hvorfor det kan undre, at hverken tekstmassen eller antallet af artikler
er tilsvarende større (på køkkenvægten 1,5 kg mod mindre end det halve hos
Hansen, Thomsen & Varming, så det er ikke en bog, man løber rundt med i
skoletasken).
Ved sammenligning med de øvrige vil man uvægerligt komme til det resultat, at artiklerne hos Egidius akademisk set er bedre funderet, hvorfor leksikonnet som sådan må være det bedste valg for universitetsstuderende.
Artiklerne er gennemgående længere, og de større artikler er lidt mere systematisk sat op, mens det, som de to psykologisk-pædagogiske opslagsbøger
yder m.h.t. specifikt danske forhold, til gengæld er fraværende. Der er tydeligvis gjort et stort arbejde, både med oversættelsen, den danske bearbejdning samt tilføjelsen af engelske oversættelser af alle opslagsord såvel som
en engelsk-dansk konkordans (hvilket ikke findes i den svenske udgave).
Alligevel er man lidt utilfredsstillet, da det stadig er for lille og for opsplittet et
leksikon til at være rigtigt encyklopædisk. Der er f.eks. fem spalter med tolv
artikler begyndende med familie-, og man spekulerer på, om en enkelt mere
encyklopædisk artikel uden gentagelser og med en logisk opdeling af feltet
ikke ville have været bedre. Hvor den svenske psykiater og psykoanalytiker
Johan Cullbergs dynamiske psykiatribog i kraft af sin enestående succes har
kunnet udkomme i mange forøgede og forbedrede udgaver, i de senere med
en særdeles mærkbar bearbejdning af danske fagfolk, har man foreløbig ikke
rigtig med Egidius fornemmelsen af et »dansk« leksikon, der passer til danske forhold eller danske læseplaner. Forlaget annoncerer da også efter forslag til forbedringer hos læserne.
Det område, som behandles i Aksel Bertelsens og Ole Sylvester Jørgensens psykiatriske ordbog, er også i mindre grad repræsenteret i de andre
95
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 96
opslagsbøger, men er her dækket af fagpsykiatere. Opslagene er ikke direkte pædagogiske, da også de forklarende ord mange gange er hentet dybt inde
i fagets egen terminologi. Omfanget er begrænset, og der er ingen oversigtsartikler (psykiatri forklares på to en halv linje). Det psykodynamiske område er
til stede, men fylder ikke meget, og i forordet lægges der da også op til, at ordbogen navnlig er tænkt som en støtte ved anvendelsen af WHO’s i Danmark
officielt gældende psykiatriske diagnosesystem kendt som ICD-10. Det skal
nævnes, at den ene af forfatterne, Aksel Bertelsen, har forestået en dansk
udgave af ICD-10, der er kommet i adskillige oplag på Munksgaards forlag.
Graugaards sexleksikon minder i sit emnevalg og faglige niveau om Preben Hertofts Sexologisk opslagsbog (Hans Reitzels Forlag, 1989), men er
blevet omkring fire gange større. Forfatteren er både kendt som læge, forsker
og velskrivende columnist i Politiken, og i leksikonnet får læseren glæde af
alle disse kvalifikationer. Som det siges i forordet, spændes der fra slang til
lægelatin, og »der er lagt eftertryk på kærlighedslivets kulturhistoriske, poetiske, sociologiske, spirituelle og mytologiske dimension«. Artiklerne er skrevet med en ganske medrivende entusiasme. Det psykodynamiske område er
kompetent dækket ind, selv om det ikke udgør nogen større andel af artiklerne. Af og til kan man godt føle et behov for begrænsning, når der også er
artikler om personer og begreber med en mere perifer tilknytning til emnet.
Ligesom Freud blev beskyldt for at se sex alle vegne, finder vi hos Graugaard
opslagsord, hvor seksualitet i hvert fald kun er et mindre vigtigt aspekt, f.eks.
intelligens, metastase, salme, uniform, vals. Vil nogen mon overhovedet finde
på at slå sådanne ord op? I alle tilfælde bliver man imidlertid grundigt informeret og ikke mindst godt underholdt. Jeg kan ikke lade være med at tænke,
at Graugaard er manden, der har både energien og talentet til at skrive en
fremragende seksualitetens og kærlighedslivets kulturhistorie.
Med Korsaa er vi nået til rosinen i pølseenden. Der er ikke tale om en traditionel opslagsbog (der er ingen definitioner eller forsøg på udtømmende forklaringer), men om en række (nærmere bestemt 163) små essays sat op i
alfabetisk rækkefølge. Det er en brugsbog for familier, og følgelig er der også
sparet på fagudtrykkene. Fra et psykodynamisk synspunkt er det interessan-
96
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 97
Boganmeldelser
te, at Korsaa har anvendt sine erfaringer som psykolog, psykoanalytiker og
familierådgiver til at formulere en række konkrete råd vedrørende løsning af
typiske samspilsproblemer i børnefamilier. Det er ikke traditionel psykoanalytisk pædagogik og slet ikke ud fra den velkendte antiautoritære grundholdning. Denne er måske nok et eller andet sted medtænkt, men der er samtidig
taget højde for, at den autoritetsfjendtlige indstilling i tiden efter ungdomsoprøret i 1968 har skabt en række nye problemer som konsekvens af, at lystprincippet dengang blev gjort til en generel leveregel for både forældre og
