Habermas og Kant.pdf - sociologisk

1.1 Formål Denne opgaves formål er at redegøre for, og kritisk diskutere, hvordan den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas (1929-­‐) teori om den kommunikative handlen bygger på den tyske filosof Immanuel Kants moralfilosofi (1724-­‐1804), samt at undersøge, hvilke problematikker, der følger, når man bedriver habermasiansk kritisk sociologi. Igennem Habermas imponerende forfatterskab, der strækker sig over de seneste fem årtier, vil man finde en rød tråd med omdrejningspunkt i kerneproblemet; at overgå magtrelationerne i samtalen, således at individerne kan emanciperes (Harste 2002: 5). Disse magtrelationer forsøger Habermas at opløse igennem en rekonstruktion af Kants individbaserede moralfilosofi, således at den bliver intersubjektivistisk hvorved den kan anvendes som fundament i teorien om den kommunikative handlen. 1.1.1 Ud fra overstående problematik opstilles problemformuleringen: Hvordan anvender Habermas Kants individorienterede moralfilosofiske principper som udgangspunkt for sin teori om kommunikativ handlen? Hvordan skal en sådan kommunikativ handlen fungere i praksis? – Og medfører teorien om den kommunikative handlen, at væsentlige samfundsforhold overses i en samfundsanalyse? 1.2 Læsevejledning Opgaven er opdelt i fem afsnit. Første afsnit skal besvare, hvordan Habermas deontologiske udgangspunkt giver anledning til inddragelse af Kant i teorien om den kommunikative handlen. Andet afsnit skal kortlægge de gyldighedskriterier, der ligger til grund for den kommunikative handlen. Tredje del undersøger den praktiske anvendelse af kommunikativ handlen, hvor fokus bliver lagt på samtalens argumentation. Den fjerde og sidste del af opgaven vil fungere som et afsluttende kritisk afsnit, hvor Habermas teori vil blive kritisk gennemgået ud fra Axel Honneths teori om anerkendelse. Slutteligt vil der i femte afsnit blive opsummeret og draget konkluderende betragtninger. 2.1 Inspirationen fra Kant I det følgende afsnit vil fokus ligge på, hvordan Habermas deontologisk er inspireret af Kants moralfilosofiske perspektiver i teorien om den kommunikative handlen. Kants 1 moralfilosofiske værk Grundlæggelse af sædernes metafysik fra 1785 kommer til at spille en afgørende rolle for den universalistiske tankegang, der kan findes i Habermas teori, og hvordan denne kommer til udtryk som universelle anvisninger for, hvordan man kan handle moralsk rigtigt i en given kontekst (jf. afsnit 2). Det overordnede mål med Kants moralfilosofiske projekt er at kortlægge, hvad der kan defineres som moralsk rigtigt. Kant tager et kognitivistisk udgangspunkt, som afspejler hans epistemologiske udgangspunkt, hvor individets selvforståelse betegner det jeg, der præsenteres; ”som den rene enhed der henviser til sig selv” (Kant i Habermas 2005: 11). Kant betragter altså et jeg, der forstår sig selv som individ ud fra en apperception, der er givet igennem en individuel kognition. 2.2 Den moralske handling I sin teori beskriver Kant, hvordan individet bør handle, hvis det vil agere moralsk. Den moralske handlen skal forstås ud fra den gode vilje, da denne er det eneste, der kan anses som uforbeholdent godt (Kant 2002: 39). Denne gode vilje definerer Kant; ”(…)ikke i kraft af dens evne til at opnå et forudsat mål, men alene i kraft af dens villen, dvs. den er god i sig selv.”