KULTUR, RESSOURCER & IMPLEMENTERING

KULTUR, RESSOURCER &
IMPLEMENTERING
En kvalitativ undersøgelse af kulturens og markarbejderadfærdens betydning for implementering
af ny lovgivning på børne- ungeområdet i tre kommuners Børn- og familieafdelinger.
(CULTURE, RESOURCES & IMPLEMENTATION:
A qualitative study of the municipal culture and the behavior of social workers, and how this effects the implementation of new legislation aimed at children .)
Rikke Bech Rasmussen or000206
Martin Bachdal Willaa of11v204
Vejleder: Camilla Sabroe Jydebjerg
Hold: or2011v-B
Opgaven må udlånes
”Bachelorprojektet er udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved University College Sjælland som led i uddannelsesforløbet. Projektet
foreligger urettet og ukommenteret fra University College Sjællands side, og er således udtryk for de studerendes egne synspunkter. Dette
projekt – eller dele heraf – må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse.”
Socialrådgiveruddannelsen UCSJ, 7. modul, juni 2015
RESUMÉ:
Ved flere lejligheder har vi oplevet, at ny lovgivning på børne- og ungeområdet ikke altid
implementeres i praksis. Vi mener, det er væsentligt at undersøge, hvad der ligger til grund
for dette, da det kan have konsekvenser for de børn og unge, der har brug for en given indsats.
Vi har med dette projekt ønsket at undersøge, hvilken markarbejderadfærd socialrådgiverne i
kommunernes Børn- og familieafdelinger udviser på baggrund af kulturelle forhold.
Vi har også ønsket at vurdere, hvilke betingelser det skaber i forhold til implementering af ny
lovgivning på børne- og ungeområdet. Projektet tager udgangspunkt i en filosofiskhermeneutisk tilgang, og vores empiri er indsamlet via den kvalitative undersøgelsesmetode.
Vores analyse, der er foretaget ved hjælp af Edgar Scheins Kulturanalyse og Michael Lipskys
teori om markarbejderadfærd, viser bl.a., at socialrådgiverne oplever en ressourceknaphed, og
at de benytter sig af forskellige afværgemekanismer for at få hverdagen til at hænge sammen.
Ligeledes viser den, at det i høj grad er ledelsen, der definerer hvilke lovbestemmelser, der er
vigtigst. Dette kan bl.a. skabe udfordringer i forhold til implementering af de
lovbestemmelser, der ikke er så målbare.
SUMMARY:
On several occasions, we have observed that new legislation aimed at children, not always
becomes implemented in practice. We believe it important to examine the underlying reasons
for this, because this may have implications for children who are in need of aid. Our goal with
this thesis is to examine the behavior social workers, in municipal Children and Family
departments, exhibit based on cultural conditions. We also wanted to assess what conditions
this behavior creates in relation to the implementation of new legislation aimed at children.
We have based our thesis on a philosophical-hermeneutic frame of thinking, and we collected
our empirical data through a qualitative study. Our analysis based, on Edgar Schein Cultural
Analysis and Michael Lipskys theory on street level bureaucracy, shows that social workers
are experiencing a shortage of resources, and that they use a broad range of different
remediation mechanisms to make their everyday work life function.
It also shows that it in most cases is municipal management who defines which legal
provisions are most important. This can create challenges in terms of implementation of the
legal provisions that are not quantifiable.
1
Indholdsfortegnelse
SUMMARY: ......................................................................................................................................................... 1
KAPITEL 1: Indledende overvejelser ....................................................................................................... 4
Indledning: .................................................................................................................................................... 4
Problemfelt: .................................................................................................................................................. 4
Problemformulering:................................................................................................................................. 6
Afgrænsning: ................................................................................................................................................ 6
Projektets opbygning: ............................................................................................................................... 7
KAPITEL 2: Videnskabsteoretiske overvejelser .................................................................................. 8
Filosofisk hermeneutik: ........................................................................................................................... 8
KAPITEL 3: Empirisk undersøgelsesmetode ........................................................................................ 8
Kvalitativ metode: ...................................................................................................................................... 8
Beskrivelse af informanter : ................................................................................................................... 9
Rammerne omkring interviewsituationerne:.................................................................................. 9
Etiske overvejelser:.................................................................................................................................... 9
Databearbejdning og kodning: ........................................................................................................... 10
KAPITEL 4: Projektets teoretiske udgangspunkt ............................................................................ 10
Edgar Scheins kulturanalyse: .............................................................................................................. 10
Michael Lipskys teori om markarbejderadfærd: ......................................................................... 13
Afværgemekanismer: ........................................................................................................................ 14
KAPITEL 5: Analyse ..................................................................................................................................... 15
Analysestrategi: ........................................................................................................................................ 15
Første delanalyse: .................................................................................................................................... 16
Vejen til ”sandhed”: ............................................................................................................................ 16
Opfattelse af tid: .................................................................................................................................. 18
Synet på mennesker: ......................................................................................................................... 20
Opsamling på første delanalyse: ................................................................................................... 22
Anden delanalyse: ................................................................................................................................... 23
Det oplevede arbejdspres: ............................................................................................................... 24
Afværgemekanismer: ........................................................................................................................ 25
Succes-creaming og sager med efterspørgsel:......................................................................... 25
Effiencycreaming: ............................................................................................................................... 26
Automatisering af arbejdsopgaver: ............................................................................................. 27
Opsamling på anden delanalyse:................................................................................................... 28
KAPITEL 6: Metodekritik........................................................................................................................... 29
KAPITEL 7: Konklusion .............................................................................................................................. 30
2
Betingelser for implementering af ny lovgivning på børne- og ungeområdet: ............... 31
KAPITEL 8: Perspektivering..................................................................................................................... 32
Litteraturliste:................................................................................................................................................ 34
3
KAPITEL 1: Indledende overvejelser
Indledning:
Igennem vores uddannelsesforløb på socialrådgiveruddannelsen har vi foretaget flere
interviews med socialrådgivere ansat i kommuners Børn- og familieafdelinger. Herigennem
har vi erfaret, at ny lovgivning, der sigter mod at bedre vilkårene for udsatte børn og unge,
ikke altid implementeres i praksis. Med ordet implementering tænker vi på, hvordan en given
lovgivning anvendes i praksis, f.eks. når en socialrådgiver foretager en handling i en borgers
sag (Bundesen & Hansen, 2011, s. 191).
Da vi som udgangspunkt undrer os over dette, er vi interesserede i at finde ud af, hvorfor det
forholder sig på denne måde. Formålet med dette projekt er derfor at undersøge
socialrådgivernes adfærd på baggrund af den kultur, der er i kommuners Børn- og
familieafdelinger samt vurdere, hvilke betingelser det skaber for implementering af ny
lovgivning på børne- og ungeområdet. Vi synes, at det er særligt relevant at beskæftige os
med børne- og ungeområdet, da vi har en forforståelse omkring, at denne gruppe kan have
svært ved at få deres stemme frem, hvilket overlader socialrådgiverens indsats stor betydning.
Det er vores ønske at indtage et professionsperspektiv, der har fokus på socialrådgivernes
subjektive oplevelser. Vores empiri har vi derfor indsamlet via tre kvalitative interviews med
socialrådgivere ansat i forskellige kommuners Børn- og familieafdelinger. I analysen af vores
empiri og til besvarelse af vores problemformulering har vi gjort brug af Edgar Scheins
kulturanalyse og Michael Lipskys teori om markarbejderadfærd.
Det er vores forhåbning, at projektets resultat kan have relevans på flere niveauer. Dels
forestiller vi os, at resultatet kan sætte fokus på eksisterende forhold i kommuners Børn- og
familieafdelingerne, lige som vi også forestiller os, at resultatet kan være med til at skabe en
større bevidsthed hos de enkelte socialrådgivere og således skabe rum for eftertanke,
refleksion og diskussion.
Problemfelt:
Der er ved flere lejligheder sat fokus på den tidlige og tværfaglige indsats overfor udsatte
børn og unge. I lovforarbejdet til Barnets Reform fra 2011 fremgår det bl.a., at en
grundlæggende præmis, for den tidlige og forebyggende indsats, er, at der er et godt
4
tværfagligt samarbejde med relevante fagpersoner (Lovforslag, Barnets Reform punkt
3.3.1.2). Med Overgrebspakken fra efteråret 2013 er der sat yderligere fokus på den tidlige og
tværfaglige indsats. Lovforarbejdet bag Overgrebspakken peger bl.a. på, at det tværfaglige
samarbejde omkring et barn eller en ung kan have afgørende betydning for, hvorvidt en
indsats lykkes eller ej (Lovforslag, Overgrebspakken punkt 3.2.6.1). Som en del af
Overgrebspakken blev der åbnet op for muligheden for, at kommunen kan orientere den
underrettende fagperson om, hvilken type foranstaltning der er iværksat samt varigheden
heraf, såfremt denne oplysning kan have væsentlig betydning for den støtte, som den
underrettende fagperson, via sit arbejde eller sin tjeneste, kan yde barnet eller den unge, og
såfremt særlige forhold ikke gør sig gældende jf. Lov om social service (i det følgende
benævnt SEL) §155b, stk. 3.
I forbindelse med et tidligere valgmodul omhandlende udsatte børn og unge valgte vi at
fordybe os i Barnets Reform og nogle af de lovændringer, reformen havde ført med sig i
forhold til den tidlige indsats. I løbet af projektperioden interviewede vi flere socialrådgivere,
hvilket i høj grad var med til at vække vores interesse for den tidlige indsats. Dette skyldes
bl.a., at flere af disse interviews pegede i retning af, at den tidlige indsats i praksis ikke altid
udøves i overensstemmelse med de tanker, der ligger bag lovforslaget. Flere socialrådgivere
gav udtryk for, at de enten ikke kendte Barnets Reform eller også at de, grundet forskellige
forhold som f.eks. travlhed, ikke så sig i stand til at efterleve de bestemmelser, som reformen
havde medført.
Vores første tanke med dette bachelorprojekt var, at vi ville arbejde videre med den tidlige
indsats, nærmere betegnet med ovennævnte mulighed for, at kommunen i nogle tilfælde kan
orientere den underrettende fagperson om foranstaltning samt varigheden heraf, jf. SEL
§155b, stk. 3. Vores ønske var at undersøge det skøn, som den enkelte socialrådgiver i
kommunens Børn- og familieafdeling skal foretage i forhold til denne bestemmelse. Ifølge
Jon Andersen er der tale om skønsudøvelse, når det retsgrundlag, der anvendes, ikke
udstikker præcise anvisninger, hvorved forvaltningen overlades et skønsmæssigt råderum,
som skal udfyldes (Andersen, 2013, s. 64).
