Bachelor Signe Kühle

Transcription

Bachelor Signe Kühle
Leg med det anbragte barn
Bachelorprojekt Signe Kühle kps10206
Januar 2015
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Indholdsfortegnelse:
Indholdsfortegnelse: ............................................................................................................................. 2
Indledning ............................................................................................................................................ 3
Problemformulering ............................................................................................................................. 3
Metode ................................................................................................................................................. 3
Den grønlandske kultur .................................................................................................................... 6
Tilknytningsteori .................................................................................................................................. 8
Tilknytningsadfærd ........................................................................................................................... 9
RIG'er og Afstemning ....................................................................................................................... 9
Typer af omsorgssvigt af Kari Killén ................................................................................................. 10
Overlevelsesstrategi ....................................................................................................................... 11
En definition på leg – Helle Karoff .................................................................................................... 13
Leg og Fællesskaber på Døgninstitution ............................................................................................ 16
Læring som afgrænsning i legebegrebet ........................................................................................ 17
Fællesskaber .................................................................................................................................. 17
Lindgaards definition på leg .......................................................................................................... 20
Pædagogens handlemuligheder .......................................................................................................... 25
Den integrerende baggrund ........................................................................................................... 26
Observationer................................................................................................................................. 26
Forum teater .................................................................................................................................. 28
Analyse af praksisfortællingen ........................................................................................................... 30
Diskussion .......................................................................................................................................... 36
Perspektivering................................................................................................................................... 38
Konklusion ......................................................................................................................................... 38
Litteraturliste ...................................................................................................................................... 40
Bilag ................................................................................................................................................... 41
2
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Indledning
Den pædagogiske udvikling i samfundet er stor. I takt med læreplaner, skolereformer,
dokumentation, medie og ipads, har fokus en tendens til at ændre sig. Koncentrerer samfundet sig
meget om en bestemt ”vej”, vil noget andet gå tabt. I den seneste tids debat, har jeg oplevet netop at
indførelsen af planlagt pædagogiske arbejde, ipadens indkommen, færre søskende, aldersopdelte
stuer på institutioner, samt andet, har været med til at mindske børns udfoldelser i at lege selv. Dette
fører, ifølge forskere, nu til mangel på kreativitet, sociale færdigheder og bliver et problem på
samfundsplan.1 Med inspiration fra artiklen ”Leg er livsvigtigt”, som er en sammenfatning af et
foredrag hos Lego med Scott Kaufmann, amerikansk forsker i kreativitet og leg, samt Legos
direktør Jørgen Knudstorp, bliver jeg meget optaget af dette emne: Leg. Hvorfor er det så vigtigt, at
vi leger? Da jeg igennem hele min uddannelse har beskæftiget mig med børn og unge, der kommer
fra sårbare familier og ofte har kunnet gå ind under betegnelsen "omsorgssvigtet", vil jeg sætte mit
fokus ind på denne gruppe. Hvad har leg af betydning for et omsorgssvigtet barn?
Leg har på mange måder været en selvfølge igennem mine praktikker. Jeg har ikke - som nu i
samfundsdebatten - oplevet det som et emne, der bekymrede eller som noget, der skulle fokus på.
Jeg har ikke oplevet pædagoger i min praktik tale om et enkelt barns legefærdigheder eller om
vigtigheden i det. Samlet set har det eksisteret som en selvfølge, noget der passer sig selv uden
pædagogisk indblanding. Jeg er derfor blevet meget optaget af netop det med leg og min interesse
bliver ikke gjort mindre i og med at samfundet også har øget fokus på denne udvikling eller mangel
på samme.
Problemformulering
Hvorfor er legen vigtig for anbragte børn og hvordan kan pædagogen på en døgninstitution
støtte de anbragte børns udvikling gennem leg?
Metode
Jeg vil besvare min opgave ved først at forstå det anbragte barns udgangspunkt for netop at blive
anbragt. Dette gør jeg med en teoretisk gennemgang af tilknytningsteorien, som må siges - efter
mange års forskning af dels Bowlby og Anisworth og i nyere tid Stern - at være afgørende for et
barns udvikling og trivsel. Fælles for forskningen er, at de alle tager udgangspunkt i det virkelige
barn frem for det tænkte barn. Forskerne har alle rod i psykoanalysen, hvilket betyder at de alle som
1
http://m.b.dk/?redirect=www.b.dk%2Fpersonlig-udvikling%2Fleg-er-livsvigtigt&
3
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
udgangspunkt har Freud og hans individorienterede syn på mennesket og dets udvikling. Barnet
udvikler sig på baggrund af en indre medfødt drift. Barnet er styret af en seksuel drift, (Freuds
begreb) hvilket betyder, at det at føle glæde og lyst, driver barnet. Barndommens oplevelser har
derfor - i følge forskerne - grundlæggende betydning for barnets senere udvikling i livet. Dernæst
vil jeg inddrage Kari Killéns teori om omsorgssvigt. Kari Killén er Nordens førende ekspert på
området og hun er også tro mod tilknytningsteorien og hendes teori er derfor med til at gøre det
endnu mere synligt, hvordan omsorgssvigtede børn fremstår. Jeg har ikke i sinde at diskutere de
valgte teoriers fordele og ulemper eller forskelligheder, men blot bruge dem i opgaven til en
psykologisk forståelse af, hvilke udfordringer man står overfor når, der er tale om børn på
døgninstitution.
Efter gennemgang af tilknytnings teorien og omsorgssvigt vil jeg bevæge mig over i legens univers.
Her vil jeg lave en historisk gennemgang af legens betydning samt formål igennem tiden. Dette ved
hjælp at Jørn Steenhold. Steenhold er dansk legeforsker og er optaget af børns drømme og legetøjets
virkning. Dog vil jeg ikke komme nærmere ind på legetøj. Dernæst vil mit fokus gå på legeteori
konkret på døgninstitutioner. Det er ikke et emne, der har et stort udvalg. Jeg vil komme med bud
på, hvorfor det endnu ikke er et stort emne. Til at afklare netop leg på døgninstitutioner benytter jeg
Kirstine Christy Lindgaards bog, ”Leg og fællesskaber på døgninstitution”. Hendes bog indeholder
både en teoretisk gennemgang af leg, samt handlemuligheder for pædagogen. Hun gør op med
forskeres børnesyn på netop anbragte børn og hendes argumenter har altid tilknytning til praksis og
stemmer overens med min egen erfaring for praksis. Hendes syn og begreber vil derfor blive
gennemgået og ofte henvist til. Hun benytter flere teoretikere og forskere, som udtaler sig om leg.
Jeg vil både referere til hendes tolkning af disse - altså som sekundær kilde. Dette med undtagelse
af Psykologen Ivy Scouboe, hvis bog jeg har studeret nærmere, for at få den fulde forståelse. Hun
har udviklet en model, som jeg vil gennemgå.
Helle Karoff er meget aktuel i legeforskningen og jeg har derfor valgt at benytte mig af hendes
legemodel også. Dette fordi den kan være med til at få en forståelse af, hvor legen er og gøre det
lettere for pædagogen at opdage, hvornår og hvorfor legen stopper eller har svært ved at komme i
gang. Ydermere bruger jeg Karoff til forståelse af den generelle betegnelse på begrebet leg. For at
hun ikke står alene, benytter jeg også her Lindgaard samt hendes kilder fra bogen - for en mere
udvidet forståelse. Flere teoretikere kunne inddrages, da begrebet leg er et meget komplekst begreb
4
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
at beskrive. Men jeg har valgt netop dette, da jeg dermed får den mening frem, der skal til for at
forstå vigtigheden af legen for netop omsorgssvigtede børn.
Sidst i teoridelen vil der komme et afsnit om metoder og handlemuligheder for pædagogen. Her vil
jeg igen inddrage Lindgaards teori og erfaringer, da hun meget forståeligt kommer med bud på,
hvordan man kan arbejde med at se barnet i legen på døgninstitutioner. Ydermere vil jeg beskrive
forum teater, som jeg personligt har benyttet i praksis. Jeg vil her redegøre for, hvordan det kan
bruges i netop det pædagogiske arbejde med anbragte børn og deres udvikling igennem leg. Til at
beskrive forum teater har jeg valgt dramapædagogen Katrin Byreos.
Min empiri er opdelt i to praktiske dele. Dels vil jeg fra min praktik i Grønland udfærdige en
praksisfortælling, hvor det synliggøres, hvordan legen kan bruges på en døgninstitution, samt
hvordan den kan skabe positiv stemning, men også påvirke til pædagogiske udfordringer. Dette har
jeg gjort på baggrund af mine egne observationer og pædagogiske aktiviteter. For at give læseren de
bedste betingelse for at forstå min praksisdel fra Grønland, vil der lige efter metodeafsnittet komme
et kulturafsnit.
Den anden del består af et interview med en pædagog fra en døgninstitution i Danmark 2. Her vil jeg
spørge ind til pædagogens syn på leg samt institutionens overvejelser omkring vigtigheden af leg.
Mine spørgsmål er vedhæftet som bilag.
Interviewmetode3. Jeg har foretaget kvalitativt interview for at få pædagogen til at reflektere over
sine svar. Det at inddrage pædagogen som ekspert i netop hendes hverdag vil give mig et så præcist
billede af institutionen som muligt og skal være bidragende til mine egne observationer fra
Grønland. Ydermere vil det skabe en dialog og diskussion mellem pædagogen og mig. Jeg har gjort
brug af en interviewguide, som er en liste, jeg udarbejdede med emner og spørgsmål, som jeg
ønskede at tage op i samtalen. Med hjælp fra denne har jeg sat rammerne og har derfor hele tiden
styringen og målet for samtalen for øje. Jeg vil gøre opmærksom på, at de svar fra interviewet kun
kan give et billede af lige netop denne døgninstitution. Jeg kan derfor ikke generalisere og drage
konklusioner på samfundsplan, men opgaven kan være til inspiration for pædagoger på
døgnområdet eller til andet arbejde med omsorgssvigtede børn.
Interviewsvarene er ikke nedskrevet og vedlagt som dokumentation, men bruges som en overordnet
2
Jeg har valgt at gøre stedet og pædagogen anonymt, da jeg ikke mener det har relevans for opgaven.
http://inklusionsudvikling.dk/Vores-fire-fokusomraader/Inddragelse-og-ejerskab/Inddragelse-af-paedagoger-og-laerere/Fokusgruppeinterview-Hoerdine-medarbejdere/Udvikling-af-interviewguide
3
5
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
viden opgaven igennem. Jeg vil blot referere til interviewet og bruge pædagogens eksempler i
analysen.
I forhold til min empiri vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke kan konkretisere mine indsamlede
observationer fra børnehjemmet i Grønland. Da dette jo er måden, det var på på det sted. Desuden
kan svarene fra en pædagog kun give mig et billede af dennes tanker og overvejelser. Men jeg
tillader mig alligevel at gøre dette tilstrækkeligt i forhold til at kunne svare på min
problemformulering. Jeg håber, at min opgave kan være med til at inspirere andre pædagoger i,
hvordan man kan inddrage leg, hvad der er vigtigt og hvad man derfor skal være opmærksom på når
anbragte børn leger. Når min praksisdel sættes op sammen med min valgte teori, mener jeg, at jeg
har et rigtig godt grundlag for netop dette.
Efter gennemgang af teori, samt praksis, vil opgaven konkret gå til en analyse af min
praksisfortælling samt inddragelse af interviewet. Det er svært ikke allerede i teoridelen, så småt, at
begynde at se sammenhænge i forhold til leg, anbragte børn og udvikling. Men i selve
analyseafsnittet vil det blive helt klart, hvordan jeg nu mener det hele hænger sammen med den
valgte teori samt praksis erfaringerne og pædagogens svar. Allerede under afsnittet om pædagogens
handlemuligheder begynder jeg så småt at diskutere de forskellige metoder, men sidst i opgaven
kommer et diskussionsafsnit, hvor jeg vil stille mig kritisk overfor netop de valgte metoder og
handlemuligheder i legen.
Med stor nysgerrighed, vil jeg også inddrage en helt anden vinkel og metode på leg. Denne er
fortsat udviklet til ikke-anbragte børn, men jeg perspektiverer til den, da det kunne være yderst
spændende at arbejde videre med denne teori med netop anbragte børn.
Den grønlandske kultur
Da jeg har valgt at bruge observationer og oplevelser fra Grønland og sammenfatte det i en
praksisfortælling, vil her - inden teorien - komme et afsnit omhandlende den grønlandske kultur.
Dette er vigtigt for læseren, da man ikke kan sammenligne den grønlandske kultur med den danske.
Rammerne og omstændighederne er forskellige og nogen ting kan derfor være lettere at forstå, hvis
man kender en smule til kulturen.
I Ilulissat, befinder vi os stadig i fisker/fanger kulturen, hvor naturen har magten. Mange lever
primitivt og med en svag økonomi. Omkringliggende bygder bliver nedlagt og ”flyttet” til Ilulissat,
hvor der ikke tages hånd om nytilkomne på en sådan måde, at de lærer at bo i ”storbyen.” Mangel
6
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
på arbejde til fangerne og ikke mindst de ufaglærte, fattigdom, psykiske sygdomme, høj
børnedødelighed og en generel mangel på hjælp, fører til alkohol i store mængder og i den seneste
tid også hash.
Vi har altså med en kultur at gøre, der ikke har formået at få alle med på den nye smarte moderne
hverdag, som også findes i Grønland, men med en overset fangerkultur, som nu skaber en kæmpe
social belastet gruppe mennesker, hvor alkohol, vold, incest og ikke mindst negativ social arv
præger hverdagen. Kort vil jeg tilføje, at den del af befolkningen, som formår at følge med den
moderne hverdag, får uddannelse og på en eller anden måde accepterer vilkårene. Der findes ikke
en grønlænder, der ikke har kendskab til alkoholproblemer, selvmord, voldtægt eller misrøgt i deres
netværk. Selv de mest velfungerende har en tendens til at kigge væk og ikke blande sig. Min teori
er, at man har været vant til, at der altid har været andre til den slags - nemlig danskerne. Dette
foregår også på det faglige plan. Alle danskere i Grønland mærker denne tendens. Opstår der noget
ubehageligt eller en konflikt, vil de grønlandske kollegaer pænt træde i baggrunden for en dansk
kollega - også selv om danskeren kun er studerende.
