læs dommen her - Kroer Pramming | Advokater

Transcription

læs dommen her - Kroer Pramming | Advokater
UfR ONLINE
U.2011.662V
U.2011.662V
Kommunes afgørelse om ophør af sygedagpenge som følge af
for sen indsendelse af oplysningsskema var ugyldig.
Forvaltningsret 123.3 og 25.3.
A blev som følge af tennisalbuer på begge arme sygemeldt den 12.
april 2007. A fik herefter udbetalt sygedagpenge. Den 15. maj 2007
sendte kommunen et brev med et oplysningsskema til A med anmodning om, at hun udfyldte skemaet og returnerede det senest den 23.
maj 2007. I brevet var anført, at konsekvensen af manglende returnering af skemaet var, at udbetalingen af sygedagpenge ville ophøre
med sidste udbetaling den 24. maj 2007. Den 27. maj 2007 sendte
kommunen et brev til A, hvori det var anført, at udbetaling af sygedagpenge var ophørt fra den 24. maj 2007, idet kommunen ikke
havde modtaget oplysningsskemaet retur. Det var endvidere anført,
at udbetalingen dog ikke ville ophøre, hvis A havde haft en rimelig
grund til ikke at returnere skemaet. Den 29. maj 2007 modtog kommunen det udfyldte skema fra A sammen med et brev, hvori hun
undskyldte forsinkelsen. Kommunen meddelte herefter A, at afgørelsen om ophør af sygedagpenge fastholdtes. A forklarede under retssagen, at hun efter sygemeldingen havde fået meget ondt i bl.a. maven,
og det fremgik af en patientjournal, at hun den 17. august 2007 var
blevet indlagt akut med meget kraftig maveblødning. Efter A's forklaring sammenholdt med erklæringer fra hendes daværende og nuværende læge blev det lagt til grund, at hun i maj 2007 havde været alvorligt syg og stærkt smerteplaget. Dette, sammenholdt
663
med at hun, få dage efter modtagelsen af kommunens brev af 24. maj
2007 og kun 6 dage efter den oprindelige frist for indsendelse af oplysningsskemaet, sendte skemaet til kommunen, medførte, at der ikke
var grundlag for at statuere, at den for sene indsendelse var udtryk
for, at hun uden rimelig grund havde undladt at medvirke ved kommunens opfølgning, jf. dagældende § 21, stk. 1, nr. 3, i dagpengeloven.
Kommunen skulle derfor anerkende, at kommunens afgørelse om
ophør af A's dagpenge/refusion var ugyldig.
V.L.D. 15. november 2010 i anke 10. afd. B-0362-10
(Annette Dellgren, Hanne Kildal, Jacob Svenning Jønsson (kst.)).
Holstebro Kommune (adv. Tom Uldall Hansen, Holstebro)
mod
Socialpædagogernes Landsforbund som mandatar for A (adv. Mads
Krøger Pramming, Kbh.).
Holstebro Rets dom 4. februar 2010, BS 4-287/2009.
Denne sag, der er anlagt den 2. marts 2009, drejer sig om, hvorvidt
sagsøgte, Holstebro Kommune, var berettiget til at stoppe udbetalingen
af sygedagpenge til A, som følge af at hun for sent havde returneret et
sygedagpengeskema.
Påstande
Sagsøgeren, Socialpædagogernes Landsforbund som mandatar for
A, har påstået Holstebro Kommune tilpligtet at anerkende, at kommunens afgørelse af 14. december 2007 om ophør af A's sygedagpenge
er ugyldig.
Holstebro Kommune har påstået frifindelse.
Sagens oplysninger
A blev som følge af tennisalbuer på begge arme sygemeldt den 12.
april 2007. Hun var på det tidspunkt ansat som pædagog på en døgninstitution under Struer Kommune og havde desuden et bijob som handicaphjælper.
Den 15. maj. 2007 sendte Holstebro Kommune et brev ud til A vedlagt et oplysningsskema. I brevet blev hun anmodet om at udfylde det
vedlagte oplysningsskema og returnere det senest den 23. maj 2007.
Nederst på brevet er indrammet en tekst med mindre skrifttyper, der
angiver, at konsekvensen af manglende returnering af oplysningsskemaet er, at udbetalingen af sygedagpenge ophører med sidste udbetaling
for den 24. maj 2007.
