DSK_1956 - Den Store Krig 1914-1918
Transcription
DSK_1956 - Den Store Krig 1914-1918
Udgivet af: F O R E N I N G E N AF D A N S K SIN D E D E S Ø N D E R JY D SK E KRIGSDELTAGERE 1914-18 , V ved Johs. Clausen, A. P. Møller, J. Andersen og H. Hunger Eftertryk kun med D.S. K .’s Tilladelse AABENRAA H EJ M DALS B O G T R Y K K E R I 1956 Krigsfangens hjemlængsel Køn er slig en vårbrudsdag! Hvide skyer stille over diset bakkedrag sejler bort i blåets fylde. Solen kalder frem til dyst alt ved sine varme stråler; men en bråd dybt i m it bryst gør, at jeg ej glæde tåler. Langt fra hjemstavns trygge kyst sidder jeg lig trællen bundet. Sorgen knuger helt m it bryst, dybt af længselen oprundet. Op af hjertets sikre hvil minderne så brat vil stige. Tanker iler m il på mil hjem til mine kæres rige. — I derhjemme nemme vil klagetonen i min stemme. Flyv da hjem, du tankelil, hils, hvad kæ rt mig er derhjemme. Frederik Rosenberg Paa slotstrappen i Graasten. Tusinder og atter tusinder af sønderjyder var den 20. august 1936 stævnet til Graasten for at byde Danmarks unge kronprinse par velkommen til Sønderjylland, til Graasten, hvis smukke, hvide slot var anvist dem til sommerbolig. Aar for aar har kronprinsen og kronprinsessen boet her midt iblandt deres folk. Efter vor gamle konges død har det høje ægtepar som konge og dronning ogsaa benyttet det smukke hvide slot til sommerbolig. Da de tre prinsesser efterhaanden kom til, har hele den kongelige familie ved deres jævne og bramfrie færden vundet alles hjerter. Baandet mellem Sønder jylland og Danmarks kongehus er blevet fastere og inderligere. Kronprinseparrets modtagelse i Graasten. HÅB OG TRO Å VÆGGEN ved siden af m it arb ejd sb o rd hæ nger et gam m elt, lid t falm et, m en dog stadig k la rt billede. D ér h a r det hæ ngt siden m in fa r døde i 1918. Og da havde det h a ft sin plads over hans skrivebord i fy rre tyve år. D et er den første gave, m in m o r h a r givet m in far, da de v a r forlovede, så det ku n n e jo fortæ lle en del, hvis det fik m unden p å gled, og det gør det for resten engang im ellem , fo rtæ ller om dem og deres livs indstilling — deres tro, da de v a r unge. D et k an m åske fortæ lle m ine læ sere lid t om m in oprindelse, m it hjem og årsagen til, at jeg, der som en af de første danske so ld ater n åede K ongeåen i august 1914 og den dag og m ange følgende stod og spejdede in d over den landsdel, hvis unge sønner, m ine landsm æ nd, i de dage drog ud fo r at vove livet fo r en sag, som ikke v a r deres, — at jeg efter genforeningen v a r lykkelig fo r at få m it virke syd fo r K ongeåen og nu er taknem m elig fo r at have fået lov til a t fæ rdes m ellem dem, der kom tilbage, gennem treogtredive fo r m ig udviklende og væ rdifulde år. Jo, fo r ovennæ vnte billede er det gam le billede af »De sønderjydske piger«! H vor i verden skulle et b a rn af den tro, som de er u d try k for, ønske sig sin arbejdsplads b e d re eller andre sted er end netop i S ønderjylland? V ilhelm Bergsøes vers u n d er billedet kunne jeg u d en ad som b a rn ; nu kniber det lidt, m en h e r er det: P 1 Ret kan visne. Ret kan ældes. Ret kan tabes. Ret kan fældes. Håbet — håbet lever kun. Det er det, vi har tilbage i de mørke vinterdage, håb om vårens solskinsstund. Vi må vente, vi må bie. I må lide, I må tie. Sænk jert hoved, men hold ud! Endnu skæbnens hjul kan vendes, endnu frihedsbaunen tændes ved et solglimt sendt af Gud! Man tilgive m ig denne selvkredsende indledning. Me ningen m ed den er k u n at vise, a t det håb, der vel som tn fje rn stje rn e dog af je r skim tedes i m ørke n æ tter og skum le skyttegrave den lange k rig igennem , også levede b la n d t landsm æ nd, der ik k e v a r u n d er frem m ed h erredøm m ets tunge åg, og som ik k e kom ind gennem den skæ rsild, krigen var. H åbet levede i unge sin d n o rd fo r K ongeåen i 1870erne, og det levede videre i næ ste slæ gtled u n d er første v er denskrig. Men det er r a r t at liave fast gru n d u n d er fø d derne, n å r m an frem sæ tter en såd an påstand, og det h a r jeg m ed ovenstående lille billede. Nu og da kom dette håb vel også over »Åen« som en sm ule direkte hjæ lp til je r; m en selv in d irek te k an m edhu have betydning. Og dette »urimelige« håb n æ re des i m ange stilfæ rdige h jem og sind uden at kom m e til offentlighedens kendskab. O verraskende m åtte det være, n å r en så lid et politisk orien teret digter som F r. Paludan-M iiller allerede i no vem ber 1864 slu tter sit i begyndelsen æ ngstelig spørgen de digt: »Brat af slaget ram m et . . .« m ed de stæ rk e o rd: »Slesvigs la n d genvundet! D et er kam pens m ål!« M indre overraskende, m en m æ rkelig pro fetisk v irk er C. H ostrups »Lærken« i 1866: »Hvad synger du om?« spørger den m odløse digter, som synes, at alt v isn er og dør. Men læ rken ser alt vågne og gro, sk im ter som m e 2 rens kom m e, ja, ser »engen, der spættes m ed rø d t og h v id t« ! — D et er den store m odløshed um iddelbart efter krigen og n ederlaget afløst af et profetisk syn ud over kom m ende års og slægters opvågnen til folkelig bevidst h ed og en næ sten fotografisk skildring af landet, som det så ud, da håb et blev virkelighed: »spættet m ed rø d t og hvidt« som ingensinde! Sådan levede h åb et og troen, og derfo r opfyldtes det. Jubelsange kom der m ange af ved genforeningen: H enrik P o ntoppidan, lid t uventet; Jeppe Åkjær, over rask en d e; følsom m e Helge Rode re t selvfølgelig; men m est betog det m ig i novem ber 1918 at høre C. H ostrups søn, Helge H ostrup, så helt give ud try k for »andet« slægtleds arv, da h an læ ste sit digt — fortsæ ttelsen af fad eren s læ rkesang: Jeg er min faders øjne, skal se for os begge to! Vi er de dødes øjne, skal høste, hvad de har sået. Vi er slægternes øjne, skal se deres frihedsgry H H åbet — det p å usandsynlighedernes svigefuldeste san d byggede håb, som m an fra visse sider sagde, — gik i opfyldelse, fo rd i der v a r nogle, som troede, — fordi nye slæ gter tu rd e gå ind fo r de gam les tro. Tro h a r in tet m ed grund at gøre, og dog k an den skabe den skønneste virkelighed! F o r den nøgternt handlende og m åske tæ nkende er tro en naiv abnorm itet. — Godt! L ad os b lot væ re naive. D et v a r I jo, n å r I v a r næ re v id n er til T ysklands store sejre i begyndelsen og dog bevarede troen og håbet om en genforening, n å r dette store rag n aro k v a r forbi. Jeres breve fortæ ller, at troen holdt, — v id n er om, at den v a r m ed til at bevare n e r verne fo r et sam m enbrud fo r m ange. — Alt dette véd I, m ine læsere, langt bedre end jeg. 3 H vorfor så alt dette? —- J o . F o r vi h a r stadig la n d s m æ nd uden fo r vor rigsgræ nse, som »naivt« h åb er og tror. Vi h a r h ø rt nok om, at de ku n n e have kom m et i 1920. — N år de ikke kom , v a r skylden ikke fø rst og frem m est deres. Skam lingsbanken og K ongeåen lå n æ r det nordlige Sønderjylland, m en langt fra det sydlige. I dag ligger Skelbæ kken n æ r det sydlige! M ælet klinger og historien ta ler over rigsgræ nsen også her. Store sk a re r h åb er og tror. Men h v o rd an og h v o rn år? — Ingen tør vel b are d an n e sig en forestilling herom . — G jorde vi det nord fo r K ongeåen? G jorde I det bag ploven h e r hjem m e eller i skyttegravene d erude? M indst tæ nkte vi på, at en krigs ræ d sler skulle føre til opfyldelse af håbet, og m in d re tæ n k er eller ønsker vi det nu. Nej, tro kræ v er ingen grund, v a r slet ikke en tro i så fald. D en er kun! Alligevel k an dette h v o rd an dukke op. — Svaret blev givet af Bergsøe: »Endnu skæbnens hjul kan vendes, endnu frihedsbaunen tændes ved et solglimt sendt af GudU Mange b åd e n o rd og syd fo r Kongeåen evnede ikke at næ re dette håb. Men de, som holdt det i live gennem to slægtled, blev dog de stæ rkeste og skabte virkelighe den af 1920. Skulle vi væ re rin g ere i dag eller troen p å v o rt folk m indre? H åndslag over græ nsen til landsm æ nd, som er danske, og til dem, der ønsker at blive det! D et gæ lder v o rt folks frem tid og er nødvendigt fo r den, d er tro r på dets livsberettigelse. I, der h a r følt frem m edåget p å jeres n ak k e og prøvet at h æ re frem m ed våben, vil væ re de første til at håbe sam m en m ed landsm æ nd, der føler åget i dag og fryg ter m uligheden af at skulle bæ re våben fo r en sag, som ikke er deres. V or tro ka n igen få en ny slæ gt til at væ re »fædrenes øjne og se i en ny tid ind!« Chr. D em utli. 4 Fra Flensborg Sporskifte til Loretto E n Søndag M iddag den 22. A ugust 1914 tiltra a d te 3. B ataillon af B egim entet 163 Hejsen fra F lensborg Spoi’skifte m od Syd. Vi v a r stuvet ind i Godsvogne, saa det næ sten v a r utaalelig t at væ re derinde. L uften v a r d aarlig, m ø rk t v a r det ogsaa, og Siddepladser fandtes ikke, E fter en lang, trist og besvæ rlig Kejse naaed e vi Løven (B elgien), hvor vi en tidlig M orgenstund K lokken fem steg ud. Vi tog O pstilling p a a B anegaardsterræ net, som n æ r m est k u n d e sam m enlignes m ed en T orveplads m ed et m eget flot Blom steranlæg. H er stod vi træ tte, nedbøjede af Rejsen, halvfrosne og sultne. H um øret v a r dalet stæ rkt. Vi tæ nkte paa, hvad den kom m ende Dag vilde bringe. D en belgiske Civilbefolkning v a r tidligt p a a Fæ rde. B ageren v a r p a a Vej m ed M orgenbrød. H an b a r en sto r fy ld t K urv p a a Hovedet. Jeg lagde sæ rlig M ærke til en F lok civilklæ dte S kytter og fattede straks M istan ke. E fter en om fattende In stru k tio n begav vi os paa M arch gennem Byen, første Gang m ed sk arp lad te Gevæ rer. Solen stod højt. Vi m archerede i A fstand gennem H ovedgaden og h o ld t sk a rp t Udkig m ed D øre, V induer og Folks F æ rden. T orvet v a r nem lig stuvende fu ld t af Belgiere. Nogle stillede S pande m ed V and ud til os, m en V andet v a r forgiftet. Vi væ ltede Spandene. Gaden v ar m eget lang og stejl. Alt forløb dog roligt, og vi naaede U dkanten af Byen. Jeg lagde M ærke til et gam m elt Fæ stningsvæ rk. Ogsaa h e r v a r alt stille. U denfor Byen 5 steg T erræ net. O m sider naaed e vi Toppen, m en vi v ar blevet m eget træ tte, og vi træ ngte til en F orfriskning. P a a en G aardsplads tøm te vi en B rønd fo r V and. Saa satte vi atter K ursen frem ad ad Meclieln til. Ved den næ rm este By slog vi os ned p a a aaben M ark og indtog et v arm t M aaltid, det første efter den lange Rejse. P a a den h ø jre Fløj m od N ordvest h ø rte vi heftig A rtilleri- og Infanteriskydning. R u n d t om kring os v ar det uroligt. Vi saa K av allerip atru lje r rid e hastigt frem og tilbage. K lokken seks A ften kim ede K irkeklokken. D et v a r et Signal, fo r i selvsam m e Ø jeblik begyndte C ivilbefolk ningen at skyde p a a os fra H usene og ru n d t om kring og fra spredtliggende G aarde. Vi aabnede Ilden, og Byen s1od k o rt efter i lys Lue. E fter en Tim es Tid v ar der atter Ro. I Byen Løven v a r det ogsaa galt. Den civile B efolk ning optog K am pen im od Tyskerne. De skød f r a Hus og Tag, fra aabne D øre og V induer m ed P isto ler og Ge væ rer, de hæ ldte kogende V and over Soldaterne, og Ga derne v ar stopfyldte af M ilitær, det blev et frygteligt Virvar. Man ku n d e hv erk en kom m e frem eller tilbage. Man h ørte h ø je K om m andoraab. S oldaterne flygtede til alle sider ud af Byen og sam lede sig. D a der atter blev Ro, gik S anitetssoldater i Gang m ed at hente de saared e og døde. Men oppe hos os ved M echeln gik et B atteri ITaubitzer i Stilling. De begyndte at beskyde Byen. I et Nu v a r et af Byens K v arterer et F lam m ehav. Ved T olvtiden passerede vi atte r Byens Gader. H er v a r der saa v arm t som i en Bageovn. Vi m a atte holde Øje m ed hinandens Tøj og U drustning, fo r at G nisterne ikke skulde tæ nde Ild i det. D et gik k u n langsom t frem ad, fo r H usfacaderne v a r sty rtet ud p a a Gaden, Indboet oppe i E tagerne svævede m ellem H im m el og Jo rd eller v a r sty rtet ud. D er v a r D ød og E lendighed over hele Byen. D et v a r K rigens grufulde Alvor. 6 Ved N attetid naaede vi en lille Landsby. Vi stillede F eltv ag ter ud fo r at sikre os m od Bagholdsangreb, og saa sov vi alle i en m ægtig Dynge inde i en Balsal. Og vi sov godt, fo r vi træ ngte til Søvn. D et v a r den første gode og rolige Søvn, vi fik, siden vi rejste b o rt fra H jem stavnen. Næste Morgen lavede vi B a rrik a d e r i G adekrvdsene. C ivilbefolkningen m a atte hjæ lpe til. De hentede M øbler og T øm m er; m en om A ftenen drog vi atte r p aa Eventyr. E fter nogle Dages F orløb kom vi til en Køb slad. B efolkningen v a r m eget venlig og rolig. Vi blev in d k v a rteret hos Byens B orgere i to Dage. Saa gik det atte r frem ad, og vi naaed e ved A ftenstid A erschot. Byen blev b elejret, m en Belgierne tra k sig b o rt i R etning af A ntw erpen. De efterlod et F eltbageri, m ange Sække Mel og en sto r Stabel nybagt Brød. Vi blev vel nok glade, m en saa blev det strengt fo rb u d t at nyde nogle af disse H ivets Goder. A tter blev vi in d k v a rteret hos Byens B or gere, m en s n a rt efter blev der slaaet Alarm , højeste Be redskab. Vi sam ledes p a a Byens Torv, og en Tim es T id senere begyndte det m ed sam m e Skyderi som i Løven. H eldigvis v a r vi m ere spredt, og i sm aa K olonner sto r m ede vi h v ert Hus og hver T rappegang. Ved en V and m ølle og p a a B anegaarden v a r K am pene haarde, m en i Løbet af en Tim e v a r der atte r Ro. N u overnattede vi p a a B anegaarden. Den v a r fo rv an d let til en stor R uin hob. De af Byens Borgere, der endnu v a r i Live, sæ r ligt K vinder og Børn, blev taget til F ange og førtes un d er Bevogtning op p a a K irkegaarden. Næste Dags Morgen v a r jeg m ed en A fdeling uden fo r Byen til A rtilleridæ kning. B atteriet sendte en Del svæ re G ran ater ind i den næ rm este Landsby, m en sam m e Dags E fterm id d ag begav vi os atte r p a a March. Meget tydede paa, at der n u skulde sam les store H ære til et væ ldigt Angreb. L idt Smaafa^gtninger, S kæ rm yds ler, Spræ ngning af en V ejrm ølle og fjendtlige O bser vatio n er fo rsty rred e ikke vor F rem m arch. Vi naaed e til 7 Everest fo ran Bruxelles. D er slog vi os n ed i en stor I.ejr. H er v a r d er F red og Hvile og gode Dage, god Mad og D rikke. Ved Indkørslen til Byen stod der Vagt. Bataillonskom m andøren h av d e opdaget, at M andskabet tog ind i Byen fo r at p ly n d re F o rretn in g ern e, m en i en D agsbefaling ad v ared e h a n os, og hvis vi ikke lystrede Befalingen, blev vi sk u d t ned af de opstillede V agt poster. Vi tog dog ik k e H ensyn dertil. Jeg hentede hl. a. en Del Cigarer. V agten og K om m andanten fik C igarerne, og det øvrige delte jeg u d til K am m eraterne, saa der v ar b aad e Høns, D uer, K aniner, F ru g t o. s. v. D a jeg v ar k en d t m ed L andbrug, m alkede jeg K øer og Geder. Vi nød rigtigt den varm e Mælk. E fter nogle Dages god Hvile blev L ejren røm m et. Vi havde ogsaa h a ft god T id til at skrive hjem til vore kære. Saa gik det vid ere m od Bruxelles. E n tidlig Mor genstund n aaed e vi Byen, m en den led ingen Overlast. Vi lagde M ærke til Byens V agtm andskab, d er gik m ed A rm bind paa. F r a H usene v ajed e belgiske Flag, m en B efolkningen sov. Slaget ved D enderm onde. D et er den 4. S eptem ber 1914. Vi er p a a Vej fra Bruxelles til D enderm onde. Til v enstre og til h ø jre m arch erer store F o rm atio n er frem ad H ovedvejen. Vi m a rc h erer m id t im ellem dem. V ort K om pagni g aar i Spidsen, og fo ru d e er der en hel Kæde af S ikringsm and skab, en K av aleripatrulje. E n af disse P a tru lje r v a r u fo rsty rret kom m et igen nem den belgiske Feltvagt, der la a og sov i deres F o r svarsstilling; m en da P a tru lje n n aaed e frem til en Landsby til v enstre fo r D enderm onde, blev den beskudt af en belgisk D obbeltpost, og derved vaagnede den fø r ste Feltvagt, som vi nu næ rm ed e os. Sam tidig kim ede K irkeklokken i D enderm onde, et sto rt Fæ stningsanlæ g. 1 største H ast skiltes F orm ationens lange Skyttekæ der. 8 K lokken v a r 10. D et største Slag p a a belgisk O m raade tog sin Begyndelse. Mens K irkeklokken kim ede, k ø rte en H aubits frem , og det første Skud ram te U rskiven. H astigt storm ede vi frem over Boe- og K artoffelm arker. Byen og F æ st ningsvæ rket v a r om givet af en Flod. B roen over Floden v a r bortspræ ngt. F o ra n Broen havde B elgierne revet alle B rosten op og stablet dem i P y ram id er; derim ellem v a r d er Stæ nger m ed P ig traad , la d e t m ed elektrisk Strøm. Men A rtilleri af alle K alibre er i feberagtig V irk som hed. H vert Skud ram m er og gør B anen fri fo r os. Vi ser, at der ankom m er Tog m ed engelske F o rstæ rk n in ger. T ro p p ern e aflæsses ude p a a Stræ kningen. De tom m e T ogstam m er ru lle r af Sted uden T ogpersonale, en Ødelæggelsens V ederstyggelighed. A rtilleriet h a r over skuet hele Situationen. D en engelske F o rstæ rk n in g hol des i Skak. F æ stningen ry ster i sine G rundvolde af de voldsom m e Brag. Byen bræ nder. P io n erer og T ra in h ar bygget Bro over Floden. D et svæ re Skyts føres over og fy re r løs p a a den anden Side h elt oppe p a a K irketorvet. Medens en P io n erk ap tajn kom m anderer, springer en F lok belgiske F ran ctireu rs pludselig ud fra K irkedøren og d ræ b er K aptajnen ved et Pistolskud. En P io n er fo r følger dem m ed en Økse og d ræ ber en af dem. U nder dette er ogsaa vi kom m et over Broen. A ndre Steder sejles S oldater af alle V aab en arter over. Vi storm er ind i Fæ stningen, m en det hele frem bød et frygteligt Syn. D et gik videre. I den næ ste L andsby fik vi et lille Pusterum . E t stort Bytte af erobret P roviant, Kaffe, Te, Vin, Ost, Sukker, Sm ør o. s. v. kom lige tilpas. Samm e A ften blev vi fo rsty rret af civilt Skyderi. D er blev sendt stæ rk e P a tru lje r ud. Præ sten, Degnen og Sogneraadsfo rm an d en og en Del B ønder blev taget til Fange. Sogn eraad sfo rm an d en vilde ikke følge m ed, m en h an blev slæ bt til R etterstedet, og frivillige traa d te frem fo r at skyde ham . Jeg skjulte mig. D et v a r svæ rt fo r m ig at se dette Syn fo r tred ie Gang. 9 Paa March m o d Frankrig. K am pene i Belgien v a r ved at væ re afsluttet. Yi havde dog en lille Kam p m od belgiske F risk arer. De laa i en m eget befæ stet Stilling bag en D æ m ning ved en m ind re Landsby, W itteren. F risk a re rn e v a r fra Gent og I 'r ygge- Vi lagde m æ rke til, at der hist og h e r i V ejene v a r nedgravet Spræ ngbom ber. K am pene m od F risk a rern e v ared e k u n en Tim es Tid. Saa blev det A ften; vi fik en lille H vilepause. Jeg gik sam m en m ed nogle K am m erater in d p a a en B ondegaard. Husets F olk v a r flygtet. B ordet stod endnu dæ kket m ed A ftensm ad. K øerne stod p a a Stald. Jeg m alkede dem, og vi spiste os godt m ætte. Vi m arch e rede videre. Det v a r et lan g t og broget Tog, fo r vi førte B yttet m ed os, K æ rrer, Heste, Kvæg, K rigsfanger og civile Fanger. Belgiske B ønder m aatte p aatag e sig at køre vore T ornystre lige til den fran sk e Grænse. E n Dag gjorde vi H oldt ved en Kro. Jeg ilede ind i K rostuen, m en den v a r blo ttet fo r M øbler og alt, m en ved næ rm ere E ftersyn opdagede jeg belt oppe u n d er Loftet p a a en H jørnehylde en sto r F laske fin Likør. T re K am m erater k rav led e op p a a h in andens Skuldre, F la sken kom ned, og vi fyldte tre F eltflask er og to Øl flasker. D enne gode D rik styrkede os noget saa væ ldigt p aa den store M arch tur. Vi b a r n aae t F ran k rig s Grænse. P a a hele M archen gennem Belgien havde jeg ofte opdaget Skilte, h v o rp aa der stod »Hus til H uren«. Jeg tæ nkte da ved m ig selv, om det virkelig skulde væ re en Slags offentlige K nejper; m en jeg blev om sider k la r over, at det v a r det sam m e, som F ran slan æ n d en e k ald te en »Estam inet« altsaa en B ev æ rtn in g .------Den 18. S eptem ber 1914 blev vi in d v ik let i K am pene ved E lancourt. H er v a r der et m æ gtig sto rt Skovterræ n, vistnok U dløbere af A rgonnerskoveri. D et nien d e R eser vearm ékorps, hvis L ed er v a r G eneral Max v. Bohn (vi k ald te ham H am borg-Slagteren) havde til Opgave at 10 standse Tilbagetoget fra M arne..T yskerne havde h e r lidt store Tab. P a a tred ie D ag boldt T yskerne den nye F o r svarsstilling. D en skulde holdes fo r enhver Pris. Den nye Linie la a m ange Steder saa tæ t inde p a a F ranskm æ ndene, at A fstanden ofte k u n v a r 30—40 Meter. F o r svarskam pene v a r voldsom m e. Jo rd en bestod af K alk m asse, og det v a r helt um uligt at grave sig ned eller at skaffe sig den m indste D ækning. Begge P a rte r led store Tab. O m sider tra k hele v o rt Kom pagni, ja , hele Bataillonen sig tilbage. V ort Kom pagni, der la a i D æ kning inde i en Skov, rejste sig ved M iddagstid, og i Skyttelinie naaed e vi Sko vens U dkant. Solen stak os i Øjnene, da vi kom u d p aa aaben M ark. H undrede M eter fo ran os la a en Skov, og i dens U dkant la a F jenden. Vi k u n d e in tet se, fo r Skoven la a m ø rk fo ran os, m en vi storm ede frem ad. D et var som en Bisværm. Til h ø jre fo r m ig v a r der et K om pagni G ardere. D eres U niform er v a r betydeligt lysere end vore, F jen d en retted e en m orderisk Udregn m od os, og d er fa ld t m ange gode K am m erater, isæ r ved Gardekom pagniet. D er blev stor Uro i R æ kkerne. I m it Kom pagni v a r jeg den m indste, og saa lille jeg var, dukkede jeg m ig langt ned og kom heldigt fra det. H ele E fterm iddagen sneg vi os n u gennem det store vilde Skovterræ n. G arderne saa vi ikke m ere noget til, underligt nok. L angt inde i Skoven dannede vi en H alv kreds, og h oldt Hvil. Vi fik en ny Instruks. K lokken var vel fem, og nu v a r T im en kom m et. D et store G eneral angreb skulde begynde. D et blev startet m ed Storm signaler og T rom m ehvirvler. D et var, som om vi v a r i en Urskov, p a a Jag t efter vilde Dyr. Vi storm ede, kom dybere og dybere in d i de skovklæ dte Bjerge. K uglerne peb om kring os, G ran ater og S hrapnels eksploderede. Mange K am m erater gik fra Sans og Samling. De skød fuldstæ ndig i Vilde. Jeg saa endda, at en K am m erat stak sin B ajonet i en K am m erats Trom m e. I Skovens T ræ er sad Turkos, Z uaver og Senegalnegere og skød ned p aa 11 os. Det var, som om det v a r en Flok vilde Aber. D a vi havde n aaet Skovens højeste P u n k ter, storm ede vi ned ad den m ægtige S kræ nt og ned i Dalen. D et v a r en fro dig og sm uk Plet. H er la a Byen E lancourt, og vi sto r m ede Byen. D enne v a r stæ rk t befæ stet og udbygget m ed B arrik ad er. F ran sk m æ n d en e fo rsv ared e h v ert Flus; m en vi naaede gennem Byen. E t K om pagni F ran sk m æ n d vilde storm e et tysk B atteri, som fyrede løs oppe fra et Bjerg. Vi storm ede im od dem, og lige fø r vi n aaed e en Bro over en Aa, standsede vi, k la r til Skud, F ra n sk m æ ndene ligesaa. D er lød K om m andoraab, m en vi v ar fø rst k la r til Skud og ryddede op b la n d t F ran sk m æ n dene. — Slaget v a r endt. D ødens Skygge hvilede over Slag m arkens blodstæ nkte Jord. Bød gik Solen ned. Jeg tog m in H jelm af, og i m it stille Sind tak k ed e jeg Gud og m in F relser fo r al hans N aade og B arm hjertighed. F red m ed alle døde, V enner eller F jen d er, i F ra n k rigs Jord. I denne h a a rd e Kamp, hvor hv er eneste Mand, Ven eller F jende, deltog i et voldsom t Slag, uden ringeste T ank e om sit eget Liv, bestod begge P a rte r den h aard e Prøve. Begge P a rte r h o ld t Stillingen uden at nogen v an d t T erræ n, m en vi havde p a a begge Sider sto re T ab af Menneskeliv, og begge P a rte r blev saa udm attede, at lignende store K am pe h erefter ik k e k u n d e gennem føres. Ved B ekognoscering og m in d re F æ gtninger blev den n u væ rende K am plinie udbedret. T ro p p ern e gravede sig ned i Jordens Dyb i store, m oderne Forsvarsstillinger. D et kostede A rbejde og Slid og M ængder af M ateriel. Det gik ud over F ran k rig s Skove. F lyvende Bataillon. T redie K om pagni af B egim entet 163 havde fa a e t en ny Opgave. Vi blev udpeget til at væ re flyvende B atail lon, skulde opsøge F jen d en p a a n æ rt Flold, opdage hans Situation, hans Styrke, hans Flensigter, A fstand og Be 12 liggenhed. D et v a r en stor Opgave. Med os fulgte en K avalerip atrulje. Vi havde M askingeværer, lid t Skyts og rigeligt m ed A m m unition. Saa travede vi d a i hastigt Tem po fra Sted til Sted. Af og til stødte vi p a a F jenden. N aar h a n v a r svagest, skulde vi angribe. Saaledes skete det ved A isne-Floden, at vi s n a rt v a r kom m et i en Fæ lde. F ran sk K avaleri havde næ sten om ringet os. Skyndsom t m aatte vi re tirere, og vor F relse var, at vi n aaed e en Bro over F lo den. Ved H jælp af en tilk ald t B eservestyrke dannede vi en F o rsv arskæ de langs Aisnes Bred. Vi h oldt den N at ten over, og heldigvis v a r der p a a den anden Side af F loden et Skovbælte, saa der v a r lu n t og godt. Vi fik Lov til at fo rtæ re vor »Jernration«. H en p a a Morgen stunden fo rsvandt vi atter. E n anden D ag la a vi i U dkanten af en Skov. D er var en tem m elig A fstand m ellem vore enkelte Delinger. Saa fik vi O rdre til at angribe F jenden, m en m ellem os og F jen d en stra k te sig en lang dyb Dal. A fstanden h a r vel væ ret ca. seks H undrede Meter. Vi opdagede m ed det sam m e, at der p a a et frit H øjdedrag hinsides D alen var opstillet en stæ rk t bevæ bnet fjen d tlig Styrke og et B at teri. M andskabet stod p a ra t til Skud. F jen d e n havde ogsaa opdaget os, og k o rt efter sendte h an flere Salver over m od os. G ran atern e fløj in d i vore B æ kker og eksplode red e m ed voldsom K raft. Vi søgte D ækning p a a Jorden, m ellem Løvet og G renene, m en saa kom der O rdre om, at vi skulde træ kke os tilbage. V ejen la a hele T iden u n d er Ild, m en vi slog ind p a a en anden Vej og kom in d i en stor Landsby. P a a den anden Side Byen naaede vi ad en Hulvej til en G aard. K avaleriet v a r steget af H estene fo r at iagttage F jendens Position. Vi laa i D æ k ning bag en lang K ornlade. Saa aabnede F ran sk m æ n dene atte r Ilden, og G ranater eksploderede fo ran os. Vi fo re tra k at forsvinde hu rtig st m uligt ad den beskyt tende H ulvej. I et Nu styrtede nu hele G aarden sam m en, m en vi v a r n a a e t in d i Bjæns U dkant, og h er gik vi i 13 Stilling m ellem H usene og H averne. Vi m anglede dog A m m unition til at afvæ rge et Angreb, og igen m a atte vi træ kke os tilbage. F ran sk m æ n d en e sendte Salver in d i Byen til T rods for, at den vær beboet. D en blev i Løbet af en Tim e fo rv an d let til en stor Ruinhob. F jen d en s A rtilleri forfulgte os p a a vor Vej, m en heldigvis n aaed e vi ned i en Lavning, som vi fulgte, og i S ikkerhed n aaed e vi v o rt B atteri i Skoven. Slaget ved Lassigny. E fter en lang M archtur n aaed e vi ved M iddagstid i Septem ber 1914 til Byen Lassigny, en lille, pæ n By, høj t beliggende i et m eget sm ukt og fru g tb a rt L andskab. Den sm ukke K irke præ gede Byen. P a a M archturen dam pede Feltkøkkenet. Vi skulde have Æ rter, m en det blev en F orbier. Som Følge af en M eddelelse fra hø jere Sted v ar der ingen T id til at indtage M iddagsm aden, fo r F jen d en v a r i O pm arch. I Stedet fo r M iddagsm aden m odtog h v ert K om pagni to F ran sk b rø d . I en lang Skyt tekæ de gik vi frem a d p a a det lave, frie T erræ n. Vi skulde grave os ned. D er blev yderligere sat Pres paa, saa det k u n d e gaa saa h u rtig t som m uligt, m en vi kunde ikke kom m e ned i Jorden, fo rd i den bestod af Kalk. Vore R edskaber k u n d e ik k e bruges, og an d re havde vi ildce ved H aanden. Soldaterne blev utaalm odige, vrede og nervøse, de b an d ed e og stejlede, og det v a r jo in tet Under. Vi havde læ rt, hvilke T ab af M enneskeliv det ville liave til Følge, n a a r vi ikke la a i fu ld Dækning. Vor K ap tajn besluttede sig til at træ k k e os tilbage til en m eget høj Jernbanedæ m ning, d er la a i den fastsatte Frontlinie, og h e r gravede vi os da ned. D enne E fte r m iddag og næ stfølgende D ag v a r vi indviklede i m eget stæ rke P atru ljek am p e fo ran os i det store Rum. Jeg og en K am m erat v a r ogsaa langt frem m e. Vi blev beskudt af en usynlig P atru lje, som vi ik k e ku n d e opdage. Vi kastede os ned i D ækning, og m in Ven fik K ikkerten frem . Mellem os og F jen d en v a r d er en Aa. Vi opdagede 14 da en F ran sk m an d , der la a bag et Æ bletræ . Jeg skød, m en K uglen gik i Jorden. D et næ ste Skud ram te. D et var en Senegalneger. H an rejste sig h u rtig t og løb ned m od Aaen, vilde over den, m en betæ nkte sig og knæ lede ned fo r at sigte m od os. Jeg v a r n ø d t til at lægge an igen m od ham . Jeg trykkede af og h an fa ld t død ned. Im id le rtid skød en anden N eger p a a os. H an la a i D ækning bag et P lovjern. Vi v a r nødt til ogsaa at tage ham p aa K ornet . D en tred ie Dag begyndte m ed en frygtelig A rtilleri ild, den væ rste vi endnu havde v æ ret u d sat for. G rana tern e slog u a fb ru d t ned fo r F oden af D æm ningen, i siden af den, ovenpaa den og bagved os. E ksplosionerne v a r saa voldsom m e, at jeg rystede over hele K roppen. Vi gravede os stadig dybere ned. D et var, som om vi v a r ved at grave vor egen Grav. Jern b an esk in n ern e stod forvredne i Luften. Mine S id ek am m erater til h ø jre og v enstre blev begge dræbt. D et hele saa haabløst ud. Om E fterm iddagen begyndte A ngrebet. Turkos, Zuaver og Senegalnegre kom løbende frem im od os. Et helt K om pagni v a r p a a Cykel. De sam lede sig i et lille S kovhjørne fo ran vor h ø jre Fløj. V ort eneste M askin gevæ r oppe i Ivirketaarnet og v o rt A rtilleri skød paa Livet løs. D et kønne T a a rn blev ra m t og styrtede ned; m en M askingeværet v a r i T ide blevet flyttet ned p a a et Tag; m en s n a rt v a r b aad e vore K anoner og vort M askin gevæ r b rag t til Tavshed. Vi kunde intet udrette. F jen den om ringede os. De havde n a a e t Byen, der laa bagved os. Ah kom i Krydsild. Nogle af vore T ro p p er begyndte at røm m e, m en blev skudt. Bagagefolk og alle andre, som la a i Byen, tog K am pen op. D et hjalp. E fterhaanden kom der F o rstæ rk n in g er til, H um øret steg lidt, for endnu v a r der dog H aab tilbage. E t R egim ent B ajere tog K am pen op og drev F je n den tilbage. De sluttede sig til os, m en i A ftenens løb sendte F ranskm æ ndene nye R eserver frem i Massevis. \ Ti skød uafbrudt. D et lugtede fæ lt af K rudt. Atten 15 Fra K am pene o m kring Noyon. Vi v ar fo r et P a r Dage blevet in d k v arteret i den store By Noyon. D et v a r i E fte ra a re t 1914. V ort K varter v a r Byens D ragonkaserne. H estestaldene benyttedes som H estelazaret. D e syge og saared e D yr nød h e r en god og om sorgsfuld B ehandling. Bag K asernen la a et sto rt F e lt bageri. H er v a r m an trav lt beskæ ftiget. D et fran sk e A r tilleri beskød alle Veje, d er fø rte in d og ud af Byen. O m sider forlod vi Noyon og begav os p a a M arch til en Landsby ved N avn D reslincourt. D et v a r en re t lille By, der la a oppe p a a en Bakke. D en v a r tæ t bebygget. H usene la a k lin et op ad hinanden. Byen v a r om givet af høje T ræ er og Stendiger. D et hele lignede en stor Have. Ude p a a en M ark stod et tysk B atteri H aubitzer. M and skab et vinkede venligt til os og sagde, at vi m a atte skyn de os, fo r L uften v a r »tyk«. De T ropper, som vi afløste, 16 Malayisk bryllup. Gange m asede sorte S torm kolonner frem im od os u n d er Skrig og R aab. Allali, Allah, Allah, ra a b te de; m en de blev i hele D ynger m ejet ned og la a henslæ ngt fo ra n vor Linie. Solen v a r forlæ ngst gaaet ned. M aanen sendte sit venlige Smil ned til os. Vi la a h la n d t døde og saared e og kunde hø re deres dybe Suk og Klage, og vi følte de res Sm erter. D er v a r F red , Slaget v a r endt. F eltk ø k k en et kom frem m ed Mad. N u havde vi h eller ik k e sm agt Mad i to Døgn. Vi v a r saa slappe og udm attede, at vi næ ppe k u n de rejse os. P a a alle fire k rav led e vi tilbage til F eltk ø k k en et for at hente v arm M ad sam t K affe og Brød. E fter en Hvilepause kom vi igen lid t til K ræ fter. Vi blev om sider a f løst og m arch ered e tilbage til Lassigny og m a atte over n atte p a a K irketorvets Brostene. D er la a vi og sov u n d er H im lens S tjernetæ ppe. Næste Morgen m arch ered e vi ved Solopgang videre i R etning m od Noyon. Kompong — malayisk landsby. h av d e lige indtaget Byen. De faldne laa ru n d t om kring os. I M ørkningen gik vi frem i Skyttekæde, op im od Skoven. Vi la a i Stilling N atten over, og det v a r hu n d e koldt. Inde i Byen hentede vi Hvedeneg. Vi gik i sm aa K olonner. Nu fik vi da et nogenlunde v arm t Leje. N at ten v a r stille og rolig. D et frøs lidt, og den første Sne faldt. Alt blev hvidt. Om M orgenen rejste vi os, træ tte og stive af Sne og Kulde. Vi forlod Stillingen og gik til bage til Byen. H er d rak vi v arm Vin og spiste Brød. Vi blev atte r varm e, m en saa skulde der sendes stæ rke P a tru lje r frem og stilles F eltv ag ter ud. Vi byggede ogsaa en stæ rk F orsvarsstilling i Byens U dkant. Næste N at la a vi atte r i Skyttekæ de fo ran Byen, m en vi gravede en dyb Skyttegrav. D et gule Sand i J o r dens Dyb blev lagt øverst, saa det blev m eget synligt, for G raven skulde k un væ re »Blændværk«. D a A rbejdet var fæ rdigt, tra k vi os tilbage til Byen fo r der at fortsæ tte det virkelige F orsvarsarbejde. H en p a a M orgenstunden opdagede F ranskm æ ndene den lange, nye Skyttegrav, og jeg m a a sige, at det fran sk e A rtilleri kom i Aktivitet. De lagde en voldsom Spæ rreild p a a den og ofrede en M asse G ran ater til ingen Nytte. Vi la a inde i Byen og m orede os over det nytteløse Skyderi. Om E fterm iddagen v a r jeg p a a Lyttepost, en lille Feltvagt. Vi havde F elttelefon m ed. Medens vi i et Skjul sad og spejdede, kom der et K om pagni Z uaver ud af Skoven i sluttet Trop. De løb ind i et lille K rat til ven stre. D erinde v a r der en Lysning. H er slagtede de nogle store H unde, som de fø rte m ed sig. D a de v a r fæ rdige m ed det, tæ ndte de B aal og kogte H undekødet i en Gryde, d er hang m ellem nogle Jernstæ nger. D et øvrige M andskab hyggede sig lystigt i det dejlige Solskin. F or os v a r det helt m orsom t at se dette E ventyr; m en en af T elefonisterne, en A rtillerist, telefonerede til sit B atteri, og det ellers saa fredelige Skuespil fik da en b ra t Af slutning. Kaffeplantage paa Java. 17 Skytteg ra vsliv ved Noyon. Den sto re Bevægelseskrig i 1914 v a r vel ved at væ re sluttet, og S kyttegravskrigen havde taget sin Begyn delse. D et gik b ed re m ed Fourageringen, d er v a r kun sm aa M archture, d er v a r m ere Bo og Hvile, m ere Ad spredelse og m ere Benlighed. Vi m arch ered e til en sm uk lille By, der la a i en Dal, om givet af en K rans af m ægtige Skove, og vi næ rm ede os Ju len 1914. U ndervejs p aa vor M arch h a r vi m odtaget Post h jem m efra, m ange Breve, A viser og Ju lep ak k e r i Massevis. Vi v a r helt overbebyrdet og lignede ikke m eget et K om pagni Soldater, sn arere en Flygtningehæ r, m en jeg skal love for, at der v a r en glim rende Stem ning og godt H um ør i hele K om pagniet. Julens Glæde lyste ud af alles Øjne, d er in d til nu havde synet saa triste. I lange T id er havde vi ikke m odtaget Post fra H jem landet. Vi m arch ered e op i Stillingen, d er laa h ø jt oppe paa Skovens Top. Vi genkendte strak s Omgivelserne, fo r det v a r i dette O m raade, vi kæ m pede saa h a a rd t i Septem b er 1914. Den fran sk e Stilling v a r tru k k et tilbage. Der v a r 800—1000 m eter m ellem os. I Ingenm andslandet laa endnu m ange Lig af F ranskm æ nd, ogsaa farv ed e Sol dater, desuden vore egne K am m erater af Rgt. 163. P aa vor N a tp atru lje b a r vi de helt opløste og stivfrosne Legem er tilbage bag vore L inier og begravede dem. Ved deres K endingsm æ rker k u n d e vi identificere dem og give deres p aarø ren d e M eddelelse. I m ange T ilfæ lde m edfulgte et Ur, en R ing eller nogle Penge som det sidste Minde. Vi syntes, at vi u d fø rte en god Gerning, at vi viste K am m eratskabsfølelse, fo r vi hentede jo de døde tilbage u n d er sto r F a re fo r vo rt eget Liv. I Skoven v a r d er en stor H ule fra et K alkbrud. H er inde overraskede T yskerne en K avaleri-A fdeling, der ju st v ar k la r til at indlede en A ttakke m od os, m en nu blev de i Stedet fo r taget til Fange. H er i K alkstenshulen fejred e vi p a a en m eget p ri 18 m itiv M aade Jul. D et lugtede ikke sæ rlig godt derinde, og der v a r bæ lgm ørkt. E t lille Julelys gav kun svagt S k æ r^ I Juledagene laa vi i højeste A larm beredskab. Vi u d byggede en god F orsvarsstilling langs m ed en L ande vej, d er gik gennem Skoven. Mange T ræ er blev fæ ldet og lagt p a a Kryds og tværs som F o rh in d rin g eller Af spæ rring. P ig tra ad blev tru k k et i lange B aner, og vi byggede ogsaa Blokhuse. V ejen in d til Byen v a r op k ø rt og m eget d aarlig at fæ rdes paa, d erfo r byggede vi Skovstier m ed U nderlag af Træ. Livet i den duftende Skov v a r en Idyl. D et v ar et m eget sm ukt L andskab, og vi syntes, vi førte et Liv som Jæ gere. Vi skød alt det Vildt, der kom i vor N ærhed. Nogen egentlig fast F orsvarstilling v a r det ikke. Det hele v a r et u d b red t N et af F eltvagter m ed langt frem skudte F orposter, Lytteposter, spredte M askingevær reder, enkelte K anonstillinger og sm aa, hurtigtskydende K ardæ sker. D ag og N at udfoldedes et livligt P atruljeliv. F ranskm æ ndene havde hist og h e r udstillet enkelte S karpskyt ter. De v a r ofte anbragt i T ræ ernes K roner. Vi kaldte dem »August-Blitz«. Somme T id er fik vi til Opgave at om ringe en fran sk Feltvagt, og i Reglen havde vi da en L ø jtn an t m ed os. N ede ved Skovens Fod v a r der en Kilde, hvor vi hentede dejligt frisk D rikkevand. Vi opholdt os p a a denne Egn til hen i F o ra a re t 1915. K om pagnierne skiftedes til at væ re i Stilling. Til T ider blev vi afløst fo r at nyde Ro og Hvile. D et hæ ndte en Aften, at en fran sk G eneral sneg sig gennem vor F o rp o st kæde, m en vi havde ogsaa V agter posteret bagude i Skoven og sp red t om kring i Byens Udkant. Fornylig havde vi fa a e t O pfyldningsm andskab fra Tyskland, og en af de nye F olk stod p a a Vagt i Skoven. Den franske G eneral næ rm ede sig V agten og udspurgte ham om et og andet, h v o refter h an igen gik bort. R ekrutten v a r ikke sin Opgave voksen. H an v a r næ rm est skræ kslagen. 