SØMODS REQUIEM `REQUIEM – EN SANG OM TAB OG TRO
Transcription
SØMODS REQUIEM `REQUIEM – EN SANG OM TAB OG TRO
ANSØGNING TIL KØBENHAVNS KOMMUNE, MUSIKUDVALGET KØBENHAVN 10. MAJ 2015 SØMODS REQUIEM ’REQUIEM – EN SANG OM TAB OG TRO’ DEN LATINSKE DØDSMESSE I DANSK, LUTHERSK GENDIGTNING MUSIK: LARS SØMOD TEKST: INGRID MEJER JENSEN Resumé Kammerkor Laetitia Musica og Kammerkoret Broccoli er gået sammen om at opføre et af de mest spændende værker i nyere dansk kor- og kirkemusik: ’Requiem – en sang om tab og tro’ af Lars Sømod og Ingrid Mejer Jensen. Værket er for kor, orkester, sangsolister og orgel. Der planlægges 2, evt. 3 opførelser i de sidste måneder af 2015. Den ene er i Vor Frelsers Kirke i København på den internationale AIDS-dag 1. dec. 2015. Den anden af koncerterne afholdes 1. november i Vejleå Kirke (i Ishøj) i forbindelse med Allehelgen. Der arbejdes endvidere på at finde et egnet sted til en tredje koncert i København. Introduktion – om Lars Sømod Requiem Kammerkor Laetitia Musica og Kammerkoret Broccoli er gået sammen om at opføre et af de mest spændende og gribende værker i nyere dansk kor- og kirkemusik: ’Requiem – en sang om tab og tro’ komponeret af Lars Sømod i samarbejde med digteren Ingrid Mejer Jensen. Requiet, der er for kor, orkester, sangsolister, og orgel, er efter sin uropførelse i år 2000 kun blevet opført få gange. Vi finder, at netop dette værk fortjener flere opførelser og yderligere udbredelse af flere grunde: ’Requiem – en sang om tab og tro’ er en dødsmesse, der bygger bro mellem det traditionelle romersk katolske requiem og nutidig luthersk-evangelisk teologi og sjælesorg. Med udgangspunkt i den traditionelle latinske Missa pro defunctis har Ingrid Mejer Jensen skrevet en tekst, der sætter fokus på den sorg og afmagt, vi føler som mennesker, når vi bliver ramt af sygdom og død. I modsætning til de katolske requier, som fokuserer på livet efter døden, er Ingrid Mejer Jensens digtrække fokuseret på denne verden. Den henvender sig først og fremmest til de efterladte. På dansk, og ikke på latin. Værkets ni satser følger satsopdelingen i det katolske requiem. Musikken er gribende og intens i fransk, modernistisk stil og inspireret ikke mindst af komponister som Poulenc, Duruflé og Messiaen, men også danske toner er til stede. Centralt står melodien til Lars Busk Sørensens salme ”Nu står der skum fra bølgetop”, der høres som ledemotiv i næsten alle værkets satser. Værkets satser varierer betydeligt, fra dramatiske solist-, kor- og orkesterafsnit med trompeter, horn og slagtøj, over brede korpolyfone og symfoniske forløb, til lyrisk inderlige satser med delikat brug af ikke mindst træblæsere og harpe. Med lektor og musikkritiker Tore Mortensens ord har Sømod formået at samle de mange musikalske inspirationskilder til ”et helt personligt musikalsk sprog”; og: ”Værket fængsler ikke blot ved sin velklang, men også i kraft af dets gedigne musikalske substans og stor stringens i den kompositoriske formning.” I et af requiets tekstmæssigt og musikalsk vægtigste led, ”Dies Irae” (Vredens dag), er dramaet omkring dommedag udskiftet med en beskrivelse af de følelser, nutidsmennesker kan have omkring grusomheder og svigt i verden, men følger samtidig det traditionelle mønster for "Dies Irae", der munder ud i en bøn til Jesus. I ”Lux Aeterna” satsen (Det evige Lys) har Sømod valgt at lade det fine digt ”Dagenes væsen” recitere til et stille harpeakkompagnement, der først til sidst munder ud i et egentligt melodiforløb for bratsch og harpe. Det fremstår enkelt, virkningsfuldt, og