Den 24. maj 2007 sendte Holstebro Kommune et brev ud til A, hvori
det anførtes, at udbetalingen af sygedagpenge var ophørt med sidste
dag for udbetaling den 24. maj 2007, idet kommunen ikke havde
modtaget oplysningsskemaet retur. Det fremgår videre af brevet, at
udbetalingen dog ikke ville ophøre, hvis A havde haft en rimelig grund
til ikke at returnere oplysningsskemaet, og hun fik frist til den 1. juni
2007 til at indsende sin forklaring på den manglende indsendelse.
Den 29. maj 2007 modtog Holstebro Kommune det udfyldte oplysningsskema fra A sammen med et brev, hvori hun undskyldte forsinkelsen.
Den 6. juni 2007 meddelte Holstebro Kommune i brev til A, at afgørelsen om ophør af dagpenge/refusion fastholdtes.
Den 2. august 2007 modtog Holstebro Kommune en anmodning om
at genoptage beslutningen om ophør af dagpenge/refusion for A. Det
hedder i denne blandt andet:
». . .
Det er samtidig vores opfattelse, at A ikke har magtet at læse de papirer hun har modtaget. A henviser i samtaler til at hun ønsker at blive
kontaktet og rykket telefonisk for ikke at glemme væsentlige opgaver.
. . .«
...
». . .
Samlet har A's situation medført, at hun ikke har været i stand til at
vurdere hvad der skulle indsendes til dagpengekontoret, eller hvordan
hun skulle forholde sig med at indsende en anke, ligesom hun ikke har
været klar over konsekvenserne.
1. august 2007
A
Frede Ejlersen
Socialpædagogerne,
Midt- og Vestjylland
---
Aase Pedersen
Stedfortræder,
Personale og uddannelsesafdelingen,
- - -, Struer
Stuer kommune
. . .«
Den 9. oktober 2007 afgav A's læge følgende statusbedømmelse.
». . .
1. Statusbedømmelse på grundlag af patientjournal m.v.
Copyright © 2011 Karnov Group Denmark A/S
A: Sygehistorie, diagnoser (latin og dansk), prognose. Evt. planlagt/igangværende behandling eller andre oplysninger af betydning for
sagen.
side 1
UfR ONLINE
Statusatt. på A ønskes m.h.p. klinisk og psykiske tilstand i sygeperioden mellem 12.4. og 17.8.07.
Siden sygemeldingen i april har A gået til behandlinger hos undertegnede p.g.a. tiltagende og svære rygsmerter. Behandlet med akupunktur, som i årene forud har haft lindrende effekt, men aktuelt givende
behandling havde ikke samme effekt som førhen. Derfor henvist til
rheumatol. afd., Holstebro Sygehus. Er MR-scannet og der findes ikke
inflammatorisk gigtsygdom i ryggen, men derimod svag ryg og man
forventer ikke fra rheumatol. side, at A kan genoptage almindeligt
rygbelastende arbejde på fuld tid igen. A har gennem årene
664
og i særdeleshed i de sidste måneder også haft mavesmerter. For år
tilbage undersøgt for det samme på Holstebro sygehus, hvor der ikke
blev fundet årsag.
Aktuelt indlægges akut med meget kraftig maveblødning d. 17.8.07.
Ved operation findes et pinetrerende (som går gennem mavesækken)
mavesår med kroniske forandringer. Der udføres en omfattende mavesæksopation (Bilroth II), da de kroniske forandringer omkring mavesåret ikke er egnet til sammensyning.
Konklusionen på fundet der er, at mavesåret har været undervejs
gennem meget lang tid og kan være forklaringen på pt.'s tiltagende
smerter.
Pt.'s sidste kontakt her i klinikken var d. 2.8. Beretter da om sin sociale situation og at hun ikke har fået indsendt et oplysningsskema
rettidigt til kommunen.
På dette tidspunkt samt ved de tidlgere besøg har jeg fundet pt. meget
smertepåvirket og mental påvirket af såvel smerterne som de tiltagende
belastende sociale forhold, herunder økonomi og manglende evne til
at kunne bestride sit arbejde. Jeg skønner, at A har været i en så stresset
tilstand, at det findes forståeligt, at hun ikke har haft overblik over deadline vedr. henvendelse fra kommunen.
