Carl Schmitt

Indhold
Resumé............................................................................................................... 2
Indledning .......................................................................................................... 3
Problemformulering ............................................................................................ 4
Metode ................................................................................................................ 5
Historiografi ........................................................................................................ 6
Carl Schmitts politiske tænkning ...................................................................... 10
Det politiskes begreb & ven-fjende .................................................................... 10
Kritik af liberalismen......................................................................................... 12
Analyse ............................................................................................................. 14
Del 1- Filosofi om historisk forandring .............................................................. 15
Delkonklusion................................................................................................... 19
Del 2 – Versaillesfreden og Folkeforbundet ........................................................ 20
Versaillestraktaten - afslutningen på en orden .................................................. 20
Transformationen af krig ................................................................................... 23
Folkeforbundet ................................................................................................. 26
Delkonklusion................................................................................................... 30
Diskussion ........................................................................................................ 31
Fremtidsvisioner ............................................................................................... 32
Schmitt og den realistiske tradition ................................................................... 33
Brud eller kontinuitet? ...................................................................................... 35
Konklusion ....................................................................................................... 36
Litteraturliste .................................................................................................... 38
Formidlingsovervejelser ..................................................................................... 39
Individuelle studieforløbsbeskrivelser ................................................................ 40
1
Resumé
Carl Schmitt (1888 –1985) was a German jurist and political theorist. He is a
major figure in 20th century legal and political theory, writing lengthily on the
effective exertion of political power. This report seeks to understand and unfold
the basis of Carl Schmitt’s critique of American universalism through his critique
of the Versailles Treaty and the League of Nations after the First World War.
The analysis of this project is three-parted. The first part unfolds Schmitt’s
distinction between friend and enemy as an essential part of the concept of the
political in addition to his critique of liberalism through his work The Concept of
the Political (1927). Subsequently the report looks into Schmitt’s philosophy of
history through his concept of land and sea as dialectic historical entities that
have formed the order of the earth. This is done through his work Land and Sea
(1942). Afterwards Schmitt’s critique of the Versailles Treaty and the League of
Nations as the culprit in the overthrowing of the order of the earth and the
transformation of war is analysed through his work The Nomos of the Earth in
the International Law of the Jus Publicum Europaeum (1950).
As a final point this report discusses whether Carl Schmitt’s critique of American
universalism and his identification of earlier and future orders of the earth are
signs of an ideological continuity or not.
2
Indledning
Carl Schmitt (1888-1985) var en tysk jurist, politolog og konservativ retsfilosof,
hvis kontroversielle forfatterskab og personlighed har gjort ham til et af 20.
århundredes mest omstridte politiske tænkere. I sine mest kendte politiske og
juridiske
skrifter
fra
mellemkrigstiden
kritiserede
han
liberalismen,
Weimarrepublikkens fundament og hele det parlamentariske styres legitimitet
(Hasselager 2014:102).
Interessen for Carl Schmitt har hidtil hovedsageligt samlet sig om a) hans virke i
Weimarrepublikken, hvor han i årene op til 1933 var i tæt samarbejde med
magtens elite om at forhindre nazisternes magtovertagelse, og b) hans virke i
mellemkrigstiden, under hvilken han ikke kun forfattede liberalisme- og
parlamentarismekritiske værker, men tillige lod sig indmelde i NSDAP i 1933 for
blot kort tid derefter at erhverve sig titlen som ”Det Tredje Riges Kronjurist”
(Hasselager 2004:103). Spørgsmålet om dette paradoksale holdningsskifte i
Schmitts tænkning og arbejde har haft tendens til at opdele receptionen af ham i
”venner” og ”fjender”.
Omend opmærksomheden på Carl Schmitt oftest er knyttet til det omtalte
holdningsskifte, er hans skrifter ikke kun begrænset til Weimartidens. Schmitts
senere værker har imidlertid indtil for nylig stået forholdsvis uberørt. Historiker
F. W. Hasselager har blandt andre påpeget, at disse værkers genstandsområde er
af en helt anden intellektuel interesse end Weimar- og mellemkrigstidens, hvorfor
de også adskiller sig klart fra disse. Hvor Schmitt i første halvdel af 20.
århundrede stort set beskæftigede sig med indenrigspolitiske og juridiske
anliggender, var han i anden halvdel mere optaget af international ret og global
geopolitik (Hasselager 2014:103). Men synes dette interesseskifte nødvendigvis at
betyde et ideologisk skifte hos Schmitt?
Schmitt var modstander af den amerikanske universalisme, hvis hegemoniale
ambitioner han mente blot var et udtryk for USA's selvopfattelse som en moralsk
overlegen nation med retten til at intervenere på tværs af grænser. Dette forhold
ytrede Schmitt allerede 1. april 1939, da han fremlagde sin teori om Grossraum i
en forelæsning på Kiel Universitet. Implicit i sin teori om et nationalt storrum,
3
kritiserede Schmitt samtidig USA for at indtage den ledende rolle under
Versaillesfreden i 1919 (Scheuermann 1999). USA’s interventionisme, mente han,
obstruerede muligheden for at skabe en ny international orden – en ny nomos.
Problemformulering
På baggrund af en læsning af udvalgte dele af værkerne Land og hav (1942) og The
Nomos of the Earth (1950), undersøger vi, hvordan Carl Schmitt bruger sit begreb
om 'nomos' i kritikken af den amerikanske universalisme, og hvorledes denne brug
er et udtryk for en teoretisk kontinuitet.
Carl Schmitt er på mange måder relevant at tage fat på i dag. Ikke bare hans
tænkning fra 1920’erne, som hidtil har tiltrukket sig langt den største interesse,
men også hans geopolitiske tænkning kan bidrage med højst relevante
perspektiver på nutidige konflikter. Den amerikanske universalisme, som Schmitt
kritiserede, antog enorme proportioner efter 2. Verdenskrig. Men i disse år, hvor
mange taler om, at USA’s magt er vigende, og at dens økonomi skranter, mens
andre magter er på vej op, er der tegn på en global bevægelse fra universalisme til
pluralisme, som Schmitts teori om storrum og nomos kan kaste lys over. Carl
Schmitt har været anvendt af tænkere på både den intellektuelle venstre- og
højrefløj, hvilket er et udtryk for Schmitts gennemslagskraft og kompleksitet. At
tænkere formår at anvende Schmitt på helt modsatte sider af den politiske skala,
er en af grundene til, vi finder ham så interessant. Derfor er hans værker værd at
undersøge og diskutere den dag i dag. Udover dette, er flere af Schmitts værker i
de sidste årtier blevet oversat til russisk. Et af Ruslands mest kendte
geopolitikere, Aleksandr Dugin, beskriver Schmitt tanker som relevante for alle,
der gerne vil have en ny verdensorden, hvor havets civilisation (USA, England)
ikke dominerer over landets civilisation (Rusland, Europa). Denne moderne
geopolitiske brug af Schmitt gør hans tænkning yderst relevant i vores nutid.
4
Metode
Dette projekt har til formål at udforske Carl Schmitts kritik af den amerikanske
universalisme, som den kommer til udtryk efter Første Verdenskrig med
Versaillesfreden og dannelsen af Folkeforbundet, som USA spillede en vigtig rolle
i. Dette vil vi gøre ved at se på Schmitts værker Land og hav (1942) og Jordens
nomos (1950). Carl Schmitt har været en kontroversiel skikkelse på grund af hans
konservative, anti-parlamentariske teorier men i høj grad også på grund af hans
medlemskab af NSDAP i 30ernes Tyskland. Vi begynder derfor med et
historiografisk afsnit, der udfolder litteraturen om Schmitt og hans virke som
retsfilosof og jurist samt kontinuiteten i hans tænkning og debatten om, hvorvidt
hans medlemskab af nazi-partiet skal tolkes som opportunisme eller en reel
sympati for nationalsocialismen, der har haft stor betydning for hans teorier og
forfatterskab.
Herefter kan projektet opdeles i tre: I første del redegør vi for nogle af de relevante
begreber i Schmitts litteratur, ven-fjendedistinktionen, liberalisme og amerikansk
universalisme. Til dette benytter vi os af Schmitts værk Det politiskes begreb
(1927), samt sekundær litteratur om Schmitt, herunder Den ondeste mand i live
(2008), Carl Schmitt (2011), Tyske intellektuelle i det 20. århundrede (2005) .
Del to er en analyse af udvalgte af Land og hav (1942). Denne del af opgaven har
til formål at udfolde Schmitts forståelse af verdenshistorien, som han mener lader
sig inddele i tre udviklingstrin repræsenteret ved tre forskellige nomoi. Land og
hav blev til i en krigstid, hvor USA havde meldt sig på banen som Englands og
Sovjetunionens allierede, og hvor ideen om Det Tredje Rige var ved at briste.
Værket er på én gang verdenshistorisk og geopolitisk: For det første gør Schmitt
sig betragtninger over drivkraften bag Jordens udvikling. Dette gør han ved at
kaste et historisk blik på de fysisk-geografiske rum og deres inddeling over tid.
Land og hav præsenterer på eksplicit og kompakt vis Schmitts forståelse af
historieudviklingen på baggrund af sin teori om nomos, hvilket gør dette værk
oplagt at benytte som hovedkilde i denne del af projektet.
5
Del tre er en analyse af Schmitts kritik af Versaillestraktaten og oprettelsen af
Folkeforbundet, som for ham blandt andet er et udtryk for begyndelsen på et nyt
universalistisk verdensherredømme, der ændrer på den historiske forståelse af
krig og fred. Hertil anvender vi primært værket The Nomos of The Earth, som giver
en konkret og uddybende kritik af USA’s rolle i mellemkrigstiden, hvor en ny
orden forsøges etableret. The Nomos of the Earth (1950) kan læses som
”opfølgeren” til Land og hav derved, at Schmitt nu sad i kølvandet på Anden
Verdenskrig
og
således
kunne
bygge
videre
på
sine
geopolitiske
og
verdenshistoriske betragtninger. Retrospektivt synes Schmitt derfor at kunne
kaste et kritisk blik på den nye verdensorden, som verdenskrigen medførte,
navnlig klodens opdeling i et Øst og Vest, hvilket for ham var et udtryk en klode
delt mellem de to supermagter, land (Øst) og hav (Vest). Men en anden vigtig del
af værket er Schmitts opfattelse af den amerikanske universalisme, heriblandt
dens negligering af det politiskes fundament og dens obstruerende effekt på
magtbalancer og verdensfreden. Udover The Nomos of The Earth benytter os af
sekundærlitteratur om tiden omkring Første Verdenskrig for at kontekstualisere
Schmitts argumenter i et mere begivenhedshistorisk lys.
Herefter vil vi diskutere, hvordan Schmitts liberalismekritik fra Weimarperioden
er forenelig med hans kritik af Versaillesfreden og Folkeforbundet, og hvorvidt der
er en kontinuitet mellem hans tidligere og senere tænkning.
Historiografi
Vi vil i historiografien fokusere på Schmitts mest relevante værker samt
receptionen af hans teorier i det historiske og politiske landskab. Carl Schmitts
mest betydningsfulde værker, mener vi, er: Politisk teologi (1922), Det politiskes
begreb (1927), Land og hav (1942) og Nomos der Erde (1950).
I Politisk teologi beskæftiger Schmitt sig med afgørelsen. Her argumenterer han
for, at den bærende politiske kraft i et samfund skal ses i lyset af muligheden for
at træffe afgørelser - decisionisme. En af hovedpointerne i essayet er, at den
suveræn, der har magten til at erklære undtagelsestilstand for at beskytte staten,
er en sand suveræn. Undtagelsestilstanden er i denne forbindelse det begreb, der
6
kan sætte juraen i en ny fortolkningsramme, da en magtfuld autoritet kan sætte
det juridiske ud af spil ved at indføre undtagelsestilstand. Dette værk er vigtigt,
fordi det er skrevet som en kritik af Weimarrepublikken, som Schmitt mente
manglede autoritet og afgørelsesmagt. I stedet dyrkede republikken kapitalismen
og det liberale demokrati, hvilket han mente var en apolitisk parlamentarisk og
handlingslammet diskussionsklub.
Denne kritik af liberalismen og parlamentarismen går igen i flere af hans værker.