Efter at have foretaget tre kvalitative interviews med socialrådgivere ansat i tre forskellige
kommuners Børn- og familieafdelinger stod det imidlertid klart, at socialrådgivernes
kendskab til indholdet af denne bestemmelse er begrænset. Eksempelvis troede én
5
socialrådgiver, at det kun er en mulighed i forbindelse med overgrebssager, mens en anden
socialrådgiver troede, at det fortsat er den underrettende fagperson, der selv skal henvende sig
for at få oplyst, om underretningen har ført til undersøgelse og evt. foranstaltning - og at
yderligere oplysninger slet ikke kan gives. Vi har dermed måttet konstatere, at det skøn, vi
havde forestillet os at undersøge, ikke finder sted, da de socialrådgivere, vi interviewede, ikke
i tilstrækkelig grad kender indholdet af bestemmelsen. Dette har ført en anden, lige så aktuel,
problemstilling med sig. Med det store fokus på vigtigheden af den tidlige og tværfaglige
indsats, undrer det os, at den nævnte bestemmelse, der netop sigter mod at gøre indsatsen
tidlig og koordineret, ikke er blevet implementeret i kommuners Børn- og familieafdelinger.
Dette, sammenholdt med vores tidligere erfaringer i forhold til manglende kendskab og
implementering af Barnets Reform, peger for os på, at det er væsentligt at undersøge, hvad
der ligger til grund for denne manglende implementering, da den kan have konsekvenser for
de børn og unge, der har brug for en given indsats. Vores forforståelse er, at flere forhold kan
spille ind, bl.a. organisationskulturen og den markarbejderadfærd socialrådgiverne, af
forskellige grunde, udviser i hverdagen.
Dette har ført os frem til følgende problemformulering:
Problemformulering:
- På baggrund af kulturelle forhold i kommuners Børn- og familieafdelinger vil vi undersøge,
hvilken markarbejderadfærd socialrådgiverne udviser samt vurdere, hvilke betingelser det
skaber for implementering af ny lovgivning på børne- og ungeområdet.
Afgrænsning:
Som ovenfor nævnt har vi valgt at indtage et professionsperspektiv med fokus på
socialrådgivernes subjektive oplevelser. Vi kunne også have valgt at interviewe ledere i
kommuners Børn- og familieafdelinger for også at få deres perspektiv. Når vi udelukkende
har valgt at interessere os for socialrådgivernes subjektive oplevelser, skyldes det bl.a., at vi
interesserer os for socialrådgivernes markarbejderadfærd i forhold til implementeringen. På
den baggrund mener vi, det giver bedst mening, at få socialrådgivernes eget perspektiv på,
hvordan de oplever deres daglige arbejdsliv.
6
I forhold til teorivalg har vi valgt at fokusere på organisationskultur og markarbejderadfærd,
da vi har en forforståelse af, at disse faktorer kan have væsentlig betydning for
implementering af ny lovgivning på børne- og ungeområdet. I forbindelse med kultur har vi
valgt at afgrænse os fra observation af artefakter (Schein, 1994, s. 25), da vores interviews
fandt sted uden for almindelig arbejdstid og blev afholdt i mødelokaler. Vi havde af den
grund ikke mulighed for at observere omgangsformen, kontorernes indretning m.m., hvorfor
vi har fravalgt at underbygge vores analyse med observationer.
Ud over vores valgte teorier om kultur og markarbejderadfærd, er der også andre faktorer, der
kunne have indgået i vores analyse, bl.a. organisationsstruktur og handlingsrationaler
(Bundesen & Hansen, 2011, s. 51). Winter og Nielsens implementeringsmodel viser
eksempelvis implementeringsprocessen lige fra politikformulering, til de handlinger og
effekter det resulterer i overfor f.eks. borgerne (Winter & Nielsen, 2013, s. 18). Vi har
fravalgt denne model som analyseværktøj, da den beskæftiger sig med implementering på
tværs af alle niveauer, mens vi alene fokuserer på, hvordan en given lovgivning anvendes i
praksis i kommuners Børn- og familieafdelinger.
Projektets opbygning:
Projektet indledes med en begrundelse for den problemstilling, vi ønsker at undersøge samt
en afgrænsning i forhold til de fravalg, vi har foretaget. Efterfølgende beskrives og begrundes
vores videnskabsteoretiske overvejelser, vores empiriske undersøgelsesmetode samt vores
valgte teorier. Herefter følger vores analyse, som vi har valgt at opdele i to delanalyser. I
første del analyserer vi os frem til, hvilke kulturelle fællestræk der er i tre kommuners Børnog familieafdelinger, hvorefter vi i anden del analyserer os frem til, hvad det betyder i forhold
til socialrådgivernes markarbejderadfærd. Efter analysen følger en kritik af vores anvendte
undersøgelsesmetode og vores teorivalg, inden vi kommer med en samlet konklusion, hvori vi
også vurderer, hvilke betingelser ovennævnte forhold skaber for implementering af ny
lovgivning på børne- og ungeområdet. Projektet afsluttes med en perspektivering, hvori vi
bl.a. inddrager en midtvejsevaluering fra KORA.
7
KAPITEL 2: Videnskabsteoretiske overvejelser
Filosofisk hermeneutik:
Vi vil i vores projekt arbejde ud fra en filosofisk-hermeneutisk tilgang. I den filosofiske
hermeneutik er forskeren ikke en neutral observatører, der forsøger at finde en sandhed, men
opfattes derimod selv som en del af den verden, der skal fortolkes (Juul & Pedersen, 2012, s.
121). Ifølge Gardamers forståelsesbegreb bygger forståelse i den filosofiske hermeneutik på
forforståelse og fordomme. Forforståelse betegner den forståelse, der ligger forud for vores
nuværende forståelse, og som betyder, at vi har en forudsætning for at forstå et givent
fænomen. Dette via det kendskab og den forventning vi møder fænomenet med. I den
filosofiske hermeneutik sætter vi vores forforståelse i spil i mødet med fænomenet/ den
anden. Vi bruger vores forforståelse til at undersøge ud fra, og som baggrund for de
spørgsmål vi stiller. Hermed danner vi, via fortolkning, nye forforståelser, som vi på ny sætter
i spil. Denne cirkulære proces betegnes i hermeneutikken som den hermeneutiske cirkel.
Fordomme betegner de domme, vi fælder på forhånd, og som udspringer af den ”bagage”, vi
har med os (Fuglsang & Olsen, 2007, s. 320-322).
I forbindelse med vores opgave arbejder vi også ud fra en forforståelse, som vi ikke mener at
kunne sætte os fri af. Vores forforståelse var fra start, at socialrådgiverne udøver et skøn i
forhold til, hvorvidt de vælger at orientere en underrettende fagperson om foranstaltning samt
varighed jf. SEL §155b, stk. 3, og at organisationskulturen og socialrådgiverens
markarbejderadfærd har indflydelse på dette skøn. Denne forforståelse ændrede sig, via de
svar vi fik og vores fortolkning af disse, hvilket resulterede i nye forforståelser, der igen blev
sat i spil. En af vores nuværende forforståelse er, at flere forhold har betydning for
implementeringen af ny lovgivning på børne- og ungeområdet, og at bl.a. kulturen og
socialrådgivernes markarbejderadfærd er væsentlige faktorer.
KAPITEL 3: Empirisk undersøgelsesmetode
Kvalitativ metode:
I forbindelse med vores projekt har vi foretage tre kvalitative enkeltinterviews med
socialrådgivere ansat i tre forskellige kommuners Børn- og familieafdelinger. Vi har valgt det
kvalitative enkeltinterview, da denne interviewform, i tråd med vores videnskabsteoretiske
8
tilgang, gav os mulighed for at gå i dybden inden for et afgrænset område og for at få en
forståelse for socialrådgivernes subjektive livsverden ud fra den givne kontekst (Harboe,
2009, s. 33 og Kvale & Brinkmann, 2009, s. 17).
Vi valgte, at vores interviews skulle være semistrukturerede, idet vi havde forberedt en række
temaer og spørgsmål inden de enkelte interviews, men samtidig havde behov for en
fleksibilitet til at stille nye og/ eller uddybende spørgsmål i takt med, at vi fik ny viden,
fortolkede denne og deraf dannede nye forforståelser. Vi forsøgte også at stille åbne
spørgsmål, således at socialrådgiverne selv skulle formulere deres svar ud fra deres subjektive
oplevelser (Kruse, 2007, s. 139 og Kvale & Brinkmann, 2009, s. 143-144).
Beskrivelse af informanter :
Vores tre informanter er alle kvindelige socialrådgivere i alderen 25-40 år, ansat i tre
forskellige sjællandske kommuners Børn- og familieafdelinger. Fælles for de tre
socialrådgivere er, at de er relativt nyuddannede med ét års praksiserfaring. Vores udvælgelse
af informanter er sket via vores private netværk, da det viste sig meget vanskeligt at finde
informanter. Vores oprindelige ønske var at interviewe 3-4 socialrådgivere fra samme
kommunes Børn- og familieafdeling, da det ville kunne give et mere entydigt billede af bl.a.
de kulturelle forhold og disses betydning for socialrådgivernes markarbejderadfærd.
Rammerne omkring interviewsituationerne:
Alle tre interviews fandt sted i mødelokaler i de respektive kommuners Børn- og
familieafdelinger. Da alle tre informanter fandt det vanskeligt at finde ledige tidspunkter i
deres kalendere, medførte det, at de tre interviews fandt sted uden for almindelig arbejdstid; et
interview fandt sted kl. 07:00 om morgenen, mens de to øvrige fandt sted om eftermiddagen.
Interviewene varede alle ca. 45 minutter. Under interviewene havde vi fordelt rollerne
imellem os, således at den ene interviewede, og den anden lyttede og kom med enkelte
supplerende spørgsmål undervejs.