Så det er børnene af disse forældre, jeg står med på børnehjemmet i Grønland – Ilulissat.
I opgaven, når jeg refererer til praksisfortællingen, vil børnegruppen konkret være grønlandske børn
mellem 10 og 15 år, alle anbragt og alle svært omsorgssvigtede med tilknytningsforstyrrelser som
bliver præciseret i teorien. Jeg var som studerende ofte den eneste pædagog med ansvar for min
afdeling med 5 unge, blandet drenge og piger. Dette gav visse udfordringer og ofte var min
fornemste opgave at forsøge at give dem en så normal hverdag som muligt i form af mad, skolegang
og sengetider. Dette kan begrænse ellers pædagogiske tiltag samt udviklingsarbejde. Ind i mellem
har jeg etisk stået i situationer, hvor jeg i Danmark ville have handlet betydeligt anderledes. Men da
de mest banale ting faktisk var ”det vigtigste”, syntes det nogen gange nødvendigt at lade stå til og
blot gøre som det andet personale. Jeg skriver dette, fordi både min praksisfortælling og andre
eksempler ville kunne lægge op til netop etiske overvejelser om rigtigt og forkert. Dette er jeg
yderes interesseret i at diskutere samt begrunde, men det vil ikke fremgå af denne opgave om jeg
handlede etisk korrekt.
Hvor er vi nu?
Læseren skal gerne på nuværende tidspunkt have et billede af, hvordan jeg har valgt at bygge min
opgave op, dels med to praksisdele og dels med en valgt teori, der vil synliggøre, hvad anbragte
børn har med sig på en døgninstitution, samt give en ide om, hvorfor leg er vigtig for disse børns
7
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
udvikling og hvordan man kan udvikle. Læseren skal være tunet ind på den grønlandske kultur og
være klar til, at jeg nu vil beskrive min valgte teori fra tilknytningsteori til legebegrebet. Efter denne
har jeg valgt at indsætte min praksisfortælling, sådan at man som læser har teorien frisk med sig i
tankerne, når denne læses. Dette er også med til at få en god overgang til analysen som begynder
næstefter praksisfortællingen.
Tilknytningsteori
John Bolwby er fremtrædende inden for tilknytnings teorien. Hans fokus var på det lille barn, som
har brug for social kontakt for at udvikle sig. Han skabte en revolution af den måde, samfundet så
på barnet på. Før ham omtalte man børn som tomme kar eller at de var onde. Når de græd, var det
for at være onde. Bolwbys teori var, at barnet blev født med et behov for at få social kontakt. Næst
efter mad var barnets behov for overlevelse også knyttet til samværet med moderen. Teorien
omhandler betydningen af det følelsesmæssige bånd, barnet knytter til den primære omsorgsperson.
Hovedårsagen til børns forskelle i deres tilknytning kan derfor spores tilbage på samspillet mellem
barnet og den primære omsorgsperson. Dennes lydhørhed og omsorg for barnet i blot de første
måneder af dets leveår har en betydning for om barnets tilknytning kan karakteriseres som tryg eller
utryg. Anisworths som var Bowlbys hjælper har gennem undersøgelser af mor-barn kontakten i det
første leveår identificeret tre tilknytningsmønstre.
Det sikre og trygge tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at barnet har fuld tillid til, at dets mor
(omsorgsperson) vil reagere, når barnet har behov for trøst. Barnet vil derfor føle sig fri til at
udforske verden, da det er sikkert på, at går der noget galt, kan jeg vende tilbage til mor.
(omsorgsperson)
Det ængstelige ambivalente tilknytningsmønster betegnes ud fra at barnet ikke er sikkert på, at dets
mor (omsorgsperson) er til rådighed, når barnet har behov. Barnet vil ofte udvise adskillelsesangst
samt være bange for at udforske verden omkring sig.
Det ængstelige undvigende tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at barnet har en tro på, at mor
ikke vil reagere på dets søgen efter omsorg, men derimod en forventning om afvisning fra moderen
(omsorgspersonen). En sådan tilknytning vil føre til, at barnet ikke søger trøst hos moderen, men
derimod forsøge at være selvtilstrækkelig.4
4
Tilknytningsteori kapitel 6
8
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Tilknytningsadfærd
John Bowlby bruger også begrebet tilknytningsadfærd. Ved dette forstås enhver form for adfærd,
der resulterer i, at barnet opnår nærhed. Tilknytningsadfærd omfatter alle de forskellige former for
adfærd, der hjælper barnet med at skabe nærhed med omsorgspersonen som eksempelvis smil, gråd,
angst osv. Ifølge Bowlby er barnet alvorligt skadet, hvis ikke det er i stand til at vise dette. Barnet
vil allerede i sine første leveår opbygge denne positive adfærd eller skabe en utryg tilknytning.
Dette - overført til praksis - kan også forstås således: Et barn, der fra de tidlige år har fået den basale
tilknytning, vil have lettere ved at møde modstand, hvor et barn, der har haft en utryg tilknytning,
ikke vil kunne håndtere at møde modstand eller måske bare ændring i rutiner. Det utrygt tilknyttede
barn kan derfor siges at være omsorgssvigtet og kræver pædagogisk indsats. Den afvisning, det
omsorgssvigtede barn har oplevet fra dets omsorgsgivere, medfører, at det ligeledes vil forvente, at
blive afvist af andre. Barnet skaber en negativ opfattelse af det selv pga. omsorgsgivernes
behandling, og dette har indflydelse på barnets fremtidige relationer.
Sidst i forståelsen for Bowlbys teori skal begrebet indre arbejdsmodeller beskrives. På baggrund
af de erfaringer, barnet har med moderens tilknytning, udvikler barnet disse indre arbejdsmodeller.
Det betyder at barnet danner en indre opfattelse af sig selv gennem den tilknytning, det har lært fra
moderen, og denne tages med og bruges til senere relationsdannelse i livet. Ifølge Bowlby er det
første leveår vigtigt i forhold til barnets adfærd som voksen og det er også på denne måde, man
blandt andet kan begynde at tale om omsorgssvigt og nødvendighed af pædagogisk indsats.
Heldigvis har nyere forskning vist, at gode venskabsrelationer, nye omsorgspersoner, pædagoger
eller andet kan mindske tidlige svigt.5
Blandt andet Daniel Stern har været med til at vise, hvordan andre ydre omstændigheder kan være
med til at påvirke barnet. Hans teori om RIG samt afstemning forklarer netop dette.6
RIG'er og Afstemning
Daniel Stern betragtes som Bowlby`s efterfølger. Han ser det lille spædbarn som værende lang mere
kompetent til egenudvikling end det tidligere er antaget i udviklingspsykologien. Jeg har valgt her
at fremhæve hans begreb "RIG", fordi det lige som Bowlby´s indre arbejdsmodeller giver et billede
af, hvad et barn med svigt bærer med sig. RIG står for Repræsentationer af interaktioner der er
5
Tilknytningsteori kapitel 5
Tilknytningsteori s 69
6
9
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
generaliserede. Så en RIG er en oplevelse af, hvem man er i samspillet og denne viden skaber en
måde at være på i næste samspil, samt en forventning om, hvad der forventes i samspillet. Det kan
hjælpe pædagogen i arbejdet på en døgninstitution, når man netop besidder denne viden. "RIG"
adskiller sig fra arbejdsmodellerne og fremhæver netop det jeg mener, er vigtigt for hele forståelsen
af resten af min opgave. Stern udvider "RIG" til, at flere personer - frem for den primære
omsorgsperson - kan være med til at "Skabe RIG’er" hos barnet. Han mener, at RIG’er dannes ud
fra hvert samspil, barnet indgår i. En RIG fungerer som en tavs oplevelse af måder at være sammen
på. I forhold til begrebet affektiv afstemning, som Stern også benytter, kan man forklare det på den
måde, at barnet fra babystadiet har indrettet sig efter moderens reaktioner og initiativer. Men
begrebet afstemning er også moderens reaktioner på barnet. Det er altså en mekanisme, der sørger
for at deres handlinger svarer til hinanden. Men Stern fremhæver også et yderst relevant begreb i
forhold til anbragte børn - nemlig misafstemning, hvor mor og barn ikke deler samme affekt. Dette
kan skyldes at moderen ikke kan fralægge egne behov. Eksempel: Et barn græder og i stedet for at
trøste og yde omsorg kan moderen skælde ud. Barnet lærer derfor på sigt, at det ikke er tilladt at
være ked af det eller vise følelser, som også vil være en del af de "RIG’er", barnet har med sig når
det senere bliver anbragt.7
RIG teorien og forståelsen af afstemning er yderst relevant, når vi har med anbragte børn at gøre.
De indgår ofte i samspil med både andre børn og pædagoger og er derfor vigtige ifølge Lindgaard at
have med i det pædagogiske arbejde med disse børn og i leg. Da RIG'erne udvikles hele tiden i
interaktioner med andre børn og voksne og da det sker gennem hele livet, har man netop som
anbragt barn alle de muligheder for at skabe nye RIG'er i samværet med andre børn. Men de skal
have hjælp til dette, da de som Stern beskriver det, ofte vil reagere, på den måde, de kender, og tror,
der er en forventning om at de skal reagere. Dette vil blive yderligere specificeret i afsnittet om leg
på døgninstitution, da jeg her mener, at jeg er ved at finde ind til det, der er primært i svaret på min
problemstilling.8
Typer af omsorgssvigt af Kari Killén
Ved omsorgssvigt forstås, at barnets primære omsorgsperson ikke opfylder denne opgave og enten
fysik eller psykisk påfører barnets skade. Kari Killén beskriver overordnet, at der er tale om fire
former for svigt, børn kan udsættes for. Dette kan ske i forskellige grader og det kan være tilsigtet
eller mere utilsigtet.
7
Stern kapitel 3
8
Lindgaard s29-30
10
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Den første jeg vil beskrive er også den, der er mest synlig:
Aktiv fysisk omsorgssvigt. Her vil der være tale om at barnet bliver påført skade eller mishandling.
Fx ved at blive slået.
Passiv fysisk omsorgssvigt, vil sige at barnet bliver udsat for forsømmelse fra forældrene. Dette kan
være ved forkert eller manglende næring eller tøj til vejret, renlighed, hygiejne og evt. manglende
søvn. Der er altså tale om, at barnets sundhedsmæssige tilstand er i fare.
Aktiv psykisk omsorgssvigt kan være, at barnet bliver overladt til sig selv, uden opsyn, bliver truet
med vold eller tab af kærlighed fra forældrene. Et barn, der på denne måde udsættes for verbal vold,
afvisning og krænkelse, vil blive følelsesmæssigt forsømt og have mangel på kontakt.
Passiv psykisk omsorgssvigt er kendetegnet ved ustabil forældrekontakt. Ofte vil barnet blive afvist
og forældrene er ikke i stand til at se barnets signaler. Ofte er der i denne ”gruppe” tale om psykisk
syge forældre eller misbrugsforældre, der har svært ved at give slip på egne behov. Overværet
fysisk vold forældrene imellem, ligger også under denne form for svigt. Den mangel på omsorg kan
give barnet fatale skader resten af livet. Der vil være brug for massiv omsorgsbehandling for dette
barn. Hvilket der ifølge Killén vil ved alle former for svigt.
Sidst er der også seksuelle overgreb, som Killén også har med som en form for omsorgssvigt, der
kræver behandling for at hjælpe det skadede barn. Men ofte, hvis det er inden for familien, vil en
eller flere af de andre typer af omsorgssvigt også være tilstede og i nogen tilfælde have voldt endnu
mere skade.9
På børnehjemmet i Grønland havde alle børnene oplevet alle former for svigt, og fordi de mest
betydningsfulde omsorgsopgaver, som tilknytning, ordentlig pleje og mad, langt fra var opfyldt,
kom de seksuelle overgreb ofte først senere på tale - eller aldrig.10
Jeg har flere eksempler fra praksis, hvor børnene ikke ved, hvordan de skal udtrykke følelser på
andre måder end ved at tilbyde dem seksuelt, eller at de kun ved berøring kan udtrykke det, de
egentligt mener. Hvilket også vil komme til udtryk i min praksisfortælling.