. . .«
Det fremgår af indførsel i A's borgerjournal af 16. oktober 2007, at
det var Holstebro Kommunes lægefaglige konsulents vurdering, at
hendes sygdom ikke var så alvorlig, at det havde forhindret hende i at
indsende oplysningsskemaet til tiden.
Den 8. november 2007 angav overlæge Walid Adlouni i journalnotat
vedrørende A, at han kunne se, at hun var blevet akut indlagt den 17.
august 2007, og at det var lang tid efter historien med kommunen,
hvorfor han ikke kunne udtale sig om hendes tilstand i denne periode.
Den 12. november 2007 afgav overlæge Walid Adlouni, Regionshospitalet Holstebro, følgende statusbedømmelse vedrørende A:
». . .
Statusbedømmelse på grundlag af patientjournal m.v.
Sygehistorie, diagnoser (latin og dansk), prognose. Evt. igangværende
behandling:
Ulcus ventriculi med perforation og blødning (mavesår med blødning
og hul).
Patienten blev indlagt den 17.08.07 for blødende mavesår. Det viste
sig, at der også var hul på det, derfor blev hun opereret med en stor
operation, som var kompliceret og henviser til journalnotat.
Under indlæggelsen kom det frem, at hun har haft kroniske rygsmerter, og det var det værste for patienten.
Ved udskrivelsen var det planen, at hendes læge sammen med Reumatologisk Afdeling, som skulle tage hånd om ryggen i fremtiden.
Patienten var til kontrol hos os for nylig, har stadig en del symptomer
og hun skal videreudredes, og hun er ikke afsluttet.
Vurdering af helhedsforholdenes belysning for social- og sundhedsforvaltningens sag:
Jeg mener ikke, at patienten er helbredt, som det er nu med hensyn
til maven og heller ikke med hensyn til ryggen. Jeg kan ikke udtale
mig om perioden i maj måned. Henviser til mit journalnotat.
. . .«
Copyright © 2011 Karnov Group Denmark A/S
U.2011.662V
Ved journaltilførsel af 5. december 2007 fastholdt Holstebro Kommunes lægefaglige konsulent sin vurdering af, at A ikke havde været
forhindret i at indsende oplysningsskemaet til tiden.
Den 14. december 2007 traf Holstebro Kommune følgende afgørelse:
». . .
Tidligere trufne afgørelse om ophør af dagpenge/refusion fastholdes.
Efter at have modtaget statusattesten fra Regionshospitalet i Holstebro
og efter at tidsfristen for din forklaring er udløbet er sagen blevet genvurderet.
Tidligere trufne afgørelse fastholdes og din arbejdsgiver er ikke berettiget til udbetaling af refusion fra den 25.5.2007.
Årsagen hertil er, at overlæge Walid Adlouni samt kommunens
lægekonsulent vurderer, at din sygdom ikke har forhindret dig i at
indsende oplysningsskemaet til normal tid.
Der henvises til dagpengelovens § 21 stk. 3.
. . .«
Den 9. december 2009 har læge Kristine Albrechtsen afgivet følgende
udtalelse:
». . .
Vedr.: - - -, A, - - Man har udbedt sig en udtalelse om visse helbredsmæssige aspekter
i forbindelse med A's sag. Patienten havde været syg i mange måneder
op til den begivenhed, hvorom sagen drejer sig.
Hun havde i mange måneder lidt af udtalte rygsmerter og mavesmerter. Hun havde passet sit arbejde, dog med en del fravær. Situationen
var af hende oplevet som voldsomt stressende og hun havde i den sidste
tid før sin sygemelding ikke overskud til andet end at passe sit arbejde.
Det er velkendt og veldokumenteret, at langvarigt smertesyndrom kan
medføre kognitive forandringer som f.eks. nedsat overblik og forringet
korttidshukommelse. Velvidende, at patienten ikke har været testet på
dette tidspunkt, er det meget tænkeligt, at hun i den situation har haft
kognitive forandringer.
Hun havde endvidere i mange måneder været i behandling med
stoffet Tramadol, som er et syntetisk opioid. Dette stof er kendt for at
kunne give døsighed og træthed. Hos nogen kan de også medføre
konfusion.