19 H an glem te helt at afkræ ve den frem m ede P arole-S tik ordet. Da h an om sider blev afløst af en æ ldre K am m e rat, spurgte denne, om der v a r sket noget nyt. Ja, sagde han, og fo rtalte om det m æ rkelige Besøg. Den æ ldre K am m erat v ar strak s k la r over, at det d rejed e sig om Spionage. Saa h u rtig t som m uligt lod h an A ffæ ren gaa videre til den vagthavende. D er blev strak s ud k o m m an deret en stor Styrke til at gennem søge Skoven. D er blev ogsaa taget S porhunde i Brug. Hele N atten gik. I den tidlige M orgenstund h av d e en A rtillerilø jtn an t overtaget V agten ved et B atteri fo r at M andskabet k u n d e fa a lidt Hvile. B atteriet stod m ellem Byen og Skoven. Pludselig kom G eneralen frem fra Skovbrynet. L ø jtn an ten havde opdaget F y ren og stod k la r til Skud. Ved T ilraab blev G eneralen standset og m aatte overgive sig. Men hans R ekognoscering v a r vel nok u d fø rt m odigt og dristigt. En V interdag sad jeg i en B unkers, som jeg havde hygget sam m en m ed en L an dstorm sm and fra H am borg. Den v ar opbygget ganske prim itivt, idet den k u n bestod af Træ, L er og Kviste. D et v ar koldt, m en vi lavede en lille Ovn af en stø rre B likdaase, og S k orstensrøret blev frem stillet af B likstrim ler, som vi gned ru n d t som en Spiral. E n D ag fyldtes dog voi't fine V ærelse m ed Røg. D et v ar galt m ed T ræ kken. Skorstenen v a r i Uorden. Min K am m erat steg op p a a T aget fo r at rette p aa den, og m ens h an v a r i F æ rd m ed A rbejdet, skød en S k arp skytte efter h am og ram te h am i H alepartiet. Jeg hørte, at h an gav et R aab fra sig, h v o refter h an styrtede ned i Graven. H urtigt styrtede jeg til. S aaret v a r ikke farligt, m en saa m æ rkeligt det end lyder, døde han, fo r der gik K oldbrand i Saaret. O plevelser i S kytteg ra ven ved Roye. Det er F o ra a r 1915. Vi h a r ligget i et kø n t Skov d istrik t og tager nu A fsked m ed det. Vi m a rc h erer over L aucourt og ko m m er til Roye. H er havde vi v æ ret før. Vi blev in d k v a rteret i den dybe K æ lder u n d er R u in ern e af 20 S ukkerf abrikken. T rods A dvarsler tog en m in d re Afdelin g K v arter i et lille, fritstaaen d e Hus p a a den anden Side af Vejen, m en fjendtlige G ran ater slog ned i H uset og dræ bte alle vore K am m erater. E fter to Dages F orløb tog vi atter af Sted til F ronten. D et v a r ved N attetid. Vi kom til L aucourt. F jen d en laa over fo r os i Laucourt. A fstanden v a r ca. 800—1000 Me ter. D en Styrke, vi skulde afløse, v a r i N attens M ulm og M ørke forduftet. — Til Trods for, at der v a r strøet H alm p a a Byens G ader, havde F jen d en opdaget, at der v a r noget p a a F æ rde, og m edens vi v a r i F æ rd m ed at sam les, beskød de os heftigt m ed G eværild og A rtilleri. D er kom F o rv irrin g i vore Rækker. V ort K om pagni styrtede ned p a a en Eng bag en stor G aard. I to T im er opholdt vi os her. Jeg fald t i Søvn i det bløde Græs, m en p lu d seligt vaagnede jeg ved et G ranatnedslag. V or K aptajn k om m anderede os hen til G aarden fo r at søge Dækning. Jeg sp ran g op, m en m in S idekam m erat blev liggende. Jeg ra a b te til ham og tog fa t i ham , m en h an rejste sig ikke. D er v a r ikke an d et at gøre fo r m ig end at ile ned til de andre, m en da der atter blev Ro, tra a d te Kom pagniet an i den tidlige M orgenstund fo r at blive talt. D et viste sig da, at m an opdagede B lodpletter p a a m in U niform . Man spurgte, om jeg v a r saaret. D et v a r jeg jo ikke. O ptæ llingen v a r endt. Vi savnede flere K am m e rater, ogsaa m in S idekam m erat fra Engen. H an v ar faldet. Ved A ftenstid begravede vi de faldne bag K irke m uren. D et Ildoverfald, som vi havde væ ret ude for, v ar en ny T aktik, som F ran sk m æ n d en e benyttede sig af ved A fdelingernes Afløsning. Men senere sikrede vi os ved at anlægge Løbegrave ud til den fo rreste Linie. Den næ ste N at gik vi frem i Skyttekæ de fo r at grave os ned. D et v a r bæ lgm ørkt, og vi naaede h e lt frem til F jendens P igtraad. F jen d en opdagede os heldigvis ikke. Vi blev ikke saa lid t fo rsk ræ k k et og listede h u rtig t tilbage. Om M orgenen stillede vi F eltvagter ud og sendte P a tru lje r 21 frem . Vi forblev h er i lang Tid. Det blev en Byggetid i stort Form at, id et vi udbyggede første, anden og tredie F orsvarsstilling og anlagde Løbegrave. D er gik en u a l m indelig sto r Mængde T ræ til dette A rbejde, m en de store B unkers v a r sikre. Inde i Byen byggede vi store Beskyttelsesrum . D er v a r Plads til B ataillons- og Regi m entsstaben. I en K æ lder i K irkens F y rru m havde vi in d rettet en K antine. Jeg havde en sæ rlig god K am m erat. Flan v a r fra T ønder og ejede et straalen d e H um ør. H an tog sig Livet let og frygtede intet. Egentlig v a r h an af sam m e Støb ning som jeg selv. Og hvor kunde h an synge. N aar han stod p aa sin Post om N atten, sang h an yndige Viser. F ran sk m æ n d en e lyttede sik k ert ogsaa og skød ikke p a a os. En E fterm id d ag havde m in Ven og jeg foretaget os noget, som ikke v a r velset i K om pagniførerens Øjne. Næste Dags Morgen fik vi til S traf O rdre til at slæbe M ursten fra Byen og ud til Skyttegraven. Vi gik ned til Byen, og da vi havde godt m ed Penge p a a Lom men, tog vi ind til K antinen og d rak os rigtig godt fulde. Men saa v ar det jo nødvendigt at sove R usen ud. Om A ftenen forsynede vi os m ed hver en Sten, og den kastede vi lan g t over i P igtraadsspæ rringen. Næste Dags Morgen kaldte L ø jtn an ten p a a os og spurgte, om vi havde hentet M ursten. — Javel, de ligger ovre i P igtraadshegnet. Flan havde ikke sagt, hvor vi skulde lægge Stenene. Vor B unker blev u d sty ret m ed B oliginventar, Sym a skiner og Klaver, som vi hentede i Byen. Vi havde ogsaa en K om pagnihund, den kom løbende ovre fra den fra n ske Front, og b efan d t sig vel hos os. I Begyndelsen la a den fran sk e Feltvagt ikke særlig lan g t fra os; den b efan d t sig ved et sto rt Kornhæs. E n gang listede vi os over til dem og stak Ild p aa den. Det blev vel nok til et m æ gtigt B aal i den m ørke Nat. K ort Tid efter at vi v ar kom m et til L aucourt, havde K ejseren Fødselsdag. Jeg stod p a a Dagvagt, da en L øjt 22 n a n t jagede op igennem Skyttegraven og raab te: »Det er K ejserens Fødselsdag. Den, der g aar frivilligt p a a P a tru lje i A ften og tager en fran sk F eltvagt til Fange, fa a r Jernkorset.« Jeg lo, og da m in V agttid ikke v a r udløbet, fik jeg Lejlighed til at overvæ re Eventyret. »Den gaar ikke«, tæ nkte jeg ved m ig selv. Til h ø jre fo r m ig v a r U dfaldsstedet. Ved M ørkets F rem b ru d kom en lille G ruppe af O fficersstabens tro faste M edlem mer. D et v a r Støvlepudsere, T jenere, Op passer og Kokke. De v a r m eget højrøstede og d u m d ri stige. En L ø jtn an t v a r deres Fører. De v a r u d ru stet m ed H aan d g ran ater. Medens de forcerede vor P igtraadsspæ rring, havde en fran sk Skarpskytte opdaget dem og retted e sit Gevær ind p aa dem. Skuddet faldt, og en af dem blev dræbt. De andre k astede sig ned i P ig traad en ; m en da de igen rejste sig, havde P ig traad en faae t fa t i A ftræ kkeren p a a en H aandgranat. M anden ku n d e ikke slippe fri. G ranaten eksploderede, og det kostede tre M and Livet. E n D ag i Maj fik vi en E fterm id d ag en k raftig T o r denbyge. Skyttegraven blev fyldt m ed Vand, saa vi var D ruknedøden nær. Hos F ranskm æ ndene v a r det det sam m e. »Alle M and op p a a D ækningen!« lød P arolen, og h er som hinsides havde alle trav lt m ed at øse Vand ud. Det varede to Tim er. Vi blev fæ rdige fø r F ra n sk m æ ndene. D et v a r virkelig en hel Oplevelse! Stem nin gen v a r god over det hele. Vi vinkede til F ranskm æ ndene, og efter endt A rbejde sad vi oppe p a a D ækningen, sang V iser og spillede H arm o n ik a; m en da F ran sk m æ n dene v a r fæ rdige, begyndte de at skyde, saa alle atter m aatte hoppe ned i Skyttegraven. E n D ag kom en fran sk Bil m ed O fficerer kørende lige over til vor Forsvarslinie. D er gik nem lig en L ande vej fra Roye til M ontdidier. De havde forvildet sig. Vi tog vel im od dem, m en hvor v a r de skuffet over at falde i T yskernes Kløer. En Som m eraften, da vi v a r p aa Feltvagt, skulde en 23 fran sk S oldat m ed flere Kogekar, fyldte m ed v arm Af tensm ad, over til den fran sk e Feltvagt. I M ørkningen tog h an fejl. Yi vinkede til ham , og h an kom v irkelig over til os. N aturligvis m odtog vi m ed Glæde den dej lige Mad, m en saa lod vi h am igen løbe. Mellem F o r svarsstillingerne n aaed e Græsset sn a rt op i Mands H øj de, og nu tog m an fa t p aa en livlig P atru ljev irk so m h ed , der forvoldte m egen F o rsty rrelse og Uro. Vi gik i Lag m ed at m eje Græsset. D et sam m e gjorde F ranskm æ ndene ogsaa, m en en b red Strim m el blev dog staaende. D et v ar den n eu trale Grænse. Vi satte v ort Græs i Stak, m en F ran sk m æ n d en e stak Ild p a a det hele. Da vi og F ran sk m æ n d en e i S om m ernatten ud fø rte A rbejdet, gik det hele dog roligt og uden nogen som helst F o rsty r relse. En A ften hæ ndte det dog, at F ran sk m æ n d en e tog ud af deres Stilling fo r at angribe os. F eltv ag ter alarm e red e os. T yskerne aabnede en Ildkam p uden Lige; ingen naaede frem til v o r Stilling, og u n d er store Tab vendte de om. D et v a r vor første K am p i en velbefæ stet F o r svarsstilling. D en bestod sin P røve; vore Tab v a r k u n ringe. Jeg m indes en Dag, d a vi blev afløst og kom i Ro i en B ondelejr, d er laa i en Plantage. Ved v o r A nkom st v ar der strak s P arole. D et v a r m æ rkeligt. Alle Befalingsm æ nd m ødte m ed Notesbog i H aanden, og d er op læstes Navne. Jeg lyttede spæ ndt og opdagede da, at m ange af vore gode K am m erater skulde straffes, fo rd i de havde forsyndet sig m od D isciplinen. De skulde alle som F o rb ry d ere bindes til et Træ . D er opstod Uro og H arm e ib lan d t os. T re Gange blev K am m eratern e b e friet af os fra T ræ ern e ru n d t om kring i P ark en , efter at m an atte r havde b u n d et dem ; m en saa lød d er streng O rdre: »Nu bliv er de atter bundet, og den, der b efrie r dem, bliver sk u d t af Vagtposten.« V or V rede og H arm e v a r p aa K ogepunktet. F ra M und til M und lød det: »Mes ser raus, ab sch n eid en !« Mange ra a b te : »Vi vil ud i F ro n 24 ten m ed det sam m e! Vi vil lave A fregning m ed disse H errer!« Slukøret og skræ kslagen fo rsv an d t alle fo re satte. Vi sejrede og befriede igen vore K am m erater. Den Slags k u n d e de ikke m ere vove at byde gam le, veltræ nede K am m erater. S to rm en paa G ieselerhøjen ved Loretto. I Begyndelsen af S eptem ber 1915 kom vi til en idyl lisk Landsby, Ognolles, hvor vi opholdt os i otte Dage. Byen la a langt bag F ronten, og h e r nød vi den tiltræ ngte Ko. Vi havde en stor Sportsfest, og vi h oldt M indeguds tjeneste over vore faldne K am m erater fra Rgt. 163 u n der Slaget ved Noyon. Da H vilen v a r forbi, gik det til et nyt O m raade, K ulm inedistriktet, der strak te sig fra D ouai, H enin, L itard, M ericourt, Sallam m es, Lievin, Lens, O rion til Angres. D et v a r ogsaa i disse Byer, T ro p p ern e udskiftedes og afløstes ved F ronten. H er ligger ogsaa forskellige F o rm atio n er i Reserve, m en i A larm beredskab, fo r at hjæ lpe F o rsv aret p aa alle Dele af F ronten. P a a v o r M arch naaede vi til Sallam ines. I Løbet af to Dage skiftede vi til nye U niform er, nyt U ndertøj, S trøm per og Støvler. D et gam le v a r ogsaa p ja lte t og laset. D en følgende D ag m arch ered e vi ved M ørkets F rem b ru d helt ud til F ronten. D et v a r en lang Vej. D en ne Stilling havde væ ret en af de væ rste u n d er hele K ri gen. D et v a r en m eget frem sk u d t Stilling og m eget ud sat fo r Beskydning. De T ropper, vi afløste, havde væ ret indviklet i m eget voldsom m e Slag m ed E nglæ nderne. T yskerne havde ta b t et m in d re T erræ n, m en de indtog det igen u n d e r store Tab. D a vi m odtog Forsvarsstillingen, v a r den i en fryg telig T ilstand. D et v a r en Slags G rusgrav, der la a p a a en B akke i en Skov. Af Skoven v ar k un Stubbene tilbage. Man k u n d e se, at der h e r havde væ ret tunge Slag, og at A rtilleriet havde arb ejd et h aard t. Skyttegraven v a r jæ vnet m ed Jorden, D æ kningen v a r sty rtet sam m en. 25 G ranathul laa ved G ranathul. U drustningsgenstande i Massevis la a sp red t ru n d t om kring. O m sider fik vi dog lid t O rden i Tingene. Den fran sk e F orsvarsstilling strak te sig over en høj B jergkæ de fra Lorettohøj en, G ieselerhøjen, Givenchi til A rras. E t sto rt Fæ stningsvæ rk. Vi laa hele Tiden over fo r G ieselerhøjen og v a r u d sat fo r svæ r A rtilleriild og M inekastere. H er v a r der E nglæ ndere, F ran sk m æ n d og K olonialtropper. Disse sidste k u n d e ikke godt taale V in terkulden. Vi ku n d e h ø re dem hoste. Til venstre fo r os laa et R egim ent B ajere. D et v a r et m eget uroligt F olkefæ rd, og de gjorde F jen d en helt tos set. D er v a r hver D ag et jæ v n t Skyderi p aa begge Sider, og m an skiftedes til at angribe hinanden. D et kostede m ange Ofre. Vi fo rh o ld t os m eget roligt, og det v a r til vo r egen Fordel. Jeg havde en god Ven, som v a r fra H aderslev-Egnen. H an v ar en god dansk M and og fik ligesom jeg »Modersm aalet« tilsendt. E n ikke sæ rlig god K am m erat gav vor K om pagnifører et V ink om det, og denne tru ed e os m ed at skyde os, n a a r vi vovede at læse denne danske Avis. Vi tog det nu ikke saa højtideligt, m en svarede, at vi jo ogsaa havde et V aaben i vor H aand. D er skete h erefter intet. Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennem gik et K ursus i at kaste m ed H aan d g ran ater af en ny Type. H er i Avion gik d er R ygter om, at Giese lerh ø jen skulde storm es. Og d er v a r noget om det, for den sidste D ag kom G eneralen og holdt en T ale til os. Flan sagde bl. a .: Ifølge en B eslutning i G eneralstaben h a r jeg faae t den Opgave at storm e G ieselerhøjen. Jeg h a r besluttet, at v ort Inf.-Rgt. 163 skal have den store Æ re at tage denne Høj efter en i F orvejen ødelæggende A rtilleriforberedelse. D er dannes en A ngrebskolonne i fire S kyttekæ der sam t en Kæde af P io n erer; d erefter følger en R eservekolonne m ed det nødvendige M ateriel. D er er opstillet fem H undrede K anoner, 150 Mine 26 k astere og talrige M askingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige ForsvarsfTont er m eget stæ rk t befæstet, m en vi h a a b e r ved Guds M edhjælp og ved m ine Soldaters ta p re Indsats, at det vil lykkes os at tage H øjen uden stø rre Tab. B agefter talte vor K om pagnifører og tilføjede lok kende, at d er i en B unkers fandtes Chokolade, Vin, Ci g arer og C igaretter til Kom pagniet. Sam m e M iddag blev vi yderligere u d ru stet m ed eks tra A m m unition, P ig traad og H aandgranater. D esuden blev d er u ddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæ sk og Smør. Vi k ald te det »Henkers-M ahlzeit«. De fleste spiste alt m ed det sam m e, saa vidste de, at de havde h a ft godt af det. K lokken lialvto v a r vi ude i Skyttegraven, alle M and gik i D æ kning; kun nogle enkelte V agtposter blev oppe i Graven. K lokken to E fterm iddag v a r alt p arat. P lu d selig to rd n ede K anonerne. Jo rd en bævede u n d er vore Fødder, og vor B unker rystede. Jeg gik u d en fo r fo r at se p a a det. D et saa ræ dsom t ud deroppe, et helt Helvede. H ele B jergets Top v ar et Ildhav. B om bardem entet v a red e til K lokken seks Aften. F o r os v a r det en lang Ven tetid. F ran skm æ ndene og E nglæ nderne besvarede ikke Ilden fø r K lokken seks, m en saa tordnede de fo r Alvor løs m od de tyske Stillinger. I Løbet af et K varter v ar F o rsvarstillingen jæ vnet m ed Jorden. Af vor P igtraadsspæ rring v ar ikke en Stum p tilbage. Vi skulde have storm et K lokken seks, m en p a a G rund af, at nogle Ty skere v a r løbet over til F jen d en og havde fo rra a d t det hele, blev S torm angrebet udsat til et K varter over seks. Saa lød R aabet: »Raus, raus!« Ø jeblikkelig stod alle p a ra t i den første Linie. »Vorw årts!« lød Signalet. Jeg stod p a a h ø jre Fløj ved Siden af K om pagniføreren, m en p a a G rund af m in tunge Op pak n in g kunde jeg ikke følge med. En tung G ranat k re p ered e lige fo ran mig. I sam m e Nu tæ nkte jeg, at m it Liv nu v a r udslukt. Jeg m æ rkede Svovllugt og Røg, Jern, 27 Sten og Jo rd fløj om Ø rerne p a a mig, og L u fttry k k et kastede m ig h ø jt op i Luften. Jeg havnede et Stykke læ ngere borte. D a jeg kom til m ig selv, opdagede jeg et sto rt K rater, hvor B æ stet v a r gaaet ned. A tter gik det frem ad ; m en jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu p a a B jergets Top og et Stykke fra m ig stod to af m ine K am m e ra ter i en H ule og talte sam m en, m ellem dem ogsaa m in gode Ven Jo h an n Bussel. P ludselig slog en G ranat ned, og en S plint af den kom faren d e p a a tvæ rs og dræ bte dem alle tre. Jeg selv fa ld t fo rsk ræ k k et om kuld. Senere blev jeg m ed nogle K am m erater sendt ud p a a en N attevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned fo r at sikre os m od et Angreb. Medens vi v a r i F æ rd m ed det, holdt jeg Udkig, fo r vi blev besk u d t af A rtilleri fra L orettohøjen. P a a een Gang h ø rte vi en sæ rlig sk arp Lyd og v a r straks k la r over, at den fjendtlige K anon v a r in d stillet nøjagtigt p a a os. Vi kastede os d erfo r ned, og saa skete det. G ranaten kom, eksploderede, og dæ kkede os m ed Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i H ovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det v a r »Heimatsschuss«. U nder F ry d og Glæde sprang jeg h ø jt i V ejret og takkede m in Gud og F re l ser for, at jeg endnu v a r i L iv e .------F o r m ig v a r det nu Slut m ed Krigen. Jeg tog h jertelig t Afsked m ed m ine K am m erater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun fa a Sm er ter. Jeg begav m ig p a a Vej til den gam le F orsvarsstilling, m en n aaed e ikke re t langt, fø r jeg segnede bevidst løs om. F em til seks T im er la a jeg vel i denne Tilstand. D et v ar over M idnatstid, da en H und kom hen til m ig og slikkede m it Snar. D erp aa begyndte den at gø ad sin H erre. Jeg vaagnede og blev fo rfæ rd et ved Synet af H unden, m en den v a r god og venlig. K ort efter næ rm ede sig en Saniteter. D et v a r en af m ine V enner. H an fo r b an d t mig, h v o refter jeg fo rtsatte m in Tilbagem arch. I god Behold n aaed e jeg til en Forbindingsplads. Den v ar an b rag t i en K æ lder i K ulm inens Bygning i Angers. 28 D a jeg havde sa t mig ned p a a en Bænk, følte jeg, at F eb eren steg. Jeg blev m eget tørstig og d rak en L iter Vin. Saa fa ld t jeg i en dyb Søvn. I M orgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg la a ved Siden af en h a a rd t s a a re t F ran sk m an d , m en h an k la re d e den ikke. Jeg v aagnede ved, at en G eneral kom hen og hilste p a a mig. H an havde py n tet m in H ovedpude m ed et Jernkors. Saa kom to S anitetssoldater m ed en B aare og b a r m ig ind i O perationssalen. E fter O perationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede fø rst hen p a a E fterm iddagen. Jeg havde sto re Sm erter, fo r S aaret v ar dybt, og F eberen v a r i flere Dage re t høj. E n D ag kom to L ø jtn an ter fra vort K om pagni fo r at hilse p a a mig, og de havde m ange gode Sager m ed. - K om pagniet v a r n u afløst ved F ro n ten og la a i Ro i Byen Douai. — E fter en god M aaneds T id kom en Over læge in d og sagde: »Schullz, jeg b a r en stor Nyhed til Dem. I Morgen F orm iddag re jse r De m ed et L azarettog til Tyskland.« Jeg blev vel nok glad. Tæ nk, at kom m e lan g t b o rt fra F ronten, b o rt fra al Uhygge og Rædsel, tilbage til b edre og roligere Forhold. — Vi blev lagt i pæne, ren e Senge, og saa k ø rte Toget ganske sagte af Sted til W attenscheid i W estfalen. E. A. Schultz, Hejsager. 29 Krigen lagde grunden til et trofast kammeratskab Jeg blev in d k ald t i fe b ru a r 1915 og kom til Sønder borg, m en efter nogle ugers forløb blev jeg p å g ru n d af en m ellem ørebetæ ndelse h jem sen d t som »uanvendelig til al krigstjeneste«. D er gik dog k u n nogle få m åneder, saa blev jeg atter indkaldt. D enne gang kom jeg til Rendsborg. D a der v a r gået en m åned, fik jeg lunge betæ ndelse og ledegigt og blev in dlagt p å lazarettet. E fter syv m åneders ophold h e r blev jeg udskrevet og blev nu u d d an n et som sygepasser, og som såd an kom jeg til fro n ten i F ran k rig . Jeg blev tild elt et san itets kom pagni nr. 231. D et viste sig, at halvdelen af kom pagniet v a r sønderjyder, det v a r vel nok en dejlig kends gerning. Vi blev tildelt den 222. flyvende division, og h erefter v a r d er b ru g fo r os m ange sted er på fronten. Den 18. august 1918 blev dog det m este af selve divi sionen taget til fange, og vi, sanitetskom pagniet, blev h erefter tildelt 1. arm é som reserve. I k rig såren e blev d er lejlighed til at læ re m ange gode k am m erater at kende, og d er udvikledes m angt et godt venskab, m en efter hjem kom sten er forbindelsen m ellem disse k am m erater vel i det sto re og hele gået i sig selv igen. Jeg h a r dog h aft den glæde at holde fo r bindelsen ved lige m ed en af disse k am m erater fra den tid. I tiden fra v åbenstilstanden i 1918 og til ap ril 1919 blev jeg opsøgt af den første af m ine kam m erater, C hri stian C hristiansen f r a Tønderegnen, dernæ st af K ristof Sass fra Gelting, og endelig af R einhold A ndresen fra Klægsbøl, syd fo r Tønder. H an v a r kom m et hjem fra Fangenskab. 30 Det m orsom m e ved det hele er, at de alle tre af sig selv følte tran g til at opsøge mig, fo r vi havde jo slet ingen aftale om at holde forbindelse m ed h inanden efter krigens ophør. Jeg boede dengang i K obberm øllen ved F lensborg og er senere flyttet til F redericia, hvor jeg nu h a r m in bopæl. I ju li 1926 fik jeg h er i F red eric ia besøg af m in aller bedste ven, K arl Schrøder fra Friedrichskoog. H an v a r i sin tid kom m et i fangenskab. Nu bor h an i H agen ved Kiel. Besøget kom ganske uventet, og d erfo r v a r det så m eget m ere glædeligt. I årene, der er gået siden da, h a r vi stadig stået i brevveksling m ed hinanden, og vi h a r af og til aflagt besøg i hinandens hjem . Det h a r vi h aft m egen glæde af, og vi gør det fo r at holde dette venskab ved lige. D enne lille beretning skal k u n tjene som en lille illu stratio n paa, h v o r godt og tro fast et k am m eratskab d er ku n n e sluttes i krigens dage m ellem sønderjyder indbyrdes, m en også m ed gode tyske k am m erater, et venskab, d er h a r k u n n et holde sig frisk og til gensidig glæde gennem m ange år. P eter H ansen, F redericia. N . C. N I S S E N ’s F E L T B R E V E Vi fortsætter i år med at gengive nogle af de felt breve, som vor afdøde kammerat, N. C. Nissen, sog nepræst i Augustenborg, sendte sin hustru. R othenburg, den 7. VI. 1915. K æ r e ......... Staldvels v. d. Sm issen1) eller rettere: stakkels Moder hans! D et m aa væ re tungt fo r hende ogsaa. Og dog ikke saa tungt, som fo r saa m ange af dem, vi kender. Savnet er vel stort, og T abet vil altid staa fo r hende i dets *) Andenpræst ved Sankt Petri tyske Kirke, København. Faldt som Officer ved Fremrykningen i Frankrig. 31 Storhed, han fald t da ogsaa fo r noget, h an h oldt af, fo r en Sag, der v ar hans. D et m a a væ re hende en sto r Trøst, synes jeg. Det er tungere fo r m ange andre, tæ n k er jeg. Ja, n a a r jeg siger saadan, k an det synes h aard t, m en du ved, hvad jeg tæ n k er p a a og vil fo rstaa det. F o r Mødre og Fædre, fo r Søskende, fo r Kone og K æ reste vil T abet sta a meget m ere tungt. D et kom m er til at staa som noget forfæ rdeligt fo r dem alle, at de ta b er B esindelsen og gør noget, som de u n d er an d re O m stæ ndigheder vilde have fordøm t p a a det skarpeste. D et er en vanvittig H andling, det er som den druknende, der k la m re r sig til et H alm s tra a og ikke g rib er den virkelige H jæ lp til at holde sig oppe. De ser Bølgegangen, m en ser ikke ham , der tager dem i ITaanden, n a a r de blot tag er im od den. Jeg h a r fo r Resten v æ ret i Gang m ed et nyt A rbejde til O pm un trin g fo r dem, d er er ude og hjem m e. Jeg k a ld e r den »Livsmod«. Den er o m trent fæ rdig, og den anden er red e til at gaa i Trykken. Jeg h a r ik k e villet om tale den endnu, fø r den o m tren t v a r fæ rdig; m en i m ine Breve h a r der væ ret T anker, der g aar i den Retning. »Brødre, hold ud, stol p a a vor Sag, m en dog fø rst p a a Gud«, og det er ogsaa det, jeg ho ld er frem i A rtiklen. »Løft dit Hoved —, om et Iia a b eller to blev brudt«. Jeg h a r del taget In d try k fra F elten m ed, saa jeg tæ nker, den vil in teressere ikke saa lidt. In d try k fra Sam livet er det, som jeg tager til Eksem pler. B are jeg k u n d e gøre noget m ere fo r dem, end det u nder de n uvæ rende F o rh o ld er m uligt, m en hjæ lpe lid t k an jeg m aask e dog, og det vil jeg gerne. M aaske k u n d e m it A rbejde h er fo rh in d re at gøre et ubesindigt Skridt. Jeg havde i G aar Brev fra gam le Poulsen. H an fo r talte, at Jørgen E riksen v a r blevet in d k a ld t den 1. Juni, saa der blev m eget A rbejde fo r de andre, h an og Lykke havde dog nok i deres eget. N aar der kom m er et saad an t N ødraab, sa a b ru ser det stæ rkere i én, saa bliver T ra n gen og V iljen m ere spæ ndt, og m an siger da lettere: 32 H erre, send mig! Men jeg vil vente taalm odigt paa, at h a n k a n sende m ig og bruge mig, k un vil jeg lade A an den arb ejd e m ed m ig og give mig ganske den i Vold, saa jeg k an staa fuldstæ ndig rustet, n a a r T im en kom m er, da jeg bliver bo rtrev et fra alt an d et og sat til G ernin gen. Vi v en ter i Stilhed, indtil V orherre h a r P lads til os, ik k e sandt, d u ? ............. Gud velsigne og bevare os og alt, hvad vi holder af. K ærlig H ilsen fra Nicolai. K aiserslautern, d. 17. VI. 1915 K æ r e ......... Ja, Fødselsdagen kom jo saa. Megen R om antik er der ikke ved den endnu, m en følt h a r jeg dog, at det er F ød selsdag. I Morges kom m in Plejerske, F ru E ............m ed en stor B uket Roser, røde og hvide. H vordan h un kom til det, skal jeg fortæ lle. F orleden A ften kom hun hen til m ig og sagde: Skal jeg foi'tælle Dem, hvad jeg drøm te sidste N at? At De havde F ødselsdag og fik en Buket R oser af mig. »Ja«, sagde jeg, »lad m ig se, at D røm m en bliver til V irkelighed, Fødselsdagen er i Overmorgen«. Og saa kom h u n m ed den i Morges og m ed et Kort, hvor Lægen og S ygeplejerskerne h e r fra L azarettet er paa. D et var den første Fødselsdagshilsen i Morges. Posten er saa uregelm æssig, at m an ikke k an gøre Regning p a a at faa B revene til bestem t Dato, det gør h eller ikke noget, jeg ved, det er ligesaa godt m ent, n a a r det kom m er før eller senere. Og jeg ved, at ligesom m ine T an k e r dvæ ler ved alle kæ re, saa er dine T an k e r ogsaa hos m ig — og jeg h a a b e r ogsaa an d re S teder fra : fra Rømø og Bov, nej, jeg ved d e t . ------------ Dagen h a r jeg fo r Resten holdt som en Helligdag, helliget M inderne og helliget det, jeg elsker. — N aar jeg h a r d ru k k et M iddagskaffen — Klok ken er nu o m tren t et — gaar jeg hen i P arken, tager Sangbogen m ed og sæ tter m ig og drøm m er, sæ tter mig hen og synker i M indets og H aabets Favn. Saa holder 33 jeg Fødselsdagsgilde, og alle m ine sande V enner er om k rin g mig, og m in Meta sid d er ved m in Side, stille og glad, i k k e .............Ja, ved du hvad, det v a r jo nu i G run den »glant«, n a a r jeg v a r hos dig. Du k an h ed re gøre det hyggeligt, m en jeg er nø d t til at arran g ere det saadarn Jeg er jo dog den, d er b yder til Gæst, s aa du kom m er? Vi skynder os gennem G aderne, d er er ikke re t m eget at se, et enkelt V indue b etra g ter vi lid t nøjere, det er et B oghandlervindue — m id t im ellem B illeder fra K rigen hæ nger stille og beskeden en Sam ling P ostkort, — »då~ nische Kunst« sta a r som O verskrift, det er lu tte r be kendte Billeder, »Pigen ved Vinduet«, der d røm m er om sin Længsel i det fjerne, »Pigen m ed Dukken«, alle gode B ekendte h ilser os. Jeg bliver staaende, lyttende m ed hele m in Sjæl fo ran dem, hv er Gang jeg g aar forbi. Nu videre, h er er et G uldsm edevindue. L ad os se, hvad d er bydes. H er er Ure, Spisestel, alt m uligt, m en atte r de sam m e F æ nom ener, m est K rigskunst. D er er k u n ganske enkelte Stykker, d er in d b y d er én til at se læ ngere p a a det. En, der h a r væ ret ude, er ik k e saa begæ rlig efte r at se det givet i Tryk, m ed Pensel, m ed G uldsm edens H am m er. V idere, videre, der er m eget fo r P igeøjne — en M odebutik, lad os se den, nej, kom , d er er ikke noget, jo, dog, dit Blik vilde have genfundet noget. Flvad er det, Nej, nu bliv er det dog fo r galt: en K rave m ed B roderi, se M ønstret, Cloi, h a r du vel set det? Plindenburg! Lad os skynde os ud i P ark en , der fo rsty rres vi da vist ikke af det om kring os. L ad os søge en stille P lads henne i et H jørne, h vor vi k an skue u d over den grønne, smuldve Plæne. Den er saa livsfrisk, saa h aab efu ld g r ø n ------En stille F ødselsdag m ed m ine V enner v a r det, du, m en ikke m in d re god derfor. D u ved jo, jeg er ikke saa m eget fo r det la rm e n d e .----------Gud velsigne det nye A ar for os begge! D et er m it Fødselsdagsønske. Det er da berettiget, m en er jeg. H an velsigne og bevare alt, h v ad v o rt Fljerte ho ld er af. K ærlig H ilsen fra Cloi. 34 JULELÆNGSEL 1 Templets høje Sale Sad Mænd paa stolte Sæde, Om Lovens hellig Kæde Med Værdighed at tale Og Bogstavs Aand I Ledebaand Nu folket monne føre. Dog, i de stille Byer Der sukkede de Fromme, O, Gud, hvornaar vil komme Din Søn, vort Folks Fornyer. Ham til os send! Vor Nød afvend! Fri os fra Dødens Vaade. Du ser vor store Vaande, Vor Nød fuldtud du kender, Svært truer vore Fjender Og nok gaar dem til Haande. Nu Magt er Ret, Og godt er slet, For Mørkets Magt vi gruer. N. C. Nissen. Ovenstaaende Digt skulde have været optaget i »Nordslesvigsk Kirkesags«s Julenummer 1916, men blev forbudt af Censuren. 