Overlevelsesstrategi
For at forstå hvordan et barn overlever og klarer at være i en tilstand af svigt, har jeg valgt at
fremhæve Kari Killéns bud på børns overlevelsesstrategier. Killén forklarer, at man i pædagogisk
9
Killén kapitel 2
10
Killén s 51
11
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
arbejde i mange år har været bevidst om, at børn, der har været udsat for omsorgssvigt, udvikler to
overlevelses strategier. Overdreven tilpasning og/ eller udageren. Det er vigtigt at pointere, at et
barn ikke kun agerer på en måde. De har jo netop tillært sig flere forskellige måder at være i verden
på. Og en RIG kan være på én måde sammen med mor og på en anden måde i børnehaven. Men det
er vigtigt at have for øje, hvordan omsorgsvigtede børn kan snyde med omfanget af skaden. Dette
ses blandt andet i overdreven tilpasning, som Killén beskriver således: Det er børn, der over for sig
selv og over for de voksne kan skjule hvor dårligt de egentligt har det, ved at tilpasse sig den
kontekst de er i. Denne kompetence har de tillært sig i opvæksten med uforudsigelige voksne. Disse
børn kan være vant til, at positive situationer uden videre kan føre til voldsomme og ubehagelige
situationer. De vil ofte udvikle en evne til at tale voksent eller sige det, en voksen gerne vil høre i
forsøget på at tale voksne fra en ubehagelig oplevelse. Eller de glatter ud, for ikke at sige noget
forkert i angsten for at en forælder reagerer voldsomt. Denne adfærd vil ofte vise sig, når barnet
anbringes, og være et barn, der er enormt velfungerende, voksent og sød. Og dette barn kan i første
omgang være svær at placere i en anbringelsessituation. Men man skal ikke lade sig narre. Det er
den professionelles opgave at gennemskue barnets overlevelsesstrategi.11
Den anden er udageren og den er lettere at få øje på, da den kommer til udtryk med destruktiv
adfærd. Barnet vil være ødelæggende i lege og over for sig selv i alle situationer. Det er uroligt og
opdages derfor hurtigt i forhold til pædagogisk hjælp. Dog kan det være yderst svært at hjælpe
barnet, da enhver forkert bevægelse eller bare et blik kan få et sådant barn til at være udagerende og
selvforsvarende. Ofte fordi de har været vant til at skulle forsvare sig selv hjemme fra. Man kan
ikke sige, at et barn er det ene eller det anden, det kan sagtens veksle mellem hvilke strategier, det
bruger, men det vigtige er, at der er tale om, at der er brug for pædagogisk indsats overfor barnet og
at man som pædagog skal gøre sig bevidst om, at det blot er en overlevelsesstrategi, som hidtil har
givet mening. Barnet skal igen til at lære en ny strategi til den nye kontekst: Anbringelse.12
Jeg har nu med den valgte teori givet en gennemgang til forståelse af, hvorfor børn, der har været
udsat for svigt, handler anderledes end deres jævnaldrende samt med et psykologisk blik af,
hvordan et barn vil udvikle sin adfærd ud fra disse omstændigheder. Jeg kan tillade mig at sige, at
læseren nu har en forståelse af, hvad et anbragt barn kan have med sig, når de anbringes. Derfor kan
jeg nu bevæge læseren hen til min valgte teori om leg.
11
Killén s 133
Killén s 128-134
12
12
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
En definition på leg – Helle Karoff
Helle Karoff er adjunkt ved Aalborg universitet og beskæftiger sig med udviklingen af leg. Specielt
forholdet mellem leg og teknologi har hun forsket i. Hendes teori er brugbar for min opgave, fordi
hun - udover teknologien - forsker i den nuværende hverdag. Hun er altså én af dem, der har den
nyeste viden inden for legeteorien og samtidig kan hun underbygge sin viden med
praksisobservering og eksempler.
Hvad er leg ifølge Karoff? Hun slår fast at begrebet ”fri leg” er et meningsløst begreb. Hvis legen
ikke er fri, kan man ikke kalde det leg. Man kan ligestille ordet leg med ordene elsk, nyd eller føl.
Du kan ikke tvinge en til at lege, men du kan opfordre til leg og håbe det lykkes. Derfor skal leg på
sin vis være fri, men samtidig kan legen uden regler, struktur og rammer ikke eksistere. Man skal
vide, hvad man gør med de legeredskaber, man har til rådighed. Leg er ifølge Karoff noget, der sker
når mennesker er i interaktion med hinanden og legen finder inspiration alle vegne, fra medierne,
hinanden og i samfundet. Leg har først og fremmest sit egen formål – man leger for at lege. Set
igennem historien nævner Karoff, at legen altid har eksisteret og er en grundlæggende menneskelig
værensform - både for børn og voksne. Vi kender det fra sport, spil, fester og underholdning fx
teater, som kan spores langt tilbage i tiden. Legen var dengang forstået som et afbræk i hverdagens
pligter og samtidig var legen et erfaringsrum, hvor vi lærte os selv og andre at kende. Legen er
faktisk et paradoks, på den ene side er den unødvendig og på den anden side vil eller kan vi ikke
undvære den. Leg er altså væsentlig i vores udvikling til det højteknologiske videnssamfund, vi
befinder os i, fordi vi i legen afprøver sider af os selv - både sociale og personlige. Disse sider får
ikke samme frihed, når vi tilegner dem gennem skole eller pædagogisk tilrettelagt læring, og Karoff
understreger netop, at leg udvikler kreativitet, nysgerrighed, sociale evner og sprogbrug, som
egenskaber det er nødvendige at have i vores samfund.13
Helle Karoff har udviklet en model om leg, som jeg her vil beskrive, da jeg i min analyse vil
benytte mig af hendes måde at analysere leg på.
Helle Karoff skriver om legestemninger, som er yderst relevante at have kendskab til for at kunne
identificere leg og gøre sig klogere på, hvor børnene er henne i legen. Jeg mener, dette redskab vil
være brugbart, når vi skal hjælpe det anbragte barn. Modellen skal forstås sådan, at der er 4
13
http://videnskab.dk/profil/helle-skovbjerg-karoff
13
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
legepraksis typer og samtidig 4 legestemnings typer. Karoff forklarer det sådan, at man udøver en
type praksis for at opnå en type stemning.
Den første er Glid, den er kendetegnet ved en gentagelsestakt. Stemningen har det uafbrudte og
gentagelsen som karakter. De legende må have sans for at følge med og ikke forandre legens gang.
Stemningen kaldes derfor også hengivenhed: Man giver sig hen til øjeblikket og er åben. Man kan
også sige, at det er her legen bygges op.
Skift er den næste. Denne er også kendetegnet ved en gentagelsestakt, men har også en
overraskelse, i form af et kropsligt indfald. Et skift med kroppen i form af hurtig/langsom eller
forskellige retninger. Stemningen bliver højspændt, da der vil være en forventning om parathed og
forandring. Fysiske lege vil typisk være i denne stemning.
Fremvisen har på den ene side også gentagelsen som moment. At man kan falde ind og være en del
af det, der gøres i legen. På den anden side i denne praksis form vil gentagelsen være præget af
forandring over tid. Men kan sige at legens grundrytme er lagt og at dette er gentagelsen, men så
agere de legende anderledes ud fra denne form, med forskellige roller. Stemningen er opspændt,
man gør sig til, ”viser sig frem”, spiller roller. Der er en forventning om et publikum. Enten de
andre legende eller voksne, man viser sig frem til.
Den sidste er overskridelsen. Den har en stærk distance fra gentagelsen. Her er altså en forventning
om forandring i legen hele tiden. Indfald i legen skal ikke gentages men ændres og overskrides.
Karoff forklarer: Overskridningen kan fx ske, når børn fortæller vittigheder, kaster vand i hovedet
på hinanden eller lignende og stemningen bliver euforisk. Her får de grineflip og laver gakkede
gangarter. De kan karakteriseres som at være ”oppe og køre” og stemningen kan nogle gange
opfattes som manisk.
Legestemningerne er ofte til stede i legen og ved hjælp af forskellige legeredskaber befinder
børnene sig i disse forskellige stemninger og praksistyper. Nogen gange skal man som
voksen/pædagog have for øje, at det farefulde i legen skal være til stede for at holde en leg i live.
Dette kunne der skrives mere om, da det er et emne Helle Karoff har beskæftiget sig med, men jeg
har valgt ikke at komme videre ind på det her i forhold til min opgave.14
En historisk forståelse af leg – Den Rene Leg
14
Leg gør os til mennesker, s 40-50
14
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Jørn Martin Steenhold har skrevet bogen ”Den rene leg” og jeg ser det yderst relevant at beskrive
hans historiske gennemgang i forståelsen af, hvad leg tidligere har været med til at drive samt hvad
legen drives af. Steenhold har lavet en beskrivelse af legens udvikling gennem tiden, han
kategoriserer den i fem forskellige samfund. Jæger-samler samfundet fra tiden 4000 før Kristus. Her
levede mennesket som nomader og for at overleve måtte man bruge alle sanser og arbejde i grupper
omkring jagt for at lære fra de ældre. Legen hos børnene var derfor formålsbestemt. De kunne se
frem til selv at skulle ud og jage og derfor var børn meget tæt på naturen. Leg var afhængig af de
fire elementer: Jord, luft, vand og ild. Barnet lærte banal overlevelse gennem denne leg. Jeg
henviser her til mit kultur indlæg omkring Grønland, som faktisk stadig nogle steder befinder sig i
fisker/fanger samfundet, hvilket også præger børns leg. Fx har jeg selv oplevet drenge køre
hundeslæde eller sejle med livet som indsats. Hvis de skulle lære det og overleve i det som voksne,
var det en forudsætning for hele deres fremtid.
Dernæst kom landbrugsperioden ca. 10.000 år tilbage, som vi også kan finde elementer af i dag i
Danmark. Landbrugslivet var præget af, at mennesket gjorde sig til herre over naturen. Arbejde og
hjem var det samme og barnet skulle ligeledes lære fra de ældre gennem hele barndommen, så de på
sigt kunne overtage gården. Så legen havde igen til formål at lære for at overleve. Omkring 1750
opstår en tid med industriarbejde i den såkaldte industrielle revolution, som var kendetegnet ved
ulige velstand, storbyliv, gårdmænd der flyttede til byerne og en ændret infrastruktur. Børn blev i
stor grad brugt til fabriks- og maskinarbejde og deres mulighed for at lære gennem leg blev i den
grad minimeret. Med socialismens komme blev der dog skabt mere frihed med hensyn til leg fx
gennem skolen.
1970’erne begyndte videns- og informationssamfundet at blomstre frem. Viden bliver en vigtig
kapital for mennesket: Planlægning, viden om bolig, langtidsarbejde med enkelte opgaver og ikke
mindst styring af egne følelser står høj prioriteret i denne samfundstid. Spontanitet og væren i nuet
er ikke velset. Der skal tænkes fremtid og forudses konsekvenser og problemer skal gerne løses med
det samme.
I vores samfund i dag er børns leg blevet nyttig i forhold til leg gennem læring. Børn lære aktivt at
søge viden gennem leg. Aldrig har leg dog været præget af så meget stillesiddende og mangel på
fysisk aktivitet. Spontanitet og glæde ved øjeblikket er nærmest bandlyst.
Stenhold forudser et kommende samfund og beskriver det som det drømmende samfund eller det 5.
samfund. Han beskriver i dette, at vi mere og mere vil søge tilbage til de daværende samfund. Fx vil
nogen forældre/pædagoger være af den holdning, at børn skal ud og ikke have alle de muligheder i
15
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
forhold til legetøj, computer, osv. Men det imponerende ved leg er, at den altid vil overleve og
eksistere. Børnene vil blot lære at lege på nye måder. Men legen er den samme, den samme følelse
af at gå ind i en leg og forsvinde fra pligter. Citat fra Stenhold understøtter dette: ”Børns
tilpasningsevne har vist sig at være helt utrolige, trods krig, fattigdom eller omsorgssvigt af den ene
eller anden karakter, har børn en menneskelig evne til at fylde deres liv ud med leg, glæde og
kærlighed” 15 Det 5. samfund er altså et samfund, hvor børn skal navigere i konstant foranderlighed
samt i holdninger til måder at lege på og rigtigt og forkert. De skal lære at stole på at legen er deres
ret og fristed.16
Leg og Fællesskaber på Døgninstitution
Inden jeg går videre med legebegrebet og vender fokus decideret på anbragte børn, har Kristine
Christy Lindgaard nogle væsentlige begreber samt holdninger, jeg ser relevante at fremhæve i
forståelsen af netop hendes senere valg af metoder til at støtte leg med anbragte børn.
Lindgaards interesse for at skrive bogen, jeg refererer til: "Leg og fællesskaber på døgninstitution",
er at hun mener, at den nuværende udviklingspsykologi har været centreret om barn-voksen
relationen og udviklingen af barnet gennem denne relation. Nyere forskning peger mod, at børns
udvikling i den grad også støttes samt udvikles af andre børn. Her refererer hun til Schousboe, som
siger følgende: ”Den store udvikling sker faktisk i dag inden for børnefællesskaberne”.17
Lindgaard kritiserer det tidligere syn på det omsorgssvigtede barn, at de beskrives som
inkompetente. Netop dette er yderst relevant, når vi skal se på legemønstre hos det omsorgsvigtede
barn. Lindgaard beskriver det kompetente barn ud fra, at ingen børn kan ikke udvikle sig. De
udvikler sig og deres evner ud fra de forudsætninger, de har haft. Hun kommer med et eksempel om
et barn, der er yderst dygtig til at tilpasse sig til, hvad de voksne synes er rigtigt eller artigt. Dette
har hun lært gennem den tilknytning, hun har været en del af, og har derfor udviklet indre
arbejdsmodeller eller RIG’er, der netop hjælper hende med dette. Det ser Lindgaard som
kompetent. Men set i en sammenhæng på en døgninstitution er den kompetence unødvendig eller
ikke brugbar. Det samme kan bruges, når omsorgssvigtede børn leger. De har måske udviklet nogle
andre færdigheder end dem, vi kalder ”normalen” – hvilket vil skinne igennem. I arbejdet med det
anbragte barn er det yderst vigtigt - ifølge Lindgaard -, at pædagogen netop finder hvert barns
15
Den rene leg, s 96.
Den rene leg, s 73 - 98
17
Llindgaard s 73
16
16
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
kompetencer og støtter barnet i at udvikle nye, som er mere hensigtsmæssige i de nye omgivelser,
barnet befinder sig i. I bogen er der et eksempel om et barn, der er yderst dygtig til at finde
pædagogens svage punkt og udnytte det til at frustrere pædagogen i sit arbejde. Denne evne til at
kunne se, forstå eller mærke, at andre er sårbare, er et meget kompetent barn. Pædagogens rolle er
at få barnet til at bruge den hensigtsmæssigt.18
Læring som afgrænsning i legebegrebet
Leg sættes flere gange i teorien op sammen med læring og samfundet er i høj grad med til at
sammenligne disse to ting. Jeg har bevidste valgt i opgaven at gå ”henover” læring sammen med
leg. Jeg understreger flere gange ved teorier og praksis eksempler, at børn ofte lærer gennem leg.
