Rejsebrev fra Abu Dhabi
Transcription
Rejsebrev fra Abu Dhabi
Corniche Maternity Hospital, Abu Dhabi, UAE anno 2014 - Hvorfor Abu Dhabi, Hvordan fik jeg kontakt til stedet I starten havde jeg ikke en decideret plan for hvor og hvad jeg ville undersøge. Jeg var blot blevet revet med af de ældre studerendes fortællinger om deres ophold i udlandet og ville derfor gerne selv tage chancen. I og med at min mand boede i Abu Dhabi, UAE var det oplagt for mig at rejsen vendte i den retning. Søgningen fandt sted omkring halvandet år før opholdets start. Jeg fik her hjælp af min mand til at finde et passende hospital samt nogle jeg kunne komme i kontakt med. Og ja, internettet blev vinderen. Via nettet fandt min mand en e-mail adresse på en dansk jordemoder som tilsyneladende skulle have arbejdet på et hospital kaldet Corniche Maternity Hospital. Gennem hende kom jeg i kontakt med en australsk læge på stedet, som var en af de ledende på fødeafdelingen. Gennem kontinuerlig kontakt med hende lykkedes det at få plads på hospitalet i 3 uger i sommerferien 2014. - Hvordan blev jeg taget imod Til mit held skulle jeg ned til min mand, så det var ham som tog imod mig i lufthavnen. Da det var første gang de skulle have besøg af udenlandske studerende havde de ikke et ritual om at hente de studerende fra lufthavnen og give dem et sted at bo, men jeg er ikke spor i tvivl om at de gerne vil hjælpe med begge dele, vær blot ude i god tid. Hvis bare I har en adresse så kan I også tage en taxa, det er meget billigt ift. Danmarks taxa priser. Min første dag på hospitalet: Via mail fik jeg information om tid og sted. Jeg blev modtaget af den førnævnte læge og en jordemoder. De gav mig et program for mit ophold og spurgte meget ind til hvilke ønsker jeg havde til forløbet. To meget behagelige og rare personer at komme i kontakt med. Derefter en rundvisning og så var vi ellers i gang. - Vagter, undervisning, fagpersoner, fødsler, racer (fødende og fagpersoner), opdeling mellem emirater og alle andre Min første uge indeholdt både undervisning og fødegangsvagter. Undervisningen bød blandt andet på CTG aflæsning og vurdering samt det de kaldte for PROMPT (Practical Obstetric Multi Professional Training), hvilket stemmer overens med det vi i Regionshospitalet Herning kalder FOETUS, altså kompetenceudvikling i form af internt færdighedslaboratorium til træning af akutte situationer. På fødegangen varierede det fra dag til dag hvem jeg gik med, selv i løbet af en vagt kunne jeg komme til at gå med forskellige personer. Hver jordemoder med sin helt egen unikke historie. Det var rigtig spændende at møde jordemødre fra forskellige nationaliteter, såsom Sydafrika, England, Italien, Spanien, Egypten, Indien, Kina osv. En typisk morgenvagt var som regel fra kl. 07:30-20:00. Da der på et år gennemsnitligt kan forekomme 8000 fødsler, kan hver jordemoder i de fleste vagter ende ud med at have haft 2-7 fødsler i løbet af en vagt. Jeg blev meget optaget af hvordan hospitalet var inddelt. Der var en tydelig forskel på behandlingen mellem emiraterne og alle andre nationaliteter. Emiraterne var de såkaldte VIPpatienter. Når en emiratisk fødende ankom, kunne det mærkes på jordemødrene, at det var lidt tungt. De har en opfattelse af jordemødre om, at de arbejder for dem. Det er ikke så meget de fødende, som giver udtryk for det, idet hun har ondt og blot vil have hjælp til at håndtere disse smerter. Det er tværtimod de pårørende. Samtalen kan i nogle tilfælde blive tung idet man oftest skal argumentere og diskutere med de pårørende om hvem af dem der egentlig ved bedst, og har den faglige viden med sig. En udfordring som nogle finder meget interessant at lære af. Specielt omkring amningen kunne svigermoderen, som typisk er med, insistere på at barnet skal have flaske umiddelbart efter fødslen så den fødende kan hvile. Corniche Maternity Hospital har implementeret BFI (Baby Friendly Initiative), hvor de går op i hud mod hud kontakt efter fødslen og at amningen skal etableres kort tid efter fødslen. Det er dog meget typisk at se barnet blive tørret hurtigt