Dannelsens syv søjler
Transcription
Dannelsens syv søjler
Dannelsens syv søjler Personlighedens fundament Af Erik Lyng ”Visdommen har bygget sit hus, tilhugget sine syv søjler.” Således står der i Det Gamle Testamente, Ordsprogenes Bog, kap 9. v.1, og i dette hus eller tempel, med tre søjler på den ene side, tre på den anden og en i midten på den tredje, har visdommen sit sikre fundament. Søjlerne har navne som: kundskab, skønsomhed, fornuft, osv., egenskaber som er inkorporeret i visdommen og bringes til mere eller mindre storslået udfoldelse i den enkeltes liv. Jeg forestiller mig at den personlige dannelse på lignende vis bygger på et fundament af syv søjler, påvirkninger og indflydelsesområder som i negativ eller positiv forstand afgør hvordan personligheden kan udvikle sig. Dannelsens syv søjler har jeg benævnt: KROPPEN SPROGET FAMILIEN SKOLEN Og vi begynder der hvor alle levende må begynde: i de første indtryk som kroppen modtager og sidenhen må glæde sig over eller arbejde på at glemme. Og den første søjlerække, som er helt tæt på personen, det enkelte menneske, afsluttes af de to søjler: sproget og familien. På den modsatte side står der tre søjler som tilsyneladende er udenfor den enkelte, men i løbet af barndommen bliver en integreret del af den personlige dannelse: naturen, kulturen, historien, en slags spejling af det personlige i det almene. Det hele røres sammen og udkrystalliseres i søjlen der forener rummet: skolen. Skolen er smeltediglen for indefra- og udefrakommende påvirkninger. Her blandes det medfødte og det tillærte, det familiære med det kulturelle, ud fra de værdier den givne skole har at til- 26 Friskolebladet 6, 19. juni 2014 NATUREN KULTUREN HISTORIEN byde det unge menneske, der en skønne dag skal træde ud af søjlegården som sit eget menneske. 1. Søjle: Kroppen Hold me like you’ll never let me go 1 Det var næsten en personlig oplevelse af fryd, når vores svigerdatter svøbte den nøgne, nyfødte pige ind mod sin egen krop, en fornemmelse af uanfægtelig tryghed som kroppenes forbundethed kan indgive. Jeg er et ønsket og elsket menneske i verden, og verden rækker lige nøjagtig fra min krop til min mors og videre til hendes øjne. Andet er der ikke. Og hvis der er, så er det lige meget, for jeg er kun hvad min krop fortæller mig. Og lige så stille vides verden ud. Den store han med de hårde kanter og de kradsende børster kan også tilbyde hulninger hvor jeg kan falde til, falde hen i ly af bløde stemmer og uforståelige lyde, steder hvorfra jeg kan titte ud og blive opmærksom på alt det der venter på at blive erobret. Men det har ingen hast. Ganske vist er svøbet væk, men jeg sidder på armen eller tæt ind mod brystet, i en rygpose eller under en dyne og kigger og stikker en hånd ud, forsigtigt, tøvende. Og verden kommer til mig, den bliver båret frem, eller jeg bliver løftet op til den, jeg griber og snuser og smager. De pludrende hoveder over mig er ubegribelige væsener, men jeg taler med bamser og dukker og afventer det rette øjeblik. Så løfter jeg mig besværligt op på alle fire, rejser mig ved en skammel, svajer, venter, finder rytmen – og går. Og verden bliver aldrig mere den samme. Men kroppen ved hvad den ved, og hver en mindelse om denne urtids samhørighed, hvad enten vi oplever den i havet, under leg, i elskov eller i slutningen af en drøm, fylder os siden med vemodsblandet fryd. Dette er dannelsens første søjle. Råt tilhugget. Hører jeg nogen sige ”skønmaleri”? Det er det ikke, men skønt er det. Der findes desværre også andre udgaver af den 1. søjle; lyt blot til John Lennons: Mother: Mother, you had me, but I never had you. I wanted you, but you didn´t want me. Father, you left me, but I never left you. I needed you, but you didn´t need me. Mamma, don´t go! Daddy, come home! Og hør den til ende, selvom det ikke er til at bære når