Men jeg har valgt at adskille det og sætte legen alene som begreb. Hvis vi reducerer leg til et
læringsredskab, mister vi nysgerrigheden og muligheden for at gå på opdagelse i legen – børnenes
univers.19 Lindgaard nævner ydermere, at lige så centralt det er at forstå og se børn som kompetente
og medskabende væsner, lige så væsentligt er det, at turde undersøge børns univers uden at være
begrænset af, hvad man forventer, at legen skal føre til eller have som formål. Først hvor
pædagogen eller forældrene tør være åbne og slippe forventningerne, er dér hvor vi virkelig lærer
barnet at kende og får øje på, hvad der betyder noget og hvad barnet er optaget af. Det indebærer, at
vi forholder os til begrebet leg som det komplekse fænomen, det er. At vi accepterer, at det er
barnets eget. På en døgninstitution kan legeuniverset for barnet ofte være langt væk, måske fordi de
er vant til at være underlagt de voksnes svigt og de kan derfor have svært ved at finde hen til
barndommens frirum. Det skal vi – pædagoger - hjælpe dem med20.
Fællesskaber
Kristine Christy Lindgaard har i sin forskning og søgen på teori omkring emnet stødt på den samme
udfordring som jeg. Nemlig mangel på forskning i anbragte børn, der leger. Jeg selv havde tanker
omkring netop at ville ud og observere børn, der leger - både den frie leg og den pædagogisk
tilrettelagte leg. Alle steder er svaret nej og at det er et etisk dilemma i forhold til børnenes
udfordringer. Lindgaard har oplevet det samme i forhold til, at der ikke findes forskningsresultater
på området og derfor er mange af hendes påstande lavet ud fra egne og andre pædagogers praksis.
18
Lindgaard kapitel 6-9
Lindgaard s 93
20
Lindgaard s 94
19
17
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Hvilket må siges også at være relevant, men selvfølgelig altid er set og analyseret med vores og
deres øjne. Men alligevel vil jeg benytte Lindgaard som min primære kilde. Fordi hendes teorier er
så relevante i forhold til praksis på en døgninstitution og sat sammen med mine egne observationer,
som er kortfattet i praksisfortællingen, gir det mening at bruge hendes viden.
Lindgaard bruger flere af de teoretikere, jeg også har valgt, og jeg vil også referere til hendes brug
af disse teoretikere vel vidende at det så bliver fra sekundær kilde og med hendes tolkning af
teorien.
Først vil jeg forklare to begreber, hun fremhæver i forståelsen af hvorfor legen er vigtig også for
anbragte børn: Gruppeidentitet og Social identitet
Gruppeidentitet: Her pointerer Lindgaard vigtigheden for mennesket af, at have et
gruppetilhørsforhold. Vi vil til hver en tid søge samhørighed - et sted hvor vi har noget tilfælles. Fx
familien eller legekammerater eller børn, der er anbragt. De anbragte børn søger i særdeleshed et
fællesskab og oplevere det ofte betydningsfuldt, da de har anderledes livsvilkår end andre.
Lindgaard referer til sociologen William Corsaro. Han har studeret i børnehavebørns legeadfærd og
henviser til at deres kammeratskaber stadig er meget skrøbelige og derfor vil et børnehavebarn gøre
alt for at beskytte det. Fx hvis nogle børn er i gang med en leg og der kommer en anden og vil være
med, vil de ofte afvise denne nye for at beskytte den fællesskabsfølelse, de allerede har. Dette kan
nemt blive misforstået af pædagogen som egoisme eller ekskludering. Corsaro mener, det er børns
første udtryk i at beskytte et fællesskab. Ligeledes inddrager hun sociolog Henri Tjalfe, som mener
at gruppetilhørsforholdet er vigtigt i forhold til identitetsudviklingen. Hans forskning peger på, at
mennesket vil samhørigheden så meget, at det ofte fører til, at vi overdriver forskellen mellem to
grupper. Hvilket betyder, at vi har en tendens til at idyllisere dem, vi føler tilhørsforhold til, samt
gøre alt for at beskytte dem og for at føle sig som en del af gruppen. Ligeledes kan vi have en
naturlig tendens til at diskriminere andre grupper. Overdrive deres forskellighed.21
Social Identitet betyder ifølge Lindgaard at man har en fornemmelse eller oplevelse af, hvem man
er i forhold til andre. Identiteten opstår i et samspil mellem ens eget selvbillede og andres
fortolkning af en. Man kan også sige, at social identitet hviler på en oplevelse af en lighed og en
forskel. En lighed med nogle venner eller familie/grupper og en forskel til dem, der står uden for
gruppen. Når man arbejder med anbragte børn, er det vigtigt at forholde sig til identitets begrebet,
21
Lindgaard s 74-80
18
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
forbi barnet ved en anbringelse bliver taget ud at den gruppe/familie, barnet tilhører og som hidtil
har været med til at skabe barnets identitet. Nu skal barnet forholde sig til nye måder at blive set på.
Hvilket ifølge Sterns teori og RIG vil være med til at ændre på deres nuværende identitet. Dette vil
forhåbentligt på sigt give barnet mulighed for, at se sig selv på en ny måde. Men ofte vil det først
føre til overlevelsesstrategier, som jeg tidligere har beskrevet i afsnit med Kari Killén.
For at forstå barnets strategier giver det mening at referer yderligere til Sterns RIGer. Det er dem,
barnet skal opleve nye af for at ændre sin identitet. Børn kan derfor beskrives som åbne og
dynamiske og det er vigtigt, at det anbragte barn er i konstant bevægelse i forhold til at skabe nye
RIGer, som på sigt er med til at skabe ny identitet eller selvopfattelse. Jeg vil kort fremhæve to
begreber som Lindgaard beskriver ud fra Winther-Lindqvist teori i forståelse af identitet: Jeg- og
anden-identificering.
Anden-identificering er den proces, hvor barnet identificerer et andet barn og reagerer derefter.
Altså undersøger hvem er du? Denne proces er i høj grad med til at styre, hvem barnet er i gruppen.
Den anden er jeg-identificering, som handler om, hvem er jeg. Altså den måde andre regerer på
det, jeg gør og den jeg så bliver til i dette samspil. Kort kan man beskrive det sådan: Jeg fortæller en
joke. De andre børn anden-identificerer ved at grine af den og jeg, jeg-identificerer ved at blive
opfattet sjov, at jeg er sjov. Stern mener at barnet i enhver samspilssituation vil fremkalde sine
tidligere erfaringer og oplevelser – RIGerne – og for omsorgssvigtede børn vil andenidentificeringen ofte opfattes negativ, deres mangel på tilknytning og omsorg samt mange erfaringer
med svigt vil påvirke deres nye fortolkninger af samspilsoplevelser. Lindgaard kommer med et
eksempel fra en døgninstitution, hvor drengen Søren klæder sig ud som fin dame og de andre griner
af ham og siger, han ikke er en rigtig dreng. Søren jeg-identificerer situationen til at være et
mislykket forsøg på at høre til, men han bliver afvist og ikke taget alvorlig. De kommer altså til at
forstærke hans selvbillede, der handler om ikke at være betydningsfuld eller vellidt.22
Lindgaard understreger, at på døgninstitutionerne, hvor børnene ”tvinges” til at indgå i
børnefællesskaber, er det netop gennem legen at anden-identificeringen foregår. Fordi den bliver
levende i fantasileg, får den stor betydning også uden for legen. Det er også i legen, børn skaber
hierarkier. Eller i hvert fald er det ofte ikke meget anderledes uden for legen, når rollerne skal
fordeles. Børn har en naturlig tendens til at udvikle hierarki i forhold til alder. De ældste bestemmer
men det er også dem, der hjælper de yngste. For at summere Lindgaards teorier vil jeg, som hun
selv skriver det, forklare det så enkelt: ”Venskaber betyder noget for børn. Børn imiterer hinanden
22
Lindgaard s 84-88
19
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
og underviser hinanden. De yder hinanden afgørende følelsesmæssig støtte i udviklingszonen – de
bidrager til kulturel forandring samt ny identitetsforståelse. Derfor er det vigtigt i det pædagogiske
arbejde i højere grad at beskæftige sig med børn og børn i mellem.23
Lindgaards definition på leg
Leg er en kilde til glæde og fællesskabsfølelse, derfor bliver den vigtig og altafgørende for barnet. I
kapitlet om leg og udvikling fremhæver Lindgaard, at leg også er udvikling – nødvendig udvikling.
Hun peger på flere forskere, der er enige i at leg stimulerer nervesystemet samt er med til at
stimulere sanseindtryk, som betyder at nervesystemet hjælper barnet med at udvikle
modstandskræft og selvregulering. I legen vil barnet også være i en tilstand, hvor de bevæger sig
udenfor nærmeste udviklingszone og har derfor stor betydning for barnets mestring - for hvad det
kan og ikke kan.24
Lindgaard har i sin bog udvalgt flere legeteoretiske begreber med den intention at undersøge, hvor
anbragte børns leg adskiller sig fra deres jævnaldrendes. Flere kunne være relevante at fremhæve i
forhold til emnet, men i forhold til opgavens omfang har jeg valgt at fokusere på to af begreberne
som mest relevante i forhold til min praksisfortælling. Samlet om alle hendes begreber kan det
siges, at anbragte børn har en tendens til at ”overdrive” den legestemning, de er i. Fx bruger hun
idylleg som begreb. Her menes der, at børn leger fx ”mor, far og børn”. Et anbragt barn vil ofte
overdrive idyllen og forsøge at blive ved fx en skovtur. Dette er der flere årsager til. Fx kan man
formode at anbragte børn ikke har det samme register af mulige idyllege, da deres barndom er fyldt
op at usikkerhed. Fx har vi alle en ide om det at "lege juleaften", som må siges at være en idylleg.
Et anbragt barn vil måske have en anden oplevelse og derfor, hvis de oplever noget godt og rart, vil
de overdrive dette i legen. En mere uddybende forklaring på, hvordan anbragte børn leger
anderledes end deres jævnaldrende vil komme i det følgende.25
Ond leg. For at kunne forstå de følgende legeteorier, er der nogle væsentlige begreber i legen, som
er vigtige at forstå. Lindgaard har med inspiration fra antropologen Gregory Bateson fremhævet
vigtigheden i børns metakommunikation i legen. De skal nemlig være i stand til at udvise og forstå
legesignaler. Legesignaler er altså barnets måde at vise med kropssprog, at det, jeg gør nu, er en del
af legen. Samt at andre parter i legen modtager disse signaler og accepterer, at det bare er noget vi
23
Lindgaard s 80
Lindgaard kapital 12
25
Lindgaard s 106
24
20
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
leger. Når legesignalerne bliver givet og modtaget korrekt, giver det børnene mulighed for at
opretholde et fælles legeunivers.26 Her støder vi, ifølge Lindgaard, på en af forskellene fra anbragte
børn og deres jævnaldrende. Som vi tidligere har lært ud fra Stern, har anbragte børn ofte udviklet
en række negativer RIG’er, som kan indebære en forventning om aggressiv adfærd fra andre,
skuffelse og andre negative oplevelser. Dette vil gøre, at de kan opfatte legesignalerne negative og
ikke som leg og derfor vil reagere med at ødelægge legen. Denne viden kan derfor føres over til
begrebet ond leg. Lindgaard mener, at anbragte børns lege oftere ender i ond leg end deres
jævnaldrende børns lege, netop fordi de ofte mistolker legesignalerne.
I forhold til ond leg gør Ivy Schousboe først og fremmest op med antagelsen om, at leg
udelukkende er sjovt og lystbetonet. Hun mener, at aggressivitet og antisociale handlinger sagtens
kan være tilstede i legen, uden at legen stopper med at eksistere. I legen vil børn kunne lade sig rive
så meget med, at de udfører handlinger, som de ikke ville gøre uden for legen. For at forstå det
nærmere har Schousboe udviklet en legemodel, som beskriver tre virkelighedssfærer, som børn vil
benytte, når de leger. Figuren vist nedenfor kaldes legens virkelighedssfære og er inddelt i 3 faser.
Fiktionssfæren. Her lader børn sig opsluge af legen og fantasien. Her bliver fantasien til
virkelighed og udført og formet. Dernæst ses regi sfæren. Her vil en forhandling finde sted.
Børnene vil vælge og/eller uddelegere roller og temaer i legen, som dog er til forhandling gennem
hele legen. Og sidst real sfæren, som viser den reelle virkelighed, børnene befinder sig i, med
muligheder og begrænsninger. Eksempelvis vil et barn, der leger en fugl, der kan flyve, måske
klatre op i et træ men aldrig hoppe ud og rent faktisk flyve. Og hvis de gør, er der tale om en anden
form for hjælp til dette barn, måske vil det være så styret af dets drift, at der kan være tale om en
diagnose.27
26
27
Lindgaard s 96
Schousboe s 46
21
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Ifølge Lindgaard kan man bruge denne model for at forstå ond leg. Nemlig som det ses af modellen
vil fiktionssfæren på et tidspunkt i legen overtage styringen. Hun bruger eksemplet om børn, der
leger ”røvere og politi”. Her vil politiet løbe efter en røver, som faktisk er gået hen og blevet
oprigtig bange og derfor udviser en bange adfærd. Dette kan føre til, at politimændene vil lade sig
rive endnu mere med af den bange røver og dermed komme til at udføre en ond handling i legen.
Politiet formår ikke at træde ud af legen og se, at røveren ikke længere leger, men i stedet forstærker
det deres fangst. Leg kan altså sagtens indeholde ondskab, men hvor går grænsen, hvor legen
ophører? Dette er netop den næste udfordring, vi møder hos anbragte børn. Nogle børn har meget
tydelige grænser, og alt efter deres RIG’er vil sådanne situationer udforme sig forskelligt og det er
netop her en pædagogisk indsats vil være til hjælp. Lindgaard komme med et bud på, hvorfor ond
leg oftere udvikler sig hos anbragte børn. Som vi har fået sat på plads i tilknytningsteorien og det
omsorgssvigtede barn af Kari Killén, har anbragte børn lært at tilpasse sig de voksne og pakke
følelser væk, måske derfor, når de lader sig rive med i legens fiktionssfære, bruger de ikke længere
energien på at holde sig tilbage og tilpasse sig. Der kan dukke ukendte følelser op fra real sfæren og
de får dermed kontakt til temaer, som kan være svære ellers at berøre, så som vold, svigt, stress,
osv. Lindgaard kan have en forestilling om, at når disse følelser viser sig i legen, oplever barnet sig
selv mere intenst og dette er med til at forstærke legen. Et mere harmonisk barn vil fra sin trygge
base lære at håndtere og give plads til sådanne følelser og dermed lettere kunne styre dem i legen.
