Hermeneutik - sociologisk

 Indholdsfortegnelse INDLEDNING 1 PROBLEMFORMULERING 1 LÆSEVEJLEDNING 1 HERMENEUTIK 2 GADAMER ONTOLOGISK HERMENEUTIK FORSTÅELSE VIRKNINGSHISTORIE FORNUFT OG TRADITION 2 2 3 5 5 HABERMAS KRITISK HERMENEUTIK KOMMUNIKATIV RATIONALITET OG MAGTFORHOLD ERKENDELSESINTERESSER OG FORNUFT 6 6 7 9 DISKUSSION LIGHEDER MELLEM GADAMER OG HABERMAS MAGTFORHOLD FRIGØRENDE PRAKSIS HERMENEUTISK POSITIONERING 10 10 11 12 13 KONKLUSION 16 LITTERATURLISTE 18 HJEMMESIDER 19 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik Indledning Kan og skal man stille sig kritisk over for sin tradition? Og skal man som videnskabsmand beskæftige sig med, hvad der er konstituerende for menneskets væren, eller skal man i højere grad behandle, hvilke erkendelsesformer der er og bør gøre sig gældende? Hans-­‐Georg Gadamer og Jürgen Habermas forholder sig begge til disse spørgsmål om tradition, ontologi og epistemologi. De har begge positioneret sig inden for den hermeneutiske tradition, og deres opfattelser af denne videnskabsteoretiske retning indebærer fundamentale ligheder, men også centrale forskelle. I debatten mellem Gadamer og Habermas kommer disse uenigheder tydeligt til udtryk. Uenighederne mellem dem lægger op til en diskussion af, hvorvidt man skal og kan afdække magt-­‐ og autoritetsforhold, og derudover om videnskab skal have et emancipatorisk sigte. I denne opgave vil vi undersøge deres forskellige forestillinger om hermeneutikken med særligt fokus på traditionsbegrebet, som figurerer hos dem begge. I den forbindelse bliver en central problemstilling, hvordan man skal forholde sig til tradition: Kan tradition “gælde uden begrundelse” (Gadamer 1960a:143), eller skal tradition nærmere legitimeres rationelt? Problemformulering Hvordan forstår henholdsvis Hans-­‐Georg Gadamer og Jürgen Habermas hermeneutikken som videnskabsteoretisk position? I relation hertil, hvorvidt kan dette forstås som et udtryk for forskellige opfattelser af forholdet mellem fornuft og tradition? Læsevejledning Opgaven indledes med et kort redegørende afsnit om hermeneutikken. Derefter følger to redegørende afsnit, hvor det første er en redegørelse for Gadamers forståelse af ontologisk hermeneutik og dernæst et afsnit om Habermas’ kritiske hermeneutik. De redegørende afsnit vil hovedsageligt behandle de to teoretikeres respektive hermeneutiske positioner og forståelser af fornuft og tradition. Opgavens diskussion indledes med et afsnit, som sammenholder ligheder i de to teoretikeres forståelser. Den resterende diskussion er inddelt i tre afsnit, hvoraf det første omhandler, hvorvidt man skal stille sig kritisk over for magtforhold. Dette leder til et diskuterende afsnit, 1 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik som omhandler, hvorvidt hermeneutikken skal være frigørende i sit sigte. Afslutningsvis vil det blive diskuteret, hvorvidt Gadamer og Habermas’ uenigheder i forhold til magtforhold og frigørende praksis skal ses som et udtryk for forskellige hermeneutiske retninger. Hermeneutik Hermeneutik kan beskrives som en fortolkningskunst, hvor omdrejningspunktet er læren om, hvordan man forstår (Berg-­‐Sørensen 2012:218). I hermeneutikken gælder et internt konfliktforhold, som fokuserer på, hvorvidt hermeneutikken skal forstås epistemologisk eller ontologisk. Epistemologisk forstås hermeneutikken som en tilgang, hvor man opstiller metodiske forskrifter og krav for, hvordan fortolkning og forståelse opnås (Ibid.:220f). Denne tilgang kommer til udtryk hos eksempelvis Freidrich Schleiermacher1 (Ibid.:219f). I kontrast hertil er en ontologisk hermeneutik, som beskæftiger sig med, at fortolkning og forståelse er konstituerende for menneskelig væren (Ibid.:220f). Denne ontologiske hermeneutik kommer til udtryk hos blandt andre Martin Heidegger og Gadamer (Ibid.). Derudover er der en del teoretikere, som har positioneret sig mellem den epistemologiske og ontologiske hermeneutik heriblandt Habermas. Gadamer Denne redegørende del om Gadamer vil først omhandle hans ontologiske hermeneutik. Herefter følger et afsnit om forståelse, der først vil indebære en redegørelse for Gadamers begreber forforståelse, erfaringshorisont og fordomme for derefter overordnet at kunne redegøre for hans forståelsesbegreb. Dernæst følger to afsnit om henholdsvis virkningshistorie samt tradition og fornuft, som senere vil finde anvendelse i diskussionen. Ontologisk hermeneutik ”Vi husker den hermeneutiske regel om, at man skal forstå helheden ud fra delene og delene ud fra helheden” (Gadamer 1960a:154). 1 Frederich Schleiermacher sættes ofte i relation til den hermeneutiske cirkel (Gulddal & Møller 1999:19). Han betragtes som eksponent for en epistemologisk hermeneutik -­‐ han beskæftiger sig således med regler for fortolkning og han fokuserer på, hvordan den hermeneutiske cirkel kan bruges til at opnå forståelse for en tekst og i særdeleshed den intenderede mening, som en forfatter har haft, da han skrev det pågældende værk (Højberg 2009:311ff) 2 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik Ovenstående citat illustrerer en forståelsesproces, der er central inden for hermeneutikken, og som betegnes den hermeneutiske cirkel. Epistemologiske hermeneutikere, herunder Schleiermacher, forstår denne proces som en bevægelse mellem et sprogligt udsagn og det at kunne forstå den intenderede mening. Den cirkulære bevægelse opløses, når man