gribende. I digtet findes der stor trøst— ligesom i den oprindelige Lux Aeterna antifon. Som nutidigt Requiem med dansk tekst er værket direkte vedkommende og tilgængeligt, og det berører såvel tilhørere som medvirkende dybt. Der findes ingen tilsvarende værker i dansk musik- og kirkeliv, og kun ganske få lignende selv hvis man går ud over landets grænser. Det nærmeste man kommer, er nok den svenske komponist Sven-David Sandströms Requiem og Nordisk Mässa og Johannes Brahms Ein deutsches Requiem, der tekstmæssigt tager udgangspunkt i den lutherske bibel, men ikke følger de traditionelle messeled. I år 2000 døde 7 mennesker i Danmark af AIDS. Deriblandt Lars Henrik, der opgav kampen mod sygdommen efter 10 måneders sygeleje. Som Lars Henriks mand og sygepasser skrev Lars Sømod i sommeren 2000 ’Requiem – en sang om tab og tro’ til Ingrid Mejer Jensens fornyede liturgiske tekster. Værket er som dødsmesse et Allehelgensværk og uropførtes søndag d. 5. november 2000 i Silkeborg Kirke under ledelse af komponisten. På det tidspunkt var Lars Henrik død. Men Lars Henrik nåede selv at deltage i en del af processen. Lars Sømod spillede sin musik for ham, efterhånden som kompositionen skred frem. Og de diskuterede musikken og teksterne. Det hjalp dem til at få bearbejdet de følelser af afmagt, sorg, og svigt og skyld, som opstår i sådan en situation. Samlet set er ’Requiem – en sang om tab og tro’ et dybt personligt og bevægende værk. Det har været komponist og tekstforfatters mål at gøre den private fortvivlelse over døden til et trøsterigt værk i ord og musik. Det er lykkedes både i den smukke digtrække, der sætter ord på oplevelserne i forbindelse med død og undergang - og i musikken, der som ægte liturgisk musik henter sin inspiration fra kirkemusikhistoriens mangeartede udtryk. Requiet varer omkring fem kvarter. Lars Sømod var i perioden omkring år 2000 organist ved Silkeborg Kirke. Han er i dag organist, kantor og klokkenist ved Vor Frelsers Kirke i København. Hans komponistvirksomhed tæller adskillige, primært kirkemusikalske værker, rækkende fra salmer og korsatser til større orkesterværker. Lars Sømod står bag et omfattende og levende koncert- og musikliv ved Vor Frelsers Kirke og han optræder jævnligt som solist, akkompagnatør eller dirigent ved koncerter i Danmark og i udlandet. Herudover er Lars Sømod aktiv som underviser og instruktør bl.a. i flere korsammenhænge og som lærer ved Pastoralseminariet i København. Lars Sømod har kirkemusikalsk diplomeksamen fra Nordjysk Musikkonservatorium, solisteksamen i orgel fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, København, samt klokkenist diplomeksamen fra Den Skandinaviske Klokkenistskole, Løgumkloster. Ingrid Mejer Jensen er forfatter, konsulent og koordinator. Hun har ud over ’Requiem - en sang om tab og tro’ blandt andet skrevet 3 digtsamlinger, der er udgivet på Gyldendal. Hun driver eget konsulentfirma, Sprog og Liv, og er koordinator af Kristendoms- og Kulturugerne i Silkeborg og af andre aktiviteter i KK44, den folkekirkelige skoletjeneste i Silkeborg Kommune. Ingrid Mejer Jensen er uddannet lærer og cand.phil. i nordisk sprog og litteratur. Om korene og dirigenterne Laetitia Musica og Kammerkoret Broccoli er to ambitiøse og dedikerede amatørkor, der begge er en del af det blomstrende kormiljø på Vesterbro i København. Efter en årrække at have haft øvelokaler i Absalons Kirke, Kristkirken, og Mariakirken, hører begge kor i dag hjemme ved Enghave Kirke, også på Vesterbro. Kammerkoret Broccoli er et blandet klassisk kor