Et barn, der er vant til uforudsigelighed og at ”lægge låg” på, skal have hjælp til at komme ud af
følelserne, når de tager overhånd i legen, også for at bryde op med den forestilling, de har gennem
deres RIG’er i forhold til deres jeg-identificering samt anden-identificering. En anden årsag til, at
anbragte børn oftere ender i ond leg, kan være forbi børn generelt har en tendens til at søge
fællesskab med andre, der har samme betydningsfulde oplevelser. Her refererer Lindgaard til
Scousboe, der mener at vi finder mening med at lege med andre, der har samme oplevelsestemaer.
Derfor antages det, at anbragte børn har mange ”onde” fælles oplevelser. Hvor ikke-anbragte børn
ville have til fælles, hvordan fx juleaften holdes under trygge kår, kan et anbragt barn have
oplevelsen af, at julen er utryg og derfor have det med i legen. Et eksempel her kunne være "morfar-barn" legen. Den vil sandsynligt for det anbragte barn have tendens til at indeholde skænderier
og svigt og måske vold, som de er vant til hjemmefra. Her understreger det - endnu engang betydningen i at arbejde med og kunne støtte op om anbragte børn og deres legeunivers. For ifølge
Lindgaard er det her, en pædagogisk indsats vil kunne lære barnet virkeligt at kende og at bruge
denne kendskab til at udvikle barnet i en sund retning. Fx skriver Schousboe om at et barn, som i
22
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
legen ofte oplever at have fjender og føler sig utryg, kan tænkes at udvikle en forsmag på magt og
hævn, som måske ligefrem kan skærpe ”appetitten”. Dette vil også komme til udtryk i decideret
ondskabsfuld leg som jeg kort vil nævne nedenfor.28
Ondskabsfuld leg adskiller sig fra ond leg på den måde, at barnet har til hensigt at udføre onde
handlinger. Dette vil ofte ske i børnehierarkiet. Den med mest magt udfører ondskabsfulde
handlinger. Dette ses ofte på døgninstitutioner og grunden til jeg har valgt at have det med her i
opgaven - jeg refererer igen til Lindgaard -, er fordi, der ses en tendens til at ”overse”, at dette er
leg. Det mener hun er forkert. Hvilket vi lige har fået afklaret i begrebet ond leg. Legen kan altså
sagtens finde sted med onde handlinger. Anbragte børn vil ofte have helt andre grænser end deres
jævnaldrende og derfor kan en ondskabsfuld handling komme til udtryk på denne måde. Eksempel
fra Lindgaard: En pige på et børnehjem tager en lidt mindreårig med på værelset og beder hende
klæde sig af og så holder hun hende som slave og får hende til at gøre ting for hende.29 Jeg har
oplevet samme situation fra min praksiserfaring på døgninstitution, hvor en ældre dreng fik en
mindreårig til at agere ”trækkerdreng” og han selv spillede forskellige mandlige roller, der kom ind
til denne trækkerdreng.
Hvor er vi så nu?
Alle børn leger. Det er en drift, som kan ligestilles med sex og følelser. Igennem historien fra
naturens side har leg været en måde at lære at overleve samt lære, hvordan det forventes at ”være” i
samfundet. Men leg er ligeledes et frirum for børn. Et sted der er deres og hvor de voksne som
udgangspunkt ikke skal blande sig. Et sted hvor børn kan behandle ting fra virkeligheden, som
måske endda er svære. Leg er en måde, børn identificerer sig selv og hinanden på og leg er med til
at kunne skabe nye situationer og dermed ny forståelse af en selv. Børn lærer gennem hele livet og
desværre oplever nogle børn en utryg barndom, som kan påvirke deres mestring af legen. Dette kan
føre til, at de oftere end ”normalen” ender i ond leg eller udfører onde handlinger i legen. Det er
vigtigt at pointere, at dette stadig er leg. Der kan altså sagtens udføres onde handlinger i leg. I min
diskussion vil jeg komme med bud på, hvordan man som pædagog kan hjælpe med, at de onde lege
får en positiv udvikling frem for måske at forbyde dem og ikke anerkende dem som leg.
Med teoriforståelsen i kroppen vil jeg nu skrive en praksisfortælling fra min praktik på
døgninstitution i Grønland.
28
Lindgaard s 113
Lindgaard s 118.
29
23
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Praksis fortælling - ”Når legen bliver ond”
Kl. er 14.00 og min vagt er netop startet. På døgnrapporten læser jeg, at alle børnene er urolige og
udviser alle ”uartig” opførsel. (Her skal forstås, at de alle forsøger desperat, at få voksenkontakt,
fordi de har indre kaos der ikke bliver behandlet. I Grønland ser man desværre disse handlinger
mere som uartig opførsel.) Én har været oppe at slås i skolen, én har ladet vandet løbe på toilettet og
der er derfor vand overalt på gulvet. Én har iført sig kasket, solbriller og maske og går rundt i byen.
(Vi er i Grønland i Marts måned, sne og minus 18 grader) Én har ligget og kigget på tv hele dagen
uden at have været i skole. Og sidst - én har smadret hele sit værelse i et raserianfald.
Efter at jeg sammen med en kollega får samlet stumperne, hentet pigen i byen, tørret vand op og
hjulpet drengen der bløder efter raserianfaldet, må jeg sande, at min ellers planlagte aktivitet i
hallen ikke er en mulighed. I stedet prøver jeg er være der så meget som muligt for dem alle og,
hvis jeg blot kan få dem samlet, vil dagens pædagogiske arbejde være løst.
Børnene elsker at lege og lave sjov med én, (specielt nye) og da mine nøgler pludselig er væk, ved
jeg, at børnene har taget dem og gemt dem. (Nøglerne er et kæmpe magt symbol for dem, fordi alt
bliver låst) Da de alle synes det er sjovt og jeg faktisk oplever, at lige nu er alles koncentration på,
at jeg går rundt og leder efter mine nøgler, forsøger jeg at gøre det til en fælles leg. Den vi på dansk
kalder ”Tampen Brænder”. Jeg spørger: ”Bliver det varmere? – er jeg tæt på?” De rynker på næsen,
og jeg leder videre. Da jeg nærmer mig køkkenet råber en af børnene, varmere, varmere og jeg
finder til sidst nøglerne i et køkkenskab. Til alles morskab. Jeg gir nu nøglerne til en af de andre og
siger; ”gem dem”. Og så leger vi igen. Da jeg oplever, at de gentagne gange gemmer nøglen det
samme sted, beder jeg nu en af børnene gå bag døren og hjælper så de andre med at gemme nøglen
et nyt sted. Alle får mulighed for at prøve og efter det vil en af drengene have, at det er min tur igen.
Da det ender med, at nøglen bliver gemt på hans skridt til alles morskab, stopper jeg legen.
Dagen efter da jeg møder ind igen kl. 14, er der en anden ro på børnene og på
døgnrapporten står der, alle har været i skole og er kommet hjem uden at skabe ballade. Så jeg ser
mit snit til at forsøge med min planlagte aktivitet. Vi går i Hallen og leger stikbold, fangeleg samt
andre lege, som børnene også selv er med til at foreslå. Stemningen er positiv og der er masser af
latter og fællesskab, lige indtil en fangeleg udvikler sig til noget, der ligner et overgreb på en af de
mindre drenge. Legen er udviklet af børnene selv og går ud på - helt simpelt -, at en står i midten af
hallen og ”er den”. De andre har ”helle” i siderne, men skal hele tiden flytte sig fra den ene side til
den anden og her i denne ”midte” kan de fanges. Hvis man fanges bliver man en del af dem der ”er
den”. Alle er fanget undtagen Alibak, som er den mindste af drengene. Han har indtil nu kunnet
24
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
gøre sig usynlig eller løbet hurtigere end dem, der fanger. Men da de andre efterhånden ønsker
legen genstartet og han er den sidste, der mangler, men bliver ved med undvige dem, samles alle om
den lille fyr og råber og skriger af ham, at han skal løbe direkte ud i favnen på fangerne. Det ender
med at han græder og sætter sig i noget der ligner fosterstilling og jeg griber ind med tilråb om, at
det jo bare er leg. Jeg beslutter, at fangelegen ikke skal gentages og vi går derfor over til at spille
fodbold. Dette ender med, at den lille dreng får sig en ordentlig blodtud efter at have fået sparket en
bold i hovedet af en af de store drenge. Aktiviteterne slutter og jeg går hjem med en helt ødelagt og
bange dreng.
Pædagogens handlemuligheder
Der er mange pædagogiske metoder til at støtte, udvikle og hjælpe anbragte børn i legen. Jeg har
udvalgt to metoder, jeg vil fremhæve i min opgave, som efter egen praksis, erfaring og teori er med
til at give en yderst relevant samt ny tilgang til arbejdet med det anbragte barn. Den første, jeg vil
fremhæve, kaldes for den Integrerende Baggrund og for helt at forstå, hvorfor jeg vælger den og
hvad denne metode kan, vil jeg give et resume af, hvor mit syn på det anbragte barn har bevæget sig
hen efter min tillærte teori samt praksis erfaring.
Ligesom Lindgaard mener det, bør alle børn ses som kompetente børn. Specielt de
relationsudfordrede børn. Lindgaard betegner det anbragte barn som relationsudfordret i stedet for
de ellers anvendte betegnelser, som kan være stigmatiserede. Disse børn har tillært sig specifikke
kompetencer i deres opvækst. Disse kompetencer har på det givne tidspunkt givet mening i den
sammenhæng, de var i. Det har været nødvendigt for dem at udvikle en overlevelsesstrategi for at
kunne være i den form for svigt, de har befundet sig i. Dette har givet dem en rygsæk fuld af
RIG’er, som ofte er negative i forhold til egne forventninger samt forventninger til andre. De vil
derfor jeg- og anden-identificere sig negativt og med de samme mønstre, som de hidtil har gjort.
Når barnet anbringes, tages det ud af en af deres vante omgivelser, og de RIG’er samt
overlevelsesstrategier de hidtil har udviklet som nødvendige, får ikke den samme nødvendighed.
Dette alene kan være yderst svært for barnet at omstille sig til, da det er hele den sociale identitet,
der skal omstruktureres og forstås og læres på nye måder. Dette kræver massiv professionelt
arbejde. Men arbejdet med et sådan barn kan ikke alene gøres mellem barn- og voksen-relation og
kontakt. Dette skyldes, at børn i høj grad jeg- og anden-identificerer sig i børnegrupper. Derfor vil
det pædagogiske arbejde på en døgninstitution være til stor fordel i selvudviklingen af barnet, hvis
25
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
de voksne er denne viden bevidst. Meget af identificeringen vil nemlig ske i legen, men kan - som
vi har lært i teorien - ofte ende i ond leg eller negative handlinger. Legen må siges at være børns
måde at være sammen på og derfor er legen af yderst stor betydning i netop denne nye
identificering af et anbragt barn. Men anbragte børn med forskellige udfordringer og negative
RIG’er vil oftere end deres jævnaldrende have brug for pædagogisk hjælp til at lege for at undgå, at
legen bliver ondskabsfuld eller kommer ud af kontrol og derved kan skade barnet eller andre, både
fysisk og psykisk. Eller endnu mere relevant: At legene og anden-identificeringen fra de andre børn,
igennem legen fastholder barnet i den negative jeg-identificering, de har med sig fra tidligere.
Legen er yderligere et redskab for pædagogen til at gå på opdagelse i barnet. Legen fortæller
nemlig, hvor barnet har sine kompetencer og hvad der betyder noget for barnet. Og her kommer den
Integrerende baggrund ind og får en betydning.30
Den integrerende baggrund
Andrea Canevaro er professor i pædagogik og har stået i spidsen for netop denne metode. Faktisk er
metoden ikke fuldstændig ny for det pædagogiske arbejde, da den bygger på begreber, vi allerede
kender. Nemlig anerkendende tilgang samt narrativ tilgang til barnet. Dette vil jeg udspecificere
nærmere. Som det også fremgår af metodens navn, handler det om integration af det enkelte barn i
fællesskabet. Og mere tydeligt! Børn skal være i fællesskabet ud fra deres specifikke interesser og
evt. særlige behov og forskelligheder. Metoden understreger derfor vigtigheden af, at børn er
sammen med andre børn og at barnets identitet opleves og opdages i legen. Ved at gå på opdagelse i
barnets leg, kan man blive klogere på, hvem det er og hvor det er rent udviklingsmæssigt. Alle børn
sætter spor. Man kan sige, at det er tegn eller aftryk, børn sætter i verden. Det er det de leger, de
historier de fortæller, tegninger de tegner, osv. Spor er en måde at se barnets engagement. Nogen
børn er tydelige til at sætte spor og andre er meget utydelige. Dette er ofte kendetegnet ved anbragte
børn. Både fra egen praksis og Lindgaards praksis eksempler, kan der dannes et billede af, at
anbragte børn sætter meget utydelige tegn. Dette betyder ikke, at de ikke sætter dem. For alle børn
sætter spor. Det pædagogiske personale skal blot kigge bedre efter. En måde i den integrerende
baggrund at få øje på barnets spor er ved at observere barnet. Blandt andet i lege situationer.