Etiske overvejelser:
Forud for de enkelte interviews udfyldte vi felt-arbejdsaftaler, hvor informanterne blev sikret
fuld anonymitet. I samme forbindelse sikrede vi os også informanternes samtykke til, at vi
måtte optage interviewene på diktafon med henblik på efterfølgende transskription. Alle tre
9
informanter blev tilbudt at se vores interviewguide inden selve interviewet, hvilket kun én af
informanterne ønskede. Her havde vi en etisk overvejelse omkring to af spørgsmålene, idet vi
på daværende tidspunkt havde forventet at undersøge tidligere omtalte skøn i forhold til en
bestem lovbestemmelse. Vores overveje gik på, hvilken indflydelse det ville få på hendes
svar, hvis hun kendte netop disse to spørgsmål og måske, bevidst eller ubevidst, forberedte
sine svar. Vores vurdering blev, at det ville kunne få afgørende betydning for vores analyse,
hvorfor vi valgte ikke at orientere hende om disse to spørgsmål. Dette krævede flere etiske
overvejelser, og vores beslutning indebar, at vi efterfølgende forklarede informanten
problemstillingen og vores overvejelser, ligesom vi fik hendes samtykke til fortsat gerne at
måtte anvende hendes udtalelser.
Databearbejdning og kodning:
Vi har valgt at transskribere vores tre interviews ordret, da vi synes, det giver et godt overblik
over det samlede empiri-materiale. Herefter er vi startet med at kode vores materiale, først ud
fra vores to valgte teorier, og efterfølgende i forhold til de underpunkter vi har opbygget vores
analyse omkring. Dette har vi gjort ved hjælp af farvekoder. Metoden har gjort, at det var
muligt for os at kategorisere besvarelserne. Herved har det været muligt at finde
gennemgående temaer og træk, som gjorde sig gældende på tværs af de tre kommuners Børnog familieafdelinger (Harboe, 2009. s. 115-116).
KAPITEL 4: Projektets teoretiske udgangspunkt
Vi vil analysere vores indsamlede empiri, bestående af tre kvalitative interviews, ved hjælp af
Edgar Scheins kulturanalyse samt Michael Lipskys teori om markarbejderadfærd. I dette
afsnit vil vi beskrive de anvendte teorier og den valgte litteratur samt redegøre for teoriernes
relevans for projektet.
Edgar Scheins kulturanalyse:
I vores første delanalyse ønsker vi at tage udgangspunkt i nogle af de elementer, der indgår i
Edgar Scheins kulturanalyse. Teorien fokuserer bl.a. på, at kernen i en organisationskultur
består af nogle grundlæggende, underliggende antagelser, der befinder sig uden for
bevidstheden, og at disse antagelser er styrende for gruppens adfærd (Schein, 1994, s. 24 og
29). Ifølge Schein kan organisationskultur defineres på følgende måde:
10
”Et mønster af fælles grundlæggende antagelser, som gruppen lærte sig,
medens den løste sine problemer med ekstern tilpasning og intern integration,
og som har fungeret godt nok til at blive betragtet som gyldige og derfor læres
videre til nye gruppemedlemmer som den korrekte måde at opfatte, tænke og
føle på i relation til disse problemer”. (Schein, 1994, s. 20).
Med denne definition pointerer Schein bl.a., at organisationskultur knytter sig til en gruppe af
mennesker, der deler forskellige grundlæggende antagelser, og at organisationskulturen
opretholdes, så længe den opfattes som rigtig, hvorfor den også læres videre til nye
medlemmer af gruppen (Jacobsen & Thorsvik, 2008, s. 116-117). Schein forklarer, at
processen starter ved, at et eller flere medlemmer har påtaget sig en lederrolle ved at stå i
spidsen for et handlingsforløb. Når disse handlinger vedbliver at være succesfulde, bliver de
med tiden taget for givet, hvormed der ikke sås tvivl om de antagelser, der ligger til grund for
disse (Schein, 1994, s. 20).
Schein opererer med tre forskellige niveauer bestående af: Artefakter, som er de observerbare
udtryk som f.eks. indretning, sprog, omgangstone m.m. Skueværdier, der er de synlige
værdier som strategier, mål m.m. Her er der tale om en formidling af de værdier, man i
organisationen ønsker at tydeliggøre. Grundlæggende, underliggende antagelser, der er de
ubevidste opfattelser, tanker og følelser (Schein, 1994, s. 24-25).
De grundlæggende, underliggende antagelser, der er udenfor de ansattes bevidsthed, beskriver
Schein, som tidligere nævnt, som selve kernen i kulturen og som det, der rent faktisk styrer
adfærden. Det er disse måder at tænke og handle på, der læres videre til nye medlemmer af
gruppen. Schein understreger, at nogle skueværdier stemmer overens med de grundlæggende,
underliggende antagelser, men at der hyppigt ingen overensstemmelse er (Schein, 1994, s. 20,
28-29).
For at opnå et indblik i en organisationskultur er det, ifølge Schein, afgørende, at man formår
at dykke ned under artefakter og skueværdier og tyde de grundlæggende, underliggende
antagelser, der spiller ind hos gruppemedlemmerne. I samme forbindelse nævner Schein, at
det ikke er muligt at beskrive en kultur fuldstændigt, men at man, via et kendskab til
11
forskellige elementer, kan opnå en forståelse for nogle af nøglefænomenerne i organisationen
(Schein, 1994, s. 33 og 35).
Schein har identificeret en række dimensioner, man kan kombinere og gøre brug af, når man
ønsker at se nærmere på en organisations grundlæggende, underliggende antagelser. Disse
dimensioner omhandler; organisationens forhold til omgivelserne, hvordan man i
organisationen finder frem til ”sandhed”, hvilket syn man har på den menneskelige natur,
menneskets handlinger og relationer mellem mennesker. Derudover omhandler de også
organisationens syn på konflikt, samt hvilket tidsperspektiv organisationen opererer i
(Jacobsen & Thorsvik, 2008, s. 120-121).
Ud fra vores indsamlede empiri og opgavens problemformulering finder vi det relevant at se
nærmere på flere af disse dimensioner og sammenhængen imellem disse. Da dimensionerne
er vanskelige helt at adskille, og flere af dimensioner er tæt forbundne, har vi valgt at inddele
dimensionerne i tre områder, som vi vil tage udgangspunkt i.
Vi vil først se på, hvordan man i de tre kommuners Børn- og familieafdelinger finder vej til
”sandhed”. Med ordet ”sandhed” tænker vi på, hvad der opfattes som den rette måde at
handle, tænke og føle på. Forhold som hovedsageligt tages for givet, og som der derfor ikke
sættes spørgsmålstegn ved. Hvor meget lytter man f.eks., til ”dem der ved bedre”, og bliver
man i fællesskab enige om, hvad der er ”sandheden”, eller definerer enkeltpersoner selv deres
egen ”sandhed”? Her forestiller vi os, at synet på konflikt også kan have betydning, da en
manglende tolerance overfor uenighed f.eks. kan bevirke, at socialrådgiverne i højere grad
undgår at stille spørgsmålstegn ved eksisterende måder at gøre tingene på.
Dernæst ønsker vi at se nærmere på tidsperspektivet herunder også forholdet til omgivelserne.
Her forestiller vi os, at en organisation, der er meget optaget af fortiden, eller som
hovedsageligt forsøger at tilpasse sig omgivelserne og deraf er meget fokuseret på nuet, har
større udfordringer i forhold til at prioritere og implementere ny lovgivning, hvis resultater
først viser sig på et senere tidspunkt. Ligeledes forestiller vi os, at en organisation, der er mere
ledende og aktiv i forhold til sine omgivelser, også er mere fremtidsorienteret i sin måde at
gøre tingene på.
12
Til slut vil vi se på synet på menneskers natur, handlinger og relationer. Her finder vi det
relevant at se nærmere på, hvilken grundlæggende opfattelse man i organisationen har af
mennesker, hvorledes samarbejde vægtes, samt hvordan kompetencen er fordelt (Jacobsen &
Thorsvik, 2008, s. 120-121).
Da vi med denne opgave bl.a. ønsker at undersøge socialrådgivernes adfærd, finder vi Scheins
kulturanalyse meget anvendelig, da den med de nævnte dimensioner giver os mulighed for at
dykke ned under artefakter og skueværdier og tyde nogle af de grundlæggende, underliggende
antagelser, der, ifølge Schein, er styrende for de ansattes adfærd.
Michael Lipskys teori om markarbejderadfærd:
I vores anden delanalyse har vi valgt at bruge Michael Lipskys teori om markarbejderadfærd,
da han, i sin bog ”Street-level bureaucracy: Dilemmas of the individuals in public services”
fra 1980, dels sætter fokus på markarbejderen som et vigtigt, men ofte overset, led i
implementeringsprocessen og dels sætter fokus på, hvorfor disse processer ikke altid går som
forventet (Lipsky, 1980, s. xii). På den baggrund mener vi, at teorien er egnet til at belyse
dette projekts problemformulering.
Lipsky definerer en markarbejder som en person, der er ansat i den offentlige sektor, og som,
i udførslen af sit arbejde har direkte borgerkontakt og er i besiddelse af et betydeligt
skønsmæssigt råderum, hvilket eksempelvis kan være en socialrådgiver (Lipsky, 1980, s. 3).
Lipsky argumenterer for, at det netop er dette skønsmæssige råderum, der giver
markarbejderen en mere magtfuld position end tidligere antaget. Dette skyldes, at
markarbejderen har mulighed for at ”løbe med politikken” (policy-making), dvs. udvise en
adfærd der er i modstrid med den politiske ledelses ønsker. (Lipsky, 1980, s. 18 og Winther &
Nielsen, 2013, s. 112).
I sin bog beskriver Lipsky, hvordan markarbejderen sidder i en ressourceklemme, da
vedkommende befinder sig i en situation, hvor efterspørgslen efter ydelser overstiger
udbuddet. Samtidig pointerer Lipsky, at markarbejderen ofte ser sig selv som en person, der
arbejder under et voldsomt pres, og som én der udfører et vitalt stykke arbejde for samfundet.
Det er i denne kontekst af konstant mangel på ressourcer og ønsket om en høj faglig standard,
at markarbejderen udvikler afværgemekanismer, der har til formål at gøre vedkommende i
13
stand til at mestre sin hverdag. Lipsky argumenterer for, at disse afværgemekanismer er
universelle for alle markarbejdere uanset faglig baggrund og på tværs af forskellige
organisationer (Lipsky, 1980, s. 3 samt 81-82 og Winther & Nielsen, 2013, s. 116).