35 Sønderjyder gaar den tunge Vej — Saa er V interen da ved at indfinde sig h er i den lille F jo rd b y Flensborg. E n klam og fugtig Taage dæ kker Byen, den føles ubehagelig. Vi er tre K am m erater, der i Følge skynder os gennem Byens Gader. Dryp, dryp fa l d er D raab ern e fra de bladløse T ræ er. M aalet fo r vor V andring er i D ag K asernen oppe p a a D uborg Banke. H ér h a r vi alle vore gode K am m erater, som vi h a r delt ondt og godt m ed gennem v o r fælles U ddannelsestid i E fte ra a re t 1914. I D ag skal det hele saa væ re forbi. K am m eratern e deroppe skal i D ag drage til F ronten, og nu m a a vi skilles. Flensborg er i D ag rigtig en M ilitæ rlejr. H vor m an ser hen, overalt U niform er, Mænd i F eltgraa. D er er jo Krig . . . Vi h a r tra v lt og h aster af Sted op til K asernen fo r der at trykke en Vens H aand, m aaske fo r sidste Gang . . . Alt ser saa trøstesløst ud. V em od k nuger v ort Sind. Vi fin d er hele B ataillonen opstillet i den store Kasernegaard. Alle er de i nye, feltg raa U niform er. Kom pagni efter K om pagni sta a r i B ørstilling der bag den lange R æ kke af G evæ rpyram ider, hvis M undinger er pry d et m ed en eller anden B lom sterbuket. D er h a r vi saa vore V enner. De er i D ag saa alvorlige og ser slet ikke ud til at føle nogen større Glæde ved alt det, d er nu fo restaar. D er snakkes lid t sam m en. Man føler, at m an h a r lige som en K lum p sid d en d e i Halsen. D er trykkes H æ nder, Ø jnene dugges . . . T an k ern e iler tilbage. — Nogle lystige F y re v a r vi alle, — m en nu! Roen afbrydes brat. D er lyder gjaldende K om m andora a b : »Giv Agt! — Gevær ved-Fod — Gevær paa-Skulder« — P ræ senter!« — Den gam le B ataillonschef kom m er ridende. H an ta ger T uren ru n d t. K om pagni efter Kom pagni. H an bliver til sidst holdende oppe p aa F lø jen og taler fo r sidste 36 Gang til de bortd rag en d e Mænd. T alen er kort. H an fo r m an er M andskabet til at gøre sin Pligt fo r F æ drelandet, udvise Mocl og Tappei'hed, og til sidst u d b rin g er h an et Leve fo r den øvei'ste K rigsherre — K ejseren . . .! Jeg ved ikke, om jeg k an sige det saadan, m en jeg fø ler det, som om den gam le K ap tajn føler en vis Sym p ati fo r alle disse unge Mænd, der nu om lidt drager bort, u d til Lem læstelse og Død, m aaske fo r en Sag, som ikke er deres. De følger b a re Pligtens tunge Bud. Man ved nem lig godt, at de fleste af M ændene er danske Mænd fra Nordslesvig. — D et er alle rolige F yre, der aldrig h a r givet A arsag til Klage. — Men K aptajnen er Officer, og nu drager h an Sabelen og gør Tegn til Mu sikken, der fald e r i m ed Fysiler-R egim entets P arad em arch, og u n d er dens T oner ry k k er det ene K om pagni efter det an d et ud fra den trange K asernegaard. Vi tre K am m erater følger m ed u n d er M archen gen nem Byen. P aa Byens F ortove h ersk er der i Dagens An ledning stæ rk Trængsel. D er er m ange, der følger m ed p a a denne Tur. E n Del ra a b e r H u rra — eller »Paa Gen syn«! H ist og h e r fæ ld er m an en T aare. F orretningsm æ nd kom m er u d og deler G odter ud til Mændene. — Ja, hvem ved, om m an selv engang skal ud p a a sam m e Tur! M usikken tier, fo ran synges der. — Kun en k o rt Tid, saa fo rstu m m er Sangen. — T riste og alvorlige drager M ændene af Sted. Ungdommen, sæ rligt D rengene, der endnu ikke aner, hvad K rig er, viser sig at væ re re t støjende. De h u je r og ra a b e r sig hæse af vild Begejstring. Vi kom m er ned til B anegaarden. V ed P orten ind til S p o rterræ n et gør K aptajnen H oldt og la d e r T ran sp o rten drage forbi. H an h o ld er p a a sin Hest og tager den sidste Afsked m ed de bortdragende. H an n ik k er ned til dem og ser alvorlig ud. Og jeg ser, hvordan T aa rern e staar ham i Ø jnene og rin d e r ned i det graaspræ ngte Skæg. Sneen begynder langsom t at dale ned. — S aa er da de 37 sidste draget gennem P orten, d er igen lukkes. — Saa er det overstaaet. D et sidste, vi h ører, er T onerne a f : — »In der H eiinat, in der H eim at, da g ibt’s ein W iedersehn!« Niels Lustrup, Spandet. Admiralitetet melder »UE 19« er ik k e vendt tilbage! Jeg v a r saa heldig at k u n n e fortsæ tte min Tjeneste ved V æ rft-D ivisionen i Iviel u n d er den første Del af V erdenskrigen 1914—JS. Jeg vil dog sige, det kneb flere Gange m ed at »holde Skansen«! Vi v a r n aae t til F o ra a re t 1917. D et tyske A dm iralitet havde over fo r E ngland og dets allierede erk læ ret den uin d sk ræ n k ed e U -baadskrig. Den tyske H æ rledelse regnede da m ed at kunne knuse E ngland ved H jæ lp af en stor U-baads F laad e; derfo r havde m an gennem det sidste A ar p a a alle de tyske V æ rfter h a ft sto r T ravlhed. M an byggede nye og bed re U-haade. Slagskibenes Tid v a r foi'bi, fo r de v ar alt fo r m edtagne og um oderne, og de, d er endnu v a r i Behold, regnede m a n saad an set ikke m ere med. D et v ar næ rm est kun gam m elt Jern. Nej, U-baade! Det v a r noget helt andet. V æ rftet blev røm m et fo r alt dueligt M andskab. Ogsaa jeg undgik ikke m in Skæ bne denne Gang. En af de fø rste Dage i A pril 1917 m eldte jeg m ig til T jeneste om B ord p a a U -baaden »U E 19«. B aaden v ar ganske ny, m en ik k e re t stor. Den laa p aa det T idspunkt i U-haads Basen i den store K rigshavn W ilhelm shaven. B aadens Fører, K a p tajn lø jtn an t Stam er, v a r en yngre Mand. H an havde det m este af den forløbne Del af Kri§en g j°r t T jeneste om B ord p aa en af H øjsøflaadens Skibe; m en en U -baad v a r nu noget andet end et stort Skib. Dog siger m an, at m an k an væ nne sig til alt. — D ette gæ lder ogsaa, n a a r det d reje r sig om at væ re om B ord p a a en U-baad. 38 'Jeg havde h u rtig t opdaget, at jeg v ar den eneste S ønderjyde om B ord p a a denne Baad. H vad K am m erat sk a b e t angaar, v a r alt saare godt. H vorledes skulde det også væ re anderledes! Alle v a r flinke og velvillige, og det gæ lder ogsaa B aadens Chef, der efter fa a Dages F o rlø b v a r »dus« m ed hele Besætningen. D et begyndte m ed Øvelser. Vi skulde jo først læ re B aaden og hele dens indviklede M ekanisering at kende. D et v ared e dog ikke saa forfæ rdelig længe, før vi kunde fo rlad e vor Base. En skønne D ag stak vi til Søs, for, som det hed, at •optage K am pen m od F jenden, der i dette T ilfæ lde n æ r m est g jald t alle — uanset N ationalitet, selv om T yskland ik k e v a r i K rig m ed dem. D et hed i den m odtagne O rdre: Alt, hvad der kom m er ud fo r de tyske Kanonel-, £k a t sænkes! Vi sejlede hid og did. S nart gjald t det Sejladsen op langs Jyllands Vestkyst, helt op i Skagerak, og der m eldtes om Sæ nkning af fredelige og ubevæ bnede H andels skibe, sæ nkede af tyske U-baade. Men vi sejlede dog m est m od England. H er laa vi og snuste ru n d t ved den engelske K anal fo r at ødelægge L andets h a a rd t til træ ngte T ilførsler af L evnedsm idler og andet. H jem kom vi k u n fo r at p ro v ian tere og supplere vore F orsy ninger af B ræ ndstof og A m m unition. S aadan gik Tiden ret hurtigt, indtil T iden kom, da ogsaa vor B aad blev ram t af Uheldet. D erom følgende: D et v a r om kring M idten af Juli. Med vor B aad v ar vi sat over N ordsøen og la a nu ud fo r E nglands Øst kyst fo r at oppasse eventuelle fjendtlige Skibe. Men det v a r ligesom om de derovre p a a den anden Side v a r ble v et kloge af Skade, eller — m onstro de havde faaet F æ rten af vor T ilstedevæ relse? — D er er i K rig jo saa m ange hem m elige K analer . . . Vi la a nu h e r p a a tredie Døgn, uden at se saa m eget som Røgen af en D am per. Langsom t og stille gled vi op og ned, — »sejlede V an d e t tyndt,« som det kaldes i Søm andssproget. 39 Da dei’ in tet v a r at se efter, lod K ap tajn en B aaden gaa op p a a O verfladen. V ejret v a r h erligt og passende varm t, og da Søen v a r re t rolig, sad eller la a vi nu henslæ ngte p a a det re t lille Dæk, h vor vor K anon v a r anbragt. D ovent skyllede Bølgerne tæ t op ad vore b are Ben. Vi glæ dede os ved Tilvæ relsen, røg en Pibe T obak og lod S nakken gaa. Saadan la a vi og dasede i den h e r lige friske L u ft til ud p aa E fterm iddagen. K lokken v a r vel hen ad fire — eller saa, da der lød et Brøl: — »Alle M and u n d er Dæk! — F jen d tlig t Skib i Sigte!« P a a et Ø jeblik v a r D æ kket røm m et, og B aaden be gyndte N eddykningen. — Naa, sagde L øjtnanten, d er stod og b etrag ted e H avoverfladen gennem P eriskopet, den F y r der er k u n en H undestejle. D erm ed m ente ban en lille F isk erb aad , der vel sagtens v a r undervejs hjem fra Fiskefangst. — E t saad an t usselt Trug, m ente han, skulde have Lov til at passere. B aaden v a r jo ikke et Skud K rudt væ rd. K ap tajn S tam er nikkede sam ty k kende, m en gav sam tidig B efaling til at lade B aaden gaa læ ngere ned, og — sa a lid t m ere F a rt paa, om jeg m aa b e ’!« — Bedst saadan! — Man ku n d e jo aldrig vide, h v ad det v a r fo r en Fyr, h am deroppe. Disse E nglæ ndere k u n d e jo væ re saa fo rb an d et nysgerrige! — 8 — 10 — 12 og nu 15 Knob, m eldtes der henne fra S tyrm andens Plads. D ette v ar fo r vor B aads V edkom m ende den alm indelige M archhastighed. > Pludselig skete det. — D er lød et Brag, efterfulgt af en sk u rren d e og sk rab en d e Lyd. B aaden rystede og knagede i alle Sam m enføjninger. Jeg tabte F odfæ stet og tum lede m od en eller anden af B aadens A rm atu re r og fan d t m ig liggende p a a B aadens Gulv. B æ lgravende Mørke! Lyset v a r gaaet ud. »Lys — Lys!« — raab tes der. »Kom dog fo r P o k k er m ed Lys!« Jeg tæ nkte i m it stille Sind: — »Nu er det ude m ed d ig !« Længe varede det ikke, fø r N ødbelysningen v a r sat 40 i Funktion. Vi kom igen p a a Benene og saa os om. D et viste sig, at S kaderne indenvægs v a r re t sm aa. P æ rerne v ar ved T rykket gaaet sig en Tur. De blev udskiftede, og Lj^sanlægget virkede igen upaaklageligt. Ogsaa Mo to rern e v a r i Orden. De gik stadigt og regelm æssigt, som de altid plejede. Indstrøm ning af V and hørtes ikke. B aaden havde tilsyneladende ingen Skade taget ved M ineeksplosionen. A ndet kunde det vist ikke være. D er om v a r d er ingen Tvivl. Den eneste, der rasede, v a r vor Skibskok. Alle h an s H ylder og S kuffer stod gabende tom m e tilbage. D et hele laa og flød p a a Gulvet. Selv la a han der ogsaa og gav ondt fra sig, m edens h an trav lt v a r beskæ ftiget m ed at sam le sam m en og bringe lidt O rden i Sagerne igen. »Hvilket Svineri! — F o rb an d ed e Uheld!« hørte jeg h am hvisle m ellem T æ nderne. — Jo, den gode Mand havde sik k ert al G rund til at væ re gram i Hu. — Men, naa, det kom m er han nok over! »Saa stiger vi op,« ra a b te K aptajnen lettet. H an stod henne ved P eriskopet, n æ rv e d sin næ stkom m anderende, L øjtnanten. D enne var ved at skrue P eriskopet i V ejret. Et k o rt Stykke gik det, m en — saa vilde det ikke gaa videre. »Hvad m on der dog kan væ re i Vejen?« u dbrød L øjt nan ten og saa op p a a K aptajnen. — Aa, hvad, hvad skulde der vel væ re i Vejen! — L ad m ig kom m e til. K aptajnen h a r nu taget fa t i det store Svinghjul og vil dreje det ru n d t; m en h an k an heller ikke fa a det til at virke. De to M ænd sta a r et Ø jeblik og ser p a a hinanden. — H vad nu. Hr. K aptajn, kom m er det spørgende fra L øjt nantens Læber. — Ja, hvad! Skidtet m aa jo p a a en eller anden M aade væ re beskadiget, eller — m aaske blot blokeret, m ener K aptajnen, og vender sig b o rt fo r at give en f o r nyet Ordre. »For P okker! — H ar jeg ikke fo r længst givet O rdre til O pstigning — hvad?« — K aptajnen lad er til at væ re irrite re t . . . — P um perne til T ankene er 41 fo r læ ngst sat i Gang, kom m er det henne fra F ø rste m askinistens Bord. — Ja, ja, m en saa op m ed Kassen da! b ru m m er K ap tajn en fra sin Plads. Men h e r m aa d er ogsaa væ re noget i Vejen, fo r da jeg kigger hen p a a H øjdem aaleren, viser den slet ingen Udsving. De to O fficerer h a r allerede op daget det. De sid d er i en ivrig D iskussion om Sagen. — H vad k an der vel væ re i V ejen? — I Vejen! — Ja, hvad ved jeg. — E t eller andet naturligvis, h ø rer jeg K ap taj nen tøvende give til Gensvar. Jeg synes, at det efterh aan d en er ved at blive lidt uhyggeligt fo r os alle hern ed e i Baaden. — Ja, vist er det æ rgerligt, m en noget m aa vi jo finde paa, m en er K ap tajn en og k lø r sig eftertæ nksom t i N ak ken. — Vi ku n d e jo sende en M and op, eller . . . — Ja, du h a r Ret, m in Ven! Ja, en Mand m aa ud gen nem T orpedorøret. — Sandelig en genial Idé, L øjtnant, siger K aptajn S tam er h elt oprørnt. — Saa er d er jo blot tilbage at fa a Opgaven løst, d. v. s. at finde den rette Mand, m en er K aptajnen. — D en rette Mand! — L ø jtn an ten h a r re jst sig og tager et hastigt Ovei-blik. H ans Øjne stan d ser ved mig, ser jeg. — H ej! H alløj. — D er h a r vi netop den rette Mand til en saad an Tur. — Aah, M ann in de Tonn! Kom lige herhen. L øjt n an ten vin k er ad mig, og jeg fo rstaar, at det er mig, han 3nener, fo r N avnet »Mann in de Tonn« er en Slags Kæle navn fo r m ig h er om Bord. Jeg re jse r m ig fra m in Plads og g aar hen til de to H errer. — Hør, Ingw ersen, vil du gøre m ig og os alle en stor, stor Tjeneste? — Ja, det tro r jeg nok, jeg tø r love, Hr. K aptajn. — Saa v idt m ig bekendt, siger K aptajnen, h a r du ikke videre nogen F am ilie udover — naa, m aaske en 42 lille V eninde, kom m er det lunt. Jeg ser p a a K aptajnen, d er h a r ligesom et forsorent Glim t i Øjet. — K ort sagt, fo rtsæ tter han, vi vil sluse dig ud, h v o r efter du k a n gøre en Oversigt over den forvoldte Skade og saa iøvrigt se, hvad der k a n gøres fo r at fa a B aaden fri, sa a vi igen k an kom m e op og fa a lap p et sam m en p a a de m uligvis opnaaede Skader. F o r m ig v a r det k un et Ø jebliks Sag at fa a mig be tænkt. G anske vist, det v a r jo det m ed, at hvis nu B aaden slet ildre kom op? — N aa, lige m eget! — Jeg slaar til og tilbyder at prøve Lykken. — Godt, siger K aptajnen, du er en gæv Gut, Ingw er sen. N aar du nu om lid t glider ud, fa a r du en H am m er med, og m ed den k an du signalisere til os hernede i B aaden. D et øvrige la d er vi saa Skæbnen ra a d e for. H an og L ø jtnanten trykkede venligt m in Ifaan d til Af sked. D er blev en H aan d try k k en og en tagen Afsked, fø r jeg k u n d e kom m e af Sted. Uden en T revl p a a K roppen krøb jeg ind i det tom me K am m er, der ellers v a r beregnet til U dskydning af de oplagrede farlige T orpedoer. Jeg h ø rte et Smæld, og straks efter tum lede jeg fo rfjam sk et ru n d t ude i det grum sede V and. E t Ø jeblik kun, saa v a r jeg k la r igen. Jeg fan d t hen til B aaden og krøb op p a a den. Men hvad v ar det! — En høj, m ørk Væg fo ru d e — ta arn ed e sig op over mig. Jeg følte p aa G enstanden. — Aa, en Væg, en Trævæg, som B aaden v a r løbet in d i. N aa saadan! Ved en næ rm ere Undersøgelse viste det sig at væ re Siden af et Træ skib, velsagtens et af de m ange Vrag, der nu u n d er K rigen uden M andskab flød rundt. Ikke saa u n derligt, at B aadens P eriskop ikke ku n d e skydes op, fol det sad fastk lem t m od Skibets Side. Jeg skulde vel sig nalisere. Men fø rst m a atte jeg en T u r op. F o r selv om jeg v a r en god Svømmer, m a atte jeg have Luft, frisk L uft i Lungerne. 43 Nogle fa a Tag, saa stak jeg H ovedet op over V andet. — Ali, det gjorde godt m ed lid t frisk Luft. Jeg opdagede nu, at jeg b efan d t m ig lige i N æ rheden af Vraget. Jeg svøm m ede derhen, krøb op p a a D æ kket og satte m ig godt til R ette fo r at hvile en k o rt Stund. V ejret v a r saa sm ukt. Solen skinnede og blinkede i de døsigt rullende D ønninger. H vor v a r det dog h erligt at sidde h er og se ud over det blaan en d e H av m ed de legende Bølger, at føle sig fri — selv om jeg ikke havde en T ræ vl p a a K rop pen. Men nu ned til K am m eraterne. H urtigt gled jeg ned langs V ragets Side. Jeg fa n d t frem til B aaden og be gyndte p a a B ankningen. Man svarede igen derin d efra. Det gik helt godt. To Gange endnu v a r jeg nede ved B aaden. Den du vede h id og did m ed A gterenden, m en - løs ku n d e den ikke kom m e. Jeg følte m ig derfo r h elt ulykkeligt til Mode ved T anken om K am m eratern e dernede. Skal de ende deres Liv d e r n e d e .........? — Nej, sagde jeg til m ig selv, det m aa ikke ske! De skal re d d e s ! Men hvorledes . . . ? D er sad jeg m ism odig og tung i Sind og g rundede over den frygtelige T ragedie, d er næ rm ede sig m ed h v ert Minut, d er gik. — H vad k u n d e jeg vel gøre? Nej, dette h er v ar sk ræ k k elig t! Som jeg sad d er i m ine triste T anker, n aaede p lu d selig en Lyd m it Øre. Jeg saa om kring og opdagede et m indre F artø j, der næ rm ede sig. Jeg fulgte det en k o rt Stund m ed Øjnene, og p lu d selig slog den T anke ned i mig, at h er kom m aaske R ed ningen ! Det v a r ikke et Ø jeblik fo r tidligt, for Solen n æ r m ede sig stæ rk t H orisonten i Vest. D erfor sp ran g jeg op, skreg og vinkede m ed A rm ene fo r at henlede Baadens O pm æ rksom hed p a a mig. Og sandelig! Nu æ n d re de B aaden K urs og satte lige ned m od mig. 44 Jeg tror, jeg græ d ved at se M ennesker, selv om ogsaa d et v a r Englæ ndere. D er v a r tre M and om Bord, saa jeg nu, tre skæggede F yre, d er b a r tydeligt Præ g af at tilhøre F iskerstanden. — Hallo, bov, hvad er du fo r en Fyr, der h e r driver ru n d t? spurgte den første paa en Slags Engelsk, efter at de havde fo rtø jet Baaden. Jeg kiggede op p a a M an den og rystede p a a Hovedet. — Jeg vil æ rligt indrøm m e, at frem m ede Sprog aldrig h a r væ ret m in stæ rke Side. Det følte jeg nu Savnet af. M ændene deroppe snakkede løs og saa en Gang im ellem ned p a a mig. D er dukkede n u en anden M and frem . H an spurgte: — Hej, du! — H vad fo r en L andsm and? — are your a A llem ague? A llem ague - G erm aner - Tysker! Nu fors ta a r jeg M ændene deroppe. — Nej, svarede jeg, jeg er saam æ nd en D ansker fra D anem ark, — H vad! — Det kundé du have sagt straks, fo r jeg er nem lig ogsaa D ansker, svarede M anden deroppe; m en lad m ig se, fo rtsæ tter han, du er — som han kan bande — ingen D ansker! — Naa, D ansker k an jeg m aaske ikke kaldes, m en ser du, jeg er da dansk S ønderjyde fra Slesvig. Jeg h a r ikke af fri V ilje tru k k et den tyske T røje paa, m en jeg — h a r g jo rt K rigen m ed p a a deres Side. — Ja, det lyder m ere sandsynligt, svarede M anden og ra k te en H aand frem fo r at hjæ lpe m ig over i B aa den. Med et h u rtig t Blik saa jeg, at B aaden v a r cam ou fleret. U defra lignede den en fredelig F iskerbaad, m en ellers saa den krigerisk nok ud. Selv en lille Kanon m anglede den ikke. Men lige meget, M ændene v a r flinke, de gav m ig b aad e Tøj og noget at leve af. G ennem m in Ven, D anskeren, fo rk lared e jeg dem, hvem jeg var, og hvorledes jeg nu v a r havnet her om Bord i deres F artø j. Jeg fo rtalte om K am m eraterne, der sik k ert læ ngselsfuldt ventede p aa R edning dernede i Uhaaden. 45 — E n U -baad! ra a b te m in ny Ven, m en h v o rd an . . .! M ændene fik pludseligt trav lt m ed at stikke Hove derne sam m en, m edens M unden gik p a a dem. Jeg k u n d e godt forestille m ig deres T anker. — Mon M anden h e r — altsaa jeg — v a r ved at dreje dem en Knap? Den ene af M ændene bøjede sig ned og frem tog et H ørerør. H an sagde noget, h v o refter h an anbragte R øret p a a sin P lads igen. Og saa fo rh o ld t de sig igen rolige. D et vil dog sige, at D anskeren en Gang im ellem kom m ed et eller andet Spørgsm aal til mig. Jeg k u n d e ikke la d e væ re m ed at g runde over M ændenes tilsyneladende Ro og Passivitet. De stoppede P iberne, tæ ndte dem og fo rh o ld t sig ellers rolige, ganske som de ventede paa, at der skulde ske noget. D ette »noget« viste sig at væ re et m in d re Krigsskib, d er lid t efter dukkede frem in d e f r a Land. F a rtø je t havde god F a rt paa. I en elegant Bue satte det K urs ned m od os. Nu la a Skibet d er m ed alle M otorerne i Gang. D et viste sig at væ re en af de nye engelske U-baadsJagere. Jeg m a atte atte r til at fo rk lare og opgive Dyb den og den om trentlige Plads, hv o r »U E 19« laa. E t P a r D ykkere blev sendt ned. S n art efter fik de en V ire sæ n ket ned og anbragte den om kring U -baadens Skrog. Staalviren (strammedes. —■E t k o rt Ryk. — De to D yk k ere kom til Syne, og d erefter dukkede ogsaa B aaden op af H avets Skød. E t P a r M arinesoldater v a r p arate. De hoppede over p a a B aaden og stod p a ra te m ed hæ ve de Rifler. D er k u n d e jo blive B rug fo r dem. H vad ku n d e ik k e nogle desperate T yskere finde paa! Nu gled K appen til Side. D en første, der dukkede frem over Nedgangslugens R and, v a r B aadens Chef, den k æ re K ap tajn Stam er. Den altid n æ rvæ rende Snadde dinglede i Mundvigen. H an fæ gtede ogsaa p aa Sørøvervis m ed den lad te Pistol i Luften, dog uden at k u n n e kom m e til at gøre B rug af den. E t v elrettet S park fra en af Soldatexme sendte V aabnet u d i Dybet. 46 — Av-av! ra a b te K aptajnen og svingede m ed H aan den. Den saa dog ikke ud til at have taget nogen v irk e lig Skade. — Aa, sikke F æ hoveder disse E nglæ ndere dog er, b rum m ede h a n arrigt. — H vad ku n d e det vel nytte at stritte im od her! M ismodig steg K aptajn S tam er ned i Baaden. Ogsaa den engelske K aptajn v a r kom m et til Syne. H an sagde henvendt til vor K ap tajn — og det p a a fe jlfrit Tysk: — Kære Kollega! D et sm erter mig, m en det skal væ re m ig en udsøgt Glæde a t m odtage en saa b rav M and h e r om B ord p a a m it Skib; m en, fo rtsæ tter h a n : Se nu til at fa a Deres F olk op fra B aaden, fo r N atten stu n d er til, og vi skal skynde os hjem i Havn. F ra m in P lads saa jeg, hvorledes de kom v andrende op fra B aadens Dyb. Den første er F ørstem askinisten og hans H jæ lper. Saa følger den ene efter den anden, og til sidst ko m m er L ø jtn an ten m ed alle Skibspapirerne. Vor Kok h a r væ ret saa fo rnuftig at forsyne sig m ed et B rød og et P a r m ægtige P ølser til T uren! Ja, saa er K rigen da forbi for os, og vi v a n d re r alle i Fangenskabet. NB. K ort T id d erefter ku n d e m an i de tyske A viser læse: — U -baad E 19 er efter en heltem odig K am p m od F jen d en — ik k e vendt tilbage — ! Johannes Ingwersen. Breve fra Felten Skrevet den 21. 10. 1914 i D ixm uiden (Belgien). K æ re H ans og kæ re K o n e! Nu er vi d a endelig ved at falde til Ro og gudskelov fo r det. Vi h a r dog ellers v æ ret u d sat fo r en re t om tum let Tilvæ relse, siden vi kom til Belgien. F ø rst v a r vi — hvad jeg allerede i et an d et Brev h a r m eddelt je r — en T u r nede i Elsass og fulgte m ed til Byen Luneville, hvis 47 Indtagelse vi dog ikke kom m ed til, id et der kom O rdre om, at vi skulde træ kkes tilbage. Yi k ø rte i Stedet fo r m ed Toget langs R hinen, in d til vi havnede lige udenfor Belgiens H ovedstad Bryssel. H er forlod vi toget og m a r cherede d irek te m od Byen A ntw erpen. Saa langt naaede vi dog ikke, fo r Byen fa ld t inden den T id i T ysker nes H æ nder. D er blev ikke B rug fo r os. M archruten blev fo r vort V edkom m ende lagt m ere m od Vest. Vi kom op i N æ rheden af Zeebriigge, en lille By lige ved den bel giske Kyst. Vi kom aldrig d irek te i Ilden, m en vi v ar rigtignok ogsaa et re t b lan d et S am m ensurium Jeg tror, vi v a r m indst fem ten A argange in d en fo r vore K om pag nier, m en der v a r ingen af disse hersens K rigsfrivillige. D et v a r h eller ik k e M eningen, at B ataillon 36 — og de an d re B atailloner, vi er i B rigade sam m en m ed, skal fa a Lov at høste nogen større Æ re. K am pen om Byen h er tog sin Begyndelse den 9. Ok tober. F o rsv aret bestod af Belgiere og to R egim enter fran sk e K olonitropper (N egre). I første Omgang lykke des A ngrebet ikke. — T abene v a r re t store. Tyskerne gav dog ikke op. De fo rtsatte K am pen Dagen d erp aa og havde da faaet h id k a ld t et svæ rt m otoriseret østrigsk M otorbatteri, d er d erefter beskød Byen og dens F o r svarere. Saa endelig fald t Byen. Den følgende D ag ry k kede tyske T ro p p er ind. I Ilm arch er vi ry k k et v estpaa; fo r otte Dage siden ankom vi til D ixm uiden og h a r nu opholdt os h e r siden. Nu er det tem m elig roligt her. B elgierne skyder en Gang im ellem et P a r Salver ind i Byen fo r ligesom at m inde os ubu d n e G æster om, at de er til endnu. Selve Byen er en re t sm uk By m ed flotte Huse i gam m el Stil. H ist og h e r er d er dog slem m e H uller efter den sidste Tids voldsom m e Kampe. De er ikke uden alvor lige S kader gaaet hen over Byen. Af B eboere er der in gen tilbage. Man ser k u n S oldater og atter Soldater. Vi b o r ellers h elt kom fo rtab elt og lever h v er Dag, som om vi v ar til Gilde. B u tikkerne er — endnu da — godt fo r 48 synede og aabne, og det hele D øgnet rundt. Vi besørger selv E kspeditionen . . . Vi spiser endda m ed Sølvskeer! — Skeerne h a r vi fra et af H otellerne, h v o raf der findes flere h e r i Byen. T allerkener, K opper og den Slags fin des d er nok af i et næ rliggende Isenkram lager. E f t e r A fbenyttelsen h av n er T ingene i en Krog eller kastes ud af V induet. D er er vist ikke re t m ange R uder i Behold mere. P a a en M aade S laraffen lan d — og dog — hvem af os vilde ikke gerne bytte og fa a Lov at rejse hjem til alt det, vi h o ld er a f . -----------H vordan m ed Hesten, h a r Kornelius b e ta lt dig alle Pengene fo r den — ? H ilsen til dig, Mor, og til Lisbeth og D ora og T ak fo r Pakken. — Og saa fa a r I d erhjem m e nøjes m ed dette fo r denne Gang. Jeg sk riv er ved det svage Skæ r fra en Stum p Tællelys. Om lid t ko m m er Johann, vor K om pagniordonnans. Saa giver jeg h am B revet til V iderebesørgelse. F arv el for denne Gang. Karl Petersen, Hollingsted (Sydslesvig). Skrevet bag F ro n ten i H vilestillingen. Kære allesam m en! T ak fo r det lige m odtagne Brev og ikke atforglem m e den Pakke, der, som I skriver, nu er sendt til mig. D en er dog ikke ankom m et endnu. D et m aa m an indrøm m e: det tyske Postvæsen a rb ejd er præ cist —. D et glæ der mig, at 1 fin d er m it sidste Brev spæ ndende. Ikke jeg, m aa I tro. Men d er er saa meget, som m an m a a tie m ed. — D er er her in d rettet noget, som kaldes C ensur . . . — Byen h e r er ikke re t stor. Den b æ rer det re t m æ rke lige N avn V ladsloo; der er b aad e K irke og Skole i Byen. Af B eboere findes der ingen. Dem h a r m an forlæ ngst flyttet læ ngere bagud af F rygt fo r en eventuel fjendtlig B eskydning — hed det sig. Og saa h a r vi da slaaet os ued i de tom m e huse og h a r det saad an set re t behageligt, m en saa er h e r h eller in tet m ere. Man k an ikke gaa ud 49 p aa egen Haancl fo r at proviantere, fo r alt er h en tet af andre Troppedele, d er h a r ligget h er fø r os. Vi fa a r da nøjes m ed den F orplejning, som vi gen nem In ten d a n tu ren fa a r udleveret. N aa, den er da ogsaa rigelig nok, saa vi h a r absolut ingen G rund til at klage. K om pagnierne h a r som de øvrige F ro n ttro p p e r ingen kø ren d e K økkener — de saak ald te G ullaschkanoner. De enkelte G rupper, K orporalskaber, m aa selv overtage den daglige T ilberedning af M iddagsm aden. Og saa la ves d er da M iddagsm ad af uvante Kokke. M enuen kan varieres — alt efter K okkens E v n er og O pfindsom hed. Om den sm ager? — Spørg ikke mig. — Jeg næ gter at svare . . . Skolen h e r er af tem m elig ny Dato. F o r m ig at se er den tem m elig p rak tisk in d rettet. D et er en toetages Bygning m ed sto re lyse L okaler b a a d e fo rn ed en og ovenover. H er er d er ogsaa et P a r L æ rerboliger og ovenover en stor Loftsplads. I Skolen er der nu lavet K varter til to af vore K om pagnier. Vi kom h ertil i G aar Morges, fø r det endnu v a r blevet lyst. Vi h a r in d til nu ikke lavet noget udover at sove og spise og saa sove igen. Nu tales d er rigtignok om, at et P a r af K om pagni erne skal afgives til A rbejdstj enesten, d. v. s. at lave S kansearbejde eller lignende om N atten. E n vis Uhygge stik k er m ig endnu i K roppen f r a de sidste Dages O phold i D ixm uiden. Vi v a r m ed hele Kom pagniet afgivet til A rbejdstj enesten og gjorde os vore egne T anker. Vi troede, at vi skulde ry d d e G aderne i Byen. D et havde vi set an d re gøre fø r os. Nej, denne Gang d rejed e det sig om Ligene, d er endnu ik k e v ar begravede efter K am pene fo r godt fjo rten Dage siden. De døde v a r en F a re fo r alt levendes S undhed — Stanken v a r frygtelig. Ligene blev slæ bt sam m en og undersøgt af Røde Kors-Folk. De sam lede alle P ap irer og øvrige G enstande som Ure, Penge eller Sm ykker. Alt blev om hyggeligt noteret, saa m an senere k u n d e sende Tingene h jem til den dræ btes Fam ilie. De faldnes Lig 50 blev d erefter lagt ned i en Fæ llesgrav, og b ag efter sattes et sim pelt T ræ kors p a a Graven. — M enneskene fra flere N ationer vær derefter vendt tilbage til det Sted, h v orfra vi alle er kom m et, og h v o rfra vi igen engang skal genopstaa. ■ — E n Del af de fald n e — h ø je re O fficerer — blev dog ikke lagt i Graven, m en blev lagt i K ister og saa tran sp o rte ret b o rt fra F ro n ten fo r at blive begravet andetsteds. — D et fortæ lles nu h er af en af vore U nderofficerer, at vi nok h a r væ ret »heldige«, fo r sam m en m ed andre fra v o rt første K om pagni skal vi i A ften K lokken otte stilles til R aadighed fo r A rbejdstj enesten, og saa ved vi, at vi ikke kom m er hjem igen fø r hen p a a M orgen stunden. — Nu slu tter jeg m it Skriveri fo r denne Gang. H a’ det godt kæ re V enner. E ders Karl Petersen, Hollingsted (Sydslesvig). Ved Y serflodens Bred. D ixm uiden, den 9. 11. 1914. Kære H ans Sønnichsen og Dea! Igen et langt Brev fra jer, — T ak fo r det, og en sæ r lig T ak fo r den m edfølgende gode Pakke. Aah, ja, hvor blev jeg glad, da jeg fik aabnet Pakken. Kære Dea, du h a r — hvad skal jeg sige — du h a r lige truffet det rette m ed de dejlige uldne Strøm per, hvor er de dog tykke! — De skal nok varm e m ine Ben, og det kan godt gøres nødig, fo r nu h a r vi faae t d aarlig t V ejr h er, det siler ned m ed Regn, og en kold, klam Faage væ lter h erind ude fra Havet. H vor m an g aar og sta a r er der et Æ lte, saa vi se r ud —• føj, m øgbeskidte, og gennem vaade er vi alle. T ak ogsaa fo r det dejlige uldne Sjal — det blev straks taget i Brug. Vi h a r de sidste P a r Døgn ligget i Stilling ved Yserf lodens Bred. Skytte graven er ikke helt bom besikker. Vi h a r lavet nogle Fiulei', hvorover der er lagt noget Bræddeværlc og saa 51 igen et ty n d t Lag Jord. D er søger vi ind, n a a r vi skal have os en Lur. — Dog V andet siver in d til os b aad e fra oven og fra neden. F ørste Gang, vi kom her, fan d t jeg det næ sten som en Idyl, m en nu føler vi det rig tignok noget anderledes; thi der knaldes b rav t fra begge Sider. Svæ rt g aar det ud over den arm e By . . . F o r denne Gang H ilsen fra Karl Petersen, Skrevet den 10. 11. 1914 i H vilekvarteret. Se saa, kæ re V enner, n u er vi da blevet afløst og h a r tru k k et os tilbage til vore K varterer, og vi h a r fu n det alt i den bedste Orden. Vi h a r igen fa a e t en god Søvn, fa a e t det væ rste Snavs fje rn e t og Sulten stillet. Og saa fa a r jeg igen S krivetøjet frem fo r at fa a sk re vet B revet til jer. E n Gang im ellem ry ster H uset u n d er Eksplosionernes Drøn. —- H vilket V anvid! — B elgierne beskvder nu deres egen By. Ogsaa vi gør det. Vi h a r lid t Tab — ja, endda ikke saa faa! Vi h a r allerede en hel lille K irk eg aard i en H ave et Sted h er in d e i Byen. Igen i D ag er der en h alv Snes faldne, der skal lægges ned ved Siden af alle de andre. Ja, saad an g aar det. — Livet h e r er kort. — Alt er saa forskræ kkeligt. Og saa de m ange saared e og lem læ stede Stalder, d er er fø rt b o rt til L azaretterne. Vi h a r ogsaa fa a e t tild elt O pfyldpingsm andskab. Mændene, d er alle v a r i M idten af Tyverne, v a r næ sten alle gifte. E fter en k o rt U ddannelse i Slesvig og R ens borg blev de sendt til F ronten. E n Del af dem er altsaa h av n et h er hos os. Jeg tro r endda, at de første allerede er faldne. H eltedøden, k a ld e r m an det vist. F o rled en havde vi den Æ re at fa a fin t Besøg; det v a r selve B ataillonschefen, den gam le K ap tajn Meiersahm , d er foretog en hastig R unde gennem Byen, b are fo r at se, h v o rd an »hans Folk« boede. Ogsaa til os kom han. — »Goddag, Goddag, k æ re V enner, naa, h e r h a r I 52 det jo rigtig ra rt! sagde h an re t faderligt, h v orefter han lod B likket glide ru n d t i Lokaliteterne. Vi n y d er den Luksus ogsaa at have et K laver staaende, og i ledige T im er giver en ogsaa et Stykke til Bedste p a a Instrum entet, b la n d t an d re m in gode Ven og K am m erat, H am borgeren Max Reiger, der er u d d a n net P ianist. H an forlyster os tit m ed et flot B rav u r num m er. E n Del O verlast h a r det dog lidt. — Nej se — et K laver! u d b rø d K aptajnen. H an g a a r hen og an slaar en A kkord. H vad synes I, m ine V enner, er det ikke Synd, at et saa flot In stru m en t skal gaa til G runde? — Hør, fo rtsæ tter h a n næ rm est henvendt til sin tro Følgesvend, O p p a s s e re n ......... Men den gode O ppasser er D iplom at. H an tøver m ed Svaret, ser p a a os og b ru m m er et eller andet, som k an betyde »Ja« og »Nej«. — Saa fa ld e r K aptajnens Blik p a a et M aleri i flot G uld ram m e p a a vor Væg. — H an la d e r næ sten til at have tabt Mælet. — Dog, n e j ! — H vad se r jeg! H vilket F und! En D am e! Ak, lyder det sm ægtende. Længe sta a r han og b etra g ter K unstvæ rket. — Ha, — dette h er er ge digent A rbejde, u d fø rt af en frem ragende M ester i sit Fag! — H vilket herligt Stykke! H an er næ rsynet og træ der h elt hen til M aleriet fo r at finde frem til Me sterens N avnetræ k. Sagen er afgjort! siger K aptajnen. — Mine V enner, hvis I ik k e h a r noget im od det, vil vi i god F orstaaelse med h in an d en red d e dette M aleri fra U ndergangen, ja, og K laveret m e d ! — — F arvel, F a rv e l! h an nikker, og sam m en m ed sin O ppasser fo rsv in d er h a n i H ast ud ad Døren. — Sikken en — en R øverknæ gt! lyder det fra F ran tz Jam aikas Mund. — Aa, hvad, fo r m ig k an h an sk am godt fa a M ak væ rket der, m en K laveret! D et fa a r den gam le nu lade os beholde, m ener Max Reiger. — Hm, bem æ rker C hristian Boysen. Om vi n u slog 53 / det i S tykker og b ræ n d te det! — Ja, hvad m ener I? — — Hør, C hristian, du er vel ved dine fulde Fem ! — Max Reiger sla a r sig m ed en Kno fo r P anden. — K laveret h e r skal ikke ødelægges! — A fgjort! —- D et fine In stru m en t fa a r foreløbig Lov til at staa i Fred. Jeg h a r opdaget, at d er b la n d t U dfyldningsm andska bet, vi sidst fik til B ataillonen, er m ange danske N ord slesvigere. At M anden er dansk, slu tter jeg af, at de indbyrdes ta ler D ansk sam m en. D ette taales ikke helt af vore B efalingsm ænd. M ændene b æ rer Betegnelsen: Otte Dages Soldater! — en Slags nedsæ ttende Tale. — De udviser altid V elvilje og godt Sam m enhold, hvilket ikke altid gæ lder fo r nogle af de an d re lier ved Kom pagniet. M ændene deroppe fra den danske G rænse fa a r deres egne B lade tilsendt. D et er B lade m ed N avne som — »D annevirke« — »H ejm dal« — »Flensborg Avis« og »Ribe Stiftstidende«. Jeg la a n e r m ig frem og læ re r paa denne M aade Dansk. Det nye M andskab skal endnu have den sidste Af pudsning, fø r det k an opnaa P ræ d ik atet »rigtige« Solda ter. E r vi bag F ro n ten , h ed d er det gerne: »R ekrutter, træ d an — til Øvelser og Eksercits!