I Det politiskes begreb kritiserer han liberalismen for at afpolitisere legitime
konflikter mellem venner og fjender gennem en kriminalisering af den legitime
fjende i menneskerettighedernes og moralens navn. Det er i dette værk, Schmitt
udformer sin ven-fjendedistinktion, hvilket er nødvendige modsætninger for at
politik overhovedet kan opstå. Begge disse værker er skrevet i mellemkrigstiden,
hvor Schmitt mente at Tysklands forfald og skæbne blandt andet var blevet
afgjort af den nye orden, der opstod med Versaillesfreden og Folkeforbundets
dannelse. Den universalistiske verdensorden kriminaliserede den tyske stat, der
fik al skylden for at have startet en aggressionskrig, hvilket Schmitt mente var
med til at fratage Tyskland rollen som en legitim fjende.
Da Adolf Hitler overtog magten i 1933, meldte Schmitt sig ind i det tyske
nazistparti og fik derved lov til at fortsætte sit professionelle virke. Han ledte
blandt andet en antisemitisk konference om den herskende jødiske ånd i juraen. I
1936 kom han dog i unåde, da han i SS-avisen Das Schwarze Korps blev beskyldt
for at være en katolsk opportunist. Schmitt skrev værket Land og hav i 1942, som
er et historiefilosofisk værk, hvori han udfolder sine geopolitiske tanker om
forholdet mellem land- og havcivilisationer. Denne dynamik mellem land og hav,
mener han har været en historisk drivkraft, hvilket har skabt en historisk orden,
der
dog
blev
kompromitteret
af
Versaillesfreden
og
Folkeforbundets
universalistiske agenda.
Nomos of the Earth fra 1950 skal læses som en efterfølger af Land og hav. Her
udfolder han yderligere de verdensordner, han mener gik forud for det 20.
århundrede. Værket giver også en mere konkret analyse af Versaillestraktaten og
Folkeforbundets konsekvenser for den europæiske selvforståelse samt den
7
internationale/europæiske juridiske orden. I 1963 skriver Schmitt Partisanen,
hvori han udvider forskellige grader af begrebet fjendskab. Da fjendskab og
venskab er modsatte kategorier, der skaber det politiske, er en udvidelse af
fjendskab således også en udvidelse af Schmitts forståelse af det politiske begreb,
og værket skal således som en forlængelse af Det politiskes begreb.
Schmitt blev i mange år betragtet som en kontroversiel tænker. Hans
medlemskab af det tyske nazistparti efter Hitlers magtovertagelse betød, at
værker om ham ofte koncentrerede sig om hans forhold til nazismen, og
diskussioner om hvorvidt hans medlemskab af NSDAP var et udtryk for en
nazistisk ideologi eller opportunisme. Hans indmeldelse i nazistpartiet og det
paradoksale holdningsskifte i 1933, har som nævnt i indledningen delt
receptionen af ham i to lejre. Hvor ”vennerne” undskylder hans nazistiske
engagement i perioden 1933-45 som udtryk for opportunisme og politisk naivitet,
forklarer ”fjenderne” omvendt samarbejdet med magten i Weimarrepublikken som
hans velplanlagte march frem mod statsskiftet i 1933 (Thorup 2008:7). For
receptionen af Schmitts overordnede forfatterskab betyder denne uenighed
yderligere, at vennerne ser en diskontinuitet mellem tiden før og efter Hitlers
magtovertagelse, mens fjenderne hævder, at Schmitts engagement i nazismen var
en naturlig følge af hans modstand mod Weimarrepublikken. Dette er også en af
grundene til, at Schmitts tænkning i mange år var tabubelagt i akademiske
miljøer.
Han fik dog en renæssance i 1980ernes angelsaksiske venstreintellektuelle miljø
omkring
tidsskriftet
kapitalismekritiske
Telos.
tanker
Her
bliver
anvendt
især
Schmitts
(Pedersen
liberalisme-
2011:68).
og
Andre
venstreintellektuelle tænkere, der har gjort brug af Schmitts tankegods er den
politiske teoretiker Chantal Mouffe og filosoffen Georgio Agamben. I antologien
The Challenge of Carl Schmitt (1999) anvender Mouffe Carl Schmitts teorier i et
forsøg på at genpolitisere demokratiet og dermed bane vejen for et radikalt
pluralistik
demokrati.
Agamben
udvider
i
2005
Schmitts
begreb
om
undtagelsestilstanden i teksten State of Exception, hvori han arbejder med et
mere flydende undtagelsesbegreb, hvor frygt og risikovurderinger post 11.
september betragtes som en udvidelse og normalisering af undtagelsestilstanden.
8
På den intellektuelle højrefløj har det været Carl Schmitts konservatisme, der har
været i fokus. Den radikalkonservative filosof Alain de Benoist, der er formand for
den franske tænketank GRECE og grundlægger af Nouvelle Droite (det nye højre)
har brugt Schmitts teorier i nutiden for at argumentere for de politiske
princippers autonomi overfor etiske og moralske principper (Pedersen 2011:69).
På den danske højrefløj har den konservative kulturforsker og debattør Kasper
Støvring anvendt Schmitt i forbindelse med debatbogen Blivende Værdier (2004).
Her har Schmitts konservatisme og kritik af menneskerettigheder ligeledes været
i fokus. Søren Hviid Pedersen, lektor i statskundskab og debattør, har også
skrevet om Schmitt og hans tænkning – blandt andet i antologien Den ondeste
mand i live (2007) med kapitlet 'Carl Schmitt set fra højre'. Antologien er redigeret
af idéhistorikeren Mikkel Thorup, der selv bidrog med kapitlet 'Afvigere,
ballademagere, pirater og gangstere', der dykker ned i Schmitts teori om
transformationen af krigens betydning og kriminaliseringen af fjender. Thorup
har yderligere bidraget til tidskriftet Slagmarks temanummer om Schmitt fra
2005 med artiklen Carl Schmitt og venstrefløjen. Temanummeret lægger en
idéhistorisk vinkel på Carl Schmitts tænkning og fokuserer mindre på Schmitts
biografiske liv og forhold til nazisme og mere på den intellektuelle reception af
Schmitts tænkning med artikler om forholdet mellem Schmitt og tænkere som
Reinhart Koselleck og Martin Heidegger.
I nærværende projekt forsøger vi at udfolde Carl Schmitts kritik af den
amerikanske universalisme, som den kommer til udtryk gennem Versaillesfreden
og Folkeforbundets dannelse. Vi finder emnet både interessant og relevant, da
diskussionen om amerikansk universalisme og vestligt hegemoni ikke er
forbeholdt 1920erne – men er en fast del af nutidens politiske og juridiske debat.
Værkerne om Schmitt har som tidligere beskrevet ofte handlet om hans
nazistiske fortid, men vi udfolder kun dette i den udstrækning, at vi finder det
relevant for diskussionen om en ideologisk kontinuitet i Schmitts værker. Vi er i
vores søgning af dansk og engelsksproget sekundærlitteratur ikke stødt på
værker, hvori Schmitts ven-fjendedistinktion bliver behandlet som en central del
af hans kritik af Versaillestraktaten og mellemkrigstidens ordensskifte. Om end
dette aspekt udgør en mindre del af det samlede projekt, håber vi at denne vinkel
9
kan være med til at bidrage til forståelsen af Carl Schmitts tænkning og den
turbulente samtid, der formede ham.
Carl Schmitts politiske tænkning
Som
nævnt
indledningsvis
har
interessen
for
Carls
Schmitts
tænkning
hovedsageligt samlet sig om hans politisk-juridiske skrifter fra Weimartiden. Heri
udfoldede han sit originale bidrag til den politiske tænkning med sin venfjendedistinktion og liberalismekritik. Formålet med dette teoriafsnit er at
introducere de centrale elementer i Carls Schmitts politiske tænkning fra
Weimartiden, for siden i vores diskussion at undersøge i hvor høj en grad denne
tænkning kommer til udtryk i hans kritik af Versaillesfreden og Folkeforbundets
etablering.
Det politiskes begreb & ven-fjende
For at forstå Carl Schmitts ven-fjendedistinktion, og hvilken rolle den spiller i en
politisk verden, må man først udfolde, hvad det politiske er. Dette beskæftiger Det
politiske begreb (1932) sig hovedsageligt med. Det politiske er i Schmitts optik
ikke en konstrueret størrelse – det har en ontologisk essens, der kan begribes
selvstændigt.
Friktion og strid mellem ven og fjende er et kriterium for, at noget kan betegnes
som politisk. Denne distinktion skabes, når man positionerer sig overfor en fjende
eller fremmed (Schmitt 2002:60). Et eksempel er, når stater danner alliancer og
kategoriserer sig som allierede – f.eks. Ententemagterne. Her positionerer denne
gruppe
sig
som
venner
overfor
en
gruppe
fjendtlige
stater
–
f.eks.
Centralmagterne under første verdenskrig. Det er i denne positionering og
kategorisering, at politik bliver til. Heri ligger det politiskes ontologi. Venfjendedistinktionen skal ikke kun forstås som to størrelser, der konstant er i
blodig konflikt med hinanden, men også som en metapolitisk strid mellem det
Carl Schmitt mener, er, af politiserende og afpolitiserende karakter. Det handler
således også om at identificere og skelne mellem disse politiserende og
10
afpolitiserende kræfter. Det er især de afpolitiserende kræfter Schmitt beskæftiger
sig med i sin analyse af Versaillesfreden og Folkeforbundet.
Enhver part der forsøger at undertrykke fjendskabet i en konflikt, er med til at
afpolitisere konflikten. Dette fører også til ødelæggelsen af fjenden som politisk
subjekt, hvilket kriminaliserer fjenden og gør denne umenneskelig. Et godt
eksempel på dette forhold var Versaillesfredens og dens kriminalisering af
Tyskland (Schmitt 2002:65). Når en part bliver frataget sin rolle som politisk
subjekt, risikerer konflikten at blive uregerlig og endeløs, da kampen er
asymmetrisk. Dette gør, ifølge Schmitt, enhver konflikt værre, og den fornægtende
part er således engageret i en degenereret form for konflikt i stedet for en legitim
politisk handling. Schmitt formåede ikke at uddybe de forskellige former og
niveauer for fjendskab og dermed også de forskellige former for det politiske i Det
politiskes begreb. Derfor skrev han i 1963 Theorie des Partisanen, hvori han
videreudvikler ven-fjendebegrebet. Til dette formål lokaliserer Schmitt den første
guerilla, der kæmpede en asymmetrisk kamp mod en moderne hær, hvilket fører
ham til år 1808-1813 med den franske besættelse af Spanien (Werner 2004:127)
Partisankamp blev efter denne krig godkendt af Preussen med Landsturmdekretet
i 1813, der betød at alle borgere havde pligt til at kæmpe med alle tilgængelig
våben i tilfælde af udenlandsk invasion. Dette dekret kalder Schmitt for
partisanens Magna Carta. Mens de spanske guerillaer mestendels var bønder og
præster, blev den preussiske guerilla genstand for teoretisering i intellektuelle
kredse, hvilket gjorde at partisanen blev påskønnet både militært og filosofisk.
Dette var også fundamentet for partisanens genkomst i det 20. århundredes
revolutioner. Her kategoriseres Mao Tse-tung som den ypperste teoretiker i
revolutionær krig, fordi han formåede at mobilisere en guerillabevægelse mod den
japanske besættelse, vestlige kolonisering og kinesiske nationalister (Werner
2004:127).
Guerillakrigeren er anderledes fra den gemene kriminelle, idet han er politisk
engageret. For at være politisk skal man kunne skelne ven fra fjende.
Guerillakrigeren karakteriseres ydermere som mobil og irregulær i sit væsen og
11
sine handlinger. Det er her ven-fjende-distinktionen udvides, da Schmitt
formulerer tre slags fjendskaber, hvilket udvider det politiskes begreb.