(Kant 2002: 40). Det er altså ikke den teleologiske sondring, der kunne tænkes at ligge i en god handling, der er afgørende for, om handlingen er god, men i stedet viljen til den gode handling. Men hvad er det, der gør mennesket forpligtet til at handle ud fra denne moralske vilje? Kants svar på dette spørgsmål er, at individer af pligt handler uden hensyn til sig selv, men alene i forhold til den iboende pligtfølelse, der ligger i fx at opretholde sig eget liv selv i et tilfælde, hvor man ingen interesse har i at opretholde livet1 (ibid.:46). Denne sondring drager Kant for at understrege pointen i, at handlingsprincippet udelukkende må henvise til morallovens pligt, og ikke til de interesser, der kunne tænkes at ligge bag og udtænkt af den rationelle fornuft. Kant drager derfor konklusionen, at der må findes en almengyldig lov for, hvad der kan definere en moralsk handlen. Den lov kalder han det kategoriske imperativ (DKI); 1 Kants eksempel henviser til en mand, der har mistet alt livsmod, men alligevel lytter til den iboende pligt i sig selv, der fordrer, at han skal opretholde livet (Kant 2002: 45). 2 ”jeg skal aldrig handle anderledes, end at jeg også kan ville, at min maksime skal blive en almengyldig lov” (Kant 2002: 51). Det er netop denne almengyldige handlingslov, der er en af de væsentligste inspirationskilder fra Kants moralfilosofi i Habermas kommunikative handlingsbegreb. Men hvor Kants individ har skabt sin selvforståelse i sin egen kognition, er Habermas perspektiv i stedet på den intersubjektive kommunikation, således at det er individ til individ, der skaber erkendelse (Sørensen i Jacobsen et al: 193). I det følgende vil vi gå tættere på denne intersubjektive forståelse, herunder hvordan DKI kommer til at spille en rolle i teorien om den kommunikative handlen. 2.3 Habermas revidering af det kategoriske imperativ Når DKI kommer til at undergå en revidering i Habermas teori, skyldes det, at Habermas ikke mener, at det er subjektets selvreflekterende apperception af jeget, der er kilde til den moralske handling, men at det i stedet er en kollektiv og kommunikativt skabt apperception. Det er altså samme tankegang, der ligger bag Hegels kritik af Kant2, blot videreført til en intersubjektiv dimension. Begrundelsen for denne omskrivelse skal findes i det normative potentiale, der ligger i det bør, der er forudsætning for en moralsk handling hos Kant, samtidigt med at dette kan anvendes socialteoretisk igennem den kommunikative drejning, som Habermas vil give begrebet. Dette vil være omdrejningspunkt for det følgende afsnit. 2.4 Universaliseringsgrundsætningen Habermas bud på en kommunikativ omskrivning af det kategoriske imperativ er defineret i hans universaliseringsgrundsætning (U). Formået med (U) er at begrunde normers forpligtende gyldighed, og de gyldighedskrav, der bliver stillet til talehandlinger, der regulerer disse normer i praksis (Habermas 1996: 26f). Målet er for Habermas, med andre ord, at løsrive sig fra den subjektorienterede verdensforståelse, der findes hos Kant, og i stedet 2 Hegel pointerer, at den objektive verden udenfor jeget er med til at definere det som forskelligt herfra, hvorved det bliver en del af selverkendelsen: ”jeget på én gang er alment og individuelt”2 (Habermas 2005: 13). Denne objektive verden skal iflg. Hegel betragtes ud fra den videnskabelige metode og skal bygge på negationer. Negationen skal sikre, at erkendelsen udvikles, således at den objektive verdensforståelse over tid forbedres, og hele tiden redefineres ud fra, hvad der bliver betragtet som sandt (Sørensen i Jacobsen et al 2010: 183). 3 definere en intersubjektiv tilgang til at begrunde moralske gyldighedskriterier. I værket Diskursetik (1983) begrunder Habermas moralens betydning i den kommunikative handlen ved at tage udgangspunkt i en kritik af den skotske filosof Alasdair MacIntyres (1929-­‐