« — Vi an d re »gamle« K rigere fa a r Lov til at være lid t m ageligt anlagte. Vi k an ryge os en Pibe og ellers se til, hvorledes d er »bimses« m ed de stakkels Fyre. — Im ellem de danske N ordslesvigere, vi fik, v a r der ogsaa een, d er boede i D anm ark. Saa v idt jeg h a r hørt, havde M anden nok en G aard deroppe i N æ rheden af Kolding. M anden havde fo rlad t G aarden og sin Fam ilie og havde m eldt sig til F anerne. -----F orleden N at v a r h an m ed fo r første Gang p a a en P atru ljetu r. H en p a a M orgenstunden kom de slæ bende m ed ham . H an v a r dræ bt. — F ald et i F jen d elan d et fo r »Fæ drelandet«, hed det saa s m u k t.------Man sagde, at K ap tajn en ved M andens Begravelse skulde have g ræ dt og senere udtalt, at denne M and fra 54 D an m ark havde g jo rt m ere end sin Pligt. Men, vi an d re sagde: »H vorfor blev han dog ikke hjem m e!« Og saa v æ r da alle hilset fra mig. Karl Petersen, H ollingsted (S yd slesvig). D ixm uiden, den 18. 11. 1914. Skrevet i vor H ule bag Fronten. K ære H ans og kæ re Kone! T ak fo r det dejlige lange Brev. D et kom næ sten som en lille Solstraale i al denne T risthed og Sorg, der om giver mig. Ja, Sorgen er stor. E n af m ine bedste K am m erater, den lille H annes K um perjark, h a r netop nu faaet H jem lov i E fterm iddag. H annes havde lige væ ret en T u r h en ne hos nogle Bekendte, som nok ogsaa er hjem m e fr a hans By. L idt nyt er der jo altid d erh jem m efra. D a h an saa n a a r hen i u m id d elb ar N æ rhed af vort K varter, sla a r en fjen d tlig G ranat ned i N æ rheden og eksploderer. H annes ram tes af en stor G ranatsplint og Iaa død p a a Gaden. — Ja, hvor er det sørgeligt. H an nes v a r nu saad an en b rav Fyr. Om en Tim e vil vi bæ re ham b o rt og lægge h am i Jorden, hv o r vore andre fa ld ne K am m erater ligger og sover deres sidste Søvn . . . Det gæ lder om h e r i Livet ikke at tabe Modet. Se, nu v a r der noget, der fa ld t m ig ind! — D et er in ed H ensyn til Krigens V arighed. — D et v a r jo ham . H aseler, den gam le G eneral; h an skal jo have sagt, og det h a r vist ikke væ ret m ent som en Spøg, at senest til Jul vilde denne K rig væ re forbi, og vi atter væ re h je m me. Nu fa a r vi da se, om det slaar til, m en efter alle Sole m æ rker at døm m e tro r ingen paa, at M anden fa a r Ret. — Vi k an h er hos os ingen T ræ thed m æ rke hos F je n den derovre p a a den anden Side, tvæ rtim od! — Vi føler næ sten M isundelse overfor de faldne, og dog! — Vi hæ nger alle ved Livet — ! Leve! Leve! — Blodet ru ller i vore A arer — ungt og kraftigt, vi — vil — v irk e !! 55 Jeg m a a slutte B revet nu. — Pligten kalder. — Om lid t b æ rer vi en K am m erat bort. H ilsen til je r og alle de k æ re tro faste V enner d er hjem m e fra Karl Petersen, H ollingsted (Sydslesvig). F r a Skyttegravens Dyb, den 30. 11. 1914. Mine bedste V enner! Se, nu stra a le r Solen igen, og hvilken F ry d atte r at k u n n e se hende — den kæ re gam le gode Sol. — D et er, som om Livet leves meget lettere. — D enne evige Taage og silende Regn! — Nej, m a a vi bede om lid t Solskin . . . W illy H arm s spiller. W illy h a r fa a e t en M u n d h ar m onika sendt, og nu lire r lian løs. H elt rav g alt er det, m en der er jo ingen, d er er født Mester, saa det skal jo nok blive bedre, eftersom h an kom m er efter det. Jo, Musik m a a d er til! D ette sidste h a r v o r gam le ogsaa indset. H an h a r nem lig faae t d an n et et p æ n t lille Or kester. K apellet tæ ller hele' otte Stem m er og ledes af en af vore U nderofficerer, en forhenvæ rende L æ rer fra Skt. M argrethen, en By nede i D itm arsken. D a vi sidst v a r tilbage i Hvil, fa n d t Udvælgelsen Sted. D ette v ar dog ikke h elt let, fo r der v a r alt fo r m ange, d er følte sig i Besiddelse af de nødvendige E v n er og Anlæg. Lidt læ ngere henne i G raven k an jeg h ø re en af de heldige fra Prøven. H an fo rly ster K am m eraterne p aa sit Instrum ent. H an blæ ser et Stykke p aa sin T rom pet. Udover, at M anden er en re t lystig Fyr, véd jeg, at han fø r K rigen h a r re jst m ed Cirkus, og at h an d er h a r u d vist F æ rdighed som U d raab er og T rom petist. In stru m enterne er alle »rekvirerede.« D er kom m er F lyvere nu. I G aar viste der sig et P a r af disse h e r over Byen. Det siges, at m an dero p p efra k an tage F o to g rafier af Maal p a a Jorden. Dog tro r jeg, det er Løgn. — I den H øjde! — Næh, den h o p p er jeg ikke p a a —. 56 V ort A rtilleri fa n d t dem alt fo r næsvise og gav dem et P a r Skrald. Saa fo rsvandt de to M askiner igen i en Sky af Ildglim t fra de eksploderende G ranater. Vi ligger n u p a a anden D ag h e r i Skyttegraven — uden fø rst at have væ ret i Hvil. D et h a r vi ellers væ ret v an t til; m en vore K v arterer inde i Byen kaldes nu R eservestillingen. Om ik k e re t længe g aar Solen igen ned. S aa kom m er N atten og m ed den F orbindelsen bagud. Jeg slutter derfor nu. H ilsen fra Karl Petersen, H ollingsted (S yd slesvig). Hotel »Der fidele Petrus«. D ixm uiden, den 7. 12, 1914. Ja, saa er jeg da h e r igen og e r endda trods alt ved godt Mod. T ak fo r B revet og de m ange H ilsner fra N a boer, V enner og gode Bekendte. Til P asto r Sim onsen Tak fo r den Bog, h an sendte mig. B aade hans og m in gam le gode L æ rer F ritz P aulsen skal jeg nok selv ved første L ejlighed skrive et Brev til. Jeg h aab e r at kunne faa T id og Ro til det, n a a r vi nu om en god Dags Tid igen ligger ude i Skyttegraven. F ø rst dog dette: — I to Døgn, næ sten da, h a r vi boet her i dette v o rt nye og re t kom fortable K varter. Der, hvor vi fø r laa, v a r vi fo r n æ r ved F jen d en og saaledes ogsaa m ere u d sat fo r hans Ild. Selve H uset v a r nu hel ler ikke det m ere, som det engang havde væ ret. Nej, det 'var tem m elig m edtaget nu. D et v a r næ rm est en fald e fæ rdig Ruin. D er v a r nu ogsaa blevet sa a tom t og øde. Møblerne og alt andet v a r borte. K an I huske, at jeg engang skrev, at vi havde h a ft Besøg af vor B ataillonschef, K ap tajn M eiersahm , der viste Interesse fo r et Maleri, vi havde hæ ngende p a a vor Væg! E n saadan Flothed hos F olkene kunde ikke godt tolereres. Ser I, da vi k o rt efter vendte tilbage fra Stillingen forude, v a r der rigtignok blevet ryddet op i vor pæ ne 57 Stue. Væggene v a r tom m e, K laveret v a r borte, og san delig om ikke ogsaa et pynteligt lille B ord sam t nogle polstrede Stole v a r gaaet sam m e Vej. — Vi h a r senere h aft K aptajnens O ppasser i et re t in d g aaen d e F orhør. Selvfølgelig næ gtede h an at kende noget til Sagen, m en vi »klemte« h am saa længe, at h an til sidst gik til Be kendelse. — Alt, hvad vi savnede, v a r nu an b rag t i Sik k erh ed i K ap tajn M eiersahm s Bolig bagude ved Byen Vladsloo. D er stjæ les — ja, selvfølgelig stjæ les d er — og det af alle. H vor alt er fo ran d ret. — D en gode By D ixm uiden synker i Grus — ! H er, hv o r vi nu h a r slaaet os ned, i — » P etru’s« Hus, er der en tem m elig sto r og re t solid Kælder. Loftet er m u ret op af Sten, saa det er tem m e lig solidt og k an taale et lille K nald, fø r det fa ld e r ned. U nder K am pene i O ktober h a r K æ lderen v æ ret ben y t tet af Byens F o rsv arere til F orbindingsplads fo r saarede. — L idt B lodstæ nk ses endnu i Rum m et. H er b o r vi nu m ed hele v o r D eling —- selv vor L ø jtn an t er fulgt m ed os h erh en og h a r lavet sig et p æ n t lille H erberg i el lille lyst Siderum . I sin T id h a r det nok v æ ret — Toilet! — Over D øren til L ø jtn an ten er der an b rag t en Tavle, d er h a r fran sk Tekst. Jeg k an ikke F ran sk , dog ser jeg, at d er er sket en lille F o ran d rin g m ed den fra n ske Tekst, fo r L ø jtn an ten h a r m ed et Stykke K ridt sk re vet: »H erren!« B agefter h a r h an m ent, at det absolut b u rd e have en lille V edføjelse. Nu læ ser m an »Meine H e rre n !« P ludselig h ø rer vi en v elkendt Lyd — et F løjt, efter fulgt af et voldsom t Brag. En G ran at er eksploderet i de sørgelige R u in er af det, d er engang h a r v æ ret en Sporvognsrem ise. S plinter sam t S tenbrokker og andet piber og hv in er gennem L uften og fa a r os til at fo r svinde h u rtig st m uligt ned i den sik re K ælder. -— Af E r farin g b liv er m an klog, siger m an jo, m en dette slaar ikke altid til. E t an d et O rdsprog siger: »Man g a a r i F are, hvor m an g aar . . . «. H ør k u n b a re !D a vi sidste Gang laa 58 i Hvil i Vladsloo, blev vi m eget forbavset ved at se, at F jenden n u ogsaa ku n d e beskyde denne By m ed A r tilleri. In d til nu havde vi følt os trygge her, m en n u v ar dette pludselig forbi. Vi kom d erfo r straks p a a A rbejde og m aatte til at lave D æ kningsrum , hvor vi, hvis der skulde fin d e en ny Beskydning Sted, ku n d e finde Ly. D et m enes, at Beskydningen sk er m ed en 16 cm Skibskanon, som E nglæ nderne h a r m onteret p a a en stor P ram , som m an k a n slæbe op og n ed ad YserK analen. Vi søger at finde F artø jets Skjulested, m en hidtil er dette ik k e tykkedes fo r vore O bservatører og Flyverne. (Brevet h e r er vel nok lid t fo r udførligt fo r —• Censu ren!). — Heldigvis k an jeg denne Gang undgaa Censu ren, fo r K arl Mai'tens fra vor tredie D eling h a r som den første fra v o rt K om pagni h a ft det Svineheld at kom m e hjem p a a Orlov i fjo rten Dage, og h an h a r lovet os at tage Post m ed til Rendsborg. K arl m a a dog vente m ed at tage af Sted, til det bliver m ere m ørkt, ja, rettere, til H annes W in k ler n a a r frem m ed Køkkenvognen. Saa kan h an følge m ed tilbage. Jeg tror, det blev et langt Brev denne Gang, dog fa a r I bæ re over m ed mig, hvis det næ ste skulde blive noget kortere. F ra K arl, d er ligger ved 6/86, fik jeg K ort i Gaar. D et g aar nok re t h a a rd t til dernede fo ran Noyon. Sven Sim onsen er faldet, skrev Karl. H aaber, at Koen igen er rask. Med H ilsen E ders Karl Petersen, H ollingsted (S yd slesvig). F ronten, den 17. 12. 1914. 0 , I kæ re, trofaste V enner! Jeg sk riv er disse Ord, førend vi skal til at snøre vor R andsel til T u ren u d til A fløsningen af K am m eralerne ude fo ran D ixm uiden. Vi er nu godt udhvilede og h a r sam let K ræ fter til at kunne taale det slidsom m e og m eget kræ vende A rbejde, som m an byder os derude i Ildlinien. 59 Vi er ellers nogle fine F y re nu, eftersom vi forleden Dag k u n d e træ kke i nye Klæder. De gam le K lude v ar nu blevet alt fo r m edtagne, saa jeg véd ikke, hvad vi lignede — P ja lte r det hele! Naa, G runden til, at vi fik et nyt A ntræ k, v a r m aaske en helt anden. I G aar stillede vi nem lig op, og m ed M usikken fo ran m arch ered e vi tilbage, en Mils Vej eller saa, til Byen Z arren. H er afholdtes d er en stor P arad e fo r D ivisionsstaben. S torhertugen af M ecklenborgSchw erin v a r ogsaa til Stede. H an stoltserede ru n d t p aa sine lange Ben og snakkede venligt m ed os. T ra f han p a a Landsm æ nd, ku n d e h an godt blive staaende en lille Stund, fø r h an gik videre. — M edaljer, Jern k o rs og sligt blev u n d er denne P arad e u d d elt rigeligt. — Saa v a r P arad en da forbi. De høje H errer k ørte b o rt i Tog, og vi andre, ja, vi k u n d e tage den til Fods — ud m od Fi’onten igen. Nej, da, h v o r bliv er m an dog glemsom! — T ak fol den dejlige Pakke. F læ sket fra jeres Julegris vil ligesom M edisterpølsen nok kom m e til at sm age mig. Næh — det k an nok være, jeg gjorde store Øjne, da jeg fik den fine U ldtrøje, som hun, det gam le gode Menneske, nok selv h a r strikket! V æ r venlig p a a m ine Vegne at takke hende fo r denne fine Gave. — Jo, du k an tro, gam le Grethe, den skal rigtigt varm e m in Krop. — Tak, og glædelig Jul. Jeg h a a b e r sn a rt at k u n n e bringe dig m in personlige Tak. — K rigen skal, siges der her, nu sn art væ re forbi. — Jeg h a a b e r da ikke, at det blot bliver ved R ygterne . . . Og nu om lid t m a a jeg saa til at have m it T ornyster pakket. Jeg gad nok se jeres A nsigter, n a a r I k u n d e se os drage af Sted. A ldrig i V erden h a r jeg forestillet m ig, at vi kunde kom m e til at se ud, som vi gør. Med den re t kraftig e H aarrig d o m ovenpaa og i hele A nsigtet ser vi næ rm est ud som gam le — eller dog halvgam le Mænd. 60 De nye Bukser, vi h a r faaet, er af M anchesterstof. Det er fra det store K rigsbytte, m an h a r g jo rt ved Indtagelsen af F æ stningen og H avnebyen A ntw erpen. —- Sikke dejlige F arv er, disse B ukser har. E n h a r faaet udleveret et P ar, der er flaskegrønne, en anden h a r b rune Bukser, eller b o rd eauxfarvede eller blaa, ja end da i flere A fskygninger! Vi er blevet ren e Lastdyi', thi fo ru d en vore V aaben, U drustning og hvad der ellers k an være, m a a vi ogsaa slæbe ru n d t m ed de nødvendige H usholdningsgenstande, saasom Spande, G ryder, Fade, en K affem ølle, en P ande til at stege F læ sk eller Æ g i. D ertil kom m er saa y d er ligere Lygter til Lys eller P etroleum . Som en rigtig K a valer g aar m an h e r m ed Stok; den er b aad e god og solid. Ja, d er er et P a r K am m erater, der i Stedet fo r Stok b ru g er P arap ly . . . Og nu, kæ re V enner, m a a jeg til at slutte, fo r der kom m er W alth er Pingel allerede m ed den dam pende Kaffe. I skal nok fa a en H ilsen fra m ig til Jul. Jeg h aab er da at væ re h e r i V ladsloo igen. Jeg fik i G aar en P ak k e m ed Sm ør fra M ejeriet. — Hvem sender m ig det? — M aaske er det M ejerikred sen — ? Hils Sofie og Nicoline, — et P a r ra re Piger! Og saa ogaa de venligste H ilsner til je r alle og alle de øvrige Venner. Karl Petersen, H ollingsted (S yd slesvig). F ra Skyttegraven den 21. 12. 1914. Gode V enner! Vi ligger nu h e r i vor LIule og n y d er F riheden. N aar først M ørket og N atten m elder sig, vil det væ re forbi, for da begynder fø rst v o rt A rbejde. Vi u d fø rer sam m en m ed flere an d re den nødvendige Forbindelses- og Patru ljetjen este fo ran Stillingen. — Vi k ry b er eller sniger 61 ru n d t derude i Ingenm andsland. D et k an nok siges at væ re re t spæ ndende, m en ikke h elt ufarligt, fo r — E ng læ nderne eller B elgierne gør det sam m e. — Ja, det skerda, at der v an k er S aar og b raad n e P an d er . . . Man kan m ed Rette sige, at Livet k a n væ re farlig t at le v e ----------Nu p ak k er de derhenne ved B ordet deres fedtede K ort sam m en. T usm ørket m elder sig hernede, saa jeg nraa til at slutte. D et h v in er og pib er svæ rt oppe fra S kyttegra ven. D er skydes kraftig t, dybe D røn lyder ind im ellem , og se, nu begynder sandelig Julesneen at dale ired. — S n art vil den ligge som et skæ rm ende Tæ ppe hen over alt og skjule al V ederstyggeligheden . . . Kære V enner, n u vil jeg ønske je r alle en rigtig glæ delig Jul. E ders hengivne Carl Petersen, H ollingsted (S yd slesvig). Efterskrift! H an fik F re d — Julefred! F ra B ataillonen m eddeltes hen i J a n u a r til K arl P e tersens P aarø ren d e, at h an v a r faldet N atten til den 22. D ecem ber 1914. Drengen er ankommet E fter Ole Bennedsen, Spandet. Det var, saa vidt jeg husker, lige fø r Høstens Tid i A aret 1916, at følgende h æ n d te m ig: Jeg havde dengang en Del at gøre m ed dem, der illegalt søgte ud af Landet, til D anm ark. F o r det m este v a r det unge Mænd, der røm m ede, fo r p a a denne M aade at slippe fo r at kom m e m ed i K rigen p a a tysk Side. En Del af M ændene havde allerede i k o rtere eller læ ngere Tid v æ ret m ed d erude i Skyttegravens Helvede, og nu havde de altsaa fa a e t nok af det og søgte bort. Slet saa 62 behageligt v a r dette A rbejde ju st ikke fo r mig, fo r hvis m an skulde have det Uheld at blive taget af Tyskerne, ja, saa v a r det sket . . . Jeg m odtog endda Breve fra helt ubekendte Folk, og hv o rd an det ku n d e gaa til, fik jeg først senere F o rk larin g paa. D et v a r kun sjæ ldent, jeg fan d t det fo rsvarligt at sende S var p a a disse Breve. E ngang fik jeg et Brev, der havde følgende korte In d h o ld : — K ære Onkel. — I k an vente os p a a Besøg i Mor gen. — Sine. — Sine — Sine — Hm! — Jeg gik den hele D ag og spekulerede paa, h v ad det vel k u n d e væ re fo r en Sine. Der v a r jo saa m ange K vinder der b a r dette alm indelige Navn. — N aa ja. T iden vilde jo vise det. Jeg v a r dog k la r over, at det ikke v a r m ig eller m ine, m en D anm ark, det gjaldt. D et v a r uheldigt netop p aa dette T idspunkt, fo r vi havde fo r m in d re end en Uge siden fa a e t en njr L andstorm sbataillon p a a Vagt langs G ræ nseafsnittet ved Spandet. Selv havde jeg to M and i K varter. M ændene v a r saad an set flinke nok, m en ikke h elt »modne« endnu. De, der v a r rejst, havde væ ret vidende og væ ret m ed til meget. Hvis alt dette kom frem . . . N aa, det gjorde det vel ikke! F o r en S ikkerheds Skyld havde jeg i H alm en paa m it Stueloft in d rettet en Hule, hvor m an k u n d e gem m e baade M ennesker og an d et bort. D engang havde m an jo saa meget, som det v a r bedst, at den tyske G endarm ikke fik sin Næse i. Men nu tilbage til det om talte Besøg af Sine m ed flere. Een Ting vidste jeg, og det var, at M ændene, som v ar in d k v a rteret hos mig, den næ ste D ag ved M iddags tid, vilde væ re borte. De havde fo rta lt m in Kone, at de skulde træ kke p a a Vagt ved Grænsen, og at vi ikke kunde vente dem hjem fø r ud p a a N atten. Den følgende D ag om E fterm iddagen opholdt jeg mig i N æ rheden af m in E jendom , der la a tæ t op ad Vejen, som gik fra S pandet til A rnum . E n Gang im ellem 63 tog jeg en T u r op p a a m in M ark fo r ligesom at se til F aarene. Jeg benyttede L ejligheden til at k aste et ra n sagende Blik ned ad V ejen østover. Men endnu havde der in tet Køretøj eller an d et vist sig. T iden gik. Min Kone og jeg havde netop slugt v o r E fterm iddagskaffe, og jeg v a r igen kom m et udenfor. Da fik jeg Øje p a a et K øretøj, en Gig, d er i langsom t Tem po næ rm ede sig østfra. Jeg saa, at H esten efter dens G angart m aatte væ re o v eranstrengt som efter en re t lang T ur. P aa Vognen sad et P a r yngre K vinder. Inge u d fo r m in In d kørsel standsede Hesten. — »Hør, er du H usm and Ole B ennetsen i Spandet,« spurgte den ene af de to p aa Vognen. — »Ja, det er jeg, m en — hvem er da I?« —Man svarede ikke. K usken satte H esten i Gang igen, og lidt efter holdt V ognen nede p a a m in G aardsplads. Jeg m aa oplyse, at m in N abo ikke er af de hedste, og dansk er h a n ikke, m en h an er m eget nysgerrig. Det vilde nok væ re bedst, at h an ikke opdagede noget her. Jeg slog d erfo r L ad ep o rten op og betydede K usken ved et V ink at k ø re frem . F ø rst da P o rten igen v a r slaaet i, optog vi igen S am talen — uden an d re T ilhørere. Ja, siger den ene af Pigerne, jeg er altsaa den i B revet om talte Sine. — Nej da . . . naa, det er du! Jeg sa a n æ r m ere p aa hende. E n Pokkers lille køn een, det er hun. Ja, ser du, Ole, du fa a r nu hjæ lp e os. - - Vi h a r Brug fo r D in H jæ lp, fo r . . . Ja, det kom m er da an paa, af b ry d er jeg hende, og . . . naa, m en lad os nu fø rst faa H esten spæ ndt fra, det ser den svæ rt ud til at træ nge til. I to k an jo nok selv kom m e ned fr a Vognen. Jeg tog m ig af Hesten. D a er det, Sine siger: — Ja, ser du. Ma ren her, det er m in Svigerinde, og m in . . . m in K æreste h a r vi ogsaa med. H un slaar i det sam m e V ognlæ deret til Side, og se, d ernede fra D ybet d u k k er en sm ilende ung Mand frem . — Ja, det er M arius — m in Kæreste, siger Sine let rødm ende. M arius er kom m et hjem p a a Orlov fra F ro n ten og 64 liar nu in tet an d et Ønske end at kom m e b o rt — over til D anm ark. — Ak, ja, sagde den unge Mand. — K nag’me, hvor det dog gør godt atte r at kunne stræ kke L em m erne! — Han lo k o rt og befriende. Kom saa, lille Lotte, sagde jeg, h v orefter jeg tra k af Sted m ed Hesten. D yret v a r udkørt, fo r den lagde sig straks ned i den tom m e Baas. M arius og P igerne var fulgt m ed op i Stalden. M aren bøjede sig ned og k æ r tegnede D yret m ed næ nsom H aand. —■Se saa, lille Prins, hvil du bare, fo r det h a r rigtig nok v æ ret en lang og anstrengende T u r fo r dig. Hun gav den endnu et Klap og vendte sig igen m od os. — En lang T ur, siger du! — Sig mig, hvor kom m er I da egentlig fra? — Ja, vi kom m er da helt ovre fra T andslet, hvis du ellers ved, hvor det er. — H elt fra A ls! — H erregud, lille M arius, saa h a r du rigtignok h a ft et tran g t Fængsel at bo i, m ente jeg. — A ah hvad, det gik jo da, m ente denne og lo ret fornøj et. — Og hvor h a r vi n a rre t T yskerne, fo r — m ente Ma rius — n a a r vi m ed klynkende Mine sagde, at vi havde travlt, fo r v or Mor i S pandet havde sendt Ilbud efter os, hun la a og stredes derhjem m e m ed Døden, saa tro ede de os. —- Skynd je r bare, sagde de og lod os uantastede passere. Jeg m orede m ig og slog en høj L atter op, m en jeg greb m ig h u rtig t i det. — Hør, sagde jeg, h er sta a r vi og sn ak k er og glem m er vist alt. Se nu, M arius, nu k an du følge m ed mig hen til m it hem m elige S kjulested; der er du foreløbig i Sikkerhed, og saa k an vi altid se, hvad det k an blive til. D a det v a r gjort, gik jeg m ed de to P iger ind til Stine, min Kone. H un havde sn a rt M aden p arat. D et k an nok være, de to kunde lide den. Medens de sad og tog for 65 sig af R etterne, fo rtalte de os liele deres H istorie, om H jem m et og alt det an d et derovre p a a Als. Senere v ar vi oppe hos M arius p a a Loftet. H an fik en god P ortion Mad. Jeg fjern ed e m ig stille og overlod de unge Men nesker fo r en Stund til sig selv. »Prins« stod og sk ra bede i Stenbroen. Den m odtog m ig m ed en re t k raftig V rinsken. —- Ja, ja, nu skal du fa a V and og noget at b id e i! Jeg fa n d t et T ø jr frem og satte den ud p aa Ageren, hvor den strak s gav sig til at ru sk e i det ikke altfor k raftig e Græs. Ja, betle Svend, du er nok b ed re vant. Jeg strøg den kæ rligt ned over den slanke Ryg. Jeg fjern ed e m ig og tog d erefter T u ren op p a a M arken, fo r F aaren e skulde jo flyttes, og K øerne skulde jo hjem til N atten. D et blev Aften. Stine red te op fo r de to P iger i vor pæ neste Stue. S n art er d er Ro o veralt i det lille H usm andshjem . Min første Gang den næ ste M orgen v a r op til Ma rius p a a Loftet. »Marius, M arius!« — k ald te jeg sagte, m en fik in tet Svar. Jeg krøb in d i H ulen; den v a r —tom. M arius m a a nok have taget Sagen i sin egen H aand. M aaske v a r det ogsaa bedst saaledes. Saa v ar det bare, om h a n nu v a r slu p p et godt f r a det. Heldigvis havde den unge M and jo E rfarin g i P atru ljeg an g d er ude fra F ronten. E fter at Stine havde besørget M orgenm alkningen, tra k jeg K øerne op p a a M arken, hv o r jeg satte dem i Tøjr. S aa gik jeg igen hjem . — Men h v ad v a r det, der flag red e derhenne? — Et Stykke P ap ir, an b rag t p a a P igtraaden. — F orsigtigt tog jeg det ned og læ ste følgende: »Kære alle! — H ar nu taget Sagen i m in egen H aand. — T ak og F arvel! — M.« — D et lettede, og jeg skyndte m ig beroliget hjem , hv o r Sedlen saa igen blev grundigt læst. — Aa, ja, b a re det nu er gaaet godt, sagde Sine m ed et Suk. —E fter M iddag, da de havde spist, forlod de to unge Piger os fo r a t tage T uren h jem over igen. D ette skete ik k e uden et Cerem oniel. 66 -— »Farvel, Onkel Ole. — Farvel, T ante, h a ’ det godt og Tale fo r alt,« ra a b te de, m edens de vinkede og i god F a rt rullede bort. Alt dette v a r saare godt, fo r derovre saa jeg vor Nabo. H an lod til at væ re m eget interesseret i de to unge Pigers B ortkørsel! D er gik k u n et P a r Dage, saa la a der p a a B ordet et B revkort f r a D anm ark. K ortet b a r følgende korte P a a skrift: —• Kære K usine og Mand! M arinus er nedkom m et. -— Vi h a r det alle godt. — A ndrea. — D ette v a r efter Aftale. Nu vidste jeg, at M arius v ar kom m et godt over. E fter K rigen kom M arius og hans K æreste re t uven tet p a a Besøg hos os. De v a r nu lykkelige og skulde sn art fejre deres Bryllup. U nder Sam væ ret kom vi ogsaa ind p a a F orholdene, da vi første Gang mødtes. — Ja, ser du, Ole, sagde M arius, da jeg la a deroppe i Halmen, ku n de jeg p a a G rund af Spæ ndingen ikke falde i Søvn. D a v a r det, at jeg pludselig hørte nogen tram pe ru n d t udenfor. Jeg kiggede ud gennem et H ul i Taget, og trods T usm ørket saa jeg, at det v a r tyske Soldater. De lod til at væ re re t in teresseret i det m ystiske K øretøj, som de altsaa v a r vidende om, og som i E fterm iddagens Løb v ar ankom m et h e r til G aarden. Alt dette erfarede jeg gennem deres hviskende Sam tale. M ændene fo rtsatte endnu lid t m ed at snuse ru n d t om Huset. K ort efter saa jeg dog, a t de fo rsvandt op paa M arken, hvor de stod og kæ rtegnede Hesten. P lu d seligt v a r M ændene b o rte; jeg h ø rte dem tram p e ude paa L andevejen. — H vad m on K lokken er? Jeg anede det ikke. Mit Ur v a r nem lig gaaet i Staa. E fter at have ligget lidt, be sluttede jeg m ig til alene at forsøge a t n a a over G ræn sen, og det endnu sam m e Nat. Jeg fa n d t trods M ørket ned fra Loftet og stod lidt 67 / efter udenfor. E t Ø jeblik sendte jeg dem derinde en venlig Tanke, og saa listede jeg over p a a M arken og fulgte A m tsbanens Spor m od Vest. K ort efter saa jeg ganske tæ t ved en V indm ølle rage op. Jeg fulgte en tem m elig stor U dgravning, h v o refter B anelegem et fa ld t ret stæ rkt. En let T aage la a hen over Jo rd en og gjorde O rienteringen vanskelig. P ludselig saa jeg flere H ustage dukke frem af Taagen. F orsigtigt listede jeg videre og hørte da pludselig een — ja, flere snakke dernede. M ændene snakkede løs p a a Tysk, altsaa nogle Soldater. Jeg fandt, at det v a r nok saa raad elig t at væ re lidt mei-e forsigtig, h v o rfo r jeg skyndsom t forlod Sporet og slog et Slag over til venstre. Jeg p asserede en L an devej og n aaed e sn a rt ned i en Sænkning, enten v ar det Mose — eller m aaske Eng — eller Kær. D er v ar rigeligt m ed van d fy ld te G røfter, k ran set m ed Pil. T a a gen v a r tæt. D et v a r slet ikke let at o rien tere sig her. Heldigvis dagedes det lid t efter lidt. Ja, D agen kom egentlig alt fo r hurtigt. Jeg v a r k la r over, at jeg ikke kund e slippe over denne N at; d erfo r søgte jeg over i en R ugm ark. D et v a r et godt Skjulested. H er la a jeg, da noget kom b u ld ren d e forbi. D et standsede. K onduktø ren raab te: — »Spandet!« — Ja, saa vidste jeg da, hvor jeg b efan d t mig. Ja, Ole, sluttede M arius, du k an tro, Dagen blev noget lang fo r mig. Men den følgende N at fo rtsatte jeg og slap godt over. Ole Bennedsen, Spandet. , Kammerat fortæl! Jørgen Thomsen, K um m erlev, fo rtæ ller: Jeg blev in d k a ld t i fe b ru a r 1915. Sam m en m ed to andre fra B rede sogn, Claus Clausen fra Sdr. Vollum og Jakob Nissen fra Borg, skulle vi stille p å Ju n k erlrulvej-kasernen i F lensborg den 22. feb ru ar. Vi rejste til Flensborg aftenen fø r fo r at væ re i rette tid p å k a 68 sernen om m orgenen. Mens vi rejste i toget, gik snakken, at krigen vist sn a rt v a r forbi, og vi m aaske blev fri. Jeg v ar den første af os tre, som kom fo r undersøgelses lægen. »Infanterist«, sagde denne. De andre kom frem . Alle blev taget. D er stillede 400 m and den dag. D er blev så spurgt, hvem der ville blive til uddannelse i F lens borg. Alle m eldte sig. »Umuligt«, blev der svaret. H alv delen skulle til Sønderborg. »Abzåhlen«. Vi tre holdt sam m en og kom m ed p å Sdnderborgholdet. Vi lod sn ak ken gå. »Schnauze halten«, lød der så »Sie sind jetzt Soldat, kein Zivilist«. K om edien v a r begyndt. Kl. 4 gik toget til Sønder borg, hvor vi blev in d k v a rteret privat, jeg hos en enke fru S auer i Perlegade. Saa gik det løs m ed iklæ d ning (i blå fred su n ifo rm er) og fordeling i k o rp o ral sk ab er og ekserceren. C iviltøjet blev sendt hjem . Vi havde en æ ldre k ap tajn , en god karl, m en lid t stiv i lem m erne, saa h an havde vanskeligt ved at kom m e op p å sin hest. H an fik så en m edhjæ lper, en yngre »Feldw ebelløjtnant.« H an hundsede m ed os. D er v a r m ange nordslesvigere b la n d t m andskabet. N år h an hørte, at vi talte dansk indbyrdes, v a r spillet gående. Vore øvelser foregik tit ude i D ybbølskanserne. En dag skulle v o rt 1. kom pagni storm e skanserne, som blev h o ld t af 2. kom pagni, der agerede franskm æ nd. Vi angreb opad b akken i løb og skulle im ens råb e »hurra«. Jeg undlod at råbe. U nderofficeren ved m in side råb te da: »H vorfor rå b e r De ikke h u rra?« —- »Det er der jo nok til«, svarede jeg. — »Hvad fo r noget?« D et blev m eldt til kom pagniføreren, og jeg fik en om gang fo ran kom pagniet og m åtte derefter løbe alene op ad bakken, r å bende så h ø jt h u rra, at det kunne høres inde i Sønder borg. V ore m arch ture gik i regelen ud over den skønne AIs ø. E n dag v a r vi p å en lang tu r til Asserballeskov. Mine fø d d er v a r gået i stykker. Jeg ku n d e ikke følge m ed m ere og gik hen til k ap tajn en og fo rk lared e ham 69 sagen. »Hvad gør vi n u ? -— Cykle?« — »Ja!« — »Gå så hen og få en af sanitetssoldaternes cykler til h jem tu ren !« T iden gik. U ddannelsen v a r til ende. Yi skulle til fronten. Men fo rin d en m åtte vi få tre dages orlov hjem . Dog pludseligt hlev orloven spæ rret, fo rd i to fra Haderslev-kanten v a r udeblevet fra orloven og gået over grænsen. H vad n u ? Feltw ebelen tog det så p å sin egen kappe, afkræ vede v ort æ resord på, at vi ville vende tilbage og lod os tre dam pe af sted hjem til Brede. Claus og jeg havde som ung v æ ret sam m en p å V. V edsted efterskole. F a r havde h a ft en m o rb ro d er m ed p å Dybbøl i 64 som dansk soldat. Nu v a r det sønnen, der som tysk soldat »stormede« D ybbøl-skanserne. Vi m ødte igen i Sønderborg, og den 12. ju li gik det m ed en tran sp o rt til Altona. H er blev vi in d k v a rteret i et danselokale, som nu blev fu ld t belagt. De første dage v a r vi fri, så enhver ku n n e gøre, h v ad h a n ville, blot h a n v a r hjem m e k lo k ken ti. E fter nogle dages forløb blev vi in d k læ d t i feltgrå uniform er, tildelt »L andw ehr In fan te ri Regim ent 31«, og den 20. ju li sendtes vi af sted ud i det uvisse, 1200 m and i alt. D a vi kom til Schneidem uhl, vidste vi, at rejsen gik til østfronten. Ved Kowno blev vi u d lad et og sov h er for første n a t u n d er åben him m el. Vi frøs jam m erligt. Vi tre holdt sam m en. Om m orgenen tram p ed e vi varm e i kroppen, hentede k affe ved et feltkøkken i et sam m en skudt hus og fik æ rte r og flæ sk til m iddag. K lokken fire begyndte så m arch en til fronten, som vi n åed e ved m idn atstid i bæ lgm ørke. F o r fø rste gang gik vi gåse gang i løbegravene. D er lugtede af lig. Sm å træ kors sås langs vejene. De første kugler peb. Vi v a r i farezonen, kom så ud i fo rreste skyttegrav og fordeltes til k o rp o ral skaberne, hv o r d er v a r h u ller at udfylde. D et v a r m est h elt gam le folk, som havde tje n t aktiv t; de v a r over 40 år. K om pagniføreren bød os velkom m en til ø stfron 70 I ten. Vi k u n n e væ re glade for, at vi ikke v a r kom m et til vestfronten. Lykken havde stået os bi. Og skulle der nu p assere os noget, håbede h an bestem t, at hver m and gjorde sin pligt. I m it k o rp o ralsk ab v a r der to æ ldre m æ nd fra Sdr. I.øgum, som k u n n e dansk. De fo rk lare d e os, at det ikke v ar lu tte r glade dage h e r i R usland. De havde allerede prøvet lid t af hvert. De første otte dage gik tem m elig roligt. Men så en tidlig m orgen hed det pludseligt: »Fertigm achen! Bereitschaft!« D et v a r den 3. august. K lokken fem satte et fo rfæ rd eligt bom bardem ent p å russernes stillinger ind. Vældige jo rd sø jler steg m od him len. D er kunne vist ikke blive noget levende tilbage efter den omgang. K lokken syv tav kanonerne. Vi blev ko m m an d eret ud til angreb, skulle tage fo rreste linie. Men det v a r let tere sagt end gjort. Vi kravlede et stykke frem og kom ind i en ru g m ark. Så begyndte m askingevæ rerne at liam re, og sh rapnels sprang over vore hoveder. S nart hørtes ja m re n og skrigen. Jeg v a r skidt tilpas, m a a jeg sige. Jeg b ad til Gud fo r m it liv. S kyderiet stilnede lidt af. Så h ed det atte r: »V orw årts! — Kriechen«! Og atter peb det gloende je rn om kring os. D er v a r m ange sårede og døde. Vi forsøgte at grave os ned i rugm arken. Jeg v ar en af de to i gruppen, som ikke havde spade, m en en pighakke. Jeg m åtte d erfo r låne naboens, Ju n k e r fra Hygum, efter at h an havde fået noget jo rd op foran hovedet. Så pludseligt blev jeg ra m t af en skrapnel i brystet. »Av,« skreg jeg og v a r ved at besvim e. »Blev du ram t«, råb te Junker. Ja, blodet piblede frem for og bag. S hrapnelkuglen v ar gået gennem m it bryst, gen nem lungespidsen. J u n k e r rå b te p å saniteter. De kom, m en v a r m est stem t fo r at grave m ig lid t ned og lade mig ligge foreløbig. »Så fo rb lø d er h a n jo«. De gav sig så til at rive tø jet af m ig og forbinde såret. Jeg bad til Gud: »Frels m ig u d af dette«. Siden slæbte de mig på en teltdug tilbage til udgangsgraven. Af og til v a r jeg 71 fra bevidstheden. Jeg glem m er det aldrig. D et v a r en frygtelig oplevelse. En officer kom hen til mig i skyttegraven og så på mig, da jeg et øjeblik v a r vågnet op. H an roste m ig fo r m in tapperhed. »Jeg havde fo rtje n t je rn k o rset osv.