Schmitt udfolder i denne forbindelse terminologien konventionelt fjendskab;
forestillingen om en fjende, der udgør en trussel men kræver respekt og er en
ligeværdige part. Det konventionelle fjendskab har sine rødder i den europæiske
orden - Jus Publicum Europaeum. Denne orden var grundlagt på ideen om, at
europæiske stater kunne føre krig mod hinanden som legitime, ligeværdige
fjender (Werner 2004:129) Reel fjendskab karakteriseres ved guerillabevægelsens
krigsmetoder mod fremmed invasion og besættelse, som den i Spanien 18081813. Dette fjendskab gør brug af terror og anerkender ikke den konventionelle
fjendskabs grænser. Denne krig er oftest defensiv og territoriel. Disse guerillaer
kæmper sjældent for abstrakte universelle ideer – men har mere snævre
interesser, som befrielsen af et landområde. Denne gruppe står i modsætning til
den internationale revolutionære, der kæmper for universelle værdier og idealer
mod en absolut fjende. Denne figur finder Schmitt bedst eksemplificeret i Lenins
værker, hvor den konkrete absolutte fjende er klassefjenden, bourgeoisiet og
vestlig kapitalisme (Werner 2004:129).
Det er altså et fundamentalt udgangspunkt for Schmitts kritik af liberalismen og
den amerikanske universalisme, at disse overser det politiskes genstand, som
netop er ven-fjendedistinktionen.
Kritik af liberalismen
Ifølge Schmitt er liberalismens fundamentale problem dens naive kosmopolitisme
– altså forestillingen om verdenssamfundets mulighed gennem globale borgerlige
rettigheder, et internationalt politisk retsvæsen og samarbejde på tværs af stater.
Problemet er for Schmitt, at liberalismen undergraver det politiskes genstand,
som netop er distinktionen mellem ven og fjender. Man kan i den forbindelse
karakterisere Schmitt som en politisk realist og en antiliberal demokrat, og hans
provokerende pointe i værket Die geistesgeschichliche Lage des heutigen
Parlamentarismus (1926) er, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem
demokrati og diktatur - hvis diktatoren formår at repræsentere folkets identitet 12
men at der derimod er en modsætning mellem demokrati og liberalisme (Pedersen
2011: 59).
Schmitt opfatter liberalismen som et metafysisk system, der sætter individet over
helheden, fremskridtet over sammenhængen og økonomien over politikken (Olsen
2005: 82). Parlamentarismen, som er liberalismens institutionelle og politiske
udtryk, er institutionaliseringen af den ’den evige samtale’, hvor målet er at nå
frem til sandheden (Olsen 2005: 83). Dette kritiserer Schmitt både empirisk og
principielt. Empirisk observerer han, hvordan partisystemet som opstår med det
moderne massedemokrati undergraver parlamentarismen, blandt andet fordi det
nu er partiernes indbyrdes magtrelationer og partidisciplinen, som afgør de
politiske beslutninger, og som gør diskussionerne i parlamentet til en formalitet.
I principiel forstand ser Schmitt en modsætning mellem demokrati og liberalisme,
eftersom liberalismen vil fortrænge demokratiet og folkesuveræniteten til fordel for
beskyttelsen af individuelle rettigheder og autonomi (Pedersen 2011: 61), hvilket
udhuler statens magt. Dette munder ud i Schmitts egen demokrativision – det
plebiscitære demokrati. Dette er et slags populistisk demokrati, hvor folket er
suverænen og udtrykker sin vilje gennem akklamation, altså gennem direkte
handlinger, såsom offentlige debatter og afstemninger uden om parlamentet.
Denne akklamation udtrykker folkets identitet og tolkes den korrekt af den
udøvende magt, kan denne dermed godt være diktator og samtidig demokratisk
(Pedersen 2011: 64-65).
Carl Schmitt formår dermed i sin tænkning at adskille demokratiet fra
liberalismen. Ifølge Schmitt er der to dimensioner af forudsætningerne for
demokratiet: identitet og repræsentation, samt homogenitet. Identiteten er den
sandhed eller fortælling, som fungerer som et fælles referencepunkt, en
identifikation mellem folket og suverænen, mens repræsentationen gør denne
identitet politisk, institutionaliserer den og gør den konkret. Samtidig er der et
dialektisk forhold mellem identiteten og repræsentationen; repræsentationen
udspringer så at sige af identitet, men konstituerer den også (Pedersen 2011: 55).
Den anden dimension, homogeniteten, er forudsætningen for demokratisk orden.
13
Denne homogenitet skal ifølge Schmitt være baseret på en politisk og substantiel
lighed. Politisk i og med, at den gælder et bestemt folk med bestemte politiske
institutioner. Substantiel fordi den afgrænser sig fra dem, som er uden for
fællesskabet – mellem ven og fjende. Dermed er universalistiske kategorier, som
eksempelvis
’menneskeheden’,
der
ikke
indeholder
en
sådan
substantiel
distinktion, falske og upolitiske. Den substantielle lighed kan derimod referere til
et bestemt folk eller andet, såsom tradition, tro og moral (Pedersen 2011: 55-57).
Derimod afviser Schmitt friheden som grundlaget for orden. Friheden forudsætter
orden, men orden forudsætter ikke frihed (Pedersen 2011: 56).
For Schmitt er ethvert samfund unikt med sin særlige udviklingshistorie og sine
særlige politiske institutioner, som på grund af deres partikularitet er legitime.
Overordnet set argumenterer Schmitt for intern homogenitet inden for de
suveræne stater, og ekstern heterogenitet mellem staterne – altså respekten for
forskellige landes og staters unikke karakter. Schmitt opfatter dermed verden
som et plurivers – ikke et univers. Schmitt afviser liberalismens naive
kosmopolitisme og argumenterer for et internationalt system bestående af
suveræne stater (Olsen 2005: 82 og Pedersen 2011: 58). Og eftersom USA spillede
en ledende rolle i forhandlingerne under og efter første verdenskrig, og fordi
Folkeforbundet og Versaillesfredens tiltag netop var gennemsyrede af liberale
værdier, har vi i det følgende valgt at sidestille de to begreber liberalisme og
universalisme.
Analyse
Vores analyse består af to dele. I første del vil vi ud fra Land og hav udfolde de
centrale elementer i Carl Schmitts historiefilosofi, mens vi i anden del vil
analysere Schmitts kritik af Versailles-freden og Folkeforbundet med fokus på
den amerikanske universalisme. Dette gør vi på baggrund af udvalgte dele af The
Nomos of the Earth.
14
Del 1- Filosofi om historisk forandring
Land og hav – en verdenshistorisk betragtning er, som værkets titel også antyder,
Carl Schmitts bidrag til den historiefilosofiske diskussion om, hvad der driver
verdensudviklingen frem. Værket kan overordnet inddeles i fire store temaer,
nemlig 1) land og hav som to modsætningsfulde elementer, 2) teorien om rum og
nomos, 3) krigene mellem katolicismen og protestantismen som udtryk for
modsætningsforholdet mellem land og hav, 4) det industrielle gennembrud og
dets betydning for rummet. I dette afsnit vil vi hovedsageligt beskæftige os med
2), da det er teorien om rum og nomos, der er særligt gennemgående i Schmitts
kritik af den amerikanske universalisme.
Omdrejningspunktet for Schmitts analyse er hans teori om den fundamentale
modsætning mellem elementerne land og hav: For hvor land er karakteriseret ved
dets tydeligt definerede, territorialt afmærkede grænser, er vand omvendt
karakteriseret ved dets flydende element, hvorpå man kan bevæge sig frit i alle
retninger: Ordensprincippet på det faste land består i, at det er inddelt i
statsterritorier. Det åbne hav er derimod frit, dvs. frit fra stater og ikke underkastet
nogen statslig, territorial overhøjhed (Schmitt 2014: 79) Verdenshistorien er ifølge
Schmitt således en historie om kampene mellem land- og sømagter.
Kampene
mellem
disse
to
modsætningsfulde
elementer
er
ligeledes
verdensudviklingens drivkraft, da det ofte er i kølvandet på de mangfoldige slag,
der er stået over magten om erobringer af land og hav, at enhver stor epoke
begynder.
Schmitt
forstår
netop
'verdensudvikling'
som
forandringen
af
verdensbilledet gennem overtagelser af land og omdeling af Jorden:
Ved begyndelsen af enhver stor epoke står der derfor overtagelse af land. Især er
enhver betydelig forandring og omlægning af verdensbilledet forbundet med
verdenspolitiske forandringer og med en ny inddeling af jorden, en ny overtagelse
af land (Schmitt 2014: 65-66).
15
Schmitts historiefilosofi er bestemt af hans teori om rummet, og da denne
samtidig udgør en væsentlig del af hans teori om nomos, skal vi i det følgende
gøre rede for dens betydning. For Schmitt er det netop rummet, der binder de
modsætningsfulde land og hav sammen. Rummet er for Schmitt derfor af
afgørende
betydning
for
mennesket
og
dets
historie,
eftersom
alle
vor
konstruerede strukturer – politiske institutioner, krigskunst, videnskabelige
gennembrud, retsopfattelser og kunstarter - er uløseligt forbundet med de fysiskgeografiske rum, de er tilvejebragt i. Ifølge Schmitt er menneskehedens historie
derfor historien om de rum, den har eksisteret i.
Fordi hvert rum opererer med sine normer, sit værdisæt og livssyn, og fordi
menneskets bevidsthed er intimt forbundet dertil, er der mange distinktioner rum
og mennesker imellem:
Til de mangfoldige livsformer svarer der lige så mange forskelligartede rum […] Et
storbymenneske tænker sig verden anderledes end en bonde, en hvalfanger har et
andets livsrum en operasanger, og for en pilot viser verden og livet sig ikke bare i et
andet lys, men også med andre dimensioner, dybder og horisonter (Schmitt 2014:
50).
For Schmitt er rum imidlertid ikke konstante størrelser, men kan forandres over
tid blandt andet gennem en forøgelse/udvidelse af et bestemt geografisk område.
En sådan forøgelse/udvidelse medvirker en overordnet omdeling af territorier på
kloden. Drivkraften i verdenshistorien er netop disse rums løbende foranderlighed
og omdeling. I den forbindelse introducerer Schmitt sit kernebegreb ‘Jordens
nomos’, Og da begrebet om Jordens nomos overhovedet er udgangspunktet for
Schmitts senere værk Der Nomos der Erde, skal vi her kort påpege dets
væsentligste
betydninger.
Efterfølgende
vil
vi
illustrere,
hvordan
Schmitt
anvender nomos i sin filosofi om verdenshistoriens udviklingstrin.
Det græske ord 'nomos' er i Schmitts optik identisk med det tyske ord 'Nahme' på dansk 'overtagelse'. Det er nemlig Schmitts pointe, at tilstandene forud for
enhver stor epoke i verdenshistorien er karakteriseret ved tre grundlæggende
processer, nemlig a) overtagelse af land eller territorium (blandt andet gennem
16
krigerisk erobring), b) inddeling af det overtagne og c) udnyttelse af det overtagne.
For Schmitt er nomos derfor et samfunds konkrete orden – en grundordning, der
går forud for alle andre positive love:
Når man taler om et lands eller et kontinents forfatning, refererer man til dets
grundordning, dets nomos. Den sande, egentlige grundordning beror I sin
væsentlige kerne på bestemte rumlige grænser og afgrænsninger, på bestemte mål
og på en bestemt fordeling af jorden (Schmitt 2014: 61).
Schmitt skelner altså mellem de nomoi, der eksisterer rundt omkring på kloden
og Jordens overordnede orden. Når først et territorium er overtaget og afgrænset
muliggøres de samfund, som senere kommer til at være uløseligt forbundet med
netop de rum, de er tilvejebragt i. Hermed skabes den homogenitet, der binder
rummets individer sammen. Rumudvidelser foregår først geografisk, dernæst
mentalt.
Schmitt mener, at verdenshistorien lader sig inddele i tre udviklingsstadier, hvis
trinfølge han bestemmer ud fra stadierne af Jordens forskellige nomoi. Med andre
ord skelner han altså mellem tre verdenshistoriske nomoi. Dette gør han med et
perspektiv på menneskets forhold til havet, da han mener at dette forhold er med
til at forme verdensbilledet: Den første nomos er Oldtidens og Middelalderens,
som er karakteriseret ved mangel på globalt udsyn og frygt for det store ocean.