dannelsens første søjle krakelerer og styrter i grus. 2. Søjle: Sproget Så sødt velsignet du mit hjerte når Ordene du vokser op med og skal leve af og tolke ud fra; sprog der har som forudsætning at verden, din og den uden for dig, er værd at beskrive med alle de tilgange som dit modersmål tilbyder dig. Sproget som det væsentligste redskab for udforskning: det ligner da..., det er næsten lige som....; verden bliver mangfoldig og storslået, en uudtømmelig kilde til forundring og begejstring. Når nogen henvender sig, inddrager dig, fortæller dig en hemmelighed, siger dit navn; når du får lov at lytte, mulighed for at begribe og lære. Dine mennesker der taler med autoritet om det der findes omkring os og imellem os, modersmålet der vider sig ud og med en solid basis kan inddrage ord og tolkninger fra alle andre modersmål. På den anden side: det smertefulde ved at iagttage børn der aldrig er blevet tiltalt, der har navn som et nummer og hvis historier aldrig bliver hørt, børn der er holdt uden for sproget; de blegner, mister deres lys og må opfinde skabagtige, grove væremåder for at blive lagt mærke til. Deres argumenter bliver bogstaveligt talt slående, fra dagplejen og fremefter, og man gruer for den tavshed der vil præge deres opvækst. ”Og ved du hvad?” spørger Rose. Forventningsfuld. Hun er treethalvt. ”Neej,” siger jeg. ”Hvad?” ”Og ved du hvad?” spørger hun igen. Det hun siger er i virkeligheden: Kom nu, fortæl mig en hemmelighed! Hun ved at når hendes mor og far siger: Og ved du hvad? – så følger der noget dejligt, noget spændende. Og ved du hvad, Rose? – Du er en heldig kartoffel! 2 Det er fuldstændig lige meget hvad der bliver sagt. Ordene giver ingen mening for dig endnu, men lyden, tonefaldet og stemningen er dit nye svøb. ”Du er dog så ualmindeligt grim og dum og latterlig, min skat.” Din mors bløde stemme lægger ordene rundt om dig, og du griner tandløst salig; vel er du da så: ”smuk og og klog og elsket af alle.” Og sangene med de mest indholdsløse fraser sunget så du føler at flyde i 40 gr. varmt vand. Eller det modsatte: et staccatosprog, skingert bjæffende, kommanderende, som at blive snertet af en pisk. 3. Søjle: Familien Det var et liv i sus og dus 3 En moderne talemåde siger os: ”Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom.” Når man studerer udvalget af moderne fik- og faktion, litteratur og drama og film, kunne man næsten få fornemmelsen af at det modsatte udsagn: ”Det er aldrig for sent at få en ulykkelig barndom” er slået endnu tydeligere igennem. Det er som om vi ikke kan få nok af beskrivelser af det traumatiserende barneliv, det være sig på kostskoler, i krigssammenhænge, i kammeratskabskredse og i ganske almindelige, pæFriskolebladet 6, 19. juni 2014 27 ne familier. Alle steder står der alt for mange skabe med alt for mange skeletter. De vælter ud og beretter om gruopvækkende forhold med vold og overgreb af fysisk og psykisk art. Næsten ubegribeligt at der kan blive mennesker ud af de børn der har været igennem helvedshulerne. Når familien er værst, er den netop det – et helved på jorden, et rum hvor alting forekommer gråt, snavset, konturløst, hvor drift, erkendelse, følelse og viden flyder sammen i blind gang på jorden. Og barnet ved ikke andet. En rædselsfuld tanke: barnet ved ikke andet. Befries det nogensinde, for siden at opleve lys og en form for kærlighed, vil gråden ingen ende tage. Men mormors kolonihavehus findes også: Bag på cyklen, hjulet snurrer, far han griner, mor hun kurrer, det er fridag og vi er sammen, solen skinner over Sorte-dammen. Det var et liv... I familien er altings arnested, det bedste og det værste: kærlighedens ufattelige styrke, men også jantelovens sjæleædende kræft; omsorg, medfølelse, stolthed, men også revselse, magtbrynde, sygelig ambition. Det største i verden søsættes her, det værste