) moralteori, der postulerer, at projektet om at begrunde en moral, der er uafhængig af metafysiske størrelser, er slået fejl (Habermas 1996b: 25). Habermas mener dog, at dette ikke er rigtigt, og kritiserer MacIntyre for at falde i den argumentation, der påstår ”at områder, der ikke kan forklares af den instrumentelle formålsrationalitet, bør afskrives” (Habermas 1996b: 27). Som modsvar til MacIntyre tager Habermas udgangspunkt i P.F. Strawsons (1919-­‐2006) afhandling Freedom and Resentment, der beskriver, hvorledes følelsesreaktioner kan stå som bevis for, hvordan moralske realiteter betragtes gennem kommunikationen, fx ved et normbrud. Som følge af et normbrud kan det hænde, at forvolderen giver sin undskyldning til offeret, hvorved offeret får lindret sin følelse af at være uretmæssigt behandlet. Hermed, erklærer Habermas, er det forventede indhold af normen blevet bekræftet, da forvolderen netop tilkendegiver at have brudt denne ved at medgive sin undskyldning (ibid.:28f). Endvidere gælder det, i tilfælde af at den gensidige forståelse for normbrud ikke er til stede, at følelsen vil kunne lindres ved tilgivelse; fx i en konstatering af at gerningsmanden er i en sindstilstand af utilregnelighed (ibid.: 29) Habermas mener således at have afdækket vigtigheden ved at undersøge dagligdagens moralske intuitioner3, da det hermed er muligt at afdække områder af det sociale liv, der kun åbner sig ved at analysere med en performativt indstillet videnskab, hvorved det oplysende potentiale kommer til udtryk for forskeren (Ibid.:31). Her er det dog vigtigt at holde for øje, at Habermas fokus ikke er at belyse, hvad den rigtige norm er, men i stedet at afdække, hvordan normens gyldighedsområde og forudsætningen for denne gyldighed opstår. Det er netop det faktum, at mennesket er socialiseret kommunikativt, og befinder sig i en fælles intersubjektiv livsverden4, der gør, at der findes en universel intuitivt givet norm for, hvad der afføder en moralsk rigtig og forkert handling (Ibid.: 30ff). Dermed er det ikke sagt, at en handling i et moralsk spørgsmål kan gøres universel gyldig, men ifølge Habermas må man nærmere gå ud 3 De intuitive handlinger er ikke nærmere specificeret, men de må læses som handlinger der foregår uden at være rationelt funderet, men pr. instinkt. 4 Livsverdensbegrebet bliver senere beskrevet. Se evt. afsnit 3.2.2. 4 fra, at der findes sandhedsanaloge gyldighedskrav (Ibid.: 42). For at forklare dette nærmere, tager Habermas et deontologisk udgangspunkt5, hvilket betyder, at man ser på en handlings begrundelser frem for dens følgende konsekvenser. Det, Habermas søger, er altså at klarlægge et gyldighedskrav, der knytter bud og normer sammen på det niveau, hvor moralske dilemmaer opstår -­‐ i livsverden. Pointen er, at hvis man ikke før refleksionen kan finde et alment gyldighedskrav, så kan man ikke forvente at kunne argumentere sig frem til forskelle mellem sandhed og normativ rigtighed (Habermas 1996b: 43). Dette krav kommer til udfoldelse i (U), der skal fungere som brokoblingsprincip, der ”udelukker de normer som gyldige, der ikke kan finde alle potentielt berørte parters kvalificerede samtykke” (ibid.: 50). Hermed mener Habermas at kunne danne et begreb, der kan forklare, hvorledes der kan forekomme forskellige udfald af tilsyneladende ens problemstillinger. Det handler igen ikke for Habermas, om det udfald en given handling har, men om at ”enhver bør undersøge, før han lægger en bestemt norm for sin dom … om han nu også har viljen til, at også enhver anden, der befinder sig i en lignende situation, gør krav på den samme norm for sin dom” (ibid.: 51). Denne sondring inddrager Habermas for at undgå, at individet handler partisk og egennyttigt. Det, Habermas i stedet søger, som bliver definitionen på (U), er, at gyldige normer skal kunne anerkendes af alle berørte parter, hvilket afprøves i praksis ved at spørge; ”om alle følger vil være ønskelige, hvis alle fulgte normen” og om ”enhver ville ønske at en sådan norm ville træde i kræft, hvis man var i den andens sted” (1996b: 52). Dette skal dog foregå med det