af erfarne sangere, der dirigeres af Bo Asger Kristensen. Koret synger overvejende klassiske værker, men repertoiret er varieret og rummer såvel kirkelig som verdslig musik. Tidsmæssigt spænder repertoiret fra renæssancen til vor tid. Kammerkoret Broccoli har deltaget i en række internationale korkonkurrencer og her vundet guld-, sølv- og bronzemedaljer. Ud over i de fleste egne af Danmark har koret holdt koncerter i bl.a. Frankrig, Tyskland, Ungarn, Island og Norge. I de senere år har man også kunne opleve Kammerkoret Broccoli som sejlende kor under broerne i København på særture med Københavns havnerundfart. Koret har indspillet fire CD’er med primært dansk og nordisk musik. Se mere på www.kammerkoretbroccoli.dk. Bo Asger Kristensen har en kandidatuddannelse i klassisk korledelse fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og har stor praktisk erfaring som kor- og ensembleleder – blandt andet som dirigent for KLANGx, Det Jyske Musikkonservatoriums VokalEnsemble og Kammerkoret Cantabile. Se vedlagte CV. Laetitia Musica betyder glæden ved musik, hvilket er betegnende for det rutinerede kammerkor, der gemmer sig bag navnet. Koret er et velsyngende kammerkor, der tilstræber en god balance mellem det seriøse arbejde med musikken og det gode sociale samvær. Koret har 22 sangere fordelt på 8 stemmer og ledes af Anne-Terese Sales. Korets repertoire spænder bredt inden for den klassiske genre og har de seneste år budt på såvel Brahms store ’klassiske’ korsatser som nye satser af Eric Whitacre, Ola Gjeilo og af Anne-Terese Sales selv. Laetitia Musica holder jævnligt koncerter, ud over i kirker også på universiteter, højskoler, og museer, senest på Ny Carlsberg Glyptotek i København. I udlandet har de i de seneste år holdt koncerter i blandt andet Belgien og Sverige. Både Laetitia Musica og Kammerkoret Broccoli har medvirket som kaninkor for studerende i kordirektion på musikkonservatoriet. Se mere på www.laetitiamusica.dk. Anne-Terese Sales er uddannet korleder fra Syddansk Musikkonservatorium ved docent Alice Granum. Hun studerer nu hørelære på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og er desuden en anerkendt arrangør og komponist. Anne-Terese har et bredt virke som dirigent og foruden arbejdet med Laetitia Musica er hun også fast korleder for Gentoftekoret og Det Danske Pigekor. Hun har desuden fungeret som instruktør ved flere korstævner. Se vedlagte CV. Anne-Terese Sales og Bo Asger Kristensen var i 2014 begge inviteret til at deltage i korlederkonkurrencen Syng Sydfyn for unge skandinaviske korledere under 30 år. Her vandt Bo Asger Kristensen 2. pladsen og Anne-Terese Sales vandt 3. pladsen samt publikumsprisen. Samtidig blev Syng Sydfyn indledningen på en frugtbar diskussion de to dirigenter imellem, ikke kun om musik og kor- og dirigentteknik, men også om idéer og tanker om konkrete koraktiviteter. Samarbejde om opførsel af ’Requem – en sang om tab og tro’ var en af dem. Om arbejdet med ’Requiem – en sang om tab og tro’ De to kor står godt til hinanden i størrelse, i deres arbejdsmåder, i deres klang- og sangidealer og i deres nysgerrighed efter at arbejde med nye musikalske udfordringer. De har tidligere medvirket i fælles, tværgående korbegivenheder på Vesterbro. Til opførelse af ’Requiem – en sang om tab og tro’ er den samlede størrelse på omkring 40 sangere ideel og passende til at matche orkestrets styrke samtidig med at kammerkorskvaliteterne bibeholdes. De to dirigenter vil i forbindelse med Lars Sømods ’Requiem – en sang om tab og tro’ som eksperiment