Observationer
For at kunne bruge observationer hensigtsmæssigt, skal man gøre sig bevidst om, hvordan dette
gøres på en brugbar måde, så man finder frem til, hvad der er vigtigt for barnet. Voksne, der
arbejder med børn, iagttager hele tiden. Man har mange øjne i spil, både hvad der sker i gruppen,
30
Referat af teori samt Lindgaards bog
26
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
hvad der sker i legen og hvad det enkelte barn gør. Kunsten er at overservere uden at konkludere.
Desværre sker sådanne iagttagelser og efterfølgende vurderinger eller konklusioner ofte på et
ubevidst plan. Det er derfor en vigtig del af arbejdet i den Integrerende Baggrund, at man lærer at se
bort fra, hvad man tror barnet får ud af den konkrete situation, eller hvad det føler, osv. Man farves
så at sige af sine egne fortolkninger og det er det, man ikke skal. Mennesket vil også have en
tendens til at sortere i alt, hvad vi observerer/iagttager, og måske sortere vigtige elementer - for
barnet - væk. Derfor skal man øve sig i og bevidst vælge tidspunkter, hvor man observerer på et
plan, hvor man skriver ned, hvad der sker, uden at tolke eller påsætte følelser på situationen, fx
legen. Når flere observationer er skrevet ned, kan man - i faglighed - finde ligheder og mønstre i
barnets handlinger. Derefter i samarbejde med barnet kan man forsøge at hjælpe barnet i en anden
retning, hvis det er det, der er hensigten. Lindgaard mener, at en så ”simpel” ting som at indføre
observationer og bruge dem metodisk i barnets udvikling, vil kunne bidrage til, at se barnet, hvor
det er, uden at vi som pædagoger og andre fagfolk vurderer noget ud fra enkelte handlinger. Hun
understreger igen det, at gå på opdagelse i barnets handlinger uden at tolke men blot se, hvor det
fører hen. Altså en måde at være anerkendende over for barnet. Møde barnet, hvor det er. Lindgaard
kommer med flere bud på, hvordan man rent praktisk kan indføre denne metode til at komme tæt på
barnet. Spordage, tavler og en skitse til opsamling af observationer. De er rigtig gode input til
arbejdet på en døgninstitution. Jeg har ikke valgt at sætte dem ind her i opgaven, da der lægges op
til, at hvis det har interesse at benytte disse metoder, kan man finde dem i hendes bog31. Jeg
opfordrer til at man udvikler metoderne, så de passer til netop dig som pædagog og din
arbejdsplads.
I arbejdet med den Integrerende Baggrund tager man altså børnenes handlinger alvorligt. Man
møder barnet i øjenhøjde og anerkender barnet. Børnene sætter meningsfulde spor og det er
pædagogens ansvar at få øje på og senere nysgerrigt at undersøge betydningen af disse spor. En
pædagog skal indtage en detektivrolle og forholde sig åbent og iagttagende og netop når pædagogen
oplever at børns handlinger og leg ikke gir mening skal deres nysgerrighed pirres.32
Lindgaard fremhæver, at vigtigheden af at benytte enhver form for pædagogisk metode ikke er
afgørende, men at det er den grundlæggende forståelse af barnet og en accept af disse to følgende
præmisser.
31
Lindgaard s 161-174
32
Lindgaard s 174
27
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
1)
Børn er kompetente og medskabende væsner. Dette gælder også de børn, der har udviklet
andre kompetencer end dem, der forventes af gennemsnittet. Vi må være nysgerrige og undersøge,
hvordan de har klaret sig, hvilke strategier de har udviklet og hvordan de i nye sammenhænge
forsøger at skabe mening.
2)
Det er afgørende for børns udvikling at indgå i samspil med andre børn: At lege og
udvikle fællesskaber, som ikke er voksenstyrede.33
Den Integrerende Baggrund som metode, åbner op for et syn og en holdning til, hvordan man
arbejder med børn med relationsvanskeligheder. Den kommer med nogen konkrete skabeloner, som
kan være brugbare på en døgninstitution. Jeg synes, den er vigtig at have med, fordi den giver
mulighed for at gå på opdagelse i barnet og rumme hele barnet, også de onde sider eller
grænseoverskridende sider, som viser sig i legene og måske også uden for legene. Det er dem, der
er sporsættende og dem der gør, at vi kan udvikle barnet i en positiv retning. Men vi skal turde se
dem og forholde os til dem og blive ved med at undersøge.
En anden metode, som kan benyttes i arbejdet med børns leg, kan være med en planlagt
legeaktivitet, som er voksenstyret, men stadig har til formål at udvikle og lade børnene se sig selv i
nye perspektiver. Nemlig teater eller rollespil.
Forum teater
Jeg har fra egen praksiserfaring oplevet en effekt af at lade børn opleve ”dem selv” blandt andet ved
at se små teaterstykker af situationer, hvor deres adfærd kommer til udtryk. Dette gjorde jeg ved
hjælp af forum teater.
En lille indskydelse. For at forstå arbejdet i Grønland, kan her nævnes, at den teori jeg sætter på nu,
ikke var tænkt, da det rent faktisk foregik. Teaterstykkerne blev til en aften, hvor der havde været så
mange konflikter, at personalet og jeg gjorde alt for at samle dem til et eller andet fælles. Da jeg har
drama som linjefag, foreslog jeg at vi skulle prøve at lave en fælles leg. Dette endte med at
personalet udviklede små parodier af børnene og deres handlinger, som vi så viste for børnene. Jeg
forsøgte så med mine bedste evner, at få en pædagogisk mening med dette. Det viste sig at have en
positiv effekt.
33
Lindgaard s 160
28
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Forum teater har sine rødder fra det sydamerikanske folks kamp mod undertrykkelse.
Dramapædagogen Katrin Byreos har videreudviklet metoden og mener, at et barn - fra det er ca. 7
år - er i stand til at kunne sætte sig ind i, hvad andre tænker og derfor kan få gavn af forum teater.34
Forum teater går i sin korthed ud på, at man opstiller små rollespil, som er hverdags
situationer/konflikter som børnene kender. I selve udførelsen vil der være en konflikt. Meningen er,
at man tager emner op, som pædagogen på den ene eller den anden måde ønsker at støtte, til noget
mere positivt eller til at gå i en anden retning. Når rollespillet er slut, lægges der op til, at børnene
bidrager med måder der kunne få situationen til at udforme sig mere positiv og derefter spilles
denne situation. Forum teater er en hel teori i sig selv og jeg har blot valgt at give en kort
beskrivelse til læseren, så der er en fælles forståelse af, hvad det er og hvor man kan læse videre.
For at konkretisere metoden vil jeg i stedet benytte mig af et eksempel fra min egen praksis
erfaring. Selve legen er ikke i fokus i eksemplet, men jeg bruger dette eksempel, fordi jeg mener at
det bidrager til forståelsen af, hvordan man kan bruge forum teater. Og samtidig er forum teater i sig
selv en leg. I min diskussion vil jeg vise, hvordan man kan bruge forum teater med de specifikke
legeproblematikker fra min praksis fortælling.
Et eksempel på forum teater:
En pige på 14 år føler stor utryghed ved at skulle sove. At falde i søvn på sit eget værelse. Dette
kommer til udtryk ved sengetid når der siges godnat og alle går på værelserne. Her lægger hun sig
ned og holder fast i vandrør for at understrege, at hun ikke vil ind på værelset. (Jeg ser her, helt bort
fra, rigtigt og forkert i forhold til min pædagogiske viden om, hvad der kunne have været godt for
det her barn. Jeg forholder mig udelukkende til det, der skete, for at fremhæve brugen af forum
teater) Pigen bruger alle sine kræfter på at holde sig fast og pædagogen forsøger at trække hende
fri. Denne episode parodierer vi voksne i vores forsøg på at skabe en positiv aften i et ellers kaos.
Selve skuespillet er til stor latter for alle, selv det barn, der faktisk gør det, synes det er sjovt at se
pædagogerne spille situationen. Da jeg så stopper stykket og spørger børnene, hvordan man kunne
takle denne situation på en anden måde, går pigen, der er den faktiske person, ind på sit værelse og
henter sin dyne og pude og lægger det til den pædagog, der ligger ned og spiller hende. Dernæst
tager hun en stol frem til pædagogen, der spiller pædagogen, og lader ham sidde der. Alle griner
34
Byréus s 10-13
29
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
fortsat da det for dem virker komisk at tage sin dyne ud fra værelset i det hele taget og lægge den på
gulvet. Jeg siger tak og lader den summe dér både for personalet og børnene.
Hvor er vi så nu? Jeg mener læseren nu skal sidde med et billede af en brugbar teori, samt kendskab
til arbejdet med leg på døgninstitutioner. De skal fornemme, at jeg så småt er begyndt at se spor i
min egen teori sammensat med min empiri og er begyndt både at analysere og så småt også
diskutere de forskellige metoder. Men for at gå mere konkret til værks, går jeg nu ind og analyserer
min praksisfortælling. Dette gør jeg, mens jeg inddrager mit interview med pædagogen. Dette er for
at underbygge, hvorfor jeg skriver som jeg gør.
Analyse af praksisfortællingen
Første del af praksisfortællingen er et eksempel på leg, der opstår ud fra nogle handlinger, som ikke
var ment som leg eller planlagt på forhånd. Den opstår ud fra spontane handlinger, der faktisk blev
gjort i en ”ond” hensigt. ”Børnene stjæler mine nøgler”. Pædagogen, i dette tilfælde mig, vælger at
se børnenes handling som et ”spor”. Som vi har lært fra teorien, sætter alle børn spor og det er disse
spor, der er med til at gøre os kloge på, hvem og hvor børnene er henne i deres udvikling eller
måske bare på det enkelte tidspunkt. I det her tilfælde vil jeg mene, at der er så meget kaos og så
mange strategier i spil hos børnene, at man umuligt ville kunne tænke videreudvikling i situationen,
men blot koncentrerer sig om nu og her. Dette er bestemt noget, man lærer som pædagog i
Grønland, hvor sociale hjælpemidler og samarbejde er en stor mangel. På den første dag i
praksisfortællingen sætter flere af børnene tydelige spor. De skriger efter noget, de ikke er i stand til
at sætte ord på, hvilket kommer til udtryk i deres handlinger. I den her situation ville det være en
kæmpe udfordring at samle børnene i en planlagt aktivitet eller blot rundt om bordet til aftensmad.
Derfor ser jeg sporet omkring nøglen som en mulighed for at skabe et fællesskab. Set fra
metaperspektiv, kan det virke komisk at en flok teenagere leger "tampen brænder" med ”den nye”
pædagogs nøgle. Har hun ikke bare mistet fatningen? Men hvis vi sætter teorien på, så virker det jo.
Hvad er det så, der sker?
Børnene har alle haft en kaotisk dag på den ene eller den anden måde. Lige som alle andre
mennesker kan man efter en hård arbejdsdag trænge til at komme hjem og slappe af. Disse børns
RIG'er, ser betydeligt anderledes ud i forhold til det at komme hjem og slappe af. Som vi har lært fra
teorien, søger mennesket et sted at høre til og opleve fællesskabet og vi vil gøre meget for dette
fællesskab. På den her dag er det eneste, børnene har tilfælles – hinanden i kaos. For at samle dette
kaos om noget, stjæler de mine nøgler. Jeg kunne have krævet dem tilbage og dermed gjort
30
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
situationen negativ. Måske havde jeg så været årsag til flere konflikter, da mennesket har en
tendens til at overdrive det negative ved det eller dem, der står uden for fællesskabet. De ville
sikkert have beholdt nøglerne, snydt mig og endt med at låse mig inde, i deres kamp for - i
situationen - at føle fællesskab om noget. (Det er oplevet før, at pædagoger bliver låst inde på
børnehjemmet) I stedet træder jeg ind i deres fællesskab omkring nøglen. De accepterer det og det
er tydeligt at se og mærke, at situationen er rar og ”magten” omkring nøglerne bliver ikke
væsentlig. Legen kommer i stedet i fokus og skaber en fællesskabsfølelse. Selv om vi er helt nede i
det banale, detaljeorienterede, en konkret situation, der måske udspiller sig i 15 min, er jeg ikke i
tvivl om, at hvis jeg talte med børnene fra børnehjemmet i dag, ville de alle kunne huske lige
præcist det her? Og hvorfor så det?
Jeg vil som hjælp til at svare på dette inddrage mit interview med pædagogen fra døgninstitutionen.