forbehold, at samtalen foregår magtfrit, således at alle individer på et rationelt grundlag kan acceptere argumentets gyldighed, forudsat at de kommunikativt har overbevist hinanden gennem en ”real-­‐argumentation” (ibid.: 55, 78f). Men Habermas medgiver dog, at (U) ikke kan stå alene som forklaringsgrundlag. Denne må 5 Igen viser det sig, at Habermas er kantianer, hvorved han bygger på begreber fra Kants værk den praktiske fornuft, Habermas bygger på fire kendetegn fra denne: deontologien, kognitivismen, formalismen og universalismen. (Eriksen et al 2003: 107) 5 også underbygges for at undgå at begå en performativ modsigelse6. En norm kan således legitimeres ved den diskursetiske7 grundsætning (D); ” det er kun de normer, der kan gøre krav på gyldighed, der finder (eller vil kunne finde) samtykke hos alle berørte parter som deltagere i en praktisk diskurs” (Habermas 1996b: 86). Det er igen en vigtig pointe, at Habermas hermed ikke definerer det diskursive indhold, men i stedet opstiller reglerne for, hvordan argumentationen skal kunne foregå på et moralsk og etisk grundlag (ibid.: 87). Således er grundreglerne for den kommunikative handlen opstillet, hvorfor det nu er relevant at vende blikket mod den praktiske udfoldelse af den kommunikative samtale. 3.1Handletyper Det er nu blevet afdækket, hvilke grundlæggende kriterier der ligger til grund for den kommunikative handlen. Men tager Habermas så for givet, at al handling, der udspiller sig, er kommunikativ? Svaret er åbenlyst nej. Bag ikke-­‐intuitive handlinger ligger der en rationalitet. Habermas anskuer derfor rationaliteten med udgangspunkt i Max Webers (1864-­‐1920) klassiske handlingstyper8, som han i en længere redegørelse, der her er undladt, transformerer til følgende figur: Handlingsorientering Orienteret mod Resultatorienteret forståelse Handlingssituation Ikke-­‐social indbyrdes Instrumentel handlen -­‐ Kommunikativ Social Strategisk handlen Handlen Figur 1: Handletyper (efter Habermas 1996a: 209) 6 Fx at hævde at sproget ikke eksisterer i en talt sætning, da man derved har modsagt selve argumentet. 7 I indledning til den danske oversættelse af værket Diskursetik nævnes det, at iflg. Habermas senere terminologi burde diskursetikken nok nærmere betegnes diskursmoralen, da pointen er, at alle skal være indforstået med denne (Glebe-­‐Møller i Habermas 1996b: 6) 8 Weber opererer med fire handlingstyper; målrationel, værdirationel, affektuel og traditionel. Disse tilknytter sig til den subjektive mening, der overvejer middel, mål, værdier og følger. Hvor den traditionelle kun opfylder middel, gælder det for den målrationelle, at den opfylder alle meninger med handlingen. 6 Habermas deler ifølge ovenstående figur således handlinger op i sociale og ikke-­‐sociale handlinger. Ligeledes deles det sociale handlingsbegreb op i kommunikativ handlen kontra ikke-­‐kommunikativ handlen. De ikke-­‐sociale handlinger er hhv. strategiske-­‐ og instrumentelle handlinger. Den strategiske handletype knytter sig til forventningen om at opnå et succesrigt resultat, ud fra kalkulerende egennyttige hensigter, mens den instrumentelle handling er defineret som et indgreb i handlingssituationen, der ænder den (Habermas 1996a: 209ff).9 Disse handletyper har nok grunde, der forklarer de følgende handlinger, men det, der problematiserer den ikke-­‐sociale handlen, er, at den ud fra et moral-­‐filosofisk synspunkt ikke kan erklæres gyldig, da den er subjektivt defineret, og dermed ikke kan vurderes objektivt af andre (ibid.: 33). Omvendt forholder det sig for den kommunikative handlen, som bliver begrundet intersubjektivt, da den hviler på et krav om sandhed, der kan begrundes rationelt af kollektivet (ibid.: 40). Der er altså forskellige handletyper, hvor Habermas ser mest potentiale