Middelalderrepublikken Venedigs kunst, kultur og opblomstring skyldtes altså
ikke, at man – med Schmitts ord - havde gjort havet til sit element, men at landet
var geografisk heldigt placeret og derfor kunne bygge sin rigdom på søhandel. Det
er Schmitts pointe, at dette første stadie – nomos for Jorden – afspejler det
forhold, at mennesket endnu ikke havde fået øjnene op for havets muligheder.
Med opdagelsen af Amerika (1492) og den første jordomsejling (1519-1522), blev
Oldtidens og Middelalderens synskreds imidlertid udvidet radikalt, hvilket ifølge
Schmitt bibragte den såkaldte rumrevolution i 16. og 17. århundrede. Her er vi
nået til Jordens anden nomos, som Schmitt karakteriserer ved det europæiske
folks beherskelse og udnyttelse af havet. Igennem to århundreder erobrede
europæere den nye verden, som de delte imellem sig. En eurocentrisk struktur
17
kom til og gjorde Europa til denne periodes verdensherre. Opdagelsen og
erobringen af den nye verden fik imidlertid ikke kun konsekvenser for verdenens
geografi. Her er vi tilbage til begrebet om rumrevolution, altså den ydre og indre
revolution i menneskets historie: Den ydre rumudvidelse var således katalysator
for en indre og mental revolution, der i fire århundreder samlede Europa i en
”nationernes familie”, der så sig adskilt fra resten af verden – i 16. og 17
århundrede baseret på skellet mellem kristne og ikke-kristne lande, i 18. og 19
århundrede baseret på skellet mellem civilisation og ikke-civilisation. Det er
Schmitts pointe, at denne distinktion blev det egnetlig grundlag for den
europæiske orden og folkeret, der opstod: Jus Publicum Europaeum:
På grundlag af sådanne retfærdiggørelser opstod der en såkaldte kristeneuropæiske folkeret, som netop byggede på adskillelsen mellem de kristne og ikkekristne folk, eller et århundrede senere, på adskillelsen mellem de civiliserede (i
kristen-europæisk forstand) og ikke-civiliserede (Schmitt 2014: 67).
Den internationale ordens mulighed var betinget af en intern konsensus om
Europas nomos. Denne eurocentriske nomos blev imidlertid opløst i 1917 med
USA's involvering og alliance med England. Hvad der oprindeligt var en
europæisk storkrig blev således til en verdenskrig, hvilket for Schmitt betød
optakten til en ny epokes tegn. Hvordan denne nye nomos skulle komme til at se
ud, var Schmitt endnu ikke klar over, da han forfattede dette værk i 1942. Men
han var klar over, at den gamle nomos der havde eksisteret i fire århundrede
måtte falde bort og i stedet erstattes af en ny orden. Selv kom han med et bud på
en sådan orden i 1939 under en forelæsning på et universitet i Kiel. Her
introducerede Schmitt for første gang Grossräume – storrum – en teori om en
klodens orden bestående af flere forskellige storrum med indbyrdes respekt for de
forskellige rums interne anliggender. Schmitt fandt her inspiration i den
amerikanske Monroe-doktrin fra 1823, som var en doktrin om selvisolering. Med
denne doktrin, havde USA trukket en global linje mellem den vestlige halvkugle
og Europa, som havde etableret en amerikansk hemisfære. Doktrinen indebar, at
USA forbød Europæisk kolonisering af henholdsvis Syd- og Nordamerika, og at
USA samtidig afholdt sig fra at blande sig i anliggender udenfor denne vestlige
hemisfære. Schmitt mente, at lignende storrum skulle erstatte den gamle
18
europæiske orden, som var gået i opløsning, under Tysklands ledelse (Hasselager
2014: 105).
I punktform folder Schmitts historiefilosofi sig ud således:
-
Jorden består af rum, som vi mennesker har etableret og hvori alle
menneskeskabte strukturer er tilvejebragt.
-
Menneskehedens historie er essentielt en historie om de fysisk-geografiske
rum, de har levet i.
-
Verdenshistorien er drevet af kampene mellem land- og sømagter, det vil
sige de civilisationer, der er opstået i de to elementer, og hvis storkrige ofte
resulterer i en ny epoke, dvs. nomos.
-
En ny Jordens nomos er ensbetydende med en forandring af verdenens
geografi.
-
Tilstandene forud for enhver ny nomos er udgjort af de tre processer a)
overtagelse af land, b) inddeling af land og c) udnyttelse af land. Disse tre
processers succes er en betingelse for, at et samfund kan opstå og positive
love etableres.
Delkonklusion
Vi har i det følgende set, hvordan Schmitt forstår verdenshistoriens udvikling på
baggrund af sin teori om Jordens nomos. Det er en gennemgående tanke hos
Schmitt, at orden går forud for enhver etablering af positive love. Men hans
rumteori implicerer ligeledes en forestilling om ordenens forudsætninger, hvilket
for Schmitt er rumlig homogenitet. Jordens anden nomos var ifølge Schmitt
karakteriseret ved en fælles europæisk homogenitet, som adskilte sig fra den
ikke-europæiske
verden.
Vi
ser
tydelige
mønstre
fra
Schmitts
tidligere
liberalismekritiske tanker, hvori han som benævnt opstiller nogle principper for
den
orden,
han
mener
liberalismen
negligerer,
navnlig
homogenitet.
Homogeniteten baserer Schmitt på en politisk og substantiel lighed: I geopolitisk
forstand kan politisk lighed ses som gældende bestemte nationer (som
eksempelvis det europæiske fællesskab) – som i substantiel forstand afgrænser
19
sig fra dem, der uden for rummet (som eksempelvis ikke-europæiske lande).
Del 2 – Versaillesfreden og Folkeforbundet
Med Carl Schmitts historiefilosofi som baggrund er vi nu nået til hans kritik af
Versailles-freden og Folkeforbundet. Vi tager udgangspunkt i udvalgte dele af The
Nomos of the Earth. Intentionen er at udfolde Schmitts konkrete argumenter mod
a)
Versailles-fredens
negligering
af
betydningen
af
en
ny
nomos,
b)
transformationen af ideen om retfærdig krig og c) USA’s tvivlsomme rolle i
Folkeforbundet.
Versaillestraktaten - afslutningen på en orden
Når krige har hærget det europæiske kontinent, og magtfulde stater efterfølgende
har mødtes for at genoprette freden og forhandle dens økonomiske og geopolitiske
betingelser, er der ifølge Schmitt sket forskydninger af nomos. Nomos skal i denne
forbindelse forstås som det fælleskab af politiske enheder, der er forbundet af
fælles regler eller lovgivning, herunder det politiske og juridiske system, der er
kendetegnende for de politiske enheders gensidige forpligtelser i internationale
anliggender (Schmitt 2003:10). Et eksempel på en forskydning af nomos finder
Schmitt i vinteren 1814-15, hvor de mest magtfulde europæiske stater samledes i
Wien for at afslutte Napoleonskrigene og genoprette freden i Europa – blandt
andet gennem nye grænsedragninger (Berntson et al. 2003:36). Selvom
kongressen blandt andet handlede om at indkræve krigsskadeerstatning, var et af
dens vigtigste formål at forhindre lignende krige i fremtiden. Her talte
Storbritanniens og Østrigs udenrigsministre for en europæisk magtbalance for at
forhindre fremtidige krige i området. Frankrig skulle forblive en stærk politisk
aktør i fremtiden og skulle derfor ikke ydmyges i fredsaftalen ved for eksempel at
tvinges til at påtage sig hele skylden for revolutionskrigene. De europæiske ledere
i Wien mente, at kongressen var starten på en ’europæisk koncert’, hvor
nationerne fremover ville mødes regelmæssigt og diskutere diplomatiske kriser,
efterhånden som de opstod (Berntson et al. 2003:41).
20
Ifølge Schmitt tog de geopolitiske forhandlinger ved kongressen i Wien
udgangspunkt i en rumlig distinktion mellem europæisk statsterritorium og ikkeeuropæisk territorium. Forhandlingerne bestod både af en fælles anerkendelse af
en enhedstanke bag den europæiske rummelige orden og lighed for alle dens
medlemmer (Schmitt 2003:11). Her opstod også et eurocentrisk forhold til de
ikke-europæiske rum, der, modsat det civiliserede Europa, betragtedes som
’uciviliseret’. Det er blandt andet denne tro på den europæiske civilisation, der er
essentiel for Schmitts syn på jus publicum Europaeum og den eurocentriske
nomos, som lå i den klare adskillelse mellem de statsligt definerede landmagter
og den ikke-europæiske nye verden:
The core of this nomos lay in the division of the European soil into state territories
with firm bordes, which immediatlely initiated an important distinction, namely that
this soil of recognized European states and their land had a special territorial
status in international law. […] It was distinguished from the ”free” soil of nonEuropean princes and peoples open for European land-appropriations (Schmitt
2003:148).
Jus publicum Europaeum var således legemliggørelsen af den europæiske
bevidsthed, der gav en fælles forståelse af mellemstatslige relationer angående
krig og fred på det europæiske kontinent (Schmitt 2003:227) Jus publicum
Europaeum var den interne europæiske nomos, der samtidig var projiceret ud i
Jordens eksterne nomos. Denne gensidige afhængige relation mellem disse to
nomoi, var essentiel for den internationale orden i næsten tre århundreder, og
den interne europæiske nomos’ forfald betød derfor også Jordens nomos’ forfald
(Schmitt 2003:190). En del af problemet var, at man forsøgte at etablere en ny
orden med Versaillestraktaten og dens betingelser.
Den store krig havde betydet massive tab i Europa. Omkring ti millioner
mennesker havde ladet livet under første verdenskrig, og omkring 20 millioner
mennesker var alvorlig skadet eller havde fået varige psykiske mén. 25 procent af
Frankrigs mandlige befolkning mellem 18 og 30 år var enten døde eller alvorlig
skadet. Da krigen havde nået sin afslutning var omkring 1.8 millioner tyskere
døde (Thygesen 2013:17) Den 11. november 1918 lød der dog endelig stilhed, da
21
Tyskland indgik en våbenhvile efter fire års krig. To måneder senere i januar
1919 mødtes delegerede fra hele verden for at formulere de fredskrav, der officielt
skulle afslutte Første Verdenskrig. Seks måneders forhandlinger mundede
således ud i underskrivningen af Versaillestraktaten uden for Paris (Thygesen
2013:82).
Ententemagternes sejr i første verdenskrig førte til en øjeblikkelig stærk gevinst
for den parlamentariske styreform, der var udviklet i de sejrende ententemagter.
Fredsforhandlingerne blev domineret af tre parter – den amerikanske præsident
Woodrow Wilson og de franske og britiske premiereministre Georges Clemenceau
og David Lloyd George (Thygesen 2013:83). Med Versaillestraktaten skulle
Tysklands ansvar for krigen cementeres, og sejrherrerne England og Frankrig fik
derved muligheden for at formulere deres krav til Tyskland. Fredsaftalen
omfattede også Folkeforbundspagten, der blev underskrevet i juni 1919, hvilket
skete med tysk protest (Thygesen 2013:96) Tyskland skulle desuden afstå AlsaceLorraine til Frankrig (Art. 27.3). Belgien fik Eupen og Malmédy, mens Polen fik
Posen, Vestpreussen og Den Polske Korridor (Art. 27, 27.7). Memel kom under de
allieredes kontrol men overgik til Litauen i 1924 (Art. 28). Efter folkeafstemninger
kom Nordslesvig under dansk kontrol i 1920, og Tysklands kolonier blev
mandatområder under Folkenes Forbund (Art. 22). Traktaten forbød yderligere en
sammenslutning af Tyskland og Østrig og begrænsede samtidig det tyske militær.
Den tyske hær måtte højst bestå af 100.000 soldater, mens blandt andet
værnepligt, angrebsvåben og ubåde blev forbudt (Art. 60.1) Rhinlandet skulle
også demilitariseres (Art. 42). Traktaten påbyd yderligere Tyskland at betale
krigsskadeerstatninger
(Art.
249).
Et
fast
beløb
blev
ikke
fastsat,
men
sejrherrerne overtog den tyske handelsflåde, tyske udenlandske aktiver, kul og
jernebane materiel. I 1921 blev krigsskade-erstatningen fastsat til 132 milliarder
guldmark, hvilket i dag svarer til cirka 2550 milliarder kroner.