«, sagde han. Yi v a r fire såred e og blev b å re t til en train vogn i et k rat, h vor vi blev lagt i halm . Jeg sovede. D er v a r sort af flu e r p å os. Jeg »bjæffede« som en h u n d og hev efter vejret. En læge sad pludselig ved siden af mig m ed en sprøjte. Vi blev så m od aften k ø rt i en sanitetsvogn til et feltlazaret i Kovvno. En af k am m eratern e, der havde m avesår, døde undervejs. — Jeg v a r forfæ rdelig tørstig og k u n n e k u n hviske, m en jeg m åtte ikke få noget at drikke. Næste m orgen kom jeg p å o p eratio n s bordet. Det så fo rfæ rd elig t ud her, væ rre end p å et slagtehus. D er lå vist tre blodige skikkelser p å bordet. Jeg fik en cognac m od besvim elsen. D er v a r nok ikke noget at operere hos mig, fo r kuglen v a r gået helt igennem . Jeg blev så fo rb u n d et p ån y og b rag t in d i salen, hvor jeg fik en feltseng ved indgangsdøren. H er m åtte jeg hele tiden se p å de lem læ stede, som blev b å re t ind, og de døde, som blev b å re t ud i deres lagen. M an havde vist også opgivet mig. Jeg fik en in d sp rø jtn in g hver aften. »H vordan g år det, k am m erat?« En p ræ st v ar kom m et hen til m in seng. Jeg ku n n e k u n hviske. H an knæ lede n ed ved m in seng. »Hvor er De fra?« — »Fra Nordslesvig,« hviskede jeg. H an v a r fra N eum im ster. H an b ad m ed m ig og tog m ig til alters, fik m in adresse og skrev hjem . E fter en 3—4 dages forløb k u n n e jeg dog begynde at træ kke v ejret n o rm alt igen. Og så gik det frem a d for hver dag. Jeg takkede Gud, at jeg havde m ine lem m er i behold. E fter tre uger kom jeg m ed et lazarettog til Tyskland. D er v a r 1000 såred e i toget. Toget fungerede som et lazaret, og m an skiftede fo rbinding osv. D et hed sig, at vi skulle til Berlin. Men det blev — heldigvis — A ugsburg i B ayern. Vi k ø rte i m ange dage. I A ugsburg blev vi lagt in d i et b arak lazaret, 100 i hv er b arak . D er 72 v a r fine, hvide senge over det hele, propert, og fo rp lej ning og b etjening v a r fortræ ffelig. P å solskinsdage blev vi b året ud p å græ splæ nen. E f terh ån d en kom jeg lid t op. Pludselig en dag stod m in m oder og onkel i b arak lejren . Jeg ville ikke tro m ine egne øjne, da jeg ikke vidste noget om deres rejse ned til mig. Midt i novem ber blev jeg udskrevet og kom til bage til garnisonen i A ltona, hvor jeg m ødte en del af de gam le k am m erater. Jeg tildeltes »Rekonvalescent«kom pagniet i »Lunaparlc«, hvor jeg i et halvt å r v ar fri fo r tjeneste. Jeg h jalp m ed at skræ lle k a rto fle r og lign. Så kom jeg i garnisonskom pagniet og gjorde vagt tjeneste ved fa b rik k e r og lignende steder. Jeg v a r ofte hjem m e p å orlov, også p å høstorlov i flere uger. D et gik således til fo rå re t 1918. Da blev der stor undersøgelse, og alle blev erklæ ret fo r frontduelige, og så jeg. F ra L ockstedter L ager sendtes vi i m aj m åned (1000 m and) afsted til vestfronten. I A achen krydsede vi et fu ld t belæ sset kultog til H am borg, og adskillige tog allerede nu »returbillet« på egen h ån d m ed k u l toget. T ra n sp o rtfø rere n v a r fortvivlet, m en k u n n e intet stille op. A ndre d rak sig kom plet fulde. D et hele v a r én stor forvirring. Vi kom — ikke så lidt red u ceret i tal — til Cham pagne, og blev læ sset ud i B avarna-L ager, blev tildelt et saksisk regim ent 264, og kom i stilling. F ranskm æ ndene lå oppe p å bakkekam m en, vi nede i dalen. D et v a r ikke hyggeligt. H ele dagen v a r vi u n d er artilleriild. R otter v ar d er m ange af. De åd vores m ad. Vi blev så flyttede i retn in g af Soissons. Men h er fa ld t jeg om på m archluren. Jeg ku n n e ikke få lu ft og besvim ede. D a jeg kom til m ig selv igen, havde jeg fået noget stukket op i næ seborene. K om pagniføreren talte om, at det v a r en »skandale«, at jeg v a r sendt til fro n ten igen m ed m it lungeskud. Jeg kom så op at køre p å en vogn. V ejen lå u n d er spæ rreild. P ludselig ram lede en granat, en fu ld træ ffer ned m idt i 2. kom pagnis m archkolonne D er v a r m ange sårede og døde. Vi kom lykkeligt igennem. 73 Kun en hest blev ram t. Jeg blev nu p ån y indlagt på et lazaret, d er v a r in d rettet i et gam m elt slot. H er fik vi alle spansk syge og lå flere dage m ed høj feber. D a vi en dag skræ llede k arto fler, kom overlæ gen og spurgte, om der v a r en lan d m an d b lan d t skræ llerne. Jeg v a r den eneste. »Kom med«, sagde han. H an havde et p a r svin gående bag i gården. De skulle fedes til ju l og sendes til fam ilien i Berlin. D em skulle jeg tilse. De fik affald fra køkkenet. D et v a r h erred ag e fo r mig, og som m eren led. Jeg blev dog flere gange k ræ vet tilbage til kom pagniet, og overlæ gen så sig ikke i stan d til at bolde m ig længere. H vad v a r der at gøre? Sendte han m ig til Tyskland, blev jeg b are om gående sendt til frongen igen. Jeg k u n n e d erfo r lige så godt sendes lige til fro n ten h erfra. Men h an gav m ig en lu k k et konvolut m ed, som jeg skulle give kom pagniføreren. U ndervejs blev jeg nysgerrig. H vad m on d er stod p å p a p ire t i konvolutten? Jeg åbnede forsigtigt m ed lom m ekniven konvolutten. D et gik godt. Jeg læ ste: »U nverw endbar fu r Schutzengrabendienst«. Jeg lukkede til igen og v a r godt tilfreds. I R ethel fik jeg nu u d ru stn in g og kom til kom pagniet i Laon. K om pagniføreren bød m ig velkom m en tilbage som udhvilet og frisk. D a h an havde læ st brevet, jeg gav ham , sagde h an : »Meld Dem ved køkkenet.« Og m ed det fulgte jeg så, til det v a r slut. D et gik nu hele tiden tilbage gennem L uxem burg til Koblenz ved R hi nen. H erfra kom jeg m ed tog (uden vin d u er) til H am borg, og naturligvis ikke til m in garnisonsby i Sachsen —A ltenburg. Den 18. decem ber v a r jeg h jem m e i Bredebro, lykkelig og taknem m elig over at væ re sluppet ud af krigens helvede. Ved A ppel L. Stenger, »Granly«, Skallebæ k pr. Ribe. Ja, det v a r jo meget, m an dengang oplevede u n d er den første V erdenskrig, b aad e m u n tert og alvorligt, vel nok m est det sidste, m en lad os b are gaa let hen over 74 dette og holde os til det m ere m untre, thi det y n d er vi gam le K arle vist nok bedst. R eserveregim ent 86, som jeg v a r tildelt, v a r efter den første Tids voldsom m e F rem s torm en træ ngt ind u n d er D efensivens Lov. Den uundgaaelige T ilbagetræ kning v a r endt. R egim entet la a nu i N æ rheden af Byen Noyon. F o ran den lille Landsby Lassigny holdt Dele af Regi m entet en hastigt opkastet Skyttegravsstilling besat. Ot tende Kom pagni, hvortil jeg hørte, la a i Stilling. D er v a r k u n sparsom D æ kning m od Geværild, m en absolut liaabløst, n a a r det drejede sig om en regulæ r Beskyd ning fra A rtilleriets Side. Vi dukkede os, saa godt vi k u n d e og skjulte os D agen lang . . . F ø rst n a a r T usm ørket kom, begyndte der at kom m e Liv i Kludene. T rods vedvarende Beskydning fra F ran sk m æ ndenes Side vovede vi os frem fra vore H ul ler. H u rtig t gik vi tilbage fo r at hente M ad og andet ved K om pagniets Gullasch-Kanon. U ndervejs tilbage til Stillingen rek v irered e vi, hvad vi k u n d e tæ nke os kunde finde A nvendelse ude i vore Grave. H ele N atten igen nem herskede der stor T rafik bagud. De fran sk e Be boere v a r over H als og H oved flygtet. Man kunde godt forstaa, at vi ham strede alt, hvad vi havde B rug for. I et Skab fa n d t jeg saaledes et P a r F lasker. Indholdet v a r et grønligt F luidum . — N aa, ned i B rødposen m ed F laskerne, de kom m ed u d i Skyttegraven. Saa kunde jeg altid undersøge, om det v a r noget drikkeligt. I N attens Løb havde m ine K am m erater i G ruppen faae t lavet sig en re t flot og hyggelig Hule, hvori vi alle fire kunde finde Plads. E t P a r R after, over hvilke d er igen v a r an b rag t en M adras, udgjorde Taget. Dagen v a r igen b ru d t frem , og nu la a vi og hvilede oven paa N attens A nstrengelser. Jeg kom da i T an k er om de gem te Flasker. L idt efter havde jeg fu n d et en af dem frem . P ro p pen blev fjernet. Indholdet lugtede godt nok; — m aaske lid t stram t. Jeg satte F lasken fo r M unden, tog et lille S lurk og ra k te den til m in S idekam m erat. E fter 75 at h an havde sm agt, lod h an den gaa videre. Egentlig fan d t jeg Sm agen re t god, m en — den b ræ n d te fæ lt i Halsen. F lasken gik ru n d t endnu en Omgang, og saa v a r den tom. Jeg havde n æ r sagt heldigvis, fo r hvor blev vi fulde og søvnige. B agefter opdagede jeg, at det, vi havde tyllet i os, v ar Absint. N aar en F ran sk m an d n yder sin Absint, sker det kun i ret stæ rk t fo rty n d et T ilstan d ; m en dette vidste vi jo ikke. E t andet Minde g aar tilbage til v o rt O phold i C ham pagne. K om pagniets S kræ dder blev n aaet af Skæbnen — h an faldt. Man søgte en M and til denne Stilling. Jeg m eldte mig og blev antaget som K om pagniskræ dder. — Om jeg v a r S kræ dder af Profession? — Nej, vist v a r jeg ej. Men ser du, b are m an er til stræ kkeligt fræ k, saa k an selv en m enig M and blive til alt ved M ilitæret. Jeg havde da fø r set en N aal, n a a r f. Eks. m in Mor havde B rug fo r en saad an en. F ø r K ri gen havde jeg læ rt en T æ kkem ands Gerning. Saadan set v a r jeg altsaa en Slags E k sp ert i at bruge Naal. Vi v a r n aae t frem til sidst p a a V interen 1915. Reserveregim entet laa stadig i Stilling ved Lassigny, der nu næ rm est lignede en R uinhob, fo r F ran sk m æ n d en e spared e sandelig ikke p a a K rudtet; de h o ld t Egnen un d er stadig Beskydning. Vi H aandvæ rkere gjorde ikke m ere T jeneste sam m en m ed K am m eraterne i Skyttegraven. Vi var, hvad m an k ald er »afkom m anderet«, og det siger jo ikke saa lidt. Ved K om pagniet v a r d er siden E fteraarets K am pe sket en Del F o ran d rin g er. E n hel Del af K am m eraterne la a u nder Jorden, an d re v a r blevet sa a re t og b efan d t sig nu p a a et eller an d et L azaret bag F ronten. F o r T iden havde K om pagniet k u n en F eld w eb ellø jtn an t som øver ste Chef. B edst som vi nu en D ag sad ved v ort A rbejde, gik D øren op, og in d tra a d te vor F eldw ebelløjtnant. Vi spran g jo op fra vore P lad ser og gjorde den fo rsk rifts 76 m æssige Reverens og alt det der, som det li ør og bør. K om pagniføreren hilste igen, h vorefter h an gik lidt ru n d t og saa p a a den enkeltes A rbejde, Skom agerens P lø k k eri eller L appen p a a en gam m el og forslidt U ni fo rm sfrak ke, som jeg i Ø jeblikket hæ ngte over. H an snakkede nok saa venligt m ed os, m en pludselig h en vendte h an sig til m ig og sagde: — Hør, Stenger, m in Ven, De kom m er til at gaa et Æ rin d e fo r mig. Se, jeg m angler netop en M and til at bringe en Besked ud til K om pagniet, og det kom m er du nu til at gøre. — Om en T im e k an du m elde dig paa K om pagniets Skrivestue, fo rstaaet? — Javel, svarede jeg, m en jeg tæ nkte noget helt an det. — Jeg gjorde m ig fæ rdig og in d fan d t m ig p aa S kri vestuen. S n art efter stam pede jeg af Sted ud ad V ejen mod Lassigny. Man havde fo rta lt mig, at jeg ikke skulde op søge K om pagniet og den L øjtnant, der havde K om m an doen i Skyttegraven, m en at jeg skulde opsøge et n æ r m ere betegnet Sted bag Stillingen, hvor m an v a r be skæ ftiget m ed at grave og udbygge en ny R eservestil ling. Jeg fa n d t frem til Stedet og fan d t m ange af m ine gode gam le K am m erater. — Hallo, P ete r og H ans og Jo h ann! Jeg v a r kom m et p aa en heldig Dag, fo r m ine K am m erater v a r u n d er deres G ravearbejde stødt paa nogle Kasser, som de u n d er stort Besvær halede frem fra Jo rd ens Gem. K asserne blev b ru d t op, og se — det v a r fyldte F lask er — C ham pagne! F ranskm æ ndene havde nok gem t dem bort, m en nu gik den liflige D rik i de fo rk erte Halse. Vi sad alle m ed en fyldt Flaske, og Indholdet ve d erf aredes sin Ret. Jo, C ham pagne er en — herlig D rik . . . Man fik fa t i en Sæk, og der van d red e en fjortenfem ten F lask er ned i den. Jeg lovede m ine K am m era ter at tage dem m ed tilbage — til senere B r u g ! ------N aa, det er da sandt! D er v a r jo en Besked til L ø jtn an 77 ten, Jeg havde n æ r glem t den. Med en vis F orsigtighed anbragte jeg Sæ kken p a a Ryggen, saa stav red e jeg vi dere, hen over den p lø red e Mark. U ndervejs m æ rkede jeg, hvorledes C ham pagnen begyndte at virke. Til at begynde m ed ganske lidt, m en efterh aan d en m ere og m ere, og jeg skulde fo r at kom m e videre passere en vandfyldt Grøft. Jo, d er la a et B ræ t tvæ rs over den, m en det v a r k u n re t sm alt. D et kneb svæ rt m ed at ram m e det, m en — over kom jeg da, m en h eller ikke m ere. Rusen tog mig. Stille gled jeg om i P lø ret og sov ind. Jeg an er ikke, hv o r læ nge jeg blev liggende, m en da jeg endelig kom til m ig selv, v a r Sæ kken fo r svundet, m en ru n d t om kring m ig sad K am m eraterne og sang og sk raaled e af fu ld Hals. B eskeden fik jeg aldrig givet. Chr. Reggelsen, E rrested, fo rtæ ller: Vi havde allerede een gang v æ ret m ed i k am p en e på Som m e-fronten og skulle n u d eru d fo r an d en gang. D a vi forlod den landsby, vi havde ligget i ro i, sagde en fra n sk kone til os: »I, der h a r v æ ret in d k v a rte re t i den lad e derovre, vil ik k e kom m e tilbage igen!« — »Åh«, sagde jeg, »det g år nok!« — Men la d os n u se, h vordan det gik. D et v a r jo i som m eren 1916, de voldsom m e kam pe ved Som m e-floden fa n d t sted. D a vi an d en gang kom derud, blev vi strak s sat i gang m ed at grave en ny stilling bag fø rste linie. D et v a r et farlig t arbejde, fo r vi v a r ustandseligt u d sat fo r flyverangreb. Af denne g ru n d v a r en a f m in e k a m m e ra te r u dpeget til a t holde øje m ed flyverne, og n å r de næ rm ede sig, gav h an et fløjtesignal. Vi m å tte da lad e alt arb ejd e ligge, ja, vi m åtte end ikke rø re os, fø r h an ved et nyt signal gav til kende, a t fa re n v a r forbi. E n efterm iddag kom feldw ebelen, m ens vi arb ej dede, og udsøgte nogle m æ nd. D er skulle oprettes en 78 forbindelseskæ de, en såk ald t stafet, fra første linie og til k o m m andoposterne læ ngere tilbage. Af vor gruppe udtog h an tre m and. Jeg v a r den ene af dem ; m en jeg ned lagde protest, fo r jeg ventede a t kom m e hjem p å høstorlov inden længe. »Det n y tter ikke noget, Reg gelsen,« sagde han, »vi h a r ik k e andre, d er k a n bruges, og orloven er h eller ikke så n æ r forestående; m en jeg lover Dem, a t De sk al blive afløst, så s n a rt D eres orlov er i orden.« Vi arb ejd ed e videre p å den nye stilling. E n fo rm id d ag kom en deling d ragoner u d til os. De skulle hjæ lpe os. M an k u n n e godt m æ rke p å dem, at de v a r lid t ængstelige ved at skulle så langt frem . Det v a r de ikke v an t til. Jeg opholdt m ig oppe p å dæ knin gen og v a r i gang m ed at slå græs, som skulle bruges til at dæ kke jo rd e n m ed, som vi havde sm id t ud af den nye stilling. U nder v o rt arb ejd e gik pludselig en g ran at hen over m ig og n ed i den del af skyttegraven, i hvilken drag o n erne opholdt sig. E n del af dem blev dræ bt, de øvrige sty rte d e hovedkulds tilbage. O m sider besatte vi den stafetpost, som vi v a r udtaget til. Vi v a r to m a n d p å h v er post og skulle løbe to h un drede m eter fo r at n å den næ ste post. Egentlig skulle vi altid følges ad, n å r der v a r m eldinger, d er skulle føres videre, m en det tog vi n u ikke så alvorligt, for d er v a r ingen k o ntrol m ed os. E n af de vagtposter, som v a r k en dt m ed forholdene p å stedet, gjorde os opm æ rk som p a a et bestem t sted, hvor det v a r nødvendigt at løbe stæ rkt, fo rd i dette bestem te p u n k t b åd e n a t og dag lå u n d e r stæ rk beskydning. D er v a r noget om det, for d a jeg en dag skulle b rin g e en m elding videre, slog der ju s t p å det om talte sted en g ran at ned fo ran mig. En sp lin t ra m te m ig p å venstre håndled, og splinten havde så sto r fa rt på, at m in arm blev try k k et bagud, m en jeg kom dog godt f r a det. — D a jeg ved en anden lejlighed skulle bringe en m elding den m odsatte vej, kom jeg gen n em en dalslugt til en hulvej. Ju st da v a r en artilleri afdeling ved at k ø re en stor 15 cm kan o n frem af hul- 79 vejen. K anonen v ar forspæ ndt m ed otte heste. Man p rø vede at sætte fa rt på, fo r stedet v a r jo farligt, m en u n d er skyndingen v a r farte n blevet så stor, at m an u n d er et b ra t sving til h ø jre væ ltede m ed kanonen. Den fløj i grøften m ed hju len e i vejret. D er v a r ikke andet . at gøre end h u rtig st m uligt at spæ nde hestene fra og forsvinde, og det gjorde m an. Nogle befalingsm æ nd fra artilleriet havde stået i dækning, m en nu skulle de dog frem og se p å havaristen, m en da d er i det sam m e suste en g ran at ned, fo re tra k de at forsvinde og lad e kan o n væ re kanon. D er v ar én ulem pe fo rb u n d et m ed vor m eldepost, og det var, at vi v a r afsk året fra at få v arm m ad. F ra vor egen afdeling fik vi ingen m ad frem , og da jeg fo rh ø rte mig om den sag, svarede m an, at vi skulle skaffe os m ad fra en anden bataillon, d er lå næ rm ere ved. — Da det blev aften, forlod m in k am m erat og jeg vor post (det v a r farlig t og kunne bl. a. have kostet m ig m in orlov, dersom det blev opdaget) og opsøgte køkkenet ved næ ynte bataillon. K økkenet sto d fo r resten ude i det fri og v a r overdæ kket m ed noget trå d væv, der hvilede p å fire støtter. Oven p å trådvæ vet v a r der lagt græs og blade. D et v a r således ikke let fo r flyverne at opdage køkkenet. D a vi kom hen* til køkkenet, v a r m an ju st ved at uddele m ad. Vi tog op stilling i ræ kken, m en så opdagede m an naturligvis, at vi ikke h ørte til bataillonen, m en v a r frem m ede. »Hvad vil I her!« sagde de. — »Ja, vi h ø rer jo hjem m e i 3. bataillon, m en vi p asser en stafetpost, og vi h a r fået besked om, at vi skal h ente vor m ad hos jer,« svarede vi. »Nå, ja, la d gå da,« sagde de, »for vi h a r rigeligt i vor gryde!« Og så fik vi v ort k ogekar fyldt m ed god m ad; m en så opdagede vi, at feltkøkkenets kaffekedel v a r fyldt m ed dejlig punch, og det ku n n e jo væ re r a r t også at få lid t af denne liflige d rik med. D a jeg v ar bange fo r at få afslag, n å r jeg spurgte, tog jeg uden videre låget fra m it kogekar, dyppede det ned i punchen 80 Pige fra Samoanerne i bananbladedragt. Villa i Buitenzorg — Java. og fik det op igen, fyldt til randen. D et gik godt, og m in k am m erat fulgte m it eksem pel. D er stod dog et p a r so ld ater i næ rheden, og da de så vort forehavende, sagde de: »Hvor er der dog m ange svin til!« — Vi skyndte os at kom m e af sted. P å vej tilbage til vor hule skulle vi passere et snæ vert vejstykke. D a vi v ar kom m et igennem det, slog to g ra n a te r ned i dette pas. V ar vi b are kom m et et m inut senere, v a r vi blevet ram t. Man kunne som m e tider væ re heldig. D a jeg den næ ste m orgen v a r ved at varm e noget af den m ad, vi havde m odtaget, for at bringe den til vore næ rm este k am m erater, som også i den tid v a r uden v arm m ad, kom afløsningen til os, og jeg skulle tage på høstorlov. A fløsningen sagde til mig, at jeg skulle skynde m ig fo r at nå toget. Jeg skulle igennem en løbe grav, m en den v a r frygtelig n ed tra m p et og beskidt. Vi havde nem lig h a ft et heftigt regnvejr, og løbegraven v ar lige passeret af et kom pagni, der skulle frem . Det ville tage alt fo r lang tid fo r m ig at kom m e igennem dette søle. Jeg sagde d erfo r til m ig selv: »Nu springer du op p å selve jo rd en og løber så stæ rkt, du kan, uden hensyn til, om der bliver skudt efter dig«. Og jeg sprang op og kom også godt tilbage til kom pagniets standplads. Jeg opsøgte kom pagniføreren fo r at m elde m ig af. H an skyndte p å m ig og sagde: »Smid din am m unition her og se så at kom m e af sted, så du k an nå toget, og n å r du p å vejen m øder nogle af dine kam m erater, så giv dem din gasm aske, og så god i'ejse!« — H an v a r en flink m an d og talte i en helt anden tone til os, end den slags h e rre r ellers p lejede at anvende. F å dage efter m in bo rtrejse begyndte det store Sommeslag. N æsten hele v o rt kom pagni gik til i det, også kom pagnif øreren og de øvrige b e fa lin g sm æ n d .------D en franske kones spådom gik således om trent i opfyldelse, m en jeg hørte altså til de få, der slap le vende b o rt fra dette helvede. 81 F ø r og efter — Det, jeg vil fortæ lle om, h a r p a a en M aade ingen eller dog k u n liden T ilknytning til den første V erdens krig. Det skulde væ re en lille B eskrivelse af de Forhold, der herskede i vor L andsdel hero p p e ved Kongeaaen lige efter den tyske Revolution. U nder K rigen sad m in Kone alene tilbage m ed E jen dom m en og Børnene. — Ja, af dem havde vi dengang endnu kun to. B ørn k ræ v er slet ikke saa lid t Pasning og m a a stadig væ re u n d er Tilsyn. E jendom m ens D rift blev derfor m eget forsøm t; hvis m an saa havde h aft R aad til at holde en m andlig M edhjælp! Men nej, — alle duelige M andfolk la a jo ved F ronten. Gode N aboer er Guld væ rd, m en af dem v a r der selvfølgelig ogsaa ku n fa a tilbage. — Alle disse v a r enten æ ldre Mænd, eller ogsaa fejlede de et eller andet, og v a r de hjem m e, ja, saa havde de saam æ nd H æ nderne fulde. Tilbage v ar saa M ændene fra L andstorm en, som la a ved Grænsen. Det skal siges til deres Ros, at de ofte v a r re t h jæ lp somme, m en desvæ rre havde de fleste af disse Mænd ikke Spor Begreb om Landbrug. Mange af dem h ørte hjem m e i en eller anden tysk Industriby. Ved deres gode R aad og H jæ lp slap m an en Gang im ellem over G ræ n sen til D an m ark — det fo rjæ tted e Land! H erhjem m e v a r vi jo ved at udgaa fo r saa godt som alt, m en derovre p a a den anden Side af G rænsen kunde m an faa alt; dog Penge m a atte der jo til. Jeg selv laa i Slutningen af K rigen i F ran k rig , ved en T rainafdeling. D a K apitulationen kom , og K rigen endelig v a r forbi, fik vi trav lt m ed at p ak k e sam m en og kom m e af Sted. Vi havde ogsaa v æ ret længe nok h jem m efra. Slet saa let gik det nu ikke m ed at kom m e af Sted. H avde det gjo rt det, v a r det sagtens endt i Kaos. Galt nok endda. Vi h ø rte et og andet, ogsaa om M ytteri i F laad en , og at d er nu skulde indsæ ttes S oldaterraad. H vad dette sidste betød, vidste vi d e n gang endnu ikke. 82 E t eller andet m uggent v a r der dog, fo r en D ag v ar vi alle blevet til Menige. — O fficerernes Sølv v a r fo r svundet sam m en m ed al deres O verm enneskelighed . . . H au p tm an n M iihlberg — vor K aptajn — havde nu altid vist sig som en fin Mand. H an v a r hum an, ansvarsfuld og altid b ered t til at vise V elvilje m od alle, der stod u n d er ham . Ja, h an v a r re t som en F a r for os. K aptajn M iihlberg havde væ ret m ed fra den første Dag, først ved H usarerne, m en efter at han v a r blevet saaret, v ar lian h av n et h e r som Chef ved vor T rainafdeling. Vi havde udpeget ham som vor F ører, og h an red nu sam m en m ed O ppasseren, K arl Sonniclisen, foran den lange K olonne af H estekøretøjer. — Vi havde in d til nu sagt »Tjener« om O ppasseren, m en saaledes m a a t te m an ikke kalde ham m ere; det v a r strengt forbudt!! E n Tid gik alt godt, m en saa begyndte der at vokse en vis U tilfredshed frem . U tilfredse M ennesker findes der jo altid. K aptajn M iihlberg v a r dog ikke et alm in deligt D usinm enneske. H an forstod det, og ved første Lejlighed byttede h an Plads m ed den U nderofficer, der havde sin P lads p a a den første Vogn. Saa fa ld t der Ro over de urolige Gemytter. L angt om længe naaede vi da ud af F rankrig. Da vi havde p asseret Rhinen, holdt vi R ast i to Dage. Saa gik det igen videre. Senere, jeg tror, det m aa have væ ret den fjo rten d e D ecem ber, naaede vi til Byen Kassel, vort B estem m elsessted. H er blev vi liggende, indtil A fm øn stringen kunde finde Sted. Vi v a r m ed til en herlig Fest, som Byen arrangerede. D ette v a r jo altsam m en godt nok, m en der forlød in tet om en snarlig H jem sendelse. Vel v a r der nu ikke m ere noget, der hed E ksercits eller den Slags, m en ellers v a r der jo A rbejde nok til os, fo r alle de m ange H este skulde jo have deres daglige Pasning. Om fa a Dage havde vi Jul, og den kom m an nok til at fejre h er i Kassel. — De kæ re derhjem m e m a atte ogsaa fejre denne Ju l uden mig. D er gik Rygter om, at der efter H elligdagene skulde afholdes en Auk- 83 tion over alle vore Heste, h v o refter vi sa a skulde afm ønstres og sendes hjem . Jeg syntes nok, at eftersom T iden gik, fo rsv an d t det ene efter det an d et af de saa k en d te Ansigter. — De »forduftede« b are ganske stille. Jeg syntes, det v a r en re t u tiltalen d e M aade at kom m e b o rt paa. Jeg tog den Beslutning at holde u d til Enden. Yi n aaed e da in d i det nye Aar, m en H jem perm itteringen lod stadig vente p a a sig. Nu v ar vi n aae t frem til den fem te J a n u a r 1919. Af M andskabet v a r nu ikke engang H alvdelen tilbage. Jeg opgav om sider m in B eslutning om at blive p a a m in Plads. Jeg fulgte de andres R aad og rejste m in Vej. Ræjsen hjem foregik u d en Pas eller P a p ire r af nogen Art. H jem m e havde m an læ nge gaaet og ventet p a a m in Ankomst. Vor Mor havde fø r Ju l fa a e t en Kalv slagtet, saa d er vilde da væ re F ø d e Ju ledagene over. Ja, M arie havde endda v æ ret en T u r i D an m ark fo r at h ente fo r skellige Ting hjem , bl. a. ogsaa en — H vedekage. Og nu v a r det hele forlæ ngst spist. Men H ovedsagen v a r dog, at F a r nu atter v a r h jem m e hos dem. Nu bag efter ser jeg nok, hvor trist det hele saa ud. Store H uller i S traataget, Besætningen, fem m agre Køer, et P a r Kalve, og T ræ k k raften de to Heste, et P a r v æ rre R alliker . . . Jeg tæ nkte ved m ig selv, at havde jeg nu b a re h a ft m ine dejlige K øreheste fra F ronten, hv o r vilde disse have væ ret m ig til Nytte. E t P a r Dage gik h en ; jeg v ar saa sm aat ved at kom m e ind i den gam le Gænge igen; m en det sam m e bliver det vel aldrig m ere, — d ertil h a r m an vel ople vet alt fo r m eget derude. E n Dag kom m in Kone, Marie, ud i S talden til mig og sagde: »Hør, R asm us, jeg tror, Mine og jeg g a a r en T u r til D an m ark i E fterm iddag.« — (Mine er m in Svi gerinde) . — H vordan — til D an m ark ? I D ag . . .? — J a vist saa, d er er forskellige Ting, vi m angler, saa . . . 84 — Ja, og hos K øbm and Sørensens er der endnu intet at faa. — Ja, ja, m en hvordan m ed Penge, M arie, hvor fa a r du dem fra ? — Næ, det er sande Ord. — Penge h a r jeg vel ikke, m en ser du, vi K vinder h a r u n d er K rigen læ rt at k la re os uden disse i en snæ ver Vending, og saa gled d er et forslagent T ræ k over hendes Ansigt. Jeg m aatte lige frem le. — Ja, de K vinder, de K vinder . . . Ja, b are det nu sn a rt m aatte blive til Alvor m ed G ræ nseflytningen. Stråles efter R evolutionen v a r T yskerne forsvundet fra Grænsen, de gam le L andstorm sm æ nd fa n d t det selv følgelig r a rt at kom m e hjem til Kone og B ørn igen, som m an nu længe nok havde væ ret skilt fra ; derfo r v ar de rejst uden videre P arlam enteren. I L andstorm sm æ ndenes Sted v a r der dog stråles duk ket an d re op. D et v a r hjem vendte S oldater fra Skytte gravene — eller m aaske havde de b are gjort T jeneste i en eller anden Garnisonsby, eller de havde h a ft en eller anden sik k er Stilling bag ved F ronten. De havde alle væ ret B efalingsm æ nd, saa de havde visse K rav p a a den prøjsiske S tat — eller dens A rvtager. — Slet saa af holdte v a r disse F yre nu ikke. — De v a r despotiske og fo rh in d red e m angen Gang Folk i at gaa over Grænsen. D er v a r rigtignok k un fa a af dem, m en til Gengæld v a r de skrappe. De skød fo r et godt Ord, d erfo r v ar m an bange fo r dem. Jeg v a r ikke videre glad ved m in Kones og Svigerindes O verskriden af Grænsen, m en m in Kone holdt nu paa, at det hele slet ikke v a r saa farligt, som jeg forestillede m ig det, og op til Grænsen v a r der jo k un et k o rt Stykke Vej. E nden blev, at de tog af Sted. De havde hver en K urv m ed Æ g! D esuden havde de hv er en L erdunk, som de ventede at ku n n e fa a fyldt m ed P etroleum . E fterh aan d en Var vi da blevet saa inderlig træ t af alt Bøvlet m ed »H indenburglam per« og 85 den stinkende C arbidbelysning. De gik in d over M ar k e r og Grøfter. S n art stod de oppe p a a H øjdedraget og kunde h e rfra se over til D anm ark. G rænsen v ar næ r, k u n nogle fa a h u n d red e M eter endnu. De stod stille og saa til h ø jre og til venstre, m en i Ø jeblikket v a r der ikke saa m eget som een T ysker at se. L uften v ar nok ren i Dag. Dog næ ppe havde de sat sig i Bevægelse igen, fø r der lød en F lø jten i Luften, og en Kugle peb hen over H ovedet p a a dem, og sn a rt igen een . . . B rat standsede de op. — »Hvor P o k k er kom de fra?« bem æ r kede Mine og saa sig om kring. Alt er igen roligt. De besluttede sig til at gaa videre. D a knaldede det igen, og en fire-fem K ugler hvinede hen over dem. De standsede igen og saa tilbage. Ha, raab te Mine og pegede ned m od Byen. — »Se, der er de . ..« To Mænd — vel sagtens et P a r af disse fo rbandede Tyskere, viste sig nede p a a V ejen og satte K ursen op im od dem. M ændene raab te et eller an d et og truede i L u ften m ed deres Bøsser. A fstanden m ellem K vinderne og dem v ar om kring ved een K ilom eter. F ø r de naaede op til dem, vilde der gaa en ru m Tid. D er v a r altsaa en Chance fo r at stikke af. Ik k e langt b orte v a r dog et skæ rm ende Dige, og K vinderne besluttede at gøre et Forsøg fo r ikke at afvente de to næsvise Fyres An komst. — Og saa løb de, det bedste de orkede. Piv! Piv! — Piv — Piv! — Igen skød de, de K arle . . . — D a skulde da ogsaa! — D et v a r Mine, der raabte. Min Kone saa bagud og kaldte. — Kom, Mine, skynd dig, kom! — — »De A sener!« stønnede Mine, »de ram te!« Og da de stod i god D æ kning bag Diget, holdt hun H aanden m ed H anken frem . D et v a r alt, h v ad d er v ar tilbage af Ler dunk en . . . »Aa, de fo rb an d ed e Tyskere! S aad an at spolere m in gode »Ivukkemand!« u d b rø d Mine og kastede den n y tte løse H ank bort. — 86 De to F yre fik dog en lang Næse, fo r da de to K vin der skulde tilbage over G rænsen igen, tog de fo r en Sikkerheds Skyld en anden Vej. Rasmus. Paa Tilbagemarch K rigen v a r forbi, og vi satte os i M arch tilbage m od den belgiske Grænse. I vor K olonne v a r der T roppe enheder fra alle m ulige F o rm atio n er og fra alle Egne i Tyskland. H ver D agsm arch v a r p a a om kring ved 30— 40 K ilom eter, k un afb ru d t af et lille Hvil en Gang im el lem, hvor vi m odtog Proviant. Vi naaede om sider Luxem bourgs Grænse og passerede dette L and un d er een D agsm arch. L uxem bourg v a r jo n e u tra lt Land, og vi m a atte ikke opholde os h er læ ngere end nødvendigt. U nder T ilbagem archen valgte vi et S oldaterraad, der skulde varetage vore In teresser og holde vor gam le M ajor i Skak. H an v a r ellers en fredelig og flink Mand. O m sider naaede vi frem til Rhinen. E n Del af vor Kolonne blev fæ rget over, m en S tørsteparten af M and skabet ligesom Bagagevognene benyttede Broerne. Jeg v a r saa heldig at blive fæ rget over, og saa v a r vi naaet et godt Stykke ind i Tyskland. Vi kom til en lille By i Hessen. D en hed pudsigt nok Konigsberg. Jeg blev sam m en m ed en Del af m ine K am m erater, H ans Jønson, og en Del an d re L andsm æ nd in d k v a rteret hos en Skom a ger. K om pagniet tra a d te an hver Dag, og hver Dag fik om kring ved en Snes S tykker af os Lov til at rejse hjem . Men det begyndte at lakke m od Jul, og Jønson og jeg blev stadig forbigaaet. E n D ag sagde H ans Jønson til m ig: »Ved du hvad! Nu vil vi ikke holdes fo r N ar længere. Nu g aar vi hen p a a Skrivestuen og sn ak k er m ed Feldw ebelen.« — Sam m e E fterm id d ag skulde K om pagniet stille igen. — Vi kom altsaa hen p a a Skrivestuen, sm æ kkede pligtskyldigt H æ lene sam m en, og Feldw ebelen, der sad ved sit S kri vebord, b rølede: »Naa, hvad vil I Fyre!« — »Ja,« sagde 87 vi, »vi vil gerne hjem m ed den T ran sp o rt, der afg aar i Efterm iddag.« — »Nej,« ra a b te han, »I v en ter til næ ste Gang!« -—- D et v a r vi nu ik k e saa begejstrede for, fo r vi v a r allerede n aaet frem til den 19. Decem ber. Vi gjorde dog om kring og fjern ed e os. D a vi v a r kom m et udenfor, m ødte vi en O berstløjtnant. Vi gjorde H onnør og m eddelte h am v ort Ønske. »Naa,« sagde ban, »lad os nu se, hvad vi k an gøre fo r jer.« Vi gik h erefter tilbage til vo rt K v arter og begyndte at pak k e vore Sager. Vi regnede med, at vi nok skulde fa a Lov til at tage af Sted. Om E fterm id d ag en stillede vi til Parolen, og vi v ar jo m eget spæ ndte. Feldw ebelen begyndte at raab e N avnene op. Vi stod som p a a glø dende Kul. Stadig ikke v o rt Navn. I det sam m e kom vor L ø jtn an t til. H an kiggede lid t i Listen, sa a raab te h an pludselig: »Jessen og Jønson, træ d frem !