fostres. Det er stadig det almindeligste at børn opfattes som forældrenes ejendom, derfor kan vi slå og nogle steder slå ihjel med retten på vores side. Det er familiens ret. Og vi kan arve og overtage i generationer og være sikret via det helligste i den vestlige tankegang: privat ejendomret. Mærkeligt. Men familien er også det hus, den hytte, det telt, hvor man genkender lugten og naturligt bevæger sig hen, når man kommer hjem fra en lang rejse. Her er godt, her er lunt, her er der nogen der strækker en hånd frem og siger: ”Velkommen hjem, min ven. Det er godt at se dig.” Den moderne virkelighed tilsiger transparens i alle forhold, ellers kan vi ikke styre vores demokrati, men familien er en hemmelighed, på godt og ondt. 4. Søjle: Skolen Som Lykke føles det at lære, når Altet gribes i det Nære 4 Så finder det store barn med sin krop, sit sprog og sin familie ind i skolen. Det er en broget flok der møder op. Den enkelte har ikke fundet sin vej, gruppen er mere eller mindre tilfældigt sammensat, modersmålet er mødrenes eller fædrenes mål. Elevernes fordomme, (helt nøgternt: de vur- 28 Friskolebladet 6, 19. juni 2014 deringer som den enkelte er udstyret med fra hjemmets side), stritter i alle retninger, og en klasselærer må gang på gang besinde sig for ikke at skære til og hugge af, for dog at få noget der minder om fællesskab i klassen. Værdisættet er lovstyret, eleverne er individstyrede, den laveste fællesnævner er en fristende mulighed for en lærer, men nej, den går ikke. Læreren må melde sig, ikke som lovforvalter og kundskabsformidler – det er en selvfølgelig opgave for enhver lærer – men som sin egen person: jeg fortæller dig/jer med mine ord, mine handlinger og min krop at jeg er et menneske på jorden, at der er ting jeg holder af, respekterer og tilbeder, der er ting jeg hader, foragter og vil bekæmpe. Jeg fortæller jer at verden er meget stor, den rummer figurer som ligner dig, den er righoldig som dit sind, den er foranderlig og lader sig aldrig fastlåse af religiøse og politiske dogmer, den er fundamentalistisk, men fundamentalismen er altid under nedbrydning og opbygning et andet sted; verden er ustyrlig, og derfor tilbyder jeg dig denne skoles værdier. Det sker med fuld respekt for dig, du kan sige nej og gå din vej, men svare det skal du. Du kan svare med indsats her og nu, du kan svare med de valg du sidenhen foretager, men på en eller anden måde må du reagere på det fællesskab der tilbydes dig. Og herfra går du videre, fastlåst eller åben, udforskende eller ligeglad, tilpasset eller i bevægelse, med dit bidrag til natur, kultur og historie. Og i slalombevægelse mellem de sidste tre søjler vil du befinde dig i resten af dit liv, for dannelse er, som ordet siger, en proces der aldrig får ende, der forhåbentlig aldrig får ende, men som udvikler dig og lader dig indvirke på dine omgivelser. Og med dine handlinger er du med til at vedligeholde eller til at nedbryde de søjler som er dannelsens fundament. 5. Søjle: Naturen Med alle dyr du er i slægt. Tag dyret i din varetægt! 5 Det vigtigste at forstå ved den 5. søjle er at vi selv er natur, indfældet i samme orden som alt andet levende. Vi kan ikke gå ud i ”naturen”, vi kan gå ud i landskabet eller ned i dalsænkningen; naturen det er os – og dyrene og planterne og klipperne og vandet. Vi er natur midt i natur, og når naturen går over optugtelsen, er det os selv vi rammer. Her i det 21. århundrede må vi bestræbe os på at leve naturligt, men vi ved ikke hvad det betyder. I årtusinder har menneskene færdedes på jorden og arbejdet i pagt med det omgivende, som samlere, jægere, fiskere, bønder, gartnere, håndværkere, men vores symbolproduktion og selvreflektion kan ikke længere rumme noget ”naturligt”, kun noget der ligner. Vi har vel nok en fornemmelse af en samhørighed med det omgivende, men for de fleste