Versaillestraktaten havde ifølge Schmitt forvandlet Tyskland til et demilitarized
zone controlled by various commisions (…) the forms and methods by which a
country and a nation are made an object of international politics (Schmitt 2003:12)
Med Versaillesfreden havde en epoke af europæisk verdensdominans nået sin
ende. Denne dominans var blevet overtaget af England og USA – de store
22
havmagter. Med Versaillestraktaten og især Folkeforbundets dannelse forsvandt
ifølge Schmitt betydningen af suverænitet, uafhængighed og selvbestemmelse for
de europæiske stater. Dette betød, at fremmede magter kunne intervenere i ellers
suveræne stater, når deres politiske og økonomiske interesser var involverede
uden at respektere den enkelte stats egen orden og sikkerhed (Schmitt 2003:265).
Versaillesfreden skulle genetablere en status quo i Europa, hvilket Schmitt mener
underforstået var en status quo for sejrsherrerne – ikke for resten af de
involverede. For England betød dette en fred, der var i overensstemmelse med
deres politiske og økonomiske interesser i forhold til handel, for Frankrig betød
dette retten til intervention, når landets interesser var i fare, herunder den
europæiske hegemoni. Denne status quo burde dog ifølge Schmitt have været den
orden, der herskede på kontinentet i det 19. århundrede med et kulturelt,
homogent og kristent Europa, som han formulerer i nedenstående citat: An abyss
separates us from the time when international law textbooks still spoke of Christian
international law, and the right of Christian nations. The great step in the
dethroning of Europe was the Versailles Treaty (Schmitt 2003:13).
Versaillestraktaten havde hverken skabt en solid fred eller en ny international
orden. Den hellige alliance fra det 19. århundrede havde et dynastisk grundlag,
mens Versaillesfredens grænsedragninger kun tilbød et ringe nationalitetsprincip
og
dermed
balkaniserede
Europa
gennem
Folkeforbundets
utallige
minoritetstraktater (Schmitt 2003:13).
Transformationen af krig
Placeringen
af
skyld
og
forståelsen
af
retfærdighed
i
forbindelse
med
udformningen af Versaillestraktaten resulterede ikke blot i en forskydning af
tidligere ordner. Traktaten var, ifølge Schmitt, også med til at transformere
betydningen af, hvad det vil sige at føre en retfærdig og legitim krig.
Versaillesfreden og Folkeforbundet, ændrede, ifølge Schmitt, den historiske
forståelse af retfærdig krig, bellum justum, ved at ændre kravene og vilkårene for
krigens rette årsag, jus ad bellum, og krigens rette udførelse, jus in bello.
23
Hvor kirkefædre som Aurelius Augustin (345-430) og Thomas Aquinas (12251274) lænede sig op af kristne kanoniske skrifter for at formulere og
systematisere kravene for den retfærdige krig, ser moderne stater blandt andet til
Genevekonventionen og institutioner som FN, når der skal argumenteres for de
rette årsager og intentioner bag en krig eller humanistiske interventioner. Selv om
nogle af reglerne for krigens rette udførelse er udvidede pga. teknologiske
fremskridt, er de centrale krav til den retfærdige krig stadig de samme.
Historisk kræver reglerne for krigens rette årsag, at det er den rette autoritet, der
erklærer krigen, og at krigen har de rette intentioner (Augustin 2006:81).
Hævntørst, magtsyge og oprør er ikke retfærdige hensigter, og parterne skal agere
proportionelt i deres brug af vold (Augustin 2006:177). Autoriteten er et centralt
element, da krig i denne sammenhæng ikke er en privat sag (Aquinas 2006:177).
Af den grund må der være en politisk eller religiøs autoritet bag en retfærdig krig.
Den rette årsag behandler gengældelsen af uretmæssige angreb. Kriteriet udligner
den uret, der er blevet begået af en anden part, hvad enten der er tale om en
uretmæssig erhvervelse af ejendom eller lignende fra den ene part, eller at en
nation ikke har gjort bod for en fejl begået mod dets borgere (Augustin 2006:82).
Jus in bello behandler indholdet af krigen – måden hvorpå krigen udføres og med
midlerne dertil. Herunder kan nævnes, at civile skal lide så lidt som muligt. I
middelalderen skulle de enkelte krigere respektere kirkens mænd, bønderne og
deres land (Reichberg 2006:95). Yderligere skulle krigerne holde sig fra at bruge
blandt andet armbrøst og ildvåben, da disse var uretfærdige våben (Reichberg
2006:97). I moderne tid er overgreb mod civile også et brud på krigens regler, og
brugen af giftgasser og tortur regnes som uoverensstemmende med den
retfærdige krig. Landkrigene i Europa havde således været baseret på en intern
konsensus om retfærdig krig som et anliggende mellem suveræne stater,
repræsenteret ved respektive landes organiserede magter. Disse kampe skulle
udføres i åbne feltslag, og fjendtligheder skulle forbigå civilbefolkningen (Schmitt
2014:80).
Carl Schmitt mener, at krigens betydning og den overnævnte historiske forståelse
af legitime bekrigende parter ændrer sig med Versaillestraktatens udformning.
24
Sejrherrernes forsøg på at kriminalisere den tyske Kejser Wilhelm II, og derved
give Tyskland hele skylden for Første Verdenskrig er et forsøg på at afpolitisere
krigen. I traktatens artikel 227, som dog aldrig blev efterlevet, blev den tyske
kejser beskyldt for krigsforbrydelser, og dette er i strid med Schmitts forståelse af
den retfærdig krigs jus ad bellum. Kejseren var en legitim autoritet, der erklærede
sin modstandere krig; War between states that mutually recognize each other as
sovereign and that practice jus belli with respect to each other cannot be a crime, at
least not in the criminal sense of the word (Schmitt 2003:260).
Krigsforbrydelser er altså forbrydelser begået under krig, der er i strid med
krigens egne love for udførelsen af krig, jus in bello. Det kan også være brud med
normerne for behandlingen af krigsfanger, maritim lovgivning og brud med
ratificerede konventioner. Den kriminalisering af krig som Versaillestraktaten
ifølge Schmitt lægger for dagen, kræver derfor at de tidligere normer nytænkes. Et
af de centrale transformationer af betydningen af krig, som Versaillestraktaten
medførte, var altså en kriminalisering af den retfærdige krig.
Med artikel 231 om skyld og krigserstatning blev Tyskland beskyldt for at have
ført en umoralsk aggressiv krig, der dermed ikke kunne være legitim eller
retfærdig. Denne kriminalisering af en legitim fjende er ifølge Schmitt en måde at
afpolitisere sin fjende. Versaillestraktaten formåede at kategorisere Tyskland som
en illegitim aggressiv part under Første Verdenskrig, og fratog dermed samtidig
landet sin politiske rolle som legitim fjende. En fjende-rolle, der er ifølge Schmitt
er essentiel for, at en strid er politisk. En anden ændring der ligeledes afstedkom
med Versaillestraktaten var forståelsen af neutralitet. En typisk måde historisk at
inddæmme krig på var ved at udelukke visse territorielle områder fra at være en
del af krigen – altså permanente neutrale stater, såsom Schweitz og Belgien.
Deres neutralitet var garanteret af den gamle europæiske nomos, som var
grundet i den territorielle status quo. Versaillestraktaten bekræftede denne
schweiziske neutralitet, og på paradoksal vis bekræftede traktaten derved den
hidtidige rumlig orden, der var gået i opløsning med Versaillesfreden. Eftersom
neutralitet er baseret på den komplette lighed mellem de involverede i en krig,
hvilket Folkeforbundet undergravede, når den forbeholdt sig retten til at skelne
mellem retfærdige og uretfærdige krige, var neutralitet ikke længere meningsfuld
25
(Schmitt
2003:
248-49).
Det
vil
sige,
at
selvom
Versaillestraktaten
og
Folkeforbundet forsøgte at etablere en ny orden, var Folkeforbundets respekt for
den schweiziske neutralitet et tegn på, at den gamle orden stadig viste sit ansigt.
Folkeforbundet
”Wheras Europan conferences in preceding centuries had determined the spatial
order of the earth, at the Paris Peace Conference, for the first time, the reverse was
the case: the world determined the spatial order of Europe. This means that a
completely disorganized world attempted to create a new order ind Europe”
(Schmitt 2003: 241).
Denne rumlige orden, som Carl Schmitt her skriver om, skulle garanteres af
Folkeforbundet, der som sagt blev oprettet som en del af Versailles-traktaten i
1919, og som oprindeligt var blevet præsenteret i Woodrow Wilsons berømte 14punkts plan. I denne plan havde han blandt andet talt for en international
organisation, som skulle sikre at de enkelte stater underlagde sig en fælles
international lov. Især var art. 16 i forbundets pagt central. Denne artikel gav
forbundet magt til at indføre økonomiske og militære sanktioner mod krigeriske
stater – det var dog op til de enkelte stater at vurdere, hvorvidt sanktionerne
skulle indføres og hvilke sanktioner det skulle være (Jackson & Sørensen 2013:
37-38). Det vil altså sige, at opretholdelsen af den internationale lov, som jo var
formålet med Forbundet, i sidste ende var afhængig af de enkelte medlemmers
vilje til at agere, når det blev nødvendigt - noget som skulle vise sig at være
særdeles problematisk, især set i lyset af at England og Frankrig – de to
stormagter, som især var ansvarlige for opretholdelsen af den territoriale orden,
som var etableret med Versaillestraktaten – var præget af en grundlæggende
pacifisme efter Første Verdenskrigs udmattende blodbad (Mazower 1998: 65).
Ud fra præmissen om, at det ikke er muligt at ophæve, men kun at inddæmme og
afgrænse krig, kritiserer Schmitt Folkeforbundet for at være komplet hjælpeløst
hvad dette angår. Den, ifølge Schmitt, ene store udfordring forbundet stod overfor
– Italiens invasion af Etiopien (Abessinien) i 1935-36 – illustrerede dets
hjælpeløshed. Både Italien og Etiopien var medlemmer af Forbundet, men de
26
økonomiske sanktioner, som Folkeforbundet pålagde Italien, havde ingen reel
effekt, og i juli 1936 ophævedes sanktionerne igen, og annekteringen blev oven i
købet anerkendt af Folkeforbundet. Schmitt spekulerer i, om den gamle skelnen
mellem europæisk og ikke-europæisk land var på spil her, og at det dermed godt
kunne accepteres at lade det gamle koloniale territorium i Etiopien blive overtaget
af Italien. I hvert fald var det for den engelske udenrigsminister Lord Halifax
vigtigere at skabe fred end at henvise til abstrakte retlige principper om det
illegitime i at annektere territorium med militær magt (Schmitt 2003: 242-43).
Sanktionerne havde i øvrigt den effekt, at de skubbede Mussolini i armene på
Hitler, som dermed uantastet kunne annektere Østrig i 1938, under det såkaldte
’anschluss’ (Mazower 1998: 67).
For Schmitt var Folkeforbundets centrale problem, at det manglede en rumlig
eller geografisk nomos, baseret på et minimum af homogenitet mellem
medlemmerne. Forbundet var en sammenblanding af en europæisk og en
global/universel orden. Den var europæisk i forhold til hvilke landes territorium
det handlede om, og den var universel fordi idemagerne og drivkræfterne i
Forbundet var især USA og det Britiske imperium, som begge havde særdeles
globale interesser. For Schmitt var Folkeforbundet altså udtryk for, at en
international lov nødvendigvis skal baseres på en rumlig orden, og ikke (kun) på
et system af normer (Schmitt 2003: 241 og 243, samt forord: 14). Som følge af
denne manglende rumlige orden, var der heller ingen klar enighed om en
territoriel status quo i Forbundet, som beskrevet i det forrige kapitel.
Ifølge Schmitt skal ethvert lovsystem indeholde et klart princip om den
territorielle status quo, altså om territoriel ejendomsret. Ganske vist havde
Folkeforbundet en artikel, som skulle sikre staters territorium, men andre
artikler, blandt andet vedrørende de enkelte folks selvbestemmelse, gik i en
modsat retning. Dette gjorde, at Forbundet uden videre under München-aftalen i
1938 ofrede Tjekkoslovakiet, et medlem af Forbundet, til Nazisterne, som henviste
til det tyske mindretal i det senere Sudeterland (Schmitt 2003: 245 og 248).