arbejde med en fælles indstuderingen af værket, hvor dirigenterne i ping-pong med hinanden og med korene sammen opbygger fortolkningen af værket. Det vil først senere i forløbet op til koncerterne blive afgjort hvem af de to, der dirigerer koncerterne (eller om de evt. deler requiets satser op mellem sig). Tanken er at dirigenterne med denne alternative arbejdsmetode kan opnå en anderledes og på nogle punkter mere kreativ og inspirerende idéudvikling til fortolkningen end man normalt ser i arbejdet med klassisk musik. Opførslen af ’Requiem – en sang om tab og tro’ vil være et væsentligt videre skridt i samarbejdet mellem de to kor og deres dirigenter. Samarbejdet består i 2015 herudover blandt andet i en hovedrolle i et Kor72-stævne for andre kor, hvor Anne-Terese Sales og Bo Asger Kristensen skal være instruktører, og de to kor optræder i rollen som ’stamkor’ for aktiviteterne. Om orkester og sangsolister Orkestret vil blive sammensat til lejligheden. Det vil bestå af omkring 20 håndplukkede professionelle musikere eller konservatoriestuderende. De tre sangsolister (en sopran, en tenor, og en bas) vil ligeledes være professionelle sangere. Bo Asger Kristensen og AnneTerese Sales har godt netværk i musiker- og sangerkredse til at udvælge musikere og sangsolister, der passer til opgaven. Opførelserne vil ske i samarbejde med organisterne fra de involverede kirker. Om budget, annoncering og reklame for koncerterne At ’Requiem – en sang om tab og tro’ kræver deltagelse af professionelle musikere i solistpartierne og i orkesteret, betyder at værket er bekosteligt at opføre, og det har derfor endnu ikke nået den store udbredelse. Vi håber vores ansøgning vil blive taget i betragtning, så vi kan få råd til at engagere de professionelle musikere og dermed få mulighed for at realisere koncerterne. Der planlægges 2, evt. 3 koncerter i de sidste måneder af 2015. Den ene koncert afholdes d. 1. november i Vejleå kirke i Ishøj i forbindelse med Allehelgen. Den anden koncert afholdes på den internationale AIDS-dag 1. dec. 2015 i Vor Frelsers Kirke i København, altså i den kirke hvor Lars Sømod er organist. Det er efter aftale med ham. Der arbejdes endvidere på en tredje koncert. Et eventuelt overskud fra koncerterne går til AIDS-Fondet. Koncerterne med opførelserne af ’Requiem - en sang om tab og tro’ vil blive annonceret ad flere kanaler. De vil blive omtalt på hjemmesider og i nyhedsbreve for de involverede kirker og de vil blive annonceret i relevante lokalaviser, så vidt muligt både via journalistisk omtale og via annoncer. Herudover vil de blive annonceret via hjemmesider, facebooksider og nyhedsnetværk for de to kor, samt via generelle kulturkalendere som aok.dk, Kultunaut og Politikens Ibyen. Budgettet for opførelserne af ’Requiem - en sang om tab og tro’ er lagt med udgangspunkt i tariffer fra Danmarks Musikerforbund. Det er i alt på omkring 400.000 kr. for tre koncerter, se vedlagte budgetfil. Der er i budgettet afsat mindre beløb til transport og leje af udstyr og til annoncering af arrangementerne. Der regnes med i størrelsesordenen 200 tilhørere til de enkelte koncerter. Der vil blive taget entré. Størsteparten af omkostningerne er budgetteret til at blive dækket via fondsstøtte mv. Af det samlede budget ansøges Københavns Kommunes Musikudvalg om tilskud på 20.000 kr. til forprøver og materialer. Herudover ansøges om underskudsgaranti på 38.000 kr. for koncerten i Vor Frelsers Kirke. På vegne af Kammerkoret Broccoli og Laetitia Musica, Venlig hilsen Mads Borup, sanger i Kammerkoret Broccoli