Lipsky pointerer også, at kvaliteten af markarbejdernes arbejde ikke så let lader sig
kontrollere, da der ofte er idealiserede politiske mål og værdier for organisationernes arbejde,
der i deres natur er svære at opfylde og svære at måle på (Lipsky, 1980, s. 40). Dette kan
resultere i, at ledelsen vælger at opstille surrogatmål, som er kvantificerbare målsætninger for
markarbejderens arbejde. Disse målsætninger skal hypotetisk repræsentere værdier associeret
med god performance (Lipsky, 1980, s. 51).
Afværgemekanismer:
Lipskys afværgemekanismer kan inddeles i fire kategorier, alt efter hvilken effekt de har på
markarbejderens arbejdsmæssige hverdag (Winter & Nielsen, 2013, s. 117). Den første
kategori handler om at begrænse efterspørgslen på den ydelse/service, markarbejderen
leverer. Dette kan eksempelvis gøres ved at begrænse åbningstiden eller ved at pålægge
borgeren psykologiske sanktioner, når borgeren efterspørger en given service, som
markarbejderen i princippet skal levere (Lipsky, 1980, s. 94).
Den anden kategori omhandler mekanismer, som markarbejderen anvender for at rationalisere
servicen. Disse mekanismer har til formål at reducere sagernes kompleksitet, hvilket har til
formål at gøre arbejdet nemmere (Winther & Nielsen, 2013, s. 119). Dette sker f.eks. via
prioritering eller ”creaming” af opgaver ud fra forskellige kriterier. Disse kriterier kan bl.a.
være, hvorvidt en sag har bevågenhed fra en borger eller en anden fagperson, eller hvor stort
potentiale en sag har for at blive en succes. Det kan også være prioritering af de sager, der
bedst bidrager til opfyldelse af organisatoriske målsætninger. Lipsky forklarer, at
markarbejderen, i situationer hvor arbejdsmængden overstiger den tid, der er til rådighed, ofte
vælger at ”skumme fløden”, dvs. favorisere de borgere eller sager, der potentielt har bedst
mulighed for at opfylde markarbejderens egne subjektive målsætninger for personlig succes
eller opfylde organisatoriske målsætninger (Lipsky, 1980, s. 107-108 og Winther & Nielsen,
2013, s. 117-119).
Den tredje kategori af afværgemekanismer har til formål at automatisere sagsbehandlingen,
f.eks. via kategorisering og standardisering. Dette kan, ifølge Lipsky, føre til en uforudset bias
over for visse grupper af borgere, da disse kan blive kategoriseret efter grove og overfladiske
14
vurderinger, hvilket kan bevirke en utilsigtet fordrejning af lovgivningen (Lipsky, 1980, s. 84
og Winther & Nielsen, 2013, s. 120).
Den sidste kategori af afværgemekanismer omhandler markarbejderens mulighed for at opnå
kontrol over klienten. Dette kan bl.a. være ydelser og foranstaltninger, der præsenteres som
værende i borgerens interesse. Hvis en anbringelse præsenteres som værende til barnets
bedste, kan det f.eks. lægge pres på forældrene, der derved accepterer en frivillig anbringelse
(Winther og Nielsen, 2013, s. 121).
Til slut er det vigtigt at påpege, at selvom markarbejderens adfærd kan have negative
konsekvenser, kan den samtidig også være med til at gøre opgaveløsningen mere fleksibel og
være med til at få ”det offentlige” til at fungere på grund af markarbejderens kendskab til
målgruppens problemer (Winther og Nielsen, 2013, s. 128). Lipsky betvivler da heller ikke, at
markarbejderen arbejder fokuseret og ihærdigt i forsøget på at levere en tilfredsstillende
service til borgerne på trods af manglende ressourcer (Lipsky, 1980, s. 81-82).
KAPITEL 5: Analyse
Analysestrategi:
På baggrund af kulturelle forhold i tre kommuners Børn- og familieafdelinger vil vi
undersøge den markarbejderadfærd, som socialrådgiverne udviser samt vurdere, hvilke
betingelser det skaber for implementering af ny lovgivning på børn- og ungeområdet.
Analysen har vi valgt at bygge op i to delanalyser, der hver afsluttes med en opsamling.
I vores første delanalyse vil vi analysere os frem til nogle kulturelle fællestræk, der gør sig
gældende på tværs af de tre kommuners Børn- og familieafdelinger. Vi vil her rette fokus
mod de kulturelle elementer, der, efter vores opfattelse, har størst betydning for
socialrådgivernes adfærd. Vi forsøger således ikke at analysere os frem til så mange elementer
af kulturen, som det er muligt. Analysedelen vil vi foretage ud fra vores indsamlede empiri,
der afspejler socialrådgivernes subjektive oplevelser, hvilket vi vil sætte i samspil med vores
valgte teori, her Edgar Scheins kulturanalyse. I vores anden delanalyse vil vi analysere os
frem til, hvilken adfærd socialrådgiverne udviser. Dette vil vi gøre på baggrund af de
kulturelle fællestræk, vi har analyseret os frem til i første delanalyse samt på baggrund af
15
vores indsamlede empiri, hvilket vi løbende vil sætte i samspil med vores valgte teori af
Michael Lipsky.
Vores vurdering, af hvilke betingelser de kulturelle fællestræk samt socialrådgivernes adfærd
skaber for implementering af ny lovgivning på børne- og ungeområdet, vil fremgå i opgavens
afsluttende konklusion. Når vi ved hvert citat angiver et tal, er det en angivelse af, hvor citatet
starter i transskriptionen af interviewet med den pågældende socialrådgiver.
Første delanalyse:
Vi vil i dette afsnit tage udgangspunkt i Scheins dimensioner, som vi, som nævnt i kapitel 4,
har inddelt i tre områder.
Vejen til ”sandhed”:
Det første, vi ønsker at analysere os frem til, er, hvordan man i de tre kommuners Børn- og
familieafdelinger finder vej til ”sandhed”, altså den rette måde at handle, tænke og føle på, da
vi vurderer, at det kan have stor betydning for de ansattes adfærd. På tværs af de tre
kommuners Børn- og familieafdelinger tegner der sig et billede af nogle organisationer, hvor
vejen til ”sandhed” i høj grad kommer fra ledelsesniveau. I forhold til at holde sig orienteret
om lovgivningen udtaler alle tre socialrådgivere, at de orienteres af deres ledere, når der
kommer lovændringer. På spørgsmålet om hvor nemt socialrådgiverne oplever det er at holde
sig orienteret om ny lovgivning, svarer socialrådgiver B:
”Ikke så nemt, som vi gerne ville… Jeg vil sige, det kommer fra
fagkoordinatoren, hun fanger sådan de der nye ting, der er, og så lige ganske
kort koger ned og sender på mail. Så det vigtigste, er vi opdateret om…”(394)
Med dette eksempel giver socialrådgiveren udtryk for, at hun føler sig orienteret om det
vigtigste. Det står dog samtidigt klart, at det ikke er hende selv, der har vurderet, hvad der er
vigtigst, men at det kommer fra hendes fagkoordinator.
Socialrådgiver C fortæller, at de tidligere har modtaget mails om lovændringer via et online
lovsystem, lige fra dagtilbud til førtidspension, men at de nu er blevet afskærmet fra disse
mails. Nu foregår det via orientering fra teamkoordinatoren:”…og nu får vi så fra vores
teamkoordinator, skal vi så have nye… hvis der kommer ændringer. Så skal vi så have det at
vide der fra… Så det er måden, jeg holder mig opdateret på” (396). Socialrådgiveren giver
16
udtryk for, at de nu bliver afskærmet fra alle disse lovændringer, og at det i stedet er
teamkoordinator, der orienterer. Ud over at socialrådgiverne nu bliver afskærmet fra alle disse
forskellige typer af lovændringer, medfører det også en bevægelse væk fra, at
socialrådgiverne selv sorterer i de informationer, de får, til nu udelukkende at være en
ledelsesvurdering. På baggrund af ovennævnte er det vores vurdering, at ledelsen i høj grad
udstikker ”sandheden” i forhold til, hvilken lovgivning der vægtes som værende vigtigst.
Dette falder også i tråd med en udtalelse fra socialrådgiver A:
”Vi har lige haft ny lovændring på vores område. Jeg synes faktisk, at det går
meget godt. Der tager lederne ansvaret for, hvordan det bliver indarbejdet. Så
det synes jeg ikke, at der er noget problem i” (255)
Citater peger ikke bare på, at det er ledelsen, der definerer den rigtige måde at indarbejde ny
lovgivning på, men også at socialrådgiveren ikke stiller spørgsmålstegn ved denne
arbejdsgang, idet hun udtrykker tilfredshed med, at det er et ledelsesansvar.
I forhold til det daglige arbejde fortæller alle tre socialrådgivere, at der også foregår en del
kollegial sparring. Socialrådgiver B fortæller, at der ud over gruppemøder og sparring
kontorvis, også lyttes til de kollegaer, man anser for at have interesse og kompetence inden
for et specifikt område. Senere i interviewet forklarer Socialrådgiver B, hvordan de i hendes
afdeling gør, når de skal finde en foranstaltning til et barn:
”… der har vi en medarbejder, der er up to date med; hvad er der, og hvad
bruger VI, og hvad har vi gode erfaringer med… ( ) Så det er bedre at trække
på det, vi ved, der virker” (523)
At Socialrådgiver B vælger at lægge ekstra tryk på ”…og hvad bruger VI” og efterfølgende
argumenterer for, at det er godt at trække på det, ”vi ved, der virker”, afspejler for os, at
”sandheden” i dette tilfælde er afgjort på forhånd, tilsyneladende via en kollega, der er
formidler af organisationens ”sandhed”. Dette kan pege i retning af, at denne ”sandhed” ikke
har noget med socialrådgiverens egen vurdering at gøre, og at socialrådgiveren indordner sig
uden at sætte spørgsmålstegn. Denne antagelse underbygges yderligere af socialrådgiver A,
der fortæller om en far, der spurgte hende, om hun var familiens hjælper eller kommunens
sparerkniv. Hertil svarede socialrådgiver A:
17
”… at jeg rigtig gerne ville hjælpe dem, men at jeg kun ville hjælpe dem ud fra
de muligheder, der er i loven, ud fra den politik man kører på kommunen, og ud
fra hvad min leder siger” (106)
Socialrådgiveren nævner her tre forhold, der har betydning for hendes hjælp til familien. Hun
refererer først til de muligheder, der er i loven. I forhold til lovgivning har vi konkluderet, at
det i høj grad er ledelsen, der vurderer, hvilke dele af lovgivningen, der bør prioriteres.