i den vestlige verden er den ved at forsvinde, og derfor fatter vi ikke helt den sjælsrystende oplevelse som det må være for en indianer at se regnskoven blive brændt af og pløjet op. Det er ikke bare eksistensgrundlaget der bulldozes væk, det er eksistensen selv der tilintetgøres. Vi har vænnet os til at betragte skoven som biomasse, vi anskuer hvert fænomen i naturen som et muligt råmateriale, hvert dyr som en produktionsenhed, og vi vurderer mennesker ud fra deres værdi på markedet. En tanke om at lade noget være som det er, får det til at stritte hos mange iværksættere; det må da kunne anvendes, omsættes. Tiden og materialet må ikke gå til spilde, så vi må indøve den nødvendige kynisme for at kunne se skoven falde, se afbrændingen af heden, inddæmningen af søen. Dette dannelsesforfald i forhold til naturen er skræmmende smukt beskrevet af Thorkild Bjørnvig, bl.a. i de to bind Miljødigte: Delfinen og Abeguder, og han bad så indtrængende mennesket om at besinde sig på at være i verden – som natur i natur. Det er forår bag tågen, ænder og måger pludrer og skræpper usynligt derude på vandet og lærkerne kvidrer i højden. Jeg står her omflagret af lyde som i en tågekirke. Min sjæl skyder fjer og vinger og stiger syngende til et sangliv med brødre og søstre derude, deroppe. (fra Siv vand og måne, 1993) 6. Søjle: Kulturen Derfor kan vort øje glædes ved et billeds farvepragt 6 Lader man hånden glide over den 6. søjle, opdager man hvor fint ciseleret den er. Det er menneskehedens mest udsøgte frembringelser der er gemt her – og nogle af de mest infa- me. Her er bøgerne der fyldte bibliotekerne i Alexandria, i Vatikanet, i Oxford, og nu optager nogle terabytes på vores fælles net. Her er strømmen af billeder fra kirkerne, hulerne, ateliererne, hugget i sten, i træ, malet på papir, på lærred, på hud; det er uendeligt som tonerne fra en evighedssymfoni der også lyder inde fra søjlen, som dansene, som kampen, legen, arbejdet, maden, bilerne, og det skæve venteskur på den vestjyske landevej hvor der lå et pornoblad og Informations kryds-og tværs. Læg øret til og hør: alle sprogene som menneskene har talt siden Babelstårnet blev forladt, alle de sprog der dør ud i disse år, mens vi påny bestræber os på at genopføre det. På intet andet felt har vi så meget brug for vejledning, for lærere der vil gå i spidsen og guide os ind i kulturens net af muligheder og faldgruber. Et af de rigeste øjeblikke opstår, når man midt i det fremmede opdager at føle sig hjemme, at kunne være til stede i tryghed og med alle sanser vågne, at føle sig hjemme og velkommen. En oplevelse der forundes den hvis opvækst har været præget af ”den store palet”, dvs. sammenligninger er konstant blevet draget: se, hvor det ligner; det er jo ligesom; kan du huske... osv. Symboler, redskaber, kunstværker, metaforer i dans, altid i bevægelse for at søge forståelse af eksistensens gåder, altid i begejstret udforskning af kroppens og sindets ydeevne. Men kulturen kan være en tynd gang fernis over sløvhed og ligegyldighed. Det vrimler med ”synonymhadere”, mennesker der er virkeligt harmfulde fordi man skal lære overflødige ord. Hvorfor sige ”villa”, når man kan sige ”hus”, hvorfor sige ”bopæl” når man kan sige ”hus”. Hvorfor gøre sig til? Hvorfor male med den store palet når sort og hvidt det rækker? Hvorfor læse poesi når der findes et Ekstrablad? Hvorfor alt det pynt og spild? Fattigdom i sprog og anden kulturel udfoldelse er en enorm udfordring for vores dannelsesprojekt, men måske også den vigtigste at tage på sig. 7. Søjle: Historien Henfarne slægter – forglem dem ej! 7 Kristeligt Dagblad spurgte den 13. maj 2013 en række politikere og tænkere om hvilken begivenhed der har været den vigtigste i historien. Og svarene spænder vidt: fra den dag for 6000 år hvor stenalderbonden så sit sædekorn spire for første