« — Saa v a r vi reddet. T u ren gik h u rtig t tilbage til v ort K varter. Vi kunde nu sm ide den tyske U niform . E fter en M arch p a a tyve K ilom eter kom vi til Byen Giesen. H erfra tog vi ved E ttiden om N atten m ed Tog til H am borg. Vi h av de altsaa god Tid og ku n d e se os lid t om og ligeledes faa lid t at spise. Vi fan d t ind i en stø rre Bevæ rtning, hvor vi bestilte to m ægtige B øffer m ed K artofler sam t et ordentligt Glas 01. F rih ed en skulde jo fejres, og vi havde jo Penge nok. Men endelig v a r det Tid at stige ind i Toget. I H am borg m eldte vi os til Røde Kors, fo rd i vi træ ngte til at afluses. Det v a r lille Ju leaften sd ag ; m en vi naaed e lige hjem til at ku n ne fejre Ju l sam m en m ed vore kære, og det v a r vel nok dejligt. Jes Jessen, Skærbæk. Jeg k o m paa Juleorlov Det v ar i Danzig. Jeg aftjen te m in V æ rnepligt ved G renader-R egim entet 5 og v a r p a a G rund af m in H øjde — 1,96 m — h ø jre F lø jm an d i 1. Kompagni. Af denne G rund ventede m an sig vel noget sæ rligt af mig. U g e 88 fø r Ju l i 1913 v a r vi til Skydeøvelse. D a vi kom tilbage til K asernen, spurgte den tjenestgørende F eidw ehel: »Naa, Karle, hvordan gik det m ed Skydningen? H vor m eget opnaaede I?« — De fleste havde k la re t den no genlunde, m en m ine T ræ ffere v a r m eget spredte. — Feldw ebelen sagde d erfo r: »Men, Christensen, tæ nkte De da slet ikke paa, at der sn a rt er noget, der hedder Juleorlov?« — K aptajnen havde allerede fø r Ju l stillet Juleorlov i Udsigt fo r dem, der k lared e sig hæderligt, m en da h an nu hørte om m ine R esultater, sagde han til F eldw ebelen: »Den lange F y r der fa a r ingen Orlov!« F eldw ebelen v a r dog af en anden Mening. H an tog mig i F o rsv ar og sagde: »Christensen h a r altid opført sig p æ n t og er i det store og hele en pligtopfyldende Soldat.« — Jeg stod m ig godt hos Feldw ebelen og fik ogsaa Orlov i Julen, og glad v ar jeg. Thiel Christensen, Søst Mark. En Sygehistorie, der endte m ed O rlov Sam m en m ed om kring ved fire andre S ønderjyder fra H aderslev og A abenraa A m ter blev jeg i Ju n i 1915 in d k a ld t til Infanteri-R egim ent 31 i Altona. E t P a r Dage senere blev vi p e r D am per sejlet op ad E lben til Byen Stade. D et v a r en god G arnisonsby, vi kom til. P aa faa U ndtagelser n æ r v a r O fficererne flinke M ennesker. E f te r nogle M aaneders F orløb m æ rkede jeg, at jeg af og til blev grebet af U tilpashed og som m e T ider en d d a v a r en Besvim else næ r, navnlig n a a r vi stod stille. E fter H en stilling fra Feldw ebelen henvendte jeg m ig Gang p aa Gang til B ataillonslæ gen, m en jeg fik altid det sam m e Svar: »N aar De ingen S m erter h ar, er De h eller ikke syg.« — D er v a r n u ikke re t m eget ved den Læge, og O fficererne kaldte ham altid »Dyrlægen«, kanske, fordi hans B ehandling af P atien tern e v a r tem m elig raa. I D ecem ber M aaned gav h an m ig engang Besked om, 89 at n a a r jeg igen vovede at træ d e frem fo r h am m ed den gam le H istorie om, at jeg uden at have F eb er eller S m erter v a r syg, vilde h an idøm m e m ig tre Dages A r rest. — Jeg m eldte m ig allerede D agen efter, slog H æ lene sam m en og ventede p a a at blive id ø m t S traffen; m en dertil havde h an jo ingen Beføjelse, og desaarsag blev h an aldeles rasen d e; h an vendte sig ligbleg i An sigtet om mod en O fficer og sagde: »Hvad skal jeg dog gøre ved den M and?« — Men h an fik in tet Svar. R esultatet blev, at jeg sam m en m ed an d re saakaldte »Svinebæster« blev sendt tilbage til Altona, m en u nder Bevogtning. Jeg havde faae t O rdre til at henvende m ig til en berøm t N ervespecialist. Inden jeg tog derhen, slugte jeg ved M orgenkaffen seks A spirintabletter. Hos Specialisten tog to unge D am er — trods m in P rotest — en Prøve p a a m in M avesaft og sendte den til L ab o ra toriet, og saa gik jeg fra A fdeling til Afdeling. Endelig stod jeg fo ran den berøm te Mand. H an gennem gik m ine A kter, brum m ede lid t og sagde: »Er flin k til at løbe, hm, lim ; føler sig utilpas, n a a r h an sta a r stille, hm , hm ; besvim er ligefrem , selv om h an slet ikke bevæ ger sig.« — »Naa, staa ret!« sagde h an om sider. H an saa m ig ind i Ø jnene og spurgte saa: »Ved De, hvad De fejler?« — »Nej«, svarede jeg. — »Men det ved jeg, m in k æ re Mand,« sagde han. »H vornaar h a r De spist sidst?« — Jeg tæ nkte p a a hans L ab o rato riu m og svarede: »I Morges!« K lokken v ar nu tre om E fterm iddagen. »Ja, det h a r vi konstateret,« svarede han. — A spirinen havde m an altsaa ikke opdaget. H an spurgte m ig nu ud, og efter at h an havde erfaret, at jeg v a r fra N ordslesvig og L an d m and, fik jeg O rdre til at forsvinde. H an satte sig til Skrivem askinen, og jeg stjal m ig til at læse B egyndel sen af D iagnosen: »Sagen er klar, in tet Gevær . . . — « »Hvad fo r noget, h a r De ikke fa a e t fa t i D eres Tøj endnu?« brølede h an ; m en jeg k u n d e godt se p a a hans Ansigt, at h an ikke havde noget im od, at jeg læste, hvad h an skrev. 90 I F e b ru a r M aaned 1916 skulde jeg sam m en m ed an dre til F ro n ten i A rgonnerskoven. Vi v a r nu en fem -seks Stykker, som ved K asernen blev b rugt til alle H aande A rbejde, og en D ag m eddelte U nderofficeren os, at m an d aarlig t kunde undvæ re os, saa vi kunde roligt træ kke os tilbage, n a a r Ti’ansporten skulde afgaa til V estfron ten; og det gjorde vi jo hellere end gerne. Vi gik nu og havde det godt til helt hen i Maj M aaned, da fik jeg en D ag M eddelelse hjem m e fra A m tsforstanderen om, at m an havde indsendt et A ndragende fo r at faa m ig hjem . Min Kone v a r syg, og G aarden v a r forsøm t, da vi kun havde russiske K rigsfanger til at u d fø re A rbejdet. — A ndragendet blev anbefalet af K om pagniføreren og gik videre til G eneralkom m andoet. D er v a r dog m ange P a p irer, d er skulde udfyldes, og Spørgsm aal, der skulde besvares. Alt blev gjort grundigt, m en A fgørelsen lod vente p a a sig. Jeg blev d erfo r utaalm odig og gik en D ag ind p a a K ontoret fo r at spørge, hv o rd an det stod til m ed m it A ndragende. E n brøsig Feldw ebel him lede op og raab te: »Hvad vil De! F ræ k k e F yr! Ud m ed Dem!« — Naa, stor Lyst til at gdre T jeneste havde jeg nu ikke. Jeg fik d erfo r en B oghandler til at lave m ig en fin Pakke, og m ed den u n d er A rm en forlod jeg hver Mor gen K asernen, gik op ad Gaden og forsvandt ind i et Logihus, hvor jeg stille og roligt fo rd rev T iden til om k rin g Middag. Saa gik jeg tilbage til m in Garnison. D ag efter D ag ventede jeg p a a U dfaldet af vort An dragende. Den præ gtige Logivært ofrede m egen T id p aa al u n d erholde m ig og gav m ig ogsaa gode R aad. P aa m ine K am m eraters Spørgsm aal svarede jeg, at jeg v ar »Bud«. E n D ag standsede en ung L ø jtn an t m ig p aa G a den og sagde: »Hvilken T jeneste h a r De egentlig? Tag Dem hellere i Agt!« — Jeg blev ligefrem forskræ kket, m en jeg drev den dog af p a a denne M aade i tre Uger, saa endelig v a r m in Orlov bevilget, og jeg k u n d e rejse h j em. Jes Jessen, Marstrup. 91 Da Mads og jeg k o m ind som Rekrut Det v a r i F e b ru a r i A aret 1900. Mads og jeg v a r p aa Session p aa F orlystelsesstedet Tivoli i H aderslev. Mads blev taget til F eltartilleri og jeg til B risan tartilleriet. Ved G eneralsessionen blev vi begge udskrevet til første V æ rftsdivision ved M arinen. D a vi havde fa a e t vore O r lovspas udleveret og k u n d e tage hjem , blev vi enige om, at n a a r den Dag kom, at vi skulde stille, vilde vi følges ad. I Septem ber M aaned kom O rdren. Vi skulde m elde os i K iel-G aarden den 3. O ktober. Mads bestyrede Smedien derhjem m e fo r B roderen. D enne kom hjem fra sin M ilitæ rtjenste i O ktober sam m e Aar. Da jeg skulde af Sted, tog jeg til Mølby, som A fta len var, fo r vi skulde jo m ed Toget fra Som m ersted. H er stødte en H julersvend til os. H an v a r fra B jern d ru p og skulde stille ved M atrosdivisionen i Kiel. H ans Navn v a r W ind. Vi n aaede til F lensborg og kom over til den B anegaard, h v o rfra vi over E gernførde kom til Kiel. H er i Kiel m ødtes naturligvis en B unke nye R ek ru tter, m en ved H jælp af Skilte, h v o rp aa d er stod M atros division, Torpedodivision eller A rtilleri fan d t vi hu rtig t hen, hvor vi h ørte hjem m e. Vor K am m erat W ind tog de straks ved V ingebenet og slæ bte af Sted m ed ham ; borte v a r han. Mads og m ig vilde m an ogsåa tage sig af, m en vi listede stille af ned til H avnen. H er v ar en Kiosk, hvor vi k u n d e fa a os en 01 og en Snaps. Øllet kostede ti Penning, og Snapsen, en rigtig sto r »Vagt m ester«, kostede det sam m e, og den v a r saa stor, at vi næ sten kunde sidde p a a K anten af Glasset og bade vore F ø d d er i den. E n lille Snaps kostede den Gang k un fem Penning. Vi fik naturligvis to D ram m e hæ ldt i vor 01. K lokken v a r im id lertid ved at blive eet, og K lokken to skulde vi væ re p a a K asernen. Vi fo rh ø rte os om, hvorledes vi ku n d e kom m e til K iel-G aarden, og fik den Besked, at vi ku n d e tage m ed en lille flad b u n d et Færge. 92 D a vi kom over til K iel-G aarden, sagde jeg til Mads, at nu k u n de vi da p rale m ed, at vi havde væ ret til Søs. Men nu vidste vi ikke, til hvilken Side vi skulde gaa; naturligvis valgte vi saa den fo rk erte Vej og landede ved det kejserlige Værft. H er stod en M arinesoldat paa Vagt. H am spurgte vi om Vej og erfarede, at vi skulde o m tren t den sam m e Vej tilbage. K lokken v a r nu blevet halv to, og det vilde tage o m tren t en halv Tim e at naa derhen. Vi n aaede op til K asernen. E n V agtpost trykkede p a a en K nap, og k o rt efter kom en O rdonnans. H an førte os op p a a Skrivestuen. Mads tog de straks i K raven og slæbte af Sted m ed ham . Jeg h a r vistnok set lid t dum ud, m en de tog dog m ine P ap irer, h v orefter en af dem sagde: »De k a n gaa!« D et gik nok ikke h u rtig t nok for dem, fo r i sam m e Ø jeblik raab te en anden: »Ud med Dem!« — Jeg kom ud p a a Gangen. H er m ødte jeg to andre. D en ene v a r en T jener. H an v a r fra Hamborg. D en anden v a r M askinbygger og v a r fra Brem en. De havde begge faae t den sam m e Lektie som jeg. Vi h oldt nu R aadslagning om, hvad vi skulde gøre, og blev enige om at finde en Stue, som vi kunde tage O phold i. D er v a r tom m e S tuer nok, fo r der v a r ikke kom m et saa m ange R ek ru tter endnu. Vi prøvede een Dør, og vi prøvede en anden. O m sider fa n d t vi en Dør, som ikke v a r laaset, og der gik vi ind m ed vort H aben gut. D et v a r en Stue til tolv M and m ed et A flukke til U nderofficeren. P a a hver Seng la a to Tæ pper. Vi sam lede en Del af dem sam m en, lagde dem p a a Sengen, p ak k ed e os godt ind, saa vi ikke frøs, og sov godt lige til den lyse Morgen. Næste Morgen K lokken seks hørte vi M orgenreveillen blive blæ st i et Horn. Vi gned Søvnen ud af Øjnene, stod op og vaskede os. Saa fa n d t vi ned i Køkkenet, hvor m an skæ nkede noget sort K affe op til os, men B rød m a atte vi selv sørge for. D er m ødte nu en eller anden, som sagde, at vi skulde følge med. D et gjorde 93 vi. Jeg fik en Kost stu k k et i H aanden, de to an d re hver en Spand og an d re R ekvisitter, og saa blev vi sat til at feje og vaske Gangen. D a vi v a r fæ rdige m ed det, bragte vi G rejerne p a a Plads og fo rsv an d t atte r in d paa vor Stue. V induerne vendte ud m od E ksercerpladsen, og dernede saa vi, hv o rd an Mads allerede v a r i fuld Gang m ed at blive dresseret. Vi an d re sad hele Dagen p a a vor Stue og røg Tobak. Vi gik ved M iddagstid ned i K økkenet og fik noget at spise, og det sam m e gentog sig om A ftenen. Ingen fo rsty rred e os. H en p aa E fterm iddagen ankom en U nderofficer med en F lok R ekrutter, og saa blev vi sm idt ud af Stuen. Vi fan d t en anden Stue og overnattede i den; m en næste Dag blev vi atter sm idt ud. S aadan fo rtsatte vi i sam fulde ni Dage. E fterb aan d en lan d ed e vi helt oppe i en K viststue; m en om Morgenen, den tiende Dag, kom T jeneren, den ene af os tre, faren d e op til os og sagde: »Saa, nu er den gal!« Og jeg skal love for, der kom Skub i os. F ø rst fik vi H aaret klippet, saa i Rad, saa til Lægen, saa p a a T øjdepotet efter M underingen, saa tilbage til Stuen og i K læderne, og inden vi saa os om„ v a r ogsaa vi nede p a a E ksercerpladsen b la n d t dem, der blev dresseret. Om E fterm iddagen gjorde vi re n t i v o r Stue. D a vi v ar fæ rdige m ed det, rykkede endnu ni R ek ru tter ind til os. T re af dem kom lige f r a Livet p a a L andevejen og v a r b aad e langhaarede, p jalted e og forsultne. Mads blev beo rd ret p a a et P anserskib ved N avn »Kaiser F rierich der Dritte«. Vi an d re kom om R ord p a a K rydseren »Freja«. Den ene af de lan g h aared e v a r f r a R erlin og v ar K lejnsm ed, de to an d re B likkenslagere og fra Slesien. B rødrationen, som skulde stræ kkes over fire Dage, aad de den Dag, de m odtog det. N aturligvis lugtede de heller ikke sæ rlig godt. Vor U nderofficer hed Schirm m acher. H an v a r en bøj, ranglet M and m ed F uldskæ g og væ ldig kalveknæ et. Vor L ø jtn an t hed Globi og v a r en ganske ung Fyr, der 94 lige v a r blevet udnæ vnt. H an v a r tem m elig rapkæ ftet. N aar hele D elingen eksercerede, stod U nderofficeren altid p a a h ø jre F lø j; m en det v a r altid galt m ed ham , n a a r vi skulde s ta a ret, fo r K næene slog fo r tidligt m od hinanden, og H ælene stod gerne en tre til fire T om m er fra hinanden, Saa sk raaled e L ø jtn an ten gerne: »U nderofficer Schirm m acher! H ælene sam m en!« Men selv om U nderofficeren gav et Spjæ t m ed Benene, stod F ø d d ern e alligevel stadig og raab te til hinanden. Om E fterm iddagen havde vi gerne T eori en Tim es Tid. En D ag blev vi belæ rt om, hvorledes K rigsfanen saa ud. L ø jtn an ten spurgte m ig da, om jeg nogen Sinde havde set en saad an K rigsfane. Det havde jeg altsaa ik k p. Næste Dags Form iddag, da vi tra a d te af fra T je nesten, k ald te h an mig frem . H an tog en Notesbog frem af Lom m en og viste m ig de tre Dyr, der findes i Flaget, og fo rk lared e M eningen m ed dem. Jeg saa jo nok den h er F ugl i Midten, og Jern k o rset oppe i det ene H jørne, m en jeg tæ nkte ved m ig selv: »Hvad P okker rag er det mig! Jeg v a r jo ligeglad m ed, hvordan den K lud saa ud. Men om E fterm iddagen, da vi igen havde det, de k ald te Teori, sagde h a n : »Naa, F alkenberg, hvordan ser saa K rigsfanen ud?« — Mit Tysk v a r jo nu ikke alt fo r godt, sa a jeg fuskede slem t i det, og da jeg d aarlig t havde set p aa den Klud, h an viste mig, blev h an ude af sig selv og skreg: »Seks Dage ekstra E ksercits til Dem!« D a vi havde væ ret i T rø jen en tre Ugers Tid, skulde vi aflægge Faneeden. Ved M arinen v a r det Skik, at selve K ejseren v a r til Stede ved en saa højtidelig Begivenhed. C erem onien foregik i Kiel p a a M atroskasernen. En Be falingsm and sagde et lille Stykke af E den ad Gangen, og saa skulde vi sige det efter; m en jeg sagde hele Tiden til m ig selv: »I k an rende, hvorhen I vil!« Hans Falkenberg, Øster Lindet. 95 40 Aar gammelt Kammeratskab i Søgelyset Kære K am m erater! Som saad an b etra g ter vi jo h in anden, alle vi, som deltog i K rigen 1914—18, selv om vi dengang selvfølgelig ikke alle stod i k am m eratskabelig Forbindelse. Vi er b u n d et sam m en af fæ lles O plevelser og M inder fra dengang, og vi deler dem m ed hin an d en gennem Aarbogen. K am m eratskabet dengang lin d red e T ilvæ relsen og v ar et sto rt Gode, som h jalp os over meget. — Og K am m eratsk ab et m ed ham , vi stod og gik sam m en m ed Skul der ved S kulder og m ed hvem vi delte godt og ondt, som det nu bød sig, livad enten det v ar i Skyttegraven eller p a a M archture, d etteK am m eratskab er fo r os alle et sæ r ligt k æ rt Minde. L ad os k ald e h am den »a ktive« K am m erat. H er havde K am m eratskabet bestaael sin Prøve, isæ r n a a r det v a r to A ar gam m elt f r a Livet i K asernen lige op m od Krigen. En saad an K am m erat v a r det svæ rt at skulle miste, og skete det, blev m an saa un d erlig ene. D erom h a r jeg b erettet i A arbogen i 1948. E fter 40 Aars F orløb er M indet om et saad an t trofast K am m eratskab kom m et m ig n æ r in d p a a Livet, id et jeg i afvigte Som m er kom i F orbindelse m ed F am ilien til en sa a d a n »aktiv« K am m erat. D et v a r fo r m ig en Op levelse, som jeg gerne vil gøre je r delagtig i. U nder en U dflugt sidste Som m er til Sydslesvig b e søgte jeg ogsaa Kiel, den By, h v o rfra m in »aktive« K am m erat, som jeg ald rig h a r k u n n et glemme, stam mede. Medens jeg studerede en Telefonbog, fa n d t jeg N avnet p a a den K am m erat — den eneste fo r R esten — der stod mig saa n æ r fo r 40 A ar siden. Jeg noterede A dressen og sendte senere et Brev, hvori jeg beskedent spurgte, om vedkom m ende m uligvis v a r i F am ilie m ed m in gam le K am m erat. S varet kom re t om gaaende fra en ung D atter. F ad eren v a r syg. — Jo, F ad eren v a r en Bror, og Familien blev m eget in teresseret i m in F o re spørgsel. Man sendte m ig saaledes sam m en m ed Brevet et K om pagnibillede, h v o rfra m an b ad m ig afm æ rke m in høje P erson og sende B illedet tilbage. D ette er forlæ ngst gjort, og en S kildring er sendt m ed af m in gam le K am m erats sidste Dag, da en Kugle gjorde, at vi skiltes. I et følgende Brev tolkede F am ilien sin T ak og Glæde over dette K am m eratskab. Og D atteren føjede til: »Min F a d e r fik T a a re r i Øjnene, da h an fy rre A ar efter fik den nøjagtige D ødsaarsag at vide.« Senere h a r vi u d vekslet F am iliebilleder. — Min K am m erats B ro r er nu død, m en vi fo rtsæ tter Brevvekslingen. H em m ing Skov, Københoved. Omsider fik jeg d og O rlov Jeg havde aftjen t m in V æ rnepligt i den tyske Ma rin e fra 1900 til 1903 og blev u n d e r B okseropstanden i K ina sendt dertil. Senere kom jeg om B ord p a a flere Krigsskibe. Vi sejlede om kring i de østasiatiske F a r vande, indtil jeg i 1903 blev hjem sendt. Jeg syntes egentlig, at jeg havde g jo rt nok fo r Ty skerne, m en i 1914 blev jeg in d k a ld t igen og m ødte den 2. A ugust p a a M arinekasernen i Kiel, blev straks iklæ dt og kom p a a Vagt. Næste Dag blev vi sendt m ed en F jo rd d am p er til Ileik en d o rf; læ ngere kunde vi ikke sejle, fo r F jo rd en v a r tillagt m ed Miner. Vi m archerede saa til Lahø ved Indsejlingen i Kiels F jord. H er blev vi in d k v a rteret p a a G aardene og skulde lave Jo rd arb ejd e ved B efæ stningerne langs Stranden. O fficererne var R eserveofficerer fra Infanteriet. Vi havde en M ajor von Stachau, en G odsejer fra Pom m ern. H an havde ligget i G arnison i H aderslev og v a r gift m ed en Comtesse fra V edelsborg p a a Fyn. Ved sit G ifterm aal blev h an E jer af »Nygaard« i A astrup. E n anden Officer, O verløjtnant Jørgensen, v ar S agfører i B erlin, m en v a r født i Rød ding, hvor hans F a r v ar A m tsdom m er. K ort fø r K rigsudbrudet afholdtes i Kiel en Regatta, 97 og m ange N ationer havde deltaget i den. Nu m ente Ty skerne, at det første, E nglæ nderne vilde gøre, vilde væ re at ødelægge den tyske F laade, og d erfo r vilde Tyskerne nu gøre Egnene ved Indsejlingen ukendelig. De m ente, at de frem m ede u n d er R egattaen flittig t havde foto graferet. B adehoteller osv. blev spræ ngt i Luften, Skove og Hegn fældet. N aar vi f. eks. v a r ude at fæ lde Hegn u n d er Overl. Jørgensens Ledelse, k ald te h an os sam m en p a a M arken, hvor K ornet stod i Skok. Yi slæbte Ne gene sam m en og satte os p a a dem. Saa sagde h an : »Nu m a a I skiftes til at passe paa, at M ajoren ikke o v erra sker os!« S aa læ ste han, h v o rdan det stod til ved F ro n terne. D et v a r jo m est om store tyske Sejre.Som m e T ider fo rtalte h an Sagførerhistorier. Vi lavede ogsaa B efæst ningsanlæ g langs m ed S tran d en ; m en vi v ar jo Søfolk, der ikke v a r v an te til Jo rd arb ejd e, og det v a r v arm t først i August. D et v ared e ikke længe, fø r en og anden satte sig ned og hvilede. Vi havde en In fan te rilø jtn an t med, h an saa fø rst lid t forbavset ud, saa begyndte han at skælde ud, m en det havde k u n til Følge, at vi sn art sad ned allesam m en, vi v a r blevet træ tte. D er blev engang spurgt, om d er v a r nogen, der kunde køre Bil. Jeg m eldte m ig og kom til at k ø re m ed en F ab rik an t, d er havde en M askinfabrik i M agdeburg. H an havde stillet en stor Opelvogn til M ilitærets R aadighed og k ø rte den selv; m en da h an ofte k ø rte om N atten, skulde vi væ re to C hauffører. Det v arede dog ikke længe, fø r F ab rik an ten skulde hjem og fab rik ere G ranater. Man begyndte at indse, at K rigen vilde træ kke læ ngere ud, d erfo r skulde Benzin og G um m i reserve res fo r F ronten. O fficererne v a r kede af, at de nu ingen Bil havde. De havde dog hørt, at jeg havde en Vogn staaende hjem m e og tilbød m ig Kørsel, hvis jeg vilde hente m in Vogn. De vilde betale m ig — om jeg husker re t — 15 Pf. pr. km , m en saa skulde jeg selv betale B en zin m. m. D et k u n d e lige gaa an, da jeg fik m in Kost og Løn fra K om pagniet; jeg v a r jo fri fo r al T jeneste 98 og havde Tid til selv at udføre alle R ep aratio n er og l'aa alle R eservedele fra H am borg. Jeg hentede altsaa Vognen og tog F erie et P a r Dage. D a jeg kom tilbage, sagde vor K aptajn endda: »Naa. er De h er allerede? Jeg tæ nkte, De tog Dem en F erie p a a en Uges Tid!« De v a r glade fo r Vognen. Jeg kunde tage en H jæ lpechauffør og valgte naturligvis m in L ands m an d K arl Råben. Vi kørte m eget om N atten og v a r ofte nede p a a Godset R astorf, hvor vi havde en Skydestand fo r M arine-K anoner. Vi kørte gennem store Skove, hvor der ingen rigtige Veje v a r og ofte k ø rte fast. »Hvad nu?« sagde de saa. Ja, der v a r jo ikke andet at gøre end at stige ud og skubbe paa. N aa ja, det k u n d e de godt indse, m en de syntes, at jeg b u rd e væ re den første til at skubbe paa. Jeg fo rk lared e dem, at det v a r det fornuftigste at lade M otoren gaa, saa den k u n d e tage ved, sa a sn a rt der blev fast Bund. Vore K øreture var nu ikke allesam m en Skovture og Idyl, fo r vi k ø rte m ed Benzol, P etroleum og hvad vi ellers kunde fa a fa t paa. I 1915 havde jeg slidt seks nye D æk og havde til sidst to over hinanden. D a alt v a r reserveret fo r F ro n ten, v a r det um uligt at fa a noget nyt Gummi. Jeg m aatte erklæ re, at vi v a r fæ rdige m ed at køre, og jeg m aatte lad e Vognen staa hos A m tsforstanderen i B rodersdorf, og der stod den, indtil jeg kom hjem fra F angenskab i 1920. Jeg kom saa tilbage til K om pagniet og kunde n a a r som helst blive sendt til F landern, der jo blev forsvaret af M arinere. Jeg skrev da til A nker Nissen (nu B ank d irek tø r i G raasten) om h an ik k e p a a en eller anden M aade kunde fa a m ig til Edel. Nogle Dage senere kom en M and ud m ed Besked om, at h an skulde afløse mig, og at jeg skulde m elde m ig i Kiel, hvor jeg blev Or donnans ved Staben. Vor 2. A djudant v a r en præ gtig Mand, m en saad an v a r ikke alle Officerer. D a jeg første Gang kom in d til 1. A djudanten, sa a h an meget bestem t p a a m ig og sagde saa: »Wo haben w ir uns 99 fru h e r gesehen!« Jeg ken d te h am straks, h an kom om B ord p a a P an serk ry d seren »Hansa«, hvor jeg dengang v ar O verm atros. H an stod da overfor at skulle fo r frem m es til L øjtnant, og saa v a r h an bange fo r at begaa Fejl. Den Slags H errer vilde gerne væ re gode V enner m ed de gam le og erfarn e af M andskabet, der ofte kun d e hjæ lpe dem m ed at u n d g aa D um heder; m en n a a r de saa fø rst v a r O fficerer, ken d te de os ikke m ere. E n N at v ar vi saaledes kom m et til Kobe i Jap an , hvor vi skulde ankre. Jeg v a r b la n d t dem, der skulde springe til ved sæ rlige M anøvrer, og det v a r om talte A djudant ogsaa. D a jeg kom op p a a O verdæ kket, gav B aadsm anden m ig en O rdre, som jeg udførte. Jeg syntes, at jeg nu havde gjort tilstræ kkeligt og vilde k rybe i Køjen. A djudanten, der dengang v a r L øjtnant, sagde da: »De v a r ikke m ed til at ankre, m eld Dem til R apport.« Næste D ag blev jeg stillet fo r K om m andanten, sam m en m ed en R æ kke andre. D a T u ren kom til mig, m eldte L øjtnan ten m in Forseelse. K ap tajn en spurgte, hv o r dan det kunde være. »Dem p le jer vi ikke at se her. De vil da ikke ødelægge Deres gode O pførsel nu p a a det sidste.« Jeg forklarede, at jeg havde fa a e t en O rdre af B aadsm anden. »Jamen,« sagde K aptajnen, »naar han fa a r en ny O rdre, skal h an jo u dføre den! Af Sted m ed Dem.« D et blev jo saa næ rm est en Næse til L øjtnanten, og det m aa væ re gaaet h am dybt til H jerte, siden han ikke havde glem t det tolv A ar efter. Nu sagde h an : »Ja, dengang slap De, m en h er skal vi nok fa a R am p aa Dem! H vordan kom m er De nu her, det er vist ikke gaaet rigtig til.« Jeg sagde, at det anede jeg ikke, det v ar en Ordre. »Hent Nissen,« sagde han. Heldigvis v a r N is sen nogle Dage fø r taget b o rt i en hem m elig E kspedi tion. D ette m eddelte jeg A djudanten. Saa skulde jeg hente Feldw ebel Zwick. D enne kom senere ud til mig og sagde: »Sig m ig hellere re n t ud, h v o rd an det er gaaet til. Jeg k an nok tæ nke mig, at Nissen h a r lavet et eller andet, m en jeg skal jo se at d reje h am en Knap.« Det 100 m aa vel væ re lykkedes, fo r jeg hørte ikke m ere derfra. Vi v a r nu n aae t frem til E fte ra a re t 1915. Jeg havde ingen Orlov haft. Vel havde jeg søgt et P a r Gange, men m an svarede altid, at n a a r m an ingen L an d b ru g havde, v a r det ikke nødvendigt. Saa søgte Ø sterlindet og R ød ding E lektricitetsvæ rker, som jeg havde anlagt, om at fa a m ig hjem fo r at se dem efter. D et blev glat bevilget i Kiel, m en de hjem lige M yndigheder afslog det. Da jeg nogle Dage efter kom ind til 2. A djudanten, sagde h an : »Jeg troede, De v a r p a a Orlov; jeg h a r da anbefalet det, og saa p le jer det at gaa i Orden.« Jeg sagde, at det v ar bevilget derfra, m en de hjem lige M yndigheder havde afslaaet det. »Har De da gjort noget galt derhjem m e?«, Jeg forklarede, at vi v a r danske oppe hos os, og saa be red te de tyske M yndigheder os V anskeligheder. »Naa,« sagde han, »det er da uhørt, m en det er m aaske vanske ligt at kom m e uden om dem ; m en saa m aa vi se at lave noget andet, fo r De h a r da sam m e R et som alle andre. Jeg k en d er O ver-Stabslægen og vil tale m ed ham om at give Dem en R ekreationsorlov. Saa er det en O rdre, og M yndighederne bliver ikke spurgt. E t P a r Dage efter sagde han, at h an havde ta lt m ed Stabslægen, der havde lovet at give m ig den ønskede Orlov. Nu behøver De. b are at m elde Dem syg, og det gjorde jeg saa; m en det gik jo efter Reglem entet, saa jeg m a atte m ed Flokken og kom fø rst fo r en O verassistentlæge. H an erklæ rede m ig fo r »borddienstfahig«, og saa m aatte jeg altsaa gaa hjem . Jeg gik saa stråles ind til A djudanten og m eddelte h am R esultatet. »Ja«, sagde han, »det b u rd e vi have tæ nkt p aa; m en nu skal jeg skrive et Brev til Stabslægen og skrive udenpaa, at det skal afleveres personligt, og jeg ven ter p a a Svar. Gaa saa derhen i Morgen, saa er d er ingen, der k an h in d re Dem.« Jeg gik saa derhen, og nu v a r der ikke noget i Vejen. Stabslægen læ ste Brevet, m ens jeg stod re t ved Døren, og sagde saa over S kulderen: »Hvor længe ønsker De?« Jeg svarede: »F jorten Dage«. »Godt« sagde h an og skrev 101 saa Orlovssedlen. Jeg gik hen til A djudanten, der straks anbefalede den. »Gaa nu straks om til A dm iralen«, sag de han, »og fa a den i O rden inden M iddag, saa k a n De godt tage m ed M iddagstoget, skønt O rloven fø rst gæ lder fra i Morgen, og n a a r de fjo rten Dage er gaaet, og De gerne vil have den forlæ nget, saa send et Telegram . Det gaar til mig, og jeg skal nok anbefale det; m en De m aa bestem t love m ig at kom m e tilbage, ellers bliver det forfæ rdeligt fo r mig, n a a r Sagen bliv er undersøgt.« Det lovede jeg. De fjo rten Dage gik hurtigt, jeg fik E lek tricitetsv æ r ket i O rden i. R ødding og Ø sterlindet. D a d er v a r gaaet tolv Dage, sendte jeg et T elegram og b ad om otte Dage E fterorlov. D a jeg kom tilbage, sagde v o r »R egistrator«: »De er vel nok en Lykkens P am filius! Nu h a r De h a ft saadan en dejlig Orlov, og saa er De nu u d tag et til noget m eget fint!« Jeg vilde gerne høre lid t n æ rm ere om det, m en h an sagde »Vi ved ikke noget særligt, fo r det er ganske hem m eligt. D et er nok D eres S progkundskaber, m an h a r sagt til A dm iralen, at jeg vilde beholde Dem, m en ,der blev svaret, at det k u n d e der ikke æ ndres ved, fo r det v a r o rdnet i R igsm arineam tet i R e r l in ------- « D et d rejed e sig om en B lokadebryder, d er u n d er dansk F lag gik til Tysk-Ø stafrika. Nis Jacobsen, Christiansfeld. Paa Vej m o d den danske Grænse I N ovem ber 1915 blev jeg fo rfly ttet fra B eklæ dnings depotet i B ahrenfeld til 20. F o d artilleris Opfyldningsbataillon i N eubreisach i Elsas. D er havde jeg en lille Oplevelse. I A lm indelighed vidste E lsas-L othringerne in tet om et G ræ nsespørgsm aal andetsteds i Lighed m ed deres. Men engang kom jeg in d til en gam m el Kone, der handled e lidt. Vi ko m i Snak om G ræ nsespørgsm aalet, 102 og h u n vidste god Besked, m en til sidst sagde h u n : »De er dansk, og jeg er fransk, m en det m a a vi hellere tie stille med.« I A pril 1916 kom jeg til et n ytoprettet B atteri, og i Maj k ø rte vi som B atteri 751 til Tliorn, hvor vi opholdt os i 8 Dage. H er fik vi yderligere et P a r uhaandterlige russiske K anoner, Ival. 20,5, m ed U drustning, m en uden »Forspand«. Vi havde ku n fire Heste. E n ung I^øjtnant i T yverne v a r vor F ører. Vi kom nu til P eronne i F ra n k rig. D et v a r en Som m erm orgen sidst i Maj. E n Kolonne fra en V ognpark k ø rte os til en By, der hed M aurepas. Den laa tæ t ved F ronten. E fter nogle Dages F orløb flyttede vi læ ngere mod N ord til en By, der hed B azentin-le-Petit. Lige overfor os la a Byen Albert. Byen v a r tem m elig uskadt, men E nglæ nderne begyndte saa sm aat at skyde sig ind, og i Ju n i gik det løs fo r Alvor. I Løbet af et P a r T im er var Byen sk udt i Grus. Vi opholdt os i K ældrene, og hver N at k ø rte vi A m m unition ud i Stillingen. Vi m aatte frem igennem Spæ rreilden. Om M orgenen b a r vi P ro vian t frem . »Folkens, hvor h a r jeg m oret mig!« sagde en H olstener en Dag. H an kom ude fra Stillingen. En G ranat v a r gaaet ned i R ab atten lige ved Siden af ham , m en det v a r en Blindgænger. D et h a r dog vist væ ret saa som saa m ed M orskaben. E n D ag blev der telefoneret fra Stillingen, at alt dis ponibelt M andskab kulde kom m e frem fo r at forsvare K anonerne. D er v a r F a re for, at E nglæ nderne vilde b ryde igennem . Vi fik et P a r G jorde P atro n e r hæ ngt om H alsen og saa gik det frem ad, to og to. H vor K anonerne stod, v a r der aaben Mark. En Vej gik p arallel m ed Sko ven. Vi stod ved Skovhjørnet og saa over m od Lunden. Vi skulde passere det aabne T erræ n. Solen skinnede fra en skyfri Him m el, m en over hele L andskabet laa et R øgslør fra G ranaterne, der hele T iden slog ned og eksploderede. Sam tidig blev V ejen bestrøet m ed Ma skingevæ rkugler fra bortflyvende engelske Flyve 103 m askiner. Over skulde vi jo. Nu er det jo det med den Pligttroskab. D er v a r jo ik k e T ale om at blive fø rt over i sluttet Trop. E n h v er m aatte selv om, h v o rd an h an kom over. D er v ar nogle, som slet ik k e kom med. De v ar m aaske de klogeste. Vi gik in d i Skoven og n aaed e en Skyttegrav, som v a r gravet m ellem Skoven og Vejen. F r a V ejen gik der en L øbegrav frem til M ametzskoven. Skyttegraven v a r fu ld t besat af Infanteri. Vi kom ogsaa over Vejen, m en det skulde gaa stæ rkt. D a vi naaede frem til K anonerne, slog en G ranat ned i B ryst værnet. Vi havde en Del saarede, og en In fan te rist m iste de begge Ben. E nglæ nderne kom ikke igennem , og vi fik Lov til at gaa tilbage. Vi sad en T id i Læ i B eskyt telsesrum m et i Skyttegraven. En In fan te rilø jtn an t spurgte, om vi havde Tid til det. Vi m ente, at der ikke v a r noget, der hastede. Da vi kom tilbage til Byen, v ar Skrivestuen røm m et. Man v a r flygtet af Angst fo r at blive taget til Fange. Vi gik ogsaa tilbage. Vi v a r tre M and og gik m ed K arabin p a a Skulderen. D a vi kom til en Korsvej ved Touraskoven, stod der en B ække F eltgendarm er tvæ rs over Vejen. E nhver, d er havde V aaben, skulde m elde sig ved D ivisionen og gaa m ed frem til F o rstæ rk n in g af In fan teriet. D ivisionsstaben holdt til ved et T ræ læ ngere til venstre. Heldigvis gik der ingen G endarm m ed os. Vi gik nok et Stykke i den angivne Retning, m en fo rsv an d t saa in d over M arken. Vi skulde ikke nyde noget. To Gange v a r vi d erude igen, hvor Livet h an g i en tynd T raad , m en til sidst blev K anonerne gjo rt ubruge lige, og vi kom tilbage til en By, d er hed B arastres. Im id lertid v a r v o r L øjtnant, der havde m eldt sig til Flyverne, blevet forflyttet, saa vi v a r en F lok F a a r uden Hyrde. R esultatet var, at vi blev sat til K abelnedlæ gning i den væ rste G ranatregn. F ra B arastre kom vi til H aplingcourt, hvor vi blev in d k v a rteret i en Kirke. Da vi gik ude p a a Vejene, der v a r fulde af B lodstriber, d er v ar 104 sivet ud af Røde Kors-vognene, tæ nkte jeg paa, hvor b ru ta lt det hele var, ja, det hele v a r m eningsløst. Vi fik nu en K aptajn, og saa fik P iben en anden Lyd. Vi blev tru k k et tilbage til Ytres, hvor vi fik A rbejde paa en A m m unitionsfabrik. K aptajnen m eldte sig k o rt efter syg. A rbejdet h e r h a r nok ikke passet ham . I Stedet for fik vi en O verløjtnant. H an v a r en reserv eret H erre, som m an hverken k an sige ondt eller godt om. En Aften i August stod vi opstillet p aa G aardspladsen. Feldw ebelen v a r p aa Orlov; hans S tedfortræ der sagde til os: »I M orgen skal vi indsæ ttes i en ny Stilling, og fo r at ingen skal gøre B ukserne fulde, vil jeg hellere m ed det sam m e sige, at vi skal til Tyskland!