Herefter nævner socialrådgiveren, at hun også tager hensyn til den politik, ”man kører på
kommunen”, hvilket kan pege på, at hun har internaliseret organisationens ”sandhed” i
forhold til, hvad der opfattes som den rigtige måde at handle på. Slutteligt nævner hun, at
lederens mening også har betydning. En anden detalje ved citatet er, at socialrådgiver A ikke
giver udtryk for, at hun kun har mulighed for at hjælpe inden for disse rammer, men derimod
at hun kun vil hjælpe i overensstemmelse med de nævnte kriterier. For os at se tegner
socialrådgiveren, med dette citat, et billede af sig selv som en ”loyal embedsmand”, altså en
trofast formidler af organisationens sandhed. Dette kan være udtryk for, at socialrådgiveren er
blevet en formidler af organisationens eksisterende sandhed, uden at hun stiller
spørgsmålstegn til denne.
Opfattelse af tid:
I forhold til hvilken tidsorientering der kendetegner de tre kommuners Børn- og
familieafdelinger, er billedet rimeligt entydigt. Alle tre socialrådgivere oplever et stort
sagspres i ”nuet”. På spørgsmålet om hvordan socialrådgiver C oplever sin sagsstamme,
udtaler hun:
”Den hænger ikke sammen, jeg har alt for mange overarbejdstimer konstant.
Det kan ikke hænge sammen med 37 timer, jeg sidder med rigtig mange sager…
Da jeg startede, da havde jeg 74 sager, nu er jeg nede på 52, mener jeg, så ikke
lige efter Dansk Socialrådgiverforenings anbefalinger, men jeg prøver at få det
til at hænge sammen” (151)
Udtalelsen er et eksempel på, at socialrådgiverne oplever et stort arbejdspres og en følelse af
utilstrækkelighed i hverdagen. Samtidig mener vi også, at afslutningen på citatet vidner om, at
socialrådgiverne forsøger at tilpasse sig situationen her og nu efter bedste evne. Her kan vi
18
også trække en parallel til rammerne omkring interviewene, idet alle tre interviews fandt sted
uden for almindelig arbejdstid grundet socialrådgivernes travlhed. For os at se kan dette pege
i retning af en organisationskultur, der har sit fokus på nuet. Denne antagelse falder også i tråd
med, at ingen af de tre socialrådgivere kender til målsætninger, der knytter sig til et
fremtidsperspektiv. Eksempelvis udtaler socialrådgiver C sig på følgende måde:
”Jeg kender ikke til nogle mål andet end det her med, at vi vil gerne have tidlig
forebyggelse, vi arbejder med social kapital, nærhed og nærhed tror jeg bare
det hedder, og et eller andet politik vi arbejder med. Men det er jo nogle helt
andre begreber, det kører med jo” (141)
Citatet giver indtryk af, at de mål, socialrådgiveren her nævner, er udtryk for nogle
skueværdier, som kommunens Børn- og familieafdeling smykker sig med, uden at de har
indflydelse på socialrådgivernes daglige arbejde. Som den eneste af de tre, giver
socialrådgiver B udtryk for, at man i hendes kommune arbejder mod et konkret mål. Dette
mål synes, for os at se, også at vidne om et fokus på nuet: ”Altså målene er, at vi skal
overholde lovgivningen. Altså det er MÅLET” (102).
Vi har tidligere konkluderet, at ”sandheden” i forhold til lovgivningen i høj grad kommer fra
ledelsesniveau. Vi har også citeret socialrådgiver B for, at det er hendes fagkoordinator, der
via en orienteringsmail oplyser socialrådgiverne om de vigtigste lovændringer, det vil sige de
lovændringer der, efter fagkoordinatorens vurdering, er de vigtigste. Der er dog også noget
her, der kan pege på en selektion i forhold til, hvilken type lovgivning der især er ”MÅLET”
at overholde. Socialrådgiver B udtaler:
”Handleplanerne
skal
være
lavet,
undersøgelserne
skal
være
lavet
rettidigtinden for de fire måneder, alle de der, de skal bare være overholdt. Det
er noget, der bliver målt på fra ledelsens side” (102)
Citatet er med til at underbygge antagelsen om, at socialrådgiverne må ”løbe hurtigt” for at
tilpasse sig situationen, og de krav ledelsen stiller. Med dette citat kan vi også konstatere, at
der er et stort fokus på den målbare del af lovgivningen. Dette kan muligvis hænge sammen
med, at en manglende overholdelse af disse bestemmelser hurtigere kan resultere i klagesager,
19
ligesom det kan hænge sammen med, at socialrådgivernes nærmeste ledelse også selv bliver
”målt og vejet” højere oppe i organisationen.
Det store fokus på overholdelse af tidsfristerne vidner, for os at se, også om en
tidsorientering, der i høj grad er rettet mod nuet. Socialrådgiverne er under arbejdsmæssigt
pres i hverdagen grundet et stort antal sager, en situation de forsøger at tilpasse sig efter
bedste evne. Samtidig med dette giver socialrådgiver B udtryk for, at de bestemmelser, der
kan måles på her og nu, skal prioriteres højt. Dette kan måske være med til at forklare,
hvorfor ingen af socialrådgiverne kender indholdet af tidligere omtalte bestemmelse, der i
visse situationer giver socialrådgiverne muligheden for at orientere en underrettende
fagperson om foranstaltning samt varighed med det formål at bedre den tidlige og
koordinerede indsats overfor udsatte børn og unge, jf. SEL §155b, stk. 3. Denne bestemmelse
er ikke umiddelbart målbar, men sigter mod at kvalificere en indsats på længere sigt.
Synet på mennesker:
Socialrådgiverne giver alle tre udtryk for, at der lyttes til deres faglige vurderinger, selvom de
ikke har egenkompetence i forhold til bevillinger - kun socialrådgiver B har en begrænset
egenkompetence. Socialrådgiver C udtaler:
”…jeg har ingen egenkompetence overhovedet. Så jeg kan ikke sætte noget i
gang, uden at det bliver clearet på et visitationsudvalg eller i form af
gruppeniveau. (
)…men jeg kan jo sagtens komme her med min faglige
vurdering og mit skøn, og jeg vil sige, at det bliver også hørt rigtigt meget, det
gør det” (261)
Den manglende eller meget begrænsede egenkompetence i forhold til bevillinger, mener vi,
kan pege på, at ledelsen har et ønske om kontrol. At socialrådgiverne oplyser, at de har en
følelse af, at ledelsen lytter til deres faglige vurderinger kan bero på flere forhold. For det
første kan vi forestille os, at ledelsen har respekt for socialrådgivernes faglighed, at de lytter
til denne, men at økonomiske begrænsninger er et vilkår, der ikke altid lader sig forene med
den bedste faglige vurdering. En anden årsag kan også være, at ledelsen har sat rammerne for
de vurderinger, socialrådgiverne træffer, da det bl.a. er ledelsen, der definere hvilke
lovbestemmelser, der skal prioriteres. Vi kan hermed forestille os, at der ofte vil være
overensstemmelse mellem socialrådgivernes faglige vurderinger og ledelsens holdninger.
20
Årsagen kan dog også være, at konflikter og uenighed ikke så gerne tolereres i kommunernes
Børn- og familieafdelinger.
I forhold til det tværprofessionelle samarbejde giver alle tre socialrådgivere udtryk for, at det
er meget vigtigt. Socialrådgiver C nævner: ”Jeg kan ikke pege på en eneste sag, hvor jeg
tænker, at jeg ikke har behov for tværprofessionelt samarbejde. Det har jeg stort set altid…”
(337). I forlængelse af dette tilføjer socialrådgiver C: ”… jeg tror, at jeg er den nye
generation. Jeg tilhører i forhold til socialrådgivere… hvor at vi er jo uddannet i
tværprofessionelt arbejde” (342). I citatet udtaler socialrådgiveren sig meget positivt om det
tværprofessionelle samarbejde og virker også til, måske via sin uddannelse, at have
internaliseret en holdning om, at tværprofessionelt samarbejde altid er godt. Kort tid efter
udtaler socialrådgiver C:
”Fordi at i lovgivningen står der, at DE skal rette henvendelse til os, altså til
kommunen. Men det gør de ikke. De tror, at vi giver dem oplysningerne
automatisk. Og det sætter os i et rigtigt dilemma, fordi det er jo ikke altid, jeg
lige husker at få informeret SFO og skole…” (423)
Med citatet giver socialrådgiveren udtryk for, at fagpersoner selv skal rette henvendelse til
kommunen, hvis de vil have oplysninger efter at have sendt en underretning. Socialrådgiveren
giver ligeledes udtryk for, at hun ikke altid husker at informere SFO og skole. På baggrund af
dette citat får vi en fornemmelse af, at det tværprofessionelle samarbejde måske ikke altid
prioriteres så højt, som socialrådgiveren egentligt gerne vil. Reglerne, i forhold til at orientere
fagpersoner efter at de har sendt en underretning, er, som nævnt indledningsvist, ændret med
Overgrebspakken i 2013. At socialrådgiveren refererer til reglerne inden Overgrebspakken
kan vidne om, at ressourcemangel og prioritering af de mere målbare lovbestemmelser har
forhindret implementeringen af nogle af de lovbestemmelser, der er indført med det formål at
forbedre den tidlige og tværprofessionelle indsats.
Socialrådgiver B nævner, at en udfordring, i forhold til det tværprofessionelle samarbejde,
kan være, at arbejdstiderne er forskellige, men at hun ellers hovedsageligt ser muligheder:”…
jeg ser mere, at der er rigtig mange muligheder. Og der er mange muligheder, vi ikke har set
endnu, synes jeg også. Fordi samarbejdet går bedre og bedre…” (252). Her får vi en
fornemmelse af, at socialrådgiveren dels ser visse udfordringer, men at hun især ser mange
21
muligheder, hvilket for os kan vidne om, at socialrådgiveren grundlæggende er positivt
indstillet overfor det tværprofessionelle samarbejde.