gang og siden blev bofast, over år 0 og Kristi FødFriskolebladet 6, 19. juni 2014 29 sel, over 6. august, 1945, hvor atombomben blev kastet over Hiroshima, til Murens fald i 1989 og terrorangrebet i New York d. 11. september, 2001. Det besynderlige er jo at hver og en af dem har ret og så alligevel ikke. Målestokken kan ikke række til de vidt forskellige og interessante svar, for er det begivenheden eller erkendelsen der følger efter begivenheden, der bliver mest betydningsfuld, er det de mange dræbte i Japan eller bevidstheden om at mennesket nu kan udslette mennesket; det er ikke længere guds suveræne mulighed. En encyklopædisk viden er ikke længere inden for den enkelte tænkers rækkevidde, informationsmængden er overvældende, og bare på historieområdet må man år for år nyredigere, måske nyskrive historiebøger. Ny viden kommer til, og gammel viden nytolkes i lyset af ny viden på andre felter, arkæologi og antropo-logi f.eks. Man får næsten lyst til at udslynge den klassiske forbandelse, kinesisk eller ej: ”Gid du kommer til at leve i interessante tider.” Enhver form for kontinuitet er nu brudt, og både folk og individ må igen og igen gennemgå den mest anstrengende øvelse: at definere sig selv ud fra vege og skiftende horisonter, både når det drejer sig om sprog, familie, geografi, kultur, arbejde og selvfølgelig historie. Enhver revolution har vel haft ønsket om at omskrive kalenderen og starte med år 0; alt det der gik forud var kun indledende øvelser, nu begynder den virkelige historie. Historiens hvide snit, omskrivning, retouchering, sæt menneskene fri af forhistorie og fordomme. Jeg kan ikke gennemskue mine egne fordomme om f.eks. kunstig befrugtning med doneret sæd og donerede æg; min evne for fremtidsforestillinger er skræmmende god, og jeg ser en homunculus med en rar familie der, som så mange rare familier, ryger ind i skilsmisse eller ulykke eller sygdom, og så ser jeg et væsen med et samfundsnummer – uden historie, uden forældre, uden fortællinger om sig selv. Kan et sådant menneske leve? Er år 0 ikke for lidt at byde et individ i menneskenes flok? Disse hyperaktuelle problemer prøver nogle politikere at takle, men noget egentlig svar har de ikke. Det man, (og det skal nok ikke være politikere, men lærere og kunstnere), kan gøre er at fortælle den ”dybe” historie; dvs. du kan måske ikke få historien om dit ophav, og vi er heller ikke helt sikre på den heltemodige indsats i Irak og vores uegennyttige indsats for verdens flygtninge, alt det skal måske skrives lidt om, men der er forbindelse mellem dig og de mennesker der såede den første udsæd på Bornholm for 6000 år siden, mellem dig og vikingen der plyndrede Lindisfarne, der er tråde til korstogsridderen, middelalderbonden, husmanden, arbejderen og studenten på Regensen i begyndelsen af 1800-tallet. Vi er, du er, selv historie. Det er her vi står, og her vi må besinde os. Det er vores tempel, vores gård, billeder og lyde, berøringer og lugte, herfra min verden går. Det er dannelsens projekt og i midten står skolens søjle – dens mennesker ved forhåbentlig hvad den skal rumme fra den almene søjlerække, men de ved aldrig hvad de får fra den individuelle række. De fortæller og viser og taler, men ved aldrig på forhånd hvem de skal tale til. Syv søjler under uafbrudt nedbrydning og uafbrudt opbygning. Hvilken fantastisk opgave for en skole og en lærerflok. Erik Lyng Artiklen er oprindelig skrevet til Hobro Friskoles jubilæumsskrift i anledning af skolens 25 års fødselsdag i 2013. 1 John Denver: Leaving on a Jetplane 2 H.C. Andersen: I Danmark er jeg født 3 Erik Clausen: I mormors kolonihavehus 4 Johs. V. Jensen: Prolog til digtet Skolesang 30 Friskolebladet 6, 19. juni 2014 5 Johs. V. Jensen: fra digtet Zoologisk Have 6 Chr. Richardt: fra kantaten Naturen og Kunsten 7 Johs. V. Jensen: Hvor smiler fager