Jeg må sige, at jeg er positivt overrasket over alle de pædagogiske overvejelser, stedet havde gjort
omkring børnenes leg og udviklingen igennem legen. Hun kom med eksempler på, hvordan legen
kan udvikle børnene til en bedre selvforståelse, bedre selvtillid og bare til positivitet. Dette giver
mening i forhold til min situation i Grønland. For sådanne oplevelser, har børnene desværre oplevet
alt for lidt af. Selv om det i dette tilfælde blot er et øjebliks billede. Et øjeblik af fællesskabsfølelse,
selvtillid og glæde, så ligger det sig dybt i et barn, som ikke normalt oplever dette. Jeg tror ikke, at
alene én oplevelse skaber revolution hos barnet - der skal flere til, samt pædagogiske samtaler. Men
det er tydeligt, at børnene fra praksisfortællingen lige præcist, i ”Tampen brænder legen” har følt sig
set, anerkendt og holdt af. Netop derfor formår de at finde ro - et øjeblik - i deres kaos. I mit
interview fortæller pædagogen, at måden, de udvikler barnet på, er ved hele tiden at følge op på
børnenes leg. Dvs. at de holder samtaler med børnene efter, de har været i gang med en leg med
andre børn. Proceduren er således: Når et barn kommer og vil lege med en anden, laver de klare
aftaler med børnene, om hvad de vil lege, med hvem og hvor. Stedet mener ikke det gavner, de
leger på værelserne. Der er simpelthen behov for voksen støtte. Dette foregår ved, at en voksen er
med i legen, eller at den voksne holder sig lidt i baggrunden, laver noget andet, men hele tiden har
et øje for legen. Netop fordi børnene ikke kender de legesignaler, deres jævnaldrende har lært fra de
var spæde, misforstår de hinanden eller mistolker de signaler de andre sender. Hun kommer med et
rigtig godt eksempel på, hvordan de arbejder. To piger leger sammen med Barbiedukker. Dette har
de gjort mange gange og, fordi det har fungeret rigtig godt, har de voksne mere og mere overladt
dem til sig selv. Dog er den voksne hele tiden lidt i baggrunden for netop at kunne støtte og hjælpe,
31
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
hvis noget alligevel skulle mistolkes. Den ene pige er dominerende og den anden pige, som også er
yngst, er meget tilbageholdende og taler meget sjældent med nogen. Det skal lige siges at det er
hendes Barbiedukker. Men den ældste styrer og bestemmer legen og vil hver gang de leger, være
den mest flotte Barbie med det lange lyse hår, og den yngste, skal være den ”grimme” Barbie, som
har kort hår og ikke lige så pæn en kjole. Her kommer udfordringen og det rigtig gode
pædagogarbejde ind. Man kan sige, at dette er en del af det at lege, at børn laver hierarkier og det er
normalt. De voksne har oplevet en god stemning mellem pigerne og har efter hver gang, de har
leget holdt samtaler med dem begge hver for sig, hvor der ikke hidtil har været noget at komme
efter. Men en dag siger den yngste pige så, at hun ikke længere vil lege med Barbie, fordi hun altid
skal være den grimme. Den dygtige pædagog vil her se, at pigen sætter et spor. Det, der er sket
mellem de to piger, er nemlig, at de i deres leg, som har fungeret, har fastholdt hinanden i den
”negative” RIG, som de har haft med sig. Den yngste pige er i legen blevet bekræftet i at være den
grimme, den forkerte og bare finde sig i dette. Den dominerende er blevet fastholdt i hendes
mønster, om at være styrende og kun være i legen, hvis hun er den smukkeste. Et yderst godt
eksempel på hvordan det pædagogiske arbejde nu skal ind og hjælpe pigerne med at jeg- og andenidentificere sig, så de kan skabe en ny forståelse af dem selv. På den her institution vil arbejdet ligge
i, at pigerne først bliver gjort bevidste om, hvad der sker og hvordan den anden har det. Dernæst vil
de forsøge at lave legesituationer, hvor den voksne først er mere med i legen og dernæst trækker sig
forsigtigt igen, for at se om de nu udvikler sig på en anden måde. Det er også et eksempel, hvor
”svært” det kan være at finde frem til lige netop, at en Barbieleg kan fastholde én i et mønster.
Pædagogen fra dette sted oplyste at da de efterfølgende var inde og arbejde med begge piger i
Barbielegen, skete der stor udvikling for dem begge. Uden at den interviewede pædagog decideret
kendte til den Integrerende Baggrund, synes jeg, det minder meget om netop den måde at arbejde
på. Hun fortalte også, at netop observationer af børnenes leg, var det primære i deres
dokumentationsarbejde og de mest brugbare observationer var netop dem, hvor pædagogen kunne
forholde sig så neutralt som muligt. Altså kun observerer, hvad der rent faktisk sker - uden at tolke
på det ved at tillægge børnene nogle følelser. Dette kræver læring og konstant arbejde med sig selv.
Lige som Lindgaard beskriver det. Det handler om konstant at være nysgerrig på barnet, også når
der pludselig, som her ved pigerne, ikke er noget umiddelbart at sætte en finger på. Man skal huske,
at netop anbragte børn er super snu – også pædagogens egne ord - og udspekulerede. De vil gøre alt
for at skjule dette ”Barbie hierarki” for ikke at udstille sig selv og den dårlige jeg-identificering, de
32
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
rent faktisk har. Og samtidig kan de være fuldstændigt ubevidste om, hvad det egentligt er, de gør
ved hinanden.
Karoff´s teori viser på en anden måde, hvorfor "tampen brænder legen" enden som den gør. Efter
opbygningen af legen - med nogen, der gemmer og en der finder, befinder vi os i legestemningen
Glid. Dette fungerer rigtig godt et stykke tid, men det naturlige behov for ”det farefulde” i legen og
for at skabe et flow og drivkraft til at den skal fortsætte, sker ikke. Jeg kan her have flere
formodninger om årsager til at de ikke gemmer nøglerne et nyt sted selv. Det kan skyldes, at deres
fantasi ikke er til stede eller i hvert fald ikke er aktiveret. Det kan også skyldes, at de tror at legen er
sådan og gentagelsen skal foregå – hengivenheden, som Karoff kalder det. Da det går op for dem, at
nøglerne kan gemmes andre steder, skaber det en spænding – eller opstemthed. Det bliver
spændende og der er pludselig noget på spil. Karoff´s betegnelse er her Skift. Dette driver legen til
at fortsætte. Alle accepterer denne leg indtil den sidste hændelse sker med den store dreng, der
gemmer nøglerne i bukserne. Overskridelsen. Den kan ende på to måder, enten stopper legen, fordi
- som i dette tilfælde - min grænse bliver overskredet. Eller også kan det være med til at drive legen
til en euforisk stemning. Dette, vil jeg mene, specielt for et anbragt barn med relationsudfordringer
kan være et meget usikkert sted at befinde sig. Her kan vi gå tilbage og se på grænser i
ondskabsfuld leg.
Den anden halvdel af fortællingen er et eksempel på, hvordan ond leg bliver til ondskabsfuld leg.
Selve fangelegen er et eksempel på en ”ond leg”, der tager overhånd og den mindste drengs grænser
bliver overskredet. Hvis vi inddrager Karoff´s legemodel, kan man beskrive det sådan, at børnene
ikke længere befinder sig på det samme stadie eller i den samme stemning. De store drenge bliver
vildere og vildere i målet om at fange den lille dreng. Den lille dreng har indtil nu været med på
legen og været i legestemningen, spurtet alt hvad han kunne for ikke at blive fanget. De har altså
været i den legestemning, Karoff kalder for Skift. Legen er den samme, men der er hele tiden en
forventning om en form for skift, netop den fysiske, det med at man ikke ved, hvornår nogen løber.
Her vil børnene have en parathed og være højspændt. Hvis vi inddrager Schousboe´s model, kan det
forklares med, at børnene på forhånd har aftalt legens gang. Dette sker i regi sfæren, her bliver
rollerne uddelt og reglerne sat på plads. Den er vigtig, specielt for disse børn, så der netop ikke
kommer de uventede overraskelser, som kan gøre nogen bange. En pædagog skal typisk gå med ind
over denne del. Faktisk er det netop, hvad de gør på den institution, hvor jeg har haft et interview.
33
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
De gør det meget klart for børnene, hvad rammerne er, så alle parter ved, hvad der forventes.
Dernæst udfolder legen sig i fantasisfæren. Her bliver fangelegen levende og langt det meste af
tiden er de glade, lader sig rive med, løber med bankende hjerte for ikke at blive fanget, men det er
stadig trygt og sikkert. Sidst er der real sfæren, som er virkelighedens begrænsning, altså det man
forestiller sig er rigtig i legen, men vi ved godt det ikke er det. Fx at de store er farlige, når de
fanger i legen, men uden for legen er de det ikke. Men her i eksemplet overskrider de denne grænse,
så den lille dreng bliver oprigtigt bange.
Noget, der bliver tydeligt for mig i arbejdet med disse børn, er, at der er rigtig meget på
spil i sådan en leg. I forhold til deres jævnaldrende må det siges, at anbragte børn virkelig lever sig
ind i sådan en leg og mærker følelserne meget kraftigt. Ofte kan de som i dette eksempel blive så
meget revet med, at de ”glemmer”, at det bare er en leg.
Ifølge Lindgaard kan dette skyldes, at de sjældent oplever de følelser, der høre med til en leg, og når
de så opstår i legen, kan det virke overvældende og derfor være svært at træde ud af, før legen
ophører og nogen bliver kede af det - eller værre.
Grundet til at legen stopper, kan forklares ved, at de store drenge forlader den hidtil enige
legestemning og træder over i overskridelsen. De ønsker nu, at han bliver fanget og gør nye tiltag
for, at dette sker. Den lille dreng er ikke klar på dette og den følelse af parathed og opstemthed, han
naturligt har, når han løber væk fra dem, der fanger, bliver ægte og han bliver oprigtigt bange. Hans
angst er måske netop, hvad der får de store drenge til at blive endnu mere brutale. Dette forklarer
Lindgaard også med flere eksempler. Det er pædagogens rolle at være på forkant i sådan en
situation. I mit tilfælde når jeg ikke at se signalerne, der bliver mistolket, så jeg får ikke mulighed
for at gribe situationen an. Hvis jeg havde set sporene, ville jeg længe inden have grebet ind, fx med
en tælleregel om, at man skulle løbe efter der var talt til 10. Dette havde været en måde at inddrage
et nyt skift, som var acceptabelt, men samtidig gav mulighed for at kunne fange alle. Når jeg sidder
og skriver det nu og tænker tilbage, slår det mig, hvor lidt der egentligt skal til at kunne ændre på
noget, der blev så ubehageligt. Men det understreger en vigtighed i leg og arbejdet med anbragte
børn, at det aldrig kan foregå alene og at én, der observerer på sidelinjen i netop fysiske lege, vil
være en uundværlig hjælp til at kunne udvikle i leg. Denne historie ender tragisk vist med at
drengen bliver ”straffet” af de store drenge. Dette ses ved, at han bliver sparket i hovedet af en af de
store i fodboldkampen. Her er det selvfølgelig mig, der tolker. Men når man har arbejdet med børn,
hvor der er så mange følelser på spil, lærer man, at det desværre hører med i hierarkisætningen. Nu
fik den lille dreng på grund af hans angstudbrud fangelegen til at stoppe, hvilket de store ikke syntes
34
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
godt om. Set tilbage kan jeg ikke lade være med at få en lidt dårlig smag i munden over, hvordan
det er tydeligt, at jeg er med til at fastholde både de store drenge og den lille i deres jegidentificering. Dette ses ved, at de store får mulighed for at ”tryne” den lille med sparket. De store
drenge anden-identificerer den lille ved at se ham som mindre værd end dem, og det samme sker
den anden vej rundt med at den lille ser dem som værende mere værd. Men det er ikke kun de store
og den lille, der påvirkes. Alle de andre børn i hallen, der overværer vold, påvirkes i forhold til
deres nuværende RIG. Det er meget interessant, hvordan så mange ting bliver sat i spil, og hvor
meget der rent faktisk kan foregå i leg og legesituationer. Hvor meget man kan være med til at
udvikle og ændre, hvis man er bevidst om teorien bag. En måde jeg kunne have efterbehandlet
denne situation på, kunne have været med forum teater. I de rette rammer og med pædagogisk
opbakning, kunne det være interessant at spille denne scene for børnene og få dem til at komme
med forslag om, hvordan den kunne ende anderledes.
Pædagogen kommer også med et eksempel om to drenge, der både elsker og hader at lege med
hinanden. Det giver så god mening at drage netop disse to ind, fordi det ofte er ond leg. De
pædagogiske overvejelser bliver derfor skærpet, fordi netop den onde leg er en del af deres forhold.
Hun ligestiller det med søskendeforhold, der det ene øjeblik slås og det andet elsker hinanden som
de bedste venner. Det har disse drenge ikke oplevet hjemmefra og de stærke følelser, der kan være i
spil for dem, kan være rigtig svære at styre. Derfor leger disse to drenge altid med en pædagog og
får også ”lov” til, hvis man kan sige det sådan, at forsøge at klare konflikterne selv - uden at
pædagogen bryder ind. Netop det her med at vide, hvornår grænserne bliver overskredet og derfor
bliver skadende, siger hun, at man aldrig kan vide helt eller på forhånd. De kan være forskellige fra
dag til dag og barn til barn. Det kan også være meget afhængigt af netop hvilken pædagog, der skal
overvære legen; hvor går dennes grænser? Hun fortæller, at de hele tiden har samtaler med børnene
efter legen, så børnene selv kan beskrive, hvordan det var at være i. Med disse samtaler og den
aktuelle leg, må pædagogen altså vurdere, om grænserne bliver overskredet og nogen ”lider”. Men
selve det at lege onde lege, ser børnene altså som en del af deres udvikling, og ikke noget man som
pædagoger skal stoppe, bare for at stoppe det. Hun fortæller også, at de hver dag kommer på
værelset i 20 min efter skoletid, for at kunne lege selv eller øve det at lege selv. Denne vinkel kan
jeg ikke lade være at studse over. Både fordi Lindgaard kommenterer det og faktisk kritiserer det,
fordi mange anbragte børn har det svært med at være alene og ikke kan ”finde ud af” at lege.
Pædagogen beskrev det sådan, at de opfordrede den ene af drengene til at lege på værelset med
35
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Legoklodser. Men det var han ikke i stand til. Han vidste simpelthen ikke, hvad han skulle med
Legoklodserne. Men så snart den anden dreng var ved hans side og var med, kunne han sagtens
bygge med dem. Lindgaard kritiserer netop dette, - hvorfor skal de være alene på værelset? Dette
gør vi jo heller ikke med vores egne børn, der er søskende? Det kan selvfølgelig være en del af
udviklingen for barnet, at det skal lære også at kunne lege med Legoklodserne selv. Jeg synes bare,
det er en spændende vinkel, netop fordi det mange steder er en selvfølge, at de skal være på
værelserne selv og lege. Men hvorfor? Kunne de her to drenge ikke lege sammen i de minutter, hvor
der er værelses tid? I det her tilfælde havde drengen med Legoklodserne lært det efterhånden, men
man kunne ikke komme med nye lege, han selv skulle sidde med, uden at den anden dreng var til
stede. Det ser jeg som et spor, han sætter. Hvad er det, den anden dreng får ham til at føle?
Fællesskab og en tryghed til at udforske nyt legetøj. Hvilken ny jeg-identificering giver det ham?
Og vil han på sigt lære selv at kunne tage initiativ til at udforske nyt legetøj? Som det læses, kan jeg
ikke lade være med at diskutere min nyindsamlede viden og derfor bevæger jeg nu læseren ind i en
diskussion omkring emnet.