I forhold til netværksmøder med andre faggrupper fortæller socialrådgiver B: ”Altså vi SKAL
deltage i netværksmøder, når vi bliver indkaldt. Det er simpelthen en ledelsesbeslutning”
(465). Citatet peger på, at det tværprofessionelle samarbejde også er en skueværdi i
kommunens Børn- og familieafdeling, idet man ønsker at sende et signal om, at
tværprofessionelt samarbejde er noget, der prioriteres. Som beskrevet i kapitel 4 kan disse
skueværdier nogle gange være i overensstemmelse med de grundlæggende underliggende
antagelser, mens der andre gange ingen sammenhæng er. Som vi ser det, tyder det på, at der
er en grundlæggende, underliggende antagelse om, at tværprofessionelt samarbejde er godt,
men at andre faktorer, som f.eks. ressourceknaphed, kan forhindre implementeringen af nogle
af de lovbestemmelser, der bl.a. har til formål at bedre den tværprofessionelle indsats. Her
tænker vi, som nævnt indledningsvist, bl.a. på den manglende implementering af muligheden
for, i nogle tilfælde, at orientere en underrettende fagperson om foranstaltning samt varighed,
jf. SEL §155b, stk. 3.
Opsamling på første delanalyse:
Efter at have foretaget denne delanalyse er det vores opfattelse, at der er flere kulturelle træk,
der er meget centrale for organisationskulturen i de tre kommuners Børn- og
familieafdelinger.
For det første er det vores antagelse, at vejen til ”sandhed” i høj grad udstikkes fra
ledelsesniveau. Det er f.eks. ledelsen, der definerer, hvilke lovbestemmelser der er vigtigst at
kende og overholde - vi er bevidste om, at socialrådgivernes nærmeste ledelse selv er
underlagt det politiske niveau og prioriteringerne der fra. Der ses også en rimelig stærk kultur
omkring, hvordan man i organisationerne plejer at gøre, en slags ”organisationssandhed”, der,
ifølge Schein, kan være dannet over tid i takt med at visse handlinger har fungeret
tilstrækkelig godt (Schein, 1994, s. 20).
Der er på intet tidspunkt tegn på, at socialrådgiverne sætter spørgsmålstegn ved den
”sandhed”, de arbejder under. Dette kan pege på, at denne ”sandhed” er blevet internaliseret
hos socialrådgiverne, mens det samtidig også kan give indikation om en kultur, hvor uenighed
og konflikt ikke tolereres.
22
Et fællestræk, som vi opfatter som meget centralt, er det store fokus, der er på nuet grundet
sagspres og ressourcemangel. Dette peger for os i retning af noget, vi kan betegne som en
”brandslukningskultur”, hvor socialrådgiverne forsøger at få hverdagen til at hænge sammen
og tilpasse sig den rådende virkelighed på bedst mulig vis. Ingen af socialrådgiverne kender
umiddelbart til fremtidsorienterede målsætninger. Den ene socialrådgiver nævner
overholdelsen af diverse tidsfrister som selve ”MÅLET”, hvilke vi opfatter som et mål, der
knytter sig til nuet.
Et sidste fællestræk som vi finder meget relevant, er det syn, man i de tre kommuners Børnog familieafdelinger har på mennesker. Socialrådgiverne giver udtryk for, at de oplever, at der
bliver lyttet til deres faglige vurderinger, selvom de ingen eller meget begrænset
egenkompetence har. Dette kan for os vidne om en kultur, der bl.a. bygger på et behov for
kontrol. Vi kan ikke entydigt sige, hvad der ligger til grund for denne kontrol, men vi ser den
bl.a. i forbindelse med, at bevillinger skal vedtages på baggrund af visitationsudvalg.
I forhold til synet på menneskelige relationer giver de tre socialrådgivere udtryk for, at det
tværprofessionelle samarbejde er både godt og vigtigt. På baggrund af vores analyse er det
vores opfattelse, at der i kommunernes Børn- og familieafdelinger er en grundlæggende,
underliggende antagelse om, at det tværprofessionelle samarbejde som udgangspunkt er godt.
At det ikke i alle tilfælde ser ud til at blive prioriteret så højt, som det tilsyneladende ønskes,
kan skyldes ressourceknaphed m.m.
Anden delanalyse:
I denne anden delanalyse vil vi, ved hjælp første delanalyse, vores indsamlede empiri samt
Lipsky teori om markarbejderadfærd, analysere os frem til, hvilken markarbejderadfærd
socialrådgiverne i de tre kommuners Børn- og familieafdelinger udviser på baggrund af
kulturelle forhold. Vi vil i starten af analysen tage udgangspunkt i den ressourceklemme, som
vores første delanalyse peger på, at socialrådgiverne sidder i og analysere os frem til, hvilken
betydning det har for socialrådgivernes markarbejderadfærd. Dernæst vil vi se på, hvilke
afværgemekanismer socialrådgiverne har udviklet, og hvordan disse manifesterer sig i deres
daglige arbejde. Som nævnt i kapitel 4, argumenterer Lipsky for, at afværgemekanismer er
universelle for alle markarbejdere uanset faglig baggrund og på tværs af organisationer. På
23
den baggrund er det vores antagelse, at vi vil kunne identificere de samme handlemønstre hos
socialrådgiverne på tværs af de tre kommuners Børn- og familieafdelinger.
Det oplevede arbejdspres:
Socialrådgiver B: ”… det kan jo godt nogle gange være en frustration som
medarbejder at vide, at man ikke når det, man skal, fordi man ved jo, at man har
med mennesker at gøre, og det er mennesker der har det svært. ” (57)
Socialrådgivernes oplevede arbejdspres kommer til udtryk ved, at de føler, at de har
sagsstammer, som er betydeligt større, end de kan håndtere. I forhold til ressourceklemmen er
den faktiske størrelse på sagsstammen mindre vigtig end det faktum, at den enkelte
socialrådgiver oplever ikke at kunne nå at behandle sagerne ordentligt. Vi har i den første
delanalyse fundet indikatorer på et kulturelt fællestræk i forhold til en tidsorientering, der
knytter sig til ”nuet”, bl.a. på grund af et oplevet arbejdspres og en oplevet mangel på tid.
Yderligere er der uklarhed om, hvilke mål der er for socialrådgivernes arbejde. Dette handler
ikke om, at der ikke er mål og visioner for afdelingernes virke, men at disse ikke altid bliver
kommunikeret ud til socialrådgiverne, kombineret med, at de politiske målsætninger ofte er et
udtryk for idealer - dvs. skueværdier. Dette kan medføre, at de er vanskelige for
socialrådgiverne at opfylde og diffuse at arbejde efter. Som tidligere citeret udtaler
socialrådgiver C sig f.eks. på følgende måde: ”…vi vil gerne have tidlig forebyggelse. Vi
arbejder med social kapital, nærhed og nærhed, tror jeg bare det hedder, og et eller andet
politik… ”(142). Eksemplet giver et indtryk af nogle mål eller værdier, som socialrådgiveren
har hørt om, men som ikke kan bruges som styreguide for hendes daglige arbejde.
På denne måde ender socialrådgiverne i en situation, hvor deres ressourceproblem bliver
uløselig. Dette kan bl.a. skyldes, at serviceniveauet er sat så højt, at den enkelte socialrådgiver
ikke kan levere en sådan ydelse til borgerne. I citatet nedenfor fortæller socialrådgiver C,
hvordan hun oplever denne problematik:
”… politikerne har sat et serviceniveau for vores kommune, som vi slet ikke kan
leve op til. (…) De sidder og siger noget og melder noget ud til borgerne, som
24
borgerne forventer, vi skal efterleve. Og det kan vi ikke på grund af
arbejdsmængde og arbejdspres…” (251)
På trods af den oplevede mangel på ressourcer, er der hos socialrådgiverne stadig et ønske om
at kunne være med til at gøre en forskel for de svageste i samfundet. Socialrådgiver B nævner
bl.a., at det at ”gøre en forskel” (95), er selve meningen med arbejdet. Det er i konteksten, af
socialrådgivernes selvoplevede arbejdsbyrde, et ønske om høje faglige standarder og et
selvbillede som én, der ønsker at gøre en forskel, at socialrådgiverne udvikler
afværgemekanismer. Disse udvikles ubevidst i socialrådgiverens forsøg på at tilpasse sig den
rådende virkelighed og overkomme hverdagen.
Afværgemekanismer:
Afværgemekanismer bliver relevante at anvende for socialrådgiverne i kommunernes Børnog familieafdelinger pga. de karakteristika, som er særegne ved deres job. Ét karakteristika er
bl.a., at socialrådgiverne i princippet selv vælger hvilke borgere eller sager, der prioriteres.
Derudover lægger Lov om social service op til, at den ansvarlige sagsbehandler har et bredt
skøn i forhold til, hvilke indsatser vedkommende vælger at iværksætte. Dette giver
socialrådgiverne øget mulighed for at ”løbe med politikken” via bl.a. rationering og
automatisering i deres daglige arbejde.
Succes-creaming og sager med efterspørgsel:
Den måske hyppigst anvendte afværgemekanisme, som vi har identificeret i bearbejdningen
af vores empiri, er rationering af socialrådgivernes arbejdsopgaver. I alle tre interviews mener
vi, der er udsagn, som underbygger en antagelse om, at socialrådgiverne anvender forskellige
kriterier for at prioritere deres arbejdsopgaver. Socialrådgiver C udtaler: ”… det er ikke altid,
vi vælger, ofte så vælger tingene sig selv, altså prioritere sig selv” (160). At tingen, altså
borgernes sager, vælger sig selv, opfatter vi som et udtryk for en ubevidst prioritering fra
socialrådgiverens side. Denne prioritering kan bero på et iboende ønske hos socialrådgiveren
om at opnå et specifikt mål ved netop at prioritere den ene sag frem for den anden. I det
følgende vil vi se lidt nærmere på, hvordan socialrådgiverne prioriterer, og hvad der ligger til
grund for deres prioriteringer.
25
En udtalelse fra socialrådgiver C lyder: ”Når der er noget, der lykkedes, den der følelse af når
noget lykkedes, fantastisk” (188). Dette citat peger på, at socialrådgiverne muligvis anvender
succes-creaming i prioriteringen af deres sager. Det vil sige, at de tillægger sager, som har et
potentiale for succes, større vægt end de sager, hvor der umiddelbart ikke er den store
mulighed for succes. Dette også selvom det ikke nødvendigvis omhandler den borger, som
har det mest akutte behov for hjælp, eller er den sag, som lå øverst i bunken. Denne antagelse
underbygges af socialrådgiver B, som, på et spørgsmål om oplevet arbejdspres, udtaler:
”Nogle gange så prioriterer sagerne sig selv. Og desværre så er det jo dem, der
råber højest (…) eller dem der er ved at havne som en klage… der bliver
prioriteret, fordi de popper op…” (362)
Dette citat peger også på et andet af socialrådgiverens prioriteringskriterier; at de prioriterer
sager, hvor f.eks. en borger eller en anden fagperson efterspørger en handling i sagen. En
antagelse der underbygges af socialrådgiver C:
” Vi har nogle borgere, som er rigtigt gode til at gøre opmærksomme på sig
selv. Og man kan sige, at så udtrykker de jo også en bekymring, så dermed
bliver bekymringsgraden jo også der oppe… ” (172)
Dette kan pege på en rationering fra socialrådgiverens side, idet hun argumenterer for, at en
efterspørgsel fra en borger hænger sammen med en øget bekymringsgrad.
