Helt pip - Kay Bojesen
Transcription
Helt pip - Kay Bojesen
Pressemeddelelse forår 2016 Helt pip Kay Bojesens berømte dyrecirkus byder løbende nye medlemmer velkommen i manegen. Eller volieren skulle man næsten sige, for de sidste år har budt en række nye, fjerede medlemmer velkommen i flokken fra de forelskede turtelduer til den finurlige søpapegøje. Seneste tilføjelse er Spurvene, som Kay Bojesen designede i 1935 og som nu får ny luft under vingerne. Foråret 2016 lancerer Kay Bojesen Denmark den kvidrende nyhed komplet med landingsplanke til de syv farverige småfugle, der har navn efter ugens dage. I størstedelen af sit lange liv med design var Kay Bojesen en fri fugl med fod under eget værksted og frihed til at skabe de produkter, han følte, verden havde brug for. Om ”fri som fuglen”-mentaliteten bevidst satte sit præg på Kay Bojesens produktion, vides ikke, men den humørfyldte designer var uden tvivl fascineret af fugleriget. I 1950’erne skabte han de eksotiske sangfugle med kontrastnæb til terrassen i Bellavista - Kay Bojesens hjem med udsigt over Øresund – og bød på den måde naturen indenfor i designerhjemmet for fuld farvepragt. Samme tanke gør sig gældende med forårets nyhed Spurvene. Den lille fugleflok baserer sig på originaldesignet af den gule spurv og er med deres vidt forskellige udtryk den ultimative humørspreder, uanset hvor de lander i boligen. Det store i det små At arbejde med træ ”en miniature” er ikke nyt i Kay Bojesen regi. Den lille terrier, Tim, som Kay Bojesen Denmark sidste år luftede med fornyet kraft, er med sine fine designdetaljer og raffinerede udtryk et levende bevis på, at det er bedre at være lille og vågen end stor og doven, og det samme gælder Spurvene. De seks centimer høje fugle er udført i bemalet bøgetræ og er grafisk stærke i deres naivistiske farvesætning, der spænder fra 70’ernes gulbrune retronuancer til trendy grå-rosa toner, der er perfekt afstemt til Nordic Living. Spurve er kendt for at flyve og leve i flok. Derfor sætter Kay Bojesen Denmark alt på et bræt og lancerer forårets nyhed i et sæt med syv spurve og tilhørende magnetisk planke. Alle fugle i sættet er opkaldt efter en ugedag og udstyret med en magnet, der sikrer, at ingen spurv flyver af planken, men pænt bliver på sin plads i reolen eller på sofabordets dekorative bakke. Det står naturligvis frit for at arrangere Spurve-designet efter farvepræferencer, mens det for de mindste Kay Bojesen fans er en utraditionel og legende måde at lære ugens dage på, når fuglene placeres i rækkefølge, og der kommer kulør på selv den mest grå mandag. Kay Bojesen Spurve (H: 6 cm) koster 1.299,95 kr. (vejl.) for syv stk. med tilhørende planke. Spurvene er udført i bemalet bøgetræ og har magnet i fugle og planke. Nyheden findes i handlen fra primo marts 2016. Fotos og pressemeddelelser kan downloades fra www.kaybojesen-denmark.dk Nærmeste forhandler oplyses på tlf. +45 45 88 66 33 For yderligere information kontakt venligst: Geelmuyden Kiese: Rosendahl Design Group A/S: Bettina Vestergaard Færgeman Mobil + 45 23 84 09 63 [email protected] Bente Fallinge Mobil + 45 25 16 07 61 [email protected]