Diskussion
Jeg blev positivt overrasket over at tale med pædagogen fra døgninstitutionen. Jeg har uden tvivl,
gennem erfaring fra mine praktikker, samt fra min teori, fået den opfattelse, at legen var meget
længere væk i den pædagogiske hverdag og udvikling. Men det blev meget klart for mig efter denne
samtale, at det i hvert fald på denne institution var altafgørende for børnenes udvikling. Det var i
tale sat hver dag i personalegruppen og en stor del af det pædagogiske arbejde. Jeg kunne ikke lade
være med at spørge hende, om hun troede det var unikt fra deres sted. Hendes svar til dette var, at
nok lige så mange gode steder, som hun kendte til, lige så mange dårlige steder fandtes der også.
Men hun mener ligesom Lindgaard, at der mangler viden og mod til at gå på opdagelse i børnenes
legeuniverser - ikke mindst i grænseoverskridende situationer. Fx hvis et anbragt barn tager tøjet af
og vil være nøgen og du som pædagog ved, at dette barn har været udsat for seksuelle overgreb, vil
de fleste måske gribe ind med, at dette er forkert. Med det behøver det netop ikke at være.
Pædagogen skal kunne rumme, at dette også kan være leg. Alle børn leger nøgenlege, men
fuldstændig som med drengene, der bliver onde, skal der tales om sådan en leg og støttes af de
voksne, netop så den ikke overskrider de andres grænser. Men det er grænseoverskridende og ikke
noget jeg kan finde litteratur om. Heldigvis oplever jeg, at vi er lidt længere i Danmark end fx i
Grønland. Der talte man ikke engang om sex med de unge. Det måtte de selv finde ud af. Her i
36
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Danmark er vi da så langt, at jeg kan tale med en pædagog fra den aktuelle hverdag, der har øje for
det og kan tale ud fra erfaring.
Jeg mener også, at Lindgaard har et svagt punkt i hendes handlemuligheder. Hun mener, at
pædagogen skal være til stede i legen med bemærkninger om hjælp til, at legen forbliver god og
misforståede legesignaler bliver tolket anderledes. Men jeg synes, hun mangler det aspekt, at når
voksne er tilstede i legen, bliver børn ofte anderledes i legen. Fordi de har en forventning om,
hvordan de voksne vil have man agerer. Fx vil barnet have én slags RIG’er i børnegruppen og andre
RIG’er, når der er voksne tilstede, fordi de en vant til at voksne reagerer på en bestemt måde og
børn på andre. Så hvordan er man en flue på væggen og støtter legen i en positiv retning, uden at
man overtager den eller bliver en del af den, fordi børnene automatisk også vil involvere den
voksne, hvis denne er tilstede? Pædagogen fra mit interview kunne godt dele mine tanker omkring
dette. Men hendes svar fra den virkelige verden var, at disse børn - efter nogen tid på institution - er
så vant til voksne omkring dem hele tiden og nogle gange er det blot en fordel, at de voksne bliver
inddraget, netop så de kan støtte til positiv udvikling og andre gange trækker de sig og observerer
kun og det blev ikke et problem. Men selvfølgelig kan vi aldrig vide alt, hvad der sker i legen,
fortæller hun og de kan også sagtens lege uden vi ser det. Men de forsøger at have styringen. Jeg
kan ikke lade være med at sætte mig selv i spil i forhold til praksisfortællingen. Både den med
"tampen brænder" og den med "fangelegen". Jeg mener nemlig ikke at jeg i nogen af tilfældene
ville kunne trække mig. Disse situationer krævede meget voksen styring. Dette kan skyldes, at der
var langt flere børn tilstede og det skaber endnu flere udfordringer, fordi endnu flere anden- og jegidentificeringer er i spil, misforståede legesignaler, osv. Det kunne faktisk have været spædende at
spørge pædagogen, hvordan det foregik, når de var mange børn samlet. I Grønland var der ofte
mange børn af gangen, der legede. Manglende personale og behov for voksen kontrol gjorde det
sjældent muligt at være sammen med kun to børn og samtidig observere.
Jeg har lært, at forum teater kan bruges til efterbehandling af legen. Det skal også siges, at det giver
mening at bruge pædagoger, der har erfaring med teater, og at børnene kan have behov for at lære
denne nye metode. Men med de rette omstændigheder, kunne forum teater bruges til, at børnene
selv kan evaluere deres legesituationer, samt lære af hinandens. Fx har pædagogen fra interviewet
nævnt, at de holder samtaler med børnene. Her ville man kunne udvikle og ind i mellem indføre
forum teater, hvor endnu flere ting ville komme i spil. Jeg er helt bevidst om at disse børn har
udfordringer, men kan ikke lade være med at blive nysgerrig på, hvordan det kunne hjælpe til en
mere udvidet indsigt for disse børn. Netop fordi jeg så, hvordan det uden forberedelse fungerede for
37
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
mig i Grønland. Jeg kan jo desværre ikke måle på effekten, men jeg kunne se, hvad det gjorde i
situationen, og dette vil jeg mene er nok.
Perspektivering
En spændende vinkel på leg findes i artiklen ”Sådan lærer du børn vilde lege". Denne artikel
understreger, hvordan man kan arbejde med børn gennem vild leg, så de lære at bruge deres kræfter
på en forsvarlig måde, så de lærer, hvornår det er for meget og går hen og bliver til slåskamp.
Artiklen bygger på viden fra idrætspædagogen Lise Steffensen, som har arbejdet med kamplege de
seneste 11 år. Hun har erfaret, at børn elsker vilde lege. Løbe stærkt og kravle, hoppe op på ryggen
af andre og ”slås”. Ofte vil pædagoger stoppe vilde lege og børn lærer derfor ikke at omgås dem.
Hun mener at, i overværede og opstillede kamplege vil børn lære at kæmpe hensynsfuld. De vil lære
at koncentrere sig om den anden for ellers vil de tabe. De lærer at aflæse den anden samt at få
respekt for modstanderen. De får en kropserfaring og styrker deres balance, koordination og
kondition og de får en forståelse af egne grænser. Et barn, der aldrig får lov at kæmpe, kender ikke
til deres egen styrke og kan derfor ikke afstemme den, hvis de en dag kommer en konfliktsituation.
Jeg kan her ikke andet end at se det yderst relevante og spædende i at føre denne tanke ind i arbejdet
med anbragte børn. Jeg må antage, at disse børn har samme behov for at bevæge sig og lege vilde
lege som deres jævnaldrende, men at det oftere vil støde på, at de ender i decideret slåskamp. Netop
fordi en årsag kunne være manglende kendskab til egne styrker og svagheder i en sådan kamp. Samt
at vi også har erfaret, at mange kommer fra hjem med vold og de der før har opbygget RIG'er, der
kan have en forventning om hvad og hvordan kroppen vil reagere hvis den møder modstand fysisk.
Jeg kan derfor finde det rigtig spændende at grave endnu dybere ned i denne tanke om, at skulle
lege kamplege eller vilde lege med anbragte børn. Lise Steffensen sætter nogle helt klare regler op
for, hvad der er en kampleg og hvad der er slåskamp. Dem skal pædagogen selvfølgelig sætte sig
ind i, og jeg vil også understrege, at jeg ikke tænker, at man bare uden videre skal opfordre til kamp,
men tænke det ind i en pædagogisk sammenhæng, da det både indeholder leg og børnefællesskab.
Steffensen kommer også med bud på andre vilde lege som kan udvikle denne kampkompetence.35
Konklusion
Leg er en drift. Gennem tiden har leg været brugt til at få børn til at lære at overleve. Leg har
samtidig også været en flugt fra hverdagens pligter, et sted, hvor børnene har et frirum uden for
35
BOGU s 37
38
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
megen voksenindblanding. I dag er leg ofte læringsbestemt og voksne/pædagoger omkring barnet
har ofte en hensigt med legen. Når der arbejdes med anbragte børn, er det vigtigt at turde lægge alle
forventninger om legen bort og blot gå på opdagelse i barnets leg. Dette er for at opdage barnets
spor og igennem dem at kunne udvikle barnet i en positiv retning.
Som pædagog på et børnehjem har man en vigtig opgave i at se barnets kompetencer. I mange
tilfælde vil de kompetencer, barnet har udviklet, ikke være til gavn for barnet i den nye
sammenhæng på institutionen og vil derfor være lige præcist dér, pædagogen skal sætte ind i
udviklingsarbejdet, for at barnet kan lære nye og mere brugbare kompetencer. Anbragte børn har
ofte samme lege typer og stemninger som deres jævnaldrende, men ender oftere med at afslutte lege
på negative måder, fordi de mistolker legesignaler og stemninger, som de ikke tidligere har lært at
tyde. Derfor er leg med det anbragte barn yderes vigtig. Med den rette viden og de rette metoder vil
en pædagogisk indsats med leg som fokus på barnet, være med til at kunne udvikle barnet og give
dem et nyt selvbillede. Grunden til jeg skriver, ”den rette” viden, er fordi at leg også kan være med
til at fastholde børnene i gamle mønstre og ikke udvikle deres jeg - identificering, men faktisk
bekræfte den. Derfor er det vigtigt at kende sin teori og som jeg tidligere har nævnt at turde gå på
opdagelse i barnet, uden at have et decideret mål. I legen kan et anbragt barn udvikle positive
kompetencer, samt opleve positive oplevelser og fællesskabs følelse. Leg for et anbragt barn er
derfor vigtigt og burde være med på den pædagogiske dagsorden og handlingsplaner, alle steder
hvor børn med relationsudfordringer befinder sig. Men de skal have hjælp til at lege og hjælp til at
kende sig selv i legen, da det ellers kan have den modsatte effekt. Børn kan ikke udvikle sig alene
med barn voksen kontakt, barn til barn relation, er lige så vigtig for barnets sociale kompetencer, og
disse bliver netop udviklet i leg. Pædagogen eller institutionen, skal finde ud af hvilken metode, de
finder bedst i arbejdet med leg, men blandt andet spor arbejde, hvor pædagogen konstant søger efter
spor, barnet sætter i legen, er en yderst brugbar metode, da den hjælper med hele tiden at se nyt,
samt når noget begynder at ligner et mønster, skal pædagogen kigger efter på nye måder for at se
nye spor til videre udvikling.
39
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Litteraturliste
Bøger:
Lindgaard, Kirstine Christy: Leg og fællesskaber på døgn institution. 1. udg. Frydenlund, 2012.
Killén, Kari: Omsorgssvigt praksis og ansvar. 4. udg. Hans Reitzels, 2004. (Bog)
Karoff, Helle: Leg gør os til mennesker. Side 40-51. 1. udg. 55 NORD, 2013. (Bog)
Flere forfattere: Tilknytningsteori. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2008. (Bog)
Stern, Daniel : Spædbarnets interpersonelle verden. 3. udg. Hans Reitzels Forlag, 2000. (Bog)
Steenhold, Jørn Martin: Den rene leg. 1. udg. Aschehoug, 1999. (Bog)
Schousboe, Ivy: Den onde leg. 2. udg. Nordisk Psykologi, 1993. (Bog)
Bergström, Matti: Sorte og Hvide Lege. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 1997. (Bog)
Karoff, Helle og Carsten Jessen: Tekster om Leg. 1. udg. Akademisk forlag, 2014. (Bog)
Killén, Kari: Omsorgssvigt Det teoretiske grundlag. 4. udg. Hans Reitzels Forlag, 2010. (Bog)
Byréus, Katrin : Du har hovedrollen i dit liv . 1. udg. Teater forlaget drama, 1995. (Bog)
Artikler:
Stanek, Henrik : Sådan lærer du børn vilde lege. I: Børn og Unge , 45, s. 37 (Artikel)
Leg er livsvigtigt. Udgivet af Berlingske.
Internet:
Internetadresse: http://m.b.dk/?redirect=www.b.dk%2Fpersonlig-udvikling%2Fleg-er-livsvigtigt& - Besøgt
d. 27.11.2014 (Internet)
Internetadresse:http://inklusionsudvikling.dk/Vores-fire-fokusomraader/Inddragelse-og-ejerskab/Inddragelseaf-paedagoger-og-laerere/Fokusgruppeinterview-Hoer-dine-medarbejdere/ - Besøgt d. 22.12.2014 (Internet)
Udgivet af videnskab.dk. Internetadresse: http://videnskab.dk/profil/helle-skovbjerg-karoff - Besøgt d.
15.12.2014 (Internet)
Billede fra forsiden:
http://sermitsiaq.ag/
40
Bachelorprojekt pædagoguddannelse Signe Kühle kps10206
Leg med det anbragte barn
Bilag
Spørgsmål til pædagog på døgninstitution.
Har I som døgninstitution pædagogiske overvejelser omkring jeres børn og deres legekultur?
Er den vigtig i barnets udviklingsplan?
Har i fokus på leg i dagligdagen? - Hvordan?
Har du et eksempel på en leg, som du så som grænseoverskridende? - Hvorfor?
Oplever i børnene (nogle børn) der leger selv og med andre? Hvad leger de?
Ond leg
Jeg har beskæftiget mig med emnet ond leg, som af flere teoretikere bliver anerkendt som leg. Der
ses en tendens til at relationsforstyrrede børn oftere end deres jævnaldrende havner i ond leg. Ond
leg vil sige at andre bliver kede af det, eller at den ene ikke ser at den andens grænse overskrides.
Oplever i denne form for leg?
Hvordan reagere i på den form for leg?
Har i på forhånd pædagogiske overvejelser omkring denne form for leg?
Børnehierarki og leg
Ser i en sammenhæng i hvordan børn er inde i legen og ude for legen?
Hvad gør i ved den?
Ender nogen børn oftere i dårlig leg?
Ender nogen oftere som ofre?
Hvorfor tror du leg for anbragte børn kan være vigtigt?
Hvordan mener du pædagoger kan hjælpe barnet til udvikling gennem leg?
41