Schmitt så i årtierne fra århundredeskiftet en klar konflikt mellem universalisme
og
pluralisme,
men
at
universalismen
hovedkvarter i Geneve.
27
var
’dogmet’
i
Folkeforbundets
Tilsvarende beskriver Mazower en konflikt mellem realister og idealister i forhold
til hvordan Folkeforbundet skulle udformes. For idealisterne (primært W. Wilson)
skulle Forbundet sikre en ny international moral baseret på nationalstaternes
ligeværdighed. For realisterne (primært Frankrig) var formålet snarere at forsvare
Versailles-traktatens bestemmelser og være en forlængelse af den magtbalance,
som var blevet etableret efter Napoleonskrigene i 1815. Selvom begge lejre blev
skuffet, var Forbundet ikke uden betydning. Det fungerede nemlig som et
internationalt diskussionsforum og det medvirkede desuden til løsningen af
forskellige militære konflikter og andre kriser i løbet af 20’erne og 30’erne – blot
ikke de afgørende konflikter, efterhånden som især Tyskland og Rusland
genvandt pusten. Og fra 1936 var Folkeforbundet ophørt med at spille nogen
afgørende rolle i international politik (Mazower 1998: 64-67).
For Carl Schmitt er det især USA’s centrale indflydelse på Folkeforbundet, som
var problematisk, og som i høj grad undergravede Folkeforbundets legitimitet.
Han karakteriserer USA's rolle i Forbundet med ordene: ”Official absence and
effective presence” (Schmitt 2003: 251). Med officiel mener han politisk, og med
effektiv mener han økonomisk. Selvom USA ikke havde ratificeret Versaillestraktaten og dermed ikke var tiltrådt Folkeforbundet, så var USA's indflydelse
stor.
Dette skyldes dels dets enorme politiske og økonomiske magt, og dels at mange af
de lande, som lå inden for USA’s hemisfære (som var blevet etableret med
Monroe-doktrinen i 1823) var medlemmer af Forbundet. Disse syd- og
mellemamerikanske stater var både økonomisk og politisk afhængige af USA, som
dermed havde indflydelse på Forbundet igennem dem. Det lykkedes ydermere
Wilson at få anerkendt Monroe-doktrinen i Forbundets charter, oprindeligt som
en betingelse for at USA ville tiltræde Forbundet, hvilket Schmitt ser som et
”symbol of the Western Hemisphere’s triumph over Europe” (Schmitt 2003: 254).
Dermed havde USA fået anerkendt sin ret til politisk isolationisme, som Monroedoktrinen (17 og 292) dikterede, mens landet forbeholdt sig retten til på globalt
plan at blande sig økonomisk. Den dybereliggende årsag bag dette er adskillelsen
af økonomi og politik, som USA krævede og Europa accepterede. Schmitt mener,
28
at USA på denne måde officielt afholdt sig fra at blande sig politisk, men uofficielt
og
indirekte
havde
stor
politisk
betydning
igennem
dets
krav
om
nationalstatsoverskridende frihandel ud fra maximen om ’så meget politik som
muligt og så lidt politik som muligt’ (Schmitt 2003: 256).
Desuden accepterede Forbundet USA’s rumlige orden (altså Monroe-doktrinen),
men opgav at etablere sin egen, hvilket bidrog til USA’s dominerende rolle. USA
stod uden for Forbundet, men havde fået anerkendt Monroe-doktrinen, som den
kunne bestemme fortolkningen og betydningen af, og samtidig var en række
amerikanskdominerede stater ligeværdige medlemmer af Forbundet (Schmitt
2003: 254-56). Med denne rolle stod USA i en særlig favorabel position, og
dermed var Wilsons ide om ligeværdige stater de facto ikke opfyldt.
Udviklingen af USA's paradoksale forhold til Forbundet skal ses i lyset af Wilsons
besværlige situation under forhandlingerne i Versailles. Her måtte han jonglere
mellem sin egen aspiration efter at etablere en ”universal League of World Peace”
(Schmitt 2003: 254) og ønsket om at holde sig politisk ude af europæiske
konflikter, hvilket endnu var flertallets holdning i Wilsons hjemland – altså
mellem global interventionisme og isolationisme. Schmitt observerer ligefrem en
dialektik mellem disse to attituder til international politik, som især er evident
omkring Første og Anden Verdenskrig. Eksempelvis talte Wilson kraftigt imod, at
USA skulle indtræde i Første Verdenskrig, da krigen brød ud i 1914, men i 1917
var holdningen den modsatte og USA trådte ind i krigen, som dermed i deres øjne
blev en verdenskrig, selvom den i europæiske øjne var en europæisk krig (Schmitt
2003: 296-97).
Men der var også klare modsætninger mellem stormagternes aspirationer internt i
Europa – især mellem England og Frankrig. Disse to lande havde helt forskellige
opfattelser af den ovenfor nævnte territoriale status quo. Englands opfattelse
handlede om det Britiske imperium, ’et maritimt globalt imperium’ og dets
fortsatte opretholdelse, mens grænserne i Europa var mindre vigtige og åbne for
fortolkning. Frankrig var derimod fokuseret på de europæiske grænser, som de
var etableret i 1919, og deres fastholdelse – herunder selvfølgelig især
29
inddæmningen af Tyskland. Her var således hhv. en smal og en bred opfattelse af
den rumlige orden og struktur i stejl modsætning (Schmitt 2003: 245-46).
Da nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933, trådte landet ud af
Folkeforbundet. Ifølge Mazower, var Hitler ikke blot imod Folkeforbundet, fordi
det
forsvarede
Versailles-traktatens
bestemmelser,
men
fordi
ideen
om
ligeværdige nationer var helt i modstrid med nazisternes ide om racehierarki og
om en grundlæggende forskel på nationer – som igen underminerede enhver
forestilling om en universel moralisme (Mazower 1998:70).
Der var altså i Folkeforbundet i den nødvendige rumlige, juridiske og politiske
sammenhæng, som var nødvendig for at etablere fred og stabilitet. De vigtigste
stormagter i Forbundet – England og Frankrig, og senere Tyskland som de mest
åbenlyse, havde vidt forskellige ideer om, hvad Folkeforbundets rolle skulle være.
Og de mest betydningsfulde globale rumlige magter, primært USA, men også
Sovjetunionen, var ikke med i Forbundet (Sovjetunionen kom dog med i 1934).
Dermed kunne Forbundet ikke være universelt i rumlig forstand, hvad der får
Schmitt til at konkludere: ”The Leagues universalism consisted essentially of the
fact that European questions were not answered by Europe” (Schmitt 2003: 25758). Alligevel havde USA en enorm indflydelse på Forbundet, som underlagde sig
den rumlige orden, som USA havde etableret med Monroe-doktrinen. Ud fra
denne doktrin havde USA ingen hensigter om at blande sig officielt i politiske
anliggender i Europa, og dermed havde den ingen mulighed for at skabe orden og
stabilitet.
Delkonklusion
Med Versailles-freden sluttede en 300 årig lang periode med europæisk
verdensdominans. Den Westfalske fred i 1648 havde etableret en europæisk
magtbalance bestående af ligeværdige stater under den europæiske nomos jus
publicum Europaeum, som også havde været grundpillen i Jordens nomos. Under
denne fred havde man anerkendt vigtigheden af, at også krigens tabere forblev
stærke og ligeværdige magter. Dette ændrede sig med freden i 1919, hvor de
dominerende parter forsøgte at skyde hele skylden for krigen på Tyskland, og i
30
forlængelse af dette straffe dem hårdt - og oven i købet retsforfølge kejser
Wilhelm. Dette ser Schmitt som en transformering af betydningen af retfærdig og
legitim krig. I stedet for ideen om krig mellem ligeværdige parter, var krigen blevet
kriminel og dermed moralsk forkastelig. For Schmitt mister ideerne om både
neutralitet og krigsforbydelser deres mening, når krig gøres illegitimt.
Det var i høj grad verdensmagterne England og USA, som kom til at digtere
fredens indhold og udformningen af Folkeforbundet, og som fik til opgave at
forsvare de nye principper om national selvbestemmelse, som for Schmitt
indebærer en balkanisering af Europa og en underminering af de suveræne
staters selvbestemmelse – blandt andet pga. Folkeforbundets ret til intervention.
Et centralt problem var, at der ikke blev etableret nogen klar ide om en territoriel
status quo. Hvilket igen bunder i, at der med freden ikke blev etableret nogen ny
rumlig nomos - der var ingen reel homogenitet og sammenhængskraft i
Forbundet. Folkeforbundet bestod af en række nationer, som havde forskellige
opfattelser af Forbundets formål. Især var USA’s rolle problematisk. USA
tilsluttede sig ikke Forbundet, men kom alligevel til at dominere med dets
blanding af politisk fravær og økonomisk tilstedeværelse. Desuden fik USA
anerkendt sin egen rumlige orden – den vestlige hemisfære etableret med Monroedoktrinen – i Folkeforbundet.
Også de dominerende stormagter i forbundet,
Frankrig og England, havde forskellige dagsordener, og da Forbundet stod overfor
en alvorlig udfordring med Italiens invasion af Etiopien, blev Forbundets
hjælpeløshed illustreret med al tydelighed.
Diskussion
I det afsluttende kapitel i Land og hav, midt i 2. verdenskrigs kaos, kommer Carl
Schmitt med nogle forsigtige betragtninger om hvilken nomos, som vil etablere sig
efter krigen. Schmitt observerer, at et tredje element – luften - har fået en central
rolle at spille i moderniteten i form af blandt andet flyvemaskiner og
radiotelegrafi, som samtidig har åbnet for en ny rumlig dimension (Schmitt 2014:
98). Dette leder til nogle grundlæggende overvejelser om forandringer af rummet,
og i forlængelse af dette, rumlig forandringer af havets element.
31
Denne forandring skyldes de teknologiske landvindinger i form af især elektricitet,
luftfart og radiotelegrafi, som har forandret det tidligere tomme rum: I dag forstår
vi ved rum ikke længere kun en dybdedimension, tom for ethvert tænkeligt indhold.
Rum er for os blevet et kraftfelt af menneskelig energi, aktivitet og produktion
(Schmitt 2014: 98-99). Forandringer i samfærdsels- og kommunikationsteknik
har i forlængelse af denne ændring af rummet også rumliggjort havet, og på sin
vis ophævet den deling af hav og land, som tidligere var grundlaget for jordens
nomos.
Våbenteknologiske fremskridt har også været medvirkende til at tranformere
betydningen af krig og den retfærdige krigs krav om proportionalitet mellem
krigsparterne. Dette bundede i uligheden af våbenteknologi, der førte til ulig krig.
Til dette skriver Schmitt:
If the weapons are conspicuously unequal, then the
mutual concept of war conceived in terms of an equal plane is lacking (Schmitt
2003:320). Denne praktiske dimension influerede også begrebet om retfærdighed,
fordi en sejrherres overlegenhed i våben og våbenteknologi, kunne tolkes som en
indikation
på
dennes
justa
causa
–
retfærdige
årsag,
og
kriminalisere
taberlandene (Schmitt 2003:321).
Selvom Schmitt ikke nævner Tyskland eksplicit i denne sammenhæng, ligner det
meget hans konklusion om Folkeforbundets kriminalisering af Tyskland, der
gennem ovenstående kan tolkes som værende baseret på landets militære
underlegenhed.
Fremtidsvisioner
Carl Schmitt hævder i 1942, at en ny nomos vil vokse frem, men indholdet af
denne nomos konkretiserer han først i 1954. Her konstaterer han først at verden
nu er opdelt i en østlig og vestlig del, i en kold og til tider varm konflikt. Men bag
denne geografiske modsætning ligger en dybere modsætning mellem den
eurasiske fastlandsmasse og havmagten USA - mellem land og hav. Dernæst
opstiller Schmitt tre, ifølge ham, sandsynlige scenarier for jordens nye nomos.