opnår fuldstændig forståelse for teksten (Ibid.:154ff). Den hermeneutiske forståelsesproces bliver, ifølge Schleiermacher, et forsøg på at opstille retningslinjer for tekstfortolkning og får derfor en metodologisk karakter2 (Berg-­‐Sørensen 2012:219). Dette er en fejlagtig tankegang ifølge Gadamer, idet den hermeneutiske cirkel i stedet er et ontologisk princip (Gadamer 1960a:156f). Han beskriver det således: ”Forståelsens cirkel er altså overhovedet ikke en ’metodisk’ cirkel, men beskriver et ontologisk strukturmoment i forståelsen” (Gadamer 1960a:157). Cirklen bliver derved et billede på forståelsens grundstruktur og fra at have udgjort et metodisk krav, rykker cirklen så at sige ind i mennesket. I forlængelse af Heidegger mener Gadamer også, at den hermeneutiske cirkel nærmere beskriver forståelsen som samspillet mellem overleveringens bevægelse og fortolkerens bevægelse (Ibid.:157). Forståelsen af en tekst bliver i denne sammenhæng bestemt af forforståelsen (Ibid.:156). Forståelse Forforståelsen er et af de elementer, som er med til at konstituere forståelse ifølge Gadamer. Forforståelsen bruges til at forsøge at få mening ud af et givent fænomen. Samtidig kan mødet med dette fænomen bevirke, at vi reviderer vores forforståelse og derved opnår en ny (Berg-­‐
Sørensen 2012:223). På denne måde transformeres vores forforståelse konstant. Denne cirkulære bevægelse kan beskrives som samspillet mellem historien og mennesket eller som henholdsvis helheden og delen. Forforståelsen betegnes af Gadamer som hermeneutikkens første betingelse og er derved med til at betinge, hvad der kan forstås, som værende meningsfuldt (Gadamer 1960a:158). Denne forforståelse er dannet af tidligere erfaringer, og dette kalder Gadamer vores erfaringshorisont. Horisonten skal forstås som et synsfelt, hvor fra mennesket betragter verden (Ibid.:166). Horisonten konstitueres af sprog, erfaringer og tid -­‐ 2 Denne forståelse af hermeneutik som metodologi bygger Wilhelm Dilthey senere videre på (Berg-­‐Sørensen 2012:219). 3 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik fortid såvel som nutid (Højberg 2009:324). I forlængelse heraf taler Gadamer om en horisontsammensmeltning, der opstår, når to horisonter mødes3. Et andet væsentligt begreb hos Gadamer er fordomme. Disse kan både være legitime og illegitime, og de er betingelser for forståelse, men de er ikke en garanti for, at vi har forstået korrekt (Gulddal & Møller 1999:36). Begrebet fordom skal ikke forstås med den konnotation, som begrebet ofte tillægges (Gadamer 1960b:258). Det har nærmere en positivt begrænsende effekt, fordi denne forudindtagethed giver den enkelte en måde at forstå verden på (Riis 2006:17). Desuden har fordomme ophav i traditionen og er således et udtryk for menneskets værens historiske virkelighed (Gadamer 1960a:139). Forståelse hos Gadamer handler om, at mennesket forsøger at opnå forståelse for andre og anerkende sagligheden hos det pågældende menneske (Gadamer 1960a:155). Gadamer beskriver det således: ”Det er hermeneutikkens opgave at redegøre for dette forståelsens mirakel, som ikke er en hemmelighedsfuld kommunion mellem sjælene, men derimod haven del i den fælles mening” (Gadamer 1960a:155). Vi søger altså at forstå og tage del i en fælles mening gennem samtale. Sproget står således centralt for Gadamer, fordi det er gennem sproget, at man kan artikulere sin forståelse (Højberg 2009:330). På denne måde kommer menneskets væren til udtryk gennem sproget (Ibid.), og hermeneutikken skal i forlængelse heraf behandle forståelse, som værende konstituerende for menneskets væren (Berg-­‐
Sørensen 2012:221). Det er dette sprogaspekt, der giver hermeneutikken en universel karakter. Dette skyldes, at forståelsens og bevidsthedens muligheder netop sammenfalder med de muligheder, der kan udtrykkes i sproget. Der findes ikke grænser her for, og sproget er derfor potentielt uendeligt. Netop dette medfører, at Gadamer knytter forestillingen om forståelse sammen med hermeneutikkens universalitet (Jørgensen 2009:133ff). I denne sammenhæng er en vigtig pointe, at den hermeneutiske cirkel, ifølge Gadamer, også indebærer et element af fuldkommenhedsforegribelse (Gadamer 1960a.:157). Med dette menes der, at man altid har en forventning om forståelse (Jørgensen 2009:77). Kan denne 3 Bevægelsen mellem del og helhed betegner denne horisontsammensmeltning, hvor målsætningen ikke er at opnå en meningsmæssig konsensus, men derimod at begribe, hvad den anden horisont kommunikerer (Gadamer 1960b:290f). Dette vil sige at man lærer at se udover det nære og velkendte (Ibid.:291). Horisontsammensmeltning skal således forstås som en midlertidig afsluttet proces, hvor forståelse fuldbyrdes (Gadamer 1960a:171). Dette er et centralt begreb for at kunne opnå en dybdegående forståelse for Gadamers hermeneutiske opfattelse af forståelse. Begrebet er dog ikke videre relevant for opgaven, og det er derfor sat i en fodnote. 