« Vi fik trav lt m ed at pakke, og den næ ste Morgen gik det i K reaturvogne østpaa. E n Gang holdt vi lige ved en R ugm ark, hvor Negene stod i Skok. Vi fik i en F a rt nogle Neg ind i Vognen og lavede os et behageligt Leje. I D iisseldorf passerede vi R hinen og fik nyt Togpei’sonale. Vi spurgte, hvor vi skulde hen, og fik til Svar, at denne T ran sp o rt skulde gaa til den danske Grænse. P'eldwebelen og et P a r O fficerer, der v a r fra H am borg, fik trav lt m ed at telegrafere, at de kom gennem H am borg. Men vi kom kun til O snabruck, saa kom der Ivontrao rd re. Jeg h a r bagefter læst i H. P. H anssens E rindringer, at D an m ark i A ugust 1916 v a r p a a N ippet til at kom m e i Krig m ed Tyskland. Vi kørte tilbage til Ivoblenz, hvor vi blev in d k v a rteret i F æ stningen E hrenbreitstein. Ile r blev vi et P a r Dage og kom saa til N eubreisach, hv o r vi fik rigeligt O pfyldningsm andskab, d erp aa gik T u ren til Køln, hvor vi m odtog K anoner, to 15 cm Skibs k an o n er m ed alskens U drustning, endvidere 118 Heste og M andskab. E fter ca. otte Dages F orløb gik det atter til B anegaarden, og vi v a r spæ ndt paa, hvor vi nu skulde hen. R ygtesm edene havde fortalt, at vi skulde ned og skyde over D onauen ind i Rum ænien. Men det gik atter vestpaa, og vi kom om trent til sam m e Egn. F ro n ten v ar 105 dog tru k k et noget læ ngere tilbage. D et v a r sket u nder Som m eoffensiven. Yi vilde nu hellere have væ ret et andet Sted hen. Anders Christensen, Tinglev. Man huskede »Sangeren« D et v a r en sm uk F o ra a rsn a t i A aret 1899. Yi v ar nogle K am m erater p a a Vej hjem fra et P aask eb al i Asserballeskov Kro, og vi sang: »Vi er k u n faa, m en det er det samme.« P a a een Gang blev der b ag fra slaaet en Klo i mig. D et v ar G endarm en. H an bød os standse og fo r langte Navne og A dresse, id et h an paastod, at vi sang forbudte Sange, og det k u n d e vi jo ikke nægte. Yi fik senere h v er en Bøde p a a tre M ark. D et hele v a r k u n en Bagatel, saa vi troede, at Sagen derm ed v a r glemt. Men da jeg kom p aa Session, viste det sig, at T ildragelsen v ar p a a fø rt v ort G eneralieblad. Jeg blev nem lig fø rst tagel til Infanteriet. Men saa oplæste Sessionsofficeren føl gende af m it G eneralieblad: »Manden h a r fa a e t en Bø de p a a tre M ark, fo rd i han h a r sunget danske Sange m ed ophidsende Indhold.« R esu ltatet blev, at jeg blev udtaget til »H usarregim ent 16«. D et vil altsaa sige, at jeg fik en T illæ gsstraf p aa et Aars Tjeneste, da K ava leriet jo tjen te tre Aar. Den 1. Okt. 1905 m eldte jeg m ig p a a G ottorp Slot ved 5. E skadron. Det gik m eget godt. Jeg fik efterh aan d en et hø jt N um m er hos V agtm esteren. Til P aaske 1906 fik vi Orlov fo r første Gang. Som R eglem entet bød, m eldte jeg mig inden A frejsen hos V agtm esteren. H an fa n d t ikke noget at bem æ rke til m in P aaklæ dning, m en k lap p ed e m ig p a a S kulderen og sagde: »Men — m in k æ re Ven — at du nu ikke synger danske Sange derhjem m e!« H an vidste altsaa ogsaa Besked om de tre M ark, jeg v a r ble vet idøm t. S aa kom Krigen. Vi rejste om M orgenen K lokken fem. H en p aa F orm id d ag en kom G endarm en i m it 106 H jem og skulde have m ig med. Jeg skulde arresteres sam m en m ed de an d re C ivilfanger; m en Fuglen v ar fløjet! Jeg v a r da allerede i Flensborg. H er blev jeg sam m en m ed ca. 50 gode nordslesvigske K am m erater tild elt den 5. lette P roviantkolonne. Senere fik den N av n efo randring til P roviantkolonne 63. Ved A frejsen fra F ra n k rig til R usland i F o ra a re t 1915 fik vi tildelt et F eltkøkken, og jeg blev afkom m anderet til at betjene denne »Kanon«. Og denne Post beholdt jeg, til jeg den 23. O ktober 1918 blev indlagt p aa L azarettet p a a G rund af den sp anske Syge. D erm ed v a r K rigen forbi fo r m it V edkom m ende. P. Clausen. D en gamle Kompagniskomagers Oplevelser Vi havde gennem gaaet en k o rtere U ddannelse ved G arnisonen i Brem en, h v o rfra det saa v a r gaaet videre til et R ek rutdepot bag F ro n ten i F ran k rig . H erfra blev vi saa igen overført til de forskellige Infanteri-R egi m enter. Jeg v a r sam m en m ed flere an d re havnet ved Neum unster-R egim entet Nr. 163. Vi var n u slet ikke saa faa D anskere ved dette Regim ent. Af kendte F olk hjem m e fra v a r h e r væd sam m e K om pagni: Niels Tved, Gabøl, Otto Ottosen, Hygum, H ans Petersen, M ejlby og Ravn fra Grønnebæk. Ogsaa ved de andre af Regim entets K om pagnier la a der D anskere. Min gode Ven og Nabo, Jens Jørgensen fra Fole, la a saaledes ved v o rt fem te Kompagni. Jens v a r dog en hel Del A ar yngre end jeg og havde d erfo r gjort K rigen m ed fra dens Begyndelse. Vi v a r nu n aae t ind i A aret 1916. D et v a r om kring M idten af Jan u ar. Jeg havde nu allerede væ ret Soldat saa længe, saa jeg en D ag dristede m ig til at indgive A nsøgning om at fa a Lov at kom m e hjem p a a Orlov. Jens Jørgensen havde derved væ ret m ig behjæ lpelig; 107 h an v a r jo m ere erfaren i den Slags Ting og havde ogsaa selv en Ansøgning om Orlov løbende. Piart vilde det jo være, om vi to k u n d e følges ad hjem . B ataillonen laa fo r T iden i Reserve. E n N at v a r vi fø rt frem for at udbygge en ny Stilling et godt Stykke bag vor første Stilling. I N attens M ulm og M ørke v ar S kansearbejdet alt an d et end bekvem t. Vi sled i det m ed vore sm aa H ak k er og Spader. Af og til holdt vi inde fo r at træ kke V ejret lidt. Saa h ø rte m an en jæ vn Snakken langs hele Linien. Ogsaa jeg kiggede op og kom derved til at kaste et Blik tilbage. I M ørket saa jeg nogle m ørke S kikkelser bevæge sig. De kom n æ r m ere. Jeg saa, at d er v a r fem M and ialt. De kom i Gaasegang, hver af dem slæ bte p a a en Sæk. — N aa saadan! — Brød til Kom pagniet. De sæ kkebæ rende Mænd gjorde H oldt i N æ rheden af os. — Sæ kkene satte de ned. — H vad fo r F olk m on det er? sagde m in M akker, idet h an nikkede hen im od Mændene. — Aa, hvad, det er jo ikke godt at vide, m en de er jo nok u ndervejs ud i forreste Stilling, svarede jeg. — D et skulde da vel ikke væ re dig, Niels Peter, sagde da en af Mændene. — Jo, m en det er jo dig, Jens, sagde jeg ret fornøjet. Og det v a r jo Jens, m in gode Ven h jem m e fra Fole. Naa, vi fik os en lille Passiar. Jens havde ikke h ørt noget til sin Orlov endnu; m en det skulde jo nok gaa i Orden, m ente han. Vi to, Jens og jeg, talte jo D ansk sam m en, og det kunde Jen s’ K am m erater jo ikke forstaa. E n af dem u dbrød d erfor: — H vad g aar h er fo r sig? — H vad venter vi paa. — Videre, videre . . ! Og saa m aatte Jens sige F arvel. — L idt efter v a r M ændene opslugt af M ørket. H en p a a M orgenstunden brø d ogsaa vi op og tr a skede træ tte og søvnige af Sted hjem til vore K v arterer fo r der at nyde et P a r Tim ers Ro og Hvile, fø r E fte r m iddagens T jeneste kaldte. Senere p a a E fterm iddagen h ad jeg m in Feldw ebel om Lov til at gaa tilbage til Byen 108 Avion, h vor vor Skrivestue laa. Feldw ebelen v a r en flin k Mand. — Jeg kunde godt gaa, sagde han. P a a Kon to ret i Avion erfared e jeg, at m in Orlov v a r bevilget. Man m anglede b are M ajorens U nderskrift, m en Orloven skulde nok væ re i O rden endnu i Aften, og sa a kunde jeg strak s tage af Sted. E n af S kriverne sagde til m ig: — »K am m erat, h ø r hvor det b u ld rer! Tøv ikke m ed at kom m e b o rt herfra!« D et k an nok være, jeg spidsede Ører, fo r det blev A lvor m ed U roen ved F ronten, og nu k u n d e der let blive O rlovsspærre, og saa ku n d e m an let kom m e et helt an d et Sted hen end hjem . Om M orgenen den følgende D ag v a r jeg allerede p aa Benene, da K lokken slog fem. Jeg hilste endnu lige p aa M artin Jensen fra Hygum, h vorefter jeg forduftede fra K varteret. Jeg m archerede til den Jernbanestation, fra hvilken jeg k u n d e kom m e m ed et Orlovstog. Jeg passe red e den lille Landsby M erricourt. H er havde jeg ligget i K v arter hos nogle Civilfolk. M anden v a r M inearbej der. H an v a r E nkem and, m en havde to voksne D øtre hjem m e hos sig. H vor havde jeg følt m ig godt tilpas i dette K varter. F ra den T id vidste jeg ogsaa, at m onsieur M inearbejderen altid v a r tidligt p a a Benene. Den yngste af Pigerne, Susanne hed hun, plejede at sta a op og lave M orgenkaffen til F aderen, fø r denne gik p a a A rbejde. Jeg b an k ede altsaa paa, og se, det slog til; det v a r den lille Susanne, der aabnede Døren. H un genkendte mig strak s og bød m ig kom m e indenfor. De to P iger havde læ rt sig en hel Del Tysk, saa vi kunde fo rstaa hinanden. Jeg skulde hjem p a a Orlov, fo rk lared e jeg Pigen, og jeg tror, at det glædede hende, fo r h un udb rø d : — O, la, la m onsieur, l ’A llem agne — kaput, nix . . . Susanne bød p a a en Spølkum m e so rt K affe og et Stykke F ranskbrød. E fter denne lille M orgenvisit rakte jeg Susanne til Afsked H aanden og bød hende hilse, h v o refter jeg fo rsvandt igen. D er stod en lang R ejse fo ran m ig; m en foreløbig var jeg da ude af Skidtet, saa den Tid den Sorg. 109 A llerede den næ ste Dags E fterm id d ag n aaed e jeg frem til de ken d te Egne. I Vojens havde jeg V entetid1 p a a fire Timei-, fø r jeg ku n d e n a a videre m ed Amtsbanen til Gram. — Skulde jeg vente saa længe, eller tage Resten af V ejen til Fods? Som jeg nu gik og drys sede ru n d t og ik k e rigtigt k u n d e bestem m e m ig — det v a r jo ingen bel lille S p aseretu r hjem til Fole — løb jeg p a a Jacob Ø stergaard fra Rødding. Jacob og jeg kendte h inanden godt fr a m in Tid i Rødding. Vi hilste p aa h inanden og fulgtes ad ned i Ryen. Jeg havde jo god Tid, fo r jeg k u n d e ikke foreløbig kom m e videre til Gram. — Ja, du vilde gerne, at Toget kørte straks, Niels, ja, det k an jeg godt forstaa, — men vent lidt, det k u n d e da være, at jeg k u n d e hjæ lpe dig. — Kom, lad os lige gaa in d til m in gode Ven Je n sen her, det ku n d e da være, at h an h av d e en Cykel, han kunde laane dig. — Og sandelig, det slog til. U rm ager og C yldehandler Jensen v ar en Mand, d er havde H jertet p a a rette Sted. — E n Cykel, — jo, det havde h an da. D yret kom frem og blev set efter. Jensen følte p a a Dækkene. De v a r jo ikke nye m ere, det v a r jo Krig, saa . . . nogle Stød m ed Pum pen. — Saa, nu k an du godt køre, m in Ven, bem æ rkede U rm ageren. Det v ar en Fi’yd saad an at ku n n e ru lle hen ad L ande vejen — vel at m æ rke om D agen; m en n a a r A ftenen kom, og m an ik k e rigtigt ku n d e se, saa ku n d e det blive en b land et Fornøjelse. N aa, jeg følte m ig saa glad og fri og frydede m ig saa in d erligt ved Gensynet m ed de kendte Egne. H ist og h er saas et Lys glimte. I H use og G aarde be lavede m an sig nu til at gaa til Ro fo r at væ re udhvilede til næ ste Dags B yrder og Besvær. K onerne havde det jo strengt, fo r ofte v a r M ændene ude ved F ronten. Jeg v a r n aaet godt gennem Gabøl By, da jeg tydeligt h ø rte en svag Hvislen. »Hvad er den af?« tæ nkte jeg. Jeg steg af og følte . . . jo, der v a r ingen Tvivl . . . Bag h ju let v a r p unkteret. Jeg m aatte tage den til Fods og 110 n aaed e langt om længe til Gram, hvor jeg satte Cyklen in d og fo rtsatte R esten af Vejen. — Og der sad m ine k æ re og ventede p a a m ig . . . Og Jens Jørgensen var allerede ankom m et til sit H jem . Begge to havde vi Or lov i atten Dage. Dog, den T id gik re t hurtigt. A fskeds stunden kom. Vi m aatte igen byde vore kæ re Farvel. K resten, Jen s’ gam le F ar, k ø rte os til Gram, og saa gik det igen af Sted ud til K am m eraterne ude ved F ronten. R egim entet fan d t vi i Ro i Douai. Jeg h a r en lille Oplevelse fra den følgende Sommer. D et v a r u n d er K am pene ved Somme, at jeg en Dag m odtog et Brev hjem m e fra m in Kone. H un skrev bl. a., at h u n netop havde m odtaget Brev fra m in F æ tter Eskilds Kone i Dover. E skild skrev, at jeg skulde køre ru n d t h e r i F ra n k rig m ed en P ottem andsvogn fo r spæ ndt et lille Æ sel. — D et v a r næ rm est saad an set skrevet fo r at drille m in Kone lidt. — Tænk, Niels Peter, — »Pottem and«! — N aa, p a a en M aade havde den gode F æ tter Ret, selv om det ju st ikke v a r P otter, jeg kørte ru n d t med. Sagen v a r den, at jeg v a r avanceret til K om pagniskom ager og havde fa a e t O phold p a a B ataillonens H aandvæ rkerstue. Jeg v a r M ester og havde endda en Svend u n d er mig. H an hed Ney og v a r Svdtysker. Om h an v a r en Æ tlin g af N apoleons M arskal ved jeg ikke; m en Ney h er v a r ellers en r a r og flin k Fyr. H an og jeg kom altid godt ud af det m ed hinanden. — Men tilbage til den gode E skilds H istorie. R egim entets K om pagnier laa i S tillingerne forude. Jeg la a da sam m en m ed vor B ataillonsbagage bag F ro n ten i den ovennæ vnte By M erricourt. Saa skete det en Dag, at E nglæ nderne fa n d t paa, at nu skulde Byen skydes i Grus, og det k an nok være, vi fik Kattun. De svæ re G ranater ram lede ind i Byen, og Skaden var stor. D et k an nok være, at vi fa n d t ned fra v o rt luftige Stade. Vi havde nem lig slaaet v o rt P au lu n op under Taget, hv or der ellers v a r re t fredeligt. Vi opsøgte 111 ij. V K ældre og andre Skjulesteder, m edens Beskydningen fan d t Sted. Da der opstod en lille P ause i Beskydningen, søgte vi atter frem i Dagslyset. D et k an nok være, det ikke saa godt ud. H usene v a r skudt i Grus, og M enne sker og D yr v a r gaaet til ved det. Vi fik Besked om at p ak k e sam m en og strak s fo r lade den udbom bede By. Saa fulgtes vi m ed Bagagen, m en da m an der havde h a ft en Del T ab af Heste, fo re slog Kusken, P au l fra H am borg, Skom ageren og hans Svend, at de kunde fa a en lille, let Vogn og et Æ sel og saa se at k lare sig tilbage. D et kunde vi da sagtens, m ente jeg, og saa fik da Ney og jeg trav lt m ed at p ak k e vore T ing sam m en og fa a dem an b rag t p a a det lille K øretøj. D et lille Æ sel havde m ere end nok at træ kke Læsset. — Hej, hyp, Æ sel. — Ney og jeg m aa hjæ lpe til. H en ad V ejen g aar det. E n Deling In fa n te riste r drog forbi os. Afdelingen v a r sikk ert u ndervejs ud fo r at afløse i Skyttegravene. Jeg skæ nkede ikke de fo rb id rag en d e en Tanke, fo r m it Køretøj gav m ig nok at tæ nke paa. Da v a r der b lan d t S oldaterne pludseligt en, der p aa' ufo rfalsk et Sønderjydsk raab te: — Hej, go D aw — er det ikke Niels Peter! Sandelig, om det ikke v a r m in F æ tter, E skild P e tersen fra Dover, d er drog forbi. — K om pagniet v a r fra R eserveregim ent 86. —- Nu havde m in F æ tter om talt dette Møde m ed m ig og m it Æ selskøretøj p a a L ande vejen til sin Kone derhjem m e, og saaledes fik m in Kone at vide, at hendes M and v a r sunket sa a dybt ned, at h an nu v a r h avnet som P o ttem an d i F ran k rig . En H aandvæ rksm ester h a r saa m eget at slæbe ru n d t med. D er v ar jo allerfø rst V aaben og den øvrige Ildrustning, m en desuden h a r h an jo ogsaa alle de Ting, der h ø rer m ed til at kunne uddve sit F ag p a a betryg gende Maade. D ette gæ lder b aad e fo r Skom agere og Skræ ddere. Nu havde Rasm us, vor Kusk ved B agage vognen, fundet ud af, at jeg m ed alle m ine Ting optog alt fo r m eget af P ladsen p a a hans Vogn, og nu stod alt i 112 O pbruddets Tegn. — T roppeforskydninger, kaldte T y skerne det. Ney og jeg v a r optaget af at slæbe vore Ting ned til R asm us’ Køretøj og fa a det stuvet om Bord. D er v a r jo først Skom agerkassen, saa en Sæk m ed Læ der, en anden indeholdt et P a r ek stra T æ pper for ikke at skulle fryse alt fo r meget, en K uffert, som jeg u n d er m in sidste Orlov i S eptem ber 1916 havde frem try llet af en tom M argarinekasse. Den b a r stadig den p ran g en d e In d sk rift — P. K narhøj, Sønderborg. K ufferten gem te alle m ine p riv ate Ting, og jeg vaagede n ø je over den og dens Indhold af faste eller spise lige Ting. E ndvidere havde jeg ogsaa en dejlig blød H ovedpude, ogsaa b rag t m ed hjem m efra. B etræ kket var m aaske efterh aan d en blevet lid t fedtet, m en P uden var dog god og næ sten uundvæ rlig fo r mig. D a den gode R asm us fik Øje p a a m in enorm e Sam ling, saa h an næ sten rødt. H an ku n d e ikke dy sig, m en kom m ed den re t spydige B em æ rkning: — »Hør Niels Peter, sej mæ, v a æ den a, en k u n d ’ næ sten tro, te do v ild ’ te o u d g i’ dæ fo r o væ ’e en O ffis e r!« ------N aa, R asm us v a r nu ellers god nok. F o r R esten v ar h an fra Broager. Vi v a r nu n a a e t frem til Begyndelsen af A aret 1917. V interen v a r re t streng. R egim entet la a i Stilling foran Byen le Mesnil, der dog la a et godt Stykke bag F ro n ten. I denne By la a vi ved Bagagen. H vor v a r der over fy ld t her, næ sten ikke til at sp ark e sig frem . V ort K varter fandtes oppe u n d er T aget i et Hus, m en der v a r slet ikke T ale om, at vi kunde bjerge os her, langt m in d re at ku n n e bestille noget. Vi H aandvæ rkere m a atte desuden om N atten m ed K økkenvognen ud til F ro n ten og slæbe Brød og M ad sam t P ost ud til K am m e ra te rn e i deres alt andet end luksuriøse H uller. Dette N atteslæ b v a r ju st ikke efterspurgt, m en dog nødven digt. Vi frøs m ed A nstand. Vel havde vi vor lille Skytte gravskakkelovn, m en hvad h jalp det hele, n a a r vi intet havde at p u tte i den. 113 Ai Ney fan d t dog p a a R aad. H an h av d e faae t eller la an t et K øretøj, og m ed dette k ø rte h an ud i den næ rliggende Skov og kom hjem til v o rt K v arter m ed et helt lille F y rretræ , som h a n selv havde v æ ret M and fo r at fælde. Ney k u n d e have sp aret sig sin Møje, fo r T ræ et v ar jo grønt og vaadt, og det v a r h aabløst at fa a det til at brænde. Bedre gik det os, da vi om A ftenen i F æ llesskab drog u d og bjæ rgede en god P o rtio n Hegnspæle. Senere, da V ejret igen slog om til Tø, fik vi rigeligt m ed Kul. R egim entet drog vid ere som »flyvende Division.« Bataillonerne kom igen u d i de forreste Linier. Bagagen la a foreløbig i Byen M oncliy-le-Preux. — Jeg havde den sidste Tid væ ret plaget af Gigt i Læ nden og i m it h ø jre Ben og la a i m in Seng. Min gode Ven H ans P etersen be søgte mig, fo r h an skulde i Stilling. D er v a r nok et eller andet i V ente derude, sagde han. Om N atten m ellem 8. og 9. A pril 1917 — L angfredag og P aaskelørdag — brø d det fo r Alvor løs. Sikken en forfæ rdelig Trom m eild, E nglæ nderne satte i m ed! Det blev senere fo rtalt, at E nglæ nderne havde b rag t deres svæ re A rtilleri frem til de fo rreste Infan teristillin g er fo r rigtigt at k u n n e tage det tyske O pm archom raade u n d er intensiv Beskydning. D eres A rtilleriild n aaede helt tilbage til v o r By. Præ cist h v ert tiende M inut fik vi en H ilsen fra en af Englæ ndernes 30,5 cm K anoner. Sikket Brøl! V or Skriver kom farende, og h vor saa han ud. — Hør, m in Ven, det g aar pinedød ikke, du m a a op og m ed os an d re ned i K ælderen, fø r H uset ra m le r sam men. Saa v a r d er fo r m ig ikke andet at gøre. Jeg kom i Tøjet, ud af H uset og hen ad Gaden til den næ rm este Bunker, hvor vi saa søgte ned i Dækning. Een Ting blev b orte fo r mig, og det var m in Iskias! Om M orgenen den 9. A pril gennem brød E nglæ nderne vore Stillinger og nedkæ m pede den sidste M odstand. 1 14 Kun fa a slap b o rt og undgik F angenskabet, Af vore tolv K om pagniførere v a r kun een tilbage. — Med Stil lingens F ald v a r ogsaa B eskydningen af Byen holdt op. D el v a r saa underligt stille. Da hørte jeg en eller anden raab e : »Alle, der er her, skal stråles gøre sig fæ rdige. — F jen d en s ta a r om lid t fo ran Byens Porte. Vi m a a alle frem fo r at m øde ham der. — A larm ! A larm !« — M ændene dukkede op en efter en eller flere i Følge. Feldw ebelen overtog K om m andoen. — Hør, Feldw ebel, jeg h a r ingen S taalhjelm , den h ar jeg m a atte t laane en anden, bem æ rkede jeg henvendt til ham . H an svarede: — »Ja, M ester Niels, saa fa a r du nøjes m ed den Hue, du allerede h a r paa!« Vi fik 250 P atro n e r og tre H aan d g ran ater udleveret, h v o refter denne brogede B landing af S oldater fra fo r skellige A fdelinger, ja, Regim enter, satte sig i Bevæ gelse ad V ejen ud m od den Side, h v o rfra m an regnede m ed, at E nglæ nderne vilde komm e. E t godt Stykke uden fo r Byen gjordes der Holdt, h v o refter der dannedes en tynd Skyttekæ de ud over M arken, og sn a rt efter gik vi i Gang m ed at grave os ned. Men E nglæ nderne lod vente p a a sig. De viste sig ikke. M aaske havde de faae t nok fo r denne Gang. Saa laa vi da h e r til hen p a a E fterm iddagen. K lokken fire dukkede nyankom ne R eserver frem . Vi fik B efaling til at træ k k e os tilbage og drog sn a rt efter gennem den nu m edtagne By M onchy-le-Preux og videre til en lille By lid t læ ngere bagude. H en p a a A ftenen fik vi anvist K v arter i nogle re t faldefæ rdige T ræ barakker. D et v ar hundekoldt. Vi frøs, m en opdagede, at Bænke og Borde ogsaa godt kunde bruges til at fyre op med. E fter dette fo r R egim ent 163 saa h a a rd e M enneske tab blev R esterne af R egim entet fø rt tilbage fra F ronten fo r gennem en R eorganisation og ved Tilførsel af nyt M andskab atter at genvinde sin gam le Anseelse. Re gim entets fine S tan d ard naaedes dog aldrig mere. Vi flyttede ru n d t bag F ro n ten fra Sted til Sted. En 115 k o rt T id laa vi oppe ved Briigge, senere kom vi til Menin og Piouselare, saa la a B ataillonen i rolige Stillinger fo ran W est Roosebeke. Igen blev vi ind lad ed e og kørte m ed Toget til Byen Lille i N ordfrankrig, h vor R egim en tet atte r blev in d sat ved F ronten. Vi havde det herligste Som m ervejr, og hvor v a r lier hyggeligt i den lille By. Vi opholdt os ved Bagagen. Køkken- og B agagepersonale sam t K om pagniets Skrive stue m ed O rdonnans og Skriver og vi H aan d v æ rk ere havde alle v ort K v arter i en og sam m e Bygning. D et var, syntes den gode Ney, alt fo r tran g t h e r in denfor Husets fire Vægge. H vorfor ikke flytte V æ rk stedet ud i Solen! — Ja, hvo rfo r dog ikke, svarede jeg. Og saa flyttede vi da u d i vor B aggaard. Vi lavede et Soltag af vore sm aa Teltduge, anbragte dem p a a nogle Stæ nger og sad nu og nød Fuglesangen og H erligheden ud en fo r i Guds frie N atur, alt m ens vi pløkkede Støvler. Jeg længtes svæ rt efter m ine kæ re derhjem m e. — En A nsøgning om Orlov havde jeg forlæ ngst afleveret. D et v a r sn a rt Pinse. — Hvis m an nu k u n d e væ re saa heldig til den Tid at kom m e hjem ! Men O rloven lod dog vente p a a sig. I Morges havde jeg sn ak k et m ed vor S kriver; m en M an den v a r tæ t som en Potte. D a dukkede hen p a a F o r m iddagen pludselig v o r Kusk op. H an vidste, at jeg gik og ventede p a a at kom m e hjem p a a Orlov. — »Tager jeg ikke fejl«, sagde han, fa a r du nok Besked om at rejse h e rfra endnu i Morgen.« — »Tror du det, saa vilde jeg absolut ikke have noget im od det,« svarede jeg. — »Ja, det er godt, m en gaa nu ikke den anden Vej — over G rænsen altsaa, — og gør du det, saa lad dem ikke tage dig ved Vingebenet!« Jeg m a atte le, fo r den gode M and m ente det nu saa godt. H en p a a E fterm id d ag en dukkede virkelig m in gode Ven, Feldw ebelen, op. H an stod en S tund og sludrede m ed os, m en om sider kom h an frem m ed sit Æ rinde. — Jo, Ney skulde fra i Dag væ re Mester, og 116 den gam le Niels kunde pak k e sit Tøj og i Morgen, P aaskelørdag, rejse hjem p a a Orlov til Mor og Børn. Og det gjorde jeg. — Jeg rejste hjem og — gik senere over den næ re Grænse. Niels P. Nielsen, Fole. Da Peder troede, han var i København Det v a r u n d er den første V erdenskrig i Forsom m e ren 1915. Jeg, der dengang allerede v a r fyldt de fem ogfyrre, og som i m in U ngdom ikke ku n d e bruges til Soldat, havde nu pludseligt fa a e t Besked om at stille til Session i H aderslev. D atoen stod angivet p a a den m odtagne O rdre. Naa, der v a r jo ikke noget m ed at blive hjem m e. D et viste sig, at der v a r flere fra Sognet, der havde m odtaget den sam m e O rdre. F lere af dem var stø rre G aardm æ nd. Nu v a r vi jo alle lige, m ente jeg da. D agen fø r Sessionen drog vi hjem m efra. Med A m tsbane toget naaede vi ved A ftenstid H aderslev. D er v a r et M ylder af M ennesker. Alle slæ bte p a a stø rre eller m in dre P ak k er, hvis Indhold v a r Sulevarer, m aaske en ren Skjorte, eller et P a r S trøm per, eller hvad ved jeg. Vi h erh jem m e f r a Sognet holdt foreløbig sam m en. Vi styrede vor K urs m od den kendte B evæ rtning »Krauses Hotel«, og h e r lykkedes det os at fa a Natlogi. F o re løbig skulde vi d a have den væ rste Sult stillet. Til Ma den nød vi 01 og en »G ibbernakker«. D et blev vel ogsaa til to eller flere . . . B agefter blev saa Dagen fejret. Den ene efter den anden gav en Omgang, G aardm æ ndene v a r den Dag slet ikke fedtede. Jeg fik slet ikke Lov til at give en Runde, slet ikke T ale om. »Ja,« sagde A ndreas og saa hen p a a mig. — »Se, vi tre k a n saw tens gi u e r i Jaw ten, fo r ser do, i M aan kan vi rejs hjem igen, fo r vi h a r sø rret fo r å h a e P ap irer 117 i Orden, m en ser do, N ikolaj, m æ dæ e de en anden Sag. — Vi er de, som e T yskere k a a ld e r — »unabkom m lich« (kan ikke undvæ res hjem m e). — Med en sølle fattig H usm and som m ig v a r det nu en helt anden Sag. Saa kom da den næ ste Dag. Megen Søvn havde vi ikke faaet, og M aden sm agte ikke rigtigt. U ndervejs om til K asernen betroede m ine V enner — G aardm æ ndene derhjem m efra, mig, at de v a r blevet enige om sk ifte vis at sende mig sølle F y r en god Pakke. Jo, det m ed P akkerne kunde væ re godt nok, men, m ente jeg, lad os nu først fa a Sessionen overstaaet. Saa stod de da d er m ed deres P a p ire r fra Læge og A m tsforstander og strak te dem frem m od de h ø je H er re r i Sessionsudvalget, som dog gik let hen over dem. I langt de fleste T ilfæ lde hed det b are: »g. v. L an d stu rm m it W affe — Fertig!« — D en næ ste . . .! Mine gode V enner blev lid t lange i Ansigtet. H er havde de saa sikkert regnet m ed, at de gode P ap irer, de havde erhvervet sig ved at »smøre«, nok skulde h jæ l pe dem fri — og nu dette! D et v ar jo ogsaa til at æ rgre sig over . . . »March!« lød det, af Sted gik det til B anegaarden. Saa sad vi da i Toget, d er sn a rt dam pede svdpaa m ed os. Lidt fø r A ften n aaede vi Altona. Toget stan d sede, og vi fik Besked om at fo rlad e Toget. Ny O pstil ling, fire i h vert Geled, og lid t efter v an d red e vi hen til det Sted, hv o r vi skulde in d k v arteres fo r N atten. Senge v a r der ingen af, m en dog en H alm sæ k, som m an kunde søge Hvile paa. D er blev udleveret Mad. — H vad den bestod af, ved jeg ikke. D a vi v a r godt sultne, gled den let ned. Vi v a r u n d er Opsyn af tre U nderofficerer. De v a r ret høflige, m en hvad skulde m an slaa T iden ih jel m ed? Vi gik ru n d t og »sonderede T erræ net«. — Jeg og m ange flere fordu fted e fo r at se p a a Byen. Vi v a r jo saad an set endnu civile Folk. D et blev sent, fø r jeg igen fan d t 118 hjem . Jeg v ar nu lan g tfra den sidste. Den første, jeg løb p a a i K varteret, v a r en af Befalingsm ændene. — Nej, se, hvor kom m er du fra, V ennen m in? lød lians Spørgsm aal. — F ra — hæ . . . fra Byen, h a r væ ret lid t p a a Skt. P au li og an d re Steder, svarede jeg. Bag m ig dukkede d er i det sam m e en ny M and op. H an v a r i opløftet Stem ning og afbrød mig, idet h an raah te: — H ej-ja, . . . aah, hvor er æ fuld! Den næ ste Om gang, K elner, den gi’r Mads . . .! ■ —■Jo, h e r v a r der rigtignok L øjer og Langkaal. D er blev d ru k k et 01, fo r hvad skulde m an med Penge? De skulde drikkes op . . . Hej, I M øgtram pere . . . I M orgen — Sk aal! De tre T yskere havde fo r læ ngst fa a e t deres P art. De sad og sk raaled e p a a en eller anden tysk Vise. P ludselig opfordrede en af dem os til at synge med. — Singt doch m it . . . singt, singt m i t! — — A ldrig! Vi k an k u n synge, hvis det skal være, paa D ansk, sagde jeg. — Oh . . . lige meget, ra a b te han, saa synger I paa D ansk! — N aa, ja, M ændene h e r v a r jo flinke, og hvorfor saa ikke vise dem, at vi ku n d e synge. E fter en kort B aadslagning blev vi enige om, at hvis der skulde gives en Sang til Bedste, skulde det væ re »Dengang jeg drog af Sted.« — Og det k an nok være, de fik alle Versene m ed F ynd og Klem, og —■T yskerne m orede sig. — M an ge af vore K am m erater v a r allerede gaaet til Ro og sov nok saa blideligt. U nder v or Sang b efan d t jeg m ig netop ude fo r den aabne Dør. I en lille P ause hørte jeg en M and snøvle i en endnu søvnig Tone: »Hvad er dog det? — Hør, K ri stoffer, vi er nok slet ikke kom m et til A ltona! Du skal se, vi er saa sandelig h av n et i K øbenhavn!« Nicolaj Jensen, Mølby pr. Spandet. 119 ■?- E t Juleminde FRA C H A M P A G N E - F R O N T E N Juledag vi sidder og stirrer fra Barakken saa længselsfuldt ud. Regnen mod Ruderne klirrer, ude er der koldt og Slud. En sønderskudt B y ' ) der ligger her ved Kanalens Bred. Et enligt Træ staar og stirrer paa al den Elendighed. Markerne ligger øde, forladt staar Hus og Hjem, knap en Fugl kan finde sin Føde mellem Mængden af Ukrudt og Sten. Hvornaar mon dette vil ende, tænker vi mangen Gang. Hvornaar mon vi hjemad kan vende? Hjem til Nordslesvigs Strand. Men Aarene gaar, og Hage, og Krigen den raser endnu. Hvornaar mon vi kommer tilbage? Naar falder det sidste Skud? Vær hilset, I kære derhjemme, vær hilset saa mangen Gang, fra alle vi Nordens Sønner, som kæmper i fremmed Land. Skrevet af Hans Hansen, Halk, i Baraklejren ved Byen Men neville ved Aisne Kanalen 1916. *) Variscourt 120 Major T ra m p f og hans K o Jeg havde, da V erdenskrigen i 1914 b rø d ud, for læ ngst af tjen t m in V æ rnepligt som F æ stningsartillerist i den ken d te R hinfæ stning E hrenbreitstein. Jeg v a r nu ved Krigens U dbrud allerede gift og havde selv en lille E jendom til en H est sam t en fem, seks Køer p a a S tal den. Saa kom Dagen, som T yskerne k ald te »den store Dag«. Jeg m a atte fo rlad e det hele og m ødte i LokstedL ejren. Vi forlod sn a rt efter denne Lejr, og m ed Tog gik det vestover til Elsass, og saa v a r vi inde i Krigens Gru og Tum m el. E t Aars Tid gik hen. E n Dag kom der O rdre til B atteriet om at afgive M andskab til D annelsen af en ny F orm ation. Vi v a r vel en halv Snes M and sam t en V agtm ester og to U nderofficerer, der m aate pak k e vort Tøj og drage til et næ rm ere bestem t Sted, hvor vi skulde m elde os. Stedet, eller Byen, viste sig at ligge et godt Stykke bag F ronten. I denne By blev der saa dannet en A rtilleri-A fdeling, u d ru stet m ed svæ re H aubitser. Til Chef fo r denne A fdeling fik vi en vis M ajor Trum pf. D enne H erre havde sine egne M eninger om Tingene, m en h an viste sig at væ re en re t fo rn u ftig Mand. F ør K rigen h av de M ajor T ru m p f v æ ret udenfor N um m er og havde da allerede i flere A ar væ ret D irektør i en F abriksvirksom hed, der frem stillede U nderbeklædning. U nder K rigen v a r h an fra at væ re K aptajn avanceret til Posten som M ajor og Chef fo r denne nye A rtilleri-A fde ling. Vel la a vi jo h e r i F jendeland. Vi vidste, at F ranskm æ ndene ikke elskede os. Men Egnen v a r idyllisk. D er v a r F red, og F ro n ten la a langt borte. M ajor T rum pf og hans Stab fa n d t det ogsaa hyggeligt her. D er v a r dog en Slange i dette P aradis. — M ajoren v a r en sto r Y nder af Mælk, og frisk Mælk er jo en h er lig D rik. Men Forsyningen af Mælk svigtede. De om 121 9. kringboende B ønder skulde naturligvis levere den n ø d vendige daglige F orsyning m ed Mælk til T yskerne, m en af let forstaaelige G runde gjorde de det k u n m ed Mod vilje, selv om de fik den godt b etalt af de tyske Myndig heder. — F ran sk m æ n d en e snakkede noget om Sygdom i Kvægbesætningerne, m en den troede T yskerne ikke rigtig paa. Man havde forsøgt at tale sig til R ette m ed de fran sk e Bønder, m en disse v a r b are blevet endnu m ere trodsige. Noget R esultat v a r m an dog ik k e kom m et til, og nu v a r M ælkeleverancen altsaa gaaet h elt i Staa. M ajor T ru m p f sad p aa sit Kontor. H an kløede sig i Skægget, m edens h an dybsindigt grundede over Sagen. H vad v a r h e r vel at gøre? — Hm, m an kunde jo da for F okker heller ikke lad e sig alt byde; m en p a a den an den Side kunde h an ogsaa godt fo rstaa de fran sk e Bøn ders T ankegang; m aaske lød disse en hem m elig Ordre. . . . Man kunde jo ogsaa gaa en anden Vej. — Man kunde gøre sig uafhæ ngig af dem, m an ku n d e jo som et Forsøg anskaffe en Ko. — M ajoren havde genvundet sin Ligevægt. M ajor T ru m p f v a r ikke selv kyndig p a a dette ekstraordin æ re O m raade, m en m on der ved hans A fde ling ikke skulde findes en landbrugskyndig M and? . . . M ajoren tog en k o rt Beslutning. H an try k k ed e paa Klokken, og lid t efter dukkede hans personlige O ppas ser op. — Hr. M ajoren ønsker! — H æ lene sm æ kkede sam m en. — Aa, h ø r H erm ann, stik lige om p a a K onto re t og se, om Feldw ebelen er hjem m e. Bed h am kom m e herom , saa sn art h an kan, fo rsta a r du! — R et længe varede det ikke, fø r K ontorf el dw ebelen m ødte frem og hilste. — H vad er d er nu i Vejen, Adolf, spurgte h an og saa hen p aa M ajoren, der roligt blev siddende p aa sin P lads og blot m ed en H aandbevæ gelse pegede p aa en Stol, som Feldw ebelen stråles lod sig dum pe ned paa. — Ja, h er sid d er m an jo godt, sagde han, m edens han tæ ndte sin Pibe. — Du stu d ser vel over den Tone, F eld w ebelen tillod sig, m en de to M ænd v a r gode V enner fra gam le Dage. Feldw ebelen havde nem lig ogsaa h a ft An 122 sæ ttelse p a a sam m e F abriksvirksom hed, og fra den Tid stam m ede den fam iliæ re Tone. Ja, kom det endelig fra M ajoren. — Jeg k a n godt fo r staa, at du m a a væ re nysgerrig, men, ser du, Gustav, vi m aa finde frem til en O rdning, saa denne M ælke forsyning ikke stadigvæ k b ry d er sam m en. Se, jeg h a r tæ nkt, at vi b u rd e anskaffe en Ko. — En — Ko! afbrød Feldw ebelen, — m ener du v ir kelig en — Ko? — Ja, vel gør jeg saa, for jeg vil pinedød ikke u n d væ re m in Mælk, svarede M ajoren og lo, m edens h an k a stede et Blik over p a a sin Ven. — For, ser du, vil F ran sk m æ ndene ikke levere os det nødvendige K vantum Mælk, ja, saa ser jeg ikke anden Udvej, end at vi holder Ko og saaledes bliver selvforsynende. — E n Ko, m æ lede Feldw ebelen. H an sad stadig og grundede. — Ja, en Ko — fo rsta a r du, ra a b te M ajor Trum pf. — Skal — hm — D yret — rekvireres, eller hvordan? — Næ, det h a r jeg n u ikke tæ nkt mig. Nej, vi køber den. — H vem h a r du tæ n k t skulde passe den? — Ikke jeg — i h v ert Fald. — Aah, din Torsk, lød det fra M ajoren. — Nej, selv følgelig ikke, Gustav, m en du k an sik k ert b la n d t vort M andskab finde en frem , der er kvalificeret dertil, en L andm and, en K oholder, sagde M ajoren. De sad endnu en S tund sam m en og drøftede indgaaende Sagen, før F eldw ebelen rejste sig og forlod M ajo rens Bopæl. Næste Akt foregik allerede sam m e Dags E fterm id dag. Vi havde netop afsluttet Dagens O plevelser og stod nu opstillet i R ække og Geled p a a den lille E ksercer plads. D a saa vi, at M ajoren, fulgt af K ontorfeldw ebelen, næ rm ede sig. O fficerer og B efalingsm æ nd fik travlt. Feldw ebelen, ja, det ku n d e gaa, m en M ajoren, hvad vil h an egentlig h e r p a a denne T id? 123 — »Ret!