i den sociale handlen, hvori netop den kommunikative handlen udspiller sig. I den kommunikative handlen er det kravet om sandhed, der bliver afgørende for de argumentationsformer, der kan gøre sig gældende. Disse vil det følgende blive diskuteret i afsnit 3.4. Inden da vil blikket vendes mod to centrale begreber i Habermas teori, der spiller en altafgørende rolle for samkoordinering af handling: 3.2 System og livsverden Habermas deler grundlæggende samfundet og det sociale liv op i to sfærer: system og livsverden. Disse har hver deres kendetegn i kraft af, at de har hver deres organisationsprincip, rationalitetsform og handlingsorientering (Andersen i Andersen et al 2007: 373). Traditionelt set har der været en debat mellem aktør-­‐ og struktursociologi, der hhv. har hævdet, at aktøren har en fri vilje, og at aktørens handling er underlagt strukturelle systemer. Habermas forsøger netop med inddragelsen af system og 9 Dermed ligger forskellen i, at instrumentelle handlinger kun kan være knyttet til social interaktion, mens strategiske handlinger skaber sociale handlinger (Habermas 1996a: 209). 7 livsverden at inkorporere begge perspektiver i teorien om den kommunikative handlen, dog med visse forbehold. 3.2.1 System Med begrebet system bliver struktur-­‐teorien10 imødekommet, da Habermas mener, at der her -­‐ i strukturerne -­‐ foregår handlinger, der ikke er underlagt nogen begrundelsestvang, og dermed foregår kommunikationsløst. Sådanne strukturer kan være det økonomiske system, hvor aktøren ikke er underlagt et krav om at begrunde sine handlinger, men i stedet handler ud fra et teleologisk perspektiv (Eriksen et al 2003: 134). Denne form for handlingskoordinering gør, at aktører slipper for en stor mængde kommunikation, fx når man køber ind i et supermarked, så slipper man for at skulle definere kommunikativt, hvad den enkelte vare er værd og derefter beslutte, hvad den skal koste (Andersen i Andersen et al 2007: 373). Disse handlinger foregår i en verden ved siden af den sociale, hvor handling koordineres ud fra det talte. 3.2.2 Livsverden Livsverden kommer derimod til at fungere som en overordnet forståelseshorisont aktørerne ikke kan træde ud af. Livsverden er således en transcendental sfære bestående af sprog og kultur. Sprog og kultur bliver derved de medier, hvorigennem aktørerne kan kommunikere og opnå fælles indforståelse (Habermas 1996a: 293). Det vil sige, at det kun er med et fælles sprog og kultur, at samhandlen kan foregå kommunikativt. Netop sproget kommer til at spille en altafgørende rolle, da dette er et redskab hvormed en diskurs kan sættes. Dette vil blive behandlet i det følgende. 3.3 Argumentationens rolle For at kunne handle kommunikativt skal individer, der deltager i den praktiske diskurs, i livsverden, kunne koordinere deres handlen igennem argumentation: ”Et argument indeholder grunde som på systematisk måde er forbundet med en problematisk ytrings 10 Fx Talcott Parsons (1902-­‐1979) teori: The structure of social action (1937). 8 gyldighedsfordring. (Habermas 1996a: 43). Dermed ligger der i argumentet en forventning om at kunne vende diskursen i forhold til argumentets indhold, således at der handlingskorrigeres ud fra et rationelt synspunkt. Aktøres rationelle ytringer kan altså forsøge at ændre en diskurs. Samtidigt skal denne ytring også fungere som mål for kritik, da man ved at ytre sig således også skal kunne argumentere for sin ytring. Når en ytring skal kunne kritiseres, må den have belæg for argumentationen i form af et rationale. Dette rationale er begrundet i erfaringen, da det netop er igennem læring, at rationelle ytringer kan forbedres, og derved også får sin styrke (ibid.: 44). Det er altså igennem argumentationen for den teoretiske diskurs, hvor kontroversielle