665
Patienten blev indlagt akut den 17. august 2007. Hun havde frisk
blødning fra mavetarmkanalen. Man fandt at hun havde et blødende
mavesår. Det er højst sansynligt at hun har haft dette mavesår under
udvikling i mange måneder, sandsynligvis allerede da hun havde mavesmerterne op til sygemeldingen. Det er formentlig udviklet på baggrund af det meget langvarige forbrug af NSAID præperater, som hun
havde fået på grund af rygsmerter.
. . .«
Forklaringer
A har blandt andet forklaret, at hun blev uddannet socialpædagog i
1985. Da hun blev sygemeldt var hun ansat på - - -, som er en døgninstitution under Struer Kommune. Hun havde desuden et bijob som
handicaphjælper. Hun har været ansat på - - - i 7-8 år. Hun har haft
rygproblemer, siden hun var helt ung, og var sygemeldt i ca. 1 år, da
hun var omkring 18 år. For 7-8 år siden startede hendes næste sygeforløb, hvor hun havde mange smerter. Hun kom sig dog igen og genoptog
sit arbejde, men fik meget stærk medicin for at kunne klare det. Medicinen blev optrappet for 4-5 år siden, og hun slæbte sig mange gange
på arbejde og kunne ikke klare andet. Den 12. april 2007 sygemeldte
hun sig både fra sit job i - - - og i sit job som handicaphjælper. Årsagen
til sygemeldingen var, at hun havde ondt i sine albuer. I forbindelse
med sygemeldingen talte hun med en fra Holstebro Kommune, der
sagde, at hun ikke var berettiget til sygedagpenge i sin stilling som
handicaphjælper. Marianne Nielsen fra kommunen bad hende indsende
timesedler vedrørende jobbet som handicaphjælper, hvilket hun gjorde.
side 2
UfR ONLINE
Efter sygemeldingen fik hun afsindig ondt i maven og ryggen. Nogle
dage kunne hun kun være oppe af sin seng i 15 minutter. Hun måtte
nogle gange melde afbud til sin læge, fordi hun ikke orkede at tage
derhen. Hun kunne ikke klare sig selv og blev hjulpet af sine børn og
sin mor. De gjorde rent, købte ind og lavede mad for hende. Hendes
datter hjalp hende også med at udfylde timesedlerne vedrørende handicaphjælperjobbet. Når hun var til møder med kommunen, havde hun
sin ældste søn og svigerdatter med, fordi hun slet ikke kunne overskue
det selv.
Hun sendte brevet til Bodil Vium sammen med oplysningsskemaet,
efter at hun havde talt i telefon med hende. Bodil Vium sagde, at hun
bare skulle skrive nogle få linjer, så hun kunne forstå, hvorfor oplysningsskemaet var sendt for sent.
Umiddelbart før hun blev indlagt med mavesår, blev hun opsagt fra
sit job på - - - med virkning fra den 31. marts 2008. Hun fik løn under
sygdom, men der blev modregnet et beløb, som følge af at de ikke fik
dagpengerefusion fra kommunen. I en periode efter opsigelsen, og
indtil hun fik førtidspension omkring oktober 2009, havde hun ingen
indtægter. Hun har derfor måttet sælge sit hus.
Det er rigtigt, at hun har underskrevet anmodning om sygedagpenge
den 9. maj 2007 og igen den 2. juni 2007.
Bodil Vium har forklaret, at hun er ansat hos Holstebro Kommune
og har været i samme afdeling i 13 år. Hun sidder blandt andet med
udbetaling af sygedagpenge. Hun kendte ikke A, da hun sendte brevet
af 15. maj 2007 ud til hende. Der var tale om et standardbrev, og det
er et krav ifølge dagpengeloven, at et sådant brev sendes ud. Hun
sendte også partshøringsbrevet af 24. maj 2007. Hun mener ikke, at
hun havde telefonisk kontakt med A på noget tidspunkt. Det var hendes
afgørelse, at dagpengerefusionen skulle stoppe.