4 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik fuldkommenhed ikke umiddelbart findes, begynder vi først derefter at stille spørgsmålstegn ved overleveringen (Gadamer 1960a:157). Virkningshistorie I en fortolkningsproces skal man ikke blot forsøge at forstå den meningshorisont4, som fænomenet indgik i, men også bevægelsen fra fortid til nutid. Det skyldes, at det pågældende fænomen har en virkningshistorie. Virkningshistorien består af de opfattelser og meninger, som fænomenet er blevet tilskrevet i tidens løb, og de handlinger disse har givet anledning til, og som har haft indflydelse på den nutidig erfaringshorisont (Berg-­‐Sørensen 2012:224f). For Gadamer bliver tidsafstanden mellem begivenhed og fortolker central: ”I virkeligheden gælder det om at erkende, at tidsafstanden er en positiv og produktiv mulighed for forståelse” (Gadamer 1960a:160f). På denne måde er tradition og historie skrevet ind i nutiden (Berg-­‐Sørensen 2012:224). I relation hertil er det virkningshistoriske princip relevant. Dette er en betegnelse for, at illegitime og uproduktive fordomme udskilles gennem en historisk proces (Gadamer 1960a:164). På denne måde selekteres nogle fordomme fra -­‐ ikke af det enkelte menneske eller af den enkelte samtid, men af historien gennem en længere proces (Højberg 2009:327f). Fornuft og tradition Ifølge Gadamer er mennesket situeret i historien: ”I virkeligheden tilhører historien ikke os, men vi tilhører den” (Gadamer 1960a:138). Med dette menes der, at mennesket er indfældet i historien, og den historiske virkelighed er bestemmende for enhver oplevelse. Da overleveringen er skabt i en kontekst, bliver man nødt til at gøre sig virkningshistorien bevidst, eller som Gadamer formulerer det: ”For os eksisterer fornuft kun som real historisk fornuft, det vil sige: den er ikke sin egen herre, men forbliver anvist til de givne forhold, den virker i” (Gadamer 1960a:138). Samtidig skal man dog være klar over, at man aldrig kan forstå virkningshistorien fuldstændig. På dette punkt kritiserer Gadamer oplysningstidens idealer5, som blandt andet indebærer et ønske om at overvinde alle fordomme. Dette mener Gadamer i 4 En meningshorisont er, ifølge Gadamer, den betydning, et givent fænomen havde i den historiske kontekst, den indgik i (Berg-­‐Sørensen 2012:224). 5 Med oplysningens emancipatoriske projekt refereres der til, at der under oplysningstiden herskede en stor tro på menneskets fornuft og et håb om menneskets frigørelse. Immanuel Kants udsagn: “Hav mod til at betjene dig af egen forstand” indrammer det umiddelbare i tankegangen (Metz 13/12-­‐2007). 5 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik sig selv er en fordom (Ibid.). Ifølge Gadamer vil det være umuligt at overvinde alle fordomme, da vi som nævnt er indfældet i historien, og aldrig kan forstå vores virkningshistorie fuldstændig (Ibid.). Dette er således et udtryk for, at man ikke kan begribe og opnå fuld forståelse for traditionen, og det er derimod Gadamers forestilling, at man kan nå frem til en midlertidig fuldbyrdet forståelse mellem overleveringen og fortolkeren (Jørgensen 2009:90). Denne midlertidige meningsfuldhed kan dog senere revideres på ny. Hverken mennesket eller videnskab kan undsige sig sin historiske kontekst og tradition, og netop derfor kan man ikke tale om en endegyldig fornuft. På denne måde er der hos Gadamer ingen ubetinget modsætning mellem tradition og fornuft, og derfor betyder tradition: ”at gælde uden begrundelse” (Gadamer 1960a:143). Ifølge Gadamer har oplysningen desuden medført et autoritetsbegreb, som i høj grad hænger sammen med blind lydighed (Ibid.:141f). Denne forståelse, mener Gadamer, er fejlagtig, og han mener, at autoritet nærmere skal sættes i forbindelse med anerkendelse og erkendelse (Ibid.:142). Autoritet er i den sammenhæng ikke noget, der tildeles, men noget der erhverves og kan føre til, at den ene part er den anden overlegen med hensyn til dømmekraft og indsigt. Ved denne forståelse af autoritet, gør bevidstheden om ens egne grænser, at man tiltror den anden en bedre indsigt (Ibid.). Gadamers forståelse af autoritet og fornuft vil behandles nærmere i diskussionen. Først vil vi se nærmere på Habermas’ forståelse af hermeneutik. Habermas Kritisk hermeneutik Habermas sættes som teoretiker i forbindelse med kritisk teori6 (Nielsen 2010:1f). Det er centralt for kritisk teori at understrege vigtigheden af teoretisk refleksion, som forskningsprocessen konstant skal være i dialog med (Ibid.). Denne refleksion indebærer et kritikkoncept, der ønsker at fremme dialog med et allerede eksisterende normativt grundlag, og i forbindelse med dette skabe et udviklingspotentiale i det bestående samfund. Derudover 6 Kritisk teori går også under navnet Frankfurterskolen, og Habermas ses som 2. generation af denne (Baert 2005:107). 6 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik beror kritisk teori på en ideologikritik7, og målet med denne ideologikritik er således at fremme oplysningens emancipatoriske projekt8 (Ibid.:9). Samtidig trækker Habermas helt grundlæggende på Gadamers hermeneutik (Højberg 2009:333). Dette kommer blandt andet til udtryk da forståelse, og herunder forforståelse, er helt grundlæggende begreber hos Habermas. Habermas er derfor fortaler for en hermeneutik, som er formidlet gennem kritisk teori. Han mener, at man skal opstille et teoretisk referencesystem, som kan være med til at rekonstruere, hvordan traditioner udvikler og forandrer sig (Packer 2011:298). Vender vi tilbage til sondringen mellem epistemologi og ontologi, bliver det blandt andet her tydeligt, hvordan hermeneutikken får epistemologisk karakter hos Habermas, da den netop indebærer metodiske anvisninger9. Samtidig kritiserer Habermas Schleiermachers epistemologiske hermeneutik. Dette kommer til udtryk, når Habermas hævder, at det er fejlagtigt, at også