børn. Korsaas synspunkt er snarere, at autoriteten er et nødvendigt onde,
som skal indarbejdes i samspillet mellem familiemedlemmerne, både når forældrene skal turde og gide spille rollen som autoriteter, og når børnene skal
bringes til at indse, at ikke alt er tilladt. Heri ligger noget af den klassiske ødipusteori, som den antiautoritære pædagogik i sin tid var et opgør med, men
der ligger også erkendelser fra moderne objektrelationsteori, når det gang på
gang siges, at den vigtigste socialiserende faktor for barnet er forholdet
mellem forældrene. Hvis dette ikke er stabilt, ærligt og kærligt, vil alle øvrige
pædagogiske tiltag lide under det. Nogle vil nok finde Korsaas ideer provokerende i deres tilsyneladende konservatisme, men netop disse læsere burde
gå i diskussion med bogen, så tidens ideer om det »kompetente« barn ikke
bliver enerådende i debatten.
97
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 98
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 99
ABSTRACTS
Matrix 2002; 1, s. 5-82
Adnan El Moukdad: Existential oriented therapy with traumatized refugees. Matrix, 19, p. 5-16.
Using an existential phenomenological method as a point of departure, this
article describes an approach to therapy with traumatized refugees. The phenomenological method is used both as an instrument for examining the
client’s problems and for enhancing the therapist’s cross cultural competence.
The following aspects are underlined as important in the therapy: Alienation,
reconstructing the traumatic experience, and integrating the traumatic experience. Extracts from a therapy are used as examples of how a phenomenological-existential oriented therapeutic model would unfold.
Helge Holgersen: In the shadow of the yellow light. Matrix, 19, p. 17-48.
Basic theoretical assumptions in Stern et al.’s theory of development and
change is critically examined, with a special focus on their understanding of
language and change in psychoanalytic psychotherapy. Stern et al.’s theory
is interpreted as an expression of a broadened non-verbal turn in psychoanalysis. The discussion gives no support to Stern et al.’s thesis that language make us alienated in relation to self, affects, and relationships to
others. On the contrary, the author holds the position that language plays an
integrated part in human life. By interpreting Stern et al.’s clinical material
from a different perspective than the non-verbal, it is maintained that Stern et
al. lack an understanding of the centrality of meaning in human communication and in ordinary life as a whole.
99
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 100
Gunnar Carlberg: Psychotherapy and the spirit of time. Matrix, 19, p. 4958.
In her doctoral thesis, Haldis Hjort studied the development of ideas within the
psychoanalytic and the family therapy traditions of Norwegian psychotherapy
between 1970 and 2000. Her qualitative data include a review of the literature
and four interviews with influential representatives of the two traditions. A
questionnaire was sent to a large number of therapists containing questions
regarding what had influenced their work through the years. The point of
departure for the analysis is the powerful antagonism existing between the
two traditions during the »revolutionary« seventies. Since then they have
mutually influenced each other and are today both facing, for example, a
demand to be evidence based. One strength of her thesis is her discussion of
ethics in psychotherapy. Guntrip is quoted: »To care for people is more important than to care for ideas, which can be good servants, but bad masters«. In
this article, the possibility of studying your own history is discussed.
Heidi Rose: Does DSPBU’s training program provide possibilities for
psychotherapists’ development and change? Matrix, 19, p. 59-70.
Becoming a psychotherapist includes being involved in comprehensive
processes of change. The Danish Society for Psychoanalytic Psychotherapy
with Children and Adolescents is occupied with the manner in which we
organize these processes of change, in our training program. This article
deals with a number of preconditions for a training program to facilitate each
candidate’s process of change. The responsible organization’s manner of
dealing with issues such as criteria for admittance, candidate evaluation, balance between support and control, and leadership is significant for the candidates’ possibilities for development. Group supervision is a central sphere.
The author states that essentially, when working with dynamic processes in
human relationships, the way an organization deals (consciously and unconsciously) with relationships, clashes of interests, and conflicts, is ultimately an
issue of leadership. It is also an issue of organizational culture, and finally, a
100
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 101
Abstracts