« brøltes der, og de to sp an k u lered e ned langs F ronten, vendte om og kom tilbage igen m od Mid ten af F ronten. M ajor T ru m p f nikkede tilfreds og gav O rdre til »Rør!« M ajor og Feldw ebel stod stadig og talte sam m en; m en saa tra a d te Feldw ebel en frem . — Hør, sagde han, er d er L andm æ nd eller Kohol dere eller Svejtsere h e r im ellem B atteriets M andskab? Iivis disse K ategorier findes, da h a r de at træ de frem fra Geleddet! -— D et viste sig, at der v a r en halv Snes Stykker, der kunde kom m e ind u n d er denne Beteg nelse, ogsaa jeg. — Vel v ar d er et P a r S tykker m ere, der tra a d te frem , m en de listede lige saa stille af igen. Jeg tvivler paa, at de v a r L andm æ nd. M ajor T ru m p f gik F lokken igennem ; den ene efter den anden m aatte igen fordufte. Til sidst kom h an hen til mig. Som ved de øvrige spurgte han, om jeg v ar L andm and, om jeg v a r v an t til at om gaas Køer. — Jo, det v a r jeg da. Jeg havde selv en m indre I.andbrugsejendom . — Ja, det er godt, m en h a r De Køer, og — k an De m alke? spurgte M ajoren igen. — Jo, det k an M ajoren tro, jeg kan, fo r jeg h a r seks K øer og en Hest derhjem m e. — Ja, det er godt, m in Ven, m en hv o r h a r De h je m m e? spurgte h an og: H vad h ed d er De? — H ansen, P ete r H ansen, H r. M ajor. — H ansen — hm — m en h v ad L andsm and? Jeg v a r lige ved at sige »Dansker«, m en saa retted e jeg det til Slesviger. — Saa er De vel en af disse D anskere? — M ajoren lod til a t væ re in d e i F orholdene ved Grænsen. — Javel, Hr. M ajor, det h a r sin Rigtighed, svarede jeg uden at blinke. M ajor T ru m p f lod til at væ re tilfreds. H an spurgte ikke om m ere, m en sagde h envendt til m ig: — Om en T im e k an De m elde D em p a a m in Ropæl. — Ja, saa v ar der ikke m ere. De to M ænd fo rsv an d t lige saa stille igen, og ogsaa vi tra a d te af og opsøgte v o rt K varter. 124 Jeg m ødte p a a den aftalte T id p a a M ajorens Kon tor og m eldte mig. M ajoren v a r dog i Ø jeblikket ikke hjem m e, saa jeg m a atte vente en S tund p aa ham . E n delig kom h an da, og vi fik os en rigtig lang Sam tale. M anden v a r flink, m a atte jeg indrøm m e. E nden blev, at jeg af h am blev antaget til at passe og pleje den Ko, som m an p a a dette T id sp u n k t endnu ikke havde købt. Glad og veltilfreds og bevæ bnet m ed en af M ajorens gode C igarer forlod jeg igen K ontoret. — Jeg v a r nu blevet fo rfrem m et til M ester-Foderm ester. A llerede den næ ste Dag overtog jeg Pladsen. I en Bagbygning ved M ajorens Bolig opslog jeg m it fo re løbige K varter; h e r v a r ogsaa P lads til Koen. Jeg havde lige in stalleret m ig og m ine Ting, da der v a r en, der k ald te p a a mig. D et v ar M ajorens T jener. — »Peter H ansen, — du m a a straks indfinde dig hos M ajor T ru m p f« ! Jeg af Sted, M ajoren m odtog m ig m ed et Smil og spurgte, om jeg kunde finde m ig til Rette. — Jo, det m ente jeg nok skulde gaa, og ogsaa P lad sen til Koen v a r god, svarede jeg. — Ja, det v a r netop om denne Ko, vi nu skulde snakke. — Ser du, ja, nu siger vi du til hinanden, n a a r ingen an d re er her, — det er lettere. Ser du, jeg h a r tæ nkt m ig allerede nu i Eftei'm iddag sam m en m ed Feldw ebelen og dig at tage en T u r u d p a a L andet fo r hos en af B ønderne at købe en Ko. — Du, P eter H ansen, er den sagkyndige, jeg Købe ren, og Feldw ebelen ord n er det finansielle. — Ja, saadan skal det være. M ajoren ler nok saa fornøjet. — Jo, den Sag skal nok kom m e til at glide. Om E fterm iddagen kørte vi ud p a a Landet. Jeg sad oppe hos Kusken, m edens de to H errer, m ine A rbejds givere, slæ ngede sig i Jagtvognens m agelige Agestol. LTde p a a L andet v a r der jo Bønder, og Ivøer havde de ogsaa, m en hvor v a r B ønderne m istroiske! — De v ar ikke venlige og vilde nødigt sælge til os. M ajor T rum pf v ar E lskvæ rdigheden selv, ih, hvor lod h an Munden 125 løbe . . . Endelig fik vi da fa t i en æ ldre B ondem and, som havde en god K obestand. E fter en lang P ru tte n og Snakken lykkedes det endelig m in M ajor at fa a en Ko købt, selv om M anden ikke v a r sæ rlig oplagt til at sælge. Feldw ebelen m a atte frem m ed Tegnebogen og betalte den re t høje Pris. Jeg fik R ebet overrakt, og stolt som en Konge fjern ed e jeg m ig m ed den erhvervede Ko. — Vi to skulde nok fa a m ange gode Dage sam m en. Vi havde ogsaa m ange gode Dage sam m en. Koen gik og græssede, og im ens gik jeg og drev den af. Men som bekendt bliv er en Ko jo ogsaa træ t af at p ro d u cere Mælk, og det gjorde da vor Ko ogsaa. Naa, m an v ar jo — heldigvis — som m a n siger »ikke fø d t i Gaar.« Jeg lavede noget, d er ellers er ulovligt: Jeg kom V and i Mælken, ikke meget, m en nok til, at der kom Klage over den Mælk, jeg afleverede i K økkenet. Jeg hæ ldte stadig m ere V and i Mælken. I T ank ern e saa jeg m ig al lerede fyret, hvis ikke før, saa dog den Dag, da Koen blev gold. E t P a r Dage gik, m en saa kom d er Bud. — M ajor T rum pf ønskede at tale m ed mig, og det k an nok være, jeg fik H uden skæ ldt fuld. — S aadan en Svindlex’, der ikke u n d saa sig fo r at afsæ tte M ælken andetsteds! Jeg prøvede at undskylde Koen. Deix v a r ved at blive gold, sagde jeg; m en M ajor T ru m p f m ente lxoget andet. Saa dan en stor og k raftig Ko ku n d e ik k e holde op m ed at give Mælk. Naa, ja, livad k u n d e det vel ende m ed? Jeg m a atte opgive Stillingen. Jeg v a r fyret, og sam m e Dag overtog en anden M and m it Job. Min A fløser v ar en Mand, jeg ikke kendte. E fter at jeg havde sat h am ind i Sagerne, foi’lod jeg P ladsen og m eldte m ig lid t senere tilbage til B atteriet. D er gik k u n et P a r Dage, saa kom Majoiæns T jen er ind p a a Stuen. — Hør, P eter H ansen, sagde han, nu h a r den gam le igen Bi’ug fo r dig. Du skal strak s in dfinde dig paa hans K ontor. M ajor T ru m p f v a r i godt H um ør, da jeg traa d te ind . og hilste p a a ham . 126 — Ja, det v a r d a Koen. — H an in d saa nu, at h an forleden D ag havde gjort m ig Uret, fo r nu gav Koen slet ingen Mælk m ere. Den anden »Foderm ester« havde h an jag et p a a Poi’ten og — E nden p a a Visen blev, at jeg p aan y blev antaget som F oderm ester. NB. Jeg m a a nu fo r S andhedens Skyld oplyse, at det v ar mig, d er havde taget Mælken. Peter Hansen, Østerby. Krigserindringer fra 1914-18 Jeg havde en d aarlig A rm og slap d erfo r fri for at væ re Soldat. D a K rigen bi’ød ud i 1914, regnede jeg med, at der ingen F a re v a r for mig, m en jeg blev klogere. A llerede den 24. M arts 1915 fik jeg Ordiæ til at stille i Flensborg, og de beholdt m ig m ed det sam m e. Vi blev in d k v a rteret p a a Gymnasiet. D et v a r jo altid lid t flottere end p a a K asernen, m en F lotheden v a r nu ikke sæ rlig lo vende, fo r der v a r ingen Senge og Skabe, k u n Straasæ kke p a a det h a re Gulv, m en det gik jo. Man v a r jo ung endnu dengang. Vi blev u d d an n et ved Infanteriet. Vor K om pagnifører v a r en F eldw ebelløjtnant H øjer. H an v a r god nok, m en ved den m indste F ejl blev han rasende, og d erfo r fik h an T ilnavnet »Ungeheuer«. U ddannelsen gik rask fra H aanden og efter 9 Ugers F orløb fik vi at vide, al vi nu skulde af Sted, m en vi skulde jo ikke til F ronten, ikke T ale om. Nej, vi skulde b lot et eller andet Sted hen og gaa Vagt. Vi fik Lov til at rejse h jem fra L ørdag til Søndag. Vi m a atte altsaa tage A fsked m ed H jem m et og vidste ikke, om vi nogen Sinde saa det igen. D en 1. Ju n i 1915 gik vor T ran sp o rt af Sted. H vor hen vidste ingen, m en det vared e ikke. længe, fø r vi op dagede, at det gik til Ø stfronten. Vi havnede i Polen, i en B arak lejr i N æ rheden af Byen Shirnevice. D et v ar 127 saa varm t, at vore K am m erater, som fø r os v a r ankom m et til L ejren, gik om kring k u n ifø rt et P a r Bukser, og de v a r saa b ru n e p a a K roppen som Negre. lie r oplevede jeg stråles Krigens Uhygge. Vi sad alle ude i det fri og pudsede Geværer, da der blev k ald t in d til Middag. Mens vi sad og spiste, lød der u d en fo r et Skud. D a vi kom udenfor, la a en af de K am m erater, d er v a r ankom m et sam m en m ed os, p a a Jorden. H an havde sk u d t sig selv gennem Hovedet. D et v a r uhyggeligt. D er blev af Kom p agniføreren afholdt F o rh ø r, m en ingen vidste noget om, h v orfo r h an havde sk u d t sig. E n enkelt m ente, at h an havde h aft Kærestesorg. »Naa, ja«, sagde Kom pagniføreren, »det er noget andet, fo r h av d e det væ ret F ejghed over fo r F jenden, havde det væ ret utilgiveligt.« D a det blev Aften, skulde vi u d i Skyttegravene. Det v a r m ed blandede Følelser, vi gik derud. Vi blev in d delt til V agtskiftet og fik anvist en U nderstand. Den v a r ikke m eget bevendt, fo r U nderstanden v a r k u n en lille U dgravning et P a r T rin h ø jere end Skyttegraven og m ed lidt T ræ væ rk ovenover. Vi opdagede D agen efter, at vi ikke m aatte opholde os udenfor, fo r saa kunde R us serne se os, og de skød strak s efter os. D a jeg havde Frivagt, gik jeg en lille T u r igennem Skyttegraven fo r at se m ig lid t om, og h e r tra f jeg en K am m erat, der v a r ved at koge K artofler. Jeg spurgte ham , hvor h an fik K arto flern e fra. H an sagde, at der v a r en K artoffelkule bag Skyttegraven, og der hentede h an dem, m en m an skulde passe paa, fo r ellers skød R usserne p a a os. Naa, tæ nkte jeg, det ku n d e væ re ra rt m ed nogle K artofler, fo r jeg v a r oven i Købet den lyk kelige E je r af et Stykke Flæsk. Jeg m avede m ig op af Skyttegraven, gled hen til K artoffeldyngen og sam lede en P ortion i Teltdugen, krø b saa tilbage, og det gik godt. Saa skulde F læ sket jo steges, m en det v a r nu ikke saa let, thi vi m aatte jo ik k e fyre, saa det røg. Vi k u n d e kun anvende rigtig tø rt Brænde. Jeg gik dog i Gang, m en jeg fo rtrø d det næsten, thi da Lugten af stegt Flæ sk b red te 128 sig, v ared e det ikke længe, fø r K am m eraterne troppede op, og sikke de snuste D unsten i sig. Jeg kunde desvæ rre ikke dele m ed dem alle, fo r dertil v a r Flæ sket for knapt. E fter tre Dages F orløb blev vi afløste og kom tilbage. Vi blev in d k v a rteret p a a en stor Gaard. K ort efter fik vi O rdre til at gøre os fæ rdige. Man talte om, at R usserne v ar stu k k et af, og vi skulde nu forfølge dem. Vi kom ikke saa forfæ rdelig langt, fø r der kom Besked om, at vi k u n d e vende om, og det v a r vi ikke kede af. Den næste A ften fik en Del af os Besked om, at vi skulde ud i Skyttegraven som F orstæ rkning. Jeg skulde ogsaa med. U ndervejs v a r det, som om jeg anede, at der vilde pas sere m ig noget, og det slog ogsaa til. Uden fo r Graven v a r vi i F æ rd m ed at grave Løbegrave over im od R us serne. De m a a have opdaget os, thi pludselig begyndte de at skyde m ed M askingeværer. K uglerne peb om Ø rer ne p a a os. Vi dukkede os, saa godt vi kunde, m en p lu d selig v a r det, som om jeg fik et Slag oven i Hovedet. Noget v arm t løb ned over m it Ansigt. Jeg sagde til Un derofficeren, som la a m ig næ rm est: »Jeg tror, at jeg er blevet saaret«. »Mon?« sagde han. »Prøv engang at u n dersøge m it Ansigt,« sagde jeg til ham . D et v a r jo m ørkt. Da h an saa n ø jere efter, opdagede han Blod og sagde: »Skynd dig at løbe tilbage, thi ellers fo rb lø d er du!« — Jeg v a r blevet ra m t i Hovedet, og Blodet løb b aad e ned over H ovedet og ned ad Ryggen. Jeg v a r lid t betæ nkelig ved at løbe tilbage i Kugleregnen, m en jeg kunde lige saa godt risik ere det som blive liggende h er og forbløde. Jeg løb altsaa og kom ogsaa godt tilbage til S kyttegra ven, hvor jeg straks blev fo rb u n d et og b rag t i Sikker hed. I Løbet af N atten blev jeg b rag t til et L azaret i Shirnevice. D er blev jeg Dagen efter opereret og kom efter nogle Dages F orløb m ed et L azarettog til Posen. H er la a jeg i fem Uger og blev saa sendt til m in Bataillons H jem sted i H annover. Jeg bestilte ingenting i H annover, fik Orlov i tre Uger og blev saa overført til en L andstorm sbataillon i 129 H olzm inden, og h e rfra blev vi udk o m m an d eret til at be vogte K rigsfanger. Vi h av d e det godt. Jeg havde en lille Oplevelse, som kom til at koste m ig tre Dages A rrest. Jeg kom en Dag fra A rbejde m ed en Flok Russere, som pludselig opdagede en H are, d er hoppede ru n d t p aa M arken. D en m a a have fejlet noget, thi den k u n d e ikke løbe. E n - to - tre - løb en R usser efter den og fangede den. Jeg sagde, at de skulde lade den løbe, m en de had saa m indelig om at m a atte beholde den, og sultne v ar de jo. Jeg ku n d e ikke næ nne at tage den fra dem ; m en det skulde jeg nu alligevel have gjort, thi i H æ lene p aa os kom G endarm en. H an standsede os, og saa m a atte de lade H aren løbe. Mig m eldte han, jeg blev afløst og kom tre Dage i B rum m en p aa V and og Brød. K ort efter fik jeg dog O rlov i fjo rten Dage. Vi havde nem lig en gam m el r a r K aptajn, som altid bevilgede Orlov, n a a r en havde h a ft Arrest. Som T iden gik, blev jeg vel fo r god en V agtm and. Jeg blev undersøgt og erk læ ret fo r k. v., og k o rt efter dam pede jeg sam m en m ed en K am m erat til Køln. Vi skulde nu væ re A rtillerister. Vi ønskede at kom m e til H estene og fik ogsaa v o rt Ønske opfyldt. E fter en k o rt U ddannelse gik det til F ran k rig , til en A m m unitions kolonne. D er tra f jeg fo r første Gang en L andsm and, P eter V ind fra N ørre Løgum. Det v a r h elt ra rt, m en k o rt efter havde jeg det Uheld, at H esten styrtede m ed mig. Jeg fik den ene F o d kvæ stet og kom atter p a a Lazaret. Ogsaa igen p a a Orlov, m en jeg m a atte atte r af Sted til F rankrig. D enne Gang gik det lid t h a a rd t til. Jeg kom nem lig m ed i det store Sommeslag. Jeg skal fortæ lle en Ople velse, som n æ r k u n d e have kostet m ig Livet. Vi h oldt en Dag p a a Vejen. Jeg passede m ine H este og h oldt ogsaa Øje m ed U nderofficerens Hest. D er blev ikke sk u d t ret meget, m en p a a een Gang kom en tem m elig stor G ranat og slog ned ca. h u n d red e M eter fra os. E n af m ine Heste blev ra m t af en Splint. D en blødte f r a Maven. Ogsaa 1 30 U nderofficerens Hest v a r blevet saaret. Begge H estene m aatte skydes. E n anden gang kom vi til en By. H ver N at v a r det galt m ed Flyvere, og vi gik af den G rund til Ro først p a a A ftenen. Ved 1O-Ti den begyndte F lyverne at kom me. Egentlig havde vi det ganske p rak tisk , fo r vi behø vede k u n at sm utte ud af V induet. Lige u d en fo r v ar nem lig N edgangen til K ælderen. E n A ften v a r jeg dog fald et i saa dyb Søvn, at jeg ikke h ø rte K am m eraterne stikke af. P a a een Gang hørtes nogle forfæ rdelige Brag. Jeg troede, at H uset v a r væltet. D et k a n nok være, at jeg kom ud i en F a rt og ned i K ælderen. D er sa d de andre og grinede og spurgte, om jeg v a r blevet vaagen. Om M orgenen saa vi, at H uset ved Siden af os v a r styrtet sam m en. Jeg v a r altsaa sluppet godt fra det. K ort efter fik jeg en M avelidelse, m en selv om jeg Gang p a a Gang m eldte mig syg, lykkedes det først re t sent at kom m e p a a L a zaret. Jeg kom endda h elt til B reslau, og h e r lykkedes det L æ gerne at k u re re m ig p a a forholdsvis k o rt Tid, h v o refter jeg atte r skulde til F ronten. Vi v a r allerede blevet indklæ dt, m en saa b rø d R evolutionen ud, og der afgik ikke flere T ran sp o rter. Jeg skyndte m ig at m elde m ig syg igen og blev af Lægen indlagt i Infirm eriet. H er gik jeg og havde det godt, m en jeg vilde naturligvis helst hjem . Jeg talte m ed U nderofficeren om Chancen fo r at fa a Orlov. »Ja«, sagde han, »dersom du vil love m ig at sende m ig en Pakke, vil jeg se, om jeg k a n gøre noget fo r dig.« D et lovede jeg naturligvis, og to Dage senere di*og jeg hjem . Jeg havde fa a e t Orlov i fjo rten Dage. I H øjer talte jeg m ed det nye S oldaterraad, og h er gav m an m ig Orlov, til H jem sendelsen ku n d e finde Sted. A ltsaa blev jeg hjem m e, og K rigen v ar saaledes forbi fo r m it V edkom m ende. Anders Schnor, Bodsbøl pr. Ballum. 131 t Ære være deres minde F ø lg e n d e K a m m e r a t e r tilh ø r e n d e v o r fo re n in g e r afg aaet ved døden A a b e n ra a am t Aabenraa afdeling: P. Sønnichsen, Persillegade ............................. 19. Chr. Jensen, GI. Kongevej ................................ 29. Bedsted Lø afdeling: Markus Makvardsen ............................................ 21. Bjolderup og Hjordkær afdeling: Jørgen Lassen, Hjordkær ............... , ....... ....... 13. Peter Høeg, Hjolderup ..................................... 11. Bov afdeling: Jens Wortman, Vesterbæk ............................. 22. Peter Balhorn, Kollund ................................ 8. Mathias Søndergaard, Padborg ..................... 9. Bendiks Petersen, Padborg ............................. 6. Thomas Hansen, Padborg ................................ 9. Ensted afdeling: Hans Frd. Hansen, Sdr. Hostrup ..................... 27. Jørgen Wrang, Hostrupskov ............................. 19. Chr. Søberg, Sdr. Hostrup ............................. 9. 2. Christian N. Hansen, Stubbæk ......................... Felsted afdeling: 4 Johannes Petersen, Felstedskov ..................... August Nissen, Traasbøl ................................. 23. Graasten afdeling: Christian Andersen, Graasten ......................... 2. Bichard Jacobsen, Alnor ................................ 5. Jørgen Lorenzen, Fiskebæk ......................... 31. 6. Johannes Petersen, Graasten ......................... Emil Paulsen, Trappen .................................... 9. Nicolaj Christensen, Alnor ............................. 26. Holbøl afdeling: Hans Lausen, Vilsbæk ..................................... 6. Hans P. Nissen, Sønderhav ............................. 7. 132 5. 55 6. 55 6. 55 4. 55 6. 55 4. 5. 5. 12. 1. 55 55 55 55 56 4. 5. 8. 2. 55 55 55 56 3. 56 3. 56 4. 7. 7. 12. 3. 3. 55 55 55 55 56 56 12. 55 1. 56 Kliplev afdeling: Hans P. Seemann, Kliplev ................................... Kværs afdeling: Erik Petersen, Kværs ........................................ Jørgen P. Todsen, Kværs ................................. Løjt afdeling: Andreas Waldemar, L ø jt.................................... Lorenz Jensen, Barsmark ................................... Rise afdeling: Jørgen Juhl, Rødekro ........................................ Jørgen Moos, Rødekro ..................................... Hans Fr. Thams, Sdr. Ø n le v ............................. Hans Jacobsen, Røde Mølle ............................... Chr. Jørgensen, Rise ........................................... Varnæs afdeling: Hans Fink, Bovrup ............................................... August Johansen, Varnæs ................................. Lorenz Jochimsen, Varnæs ............................. 14. 10. 55 3. 3. 11. 55 12. 55 2. 24. 6. 55 6. 55 25. 8. 55 5. 9. 55 5. 11. 55 20. 11. 55 22. 11. 55 23. 10. 55 4. 1. 56 21. 3. 56 H a d e rsle v v e ste ra m t Agerskov afdeling: 5. Thomas Tryk, Agerskov ................................ Ole Riis, Agerskov ............................................ 9. Jens Lautrup, Gestrup ....................................... 20. Thomas Petersen, Agerskov ............................... 23. Anders Bergholdt, Gestrup................................... 16. Niels Vagner, Goldbæk ....................................... 23. Branderup afdeling: Eskild Abrahamsen .............................................. 18. Fole afdeling: ................................................ 23. Jørgen Maassen Gram afdeling: Olaf Aastrup, Gram ........................................... 11. Anton Nygaard, Gram ..................................... 2. Hans Jessen, Kastrup .......................................... 16. S. P. Fisker, Gram ............................................... 16. Hans Jørgensen, Gram ....................................... 18. Hjerting afdeling: Peter Ibsen, ........................................................ 2. Jens Petersen ...................................................... 30. Hans Laurup .......................................................... 12. 5. 5. 5. 5. 8. 10. 55 55 55 55 55 55 8. 55 1. 56 6. 11. 11. 2. 3. 55 55 55 56 56 7. 55 10. 55 1. 56 133 Sdr. Hygum afdeling: Otto Iversen Ottesen ........................................ Ebbe Sørensen Outzen .................................... Jels afdeling: Povl Nielsen ....................................... ........................................ Johannes Steffensen Nustrup afdeling: Julius Brodersen ................................................ Johannes Johansen ..................................... Jørgen Møller .................................................... Rasmus Jensen Kiesby .................................... Nicolai Jochumsen Skjødt ............................. Ribe afdeling: Peter Hansen ........................................................ Rødding afdeling: Jens J. Møller .................................................... Hans P. Johansen ................................................ Hans Thomsen .................................................... Mads Christophersen ........................................ Sophus Christensen ........................................ Skodborg-Skrave afdeling: Michael Mauritzen, Skodborg ......................... Laurids Madsen, Skodborg................................ Tirslund afdeling: Hans Carstensen, Tirslund ............................. Østerlindet afdeling: Karl Bruns ........................................................... 6. 6. 55 13. 10. 55 4. 14. 6. 55 11. 55 15. 28. 18. 29. 14. 6. 6. 9. 11. 12. 10. 11. 55 18. 26. 19. 23. 22. 9. 11. 12. 1. 2. 13. 22. 4. 55 12. 55 23. 9. 55 4. 10. 55 54 55 55 55 55 55 55 55 56 56 Hammelev afdeling: Christian Pedersen ............................................ Morten Schmidt ................................................ Niels Thomsen ............... Skrydstrup afdeling: L. Gerløv Juler ................................................... Sommersted afdeling: Bo Jørgensen, Sommersted ............................. Jens Junker, Sommersted ................................. Tyrstrup-Christiansfeld afdeling: Peder Paulsen .................................................... August Vollquardsen ........................................ 2. 3. 19. 1. 56 1. 56 4. 55 22. 2. 56 14. 4. 9. 55 12. 55 25. 30. 7. 55 10. 55 Vedsted afdeling: Laurits Ravn ........................................................ 19Peter Grejsen .................................................... 15. 1. Frederik Hansen ................................................ Sdr. Vilstrup afdeling: Mathias Andersen, Kj elstrup ............................. 29. Vojens afdeling: Thomas Christensen ........................................ 22. .Tørgen Jensen .................................................... 28. Øsby afdeling: Jens Hjort, Stevelt ............................................ 28. Jens Hedegaard, Flovt ........................................... 4. Jens Gramberg, Stenderup ............................. 21. 9. 55 12. 55 3. 56 9. 55 12. 55 3. 56 4. 55 8. 55 9. 55 Sø n d erb o rg a m t H a d e rsle v ø ste ra m t Fjelstrup afdeling: Hans Goth ........................................................... Peter Schultz .................................................... Christian P. Christensen ................................ Haderslev afdeling: B. Andersen ....................................................... Mathias Petersen ................................................ Mads Damm ....................................................... P. M. Nielsen .................................................... Erik Hoffbæk .................................................... Jørgen Wiuff ........................................................ ................................................ Hans Andersen 134 11. 1. 30. 6. 55 9. 55 11. 55 16. 30. 19. 5. 26. 20. 21. 5. 5. 6. 7. 7. 9. 11. 55 55 55 55 55 55 55 Broager afdeling: Claus Clement, Dynt ........................................ Johan Jensen .................................................... Andreas Lausen .................................................... Heinrich Hyttmann ............................................ Jens Jensen ........................................................ Ludvig Hansen .................................................... Rasmus Henningsen ........................................ Chr. Nissen ........................................................ Johan Petersen .................................................... Peter Andersen ........... Egen afdeling: Mathias Schmidt, Guderup................................. Christian Moos, Guderup..................................... 8. 22. 25. 13. 30. 14. 13. 115. 19. 29. 30. 4. 4. 4. 5. 5. 8. 9. 13. 3. 55 55 55 55 55 55 55 56 56 56 10. 55 10. 55 135 Havnbjerg afdeling: Hans Mathiesen, Elsmark ................................. Hørup afdeling: Jørgen Frederich Nielsen ................................. Claus Jespersen ................................................ Chresten Jørgensen ............................................ Jørgen Henrik Jørgensen ................................ Kegnæs afdeling: Peter Møller, Lillekobbel ................................ Ivetting-Augustenborg afdeling: Hans Jørgensen, Ketting ................................ A. C. Neupert, Augustenborg ......................... Hans Nissen, Kettingmark ............................. Christian Hansen, Augustenborg ................. Christian Lythje, Augustenborg ..................... Lysabild afdeling: Peter H. Møller ................................................ Nordborg afdeling: Jørgen Steffensen ............................................ Vilh. Christiansen ............................................ Jes Lange ........................................................... Jacob Beck ........................................................... ............................................ Hans Frederiksen Jens Lorensen .................................................... Dominicus Hansen ............................................ Notmark afdeling: Iver Jordt ........................................................... Nybøl afdeling: Christian Hansen ............................................ Oksbøl afdeling: Christen Duus .................................................... Svenstrup afdeling: Jørgen Skov, Himmark .................................... Christian Sandbek, Himmark ......................... Frederik Frederiksen, Himmark ..................... Jacob Petersen, Stevning ................................. Chresten Clausen, Himmark ............................. Sønderborg afdeling: H. P. Phillipsen, D y b b ø l...................... Chr. Christensen, Dybbøl ................................. H. Berthelsen, Sønderborg ................................ C. Brock, Sønderborg ........................................ 136 23. 12. 55 23. 26. 2. 30. 7. 55 55 12. 55 12. 55 10. 3 56 8. 20. 22. 30. 14. 1. 55 55 9. 55 10. 55 12. 55 10. 1. 56 11. 8. 8. 3. 26. 26. 2. 20. 8. 4. 5. 9. 12. 1. 1. 2. 55 55 55 55 56 56 56 25. 10. 55 10. 7. 55 17. 5 . 55 5. 17. 25. 22. 24. 5 . 55 5 . 55 11. 19. 8. 15. 4 . 55 5 . 55 6 . 55 5. 55 1. 56 3 . 56 g. 55 N. Andresen, Dybbøl ........................................ K. Maletzki, Sønderborg .................................... P. Karstensen, Sønderborg................................ A. Gosch, Sønderborg ........................................ H. Hansen, Sønderborg .................................... G. Boitang, Sønderborg .................................... P. H. Schmidt, Sønderborg ............................. W. Mårtens, Sønderborg.................................... ,1. Jacobsen, Ulkebøl ........................................ Tandslet afdeling: Jørgen Petersen, Mommark ............................. Christian Hansen, Mommark ......................... Ullerup afdeling: Christian Lauridsen, Ullerup ......................... Julius Andresen, A v n b øl.................................... 27. 10. 25. 7. 10. IL 9. 17. 30. 8. 9. 10. 11. 11. 11. 12. 12. 1. 55 55 55 55 55 55 55 55 56 25. 7. 9. 55 2. 56 8. 27. 5. 55 11. 55 10. 2. 56 19- L 56 30. 3. 56 25. 15. 28. 7. 55 3. 56 2. 56 2. 18. 11. 55 12. 55 6. 9. 55 23. 12. 55 22. 9. 55 10. 7. 55 4. 7. 13. 4. 55 3. 56 3. 56 Tønder am t Abild afdeling: Mathias Jørgensen ............................................ Arnum afdeling: Hans Rasmussen, Arnum ................................. Arrild afdeling: Antheus Knudsen ................................................ Ballum afdeling: Carl Hansen ............................ Henrik Paulsen .................................................... Kristian W arm ing................................................ Brede afdeling: Carsten Albrechtsen, Harres ............................. Enna M. Gantzel, Bredebro ............. Burkal afdeling: Hans Damgaard ................................................ Døstrup afdeling: Hans Enemark, Døstrup ................................. Ennnerlev afdeling: Søren A. Christensen, S. Sejerslev ................. Hviding afdeling: Thordo Jensen .................................................... Løgumkloster afdeling: Anders Christensen Andersen ......................... Janne Marcussen ................................................ Boy Christian Damm ........................................ 137 \ Mjolden afdeling: Niels J. J. Schmidt ............................................ Jens E. Andresen ............................................ Møgeltønder afdeling: Karl Posselt ....................................................... Ravsted afdeling: Andreas Olsen, Hyndingholm, Ravsted . . . . Skærbæk afdeling: Hans Timmermann, Skærbæk ......................... Christian H. Schneider, 0. Gasse ................. Mads Christiansen, Gesing ............................. M. M. Bertelsen, Skærbæk ............................. Spandet afdeling: Hans S ch a k .......................................................... Anders J. N. Kjær ............................................ Tinglev afdeling: Hans Hansen .................................................... Frederik Wind .................................................... Tønder afdeling: Bendix Pedersen ................................................ Jørgen Larsen .................................................... Thorvald Pedersen ............................................ Visby afdeling: Todsen Hansen, Visby .................................... Emil Lerche, Visbymark ................................. Nicolaus Hansen, Nørby ................................. Carsten Rahr, Visbymark ................................. Vodder sogn: Christian Toft, Vodder .................................... Frederik Christiansen, Frifelt ......................... Østerhøjst afdeling: Antoni Eskildsen ................................................ 28. 24. 6. 55 11. 55 17. 9. 55 20. 4. 55 18. 1. 2. 4. 3. 3. 3. 4. 53 56 56 56 24. 4. 10. 55 12. 55 22. 1. 5. 55 F. 55 18. 10. 3. 6. 55 8. 55 11. 55 9. 20. 20. 24. 4. 4. 5. 2. 19. 12. 7. 55 1 56 11. 4. 55 Flensborg afdeling: Frederik Sahlmann ............................................ 23. 10. 55 København afdeling: Hans Maibøl .................................................... Aksel Jiirgensen ................................................ 26. 14. 5. 55 6. 55 Fredericia afdeling: Jes H. Sørensen 27. 11. 55 138 ................................................ 55 55 55 56 I N D H O L D Håb og tro ...................................................................................... Fra Flensborg Sporskifte til Loretto ........................................ Krigen lagde grunden til et trofast kammeratskab . . . . . . . . N. C Nissen’s Feltbreve ........................................................... Julelængsel .................................................................................. Sønderjyder gaar den tunge Yej — ........................................ Admiralitetet melder ................................................................... Breve fra Felten ........................................................................... Drengen er ankommet ................................................................ Kammerat, fortæl! .................................... Paa Tilbagemarch ....................................................................... Jeg kom paa Juleorlov ............................................................... En Sygehistorie, der endte med Orlov .................................... Da Mads og jeg kom ind som Rekrut ..................................... 40 Aar gammelt Kammeratskab i Søgelyset ......................... Omsider fik jeg dog Orlov ........................................................ Paa Vej mod den danske Grænse ...........................-................ Man huskede »Sangeren« ............................................................ De gamle Kompagniskomagers Oplevelser ............................. Da Peder troede, han var i København............. , ..................... Et Juleminde fra Champagne-Fronten .................................... Major Trumpf og hans Ko ........................................................ Krigserindringer fra 1914—18 .................................................... Ære være deres minde ................................................................ 1 5 30 31 35 36 38 47 62 68 87 88 89 92 96 97 102 106 107 117 120 121 127 132