Effiencycreaming:
Det sidste prioriteringskriterie, vi vil nævne, er effektivitetsprioritering, eller effiencycreaming. Som tidligere citeret udtaler socialrådgiver B, at ”MÅLET” er at overholde
lovgivningen, altså den del af lovgivningen, der lader sig måle. Dette gælder f.eks.
overholdelse af tidsfrister for handleplaner og børnefaglige undersøgelser. Vi har i første
delanalyse analyseret os frem til, at det i høj grad er ledelsen, der definerer ”sandheden” i de
tre kommuners Børn- og familieafdelinger. Med socialrådgiver B´s udtalelse antydes det, som
vi også tidligere har analyseret os frem til, at der fra ledelsens side er fokus på den del af
lovgivningen, der er umiddelbart målbar. Dette, mener vi, bl.a. kan skyldes, at ledelsen ikke
26
har mulighed for at måle kvaliteten af socialrådgivernes arbejde med mål eller værdier som
f.eks. ”nærvær og social kapital”.
Vi har også tidligere analyseret os frem til, at der tilsyneladende er et kulturelt fællestræk, der
bygger på kontrol. For at opnå denne kontrol opstiller ledelsen såkaldte surrogatmål for
socialrådgivernes arbejde. Formålet med disse mål er, som nævnt i kapitel 4, at give ledelsen
mulighed for at kontrollere socialrådgiverne ved bl.a. at påvirke socialrådgivernes
prioritering. Dette gøres bl.a. ved at rette fokus mod den målbare den af lovgivningen som
f.eks. overholdelse af diverse tidsfrister. Dette kan medføre, at socialrådgiverne i de enkelte
kommuners Børn- og familieafdelinger giver de mere målbare opgaver, som f.eks.
handleplaner, øget opmærksomhed.
Vi har nu analyseret os frem til, at socialrådgiverne prioriterer deres opgaver efter tre kriterier.
For det første vælger de opgaver, som giver dem en følelse af succes. For det andet vælger de
sager, hvor f.eks. en borger eller en anden fagperson forventer en handling, og endeligt
prioriterer de opgaver, som der er opmærksomhed på fra ledelsens side.
Automatisering af arbejdsopgaver:
Den sidste gruppe af afværgemekanismer, som vi vil se på i dette afsnit, er automatisering af
arbejdsopgaver. I det følgende vil vi analysere os frem til, hvilke former for automatisering
socialrådgiverne bruger i deres daglige arbejde.
Et område, hvor der sker en automatisering af aktiviteter, synes at være i forbindelse med
implementering af ny lovgivning. Som det fremgik af vores første delanalyse, er der et
kulturelt fællestræk omkring, at det er ledelsen, der definerer ”sandheden” i forhold til hvilke
lovbestemmelser, der anses som værende vigtigst. Dette gør sig, som tidligere nævnt, også
gældende i forhold til ”udvælgelse” af de lovbestemmelser, som socialrådgiverne præsenteres
for. Dette betyder, at socialrådgiverne ikke nødvendigvis får informationer om alle ændringer
i lovgivningen, men kun bliver orienteret om de ændringer, som ledelsen skønner vigtigst.
Dette kan medføre, at der er elementer i lovgivningen, som ikke bliver filtreret ned til
socialrådgiverne, som så vedbliver at gøre, som de altid har gjort, upåagtet om det er i
overensstemmelse med gældende lovgivning.
27
Automatiseringen opstår tilsyneladende, fordi ledelsen har et ønske om, at ”vigtige”
ændringer i lovgivningen bliver implementeret korrekt. Socialrådgiverne rutiniserer ved at
acceptere, at ledelsen har det overordnede ansvar for, hvordan lovgivning skal implementeres.
Socialrådgiverne forbliver derved afventende i forhold til implementeringsprocessen, hvilket
understreges af socialrådgiver C: ”… jamen jeg kan ikke jo ikke sige, om der er kommet nogle
(ændringer i lovgivningen. red.), som jeg ikke har fået at vide…” (403). Dette eksempel
peger, for os at se, på, at socialrådgiveren rutiniserer denne opgave ved ”bare” at gøre, som
hun plejer.
På baggrund af ovenstående må vi antage, at implementering af de lovbestemmelser, som
ledelsen ikke vurderer som værende vigtigst, overlades til de enkelte socialrådgivere. Som det
bl.a. fremgik af første delanalyse, er kulturen kendetegnet ved ressourcemangel, hvilket har
medført en såkaldt ”brandslukningskultur”, hvor socialrådgiverne forsøger at klare hverdagen
på bedst mulig vis. Dette resulterer bl.a. i brugen af nævnte afværgemekanismer, bl.a. med
prioritering af forskellige typer af sager. Vi må hermed antage, at der er stor risiko for, at der
går nogle lovgivningsmæssige muligheder tabt. Dermed styrkes socialrådgivernes rolle som
policy-maker, da det bliver deres handlinger, der konstituerer organisationernes politik.
I vores empiri, ser vi et godt eksempel på en sådan policy-making. Som vi også har citeret i
anden forbindelse, udtaler socialrådgiver C: ”… i lovgivningen står der, at DE skal rette
henvendelse til os, altså til kommunen. Men det gør de ikke. De tror, at vi giver dem
oplysningerne automatisk” (423). Socialrådgiveren har i dette tilfælde rutiniseret
tilbagemeldingen til underretter, ud fra en policy om, at hvis underretter vil have oplysninger
fra kommunen, skal underretter selv henvende sig. Dette kan pege på, at socialrådgiveren
muligvis ikke er klar over eller orienteret om, at der er kommet en lovændring, der betyder, at
det nu er kommunens pligt at melde retur til underretter.
Opsamling på anden delanalyse:
Socialrådgiverne oplever, at de er udsat for et stort arbejdspres, og at de befinder sig i en
situation, hvor de ressourcer, de har til rådighed, ikke er tilstrækkelige til, at de kan udføre
deres arbejde ordentligt. Vores anden delanalyse peger på, at socialrådgiverne udvikler nogle
mestringsstrategier i form af afværgemekanismer for på den måde at tilpasse sig den rådende
virkelighed. Formålet med dette er at nedbringe den selvoplevede arbejdsbyrde. Ifølge vores
28
analyse er der hovedsageligt tale om rationering i form af forskellige prioriteringskriterier
samt automatisering i form af standardisering og rutinisering.
Overordnet prioriterer socialrådgiverne efter tre kritereier:
1. Prioritering efter forventet succes
2. Prioritering efter efterspørgsel
3. Prioritering af de opgaver som har ledelsens opmærksomhed
Disse prioriteringer forekommer, da socialrådgiverne oplever deres arbejdsbyrde som
uoverkommelig, eller sagt på en anden måde; de oplever, at de har for travlt.
Vores anden delanalyse viser, at ledelsen i kommunernes Børn- og familieafdelinger
tilsyneladende opstiller surrogatmål for at opnå en form for kontrol med socialrådgivernes
prioriteringer i hverdagen. Dette gøres bl.a. ved, at fokus rettes mod den målbare del af
lovgivningen, som f.eks. overholdelse af diverse tidsfrister.
Automatisering af aktiviteter synes at forekomme i forbindelse med implementering af ny
lovgivning. Som tidligere nævnt ser det ud til at være ledelsen, der definerer ”sandheden” i
forhold til, hvilke lovbestemmelser der er vigtigst. Dette gør sig også gældende, når ledelsen
vurderer, hvilke nye lovbestemmelser socialrådgiverne orienteres om. I analysen har vi brugt
et eksempel, som viser, at én af socialrådgiverne har lavet policy ved at lave en rutine
omkring tilbagemelding til underrettende fagperson. Vi mener dog også, at det er vigtigt at
pointere, at selvom man kan argumentere for, at socialrådgiverne selv har et ansvar, så ligger
det ikke inden for socialrådgiverens kompetence at ændre mange af de standarder og rutiner,
der er i kommunernes Børn- og familieafdelinger, da disse bliver vedtaget på et andet
organisatorisk niveau.
KAPITEL 6: Metodekritik
Det er vanskeligt at sige, om dette projektet har en høj validitet. Med dette afsnit ønsker vi at
reflektere over, hvilke faktorer der kan have betydning for validiteten (Kvale & Brinkmann,
2009, s. 272).
29
I forbindelse med vores empiriske undersøgelsesmetode, bestående af tre kvalitative
enkeltinterviews, er der flere forhold, der kan have påvirket vores empiri. Vores erfaring med
at foretage interviews er meget begrænset, hvilket kan have betydning for det produkt, vi
kommer ud med. Ligeledes er oplysningernes validitet afhængig af vores informanters
ærlighed. Et opmærksomhedspunkt er, at vi var nødsaget til at finde vores informanter via
vores netværk. Dette kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt de, i højere grad end andre,
søger at give de svar, de fornemmer, vi efterspørger. Ud fra vores indsamlede empiri har vi
dog ingen grund til at antage, at informanterne ikke har svaret ærligt på de stillede spørgsmål
(Kruuse, 2007, s. 143).
Vi har i vores projekt bl.a. beskæftiget os med Edgar Scheins kulturanalyse. Her har
rammerne omkring interviewsituationerne betydet, at vi kun har kunnet foretage meget
begrænsede observationer, hvorfor vi har fravalgt at inddrage denne del i vores analyse.
Ligeledes har projektets varighed og omfang betydet, at det ikke har været muligt at gå i
dybden med de kulturelle forhold. Dette har heller ikke været vores formål, men en
overvejelse kan være, om grundlaget, for at kunne udlede nogle kulturelle fællestræk, er
tilstrækkeligt.