Det første scenarie er, at den ene part i den fornævnte øst-vestlige opdeling sejrer:
The Dualism of East and West then would become only the last stage before an
32
ultimate,
complete
unity
of
the
world
(Schmitt
2003:
354).
Altså
en
verdensherskende magt, som arrangerer klodens nomos efter behov – et univers;
et skrækscenarie for Schmitt. Det andet scenarie er en opdateret, moderne
version af den gamle nomos, nu med USA i stedet for England, som den
balancerende havmagt - altså endnu engang en balancering og opdeling mellem
hav og land. Det tredje og sidste scenarie består af Schmitts egen ide om storrum,
som homogene kontinentalblokke i en heterogen opdeling – et plurivers (Schmitt
2003: 354-55).
Man kan sige, at Schmitts skrækscenarie blev virkeliggjort efter Sovjetunionens
kollaps i 1990. Nu var USA den eneste reelle supermagt, selvom det siden
slutningen af 2. verdenskrig vel nok havde været den dominerende magt i verden.
I disse år tales der så til gengæld om USA’s skrantende økonomi og tilbagevenden
til mere isolationistisk politik efter krigene i Irak og Afghanistan. Samtidig er Kina
for alvor på vej til at blive en supermagt, mens også Rusland forsøger at
genetablere tidligere tiders storhed. I Europa tales der ofte om mere tæt
integration de europæiske lande imellem, for at kunne spille en større rolle i
global politik. Alt dette er en indikation om, at Schmitts tredje scenarie – hans
storrum – kan forestilles at være en fremtidig nomos for kloden (Inspireret af
Hasselager i Schmitt 2014: 119).
Schmitt og den realistiske tradition
Carl Schmitts kritik af Wilson og den amerikanske universalisme har en klar
parallel til den første store debat i international politik mellem liberalisterne, med
Wilson i front, og realisterne ledt an af især englænderen E. H. Carr og Hans J.
Morgenthau, en tænker, som flygtede fra Nazi-Tyskland til USA. Ud fra
pessimistisk syn på den menneskelige natur kritiserede de Wilsons utopiske ide
om, at internationale institutioner kunne tæmme nationalstaterne og gøre en
ende på krig – med ved at putte de aggressive dyr i international politik i bur
(Jackson & Sørensen 2013: 37).
I stedet så realisterne et internationalt anarki og fokuserede på magtpolitik
mellem stater og krigen som et uundgåeligt faktum. 1930erne og 40erne gav det
33
klare indtryk, at realisterne havde ret, og deres syn på international politik blev
det dominerende i årtierne efter 2. verdenskrig. Men liberalisternes ideer om
international politik fik et comeback i løbet af Den Kolde Krig, hvor det blev klart,
at internationale organisationer rent faktisk fik en vigtig rolle at spille og FN blev
en mere velfungerende overstatslig organisation end Folkeforbundet havde været
(Jackson & Sørensen 2013: 42).
Kritikken af FN som internationalt organ ligner på mange måder kritikken af
Folkeforbundet, og det er stadig realistiske og idealistiske argumenter, der
dominerer. Idealisterne hævder, at fred, velstand og demokrati bliver styrket ved
en øget økonomisk interdependens mellem stater.
Med denne gensidige
afhængighed, der især styrkes ved øget samhandel, bliver risikoen for krig også
mindsket. Institutioner som FN og EU er således manifestationen på en
international orden, der styrkes ved, at medlemsstater afgiver suverænitet for det
fælles bedste.
Realisterne fastholder stadig, at det internationale system består af suveræne
stater, der hver især kun plejer politiske og økonomiske egeninteresser, hvorved
det ’fælles bedste’ ud fra moralske principper er en myte. Et argument for dette,
er vetoretten i Sikkerhedsrådet, der giver stærke stater muligheden for at bremse
tiltag, hvis de er i modstrid med statens egne interesser. Schmitts kritik af
Folkeforbundets manglende juridiske fundament, går også igen i kritikken af FN.
FN udarbejder konventioner, som de fleste medlemsstater anerkender. Man kan
dog alligevel argumentere for, at det stadig er op til de enkelte medlemsstater at
ratificere de enkelte konventioner. Et godt eksempel er, at USA den dag i dag ikke
har ratificeret FN’s børnekonvention.
Den Internationale Domstol, der er tænkt som et forum til at løse konflikter
mellem stater, er også et godt eksempel på den manglende juridiske dimension.
Svagheden ved Domstolen er, at den kun kan tage stilling til konflikter mellem
stater og ikke f.eks. kan dømme i en sag, hvor en stat begår overgreb mod
personer eller minoritetsgrupper. Domstolen er også begrænset af, at den ingen
sanktionsmuligheder har, og at begge parters godkendelse kræves før Domstolen
kan behandle en sag, og at dommen kun gælder for de stater, der har indbragt
34
sagen. Det er altså snarere enkelte staters moralske legitimitet, der er på spil end
egentlige juridiske sanktioner.
Carl Schmitts realistiske syn på geopolitik kan altså i høj grad siges at have
passet godt med tidens dominerende opfattelser. Men hans teoretiske kontinuitet,
som vi i projektet har observeret, taler for, at Schmitt ikke nødvendigvis fulgte de
dominerende intellektuelle konventioner i 40erne og 50erne, men i bund og grund
udsprang af hans kritik af den konstitutionelle liberalisme.
Brud eller kontinuitet?
Indledningsvis stillede vi spørgsmålstegn ved kontinuiteten i Schmitts tænkning
fra hans liberalisme- og parlamentarismekritiske værker under Weimarperioden
til de senere historiefilosofiske og geopolitiske betragtninger over Jordens nye
nomos. Hasselager har blandt andre argumenteret for, at Schmitts senere
tænkning adskiller sig klart fra hans tidligere. Schmitts skifte fra nationale til
internationale anliggender har han begrundet i opportunisme og karrieremæssige
hensyn efter miskrediteringen af SS (Hasselager 2014: 103).
Det er da også muligt at fortolke Schmitts teori om Grossraum (1939) og hans
argumentation for kompatibiliteten mellem diktatur og demokrati som et forsvar
for Hitlers politik. Vi har afholdt os fra sådanne spekulationer, da vi ikke mener
at vores behandling af Schmitt kan bidrage til denne diskussion. Men det er
alligevel værd at påpege, at Schmitt fastholder sin teori om Grossraum længe
efter nazismens sammenbrud, hvilket taler for, at teoriens aspirationer ikke
udelukkende skal anskues som et forsvar for Hitlers Lebensraum.
Man kan i den forbindelse argumentere for, at Schmitt i 1939 simpelthen var
nået til erkendelsen af, at det europæiske internationale stats- og retssystem som
havde
garanteret
Jordens
anden
nomos
-
var
uddøende,
og
at
Grossraumideen var et teoretisk forsøg på at løse problemet om Jordens nye
nomos (Kaspersen 1996: 19). Herved er vi nået til spørgsmålet om Schmitts
teoretiske
kontinuitet.
Vi
finder
en
klar
sammenhæng
mellem
den
liberalismekritik og ven-fjendedistinktion han præsenterer i Weimartiden og de
35
senere historiefilosofiske og geopolitiske værker. Karakteriserende for Schmitts
tidlige tænkning var en kritik af liberalismens afpolitisering: Denne kritik går igen
i hans The Nomos of the Earth, når han argumenterer for, at Versaillesfreden og
Folkeforbundets etablering negligerede ven-fjendedistinktionen som det politiskes
betingelse. Men den er også tydelig i Schmitts historiefilosofiske betragtninger,
som tager form efter kamp og dialektik mellem land og hav – ven og fjende.
Samtidig er kravet om homogenitet som en betingelse for orden også på spil, når
Schmitt kritiserer Versaillesfreden for at være domineret af ikke-europæiske
magter, samt hans kritik af Folkeforbundet som bestående af en uhomogen
blanding af magter, med forskellige rumlige perspektiver og aspirationer.
Konklusion
Vi har i nærværende projekt forsøgt at undersøge Carl Schmitts kritik af den
amerikanske universalisme. Dette gjorde vi ud fra problemformuleringen:
På baggrund af en læsning af udvalgte dele af værkerne Land og hav (1942) og The
Nomos of the Earth (1950), undersøger vi, hvordan Carl Schmitt bruger sit begreb
om 'nomos' i kritikken af den amerikanske universalisme, og hvorledes denne brug
er et udtryk for en teoretisk kontinuitet.
I første analysedel undersøgte vi, hvilken historiefilosofi der kommer til udtryk i
Land og hav, samt den teori der ligger til grund. Vi slog ned i værkets temaer om
land og hav samt rum og nomos, da disse spiller en væsentlig rolle i hans senere
kritik af Versaillesfreden og Folkeforbundet. Vi argumenterede for, at Schmitt
forstår verdenshistorien i udviklingstrin, der lader sig inddele i forskellige nomoi –
ordener. I beskrivelsen af disse udviklingstrin lagde vi særligt vægt på temaet om
rum og nomos, fordi Schmitt her giver eksempler på, hvad der konstituerer og
garanterer nomos. Jordens anden nomos var ifølge Schmitt den eurocentriske
nomos, som han karakteriserede ved en fælles europæisk homogenitet, og som
adskilte sig fra den ikke-europæiske verden, som blev karakteriseret som
uciviliserede og barbarisk. Vi konkluderer i denne analysedel, at vi ser tydelige
mønstre fra Schmitts tidligere liberalismekritiske tanker, hvori han opstiller nogle
principper for den orden, han mener liberalismen negligerer, navnlig homogenitet.
Homogeniteten er, ifølge Schmitt, funderet i en politisk og substantiel lighed. Det
36
er således vores pointe, at Schmitts forståelse af rummet er defineret ud fra de
samme principper som hans teori om orden.
I den anden analysedel erfarede vi, at Schmitts kritik af Versaillesfreden og
Folkeforbundet hovedsageligt handlede om, at der ikke var blevet etableret en ny
rumlig orden – en ny nomos. Hvor tidligere fredsaftaler i Europa – blandt andet i
1648 og 1815 – var blevet indgået af europæiske magter, var det nu en uhomogen
blanding af stormagter fra forskellige kontinenter, som kom til at dominere
fredsaftalen og etableringen af Folkeforbundet. En lang række magter med
forskellige opfattelser af den territorielle status quo og af Folkeforbundets rolle
med egne interesser for øje. Især USA var problematisk, da landet rent politisk
var fraværende fra Folkeforbundet men havde formået at bevare en stærk
økonomisk tilstedeværelse, hvilket forhindrede etableringen af en ny rumlig
nomos.
Versaillestraktaten etablerede således en ’fred’, der inviterede fremmede sømagter
til at tage sig af problemstillinger, der kun angik de europæiske landmagter. Den
europæiske fred, der bør have været forhandlet og formuleret af de europæiske
landmagter, blev med Versaillesfreden overdraget til sømagterne USA og England.
To magter, der historisk ikke havde haft nogen andel i den europæiske nomos.
Derfor formåede Forbundet ikke at genetablere en fungerende orden og
magtbalance, som man f.eks. tidligere havde gjort med den Westfalske Fred og
Wienerkongressen.
Versaillesfreden havde dog rykket ved mere end den europæiske orden. Den
havde også transformeret forståelsen af krig i almindlighed og retfærdig krig i
særdeleshed.
Carl
Schmitts
mente,
at
krigens
transformation
med
Folkeforbundets oprettelse bundede i de suveræne staters ændrede roller.
Konceptet om retfærdig krig i Schmitts optik, krævede at krig førtes af legitime
suveræne stater. Det er dog også en del af konceptet retfærdig krig, at freden og
fredens betingelser bliver formuleret af de implicerede suveræne stater. Med et
organ som Folkeforbundet bliver der således ændret ved suverænitetsbegrebet, og
den fred der forsøges etableret med Versaillestraktaten, kan derved, set med
Schmitts blik, virke illegitim. Carl Schmitt mente ikke, at den status quo som
37
Folkeforbundet forsøgte at genetablere var en reel status quo, som baserede sig
på en europæisk konsensus. Det var snarere en etablering af sejrherrernes
politiske og økonomiske interesser.