reflection of the training organization’s capability for containment, provision of
space for thinking, and management of processes of change.
Birgitte Munch Jensen: Working-through in group-analytic psychotherapy. Matrix, 19, p. 71-82.
In this article, the concept of working-through is described. Freud originally
introduced the term as an explanation of why analysis takes time. The concept of working-through is not precisely defined. A selection of literature is
presented, describing working-through as a complex process where the will to
remember, integration of insight, and the experience of relevant affect are
important. Group-analytic psychotherapy offers good opportunities for working through. Common themes are presented in many variations, and group
members may work their own problems through by listening to other group
members’ experiences and through interactions within the group.
101
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 102
FORFATTERLISTE
ADNAN EL MOUKDAD, cand. psych., privatpraktiserende, København.
HELGE HOLGERSEN, cand. psychol. med videreutdanning i barneterapi.
Barnepsykiatrisk poliklinikk, Haukeland sykehus, Bergen.
GUNNAR CARLBERG, leg. psykolog, leg. psykoterapeut, fil.dr., docent Ericastiftelsen, Stockholm.
HEIDI ROSE, cand. psych., autoriseret, specialist og supervisor i psykoterapi. Ledende psykolog på Behandlingshjemmet Stutgården, Hillerød.
BIRGITTE MUNCH JENSEN, psykiater, afdelingslæge på psykiatrisk afdeling, Bispebjerg Hospital.
DENNIS LIND, cand. psych., autoriseret. Børnepsykiatrisk ambulatorium på
Bispebjerg Hospital.
OLE ANDKJÆR OLSEN, mag.art. i litteraturvidenskab, dr.phil., forfatter.
102
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 103
www.nærkontakt.net
– Netpsykologi, kommunikation og rådgivning
af Vilhelm Lønsted & Mads Schramm
Psykologerne Vilhelm Lønsted og Mads Schramm ser på
muligheder og begrænsninger i den personlige kommunikation på internettet, fx i forbindelse med rådgivning,
terapi, dating, venskaber, fællesskaber og sociale netværk. Bogen er en kombination af teori og praksis og
tager udgangspunkt dels i forskning i computermedieret
kommunikation og netpsykologi, dels i casemateriale fra
samtaler med netrådgivere og brugere af netrådgivninger. Omdrejningspunktet er, hvordan den gode kommunikation kan etableres på nettet især med fokus på, hvordan netrådgiveren, hvad enten det er psykologen, lægen,
HR-konsulenten, den frivillige hjælper eller andre, sikrer
brugeren den optimale rådgivning.
252 sider – 298 kroner (vejl.)
Personlighedens positioner
– Angst og grænseløshed i person og kultur
Af Henrik Høgh-Olesen
Hvem er vi mennesker? Hvordan adskiller vi os fra andre
skabninger? Hvordan er vi blevet til dem vi er over udviklings- og kulturhistorien? Og hvad er fælles for os på
tværs af tid og sted? Hvorfor kræver nogle af os en høj
grad af kendthed og struktur for at trives; mens andre – i
en konstant higen efter spænding og stimulation – hele
tiden søger ud over det kendtes sikre rum?
"Et væsentligt kriterium for en god og åben tekst er, at
man som læser kan genkende forfatterens iagttagelser
og inspireres til selv at tænke nye tanker, samtidig med at
man føler sig i gode hænder. Dette kriterium opfylder
Høgh-Olesens tekst til fulde."
– Carsten René Jørgensen, Politiken
296 sider – 350 kroner
PSYKOLOGISK FORLAG
Stockholmsgade 29 • 2100 København Ø • Tlf. 3538 1655 • Fax 3538 1665 • [email protected] • www.dpf.dk
Matrix-2002-1.qxd
23-04-02
15:19
Side 104
psykologi-direkte
Nyheder • Foredrag • Tilbud
– et gratis tilbud til dig, som har brug
for viden inden for det psykologiske
område
psykologi-direkte holder dig ajour med
information om de seneste nye udgivelser fra
Psykologisk Forlag via vores e-mail-service
psykologi-direkte byder på gode tilbud på
bøger fra Psykologisk Forlag – både helt nye
titler og andre bøger, som har rigtig mange
læseres interesse
psykologi-direkte inviterer til foredrag, gåhjem-møder og lignende, hvor fagfolk bringer
nyt inden for psykologien
psykologi-direkte gør det lettere og billigere
at købe bøger fra Psykologisk Forlag. Alle forlagets titler kan bestilles på hjemmesiden. Du
får bøgerne leveret med posten uden udgifter
til porto (i Danmark) og ekspedition
Tilmeld dig på
www.psykologi-direkte.dk
og få straks glæde af de mange fordele
Psykologisk Forlag
Stockholmsgade 29 • 2100 København Ø
Tlf. 3538 1655 • Fax 3538 1665 • [email protected] • www.dpf.dk

REDAKSJONELT - Matrix Tidsskrift

Transcription

Similar documents

Resultater (1) - Psykiskhelsearbeid.no

Vidunderlige Österrike

Drivsystemer for Garasjeporter - Car

Rettløpstrapper

Redaksjonelt - Matrix Tidsskrift

Kjære alle medlemmer og kandidater ved Institutt for psykoterapi

Forståelse og behandling av angstforstyrrelser i et intersubjektivt

Bisco REVEAL™ Clear Matrix

NYRESVIKT OG HEMODIALYSE

Fronter Classic

Oppdatert register - Universitetsforlaget

Årgang 18. Nr 2. 2012 - Institutt for Psykoterapi

Den idylliserende familien”