hermeneutiske videnskaber stræber efter en art positivistisk ideal om at opnå objektivitet (Habermas 1968a:121). I forlængelse af dette er det videnskabelige objekt mere end bare noget historisk bestemt. Det er en sproglig formidlet størrelse, som er struktureret og fortolket i den kommunikative hverdagspraksis (Nielsen 2010:19). Kommunikativ rationalitet og magtforhold Et centralt begreb hos Habermas er kommunikativ rationalitet, hvilket betegner en rationalitet knyttet til interaktive og kommunikerende individer (Eriksen & Weigård 2003:19). Ifølge Habermas er det gennem hverdagskommunikation, at vi som individer kommer frem til, hvad der er fornuftigt og moralsk (Packer 2011:306). Fornuft er i denne sammenhæng ikke noget transcendentalt, men en del af den intersubjektive kommunikation, og fornuften realiseres i menneskers konkrete kommunikative praksis (Nielsen 2010:18f). Fornuftige afgørelser dannes netop på grundlag af en konsensus i samtalen (Habermas 1970:209). I disse samtaler, 7 Habermas‘ definition af ideologi trækker på Karl Marx’ forståelse heraf. Det vil sige, at ideologi forstås som falsk bevidsthed. Herunder betyder det, at man opfatter de gældende samfundsforhold, som værende naturgroede (Jørgensen 2009:150). 9 Habermas’ metodiske anvisninger er mangfoldige og kommer til udtryk inden for flere områder. Heriblandt opstiller han metodiske krav for eksempelvis kommunikation og refleksion. Eksempler på disse metodiske anvisninger kunne være: Hans model over medier, erkendelsesformer og erkendelsesledende interesser (Andersen 2013:392), formalpragmatik og talehandlinger (Andersen 2013:395) eller hans universaliseringsgrundsætning (Andersen 2013:397). 7 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik mener Habermas, at man gennem tale kan forsøge at ændre rammer for tolkning for at kunne forstå det traditionelle anderledes og bedømme på ny (Nielsen 2010:17f). Man skal derfor være opmærksom på de magtforhold, der gør sig gældende, da disse kan bruges til både oplysning og til målbevidst at ændre gruppers holdninger (Habermas 1968a:133). Dette leder tilbage til Habermas’ forestilling om, at hermeneutikken skal integreres i en ideologikritik (Packer 2011:298). Målet er at skabe en kritisk, normativ sociologi, som retter sig mod at frigøre sig fra og særligt bevidstgøre sig om de magtforhold, som netop er med til at forvrænge kommunikationen (Jørgensen 2009:149). I denne sammenhæng, mener Habermas, at det bliver samfundsforskerens opgave at undersøge, hvornår en konsensus om ideer og forestillinger er opstået på en rationel baggrund, som er i overensstemmelse med almene interesser, og hvornår den er et udtryk for illegitime magtforhold (Andersen 2013:391). Ydermere er der tale om en procedural rationalitetsforståelse hos Habermas, som beskæftiger sig med måden hvorpå, man når frem til et resultat snarere end resultatet i sig selv. Hensigten er, at man derved kan efterprøve og undersøge resultaterne (Eriksen & Weigård 2012:19). I forlængelse af dette opstiller Habermas generelle og nødvendige kommunikationsforudsætninger. Disse indebærer regler for brug af logik, semantik, procedureregler og regler angående samtalens rammer og forløb. Sidstnævnte refererer til den ideelle samtalesituation, som Habermas kalder den herredømmefri dialog (Packer 2011:306f). Denne indebærer et symmetrisk forhold mellem de respektive parter i dialogen, hvor argumenterne får lov til at stå alene. Habermas mener dog, at denne dialog endnu ikke er realiseret (Ibid.). Habermas’ opstilling af ovenstående forudsætninger er også med til at understrege den epistemologisk tilgang, som han besidder. Som det blev antydet i det forrige afsnit, trækker Habermas på mange af de idealer, der opstår i oplysningstiden. Hvor andre hermeneutikkere, ifølge Habermas, forbigår at være kritiske over for de magtforhold, der gør sig gældende i en samtale, mener Habermas netop, at oplysningen er bevidst om dét. Opsamlende kan man tale om, at Habermas generelt er fortaler for en dybdehermeneutik, som fordrer et teoretisk referencesystem, der kan identificere underliggende magtmekanismer. I relation hertil er det vigtigt at bemærke, at Habermas har en forestilling om, at hverdagssproget ikke kan inkorporere alle aspekter af virkeligheden. Eksempelvis skal 8 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik materielle substanser i den politiske dominans erkendes gennem den emancipatoriske erkendelsesinteresse (Packer 2011:198). Erkendelsesinteresser og fornuft Videnskabens meningsfuldhed i teori såvel som i praksis skabes gennem det, som Habermas definerer som erkendelsesinteresser (Habermas 1968a:126). Al videnskabelig praksis er drevet af en erkendelsesinteresse, og videnskabelig interesse er således aldrig erkendelsesløs. Det er Habermas’ forestilling, at der er en kobling mellem ens videnskabsteoretiske udgangspunkt og metodiske valg (Nielsen 2010:17). Erkendelsesinteresser skal forstås som noget, vi kan blive bevidst om, men som vi kan ikke undsige os (Habermas 1968b:312ff). I forlængelse heraf fremlægger Habermas, at man ved at bevidstgøre sig om disse kan frigøre sig fra objektivitetens skin10 (Habermas 1968a:126). Habermas identificerer tre erkendelsesinteresser, som også knyttes til forskellige medier (Ibid.: 126ff): Habermas’ erkendelsesinteresser: 1. En teknisk erkendelsesinteresse, som knytter sig til empirisk-­‐analytiske videnskaber. Medie: Arbejde. 