Ingelise Rasmussen har forklaret, at hun er ansat som ydelseschef i
arbejdsmarkedsafdelingen i Holstebro Kommune. Det brev, der blev
udsendt til A, er fortrykt, og kommunen får det fra Kommunedata. De
er tilfredse med brevet, og der har aldrig i ankesager været rejst tvivl
om formuleringen i brevet. Hun blev involveret i sagen, da der skulle
træffes beslutning om at stoppe udbetalingen af dagpengerefusion. Hun
kender derfor afgørelsen i sagen og mener, at formalia er i orden. Kun
hvis der er en utvivlsom sammenhæng mellem sygdommen og den
manglende indsendelse af oplysningsskemaet, kan det undgås, at udbetalingerne stopper. På baggrund af de lægelige oplysninger er det ikke
kommunens opfattelse, at der var den fornødne sammenhæng. De
hørte først om hendes smerter omkring juli/august 2007. Hun har også
medvirket til beslutningen af 14. december 2007 om ikke at ændre den
oprindelige beslutning. Foreholdt ordlyden i brevet af 14. december
2007 til A forklarede hun, at angivelsen vedrørende overlæge Walid
Adlouni er forkert. Hun er enig i, at han har angivet i sin journaltilførsel
og statusattest, at han ikke kunne vurdere dette.
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at Holstebro
Kommunes brev af 15. maj 2007 var uklart og egnet til at skabe misforståelser, og A, der var stærkt smerteplaget af sin sygdom, misforstod
da også brevet, hvilket var årsagen til den for sene indsendelse. Det
var derfor ikke uden rimelig grund, at oplysningsskemaet blev indsendt
for sent, jf. dagpengelovens § 21, stk. 1, nr. 3. Desuden havde kommunen allerede de oplysninger, som fremgår af skemaet, og den sene
indsendelse havde derfor ingen konkret betydning. Endelig gøres
gældende, at beslutningen om at ophøre med udbetaling af dagpenge
som følge af den for sene indgivelse af oplysningsskemaet er i strid
med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, ligesom A ikke
har udvist retsfortabende passivitet.
666
Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at beslutningen
om at standse udbetalingen af sygedagpenge var berettiget. A var behørigt informeret om, at hun skulle indsende oplysningsskemaet senest
Copyright © 2011 Karnov Group Denmark A/S
U.2011.662V
den 23. maj 2007, og hun havde ikke nogen rimelig grund til at aflevere
skemaet for sent, jf. dagpengelovens § 21, stk. 1, nr. 3. Hun påberåbte
sig oprindeligt kun misforståelse af brevet fra kommunen, og de efterfølgende grunde, hun har angivet for den sene indsendelse, er udokumenteret, ligesom hun har formået at indsende andre oplysninger til
kommunen rettidigt under sin sygdom.
Rettens begrundelse og resultat:
Efter A's forklaring sammenholdt med de erklæringer, der er afgivet
af hendes daværende læge, Nils Chr. Bendtsen, og hendes nuværende
læge, Kristine Albrechtsen, lægger retten til grund, at hun i maj 2007
var alvorligt syg og stærkt smerteplaget. Dette, sammenholdt med at
hun, få dage efter modtagelsen af kommunens brev af 24. maj 2007
og kun 6 dage efter den oprindelige frist for indsendelse af oplysningsskemaet, sendte skemaet til kommunen, medfører, at retten ikke finder,
at der er grundlag for at statuere, at den for sene indsendelse var udtryk
for, at hun uden rimelig grund undlod at medvirke ved kommunens
opfølgning, jf. dagældende § 21, stk. 1, nr. 3, i dagpengeloven. Retten
finder ikke, at det forhold, at hun i samme periode og i tiden efter underskrev forskellige papirer til kommunen, kan føre til et andet resultat.
--Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Holstebro Kommune, skal anerkende, at kommunens afgørelse af 14. december 2007 om ophør af A's dagpenge/refusion er
ugyldig.
--Vestre Landsrets dom.
Retten i Holstebro har den 4. februar 2010 afsagt dom i 1. instans (- -).
Påstande
For landsretten har appellanten, Holstebro Kommune, gentaget sin
påstand for byretten om frifindelse.
Indstævnte, Socialpædagogernes Landsforbund som mandatar for
A, har påstået dommen stadfæstet.
Forklaringer
Ydelseschef Inge Lise Rasmussen, Holstebro Kommune, har supplerende forklaret, at det er fast praksis, at dagpengeretten ophører, hvis
det skyldes en misforståelse af skemaet, at det ikke indsendes rettidigt.
I denne sag fik kommunen først efterfølgende kendskab til, at det
skulle skyldes sygdom hos A, at skemaet ikke var indsendt rettidigt.