En kritik af Michael Lipskys teori om markarbejderadfærd er, at nogle af de
afværgemekanismer, Lipsky beskriver, kan være et udtryk for beslutninger, der ikke er truffet
af den enkelte markarbejder, men af dennes ledelse. Det er dog vores vurdering, at dette ikke i
så høj grad gør sig gældende i forhold til de afværgemekanismer, vi har beskæftiget os, men
mere i forhold til de to øvrige grupper (Winter & Nielsen, 2010, s. 117/ nederste note). Et
anden overvejelse er, hvorvidt denne teori, der er udviklet i forhold til det amerikanske
velfærdssystem anno 1980 uden videre kan overføres til danske forhold.
KAPITEL 7: Konklusion
Med vores problemformulering har vi ønsket at undersøge, hvilken markarbejderadfærd
socialrådgiverne i kommunernes Børn- og familieafdelinger udviser på baggrund af kulturelle
forhold. Vi har også ønsket at vurdere, hvilke betingelser det skaber i forhold til
implementering af ny lovgivning på børne- og ungeområdet.
30
Som det fremgår af vores første delanalyse, er der flere centrale fællestræk ved
organisationskulturen i de tre Børn- og familieafdelinger. ”Sandheden”, dvs. den rette måde at
handle, tænke og føle på, defineres i høj grad af ledelsen. En af årsagerne til dette synes at
være, at ledelsen ønsker en form for kontrol med socialrådgivernes handlinger. Samtidig med
dette har vi også fundet indikatorer på, at der er en rimelig stærk kultur omkring, hvordan
man i organisationerne plejer at gøre, en slags ”organisationssandhed”. Dernæst har vi også
konkluderet, at der eksisterer en form for ”brandslukningskultur” grundet travlhed og
manglende ressourcer, hvilket medfører, at fokus i høj grad er på nuet og på at få hverdagen
til at hænge sammen på bedst mulig vis. Desuden peger vores analyse i retning af en kultur
med et grundlæggende positivt syn på tværprofessionelt samarbejde, selvom
ressourceknaphed m.m. kan betyde, at det ikke altid prioriteres så højt, som man gerne ville.
I forhold til socialrådgivernes markarbejderadfærd, bevirker nævnte ”brandslukningskultur”
og fokus på at få hverdagen til at hænge sammen, at socialrådgiveren gør brug af forskellige
afværgemekanismer. Her viser vores analyse, at det især drejer sig om brugen af prioritering i
forhold til forskellige typer af sager samt automatisering af aktiviteter, i dette tilfælde
implementeringen. Ledelsens ønske om kontrol imødekommes bl.a. ved, at ledelsen sætter
rammerne for, hvad der er ”sandheden” - primært ved at opsætte surrogatmål, der afspejler
den mere målbare del af lovgivningen. Disse surrogatmål er med til at kontrollere og
begrænse socialrådgiverens autonomi og derved påvirke socialrådgiverens prioriteringer i
hverdagen.
Betingelser for implementering af ny lovgivning på børne- og ungeområdet:
Ovennævnte forhold skaber forskellige betingelser for implementering af ny lovgivning på
børne- og ungeområdet. Da implementering af ny lovgivning må forventes at være forbundet
med et vist tidsforbrug, er det vores vurdering, at ovennævnte ”brandslukningskultur”, med
travlhed, ressourcemangel og fokus på at få hverdagen til at hænge sammen, er en barriere i
forhold til implementering af ny lovgivning i Børn- og familieafdelingerne.
Som nævnt ovenfor peger vores analyse på, at det i høj grad er ledelsen, der definerer
”sandheden” i forhold til, hvilken lovgivning der vægtes som værende vigtigst. Her er der
hovedsageligt fokus på de målbare lovbestemmelser, hvilket spiller ind på socialrådgivernes
prioriteringer i hverdagen. Dette vil naturligt også medføre, at der er opgaver, som bliver
31
nedprioriteret. Her kan vi se en tendens til, at implementering, af nogle af de
lovbestemmelser, der ikke er umiddelbart målbare, nogle gange nedprioriteres - jf. bl.a. vores
indledende beskrivelse af socialrådgivernes begrænsede kendskab til muligheden for, at en
underrettende fagperson i nogle tilfælde kan orienteres om foranstaltning samt varighed/ SEL
§155b, stk. 3. Denne nedprioritering af dele af lovgivningen kan, efter vores opfattelse,
medføre implementeringshuller, der betyder, at socialrådgiverne ikke får kendskab til alle de
muligheder, som der bliver åbnet op for i revideringer af den gældende lovgivning, f.eks.
overgrebspakken. Det er vores vurdering, at dette må ses som en barriere i forhold til
implementering af den type lovgivning, der ikke er umiddelbart målbar.
Ud fra vores analyse vurderer vi, at ovennævnte forhold omkring kulturen og
markarbejderadfærden også skaber visse muligheder i forhold til implementering af ny
lovgivning på børne- og ungeområdet. At ledelsen definerer ”sandheden” i forhold til, hvilke
lovbestemmelser der bør prioriteres og samtidig sørger for at orientere socialrådgiverne om
”de vigtigste” lovændringer, mener vi, skaber gode betingelser for implementering af ny
lovgivning på børne- og ungeområdet, så længe det drejer sig om implementering af målbare
bestemmelser. Vi kan f.eks. forestille os, at en ændring af tidsfristen for udarbejdelse af en
børnefaglig undersøgelse eller lignende meget hurtigt vil blive implementeret i kommunernes
Børn- og familieafdelinger. Ligeledes forestiller vi os, at det positive syn på tværprofessionelt
samarbejde også kan skabe gode betingelser for implementering af nogle af de
lovbestemmelser, der retter sig mod et sådant samarbejde - jf. bl.a. kravet i socialrådgiver B´s
afdeling i forhold til deltagelse i netværksmøder.
KAPITEL 8: Perspektivering
Ud fra nogle af de konklusioner, vi er kommet frem til, vil vi med denne perspektivering se
på, hvordan man fremadrettet kan imødekomme nogle af de faktorer, der ser ud til at skabe
barrierer for implementering af ny lovgivning på børne- ungeområdet.
Som det kan ses af vores konklusion, kan socialrådgivernes brug af afværgemekanismer være
hæmmende for implementering af ny lovgivning på børne- og ungeområdet. Ledelsen
definerer i høj grad ”sandheden” i forhold til, hvilke lovbestemmelser der er vigtigst. Her ser
det ud til, at fokus især er på de mere målbare lovbestemmelser, hvilket har betydning for
socialrådgivernes prioriteringer i hverdagen. Dette kan have betydning for implementering af
32
de lovbestemmelser, der ikke er umiddelbart målbare. For at minimere brugen af
afværgemekanismer er det nødvendigt at udligne skellet mellem de krav, der stilles til
socialrådgiverne, og de ressourcer der er til rådighed for at leve op til disse krav. Derfor
mener vi, at det vil være hensigtsmæssigt, at der skabes en bedre ligevægt mellem mål og
midler. Vi er opmærksomme på, at der ikke er uendelige ressourcer til rådighed, men optimalt
set vil en ressourcetilførsel medføre mindre brug af afværgemekanismer, hvilket kan give
bedre muligheder for implementeringsprocesserne.
KORA- Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning- har netop
foretaget en midtvejsevaluering af Sverigesprogrammet i Herning Kommune (KORA, 2015).
Her har man tildelt kommunens Børn- og familieafdeling betydelige ressourcer i forhold til
fire udvalgte skoledistrikter med en fordobling af afdelingens sagsbehandlere. Dette har
medført langt mindre sagsstammer og har derved skabt mulighed for, at socialrådgiverne kan
gøre deres arbejde mere grundigt, til fordel for udsatte børn og unge - foruden nogle
betragtelige økonomiske besparelser for kommunen.
Vores forslag vil i første omgang være, at flere kommuner skeler til KORAs midtvejsevaluering af sverigesprogrammet i Herning kommune. Vores antagelse er, at en sådan
ressourcetildeling vil løse nogle af de problemstillinger, der er omkring ressourceknapheden,
og at det derved vil skabe bedre betingelser for implementering af ny lovgivning på børne- og
ungeområdet. Dog kan det rejse et spørgsmål i forhold til de positive effekter af denne indsats
på lang sigt, da vi må formode, at øgede ressourcer, på sigt vil medføre en øget efterspørgsel
på Børn- og familieafdelingens ydelser.
33
Litteraturliste:
Bøger:
- Andersen, Jon. (2013). Socialforvaltningsret. (5. udgave). København: Nyt juridisk forlag.
- Bundesen, Peter & Hansen, Claus-Arne (red). (2011). Kommunal økonomisk styring- på det
sociale område. (1. udgave). København: Hans Reitzels Forlag
- Fuglsang, Lars & Olsen, Poul Bitch. (2007). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne.
Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.
- Harboe, Thomas. (2009). Indføring i samfundsvidenskabelig metode. (4. udgave).
Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur.
- Jacobsen, Dag Ingvar & Thorsvik, Jan. (2008). Hvordan organisationer fungerer - en indføring i
organisation og ledelse. ( 2. udgave). København: Hans Reitzels Forlag.
- Juul, Søren & Pedersen, Kirsten Bransholm (red). (2012). Samfundsvidenskabernes
videnskabsteori. En indføring. (1. udgave). København: Hans Reitzels Forlag.
- Kruuse, Emil (2007), Kvalitative forskningsmetoder. Dansk Psykologisk Forlag.
- Kvale, Steiner & Brinkmann, Svend (2009). Interview, Introduktion til et håndværk. (2.
udgave). København: Hans Reitzels Forlag.
- Lipsky, Michael (1980). STREET-LEVEL BUREAUCRACY (1. udgave). New York: Russell
Sage Foundation
- Schein, Edgar H. (1994). Organisationskultur og ledelse. (2. Udgave). Holte: Forlaget
Valmuen
- Winter, Søren C. & Nielsen, Vibeke Lehmann. (2013). Implementering af politik. (1.
udgave). København: Hans Reitzels Forlag.
34
Lovgivning:
- Lov om social service, lov nr. 573 af 24. juni 2005.
- Lovforslag, Barnets Reform:
Forslag til Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område og forældreansvarsloven. Lovforslag nr. L 178 af 25. marts 2010.
- Lovforslag Overgrebspakken:
Forslag til Lov om ændring af lov om social service. Lovforslag nr. L 181 af 13. marts 2013.
Elektroniske kilder:
- KORA, 2015. Midtvejsdevaluering.
http://www.kora.dk/boern-og-unge/i10958/Herning-sparer-penge-ved-at-ansaette-fleresagsbehandlere
Senest besøgt d. 3. juni 2015 kl. 14:20.
35