2. En praktisk erkendelsesinteresse, som knytter sig til hermeneutiske videnskaber. Medie: Sprog. 3. En emancipatorisk erkendelsesinteresse, som knytter sig til kritisk teori. Medie: Magtforhold. Kilde: (Habermas 1968a:126) Hos Habermas er den emancipatorisk erkendelsesinteresse central11. Denne erkendelsesinteresse indebærer, at fornuften gennem refleksion bliver en medierende faktor 10Med objektivitetens skin refererer Habermas til den misforståelse, som han mener, gør sig gældende blandt mange videnskaber. Hvor der fejlagtigt sluttes, at man kan undersøge en objektiv virkelighed. Ifølge Habermas kommer dette både til udtryk hos de empiriske og hermeneutiske videnskaber (Habermas 1968a:120f). 11De andre erkendelsesinteresser skal forstås således: Den tekniske erkendelsesinteresse bygger på den opfattelse, at der gælder en verden uafhængigt af mennesket, som man kan ”gå ud” og undersøge (Packer 2011:290f). Den praktiske erkendelsesinteresse kender vi fra hermeneutikken, hvor traditionsfortolkning er i centrum (Habermas 1968a:121). 9 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik for frigørelse (Nielsen 2010:18). Ydermere knytter denne sig til hans kritiske hermeneutik. Det gør den, da den har til opgave at opdage forvrænget dialog i historien og forsøge at ændre dette, som det fremgår af følgende: ”Enheden erkendelse og interesse står sin prøve i en dialektik, der rekonstruerer det undertrykte ud fra de historiske spor i den undertrykte dialog” (Habermas 1968a:133). Den kritiske videnskab bygger derfor videre på den praktiske erkendelsesinteresse og bliver fortaler for en emancipatorisk erkendelsesinteresse, der lægger op til en rekonstruktion af det traditionelle. For at kunne rekonstruere dette, mener Habermas netop, at der er behov for et teoretisk referencesystem som nævnt i forrige afsnit (Packer 2011:298). Diskussion Efter at have gjort rede for henholdsvis Gadamer og Habermas’ hermeneutiske afsæt, vil vi starte med at sammenholde de grundlæggende ligheder mellem dem. Derefter vil vi diskutere, hvorvidt der gør sig magtforhold gældende. Herunder vil vi også diskutere, hvordan de to teoretikere har forskellige syn på autoritet. Derefter følger en diskussion af, hvorvidt hermeneutikken skal have et emancipatoriske sigte. Afslutningsvis diskuteres Gadamer og Habermas’ hermeneutiske positionering i forhold til hinanden. Ligheder mellem Gadamer og Habermas Da Gadamer og Habermas begge tager afsæt i en hermeneutisk forståelse, er det også en grundlæggende betragtning hos dem begge, at fortolkeren af et fænomen selv er indlejret i fortolkningsprocessen (Gadamer 1960a:159; Habermas 1968b:309f). Man kan derfor sige, at de begge mener, at man som menneske ikke kan sætte sig selv fuldstændig i parentes. Dette kommer også til udtryk, når de begge kritiserer det positivistiske ideal om objektivitet og værdifrihed (Jørgensen 2009:148). Derudover står samtalen centralt hos dem begge. Dette kan ses i Gadamers forestilling om sprogets altomfattende karakter og i Habermas’ begreb om kommunikativ rationalitet. I forlængelse af dette står det centralt hos dem begge, at det er igennem sproget og dialogen, at mennesket opnår forståelse og meningsfuldhed. Man forstår således sin verden såvel som andre mennesker gennem sproglighed og herunder dialog (Jørgensen 2009:149). Det kommer yderligere til udtryk hos dem begge, at mennesket er udstyret med en forforståelse, som man forstår verden med (Gadamer 1960a:156;Habermas 1970:208). Man 10 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik kan nemlig sammenligne Gadamers begreb om fordomme og Habermas’ begreb om erkendelsesinteresser. Sammenhængen herimellem består i, at de begge opfatter, at mennesket eller forskeren er situeret med en række bestemte erkendelser. Disse bevirker, at ens forståelse ikke er forudsætningsløst, men derimod er udstyret med et bestemt perspektiv, som man kan blive bevidst om, men man ikke kan undsige sig (Gadamer 1960a:138;Habermas 1968a:131ff). Magtforhold En stor del af Habermas’ kritik af Gadamer omhandler, at hermeneutikken ikke har den universelle gyldighed, som Gadamer påstår. Dette begrunder Habermas blandt andet med, at hermeneutikken ikke reflekterer over, at magtforhold og forvrænget kommunikation gør sig gældende (Jørgensen 2009:149). Det at kunne bevidstgøre og frigøre sig fra magtforholdene, er, som redegørelsen viser, det den emancipatoriske erkendelsesinteresse i høj grad efterstræber. I forlængelse af dette opstiller Habermas, som nævnt tidligere, den herredømmefri dialog. Da denne endnu ikke er realiseret, mener Habermas, at magtforholdene skal identificeres, og at dialogen ikke må overlades til sig selv, som det er tilfældet hos Gadamer. Man kan derfor argumentere for, at Habermas mener, at Gadamers teori kun kan anvendes, hvis der er tale om et symmetrisk forhold. For at forstå uenigheden på dette punkt, er det relevant at nævne, at de har forskellige forståelser af, hvad autoritet betyder. Som det fremgår af redegørelsen, er autoritet ifølge Gadamer ikke noget, der forbindes med blind lydighed, men nærmere med fornuft. Habermas kritiserer netop Gadamer for ikke at se nogen modsætning mellem autoritet og fornuft (Habermas 1970:233). Man kan sige, at dette delvist er rigtigt, da Gadamer mener, at autoritet bunder i en bevidsthed om egne grænser og en erkendelse af, at den anden