af efter fødslen, lagt op på mors mave meget kort, før det flyttes over på secher’s bord og får armbånd på samt pakkes godt ind i et varmt tæppe. Derefter kan far komme ind, hvis ikke han allerede er inde på stuen, og bære barnet, dog meget kortvarigt, fordi de er bange for at barnet ”går i stykker” som de sagde. Faderen lægger derefter barnet på secher’s bord igen, og går ud for at ringe til en masse pårørende, mens morderen sover for en stund. Ja, så kan barnet få lov til at lægge der helt alene – spændende emne at skrive om, måske det kunne føre til en ændring af deres adfærd, hvis flere gjorde dem opmærksomme på det. Derudover er barselsgangen inddelt i niveauer. Emiratiske kvinder får automatisk tilbudt et enkeltværelse (niveau J), som udseendemæssigt minder meget om et hotelværelse, mens andre nationaliteter automatisk tilbydes barselsværelse med plads til 2 og helt op til 4 personer. Hvis ikke der er plads oppe på niveau J, vil et af de andre værelser med plads til 2-4 personer blive lukket specielt for dem indtil et af værelserne på niveau J bliver ledigt. Jeg havde des- værre ingen tid på barselgangen, men det kunne have været meget interessant at undersøge om denne forskel har nogen effekt på familiedannelsen. - Modul 13 portfolio Til modul 13 portfolioen valgte jeg at have fokus på fædrenes deltagelse under fødslen. Idet det er et muslimsk land havde jeg en forforståelse om, at de færreste fædre vil deltage under fødslen. Til min overraskelse viste mine observationer noget helt andet. Til hver fødsel jeg deltog ved noterede jeg bl.a. nationalitet, religion og hvad de forskellige parter på stuen foretog sig. Det vidste sig, at det ikke var religionsbetinget, hvorvidt fædrene deltog eller ej men kulturbetinget. Jeg mødte bl.a. muslimske fædre fra Indien, Egypten og Libanon, som deltog under fødslen, mens det var de Emiratiske fædre, som ikke deltog. I deres kultur har man typisk svigermor, mor, svigerinder og søstre med inde på stuen, mens faderen vandrer ude på gangene. Det var en øjenåbner for mig, idet jeg ud fra den oplevelse erfarede, at jeg ikke bør generalisere (selvom det typisk er en naturlig handling). Jeg valgte at kalde min portfolio for ”Familiedannelsen – Betydningen af faderens tilstedeværelse under fødslen”. Og anvendte følgende kilder til analyse af mine fund: Den gode fødsel – en antropologisk undersøgelse af fødselsfortællingen af Anne Mette Holme Bertelsen og Camilla Gohr, Tilknytningsteori – betydningen af nære følelsesmæssige relationer af Anders Broberg, Pehr Granqvist, Pia Risholm Mothander og psykiatrioverlæge Tord Ivarsson samt Fædre og fødsler af Svend Aage Madsen, Hanne Munck og Marianne Tolstrup. - Praktisk: tøj, sko, vejret, fritid Mit ophold lå i juli måned, hvilket både betød Ramadan og utrolig hede. Sommeren i Abu Dhabi er meget forskellig fra den danske sommer. Temperaturen kommer typisk op og runder de 45-49 grader. Så er varme ikke lige ens kop the, bør man hellere tage til Abu Dhabi om vinteren – 18-25 grader alt afhængig af måneden, er til at holde til. Ramadan betyder, at man i en hel måned fra solopgang til solnedgang hverken må spise eller drikke offentligt. Det er ikke hvert år at Ramadanen falder om sommeren - hvert år ændres startdatoen med 10 dage fra sidste Ramadans start. På sygehuset er det forskelligt hvor mange der faster, derfor har de dækket cafeteriets vinduer til med gardiner, således at de som ikke er fastende kan spise uden at fornærme nogen. Ift. tøj og sko vil de helst, at man selv har uniformer og sko med. Skoene skal være lukkede. Der er ikke omklædningsrum så uniformerne skal være påført hjemmefra. Til sidst vil jeg lige fremvise nogle billeder af en fødestue på Corniche Maternity Hospital: Af det øverste billede ses til venstre på billedet hvad der ligner et gardin. Dette er et forhæng som isolerer fødelejet (Billede 1) fra døren og secher’s bord (Billede 2): Billede 1: Billede 2: Billede 3: Det kan varmt anbefales at tage til udlandet på modul 13. Det er en oplevelse for livet, så grib chancen! Venlig hilsen Nabiha Jamal Alfer J