sandhedsfordringer bliver afprøvet, at selve potentialet for at løse konflikter skal findes. I en normativ handlingskonflikt er det den, der handler indsigtsfuldt og ”anstrenger sig for upartisk at vurdere striden ud fra moralske synsvinkler og for at bilægge den på en kosensuel måde”, der kan løse konflikten. Hvilket med andre ord vil sige, at man ved at anvende gyldige normer (jf. (D)) igennem argumentationen kan løse konflikten ved at opstille et forslag, som alle deltagende i diskursen ville kunne acceptere (U) (ibid.:44f). Argumentationens rolle er således helt central for den kommunikative handlen, men hvordan skal et argument i praksis fremføres blandt diskuterende aktører? Dette er hvad næste afsnit skal klargøre. 3.4 Den ideelle samtale Habermas stiller sig selv spørgsmålet; ”hvad gør nogle argumenter, og dermed nogle grunde, som på relevant måde relateres til gyldighedsfordringer, stærkere eller svagere end andre argumenter?” (Habermas 1996a: 52). For at forklare dette fokuserer Habermas på tre aspekter i den argumentative tale. Habermas opstiller de bevæggrunde, der bør findes som rationelt grundlag for at argumentere i en samtale: -­‐ Argumentationen skal kunne fungere som en proces, der under ideale betingelser beror på en herredømmefri kommunikation, dvs. at alle deltagere anses som symmetriske (ens) og ikke fungerer under anden tvang end det bedre argument (Habermas1996a: 52). -­‐ På baggrund af denne herredømmefri dialog vil der opstå en værdig arbejdsdeling mellem proponent og opponent, hvor gyldighedsfordringen, der er blevet problematiseret, skal 9 tematiseres, så de deltagende i samtalen ud fra et hypotetisk synspunkt kan vurdere, om den fordring, proponenten har opstillet, skal vedtages eller ej. (ibid.:52). -­‐ Argumentet skal være overbevisende i sig selv og hvile på gyldighedsfordringerne (U) og (D). Dermed skal argumentet være middel til en intersubjektiv anerkendelse af enighed, hvormed mening transformeres til viden (ibid.: 53). Således svarer Habermas på sit eget spørgsmål om, hvad der gør et argument stærkere end et andet, nemlig ved at den fælles forståelse hviler på en fælles konsensus. 3.5 Opsummering: Der er nu blevet redegjort for, hvordan Habermas omskriver Kants kategoriske imperativ til et universaliseringsprincip, der gælder som en af grundpillerne for den kommunikative handlen. Efterfølgende blev det gennemgået, hvordan den kommunikative handlen i praksis bør forholde sig i en intersubjektiv praksis for ikke at virke umoralsk. Dette sker ved en åben og fair argumentation, hvor det er den fælles konsensus, der stræbes efter, frem for teleologisk egenvinding. Dermed er det nu relevant kritisk at diskutere Habermas teori og overveje dens svagheder. 4.1 Kritik af Habermas Habermas tager selv forskud på kritikken af den kommunikative handlen, da han er klar over, at den kan virke utopisk. Men argumentet er her, at man som ’kompetent’ taler, i det øjeblik argumentationen påbegyndes, må finde en vis grad af opfyldelse af disse krav, hvormed de fungerer som idealer, som den praktiske handling bør stræbe imod og bør tilstræbe i så høj grad som muligt (Habermas 1996a: 52, 142). Axel Honneth (1949-­‐), som er Habermas efterfølger på Frankfurt Universitet, har i teksten moralbevidsthed og socialt klasseherredømme (1990/2009) fremlagt nogle kritikpunkter af Habermas teori om kommunikativ handlen. Honneth starter dog ikke, som Habermas ville forvente, ved teorien som ideal, men tager i stedet fat i begrebet ’den kompetente taler’. Hvor Habermas bygger sin teori på et kantiansk grundlag, hviler Honneths kritik på et hegeliansk grundlag, hvor han belyser samfundsforhold ud fra en magtbaseret herredømme teori (Honneth 2009: 63). Honneth beskriver kritikken således ”Habermas implicit må ignorere