har bedre indsigt på et givent punkt. På denne måde bliver dét at tillægge den anden autoritet, ifølge Gadamer, en fornuftig handling, da man kun giver den anden denne autoritet, fordi personen ved bedre (Gadamer 1960b:142). Gadamer ser således ikke samme problematik i forhold til illegitime magtforhold som Habermas, men mener snarere, at autoritet er forbundet med meritokratisk berettigelse. Habermas vil give Gadamer ret i, at der kan være legitime autoritetsforhold i samtaler, men Habermas vil dog holde fast i, at Gadamers hermeneutik ikke formår at afdække de illegitime magtforhold, som også gør sig gældende. Dette kan ses som en del af det, som ideologikritikken ser problematisk – nemlig, at bestående samfundsforhold betragtes som 11 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik noget naturgroet (Jørgensen 2009:150). Dette vil Habermas netop mene sker, når man ikke, som Gadamer, sætter spørgsmålstegn ved de magtforhold, der gør sig gældende. Ydermere mener Habermas, at Gadamers traditionsbegreb bliver vilkårligt, da der ikke sættes spørgsmålstegn ved traditionens ophav (Højberg 2009:334). Der mangler altså en kritisk sans til at frigøre sig fra traditionen. Man kan her argumentere for, at denne uenighed bunder i, at Gadamer og Habermas har forskellige forståelser af samtalen. For Habermas er det noget, der i princippet kan misbruges, og netop derfor opstiller han den herredømmefri dialog som ideal. Hos Gadamer indebærer samtalen i højere grad, at man forsøger at forstå hinanden, hvilket også kommer til udtryk i forhold til hans begreb om fuldkommenhedsforegribelse. Habermas kritik omhandler netop, at Gadamer gør traditionen til herre over refleksion og derved fornuft ved ikke at undersøge disse magtforhold nærmere. Omvendt vil Gadamer mene, at man ikke kan gøre refleksion til herre over traditionen (Jørgensen 2009:152). Derved er Habermas’ ønske om at identificere magtforhold meningsløs, hvilket Gadamer formulerer på følgende måde: ”Hvad man savner ved ideologikritikken er ideologikritik af ideologikritikken” (Gadamer i Jørgensen 2009:152). Gadamer kritiserer altså Habermas for at se sig selv, som værende fri af ideologi, men netop når han opstiller værktøjer for, hvad god videnskab er, er det i sig selv et udtryk for en ideologi. Det er jo Gadamers pointe, at det er en fordom i sig selv at tro, at man kan gøre sig fri af fordomme. Frigørende praksis Som det fremgår af ovenstående, er det Habermas’ påstand, at Gadamers forståelse af hermeneutik ikke giver mulighed for en frigørende praksis (Jørgensen 2009:149). Det sker blandt andet som følge af, at Gadamer overser de magtforhold, der gør sig gældende (Ibid.). Som det også fremgår af redegørelsen, ønsker Habermas, at videnskaben har et emancipatorisk sigte i forhold til at ville frigøre skjulte magtforhold gennem bevidstgørelse og afsløring af disse (Ibid.). Ønsket om en frigørende praksis er grundlæggende for at forstå, hvordan Gadamer og Habermas adskiller sig fra hinanden. Ifølge Habermas skal man frigøre sig fra historien gennem selvrefleksion (Habermas 1968a:132f) og ikke blot acceptere, at traditionen er det, som gælder uden begrundelse, som Gadamer definerer det (Gadamer 1960a:143). Tværtimod skal traditionen legitimere sig selv rationelt (Packer 2011:297). Ydermere mener Habermas, at den hermeneutiske refleksion skal lære os, at der i et socialt fællesskab, altid er en form for social indforståethed, som fællesskabet eksisterer igennem 12 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik (Habermas 1970:234). Dette forstår Habermas som en tvangsintegreret bevidsthed i samfundet (Ibid.). Det er netop i bevidstgørelse af denne, at det emancipatoriske element ligger. Hermeneutikken må i denne forbindelse ikke, som det fremgår hos Gadamer, bindes til de traditioner, der gør sig gældende i de samfundsmæssige overbevisninger, eller som Habermas formulerer det: “Bevægelsesfriheden for en hermeneutisk forståelse, der er udvidet til kritik, må derfor ikke bindes til gældende overbevisningers traditionsspillerum” (Habermas 1970:234). Gadamers reaktion på dette er derimod, at Habermas med denne opfattelse følger oplysningens tro på, at man gennem refleksion kan opløse fordomme. I efterordet til tredje udgave af hans hovedværk Sandhed og Metode, slår Gadamer derfor også fast, at han bevidst “fratager den hermeneutiske refleksion dens egentlige, kritisk-­‐emancipatoriske opgave” (Gadamer 1960b:498). Han kritiserer Habermas for, at han med sit emancipatoriske sigte overvurderer fornuftens kræfter: “Jeg derimod er dybt skeptisk over for den fantastiske selvovervurdering, hvormed den filosofiske tænkning tildeler sig selv en rolle i den samfundsmæssige virkelighed…” (Gadamer 1960b:498). Denne konflikt kan ses i forlængelse af den tidligere nævnte uenighed angående, hvorvidt man gennem refleksion og fornuft kan gøre sig til herre over traditionen. Uenighed er tæt knyttet til Gadamers forståelse af virkningshistorie. Gadamer giver i et vis omfang Habermas ret i, at man altid skal forsøge at skabe afstand til sine meninger (Ibid.). Omvendt mener han dog, at man kun begrænset kan udøve kritik, da ens bevidsthed netop er bestemt af virkningshistorien. En central forskel på Gadamer og Habermas er altså uenigheden angående, om man skal være kritisk over for virkningshistorien og dermed over for ens tradition, eller om dette er umuligt. Hermeneutisk