Kommunen har konfereret med sin lægekonsulent om, hvor alvorlig
A's sygdom må antages at have været. Læge Henrik Termansen er ansat
af kommunen som lægekonsulent. Da kommunen stoppede sygedagpengeydelserne, fulgte man ikke op på sygedagpengesagen. Først ved
brev af 14. december 2007 vejledte kommunen A om, at hun kunne
kontakte kommunens jobcenter for råd og vejledning.
M har forklaret, at A er hans mor. I 2007 boede han i Holstebro, hvor
han havde en - - -. Forud for hans mors sygemelding havde hun med
stort besvær klaret sit arbejde, men i øvrigt lå hun praktisk taget altid
i sengen. Hun klarede ikke at holde sit hus rent, og der lå bl.a. hundeekskrementer og hundehår rundt i huset. Han tog sig af moderens
økonomi og havearbejdet, medens hans søster hjalp i hjemmet. Hans
kæreste H, som arbejdede samme sted som moderen, hjalp bl.a. moderen med lægebesøg. Hans mor kunne ikke klare at have besøg af sit
barnebarn. Moderen blev på grund af dagpengesagen nødsaget til at
sælge sit hus. Hans mor benyttede lægerne Vestergade 8. Posthuset og
Rådhuset ligger ikke langt derfra.
D har forklaret, at A er hendes mor. Da moderen blev syg, måtte
børnene tage over og hjælpe med bl.a. de huslige pligter, herunder
rengøring og pasning af husdyrene. Hun boede få minutters gang fra
moderen. Hun var hjemme hos moderen gennemsnitligt 3 gange
side 3
UfR ONLINE
U.2011.662V
ugentligt. De talte sammen hver dag, men af og til tog moderen ikke
telefonen. Hun hjalp også moderen med at tømme postkassen, der ofte
var overfyldt, og med at udfylde timeskemaer. Hun har også gået i
banken for moderen og betalt girokort. Hun har flere gange fulgt moderen til læge. Moderen kunne ikke køre bil i en periode, fordi hun
ikke havde fysikken til det. Børnene kørte derfor for hende. Moderen
boede i midtbyen og havde ikke langt til lægen. Hvis et af børnene ikke
kunne køre for hende, tog moderen en taxa til lægen. Flere gange lå
moderen i sengen hele dagen, men andre dage kunne hun godt klare
at gå i bad, men det tog meget lang tid. Hun kunne også godt klare at
sætte ting i opvaskemaskinen, men det var vidnet, der tømte den. Ofte
måtte vidnet ringe til moderen og minde hende om aftaler, ligesom de
havde et særligt system, således at moderen kunne huske ugedagene.
Moderen havde ikke reageret på en henvendelse om, at bilen skulle til
syn, hvilket bevirkede, at politiet truede med at »klippe pladerne«. Det
var i juni måned 2007, hvilket hun kan se af papirerne. Moderen måtte
også mindes om forskellige arrangementer, som skulle finde sted, fordi
hun var forvirret og glemsom. Bl.a. kunne hun i et tilfælde ikke huske,
hvor hun havde aftalt at skulle mødes med en søn og svigerdatter efter
et besøg på Herning Sygehus. Den periode, som hun har forklaret om,
strækker sig fra april 2007 og indtil operationen i august 2007. Det er
moderen selv, der har bestilt konsultationerne hos lægen.
667
S har forklaret, at A er hans mor. I april 2007 var han 19 år og boede
sammen med sin mor. På dette tidspunkt begyndte moderen at forsømme mange ting. Han havde netop fået arbejde på en fabrik fra kl. 15
til midnat. Moderen kunne ikke huske navnene på hans venner. Hans
søster var god til at hjælpe med det huslige. Han begyndte at stå for
madlavningen. Han og moderen spiste aftensmad, når han kom hjem
fra arbejde omkring midnat. Han forestod indkøbene og betalte også
for maden. Det var moderen, der lavede indkøbslisterne. Moderen bestilte selv sin medicin. Flere gange kørte han moderen til akupunkturbehandling. De havde 2 hunde og 3 katte, som moderen havde svært
ved at sørge for. Moderen sad mest i en stol og så fjernsyn.
Procedure
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at der ikke er grundlag for at fastslå, at A uden
rimelig grund undlod at medvirke ved kommunens opfølgning af dagpengesagen.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
---
Copyright © 2011 Karnov Group Denmark A/S
side 4