hele 10 det moralske handlingspotentiale, som ikke er blevet formuleret som udarbejdede værdidomme, og som alligevel legemliggør sig i kulturelt kodede kollektive protestaktioner eller blot i en >sædelig misbilligelse< (Honneth 2009: 54). Pointen er her, at Habermas igennem sin kommunikative teori overser de ikke-­‐udtalte værdidomme, hvis udtryk i stedet kommer til udtryk i en gruppe-­‐handling betinget af moralske følelser (ibid.: 55). Disse handlinger vil således synes at mangle en normativ-­‐praktisk hensigt og retning, som yderligere bliver sværere at indramme, da den politiske organisation i disse sociale lag ofte er varierende (ibid.: 60). Ydermere gælder det, at de laveste klasser ikke har nogen forestilling om, hvordan et samfund kan være retfærdigt, sådant som det kan formuleres kommunikativt i de højere klasser i form af et ideal. De lavere klasser savner rent praktisk evnen til at kunne kommunikere på det plan, Habermas forestiller sig, når han opstiller præmisserne for den kommunikative handlen. Fordi de lavere klasser befinder sig i hverdagsrutiner, hvor der ingen tvang er til at afpersonalisere egne handlingsnormer – og dermed sætte sig selv i den neutrale position, der gælder i (U) (ibid.:57). Ligeledes forventer man ikke i de højeste klasser, at de dårligt kvalificerede erhvervsgrupper bidrager til den samfundsmæssige ordens moralske dimensioner, da de netop ikke besidder, hverken den sproglige eller kulturelle kode11 til at begå sig på dette niveau. Honneth belyser, hvordan de øvre klasser, i henhold til at reproducere de sociale klasseforhold, har brug for at kunne legitimere den sociale orden, mens de laveste klasser på ingen måde føler sådanne behov (ibid.: 59). Dette forstærkes igennem systematiske udelukkelsesprocesser i de kulturelt bærende systemer, bl.a. uddannelsessystemet, hvorigennem de laveste klasser bliver afholdt muligheden for at tilegne sig kompetencer til at udtrykke deres handlingsnormer verbalt, hvorved de ikke kan sætte dagsorden for selve samfundsstrukturen som sådan (ibid.: 63). Dertil kommer, at de herskende klasser igennem samfundsstrukturen fordrer en øget individualisering og konkurrencementalitet i samfundet, hvorved faren mindskes for ”en kommunikativ forståelse omkring fælles gruppe-­‐ og klassespecifikke uretserfaringer…” (Honneth 2009: 63). Opsummerende kan Honneths kritik siges at kritisere Habermas for at overse både de herredømmestrukturer, der findes i samfundet, samt den socialt forvredne inkompabilitet i 11 Her refereres til Bourdieus habitus og kapitalformer, der giver individet nogle omgangs-­‐, sprog-­‐ og netværksmæssige redskaber til at begå sig i forskellige sociale klasser (Mathiesen i Larsen et al: 221f, 295f) 11 den kommunikative sfære, der gør, at moralsk uretsfølelser hos de lavere klasser forbliver uudtrykte. 5.1 Konklusion: Habermas projekt om den kommunikative handlen er stadig en igangværende proces, der aldrig afsluttes. Teoriens omfattende karakter synes både at være dens svaghed og styrke, da Habermas grundigt inkorporere en stor mangfoldighed af sociologiske teorier i sin handlingsteori, samtidigt med at hele teorien hviler på de af Kant inspirerede moralske regler i gyldighedssætningerne (U) og (D). Det til trods, synes der at tegne sig aspekter af den kommunikative sfære, Habermas ikke får indrammet i sin teori, i form af Honneths kritik af det manglende blik for ikke-­‐udtalte klasseherredømmer og moralske uretsfølelser. Til Habermas forsvar kan det dog tilføjes, at han selv indrømmer, at teorien kun fungerer som idealer, man bør stræbe efter, og at vi er i en proces hen imod at skabe emancipation for mennesket – en proces, der endnu ikke er fuldent, og dermed endnu ikke har indfanget kompleksiteten i hele den brogede menneskehed. 12