positionering Af flere årsager adskiller Gadamer og Habermas’ hermeneutiske positioner sig fra hinanden. Dette kommer blandt andet til udtryk i deres forhold til fuldstændig oplysning, afvisning af fordomme og i forhold til hermeneutikkens universalitet. Fuldstændig oplysning er ifølge Gadamer illusorisk (Gadamer 1960b:487). Gadamer forklarer det således, at fordomme altid gør sig gældende, men de kan sættes i og på spil, og på denne måde kan de forandres (Gadamer 1960a:163). I modsætning hertil er det Habermas’ opfattelse, at fordomme fuldstændig kan forkastes ved at afsløre dem gennem en kritisk 13 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik hermeneutik. Det skal dog ikke forstås således, at Habermas mener, at man kan opnå fuldstændig viden, men man skal identificere de underliggende interesser. Ifølge Gadamer er det grundlæggende traditionen, der regulerer hvilke fordomme, som forbliver, og hvilke som udviskes i henhold til det virkningshistoriske princip (Ibid.:162). Selvom fordomme kan sættes på spil, så er de samtidig konstituerende for den menneskelige forståelse, og det ville medføre en eksistentiel krise for individet, hvis det var muligt at adskille mennesket fuldstændig fra dets fordomme (Højberg 2009:335). I modsætning hertil kunne man forestille sig, at udfaldet af en adskillelse af fordom og menneske, ifølge Habermas, i en vis udstrækning ville have en positiv effekt, fordi dette vil føre til emancipation. En tredje årsag til de forskellige positioneringer bliver, hvorvidt man skal forstå hermeneutikken som en universel størrelse. I ”Hermeneutikkens krav på universel gyldighed” (Habermas 1970) bliver Habermas’ primære indvending mod Gadamer, at den tenderer mod at universalisere sin teori om forståelse. Omvendt vil Gadamer netop mene, at det er hermeneutikkens altomfattende opgave at belyse betingelserne for forståelse (Gadamer 1960a:158f), hvorimod man hos Habermas i højere grad kan tale om kriterier for forståelse. Dette kan ses som målsætningen med Habermas’ dybdehermeneutik. Habermas fordrer således en større systematik i forhold til forståelse og erkendelse og en bevidsthed om den gældende erkendelsesinteresse, for hvis man ikke bevidstgør sig om dette, så bevares en falsk bevidsthed hos den enkelte, og derved bibeholdes de naturgroede magtforhold. Ovenstående diskussion kan ses som et udtryk for, at de har forskellige holdninger i forhold til, om hermeneutikken skal forstås som en metateori eller en afgrænset teori. Hos Habermas kommer det jo til udtryk, at hermeneutikkens forestillinger om forståelse kun kan siges at gøre sig gældende inden for bestemte områder, da vores dagligdagssprog er begrænset til at kunne fungere inden for disse. Den er altså ikke universel. Dette må være et er et misforstået postulat, set med Gadamers øjne, fordi al mening findes inden for sproget (Højberg 2009:330). Modsat Habermas mener Gadamer netop at der eksisterer en universalitet i forhold til forståelse. Det underbygger påstanden om, at hermeneutikken kan ses som en metateori hos Gadamer. Habermas’ ambition om et teoretisk referencesystem er netop et eksempel på, at man ifølge ham i nogen sammenhænge er nødt til at sætte sig udover det hverdagssproglige (Packer 14 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik 2011:298). I modsætning hertil er det netop Gadamers påstand, at kritik og uenighed altid kan og skal medieres gennem sproget. Der eksisterer altså ikke noget eksternt for hermeneutikken, hvori der kan bedrives kritik. Habermas vil dog netop hævde, at vores sprog ikke er kompatibelt i forhold til dette. Dagligdagssproget kan ikke skabe forståelse herfor, og det bliver derfor videnskabens opgave, herunder den kritiske teori og den emancipatoriske erkendelsesinteresse, at forholde sig til dette (Ibid.:299). Det er blandt andet her, at Gadamer og Habermas hermeneutiske forståelse tørner sammen, fordi Habermas mener, at der er nogle anliggender, der kun kan begribes videnskabeligt. Habermas kan således ikke siges at repræsentere en direkte epistemologisk hermeneutik, men der gælder alligevel en række betingelser og krav for den kritiske hermeneutik, som bevirker, at man heller ikke kan tale om en ontologisk hermeneutik hos Habermas. Derimod kan man argumentere for, at Habermas nærmer sig noget, der kan beskrives som kvasi ontologi. Denne hermeneutiske form er hverken epistemologisk, men ej heller ontologisk som hos Gadamer. Dette skyldes, at Habermas’ erkendelsesteori i vid udstrækning knyttes til forskningsarbejde i modsætning til Gadamer, som i kontrast hertil i højere grad har væren som sit hermeneutiske fokus. Konklusionen herpå kan måske siges at være, at en af de grundlæggende årsager til uoverensstemmelserne mellem Gadamer og Habermas er, at Gadamer repræsenterer en ontologisk hermeneutik, mens Habermas tenderer mod en kvasi ontologi. Som afsluttende betragtning kan man nævne, at der trods hermeneutiske ligheder mellem dem de to teoretikere, også gælder nogle afgørende forskelle, som i vid udstrækning er bundet op på, at deres målsætninger er forskellige. Gadamer fokuserer på at afdække betingelser for forståelse, mens Habermas i langt højere grad fokuserer på bevidstgøre og forandre. Gadamers fokus er på sin vis allestedsnærværende, og dermed ikke specifikt rettet mod samfundsmæssige problematikker, hvorimod det jo netop er grundlæggende for den kritiske teori at beskæftige sig med samfundet og dets forhold. Gadamer og Habermas har altså ikke øje for de samme problematikker, og de hermeneutiske forskelle bliver således større, fordi Habermas forsøger at inkorporere hermeneutikken i et større samfundsvidenskabeligt projekt. 