Hvor man under tidligere fredsaftaler havde anerkendt vigtigheden af, at
opretholde ligeværdighed mellem staterne, valgte man under fredsforhandlingerne
i Versailles at lægge hele skylden for krigen på Tyskland. Hermed negligerede
man også vigtigheden af at opretholde en magtbalance mellem de forskellige
stater, når Versaillesfreden dikterede, at Tyskland skulle demilitariseres og
pålægges en enorm krigsskadeerstatning.
Litteraturliste
Boon, Vivienne & Delanty, Gerard: ”Europe and its Histories” in Hans-Åke
Persson/ Bo Stråth: Reflections on Europe, Defining a Political order in Time and
Space, P.I.E Peter Lang, 2007.
Jackson, Robert & Sørensen, Georg: Introduction to international relations. 5.
Udgave, Oxford University Press, 2013.
Reichberg, Gregory, Henrik Syse, and Endre Begby: The Ethics of War: Classical
and Contemporary Readings, 2006.
Berntson, Lennart; Halfdanarson, Gudmundur & Jensen, Henrik: Europa 18002000, Bind 4, Roskilde Universitetsforlag, 2003.
Mazower, Mark: Dark Continent. Penguin Books, 1998.
McCormick, John P. Carl Schmitt's critique of liberalism: against politics as
technology. Cambridge University Press, 1999.
Mortensen, Morten Dyssel, ed: Tyske intellektuelle i det 20. århundrede.
Gyldendal, 2005.
Pedersen, Søren Hvid: Carl Schmitt. Jurist- og Økonomiforbundets Forlag. 2011
38
Schmitt, Carl: Land og hav. Helikon, 2014
Schmitt, Carl: The nomos of the earth in the international law of the Jus
Publicum Europaeum. Telos Press Publishing, 2003.
Schmitt, Carl: Det politiskes begreb. Hans Reitzels forlag, 2002.
Thorup, Mikkel, ed: Den ondeste mand i live? Vol. 5. Museum Tusculanum Press,
2007.
Thorup, Mikkel: "Redaktionelt." Slagmark-Tidsskrift for idéhistorie 43. 2005.
Schmitt, Carl. The theory of the partisan. Telos 127 (2004): 126-131.
Thygesen, Sven; Hansen, Søren & Petersen, Flemming: 1914 - Da verden blev en
anden. Forlaget Herredagen, 2013.
Formidlingsovervejelser
Som en måde at formidle vores projekt, forestiller vi os, at man kunne tage fat på
spørgsmålet om Carl Schmitts forhold til nazismen. Dette ville efter vores mening
være et oplagt emne at beskæftige sig med i forbindelse med et metode- og
kildekritikkursus på et historiestudium på universitetet. Tanken er, at de
studerende kunne tage udgangspunkt i eksempelvis brevvekslinger mellem Carl
Schmitt og andre tænkere – her ville Martin Heidegger, som selv var medlem af
NSDAP, og som Schmitt skrev med, være oplagt. Andre muligheder er
brevvekslinger af mere personlig og privat art, som da de blev skrevet var
intenderet til at forblive private og ikke nå offentlighedens lys. Det er naturligvis
indiskutabelt at Schmitt var medlem af NSDAP og at han blandt andet afholdt en
antijødisk konference. Men med udgangspunkt i et meningsfuldt kildemateriale
bestående af breve og eventuelt andre dokumenter, ville opgaven for den
studerende bestå i at vurdere, hvorvidt Schmitt blev nazist af opportunistiske,
karrieremæssige hensyn – eller om han vitterlig var antisemit og troede på den
ariske races overlegenhed. Formålet med undersøgelsen ville være at vurdere, om
39
det er legitimt at beskæftige sig med Schmitts tænkning, eller om man hellere
skulle forbigå det i tavshed.
Dette spørgsmål er efter vores mening i høj grad relevant, siden det indgår i en
overordnet diskussion af, hvorvidt man kan beskæftige sig med tænkere og
kunstnere, som har haft ’amoralske’ synspunkter eller affiliationer af tvivlsom
karakter. Dette gælder ikke kun nazisme – som formentlig er den værste synd at
begå – men eksempelvis også kunstnere med racistiske, eller andre intolerante
synspunkter – som måske i kunstnerens eller tænkerens samtid var mere
normale, men som vi nu om dage vil tage afstand fra. Man vil formentlig have en
tendens til at læse disse synspunkter ind i tænkningen eller kunsten, selvom de
måske intet havde med det at gøre, og dermed risikere at begå en anakronistisk
læsning. For Schmitts vedkommende er spørgsmålet eksempelvis, om intentionen
med hans tænkning fra Weimartiden var at legitimere Hitlers senere
magtovertagelse. Eller om hans ide om storrum var en legitimering af Hitlers
ekspansionspolitik.
Individuelle studieforløbsbeskrivelser
Caroline Westh Wiencken
Andet kandidatmodel: Europa/verden efter 1750, (selvvalgt), temakursus (jødisk
historiie), breddekursus (Moderne Danmark/Norden-Europa/verden)
Den humanistiske basisuddannelse:
1.'Samfundskritik eller følelsesporno? En analyse af lars Engels' dokumentarfilm.'
2.'Mellem linjerne: En analyse af, hvordan eleverne af Leo Strauss påvirkes i
deres selvopfattelse'.
3.'Mulighed for kærlighed og anerkendelse i Istanbul'.
4.'Rene Descartes – en guddommelig videnskab'.
40
Bachelormodel på Historie:
1.'Den lærde mands muligheder – en analyse af Pierre Abelards liv og filosofi.'
2.'Mester Eckhart (1260-1327) – en lærd mystiker'.
Derudover har jeg gennemført kurserne: Ældre Europa før 1750 og Historisk
metode.
Første kandidatmodel på Filosofi:
1.Neurovidenskabelige profetier om viljens død og retributivismens fald'.
Derudover har jeg gennemført kurserne: Erkendelsesteori og metafysik og Etik.
Første kandidatmodul på Historie:
1.'Christian Frederik Lütkens modtagelse af Darwins Origins of Species'.
Derudover har jeg gennemført kurserne: Moderne Danmark efter 1750 og
Historisk teori og historiografi.
Magnus Sinding-Jensen
Basisuddannelse
Samfundsfaglig basisuddannelse
Projekttitler og indfriede dimensioner:
1.modul: Intern mundtlig prøve med udgangspunkt I projektrapporten: Medier
under finanskrisen, samt prøve I samfundsvidenskabelig metode I.
2.modul: Ekstern mundtlig prøve med udgangspunkt I projektrapporten:
Integration – af etniske minoriteter i Tingbjerg, samt prøve i
samfundsvidenskabelig metode II.
3.modul: Mundtlig prøve med udgangspunkt i projektrapporten: Velkommen i de
voksnes rækker – et projekt om den kriminelle lavalder, samt evaluering af
samfundsvidenskabelig metode og videnskabsteori.
4.modul: Mundtlig prøve med udgangspunkt i projektrapporten: Individualisering
på RUC?
41
Grundkursuseksamen i:
- Sociologi og politologi.
- Økonomi og planlægning, rum og ressourcer.
Intern prøve i:
- Kollokvium A, B og C.
- Videregående sociologi
- Historie på humanistisk basisuddannelse.
- Breddekursus på historie.
- Samfundsvidenskabelig metode
Overbygning
Bachelormodulet historie:
- Breddekursus i historie om Europa/verden før 1750.
- Kursus om historisk kildekritik og metode.
- Informationssøgningskursus.
- Mundtlig prøve med udgangspunkt i projektrapport (Før 1750 Europa/Verden): Kong Richard og Almuen - fremstillinger af den engelske
opstand i 1381.
Bachelormodul socialvidenskab:
- Værkstedsseminar: Governing national welfare states in times of global
challenges.
- Grundkursus: Social organisering vedrørende teorier og metoder til analyse af
hverdagsliv, civilsamfund, velfærdsinstitutioner, professionspraktikker og sociale
bevægelser samt retlige normers betydning for disse felter.
- Redskabsfag: Hvad er kritik?
- Projektrapport: Kunst og samfund.
K1 modul historie:
- Breddekursus i historie om Danmark/norden efter 1750.
- Kursus i teori og historiografi
- Projektrapport (Efter 1750 – Danmark/Norden): Forskeren, samleren og
folkeånden - Svend Grundtvigs og Evald Tang Kristensens tilgang til
folkemindeindsamlingen.
K1 modul socialvidenskab:
- Projektseminar: Arbejde, etik og mangfoldighed.
42
- Redskabsfag: Videregående anvendt statistik.
- Afløsningsseminar: International politik.
- Projektrapport: Antisemitisme og venstrefløjen.
Ekstra gymnasielærerkompetencegivende modul (30 ECTS)
- Kursus: Filosofihistorie 1600-1900 (7,5 ECTS)
- Kursus: Litteratur 2, Dansk litteraturhistorie (7,5 ECTS)
- Projektrapport: Carl Schmitts kritik af den amerikanske universalisme.
Dispensationer: Ingen.
Samtlige prøver i mit uddannelsesforløb er bestået.
Farhiya Khalid
1.semester
Grundkurser: Subjektivitet & Læring og Historie & Kultur.
Projekt: Bevidsthedernes London i romanen Mrs. Dalloway. Projektet var en
analyse af Virginia Woolfs opfattelse af byen og dens polyfoniske potentiale i
romanen Mrs. Dalloway. Projektet blev forankret i dimensionerne Tekst og Tegn
og opfyldte yderligere kravene til fremmedsproget materiale og ikke-nordisk
kulturområde.
2.semester
Grundkurser: Tekst & Tegn og Filosofi & Videnskab.
Projekt: Isolation og forbedring i dansk fængselsregi. Projektet var baseret på en
undersøgelse af forbedringstanken i dansk fængselsregi med udgangspunkt i
Vridsløselille fængsel. Projektet var forankret i dimensionerne Historie & Kultur,
Subjektivitet & Læring og Filosofi og Videnskab.
3.semester
Specialkurser: Journalistisk sprog & genre og Filosofi.
Projekt: Frihed - en rapport om prostitution i Danmark. Projektet var en
undersøgelse af den offentlige debat om prostitution i Danmark. Projektet var
43
forankret i dimensionerne Historie & Kultur samt Filosofi & Videnskab. Projektet
opfyldte også projektkravet for Kommunikation og Journalistik samt
fremmedsproget materiale.
4.semester
Specialkurser: Historie og Cultural Encounters
Projekt: Audiohumor, en analyse af humor. Projektet behandlede fire satiriske
radioprogrammer for at undersøge humor i radio, og hvordan denne form for
humor adskiller sig eksempeltvist fra tv-satire. Projektet opfyldte projektkrav i
Dansk, Kommunikation og Psykologi.
Bachelormodul på Historie:
Breddekursus: Moderne Danmark. Kursus i informationssøgning og kursus i
historisk metode og kildekritik. Bachelor projekt: Kampen om arbejderen.
Projektet var en undersøgelse af den skrevne strid mellem socialisten Louis Pio og
den nationalliberale politiker C.V.Rimestad om mål og midler til forbedringen af
arbejdernes levevilkår.
Modul 1 på Journalistik
Kurser: Journalistisk fremstilling og sprog, Pressejura og presseetik, Medieteori,
Netjournalistik, Researchinterview, Powerskrivning, Research og kildekritik.
Projekt: Konstruktiv journalistik. Projektet undersøgte konstruktiv journalistik
som bedrevet i Jydske Vestkysten og analyserede dens potentialer og
begrænsninger i forhold til lokal- og national politisk journalistik.
K1 på Historie
Breddekursus: Europa/Verden Ældre tid - før 1750 & Historiografi og historisk
teori. Projekt: Retfærdig krig under hundredårskrigen. Projektet undersøgte
konceptet om retfærdig krig, og hvordan dennes krav og regler for krigens rette
årsag og krigens rette udførelse påvirkede ridderstanden.
K2 på Historie
Breddekursus – Moderne Europa/Verden og moderne Danmark/Norden.
Temakursus: Jødisk historie. Projekt: Carl Schmitts kritik af den amerikanske
44
universalisme. Projektet undersøger retsfilosoffen Carl Schmitts kritik af den
amerikanske universalisme, som den kommer til udtryk gennem hans kritik af
Versaillesfreden og dannelsen af Folkeforbundet.
45