15 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik Konklusion Som det kommer til udtryk i denne opgave, så repræsenterer Gadamer en ontologisk hermeneutik, hvor det centrale er forståelse, herunder fordomme og forforståelse, som værende konstituerende for mennesket. Derudover er det centralt for mennesket, at dets bevidsthed og fornuft er underlagt en virkningshistorie. Habermas kan derimod ses som repræsentant for en kritisk hermeneutik, hvor det rationelle i høj grad gør sig gældende mellem kommunikerende individer. For ham bliver det centralt igennem den emancipatoriske erkendelsesinteresse at stille sig kritisk over for magtforhold. Det at stille sig kritisk bliver et udtryk for fornuft. Det kan desuden konkluderes, at der gælder en række ligheder mellem Gadamer og Habermas i deres hermeneutiske forståelser, hvortil den vigtigste konklusion er, at de begge ser forståelse som en eksistentiel del af denne menneskelige væren, og at meningsfuldhed i vid udstrækning opstår og formidles gennem sproget og dialog. Habermas trækker i høj grad på Gadamers ontologiske hermeneutik. Derudover kan vi konkludere, at Habermas især kritiserer Gadamer for at overse magtforhold i dialogen. Deres uenighed på dette punkt tager særlig afsæt i, hvordan de forstår autoritet. Hos Habermas skal man forholde sig kritisk overfor de illegitime magtforhold. For Gadamer derimod er det at tillægge den anden autoritet en fornuftshandling, da denne beror på, at den anden har bedre viden på et givent punkt. I forlængelse af dette mener Habermas, at man skal forsøge at være emancipatorisk, når man bedriver videnskab, og dette er i høj grad omdrejningspunktet for Habermas’ kritik af Gadamer. Omvendt mener Gadamer netop, at dette ikke er muligt, fordi man ikke kan sætte sig ud over sin virkningshistorie og dertilhørende fordomme, og at Habermas og hans kritiske teori selv er et udtryk for en ideologi på trods af, at Habermas netop mener at være fri at dette. Selvom Gadamer og Habermas deler en række fælles betragtninger omkring menneskets væren, så er der nogle grundlæggende betragtninger inden for den hermeneutiske disciplin, som adskiller dem. En grundlæggende forskel bliver, at Gadamer ser hermeneutikken som en metateori, hvorimod Habermas betragter hermeneutikken som et afgrænset teoretisk referencesystem. Vi kan desuden konkludere, at Gadamer og Habermas’ gensidige kritik er et udtryk for forskellige hermeneutiske opfattelser af fornuft og tradition. 16 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik Det er her afgørende, at de to teoretikere har meget forskellige syn på, hvorvidt mennesket kan frigøre sig fra tradition og i så fald, hvilket udfald denne frigørelse vil have. Gadamer mener, at mennesket er situeret i historien i et sådant omfang, at man ikke kan adskille mennesket og dets tradition fra hinanden. Hvorimod at Habermas mener, at man altid skal forsøge frigøre sig fra traditionen. 17 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik Litteraturliste Andersen, Heine 2013: ”Jürgen Habermas og Axel Honneth” i Andersen, Heine & Lars Bo, Kaspersen Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag. Baert, Patrick 2005: Philosophy of the social sciences. Polity. Berg-­‐Sørensen, Anders 2013: ”Hermeneutik og fænomenologi” i Jacobsen, Michael Hviid, Kasper Lippert-­‐Rasmussen og Peter Nedergaard: Videnskabsteori i Statskundskab, sociologi og forvaltning. København: Hans Reitzels Forlag. Eriksen, Erik Oddvar & Jarle Weigård 2003: Kommunikativt demokrati. København: Hans Reitzels Forlag Gadamer, Hans-­‐Georg 1960: “Forståelsens historicitet som det hermeneutiske princip” i Gulddal, Jesper og Martin Møller 2005: Hermeneutik – en antologi om forståelse. København: Gyldendal Gadamer, Hans-­‐Georg 1960b/2004: Sandhed og metode. Århus: Systime. Gulddal, Jesper og Martin Møller 2005: Hermeneutik -­‐ en antologi om forståelse. København: Gyldendal Habermas, Jürgen 1968a/2005: “Teknik og videnskab som ‘ideologi’. Frederiksberg: DET lille FORLAG Habermas, Jürgen 1968b: “Knowledge and human interest”. Boston: Beacon Press Habermas, Jürgen 1970: “Hermeneutikkens krav på universel gyldighed” i Gulddal, Jesper og Martin Møller 2005: Hermeneutik. En antologi om forståelse. København: Gyldendal Højberg, Henriette ”Hermeneutik” i Fuglsang, Lars og Poul Bitsch Olsen 2009: Videnskabsteori på tværs af fagkulturer og paradigmer i samfundsvidenskaberne. Frederiksberg C: Roskilde Universitets Forlag Jørgensen, Arne 2009: Hans-­‐Georg Gadamer. Frederiksberg: Forlaget Anis Nielsen, Henrik Kaare (2010): ”Kritisk teori” i Brinkmann, Svend & Lene Tanggaard (red.) 2010: Kvalitative metoder, København: Hans Reitzels Forlag Packer, Martin 2011: The science of Qualititative research. New York: Cambridge University Press Riis, Anita Holm 2006: Kulturmødets hermeneutik. Højbjerg: Forlaget Univers 18 Sociologiens videnskabsteori 3. semester Københavns Universitet Eksamensnumre 522 & 533 Afleveres d. 19. december Hermeneutik Hjemmesider Metz, Georg (13/12-­‐2007): “Da mennesket blev myndigt”. Information. http://www.information.dk/151763 (Besøgt d. 16/12-­‐14 kl. 17.05). 19